Imperialismens nyttige idealister - Modernetider.dk

modernetider.dk

Imperialismens nyttige idealister - Modernetider.dk

Imperialismens

nyttige idealister

Ellen Brun og Jacgues Hersh

Publiceret i Monthly Review 2012

Oversat af Ebbe Lauridsen


Indhold

Falsk internationalisme i imperialismens tjeneste?............................3

Konteksten bag USA’s strategi efter Anden Verdenskrig...................3

Historien om den vestlige interventionisme og den libyske case.....4

Samarbejdende imperialisme versus rivalisering...............................5

Essensen af Imperialisme......................................................................6

Kan vi lære noget af fortiden?...............................................................7

Internationalisme ved en korsvej..........................................................9


Falsk internationalisme i imperialismens tjeneste?

Hvis man accepterer det gamle ord om at sandheden er krigens første offer, bør man udvise tilsvarende

skepsis overfor militære interventioner, der siges at blive iværksat af humanitære grunde. Denne

problemstilling bliver aktuel, når en diskurs som “Responsibility to Protect” bliver en doktrin i

Vestens udenrigspolitiske værktøjskasse. Forestillingen om, at store magter har ret til at intervenere

i andre (svagere) landes interne affærer truer nemlig med at ændre selve folkerettens grundlag og

praksis.

Samtidig kan ideologien bag “humanitær interventionisme”, som står næsten uimodsagt, opfattes som

en legitimering af en skjult politisk agenda. Grundlæggende truer diskursen med at sløre de eksisterende

ideologiske og politiske forskelle mellem neokonservative, liberale internationalister i USA og Europa,

samt en stor del af venstrekræfterne i verden. Alle disse strømninger har fundet sammen om at hylde

NATO’s militære krænkelse af princippet om national suverænitet.

Set i bakspejlet startede denne proces med afslutningen af Den Kolde Krig og dens løfte om en

”fredsdividende”. Ifølge den filippinske jurist og politiker, Walden Bello, fungerede Vestens

intervention i den jugoslaviske konflikt (der blev gennemført uden hensyn til landets suverænitet) som

retfærdiggørelse af den senere invasion i Afghanistan. Derpå tjente disse to interventioner som

legitimering af invasionen i Irak og NATO’s krig i Libyen. Regimeskiftet i sidstnævnte tilfælde bruges

af ”det internationale samfund” som kriterium for fremtidige ”humanitære” interventioner med Syrien

som den næste på listen. Politisk ville fjernelsen af Ba’ath partiet fra magten i Damaskus betyde et

Mellemøsten fri for nationalistiske arabiske regimer samt øge presset på Iran og sidst men ikke mindst,

styrke Israels regionale ambitioner.

Her skal man ikke undervurdere den rolle, som de transnationale massemedier (i alliance med politisk

motiverede menneskerettigheds-organisationer) spiller for mobiliseringen af den offentlige opinion for

princippet om interventionisme. Det var på baggrund af en intensiv mediekampagne til støtte for den

vestligt-sponserede ”Libyan League for Human Rights” at sagen fandt vej til FN’s Sikkerhedsråd. Her

fik den Qatar-ejede tv-kanal Al Jazeera afgørende betydning. Qatar er et centralt medlem af det

pro-amerikanske Gulf Cooperation Council, der omfatter repressive monarkier hvis alliance med Vesten

udgør et kraftigt dementi af NATO’s påståede indsats for menneskerettigheder og demokrati i

Mellemøsten og andre steder.

Problemet med begrebet humanitær interventionisme er, at det abstraherer fra geoøkonomi/ geopolitik

samt ikke mindst den ulige fordeling af magt og indflydelse i verden. Uagtet at denne diskurs har stor

appel, fungerer det internationale system ikke jævnbyrdigt. I en verden, hvor magt i betydelig grad er

lig med ret, giver accepten af ”Responsibility to Protect” som norm for mellemstatslige relationer de

herskende stormagter et ideologisk alibi for at intervenere i svagere lande med mindre samarbejdsvillige

regimer.

