(www.illvid.dk) og må ikke videregives til tredjepa - Illustreret ...

illvid.dk

(www.illvid.dk) og må ikke videregives til tredjepa - Illustreret ...

SolEn går i hi

Siden slutningen af 70’erne har man lt den samlede udstråling fra Solen.

Variationerne er s, men det ser ud til, at bølgedalene (som altid falder sammen

med solpletminimummer) bliver stadig lavere, og det er uventet for forskerne.

1367,0

1366,5

1366,0

1365,5

1365,0

1978 1983 1988 1993 1998 2003 2008

pludselig vil svulme op og blive til en

rød kæmpestjerne eller noget andet

dramatisk. Til gengæld har udsvingene

stor betydning for de klimamodeller, forskerne

bruger. Indtil nu har man ment, at

vi kunne nøjes med at koncentrere os

om de forhold her på Jorden, der har indflydelse

på klimaet – især mængden af

drivhusgasser i atmosfæren. Men hvis

Solen virkelig er på vej til at ændre sin

opførsel, er der tale om en helt ny parameter,

der skal tilføjes klimamodellerne.

Årringe afslører aktivitet

For at forstå Solens opførsel over længere

tid er det nødvendigt med viden om forhold

på vores stjerne, der går flere tusind

år tilbage – altså længe før vi mennesker

begyndte at foretage linger.

Man kan imidlertid følge Solens

aktivitet tusinder af år tilbage ved hjælp

af isotoplinger på Jorden. Her ser man

på mængden af kulstof-14 i træers

årringe samt mængden af beryllium-10 i

iskerneboringer. Disse værdier afhænger

af, hvor meget kosmisk stråling der når

frem til Jorden. Og den kosmiske stråling

er igen afhængig af Solens magnetfelt,

22

Watt pr. m 2

der er stærkest, når Solen er meget aktiv.

Ved at kigge på sådanne analyser har

Michael Lockwood opdaget et mønster,

hvor Solens aktivitet stiger langsomt

over en periode på 300 år for så at falde

hurtigt over bare 100 år.

Ifølge Lockwood ser det ud til, at

faldet i Solens aktivitet i nogle tilfælde

ender med en langvarig periode, hvor

Solen er næsten eller helt uden pletter.

Disse perioder har været kendetegnet

af et koldt klima – i hvert fald i Europa.

Der har været flere sådanne perioder. De

tre mest kendte fra nyere tid er Spörerminimummet

i 1415-1510, det meget

omtalte Maunderminimum fra 1645 til

1715 og Daltonminimummet i 1795-1820.

Under ét falder disse tre minimummer

sammen med en langvarig kuldeperiode

i Europa og Nordamerika, der går under

betegnelsen den lille istid. For eksempel

var det dengang ofte muligt at løbe på

skøjter på Themsen, hvilket sjældent

sker i dag. Tilsvarende ser en tidligere

varm periode omkring år 1000 ud til at

hænge sammen med en høj solaktivitet.

Men som med næsten alt inden for

klimaforskning er det vanskeligt at sige

år

noget præcist om årsagen. Det kan være,

at det kolde klima kun har været lokalt

for Europa og Nordamerika, og desuden

kan andre faktorer end Solen have spillet

ind. En mulighed er øget vulkansk aktivitet,

der har tilført atmosfæren større

mængder aske og aerosoler – noget, som

i høj grad virker afkølende. Måske har de

to faktorer, Solen og vulkanisme, spillet

sammen og dermed forstærket klimaændringen

i den lille istid.

Nyt minimum kan være på vej

Det afgørende for os er naturligvis, om vi

i disse år står over for et nyt Maunderminimum

eller et lignende fænomen,

der kan få betydelige klimamæssige

konsekvenser her på Jorden.

I øjeblikket er der tegn på, at aktiviteten

igen er ved at stige. Selv om Solen

har haft et langvarigt minimum i antallet

af solpletter, ser det ud til, at vi får et nyt,

om end noget forsinket, solpletmaksimum.

Flere undersøgelser tyder dog på,

at det ikke bliver så intensivt som normale

maksimummer. Således har vicedirektøren

for solobservatoriet i Arizona,

Mark Giampapa, set på Solens udvikling

over en længere periode. Ved at analysere

data for solpletter tilbage til

1980’erne har han fundet, at den magnetiske

feltstyrke inde i pletterne ser ud til

at aftage. Giampapa ser det som et tegn

på, at Solen er på vej mod en ny langvarig

periode uden pletter i stil med Maunderminimummet.

Det passer godt med

Lockwoods observationer af, at Solen er

inde i en periode med vigende aktivitet.

Det er imidlertid ikke givet, at et nyt

længerevarende minimum vil påvirke

klimaet på samme de som sidst og

give os en ny lille istid. Der er nemlig

betydeligt mere CO2 i atmosfæren i dag,

og det kan forrykke udviklingen.

Solen er ikke helt almindelig

Én de at forstå Solen på er ved hjælp

af analyser af dens aktivitet tilbage i

tiden. En anden er ved at sammenligne

med andre stjerner af samme type.

Solen er en 6000 grader varm stjerne

af spektraltype G, og der findes mange

millioner stjerner af denne type i Mælkevejen.

Sammen med en række italienske

astronomer har Mark Giampapa undersøgt

15 lignende stjerner i den åbne hob

M67 2700 lysår borte. Stjernerne har

nogen lunde samme alder som Solens 4,6

Illustreret Videnskab nr. 1/2011

More magazines by this user
Similar magazines