De 45 bud - Brønderslev Forfatterskole

De 45 bud
45 noveller skrevet af unge
Redigeret af Ida-Marie Rendtorff, Daniel Zimakoff og Sanne Munk Jensen
Forlag: Brønderslev Forfatterskole

De 45 bud
45 noveller skrevet af unge.
1.udgave 2009
Bogen er sat med Times New Roman
og trykt hos HCB Tryk Brønderslev
Forsideillustration: Benny Mathiesen
ISBN 87-990452-7-3
I serien ”Af hjertens lyst” er udkommet:
1. Af hjertens lyst. 30 noveller skrevet af unge. 2004
2. Ungt blæk. 30 noveller skrevet af unge. 2005
3. Under Nordsolen. 36 noveller skrevet af skandinaviske unge. 2005
4. Ord i sand. 35 noveller skrevet af skandinaviske unge. 2006
5. De udvalgte. 30 noveller skrevet af unge. 2006
6. Koffein-prosa. 35 noveller skrevet af skandinaviske unge. 2007
7. Rar og rolig. 43 noveller skrevet af skandinaviske unge. 2008
8. De 45 bud. 45 noveller skrevet af unge. 2009
9. Jeg kunne egentlig godt tænke mig en skildpadde. Vol. 2 2009 (Lydbog)
Andre bøger fra Brønderslev Forfatterskole .
1. Vendt på vrangen . 28 noveller skrevet af unge fra Brønderslev Forfatterskole
Dansklærerforeningens Forlag 2007
2. Indsæt titel her. 29 noveller skrevet af unge fra Brønderslev Forfatterskole.
Dansklærerforeningens Forlag. 2008.
3. En buket blyanter. 30 noveller skrevet af unge fra Brønderslev Forfatterskole
Dansklærerforeningens Forlag.
Projektet er en del af læselystkampagnen. Tre ministeriers kampagne om børn og bøger.
Udgivet med støtte fra:
Brønderslev Kommune
Kulturministeriet
Undervisningsministeriet
Socialministeriet

Indhold
Kort om bogens tilblivelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5
Absinth af Simone Didrichsen Knudsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
Blinde tårer af Emilie Haaber Brorsen Jensen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12
De forsvandt af Tobias Svangtun Nowak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18
Delte verdener af Signe Havskjær . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25
Den gule paraply af Pernille Nørgaard Kjølstad Larsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29
Det er så yndigt at følges ad af Katrine Holst Vigilius . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37
Dukkebarn af Josephine Buhl Christensen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43
Dukkehuset af Marie Kvist Brittain. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49
En hvid nat af Sofie de Lasson Fabrin . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53
En sidste spurt af Rebekka Nørsøller. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57
Et halvt paradis af Annarita Ghosh Andersen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63
Et livstykke af Linnea Kjølstad Larsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69
Fabula af Gry Pil Lund Ranfelt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75
Farvespil af Ane Nejsum. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81
For enhver pris? af Alice Loretta Juhl . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 87
Forfra til 100 af Kathrine Nielsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92
Fornemmelse for fortid af Signe Uldbjerg Mortensen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97
Fotoalbum in mente af Sofia Okholm Nielsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102
Gemmeleg af Sascha Bang Fuglsang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109
Guddommelig indsigt af Nicolai Halo Degn. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 114
Ingen roser uden torne af Sigrid Johannessen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 120
Isfuglene af Astrid Taudal Vinther . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 126
“Knus mor” af Katrine Søndergaard. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 130
Koste hvad det vil af Amalie Klitgård . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 135
Livet er en træbom af Katja Nilsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140
Lyskrystallen af Jacob Jørgensen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 147
Mere end en sandwich af Maja Almgren-Storm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 154
Nuancer i gråt af Pernille Frank Kibak Nielsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161
Når lyset kommer af Ida Dalum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167
… og Jylland er hovedstaden i Europa af Kristine Rørsted Mosumgaard . . . . . . . . . . . 174
Om mord og nisser af Josephine ’JW’ Wagner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 180
Over and out af Joo Rørholm. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 187
Overlevelse af Gustav Halstrøm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 193
Pigen med stofblomsten af Zakiya Ajmi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 198
Sandhedsbægeret af Camilla Petersen-Bønding . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 204
Sjælebinding af Jesper Nielsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 210
Syndefaldet af Simone Norrild . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 217
Tik. Tak. Tinsoldat af Laura S. Lunding . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 222
Tågens land af Dina Aaslyng Dall. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 228
Uden for ægteskab af Liv Østerlund Schultz . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 235
Udflugt af Daniel Aschlund Eriksen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 239
Ukendt titel af Caroline Holdflod Nørgaard . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 244
Under piletræet af Mette ’Ophelia’ Sørensen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 249
Vand slukker ikke ild af Sara Neergaard. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 254
Væk af Signe Wendler Jørgensen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 260

Kort om bogens tilblivelse.
Denne novellesamling er resultatet af et kursus på Brønderslev Forfatterskole i sommeren
2009. Deltagerne var 45 unge fra hele Danmark. De unge er i alderen 13- 16 år, og de har
hver skrevet én novelle.
De unge blev undervist og inspireret af forfatterne Ida-Marie Rendtorff, Daniel Zimakoff og
Sanne Munk Jensen, og de tre forfattere har korresponderet med eleverne pr. E-mail, indtil
novellerne var helt færdigskrevet.
Det er vores overbevisning, at de unge gennem mødet med professionelle forfattere får et
stort fagligt løft og også motiveres til at fortsætte skrivningen. Desuden er det vores erfaring,
at de unge i løbet af kurset danner netværk og efterfølgende holder skrivegejsten oppe
hos hinanden.
Projektet er startet i 2004 som en del af Læse-lystkampagnen og støttes økonomisk af
Kultur- Undervisnings- og Socialministeriet. Desuden yder Brønderslev Kommune økonomisk
støtte til projektet.
Brønderslev Kommune vil gerne rette en stor tak til de mange bidragydere, der har gjort
kurset og bogudgivelsen mulig. Desuden vil vi sige tak til forfatter Hanne-Vibeke Holst,
som er protektor for forfatterskolen.
Det er vores håb at rigtig mange unge vil få lyst til selv at skrive, når de læser disse tekster
skrevet af deres jævnaldrene.
I 2009 blev der også afholdt et fortsætterkursus for 30 tidligere elever. Dette kursus resulterede
i en lydbogs-udgivelse med titlen ”Jeg kunne egentligt godt tænke mig en skildpadde.
Vol. 2”
Desuden afholdt Fanø Kommune i samarbejde med Brønderslev Forfatterskole et kursus for
30 begynderelever i efterårsferien 2009.
På vegne af Brønderslev Kommune
Inger Aarup-Kristensen
Projektkoordinator
Ny Rådhus Plads 1
9700 Brønderslev
Læs mere om Brønderslev Forfatterskole på www.broenderslev-forfatterskole.dk
5

Absinth
Af Simone Didrichsen Knudsen
Mit køkken er fyldt med nipsting. Alt er sgu nipsdekoreret i denne lejlighed.
Hvis man kan kalde mine skatte sådan. Tomme tændstikæsker, ler fra vestkystens
havbund, glasskår og andet guddommeligt skrammel. Den lidt for
stærke Nescafé gløder i halsen og åbner mine øjne millimeter for millimeter.
Blink, blink. Godmorgen, Androkles. Jeg kysser katten på den lyserøde
snude. Han er sandfarvet og blåøjet, meget uskyldig at se på, hvis ikke det
havde været for de sorte poter, der får det til at se ud, som om han har svanset
rundt på forbudt område. Min lille løve. Han brummer tilfreds og trisser
hen til sin mad, som han højlydt gnasker i sig. Lyden af tørfoder knaser gennem
rummet, mens jeg tænder den første Cecil. Lungerne åbner sig som
insektvinger. Pulsen. Jeg kigger på uret - pis! Gløden syder, da den rammer
køkkenvaskens fugtige bund. Jeg trækker i hue og sweatshirt og fumler på
øverste hylde efter solbrillerne. Nå dér er min tandbørste. Hvad fanden lavede
jeg i går? Fuck det, på med brillerne, ned med pillen, ud af døren, videre.
I gang. Igen.
Biblioteket er en tavs kæmpe. Jeg skynder mig indenfor. Hylderne tårner sig
op, strækker sig mod loftet, og stilheden er et tæppe. Jeg sveder trods den
syntetiske stesolid-ro i mit blod, putter mig længere ind i bomulden. Der er
nogen, der har tabt et hårspænde på gulvet. Jeg virrer med hovedet, men ser
ingen gennem de tonede brilleglas. Spændet føles spidst, eftergivende
mellem mine fingre. Det er blåbærblåt, et af dem, der kan klikkes på hårtotter.
I den ene side er et blomsterhoved, hvide blade og et gult centrum.
Tusindfryd. Den med elsker/elsker ikke. Skrabende skridt mod linoleumsgulvet
faretruende tæt på, skatten hurtigt ned i lommen. Griber vognen med
afleverede bøger og lunter hen mod elevatoren. Trykker pil ned. Der kommer
aldrig nogen i kælderen.
Androkles brokker sig over sin tomme madskål. Jeg tænder en cigaret og
åbner den nederste skuffe i min ikea-kommode. Hello, social life. Få minut-
7

ter senere kommer natten og tager mig bagfra. Syntetisk eufori. Alting flimrer,
og jeg accepterer min opløsning. Ud. ”It’s the old silent friend, having a
feast in my lungs…” Hvor kommer musikken fra? Hvad griner jeg af? I
udkanten af mit synsfelt, et glimt. Grønt. En udflydende plamage midt mel -
lem stjernerne. Flimmer. Grøn, sølv, sort, absurd, absinth. Det grønne er en
fe, og hun svirrer om mit hoved, lægger sig som et lag film over mit ansigt.
Hun tager min hånd, vi svæver sgu. Er jeg bevidstløs nu?
Lyset brænder hvidt gennem mine øjenlåg. Hvor er Androkles? Hvor er mine
piller? … Hvor er jeg? På væggen hænger en opslagstavle - postkort fra
Rhodos, billeder i farver, koncertbilletter og en vagtplan fra en café Lucca.
Rebekka, står der. Anders, Gro, Stella.. Hun hedder Stella, ved jeg. Fortalte
hun mig det? Den grønne kjole flagrer, da hun glider ind i lokalet. Håret, der
danser om hendes ansigt er den mest almindelige farve i verden, men hun er
smuk. Denne fe, denne pige, dette væsen. En iskold parasit kryber op gennem
min rygrad, og min mund fyldes med grus. Hjælp. Hun siger godmorgen
og kommer tættere på. Dynen glider af. Jeg er kraftedeme nøgen.
”Ka.. K.. Kaffe...” For helvede, hvor svært kan det være? ”Har du kaffe?”
Min hals brænder af anstrengelse.
”Selvfølgelig,” smiler hun og forsvinder. Jeg river hul i blusen, da jeg
krænger den på. Gulvet runger, jeg styrter mod hoveddøren. Vender mig om
efter mine sko, men døren er smækket bag mig. Klik, sagde det. Låst.
Androkles ligger i sofaen og betragter mig, mens jeg ryger med blikket tomt
rettet mod loftet. Mine strømper er kolde og brunlige under bunden, men jeg
kan ikke nå dem. Kujon, Luna. For fanden da også. Kasper Eistrup synger
om aspiriner og rolige weekender, om et hjerte der har efterladt ham. Stella,
hed hun. Den grønne fe. En røgsky udvider sig lige over mig. Hun er som et
trafikuheld, jeg ikke kan vende blikket fra. Jeg ruller opgivende om på
maven. Gulvet er køligt mod mit ansigt. ”Shooting star, wet my lips one last
time…” Androkles hopper ned og slikker mig i øret, før han lægger sig til
rette på min ryg.
”Hvad skal jeg gøre?” spørger jeg ham, næsten med et håb om et konstruktivt
svar. Jeg ved jo intet om hende. Hun hedder Stella, har hvidt senge -
tøj og arbejder på Lucca søndag eftermiddag. Op at sidde. Katten trimler ned
og glor misfornøjet på mig. Åndsfraværende trykker jeg ham mod brystet,
og han spinder straks godmodigt igen. Søndag eftermiddag. Jeg ved godt,
hvor Lucca ligger.
8

Sollyset knitrer for mit blik, og jeg lægger armene om mig selv, mens jeg går.
Det er ikke koldt, men jeg gyser aligevel. Hvad har jeg gang i? Mine ben er
som beton, og jeg standser midt på fortovet. ”Bang, så stod man lige her
igen, i et t-kryds…” Det er sgu da for dumt. Naive lille Luna tripper ud over
grønne feer og begynder straks at lege Pretty Woman. Rend mig. Jeg stopper
hænderne i lommen for at gå, og mærker så det skinnende blomsterspænde.
Det havde jeg sgu da glemt alt om. Det gule øje stirrer intenst på mig, og jeg
skæver splittet tilbage. For fanden.
Caféen er trendy og stilren, de små borde står som en koloni udendørs, og
indenfor er der opstillet hygge med stearinlys, naturbilleder og ikke-rygerskilte
på væggene. Jeg kryber ind, her er næsten tomt. Med ryggen til baren
og front mod et lille vindue i ansigtshøjde føles det næsten, som om virkeligheden
er et akvarium, som jeg har lov at betragte.
”Kan jeg hjælpe dig?”
Stella står bag mig, og selvom hele min krop sitrer, smiler jeg til hende,
da jeg vender mig. Hun ændrer ikke udtryk. Min krop forsøger at klemme
sig helt sammen om rygsøjlen. Hun spørger igen, om hun kan hjælpe. JA! Ja,
Stella, ja, som ingen andre.
”Har du kaffe?” Fuck, er det virkelig det eneste, jeg kan spørge hende
om?
”Selvfølgelig,” smiler hun og forsvinder.
Pis, hvad skal jeg gøre? Hvor skal jeg stille mig? Inden jeg er kommet
ordentligt ned fra loftet, er hun tilbage. Hun stiller koppen på bordet med et
klonk og endnu et smil. Kan hun overhovedet huske mig? Væggene kommer
nærmere, gulvet smuldrer under mig. Pis, pis, pis. Mine ord er kun en gispen
efter luft, og da jeg endelig kan se op fra bordet, er hun der ikke mere.
Regningen ligger under den hvide kop. Græder man normalt, nu? Jeg er tør
indvendig. Og tom, måske. Fuck it. Jeg skal ud nu. Inde i trøjen, under hætten
er støjen udefra mest af alt en kradsende brummen. I lommen møder jeg
igen den lille blomst. Jeg skulle aldrig have lyttet til den. Nu gløder den i min
hånd, en kunstig stjerne. Jeg vil sgu ikke have den mere. Jeg snurrer rundt og
snubler næsten ind af døren til Lucca. Regningen ligger der endnu. Værsgo,
Stella.
Androkles hopper op på min mave og kigger mig direkte ind i ansigtet.
Godmorgen, så. Han skal jo også have noget mad. Lille fyr. Han er blevet
tung, efterhånden. Tørfoder, Nescafé og den næste stesolid. ”On my cold
9

athroom floor, I lay down ’till I’m sore…” På stangen til bruseforhænget
hænger mine beskidte strømper endnu. Hvorfor kunne hun ikke kende mig?
Strømperne. Måske, hvis jeg tog tøjet på igen. Hvad var det nu, jeg havde på?
Den lilla nederdel med blonderne i bunden. Halskæden med sølvfjeren. Og
den sorte strikbluse med de små simili-knapper på ærmerne.
Solbrillerne gør lejligheden mørkere end normalt. Musikken går over i
highhat-rytmer og café-lyde. Jeg tænder en cigaret på vej ud ad hoveddøren.
Hun er her ikke. Jeg har ventet i en time nu, Hun kommer simpelthen ikke.
Solbrillerne ligger fint sammenfoldede på bordet og ligner lidt et sovende
dyr. Jeg sipper af den tredje kop kaffe, som en eller anden ligegyldig servitrice
har afleveret. Gro eller Inge eller sådan noget.. Jeg burde give op, men
mine ben nægter at adlyde. Akvariet udenfor virker komplet uoverskueligt,
jeg kan ikke gå derud uden at have set hende. Bare set hende gå forbi, så jeg
kan være sikker på, at hun er virkelig. En af knapperne på højre ærme hænger
i en tynd tråd, jeg piller den af og lader den ligge på den skinnende bordplade.
Stella, for helvede, hvorfor er du her ikke? Jeg ved udmærket, at jeg
ikke vil kunne få mig selv til at gå herned igen. Dette er sgu sidste chance.
Jeg har ikke flere negle at bide, og fingerspidserne smager svidende metallisk.
Om fem minutter går jeg. To. Et. Uret på væggen hamrer sit tik-tak ud
gennem rummet, et rungende ekko, der burde knuse mig som glas. Stadig
intet. Fuck det - jeg er skredet. På vej ud ad døren med hætte og solbriller
går jeg ind i noget. Nogen. Jeg mumler uforståeligt, og skal til at gå videre,
da bumpet svarer.
"Det er helt okay. Jeg har set dig før, ikke?"
Min mund er vidtåben, da jeg ser op på hende. Skinnende øjne, glødende
hud, det er Stella.
"Je- j.. Jeg.." Pis, nu igen. Hvorfor er jeg så håbløs? Hendes ansigt skifter
endelig udtryk.. Hun kender mig. Hun husker mig. Men er det en god ting?
Jeg kan ikke holde hendes nærvær ud, hendes flamme brænder min hud, mit
indre kramper, og jeg må ud, hvis ikke gulvet skal kollapse under mig. Jeg
snurrer om på hælen og vælter ud af døren.
"Luna" Mit navn drypper fra hendes læber som varm kaffe, trygt og
vidunderligt, men jeg kan ikke holde det ud. Det er ikke det værd.
Androkles lunter rundt om mine fødder, der hviler på trægulvet. Jeg holder
om mig selv i sofaen, stirrer tomt ud i luften. Hvad nu? Jeg trimler ned på
siden, ligger der og glor lige frem. Dumme, lille Luna. Uret forsøger kraf-
10

tesløst at slå timerne ihjel. Jeg venter bare på, at biblioteket åbner. Androkles
smasker fra gulvet, han gaber halvt sovende. Kære, elskede Androkles.
Hengivent lægger jeg mig ved siden af ham og lader hans ro, hans sløve
afslappethed glide over i min krop. Åndedræt.
Solbrillerne falder på gulvet, mens jeg sætter tegneserier på plads i børneafdelingen.
Pis, altså. De mørke glas flækker og smuldrer ud over linoleumsgulvet.
Stellet virker dumt nu. Stort og overflødigt, som det ligger der og er
færdigt.
”Luna?”
Lyden sender et glødende lys gennem mit sind. Det kan ikke passe. Hun
taler til mig fra den anden side af en reol. Mellem to skråtstående bøger ser
jeg et glimt af blåbærblåt i hendes hår. "Vær sød ikke at løbe væk." Hun taler
lavt og langsomt, jeg sitrer men bliver stående. "Er det okay sådan her?"
Jeg kan ikke lade være at smile. Min grønne fe. Det er okay. Faktisk. Lige
her, midt mellem to eksemplarer af ”Tintin og månen tur-retur” er det faktisk
helt okay.
11

Blinde tårer
Af Emilie Haaber Brorsen Jensen
”Du skal op ad trappen her, Nanna”.
Jeg sukkede. Hvis jeg nu bare havde ventet, selvom jeg var sent på den.
Men det var for sent. Med vaklende ben prøvede jeg mig frem. Noget, der
føltes som et trin, tog plads under mine fødder, og jeg stod nu fast, mens jeg
klamrede mig til Pernilles arm.
”Hvor mange er der endnu?”
”Kun 11 mere”. Pernilles tonefald var trist. Hun bebrejdede sikkert sig
selv, men af gode grunde kunne jeg ikke se hende i øjnene og fortælle, at alt
var i orden - at det ikke var hendes skyld! Hun havde forandret sig meget, det
var ikke til at undgå. Med en voldsom bevægelse løftede jeg højre ben på ny.
Klokken ringede ind. Chokket var overvældende - jeg mistede fodfæstet.
Pernilles arme var om mig på et nanosekund. Hun hev efter vejret.
”Er du okay?”
”Ja… jeg fik bare et chok over, hvor højt, klokken egentlig ringer.”
Jeg prustede. Hvorfor mig? En vældig larm brød ud. Der lød en trampen,
og jeg følte mig som en kakerlak, der krydsede gnuernes flugtvej. En mørk
stemme nærmede sig bagfra.
”Har I brug for hjælp?” Ordene gav genlyd i mit hoved, og i et kort øjeblik
led jeg af sclerose.
”Åh, Sebastian, fantastisk. Kunne du ikke støtte Nanna op ad trappen?”
”Måske er det nemmere at løfte hende.” Jeg gøs, for jeg vidste, han kunne.
Han var enorm, også før jeg begyndte at se sort. De muskuløse arme lagde
sig prøvende om mig. Han åndede let i min nakke, og små dråber pilkede ned
langs ryggen.
”Jo, det kan jeg sagtens. Øh, er du sikker på, det er i orden, Nanna? Altså,
jeg kan også bare støtte dig op, hvis du hellere vil det”.
”Jeg vil gerne op ad trappen, så du løfter bare.” Et smil bredte sig på mine
læber..
Jeg sank en klump, mens han trak mig op i sin favn. Hans greb var fast,
som en robots. Han bevægede sig flydende op ad trappen, trods den ekstra
12

vægt. Jeg lagde hovedet ind til hans bryst. Hans hjerterytme var beroligende.
En lækker blanding af vanilje og maskulinitet omfavnede mig. En brise
strøg gennem mit hår, og et øjeblik troede jeg, vi fløj oppe mellem skyerne.
”Du vejer ingenting.”
Et forstummet grin nær mit øre fik mig til at fnise. Selv i mørke så han
godt ud. Jeg fik med ét en overvældende lyst til at plante mine læber på hans.
”Det var vildt dejligt, at du lige kunne træde til og hjælpe”. Jeg kunne
høre, at Pernille havde indhentet os. ”Jeg troede aldrig, vi ville komme op
ad den trappe”.
Jeg følte et stik, og min hånd formede en knytnæve. Hvis bare jeg kunne
se hendes ansigt. Hendes stemme var fløjlsblød og viklede sig om mig som
slangen i Edens Have eller rettere - om ham.
”Det er ingenting” Han lød som en syvårig. ”Jeg vil altid hjælpe min bedste
veninde”.
Tavsheden var overdøvende. Han stoppede mekanisk.
”Skal jeg bære dig ind på din stol?” Lysten til at sige ja var kolossal.
”Ej, det behøver du da ikke!” Pernilles stemme skar gennem stilheden og
ramte mig som en fodbold.
”Nanna?” Lyden af hans stemme sivede ind i min krop og rensede den.
”Nej tak, jeg klarer den herfra”. Med en kejtet bevægelse plantede jeg
fødderne på det knirkende trægulv. Jeg kunne mærke to stirre på mig - en
bekymret og omsorgsfuld, en anden - hadfyldt og jaloux. Jeg skubbede dem
begge fra mig og klamrede mig igen til noget, der burde være Pernilles skulder.
”Vi ses i cafeteriaet senere”.
’Vi ses’. Lyden fik min mave til at knurre voldsomt. Hendes stemme var
kvalmende. ”Og tak for hjælpen endnu en gang”. Jeg kunne se Sebastian for
mig. Han måtte ligne én stor undskyldning for sig selv. Jeg prøvede at dreje
mig og smilte taknemligt, da han lagde en hånd på min skulder. Et sted i
mørket opstod et lys, og min første indskydelse var, at han smilte med åben
mund. Hånden forsvandt og skridt begyndte - væk fra mig og Pernille.
Skridtene blandede sig med andre og pludselig - væk.
”Hvilken dag er det egentlig i dag?” Svaret var åndsfraværende.
”Øh, tirsdag tror jeg”. Jeg lagde hjernen i blød - matematik. Med ben af
gummi blev jeg af en kold hånd ført på plads og placeret. Bordet var koldt -
ubrugt - ensomt. Jeg lod hænderne glide langs bordfladen. Små rifter, blyantstreger
og indgraveringer under mine fingre. Et hjerte. Et ord. Jeg fulgte
bogstavernes utallige snoninger. S. E. B. Jeg rettede mig op med et sæt. S-E-
13

B-A-S-T-I-A-N. Det rykkede i mig. Skulle jeg prøve at dække det? Jeg fumlede
efter mit penalhus, hvilket resulterede i, at det landede på gulvet med et
brag. Jeg stønnede. Ville jeg nogensinde blive bedre til det her? Bilen havde
kørt alt for hurtigt - over for rødt. Jeg havde ikke nået at reagere. Jeg lod en
finger glide over overlæben. Lugten af bly var overvældende. Jeg hostede
kraftigt og kastede mig frem over bordet. Hvad skal der egentlig til, før man
kan græde?
Forandringen var enorm - det kunne jeg tydeligt ’se’. De konstante blikke
lagde sig om mig, som en magisk kappe, der skulle beskytte mig - halvt medlidenhed,
halvt nysgerrighed. Folk talte ikke til mig - ikke et ord. Det passede
mig egentlig fint, jeg behøvede ikke deres ”det gør mig ondt” og ”din
stakkel, klarer du dig?”. Fortovet føltes hårdt mod mine fødder, da turen
hjem fra skole begyndte. Pernille gik ved siden af mig, tøvende.
”Hvordan tager dine forældre det?”
Mine øjne føltes som en fyldt kildevandsautomat, der var gået i stå. Jeg
åbnede munden for at svare, men jeg kunne ikke få et eneste ord over mine
læber, og et øjeblik troede jeg, at jeg var stum i stedet for blind. Jeg drejede
hovedet imod hendes åndedrag.
”Min far tager det overraskende afslappet,” jeg tøvede, ”men min mor har
svært ved at håndtere det, og der er tidspunkter, hvor hun helt glemmer det”.
Jeg forsøgte at sende hende et smil og antog, at den sagte grynten var et smil
tilbage. Luften mellem os var kold, så vi slentrede langs fortovet i tavshed.
Pernille stoppede brat. Var vi allerede ved mit hus?
”Jeg kan ikke mere.” Pernilles stemme dirrede. ”Du har været væk… i
lang tid.”
Hun kæmpede med ordene. ”Du har været væk i rigtig, rigtig lang tid”.
Hendes ord var nok, hendes tonefald var nok, hun var nok. Jeg prøvede at
stirre intetsigende frem for mig, et udtryk, jeg ofte brugte før ulykken, men
kom frem til, at mit hårde blik var kommet for at blive. Fuld tid.
”Lad vær’ med at lave grimasser, Nanna! En dag sidder dit ansigt måske
fast!”
Jeg grinede ved tanken om min moders alt for brugte udtryk og mærkede
en kildende fornemmelse risle igennem min mave.
”Nanna, hører du overhovedet, hvad jeg siger?”
Stemmen var vild og slog mig som små slag i ansigtet. Jeg stønnede.
”Pernille, vi to, du og jeg - kan vi ikke fortælle hinanden alt?” Hendes
vejrtrækning kom ud af balance, som en beruset balletdanserinde. ”Jeg er
14

faldet for ham”.
Hver eneste muskel i min krop spændtes med en hastighed, der ikke
kunne måles med teknologi.
”Ham?” Jeg vidste udmærket, hvem hun talte om, men jeg måtte bare
have det bekræftet.
”Det ved du jo godt”. Hun stammede. Bekræftende. ”Sebastian er en virkelig
skøn fyr, og jeg tror virkelig, vi kunne få et forhold op at køre.”
Lyden af hendes stemme jog gennem mig som en kniv, og jeg krympede
mig. ”Jamen… hvad med mine følelser?”
En tåge lagde sig om os og begravede os i vores egen lille verden, kun os,
Sebastian og vores dilemma. Mit hjerte pumpede blodet rundt i kroppen fra
top til tå. Pernilles hånd hvilede på min skulder. Jeg rystede den af mig.
”Jeg må tænke på mig selv,” Hun lød ligeglad, ubarmhjertig. ”Jeg har på
fornemmelsen, at han også gerne vil mig”. Stødet ramte mig - hårdt.
Hvordan kunne hun gøre det mod mig? ”Vi har ligesom opbygget et specielt
bånd”, hun nød det, det måtte hun gøre ”vi har snakket sammen rigtig
meget her i den sidste tid - vi har meget til fælles”.
”Følger du mig hjem?” Jeg sank en klump.
”Øh, selvfølgelig!” Spørgsmålet kom bag på hende. Hun tog min hånd, og
jeg undgik at røre hende mere, end nødvendigt. Minutterne føltes som timer,
inden vi nåede hoveddøren. Jeg famlede efter håndtaget. Det føltes koldt
mod mine fingre.
”Jeg kan godt selv herfra”. Ordene gav genlyd i mit hoved. Jeg trak ned i
håndtaget, skubbede døren til side. Pernille lagde hånden på min skulder.
”Er vi to færdige nu?”
”Det tror jeg, du kender svaret på.”
Jeg lod fingrene glide med døren, tog tre skridt - var inde. Ude i køkkenet
kunne jeg høre min mor pusle.
”Jeg er hjemme!”
”Hej skatter! Har du haft en god dag?”
”Øh, tja, den har været fin”.
”Skatter, kom herud i køkkenet, så kan vi bedre snakke sammen.”
Prøvende lod jeg hånden glide langs væggen, tog det første skridt hen
mod lyden af min mors stemme. Med et snublede jeg og landede på gulvet.
Stilheden var overdøvende.
”Har du slået dig, Nanna?” Jeg sank en tennisbold. Nu skete det… igen.
Skridt begyndte og skridt stoppede. Hun stod i døråbningen, det var jeg
sikker på. I den anden ende af gangen lød et gisp, der hurtigt blev fulgt af
15

hulk. Gråden fik ben og løb op ad trappen - den forstummede. Jeg sukkede.
Hvornår ville hun acceptere det som en del af hverdagen?
Små tunge fødder nærmede sig bag mig, og en lille hånd tog fat i min.
”Jeg skal nok hjælpe dig”. Peters stemme var, som kun små drenges stemmer
kan være. Jeg sendte et smil i hans retning. ”Mor har ikke snakket med
damen i dag, du ved, hende, der hjælper mor, når hun er ked af det.”
”Ja, hende kender jeg godt.” Jeg undertrykte et fnis.
Han trak i mig og førte mig gennem huset og ind på mit værelse og placerede
mig forsigtigt på sengen.
”Vent her, jeg har noget, jeg skal vise dig”. Stemmen dirrede af fryd og
efterlod en summen i rummet, da han trampende løb ud af værelset. Mine
tanker tillod sig at kræse om ting som… Sebastian - og Pernille. Mor havde
de for længe siden opgivet. Kun hendes psykolog og far kunne holde hende
intakt. Havde Pernille og Sebastian virkelig et hemmeligt forhold bag min
ryg? Eller snarere lige for næsen af mig. En hare begyndte at hoppe voldsomt
i min mave, og jeg lagde armene om mig selv for at berolige den - men
den var ikke så meget for at kramme. Et par sokker kom futtende hen ad
gulvtæppet.
”Jeg har tegnet en tegning af os to - er den ikke flot?” Hans stolthed fyldte
rummet, så man ikke kunne gøre andet, end at tage del i den. Let som en
fjer lod jeg min hånd strejfe papiret. Masser af linjer tog plads under fingerspidserne.
”Den er rigtig flot” Jeg gjorde mit bedste for at lyde som en besat af sandhedsserum.
”Det VIDSTE jeg bare, du ville sige”. Jeg forestillede mig en kæmpe
banan på hans mund, da han tøffede ud. Jeg smilede for mig selv og lod
håndfladen køre langs det hjemmelavede sengetæppe. Forsigtigt lagde jeg
mig på sengen. Jeg udstødte et suk - hvordan ville det her ende?
Jeg besluttede mig for at glemme Pernille - glemme Sebastian.
Telefonen ringede i min lomme. Jeg fumlede efter den og fik med besvær
taget den.
”Det’ Nanna,” svarede jeg træt.
”Det.. h.. er Seb.. h.. astian.” Jeg satte mig med et sæt op og spidsede ørerne.
Ville han fortælle mig, at han var faldet for Pernille? Mine læber strammedes.
”Hey..” Han stønnede, det lød, som om han var ude at løbe, eller lige var
stoppet.
”Hvad laver du?”
16

”Øh, ingenting”.
”Nå, okay”. Hans stemme lød mærkelig. ”Jeg tænkte på, om jeg måske
måtte komme forbi senere? Så kan jeg også hjælpe dig med lektierne.” Han
lød som en hundehvalp.
”Tja, det kan vi vel godt aftale.”
”Fedt!” Hans stemme var varm, og i et kort øjeblik havde isdronningen
forladt min krop. ”Jeg er lige ude og cykle, kan jeg komme forbi nu?”
”Ja, det’ fint”.
”Nice! Ses”. Forbindelsen var afbrudt, før jeg nåede at svare ham. Ville
han spille superhelt og sige det face-to-face? Jeg lukkede øjnene - eller
noget, der mindede om - og tænkte på de utallige ting, han måske ville sige
til mig.
Det ringede på døren. Jeg skuttede mig.
”Jeg åbner.” Peters stemme var livsglad.
Stemmer. En dør der smækkede. Trin. Trin. Trin. Stop. Jeg trak mig sammen.
”Sebastian?” Min stemme væltede alle former for sikkerhed. Et skridt. To
skridt. Tre skridt.
”Ja, det er mig”. Sengen bulede en anelse, da han satte sig ned. Han lagde
nænsomt sin hånd på min.
”Jeg har savnet dig rigtig meget”.
”Tja, vi har ikke rigtig lavet noget sammen siden ulykken - du ved, ’Guitar
Hero’ og den slags har været lidt sværere for mig her på det sidste”. Jeg sank
en klump. Vi var så gode venner - barndomsvenner. Kunne vi tage det næste
skridt?
”Måske skulle vi være mere sammen igen - måske som mere end venner?”
Mit hjerte var gået i stå, og jeg hev efter vejret.
”Hvad mener du?”
Hans tøven gav mig gåsehud. ”Du skal vide, at det ikke betyder noget for
mig, at du ikke kan se. I mine øjne er du stadig den samme, helt fantastiske
pige. Og desuden - så tror jeg, jeg er begyndt at få andre følelser for dig.”
Mine kinder blev fugtige. Jeg tog hånden op til kinden. Små dråber vandede
mine fingerspidser. Jeg udstødte et lettelsens suk og lo. Jeg græd blinde
tårer.
17

De forsvandt
Af Tobias Svangtun Nowak
Thunderbird i gult hoppede ned fra taget og landede i rullefald. Han trak sine
uzi’er fra bæltet og plaffede zombiens hoved af. Han løb videre, forbi den
hovedløse zombie, som lallede rundt som en fuld og sprang videre til det
næste tag. På vej mod kanten af taget blev han mødt af menneskelige skrig.
Han kiggede over på det næste hus og fik øje på en mand og en kvinde. I al
hast sprang han over til dem. En rumlen kom nede fra huset, da han landede
på kanten. Pludselig sprang midten af taget i stumper og stykker og dele herfra
fløj ind i superheltens hoved. Op af hullet kom en superzombie. Hans ene
arm var overdimensioneret mens den anden var meget, meget lille og hang
og slaskede. Thunderbird stoppede helt op, forsøgte at holde enhver muskelfiber
i kroppen stille. Superzombien landede på kanten af sit hul og stirrede
med sit ene grønne pupilløse øje på ham.
Hurtig som et lyn trak han en granat fra sit gule bælte og smed den ud
over venstre kant. Zombien fór over taget og sprang direkte i afgrunden efter
granaten. Thunderbird løb i raske skridt mod de overlevende, men pludselig
forsvandt de bare. Ud over kanten. Smat.
”Mikkel!” Der lød et suk og skærmen gik ud. Jeg smed min gameboy i
sengen og gik nedenunder, ”Mikkel, din far og jeg har en rigtig god nyhed..”
Min mor lød glad. Hun og far var lige kommet hjem fra arbejde.
”Hvad er det, hvad er det?” spurgte jeg ivrigt.
”Vi skal på ferie!”
Mor og far havde planlagt at lade deres arbejdsmobiler blive hjemme, så
de kunne nyde ferien, uden stressende opkald. Vi skulle til Paris, verdens
førende turistmål. Eller det sagde min mor i hvert fald.
Far startede vores Opel lørdag morgen og så gik turen til lufthavnen. Far
og mor snakkede om et eller andet, men jeg kunne kun høre nogle af ordene
fra bagsædet. Hotel, moms og priser, sådan noget voksensnak. Men jeg var
ligeglad med det, jeg havde min gameboy til at fornøje mig med.
Min far satte en CD på. Et minut efter sad vi alle sammen og skrålede
med på Fantastiske Mandag.
18

Efter en kort flyvetur landede vi i Paris. Mor ville straks shoppe på Champs-
Élysées, og alle de andre kendte steder. Far havde lagt en ambitiøs plan. Han
ville se samtlige turistattraktioner, i selskab med familien og sit kamera med
kæmpelinse. Jeg ville bare slappe af på hotellet og måske dyppe foden i
poolen. Men først skal vi lige ud af den her lufthavn som er på størrelse med
10 fodboldbaner, mindst! tænkte jeg. Jeg gik i hælene på min mor gennem
de lange gange, som var fyldt med mennesker i alle farver og størrelser.
Store, små, hvide, sorte, gule, brune, ja selv røde. Meget overvældende, selv
om jeg var en stor dreng og lige var fyldt 10 år
Da vi havde fået bagagen scannet, fik vi tilladelse til at gå. Vi smuttede
tværs gennem en kæmpe sal og ud mod en gade fyldt med taxier som nærmest
lå på lur for at overfalde de næste kunder. Vi trådte ud af skydedørene
og blev slået tilbage af Paris’ skyline. Overvældende, men ikke så stor som
New Yorks. I forgrunden var der et net af veje, der som indviklede rutsjebaner
viklede sig ind i hinanden. Noget lidt andet end motorvejen og parkeringspladsen
i Billund hjemme i Danmark. Vi satte os ind i den nærmeste
taxi og fik proppet vores mange tasker ned i bagagerummet. Jeg sad sammen
med min mor på bagsædet.
”Hvad skal vi lave, når vi kommer til hotellet?” spurgte jeg, mens vi
kørte.
”Pakke ud,”
”Jamen efter det. Kan vi ikke komme i poolen?”
”Det må vi lige se, om der kan blive tid til.” Hun kiggede ikke på mig, så
bare ud af vinduet. Jeg vidste præcist, hvilket udtryk hun havde i fjæset. Det
var et hengivent drømmende udtryk. Hun længtes tydeligvis kun efter at
tømme butikkerne for de bedste varer. I virkeligheden ville det være hendes
kreditkort, der ville være tømt først.
Hotellet var stort og fint og med dansktalende guider. Far sagde noget om
at rejseselskabet havde nogle aktier og et eller andet med god investering.
Han talte tit om finanser med dem, han var sammen med.
Rummet, vi havde fået, indeholdt to nydeligt redte senge, en dobbeltseng
og en enmandsseng, nogle stole, alle i en lys orange farve. Far og jeg lagde
vores håndbagage og satte os ned, mens vi ventede på Mor.
To colaer fra barskabet og 10 minutter senere kom min mor sammen med
to piccoloer, som asede og masede med sådan cirka syv kufferter. Små sveddråber
silede ned langs kæberne på dem, men på min mor var sminken
ubrudt.
”Merci,” kom det sukkersødt fra min mor, da de havde sat kufferterne til
19

ette ved væggen. Herfra hvor jeg sad, kunne jeg se de unge piccoloer skære
ansigter bag hendes ryg.
Far så på sit ur og konstaterede, at det var spisetid, så vi begyndte at tage
vores overtøj på. Udenfor var det allerede ved at blive mørkt. Bilerne strøg
forbi på den store gade langs utallige gadelygter som bare fortsatte i en uendelighed.
Jeg stod med åben mund og gloede på bilerne, mens jeg lyttede til
min fars prædiken om fine og interessante restauranter i Paris. Kulinarisk
centrum, kaldte han byen. Triumfbuen rejste sig i skarp silhuet; solen var lige
bag den øverste bjælke. Jeg stod lidt og nød synet, indtil min mor tog mig i
armen og trak mig den modsatte vej.
Min far havde besluttet sig for en restaurant i den modsatte ende af byen,
så vi måtte sidde i en taxi i hundrede år, og ikke nok med det, min mor kørte
ikke engang med, næh nej, hun stod af på en eller anden lille gågade. Hun
havde set et ualmindelig godt tilbud i en skobutik.
Restauranten, vi havde valgt, var en lille skjult diamant i en lille sidegade
med linoleumsgulv, fint udskårne stole og lysekroner i loftet. Min far og jeg
nød det, tjenerne var søde og imødekomne. En af dem gav sig endda til at
spille fløjte i et hjørne på en lille skammel.
Min mor kom først ,da jeg var halvvejs igennem min bananasplit, og halvvejs
igennem min livlige samtale med min far. En far, som havde hængt økonom-jakkesættet
på stolen, og som snakkede med sin søn om alt mellem
himmel til jord. Jeg rullede øjne af hende, da hun kom indenfor med en
masse poser på slæb.
”Det var vist ikke kun sko, der var på udsalg?” sagde jeg. Min far nøjedes
bare med at ryste på hovedet. Hun trak straks en sort kjole op af en af
poserne, rejste sig og holdt den op foran sig. Hvis den skulle dække hendes
bryster, ville hendes lår være blottede, så jeg, men måtte dog indse, at det
havde haft sin virkning. Far fik et særligt smil på læberne.
”Kan vi ikke snart komme i poolen?” spurgte jeg. Min mor afviste og
sagde, at det måtte vente. Skuffelsen rislede ned ad min ryg.
Næste dag skulle vi udforske samtlige kunstmuseer, som min far påstod,
indeholdt tusindvis af forskellige kunstneres malerier. Derudover skulle vi
besøge en masse andre seværdigheder. Så mange, at han havde printet en
side ud med adresserne, så han kunne huske dem alle. Vi fór rundt hele
dagen for at holde hans tidsplan. Kunstmuseerne var da meget spændende,
men om aftenen kunne jeg alligevel ikke huske nogle af billederne, vi havde
set. Turen til Eiffeltårnet havde været vældig sjov, især fordi min far, da han
20

skulle købe is, kom til at vælte en lille dreng med en is i hånden. Drengens
is fløj fra ham og ramte en ældre dame, hvis franske temperament , min far
straks fik at føle. Snart stod en lille hær af fægtende franske turister rundt
om far, mens mor og jeg stod ved en elevator og flækkede af grin.
Om aftenen spiste vi i hotellets restaurant. Jeg skævede ud af nogle store
vinduer og kunne ane poolområdet udenfor.
”Kan vi ikke blive hjemme i morgen og bare slappe af?” spurgte jeg under
hovedretten. Der kom et eller andet ud af deres munde, men det lød mest som
nogle afvisende ”hmmm” og ”tjaaa” i mine ører. ”Kom nu, det kunne være
dejligt bare at gå frem og tilbage til poolen eller bare slå rødder,” vedblev jeg
stædigt. Nu måtte de for en gangs skyld lytte.
”Du ved jo godt, du kommer til at kede dig. Og desuden har du ingen
svømmebriller, du ved jo, hvad klor gør ved dine øjne.” Det var min mors
kommentarer, selvfølgelig.
”Sådan nogle kan vi jo bare købe! Kom nu ,jeg vil altså bade i poolen!”
Jeg tiggede dem om det, men der var en undertone af vrede i det jeg sagde,
kunne jeg godt selv høre.
”Men det skal vi ikke, og sådan bliver det! Det har de voksne bestemt.”
Jeg for op, som en stikflamme, der pludselig var blevet antændt. Mors ord
havde været tændvæsken, der fik ilden til at vokse.
”Hvorfor kan du ikke bare lytte til mine behov? Jeg har bare lyst til at
slappe af. Er det så svært at forstå!” Min mor begyndte at tysse på mig men
jeg fortsatte uanfægtet. ”Jeg er din søn for pokker, og du går mere op i dig
selv end nogen andre, og… og…” jeg kunne ikke fortsætte, suppedasen i min
mave var steget op i halsen på mig og mine øjne var fyldt med vand som to
oversvømmede pooler. Det var for meget. Jeg rakte ud efter nøglerne, som lå
mellem min far og mor på den anden side af det runde bord. I farten væltede
jeg min fars rødvinsglas og indholdet løb ned i skødet på ham. Uden at
tjekke min fars ansigt, hapsede jeg nøglerne og løb som vinden.
”Preteenager,” kunne jeg høre min mor mumle.
Jeg sad på min seng og hulkede som et pattebarn, og jeg var endda 10 år,
men når mine forældre var så dumme var det min ret at græde. En banken på
døren kvalte min hulken på få sekunder. De skulle ikke se mig græde. Jeg
stirrede med tilbageholdt åndedræt fra sengen hen mod døren.. Kunne de
allerede være kommet for at løse vores konflikt?
”Roomservice?” spurgte en uniformsklædt mand. Mit hjerte sank og med
tyk stemme afviste jeg ham på engelsk. Efter han var gået, smed jeg mig på
sengen og faldt i søvn.
21

Jeg vågnede med et sæt mandag morgen og satte mig op i sengen. Mit halvlange
hår strittede i alle retninger som et bevis på urolig søvn. Tanker om
aftenen strømmede ind over mig i bølger. Det havde været ubehageligt at
råbe af min mor. Der var stille i rummet, jeg var alene.
”Mor! Far!” prøvede jeg, men ingen svarede. Kunne de have forladt mig?
Smuttet, fordi jeg lavede ballade? Jeg begyndte at ryste helt vildt og prøvede
at forestille mig et liv som forældreløs. Umuligt. Umuligt. Umuligt. Jeg
smed mig på sengen, lukkede øjnene hårdt i og overbeviste mig selv om, at
det var synsbedrag, en drøm, en løs fantasi, et eller andet. Jeg tillod en lille
sprække at blive åbnet igen. Nej! Det samme bæbrune loft. Jeg rejste mig og
stormede ud af værelset uden at se mig for eller låse efter mig.
Nede ved indgangen til hotellet, så jeg en af de danske guider stå og tale
i sin mobil. Jeg åbnede og lukkede munden, mens jeg kiggede på hende, rystende
som en hund efter en svømmetur.
”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spurgte hun venligt og lagde mobilen
ned i lommen, mens hun kiggede undersøgende på mig.
”Min mor og far er væk. Helt og aldeles væk. Måske har de forladt mig,”
sagde jeg og var ved at græde.
Hun tog sin mobil og spurgte, om vi ikke bare kunne ringe til dem. Jeg
rystede på hovedet. ”De har ikke deres telefoner med, min far kaldte denne
ferie ”at hive stikket ud.” Ved tanken om min far var jeg ved at bryde sammen.
Guiden så skeptisk ud, men jeg fik hende til at gå med op på værelset,
så hun kunne se, at de var væk.
Guiden kunne ikke gøre andet end at ringe til politiet, så et kvarter senere
sad jeg i en politibil på vej til den lokale politistation. Men jeg var ikke
alene, i bilen sad der en dansker, som hed Mogens. Han skulle være tolk så
jeg kunne fortælle politiet, hvad jeg vidste. Han fortalte mig lidt om sit liv,
om hans børn i Danmark og sådan noget, men jeg hørte ikke rigtig efter. Jeg
sad bare og var ked af, at mine sidste ord til min mor var blevet råbt ind i
hendes hoved.
Tiden på politistationen flød ud i ét. Uendelige møder i røgfyldte lokaler
og gamle betjente, som stillede 1000 spørgsmål om hvad og hvornår og hvorfor,
men intet gav et direkte praj om hvor mine forældre var henne, og vi kom
aldrig rigtig nogle steder.
Jeg sad på politistation og spiste bøf og kartofler, som egentlig ikke smagte
af noget. Det var som at tygge i ingenting. Mogens kom hen til mig og
spurgte, om jeg klarede den? Hvad skulle jeg svare? Mine forældre var væk,
og jeg havde ingen idé om, hvor de var henne, og jeg frygtede det værste?
22

Jeg må have siddet længe uden at svare, for pludselig stak han en albue i
siden på mig og sagde:
”De har efterlyst dem.”
Jeg nikkede, men tankerne om et liv som forældreløs plagede mig.
Senere på eftermiddagen blev jeg kaldt ind på inspektørens kontor.
Mogens var sammen med mig. Inspektøren rømmede sig og snakkede løs om
det gode vejr. Jeg kiggede bare tomt på ham. Han indledte en ny sætning,
men ombestemte sig så og gik direkte til sagen.
”Vi ved ikke noget med sikkerhed men… her til eftermiddag er der blevet
trukket noget op af en sø lidt uden for Paris,” oversatte Mogens, ”liget af
en mand og en kvinde. Beskrivelsen af dem passer rigtig godt til den beskrivelse,
som du har givet af dine forældre. Hårfarve, øjenfarve, tøj, højde og
så videre. Undersøgelser tyder på, at de har ligget i søen siden ved femtiden
i morges. Så der er grund til at tro…” jeg hørte ikke længere efter. Det var
som om, han havde skudt mig, gennemhullet mig, gjort mine bange anelser
til virkelighed. Jeg havde lyst til at græde, men jeg kunne ikke. Det hele var
alt for uvirkeligt. Mogens sagde noget om, at jeg skulle tilbage til Danmark
og i varetægt hos mine bedsteforældre, men først skulle jeg lige hente mine
ting, og så ville jeg blive sendt med fly hjem. Men inden jeg tog til lufthavnen.
Mogens bed sig i læben og så ned..... Kunne jeg så klare at identificere
ligene?
Klokken var ved at være halv fem, da jeg trådte ind på hotelværelset, tanketom
og alene. Mogens ventede ude i sin bil. Jeg havde fået et kvarter. Jeg
lagde mig på gulvet og stirrede op i loftet uden speciel lyst til at samle taskerne,
især ikke mine forældres ting. Jeg vendte rundt og stirrede ned i gulvtæppet.
Mit syn fulgte linjerne i tæppet, og mine øjne fangede noget under
sengen. Jeg rakte en hånd ind og trak det ud. Det var et sammenfoldet stykke
papir. Hurtigt foldede jeg det ud og begyndte at læse.
Kære Mikkel
Undskyld vi var så dumme i går
Din far og jeg er taget ud for at shoppe.
Du kan bare spille på din Gameboy
Du må godt gå i poolen, men vær forsigtig og tal ikke med fremmede
Vi er hjemme ved femtiden.
Kærlige hilsner din mor og far
23

I det samme gik døren op, og mor og far kom ind. De var lyslevende og i
hænderne havde de en masse poser. Jeg begyndte at grine helt ukontrolleret,
mens tårerne fløj ud af mine øjne, som våde projektiler. Et glædens grin.
Lettelsens grin.
”Jamen, Mikkel dog. Vi har købt nye svømmebriller til dig.”
24

Delte verdener
Af Signe Havskjær
Seiko havde gået så længe. Benene kunne knap nok holde ham oppe længere,
og han måtte kæmpe for ikke for at falde om. Han skævede derhen, hvor
der engang havde været en blå himmel, der hvor han kom fra. Her var himlen
grå, ligesom horisonten og den sandede undergrund, der flød ud et.
Han stoppede op, prøvede at samle tankerne. Hvordan var han kommet
hertil?
Han følte sig bare tom. Han huskede ikke så meget, efter han var flygtet
fra landsbyen, den dag ulvene angreb.
Det eneste Seiko virkelig kunne huske var hende. Billedet havde brændt
sig fast i hans hukommelse. Det sorte hår, de uendelig dybe blå øjne, de røde
læber. Det grædende ansigt. Egentlig vidste han ikke, hvem hun var, men han
vidste, at hun var virkelig. At han måtte finde hende.
En pludselig, vild banken, ikke mere end et par hundrede meter fra ham,
gjorde ham opmærksom. Den var tryglende. Nærmest desperat.
Det var først da han så pigen, at han indså, hvor alene han følte sig. Han
måtte hen til hende.
Seiko løb, løb så hurtigt han kunne, men sandet forsinkede ham hele
tiden. Han begyndte at få sidestik og kunne mærke, at han blev mere og mere
forpustet, jo tættere han kom. Men han kunne ikke tillade sig selv at standse.
Han satte farten op, men hans fod skred i sandet, og han faldt forover,
med hovedet først. Hvis det ikke havde været for sandet, ville han have været
kommet til skade. Han rejste sig, løb videre, ignorerede den dunken i hovedet,
som faldet havde fremkaldt.
I takt med at han nærmede sig hende, tog hendes ansigtsudtryk form. Hun
var bange. Øjnene var spærret op, og kæben bævede. Hun virkede bekendt.
Kunne det virkelig være..?
Seiko var nu kun en meter fra hende. Kunne ikke undgå at bemærke, at
hun stod i vand til anklerne, der hvor hendes marineblå nederdel sluttede.
25

Den var blevet fugtig i kanten og flossede flere steder. Hendes opsatte frisure
var også ved at løsne sig.
Pigen råbte noget, men han kunne ikke høre, hvad det var. Hvorfor kunne
han ikke det? Han var jo så tæt på hende.
Nu så han den. Ruden.
Den var placeret mellem dem og strakte sig så langt, som han kunne se.
Ved pigens side havde skyerne nået hende, og den lyserøde regn skyllede
nu ned over hende. Snart ville vandet nå over hendes hoved.
Med en flad, våd hånd hamrede hun på ruden igen. Han så hende direkte
i øjnene.
’Få… mig… ud…’ mimede hun med tydelige mundbevægelser. Hendes
krøllede mørke lokker var våde og klæbede til ansigtet. Den var god nok. Det
var dét ansigt. Det var hende.
Seiko kiggede sig rådvildt omkring. Noget måtte kunne bruges.
Han fik øje på træet ikke langt væk. Spurtede over mod det, greb fat i den
nederste gren og trak sig selv op. Kvistene rev i hans overkrop og arme,
mens han kæmpede sig højere og højere op. Seiko prøvede at se gennem bladene,
for at finde ud af, hvor langt han var kommet. Han kunne ikke være
kommet specielt langt, for han kunne stadig se sit eget spejlbillede i ruden.
Han kæmpede sig videre på trods af, at musklerne efterhånden blev
ømme, og kræfterne var ved at slippe op.
Grenene tyndede ud og blev til kviste, snart kunne han ikke komme længere.
Han kiggede op.
”Umuligt!” skreg han.
Han kunne stadig se sin egen genspejling, og når han kiggede op, fortsatte
ruden i det uendelige.
Seiko skyndte sig ned. Han havde blødende rifter på armene, men tog sig
ikke af det. Han var knap tre meter over jorden, da han mærkede sin fod
glide, og han faldt. Luften blev slået ud af lungerne, da han ramte jorden.
Han lå på ryggen, prøvede stadig at få vejret. Rejste sig og kiggede op på
pigen.
Hun stod på den anden side og ventede på ham. Vandet gik hende til knæene.
Ansigtet blusede voldsomt.
Han så sig omkring og kunne mærke, at han blev mere og mere stresset
og frustreret i takt med, at vandet steg.
Pigen bankede igen på ruden. De røde læber formede ordene: ’Grav!’
Han nikkede. Pigen begyndte selv at grave med kluntede, klodsede bevægelser.
26

Seiko satte sig, nærmest flåede det ru sand op.
Han blev ved med at grave, selv om det begyndte at gøre ondt og huden
flossede på fingerspidserne af det hårde arbejde. Et enkelt sted blødte det
under neglen.
Snart havde han gravet så meget, at han måtte bøje sig for over, for at
kunne fortsætte. Han gispede, da han fik fat i noget. Havde han endelig nået
kanten af den gennemsigtige væg? Ville han snart kunne røre hende, han
havde drømt om så længe?
Der var noget galt, det kunne ikke være glas. Seiko slap genstanden og lod
sit forventningsfulde blik undersøge det.
Skuffelsen dolkede ham nærmest i ryggen, mens tårerne pressede sig på.
Det var en rod fra træet. Han rejste sig. Kiggede på pigen. Vandet gik hende
til hofterne.
Tårerne løb ikke længere ned af de rødmende kinder, men alligevel havde
hun et sørgmodigt udtryk i ansigtet .
Seiko behøvede ikke en gang at sige noget, hun vidste hvad han mente, da
han undskyldende sænkede hovedet.
Han lagde en hånd på glasset. Det var koldt. Hans varme ånde duggede
ruden.
Også pigen lagde sin spinkle hånd det samme sted, på den anden side. For
et øjeblik glemte de vandet.
Det var først da han bemærkede, at vandet nu nåede hende til navlen, at
han begyndte at gå i panik igen.
Adrenalinen pumpede gennem hans krop. Han knyttede næven og hamrede
den mod ruden. Der skete intet.
Så slog det ham.
Der havde været en sten ved foden af træet. Igen løb han mod træet, løb
rundt om det, til han fandt den hårde, grå klump og løftede den op i sine
arme. Pigen bevægede sig over i hans retning, langs glasset, skiftevis gående
og svømmende, med forvirringen malet i ansigtet. Hun gav sig til at råbe
lydløst igen. Vandet nåede hende til brystet.
Seiko tog en dyb indånding, bevægede sig over mod glasset. Hævede stenen
over hovedet og hamrede den mod ruden, blev ved indtil glasskårne
begyndte at falde til jorden. Flere af dem skar ham i hånden på vej ned. Et
slag mere og han ville være igennem.
Vandet kom hurtigere, end han havde regnet med, skyllede ind over ham
som en stor, lyserød flodbølge. Knoerne på den højre hånd blødte.
Han mødte hendes blik gennem hullet. Hun smilede.
27

”Seiko…”
Hun trådte ud gennem hullet. Hendes hår skinnede blåsort. Tårerne
begyndte at trille ned ad kinderne på hende.
”Seiko!” Hun kastede sig over ham, med så voldsom en kraft, at han faldt
bagover. Han lagde armene om hende, snusede hendes søde vaniljeagtige
duft ind.
”Sarina!” råbte han, og inde i hans hoved faldt brikkerne langsomt på
plads. Han huskede, hvordan ulvene havde indhentet ham. Hendes skrig.
Hans forgæves forsøg på at hive hende til sig.
Hans trolovede. Hans Sarina.
Han knugede hende ind til sig.
Ulvenes tuden kunne høres i det fjerne, de var på vej. Om lidt ville de
kunne anes i horisonten. Det ville være umuligt at flygte fra dem. Seiko var
ligeglad, han havde vundet Sarina tilbage og stod med hende lige nu og her
i sine arme.
28

Den gule paraply
Af Pernille Nørgaard Kjølstad Larsen
Vinden susede i håret, mens benene bevægede sig op og ned, op og ned. Det
regnede seriøst, og Askes tøj var for længst gennemblødt, men han nød de
kolde dråber mod sit ansigt. Biler fløj forbi ham i et virvar af dystre farver.
Han var næsten halvvejs henne ved klubben. En flimrende lyskurv dukkede
op. Biler kørte ind og ud i krydset, og lysene skiftede med jævne mellemrum,
så scenariet aldrig stod stille. Aske stoppede og ventede på, at den rigtige
lyskurv skulle blive grøn. Så så han sig om og kørte ud i krydset. Han
fik øje på bilen, der kom kørende mod ham på den anden side af krydset, og
havde helt styr på det.
Men så opdagede han noget på fortovet på den anden side af vejen. En gul
paraply. Den lyste op i den grå gade og sugede hans blik til sig. Han fór sammen
og tvang blikket tilbage på vejen. Bilen svingede og var kun få meter fra
ham nu. Et splitsekund senere bremsede den hvinende. Aske hamrede foden
bagud, så fodbremsen blev aktiveret. Det rykkede hårdt i cyklen. Biler dyttede,
og mudder stod til alle sider. Aske blev lammet af lydene, og cyklen
væltede. Han landede i mudderet med et bump, og da han ville rejse sig,
kunne han ikke. Han lå fastlåst under sin cykel og mærkede, hvordan vand
og mudder sivede igennem det allerede våde tøj.
Endelig fik han trukket sig fri. Hele hans hoved brændte af skam. Hvorfor
væltede han? Han så sig om efter den gule paraply. Den var der ikke længere.
Men han var ikke i tvivl … den havde været der.
De sad alle sammen rundt omkring på borde og stole i det store rum. Alle
snakkede, og Aske fandt ud af, at han tilsyneladende var den eneste, der intet
anede om den nye pige i klubben. Alle pigerne hviskede, og af de løsrevne
bemærkninger noterede han sig, at hun åbenbart var helvedes populær. Ja, ja,
tænkte han, alle har en plads her. Det bliver hun nok ikke ved med at være.
Han hørte døren i den modsatte side af rummet gå op, og så - ligesom alle
andre - derhen. Ude fra regnen hørtes grinen og fnisen, og en høj latter bølgede
ind og ramte alle kroge af rummet. Aske fik gåsehud. Det lød som små
29

klokker.
Ind fra den silende regn trådte en gruppe på fem piger. De rystede alle
sammen paraplyerne. Men Aske så kun én af dem. Hende i midten. Hendes
hår var langt og lyst, og øjnene var blå med et gråligt skær. Ud af øjenkrogen
så han pigen ved siden af hende sige noget, og den blonde grinede igen.
Endnu engang mærkede han gåsehuden brede sig. Så det var hende, der
havde leet før.
Ligesom de andre, rystede hun paraplyen og slog den sammen, men hendes
var langt mere iøjnefaldende end de andres. Den var gul!
Han så hen på hende igen. Hendes blik gled rundt i rummet. De blå øjne
stoppede ved ham, og hun hævede et par undrende, lyse øjenbryn. Han kørte
nervøst en hånd gennem håret og mærkede pludselig det stive mudder på
tøjet langt tydeligere end før. Varmen skød op i hans kinder, men det opdagede
hun ikke, for nu var hun i gang med at hilse på diverse drenge, der var
kommet hen til flokken af piger. Hun sagde noget, Aske ikke kunne høre, og
Michael, der var tættest på hende, slog en latter op, der kunne høres i hele
rummet. Den kunne slet ikke måles med hendes. Hun smilede og lagde
armene over kors, før hun hævede hagen en anelse og kiggede ned på ham
med et spørgende blik. Hun sagde noget, og Aske så Michael klø sig på halsen.
Han var hylet ud af den, noget han ellers aldrig blev. Aske vidste, hvordan
han reagerede på ting. Michael var tidligere hans bedste ven. Nu var de
bare almindelige venner. Almindelige venner, der nærmest aldrig snakkede
med hinanden. Måske skyldtes det, at Michael blev for meget for Aske til
sidst. Måske var det omvendt. Måske havde det noget at gøre med, hvordan
Michael håndterede piger. Øjeblikket var et godt eksempel. For Michael
gjorde noget, Aske aldrig kunne have gjort. Han gjorde det samme, som
Askes storebror, Jacob, ville have gjort. Han lagde armen om den blonde
pige og sagde en vittighed. Hun fniste. Havde Aske stået foran hende, ville
han have stammet og set ned halvdelen af tiden. Michael blinkede næsten
ikke, han havde helt styr på det, og Aske kunne ikke slide blikket væk.
Selvom han ikke kendte pigen, selvom hun knapt havde været der i fem
minutter, var han jaloux. Gid hun ville komme over til ham, så de kunne
snakke. Aske lod hænderne glide ned ad lårene og ombestemte sig. Måske
ville det være lidt ufedt, hvis hun kom derover, når han lignede en omvandrede
mudderkage. Hvis hun nu kunne holde sig derovre, og Michael gik sin
vej, ville det være helt perfekt. Så kunne han stirre i det skjulte - se på hende
så længe, at han ikke ville glemme, hvordan hun så ud. Han så ned på sine
beskidte bukser et sekund, og da han løftede hovedet igen, så han til sin
30

skræk, at hun var på vej i hans retning. Drengene omkring ham hviskede
ophidset, og han tog del deri, for ikke at virke underlig, men i stilhed bad han
til, at hun vendte om. Ved sin side havde hun Louise, der åbenbart havde
taget sig den frihed at vise hende rundt, som hun gjorde med alle, der ikke
kendte stedet.
”Det her er så Leon,” sagde hun og pegede på drengen, der sad yderst på
bordet. Leon vinkede til hende. ”Og Markus.” Markus nikkede. ”Og Jonas,
Kasper og Aske.”
Et elevatorblik blev langsomt sendt op og ned ad hans krop, og han mærkede
varmen stige til kinderne. Selvfølgelig opdagede hun det. Selvfølgelig
gjorde hun det.
”Hej,” sagde hun med en stemme, der duftede langt væk af latter og
glæde. Hun smilede og så ham i øjnene. ”Du har da vidst været ude og hoppe
i vandpytter.”
Drengene omkring ham grinede, og han rømmede sig.
”Øh, ja, jeg faldt på min cykel, altså,” mumlede han og høstede et smil.
Han smilede usikkert tilbage. Hun trak på skuldrene.
”Det sker jo.”
Det var det sidste, hun sagde til ham den dag. Og næste dag. Og dagen efter.
Og hele ugen frem. Han sukkede hver gang, hun skannede rummet og ikke
stoppede ved ham. Men det var selvfølgelig også logisk nok. Han var ikke
værd at spilde tid på.
Aske styrtede gennem huset og stoppede i døråbningen til Jacobs værelse.
”Jacob!”
”Ja?”
”Hjælp mig.”
Jacob så op på ham.
”Hvad?” Han var i gang med noget på nettet, kunne han se, og havde sikkert
ikke tid. Men det var vigtigt, så Aske var ligeglad. Aske lod vægten glide
fra den ene fod til den anden.
”Jeg har et problem.”
Jacob hævede et øjenbryn og vendte kontorstolen.
”Sig frem, lillebror,” sagde han. Aske trådte lidt længere ind i rummet.
Han var ikke sikker på, hvordan han skulle sige det.
”Altså,” begyndte han og bevægede hænderne opad lårene. ”Det er noget
med en pige.”
”Mhmm?”
31

”Jeg tror ikke, hun gider mig.”
”Og?”
”Jeg gider godt hende… Eller hvad man nu siger.”
Jacob så lidt på ham, som om han tænkte sig om.
”Hvorfor kan du lide hende?”
”Fordi hun er herrelækker og sød!”
”Mhmm. Det må du ikke sige til hende.”
”Hvad mener du?”
”Hvis du siger det dér til hende, gider hun da slet ikke. Så bliver du uinteressant.”
”Det er ikke rigtigt. En af de andre drenge fra min klasse sagde noget lignende
forleden dag, og hun grinede bare af det.”
”Er det det, du gerne vil have ud af det?”
”Nej selvfølgelig ikke. Du ved jo godt, hvad jeg mener, ikke!”
”Du skal bare snakke med hende.”
”Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige!” Aske slog fortvivlet ud med hænderne.
”Spørg hende, hvad hun er god til. Spørg hende om hende selv, så hun får
lov til at fortælle. Hun skal føle, at hun er vigtig, og at du gider lytte til
hende. Hvis du bare sidder og glor på hende, tror hun jo bare, at du vil i bukserne
på hende. Og selvom det er tilfældet, skal hun ikke have det at vide.”
”Det er så ikke tilfældet … Men tak for hjælpen.”
Jacob gjorde honnør og gav ham et stort grin.
”Skulle det være en anden gang, Ask.”
”Lad være med at kalde mig det!”
Jacob havde allerede vendt sig om og svarede ikke.
Da han endelig nåede cykelstativet ved klubben, havde han taget sin beslutning.
Han trådte ind ad døren, og lugten af kage slog ham i møde. Et eller
andet med chokolade og banan. Han så sig om efter Melina og fik øje på
hende i et hjørne helt alene. Hvor heldig havde man lov at være? Da han kom
tættere på, så han, at hun sad med et stykke kage. Hun så op på ham.
”Tag lidt kage!”
”Ellers tak,” mumlede han. Han var slet ikke sulten.
”Dit valg. Det smager ellers totalt godt.” Hun trak på skuldrene.
Aske rømmede sig, men sagde ikke noget. Det var svært. Hun var svær at
snakke med. Han ville helt sikkert dumme sig.
”Øh,” prøvede han og hostede.
32

”Øh, hvad?” spurgte hun og tog en bid af sin kage. Selv når hun spiste, så
hun lækker ud.
”Hvad så?”
Hun fnisede og holdt en hånd for munden. ”Det ved jeg ikke,” svarede
hun med munden fuld, ”hvad så hvad?”
Aske trak på skuldrene. ”Hvad har du lavet i dag?”
”Altså, du mener bortset fra at spise kage?” spurgte hun og grinede. Aske
smilede.
”Jeg har været ude at gå med min hund og vasket tøj, og…”
Aske hørte ikke efter. Det eneste han hørte, var den klare, lyse stemme,
og det eneste han så, var den røde mund, der snakkede og snakkede. Han blev
afbrudt i sine tanker, da hun pludselig grinede.
”Hva?” spurgte han fortumlet. Hun smilede.
”Ja, du sidder bare og glor ud i luften. Er jeg så kedelig?”
”Nej, nej,” svarede Aske afværgende, ”jeg hørte faktisk efter.”
”Klart,” sagde hun, ikke overbevist. De hvide tænder kunne stadig ses, og
Aske vidste fra tidligere episoder, at hun ikke var sur.
Han måtte sige det nu… De var stadig alene, og hvis han ikke slog til nu,
ville Michael eller en anden opdage, at han og Melina var alene. Han så på
hende. Stilheden lagde sig, og hun begyndte at spise kage igen. Han så på
hendes ansigt og hals og ville ønske, at det var nemmere. En knugende fornemmelse
tog langsomt til i maven, og endelig rømmede han sig og så hende
i øjnene. Han førte hænderne ned ad lårene.
”Jeg tænkte på, om, øh, om du gad at øh…”
”Mmh?” Hun så interesseret på ham, og det gav ham det sidste skub.
”Om du gad være sammen en dag?”
Hendes ansigt lyste op.
”Det kan vi da godt!” sagde hun, ”skal vi ikke tage ned i parken? De lover
godt vejr i dag. Skal vi sige klokken 3?”
Aske svarede ikke lige med det samme. Han var rystet over, at det havde
været så nemt. Hun havde sagt ja. Hun havde sagt ja til ham!
”Jo. Jo, det kan vi godt,” sagde han tøvende. Han forestillede sig alt det,
de skulle lave i parken. Hun smilede til ham.
”Jeg glæder mig,” sagde hun.
”Det gør jeg også.” Han følte sig lidt mere selvsikker.
Han stod foran spejlet i en halv time. Hvad fanden skulle han tage på? Han
sukkede og fandt sit bedste tøj, frem. Den nye, langærmede bluse han havde
33

købt forleden, og et par almindelige, mørke jeans. Så skyllede han ansigtet i
koldt vand for at klare hovedet.
Udenfor skinnede solen fra en næsten skyfri himmel. I øst rullede hvide
skyer henover himlen, men de var så langt væk, at det ikke betød noget. Han
cyklede, og efterhånden som han kom tættere på parken, satte sommerfuglene
sig én efter én til rette i hans mave.
Han så sig lidt rådvild om i parken. Han stod under et træ og havde parkeret
cyklen op ad stammen. De havde aftalt at komme klokken 3, og han var
kommet ti minutter før for at være sikker på at være der i tide. Han satte sig,
lænede hovedet mod stammen og tænkte. Melina havde sagt ja. Til ham! Ikke
til Michael, ikke til nogen andre end ham; Aske.
Da der var gået ti minutter, begyndte han at se efter hende. Han ventede,
og minutterne syntes uendelige, indtil han endelig så noget lyst hår langt
borte. Hun var på vej gennem parken hen imod ham. Hun lignede en sommerdag.
Hun lignede blomsterne og fuglene og sandet og det glinsende,
kolde saltvand. Hun lignede den varme sommerregn, der trommer mod
ruden med små, rare bump. Sommerfuglene og det grønne græs. Hendes
ansigt lyste som tusind stjerner, og i et kort øjeblik kunne Aske næsten se,
solen skinne kun på hende.
Men så var det, at stjernerne slukkedes, og virkeligheden skubbede sig
frem i lyset. Hun var ikke alene. Tre piger og en dreng kom gående sammen
med hende. Han kendte dem ikke engang... Melina så ned på ham med et
stort smil.
”Jeg har taget et par venner med, jeg håber, det er okay?” sagde hun, og
Aske nikkede stumpt. Nej, tænkte han, nej, det er ikke okay. Hun smilede,
åbnede sin taske og trak et tæppe ud.
”Vi kan sidde her.”
Aske satte sig tøvende og kiggede ud over parken. Han prøvede at ignorere
den knugende fornemmelse i maven. Hvad havde han gjort galt? Pigerne
begyndte at kvidre, og drengen nikkede til ham.
Aske sagde ikke noget. Alt hvad han havde planlagt, var med ét lige
meget, og han følte, at det næsten var bedre bare at tage hjem. Men det kunne
han ikke få sig selv til. Han kunne ikke få sig selv til at slippe Melina med
blikket. Med sit store smil fortalte hun vidt og bredt om alt mellem himmel
og jord. Hænderne stod ikke stille, og håret blev konstant kørt tilbage med
lange, tynde fingrer. Aske ville ønske, han kunne se på hende i én uendelighed.
Så var det, at hun henvendte sig til ham.
34

”Hvad?” spurgte Aske omtåget.
Hun grinede og smilede det dér smil.
”Jeg spørger, om du tit kommer her i parken?”
Aske rynkede brynene.
”Det ved jeg ikke. Jeg er her vel ligeså meget som alle andre, går jeg ud
fra…”
Hun sukkede og kiggede tålmodigt på ham.
”Jeg går tur her hver dag med min hund, og jeg har aldrig set dig.”
”Nårh,” mumlede han. Hvad fanden skulle han sige? ”Jeg går ikke så tit
tur lige her. Jeg er mere nede ved Studentersøen.”
”Seriøst?”
”Hvad?”
Hun kiggede længe på ham, og Aske blev et øjeblik bange for, at han
havde sagt noget meget forkert. Så lyste hun pludselig op igen.
”Jeg går dernede helt vildt tit! Ikke med Lama, for han blev engang bidt
af en svane, så han tør ikke være dernede mere.”
”Lama?”
”Min hund,” forklarede hun, ”han hedder Lama. Nå, men jeg går dernede
om aftenen. For at tænke og sådan. Hvor sejt, at du også kommer dernede!”
Aske mærkede en underlig fornemmelse i maven. Hun syntes noget, han
gjorde, var sejt. Hun syntes om ham. Glemt var, at de ikke var alene. Og nu,
hvor de snakkede om noget, Aske havde forstand på, behøvede han ikke være
bange for at sige noget forkert.
”Jeg går dernede om morgenen. Eller løber. Det er forskelligt.”
”Ej, hvor fedt. Det vidste jeg slet ikke…” Hendes øjne var opmærksomme.
Aske smilede. De snakkede længe, og de andre i gruppen passede sig selv
og snakkede med hinanden. Men så, ud af ingenting, begyndte spæde dråber
at ramme græsset omkring dem. Aske kiggede op og så tunge, mørke skyer
hænge over sig. Han havde slet ikke set dem komme.
”Måske vi skulle pakke sammen?” spurgte han, og Melina nikkede. De
rejste sig og pakkede tæppet sammen. Da de var færdige styrtede det ned, og
de to andre piger hvinede højlydt. Aske så over på Melina med håret hængende
ned i øjnene, men hun pakkede bare hurtigt sammen uden at lade sig
mærke med regnen. Den lod slet ikke til at genere hende. Da de var færdige
vendte hun sig om mod Aske.
”Hvad så nu?” spurgte hun med en stemme, der næsten druknede i regnens
trommen. Aske trak på skuldrene, imens tøjet blev mere og mere vådt.
35

Melinas venner løb ind under et halvtag et stykke væk, og Melina sendte
ham et stort, hvidt smil, før hun trak noget op af tasken. Det var aflangt og
gult, og da hun foldede det ud, viste det sig at være en paraply. Hun slog den
ud og vinkede Aske hen til sig. Snart stod de tæt op ad hinanden under den
store, gule paraply. Melina grinede op til ham, og han smilede tilbage.
”Hold den lige engang,” sagde hun, og Aske tog paraplyen fra hende. Hun
trådte ud i regnen, vendte sig om med hår, der klistrede til ansigtet, og så på
ham, før hun drejede rundt om sig selv og begyndte at hoppe. Aske knugede
om paraplyens håndtag, imens han så, hvordan hun hoppede rundt i vandpytter
og fik vand til at sprøjte til alle sider. Hun grinede og legede som et
lille barn, og Aske mærkede en knugende fornemmelse i maven.
Tøjet klistrede til hendes krop, og hun lignede en gudinde, syntes Aske.
Han rømmede sig.
”Melina?” råbte han til hende. Hun vendte sig, kom løbende tilbage og
stillede sig under paraplyen. Aske måtte tvinge sig selv til ikke at stirre på
hendes bryst, der hævede og sænkede sig i takt med hendes hurtige vejrtrækning.
”Ja?” spurgte hun åndeløst.
Han rømmede sig igen og vidste ikke, hvad der var kommet over ham.
”Jeg tænkte på, om vi skulle gøre det her igen,” sagde han og så væk,
imens han talte. ”Kun os to?” Han skævede hen imod hende og så hende
rynke brynene. Hun bed sig i underlæben og så sig omkring.
”Det ved jeg ikke,” svarede hun endelig. Hun rakte sin våde hånd ud for
at tage hans. Så gav hun den et klem. ”Måske.” Hun grinede. ”Måske, måske,
måske,” nynnede hun og gav hun ham et kys på kinden. Så løb hun ud i regnen
igen.
36

