Godhedens pris

lomborg.com

Godhedens pris

34 Bjørn Lomborg & Ulrik Larsen

problematikken i Journal of Economic Literature konkluderer: ”Although unanticipated

changes would not necessarily have a particular bias, it does seem to be a recurring tendency

to overestimate the imminence of nonrenewable resource exhaustion.” 157

HAa underbygger sin argumentation ved at pointere, at prognosens fornuft afhænger af

om ”tilgængelig, relevant information blev udnyttet, og ikke af om den værst tænkelige

eventualitet sidenhen indtraf.” 158 Problemet er jo, at hvis vi til stadighed observerer, at vores

tilgængelige, relevante information leder os til at træffe et dårligt valg (fordi vi antager, at

nu løber vi tør), så burde vi måske konstatere, at vores bedste information indeholder en

bias mod at underestimere fremgangen i teknologisk formåen. Denne problematik har flere

økonomer observeret: At eksperter tenderer mod at være pessimistiske omkring teknologiske

nyskabelser på deres eget område. Dette skyldes formentlig, at de tænker indenfor den

specifikke teknologi, de kender – det er derfor de er eksperter – og ikke på mulighederne

for et teknologisk spring mellem teknologier. 159

Derefter diskuterer HAa – lidt uforståeligt i forhold til spørgsmålet om ressourcer i

fremtiden – spørgsmålet om drivhuseffekt og klandrer Lomborg for at formidle Nordhaus

ukritisk. Til denne overvejelse henvises til den senere diskussion af John Holten-Andersens

indlæg Kan det betale sig at forebygge drivhuseffekten. Det bør dog tilføjes, at når HAa

mener at kunne konkludere, at Lomborgs diskussion af DICE-modellen er meget skæv, så

skyldes det, at HAa desværre kun har læst Det Økonomiske Råds gengivelse og ikke fundet

tid til at studere selve modellen. HAa skriver: ”Lomborgs 11% er det optimale i én blandt

flere meget hypotetiske situationer, nemlig den hvor det antages fra starten, at skaderne er

små, og hvor dette i år 2085 viser sig at være rigtigt.” 160

Dette er desværre en forkert beskrivelse af Nordhaus, og kommer i stedet fra Woodward

& Bishop 1997, som gennemgangen af DICE hos DØR af uforklarlige årsager bygger på.

Nordhaus viser, at de 11% eller mindre gælder for mere end 70% af Monte Carlosimuleringerne,

og at kontrolraten selv ved 90-procentilen selv i år 2095 kun ligger på

53%. 161

Historiens lære

Diskussionen går, som det også blev understreget i begyndelsen af dette svar, på en balance

mellem knaphed og teknologisk opfindsomhed. Det er værd at understrege, at den

teknologiske opfindsomhed ind til nu har vundet. Dette tyder på en bias eller en tendens til

at overestimere udløbsrisikoen: ”It does seem to be a recurring tendency to overestimate the

imminence of nonrenewable resource exhaustion.” 162 Igen, hvis vi til stadighed observerer,

at vores tilgængelige, relevante information leder os til at træffe et dårligt valg (fordi vi antager,

at nu løber vi tør), så burde vi måske konstatere, at vores bedste information indeholder

en bias mod at underestimere fremgangen i teknologisk formåen. Og denne problematik

korrelerer med en model, hvor eksperter er tilbøjelige til at være pessimistiske omkring teknologiske

nyskabelser, fordi de altid tænker indenfor teknologier og ikke på kvantespringet

mellem teknologier. 163

Men HAa latterliggør blot denne tendens, ved at sige, at den svarer til Marx og Engels’

synspunkt, det ”officielle sovjetiske synspunkt,” som daværende miljøminister, Per Stig

Møller tilsluttede sig. 164 Mere seriøst finder HAa, at det bør kunne dokumenteres, at de ”de

afgørende træk ved de historiske eksempler vil genfindes i fremtiden” for ellers kan man

ikke tage argumentationen alvorligt. 165 Dette er selvfølgelig en sikker gambit fra HAa’s side,

eftersom vi nødvendigvis ikke kan vide, hvilke teknologiske nybrud, der vil komme på

More magazines by this user
Similar magazines