Fremtidens universitet - Campus Service - Københavns Universitet

bygningsstyrelsen.dk

Fremtidens universitet - Campus Service - Københavns Universitet

Fremtidens

universitet

Videnindsamling og

skitserende programanalyse


Fremtidens universitet


Fremtidens

universitet

Videnindsamling og

skitserende programanalyse


Forord

Gode og inspirerende fysiske rammer er en af forudsætningerne

for udviklingen af universiteterne.

Både kvaliteten i undervisningen - herunder nye måder

at lære på, de digitale medier og forskningen stiller

krav til de fysiske rammer - bygningerne.

Universiteternes indretning skal derfor nytænkes, så

den kan leve op til den fremtidige udvikling

Denne publikation er essensen af et samlet projekt,

som består af to dele - videnindsamling, som findes

i sin fulde form på www.rumformfunktion.dk - og

skitserende programanalyse, som findes i sin fulde

form på CD-Rom bagerst i hæftet.

Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger håber,

at der på baggrund af dette materiale kan skabes

forudsætninger for udviklingen af de fysiske rammer

for landets universiteter og forskningsbaserede uddannelsesinstitutioner.

Lars Ole Hansen

Direktør, Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger


Fremtidens universitet

© 2003 Rum Form Funktion

1. udgave, 1. oplag

Redaktionsgruppe:

Inge Mette Kirkeby, Flemming Deichmann,

Mikael Olrik og Rasmus Eckardt

Bogen er sat med Meta Plus

Omslag og layout: Eckardt I/S

Fotos: Mikael Olrik

Tryk: Sangill Grafisk Produktion

Kopiering tilladt med tydelig kildeangivelse

Printed in Denmark 2003

ISBN: 87-90797-20-5

Elektronisk udgave

ISBN: 87-90797-21-3

www.rumformfunktion.dk

Bogen kan rekvireres hos

Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger


Videnindsamling Skitserende programanalyse

Indhold

Introduktion 9

Læsevejledning 11

De fysiske rammer, eksempler 13

Analysetemaer 13

Tema: læringsmiljøer 14

Tema: Rum og akustik 15

Tema: Rum og lys 16

Tema: Arbejdsmetode 17

Eksempler på factsheets 19

Analyseeksempler 20

Universitet: Arkitekthøgskolen i Oslo 20

Universitet: Universidad de Alicante 24

Universitet: Hogeschool INHOLLAND Rotterdam (Tidligere Ichthus Hogeschool) 28

Universitet: École d’Architecture de la Ville et des Territoires à Marne La Vallée 33

Krav til fremtidens universitetsbyggeri, interviewundersøgelse 37

Ændrede forudsætninger 40

Ændrede forudsætninger - citater 42

Kritik af eksisterende bygninger 48

Kritik af eksisterende bygninger - citater 49

Krav til fremtidens universitetsbygninger 53

Krav til fremtidens universitetsbygninger - citater 55

Overvejelser vedrørende arbejds- og studiemiljøet 64

Overvejelser vedrørende arbejds- og studiemiljøet - citater 65

Fysisk tilstedeværelse og arkitektonisk iscenesættelse 72

Fysisk tilstedeværelse og arkitektonisk iscenesættelse - citater 73

Temaer som udgangspunkt for skitserende programanalyse 82

Bilag 1. Interviews 83

Bilag 2. Andet kildemateriale 83

Opgaven 85

Valget af deltagerne 85

Processens afvikling 86

Projektets afvikling 90

En metode 93

Valg af metode 93

Hvad er skitserende programanalyse? 94

Skitseringens potentialer 94

Forløbets eget rum 95

Resultaternes karakter og nyhedsværdi 97

Metodens anvendelighed i praksis 108

Metodens anvendelighed i praksisbaseret forskning 109

Tre måneder efter, deltagersynspunkter 111

En samarbejdsskabende proces 117

Efterskrift 120

Rolleliste


Introduktion

Mikael Olrik

Arkitekt MAA

Fremtidens universitet har til formål at udvikle idéer

til planlægning, programmering og udformning af

universiteternes bygninger.

Begrundelsen er, at der savnes viden om, hvorledes

der skabes fysiske rammer, som tilgodeser universiteternes

nye krav om større mangfoldighed i studie-,

arbejds- og samarbejdsformer.

Især konstateres der et behov for, at de studerende

kan arbejde selvstændigt og i mindre grupper i vekselvirkning

med vejledning, undervisning og forelæsninger.

IT-udviklingen har også stor indvirkning

på rumudformningen og bevirker, at arbejdsstedet

ikke længere er så stationært. Endvidere sker der i

dele af forskningen og dens organisering en ændring

fra soloforskning i retning af netværksdannelser.

Som følge heraf rejses nye krav til universiteternes

bygninger. Cellen skal bevares og der skal gives

plads for flere forskellige arbejdssituationer, end det

har været tilfældet indtil nu. Blandt andet har nogle

studiegrene behov for store multifleksible rum, der

kan møbleres på mere end én måde, og hvor der kan

foregå eksperimenter med forskellige netværksopstillinger

og samarbejdsformer.

Fremtidens universitet er en del af projektet Rum,

Form og Funktion (RFF), som gennem de senere år

har beskæftiget sig med udformning af de fysiske

rammer og læreprocesser på især folkeskoleområdet.

RFF var oprindeligt et samarbejde mellem

Undervisningsministeriet, Byggedirektoratet (nuværende

S-FoU) og Statens Byggeforskningsinstitut, men nu

videreført under ledelse af Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger

med fokus på universitets bygninger.

Formålet med projektet Fremtidens universitet er at

udvikle idéer til planlægning, programmering og

udformning af de fysiske rammer på universiteterne

fremover.

Projektet har været opdelt i to faser, idet der først

blev udført en ”Videnindsamling”, der dannede

grundlag for den efterfølgende fase - skitserende

programanalyse.

Vidensindsamlingen indeholder en indsamling af

eksempler på nyere danske og udenlandske universiteter

med fokus på forskellige analysetemaer

omkring rum og undervisning. Analyserne er udført

af Juul & Frost arkitekter MAA.

Herudover er der foretaget en interviewundersøgelse

med en række nøglepersoner, der kunne bidrage

med tanker om og krav til Fremtidens universitet.

Interviewene peger ikke hen mod færdige løsninger,

men på en række forhold, der kan diskuteres, og de

ønsker og krav, der afdækkes, går ikke entydigt i

samme retning. Tværtimod lægger de op til en videre

bearbejdning, som det forsøges gjort i den følgende

fase - skitserende programanalyse.

> Introduktion 9


Skitserende programanalyse er en måde til at undersøge

en opgaves løsningsmuligheder på. Den anvender

arkitektens gængse arbejdsmetode ved tegnebordet,

hvor forskellige løsningsmodeller uafladeligt

opstilles og sammenlignes.

Skitserende programanalyse tager udgangspunkt i

denne praksis, men adskiller sig ved, at den i stedet

for at have et enkelt resultat som hovedsigte lægger

vægt på den systematiske belysning af mulighederne

for at give opgaven form.

Gennem analyser, skitser, diagrammer og stikord har

de deltagende arkitekter diskuteret et bredt spektrum

af forslag til løsninger, og således skabt - i det

mindste en begyndelse til - et idékatalog, som tænkes

anvendt som et redskab for bygherre, brugere

og rådgivere, når der skal drøftes, tilrettelægges og

projekteres et nyt universitetsbyggeri eller den

eksisterende bygningsmasse skal moderniseres.

Der blev inviteret fem arkitektfirmaer til at medvirke

i den skitserende programanalyse, og forløbet var

delt op i faser, som hver blev afsluttet med et heldagsseminar

på Arkitektskolen på Holmen.

Deltagerne var på forhånd orienteret om, at der ikke

lå noget konkurrencemoment i besvarelserne af opgaverne.

I modsætning til den traditionelle arkitektkonkurrence

skulle der således samarbejdes og ikke

konkurreres.

For at de arkitektoniske, funktionelle løsninger

kunne optimeres mest muligt i forhold til det

læringsteoretiske grundlag og brugerperspektivet,

blev der nedsat en følgegruppe bestående af universitetsforskere,

undervisere, studerende og repræsentanter

for universiteternes tekniske afdelinger.

Dialogen mellem arkitektfirmaer og følgegruppe forløb

- sammen med de mange velforberedte oplæg

fra arkitekterne - således at der blev en grundig og

spændende debat. Det samlede forløb giver anledning

til at forvente, at metoden skitserende programanalyse

kan videreudvikles til at indgå som en naturlig del af

det udredningsarbejde, der går forud for programmering

og projektering, også i andre slags byggerier.

Processen og resultatet af den skitserende programanalyse

beskrives i de efterfølgende kapitler. Grundlaget

for projekt skitserende programanalyse er

skabt af arkitekt Inge Mette Kirkeby i samarbejde

med S-FoU og arkitekt Flemming Deichmann, som

også var projektleder under de seks seminarer, der

blev afviklet i perioden marts til juni 2003.

10 Fremtidens universitet


Læsevejledning

Bogens første to kapitler indeholder resultater fra

den videnindsamling, der gik forud for den skitserende

programanalyse.

I De fysiske rammer, eksempler vises nogle eksempler

på nye udenlandske universitetsbyggerier, analyseret

ud fra en række temaer: - studieområder, ITarbejdspladsen

- indvirkning på rummet / bygningen,

det lille rum i det store - sted for samvær og

gruppearbejdets vilkår, videnscenteret / biblioteket.

Desuden behandles forhold af betydning for undervisningsmiljøet.

Eksempelsamlingen er udført af Juul &

Frost Arkitekter og kan ses i sit fulde omfang på Rum

Form Funktions hjemmeside www.rumformfunktion.dk

Efter således at have forsøgt at tegne et billede af,

hvordan der i disse år tænkes og bygges universiteter

i ind- og udland, indeholder det næste kapitel en

række krav afledt af de ændringer i arbejds- og samarbejdsformer,

der finder sted på universiteterne i

disse år. Krav til fremtidens universitetsbyggeri er

baseret på interview med femten personer med tilknytning

til universitetsverdenen eller med specialviden,

der er anset for relevant i sammenhængen.

Stoffet er underopdelt i Ændrede forudsætninger,

Kritik af eksisterende bygninger, Krav til fremtiden

universitetsbygninger, Overvejelser vedrørende

arbejds- og studiemiljøet samt Fysisk tilstedeværelse

og arkitektonisk iscenesættelse. Afslutningsvis

formuleres nogle temaer, der indgik i programmet

for den skitserende programanalyse.

Den skitserende programanalyse resulterede i et meget

omfattende materiale, der er lagt ind på en cd-rom i lommen

bag i bogen. Cd-rommen er opdelt i de fem arkitektfirmaers

arbejder, der igen er opdelt i forløbets fem faser.

I bogen beskriver kapitlet Opgaven nogle af de overvejelser,

der gik forud for valg af deltagere, og hvorledes

proces og projekt blev afviklet i praksis. Under

overskriften En metode redegøres for projektets idégrundlag,

og en række skitser illustrerer resultaternes

karakter, ligeledes overvejes resultaternes og

metodens anvendelsesmuligheder.

I Tre måneder efter, deltagersynspunkter kommer deltagerne

til orde og kommenterer forløbet, og muligheder

for en fremtidig forankring i universitetsverdenen,

når der står bygninger på dagsordenen.

I kapitel 7 sættes resultatet af den skitserende programanalyse

ind i et brugermæssigt perspektiv karakteriseret

ved En samarbejdsskabende proces. Konkret

er skildret hvorledes man eksempelvis i forbindelse

med tilrettelæggelse af arkitektkonkurrencer kan få

glæde af at benytte sig af skitserende programanalyse

som redskab til udformningen af byggeprogrammet.

Bogens opbygning følger den rækkefølge projektets

forskellige faser var organiseret. Kapitlerne er dog

skrevet, så de enkelte kapitler kan læses særskilt ud

fra interesse og behov.

> Læsevejledning 11


Videnindsamling

De fysiske rammer

Analyseeksempler

Juul & Frost Arkitekter

> Videnindsamling > De fysiske rammer

Analysetemaer

1. Undervisningsformer og rum

1. Studieområder

2. IT- arbejdspladsen - indvirkning på rummet /

bygningen

3. Det lille rum i det store - sted for samvær og

gruppearbejdets vilkår

4. Videnscenteret/biblioteket

Eksisterende undervisningsformer

Nye undervisningsformer

2. Rum og undervisningsformer

Ombygning

Tilbygning

Udbygning

1. Rum og betydning - fra det individuelle til det fælles

2. Rum og foranderlighed - fra det statiske til det

fleksible

3. Rum og komponenter - komponenter og rum

4. Rum og IT-teknologi

5. Rum i rum

6. Rum og lys

7. Rum og akustik

8. Rum og materialer

9. Udearealer som en integreret del af uddannelsesmiljøet.

13


Tema: læringsmiljøer

Nye læreprocesser

Problemorienteret læring, erfaringsinddragelse,

tværfaglighed, studentercentreret, interdisciplinary

gruppearbejde - få ugentlige møder med 8-12 studerende

og tutor.

Nye samarbejdsformer

Udveksling mellem fakulteter, samarbejde mellem

institutioner, inddragelse af erhvervsliv.

Livslang læring

Efteruddannelse, praktikophold, erhvervskontakt.

IT teknologi

Fjernundervisning, informationsudveksling.

Formaliserede og ikke-formaliserede

læringsprocesser

Problemstillingen er forholdet mellem læreprocesser

og læringsmiljøer, herunder samspillet mellem

formaliseret og ikke-formaliseret læring.

Hensigten er at finde en optimal kombination af

undervisningsformer. Det drejer sig både om lærerens

valg af undervisningsformer, såvel som at

uddannelserne skal give elever og studerende gode

muligheder for at arbejde med stoffet, - individuelt

eller i samarbejde.

Dette knytter sig også til projektarbejdsformen, som

især benyttes på flere relativt nye universiteter.

Formaliserede og ikke-formaliserede rum for læring

Forskellige undervisningsformer kræver forskellige

typer af rum - de forskellige rum får forskellig betydning

afhængig af undervisningsform.

Traditionelle læringsmiljøer

FORMALISEREDE RUM: auditorier, undervisningslokaler,

tekniske laboratorier, cellekontorer.

IKKE-FORMALISEREDE RUM: biblioteker, kantiner,

opholdsarealer (ankomst, gangarealer, uformelle

mødesteder).

Projektorienterede læringsmiljøer

FORMALISEREDE RUM: grupperum, seminarrum,

opholdsarealer.

IKKE-FORMALISEREDE RUM: auditorier, biblioteker.

Kunstneriske læringsmiljøer

FORMALISEREDE RUM: værksteder, fleksible rum.

IKKE-FORMALISEREDE RUM: opholdsarealer, kantiner,

biblioteker.

I traditionelle læringsmiljøer undervises der direkte

fra lærer til studerende i undervisningslokaler med

en offentlig karakter. De studerende arbejder individuelt

i lukkede enheder af privat karakter. De ikke-

formaliserede rum til udveksling og social kontakt

bliver derved meget vigtige for det samlede læringsmiljø.

Projektorienterede læringsmiljøer arbejder i halvprivate

rum og har i gruppearbejdet indbygget et vigtigt

socialt element, som stiller store krav til rumlig

fleksibilitet for at kunne tilpasses de skiftende

læringssituationer. Samtidig bliver behovet for ikkeformaliserede

rum for faglig udveksling mindre.

Kunstneriske læringsmiljøer har brug for særligt tilpassede

værksteder af privat karakter, som giver

mulighed for direkte kontakt og individuel fordybelse.

Igen bliver de ikke-formaliserede rum vigtige

for at give læringsmiljøet den nødvendige udveksling

og kontakt.

Evaluering

Evaluering af læringssituationen/contra arkitekturen/rummet

tager afsæt i balancen mellem det traditionelle

læringsmiljø - hvor de traditionelle undervisningsformer

hersker og den mere avancerede/

den moderne undervisningsform, der er it-baseret,

gruppearbejdsfocuseret, projektorienteret etc.

Det har været nødvendigt i processen at adskille;

1.) læring, i 2.) it-baseret læring, dels i 3.) den arkitektoniske

udformning.

14 Fremtidens universitet


En opdeling, der understreger at sammenhængen

mellem de tre faktorer ikke er udviklet således at der

findes konkrete eksempler - men primært ses som

indikatorer på hvor udviklingen går hen.

Mange traditionelle universitetsmiljøer arbejder i

dag hen mod mere gruppeorienteret og projektorienteret

undervisning, - mens de moderne centre

AUC, RUC, mv. fastholder en form på 50% projektundervisning

og 50 % traditionel undervisning.

Analysen

Hvordan kvalificeres læringsformens indflydelse på

det fysiske miljø?:

Hovedpunkter for hvad læringsanalysen skal/kan

konkludere på, er en bevidsthed om, hvad bygningsstrukturen

lægger op til/ understøtter:

Tætte uformelle kontakter

- mellem studerende, forskere, ansatte

- mellem studerende, ansatte, daglige brugere og

gæster

- fleksibilitet i forhold til indretning, rum i rum. Forskellige

typer af rum kan omdannes til forskellige

anvendelser - fra formelle seminarrum, kritik,

eksamination, værksted til grupperum.

> Videnindsamling > De fysiske rammer

Hvilken udformning understøtter

- forskellige typer rum, forskellige højder, rumkarakter

- gangarealer skal minimeres og anvendes fleksibelt

så møblering gøres muligt

- gennemlyste lokaler - visuelle forbindelser

- præcisering af offentlighedsgrader - fra det offentlige

ankomstrum til private studieceller

- glidende overgange mellem offentligt /

privat - artikulation

- etablering af trygge zoner for uformel kontakt

- 24 timer åbent

Stedet - bymæssig sammenhæng

Et studiemiljø er dybt afhængig af stedet, placering i

forhold til bymæssig bebyggelse.

Universitetsområdets indretning, faciliteter, tilbud af kulturel

og rekreativ karakter påvirker indlæringen, ønsket

om tilstedeværelse styrkes, og den faglige debat skærpes.

Indlæringen knyttes til i hvor høj grad gruppearbejdet

som arbejdsform faktisk gennemføres som

sådan, f.s.v. at de studerende ofte samarbejder

udenfor universitets mure.

I analysen fokuseres derfor på hvorvidt de traditionelle

undervisningsformer kan finde rum, eksempelvis:

Auditorier, bibliotek, kantine og hvorvidt generelle

rum er set som fremtidens læringsmiljøer med

nøgleordene: generalitet, fleksibilitet, tilpasningsdygtighed,

mobilitet, dynamik, flekskontorer, mv.

Tema: Rum og akustik

Lydudbredelse

Lydudbredelse indendørs. Den simple lydudbredelse,

som eksisterer udendørs gælder ikke indendørs. Årsagen

er, at lydbølger bliver forhindrede, når de møder

f.eks. en væg eller et loft. En væg vil reflektere lydbølgen

lidt på samme måde, som et spejl reflekterer en

lysstråle. Lydbølger reflekteres dog ikke fuldstændigt,

og der forekommer en kombination af 3 fænomener:

1.Transmission

En lille del af lyden bliver transmitteret igennem

væggen. Det kendes fra nabostøj i etageejendomme.

Generelt vil en tung og tyk væg af f.eks. mursten

være god til at forhindre lydtransmission. Modsat vil

en let og tynd væg af f.eks. gips ikke være så god til

at forhindre transmission.

2. Absorption

Afhængigt af overfladen vil en del af lyden blive

absorberet eller “opslugt” af overfladen og omsat til

varmeenergi. Tykke gulvtæpper, gardiner, rockwool

og andre bløde materialer er specielt gode til at

absorbere lyd. Modsat vil en malet betonvæg eller

en pudset murstensvæg ikke absorbere ret meget

lyd. Nogle har forsøgt at sætte æggebakker på

vægge og lofter for at absorbere lyden, men det virker

ikke særlig godt.

15


3. Reflektion

Den del af lyden, som ikke transmitteres eller absorberes

vil blive reflekteret. Det vil sige, at den kastes tilbage i

rummet igen og blander sig med den øvrige lyd i rummet.

Når en lyd bliver reflekteret, vil den fortsætte ud i

rummet, indtil den igen rammer en flade og bliver

transmitteret, absorberet og reflekteret. Dette foregår

et stort antal gange, og efterhånden vil lyden

være dæmpet så meget, at den ikke længere kan

høres. Jo længere lyden er om at dø ud, jo længere er

rummets såkaldte efterklangstid.

Dårlig akustik skyldes som regel, at rummets overflader

er lydmæssigt hårde, så de reflekterer lyde.

Rummet “runger”. Et “hårdt” rum kan forstærke

virkningen af generende støj, fordi støj fra en del af

rummet kan brede sig til andre dele, og fordi lyden

er lang tid om at “dø ud”. Efterklangstiden er med til

at beskrive undervisningslokales akustik. Efterklangstiden

i et lokale afhænger først og fremmest

af de materialer, der er brugt til fx vægge, lofter,

gulve og døre.

Målinger af efterklangstiden bør ske med sagkyndig

bistand. I større rum er efterklangstiden ikke et relevant

mål for akustikken. I stedet bruges et mål for det absorberende

(lyddæmpende) areal i forhold til gulvarealet.

Kilde: artikel om Indeklima 2000, Arbejdstilsynet

Tema: Rum og lys

Lysiagttagelser

1. Umiddelbare indtryk

- Rumoplevelse

- Stemning

- Fokus

2. Lyset

ALysfordeling (himmelgrænseplan) i de udendørs

omkringliggende forhold. Bygninger, skov og flade

har betydning for, hvordan himmelgrænseplanen

opleves i rummet.

BLysets rettethed (diffust - rettet) rummet overordnet

betragtet.

CLysmængde (lyst - mørkt).

3. Sammenhænge

AUde / inde

BRumforløb / lysforløb. ( fra lys til mørk - fra mørk til

lys )

C Helheden / detalje

4. Synet

AHvordan ses helheden/ detaljen?

B Er der stimulerende variationer?

CKan man nemt skelne nødvendige kontraster?

D Er det muligt at opnå stimulerende lysvariationer?

5. Funktionen

A Egner rummet sig til funktionen?

B Er lyset rigtigt til funktionen - er lyset der, hvor

funktionen foregår? Er skyggetegningen rigtig til

funktionen (Dvs. om lyset stemmer overens med

det arbejde/funktion der udføres / der skal foregå) .

C Er lysretningen hensigtsmæssig?

D Er der gener i form af spejlinger eller blænding fra

lysende flader?

EKan man ubesværet se det, man skal?

6. Efter en tid

AHvordan er rummet at opholde sig i?

Bhvordan har øjnene det/hovedet? Er det nemt at

koncentrere sig?

CHvad virker positivt/negativt?

7. Den fysiske virkelighed (Denne betragtning skal

foregå efter de ovenstående punkter, som er mere

umiddelbare vurderinger).

ARumstørrelse, plan og snit

BVinduesplacering og størrelse

CVinduesudformning og glastype

D Materialeoverflader (lyshed, farve og glans)

E Bygninger el. andet udenfor. (placering og overflader)

Kontaktperson

Nina Voltelen, Kunstakademiets Arkitektskole,

Belysningslaboratoriet, tlf. 32 68 62 12.

16 Fremtidens universitet


Kilde

Institut 2. Arkitekturens teknologi Belysningslaboratoriet.

Light and learning ( uddrag af Lisbeth Skindbjerg

Kristensens Master of Architecture, University

of Washington 2001).

LP & LD 492 juni 1985.

Dagslyset i lokalet bør udnyttes, da det er en god

lyskilde og nødvendigt for vores psykiske velbefindende.

Udover dagslyset er der brug for loftsbelysning

og arbejdslamper.

Loftsbelysningen kan udover de traditionelle armaturer

også være indirekte belysning (uplight), således

at væg eller loft belyses og reflekteres i lokalet.

Uplight skal også gerne have lidt nedadrettet lys, da

belysningen ellers bliver diffus.

Traditionelle loftsarmaturer bør have skærmgitter

for at samle lyset.

Har man fået indrettet sig således, at man ikke kan

undgå generende reflekser fra ovenbelysningen kan

det være nødvendigt at slukke for nogle af

rørene/lamperne, eller når du har forsøgt alt andet -

så som at stille på skærmens kontrast og lys - at ty

til nødløsningen; at anvende et skærmfilter.

For at kunne reducere varmeafgivelse og energiforbrug

kan det være en fordel at lave sektionsopdelt

belysning.

> Videnindsamling > De fysiske rammer

Lys og belysning

Belysningen i en bygning kommer fra dagslyset og

den kunstige belysning. Dagslyset er givet ved vinduernes

størrelse, udformning, afskærmning m.m.,

mens den kunstige belysning er bestemt af armaturtyper,

placering, lyskilder m.m. Rummets udformning

og farver påvirker belysningsforholdene.

På grund af den store variation i dagslyset i det fri,

varierer lyset meget i løbet af dagen. Vinduets placering

bevirker tillige, at der er en stor variation fra

sted til sted i et rum, men også fra rum til rum under

samme dagslysforhold.

Tema: Arbejdsmetode

SPØRGSMÅL

Hvordan er den rumlige fordeling af:

- Fællesarealer

- Auditorier

- Biblioteker/multimediecentre

- Klasseværelser

- Grupperum

- Laboratorier

- Forskerkontorer

- Lærerkontorer

set i forhold til rumlige hierarkier, pædagogiske principper,

åbenhed, nærhed, forbindelser.

Integrering i rum af

IT, computerarbejdspladsen, netværksstik, mulighed

for fjernundervisning, efteruddannelse og den

livslange uddannelse.

Sammenkobling med erhvervslivet

Efteruddannelsesprogrammer, praktikordning, deling

af ressourcer (viden og rum).

Materialitet

Lys, lyd, temperatur, luft, overflader, udsyn og transparens/lukkethed.

17


Antal studerende, lærere, forskere.

Evt. byggeprojekt, pris, arkitektens rolle og indflydelse.

Brugerindflydelse - hvem har udformet programmet.

Justeringer undervejs af projektet.

I alt: hvad virker / virker ikke.

FOTOANALYSE

Bygningen som helhed

- Ankomst

- Kontekst - omkringliggende bebyggelse

- Synlighed

Bygningens rumlige disponering / urbanitet

- Pladsen

- Gaden

- Bytorvet

- Ankomsten

- Overgange

Bygningens nærhedsmiljø

- De sociale lommer

- Materiale i forhold til funktion

- Det sociale spil mellem mennesker

Detaljer og komponenter

- Materialer

- Komponenter - stole, bænke, mobile skillevægge

- Belysning

- Akustik

18 Fremtidens universitet


Eksempler på factsheets

> Videnindsamling > De fysiske rammer 19


Analyseeksempel

Universitet: Arkitekthøgskolen i Oslo

www.aho.no

Projekttitel

ombygning af lager og værkstedsbygninger for Oslo

Elektricitetsværk fra 1938

Tema

Ombygning

Arkitekt

Jarmund/Vigsnæs A.S Arkitekter MNAL

HAUSMANNSGATE 6, 0164 OSLO

tel: +47 22 99 43 43

Fax: +47 22 99 43 53

www.jva.no

Sted

Arkitekthøgskolen i Oslo

Maridalsveien 29, 0175 Oslo

Pb 6768 St. Olavs plass, 0130 Oslo

Tlf: +47 22 99 70 00

Faks: +47 22 99 71 90

E- post: postmottak@aho.no

studieadm@aho.no

Bygherre

Stattsbygg for kirke, undervisnings og forskningsdepartment.

Opførelsesår

2001

Projektbeskrivelse

Ombygning af oprindelige industribygninger.

Anlægget ligger i umiddelbar tilknytning til Akerselven.

I tråd med udflytning af industri fra Oslo indre

by, er Elvedraget transformeret til et fantastisk parklandskab

og rekreationsområde.

Arkitekthøjskolen er en af de første dele af en større

revitalisering af området til undervisningsrelaterede

formål. Den gamle kornsilo på den anden side af

elven er omdannet til studenterboliger, mens Kunsthøjskolen

i nær fremtid skal starte indflytningen i

Sejldugsfabrikken. På sigt vil resultatet kunne blive

en lineær campus for kunstfag langs elven.

Projektet er resultat af et 1. præmieprojekt i en åben

projektkonkurrence afholdt I 1998.

( Kilde: Jarmund/Vigsnæs/Byggekunst)

Fokus

- Projektets særlige fokuspunkter:

- Urban orientering og organisering

- Undervisningsmiljø - horisontal organisering af

undervisningsmiljø har muliggjort en transparent

og social skole, hvor flest muligt ser hinanden mest

muligt

- Kontakten mellem ude og inde - mellem skolen og

parklandskabet

- Materialer og konstruktioner - kombination af

gammelt/nyt

Kilde

DK arkitektur 46. april 2002

Jarmund /Vigsnæs A.A. Arkitekter - projektbeskrivelse.

Kontaktperson (tegnestue)

Arkitekt NAL Einar Jarmund

Kontaktperson (universitet)

Professor Per Olav Fjell. Tidl. Rektor.

Rektor Karl Otto Ellefsen

20 Fremtidens universitet


UNDERVISNINGFORMER OG RUM

Studieområder

Under tematikken;transformation og recirkulering er

det eksisterende værkstedsanlæg søgt videreudviklet

ved hjælp af få og enkelte elementer. Denne transformation

har søgt at definere en ny målestok på

inde og uderum tilpasset de nye aktiviteter, som nu

skal fylde anlægget. I kombinationen af den gamle

bygnings logik og det nye rumprogram lå muligheder,

som vanskeligt kan udvikles i et nybyggeri, hvilket

har givet en egen dimension til resultatet.

I bygningens organisering er der lagt vægt på dynamiske

rumsammenhænge mellem skolens forskellige

dele, med henblik på at opnå en integreret og

overskuelig organisation.

Bygningen er organiseret med en ankomstgård skåret

ind i det eksisterende dæk over stueplan. Dette

giver entydige hovedankomstforhold, samtidig som

det eksisterende store areal i stueplan bliver organsieret

og belyst. Samtidig trækkes det tilstødende

landskab fra Elveparken ind i centeret af bygningsmassen.

En lysslidse er skåret mellem den U-formede bygningsmasse

og det mellemliggende dæk. Dette

muliggør udnyttelse af stuetagens areal til funktioner

med dagslysbehov.

En enkel u-formet kommunikation er etableret i til-

> Videnindsamling > De fysiske rammer > Analyse > Arkitekthøgskolen i Oslo

knytning til lysslidsen på 1.salens niveau, som et

modsvar på den eksisterende bebyggelses U-form.

Til kommunikationslinien er knyttet grupperummene,

som bliver skolens nye ansigt udadtil. Herved

dannes en bro over indgangssituationen som yderligere

sammenknytter det indre og det ydre gårdsrum.

Skolens rumlige disponering: - Et urbant hovedgreb.

Stueplan rummer skolens fællesfunktioner med kantine,

auditorier og udstillingsarealer knyttet til

ankomstsituationen. Værkstedsdelen i vestfløjen

modsvares i østfløjen med udsigt til Akerselven.

Modsat indgangen ligger ”ryggen i u´et ”- adskilt fra

hovedbygningen via en indre solgård. I ryggen ligger

kursuslokaler for specialestuderende.

To eksisterende trapperum er videreudviklet med

nødvendige elevatorfunktioner og suppleret med

åbne trappeforbindelser til 1. etage.

1. etage rummer alle tegnesale og grupperum organiseret

med en rundgang. 2. etage indeholder alle

arbejdspladser for ansatte, med det videnskabelige

personale i østfløjen og skolens administration i

nordfløjen.

Disponeringen styrker det bevidste urbane greb

hvor tilgængeligheden skærpes, som man bevæger

sig rundt i og op i bygningen. Alle værkstedsfaciliteter

og auditorier er sammen med kantine og bibliotek

offentligt tilgængelige - alle med visuel kontakt

til ankomstrummet.

Som man bevæger sig fra ankomsten op på næste

etage til de mere halvprivate tegnesale, adskilles det

offentlige bevægelsesforløb sig fra direkte gangbroer

til tegnesalene, hvortil der kræves kode. Bevægelsesmuligheden

på 1. sal øges hvor grupperummene

- placeret i broen over indgangspartiet, nu

binder u-et sammen til en rumlig helhed. Fra 1. salen

er der fra alle sider udgang til en træbelagt gård, der

via dens placering på 1.salen over indgangspartiet,

udtrykker en halvoffentlig karakter.

2. etage rummer forskerlokaler og kontorer - men

adgangen styres via privat kode, hvilket betyder

meget lidt aktivitet og udveksling med andre etager

- og dermed studerende.

Udearealer som en integreret del af uddannelsesmiljøet

Dele af taghaven har trædække af sibirsk lærk. Taghave,

trappe og areal under broen har vegetationsdække

med automatisk drypvandsanlæg. Blandingen

af materialer skærper opmærksomheden

omkring overgangenes betydning fra det private til

de offentligt tilgængelige områder.

IT - arbejdspladsen

Alle studieområder, grupperum og tegnesale har

trådløs netværksforbindelse, som gør det enkelt og

fleksibelt dels for den studerende at koble på - dels

at flytte rundt fra gruppe til gruppe.

21


Den samme facilitet findes i grupperum, der yderligere

anvendes til workshops, seminarer og kritikker.

Grupperummene er placerede således, at tilgængeligheden

fra tegnesalene er optimal for fleksibel

anvendelse.

Det lille rum i det store

Ankomstrummets tilgængelighed til alle væsentlige

funktioner - både visuelt som fysisk giver rummet en

egen karakter af naturligt og dynamisk centrum.

Ankomstrummet fungerer som et offentligt tilgængeligt

byrum hvor både ”fortovscafeens”/ kantinens

tilbud kan kombineres med faktuel information, som

tilfældige møder og individuelle studier af udstillingsmateriale.

Flere steder rundt i rummet er opsat bænke, der

opfordrer til korte pauser og samtaler med tilfældig

forbipasserende. Opslagstavler, standere med pjecer,

bøger og aviser opfordrer til, at man slår sig ned

for en kort stund, alternativt sætter sig i kantinen,

der åbner op mod landskabet og ankomstsituationen.

Rummet er ikke blot ét rum, men består af en

række af hinanden sammenkoblede rum, der via

belysning og materialeholdning styrker det robuste

og industrielle præg. Rummet knytter an til to store

flankerende trapper, der via dagslysindtag fra 1.

salen belyses naturligt, samtidig som de tilsvarende

anvendes til hurtige uhøjtidelige ophold. I tilknytning

til tegnesalene findes mindre uhøjtidelige rum

med cocacolaautomater, ”slængestole” etc. for uformelle

møder.

Videnscenter/bibliotek

Biblioteket ligger placeret som et byhus i gaderækken

i direkte forbindelse med ankomstrummet. Biblioteket

er i 1 1/2 etage, som giver en række forskellige

typer af studieceller. Møbleringen er uprætentiøs -

robust og enkel. Sammenhængen til Elveparken styrkes

af et sammenhængende vinduesbånd.

Dette er en åbenlys kvalitet for de forskellige aktiviteter,

der foregår i biblioteket. Biblioteket bliver i

Aho´s kontekst et uformelt læringsrum, hvor der

arbejdes, undersøges, laves gruppearbejde, m.v.

RUM OG UNDERVISNINGSFORMER

Rum og betydning - fra det individuelle til det fælles

- fra det private til det offentlige

Bygningens store styrke er dens uhøjtidelighed

kombineret med let overskuelige rumforløb. Orienteringen

er enkel, samtidig som de rumlige sammenhænge

og forløb er komplekse i det utal af sociale

muligheder, der tilbydes brugerne.

Overalt findes et flydende rumligt hierarki, der giver

hver etage forskellige typer af rum, hvor den tilfældige

sociale kontakt styrker samværet om undervisningssituationen.

Overalt styrkes bevidstheden om overgangszoner

mellem det offentlige og det private, hvor eksempelvis

på 1. sal, hvor broerne ind til tegnesalen forbinder

bevægelsen fra terrassen og de mere private

tegnesale.

Rum og foranderlighed - fra det statiske til det fleksible

Bygningsanlæggets U-form og den skitserede løsning

giver korte kommunikationslinier mellem alle

dele af skolens organisation - samtidig med at der

skabes visuelle sammenhænge på tværs og på langs

af bygningens enkeltdele. Vekslende udsigt og

lysindslip giver karakter til de enkelte forbindelseslinier.

Der etableres en række uderum med forskellig

karakter, som alle er vævet sammen i et kontinuerligt

rumforløb. Anlægget som helhed fremstår således

ikke med klart adskilte rumenheder, men giver

en kontinuerlig sammenhæng helt fra det tilstødende

parklandskab til skolens enkeltdele.

Rummene er overalt store og multianvendelige -

generelt har tegnesale, værksteder, kursuslokaler

og auditorier en rumdybde på ca. 15 meter med varierende

rumlængder op til 20 m. Auditoriernes ene

væg udgøres af glas, hvilket gør dem anvendelige til

mange forskellige typer af arrangementer fra foredrag,

kritikker, festlige sammenkomster af både formel

som uformel karakter. Fra auditorierne er der

desuden udgang til anlæggets indre lysgård.

22 Fremtidens universitet


Rum og materiale

Materialerne indendørs forsøger at at fastholde den

eksisterende bygnings værkstedskarakter. Eksisterende

betonkonstruktioner er i størst mulig grad eksponeret

i anlægget, og overfladen er rengjort ved kalkblæsning.

Snitflader i beton står eksponeret.

Gulve i stue- og 1. sal er slebet beton - mens forelæsningssalene

er specielt behandlet med olieret industriparket

af ask på gulv og vægge. Indvendige vægge har

for en stor del klarlakerede fibercementplader. Overalt

er det tilstræbt at anvende glasvægge i interiørerne for

at opnå størst mulig grad af åbenhed og oversigt.

Overalt er anvendt stærke farver som signaleffekt.

Orange anvendes dels som signal ved siddesituationer

i ankomstetagen samt venterum i forbindelse

med grupperum på 1. sal. Tilsvarende er anvendt en

rødtonet glasvæg i den sydlige facade mod ankomsten

på 1. sal. Dels præciserer farvevalget retningen

i huset, men giver samtidig huset et åbent og tilpasningsdygtigt

image.

Møblering.

Tegnesalenes møblering er specielt udviklet for projektet

med stilbare pulte samt hyldesystemer med

integreret distribution af stærkstrøm og belysning.

Evaluering

Arkitekthøgskolen i Oslo er dels et projektorienteret

læringsmiljø - såvel som det kunstneriske aspekt

> Videnindsamling > De fysiske rammer > Analyse > Arkitekthøgskolen i Oslo

introducerer værkstedsfaciliteter og en række mere

fleksible rum, som mulige sociale mødesteder i tilknytning

til tegnesale m.v.

Formaliserede rum: Grupperum, seminarrum, opholdsarealer

Ikke formaliserede rum: Auditorier, biblioteker

På AHO er tegnesalene halv-private rum, hvor der

stilles store krav til rumlig fleksibilitet for at kunne

tilpasses de skiftende læringssituationer. Samtidig

bliver behovet for ikke-formaliserede rum for faglig

udveksling mindre.

Bygingens karakter af rum understøtter både tætte

uformelle kontakter mellem studerende, daglige

brugere og gæster, hvor kontakten til det pædagogiske

personale er vanskeliggjort dels gennem et

låsesystem, dels via placeringen af personalet på 2.

etage. De fleste rum har en størrelse og rumlig kvalitet,

der gør fleksibilitet og tilpasningsdygtighed til

et nøglebegreb.

Især fremhæves det horisontale organisationssystem,

der sikrer optimal visuel kontakt kombineret med

optimal mulighed for social og faglig udveksling på

alle etager.

AHO har ved beslutningen om at flytte ind i det

gamle el-værk placeret sig uden for den gamle

bykerne. Som Holmen i København er et eksempel

på, “tænder” en sådan aktivitet et område, hvor der

efterfølgende nu er planer om at flere kunstuddannelser

vil placere sig der. Dette styrker hele området

til en egen type bydannelse på kanten af Oslo.

23


Analyseeksempel

Universitet: Universidad de Alicante

www.ua.es

Projekttitel

Aulario III

Tema

Nybygning

Arkitekt

Javier García-Solera Studio

C/ San Ildefonso n.4, 2°

03001 Alicante

tel: +34 96 52 19 678

fax: +34 96 52 19 678

jgsdd@arquired.es

Sted

Universidad de Alicante

San Vicente del Raspeig

Apartado 99

E-03080 Alicante

Tel: +34 96 590 3400

Fax: +34 96 590 3464

Bygherre

Universidad de Alicante

Opførelsesår

1999-2000

Projektbeskrivelse

En ny auditorie- og undervisningsbygning til fælles brug

for universitetets fakulteter og som et nyt samlingspunkt

uden for den oprindelige masterplan for området.