Det er så yndigt at følges ad
Af Katrine Holst Vigilius
Hun kiggede rundt på de andre. En flok rødøjede mennesker med åbenstående
jakker og benklæderne trukket op under knæene.
Så kiggede hun ned ad sig selv. Kun iklædt bh og nederdel var det ikke
mærkeligt, at Vesterhavets bølgeskvulp havde tegnet et jævnt mønster af
gåsehud op ad hendes nybarberede ben.
Lyden af sirener nærmede sig.
Intet var gået, som hun havde forventet.
Intet.
”Lotte, vil du holde øje med grøntsagstærten?” Anelises flakkende blik
havde omsider udvalgt en, som kunne lette den stressede situation, hun
havde sat sig i. Men nu var alt vist på plads. Gæsterne slentrede rundt
mellem hinanden med en velkomstdrink i hånden – lige med undtagelse af
Bitten, Pouls mor, hun havde to.
´Hvorfor mig?´ Lotte tømte sit glas i én slurk og kastede et blik ud i køkkenet,
hvor aftenens sammenskudsmiddag stod disket op på køkkenbordet
ved siden af ovnen, hvori den medbragte tærte var placeret. Hun kunne godt
nå at smutte ud og hente gaven, før tærten var klar. Derefter behøvede hun
kun at flytte Vibekes gave en smule og mase den stribede gavepose lidt, så
Jens´ og hendes gave kunne få hæderspladsen lige i midten, og derved blive
åbnet først. Det var ganske enkelt den perfekte gave, og et sikkert middel til
at sikre hende og hendes mand, Jens, titlen af at være det vennepar, der skulle
gøre Poul og Anelise, børschefen og succesarkitekten, selskab på skituren
til Schweiz, og bedst af alt tildele hende håneret og højere status end Regitze.
Da Lotte trådte ind ad døren med pakken, fik hun øje på hende. Regitzes
savsmuldsfarvede hårpragt mindede hende mest af alt om en død kanin, hvis
pels var blevet tørretumblet lidt for længe, for derefter at blive placeret på
hendes jordbærformede hoved, der virkede en smule sammenpresset til trods
for alle de øretæveindbydende bemærkninger, det rummede. Hun stod sammen
med en eller anden gæst, som Lotte ikke kendte, og gentog en cyklus,
37

der bestod i skiftevis at føre champagneglasset op til læberne og at genoptage
sin sikkert hjerneblæste talestrøm.
Gaven havde lige indtaget sin fremtrædende plads på gavebordet, da vært -
inden, Anelise, klirrede på sit glas.
”Ja,” Anelise fiskede en papirlap op af lommen på sine højtaljede
Burberry bukser.
”Altså Poul og jeg vil rigtig gerne sige velkommen til alle, som er kommet,
for at fejre vores sølvbryllup. Vi har jo glædet os rigtig meget, og så er
vi jo altså også rigtig glade for, at I vil være med til at bidrage lidt til denne
festlighed, med de forskellige retter, I har medbragt,” sagde hun og sendte et
´og-jeg-håber-sandelig-I-har-husket- det ´-blik ud over forsamlingen. ”For
som I sikkert ved, så har Poul og jeg jo altså planer om en skitur senere på
året, og det skulle økonomien jo også rigtig gerne række til, hvis I forstår.
Ja.”
Poul rømmede sig.
”Der er vist noget galt med fjernvarmen, termostaten har nærmest sat sig
fast, men vejret er jo godt, så hvis I synes, der bliver lidt varmt herinde, kan
I jo altid tage en rask spadseretur.” Han smilede undskyldende og rettede på
sin butterfly.
”Og så tror jeg, vi siger værsgo,” oplyste Anelise inden hendes mand
kunne nå at sige mere.
Ganske rigtigt var der ret varmt i Bjerregård Forsamlingshus, og det hjalp
ikke på det, at mindst halvdelen af gæsterne havde taget forskellige varianter
af pastasalat med, som langsomt blødtes op i det ophedede festlokale og
sendte en tung duft af skinketern og fetaost ud i rummet. Lotte sad og prikkede
til en cherrytomat. Hun sad ved siden af Anelises lillebror, hvis søvndyssende
foredrag om sin håndværkerkarriere tog hendes opmærksomhed.
Bordplanen havde, meget belejligt, placeret hende i passende afstand fra
Regitze. Derimod kunne hun fra sin plads registrere, at Bitten, på den modsatte
side af bordet, havde fået et lettere fjernt blik i øjnene.
Lottes bordherre skulle lige til at indvie hende i et af hans dødssyge byggeprojekter,
da der blev klirret på glasset for anden gang.
Lotte gjorde intet for at undertrykke det suk, der slap ud mellem de
sammenknebne læber, da Regitze rejste sig. Jordbærhovedet fniste fjantet
bag sin fundation, som var blevet fedtet og våd af varmen, og som derfor
smittede af på bagsiden af hendes hånd, hver gang hun kørte kaninpelsen om
bag øret. Hun indledte sin tale med en længere anekdote om sig selv og sin
ungdom. Ikke fordi det egentlig havde det fjerneste med sølvbryllupsparret
38

at gøre, men det optog tilsyneladende hende selv enormt. I hvert fald fik
talen en varighed, der gav Bitten tid nok til at forlade sin plads og vandre ud
i køkkenet. Poul kiggede nervøst fra sit mødrene ophav til vinbeholdningen
i køkkenet, og tilbage igen. Han bevægede sig rastløst på stolen og pillede
konstant ved sin butterfly, mens han prøvede at koncentrere sig om talen og
agere den lyttende sølvbrudgom.
Omsider fik Regitze rundet talen af med et:
”Ole og jeg ser frem til mange gode oplevelser med jer, Anelise og Poul i
den kommende tid.” Lotte borede sin gaffel så hårdt ned i tomaten, at den
udsendte rødorange saftstråler. Det var det eneste tidspunkt i talen, hvor
Regitze nævnte sølvbrudeparret og ikke bare snakkede om sig selv. Lotte
kastede et blik i retning af gavebordet. ´Når de åbner min gave, kan den sikkert
få dem til at glemme alt om Regitzes ”oplevelser”´.
Der gik ikke mange øjeblikke, før Lotte var blevet enig med sig selv om,
at det måtte være tid for den selskabsleg, hun havde forberedt hjemmefra til
ære for Anelise. Desuden gjaldt det om at slå til, inden Poul fik rejst sig op.
At Bitten for øjeblikket havde forladt selskabet, var også kun belejligt. Hun
skulle til at dele de sedler ud, som var en del af legen, da Anelise vinkede
hende hen til sig med ordene:
”Altså, jeg tror ikke jeg har set tærten på bordet endnu?”
Lotte bed sig i underlæben.
”Kan du ikke sørge for, at den kommer ind, inden folk spiser sig helt
mætte.” ´Som om nogen bliver bare halvt mætte af den her middag´ nøjedes
hun med at tænke, og skyndte sig hen til køkkenet. Den skide tærte. Der var
kun tre skridt til køkkendøren, da noget stoppede hende. Det var gavebordet.
Gaveposen var nu kommet helt ned på gulvet, i stedet havde en elegant indpakket
gave, i genkendelig længde, bredde og højde, indfundet sig ved siden
af Lottes. Hun tog sig i at stå og stirre på den med åben mund. Det er løgn.
Hvordan kunne det passe? Hvordan...? Men så kneb hun læberne sammen.
Hun tog resolut sin bunke med sedler i hånden og fortsatte sin runde ved bordene.
´Det kan godt være, kællingen har skaffet den samme gave, men jeg
giver saftsuseme ikke op så let´.
Sedlerne var fordelt. Legen kunne begynde.
Konceptet var, at hver gæst fik udleveret en seddel med en sangtitel, som
en anden ukendt person i selskabet også havde stående på sin seddel, og så
gjaldt det ellers i al sin enkelhed om, at finde sin partner blandt de syngende
individer. Alle hadede legen, som man hader mandage, regninger og vækkeure,
selv Lotte kunne ikke fordrage den. Men Anelise værdsatte enhver
39

given lejlighed for at demonstrere sit, noget tvivlsomme, sangtalent, og det
var grund nok til at lege. Samtlige gæster vandrede altså rundt mellem hinanden
til lyden af tonerne fra 53 mere eller mindre utrænede stemmebånd,
dog med undtagelse af Bittens, da hun formentlig stadig befandt sig bag den
lukkede køkkendør.
Lotte var imidlertid travlt beskæftiget med legen, mens hun afventede det
oplagte tidspunkt til, i forvirringen at smutte hen og fjerne den uvelkomne
gave. Hvis det lykkedes, ville sejren være i hus.
Hun var i gang med ´Det var en lørdag aften´ for syvende gang, da noget
forstyrrede hendes skadefro følelse. Det var Vibeke, Pouls søster, der havde
valgt dette irriterende tidspunkt til at få et hosteanfald. Lyden fangede de
fleste gæster opmærksomhed, og snart var legen sat i stå. Lotte knugede
hænderne, så hendes lakerede negle borede sig ind i håndfladerne, mens
knoerne blev helt hvide. Hun åbnede munden for at forsikre selskabet om, at
legen ikke var slut endnu, da hun mærkede et host slippe ud, hvorefter hendes
øjne blev slørede af sviende tårer. Hendes hånd fór op til ansigtet, da det
gik op for hende, hvorfor rummet var fyldt med røg. Tærten! I tre skridt var
hun henne ved gavebordet. Gaven, den måtte væk, inden Regitze kunne nå
at forhindre hende. Hun kæmpede sig gennem kaoset af løbende og skrigende
mennesker, som pænt måtte tage imod de skub hun brugte som våben til
at bane sig vej. Gaven var der stadig. Hun tog den under armen, satte kurs
mod udgangen og skulle lige til at forlade det rygende forsamlingshus, da
hun gennem den tætte tåge fik øje på en skikkelse i vindueskarmen ved det
åbne vindue. Personen var slank og håret gik til under øreflipperne. Lotte
genkendte hende som Anelise.
Anelise så ud til at ville springe ud ad vinduet, men tøvede. Det samme
gjorde Lotte. Skulle hun hjælpe hende eller sikre sig selv og gaven? Inden
hun nåede at træffe en beslutning, hørte hun en stemme bag sig:
Lotte vendte sig om til synet af Regitze, hvis udseende mindede hende om
en gal pandabjørn, med sin makeup drivende ned ad kinderne.
”Hvad er det du laver, Lotte?” spurgte hun med et forarget blik på gaven.
Hun nærmede sig Lotte, som holdt pakken i et jerngreb. Pandaen rakte ud
efter gaven, og da det ikke lykkedes at få den i sin varetægt forvandledes det
forargede udtryk til en aggressiv mine. Lotte blev grebet af panik. Hvis
Regitze fik fat i gaven, var alt håb ude. Hun måtte gøre noget. Få gaven ud
af huset . Hun tog et resolut tag i gavebåndet. Det var hendes eneste mulighed.
Hun svingede armen og mærkede gaven slippe ud af hendes hånd i retning
af vinduet. De to kvinder stivnede i et åndeløst sekund, da gaven ramte
40

Anelise i ryggen.
Der hørtes et skrig. Og et dump. Og derefter de klikkende lyde af Lottes
og Regitzes sko, der i tophastighed fik bugseret de to kvinder ud af den
brændende bygning.
De nåede knap nok at sætte begge stiletter på det tørre græs, før et kor af
ophidsede råb nær havde blæst dem omkuld.
”Skynd jer ud i vandet!”, ”I bliver røgforgiftede!”, ”Løb for livet!”.
Kvinderne så ingen anden mulighed end at adlyde. De smed skoene i den
spraglede bunke af fodtøj og strømper, ja sågar nogle smykker og et halvspist
stykke flute var havnet der, og pjaskede ud i vandet. Kødranden af mennesker,
som de befandt sig iblandt, havde rettet deres opmærksomhed mod
græsset, hvor Poul kom gående med sin haltende sølvbrud over skulderen.
”Ej, hvor romantisk!” udbrød Vibeke, men bed sig hurtigt i læben, mens
hun prøvede at smile. Hun blev dog øjeblikkelig nedstirret af den soppende
forsamling, som gjorde plads for Poul og den stakkels hustru. Anelise rystede.
Om det var af kulde eller chok var Lotte ikke i stand til at vurdere, men
med et sidste spinkelt håb om sejr, parkerede hun gaven hos Jens, knappede
resolut sin cardigan op og lagde den over Anelise, som fik fremtvunget et
smil.
Lotte kiggede rundt på de andre. En flok rødøjede mennesker med åbenstående
jakker og benklæderne trukket op under knæerne.
Så kiggede hun ned ad sig selv. Kun iklædt bh og nederdel var det ikke
mærkeligt at Vesterhavets bølgeskvulp havde tegnet et jævnt mønster af
gåsehud op ad hendes nybarberede ben.
Lyden af sirener nærmede sig.
Intet var gået, som hun havde forventet.
Intet.
En kolossal bølge af ærgrelse skyllede ind over hende. Hvem gad tage på
skitur med én, som havde forårsaget ildebrand i ens lejede festlokaler og
desuden røgforgiftet adskillige af ens venner og familiemedlemmer?
En brandbil indfandt sig efterfulgt af en ambulance. Anelise blev lagt på
en båre og Lotte så sin bordeaux cardigan forsvinde ind gennem ambulancens
bagdør.
Falckmændene så ud til at have kontrol over den brændende bygning, da
Poul kom hen i vandkanten og vinkede hende, Jens, Ole og Regitze over til
sig. Lotte sank en klump. Nu kom dommens time.
Han kørte sin hånd gennem sit lysebrune hår og videre henover issen.
”De siger at hun har brækket benet.” Begyndte han, ”Det er vist ret alvor-
41

ligt.” Regitzes ansigt trak sig sammen. ”Så, vi kommer altså ikke til Schweiz
i år.”
Lotte kunne mærke sin hals snøre sig sammen og kæmpede for at tilbageholde
de tårer, der hobede sig op bag hendes øjenlåg. ”Men eftersom rejsen
er købt og betalt for fire personer, så tænkte vi ... ja.” Han smilede skævt. ”Vi
tænkte, at I fire kunne få turen. Vi har booket en firmandshytte, så I kommer
nok til at se en del til hinanden, men det er vel kun hyggeligt.”
Lotte kiggede rundt og observerede, at hun ikke var ene om problemet
med at finde en grimasse, der passede. Poul smilede igen, vendte ryggen til
de mundlamme par, og begav sig hen mod ambulancen. Pludselig stoppede
han brat og kiggede undersøgende ud over gæsterne.
”Hvor er Bitten?”
42

Dukkebarn
Af Josephine Buhl Christensen
Emily havde lukkede øjne. Havets brusen susede for hendes ører, og den
hårde, kolde efterårsvind slog mod hendes ansigt. Hun elskede at være på
stranden,hvor hun kunne fylde sine lunger med den friske luft. Hun stod og
tænkte tilbage, prøvede at komme i tanker om det, der var sket. Hun kunne
se et ansigt for sig, et smukt pigeansigt, som hun havde savnet forfærdeligt
de sidste tre måneder. Det lød, som om en let brise hviskede pigens navn i
Emilys ører; Cecilia. Det var længe siden Emily havde set hendes ansigt for
sig så tydeligt. En stor bølge skyllede ind på stranden og dækkede hendes
fødder med vand. Hun slog øjnene op med et sæt, brummede irriteret og trak
sig væk fra vandkanten med gennemblødte sko og strømper. Selvom hun var
blevet afbrudt, vendte hendes tanker hurtigt tilbage til Cecilia ,til trods for at
det gjorde ondt at tænke på hende. Og på at hun ikke var her mere.
Emily betragtede, hvordan bølgerne slog mod hinanden. Solnedgangen
fik det til at lyse op i et rødligt skær. Hun og Cecilia plejede at gå lange ture
langs stranden om aftenen. Det smertede i hendes bryst, mens hun tænkte tilbage
på alt det, som hun ikke kunne lægge bag sig. Hun hadede sig selv for
ikke at have gjort noget, da Cecilia havde brug for hende. Hvis hun havde
handlet anderledes, ville Cecilia måske stadig være her. Hun knyttede hænderne
og mærkede en varm, boblende fornemmelse indeni, da hun huskede
tilbage på, hvordan pigerne fra klassen havde behandlet Cecilia. De havde
kaldt hende nogle forfærdelige ting, ydmyget hende foran alle andre og
skubbet til hende. Læreren havde hånet hende, bare fordi hun ikke var lige
så god til matematik som de andre i klassen. Den boblende fornemmelse
indeni blev værre, som når en gryde koger over, da hun kom i tanker om
dengang Cecilia fortalte læreren om hendes interesse for at tegne og male.
Han havde bare rystet på hovedet og leet af hende, troede ikke på, at hun
kunne, troede ikke hun duede til noget. Han havde endda kritiseret hendes
billeder, da hun viste dem til ham for at bevise, at hun godt kunne. Emily
havde aldrig før følt sig så vred som dengang. Tænk at kritisere Cecilias billeder.
De var ellers helt unikke, de var perfekte, fulde af de flotteste farver.
43

Og Cecilia var blevet knust. Det havde nok været rart for hende, hvis bare én
person kunne rose hendes kunst. Emily huskede ikke, om hun nogensinde fik
sagt, hvor meget hun elskede Cecilias billeder.
Hun vendte sig om og kiggede op mod sit hus. Et hårdt vindstød dolkede
hende i ryggen, det blæste snart op til storm, og det fik hende til at tage det
første skridt mod huset.
Hun gik med hastige skridt gennem den let oplyste gang. Hun trængte til
at være et sted, hvor der var fred og ro, så hun kunne være alene med sine
tanker. Hun lagde hånden på dørhåndtaget, åbnede døren og trådte ind i sit
kølige værelse. Mørket lagde sig over Emily, da hun gik ind i rummet. Hun
fik med det samme øje på et hvidt dukkeansigt, som lyste op i mørket blot
en meter fra, hvor hun stod. En kølig brise kom ind ad et åbent vindue, og
fik dukkens hår til at blæse ind foran dens fine ansigt. Dukkens skinnende,
grå øjne stirrede koldt og livløst på hende, men alligevel var det som om de
holdt øje med hende. Emily ville ønske, at dukken ville lade være med at
kigge sådan på hende. Dens isnende blik, dens blege hud... Sådan havde det
været siden Cecilias død; Dukken havde forandret sig og var slet ikke nuttet
mere, snarere uhyggelig, som om varmen havde forladt dens kinder, der før
var røde. Det føltes, som om de grå øjne borede sig ind i hende som skarpe
knive, men hun gik alligevel hen til dukken. Der var noget dragende over
den, noget på én gang smukt og uhyggeligt som gav Emily lyst til række ud
for at røre ved den. Hun tog dukken op i sine arme og rørte forsigtigt ved det
hvide hår. Det var fint og blødt som silke. Emily så på dukken. De blege
læber og håret, der pænt slangede sig ned over skuldrene, de mørke øjenbryn
og de lange øjenvipper... På alt for mange måder mindede den hende om
Cecilia. Emilys blik faldt på dukkens arm. Huden var helt fin og ren. Sådan
havde Cecilias arm ikke set ud. Smerten i brystet kom igen, da endnu et billede
fra fortiden dukkede op. Hun huskede dengang, en varm sommerdag
hvor Cecilia var kommet i skole med en langærmet sweater. Emily havde,
ligesom alle de andre, undret sig over, hvorfor hun var klædt sådan, når der
var 27 grader udenfor. Senere på dagen fandt hun ud af det. Emily havde set
en masse røde, dybe rifter op langs hendes arm, da Cecilia trak ærmet op for
at vaske sine hænder. Emily kunne stadig huske chokket over at se det, men
det var endnu værre, at hun bare havde ignoreret det, og ikke turdet spørge
Cecilia, hvorfor hun gjorde det mod sig selv, hvorfor hun skar sig.
Emily spejlede sig i dukkens blanke øjne. I spejlbilledet så hun intet mindre
end en selvoptaget kujon, en kujon der havde svigtet sin bedste veninde.
Hun ville et øjeblik ønske, at det var hende, der var død i stedet for Cecilia.
44

Cecilia var i det mindste en god ven, og hun havde altid været der for Emily,
når hun havde brug for hjælp. Hun havde oven i købet foræret hende en helt
speciel fødselsdagsgave, en gave som Emily virkelig satte pris på. Cecilia
havde givet hende den selv samme dukke, som hun nu stod med i hænderne.
Hun havde slet ikke fortjent så smuk en gave. Emily drejede dukken rundt,
så den lå med ryggen til hende. Hun tog forsigtigt fat i håret og løftede det
til side, så en lille rød knap i nakken kom til syne. Emily havde ikke trykket
på den knap i meget lang tid. Hun trykkede knappen ind, for at høre dukken
tale til hende, og selvom hun var forberedt, blev hun alligevel forskrækket da
lyden kom, og dukkens sukkersøde stemme flængede luften: ”Du er min
bedste ven!” Emily blev bange et øjeblik og fortrød, hun havde trykket på
knappen. ”Man kan vist ikke kalde mig en ven. Det hele er desværre for
sent”, sukkede Emily til dukken som svar. ”Du er jo død, Cecilia. Du er jo
væk.”
Hun ville ønske af hele sit hjerte, at hun kunne gøre noget godt for
Cecilia, noget som Cecilia ville have elsket hende for, hvis hun stadig var i
live. Hun tænkte på Cecilias malerier, på alle farverne og kom i tanker om
den maleriudstilling, Cecilia desperat havde snakket om, at hun gerne ville
se. Emily kiggede igen ned på dukken. Det var, som om det var Cecilia, der
stirrede på hende ud gennem de grå øjne. Jeg ved godt, at du ikke kan tilgive
mig for at have svigtet dig, tænkte Emily. Men lad mig i det mindste gøre
én god ting for dig, Cecilia. Jeg vil vise dig maleriudstillingen, den du så
gerne ville se.
Emily havde taget sin beslutning og satte dukken op på hylden, hvorefter
hun krøb ind under sin dyne. Hun brugte det meste af natten på at planlægge
den næste dag, mens dukken stirrede ned på hende.
Morgenlyset strømmede ind ad det åbne vindue og varmede Emilys ansigt.
Hun åbnede langsomt sine tunge øjne og lukkede lyset ind. Det føltes, som
om hun kun havde sovet et par minutter. Hun så op på dukken, som stadig
betragtede hende. Emily følte et lille strejf af irritation. Det var dukkens
skyld, at hun havde sovet så dårligt. Hun rakte en arm ud efter uret på natbordet
og kiggede på klokken, gispede og mærkede hvordan panikken slog
ned i hende som et lyn. Hun så, at hun havde sovet alt for længe og sprang
derfor ud af sengen, skyndte sig i tøjet og bandt sine hvide gummisko. Hun
gav sig ikke tid til at rede sit uglede, sorte hår men løftede forsigtigt dukken
og en taske op og løb ud.
Hun styrtede hen ad gaden. Forbi butikker, der lige var åbnet og folk, som
45

var på vej til bageren eller på vej til arbejde. Hun var hele tiden ved at støde
ind i de andre mennesker, som arrigt råbte til hende, at hun skulle se sig for.
Hun hev forpustet efter vejret, og hendes krop skreg til hende, at hun skulle
stoppe, men hun blev stædigt ved. Forude kom busstoppestedet til syne, og
Emily mærkede rædslen brede sig i kroppen, da hun så, at bussen holdt derhenne.
Nej, det bare løgn. Den høje, skingre lyd fra bussens døre, der lukkede,
skar i hendes ører. Hun ville råbe til chaufføren, at han skulle vente,
men hun var alt for forpustet til at tale. Hjulene begyndte at dreje rundt, og
Emilys hjerte bankede med hurtige slag. Bussen kørte. Hendes krop kunne
ikke mere, og hun stoppede op, mens hun så bussen forsvinde bag et hjørne.
Vreden tog kontrol over hendes krop, og hun sparkede hidsigt ud efter en
lygtepæl. Hun stirrede på dukken og kylede den hårdt ned i jorden. Hele hendes
krop rystede af vrede, og hun havde svært ved at få pulsen ned. Dukken
så op på hende med sørgmodige øjne. ”Drop det”, vrissede Emily, og bemærkede
slet ikke at folk omkring hende stirrede uforstående på hende. ”Jeg prøver
faktisk, jeg forsøger at gøre mit bedste her, hvorfor kan du ikke vise lidt
taknemmelighed! Det ville være rart, hvis du kunne smile til mig i det mindste.
Jeg kan ikke lide, at du ser sådan på mig.” En tåre pressede sig på, men
hun nægtede at lade den slippe ud. Hun forsøgte ihærdigt at slappe af og satte
sig ned på de kolde fliser, dæmpede stemmen og snakkede til dukken. ”Jeg
ved godt, at jeg har fortjent din straf. Men det havde slet ikke været nødvendigt,
hvis du ikke havde forladt mig. Hvordan kunne du være så egoistisk at
forlade mig? Nej, så glem mig, men tænk på din familie! Hvordan kunne du
være så dum, bare at skride fra det hele? Vi har jo brug for dig, Cecilia. Din
forræder!” Hun kom til at hæve stemmen igen, og nu bemærkede hun, at
menneskerne omkring hende drejede hovederne for at se, hvem hun talte til.
Nogle lo ad hende, andre sendte hende blikke fulde af medlidenhed, men
skyndte sig videre. Hun samlede dukken op igen og så undskyldende på den.
Hun børstede snavset ud af dens hår og rettede på kjolen. Hun talte lavmælt
til den nu, så ingen andre kunne høre det, fortalte den hvor dårlig samvittighed,
hun havde, og hun rejste sig først op igen, da den næste bus kom to timer
senere.
Emily havde slet ikke bemærket bussen, før den standsede foran hende.
Hun rejste sig og skyndte sig at stige på, som den eneste ved stoppestedet.
Hun fik øjenkontakt med buschaufføren og viste ham sit buskort. Han nikkede
til hende, og skævede undrende til dukken i hendes arme. Emily ignorerede
det og knugede dukken endnu hårdere ind til sig. Hun gik mod de
bagerste sæder, og kunne tydeligt mærke alle de blikke, der blev sendt efter
46

hende. Hun satte sig ved et vindue og prøvede at gemme sig lidt. To piger på
hendes egen alder sad på sæderne foran hende. De vendte sig om, så på dukken
og fnes højt, mens de skar grimasser. De hviskede noget til hinanden,
som Emily ikke kunne høre, men hun kunne godt fornemme, at de gjorde nar
ad hende. Hun havde en stor lyst til at tage fat i pigernes stramt opsatte hestehaler
og bare rive til, rive hårene ud af hovederne på dem, men hun bevarede
selvkontrollen. I stedet lænede hun sig tilbage i sædet og åbnede sin
taske. Dernede lå en lyseblå sløjfe og en lille sort kam. Hun redte dukkens
hår og pyntede det med sløjfen.
Ca. en time senere ankom bussen til endestationen, og Emily steg ud. Hun
var ikke helt sikker på hvilken vej hun skulle gå, men fremad skulle hun i
hvert fald. Et tæppe af nedfaldne blade i rødlilla, brune og gule farver dækkede
asfalten. Himlen over hende var dækket af mørke skyer, og små regndråber
faldt fra himlen. Emily satte tempoet lidt op og gik hen ad en tæt
befolket gade. Hun vidste, at udstillingen blev vist i en stor bygning ikke så
langt derfra, men hun havde kun været i byen få gange før, så det tog sin tid
at finde det rette sted. Regndråberne faldt hurtigere og hurtigere, og der kom
flere og flere af dem. Og så væltede det ned med vand. Emily prøvede at
gemme dukken lidt væk under sin trøje, for at kjolen og den fine sløjfe ikke
skulle blive våd. Der blev hurtigt dannet små vandpytter på asfalten, og
Emilys gennemblødte tøj klistrede til hendes krop. Det var svært at se noget
for alt den regn, der faldt ned foran hendes øjne og forvandlede omgivelserne
til mørke skygger. Pludselig stod hun foran en stor bygning. Det måtte være
her. Der så rimelig mørkt ud derinde i forhallen, bare der nu ikke var lukket?
Emily rakte en arm frem, rykkede i døren mens hun holdt vejret. Den var
ikke låst. Hun åndede lettet op og trådte ind i en stor forhal og hørte ekkoet
fra sine skridt. Hendes hår og tøj dryppede, og hendes gummisko efterlod
våde fodspor på det fine trægulv. Der hang nogle små lamper på væggene,
som gav en let belysning. Der var alt for stille derinde. Emily frygtede, at der
ikke var nogen, og at hun var kommet forgæves, lige indtil hun hørte en klar
kvindestemme tale til hende. ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?”
Emily gispede forskrækket og havde nær tabt dukken. Hun kiggede til
venstre, hvor lyden kom fra og fik øje på kvinden. Emily trådte langsomt
nærmere, så hun bedre kunne se hendes ansigt. Kvinden havde lysebrunt
pagehår, som indrammede hendes ansigt, hvor rynkerne havde lagt sig i dybe
folder. Hun havde mascaraklatter under øjnene, og en knaldrød læbestift,
som var smittet af på hendes skæve fortænder. Hun var iklædt en lys sweater
med rullekrave, og hun duftede stærkt af parfume. ”Jeg vil gerne se male-
47

iudstillingen.” forklarede Emily. Kvinden fik øje på dukken og skævede til
den med et løftet øjenbryn, men så sendte hun Emily et lille smil.”Så kommer
du lige i sidste øjeblik. Vi lukker om ti minutter. Du skal bare ind i hallen
derhenne.”
Kvinden pegede mod en åben dør. ”God fornøjelse. Jeg tror du vil kunne
lide billederne.” Emily sendte hende et smil. ”Tak.” svarede hun, hvorefter
hun gik ind i hallen. Hun blev overvældet af tonsvis af farver på væggene,
idet hun kom ind. Der hang malerier i både store og små størrelser. Emily
kiggede måbende rundt. Alle malerierne var ét stort kaos af farver. Næsten
som om alle farverne truede med at springe ud af malerierne og angribe
hende. Hun gik en runde og gav sig god tid til at betragte alle billederne ét
efter ét. Hun lagde efterhånden mærke til, at farverne nærmest dannede store
bølger, og det fik hende til at tænke på stranden. Pludselig virkede det slet
ikke så kaotisk alligevel. Det var smukt, og farverne havde efterhånden en
rimelig beroligende effekt på hende. Præcis ligesom Cecilias billeder havde.
En behagelig varme fyldte Emilys krop indefra. Hun satte dukken på en stol
foran det største maleri af dem alle. Det maleri, som hun var sikker på, at
Cecilia ville have foretrukket. Hun forestillede sig, at hvis dukken kunne se
det, ville Cecilia også se det. Emily smilede. Hun var stolt over at have bragt
dukken over til maleriudstillingen uden at lade sig stoppe. Hun kiggede på
dukkens ansigt, og fik en fornemmelse af, at det havde forandret sig. Det var,
som om dukkens øjne havde fået mere liv, som om dukken smilede. For
Emily føltes det, som om et stramt reb blev løsnet, som en stor mur omkring
hende væltede og lukkede positive tanker ind. Hun følte sig befriet, som om
den mørke sky over hende drev væk. Hun satte sig ned og tog dukken på skødet,
trykkede på knappen i nakken for at bryde stilheden. ”Du er min bedste
ven!” sagde dukken, og denne gang fik det Emily til at trække på smilbåndet.
Hun knugede dukken tæt ind til sig, hvorefter hun lod farverne fra maleriet
fylde sit sind, mens hun tænkte på Cecilia. Kvinden fra før stak pludselig
hovedet ind af døren. ”Du bliver desværre nødt til at forlade udstillingen.
Vi lukker nu.” Emily nikkede forstående til hende, rejste sig fra stolen og
kastede et sidste blik på malerierne. Det var sjældent, man fik lov at se noget
så smukt. Hun smilede varmt til dukken, der sad med blikket rettet mod farverne
i maleriet. Så vendte hun ryggen til og gik.
48

Dukkehuset
Af Marie Kvist Brittain
Mor satte lagkagen på bordet mellem alle gaverne. Den var stor og rund.
Hele overfladen var dækket af skriggrøn og lyserød glasur. Der var lys i.
”Hvad synes du om kagen, Laura? Er den ikke flot? Jeg fik bageren til at
lave den specielt til din fødselsdag. Det er den slags, du godt kan lide, ikke?
Laura?”
Laura drejede ansigtet over mod mor.
”Laura, er der noget i vejen?”
”Nej, nej, mor. Jeg tænker bare.”
”På hvad?”
Laura vendte ansigtet bort igen.
”Hvad tænker du på, Laura?” Mor bøjede sig ind over bordet med de farvestrålende
pakker.
”På far.” Laura så ned.
Mor lænede sig hurtigt tilbage i sin stol, som var hun blevet slået i ansigtet.
Hun sad fuldstændig stiv. Så rejste hun sig op.
”Hvorfor puster du ikke lysene ud, Laura? Vent, jeg skal lige have fat i
kameraet…” Det lå under en blå pakke. Laura lænede sig ind over bordet, da
mor stod klar med kameraet. Mor tog et billede, mens Laura pustede. I det
samme ringede telefonen, og mor skyndte sig at tage den.
”Hej, det er Ann… Ja, det forstår jeg godt. Men det er min datters fødselsdag…
Det kunne næppe være mere ubelejliget! Jeg kan altså virkelig
ikke. Ikke i dag… Kan det ikke vente? Bare til i morgen …? Er du sikker?
Nå, okay.” Mor lagde på. Hun skyndte sig hen til døren. ”Jeg er virkelig, virkelig
ked af det, Laura!” Hun kæmpede med at få jakken på. ”Men jeg er
nødt til at tage ind på arbejdet. Der er noget, der er gået helt i kludder. Jeg
fatter det virkelig ikke,” mumlede hun. ”Altid! Altid skal det ske!” Hun rystede
på hovedet. ”Det kommer kun til at tage et øjeblik, skat,” sagde hun,
mens hun kyssede Laura på håret. ”Så kommer jeg hjem igen, og så kan vi
åbne gaver. Du kan bare spise kagen.” Hun havde endelig fået jakken på. ”Vi
ses.”
49

Klik. Døren blev låst. Laura gik hen til vinduet og vinkede til mor.
Så gik hun tilbage til døren og låste den op. Hun vendte om på hælen. Der
var helt stille. Hun så op mod uret, der stod på chatollet.
Så krydsede hun hurtigt stuen og gik ind på sit værelse. Hun satte sig på
sengen og førte hånden op til sit hår.
Efter at have siddet sådan i nogen tid, rullede hun pludselig om på maven
og begyndte at slå i puden. Hun slog og slog.
Hoveddøren gik op, og Laura holdt straks op med at slå. Nu lå hun helt
stille.
Lyden af klikkende skosåler nåede hele vejen ind på hendes værelse.
Døren gik op. Han stak hovedet ind.
”Far!” Laura hoppede op at stå og løb hen til ham.
”Laura!” Han tog hende op i sine arme. ”Lille pige, dog! Du er jo blevet
stor!”
”Jeg er også ni!” Hun grinede. ”Jeg vidste, du ville komme, far! Jeg vidste
det! Hele tiden!”
Han lo og satte hende tilbage på sengen. Så satte han sig ved siden af
hende. De sad og så på hinanden.
”Nu er du her. Nu bliver alting godt! Ikke også, far?” tilføjede hun, da han
ikke svarede. ”Du bliver da? Ikke?” Hendes stemme steg.
”Jeg er bange for, det ikke kan lade sig gøre…”
”Hvad mener du?” Hendes stemme var skinger.
”Jeg er ikke kommet for at blive.”
”Jo! Jo, du er! Det er du nødt til!”
”Jeg er nødt til at tage af sted igen.”
”Okay.” Hendes stemme blev rolig. ”Vi tager med dig.”
”Vi?”
”Mig og mor, selvfølgelig!”
”Det kan I ikke… Ser du… Det var faktisk mor, som…”
I det samme blev døren smækket op. Der stod mor.
”Hvad laver du her!? Hvad tror du, du har gang i?!”
Laura for sammen, men far rejste sig.
”Ann, rolig. Slap af. Laura, gå ind i stuen.”
Laura adlød. Hun listede ind i stuen, men stillede sig lige uden for døren.
”Slap af?! Kommer du her og beder mig om slappe af?” skreg mor. Inden
far nåede at sige noget, fortsatte mor. ”Nu har vi lige fået styr på vores tilværelse,
og så kommer du og rusker op i det hele!”
”Hvad mener du med ´fået styr på tilværelsen`? For mig at se er det endnu
50

værre, end det var dengang.”
Da mor ikke sagde noget, tog han ordet igen.
”Nu er hun alene, når du går.”
”Jeg er nødt til at beholde mit arbejde.”
”Det var jo også det, der var mit dilemma.”
Mor blev helt stille.
”Men det her er anderledes,” sagde hun efter en pause. ”Hvis jeg ikke har
mit arbejde, er vi fuldstændig overladt til … tilfældet. Dengang ville vi have
haft hinanden.”
”I hvor lang tid? Vi ved begge, hvordan det gik.”
”Men hvordan kunne du vælge os fra, gang på gang?”
”Forstår du stadig ikke, hvorfor jeg valgte, som jeg gjorde? Jeg elskede
jer, og derfor var jeg nødt til at gøre sådan. Du er selv i min situation nu.”
”Men hvorfor forklarede du mig ikke …?”
”Jeg prøvede, Ann. Jeg prøvede virkelig. Jeg havde håbet, du ville indse
det, når du selv blev nødt til at tage de samme valg. Men jeg troede, du havde
glemt mig. Og klarede dig fint uden mig. Så jeg blev væk. Indtil jeg for nylig
så dig i indkøbscentret. Du så ud som lige inden, du…” Han tøvede ved
ordet. ”Bad mig gå.”
Mor lo. Der var kun en meget lille skinger klang i lyden af hendes latter.
”Diplomatisk som altid,” sagde hun.
”Skal vi prøve forfra?” spurgte far.
Hoveddøren gik op. Lyden af mors stemme bredte sig i den lille lejlighed.
”Så er jeg hjemme igen!”
Laura lagde dukkerne fra sig. Så på far-dukken.
”Hvor er du henne?” råbte mor.
”Her,” svarede Laura og rejste sig op.
”Jeg var lige ved at blive bekymret. Er det dig, der har låst døren op?”
Laura var kommet ind i stuen.
”Ja,” sagde hun.
”Hvorfor gjorde du det?”
Laura mumlede noget uforståeligt og håbede, at mor ville droppe emnet.
”Kom med ind i køkkenet,” sagde mor, ”så kan vi pakke gaverne op.”
Hun havde vist dårlig samvittighed, gættede Laura. Ellers ville hun have
tvunget et svar ud af hende. Hun fulgte efter mor. Ønskede, de boede i dukkehuset
i stedet for her. Der var meget hyggeligere derinde.
”Jeg er altså virkelig ked af, jeg var nødt til at gå, Laura,” sagde mor med
51

ynkede bryn.
Klart dårlig samvittighed, afgjorde Laura.
”Jeg legede med dukker,” sagde hun så.
”Det minder mig om…” Mor rodede rundt mellem pakkerne på bordet,
indtil hun fandt en lille firkantet æske. Hun rakte den frem mod Laura.
”Den her er fra mig.”
Laura åbnede forsigtigt den fine pakke. Under papiret var en sort æske.
Mor nikkede ivrigt, da Laura tøvende løftede låget. Nede i æsken lå en lille
drenge-dukke.
”Hvad synes du om den, put?”
”Den er perfekt!” udbrød hun. ”Den vil passe lige ind i dukkehuset!”
Laura drejede dukken i sine hænder.
”Tak, mor!” Hun løb hen til mor for at kramme hende.
”Jeg har også en helt speciel overraskelse til dig.” Mor rejste sig op.
I det samme ringede det på døren.
52

En hvid nat
Af Sofie de Lasson Fabrin
Træerne stod tæt sammen, som hviskede de hemmeligheder til hinanden. Jeg
løb. Jeg løb så hurtigt, at benene knap nok kunne følge med. Grenene kastede
sælsomme skygger omkring mig. Jeg så mig tilbage, bare for at være sikker
på, at der ingen var. Min fod viklede sig ind i en rod, og jeg faldt og mærkede
pludselig, hvor hurtigt mit hjerte slog. Jeg rejste mig, mærkede kulden
krybe op langs ryggen. Slog hænderne mod ansigtet og lod dem køre gennem
mit stride hår. Skreg mod træerne, skreg mod månen, som sammen med
sneen kastede et svagt lys over den store skov.
Jeg stod foran det høje spejl, så på mit valg af tøj. Rød bluse og mørke jeans.
Det passede godt til den fest, jeg skulle til.
”Tøjet er pænt,” sagde hun med en sukkersød stemme, ”men det passer
ikke til dig. Og den bluse…” Jeg så på den røde bluse, jeg havde taget på.
”Den sidder alt for stramt. Kan du ikke engang komme ned i en størrelse 34?
Du burde for resten gå på kur, det er ikke sundt, sådan som du spiser.” Hun
grinede en påtaget latter.
Jeg så igen på mit spejlbillede. Det var måske rigtig. Jeg smed trøjen og
tog den blå på.
”Det syn kunne jeg godt have været foruden,” snappede hun.
Jeg vendte og drejede mig foran spejlet.
”Åh Clizia. Den farve der går altså ikke. Du kan bare ikke gå i blåt.”
Mine kinder brændte, og jeg pillede feberagtigt ved mit ærme. Alligevel
hev jeg blusen over hovedet og trak i en sort.
”Sort? Nej…” sagde hun uden videre.
Jeg træk klodset blusen af og sparkede den langt ind i hjørnet. Kastede et
sidste blik mod spejlet, rynkede panden og satte mig på sengen overfor.
Måske var det bedst bare at blive hjemme.
Jeg hørte en fugl lette fra sin gren et sted i nærheden, og forskrækkelsen brusede
gennem mig. Jeg så mig omkring, fik øje på en væltet træstamme og
53

slog mig ned på den. Skulle bare have vejret igen. Jeg hvilede min varme
pande i mine kølige hænder. Tankerne svirrede i mit hoved, så det ikke var
til at holde styr på.
Der var ikke langt igen, kun en lille kilometer. Der ville jeg kunne være i
fred, der kunne jeg få lov at slappe af.
Jeg sad med brevet i mine rystende hænder. Hvis jeg kom ind, kunne jeg slippe
for denne verden og disse mennesker, men hvis ikke, måtte jeg blive, fastlåst
i den person jeg var. Jeg turde knap se på kuverten, men gjorde det alligevel.
Jeg holdt den nænsomt i mine hænder, ville åbne den.
”Kom nu.” Hendes stemme lød spændt. ”Du tør måske ikke?”
Jeg tog brevkniven og sprættede brevet op. Tog det forsigtig ud. Kun en
enkelt gang var det foldet.
Jeg læste det igennem og foldede det forsigtig sammen. Det var ikke nødvendigt
at læse det igen. En tåre trillede langsomt ned ad min kind og endte
på det sammenfoldede brev. Den bredte sig hastigt på det hvide papir.
”Tag dig sammen! Du ved jo godt, at du er for stupid til den skole.”
Jeg tror, at hun sagde det for at trøste, men det hjalp ikke. Tværtimod. Jeg
rejste mig for at gå op på mit værelse.
”Clizia, det er kun usle mennesker, som græder!”
Endnu en tåre løb ud af øjenkrogen og videre ned ad halsen. Jeg gik men
vidste, at hun havde ret og ikke ville give sig, før hun havde fået det. Jeg var
dum, og jeg var ussel, men det var mig. Selvom jeg udmærket godt vidste fra
starten, at jeg ikke ville komme ind, havde jeg nu alligevel haft et lille håb.
Så lille at ikke engang hun vidste det.
Ordene sad stadig i mit hoved, ”du er for stupid til den skole, du er stupid!”
Jeg var dum, jeg var så dum. Bare det, at jeg havde håbet på at komme
ind … Selvfølgelig havde jeg fået afslag. Jeg var jo, som hun altid havde
sagt, dum i nakken.
Jeg rejste mig fra stammen og satte i løb mod mit bestemmelsessted. Kunne
kende den lille fordybning, som jeg for flere år siden havde valgt. Den var
delvist skjult af de store grantræer.
Mine ben førte mig de sidste hundrede meter, og jeg endte med at stå
foran mit hemmelige sted.
Jeg så på det mølædte tæppe, som jeg havde anbragt som dør. Det lugtede
ligesom vores kælder derhjemme. Jeg trak det til side. Det var en smule
fugtigt, da træerne ikke kunne skærme for alt den faldne sne. Jeg satte mig
54

på bunken af tæpper og fandt den lille blikæske frem. På låget var der et rustent
billede af Peter Plys. Jeg åbnede den. Her var alle de betydningsfulde
ting, som jeg gennem de seneste år havde samlet. Blandt dem var en lille
digtsamling, som jeg selv havde skrevet. I starten havde den handlet om små
blomster, men med tiden var den blevet mere og mere sort.
Under den lå en lille smølf. Sådan en, som man kunne sætte i sit nøglebundt.
Jeg havde fået den af Mathilde fra klassen. Jeg havde fødselsdag og
fyldte otte. Det blev min bedste fødselsdagsgave det år. Under alle de andre
ting lå en lille genstand pakket godt ind i toiletpapir. Det var den, jeg skulle
bruge, den jeg egentlig var kommet efter. Jeg tog den op i hånden og begyndte
forsigtigt at vikle den fri af det efterhånden lasede papir.
Jeg sad på køkkenbordet og ventede, ventede på at blive hentet. Jeg vippede
med foden i takt med vaskemaskinens snurrende brummen. Førte utålmodigt
hånden op til munden. Jeg løftede blikket mod uret, tretten minutter over otte.
Var der mon sket noget, eller var han bare sent på den?
”Du er godt nok utålmodig?” sagde hun med en påtaget latter.
Jeg ignorerede hende. Jeg tog min lille notesbog op af lommen og tegnede
en nøgen pige, som holdt om sine knæ. Den var efterhånden ret overtegnet.
Halv ni. Jeg så uroligt fra uret til den døde dør.
”Han kommer jo ikke. Hvorfor skulle han det?” Hendes tonløse stemmeføring
smøg sig ind på mig. Det var sikkert rigtigt. Der var aldrig nogen, der
havde brudt sig synderligt om mig.
”Clizia, indse det. Du kan ingenting, du er ingenting. Du er så ligegyldig.”
De sidste fire ord udtalte hun stavelse for stavelse, sagt som var jeg et
lille barn, der intet forstod.
Det var sandt, jeg var ligegyldig.
Jeg så tavst på mine fingre, som drejede min ring rundt og rundt. Jeg vidste
nu, hvor jeg stod, jeg vidste, hvem jeg var, og jeg vidste, hvad jeg måtte
gøre.
Jeg fik den lille, skarpe genstand gjort fri af det sidste toiletpapir, og jeg sad
nu med bladet i hånden. Rakte ud efter lommelygten. Den brede lyskegle
sendte et hvidt skær ud i den lille hule, og jeg kunne nu se, hvor det var bedst
at anbringe det skarpe blad. Men hvilken pulsåre ville være bedst at vælge?
Den på venstre håndled, den var nemmest at komme til.
Jeg ville ikke tænke, ikke føle. Det skulle bare gøres, og gerne hurtigt.
55

Mine øjne var tørre. Jeg trak vejret dybt ned i mine kolde lunger, slappede af
i kroppen. Ville jeg lade mig falde ind i mørket nu? Jeg mærkede kulden fra
de fugtige tæpper trænge op langs ryggen.
”Gør det nu. Eller hader du mig ikke nok?”
Jeg hev ærmet ned igen. Hun skulle ikke få sin vilje. Hun skulle ikke styre
mit liv på den måde. Jeg holdt det lille blad i hånden, knugede det så hårdt,
at det borede sig ind i håndfladen. Små, røde dråber blod dryppede ned på
mine bukser.
Jeg gik ud af hulen med bladet i den ene hånd og lygten i den anden. Jeg
så en sidste gang på det lille blad og kastede det så ind i den mørke skov.
”Du tror, du kan styre dit eget liv! Du har brug for mig!” Hun var ude af
sig selv nu. ”Du kan ikke løbe fra mig!”
Jeg løb heller ikke. Jeg gik. Gik hjem til min mor.
56

En sidste spurt
Af Rebekka Nørsøller
Nattevinden slår kraftigt mod deres opkogte ansigter. Side om side flyver de
af sted hen over den ujævne jord, begge med lukkede og sammenbidte ansigter.
Kasper mærker sine lunger skrige af smerte og prøver desperat at trække
den kolde vind dybt ned i lungerne. Det føles, som om al vinden blæser
forbi hans mund, og han ikke kan trække vejret. Et øjeblik lægger Aksel sig
foran sin storebror, hurtigt og elegant. Kasper bider tænderne hårdt sammen
med så stor kraft, at hans kæber smerter. Enhver muskel i hans krop er
spændt til det yderste. De mange års underdanighed sidder så dybt i ham, at
et overvældende had farer gennem hans sind. En kvalmende fornemmelse
får det til at sortne for hans øjne. Hans krop føles som et fremmedlegeme.
Stærkere end noget andet brænder jalousien gennem hver en celle og blænder
ham for alt andet. Det skal være slut nu. Det skal være slut.
Kasper sendte lange blikke tværs gennem skolens åbne plads, men ænsede
knapt de mange legende børn. Misundelsens bitre smag skar ham i munden.
Hans øjne fulgte hver bevægelse, hans bror foretog sig. Aksel smilte selvsikkert,
imens han koncentrerede sig om bolden, der elegant fløj gennem luften
i perfekte buer. Hver gang Kasper syntes, at nu måtte bolden ryge bort fra
Aksel, lykkedes det alligevel Aksel at redde den. To piger med langt, lyst hår
stod og fulgte med i den lille boldopvisning. De klappede lystigt og overøste
ham hele tiden med kommentarer om, hvor god han var. Kasper sukkede
tungt. Et øjeblik slækkedes Aksels koncentration, da hans blik mødte
Kaspers. Kasper nåede akkurat at opfatte det, inden de begge så hver deres
vej igen. Kasper vendte sig hurtigt rundt og sparkede til en tilfældig sten, der
fløj over asfalten. Pigernes latter fulgte ham lang tid efter, han havde forladt
skolegården.
Som to skygger i natten, farer de af sted uden at sanse andet end begæret
efter at vinde. Deres vejrtrækninger er høje og hurtige, side om side kæmper
de sig frem længde efter længde. Natten er mørk. Kun månens blege skær
57

viser dem vej rundt om søen. Til trods for at hver en muskel i deres kroppe
smerter, fortsætter de hurtigere end nogensinde før. Som handler det om liv
eller død.
Aksels stemme gjaldede gennem lejligheden, i samme nu som de to brødre
lukkede sig ind. Døren smækkede bag dem med en hul lyd.
”Kom nu, Kasper! Du har været mut hele vejen hjem. Så slemt kan det
heller ikke være… Kan du ikke i det mindste fortælle mig, hvad der nager
dig?” Aksel kiggede på Kasper, der blot sendte ham et surt blik tværs over
køkkenbordet.
”Det tror jeg udmærket du ved!” Kasper så ud ad køkkenvinduet. Skyerne
dækkede himlen, som et tungt, mørkegråt tæppe, der syntes at kunne falde
ned hvert øjeblik, det skulle være. Kasper greb ud efter et æble, der tronede
i skålen midt på bordet, men tøvede med at spise det. Det var som om, jo
mere han vendte og drejede det i hånden, desto mere antog det form som et
grinende ansigt, der lo hoverende af ham.
”Jeg har da ikke gjort dig noget…” Aksel slog ud med hænderne. Hans
udtryk understregede, at han ikke anede, hvad Kasper snakkede om.
Kasper trak vejret tungt i et forsøg på at kontrollere den irritation, der fik
hans muskler til at spænde sig til det yderste.
”Du skal bare altid vise dig frem, ikke?”Kasper kastede æblet efter Aksel,
der blot greb det og straks efter førte det op til sin mund. Det knasede larmende,
da han tog en bid af den saftige frugt.
”Du er da bare misundelig, fordi du ikke kan finde ud af fodbold eller
noget…” mumlede Aksel og lagde armene over kors. Kasper så skarpt på
ham.
”Jeg kan da til hver en tid løbe fra dig!”, hvæsede han, som et rovdyr
parat til at forsvare sit territorium. Aksel sukkede.
”Det troede jeg, vi fik afklaret sidste gang. Du kom jo længder efter mig,
mand!” Aksel holdt en kort pause, idet han så vurderende på Kasper. ”Du er
garanteret bare nervøs for den stil, du skal vise til far i dag, ikke? Det skal
du altså ikke lade gå ud over mig!
Kasper sendte et køligt blik til sin lillebror ude af stand til at svare igen.
Aksel fulgte et øjeblik sin tavse bror med øjnene.
”Så slemt kan det heller ikke være”. Hans stemme var en anelse medlidende.
Kasper væmmedes ved det.
”Hold nu kæft!” mumlede han og slog ud efter sin lillebror, der blot dukkede
sig. Med stive bevægelser satte Kasper sig på køkkenstolen og stirrede
58

på papirerne i sin hånd. De mange røde tuschmærker blev mere og mere kantede
og hårde, jo længere Kaspers blik gled ned over arkene. Han kunne kun
alt for godt fornemme irritationen, læreren havde lagt i pennen, og hvor utilfreds
hun var med skolestilen. Han holdt vejret et øjeblik, idet han forsøgte
at overbevise sig selv om, at det i virkeligheden ikke var så slemt.
”Hej drenge, har I haft en god dag i skolen?” Farens stemme gled ud i
rummet. Kasper og Aksel så mod farens milde ansigt, da han kom gående ud
i køkkenet. De mørke øjne hvilede et øjeblik på hver af drengene, inden han
fortsatte.
”I har fået stil tilbage? Er det gået godt?”. Kasper skulede til sin lillebror,
der energisk hev sine papirer op af tasken og rakte dem frem. Farens
øjne gled nedover papirerne, og han smilede, som kun en stolt far kan.
”Hvor er det flot, Aksel!”. Han lagde en arm om skulderen på Aksel.
Kasper gled langsomt ned fra køkkenstolen og bevægede sig i, hvad der
måtte synes som en evighed mod sin far. Faren tog imod stilen, der var blevet
en smule krøllet i Kaspers hånd. Tavst iagttog Kasper sin far, hvis udtryk
langsomt forandredes til en alvorlig mine. Enhver rest af stolthed over Aksels
stil var borte som skygger for solen. Han hævede blikket mod Kasper og nikkede.
”Det kan du vist godt gøre bedre, Kasper”. Han snakkede langsomt, som
overvejede han hvert et ord grundigt. Kaspers blik var som naglet fast til stilen.
Et øjeblik trak han vejret helt ned i maven, inden han langsomt greb fat
om papirerne. Han så med ét hurtigt op, tidsnok til at se Aksel slå blikket ned.
Nederlaget brændte ham dybt under huden.
Træerne strækker sig som sorte vogtere mod himlen. Kasper mærker sit hjerte
slå hårdt i brystet, som er hans ribben ved at give efter. Tørsten hænger
ham langt ud af halsen, men trods dette fortsætter han. Hans fødder bliver
gang på gang trampet fast ned mod jorden i en desperat kamp for at overvinde
Aksel.
”Kasper?”
Faren bankede let på døren, idet han trådte ind i værelsets dunkle lys.
Kasper lå på sin seng og stirrede ind i væggen med et lukket ansigt. Han
kunne mærke farens vægt tynge madrassen ned.
”Du spiste ikke aftensmad…”, begyndte faren langsomt og slog ud med
hænderne. Kaspers tanker kørte rundt, og mest af alt ønskede han, at faren
kunne lade ham være i fred. Et øjeblik dvælede stilheden over rummet. Faren
59

ømmede sig.
”Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved?” Farens
spørgsmål blev hængende et øjeblik, hvor det kun blev mødt af tavshed.
”Kasper… Jeg synes bare, du skal passe på, inden du gør noget, du måske
kommer til at fortryde. Nogle gange kan man have lyst til ting, man ikke vil
stå ved senere, men det er vigtigt, at man kan beherske sig…”. Farens stemme
ebbede langsomt ud, og hans blik dvælede mod Kasper, der end ikke så
på ham. Aldrig før havde han følt sig så misforstået. Da lod faren sin hånd
hvile mod Kaspers skulder, inden han rejste sig og forlod rummet. Tilbage lå
Kasper alene i mørket. Hans øjne blev langsomt fugtige og sved forræderisk.
Kaspers blik sortner, men han vil ikke stoppe. Han kan ikke. Hæst og hvinende
bryder hans konstante vejrtrækning nattens stilhed. Han kan høre
Aksel lige ved sin side, men kan ikke samle sig om at vende hovedet. Han
frygter hvert et øjeblik, at hans krop vil segne. Forude i mørket strækker
jernbanen sig uendeligt hver sin vej, og brødrenes hastighed bringer den hurtigt
tættere og tættere på. Snart vil de være ved målet. Snart vil det være
afgjort. Kasper kæmper for at finde en sidste styrke i sin udpinte krop.
Styrke, han ikke er sikker på, han har. Styrke til at vinde.
Nattens kolde pust stod ind ad vinduet til Kaspers værelse og legede stille
med gardinerne. Månen kastede et blegt, spøgelsesagtigt skær over alt.
Kasper prøvede atter at vende sig i sengen og trække vejret roligt. Hver gang
han lukkede øjnene, dukkede en ny tanke frem af mørket og forstyrrede ham.
Han knyttede sine hænder hårdt og trak vejret dybt. Langsomt lod han sig
glide ud af sengen og satte fødderne på det kolde gulv. En gysen banede sig
vej op gennem hans rygrad, da han rejste sig fra sengen og febrilsk begyndte
at famle efter sine kondisko i halvmørket.
De små dunk fra skosålerne gav genlyd, da Kasper skred ud fra sit
værelse. Målrettet fastholdt han blikket på en bestemt dør. Døren til Aksels
værelse, der allerede stod en smule på klem. Som blev han inviteret indenfor.
Beslutsomt åbnede Kasper ind til mørket. Aksel mumlede, det lød som om,
han hverken sov eller var vågen.
”Aksel …” begyndte Kasper. Overrasket over den beslutsomhed, der lå i
hans stemme. ”Vi skal finde ud af, hvem der er den bedste én gang for alle,!”
Aksel reagerede kun langsomt. I mørket kunne Kasper fornemme en skikkelse,
der satte sig op og så i hans retning.
”Hvad i alverden laver du…” mumlede Aksel. Kasper kunne høre, at han
60

kvalte et gab. ”Det er jo midt om natten, mand!”
”Vi skal finde ud af, hvem der er hurtigst,” vedblev Kasper. Han så afventende
på sin lillebror.
”Hvad snakker du om, vi kan da ikke ...” protesterede Aksel, men så i det
samme udtrykket i sin brors ansigt. Det fremmede, bestemte udtryk, han
aldrig havde set før. Langsomt stod han ud af sengen, idet han fastholdt
Kaspers blik.
”Okay”, sagde han og tøvede. ”Okay”.
Kasper ved, at det snart vil blive afgørende. At et skridt vil kunne gøre hele
forskellen. Han mærker, hvordan udmattelsen får hans øjne til at svide. For
hvert anstrengende skridt han kæmper sig til, bliver han mindet om de utallige
nederlag til sin bror. Aldrig mere skal det ske - ikke efter i nat.
Jernbanen strakte sig i så langt øjet rakte i begge retninger. Kasper gik målrettet
henover skinnerne, der svagt gengav månens blege lys. Et stykke bag
sig kunne han høre Aksel mumle noget om forbandet stædighed. I horisonten
tårnede en mørk skygge af træer sig op. Rankt stod de plantet hele vejen
rundt om søen. Kasper stoppede og så mod søen et øjeblik, inden han rettede
blikket mod sin lillebror.
”Vi løber rundt om søen og tilbage til jernbanen igen”, forklarede han
kort, uden at fortrække en mine. Aksel fulgte hans blik og trak en smule på
den ene skulder.
”Bare vi kan få det her overstået, kan du for min skyld rende til Sahara”,
mumlede han og skuttede sig en smule i midnatskulden. Kasper stillede sig
parat ved togskinnen og kastede et kort blik mod Aksel.
Så løb de.
Afstanden til jernbanen kan måles på øjemål. Kasper forsøger desperat at
lægge bare en lille smule afstand til sin bror, men det er sværere end som så.
Side om side nærmer de sig målet i en fart, der synes umulig. Aksel lægger
de sidste kræfter i løbet, og kommer et par afgørende skridt foran Kasper.
Med ét famler Kasper i blinde. Følelsen af balancen, der svigter ham, er
overvældende. Som en puma i spring falder han fremefter, og griber fat i sin
bror. Tumlende, i et virvar af støv og mudder, falder de to brødre mod jernbanen.
Stilheden dvæler. Støvet lægger sig fint henover banen. Langsomt rejser
Kasper sig op, idet han ømmer sig. Han slog panden hårdt mod togskinnen.
61

Den bagerste togskinne. Han kaster et hurtigt blik mod Aksel, der ligger med
hovedet nedad mod den forreste togskinne. Der breder sig et overlegent smil
på Kaspers læber, i takt med at solen bryder frem på himlen.
”Der kan man se, jeg vandt jo?”.
Aksel reagerer ikke. Kasper sætter sig på hug ved Aksels side og ryster
sin lillebrors skulder let.
”Aksel?” Han mærker, hvordan frygten begynder at krybe op langs rygraden.
Får hans hjerte til at banke hurtigere end normalt. ”Aksel?” gentager
han. Hans bevægelser bliver mere hårdhændede. Han rusker i sin bror. ”Hold
nu op, jeg... skubbede dig ikke... vel, Aksel? Kom nu, Aksel.” Kasper bider
sig i læben. Han ryster kroppen igen.
Først da bemærker han den. Den røde pøl af blod, der langsomt flyder ud
over jernbanen i en tyktflydende konsistens. Blodet fra Aksels hoved.
Døren smækker højt bag Kasper. Han ænser ikke lyden. Stirrer blot med
vidtåbne øjne uden at se noget. Med uendelige bevægelser glider han tværs
gennem lejligheden. Hver gang han blinker, ser han sin lillebrors livløse krop
for sig. Genkalder sig følelsen af nærvær i sekundet, inden de begge faldt.
Tvivlen stikker ham dybt i brystet og smerter, hver gang han trækker vejret.
”Kasper?” Faren kommer gående imod ham. Han strækker sig og roder op
i sit pjuskede hår. Da hans blik rammer Kasper, lyser bekymringen ham ud
af øjnene.
”Hvor har du været?” Der går knap et sekund, inden han fortsætter. ”Hvor
er Aksel?”
Da lillebrorens navn bliver nævnt, ser Kasper et øjeblik direkte på sin far.
Da ryster han på hovedet i mekaniske bevægelser.
”Det ved jeg ikke,” mumler han langsomt. ”Jeg skal vel ikke holde øje
med ham hele tiden.”
Farens øjne flakker, inden han tager et skridt mod sin søn.
”Hvad er der dog sket med dig, barn?” spørger han og rækker tøvende en
hånd ud.
Kasper tager langsomt sin hånd op til panden, og mærker først nu såret.
Såret, der har mærket ham for hans gerning.
Han ser på sine fingre … de er fulde af blod.
62

Et halvt paradis
Af Annarita Ghosh Andersen
En lyserød lilje blomstrede frem for fødderne af hende. Hun bukkede sig
leende ned og plukkede den. Forsigtigt satte hun den i sin fletning. Skoven
duftede friskt af nyudsprungne blomster og den emmede af liv. Alle træerne
strakte sig mod himlen, søvnige efter den lange vinter. Alvida kunne mærke
livet bruse i sig, og hvordan solen helede hende efter måneder i tungsind. En
lille alf fløj forbi, og Alvida fulgte efter. Rundt og rundt til hun til sidst faldt
om i græsset. Solen drejede om hende. Den voksende, boblende følelse af
endelig igen at kunne røre sig, og alle skovens tanker svævede igennem
hende. Hun kunne mærke træerne, mærke skovens samlede sind.
Lyden af store skridt, der trampede i skovbunden, nåede hendes ører.
Hendes far var godt i gang med sit arbejde, men han ænsede ikke skovens
ynde. Han var kun et menneske, men han var dog ikke helt uvidende. At
opdrage en halv-nymfe var ikke let, men han var vokset med opgaven.
Flere skridt kunne høres og hun satte sig op. Det var uden tvivl menne -
sker, ingen andre ville trampe så hårdt. Men landsbyboerne havde ikke noget
ærinde i skoven.
En pludselig smerte skar igennem hende, og hun krympede sig. Det føltes
som om økseslag ramte hende i maven. Ved siden af hende rystede den
lille alf.
Alvida viftede afværgende og rejste sig op, mens kramperne rystede hendes
krop. Hun støttede sig op ad et træ. Barken føltes ru og betryggende, men
hun kunne mærke smerten fra andre træer. Hak efter hak skar menneskene
dem ned. Hun bed sig selv i læben, og den klamme metalliske smag af blod
gav hende kvalme. Træet var hendes støtte, og hun omfavnede det, men hendes
røde øjne kunne ikke klare mere, og vandet løb over. Alvida pustede ud.
Langsomt kiggede hun op.
”Det er væk” udbrød hun med dirrende stemme. Årsagen til smertens
pludselige forsvinding, truede med at slå hende omkuld. Hun begyndte at
løbe alt, hvad hun kunne, hen mod… Ingenting. Det var dødt. Hun trådte ind
på gerningsstedet og faldt sammen. De før så smukke og majestætiske træer
63

lå underdanigt på jorden og ventede kun på at blive brændt af. Døde, nøgne
træstubbe bredte sig som gravsten på en kirkegård. Og de skreg efter hende.
Ansigter kiggede på hende. Velkendte mennesker fra skovbrynet. De kneb
øjnene sammen, som for bedre at kunne se, hvad der dog fik hende til at reagere
sådan. Hun rejste sig og mødte deres blikke.
”I ved ikke, hvad I har gjort!” råbte hun. De stirrede på hinanden og rystede
så på hovederne. Mennesker var sanseløse. Hendes ansigt var opsvulmet
og vådt, da hun trådte ind i det lille hjem ad den løvdækkede dør. Brune
stængler flettede sig ind i hinanden og dannede små huller med blade som
forhæng. Øverst dannede slanke træer et tæt tag, flettet så tæt ind i hinanden,
at man kunne sidde i timer uden at kunne opfatte det enkelte træs stamme.
Huset havde været en gave fra Alvildas mor Yvaine.
En nymfe, som Yvaine, var ikke skabt til familieliv, men efter Alvidas
fødsel, havde Yvaine dog givet dem huset for at få Alvilda tættere på. Om
end faren ikke var begejstret, var Alvida hende evig taknemmelig. Faren var
skabt til en by med mennesker og arbejde, ikke til at få grøntsager smidt
direkte ind på spisebordet, hvis han råbte på mad. Han havde for længst
opgivet at finde ud af, hvem der kom med maden, men råbte bare en tak. En
rasende fe var ikke et rart syn, så han ville hellere helt lade være med at se
den. Han var så vant til at lukke øjnene, at han ikke troede sine egne øjne, da
Alvilda kom ind. Aldrig havde hun lignet sin mor så meget. Blade sad i det
filtrede hår, hendes øjnes farve var identiske med løvbladenes, og hun så lige
så forbitret og bedrøvet ud, som Yvaine havde gjort for så mange år siden.
Han glippede med øjnene en ekstra gang.
”Hvad er der sket? Du ser jo helt forkert ud, lille skat?” Hun nikkede og
bed tænderne sammen. Forsigtigt nærmede han sig, han kendte tegnene. ”Jeg
ved, at jeg ikke ligefrem forstår alt, men du kan da i det mindste prøve at fortælle
mig det.” Hun rystede vildt med hovedet. Hans irritation bredte sig til
stemmen. ”Hvad vil du så? Du kan jo ikke bare stå der og blomstre!” Han
satte hænderne i siden.
Hun rettede sit blik mod ham. De grønne øjne brændte ham, og han trådte
et skridt tilbage. Hun rystede på hovedet igen og gik. Svagt kunne hun
høre ham mumle om skove og forbandelser.
Hun fulgte efter tråde af følelser og savn. Nyheden havde spredt sig som
en løbeild, og den før så glade summen af liv havde ændret sig til stilhed.
Hun fik lyst til at skrige bare for at fylde stilheden ud. Hun ænsede ikke, hvor
lang tid hun gik eller i hvilken retning. Trådene førte hende til en lysning.
Yvaine svævede over græsset og tog hende i sin arme. Varme bredte sig i
64

kroppen og små blomster søgte deres gunst. Langsomt voksede de op ad
benene på dem.
”Mor.” Nymfens grønne hår bobbede svagt op og ned. ”Hvorfor?”
”Jeg ved det ikke.”
”Men… Der var jo masser af døde træer og faldne grene! De behøvede
ikke træerne!”
”Mennesker er styret af grådighed. De kan ikke se evighedens vej foran
sig og kan ikke mærke historiens rødder. Med ét er de væk.” Den bløde
fløjlsstemme lavede melodier, der fløj langt op over træerne.
”Jeg tager ind til byen i morgen, mor.” Hendes stemme var fast.
”Hvorfor?” Yvaine brød fri af omfavnelsen og så på hende.
”Jeg kan tale dem til fornuft. I siger selv, I ikke forstår dem. Det gør jeg.”
”Vi finder ud af det. Du skal ikke bekymre dig.” Yvaine smilede usikkert
til hende, men Alvida så væk. Hun gik baglæns, kyssede Yvaines træ og løb
hjem. Hun sov let og hørte sin far snige sig ind og kysse hende.
Vinden kærtegnede hendes krop, og rystede hende blidt ud af søvnen.
Mørket lå som et tæppe over skoven, men foran hende lyste en alf.
”Kom med. Din mor vil snakke med dig” Den klare stemme skar sig gennem
stilheden, den rystede som små klokker. På ryggen af alfen anede hun
en lille fløjte.
”Hvad mener du? Nu? Er du sikker?”
”Din mor vil snakke med dig. Lige nu, ja. Jeg er… sikker” Alvida fornemmede
løgnen og kiggede sig omkring. Træerne havde flyttet sig, de
havde lukket hende ude af huset.
”Hvad sker der? Jeg ved, du skjuler noget! Svar mig!” De værste tanker
fløj rundt, lavede reder der tyngede hendes hoved. Alfen rystet fortvivlet på
hovedet. Hun vendte sig mod huset. Der var alt for stille. Hun satte øret mod
træet, men ingen lyd hørtes.
”Åbn! Åbn. Vil I ikke nok?” Forsigtigt skilte hun træstammerne fra hinanden.
Alfen prøvede at trække hende i håret, men hun viftede ham væk og
trådte ind.
Indenfor var alt dækket af mos. Træerne opløste sig. Rødderne forsvandt,
og alt var tomt. Lysningen trådte frem af skoven. Hun fandt den hurtigt. En
skikkelse gemte sig under mosset. Hun skramlede sig over til den, rev mos
væk og fik et glimt af hud, et øje, viltert brunt hår. Mosset prøvede at dække
det. Det lå som bølger over en druknet, men ville ikke give slip. Hun arbejdede
hurtigere og hurtigere og snart kunne mosset ikke følge med. Et stort
65

vejrbidt ansigt kom frem. Skægstubbene var fulde af jord og munden stod
åben. Et sort hul formede sig i maven på hende. Alvida dækkede munden
med hænderne i et lydløst skrig. Rygraden krummede sig vissent sammen.
Hun trak sit hår hårdt tilbage, tog fat om knæene, prøvede at holde stykkerne
samlet. Alfen fløj rundt om hende, den havde sikkert fået ordre til at blive
hos hende. Hun vuggede frem og tilbage til morgenen stod op.
Langsomt rejste hun sig. Bladene faldt i cirkler rundt om hende og ned på
jorden. De bløde krøller strakte sig ud og fangede dem i en grønlig krone.
Forårssolen fik hendes hud til at søge efter mere lys og varme, men hun ville
ikke lade kuldegysningerne forsvinde. De sidste rester af menneskelighed
måtte aldrig forsvinde. Et lille hjortekid tittede frem bag et træ. De store
brune øjne undersøgte hende. Et kort vindstød fik flere blade til at falde og
lyset lavede en pardans over græsset. Kiddet sprang et bukkespring og spurtede
væk. Lysningen var klar. Sporene var dækket.
Midt i paradis stod hun og kunne mærke en knude af had starte ved brystet
og sprede sine fangarme ud i kroppen. Et væld af følelser bragede gennem
kroppen. Hun var blevet forrådt af sine egne. Knuden ville aldrig kunne
tilgive skoven. Langsomt fortrængte hadet de andre følelser. Hullet i maven
blev fyldt af flere små knuder, og snart var hele kroppen en stor knude. Hun
knyttede hænderne hårdt sammen. Kiggede op og gik med lange skridt i retning
mod røg.
”Menneskene hører ikke til her,” prøvede alfen at forklare, men blev
skubbet væk. Den fløj op foran hende. ”Vi gik ikke efter din far, vi gik efter
de mennesker ved udkanten af skoven, der fældede træerne. Men mos er ikke
i stand til at tænke selv. Det dræbte bare alt, der ikke hørte til.”
Hun tog hårdt fat i en vinge og kastede alfen så langt hun kunne. Hun
hørte det lille dump, da han ramte jorden.
Hun nåede frem til skovbrynet. Hvor der før havde været stenhuse med
familier i, lå der nu store bunker af mos og jord. Hun ænsede det ikke men
fortsatte videre. Lyden ændrede sig fra skridt til skridt. Fra bløde lyde af våd
jord til den knasende lyd af sten. Hun fulgte vejen ind til den brostensbelagte
by. For første gang på hele turen vendte hun hovedet. Hun granskede de
små skilte.
Lageret var let at finde, det ragede op mellem de små stenbygninger.
Porten stod åben, og hun marcherede ind. En bred skikkelse stod med ryggen
til hende. Hendes ansigt fandt masken frem.
”Undskyld Hr. Har de tønder med ukrudtsfjerner? Apotekeren henviste
mig hertil.”
66

Manden vendte sig langsomt om og gned hænderne i bukserne.
”Du er da en lille tøs… at købe så stærke sager, hvad?”
”Jeg er stærkere, end jeg ser ud.” Han nikkede langsomt. Alle hans bevægelser
var langsomme.
”Der” Han pegede over mod nogle store runde trækasser. ”Det er noget
stads, bare så du ved det. Det dræber alt. Selv mine bette mælkebøtter visnede.”
Hun tog en op. Hendes arme blev tynget ned, men hun kunne ikke
give op på grund af en stor spand.
”Vil du låne en trækvogn? Vi har en ude bagved” Et lettet suk undslap
hendes læber, og hun satte tønden ned. Med bevægelser som en drøvtyggende
ko gik han længere ind i lageret og kom frem fra mørket med en lille trækvogn.
Hun satte to tønder op på den.
”Kan jeg komme og betale dig senere? Jeg tror ikke, jeg har nok penge
med” Han nikkede kort og vendte så tilbage til arbejdet.
På vejen hjem var hendes hoved fyldt med tanker, som hun prøvede at fortrænge,
men de slap ud af hullet og forbi knuderne. De sneg sig op af halsen,
og hun skiftevis hulkede og stoppede op. Tomme blikke og lydløse skrig forfulgte
hende. Skridtene blev tungere og tungere, som hun begyndte at kunne
skelne træerne. Tvivl og skyld skyllede gennem kroppen. Knuden var lige
ved at give slip, da hun så alfen. Den lille, idiotiske alf. Hun satte tempoet
op. Ved skovbrynet stod hendes mor flankeret af fauner, nymfer, feer og
alfer. Den lille alfehan sad triumferende på en gren over Yvaine.
”Alvida.” Hun stoppede ikke. ”Vi var nødt til det. Det var skoven eller
menneskene.” Da hun stod foran Yvaine stoppede hun endelig op.
”Far ville aldrig have gjort jer noget, og det ved du.”
”Man ved jo aldrig med mennesker. Tænk på hvad din far ville have gjort,
hvis han fandt ud af, vi havde fjernet dem.”
”Hvad med mig? Jeg er ligeså meget menneske som ham” Yvaine rystede
svagt på hovedet.
”Slå dig ned hos os. Du har aldrig hørt hjemme blandt dem. Hos os kan
du være den, du virkelig er:”
Alvilda prøvede at skubbe sig forbi, men væsnerne dannede en tæt mur
foran hende. Faunerne tog fat i vognen og tønderne. Desperat fandt hun fyrtøjet
frem. En lille gren fra jorden fungerede som fakkel. Væsnerne for tilbage.
Hun svingede grenen frem og tilbage foran sig. Yvaine sprang tilbage.
”Det kunne du da ikke gøre?”
Alvida gik frem, men Yvaine blev stående. Deres sammenlåste blikke
dannede streger i luften. Varmen fra grenen begyndte at smerte Alvildas
67

hånd og hun smed den på jorden. Flammen blev hurtigt trampet ned. Yvaine
trådte frem.
”Jeg mener det.” Væsnerne gik længere tilbage. Hun tog den første tønde
og kastede indholdet rundt om træerne, et lille stykke fra væsnerne. Hun tog
fat i vognen og løb alt, hvad hun kunne. Ingen stoppede hende. Hun havde
kastet væsken i en lille halvcirkel.
”Så kan du jo starte med mig.” Yvaine trådte frem. ”Hvis du dræber skoven,
dræber du mig. Du kan ligeså godt få det overstået.”
Alvida stod stille. Hendes ansigt krakelerede og hendes gråd hørtes i hele
lysningen.
”Jeg bliver nødt til det. Forstår du det ikke?” Hun tog rystende en gren
frem og satte ild til den.
”Jeg kan ikke tilgive jer, og jeg regner heller ikke selv med jeres tilgivelse.”
Hun kastede grenen mod træerne. Alle væsnerne løb væk, undtagen
Yvaine. Hun blev stående, selv da flammerne begyndte at æde hende op.
Alvida prøvede forgæves at kigge væk, men det sidste syn af Yvaine, der
sank sammen, brændte sig fast på nethinden. Ilden flammede højt. Hun holdt
sig for ørerne, til ilden var væk.
De bare fødder knasede i græsset. Hun kunne stadig mærke varmen, og
de små gløder gav hende vabler. Hun hilste smerten velkommen. Langsomt
gik hun mellem aske og små afsvedne grene, med blikket stift rettet mod solnedgangen.
Røg slørede synet af det røde, varmende lys. Følelsen af ingenting
var overdøvende. Hendes krop var et fængsel, og følelserne var de indsatte.
Hun undgik lige at træde på en afbrækket vinge og trådte i stedet på en
lillebitte krop. Hun bøjede sig ned. Lugten af brændt kød sved i næseborene.
Alfen havde mistet vingerne og hans hud så ud, som om den var smeltet.
Man kunne se et lille skelet bag det afsvedne kød. Ved siden af lå endnu en
alf, den levede stadig. Hun tog fyrtøjet frem, og alfen strittede ikke imod.
”Du er ikke engang et menneske,” sagde den. Hun kiggede rundt på de
afsvedne træer, og skyld skyllede ind over hende. Hun smed den lille alf og
kastede et sidste blik på den afsvedne skov og de overlevende, der prøvede
at redde sig selv. Hun begyndte at løbe, hun løb mod horisonten og solnedgangen,
i et sidste håb om at kunne tilgive sig selv.
68

