Vikingetiden PDF - Bornholms Museum

Bornholms historie
Vikingetid (750-1050)
Vikingetid er en overgangsperiode imellem forhistorisk og historisk tid. For første gang kendes nu
skriftlige kilder, der mere detaljeret omtaler nordiske forhold, men beskrivelsen af vikingetiden må
overvejende baseres på arkæologiske fund. Et særligt kendetegn for vikingerne, uanset hvor de
kommer i Europa, er mændenes sværd og kvindernes parvise sæt af skålformede spænder.
Vikingetidens begyndelse sættes ved tiden omkring 750, hvor de skålformede spænder bliver
almindelige i hele Norden. Skellet mellem oldtid og middelalder sættes ved vikingetogternes ophør
omkring 1050, et tidspunkt der på Bornholm falder sammen med kristendommens indførelse.
I de skriftlige kilder omtales Bornholm første gang som Burgenda-land i angelsakseren Wulfstans
beskrivelse af en rejse fra Hedeby til Truso omkring 890. Bornholm har sin egen konge, siges det.
Beretningen findes bevaret i Kong Alfred af Wessex angelsaksiske oversættelse af spanieren
Orosius verdenshistorie. Anden gang Bornholm omtales, i Adam af Bremens skildring af Norden
omkring 1070, medregnes øen (Holmus) som værende en del af det danske kongerige. Ifølge
samme beskrivelse blev Bornholm først kristnet under biskop Egin, dvs. omkring 1060.
Vikingetiden er i nordisk sammenhæng en storhedstid med kulturpåvirkninger fra vest og øst,
plyndrings- og erobringstogter, befolkningstilvækst, økonomisk fremgang, samt intensiveret nær-
og fjernhandel. På Bornholm er vikingetiden imidlertid ikke meget synlig. Med hjælp fra
metaldetektorer begynder tidens bopladser at blive lokaliseret, men ellers er der kun få synlige levn
fra denne storhedstid. Ud over enkeltfund kendes 19 gravpladser, 42 bopladser, 1 borganlæg og 6
førkristne runesten.
Flere af gravpladserne fra yngre jernalder blev fortsat benyttet i ældre vikingetid. De fleste grave fra
vikingetid er ligeledes N-S orienterede jordfæstegrave. Ligbrændingsskikken benyttes endnu, men
kun få brandgrave kendes. Sandsynligvis under påvirkning fra kristendommen sker der i slutningen
af vikingetiden et skifte til Ø-V orienterede grave, hvor de gravlagte placeres med hovedet i V. På
Slamrebjerg i Bodilsker har der været et lille gravfelt med Ø-V orienterede grave, der var dækkede
af lave jordhøje. Vikingetidens gravfund og gravpladser kendes ligesom i yngre jernalder stort set
kun fra Østerlars-Gudhjem området. Her findes også de eneste bevarede og synlige gravanlæg fra
perioden. På Bøgebjerg i Risen er der bevaret en hel, næsten uforstyrret gravplads med en snes
stenkister opført som kammergrave. Kisterne, hvoraf de 13 er frilagte og synlige, er firkantede, men
ellers meget forskelligt dimensioneret, 1-1,25 m i bredden, 1,25-2,5 m i længden, 0,3-0,5 m høje.
Flere af gravene er anlagt i forlængelse af hinanden, andre ligner dobbeltgrave. Gravpladsen er ikke
blevet totalt undersøgt, og flere runde og ovale stenlægninger dækker sandsynligvis over urørte
vikingetidsgrave. En lignende stenkiste findes ligeledes endnu bevaret på Loftsgård-gravpladsen
ved Sandager. På denne gravplads er der i ældre vikingetid ud over heste også blevet gravlagt
personer, der af amtmand E. Vedel tolkes som trælle, der har måttet lade livet for at følge husfruen
eller herren til dødsriget. En anden type grave kendes fra Lillevang (Sletten Camping). Her er der på
den stenfyldte flade forstrand blevet anlagt anslået 250 grave med flade rektangulære N-S og NØ-
SV orienterede stenrammer, ca. 2,5 m lange og 1 m brede. I centrum af gravene er strandsten blevet
anbragt i geometriske mønstre. Næsten hundrede af stenlægningerne blev undersøgt i slutningen af
1800-tallet. De fleste var fundtomme eller indeholdt kun få daterbare vikingetidsgenstande. Henved
hundrede af stenlægningerne findes endnu bevarede, men de er meget vanskelige at erkende.