Fokus

- Projektets relevante fokuspunkter:

- bevægelsen gennem bygningen

- det lille i det store

- rum og materialer

- rum og lys

- transparens, indsyn og udblik

- Evaluering: generelt anvendelige rum

Kilde:

El Croquis 106/107 end of the century - in progress II

Kontaktperson (tegnestue)

Javier García-Solera Vera tel: +34 96 52 19 678

Kontaktperson (undervisningsformer)

Chefarkitekt Luis Martinez +34 96 590 37 74

Kommentar

Bygningen blev opført med meget få midler, på

meget kort tid, på en meget svær placering. Den nye

bygning skulle opføres med 1200 foredragspladser

på kortest mulig tid og skulle samtidig genbruge et

eksisterende fundament uden at blive for tung

- maksimalt en etage. Byggeriet blev projekteret på

1 måned og opført på 5-6 måneder. Arkitekten blev

derfor valgt som en tillidssag, da han har bygget

flere af universitetets bygninger og fik meget frie

hænder inden for disse begrænsninger og med et

meget lille budget.

24 Fremtidens universitet


UNDERVISNINGSFORMER OG RUM

Studieområder

Alicantes Universitet er udlagt som en stor åben

campus forbeholdt fodgængere med fælles funktioner

placeret centralt i planen. Den nye Aulario III er

en fælles auditoriebygning, som ligger i udkanten af

campus omgivet af store parkeringsarealer, tæt trafik

og op af et stort supermarkedskompleks. Bygningen

er en samlende studiefunktion for universitetets

fakulteter og skaber et socialt møderum i et

ufavorabelt hjørne af universitetet. Strukturen er

både studieareal og friareal, både indendørs og

udendørs.

Den nye bygning indeholder 1200 foredragspladser

og tilknyttede funktioner i et plan.

De største auditorier er til 125 studerende, andre er

til 100 studerende, og der er også mindre grupperum

til 30 mennesker. Studierummene er lukkede indendørsrum,

og herfra er der en graduering til udendørs

opholdsrum med en stigende rumlig åbenhed og

offentlighed. Studerende er konstant på vej til og fra

bygningen. Der foregår en stor udveksling i bygningens

fællesarealer mellem studerende, og bygningen

bliver en berøringsflade mellem de forskellige fakulteter,

som ellers er placeret i selvstændige bygninger.

Det lille rum i det store - det urbane greb

Konceptet for bygningen er at overlejre mange lag

> Videnindsamling > De fysiske rammer > Analyse > Universidad de Alicante

oven i hinanden. Grunden opfattes som en sammenhængende

plantage af søjlepopler. Bygningsstrukturen

fremstår som syv pavilloner i beton skubbet ind

i plantagen. Alle skiver opleves som svævende og

adskilte og i sprækkerne mellem dem, oplever man

hele tiden overgangen til den næste struktur, det

næste rum eller til omgivelserne. Hele tiden er der

visuel kontakt til nye stofligheder og rum.

Ad en rampe kommer man op til bygningens gulvniveau,

som svæver over terrænet. De studerende

siver ind og ud af bygningen og ned ad den gennemgående

akse. Privatheden øges efterhånden, som

man bevæger sig ned gennem bygningen. Den første

pavillon danner port til bygningen og indeholdt

oprindeligt en lille kantine. En stor del af anden

pavillon er et udendørs pladsrum, som er et mødested,

en lysgård hvor bygningens struktur og den

delvise lukkethed mod omgivelserne er tydelig. Herfra

bevæger man sig fra pavillon til pavillon gennem

hovedaksens gade i forskellige opholdszoner, som

varierer i privathed, størrelse, lys, møblering osv.

Mellem pavillonerne er man på en elefantristbro i et

lyst, landskabeligt rum. I pavillonen er et enkelt

skyggefuldt areal, hvor man venter og snakker i et

adgangsareal til et auditorium. Langs facaden er et

roligere rum, hvor man kan sidde mere ugenert.

Rummet danner samtidig forareal til det største

auditorium.

RUM OG UNDERVISNINGSFORMER

Rum i rum

Den samlede bygningsstruktur fremstår som ydre

skiver i beton: tag, gulv og vægge. Strukturen er delt

op i syv selvstændige pavilloner adskilt af glasfacader

og båret af stålsøjler. Mellemrummene mellem

pavillonerne trækker lys og landskab ind i bebyggelsen

uden at åbne bygningen op for det stærke

sollys og parkeringsarealerne udenom. Hovedaksen

gennem bebyggelsen er et volumen, som skærer sig

på tværs af pavillonerne og spænder over mellemrummene

på gangbroer af elefantriste.

Der opstår en stor grad af transparens i alle retninger.

Bygningen lukker af mod parkeringsplads og

supermarked på de to langsider, men tillader indsyn

og udblik og materialernes forbindelser mellem de

to sider. På langs er der stor transparens. I hovedaksen

er der et kig gennem 14 facaders lag af glas som

opnår en dyb grøn farve. Den spiller sammen med

søjlepoplerne, som står med regelmæssige intervaller

og reflekteres i glasset.

Rum og materialer

Hver pavillon er 13 x 45 meter og spænder ud over

det oprindelige fundaments modul. Den ydre struktur

er i insitustøbt beton. Taget bæres af slanke hprofil

stålsøjler. Indre facader er af glas med aluminiumslameller

for solafskærmning. Indvendige

25


vægge er af lakeret krydsfiner og de forbindende

gangbroer er af elefantriste. Alle flader i bygningen

er adskilte og kører forbi hinanden. Dette giver både

et åbent udtryk, men forenkler også konstruktionens

opførelse, hvor tid var af største betydning.

Præcision bliver mindre væsentlig, og forskellige

byggeprocesser bliver mindre afhængige af hinanden.

Alle detaljer er meget enkle og gentages overalt.

Rum og lys

De smalle mellemrum mellem pavillonerne trækker

dagslys ned i det store bygningsareal og giver en

kontrastfuld skyggevirkning. Glasfacaderne er solafskærmede

af drejelige lameller i aluminium, som

begrænser det stærke sollys, og som kan mørklægge

rummet efter behov. Kunstbelysningen består af

lysstofarmaturer indbygget i det nedsænkede loft.

Karakteren af de store svævende tagflader fremhæves

af lyset. Gulvarmaturer belyser vægskiver, som

leder den ankomne ind i bygningen.

Rum og klima

De store tagudhæng er nøje placeret for at give

skygge i de varme måneder og samtidig slippe mere

sollys ind i udendørsarealer om vinteren, hvor solen

står lavere på himlen. Studierummene og de tilknyttede

toiletter er de eneste indendørsrum. Gange og

opholdsarealer er helt eller delvist udendørs. Der er

opvarmning og afkøling for hvert af rummene, ellers

fungerer solafskærmende lameller ved glasfacaderne

som regulerende for det varme klima og den

skrappe sol.

EVALUERING AF GENERELT ANVENDELIGE RUM

Som svar på stedets vanskelige betingelser lægger

bygningen stor vægt på at skabe en egen identitet

samtidig med, at der foregår en dialog med omgivelserne.

Universitet er fra 1972 og rykkede ind i

eksisterende bygninger fra en militær lufthavn. Landingsbanen

blev for fem år siden udlagt til universitets

brug og er siden udbygget til en stor campus

efter amerikansk forbillede. Det centrale område er

udelukkende en fodgængerzone med en ringvej

omkring. Udenom ligger parkeringspladser og relaterede

funktioner til universitetet: sport, kollegium,

museum, forskning. Universitetet har ca. 40.000

brugere, og der kan komme ca. 20.000 biler til området

hver dag. Bygningen ligger op af denne trafik og

skal på samme tid skærme af for omgivelserne og

åbne sig op for en fleksibel anvendelse af disse studieområder.

Opholdsarealer

Universitet er udlagt som en amerikansk campus

med store åbne grønne haveanlæg. Det meget

varme sommerklima kræver skygge, hvilket buske og

palmer ikke giver meget af. Der mangler derfor i høj

grad kølige udendørs opholdsarealer, hvilket er integreret

i auditoriebygningen. Store tagflader giver

den fornødne skygge til behageligt ophold, og forskellige

rumlige elementer møblerer friarealer til forskellige

former for stående og siddende uforpligtende

ophold. Der er forskellige rumstørrelser og vekslende

grader af offentlighed i rummene, så bygningen

kan imødekomme forskellige behov både ved

mange brugere og ved få.

Rumlige overgange

Pladsrummet efter bygningens hovedindgang er et

vigtigt element i oplevelsen af bygningsstrukturen.

Her opfattes tydeligt den umærkelige overgang

mellem ude og inde, og afbrydelsen mellem enkelte

bygningselementer fortæller om den betydning,

hver enkelt del spiller i helheden.

Mellem pavillonerne er der landskabelige pauserum,

som er en vigtig oplevelse i bevægelsen på

tværs af pavillonerne langs anlæggets hovedakse.

Mellemrummene danner også forbindelse til omgivelserne

udenfor bygningen. En bro af elefantrist bliver

et bindeled mellem bygningerne og er samtidig

et opholdsrum. Mellem et enkelt gelænder og et

poppeltræ opstår der et værested, privathed, størrelse,

lys, møblering osv.

26 Fremtidens universitet


Læringsrum

Læringsrummene varierer i størrelse fra mindre

grupperum til 30 personer til store foredragsrum til

125 personer, men er enkle regulære rum med en

åben glasfacade til de landskabelige mellemrum.

Der er godt dagslys og et fint udsyn, som begge kan

reguleres efter behov. Det enkle og åbne plan giver

mulighed for varieret møblering og brug, som vil

kunne tilpasses til de skiftende brugere.

Stedets sociale betydning

Aulario III kan betegnes som universitetets joker.

Det er lykkedes at skabe en stærk identitet på et

uventet sted til brug for hele universitetet. Her kan

mange forskellige akademiske funktioner finde sted

samtidigt i en umærkelig blanding. Der er skabt et

betydningsfuldt sted, som kan rumme de uformelle

læringsfunktioner og den sociale kontakt, som er så

vigtig, specielt på et universitet uden en urban placering

og de byfunktioner som fastholder de studerende

på stedet i længere tid end nødvendigt.

> Videnindsamling > De fysiske rammer > Analyse > Universidad de Alicante

27


Analyseeksempel

Universitet: Hogeschool INHOLLAND Rotterdam

(Tidligere Ichthus Hogeschool)

www.inholland.nl

Projekttitel

Afdeling for studier i handel, kommunikation og

pædagogik. INHOLLAND består af seks skoler: Alkmaar,

Diemen/Amsterdam, Haarlem, Den Haag, Delft og

Rotterdam.

Tema

Nybygning

Arkitekt

EEA Erick van Egeraat associated architects

www.EEA-architects.com

Calandstraat 23

3016 CA Rotterdam

Nederland

Tel: +33 (0)10 436 96 86

Fax: +33 (0)10 436 95 73

Email: eea@eea-architects.com

Sted

Hogeschool INHOLLAND Rotterdam

Posthumalaan 90, Rotterdam

P.O. Box 23145

3001 KC Rotterdam

Tel: +31 (0)10 43 99 399

Fax: +31 (0)10 43 99 388

Bygherre

Ichthus Hogeschool, Rotterdam

Opførelsesår

2000 Konkurrence 1996

Projektbeskrivelse

Med udgangspunkt i den centrale placering i Kop

van Zuid, Rotterdams dynamiske, nyudviklede havneområde,

integrerer bygningen den fleksible IT

arbejdsplads, social- og service funktioner i et åbent

og fleksibelt hus.

Fokus

Projektets relevante fokuspunkter:

- IT- teknologi

- Rum og fleksibilitet

- Rum og materialer

- Rum og klima

- Evaluering: Læringsmiljøet

Kilde: Arkitektur DK, 2 2002. Bauwelt 45,

1 december 2000, 91. årgang.

Kontaktperson (tegnestue)

PR chef Catrin Schal +31 (0)10 436 96 86

EEA Erick van Egeraat associated architects

EEA@EEA-architects.com

Kontaktperson (undervisningsformer)

afd. Marketing & Communicatie:

Karlien de Bruin +31 (0)10 439 99 44

Kommentar

Forventningerne til antallet af studerende i bygningen

blev opjusteret i projektfasen, men de var ved

indvielsen allerede overskredet. Skolen udvider nu

med en ny etape.

Program

Bygningens program rummer en udtalt ambition om at

skabe rammer for nye teknologiske og pædagogiske

arbejdsformer. Dette har sat sine spor i krav til rummenes

anvendelighed og fleksibilitet. Der har været et

ønske om at skabe en god kontakt til den omgivende

bydel og eventuelt kunne udleje selvstændige etager til

privat erhverv og samtidig sikre skolen som en separat

enhed. På grund af det stadigt stigende elevtal, har

muligheden for udlejning derfor hidtil været overflødig.

Det har dog vist sig, at der i bygningen har kunnet inddrages

arealer til stadig flere fleksible arbejdspladser.

Administrative kontorer har uden videre kunnet benyttes

som grupperum og undervisningslokaler.

28 Fremtidens universitet


UNDERVISNINGSFORMER OG RUM

Læringsmiljøet

Højskolens pædagogik bygger i høj grad på problemorienteret

projektarbejde. De studerende afslutter et

projekt i hvert af det akademiske års fire semestre.

Derudover tilbydes også efteruddannelse og selvstudier.

Dette stiller store krav til rummenes tilpasningsdygtighed

og variation af rumtyper og størrelser.

Til de ca. 7500 studerende er der indrettet 1200 netopkoblede

computerarbejdsstationer i biblioteket, i

åbne studieområder og i mindre grupperum. Meget

arbejde foregår som gruppearbejde i forskellige situationer

rundt omkring i bygningen. Selvstændigt

arbejde foregår ofte derhjemme. De studerende har

kun få skemalagte timer i løbet af en uge i grupperum

eller klasselokaler og kommer kun på stedet de dage

om ugen, hvor der er behov for det.

På lige fod med de formaliserede læringsrum bliver

kantinen brugt som et praktisk og velplaceret mødeog

arbejdsrum. Forelæsninger holdes stort set kun af

gæstende professorer, og der er kun ét auditorium.

Denne læringstype er nedprioriteret og kan her

betegnes som en uformel funktion.

Det høje elevtal betyder, at næsten alle lokaler er

konstant optaget. De skal kunne tilpasses til skiftende

brugere, og man kan overalt koble sig på en

arbejdsstation efter tid og behov. Der arbejdes på

stedet både om dagen og om aftenen

> Videnindsamling > De fysiske rammer > Analyse > Hogeschool INHOLLAND

Studieområder

Skolens forskellige fagområder har hver en selvstændig

etage i bygningen som hjemmeområde.

Fællesaktiviteter i form af en lille café og et forkontor

henvender sig til ankomstreposen ved elevatoren.

Herfra leder gange ud til undervisningslokaler,

grupperum, forberedelsesrum og kontorer. Lokalerne

ligger blandet på gangene og adskilles af fleksible

vægge, som nemt kan flyttes. Rummene har

enten fri udsigt til det store atrium eller til omgivelserne.

Gangens ene side markeres af bærende

søjler og lys, og loftet er sænket. Ved tilbagetrækninger

af rum langs gangen opstår mindre udvidelser

på gangen, som bruges til arbejdsplads eller

møder. Gangene bliver på samme tid intime og har

en god kontakt til de forskellige lokaler, de betjener.

Det lille rum i det store

Skolen er opbygget omkring et stort centralt atrium

som hjemsted for samvær og gruppearbejde. Rummet

åbner sig med en stor favnende bevægelse fra

den skålformede kantine i bunden af rummet. Formen

giver overblik for den nyankomne i rummet, og

for alle som opholder sig der. Henover svæver skrånende

dæk i rummet, opdelt i brede trin som skaber

nogle mindre zoner, som grupper kan indtage som

en mindre rumlig enhed i det store rum. Fra atriumet

er der varieret fysisk og visuel kontakt til de mindre

undervisningslokaler, grupperum og kontorer i de

omgivende bygningsdele. Disse rum opfattes derfor

som en naturlig forlængelse af det store atrium. Den

omfattende brug af glas muliggør denne kontakt,

men definerer også de enkelte bygningsdele som

selvstændige, lydisolerede områder.

IT arbejdspladsen

De studerende får stillet en bærbar computer til

rådighed, som de kan benytte derhjemme til individuelt

arbejde. De faste arbejdsstationer på højskolen

er mest tiltænkt til gruppearbejde på stedet og

betyder, at der er behov for rum, til at grupperne kan

mødes og samarbejde i kortere perioder. Det store

atrium giver den nødvendige mulighed for kontakt

mellem de studerende til at mødes, arbejde, og

vente på hinanden på en uformel og spontan måde.

Kun en del af de ansatte er tilknyttet en fast kontorplads.

Lektorer kan bestille tid i forberedelsesrum og

kan via kodeord koble sig på en arbejdsstation. Kontorarealerne

bliver derved minimerede, og ved deres

centrale og synlige placering i hvert studieområde

bliver de en aktiv del af de studerendes dagligdag.

Der er et IT- og multimediecenter til rådighed for

hele højskolen.

29


RUM OG UNDERVISNINGSFORMER

Rum og betydning - fra det individuelle til det fælles

Bygningen er organiseret med en graduering i

offentlighedsgraden. Fra indgangsarealet i det

offentlige stueplan bevæger man sig mod en smal

gennemgående gade, som på langs deler bygningen

i to halvdele i bygningens fulde højde. Gaden kaldes

shoppinggaden, da den rummer servicefunktioner

for de studerende. Her er boghandel, bank, forsikringsvirksomhed

og arbejdsformidling. Den høje

gade virker både urban og intim ved sin tæthed, og

de gangbroer, som forbinder de to sider, opfattes

som et offentligt rum i forbindelse med byen.

Via rullende trapper ankommer man til et atrium på

etagen henover. Dette er højskolens egentlige centrum

og i den skålformede bund ligger kantinen,

som har en fremtrædende funktion som skolens

samlingssted. Over kantinen svæver dæk, som igen

har en lidt mere privat karakter. Her er åbne arbejdsstationer.

Atriumet er rummet, som man skal igennem

for at komme videre i bygningen, og som man

hele tiden refererer til.

De enkelte fagafsnit på etagerne danner en privat

ramme for de tilknyttede studerende. Egentlige private

kontorer artikuleres ikke, men med glas og

åbenhed mod gangen opfattes lokalerne, som en del

af gangmiljøet.

Rum i rum

Bygningen organiseres omkring nogle klare gennemgående

rum, som på kryds og tværs binder bygningen

sammen. Bygningen består af to bygningskroppe,

som mødes omkring et smalt gaderum, som

med gangbroer og trapper forbinder de to halvdele.

Gaderummet skaber en lodret transparens, som

overskrider adskillelsen mellem den offentlige

underetage og den egentlige højskole henover.

Højskolens atrium rummer et svævende dæk og en

bred rampe langs atriets yderfacade, foruden flere

gangbroer som forbinder etagerne på tværs af rummet.

Fra det store atrium er der en uhindret udsigt til

gadelivet og havnebassinet. Kontakten til omgivelserne

betyder, at man nemt kan orientere sig, når

man bevæger sig omkring i bygningen.

Rum og materialer

Husets altdominerende materiale er glas. Både facader

og indvendige vægge består i stor udstrækning

af glas, enten transparent, translucent eller silketrykt

glas. Atriets bygningskrop fremstår transparent,

og den bagvedliggende bygningskrop er

beklædt med delvist transparent koboltblå silketrykt

glas.

Gulve og lofter er flere steder belagt med mørkt træ.

Det giver en stoflig kontrast til det kolde glas og det

blå silketryk. Især trapper og dæk er beklædt med

brede trælameller, som også giver en transparent

virkning. Den enkle og gennemgående materialeholdning

virker rolig og diskret i det ellers så aktive

miljø. Bygningen opnår en kølig elegance, som kan

hamle op med de mange mennesker, møbler og

arbejdsstationer.

Rum og akustik

Det høje aktivitetsniveau og de mange brugere i huset

betyder uundgåeligt, at der er et højt støjniveau i det

store atrium. Dette lader dog ikke til at genere flertallet,

som er vant til at omgives af aktivitet og forstyrrelser.

I biblioteket og i grupperummene er der roligere

arbejdsstationer. Velisolerede glasfacader mod atriumet

betyder, at man ikke forstyrres af støjen.

Rum og lys

Stort set hele bygningens facade er af glas som ved

udvendige lameller, persienner og silkepåtryk styres

til give et godt varieret direkte dagslys i bygningen.

Den gennemgående gade og atriet er med til at trække

lys dybt ind i bygningen og sikrer, at der på trods

af den store bygningsdybde overalt, er et rimeligt

naturligt lysniveau.

Rum og klima

Husets store sydvendte glasfacade er forsynet med

automatisk styrede sollameller for at undgå overopvarmning.

Glasfacaden består af et 15 cm ventileret

hulrum, hvor varm luft suges op på taget til en var-

30 Fremtidens universitet


meveksler. Om vinteren genanvendes varmen og

hulrummet betyder, at den indvendige glasflade

altid svarer til rumtemperaturen. På denne måde

opnås et konstant indeklima.

EVALUERING AF LÆRINGSMILJØET

I forbindelse med udflytningen af Inholland Højskole

til en ny bygning, har man foretaget en grundlæggende

nyvurdering af et moderne læringsmiljø og

konsekvent implementeret resultaterne i en helstøbt

institution. Indfaldsvinklen har været de ændrede

forudsætninger for læringssituationen, udviklingen

inden for IT teknologien og en omsætning af disse

forhold til nye rumlige situationer.

Læringsformer

Pædagogikken har forladt den traditionelle undervisning

og bygger på problemorienteret projektarbejde

dels i grupper og dels individuelt. Undervisning

i klasseværelser er nedprioriteret, og forelæsninger

er stort set afskaffet.

De formelle læringsrum er nogle varierede rum i forskellig

størrelse og karakter, som kan anvendes til

gruppearbejde og projektarbejde. Klasselokaler,

bibliotek og kantine fungerer også som formelle

læringsrum. Auditoriet som traditionelt undervisningsrum

er her reduceret til et uformelt læringsrum

> Videnindsamling > De fysiske rammer > Analyse > Hogeschool INHOLLAND

med en mindre fremtrædende placering. Servicefunktioner

som arbejdsformidling og boghandel i

shoppinggaden udgør også en del af de uformelle

læringsrum.

IT teknologi

Computeren har betydet, at projektarbejdet kan flyttes

fra sted til sted. De studerende arbejder ofte

selvstændigt derhjemme på udlånte bærbare computere

og kommer mest på skolen for at lave gruppearbejde

på de fleksible arbejdsstationer. Arbejdsstationerne

indgår i mange forskellige rumlige situationer

og tilpasser sig til skiftende brugeres behov.

På denne måde kan det virke som en tiltrækning, at

man på højskolen kan finde det rigtige arbejdsmiljø

til en given situation.

Kontakt

Projektarbejdsformen betyder, at bygningen primært

skaber en ramme for en direkte fysisk kontakt

mellem de studerende i deres arbejde og i mødet

med deres vejleder. Denne kontakt opstår i de forskellige

formelle læringsrum i og omkring atriet.

Derudover opstår der tætte uformelle kontakter

mellem studerende, forskere og ansatte i de uformelle

læringsrum og i den enhed, som fagetagerne

udgør. Dette er med til at skabe et sundt fagligt miljø.

Den sociale kontakt i dagligdagen er også vigtig at knytte

mellem husets daglige brugere, gæster og den

omkringliggende bys befolkning. Den opstår i den

offentlige stueetage og i den centralt placerede kantine.

Samspil mellem læring og arkitektonisk udformning

Det projektbaserede læringsmiljø kræver rum med

en stor generalitet og fleksibilitet. Rummene er tilpasningsdygtige

overfor den spontanitet og omskiftelighed,

som arbejdsformen lægger op til, og der er

plads til skiftende arbejdssituationer og forskellige

møbleringer.

Læringsrummene spænder vidt i karakter. Der er

meget store og helt små rum med forskellig rumhøjde,

åbenhed og kompleksitet. Rummene har vist sig

at kunne skifte funktion, ligesom der er mulighed for

at flytte vægge og ændre deres størrelse. Der er lagt

stor vægt på at optimere anvendeligheden af alle

arealer. Der er kun få gangarealer, som ikke samtidig

kan møbleres og benyttes.

Der er en klar graduering i husets offentlighedsgrader.

Man bevæger sig successivt fra offentlige til

mere private rum. Rummene er generelt klart definerede,

og alle overgange markeres med klare forbindelser.

Bevægelsen rundt i bygningen er rationel og

overskuelig. Der er gode visuelle forbindelser i alle

retninger inde i huset, som både fremmer orienteringen

i bygningen og øger kontakten mellem rummene

og brugerne. Det giver også en tryghed for

brugerne for skjulte og dunkle kroge i bygningen.

Transparensen i bygningen gælder både indvendigt

31


og udadtil med god kontakt og udsigt til omgivelserne.

Samtidig betyder transparensen også, at

der er meget gode naturlige lysindfald på trods af

den store bygningsdybde. Både den gennemgående

gade og atriet er med til at trække lys dybt ind i bygningen.

Stedet - bymæssig sammenhæng

Højskolen er placeret i Rotterdams nye vitale bydel

Kop van Zuid tæt ved den vigtige Erasmusbro. Bygningen

reflekterer i høj grad denne bymæssige placering

ved havnen og føjer sig roligt til de dynamiske

omgivelser, beliggende ved en metrostation, et

shoppingcenter og flere kulturelle tilbud. Her er alle

de rekreative tilbud, som højskolen derfor ikke

behøver at byde på, men snarere føjer sig til. Højskolens

brugere kommer for at arbejde aktivt i bygningen

både dag og aften i en bygning i nær samklang

med sine omgivelser.

32 Fremtidens universitet


Analyseeksempel

Universitet: École d’Architecture de la Ville et des

Territoires à Marne La Vallée

www.marnelavallee.archi.fr

Projekttitel

Nyetableret arkitektskole

Tema

Nybygning efter konkurrence

Arkitekt

Bernard Tschumi Architects www.tschumi.com

Bernard Tschumi Architectes 7 Rue Pecquay

75004 Paris, France

Telf: 53 01 90 70 fax: 53 01 90 79

Bernard Tschumi Architects

227 W 17th St. 2nd floor New York, NY 10011

telf: (212) 807-6340 fax (212) 242-3693

nyc@tschumi.com

Sted

10-12 Avenue Blaise Pascal 77420 Champs sur Marne.

Fax : 01 60 95 84 47 Tel: 01 60 95 84 00

Mail : vt@marnelavallee.archi.fr

Opførelsesår

1998 - 99 (første fase) tegnet 1994 - 96 udvalgt

blandt 94 projekter I et “definerings studie” af en

dommerkommission.

Projektbeskrivelse

En arkitekturens by med et stort samlende overdækket

hovedrum som indeholder et amfiteater til 400

mennesker.

Polytechnicum de Marne La Vallée

Som medlem af Polytechnicum følges denne overordnede

målsætning:

- at være spydspids og opnå international synlighed

- at skabe kontakt mellem forskellige forskerhold

- at skabe mulighed for udvikling af nye uddannelser

- at udføre projekter med fælles interesse

Fokus:

Relevante fokuspunkter for projektet:

- det eventorienterede rum

- urbanitet

- cirkulation, bevægelse og dynamik

- studieformer

Kilde

d’Architectures nr.53 marts 1995, Le Visiteur.

www.tschumi.com www.polytechnicum.org

> Videnindsamling > De fysiske rammer > Analyse > École d’Architecture de la Ville et des Territoires à Marne La Vallée

Kontaktperson (arkitektur)

Veronique Descharrieres

Bernard Tschumi Architectes

Tel: 53 01 90 70 fax: 53 01 90 79

Kontaktperson (undervisningsformer)

Antoinette de Lesmadec, biblioteket lokal: 0038

Eric Alonzo chef for ressourceafdelingen

tel: +33 01 60 95 84 02

alonzo@marnelavallee.archi.fr

Direktør Jean Taricat (rundvisning)

jeantaricat@wanadoo.fr

Kommmentar

Kun ca. halvdelen er skolen er bygget, men det inkluderer

alle de offentlige funktioner. Med ca. 500 studerende

er skolen kun udbygget til halvdelen af sin

kapacitet og det vides ikke om skolen fuldføres i forhold

til konkurrenceprojektet. Der er tilsyneladende

store indeklimaproblemer i bygningen.

Program

Bygningen er opført som resultat af en konkurrence i to

etaper. Kun omkring halvdelen af konkurrenceprojektet

er opført, men den byggede del rummer stort set alle

funktioner og rumtyper fra det fuldstændige projekt. Programmet

er i høj grad påvirket af arkitektens projekt,

men der er i projekteringen taget højde for brugerønsker

- især omkring de akustiske forhold i event-rummet.

33


UNDERVISNINGSFORMER OG RUM

Studieområder

Bygningen består af tre forskellige dele - mod nord de

fælles arbejdsrum, mod syd mindre cellekontorer og

bibliotek, og midt imellem et aktivt eventorienteret

rum med et svævende auditorie i midten. Dette samlende

event-rum forbinder alle skolens funktioner

med gangbroer og bliver stedet for det uforpligtende

møde eller til udstillinger. Herfra er der adgang til

biblioteket med forskellige medieværktøjer. Henover

ligger kontorer for lærere, personale og studerende ,

som laver afsluttende opgaver. Her bliver et fælles

adgangsrum inden cellekontorerne til et vigtigt rum

for mødet og de fælles aktiviteter - printere og modelarbejde.

Arbejdsrummene er disponeret som store

nordbelyste atelierer i et dobbelthøjt rum med en halv

indskudt etage. Der er ingen opdelinger, og nogle steder

er der opstillet mobile skærme for at skabe nogle

mere private områder. Den dobbelthøje del af rummet

virker ret overvældende, og de fleste arbejdspladser

er da også placeret på de to enkelte planer. Her er der

megen støj og forstyrrelser. Mellem ateliererne ligger

nogle mindre grupperum, hvoraf flere er blevet overtaget

af mindre grupper af studerende som faste

arbejdspladser med en mere bekvem karakter.

Det lille rum i det store Det eventorienterede rum er

skolens dynamiske centrum. Rummet er fortættet

med den store perforerede stålkasse som indeholder

auditoriet. Omkring den findes en række meget

forskellige opholdszoner. Gangbroer fører rundt om

rummet i alle etager og krydser det enkelte steder.

Her færdes alle og standser gerne op for at mødes.

På rummets gulv er der nær indgangen en café med

et siddeareal under en del af auditoriet. Den lavere

rumhøjde opfordrer til siddende ophold, uden at

man er alt for synlig. I den modsatte ende starter

nogle brede siddetrin, som i en fremtidig udvidelse

af skolen skulle blive til et amfiteater. Her sidder og

ligger man gerne for at slappe af og samtale. Auditoriets

let skrånende tag er et lyst friareal, hvor der

bliver lavet udstillinger og fremlæggelser af opgaver.

Videnscenter/bibliotek

Biblioteket med forskellige medieværktøjer ligger i

forbindelse med event-rummet i et dobbelthøjt rum

én etage lavere end indgangsniveauet. Det giver

overblik over biblioteket, som er et roligt rum med

en mere dæmpet belysning. Der er forskellige

arbejdspladser både på gulvet i bibliotekets hovedrum,

men der er også mindre nicher, kontorer og

mediearbejdsstationer langs facaden. Disse

arbejdspladser er delvist afskærmede fra hinanden

af glas eller akrylplader og er placeret på forskellige

niveauer. Der er gerne udsyn til det fri fra disse

arbejdspladser.

RUM OG UNDERVISNINGSFORMER

Rum og betydning - fra det individuelle til det fælles

Der er i bygningens disponering lagt særlig vægt på

skolens undervisningsform som i høj grad baseres

på projektundervisning. Event-rummet indeholder

alle de nødvendige rumlige situationer som muliggør

kommunikation, det tilfældige møde, samtale

eller projektfremlæggelse. I auditoriet foregår det

mere formelle i form af foredrag. Undervisningsafsnittene

består af forholdsvis store rum til samarbejde

i større eller mindre grupper. Kontorafsnittene og

biblioteket med fællesarealer og mindre celler er til

individuel fordybelse eller arbejde i små grupper.

Rum og foranderlighed - fra det statiske til det fleksible

Event-rummet dannes af en sammenstilling af meget

forskellige bygningsdele, materialer og lysforhold.

Der opstår en række varierede opholdssituationer

uden at de programmatisk eller funktionelt er definerede

eller afgrænsede. De kan umiddelbart tilpasses

til meget varieret brug. Brugerne flytter rundt på

stole og akrylskærmvægge efter behov. Tilfældige

møbleringer virker ikke umiddelbart forstyrrende.

Rum og lys

Event-rummet belyses naturligt dels fra vinklede

ovenlys, dels fra glasfacader i siden i forskellige retninger.

Resultatet bliver et godt jævnt dagslys med

34 Fremtidens universitet


en dunkel zone under auditoriet. Derudover er der

indirekte kunstbelysning på loftet, bag auditoriets

perforering og under gangbroerne. Om aftenen bliver

effekten meget dynamisk og de enkelte bygningsdele

får megen opmærksomhed.

Rum og akustik

For at forlige event-rummets mange hårde materialer

med ønsket om at rummet bruges aktivt af

mange forskellige grupper af mennesker samtidigt,

har det været nødvendigt at være særlig opmærksom

på rummets akustik. Brugen af gitterriste på

gangbroer er begrænset i forhold til konkurrenceprojektet

for at mindske trinstøj. Der er indføjet træ

på nogle gangbroer og vægge. Lydabsorberende

materiale er ophængt under nogle af gangbroerne

og bag auditoriekassens perforerede metalbeklædning.

Glas og beton i studieafsnittende betyder, at

der er en meget hård akustik med en lang efterklangstid.

Det virker meget forstyrrende, når der er

mange studerende i rummene.

Rum og materiale

Der er anvendt mange materialer i event-rummet

med meget forskellig karakter. Generelt står de dog

uden behandling i deres naturlige farve. Materialerne

varierer som glatte, kantede, ru eller perforerede,

og er transparente, translucente eller opake. Det er

robuste materialer, som kan tåle, at der eksempelvis

bliver bygget modeller i rummet. Biblioteket bruger

mange af de samme materialer, dog med mere brug

af træ. Rummet bliver roligere og varmere. I studieafsnittene

er der en meget afdæmpet materialeholdning.

Her er kun brugt glas, beton og stålriste

ophængt under loftet. Også kontorafsnittene bruger

få materialer med gipsvægge som tilføjelse.

> Videnindsamling > De fysiske rammer > Analyse > École d’Architecture de la Ville et des Territoires à Marne La Vallée

35


Videnindsamling

Krav til fremtidens

universitetsbyggeri

Interviewundersøgelse

Inge Mette Kirkeby

Arkitekt MAA ph.d

Seniorforsker, Statens Byggeforskningsinstitut

Der sker i disse år betydelige ændringer i de måder,

hvormed universiteterne forestår og tilrettelægger

uddannelse og de dertil knyttede læreprocesser. Der

opereres nu med flere og for de studerende mere

aktive former for tilegnelse af viden end i det “traditionelle”

eller “humboldtske” universitet med forelæsningssale

og holdundervisning. I forskningen og

dens organisering sker der ligeledes betydelige

ændringer fra soloforskning til netværksdannelser.

Heraf følger nye krav til universiteternes bygninger,

der skal kunne rumme de forskellige arbejdssituationer.

Samtidig har udviklingen inden for IT i en vis grad

gjort tilegnelse og bearbejdning af viden fri fra fysisk

kontekst. Det giver nogle nye muligheder for fjernundervisning

og også samarbejde via nettet. Men

hvor man umiddelbart kunne tænke, at så betyder

de fysiske rammer mindre, så konstateres der i flere

sammenhænge en ny erkendelse blandt studerende

og forskere om universitets betydning som et fysisk

sted. Et sted der skal besidde arkitektoniske grundkvaliteter,

og som danner ramme om møder og interaktion

mellem mennesker; uden at der nødvendigvis

altid er skarpe grænser mellem samvær og udveksling

af erfaringer og viden af faglig relevans.

I de få nybyggerier med rum til læring (for eksempel

Arkitektur nr. 2 2002) ses en tendens til at overføre

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri 37


nogle arkitektoniske svar fra nyere kontor- og

erhvervsbyggeri, uden at der i øvrigt er stillet

spørgsmålstegn ved relevansen af at flytte arkitekturløsninger

fra en bygningstype til en anden.

Der savnes viden om, hvorledes der skabes fysiske

rammer, som i videst muligt omfang tilgodeser universiteternes

nye krav om større mangfoldighed i

studie-, forsknings- og arbejdsformer, og hvor der

især konstateres et behov for, at de studerende kan

arbejde selvstændigt og i mindre grupper i vekselvirkning

med vejledning, undervisning og forelæsninger.

Inden for nogle studiegrene vil der endvidere

være behov for store rum, hvor der kan foregå

eksperimenter.

Der savnes således både viden om universiteternes

behov og en kritisk diskussion af den formgivning af

de ret store, åbne studiemiljøer, der ser ud til at

være på vej ind i universitetsbyggeriet.

Målsætningen er således at vinde indsigt i, hvad det

er for ændringer i undervisnings- og arbejdsformer,

der finder sted inden for universitetsverdenen i

disse år med henblik på at præcisere hvilke krav, der

skal stilles til universiteternes bygninger, så der

opstår studie- og arbejdsmiljøer, hvor trivsel og tilegnelse

og udvikling af viden og kompetencer kan

finde sted.

Arbejdet skal kunne støtte den dialog, der går forud

for formuleringen af byggeprogrammer for tidssvarende

universitetsbygninger.

Målgruppen er universitetsbyggeriets ansvarlige parter

- arkitekter, brugere, bygherre og byggeudvalg.

Arbejdspapiret er baseret på en række kvalitative semistrukturerede

interviews af personer med tilknytning til

universitetsverdenen eller med specialviden, der er anset

for relevant i sammenhængen. Interviewpersonerne er

udvalgt ud fra et kendskab til, at de havde synspunkter

vedrørende udformningen af fremtidens universitet/fremtidens

arbejdsplads. Der er således ikke tale om en repræsentativ

udvælgelse hverken med hensyn til de forskellige

universiteter eller forskellige synspunkter. Ligeledes turde

det være indlysende, at der er mange andre med tilknytning

til universiteterne, der også sidder inde med viden om

og nuancerede synspunkter vedrørende universiteternes

fysiske udformning. Gennem den udvalgte gruppe interviewpersoner,

er det tilstræbt at få en række synspunkter

frem, der kan tjene som grundlag for at udvikle og diskutere

nogle arkitektoniske løsningsmuligheder, der kan indgå

i det videre arbejde på at skabe Fremtidens universitet.

De fleste af de interviewede opfylder mere end et

udvælgelseskriterium, de anføres her dog kun én

gang under den umiddelbare anledning:

- Erfaring med at indrette nye arbejds- og

forskningsmiljøer med vid anvendelse af IT (Lone

Dirckinck-Holmfeldt, Hans Siggaard Jensen, Mads

Tofte, samt Henk van den Heuvel, der som eneste

udlænding er medtaget på grund af erfaring fra et

i udpræget grad åbent undervisningsmiljø uden

faste arbejdspladser).

- Erfaring af evaluering af nye arbejdsmiljøer (Kjeld

Johnsen og Dan Hofmeyer i dobbeltinterview,

Sisse Siggaard Jensen).

- Teoretisk vinkel på viden, læring og rum (Cathrine

Hasse og Lars Qvortrup).

- Erfaring med studerendes forhold til universitetet

og frafaldsproblematikken (Jakob Lange).

- Repræsentant for de studerendes fællesorganisation

(Jakob Kristensen)

- Repræsentant for gymnasierne som “leverandør”

til universiteterne (Jannik Johansen).

- Repræsentant for universiteternes bygningsforvaltning

(Kjeld Toldbod og Poul Sorgenfri Ottosen i

dobbeltinterview.

- Repræsentant for Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger

(Klaus Kofod-Hansen).

De mange synspunkter, der er kommet frem gennem

interviewene, sideordnes, uden at der foretages en

indbyrdes diskussion eller prioritering, idet det netop

er hensigten, at rapporten skal danne grundlag for

38 Fremtidens universitet


en sådan videre bearbejdning, der omfatter en skitsering

af et antal mulige løsninger.

