økologiske frontløbere.pdf - Økologisk Landsforening

okologi.dk

økologiske frontløbere.pdf - Økologisk Landsforening

Økologiske frontløbere

ØKOLOGISK

FRONT-

LØBER


1 - Christian Bach

I karse til knæene

Christian Bach prøver kræfter med nye

økologiske specialafgrøder. Karse er en af dem

Duften er ikke til at tage fejl af, og her i

middagssolen får den uvægerligt tankerne til at

kredse om æggemadder med små grønne spirer

på.

Men bortset fra duften forbinder man ikke

umiddelbart de meterhøje, hvidblomstrede planter

med supermarkedets små rektangulære bakker

med centimeter-karse. Men det er den vej, de

skal – frøene, som over de næste uger bliver

dannet her i Christian Bachs 12 ha store

karsemark nord for Skive.

Sunde planter

Det er første år, Christian Bach prøver kræfter

med denne specialafgrøde, men indtil videre

tegner alt godt. Rækkerne er ved at lukke, og

frøavlskonsulenten, der netop har lagt vejen forbi,

har kun pæne ord tilovers for afgrøden.

- Det er perfekt. Blomstringen er god, og den

busker sig fint, konstaterer Michael Rose Jensen

fra det fynske firma Jensen Seeds, og viser,

hvordan karsen sætter nye sideskud og dermed

også nye blomster.

Svampesygdomme er der ikke udsigt til. Strå og

blade er grønne og sunde hele vejen ned.

Også ukrudtet er nogenlunde under kontrol.

Marken er blevet radrenset fire gange, og selv om

der står lidt ukrudt tilbage i rækkerne, er karsen

for længst vokset fra det. Landmand og konsulent

diskuterer, hvor vidt 25 eller 50 cm’s afstand er

bedst. Et par andre avlere har valgt 25 cm og

Christian Bach 50. Det ene er ikke mere rigtigt

end det andet, og selv her med en rækkeafstand

på 50 begynder rækkerne at lukke.

Christian Bachs største ukrudtsproblem er

agerkål, der ikke er velset i frømarken, men

Michael Jensen beroliger med, at frøene godt kan

renses fra.

Voksede fra lus

Ser man bort fra ukrudtet, er karse ikke udsat for

særlig mange trusler.

- Der var lidt lus og trips i begyndelsen, men det

ser ud som om, den er vokset fra det, og

skulpegalmyg og skulpesnudebiller skulle ikke

være noget problem i karse, siger Christian Bach,

der luftede sin interesse for frødyrkning, da han

stødte på Jensen Seeds på Agromek sidste år.

Det gav pote, og en dag ringede de så tilbage og

skulle bruge 25 ha karse.

- Jeg tog så de 12, fortæller Christian Bach, der

desuden satte 1,5 ha af til spinatfrø som forsøg.

Masser af spinat

Da der i forvejen bliver dyrket en del spinat i

området, og afstandskravet er to km, var der kun

en enkelt mark, der kunne komme på tale.

- Så hvis det går godt i år, gælder det om at

melde hurtigt ud, så man kommer først i rækken

næste år, siger Christian Bach, der godt kan prale

en lille smule af sin spinat.

- Jeg får at vide, at den kan stå mål med de

konventionelle marker – endnu i hvert fald, smiler

han, og det bekræfter Michael Jensen.

Normalt regner frøfirmaet med halvt udbytte i

økologisk spinat, men som marken ser ud i dag,

er der ingen grund til pessimisme.

- Jeg har ikke nedjusteret marken – tværtimod.

Den kan give som en konventionel, vurderer han.

Syv sprøjtninger

Og pænt ren er den da også efter de tre

radrensninger, den har fået. Melder kan være

svære at rense fra, men dem er der meget få af i

marken. Michael Rose Jensen finder nogle få

blade, der udviser karakteristisk manganmangel,

men det er på ingen måde udbredt i marken.

Ifølge Michael Rose Jensen er det ikke

ualmindeligt, at konventionel spinat sprøjtes syv

gange i løbet af vækstsæsonen. Fire gange mod

ukrudt, et par gange mod svampesygdomme og

så måske en enkelt gang mod skadedyr.

Christian Bach kan ikke gøre meget mere nu end

at krydse fingre for, at der ikke dukker

svampesygdomme op. Når bestøvningen er overstået,

skal hanplanterne, der står langs kanten og

i rækker imellem hunplanterne, fræses ned eller

fjernes. Andet skal der ikke ske i marken før

skårlægning og høst i august.


2 - Per Grupe

Helt vild med korn

Per Grupes interesse for gamle kornsorter er

vokset til kanten af det overskuelige

Per Grupe er økologisk planteavler i

Nordsjælland, men han er også en af de få, der

herhjemme tager snakken om genressourcer

alvorligt og arbejdet på sig. Hans interesse for

gamle kornsorters kvaliteter er i bogstaveligste

forstand vokset år for år. Det, der begyndte med

nogle få sorter fra den nordiske genbank, fylder i

dag 20 af Mørdrupgårds 80 hektar.

- Jeg bliver høj af den udvikling, vi har været

igennem. I år har vi et par hundrede forskellige

sorter i marken. Det gik først rigtig op for mig,

hvad jeg havde gang i, da de var sået. Det er

næsten angstprovokerende at tænke på, at de

også skal høstes, siger Per Grupe.

Den mangeårige interesse har foreløbig

udmøntet sig i opformeringen af brødsorten

Ølandshvede, som i år optager 35 ha af gårdens

areal, og i projektet med de hundredvis af sorter,

der støttes økonomisk fra genressourcepuljen.

Uden denne støtte ville arbejdet være helt

umuligt, understreger Per Grupe.

- Projektet har givet

mere tid til arbejdet. Det er et stort privilegium,

men tilskuddet dækker ikke omkostningerne. Vi

bruger langt flere timer end budgetteret, for vi går

jo ikke bare hjem kl. 16, når pengene er brugt.

Nogle gange må man ud på lange omveje, fordi

der ikke er en bog med en opskrift, man kan slå

op i.

’Vi’ er foruden ham selv agronom Anders

Borgen, Agrologica, der er med til at styre og

gennemføre projektet.

Alle må være med

Projektet var oprindeligt treårigt men er blevet

forlænget.

- Tre år er ikke meget i praksis. Grunden til, at det

går langsomt, er, at vi skal to ting på en gang.

Både opformere og afprøve kvalitet. Vi skal op på

en vis mængde kerne for at kunne bedømme

kvalitet, og hvor vi i begyndelsen troede, at vi

kunne nøjes med at smage på de rå kerner, har vi

drypvist erkendt, at vi er nødt til at smage på det

færdige produkt. Det har heldigvis ført til, at

mange andre er blevet involveret. Sidste år

maltede og bryggede Per Kølster, Fuglebjerggård,

øl af en del af sorterne, og øleksperter

vurderede, at en håndfuld sorter gav smagsforskel.

I øjeblikket er firmaet Smagsdommerne i

gang med at afprøve forskelligt mel, fortæller Per

Grupe.

Han deler gladelig både korn og erfaringer med

andre og hører derfor gerne fra folk, der har gode

ideer til brugen af kornet.

Svært at smide væk

Per Grupe betegner sig selv som en samler, der

har svært ved at smide noget væk. Alligevel er

hele formålet med projektet at beskrive og

anbefale nogle få sorter, der kan have nutidig

interesse.

- Selv om det er svært at skille sig af med sjove

sorter, skal vi forsøge at koge fedtet ned til måske

10-15 sorter af vår- og vinterhvede, siger Per

Grupe, der understreger, at ’smide væk’ jo heller

ikke er uigenkaldeligt. Sorterne findes stadig, og

nu er de afprøvet.

For bygs vedkommende har projektet resulteret i

omkring 10 sorter, der er fundet interessante.

- Vi har opformeret dem så langt, det kan bære.

Vi gør ikke mere nu, men hvis nogen kan finde

penge til maltning, kan man bare gå i gang.

Høster i sække

Lige nu er det høsten, der presser sig på. Grupe

har fire mejetærskere i forskellige størrelser,

blandt andet én, der er ombygget, så den tærsker

direkte op i nogle trækasser, han har været så

heldig at få fingre i. Sorterne skal holdes så rene

som muligt så der skal helst ikke være hjørner og

snegle, hvor kernerne kan gemme sig. Sorter, der

ikke kan fylde en kasse høstes i sække. Det

kræver to mand på mejetærskeren, og alt skal

mærkes op undervejs.

- Fra august til midt i september har jeg bestilt

tindrende flot vejr, smiler han.


3 - Mehmed Muminagic

Længere, bedre og billigere

Belgiske jordbær - 37 kr. Jordbær, tyske 32 kr.

stod der på prisskiltene inde i Herning. Men i

Tjørring ved Øko-oasen fem kilometer derfra var

det 20 kr. pr. bakke og tre bakker for en

halvtredser.

Og så var de danske, økologiske og fra friland.

Det kunne smages. Mørkrøde, faste, ikke

overdrevent søde, men næsten eksplosive i

smagen. Jordbærrene er plukket lige ved vejen,

hvor Mehmed Muminagic har sit gartneri på fem

ha lejet jord.

Her plukkes der jordbær hver morgen, og det

regner han med at blive ved med frem til oktober.

- Vi sætter de første bær til salg i maj og bliver

ved med at plukke til det hele slutter i oktober.

Danskerne er glade for deres jordbær, men ikke

så meget, når de kommer hjem fra ferie. Men jeg

har da gode faste kunder, så vi får også solgt de

sene - selv om de nok er lidt billige.

Mehmed har været bosnier - nu er han dansker.

Han kom hertil i 1993 sammen med sin kone og

de tre børn. På flugt fra krigen

Flygtede

Hjemme i Bosnien blev han godt nok ansat ved

kommunen - skattevæsenet - men han havde sit

gartneri ved siden af.

- Det var det bedste at have med at gøre, siger

han. Folk kunne ikke lide en, der var ansat ved

skattevæsenet.

Senere blev det ikke kun fordi han var ansat ved

skattevæsenet, folk ikke kunne lide Mehmed.

Under krigen i det tidligere Jugoslavien flygtede

han og familien til Danmark. Her kom Mehmed i

sprogskole og i kontakt med AF, som hjalp ham til

en praktikplads hos en gartner i Vildbjerg.

Det var en bekendt, som sagde til mig, at jeg

skulle gå i gang med at dyrke jordbær -

danskerne er vilde med jordbær sagde han.

Helst danske jordbær

- Jeg gik i supermarkedet og kikkede. Først på

sæsonen, når der ikke var danske jordbær, men

spanske eller tyske eller sådan noget, så blev der

måske solgt to kasser om dagen. Men når de

danske jordbær så kom, så kunne de pludselig

sælge 20-30 kasser om dagen. Og til en højere

pris.

- Så min bekendt havde ikke helt ret. Danskerne

er ikke kun vilde med jordbær - det skal være

danske jordbær, griner Mehmet.

Mehmet fik fat i noget jord og satte de første

3.000 jordbærplanter. Det var Senga Sengana,

Corona og Zephyr.

- Jeg ville have dem, der smagte af mest. Ikke

dem, der ydede mest, siger Mehmed.

Frygtede for børnene

Da jeg begyndte som gartner i Danmark bestemte

jeg mig for, at det skulle være økologisk. Det var

jeg ikke i Bosnien. Der brugte jeg sprøjtemidler -

som alle andre. Men jeg kunne se, at dyrene blev

syge, og så var jeg bange for, at børnene en dag

skulle få fat i flaskerne med gift. Det var virkelig

en lettelse at blive økolog.