Historiske erfaringer viser, at der er god grund til at tvivle på, at humanitære motiver spiller den

afgørende rolle i de fleste nationalstaters udenrigspolitik. Ikke mindst de store magter har tilbøjelighed

til at skjule deres udenrigspolitik bag højtråbende moralistiske diskurser. Blandingen af humanisme og

krig er, når det drejer sig om imperialistiske magter, et oxymoron 1 . ”Humanitær” bombning og

besættelse er ikke midler, der fremmer freden, og militær destruktion er hverken miljøvenlig eller

energibesparende.

Konteksten bag USA’s strategi efter Anden Verdenskrig

Man skal være blåøjet for at tro på at USA opretholder baser i 150 lande samt et forsvarsbudget på

1 Note: Et oxymoron (pl: Oxymora. græsk: oxys, skarp; moros, sløv/dum) er et ord eller en kort

vending, der er sammensat af to begreber, der tilsyneladende modsiger hinanden, altså en slags

komprimeret paradoks, hvor der som regel ligger en sandhed eller indsigt gemt i paradokset.


mere end to femtedele af verdens samlede militære udgifter med det ene formål at fremme

menneskerettigheder, god regeringsførelse osv. i verden. Med mindre man tror, at USA’s totale militære

dominans er en nødvendig pris for disse goder.

Et mere realistisk udgangspunkt for at forstå udfoldelsen af vor tids politik er at kigge bag diskurserne

og sætte udviklingen ind i en sammenhæng. Retningslinjerne for USA’s udenrigspolitik blev etableret

i perioden umiddelbart efter Anden Verdenskrig for ca. 60 år siden. Det var ved starten på Den Kolde

Krig og afkoloniseringsprocessen, at State Departments Policy Planning Staff under ledelse af George

Kennan i 1948 formulerede det, der skulle blive kernen i USA’s internationale strategi. Der er siden

da intet tegn på afvigelse fra dette dokuments anbefalinger vedr. amerikansk udenrigspolitik. Også i

dag er det lærerigt at se på dets grundlæggende antagelser og strategiske overvejelser, idet de kaster

lys på nutidens forsøg på at omforme verden med henblik på at opretholde amerikansk “exceptionalism”:

”Vi råder over ca. 50 procent af verdens værdier, men udgør kun 6,3 procent af verdens befolkning…

Vores virkelige opgave i den kommende periode består i at opretholde denne skævhed… For at gøre

dette bliver vi nødt til at se bort fra al sentimentalitet og dagdrømmeri… Vi skal ikke bilde os ind, at

vi har råd til uselviskhed… Vi må holde op med at tale om vage, uvirkelige mål som

menneskerettigheder, forøgelse af levestandard og demokratisering. Den dag er ikke fjern, hvor vi

må handle ud fra klare magtkoncepter”. 1

Denne opfordring til “realisme” betyder imidlertid ikke, at understregningen af humanitære værdier

ikke kan bruges til at tjene de samme strategiske interesser - dvs. opretholdelsen af den ulige fordeling

af verdens ressourcer. Da retten til at intervenere i et lands interne forhold er baseret på den

forudsætning, at en sådan handling per definition er øremærket tredjeverdenslande, er det nødvendigt

at tage strukturen i verdenssystemet i betragtning. I denne optik kan den nuværende udvikling af Vestens

ideologi og praksis mht. økonomisk, politisk og militær indblanding i ikke-europæiske regioner i verden

ses som fortsættelsen af en ”god” gammel historisk relation.