En sådan øget indsigt i og oversigt over mulighedsfeltet

forventes at kunne kvalificere beslutningsgrundlaget

hos byggeriets ansvarlige parter.

I de semistrukturerede interviews er de interviewede

blevet opfordret til at redegøre for samspillet mellem

universitets indhold og bygningerne. Mange af de

forhold, som fremhæves i interviewene, høres også i

de diskussioner om samspillet mellem læring og rum

eller mellem pædagogik og arkitektur, der føres i folkeskoler

og gymnasier. Hvor udtrykket læring høres i

såvel folkeskole- gymnasie- som universitetssammenhænge,

er ordet pædagogik meget lidt forekommende

i universitetsdiskursen, hvor der i stedet tales

om viden, om konstruktion af viden, og om formidling

og tilegnelse af viden. Denne sprogbrug er ligeledes

anvendt i de sammenfattende afsnit.

Resultaterne af undersøgelsen er struktureret i fem

afsnit:

- Ændrede forudsætninger.

- Kritik af eksisterende bygninger.

- Krav til fremtidens universitetsbygninger.

- Overvejelser vedrørende arbejds- og studiemiljøet.

- Fysisk tilstedeværelse og arkitektonisk iscenesættelse.

Hvert afsnit indeholder en sammenfatning, der følges

op med citater fra interviewene, hvor de anvendte

citater bringes i sammenhæng for hver enkelt interviewperson.

Formen er valgt ud fra den betragtning,

at fortællingerne kan bidrage til at formidle interviewpersonernes

holdning og engagement i spørgsmålet

om at skabe de bedst mulige fysiske rammer for universiteterne.

Citaterne bringes, så interviewpersonerne står i alfabetisk

rækkefølge. I det omfang citater andet steds

fra er anset for relevant i sammenhængen, bringes

de efter citater fra interviewene.

Afslutningsvis formuleres en række temaer, der kan

tjene som udgangspunkt i den opfølgende skitserende

programanalyse.

Interviewene fandt sted juni - december 2002. Der er

foretaget 13 interviews (Bilag 1 - s.83). I begrænset

omfang er der endvidere inddraget andet kildemateriale,

i de fleste tilfælde efter at interviewpersonerne

har henvist til det. (Bilag 2 - s.83).

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri 39


Ændrede forudsætninger

Universitetet er på vej mod en ny position i samfundet,

hvor det er langt mere udadvendt og interaktivt,

end det hidtil har været tilfældet i universiteternes

lange historie.

Her skal peges på fire områder, hvor væsentlige

ændringer er i gang:

- Ny forståelse af viden og læreprocesser

- Nye måder at forske på

- Nye undervisningsformer

- Nye medier - IT.

Endvidere har det betydning for universitetsbyggeriet,

at forholdet mellem universitet og bygningsejer

er blevet mere formaliseret med indførelse af SEAordningen

fra 2001.

Ny forståelse af viden og læreprocesser

Der finder en ændring sted i opfattelsen af, hvad

viden er, og hvordan den bringes tilveje. Hvor den

ikke opfattes som noget, der “findes” et sted “i virkeligheden”

og blot venter på at blive blotlagt gennem

forskning, for derefter at blive givet videre til de

studerende. Men en opfattelse af, at viden opstår i

langt mere dynamisk vekselvirkning mellem teori og

praksis, mellem teoretisk universitetsforskning og

praksisforankrede udviklinger i erhvervsvirksomhederne,

mellem forskellige faggrupper og mellem de

personer, der arbejder sammen. Mellem forskere og

forskere, forskere og studerende og mellem studerende

og studerende. Således er vidensdeling og

samarbejde i løbet af få år blevet nøglebegreber.

Universitetet må således åbne sig både udadtil og i

sin indre struktur for at kunne opretholde sin position

som det sted, hvor der sker den fremmeste konstruktion

af viden.

Viden er altså ikke blot summen af en mængde løsrevne

stykker information, men skabes, tilegnes og

eksisterer i netværker både inden for universitetsverdenen

og i samarbejde med erhvervsvirksomheder.

Omvendt baserer erhvervene deres udvikling

på, at deres medarbejdere fortløbende kan videreuddanne

sig - blandt andet gennem, at universiteterne

udbyder masterkurser.

Den meget højere grad af interaktion både inden for

universitets mure og med parter udenfor er ensbetydende

med øget samarbejde og kommunikation.

Nye måder at forske på

Der skelnes mellem eksplicit og implicit viden.

Eksplicit viden er fakta, tal, regler og love. Den kan

videregives til andre motiverede personer næsten lige-

som et objekt kan rækkes fra person til person. Den

implicitte viden er erfarings- og personbundet, og man

taler om tavs vidensdeling, som tidligere var kendt i

mester-lærling-forholdet, hvor lærlingen efterligner

mester, og hvor mester viser til rette og videregiver

regler for arbejdets udførelse, uden at reglen bliver

formuleret - ekspliciteret. Opmærksomheden for den

tavse viden og tavse vidensdeling fører til accept af

betydningen af miljøer, hvor man kan følge med i, hvad

ens kolleger/medstuderende er i gang med, for

eksempel, hvilke bøger, de har liggende på deres

arbejdsplads eller man læser højt fra sin e-mail.

Ligeledes øges betydningen af, at der findes fysiske

mødesteder, hvor man kan tale direkte sammen, så

man også kan opfatte de mange små nuancer, der

bringes videre gennem kropssproget.

Forskningsopgavernes kompleksitet fører til, at der

etableres netværker. På den ene side vil en forsker

for at finde en kollega med tilnærmelsesvis samme

specialisering ofte skulle søge på andre universiteter

i ind- og udland. Disse netværker er blevet lettere

både at etablere og holde ved lige med udviklingen

i de elektroniske medier, hvilket ikke mindsker

behovet for konferencer og workshops, hvor man

mødes fysisk og kan udveksle erfaringer i det

samme fysiske rum. Snarere tværtimod.

40 Fremtidens universitet


På den anden side medfører kompleksiteten, at for

at kunne løfte opgaven går forskere sammen i tværfaglige

netværker.

Denne udvikling understøttes af/har ført til (ægget

eller hønen), at forskningsbevillinger sjældnere og

sjældnere går til enkeltpersoner, men tildeles grupper

af forskere, der er gået sammen i større ansøgninger.

Der tales om modus to forskning, hvor viden opfattes

som situationsbundet og derfor opstår i tæt

sammenhæng med praksis. Det vil sige, at teoretikere

og praktikere arbejder sammen, og forskningsresultaters

værdi måles på, om de er anvendelige i

praksis. Så hvor den gamle vise lød: publish-orperish,

lyder de nye toner: demo-or-die.

Den ny forståelse af læring gør, at grænserne mellem

læring og socialt samvær nedbrydes. Snakken over

kaffekoppen er ikke kun et rekreativt element

mellem de egentlige arbejdsperioder, men kan

sammenlignes med et mindre struktureret mellemrum,

hvor der også kan ske en uformel vidensdeling,

der kan være afgørende for forståelse og videreudvikling

af opgaverne.

Nye undervisningsformer

Aalborg Universitet og Roskilde Universitetscenter

har fra deres grundlæggelse i 70’erne taget udgangs-

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

punkt i en projektorienteret undervisning baseret på

gruppearbejde, der svarer til opfattelsen af viden som

noget, der konstrueres i en kontekst og i samarbejde

med andre. Men formen vinder også indpas på de

andre undervisningssteder, der imidlertid har sværere

ved omstillingen, fordi de mangler egnede rum.

Desuden påpeger underviserne, at de har behov for

at kunne eksperimentere med undervisningsformerne,

både med hensyn til forskellige gruppekonstellationer

og til at kunne afprøve for eksempel netværksopstillinger.

Endelig efterlyses muligheder for at kunne skifte

mellem forskellige undervisningsformer: Dels som

den ikke skemalagte, spontane reaktion på en interessant

udvikling i undervisningsforløbet, dels i en

årsrytme, hvor de nye studerende starter på første

studieår med hovedvægten lagt på klasseundervisning

for i løbet af året i stigende grad gå over til

gruppearbejde.

Det projektorienterede gruppearbejde indebærer

også, at universitetslæreren ikke blot kan læne sig tilbage

i lektoratet og planlægge efter egne interesser,

men sammen med andre kolleger skal forholde sig til

de studerendes valg af projekter og planlægge sammen

fra undervisningsforløb til undervisningsforløb.

Sammenfattende kan man sige, at der på universitetet

i dag skal kunne finde flere former for undervisning-

og studieforløb sted. Noget, der allerede forberedes

i gymnasiet, der også er inde i en omstillingsfase.

Nye medier - IT

IT er ikke blot et stort forsknings- og undervisningsfelt

i sig selv med helt specifikke krav til udstyr og

indretning af rum. Det giver nye kommunikationsveje

mellem studerende og forskere, og det giver

hidtil ukendte måder at søge viden, samt det indgår

som et uundværligt værktøj i udførelsen af studieog

arbejdsopgaver. Groft sagt kan kravene sammenfattes

i, at der er behov for at have adgang til

pc’er/kunne koble en bærbar op i stort set alle

sammenhænge alle steder - toiletterne måske undtaget.

SEA-ordningen

Efter indførelsen af SEA-ordningen i 2001, hvorefter

S-FoU står som udlejer af bygninger til blandt andre

universiteterne, er forholdet mellem universiteterne

og S-FoU blevet mere forretningspræget og formaliseret.

Denne ændring indebærer, at universiteterne,

der får statstilskud til betaling af huslejen som del af

taxametertilskuddet, nu må forholde sig til, at bygningsmæssige

forbedringer afspejles proportionalt i

huslejen. Det vil sige, at universiteterne må foretage

41


”grænserne for, hvad vi forstår

ved læring og socialt samvær,

er brudt ned, så der er mere

flydende overgange.”

prioriteringer og kan ikke blot fremsende en ønskeseddel,

uden at det har mærkbare økonomiske konsekvenser.

S-FoU er en statslig ejendomsvirksomhed under

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

S-FoU har tre fokusområder:

1 administration af statslige forsknings- og uddannelsesbygninger,

herunder vedligeholdelse og forsikring

af ejendomsporteføljen,

2 at fungere som bygherre/rådgiver for deres lejere

samt

3 at udøve myndighedsforvaltning

Ejendomsporteføljen repræsenterer ca. 1,5 mio. m 2 .

Ejendomme under S-FoU:

Aalborg Universitet

Aarhus Universitet

Arkitektskolen i Aarhus

Center for Avanceret Teknologi

Danmarks Farmaceutiske Højskole

Den Danske Filmskole

Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole

Det Fynske Musikkonservatorium

Det Jyske Musikkonservatorium

Det Kgl. Danske Musikkonservatorium

IT-højskolen

Jordemoderuddannelsen i Kbh. - CVU-Øresund

Kunstakademiets Arkitektskole

Københavns Universitet

Roskilde Universitetscenter

Rytmisk Musikkonservatorium

Statens Pædagogiske Forsøgscenter

Statens Teaterskole

Syddansk Universitet

Vestjysk Musikkonservatorium.

Ændrede forudsætninger - citater

Lone Dirckinck-Holmfeld

“Baggrunden for at tænke universitetsbyggeri på nye

måder er, at vi har fået nye medier, informations- og

kommunikationsteknologi, og det kommer til at ændre

den måde, vi laver undervisning på og vores måde at

lave forskning på, det er den ene ting. Den anden ting

er, at vi til stadighed har brug for at kunne udvikle nye

undervisningsformer og dermed brug for at kunne

ændre byggeriet i takt med de ændrede behov. Desuden

har universitetet brug for at blive mere interaktiv

med omverdenen. Det skal åbne sig mere i forhold til

omverdenen i den måde, det designes og bygges på.

Måske også med hensyn til, hvor det bliver placeret “.

“Behovet for ændringer af bygningsmassen handler

også om at have adgang til kommunikationsveje.

Det hænger sammen med, at grænserne for, hvad vi

forstår ved læring og socialt samvær, er brudt ned,

så der er mere flydende overgange. I min forståelse

har vi de formelle læreprocesser, som vi prøver at

styre via de studerendes kursusarbejde og deres

projektarbejde, men hvis vi får designet læremiljøet

hensigtsmæssigt, så er der en masse uformelle

læreprocesser, som er gratis. Imidlertid ser det ud

som om, at man ved meget universitetsbyggeri kun

har interesseret sig for de formelle læringsprocesser.

I folkeskolerne har man været meget bedre til at

42 Fremtidens universitet


interessere sig for, at der skal være noget stimulerende

på væggene”.

“Der skal være rum, hvor man bare arbejder stille og

roligt, og hvor man blot kan høre hinandens tast.

Det kan gå, fordi i dag taler man ikke ret meget i

telefon. Så oplever du en masse vidensudveksling -

en tavs vidensudveksling. Altså det, at du ikke

behøver at eksplicitere alting. Du ser lige en bog på

en af de andres skriveborde, og du hører med et

halvt øre, hvad de drøfter, og på den måde får du en

masse foræret. Men det er vigtigt, at de rum ikke er

for store, og at de, der bruger rummene, har en

meget stor selvforvaltning af rummene, for man er

alligevel tæt på hinanden. Hvis du får nogen ind,

som du ikke har lyst til skal sidde der, så kan det

spolere et helt rum”.

Hans Siggaard Jensen

“Her på Learning Lab Danmark, der er en institution,

som laver forskning omkring læringsprocesser,

vidensdannelse og kompetenceudvikling, vil vi

skabe en “modus to” forskningsinstitution. Modus

to handler om påstanden om, at i videnssamfundet

opstår viden på nye måder. Det vil sige, at den

gamle forestilling om et forskningsinstitut, der forsker

og derefter formidler sin viden, må opgives til

fordel for en model, hvor det accepteres, at viden

opstår mange steder i samfundet, og forskning kan

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

kun levere relevant viden, hvis det sker med

udspring i praksis.

Den klassiske forestilling om naturvidenskabelig

eller teknisk forskning, som foregår i laboratorier og

derefter anmeldes i pressen, må opgives til fordel for

helt andre modeller, som er mere netværksbaserede

og praksisorienterede.

Det medfører jo så, at man skal arbejde med nye former

for organisering af forskning -herunder også den måde,

hvorpå forskningen foregår på helt konkret og fysisk -

med nye kommunikationsformer, hvor man er meget

mere interaktiv og udadvendt. Og der, hvor man forsøger

med nye vidensformer, er succeskriterierne ikke kun

antallet af akademiske papers, men også hvilken forandring

i praksis, man medfører, hvilke spin-off effekter,

hvilke værktøjer man udvikler. Den gamle norm hedder

publish-or-perish, den nye hedder demo-or-die”.

”Vi har fire succeskriterier. Det ene er det klassiske,

at vi skal lave nye teoretiske resultater ; nye teorier

der skal kommunikeres.

Det andet er nye koncepter og værktøjer - det kunne

være nye måder at lave vidensregnskaber på.

Det tredje er at påvise, at vi gør en forskel i et eller

andet praksisfelt, altså at mennesker begynder at

”viden opstår mange steder i samfundet,

og forskning kan kun levere relevant viden,

hvis det sker med udspring i praksis”

gøre tingene anderledes på grund af os. Så demo-ordie

er ikke knyttet til at lave ny teknologi, men en

form for forandring. Derfor bliver vores foretrukne

forskningsmetoder også aktionsforskning, fordi der

kan man kombinere de tre ting.

Det sidste succeskriterium er, at der opstår spin-off i

form af nye organisationer, nye selskaber, nye virksomheder,

og det vil være fint, hvis vi en dag laver et

eller andet værktøj, som nogen finder ud af vil kunne

sælge, så har vi noget at leve af. Det er sådan set lige

meget, om det bliver en NGO eller en virksomhed,

hvis blot det er en form for ny organisation”.

Universitetets klassiske faglokaler har at gøre med

tilegnelsen af viden, mens vores læringsrum handler

om at skabe viden. Arbejdet sker i samspillet mellem

det fysiske og virtuelle rum. Folk bruger utrolig lang

tid på at læse deres e-mail, svare på den, skrive ting

i tilknytning til den, frembringe attachements. Og så

står de selvfølgelig og laver Power Point præsentationer,

hvor de skriver tekster. Så langt hen ad vejen

består arbejdet i at stå eller sidde ved pc’en. Det er

en interessant situation: her står en gruppe mennesker,

og de er dybest set i forbindelse med alle

mulige ude i verden alle mulige andre steder. Det

sociale er så muligt derved, at man bare kan råbe til

hinanden: “du, hvordan er det lige, man kommer på

der”, eller “jeg har fået nogle sjove e-mails”. Der

43


”de dage er forbi, hvor man kan

læne sig tilbage i et lektorat”

opstår en kultur, hvor man danner grupper, det er

den måde, du organiserer det sociale arbejde på.

Der organiseres seminarer og workshops, og vi ser

hele tiden, at folk holder små oplæg for hinanden i

biblioteket”.

“De klassiske samfundsforskningsmetoder med survey,

interview, følgeforskning og evalueringsforskning

er ikke i stand til at skabe den fornødne

viden, for det er kun muligt i samspillet. Modus to’s

slagord er: Viden opstår i den kontekst, hvor den

anvendes. Den klassiske forskning er jo at tilegne

sig viden og så gå ud og løse problemer, mens

grundprincippet i modus to er, at du kun kan skabe

viden ved at løse problemer”.

Sisse Siggaard Jensen

“Tendensen på universiteterne går i retning af, at vi

skal samarbejde mere og forholde os til andre vidensområder.

Som ansat på et universitet i dag må man forholde

sig til helheden, til hinanden og til éns omverden og

være med til at løse organisatoriske problemer. De

dage er forbi, hvor man kan læne sig tilbage i et lektorat.

Forskning sker jo også i stigende grad i samarbejde,

og forskningsbevillingerne går sjældent til

enkeltpersoner.

Så er der brug for hurtig udveksling af ideer og tanker,

information - og sladder. Sådan et samarbejde

er det svært at rumme på et kontor, så der er brug for

ekstra rum.

Det er også nødvendigt at forholde sig til de studerendes

projekter og deres emnevalg. Man kan altså

ikke mere bare komme med et kursuskatalog, men

må tilpasse sig de studerendes interesser. Man må

være hurtig til at orientere sig om de studerendes

mønstre og relatere dem til langsigtede forskningsstrategier”.

Jannik Johansen

“Vi har en lang række ændringer - en del af dem skyldes,

at vi er blevet dygtigere til at bruge informationsteknologien

i forbindelse med undervisningen. En

anden del skyldes, at vi optager stadig bredere dele af

befolkningen. Målet er jo fra regeringen det samme

som EU’s mål, at 95% af en ungdomsårgang skal have

en ungdomsuddannelse på tre år som overbygning på

folkeskolen. For gymnasiets vedkommende har det

betydet, at vi bidrager med en bredere rekruttering,

og vi er nu, hvis man lægger det hele sammen, godt

over de 40% på landsplan. Så det stiller også nogle

andre krav til undervisningen. Endelig er de specielle

lokale forhold, at en del af eleverne ikke har tilbragt

hele deres liv i Danmark, men er kommet hertil efter

de er født og således har to kulturer”.

“I øjeblikket er der fast klassekvotient på langt de

fleste gymnasier på 28 elever, og der kan det altså

være vanskeligt at komme rundt om hver enkelt

elevs behov.

Der bliver eksperimenteret meget med undervisningsformer,

og det gøres i lyset af de tre ændringer,

som jeg nævnte. Vi forsøger at gøre eleverne mere

studieegnede. Det vil sige, at eleverne igennem de tre

år på gymnasiet skal opleve forskellige arbejdsformer

og undervisningsformer, så de selv opøver en bevidsthed

om, hvad de er gode til. Når vi lægger stor vægt

på, at eleverne kommer igennem de forskellige

arbejdsformer, så er det fordi, vi tror på, at den dannelsesproces

og uddannelse de får, den vil de få brug

for mange andre steder. Måske skal de arbejde meget

alene, eller måske skal de arbejde i en administration.

Meget tyder på, at behovet for fremtidens arbejdskraft

er, at den er så fleksibel som muligt. Det betyder,

at man skal kunne tilpasse sig forskellige ændringer i

organisationen. Det er sådan set det, vi arbejder hen

imod, og det er en glæde for mig at se, at det også er

en af de ting, som politikerne har taget op, nemlig et

krav til, at de skal blive mere studieegnede”.

Klaus Kofod-Hansen

“Tidligere var det en politisk diskussion, hvad der

var råd til. Med den nye organisation, Statens

Forsknings- og Uddannelsesbygninger, så er vi blevet

44 Fremtidens universitet


husejere, vi er blevet ejendomsejere, som lejer lokaler

ud til organisationer, og i dag er det kun universiteter.

Sagen er, at universiteterne får en taxameterbevilling

at betale husleje for. I forvejen får de taxameter

bevilling for studenter og for forskningen. Nu

får de så også til husleje og bygningsdrift. Tidligere

fik de kun til bygningsdrift. I dag har de mulighed for

at konvertere de penge, de får til bygningerne, altså

husleje, hvis de kan rationalisere deres bygningsforbrug,

til eksempelvis at bruge dem til undervisningsformål,

lærerløn etcetera. De har således fri

dispositionsmulighed. Vores opgave er som ethvert

andet ejendomsselskab. Vi har nogle bygninger, som

vi lejer ud, og hvis vi ikke har nogle bygninger, så får

vi en henvendelse fra brugerne, der beder os om at

opføre dette eller hint projekt til deres formål. Brugerne

har i realiteten muligheden for også at gå ud

og få andre til at bygge for sig, dog ikke på vores

jorde. Det vil sige, de jorde, som er statens, dem

bygger vi på, men de kan i princippet gå andre steder

hen og få bygget. KU er jo også i forhandling med

Nordens Ejendomsselskab omkring kommunehospitalet,

som de jo på et tidspunkt forventes at rykke

ind i for en dels vedkommende.

Vi har fået tildelt trækningsret til at bruge penge

direkte fra Nationalbanken. Det kræver jo også, at vi

har en aftale med institutionen om, at de vil betale

huslejen for det, vi bygger. Vi skal dog stadig orien-

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

tere finansudvalget om nye projekter, ligesom vi

skulle før i tiden. Men i princippet kan man sige, at

hvis en institution siger, at de har råd til at betale

husleje, og de kan holde det inden for deres bevilling,

så skal finansudvalget have nogle gode bevæggrunde

for at sige nej.

Det, som så er kommet ud af indførelsen af huslejetaxameterordningen,

det er selvfølgelig en større

bevidsthed om at udnytte ressourcerne bedst muligt”.

Spørgsmål: Kan du se nogle ændringer i det, institutionerne

vil have og som udmønter sig i de byggede

resultater?

“Nej, ændringerne sker ikke så hurtigt, og vi må nok

også sige, at de universiteter, der har været præget

af den traditionelle undervisningsform, jeg vil i særlig

grad sige København, Århus og Odense, de ændrer

sig ikke så hurtigt. Der, hvor der sker ændringer,

det er ikke så meget på undervisningsrummet og

derved kravet til indretning af rummet, men mere

det, at der er en større forståelse for, at der skal

være flere arbejdspladser. Men det er så mere i form

af, at der skal være flere læse-skrivepladser blandt

andet i forbindelse med bibliotekerne. Det vil sige

individuelle arbejdspladser, således at de studerende

i større udstrækning har mulighed for at arbejde

universitetet mellem undervisningstimerne”.

“Vi kan jo konstatere, at de institutioner, der bruger

gruppearbejdsformen, også er dem, der har de største

arealer afsat til studenter og undervisningsområder.

Det er altså væsentligt mere arealkrævende,

end hvis man har almindelig holdundervisning og

auditorier. De mest arealøkonomiske er handelshøjskolerne,

hvor man bare har en stribe auditorier, og

så kan man ellers gå hjem og læse og skrive. Men

også handelshøjskolerne er begyndt at være bevidste

om behovet for gruppeundervisning”.

“Byggeudvalget er sædvanligvis bredt sammensat,

både med ledelsesrepræsentanter, lærerrepræsentanter,

taprepræsentanter og studenterrepræsentanter.

Men det er normalt ikke sådan, at de studerende

virkelig fører sig frem med ønsker om gruppearbejdslokaler

; det er ikke særlig markant. Nærmest

hver eneste gang evalueringscenteret har

været ude og lave en evaluering, så ender de op med

at skrive, at man i øvrigt bør indføre højere grad af

gruppeundervisning.

Hvis man ser på optagelsestallene til universitetsverdenen,

så man sige, at de ligger meget stabilt.

Optagene til universiteterne ligger på et sted mellem

18-20.000 om året, og der har det ligget de sidste

fire-fem år. Det er ca. 40% af de unge, der vælger en

videregående uddannelse på universiteterne, 40%

til mellemlange uddannelser, og 20% til de korte

uddannelser.”

45


“Samtidig kan man sige, at for de 11 universiteter,

der er under universitetsloven, så er den regionale

balance ved at være nået, så Københavns overvægt

i forhold til det antal, der er øst for Storebælt, efterhånden

er meget lille og skyldes egentlig kun de få

uddannelsessteder, der har monopol. Det er sådan

nogle som farmaceuten og landbohøjskolen. Så i

realiteten kan man sige, at det regionale ønske, som

blev startet tilbage i tresserne med de nye universiteter,

det lever man egentlig godt op til i dag. Det,

der er fokus på i dag, er i stor udstrækning fornyelse.

Og så selvfølgelig noget nybyggeri, fordi man igennem

en del år ikke fik de nødvendige lokaler i takt

med øgningen af studentertallet. Desuden er der et

generelt ønske om at få samling på den enkelte

institutions bygningsmasse.

Der er således en interesse for at sælge ud og bygge

noget nyt. Det har den ny SEA-ordning givet mulighed

for, fordi de som lejere bare kan sige op og bede

os om at lave noget nyt. Selvfølgelig er det jo som

regel sådan, at det nye er dyrere end det gamle. Men

hvis de alligevel mener, at det vil de godt, går vi i

gang med byggeriet, og så er det vores opgave at

afhænde det gamle.”

Jakob Kristensen

“Undervisningsformerne ændrer sig. Der bliver større

variation, og det er jo også noget vi som stude-

rende presser på for skal ske, så det ikke bare er

“højtundervisning”, hvor der står en oppe ved tavlen

og snakker og så noget, der minder om en dialog,

samt forelæsningerne. Vi ønsker selvfølgelig også

gruppearbejde. På det nye KUA har man sikret sig, at

der er mange forskellige lokalestørrelser, så man

ikke kun har et standardlokale til 40 mennesker,

hvor man også må sidde med et specialehold på 20

studerende. Så spilder man jo en masse plads, samtidig

med, at det er alt andet end hyggelig og intimt

at sidde tre mennesker i et lokale dimensioneret til

40 mennesker. Så der har man sørget for, at der er en

masse små grupperum, som kan bruges af de studerende

efter undervisningen, men også kan inddrages

til små specialegrupper og workshops”.

Lars Qvortrup

“Fra en opfattelse af viden, som noget nogen har

monopol på, og som har en slags guddommelig status,

er udviklingen gået over en fase, jeg kalder den

antropocentriske periode fra 1400-tallet og frem, til

det langt mere differentierede syn, vi anlægger på

viden i dag.

I bogen “Det lærende samfund” sagde jeg, at vi dels

har viden om noget, den forholdsvise håndfaste

forestilling om, at man skal læse en bog, man skal

sætte sig ind i noget, altså den faktuelle viden, som

man skal tilegne sig.

”endelig er der den kulturelle viden, der er viden

om forudsætninger for hele vidensystemet,

altså den måde, hvorpå vi skaber viden”

Så har man den refleksive viden, den viden som for

eksempel er situationsbundet, og som man benytter

sig af, når man løser opgaver, hvor man hele tiden skal

reflektere og genfortolke den faktiske viden. Eksempelvis

hvis man skal lære at bruge svejseapparatet.

Den tredje form er det, som jeg kalder systemisk

viden. Det er viden om selve videnssystemet, hvor

det er de forudsætninger, som den faktiske viden

hviler på, som skal kunne inddrages, som jeg også

kalder kreativitet.

Endelig er der den kulturelle viden, hvor det er viden

om forudsætninger for hele videnssystemet, altså

den måde hvorpå vi skaber viden.

Det har jeg prøvet at koble til forskellige lærings- og

undervisningssituationer. Man har altså en tilegnelsesproces,

som sagtens kan foregå i auditoriet eller

med bogen foran sig, og så har man jo - det kendes

fra ethvert moderne universitet - den refleksive

viden, hvor viden skal appliceres til situationen; altså

til en løsning af en opgave. Der har vi projektarbejdet,

som er en meget typisk form for aktivitet, hvor

man skal sidde og øve sig i at diskutere, om den

viden, man nu har tilegnet sig, skal appliceres på den

ene eller anden måde for at løse det her problem. Så

er der den systemiske viden, hvor man for eksempel

som forskerstuderende eller kunstnerstuderende

46 Fremtidens universitet


skal frembringe sit eget originale værk. Der sidder

man i en helt anden situation, hvor man ikke blot sidder

med en opgave, hvor man er den, der tilegner sig

viden, men man er her original vidensproducerende.

Der betyder, at der både er brug for auditoriet, grupperummet

og steder, hvor man kan arbejde relativt selvstændigt,

men med en fysisk nærhed til en professor”.

Mads Tofte

Spørgsmål: Hvorfor kan man ikke bare indrette IT-højskolen

i en hvilken som helst gammel skolebygning?

“Det har noget at gøre med, hvilken kultur man har

på stedet, og hvilken kultur der skal understøttes af

bygningen. Der er forskningsmiljøer jo under udvikling

på den måde, at hvor forskeren i gamle dage var

den person, der lukkede sig inde i sit lille bur og ikke

ville forstyrres af omverdenen og kommunikerede

skriftligt med omverdenen, kan man næsten sige, at

forskerrollen i dag er langt mere interaktiv af natur.

Der er samarbejde med studerende, med mange studerende

og med kollegaer. Der er forskningsprojekter,

hvor flere forskere skal arbejde sammen, og universiteterne

undergår jo også en udvikling med den

nye universitetslov. Styrelsesreformen, som gør, at

universiteter kommer til at virke mere som almindelige

virksomheder med en ledelse og medarbejdere,

mål og resultater. Og det fører til, at også bygningerne

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

”det er ikke det samme som at sige, at man skal indrette

universiteter på samme måde, som man indretter store

ingeniørfirmaer, for eksempel er der ikke ret mange

forskere, som bryder sig om at sidde i storrumskontorer

- det ville være en rigtig skidt idé”

må følge med de ændringer, der sker i organisationerne.

Det er ikke det samme som at sige, at man

skal indrette universiteter på samme måde, som

man indretter store ingeniørfirmaer, for eksempel er

der ikke ret mange forskere, som bryder sig om at

sidde i storrumskontorer - det ville være en rigtig

skidt idé. Men det er naturligt, vil jeg sige, at bevæge

sig lidt væk fra opfattelsen af forskeren som solisten,

som ballerinaen, og det er også noget af det,

som har præget vores byggeri i Ørestaden, og sådan

set også vores bygninger her på Glentevej. Man kan

for eksempel se forskellen meget tydeligt mellem

det nye KUA-byggeri og det nye IT-højskolebyggeri.

Hvor man på KUA har arrangeret bygningen sådan,

så der stort set er studerende i de nederste par etager,

så er der forskere og administration, går jeg ud

fra, i de øverste etager. Altså en adskillelse af forskere

og studerende - formentlig ud fra en betragtning

om, at man ville gerne give forskerne arbejdsro.

Hvorimod på IT-højskolen har vi valgt at have studerede

fra gulv til loft i seks etager med nogle stænger

ud, også i seks etagers højde, hvor forskere og

administration kan være mere isoleret fra de studerende.

Men hvor der altså er lagt vægt på integration

af forskere og studerende, og det tror jeg er udtryk

for to forskellige virksomhedskulturer”.

“Vi har oplevet, at det har været meget svært at

komme igennem med brugerønsker. Det synes jeg,

at jeg er nødt til at sige. Det drejer sig om ting, som

er meget vigtige for os ud fra en funktionel betragtning.

Jeg kan for eksempel nævne overfladen på gulvene,

hvor det tog to måneder at få arrangeret, at

der blev lavet en test af det materiale, man havde

valgt - den famøse rødvinstest. Vi ville godt se, hvordan

et betongulv så ud, når man havde spildt rødvin

på det. Det gjorde man, og resultatet var ikke tilfredsstillende.

Men der er ikke sket noget som helst

som resultat af det … der er altså et eller andet i

selve modellen … man er jo ikke bygherre, man er

lejer. Det vil sige, at formelt har man jo ikke ansvaret

for processen, men man har altså heller ikke rigtig

bemyndigelse til faktisk at få ret basale ting til at

fungere”.

Keld Toldbod og Poul Sorgenfri Ottosen

“Man har jo fra statens side været utrolig smart,

fordi man har jo sendt slagsmålet om, hvad der skal

prioriteres - de fysiske rammer eller forskning og

undervisning - ud til universiteterne selv. Vi må jo

selv blive enige om det på universitetet. Vi må jo

godt bruge forskningsmidler til at bygge for, men

svarene på, om vi skal gøre det eller ej, vil være vidt

forskellige afhængig af, om du spørger her i teknisk

forvaltning, eller om du spørger ude i undervisningsmiljøer

og forskningsmiljøet”.

47


Kritik af eksisterende bygninger

Kritikken af de eksisterende bygninger - der i et vist

omfang kan siges at være en eksplicitering af de

krav, man må stille til Fremtidens universitet, blot

med modsat fortegn - sammenfattes her under følgende

punkter:

- For lidt fleksibilitet

- Gangarealer adskiller og opdeler

- For få muligheder for uformel vidensdeling

- For dårlige arbejdssteder

- For ringe adgang til udearealer.

For lidt fleksibilitet

For det første er det kendetegnende for det traditionelle

universitet, at det består af nogle ganske få

rumtyper. Der er auditorier og klasserum til holdundervisning

samt enkeltmandskontorer til

forskning og forberedelse af undervisningen. Det,

der efterlyses nu, er dels rum af en størrelse, der

egner sig til gruppearbejde, dels møde- og arbejdssteder.

Det mangler det traditionelle universitet -

gangene er glatte uden steder, der lægger op til at

sætte sig og diskutere en forelæsning, aftale en fælles

opgave eller udnytte ventetiden mellem to forelæsninger.

Samtidig nedsætter det mulighederne for

skift i arbejdsform, der kan være relevante inden for

de enkelte undervisningsforløb, hvis der er for langt

mellem de forskellige rumtyper, for eksempel

mellem rum til holdundervisning og mindre steder til

summemøder/gruppearbejde. Og det bliver ikke lettere

af, at rummene er svære at møblere om.

Den manglende fleksibilitet er et problem, fordi den

medfører for lille udnyttelsesgrad, hvis der skal være

lige så mange stole pr. studerende, som der er studiesituationer.

I Ålborg for eksempel efterlyser man en

fleksibilitet, så der kan skiftes mellem holdundervisning

og gruppearbejde. Ikke mindst fordi man mener,

at det er vigtigt for de førsteårsstuderende, at undervisningen

starter som holdundervisning. Den manglende

udnyttelsesgrad nævnes også i forbindelse

med kontorerne, der ofte står tomme, mens universitetslæreren

underviser eller deltager i møder.

Men det nedsætter også anvendeligheden, at der

kan være for få ressourcer til at indrette rummene,

så de fungerer optimalt i forhold til den mangfoldighed

af aktiviteter, som indgår i moderne undervisning.

Gangarealer adskiller og opdeler

Der levnes ikke mange pæne ord til traditionelle

gangarealer. De kritiseres for at nedsætte kommunikationen

mellem for eksempel forskerkontorer, og

for at opdele og adskille forskellige undervisningsrum.

Og så erklæres de for kedelige.

For få muligheder for uformel vidensdeling

En decideret mangelvare er steder, hvor universitetets

brugere - fra nye studerende til lektorer og professorer

- kan mødes. Væresteder, hvor det forekommer

naturligt at sætte sig i en pause og udveksle

erfaringer, ideer og synspunkter. Hvor den uformelle

vidensdeling kan opstå. Indtil nu har fællesarealer

næsten været lig med gangarealer, og de er som

nævnt at betragte som kedelige trafikkorridorer,

hvor det ikke synes naturligt at dvæle - ikke en gang

selvom der måtte være plads til en eller anden form

for møblering. Noget der i øvrigt heller ikke altid er

foreneligt med brandrestriktioner, da gangene er

flugtveje.

Desuden betyder den manglende kommunikation

mellem forskellige rum i form af manglende transparens,

ingen direkte synslinjer, afstande og dermed

manglende nærhed, at den uformelle vidensdeling,

såvel den verbale som den tavse, har vanskelige vilkår.

For dårlige arbejdssteder

Heller ikke de arbejdssteder, som allerede eksisterer,

er altid optimale. I særdeleshed har gruppearbejdet

meget trange kår. Der er for få rum, for lidt

udstyr, for eksempel tavler til at skrive på under diskussionerne,

og for de grupper, der ikke har særskilte

rum, er der ofte for meget uro, fordi der slet ingen

opdeling er eller for meget trafik i rummet.

48 Fremtidens universitet


Desuden kritiseres områder for forskere og undervisere

for, at opdelingen i enten kontorer eller gangarealer

er for stiv, og at der savnes nogle overgangsområder.

Der savnes en differentiering i privat,

halvprivat og offentligt, hvor den halvprivate zone er

med til at lette kontakt og udveksling mellem medarbejderne.

For ringe adgang til udearealer

Endelig kritiseres universiteterne for, at der er for

lidt adgang til universiteternes udearealer. Dels fordi

de ikke er tænkt med som et areal, hvor der også kan

arbejdes og diskuteres. Dels fordi der simpelthen

mangler døre mellem inde- og ude.

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

Kritik af eksisterende bygninger - citater

Lone Dirckinck-Holmfeld

“Projektarbejdet er bygget op omkring, at de studerende

skal have en arbejdsplads, og når de

arbejder i grupper, har de brug for et projektrum.

Men før det fungerer som arbejdsplads, skal de

kunne gøre rummet til deres eget. De skal kunne

indrette det, og de skal have nogle arbejdsredskaber.

Der har de bedre ressourcer og flere kvadratmeter

på tek-nat end her på hum. Vi har været i den

situation, at der ikke har været kvadratmeter nok,

så de kunne få deres eget rum, og vi har heller ikke

rigtigt haft ressourcer til at indrette rummene. Og

hvorfor sætte sig ind i et dødssygt rum uden

arbejdsredskaber. Det er den ene ting, den anden

ting er, at jeg har aldrig brudt mig rigtigt om små

rum. De lukker sig om de studerende, og det vil

sige, at den vidensudveksling, der helst skal ske

mellem de studerende i deres projektarbejde og

kursusarbejde, bremses af de små celler. Man skulle

tænke mere i private space, semi-private space

og public space.

Havde her så blot været noget glas, så man i det

mindste kunne se, at vi sad herinde, så ville du vide,

at der sker noget, når du går gennem gangene. Så

ville min kollega sige, hvem var det, der var her. Du

vil få en oplevelse af, hvad der sker. Det er ikke at jeg

”men før projektrummet fungerer

som arbejdsplads, skal de kunne

gøre det til deres eget.”

har noget imod små rum, men jeg har noget imod, at

de er så lidt transparente. Og da vi ikke kunne få de

der mellemrum i vores gruppe, har vi valgt at slå

væggene ned. Vi kan ikke have færre kvadratmeter,

tværtimod. Hvis du kikker på amerikanske kontorer,

så har de meget plads hver især.

Desuden tror jeg, man skulle prøve at tænke i, at

man skal have nogle forskellige typer rum, fordi

nogle personer kan ikke holde til at sidde i et fællesrum,

og de kan ikke koncentrere sig. Andre mennesker,

de kan koncentrere sig, selvom de sidder på en

banegård, mig selv inklusiv. Men der skal være nem

adgang til aflastningsrum, og de skal være sådan, at

man ikke bare lige dapper ind i dem, for så er de ikke

designet godt”.

“Jeg synes, vi savner midler til at indrette og tage

vores byggeri i brug, og det har sikkert noget at gøre

med finansieringsmodellerne. Desuden lider vi

meget under brandregulativerne,, men det er jo sikkert

noget med, at man netop skal sørge for, at bygningerne

fra starten bliver designet, så man har lov

til at være i gangarealerne og bruge dem. Når man

designer, skal man tænke på, at man skal kunne

komme ud af bygningen og ud i haverne, så udvider

man jo trods alt også det fysiske rum, i hvert fald i

sommerhalvåret.”