Mehmed fik mulighed for at leje mere jord - 1,2 ha

- af Herning Kommune og gik i gang med at sætte

plasttunneler op for at kunne komme tidligt med

bærrene.

- Jo tidligere jo bedre, siger han.

Og over årene er der så kommet mere jord - nu

dyrker han godt 7 ha - og længere sæson til. Og

flere afgrøder. I år er der udover jordbærrene

også kartofler, gulerødder og spidskål.

Men det vil jeg ikke mere. Nu koncentrerer vi os

om jordbærrene - og så lige nogle kartofler. Vi er

ved at gøre klar til at sætte endnu et hold planter,

så vi skulle gerne op på at få sat 100.000

stiklinger i år. Jeg ville naturligvis gerne sætte

flere, men jeg tror, det bliver vanskeligt at afsætte

bærrene fra flere.

Så vi må nøjes, men så prøver vi til gengæld af få

bærrene tidligt frem næste år. Det er først på

sæsonen, der virkelig er penge i jordbær.

Først skal jorden renses

Det starter med en grundig kultivering af jorden,

så lægges der to siveslanger. Plastfilmen lægges

ud, og stiklingerne sættes gennem plasticen.

- Det er plasticen, der gør det, mener Mehmed.

Den holder på fugten og holder ukrudtet væk.

Den hjælper også på temperaturen. På friland

dækkes stiklingerne af med fiberdug i den kolde

årstid. Det er ikke nødvendigt i tunnelerne.

Mehmed gøder med ajle, som han får fra en

økologisk landmand, der er i stand til at separere

det flydende fra det faste. Ajlen filtreres et par

gange og presses så ud til planterne gennem

siveslanger i den enkelte række.


4 - Lone og Lars Hedegaard

Økologi skal kunne mærkes

Gothenborg sværger til frilandsproduktion. Derfor holder Lone og Lars Hedegaard kun fjerkræ om

sommeren

Spørger man Lone Hedegaard, hvad en

økologisk kylling er, falder svaret uden tøven.

- En frilandskylling. Det er ikke en konventionel

kylling, der har fået økologisk foder.

Svaret afspejler den måde, hun og hendes mand,

Lars, har praktiseret økologisk fjerkræproduktion

på i snart 13 år på den midtjyske gård

Gothenborg. Når foråret kommer, og græsset er i

vækst, bliver en håndfuld flytbare huse sat op på

markerne og fyldt med daggamle kyllinger,

ænder, gæs og kalkuner.

Et halvt år efter er alt væk igen, slagtet og pakket

i poser og klar til salg i gårdens egen butik.

En anden smag

Økologisk fjerkræ må ellers gerne produceres på

stald om vinteren.

- Det kommer vi aldrig til, og det vil vi ikke, fastslår

Lone Hedegaard.

- Økologisk kød skal være mærkbart anderledes.

Vi vægter produktkvaliteten, og når dyrene altid

går ude og æder græs som vores, får de en

anden smag og en anderledes kødstruktur. Det er

vigtigt for mig, tilføjer hun.

Det er ikke kun det med græsset, der gør kødet

anderledes. På Gothenborg får dyrene lov at blive

ældre og større end de fleste andre steder.

Kyllingerne bliver op til 90 dage gamle, ænderne

102 dage, og gæssene går og græsser i næsten

et halvt år, før de slagtes.

Gæs og nogle ænder er gode til at græsse

Alt fjerkræ på Gothenborg har masser af frisk

grønt til rådighed. Lone og Lars Hedegaard gør

meget ud af at lede dyrene rundt i foldene, så de

aldrig bliver slidte eller mudrede. Det sker ved at

flytte foder og vandforsyning.

Samtidig er foldene meget større, end økologireglerne

foreskriver. På den måde sikrer Lone og

Lars Hedegaard, at de altid er græsdækkede. De

vil ikke have mudderhuller på markerne.

Denne omhu er formentlig grunden til, at alle

dyregrupper æder relativt meget græs.

- Gæssene og Moulardænderne græsser deres

folde i bund, men Pekingænderne er ikke helt så

gode græssere. Kalkunerne kan ikke holde deres

fold græsset nede, men vi er faktisk overrasket

over, så meget græs de alligevel tager, fortæller

Lone Hedegaard.

Bliver ikke større

Produktionen af fjerkræ er stille og roligt vokset

gennem årene. Hovedproduktionen er ænderne,

der i antal tæller næsten 6.000. Hertil kommer

2.500 kyllinger, 300 gæs og næsten lige så

mange kalkuner. Meget større skal det ikke være.

- Vi kunne sikkert godt øge produktionen, men det

vil vi ikke. Det skal være en lille eksklusiv

produktion, siger Lone Hedegaard.


5 - Ulla Hornshøj-Hansen

Ulla snakker med sine dyr

På Hesselagergaard er dyrevelfærd et højt

prioriteret område.

Ulla begynder at snakke, når hun er to meter fra

stalddøren. Og indenfor kigger køerne

interesseret op, når hun kommer snakkende ind.

- Sååh, piger, Har vi det godt? Ja, du er dejlig,

kom her, så jeg kan nå dig, ja du er smuk…

Det går i rask trav op langs hvileområdet og op til

de to malkerobotter, hvor en mislyd har fanget

Ullas opmærksomhed.

- Se. Hun er ikke helt god til det endnu.

Ullas fingre hopper hen over tastaturet, slår

robotten over på manuel, udløser fem-seks små

ekstra portioner foder og mærker efter på

kælvekviens yver, før hun svipper malkekopperne

på plads.

- Jeg kunne høre, at den ikke kunne finde de

bagerste patter. De sidder også meget tæt på

hende her.

- Såeh, god pige. Nu går det alt sammen.

Køerne kom

i malkeskole

- Hun har faktisk lært det. Det har de andre også.

Sidste jul var lidt speciel, for alle 115 var på

malkeskole. Vi lærte dem at gå ind i robotterne,

før vi tog systemet i drift. Derfor er det også gået

så godt.

Og det gør det i det hele taget i stalden på

Hesselagergård på Djursland som Ulla Hornshøj-

Hansen ejer og driver sammen med sin mand

Benny Hornshøj-Hansen

Faktisk går det så godt, at Bennys tidligere

arbejdsgiver Peder Kirk Iversen skrev til

Økologisk Jordbrug og foreslog Ulla og Benny

som kandidater til prisen Økologisk Frontløber.

For – som han skrev - “I mit næste liv vil jeg være

kalv hos Ulla”.

Og der er nok noget om, at køerne har det godt –

men kalvene har det om muligt bedre.

To døgn hos koen

En kalv går hos koen i de første to døgn af sit liv

og får hvis det er nødvendigt råmælk af

sutteflaske. Nykælver-koen bliver malket to

gange i døget med det mobile malkeanlæg i

kælvningsboksen

På trediedagen flyttes kalven til en ren enkeltboks

og får nu 2,5 liter mælk og 2,5 liter vand to gange

dagligt af flydesut eller sutteflaske. Den har så

også adgang til hø, valset korn og fuldfoder.

Efter en uge og for resten af den tid, de er i

kalvestalden, går kalvene i fællesboks med

dybstrøelse. De har adgang til pattebar og

foderkrybbe og får ud over mælk og vand hø,

valset korn og fuldfoder.

Og så er mælken nøjagtig 38 grader varm hver

gang. Ulla har en termostatsstyret mælkevogn,

der sikrer temperaturen, men kan faktisk mærke

temperaturen med fingrene - en færdighed, hun

har imponeret mange af gårdens elever med.

Omgængelig køer

Og selv om Ulla burde have rigeligt at se til med

115 malkekøer, opdræt samt opdræt af 14.000

økologisk hønniker, som går på en nærliggende

ejendom, sådan ved siden af, tager hun sig

alligevel tid til en snak med kalvene. De ekstra

minutter hun bruger på det, giver så Ulla og

kalvene lejlighed til at studere hinanden.

- De skulle jo helst blive omgængelige køer

engang, siger hun.

Og det bliver de, viser det sig senere, da Ulla

traver i marken for lige at se til malkekøerne, der

er gået ud efter dagens anden af tre ture i

malkerobotterne.

Kælne køer

Inden længe er hun omringet af køer, hvoraf flere

mere opfører sig som kælne kattekillinger end

værdige, røde malkekøer.

Og Ulla snakker i en lind strøm til sine køer.

- Goddag, de damer. Jamen, er det ikke dig,

Smut. Det hedder den, fordi den altid kommer

moslende, og så har vi gået og sagt Smut nu lige

med dig.

- Jamen, jeg kan slet ikke

lade være. De skal da behandles ordentligt. Og

så kan det jo betale sig. Vi har sunde dyr.

Dyrlægen har ikke stort at gøre her. Vi har

produktive dyr, der malker i snit tre gange om

dagen. Vi har ikke problemer med celletal og

kimtal. Vores dyr har gode ben - og når de skal

herfra får vi en god pris for dem fra slagteriet.

- Og så er de jo behagelige at have med at gøre.

Der er aldrig blevet råbt af dem, de har ikke fået

et dask med en foderskovl. De kommer, når jeg

kalder, og gør, hvad jeg siger. Det er jo ikke så

mystisk. De har fået masser af gode oplevelser,

og så kan de nemt lære, siger Ulla.


6 - Bjørn Kjelgaard

Bjørn passer på miljøet - og frøerne

Sjælden frø beviser, at Bjørn Kjelgaard passer på

miljøet og behandler jorden skånsomt.

- Her - her er et hul

Bjørn Kjelgaard sætter sig på hug og graver som

en anden terrier ivrigt med begge hænder i den

løse, sandede muld mellem kartoffelplanterne.

- Nå, han er smuttet igen, men det er ellers sådan

lige 5-10 cm under overfladen de ligger og

gemmer sig. Ja, om vinteren søger de selvfølgelig

længere ned. De - det er løgfrøerne, som er en

sjælden og truet frøart. Og som noget

overraskende er dukket op på Gitta og Bjørn

Kjelgaards ejendom Lille Østergaard, der ligger

mellem Brønderslev og Jerslev med sine otte ha

økologisk dyrket jord.

Presset frø

Løgfrøen er svært presset, fortæller biolog Lars

Chr. Adrados fra firmaet Amphi Consult, der er

med i et EU-projekt til løgfrøens bevarelse.

- Faktisk kendte vi kun til nogle få steder her i

Nordjylland, hvor der er en bestand.

Og så findes den altså på Lille Østergaard.

Det ved Lars Chr. Adrados nu. Faktisk har han

selv her i sommer fisket to af løgfrøens haletudser

op af søen, som Bjørn Kjeldgaard fik gravet, da

han og Gitta købte Lille Østergaard i 1988.

- Jeg spærrede øjnene op, for det er ikke hver

dag, vi finder nye levesteder for løgfrøen. Frøen

har overlevet ved damme, hvor der ikke er

effektivt landbrug i nærheden. Den trives på blød,

løs jord, hvor den graver sig ned, forklarer

biologen.

Pas på natur og dyr

Bjørn Kjeldgaard har længe vidst, at frøerne er

der. Han vidste bare ikke, at de var noget særligt.

Det opdagede han først, da han så en tvudsendelse

om den truede frø.