Et livstykke
Af Linnea Kjølstad Larsen
Radioen skrattede i baggrunden, og Dansktoppen spillede Birthe Kjær for
fuld udblæsning . En søvnig flue summede i takt til Vi maler byen rød, samtidig
med, at den forgæves forsøgte at flyve gennem ruden. Duften af kaffe
bredte sig i huset, og blandede sig med lugten af Frilandsmuseet. Solen stod
op og kastede lange, gyldne stråler ind gennem de nypudsede vinduer.
”Se! Solen skinner i dag.” Vera smilede til sin mand. Han sad i sengen og
stirrede ud ad vinduet. ”Nåh… det ved du allerede,” hun klukkede lidt for sig
selv. ”Du skal huske, at tage dine piller.” Han svarede ikke. ”Jeg ved godt, at
du ikke har lyst, men ellers får du det bare værre!” Hun hentede dem til ham.
En blanding af hvide og lyserøde klumper faldt fra hendes papirtynde hånd
og ned i hans ubørstede gab. Vera hældte lidt vand fra et glas efter pillerne,
men det hele forblev i munden. Lidt efter begyndte vandet at sive ned fra
hans mundvige og videre ned på hagen.
”Åh, kom nu Helmut,” bad hun, ”synk, ellers får du det bare værre.”
Forsigtigt pressede hun hans hoved bagover. ”Kom nu!” bad hun. Det hjalp
ikke. Han nægtede at synke. Vera hjalp ham ordentligt op at sidde igen.
”Kom nu,” hun sukkede, ”det er da ikke så slemt.” Vera forberedte sig på
endnu en eftermiddag med nok at gøre.
Væggene i stuen var fyldt med mælketænder og runde kinder, kun beskyttet
af tynde glasplader omkranset af klassiske IKEA-rammer. Som Vera sad der
mellem spraglede og sorthvid-billeder af nutid og fortid fandt hendes tanker
mange år tilbage og blev indhyllet i hvidt silkestof, fornemmelsen af kransekagen
i munden og ikke mindst de sprøde toner fra brudevalsen. Hendes og
Helmuts bryllup havde været noget, man havde snakket om i mange dage.
Hun smilede lidt af sin egen nostalgi. Præsten havde været en grå gammel
mand. Hun havde ikke forstået et ord af hans tunge prædiken. Desuden
havde en af de nervøse servitricer tabt sølvfadet med hele stegen, så kødsaft
og oksekød var fløjet ud over alle de stakkels gæster. Tøsen havde fået et nervesammenbrud
og måtte bæres ud fra stadsstuen. Men alligevel huskede
69

Vera altid denne dag, som en af de lykkeligste i sit liv. Det meste af den,
havde hun brugt på at betragte Helmut. De havde sunget sammen, holdt i
hånden og leet til hinanden. Helmut lo ikke ret meget mere, det var i hvert
fald lang tid siden, at hun havde hørt det. Vera sukkede. Bare han dog snart
ville blive rask. Desuden trængte havelågen til at blive malet.
Da hun så til ham igen, sad han stadig i samme stilling.
”Vil du ikke se lidt fjernsyn?” Hun fik sat ham godt til rette og drejede
fjernsynet i soveværelset, så han kunne se. Hun tændte og ud af den gamle
kasse, købt i 1986, bragede geværskud og indianerhyl. ”Ahh hva’? Det er da
vist ikke lige noget for dig…” Vera skiftede kanal. Denne gang fyldtes
værelset af en monoton stemme, der oplæste dagens naturkatastrofe, royale
skandale og til slut fortalte om en fanatisk sekt i USA, hvor alle medlemmer
havde begået selvmord. Vera havde nu gennemgået husets eneste to programmer,
og da Helmut egentlig kun sad og hang, slukkede hun og lod ham
sove. ”Intet lørdagslotto til os,” mumlede hun.
En hård banken på døren forstyrrede hele den døsige atmosfære. Lyden bølgede
gennem det gule hus, søgte ud i køkkenet, om bag skabene og snoede
sig til sidst hen til Vera. Hun sprang op fra sofaen og smed strikketøjet fra
sig. Længe stod hun bare. Sekund efter sekund, mens dunkene udefra blev
højere og højere. Mere dundrende. Hun tog mod til sig. Første skridt føltes,
som var der bly i hendes ben. Derefter fulgte et par meget hurtige syvmiles
skridt, og hun stod i samme nu foran den massive hoveddør. Hun forsøgte at
styre sit åndedræt. Den uventede anstrengelse havde fået hende til at miste
overblikket. En dyb indånding og hun åbnede døren på klem.
Udenfor stod en mand med så kort en hals, at det så ud som om, han
havde trukket skuldrene op om ørene. Hans ånde kunne svagt anes i luften
omkring ham. Det var klart og rent udenfor. De efterårsgyldne træer i haven
var så naturlige, at de stod i skærende kontrast til de alt for farverige og alt
for glade havenisser, der omringede dem. Manden rømmede sig.
”Jamen goddag Mikael,” lød Veras svage stemme gennem dørsprækken.
Hendes øjne flakkede som en fluefanger i sommerbrisen.
”Hej mor, må jeg komme ind?”
De spiste nybagte boller og drak kaffe med fløde.
”Hvordan har far det?” Mikael tog en slurk fra den minimale kaffekop
med mågemotiv.
70

”Nogenlunde… Han er i bedring.”
”Hvad siger lægen?”
”Ikke noget… Du ved jo, at din far ikke bryder sig så meget om læger.”
”Må jeg ikke se til ham?” Spørgsmålet stod stille i luften.
”Var det ikke en ny bil, du kom kørende i?” Vera kiggede ned på sin tallerken,
hvor der stadig lå en halvspist bolle med et godt lag tandsmør. ”Det
er bare en, jeg har lånt. Den anden er i stykker. Men hvor er far?”
”I soveværelset.”
”Er det så alvorligt?” Han så på hende med øjenbrynene trukket ned mod
øjnene. Hun nikkede. Han ville rejse sig, men hun lagde sin gigtplagede
hånd på hans.
”Han er meget træt og har brug for hvile. Han er endelig faldet i søvn, så
jeg tror det er bedst, hvis du går nu.”
Han kiggede et langt øjeblik på hende. Som gemte der sig svar i de mørke
lommer mellem hendes rynker. Hun stirrede fast igen. Så gik han.
Maden stod urørt ved siden af Helmut.
”Du har stadig ikke spist noget!” Hun rystede opgivende på hovedet.
Helmut betragtede en ensom fugl i haven. ”Du spiser da heller ingenting. Jeg
laver alt fra havregrød til flæskesteg, men om du spiser det?! Nej!” Hun fik
røde pletter på halsen. Han så stadig trodsigt ud af vinduet. ”Hvad vil du så
have at spise?” Han svarede ikke lige med det samme. ”Hvad siger du?” Hun
bøjede sig ned over ham. Han lugtede af uvasket menneske. Når hun tænkte
over det, var det faktisk også et par dage siden, han havde været i bad. Hun
overvejede at vaske ham, men på den anden side, var Helmut heller ikke så
glad for at blive vasket.
”Hvad siger du?” gentog hun skarpt, ”hvis du ikke engang kan snakke
højt nok til at fortælle mig det, hvordan kan du så forvente, at jeg skal lave
noget mad, du kan lide?” Han ignorerede hende. Vera opgav. Hun tog tallerknen
og marcherede ud i køkkenet for at vaske op.
Samme aften hjalp hun ham ned at ligge. Inden de sov, fortalte hun ham, at
Mikael havde været på besøg. Det havde været, mens han tog middagslur i
eftermiddags. Vera klukkede ved tanken om dengang Mikael lige var født.
Han havde været lidt for lille, rosinrynket og på hovedet havde han få mørke
dun, der skulle gøre det ud for hår. Hun mindede Helmut om første gang, han
så Mikael. Det var lige efter fødslen og Helmut havde nægtet at holde ham.
”Han var for skrøbelig. Du var bange for at tabe ham, sagde du. Jeg husker
71

det tydeligt,” Vera var ved at tabe gebisset af grin, ”men se bare nu!”, fortsatte
hun, ”nu er det dig, der er skrøbelig og ham, der er stærk.” Hun puffede
blidt til ham. Ingen reaktion. Hun så på ham. Helmut var faldet i søvn.
”Godnat,” hviskede hun, ”jeg elsker dig!”
Helmut undlod stadig at spise. Han havde efterhånden ladet maden stå urørt
i tre dage. Tre lange dage. Vera havde forsøgt at hælde lidt vand i ham, men
han nægtede at synke. Alt han gjorde, var at sidde og stirre lige ud af soveværelsesvinduet.
Solstrålerne, der skinnede ind igennem ruderne, legede
med støvpartiklerne i luften og badede det hvide værelse i et orange skær.
Udenfor ruderne, var himlen stadig klar, men så uendelig langt væk. Det var,
som om selv de højest flyvende fugle ikke kunne nå den. Vera betragtede sin
mand med rynket pande. Hun kiggede derefter samme vej som han. Netop
på sådan en efterårsdag havde de mødt hinanden. Der havde været bal i forsamlingshuset.
Alle unge var festklædte og gik i små grupper. Hun kom med
to af sine veninder, han alene. De havde set hinanden før. Vidste hvem den
anden var. Alle havde ventet lidt ude foran forsamlingshuset. Vurderet hvem
de foretrak at danse med, overvejet hvem de bestemt ikke havde lyst til at
danse med og i det store hele bare lige ventet for at få den nyeste sladder.
Hendes ene veninde havde fnisende påpeget, at Helmut fra Frømosegården
blev ved at kigge på Vera. Hun havde set i hans retning. Helmut havde fanget
hendes blik og smilet skævt. Fra det tidspunkt, hvor de kom ind i forsamlingshuset,
mindedes hun ikke andet end polkaprikker, lugten af sved, hysterisk
latter og gul sodavand. Samme aften havde han fulgt hende hjem og kysset
hende blidt foran havelågen. Hans kys smagte af lunkent værtshus og føltes
som syltede sild. Det havde nu alligevel føltes rart. Nu kyssede han hende
aldrig mere. Viste hende ingen taknemmelighed for hendes kærlige pleje.
Hun sukkede dybt ved tanken. Prøvede på den måde at fortælle ham, hvad
hun savnede. Han ikke så meget som vendte hovedet i hendes retning.
Fra køkkenet kunne man tydeligt dufte æbler og kanel. Vera gik ud og tog
forsigtigt æblekagen ud af ovnen. ”Måske det her kan gøre dig sulten!” råbte
hun over skulderen til soveværelset. Efterhånden var hun vant til ikke at få
noget svar.
En dag bankede det igen hårdt på døren. Vera kiggede op fra ugebladet. Fru
Jørgensens opskrift på stegt lever med kåldolmer og svampesovs måtte
vente. Hun lagde bladet fra sig. Panikken pumpede i hendes blodårer, men
en sidste rest af fornuft greb hende i nakken og trak hende ud til døren.
72

Hendes fugtige håndflade tog fat om håndtaget, der med et enkelt klik, skulle
føre hende fra hendes sikre hverdag ud til noget ukendt. Hendes øjne flakkede.
Løb fra døren til gulvtæppet, tilbage igen og så over til knagerækken.
De fandt ingen hvile. Hun åbnede døren på klem.
”Hej mor.” Stemmen trængte ind i huset og fik alt til at dirre.
”Hej Mikael.” Hendes stemme forsvandt i luften. Tavshed.
”Må jeg komme ind?” Han havde en buket orange liljer i hånden.
”Det er ikke så godt i dag!” Hendes øjne kørte som karruseller i pendulfart
rundt i hovedet på hende.
”Hvorfor ikke?”
”Det er bare ikke så godt!”
”Må jeg ikke bare se til far?”
”Det er jo ikke så godt, siger jeg!” Han kiggede irriteret på hende.
”Mor! Jeg har ikke set ham i flere uger, jeg vil bare godt hilse på ham.
Mere forlanger jeg ikke!”
”Det er bedst du går nu”, karrusellerne roterede i en ny, ukendt 180-gradersvending.
”Nu!” gentog hun med eftertryk. Vera forsøgte at smække
døren i, men Mikael satte en fod for.
”Hvad er der i vejen med dig mor?”
”Ikke noget! Jeg har bare travlt. Meget at nå…”. Han skubbede døren
længere op. Hendes hoved begyndte at virre så alle permanenterne, stod som
en bisværm omkring det. Mikael åbnede nu døren helt, og hun indså, at der
intet var at gøre. Hendes arme var som tændstikker, sammenlignet med hans.
”Så lad gå da”, mumlede hun, samtidig med, at røde pletter voksede på
hendes hals, ”en kop kaffe så.”
”Jeg kigger lige ind til far”, smilede han, ”ligger han i soveværelset?” Hun
vendte sig mod ham med en hastighed, der var en balletdanser værdig.
”Nej! Jeg mener ja… eller jo han gør… men han sover!” Hendes ansigt
var blegt som nyfalden sne bare mere mat. Han trak på skuldrene.
”Så venter jeg bare, til han vågner.”
”Det gør han ikke… altså ikke, mens du er her. Han kan sove meget
længe!”
”Lad os nu se.”
De spiste boller fra gårsdagen og drak kaffe med fløde.
”Her lugter mærkeligt!” Konstaterede Mikael pludselig.
”Det er nok bare osten.”
”Nej, jeg mener ikke som ost, mere som…” Han tænkte lidt.
”Mere kaffe?”
73

”Nej tak, jeg tror lige, jeg ser til far.”
”Det behøver du ikke!” Det lykkedes karrusellerne endnu engang at præstere
en 180-gradersvending.
”Det er okay mor, bare kort.” Han tog de orange liljer, og inden hun kunne
nå at standse ham, stod han foran døren til soveværelset. Vera overvejede om
hun kunne nå at kaste sig frem i et sidste forsøg på at fjerne ham fra døren,
men før hun fik gjort noget, havde Mikael åbnet den. En ram lugt af fordærvet
kød slog dem i møde. Et par søvnige fluer summede i takt til Vi maler
byen rød fra radioen, som nu stod i soveværelset.
”Jamen mor! Far er jo død!”
”Ja, det er han jo. Han døde faktisk på vores bryllupsdag. Han nåede ikke
at spise noget af wienerbrødet fra bageren, jeg havde købt til kaffen.”
”Jeres bryllupsdag… jamen mor, det er jo en måned siden…”
74

Fabula
Af Gry Pil Lund Ranfelt
Fabula sad på sengen. Hendes ben var korslagte, og den hvide, løse kjole
spredte sig ud fra hende som blomsterblade. Hendes lange, hvide hår vældede
ned over hendes skuldre som et vandfald, og det nåede næsten hendes fødder,
når hun en sjælden gang gik. Hun sad altid bare på sengen med korslagte
ben og kiggede på ham med store, blå øjne. Når hendes mund bevægede sig,
blev der skabt billeder, som tog liv og form og snart var en del af værelset.
”Fortæl mig mere,” bad han i en hvisken, men oftest smilede hun bare til
ham med en undskyldning om, at det var tid til at sove, og så fløj hun ud ad
vinduet.
Om natten drømte han om alt det, hun havde fortalt ham, og en underlig
tyngde lagde sig over ham, når han blev vækket om morgenen og stadig var
i sit eget værelse.
Billy gik ikke i børnehave ligesom andre børn. Lægerne sagde, at han
ikke kunne klare at være for meget udenfor, at han langsomt skulle tilvænnes.
Han befandt sig derfor oftest i sit hus, eller nogle gange i haven, og når
han endelig fik lov til at gå en tur, var det altid sammen med forældrene. Så
gik han med sin mors hånd i sin, og han kunne mærke, at hun knugede ham,
som om han kunne falde om hvert øjeblik. Hun plejede at kigge til alle sider,
og hun mindede Billy om de løvemødre på fjernsynet, der beskyttede deres
unger mod nye hanner.
Selv nød Billy at gå på fortovet og kigge på alle menneskene, der skyndte
sig frem og tilbage på gaden, mens han undrede sig over, hvorfor de altid
havde så travlt. Men Fabula havde sagt, at menneskene var sådan. De stoppede
ikke op og så på de små ting eller tænkte synderligt over de store. De
havde jo arbejde at sørge for.
”Hvad er arbejde?” spurgte Billy, og rakte ud efter hende for at klappe
hendes knæ. ”Hvad er et arbejde?”
Fabula plejede at lyse op, som om han havde stillet præcis det spørgsmål,
hun havde ventet på.
”Et arbejde er noget, der burde være fornøjeligt, men som menneskene
75

har gjort til en lænke,” svarede hun. ”Kun meget få formår at vælge et lykkeligt
liv, de fleste bruger for mange kræfter på at skaffe penge.” Hendes latter
fyldte værelset. Det var en sød, klokkelignende lyd, og Billy lo med
hende, selvom han ikke forstod, hvorfor hun lo. ”Det er jo nærmest, som om
menneskene ønsker at være ulykkelige!” Hun kiggede på ham. ”Men sådan
er du ikke, vel, Billy?”
Han smilede. ”Nej, Fabula! Jeg kan nemlig ikke lide lænker.”
Hun smilede tilbage, og hans hjerte hoppede af glæde. Det var så flot, når
hun lyste på den måde, som om verden var smuk og dejlig. Intet ondt kunne
røre dem, når de sad sådan. Han slugte hvert et ord og gemte det inden i sig,
som en meget vigtig skat. Når hun fortalte om verden udenfor forsvandt virkeligheden,
som han kendte den, og blev til længselsfulde drømme.
”Verden er et dejligt sted, Billy, men den er også farlig.” Fabula sad den
dag med hans bamse i armene og holdt den ind til sig, som var den et guldæg.
Hun aede den i ny og næ, og den kom næsten til live under hendes hænder.
”Mennesker mister ofte grebet i sig selv og flyder væk. Derfor har man
også brug for andre til at holde sig fast.” Hun klappede ham på hovedet.
”Ikke også, Billy?”
”Ligesom jeg har dig!”
”Ja,” svarede hun. ”Ligesom du har mig.”
”Og du har mig,” mindede han hende om.
Hendes øjne blev alvorlige, nærmest lidt vemodige: ”Ja. Jeg har dig.”
I stuen stod der et billede af en lille pige. Hun havde smilehuller og blå
øjne, og et brus af næsten hvide lokker omkring sit ansigt. Billy kunne godt
lide at ligge foran billedet og kigge på det. Pigen var så pæn. Da han spurgte
sin mor, om hun var en prinsesse, havde hun sagt, at pigen engang havde
været prinsessen i huset, ligesom han var prins nu.
Det sagde Billy til Fabula.
”Mor siger, at jeg er prins nu, men når prinsessen ikke er her længere,
betyder det så, at jeg har jaget hende væk?”
Fabula rakte ud efter ham og lagde sin hånd på hans kind. ”Nej, Billy, den
pige, der boede i jeres hus, var meget syg, ligesom dig. Men det vidste lægerne
ikke, så hun gik bare rundt og gjorde, hvad hun ville. Så en dag sagde hun
farvel.” Hun nev ham i kinden. ”Men sådan går det jo ikke dig, vel, Billy?
Du bliver jo her.”
”Men Fabula!” snøvlede han ivrigt. ”Jeg vil gerne se de ting, du fortæller
mig! Du siger, at de er virkelige! Jeg vil se dem!”
”Nej, Billy. Det kan du ikke komme til.”
76

Så fløj hun ud af vinduet, hvor hun blev til en sølvglødende dis, der igen
blev en del af natten.
Hans hjerte bankede hårdt. Ville hun aldrig komme tilbage? Han begyndte
at græde.
Hans mor og far kom styrtende ind. Hvad er der i vejen, Billy? Men han
kunne jo ikke forklare dem det. Det var dem, som ville holde ham indespærret,
væk fra hele verden. Hvis han fortalte dem det, ville de så gemme
ham endnu mere væk?
Han pegede på sin mave. ”Det gør ondt,” græd han. Han så sine forældre
udveksle bekymrede blikke, før de tog ham med ud i bilen og kørte til lægen.
Billy besøgte ofte lægen. Mindst to gange om måneden.
Den næste dag købte hans far en ny film til ham, som Billy satte sig til at
se, og imens han sad i sofaen, skete noget, der aldrig var sket før. Fabula kom
svævende ind igennem det åbne vindue, og satte sig ved siden af ham. Ingen
af dem sagde noget, men han rakte hånden ud efter hende, og hun tog den.
Derefter kom Fabula flere gange og legede med ham om dagen, og han
følte sig lidt mindre ensom. Hun fortalte aldrig historier om dagen, kun om
aftenen før sengetid, når stjernerne lyste ind til dem med et mystisk skær.
Selvom Billy blev gammel nok til at komme i skole, blev han stadig holdt
hjemme. Det gjorde ondt at se de andre børn på gaden med deres tasker på
ryggen, på vej mod skolen. Billys mor tog oftere fri for at undervise ham derhjemme.
Og selvom Billy var glad for at lære, så ville han også gerne se de
ting, han lærte om.
”Fabula,” sagde han til hende en aften. ”Vil du ikke godt tage mig med
udenfor?”
Hun rettede sig op og rystede på hovedet, men da han begyndte at tigge
og græde, sagde hun: ”Der er farligt udenfor, Billy. Kan du ikke huske prinsessen?”
Hendes blik var alvorligt, og han så, at hun var bange, hvilket også
gjorde ham bange.
”Men jeg vil gerne ud til de andre børn. Jeg vil gerne lege og hoppe.”
Hun sænkede sit hoved, så han kun kunne se hendes øjne. Der var små
tårer i dem. ”Du kan lege og hoppe indenfor,” hviskede hun med skælvende
stemme.
”Vil du ikke nok, Fabula?” bad han.
Hun kneb øjnene sammen og tog en dyb indånding, før hun rakte sin hånd
frem mod ham.
Han forstod, at han skulle tage fat om hende, og han greb hendes hånd-
77

led.
En kildrende fornemmelse bredte sig i hans krop, og hun rejste sig op, så
han blev nødt til at følge efter. Hun satte af fra sengen og trak ham med, og
de fløj ud gennem vinduet, og ud i den kølige nattebrise. Vinden smøg sig
om ham med fjeragtige berøringer og fyldte ham med en brusende fornemmelse.
Alt omkring ham var større og smukkere, end noget, han nogen sinde
før havde mødt.
De fløj mod stjernerne med høj hast, og han klamrede sig til Fabulas
hånd. Han mærkede noget vådt mod sin kind og kiggede op. Der var væde i
hendes øjne. Dråberne hang i hendes vipper som krystalperler i et strøg af
buende sort. Hun rakte armen frem, og det var som om den bue, hendes arm
lavede i luften, formede en vej til et andet sted.
Lyset omklamrede dem, og han holdt sig for øjnene, imens han prøvede
at trække sig ind til hende, men hun var næsten ikke synlig i lyset, og det gik
op for ham, at hun altid havde haft et drømmeagtigt skær.
”Du må ikke give slip!” skreg han.
Hun greb ud efter ham, så hun nu holdt om ham med to hænder, før hun
trak ham med ned fra himlen og landede sammen med ham i en skolegård.
Omkring dem legede larmende børn, og latter rungede i skolegården som
klokkeklare ekkoer.
Billy løb hen imod børnene, der vendte sig om med smilende ansigter, og
trak ham med ind i legen. Billy havde aldrig løbet rundt sammen med børn
på den måde før, og han grinede bredt til dem, når de prøvede at lære ham
nye lege. Fabula stod hele tiden bag ham, men børnene lod ikke til at se
hende. Hendes ansigt var uden udtryk.
Atmosfæren ændrede sig, og Billy lagde mærke til en pige med langt lyst
hår og blå øjne. Hun stod uden for cirklen af børn. Børnene legede videre,
og hver gang pigen prøvede at komme i kontakt med dem, ignorerede de
hende. Hendes ansigt så ud som et slukket stearinlys. Billy syntes, at hun så
syg ud.
Han prøvede at fatte, hvad der foregik, men uden noget forvarsel begyndte
børnene omkring ham at vokse, og deres tøj skiftede på samme måde, som
for at følge med. De blev ældre, nærmest små udgaver af hans forældre.
”Hvad sker der?” Han vendte sig mod Fabula. Hendes ansigt udtrykte forskrækkelse,
og hun pegede blot mod dem. Han så hen på børnene, der blev
ældre og ældre, og han så dem forandre sig i forhold til hinanden. Nogle kiggede
på de andre med kølige øjne og slog med deres nakker eller rynkede på
næsen. Andre vendte sig bort eller gemte sig. Nogle løb grinende rundt og
78

ignorerede de andre, mens der også var helt anderledes børn, som skilte sig
ud og blev drillet af de andre.
De så ham ikke længere, selv om han kaldte på dem. De var skræmmende,
og de opførte sig ikke altid pænt over for hinanden. Nogle af dem knyttede
sig til hinanden, og holdt andre på afstand, og Billy syntes, at det var
underligt, når de for lidt siden alle sammen havde leget med hinanden.
Han prøvede at se efter pigen, der havde været holdt udenfor, men han
kunne ikke finde hende. Det var, som om hun bare var forsvundet, og dér,
hvor hun havde stået, var der en kølig dis tilbage.
Fabula gik hen til en lille gruppe af ældre børn, og han fulgte med hende.
Børnene blev ved med at vokse, til de var lige så store, som Billys forældre,
men med glattere hud. De begyndte at forandre sig meget, blev skilt ad og
rejste ud i verden. De så kun sjældent hinanden. De var simpelthen blevet
fremmede for hinanden.
Billy var på grådens rand, da han så dem komme længere og længere væk
fra den lykke, de havde haft som børn. De forsvandt ind i et virvar af forvirring,
og ofte blev de grebet af en vrede og forbitrelse, som de lod gå ud over
folk omkring dem. Og det resulterede i mere arrigskab. Billy rakte ud efter
Fabula, og hun lagde armene om ham.
Allerværst var det, da Billy så to drenge fra den gamle gruppe, der havde
været rigtig gode venner, begynde at hade hinanden på grund af en pige, som
de begge gerne ville være ven med.
”Hvorfor, Fabula?” hulkede han. ”Hvorfor viser du mig det her?”
”Du bad mig vise dig verden. Det her er din verden. Det er mennesker.”
Hun strøg ham over håret. Der var en tyngde i hendes ord og i hendes bevægelse,
som han aldrig før havde mærket.
”Nej! Du har aldrig fortalt mig om det her!” erklærede han i en skinger
stemme, og han stampede rastløst med foden.
”Jeg har aldrig fortalt dig om andet,” rettede hun.
Han vred sig fri af hendes arme. ”Nej!” råbte han og trådte væk fra hende.
Et smertefuldt udtryk lå dybt i de blå øjne. ”Jeg vil ikke se en verden, der er
sådan. Hvorfor kan de ikke være glade?”
”Det er menneskets triste skæbne at såre andre, og at blive såret. Og det
er den forudsigelige skæbne, at de mister kontrollen, og ikke længere har
magt over situationen.” Hun rakte ud efter ham. Han trådte tilbage.
”Nej! Du løj! Du har bildt mig ind, at verden var et rart sted.”
”Jeg har aldrig fortalt dig andet end sandheden,” hviskede hun.
”Jeg vil ikke høre mere. Jeg vil ikke se det.” Han krøb sammen og
79

egyndte at vugge frem og tilbage. ”Jeg kan ikke lide det. Jeg vil ikke høre
det. Gå. Tag mig hjem og gå med dig.”
”Billy, jeg bliver –”
”Gå!” råbte han.
Alting falmede omkring ham, og Fabulas ansigt blev som et maleri i regn,
og snart flød farverne sammen for at blive til nye, der formede hans værelse.
Han havde gåsehud, og han sad i sin seng, trykket ind i det hjørne, hvor
Fabula plejede at sidde og fortælle.
Han holdt sig for ørerne og kneb øjnene sammen. En vuggende fornemmelse
tog over, og sengen rokkede under ham. Det susede for hans ører,
imens han knugede og løsnede sine hænder. En ild steg op fra hans mave, og
røgen fik ham til at hoste og hulke. Det kløede i hjertet, bag huden, og han
prøvede at rive det ud, for det var som om dét ville stoppe alle billederne.
Han blev ved med at hoste, og en kvalmende fornemmelse lukkede hans
hals i et par sekunder, før noget, der føltes varmt, ramte hans hånd. Han
åbnede øjnene, og så på en substans, der mindede lidt om ketchup.
En underlig saltet lugt ramte ham, og han lænede sig frem på sine knæ,
imens han støttede med hænderne, og tømte sig ud over sengebetrækket.
”Mor,” kaldte han. ”Mor!”
”Hvad er der, Billy, hvorfor kalder du - Billy!” Hendes rædselsslagne
skrig isnede hans hjerne, og hans hulk blev forstærket.
Billy lænede sig frem og faldt om på gulvet.
Fabula gik ved siden af den rullende seng, og hendes øjne glimtede ned til
ham, imens læger løb frem og tilbage omkring dem. Nogle gange rakte en
hånd igennem hende og ned til ham, klappede ham på håret, eller mærkede
hans pande.
Men hun var den eneste, han lagde mærke til. Og så hendes ord.
”Det er snart overstået,” lovede hun.
80

Farvespil
Af Ane Nejsum
Væggen kølede Ajas ryg. Hun frygtede, at hendes ben ville svigte under
hende, hvis hun betroede dem hele sin vægt. Hun var løbet hele vejen fra
kroen i det mudrede slumkvarter til kransen af hvidkalkede huse. Hun klemte
sig længere ind mod væggen, skuttede sig og lod øjnene se ud over de
ukendte gader. Husene virkede ugæstfrie og døde med deres alt for perfekte
facader. En bevægelse fangede hendes blik. Ilinger løb om kap ned ad hendes
ryg, og hendes opmærksomhed blev skærpet. Følelsen af at blive iagttaget
overvældede hende. Hun skubbede sig væk fra muren og fortsatte i løb
hen ad den nærmeste sidegade. Hun kunne mærke, at øjnene fulgte hende og
trak deres hætteklædte ejermand med.
Med en pludselig bevægelse sprang hun ind i sprækken mellem to af tjenestefolkenes
boliger. Den kutteklædte fortsatte med et søgende blik forbi
hende. Hun fik et glimt af hans ansigt. Med ét forsvandt kuldegysningerne,
og hun mærkede sine muskler spændes i takt med, at varmen steg op i
kinderne.
”Tor!?” hvæsede hun med gydens ekko som kor. Manden vendte sig og
nedstirrede hende ligegyldigt. Med sammenbidte tænder og stikkende varme
kinder masede hun sig forbi ham og spænede væk. Havde han givet et hint
om sin identitet, ville hendes hjerte være blevet skånet for en del ekstra slag.
Da hun mærkede den velkendte fornemmelse af vinden mod sin krop,
blev hendes irritation vugget en smule til ro. Energien, der drev hende frem,
ændrede form til en stærk, brusende strøm, der gjorde det muligt for hende
at øge farten yderligere, til hun overskred grænsen for det menneskeligt
mulige.
Jo nærmere hun kom slottet i kvarterets midte, jo mere hamrede hendes
hjerte. I døren til det aftalte hus stod en midaldrende mand med en økse i den
ene hånd. Aja kastede et blik over skulderen, inden hun satte hælene i. Tor
var ikke at se, men man kunne høre hans tunge trin rundt om det nærmeste
hjørne. Han kom til syne og stoppede foran dem.
”Klarer du den, Tor?” Det kildrede i Ajas mave, og hun havde svært ved
81

at holde mundvigende nede, da hun helt upåvirket tiltalte den forpustede
skikkelse.
”Din...” Han pustede tungt ud og tog en dyb indånding, før han fortsatte.
”Nyd du det bare. Det er kun dine heksekræfter, der gør forskellen Selv er
du jo bare en tøs!”
Aja vendte brat om på hælene og bemærkede smerteligt fraværet af langt
hår til at hvirvle om sit hoved, hvilket bare understregede hans ord. Det var
forbudt for troldkvinder at lade håret vokse, hvor imod mandlige magikere
ikke måtte klippe det kort. Det var et stempel, et brændemærke om man ville.
Så kunne alle kende én på lang afstand. Kort efter hun kom til byen, havde
hun opgivet at gå i kjoler. Chikanen havde ikke været så slem i den lille flække,
hun boede i før, men her i storbyen var magthaveren så tæt på, at alle
holdt afstand af frygt for at blive blandet ind i hendes situation. Når hun
holdt sig til bukser og skjorter, lignede hun på afstand blot en almindelig
dreng, og det gjorde det nemmere at færdes i gaderne.
Simon drejede øksen en halv omgang i hånden og stirrede afventende på
den foroverbøjede Tor. Aja beundrede den bredskuldrede mand, der blot virkede
endnu større, når han stod i den snævre dør. Et øjeblik blev hun i tvivl,
om han overhovedet kunne komme ud ad den.
Simon tog, hvad der lignede et spraglet halstørklæde af, og afslørede et
patchworkflag syet sammen af alle mulige stykker stof. Kønt var det ikke,
men det havde betydning. Hver en farve eller mønster var et folkeslag, der
led under regentens diktatur, og uanset hvor forskellige de var, så kunne de
samles og finde ligemænd under denne fane. Aja holdt meget af den blomstrede,
grønne lap og havde udnævnt den til at være magikernes.
Hun skævede til Tor, idet han med roligere vejrtrækning rettede sig op.
”Vi må se at komme videre,” bemærkede Simon, idet han vendte siden til
og kantede sig ud ad døren.
Aja lænede hovedet bagover. Med næsen pegende mod det mørkeblå skyhav,
betragtede hun muren og dens beskyttere. Soldaterne på toppen vendte lige
nu front mod gården på den anden side. Den lille gruppe listede ind i borgens
skygge. Ud over hende og Tor havde yderligere fem personer, hun ikke
kendte, sluttet sig til Simons gruppe, og der var mindst et dusin lignende
grupper fordelt rundt om borgen. En klokke dundrede fra kirkens tårn.
Elleve gange drønede de store messingdele sammen. Soldaterne stirrede
dvaske ud over byen og vendte sig så for at kravle ned fra deres post. I
samme nu vagterne forsvandt ud af synsvidde, sendte Tor og en lavstammet
82

mand et par kroge over muren. I enden af hver af dem var der bundet et reb
og indbyrdes delte de en masse mindre stykker tovværk. Tilsammen dannede
det en primitiv rebstige, som skulle gøre deres tur over muren lettere.
Simon rykkede i rebene og konstaterede, at krogene havde haget sig urokkeligt
fast.
Ved stigens top dukkede et ungt mandeansigt op. Han gjorde fagter til
dem, og Simon nikkede, hvorefter han satte foden på stigens første trin.
Langsomt blev hans muskuløse skikkelse mindre, indtil den til sidst forsvandt
bag murens palisade. Selv begyndte Aja sin klatretur med et brysk
skub fra Tor. Hun turde hverken se op eller ned, holdt blot blikket fast på det
næste trin. Da toppen af muren var inden for rækkevidde, bød den unge
mand hende hånden og hjalp hende over gærdet. Han havde en spids hage,
der endte i en blød bue, og dybe brune øjne. Hans sorte hår var en smule
længere end normalt blandt drenge i denne del af byen, men uden at virke
usoigneret. Varm i hele kroppen bukkede Aja for ham og takkede. Han smilede
skævt og trak hende op fra den foroverbøjede stilling.
”Vi er ligesindede.” Ved bemærkningen begyndte hendes kinder at brænde,
og hun rettede fokus mod de andre, der kæmpede sig op ad rebstigen.
Da alle var kommet op, blev stigerne halet ind, og krogene trukket fri. En
høj kvinde med langt, rødt hår kom listende fra højre. Aja genkendte hende
som en af deres folk inden for murene.
”Skiftevagterne bliver nok lagt i gabestok for det her i morgen. Tænk at
falde i søvn og lade vandaler rende frit rundt på borgen!” Hun blinkede til
dem. ”Job, gå du bare med, så holder jeg vagt.” Den unge mand lyste op i et
smil og førte an ned ad den stejle trappe. Aja tøvede lidt, da hun satte foden
på det første gelænderløse trin. Job havde åbenbart bemærket hendes nervøsitet
for han kastede et blik over skulderen, men hun ignorerede det af frygt
for at hendes hjerte ville banke hende ud af kurs. I stedet fæstnede hun blikket
på Simons rolige skikkelse foran sig, og på den måde klarede hun turen
ned uden at gå i baglås.
Foran porten til hovedbygningen stod to svært bevæbnede mænd i skinnende
rustninger. Deres hjelme var prydet med mørke juveler, og de kostbare
skydevåben, der sad i deres bælter, afslørede deres overdådige familieformue.
Det var kun de rigeste, der ejede nok til at købe et af de mekaniske
våben, og endnu færre, der havde en formue så stor, at de brugte det til andet
end vægpynt. På trods af deres værdi bekymrede de nymodens våben dog
ikke Aja. De tog lang tid at lade, og det var svært at sigte præcist. Man skul-
83

le virkelig have vendt hesteskoen godt og grundigt på hovedet, hvis man rent
faktisk blev ramt. Simon vinkede hende frem. Hun nikkede og satte af. Med
umenneskelig fart skød hun, med trukket kniv, frem mod de to ved døren.
Inden de kunne nå at reagere gravede bladet sig ind i mellemrummet mellem
skulder og brystpanseret på den største af de to, og han vaklede baglæns med
armen slapt hængende ned langs siden. Euforien og en spirende hævntørst
brusede igennem hendes krop. Hun lagde an til at stikke efter den anden, der
stadig ikke havde opfattet, hvad der var sket. Hun cirklede en halv omgang
om ham og kunne se Simon, Job og de andre over skulderen på sit offer.
Gruppen var nu halvvejs ovre ved hende. En mental knytnæve af dårlige forudanelser
lammede et øjeblik Aja, og det gav vagten tid til at samle sig. Da
hun igen kunne røre sig, havde modstanderen løftet pistolen og var klar til at
sende metalkuglen mod hende.
Instinktivt afstivede hun sig mod det forestående stød. Et glimt af en brun
kappe fejede ind i hendes synsfelt. Så sank manden sammen, og Tor rettede
sig op. Aja slappede af og tog en dyb indånding. Ærgrelsen over ikke at have
klaret dem begge gav en bitter smag i munden.
Hun fnøs. Hendes magiske gave gjorde hende i stand til at bevæge sig
hurtigt og se ind i fremtiden, og hun var skolet i at myrde hurtig og lydløst.
Nu fik hun brug for det, om end ikke mod sin egen slags, sådan som regeringen
i mange år havde påbudt hende, men mod regeringen selv.
”Ha, magisk!?” mumlede hun. Det var almindelige menneskelige egenskaber,
der var blevet forstærket. Denne såkaldte evne til at se, hvad der kom
til at ske, var intet andet end en kvalmefremkaldene intuition. Den slog luften
ud af hende, hver gang den dukkede op til overfladen og efterlod hende
til instinkter og hjælpende hænder. Tor stirrede på hende med et blik, der
spejlede hendes egen afsky for den fejhed, der havde overmandet hende.
Varmen, der syntes at have taget fast bolig i hendes kinder, slettede mindet
om de flygtige billeder, der havde slået hende ud af kurs.
”Hvad skal vi med en heks, hvis hun ikke engang kan ordne et par
opblæste adelsmænd pakket i sølvfade og ædelsten?” Denne gang var det
hans tur til at sende hende et skævt smil, der ikke nåede øjnene. Hun ville
have givet igen, men hendes hjerne sendte hende ikke en eneste af de skarpe
bemærkninger, hun nådigt tiggede den om. Hun pustede langsomt ud. Job
kom løbende hen mod hende. Han kiggede undersøgende på hende for at se,
om hun var såret. Tor, der stadig stirrede på hende, vendte nu blikket mod
Job. Der skete en forandring i Tors træk. Hans bryn trak sig sammen, og en
vifte af rynker bredte sig på hver side af næsen. Et øjeblik syntes en snerren
84

at trække i hans mundvige, men så vendte han sig mod Simon, der pegede
med øksen mod døren. Han spændte musklerne på ny, svingede øksen bagover
og slyngede den så mod det tykke træ. Efter to forsøg flækkede træet
omkring låsen, og porten gik op. Denne gang var det Simon selv, der førte
an ind i den højloftede trappeopgang, mens Job og Aja udgjorde bagtroppen.
Halvt oppe ad trappen måtte hun igen stoppe. Hun forbandede sin gave i
grove vendinger, selv om hun ikke kunne benægte den kildrende forventning,
der var fanget i hendes mave. Billeder af mennesker, der flokkedes på
det store galgetorv alle med spraglede tørklæder svunget om halsen, passerede
hendes bevidsthed. Hun kom tilbage til virkeligheden, vækket af et forskrækket
gisp. Fra et aflukke trådte en soldat med et kort sværd og et skjold
ud mellem dem.
”Gå I bare i forvejen” råbte Job over hovedet på modstanderen. Han
sprang frem mod soldaten. Aja betragtede ham med hovedet let på skrå. Han
bevægede sig elegant og undveg hvert et udfald, soldaten diskede op med.
Resten af gruppen hastede videre op ad trappen for at hejse det spraglede
sejrs-flag i tårnets spir.
”Pas på bag dig!” Jobs stemme knækkede over i noget nær falset. Hun
snurrede rundt og havde allerede trukket sin lange kniv, da hun satte begge
fødder i jorden, nu med front mod den nyankomne fjende. Job blev presset
tilbage, og de stod nu ryg mod ryg, hun to trin under ham. Lyden af de andres
fodtrin var næsten forstummet. De måtte være nær målet nu.
Et øjeblik efter lykkedes det Job at presse soldaten tilbage. Aja parerede
et stik fra modstanderens korte spyd, greb fat i skaftet og trak til, mens hun
holdt kniven parat. Mandens lig trillede et stykke ned. Da det igen lå stille,
blev den øredøvende mangel på støj tydelig. Hun kastede et blik over venstre
skulder. Job stod passiv ved siden af den fjende, der havde skilt dem fra
gruppen. De holdt begge afventende øje med hende. Noget hun ikke havde
lyst til at vide af, dæmrede inde i hendes hoved. Jobs blik var sorgfuldt, men
der var intet spor af usikkerhed i han øjne, og hans ryg var rank.
”… så I har mødt ham? … ikke stole på ham. HA! Han gemmer urent mel
bag de høje mure…” Tors stemme rungede i hendes sind, mens brudstykker
fra skænderiet ved gårsdagens møde pressede sig på i hendes hukommelse.
Aja mærkede noget i brystet briste, som om hun blev spiddet inde fra af små,
rødglødende splinter. Hun havde lyst til at hive sit korte hår ud af hovedbunden.
Med et metallisk glimt som forvarsel, slyngede Aja en smal dolk efter
ham, men han dukkede sig ubesværet og hev en knippel ud af hænderne på
85

soldaten. Aja spændte musklerne og følte energistrømmen skifte fra ebbe til
flod på rekordtid. Hun for frem mod Job med trukket våben.
Hun stirrede undrende på den tomme luft, som var alt, hvad kniven ramte,
men det var ikke hendes rystende hænder eller det flakkende blik, der havde
fået den til at misse.
Job strøg en tot hår om bag det ene øre. Han var nu tre meter længere oppe
ad vindeltrappen. Han satte af og skød så hurtigt frem, at soldaten gispede
forskrækket, da Job pludselig stod foran hende. Aja undgik hans slag og
sprang lidt længere væk. Der lød støj ovenfra, en stor person blev væltet
omkuld på gulvet og en dyb stemme proklamerede den sørgelige situation;
taget på fersk gerning. Hun rettede blikket mod loftet og var uopmærksom et
splitsekund for længe. En stærk hånd greb fat om hendes arm, og en skærende
smerte bredte sig i nakken, inden det sortnede for hendes øjne.
Skuffelsen klumpede sig sammen i Ajas hals. Hun klamrede sig til tremmerne
med hænderne for at holde dem i ro. Velkendte skikkelser sad foroverbøjet
på cellens gulv. Hun kastede blikket fra rummets mørke og ud på
gaden. Det var pladser på første parket, de havde her, med udsigt over den
klargjorte galge på tovets midte. Hendes mund var tør, men idet hun kiggede
forbi de ophængte reb, løb tårerne frit ned ad hendes kinder. Pladsen var
et bølgende hav af mangefarvede tørklæder.
86

For enhver pris?
Af Alice Loretta Juhl
Solens sidste stråler kærtegner ansigtet, som lige akkurat titter frem under
dynen.
Jeg fatter det ikke. Hun er virkelig så tæt på det perfekte. Hun er så meget
mere end bare mit kød og blod.
Der er stille her i det lille soveværelse. Kun en svag summen fra bilerne
på Gl. Kongevej kan høres. Mit åndedræt er endelig kommet under kontrol,
men pulsen dunker stadig i mit hoved. Sveden løber ned ad mig og får tøjet
til at klæbe mod min krop.
Sekunder bliver til minutter. På trods af alt det, der er sket, og alt det, der
vil ske, nyder jeg øjeblikket. Jeg kan ikke tage øjnene fra hende. Jeg følger
hendes rolige åndedræt og beundrer hendes karakteristiske afghanske træk.
De træk, der ligner min kones, og som hver dag minder mig så meget om
hende.
En fugtig stribe løber fra Asiyas mundvig og ned over hendes runde hage.
Noget i eventyrland får hendes læber til at glide op i et smil.
Det er skræmmende at tænke på, at det kan blive sidste gang, jeg ser det.
Det er utroligt, så sårbar man bliver, når man for alvor har noget at miste.
Og jeg vil komme til at miste.
Om lidt vil jeg kunne høre trinene på bagtrappen. Trinene vil næsten lydløst
krydse stuen og standse her ved døren til soveværelset. Uniformerne vil
sparke døren ind. Inden døren når at smadre ind i væggen, vil de være over
os. De vil råbe. Kommandoer vil runge i lokalet.
Jeg vil blive flået ud af sengen. En pumpet overkrop vil mase mit ansigt
mod mit persiske tæppe, vores bryllupsgave. Mine arme vil blive vredet om
på ryggen og holdt fast i et jerngreb. Flere uniformer vil komme til. Et velplaceret
spark i mit åbne fjæs vil få blod til at farve det uldne mesterværk
under mig. Men hvad gør det? Jeg kender til fysisk smerte. Det vil ikke røre
mig.
Først når jeg møder Asiyas skræmte blik, vil alt kollapse for mig. Jeg vil
se en uniform hive hende brutalt ud af sengen. En stærk hånd vil lukke sig
87

omkring hendes ansigt og forhindre hendes skrig i at forlade den lille krop.
Jeg vil følge hende med øjnene, indtil uniformen har hevet hende ud af rummet.
Jeg vil sluge hvert og et af de sidste sekunder, jeg ser hende. Idet hun
forsvinder ud af døren, vil jeg ikke kunne styre det, jeg vil vride mig løs og
slå ud efter alt og alle. En politistav vil blive trukket, og med et velplaceret
slag vil den få alt til at sortne.
Selvfølgelig vil jeg stadig være ved bevidsthed. Alt andet vil være for let en
vej ud af det hele. De vil lege med byttet. Hvad de ikke ved er, at til den tid
vil byttet være dødt. Det vil dø det sekund, hvor hoveddøren smækker bag
den uniform, som har Asiya i favnen.
Jeg vil ende i en retssal, hvor hele samfundet vil kigge fordømmende på mig,
om ikke direkte, så gennem linsen på et af de mange kameraer, som jeg vil
være omringet af.
Jeg vil mærke min families øjne i nakken. De blikke, der før var fyldt med
kærlighed, vil nu være som skarpladte pistoler, der venter på en chance til at
blive affyret.
Dommeren vil stå i sin formelle dragt. Hendes ansigt vil være udtryksløst,
men jeg vil ikke komme til at se det. Hvad vil det hjælpe at kigge hende i
øjnene? Hun vil alligevel ikke forstå. Ingen vil nogensinde forstå, hvad der
skete.
Asiya vender sig om på siden. Jeg skæver over til uret. For en time siden stod
jeg midt i det.
Togturen derhen virkede uendelig. Mit blik flakkede rundt i vognen. Blikket
fór fra person til person og endte oppe på displayet.
Fire stationer og to prikker tilbage.
Jeg følte, at alles øjne hvilede på mig. Det fik mig til at fjerne min arm
fra ryglænet og gøre et kejtet forsøg på at finde en afslappet stilling, men jeg
endte alligevel i en langt mere unaturlig og anspændt stilling end den, jeg var
startet ud med.
Fire stationer og én prik.
En ung, velproportioneret mand maste sig ind på sædet ved siden af mig.
Hvorfor så han så mistænkeligt længe på min taske? En lille dreng kom tumlende
hen til manden, som slog armene ud og tog ham op. Hvorfor lignede
ungen overhovedet ikke sin far? Og var det ikke er et kunstigt smil, manden
88

sad med? Jeg rystede på hovedet. Nu var jeg sgu blevet for paranoid. Det
kunne ikke være en forklædt uniform. Uniformerne ville vel for fanden ikke
bringe børn ind i dette.
Mit blik gled endnu engang op på displayet. Fire stationer tilbage.
Det var sidste gang, jeg så displayet. Fra da af hvilede mine øjne kun på
mine brødre på sædet overfor. De sad som to kampfly, klar til at lette. Selv
den måde, Mehmet strøg håret tilbage på, viste, hvor kontrolleret hver en
muskel i hans krop var. Der var ingen usikkerhed at spore i mine brødres
øjne. De var ikke tvivl.
For flere år siden havde Mehmet og Amir plantet et frø i mig. Jævnligt
havde de vandet og plejet det med deres ord. Deres ord om frihed. Og om at
træde ud af skyggen. Men da jeg trådte ind i toget havde en knude samlet sig
omkring planten, og min mave krummede sig. Synet af mine brødre beroligede
mig, men ikke nok. Jeg ville ønske, at de kunne tale til mig igen, om
friheden. Jeg ville ønske, at jeg havde deres ro.
Ingen af mine brødre tog længere notits at poptøsen, hvis parfume sved i
næseborene og som sad og tastede løs på sin papirstynde Motorola. Eller den
lille dreng, der havde set sig sur på et eller andet og var begyndt at skrige.
”Næste station Nørreport. Vi beder venligst om at tasker og anden personlig
bagage ikke efterlades uden opsyn.” Jeg knugede tasken til mig som
et lille barn og mærkede, hvordan speakerstemmens melding om stationen
fik mit hjerte til at hamre. Toget sagtnede farten, et sidste ryk, og det holdt
stille. Mit blik fulgte mine brødre, som begge rejste sig og svingede taskerne
om på ryggen. Folk stimlede sammen ved dørene. Amir og Mehmets målbevidste
skridt fik folk til ubevidst at træde lidt tilbage. Mine øjne så dem
gå, og mine ben fulgte efter.
Dørene gled til side og vi trådte ud.
Jeg tjekkede mit armbåndsur, viserne fortalte mig at den nu var præcis 17.20.
Vi stillede os midt på perronen, skulder mod skulder i en trekant. Vi stod
alle tre med taskerne i hånden. Allerede da jeg stak hånden ned i tasken,
begyndte sveden i håndfladerne at melde sig. Jeg lod hånden glide hen over
det kølige metal.
Der var ingen vej tilbage nu.
Klartonen fra højttalerne rungede ud over perronen. Dørene lukkedes og
toget satte i gang. Det var signalet. Taskerne blev flået op og vores tre
maskinpistoler kom frem.
Jeg lukkede øjnene, og det rykkede i mine skuldre. Lyden af maskinpi-
89

stolerne og af skrig og kroppe, der faldt ned på de hårde fliser, fyldte mine
ører, og for hver en skudsalve syntes Amir og Mehmet at vokse omkring mig.
Var den eneste grund til, at jeg stadig stod, at mine skuldre sad i spænd
mellem Amir og Mehmet’s ranke overkroppe? Havde jeg overhovedet selv
skudt? Mehmet råbte mit navn, og jeg lukkede øjnene. Nu. Jeg trykkede
pegefingeren mod aftrækkeren, og det rykkede rytmisk i min arm. Det blev
ved. Det var, som om mængden af patronerne i mit magasin aldrig ville få
en ende.
Jeg åbnede langsomt øjnene, men lysten til at lukke dem igen var overvældende.
Omkring mig lå folk krampagtigt forvredne i chok, nogle skreg af
smerte, andre lå bare skræmmende stille, mens blodet sivede ud.
Jeg stod som forstenet. Min hjerne var ude af stand til at forhandle om
bevægelser. Musklerne reagerede simpelthen ikke.
Over alt kæmpede folk for at komme ud.
Amir og Mehmet var på vej mod hver deres udgang. Deres maskinpistoler
var hævede, og de ranke kroppe løb i takt til skuddenes bragen.
Jeg så angsten stå malet i ansigterne på menneskemasserne. Alle kæmpede
desperat for at nå lyset og sikkerheden for enden af de lange trapper.
Rytmen i Amirs løb forsvandt, da den sidste patron i hans magasin blev skudt
af. Han hev et nyt magasin frem, men stivnede i bevægelsen.
En uniform var trådt ud foran Amir. Det var ikke mere end 45 sekunder,
siden vi havde spejdet ud over menneskemassen på perronen for at sikre os,
at lige præcis dette ikke skulle ske. Men vi havde overset ham.
Jeg så, hvordan Amir overrasket trak sig lidt tilbage. På få sekunder var et
nyt magasin sat i min maskinpistol. Jeg rettede maskinpistolen mod uniformen
og førte min finger hen mod aftrækkeren. Men uniformen var sekunder
foran mig, og idet han hævede sin tjenestepistol, skar Amirs råb gennem
menneskemassernes skrig og hulken ”Ahmed! Så skyd dog for fanden!” Mit
blik mødtes med uniformens, og min pegefinger stoppede millimeter fra sit
mål. Det blonde hår, de blå øjne og panden med de dybe rynker virkede
bekendt. Jeg havde set ham før. Hvor? Var han ikke far til et barn fra Asiyas
børnehave? August, Magnus eller måske Kias’ far?
Faren udnyttede min tøven. Hans skud flænsede luften, min brors ranke
ryg knækkede sammen, og han faldt til jorden.
Uniformen rettede pistolen mod mig, men det var for sent. Min pegefinger
havde strammet sig om aftrækkeren. Jeg ventede ikke på, at uniformens
krop faldt til jorden. Mine ben satte bare i løb.
90

Folk sprang til side, da jeg kom løbende med pistolen i strakt arm.
Jeg tog trapperne i få spring og forsatte ud i byen. Pistolen smed jeg i en
åben container. Solen var på vej ned bag hustagene. Endnu inden de sidste
stråler forlod tagryggene, ville min familie og hele mit bagland kunne se billederne
fra stationernes overvågningskamera i nyhederne. De ville alle se,
hvordan jeg svigtede mit eget kød og blod, og hvordan jeg flygtede i stedet
for at kæmpe til det sidste. De ville aldrig forstå. Ingen ville nogensinde forstå.
Mit hår klaskede til min våde pande, og jeg hev efter vejret. Mit hjerte
hamrede i brystet på mig. Syren i benene satte for alvor ind, da jeg nåede
søerne, men det stoppede mig ikke. Først da jeg stod foran min seng, lod jeg
benene give efter under mig.
Knuden i maven kvalte den plante, som frøet var vokset til. Hvordan var
jeg havnet her? Den heltefølelse, som Mehmet havde fortalt mig så meget
om, mærkede jeg ikke. Jeg mærkede kun tomheden. Jeg var alene nu. På bare
én nat havde jeg svigtet alt. Mine brødre, min datter, alt. Og jeg havde slået
ihjel. Andres brødre, andres døtre.
Jeg kigger på Asiya, mit livs omdrejningspunkt. Mit hjerte har længe pumpet
så heftigt, at jeg intet andet har kunnet høre, men nu er lydene langsomt
vendt tilbage: bilernes brummen, naboens melankolske musik, men mest af
alt Asiyas roligt vejrtrækning.
Jeg vender mig om på siden, bange for at madrassens knirken vil vække
hende og tage øjeblikket fra mig. Jeg lægger min hånd på Asiyas hoved og
fører den forsigtigt ned over hendes silkebløde hår og fortsætter ned mod
hendes nakke. Jeg lukker øjnene.
Idet mine fingerspidser mærker hendes varme hud, kan jeg høre dem på
bagtrappen.
91

Forfra til 100
Af Kathrine Nielsen
Han pustede ud, mærkede musklerne trække sig sammen i krampe. For helvede.
Han rejste sig op og kiggede i det store spejl på det koksgrå værelse.
Han slog ud efter sit spejlbillede, mens hans indre skælvede af frustration.
Clara vil aldrig falde for dig, din grimme nar! Han kastede sig straks ned
mod gulvet igen, startede forfra med mavebøjningerne, indtil han igen nåede
til 100. Hvis Mathias ikke også lagde an på Clara, ville det være meget nemmere,
virkelig. Hvordan skulle han nogensinde kunne hamle op med
Mathias? Man burde ikke misunde sin bedste ven, men det gjorde han.
Mathias var høj og havde chokoladebrunt hår. Hans øjne var grønne, en dyb
og intens farve, ikke som hans egne blå. Mavemusklerne gav et spjæt, så
væltede tankerne igen ind over ham, men før han nåede at sige hendes navn,
hendes vidunderlige navn, åbnede hans mor døren og afbrød hans kamp mod
det store spejl.
Da han trådte ind gennem den sorte dør til skolen sammen med Mathias, lugtede
der af gamle rugbrødsmadder og sure gymnastiktasker. Der var en øredøvende
larm, men det gik tilsyneladende ikke Mathias på. Lea fra parallelklassen
smilede til dem. Sebastian så hurtigt væk. Hun grinte sikkert ad ham,
eller hvor kom ordet sikkert fra? Selvfølgelig grinte hun ad ham. Hvad skulle
hun ellers gøre?
Mathias vinkede til hende og gengældte hendes smil. Men det var ikke så
stort, som det, han plejede at sende Clara. Vidunderlige Clara. Han så for sig,
hvordan hun kastede sit skulderlange, blonde hår tilbage, når hun grinte ad
Mathias’ jokes. Sebastian fandt dem ikke engang særlig sjove. Og hendes
blik fulgte undersøgende Mathias’ hænder, når han beskrev den sidste intense
fodboldkamp. Aldrig Sebastian, altid Mathias. Hvad Mathias ville med
ham, forstod han ikke. Mathias kunne alt, fik alt, og selv kunne han så lidt.
Så forbandet lidt, og især når det gjaldt Clara, så stod han altid lammet tilbage
med hjertet galoperende i brystet og et smil om munden, der først blegnede,
når han så sit eget spejlbillede.
92

Sebastian kunne mærke, hvordan hans hår klistrede til de svedige kinder.
Hans lunger hev efter vejret, og åndedraget lød som en hæs hvæsen hen over
de slidte boldbaner. Han kunne mærke jorden give efter under sig for hvert
skridt, han tog. Øjnene flakkede, og det vendte sig i hans mave. Nu måtte der
snart være spisefrikvarter. Han så sig tilbage og satte farten op for ikke at
blive overhalet. For helvede. Koncentration var vejen frem, havde deres fodboldtræner
Bo altid råbt, mens en hvid klat spyt samlede sig i hans mundvige.
Forfra til 100 var hans motto. Men Sebastian havde svært ved at samle
tankerne, selvom han prøvede. Clara havde det med at invadere hans hoved
og efterlade hans knæ bløde som gele. Topkampen mod Næstved var allerede
om torsdagen. Han måtte fokusere. Nu var Mathias foran.
Han stod og fumlede med sin cykelnøgle ovre ved cykelstativerne, tabte den
ned i det støvede grus. Han rev sin fingrespids til blods og fik øje på et glasskår,
der glimtede i sollyset. Såret på fingeren efterlod en lille rød plamage
på de nye bukser. Endelig fik han låst sin Kildemoes op, og hurtigt var han
oppe på cyklen. Sebastian plejede at følges med Mathias hjem, men i dag var
det onsdag, og Mathias havde ikke valgfag.
- Vent på mig, hørte han en pigestemme sige, bagfra.
- Lea? Skal du samme vej som mig? Han så, at hun tøvede.
- Kommer du til fest hjemme hos mig på fredag? mumlede hun. - Du må
gerne tage Mathias med, hvis du vil, tilføjede hun, mens en svag rød farve
steg op i hendes runde kinder.
Da Sebastian hoppede af cykelen i Mathias’ indkørsel, kunne han høre Nik
og Jays nye sang blive spillet for fuld drøn. Han tog fat i det kolde dørhåndtag,
skubbede hoveddøren op og trådte ind i det røde hus. Gangen var smal
med nøgne vægge. Da han trådte ind på Mathias’ værelse, fik han solens
stråler i øjnene. Han blinkede febrilsk og førte hænderne op til ansigtet.
Mathias skruede ned for musikken, og de var begge tavse, indtil Sebastian
fortalte om Lea og den fest, hun holdt om fredagen. Mathias fik et drømmende
udtryk i ansigtet, og Sebastian var sikker på, at det var, fordi han regnede
med, at Clara også ville komme til festen. Han udspurgte Mathias om
Clara, og han lo, daskede til ham og så kom det … Ordene gav Sebastian en
mavepuster. Hvad fanden bildte hans bedste ven sig ind? At sige Clara var
lækker? Men Mathias vidste jo i teorien ikke, at Sebastian var vild med
Clara. Hvorfor havde Sebastian ikke fortalt ham, hvordan han havde det, når
Clara var i nærheden. På den anden side … Hvordan skulle han forklare
93

nogen, hvor betaget han var af Clara? Han turde ikke rigtig tale med hende,
men nød melodien i hendes stemme. Turde ikke rigtig kigge på hende, men
kunne nævne hver eneste nuance i hendes brune øjne.
- Hvorfor er du så glad i dag? spurgte Mathias sarkastisk og daskede igen til
ham. Det fik ham tilbage til virkeligheden. Snakken faldt på fodboldkampen
næste dag. Så meget træning, og nu var de snart ved målet. De måtte ikke
fejle. Sebastian kiggede op på det sorte ur på den overklistrede væg. Klokken
var 17 hundrede. Han lod øjnene glide ned over alle plakaterne. Der var
nøgne damer, sangere og midt på væggen var hovedværket indrammet. Deres
største idol, Cristiano Ronaldo. Mathias plaprede løs om, at Lea havde fortalt,
at pigerne fra klassen mente, at Sebastian var pænere end Ronaldo. Han
grinede med stramme læber, endnu en af Mathias’ jokes. Mathias rettede på
sin trøje, og for første gang så Sebastian et skær af misundelse i hans øjne.
Cristiano Ronaldo sagde de, pænere end ham? Som om…
Bare én dribling til. Han kæmpede mod sin egen udmattelse, benene var
tunge, og alting på de grønne baner så efterhånden sløret ud. Den blå trøje
var nyvasket, men duften af vaskepulver blev snart blandet med lugten af
sved. Regnen stod ned fra den mørke himmel. Han hørte sin far heppe ude
fra sidelinjen. Typisk, tænkte han. Nu havde Mathias bolden, skød den direkte
til Sebastian. Perfekt aflevering. De havde angrebet, og alle Sebastians
tanker var rettet mod målet. Tættere på, hurtige finter rundt om forsvarsspillerne
og videre. Mathias kaldte på bolden fra den anden side, klar til at sætte
bolden i nettet. Målmanden var chanceløs mod de to, det var stensikkert. Han
skulle lige til at aflevere bolden, da han fik øje på Clara. Hendes øjne strålede,
og vinden legede med hendes hår. Bump. Han snublede over bolden og
faldt med ansigtet lige ned i jorden. Han hørte de andres ærgerlige skrig,
nogle halvt aggressive. Næstvedholdet lo, en indtrængende latter, som rungede
i Sebastians hoved. Da han endelig fik stablet sig på benene, kastede han
et blik i retning af Clara, der bare stod og så ned i den fugtige jord. For helvede.
Nu kunne det snart ikke blive værre, nej, det kunne ikke. Han blev skiftet
ud af Bo, som råbte ind til de andre, at nu skulle bolden fandeme ind i
målet. Det måtte de kunne forstå. Kampen blev fløjtet i gang igen, og denne
gang brændte de ikke. Mathias satte bolden lige op i det modsatte hjørne.
Folk jublede, også Clara. Sebastian fik en dårlig smag i munden, en tør og
bitter smag. Nu lå resten lige til Mathias’ højreben. Sebastian vidste slet
ikke, om han havde lyst til at tage til Leas fest i morgen. Topkampen var vun-
94

det, deres hold var ubesejret, men han var fuldstændig ligeglad. Alt var så
pisse ligegyldigt, hvis han ikke kunne få Clara.
Fredag morgen stod Sebastian sent op. Hans mors og fars mumlen ude fra
køkkenet sendte et stik af irritation igennem ham. Da han trådte ind i køkkenet,
kunne han straks fornemme, at hans forældre ville snakke om alt
andet end fodboldkampen og hans fald. Ting forsvandt ikke ligefrem af at
blive fortiet. Hans eget selvværd var heller ikke blevet bedre af, at hans mor
havde ladet ham træne hver dag, indtil han ikke kunne gå, eller givet ham alt
det tøj, han ville have. Èn stor, fucking blond facade, det var, hvad han var,
og det indeni, det måtte ingen se. Sebastian vidste, at når han kom i skole,
ville alle glo på ham. De ville tænke, at han var et stakkels fjols, garanteret
også Clara. Det ville blive en lang dag, kunne han fornemme.
Den sædvanlige indeklemte lugt slog ham i møde, da han trådte ind i klassen.
Han var forundret over, at ingen grinte af ham, ingen pegede fingre, og
alt i klassen var ligeså gabende kedeligt, som det plejede at være. Mathias
stod og småsnakkede med Clara og Lea ovre i et hjørne. Han vinkede
Sebastian hen til sig. De talte om festen, og Sebastian følte, hvordan klumpen
i maven blev mindre hver gang, Clara lo. Han havde godt nok i går sagt,
at han ikke ville med til festen, men nu lød det egentlig meget sjovt alligevel,
og Mathias lød så ivrig. Bare det ikke var pga. Clara. Sebastian stoppede
tankerne. Orkede ikke mere vrede indeni.
Da Mathias og Sebastian ankom, var festen allerede godt i gang. Højtalerne
dunkede, og han følte sig blæst om kuld af de mange øl, der allerede var skyllet
ned. Han så søgende rundt i det lille rum, hvor der vrimlede med mennesker.
Deres snak lød som en summen af bier en sensommeraften. Han så
efter Clara, og til sidst fik han øje på hende. Deres blikke mødtes. Hun kom
nærmere, og han skulle lige til at sige hej, da hun gik lige forbi og fortsatte
over mod skraldespanden for at smide en kapsel ud. Sebastian kunne føle
skuffelsen gnave, og han havde egentlig lovet sig selv ikke at lade vreden
stikke af med sig. Så mærkede han en spinkel hånd på sin skulder. Deres øjne
mødtes igen, og denne gang vidste han, at Claras øjne så ham. Altså ikke
bare farven, men den han var indeni. Hun så lige igennem facaden og ind i
de dybeste rum, hvor han ikke havde lukket andre ind. Han fór sammen. For
helvede. Nu gik det lige så godt, tænkte han. Sebastian sad længe tæt op ad
Clara i den sandfarvede sofa. Han havde det, som om han svævede og aldrig
95

ville falde ned. Hvis han ikke skulle tisse så forbandet meget, havde han
aldrig flyttet sig, aldrig. Han bevægede sig ud mod det lille toilet i en glædesrus,
han aldrig havde oplevet før.
Da han halvt løbende, halvt snublende kom tilbage til sofaen, var Clara der
ikke. Sebastian havde ellers drukket sig mod til for at spørge hende, om de
måske skulle lave noget sammen en dag. Måske lidt for godt med mod, fornemmede
han, da det et øjeblik sortnede for hans øjne. Sebastians hænder
rørte den tørre overflade på væggen, støttede sig op ad den for ikke at vælte.
Lugten af spiritus sved i hans næsebor, og han gik ud på terrassen for at få
frisk luft. Der fik han igen øje på Clara. Hun stod med ryggen til og havde
sin sorte jakke på. Hans hænder kælede for hendes ryg og stoppede op for at
lege med hendes blonde hår. De lagde hovederne på skrå, og han så, hvordan
deres hænder fandt hinanden. Mathias og Clara.
Han stormede ud mod hoveddøren, som føltes kølig mod de varme hænder.
Døren var tungere, end da han kom, og tankerne om, at han var god nok,
blev totalt slettet fra hans hukommelse. For helvede. Han var rasende på
Mathias, han ville aldrig kunne se ham i øjnene igen. De forbandede grønne
øjne. Sebastian ville hjem, men benene ville ikke finde vej ud ad indkørslen,
og vreden tiggede ham om at vende om, så hans raseri kunne komme ud. En
bil kom i det samme forbi, og efterlod ham overrasket. Bilerne kørte stadigvæk,
selvom alt i ham stod stille. Pludselig stod Clara foran ham. Hun strakte
armen ud efter ham, han flyttede sig væk. Det kunne alt sammen være lige
meget nu, der var ikke noget, der betød noget længere. Før han nåede at slippe
sit raseri løs på hende, kom Mathias gående med en pige i hånden. Det
var Lea. Han følte det som en kæmpe knytnæve, der ramte ham lige i tindingen.
Han havde set forkert. Faktisk havde han aldrig tænkt over, at Lea og
Clara så så overraskende ens ud bagfra. Samme hårfarve og højde. Og Lea
havde lånt Claras jakke. Det gjorde det ikke nemmere at skelne dem fra hinanden
på den dunkle terrasse. Han rømmede sig, men sendte alligevel
Mathias, det der ’way-to-go’ blik, da han gik forbi med Lea i hånden.
Sebastian så længe efter dem og følte endnu engang, at han havde ødelagt
alle sine chancer hos Clara. Det var også de øl dér, det var derfor. Før han
nåede at tænke flere tanker, lagde Clara forsigtig sit hoved på hans skulder,
hans indre føltes som skulle det eksplodere af lykke. Han tænkte stille, at
Clara måske var hans ”forfra til 100” ? Hun spurgte søvnigt, om han ikke
ville følge hende hjem. Selvfølgelig. Han sværgede, at stjernerne på himlen
aldrig før havde lyst så klart.
96