49


Hans Siggaard Jensen

“Hvis man ser på det klassiske universitetsinstitut,

så består det af en gang med kontorer og så evt. et

mødelokale, et seminarrum og måske et frokostrum.

Kigger man på udnyttelsesgraden af de enkelte kontorer,

så vil man se, at den er meget lille, fordi man

enten underviser eller også, at man er ude til møder,

konferencer eller på rejser. Udnyttelsesgraden af

kontorerne er meget lille, og derfor bruges der

mange kvadratmeter til få mennesker. Men problemet

på det klassiske universitetsinstitut er jo dybest

set, at der er få mennesker, og at indretningen ikke

fremmer og inspirerer folk til at sætte sig ned og diskutere

- fordi der er ofte slet ikke mennesker.”

“Jeg mener, at man gerne må få oplevelsen af aktivitet,

og at der sker noget i bygningen til forskel fra et

typisk universitetsinstitut med en lang gang, hvor

man kan have en fornemmelse af, at der slet ikke er

nogen. På Learning Lab Denmark har vi villet undgå

fornemmelsen af den der tomhed. Det skal være et

sted, hvor folk har lyst til at være, og hvor folk også

oplever, der sker noget, og det skal invitere til, at det

ikke står tomt efter klokken 15-16”.

Klaus Kofod-Hansen

“I Ålborg har de i løbet af året ændringer i undervisningsformen,

forstået på den måde, at man ved

semesterstart har en vis grad af holdundervisning,

og når man så er kommet i gang, går man over i

gruppearbejde. Det har gjort, at man faktisk har haft

en masse gruppearbejdsrum stående tomme det

halve af året, og som gør, at vi sammen med Aalborg

Universitet undersøger muligheden for at lave en vis

grad af fleksibilitet, hvor holdrummene kan bruges

til midlertidig opdeling i grupperum sidst på året.”

“Det som jeg måske synes er det største problem,

det er, at bygningsmassen altid er mere eller mindre

skræddersyet, og ændringsmulighederne jo ikke

altid er helt til stede. Bygningsudformningen binder

jo de efterfølgende år”.

Spørgsmål: Er der nogle eksempler på universitetsbyggerier,

ind- og udland, som I finder banebrydende?

“Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at komme i

tanke om nogle. Den traditionelle undervisningsform

er jo meget fremherskende de fleste steder.”

Jakob Kristensen

Universitetsbygningsmassen er meget, meget forskellig,

men min største kritik vil nok være, at jeg

synes, at noget af byggeriet virker uigennemtænkt.

Både set ud fra et økonomiske synspunkt - der nogle

steder, hvor der er meget spildareal, for eksempel

gange, der er en tand for brede. Andre steder er det

sådan, at hvis der går mere end én på 1. sal, så kan

du høre det runge, og lamperne begynder at vibrere,

fordi man har lavet en dårlig konstruktion.

Det gamle KUA er jo et skoleeksempel på, hvor galt

det kan gå, når hastværk overhaler. Jeg har lige hørt,

at de nye bygninger på RUC absolut heller ikke lever

op til kravene - de er faktisk ret sure over deres nye

bygninger. Det ny KUA er også behængt med fejl.

Det gamle KUA havde problemerne med tæpperne, som

så måtte fjernes. Så er der altid kunstigt lys, fordi sollyset

kun når 4 meter ind. Man kan komme direkte fra 28

graders varme og højt solskin, så skal man glippe med

øjnene og vænne sig til det kunstige lys. Man må sige,

at det er uhensigtsmæssigt. Så er der lokaler, som man

har fået placeret, så der ikke er udluftningsmuligheder,

og jeg har været i dem efter kl 13, og det er ikke nogen

sjov oplevelse. Men de værste ting er blevet forbedret.

Med hensyn til det nye KUA tror jeg ikke, vi har set

det hele endnu. Men jeg må nok sige, at jeg er en

lille smule skuffet over arkitekterne, for det kan godt

være, at vi først var positivt overraskede over, at de

var et halvt år foran, men det er så blevet afløst af en

større negativitet over, at tingene så ikke fungerer -

fordi de egentlig havde et halvt år ekstra.

Jeg står for den klageweb, vi har oprettet. Der er

kommet over 150 klager de første par måneder. En af

50 Fremtidens universitet


”det er ikke til at bruge et

klasserum til grupperum.

Der er alt for mange stole,

og der stinker af kridt”

tingene er, at vi har en multisal, som selvfølgelig skal

være det rum, hvor der skal være en masse store

ting og en masse mennesker. Der har man simpelthen

på grund af tidspres valgt at bruge en forkert

lak, en meget dårligere lak, end den man først havde

vurderet, at man skulle bruge. Og det er sådan lidt

... vi giver 4-500 mio. kr. for det her, og så får vi en multisal,

som skal omlakeres, medmindre man vil have ødelagt

et nyt og pænt gulv. Det synes jeg er frustrerende.

Og der er en garderobe, der bare mest minder om et kollegieværelse,

fordi den ikke er blevet indrettet endnu”.

“I det nye byggeri i Århus ligger en stor del af humaniora

ud til Ringgaden, der er en af de mest befærdede

veje. Og det ligger i niveau med fortovet, så

folk lige kan gå forbi og glo ind, der burde i det

mindste være en forskydning i forhold til vejen”.

Jakob Lange

“Jamen problemet er, at for at spare penge, så er fællesarealer

lig med gangarealer. Når jeg kommer ud

og skal holde foredrag på et gymnasium eller på et

universitet, så er det hyppigt i en kantine, som også

er kryds-punktet for fordelingen af brugere rundt

omkring i bygningerne. Jeg siger: Hvor er den gode

gamle foredragssal. Nu er det en eller anden åbenplans-kantine,

og der er et helvedes støjniveau, fordi

det også er krydspunkt for alting, og der er altså

absolut ikke noget bodegapræg eller hjemlig hygge.

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

Jeg kan komme med en lang række eksempler - især

gymnasier, men også KUA, hvor man har haft den

idé, at folk kunne sidde på stole og bænke uden

ryglæn på gangarealer. Og selv samlingsrummene er

af og til i gymnasierne, men sikkert også andre steder,

en del af gangarealerne. Hvis du ser på det nye

Odense Universitet og deres tilbygning, så har det et

kæmpe gangareal, som alt det sociale skal foregå i.

Det er jo fuldstændig åndsvagt. Der føler man da

ikke trang til at opholde sig, når man har fri. Hvad

heller ikke nogen gør, undtagen til receptioner med

gratis vin. Så kan man jo godt stå der og blomstre.

Det er mere flot end hensigtsmæssigt og uegnet

som forkontor til studievejledning.

Problemet er, at man vil flere ting på en gang. At ville

lave noget, som både skal fungere som gangareal,

være pompøst og være et sted, hvor folk opholder

sig, det er egentlig uforenelige størrelser.”

“Det er ikke til at bruge et klasserum til grupperum.

Der er alt for mange stole, og der stinker af kridt,

eller hvad det nu er. For det er ikke til at sætte seks

mennesker i et hjørne, hvor der er 24 stole. Selvom

du er rimelig god til at få byttet rundt på bordene, så

får du ikke det, der samler dine seks mennesker, der

skal sidde og snakke sammen”.

Lars Qvortrup

“Det jeg synes er det karakteristiske for den tid, vi

lever i, det er, at vi ikke længere har en præference

for den ene eller den anden form for viden, men vi

har det, jeg kalder den polycentriske tidsalder. Med

det mener jeg, at vi har en indsigt i nødvendigheden

af at kunne variere fleksibelt mellem de her forskellige

vidensformer. Det er i øvrigt noget, vi også er

begyndt at diskutere her. For man kan sige, at det at

kunne skifte mellem forskellige former for viden, det

tilgodeses rent fysisk på nogle universiteter og tilgodeses

meget dårligt på nogle andre. Og det her universitet

er et af de universiteter, der ikke tilgodeser

det på nogen særlige måder”.

“På et universitet som det her, Syddansk Universitet,

har vi meget dårlige faciliteter. Vi har forelæsningsrum

og klasselokaler med plads til mellem 30 og 50

studerende. Men vi har jo ikke en arkitektur, som på

nogen måde indbyder til refleksivitet, altså til at

udvikle situationsviden i en gruppe studerende”.

“Bag byggeriet ligger en forestilling om, at det kan

udvides. Tidligere var det jo sådan, at det var en

streng med glas i begge ender. Det var et afritualiseret

universitet, simpelthen bare en funktionel sag,

som kunne forlænges i det uendelige. Jo mere viden,

der udviklede sig, desto flere fakulteter, der kom til.

Men hvis du går ned og ser på hovedaksen, den

51


”ved rektors 25 års jubilæum fik

han et bur med tre høns i … som

billede på hvordan … !”

store fællesgang, håbløs! Funktionelt set kan man

ikke bruge den til noget. Der er bare en enorm

mængde plads i den. Nu har man afsluttet den med

den her hovedindgang, hvor der ude foran kommer

en tyve meter høj kæmpesøjle, en Jørgen Larsen

søjle i glat marmor, skævt for hovedindgangen med

rigtig meget vand. Så ritualiseringen er så sandelig

genfundet.”

Keld Toldbod og Poul Sorgenfri Ottosen

“Der har jo været mange studenterdemonstrationer

på AUC i forbindelse med optræden af vores rektor

ved specielle lejligheder, hvor han ved sit 25 års jubilæum

fik et bur med tre burhøns i … som billede på

hvordan …!”

“Problemet var, at arkitektonisk var nogle væresteder

på AUC ikke tænkt som steder, man naturligt

ville vælge at opholde sig på. Det var meget stift, og

det var meget mørkt og indelukket. Det var som

regel hjørner inde i bygningen, som var mørke, og så

var der kun lidt ovenlys. Folk følte sig virkelig puttet

ind i noget. Det var ikke naturligt opholdsrum som

en del af et sted, hvor du bare sætter dig hen, hvis

du vil snakke, eller du kommer forbi fra et sted til et

andet, og så har du lidt tid tilovers og siger: “Vi sætter

os lige her og snakker”. Altså rummene er ikke

venlige på den måde.

I de nye bygninger vil der i det panoptiske rum være

mulighed for at sidde i grupper om noget, som ikke

kræver dyb koncentration, hvor man kan sidde og

hvor man kan plugge sin notebook ind og arbejde på

nettet.”

Citat fra Rapport om grupperumssituationen på

Aalborg Universitet. AUC, 30. august 2001

Den trængte grupperumssituation: generelle problemstillinger,

p10:

“Fremstillingen dokumenterer at situationen omkring

grupperum over tid er blevet gradvist forværret på

alle tre fakulteter, omend der også er signifikante forskelle

fakulteterne indbyrdes. Man er gennemsnitligt

betragtet langt fra såvel idealet om ét grupperum pr

gruppe (på gennemsnitlig 4 medlemmer) som den

kvadratmeternorm på 3 m 2 pr studerende, der blev

opstillet i begyndelsen af 80’erne . Indledningsvis må

det derfor konstateres, at udviklingen i såvel absolut

som relativ arealudvidelse ikke har kunnet holde trit

med stigningen i antal studerende på AAU, selv hvis

man korrigerer for det faktum, at der historisk har vist

sig en tendens hen imod flere grupper, der er mindre

end idealstørrelsen. Med relativ arealudvidelse

menes her øgede arealer til undervisningsbrug (grupperum,

seminarrum, auditorier, læsesale) sat i forhold

til udvidelsen på arealer anvendt til andre formål (primært

forskning og administration). Idealnormerne

presses altså kontinuerligt”.

Citat fra Information 31. august 2002,

Merete Ahnfeldt-Mollerup: God stil og fængselssmag

“Den skarpeste kritik af det nye KUA kan dog ikke

rettes mod arkitekterne, men må vendes mod bygherren

og de brugere, der har været med til at programmere

bygningerne.

Det nye KUA er grundlæggende mage til det gamle,

fordi det er bygget på samme program. For de, der

har skrevet programmet, og dermed opstillet vilkårene

for arkitekternes arbejde, er et universitet et

sted med x biblioteker, x store auditorier, xx mindre,

xxx kontorer og xx andre rumtyper. Forskning er

noget der foregår i små cellekontorer. Undervisning

foregår ex catedra i statiske rum eller mand til mand

i cellerne. Faglige diskussioner foregår i møderum.

Bøger bor i biblioteker. Og så videre.

Men hvorfor er det sådan? For nu lige at vende tilbage

til Sokrates: hvorfor kan en undervisningstime

ikke foregå liggende i græsset i en hemmelig have -

og hvis det er vinter: en surrealistisk virtuel have?

Hvorfor kan et forskningslokale ikke være et fælles

vidensværksted, som man kender det fra MIT, for

eksempel? Eller et labyrintisk bibliotek, som man kender

det fra mange af verdens gamle læreanstalter?

52 Fremtidens universitet


KUA ligner et fængsel, fordi det har omtrent samme

program som et fængsel. Den blinde og døve rationalitet,

der behersker humanistiske forskere såvel

som kreative arkitekter, fremtvinger et forenklet og

inhumant syn på videnstilegnelse, hvor det gamle

KUA havde et slags frirum i de idylliske haver, er

denne sidste rest af menneskelighed nu renset ud,

til fordel for god og sikker kontrol. God arbejdslyst!”

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

Krav til fremtidens universitetsbygninger

Kravene spænder fra funktionskrav til, hvad universitet

skal udtrykke, og til at de fysiske rammer kan

være en konkurrenceparameter. De sammenfattes

under følgende overskrifter:

- Rumtyper og deres indbyrdes organisering

- Steder for samvær og vidensdeling

- Fleksibilitet

- Arbejds- og studiemiljø

- Adgangsforhold

- Tidsfaktoren

- De fysiske rammer som konkurrenceparameter.

Rumtyper og deres indbyrdes organisering

Først og fremmest stilles der krav om flere typer rum og

steder, end vi kender fra det traditionelle universitet.

Auditorier og undervisningsrum til klasseundervisning

er kendte, men herudover markeres et ønske

om undervisningsrum til intensivt arbejde med en

lærer, uden at der er tale om klasseundervisning, for

eksempel med en møblering, hvor man har et fælles

mødebord i midten og arbejdspladser langs væggen.

Endvidere formuleres der et behov for laboratorier -

ikke som kemikernes eller fysikernes - men “humanistiske

laboratorier”. Her tænkes på store rum,

hvor det er muligt at eksperimentere med undervisningsformer,

netværksopstillinger og forskellige

præsentationer med nye medier.

Steder for samvær og vidensdeling

Der er behov for grupperum eller i hvert fald gruppearbejdspladser,

der er indrettet på en måde, at

selvom der måske ikke er tale om et særskilt rum

med egen dør, så har det dog så megen afskærmning,

at rummet understøtter den lille gruppe i at

etablere sig.

Der ytres ønske om flere arbejds- og værerum for

studerende - måske større rum med plads til 30 studerende,

måske mindre rum til et begrænset antal

studerende. Der foreslås en “dagligstue”, der både

vil kunne bruges i pauser, til gruppearbejde, summemøde

eller undervisning i små hold.

Betydningen af mødesteder fremhæves gang på

gang - ligesom behovet selvfølgelig også indirekte

kommer frem i det foregående afsnit, hvor universitetet

blev kritiseret for ikke at understøtte uformel

vidensdeling gennem mindre væresteder i tilknytning

til de mere formelle og etablerede arbejds- og

undervisningsformer.

Kravene til kontorafdelinger øges i takt med at samarbejdet

i forskningsprojekter bliver mere og mere

53


udbredt. Der er brug for arbejdsro og samtidig lave

tærskler for at kommunikere med kolleger. Der er

brug for private og halvprivate/offentlige områder,

hvor vidensdeling kan etableres.

Der er både brug for kontorarbejdspladser til forskere/undervisere

og for ph.d-studerende, og det anses

for ønskeligt, at specialestuderende kan få stillet et

ét- eller tomandskontor til rådighed - evt. en

arbejdsplads i tilknytning til et større forskerteam.

Mødestedet for forskere/undervisere kan eventuelt

tage karakter af et lærerværelse.

Bibliotekerne får nye elektroniske systemer, både til

søgning af information og hentning af bøger. Der kan

med fordel være mange former for arbejdspladser

knyttet til biblioteksområdet.

Synet på universitetet som et sted, hvor man

udveksler viden på mange niveauer, har også konsekvens

for kantiner, der skal være gode opholdssteder

- steder med “bodegapræg” kan også være med

til at imødekomme behovet for mange samværsformer.

Fleksibilitet

Få begreber har nydt så stor opmærksomhed inden

for undervisningsbyggeriet de senere år som netop

fleksibilitet. Ønsket om at gøre sig fri af fysiske ram-

mer, der er blevet oplevet som fastlåsende, har ført

til, at mange har taget fleksibilitet til sig som et

“sesam luk dig op”. Imidlertid ikke altid fulgt op af

en præcisering, af hvorledes begrebet skulle forstås.

Interviewpersonerne giver udtryk for en række forskellige

områder, hvor de ser et behov for fleksibilitet.

Noget af behovet udspringer af et ønske om at

kunne eksperimentere med undervisningsformer og

følgelig kunne råde over forskellige former for indretning

- det være sig inden for samme rumenhed,

det være sig mellem forskellige rum placeret i tilknytning

til hinanden. Ønsket bunder også i den

lokaleøkonomiske betragtning, at der er brug for at

starte studieåret med hold/klasseundervisning som

en indslusning i universitetsverdenen, hvorefter

man gradvis kan gå over til gruppearbejde.

Ønsket om at kunne veksle sted inden for enkelte

undervisningsforløb fører til et ønske om en blanding

af rumtyper frem for en kraftig zonering. Lidt i

samme tankebane kan der også henvises til kritikken

af lange gange, som blev fremsat i foregående

afsnit, fordi de opdeler og adskiller.

Fleksibilitet kan i nogle sammenhænge oversættes til

multianvendelighed, og der er veludstyrede rum med

til at gøre rummene mere anvendelige, end hvis de er

sparsomt udstyret - et banalt eksempel kunne være, at

hvis alle lokaler kan mørklægges, er det jo ikke nødvendigt

at bevæge sig til et andet lokale for skærmfremvisning

- det veludstyrede rum er simpelthen mere

fleksibelt i brug end et rum med lidt udstyr. Udstyret

består ikke mindst af stik til el og netværksopkobling,

tavler, skærmfremvisere og mørklægning.

Arbejds- og studiemiljø

Til arbejds- og studiemiljøet stilles der blandt andet

følgende krav: gode lys- og lydforhold, gode udluftningsmuligheder,

for eksempel udmøntet i et krav

om smalle husdybder samt gode materialer. Desuden

krav om mulighed for arbejdsro og koncentration

- de studerende skal kunne være en hel dag på

universitetet uden at spilde tiden.

De enkelte rums udformning og indretning vil blive

uddybet i rapportens følgende afsnit Overvejelser

om arbejds- og studiemiljø.

Adgangsforhold

Et universitet skal være tilgængeligt. Både konkret

fysisk, så kørestolsbrugere kan deltage i undervisningen,

og i sit arkitektoniske udtryk. Det skal være

tydeligt, hvor indgangen er - et universitet har en

hoveddør! Gerne med en reception, hvor man kan

spørge om vej. Hvor der kan være postudlevering til

studerende samt aflåselige skabe.

54 Fremtidens universitet


Tidsfaktoren

En faktor, der ikke direkte kan omsættes i arkitektur

er tidsfaktoren. Den må imidlertid nødvendigvis indtænkes,

idet universitetet både har sin egen dagsrytme

og årsrytme.

Dels er der forskel på belastningen af rum i og uden

for rush-hour - der er således forskel på mulighederne

for spontant at arrangere et møde eller undervisningsforløb

på forskellige tider af dagen.

Dels vil ønsket om at have et universitet, der emmer

af liv fra tidlig morgen til sen aften stille krav til servicefunktioner

og til at kunne spise - et krav, der

også forstærkes med opkomsten af masteruddannelser,

der for en stor del finder sted uden for normal

arbejdstid.

Og endelig skifter vægtningen mellem forskellige

undervisningsformer i løbet af året.

De fysiske rammer som konkurrenceparameter

De fysiske rammer kan blive en konkurrenceparameter

såvel i konkurrencen mellem universiteterne indbyrdes

for at tiltrække studerende som mellem universiteter

og erhvervsliv for at ansætte de dygtigste

kandidater.

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

Krav til fremtidens universitetsbygninger

- citater

Lone Dirckinck-Holmfeld

Universitetet åbner sig mere mod omverdenen. Vi laver

masteruddannelser for professionelle, som er i arbejde

og har deres primære gang et andet sted, men som nu

skal komme til universitetet i et livslangt forløb. I forhold

til det har universiteterne brug for nogle faciliteter, så vi

kan servicere, at folk kommer her i intensive perioder

med seminarer, hvor vi har 150 mennesker sammen i totre

dage. Det ligner konferencer, for folk kommer rejsende

fra Grønland, Færøerne, Norge og Bruxelles og alle

mulige steder i Danmark. Så skal de jo kunne få kaffe og

alle de der småting. Selv i et nyt byggeri bliver vi nødt til

at lave tilpasninger, for det er jo ikke designet med henblik

på at kunne varetage den slags funktioner.

Masteruddannelsen ligger typisk torsdag til lørdag.

Vi kan ikke lægge den fra fredag til søndag, fordi vi

som lærere ikke kan holde til at arbejde både i weekenderne

og på hverdagene. Men de studerende kan

heller ikke holde til det. - De fleste af dem har nogle

aftaler om, at noget af masteruddannelsen skal være

i deres arbejdstid. Det er også lettere for erhvervslivet

at forstå, at det så kun er fredag, de mister.

Man får også mest muligt ud af byggeriet, hvis masteruddannelserne

ligger på skæve tidspunkter, men

”den forskning, jeg laver, er socialt

eksperimenterende, og den er også

knyttet til teknologien, så vi har brug for

laboratorier, hvor vi kan prøve ting af”

det kræver jo så også, at vores serviceapparat følger

med og ikke lukker kl. 16. Hvis vi vil åbne universiteterne,

må der være en hel anden organisation for at

styrke det”.

“Fordi den forskning, jeg laver, er socialt eksperimenterende,

og den også er knyttet til teknologien, så

har vi brug for at have laboratorier, hvor vi kan prøve

ting af. Hvor vi kan holde fremtidsværksteder, og

hvor vi kan skabe ting. Men så har vi også brug for at

holde idéværksteder, hvor vi har brug for masser af

tavleflipover og ophængningsfaciliteter. Vi bruger

næsten altid vores computer, så vi har brug for lightboards.

Et laboratorium hvor vi virkelig har nogle

arbejdsredskaber og ting, der kan flyttes rundt.

Jeg tror, at laboratoriet er sådan en nerve, et hjerte i

et universitetsbyggeri. I laboratoriet eksperimenter

du, inden du kaster dig ud i real life med eksperimenter.

Fordi vi designer virtuelle læringsmiljøer, så

skal vi have mulighed for at afprøve diverse software,

der understøtter vores managementsystem og

vidensdelingssystem eller konferencesystem. Det vil

sige, at hvis vi har brug for at få lavet nogle computeropstillinger,

som simulerer, at folk, der er i forskellige

rum, arbejder sammen, så skal vi have

mulighed for at trække nogle lette skillevægge eller

gardiner for. Men vi har også brug for at kunne lave

nogle andre opstillinger til videokonferencer, hvor

55


”på fremtidens arbejdsplads er der

behov for at have et sted, hvor

man føler sig indlejret med rum til

koncentration, fordybelse, og hvor

man kan tænke og skrive”

du ikke sidder én til én, men hvor en gruppe kommunikerer

med grupper andre steder. Og en gruppe har brug

for at køre et eksperiment, som er fuldkomment

afgrænset fra de øvrige, fordi der skal være kontrol af

lys og lyd. Vi har faktisk et, men det er ikke designet til

det - det er vel 90m 2 . Det skal ind i byggeprogrammet

fra starten af, og problemet er, at man hidtil har haft

den tradition, at det kun var de tekniske uddannelser,

der har laboratorier. Det vil jeg slå et slag for, at laboratorietænkning

er vigtig pædagogisk set - det er jo der,

hvor mesteren og lærlingen mødes om noget fælles”.

Desuden ser Lone Dirckinck-Holmfeld behov for fleksible

seminarrum:

“Vi holder jo ikke kun forelæsninger, vi holder mere

dialogmøder, og selvom der er 45-50 på et hold, så

vil vi gerne have den der frihed til at flytte om på bordene,

hvis der pludselig skal foregå summesnak. Så

derfor skal vi også have fleksible og interaktive

seminarrum til seminaraktiviteter og workshops. Og

der har vi jo sådan et problem med, at de møbler vi

har, de er simpelthen så skrumlede, så du næsten

ikke kan flytte rundt på dem uden at brække ryggen.

Desuden er det vigtigt også at indtænke arbejdspladser

til speciale- og ph.d.-studerende”.

Universitetet må gerne udtrykke, at det er samfundets

ypperste sted for produktion af viden. Men for

at vi kan være samfundets ypperste sted for at producere

viden, så skal vi også have nogle faciliteter,

der gør, at vi kan producere den her ypperste viden.

Men jeg synes, vi skal skelne mellem steder for universitetets

repræsentative formål og andre. Jeg vil

lidt frem til, at et nyt laboratorium, som skal udtrykke

fremadrettethed og frækhed, der skal vi selvfølgelig

have udstyr, der på alle måder understøtter

det. For mig at se, skal universitetet være mangefacetteret

i sit udtryk. Men prøv lige at kigge ud på

vores byggesystem her, hvor det er det samme byggesystem,

du lægger ned, uanset om det er humaniora

eller tek-nat, eller om det er samfundsfag. Der skal

universitetet jo udtrykke forskellighed, variation, det

ypperste. Samtidig er vi hele tiden søgende omkring,

hvad det ypperste er, det er jo ikke et eller andet fast”.

Sisse Siggaard Jensen

“På fremtidens arbejdsplads er der for det første

behov for at have et sted, hvor man føler sig indlejret

med rum til koncentration, fordybelse, og hvor

man kan tænke og skrive. Stream of consciousness -

det er en særlig bevidsthedstilstand, som ikke kan

opstå, hvis man befinder sig i et univers, hvor man

skal svare på spørgsmål fra andre - det er en anden

form for consciousness.

For det andet er der brug for interaktive steder, for

mødesteder. For hvor man før sad i et lektorat med

”der skal være plads til, at en

underviser med 20 studerende kan

sige, at nu vil vi gerne ud

og lave noget gruppearbejde”

en klar stillingsbeskrivelse, så skal man i dag forholde

sig til en helhed og også være med til at løse

organisatoriske problemer. De dage, hvor man

kunne læne sig tilbage i et lektorat, er forbi. Man

skal forholde sig til hinanden og til omverdenen.

Forskningsbevillinger går jo i dag sjældent til enkeltpersoner,

men forskningen sker i stigende grad i

samarbejde. Og det er svært at rumme på et cellekontor,

at der skal kunne ske en hurtig udveksling af

ideer og tanker. Vi skal også forholde os til projekter,

de studerende foreslår, og altså ikke bare komme

med et kursuskatalog. Undervisningen tilpasses de

studerendes interesse, det vil sige, at vi skal være

hurtige til at orientere os om de studerendes ønsker

og relatere dem til langsigtede forskningsstrategier.

Her er det afgørende med hurtig mulighed for interaktion,

sladder og information”.

Jakob Kristensen

“Vi vil naturligvis gerne have de bedst mulige forhold,

som gør det muligt at have forskellige og varierede

undervisningsformer. Om det så skal være

nogle små lokaler eller nogle større lokaler, eller om

det er et stort rum med fleksibilitet i form af skydedøre,

det må være op til andre at beslutte det. Men

der skal naturligvis være plads til, at man kan være

kreativ og sige som underviser med 20 studerende,

at nu vil vi gerne ud og lave noget gruppearbejde, og

I deler jer ud i fire grupper, og så er der plads til det,

56 Fremtidens universitet


og I skal ikke sidde i en kantine eller på en bænk et

eller andet sted og så prøve at få det til at virke. Der

skal være mulighed for mange af de ting, som kan

lade sig gøre i folkeskoler og på gymnasier”.

“Et drømmeuniversitet ville være et, hvor der er fleksible

muligheder for undervisningsformerne, det

indbefatter faktisk også det virtuelle universitet,

altså fjernundervisning. Og så skal der være computere

og en masse grupperum. I det hele taget skal

vores drømmeuniversitet indbyde til andet end et

sted at være fra 10 til 16. Det er trist at gå rundt efter

16, og så står der fem cykler udenfor, og man kan

høre et host i det fjerne …

Desuden skal det være et universitet, der integrerer

og befordrer samspillet mellem undervisere og studerende

gennem placeringen af lokaler.

Så skal byggeriet og ikke mindst arealerne omkring

det være indbydende - charmen ved det gamle KUA

er jo blandt andet, at der er græsarealer rundt

omkring.

Desuden skal alle handicappede såvel som almindelige

studerende have mulighed for at komme over

det hele med mindst muligt besvær”.

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

Klaus Kofod-Hansen

“I Odense har man lige indviet en ny hovedindgang,

som både markerer hovedindgangen, men hvor man

også har placeret nogle centrale funktioner som studievejledning,

boghandel, kantine og café, konference

og auditorium, og universitetet breder sig nu

ud derfra, så der er helt klart en opprioritering af de

centrale funktioner. Fællesrum får også en stor

betydning, eksempelvis på KUA, hvor bibliotek og

kantinebygningen jo får en markant og central funktion,

og hvor kantinebygningen også forventes at

blive brugt til gruppedrøftelser”.

Jakob Lange

“Hvis man skal bygge et universitet i dag, så skal der

være lokaler til forelæsninger, og hvad deraf følger.

Så skal der være lokaler med plads til op mod 40

mennesker - skal vi kalde det klasselokaler - og så

skal der være lokaler, hvor folk arbejder intensivt, og

hvor de ikke kikker op på læreren, men er centreret

om et eller andet. Jeg har set nogle modeller, hvor du

havde mulighed for, at folk kunne sidde omkring et

bord, et centrum, så du havde en gruppe. Og rundt

langs væggene var de egentlige arbejdspladser. Så

kan man vælge at gå ud af kredsen og sætte sig hen

og finde noget på internettet. Så havde man en ydre

kreds, hvor man sidder med næsen mod vinduet

eller væggen og en indre kreds, hvor man sidder og

snakker sammen. Det er sådan et sted, der kan

”der bør også indrettes nogle dagligstuer,

hvor man kan sidde og snakke sammen”

rumme en 12 -14 mennesker. Der kan også godt

sidde en lærer for enden af kredsen, så har vi et

alternativt klasselokale til halve hold.

Nu har vi foredragssalen, vi har klasselokalet, og vi

har grupperummet, det var de tre første niveauer. Så

har vi næste skridt. Det er der, hvor du overgår til de

blødere stole, hvor du ikke behøver at sidde ret op og

ned. Der bør også indrettes nogle dagligstuer, hvor

man kan sidde og snakke sammen. Man kunne godt

forestille sig, at du havde en klasse, og du bad nogle

om lige at gå ind i et andet rum. For eksempel for at

have et summemøde, så kan det godt være, at man

hellere vil sidde i lidt blødere stole og snakke sammen.

Og de skulle gerne være indrettet sådan, at det

også var der, hvor folk kunne tilbringe mellemtimer.

Det ville dybest set være helt forkert at have en

gang, hvor du har alle klasselokalerne, fordi vi jo

gerne midt i undervisningen ville kunne finde på at

sende folk ud og snakke sammen i en halv time, og

så komme tilbage til lokalet igen. Så jeg vil sige, at

rummene bør grupperes, så du ikke har en gang

med en type lokaler, og en gang med en anden type

lokaler. Hele styrken vil bestå i mixet. Hvis man så

kommer en dag for at undervise i et lokale til 40

mennesker, og der kun kommer 12, så kan man sige,

kære venner, der er ikke nogen inde i det andet lokale,

skal vi ikke gå derind og sætte os i stedet.”

57


”lærernes kontorer skal være så

store, at der er plads til to

mennesker til”

Spørgsmål: Betyder det ikke, at der skal være et

enormt overskud af plads?

“Når det er rush-hour, må man finde sig i, at der ikke er

ekstra plads. Men spidsbelastningen er meget lille, det

er mellem 10 og 14, det hele foregår. Uden for den periode

kan man altid finde tomme lokaler, uanset om universitetets

lokaleplanlægger påstår, at der ikke er nogen.

Så er der kantinen, og den må ikke ligne en slagmark

a la den gamle KUA-kantine. Vi bliver altså nødt til i

en eller anden form at gøre den mere intim. For man

kommer ikke kun for at spise. Det kan være, man vil

sidde og snakke - og det kan jo også være, man vil

læse højt for hinanden. Det skal være et sted, der

gør, at folk beholder tilknytningen til stedet. Så må

kantinen ikke ligne en spisesal fra - jeg ved ikke

hvornår - med store jernmøbler og alt muligt.

Derudover forestiller jeg mig, at der i kælderlokaler

eller et andet sted, skulle være så attraktive lokaler,

at der kunne holdes fredagsbarer og måske også billard.

Det har de på DTU. Sådan nogle steder, der har

mere bodega-status end kantinerne.

Min idé er, at der er nogle det meste af døgnet. At forretningen

er åben fra halv otte om morgenen, hvis

nogle ville spise morgenmad, og til langt ud på aftenen.

For jeg tror, at det er vigtigt, at man ikke bare

kommer og går, men at der også er et socialt liv”.

“Endvidere er der brug for specialeskriverummet, så

folk i perioder i studieøjemed kan få stillet en

arbejdsplads, et én- eller tomandskontor til rådighed.

På DTU har de den målsætning, at alle studerende

efter tre år skal have deres egen arbejdsplads

og selvfølgelig også de ph.d.-studerende.

Lærernes kontorer skal være så store, at der er plads

til to mennesker til. Kontorer, der er så små, at der

ikke er plads til, at man kan snakke med en eller

måske to, duer ikke. Man kan ikke sige, at hvis vi

skal snakke sammen, så skal vi lige gå … man skal

kunne sidde og snakke med en student eller to på

ens kontor. Og det gælder også kollegaer, der lige

kikker ind - nogle steder skal man stå op, fordi der

kun er én stol”.

“Når vi snakker om studiemiljø, ja så har det også

noget at gøre med de fysiske rammer, det er ikke

bare noget, der svæver oppe i gardinerne, og derfor

må lokalerne være attraktive. Det kan også være en

konkurrenceparameter for at tiltrække studenter.

De mennesker, som enten har betalt 125.000 for en

master eller går i gang med en ph.d.-uddannelse,

stiller høje krav til bygningerne. Men det jeg lige har

skitseret matcher udmærket de krav, som de stiller.

De kommer jo lige efter rush-hour og i weekenderne.

En model tager udgangspunkt i en meget internet-

”en god institution har en

hoveddør, så man kan se,

hvor man skal ind”

baseret undervisning, hvor de så mødes i to weekender

pr. semester, netop fordi vi ikke kan undvære,

at de snakker sammen”.

“Min opfattelse er, at en god institution har en

hoveddør, så man kan finde ud af, hvor man skal ind.

Panum har det ikke, det er forfærdeligt. Jeg synes, at

det er fornuftigt og hensigtsmæssigt at vise folk, at

her er døren, og når du kommer ind, så kan du spørge

- undskyld, hvor sidder rektor, eller hvor er fakultetskontoret,

eller hvor skal jeg aflevere denne

pakke. Også for at forebygge, at der går folk rundt

på gangene og stjæler - jeg tror helt sikkert, at der er

noget kriminalpræventivt i at have en reception. Og

så skal den ikke være alt for meget buret inde i glas,

som det er ude på Handelshøjskolen. Det er receptioner

aldrig på hoteller, hvor de skal signalere venlighed.

På hoteller står der en glad dame og smiler,

når man kommer ind: hvad skal det være. Vi er nødt

til at signalere “hvad skal det være”.

Måske kunne man også genindføre, at folk, der gik

på en uddannelse også fik stillet et skab til rådighed,

så de ikke altid skal slæbe frem og tilbage med store

mængder bøger. Gerne i nærheden af receptionen,

måske et, der kunne kaldes frem elektronisk som et

pater noster, ligesom man har til arkivsager.

58 Fremtidens universitet


Mads Tofte

“Hvis vi snakker om de studerende og studiemiljøet,

så er det meget vigtigt, at der er en klar skelnen

mellem områder, hvor de studerende kan arbejde i

stilhed, og områder, hvor man må snakke med hinanden.

Det er også meget vigtigt for miljøet, at der er

plads nok til, at de studerende kan udfylde en hel

dag på universitetet uden at spilde deres tid. Det har

blandt andet at gøre med, om der er tilstrækkeligt

med stillearbejdspladser. Det man tit ser problemer

med, som man også kender fra nogle biblioteker, det

er, at der egentlig skal være stille, men der er nogle,

der snakker. Der har man på biblioteker ansatte,

som sørger for, at der er stille.

Så har man brug for et højt informationsniveau, da

man ofte vil prøve fra universitetets side at få så

meget som muligt ud af lokalerne. Det vil sige, at det

samme lokale har forskellige funktioner på forskellige

tider af dagen. Det samme lokale kan for eksempel

i en periode af dagen blive brugt til at lave noget

holdundervisning i, og på et andet tidspunkt af

dagen er det et sted, hvor studerende kan sidde og

læse post eller lave gruppearbejde, eller hvad det nu

måtte være. Men det er så vigtigt, at det er gennemsigtigt

for de studerende, hvilken funktion de forskellige

rum har, og hvornår de har hvilken funktion

på dagen. Også logistik med hensyn til at booke

lokaler er meget vigtigt. Hvis der nu var en lille on-

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

line skærm ved lokalet, så man kunne se, at her var

tidsplanen for det her rum i dag. Det ville så blive

opdateret fra en eller anden central database, eller

man kunne som studerende selv gå ind og registrere

og booke forskellige ressourcer. Det ville være

kanon godt”.

“Med hensyn til stillearbejdspladser så fungerer det

ikke særlig godt i vores nuværende bygninger, og vi

håber, at det kommer til at fungere bedre i Ørestaden.

En af idéerne - vi har haft lidt svært ved at få

arkitekterne til at købe den ide, men vi håber, at det

lykkes - det er, at stillerummene er tegnet med nogle

rækker af borde med ca. 1,5 meter henover bordet,

hvor folk så skal sidde i to rækker - stille - der prøver

vi at få det lavet sådan, at der kommer en lille væg i

midten af bordet med lys og hylder, der markerer en

adskillelse. Ja, det er sådan en lidt gammeldags, lidt

læsesalsagtig indretning, men den er jo ikke helt tilfældig.

Den har man jo fundet på af en eller anden

grund, og den signalerer klart, at der kan man ikke

sidde og lave gruppearbejde. Det er faktisk ret umuligt

at lave gruppearbejde”.

“Så har jeg en anden pointe omkring funktion. Det

er, at man skal prøve at undgå korridorer og andre

rum af den art, som er ren og skær transport-veje.

Det er godt, at der i universitetsmiljøer er områder,

hvor de ansatte sidder alene og uforstyrret, og der er

”det er meget vigtigt for miljøet, at der er plads

nok til, at de studerende kan udfylde en hel dag

universitetet uden at spilde deres tid”

andre situationer, hvor man indgår i enten noget

socialt samvær eller samarbejde med andre, kolleger,

studerende eller administrativt personale. Det

man ser i nogle byggerier, det er de her lange gange

med kontorer på begge sider, og det er sådan nogle

underlige rum, fordi de er der bare af geometriske

årsager, fordi man har brug for en transportvej. Men

de fungerer ikke så godt som offentlige rum, og der

er idéen, her på IT-højskolen, at vi har IT-torvet, at så

snart man træder ud af sit kontor, så er man i et

offentligt rum. Der er kaffeborde derude, så folk kan

sidde og snakke, lige så snart de kommer ud af

deres kontorer. Det har vi forsøgt at bevare ude i

Ørestaden også, selvom det er svært, fordi stængerne

er betydeligt smallere derude en de er her. Bygningen

her (på Glentevej) er 22 meter bred og i Ørestaden

bliver den 15 meter”.

