læs bogen her - Den Frie

år, at man på den litterære scene kan se, at der er sket en
udvikling. Nu kan man tale om, at de yngre er begyndt at
arbejde på den her approprierende og eksperimenterende
måde. Men der er ligesom gået 40 år – lige med undtagelse
af en hektisk periode sidst i 1960’erne med Eksskolen, hvor
man var multikunstnerisk. Den var på nogle måder en smuk,
på andre måder en vanskelig og håbløst indrettet institution.
I forhold til billedkunsten er den litterære scene på mange
måder en mere håbløst indrettet scene eller institution. Jeg
udgav en bog i 1985, og så derefter kom der minimalister
på banen, Det skulle tage 20 år, før det
rettede sig ind. I forhold til det så har billedkunstnerne
siden slutningen af 1980’erne og ’90’erne haft et andet
naturligt og selvfølgeligt forhold til det at appropriere og
bruge citater.
MVH: Der tænker jeg, at der er forskellige udgangspunkter
for litteratur og billedkunst. For i billedkunsten er der den
udbredte dyrkelse af det originale, autentiske og unikke
værk, som referencer og citater spiller op imod på en helt
anden måde, end det sker i litteraturen.
LB: Det er da nøjagtigt på den samme måde.
MVH: Nej, for litteraturværkerne er jo ikke unikke som
man det samme problem, fordi fotoet også kan laves i x antal
identiske kopier. For at operere som billedkunst bliver fotos
typisk nummereret, så de kun eksisterer i få og udvalgte
eksemplarer, der kan dyrkes som originale objekter.
LB: Men det har også taget litteraturen lang tid at komme
ud over det pinlige faktum, at den ikke er unik eller original.
AGJ: Men hvis man i litteraturen først og fremmest
forbinder appropriation med et opbrud fra centrallyrikken,
dvs. dette, at der er et stærkt og autentisk ”jeg” bag
teksten, er problemet i forbindelse med billedkunst så ikke
omvendt, at appropriationskunst her automatisk associeres
med spørgsmålet om værkets objektstatus og dets karakter
af varefetich?
LB: Jo, men det er kun en lille del af det. Det er kun en
del af en særlig amerikansk appropriationstradition. For der
er også dele, der handler om billedet og ikke nødvendigvis
metaplan og omhandler kunstnerpositioner. Det er forresten
også meget sjovt, at det hedder ’billedkunst’ på dansk,
for der er jo nogle billeder, der ikke er kunst. Så kort sagt
behøver vi nødvendigvis ikke at tale om en varefetisch,
men snarere om repræsentationer - at appropriere og
dekonstruere kunstneriske og museale sammenhænge.
MC: Men billedkunst kan også være en slags sprog, sådan
opfatter jeg det i hvert fald, selvom der er en indlysende
forskel imellem litteratur og billedkunst. Billedet er i
sig selv et tydeligt stykke virkelighed, hvorimod ord er
repræsentionelle på en primær måde. Tag som eksempel
mælk. Hælder man mælken ud og stiller kartonen ind i
kunstinstitutionen, så er det pludselig kunst, men det er
også stadig en mælkekarton. Det er noget helt andet, når du
skriver ’mælk’ på et stykke papir. Så skal læseren først og
fremmest tyde, hvad det er for en ting ude i virkeligheden,
der repræsenteres, før vi overhovedet kan begynde at
snakke om, at noget er approprieret eller originalt.
LB: Og det illustrerer de underlige paradokser, der er. I
billedkunsten fremgår det på en mere åndssvag konkret
facon af materiale og objekt, mens litteraturen er så
større insisteren skal vi altså mene, at det skal illudere
virkelighed, at det ikke må træde ved siden af. Poesien og
den eksperimenterende litteratur har godt nok sit eget lille
mærkelige hjørne, men litteraturen er i det hele taget et
mærkeligt hjørne alene i sig selv, som ikke har sin arena
som f.eks. Den Frie Udstillingsbygning eller Kunsthallen
Charlottenborg, hvor det er den, der får lov at være den
lækre hovedperson - klynker jeg.
47