Nu glæder han sig så over, at han har valgt

meget skånsom jordbearbejdning og økologisk

drift.

Ideen med det økologiske jordbrug opstod bl.a.

for at værne om naturen og dyrelivet. Bjørn og

Gitta havde et ønske om en mere varieret natur

omkring gården. De plantede træer og lavede et

par søer.

I omlægningsperioden kom der mere dyreliv på

Lille Østergaard, og det blev tydeligt, at det gjorde

en forskel at skåne naturen for sprøjtegifte og

kunstgødning, fortæller Bjørn.

Bjørn og Gitta er overbeviste om, at det, de gør,

er det rigtige. For dem er det sund fornuft. Vi er

ikke er fanatiske, siger de, blot trygge ved at

vælge det økologiske.

Lille Østergaard har eget vandværk, det er derfor

også naturligt at tænke på grundvandet.

I årene efter omlægningen til økologi og de

naturvenlige tiltag er der på Lille Østergaard

kommet en bredere flora og fauna – og det er

blevet en naturlig interesse for Bjørn og Gitta at

formidle denne viden.

Bjørn vil dele frøerne

Det med løgfrøen bekræfter os yderligere i, at det

miljø, vi har skabt, er et rent miljø. Løgfrøen

kræver jo et meget rent miljø. Det skal ikke kun

være forbeholdt os, og vi vil gerne dele dette med

andre.

Så nu skal der laves stier, opsættes borde og

bænke og bygges shelters, så folk kan komme til

Lille Østergaard, slå sig ned for natten og have en

chance for at opleve frøen, når den er mest aktiv.

Ude i den 3500 kvadratmeter store sø skal der

lægges en flydebro udstyret med en vandkikkert.

Kikkerten gør det muligt at se ned imod søens

bund, hvor løgfrøer og haletudser kan

observeres. Da løgfrøen primært kvækker under

vandet, skal der sammen med undervandskikkerten

monteres ”hørerør”, så man kan lytte til

lydene under vandet.

- Og faciliteterne skal altså laves, så alle - også

kørestolsbrugere - kan benytte dem, siger

ægteparret, der ikke er uvant med besøg på

ejendommen.

Lille Østergaard har status som økologisk

besøgsgård og som skolegård for skolebørn i alle

aldre.

Der er også en gårdbutik på Lille Østergaard med

salg af egen avl (grøntsager, fjerkræ m.m.), og

her har i mere end 15 år været holdt økologisk

høstmarked, hvor der kommer imellem 200-400

besøgende på en weekend.


7 - Lars Skytte

Det er sædskiftet, der gør det

Da Lars Skytte omlagde produktionen, var

økologi ikke noget, man talte om. I dag kan han

ikke lade være

- Jeg blev uddannet planteavlstekniker i 1977, og

jeg vidste fra starten, at jeg ville arbejde med

økologi, men jeg gik lidt stille med dørene, for det

var ikke noget man snakkede om.

Det sidste har ændret sig radikalt, og munden

står stort set ikke stille hos Lars Skytte, der har

fået besøg af et hold jordbrugsteknologi-elever fra

Dalum Landbrugsskole.

De er netop ankommet til frilandsgartneriet ved

Årslev syd for Odense i en bus med påskriften:

’Ud over alle grænser – og rundt i hele Danmark’.

Busselskabets slogan kunne såmænd godt passe

på værtens højt specialiserede produktion af

økologiske grøntsager, som i dag kan købes i alle

egne af landet.

Sådan har det ikke altid været, og forsamlet

under den imponerende blodbøg i Skyttes have

får de 30 gæster en grundig indføring i værtens

lange rejse fra ung øko-spire til indehaver af et

moderne gartneri, hvor bæredygtighed og

biodiversitet er nøgleord.

Gennem årene har Skytte undervist mange

landbrugselever i økologi. Det meste af hans

viden har han høstet på egne marker, hvor han

forsøger at skabe mest mulig plads til naturen.

Travle somre

Lars Skytte købte gården med syv tdr. i 1983, og

han fandt hurtigt ud af, at grøntsager var vejen for

ham. De første år var midlerne få, men

kreativiteten og lysten til at søge nye veje stor, og

Lars Skytte har selv bygget flere af de maskiner,

som han bruger på markerne, hvor han i dag har

specialiseret sig i produktion af salat, porre,

asparges, fennikel og vinrabarber.

- I begyndelsen kørte jeg ind til markedet i

Odense med tre kasser grøntsager, og

fortjenesten var ædt op på halvvejen, griner

værten, som gerne vedstår, at det var de færreste

af de økologiske pionerer, som oparbejdede en

fed bankbog i økologiens unge år.

Siden er både landbruget og produktionen vokset

betragteligt, og Lars Skytte er i dag den største

leverandør af økologisk hovedsalat til Coop.

- Jeg laver kun sommergrøntsager. Det betyder,

at jeg har otte ansatte om sommeren og nul om

vinteren. På den måde sparer jeg nogle udgifter,

og jeg har aldrig investeret i store bygninger,

pointerer Lars Skytte, mens hunden Mango

insisterende forsøger at få gæsterne til fatte

interesse for en gennemtykket pind.

Sædskifte og svirrefluer

Skytte betragtet de miljømæssige aspekter af

økologien, som den vigtigste drivkraft, og han ser

det som en velkomment skulderklap at blive

nomineret som økologisk frontløber i kategorien

’miljø’.

- Når man driver et specialiseret gartneri, er et

alsidigt sædskifte helt afgørende, hvis man vil

undgå at opformere svampesygdomme og

skadelige insekter, fortæller Lars Skytte til

gæsterne fra Dalum, som nu er trukket med ud i

markerne med bladselleri og rabarber.

Et tæt samarbejde med to nærliggende

økologiske mælkebedrifter er i dag hovedhjørnestenen

i sædskiftet, og den fynske gartner,

som bruger en rabarberstilk til at pege ud over

markerne, hvor han var en af de første, der

indførte blomstrende efterafgrøder.

Ukrudtet bliver stresset

- Jeg får hovedparten af mit kvælstof fra

kløvergræsmarker, og samarbejdet sikrer en god

diversitet i afgrøderne, siger Lars Skytte.

Uden mulighed for at sprøjte forsøger han at

holde ukrudtet stangen ved at blande afgrøder

med forskellig livslængde.

- Det forstyrrer ukrudtet, som aldrig finder sig

hjemme. Lars Skytte benytter blandt andet

blomsterbælter med honningurt til at tiltrække

svirrefluer, der både fungerer som bestøvere og

rovdyr mod bladlus.

På længere sigt forventer han desuden, at

robotteknologien vil bidrage til at gøre grøntsagsproduktionen

endnu grønnere.


8 - Martin Jørgensen

Landbruget er hans legeplads

Jørgensen har specialiseret sig i at dyrke urter, der virker

Rodebutik eller udviklingslandbrug. Kært barn har

flere navne, og Martin Jørgensen sætter selv

disse to på hans 25 ha store – eller lille -

økologiske landbrug på Skarø i det fynske øhav.

Den lille solbegunstigede plet i havet er perfekt til

at dyrke urter som for eksempel timian, så det får

et ekstra højt indhold af aktivstoffet thymol, der

har antiseptisk virkning.

Økologi er biotek

Og det er primært planternes sekundærstoffer,

som Martin Jørgensen dyrker og er optaget af.

Selv om han med rette kan betegnes som

landmand eller gartner, ser han mere sig selv

som udvikler og problemknuser. Møder han et

problem, vil han løse det, og økologien er blevet

den gennemgående løftestang i projektet.

- Jeg tror, at den bioteknologi, der ligger i at dyrke

økologisk, har et enormt potentiale. Jeg oplever

tit, man ikke har respekt for, at det er naturen, der

bibringer os det, vi har brug for. Meget medicin er

syntetisk fremstillet, men den har ofte rod i

naturlige stoffer, siger Martin Jørgensen, der

arbejder på at udvikle økologiske alternativer til

veterinærmedicin.

- Men det er det samlede landbrug, der er

målgruppen, ikke kun det økologiske, understreger

han.

Kinesisk malurt til høns

Og det er grunden til, at Martin Jørgensen i dag

har et utal af parceller med medicinske

krydderurter, frugt og bær på sin jord. Artemisia –

med det danske navn kinesisk malurt - er en af de

planter, der senest er kommet til. Den skal

afprøves som middel mod coccidiose og andre

sygdomme i fjerkræbesætninger.

- Vi bruger 234 millioner euro på antibiotika - om

året! Det tricker mig, om man kunne løse

problemet med et naturligt alternativ, siger Martin

Jørgensen, der nu dyrker artemisia til et stort

forskningsprojekt med flere universiteter og en

bevilling fra det Strategiske Forskningsråd på

14,2 mio. kr. i ryggen.

Mere på vej

Og det er ikke det eneste middel, han har i

pipelinen fra sit firma, Biosynergy.

- Jeg har fire patenter på vej. Selvfølgelig håber

jeg, at bare et af dem kan sælges og betale mig

for det arbejde, jeg har lagt i det, men lykkes det

ikke, må vi selv producere. Det var sådan, det gik

med birkeisen. Der var ingen, der ville købe

ideen, og så gik vi selv i gang.


9 - Jørgen Bonde og Hanne Risgaard

Kernerige nyheder fra Skærtoft Mølle

Det økologiske mølleri på Als arbejder på højtryk for at fylde et helt fag i 70 Coop-butikker med mel, grød,

müsli og andre kornprodukter

Det er næsten umuligt at føre en samtale i støjen

fra den langsomtkørende stenkværn i det lille

mølleri på Skærtoft Mølle ved Fynshav.

I disse uger kniber det også med tiden til

smalltalk. Der er indkaldt ekstra mandskab for at

arbejde i toholdsskift - syv dage om ugen. Forude

venter den hidtil største vareintroduktion, siden

mølleriet for fem år siden sendte de første paller

med fem typer friskmalet mel til Irmas butikker i

København.

Nu skal 70 udvalgte butikker fra kæderne Kvickly,

SuperBrugsen og Dagli’ Brugsen have et helt fag

med 30 økologiske varer fra den sønderjyske

mølle.

- Siden vi startede med at levere til Irma, er det

vores hidtil største satsning. Nu går det løs, siger

Hanne Risgaard, der driver virksomheden

sammen med Jørgen Bonde, mens datteren

Marie-Louise har ansvaret for den voksende

kursusdel.

Müsli og grød

Det nye sortiment tæller flere nye meltyper, men

på Als er der især store forventninger til to nye

serier med grød og müsli, som er udviklet i tæt

samarbejde med topkokken Mikkel Maarberg.

- Begge er morgenmadsprodukter uden tilsat

sukker. Det vil vi ikke have i en tid, hvor

sundhedsproblemerne hober sig op, siger Hanne

Risgaard.

Da en stor råvareleverandør sprang fra med kort

varsel, fik Jørgen Bonde forrygende travlt med at

finde alternative forsyningskanaler, og en stor del

af de tørrede frugter og bær samt diverse nødder

og kerner blev i hast hentet til landet via ABL

Food i Kiplev.

Fire smagsvarianter

Som en spændende nyskabelse og et godt udtryk

for den innovation, som sammen med en stram

forretningsplan har været en af ledestjernerne

bag Skærtoft Mølles succes, består grødserien af

to basisblandinger – en lys og en mørk. De er

sammensat af en blanding af flager af spelt, byg

og havre. De suppleres med fire forskellige

smagsblandinger, som skal røres ind i den kogte

grød og stå og trække 8-10 minutter under låg før

servering.