Fornemmelse for fortid
Af Signe Uldbjerg Mortensen
Glenne lod øjnene glide ned over den lille flok af småfede turister i kakifarvede
lærredsshorts. Blandt dem var der én, hun skænkede særlig opmærksomhed.
Malcolm. Han stod bagerst. Som den eneste iført fløjlsbukser og en
kortærmet skjorte. Glenne sank en klump. Hvis hun ville undgå fyresedlen,
måtte hun gøre det ekstra godt i dag. Hun kastede et hurtigt blik på uret og
så, at viseren nærmede sig 12. Nu var det snart tid.
Da hun kaldte, flokkedes folk omkring hende. De kaglede spændt, mens
hun sendte et opgivende blik mod himlen og forsøgte at sætte dagens rundvisning
i gang.
”Urquhartborgen nævnes første gang i 1200-tallet, men man mener, der
har ligget et fæstningsværk på stedet helt tilbage til den tidlige middelalder…”
Hun fortsatte den nøje indstuderede remse med adskillige små sideblikke
på Malcolm. Det neonfarvede reklamemærke på hans bryst fangede
konstant hendes opmærksomhed. Urquhart Castle guide tours, Loch Ness
stod der med store skriggrønne boblebogstaver. Han trommede med sin blyant
på blokken - var helt sikkert ikke videre henrykt for at rende rundt og
holde øje med sine ansatte som en anden børnehavepædagog. Folk stirrede
indgående på hende. Forsøgte i det mindste at virke interesserede. En lille
dreng trak bedende i sin mors arm, han gad ikke lytte, det var helt tydeligt. I
det mindste var han da oprigtig.
”I 1509 blev borgen foræret til Grant-klanen, som ejede stedet gennem
dets storhedstid indtil 1545, hvor klanen McDonald…” Hun fortsatte historien,
mens de langsomt bevægede sig ned mod porten og over voldgraven.
Inden man trådte ind i borggården kunne man se Loch Ness brede sig som et
glitrende blåt tæppe bag borgens stenmure. Hun stoppede op i porten. Bag
hende knipsede kameraer billede efter billede af de grålige murbrokker, der
mest af alt lignede en gamlings skæve pløkker. Langsomt blev folk færdige
med at fotografere og stoppede endnu en gang op for at lytte.
”Tilbage i 1500-tallet var denne port byens eneste indgang over la…”
Foran hende stod en stor rødhåret dame i en skrigende gul sommerbluse,
97

pludselig forekom det hende, at den ellers så hysteriske farve begyndte at
blegne, og før hun kunne nå at stritte imod forsvandt alt fra hendes udsyn.
Foran hende gik en ung kvinde. Hendes lange, mørke hår fejede fra side til
side i den sagte vind, og den slidte kjole dansede om de hvide ben. Over
skuld rene bar hun et bundt sammenfiltrede grene. For hvert skridt, hun tog,
skrabede de krogede ender mod de bare arme. Hun havde kurs mod borgporten,
hvor to vagter stod stive som pinde og holdt skarpt øje med alle, der
passerede. Mange mennesker flokkedes omkring hende, sandsynligvis kvægdrivere,
der efter lang tid i bjergene søgte ly for den kommende vinter. Lyden
af rullende kærer, brølende køer og råbende mennesker fyldte luften, og den
skarpe lugt fra de mange kreaturer på vej til slagteriet stak ubehageligt i
næsen. Kvinden bugtede sig gennem mængden og blev stoppet ved borgporten.
”Hvad er dit ærinde?” spurgte vagten. Han havde et mistænksomt glimt
i øjet.
Glenne kom til sig selv igen og rømmede sig forsøgsvis. Alle stirrede på
hende. Selv den lille dreng var holdt op med at rive klagende i sin mor. Hun
sendte dem et falskt smil, alt imens hun mærkede rødmen stige op i sine
kinder. Med et sideblik på Malcolms sammensnørede ansigt fortsatte hun
snublende fortællingen, mens hun gjorde sit bedste for at lade som om, intet
var hændt.
De gik videre gennem porten og ud på det, som engang havde været håndværkergaden.
Der var ikke meget tilbage af de gamle bygninger. Hvor smedjen
før havde stået, sås nu kun en slidt træbænk, gavmildt doneret til museet
af en eller anden gammel nu afdød mand, der sikkert havde nydt at sidde
netop dér, hvor et gabende hul gennem borgmuren afslørede Loch Ness’ vidstrakte
vande. Hun standsede ved bænken. Luften var blevet køligere. Hun
sendte et flygtigt blik op mod himlen og konstaterede, at endnu en regnbyge
sandsynligvis nærmede sig. Skyer rullede langsomt op ad den nærmeste
bjergside og en krusning gled over søens vand. Hun skuttede sig og trak jakken
tættere om skuldrene.
”Vi står nu i den gamle håndværkergade,” begyndte hun. En eller anden
kom til at sparke til en rusten blikskraldespand, hvis klirrende lyd langsomt
tonede ud. ”I Grant-klanens tid, starten af 1500-tallet, fungerede fortet ikke
mere som forsvarsværk men var til gengæld centrum for en stor del af handlen
i området. Mange mennesker boede og arbejdede…” Synerne kom så
98

kraftigt, at hun ikke kunne kæmpe imod. Rædselsslagen mærkede hun, hvordan
skuldrene sænkede sig, og hendes øjenlåg ufrivilligt blev tungere. Der
var intet at gøre.
Igen så hun kvindens ryg foran sig. Denne gang stod hun i døren til skomagerens
hus. Der var trængsel på pladsen. Den smalle passage mellem kapellet
og vejen ned til havnen kunne slet ikke rumme de mange mennesker, som
stædigt prøvede at mase sig igennem. Små boder var stillet op uden for de
tæt sammenpakkede stenhuse, der stod i skæve klynger op ad borgmuren.
Sælgerne forsøgte ivrigt at overdøve larmen med deres skingrende tilbud. Et
sted pissede en fuld, gammel skotte i kilt op ad husmuren. Selvom der var
åbent mod himlen over dem, var der en gennemtrængende stank fra de
mange heste og køer, hvis haler viftede i vinden. Foran hende kæmpede en
spinkel, pjaltet dreng sig vej til brønden i et forsøg på at adlyde dyrenes tørstige
brølen. Kvinden i døren hviskede nervøst med en ung mand. Hans
ansigt var skjult bag dørkarmen, men Glenne kunne skimte hans hænder på
hendes skuldre.
Endnu engang vågnede hun måbende op foran den lille gruppe, der nu var
begyndt at virke lettere utilpasse ved situationen. Drengen fra før klamrede
sig med store øjne til sin mors håndled. Langsomt forsvandt lugten af dyrene
og blev afløst af de friske vindpust fra søen. Vinden var taget til. En regndråbe
ramte hendes kind - et påmindende prik om den virkelighed, hun
endnu engang måtte kæmpe for at forholde sig til.
”Vi fortsætter rundvisningen om et øjeblik, når regnen er drevet over,” fik
hun snøvlende fremstammet, især for at give sig selv en smule luft. Folk
begyndte at finde deres knitrende blå regnsæt frem fra rygsækkene og søge
kortvarigt ly ved porten. Malcolm så et øjeblik ud, som om han ville bryde
ind, men gjorde i stedet et par arrige notater på sin blok.
Da den værste regn var drevet over, og små klare dråber dryppede fra træernes
tunge grene, kaldte hun igen forsamlingen sammen og satte kurs mod
herskabernes lejligheder. Her kunne kvinden umuligt dukke op. I et forsøg
på at undgå de store mængder regnvand, der klukkende og brusende løb
langs vejen, skød hun genvej over kapelbakken. De hvide kondisko svuppede
i det våde græs og antog efterhånden en fesen grålig farve, der mest af alt
lignede nuancen på de cementbelagte vandrestier i parken derhjemme. Hun
lagde hovedet bagover, men selvom regnen var stoppet, var himlen stadig
grå, og flere truende skyer var på vej ind over søen. Bedst som hun stod og
99

stirrede på de rullende formationer, begyndte de langsomt at skifte farve.
Først troede hun, det var et pludseligt vejrskifte, og da det endelig gik op for
hende, hvad der skete, var det for sent.
Kvinden var på vej op ad bakken til kapellet. Luften var en smule friskere
deroppe, selvom de mange lyde fra mængden stadig kunne høres tydeligt.
Hun gik tøvende ind gennem den halvåbne dør. Glenne fulgte efter. Kapellets
mure var dekoreret med farverige mønstre og figurer, der hver i sær fortalte
deres historie om liv, død, sorg og glæde. For enden af det næsten tomme
rum var et alter. Der knælede kvinden og bøjede hovedet over de foldede
hænder. Lugten af røgelse hang tungt i luften og fik Glenne til at falde ned i
en halvvågen døs, hvor kun de færreste stemmer kunne trænge igennem. Da
hun bevægede sig nærmere, kunne hun høre kvinden hviske sagte, hendes
stemme skælvede og et hurtigt snøft sneg sig vej gennem den konstante ordstrøm.
”Hjælp mig Herre, med at finde en vej ud af denne tåge, hjælp mig med
at krydse den ufremkommelige sump, der ligger for mine fødder, giv mig
modet til at kæmpe for vores kærlighed, giv mig modet til at følge ham, hvor
han end går. Giv mig styrken til at trodse min faders bud, skønt du i din hellige
skrift fraråder dette, hjælp mig, oh Højeste, til at følge mit hjerte og
vælge den rigtige vej. Lad mig blot denne ene gang gennemføre, hvad jeg har
sat mig for.”
Da Glenne igen kom til sig selv, mærkede hun varme tårer trille ned ad sine
kølige kinder. Hun lå på jorden med hovedet hvilende i det våde græs. Over
hende stod Malcolm Han stirrede på hende med rynkede bryn. Bag ham
kunne hun se endnu mørkere skyer rulle ind over himlen. De dannede en
mørk baggrund bag hans ansigt. Det lignede lidt fjæset på en abe, der netop
havde fået fingrene i klemme i en bildør. Hun kom langsomt på benene.
”Jeg undskylder meget denne uheldige episode,” hørte hun ham sige i et
beklagende tonefald. Folk hviskede sammen, mens de mørke skyer samlede
sig over deres hoveder. Pludselig eksploderede skyerne i et ordentligt skybrud,
og regnen strømmede ned. Oceaner af stikkende regndråber piskede
jorden op og fik mudderet til at samle sig i rendestenene, hvor det løb med
rivende fart ned mod søen. Klukkende og brusende tvang de enorme regnmængder
alle ind i ly under ruinerne. Glenne fulgte fortumlet efter. Synet
havde ikke fuldstændig sluppet sit tag i hende, og det var, som om regnen
ikke helt kunne skylle den gennemtrængende duft af tung røgelse bort.
100

Kvindens sidste ord blev ved med at dukke op i hendes hoved. Lad mig blot
denne ene gang gennemføre, hvad jeg har sat mig for.
Glenne rystede på hovedet og forsøgte at rette sig op. Det var trods alt stadig
hende, der stod for rundvisningen. Hun rømmede sig højlydt og tiltrak
sig med det samme gruppens opmærksomhed.
”På Urquhart er der foregået mange dramatiske hændelser. Mange liv har
udspillet sig her, korte som lange, adelige som håndværkere og kvægdrivere.
I dag vil jeg fortælle jer en bestemt historie, historien om en ung kvinde,
der levede her på borgen i starten af det 16. århundrede…”
Glenne lod sig rive med af den historie, hun før havde set enkelte glimt
af. Folk lyttede spændte, selv Malcolm lod hende fortælle og rynken i hans
pande var forsvundet. Da hun afsluttede beretningen, var regnen holdt op, og
solen dukkede strålende op bag randen af skyer på himlen. Alle myldrede
igen ud på pladsen for at nyde den pludselige opklaring. De larmende regnsæt
blev endnu engang stoppet ned i rygsækkene, og kameraerne fundet frem
fra deres hylstre. Glenne kiggede søgende efter en vis mand i kortærmet
reklameskjorte og mørke fløjlsbukser. Hun fandt ham stående ved foden af
kapellets høj. Han stirrede på hende med et ubeslutsomt blik, men nikkede
så kort og vendte ryggen til. Glenne så sit snit til at presse sig ud ad mængden
og løb hurtigt op ad trappen mod det højeste tårn, der stadig var intakt.
Under hende strakte Loch Ness’ glitrende vande sig. De lyngklædte bjerge
spejlede sig i søens overflade i alle tænkelige blå nuancer. Så hun den anden
vej, kunne hun skimte små, dukkelignende mennesker, der leende krydsede
voldgraven på vej til eller fra borgen. Da landskabet blev udflydende og
langsomt tonede bort, gjorde hun ikke engang modstand.
Hun befandt sig i toppen af tårnet omgivet af mørke. Månen sendte et blegt
lys ned over vejen, som nu lå tom og øde. En svag vind fra den blanke sø kærtegnede
hendes pande og drev videre ud over borgmuren. Hendes blik fangede
to skikkelser, der bevægede sig i skyggen nedenfor muren. Hun genkendte
kvinden og den unge mand. De standsede og stirrede et øjeblik ud i
mørke, Derefter greb de hinandens hænder og tog det første skridt ud i natten.
I det de gik, vendte kvinden sig et kort øjeblik om. Månen lyste på hendes
ansigt. Det gibbede i Glenne. At se denne kvinde … Det var som at stå
derhjemme og betragte sit eget ansigt i spejlet. Kvinden sendte hende et
sigende smil og forsvandt derefter ud i nattens mørke hånd i hånd med sin
elskede.
101

Fotoalbum in mente
Af Sofia Okholm Nielsen
Lisbeth gik gennem den store port. Indenfor hang plakater, der forestillede
kendte balletdansere. Der var påtrykt tekster som ’Den danske sommerballet
’eller’ Shanghai balletkompagni giver forestilling i København d. 28/6’. En
tyk, smilende dame sad bag en skranke. Hun så på Lisbeth over sine hornbriller.
Lisbeth gik over til hende. Hun ventede på, at damen skulle tage
ordet.
”Hvem leder du efter, søde ven?”
”Øhm, jeg skal til optagelsesprøve på juniorballet- holdet,” sagde Lisbeth
stille. Nervøsiteten begyndte at snige sig ind på hende.
”Jasååå. Dit navn? ” sagde hun.
”Lisbeth Dal.”
Damen kiggede stadig på hende.
”Øhm, hvor er det?” spurgte Lisbeth spagt.
”Nå ja. Selvfølgelig. Lige ned ad gangen og så til højre,” sagde hun begejstret.
Lisbeth fulgte damens anvisninger og nåede frem til en sortmalet dør.
Hun stod og kiggede på døren, indtil en lyshåret pige dukkede op ved siden
af hende.
”Hej,” sagde pigen energisk.”Skal du også til optagelsesprøve?”
Lisbeth nikkede.
”Skal vi ikke gå ind?”
Lisbeth nikkede igen, men kunne godt se, hvor dumt det måtte virke, så
hun skyndte sig at sige noget.
”Øh, det kan vi da godt.”
På gulvet sad otte unge mennesker og varmede op. Tre af dem var drenge.
Lisbeth lod blikket glide rundt på dem. En pige med kort, knaldrødt hår og
fregner sad i hjørnet og snakkede lidt med en sorthåret pige. Tre lyshårede
med hvide skørter sad og snakkede om parfume og hårspray. En dreng med
blondt hår sad og krøb sammen for sig selv. Midt i det hele sad en mørkhåret
dreng og smilede rundt til alle. Lisbeth ville helst have sat sig roligt ned
og begyndt at varme op. Men hendes nye ’ven’ havde en anden opfattelse af
102

tingene. Hun greb fat i Lisbeths arm og trak hende med over til den eneste
smilende person i lokalet.
”Hej, må vi sætte os sammen med dig?” spurgte hun den mørkhårede
dreng med samme energiske stemme, som hun havde brugt på Lisbeth tidligere.
Han så op på dem og rykkede sig lidt, så der blev mere plads. Lisbeths
lyshårede ven rakte hånden frem mod drengen.
”Jeg hedder Louise,” sagde hun. Han tog hendes hånd og præsenterede sig
selv som Matthias. Han kiggede op på Lisbeth, og hun kom i tanke om, at
hun ikke havde sagt sit navn endnu.
”Jeg hedder Lisbeth, men mine venner kalder mig Lizzie.”
”Det vil jeg også gøre,” sagde han, og hans hvide tænder skinnede, da han
smilede.
En høj kvinde med spids ørnenæse kom gående ind i lokalet efterfulgt af
en slank, ung mand med sort overskæg. I hånden havde manden en notesbog,
som han griflede heftigt i. Hans næsetip rørte næsten papiret.
”Alle varmer kort op, og så vil vi se jer optræde en efter en. Når alle har
været igennem, vil vi beslutte os. Jeg kan se, at I er ti. Når jeg er færdig med
jer, vil der kun være tre, der er sluppet igennem nåleøjet.” Den høje dames
stemme var skinger og nasal. Alles opmærksomhed var nu rettet mod hende.
Pigen med det røde hår rakte forsigtigt hånden i vejret. Ørnedamen rettede
sin opmærksomhed mod hende, og den rødhårede så ud til at fortryde, at hun
overhovedet havde rakt hånden op, men hun tog sig sammen.
”Det er bare, vi … vi har varmet op.”
”Perfekt,” sagde Ørnedamen og rynkede brynene. ”Så kan du jo starte
med at vise mig, hvad du kan. I andre … op på pladserne.” Ørnedamen pegede
på et sted bagved sig. Lisbeth rejste sig og fulgte efter Matthias hen mod
biografsæderne foran scenen. Den rødhårede pige gik rystende hen mod dansegulvet.
”Navn?” spurgte Ørnedamen skarpt.
”Elisa Nørgaard.”
Ørnedamen stirrede på hende.
”Dans!”
Elisa Nørgaard hævede sig op på tåspidserne, og så dansede hun forsigtigt
rundt på dansegulvet, indtil ørnedamen bad hende om at stoppe.
En efter en blev de kaldt op, indtil ’Lisbeth Dal’ blev råbt op. Lisbeth rejste
sig. Benene rystede under hende. Matthias, som lige havde danset en fantastisk
solo, smilede opmuntrende til hende. Ved siden af ham sad Louise
også og smilede. På vej ned ad de tre–fire trappetrin mærkede Lisbeth kval-
103

men stige op i sig. Én fod på scenen, så dem begge to, al nervøsitet forsvandt
fra hendes krop, og hun stillede sig parat. Musikken startede, og hun begyndte
at danse. Al bekymring forlod hendes krop, og hun hvirvlede hurtigere og
hurtigere rundt. Musikken stoppede. Lisbeth gik tilbage til sin plads, mens
hun så op på Ørnedamen, men der var ingen reaktion at spore i hendes
ansigt.
De sidste dansere blev kaldt op, og Ørnedamen bad dem om at samles på
scenegulvet.
”Jeg læser nu op,” sagde hun stramt. ”Hvis jeres navn bliver nævnt, er I
med, hvis ikke, går I ud, og så må I forsøge jer igen næste år.”
Alle kiggede spændt på hende.
”Matthias Sundlev, Nina Runfeldt og Lisbeth Dal.”
Lisbeth følte et triumferende sus i maven og fangede Louises blik. Louise
rejste sig og sendte Lisbeth et ’bare det var mig’ blik, men trak så ligegyldigt
på skuldrene og gav Lisbeth tommel op. Så gik hun ud sammen med alle de
andre. Til sidst var kun Matthias, den sorthårede pige, som hed Nina, og
Lisbeth tilbage.
”Godt. I tre skal møde her på tirsdag kl. 18.” Ørnedamen kastede et kort
blik på dem og gik ud med den lille, sorthårede fyr efter sig. Lisbeth rejste
sig og samlede sit lange, rødbrune hår i en hestehale, tog den flaskegrønne
frakke over skuldrene og samlede sin taske op.
”Vi ses på tirsdag,” mumlede hun og skyndte sig ud . Efter at have passeret
den venlige dame bag skranken, satte hun kurs mod metroen. Hun brusede
af glæde indeni. Mor og far skulle nok give hende lov til at fortsætte, når
de hørte om det her, og så måtte de løse det med pengene i fællesskab. En
bølge af dårlig samvittighed skyllede ind over hende. Mor og far havde sagt,
at hun ikke måtte, fordi det var for dyrt, men hun havde gjort det alligevel,
sneget sig ud om aftenen, mens de andre så fjernsyn. Lisbeth skuttede sig.
Det dryppede nu, og efterårsvinden føltes kold.
”Lizzie!”
Hun vendte sig forvirret om. Matthias kom løbende mod hende.
”Skal du også med metroen?”
Lisbeth nikkede.
”Jeg skal mod Holte,” fortsatte Matthias.
”Jeg skal til Hillerød.”
”Så kan vi jo følges det meste af vejen.” Matthias hev forpustet efter vejret.
Der lugtede varmt og indelukket inde i metroen. På Nørreport skiftede de
104

til S-toget. De sagde ikke meget på vej mod Hillerød, men til sidst kom en
tam samtale i gang.
”Har du et arbejde?” spurgte Matthias.
”Nej, men jeg er nok nødt til at skaffe et snart. For at være helt ærlig har
jeg ikke helt fået lov til at melde mig ind på Akademiet,” grinede Lisbeth stille.
”Det er løgn,” sagde han.
Lisbeth rystede på hovedet og smilede. Hun følte sig godt tilpas i hans selskab.
”Hvad med dig, arbejder du?” spurgte hun for at holde samtalen i gang.
”Jeg arbejder som ’gartner’ for en ældre dame ude i Gammel Holte.”
Lisbeth nikkede.
”Var det ikke her, du skulle af?” spurgte Lisbeth. Han kiggede hurtigt ud
af ruden.
”Jo,” sagde han og rejste sig.
Lisbeth kiggede, ventede lidt, men sagde så:
”Nå, men vi ses vel på tirsdag, ikk’?”
”Det håber jeg, Lizzie,” sagde han med et beroligende smil.
Efter nogle få stationer stod Lisbeth også af toget. Lidt efter stod hun
foran det lille, hvide hus. Hun gik om bag ved huset og standsede ved det
gamle fyrretræ. Her greb hun fat i de nederste grene og begyndte adræt at
klatre, indtil hun var ud for sit vindue. Det var ikke lukket. Det havde hun
sørget for, før hun tog af sted.
Klokken var ved at være 11, og hendes forældre ville snart komme op for
at se, om hun var gået i seng. Hun kravlede hurtigt ned under dynen komplet
udmattet efter al spændingen. I morgen ville hun fortælle, hvad der var
sket, og alt ville blive godt. Hun vidste ikke, at hun ville få flere problemer,
end hun havde regnet med. Vidste heller ikke, at hun ville komme til at møde
Matthias før, end hun ventede det.
*
Lisbeth gik langsomt ned ad trapperne. Hendes mave krympede sig. Hun
kunne høre mor og far, der var i gang med at spise morgenmad sammen med
Erik, hendes irriterende lillebror. Der duftede af nybagte boller, som der altid
gjorde lørdag morgen.
”Godmorgen, Lizzie,” sagde hendes far.
”Godmorgen.” Lisbeth satte sig ved siden af Erik, tog en bolle og strøg
105

håret om bag ørene.
”Jeg var til optagelsesprøve i går,” sagde hun lidt for højt.
Hendes forældre stirrede på hende, som om hun kom fra en anden verden.
Morens kniv faldt klirrede ned på tallerken.
”Vi sagde jo til dig, at du ikke måtte,” sagde hun.
”Men mor, jeg vil så gerne.” Lisbeths hals snørede sig sammen, og hendes
øjne begyndte at svide.
”Du må tage derind og sige, at du ikke kan deltage,” sagde hendes far og
strøg hånden gennem håret.
”Det er ikke fair,” mumlede Lisbeth.
”Det er ikke fair. Er det det, du siger, hva’? Syntes du selv, at det er fair,
at du sniger dig ud om aftenen?”
”Nej men, jeg vil så gerne, og det er I to ligeglade med.” Lisbeth efterlod
sin lillebror, sin morgenmad og sine lamslåede forældre ved morgenbordet
og gik som i trance op ad trappen.
Hun vidste godt, hvor hun ville tage hen. Hjem til sin bedstemor. Hun trak
hurtigt tøjet på og tog den samme flugtvej som i går. Hun vidste, at hendes
mor snart ville komme op og spørge, om hun var okay, men da ville hun allerede
sidde i bussen på vej mod Gammel Holte.
I bussen, på vej mod bedstemor, mærkede hun vreden stilne lidt af, men
hun havde stadig ikke lyst til at tage tilbage. Bussen stoppede, og hun stod
af. og satte kursen mod bedstemorens hus.
En masse stokroser lænede sig op ad garagen og gyngede lidt i den kølige
efterårsvind. Ude fra haven hørte hun lyden af tørre blade, der blev revet
sammen. Hun gik rundt om huset i retning af haven og regnede med at finde
sin bedstemor der ude, men i stedet fik hun øje på en sort vindjakke. Der stod
en dreng med tykt, mørkt hår. Han havde ryggen til, og hun gik lidt tættere
på.
”Undskyld, men hvem pokker er du?”Den mørkhårede dreng vendte sig
om og smilede. Hun genkendte ham straks.
”Matthias, hvad laver du her?”
”Som jeg sagde … Arbejder i haven for en ældre dame i Holte.”
”Har min bedstemor hyret dig?”
”Hvis Elsa Dal er din bedstemor, så ja. Hun er indenfor.” Han nikkede
med hovedet i retning af huset. Lisbeth gik ind.
Hun fandt sin bedstemor i køkkenet, hvor hun var i færd med at lave kaffe.
”Hej bedste.”
Elsa Dal vendte sig om, og da hun begyndte at snakke, hoppede hendes
106

sorte krøllede hår med de grå striber op og ned.
”Lizzie,” sagde hun og omfavnede hende. ”Sikke en overraskelse.”
”Jeg havde bare brug for at komme lidt væk.”
Elsa smilede varmt til hende.
”Vil du have en kop kaffe, søde ven?”
”Jo tak.”
”Så sæt du dig bare ind i stuen,” sagde Elsa.
Lisbeth gik ind i stuen med de mange malerier, som hendes bedstefar
havde malet. Stemningen i rummet fik hende til at slappe af. Der stod en
stor, blød læderstol overfor bogreolen, og hun lod sig dumpe ned i den.
Hendes blik løb over bøgerne i reolen, røde, gule, grønne, blå, sorte og
brune bøger. Nederst i den gamle reol, fik hun øje på en sort bog med svungne
guldbogstaver på ryggen. Den stod sammen med de mange fotoalbummer.
Hun kunne ikke mindes at have kigget i den før, og hun trak den derfor
ud.
I fotoalbummet var der et billede af en elegant danser. Det var ikke til at
se, hvilken hårfarve kvinden havde, da det var et sort-hvidt foto. Der var
noget bekendt over hende, hendes ranke holdning og hendes tydelige kindben.
”Bedstemor?” Hendes bedstemor kom ind i stuen bærende på en bakke
med tre kopper og en kaffekande.
”Hvem er det her, bedstemor?” spurgte Lisbeth spændt.
Elsa kiggede lidt på billedet, og et sørgmodigt blik kom op i hendes øjne.
”Jamen, det er da din mor, søde ven.”
Lisbeth slugte den kaffe, hun havde bedt om og skyndte sig af sted. Hun
kørte i bus med Matthias.
”Hvorfor skulle du hjem så hurtigt?”
”Jeg fandt det her,” sagde Lisbeth og viste ham fotoalbummet. Matthias
åbnede det, og da hun viste ham billedet, fløjtede han imponeret.
”Hvem er det?”
”Min mor,” sagde Lisbeth og blev helt varm i kroppen.
”Hvis det er din mor … Altså hun ser ret ung ud her. Når hun selv dansede,
hvorfor må du så ikke?”
Lisbeth så op på ham.
”Hun blev skuffet. Det sagde bedste. Da udtagelsen til en verdensturne
skulle finde sted, stod hendes datter pludselig drivvåd i døren. Hun var ikke
blevet udvalgt. Jeg tror … Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg tror, at hun
er bange for, at jeg skal blive afvist ligesom hende. Bedste fortalte, at hun
107

aldrig dansede igen, Matthias. Hun mistede modet. Hun har ikke engang fortalt
mig, at hun har danset.”
Matthias fløjtede igen.
”Ved din far det ” nærmest hviskede han. ?
”Måske, måske ikke, men hvis han ved det, har han helt sikkert fået hele
historien og er enig med min mor. Hun har en speciel evne til at overtale folk.
Hun overtalte også altid mig, da jeg var yngre. Engang, da jeg skulle til fastelavn,
ville jeg gerne være Spiderman, men jeg endte i en lyserød prinsessekjole
i stedet.” Lisbeth grinede lidt ved mindet.
”Jeg har tænkt mig at vise hende billedet og prøve at overtale hende på
den måde. Spørge hvorfor hun ikke har fortalt mig det,” sagde Lisbeth.
”Hun gør det bare, fordi hun holder af dig. Hun vil ikke have, at du bliver
skuffet ligesom hende.” Matthias’ blik hvilede på Lisbeth. ”Du vil virkelig
gerne det her, hva’?”
Lisbeth nikkede og mærkede en klump i halsen. Tænk, hvis det ikke
kunne lade sig gøre.
”Hvis jeg ikke får lov, løber jeg hjemmefra,” sagde hun og kneb læberne
sammen.
Matthias trykkede på stopknappen i bussen og gjorde sig klar til at stå af.
Lisbeth lod fotoalbummet glide ned i sin taske.
”Tænk, at sådan et lille billede måske ender med at betyde noget stort .”
Matthias lagde hovedet på skrå. ”Jeg håber, vi ses på tirsdag, Lizzie. Jeg
håber, din mor giver dig lov.”
Lisbeth smilede. Det gjorde hun også.
108

Gemmeleg
Af Sascha Bang Fuglsang
Rundt om dem, var der kun et dunkelt mørke. Den eneste lyd, man kunne
høre, var lyden af gruset, der knasede under deres sko, og vinden der hylede
i træernes toppe. En gren knækkede i nærheden.
”H-hvad tror du, det var?” stammede Søs.
”Det ved jeg ikke, og jeg har ikke lyst til at finde ud af det,” svarede Liva
og hev Søs i armen for at få hende til at gå videre.
”Tror du, der er en vampyr i det der hus?” spurgte Søs.
”Det ved jeg ikke. Men der er jo alle rygterne om korsene i haven, og om
lyset, der altid er tændt om natten?” svarede Liva.
”Hvad nu hvis, der er? Hvad gør vi så?”
”Stikker af?” Liva smilede.
Resten af vejen gik de tæt op ad hinanden, i stilhed.
Endelig kom de til en lysning. Midt i lysningen lå et lille træhus. Der var
ikke lys i nogle af vinduerne, og huset stirrede mørkt og dystert på dem. De
bevægede sig langsomt om i haven, og bag et stort grantræ anedes konturerne
af to mørke skygger. Det var ikke til at tage fejl af, det var to kors.
”Så passer det altså.” hviskede Liva.
”Skal vi stadig gøre det?” spurgte Søs. Hun kiggede på Liva, der stod som
forstenet og stirrede på korsene.
”Ja, jeg vil finde ud af om der virkelig bor nogen eller noget i det hus.”
Liva vendte sig mod huset. Hun gik hen mod døren med beslutsomme skridt.
Liva lagde sine varme, klistrede hænder på det kølige messinghåndtag. Hun
tøvede men åbnede så døren hurtigt. Hun trådte forsigtigt ind i den mørke
opgang, prøvede at lave så lidt larm som muligt. Man kunne ikke se så meget
i det dunkle mørke, men man kunne ane, at der hang en enkelt frakke på en
knage. Rummet var malet i brunlige nuancer, og der var en ækel stank af
noget råddent.
Liva vendte sig om mod Søs, der var gået indenfor, og lukkede stille døren
bag sig. Det gav et lille klik, da den lukkede, og det gav et ryk i dem begge.
De kom ind i et lille køkken med skakternet linoleumsgulv. Der stod et
109

ord med tre stole midt i køkkenet, den rådne stank var blevet mere intens
og skar nærmest i næseborene.
”Ad, se lige der!” udbrød Søs.
På bordet stod en tallerken med noget, der vist havde været en ostemad i
sine bedre dage.
De kom ind i stuen, hvor der var nogenlunde ryddeligt. Der stod et gammelt
tv og en hullet lænestol henne i et af hjørnerne. Et lille bord med en visnet
buket blomster i en blå vase og et skab stod gemt væk i et andet hjørne.
”Her er vist ingen hjemme,” sagde Liva, med et skævt smil.
”Nej, åbenbart ikke. Hvad skal vi så lave?” spurgte Søs og så afventende
på Liva.
”Ja… det er et godt spørgsmål. Hvad med gemmeleg? Det er lang tid
siden, jeg har leget det.”
”Ej gemmeleg? Det er da kedeligt.”
”Ja i almindelige huse. Men det her er et rigtigt spøgelseshus,” sagde Liva
lokkende.
Søs så opgivende på hende.
”Fint så leger vi gemmeleg.”
”Yes!” udbrød Liva. ”Vil du gemme dig eller tælle?”
”Jeg gemmer mig bare,” drævede Søs.
”Okay, jeg begynder at tælle nu!” sagde Liva og vendte sig om med hænderne
for øjnene.
Søs lavede himmelvendte øjne. Hvor er det bare barnligt... Hun gik gennem
stuen hen til en dør. Hun tjekkede at Liva ikke kiggede og åbnede så
døren så stille hun kunne, og lukkede den igen bag sig.
Der var ingen vinduer i rummet. Til at begynde med føltes det, som om
mørket lukkede sig om hende, men efter at hendes øjne havde vænnet sig til
mørket, lettede fornemmelsen, og nu kunne hun se en trappe. Hun gik langsomt
hen til trappen og op ad den men bankede pludselig hovedet imod loftet.
”Av for satan!” mumlede Søs og tog sig til hovedet. Det var da underligt,
burde der ikke være en åbning? Søs følte sig frem med hænderne , hen over
det slidte træloft. Hun mærkede en let brise, da hun førte hånden hen over en
lille sprække. Hun lagde alle kræfter i og skubbede. En lem gik op, Søs mistede
balancen et øjeblik og var lige ved at falde, men nåede i sidste øjeblik
at rette op.
Hun kiggede forsigtigt op, så efter tegn på mennesker eller andet levende,
men der var ingen.
110

Først da hun pustede langsomt ud ,opdagede hun, at hun havde holdt vejret.
Hun gik hele vejen op ad trappen, og satte fødderne prøvende på gulvet
for at tjekke, om det holdt. Det knirkede lidt. Hun lukkede lemmen og så sig
omkring. Det eneste, der stod der, var nogle gamle kasser. Søs gik nysgerrigt
hen til dem. Hun åbnede den øverste. Der lå en lille dukke øverst. Den havde
fine sorte slangekrøller, ren mælkehvid hud og de mest fortryllende grønne
øjne. Den havde fint lysegrønt tøj på, med hvide blonder og sløjfer.
Et øjeblik sad Søs bare fascineret og betragtede den. Så slog tanken hende.
Hvad nu hvis dukken tilhørte en af dem, der var begravet ude i haven. Havde
vampyren måske dræbt en lille pige og taget dukken som en slags souvenir?
Et minde? Hun lagde forsigtigt dukken tilbage. Så satte hun sig op ad kasserne
og ventede på, at Liva skulle finde hende.
***
”97…98…99…100! Nu kommer jeg!” råbte Liva. Hun vendte sig om og
kiggede rundt i stuen.
Hvor skulle hun lede? Hun gik hen til bordet og kiggede under det. Ingen
Søs. Skulle hun gå ud i køkkenet? Nej, den stank ville Søs ikke frivilligt gå
ind igen. Nå ja, skabet! Hun listede, så forsigtigt hun kunne, hen over gulvet,
der knirkende vred sig under hende og nærmest bønfaldt hende om at stoppe.
Men hun gik videre hen til skabet, tog fat i håndtaget, sikker på at Søs
var derinde. ”Bøh!” råbte hun, idet hun åbnede lågen. Men Søs var der ikke.
Hun kiggede bagved de frakker, der hang i skabet og var lige ved at falde,
da det pludselig gik nedad. Et forskrækket gisp undslap hendes læber, da hun
kiggede ned ad en lang støvet, trappe. Der var helt mørkt dernede, og der
hang edderkoppespind overalt.
”Hallo!” råbte Liva, men det eneste svar, hun fik, var sit eget ekko. Hun
be vægede sig langsomt ned ad trappen. Følte sig frem med fødderne og hænderne.
Flere gange på vejen stødte hun ind i edderkoppespind, der hang ned
fra loftet, og hun var sikker på, at der kravlede edderkopper overalt på hende.
Hun stoppede, da hun var nået halvvejs. Måske skulle hun bare vende om?
Men en lyd, der mindede om skridt, længere nede, fik Liva til at fortsætte.
En fornemmelse af at blive betragtet bredte sig ud i hele kroppen, og lige da
hun skulle til at vende om, mærkede hun en kold og knoglet hånd på sin skulder.
Liva fór forskræmt sammen, skreg og slog hårdt ud efter det, der havde
rørt hende. Det buldrede ned ad trappen.
111

Hvad var det, var det mon…? Hun kom til enden af trappen og famlede
sig gennem rummet for at finde noget lys. Hun ramte noget hårdt, det måtte
være et bord, hun lod hånden glide hen over det, og fandt en lille æske. Hun
åbnede æsken. Det var tændstikker! Hun tog en af dem op og prøvede at
tænde den. Hendes hånd rystede så meget at tændstikken knækkede. Hun tog
hurtigt en ny op af æsken og håbede på, at den ville tænde.
Den ene lille tændstik oplyste næsten hele rummet. For foden af trappen
lå en ældre mand. Hans rynkede ansigt var gråt og livløst i den dunkle belysning.
Han havde kun sort tøj på, bortset fra nogle grå mønstre, der var syet
ind i hans uldne sweater. Liva gøs ved synet af hans lange gule negle. Han
holdt en blodrød bog ind til kroppen med sin ene knoglede hånd. Liva gik
varsomt hen for at se nærmere på bogen. Da hun kom tættere på, kunne hun
se de små guldmønstre, der var vævet ind i bogen på kryds og tværs. Den
lille bog havde en dragende, nærmest magnetisk effekt på Liva. Hun fjernede
forsigtigt hans kolde hånd og tog bogen. Derefter lagde hun den lille æske
med tændstikkerne i sin bukselomme og styrtede op ad trappen.
Da hun kom op i stuen, skulle hun lige til at løbe videre mod udgangen,
da hun kom i tanker om Søs. ”Søs! Kom, hvor du end er så kom, skynd dig!”
råbte Liva, så højt hun kunne.
***
Søs sad oppe på loftet. Hvor blev Liva af? Hvornår kom hun?! Hun hørte
svagt en stemme råbe hendes navn. Det lød som… Liva! Hvad var der mon
sket?
Søs sprang op og åbnede lemmen og snublede næsten hele vejen ned ad
trappen. Hun åbnede døren til stuen og sprang ind i rummet. ”Hvad er der
sket?! Var der en vampyr?” Råbte hun panikslagent. ”Ja!” nikkede Liva og
greb fat i Søs’ arm og trak af sted med hende. ”Kom så! Ud! Ud!”
Søs, der ikke rigtigt så, hvor hun løb, væltede over en dunk med noget i,
da de kom ud i køkkenet.
”Av!” Hun kiggede på sit knæ, hvor der var kommet en kæmpe hudafskrabning.
Liva lugtede til væsken, der var løbet ud på gulvet. ”Det er petroleum!”
udbrød hun. Liva tog æsken op af lommen, tog en tændstik frem og tændte
den. ”Løb ud af huset Søs!” Søs tøvede ikke. Hun rejste sig og løb, alt hvad
hun kunne. Liva smed tændstikken på gulvet. En kæmpe flamme stod op.
Liva løb ud. De løb langt nok væk fra huset til, at de stod på sikker afstand.
”Det var tæt på.” sagde Søs forpustet.
112

Liva nikkede til svar og så på bogen, som hun stadig havde i hånden.
”Hvad er det?” spurgte Søs, da hun så bogen.
Liva åbnede den, skriften blev oplyst af huset, der stod i brand. Inde i sig
selv begyndte Liva at læse af teksten, der var skrevet med en sirlig håndskrift.
Jeg har længe bare siddet og kigget ud af vinduet, ventet på at nogen skulle
komme. Siden min elskede Alice og vores lille Sabrina døde ved den forfærdelige
fødsel, har jeg både følt sorg og skyldfølelse. Jeg kunne have gjort
noget, det ved jeg. Jeg begravede dem begge ude i haven, for altid at have
dem hos mig. Jeg sidder også tit bare og stirre på den dukke Sabrina skulle
have haft, jeg ville sådan ønske a…
”Hvad står der?” spurgte Søs.
Liva klappede bogen sammen. Hendes hals føltes pludselig tør, og hun
sank den klump, der havde samlet sig. ”Det… det var bare nogle vampyrting,”
svarede hun hurtigt. Hun gik lidt tættere på huset, så en sidste gang på
bogen og kastede den ind i ilden.
113

Guddommelig indsigt
Af Nicolai Halo Degn
Maria sad og rodede med et armbånd, som hun holdt i sine hænder, mens han
sad og ventede på, at hun sagde noget. Maria blev mere og mere irriteret på
sig selv for hvert sekund, der gik.
Hun prøvede så ihærdigt at samle mod til sig, mens han bare sad og ventede.
Hun åbnede endelig munden, men det var som om hendes stemmebånd
var løbet tør for ord, og kun hæs luft kom ud. Hun viftede hurtigt en irriterende
hårlok væk fra øjnene, mens hun tavst så på ham.
”Vil du følges?” kom det lige pludselig. Maria overraskede næsten sig
selv.
”Følges hvorhen?”
”Skoleballet… du ved… ” hendes blik flyttede sig hurtigt ned igen mod
armbåndet.
Han smilede og hun kiggede på hans øjne og gengældte smilet. Opfattede
det som et ja.
”Så ses vi,” sagde han, mens han rejste sig fra den lille bænk ved vinduet.
”Jeg skal vist til time nu, så… det var Maria, ikke?” lød hans stemme,
mens han begyndte at gå baglæns for at kigge på hende.
Hun viftede igen en hårlok væk.
”Bare Mary.”
Han smilte og forsvandt, idet han nåede til et hjørne.
Maria kiggede hurtigt på det, der før havde været en klar, flot forårshimmel,
men nu, som med et fingerknips havde forvandlet sig til en vred, halvmørk
tordenskyshimmel.
Maria gik hen ad skolens gang i et usædvanligt hurtigt tempo.
Hun nåede sit skab og ledte hastigt efter nøglen i sin lomme. Hun spilede
øjnene op , da hun fik øje på nogle af de andre elevers ulykkelige ansigtsudtryk.
Der var sket et eller andet. Noget havde fået alle til at græde. Marias
eget glade ansigtsudtryk forsvandt også. Forsvandt som en sandsky, der blæ-
114

ser væk i vinden.
Hun tog bøgerne ud af skabet , og spurgte hvad der foregik.
”Har du ikke hørt det?” Pigen kiggede hurtigt ned, mens hun tørrede
tårerne væk med pegefingeren. ”Det er Joe.”
Joe, som Maria havde spurgt angående festen. Maria fik udtryksfulde
urolige øjne. Hvad var der sket med Joe?
”Han - Han er død.” Maria stivnede.
”Hv - Hvordan?”
”Ingen ved det. Ikke engang politiet. Alt vi ved er, at han kun nåede til -
til biologilokalet, hvor han så…” Maria forstod. Hendes stivnede arme fik
bøgerne til at falde på gulvet.
Maria så ambulancen og to Falckreddere, som bar en båre fra den åbne
dobbeltdør ud til parkeringspladsen.
Joseph! Tænkte hun.
Hun efterlod bøgerne på gulvet, mens hun fór ud af dobbeltdøren. Ud til
Joe. Efterhånden som hun kom tættere på, fik hun øje på ham. Da hun var et
par meter fra båren, blev hun dog standset af en tredje Falckmand.
”Så, så frøken.” sagde han med dyb stemme. Maria kunne nærmest ikke
høre efter.
Hun gik et par skridt tilbage, mens hun kiggede på Joe.
Alle omkring hende græd. Forfærdeligt.
Maria kiggede en sidste gang på Joe, idet hun forsøgte at gå baglæns uden
at vække opsigt.. Så løb hun .
Død. Joe. Alt er så uvirkeligt. Han er død. Væk. Tankerne rodede rundt i
hovedet på hende.
Var det mon hendes skyld? En slags virus mod fyre? Hun vidste ikke
hvorfor, men hun følte bare inderst inde, at hun havde noget med det at gøre.
At hun var skyld i, at hans liv var slut.
Skyldfølelsen trængte dybere ind i hende. Hun løb bare, helt uden at vide
hvorhen.
Bare væk.
Hun løb hjem. Hun kunne ikke klare at tilbringe hele dagen i skolen med
sådan en grådsky hængende over alle.
Hun nåede hjem og satte farten lidt ned. Varsomt åbnede hun døren. Ingen
var hjemme.
Hun gik ud på toilettet for at få noget koldt vand i hovedet. Bare for at hun
kunne få den dunkende skyldfølelse ud af hovedet og glemme sine triste tanker.
115

Hun åbnede for det kolde vand, og formede hænderne til en skål under
den løbende vandstråle. Hun kiggede et sekund på vandet i sine hænder, og
lagde så sit ansigt ned i håndskålen.
Hun kiggede sig selv sløvt i spejlet, mens hun tørrede hænderne og ansigtet.
En lille tåre løbe ned ad kinden.
Den dunkende skyldfølelse blev kun værre og værre, men hun vidste ikke
helt hvorfor. Hun havde jo ikke gjort noget? Andet end at overskride en af
sine egne grænser; snakke med ham.
Hun følte det var hendes skyld. Nærmest som om det var hende, der havde
stået med en pistol og trykket på aftrækker. Nærmest som om hun havde
magt over, hvorvidt han skulle leve eller ej. Hvorfor havde hun det sådan?
Hun så sig selv i spejlet en sidste gang, inden hun kastede håndklædet fra
sig og gik ud.
Tre dage var gået. Maria følte næsten, at himlen ændrede sig i takt med
hendes humør.
Hun gik med nedbøjet hoved på vej til skole, og ignorerede helt skolebussen,
som hun normalt tog. Hun havde ikke lyst til ”det sædvanlige” i dag.
Hun græd ikke længere, men var stadig rystet. Hun holdt dovent på sin
skuldertaske, mens hun traskede træt af sted.
Skolebussen køre forbi. Hun kom stensikkert for sent. Men hvad nyttede
det at prøve. Hvad nyttede det overhovedet? Vejret var stille. Stille, roligt og
småkedeligt.
Hun nåede op til skolens parkeringsplads. Skolebussen havde allerede
været forbi, der gik i hvert fald elever ind ad skolens hoveddør.
Hun så på uret over døren, at hun var kommet for sent.
Og hvad så? tænkte hun.
Hun gik op ad de mange trapper fra parkeringspladsen til hoveddøren,
mens hun sukkede.
Da hun nåede det sidste trappetrin, løftede hun hovedet med et sæt.
Hvad var det?! Hun så noget skinne nede midt på trappen. Det lignede
nærmest en skikkelse. Mandlig skikkelse.
Joe! Tænkte hun. Nej. Nej, jeg må være skør. Jo!
Hun så ham stå afslappet på trappen. Han kiggede på hende og smilte.
Hun trådte ned til ham, men vidste ikke, om hun skulle smile eller være
trist. Eller var hun skør.
Hun nåede næsten hen til ham, da han forsvandt som et lys, der slukkede.
116

Da gled hun selv på stentrappen og faldt.
Hun nåede næsten ikke at tænke, men hørte kun de tunge og høje bump,
hver gang hun ramte et trappetrin.
Maria lå næsten bevidstløs på jorden. Ingen så hende. Alle var inde, og
der var ingen til at hjælpe.
Hun havde slået sig over alt, selv på halsen.
Forsigtigt åbnede hun øjnene og rejste sig.
Hun undrede sig.
Var hun faldet?
Alle de trappetrin. Hvorfor - hvorfor er jeg ikke død. Jeg faldt ned af alle
de trappetrin, og jeg er ikke død! Lyslevende.
Hun faldt med nakken først. Ethvert andet menneske ville aldrig have
kunnet overleve sådan et fald, ned af så mange stentrappetrin. Hun havde
ondt overalt, men var ikke død.
Hun blev næsten rystet af den tanke - at hun ikke var død. Som om hun
næsten havde håbet på, at hun ville dø.
Ville jeg?
Hun havde vist en beskytter, der var uenig med hende. Var det skæbnen -
nogen, som ikke ville have, at Maria døde?
Hun var næsten sikker på, hun så Josephs skikkelse. Hvor var han?
Hun fik uhyrligt ondt i hovedet. Alt gjorde ondt. Hun gik langsomt og
besværet op ad trappen. Til time.
De havde prøve, og Maria havde i skjul sin mail åben.
Ingen kunne rigtig koncentrere sig. Alle sad med tomme blikke rettet mod
computerskærmen, og med hænder, der næsten robotagtigt trykkede på
tastaturet.
Pludselig fik hun en mail. Hun tjekkede hurtigt, at ingen kiggede, inden
hun åbnede den.
Ukendt afsender. Emnet for mailen var Jomfru Maria. Hvad var det for
noget?
Maria kiggede undrende på skærmen og læste stille inde i hovedet, mens
hun var på vagt for øjne, der kiggede over mod hende.
Maria. Vorherres skæbne bestemmes ikke, ligesom din menneskelige sjæl
ikke gør.
Hans følelser har påvirket din skæbne, og han skænker dig nu sin gave. I
vrede og forbløffelse.
En smertegave.
117

En søn du får. En kongesøn du føder. Men jomfru du stadig vil være.
Under Vorherres befaling. Gabriel.
Marias øjne stivnede. Hun læste teksten igen og igen, og forstod intet af den.
Det føltes nærmest, som om hun forstod mindre af den for hver gang, hun
læste den.
Hvad var dette dog for en mail? Gabriel? Vorherre? Gud?!
Maria prøvede at trøste sig selv med, at det sikkert bare var en, der lavede
sjov med hende, til trods for at hun bestemt ikke kunne se det sjove i det.
Måske var det bare en slags mobning, fordi hun stadig var jomfru? Og
hun hed jo også Maria.
Eller…
Eller måske var det alvorligt. En gave fra Vorherre. En søn åbenbart.
Tankerne voksede i hendes hoved, og hun prøvede at finde trøst i forskellige
teorier.
Var det virkelig bare én, der lavede grin med hende, eller skulle hun føde
en søn? En kongesøn?
Hun slukkede hurtigt computeren og fór ud af lokalet, med sin lærers
stemme rungende i baggrunden.
”Maria! Du må ikke gå nu! Ingen er færdige!” Maria gik ekstremt hurtigt.
Hun prøvede at tænke på andet end mailen.
Vorherre beder jo nok heller ikke Gabriel om at sende en mail? Grinte
hun til sig selv. Alting virkede så underligt. Der var sket alt for meget de sidste
fire dage. Joe, faldet og nu dette!
Hvad var det, der foregik? Hvem var det, der ville i kontakt med hende?
Skal jeg være Jomfru Maria? Er det min skæbne? En helgen? En moder?
Det var fredag. Maria havde glædet sig til skoleballet om lørdagen, men alt
var bare ødelagt. Hun blev enig med sig selv om bare at ignorere dumme
kommentarer om, hvorfor hun kom alene. Hun lagde sig stille i sin seng med
lukkede øjne og ventede på at falde i søvn.
”Maria.” lød det som fra en vandrende skygge. ”Maria.”
Hun åbnede forskrækket øjnene, men bevægede ikke hovedet. Hvem eller
hvad end det var, holdt det måske øje med hende. Hun mærkede sveden pible
frem. Hvad skulle der nu ske? Hun følte det som om, hun havde ventet.
Ventet på noget forfærdeligt.
118

”Kan du høre mig? Sover du?” lød stemmen. Den fyldte hele rummet.
Den var overalt.
Hendes hænder rystede under dynen.
Hans følelser har påvirket din skæbne, og han skænker dig nu sin gave. I
vrede og forbløffelse.
En smertegave.
Hun satte sig langsomt op i sengen og kiggede rundt omkring.
”Var det dig? Dig, som dræbte Joseph? Dig, som ikke ville lade mig dø?”
spurgte hun, rædselsslagent.
”Jeg er Gud. Jeg har stærke følelser for dig.”
”Det var ikke mit spørgsmål.”
Hans følelser har påvirket din skæbne…
”Jeg kan give dig Paradis.” Pludselig rystede alting. Loftlampen tændte
og slukkede, mens Maria fik åndedrætsbesvær.
Hun kunne føle noget, overalt på sin krop. Hænder, der rodede i hendes
hår. Læber, der kildede hende.
Hun havde forfærdelig ondt. Hun skreg flere gange. Hun så på lagnet.
”Er - Er det meningen jeg skal forbløde?!” Hendes stemme var fuld af
angst . Dette var noget hun følte, hun skulle igennem.
Pludselig blev der stille. Meget stille. Lyset forblev borte, men hun kunne
ikke føle noget mere.
”Bed hellere til Jesus!” lød stemmen aggressivt. Hun satte sig op i sengen.
Smilede.
”Jeg tror ikke på Gud.”
119

Ingen roser uden torne
Af Sigrid Johannessen
Solens første stråler skinnede forsigtigt på træernes bløde kurver og traf den
nyligt anlagte asfalt, der blinkede lystigt tilbage, for til sidst at favne den
ensomme skikkelse, der krydsede gaden. Trods hans let besværede gang og
den lurvede velourjakke, der til dels skjulte mandens krumbøjede figur, var
solen fuldstændig i stand til at se igennem hans mimespil. Netop i samme
øjeblik, som den skulle til at springe ud i fuldt flor for at hylde mandens
simple livsform, forsvandt den bag skyernes flygtige skikkelser, og manden
var igen alene på vejen. Han gik et par skridt, men bukkede sig så ned for at
samle noget op fra jorden. Han gik et par skridt videre og samlede så endnu
en ting op - og sådan fortsatte det, indtil han forsvandt ind i vejens eneste
butik, med det minutiøse navn: ”Papir & Bøger”.
Dørklokken ringede, og Amira kiggede op. Hun genkendte straks manden,
der var klædt i en beige velourjakke, og han smilede, da det gik op for ham,
at hun endnu en dag sad der - med en ny bog i favnen. Ude af stand til at
finde den rette måde at reagere på, undgik hun hans imødekommende blik
og søgte tilflugt i sin bog. Dørklokken lød, da manden igen forlod butikken,
men denne gang undlod hun at kigge op.
Dagen var hermed som alle andre dage.
Hun sparkede skoene af fødderne, så de landede langt fra hinanden, hvorefter
hun smuttede ind på sit værelse, hvor skoletasken pænt blev stillet i et
hjørne. Et flygtigt blik ud af vinduet afslørede ikke andet end grå skyer og
en mand i cowboybukser og skjorte. Var det Allan? Hun skulle lige til at åbne
vinduet for at råbe til ham, men så vendte manden sig om, og nu så hun hans
ansigt. - nej, det var bestemt ikke Allan. Det ville nu også have været underligt.
Allan boede jo i Ringkøbing med kone og børn. Hvor havde hun mange
gange ønsket, at hun var Allans datter! Han var så normal - han tog sig af
sine børn og elskede sin kone højt. Hun gik væk fra vinduet og videre ind i
stuen for at sige hej til sin mor, men moderen var ingen steder at se.
120

”Mor?” kaldte Amira med en knude i maven og hørte i det samme stemmer,
der kom inde fra moderens soveværelse. Moderens klangløse latter slog
hende i møde, og Amira åndede lettet op. Jeg må holde op med at se
Nyhederne, det gør mig alt for paranoid, tænkte hun.
”Mor, må jeg komme ind?” spurgte hun og åbnede i det samme moderens
soveværelsesdør. Amira gispede og skyndte sig at lukke døren igen.
”Undskyld, jeg vidste ikke…” begyndte hun men kunne ikke få sig selv
til at fortsætte. Hun mærkede, hvordan samarbejdet mellem hjerne og ben
ophørte. Døren blev åbnet lige i hovedet på hende, og ud trådte hendes mor.
”Du misforstår det…” Hun kiggede bedende på Amira.
”Hvad fanden sker der for dig?” råbte Amira. ”Tror du bare, at du har ret
til at knalde med hvem som helst? Allan er min lærer for helvede!” Hele hendes
krop begyndte at ryste, og hun mærkede, hvordan hendes hjerte desperat
pumpede mere blod rundt i kroppen, så der pludselig kun var tomhed tilbage
i hjertet.
”Jeg kan ikke klare det her. Jeg er nødt til at komme væk.”
”Amira, skat, du kan ikke bare gå …” begyndte hendes mor. ”Allan skal
bare lige have noget tøj på, så kommer han og siger hej…”
Amiras grin var forkert og hysterisk.
”Siger hej? Hvad fanden er du for et menneske?!”
Hun greb den taske, hun havde hovedpinepillerne i, og smækkede døren
efter sig.
Benito trådte ud i den salte luft, der i samme øjeblik sendte et kraftigt vindstød
i hans retning. Han indåndede taknemmeligt luften. Med bare tæer i det
varme sand, gik han ned mod havet, og i takt med at sandet blev koldere, blev
stenene også flere. Hans sammenknebne øjne ledte efter sten, mens han gik
langs vandet, der fra tid til anden rullede over hans fødder, så hans sanser for
en kort tid føltes stærkere. Han bukkede sig ned, for at samle en sten op. Han
undersøgte den indgående, og lagde den så forsigtigt ned igen - man skulle
behandle alderdommen med respekt.
Snart begyndte hans tanker at svæve. Selve idéen om evig eksistens tiltalte
ham mere end noget andet, og han nød, at det netop var dét, han følte i
stenene. Det var dog ikke den primære grund til hans fascination. I stenene
håbede han at finde inspiration til en bog, han ville have skrevet for mange
år siden. En bog, som han af mange årsager aldrig fik færdiggjort. Som han
blev ældre, havde han prøvet at sige til sig selv, at det var i orden, og at det
ingen rolle spillede, men tanken om at dø uden at have efterladt sig noget
121

eller påvirket nogens liv fik en kulde til at brede sig langs hans rygrad, og
tårer til at stige op i hans øjne.
Amiras blik blev fjernt mod horisonten. I en nærmest trancelignende tilstand
bukkede hun sig ned og løsnede sine snørebånd, så fødderne let gled ud af
skoene og endte på det kølige sand, som stod i stærk kontrast til den mørke
hud på hendes fødder. Den kolde vind ramte hende i ansigtet, kærtegnede
hendes krop og fik hendes hvide kjole til at blafre. Med rolige bevægelser
knappede hun kjolen op, og trak den over hovedet i ryk. Stoffet forlod hendes
krop, og hun skuttede sig, som hun stod tilbage i sit undertøj og med sin
taske over skulderen. Hun begyndte med små skridt at bevæge sig ud mod
havet.
Første skridt. Lyden af havets åndedræt, hver gang bølgerne brutalt slog
mod sandet.
Andet skridt. Billeder fra Arabien, fra den nat hendes mor flygtede med
hende.
Tredje skridt. Amira seks år, der savnede sin far og ikke kunne forstå,
hvorfor han ikke var hos hende.
På fjerde skridt ramte vandet hende, og hun lukkede øjnene, mens hun
nød isningerne, der bredte sig op gennem hendes krop.
”Undskyld mig?” begyndte en fremmed mandsstemme, og Amira snurrede
rundt, så vand piskede om hendes fødder. ”Har du det helt fint?” Han kiggede
på hende og rynkerne i hans ansigt blev dybere. Da hun ikke svarede
fortsatte han: ”Har du brug for hjælp? Jeg kan sagtens følge dig til toget …
hvor bor du henne?”
”Hvide Sande, men…” Hun gik i stå - hvad angik det ham?
”Kom, så følger jeg dig ned til toget - du skal heller ikke stå for længe i
vandet dér, du bliver bare kold.” Amira nikkede, ude af stand til at modsige
manden og gik hen for at tage sin kjole og sko på.
De gik side om side hen ad den befolkede gade, og Amira skævede fra tid til
anden hen mod manden. Havde hun ikke set ham før?
Han rømmede sig. ”Hvad hedder du?” spurgte han. ”Ja, jeg vil jo nødig
være uhøflig eller noget.” Han smilede til hende, og nu gik det op for hende,
hvor hun kendte ham fra.
”Du er ham fra boghandlen!” råbte hun og stoppede brat op. ”Du er ham,
der altid kommer i boghandlen.”
122

Han nikkede og smilede igen - denne gang en smule afdæmpet.
”Ja, det er mig… Benito, hedder jeg. Benito Leif Marcussen.”
”Jeg hedder Amira.”
Benito nikkede.”Hvad bringer dig herud, Amira?”
Hun stoppede op.”Ikke noget specielt, jeg ville gerne se havet - ha´ tid til
at tænke…” Amira trak vejret dybt og prøvede at sende Benito et smil, der
skulle overbevise ham om, at alt var vel. Benito kiggede indgående på hende.
”Er du sikker på, der ikke er noget i vejen?”
Hun nikkede, og de gik videre i tavshed - dog afbrudt af Benito, der gav
sig til at nynne ABC-visen. Amira tørrede sine hænder af i kjolen, for straks
efter at føre den ene hånd op til øjet, som hun gned hektisk.
”Hvad lavede du … på stranden i dag?” spurgte hun.
”Jeg kom for stenene - det gør jeg tit.”
Amira vidste ikke, hvad hun skulle svare og tav.
De drejede om hjørnet og befandt sig pludselig foran den halvtomme togstation.
I det samme kørte et tog op på perronen. Amira vendte sig tøvende
om mod Benito.
”Mange tak for hjælpen…”
Benito svarede ikke, og Amira strøg sine håndflader mod kjolen.
”Jeg må altså gå nu - før toget kører…” Amira vendte sig tøvende om og
gik hen til toget.
Da hun trådte ind i toget, råbte han efter hende gennem den åbne togdør.
”Amira?”
Hun vendte sig om. ”Ja.”
”Der findes ingen roser uden torne.”
Hun skulle lige til at spørge, hvad han mente, da dørene lukkede, og toget
satte i bevægelse.
Han stod et øjeblik og kiggede efter toget, hvorefter han med lange skridt
satte kursen mod sit hus.
Benito trådte ind af døren og videre ind i det mørklagte rum, hvor den sure
lugt af gamle papirer fik ham til at rynke på næsen. Resolut gik han hen og
åbnede de nærmeste vinduer, så solens ujævne lysspil fangede støvkornenes
dans igennem luften. Han satte sig ned ved sit skrivebord med værkende ben,
og fejede alle de mislykkede romaner på gulvet. Benito satte et nyt papir i
skrivemaskinen og begyndte at skrive.
Den eneste lyd, der hørtes ved middagsbordet, var lyden af bestikket, der
123

skrigende bevægede sig over de matte porcelænstallerkener, og fra tid til
anden lyden af Amiras mor, der flyttede sig på stolen.
”Havde du en god gåtur, skattepige?” fik hun endelig taget sig sammen til
at spørge.
”Mm …”
Tavsheden varede yderligere et par minutter.
”Allan gik lige efter, du var gået. Du må da have set ham?”
”Måske skulle han en anden vej end mig - jeg så ham i hvert fald ikke.”
”Det kan selvfølgelig godt være.” Amiras mor var tydeligt tilfreds med, at
hun havde bidraget til den høflige samtale ved middagsbordet.
”Mor, må jeg rejse mig?”
Amiras mor nikkede.
”Så tak for mad, det smagte rigtig godt.”
Amira vendte sig om på den anden side, så hun kiggede ind i væggen, men
det hjalp ikke. Hendes hoved føltes som en stor kampesten og kunne ikke
løsnes fra pudens klæbrige betræk. Hun lukkede øjnene og billeder af Benito
bemægtigede sig hendes nethinde. Hans gamle ansigt oplyst af et smil, hans
stoiske udstråling og sidst, men ikke mindst, ordene han havde sagt, da hun
stod i toget.
Der findes ingen roser uden torne.
Amira vendte og drejede sætningen, så den kunne passe på noget af det,
hun havde fortalt ham, men uanset hvor meget hun prøvede, kunne hun ikke
finde nogen sammenhæng mellem sætningen og samtalen. Hun sukkede og
rejste sig op for at åbne et vindue.
Den kølige luft brændte fugten af hovedpuder og dyne, og snart sov Amira
tungt.
Benito tømte kaffekanden ned i en kop, så dampen steg op mod hans ansigt,
hvor den efterlod hans gamle hud fugtig og varm. Siden han mødte Amira
seks dage tidligere, havde han ikke sovet meget. Praktisk talt havde han levet
af kaffe, og hvad han nu lige havde i køleskabet, og hans fingre var begyndt
at værke af den konstante hamren på skrivemaskinen. Hans blik strøg over
skrivebordet og ramte de syvoghalvfjerds tætskrevne sider, der lå i en stak på
bordet.
Benito tog sin kaffekop og satte sig udenfor sin dør, så han kunne nyde
synet af havet samtidig med kaffen. Den bitre smag og den salte havluft var
det bedste, han vidste, og livet havde lært ham ikke at kræve mere. Senere
124

samme dag gik han ned til boghandlen med en tyk konvolut under armen.
Bogen var færdig.
Klokken bimlede, da Amira trådte ind ad døren til boghandleren som så
mange eftermiddage før. ”Hej,” sagde hun og nikkede til boghandleren, der
nikkede igen. Hans blik fulgte hendes gang rundt i butikken, indtil hun fandt
et sted at sætte sig.
”Undskyld mig,” begyndte han, ”er du Amira?”
Amira kiggede forundret op. ”Ja, hvorfor?”
”Jeg skulle give dig den her.” Han rakte hende en brun konvolut, og Amira
tog i mod den med rynkede bryn. På konvolutten stod hendes navn med
svungne bogstaver, og hun åbnede den med hastige bevægelser. Indeni var en
bunke maskinskrevne ark. Hun begyndte at læse.
Amira kiggede ud i luften og måtte bladre tilbage i romanmanuskriptet for at
være sikker på, at hun havde forstået det rigtigt.
Engang hørte jeg et citat fra en af Gandhis taler - og måske forstår jeg
citatet og husker det, måske er det hele noget, jeg bilder mig ind. Citatet
handlede om mennesker fra det vestlige samfund.
Gandhi mente, at den eneste grund til vores ulykke er, at vi er så stærke i
troen på, at livet altid er lykkeligt, at vi i vores hast forglemmer, at vi ikke er
mere end mennesker. Vi er nødt til at være ulykkelige en gang i mellem. Så
længe vi ikke har indset det, vil vores ulykke forstærkes af vores stræben efter
den konstante lykke.
Hun lagde manuskriptet tilbage i konvolutten og rejste sig op med værkende
ben. Hun nikkede til boghandleren og gik ud på vejen.
Solens sidste stråler skinnede forsigtigt på træernes bløde kurver og traf
den nyligt anlagte asfalt, der blinkede lystigt tilbage samtidig med at en sætning
dukkede op på Amiras nethinde.
Ingen roser uden torne.
125

Isfuglene
Af Astrid Taudal Vinther
Snefnug for gennem luften, som var det en million hvide insekter forfulgt af
en usynlig bølge. De dansede rundt på toppen af de enorme bjergkæder, som
køen af mennesker førte hen til.
Menneskekøen var en mørk kontrast til det ellers hvide snelandskab. En
pige stod i køen, hun rystede, og hendes blåbærblå læber skælvede i takt med
de forfrosne tænders klapren. Hendes lange, mahognibrune lokker legede
lystigt i vinden med de hvide insekter, og med halvt lukkede mørke øjne med
mørke rander under, betragtede hun betaget de store isfugle, hvis enorme
vinger og halefjer så ud til at være lavet af perlehvid silke, der cirkulerede
rundt om menneskekøen. Hun gøs et øjeblik ved tanken om alle de skrækhistorierne
om folk, der gik ud af køen og fik flænset hjertet ud af dem.
Kunne de virkelig være så onde?
Et vindpust ramte hende lige i hovedet og fik hende til at dykke ned i den
alt for store, brune jakke og svøbe det grå uldtørklæde tættere om sig. Pigen
vendte sig og så ind mod køen. Folk havde sat telte op eller skabt sig andre
former for ly, og radio- og tv-antenner stak op fra det, der var deres midlertidige
boliger, indtil de kom ind i byen inde i bjerget. Hun fik øjenkontakt
med en ældre dame med venlige, dybblå øjne og mange lag tøj på. Damen
vinkede pigen hen til sig.
”Katinka, ikke sandt?” Den ældre dames stemme var hæs og slidt, men
man kunne høre, at den engang havde været en rigtig varm stemme. Pigen
nikkede, jo, Katinka var hendes navn.
”Værsgo, lidt til at holde varmen.” Den ældre dame rakte Katinka et krus
med en tyk grøn suppe i. Den føltes først brændende mod hendes hænder,
men lidt efter spredte varmen sig fra finger- spidserne og helt op til albuerne.
Hun duftede til det, og den krydrede duft gjorde hende helt svimmel. Hun
kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde fået noget ordentligt mad.
Katinka tog en tår af den hede suppe. Hun smilte med lidt rødere læber til
den ældre dame.
Aftenstemningen i køen var præget af kulden. Selv efter flere måneder
126

havde folk stadig ikke vænnet sig til at sove i nattefrosten. En lille pige lå
rystende i sin mors arme og klynkede over kulden.
Nogle mennesker lå helt stive på den bare sne. Katinka tænkte hver aften
på, om de mon var døde, men de vågnede altid op næste morgen, som om
intet var hændt.
Selv sov Katinka aldrig. Hun kunne ikke sove, før hun havde fundet sin
far.
Katinka var overbevist om, at han ventede på hende inde i byen. Han ville
side i en have foran et solgult hus og vente på hende.
Katinka sad hver aften og fantaserede om, hvordan byen i bjerget mon så
ud, og for hver nat blev den større og smukkere. Intet var hvidt i Katinkas
drømmeby, alt var fuld af farver. Varme farver. Hun skævede mod bjerget
Hun var tæt på, og hun ville sikkert komme ind på den anden side af porten
en af de næste dage. Katinkas øjne skinnede ved tanken. Om få dage...
Den efterfølgende tid tog stormen mere og mere til. Alligevel gik Katinka
rundt, som sad der en lysende sol i hver af hendes mørke øjne. Hun hoppede
rundt i den smalle kø.
”Så stå dog stille, eller sæt dig ned, pigebarn!” bjæffede en mand med gråt
hår der strittede til alle sider af hans lille hoved, da hun var ved at vælte hans
morgenmad med sine dansende fødder. Normalt ville hun havde sagt undskyld
til den gamle mand og skyndt sig at stille sig pænt igen, men nu var det
anderledes. Et håb havde bredt sig indeni hende, og det føltes som om, de
hvide insekter hvirvlede rundt inde i hendes mave og ikke rundt om hende i
luften. Katinka bed sig i den lillablå underlæbe for ikke at komme til at grine
ad den gamle mand, og dansede videre.
”Det er nu alligevel dejligt med noget munterhed” sagde den ældre dame,
der havde givet Katinka noget af sin suppe nogle dage før.
”Ja, det har der ikke været meget af, siden Knogaga kom til magten, og naturen
blev fuldstændig forandret,” nærmest hviskede en lyshåret ung kvinde til
den ældre dame med frygt for, at isfuglene skulle høre hende. ”Knogaga er
ikke dårlig, det er ham, der giver os ly i bjerget,” brummede en mand med et
kraftigt, brunt overskæg.
”Jo, men det, jeg mener, er jo bare..” den unge kvinde talte stadig meget
lavt, men hendes ord startede en højlydt diskussion mellem en masse folk i
køen. Men Katinka hørte ikke efter mere, porten til bjerget var ved at blive
åbnet.
127

Katinka maste og puffede sig vej gennem de mange mennesker, hun var ligeglad
med alle de tilråb, om at hun skulle smutte tilbage til sin egen del af
køen. Nye folk, urolige ansigter, hun aldrig havde set før, selvom de havde
stået i samme kø i meget lang tid, mødte hende.
Hun var så tæt på sin far, kun få meter tilbage.
En varm damp ramte hende lige i ansigtet og fik hende til at stoppe op,
og de hvide insekter i hendes mave smeltede og blev til en kogende og dampende
blanding. Der var noget galt. Der var rødt lys der inde, en rådden og
asket lugt smøg sig sviende op i Katinkas næsebor. Hun ville skrige, men
dampen gjorde det svært for hende at trække vejret. Der var ingen by bag
porten, i stedet lå der noget, der lignede et bjerg af menneskelig. Katinka
vendte sig langsomt om. Der stod en oprørt flok af mennesker, nogle skreg
og græd, andre var helt tomme i blikket, men de fleste råbte, brølede og
klyngede sig til hinanden. En masse mænd, klædt i sorte uniformer, prøvede
panisk at få styr på flokken. Kogende vand boblede op i Katinkas mave. Hun
måtte væk.
Hun løb tilbage mod køen. Hun så ikke noget, hørte kun folks skrigende
stemmer, da hun løb igennem den oprørte flok.
”Far, far! Faar!” Hun hørte det tydeligt, og hun vidste, at det kom fra hendes
mund, men det lød ikke som hende. Katinka åbnede de mørke øjne, som
flakkede søgende rundt og så på hvert lille kendetegn ved de ansigter, hun
løb forbi. Ingen af dem var hendes far. Bare han alligevel var i køen. Han
måtte ikke være i bjerget af menneskelig på den anden side af porten, han
skulle være i køen!
Hun blev ved med at løbe, hun ville advare folk, men hun kunne ikke få
et ord over læberne og blev bare ved med at løbe.
Hun kunne høre et råb. Først troede hun, at det var hende selv, indtil det gik
op for hende, at stemmen kom inde fra køen og tilhørte en ung kvinde.
Katinka løftede ængsteligt de mørke øjne til det, hun vidste ville møde
hende. Hvis en istap kunne skrige, ville det lyde som det høje skrig, fuglen
udbrød, da den dykkede ned mod hende første gang. Isfuglen rev hendes
kind op med sine metalliske, skarpe klør. Katinka skreg af smerte, et kort
øjeblik blev verden gul, blå og lilla.
Fuglen dykkede igen. Katinka rullede en gang rundt i røde pletter, der
lyste i den kolde hvide sne, og hun undgik isfuglens andet dyk. Katinka langede
ud efter fuglen og fik fat i dens lange halefjer, og isfuglen så overrump-
128

let ud over, at den lille pige gjorde modstand.
Isfuglen prøvede forgæves at få fat i Katinka, men fordi hun nu sad på
ryggen af den, kunne den ikke nå hende. Hendes store mørke øjne blev
endnu større, da de søgte mod jorden, hun ville lukke dem men kunne ikke.
Isfuglen kunne ikke se noget for den rystende piges klamrende hænder, der
lå klamme og svedige for dens øjne.
Fuglen var begyndt at falde, men andre fugle var begyndt at komme til.
Katinkas skrig, da en Isfugls næb borede sig ned i ryggen på hende, var
så skingert, at det fik en lille pige nede i køen til at græde højlydt.
Isfuglene hakkede, bed og flænsede i Katinka med deres stærke kløer.
Hun gispede højt, da en fugls kløer jog gennem hendes arm.
Katinkas åndedræt blev hurtigere og kortere, hendes tanker blev tågede,
hun kunne næsten ikke mærke alle de andre isfugles næb og kløer. Hun bed
Isfuglen hun sad på, bed den i nakken. Mørkt blod strømmede ud fra fuglens
nakke og blandede sig med Katinkas eget blod, der lå klistret og rosenrødt
over den ellers perlehvide Isfugl. De styrtede.
”Katinkaaa!” lød det i det fjerne. En dyb varm stemme, der havde sunget
godnatsange for hende utallige gange. Hun lukkede øjnene, hun var svimmel.
Hun så en skikkelse komme løbende, var det bare hende, eller var det,
som om han lyste?
Hun smilede. Far.
129

”Knus mor”
Af Katrine Søndergaard
De kogende dråber fra automaten lander med hule lyde i papkruset. Det giver
genlyd hen ad den hvidmalede gang. Jeg smider et tebrev i kruset og sætter
mig atter ned på en af de tomme stole. Igen kommer en person i hvid kittel
ned ad den lange gang. Da benene i træskoene haster forbi, mærker jeg blikket
hvile på mig. Jeg lukker mine øjne i et langt sekund, og da jeg åbner dem
igen, er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg ser ned i gulvet eller op i loftet. Det ser
jo alligevel helt ens ud. Hvorfor egentlig vælge en så ufølsom farve på et så
følsomt sted? Jeg mærker klumpen i halsen, men accepterer den og lader den
blive. Det er okay lige nu. Jeg fører kruset op til læberne og slubrer dampende
te i mig. Straks registrerer tungen den velkendte smag af kamille. Som
den har gjort det så mange gange før.
Da mor trådte ind i værelset, blandede duften af aromalys sig med kamillen.
Jeg iagttog hende fra sengen. Hun stillede koppen foran mig på natbordet. Så
vendte hun sin opmærksomhed mod mig. Jeg klamrede min hjertemønstrede
dyne i hænderne, og sengen knirkede, da hun satte sig ned ved min side.
“Så,” var det eneste ord, der slap ud mellem hendes læber. Til gengæld så
hun på mig med øjne, der sagde: “Fortæl mig alt med det samme!”
Hvad kunne jeg, som fortvivlet teenagepige, skjule for min egen mor?
Alligevel tøvede jeg et øjeblik, før jeg vendte ansigtet mod hende. Hun smilede,
som for at sige: “Jeg er klar til at høre på dig. Selvfølgelig løser vi det.
Bare betro dig til mig.”
“Jeg sov jo hos Dennis efter festen for to uger siden,” fik jeg fremstammet.
Da ringede hendes telefon, og hun flåede den op af lommen. Med en
pegefinger strittende i vejret, svarede hun på opkaldet, lyttede et øjeblik og
sendte mig så et undskyldende smil. Hun forlod værelset, og lyden af de
faste skridt fortsatte helt ind i stuen, hvorefter døren blev lukket.
Tilsidesat. Igen. En fugleunge, som blev skubbet ud af reden af sin egen
mor, ville have haft det bedre.
130

Til dig fra mig, fordi du er noget særligt, stod der indgraveret i koppen,
der var efterladt på bordet. Noget særligt? Helt sikkert.
Teen var holdt op med at dampe, da et stadig smilende hoved kom til syne
i døråbningen.
“Arbejde,” sagde læberne, der bar smilet, og stemmen lød en anelse
udmattet.
Jeg så hen på mor. Hendes blik syntes endnu engang at fortælle, at hun
var klar til at lytte. Men min hals snørede sig sammen, og min stemme tørrede
ud. Jeg mumlede noget om, at det var lige meget nu. Der var ikke
engang en smule skuffelse at spore i mors ansigtstræk. Hun lukkede døren
bag sig, og stilheden bredte sig mellem Justin Timberlake-plakaterne, over
makeupbordet og bunkerne af tøj på gulvet. I det samme blev døren åbnet
igen med et sæt.
“Jeg får nok en smule travlt i aften, men så bestiller vi da bare pizza,”
sagde hun muntert. “Lyder det ikke godt?”
En dør har aldrig været så magtfuld. Den tårner sig op langs væggen med et
håndtag, der er stort og sølvskinnende. Og så er den lydtæt. Hvert sekund
kan håndtaget skifte stilling, så porten til en verden af svar går op. Hvorfor
piner jeg mig selv ved at sidde her med døren lige i synsfeltet? Der er vel
plads i venteværelset lige rundt om hjørnet. Og så er der hjemmelavet saftevand
og småkager. Det plejer der i hvert fald at være.
Jeg rejser mig og må stå og sunde mig lidt. Kvalmen er vendt tilbage. Jeg
lægger hånden på maven, der rumler som et væsen , der er uafhængigt af
mig. Har jeg overhovedet spist i dag? Jeg har aldrig lyst til mad mere. Det
hele er begyndt at smage så underligt. Også kamilleteen var blevet mere syrlig.
Det lagde jeg mærke til før, da teposen havde ligget og blundet i det skoldende
vand. Jeg bliver tør i munden, når jeg tænker på dét. Og på ham.
Klumpen i halsen vokser sig pludselig til dobbelt størrelse, og det sure
opstød følger hurtigt efter. Jeg tager en dyb indånding og sætter mig på stolen
igen. Endnu ingen mærkbare tårer. Den kolde facade må ikke bryde sammen,
blot fordi jeg er alene. Den eneste, jeg har lyst til at græde ud hos, er
min mor. Ironisk nok.
Mad-dag. Det havde været den mest uoverskuelige dag i lang tid. Endnu
engang lå fisken og sydede på den Becelindsmurte pande og sendte en stærk
lugt af torskerogn ud i køkkenet. Tørreklemmen pressede mine næsebor
sammen, og det gjorde ondt. Dog var det mere behageligt end konsekvensen
131

af at tage den af.
Maden blev anbragt på stuebordet. Selv satte jeg mig i en lænestol på den
dertil indrettede - som mor ville sige. I aften skulle det være. Der ville blive
grædt og råbt, og jeg ville føle mig ude af stand til at forsvare mig. Jeg ville
blive sat på plads, måske endda blive forbandet langt væk, være uønsket. I
aften skulle det være. Jeg ville føle, jeg havde en mor igen.
Ventetiden nåede det halvfemsende minut, før jeg tillod mig at tænde for
fjernsynet og finde mobiltelefonen frem. To beskeder.
Fra Amanda: “Har du været sammen med Dennis?! Sådan sammen sammen
sammen med ham?! Hvorfor fucking fuck har du ikke fortalt det? Det er
jo stort!”
Et dybt suk.
Fra Mor: “Overarbejde. Vent ikke på mig. Knus mor.”
Det mest overraskende var, hvor godt min mor havde lært at sms’e.
Jeg rejser mig igen. Det skal ikke vare flere timer derinde. Det skal være let
at afgøre min mors skæbne, og den skal være lige så lys som farven, jeg ser
omkring mig. Skal!
Hænderne møder min pande, men jeg fjerner dem hurtigt igen. Panden er
varm. Eller også er det hænderne, der er kolde. Skridtene, jeg tager hen ad
gangen, bliver pludselig flere, mere hastige. I maven dannes en stor knude,
der hele tiden vokser. Og så er der de tørre læber, jeg gang på gang må fugte
med tungen.
En kittelklædt mand, sandsynligvis den samme som tidligere, drejer om
hjørnet for enden af gangen. En eller anden kalder på ham med begejstring,
og han drejer hurtigt om på hælen og forsvinder igen. Gid, en eller anden
ville kalde på mig. Tage mig i favnen og forsikre mig om, at jeg slipper ud
herfra. Med mor i hånden. Hånden, jeg så længe har nægtet at holde offentligt.
Nu ville jeg gå hele verden rundt med et fast greb om lige præcis den
hånd. Den hånd, som sidder på de arme, som jeg så ofte har skubbet væk, når
mor forsøgte at omfavne mig. Nu ville jeg kaste mig i armene på hende og
aldrig give slip. Aldrig slippe synet af hendes ansigt. Det ansigt, jeg har forsøgt
at undgå at se på, hver gang mor har pralet med, at vi ligner hinanden.
Det har jeg aldrig ment var rigtigt.. Jeg har ikke rynker, har mere fyldigt hår,
har ikke de der gullige tænder efter 20 år med rød Cecil, er ikke lige så smuk.
Med hovedet begravet i hænderne falder jeg sammen på stolen. Jeg bider
mig selv i læben, hårdt. Stopper ikke, da jeg kan smage den jernagtige smag.
132

