Præsten i Thorning

Side 2
Tre Mile sønden for Viborg, i den Egn, hvor Svend Grathe fordum mistede Liv og Rige,
ligger Bondegaarden Revl. Gamle og forrevne ere dens lave Bygninger, og synes at
være tækkede med Mos. Dens tarvelige Udseende oplives ikke af nogen Have; thi
dette Navn kan man neppe give en liden Kaalgaard, hvis Tørvediger ere kantede med
tynde, forkrympede Hyldebuske, og hvorover en gammel Røn krummer sig, forpidsket
og bøiet fra sin Ungdom af de skarpe Vestenvinde.
Trindt og vidt omkring er den omgivet af mange lynggroede Bakker, mellem hvilke
graagule Moser slynge sig, og løbe næsten alle i hverandre gjennem mangfoldige
Bugtninger, snart udvidende sig og ligesom tilbagetrængende de bølgeformige Bakker,
snart af disse indknebne til smalle Snevringer. Ukjendte, som her vilde finde Vei, skulde
snart blive hildede i denne Labyrinth af Moser, ikke uliig dem, der uden nødvendig
Forkundskab, indlade sig i det sindrige Spil, som man kalder "at trække i Dynd."
Først henimod Efteraaret faaer denne mørke, eensformige Egn et mere livligt
Udseende: i Moserne løfter erica tetralix sine blegrøde Blomster, og Bakkerne faae
et violet Skjær af den først udskydende Lyng. Ikke frydeligere er her den levende
Natur: Brokfuglen sidder eenlig paa sin Tue, og gjentager halve Dage sine langtrukne,
tungsindige Fløitetoner. Moselærken qviddrer svagt og sørgeligt fra Porsbusken
- Ørkenens eneste Træe. En enkelt Urfugl, opjaget af en omluskende Ræv, hvirvler
sig et stakket Stykke bort, men falder snart igjen og forsvinder i den tætte Lyng.
Om menneskelige Beboere mindes man kun, naar en Hyrdedreng, omringet af nogle
vantrevne Faar, hvisler paa sin Toskillingsfløite.
Ikke altid vare disse Banker saa øde og nøgne. I gamle Dage vare de tæt bevoxede
med Gran og Birk, og Moserne vare Søer, bestrøede med talrige Flokke af alle Slags
Svømmefugle. Dengang laae, omtrent hvor Revl nu ligger paa en Odde eller Revl i
Søen, en stolt Herreborg. En frodig Abildhave, og foran denne tvende Rader af høie
Graner, omgave og aldeles skjulte Borgen til Landsiden; kun naar man drog over den
sidste høie Banke, glede de hvide Skorstene hen over Granernes Toppe. Til Søesiden
mod Sønden stod Borgen frit, og fra den modsatte Bred saae det ud, som om den
hævede sig op af Vandet. Dens Bygningsmaade var som alle andre Slottes paa hiin
Tid: umalet Egebindingsværk med mørkerøde Muursteens Tavl; tvende Stokværk, det
ene bygget ud over det andet med fremragende udhugne Bjelkehoveder; mange lange
og smalle Vinduer med bitte smaae Ruder og Blyprøiser. Paa alle fire Hjørner runde
udbygte Taarne med Glughuller, og midt foran Huset et større, hvis Platform rakte op
over Skorstenene, og var prydet med otte Steenkæmper. Saadanne Tvende forsvarede
med opløftede Træsabler den høie hvælvede Taarndør. Bag ved Borggaarden, mellem
denne og Ladegaarden, løb en dyb og bred Grav, tildeels bevoxet med Rør, og over den
førte en Vindebroe. Paa hver side af Broen stode firkantede Steenpiller, og ovenpaa
disse saaes liggende Løver. Udenfor Ladegaard og Have var en ligedan Grav med
Broe, som Borgens yderste Befæstning.
Mange Aar tilbage i Tiden boede her den velbyrdige og mandhaftige Ridder, Henrik
Sandberg, gift med velbyrdige og dydzirede Jomfrue, Mette Daae. Deres Ægteskab
var velsignet med en eneste Datter, navnlig Else, og at see hende vel forsørget var
Forældrenes høieste Ønske.
Mødrene pleie i dette Tilfælde ei alene at ønske, men ogsaa handle. Fru Mette
var ikke mere uvirksom end andre Mødre, men havde indledet saa snilde, saavelsom
ærbare, Underhandlinger med den tappre og gode Mand, Hr. Mogens Munk til
Aunsbjerg, at Dagen til Dennes Søns, Junker Jenses Trolovelse med Jomfru Else
allerede var bestemt. Endelig var den kommen, og var paa lidet nær, vel forbi: Det