De fleste vikingetidsgrave er fattige. Kun fra den allerældste del af perioden fremtræder enkelte
kvindegrave som relativt rige. Våbengrave eller veludstyrede mandsgrave fra vikingetid kendes slet
ikke fra Bornholm. Bl.a. på grund af dateringsproblemer fremstår især yngre vikingetid som en
meget dårlig belyst periode.

Der kendes over 40 runesten fra Bornholm. De fleste er kristne, men mindst 6 sten menes at være
ikke-kristne og at kunne henføres til vikingetid. Runestenene opfattes med få undtagelser som
mindesten. Den største og kendteste runesten, Brogårdsstenen i Klemensker, er den eneste af de
ældre runesten, der ikke alene er sat til minde over en navngiven far eller broder, her omtales også
en mor og en søster (dog unavngivne). Stenene fortæller alene, at de er blevet rejst af
familiemedlemmer, og beretter desuden om vikingetidens mandsnavne som Alflak, Brune, Bufi,
Eskir, Ketil, Svin, Svinkar, Tosta, Thurlak og Vitkar.
Centralt midt på Bornholm i Almindingen ligger Gamleborg. Gamleborg har i vikingetiden og tidlig
middelalder (800-1150) været Bornholms hovedfæstning og kongsborg. Borgplateauet, der dækker
et areal på 2,5 ha, er 270 m langt i nord-syd retning og 110 m bredt. Gamleborg ligner de ældre
tilflugtsborge, men den er yngre end de lokalt forankrede bygdeborge og ligger helt centralt midt på
øen. Borgen er placeret på en svært tilgængelig klippeknude. Kun mod syd og nord er skråningerne
mere jævne, og her er forsvarsvoldene særlig kraftige, op til 6 m.
Udgravninger i begyndelsen af 1950’erne sandsynliggør, at borgen blev anlagt i vikingetiden.
Under den tilmurede sydport fandtes i et brandlag et stykke af et vikingetids-skålspænde.
Borganlægget fra vikingetiden bestod af en vold af kampesten, der var lagt i ler. Rester af denne
vold kan ses i nordøst. Adgang til borgen fik man gennem portene i nord og i syd.
lndgangspartierne er her blevet forstærkede med en voldgrav og ydervold.
Vandhullet, der ses på den nordvestlige del af borgpladsen, har forsynet borgen med vand. Det er
sjældent tørlagt, og på bunden har der været en brolægning, som har givet fodfæste for dem, der
hentede vand.
Inden for borgområdet er det, især i nord og øst, tydeligt at overjorden er blevet fjernet til
voldbyggeriet, nærmest borgens centrale del findes der nogle forsænkede plateauer hvor der kan
have stået bygninger.
En engelsk rejseberetning fra 890’erne fortæller, at Bornholm på dette tidspunkt havde sin egen
konge. Det kan være denne konge, der opførte Gamleborg som sin centralborg midt på øen. Det kan
dog heller ikke helt udelukkes, at det er den danske konges værk. Under Harald Blåtands
regeringstid (ca. 940-986) ledes Bornholm ifølge sagaerne af hans jarl Veset. Under Knud den
Hellige (1080-86) styres Bornholm af hans høvedsmand Blod Egil. Begge har med stor
sandsynlighed resideret på Gamleborg.