Vi holdt for rødt i lyskrydset, da mor igen vendte hovedet i min retning.
Vores blikke mødtes kort, hvorefter de igen blev kastet ud mod de hvide striber
på vejen. Der hang en akavet stilhed over sæderne, som ikke burde eksistere
mellem to så tætte familiemedlemmer. Mors fingre strejfede volumeknappen,
for at bryde tavsheden, som vi ikke rigtig kunne håndtere?
Det begyndte som en nynnen, men hurtigt begyndte ordene fra Nik & Jays
“Boing, Boing” at tage form på vores læber.
“Going, going.”
Jeg så hen på mor. Sang hun lige “Going, going”?
“Hendes “bip” går op og ned, som er for federn’, going, going!”
“Hvad er det, du synger?” spurgte jeg og undertrykte et smil.
“Jeg ved da godt, de ikke synger “bip”, men jeg skal vel være en anstændig
mor.”
Anstændig mor-emnet kunne vi debattere længe, vidste jeg. Men jeg var
ikke engang tæt på at konfrontere hende med det. Nu kiggede hun spørgende
på mig. Jeg sad nemlig og smilte stort.
“Men “going, going” og “er for federn’” synger de helt sikkert, mor.”
Mor. Det var længe siden, jeg havde sagt det ord.
“Det kan du da høre...”
Mobiltelefonen afbrød for velsagtens tusinde gang. Jeg vendte blikket
bort og var holdt op med at smile. Tættere var jeg ikke kommet på at grine
siden festen. Festen, der i mit hoved var døbt “Narrepikken Dennis”. Den
pludselig opståede kvalme forsvandt, idet jeg bemærkede, at telefonens
kimen fortsatte, og at Nik & Jay stadig flød ud af højttalerne.
”Jeg må ikke tale i telefon, når jeg kører bil,” sagde mor som svar på
spørgsmålet, der ikke blev stillet. Hun sagde det med det der smil, der både
var om læberne, men som også lå i øjnene.
Hun var pludselig den, jeg kunne putte mig ind til igen. Den eneste, som
altid kunne forstå. Og da var det, at ordene slap ud af min mund. Flere kilo
sten blev løftet af mine skuldre, og jeg tog mig selv i at sukke lettet. Ugers
tavshed var brudt. Nu måtte jeg tage konsekvensen. På en måde glædede jeg
mig til det.
Jeg søgte forgæves en reaktion i hendes ansigt, men det forblev udtryksløst.
Hun stirrede bare ud på vejen. Men hun så åbenbart ikke særlig meget.
Spejlbilledet ligner mig ikke. Det er blegt og forvrænget. Sløret. Det sidste
skyldes måske de første tårer. Jeg træder et skridt tilbage og støtter ryggen
mod den kolde mur af toiletfliser. Den samme mur, som toilettet står op ad.
133

Toilettet, hvori de røde stykker toiletpapir stadig flyder rundt . Jeg har set det
så mange gange på film og endda læst bøger, hvori lige dét er plottet.
Jeg vasker mine hænder for tredje gang. Tænker på mor. Med et sidste
blik i toilettet - jep, stadig rødt - skyller jeg ud.
Døren er stadig lukket. Den står tavs foran mig, men hvis den følte for det,
kunne den skraldgrine ned i mit ansigt. Intet kunne jeg gøre.
134

Koste hvad det vil
Af Amalie Klitgård
Kære Dagbog.
Onsdag, d. 04/04 - ’09
Jeg besøgte hans arbejdsplads i dag, men han havde tilsyneladende ikke
været forbi, siden det skete. Når jeg går hen til det forladte skrivebord, som
pludselig ser alt for rent ud, kan jeg ikke undgå at lægge mærke til dem.
Medarbejderne, der med sørgmodige øjne lægger hovedet på skrå, og siger
”Anne…” på den der medlidende måde, velvidende at jeg har mistet ham.
Tænk at en trafikulykke kan ændre et menneske så voldsomt, at han hverken
kan huske sin kone, sit arbejde, eller hvor han bor…
Jeg aner ikke, hvor han er nu, men jeg er overbevist om, at jeg nok skal finde
ham, og vinde ham tilbage. Han skal nok komme til at huske igen, det ved
jeg...
__________________________________________________________
Kære Dagbog.
Lørdag, d. 07/04 - ‘09
Det syntes mærkeligt indlysende at besøge parken, da jeg i dag vadede rastløst
rundt derhjemme. Min intuition var åbenbart med mig, for da jeg stod
ovre på den anden side af gaden, og ventede på at lyset skiftede til grønt, så
jeg ham.
Han sad alene på en hvid parkbænk, tydeligvis optaget af dagens avis.
Overalt omkring ham var der tegn på forår; alt blomstrede, og han var omgivet
af et virvar af grønt. Han havde hat på, hvilket han ikke plejede, men lignede
ellers sig selv.
135

Jeg vinkede til ham, idet han lagde avisen fra sig, men det var som om, han
ikke så mig. Da jeg nåede over på den anden side af gaden og næsten ind i
parken, havde han rejst sig. Jeg fulgte efter ham, men ude på åben gade, forsvandt
han i menneskemængden.
Gad vide hvornår jeg ser ham igen?
__________________________________________________________
Kære Dagbog.
Torsdag, d. 12/04 - ’09
Han er væk! Jeg har besøgt alle de steder, han plejer at være; i parken, på
arbejde… ja, selv hos hans tandlæge! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre…
Mon der er sket ham noget? … Hvad nu hvis han er død? Nej, jeg overreagerer!
Jeg ser ham sikkert snart igen…
Jeg savner ham bare så meget… Nogle gange får jeg en så knugende og ubehagelig
følelse i maven, at jeg bliver nødt til at ligge ned. Det føles som om,
at noget graver sig ud indefra. Som om jeg er ved at revne.
Han elsker mig stadig, det ved jeg. Inderst inde, skjult i hans glemte minder.
Det er dér, jeg må lede.
__________________________________________________________
Kære Dagbog.
Fredag, 13/04 - ’09
Sikke et held, at jeg elsker at lave mad! Jeg havde planlagt at lave en speciel
sauce til middag, men manglede lige de sidste ingredienser, som ville gøre
den helt perfekt, og tog derfor over i supermarkedet.
Og hvad skuede mit øje, da jeg stod ved en af fryseboksene? Han stod blot
få meter væk fra mig, i vinafdelingen. Først betragtede jeg ham blot på
afstand, indtil det gik op for mig, hvad det var for en vin, han overvejede at
købe.
136

Jeg tog vinen ud af hans hånd og lagde den tilbage på hylden. Forklarede
ham, at han ikke kan tåle den vin og stak ham i stedet den, som vi altid plejede
at drikke til aftensmad om lørdagen. Vores vin.
Den stakkels mand var uforstående, og stirrede blot tavst på mig. Men jeg
kan bare huske, hvor slemt hans udslæt var, da han drak den vin sidst…
Selv om han ikke har nogen erindring om mig, føler jeg stadig, at det er min
pligt at tage mig af ham.
Jeg håber, at smagen af vores vin vil få ham til at huske.
__________________________________________________________
Kære Dagbog.
Torsdag, d. 19/04 - ’09
Siden mødet i supermarkedet, har jeg ikke set min mand i snart en uge.
Derfor tog jeg ud på hans arbejdsplads igen i dag, og henvendte mig til sekretæren.
Tøsen var tydeligvis ikke klar over, hvad der var hændt ham, og sad
bare og stirrede ind i sin computerskærm, da jeg fortalte hende det. Tænk, at
have så usympatiske kollegaer!
Hvor kan han være? Måske vader staklen fortvivlet rundt og søgen efter en
person, han ikke kan huske, men længes efter?
Mon jeg skulle ringe til politiet og bede dem undersøge sagen? Jeg kan i
hvert fald ikke bare sidde her, og gøre ingenting! Jeg må finde ham, inden
han kommer til skade. Hvem ved, hvad han laver lige nu? Han kan ligge som
affald, sovende i en papkasse, i en af byens gyder! Og hvor skal han få penge
fra? Og mad og drikke, ikke mindst? Folk må have været gavmilde, siden han
havde råd til at købe vin. Det var trods alt ikke en helt billig vare.. Måske
havde han tænkt sig at stjæle den?
Jeg bliver nødt til at finde ham!
__________________________________________________________
137

Kære Dagbog.
Lørdag, d. 21/04 - ’09
Deprimeret, og efterhånden ved at miste troen på nogensinde at finde ham
igen, tog jeg på diskotek. Også selv om det måske ikke er helt normalt, at
drikke hjernen ud, alene en fredag aften. Specielt ikke som 34-årig.
Da de første vodkatonics var drukket, og jeg efterhånden var begyndt at spekulere
på, hvilken drink der skulle være den næste, dukkede han op. Han var
sammen med et par andre fyre - sandsynligvis nogle nye venner.
Kort tid efter bevægede han sig ud på dansegulvet. Jeg overvejede, om jeg
skulle gå ud til ham, men lod være. I stedet betragtede jeg ham tavst fra min
plads ved baren.
Sjovt, som hans stil havde ændret sig. Før bevægede han sig aldrig ud på
dansegulvet, men nu var han som en fisk i vand. Bevægede sig, som havde
han aldrig lavet andet end at danse.
Jeg nød showet, indtil en anden kvinde åbenbart også havde fået øje på ham.
Hendes hår var stort og mørkt, læberne røde og øjenvipperne lange og flirtende.
Som en kat gned hun sig op ad ham, gjorde sig lille for ham… Ja,
næsten spandt for ham! Den dulle…
Efter et stykke tid gik kvinden på toilettet. Jeg greb straks chancen og tog
kontakt til ham.
Genkendelsen viste sig i hans øjne, da han så mig. Fremskridt!
Jeg stak ham en seddel med mit nummer, og fortalte ham - idet jeg puttede
sedlen i hans lomme - at han bare skulle ringe, hvis han havde problemer.
Han sendte mig bare det der tomme, undrende blik, da jeg spurgte, om han
var sikker på, at han kunne klare sig selv. Om han selv kunne skaffe mad, og
havde en seng at sove i? Jeg tilbød, at han kunne tage med mig hjem. At jeg
kunne sørge for ham. Men han rystede blot på hovedet, og gik. Efterlod mig,
på det fyldte dansegulv, som pludselig føltes underligt tomt.
Gud, hvor jeg håber, han ringer!
138

Kære Dagbog.
Jeg modtog et opkald i går aftes, og gæt hvem det var fra?
Mandag, d. 23/04 - ’09
Han ringede! Og jeg, som troede, at alt håb var ude!
Han sagde, at han gerne ville mødes med mig, i parken. Måske kan han
huske noget mere?
Åh, jeg håber sådan, at det hele vil gå godt… Jeg skal nok få ham til at
huske! Mit håb er lige vokset til det tredobbelte!
Ønsk mig held og lykke!
__________________________________________________________
Kære Dagbog.
Tirsdag, d. 24/04 - ’09
Vi sad sammen på den hvide parkbænk, da han trak et lille avisudklip frem
fra sin inderlomme. Han bad mig læse det., men jeg fandt aldrig ud af hvorfor.
Syntes han bare, det var en morsom tilfældighed?
I avisudklippet stod, at en 35-årig mand var blevet dræbt i en bilulykke. Jeg
sagde, at det næsten var ligesom den ulykke, han var blevet ramt af.
Det pudsige ved artiklen var, at den afdødes kone også var i 30’erne, og hed
fuldstændig det samme som jeg. Stakkels kvinde. Hun må have været gået
fuldstændig i chok. Godt, det ikke er mig…
Jeg forstår dog stadig ikke, hvorfor han gentagende gange bad mig om at se
ordentligt på ham og blev ved med at sige, at han ikke var min mand. Der er
tydeligvis lang vej igen, før vores forhold bliver som før.
Det er synd for ham, at han må igennem så meget. Det bliver en hård kamp,
men i sidste ende ved jeg, at det nok skal lykkes. Jeg skal nok vinde hans
hukommelse tilbage, koste hvad det vil.
139

Livet er en træbom
Af Katja Nilsen
”Hold balancen, Michelle!”
Det kan hun sagtens sige. Michelle rejste sig fra madrassen, der havde
afbødet hendes fald. Hun behøver ikke balancere en halv meter oppe i luften
på en træbom, der ryster værre end Rose, når hun skal fremlægge.
Hun gik med værdige skridt ned bag den lange række af teenagepiger
klædt i korte shorts eller joggingbukser. De stod alle i kø bag den åndssvage
balancebom, som deres optimistiske klasselærer, der i daglig tale blev kaldt
’Miss Bruncreme’, havde bestemt, at de alle sammen skulle over. Det var for
fjollet, at de skulle gøre det. De gik jo ikke i første klasse mere, vel?
Forhindringsbaner var rigtig sjove, indtil man blev tolv. Så var en træbom
pludselig bare en træbom igen. Miss Bruncreme ville ikke acceptere, at hun
ikke kunne komme over.
”Michelle, prøv igen. Det er slet ikke så svært, som du tror. I virkeligheden
er det meget enkelt. Men du bliver nødt til at tro på dig selv.”
Michelle sukkede og gik med tunge skridt hen forrest i køen. Miss
Bruncreme havde det med at forveksle en kedelig skoledag med en episk
film og brugte utallige klichéer, når hun skulle opmuntre sine snart ret modløse
elever. Måske var det, fordi hun, som alle andre også kedede sig og prøvede
at bilde sig selv ind, at det var en episk film, og at der var en mening
med det hele. Det ville være rart at kunne tro på.
”Lad være med at være bange, Michelle,” kvidrede Bruncreme med sin
sædvanlige, optimistiske peptalk-stemme. ”Du behøver ikke hoppe ned til
den ene eller den anden side, når du bliver nervøs. Du skal bare finde balancen.”
Det kan hun stadig sagtens sige, var Michelles sidste tanke, før hun igen
med rystende fødder trådte op på den usikre, lysebrune bom, der hang over
to bløde madrasser. Hun holdt armene ud til siden som en imitation af en
professionel linedanser og gik forsigtigt et skridt frem. Bommen rystede let,
da hendes fod atter en gang berørte den, og hun skælvede. Det var ikke, fordi
der var særlig langt ned, og desuden var det blødt at lande. Hun havde ikke
140

noget imod at være nede; det var oppe, hun ikke kunne finde ud af.
Da hun usikkert gik endnu et skridt på den glatte overflade, følte hun
straks ubalancen, der sprang ind på hende og omslyngede hende mentalt som
en kæmpeblæksprutte. Den fik hende til at vakle, plantede et frø af frygt i
hende og udslettede i det øjeblik al den tro, hun havde på sig selv. Og inden
det usikre kunne nå at vælte hende, sprang hun ned på den ene madras. Miss
Bruncreme sukkede.
”Du bliver nødt til at lære at holde balancen, Michelle. En dag vil den
madras ikke være der mere, og hvad vil du så gøre?”
Sandsynligvis sigte efter dig, når jeg hopper, og gøre det til min sidste
mission at brække din hals, tænkte Michelle, vendte ryggen til Miss
Bruncreme og gik sin vej.
Hold balancen, hold balancen, remsede Michelle for sig selv med en mental,
hånende efterligning af Miss Bruncremes utrættelige stemme. Jeg føler
faktisk, at jeg har vigtigere ting at rette min opmærksomhed imod.
”MICHELLE!” Et skingrende, langtrukkent hyl rev hende brat ud af sine
tanker og slyngede hende tilbage til virkeligheden. Hun snurrede rundt og
fangede et glimt af lysebrun hud og afbleget, langt, svingende hår, før Pia
hang i hendes arme, grinende og larmende på sin sædvanlige underholdende
facon. Michelle nåede ikke engang at sige ’hej’, før et af Pias sædvanlige
snakkeanfald kom væltende og begravede hende som en lavine. Hun snakkede
og snakkede og stoppede kun i korte sekunder for at hive luft i sig, så
hun kunne snakke videre. Michelle var ikke interesseret i over halvdelen af
det, hun fortalte, og det, der måske kunne have fanget hendes interesse,
nåede hun aldrig rigtig at kommentere, før Pia var i gang med et nyt emne.
Mens Michelle og Pia havde deres ’samtale’, stod Pias hjernedøde hær af tilhængere
bag hende og nikkede opmuntrende.
Hendes talestrøm stoppede først, da klokken for længst havde ringet ind
til næste time, og deres matematiklærer for tredje gang bad, ja, nærmest tiggede,
om stilhed.
Pia blev straks omgivet af sine tilbedere, så Michelle så sig om og fandt
en plads ved siden af Rose, der sad skjult bag sit lange, mørke hår.
”Hej,” hilste hun med et anstrengt smil.
Rose fjernede knapt nok sine mørkebrune øjne fra deres kedelige matematiklærer,
da hun nikkede til hilsen.
”Har du lavet lektier?” spurgte Michelle henkastet og studerede ud ad
øjenkrogen det perfekt organiserede hæfte, som lå opslået foran Rose.
141

”Jah, Michelle, siden du spørger så pænt, må du gerne kigge efter.” Rose
kunne ikke skjule sit smil, da hun opgivende viste Michelle dagens stykker
og hurtigt og lavmælt forklarede hende det hele.
”Jeg elsker dig!” Michelle griflede løs. ”Det her er absolut sidste gang.
Og jeg mener det, Rose! Fra nu af laver jeg alle mine lektier selv.”
”Ja ja.”
Matematiktimen gik i gang, og efter et stykke tid blev forklaringerne om
ligninger med to ubekendte blot en lav summen i hendes ører, og hendes tanker
gled væk til vigtigere ting. Pia og Rose var hendes bedste veninder –
begge to. De var forskellige som dag og nat og snakkede aldrig rigtig sammen,
selvom de ikke åbenlyst så ud til ikke at kunne lide hinanden. Hun
elskede dem lige højt, men havde svært ved at fordele sin tid imellem dem,
når de var så unikke på hver deres måde. Hun sukkede og lod sine tanker
flyve endnu længere væk.
Telefonen brummede på bordet og spillede den sædvanlige melodi. Michelle
sad hjemme på sit værelse og stenede Sims 3 med glasagtige, tomme computer-øjne.
Uden at fjerne sit blik fra den farverige skærm tog hun telefonen
og førte den op til sit højre øre.
”Hej, det er mig.”
”Hej, Michelle! Det er Pia! Vi skal i byen i morgen aften!”
”Hvad skal vi?”
”Vi skal i byen i morgen aften! Please, sig nu, at du kan!”
Hun trak på det. ”Jo, det tror jeg da godt, at jeg …”
”Okay, godt! Vi ses! Hej hej, søde!”
Før Michelle kunne nå at sige farvel, var den røde knap trykket ind i den
anden ende, og den ordløse hyletone fyldte hendes ører. Den var ikke særlig
god at sige farvel til, men god til at sætte gang i hendes egne tanker. Morgen
aften, lørdag aften … oh shit, der skulle hun jo være sammen med Rose! De
skulle se film og hygge sig hjemme hos Rose. Selvom Michelle holdt lige
meget af sine veninder, virkede tanken om at gå i byen alligevel mere lokkende
end at hænge derhjemme. Det føltes også ligesom … sejere. Så selvom
hendes samvittighed brokkede sig, skrev hun en hurtig sms til Rose om,
at hendes kusine kom på besøg, og at hun desværre blev nødt til at blive
hjemme.
Hun sprang ned fra balancebommen.
Michelle og Pia havde tilbragt flere timer med at diskutere fest, finde tøj,
142

lægge makeup og grine fjollet. Høj musik blev presset ud af højtalerne på
Michelles værelse, og hun kunne mærke rytmen forplante sig i sin krop og
få hendes hofter til at bevæge sig i svingende bevægelser. Hele hendes krop
bankede af energi, og hun snurrede rundt og følte sig levende.
”Jeg går lige på toilettet!” annoncerede Pia gennem larmen og lavede små
dansetrin hele vejen ud på badeværelset. Michelle grinede ad hende og gav
sig nynnende til at lægge endnu et lag mascara på sine allerede kulsorte vipper.
Den dunkende rytme skød gennem hendes krop og fik hende til at føle
sig smuk og overlegen …
”Michelle…!”
… og hendes mors stemme ødelagde effektivt fornemmelsen.
”Michelle, kom lige ned!”
”Hvorfor?” Typisk hendes mor at afbryde hende midt i sin jeg-føler-miglevende-ekstase!
I det samme gik døren til hendes værelse op, og ingen andre end en Rose
med store, sårede øjne bag brilleglassene trådte ind.
BANG!
Hun kunne bogstavelig talt høre den buldrende, bragende lyd, det gav, da
hele hendes verden styrtede sammen om ørerne på hende. Hvorfor var Rose
her? Rose skulle ikke være her! Rose skulle ikke opdage, at hun og Pia skulle
til fest, og at Michelle helst ikke ville hænge på ikke-så-festlige Rose …
og for resten heller ikke være sammen med hende lige dén aften. Kunne hun
stadig nå at redde det?
”Rose! Ja, min kusine kom altså ikke alligevel, men jeg ville ikke ringe
og sige det, hvis du nu havde planlagt alt mulig andet.”
”Aha.” Rose lagde armene over kors. ”Hvorfor spiller du så musik og
springer rundt i dit festtøj som en hare i hypermode?”
’Hare i hypermode’. Den var god. Roses humor var bedst, når hun var
såret eller ked af det og ville dække over, hvordan hun virkelig følte.
”Jeg … havde bare lige lyst.”
I det samme kom Pia springende ind på værelset og skreg højt: ”Så er det
tid til at feste…!”
Og nu har vi så officielt fået fastslået, at hvide løgne er noget virkelig
skidt. Michelle sukkede slagent. Hvem havde sagt noget om dårlig timing?
”… bare lige lyst til at gå i byen med Pia,” mumlede hun og så ned.
Pias gråblå øjne flakkede fra Michelle til Rose med et enkelt hævet øjenbryn
og en sjov grimasse. Det var nogenlunde det samme udtryk, hun havde,
når deres fysiklærer spurgte hende, hvad en ion-forbindelse var. Roses øjen-
143

yn var krøllet sammen i påtaget vrede, men hendes øjne var fugtige, og
hendes hænder rystede. Michelle havde mest af alt lyst til at trække i en
burka, rejse til et fjernt land i Østen og blive en eller anden rig oliesheiks
ottende kone.
”Hvad sker der her?” spurgte Pia, da tavsheden havde varet endnu et par
lange sekunder og var blevet ekstrem akavet og mærkelig. At musikken bankede
videre i baggrunden gjorde bare alting mere kejtet, som om den alene
var et tegn på den løgn, Michelles tvedelte tunge havde spyttet ud.
”Spørg Michelle om det.” Rose rettede på sine briller. ”Hvis det er altså
er muligt for dig at få hende til at fortælle andet end løgne.”
Og med de ord strøg hun ud af døren. Michelles samvittighed skreg, som
om den blev pint med forfærdelige torturinstrumenter, da hun hørte Roses
hastige skridt på trappen og lyden af hendes undertrykte hulk.
Pia lagde hovedet på skrå og så på hende. ”Hvad handlede det om?”
At udmale sine misgerninger for sin veninde var ikke lige det, Michelle
havde mest lyst til i det øjeblik, men hun fortalte alligevel historien med lav,
selvdestruerende stemme. ”… og så valgte jeg, at jeg hellere ville være sammen
med dig,” afsluttede hun og slog ud med armene.
”Årh, dit stakkels fjols.” Pia gav hende et medfølende knus bagfra, men
berøringen af Pias varme arme føltes som helvedes flammer mod Michelles
hud. Hendes indre var frosset til is, og hun havde ikke lyst til at trække vejret.
Hvad havde hun dog gjort? Hun havde mistet Rose. Generte, uskyldige
Rose, der aldrig, aldrig, aldrig kunne finde på at såre nogen. Det var som at
få flået en del af sin sjæl ud, en del, der aldrig kunne erstattes igen.
”Kom.” Pia stak sin arm under hendes. ”Lad os drikke os stive og glemme
alt det her. Jeg ved, det vil få dig til at blive glad igen!”
Michelle havde lyst til at le bittert, men gjorde det ikke.
”Jeg har ikke lyst. Gå du bare, men jeg tror, jeg bliver i min seng.”
”Det kan du da ikke!” Pia så forarget på hende. ”Vi har aftalt det her! Du
lovede mig det!”
”Jeg havde også lovet Rose noget,” bed Michelle. ”Og jeg svigtede hende.
Så vil du ikke nok gå?”
Pia sendte hende et sidste vantro blik. Så spyttede hun: ”Jeg forstår, hvorfor
Rose droppede dig.”
Og som om intetheden sugede alle de ting, Michelle havde kært, til sig,
var Pia snart også væk. Hun trampede rasende ned ad trappen og strøg ud af
huset. Michelle følte sig ikke engang ked af det, bare … chokeret. På ti
minutter var hendes sociale liv faldet sammen som et skrøbeligt korthus og
144

lå nu i ruiner for hendes fødder.
Lidt efter hørte hun bløde stemmer udenfor, og hun slukkede for den bankende
rytme og gik hen til vinduet. Synet, der mødte hende, fik hendes krop
til at blive slap, så hun faldt sammen på gulvet, mens hun med grusom klarhed
endelig indså, hvad hun skulle have gjort helt fra starten af.
”Michelle, hold balancen!”
Lydene var ikke længere hørlige for andre end Michelle selv, som til gengæld
tydeligt hørte Miss Bruncremes påtagede optimisme i sit hoved. Den
gav genlyd, og som var hendes sind en stor hal, blev lyden kastet frem og tilbage
inde i hende. Hvis nogen så hende nu, ville de måske undre sig over,
hvad en elev lavede i skolens gymnastiksal en søndag nat. Normalt havde
elever en vane med at prøve at undgå at komme tilbage i skole. Men ting var
ikke normale nu. Rose og Pia var en del af ’normal’, og uden dem var det
hele tomt, gråt og intetsigende. Og hun blev nødt til at finde ud af det …
finde ud af, om det, hun troede, var sandt.
Af en eller anden grund var balancebommen stadig fremme, selvom alt
andet var væk. Det svage månelys, som sneg sig ind ad vinduerne under loftet,
oplyste den glatte lak på træbommens overflade.
”Det er slet ikke så svært, som du tror. I virkeligheden er det meget enkelt,
faktisk. Men du bliver nødt til at tro på dig selv.”
Det var smertefuldt. Løsningen havde været der hele tiden, men hun
havde været for blind, for selvglad, til at indse det! Hun havde lidt nederlag
på grund af sin egen dumhed. Hun steg op på balancebommen med tilbageholdt
åndedræt. Bredte langsomt armene ud som en ørn breder sine vinger,
før den kaster sig ud fra en klippetop. Tog et skridt frem. Bommen rystede,
men Michelle vidste nu, at det ikke gjorde noget. Den ville ryste nogle
gange, men der var ikke andet for end at gå videre og blive ved med at holde
balancen. Hvis det virkelig var dét, man ville. Og det havde det været.
Skridt for skridt gik Michelle længere og længere ud på træbommen. Og
hun hoppede ikke ned denne her gang, for der var ikke længere madrasser til
at afbøde hendes fald. Hun var alene nu. Men hun havde lært at holde balancen.
Og så var hun ovre. Hun var kommet hele vejen over og havde holdt sig
selv i ligevægt. Med større og større forståelse sank hun sammen på gymnastikgulvet.
Hun havde set dem. Pia og Rose. Den aften hun havde ødelagt det
hele, havde de trøstet hinanden. Hele søndagen havde de været sammen, sikkert
bagtalt hende, og inde på msn havde de allerede skrevet sukkersøde ting
145

om hinanden. Og hun havde ikke fattet, at det bare var det, hun skulle have
gjort; bare skulle have ført dem sammen, alle tre.
Hun skulle bare have holdt balancen.
146

Lyskrystallen
Af Jacob Jørgensen
Sjeran gled igen på en af de mange fugtige klippesten. Hans håndflader blev
slået til blods, da han afværgede faldet. Træerne var nu så tætte, at deres kroner
skyggede for himlen, og kun nogle få lysstriber trængte gennem løvet.
De fugtige klipper henlå i halvmørke, hvilket gjorde det umådeligt svært at
bevæge sig på dem. Sjeran rettede sit blik fremad og kunne se Edians skikkelse
ved et bøgetræ lidt fremme.
”Kom nu” råbte Edian. ”Jeg tror, at vi nærmer os.”
Sjeran gik så hurtigt, det lod sig gøre, hen imod bøgetræet. Hans sværd
klirrede i takt med hans skridt. I denne situation var det nok noget af det vigtigste,
han havde på sig. Hvem kunne vide, hvilke farer de ville møde?
Sjeran havde allerede mødt overraskelser nok. Den onde fyrst Orions tropper
havde antændt hver en hytte og hvert et bo i landsbyen i sin kamp efter
magten. De havde dræbt næsten alt på deres vej. Kun ganske få havde overlevet.
Sjerans bedstefar, der altid havde fortalt ham en masse myter, historier
og legender, havde sendt Sjeran ud på en mission. En mission, der måske
ville koste ham livet. En mission, der måske var for stor en mundfuld for en
17-årig dreng, men dog en mission, der kunne udslette fyrst Orion helt og
aldeles, hvis den lykkedes. Sjeran skulle have fat i den ældgamle lyskrystal,
som for over 1000 år siden blev udhugget af det såkaldte ”skovfolk”. Det var
en krystal, som kunne styre lysets gang, lysets sind og ikke mindst lysets
kraft, og derfor kunne den udrydde alle mørke kræfter og alle væsner med et
mørkt sind. Hvis en lysstråle ramte denne krystal, ville den blive voldsomt
forstærket. Sjerans bedstefar havde fortalt ham, at skovfolket lignede en
slags kæmpeknælere på to ben. Sjeran havde syntes, at det lød en smule
komisk, men hans bedstefar havde taget det dybt alvorligt. Nu, hvor Sjeran
sandsynligvis skulle møde dem, rystede hans ben under ham. Dette folk
havde stadig krystallen i sin varetægt dybt inde i skoven. Det var der, de var
på vej hen nu. Mange havde forsøgt at tage krystallen fra dem, men ingen
var nogensinde vendt tilbage fra skoven. Måske på grund af en ed, som menneskene
for lang tid siden aflagde for skovfolket. De svor på aldrig at nærme
147

sig deres område i skoven. Til gengæld skulle skovfolket holde sig væk fra
menneskenes områder.
Det havde været endnu en overraskelse, da Sjeran mødte Edian. De var
gamle venner og havde tilbragt det meste af deres barndom med at kæmpe
med træsværd. For næsten et år siden var Edian og hans far rejst bort.
Hvorhen var der ingen, der vidste. Da Sjeran flygtede fra landsbyen, var han
kommet forbi en lille gruppe mænd, der sad omkring et bål. De var flygtet
fra forskellige landsbyer, der alle var blevet brændt ned. Edian havde siddet
iblandt dem, og da han hørte, hvad Sjeran havde til opgave, havde han insisteret
på at følge med ham. Edian havde fortalt, at en af hans nye venner var
rejst ind i skoven for at finde krystallen, men at han aldrig var vendt tilbage.
”Og lige siden har jeg haft en uslukkelig hævntørst,” havde han sluttet sin
historie.
”Kan du også høre noget?” spurgte Edian.
De stoppede og lyttede. En svag lyd af rislende vand nåede deres øre. Det
var den eneste lyd, de kunne høre. Der var ingen fugle, og ikke en vind rørte
sig.
”Tror du, at det er en sø?” spurgte Sjeran en smule foruroliget.
Edian rystede på hovedet.
”Aner det ikke.”
De gik forsigtigt videre og fulgte lyden. Den blev højere og højere. Efter
nogle minutter kom de til en lille bæk, hvis klare, rislende vand løb ud i en
stor, beskidt sump. Sjeran rynkede på næsen ved lugten. Edian gik hen til
kanten af sumpen, og Sjeran fulgte med. Han lænede sig forsigtig ind over
det grønne vand og var i næste øjeblik ved at kaste op. Lig og forskellige
kropsdele lå lag på lag i sumpen. Man kunne lige skimte de blege, hvide
hoveder samt de tynde arme og ben. Nogle af ansigterne havde vidt åbne
øjne, mens andre havde dem lukkede.
Sjeran bakkede hurtigt med kvalme og bankende hjerte. Han satte sig brat
ned på en klippe. Lidt efter fik han selskab af Edian. Hans ansigt var næsten
lige så blegt, som ansigterne i sumpen, men han så også meget tænksom ud.
”Hvordan tror du, at de er havnet der?” spurgte han og rynkede panden.
”Det ved jeg ikke,” svarede Sjeran. ”Men jeg synes, at vi skal se at komme
væk herfra.”
Han havde knap nok færdiggjort sin sætning, før de hørte et højt knæk fra
et sted i nærheden. Med hjertet hamrende i brystkassen trak Sjeran hurtigt sit
sværd og rejste sig. Edian fulgte hans eksempel. Det første knæk blev efter-
148

fulgt af flere. Sjeran og Edian stod ryg mod ryg. Med et var de omringet af
et dusin kæmpeknælere. De var lige så grønne som slimet i sumpen, og de
bar spyd, der var næsten seks fod høje. Selv var de omkring syv fod. Deres
øjne var røde og sad med en afstand på ni tommer fra hinanden. De klikkede
som gale med deres lange spidse tænder, som om de var ophidsede. De to
drenge trak deres sværd, som de havde gjort så mange gange før.
”Sænk sværdene. Ellers vil I møde samme triste skæbne, som de, der ligger
på bunden af sumpen.” Den største knæler trådte ud af rundkredsen.
Stemmen var dyb og brummende, men samtidig stærk og frygtindgydende,
og den talte i stød.
”Som om I ikke vil dræbe os begge to, hvis vi sænker vores sværd!” råbte
Sjeran og lød langt modigere, end han følte sig. Trods sine ord sænkede han
sværdet, så det rørte klippestenene med en ringende lyd. Edian fortrak ikke
en mine.
”I aflagde en ed!” En af de andre knælere trådte frem. Den talte også i
stød. Måske gjorde alle knælere det? ”I aflagde en ed, og den må I holde. Vi
er i vores gode ret til at spidde jer, hvis vi har lyst.”
”Vi skal ikke spidde dem,” sagde den største knæler. ”Vi tager dem med
til landsbyen. Der kan vi afgøre deres skæbne. Ligesom med de andre tåber,
der før har vovet sig herind.”
Alle knælerne begyndte nu langsomt at bevæge sig indad, så rundkræsen
blev mindre og mindre. Til sidst stod de kun to fod fra Sjeran og Edian. De
lugtede næsten ligesom sumpen.
”Følg med!”
To knælere greb fat i drengene og slæbte af sted med dem. Resten af knælerne
fulgte trop. Mens de gik, begyndte Sjeran igen at få kvalme. Kun et lyspunkt
holdt ham kørende: Nu vil de sandsynligvis blive ført tættere på krystallen.
De bevægede sig længere og længere ind i skoven. Til sidst lod trækronerne
ikke en eneste lysstribe slippe ind. Få øjeblikke senere gik de ned i en
slags kløft. Den var næsten 20 fod dyb. Der var fakler på begge sider af slugten.
De lyste med et dunkelt rødt skær.
De gik ind i en slags tunnel og efter en stund kunne Sjeran ane lys forude.
Da de endelig trådte ud i den friske luft, kunne Sjeran ikke holde et gisp
tilbage. De var trådt ud i noget, der mest af alt lignede en lille landsby bestående
af små klippehuler. Her og der stod der knælere i samtale med hinanden.
En hovedgade strakte sig tværs gennem området med huler. Foran nogle
af hulerne var der en lille have, mens der foran andre var gravet små bål-
149

pladser. Hele byen lå i en fordybning, så de havde ingen muligheder for at
flygte af andre veje, end ad den de var kommet. Sjeran lagde mærke til, at to
spydbærende knælere stod vagt på hver sin side af tunnelen.
Da kortegen af kæmpeknælere og de to drenge bevægede sig gennem
landsbyen, blev de tæt fulgt af blikke. En del knælere kom ud af hulerne for
at betragte dem. Al samtale forstummede.
Efter et stykke tid kunne Sjeran se enden af hovedgaden. Her var en slags
trappe, der så ud til at være lavet af ægte guld. Den førte op til en høj, fornem
trone. På tronen sad en knæler. Den største, de endnu havde set. På
hovedet havde den en mægtig krone, og rundt om halsen bar den et smykke
af krystaller. Da den så dem ankomme, rejste den sig, så halssmykket klirrede,
Sjeran måbede. Den største krystal i halssmykket var lyskrystallen. Hans
bedstefar havde beskrevet den for ham: ”En gennemsigtig, ruderformet krystal
på størrelse med en knyttet hånd.”
For bare en halv times tid siden, havde opgaven set helt umulig ud, men
nu… De stoppede foran trappen. Sjeran og Edian blev ført frem, så de stod
forrest.
”Herre Gorgo,” sagde den knæler, som holdt Sjeran. ”Disse mennesker
blev fundet ved Den Døde Sump, tilsyneladende i færd med at udforske
vores territorium!”
Alle de omkringstående knælere klikkede nu voldsomt med kæberne af
ophidselse. Et par af dem rystede truende med deres spidse kløer i retning af
Sjeran og Edian, og de, der bar spyd, truede med dem. Gorgo stirrede blot på
de to mennesker. Efter lang tavshed åbnede han munden:
”Hvad vil I her mennesker?” spurgte han og lagde ekstra tryk på det sidste
ord.
Sjeran sank en klump og forberedte sig på en løgnehistorie:
”Vi, vi ville bare,” begyndte han stammende og rømmede sig, for at få
mere betænkningstid. ”Vi ville bare… Altså vi prøvede at krydse skoven,
men vi fór vild, så…”
”Løgner!” råbte Gorgo og rejste sig. ”I er ude efter denne krystal!”
Han greb fat om lyskrystallen. Igen klikkede de omkringstående knælere
som gale.
”Dræb dem på stedet!” skreg en af dem.
Gorgo betragtede dem længe med et overlegent blik. De røde øjne var
kolde og mørke, mens munden var fordrejet i et ondskabsfuldt smil. Sjeran
holdt vejret og ventede på sin skæbne. Edians ansigt var fuldkommen
udtryksløst.
150

”Vi afholder ceremonien i morgen,” lød det endelig fra Gorgo. ”Smid dem
i krypten. Hvis de overlever natten, må de tage konsekvenserne af deres
handling i morgen.”
De to kæmpeknælere, der holdt Sjeran og Edian, skubbede dem brutalt
hen imod en stentrappe, der førte dem ned under landsbyens hovedgade.
Også hernede var der fakler på væggene. Der var seks små fangeceller ved
siden af hinanden. Sjeran lagde mærke til, at der lå utallige knoglerester i
cellerne. Han fik atter kvalme og lagde knap nok mærke til, at den ene af
knæleren visiterede ham fra top til tå. Han havde ikke andet på sig end sit
sværd. Edian blev visiteret ved siden af. Det svimlede for Sjeran. Alligevel
kunne han sagtens mærke smerten i begge knæskaller, da han blev kastet
hårdt ned mod cellens stengulv. Døren blev smækket i efter dem. Han kunne
høre et klik og vidste, at en slå var blevet skudt for. Cellen var kun svagt
oplyst af en fakkel. Sjeran kunne mærke den varme strøm af blod fra sine
knæ. Svimmelheden tog til, mens smerten i knæene voksede. Lidt efter mistede
han bevidstheden.
”Op. Kom så OP!”
Sjeran vågnede med et sæt. Han spjættede og mærkede en grøn, slimet klo
gribe brutalt fat i sin krave. Faklen, der havde oplyst cellen den foregående
aften, var gået ud, men lidt morgenlys sivede ind. Knæleren, der havde råbt
ad Sjeran, fik ham på benene.
”Ud med jer,” skændte den og puffede dem hårdt ud af cellens dør. Da
knæleren trådte ud af cellen og vendte sig om for at lukke døren, tog Edian
en knogle frem, som han havde gemt under sin trøje. Knæleren nåede end
ikke at vende sig om, før han slog den hårdt mod dens hoved. Knæleren spilede
øjnene op og tabte sit spyd. Et sekund senere lå den på jorden.
Bevidstløs. Sjeran så chokeret på knæleren og dernæst på Edian.
”G-godt gjort,” fremmumlede han.
”Vi må se at komme ud herfra,” sagde Edian. ”Men først må vi have fat i
krystallen.”
”Hvordan?”
Edian rømmede sig.
”I går lagde jeg mærke til en hule ved siden af Gorgos trone. Den var
udsmykket med opaler og forskellige diamanter. Den ligger kun få fod fra
trappen. Jeg er helt sikker på, at det er der, han sover.”
Det lød som om, han havde tænkt det hele omhyggeligt igennem.
151

”Så nu lister vi os op til hulen, finder Gorgo, dræber ham og tager krystallen?”
konstaterede Sjeran, hvorefter han samlede knælerens tabte spyd op.
Med spyddet i sine rystende hænder, og med Edian foran sig, gik Sjeran forsigtigt
op ad trappen. Edian, der stadig havde knoglen i hånden, tjekkede, om
der var fri bane. Så vendte han sig om.
”Der er ingen deroppe,” hviskede han. ”Når jeg siger til, løber vi, så hurtigt
vi kan, hen til hulen. Vi smutter indenfor, og før Gorgo når at fatte, hvad
der sker, stikker du spyddet i ham og tager halssmykket. Er du med?
Sjeran nikkede. Edian stak igen hovedet op.
”NU!”
De løb alt, hvad de kunne. Da Sjeran kom ud i det fri, kiggede han sig
febrilsk omkring. Hulen, som Edian havde talt om, var let at genkende. De
næsten fløj hen til døren, smækkede den op og løb ind. Der sad en vagt på
en stol lige inden for indgangen. Knæleren vågnede med et spjæt. Edian gav
den et gok med knoglen, så den dejsede om på gulvet. Gorgo lå i en seng
dekoreret med alverdens smykker. Han havde stadig halssmykket på. Før
Sjeran nåede at hæve sit spyd, havde Edian taget vagtens spyd og spiddet
Gorgo direkte i hjertet. Han udstødte et gisp og blev derefter stille. Sjeran
skyndte sig at tage halssmykket og lægge det i lommen.
”Hør her,” sagde Edian en smule forpustet. ”Nu smutter vi så hurtigt, vi
kan, gennem byen. Hvis vi er heldige, slipper vi usete ud.”
Sjeran vidste ikke, hvordan det lykkedes dem at slippe hen til udgangen
uden at blive set. Vagterne stod ikke længere ved tunnelen. De løb, til de
nåede sumpen, hvor Sjeran satte sig på en klippe og pustede ud.
”Det var godt, at vi slap væk,” stønnede han. ”De sender højst sandsynligt
nogle ud for at lede efter os. Vi må se at komme videre.”
Edian sad på en klippe et stykke bag Sjeran.
”Må jeg se krystallen?”
Sjeran lagde spydet fra sig i græsset, fandt smykket frem fra lommen og
tog lyskrystallen af kæden. Den glimtede i hans hånd.
”Vores mission er fuldført,” konstaterede han tilfreds. ”Lad os se at
komme hjemad.”
Før han nåede at rejse sig, mærkede han en spydspids, der prikkede ham
hårdt i ryggen. Med hjertet hamrende i brystet roterede han rundt. Edian stod
med vagtens spyd i hånden og holdt det frem, som om han var parat til at
spidde Sjeran.
”Giv mig krystallen,” sagde han roligt. ”Giv mig krystallen eller jeg gør
det!”
152

Sjeran sad som forstenet. Han fattede ikke, hvad der skete. Længselsfuldt
kastede han et blik på sit eget spyd, som han havde kastet fra sig i græsset.
”Hvad... Hvad laver du?”
”Vil du vide, hvor min far og jeg rejste hen? Vi tog til en by langt herfra.
Du ved, at vi altid har været fattige, så vi prøvede at skaffe mad ved røveri.
Vi blev fanget af Orions tropper og blev ført til ham. Han fik os til at indse,
hvor meget vi kunne få ud af at slutte os til ham. Tænk på, hvor rigt jeg vil
blive belønnet, hvis jeg destruerer krystallen for ham.” Et vanvittigt smil fordrejede
hans ansigt. ”Jeg vil blive hans mest værdifulde og højstærede tjener
nogensinde,” fortsatte han.
Mens Sjeran betragtede Edian, steg kvalmen ham til hovedet. Han tænkte
på højtryk. En solstråle sneg sig ind mellem løvet i trækronerne og ramte
jorden kun tre fod fra ham. Virkede krystallen mon mod Edian? Hvis han
havde fået et mørkt sind, var det meget muligt. Med en hurtig bevægelse
strakte Sjeran armen ud, så lyset ramte krystallen. Omgående begyndte den
at lyse i hans hånd, og før Edian kunne nå at reagere, skød en kraftig lysstråle
ud af den. Strålen ramte Edian i brystet. Han tabte spyddet og tumlede baglæns.
Med et plask landede han i sumpen. Langsomt sank han til bunds.
Sjeran stod bare og stirrede med opspilede øjne og åben mund. Edian havde
spillet dobbeltspil hele tiden. Det var ikke til at fatte. Efter et øjeblik kom han
til at tænke på skovfolket. Med krystallen fast knyttet i hånden begyndte
Sjeran at gå tilbage mod landsbyen.
153

Mere end en sandwich
Af Maja Almgren-Storm
Hun kunne ikke holde det tilbage længere. Sulten i hende var så voldsom, at
hun følte sig svag og kvalm. Hun følte intet andet end den.
De stod der på blomsterengen hånd i hånd. Månen var fuld og rødlig. En
nat perfekt for varulve. Stjernerne skinnede klart fra en skyfri himmel. En
opfyldelse af den romantiske drøm. Hun drejede sig om mod Demitri og han
mod hende. Hun slog armene om ham, og han fulgte hendes eksempel.
Sådan klynget til hinanden bevægede hun sin mund imod hans hals. Han trak
vejret dybt, da hun kyssede ham, hvor hans pulsåre sad. Hendes læber fulgte
den.
Pludselig trak hun sine læber tilbage, og uden varsel satte hun tænderne i
ham. Blodet strømmede ind ad et par huller lige bag hendes tænder. Aldrig
havde hun smagt så lækkert blod. Det strømmede ind og fyldte hende med
varme, nærmest som alkohol havde gjort for et par hundrede år siden, da hun
endnu var menneske.
Hun drak og drak. Hendes gift havde paralyseret hans krop i to sekunder,
da hendes tænder havde begravet sig dybt i ham, og han hang stiv i hendes
arme.
Med ét spærrede hun sine øjne op af forfærdelse. Hun havde suget for
længe. Skulle han have overlevet det upåvirket, havde hun skullet suge så lidt
af hans blod, at han kunne overleve med en sjat vampyrmagi og lidt slettet
hukommelse. Det ville holde hende mæt et par dage. Ikke så længe, sandt
nok. Men det var det, hun og alle andre fornuftige vampyrer plejede at gøre,
så menneskene ikke troede, at massemordere rendte rundt verden over og
tømte folk for blod.
Hvis hun stoppede nu, hvor kun lidt blod var tilbage i hans krop, ville han
dø. Menneskene ville se et mord. De ville opdage en morderisk eksistens i
deres verden.
Hurtigere end hun ville det, var han tør for blod. Hun slap ham forskrækket.
Han faldt til jorden.
Hun havde skabt en halvvampyr. Nu var spørgsmålet, om han ville jage
154

hende eller vælge at forfølge andre vampyrer, varulve og den slags...
Hun tog sig til munden. Havde ikke spildt en dråbe. Hun satte sig på hug
ved siden af ham og vendte ham forsigtigt om på ryggen. Hvad skulle hun
dog gøre?
Hun strøg en lok af hans blonde hår væk fra hans ansigt. Han trak ikke
vejret men lå med rynkede bryn. Virkede utilfreds, tydeligvis.
”Det var også din skyld,” mumlede hun forpint. Han havde sultet hende.
På en måde i hvert fald. Men det var også, hvad der havde tiltrukket hende
til at begynde med.
Hun havde siddet oppe i baren. Hørt nogle fyre hviske om sig i den anden
ende af rummet. Det var hendes sædvanlige metode. Hun vidste, det bare var
et spørgsmål om tid, før en af de kønne unge mænd ville blive tiltrukket af
hendes timeglasform, der var så perfekt, at man næsten kunne se sandet løbe
igennem hende, hendes vilde grønne øjne, der livligt inviterede folk til sig,
hendes brede læber, der var blodrøde af læbestift og det på alle måder smukke
ansigt, som de alle sladrede og hviskede om.
Hun følte sig lidt som en fisker. Sad der med madding på krogen og ventede
på en fisk, der her troede, den havde fanget sig et lækkert måltid. Uden
at vide det var det i virkeligheden fisken selv, der var måltidet.
Rigtigt nok bed en fisk på. Men det gjorde der hver aften. Hun var en dygtig
fisker.
Han var flot. Det var også sjældent, at folk, der ikke havde grund til stor
selvtillid, henvendte sig til hende.
Hun sendte ham et drilsk smil. Så strøg hun sit lange mørkebrune, næsten
sorte hår, tilbage bag øret og så op på ham.
”Hvorfor er en kvinde som dig ikke allerede ude på dansegulvet?” spurgte
han med et glimt i øjet. Han virkede som en afslappet type. Lidt drilsk.
Men venlig. Stadig ret alvorlig.
”Fordi du ikke har spurgt endnu,” svarede hun med en lille latter. Hendes
selvsikre, forførende attitude slog benene væk under de fleste mænd. Det
gjorde den stramme, lårkorte stropkjole også.
”Jeg tror, det er tid at forlade det her sted,” hviskede hun, da de stod ude
på dansegulvet. Hun bevægede sit ansigt mod hans. Stoppede da deres
munde næsten mødtes. De var så tæt, at hun kunne mærke varmen fra hans
læber imod sine og vidste, at han kunne mærke kulden fra hendes læber.
I stedet for at fuldende bevægelsen, trak hun sit hoved tilbage.
De fulgtes ud. I den friske luft, hvor lygtepælene og stjernerne var stør-
155

stedelen af deres selskab, trak han hende ind til sig og kyssede hende.
Allerede ved det kys burde hun have følt sig alarmeret. Han var ikke som
alle de andre. Alle de kys, hun havde modtaget fra mændene, som hun havde
forført i tidens løb, havde været fulde af tomt begær. Intet andet. Det her kys
var anderledes.
Den unge mand med de blå øjne, det søde smil og det venlige ansigt, strøg
sit hår tilbage. Han tilbød hende et lift hjem. Men da hun foreslog, at han tog
med hende hele vejen hjem, afslog han. Han bad hende i stedet om at mødes
med ham dagen efter.
For første gang i omkring to århundrede ville hendes offer ikke med
hende.
Det var nok derfor, han for alvor vakte hendes interesse. Hun gik med til
en aftale om at tage i biografen.
Han kyssede hende farvel foran hendes hus. Hun kunne have bidt ham
allerede da, selvom han ikke ville med ind. Det havde været en mindre fornøjelse,
men hun ville trods alt have fået sit blod. Nej, hun ville ikke bare
have hans blod, mens alle andre mennesker var som sandwicher for hende,
var han langt mere. Og det, han var, var langt bedre.
De tog i biografen og så en ny amerikansk film. Mest af alt en actionfilm.
Men den havde sine søde scener, hvor Demitri klemte hendes hånd i sin
og så på hende. Der var noget rart i hans øjne, der altid fik hende til at smile
til ham.
De gik rundt sammen. Hånd i hånd. Ved en bænk foran et springvand med
blå og røde lys i holdt han hende tæt ind til sig. De lavede en ny aftale, før
de skiltes.
Dagen efter spiste de sammen et lidt pænere sted. Hun var iklædt en rød
satinkjole og støvler, og han var i skjorte og sorte bukser. Hun havde mere
lyst til at spise ham end den fantastiske middag.
Efter maden gik de. En romantisk tur i natten.
Følelsen af hans blod i sin krop blandet med minderne om de sidste par
dage var bittersød. Skøn og forfærdelig.
Han åbnede langsomt sine øjne og så på hende. Hans vejrtrækning var
begyndt igen, og hun vidste, at hans krop var begyndt at fylde ham med blod
igen.
”Du bed mig,” hviskede han med en blanding af forundring og foragt i
stemmen. ”De havde ret.” Han rakte sin hånd frem foran sig, imens han brugte
den anden arm til at sætte sig op. ”Men hvad sker der med mig nu ”
Foragten forsvandt, og ren forundring skinnede gennem hans stemme.
156

Hun hørte knap nok hans spørgsmål. De havde ret… ordene rungede i
hendes indre. Der var kun en mulighed for, hvem de kunne være. Vam -
pyrjægere.
Hun trådte et par skridt tilbage. Han havde lige mindet hende om, hvorfor
det var en dårlig ide at forelske sig. Hun vendte sig og løb.
”Idalia!” råbte han efter hende. Men hun så sig ikke tilbage.
Hun var lige flygtet fra ham for anden gang. Nyt hus, ny bil. Hun var med
tiden blevet ret god til at ændre sin identitet, da hun havde gjort det mere end
tyve gange, efterhånden som hendes valgte roller var blevet for gamle.
Hendes flugt lykkedes kun på et hængende hår denne gang. Han havde
hende. Hun var fanget i en gyde. Kun smerte havde bragt hendes krop til at
skabe mulighed for hektisk flugt.
Videnskaben var kommet vampyrjægerne til gode i årenes løb. De havde
UV-kanoner, der heldigvis ikke havde dødelig effekt. Endnu. Men hun havde
fået en stråle i hovedet og måtte indrømme, at det havde gjort ondt.
Brandsårene var længe om at hele, og hendes syn var ikke vendt tilbage
endnu.
Hvorfor var hun også blevet så glad for det menneske? En mand, der
havde stået i ledtog med vampyrjægere?
Hun kunne ikke få sig selv til at hade ham. Hvor hårdt hun end prøvede.
Hvor ondt hendes brandsår end gjorde. Når hun så ham, skød håb og lykke
op i hendes hjerte og bredte sig i hendes mave som varme.
Hun havde ikke været ude at feste, siden hun havde bidt ham. Hun havde
ikke været så opmærksom på, hvem, hun bed. Hun var ligeglad. De var bare
blevet til føde for hende, intet andet. Et barn der var blevet væk fra sin mor,
en pige på vej hjem til sin veninde, en mand på vej til arbejde. Hun bed,
hvem som helst, der var til at lokke med. Hvilket ville sige alle.
Nu var det nok. Hun gik ud på badeværelset og satte et par kontaktlinser
i. De skjulte blindheden i hendes øjne.
Med sin ekstremt varmefølsomme hud kombineret med hendes andre sanser,
der var mere følsomme end menneskers, var hun i stand til at klare sig
næsten ligeså godt uden øjne som med.
Og hun kunne trods alt bruge en smule af sine kræfter til at se igennem
andres øjne, hvis hun følte det nødvendigt. Det krævede bare, at hun ikke
bevægede sin krop.
Hun fik sin make-up på. Struttede med læberne af sit spejlbillede, som
hun ikke så.
157

Ved døren tøvede hun et øjeblik. Men hun ville afsted. Havde hun tænkt
sig at skumle omkring de næste hundrede år eller hvad?
Hun huskede at bevæge sine øjne til festen. Hun skulle nødig se blind ud,
bare fordi hun var det. Hun sad fuldstændig stille og så via andres øjne, hvor
hun selv skulle kigge hen, for at se ud, som om hun tjekkede stedet ud.
Dagens fisk var som sædvanligt lidt over tyve. Han var en rigtig blærerøvstype.
Den slags hun normalt foragtede. Bare ikke i dagens anledning. Han
skulle bare være pæn at se på og let at få med sig.
Sammen gik de ud på dansegulvet. Hun viste ham sin charmerende og
forførende side. Det føltes dog ikke helt rigtigt.
Pludselig hørte hun velkendte skridt igennem larmen. Hun sorterede de
andre lyde fra. Duften af ham nåede hende. Den fyldte hendes næsebor og
gjorde hende næsten svimmel af længsel.
Demitri var her! Hun kunne ikke dy sig men stod helt stille og så på ham
igennem et af menneskenes øjne. Han havde fået længere hår, siden hun kyssede
ham første gang.
Han var selvfølgelig kommet efter hende. Kommet for at hævne sin forvandling
til halvvampyr. Han var stærkere, ja. Han var mere robust, ja. Han
ville leve langt længere end et menneske.
Men solens stråler gjorde ondt på ham, om end de ikke skadede ham. Og
mod sin vilje havde han måttet slået to mennesker ihjel.
Han kunne ikke holde op med at drikke, når først han var begyndt.
Hvilket han måtte. Og han kunne hverken lave halv- eller helvampyrer. Det
var hendes skyld.
Som de fleste andre, der var blevet forvandlet til halvvampyrer, havde han
nu valgt at dedikere sit liv til jagt.
Nu stod han her. Måtte holde sig tilbage fra sit bytte på grund af de mange
mennesker. Måtte bare stirre på hendes smukke ansigt og forførende krop.
”Er han en ex?” spurgte hendes dansepartner. Hun stod stille med ansigtet
i Demitris retning og nød hans tilstedeværelse, samtidig med at frygt
havde sneget sig op langs hendes rygrad.
”Det kan man godt sige,” svarede hun og så igen på fyren. Han trak hende
ind til sig og kyssede hende heftigt. Hun havde oplevet det før. Når fyren,
hun forførte, følte sig truet. Det var faktisk positivt. Det var, hvad hun gik
efter. Intet dybere, bare rent begær. Det der gjorde fyrene så lette at lokke.
Men i det øjeblik føltes det ikke som en god ting. Hun skubbede sandwichen
fra sig og drejede om. Med lange skridt og hænderne for munden styrtede
hun ud. Hun hørte godt Demitri følge efter.
158

Hun burde løbe. Flygte så hurtigt hun kunne. Men hun havde ikke lyst
længere. Hun gik ind i en gyde med en fart, så han kunne følge med. Et sted,
hvor ingen ville opdage, hvad der skete.
Her vendte hun sig om mod ham.
”Så slå mig da ihjel, hvis det er det, du så gerne vil!” sagde hun grådkvalt,
og med et lille snert af vrede i sin stemme. ”Men jeg er bange for, jeg elsker
dig,” tilføjede hun hviskende. Hun var i tvivl om, hvorvidt hans hørelse var
forbedret nok til at høre hende. Hun vidste heller ikke helt, om det var hendes
mening, at han skulle høre hende.
Han var fremme på et øjeblik. Hun hørte det tydeligt. Mærkede hans
varme komme nærmere.
Og så kunne hun pludselig ikke mærke andet end sværdet, der borede sig
ind i hendes bryst. Selv sulten, der havde ført hende ud, sulten der var blevet
ulidelig, da hun så ham, kunne hun ikke føle længere. Hun skreg ikke.
Klynkede ikke. Han trak sit sværd ud. Hun stod stadig ret. Hendes ansigt var
vendt mod hans.
Det måtte have regnet et kort øjeblik. Der var våde pletter på hendes
kinder, kunne hun mærke.
Vandet ramte kun hendes kinder og løb ned ad hendes ansigt. Der kom
ikke andre dråber end dem.
Smerten fra såret stoppede ikke, hun havde ikke suget blod, og hun var
foreløbig ude af stand til at gro sammen. Hvorfor havde han ikke bare hugget
hendes hoved af og dermed slået hende ihjel med det samme? Tvivlede
han? Eller nød han hendes smerte? Hun faldt på knæ og følte en smule skam
ved dette. Hun ville gerne have set sin død i øjnene med ret ryg og rejst
pande. Om end hun ikke kunne se. Nu sad hun på knæ som en anden forbryder.
Demitri satte sig på knæ foran hende. Han rakte en hånd frem mod hendes
hals. Ville han holde hende fast, når han gjorde det? Hun var for svag til
at løfte sin hånd og stoppe ham. Han lagde sin hånd bag hendes nakke. Så
trak han hendes ansigt frem, og før hun vidste af det, rørte hendes læber hans
hals.
Hun vidste, det var en dårlig ide. Men hun kunne ikke lade være. Han
havde trods alt også fristet hende til det yderste. Denne gang var det endnu
mere hans egen skyld. Hun bed.
Efter en almindelig portion blod ville hun stoppe. Hun kunne godt klare
sig med det. Men han forhindrede det med sin hånd, der stadig holdt fast bag
hendes nakke.
159

”Det hele. Du har brug for det,” sagde han med en stemme, der lød kærlig
og en smule søvnig.
Det lod hun sig ikke sige to gange. Hun sugede så voldsomt til, at et gisp
af smerte undslap ham.
Da hun sugede den sidste dråbe, faldt hans hånd slapt ned fra hendes
nakke. Det var nærmest, som om den aede hende ned ad ryggen. Han faldt
frem imod hendes skulder.
Hun var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad hun skulle gøre. Hun lagde ham
bagover på ryggen. Så tog hun hans sværd. Hendes sår i brystet var allerede
groet sammen. Derfra kunne hun ikke få noget blod. Hun skar forsigtigt en
rift i sin hånd. Blodet piblede frem og med forsigtige bevægelser for ikke at
spilde de dyrebare dråber, bevægede hun sin hånd til hans mund. Blodet gled
ind i munden. Hun så med sit tilbagevendende syn, hvordan hans allerede
spidsede hjørnetænder blev endnu spidsere, mens hendes blod i hans tomme
årer gjorde ham til helvampyr.
Hun hørte hans hjerte starte langsomt op. Kort efter åbnede han sine øjne.
Forsigtigt rakte han sin hånd op til hendes kind.
”Din egen øjenfarve er kønnere end denne der,” sagde han, imens han forsigtigt
aede regnen væk fra hendes kinder.
”Du slog mig ikke ihjel?” sagde hun forundret og med lav stemme.
”Du erklærede mig din kærlighed med tårerne løbende ned ad kinderne.
Det kunne jeg ikke,” svarede han med et lille trist smil. ”Jeg har været utroligt
vred. Mine venner påstod, at det eneste du ønskede, var at suge mit blod.
Som en anden ubetydelig middag,” fortsatte han undskyldende .
Hun smilede kærligt til ham.
”Du er meget mere end en sandwich.”
160

Nuancer i gråt
Af Pernille Frank Kibak Nielsen
Jeg sad foran vinduet i det lille loftværelse og kiggede ud. Udenfor strakte
gågaden sig lang og snoet, og butikker og huse lå spredt over området. Folk
gik deres sædvanlige ture rundt i kvarteret og faldt nærmest i ét med de grå
brosten. En flok duer prikkede med deres små, spidse næb i jorden under det
store nøgne træ lige under vinduet. Uinspirerende, kedeligt. De to ord nærmest
sprang i masken på en, når man vovede at kigge ud. Men sådan havde
her altid været, og folk havde for længst opgivet at ændre på det. Jeg fnøs
opgivende, lænede mig tilbage i stolen og pillede utålmodigt ved gardinet.
Han var forsinket. Det lignede ham ikke. Normalt ville han krydse gågaden
ved denne tid og fortsætte hen til den lille café, hvor han ville finde sin
notesbog og tegneblok frem. Jeg faldt lidt ind i mig selv og begyndte at dagdrømme.
Drømme var ikke noget, som man talte åbent om, nok især fordi de
fleste ikke havde nogen. Normalt nåede mine egne drømme også kun at blive
til lidt farvede klatter i alt det grå. Duerne lettede og samlede sig i en vilter
og broget sky udenfor vinduet, og tumulten hev mig tilbage til virkeligheden.
Jeg skulede atter ned mod gaden, hvor han endelig dukkede op fra en skummel
sidegade. Tænk, at dét skulle være dagens højdepunkt. Tanken var nærmest
dræbende.
Mine sko klaprede mod gågadens hårde belægning. Lyden mindede om et
tikkende ur, og gjorde mig mere forjaget og nervøs. Jeg kendte godt vejen til
caféen. Jeg havde aldrig været derinde før, men jeg havde ofte kigget gennem
ruderne i et håb om, at han sad derinde med sine tegninger. Små, hårde
regndråber piskede ind i ansigtet på mig. Jeg ved ikke, hvad det var, der
havde fået mig til at reagere sådan. Jeg trængte vel bare inderligt til forandring,
til at opleve noget. Derfor løb jeg den risiko, der var forbundet med at
opsøge en fremmed. Jeg måtte tage nogle chancer. Lave nogle ændringer og
svømme derud, hvor man er nødt til at holde sig i gang for ikke at gå til
bunds.
161

Jeg trådte ind over dørtærsklen, og varmen fra rummet virkede overvældende.
Jeg tørrede ansigtet fri for regndråber og tog min frakke af. Der duftede
sødt af kanel, kaffe og varm chokolade, og luften var tæt på en behagelig,
afslappende måde. Folk sad spredt i lokalet. De fleste havde en dampende
kop i hånden, nogle også en udgave af dagens avis. Ejeren halvsov bag disken
med ansigtet gemt bag den ene arm. Han sad på sin sædvanlige plads.
Længst væk, i hjørnet ved vinduet. Jeg tøvede et øjeblik, før jeg listede hen
til hans bord, og mærkede varmen stige op i ansigtet. Han så op, da jeg standsede
foran bordet. Hans ansigt var smalt, håret var halvlangt, mørkebrunt og
lidt bølget. Hans overskæg og skægget på hagen var kortklippet, og det
samme var bakkenbarterne.
Han trak en stol ud og gestikulerede til mig, at jeg skulle tage plads. Da
jeg langsomt satte mig, mærkede jeg et smil brede sig på mine læber.
”Goddag.” Han rakte hånden frem. Stemmen lød afslappet, men en smule
ru.
Jeg gengældte håndtrykket.
”Belinda Ramona,” præsenterede jeg mig.
”Alexander Ford.” Han slog øjnene ned og så i stedet for ned i den lille
notesbog. ”Mig en ære at træffe Dem, frk. Ramona”
”Kald mig bare Belinda,” rettede jeg, selvom det var lidt upassende.
”Så vil jeg bede Dem tiltale mig Alexander.” Han sendte mig et vurderende
blik og begyndte at skrive i bogen.
Jeg sad et stykke tid og overvejede, hvad jeg skulle sige. Mine fødder
klappede imod det lyse trægulv, imens jeg pillede ved den hvide dækkeserviet,
der lå på bordet foran mig.
”Hvad er det, De skriver?” Mit spørgsmål var ikke videre begavet, men
ikke desto mindre vile jeg gerne høre svaret.
Han så op, idet han lagde sin pen fra sig.
”Noter. Ting som jeg ser, ting som jeg oplever.”
Jeg nikkede indforstået.
”Og hvad med dem?” Jeg pegede med en lang bleg finger på tegneblokken.
”Tegninger.” Svaret kom prompte, og det lød ikke, som om han havde
nogen intentioner om at vise dem frem eller snakke om dem.
Hans mørke øjne legede med mine, og det var umuligt at tyde udtrykket.
Vi snakkede et stykke tid. Han havde tilsyneladende ikke nogen nær familie,
intet job, og så interesserede han sig for kultur, især kunst og skuespil.
Tre kopper te senere forlod vi caféen, han iførte sig en brun vinterfrakke.
162

Den så splinterny ud, og den mørke farve stod godt til hans tænksomme øjne.
Han insisterede på at følge mig til døren. Vejen hjem var mere interessant
end den plejede at være. Han viste mig de små, spirende forårsblomster, han
udpegede sine yndlings-duer, og jeg kunne kun give ham ret, det var de
smukkeste af dem alle. Da vi stod foran det store, hvide hus, stoppede han
op foran mig.
”Må jeg have lov til at invitere Dem ud, frk. Belinda.” Han stirrede på mig
med sine mørke, klare øjne. ”I morgen klokken 15, på kunstmuseet ved
Klapton Bridge.”
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Det ville være en fantastisk oplevelse,
men hvad ville Robin sige, hvis jeg brugte hans surt optjente penge på
’museumsbesøg’? Jeg jonglerede lidt med tanken.
”Det ville være en fornøjelse,” smilede jeg.
”Og Belinda…!” Der var en kort pause, hvorefter han fortsatte: ”Tag en
tegning med. Den kan forestille hvad som helst” Han sendte mig et skævt
smil, drejede om på hælene og begyndte at gå.
Jeg så efter ham, til han forsvandt i mørket, og gik derefter ind i spisestuen,
hvor min mor og bror, Robin, allerede sad til bords. Efter at have hørt en
længere fortælling om Bankens budgetopgørelse fra Robin, gik jeg op på mit
loftværelse. Jeg havde undladt at fortælle familien om mine planer i morgen.
De, især Robin, ville med garanti lægge forhindringer ud for turen. Han var
en formstøbt mand, der ikke kunne se fidusen i begrebet ’at more sig’ med
mindre det handlede om at stable penge i bunker eller drikke cognac med
diverse bankrådgivere og økonomer.
Jeg kastede et blik i spejlet. Den blege hud passede skræmmende dårligt til
mit brune hår, og mit ansigtsudtryk virkede så stift, som var det lavet af papmache.
Jeg foldede tegningen sammen og stoppede den i den lille håndtaske,
hvorefter jeg trippede af sted. Robin var allerede taget af sted til banken,
og mor lå vel stadig i sengen, selvom klokken næsten var 14. Jeg kastede en
håndfuld brødkrummer på torvet og snart efter haglede det ned med kornfede
duer. Jeg studerede de bevingede kræ, mens de guffede brødet i sig, og
stoppede så en vogn.
Alexander stod ved indgangsdøren, da jeg kom. Vi hilste på hinanden og
gik ind i kunstbygningen. Der var hundredvis af malerier. Bedst synes jeg
om et billede, der hang lidt afsides i et rum på 2. sal. Det forestillede en
månebelyst sø, og en lille robåd, der lå ved bredden.
”Kan De lide det?” Han nikkede imod billedet. ”Det er meget smukt, også
163

en af mine personlige favoritter.”
Jeg betragtede ham, mens han lod fingrene glide hen over det.
”Kunne De tænke Dem at opleve det?” spurgte han. Spørgsmålet lød helt
forkert i mine øre.
Alexander lagde begge hænder på den nederste del af rammen og svingede
det ene ben op, så det hvilede på rammen, hvorefter han hev sig helt ind
i billedet. Jeg kiggede med hamrende hjerte på ham, og derefter rundt i lokalet,
men ingen lod til at bemærke noget.
”Tag min hånd.” Han strakte armen ud. Jeg stod tøvende et øjeblik, mens
jeg overvejede den unaturlige situation, så knugede jeg min hånd om hans og
møvede mig igennem rammen.
En varm sommerbrise fik min kjole til at blafre, mens vi gik langs søen. Jeg
så op på stjernerne og nød lyden af de hvislende siv og det klukkende vand,
duften af blomster og følelsen af frihed. Pludselig smed Alexander sig på jorden
og trak mig med i faldet. Jeg kunne ikke lade være med at grine, det virkede
så latterligt, barnligt, men skønt. Sådan lå vi længe og så på stjernerne.
Små fugle kvidrede, og myggene sværmede rundt om os.
”Kan De se den?” Hans pludselige udbrud skræmte næsten livet af mig.
Han pegede ud over søen.
”Hvad?” spurgte jeg og forsøgte at berolige mig selv. Jeg kunne mærke
mit hjerte hamre løs.
”Skyggen. Ude på søen.” Han pegede igen.
Umiddelbart kunne jeg intet se, men med ét brød den kæmpemæssige
søslange op ad vandet. Da det store bæst slog med sit slimede grønne hoved,
regnede vanddråberne ned over os. Så løb vi.
Da vi var kommet tilbage gennem rammen, havde jeg ikke den mindste lyst
til at se mere på billeder.
”Ville De se min tegning?” Jeg greb ud efter tasken, men han rystede på
hovedet. I stedet trak han mig med ud af kunstmuseet og om bagved til en
lille forretning, der solgte alt imellem himmel og jord. Jeg havde været
derinde en enkelt gang før. Vi fandt os en stor spand med farvede kridt. Der -
efter kæmpede vi os forbi de overfyldte reoler tilbage til kassen, imens
Alexander konstant mindede mig om at holde øjnene åbne.
”Man ved aldrig, hvad der kan gemme sig bag en sådan reol,” lød hans ru
stemme.
164

Da jeg trådte ind, så Robin op fra sin tallerken. Min mor ænsede mig knapt
nok.
”Hvad har du foretaget dig hele dagen?” Robin tog en bid af brødet og så
afventende på mig: ”Marcus Clair fra Skranke 4 så dig gå rundt ved Klapton
Bridge i eftermiddags.”
”Hr. Alexander Ford inviterede mig med på museum.” Jeg lænede mig
frem og betragtede Robin og mor. De genkendte tydeligvis ikke navnet.
”Han sagde intet om en ledsager,” mumlede Robin. ”Hvorfor bruge tid,
kræfter og penge på at se på klatmalerier?” Han rystede på hovedet. ”En
anden gang kan du vel købe et tegneseriehæfte i stedet for. Det er billigere,
og der er langt flere billeder i sådan et,” sagde han med så meget troværdighed
i stemmen, at jeg kunne have svoret på, at han mente det.
”Det er en helt anden kulturel og eventyrlig oplevelse at være på museum.
Det kan slet ikke sammenlignes med at læse en tegneserie.” Jeg slog ud med
hånden, mens jeg snakkede.
”I så fald må du vente, til du tjener dine egne penge. Indtil da skal du ikke
sløse flere af mine penge væk på kulturelle oplevelser.” Han klaskede tvært
hånden i bordet, og tavsheden bredte sig.
Viserne havde netop anmeldt klokkeslettet 16 minutter over 1, da jeg listede
mig ud foran huset. Han stod der, som lovet, og jeg havde kridtene med. Efter
kyndig vejledning af Alexander, begyndte jeg på Mit Værk. I det svage lys
fra gadelygterne var det svært at se, men efterhånden begyndte det at ligne
noget. Jeg kunne godt lide lyden, når kridtene skrabede hen ad stenene, og
det kunne ikke gå hurtigt nok med at få kradset de små detaljer ned, inden de
blev glemt. Da Mit Værk endelig var færdigt, strakte jeg min ryg og gik hen
til Alexander, der stod under den nærmeste gadelygte. Jeg betragtede ham
med et smil, men kunne ikke undgå at bemærke dét.
”Hvad er der sket med din frakke?” Jeg tænkte slet ikke over, at jeg automatisk
havde skiftet tiltaleform. Han var trods alt en ven nu. Jeg kørte hænderne
ned over frakken og følte på de steder, hvor der før havde været blødt,
glat stof. Nu var det slidt og frakken føltes ru mellem fingrene. Den virkede
brugt.
”Den må på en eller anden måde være blevet slidt.” Han så ned ad sig selv.
Jeg himlede med øjnene. Den del havde jeg næsten regnet ud på egen hånd.
”Du ligner en, der er blevet angrebet af en kødædende kat,” fnøs jeg og så
op på ham.
”Eller af en Skønjomfru i nød?” Han smilede drillende og trådte et skridt
165

tilbage. ”Sov godt.” Jeg kunne ikke nå at protestere, før han var forsvundet i
mørket.
Høje, klare barnestemmer fik mig ud af fjerene tidligt den næste morgen.
Jeg trak i hverdagstøjet, satte håret op og småløb hen til vinduet. Nede på
gaden havde de fleste af byens børn fundet sig tilrette. Alle passede omhyggeligt
på ikke at træde på Mit Værk. De stod bare i en ring rundt om det og
beundrede det på den måde, som kun børn kan. Ingen lod til at ville kommentere
kvaliteten, de kiggede bare betaget på dragen og prinsessen på dens
bevingede ryg.
Jeg ventede i nogle dage, men det føltes som måneder. Mit kridtmaleri var
for længst skyllet væk og det samme var de malerier, som børnene havde tegnet
med de sidste stumper kridt. Skuffelsen gnavede i mig. Jeg havde brugt
de sidste par dage på at nedskrive den seneste tids begivenheder og tilføjet
nogle ting, som jeg var kommet på, mens jeg sad og så efter ham. Det var
blevet et helt lille eventyr. Men nu var han der ikke, så jeg kunne vise ham
det. Jeg ville gå på gløder, hvis det var dét, der skulle til, for at han kom tilbage.
Jeg havde spurgt de fleste af cafégæsterne, om de havde set eller hørt
noget til ham, men ingen lod til at kunne genkende hverken navnet
Alexander Ford eller min beskrivelse af ham. Det irriterede mig grænseløst,
at han sådan blev væk. Robin mente, at det hele bare var noget, jeg havde
forestillet mig. Kun fjollede fantasier. Og så mente han, at det hele ville blive
mere overskueligt nu, hvor han havde skaffet et overkommeligt job til mig i
Banken, som assistent for Marcus Clair. Det eneste, jeg skulle gøre, var at
sortere dokumenter i forskellige kategorier. Det var faktisk ikke så slemt som
forventet. Der var forbløffende meget fritid. Jeg havde min nyindkøbte tegneblok
og notesbog med, og intet, som var bare en smule interessant, gik min
næse forbi. Alt blev noteret og illustreret ned i mindste detalje.
På fridage tog Marcus og jeg på kunstmuseum. Han havde lovet at tage
mig med til Louvre museet i Paris, så vi kunne hilse på Mona Lisa, men indtil
da, måtte vi nøjes med billeder af den evigt solbeskinnede palmestrand,
søslangen, den spanske borgerkrig og de andre billeder på Klapton Bridge
Museet, som stadig lå uudforskede hen.
166