“På Isac Newton Instituttet i Cambridge ligger forskerkontorerne

ud til indvendige svalegange. Lige så

snart man træder ud af sit kontor, der ligger ud til

husets facade, træder man ind på en svalegang og

overskuer et centralt rum, hvor der er kaffeområde

og bløde sofaer og tavler, og hvor der er et liv som i

en myretue. Det fungerer utrolig godt. Jeg har

besøgt det flere gange i faglige sammenhænge,

dengang jeg var forsker. Det er en god ide, at i

samme øjeblik man træder ud af sin privatsfære, er

man i en offentlig sfære, hvor man er synlig for en

59


masse andre mennesker. Det er man ikke, hvis man

bare træder fra kontoret ud i en kontorgang. Men så

gik man jo ned og sagde, jamen der sidder nogle, jeg

har lyst til at snakke med, fordi jeg skal finde ud af

ditten eller datten. Eller jeg sidder med det her problem,

og det ved de noget om, og jeg ved, at de

arbejder med et eller andet spændende. Sådan talte

man sammen med det samme, og man kom ud af sin

enspænder-tankegang og slog over i en kommunikerende

tankegang, det fungerede knaldgodt. Og de

har virkelig drevet det til ekstremer i den bygning, de

har tavler, som folk kan stå og tegne på alle steder i

bygningen. Sågar i elevatoren og på herretoilettet -

og de bliver brugt! Det, at man lægger vægt på fællesskabet

på den måde, samtidig med, at man giver

fred - det er godt tænkt”.

“Der skal jo være forskellige typer af laboratorier, alt

efter, hvad det er, man forsker i. Vi har for eksempel

planlagt et laboratorium, hvor der skal være apparater

til mobilitet, så det ligner sådan et traditionelt

ingeniørlaboratorium. Det kan også dreje sig om

lokaler, hvor man skal have god plads omkring sig,

og hvor man skal kunne styre lys og lyd. Det har vi

også i den nye bygning. Det er en stor kubus, et stort

mørkt rum, hvor man vil kunne styre lys og lyd.

Noget med 6 gange 6 gange 6 meter - en temmelig

stor kasse”.

Spørgsmål: Er der nogle særlige krav til udearealerne?

“Nogle, der er særlige? Jeg tror ikke, der er nogle,

der er særligt påvirket af IT. Men man kan nok sige,

at IT har jo blandt mange sådan et ret nørdet image.

Og hvis man ikke vil have det som institution, så skal

man jo gøre noget bevidst både ved arkitekturen og

også ved udenomsarealerne for at modvirke det. Så

det er vigtigt, at der er hyggelige områder, hvor man

har lyst til at sætte sig ned med en cappuccino og et

stykke lækkert kage, læse en bog, eller hvor folk

bare kan sidde og sludre. Det tror jeg bliver meget

godt ude i Ørestaden”.

“Med hensyn til masterkursister, så er de lidt mere

forvænte. De sammenligner jo med et privat kursus,

så i den forstand er det da vigtigt nok, at stedet er

præsentabelt. Men jeg vil så også sige, at det, de

først og fremmest går efter, det er jo indholdet, så

man skal ikke overvurdere rammerne.… Men der er

nogle praktiske ting omkring for eksempel at kunne

købe mad på skæve tidspunkter. De kommer lige fra

arbejde og skal så ind og følge noget her om aftenen

og har måske ikke spist”.

Keld Toldbod og Poul Sorgenfri Ottosen

“Semestret er tit delt op i, at man har en auditorieog

seminarrumsundervisningsdel, og på baggrund

af den dannes der grupper omkring projekter, altså

den projektorienterede undervisning. Så kommer

gruppearbejdet, og i de situationer er de studerende

her meget. Der oplever vi, at de er her døgnet rundt,

selvom de ikke må være her. De har soveposer med

herud og sover og arbejder - specielt op mod afleveringen

i semesterafslutningerne. Og så på andre

tidspunkter kan der næsten være tomt, og grupperummene

står tomme. Vi har sådan helt for vores

eget interne brug haft sådan en lille dyneløfterundersøgelse

for nogle år siden, på grund af klager

over, at der ikke var grupperum nok. (Rapport om

grupperumssituationen på Aalborg Universitet. AUC,

30. august 2001).

Hvad der garanteret heller ikke er. Men det viste sig

jo så rent faktisk, at det ikke var ligegyldigt på hvilken

tid af året, man gik ud, fordi man kunne gå over

til landinspektørerne på et bestemt tidspunkt, og så

var en hel bygning totalt tom. Men de var altså på

ekskursion i to måneder i England, og det er jo

sådan nogle situationer, man ikke rigtig kan tage

højde for og ikke kan planlægge for. Vi kan aldrig

nogen sinde komme i den ønskesituation, som politikerne

godt kunne tænke sig, hvor ethvert lokale til

enhver tid var besat af studerende. Det kan ikke lade

sig gøre, for undervisningens opbygning og væsen

tager simpelthen ikke hensyn til, at man skal opholde

sig fysisk på et bestemt sted i en bygning.

60 Fremtidens universitet


Og man kan ikke skemalægge sådan, at man siger,

at nu er der to grupper om et grupperum, så den ene

gruppe har det om formiddagen og den anden om

eftermiddagen.

Vi snakker meget om multifunktionelle rum, der

nemt og smertefrit kan ændres fra et til noget andet.

Desuden går vi mere og mere over til, at fællesrum

som seminarrum og auditorier ikke længere tilhører

et institut eller et fakultet, men er noget man booker

sig ind på. Sådan bliver den effektive udnyttelse forøget.

Men vi har stadig behov for fleksibilitet, fordi behovet

for auditorier og seminarrum ligger i den ene

ende af semestret - der er der et vældigt slagsmål

om dem og klager og demonstrationer og alt muligt

- og der kunne det multifleksible system jo gå ind og

være det, der skaber balancen. Vi tror ikke på, at et

universitet udelukkende skal bestå af multifunktionelle

bygninger, men vi tror, at det er utrolig vigtigt,

at en hvilken som helst institution råder over en del

af sin bygningsmasse, som kan sådan noget for at

nå en god og rigtig udnyttelse af bygningsmassen.

Vi har snakket om en konkurrence blandt møbelfabrikanter

om nye møbeltyper, som er flytbare, skillerum

og skærmvægge. Eller garderobesystemer, der

kunne køre rundt, for i så store bygninger får du jo

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

behov for, at de studerende skal kunne låse noget

inde, notebook eller andre personlige ting.”

“Vi har et lille projekt kørende omkring vores åbenplanuddannelser.

De kommer et antal gange om

året. Så samles de fra en torsdag til en søndag, hundrede

eller flere hundrede mennesker. Det er klart,

så bruges de seminarrum, der er. Men ellers har de

jo ikke grupperum, hvor de kan være. Der har vi

snakket med brandmanden om, om vi måtte bruge

nogle af de gangarealer, vi har, fordi de er brede nok.

Det kan vi godt få lov til, hvis vi sætter automatisk

brandanimering op og lige ændrer lidt på nogle

flugtveje. Der er ingen problemer i det, det er et

spørgsmål om teknik og økonomi.

Det andet problem, der ligger i, at der kommer 400

mennesker, som skal være her i 3-4 dage er, at de

bor selvfølgelig på hotel eller vandrehjem, og derfor

altid har noget med sig privat, som de gerne vil låse

inde. Så snakkede vi om at udnytte de brede gangarealer

og sætte bokse op a la de her bokse, som

man kender fra banegården, hvor man kan stille en

kuffert ind, kommer en mønt i, tager nøglen og går,

og når man kommer tilbage, så sætter man nøglen i

og får mønten tilbage. De skal selvfølgelig være lidt

mere designede, når de står i gangarealerne, og så

har de forskellige højder, men ikke højere end

arbejdshøjde, Så kan du stå med den bærbare der,

”vi forestiller os et universitetsbibliotek, som også

rummer studiepladser, seminarrum og ikke mindst

kantine samt integreret boghandel”

og du kan koble dig på. Og det har brandmanden

sagt ja til.”

“Vi forestiller os jo et universitetsbibliotek, som

også rummer studiepladser, seminarrumsfaciliteter

og ikke mindst kantinefaciliteter samt integreret

boghandel. Et bibliotek i dag er i høj grad lagt an på

IT med søgning via søgemaskiner, så der står simpelthen

computere overalt til fri afbenyttelse, koblet

op på diverse søgenet. Det sidste vi har diskuteret,

det er konferencefaciliteter også, og det stiller

altså store krav til fleksibiliteten i fremtidens universitetsbibliotek,

fordi der er tale om en stærk udvidelse

af de traditionelle biblioteksmiljø. For konferencer

kan være mange ting, også hvor der undervejs

opstår behov for videnssøgning for at kunne beeller

afkræfte teorier, der bringes frem i diskussionerne.

Samtidig vil der stadig være behov for rolige læsesale

og også nogle lidt mere urolige læsesale. Du vil

have behov for flere kategorier. I øvrigt eksperimenterer

vores overbibliotekar i øjeblikket i vores eksisterende

biblioteksbygning netop med at inddele

biblioteket i områder med forskellig karakter.

Via de nyeste søgemaskiner kan man bestille og få

leveret en bog inden for tre sekunder. En rigtig bog!

Fra et kompaktlager, hvor en robot finder den frem til

61


dig og smider den op på disken hos dig. Når du så er

færdig med den, så smider du den ned igen, og så

snurrer robotten og smider den ind et eller andet tilfældigt

sted, som den kan huske til næste gang,

nogen spørger efter den. Vi forestiller os bestemt, at

der stadig står bøger i reolerne på biblioteket, men

måske mere håndbøger end de egentlige videnskabelige

værker. De står i kompaktreoler. Tidsskrifter

derimod er digitale, så du kan printe fra dem andre

steder fra, såfremt du abonnerer på dem. Men du vil

jo så også stadig ville kunne bestille en bog fra din

egen computer og så bevæge dig over i biblioteket

og hente den ved skranken.”

Lokaleundersøgelse på de 10 universitetslovsinstitutioner.

PLS consult, december 1999

Fra undersøgelsens hovedresultater, p.1f:

“Undersøgelsen behandler alene den faktuelle og

skemalagte udnyttelse af lokalerne.

Undersøgelsens resultater præsenteres via nøgletal:

Timeudnyttelsen (alle lokaler), som udtrykker hvor stor

en andel af det mulige antal timer, lokalet benyttes.

Størrelsesudnyttelsen (skemalagte lokaler), som

udtrykker hvor mange studerende, der ifølge skemalægningen

skal være i lokalet, når det benyttes, set i

forhold til lokalets størrelse.

Pladsudnyttelsen (ikke-skemalagte lokaler), som

udtrykker hvor mange studerende, der benytter de

ikke-skemalagte lokaler, set i forhold til lokalernes

størrelse.

Den gennemsnitlige timeudnyttelse for alle skemalagte

lokaler i dagtimerne ligger på 52, hvilket betyder,

at lokalerne i gennemsnit benyttes i godt halvdelen

af dagtimerne.

Timeudnyttelsen er højere om formiddagen (kl. 8.00

til 12.00) end om eftermiddagen (kl 12.00 til 17.00).

Den gennemsnitlige timeudnyttelse i dagtimerne,

opdelt på lokaletyper, viser, at timeudnyttelsen er

højest for store undervisningslokaler (mellem 30-60

pladser) og auditorier, idet timeudnyttelsesgraden

ligger på henholdsvis 57 og 54. Lavest ligger fagspecifikt

indrettede lokaler med en gennemsnitlig

timeudnyttelse på 45.

Den gennemsnitlige timeudnyttelse i dagtimerne,

opdelt på de ti universitetslovsinstitutioner, viser, at

timeudnyttelsen varierer fra 41 til 66 på institutionerne.

Den ugentlige størrelsesudnyttelse for alle skemalagte

lokaler ligger i dagtimerne på 87, hvilket betyder,

at lokalerne i gennemsnit benyttes 87 pct., når

de benyttes. Dette indikerer, at undervisningslokalernes

størrelse udnyttes godt.

Den gennemsnitlige størrelsesudnyttelse i dagtimerne,

opdelt på lokaletyper, viser, at størrelsesudnyttelsen

er højest for fagspecifikt indrettede lokaler,

der i gennemsnit har et størrelsesindeks på 102.

Lavest ligger store undervisningslokaler (mellem 30-

60 pladser) og auditorier med et gennemsnitligt

størrelsesindeks på 74.

Den gennemsnitlige størrelsesudnyttelse i dagtimerne,

opdelt på de ti universitetslovsinstitutioner,

viser, at størrelsesudnyttelsen varierer fra 46-95 på

institutionerne.

Den gennemførte kontroltælling af den faktuelle

benyttelse af 30 af lokalerne viser, at lokalerne i 63%

af tilfældene benyttes som skemalagt, at lokalerne i

16% af tilfældene benyttes, selvom der ikke er skemalagt

undervisning, og at lokalerne i 21% af tilfældene

ikke benyttes, selvom der er skemalagt undervisning.

Desuden viser det sig, at fremmødet af studerende

i gennemsnit udgør 50% af det antal, der

ifølge skemalægningen skulle have været til undervisningen.

Optællingen af studerende i ikke-skemalagte lokaler

ved fire af de ti universitetslovsinstitutioner viser, at

62 Fremtidens universitet


timeindekset for disse lokaler i gennemsnit ligger på

37. Pladsudnyttelsen, det vil sige det faktisk registrerede

antal studerende, set i forhold til lokalets størrelse,

er i gennemsnit 61 for de ikke-skemalagte lokaler.”

En gruppe studerendes krav til det nye IT-universitet

“Ankomst, tilgængelighed, beliggenhed: Metroens

rulletrappe fører op til - jo, måske ligefrem ind i -

skolen! God parkering for bilister, og til cyklister er

der aflåste cykelskure. Bygningen er helt igennem

tilgængelig for kørestolsbrugere.

Bygningen er lys og luftig. Der er tænkt på papirpost

til studerende. Enten dueslag fordelt ud til deres

respektive arbejdssteder, eller en central fordeling

ved receptionen. Dog ikke 3000 dueslag, men en

eller anden form for elektronisk styret henten frem.

Så snart den studerende går ind ad døren fungerer

mobiltelefon også som lokaltelefon. I Ørestadsområdet

uden for skolen findes restauranter og gode kollegielejligheder.

Fælles være- og arbejdsrum for grupper af studerende

- 30? Oplevelsen af ejerskab til dette område er

vigtig. Derfor også vigtigt at fastholde konceptet “en

klasse” eller “en gruppe”. Alle skal have et aflåseligt

- mobilt - skab/skuffemøbel til personlige ting, og

der er selvfølgelig også skriveborde nok!

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

”der ønskes en bygningsstruktur, der fremmer

interaktion mellem forskellige grupper, for eksempel

en form for ”øer” for VIPpersoner og studenter hver

for sig, der så kan mødes omkring fælles faciliteter og

aktiviteter. Nærhed er vigtig i forhold til vejledning”

Dette studiemiljø har en vis grad af offentlighed - ikke

et mørkekammer! Her skal man kunne udveksle

idéer. Tale, være og arbejde sammen på mange

måder. Kaffemaskine og ophængningsplads.

Her må gerne snakkes - også i telefon. Til gengæld er der

direkte adgang til: Læserum/stillerum gerne med sofa.

Grupperum, der også indeholder kaffemaskine og

sofa, og med rigelig plads til ophængning og tavler

til at skrive på.

Interaktion: Der ønskes en bygningsstruktur, der

fremmer interaktion mellem forskellige grupper, for

eksempel en form for “øer” for VIP-personer og studenter

hver for sig, der så kan mødes omkring fælles

faciliteter og aktiviteter. Nærhed er vigtig i forhold til

vejledning. “Man møder aldrig undervisere i andre

sammenhænge.”

Man arbejder jo også i mere end én gruppe - derfor

ét fast tilhørs- og arbejdssted - men grupperum kan

bruges i projektarbejde sammen med andre studerende

afhængig af fag. Således vigtigt, at den ønskede

opdeling ikke bliver så stærk, at den bryder med

princippet om tværfaglighed.

Nærhed: Spiserum kan med fordel placeres i underetagen

(café i huset, større måltider indtages i

omegnens små restauranter med mulighed for at

møde folk fra andre institutioner), giver også mulighed

for at trække udenfor i godt vejr (den bærbare

fungerer selvfølgelig også under træerne på græsset!)

Men i en prioritering af, hvad der skal ligge tæt på

studenternes arbejdsrum, rangerer gruppe- og stillerum

højest, derefter kontakt til vejlederne. Således

kan auditorier og undervisningsrum godt ligge længere

væk/længere nede på etagerne med mindre

gode udsigter. Terminalrum nok kun nødvendige til

meget krævende lay-out og grafikarbejder.”

“Krudtet skal ikke bruges på auditorier, men på fede

væresteder”.

63


Overvejelser vedrørende arbejds- og

studiemiljøet

Det ny i universiteternes situation - med deraf følgende

konsekvenser for universitetsarkitekturen -

kan for en meget stor del sammenfattes i krav til

arbejds-studiepladsen for et mindre antal personer.

Hvor den individuelle tilegnelse af viden var den

dominerende form tidligere, så indgår den ganske

vist stadig sted som en vigtig del af universitetets

undervisnings og forskning, men i en vekselvirkning

med andre former for udveksling af viden, ideer,

spørgsmål og erfaringer med andre.

I sin formelle organiserede form manifesterer samarbejderne

sig som gruppearbejde for studerende,

forskningsprojekter, der udføres af en gruppe forskere

og teamarbejde omkring planlægning af

undervisningsforløb.

I sin ikke-organiserede, ikke-planlagte form som

uformel vidensdeling, der i stigende grad tages alvorligt

som en essentiel del af videnskonstruktionen.

Den hertil passende arkitektur er langt fra færdigudviklet

på nuværende tidspunkt. Men inden for kontorbyggeriet,

hvor samme udvikling i retning af større

opmærksomhed på vidensdeling gør sig gældende,

sker der nogle nye tiltag - der dog ret ensidigt

synes at gå i retning af én enkelt type rum, nemlig

storrumskontorer - og hvor det anses for relevant at

inddrage nogle af erfaringerne med storrumskontorer

i overvejelserne omkring arbejds- og studiemiljø.

Det underopdeles i:

- Lys- og lysforhold

- Ventilation og luftkvalitet

- Omtanke ved storrum

- Stress

- Privat versus fælles.

Lys- og lydforhold

Selvom det turde være indlysende, at man både skal

kunne høre og se, er det et emne, der ofte bliver

nævnt. Og i det øjeblik, hvor man som her går i gang

med at eksperimentere med rum og rumsammenhænge,

er det måske særlig vigtigt at gentage, at der

skal være et godt og behagelig lys, såvel dags- som

kunstlys, på ens arbejdsplads, og der skal tages

højde for, at der i næsten alle sammenhænge vil

indgå skærmarbejde. Endvidere bør det overvejes,

hvorledes belysningen kan underbygge rummets

brug - formelt versus intimt.

Som en del af vinduesproblematikken er det også

værd at hæfte sig ved, at for stationære arbejdspladser

falder tilfredsheden blandt ansatte, jo længere

de placeres fra vinduet. På den anden side kan

store glasflader være med til at gøre arbejdspladser

tæt på facaderne uudholdelige, eller der opstår et

nyt behov for teknisk afhjælpning af problemet.

Hensynene til lys og lyd er ikke umiddelbart forenelige.

Lydfolk vil gerne have tæpper og forskellige former

for “uldne” overflader, hvor lysfolk siger, at tæpperne

ofte vælges for mørke og sluger for meget lys

- for slet ikke at tale om indvendinger fra luftkvalitetens

vogtere. Endvidere gælder det, at så snart der

er tale om dybe rum, er der en lysmæssig interesse i

at have højtsiddende vinduer og altså højt til loftet.

Men herved kan der så opstå et akustisk problem,

fordi de lydabsorbenter, man gerne vil placere i loftsfladen,

kommer for langt væk til at være effektive.

Mange problemer opstår, fordi lys og lyd ikke er

tænkt ind fra starten, og det bliver både besværligt

og dyrt at finde steder, hvor der eksempelvis kan

opsættes lydabsorbenter.

Ventilation og luftkvalitet

Tilfredsheden med arbejdspladsen afhænger også

af, om man har mulighed for selv at regulere temperatur

og luftskifte. Både for at kunne tilpasse indeklimaet

efter individuelle behov og selv være herre

over situationen. Hvilket vanskeliggøres såfremt

flere personer deler kontor. Især når antallet overstiger

fire personer falder tilfredsheden.

64 Fremtidens universitet


Det skal også indtænkes i afvejningen mellem naturlig

og mekanisk ventilation, ligesom den omstændighed,

at det mekaniske ventilationsanlæg ofte

påfører lydgener, der kan medvirke til at forhøje

stressniveauet.

Behovet for mekanisk ventilation må i det hele taget

overvejes i forhold til de overordnede dispositioner

såsom store glasfacader, dybe eller smalle rum.

Omtanke ved storrum

Ved siden af en model A, hvor “normaltilstanden” er,

at den enkelte arbejder i sit cellekontor og aktivt

opsøger fællesskabet, når der er behov for det, ses

nu flere steder i kontorbyggeri, også erhverv og

institutioner, der arbejder med produktion af udvikling

og viden - for eksempel Learning Lab Denmark -

en model B, hvor “normaltilstanden” er fællesskabet

og isoleret ro til koncentration aktivt må opsøges

andetsteds. Hvilket så forudsætter, at det er muligt

at unddrage sig fællesskabet. Eventuelt, at medarbejderen

har mulighed for udføre en del af arbejdet

på en hjemmearbejdsplads. Det ser ud til, at model

B i øjeblikket vinder indpas, ikke mindst fordi den

ser ud til at være arealbesparende. Der er dog også

røster, der hævder, at hvis storrumskontorer kvalitativt

skal leve op til kravene til en god arbejdsplads,

vil det kræve lige så mange kvadratmeter.

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

Stress

Flere interviewpersoner ønsker større åbenhed og

mere kommunikation i undervisningen, og forventer

at det vil kunne underbygges af øget transparens i

det fysiske miljø. Samtidig understreger de nødvendigheden

af, at der drages omsorg for, at studerende og

ansatte ikke udsættes for stress i ubærlig grad som

følge af det dermed forbundne mere aktive, mere

dynamiske og mere støjende miljø.

Privat versus fælles

Der peges på behovet for såvel privacy som fællesskab.

Og det tillægges betydning, hvordan man går

ud af sit kontor, om der er mulighed for at danne sig

overblik over, hvad der sker uden for, og at se, hvem

man gerne vil gå hen og snakke med. Også omvendt

er det vigtigt, at tærsklerne for at kontakte folk, man

har brug for, ikke er for høje, og at man kan orientere

sig i rummet uden at forstyrre. En løsning kunne

være at arbejde med halvprivate mellemzoner, men

også behovet for en arkitektonisk bearbejdning af

“det at komme ind i rummet”.

”skal man hviske eller skal man liste

og må man gå hen og forstyrre,

eller har de nok i deres eget.

Det er faktisk noget, man godt

kunne arbejde med - det at

komme ind i rummet”

Overvejelser vedrørende arbejds- og

studiemiljøet - citater

Lone Dirckinck-Holmfeld

“Altså vores rum er organiseret, så vi har to seniorfolk,

4-5 ph.d.ere og en sekretær, som hjælper mig specielt i

forhold til vores fjernuddannelse. Dertil har vi en undervisningsadjunkt,

og så har vi en gæstearbejdsplads.

Det giver en meget bedre kontakt til vore ph.d.ere, når

vi sidder på den måde. Vi er i samme interessefelt, men

vi er ikke nødvendigvis på de samme projekter. Noget

af det vi har drøftet er, at når vi laver åbne kontorer, så

lukker vi os også som gruppe om os selv. I begyndelsen

vidste vore kolleger ikke, hvordan de skulle komme ind

i rummet, og hvordan skal man optræde, når man kommer

ind i rummet, skal man hviske eller skal man liste,

og må man gå hen og forstyrre, eller har de nok i deres

eget. Det er faktisk noget, man godt kunne arbejde

med - det at komme ind i rummet”.

Dan Hofmeyer og Kjeld Johnsen

Lys og lyd

“Med hensyn til lys og vinduer i rummet, så lægger vi

vægt på to-tre vigtige ting. Det er vigtigt, at man har

en god fordeling af dagslyset. Fordelingen er betydelig

vigtigere end mængden, men det er også vigtigt,

at man er beskyttet mod blænding fra vinduerne, fra

himlen. For det tredje er det vigtigt, hvis man opholder

sig i rummet i længere tid, at man har udsyn.“

65


“Med hensyn til at få lys ind i nogle af de dybe rum,

som vi har set nogle eksempler på, så vil vi gerne

have højtsiddende vinduer, og det kan godt give en

konflikt med, at man gerne vil have nogle absorbenter

i loftet”.

Spørgsmål: Kan støjproblemer afhjælpes ved, at

man bruger reoler som rumdelere?

“Reoler kan da være udmærkede, der kan også stå

nogle gode bøger på dem. Men reoler er jo ikke nok,

der skal bringes rigtige absorbenter i brug såsom et

absorberende loft. Hvis der er meget højt til loftet.

så er den absorbent imidlertid meget langt væk fra

støjkilderne og ikke effektiv nok for en gruppe, der

skal sidde og arbejde.

Desuden skal man overveje gulvbelægningen -

måske skal der være tæppe på.

Lysmæssigt er vi ikke modstandere af tæpper på gulvene,

men arkitekterne har en tendens til at vælge

for mørke tæpper til gulvene, og tæpper er noget af

det, der sluger allermest lys. Gulvet er en af de flader,

som bliver ramt allermest af lyset, og derfor er

det vigtigt, at det ikke bliver alt for mørkt. Et fælles

ønske for lys- og lydfolk er, at vi ikke ønsker alt for

hårde og glatte overflader. Det ser vi tit i nogle af de

nye kontorer. Det er blanke granitgulve, blanke lof-

ter og stålplader, der godt nok kan udformes som

akustiske lofter, men lysmæssigt er blanke overflader

ret problematiske.”

“Det er et tegn på manglende fremsynethed, hvis

man bagefter skal ind og finde arealer, hvor man kan

opstille lydabsorbenter, det vil sige kombinere

typerne af absorbenter, så de kan klare de forskellige

bølgeområder. Så sætter man dem op under bordene

eller i nogle blomstergrave eller man finder de

mærkeligste steder bagefter for overhovedet at få

plads til dem. Men det kunne man lige så godt have

tænkt på fra starten, og hvis man havde forenet det

akustiske med et lystekniske med facadeudformningen,

så havde man nok fundet ud af, at facaden

ikke behøvede at være totalt i glas.

For behovet for solafskærmning bliver stort, når vi

har ruder fra gulv til loft. Men hvis man starter med

at få reduceret rudearealet, så bliver kravet til solafskærmning

allerede meget nemmere at opfylde,

fordi der ikke kommer så meget sollys ind i bygningen”.

“Kunstlys kan meget hurtigt blive et problem i de

store undervisnings- og opholdsrum. Hvis man har

mange glatte overflader, så vil man gerne have det

så enkelt som muligt, og det ender som regel i downlights,

som sidder forholdsvis tæt. Det giver et vist

”det er et tegn på manglende fremsynethed,

hvis man bagefter skal ind og finde arealer,

hvor man kan opstille lydabsorbenter”

minimumsbelysningsniveau i rummet. Men man skal

gøre mere ud af lyset for at understøtte de aktiviteter,

man forventer skal foregå i rummet. I folkeskolen

er man begyndt at skabe hygge- eller stilleområder,

hvor man kan trække sig lidt tilbage og hygge

med noget, der måske ikke direkte er undervisningsrelevant.

Nu vil man nok ikke kalde det hyggeområder

universiteterne, men i virkeligheden er

det lidt det samme, nemlig at skabe fredområder

eller stilleområder, hvor man ved hjælp af lyset kan

skabe rum i rummet”.

“Men også samspillet mellem dagslys og kunstigt

lys er vigtigt. Der er mange overgangssituationer,

hvor de to lysverdener skal støtte og ikke modvirke

hinanden. Og i forhold til computere, så er det ikke

godt, at alt lyset kommer direkte nedad, for det giver

refleksion i skærmene i bestemte vinkler. Så i en vis

grad er indirekte lys en god støtte. Men hvis der er 7-

8 m til loftet, er det meget svært at skabe godt lys. I

stedet for at have et ensartet lys, burde man lave

nogle områder med spots på. Et af vore argumenter

for, at folk foretrækker dagslyset er netop, at det

varierer”.

“Som studerende på DTU kom man jo ind i et auditorium

med 150 mennesker, et kæmperum, som var

meget eksklusivt indrettet, må man sige, med murede

vægge og trægulve og rigtigt flot, men der var

66 Fremtidens universitet


ingen vinduer. Det var sådan lidt underligt at sidde

derinde i timevis uden at have et eneste vindue. Det

er måske at overdrive seriøsiteten af undervisningen,

at man ikke har brug for udsigten eller udsyn, da

man bare skal koncentrere sig om undervisningen.

Selv dengang, hvor jeg overhovedet ikke beskæftigede

mig med lys, syntes jeg, det var et problem, at

der ikke var vinduer”.

Store rum og storrum - arkitektoniske tendenser

“Der er i øjeblikket en trend, der kombinerer “nu

skal vi se, hvor højt vi kan bygge rum” med opholdsrum,

hvor der er masser af stole, men ingen servering

nogen steder. Akustisk må man jo sige, at de

ikke er så forfærdeligt velegnede til ophold. Hvis

man så også skal til at indlære og arbejde, så er der

en række problemer, hvis man ikke skal bukke fuldstændig

sammen for alt den klang, der er fra de

andre. Trafikstøjen kan teknikken klare, men den

støjkilde, som de andre udgør er det svært at gøre

noget ved! Man kan etablere en kunstig baggrundsstøj,

for eksempel vand, der plasker, men det er jo

ikke nogen særlig rar tanke, at man skal til at poste

alle mulige former for støj ind i et lokale for at kunne

holde ud at være der. Og måske det samme, som vi

kender, når ventilationsanlægget i en stor bygning

stopper … man har ikke tænkt på det, men er alligevel

lidt stresset af den der baggrundsstøj hele tiden.

Måske er det det samme med springvandet. Så man

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

kunne måske overveje, om det er så vigtigt med

store lokaler.

På den anden side skal man heller ikke se for negativt

på højloftede lokaler, for på stort set alle andre

indeklimabarometre end akustikken er det en fordel,

lys-, luftkvalitets- og ventilationsmæssigt. Der er jo

rigeligt med luft pr person”.

“Vi ser jo på de store kontorområder, at det uden

tvivl er et mål at få flere mennesker ind på færre kvadratmeter.

Det siger man helst ikke, men det er det

givetvis. I nogle eksempler ser vi desuden, at der

bruges mange kubikmeter på indgangsområderne,

mens de i kontorerne sidder på nakken af hinanden”.

“Det er ikke uladsiggørligt med større rum, men det

stiller nogle strenge krav til, hvordan man indretter

rummet. Blandt andet skal der laves former for

afskærmning, så det kan være muligt at have en eller

anden form for forhold til den gruppe, man sidder i”.

“Lys- og lydproblemer mindskes, hvis man ikke laver

særlig dybe rum. Så er problemet ikke så voldsomt.

Så egentlig er vi måske på vej mod en enighed om,

at nogle af problemerne skyldes, at man laver

meget store rum, hvor de kommer meget langt væk

fra en facade.

”vi ser jo på de store kontorområder,

at det uden tvivl er et mål at få flere

mennesker ind på færre kvadratmeter”

Det er ikke for generelt at være negativ over for de

store rum, for meget af det kan løses, men helt perfekt

og sammenligneligt med små rum, det må man

ikke tro, man kan få. Men det er jo lidt usikkert, om

det er trenden i byggeriet, at vi får de store rum eller

om det er, fordi de unge gerne vil have det sådan”.

Stress

Spørgsmål: Favoriserer dynamiske og støjfyldte miljøer

nogle på bekostning af andre?

“Der synes at være en forskel på, hvordan folk klarer

de store kontormiljøer. Nogle er jo også vokset op

med den form for arbejdsplads, for andre er det virkelig

en belastning.

Men det kan have noget at gøre med at få adrenalinet

til at pumpe lidt hurtigere i kroppen, og at man

ligesom sætter sig selv lidt mere i en stressituation.

I en periode kan mange sikkert arbejde bedre på den

måde. Måske specielt de unge, som er vant til at gå

rundt med otte forskellige telefoner på sig hele

tiden. De skal jo helst have noget kørende konstant.

Det gælder sikkert også på arbejdspladsen, at det

på en måde virker inspirerende, at der foregår noget

omkring dem, selvom meget af det, der foregår, er

mere eller mindre irrelevant for deres eget arbejde.

Så man pisker ligesom en stemning op. Men der

kommer nu sikkert - både for dem, der har det godt

67


med den situation, men også for alle andre - en tærskel

for, hvor stresset bliver for hårdt. Man har for

nylig opfundet et udtryk, der hedder teknologistress.

Det følger af overforbruget af computere og

elektronik. Det er et spørgsmål om grænser og om at

supplere de store områder, så man kan trække sig

tilbage til mere stille områder og privatliv”.

Små rum

“Man finder en lille krog, som måske netop er indrettet

til, at man kan sidde to og drikke kaffe der.

Man søger det lille rum i det store, og det er meget

nemmere at indrette sig i et rum af begrænset størrelse.

Både loftsmæssigt og dybdemæssigt har man

nemmere ved at opfylde lys- og lydmæssige krav”.

“På kontorområdet får vi nogle gange spørgsmålet:

Hvorfor benytter folk, som for nylig er flyttet ind i

åbne kontorer, ikke de stilleområder, der er lavet. En

af grundene er måske, at man føler, at det er asocialt.

Hele idéen går jo ud på, at man er meget sammen,

har meget fælles, er meget i grupper, der

beslutter og gør alting sammen. Hvis man trækker

sig tilbage, fordi man har brug for en privat telefonsamtale,

er man måske bange for, at det virker asocialt

og stødende på andre. Det må man tænke på i

undervisningsmiljøet, at det nemt kan blive det

samme der.

Et andet forhold er, at de små rum ofte er indrettet

fuldstændig uinspirerende. Jeg har set masser af

eksempler på stillerum, som er lagt midt inde i bygningen,

måske med glasvægge med persienner rullet

helt ned, og ingen vil formodentlig drømme om -

med mindre man virkelig havde et eller andet privat,

man skulle have afviklet - at gå ind i sådan et rum,

hvor der ingen inspiration er at hente. Det er et helt

forkert koncept, men jeg synes, vi ser meget af det.

Så hvis man skal lave nogle beskyttede zoner, så

skal de ligge lige så attraktivt og være lige så inspirerende

som de store rum. Der ligger en opgave i at

lave nogle velindrettede stille- eller grupperum.

Desuden skal de være udstyret med de faciliteter,

man har brug for, computere/stik og tavler til at skrive

og skitsere på, og tavlen kan jo også blive anledningen

til at gå ind i det mindre rum for at tale sammen

- det kunne virke som om, man ikke var interesseret

i, at de skulle bruges for meget!”

Spørgsmål: Kan de små rum stå i en eller anden form

for åben forbindelse med resten?

“Man kunne godt forestille sig, at man havde et

område, hvor der stadig var en åbning, men hvor der

var en anden loftshøjde for eksempel, og derved

skabte mulighed for en anden akustik. - Men man

skal vel også passe på ikke at gøre døre til den store

synder i den her sammenhæng, der kan jo sagtens

”man søger det lille rum i det store, og det

er meget nemmere at indrette sig i et rum

af begrænset størrelse”

være behov for fred til at gøre et arbejde færdigt

eller til at diskutere ting. Døre skal ikke ses som

noget farligt - du kan jo have dørene åbne, så du kan

følge med i, hvad der sker i det fælles rum”.

Tilfredshed med arbejdspladsen

“I kontorer, hvor folk sidder i et rum flere timer ad

gangen, bør der ikke være mere end 4-5 meter til

vinduet - hvis det bliver dybere end 6-7 meter,

begynder man at få konflikter. I en undervisningssituation

er behovet for at se ud, hvile øjet og fundere

over tilværelsen mindre”.

“Det er vigtigt at have fornemmelsen af, at man har

kontrol over omgivelserne. Støjproblemet vil være

mindre for de medarbejdere, som har en mulighed

for at gøre noget ved det. Det er det, vi kender fra

vores cellekontor, hvor man kan lukke sin dør. Det

alene gør, at man stort set aldrig lukker den”.

“Alle vore erfaringer viser, at jo flere der er i samme

rum, jo sværere bliver det at gøre alle tilfredse, og jo

flere utilfredse bliver der. Det den enkelte mister, når

han deler kontor eller rum med en hel masse andre,

er muligheden for at kontrollere det miljø, han er i.

Vore undersøgelser viser, at en meget stor procentdel

gerne vil sidde ved vinduet, og det må så medføre,

at de, som sidder inde midt i rummet, sidder med

en eller anden lille frustration. Vi kender det også fra

68 Fremtidens universitet


alle mulige andre situationer, som for eksempel restaurationer,

hvor vi vælger en attraktiv plads, og vi

ved godt, hvornår en plads er attraktiv. Det vil der

også være i et stort miljø, hvor man skal sidde og

lave gruppearbejde. Der vil være nogle grupper, som

sidder de rare steder, og nogle som sidder lidt ude

på kanten.”

Hans Siggaard Jensen

“Ideen med åbne kontorarealer gør, at man ikke skal

løbe rundt og stikke hovederne ind til hinanden, og vi

har jo heller ikke forkontorer og chefkontorer, hvor

man kommer ind til møde. Hele den der stive struktur,

hvor det kan være vanskeligt overhovedet at

finde ud af, hvad der foregår, den er væk, og det er

meget nemt at henvende sig til hinanden og nemt at

følge med i, hvad der foregår. Men så er det klart, at

der kan være problemer med, at man taler i telefon,

og man ikke vil have, at nogle skal høre samtalen,

men da alle jo har mobiltelefon er det sådan, at hvis

man bliver ringet op privat, kan man gå et andet sted

hen. Så jeg mener faktisk, at de problemer kan løses,

og idéen fra min side var oprindeligt, at man havde

såkaldte stilleområder, hvor man ingen telefoner

havde, altså skrive- og læserum, der var stille. Men

det viser sig, at de rum lynhurtigt bliver fyldt op med

folk, der vil arbejde, og som snakker. Vi har ikke kvadratmeter

nok til denne model her på Learning Lab,

men bare 100 m 2 mere, så var vi tæt på at kunne”.

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

“Der er ingen tvivl om, at der er nogle mennesker,

der ikke ville kunne arbejde her, og som har behov

for at kunne lukke døren. Omkostningen ved cellemodellen

er store i kvadratmeter, og vi har simpelthen

ikke plads. Personligt har jeg aldrig haft glæde

af at sidde på mit eget kontor og arbejde, for jeg blev

altid enormt meget forstyrret, hvad enten jeg lukkede

døren eller ej. Jeg har bedre kunnet lide at have

flere steder, jeg gik rundt imellem. Men det er da rigtigt,

at det har også været betinget af, at jeg altid har

haft en god hjemmearbejdsplads med mit bibliotek,

skrivebord og læsestol. Så de, der ikke har en hjemmearbejdsplads,

hvor de kan slå sig ned og læse, de

kan have et problem”.

Sisse Siggaard Jensen

“De fleste eksempler, jeg kender på åbne kontorer,

er dårlige. For eksempel har Malmø Universitet indrettet

et hus til kunst, kultur og kommunikation som

et åbent miljø. Men nogle havde svært ved at arbejde,

så man måtte supplere de åbne tætte miljøer

med cellekontorer på en anden etage.

Det er jo heller ikke til at holde ud at skulle skifte plads

hele tiden - for mig går der altid noget tid, før jeg føler

mig bekendt med et rum. Et andet problem, der kan

opstå, når man skifter plads er, at der bliver vrøvl med

computerindstillingerne, fordi folk gør det forskelligt.

Hvem har ansvaret for opsætningen af computerne?”

”de, der ikke har en hjemmearbejds-plads,

hvor de kan slå sig ned og læse,

de kan have et problem”

“Jeg har lavet et case-study i en IT-virksomhed - en

videoanalyse af udviklingsafdelingen. Den var indrettet

så 10 udviklere havde et tæt samarbejde med

sidemandsoplæring. Men tiden gik med at diskutere,

hvordan de kunne komme til at arbejde. De sad

to og to, face to face, med et gruppebord i midten.

Først blev arbejdspladserne ved vinduesvæggene

okkuperet, og på de to mørke pladser sad altid de to

sidst tilkomne. En del kunne ikke holde til det, fordi

der ikke var fred til at arbejde, og de ikke kunne koncentrere

sig. Især var det hårdt for de højtuddannede

ikke at have en retræteplads. En, der klarede det

godt, var en ældre - ugift - programmør. Han brugte

dagen til at samle informationer og gjorde så arbejdet,

når han var kommet hjem om natten”.