- Det gør grøden mere interessant og gør det

muligt bedre at smage de enkelte ingredienser,

siger Hanne Risgård.

Pakkelinje til paprør

De nye grød- og müsli-produkter bliver solgt i

paprør, som man kender det fra pringles chips, så

de optager ikke meget plads i køkkenskabene.

Derimod har det krævet en større investering og

en del kreativitet at få tilpasset en ny blande- og

pakkelinje, der kan håndtere de handy pakninger.

Satsningen er et godt eksempel på, at stort set

intet bliver overladt til tilfældighederne på

Skærtoft Mølle, som årligt producerer 600 t korn

og mel og har ti ansatte på lønningslisten.

Siden etableringen af møllen har ejerparret

forstået at spille på stort set alle de tangenter,

som er til rådighed, hvis man vil skabe et stærkt

kvalitetsbrand på et meget konkurrencepræget

marked, og sortimentet er vokset år for år.

Derfor har Coop Danmark ingen betænkeligheder

ved at skrue op for det økologiske tilbud til

kunderne.

- Vi kender Skærtoft Mølle for deres høje kvalitet,

og det er med til at profilere vores butikker og

vores position som økologisk spydspids, siger

kategorichef Mikael Lund.


10 - Jesper og

Kung Andersen

Landmand på langtur

Det er kvaliteten, der er i

højsædet på Birkemosegaard,

og så må varerne blive

det dyrere. 2.000 familier

accepterer og køber fast

deres fødevarer her.

- Der var engang, da jeg

tænkte på at blive erhvervschauffør.

Det ville jeg nu

alligevel ikke. Jeg ville hellere

leve det frie liv som

landmand. Og nu er jeg så

endt med næsten at blive

begge dele, siger Jesper

Andersen på Birkemosegaard,

som ligger ved Havneby, næsten yderst på

Sjællands Odde.

Landmand er han på de 150 ha, som han driver,

og chauffør i den ekstra lange Mercedes

varevogn, som hver uge bringer ham godt 1.000

km rundt på Sjælland på varetur med kød, grønt

og frugt fra Birkemosegaard.

Jesper kan godt blive træt af den megen kørsel,

men det kan ikke nytte. Det skal være ham selv,

der ringer på hos kunderne og afleverer varerne.

Kun sådan er han sikker på, at også den del

bliver gjort ordentligt.

- Og så er det vigtigt at tale med vores kunder.

Om kvaliteten af det, de køber hos os. Om der er

noget, de savner. Noget der kan gøres anderledes,

siger han.

Og den måde at tænke på gennemsyrer arbejdet

på Birkemosegaard.

Alt vendes i hånden

Hver gang en af gårdens dyr slagtes, står Jespers

hustru, Kung, hos, når slagteren skærer op - for

kun på den måde er familien Andersen helt sikre

på, at tingene bliver gjort lige som de - og deres

kunder - vil have det.

- Det hele bliver vendt i hånden og så er der ikke

noget, som hedder standard. Vores kunder

bestemmer selv, hvad der er i deres kasser, siger

Jesper. Hvis det er kartofler, de skal bruge, nytter

det jo ikke noget, at de pludselig står og stritter

med nogle glaskål.

Og skal de bruge en steg på tre kg, ja så er det

det, de skal have. Hverken mere eller mindre,

siger Kung. Og så skærer vi den til dem.

- Det bliver selvfølgelig dyrt. Men pris hænger jo

som altid sammen med kvalitet, og vi har et par

tusinde faste kunder, der åbenbart synes, det er

det værd, siger Jesper.

Mens Jesper kører Sjælland tyndt, står Kung for

gårdbutikken.

Også her er det primært Birkemosegaards egne

produkter - kød, grønt og frugt - der fylder op,

men når de ikke slår til, fyldes der op med

økologisk frugt fra andre dele af verden.

Køb dansk - for miljøet

Men vi prøver altid at få danske produkter. For

hvis vi transporterer tingene for langt, så ryger

ideen med økologien, siger Jesper.

På hylderne i butikken står der også produkter fra

Aurion - men det er næsten også hjemmeavlet. I

hvert fald leverer Birkemosegaard til den

nordjyske virksomhed.

Jesper er tredje generation på stedet, og Birkemosegaard

er andengenerationsøkologisk. Min

farfar drev stedet økologisk uden at vide, hvad

det var, og da min far på et tidspunkt forsøgte sig

med at sprøjte, gik det hverken værre eller bedre,

end at køerne brød gennem hegnet og åd af de

roer, som lige havde fået en tur.

De blev syge, og far bestemte lige på stedet, at

så var det slut med kemi. Og så blev Birkemosegaard

økologisk - ja faktisk biodynamisk.

- Men det kom sig nu mest af, at vi havde en

nabo, der var det, og det var så ham, der fortalte,

hvordan det skulle stilles an.

- Men gården drives stadig efter de biodynamiske

principper. Så ved vi i hvert fald, at vi gør det så

godt, som vi kan.


11 - Johan Skovgaard

Byg til grisen

Johan Skovgaard tegner stregerne til et bedre

griseliv

Når økologiske slagtesvin i disse måneder tester

forskelligt indrettede udearealer, har Johan haft

en finger med. Det havde han også, da de

allerførste økologiske slagtesvin for 20 år siden

skulle tilbagelægge den lange og dengang helt

ukendte vej fra græsmarkerne til FDB’s brugser i

København. Dengang var det som medarbejder i

Danske Slagteriers rullende afprøvning.

- De syntes åbenbart, det var et passende projekt

til den sidst ansatte med den særeste uddannelse

og det længste hår, griner Johan Skovgaard, der i

dag er miljøchef i Gråkjær Miljøcenter.

Han havde læst adfærdsbiologi på universitetet.

Opgaven med at indsamle resultater fra dde

første

økologiske slagtesvinebesætninger – 11 i alt, der

på et år producerede det astronomiske tal af

1.760 svin – blev indgangen til at arbejde med

frilandsgrise, da de i årene efter boomede.

I det hele taget har Johan Skovgaard haft en

evne til at være e med, hvor der skete noget nyt,

sjovt eller anderledes, om det så var at opbygge

landbrug i Rusland til eks-officerer officerer fra Baltikum,

være med til at udvikle projektet Frigris med telte

og dybstrøelse i Sevel eller at tegne et komplet

anlæg til 10 næsehorn med unger til Knuthenborg

Safaripark.

Uanset, om rammen er den konventionelle eller

alternative del af landbruget, er udgangspunktet

dyrene og deres behov og adfærd. Det er også

grunden til, at han er involveret i det aktuelle

samarbejdsprojekt mellem DSP, P, Økologisk

Landsforening og Dyrenes Beskyttelse om bedre

udearealer til slagtesvin. Mens producenterne de

første år var delt mellem frilandskonceptet og

staldkonceptet, bliver stort set alle slagtesvin i

dag opdrættet på stald med adgang til

udearealer.

Disse udearealer fungerer imidlertid ikke særligt

godt, men nu skal der gøres noget ved det.

- Grise gøder, hvor der er træk og fugt, og hvor de

kan se andre grise. Problemet er at indrette

udearealet, så de har lyst at gøde, hvor der er

spalter, og ligge hvor der er fast gulv, siger Johan

Skovgaard og haler en stak skitser og plantegninger

af de stiindretninger, han har været

med til at tegne, frem.

Udvikling er sjovt

- Ideen er at lave en trækfri hule til dem på den

faste del af udearealet, og om omvendt have vand og

overbrusning på spalterne, forklarer han og

trækker et par af tegningerne frem.

På den ene er hulen og det faste gulv placeret

yderst og på den anden inderst mod staldmuren. I

nogle af hulerne er der forsøgsvis lagt gulvvarme

ned.

- Grise e skider ikke, hvor de hviler, og 15 grader i

gulvet kan formentlig sikre, at grisene ligger på

det faste gulv. På den måde kan vi også forlænge

deres udeliv til en del af vinterperioden, lyder

hans argumentation.

De første alternative stier er allerede ttaget

i brug.

Desværre fattede grisene ikke helt systemet.

- Men så vender vi rundt på tingene. Vi har flere

modeller at tage af. Det er sjovt at udvikle noget

nyt.


12 - Niels Ole Andersen

Det var også pengene, der gjorde det

Skravad Mølle har været forrest hele vejen

- Jamen nu skal man jo heller ikke blive så hellig,

at glorien begynder at trykke, siger Niels Ole

Andersen.

- Vi tænkte da også på pengene, da vi besluttede,

at gøre Skravad Mølle til et økologisk dambrug.

- Men så var det også fordi, vi ligesom passede

ind i konceptet. Sådan i størrelse og fordi vi i

forvejen faktisk ikke gav medicin til fiskene.

Nu kan man vel ikke blive bidt af en gal økolog,

men efterhånden er det nok det, der er sket.

- Vi er blevet helt pjattede med det. Det er det

eneste rigtige både for os selv, for fiskene og for

naturen, siger dambrugsejeren.

Skravad Mølle Dambrug er et af pionérdambrugene

inden for økologisk fisk i Danmark.

Her produceres økologiske regnbueørreder, og

de første økofisk var klar til salg i 2005.

Der produceres 8,5 ton fisk årligt på Skravad

Mølle. De sælges via egen gårdbutik og til faste

aftagere.

Forskellen mellem konventionelt dambrug og

økologisk dambrug er, at de økologiske fisk højst

må få medicin en gang i deres liv, og at der ikke

må anvendes farvestof i økologisk fiskefoder. Der

er pt. ikke nogen forskel i kravene mht. tætheden

af fiskene i dammene.

God plads i dammene

Men, ligesom Niels Ole Andersen ikke bruger

medicin, har han også færre fisk pr. dam end

foreskrevet i reglerne.

- De har det bedre på den måde - men man skal

selvfølgelig passe på, at der er nok til, at de

fungerer som en flok. Bliver der for få, bliver de

bare territoriehævdende, og så har vi balladen.

Flokstørrelsen må passe, for at alt ånder idyl -

både over og under vandet på dambruget. Roen

bliver dog forstyrret, da Niels Ole Andersen går i

gang med at fodre - hvilket han gør med hånden.

- Jeg kan bedre følge med i tingene, når jeg ikke

bare lader en automat stå for fodringen.

- Og så er stedet jo heller ikke større, end at det

nemt kan lade sig gøre, siger han.

- Og det er ikke stort, siger Villy Larsen fra Dansk

Akvakultur, der har foreslået Ingrid og Niels Ole

Andersen og deres dambrug som Økologisk

Frontløber.

- Trods dambrugets lidenhed, har Ingrid og NOA

været med fra den spæde opstart af dansk

økologisk fiskeopdræt, ivrer Villy Larsen.

Parret var blandt de første økologiske

dambrugere. De har fremvist Skravad Mølle

Dambrug til et utal af interesserede forbrugere,

interesseorganisationer, forskere etc. De har

deltaget med dambruget i de økologiske

høstmarkeder de sidste fem år i træk (som det

eneste dambrug).

- Parret stiller altid op for at repræsentere de

danske økologiske fiskeopdrættere på økologiske

markeder over hele landet. Parret er blandt

initiativtagerne til projekt Fugl & Fisk.