Når lyset kommer
Af Ida Dalum
Lenas hænder rystede, og hun strøg igen en lok af sit pandehår om bag øret.
Flemming kiggede ud over klassen, for at sikre sig, at der var fuldkommen
ro.
”Så er det gruppe tre om dagsmørke, ikke sandt?” spurgte han. Lena nikkede.
”Du må gerne starte,” sagde han og smilede til hende. Hun forsøgte at
gengælde det.
”Vanessa, Mikkel og jeg har valgt emnet dagsmørke til vores årsprojekt,”
startede hun. ”Vi besluttede, at vi ville opleve fænomenet selv, og det er nu
halvanden måned siden, vi kørte derop i Mikkels bil. En tidlig lørdag morgen.”
”Gud, hvor er du ulækker Mikkel.” Vanessas skingre stemme var fuld af foragt,
og hun kastede sine lyse krøller over skulderen. Mikkel grinede fjoget
tilbage til hende, og tog så endnu en kæmpe håndfuld slik. Lena flækkede af
grin, da han lavede endnu et skørt ansigt for hendes skyld. ”Helt ærligt.”
mumlede Vanessa, for lavt til, at de andre kunne høre det. Hun havde ingen
ide om, hvordan hun skulle klare endnu to timer i den lille varme bil.
”Vær nu lidt glad Vanessa.” råbte Lena over skulderen ”Du sagde selv, at
du gerne ville med.” Det var selvfølgelig rigtig nok, og hun havde faktisk
glædet sig. Ikke lige så meget som Mikkel og Lena, men alligevel. En hel
uge i Alaska, hun smilede ved tanken.
Kæmpe graner gled forbi vinduerne, og smukke snelandskaber lå for
deres fødder. Der var fuldstændigt tomt for mennesker, og al deres dårlige
indflydelse. Dette var en verden, hvor alt kunne træde ud mellem træerne.
To timer og 12 minutter senere drejede de den rustne, gule Skoda op ved
siden af en lille træhytte. Hytten var bygget af tykke bjælker og lå nede i en
fordybning med store træer på alle skrænter. Sneen lå i et tykt lag, som vat i
en juledekoration, og man kunne se bjergene fra toppen af de stejle skrænter.
Solen var skjult bag et tykt lag af grå skyer. Den var kun sjældent frem-
167

me her. Mikkel var allerede oppe ved huset og rodede efter nøglen i sin taske.
”Hey, vent lige på os Mikkel, og hjælp med bagagen.”
Indvendigt var huset hyggeligt med en gammel brændeovn i det ene hjørne.
En stor sofa og et fint udskåret bord stod i den nordlige side af huset.
Køkkenet var meget lille, men rummet havde, hvad der var nødvendigt.
Huset bar dog præg af, at det havde været ubeboet længe, der lugtede sært
og støvet, og der kravlede små insekter rundt på gulvene og væggene.
”Ad, hvor klamt,” hvinede Vanessa. En mellemstor edderkop havde sneget
sig op på hendes sko. Hun rystede sin fod med en grimasse.
”Wow, her er fedt” udbrød Mikkel og slængede sig allerede på den sorte
sofa. Sammen fik de både redt deres senge, tændt op i brændeovnen, dog
efter en del anstrengelser, og lavet aftensmad.
Linnea holdte en lille pause, og kiggede ud over klassen. Vanessa sad og pillede
ved sit hår, og kiggede ikke på Lena. Hun fortsatte ”Dagen efter vores
ankomst gik solen ned, præcis som vi selvfølgelig havde forventet…”
”Så sker det i dag” udbrød Mikkel om morgenen med bevidst uhyggelig
stemme og spænding lysende ud af øjnene.
Vanessa grinede til ham. ”Uh, hvor farligt.”
”Er du bange?”
”Ja da, det er da mega uhyggeligt. Det siges, at der kommer monstre frem i
den her periode, for at æde små nørder.” Han holdt en pause og kneb øjnene
sammen. ”Som os,” tilføjede han så, og prøvede uden held at holde masken.
Hans mundvige bevægede sig og den uhyggelige grimasse krakelerede.
Vanessa himlede med øjnene men kunne alligevel ikke lade være med at
smile.
”Uh,” udbrød Lena og lavede et lille hop i sin stol. ”Det bliver altså virkelig
hyggeligt, når der er mørkt,” kvidrede hun.
Den Aften stod de på den mikroskopiske veranda og kiggede på solen der gik
ned.
168

”Ej, det bliver altså sjovt,” sagde Mikkel, da den sidste lysstråle var ædt af
bjergene. De gik ind, da det begyndte at sne.
Den nat frøs det minus 9 grader, og næste morgen var alt dækket med et
tyndt lag is. Det var fantastisk smukt, som i et eventyr. Enhver gren og grannål
var indkapslet i et fint lag glas.
Flemming nikkede af og til bekræftende og smilede af hendes beretning.
Hun kastede et blik ned på Mikkel, der sad og så fjern ud, huskede, hvad hun
huskede. Et skrig lød inde fra Lenas soveværelse. Vanessa hoppede, og hendes
kaffe røg ud over bordet.
”Shit,” mumlede hun, og tørrede det værste op, før hun stak hovedet ind til
de andre. Inde på værelset var Mikkel i fuld gang med at overfalde Lena i en
voldsom pudekamp.
”Skal du ikke være med, Vanessa?” spurgte han forpustet. Resten af morgenen
drønede de rundt i hele huset. Utallige skrig, og slag senere sad de alle
forpustede og grinede. Stedet så forfærdeligt ud. En gammel lampe var væltet
og lå nu og hvilede sig på sofaen. Der var gået hul på en af puderne under
den voldsomme behandling, og fjer fløj rundt i hele stuen.
Lena begyndte igen at snakke. ”Den første uge var hurtigt overstået, det var
rigtig hyggeligt. Vi underholdt hinanden ved at spille spil og høre cd’er på
Mikkels gamle radio, men så begyndte uge to …
”Skal vi ikke tage et spil ludo?” spurgte Lena. Det var sent om aftenen, vidste
de, og der var helt stille i hytten.
”Jo det kan vi vel godt,” svarede Vanessa.
”Nej, jeg gider ikke.” Vanessa og Lena kiggede over på Mikkel, der sad i den
mørke gyngestol. Han havde aldrig sagt nej til et spil, han havde sågar taget
et par spil med sig selv, fordi de andre ikke gad. ”Jeg går i seng,” sagde han
bare.
”Hvad er der nu med ham?” vrængede Vanessa, ”han skaber da en rigtig
hyggelig stemning, hvad?”
”Hvad er klokken?” spurgte Mikkel en eftermiddag, hans stemme var mat og
sløret, og hans øjne var fjerne.
169

”Den er lidt over tre,” svarede Lena og kastede et hurtigt blik op på ham.
Han nikkede bare og satte sig så til at skrive, noget han ellers aldrig gjorde.
Efter han havde siddet der i to timer og bare skrevet, rejste han sig for at gå
ud og lave mad.
”Er du sikker på, at du får nok søvn, Mikkel?” spurgte Lena, da de havde
spist, ”du virker meget træt hele tiden.
”Jeg har det helt fint,” mumlede han. Lena var ikke overbevist.
Vanessa afbrød hendes tanker, ”Tager du af bordet, Lena?”
”Nej, det gør jeg,” sagde Mikkel, uden at kigge på dem, og de andre gik
tilbage til sofaen.
”Tror du han er okay?” spurgte Lena, da de var udenfor hans høreevidde,
”jeg mener, han er altså lidt underlig.”
”Der er sikkert ikke noget,” svarede Vanessa og fortsatte med at læse sin
bog.
Da vi tog hul på uge tre, begyndte vi alle at blive mere rastløse. Følelsen af
at være indespærret i en sort boks var ved at tage overhånd, og man følte, at
det blev sværere at trække vejret. Man havde allermest lyst til at rulle gardinerne
fra til en lys sommerdag og bare løbe. Og føle himlen over sig som et
uendeligt tomrum. Her lå den, som et tæppe over et fuglebur, for at narre
fuglen til en falsk søvn. Vi havde mistet fornemmelsen af at tiden gik, og det
var svært at tro på, at der på samme tidspunkt myldrede folk rundt i gaderne
hjemme i Seattle. Lena kastede et hurtigt blik hen på Flemming, han havde
ikke længere det glade morfar blik i ansigtet. ”Vi nåede til starten på den
fjerde uge …”
”Gider du godt holde op med det der, Mikkel,” Vanessa skar ansigt og skulede
olmt til ham.
”Med hvad?” spurgte han forskrækket, som om hun lige havde vækket
ham af en god drøm.
”Med at være så nedtrykt hele tiden. Hvad er der galt med dig?” hvæsede
hun.
”Ikke noget,” mumlede han, og kiggede ud ad vinduet, ud i ingenting.
”Jamen du er kedelig, og det påvirker også os andre, at du ved det.” Han
sagde ingenting, fortsatte bare med det, han skrev på. Han var tydeligvis
fuldt opsat på at ignorere hende, det bedste han havde lært. Lena lagde hånden
på Vanessas skulder, men hun slog den af sig, og skulede op til et stort
170

gevir over døren. Som for at give det skylden for hendes elendighed.
”Tager du opvasken, Vanessa?” spurgte Lena tøvende samme aften, bange
for at tirre hende.
”Hvorfor?” svarede hun og vrængede med næsen, som om hun talte til et
klamt udskud.
Lena krympede sig lidt, men løftede så hagen.
”Fordi det er din tur i aften, og fordi vi andre lavede maden,” svarede hun
med fornyet styrke i stemmen.
”Det er muligt, men maden var så elendig, at det burde være jeres straf at
tage opvasken.” En krænket lyd kom ovre fra Mikkel. Han havde ikke sagt
meget i den sidste uge. Det lignede ellers ikke ham at være så stille, men nu
lod bægeret til at flyde over.
”Kan I da ikke holde jeres kæft, bare for en gangs skyld! Jeg er ved at blive
sindssyg af al jeres pis,” råbte han, og lignede en, der var ved at græde.
Vanessa rykkede overrasket på sig ”Hvis det er sådan, du ser på det, kan du
vel bare tage opvasken,” sagde hun med et ondt smil om læberne, Mikkel
stirrede på hende, med lynende øjne og hænderne knyttede.
”Glem det, Vanessa du tager opvasken i aften, og så ikke mere om det,”
afbrød Lena. Det var det sidste, der blev sagt den aften, før de gik i seng.
”Jeg orker ikke at tilbringe fem dage mere sammen med jer!” råbte Lena.
Hun stirrede stift ind i Vanessas slangeøjne, der skulede ondt tilbage. Det
værste var, at de bare lod som om de ikke hørte hende, bare fortsatte, hvad
de var i gang med. Enten det, eller de lukkede sig inde på deres værelser.
”Årh, helt ærligt,” stønnede hun og kastede sig ned på sofaen, ”det var ikke
ligefrem det her, jeg havde regnet med.” Mikkel mumlede et eller andet, hun
ikke kunne høre, Vanessa sagde ingenting.
Lena havde et forvildet udtryk i ansigtet. Det meste af klassen stirrede på
hende, nogle så den anden vej, som om det kedede dem. Det gjorde hende
vred, de prøvede jo ikke engang på at forstå, hvor svært det havde været. Hun
171

kiggede over på Flemming, der sad og ventede på, at hun skulle fortsætte, og
ned på Vanessa og Mikkel, der ligesom for to uger siden, lod som om de ikke
eksisterede.
Det var sent om aftenen, og Mikkel sad alene ude på verandaen.
”Er du okay Mikkel?” Det gav et sæt i ham. Lena stod bag ham. Han
havde sat sig udenfor for at slippe væk fra Vanessa, der bandende var i gang
med at gøre toilettet rent.
”Øh, ja,” svarede han tonløst. Hun satte sig ved siden af ham, og lagde en
arm om hans skulder. Han så skrøbelig ud, når han sad der, som et lille barn,
selvom han var over tredive centimeter højere end Lena.
Kun fire dage endnu,” sagde hun beroligende.
Han blinkede, ”Jeg savner solen Lena, her er bare så dødt,” sagde han med
et underligt tomt udtryk i ansigtet.
”Den kommer,” sagde hun og klemte hans skulder. ”Bare vent lidt endnu.”
Han nikkede. Mest til sig selv. Fire dage.
”De sidste dage var et helvede,” sagde Lena, med øjnene rettede mod klassens
bagvæg. Mikkel så ud til at være sunket dybere ned i sin stol, og
Vanessa var dækket bag sit tykke hår. Jeg var i hvert fald ved at blive sindssyg
af det. Prøv at forestil jer, at være spærret inde i en kasse i noget der føles
som en evighed. Det var hæsligt.
Flemming nikkede forstående med opspilede øjne, som om han prøvede at
sige. Det er klart, det er klart, på den måde, han altid gjorde. ”Jeg sad det
meste af dagen lænet op ad stuelampen med lukkede øjne og prøvede at forestille
mig, at det var solen.”
To piger fniste nede fra hjørnet af klassen, var det af hende? Eller var det en
privat joke? Hun vidste ikke, hvad hun ville blive mest sur over, hun ville
have dem til at høre efter. ”Den sidste aften sov jeg ikke, jeg sad bare og ventede…”
Der var stille den morgen, som om en tåge var drevet ind ad husets spækker,
og havde lagt sig overalt. De stod på verandaen fra klokken seks, klar til at
modtage solen. Deres ånde stod ud i luften som små skyer, og Lena sank
172

dybere ned i sin store jakke. To timer senere viste det første gyldne lys sig i
horisonten. Som et fyrfadslys, som man ikke er sikker på om vil gå ud, eller
brænde videre. I løbet af få minutter lå sneen foran dem badet i det smukkeste
lys. Et dybt, varmt og blændende lys. Solen stod lavt og skinnede i
deres øjne om kap med bevidstheden om at kunne vende hjem igen.
”Javel.” sagde Flemming, og klappede begejstret. ”Giv hende lige en hånd,
det var vel nok spændende.”
Lena sendte Vanessa og Mikkel et svagt smil.
173

… og Jylland er hovedstaden i Europa
Af Kristine Rørsted Mosumgaard
Tænk, hvis det virkelig skulle lykkes … Elias klamrede sig til grenen og så
ned. I det samme kom han i tanke om engang, han var faldet ned fra en rutsjebane.
Han blev tør i munden og alle hans sanser skærpedes. Hvor havde
det gjort ondt, da han ramte jorden. Han stod lidt og tog mod til sig, bevægede
hænderne op og ned ad grenen. Og så hoppede han.
”Jamen du har set Peter Pan 100 gange, Elias!” argumenterede Mads højlydt
og rev videobåndet ud af hans hænder. ”Og faktisk flyver de også i Star
Wars.”
Elias forsøgte at kapre filmen tilbage, men han havde ikke en chance mod
den 5 år ældre Mads.
”De flyver ikke rigtigt,” sagde Elias og stak underlæben frem, ”de bruger
rumskibe.”
”Det gør det da bare meget federe! Men hvis rumskibe ikke gælder som
at ”flyve rigtigt”, så flyver dem fra din film heller ikke rigtigt! De bruger jo
Klokkeblomst!” sagde Mads og smilede triumferende. Han satte videoen op
på en hylde, Elias ikke kunne nå. ”Og Darth Vader er også meget sejere en
Kaptajn Klo.”
”Det gælder stadig ikke!” råbte Elias for at overdøve sin storebror.
”Jo, det gør!”
Elias holdt sig for ørerne og sang:
”Nej det gør ej! Nej det gør ej! Nej det gør ej!” Elias kunne ellers normalt
godt lide Star Wars, lyssværd og rumskibe, men lige nu ville han se Peter
Pan. Ikke Star Wars.
Mads rev straks hænderne væk fra Elias ører.
”JO DET GØR SÅ!!!”
”NEEEEEEEEEEEEEEEEJ!!!”
De blev afbrudt af deres mor, som åbenbart var blevet forstyrret midt i en
telefonsamtale.
”Mads, vis nu at du er den ældste og lad Elias se Peter Pan,” sukkede hun.
174

”Jamen…” begyndte Mads, men tav, da han så på sin mor. Dét blik, skulle
man ikke spøge med.
Elias smilede bredt og pegede op mod hylden med film.
Mads så surt på sin lillebror og fiskede filmen ned fra hylden, men før han
rakte den til Elias, hviskede han i Elias’ øre.
”Det gælder stadig ikke,” og før Elias kunne nå at svare, havde Mads
proppet filmen i favnen på ham og var smuttet ud af stuen.
”JO!” råbte Elias, men Mads var for langt væk til at høre det. Elias stod
lidt og nød sejren, før han kom i tanke om noget afgørende. ”Mooaar,” kaldte
han klagende, ”hvordan sætter man filmen på?”
En halv times tid senere kom Mads luskende tilbage og satte sig ved siden af
Elias for at se med.
Elias sukkede, da slutteksterne rullede over skærmen.
”Jeg vi’ SÅ gerne ku’ flyve.” Han rejste sig, bredte armene ud som vinger
og løb rundt i stuen. ”Så vi’ jeg kunne flyve hen overalt og ikke være
omskåret fra afverdenen!” konstaterede Elias, stolt over ordbruget. Det var
noget, han havde hørt sin kusine sige engang, de havde været i sommerhus.
Noget med hendes mobil, huskede Elias.
Mads drejede tænksomt hovedet og så på sin lillebror. Et lumsk smil bredte
sig på hans læber, men han fik det hurtigt erstattet med et mere troværdigt
et.
”Det kan du da også godt!”
Elias så ivrigt på ham.
”Kan jeg?”
”Ja da! Du skal bare… hoppe ned fra noget og baske lidt med armene!”
sagde Mads entusiastisk.
”Hoppe…”
Mads afbrød.
”Tror du ikke på mig?”
Elias stod lidt og tænkte over det. Så på Mads. Selvfølgelig stolede han
på ham. Det var Mads, der havde fortalt ham, at Jylland var hovedstaden i
Europa. Mads vidste alt ... og fortalte altid sandheden.
”Jo,” sagde Elias og fortsatte med øjne, der lyste af håb, ”skal jeg bare
baske med vingerne?”
”Armene. Baske med armene,” rettede Mads. Elias for hen mod døren.
”Men du må IKKE sige det ikke til mor og far!” skyndte sig Mads at tilføje.
175

”Hvorfor?”
”Fordi…” Mads bed sig i læben, ”det må du bare ikke, okay?”
Elias nikkede hurtigt og forsvandt ud af stuen.
Elias var fuld af forhåbning, da han spurtede gennem det lille rækkehus for
at finde det perfekte sted at prøve sine flyvetalenter af. Han besluttede, at
spisebordet nok var det bedste bud. Han besteg forsigtigt en af de gamle,
hvide stole og kravlede videre op på bordpladen. Den blå dug med blomsterne
krøllede under hans fødder, da han gjorde sig klar.
”1, 2, 3 NU!” talte Elias, strakte armene ud og satte af fra bordet. Det
sugede ikke engang i maven. Skuffelsen og nederlaget bredte sig som gift,
da han mærkede flisernes kulde mod fodsålerne. Kun lige knapt tre gange
havde han nået at bevæge armene op og ned.
Da Elias skubbede den knirkende dør til Mads’ værelse op og listede ind,
tvivlede han på broren. Det havde ikke fungeret, selvom Mads havde sagt, at
det ville.
”Mads?” Elias trak øjenbrynene sammen.
Mads sad og tegnede. Han fjernede blikket fra papiret, så på Elias og
kørte hånden gennem håret.
”Hvad?”
”Det virkede ikke,” mumlede Elias. ”Hvorfor virkede det ikke?”
Mads så et øjeblik forvirret ud, men så dæmrede det.
”Øhm, måske kan DU bare ikke flyve?” foreslog Mads, men skyndte sig
at trække det tilbage, da han så Elias ansigtsudtryk. ”Nej. Nej, alle kan flyve.
Du mangler bare… sommerfuglestøv! Og fjer, masser af fjer.”
”Men, men, men,” stammede Elias og slog et par gange ud med armene.
”Altså,” begyndte Mads, ”sommerfuglestøvet er jo ligesom
Klokkeblomsts støv! Hvorfor tror du ellers sommerfugle kan flyve? Og fjerene
skal du bare klistre på dine arme.”
Det lød jo fornuftigt nok, det kunne Elias godt høre. At første forsøg
havde slået fejl, var allerede tilgivet og glemt.
”Der er rigtig mange sommerfugle i børnehaven! Og også fjer!”
”Godt, så saml det i børnehaven,” sagde Mads og vendte straks tilbage til
tegningen.
Elias for ud af døren med et kæmpe smil på læberne.
”Luk lige døren, Elias!” råbte Mads efter ham, hvorefter Elias straks
vendte tilbage for at følge brorens bud.
176

Elias plejede ikke at være til at drive op morgenen, men denne morgen var
speciel. Det var onsdag morgen. Elias havde hele mandag og tirsdag samlet
sommerfugle og fjer i børnehaven, og nu havde han endelig nok.
”Mooaar,” bad han beklagende og trak sin mor i trøjen, ”ka’ vi ik’ køre
nu?”
”Shh, Elias!” vrissede hun. ”Jeg snakker i telefon!”
”Jamen moar!”
Moren smækkede røret på.
”Elias! Du skal simpelthen lade være med at forstyrre mig, når jeg snakker
i telefon!” skændte hun.
”Ja ja, men KOM NU!” Han løb ud af døren og stillede sig uroligt ved
siden af bilen.
Lige så snart den gamle røde Fiats hjul ikke længere førte bilen fremad,
sprang Elias ud af bilen og galoperede ind i den gule murstensbygning. Han
løb hen i hjørnet af Rød Stues rum og fandt en pose frem. Han bar den forsigtigt
over til et bord, mens han så på den, som om den ville forsvinde, hvis
han kiggede væk. Han fandt en rulle tape frem, men da morens stemme lød
lige ud for Rød Stue, tabte han den med det samme igen. Han skyndte sig at
proppe posen op under trøjen. Mads havde jo sagt, at hans mor og far ikke
måtte vide det.
”Elias! Hvorfor løb du bare? Kom nu herover og sig farvel, så kører mor
igen,” sagde moren, da hun fik øje på ham.
Elias løb over og fik et farvelkys på panden.
”Hej hej,” skyndte han sig bare at sige, før han løb tilbage.
Moren stod og så lidt forbløffet på ham, før hun forlod Rød Stue for at gå
på arbejde.
Elias var helt opslugt af at tape fjer med sommerfuglestøv fast på armene.
Flere af børnene på stuen kom over og ville være med, men Elias vogtede
nidkært over ingredienserne til sin succes. De måtte finde deres egne fjer og
sommerfugle, sagde han.
Da posen var tom, sprang Elias op og foldede de nye vinger ud. Han startede
med at baske lidt rundt omkring i stuen for at prøve dem af. Fra fjerene
lød en svag, men luftig susen og de kildede lidt. Men de sad fast, og det gav
et sug af forventning i Elias mave. Han følte sig helt klart mere luftbåren. Da
han løb udenfor, svævede han mentalt. Han var så tæt på målet, manglede
kun højden. Han måtte højere op, det var han overbevist om. Og vejen til
gennemførelse af den sidste del af projektet tårnede sig med et op foran ham.
177

Børnehavens største træ. Tykke, klatrevenlige grene med lysegrønne bøgeblade
groede ud fra den tykke stamme. Elias havde været deroppe før, men
ikke så højt oppe, som han skulle nu.
Han så sig lidt omkring for at være sikker på, at der ikke var nogen pædagoger
i nærheden. Efter at have drejet en omgang og set, at han var nogenlunde
alene, gik han langsomt hen til den store stamme og så op. Træet var
meget højt. Højere end noget andet Elias havde set før. Han greb fat om den
første gren og trak sig behændigt op på den næste. Han arbejdede sig videre
opad med velovervejede og forsigtige bevægelser, der vidnede om, at han var
en rutineret klatrer.
Da grenene begyndte at blive tyndere, stoppede han og fandt en god gren
at stå på. Han rykkede et lille skridt frem og kiggede ned. Der var langt ned.
Tænk, hvis det virkelig skulle lykkes … Elias klamrede sig til grenen og så
ned. I det samme kom han i tanke om engang, han var faldet ned fra en rutsjebane.
Han blev tør i munden og alle hans sanser skærpedes. Hvor havde
det gjort ondt, da han ramte jorden. Han stod lidt og tog mod til sig, bevægede
hænderne op og ned ad grenen. Og så hoppede han.
Elias sagde ikke ord på vej hjem fra hospitalet. Han sad tavs på bagsædet af
den røde Fiat med venstre arm i gips til langt over albuen. Gipsen var stadig
helt hvid, ingen havde tegnet på den endnu. Mads sad endnu mere tavs ved
siden af Elias. Hans ansigt var næsten lige så hvidt som gipsen, og hans blik
var fæstnet på hænderne, som han nervøst vred. Elias så slet ikke på ham.
Mads havde løjet for ham. Og Jylland var en del af Danmark, sagde deres
mor, ikke Europas hovedstad. Europa var ikke engang et land.
Huset var mørkt og lugtede indelukket. Elias´ humør passede til huset. Hans
humør var sort og hans hoved tomt. Han vandrede ind på sit værelse, lagde
sig på sengen og kiggede op i loftet. Den øverste del af tapetet var falmet ,og
de smilende blå fly var utydelige. Elias rejste sig og trak gardinerne for, så
solen ikke kunne trænge ind.
Lidt efter bankede det på døren, og Mads stak hovedet ind.
”Øhm, Elias? Vil du ikke med hen på legepladsen og gynge?” spurgte han
forsigtigt.
Først havde Elias lyst til at sige nej. Men synet af den blege bror, fik ham
til at sige ja alligevel. Og desuden elskede Elias at gynge.
”Kan du selv holde fast, eller skal jeg stå bagved, så du ikke falder af?”
178

spurgte Mads og så på gipsarmen.
”Jeg kan godt selv.”
Mads så ud, som om han ikke vidste, om han nu også troede på det eller
ej, men besluttede sig for at sætte sig på gyngen ved siden af.
”Det er ærgerligt, at gyngestativet i haven faldt sammen,” sagde Mads.
”Men måske ikke alligevel. For hjemme i haven kunne mor jo se os, og så
kunne jeg ikke hoppe af.” For at understrege sin pointe sprang han af, fløj
gennem luften og landede grinende i gruset.
Elias sagde ikke noget, koncentrerede sig bare om at gynge højere og højere.
Så højt, at det gav et sug i maven. Ved et særligt højt sving gled gipsarmen
af kæden, og Elias fløj af gyngen.
”Så havde Mads alligevel ret!” tænkte Elias, mens hans grinende susede
gennem luften. ”Jeg flyver!”
179

Om mord og nisser
Af Josephine ’JW’ Wagner
18/7 2009
I dag er det den store dag. I dag er det dagen, hvor jeg sætter mit værk- min
bedrift - i gang.
Jeg har valgt mit mål. Brian Lenno Poulsen. Tulipanvej nr. 7.
24/7 2009
Jeg er lige kommet hjem fra min iagttagelses- mission. Jeg har siddet flere
dage i træk i en busk. En tjørnebusk intet mindre, den var den eneste busk,
der var tæt nok til at skjule mig helt. Jeg har siddet i næsten en uge og observeret
min Brian, kun ledsaget af en notesblok, en kikkert og en termokande
kaffe. Jeg sad i timer uden der skete noget, men nu da jeg endelig er vendt
tilbage til min lejlighed er det ikke med uforrettet sag. Nej, jeg har en masse
sider med nyttige oplysninger om Brian. Om hans territorium, hans familie,
hans vaner og særheder. Han bor i et villakvarter, i et lille hvidt hus med
bleg røde tagsten. Det er som taget ud af et boligkatalog. I hans forhave er der
en hær af blomster og bede. En eksplosion af tusinde farver. Og i midten af
eksplosionen står en lille havenisse med rød tophat og blåt tøj. I baghaven
står et spinkelt æbletræ, et gyngestativ og en grill. Huset er på sin vis både
fascinerende og frastødende.
Brian har en kone. Lidt yngre model, hvis man dømmer efter udseendet.
Hun har lyst hår, som hun med jævne mellemrum stryger om bag venstre
øre. Af tøj foretrækker hun mønstrede sommerkjoler i lyse farver. Hun er
hjemmegående og bruger sin tid på huset, haven og resten af familien. Mens
jeg iagttog hende, havde jeg hele tiden en fornemmelse af genkendelighed.
Hun mindede mig om nogen. På tredje dagen gik det op for mig, hvem hun
mindede om, og jeg var nødt til at holde en times pause.
De har et barn. Jeg vil skyde på, at han er ni år. Han er en typisk snottet
unge; larmende og til gene. I morges legede han foruroligende tæt på min
busk, men jeg tror ikke, han så mig. Knægten har en hund, en lille en. Mops,
tror jeg. I hvert fald er den ligeså larmende, som ham. Han omtaler den som
180

Captain Hero.
Jeg har også samlet nogle oplysninger om, hvornår og hvor længe familien
forlader huset. Nyttigt.
Om søndagen tog de alle på en familietur. Turen varede omkring tre timer.
Jeg bliver nødt til at observere i længere tid for at finde ud af, om det er en
fast rutine.
Brian har et arbejde. Hver morgen kl. 8 tager han familiens Volvo og kører
mod indre by. Direktørtid. Han kommer hjem tidligt på aftenen. Han har i alt
gået med hunden én gang. Konen har for det meste været hjemme. Om tirsdagen
gik hun til købmanden for at købe ind. Det tog godt en time. Det er
hovedsageligt hende, der går med hunden. Knægten går i skole, selvfølgelig.
Han kommer hjem ved 3 tiden (Fritidsordning?) Nogle gange går han med
hunden om eftermiddagen. Det bliver sjovt at arbejde med min Brian. Jeg vil
for alvor sætte mit værk i gang nu. Glæder mig.
25/7 2009
Jeg sidder her og skriver, men jeg er ikke alene. Ved min side sidder den
frugt, jeg har høstet fra mit første træ. Nøje udtænkt og med allerhøjeste perfektion
og timing. Idéen blev undfanget i går nat, hvor jeg lå og ikke kunne
sove. Jeg vendte, drejede mig og tænkte tanker, som hvilken kamp skal kæmpes
klarest? og Hvilken sejr skal sejres snarest? Og lige med ét vidste jeg
det. Jeg havde fundet den perfekte plan: Kidnapning!
I morges stod jeg meget tidligt op, trak i tøjet, og kørte over til Brians hus
i min mellemgrå Hyundai Getz. Jeg listede mig om bag min busk. Solen var
endnu ikke stået op. Jeg havde masser af tid. Alle vinduerne i huset var
mørke. De sov. Efter at have sikret mig, at hele gaden lå øde, sneg jeg mig
ind i haven. Jeg sørgede for at jokke i blomsterne og vidste præcist, hvad jeg
ledte efter. Efter en lille tids famlen i mørket fandt jeg det. Eller kan man
sige, jeg fandt ham. Familien Lenno Poulsens havenisse med den røde tophat
og det blå tøj. Jeg kastede et hurtigt blik op mod huset for at sikre mig,
at ingen var vågnet, inden jeg snuppede nissen. Med nissen i favnen løb jeg
ud af haven. Solen var så småt begyndt at dukke op. Nu sidder jeg her og
skriver. Nissen står og smiler ved siden af.
Jeg har lyst til at sparke ham.
07/08 2009
Dagene er gået, og mit værk er nu påbegyndt. Nissens forsvinden reagerede
Brian ikke på. Tværtimod. Konen blev derimod virkeligt gal. Fra min busk
181

kunne jeg høre hende råbe noget om forstyrrede unge. Og knægten løb selvfølgelig
rundt og larmede med sin hund, og virkede dybest set ligeglad. Jeg
så det dog ikke som et nederlag. Nej, jeg gik videre til min næste plan. Først
iagttog jeg dem igen i et par dage og lagde for første gang mærke til Brians
stolthed. Hans stolthed over huset, over bilen, og vigtigst af alt over familien.
En mere systematisk, for ikke at tale om genial, plan begyndte at forme
sig i mit hoved.
Efter nogle dage trådte jeg for første gang ind i deres hus. Indenfor så der
lige så fascinerende og samtidig kvalmende ud. I Brians kontor fandt jeg alt,
hvad jeg skulle bruge; ringbind, dokumenter og andet godt. Jeg fandt også et
familiealbum. Jeg tog det hele med hjem. Her har jeg fundet ud af, at Brian
er sagsbehandler. Godt betalt, selvfølgelig. Jeg måtte erkende, at jeg ikke
kunne inddrage hans job i min plan. Det var okay. Konen havde taget en
lægeuddannelse for 6 år siden. Sonja… Min plan var efterhånden ved at være
renpoleret. Alt hvad mit mål, min Brian, var stolt over skulle væk. Hus, bil,
familie. Jeg ville systematisk nedbryde, hvert eneste af de tre ting, startende
med det nemmeste: huset.
Da kidnapningen af havenissen (der nu desuden har fået en fast boplads
her) ikke havde den store virkning, besluttede jeg mig for at give dem et rigtig
varsel, et man ikke kunne tage fejl af. Jeg troppede op på Tulipanvej 7 en
tidlig nattemorgen, bevæbnet med malerspand og pensel, og marcherede lige
op til det søde, lille hus, med de hvide vægge og blegrøde tagsten. Og svang
min pensel.
Kreative minutter senere beundrede jeg mine strøg. På den fredsindbydende
husmur stod med store røde bogstaver: ”JEG VED, HVOR DU BOR!”
Det er ved at være et par dage siden. Da jeg ikke har haft så travlt med livet,
har jeg ikke fået set Brians reaktion. Nu er det tid til at minde ham om, at jeg
ikke har glemt ham. Ude i gangen står en sækfuld mursten. Det bliver sjovt.
29/08 2009
Det var sjovt. Det var rigtig sjovt. Jeg har haft travlt med at sætte mit præg
på Brians tilværelse. Mere præcist … sætte præg på Brians hus. Vinduer er
blevet smadret, blomster trampet ned og møbler stjålet. Det er alt sammen
meget godt, men som altid er der en bagside af medaljen. Brian og resten af
Lenno Poulsen familien er blevet paranoide på det sidste. Jeg så konen tale i
telefon her den anden dag, og opfangede ord som chikane og forfølgelse. Jeg
havde en grum fornemmelse af, at politiet var i den anden ende.
I al fald, på trods af de små problemer jeg har haft, er Brians hjem nu per-
182

fekt. Selvom det stadig har en gnist af boligkatalog, kan man tydeligt se mine
små ændringer. Så på dagen i dag vil jeg gå videre til næste punkt: Brians
bil. Jeg har en plan udtænkt for Volvoen. Modsat huset skal den ikke bare
saboteres, nej den skal forsvinde helt! Hvordan og hvorhen gider jeg ikke
tænke på endnu, for nu skal jeg ud i felten!
06/09 2009
Selvom der blot er gået en uge, er der sket en masse. De to store hovednyheder
er, at Volvoen er væk, og politiet er på jagt efter mig. Eller teknisk set
er Volvoen ikke væk, og politiet er ikke på jagt efter mig. Volvoen ligger i
den lokale sø, og politiet er på jagt efter Lenno Poulsen-vandalen.
Ja, jeg kørte Volvoen i søen. I det øjeblik jeg trillede dytten ud af det (nu
knapt så) kvalmende hus’ indkørsel følte jeg noget. En spænding, en glæde.
Jeg har kun følt den en gang før, dengang … dengang Sonja var …
Jeg havde valgt mit tidspunkt godt: en sen september-nat var der ingen
ved søen, ingen der kunne snuppe én, mens man var godt i gang med at skubbe
en Volvo i vandet. Så var der kun én trussel: Politiet. Brian og familie er
jo fuldt bevidste om at noget er i gære nu. I sidste måned var de paranoide;
nu er de decideret fjendtlige. Hvor Brian før gik syngende ned ad gaden, slæber
han sig nu sammenbidt af sted, med stirrende øjne, der betragter alle og
enhver som var de potentielle gerningsmænd. Konen og knægten er også
mærkede, dog ikke i samme grad. Alt sammen fremskridt. Indtil den dag en
bil med blåt blink kom på visit hos dem.
Jeg sad godt gemt i min busk og turde hverken stikke øjne eller ører frem,
så jeg fik ikke fat i noget af samtalen, der varede godt 20 minutter. Siden da
har jeg et par gange set politiet kredse rundt på vejen. Jeg har en fornemmelse
af, at Lenno Poulsen-sagen ikke står højt på deres prioritetsliste, men
det gør mig stadig så voldsom nervøs. På trods af det, er jeg ikke færdig. Det
sidste og mest fatale punkt på min liste er stadig tilbage. Familien.
23/09 2009
Jeg må op i et højere gear. Indtil nu har jeg bare gået og prikket lidt til min
Brian; en bil her, en havenisse der, og på trods af, at der som tidligere nævnt
har været betydelige fremskridt, bliver jeg nødt til at gøre det mere seriøst
hvis mit værk skal fuldendes. Jeg bliver nødt til at gøre det mere alvorligt.
Mere fatalt. Knægten. Han er larmende, han er træls og han er især irriterende.
Han leger og løber og råber og render, og er hele tiden ved at opdage
mit skjul sammen med den forbistrede hund. Jeg må have ham af vejen.
183

14/10 2009
Hehehe. Hehe. Deres ansigtsudtryk, da de fandt det dinglende lig foran
hoveddøren, var noget af det bedste, jeg længe har set. Jeg havde virkelig
løbet en stor risiko ved at hænge det op i døren, med alle de naboer og forbipasserende,
der kunne have set mig. Igen havde jeg heldet med mig! Og
selv fra mit skjul bag busken, kunne jeg høre Brians og konens klageråb.
”Captain Hero! Captain Hero! Åh nej!” Konens skrig gav mig et stik af
smerte og genkendelse.
Da knægten opdagede den døde hund, stod han bare og stirrede med åbent
ansigt. Brian hev ham ind, og lige inden han smækkede døren i, hørte jeg
vrælet.
Næste dag skete der noget. Bedst som jeg var i gang med endnu en iagttagelsessession,
rullede en bil op ad den tomme indkørsel. Ud af bilen trådte
en fedladen dame og endnu en snottet unge. Da de kørte tog de knægten
med.
Mens det stod på, var jeg vitterligt forvirret. Nu er jeg ret overbevist om
at de besøgende var noget familie af en art. Men uanset hvad, ved jeg nu, at
jeg ikke har alverdens tid. At barnet skal bo hos familien er nok bare første
skridt for dem. Min Brian forlader Tulipanvej.
16/10 2009
Jeg har nosset i det. Og det er ikke bare et lille nos, det er nok det største nos,
jeg nogensinde har lavet. Større end da jeg lod Sonja forlade mig. Jeg har
slået hende ihjel. Jeg har slået konen ihjel.
Det var slet ikke planlagt! Jeg var inde i deres hus i dag. Tirsdag. Brian
var på arbejde og konen i byen. Da det var gået op for mig, at jeg var i tidsnød,
havde jeg overhovedet ikke kunne komme på nogen idéer, så jeg var
taget på hustur for at se, om jeg kunne finde noget. Hun kom hjem tidligere
end ventet og overraskede mig midt i min søgen. Først begyndte hun bare at
skrige, men da det gik op for hende, at hun havde at gøre med selveste Lenno
Poulsen-vandalen, fortrak hendes ansigt sig i vrede. Hun råbte ad mig. Hun
blev ved og ved at råbe, og hun mindede mig sådan om fortiden. Uden at
tænke over det, tog jeg det nærmeste, jeg kunne få fat i, en bordlampe for at
være helt nøjagtig, og gav hende sådan en på lampen. Hun faldt bevidstløs
om. Stadig ude af mig selv… kvalte jeg hende. Jeg kvalte hende med mine
egne, behandskede hænder. Langsomt gik det da op for mig, hvad jeg havde
gjort. Hvis bare jeg havde gjort det dengang, husker jeg, at jeg tænkte. Og
så løb jeg. Jeg løb hele vejen hjem.
184

Hjemme i min lejlighed sad jeg nogle meget lange minutter og sad. Jeg
tænkte ikke, jeg angrede ikke, jeg sad bare. Så satte jeg mig til at skrive i min
dagbog. Og det gør jeg så nu. Mon nogen så mig løbe ud af huset? Politiet
vil hurtigt finde frem til mig. Hvad skal jeg gøre?
16/10 2009
Måske ordner det sig nu. Måske. Imens jeg sad og havde ondt af mig selv,
begyndte jeg at tænke: Hvad nu hvis konen havde en affære? Hvad nu hvis
Brian opdagede nævnte affære? Og Brian … han ville jo selvfølgelig blive
gal over det. Så gal, at han kunne finde på at kvæle hende? Jo mere jeg tænkte,
jo højere blev jeg løftet op fra mit sorte humør. Så jeg skrev straks nogle
breve. Elskling, tag med mig til Frankrig! Vi stikker af fra det hele og alt
sådan noget. Jeg skyndte mig at sætte min Hyundai Getz i gear med kursen
mod Tulipanvej nr. 7. Jeg løb ind og gemte brevene forskellige steder. Et af
dem, det med Frankrig, lagde jeg på Brians arbejdsbord. Jeg kørte hjem igen,
overvejede, om jeg havde gjort nok. Nej, så jeg ringede anonymt til politiet
og fortalte dem, at ”noget forfærdeligt var sket på Tulipanvej nr. 7”
Så her er jeg nu. Jeg håber, det går som planlagt. Jeg kan mærke en prikkende
fornemmelse.
Er det mon skyldfølelsen, der stikker sit hoved frem?
18/10 2009
Succes! Jeg havde ikke været ude ved huset siden… uheldet. Dels fordi jeg
var bange for at politiet ville få øje på mig, og dels fordi jeg var dødsens nervøs.
Men i dag så jeg avisen. Ude foran den lokale kiosk. Forsiden var ryddet.
Kvinde kvalt - Hendes mand sigtet. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne,
det kunne vel ikke være sandt? Med rystende hænder købte jeg avisen og flåede
den op. Et billede sprang mig i øjnene, og da jeg så det, blev en kæmpe
byrde løftet fra mit hjerte. Det var nemlig Brians hus, med tom indkørsel og
ingen blomster eller havenisser i haven. Jeg nærmest dansede hele vejen
hjem. Hjemme tog jeg alle mine notater frem, og spredte dem ud på gulvet.
Jeg læste dem igennem. I tidens løb havde jeg fået skrevet så mange noter:
Fra nødvendige ting som Brians venner og naboer, til trivielle ting, som hvilke
farve sokker han havde, og hvilke blade han læste.
Og så følte jeg pludselig et stik. Tomhed. Det var slut nu. Mit værk var
fuldendt: Brian stod nu uden hus, bil og familie. Han ville være mærket for
livet. Og jeg ville højst sandsynlig aldrig få ham at se igen. Mens tomheden
voksede, gik jeg hen og rodede i skabet. Hurtigt fandt jeg, hvad jeg ledte
185

efter; den lille nisse med rød tophat og blåt tøj. Jeg tog den ud og placerede
den på mit bord, som et trofæ.
Nu er den stikkende smerte forsvundet, men jeg føler mig stadig tom
indeni. Tiden med Brian optog mit liv så meget, sagen blev nærmest mit liv.
Og nu … nu er det slut. Men behøver det nu alligevel være det? Måske er det
slet ikke ovre, måske er det kun lige begyndt? Jeg er søvnig.
21/10 2009
I dag er alle brikkerne faldet på plads. I dag vil jeg fortsætte min bedrift - mit
værk.
Henning Flemming Hjørning, Dupontstræde 13.
Det bliver sjovt.
186

Over and out
Af Joo Rørholm
Status. Hvad har jeg så lavet af spændende ting og sager i dag? Tja...
Ingenting, hvis jeg nu skal være helt ærlig, hvilket man jo skal, som mine
forældre altid påpeger med streng mine og løftet pegefinger, når jeg forsøger
at snakke uden om noget.
Eller jo, nu når jeg tænker mig lidt om, så har jeg faktisk lavet noget, hvis
det tæller med at stirre stift, og her menes virkelig stirre stift, ind i en computerskærm.
Det er egentlig en smule trist, ret skræmmende, når jeg fører tanken til
ende, men jeg tror virkelig ikke, at min hjerne har kapacitet til mere. Hvor
deprimerende.
Nå tilbage til det oprindelige emne. Min miserable dag. Ud over at sidde
tilbagelænet og glo ind i skærmen, en ting, der får mig til at mindes de uundgåelige
forældresamtaler, hvor min folkeskolelærer bare sidder der, lænet tilbage
i den gode ikke-knirkende-stol på sådan en selvfed måde, og bare nidstirrer
mig over kanten på de fedtede briller, så har jeg da også fået tid til
andet i dag. Som at finde nye venner her på facebook, ærgret mig godt og
grundigt - igen - over at jeg ikke skal til Danmarks Smukkeste Festival og
bare... høre musik!
Ja, det har jeg også gjort. Foregivet, at jeg var godt i gang med min novelle,
mens jeg i virkeligheden bare sad og skrev diverse kunstnere ned med et
utroligt koncentreret udtryk i ansigtet, fordi det skulle være hele kunstnerens
navn og ikke bare en del af det.
Særdeles hårdt og psykisk meget krævende.
Lige nu undrer jeg mig, glæder mig faktisk lidt over, hvor mange venstrehåndede
eksistenser her egentlig er. Ret fedt at finde ud af, at man kan
sidde og skrive en hel tekst, uden ufrivillige streger rundt omkring på papiret
og uden irritationen over, at man hele tiden kommer til at støde armen ind
i sidemanden. Fantastisk. Og dog, nu har jeg fyldt en side med værdiløst
pladder, som for dig bare vil være, ja værdiløst pladder kort sagt. Reminder
til mig selv, få et større ordforråd.
187

Stop så. Nu må det her vanvid snart få en ende, så her kommer det vigtige.
Udfordringen.
Du skal stjæle et eller andet fra familien Smith, når du gør rent. Du siger
jo, at deres hus er totalt smagløst indrettet, fyldt med alt for mange gyselige
havenisser i alle størrelser og afskygninger. Tag en af dem, gå hjem, knus den
til atomer og send den tilbage i et brev.
Fantasiløst? Ja, men jeg er jo trods alt kun et menneske, klokken har passeret
midnat og min ekstremt overanstrengte hjerne skriger efter ro, så det
må være nok for nu.
For ikke at virke alt for uhøflig og selvcentreret må jeg hellere spørge lidt
ind til dig. Så her kommer det store altomfattende spørgsmål: Hvordan går
det ellers i London?
Forventer snart en redegørelse og en fotosession for både udfordringen
,og hvad der ellers sker. Over and out.
Jeg er tilbøjelig til at give dig ret i to ting. Et, at din hjernekapacitet kan
ligge på et meget, meget lille sted og to, at du ingen fantasi har. For fanden,
come on buddy. At skulle stjæle en ting er virkelig, virkelig en klichet. Det er
altid det, folk finder på, når de skal udfordre andre. Med den fantasi, som du
jo så ikke har, ender du garanteret med at blive rengøringsassistent i stedet
for forfatter, som du altid har fablet om. Men det passer mig egentlig også
fint nok, for så kan du gøre rent efter mig på scenen, når jeg turnerer land
og rige rundt. Ej okay, rolig nu buddy. Det er bare en joke! Selvfølgelig bliver
du forfatter. En dag. Langt ude i fremtiden. Måske...
Men, nu synes jeg vi har snakket nok om dig, så her kommer lidt om det
vigtigste i mit liv. Mig! Jeg er faktisk blevet fyret af familien Smith. På grund
af dig og Fru Smith, som vogter nidkært over alle sine afskyelige havenisser.
Hun har en syg form for passion for dem. De skal stå på et bestemt sted og
hun tæller dem. Hver evig eneste dag tæller hun dem. Autistfreak.
Men sagen er, at da hun opdagede, at en af hendes forbandede gnomer i
forklædning manglede, rettede hun prompte en kroget finger anklagende i
min retning, gav mig dødsblikket og skreg med en hæslig, skræppende stemme,
der lød lidt lige som din, når du er hæs: It is her! Kill her! Eller det sidste
sagde hun godt nok ikke, men jeg ved, hun tænkte det, og i en sådan situation
er der kun en ting at gøre. Benægt, benægt, benægt. Dog, af en eller
anden mystisk grund, troede hun mig ikke og gav mig sparket. Jeg havde ikke
engang smadret tingen, kun fjernet den fra sin sædvanlige plads, da hun
opdagede det, men jeg kan godt sige dig at den fik slag, da jeg så kom hjem.
188

Altså gøglernissen. Hvilket du måske også kan se på vedlagte billeder. Hvad
kan man sige, shit happens.
Men hey buddy, du har faktisk gjort mig en kæmpe tjeneste. Nu har jeg
nemlig mere tid til at sidde om morgenen på mit lille snuskede værelse,
kæderyge, skrive sange og vente på, at resten af verden anerkender mit
kæmpe talent, inden jeg skal lave slavearbejde hele eftermiddagen. Videre
tilbage til dig, min buddy. Til din udfordring. Når du alligevel skal bo på den
der højskole i et halvt år, skal der også ske noget. Hæld et eller andet i
maden, eller noget i den stil. Tænk nyt, buddy! Tænk fremad, og lad mig høre
fra dig engang. Salut.
Aha, det er jo tydeligt at se, at min udfordring med at stjæle noget er en
kæmpe kliche, især når man tænker på din åndede udfordring med at hælde
noget i maden. Latterligt.
Det er jo sådan noget små børn kan finde på. At hælde ekstra stærkt chilipulver
i maden, for så at sidde og fnise ondskabsfuldt ned i servietten, mens
resten af selskabet er ved at kvæles. Hvor ondt.
Jeg vil gøre det i så korte træk som muligt, da jeg for øjeblikket befinder
mig i et kosteskab. Hvorfor nægter jeg at fortælle. Det skal forblive mellem
mørket, kosten ( som jeg gentagne gange har knaldet hovedet ind i) og mig
selv. Endnu en reminder, få mig et liv.
Nå, men intentionen var at komme til at tabe saltbøssen, en liter juice og
lidt vodka, som jeg med stort besvær havde smuglet ind på skolen, ned i
aftensmaden, der viste sig at være en utrolig væmmelig udseende suppe, der
stank af offentligt herretoilet. Herligt.
Nej, det passer da ikke. Det var kun salt og juice, jeg ofrede. Vodkaen blev
gemt.
Nå, men jeg satte mig til bords, med et helt arsenal af servietter klar, så
jeg kunne sidde og fnise ondt ned i dem, mens de andre var ved at blive kvalt.
Men gjorde de så det? Næ! De satte sig til bords og vold åd hele skidtet. Kun
én bemærkede at suppen måske havde en svag eftersmag af æble.
Granatæble. Jamen, hurra.
Nul aftenunderholdning i dag. Hvor skuffende.
Derfor går jeg lige til sagen: Næste gang, du spiller på den der latterlige
pub, skal du, når du er færdig, lave headbanging, skrige sataniske budskaber
og kaste din guitar gennem ruden. For resten, så drop det der buddy fis. Som
om jeg er et dyr. Over and out.
189

Hej buddy... Tak for udfordringen. Du fik nærmest afsluttet min karriere,
inden den rigtigt var begyndt. Thank you very much, not, buddy.
Det hele gik ellers rigtigt fint med at spille og da jeg var færdig, var der
ingen, som klappede, hvilket jeg er vant til, eftersom min musik er en alt for
stor sanseoplevelse til, at man kan undgå at sidde som om man er blevet ramt
af et flyvespark fra en asiatisk dværg, lige der hvor det gør allermest ondt.
Og det er meningen! Næsten da.
Back to story. Da jeg havde færdiggjort min optræden, rejste jeg mig op,
begyndte med en headbanging session og skreg en masse sataniske ting, som
man kunne gøre ved fru Smith og hendes forbandede retardo nisser.
Og så gloede alle på mig. Egentligt rart med lidt opmærksomhed for en
gangs skyld, men desværre ødelagde jeg det hele, da jeg ville kyle min guitar
ud gennem vinduet, som du havde sagt, jeg skulle.
Helt ærlig, hvilken pub-ejer med respekt for sig selv har panserglas i vinduerne?
Paranoiafikserede skid. Som om nogen vil bryde ind og stjæle hans
uvurderlige ølkrus.
Men, så stod jeg der, lignede garanteret Tornerose som hun i virkeligheden
ville have set ud, når hun vågnede efter hundrede år og så en fremmed
mand stå lænet ind over hende. Forestil dig det ansigtsudtryk, og du vil
græmmes, buddy.
Nu kunne jeg så vælge ikke at fortælle om min mistede selvtillid, min ødelagte
guitar, det faktum at jeg ydmygede mig selv helt ekstremt meget, men
det vælger jeg at gøre så du kan se, hvilket usselt menneske, du er buddy, når
du gør sådan nogle ting mod mig.
End of story.
Derfor synes jeg, at du skal sætte ild til et eller andet. Brænd et eller
andet på din skole. Find din indre pyroman frem. Kontakt mig venligst ikke
igen, med mindre du finder min selvtillid og sender en ny guitar. Salut.
Jeg tillader mig hermed at kontakte dig igen, selvom jeg nægter at sende en
guitar til dig, fordi jeg er et ondt og usselt menneske. Og angående din selvtillid?
Den er der da vist ikke noget at gøre ved...
Jeg burde vel egentlig sige tak, for nu ved jeg hvilken retning min karriere
kan tage, hvis jeg ikke bliver forfatter. Pyroman. Det var faktisk helt utroligt
sjovt at brænde noget af. Kan godt blive lidt skræmt, når jeg opdager de
mindre tiltrækkende sider af mig selv. Men dem er der så mange af, at jeg er
blevet godt hærdet.
Nå, men midt om natten stod jeg op, fik fat i kasserne med alle sangbø-
190

gerne (hader nemlig når der er dømt fælles sang), stablede dem fint op midt
i spisesalen og stænkede vievand rundt om, så det ikke var hele skolen, der
futtede af, ikke at det havde gjort noget, hvorefter jeg smed en tændstik på.
Og kaos brød løs. Fantastisk! Jeg dansede lidt rundt om monsterbålet, mens
jeg frydede mig over, at det nu var slut med alt for mange mennesker, der i
forskellige tonelejer, synger hver deres version af ”Det er et yndigt land”
eller hvilke andre rædselssange, vi ellers er blevet tvunget til at skråle med
på. Eller mime i mit tilfælde. Gå hjem Johannes Møllehave.
Desværre reagerede ilden lidt anderledes, end jeg havde regnet med.
Havde kun tænkt mig, at det skulle være et mindre bål. Ikke et sankthansbål
med stikflammer op til loftet.
Så da brandalarmen startede og afbrød mig midt i min dans, besluttede
jeg, at det måtte være bedst, hvis jeg listede væk. Desværre blev jeg spottet
af pedellen, der kom anstigende i en plysset åben badekåbe, viste lidt af sin
ølmave, charmerende som altid, og greb fat i min arm med en desperation,
som var jeg var den sidste øl i køleskabet.
Det eneste, jeg med vilje havde ladet være med at tænke over, var konsekvenserne.
Tror måske min lille hævnakt rettet mod sanglæreren kunne misforstås
som hærværk.
Men på den anden side, jeg har altid været en misforstået person med misforståede
handlinger...
Nå, men brandvæsnet blev tilkaldt, som om det var nødvendigt, og fik
hurtigt slukket mit bål. De reddede endda et par sangbøger. Desværre.
Ud over røglugten, den svedne plet på gulvet og i loftet og de forkullede
rester af nutidens torturvåben, var der intet spor efter branden, så jeg forstår
ærlig talt ikke, hvorfor de tog sådan på vej og snakkede om bortvisning, politi
og alt muligt andet. Overreager lige lidt mere. Hvis det er muligt.
Nå, nok om mig, selv om jeg nok har det mest interessante liv af os to, og
videre til dig.
Har fundet på den bedste udfordring. Du skal, midt om natten, helst når
det regner og mindre kan ikke gøre det, sejle over Themsen på et badedyr og
med en volleyball på slæb. Nu fortryder du vist, at du fortalte mig om dit
vandtætte digitalkamera.
Forventer snart en fotosession med Themsen by night og noget mere
information om dit liv. Helst noget om hvor dårligt det går dig, så jeg kan få
det bedre. Over and out.
Hej buddy, som du nok ville sige. Det er efterhånden et stykke tid siden jeg
191

har hørt fra dig. Håber ikke, at der er sket dig noget.
Ville bare lige fortælle dig, at højskolen har droppet politianklagerne men
dog smidt mig ud, så lige nu sidder jeg hjemme i mine forældres kælder, helt
nede og skrabe bunden, ej mere á la nede på alle fire og slikke det ru gulv,
bander over den næsten ikke eksisterende og helt utrolige langsomme netforbindelse
her er, og gemmer mig for de skuffede blikke, der vandrer hvileløst
rundt der oppe, noget jeg kan mærke, fordi der drysser pus ned i min
nakke hver gang, der bliver taget et skridt. Hvilket sker hele tiden.
For at gøre ondt værre opdagede jeg, midt i al min selvforskyldte elendighed,
en helt speciel følelse, som jeg har forsøgt at undgå det meste af mit
usle liv. Følelsen af ensomhed, der ramte mig med samme kraft som en flyvende
ko, der blev sendt af sted med en katapult, ville have gjort.
Malplaceret sammenligning, men jeg er også altid blevet klandret for min
manglende situationsfornemmelse og fantasi.
Det er lige gået op for mig, at du var og er min eneste kontakt til omverden,
og at jeg faktisk savner dig, noget som jeg vil benægte på det groveste
i fremtiden, så hey, skriv snart?
Nu er der gået to måneder og tretten dage siden jeg postede min sidste
besked. Du bekymrer mig faktisk, og jeg nu er dybt isoleret, mere end jeg
plejer, fra omverdenen.
Jeg vælger at tro, at dit net er gået ned, eller at du rent faktisk har held
med din karriere som musiker, da jeg ikke vil blæse en orkan om til et sandkorn,
eller også er det omvendt. Desuden skriver jeg ikke så meget, da jeg er
begyndt at slå psykisk ud af at skrive. Har nemlig fået et kæmpe, kæmpe
stort kløende mærke på halsen. Eller også er det bare et myggestik. Men,
who cares, et af dine engelske udtryk. Skriv nu snart!
Begynder ærlig talt at blive rigtig bange. For helvede, hvad er der sket, hvor
er du?
HAAAAALLLLOOOOOOOO?!!?!???!!
192

Overlevelse
Af Gustav Halstrøm
Jeg satte mig ned på kantstenen og mærkede den stille brise. Hvor var alle
mennesker henne? Var jeg den eneste, der havde overlevet dette tilsyneladende
altødelæggende fænomen? Panikken gjorde mig svag i knæene, og jeg
følte mig pludselig indespærret. Som en mus, der ikke kan finde vejen ud ad
en flaske. Jeg var fanget i min egen krop, men hvad var der sket? Var det kun
denne landsby, der var ramt, eller var det hele landet? Hvad nu, hvis det var
hele verden …?
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på min familie. På min datter og
kone, der lå sammen i den store seng med deres hvide ansigter, som gik i ét
med dynerne. Deres lukkede øjne og svage smil. Tanken fik tårerne til at
presse sig på. Det sidste minde, jeg havde om dem i live, var, da min kone
sad halvsovende i sofaen, mens min datter legede på gulvet, hostende så hun
måtte lægges i seng før tid. En dag var jeg vågnet med en dunkende hovedpine,
havde ingen erindringer om, hvornår jeg var gået i seng og havde så set
dem i den store seng. For sidste gang.
Jeg måtte gøre noget. Jeg kunne ikke bare være paralyseret af mine egne
pessimistiske tanker. Jeg måtte finde ud af, hvad der var sket. Hvis jeg dog
bare kunne huske noget...?
Jeg gik hen til en tilfældig hoveddør og ringede på. Der kom intet svar, og
jeg bankede kort efter med vilde hænder på døren. Intet svar. Jeg gik hen til
en anden dør og gjorde det samme; og det samme på en tredje dør. Enten var
der ingen hjemme, eller også gad de ikke lukke op, eller også - jeg gispede -
kunne de ikke lukke op.
Jeg kunne ikke styre mig, men løb omkring og råbte op mod himlen til
mit ansigt blev totalt rødt. Det hjalp ikke. Ingen svarede, og ingen kom hen
til vinduet og råbte, at jeg skulle tie stille.
Jeg fik en anden idé. Måske var det kun i denne gade, alt var øde og forladt?
Måske når jeg drejede rundt om hjørnet derhenne, ville jeg få øje på et
cykelbud, børn der legede, voksne der skulle på arbejde, ja, bare nogle mennesker?
Jeg spidsede ørene, men jeg hørte ingen fjerne stemmer. Eller var
193

der nogen, der råbte eller grinte i det fjerne? Jeg løb i min desperation. Løb
indtil mine ben gjorde ondt og drejede om et hjørne.
Gaden var lige så øde som den forrige. Med biler og cykler smidt tilfældigt.
En trehjulet cykel stod rusten på en græsplæne, og synet fik det til at
løbe koldt ned ad ryggen på mig. Der lugtede af indgroet affald, og flere
skraldespande var væltet. En hund lå på fortovet med en pels så stiv som
pigge, og den lugtede som en losseplads.
Jeg løb omkring det næste hjørne - og det næste - men for hver gang ramte
skuffelsen mig som et knytnæveslag. Angsten fik mine indvolde til at vende
og dreje sig. Jeg sagde til mig selv, at der omkring det næste hjørne ville
være fyldt med mennesker, men hver gang så jeg kun tomme gyder.
Jeg kom hen til et sted, hvor husene var skæve. Et sted, hvor gaderne nærmest
sejlede i skidt og møg, og hvor vinden bar en tung lugt af surt affald
med sig. Rustne biler holdt uden for husene, efterladt. De ville sikkert aldrig
kunne køre igen. Der var en kirkegårdsagtig stemning over det hele. Et hospital
rejste sig over husenes tage som et mørkt tårn. Jeg så en kvinde sidde
på kantstenen. Jeg holdt vejret. Hun sad ubevægelig og med ansigtet gemt
under et fedtet, sort hår, så jeg frygtede, at det var et lig. Hun kiggede op, og
jeg var lige ved at gispe. Hun hørte helt klart til stedet, tænkte jeg og så på
hendes ansigt, der så ud, som om det ikke var blevet vasket i månedsvis.
Hendes ansigt var som presset sammen til tusinder af rynker, øjnene var
smalle og munden nærmest læbeløs. Hendes blik var rettet mod mig hele
tiden, mens jeg bevægede mig hen til hende med forsigtige skridt. Jeg overvejede,
om jeg skulle tale til hende eller gå videre. Men hun var dog den
eneste levende sjæl, jeg havde set længe.
”Hvad er der sket?” spurgte jeg og opdagede, at min stemme lød en smule
mere skinger end normalt.
Tog jeg fejl, eller var der et smil på hendes ansigt? Hun smilte nu bredere
til mig. ”Det er den sygdom, selvfølgelig! Den har endeligt lagt byen øde.
Kom her og sæt dig hos mig.”
”Men - det er jo forfærdeligt.”
”Åh, synes du? Jeg mener nu, at de fik, hvad de havde fortjent.”
”Hvordan kan du sige sådan noget?”
”De skvadderhoveder havde ikke fortjent noget bedre end at dø lige her
og nu. Kom her hen til mig. Vi to er de eneste tilbage i verden!”
Jeg var sikker på, at hun overdrev. Men hun havde sikkert ret i det med
sygdommen. Det ville have forklaret, hvorfor gaderne i byen var øde. Mange
af beboerne var sikkert døde lige som min familie, eller de var for bange til
194

at gå uden for en dør. Men jeg havde af en eller anden grund overlevet ligesom
kvinden.
”Hvorfor blev du ikke smittet?” spurgte jeg.
Damen trak på skuldrene. ”Jeg holder mig altid inden døre. Der kommer
heller ikke mange mennesker herhen.”
”Der må da komme mange syge. Du bor tæt på hospitalet.”
”Jeg mener hen til mig. Hen for at besøge mig. De har altid så travlt og
går lige forbi mit vindue uden så meget som at kigge ind…”
Jeg hørte ikke efter, men fortsatte videre hen ad gaden. ”Det var rart at
snakke med dig,” løj jeg over skulderen til kvinden.
Jeg stoppede op halvvejs henne ved indkørslen til hospitalet. Porten stod
på vid gab og den mørke og tilsyneladende forladte bygning bød velkommen,
da hoveddøren stod halvvejs åben. Man kunne se, at folk var løbet ind
og ud ad døren mange gange, for hængslerne var bøjede og sad nu løst på
muren.
Hvad nu? Hvordan kunne jeg fortsætte? Jeg synes at have prøvet alt, og
intet gav længere mening.
Jeg stod lidt og trippede, men var nødt til at foretage mig noget for ikke
at tænke så meget.
Pludselig hørte jeg noget pusle under et stykke avispapir. Der var noget
der bevægede sig. Et rottehoved dukkede frem. Et brunt hoved med sorte
øjne, der var lige så tomme, som jeg følte mig. Rotten listede lidt omkring,
vidste åbenbart ikke, hvor den skulle hen. Den havde nok ikke opdaget mig,
for den kravlede hen mod mine fødder. Så lille og skrøbelig, at jeg kunne
trampe den i stykker, hvis jeg ville. Det kunne dog ikke falde mig ind. Jeg
studerede den lidt og den snuste til mig. Det var ret underligt, at en rotte på
den måde kom hen til et menneske og stak næsen i ens snørebånd. Jeg kunne
ikke få mig selv til at sparke til den, som de fleste nok ville have gjort..
Forsigtigt bøjede jeg mig ned og tog den op i hånden. Rotten rystede en
smule, og vred sig lidt i mine hænder. Jeg følte pludselig en varme indeni.
Rotten snurrede sin hale om min lillefinger og lagde sig på ryggen. På en
eller anden måde mindede den mig om min datter.
Jeg gik videre med rotten i hænderne. Den var som en energikilde, der
kunne få mig til at gå hele dagen. Jeg gik op og ned ad gaderne med løftet
hage, et smil på læben og en brun klump i favnen.
Med ét hoppede rotten dog ud af hænderne på mig og kravlede ned ad
mig. Jeg troede, jeg tabte den på gulvet og udstødte et gisp. Den kravlede hen
ad gulvet, og det føltes, som om jeg havde fået et spark i maven. Jeg greb den
195

igen, men noget var galt. Rotten vred sig voldsomt i mine hænder. Hvad
kunne der være galt? Forgæves forsøgte jeg at fortrænge den værste mulighed.
Hvad nu, hvis rotten havde fået den samme sygdom som menneskene?
Hvad nu, hvis den ville få samme skæbne som min familie? Jeg tænkte også
på hunden med den stive pels og mærkede hårene rejse sig på min krop.
Jeg gik rundt i gangene på hospitalet, råbte om hjælp, men ingen svarede.
Rotten havde jeg lagt i et bæger, for den var nu for hysterisk til at holde i
hænderne. Jeg hadede de deprimerende hvide gange på et hospital, og der
var ingen til at hjælpe. Jeg frygtede for min rottes liv.
Pludselig så jeg en åben dør. Jeg kiggede ind og fik øje på noget medicin.
Bægeret med rotten satte jeg fra mig på en briks, mens mit hjerte slog hurtigere
og hurtigere. Længe studerede jeg etiketterne på pilleglasene og fik til
sidst øje på et produktnavn, jeg kendte. Disse piller kunne kurere influenza.
Jeg kunne ligeså godt prøve det.
Glasset var næsten tomt, men jeg tog en pille, og gav den til rotten. Den
ville ikke spise den. I stedet knuste jeg pillen i et glas med vand og hældte
det hele ned i bægeret til rotten. Den drak lystigt. Det var fint nok, hvis den
havde fået bare lidt af pillen. Rotter skulle vel ikke have samme dosis som
mennesker? Vandet var næsten væk, og rotten forsøgte nu at kravle op ad
bægerets sider. Var den ikke blevet vildere end før? tænkte jeg og begynde at
ryste. Én pille var måske ikke nok for den. Rotten måtte være meget syg.
Tanken fik mig næsten slået ud.
Med rystende hænder lavede jeg en blanding i et nyt glas vand. Denne
gang puttede jeg et skud penicillin i, for det kunne sikkert dræbe bakterierne.
Hvad ellers? Jeg kiggede rundt i lokalet og opdagede nogle forskellige
sprøjter, der lå fremme på et bord. Jeg gættede på, at lægerne havde brugt
sprøjterne i kampen mod sygdommen, før den tog overhånd. Det ville være
for smerteligt for mig at stikke en sprøjte i rotten så jeg sprøjtede indholdet
i glasset med vand og penicillin. Dernæst knuste jeg en masse af pillerne fra
før og puttede dem i glasset. Min mikstur havde en grålig konsistens nu.
Jeg bad til, at rotten havde det godt, da jeg vendte mig om for at give den
min blanding. Rotten så ud, som om den flygtede fra sin egen hale. Dens øjne
var vidåbne, og den galoperede rundt i cirkler. Jeg hældte indholdet fra glasset
over i rottens bolig og så til, mens mit hjerte bankede. Væsken oversvømmede
rotten halvt, og igen drak den lystigt, men stoppede halvvejs. Jeg
turde ikke tænke, men bad til hvem, der end måtte høre min inderlige bøn.
Rotten skulle overleve. Mine øjne fulgte den, efterhånden som den blev
196

oligere. Dens ben gav langsom efter, og den drejede sig om på ryggen. Dens
sorte øjne stirrede op i loftet, helt udtryksløse og tomme for liv, mens munden
var halvtåben.
Lidt efter kunne jeg mærke en hoste presse sig på i min hals.
197

Pigen med stofblomsten
Af Zakiya Ajmi
Kære Rebekka. Håber du får en god dag. Hvis du keder dig, kan du jo gå på
opdagelse. Gården ser hyggelig ud. Vi ses i aften. Knus mor. Mors skrift var
ujævn med spidse kanter. Sådan skrev hun, når hun havde travlt. Jeg så for
mig, hvordan hun tyve minutter i mødetid stak ned i sine sorte, høje hæle fra
H&M, trak op i ærmet på sin nålestribede habitjakke og brummede misfornøjet
af uret. Som om det med vilje gik for hurtigt for at stresse hende. Så
passerede hun mit soveværelse og kom i tanke om, at hun havde en datter.
Hun ledte med øjnene efter en kuglepen på det rodede køkkenbord og skrev
en hilsen på bagsiden af en gammel huskeliste. Så løb hun ned ad trappen og
bandede, da hun snublede. Sådan havde hun i hvert fald gjort, før vi flyttede.
Jeg var vågnet til lyden af en stædig banken fra nabolejligheden. Mit
Mickey Mouse-vækkeur stod på en halvt udpakket flyttekasse og smilede til
mig.
“Godmorgen,” havde jeg hvisket og var gået ud i køkkenet. Det var der,
sedlen lå. På køkkenbordet ved siden af en dyb tallerken og en pakke cornflakes.
Jeg fandt tøj i en flyttekasse og løb ned ad bagtrappen. Gården så ret hyggelig
ud. En græsplæne med små stier. Et klatrestativ, et tørrestativ. Der var
også to små mål og en flad fodbold. En pige med en stor stofblomst i håret
sad på en bænk og svang sine blege ben frem og tilbage i den smule sol, højhusene
lod slippe ind. Da hun fik øje på mig, vinkede hun. Jeg tøvede. Så
gik jeg tilbage op ad trappen.
“Kom her!” Det var naboen. Hende, der havde banket. Hun stod i døråbningen
til sin lejlighed. “Bare et øjeblik.” Hendes hæse stemme druknede i
savl. Hun rakte en fed, leverplettet hånd ud mod mig. Med den anden hånd
kløede hun sig på sin halvskaldede isse. Hun lugtede også. Af gammel sved.
Jeg rystede på hovedet.
“Kom nu,” sagde hun.
Jeg låste op til min lejlighed og gik ind. Stillede mig ved køkkenvasken
198

og stak min næse ind under den varme hane. Skrupskør. Hun var skrupskør,
var hun. Hun vækkede mig med sin banken. Jeg vaskede min næse med
sæbe, men lugten af hende blev siddende. Og hvorfor kaldte hun på mig?
Skrupskør og gammel. Og ulækker.
Jeg lukkede for vandet og satte mig på en køkkenstol. Bank. Bank. Helt
ærligt, tænkte jeg. Jeg rejste mig så hidsigt, at stolen væltede bag mig og lukkede
ikke hoveddøren efter mig. Jeg bankede på hendes dør. Anita, hed hun.
Det stod på hendes dørskilt.
“Ja?” sagde hun.
“Hvorfor banker du?” Det lød ikke så vredt, som jeg ville have det til.
“Jeg forsøger at slå et søm i. Til et billede.”
“Nå.”
“Vil du hjælpe mig?”
Jeg rynkede på næsen af lugten og af forslaget.
“Vil du ikke nok?”
“Holder du så op med at banke?”
Anitas lejlighed lugtede som hende selv, svedig og indelukket. Persienner
blokerede for verdenen udenfor, som tremmerne i en fængselscelle.
“Kom her.” Anita skubbede mig foran sig ind i sin stue og pegede på en
hammer og et søm. “Jeg kan ikke selv. Og jeg ved ikke, hvem jeg ellers skulle
spørge om hjælp.”
Anita pegede på et kryds på væggen, hvor sømmet skulle sidde, og jeg
hamrede det i. Bagefter hjalp jeg hende med at hænge billedet op. Det var et
af de fotografier, man fik med, når man købte en ramme. Af en pige under
et æbletræ.
“Det er min,” sagde Anita.
“Din ramme?”
“Min pige. Det er min datter.” Hun kyssede rammen fedtet og smilede.
Jeg nikkede.
“Jeg bliver også nødt til at gå nu.”
Anita holdt min arm fast. Hendes hånd var blød og fedtet.
“Du må ikke gå.”
“Jeg er ked af det, men ...”
“Jeg vil vise dig noget.” Hun slap mig og blev stående et øjeblik for at
være sikker på, at jeg ikke flygtede. Så åbnede hun en kommodeskuffe og
fandt en bunke papirer frem. “Det er mine venner. Synes du ikke, ham der
har pæne øjne?”
Jeg nikkede. Billederne var udklip fra reklamer, aviser, kontaktannoncer...
199