Jannik Johansen

“Apropos stress. I gamle dage kunne man klare en

ting ad gangen. Men i dag kommunikerer de fint med

en tre-fire stykker. For tiden er det store spørgsmål,

om det er OK, at de medbringer deres walkman til

skriftlig eksamen. Det har jeg ikke noget imod, det

afspejler jo den virkelighed, de har. De kan altså

sidde og tjekke sms’er på deres mobiltelefon samtidig

med, at de arbejder og spiser og har walkman på

og lige holder lidt øje med, hvad der sker rundt om i

lokalet. Og det er en situation, som vi andre ville

opfatte som stressende, så derfor bliver vi vel nødt

til at analysere, hvad vi mener med stress. For der er

69


åbenbart mennesker, der ikke føler, at det er stressende

at zappe rundt på flere kommunikationskanaler,

som jeg jo i hvert fald ville føle stressende. Så vi

skal have fat i nogle andre ting, og det kunne da

være spændende at analysere, hvad det er, der

stresser. Der tror jeg altså, at vi skal kaste vore vante

briller meget langt væk, hvis vi skal studere, hvordan

nogle mennesker reagerer. De er jo også vant til at

have alle mulige skod jobs - på benzintanke og i

caféer etcetera, hvor de har en multitask-funktion

hele tiden”.

Klaus Kofod-Hansen

“Når vi snakker gruppearbejde, så kan man selvfølgelig

diskutere, om der er et behov for, at den enkelte gruppe

har sit eget rum, eller om man kunne forestille sig nogle

større rum, hvor man ved hjælp af skærmvægge kunne

give de pågældende grupper nogle grupperumsområder.

Det kunne man måske forestille sig ville være en lidt

mere fleksibel grupperumsindretning. Det kræver selvfølgelig

en meget stærk styring af det akustiske miljø,

fordi der er måske 50 eller 100 studerende i et rum fordelt

på 15 grupper, og det giver en vis uro.

Den bedste arealudnyttelse er måske, at ikke hver gruppe

har sit eget grupperum, men deler med andre. Det

har selvfølgelig nogle konsekvenser, hvis de vil efterlade

ting, men det må så klares med skabsopbevaring”.

Jakob Lange

”Storrumskontorer er fine, hvis der skal opnås

vidensdeling - mellem lærere, studerende eller

administrative medarbejdere. Ofte vil det dog være

mere hensigtsmæssigt at opnå vidensdelingen på

anden vis.

Storrumskontorer afføder et behov for ekstra gruppemøderum,

samtalerum, “arbejdsceller”, når man

skal koncentrere sig, rygelokale, frokoststue mv.,

hvilket hurtigt øger kvadratmeterantallet til et højere

niveau end de sædvanlige kontorer.

Erfaringen viser tillige, at det hurtigt kan blive så som

så med vidensdelingen i storrumskontorer, fordi

antallet af “hjemmearbejdsdage” stiger voldsomt.

Arbejder man hjemme er den løbene vidensdeling -

især den mindre formelle i dagens løb - helt væk.

Storrumskontorer stiller endvidere voldsomt store

krav til indretning, akustik, lysforhold, møbler osv.

Alt sammen noget der koster meget”.

Mads Tofte

“Der er krav på forskellige niveauer. Der er nogle

overordnede krav, som har at gøre med den overordnede

organisering af bygningen, hvilke områder

der er, og hvor de er placeret i forhold til hinanden.

Det var noget af det, jeg allerede har beskrevet. Så

er der en lang række tekniske krav, og det vil jeg

egentlig godt fremhæve, at nogle af de tekniske

krav, det er gammelkendte problemer, som jeg desværre

må sige, at jeg ikke synes, at det har været

helt let at få taget tilstrækkeligt i betragtning i den

her byggeproces. Jeg vil tage et eksempel, tavlelys.

Man ser i utrolig mange undervisningslokaler, at tavlelyset

er placeret på en måde, som gør, at det er

uforeneligt med brug af av-midler. Tavlelyset hænger

oppe foran tavlen, og hvis man står med en projektor

og skal lyse op på et lærred, så er der karambolage

mellem lærredet og tavlelys, eller man får

lyst op, og tavlelyset tager de øverste 40 cm af fremvisningsarealet

med det resultat, at man må flytte

projektionen så langt ned, at folk bagerst i lokalet

ikke kan se noget. Det er helt elementært, og det er

et forhold, som vi har påpeget lige fra starten af byggeprocessen,

hvor vigtigt det var at få det placeret,

så det ikke er i konflikt med projektionen. På det

tidspunkt sagde man imidlertid, “jamen det er en

detalje, det vender vi tilbage til senere”. Nu er vi så

ved senere, hvor arkitekten har opdaget, hov for

resten, der er et problem med tavlelyset, og man

overvejer løsninger som at sætte tavlelyset op under

de gitre, som sidder i loftet. Men at lyse gennem

gitre ned på en tavle er en fuldstændig forrykt ide,

altså man har ikke tilstrækkelig tidligt taget problemet

alvorligt”.

70 Fremtidens universitet


“Noget af det , vi har lagt vægt på på IT-højskolen,

det er jo, at der skal være en udbredt grad af transparens

i bygningen, så man kan se hinanden i vid

udstrækning, men man skal ikke kunne høre hinanden

unødigt. Så derfor bruger vi meget glas, fordi

glas har den gode egenskab, at den afskærmer lyd,

men ikke lys. Og så er indeklima, herunder temperatur,

helt elementært. Vigtigt, at det er muligt at regulere

temperaturen til det, man som individ finder

mest behageligt. Det har vi valgt at tage hensyn til

på den måde, at vi faktisk har mange enkeltkontorer

i bygningen, men vi har så glas ind til dem. Det vil

sige, at man kan regulere temperaturen forskelligt

fra kontor til kontor, og så lægger vi vægt på, at man

kan åbne vinduerne ud til omgivelserne, og det kan

man også i klasseværelserne.

Så jeg vil vove at påstå, at det også er utrolig vigtigt, at

der ikke er for meget teknologi i bygningen, at der ikke

er for mange computere, der mener, at de skal bestemme,

hvornår det er overskyet, og hvornår det ikke er.

Det har jeg utrolig lidt fidus til. Altså manuel regulering

af udvendige persienner - sådan noget tror jeg på”.

Citat fra Nørring og Andersen:

Psykisk arbejdsmiljø i åbne kontorer

“Ledelsen i en virksomhed kan have flere grunde til at

vælge åbne kontorer. De hyppigste begrundelser er:

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

- Øget vidensdeling, som følge af den større kontakt

og muligheden for indsigt i kollegaernes

arbejdsområder.

- Synergi, dels fordi man som følge af den større

synlighed i højere grad har mulighed for at undgå

dobbeltarbejde, dels fordi de ansattes kompetencer

træder tydeligere frem, så enhver opgave kan

gå til de mest kvalificerede.

- Forbedre virksomhedens image, da man ved at

benytte åbne kontorer signalerer, at man har en

moderne og innovativ virksomhed.

- Pladsbesparelse og dermed huslejebesparelse,

fordi der er mulighed for at udnytte pladsen bedre.

- Sociale forhold og samarbejdet i virksomheden

kan forbedres, som følge af den større og mere

uformelle kontakt mellem medarbejderne.

Ulemper:

Når medarbejderne rykker ud fra deres eget og ind i et

fælles kontor, er der nogle fysiske rammer, der ændres:

- Lyd - snakkende kolleger, ringende telefoner, klaprende

sko, raslende papir etc.

- Lys - genskær fra andres lamper, solindfald, manglende

lys fordi det ikke længere er muligt for alle at

sidde ved vinduet, etc.

- Luft - hvor ofte skal der luftes ud og hvem afgør

dette, betyder det, at nogen sidder i træk? Medarbejderes

forskellige temperaturønsker, etc.

”vigtigt, at det er muligt at regulere temperaturen

til det, man som individ finder mest behageligt”

Ovenstående punkter kan give gener for medarbejderne

og påvirke dem negativt. Der er derudover

nogle mindre indlysende ulemper ved de åbne kontorer,

som man også bør tage højde for:

- Øget risiko for smitte ved sygdom, da der er flere

medarbejdere i ét rum. Dette kan give større fravær.

- Flere fejl i arbejdet som følge af nedsat koncentration

pga. det højere støjniveau. En mulig følge af

flere fejl og koncentrationsbesvær er nedsat produktivitet.

- Sociale forhold og samarbejdet i virksomheden

kan forværres, fordi svagheder og for irriterende

vaner bliver tydeligere. Medarbejderne er hele

tiden synlige for hinanden”.

“Stressor: Når en udefra kommende påvirkning har

en negativ effekt på den enkelte person, vil dette

betegnes som en stressor.

Stress: En beskrivelse af stress er, at det er resultatet

af en ubalance mellem de krav, der stilles til medarbejderne

og de ressourcer de råder over. Ressourcerne

kan både være personlige ressourcer til at modstå

stress, men også indflydelse og adgang til information

og efteruddannelse, så medarbejderne er i stand

til at håndtere de situationer, de stilles overfor.

Stress kan deles op i to typer:

71


Kortvarig stress også kaldet kamp-flugt-reaktionen

er forbundet med frigørelse af hormonet adrenalin,

der gør mennesker i stand til at præstere noget ekstra

i et kort tidsrum.

Kronisk stress er den type, der bliver aktuel, når det

psykiske arbejdsmiljø er dårligt. Det er et resultat af

vedvarende belastende påvirkninger, som man ikke

er i stand til at håndtere med en kamp-flugt-reaktion.

Kronisk stress er forbundet med overproduktion

af hormonet kortisol, der kan have uheldige

påvirkninger på kroppen, fordi det svækker immunforsvaret

og øger risikoen for hjertekarsygdomme”.

Fysisk tilstedeværelse og arkitektonisk

iscenesættelse

Den måde, hvorpå bygningen er struktureret, og rum

og funktioner er placeret indbyrdes, er med til at

organisere vores dagligdag, og har indflydelse på,

hvem og hvad vi ser i løbet af dagen. Både studerende

og lærere fremhæver betydningen af universitetet

som værested, som mødested, og som et sted,

hvor de kan føle sig hjemme.

Som det fremgår af de foregående afsnit, sker en del

af tilegnelsen og konstruktionen af viden gennem

mødet med andre. Det kan være i en forelæsning, et

fælles projekt, eller en spontan udveksling. Så samtidig

med at en række aktiviteter nu kan udføres

hvor som helst, hvor en computer kan opkobles, så

kan der konstateres stor opmærksomhed omkring

de aktiviteter, hvor mennesker møder hinanden,

hvor fysisk tilstedeværelse er afgørende.

Emnet behandles under følgende overskrifter:

- Det virtuelle og det fysiske

- Frafald fra studierne

- Samspillet mellem mennesker og det fysiske rum

- Samtalen og personligt indlejret viden.

Det virtuelle og det fysiske

Det virtuelle har givet vor verden en ny dimension. Men

hvor man kunne have forventet, at fascinationen af det

virtuelle skulle have gjort optagetheden af den reelle

verden mindre, så kan der konstateres en øget bevidsthed

omkring betydningen af den fysiske virkelighed,

som vi hele tiden er forankret i - også når vi sidder foran

skærmen. En bevidsthed om stedets betydning for

identitet og for at møde andre på så nært hold, at man

kan tale sammen og aflæse hinandens kropssprog.

På den anden side er det virtuelle også en “konkurrent”

til universitetets tiltrækningskraft - og der er derfor

brug for, at universitetet er udstyret med gode rum,

hvor det er rart at opholde sig. For hvorfor forlade sin

hjemmearbejdsplads, hvor mange informationer alligevel

kan hentes frem på nettet, hvis universitetet ikke

giver nogle andre oplevelser, som det virtuelle ikke kan.

Frafald fra studierne

For at mindske frafaldet blandt de studerende - især

førsteårsstuderende - arbejdes med både hold- og

gruppeundervisning, så de studerende får et tilhørsforhold

og kan tackle den nye situation og dens

udfordringer inden for et fællesskab. Det er også

blevet påpeget, at de fysiske rammer skal være rare

og imødekommende, for at få de studerende til at

føle sig hjemme. Men ikke mindst en rumlig indretning,

der lægger op til at mindre grupper kan etablere sig,

72 Fremtidens universitet


kan have betydning for, om studerende føler sig integreret

eller uden for. Der peges på, at nogle steder er

nemmere at “erobre” end andre. Der kan være forskellige

tærskler for, hvor let det er at gå ind i et fællesskab,

og en dør, der skal åbnes først, er næppe den laveste.

Det sociale tilhørsforhold kan være lige så tungtvejende

for gennemførelse af studiet som karaktererne.

Samspillet mellem mennesker og det fysiske rum

Foruden at bygningen skaber de fysiske rammer

omkring forskellige grupperinger, kan man også

opfatte universitetet som et samspil mellem human

og ikke-humane aktører, hvor de ikke-humane aktører

også er med til at styre, hvad vi foretager os og

hvor. Og den måde bygningen fordeler de forskellige

funktioner er med til at give hverdagen sin rytme -

skanderer dagen.

Samtalen og personligt indlejret viden

I samtalen udveksles også personligt indlejret viden,

der ikke blot kan omsættes i tal, regler og love. I den

personlige samtale forholder vi os til hinanden gennem

vort kropssprog, der kan udtrykke implicit viden.

Vi går fra en skriftkultur mod mere direkte kommunikation,

og i det personlige møde er vi altid i rum, og

relaterer os til rum, og rummet skal give den til situationen

passende intimitet.

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

Fysisk tilstedeværelse og arkitektonisk

iscenesættelse - citater

Lone Dirckinck-Holmfeld

“Selvom vi får IT, så har vi jo også brug for det fysiske

universitet. Det fysiske universitet skal skabe

oplevelser, som er anderledes end dem, vi kan få

gennem medierne. Så man kan sige, at kravet til det

fysiske universitet, til fornyelse, det stiger, fordi det

skal konkurrere med medierne. Det vil sige, at vi

gider ikke at transportere os selv for at komme ind i

sådan et kedeligt rum som det her, når vi kan sidde

hjemme i en dagligstue og få tingene ind”.

Cathrine Hasse

Spørgsmål: Cathrine, du er uddannet antropolog og

undersøger vidensproduktion på blandt andet fysikstudiet

ved Niels Bohr Instituttet. Hvilken betydning

tillægger du de fysiske rammer?

“På Niels Bohr instituttet handlede mit projekt om relationen

mellem det fysiske rum og de læreprocesser, som

giver rummet betydning. Jeg mener, at fysiske rum er mere

end vægge, døre og vinduer og endda mere en borde og

stole og de instrumenter fysikerne anvender, det er alle

genstande, og i min definition er det også mennesker. Man

kan måske sige, det er en lige lovlig bred definition, men

den har for mig den fordel, at den kan udskille det fysiske

som det, vi kan se, sanse, berøre og høre.

”jeg tror, at rummets udformning spiller en

meget stor rolle for de sociale interaktioner”

Arkitekter er udstyret med en særlig opmærksomhed

over for rum, hvorimod mange af os andre fornemmer

det måske bare; vi går ind i et rum, og så

har vi det godt, eller vi går ind i et rum og har det

skidt. Rummet kan helt klart spille en væsentlig rolle

for vores måde at falde til på. Jeg tror, at rummets

udformning spiller en meget stor rolle for de sociale

interaktioner. Jeg kan kun give Bruno Latour ret i, at

selvfølgelig er det fysiske rum infiltreret og uadskilligt

fra vores sociale tolkninger og handlinger. Det er

ikke kun et spørgsmål om, at der altid er en relation

mellem vores fysiske omgivelser og vores tolkninger

Det kan diskuteres ud fra hvilken social definitionsmagt,

der er tilstede i det rum, for det kan jo godt

være, at den her dystre fangekælder, som det ville

være hæsligt at have som kontor, kunne være en fantastisk

spændende oplevelse, hvis man legede riddere

fra gamle dage. På den måde må de sociale

tolkninger hele tiden spille ind. De fysiske rum, vi

møder, former og som er en integreret del af vore

handlinger, er på den måde ”aktører” i vores liv -

men i modsætning til Latour mener jeg nok, at det i

sidste ende er den sociale definitionsmagt, der definerer

rummets betydning.

Under alle omstændigheder kan man sige, at når vi

taler om vores verden her, så har vi nok nogle relativt

ens og i højere grad kulturelt skabte, men også indgroede,

kropsliggjorte, indlejrede forestillinger om,

73


”den konkrete måde, vi er sammen

på i fysiske rum, spiller også

ind på vores faglige præstationer

og personlige forhold”

hvad der faktisk er rart. Det så jeg i mit arbejde på

Niels Bohr Instituttet, og når jeg nu definerer det

fysiske rum så bredt, som jeg gør, så blev det nøglen

til at se på hvem, der har lov til at være fysisk til

stede i det fysiske rum. Jeg så nogle særlige kriterier

- optagelseskriterier. Der foregår nogle in- og eksklusionsmekanismer,

og det er klart, de relaterer til

det fysiske rum helt basalt på den måde, at nogle

kan så ikke være i det fysiske rum alligevel. Det er

nogle meget subtile ting, som er vanskelige at

beskrive, og som jeg bestemt heller ikke synes, jeg

er kommet langt nok med. Men man har haft en forestilling

om, at når det går galt i et længerevarende

studie, så kunne det skyldes alle mulige faglige og

personlige ting, og man kunne blive mere eller mindre

dygtig, hvilket spejlede sig i karaktererne. Så

simpelt synes jeg ikke det er. Den konkrete måde vi

er sammen på i fysiske rum spiller også ind på vores

faglige præstationer og personlige forhold. Det er

helt sikkert, at karakterer spiller en rolle, men der

foregår meget andet i samspillet mellem mennesker

og det fysiske rum.

Lige nu er jeg ved at gøre noget færdig for Niels Bohr

Instituttet. Nemlig spørgsmålet om, hvem af en gruppe,

der startede i 1996, der røg ud og hvor i forløbet.

Jeg har lavet interviews med 37 studerende, som jeg

startede med i 1996 (fulgte som led i Ph.D.studie på

Antropologi, Københavns Universitet).

Og det aspekt, der træder i øjnene, er det, at der er

nogle, som ryger ud på grund af det sociale. De starter

på samme tid, bliver sluset ind af den samme dør

på det samme tidspunkt. De starter på rustur, de går

til den første forelæsning, og alle er i de samme rum,

de snakker med hinanden, de er sociale - nogle mere

end andre - de får skabt nogle kontakter, de kan genkende

hinanden. Så sker der nogle ting. Nogle er

hammerdygtige og består de første eksaminer i

dette studium, der notabene har en frafaldsprocent

op mod 50.

Men det korte af det lange er, at nogle bliver hængende

til trods for, at de ikke består de her eksaminer

med det samme. Til gengæld gør de nogle andre ting.

De er med i fagrådet, eller de er med i den der musikgruppe,

de mødes altså i nogle andre sociale

sammenhænge, med nogle ældre studerende, og mit

argument er, at det er vigtigt. Hvorimod for dem, som

ryger ud af studiet, kan man helt overvejende konstatere,

at det faglige var svært og det sociale fungerede

heller ikke. De bliver mere og mere ensomme.

De føler ikke, de kan træde ind i de samme fysiske

rum som de studerende, der er bedre socialt integrerede.

Men hvis formålet er at fastholde de studerende

på trods af, at de ikke er så skrappe fagligt, så

kunne man måske tilrette på en anden måde.

Lad os nu tage et af de ekstreme fag, hvor du fra

starten bliver sluset ind og sidder i et kæmpe auditorium

eller har klasseundervisning. Så har de labo-

ratorieøvelser, og der er ikke nogen tvivl om, at det

er noget af det, der virkelig rykker, og som folk er

fantastisk glade for. Der får de lov til at lege, og de

får øvelser. Men der er også andre rum på instituttet,

der er vældig gode. Der er det, de kalder legestuen,

hvor man kan gå ned og lave eksperimenter. Derudover

har de studerende så det, de kalder “det absolutte

rum”, som er et studenterrum. Der er ikke tvivl

om, at nogle studerende bliver knyttet til det rum, og

det skaber endnu flere kontakter, men det gælder jo

om at blive accepteret for at kunne gå ind i netop

dette fysiske rum. Ikke alle og enhver kan bare til

enhver tid komme ind i de her rum. Vi ved jo også

godt, at hvis vi ikke har været et sted før og kommer

ind i et nyt rum, så er man lidt genert. Det gælder

selv for sådan en institution, hvor du umiddelbart

hører hjemme, at selvom du har det adgangsgivende

kriterium, så betyder det ikke, at du bare kan

komme overalt.

De studerende har selv en tradition, der handler om,

at man skal erobre rummet. Den er ret sjov, for den

går simpelthen ud på, at når de nye bliver præsenteret

for rummet, så skal man erobre en plads. Og hvis

en gruppe gør det, så betyder det, at dels får man

æren af, at man får et navn til sin gruppe. Men så

hører man altså også hjemme i det her rum.

Da jeg i sin tid var med til at erobre rummet betød

det for mig i mit feltarbejde, at jeg faktisk hele tiden

fik adgang til det rum, og fordi jeg har det, så kan jeg

74 Fremtidens universitet


jo se, at der er andre studenter, der ikke kommer i

det rum. For eksempel dem, der ikke var med til de

sociale erobringsforsøg i starten. Det er jo ikke

sådan, at nogle skriver op på en stor tavle, hvem der

har adgang - i princippet kan alle selvfølgelig

komme der. Men for den, der ikke er med i det etablerede

sociale miljø, er det altså ikke nemt at komme

dumpende ind.

Det betyder, at der er folk, som jeg startede med på

rusturen, som aldrig kom i det rum, der ellers var et

godt sted at komme, hvis man ville fastholdes på

studierne. Og så er der andre, der kom der og fik en

masse ud af det. Hver gang jeg selv kom i rummet,

fik jeg nye informationer: Der sidder ældre studerende,

og de fortæller os nye om, hvilke undervisere,

der er gode. De fortæller om, at nu er der den og den

spændende forelæsning. Du får mange informationer

fra de ældre studerende om alt muligt. Det handler

med andre ord om, at det faglige og det sociale er

meget nært forbundet. - Problemet er bare, at det

ikke er alle, der i den daglige praksis har lige nem

adgang til de studerendes “erobrede” rum.

Ud fra mit materiale kan jeg se, at det er dem, som

ikke er helt isoleret socialt, der kommer igennem

studierne. Jeg kender jo folk, der er kommet meget

hurtigt igennem og meget langt, og de er alle sammen

sociale. Det er selvfølgelig ikke alle, der går ind

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

og laver teater eller rusture, slet ikke, men det er mennesker,

der kan kommunikere, der kan indgå i grupper.

Det er jo meget væsentlig i fysikstudiet også, at

man skal kunne indgå i gruppesammenhænge.

Hjemme under den grønne lampe har du simpelthen et

sted, hvor rummet så at sige forsvinder, og du kan

blive ved og ved med at tænke. Men ved siden af selve

undervisningen er det vigtigt at blive løftet fagligt i det

sociale, det er her du kan få de uformelle lidt skæve

vinkler på et stof. For eksempel en situation, hvor en

ny studerende har lidt svært ved det der med tung

masse, hvor snakken med en ældre studerende måske

er lidt ved siden af, hvad man lærer i undervisningen -

men hvor der alligevel pludselig er nogle brikker, der

kan falde på plads, også fordi det bliver lidt mere uforpligtende

end i undervisningssituationen.

Jeg har tænkt meget over, hvad det fysiske rum kan

gøre, specielt nu, hvor jeg sidder med de studerende

og hører deres beskrivelser, og hvor jeg faktisk bliver

ked af det nogle gange, fordi jeg synes, det er synd

for nogle af dem. De har ikke haft det nemt, de har

ikke haft en god tid, og de er ikke kommet ud af det

med en god følelse. Jeg bliver ked af det, fordi jeg

læser, at mange af dem faktisk elsker fysik stadigvæk,

og det kan jeg ikke holde ud, for så må der være

et eller andet galt, når kærligheden til en faglighed

ikke får de bedste muligheder for at udfolde sig.

”ved siden af selve undervisningen er det vigtigt at

blive løftet fagligt i det sociale, det er her du kan få

de uformelle lidt skæve vinkler på et stof”

Nu har alle ret til at gå ind i de studerendes rum ”det

absolutte rum” - rent officielt. De gør det bare ikke,

hvilket netop har noget at gøre med relationen mellem

det sociale og det fysiske. De rum er nogle, hvor du

kan lukke dørene, og der skal en vis overvindelse til at

åbne en dør uden at vide, hvad du ser. Hvorimod, hvis

du har en social erfaring, der fortæller dig, hvad der er

bag den dør, så er det lettere at åbne den. Men hvis der

nu ikke er nogen dør, så kan man se ind, så var det da

muligt, at man i højere grad kunne få integreret dem,

som føler sig isolerede og ikke rigtig kan finde nogen

at snakke med. Hvis de kan se deres studiekammerater

fra første år eller nogle, de lige har været på kursus

med, så kunne de skabe kontakter på den måde. De

skulle både have muligheden for at spotte andre og så

samtidig have mulighed for ikke at blive udstillet.

Hvis dem, der er faldet fra, lang tid efter bliver ved

med at sige, at de elsker fysik, så tror jeg ikke på, at

det ikke kunne have været lykkedes, at lære dem

fysik. Min personlige vurdering er, at det ikke er de

studerende, der fejler her, men der er noget grundlæggende

galt, hvis man ikke kan undervise på en

sådan måde, at man kan få hevet dem med - ikke alle

sammen, men mange flere. Og her kan det spille en

rolle, at det fysiske rum indbyder til social kontakt.

På instituttet er det almindeligt at udføre praktiske

eksempler, for eksempel kaste med fysiske objekter

75


for at illustrere faldloven. Det er jo ikke en vedtaget

undervisningsstrategi. Det er specielle undervisere,

der gør de her ting, når de skal forklare noget for de

studerende. Det er bare så tydeligt, at det sætter

noget i gang, og at de studerende sætter noget i

gang hos sig selv, når de gør det. For hver gang du

skal vise noget over for nogle andre i en joke, så skal

du have forstået det. Og sikkerheden kommer i, at

du forstår det på den her måde. Så du kan gå ind og

trampe i gulvet eller hoppe og springe, eller hvad du

nu gør, og samtidig sige de rigtige ting om den teori,

der egentlig ligger bag de fysiske forhold. Altså du

kan bruge de fysiske rum - dine omgivelser - til at

forstå abstrakte fysikteorier med - men det kræver at

du er i en social sammenhæng, hvor du skal vise teorierne

i praksis. De færreste giver sig til at hoppe og

kaste ting i rummet helt for sig selv. Det er forbundet

med sociale situationer. Sådan noget tror jeg, at

man kunne udvikle lidt mere, for det triste er, at det

er nogle bestemte studerende, der gør de her ting.

De studerende er ikke nødvendigvis dem, som får de

højeste karakterer. Men de hænger på og lærer lige

så meget af deres kammerater på studiet og af legesituationer

som af undervisningen. Omvendt er det

ikke nødvendigvis de, der får høje karakterer, der

kaster sig ud i de her ting med at smide ting gennem

rummet offentligt. Men de forstår teorierne uden at

have brug for at illustrere dem i praksis. Flere af de

studerende, der har været mest legende, er også de

mest sociale, og de hænger på - selv om det virkelig

er hårdt. De elsker også fysik, men i modsætning til

de studerende, der ikke udfolder sig i det fysiske

rum, ender de ikke med at forlade instituttet. De bliver

og kæmper, leger og er sociale og kommer igennem

studiet. De har fået den støtte gennem det

sociale, som har fået dem til at turde lege sig frem til

nogle forståelser, som nogle af de meget dygtige

kan læse sig til, ved at bruge det fysiske rum.

Teorierne er med hele vejen igennem, for teorierne

er med i, hvad der sker i kridtet, der bliver kastet.

Der opstår en relation mellem kridtet og faldteorien,

men det er så evident, at man næsten har svært ved

at se, at der faktisk er en kobling mellem det kognitive

og det fysiske. Men det er nok den kobling, man

kommer til at gå ind i. Jeg tror, at den er der på alle

uddannelser, jeg tror, at en mere bevidst learning by

doing i fysiske rum - og en anerkendelse af, at det

under alle omstændigheder faktisk altid er det vi gør

- er vigtig i alle uddannelser.

Nede i kælderen på Niels Bohr Instituttet er der et

rum, hvor de ”rigtige” forskere står og arbejder. Jeg

tror fascinationskraften ligger i det, at man som studerende

kommer ned og ser alle de ting og sager. Jeg

kan huske vi var nede og se noget af det, og mine

medstuderende var vildt spørgelystne. Det var vel,

fordi det var så grænseoverskridende at se sådan

nogle stålapparater og ting med lamper osv. Og så

en fysiker i korte bukser, der står og hælder cornflakes

ud af en pakke for at måle deres faldmønstre - så

tør man godt spørge, for så bliver det pludselig

legende igen. Det var et rum, som havde en historie.

Et rum, der var blevet brugt at mange før os. Også af

nogle, som man kender og beundrer. De ældre studerende

kunne også historier om det, så det var

tydeligt noget, som havde fascineret dem. Jamen det

er så en del af en historie, og det fjernes ikke, selvom

man ikke skal bruge det. Det stiller spørgsmålet

- hvad er nødvendigt at vide, hvad er nødvendigt for

at bringe os videre i vores videnskab. Og når du ser

resterne af en cyclotron, der hænger i loftet, så giver

det fornemmelsen, at du er med i en proces, så går

du ind i et historisk rum. Du er selv en del af en historie,

når du går ind i et historisk rum, du har en

plads”.

Henk van den Heuvel

“Der blev truffet en beslutning om, at seminariet i

Sittard skulle undervise udviklingsorienteret og

være IT-baseret. Samtidig skulle det flytte til en ny

bygning, hvor flere undervisningsinstitutioner under

Fontys skulle have til huse. (Fontys omfatter en lang

række højere uddannelser i det sydlige Holland).

Ønsket var at tilstræbe størst mulig fleksibilitet,

under hvilket man forstod et minimum af vægge og

minimum af begrænsninger. Det skulle være muligt

76 Fremtidens universitet


”vi ville lave et miljø, der havde

egenskaberne lyst og luftigt, og så

ville vi ikke have, at det virkede

som en ny bank med de der øer”

at arbejde i grupper af forskellig størrelse, og alle

former for aktiviteter og undervisningsformer skulle

kunne finde sted. Samtidig fik seminariet halveret

sit kvadratmeterareal.

Da det lå fast, at de fremtidige aktiviteter skulle være

webbaserede - og arealet var halveret - fik hver medarbejder

kun tildelt én hyldemeter. Resten gik i fjerndepot.

Idealet skulle være fleksible arbejdssteder, som det

kendes fra forskellige kontorbyggerier.

De virkemidler, der blev taget i brug var følgende:

Der er arbejdet med en zonering, hvor blå og grønne

gulvtæpper betyder stille arbejde, medens gule og

røde tæpper signalerer, at her kan man snakke og

arbejde sammen.

Endvidere er der nogle små rum, der kaldes for

”cock-pits” hvor man kan gå ind og eventuelt lukke

døren efter sig for at få ro.

Endvidere kunne indretningsarkitekten gøre

opmærksom på behovet for lyddæmpning, og foreslog

reoler og nogle stofbeklædte flytbare skærme.

Også mediateket måtte indskrænke. Det gik fra 1800

hyldemeter til 300, og en stor del blev altså sendt

med til Roermond.

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

Medarbejderne, der notabene ikke skal udføre

forskning, har intet kontor. For det første er der nu

langt færre kvadratmeter - og de skal jo arbejde sammen.

Den praktiske kommunikation løses så gennem,

at alle har en laptop samt en bærbar telefon.

Fleksibilitet gælder også for de studerende, der ikke

har et klasselokale eller hjemsted, må finde sig et

sted. Der er dog 5 ”klasseværelser” eller instruktionsrum,

men dem må man ikke lægge beslag på i

mere end en halv time.

Desuden er der 3 specialklasser eller værksteder for

musik, tegning og håndarbejde samt et tekniklokale.

Men ingen ”blackboards” kun ”whiteboards”. Dvs. i

specialklassen for tegning var der nogle grønne tavler

- for en lærer må jo kunne tegne på tavlen!

Senere, da jeg (IMK) gik ud for at fotografere i seminariets

rum i Sittard, mødte jeg nogle medarbejdere

- én fortalte med en vis beklagelse i stemmen, at i

den gamle bygning havde de hver sit kontor, og man

kunne tage sig en smøg.

En anden fortalte, at arbejdsmiljøet var blevet

meget, meget bedre. De snakkede meget mere sammen

og tog hensyn til hinanden. Det gjaldt også de

studerende. En gang kom en gruppe studerende ind

”på de fleste universiteter kan man ikke se, om det

er skattevæsnet eller et forskningsinstitut”

i et noget støjende optog. Men de så straks, at de

forstyrrede og bakkede undskyldende ud.

Hvis han fik muligheden for at begynde forfra, ville

han foreslå bedre faciliteter for at finde hinanden.

Der kunne være en stor elektronisk tavle på hver

trappeafsats, der fortalte, hvor alle medarbejdere

kunne træffes. Så slap man for at fortælle en masse

mennesker, at man ikke vidste, hvor x eller y befandt

sig. Eleverne fandt også, at lærerne var svære at få

fat på. Men det havde de nu også klaget over i den

gamle bygning …

Zoneringen er tydeligggjort af forskellige farver

nålefilt, hvor grænserne er trukket ud fra æstetiske

overvejelser. Ifølge direktøren virker denne måde at

signalere forskellige lydniveauer godt, men han tilføjede

også, at de tog et gran salt til. For eksempel

var sekretærerne kommet til at sidde i en blå zone,

og de kan jo ikke udføre deres arbejde uden at

snakke.”

Hans Siggaard Jensen

“Vi ville lave et miljø, der havde egenskaberne lyst

og luftigt, og så ville vi ikke have, at det virkede som

en ny bank med de der øer. Jeg mener for guds skyld,

at man skal undgå to ting. For det første at det intellektuelle

miljø ser ud som om, det er et bureaukrati

- et administrativt miljø. På de fleste universitetsin-

77


stitutter kan man ikke se, om det er skattevæsnet

eller et forskningsinstitut. For det andet ville vi også

undgå, at nogen kom ind og sagde “nåh ja, der er

bare sådan nogle trendy typer, der vil efterligne alt,

hvad der foregår” - ligesom et kommunikations- og

konsulentfirma. Vi er kommet i mange firmaer, og de

ser alle sammen ens ud, og der er en særlig stil

“sådan ser et reklamebureau ud i dag”. Det ville vi

heller ikke have, men det må da gerne give intryk af,

at der bliver arbejdet!

Den typiske arbejdssituation her består i og næsten

halvdelen foregår i relation til, at du lægger noget

ind på nettet, du søger på nettet, du læser din email,

du skriver svar, du skriver noget, som skal sendes

som e-mail til andre, og du åbner attachments,

du printer ud hele tiden, du har et kompliceret dokument

og sætter sig op i en sofa, hvis der er plads

eller også sætter man sig her i køkkenet med en kop

kaffe, så læser man det dokument, som man ikke

gider læse på skærmen. Hvis man kigger ind, så ligner

det mest klosterets skriptorium, hvor man står

ved pultene og får dikteret. I stedet står alle her ved

pultene og kigger på nettet. Så man kan sige, at

samspillet mellem det konkrete fysiske og så det virtuelle

er fantastisk centralt og intenst hele tiden. Det

er en interessant situation, hvor en gruppe mennesker

er i forbindelse med alle mulige mennesker alle

mulige steder ude i verden. Det sociale er så muligt

derved, at man bare kan råbe til den anden: “du,

hvordan er det lige man kommer på der”, eller, “jeg

har fået nogle sjove e-mails”. Så skal der jo være en

kultur, hvor man danner grupper som en måde at

organisere det sociale arbejde på, hvor der er seminarworkshops

og andre måder at mødes og diskutere.

En sender lige en e-mail rundt om, at om en time bliver

der holdt oplæg i biblioteket. Vi ser hele tiden, at

folk holder små oplæg for hinanden, så på den måde

ser det ud til at befordre”.

Sisse Siggaard Jensen

“Nogle ting egner sig til at lægge ud på intranettet.

Men når det drejer sig om kompleks viden, hvor der

ikke allerede findes procedure og kodeks, så er den

svær at lægge eksplicit på intranettet.

Det er vigtigt at skelne mellem eksplicit og implicit viden:

eksplicit viden - i bogform, ligninger, love, procedurer

implicit viden - tacit knowledge, hvor personen også

selv er involveret, “enhver viden er personligt indlejret”,

sagde Polany.

Når viden består af data, så er personen ikke i spil.

Men i implicit viden er der et vist niveau af personlig

involvering. Der er brug for dømmekraft, og der skal

tages stilling til, hvad der er relevant, og hvad der

ikke er det. Vort videnniveau er personligt indlejret,

og der er brug for vores evner til at vurdere i den

konkrete situation.

Hvis vi anerkender denne opfattelse af viden, hvor

”kroppen er vores medie i samtalen og kommenterer

den faktuelle viden, samtidig med, at vi konstant

aflæser de andres reaktion”

personen er involveret med hele sig selv, så anerkender

vi også personen som fysisk størrelse og

væsen, der toner og betoner og accentuerer viden.

Kroppen er vores medie i samtalen og kommenterer

den faktuelle viden, samtidig med, at vi konstant

aflæser de andres reaktion, og her kunne man indskyde,

at faktisk er “vidensdeling” noget vås, derimod

kan man respondere og snakke med hinanden,

og både krop og rum er aktører. Kroppen er et sublimt

medie - heroverfor er alt andet blegt”.

Jannik Johansen

“Det er vigtigt at tænke i rummets socialiserende

funktion. Det vil sige, at du skal kunne finde dig

nogle nicher, hvor du finder dig tryg, hvor du finder

dig hjemme, og der skal ikke være for store flader. En

skrækvision er jo den gammelsags gymnastiksal

med de her borde, der står og vipper, når folk sidder

og skriver. Nej, det skal være brudt op på en eller

anden måde. Vi har en abegrotte, hvor puderne vil

blive rammen om grupperinger og noget arbejde, og

så selvfølgelig noget, som vi slet ikke kan forudse”.

Jakob Kristensen

“Vi kan lige så godt foregribe begivenhedernes gang

og så sige, at når vi bygger næste gang, skal det

være noget med fleksibilitet, så det kan leve op til

krav om, at der ikke kun er holdundervisning, men

dialog, at der er kreative muligheder for undervis-

78 Fremtidens universitet


ningen, og det tror jeg, man er nødt til for at sælge

varen. Selvfølgelig er det klart, at vi ikke er her for at

blive underholdt på universitetet. Men samtidig kan

man godt forstå, at det går hen og bliver kedeligt

med 22 timers tavleundervisning om ugen … og så

går man hjem og læser, og så går man derhen igen …

Der tror jeg, at man skal sige, kreative metoder for

os studerende vil mindske frafaldet, og også gøre

det mere socialt sjovt at være på studiet”.

“Den eneste rapport, som p.t. er lavet, som giver et

rimeligt fornuftigt billede af de studerendes frafald,

er fra Århus Universitet. Den blev lavet i foråret

2000, og den slår fast, at frafaldet skyldes egentlig

ikke så meget bygningsforholdene, men primært en

skuffelse over, hvad faget gik ud på “det var ikke det,

jeg forventede”, så der skal selvfølgelig bedre vejledning

til. I forhold til bygningerne … der tror jeg

mere vi er ovre i det psykiske, altså folks ensomhed.

Man skal vænne sig til, når man kommer på universitetet,

at det jo er markant anderledes end gymnasiet.

Det bliver hurtigt meget ensomt, hvis man ikke

er helt til det miljø. Det er hårdere, ikke studiemæssigt,

men psykisk. Simpelthen fordi du er vant til at

snakke med de samme mennesker 30 - 40 timer om

ugen, og nu kommer du et sted, hvor du, hvis du er

heldig, har 8 timer på første semester, og så går det

ellers bare ned til 4 eller 2 eller ingen timer på et

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

semester, fordi du selvstuderer derhjemme. Det

kræver rigtig meget som ung at fastholde de kontakter,

man har på universitetet, eller at få skaffet dem

i starten. Hvis man er heldig kender man to på studiet,

ellers er det måske 210 nye man møder. Fra

gymnasiets miljø kommer man ind i et miljø med

meget høj grad af usikkerhed. Du har valgt en specialisering

og sidder sammen med nogle folk, der har

en ufattelig mængde viden, både undervisningsmæssigt,

og mange af de studerende har valgt faget

ligesom dig, fordi de er interesseret i faget. Der tror

jeg lidt på, at der spiller mange faktorer ind de første

tre fire måneder, og det vigtigste er simpelthen den

gode studiestart for dem. De første fire måneder er

rigtig svære, og hvis man ikke kommer ind i nogle

netværker, sidder man på sigt i en situation, hvor

man kan føle sig ensom og simpelthen falder fra på

grund af det.