Omkring år 1100 ændrede og forbedrede man Gamleborg. Volden omkring den vestlige del af
borgplateauet blev forstærket med en 2 m tyk, 275 m lang og op til 6 m høj granitstensmur. Øverst
på den gamle jordvold i nordvest blev der muligvis opført et vagttårn. Porten i syd blev muret til og
en ny bredere port med tilhuggede granitsten blev åbent i sydvest. Som hjørnesten er her anvendt
kvadre af den blå cementsten fra Limensgade. Også nordporten og volden blev forstærket, volden
blev gjort dobbelt så bred og indgangen blev tilsvarende forlænget.
De fleste fund fra borgen stammer fra tiden omkring år 1100. Udover sporene efter en kalkovn fra
selve ombygningen vidner fund af jernknive, stigbøjler, slibesten, lerkar og vævevægte om en mere
fast befæstning af borgen.
Kort tid efter moderniseringen må Gamleborg alligevel være blevet opgivet som befæstning. 700 m
vest herfor opførtes, omkring år 1150, Lilleborg som erstatning for den gamle borg. Begge borge
blev fredet i 1821.
Koncentrationen af grave i Gudhjem-Melsted området angiver sandsynligvis tilstedeværelsen af en
handelsplads. Sandstranden ved Melsted har været ideel til at trække skibe op på, men har ikke
kunnet give beskyttelse om vinteren. Den nærliggende Kobbeådal vil her have givet en langt bedre
beskyttelse mod vind og vejr.
Der er i de senere år blevet fundet spor af mange huse fra vikingetid. I de tørre somre 1989-92 har
vikingetidens bådformede huse i forsommeren tegnet sig meget klart som vækstforskelle, især i
byg- og hvedemarker. Især omkring Pders Kirke har der kunnet registreres en opfattende
vikingetidsbebyggelse. Kun nogle få huse er blevet undersøgt i deres helhed som ved Gudhjem Syd,
Gadegård i Poulsker og ved Runegård i Åker. Værkstedsbygninger, såkaldte grubehuse, der er

meget almindelige i det øvrige gammeldanske område i yngre jernalder og frem for alt i vikingetid,
er endnu ikke fundet på Bornholm.
Vikingetidens bopladser findes oftest på eller ganske nær bopladser fra forudgående perioder, men
de fremtræder påfaldende fundfattige. Typisk findes der sortbrændte halvkugle- og spandformede
kar. Skår af importeret klæbersten kan forekomme. Hvæssestenene er oftest lavet af lokal sandsten,
men importeret norsk gråskifersten kan findes. Af mønter findes tit arabiske dirhem, men ellers er
metalfundene meget beskedne. De beskedne fund kan muligvis delvis forklares med, at
vikingetidsbebyggelsen på mange sortmuldspladser dækkes af bebyggelseslag fra tidlig
middelalder. Bebyggelsen ser på mange måder ud til at ligne det bebyggelsesmønster, der endnu
kendes, men der er som i yngre jernalder klare antydninger af, at arealforbruget ikke har været så
stort. Det betyder, at flere gårde kan have ligget samlet i små bygder, svarende til de endnu kendte
by-gårde, hvor typisk 3 gårde har ligget ganske tæt på række eller i trekantformation.
Flyfotografierne og udgravninger viser, at der i vikingetiden blev bygget storgårde. Langhuse på
40-45 meters længde og 8 meters bredde har ikke været ukendt. På billederne findes også spor af
stolpehegn, der har skullet indgærde gårde og marker, men senest i tidlig middelalder er disse hegn
blevet afløst af gravede skelgrøfter. Bebyggelsesstrukturen, skel- og hegningssystemet minder
påfaldende om billedet af landbebyggelsen fra før udskiftningen i 1800-tallet, som det er kortlagt på
de ældste matrikelkort fra 1816-18. Hele det historisk kendte system med ind- og udmark og store
dele af vejnettet kan derfor muligvis føres tilbage til vikingetid.
Flere af øens stednavne kan antages at gå tilbage til vikingetid, enkelte kan også være ældre. Hidtil
har alene Tejn og Tingsted været henført til vikingetid, men de fleste af bebyggelsesnavnene med
by-endelsen, der angiver samlinger af gårde, som f.eks. Grødby, Risby og Tjørneby, kan også føres
tilbage til vikingetid.