Hertil kommer, at parret løbende arbejder med at

udvikle nye afsætningskanaler for de danske

økologiske opdrætsfisk, ligesom NOA hele tiden

afprøver nye ideer i den daglige drift af sit

dambrug med henblik på forsat at opnå

forbedringer i forhold til miljøet, velfærden i sin

fiskebestand og kvaliteten af de resulterende

økologiske spisefisk, siger Villy Larsen.

- Så de har altid været i front.


13 - Bjarne Viller Hansen

Gulerødder og grøn strøm er vejen frem

Det-kan-ikke-lade-sig-gøre preller af på Bjarne Viller Hansen, der har bygget landets første økologiske

biogasanlæg

I en tid, da alle taler om drivhuseffekt, CO2 og

klimakatastrofer, gør Bjarne Viller Hansen rent

faktisk noget ved sagen. Bag gården i Bording er

der hen over sommeren skudt et komplet

biogasanlæg op, der som det første herhjemme

skal producere gødning og gas på basis af især

økologisk kløvergræs.

Fra ideen blev født, til den blev ført ud i livet, gik

der ikke ret lang tid, og Bjarne Viller erkender, at

det er sådan, han helst vil arbejde.

- Jeg har nok en tendens til at kaste mig ud i nye

ting, og tager det ikke for gode varer, når nogen

siger, det ikke kan lade sig gøre. Sådan var det

også, da jeg gik i gang med at lave gulerødder.

Der manglede sådan set ikke gulerødder på

markedet, men det gik jo alligevel, siger han.

Det er dog første gang han har eksperimenteret

for 11 mio. kr.

En plads på markedet

Biogasanlægget tjener i første omgang til at

forbedre grøntsagsproduktionen, men den bliver

også mere klimavenlig, og det er vigtigt.

- Det betyder noget i en tid, hvor vi alle skal gå i

den retning. En stor del af det her projekt er, at vi

kan lave CO2-neutrale gulerødder. Markedet

efterspørger dem måske ikke direkte, men hver

gang du kan differentiere dig fra en konkurrent,

har du potentiale for at blive valgt. Det kan være

små ting, der gør det, og den dag, vi står med et

produkt, der er gødet med biogasgylle, vil vi

selvfølgelig fremhæve, at det er et klimarigtigt og

mere økologisk produkt, siger Bjarne Viller

Hansen.

Anlægget er sat i gang, men børnesygdommene

er ikke overstået. Især giver indfødningen af

kløvergræs og opblandingen i fortanken

problemer, men Bjarne Viller er sikker på, de nok

skal blive løst.

- Og kan vi en dag også få en økonomisk gevinst

ved at sælge grøn strøm, er det da fint, siger han.


14 - Lisbeth Dalgaard

Dalgaards madmekka

Trods konkurrence fra et hav af discountbutikker har SuperBest i Hørsholm vist, at det er muligt at få

kunderne til at betale for økologi og kvalitet

Det er 47 år siden, at Kristen Dalgaard

grundlagde en købmandsbutik på Usserød

Kongevej i Hørsholm, og selv om han i foråret

rundede 80 år, har han stadig sin daglige gang i

butikken.

Ellers er der meget, som har ændret sig, siden

datteren Lisbeth Dalgaard gradvist overtog

tøjlerne og begyndte at læsse masser af økologi

på hylderne.

- Det har jeg det fint med. Økologi er fremtiden,

siger Kristen, som har lært sin datter, at det

vigtigste for en købmand er at lytte til kunderne

ønsker og tidens trend.

Lisbeth Dalgaard gjorde begge dele, da hun i

2008 udvidede og istandsatte butikken, og i dag

bidrager økologiske fødevarer med ca. ti pct. af

årsomsætningen på 140 mio. kr.

Som formand for De Samvirkende Købmænd

fungerer den nordsjællandske købmand dermed i

mere end én forstand som inspirator for mange af

landets frie købmænd. Det dalgaarske madmekka

har en imponerende spændvidde, der går fra

billige discountvarer til økologiske

gourmetprodukter fra Knuthenlund Gods over

øko-champagne til det verdensberømte japanske

kobekød. Og så har butikken egen sushikok.

- Økologien er en del af min livsopfattelse. For

mig handler det om, at den klode, vi efterlader til

de næste generationer, skal være så ren som

mulig.

Skindet bedrager

I dag er butikken flyttet til KongensvejCentret, og

set udefra syner den 2200 kvadratmeter store

butik ikke af ret meget, men skindet bedrager.

Allerede ved indgangen bliver kunderne mindet

om, at her ikke er tale om en helt almindelig

SuperBest-butik, når de møder en lille afdeling af

bagerikæden Emmerys, som frister med kaffe og

et fuldt sortiment af økologiske brød og kager.

Via butikkens store blomsterafdeling lander

kunderne ved mejerivarerne, hvor økologien

dominerer, og i slagter- og delikatesseafdelingen

overstiger antallet af økologiske udskæringer af

okse- og svinekød fra Friland langt de fleste

danske supermarkeder.

- Det er udviklingsmulighederne og de nye

initiativer, der tænder mig. Vi skal hele tiden

udvikle os, siger Lisbeth Dalgaard.

Run på smagens aften

SuperBest har gennem flere år har kæmpet for at

indhente et økologisk efterslæb i forhold til de

øvrige dagligvarekæder, men i Hørsholm er det

sket for længst. Men succesen er ikke kommet af

sig selv.

- I starten var det svært, for hvor mødes

detailhandlen med producenterne, spørger

Lisbeth Dalgaard, som for alvor begyndte at

interesserede sig for økologi, da hendes søn fik

allergi.

Aurions produkter var nogle af de første, der fandt

vej til Hørsholm.

- Dem i kolonialafdelingen tænkte, at jeg var

tosset. De mente, at varerne var så dyre, at ingen

ville købe dem, men kunderne strømmede til, og i

takt med at de har efterspurgt nye varer, er

sortimentet vokset ved knopskydning, siger den

energiske købmand, som gør meget ud af at

spørge kunderne til råds, og samme aften er hun

vært for ’smagens aften’, hvor 300 kunder betaler

for at smage sig gennem produkter som en stribe

producenter præsenterer.


15 - Klaus Holm

Det handler om duft og smag

Kokken Klaus Holm laver økologisk skolemad

med et dagligt råvarebudget på 7,25 kroner per

elev

Rundt om i private og offentlige storkøkkener

arbejder mange kokke, for hvem økologien er det

eneste rigtige valg. De er eksempler på, at man

ikke behøver at smykke sig med Michelin-stjerner

og lave menuer i tusindkroners klassen for at

tilhøre kategorien af økologiske frontløbere.

En af dem er Klaus Holm. Han leder køkkenet på

Freinetskolen i Valby hvor økologiprocenten er

over 90, men det kræver en del kreativitet at få

sølle 7,25 kroner per elev til at række til de

daglige råvareindkøb.

- Jeg bruger primært økologi, fordi det er bedre

produkter. For mig er det fuldstændig logik at

bruge økologi. Det har altid ligget naturligt for mig,

siger kokken, der helt tilbage i 1983 kørte fra

hjemmet i Greve til MD Foods mejeri i Slagelse

for at hente økologisk fløde, da han startede sit

eget cateringfirma.

Det illustrerer ganske godt den kompromisløse

holdning, som han har til råvarerne.

- For mig handler økologi om duften og smagen,

siger han, mens han graver en skefuld mel op af

en sæk.

Det daglige brød

Klokken er to og en ansat har netop hentet de

sidste brød til eleverne i skolens SFO. Kerner står

i blød i en stor skål på bordet, og en enlig

chokolademuffin vidner om, at de små elever i

dag har deltaget i det ugentlige og meget

populære bageværksted. Når de kommer hjem,

har de en lille pose kager med i tasken til far, mor

og søskende.

Den deltidsansatte køkkenassistent har fået fri,

men for Klaus Holm er arbejdsdagen ikke helt

forbi. Han skal slå dej op til de brød, som hver

dag danner et vigtigt fundament under

skolemaden, og så skal der gøres rent.

Klaus Holm er den eneste fuldtidsansatte i

køkkenet, men han nyder at arbejde på en

privatskole, hvor forældrene prioriterer maden, og

30 ud af skoleåret 40 uger får han hjælp af

eleverne.

Arabisk uge

Det er en fast del i skolens pædagogik at

inddrage børnene, og det er efterhånden en del

år siden, at den nuværende leder af Københavns

Madhus, Anne Birgitte Agger, som forældre var

med til at sætte økologien øverst på menukortet.

- Eleverne er med for at lære om råvarer, og vi vil

gerne give dem en fornemmelse for, hvad det vil

sige at lave mad fra bunden, pointerer Klaus

Holm.

Ugen før de har madtjans, deltager eleverne i et

møde, hvor de aftaler, hvad de skal lave. Menuen

fremgår af en håndskrevet lap papir på

opslagstavlen.

- I denne uge har vi arabisk uge. I dag fik de sød

kartoffelsuppe, så der var måske nogle af de

største elever, der smuttede over og købte en

shawarma.

De kommende dage står menuen på pasta med

arabisk kødsovs og falafel, og som altid slutter

ugen med fredagens kolde bord, der blandt andet

omfatter rester fra ugen.

- Hver uge har vi to kødløse dage. Det er vi nødt

til for at få økonomien til at hænge sammen, siger

Klaus Holm.

Hemmeligheden bag den billige, økologiske

madordning er blandt andet, at han er god til at

’genbruge’ råvarerne ved for eksempel at putte en

rissalat med grøntsager i wraps eller forårsruller

dagen efter. Han sparer desuden penge ved

eksempelvis at købe en halv gris og selv stå for

udskæringen.

- Svindet er meget mindre, når du arbejder med

økologi end med konventionelle råvarer, fordi

økologien ikke er stresset frem, så man betaler

for en masse vand og luft, siger han og drysser

lidt ekstra mel i røreskålen for at give dejen den

rigtige konsistens.

Kroppen sagde stop

Siden han gik i kokkelære i 1978, har han prøvet

kræfter med mange køkkener. Han arbejdede to

år i Paris, og har jongleret med potter og pander

på Sønderho Kro på Fanø og i Cap Horn i

Nyhavn, der blev drevet af Camilla Plum, men

efter 25 år i branchen kunne kroppen ikke

længere holde til det høje tempo.

- Her på skolen kan jeg få lov til at arbejde med

de økologiske råvarer, som jeg brænder for,

smiler han, inden han hælder dejen ud på bordet,

så han kan forme brødene.


16 - Bente Sloth

Hospitalsmad uden sminke

Cheføkonoma Bente Sloth har vist, at det er muligt at indføre

økologi i de store hospitalskøkkener, uden at det koster ekstra

Sidste år tildelte Det Danske Gastronomiske

Akademi en ærespris til cheføkonoma Bente

Sloth. Den fik hun for at have hævet den

kulinariske overlægger i patientkøkkenet på

Centralsygehuset i Randers, hvor hun var

drivkraften bag et opgør med mange års rutiner.

- Jeg vil lave maden helt fra bunden og bruge

flest mulig økologiske råvarer, siger Bente Sloth.

Hun har brugt mange kræfter på at ændre på

vanerne i et offentligt storkøkken, hvor frygten for

det uvante ofte er større end viljen til forandring.

Når man nu har vænnet sig til, at snittede

grøntsager kommer fra grossisten i store

vakuumpakkede poser, kræver det en del

tålmodighed at overbevise personalet om, at det

er en god ide selv at snitte dem.