Eksempelvis det gamle KUA - alle hader stedet, -

men alligevel har man fået lavet en masse rigtig

gode fagmiljøer, hvor folk har det rigtig hyggeligt

sammen. Og i fagmiljøerne er det også aflagte møbler

og dårlig lugt og en dårlig belysning, og alle de

der ting, som resten af det gamle KUA også har. Men

folk har det rigtig godt der, fordi man har skabt de

der miljøer. Det er de studerende, der langt hen ad

vejen har skabt en atmosfære. Vi har p.t. et problem

i det nye KUA, og det er, at de studerende ikke

”jamen, studenterne skal ikke bare undervises,

de må gerne næsten opfatte deres

uddannelsessted som deres andet hjem”

ønsker at blive der efter undervisningen, men så

snart de er færdige, så løber de ud af bygningerne,

og så er der tomt igen. Det forstår vi ikke helt, men

vi er gået i gang med at undersøge, hvorfor de smutter.

Jeg har været derovre og synes, at på sigt indbyder

det til et rigtig godt studiemiljø. Vi har fået lagt

de der arealer ind, hvor du kan sidde som studerende

og hygge og snakke, og der er gode rum og god

plads, god belysning og så videre. Måske er det

fordi, der ikke er åbnet en kantine derovre, hvilket

betyder, at hvis du skal have andet end vand , så har

du et kvarter til at løbe 4-500 meter og stå i kø og så

vende tilbage”.

Jakob Lange

Spørgsmål: Jakob Lange, du har udtalt til Information,

at universitetet skal gøre mere for at mindske

frafald blandt de førsteårsstuderende, herunder forbedre

de fysiske rammer. Hvordan kan de fysiske

rammer gøre noget for de førsteårsstuderende?

“Jamen, studenterne skal ikke bare undervises, de

må meget gerne næsten opfatte deres uddannelsessted

som deres andet hjem. De bor spredt over

hele Sjælland, så det oplagte sted at mødes før og

efter timerne er på uddannelsesstederne. Både for

at få skabt et almindeligt socialt netværk, men også

for at opmuntre dem til at læse sammen, snakke

sammen, lave opgaver sammen osv. For det er jo

79


oplagt, at det at studere er ikke noget onemanshow.

Det er noget, der gøres i læsegrupper eller projektgrupper,

og de kan både være formelle og uformelle.

Men det kræver plads, og vi kan jo se, at de steder,

hvor der er cafeer, for eksempel på Niels Brock, der

hænger de ud, men ude på Amager, der er ikke nogle

cafeer, og det er virkelig et problem for dem, for det

gør, at de spredes alt for hurtigt for alle vinde. Ideelt

set ville det være rigtig godt, hvis de nærmest mødte

op, som om de skulle på arbejde. Så kunne det være,

at de spiste morgenmad sammen på uddannelsesstedet,

og man var sikret, at de fik varm mad en

enkel gang om dagen”.

Mads Tofte

“Jo længere jeg er i det her job, jo mere forekommer

det mig jo, at det at drive et universitet essentielt

handler om at have med mennesker at gøre - hvordan

de reagerer med hinanden, hvordan de arbejder

sammen eller ikke arbejder sammen - og om alle de

her spørgsmål om, hvem der gør hvad, hvem der har

lov til at gøre hvad, og hvem forventes at gøre hvad

- det er utrolig vigtigt, hvis man skal have tingene til

at fungere, og der er fysisk nærhed og begrænset

antal ansatte af meget stor værdi.

Selvfølgelig sparer vi da en masse tid ved at kunne

sende informationer rundt til hinanden meget

effektivt via e-mail og kunne dele ting på intranet

og internet. Men alle de ting, som har med værdierne

i organisationen at gøre, med kulturen i organisationen,

de er jo båret at mennesker i relationer,

de har arbejdet sammen og arbejdet på samme

sted om at skabe et miljø, og det gør man ikke med

IT. Så jeg ser bestemt ikke IT som en erstatning for

det meget komplekse samspil, der findes mellem

mennesker, der skal arbejde sammen. Det understøtter

visse sider at relationerne, men der er masser

af sider, de overhovedet ikke kommer i nærheden

af. Man kan bare tage et eksempel som det at

udveksle synspunkter via mail - e-mail er jo et fortræffeligt

middel til at sprede mere eller mindre

relevante informationer ud til en række modtagere,

men det er et forfærdeligt medie til at have en diskussion

på. Jeg har den her teori, at de fleste dialoger

pr. e-mail, sendt blandt de bedste venner, før

eller siden ender med et skænderi. Simpelthen

fordi folk er ikke helt så omhyggelige, når de skriver

e-mail, som når de skriver et almindeligt brev,

og det går så stærkt, og man får let sagt det lidt forkert,

og så svarer man igen med noget, der er

endnu mere forkert … og bom! Så på et eller andet

tidspunkt er man nødt til at mødes og se hinanden

i øjnene og få renset luften, og så kan man starte

forfra. Der er e-mail meget ringe i forhold til telefon,

der er man umiddelbar, der har man hele stemmen

og hele rytmen med.”

Lars Qvortrup

“Der er nogle meget smukke eksempler på en stor

forelæser i begyndelsen af det tyvende århundrede,

der var berømmet for at kunne holde forelæsning

uden manuskript, så det man kunne se, det

var tanken, der fødtes i hans mundtlige fremlæggelse.

Altså det her med at kunne se, hvordan en

tanke bliver til, hvordan tanken formes, at få et

næsten patetisk blik ind i den proces, der føder

tanken. Fra at forelæseren havde en guddommelig

autoritet, er der her en fornuft, der virker og bringer

tanken frem. Samtidig skal det kombineres med

det kommunikative rum, hvor viden bliver til en

social afprøvning. Det er så det, der også vokser sig

stærkt her i det tyvende århundrede med Habermas’

tanke om kommunikativ handling, hvor det jo

til sidst bliver sådan, at sandheden flytter fra

oprindeligt være inkarneret i Gud til at være inkarneret

i fornuften. Der igen flytter sig fra enerens

eller professorens fornuft til at sandhed i dag bliver

et produkt af kommunikativ udveksling med en

gruppe. Du får hierarkiet brudt ned og gruppearbejdet

lanceret”.

“Dels er det vigtigt at have forskellige faciliteter,

dels at have dem i en arkitektonisk rytmik, sådan, at

man kan gå fra den ene til den anden fase, at de

veksler mellem hinanden, og at man kan gå ud og

ind ad (videns) typologier, det savner jeg meget”.

80 Fremtidens universitet


universitetet er i bund og grund

et sted, hvor man mødes, inspireres

og udveksler idéer”

“Vi ved slet ikke nok om, hvordan det virtuelle

universitet forholder sig til det fysiske. Det er meget

mærkeligt, at vi ved så lidt om det. Man har bare en

forestilling om, at man skal prøve at forbinde de

enkelte afdelinger, noget med at overkomme nogle

geografiske barrierer og afstanden, men man er slet

ikke begyndt at tænke det ind i egentlig pædagogisk

forstand endnu”.

Spørgsmål: Gør det virtuelle universitet ikke de

fysiske bygninger tildels overflødige?

“Det er selvfølgelig helt forkert. Der er forskellige

måder, hvorpå viden tilegnes. Men så findes der også

en lang række andre aspekter, som man kunne tage

med ind. Det at komme til universitetet, det er jo

også en måde at organisere det sociale liv på. Sammen

med en studerende fra Norge, som arbejder

med e-learning, har jeg snakket om de skjulte sider

af måden at organisere undervisningen på. Der har

man jo haft en ide om, at forelæsningen egentlig var

en meget upraktisk, gammeldags og stivnet form,

som man kunne afskaffe, og man kunne i stedet lave

netbaseret forelæsning, hvor folk sidder derhjemme,

og så kan de høre lærerens stemme eller se skriften

komme ind på skærmen. Og det, der tilsyneladende

viser sig at være essensen i det, er, at forelæsningerne

for det første er en måde, hvorpå man skanderer

sin hverdag - man har tre forelæsninger om ugen, så

det er en måde at lave en ugerytme på.

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri

For det andet er det jo et mødested, hvor der foregår

meget andet end forelæsningen. Det er den

attraktion, der bringer studerende sammen. Man

mødes til forelæsning, lytter til det og går bagefter i

kantinen sammen og diskuterer, hvor åndssvag

forelæseren er, eller hvor mærkeligt han eller hun

opfører sig. Men man kan selvfølgelig også diskutere

nogle faglige ting, så man går over i den refleksive

vidensform, når man går i kantinen bagefter.

Endelig er forelæsningen jo også en slags fysisk

demonstration af den videnskabelige vidensform.

Det at der står en mand eller en kvinde på en talerstol

eller bare på et podium og demonstrerer kropsligt

og ved sin stemmeføring og med at skrive ting

op på tavlen, det er den måde, jeg mener, at tanker

omsættes til viden, eller at tanker systematiseres,

eller det er den måde, hvorpå man udbreder en

bevisførelse. Hele det der skuespil, det er fantastisk

vigtigt. En demonstration af, hvordan tanker bliver

til et stykke systematiseret viden.

Man kan også kalde det for en ritualisering. I kirken

fejrer man gennem prædiken, gennem ritualer, at der

er noget, der betyder noget. Nu er det ikke “tro”, men

“viden” vi fejrer her. Det har også århundreder bag

sig som tradition, der går tilbage til 1200-tallets Paris.

Lige siden har man udviklet ritualet “at fejre viden”.

Så det at gøre det i et veltilrettelagt drama, en gennemført

forelæsning, det tror jeg betyder meget.

Den fejrende og ritualiserende kraft har vi underkendt

i mange årtier. Den mistede sin legitimitet, og

det samme gør sig også gældende i store arkitekturer

og i byarkitekturer. Tidligere var universitet jo

arkitektonisk centrum. Man havde den religiøse

katedral, og så havde man den videnskabelige katedral.

Hvis du tager til København, så ligger Vor Frue

Kirke og Universitetet også stadig side om side og

udstråler, at her har vi de to store regimenter, troens

kraft og åndens kraft, som ligger over for hinanden

og stråler. Mens man i 70’er-byggeriet flytter viden

ud til fabrikskvartererne, fordi det alligevel ikke er

noget, man agter højere end en hvilken som helst

form for fabrikation, og så er det noget, man fabrikerer.

Massefabrikerer. Så anbringer man de her

kontorer i lange rækker, industriagtigt med lange

smalle gange, og så putter man en forsker ind i hver

bås, og så producerer man viden på samlebånd”.

Citat fra besvarelse af prisopgaven “Fremtidens universiteter

- hvordan ser de ud? - lokaler og bygninger”

“For os er det at være studerende i høj grad et

spørgsmål om identitet, og vi mener, at denne identitet

kun kan komme til udtryk ved fysisk tilstedeværelse

og social kontakt. For hvad er et universitet?

Universitetet er i bund og grund et sted, hvor man

mødes, inspireres og udveksler ideer - et undervisnings-

og forskningsmiljø.

81


Det fysiske universitet. Det kan godt være, at en del af

undervisningen kunne klares virtuelt, men vi mener,

at der er et elementært behov for fysisk tilstedeværelse

og kontakt, både mellem studerende og undervisere

og studerende imellem. Vi har jo alle oplevet at

være grebet af inspiration efter en god forelæsning

fremført af en dygtig professor, samt glæden ved at

opleve forfatterne og forskerne bag inspirerende tekster

og artikler “live”. I eksempler som disse er fysisk

tilstedeværelse uvurderlig inspiration. Derudover er

samarbejdet mellem de studerende vigtigt for at

fremme tilhørsforholdet til universitetet, og det giver

den enkelte følelsen af at være en del af en gruppe,

hvilket vi mener er vigtigt for at klare sig igennem studiet.

Dette samarbejde og denne gruppefølelse

mener vi ikke, at Det Virtuelle Universitet vil kunne

give, fordi det er blottet for social kontakt. Mennesket

er et flokdyr, og det er ikke tilstrækkeligt at være en

del af en virtuel flok. Vi vil mødes, opleve hinandens

entusiasme og faglige interesse og stedets ånd.

Fysisk tilhørsforhold er altså nødvendigt for at føle et

psykisk tilhørsforhold”.

Temaer som udgangspunkt for

skitserende programanalyse

Interviewsvarene peger ikke på færdige løsninger, men

bringer en række forhold i tale, der kan diskuteres og

bearbejdes i en efterfølgende fase. Der er heller ikke tale

om ønsker, der entydigt går i samme retning, endsige vil

kunne forenes i samme bygningsværk. Tværtimod ses en

række dilemmaer, hvor der må prioriteres, og hvor den

videre bearbejdning gennem skitserende programanalyse

netop vil have til formål at gøre forholdene diskuterbare.

Skitserende programanalyse er en måde at undersøge

en opgaves løsningsmuligheder på. Den anvender

arkitektens gængse arbejdsmåde ved tegnebordet,

hvor forskellige løsningsmodeller uafladeligt opstilles

og sammenlignes. I almindelig daglig praksis på tegnestuen

sker det med henblik på at finde frem til den

optimale løsning for en given opgave, og processen

vil normalt stoppe, så snart en sådan menes fundet.

Skitserende programanalyse tager udgangspunkt i denne

praksis, men adskiller sig ved i stedet for at have et enkelt

resultat som hovedsigte at lægge vægt på den systematiske

belysning af mulighederne for at give opgaven form.

Arbejdsformen vil således gøre det muligt at opstille

et katalog bestående af skitser, der viser forskellige

løsningsmuligheder.

Målsætningen er ikke i denne fase at fremsætte færdige

forslag til nye universiteter, men at skabe et

idékatalog, der undersøger og diskuterer en række

muligheder systematisk og herigennem gør emnet

diskuterbart samt inspirerer til videre bearbejdning.

En følgegruppe med repræsentanter for universitetsforskere

og -undervisere deltager som sparringspartnere.

På baggrund af interviewene peges på følgende temaer:

Udformning af enkelte rumtyper, blandt andet:

- humanistiske laboratorier

- undervisningsrum

- steder for uformel vidensdeling

- forskerkontorer

- den individuelle arbejdsplads

- gruppearbejdspladser

- indgangsparti med reception, post, garderobe.

Overgange og overgangsområder

- privat versus offentligt

- formel vidensdeling versus uformel vidensdeling

- forskellige rumtyper indbyrdes.

Fleksibilitet

- rumdelere

- møblering

- rum/funktioners indbyrdes organisering.

82 Fremtidens universitet


Bilag 1. Interviews

Lone Dirckinck-Holmfeld, forskningsprofessor, Institut

for Kommunikation, AUC. 7. nov. 2002.

Cathrine Hasse, antropolog, ph.d, DPU. 28. juni 2002.

Henk van den Heuvel, direktør for Fontys. Sittard 26.

august 2002. Interview foretaget på hollandsk, referat

ud fra håndskrevne notater.

Hans Siggaard Jensen, professor, forskningsleder,

Learning Lab Danmark. 29. maj 2002.

Sisse Siggaard Jensen, lektor, phd. Institut for Kommunikation,

Journalistik og Datalogi, RUC. Telefoninterview

13. november 2002. Håndskrevne notater.

Jannik Johansen, rektor på Frederiksberg Gymnasium.

6. juni 2002.

Kjeld Johnsen, seniorforsker, lys som forskningsfelt,

Statens Byggeforskningsinstitut og Dan Hofmeyer,

ingeniør, lyd og akustik som arbejdsfelt, Delta. 17.

juni 2002.

Klaus Kofod-Hansen, arkitekt MAA., chefkonsulent.

Statens Forsknings- og Uddannelsebygninger. 24.

maj 2002.

Jakob Kristensen, stud. mag. Repræsentant for Studerendes

Fællesorganisation. 25. november, 2002.

Jakob Lange, kontorchef, studieadministrationen.

Københavns Universitet. 30 september 2002.

Mads Tofte, ph.d., direktør for IT højskolen. 4. december

2002.

Keld Toldbod, arkitekt MAA., teknisk chef, og Poul

Sorgenfri Ottosen, arkitekt MAA og projektleder.

AUC. 7. nov. 2002.

Lars Qvortrup, professor i multimedier, Center for

Interaktive Medier, SDU. 7. juni 2002.

Bilag 2. Andet kildemateriale

Ahnfeldt-Mollerup, Merete: "God stil og fængselssmag".

Information. Tillæg "Studiestart". 31. august 2002.

Rapport om grupperumssituationen på Aalborg Universitet.

AUC, 30. august 2001.

"Fremtidens universiteter - hvordan ser de ud? -

lokaler og bygninger", prisopgave i anledning af

Byggedirektoratets 25 års jubilæum. BD, 2000.

Referat af rollespil den 17. januar 2000 med henblik

på udarbejdelse af program for konkurrencen om ny

IT-højskole. (Inge Mette Kirkeby, SBI, 18.01.00)

Lokaleundersøgelse på de 10 universitetslovsinstitutioner.

PLS consult, december 1999.

Camilla Nørring og Randi Andersen: "Psykisk

arbejdsmiljø i åbne kontorer" . Civilingeniørstudiet

på DTU i samarbejde med KU, Banestyrelsen, Slotsog

Ejendomsstyrelsen

> Videnindsamling > Krav til fremtidens universitetsbyggeri 83


Skitserende programanalyse

Opgaven

Flemming Deichmann

Arkitekt MAA

> Skitserende programanalyse > Opgaven

Valget af deltagerne

Det var ikke en let opgave at skulle udvælge fem

arkitektfirmaer, som deltagere i den skitserende programanalyse.

Langt flere end fem ville have været

kvalificeret til dette projekt. Vi valgte at stille følgende

parametre op som grundlag for at udpege emner:

- Generelt skulle det være mindre tegnestuer.

- Vi skulle kunne sikre os, at de personer vi udvalgte tegnestuerne

på også blev dem, der udførte arbejdet.

- Der skulle være tale om en blanding af yngre og

ældre arkitekter/tegnestuer.

- En stor spændvidde i den arkitektoniske udtryksform

deltagerne imellem.

- Nogen af tegnestuerne skulle have lidt erfaring

indenfor emnet “undervisningsbyggeri”.

- Fornemmelse for at tegnestuerne ville være “gearet”

til den innovative indfaldsvinkel, der lå i projektet.

Med udgangspunkt i ovenstående blev feltet snævret

ind og vi valgte til sidst følgende fem firmaer:

- Arkitekt MAA Finn Selmer i samarbejde med arkitekt

MAA Claus Smed Søndergaard, Domus Arkitekter a/s,

København

- CEBRA Arkitekter v/ arkitekterne MAA Mikkel

Frost, Koja Nielsen og Carsten Primdahl, Århus

- WITRAZ Arkitekter v/ arkitekterne MAA Pia Wiberg

og Christian Tranberg, København

85


- Pluskontoret v/ arkitekterne MAA Suna Cenholt,

Mette Albrechtsen og Mette Stavad, Århus

- Copenhagenoffice v/ arkitekt MAA Tanja Jordan,

København

Projektet blev igangsat den 25. marts 2003 og

afsluttet den 20. juni 2003.

Processens afvikling

Der var forud for projektets igangsætning blevet

opstillet et program for den skitserende programanalyse.

Et program, der skulle betragtes som en

platform for tilrettelæggelsen og afviklingen af processen,

samt en skildring af de opgaver/temaer vi

ønskede belyst i “skitseform” og (få) ord.

Hvad “skitseformen” angik, blev det med de deltagende

arkitekter aftalt, at der udelukkende blev

arbejdet digitalt i Power Point. Det blev overfor deltagerne

understreget, at de skulle være meget

opmærksomme på, at der blev tale om et formidlingsvenligt

materiale, så også ikke-arkitekter ville

kunne få glæde af materialet, uden at det krævede

at blive ”oversat”.

Det blev endvidere aftalt med deltagerne, at når der i

oplægget tales om rum, skal det forstås som “plads

til”, således at et rum ikke nødvendigvis er et fysisk

afgrænset (faste vægge e.l.) område. I nogle tilfælde

ville et lukket rum måske være at foretrække, i andre

tilfælde ville et ”elastisk rum” være optimalt; i endnu

andre tilfælde vil der blot blive tale om et areal i en

større rumlig sammenhæng, hvor flere funktioner

”deler tag”. Kort sagt skulle definitionen af rum og

deres udstrækning/afgrænsning i tre dimensioner

sættes i relation til de funktioner, der skal tilgodeses.

Projektet skitserende programanalyse blev opdelt i

fem faser, hvor første fase udgjordes af en skitsemæssig

introduktion/indlevelse i Fremtidens universitet.

De følgende faser omhandlede bl.a. en skitsemæssig

fordybelse i de nedenfor omtalte temaer.

Temaerne blev valgt dels på grundlag af erfaringerne fra

de tidligere omtalte interviews, dels med henblik på, at de

udgjorde en overordnet sammenhængende struktur, der

såvel fysisk som planlægningsmæssigt udtrykte/karakteriserede

institutionen Fremtidens universitet.

Universitetets kommunikationslinier

- såvel de horisontale som de vertikale forbindelseslinier

samt de centrale videncentre.

- Hovedindgang med reception, post, administration, etc.

- Kantinen

- Øvrige rum for socialt samvær og pause.

- Bibliotek og videncenter.

- Steder for uformel vidensdeling. Witraz

86 Fremtidens universitet


Pluskontoret

> Skitserende programanalyse > Opgaven 87


Rum til undervisning og studier m.m.

- Auditorier.

- Humanistiske laboratorier

- Undervisningsrum

- Forskerkontorer

- Den individuelle arbejdsplads

- Gruppearbejdspladser

Fælles for ovennævnte hovedtemaer med tilhørende

undergrupper skulle deltagerne indtænke undertemaet

”overgange og overgangsområder” i deres besvarelse

af opgaven:

Overgange og overgangsområder

- Privat versus fællesskab

- Formel vidensdeling versus uformel vidensdeling

- Fra et aktivitetsområde til et andet

- Forskellige rumtyper indbyrdes

Fælles for temaerne ønskedes en stillingtagen til værdien

af de fysiske omgivelser ud fra følgende parametre:

Den arkitektoniske dagsorden

- Det programmerede rum kontra det ikke-programmerede

rum.

- Rummenes proportionering herunder samspillet

mellem vekslende rumhøjder og rummenes eventuelle

“elasticitet”, faste/flydende afgrænsninger.

- Graden af rumlig fleksibilitet dels i den daglige

anvendelse dels over længere tid, herunder

rum/funktionernes indbyrdes organisering.

- Horisontale og vertikale kommunikationslinier.

- Den generelle oplevelsesværdi af stedet, materialer,

stoflighed, farve, dagslys, kunstigt lys.

- Indeklima herunder akustik, udefrakommende

varmepåvirkning, luftskifte, luftfugtighed, allergivenlige

materialer

Den menneskelige dagsorden

- Arbejdsro

- Stressfaktor

- Privathed versus fællesskab, socialt, formel og

uformel vidensdeling

- Stedstilknytning, frafaldsproblematik

- Det sociale samvær i intervallet mellem den store

forsamling, over en mindre gruppe og til den

enkelte person.

88 Fremtidens universitet

CEBRA


Copenhagenoffice

Selmer/søndergård CEBRA

> Skitserende programanalyse > Opgaven 89


Projektets afvikling

Som tidligere omtalt blev projektet tilrettelagt faseopdelt,

så der var en vis sikkerhed for at nå alle de planlagte

emner/temaer igennem. Samtidig blev det understreget

overfor deltagerne, at deres oplevelser under

projektforløbet og evt. gode forslag til ændringer, ville

blive taget alvorligt på en sådan måde, at det evt. ville

bevirke ændringer i forløbet og/eller emnerne.

Samarbejdet skulle også i dette såkaldte ”forsøgsprojekt”

tages alvorligt, så vi var fleksible i vores

ledelse af projektforløbet.

I første fase (2 uger) skulle der udarbejdes en rumlig

skildring af Fremtidens universitet. På baggrund af

det fremlagte program med tilhørende bilag og en

særlig introduktion ved det første møde mellem arkitekterne

og ”deres bygherre og brugere”, skulle arkitekterne

i en grov skitse levendegøre deres vision af

overordnede ideer for et Fremtidens universitet.

Det handlede ikke om m 2 eller andre tørre facts, men

derimod om et impulsivt arkitektonisk ”fod-aftryk”.

I anden fase (2 uger) skulle der udarbejdes skitsemæssige

overvejelser omkring ”den arkitektoniske

dagsorden” med henblik på at drøfte muligheder for

en overordnet strategi for proportionering af rum

herunder afklaring af omfanget af programmerede

kontra uprogrammerede rum. I drøftelserne skulle

også indgå afklaring af mulige, rumlige sammenhænge

og den heraf tilstedeværende grad af fleksibilitet

samt overgange mellem rum/områder forskellig

i funktion og aktivitetsgrad.

I tredje fase (2 uger) skulle der udarbejdes skitsemæssige

overvejelser omkring ”den menneskelige

dagsorden” med henblik på at afdække det mentale

miljø for såvel studerende som lærere. Formålet med

denne øvelse var - i ord og billeder - at få skildret den

sociale del af universitetsmiljøet, som er en ikke

ubetydelig del af såvel studerendes som lærernes

oplevelser og udbytte af hverdagen på universitetet.

I rumlige skitser evt. suppleret med mere diagrammatiske

illustrationer skulle deltagerne skildre såvel

universitetets indre miljø som det ydre miljø. Der var

tale om de sociale tyngdepunkter som forhallen,

kantinen, forarealet til auditorierne samt evt.

”udposninger” på de horisontale forbindelseslinier.

I fjerde fase (3 uger) fik hver af de deltagende firmaer

et eller flere af de beskrevne hovedtemaer i den

skitserende programanalyse. Opgaverne blev fordelt

i henhold til dels vores vurdering, hvor det var

vigtigt at lede deltagerne hen, dels i forhold til deres

egene ønsker til hvorledes de gerne ville afslutte

deres besvarelse af opgaven.

Der blev aftalt afgrænsninger af de enkelte opgaver,

men samtidig ville vi gerne sikre os en eller anden

form for bevidst ”overlapning” i den fysiske udformning

de enkelte deltageres besvarelser imellem for

derigennem at sikre den bredest mulige dialog.

I femte fase (2 uger) skulle den enkelte deltager færdiggøre

sit materiale i en præsentationsform, der

blev aftalt under forløbet.

Der blev holdt i alt seks mødedage à ca. fem timers

varighed. Møderne blev holdt i auditorium 5 på

Kunstakademiets Arkitektskole på Holmen i København.

90 Fremtidens universitet


Eksempler fra skitseprocessens første og sidste fase

Pluskontoret

Witraz

Copenhagenoffice

Selmer/søndergård

> Skitserende programanalyse > Opgaven 91

CEBRA


Skitserende programanalyse

En metode

Inge Mette Kirkeby

Arkitekt MAA ph.d

Seniorforsker, Statens Byggeforskningsinstitut

> Skitserende programanalyse > En metode

Valg af metode

Der havde vist sig et behov for at udvikle nye løsninger

for fremtidens universitetsbyggeri. Men hvorfor

vælge skitserende programanalyse som metode til

at sætte gang i en sådan udvikling? Hvorfor ikke

vælge en velkendt og afprøvet metode og for eksempel

udskrive en konkurrence?

Bag beslutningen ligger flere overvejelser. For det første,

at en traditionel konkurrence kunne måske være velegnet

i en byggeopgave med et konkret program og en given

byggegrund, men ønsket var her en bred belysning af

mulighedsfeltet, herunder også analyse af opgavens fortolkningsmuligheder

med henblik på at kvalificere dialogen

mellem de ansvarlige i et byggeris indledende faser.

For det andet har en projektkonkurrence ofte et ret

nøje fastlagt funktions- og rumprogram, der ikke

lægger op til en undersøgelse af, om rum kunne

have andre afgrænsninger end oplyst i programmet,

men det kunne være en styrke at kunne analysere

disse forhold forud for en egentlig programskrivning

og efterfølgende projektudvikling.

Selvfølgelig kunne man så udskrive en idékonkurrence,

men her indebærer konkurrrenceform- og

moment, at forskellige idéer udvikles i stor hemmelighed

på de enkelte tegnestuer. Forventningen var

her, at gennem at lade flere tegnestuer arbejde

93


parallelt og med indblik i hinandens arbejde, ville

der ske en form for vidensdeling og opstå en synergi.

Følgelig blev det besluttet at invitere fem tegnestuer

til at deltage i et forsøgsforløb, hvor hensigten både

var at udvikle ny viden og nye rumløsninger og at

afprøve metodens anvendelighed for Statens

Forsknings- og Uddannelsesbygninger i første række

og for andre bygherrer i anden.

Hvad er skitserende programanalyse?

skitserende programanalyse er en måde at undersøge

en opgaves løsningsmuligheder på. Den anvender

arkitektens gængse arbejdsmåde ved tegnebordet,

hvor forskellige løsningsmodeller uafladeligt

opstilles og sammenlignes. I almindelig daglig praksis

på tegnestuen sker det med henblik på at finde

frem til den optimale løsning for en given opgave, og

processen vil normalt stoppe, så snart en sådan

menes fundet.

skitserende programanalyse tager udgangspunkt i

denne praksis, men adskiller sig ved i stedet for at

have et enkelt resultat som hovedsigte at lægge

vægt på den systematiske belysning af mulighederne

for at give opgaven form. Arbejdsformen gør det

muligt at opstille et “katalog” over forskellige løsningsmuligheder.

Således var målsætningen for det her omhandlede

forløb ikke at fremsætte færdige forslag til nye universiteter,

men at skabe en slags idékatalog, der

undersøger og diskuterer en række muligheder systematisk

og herigennem gør emnet diskuterbart

samt kan inspirere til videre bearbejdning.

Selve udtrykket skitserende programanalyse er en

oversættelse af det hollandske “ontwerpend onderzoek”,

en undersøgelsesform, der opstod på Teknisk

Universitet i Delft i halvfemserne. En af hovedmændene

bag idéen, Taeke de Jong, har i 1992 forfattet

en lille traktat med denne titel, og han tager

udgangspunkt i, at man ikke kan erfare nogen ting

uden forskel. Forskel er en forudsætning for forandring

sammen med den omstændighed, at mennesker

er i stand til at forestille sig ting, der ikke foregår

her og nu, men som er muligheder. Nogle fremtider

kan man forudsige, siger han. Andre må man designe.

I designprocessen kan forskelle dyrkes systematisk,

som så kan sammenlignes, og for at man kan

tale om “skitserende undersøgelse” kræves som

minimum to udkast, men gerne flere:

”Det synes mig, at diskussionen først rigtig kan

føres, når vi råder over et stort antal velvalgte

sammenlignelige design-eksperimenter, sorteret

efter målestoksniveau.”. (de Jong, p 48)

Skitseringens potentialer

Skitserende programanalyse lægger vægt på systematik

og sammenligningsmulighed. Nu vil nogen måske indvende,

at den kreative proces ligger fjernt fra alt, der har

med systematik eller teori at gøre, og mange arkitekter

vægrer sig imod at beskrive designprocessen og henviser

til den ”black box”, hvori det kreative udspiller sig 1 .

Black-box begrebet bruges på flere måder. Det kan

anvendes for at udtrykke, at dele af designprocessen

er ikke-verbaliserbare, og at der er tidspunkter i

processen, hvor tingene skal have fred til at udvikle

sig uden ydre påvirkning.

Det kan imidlertid også anvendes som et sidste bolværk

til forsvar af et fagligt territorium, til en privatisering

af formgivningsprocessen. Men denne sidstnævnte

position vil i længden skade faget, fordi den

udelukker tværfaglighed, der netop bygger på, at

man diskuterer, udveksler viden og får indsigt i

andre fagområder.

Man kan med stor ret hævde, at arkitektfaget ikke er

teoribaseret, som for eksempel faget sociologi er,

men tværtimod i høj grad er baseret på egne håndværksmæssige

kompetencer, der videreføres gennem

mesterlære og således ikke ekspliciteres i et

generelt applicerbart, teoretisk regelværk. Men at

faget ikke er teoribaseret, behøver ikke at være ensbetydende

med, at det også skulle være teorifremmed

eller skulle udføres søvngængeragtigt ubevidst

94 Fremtidens universitet


skabende. Således ville det være forkert at opfatte

skitsering som en diametral modsætning til refleksion.

Kort sagt, det syn ligger bag valget af skitserende programanalyse,

at systematisk undersøgelse ikke er

dræbende for kreativiteten, men tværtimod kan give

næring til den kreative proces og drive den fremad.

En måde at anskue skitseringsprocessen på, er at se

den som en, ofte lynhurtig, vekselvirkning mellem to

forskellige komponenter - en reflekterende og en

skabende komponent. Den reflekterende komponent

får arkitekten til at lægge en kritisk distance til eget

produkt, til at være analytisk og til systematisk at

overveje alternative muligheder, til at overveje konsekvenser

i forhold til intention og begrænsninger.

Den faglige selvkritisk er afgørende for de kunstneriske

fags udvikling - teorien er selvkritikkens værktøjskasse

- siger den franske filosof Gilles Deleuze. 2

Den skabende komponent står for den egentlige

konstruktion af idéer og billeder, og det er den, der

vender problemstillinger om og kan give dem både

nyt indhold og form. Designprocessen er således

intuitiv og har rødder i underbevidstheden.

Ind i det rationelle smyger sig underbevidstheden, i

et brev til Ferenczi i 1915 formulerer Freud videnskabelig

kreativitet som en ”vekslen mellem dristig

legende fantasi og ubarmhjertig realistisk kritik”. 3

Den diskuterende kritiske reflekterende komponent

bliver styrket af viden og indsigt. Mere viden og en

bedre ”værktøjskasse” giver flere brikker at flytte

> Skitserende programanalyse > En metode

med. For nok hører det til arkitektens arbejdsmåde

at starte alle opgaver fra bunden - ”arkitekter

opfinder hjulet hver gang” siger den hollandske arkitekt

Pi de Bruijn 4 , men erfaring, viden og referencer,

og for eksempel kendskab til systematikker og kategorier

udviklet gennem systematisk slid, vil dog

kunne accelerere denne proces.

Den her fremlagte opfattelse af skitsering har fælles

træk med teorier af Donald Schön, der er fadder til

udtrykket ”The reflective practitioner” 5 . Der er imidlertid

tale om en væsentlig forskel på det sted, hvor

Donald Schöns dialog foregår og det sted, hvor den

dialog, der er fremstillet i denne artikel, foregår. Schöns

dialog foregår mellem designer og situation eller opgave.

I den her præsenterede opfattelse er der tale om en

indre dialog hos designer/arkitekt, hvor to ”stemmer”

diskuterer - den kreative og den reflekterende.

Forløbets eget rum

Fem tegnestuer blev inviteret til at skitsere, og der

blev nedsat en følgegruppe af personer med forskellig

universitetstilknytning. Arbejdsseminarerne blev

holdt på Kunstakademiets Arkitektskole på Holmen.

Stedet blev valgt på grund af dets faciliteter, men

også fordi vi vurderede, at en placering ”på skolen”

måske ville gavne forløbet gennem dets konnotationer

som professionens udviklingsmiljø.

Første gang alle mødtes i samme rum, blev den

vidensindsamling, der skulle tjene som grundlag for

den skitserede programanalyse fremlagt - international

eksempelsamling og interviewundersøgelse -

og opgave og metode blev præsenteret.

For at understrege, at opgaven gik ud på systematisk

at belyse bredden af løsningsmuligheder og ikke at

få færdige universitetsprojekter eller -koncepter,

viste vi nogle meget enkle øvelser, som nogle førsteårsstuderende

på Arkitektskolen i Newcastle havde

lavet som “opvarmningsøvelser” forud for større skitseopgaver,

og hvor de systematisk skulle undersøge/skitsere

sig frem til en bred vifte af muligheder.

Opgavetekst: To kuber ligger på en plan flade.

Skitser diagrammatisk så mange muligheder som muligt for,

hvorledes kuberne kan placeres i forhold til hinanden.

95


På de efterfølgende fem arbejdsseminarer fremlagde

tegnestuerne efter tur deres skitser efterfulgt af

en diskussion. Det mentale miljø, hvor arkitektkollegaer

og forskellige brugerrepræsentanter sad i

samme rum med et fælles emne for at generere ny

viden, indsigt og forståelse, kan nok karakteriseres

som sådan et socialt læringsrum, som universiteterne

efterlyser gode arkitektoniske løsninger for. Her

må dog indskydes, at det pågældende rum langt fra

var eksemplarisk, men netop et eksempel på et

seminarrum med en traditionel stoleopstilling på

række rettet mod en forelæser. Så arrangørgruppen

brugte inden hvert møde et kvarter på at møblere

om til en gruppering omkring et langt bord. Der var

altså tale om et rum, der fysisk skulle overvindes, før

de ønskede aktiviteter kunne gå i gang.

Det var tydeligt, at arkitekterne lod sig inspirere, overtog

gode idéer fra hinanden, eller på konstruktiv måde

påpegede positive pointer i de andres projekter, og

deltagerne lånte åbent begreber fra hinanden med

ordlyd som “ligesom Finns sammenhængende rum”

eller “her er plads til Sunas humanistiske laboratorium”.

Man kan overveje, om der også burde have været

en mere kritisk debat - imidlertid fik vi som resultat et

konstruktivt, inkluderende miljø, hvor hovedsagen var

at drive gode ideer frem, frem for at udelukke og

afgrænse. Endvidere bidrog følgegruppen i høj grad i

kraft af deres særlige kendskab til universiteternes

> Skitserende programanalyse > En metode

dagligdag og forhold, som det er vigtigt at have i orden

for at de (selv) ville kunne fungere i et universitetsmiljø.

For eksempel studerendes behov for og ønske om

at møde undervisere, helt modsat forskernes behov

for at kunne koncentrere sig uden forstyrrelser. 6

Ud fra programmets overordnede retningslinjer

udviklede deltagerne deres ideer. Undervejs traf vi

så aftaler med de enkelte tegnestuer om, hvor de

skulle lægge hovedvægten i det videre arbejde. Dette

blev aftalt under hensyntagen til, hvor der var mest

nytænkning i forhold til eksisterende universitetsbyggeri

og i forhold til de krav, der var kommet frem

gennem interviewundersøgelsen.

Men ellers holdt den arrangerende arbejdsgruppe

lav profil ud fra følgende overvejelser:

For det første en erkendelse af, at den professionelle

ekspertise i at skitsere var placeret hos de deltagende

tegnestuer

For det andet et ønske om at undgå det hierarki

mellem “vejleder” og “studerende”, der opstår i arkitektskolekritik,

hvor vejledere ved bedre, og antydning

af, at der fandtes “det rigtige svar”, ville forudsætte,

at arrangører var “foran” tegnestuer, hvilket

absolut ikke var den valgte rollefordeling.

For det tredje kunne en stærk styring af forløbet

medføre, at tegnestuerne ikke kom til at udforske et

område, de anså for relevant, hvor det blev anset for

en vigtig del af opgaven, at tegnestuerne selv bidrog

til at vurdere og placere fokus i opgaven.

Resultaternes karakter og nyhedsværdi

Arbejdet gav resultater af vidt forskellig karakter.

For det første arkitektoniske forslag, nye bud på

måder at udforme, indrette og organisere universitetsrum

på. For det andet begreber, der kan bidrage

til ny forståelse af problemstillingen, og for det tredje

ny overskuelighed gennem at forskellige løsninger

sættes systematisk op i forhold til hinanden.

Herudover viste det sig, at forløbet gav spin-off i

form af øget indsigt i skiteringsprocessen.

Arkitektoniske forslag

Bud på at udforme, indrette og organisere undervisningsrum,

for eksempel det humanistiske laboratorium/eksperimentariet,

studiearbejdsmiljøer, auditorieopbygning

med gruppearbejdspladser (s.98-101).

Viderudevikling af kendte rum, for eksempel studieog

forskerceller(s.102-103).

97


Det humanistiske laboratorium/eksperimentariet

(Pluskontoret)

98 Fremtidens universitet


Skitserende programanalyse > En metode 99


Auditorieopbygning med gruppearbejdspladser

(Witraz)

100 Fremtidens universitet


Skitserende programanalyse > En metode 101


Studie- og forskercellen

(CEBRA)

102 Fremtidens universitet


Skitserende programanalyse > En metode 103


Begreber

Det sammenhængsskabende rum, det oprette rum

(s. 106-107).