“De er flotte, men jeg skal altså gå nu.”
“Nej. Først skal du fortælle mig om dine venner.”
“Jeg er lige flyttet hertil. Jeg har ikke nogen venner endnu.”
“Men før du flyttede. Du må da have haft nogle venner.”
“Jeg er ked af det, men jeg skal altså gå nu,” sagde jeg, og inden Anita
kunne nå at gøre noget, løb jeg ud af hendes lejlighed og ind i vores egen.
Jeg lukkede døren bag mig og vaskede lugten ud af min næse. Fra køkkenvinduet
kunne jeg se, at hun sad på bænken igen, pigen.
Mor kom hjem ved femtiden. Jeg sad i stuen og så tv, da hun låste sig ind i
lejligheden. Fortalte om første dag på jobbet, pakkede ud og bestilte pizza.
Jeg nikkede og grinede på de rigtige steder.
“Hvordan er din dag gået?” spurgte hun til sidst.
Jeg trak på skuldrene.
“Kommer pizzaen ikke snart?”
“Hvad har du lavet?”
“Set tv og sådan noget. Og så var jeg inde og besøge naboen.”
Mor lagde hovedet på skrå.
“Er hun ikke lidt sær i det?”
“Hvad skal det betyde?”
“Du behøver ikke blive sur. Jeg mener bare, at hun vidst har gået alene
lidt for længe.” Mor fnisede og lukkede op for pizzamanden.
Vi spiste fra køkkenrulle på stuegulvet og drak sodavand af flasken, men
jeg var ikke sulten. Mine hænder føltes snavsede. De føltes fede, leverplettede,
og jeg havde fornemmelsen af at have sorte negle. Jeg forestillede mig,
at jeg selv sad i en mørk lejlighed og klamrede mig til hvem som helst, der
tilfældigvis forvildede sig ind i mit hjem.
Mor holdt op med at spise.
“Rebekka, har du det dårligt?”
“Hvad? Jeg har det fint, jeg skal bare lige ...” Jeg løb ud af lejligheden og
bankede på hos Anita.
“Hej,” sagde jeg. “Må jeg komme ind?”
Vi satte os i en plettet sofa. Anita fnisede og pillede ved sine negle. Jeg
rømmede mig. Tænkte mig om, rømmede mig igen. Til sidst tog jeg mig
sammen.
“Pigen med stofblomsten … Hende nede i gården …” sagde jeg. “Jeg
ville gerne have, at hun var min ven.” Jeg ventede på Anitas svar. Et eller
andet tegn på, at vi ikke var ens, at jeg kunne nå at ændre mig. “Anita?” Jeg
200

så på hende. Hun sad foroverbøjet med lukkede øjne og trak kun lige akkurat
vejret. “Anita, er du ok?” Jeg prikkede til hendes overarm. Fedtet blævrede
under hendes affarvede reklametshirt. “Anita?” Jeg ruskede hårdere i
hende, til hun hostende åbnede øjnene igen.
“Undskyld. Jeg glemmer at tage min medicin. Vent her.” Hun tog sig til
hovedet og kom op at stå ved at støtte sig til sofaens ryglæn. Med tunge,
dumpende skridt som en elefants, fik hun møvet sig forbi stuens slidte møbler,
gennem gangen og ud i sit badeværelse. Hvis det var lige så småt som
vores, var det et under, at hun kunne komme derind uden at sidde fast. Jeg
kiggede ud mellem persiennerne og lyttede, mens hun forpustet rodede rundt
mellem sine medicinglas. Raslen af piller. Lyden af vand. Til sidst kom hun
ind igen.
“Min hjemmehjælper hader, når jeg glemmer det,” grinede hun. Hendes
tænder var brune og mellem dem sad gamle madrester. Men hendes øjne var
som et lille barns. Uspolerede, glade. “Du må hellere gå tilbage til din mor.”
Mor var færdig med at spise, da jeg kom ind i lejligheden igen. Hun havde
ryddet en plads på køkkenbordet og sad med sin bærbare. Rundt om hende
lå arbejdspapirer.
“Hvor var du?” spurgte hun.
“Hos Anita.”
“Naboen? Hvad lavede du der?”
“Hun er ret sød faktisk. Jeg regner med at gå derind igen i morgen.”
Men da jeg næste dag var kommet i tøjet og løb ind i Anitas lejlighed, var
Anita ikke at finde. På gulvet stod en gråhåret dame med hvidt forklæde og
fejede Anitas sofabord med en støvekost.
“Hvor er hun?” spurgte jeg.
Damen så op.
“Hov, du må ikke være herinde.”
“Jeg er Anitas ven.”
Damen holdt op med at feje.
“Anita er på hospitalet.”
Bussen holdt allerede ved stoppestedet, da jeg kom løbende.
“Der er nok en, der har travlt,” grinede buschaufføren.
Jeg betalte med mønter, der var blevet varme og klamme af at ligge i mine
svedige hænder.
“En børnebillet til hospitalet.”
201

Jeg satte mig på en vinduesplads tæt ved døren. Trommede på ruden og
rev næsten min busbillet itu, og da bussen stoppede, sprang jeg ud og løb op
til hovedindgangen. I svingdøren stødte jeg ind i en mor med sin søn.
”Undskyld,” mumlede jeg og for hen til receptionisten, der sad og ordnede
en bunke At håndtere et dødsfald-brochurer.
“Anita,” sagde jeg.
“Efternavn?”
Hvordan var det nu, det var? Hvordan så hendes dørskilt ud? “Øh ...”
Sekretæren tastede et eller andet ind i sin computer.
“Er du i familie med Anita?”
“På en måde.”
“Ved du, hvor gammel hun er?”
“Omkring tres vil jeg tro.”
“Heldigt. Vi har lige præcis en Anita på omkring tres indlagt. Skal jeg
finde en til at følge dig?”
En ung sygeplejerske klappede mig kejtet på ryggen og førte mig ind i en
elevator og op til femte sal. Hendes hår var samlet i en høj hestehale, og hun
bar med vilje slidte jeans under sin hvide kittel.
På femte sal gik vi ned ad hvide gange. Sygeplejerskens skridt klikkede
målrettet mod gulvet, og hun sagde ikke noget.
“Hvilket værelse?” spurgte jeg.
“505.”
Døren til værelse 505 var åben. Jeg løb ind.
“Anita!” Men udover en hvid hospitalsseng og et natbord var værelset
tomt.
Sygeplejersken lagde en hånd på min skulder.
“Det gør mig ondt,” sagde hun.
Sollys strømmede ind fra et stort vindue, og bladene på en potteplante
vinkede af vinden. Gulvet var så skinnende rent, at det næsten fungerede
som et spejl. Det virkede som et sted, hvor ting, der ikke passede ind, blev
vasket væk. Pletter og sådan noget.
En læge med grå striber i håret stak hovedet ind og udvekslede et par ord
med sygeplejersken. Så rakte han hende et eller andet og var ude af døren
igen lige så hurtigt, som han var kommet.
“Vaskede de hende?” spurgte jeg.
Sygeplejersken vendte sig om mod mig og glattede sin kittel ud.
“Hvad mener du?”
“Da hun kom, mener jeg. Vaskede de hende så, eller lod de hende være,
202

som hun var?”
“Hvordan var hun?”
“Snavset.”
“Selvfølgelig gjorde de det.” Sygeplejersken smilede. “Det skal du slet
ikke tænke på. Er du Rebekka Fritzbøger?”
Jeg nikkede. Sygeplejersken pegede på en sammenfoldet seddel på natbordet.
Med svungen, blå lægeskrift stod Afleveres til afdødes nabo, Rebekka
Fritzbøger.
***
Jeg sad på køkkenbordet, knugede brevet fra Anita i hånden og stirrede ud af
køkkenvinduet. Sådan havde jeg siddet hele dagen. Da pigen med stofblomsten
kom gående ned i gården, løb jeg hele vejen ned ad bagtrappen og hen
til hendes bænk.
“Må jeg sætte mig her?” spurgte jeg.
203

Sandhedsbægeret
Af Camilla Petersen-Bønding
Duften - eller rettere lugten - fra de mange røgelsespinde hang stadig tungt i
Lilys og mit tøj, selv om vi nu var ude i den friske luft. Lily gik stadig og
skumlede, mens jeg vendte og drejede det gyldne bæger mellem mine hænder,
lod fingerspidserne køre hen over de mystiske tegn. Det var på størrelse
med en gennemsnitlig kaffekop. Jeg betragtede det glimtende guld, som det
var lavet af.
”Jeg fatter det ikke,” sagde Lily og sukkede ”at vi sådan lod os friste af
det her. Og nu skal vi oven i købet tilbage til hende igen.”
Jeg flyttede blikket fra det tillokkende bæger og så hen på Lily. Ja, jeg
ville faktisk påstå, hun så mere sur ud nu. Men det var der vel også en grund
til.
Madam Rouge. Det var navnet på den spådomskone, vi lige havde aflagt
et besøg. Det var i avisen, jeg tilfældigt havde stødt på en annonce, og derefter
havde jeg fået overtalt Lily til at tage med. Heldigvis var mine forældre
ikke hjemme, så Lily og jeg kunne tage af sted uden nogen form for bekymrende
læresætninger som ”Husk nu at undgå de mænd, der har en kniv gemt
under trøjen?” Med Lilys forældre var det også helt i vinkel, da vi bare havde
aftalt, at vi skulle sove hos mig.
Jeg elsker alt med mystik. Det er blandt andet grunden til, at jeg som
yngre gik til rollespil og altid var elvermanden Legolas fra Ringenes Herre.
Lad mig bare sige, at Lilys teori om jordens oprindelse mest hælder mod en
peanut eller The Big Bang.
”Kan du ikke lige læse verset op igen?” spurgte jeg (jeg ved ikke for hvilken
gang) og hev Lily i armen. Hun bed sig i læben, som om hun lige skulle
beherske sig, og fiskede det gulnede pergament, med den tætte skråskrift,
frem. Mine tanker vandrede endnu engang tilbage til Madam Rouge.
”Løs blot gåden på dette papir,” sagde hun i min erindring med sin hæse
stemme, mens hendes stærkt opmalede øjenbryn hævede sig.
”Sandhedbægeret lyver aldrig. Jo renere jeres hjerter er, jo flere rigdomme
vil det give jer.”
204

”Og hvad med betalingen?” spurgte jeg. Sådanne folk vil aldrig give
noget fra sig uden at kræve noget til gengæld.
Et mystisk smil brød frem på spådomskonens ansigt. ”Kom tilbage når
timerne for et helt døgn er gået. I kan give jeres betaling og samtidig bægeret.”
Med en slangebevægelse rakte hun en hånd frem mod Lily. Umiddelbart
så hun ikke ud som om, hun havde andet end antydet en bevægelse med
armen, men da hun svingede med ærmet, så jeg et glimt af Lilys fine perlearmbånd,
der nut sad omkring hendes håndled.
Lily gispede og sprang op . ”Hvad laver du?.
”Noget for noget, ikke? Jeg skal jo være sikker på, at I kommer tilbage,”
påpegede spådomskonen.
Mindet om det lille faldefærdige hus, Madam Rouge beboede, svandt bort
igen.
Jeg rynkede panden. Gad vide om hun vidste, at jeg virkelig havde brug
for de penge? Hun havde spået i vores håndfalder. Det havde dog ikke varet
længe, og det havde kun været pjat, som at jeg snart ville finde kærlighed,
og ligeså ville den yndige pige ved siden af mig. Men derefter havde hun
drejet samtalen hen på Sandhedsbægeret. Mon hun havde en anelse? Havde
hun set en lille linje i min hånd, der fortalte om min lidenskab for en speciel
pige? Eller ville hun bare hjælpe min kærlighed lidt på vej?
Det gav mig gåsehud helt om i nakken bare ved tanken om den pige, jeg
kunne lide og så stærkt ønskede at imponere. Jeg mærkede et smil spille i
mundvigen og gentog hendes navn et par gange i mit hoved. Catherine. Bare
lyden og smagen, der lå sødt tilbage i munden, når jeg udtalte navnet, tænkte
det eller bare hørte nogen sige det, bragte en susen gennem min krop. Hver
gang hun trådte ind i et rum, mærkede jeg mine kinder gløde, og mit hjerte
bankede ekstra hurtigt.
Og pengene. Ja, med pengene ville jeg kunne give hende de dyre øreringe
til hendes fødselsdag, som hun så længe havde ønsket sig. Hvis jeg gav
hende dem, ville hun helt sikkert lægge mere mærke til mig.
Lily rømmede sig, klar til endnu en genlæsning, og det bragte mig med ét
tilbage til virkeligheden.
Hun læste: ”
Hvor flodens vand bukker,
Men dog ikke lukker.
I den brusende dals sælsomme skær
Dig en sandhed vil komme nær.
205

Dog vogt dig,
Sandhedens Bæger lyver ej.”
Det bragte en kort tavshed. Nu var vi langt inde i skoven og henne ved den
flod, vi havde ledt efter.
”Fuldkommen umuligt,” sagde Lily så og kløede sig på næsen.
”Åh, giv det da en chance.” Jeg satte mig på hug og førte bægeret gennem
flodens kølige vand. Idet jeg trak det op igen, mærkede jeg en svag gnist af
håb. Det ville næsten være for godt til at være sandt, hvis det her virkede.
Men det var kun vand, der fyldte bægeret.
”Pis!” mumlede jeg.
”Adam, det er jeg ked af,” sagde hun. ”Kan vi ikke bare tage hjem?”
”Nej! Der er mere tid, så der er en vej.”
”Det er jo ulogisk! Du kan da ikke bare tro på en underlig spådomskone.
Hun huggede mit armbånd, som jeg havde fået af min mormor!”
”Undskyld,” sagde jeg, men det kom desværre til at lyde utrolig sarkastisk.
Jeg var alligevel begyndt at blive irriteret over, at hun ikke kunne tro på
det - bare lidt. ”Du får det jo i morgen.” Jeg strøg Sandhedsbægeret mod
håndfladerne og så væk .
”Adam!” Lily greb fat i min arm, men jeg nægtede at kigge. ”Hey - du
koncentrerer dig jo kun om det åndssvage bæger. Er det slet ikke gået op for
dig, at hun har snydt os?” Da jeg stadig ikke svarede, greb hun endnu hårdere
om min arm.
”Hvad?”
”Klokken er halv ni!”
”Hvad?” sagde jeg igen, denne gang mindre irriteret.
Lily så sig omkring og sukkede. ”Det er ved at blive mørkt. Kan vi ikke
bare lede videre i morgen?” Jeg nikkede, selvom jeg vidste, at hendes løfte
var tomt. Der blev kun mig til at lede i morgen.
Vandreturen ud fra skoven syntes at tage meget længere tid end turen derind.
Måske var det, fordi mine tanker kun havde kredset omkring Catherine
og Sandhedsbægeret.
”Adam?” Pludselig standsede Lily op. ”Hvor er vi henne?”
Vi så os omkring og opdagede, at alle farver var begyndt at blive grumsede
og uhyggelige af nattemørket, der snigende kom nærmere.
”Så for fanden!” udbrød jeg. ”Klokken er jo også halv elleve!”
”Så er det derfor, det tog så lang tid at gå,” sukkede Lily - En gentagelse
af mine tidligere tanker.
206

Min ene hånd klemte om Sandhedsbægeret.
Jeg så på Lily. Hendes blik mødte mit med en frygt, der var lige så tiltagende
som tusmørket omkring os. Tavs tog hun min hånd, og vi fortsatte gennem
skoven. Gik og gik. Det kom som et chok, da vi pludselig igen befandt
os på en sti ved siden af floden. Dog et helt andet sted end før. Et lille vandfald
larmede højlydt, og der var kommet stjerner på himlen.
”Jeg kan altså ikke gå mere,” sagde Lily. Med hængende hoved satte hun
sig ned. ”Og nu er her virkelig begyndt at blive mørkt,” vedblev hun med en
stemme, der blev mere og mere skinger.
Catherine... En forstyrrende tanke.
Jeg dumpede ned ved siden af Lily. ”I det mindste er det fuld - ” Jeg stoppede
brat midt i sætningen. Overrasket faldt min underkæbe ned, og jeg stirrede
på det lille vandfald med følelsen af en filosofisk åbenbaring.
”Hvad er der?” Lily slog hånden for munden. ”Du har ikke set et eller
andet dyr, vel?”
Jeg svarede ikke, men lænede mig frem mod det lille vandfald. Vandet
faldt fortsat brusende .
Pludselig syntes bægeret at lyse mere (eller også var det på grund af det,
som dumpede ned i bægeret), da jeg fyldte bægeret op ved vandfaldets flod.
Glitrende guld lå skinnende i det lille bæger. Lilys hånd røg ned igen med et
halvkvalt udbrud.
”Åh, åh,” sagde hun. Mine mundvige dirrede i et smil, jeg havde svært
ved at gemme.
”Altså, kan du ikke se det? Hvor flodens vand bukker, men dog ikke lukker,”
forklarede jeg med nogle armbevægelser.. ”Et vandfald, selvfølgelig!
Og det med det sælsomme skær - ja, det er da selvfølgelig måneskinnet.”
Lily rystede på hovedet, men hendes øjne var lyse og store. ”Du har vist
set for mange film af den slags,” sagde hun.
Lily greb bægeret og lod alle kostbarhederne rasle ned i sin håndfalde.
Ivrigt fyldte vi bægeret op igen og igen. Snart lå der er en stor bunke rigdom
ved vores side.
”Bare vent til alle andre får det her at vide!” fniste Lily med julelys i øjnene,
meget, meget senere. Vi havde lagt os, temmelig tæt op ad hinanden for
at dele hinandens kropsvarme, da natten var kold.
”Ja, hvis vi finder ud igen,” påpegede jeg. Men det var nu ment som en
joke. Guldet havde gjort os begge optimistiske.
Der gik ikke lang tid, før vi blev enige om at sove.
207

”Godnat,” mumlede Lily og lukkede øjnene. Min brummen fik hende til
at smile, og snart var hendes åndedræt regelmæssigt.
I mellemtiden vandrede mine tanker mod Catherine. Nu havde jeg sandelig
nok penge til at give hende de øreringe. Faktisk kunne jeg købe et par
hundrede af dem, hvis jeg ville. Vi ville jo blive de rigeste mennesker på jorden!
I stedet for at lukke øjnene betragtede jeg Lily. Jeg mærkede noget nyt
løbe gennem mig. Hun lignede faktisk Catherine lidt, nu jeg tænkte over det.
De havde begge brunt hår og … og … Okay, måske lignede de ikke hinanden
så meget. Men de var i hvert fald kønne begge to. Lily flyttede på sig i
søvne og kom derfor til at rykke lidt længere væk. Et frustrerende hul åbnede
sig i mit bryst. Jeg havde lyst til, at hun skulle blive liggende tæt op ad
mig. Forsigtigt rakte jeg armen frem og lagde den om hende, og jeg følte mig
rolig igen, rolig nok til at sove. De efterfølgende drømme handlede om
penge, Lilys armbånd, Catherine og derefter Lily.
Enten var det er vindpust eller Lilys udbrud, der vækkede mig næste morgen.
”Adam! Adam!” Jeg glippede med øjnene og måtte tage mig til hovedet,
da alt pludselig svimlede.
”Ja, hvad er der i vejen?”For anden gang på 24 timer faldt min underkæbe
ned. Alt var væk. Guldet, pengene - og Sandhedsbægeret!
Mit åndedræt blev heftigere. Jeg stirrede fra Lily til jorden, der nu føltes
helt bar.
Lily pressede læberne sammen. ”Åh, jeg vidste det! Det er hende spådomskonen!”
”Jo, tja … ”
”Adam, for pokker!”
”Okay.” Jeg sprang jeg op at stå. Lily så tilfreds ud.
Nu, hvor solen skinnede, var alt mere tydeligt, og de mange blomsters
dufte nåede mine næsebor i en sødme, jeg ikke brød mig om. På trods af
naturens gode humør var mit humør alt andet end godt.
Bank, bank!
Lilys hårde banken ophørte straks, da døren få sekunder efter blev åbnet,
og Madam Rouges spørgende ansigt dukkede frem i døråbningen.
”Giv mig mit armbånd!” hvæsede Lily, før den gamle dame overhovedet
nåede at åbne munden.
”Og bægeret,” tilføjede jeg. ”Vi løste gåden, og nu er alt væk.”
208

Et sløvt smil bredte sig på Madam Rouges ansigt. Omhyggeligt smøgede
hun sit ene grønne ærme op og rakte Lilys perlearmbånd frem mod hende.
Lily snuppede det, og jeg fortsatte: ”Hvad med vores guld!”
Spådomskonen slog ud med armene. ”Se dog på hinanden. I har jo allerede
fundet det dyrebareste. Og det er langt mere værd end guld.”
Lily og jeg så på samme tid på hinanden. Vores blikke smeltede sammen,
og jeg mærkede følelsen fra natten komme tilbage. Jeg smilede, hun smilede,
og jeg forstod, at alle de små skænderier, vi nogle gange havde, ikke var
fordi, vi hadede hinanden. Jeg rødmede og så hurtigt på Madam Rouge igen.
Mit ansigt stivnede.
Noget ved hende var ikke rigtigt. Hendes smil, der nu var grumt, fik hendes
øjne til at virke endnu mere dybe og mørke.
”Mine kære børn. I må jo forstå, at jeg er ensom.”Hendes stemme rystede
let, idet hun rakte en hånd frem. Lily veg forskrækket et skridt tilbage,
men jeg kunne ikke røre mig af bar overraskelse. Spådomskonens krogede
hånd greb krampagtigt fat om min bluse, og jeg mærkede et jagende stik i
mit venstre bryst.
Lily skreg, og jeg vidste, det var forbi. At det ikke var pengene eller Lilys
armbånd, hun havde været ude efter. Alle varme følelser forsvandt fra mig,
og den efterfølgende tomhed var … Nej, jeg kunne ikke føle noget.
Mon jeg nogensinde ville komme til det igen?
209

Sjælebinding
Af Jesper Nielsen
”Af sjælen de gik, bundet af hinanden, indtil de alene stod, med magien
vendt mod dem.”
En sagte vind dansede rundt i det cirkulære, stearin-oplyste rum. På et
alter i midten lå en meget ung dreng. Et barn, som i dette øjeblik svævede i
mareridt - et mareridt, som snart ville blive virkeligt for ham. De to andre i
rummet var iført mørke, lilla rober og havde blod i hele ansigtet. Deres øjne
var lukkede i en messen, før et ondt og grusomt ritual. Den ene var en ganske
ung mand, mens den anden var voksen, men fysisk svag. Den unge mand
tog kutten ned og viste sit ansigt. Han så ned på barnet, som han kaldte..
Lillebror …
Ugen var ellers startet godt og roligt. De tre drenge; Ninárthius, Kiero og
Zinkie var alle født ved magien og havde derfor ingen forældre. Ninárthius
og Kiero var 15 og Zinkie var 4. Ninárthius brugte al sin tid på træning af
sine magiske kræfter. Kiero tog sig af Zinkie. Han elskede ham højt. Selvom
han var 15, var han magiker, hvilket betød at han var mere moden end de
fleste voksne.
På selvsamme uge var det forræderen og guden Sions uge. Ninárthius
elskede den uge, hvor man fik lov til at bruge mørke kræfter, for at genopleve
Nieros verdens skabelse. Derfor var han gået i gang med at udvikle en ny
destruktiv magi. Hvad der herefter skete, får stadig Ninárthius til at ryste af
vrede.
Akkurat som Ninárthius kastede sin grønne dødsbølge i retning mod
døren, stod Zinkie der. Det grønne blev reflekteret i hans lamslåede ansigt.
Han skreg og lukkede sine øjne. Et rødt lys flammede fra hans krop, og fik
hele magi-bølgen, som var blevet skabt af Ninárthius, til at forsvinde. Fra
Ninárthius øjne strålede en magi, som i styrke kunne måle sig med den,
Zinkie havde fået frem.
”H-hvordan?!” Hvæsede han arrigt og så ned på den stadig skræmte, grædende
Zinkie. Kiero kom løbende ind i lokalet og knælede ned ved Zinkies
210

side.
”Hvad skete der?!” spurgte han med en stemme, som mindede om stemmen
hos en mor, der lige havde taget sin søn i at stjæle. ”Har du ingen
ansvarsfølelse, Ninár?” Ninárthius sagde intet, men stirrede blot på Zinkie.
Så vendte han sig om og gik.
Ganske langsomt forsvandt han ud til den enorme skov. Så snart
Ninárthius var udenfor alles synsvidde, vaklede han og faldt på knæ, med
tårer løbende ned af kinderne. ”Nej, nej, nej!” bad han og slog hånden i jorden.
”Det kan ikke ske, ikke min bror, ikke Zinkie!” Han så ned i jorden. Det
hele var så stille. ”Hvordan kunne det ske? Hvorfor gjorde du det, hvordan?”
Hans hoved gjorde ondt, og alt omkring ham var uvirkeligt, svimlende.
”Zinkie, takket være dette, er du i fare. Zinkie, takket være dette, må du dø!”
Dagen efter vågnede Kiero tidligt og opdagede, at Ninárthius ikke var i
huset. Undrende gik han ud i skoven for at lede. Han gik ind mellem de tætte
træer, som slyngede sig mellem hinanden og skjulte Falarkan-familiens hus.
Han gik langs flodens bred, og snart hørte han en lavmælt hvisken. Det var
Ninárthius.
”Hm… Jeg kan ikke bruge magi mod ham. Jeg må bruge den fremmede
åndemagers kraftløse kniv.”
Kiero tog sig til hjertet og spærrede øjnene op. Kniven! Ninárthius ville
altså tage magiske kræfter fra en anden, men hvem? Kiero huskede straks
Ninárthius' blik på Zinkie og vidste, at Zinkie var i fare. Men, hvorfor? tænkte
Kiero og kunne ikke finde rundt i, hvad der var gået galt mellem dem.
Ninárthius plejede ganske vist at være ligeglad med alle, men nu ville han
altså dræbe sin bror? Hvorfor? Hvad var meningen?
Kiero trådte et par skridt tilbage, mens han prøvede at samle tankerne.
Ninárthius sad knælet ved vandkanten. Hans ansigt var vådt. Han havde dyppet
hovedet i floden, så det sorte, skulderlange hår nu hang ned over ansigtet.
Kiero trådte hen mod ham.
”Ninár, hvad sker der?”
Ninárthius sukkede og løftede sit ansigt mod Kiero.
”Kiero,” mumlede han hæst. ”Magikere lever alene..”
”.. medmindre man har fuld kontrol over magien,” sluttede Kiero sætningen.
Ninárthius så på ham med triste øjne. ”Det er alt, jeg vil sige, forlad mig
nu.” Kiero rystede på hovedet.
”Jeg vil ikke lade dig gøre det.” Ninárthius og Kiero holdt øjenkontakt.
211

Ninárthius fremtvang et smil. ”Så er du også min fjende,” sagde han med
rolig stemme. ”Magien er min, ikke din, og han skal ikke…”
”Du frygter et barn Ninár! Er det, hvad du ønsker?”
”Ti, du dæmonens hjælper. Du er ikke længere min bror.”
”Du tager fejl, Ninárthius Falarkan. Vi bærer samme magiske rod i kraft
af vores navn. Hvis du fjerner Falarkan, fra dit navn, vil du miste denne
magi.”
Ninárthius stirrede på Kiero, med en antydning af vrede.
”Du har virkelig lært meget Kiero. Du er klogere end jeg, det indrømmer
jeg. Du er min bror, indtil dit liv hviler i Sølvbrønden i de dødes verden. Jeg
selv vil lide til evig tid udenfor brønden, for mit sind er ondt og dit godt.”
Ninárthius ærede dermed sin bror, ved at referere til Sølvbrønden.
”Tak, Ninár.” Sagde Kiero med et smil, for han frygtede døden udenfor
brønden.
Ninárthius rejste sig. ”Kiero. Vogt Zinkie med dit liv. Så vil I sammen
drage til Sølvbrønden.”
”Ninár. Jeg er din bror. Tænk på det, før du kalder dig sejrherre.”
Ninárthius fnyste. Kiero sad lidt og så ned i søen. Så på sit ansigt. Det
hvide hår, som gik ham til livet. Hvis man ikke vidste det, var det umuligt at
se, at Kiero var i familie med Ninárthius og Zinkie. De var så forskellige som
nat og dag, både af sind og skind. Kiero lod en tåre falde for den faldne bror,
og vendte så hjem.
Zinkie sov stadig. Kiero åndede lettet op. Ninárthius ville ikke angribe
med det samme, det vidste han. ”Nu må jeg tænke mig om: Ninár og jeg er
skabt på samme betingelser... Hvilken fordel giver det? Hvilke ulemper?”
Han så over mod Zinkie, tænkte på Ninárs planer, og fik en mørk glød i øjet.
Så rystede han det af sig og skammede sig over sine tanker. Han vandrede
hvileløst rundt, passerede bunken af gamle bøger, som beskrev alle slags
magier og magiske kæder. Kiero havde læst dem alle sammen. Han satte sig
på husets eneste stol, lukkede sine øjne og lod sit sind blive roligt. Alle tanker
forsvandt.
Ninárthius' navn tegnede sig i Kieros indre. Han vidste, hvad det hele
betød, og han bad om, at det var løgn. Mens han sad der, kunne han mærke
nogen nærme sig. Han åbnede øjnene. ”Ninár..” mumlede han drømmende.
For sit slørede blik så han en silhuet stå i døren. Silhuetten var lidt højere end
Kiero selv. Den svævede nærmest som et spøgelse, for så at lande på jorden
med elegante bevægelser. Den bar kåbe og kutte. ”Ninár, er det sådan du
udfordrer dit sind?” spurgte Kiero døsigt og rettede sin tynde, lange pege-
212

finger mod silhuetten. ”Drag til skyggerne, dit dæmoniske bæst!” Et ubrydeligt
mørke skød frem fra hans fingerspids og viklede sig om væsenet,
klemte åndekræfterne ud af det, så der til sidst kun var en kutte tilbage.
”Vent!” Kiero vendte sig tids nok til at se Ninárthius stå over Zinkies sovende
krop.
Ninárthius smilte, som havde han allerede vundet, da han viste sin kniv,
og førte den over Zinkies krop. ”Zinkies magi vil blive et fantastisk våben i
mine hænder,” sagde han til Kiero. Ninárthius havde alle trumfkort nu. Alle
bortset fra ét og det skulle blive dét, der fik hans angreb til at mislykkes.
Ninárthius svang sin dolk mod sit forsvarsløse, sovende offer, men i samme
øjeblik lagde et guddommeligt, hvidt lagen sig over Zinkie.
Ninárthius ansigt vred sig, da han så på det. ”Lyssjælens hvide lagen?!”
Han snerrede til Kiero. ”Hvordan lærte du det? Du er ligesom mig, du er
mig, du er mørkemagiker!”
Kiero sukkede, da en del af hans livs hemmelighed nu var væk.
”Jeg talte med Adel, gudernes skaber, og vi blev enige om, at der skulle
tilføres magikere, andre midler end de mørke. Derfor dræbte hun Lyssjælen
og lagde dens magt i mig.”
Ninárthius så så hadefuld ud, at hvis øjne kunne skade, ville han have et
stærkt våben. ”Adel gav dig den gave, uden du skulle dele med mig? Dit liv
er lænket med mit, du er mig!”
Kiero rystede på hovedet af Ninárthius' uvidenhed. ”Sådan er det ikke
mere. Vi blev alle skabt af magien. Og du og jeg blev skabt af samme magiske
rod, som senere udviklede en tredje rod. Denne tredje rod blev til Zinkie.
Men da Zinkie skabtes, blev vores rod kløvet og vores sjæl brudt i to dele.
Jeg er nu min egen herre.”
Ninárthius nikkede. ”Tak for oplysningen, bror.” Han lod sin skygge
opsluge sig og forsvandt.
Kiero lod sig falde tungt ned på stolen. Det var tæt på. Han så det hvide
lagen opløses i tåge. ”Mon Ninár har forstået alvoren. Han er i hvert fald farlig
for mig.”
Ninárthius var søgt ud til en grotte, ude af sig selv af raseri. ”Hvorfor vidste
jeg ikke det?!” hvæsede han: ”Jeg var så tæt på at være den bedste. Nu er
jeg overgået af to. Det må ikke være min skæbne. Jeg må acceptere, at det er
umuligt at dræbe Zinkie. Hans sjæl er i den rod, der holdt på min sjæl. Og
jeg ved stadig ikke nok om sjælebinding, til at få magten tilbage. Alene klarer
jeg ikke det her.”
Og for halvfjerdsindstyvende gang tog han en af sine magiske bøger. Det
213

var et held, at han aldrig havde vist Kiero den hule, som han nu gemte sig i.
Den havde været hans egen hemmelighed og nu kunne han glæde sig over
det. Bøgerne han havde stjålet, var stadig ukendte for Kiero. Hans hånd faldt
på bogen: Sion, den sorte fjende. Forsiden viste et maleri af den misdannede,
forhadte gud, kendt som Sion, skaberen af verdenen. Ninárthius slog op
på side 837, som havde skriften, Magi og misdannelse. Det lød ikke, som
noget, han skulle bruge. Han lod igen siderne blafre for sin hånd og fandt
side 1843. Fremkaldelser og portaler, læste han. ”Der har vi det!” Han lukkede
bogen med et henrykt grin.
Zinkie sad i sit yndlingstræ, et træ, der var let at klatre i, for den 4 årige
dreng. Han mærkede vinden, som altid cirkulerede omkring dét træ. Som
han sad der, den dag, begyndte vinden at cirkulere hurtigere og hurtigere,
den lukkede sig omkring ham. Presset fra vinden gjorde ham svimmel og
hans kræfter forlod ham, øjnene faldt i og hans krop blev slap. Vinden tog nu
af og en kutteklædt person greb Zinkies arm og tog ham med sig, hen til grotten,
hvor Ninárthius iført en lang, mørkelilla kåbe allerede opholdt sig.
”Elethes, elethes, vera, maghthi,” messede de to personer, som bar lilla
kåber, og som begge var omgivet af mørke dæmoniske kræfter og derfor talte
med dæmoners tunger. Et sprog, som med foragt blev kaldt Kindorai.
”Zinzuldar,” hvæsede Ninárthius.
”Art'hellar,” tilføjede manden, som bar navnet Eptuseth og som selv ville
få fordel, af det, der var ved at ske.
Der var en frygtelig kulde inde i den næsten tomme grotte. Midt i grotten,
på et alter, lå Zinkie nu. Han ville snart blive udsat for enorm smerte. En
smerte så stor, så han aldrig ville få sit barnlige sind tilbage.
”Fallarh,” hvæsede Ninárthius og blottede sine tænder. Eptuseth nikkede
med tilkæmpet ro, for indeni, var han et monster på spring. Ninárthius så
kort på ham. Hvad får du ud af dette, Eptusiens tjener? tænkte han. Mon
Eptuseth kunne blive hans egen fjende på et tidspunkt? Han rettede blikket
mod Zinkies rolige, sovende krop. Han vidste hvilket mareridt han var fanget
i. Eptuseth var ikke mild mod sine ofre, og da han havde evnen til at styre
drømme, nød han at pine ofrene. Ninárthius fik pludselig en broderlig
følelse, og så på det liv, der lignede hans eget så meget.
”Vi magikere,” mumlede han i en uhørlig hvisken; ”er forviste fra livet.
Vi er her for at blive ofret, til ære for alle andre racer. Vores liv er sørgeligt
og ikke for svage sjæle, nej, tro mig. Nieros verden er ikke for svage sjæle.
Men glæd dig, Zinkie, du er ikke er alene. Du vil blive modtaget i
Sølvbrønden. Og du vil aldrig se mig igen, end ikke efter døden. Det er den
214

sørgelige sandhed, for mig.”
Ninárthius' smil falmede. Han frygtede døden, for han vidste, at for ham,
ville det betyde evigt mørke. Hans hånd rystede, og han vidste, at han nok
ikke ville kunne klare det alligevel, når det gjaldt. Rolig nu, Ninárthius, du
har jo mig. Hvis du vil overleve, så giv din sjæl til mig. Jeg er Killaw, dæmonernes
hersker. Det er min magi, som din krop fik givet. Jeg vil give dig min
kraft, hvis du vil tage mit navn. Ninárthius stod målløs og lyttede til stemmen,
i sit hoved. Det virkede som et legende let tilbud, men hvad indebar
det?
Som om Kiero havde set gennem det hele og vidste, at Ninárthius tøvede,
dukkede han pludselig frem i grotten i en tåge. Eptuseth så på Kiero, med sit
døde blik. I mens, stod Ninárthius blot og så ned i jorden, mens stemmen tog
til: Ninárthius, du har brug for mig. Din bror er bedre end dig. Vil du ikke
besejre ham? Se hans krop magtesløs? Det er vores drøm, vi deler den, du
og jeg.
Stemmen gav mening for ham, men han stolede ikke på dæmoner. Han
tøvede og så på Kiero.
Kiero talte venligt.
”Goddag Ninár, goddag tjener af Eptusien. Jeg er kommet for at tage
Zinkie med mig, væk herfra.
Eptuseth var en dæmon, uden udseende. Et smil dannede sig på hans
læber, og han lod skeletter rejse sig fra jorden. Skeletterne lod sig ombygge,
og blev til en mur af knogler, der afskar Eptuseth og alteret, fra Kiero og
Ninárthius. Ninárthius og Kiero så på hinanden.
”Ninár, du startede dette. Nu vil jeg vise dig, hvordan ondskab ender.”
Da talte stemmen for sidste gang. Jeg kan vise dig, hvordan du bliver så
stærk, at du vil komme i Sølvbrønden, fordi du er stærkere end døden. Det er
vores redning Ninárthius. Endelig fri. Eller vil du hellere falde ved siden af
brønden?
Ninárthius gav op, modtog stemmens navn for at få dens magt, og kaldte
sig fra da af Ninárthius Killaw Falarkan. Han mærkede straks forskellen i sin
krop og sjæl. Og ikke nok med det. Det virkede som om Kiero også så forandringen.
”Ninár, dine øjne. De er dæmoniske. Du gav altså op.”
Kiero fik tårer i øjnene. ”Jeg er bror med en dæmon,” mumlede han. ”Er
dette vejen, du vælger, Ninár? Så har jeg intet andet at sige. Lev vel, i dit forbandede
liv.” Kiero forsvandt, uden at ville kæmpe. Ninárthius så instinktivt
hen mod alteret, som atter var kommet til syne.
215

Eptuseths smil blev bredere, ved synet af Ninárthius' dæmoniske øjne,
som skinnede sølvrødt, som en brændende måne. De to mørke skikkelser,
Ninárthius og Eptuseth, gik langsomt frem mod alteret, og smurte Zinkies
blod i ansigtet, for at vise, at de var sjælens mordere.
”Tzah'sel,” messede Ninárthius. ”Zharkarr,” fortsatte Eptuseth, mens alteret
begyndte at lyse i en blodrød farve, og gulvet blev dækket af blod fra tidligere
ofrede sjæle. Zinkies krop begyndte at falme, da den blev indfanget i
blændende lys.
Med en hvislen var Zinkie væk, men alteret stod, som det skulle. De to
dæmoner så på hinanden og vidste, at de nu var fjender af både guder og
væsener. De nikkede til hinanden og hilste ”lev vel”, før de gik hvert til sit.
Historien blev senere fortalt af en hvidhåret rejsende, som efter 16 år,
endelig fik tilbagekaldt en tabt lillebror, fra de magiske mareridt, i en anden
verden. Derudover vides der ikke andet, end at den hvidhårede rejsende drog
bort fra verdenen, mens hans lillebror levede uden glæde.
Efter 37 år hørtes det, at en 57 år ung troldmand havde besejret en
dæmon, som han havde sendt i eksil, langt fra Nieros' befolkning. Og dagen
for bortsendelsen blev kendt som Falarkanens hævn.
216

Syndefaldet
Af Simone Norrild
Når man er et barn, behøver man ikke tænke så meget på noget som helst.
Anders vidste, at det var, hvad mor og far gerne ville have ham til at tro, men
virkeligheden var langt fra sådan. På et tidspunkt bliver man nemlig nødt til
at vælge. Man befinder sig med en fod i himlen og en i helvede. En i barndommen
og en i virkelighedens verden. Det hele starter det øjeblik, man
plukker æblet fra træet, da fjerner man en del af sin uskyldighed. Og når man
først har taget en bid af æblet, er der ingen vej tilbage. Så bliver man brutalt
slynget ud i den virkelige verden, og må tage den vigtigste beslutning i sit
liv.
Paradis og helvede.
Uskyld eller virkelighed.
Tik tak.
Anders tog tøvende imod æblet fra Elisas udstrakte hånd. Han skævede til
det dyre designerur på væggen. Det var ved at nå sit nulpunkt, og mor var
stadig ikke kommet hjem.
”Anders, du må snart se at lære, at mor og far ikke altid har ret i alt, hvad
de siger…” hendes øjne blinkede tårer væk, og hendes stemme skælvede
svagt. Somme tider kunne hun være glad det ene øjeblik og have blanke øjne
det næste, men ikke ville fortælle ham hvorfor. Elisa var ikke altid lige let at
forstå. Seth spillede lidt med tungen i hjørnet, hvor han sad med den store
æblekurv i hånden. Hans øjne var tit så underligt kolde. Storebroderen var
ikke lettere at forstå end Elisa.
”Mor og far sagde altså, at vi ikke måtte tage de æbler…” mumlede
Anders svagt.
”Det er forkert at stjæle…” Elisa tøvede, og så på æblet i sin hånd. Seth
sendte hende et opgivende blik, og rystede på hovedet.
”Den gamle stodder opdager vel aldrig, at der mangler et par æbler.” Elisa
trak på skuldrene.
217

”Det har du vel ret i” Seth nikkede opfordrende med sine nærmest hypnotiserende
øjne. Anders så igen på æblet i sin hånd, og følte flammen i sit
bryst flakke. Det var ikke fordi han var sulten, men æblerne var så flotte og
røde… Det ville være synd at lade dem rådne, og gamle Hr. Helge ville ikke
savne dem. Han spiste jo ikke selv af æblerne. Alligevel var Anders fast
besluttet på ikke at bukke under for sine søskendes pres. Uret på vægen tikkede
opmuntrende videre.
Tik tak.
”Mor og far sagde altså…” begyndte han, men blev så afbrudt af Seth.
”Du gør altid, hvad de siger, du skal! På et eller andet tidspunkt må det da
gå op for dig, at de ikke har ret i alt, hvad de siger!” Anders krympede sig
ved hans ord. Han følte sin ellers så stærke vilje flakke igen som om en eller
anden havde pustet til den.
”Alligevel…” Seth hørte hans svage tonefald, så sit snit og huggede til.
”Tror du virkelig på, at mor faldt ned ad trappen? Tror du virkelig på, at
hun slog hovedet mod køkkenlågen? Tror du virkelig på deres løgne?” Hans
stemme var ikke andet end en lav hvislen nu. Lav og faretruende som det
rovdyr, han var. Klar til at give det endelige hug til Anders døende modstand.
Uret på væggen mindede igen Anders om, at tiden var ved at løbe ud.
Tik tak.
”Tror du virkelig, at far arbejdede over hele sidste uge? Det var mig ,der
måtte tage imod ham, da han kom hjem, og det var ikke ligefrem kontor, han
lugtede af! Tror du virkelig på dem Anders?” på mirakuløs vis havde flammen
i Anders bryst formået at overleve endnu en runde i ringen mod Seths
logik.
”Jeg ved ikke, hvad du taler om…” begyndte Anders, men blev straks
afbrudt af sin bror. Seth rettede sig op og gjorde klar til at hugge igen. Fast
besluttet på at få ram på sit bytte denne gang.
”Du vil bare ikke se det i øjnene!” Elisa tog et skridt ind foran ham, så
hun beskyttede Anders fra Seths bebrejdende blik.
”Det er vel ikke hans skyld Seth! Lad nu være med at råbe ad ham, gider
du?” Seth rullede med øjnene, men lyttede til hende. Anders så fra sin bror
til sin søster, og begyndte så tøvende igen.
”Hvis mor siger, at hun faldt, så er det vel rigtigt?” Det var egentlig ikke
218

ment som et spørgsmål, men da ordene forlod Anders læber, havde de forvandlet
sig. Hans stemme havde forrådt ham og havde givet Seth chancen for
at hugge igen. Den havde bukket hans rustning til siden og efterladt en
åbning ved hjertet.
Anders tog en dyb vejrtrækning og gjorde sig klar til at modtage det dødbringende
bid. Han kunne nærmest mærke giften dryppe fra Seths tænder.
Anders lukkede øjnene, men bidet kom ikke. I stedet sendte Elisa ham et lille
trist smil, der alligevel havde langt mere kraft, end Seths blik ville have haft.
”Anders jeg ved godt, at det er hårdt at se i øjnene, men det gør det vel
ikke mindre sandt?” Hendes stemme var fløjlsblød, og hendes øjne så hudløst
ærlige, at flammen i Anders bryst flakkede en sidste gang, før den gik
ud.
”Tag nu bare en bid af det æble Anders…” Elisa tog selv en bid og sukkede
træt.
”Der er ikke nogen grund til at lade det gå til spilde” Anders så igen på
æblet i sin hånd. Pludselig virkede det ikke forkert at tage en bid. Elisa havde
ret. Det ville være synd at lade det gå til spilde. Han så kort på sine ældre
søskende. Trak på skuldrene. Det virkede ikke længere vigtigt, og hvis det
gjorde dem glade…
Æblet duftede sødt. Forførende. Smagen var mere bittersød. Saften løb
ned ad Anders hage og blandede sig med tårer. Uret tikkede igen højlydt på
væggen, som for at gøre opmærksom på sig selv.
Tik tak.
I det samme gik døren op, og mor trådte ind. Det slog Anders, at hun havde
en tyk sweater med rullekrave på, selvom det var varmt udenfor. Hun så på
sine børn og hev så op i kraven.
”Hvad er der galt?” Hendes blik fangede kurven med æbler, og hendes
øjne flakkede mellem børnene, der alle havde et æble i hånden.
”Sagde jeg ikke, at I skulle holde jer væk fra Hr. Helges æbletræ?”
Hendes stemme lød pludselig hård.
”Jeg giver jer alt, hvad I vil have, og det her er takken? Hvad tror I ikke,
naboerne vil tænke?” Elisa skævede til sin lillebror. Hun fik stål i øjnene.
Hun var henne ved moderen i tre skridt, og fik revet hendes krave ned.
Moderen skubbede Elisa væk, og rykkede sin krave op igen, men det var for
sent. Anders havde set hendes hals. Han havde set mærkerne. Puslespillet
faldt på plads. Anders verden brændte sammen.
219

”Mor…” Moderens øjne var som vilde dyr, der desperat søgte efter et sted
at gemme sig. Egentlig havde Anders vel vidst det i lang tid. Han havde bare
nægtet at se det i øjnene. Moderens blik opgav flugten og hun vendte sig mod
sine angribere.
”I siger ikke et ord om det her til nogen! Hører I?!” Hendes stemme rystede.
Det var svært at afgøre, om det var af frygt eller vrede.
Det gik igen op for Anders, hvor blind han havde været. Hvor meget af
sandheden han havde forsøgt at kvæle. Han så på Elisa og Seth. Opdagede
foragten, der brændte i deres øjne. Han så igen på sin mor. Opdagede at hans
øjne også brændte. En ny flamme rejste sig, hvor den gamle var gået ud i
Anders bryst. Uret på væggen var i et langt øjeblik det eneste, der kunne
høres i køkkenet.
Tik tak.
Elisa og Seth udvekslede blikke, og vendte sig mod Anders. De brød den
lammende tavshed med et spørgsmål.
”Kommer du med os?” Seth behøvede ikke at lokke. Elisa behøvede ikke
at overtale ham mere. Anders havde taget en bid af æblet. Alligevel tøvede
han, og så igen på sin mor. Had var ikke den følelse, der faldt ham ind først.
Moderen fangede Anders’ blik og vendte ryggen til ham. Anders mave føltes,
som om en eller anden havde begravet en kniv i den. Seth og Elisa ventede
på et svar, så han nikkede til dem med sænket blik. Han havde forstået
alt nu, men det gjorde det ikke lettere for ham, at gøre det, der måtte gøres.
”Farvel mor” Anders stemme rystede, men hans vilje vaklede ikke. Elisa
lagde en trøstende hånd på hans skulder, førte ham efter Seth, der snoede sig
forbi mor.
”Hvor skal I hen?” Hendes stemme var ikke vred længere, men havde fået
en underlig svag klang. Som om hun skulle til at græde. Det gik op for
Anders, at det var meget længe siden, han sidst havde set hende sådan. Hvis
han da nogensinde havde.
”Væk fra det her forbandede paradis, hvor alt er så perfekt” svarede Elisa
uden at møde hendes øjne. Anders kunne ikke længere høre tårerne i hendes
stemme.
”Så hellere leve et liv nede på jorden i den virkelige verden” Elisas stemme
var ikke vred eller anklagende, den lød bare ligeglad. Som om hun bare
kommenterede vejret. Der var ingen følelser til at give stemmen varme, eller
gøre den kold. Elisa gik hurtigt ud ad døren, og så sig ikke tilbage, Anders
220

fulgte efter, men tøvede et øjeblik i døren. Uret mindede ham om at det var
på tide at gå, men Anders ignorerede det.
Tik tak.
”Du kunne komme med os mor” Han vidste godt, at stemmen lød lille og
bange. Han kendte allerede svaret men blev alligevel nødt til at spørge. Mor
rystede bare på hovedet. Så tomt frem for sig uden at se sine børn.
”Han ville finde mig igen… det er for sent for mig…” Hun fangede Elisas
og Seths blikke, og rettede sig op med en kraftanstrengelse.
”Tal ikke med fremmede” Hendes stemme var en skygge af sig selv, men
hun blev ved med at tale. Det var som om, det var det eneste hun kunne gøre
for ikke at bryde sammen..
”Se jer for inden I går over vejen… gør ikke noget I vil fortryde senere…
spis ordentligt… bliv i skolen… gift jer af ægte kærlighed… få et bedre liv
end mig” Det var underligt at høre mor tale sådan. Helt ude af sig selv. Hun
var ikke den selvsikre kvinde, Anders før havde troet, han kendte. Hun var
bare en mor.
Anders så sine søskende nikke gennem et slør af tårer, der ventede på at
løbe over. Seths øjne var klare, men noget i hans holdning afslørede, at han
ikke var helt uberørt af situationen. Elisa derimod så ud, som Anders følte
sig. Træt og på randen til gråd.
”Pas godt på jer selv børn” sagde mor og knækkede så sammen på en af
de dyre spisebordsstole. Seth og Elisa mumlede begge deres farvel, og så
væk. Anders tøvede med det ene ben i huset og det andet udenfor. Han havde
set lyset nu, og vidste ikke, om han ville kunne holde ud at leve i mørket
igen. Uret på vægen nåede sit nulpunkt. De to visere begyndte deres rejse
gennem en ny dag.
Tik tak.
Helvede eller paradis.
Fornægtelse eller frihed.
Tiden var løbet ud.
Det var på tide at vælge.
221

Tik. Tak. Tinsoldat
Af Laura S. Lunding
Holger gik med tunge skridt og stokken godt placeret i venstre hånd hen
imod en væltet køkkenstol. Han rejste stolen op og satte sig ned med et
bump. Han hvilede stokken i hånden og stirrede ud over lejligheden. Alt var
smadret. Hans livsværk, bogsamlingen. Bøgerne lå som øer i et kæmpe hav
omringet af hajfinneformede glasskår. Den gamle lædersofa var væltet og
havde store stikmærker fra en kniv, som havde flænset det robuste stof.
Reolerne var skubbet ned fra deres sædvanlige pladser, og familiebilleder lå
brutalt revet i stykker på gulvet. Holger missede langsomt med øjnene og gik
hen imod køkkenet for at lave kaffe. Klokken var 14:55. Han skulle i gang.
Han ryddede omhyggeligt køkkenet for glasskår og tog kaffekanden frem.
De rynkede hænder holdt fast om dåsen med det brune pulver. Han tog sin
stol og satte sig ned med den nybryggede kaffe i en blå porcelænskop. Han
sippede roligt den varme væske, mens hans knugede et lille sølvlommeur i
sin ternede lomme. Ingers ur. Sikke et held, at han havde haft det på sig under
indbruddet. Han skævede ned til urets viser. Det var snart tid til indkøb. Han
kunne ikke drive den af hele dagen. Han tog et hurtigt glimt rundt i lejligheden,
før han med rystende hænder låste den ødelagte dør. Låsen gik med det
samme op, og han hørte en lavmælt knirken, da døren igen åbnede sig bag
ham. Han skyndte sig af sted med retning mod Brugsen.
Han skulle være færdig med middag kl. 18, og han havde besluttet sig for
frikadeller. Det gik lang-somt, men sikkert. Møjsommeligt plantede han
hvert eneste skridt og prøvede forsigtigt at rette sin ryg op. Det var noget,
han havde lært af selveste Kaptajn Gorm Rasmussen i 1950. Dengang var
han en stor mand, tidligere general Holger Danielsen.
Dørene åbnede med et Shuss, og Holger manøvrerede sig ind med faste
skridt. Han gik direkte forbi frugtafdelingen og hen til køledisken. En pakke
med svinefars landede i kurven, og han fortsatte til kassen.
”Hassan Mekran” stod der med snørklede bogstaver, og en brunøjet
dreng smilede til den ældre herre.
222

”God eftermiddag!” Hassan tog øvet pakken med kød og scannede den igennem.
”32,50, Kunne De tænke Dem en pose?”
Holger studerede de brune øjne intenst og så, hvordan hadet lyste ud af den
mørke dreng. Sådan en fremmed dreng. Hvad ville han her? Billedet af den
knuste lejlighed flakkede over nethinden og Holger knugede sin stok i den
trætte hånd. Hassans sorte hår, den mørke hud og de hadfyldte øjne. Hver
eneste muskel i hans krop afslørede hans identitet som nydansker. Muha -
medaner. Fremmed.
Hassans mørke øjne afslørede et forsigtigt smil, og han tog imod de penge,
den ældre herre rakte ham.
”Tak og fortsat god dag!”
Holger brummede nogle uforståelig ord og gik langsomt mod udgangen.
Hassan kiggede spørgende efter ham.
”Hallo? Jeg har faktisk stået i kø lang tid nu?!” En mor med tre børn stod
utålmodigt og trippede foran kassen.
”Åh, undskyld.” Hassan vendte tilbage til sit arbejde.
Holger masede sig op ad den stejle trappe. Billedet af Hassan stod klart og
tydeligt i hans erindring. Den fremmede. Tyven. De brune øjne, der afslørede
alt hans had. Han hadede sikkert alt, der var dansk. Han havde planlagt
det her i månedsvis. Hans største vision var, at ødelægge Holgers liv. Holger
kunne mærke, hvordan hans greb om stokken gradvist blev strammere og
fastere. Han havde godt hørt om det i nyhederne. Alle nydanskere var ballademagere,
hele bundet. De samme intense øjne, det samme had mod Dan -
mark. De var alle rejst hertil med det formål at invadere Danmark. Overtage
styret, og Hassan var en del af det. Men hvis han ville havde krig, skulle han
få krig.
Holger fornemmede, hvordan kroppen bristede under ham, da han satte
sig ned på køkkenstolen i det kæmpe virvar og kaos. Han kunne mærke,
hvordan al den vrede tog på ham. Han var ikke vant til den form for stærke
følelser, og som vreden voksede, følte han sig mere og mere svag.
Efter middagen vaskede Holger sin tallerken, bestik og glas op i hånden og
fik pænt sat tingene ind i skabet. Han kiggede tilfreds på sin anretning af
porcelænet og gik ind i soveværelset for at tænke. Han satte sig på sengen,
hvis fjedre hoppede lystigt. Sengen var stadig hel, en af de få ting, Hassan
223

ikke havde ødelagt. Holger kunne ikke klare tanken om, at en lille fremmed
dreng kunne rasere hans hjem, hans hus. Han var fuldt opsat på at skade
Hassan på en eller anden måde, men han vidste ikke mere om ham, end han
arbejde i Brugsen. Han måtte finde på noget, noget snedigt, men ondt.
Holger rakte hånden op til sengelampen og slukkede med én bevægelse al lys
i rummet.
Da vækkeuret ringede kl. 7.30 havde Holger været vågen længe. Han steg
hurtigt ud af sengen, og rettede sig op, gjorde et kort honnør og rakte ud efter
stokken ved sengens side. Han tog tøj på og smurte sig et stykke franskbrød
med ost, så det passede med at spise kl.8.
Klokken 8 skulle han i gang. Inger havde altid sagt, at det var vigtigt at
have noget at stå op til. Han fik skyllet tallerkenen af og fundet sin vindjakke
frem.
Holger stod bag hylderne i Brugsen. Det var stadig tidlig formiddag, og der
var ikke mange mennesker at finde i supermarkedet. Han havde planlagt det
hele nøje, og det var inden for fjendes egne linjer, han ville ødelægge den
mørke dreng. Holger kiggede rundt i forretningen. Brillerne var godt skubbet
op på den rødlige næse, og han kløede sig tænksomt på sin bare isse. Hm.
Han måtte være hurtig, og det var ikke normalt hans fortrukne strategi.
Holger fik udset sig en god liter sødmælk og gik, med stokken foran sig, hen
til kasse nr. 2, hvor Hassan stod med sit store hæslige smil.
Hassan opdagede den gamle mand fra dagen før.
”God formiddag!”
Han så manden vrisse misfornøjet og gå direkte forbi ham. Ingen varer i
kurven.
Holger studerede intenst Hassans ansigtsudtryk. Et smil bredte sig på
Holgers læber. Sødmælken sad godt i den dybe lomme. Når kasseassistenterne
skulle tjekke kasserne i aften, ville pengene fra en liter mælk mangle,
og Hassan ville få hele skylden. Holger smilede hele vejen hjem. Det var
længe siden, han sidst havde smilet. Inger sagde, at det var en dum ting at
smile, det fik man rynker af. Holgers smil falmede.
Holger kunne næsten ikke vente til det blev morgen. Han kunne allerede se
den tomme stol ved kasse nr.2 for sit indre øje, og tog forskud på sejren.
224

Måske havde de allerede ansat en ny? Tænk, hvis det kom i aviserne: ”Mørk
dreng stjæler danskernes varer!” Det gjorde det sikkert. Han huskede sig selv
på, at han måtte købe Ekstra Bladet, så snart det kom på gaden.
Holger marcherede ind til Brugsen. Alle hans gamle muskler dirrede af
spænding. Faste skridt ramte fortovet, han løftede sine fødder længere op end
nødvendigt og bøjede i sine knæ. Han kunne næsten høre trommerne. Klar
til kamp. Det var længe siden, han sidst havde følt sig som den General, han
engang havde været. Han rettede sig lidt mere op, inden Brugsens døre gik
op med et Schuss.
Hassan stod stolt ved sin kasse. Holger stoppede brat op.
Hassan kiggede nysgerrigt på den ældre mand. Han så chokeret ud. Følelsen
af chok blev hurtigt erstattet af vrede på hans ældede ansigt. Han rykkede
brynene, vendte sig om i en fart og gik ud af butikken.
Nederlaget sad som en hård klump i Holgers spinkle bryst. Hvad der før
havde været forventning og spænding var nu erstattet med skuffelsens nedtrykte
ansigt og vredens grimme fjæs. Hvad havde Inger overhovedet set i
ham dengang. Inger. Duften af hendes blonde hår, hendes æbletærte. Holger
stoppede sin tankerække. Klokken var snart 12. Det var tid til frokost. Han
skulle nok få hævn. Der var forhåbentlig ikke mange i byen ved navn Hassan
Mekran.
Dunk Dunk Dunk. Lyden af tre hårde slag lød på den mørkegrønne dør.
Holger hvilede sig op ad sin stok og trommede utålmodigt med sine fingre
på sit ene bukseben. Det føltes forkert, sådan at stå foran Hassans hoveddør.
Men noget måtte jo ske. Han havde faktisk haft så travlt, at han måtte springe
eftermiddagskaffen over. Det var mærkeligt. Sært. Han kiggede på lommeuret.
15.36. Hm. Han skulle skynde sig, middagen skulle snart forberedes.
Hvad han egentlig lavede her, havde han selv svært ved at se. Måske ville
han bare se Hassans ansigtsudtryk, når han stod dér foran ham og konfronterede
ham med sin viden om indbruddet. Han kunne true ham med politiet?
Uh, han kunne ikke vente med at se drengen ligge på gulvet og tigge og bede
om nåde. Eller måske ville han selv bryde ind i Hassans hjem. Nej. Han
overvurderede vist sine evner som gammel soldat, men han havde jo engang
været på hemmelig mission for...
En smuk, mørkhåret kvinde åbnede døren.
225

”Hej!”
Hendes ansigt blev med ét helt alvorligt, da hendes øjne faldt på Holgers
krumbøjede skikkelse. ”Åh. jeg, jeg havde ikke regnet med, at De ville
komme så tidligt. Kom indenfor. Her lad mig tage Deres jakke.”
Kvinden tog Holgers jakke, og han gik overrumplet ind i entreen.
”Ja, undskyld, jeg nåede ikke at få ryddet helt op, mit navn er Zahrah,”
Hun rakte en mørk hånd imod Holger. Han kiggede længe på den, men tog
den omsider og svarede med et fast håndtryk.
”Holger,” mumlede han kortfattet.
Zahrah viste Holger ind i stuen. Han satte sig ned i en brun lædersofa og
kiggede rundt i værelset. Overalt stod der små nipsting. Krukker med flotte
penselstrøg i alverdens farver. Skrin lavet af farvet glas og farvede gulvtæpper
prydede trægulvet. På væggene hang billedrammer med fotos af fremmede
mennesker. Bag personerne kunne man se et land, som umuligt kunne
være Danmark, store tørre flader med få træer og varmen sitrende i luften.
Zahrah kom ud fra køkkenet og satte sig i sofaen hos Holger. På bordet
havde hun stillet et fad med kager.
”Ja, jeg ved godt, hvorfor De er kommet, og at Hassan har nogle problemer.
Men tro mig, han er virkelig en god dreng. Og det er ikke hans skyld,
at vi står i denne her situation” Med sine kønne øjne kiggede hun bedende
på Holger, og han studerede de smukke træk. Det sorte hår lå som en skygge
om hendes ansigt, og hun havde de samme øjne som Hassan.
”Vil du ikke nok sige noget?” Hun tav, men da Holger bare kiggede uforstående
på hende, fortsatte hun: ”Der er ingen, der vil ansætte Hassans far,
Fatin, her i Danmark. Selvom han er uddannet læge i Marokko, arbejder han
som taxichauffør inde i byen. De aner ikke, hvor hårdt det har været for ham.
Det har påvirket hele familien.”
Zahrah tog fadet med kager og bød Holger en. Han mærkede, hvordan
småkagens sødme bredte sig i hans mund, og han knasede højlydt. De mindede
ham om Inger. Ingers kager. Zahrah tog ordet igen og sagde med sørgmodig
stemme:
”Jeg er bekymret for Hassan, men han gør det bedste, han kan. Han er virkelig
dygtig i Brugsen. Åh, jeg ved godt, at det er det job, der er skyld i al
det med skolen. Men. Åh. Åh nej, jeg lyder som en forfærdelig mor!”
Hendes mørke øjne fyldtes med tårer, og hun bed lydløst i sin pegefinger.
”Det er bare.”
Hendes stemme knækkede, en lille pige kom til syne bag en mørkebrun
dør for enden af stuen. Hendes mørke krøller hoppede lystigt, da hun gik hen
226

til Zahrah og hev hende i ærmet.
”Maisa, jeg er lige i gang med at snakke med en af Hassans skolelærere.
Smut ind på værelset igen.” Hun sagde det med en kærlig stemme og kyssede
den lille pige på panden. Inden Maisa vendte sig om, kiggede hun på
Holger med store, mørkebrune øjne og sendte ham et lille smil. Hun vendte
sig og gik.
”Det må De undskylde. Min datter, hun er lige blevet 5.” Zahrah smilede,
men hendes ansigt vendte hurtigt tilbage i de bekymrede folder. ”Vi har brug
for de penge, Hassan tjener. Men jeg skal nok snakke med ham. Det lover
jeg.” Hun kiggede direkte ind i Holgers blå øjne, og han slog blikket ned i
jorden. Zahrah kiggede væk.
Tavsheden hang som en hyletone i den lille lejlighed. Holger rejste sig og
gik.
Hassan sad på sin stol ved kasse nr.2. Klokken var snart syv, han fik fri om
et kvarter. Et enkelt Schuss lød ovre fra dørene, og han vendte sig om med et
sæt. Det var den gamle mand igen. Hassan iagttog, hvordan han gik hen til
de forskellige ting i butikken. Tog kartoflerne op i kurven, broccolien, farsen.
Han slæbte den tunge kurv op til kassen. Hassan smilede og scannede
de forskellige varer ind.
”Er det ikke lidt sent til aftensmad?” spurgte han i et let tonefald.
”Maden render jo ingen vegne, og jeg havde en masse jeg skulle rydde op.
Der ser herrens ud derhjemme.”
Hassan grinede uden at se op fra pengebeholdningen. På rullebåndet
kørte et lommeur i mat sølv forbi. Hassan kiggede op.
”Hov, De har glemt Deres ur?” sagde han men nåede blot at se antydningen
af et lille smil fra den ældre mand, inden han med et Schuss forsvandt
ud af Brugsens døre.
227

Tågens land
Af Dina Aaslyng Dall
Mit åndedræt kom i korte stød, og mit hjerte galoperede så hurtigt, at jeg
frygtede, det til sidst ville opgive den vilde jagt. Desperat vendte jeg hovedet,
da et skrig gennemtrængte tågen og genlød mellem stammerne. Jeg kunne
ikke tænke klart. Ikke samle tankerne. Den uregelmæssige lyd af mine fødder
mod skovbunden lød som tordenbrag, og det var, som om usynlige øjne fulgte
min mindste bevægelse. Tågen hvirvlede i en evigt skiftende dans og forvrængede
skoven til underlige groteske væsener. På trods af mit paniske løb
rystede jeg af kulde, og den fugtige luft fik min T-shirt til at klæbe til kroppen,
som en druknende til kanten af en redningsbåd. En næsten lydløs hulken
blev båret med af en svag brise, der et kort øjeblik legede med mit hår
og kærtegnede mit ansigt, inden den igen forsvandt med lyden. I få sekunder
havde vinden skilt tågen ad, og jeg kunne tydeligt se den smalle sti, jeg løb
på. Den drejede skarpt om et hjørne, og jeg tøvede. Hvad ventede der på
mig? Kunne jeg vende om? Et flygtigt blik bagud afslørede kun træernes truende
silhuetter, og jeg vendte igen blikket mod stien. Langsomt tog jeg det
første skridt. Det suste for mine ører, og en voldsom trang til at løbe fyldte
min krop til bristepunktet. Løbe og løbe og først stoppe, når billederne forsvandt,
og solen skinnede. Men jeg tog endnu et og endnu et. Bag svinget var
en lysning, og i midten sad en sammenkrøbet skikkelse. Jeg stivnede.
Lammet af frygt. Mit hjerte var det eneste, der fyldte den pludselige tavshed.
En gren knirkede svagt, og i det fjerne kunne jeg høre en klukkende lyd fra
en bæk. Med en underlig velkendt bevægelse rettede skikkelsen hovedet op,
og stirrede direkte mod mig. Et svagt gisp undslap mine ellers stivnede læber,
og jeg havde lyst til at skynde mig hen til hende. Men noget i hendes blik låste
mine muskler fast, og mit begyndende velkomstråb forstummede. En advarsel
og en bøn, der brændte sig fast, så jeg vidste, at jeg aldrig ville glemme
det blik.
Jeg vågnede gispende efter vejret, og med min hånd fastklemt så hårdt om
smykket, at det gjorde ondt. Hvor var jeg? Det var helt mørkt omkring mig,
228

og lettere hysterisk søgte mine hænder i blinde ud efter lys. Endelig ramte de
min lampe, og det pludselige lys, der fyldte mit værelse, viskede næsten
drømmen ud. Men kun næsten. Jeg havde haft det samme mareridt, hver nat
de sidste to måneder. De samme bedende øjne, jeg aldrig vidste, hvad bad
om? Skreg de en lydløs bøn om hjælp og befrielse eller et sagte ønske om…
Om hvad? Det var 63 dage siden, min mormor var gået bort. Jeg kunne stadig
mærke hospitalslugten kilde i næsen og se de hvide vægge for mig, hvis
jeg lukkede øjnene. Det var der, hun havde givet den til mig. Halskæden.
Hun havde lukket min hånd om den og hvisket historien. Historien om
Tågeverden, det sted, der nu hjemsøgte mig i drømme.
”Det er et ondt sted”, havde hun fortalt med sin bløde stemme, ”der hersker
Herskerne. De kan indfange sjæle af nyligt døde mennesker og holde
dem fanget. Et evigt hvileløst liv venter alle, de finder, som fortabte sjæle i
denne forbandede verden. Hvis du ønsker højt - det højeste du kan - kan du
ved hjælp af smykket rejse dertil, men pas på, for prisen, for det du søger, vil
altid være høj. Alt for høj. Jeg ville helst ikke give dig det, men jeg lovede
min mor det, som hun lovede sin bedstemor. Ligesådan må du love mig, at
du giver det videre, hvis du får en datter eller til dit barnebarn.”
Så havde hun sendt mig et lille smil, og forsikret mig om, at jeg aldrig
behøvede at bruge det. At jeg bare kunne tage det som en gave. Et lille minde
om hende. Det var gået i arv i slægten, så længe nogen kunne huske, sammen
med evnen til at rejse til Tågeverden. De fleste havde aldrig brugt det,
og måske var min kraft heller ikke stærk nok. Stærk nok til at redde min mormor.
Jeg blev brat revet ud af min strøm af tanker, da det bankede let på døren.
Min far. Havde det været min søster, var hun bare braset ind, og min mor var
på symposium i Paris. Døren gik knirkende op, og min far trådte ind.
”Nårh, du er vågen Leah. Vil du have pandekager til morgenmad? Første
dag i efterårsferien skal vel fejres.” Det var så typisk min far at prøve at forkæle
mig. Selvom jeg prøvede at skjule det og vise verden et glad ansigt, var
det tydeligt, at han vidste, hvor meget jeg savnede min mormor. Ønskede
hende tilbage.
”Ja, tak. Jeg kommer lige om lidt.” Jeg satte mig op i sengen med dynen
trukket godt op omkring mig og sendte ham et halvhjertet smil. ”Jeg skal
bare lige have tøj på.”
Under morgenmaden pludrede min lillesøster Kat løs om, hvor dejligt det var
at have ferie, og om turen til zoo med hendes veninde i morgen, og hvad mon
229

mor lavede nu? Og måtte hun ikke nok få en hundehvalp? Hun skulle nok
passe den. Hun satte en meget alvorlig mine op, og far og jeg vekslede tvivlende
blikke, hun ikke så. Vi vidste begge, at der højest ville gå en uge, før
det var vores opgave.
Jeg flygtede ind på mit værelse, så snart jeg kunne slippe af sted med det, og
faldt om på min seng. Tankerne summede rundt i mit hoved, som bier i en
bikube, uden jeg kunne fange en eneste af dem og holde den fast. Jeg huskede
min mormors advarsel, men vidste samtidig, at jeg blev nødt til at
prøve. I det mindste prøve.
Jeg kiggede mig en sidste gang rundt på mit værelse, håbede jeg kom tilbage,
og så tog jeg fast om halskæden og ønskede. Ønskede, så det råbte i
mit hoved og jog alle de forskræmte bier væk. Ønskede, så jeg næsten kunne
føle blodet, der pulsede i mine årer, bære det med sig rundt til hver en celle,
hvert et lille atom. Ønskede til tågen begyndte at komme. Først var den som
et tyndt slør, der bølgede omkring mig, men langsomt blev den tættere og
tættere. Det hårde gulv under mine strømper blev blødere og fugtigere.
Luften blev friskere og med undertoner af mørk muldjord, grønt mos og friske
blade. Det dryppede fra blade, hvor den fugtige luft havde fortættet sig til
små dråber. De små plask, der kom, når de landede, blev blandet med en svag
jamren fra et usynligt sted og et hæst skrig. Forhåbentligt fra en ugle. Alle de
normalt velkendte lyde vævede sig sammen til en fremmed symfoni. Tågen
ændrede alt, så intet virkede velkendt. Mit åndedræt lød uhyggeligt højt, og
jeg kunne kun se stammerne, som sorte skygger, der hævede sig over mig.
Jeg slap stenen, der hang i kæden, mens jeg drejede rundt. Var der nogen bag
mig? Min vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, mens mine grå øjne
febrilsk søgte mellem skyggerne. Tågens lange fangarme holdt mit hjerte i
et jerngreb, og jeg kunne ikke mærke det slå mere. Var det gået i stå?
Automatisk begyndte jeg at løbe. Mine ben spurgte ikke om lov, men flygtede
fra de ukendte skygger mod nye. Et blad strejfede min arm, og mit hår
blev viklet ind i en gren. Mine arme begyndte at ryste ukontrolleret, mens
jeg panisk prøvede at befri det. Det var dårligt kommet fri, inden mine fødder
igen slog mod jorden. Lyden var som slag mod en stortromme, der overdøvede
skovens musik. Jeg trådte hårdt ned på en skarp sten og måtte bide
mig i tungen for ikke at kløve luften med et skrig. Det suste i bladene
omkring mig, og det føltes, som om tågen rakte ud efter mig. Prøvede at
holde mig fast. Iskolde fingre, der greb efter mine skuldre, og bandt mine
fødder. Desperat prøvede jeg at slippe væk, men den var overalt og jeg havde
230

en fornemmelse af, at formummede skikkelser fulgte mig med øjnene. Et jag
af smerte løb op gennem mit ben, hver gang jeg trådte ned på min højre fod,
men jeg nægtede at sænke farten. Ville måske ikke kunne få min krop til det.
Mine tanker var en kaotisk malmstrøm af frygt og brudstykker af gamle spøgelseshistorier.
Hvor længe jeg løb, vidste jeg ikke, men først da mine tanker
endelig havde lagt sig til hvile, og min krop var helt tom, faldt jeg udmattet
sammen. Jeg kiggede op, men så kun den evindelige tåge, der skjulte himlen
og ikke afslørede, om det var dag eller nat. Som om tiden var gået i stå
en tåget vintermorgen og nu var frosset fast her i et uforanderligt billede. Jeg
vidste, jeg kunne komme tilbage, men noget holdt mig fanget her. En tanke
jeg ikke kunne huske. En fornemmelse, af at det var vigtigt. Jeg lukkede
øjnene for at lukke verden ude.
Det værkede i min ryg, og min nakke gjorde ondt. Min T-shirt var fugtig
og lidt mudret ligesom de jeans, der klæbede til mine ben. Jeg rejste mig op
og tog med kolde fingre mit lange hår om bag skuldrene. Tågen var der stadig,
og skoven stod uforandret. Jeg kunne ikke være sikker på, om jeg var
løbet i ring i går, eller om jeg var nået flere kilometer væk fra mit begyndelsessted.
Jeg kiggede mig omkring og ignorerede kulden, der fik mig til at
ryste. En lille mørk sti løb mellem stammerne, og jeg fulgte den tøvende.
Fornemmelsen af, at nogen holdt øje med mig var der stadig, men jeg prøvede
ikke at tænke for meget på det. Jorden var blød under mine fødder, og
selvom jeg måtte havde været her længe, var jeg ikke sulten. En sælsom
stemning lå over alt, og jeg måtte indrømme, at på sin egen mystiske måde
var dette sted smukt. Jeg begyndte at løbe igen, sørgede for at blive ved med
at tænke positivt. Ikke lade panikken få overtaget igen. Sveden begyndte at
springe frem, men blev hurtigt kølet. Mit åndedræt var anstrengt, og på trods
af alle mine gode fortsæt opdagede jeg, at mit hjerte løb løbsk. Jeg satte farten
op, til skyggerne bare blev et slør af ligegyldige kulisser, som i en dårlig
film. En svag brise bar en næsten lydløs hulken med sig. Den kærtegnede
min hud og legede et kort øjeblik med mit hår, inden den forsvandt igen og
tog den skæbnesvangre lyd med sig. Vinden havde skilt tågen ad i nogle få
sekunder, og jeg kunne se stien drejede længere fremme. Jeg tøvede. Hvad
ventede der mig? Kunne jeg vende om? Intet ville løse sig af, at jeg flygtede
igen. Langsomt tog jeg det første skridt. Det suste for mine ører, og den
samme trang til at løbe og løbe, som havde været i mine drømme, fyldte mig
nu, så det næsten smertede. Det var svært at modstå trangen, men beslutsomt
tog jeg endnu et skridt og et til.
Bag svinget så jeg en lysning, og i midten sad en sammenkrøbet skik-
231

kelse. Jeg stivnede. Mit hjerte overdøvede den larmende tavshed, og en gren
knirkede lavt. I det fjerne kunne jeg høre en å klukke, men ellers var her helt
stille. Jeg kendte måden, skikkelsen rettede hovedet op på, og de på en gang
bedende og advarende øjne, der stirrede på mig, havde jeg set før. Mormors.
Noget i hendes blik afholdt mig fra at styrte hen mod hende, men det varede
kun nogle få øjeblikke. På rystende ben trådte jeg nærmere. Afstanden
mellem os syntes uendelig, og hele vejen hvilede hendes stålgrå øjne tungt
på mig. Jeg vidste, at hun prøvede at fortælle mig noget, men jeg kunne ikke
tyde budskabet.
”Mormor,” kvækkede jeg. Min stemme var rusten af mangel på vand, og
fordi jeg ikke havde brugt den, i hvad der føltes som en evighed. Jeg var næsten
helt henne ved hende nu. ”Hvordan går det? Vi kan tage hjem. Kom nu
mormor.” Jeg gav hende ikke tid til at svare, satte mig bare ned ved siden af
hende og holdt om hendes alt for magre arme. Hun sendte mig et kærligt
smil, men fjernede så mine hænder. Jeg havde lyst til at give hende et knus.
Holde om hende til jeg var sikker på at tågen ikke blot spillede mig et puds,
men hun virkede alt for skrøbelig. Som om hun risikerede at gå i stykker,
hvis man klemte bare en smule for hårdt.
”Åh, Leah! Kære barn. Du skulle ikke være kommet. Du må tage hjem.
Nu.” Hendes stemme var præcis, som jeg huskede. Højst en smule trættere.
”Men mormor? Du skal med. Hvordan har du dog kunne klare denne her
tåge?”
”Jeg elsker dig. Meget! Hils alle de andre fra mig men lov, at du tager
hjem nu.” Hun tog mig i sine arme og holdt mig, som hun havde gjort så
mange gange før, da jeg var mindre. Hun vuggede mig og begyndte at nynne
en vuggesang. Lyden fik alt andet til at stå i baggrunden, og jeg slappede af
for første gang i lang tid. Hun duftede stadig af sommerdage, og hendes
tynde fehår så silkeblødt ud. Mit hjerte faldt til ro, og jeg var ikke sikker på,
om det var ren forestilling, at tågen også trak sig lidt tilbage. Jeg kunne
mærke hendes varme gennem det glatte kjolestof, og jeg begyndte at trække
vejret i takt med hendes åndedræt.
”Kan du ikke komme med? Jeg har savnet dig så meget.” Min stemme var
nu helt rolig. Hun bøjede sig ned, og jeg så op i hendes varme ansigt. Et strejf
af sorg viste sig, men hendes stemme var lige så kærlig som altid, da hun svarede:
”Nej, kære, det kan jeg ikke, men jeg er stolt af dig. Ikke mange ville
havde turdet gøre det, du har gjort.” Det glimtede i hendes øjenkrog, en lille
glitrende tåre, som forsvandt, da hun blinkede.
232