Sund mad uden sminke

I Randers har Bente Sloth dokumenteret, at det i

mere end én forstand er sund fornuft at vinke

farvel til fødevareindustriens mange halvfabrikata,

som ofte er pumpede med både vand og et hav af

unødvendige tilsætnings- og aromastoffer.

- For mig er kvaliteten det vigtigste. Vores kød

skal ikke smage af hengemt slagteri. Vi vil ikke

have pumpet eller neutralmarineret kød. Vi laver

mad uden sminke, fastslår Bente Sloth.

Hendes opgør med mange års køkkenlatin har

givet genlyd langt uden for Randers, og hendes

erfaringer med at satse på hjemmelavet brød og

pålæg gør hende til en oplagt frontløberkandidat.

Nyt superkøkken i 2013

- Vi har bevist, at vi kan finansiere vores

økologiforbrug ved at købe lavtforarbejdede

råvarer. Vores erfaringer viser, at kiloprisen på

den færdige mad enten falder eller er den

samme, når vi skifter til uforarbejdede råvarer. Så

er det unægtelig smartere, at vi selv scorer den

avance, som ellers tilfalder aktionærerne i

fødevareindustrien og bruger den til at indføre

økologi, siger Bente Sloth.

Via en analyse fra BDO Kommunernes Revision

har hun dokumenteret, at det i ni ud af ti tilfælde

er en bedre forretning for køkkenet selv at

forarbejde grøntsager og kød m.m., og de gode

randrusianske resultater førte til, at Bente Sloth i

år blev ansat som leder af storkøkkenerne ved

Århus Sygehus.

Her ligger der en stor portion udfordringer og

venter på Bente Sloth, som allerede har lavet

opskriften for, hvordan de to nuværende

hospitalskøkkener skal smelte sammen til en

fælles enhed i 2010.

- Planen er, at vi omlægger hele produktionen til

at lave maden fra bunden og så vil vi gradvist

indføre økologien.

På længere sigt venter der endnu større

udfordringer for den jyske cheføkonoma, som er

udset til at spille en central rolle, når der skal

indrettes en helt ny køkkenafdeling, som skal

være klar til brug på Region Midtjyllands

kommende superhospital i Skejby i 2013. Det vil

på sigt opsluge byens nuværende hospitaler.

- Det bliver et køkken med egen slagterafdeling,

bageri og grøntrum, siger Bente Sloth.


17 - Erik Andersen

Der er ikke noget, der er lige meget på Krogsgård

Der lå meget tilbage, da de havde høstet grønkål

på Krogsgård forleden, men hvis fuglen og den

fattige gjorde sig forhåbninger om at kunne blive

mætte af det, måtte de indstille sig på, at der ikke

lå et kålblad uden gule pletter eller andre fejl.

Men til gengæld er der heller ikke eet blad med

fejl i den topfyldte container, der som årets sidste

gik af sted til Sønderjydsk Kål i Haderslev for at

blive til sønderjysk grønlangkål. Dagens høst

bragte årets op på i alt 300 ton.

Erik og Bodil Andersen overtog Krogsgård i 1982.

Det var hendes fødehjem og blev Eriks mulighed

for at realisere interessen for natur og landbrug.

Han havde været i forsvaret i 11 år og drevet lidt

fritidslandbrug imens.

Nu skulle det være fuldtids.

- Jeg har altid haft lyst til landbruget, men jeg

brød mig ikke meget om den konventionelle facon

med at sprøjte og sådan, siger han.

Det startede med løg

Så Krogsgård blev lagt om til økologi og til

afgrøder, som kun de færreste interesserede sig

for - løg. I dag fylder løgene stadig godt - 13 ha,

men der er også kommet hvidkål til - to ha - samt

grønkålen på 12 ha. I sædskiftet indgår så også

22 ha kløvergræs.

Det var FDB, der aftog de første af Eriks løg. Og

det er stadig FDB, som nu hedder Coop, der er

bedriftens væsentligste kunde. Hertil kom så

senere Sønderjysk Kål, da firmaet bad tre avlere

om at levere økologisk grønkål. Året efter blev det

Erik, der alene skulle levere kålen.

- Når de hælder kålen ind i hallen, må der ikke

være ét blad med fejl, siger han.

- Sådan gjorde vi det første år, og sådan har vi

gjort lige siden.

Så når Erik høster grønkål, er der otte mand i

gang. Erik kører med skivehøsteren, der lægger

kålene ned. En anden kører traktoren, som

trækker en lav container langs rækken, mens tre

mand samler kålen op, renser den for blade med

fejl og smider den op i containeren, hvor der står

tre andre, der skærer stok fra kålbladene.

Maskinen dur ikke

Erik har forsøgt med at maskinhøste kålen, men

det går slet ikke. Kvaliteten kan ikke leve op til det

produkt, der leveres ved håndhøst.

- Og det er jo ikke noget, der er lige meget, siger

Erik. - De skal være i orden hele vejen, hvis vores

råvarer skal have den rigtige kvalitet.

Men skulle der være et punkt, der satses særligt

indædt på, er det jordarbejdet.

- Der er jeg helt perfektionist, der går vi ikke på

kompromis med noget som helst.

- Det er pløjningen, der er grundlaget for alt det, vi

dyrker. Men alt, hvad vi gør i marken, er utroligt

vigtigt for, at det bliver et kvalitetsprodukt, vi

afleverer.

Så for at undgå trykskader er traktorerne

monteret med 65 cm brede dæk. Der

rækkegrubbes hver gang, der radrenses, og

jorden bliver grubbet, så såre høsten er ovre.

- Og det virker. Da vi kom her, havde der været

korn i jorden i mange år. Den var som beton. Nu

har vi den bedste jord i landet, siger Erik

Andersen.

Har været åben

Erik er ikke uddannet ved landbruget. Og det har

været en fordel, mener han.

- Jeg har været helt åben og har prøvet tingene

af. Det er måske også derfor, jeg blev økolog. Og

i hvert fald har det givet mulighed for at prøve nye

ting hele tiden. Vi prøver hele tiden at forbedre og

optimere. Og det lykkes. Et eksempel er løgene.

Det første år lavede vi kun 15-20 ton øko-løg pr.

hektar. I dag er vi oppe på 30-35 ton pr. hektar,

siger han.


18 - Brian Madsen

Målet er at afgræsse natur

Brian Madsens køer bliver malket i en mobil robot 14 km hjemmefra. Godt for køerne og for helheden,

mener han

Det er ikke altid en fordel at være den første til at

prøve nye ideer af. Men én skal jo gøre det, og da

tankerne om mobile malkerobotter for nogle år

siden begyndte at spøge, var det Brian Madsen,

der slog til og investerede i den første. Derfor kan

hans køer uden problemer komme på græs langt

hjemmefra. Denne sommer har de græsset på

marker 14 km fra hjemadressen.

Når Brian Madsen i sin tid gik ind i projektet var

det dybest set, fordi han gerne ville have en

malkerobot.

- Men så mødte jeg flere, der sagde, at det ikke

var så let at få afgræsning og robotter til at

fungere. Derfor var tanken om en mobil robot

interessant, fortæller Brian Madsen, der har 60

malkekøer på sin gård i Hornsyld i Østjylland.

- Det er en fantastisk chance for køerne til at

bestemme, hvornår de vil græsse, og hvornår de

vil malkes, siger han. Jeg føler, det er godt for

dyrene, og nu har vi også fået dokumentation for

det, siger han med henvisning til tal fra

slagterierne, der viser, at køer i robotsystemer har

færre skader.

Stordrift spiller fallit

Køernes velfærd er et vigtigt pejlemærke for Brian

Madsen - men ikke det eneste.

- Vi kunne godt have dem på græs hjemme, men

ved at flytte dem væk fra gården og i stedet dyrke

mere korn, får vi et fornuftigere landbrug. Jeg

håber, vi en dag kan komme til at afgræsse

deciderede naturarealer også. Det ville være

spændende. Vi skal have en bedre balance

mellem natur og dyrehold. Jeg oplever, at

stordriften spiller fallit i disse år. Produkterne

bliver ringere og ringere, og jeg vil gerne lave

kvalitet, siger Brian Madsen.

Og det er blandt andet grunden til, at han ud over

at købe en mobil malkerobot også har investeret i

et høtørringsanlæg, så han kan fodre med store

mængder hø. For køernes skyld selvfølgelig. I

2008 gik han tillige over til biodynamisk drift.

Mælken ender i Arlas konventionelle

mælkekartoner.

- Og det er jo meningsløst, når nu der er en

efterspørgsel efter produktet, konstaterer Brian

Madsen.


19 - Espen Nielsen

Slagteren kommer til døren

Det er højsæson for andeslagtninger i Espen Nielsens rullende slagteri

Økologiske ænder tilbringer ofte den sidste del af

deres liv i en snæver transportkasse på

motorvejen. Turen til slagteriet kan være flere

hundrede km lang, for der er ikke mange

fjerkræslagterier tilbage og slet ikke slagterier, der

vil slagte mindre besætninger.

Det er baggrunden for, at Espen Nielsen - økolog

ved Randers og selv andeproducent - for år

tilbage begyndte at udtænke sit rullende

alternativ. Det var dengang, landbrugsminister

Mariann Fischer Boel græd for åben skærm over

de horrible forhold, heste blev udsat for på

Europas landeveje.

- Ænder er ikke heste, men problemet er det

samme. De bliver transporteret unødigt langt,

siger Espen Nielsen, der netop i disse dage

slagter ænder fra morgen til aften.

Hurtig aflivning

I dag er det ham, der kører de hundredvis af km

på landevejen i sin store lastbil, ikke ænderne og

kyllingerne. Den enorme vogn indeholder et

komplet og økologisk godkendt fjerkræslagteri,

som tager ud på gårdene og slagter for folk.

Det har været en lang og sej proces at føre ideen

ud i livet, men for toethalvt år siden var slagteriet

endelig en realitet.

- Vi har kunder over hele landet, men desværre

bliver der færre og færre små producenter,

konstaterer Espen Nielsen.

Foruden at spare dyrene for transport sker selve

aflivningen også hurtigere i det mobile slagteri

end på et traditionelt fjerkræslagteri. Derfor er

Espen Nielsen i øjeblikket en af fem, som

Dyrenes Beskyttelse har nomineret som Årets

Dyreven.

Økologi & Erhverv vil ikke stå tilbage og iler med

en nominering som Økologisk Frontløber.


20 - Janne og Frede Larsen

Vi har gjort alle de fejl, man kan

Janne og Frede Larsen, Bigaard, blev økologer, før økologien blev opfundet. Håndarbejde og topkvalitet er

deres varemærke

Nyopgravede radiser i november. Lysende hvide

blomkål, struttende rødkål og friskhøstede

broccoli så store som bondenæver. Fris Fristelserne

ligger i kø inden for Bigaardens butiksdør. Her

råder Janne, som hun har gjort det i mere end 30

år. Det gør hun også i de markante, trekantede

væksthuse med glaskunst i spidsen, mens

hendes mand, Frede, er chef i frilandsgartneriet

og markbruget. Sammen har de bygget en solid

og velrenommeret forretning op ved landevejen

mellem Padborg og Tønder. Ikke lige et sted, man

kommer forbi ved et tilfælde. Man skal ville det,

og det vil rigtig mange kunder. Gennem de mere

end 30 år, parret har drevet økologisk ogisk gartneri, er

de kommet - ikke fra lokalområdet – men fra byer

30–40 40 km væk, ja selv fra Ålborg og Oslo fandt

faste kunder vejen til Bigaarden.