Overskuelighed

Tegning efter tegning satte tegnestuerne modeller

op ved siden af hinanden, fra helt overordnede overvejelser

til detaljerede rumindretninger, så de let

kunne sammenlignes indbyrdes.

Eller flere parametre sammenholdes i et diagram,

der efterhånden udvikles til - stadig diagrammatisk -

universitetslandskab.

Det systematiske og som samtidig blev brugt til at

relatere detajler i forhold til overordnede strategier.

Skift mellem forskellige abstraktionsniveauer og forskellige

løsningsmuligheder inden for det enkelte

niveau muliggjorde, at man kunne diskutere enkeltdele

og helhed på samme tid.

Witraz

104 Fremtidens universitet


Indsigt i skitseringsprocessen

Den lange tidsperiode reserveret til ren skitsering

uden at forløbet ledte over i en projektering eller

blev koblet til en given situation kan nok betegnes

som en form for træden vande. Åbenbart var det heller

ikke en ubetinget let situation, for i en kaffepause

en af de sidste gange hørte vi en deltager udbryde:

”Hvis jeg ikke snart får lov at tegne et rigtigt universitet,

så eksploderer jeg!”

Men forløbet og letheden, hvormed deltagerne gik i

gang med systematiske studier af løsningsmulighederne,

bekræftede, at det at afveje forskellige løsninger

mod hinanden er del af en ”normal” skitseringsproces.

Der er altså tale om udvidelse af en

kendt aktivitet, det usædvanlige består i skitsematerialets

omfang, og at hver fase skridt for skridt skulle

formidles og diskuteres. Det bidrog til at synliggøre

skitseringsprocessen.

Helt karakteristisk var det, at arkitekterne ofte

benyttede sig af at sætte en ’etiket’ på et bestemt

greb - “amphi”, “påklædningsdukken”/”alfabetet”,

“det oprette rum”, “opbygning i fraktalstrukturer”

- vel for at gøre en intention mere håndterbar samt

en form for generalisering. Desuden trækker navngivningen

på det, vi ved i forvejen, på samme måde

som metaforer mobiliserer vore forkundskaber, så vi

ser det nye gennem det kendte. Så farver et navn/en

metafor det nye, vi stiller øjet ind, så vi ser på en

bestemt måde og ser “mere” end der vises.

Påklædningsdukken/alfabetet, Copenhagenoffice

Opbygning i fraktalstrukturer, CEBRA

> Skitserende programanalyse > En metode 105


Det oprejste rum

(Witraz)

Det sammenhængsskabende rum

(Selmer/søndergård)

106 Fremtidens universitet


Den særlige rumlige relation, der karakteriserer nichen,

består i, at et mindre rum knyttes direkte til et større

rum - i modsætning til sammenhænge, der skabes via

forbindelsesgange.

Nichen etablerer en situation, hvor man - afhængigt af,

hvor man befinder sig - tildeles rollen som enten aktør

eller tilskuer. I nichen er man beskyttet i sit eget halvprivate

rum, samtidig med, at man kan følge med i,

hvad der sker i det større rum.

Rum i rum fastlægger ligesom nichen en rumlig relation

mellem det større og det mindre rum; men aktør-/tilskuerforholdet

er her mindre entydigt.

(Selmer/søndergård)

> Skitserende programanalyse > En metode 107


CEBRA

Da nu forløbet blev pindet ud og gjort tilgængeligt

gennem de mange skitser, blev det samtidig synligt,

at skitsering kan benytte sig af at udfordre kendte

typologier og vanetænkning som en måde at åbne

op for nye løsninger. Der blev pillet ved fasttømrede

typologier, der blev skabt modbilleder, “det vi ikke

vil” , for eksempel vi vil ikke “hoved på en pind”. Eller

der blev vendt op og ned på tingene - en skitse viste

helt konkret huse på hovedet! - som løftestang til at

udvikle relevante spørgsmål til opgaven - som spørgeren

derefter kunne belyse i de følgende skitser.

Det ser ud til, at arkitekterne gennem at afprøve

mere eller mindre “vilde” kombinationer af rum og

funktioner, søgte at komme fri af vante kombinationsmuligheder,

som vi derfor ikke længere stiller

spørgsmål til, og hvor et remix både fungerede som

en frisættende øvelse og som en anledning til at

reflektere over, hvilke kvaliteter nye kombinationer

måtte indebære.

Altså var skitseringsprocessen ikke udelukkende rettet

mod at skabe nyt, men tog afsat i status quo, der

brugtes som et springbræt for at dels finde ny energi til

at skabe nyt gennem et faderopgør, dels bygge videre.

I forhold til de forventninger, vi havde i planlægningsgruppen,

kan man sige, at resultaterne indeholdt

mere analyse end umiddelbart forventet, men

hvor analysen i virkeligheden var en væsentlig del af

det at skitsere. Selvom det her selvfølgelig ikke må

underkendes, at selve det, at ordet analyse optrådte

i vores navngivning af projektdelen - skitserende

programanalyse - kan have forstærket opmærksomheden

på analysedelen.

Metodens anvendelighed i praksis

Spørgsmålet melder sig nu, om resultaterne vil kunne

bruges som tiltænkt - er her virkelig ved hjælp af systematiske

generelle drøftelser foretaget skridt, der er

med til at bane en vej for andre til hurtigere og bedre at

nå frem til kvalificerede bud på et konkret universitetsbyggeri.

Er der gjort erfaringer, og er de formidlede i en

form, så de kan bruges af andre til skrive program og

finde arkitektoniske løsninger i en konkret byggesag?

Disse spørgsmål vil først kunne besvares, når resultaterne

har været forsøgt anvendt af andre i andre

sammenhænge.

Endvidere er det vigtigt at huske, at der har været tale

om et eksperiment, der langt fra dækker alle relevante

problemstillinger i et universitetsbyggeri.

Imidlertid kan man på nuværende tidspunkt hæfte sig

ved, hvad de deltagende arkitekter selv siger om at

være med i den skitserende programanalyse.

En tegnestue, der havde et universitetsbyggeri på tegnebordet

i samme periode siger, at forløbet var til stor

nytte for dem, og at de andres skitser og overvejelser

netop var med til at inspirere og bringe deres egne

overvejelser videre. Ligeledes kan vi hæfte os ved, at

projektlederen på en forestående universitetsombygning

siger, at det har været en nyttig forberedelse at

deltage i diskussionerne som medlem af følgegruppen.

Hvad angår S-FoU så forventer medarbejderne, at

materialet fra den skitserende programanalyse kan

bruges i flere sammenhænge, ikke mindst fordi

resultaterne er umiddelbart tilgængelige og kan bruges

uden et omfattende forstudium.

Flere deltagere sagde under forløbet, at det var en

kærkommen lejlighed til faglig udvikling, og at det

var med til at udvikle tanker, der også kunne bruges

i forhold til andre opgaver på tegnestuen.

Her ser det ud til, at to faktorer er i spil. For det første

værdien af overhovedet at få et frirum økonomisk

og tidsmæssigt til at gå i dybden med nogle

spørgsmål. For det andet metodens fokus på systematik

og diskuterbarhed, yderligere forstærket gennem

at fem tegnestuer blev bragt i samme rum i forventning

om, at de ville inspirere hinanden.

(deltagernes vurdering af projektet uddybes i afsnit 5)

108 Fremtidens universitet


Skitserende programanalyse > En metode

CEBRA

Metodens anvendelighed i

praksisbaseret forskning

Den skitserende programanalyse var baseret på arkitektens

normale arbejdsmetode - skitsering - og målet

var at producere resultater, der kunne støtte arkitektfagets

praksis samt kvalificere dialogen mellem bygherre

og arkitekter. Der var således tale om en aktivitet,

der både var praksisbaseret og rettet imod praksis,

og som peger frem mod en bygget virkelighed. Men

samtidig viser forløbet, at skitsering indeholder en

undersøgende, reflekterende komponent, der, når den

understøttes og dyrkes, kan bruges til at skaffe viden

og indsigt, og til at gøre valgmulighederne i et byggeprojekt

diskuterbare. Således placerer den skitserende

programanalyse sig et felt mellem praksis og teori, hvor

der er en umiddelbar sammenhæng med praksissiden,

men også en dør ind til et større refleksionsrum, hvor

nogle overvejelser måske kunne viderebearbejdes.

Der er i øjeblikket en stor interesse for at udvikle

forskningsmetoder inden for faget arkitektur, der benytter

sig af fagets egne redskaber 7 , for eksempel er flere

arkitektskoler i Sverige gået sammen om at oprette The

Academy for Practice-based Research in Architecture and

Design. 8 I England argumenterer Bryan Lawson for, at

design er en gyldig og respektabel form for forskning 9 .

Det ville være interessant, hvis det her omhandlede

skitseringsforløb på den ene side kunne blive fulgt

op af tilsvarende forløb, der blev udnyttet i en

forskningssituation. På den anden side ville det

være nærliggende at afprøve og videreudvikle metoden

på yderligere en række andre praksisspørgsmål

spændende fra udvikling af meget konkrete opgaver

som for eksempel indretningsopgaver med nøjespecificerede

programkrav til generel belysning af komplekse

problemstillinger som for eksempel placering

og integration af kunst i arkitektoniske værker.

1 Dette afsnit er baseret på Kirkeby, Inge Mette (1997): Børn og

rum. Arbejdspapir om arkitektfaglig forskning og skitsering.

Med udgangspunkt i et studieforløb på afdeling for Bygningskunst

G 1996-97. Arkitektskolen i Aarhus.

2 Rethinking Architecture. A reader in cultural theory. (1997) Red.

Neil Leach. London: Routledge. P xiv

3 Draaisma, Douwe (1995) De metaforenmaschine. Een geschiedenis

van het geheugen. Groningen: Historische Uitgeverij, p 16.

4 Pi de Bruijn: Tale ved studieårets begyndelse på Academie van

Bouwkunst, Rotterdam 1985-86

5 Schön, Donald A.: Learning to Design and Designing to Learn. I:

Nordisk Arkitekturforskning no 1, 1995, pp55-70.

6 Dog havde vi gerne haft en større følgegruppe, men til trods på

at det ikke skortede på interessetilkendegivelser, så glimrede

flere af dem, der er mest kritiske og langt i at udvikle tanker om

samspil mellem undervisning og rum, desværre ved deres fravær.

Endvidere forsøgte vi at inddrage to specialister i henholdsvis

akustik og belysning, men kun en enkelt tegnestue skitserede

i så konkret målestok, at de gjorde brug af denne ressource.

7 Se også Kirkeby: Skitsering som undersøgelsemetode. Nordisk

Arkitekturforskning. In press.

8 Grillner, Katja og Lars-Henrik Ståhl: Developing Practice-based

Research in Architecture and Design (Sweden 2003). Nordisk

Arkitekturforskning 1/2003, pp 15-21.

9 Lawson, Bryan: Design as research. The subject that won’t go

away. But perhaps we are ahead of the game. Architectural

Research Quarterly, 2/ 2002.Pp 109-114.

109


Skitserende programanalyse

Tre måneder efter

Deltagersynspunkter

Inge Mette Kirkeby

Arkitekt MAA ph.d

Seniorforsker, Statens Byggeforskningsinstitut

> Skitserende programanalyse > Tre måneder efter

Den skitserende programanalyse fandt sted i forsommeren

2003, og tegnestuer, følgegruppe og

arrangører trådte sammen for sidste gang den 20.

juni. Da der er tale om et forsøgsprojekt, fandt initiativtagerne

det vigtigt, at der blev foretaget en erfaringsopsamling,

som kunne inddrages i det videre

arbejde. Følgelig kontaktede vi tre måneder efter

det sidste møde de fem tegnestuer og en repræsentant

for følgegruppen og bad dem om at kommentere

forløbet 1 . Dels bad vi dem om at give deres vurdering

af, hvorledes forløbet havde været som helhed

betragtet, dels om at pege på forhold, der med

fordel kunne have været organiseret på anden vis.

Endelig blev de spurgt om hvorvidt, og i bekræftende

fald, på hvilke måder, de så muligheder for, at

metode og resultater kan finde anvendelse.

”Metoden viste sig givtig”

Først og fremmest kunne det konstateres, at deltagerne

samstemmende syntes, at det havde været

positivt og inspirerende at deltage, både fordi opgaven

havde givet dem et frirum til at udvikle nogle

løsningsidéer til Fremtidens universitet, og fordi det

skete i fællesskab med kolleger:

1 Telefoninterviews blev foretaget 22.-25. sepetember af forf.

Følgende personer blev kontaktet: Suna Cenholt/Pluskontoret,

Mikkel Frost/CEBRA, Tanja Jordan/Copenhagenoffice, Finn Selmer

/Finn Selmer og Claus Smed Søndergård, Pia Wiberg/Witraz.

Som repræsentant for følgegruppen Thomas Møller

Kristensen/projektleder på forestående ombygning DPU.

111


Set i tilbageblik er hovedindtrykket meget positivt.

(Finn Selmer)

Forløbet var produktivt, der kom meget godt ud af

det. Det var spændende at få tid og ro til fordybelse

og at få lejlighed til at lære af andre. (Mikkel Frost)

Det var meget positivt at deltage i den skitserende programanalyse.

Tegnestuen har aldrig tidligere deltaget i et

arbejde i et forum, hvor man var fælles med kolleger om

idegenerering. For at finde sammenlignelige situationer,

skal vi helt tilbage til workshops i studietiden. At være med

var fagligt berigende - både den arkitektfaglige respons fra

kolleger og sparring fra følgegruppen. (Suna Cenholt)

Det var et smaddergodt forløb. (Tanja Jordan)

Det var meget idérigt, og metoden viste sig givtig til at

belyse problemstillinger, der er relevante i det offentlige

byggeri. Det var frugtbart. (Thomas Møller Kristensen)

Vi ser tilbage på det som en utrolig frodig og givende

proces. Det var udviklende både gennem, at vi

deltog og gennem det, vi fik med fra de andre. Gav

helt overordnet et spark og inspiration. (Pia Wiberg)

”Frustrationer er ikke i sig selv dårlige”

Med hensyn til tidsplan og tilrettelæggelse, fortalte

flere deltagere, at de undervejs havde overvejet, om

forløbet var for langt/for kort eller skulle have været

mere styret. Der var da også undervejs på flere

møder blevet stillet spørgsmål som: ”hvad er det helt

præcis, I forventer?” - ”hvad er det egentlig vi skal?”

Imidlertid, siger arkitekterne, var de jo hele tiden

bevidste om, at forløbets målsætning både var at

udvikle og belyse en bred vifte af løsningsmuligheder,

og at indvinde erfaringer med den valgte metode. Det

var således en naturlig del af udfordringen, at opgaven

kun var overordnet struktureret, og at deltagerne

selv i høj grad skulle være med til at bane vejen.

Med hensyn til længden havde flere undertiden følt,

at der opstod faser med tomgang, men retrospektivt

viste det sig, at tiden alligevel havde været nødvendig

for at få samlet og koordineret idéerne.

I starten syntes vi, at opgaven var meget svagt programmeret,

men vi kom til at sætte pris på de åbne

krav. Temaet skulle jo også belyses bredt. Forløbet

havde også en passende længde, det skulle ikke have

været kortere og heller ikke længere. Hvis det havde

været længere, ville det have været nødvendigt med

kraftigere input fra arrangørsiden. (Finn Selmer)

Frustrationer er ikke i sig selv dårlige. Vi følte os i begyndelsen

frit svævende, men det skal ikke ændres. At miste

fodfæstet er med til at sætte noget nyt i gang. Men til sidst

var vi trætte, og der kom ikke så meget nyt i den sidste

fase, hvor vi skulle se på mellemrummene. (Pia Wiberg)

Frustrationer er ikke i sig selv dårlige

...At miste fodfæstet er med til at sætte

noget nyt i gang

Dog kunne man måske have haft udbytte af at holde

diskussionerne lidt strammere, men det må ikke tolkes

derhen, at kravene til afleveringerne skulle have

været strammere. (Tanja Jordan)

”Vi savnede den gode dialog med følgegruppen”

Den kraftigste anke gik på, at følgegruppen ikke

havde fungeret godt nok. Ikke, at der på nogen

måde blev ytret kritik mod de medlemmer, der rent

faktisk mødte op og bidrog konstruktivt til diskussionerne.

Men det blev betragtet som en mangel, at

der ikke var flere brugere og også flere forskellige

brugere på banen, til at repræsentere de mangeartede

krav om plads og indretning til arbejds- og

undervisningssituationer, der hører hjemme i Fremtidens

universitet. Det skal her indskydes, at det

sparsomme fremmøde skete til trods for, at det ikke

havde skortet på invitationer til universitetsbrugere,

ikke mindst til dem, der havde deltaget i interviewundersøgelsen

og således været med til at sætte

dagsordenen. Men til trods for meget interesserede

tilbagemeldinger, var det åbenbart ikke muligt for

dem at afsætte den fornødne tid.

Endvidere gjorde deltagerne opmærksom på, at det

ikke var lykkedes at inddrage de to lys- og lydeksperten,

i det omfang, der var lagt op til. Det skyldes nok en

planlægningsfejl, som arrangørerne må tage på

deres kappe, idet eksperterne blev inviteret ind på

et forkert tidspunkt.

112 Fremtidens universitet


Vi overvejer nu at bruge samme

proces her på tegnestuen,

når vi laver konkurrence

Jeg havde gerne set en mere aktivt involveret følgegruppe,

måske skulle medlemmerne i følgegruppen på en eller

anden måde ligefrem forpligtes mere. (Tanja Jordan)

Vi savnede den gode dialog med følgegruppen. I

begyndelsen fokuserede vi for meget på kandidaternes

forhold, da de var stærkt repræsenterede i gruppen.

Først da Thomas Møller Kristensen kom og

gjorde opmærksom på forskernes situation, flyttede

fokus. Der skulle gerne have været to markante personer

mere i følgegruppen. (Pia Wiberg)

Negativt var den manglende deltagelse fra brugersiden.

Det var et problem, og brugerinputtet var derfor noget

tilfældigt. Men det er vigtigt, at et projekt som dette

finder forankring i universiteterne. Det afhænger jo af

institutionen, om arbejdet finder vej ind i projektfasen,

for ude på universiteterne sker der ingen løbende diskussion

af bygninger. (Thomas Møller Kristensen)

De to lys- og lydeksperter havde svært ved at finde plads.

De kom nok ind på et forkert tidspunkt (Suna Cenholt)

”Entreprenører og ingeniører havde let ved at følge

med i materialet”

Men har forløbet resulteret i erfaringer, der kan bruges

fremover? Kommentarerne viser, at deltagerne forventer,

at de nyhøstede erfaringer vil kunne bruges på forskellig

vis, og peger på nogle måder, de direkte resul-

> Skitserende programanalyse > Tre måneder efter

tater kan bruges på. To tegnestuer har anvendt andres

og egne powerpointpræsentationer som udgangspunkt

for diskussioner om et forestående universitetsbyggeri,

hvor mulighederne skulle diskuteres i tværfaglige teams

bestående af både arkitekter, ingeniører og entreprenører.

Med hensyn til brugbarhed for andre, så er tegnestuen

med i konkurrencen om ombygning af DPU.

Her er tegnestuen i team med andre, der ikke var

med under processen på Holmen, I den forbindelse

har tegnestuen vist slides fra både egne og andres

præsentationer - har brugt dem til at diskutere ud

fra. Her har det virket som en eksempelsamling, som

et diskussion-grundlag, der var ret konkret og også

viste sig egnet til at diskuteres med for eksempel

entreprenører. (Suna Cenholt)

Vi har brugt præsentationer - både egne og andres -

i det team, der tegner konkurrence til DPU til inspiration.

Vi har fortalt om forløbet for entreprenører og

ingeniører, der havde let ved at følge med i materialet,

fordi skitser er så forståelige. (Pia Wiberg)

”Erfaringerne bruges nu i et forløb på arkitektskolen”

Men også metoden og den måde forløbet var struktureret

på, finder flere deltagere det muligt at bygge videre på.

Både i forhold til at deltage i konkurrencer og i undervisning

på arkitektskolen. Endvidere nævner en enkelt, at det

konkrete samarbejde mellem deltagerne var så givende,

at det ville være fint at videreudvikle i andre opgaver også.

Vi overvejer nu at bruge samme proces her på tegnestuen,

når vi laver konkurrence. Så vil vi prøve at sætte

to teams i gang og derigennem tvinge dem ind i andre

tankegange. Vi har flere medarbejdere, der gerne laver

konkurrencer (tegnestuen har ca. 30 medarbejdere)

og vi har en matrice, det kører efter. Men det kan også

blive lidt kedeligt. Så vil vi finde en fordeling af timer,

så metoden kan afprøves. (Pia Wiberg)

Erfaringerne anvendes nu i et forløb på arkitektskolen

for et hold 3-5 årsstuderende, der har Fremtidens

universitet som tema frem til januar.

Vi bruger også formen med faseopdeling, hvor der

skal afleveres en powerpoint præsentation efter

hver fase udarbejdet enkeltvis/gruppevis. Dog er

forløbet langt strammere programmeret end den

skitserende programanalyse, da undervisningssituationen

har en anden rollefordeling.

(Finn Selmer)

Men det ville også være fint, hvis deltagerne kunne

få noget ud af hinanden i et videre forløb, for eksempel

kunne arbejde sammen om et eller andet udviklingsarbejde.

(Tanja Jordan)

”Eksemplets magt er vidunderlig”

Med hensyn til den valgte metode, så fremhæver

flere deltagere, at det hele egentlig drejer sig om, er

113


kommunikation. Altså handler det ikke bare om at få

gode idéer, men i lige så høj grad om at få dem kommunikeret

videre, og at i den sammenhæng er skitser

velegnede og lette at forstå for mange, selvom

arkitekter skal huske, at de selv er særlig ”modtagelige”

og måske får mere ud af tegninger end dem,

der ikke arbejder med dem til daglig.

Godt med meget billedmateriale, det kommer man

nok længere med i dag - der er nok ikke så meget tid

til fordybelse i form af læsning. Det gælder især for

tegnestuerne, hvor de har så travlt. Ja egentlig

kunne man jo godt gå i hi og læse koncentreret et

par dage, blot ligger der et stort psykologisk pres

om, at man skal gå i gang. Der er det lettere at sætte

sig ned og bladre et par timer. Men der skal man

være opmærksom på, at ikke alle modtager billeder

på samme måde som arkitekter - vi kan læse mere i

et billede end ikke-arkitekter, der måske kommer

længere med en tekst. Gik derfor over til at forsyne

skitserne med billedtekster af hensyn til senere

modtagere - altså korte tekster. (Mikkel Frost)

Eksemplets magt er vidunderlig - kommunikationslinjen

er kortere, og der er mindre støj på linjen! (Suna Cenholt)

Men det var nok godt, at det ikke var et krav at skrive

en tekst. Tegning er arkitektens udtryksform, og nu fik

de mulighed for at tænke nye tanker, og det havde

ikke været godt, hvis det blev afbrudt af et krav om at

skrive ned. Det ville afbryde forløbet på en ikke konstruktiv

måde. Kunne have virket dræbende på de

tidspunkt. Som forløbet nu var med cirka to uger

mellem præsentationerne, så “rumlede” tankerne den

første uge, og den næste uge tegnede vi, og den sidste

aften lavede vi powerpoint præsentationen. - Hvis

der også skulle havde været skrevet professionelt - så

havde det stoppet noget i processen. (Pia Wiberg)

”Kravet om systematik var både en tvang og en

befrielse”

En af grundtankerne bag den skitserende programanalyse

er, at systematisk refleksion allerede er

indeholdt i arkitektens sædvanlige arbejdsmåde,

men kan dyrkes i meget forskellig grad. Deltagerne

bekræfter, at det faldt dem relativt let at honorere

kravet om systematik.

Flere deltagere reflekterer videre over metodens

brugbarhed og giver eksempler på, hvad de mener,

den kan og ikke kan. For det første er det næppe en

metode, der fører til de helt geniale, unikke bygningsværker,

for det andet kan der være grænser for, på

hvilket detailleringsniveau metoden kan anvendes.

For øvrigt er systematik et godt ord, og det er også

bedre end kravet om, at der skulle leveres ”mindst

tre løsninger” - så er det bedre at kræve, at det

arbejde, der præsenteres, er systematisk - at det er

Man skal være opmærksom på,

at ikke alle modtager billeder

på samme måde som arkitekter

sammenlignende og systematisk. (Tanja Jordan)

Kravet om systematik var både en tvang og en befrielse

- for en del bruger vi det selvfølgelig allerede på tegnestuen,

når vi analyserer opgaver - Men det, at der ikke

skulle givet et endegyldigt svar, var befriende - at gå fra

analyse til modeller, det er en god metode. (Pia Wiberg)

Med hensyn til forholdet mellem systematik og kreativitet

- mellem den skitserende programanalyse

og det at skabe arkitektur, så er det nok muligt, at

systematik også kan befordre kreativitet og ikke kun

er en modsætning til “geniets skabende kraft”. Carsten

Thau har en gang sagt, at 98% af al arkitektur

er “baggrundsarkitektur” og kun de sidste par procent

er det unikke “værk” - og i relation til de første

98% er skitserende programanalyse velegnet, men i

forhold til de sidste 1-2% er den døden!

(Suna Cenholt)

Ofte bliver opgaven særlig vanskelig, når man kommer

ned i skala, og den er afgørende i indretning.

Længere ned i målestok end til indretning egner den

her metode sig nok ikke. (Mikkel Frost)

”Vigtigt at opbygge en tradition for en mere forpligtende

dialog”

Deltagerne viste imidlertid allermest interesse for, hvordan

resultaterne kan blive formidlet videre, så de virkelig

kan blive brugt. De fremhæver, at materialet skal ses

114 Fremtidens universitet


som værktøj i den dialog, der er vejen frem mod løsninger,

der opfylder universiteternes nye behov.

Der savnes en afrunding - afslutningen hang lidt i luften.

På det afsluttende seminar blev der imidlertid

talt om en afrunding i form af for eksempel et road

show. Det ville være fint med et road show, hvor alle

mødtes igen. Så skulle det være lagt an, så det igen

var idégenererende. For eksempel workshops i 10

grupper, hvor der skulle opstå flere idéer, hvor man i

fællesskab arbejdede på, hvordan man kan udbrede

metoden. Så skulle der komme mange beslutningstagere

med ansvar for universiteternes lokaler. Der

skal tænkes formidling, der rækker længere end blot

en bog. Der skal virkelig stræbes mod et højere

niveau kommunikation. En sådan afsluttende konference

skal være resultatorienteret, og målet må være

bedre kommunikation. (Suna Cenholt)

Nu er jeg nysgerrig med hensyn til opfølgningen på

forløbet. Selvfølgelig er det vældig fint med en bog,

men det er ikke nok. Suna havde en god idé på sidste

møde, hvor hun var inde på, at det måske var

muligt at sælge arbejdet som et oplæg. (Tanja Jordan)

Nu står vi over for den udfordring at skulle formidle.

For eksempel kunne man forestille sig, at der kom et

oplæg på ”teknisk chefmøde”, og at det kom på rektorkollegiets

dagsorden. S-FoU kan spille en vigtig

> Skitserende programanalyse > Tre måneder efter

Som det er nu præges byggerierne af ad hoc løsninger - hvilket kan

gå ud over æstetikken og ikke

udnytter de funktionelle muligheder

rolle på formidlingssiden i dette spørgsmål. Den

efterfølgende formidling er vigtig, den er vigtig for,

at diskussionen ikke lukker sig. Hvis der havde

været repræsentanter med fra flere universiteter,

havde der været større chance for, at arbejdet kunne

finde anvendelse.

Det kunne være en idé at afholde møder på skift rundt

universitetener. I første instans ville det jo være lettere

for nogen at dukke op. For det andet kunne det

øge samarbejdet, og sidst men ikke mindst ville det at

være vært virke forpligtende.

Væsentligt at holde liv i diskussionen mellem arkitekter

og universiteter om, hvordan det gode universitet

ser ud. Diskussionen skal løbende opdateres - vigtigt

at opbygge en tradition for en mere forpligtigende

dialog. Denne diskussion skal opdateres løbende og

udvikles sammen med aktiviteter. Som det er nu, præges

byggerierne af ad hoc løsninger - hvilket kan gå

ud over æstetikken og ikke udnytter de funktionelle

muligheder. (Thomas Møller Kristensen)

Sammenfatning

De første erfaringer peger således i retning af, at

metoden skitserende programanalyse egner sig til at

skabe resultater, der kan indgå i en række forskelli-

ge sammenhænge. Ikke mindst er det interessant at

hæfte sig ved, at flere tegnestuer har erfaret, at også

personer med anden faglig baggrund end en arkitektfaglig,

og som ikke har deltaget i møderne på

Holmen, alligevel har haft let ved at forstå materialet

og at diskutere ud fra det. Metodisk er det desuden

interessant at konstatere, at flere har haft lyst til

bruge noget af metoden, og den måde forløbet var

organiseret på, i nye sammenhænge.

Det fremgik med stor klarhed, at deltagerne interesserer

sig for, hvad der videre skal ske med ”barnet”, og ikke

mindst understreger de nødvendigheden af, at resultaterne

finder en forankring ude på universiteterne.

Deltagerne brugte ord som diskussionsgrundlag, diskussionsværktøj,

formidling, kommunikation, samarbejde,

dialog, og de opfatter tydeligvis både proces

og resultat som en form for dialogværktøjer. Tegnestuerne

opfatter således deres arbejde som bidrag til

at kvalificere dialogen mellem bygherre, bruger og

arkitekt, der på længere sigt skal føre til bygningsanlæg,

der bedre egner sig til at huse Fremtidens universitet.

Dermed giver de bolden op til de ansvarlige parter om

at melde sig på banen for fortsat at udvikle og vedligeholde

den nødvendige dialog.

115


Skitserende programanalyse

En samarbejdsskabende

proces

Flemming Deichmann

Arkitekt MAA

> Skitserende programanalyse > En samarbejdsskabende proces

Indledning

Skitserende programanalyse kan næppe karakteriseres

som en nyhed. Det, at skitsere sig frem til en løsning, har

altid været kendt som arkitektens arbejdsmetode; og

dog adskiller projektet skitserende programanalyse sig

fra den traditionelle skitseringsmetode, dels ved at give

mulighed for at få belyst mængden og bredden af løsningsmuligheder,

dels ved samarbejdsformen.

Det er i særlig grad i samarbejdsformen, at vi skal finde

den egentlige nyhed. Nyheden ligger i et intensivt

samarbejde mellem en eller flere arkitekter og bygherren/brugeren

med henblik på, at bygherren/brugeren

får en langt mere nuanceret analyse af egne behov end

vi kender idag. Samtidigt hermed kan man få skitseret

nogle rumlige sammenhænge, der kan bidrage til en

langt større sikkerhed for at udarbejde det rigtige byggeprogram.

Endvidere vil det medføre en mere værdifuld

og grundig forberedelse til den kommende byggesag,

end der vil kunne opnås på anden vis. Set i det

tidsmæssige perspektiv vil man givetvis også opleve

det som en bedre investering, fordi sikkerheden

omkring de valg man har skullet træffe, herunder fleksibilitet

i forhold til en ukendt fremtid, vil kunne betragtes

som optimal.

Når man tænker og planlægger under nye former, er

det vigtigt, at alle involverede parter er åbne overfor at

formulere de eksakte krav til de hovedparametre, der i

117


enhver byggesag kan opstilles som succeskriterier.

Fortsætter man med at tænke traditionelt og visionsløst

på blot en af parametrene, er der en sandsynlig

risiko for, at man ikke får den succes, man har efterstræbt.

Det gælder også den økonomiske parameter,

hvor det ikke blot er et spørgsmål om, hvor stor

pengesækken er, men i højere grad et spørgsmål om

hvordan pengene bruges.

Samarbejdet i et positivt lys

I enhver byggesag bør man kunne forvente, at der

forud for sagens igangsætning vil være et positivt

potentiale i form af en forventningsfuld bygherre/

brugergruppe, der skal have dækket nogle faktuelle

funktionelle behov i nogle gode og smukke fysiske

rammer. Fra dette tidspunkt har de brug for at afklare

og præcisere deres behov i samarbejde med eksterne

rådgivere.

Set i relation til den proces der indgår i nærværende

projekt, synes det mest oplagt, at det er en arkitekt,

der bistår bygherren/brugerne, idet et af succeskriterierne

er, at man får mulighed for at analysere og

skitsere i tre dimensioner omkring såvel de funktionelle

som de æstetiske rumligheder; dog uden at

foregribe den egentlige projektfremstilling. Sidstnævnte

forhold gælder særligt i de tilfælde, hvor

sagen eksempelvis skal finde sin løsning gennem

afholdelse af en arkitektkonkurrence.

Nærværende projekt har handlet om at ”afprøve” en

eller flere modeller for afvikling af den opklaringsfase,

der indleder enhver byggesag og samtidigt kan

medvirke til at udnytte det ovenfor omtalte positive

potentiale hos bygherren/brugeren til at tilvejebringe

de bedste løsninger.

Projektet har omhandlet universitetssektoren, men

problemstillingernes karakter og metoden til at

finde løsninger må i store træk anses for at være den

samme, uanset det er undervisningsbyggeri til yngre

eller ældre, eller fagområderne er forskellige fra

hverandre. Ligeledes må den her I bogen beskrevne

proces være lige så velegnet til at anvende på byggeopgaver

om helt andre emner, da processen indeholder

”et sæt nøgler” til at åbne for en projektafklaring,

og dermed bane vejen for størst mulig succes ved

den endelige løsning.

Meget enkelt så forudsætter det blot, at viljen til

samarbejde blandt de forskellige professioner er til

stede. Det er væsentligt, at man finder en platform,

hvortil man medbringer sin faglighed i en form, som

gør samarbejdet både realistisk og personligt vedkommende.

Ved at erkende ens egne faglige og

menneskelige kvalifikationer – muligheder som

begrænsninger – og samtidig acceptere, at andre

kan have kommentarer til eller synspunkter på ens

eget fagområde, vil man have de bedste muligheder

for at kunne nå ind til kerneområderne i opgavens

kompleksitet. Opfyldes disse kriterier, er sandsynligheden

for, at opgaven kan løses på et højt niveau i den

valgte samarbejds- og projektudviklingsform til stede.

Byggeprojektet i udbud

Som hovedregel må man forvente, at den projektopgave,

der danner baggrund for nærværende bog, skal finde

sin endelige løsning i en eller anden form for konkurrence.

Opgaverne vil typisk have en størrelsesorden, hvor

de falder ind under EU´s tjenesteydelsesdirektiv, hvis

man tænker i banerne omkring en projektkonkurrence.

I det efterfølgende vil jeg koncentrere mig om den

almindelige projektkonkurrence; hovedsageligt fordi

den mere end nogen anden udbudsform læner sig

meget naturligt op ad den forudgående proces omkring

afklaring af opgavens omfang og indhold, således som

processen er beskrevet her i bogen. Det kunne måske

oven i købet give anledning til, at man afprøvede nye

konkurrenceformer. Et eksempel herpå kunne eksempelvis

være, at man disponerer konkurrencen som et

udviklingsforløb, der i princippet har karakter af en

”dialog” mellem bygherren og konkurrencedeltagerne

- også uden at bryde deltagernes anonymitet.

Projektkonkurrencen, i den traditionelle form eller en af

måske flere nye konkurrenceformer, bør under alle

omstændigheder tilrettelægges, så den bliver en naturlig

118 Fremtidens universitet


forlængelse af den udviklingsproces, der er lagt til rette

for det bygningsværk, som udgør den aktuelle opgave.

Konkurrenceopgaven bør, i modsætning til i dag,

hvor det alene er selve byggeprogrammet, der lægges

til grund for konkurrencen, således i videst

muligt omfang baseres på, at det forudgående

arbejde indgår som grundlag for at besvare opgaven.

Det giver anledning til inspiration og videretænkning

og - udvikling hos konkurrencedeltagerne

og således, at bygherren får en optimal belysning af

opgavens muligheder i forhold til stedet, de funktionelle

behov og ønsket om en æstetisk oplevelse af

de fysiske rammer. Programmet skal være præcist,

der hvor bygherren melder ud med deciderede krav,

og tilsvarende skal programmet have en karakter af

åbenhed, der hvor man ønsker plads til visionerne i

form af medspil fra konkurrencedeltagerne.

Som bygherre bør man således undgå at betragte

det første indledende arbejde med at udvikle programmet

for bygningsværket som den fase, der

endelig fastlægger projektets karakter og udformning.

Formålet med den første indledende fase er, at

den medvirker til at fastlægge rammerne for størrelse

og økonomi samt udtrykke bygherrens/brugernes

behov og definere nogle grundlægende krav og

ønsker til projektet. Længere bør man heller ikke gå,

hvis man skal have optimal glæde af konkurrencen.

> Skitserende programanalyse > En samarbejdsskabende proces

119


Efterskrift

> Skitserende programanalyse > Efterskrift

Resultaterne fra videnindsamling og skitserende programanalyse

er nu lagt frem - en projektfase er

afsluttet. Det er imidlertid vores håb, at udviklingsarbejdet

ikke er afsluttet med denne bog og det store

materiale, som findes på www.rumformfunktion.dk

og på CD-rom bagerst i bogen, men at såvel konkrete

resultater som metode vil blive betragtet som

begyndelsen på en proces, der kan videreudvikles i

andre sammenhænge og med andre medvirkende.

En stor tak til de mange, der har bidraget til projektet

med kunnen, viden, engagement og lyst til at diskutere

Fremtidens universitet. Først og fremmest til

tegnestuerne, der lagde skitse efter skitse frem til

diskussion med kolleger og brugere - som et eksempel

på den videnudveksling, som universiteter og

andre højere uddannelser netop efterlyser rum til i

disse år.

Også de brugerrepræsentanter, der medvirkede,

skal have en tak for det modspil, de gav tegnestuerne,

og som bevirkede at diskussionen fik et rigt og

nuanceret indhold.

Inge Mette Kirkeby

Flemming Deichmann

Mikael Olrik

120


Rolleliste

Arkitektfirmaerne

CEBRA arkitekter

Arkitekt MAA Mikkel Frost

Copenhagenoffice

Arkitekt MAA Tanja Jordan

Arkitekt MAA Simon Ingvartsen

Arkitektstuderende Ali Avernaghi

Pluskontoret

Arkitekt MAA Suna Cenholt

Arkitekt MAA Mette Albrechtsen

Arkitekt MAA Mette Stavad

WITRAZ arkitekter

Arkitekt MAA Pia Wiberg

Arkitekt MAA Christian Tranberg

Selmer/Søndergaard

Arkitekt MAA Finn Selmer/Finn Selmer

Arkitekt MAA Claus Smed Søndergaard/Domus Arkitekter a/s

Følgegruppen

Pædagogisk konsulent Birthe Bjerrum

Uddannelsesstyrelsen

Arkitekt MAA Helle Juul

Juul & Frost Arkitekter

Arkitekt MAA Sven Bruun

Københavns Universitet Teknisk administration

Rektor Lars Henrik-Schmidt

Danmarks Pædagogiske Universitet

Projektleder Thomas Møller Kristensen

Danmarks Pædagogiske Universitet

Arkitekt MAA Mathilde Kjeldsen

Handelshøjskolen I København

Kontorchef Robert Bergstedt

Københavns Kommune

Gymnasiekonsulent Merete Kærgaard Jensen

Københavns Kommune

Stud. Mag. Simon Moe

Roskilde Universitets Center

Phd. Stud. Thomas Gitz-Johansen

Roskilde Universitets Center

Stud. Polyt. Winnie Madsen

Danmarks Tekniske Universitet

Arkitekt MAA Peter Wahlberg

in_situ arkitekter MAA

Cand. Mag. Tine Huge

Seniorforsker, Civilingeniør Kjeld Johnsen

Statens Byggeforskningsinstitut

Civilingeniør Dan Hoffmeyer

DELTA Akustik & Vibration

Seniorforsker, arkitekt MAA Anne Beim

Statens Byggeforskningsinstitut

Arkitekt MAA Klaus Kofod-Hansen

Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger

Arkitekt MAA Peter Birk Hansen

Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger

Kontorchef Jacob Højbjerre

Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger

Arkitekt MAA Hans Meyer

Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger

Grafiker Rasmus Eckardt

Eckardt I/S

Arrangørgruppen

Arkitekt MAA Mikael Olrik

Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger

Seniorforsker, arkitekt MAA Inge Mette Kirkeby

Statens Byggeforskningsinstitut

Arkitekt MAA Flemming Deichmann

Eget firma


ISBN: 87-90797-20-5

More magazines by this user
Similar magazines