barn i vente - Sundhedsstyrelsen

sst.dk

barn i vente - Sundhedsstyrelsen

Forord

Graviditet og fødsel samt at blive og være forældre er

en naturlig proces i livet og en livsbekræftende og udfordrende

periode i alle forældres liv. Intet bliver som

før – det er forandringernes tid.

Sundhedsstyrelsens bog Barn i vente er skrevet til alle

kommende forældre, uanset om det er første graviditet,

eller om man har børn i forvejen. Hensigten med

bogen er at vejlede den gravide og hendes partner gennem

hele forløbet fra undfangelse til barselsperiode

med en beskrivelse af sundhedsvæsnets tilbud samt at

tilstræbe at give svar på en række af de spørgsmål, som

en graviditet naturligt udløser.

Bogen Barn i vente er skrevet til begge forældre.

Nogle steder henvender den sig direkte til kvinden,

enkelte afsnit er skrevet direkte til manden, men det

er tilstræbt at inddrage begge de kommende forældre

ligeværdigt.

Barn i vente er skrevet, så den kan læses afsnit for afsnit,

efterhånden som informationerne passer til forløbet

af graviditet, fødsel og barsel. Bogen kan også

fungere som opslagsværk gennem hele perioden. Barn

i vente kan også være af interesse for par, der overvejer

graviditet. Grundlaget for bogen er Sundhedsstyrelsens

anbefalinger til sundhedspersonale vedrørende

svangreomsorg.

Barn i vente er skrevet af sundhedsplejerske, ph.d. Else

Guldager og vicechefjordemoder Vibeke Weirum på

vegne af Sundhedsstyrelsen. Andre fageksperter og

Sundhedsstyrelsens sagkyndige har været inddraget

undervejs.

Else Smith

Centerchef

Center for Forebyggelse

Sundhedsstyrelsen

More magazines by this user
Similar magazines