Selvgjort er velgjort

Janne og Frede Larsen er ikke kommet sovende

til resultaterne. De har et klart mål, og skyder ikke

genvej. Hvis resultatet bliver bedst, når de selv

gør arbejdet, må det være sådan. Derfor dyrker

de ikke bare grøntsager. De producerer også

småplanterne, fremstiller komposten og laver

priklejorden, de dyrker deres egen gødning,

passer og plejer de 50-70 kulturer – ingen af dem

har tal på, hvor mange de har – og høster, pakker

og sælger dem i gårdbutikken.

Det er ikke noget princip, at de skal gøre alt selv.

De har skam prøvet de andre løsninger, fortæller

Janne.

- Vi har prøvet alt. Vi ha har også gjort alle de fejl,

man kan gøre. Vi blev økologer i 1978, inden

ordet var opfundet. Det var pionerarbejde og helt

fantastisk, for dengang kendte man jo alle, der

tænkte ligesom os. Vi lagde forsigtigt ud med

kartofler, og dyrkede både konventionelt og

biologisk, som vi kaldte det. Hurtigt opdagede vi,

at de økologiske havde en meget bedre

holdbarhed, og så droppede vi det konventionelle

helt. For os var det et spørgsmål om at lave et

andet landbrug eller helt lade være.

Kunder over hele landet

De første ørste mange år pakkede de grøntsager i

flamingotønder og sendte dem med DSB til

kunder over hele landet. De skulle bare ringe og

bestille inden kl. 9. Sideløbende etablerede de

gårdbutikken, der i dag er det ene af to stærke

ben i forretningen. Den anden eer

afsætning af

bundtvarer som radiser og basilikum samt andre

grøntsager til Solhjulet.

- Vi er på samme bølgelængde. De har samme

høje krav, som vi selv, og de er ikke bange for at

handle mindre partier, siger Janne, der ikke

sætter hvad som helst til sal salg i sin butik.

- Det, vi ikke selv kan producere, køber vi hos

dem. Jeg kunne aldrig finde på at købe noget i et

supermarked. Vi har kunder, der fortæller, at

deres hunde og papegøjer ikke vil spise

supermarkedets økologiske gulerødder og

appelsiner, kun vores. Det er da sjovt, siger hun.


21 - Vibeke Barfred

Klimabevidste bøffer på menuen hos Nykredit

Økologien har ændret kantinechef Vibeke Barfreds syn på madlavning

Da Nykredits ledelse for fire år siden besluttede at

indføre økologi i virksomhedens københavnske

kantiner, markerede det samtidig startskuddet til

en kulinarisk dannelsesrejse for kantinechef

Vibeke Barfred og det øvrige køkkenpersonale.

I starten var paraderne oppe, men de kom hurtigt

ned. Godt hjulpet på vej af et tæt samarbejde

med Aarstiderne, hvor Nykredit fik sin egen have,

og siden har deltaget i flere kurser, som blandt

andet viser veje til at skrue op for økologiprocenten

uden at smadre madbudgettet.

Vibeke Barfred er gået systematisk til værks. Alle

funktioner i køkkenet fra planlægning af menuer

til varebestilling, modtagelse af varerne til

produktion og opvask er blevet gennemgået for at

minimere spildtid og sikre, at de økologiske

råvarer bliver udnyttet optimalt.

Køkkenpersonalets besøg hos kantinens nye

økologiske leverandører har bidraget til at ændre

køkkenkulturen, og selv om finanskrisen det

seneste år har barberet toppen af øko-indkøbet,

er økologien i dag en fast forankret del af

Nykredits kostpolitik.

- Alle vores basisvarer på mejeri, frugt og grønt

og kornprodukter er økologiske, siger Vibeke

Barfred, som netop har overtaget ansvaret for

kantinerne i Nykredits 12 centre i Jylland og på

Fyn, og hun er nu på jagt efter leverandører, der

kan levere økologiske råvarer i hele landet.

Klimabevidste bøffer

I det hele taget er den bæredygtige tankegang

blevet en stærk drivkraft i udviklingen af Nykredits

nye kostpolitik i strategiplan 2013, hvor kostens

klimapåvirkning er integreret som en ekstra

dimension, når menuplanen bliver skruet

sammen.

- Jeg vil gerne halvere vores kødforbrug. Vi

kommer allerede 20 pct. kartofler i vores

klimabevidste bøffer, men vi skal måske op på

halvdelen, siger Vibeke Barfred, der vil gøre det

let for kantinens kunder at foretage klimabevidste

valg, når de fylder tallerknen ved frokostbuffeten.

Totalt populær take-away

Som udgangspunkt prioriteres det at lave mest

muligt mad helt fra bunden.

- Vi sylter, henkoger og fryser mange af årstidens

råvarer, og vi laver for eksempel selv ketchup,

fordi det smager bedre og er billigere, siger

kantinechefen.

På den måde kan køkkenet undgå unødvendige

tilsætningsstoffer, og rygterne om Nykredits måde

at arbejde med kosten betyder, at kantinen får en

del besøg.

- Vi vil gerne være frontløbere ved at inspirere

andre, siger Vibeke Barfred, som i øjeblikket

oplever stor succes med take-away til

medarbejderne, som for 35 kr. per portion kan

købe mad med hjem til familien.

- Det er totalt populært, og selv om menuplanen

kun går fire uger frem, er der ansatte som bestiller

otte uger i forvejen. De skal bare have det.


22 - Helge Kristensen

Rødt kort til den brune sovs

Helge Kristensen sikrer de ansatte i ATP-huset et solidt grønt afkast i form af en grøn økologisk buffet med

masser af lokale råvarer

Kantinen i ATP-huset i Hillerød bliver ofte

fremhævet som en af landets mest spændende

bud på et økologisk storkøkken, hvor mest muligt

bliver lavet fra bunden af lokale råvarer.

Arkitekten bag køkkenets grønne revolution er

kantineleder Helge Kristensen. Han fik et mindre

kulturchok, da han for 12 år siden landede i

Hillerød i en madkultur, der byggede på et

fundament af håndmadder, kartofler, kød og brun

sovs.

Han begyndte at viske det meste af den gamle

menuplan ud og var blandt de første store private

kantiner, som satsede målrettet på økologisk mad

lavet fra bunden.

Da avisen ringer for at fortælle, at han er med i

opløbet om at blive årets frontløber, giver han

selv det bedste svar på, hvorfor han er nomineret.

- I dag har vi lavet en klimamenu, hvor vi bruger

flest mulige økologiske råvarer fra lokale

producenter.

Menuen spiller med omkring et fælles klimatema

for alle ATP-husets 700 ansatte, og samarbejdet

er endnu et signal om, hvor langt man kan nå, når

virksomhedens ledelse og kantinen er enige om

kursen.

Økologien smitter

Der er også fælles fodslag internt blandt de

ansatte i køkkenet, hvor Helge Kristensen oplever

100 procent opbakning bag økologien.

- Tanken om at arbejde med økologi smitter, og

professionelle kokke kan både se og smage, at

de får bedre råvarer at arbejde med, siger

kantinelederen, der snart forventer at få et sølvmadmærke,

der uddeles til køkkener, der kan

dokumentere, at mindst 60 procent af råvarerne

er økologiske.

Mad ud af huset

Ifølge Helge Kristensen stiller det store faglige

udfordringer til personalet at sammensætte en

buffet med mange forskellige smagsindtryk, når

råvareindkøbet tager afsæt i årstidens

grøntsager.

- Det gør det nødvendigt at kæle mere for

tingene, siger Helge Kristensen, der kan glæde

sig over, at kantinens kunder sætter stor pris på

den grønne og sunde menu.

Ved ATP-husets seneste tilfredshedsundersøgelse

var der rekordhøj opbakning bag

den økologiske mad.

- De trives med at spise sundere, og de betragter

det lidt som luksus at få så meget økologisk mad,

siger han.

Som et ekstra plus tilbyder kantinen tre gange om

ugen, at de ansatte kan købe mad med hjem til

hele familien, så Helge Kristensen er godt på vej

til at eksportere de økologiske kostvaner til en

masse sjællændere uden for ATP-huset.


23 - Susanne Hovmand

Salget alget af Knuthenlunds oste vokser

Susanne usanne Hovmand jagter nye salgskanaler i både ind ind- og udland

Da Susanne Hovmand, som fjerde generation

efter J. P. H. Hansen, i 2006 overtog Knuthenlund

Gods på Lolland og omlagde driften til økologi,

var der mange, der rystede på hovedet.

- Kan det nu gå?

De lokales forståelse for projektet blev ikke stort

bedre, da hun besluttede at investere store

summer i at indrette et gårdmejeri, der skulle

forarbejde fåre- og gedemælk.

- Det kan slet ikke gå.

Men trods de barske tider for mejeribranchen

oplever lever Susanne Hovmand et støt voksende salg

af godsets eksklusive produkter. Senest er

hendes mejerivarer kommet på lager hos Inco og

Ostemesteren, og rygtet om Knuthenlunds

velsmagende produkter er også nået til udlandet.

- Jeg er blevet kontaktet fra flere re potentielle

kunder i udlandet, siger Susanne Hovmand, som

reelt blot behøver én stor kunde for at få udsolgt.

Kandidat til guldet

Når dagbladet Politiken i samarbejde med

Økologisk Landsforening i weekenden uddeler

økologisk guld til syv forskellige typ typer fødevarer,

står Knuthenlund som afsender på to af de fem

nominerede i kategorien mejerivarer. Det er

fåresødmælk og fårebrie.

Bliver det til guld, er der næppe tvivl om, at den

positive omtale til åbne endnu flere døre til

detailhandlen, hvor indkøberne i øjeblikket ikke

ligefrem står i kø for at få fingre i eksklusive

gourmetprodukter.

Finanskrisen havde da også sluppet en del

sommerfugle løs i godsejermaven, da den første

palle med økologiske gede- og fåremælksprodukter

i maj måned satte kurs mod dans dansk

detailhandel og forbrugernes dom.

På vej med nye oste

I første omgang satsede Susanne Hovmand på

kun at benytte Solhjulets salgskanaler til landets

special- og helsekostbutikker samt udvalgte

større butikker. Det stod dog hurtigt klart, at det

hjemlige marked for eksklusive økologiske

mejeriprodukter i øjeblikket har en størrelse, hvor

det er nødvendigt at sigte bredere for at få den

nødvendige afsætning.

- Der findes ikke noget, der minder om vores

varer, og vi føler, at vi udfylder et hul, siger den

36-årige årige godsejer, der hen over sommeren har

været en flittig gæst på diverse messer.

Hidtil har det været en begrænsende faktor for

ostesalget, at hun ikke råder over udstyr til at

skære ostene op, så kunderne skal købe en hel

ost på 4,5 kg, men det proble problem er ved at blive

løst, og flere nye oste er i pipelinen.

Til gengæld bliver fåre/gede tykmælken udfaset

på grund af manglende salg.

Udbygningsplaner på vågeblus

- Jeg havde forventet et stort underskud i år. Det

får vi også, siger Susanne Hovmand, der ttidligst

forventer venter balance mellem indtægter og udgifter

om et år.

Af samme grund har hun udskudt de ambitiøse

udbygningsplaner, der både omfatter slagteri og

bageri.