Måske var det fordi, at vi begge to var så opslugte af øjeblikket, måske
var det fordi, at han ikke engang røbede sig med stjålne skridt eller lavmælt
åndedræt, i hvert fald vidste ingen af os, at han var der, eller hvor længe han
havde stået der, før han talte.
Det gav et sæt i mig, og mit hjerte sprang et slag over. Tågen lå igen over
mig som en tyk dyne og truede med at kvæle mig. Jeg kunne mærke, hvordan
min mormor stivnede, da hun hørte stemmen og så skikkelsen.
”Det kan hun. Du bestemmer. Du kan redde hende ud af dette fortryllede
sted, det vil ikke være svært, faktisk meget let.” Der gik et øjeblik, inden jeg
forstod betydningen af, hvad han sagde.
Med et ryk satte jeg mig op og stirrede på ham. For forbløffet til at sige
noget. Det var en mand, måske 19 år. Han var kommet til syne i tågen, der
dansede omkring ham som en form for fatamorgana. Det mørke hår var strøget
tilbage, og hans lyse hud stod i stærk kontrast til den sorte jakke uden på
den hvide skjorte. De mørke øjne hvilede på mig, og hans ansigt var lige så
følelsesløs som hans stemme.
”Hvordan?” Min stemme var så lav, at den næsten var en hvisken, og
tågen syntes at opsluge lyden, alligevel må han havde hørt mig.
”Hvor meget er du villig til at ofre for at frelse din mormor?”
Alt, ville jeg sige, men en klump spærrede min hals og stoppede min
stemme. Jeg prøvede at synke for at få den væk, men det hjalp ikke. Ordet
må have stået printet i min pande og malet i alle ansigtstræk, for han svarede
på mit lydløse udbrud.
”Så giv hende smykket, og alt andet vil ske af sig selv. Lad hende ønske
sig tilbage og hun vil vågne i dit værelse. Giv hende det liv og den fremtid,
hun fortjener.
”Hvor vover du!” Det var min mormor, der var kommet sig af forskrækkelsen.
”Hold Leah uden for. Hun skal tilbage til livet, hvor hun altid har hørt
hjemme. Hører du?”
Han blev bare ved med at stirre på mig, som om han slet ikke hørte min
mormors ord. Tøvende åbnede jeg halskæden og lod den glide ned i mit
skød. Den tågegrå sten var forbløffende varm mod mine fingre, da jeg rakte
den frem mod min mormor. Dvælende ved hvert sekund. Hun sendte manden
et svidende blik, før hun vendte sig om mod mig igen.
”Kan du huske, hvad jeg fortalte dig om at rejse til Tågeverden. Kan du
huske, hvad jeg sagde om prisen? Det vil blive et liv for et liv, en sjæl for en
sjæl. Hvis du frelser mig, må du selv vandre hvileløst om hernede i uendeligheder.
Rejs selv tilbage nu, mens du endnu kan. Husk jeg altid vil elske
233

dig.” Hun foldede mine hænder om det brændende smykke. ”Ønsk, mit barn,
ønsk så meget du kan.”
Jeg ville ikke ønske at komme tilbage. Havde jeg bare været mere modig,
havde jeg måske givet smykket tilbage, men jeg havde aldrig været modig.
Billeder viste sig i glimt af min far, der sagde godnat til mig om aftenen, af
min mor som hun stod og vinkede farvel, lige inden hun tog af sted med flyet
til et nyt sted med arbejde, min lillesøster Kat når hun listede ind til mig om
natten og fortalte, at hun ikke turde sove inde på sit eget værelse på grund af
monsteret under sengen. Jeg tvang mine tanker til at komme tilbage til nutiden.
Stoppe længslen hjem. Se min mormors ansigt og tænke på, at jeg
kunne frelse hende. Mit blik gled videre til mandens opfordrende hævede
øjenbryn. Jeg prøvede at løsne mine hænder fra smykket, men mine tanker
gled videre til brudstykker af fortid. Min venindes store armbevægelser, min
matematiklærers anerkendende blik, solopgangen sidste gang, vi var på
stranden, et smil fra min far til min mor, en latter fra Kat, den kølende sommerregn
og frysende sne i januar. Jeg mere fornemmede end så tågen blive
tættere, mens mine tanker fløj videre. Sidste juleaften, Karolines glade
ansigtsudtryk, da vi sprang frem og råbte surprise til hendes fødselsdag. Det
gik op for mig, at skovbunden var ved at forvandle sig til mit varme trægulv.
”NEJ”, skreg jeg. Mere fordi det ikke kunne være sandt, at jeg blev nødt
til at efterlade min mormor, end fordi jeg ikke ville hjem. Min tankerække
stoppede, men det var for sent. Det var allerede sket. Tågen blev svagere, og
fornemmelsen af min mormor tonede bort, som de sidste toner i en koncert.
”NEJ”, gentog jeg formålsløst. Værelset konturer kom til syne, slørede af
tågen der bølgede om mig. Den var nu næsten væk og med den fornemmelsen
af min mormors varme krop.
”Der er altid et håb, og jeg lover dig, jeg skal nok finde en udvej.” Tågen
bar mine sidste ord til min mormor med sig, inden den til sidst forsvandt helt.
234

Uden for ægteskab
Af Liv Østerlund Schultz
Bussen bumlede, mens han kørte mod sit hjem. Sædet han sad på var hårdt
med et tyndt lag blå polstring, der kradsede, når hans hænder rørte det. Det
havde været en lang tur, og hans siddekammerat havde ikke levnet ham
meget plads, da han var ca. dobbelt så stor som normalt. Vejen var smal, støvet
og fyldt med sten, der gjorde, at bussen gav mærkelige lyde fra sig, når
den kørte over dem. Han kiggede ud i det danske landskab, der var fyldt med
marker, hvor kornene bølgede i vinden, så det næsten lignede et tæppe, der
omsluttede jorden, som for at holde den varm. Han kiggede sig omkring i
bussen og så de mere eller mindre rene soldaterkammerater, som alle var blevet
forandret, siden de, i selv samme bus, var kørt af sted mod krigen.
Tænkte på de ting, de havde oplevet. Det nærmest lyste ud af øjnene på dem,
at de havde set ting, som kunne få selv den modigste mand til at krympe sig.
Ting som ikke burde være pålagt et menneskeligt øje at se. Små børn, der
hjælpeløst løb rundt i krigszonen, mens de ledte efter deres forældre. Folk
med iturevne lemmer og blod over det hele. Børn i alle aldre, der blev skubbet
forrest med en pistol i hånden og løftet om, at de ofrede sig for det gode,
og at det altid blev belønnet. Billederne ville for evigt være som tatoveret i
deres sind. Han virrede med hovedet - tænkte på Vika. Han havde mødt
hende nogle måneder inden, han tog af sted. Han smilede ved tanken om den
lyshårede svenske pige, som ventede på ham. Hun var lige så gammel som
ham selv, nemlig 18 år. Hun var hans og kun hans - de to var de eneste, der
kendte til deres forhold. Han ville fri til hende. Fra nu af skulle alt være godt.
Snart var han hjemme ved det store hus i den lille by. Det havde ikke forandret
sig i de år, han havde været væk. Det gulkalkede hus med de mange
vinduer og karnapper tårnede sig op over byen, som ville det sluge den.
Langsomt bevægede han sig hen mod huset. Han bankede ikke på, men gik
lige ind, som havde han aldrig forladt stedet. Under aftensmaden sad hans
forældre og smilede prøvende til ham. De var nervøse for at sige noget,
kunne han mærke. De enkelte spørgsmål, de stillede, svarede han kun kort
på. Distræt og ukoncentreret. Han skovlede maden ind, kunne ikke komme
235

hurtigt nok ud ad døren. Han skulle se hende i aften.
Ringen brændte i hans skjortelomme og slog mod hans bryst, hver gang
han tog et skridt. Da han nåede hendes hus, var det efterhånden ved at være
sidst på aftenen. Han bevægede sig om i haven for at gentage det ritual, de
havde udviklet. Han samlede et par småsten, som han kastede på hendes
soveværelsesrude. Han kunne høre den skrabende lyd af småstenene, når de
prellede af vinduet. Intet svar. Hmm, tænkte han - måske havde hun glemt
deres ritual? Hvorfor svarede hun ikke? Han kaldte hendes navn, først lavt,
så højere og højere. Han tog sig til det varme ansigt med den ene hånd, og
rev sig i det pjuskede, brune hår med den anden. Hvor var hun henne? Han
gik op til den træfarvede dør og bankede på.
Døren blev åbnet, og en dame, der så ældre ud, end hun sandsynligvis var,
kiggede misfornøjet på ham. Snavsede børn, der skulle have sovet for flere
timer siden, løb rundt om benene på hende, mens de råbte og skreg.
”Ja?” sagde hun og kiggede på ham med øjne, der udtrykte en vis irritation.
Han præsenterede sig , mens han rakte sin hånd frem. ”Mit navn er
Adam.” Hun tog den, og han fortsatte: ”Jeg ville bare høre, om Vika var
hjemme?”
”Har du ikke hørt det?” spurgte hun undrende, og det var som om, hendes
hårde facade blødte lidt op. Han var et stort spørgsmålstegn, og hun fortsatte:
”Vika var blevet gravid. Hun døde i barselssengen, og som du kan se, har
vi nok munde at mætte i dette hus, så barnet endte på det lokale børnehjem.”
Hun fortsatte med at snakke, men han var for længst holdt op med at høre
efter. Det sortnede for hans øjne, og han drejede rundt på hælen og løb.
Han måtte stoppe for at hive efter vejret, og kunne ikke tro det, han havde
hørt. Død? Vika? Hvordan kunne hun dø sådan - og så lige nu? Han havde
kæmpet i den krig. Kæmpet for dem. For hende. For ham. Kæmpet for at leve
- var dette belønningen? Tårerne pressede sig på, kunne han mærke, men han
nægtede at lade dem se dagens lys. Det var ikke retfærdigt, det her! Han tog
sig til brystlommen og kunne mærke den fine guldring, han ville have givet
hende i dag. Han ville have spurgt hende, og hun ville have sagt ja, og de
ville have levet lykkeligt til deres dages ende. Han sparkede til et nærtstående
træ. Da nat blev til morgen, og han traskede hjem, havde han gule og
grønne mærker på hele kroppen fra alle de gange, han havde kastet sig ned
på jorden i frustration eller sparket til træer og pæle af bar ophidselse.
De næste mange dage lukkede han sig inde på sit værelse. Tænkte på
Vika. På barnet, der havde slået hende ihjel. Hans mor kom op til hans dør
236

for at høre, om han var okay. Han havde overhørt hende og faderen snakke
om, at han ikke burde have været sendt i krig. Måske var hans psyke for
svag? Se nu bare hvor ødelagt han er…
Han lyttede ikke til de ting, de sagde. Han og kun han vidste, hvad der gik
ham på. Dagene flød sammen til en mudret masse. I starten tænkte han udelukkende
på Vika, men så småt begyndte hans tanker også at florere om deres
barn. Lignede det mon Vika eller ham selv? Ville det få hans blå øjne og
Vikas søde smil? Eller måske hendes smittende latter, som var grunden til,
at han faldt for hende? Han smilede ved tanken. Men de kunne ikke gøre
noget for hinanden, de to. Og der er helt sikkert også gode kår på børnehjemmet,
tænkte han. På den anden side var han jo barnets far. Men på en
helt tredje side var det jo teknisk set dette barn - dette uskyldige væsen?
Denne morder? - der havde slået hans elskede Vika ihjel. Han virrede med
hovedet, for at få tankerne til at falde på plads.
Han måtte ud. Trængte til luft. Han vandrede gennem skoven, der endnu
stod grøn, selvom det var sidst på sommeren. Kunne mærke den bløde jord
give efter. Vinden blæste blidt omkring ham, mens han bevægede sig gennem
skoven og ned mod deres sted. Det sted, de havde troet indeholdt så meget
magi, men som viste sig at indeholde så lidt. Det var her, de havde været
sammen for første gang, og det var også her, at det lille liv, som skulle ende
med at blive Vikas død, var blevet undfanget.
Han gik videre, og på vejen tilbage passerede han børnehjemmet. Det så
ikke ud, som han havde forestillet sig. Han stod lidt og kiggede på den triste,
grå bygning, der mindede ham om et fængsel. Studerede den indgående
og længe. Skulle han eller skulle han ikke gå derind? Han vægtede fordelene
og ulemperne ved det, han ville gøre. Det ville virke underligt, hvis han
gik derind - ville det ikke? Men det ville også være en underlig fornemmelse
bare at gå forbi, tænkte han. Han kiggede flygtigt ind ad den åbne dør og
kunne ikke modstå trangen til at tage et hurtigt kig - han var nødt til at se det
barn, der havde voldt ham så meget smerte.
Han kiggede på kvinden med det korte, røde hår, der mødte ham ved indgangen.
”Min … øh, min kone og jeg kunne godt tænke os at adoptere et barn,”
løj han.
Hun smilede, tydeligvis glad over, at nogen interesserede sig for deres
lille børnehjem. Hun viste ham ind i et værelse fyldt med børn. Hver gang
de nåede et nyt barn, fortalte hun kort, hvor det kom fra. De tre første børn
var ikke Vikas - det var tydeligt at se. Men nummer fire… De kaldte hende
237

Naomi, sagde damen. Han kiggede på den spinkle pige, der sad på et tæppe
og legede alene. Hendes øjne var store og blå. Ligesom hans egne. Håret på
hendes hoved var lyst, og han var overbevist om, at hun havde arvet sin mors
manke. Efter at have kigget lidt på dette barn - denne miniatureudgave af
både ham og Vika - takkede han pænt og gik tilbage mod sit hjem.
Under aftensmad den dag, havde han en mærkelig følelse i kroppen. Han
havde set, hvordan vilkårene var på sådan et børnehjem. Alting havde været
slidt og faldefærdigt, og han var ikke helt overbevist om, at de fik nok mad.
Selv sad han og spiste den ene lækre ret efter den anden... Alligevel smagte
det ikke helt, som det burde. Han havde haft lyst til at tage barnet op i sin
favn og passe på det resten af livet, men han vidste, at hans kristne forældre
ville fordømme ham, hvis han gjorde således. Barnet mindede ham om Vika,
hvilket både be- og afkræftede ham i, at han ville opfostre det. Men hvad
havde han at tilbyde dette barn - denne pige? Skulle han byde hende at leve
et liv med en udstødt og fattig far, som dog trods alt var hendes rigtige far,
eller skulle han tænke på hendes eget bedste og lade hende blive adopteret af
en familie, der kunne tilbyde hende bedre vilkår? Kunne han leve med
hende? Kunne han leve uden?
Han rejste sig fra bordet, mens han kunne mærke sin mors stikkende øjne
i nakken. Tog trappen to trin ad gangen og nåede døren til sit værelse. Han
lagde sine fingre på det kolde dørhåndtag og kiggede sig omkring. Nu var
det nu. Skabet blev åbnet. Ting revet ud og stoppet tilfældigt ned i en kuffert.
Han tog de fleste af sine ejendele med sig, men efterlod dog en T-shirt og et
fotografi, så hans mor havde noget at bryde sammen ved. Kufferten var ikke
let at lukke, men efter stort besvær lykkedes det ham. Han greb kufferten og
løb ned ad trappen med endnu højere fart end før. Yderdøren blev åbnet med
fumlende fingre, men han lukkede den stille bag sig for at træde ud i mørket.
Farvel mor og far, tænkte han. Han smilede ved tanken om det, han skulle
gøre.
Han havde taget sin beslutning.
238

Udflugt
Af Daniel Aschlund Eriksen
”Og så har jeg den glæde at præsentere jer for vores nye elev, Pia. Som I nok
alle sammen ved, er Pia er jo lige kommet tids nok til at være med på vores
årlige udflugt, der dette år går til Silkeborgsøerne. Og Pia, du kan sætte dig
ved siden af Nathan her ude på højrefløjen.” Preben slog ud med hånden for
at vise, hvor han mente, og pegede i samme bevægelse på mig. Min mave
krympede sig ved tanken om, at hun skulle sidde ved siden af mig.
Hun kom nærmere, så på mig, satte sig på stolen ved siden af, og så snart
klokken ringede, begyndte hun at snakke.
”Hej! Jeg hedder Pia, men det ved du nok allerede, for Preben har jo lige
sagt det, og jeg kommer fra Hillerød. Altså fra Nordsjælland, ikk’. Det er
bare det mest fede sted i hele verden, ikk’. Men så flyttede vi herover, ikk’,
her er egentligt også ret fedt, på den der lidt bondeagtige måde, ikk’…”
Jeg prøvede på at flytte væk fra hende, længere og længere ud mod kanten
af bordet. Jeg hadede hende allerede. Hun rykkede efter mig, flyttede sin
stol så tæt på mig som muligt og blev ved med at snakke. Nu var hun nået
helt hen til enden af sit eget bord. Hun vippede stolen lidt hen mod mig og
snakkede stadig.
Jeg flyttede lydløst foden hen mod hendes stol og sparkede til benet, så
hun væltede.
”Hov. Ja, jeg har altid været lidt klodset, ikk’.” Hun kom op at stå igen.
”Så det burde egentligt ikke komme som noget chok, vel. Nå, men vi kom
vist fra min oldemors begravelse her i maj, hvor hun ellers var blevet 92,
ikk’…”
Hun blev afbrudt af vores klasselærer, Preben. Det var første gang, jeg
faktisk brød mig om ham.
”Så, nu skal vi simpelthen finde ud af, hvem I skal være sammen med
næste tirsdag, når vi skal af sted. Jeg kan næsten ikke vente! Det virker sådan
her: Man stikker hånden ned i hatten, trækker et tal, ser på tallet og finder
den, der har det samme tal. Enkelt, let og elegant.”
Bifald og enkelte hurraråb fra klassen. Alle vidste, at det var det, Preben
239

forventede. Selv deltog jeg ikke. Preben startede med hatten ovre ved Karla,
der uden videre entusiasme fiskede et af papirstykkerne op. Preben fortsatte
rundt med hatten, kom nærmere og standsede ud for Pia, der stak hånden ned
i hatten og hurtigt trak en seddel op.
”Hey! Nathan! Se. Jeg fik en syver! Prøv om du også kan finde en syver.
Det ville bare være mega rart, ikk’.”
”Æhh. Ja. Selvfølgelig,” svarede jeg, stak hånden ned i hatten og trak en
seddel op. Jeg havde knap fået den op af hatten, før jeg åbnede den. Mit blik
klæbede til tallet, så foldede jeg den hurtigt sammen igen og ville lægge den
tilbage. Det eneste problem var, at hatten var væk. Preben var gået videre til
den næste i rækken.
Jeg havde fået syvtallet. Fået påtvunget en dag, der næsten udelukkende
gik ud på at løbe rundt med Pia i en skov i nærheden af en eller anden sø.
”Hvad fik du? Hvad fik du?” Hun hoppede rundt, kiggede over min skulder
og prøvede på at snuppe sedlen.
”Æhm, jeg fik 3,” sagde jeg med en løgn, jeg selv synes var meget overbevisende.
”Neej. Du har i hvert fald ikke fået tre. Både Luna og Kristian K har fået
tre, så du har fået noget helt andet, ikk’. Lad mig nu se! Jeg finder alligevel
ud af det på en eller anden måde!”
”Æhm … Ja. Jo. Jeg fik syv, såeh jeg tror, vi skal være sammen.”
”Super! Så kan vi lære hinanden endnu bedre at kende. Det glæder jeg
mig altså helt vildt til, ikk’. Det bliver virkelig skægt. Vi skal nok få det totalt
hyggeligt!”
”Ja,” svarede jeg og smilede anstrengt.
”Nathan! Du virker alt for rask til at befinde dig herhjemme, mens vi andre
kæmper os igennem skov, søer og sumpe. Det skal du da være med til! Sådan
er livet, unge mand, livet går op og ned, og lige nu går det op for dig! Du vil
ikke fortryde, at du tog med.” Han satte sig ned på min kontorstol, inden han
fortsatte. ”Du vil ikke fortryde, at du lod dig overtale til at komme med ud i
vildmarken! Vildmarken, hvor kun de stærkeste overlever, og dem der ikke
overlever bare ikke lever mere!”
Da far havde ringet til Preben og sagt, at jeg var syg, var Preben straks
kommet hjem til os. Preben talte om skoven med helt vildt meget lidenskab.
Jeg fattede ikke, man kunne tale på den måde om en skov.
”På med tøjet og op af sengen! Vi har ikke tid til mere hyggesnak.
Klokken er syv nogenogfyrre, og du burde være klar om ganske få minutter.
240

Ellers må vi jo tage dig med, sådan som du ser ud. Lige meget, hvad du siger,
tager vi dig med … med ud i skoven!”
Vi kørte af sted. Jeg sad ved siden af Pia, fordi jeg var tvunget til det. Igen.
Preben havde simpelthen fået den mest geniale idé, syntes han selv. Dem
med de samme numre, skulle sidde ved siden af hinanden i bussen. Jeg havde
selvfølgelig beklaget mig til Preben og var kommet med alle mulige bortforklaringer,
blandt andet at jeg nemt blev køresyg i busser, så det var bedre,
hvis jeg kunne køre i bilen bagved sammen med ham. Han troede ikke på
nogen af dem.
Allerede da jeg satte mig ned, begyndte hun at snakke, mens jeg selv fantaserede
om, hvordan jeg kunne få hende til at forsvinde, til at dø.
”Altså, Paris Hiltons nye parfume er godt nok lidt dyr, men jeg tror altså,
jeg køber den alligevel, ikk’. Det er jo Paris Hilton selv, der har lavet den, så
den skal jeg da helt klart have. Det ville bare være mega sejt at dufte ligesom
hende, ikk’!”
En skrattende lyd i højtalerne og derefter en stemme, der lige akkurat
overdøvede det skrattende. Det var guiden. En mand i halvtredserne. Med
hentehår.
”Hej drenge og piger. Der er en glæde for mig at vise jer den flotte natur,
vi har i Danmark. I kan se Mossø her til højre. Mossø er en af de største søer
i Danmark, og...”
Jeg var glad. Jeg var glad for guiden. Glad for hans ulideligt dårlige naturforedrag.
”Desuden kan I måske være så heldige, at I får øje på en hjort.
Hjortebestanden er på sit højeste lige nu. Tak.”
Intet spredt bifald. Det var heller ikke Preben, så det gjorde vel ikke så
meget.
Den skrattende lyd startede igen.
”Forresten er vi der om 10 minutter, så hvis I har taget jeres sko og jakker
af, vil det være klogt at tage tøjet på igen. Tak.”
Igen var der ingen, der klappede. I stedet hørtes lyden af 24 elever, der tog
jakker og sko på i en bus.
Bussen stoppede på en parkeringsplads, der var så lille, at bagenden røg ud
i græsset. Et øjeblik efter ankom Prebens pastelgrønne Fiat Punto. Han steg
ud af bilen og gik hen mod os. Han havde i dagens anledning taget sin grønne
feltanorak på.
241

”Elever! En strålende dag står foran os! En dag fyldt med skæg og ballade!
Simpelthen en helt uforglemmelig dag! Men først … Alle der ikke kan
svømme eller ikke er ret gode til det, kom herop til mig. Ellers er der ingen
skæg og ballade til jer!” Ordene blev efterfulgt af et stort smil, så lød der et
bifald og hurraråb. ”Har alle, der ikke kan svømme været heroppe? Godt! Så
går vi i gang. God fornøjelse!”
Pia og jeg gik hen til kortbunken og tog et kort hver. Et af de der orienteringskort
tingester, man bruger til at finde vej ude i en skov. Fatter ikke,
hvorfor der er nogen, som faktisk er vilde med sådan noget.
”Vi skal den vej!” sagde Pia og begyndte at gå. Jeg tøvede nogle sekunder
og gik så den modsatte vej. Jeg var på vej væk. Endelig. Jeg satte i løb. Efter
fem dages had, fem dages ønske om at se hende forsvinde, var jeg nu helt
alene. Jeg kunne mærke friheden. Svævede af lykke.
”Nathan! Det er den forkerte vej!” råbte Pia bagfra. Hun kom halsende
efter mig. Følelsen krakelerede.
”Det var da ikke så godt,” svarede jeg og ønskede hende død endnu en
gang.
”Hvorfor svarede du egentligt ikke før? Du tænkte bare på noget andet,
ikk’? Nåmen, så synes jeg bare, vi skal læse posten, sådan vi kan vinde,
ikk’.” Hun gik ned mod posten, og jeg fulgte efter hende, løb ned ad skråningen
og kom desværre til at løbe ind i hende.
”Ups! Det må du altså meget undskylde! Det var i hvert fald ikke med
vilje!” sagde jeg med en helt utrolig overbevisende stemme. Syntes jeg selv.
Hun rejste sig op. Ømmede sig og tog sig til skulderen.
”Det var jo bare et uheld,” svarede hun ret stille. Hun havde sikkert forstuvet
noget. Jeg var egentligt ret ligeglad. ”Okay. Jeg læser det,” sagde hun
og gik hen mod træet.
”Nu skal I finde en robåd. I skal sejle ud midt på søen, hvor den næste
post befinder sig.”
”Og det betyder?” spurgte jeg.
”Og det betyder vel, at vi skal have fat i en båd og sejle ud til øen, ikk’,”
svarede hun og så lidt bedrevidende ud. Måske var hun begyndt at kunne lide
mig mindre.
”Okay. Vi fortsætter hen mod søen,” sagde jeg og begyndte at gå uden at
se mig tilbage efter hende. Søen nærmede sig, og jeg fik øje på bådene. Jeg
hoppede op i en af dem, og Pia var lige bag mig.
”Hvem ror?” spurgte hun.
”Jeg starter bare,” svarede jeg og greb fat i årerne. Så begyndte jeg at ro
242

udad.
Vi lå nu et godt stykke ude på søen og skændtes om, hvorvidt hun skulle
tage årerne, eller om jeg skulle fortsætte. Jeg synes, det var hendes tur, men
det syntes hun ikke. Til sidst rejste hun sig op. Båden begyndte langsomt at
gynge, så jeg blev siddende.
”Jeg er ret træt af dig! Ret træt af dig! Prøver på at være venlig og spørge
dig om alt muligt, og du vælger ikke at svare! Du er virkelig den mest
idiotiske person, jeg nogensinde har mødt!”
”Fint. Ro!”
”Hvad?”
”Ro nu!” Jeg råbte, rejste mig op, var ligeglad med hvor meget båden
gyngede. Hun vaklede. Så faldt hun bagover. Ud over kanten af båden. Hun
røg ned i vandet, plaskede, råbte noget jeg ikke kunne høre…
Det var en tirsdag midt i sommerferien, én af de der varme dage, hvor man
ikke kunne lave andet end at tage ud til stranden. Så det gjorde vi. Mor, far
og jeg. Mor og jeg gik og lavede sjov med hinanden, mens far fandt en plads,
hvor han kunne stille liggestolene og sætte parasollen op. Mor og jeg løb
rundt i sandet efter hinanden. Mor kom til at sparke sand på en eller anden
og sagde hurtigt undskyld, før hun fortsatte efter mig. Far stod et stykke
borte og grinede. Jeg løb ud i vandkanten og sekundet efter indhentede mor
mig, fangede mig og væltede mig omkuld, hvorefter vi rullede rundt.
Bagefter tumlede vi hen mod far, der var klar med maden. Vi spiste spege -
pølsemadder med remoulade og drak lunken saftevand. Da vi havde spist,
løb jeg ud i vandet med far og mor lige i hælene. Jeg var hurtigt ude, hvor
jeg ikke kunne bunde, og far var nødt til at holde mig oppe. Mor svømmede
længere ud, selvom jeg råbte, hun skulle blive sammen med os. Hun grinte
bare, vinkede og fortsatte. Lidt efter forsvandt hun. Strømmen måtte have
trukket hende ned under vandet. Jeg begyndte at ryste over det hele. Far ville
svømme ud til hende, men han kunne ikke. Ikke før han havde båret mig ind,
hvor jeg kunne bunde. Bagefter svømmede han derud. Jeg stod på bredden.
Råbte efter mor. Men hun kom ikke.
Jeg hoppede. Hoppede ud i vandet for at redde den person, jeg havde svoret
at hade fra det øjeblik, jeg så hende. Jeg forstod ikke hvorfor.
243

Ukendt titel
Af Caroline Holdflod Nørgaard
Det gør så ondt. Borer neglene ned i håndfladen for ikke at skrige. Ingen kan
hjælpe. Der er kun mig. Hvorfor kommer der ikke noget ud? Der er skræmmende
tomt i mit hoved. En hul tomhed. Jeg leder og leder, men lige meget
hjælper det. Ingen inspiration. Jeg tager en slurk af min kaffe. Den er lunken,
og en kvalmende fornemmelse breder sig i min trætte krop. Kigger på det
store bornholmerur, der står solidt på gulvet. Klokken er 6. Har siddet oppe
hele natten. Okay.
Rejser mig op og går med trætte skridt ud for at lave mere af det varme,
koffeinholdige stads. I gang igen. Kaffemaskinens brummen bringer mine
tanker over på gamle dage. Krig og soldater. Men nej, det er stadig ikke rigtigt.
Vipper utålmodigt med foden. Okay, kom nu. Jeg har gjort det så mange
gange før. Siddet her. Uden idé, uden motiv. Men der er altid kommet noget.
Pludselig er jeg blevet grebet og taget under inspirationens store vinger. Men
inspiration er jo heller ikke nok. Jeg skal have noget genialt. Noget unikt og
noget originalt. Okay, naturen så. Rejser mig med en hurtig bevægelse og
glemmer helt, at jeg har siddet på den hårde træstol hele natten. Gnider min
ømme ryg og retter så mit blik mod vinduet. Hmm.. Det kunne godt trænge
til at blive vasket, hvad var det nu han hed ham vinduespudseren, der kom
forbi forleden dag... Nej, stop! Fokuser! Kigger ud over byens tage. Nogle er
røde, andre blå. Nej, det er set før. Okay, tænk, tænk, tænk. Stadig den ubeslutsomme
tomhed. Tavshed. Ingen tanker. Ingen følelser. Intet. Den lille
stue er heller ikke ligefrem en inspirationskilde. En stor og klodset, gammel
sofa som nogen måske ville gå så langt at kalde antik, står midt i rummet -
et arvestykke fra min farmor. Et billigt finerbord fra Ikea fungerer som sofabord
og står ved siden af den fløjlsklædte sofa. Jeg kigger opgivende op på
det store hvide lærred. To firkanter. Det er alt. En stor orange og en lidt mindre
blå.
Jeg går med lange, opgivende skridt ud på badeværelset. Eller det er
måske endda for meget at kalde det det. Der er store grimme, brune fliser på
244

væggene og gulvene, der stammer fra dengang lejlighedskomplekset blev
bygget, og alt tyder på, at det er sket før Kristi fødsel. Der er en lille rusten
vask, et ridset spejl og en lille håndbruser, hvor der efterhånden kun kommer
tre stråler ud, da jeg for længst har tabt kampen mod kalken. Presset ind midt
i det hele står et gammelt og beskidt toilet, som sjældent vil trække ud. Jeg
går over til den lille vask, og den udbryder en pivende lyd, da jeg tænder for
vandet. Jeg står lidt og kigger på det løbende vand, der aggressivt kæmper
sig vej ned mod afløbet. Jeg kunne male et vandfald, slår det mig pludseligt.
Nej, duer heller ikke. Jeg plasker vand i ansigtet og tager en dyb indånding.
Kom så. Ind ad næsen og ud ad munden. Den rytmiske vejrtrækning, som
min mor havde insisteret på at lære mig. Hun er yogainstruktør og har i
mange år forsøgt at få mig med, men det der Buddha-halløj fængede ligesom
ikke helt. Mor! Genialt. Jeg tager min telefon op af lommen på de slidte cowboybukser
og taster min mors nummer i Høje Taastrup.
"Ja?" Lyder hendes milde morgensstemme fra mobilens højtaler. Kan
næsten dufte hendes lavendelshampo og se hendes lysegule silkenatkjole for
mig. Jeg kan høre, at jeg har vækket hende og et øjeblik bliver jeg grebet af
dårlig samvittighed, men selvmedlidenheden dominerer og udløser et lille
klynk. "Åh mor" stønner jeg fortvivlet og smider mig på sofaen. "Jeg ved virkelig
ikke, hvad jeg skal gøre, jeg kan slet ikke få malet noget, og jeg har
deadline om et par timer"
"Min søde lille skat. Du klarer dig. Det gør du altid. Nu slapper du lidt af,
og så er jeg sikker på, at der kommer noget."
"Åh, det hele er bare så tomt.. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre"
"Lille ven, jeg er sikker på, at du finder på noget. Jeg regner med dig! Og
nu vil jeg altså gå i seng igen" siger hun roligt og gaber højlydt. "Hej hej,
Siv".
"Jamen.. " prøver jeg, men røret er allerede lagt på. Jeg retter fortvivlet
mit blik mod lærredet, der står ensomt i hjørnet af stuen. Den blå firkant
minder mig om havet. Jeg plejede at være god til at svømme. Plejede at elske
vandet, friheden og følelsen af at .. Min søster og jeg plejede at svømme om
kap og selvom hun var ældst, vandt jeg hver gang. At vinde. Sejr.
Forventninger. Nogle gange ønskede jeg at tabe. Så ville alle stoppe med at
forvente. Stoppe med at heppe. Selv om alle sagde, at det bare var en leg,
vidste jeg allerede dér, at det var forkert. Vidste at det handler om at vinde.
Alting handler om at vinde. Handler om at være den bedste.
Jeg griber min sorte dynejakke og vover mig ud i den kølige efterårsverden.
245

Jeg går ned ad trapperne og ud ad den grønmalede trædør, som så småt er
begyndt at rådne. Vejene er øde, og fortovet blottet for mennesker. En stribet
kat løber forbi lidt nede ad vejen og finder sin vej op på en gammel veranda,
der ligner noget, der er taget ud fra et eventyr. I det samme træder en
gammel dame med badekåbe og curlere i håret ud, og katten snor sig kælent
op ad hendes ben. Hun smiler venligt til mig og vinker, og jeg besvarer høfligt
hendes hilsen. Jeg går ned ad vejen. Ser træerne. Ser bladene, der endnu
hænger på dem, inden de snart langsomt vil finde deres vej til jorden, hvor
de vil ligge til stor irritation for haveejeren, der skal feje dem sammen. Sådan
skal det være. Sådan er verden. Der er ting, man ved. Ting som at bladene
om efteråret falder ned fra træerne. Ting som at vinter bliver til forår og sommer
til efterår. Ting, som at blå og gul giver grøn. Ting, som at små piger
vokser op og bliver til store piger. Store piger med forpligtelser, krav, ansvar
og deadlines. Store piger som mig. Store piger der ikke får malet noget, og
som sidder oppe hele natten og tænker. Tænker og leder. Men ikke finder
noget.
Jeg trasker skuffet tilbage mod lejligheden. Jeg sætter nøglen i låsen og mærker
med fingerspidserne den ru og rustne lås. Døren kommer med et utilfreds
knirk, da den åbner. Jeg sætter mig udmattet på min seng. Glor på lærredet.
Stadig intet. Intet andet end de to firkanter. Den orange minder mig
om mormor. Minder mig om min barndom. Om drømme og om ro. Er så
træt. Kaster et blik på min store og luftige gåsedynspude og sukker dybt.
Mormor igen. Lugten i hendes køkken og mig, der var en lille pige. Den lille
pige, der levede i det orange. Den lille pige uden ansvar. Mit hoved falder
ned på puden. Bare en lille lur. Bare lige for at få samlet tankerne. Kigger på
klokken. Viserne viser 10.20. Hvis jeg nu sover til halv, så har jeg stadig lidt
tid, inden maleriet skal afleveres. Mærker det kølige bomuld mod min hud.
Graver mit hoved langt ned i pudens dyb og trækker dynen over mig. Bare
lige 10 minutter.
Jeg står i en have. Jeg ved, hvor jeg er. Ved, hvor jeg er, men husker det ikke.
Ser det store kastanjetræ, der bringer det meste af haven i skygge ved hjælp
af sine store grene. Jeg ser en pige komme løbende. Ser uskyldigheden skinne
ud af hendes øjne. Ser glæden. Roen. Pigen har tykt brunt hår, der omhyggeligt
er samlet i en fletning, der hopper om hendes skuldre, når hun galoperer
af sted. Pigen løber ind mod det lille gulkalkede hus med de små vinduer.
Pludselig står pigen inde i en lille, hyggelig stue med sættekasser på
246

væggen og en fin broderet hvid dug på det store bord. Mormor. Jeg kan
mærke mit hjerte slå et ekstra slag. Den gamle dame træder ind i stuen. Hun
har dybe rynker omkring øjnene, der er middelhavsblå, og udstråler en fantastisk
ro og hjælpsomhed. Vi omfavner hinanden. Mormor og jeg. Hun
kommer med et stort fad pandekager. Det husker jeg. Mormors pandekager.
Pigen guffer henrykt i sig, og jeg genkender det blik i hendes øjne. Et blik,
jeg ikke har set i mit spejlbillede i mange, mange år. Et blik af ro. Kærlighed.
Fred. Jeg kigger rundt og husker nu det hele. Den fine glasskål jeg købte til
hende i julegave, som er fyldt med frugt. De gamle tallerkener, der omhyggeligt
er hængt på væggene. Kruset, jeg lavede i skolen specielt til hende. Jeg
mærker følelsen af sorg. Følelsen af savn. Følelsen af orange. Min søster står
ved siden af mormor og spørger, om vi skal svømme om kap.
Jeg vågner med et sæt og hopper ud af sengen. Kigger på klokken. 12.05.
Pis. Griber maleriet og skynder mig ud ad døren. Føler mig til grin. Alle kigger.
Alle ser. Alle griner. Griner indeni. Op i bussen. Finder en plads og får
fortvivlet mast maleriet ind på sædet, så man næsten ikke kan se det. Okay.
Kigger utålmodigt på uret. Kan den ikke køre lidt hurtigere... Kigger igen på
uret. Så er jeg der. Maser mig forbi en gammel mand med stok og hat.
Mumler et hurtigt undskyld og løber ud af bussen. Reder med den frie hånd
mit hår om bag ørerne i et forsøg på at se præsentabel ud. Kigger ned ad mig
selv. Er stadig iført de slidte bukser med malerpletterne på og en alt for stor
gammel sweatshirt med udtørrede kaffepletter. Kommer til galleriets indgang
og skynder mig ind. Sætter hurtigt billedet ned med forsiden mod væggen
og siger forpustet til den mandlige sekretær, der sidder og ser forvirret
ud, hvad jeg hedder, og at jeg bare lige skulle aflevere mit maleri. Han nikker
bekræftende, stadig med et ansigtsudtryk, der hungrer efter en forklaring.
Overvejer et øjeblik om jeg skal åbne mig for ham, men skyder tanken
væk og skynder mig ud ad døren. Væk. Det går først nu op for mig, hvor kold
blæsten egentlig er... Jeg trækker hætten godt op. Kigger op mod den skarpe,
orange efterårssol.
Inde i galleriet har sekretæren vendt maleriet om. To firkanter. Bare to firkanter.
Kun det. Så simpelt og så alligevel så... Den blå minder ham om hans
barndom. Fodbold. Han var den bedste på holdet. Den der altid vandt.
Konkurrencer. Kigger nærmere på billedet. Anna. Hans søde barndomskæreste.
Husker det. Husker alt det, han havde glemt. Husker, da de holdt i hånd
den allerførste gang. Husker hendes orange kjole. Orange. Han smiler for sig
247

selv. Det er sådan her, livet er. Præcis sådan her. Dette er alt, det kunstnere
prøver at fange, men som de ikke kan få med, hvis de ikke giver sig selv. Ikke
har hjertet med. Han lader sit blik falde på den lille seddel under maleriet.
MALER: SIV ANDREASEN. TITEL: UKENDT.
248

Under piletræet
Af Mette ’Ophelia’ Sørensen
Piletræets grene svajede i den kølige vind, som bar rosenhavens duft med
sig. Duften mindede Abigail om den brusende frihed hun følte ved at være
udenfor huset. Også selvom det var forbudt for hende at gå udenfor palæets
døre. Hendes blå blik fulgte de små krusninger på flodens vand, der sendte
kaskader af lys op under piletræets beskyttende krone. Dette syn nød hun
dog kun et kort øjeblik, før hun blev forstyrret af den velkendte lyd af hestehove
mod brostenene i gården. Han var hjemme. Og han havde jo hende
med. Kjolens broderede stof knitrede, da hun rejste sig fra sit skjul ved stenen
og løb op mod palæet. Han måtte ikke opdage hende udenfor.
Abigail gled gennem gangene på det store palæ, med rødrandede øjne og et
udtryk som en falden engel. Eller som et spøgelse. Hendes hår var løst og
faldt i lange, mørke slangekrøller ned over ryggen. Hun kunne have været et
godt parti, hvis ikke hun var erklæret sindssyg. Skør. Det eneste, der holdt
hende ude af galehuset, var broderens penge, og hans magt i byen. Hendes
blik søgte ud gennem et vindue og ned i gården. Nu skulle hun se denne
kvinde. Julia. Selv navnet dryppede af perfektion. Et forvrænget udtryk skød
over hendes ansigt. Julia skulle i hvert fald ikke komme her og blive kvinden
i huset.
Hendes bror hjalp sin brud ind ad døren. Abigail fulgte dette scenarie med
øjne, der sagtens kunne have svømmet over i tårer. Hun havde blot ikke flere.
De var brugt op. Den hæslige medicin, der efter sigende skulle kurere hende
for hendes sygdom, havde kostet mange tårer. Nu hvor hendes bror var gift,
hvad skulle der så blive af hende? Ville James glemme hende? Forsømme
hende. Ville hun blive til luft?
Den dag James blev kaldt til byen, regnede det hele morgenen. Julia blev ladt
tilbage med Abigail, der var under strengt opsyn af læger og tjenestefolk.
Hun var før sluppet fra dem, men det var der ingen, der ville indrømme over-
249

for James. De vidste, det ville koste prygl, hvis de slap hans sindssyge søster
ud i verden. Det var efterhånden et godt stykke tid siden brylluppet havde
fundet sted. Hun talte dagene. Julia var blevet en underlig skabning for
hende. En skabning, hun havde lyst til at sprætte op og æde rå, men på
samme tid pakke ind i vat. Mon James følte det samme?
Grenenes fugtige favntag var det eneste, hun kunne forholde sig til lige nu,
som hun sad og kiggede på den klare regnbue, der rejste sig over den høje
himmel. Alt duftede så friskt og lifligt, at hun næsten blev trist af at vide, at
hun skulle ind på et tidspunkt. Men det var lige meget nu. For James var ikke
hjemme og tjenestefolkene kendte ikke til hendes sted. Her under piletræet,
hvor hun tillod sig at drømme. At slå hjernen fra og drømme om et bedre liv.
Uden for palæet. Hvis hun kunne, ville hun være en af de vilde. En af dem,
der ikke skulle tidligt op hver morgen for at blive klædt på. En af dem, der
levede deres liv under træerne. Så ville hun bo her under sit piletræ ved den
brusende flod. Måske ville hun endda en dag kravle op i toppen af træet og
sidde og kigge ud over hele verden. Ja. Det var vel, hvad hun havde drømt
om før, men nu var der ikke plads til andet end Julia i hendes tanker. Hver
gang hun lukkede øjnene tonede det fine ansigt frem for hende og en underlig,
varm fornemmelse bredte sig i hendes mave, som når man drikker en kop
varm te efter at have været ude.
Så stod hun der bare. Julia. Fuldt klædt på til en forårsdag. Hun havde
tydeligvis ikke opdaget at Abigail sad under træet. En enkelt tåre banede sig
vej ned over Julias blege kind, og snart fulgte flere. Abigail følte, at det var
hende selv, der stod derude, selvom hun ikke anede, hvad Julia græd over.
Også selvom hun havde besluttet sig for ikke at kunne lide hende. Den varme
følelse bredte sig i hendes mave, der nu trak sig sammen i noget der mindede
om kramper. Hun tvang sig selv til at fokusere på regnbuen i stedet for
Julia, men klarede det ikke ret længe. Abigail rejste sig fra stenen under pilen
og gik over mod Julia med små skridt, hvis lyd blev dæmpet af det våde
græs.
”Se regnbuen,” sagde hun. Hun havde ikke snakket med andre end James i
hele sit liv. Hun havde svaret på lægernes spørgsmål, men aldrig snakket med
andre end sin broder. Julia lod først til ikke at høre hende. Hun så ud til at
være helt væk i sin egen drøm, men for Abigail så denne drøm ikke ligefrem
behagelig ud. Omsider var der respons.
”Hvorfor kalder de dig sindssyg? Hvorfor siger de, jeg skal holde mig
250

væk fra dig?” Julias stemme røbede ingen tegn på frygt. Den røbede faktisk
ingenting. Det lød, som om nogen havde taget den og bare presset alle
følelser ud. Måske var det med vilje. Måske arbejdede Julia sammen med
lægerne. De havde sendt hende. De ville have Abigal til at indrømme det
hele. Alt det de anklagede hende for. Have hende til at tilstå sine synder og
bede om tilgivelse.
”Hvorfor?” Abigail svarede med endnu et spørgsmål. Med en stemme så
tyk af mistro, at man næsten kunne skære den ud i små firkanter. Hendes blik
udtrykte akkurat det samme som hendes stemme. Hun ville ikke have, at
lægerne vidste mere, end de gjorde. De ville bare bestemme sig for, at hun
skulle have mere medicin. Den slags, der gav hende skræmmende billeder og
fik hende til at klø sig alle steder. Hun ville ikke. Ikke på vilkår.
Julia sagde ikke mere. Hun var igen væk i sin egen verden.
”Hvorfor græd du?” spurgte Abigail for at bringe samtalen væk fra sig
selv. Hendes stemme var blevet luftigere, mens hun havde stillet det sidste
spørgsmål.
Julia forblev tavs, gik sin vej og efterlod og Abigail med endnu et spørgsmål
til samlingen.
Dagene gik. Abigail tænkte mere og mere på Julia. James var endnu ikke
vendt hjem, og samtalerne i haven var blevet længere og dybere. Uden nogen
af dem havde kontrol over det. Noget stort. Julia og Abigail. Det begyndte at
lyde meget mere rigtigt. Rungede som et englekor mod en kirkes hvælving.
En dag bestemte Abigail sig for at vise Julia stedet under piletræet. Der hvor
man ikke kunne blive set fra omverdenen. Det lød måske ikke som det største
i verden, men for Abigail var det meget vigtigt. Det var her hun gemte sig
for verdenen. For lægerne og for James. Måske også for sig selv. Piletræet
var det eneste sted, der bragte hende tryghed.
Hun hørte det godt. Som hun stod der og lyttede ved døren ind til Julias
kammer. Den lokale læge var der. Lavmælte stemmer og et professionelt
tonefald. Noget Abigail kendte alt for meget fra de utallige lægebesøg, hun
havde haft. Julia spurgte, hvorfor Abigail var sindssyg? Og lægen svarede, at
Abigail havde gjort kur til andre kvinder. Der gik endda rygter om, at en
kammerpige skulle have modtaget Abigails gale kærlighed. Der sitrede en
kulde gennem Abigail, som spredte sig fra rygraden og nedad mod hendes
fødder, hvor den frøs hende fast til gulvet. Det rygte var falskt. Abigail var
snublet, det var det hele. Og havde så revet fat i kammerpigens skørter, for
ikke at falde helt.
251

Hvorfor ville Julia vide det? Hvorfor var det så vigtigt?
James kom tilbage et par uger efter. Abigail fik nu mindre tid til at se og
snakke med Julia. Hun vidste stadig ikke helt, hvad hun skulle føle for denne
kvinde. Det virkede underligt. Som om hun stod midt mellem to årstider, der
trak i hende fra hver deres side af et kæmpe ocean. James lod slet ikke til at
bemærke noget som helst, desværre. Som om Abigail gerne ville have en
undskyldning, der gjorde det muligt for hende ikke at skulle mødes med
Julia igen. Det ville være så let, hvis hun bare var forhindret.
Natten faldt på. Vinduet stod på klem og de florlette gardiner fejede over gulvet,
båret af en blid sommerbrise. Abigail sov ikke, men lå bare og stirrede
direkte op i sengehimmelen. Hun havde undgået Julia i så lang tid, som overhovedet
muligt. Hun kendte ikke disse følelser. Vidste ikke, om hun ville
kendes ved dem. De var overvældende og hun havde aldrig følt sådan for
nogen før. En lyd af små fodtrin, fodtrin hun kendte. Julia. Døren åbnedes,
så lydløst som muligt. Abigail så ikke Julia, hendes brors kone. Hun så Julia,
kvinden hun havde forelsket sig noget så lidenskabeligt i. Ingen vidste rigtig
hvad de gjorde, men det var uden sammenligning den mest vidunderlige nat
i begge kvinders liv.
Solen rejste sig, som en bespottelse mod månen. Alt for tidligt. Alt for sent.
De blev vækket af et råb. En stemme de begge kendte og begge frygtede. I
hvert fald et lille sted i deres sind. James.
Abigail mærkede hans plejede hud mod sin, da han i et brutalt tag hev
hendes nøgne skikkelse op fra den seng, hvor hans kone lå og rystede.
Rystede for at det ville blive hendes tur næste gang. Et haglvejr af slag ramte
Abigail, der ikke havde nogen chance for at komme fri af sin broders greb.
Han lod hende først falde til jorden, da hendes lemmer var så forslåede, at
det knapt var muligt for hende at rejse sig.
James råbte noget mere, men hun hørte det ikke. Verden omkring hende
snurrede, og det sortnede for hendes øjne. Ikke sådan helt sort, men mere
sorte pletter, der dansede mellem hinanden, for til sidst at slutte sig sammen
og efterlade hende bevidstløs på gulvet.
Rummet var det samme. Næsten. Her var spor efter noget værre end et
almindeligt slagsmål. Her var spor efter kamp. Abigails syn var noget indsnævret
på grund af en hævelse, der havde dannet sig under det venstre øje.
252

Dog kunne hun se, at Julia var her. Eller måske kunne hun bare høre det på
åndedrættet ved siden af hende. Eller måske var det egentlig bare en god
drøm, at Julia stadig var her? Der var mange løse ender, og hendes hoved var
for træt til at samle dem alle. Hun kom op på alle fire og åbnede munden for
at spytte en rød, klæbrig masse ud. En blanding, der viste sig at indeholde
adskillige af hendes tænder. Hun havde aldrig set James så vred, havde aldrig
følt ham så vred, og hun var ikke sikker på, om hun ville slippe levende fra
det her.
En hånd blev lagt på hendes skulder. Det var en så blid berøring, at Abigail
var grædefærdig.
Hun følte, det var hendes skyld, at de nu begge var dømt til galgen for
deres handlinger. Julia sad lænet op ad sengen med det løse, hvide hår hængende
for sit ansigt. Abigail trak tæppet til side med stive bevægelser og fandt
den lille lem i gulvet.
Det havde været svært at kravle lydløst gennem vinkælderen og op ad den
snævre trappegang, der lukkede dem ud på græsplænen ned mod floden.
Julia havde taget hendes hånd og trukket hende ned mod piletræet, hvor de
skubbede de seje grene til side, for at træde ind i det lille skjul, som pilen
skabte. Der ville ikke gå lang tid, før deres flugt blev opdaget, og de måtte
handle hurtigt, hvis de ville have en værdig død. At forelske sig i en kvinde
var det samme som at underskrive sin egen dødsdom. Abigail vidste alt dette,
men trods øjeblikkets knusende alvor og frygten, der sad i hendes hals, fandt
hun mod til at lægge armene om Julia. Hun var ikke bange længere. Ikke
bange for at dø.
Vandets ellers blanke overflade blev brudt, og kulden fra flodens klamme
favntag fik dem til at skælve. Abigail forsøgte at holde fast i Julias hånd, men
blev snart revet løs af flodens nådeløse strøm. Hun behøvede ikke være
bange mere. For de ville kunne være sammen til evig tid på den anden side.
Abigal fik en enkelt gang hovedet over vand og spejdede efter Julia. Hun så
Julias hår flyde stille og fredfuldt i overfladen. Ja. Nu var alt fredfuldt.
253

Vand slukker ikke ild
Af Sara Neergaard
Den kølige aftenluft ramte hendes bare arme og ben, men hun frøs ikke.
Tværtimod, hun mærkede en brændende hede bygge sig op inde bag ansigtet,
og det dunkede fra et punkt i baghovedet.
En ting var at drikke en aften i byen med vennerne, det gjorde hun også
selv. Men at drikke for meget og for tit og for hurtigt, så var det ikke sjovt
længere. Han drak flere gange om ugen sammen med vennerne, når de var
færdige med lektierne eller bare havde lyst, og hans balance var rykket langt
væk fra hendes.
Som nu i aften. På den tid det tog hende at nyde to øl, havde han nedsvælget
fem. Og sådan kunne man jo sagtens nå, at trænge til at blive kørt til
udpumpning et par gange per weekend. Og så skulle han selvfølgelig rundt
og kramme alle, der ville og ikke ville.
Men han havde armene ret længe om Emma. Lidt efter kyssede de faktisk.
Da hun så lidt højlydt gjorde ham opmærksom på det, prustede han bare
ud gennem næsen og satte flasken for munden. Han sigtede lidt forkert og
spildte øl ned ad hagen.
Hun var drejet om på hælen og skredet.
Det var stadig lyst. Utrolig, hvor lang vejen var blevet efter bare tre øl.
Hvis så bare far var hjemme, sang det metallisk i hende, så kunne man ringe
efter familietaxaen. Men det hørte nu mere til undtagelsen end reglen, at den
holdt ude i garagen.
Hun følte en knugen i brystet, som hvis hun holdt vejret. Den ildrøde
følelse i hendes hoved måtte så småt vige pladsen for en dyb blå nuance. Når
hun kom hjem, ville hun gå i seng og falde i søvn til en tudefilm. Mon de
havde en, der var egnet til formålet?
Nu drejede hun om hjørnet. Himlen var gylden bag husets silhuet. Hun
længtes efter sin seng, begyndte at tælle skridtene til døren.
Hoveddøren gav et klik fra sig. Mens hun tog skoene af, kom Mikkel drønende
ud i gangen.
”Mor, Katja er kommet hjem.”
254

”Nå, det havde jeg ikke bemærket,” hvislede Katja spydigt. Da Mikkel
blev stående, prøvede hun at gøre det mere tydeligt. ”Skal du ikke lave et
eller andet?”
”Det ved jeg ikke, skal vi lave noget sammen, se en film?” Han var ubehagelig
munter i stemmen.
”Nej.”
”Vil du så spille noget?”
Lad mig være, stønnede hun .
”Nej.”
”Årh, kom nuu.”
”Hvilken del af nej forstår du ikke?” Ordene var glasskarpe.
”E’et,” grinede han, men spurgte igen. ”Er der så noget andet, du vil?”
”Være i fred,” knurrede hun kortluntet.
”Hvorfor det?”
”Hvad RAGER det egentlig dig,” skreg hun og løb hen mod trappen.
Moderen kom ud af stuen.
”Er det nødvendigt at give ham sådan et møgfald?” spurgte hun.
”Du kan jo lære fjolset lidt situationsfornemmelse,” bed Katja hende af og
hamrede fødderne mod trappetrinene.
Hun tjekkede, at døren var låst og begravede sig i sin store, altfavnende
seng. Hun trykkede sig ned mod den og løsnede ansigtet. Tårerne piblede
frem.
Den åndssvage familie og den skide kæreste og den illoyale veninde og
den forfærdelige lærer, der altid var efter hende. Det hele og endnu mere blev
blendet sammen i hendes sind, til det var umuligt at skille ad. Alle havde
deres grænser, og hun havde altså fået nok.
Eyelineren løb ned ad kinderne sammen med tårerne og lavede det nydeligste
smilende mønster på dynen. Hun stirrede på det og greb så ud efter
mobilen.
Nej, livet er aldrig, hvad det ser ud til, som de si’r. Kontakter, Anne, Send.
Tre minutter senere kom en forskrækket smiley retur.
Hvad er der sket?
Katja forklarede kort.
Det skal du ikke finde dig i. Kan du ikke snakke med ham? Du ved jo,
hvordan han bliver, når han drikker.
Nej, du har ret. Det er jo ikke første gang, og mit bæger er flydt over.
Nej, det skal jeg ikke finde mig i, ekkoede det i hende. Hendes hoved føltes
som en sprængklar ballon af tanker. Hun rullede sig sammen til en lille
255

old og holdt op med at tænke, lod hjernen gøre, som den ville.
Hun kendte svaret, men kun som en følelse i kroppen, og det varede
længe, før den steg op i hovedet og lod sig pakke ind i ord. Hun ville ikke
lade den. Det var uoverskueligt. Hendes bryst trak sig sammen ved tanken
om varme sommerdage, om den halskæde med den grønne sten, som hun var
blevet så glad for, deres første kys, der havde smagt så luftigt, ikke som med
andre, tungt eller kvælende. Han var en fantastisk kæreste, men han var så
ulidelig, når han havde fået for meget. Det var sjovt at drikke, men det skulle
ikke være som et fast ritual, og man skulle stoppe. Det gjorde han ikke.
Da hendes hjerne endelig havde forstået følelsen, erklærede den sig enig
og gik med til at bekæmpe den hær af andre følelser, der stemte nej til forslaget.
Det skulle være nu. Lige nu. Før hun nåede at skifte mening. Hun kravlede
ud til sengekanten og kæmpede med stive ben, indtil de ville bære hende.
Hun kantede sig over til døren og fumlede med den, til den var åben. Hun
prøvede at liste ned ad trappen. Hun var ikke sikker på, hun havde lyst til at
møde mor nu.
Men da hun sad og bøvlede med snørebåndene, kom hendes mor ud i
gangen.
”Hvor skal du hen?”
”Ud.”
”Er det nu en god ide?”
”Mor, jeg er 17, jeg kan godt styre det selv.”
Moderen rystede hænderne afværgende, og Katja smækkede med døren.
Hun prøvede at marchere taktfast, så hun holdt tankevirksomheden standby,
men det blev til en rimelig kluntet valsen. Hendes indre var også i kaos,
men det hvirvlede rundt om en søjle, et samlingspunkt. Det flintrende raseri
og den knugende sorg var blevet erstattet af en rolig beslutsomhed. Ethvert
spørgsmål fik det samme svar, men den våde tåge i hendes hjerte piskede op.
Nu frøs hun. Hun vidste ikke hvor, men det var koldt. Hun længtes efter
varmen, længtes efter at komme ind, selvom hun ikke ville.
Hun kunne se den nu. Bygningen bød hende velkommen med al sin indbydende
varme, og hun vidste, den gemte skyhøj ballade derinde.
Også udenfor. En flok ældre fyre hang op ad hinanden og huset. Mange
af dem havde det meste af deres øl ned ad hagen. Nogle af dem var ubarberede,
mens andre så mere civiliserede ud.
Da hun var inden for hørevidde, gled hun ind i deres opmærksomhed. De
bøvsede og piftede.
256

”Hej skat, komm’ du ik li’ herhen og få’ en øl,” gurglede en af dem med
det gule spyt løbende ud af munden.
Skaf dig lige en hagesmæk, tænkte Katja og mærkede en trang til at brække
sig. Ham, der havde råbt, var en forholdsvis ung idiot, måske 15 år ældre
end hende. Han så ellers okay ud, tøjet var pænt og ikke ret hullet. Han kunne
være en helt anden type i ædru tilstand, gættede hun. Det kunne man ikke
sige om flere af de andre.
Hendes nakke sitrede af væmmelse, men hun strammede sig ekstra an og
skubbede målrettet til én, der stod i vejen, så hun kunne komme ind. En tung
duft af øl, mad, røg og træ fyldte hendes næse. Det var et ret snusket sted med
tunge træborde, mangelfuld rengøring og et nusset billiard-bord i hjørnet.
Selv ville hun klart have foretrukket diskoteket, der mere matchede hendes
alder, men når man endelig skulle have andet end sodavand, var der ikke
mange steder, dørene var åbne for folk som hende, og kvaliteten på varerne
her kunne ingen betvivle.
Rullen af terninger og spredt mumlen overdøvede det støvede rocknummer.
Hun så sig om og fik øje på det lyse hår med de mørke striber. Han sad
i et hjørne med et glas, og hun havde ingen planer om at finde ud af, hvad
det var. I det mindste havde han set hende.
”Mark,” hviskede hun. ”Må jeg lige tale med dig?” Hun borede neglene
ind i hans hånd for at fastholde ham. ”Jeg vil ikke mere. Det er slut.”
”Hva’ for no’d?”
”Jeg slår op, Mark. Vi er ikke kærester længere.” Hun tog ham under
hagen og holdt øjenkontakten. Der kom mere liv i ham, efterhånden som
beskeden sivede ind.
”Jamn, nej, det må du ikke, hvorfor?”
”Jeg kan ikke holde dig ud, som du drikker, og før jeg gik… så jeg, du
kyssede med Emma.”
”Hva’, nej, det gjorde jeg altså ikke, vi krammede bare.”
”Det så nu sådan ud.” Hun talte til tre. ”Men det var bare det sidste skub.
Uanset hvad der skete, er det simpelthen slut. Farvel.” Hun så på Mark en
sidste gang. Hun turde ikke blive, turde ikke over-være chokket i sit fulde
omfang. Mark var helt tavs. Det føltes, som om hun havde vendt kniven mod
sig selv, og nu håbede hun bare, at der ikke var nogen misforståelser. På grådens
rand vaklede hun over mod døren og fik en splint i håndfladen, da hendes
hånd ledte efter håndtaget.
Det var væmmeligt at bevæge sig fra den trygge varme og ud i kulden.
Hun havde hovedet fuldt, da hun mærkede en hånd række ud og søge ned ad
257

hendes krop. Hun stivnede og mærkede nu flere hænder, der greb hende i
arme og skuldre. Varm, øl-stinkende ånde mødte hendes ansigt, da de trak
hende ind i midten. Der var mænd hele vejen rundt, og hun så nu, at det var
vagabondtyperne fra før.
”Ku’ du ikk’ tænk’ dig a’ varme mig lidt,” snøvlede en ru stemme. Den
kom fra en klam stodder, han måtte være over 50. Han var ved at spytte øllet
ud over hende, mens han talte.
En anden havde stukket hånden ind under hendes bluse. Et slør blev revet
fra hendes øjne, hun blev uhyre nærværende, og det gik med kold rædsel op
for hende, hvad der skulle ske.
Hun satte tænderne i armen, der næsten var forsvundet ind i hendes tøj,
og skubbede så hårdt hun kunne til dem, der var foran hende. De var tunge,
men heller ikke ædru, og det lykkedes. Panikblandet vrede flammede op.
Føj, hvor ulækkert!
Hun ville væk. Hun mærkede, at de fulgte efter hende med råb som ”ej
skat, stop lige”, hun hørte deres uregelmæssige skridt lige bag sig, og hun
mente at mærke deres ånde i nakken. Hendes ansigt blev vådt. Hun førte
hånden op til sine øjne. De var tørre. Hun kunne høre den tunge susen nu.
Regnen løb ned ad hendes arme og slog hårdt mod jorden omkring hende.
Anne. Hvor var hun? Hjælp mig, tiggede hun grådkvalt. Anne kunne hjælpe,
hun måtte derhen. Hendes fødder bevægede sig hurtigt. De uhyggelige
råb blev i hvert fald fjernere. Men der var stadig nogen! Der lød en hul trillen,
som flaske mod brosten, der så hun et lys blive tændt, der hørte hun en
kat hvæse af en motor. Da hun gennem regnen svagt opfattede et råb, blev
hun kun mere overbevist. Der var nogen. Hendes ben fløj hen over stenene,
registrerede slet ikke, at hun faktisk ikke kunne gå lige. Hun lyttede ikke til
dem.
Der lød en knasen bag hende. Hun kunne ikke tage mere ind, alt stod stille,
men hun satte om muligt farten endnu mere op. Det var hårdt. Hun løb i
grus nu. Det var vist den helt gale vej! Lyden af hendes fødder, der regelmæssigt
gungrede mod gruset overdøvede alt, selv stormen i hendes hoved.
Til sidst kunne hun næsten ikke mere. Hendes varme ansigt holdt stand
mod regnen, selvom resten af hende var gennemkold, og luften var smertefuld
for hendes rødglødende lunger. Der var også noget galt lige over hoften.
Hun pressede hånden mod siden og tvang sine knagende ben videre.
Der var smattet. Mudder? Ja, hun løb i mudder nu. Åh nej, smerten i siden
blev værre og værre. Skridtene blev tydeligere, og hun hørte et grynt. Hun
orkede ikke at reagere, ventede bare på deres udspil. Nu var de lige bag
258

hende. Hun drejede hovedet for at se sig tilbage. Den ene fod gled i mudderet.
Hun faldt og knaldede hovedet ned i noget hårdt. En sten?
Rødt, sort og grønt dansede ind i hendes synsfelt. Hun mærkede noget
varmt løbe ned ad hovedet. Symfoniorkesteret spillede smerte for fuldt drøn,
men skriget blev kvalt i halsen.
Lyst hår med mørke striber. Et ansigt bøjede sig ind over hende. Hun gispede,
og i det samme overskyllede det sorte hendes øjne.
259

Væk
Af Signe Wendler Jørgensen
Gruset knasede under hans fødder. Solens første stråler ramte stien foran
ham, og en let brise kølede hans ansigt. Duggen glitrede i græsset og i træernes
kroner. Fuglene kvidrede og skræppede af ham, når han kom for tæt på
deres reder. Med dybe vejrtrækninger sugede han den friske luft til sig.
Friheden. Stien drejede, hvorefter den rettede sig ud og strakte sig så langt
øjet rakte. Et sted i nærheden hørte han lyden af småsten, der rullede. Han
fór sammen og så sig tilbage, hvorefter han trådte ind imellem træerne i skjul
af deres skygger. Han kunne mærke sit hjerte banke. En jogger med sin hund
drejede rundt om hjørnet. Han åndede lettet op.
Dan satte sig i det fugtige græs med ryggen mod et træ. Han havde gået
længe, men vidste at han snart ville nå ind til byen. Han satte sin taske
mellem benene og fandt sin vanddunk frem. Han tyggede lidt på gummistykket
og drak så. Hovedet føltes tungt, og han lænede det tilbage mod træstammen.
Han havde kun sovet få timer i nattens løb.
Dan stivnede. Han havde været på vej ud ad døren, men drejede nu om på
hælen og så på sin papfar.
”Hvad sagde du?” Hans stemme bævede. Søren rejste sig fra sin stol og
gik hen foran Dan.
”Jeg sagde, at du godt kunne have ydet din mor lidt mere hjælp på hospitalet
i stedet for at rende rundt og feste!”
Tavshed.
”Mere hjælp?” Dans stemme var en hvisken. ”Hvem var det, der blev
sammen med hende, da hun blev indlagt? Hvem var det, der blev hos hende
til slut?” Han hævede stemmen. ”Hvad lavede du? Fucking business,
mand!” Dan hørte et klask. Hans kind føltes varm, så brændende. Han mærkede
tårerne, men nægtede at give efter, stirrede blot på sin papfar. Intet
andet. Stirrede. Hvad nyttede det, at fortælle, at han slet ikke havde haft lyst
til at feste? At det var hende selv, der havde sendt ham af sted. Søren mase-
260

de sig forbi Dan og trampede ud af stuen. Lidt efter smækkede døren til hans
arbejdsværelse med et brag. Dan vendte sig om. Han havde taget en beslutning.
Imens han nu traskede af sted, førte han hånden op til sin kind. Den var stadig
øm og en lille smule hævet. Han havde ikke haft tid til at se sig i et spejl
i går, for han havde haft så travlt med at komme væk. Dan nåede hen til stationen
og steg på toget mod København. Han sank sammen på et sæde og
lukkede øjnene.
”Undskyld, men jeg skal se din billet.” Dan åbnede øjnene. Alt var sløret.
Han rettede blikket mod personen, der havde talt til ham. En blå masse. Han
gned øjnene. ”Din billet?” gentog togkontrolløren. Han mærkede en knugende
følelse i sin mave og sank en klump. Han havde vidst, at der var en
mulighed for, at dette kunne ske, men han havde taget chancen. Han kørte en
hånd gennem håret.
”Øhm … jeg...” Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Jeg kører sammen
med nogen i den anden vogn, og de har billetterne eller Jeg har tabt min billet.
Eller skulle han sige sandheden? At han slet ikke havde en? Han kradsede
sig på armen og så op på kontrolløren.
”Undskyld?” Stemmen kom fra et sted bag kontrolløren. ”Kan du fortælle
mig, hvad tid vi ankommer til Roskilde?” Kontrolløren vendte sig om. Dan
greb chancen, smuttede ud på midtergangen og styrtede ud på toilettet. Han
sukkede lettet. Flere gange blev der taget i håndtaget. Sikkert folk, der var
trængende. Men han blev siddende og lyttede til kvindestemmen i højtaleren,
der sagde, hvor langt de var kommet. I den lange ventetid tog han en lap
papir frem fra sin taske og genlæste adressen, som han havde skrevet.
Det vrimlede med mennesker. De gik, løb, snakkede, råbte. Bilerne drønede
forbi ude på vejen. Dan trådte op på dørtrinet og holdt knappen inde.
Christian H. Jensen stod der på skiltet under ringeklokken.
”Det er Christian,” lød den dybe stemme i højtaleren.
”Hej Christian. Det er Dan.”
”Nå ... Dan. Hvad laver du her?” lød det efter en kort pause.
”Øh, må jeg ikke komme ind?”
”Jo. Jo, selvfølgelig.” Der lød en sær brummende lyd, og døren gik op. På
261

tredje sal stod Christian i døren og ventede. Han trådte tilbage, så Dan kunne
komme ind og tage skoene af.
”Hvad så, fætter?” sagde Christian, da de havde sat sig ved et bord i stuen.
Det var et halvmørkt rum. De hvide vægge var dækket af plakater. På gulvet
lå der et par åbne tasker, der endnu ikke var blevet pakket ud, og i et hjørne
nogle tomme ølflasker. Dan gned sine hænder og vendte sig mod Christian.
Det var nu, han skulle spørge. Han kunne mærke sin hals snøre sig sammen.
Hvad nu, hvis Christian ikke ville have ham boende? Hvad nu, hvis han blev
sendt hjem til Søren igen? Dan tog en dyb indånding.
”Jeg tænkte på, om jeg kunne bo her et stykke tid?” Der blev stille. Helt
stille.
”Hvad med Søren?”
”Øh, han … han gik ligesom lidt i hak over det med …” Dan sank en
klump. ”Det med min mor.” Han førte en hånd op til sin kind. Christian så
på ham. Forstod han?
”Jeg har sgu ikke lige forberedt mig på det her. Men hva’ fa’en. Du kan
vel overleve lidt rod.” Han smilede.
Dan mærkede en varme brede sig i kroppen. Det havde da været let.
”Men du bliver nødt til at snakke med en voksen om det her. Eller jeg
mener … en rigtig voksen. Jeg kan sgu ikke tage ansvar for en bortløben 16årig.”
Dan kunne mærke sit hjerte synke.
”Hey, ta’ det roligt. Det er ikke, fordi du skal afleveres på politistationen.
Jeg tænkte på min mor. Hun plejer at være god til at finde ud af, hvad der
skal gøres.”
Else? Hvad nytte skulle det gøre? Hvorfor kunne Christian ikke bare sige
ja og så lade det være det? Hvorfor skulle de voksne blandes ind i det?
Hvorfor? Så Dan kunne blive talt til ’fornuft’? Eller var det virkelig, fordi
Christian mente, at han ikke kunne tage ansvaret for ham på egen hånd? Han
behøvede jo ikke at gøre noget. Dan ville bare have et sted at være. Men Else
havde jo sådan set altid været sød. Kunne hun hjælpe? Dan havde kun set
hende være sur én gang. Det var dengang Christian og han havde været oppe
at slås. Over hvad kunne han ikke huske. Men i hvert fald endte det med, at
Dan fik et blåt øje og stod og græd. Han ville aldrig glemme udtrykket i sin
mosters ansigt, da de trådte ind ad døren. Christian havde virkelig fået skideballe.
Dan blinkede. Det var mange år siden nu. Christian plejede man at
kunne stole på. Han så ind i sin fætters spørgende øjne. ”Okay?” Dan suk-
262

kede. ”Okay.”
Han lå på noget hårdt. Han prøvede at vende sig, men lige meget hjalp det.
Han kunne ikke sove, når han lå så dårligt. Dan åbnede øjnene og gispede,
da han blev blændet af lyset over ham. Han glippede med øjnene og så sig
omkring. Han lå i et hul. Et firkantet jordhul. Solens stråler skinnede ned
gennem åbningen, som var flere meter over ham. Et sted der oppe kunne han
høre stemmer. Dan blev liggende lidt og så sig om. Der var ingen steder,
hvorfra man kunne komme op af hullet igen. Han sukkede, men i det samme
var der noget, som skyggede for solen. En skikkelse. Christian?
”Beklager Dan.” Så var han væk igen. Mærkeligt. Hvad ville han? Endnu
engang blev der mørkt, og Dan så op. Hvem var det? En i en sort kjole, så
meget kunne han se. Personen begyndte at mumle. Dan fik også et glimt af
noget hvidt ved halsudskæringen. Men ansigtet kunne han ikke skelne. En
præst? Noget blev smidt ned i hullet. Helt klart en præst. Panikken løb som
en kuldegysning igennem ham. Han vidste, hvad der skulle ske. En begravelse.
Og det var ham, som skulle begraves. Levende. Han prøvede at rejse
sig, men kunne ikke. Han kæmpede for at komme fri af de usynlige bånd, som
holdt ham, men intet hjalp. Mere jord blev smidt ned i hullet og ramte hans
mave. Han gav et halvkvalt skrig fra sig. Endnu en klump blev kastet ned og
landede ved siden af Dans hoved. Nogen lo. Han så fortvivlet op på præsten.
Nu kunne han se ansigtet. Øjnene lyste af morskab. Dans hjerte sank. Else!
Han slog øjnene op. Et sted i mørket kunne han høre sin fætters dybe vejrtrækning.
Dan gned sig i ansigtet. Han kunne stadig se sin mosters udtryk for
sig. Det havde kun været en drøm. Et mareridt. Hvad skulle det betyde? Var
det et tegn? Betød det, at Else ville bestemme sig for at sende ham tilbage til
Søren? Dan gøs ved tanken. Han ville ikke tilbage. Aldrig. Han kravlede ud
af soveposen, snuppede sit tøj og smuttede ud af værelset. Da han stod på
gulvet i den lille stue, kunne han stadig mærke sit hjerte banke hårdt i brystet.
Han kunne ikke tage chancen. Så stille som muligt samlede han sine ting
sammen, listede ud af døren og ned ad trapperne.
263

De 45 noveller i denne bog har det til fælles, at de alle er skrevet af unge
i alderen 13- 16 år.
Novellerne er resultatet af 45 unges ophold på Brønderslev Forfatterskole
i sommeren 2009.
De er vidt forskellige i genrer. Fælles for dem er, at de unge skribenter
har lagt alt deres hjerteblod i teksterne.
Brønderslev Forfatterskole ønsker læserne god fornøjelse og håber, at
også andre unge vil blive inspireret til at skrive tekster, når de læser
denne bog.
Bogen er især tænkt som inspiration og underholdning for unge men
andre aldersgrupper er naturligvis velkomne til at læse med.
Udgivet med støtte fra:
Kulturministeriet
Undervisningsministeriet
Indenrigs- og socialministeriet
og
Brønderslev Kommune
ISBN 87-990452-7-3