- Det nytter ikke at sætte flere ting i gang, før

mejeriet kører som det skal, men der er ikke

ændret på den overordnede strategi, pointerer

godsejeren, som stadig hver dag glæder sig over,

at hun omlagde produktionen til økologi.

Optimistisk ostemester

Hos Ostemesteren, der er en indkøbsforening for

landets ostebutikker og delikatesseforretni

delikatesseforretninger,

ser man frem til at få Knuthenlunds oste i

sortimentet.

- Vi oplever i øjeblikket, at der er en lille vækst i

salget af gedeoste, siger Mads Jensen, der

indkøber oste til ca. 70 ostebutikker.

Efter mange år i branchen kan han ikke genkende

et billede af et presset marked for gedeost.

Tværtimod, og efter hans vurdering kan det

blandt andet skyldes, at gedeost også kan spises

af mælkeallergikere, og han glæder sig over, at

de mange udenlandske oste får yderligere en

dansk konkurrent.


24 - Mikael Rindom

Et Ø er ikke længere nok

Ung landmand vil prøve helt nye veje

- Det er fint med det der lille røde Ø. Men jeg tror

ikke, det er nok længere. Der skal mere til. Jeg

tror, at der findes et marked for forbrugere, der

ønsker endnu mere gennemsigtighed og viden

omkring de fødevarer, de køber – for eksempel

hvor og af hvem, de er produceret.

- Samtidig har de et ønske om altid at have

muligheden for at få et kig ind i produktionen

enten ved besøg på gården eller på nettet, siger

Mikael Rindom.

- Og det er lige der, hvor jeg har tænkt mig at

være. Jeg ønsker at kunne tilbyde et anderledes

stykke økologisk svinekød i et koncept, der kan

være med til at skabe diversitet i markedet og

vise, at svinekød er ikke bare svinekød.

- Men også at valget i køledisken også er et valg

af eksempelvis produktionsmetode og pladskrav,

siger Rindom, der driver sin gård med 40 søer og

i alt 180 hektar jord i Øster Lindet mellem Ribe og

Haderslev.

Mens Mikael udvikler sin bedrift, arbejder han

også på forældrenes bedrift, som ligger tæt ved,

og som han er ved at overtage i et glidende

generationsskifte.

- Og det er også en glidende overgang til økologi.

Der er ikke andre muligheder, siger han.

Så i tidens fylde forestiller Mikael sig, at de to

ejendomme skal drives under et med svin på

friland og forbrugere i faste forhold.

- Jeg ville - når jeg tager de lange briller på -

gerne nå frem til, at forbrugerne kom her, valgte

den gris de senere ville spise og fulgte den under

opvæksten.

Det ville give en helt anden gennemsigtighed.

Men Mikaels ideer går også på andre sider af

produktionen.

- Jeg vil gerne, at dyrene får endnu mere plads og

så naturlige opvækstvilkår som muligt, siger han.

Så jeg overvejer årstidsopdræt. Det er jo ikke

naturligt for svin at fare på alle tider af året. Det vil

kunne gøre meget for dyrevelfærdet.

- Og på kvalitetssiden vil jeg gerne forsøge med

særligt foder. Svin, der primært opfodres på. f.

eks. æbler eller kartofler. Der givet meget at gøre

på den side.

Det er der så også på andre sider.

Mikael, der ikke føler landmandskompetencerne

rakte helt til udvikling af ideerne, slutter i denne

måned sin uddannelse til food architecht. Det er

en uddannelse, der henvender sig til

medarbejdere i fødevarevirksomheder og netop

fokuserer på innovation og på at komme tættere

på kunden.

Og når han taler om sine oplevelser på skolebænken,

er det med begejstring i stemmen:

- Jeg er blevet bekræftet i mine ideer og har fået

blod på tanden. Når man tænker anderledes, især

inden for landbruget, kan man lynhurtigt komme

til at stå lidt udenfor. Det har rykket mig at få

nogle kontakter, der ser markedet på samme

måde som jeg, siger Mikael Rindom og fortsætter:

- Vi skal drive landbrug på en anderledes måde,

ellers kan vi ikke klare konkurrencen og hive

prisen hjem.

- Det er længe siden, jeg har gået i skole. Så jeg

var lidt bekymret for at skulle sidde på min bag og

følge med. Men den måde, uddannelsen er skruet

sammen på, rammer bredt, så det har ikke været

noget problem. Tværtimod har jeg haft en positiv

oplevelse, og har hele tiden glædet mig til næste

modul, siger Mikael Rindom.


25 - Bjarne Krog

På Krogagergård har de

gjort noget ved klimaet

Alle snakker om klimaet. På Krogagergård, som

ligger ved Fjenneslev midt på Sjælland, gør de

noget ved det.

- Man kan jo ikke lave det helt rigtigt og

fuldstændigt fra starten. Men man er på den

anden side nødt til at komme i gang, og det har vi

så gjort her på Krogagergård, siger landmand og

fødevareproducent Bjarne Krog.

Krogagergård er en økologisk gård med egen

gårdbutik. På stedet opdrættes kreaturer, grise og

lam, som forarbejdes til salg af gårdens egen

slagter, mens der hentes grøntsager, korn til mel

og foder fra markerne.

- Vi dyrker 130 ha jord og har p.t. 200 stude, 30

moderfår og 150 grise.

Det er lykkedes at få jord og dyrehold til at

balancere, så det hele ligesom fungerer i en

cirkel, fortæller Bjarne Krog.

- Da vi for seks år siden satte malkekvæget ud og

gik over til kødkvægsproduktion, faldt vores

energiforbrug drastisk. Vi har så siden kunnet se,

at det igen er steget langsomt og næsten var nået

op på niveauet fra dengang, vi havde

malkekvæget. Og så bestemte vi os til at

gentænke det hele.

Systemet er blevet trimmet

- Vi fik en energikonsulent til at gennemgå det

hele. Og efterfølgende har vi så trimmet hele

systemet ved at skifte til energirigtige apparater

og samle mange små fryse- og køleenheder til få

store. De drives så oven i købet af én central

kompressor. Det har virkelig givet noget.

- Vi har så også søgt og efter laaaang tid fået

tilladelse til at opstille en hustandsvindmølle, så vi

i stort omfang kan producere egen strøm.

Desværre har vi kun kunnet få tilladelse til en trevinget

mølle - fordi kommunen mener, det ser

bedre ud end en to-vinget.

Desværre laves der ikke tre-vingede møller, som

vi kan bruge, så nu skal vi have en ny tilladelse -

og denne gang gerne til en to-vinget.

- Det har tidligere været en lidt mere tvivlsom ting,

fordi man kun kunne få en meget lav pris for den

energi, man sendte ind på nettet. Nu er reglerne

sådan, at man så at sige kan bruge nettet som

lager. Vi kan lægge strøm ind og hente den ud

igen til samme pris, så vi kan lægge på lager på

nettet når det blæser, og trække på lageret når

det ikke gør.

Dieselolien skal erstattes

- Og så har vi at taget fat på markarbejde og

transport, fortalte Bjarne Krog.

Vi har anskaffet en rapsoliepresse, så vi kan lave

brændstof til traktorer og varebiler.

Vi skulle have været i gang, men vores raps faldt

uheldigt ud i år, så vi har måttet købe en mindre

mængde udefra og starte en produktion af

rapsolie på det grundlag. Så indtil videre bruger vi

rapsolien som en tilsætning til den almindelige

diesel, men det er meningen, at vores traktorer og

biler skal køre 100 pct. på raps. Det kan de

sagtens - blot skal der laves en mindre

ombygning for at sikre, at rapsolien bliver holdt

flydende.

Der skal besynderligt nok betales afgift af denne

form for brændstof, men det er der jo ikke noget

at gøre ved.

- Det er så langt, som vi er nået indtil nu. Der er

klart mere at gøre, og det kommer vi til

efterhånden, sagde Bjarne Krog.

- Vi kan jo ikke frigøre os helt fra at købe energi,

men jeg tror, vi kan nå tæt på en positiv

nulløsning med vedvarende og naturbaserede

energiformer. Det er der miljø i.


26 - Randi Adler

Koteletter med navn på

Hvis du gerne vil vide, hvad din svinekotelet har

heddet - inden den blev til kotelet - skal du købe

ind i Asnæs Brugs eller hos Dalgaards Super

Marked i Hørsholm. For begge steder kan du

købe svinekød med navn på.

- Og det er der altså mange mennesker, der

gerne vil, konstaterer Randi Adler fornøjet.

De identificerbare svinekoteletter kommer fra

hendes og hendes mand, Jespers, ejendom,

Gelstrupgaard, der ligger ved Nykøbing Sjælland,

og de er efter Randi og Jespers mening en af de

muligheder, som økologiske svineproducenter

skal udnytte for at distancere sig fra den

konventionelle svineproduktion.

- Og det skal vi, for ellers bliver økologisk

svineproduktion kun en parallel produktion, siger

Randi.

Hun, Jesper og andre økologiske svineproducenter

vil gerne have gjort deres produktion

mere synlig.

- Det kan godt være, at der er mange

mennesker, som kommer ud og ser, hvordan vi

producerer, men når de er taget herfra igen, kan

de have svært ved at få øje på det økologiske

svinekød. - Vi hører i hvert fald mange forbrugere

efterlyse salg af kød fra de grise, som de lige har

været ude og se på.

Det kan også være svært at få øje på ude i

butikkerne. Der er kun nogle få standardudskæringer,

der er et rødt Ø på og så en dobbelt

så høj pris til at fange opmærksomheden.

- Det er ikke godt nok. Der skal mere til. Der skal

en historie med i købet.

Og i Asnæs Brugs og hos Dalgaards Super

Marked er historien så, at grisene fra

Gelstrupgaard slagtes hos Friland, men sendes

ud i butikkerne som halve og skæres op herude.

- Vi får på den måde en direkte forbindelse fra

producenter til forbrugerne. Det bliver kundenært,

siger hun.

- Det betyder så også, at der er mulighed for at få

nogle udskæringer, som man ellers slet ikke ser -

som f.eks. svineskank, siger Randi.

- Og forbrugerne ved, at det her kød det kommer

herfra, og de har mulighed for at komme herud,

se dyrene, se hvordan de har det og blive sikre

på, hvad det egentlig er, de putter i hovedet.

- Og det er jo klart verdens bedste svinekød,

griner Randi Adler. Det er selvfølgelig ikke bare

den rene lykke, men jeg er ikke i tvivl om

kvaliteten i det, vi laver.

Hun og Jesper har en lang fortid som

konventionelle svineavlere bag sig, men lagde i

2006 om til økologi og investerede ved den

lejlighed 18 mio. i et nyt produktionsapparat.

Og selv om de ikke just er blevet forgyldt, har de

ikke fortrudt.

- Når man går i marken, kan man pludselig se en

so, der begynder at danse rundt om sig selv af

livsglæde, siger hun. Dyrene har det langt bedre,

mener hun.

- Det samme har Jesper bemærket.

- Jeg havde ikke troet, at søer kunne have så god

en kondition, siger han, der oplever, hvor stærkt

søerne kan løbe, når han går sine daglige runder.

- Det er fordi, de arbejder hele dagen. De roder i

jorden eller spise græs, selv om de bare kunne

nøjes med at æde så meget de ønskede fra

automaterne. De er i gang hele tiden, siger han.

- Det er noget helt andet, siger Randi. Vi ville

heller ikke kunne holde ud at arbejde på den

måde, vi gjorde før.

More magazines by this user
Similar magazines