Historien om den vestlige interventionisme og den libyske case

I den ny forståelsesramme er erkendelsen, at historiske interventioner byggede på retten til at plyndre,

blevet droppet. I stedet præsenteres den aktuelle diskurs og strategi baseret på ”Responsibility to Protect”

som noget nyt, nemlig inddragelsen af moralske overvejelser i international politik. Denne herskende

fortolkning accepteres helt bogstaveligt af store dele af venstrefløjen i Vesten, hvoraf nogle går så langt

som til at kritisere proto-socialistiske og populistiske regeringer i Latin Amerika for deres støtte til

Qaddafi-regimet mod NATO's væbnede intervention i det, der på et meget tidligt tidspunkt udviklede

sig til en borgerkrig i Libyen.

Den humanitært-interventionistiske venstrefløjs forestillinger om “en variabel anti-imperialisme” fører

til forvirring og reduktionisme af international politik i stedet for en forståelse af den strukturelle og

institutionaliserede kamp for adgang til og omfordeling af ressourcer på verdensplan. Som resultat af

det humanitære mindsets hegemony opfattede en stor del af det europæiske venstre NATO's luftkrig i

Libyen som en politisk korrekt forebyggende intervention med det formål at forhindre en potentiel

massakre på civile af Qaddafi regimet. Resultatet var et fravær af anti-krigsopposition i Europa og

Nordamerika. Ikke desto mindre vil med Walden Bellos ord “Den libyske case måske gå over i historien

som en af de værste krænkelser af doktrinen om humanitær intervention”.

I den sammenhæng er det interessant at notere, at selvom Al Jazeera pressede på for den internationale

intervention i Libyen, bekræftede senioranalytiker og redaktør Marwan Bishara, at prisen i form af

utilsigtede civile ofre havde været høj. Han skrev, at før starten på den vestlige militære støtte til

anti-Qaddafistyrkerne var det anslåede antal af dræbte på et til to tusinde. Men på det tidspunkt, hvor

1 George Kennan, “Review of Current Trends, U.S. Foreign Policy, Policy Planning Staff, PPS No.

23. Top Secret.,” February 28, 1948, in U.S. Department of State, Foreign Relations of the United

States, 1948, volume 1, part 2 (Washington, DC: Government Printing Office, 1976), 524-25.


Qaddafi blev myrdet, havde titusinder af libyere mistet livet. Han bemærkede også, at mens nogle

analytikere havde sat tallet til 20.000, havde andre fordoblet dette tal. I denne sammenhæng er det værd

at huske, at NATO ikke led tab overhovedet.

For folk, der studerer international politisk økonomi og for progressive i almindelighed er der mange

lærerige aspekter i denne “humanitære” intervention, som det er værd at tage i betragtning. Der er

skrevet meget om den enighed om formålet, der lå bag de førende vestlige nationers beslutning om at

gå ind i borgerkrigen på anti-Qaddafi styrkernes side. Initiativet kom formentlig fra europæiske magter,

først og fremmest Frankrig og Storbritannien. Dette passede Det Hvide Hus i Washington, da man her

ikke var særlig ivrige efter at komme i modsætning til det afro-amerikanske samfund i USA ved at

starte en militær konflikt mod et afro-arabisk land. Men ifølge præsident Obama var USA helt fra

starten den bagved ledende kraft! (leading from behind)

Uanset hvordan beslutningsprocessen forløb melder spørgsmålet sig: Var NATO’s krig i Libyen og

det efterfølgende regimeskifte en ny strukturel udvikling i verdenspolitikken? Har en fremvoksende

blok af vestlige nationer - støttet og opmuntret af Den Arabiske Liga - handlet i tilsyneladende enighed

og uden en klar opposition fra andre magtcentre og således forårsaget et regimeskifte i et

tredjeverdensland?

I sin tale til FN's generalforsamling den 21. september 2011 sagde præsident Obama, at interventionen

i Libyen kunne blive en model for fremtidige Nord-Syd relationer. “Det er sådan det internationale

samfund skal fungere – nationer, der står sammen for fred og sikkerhed med borgere, der kræver

deres ret”. Med andre ord: “Det internationale samfund skal fungere” ved anvendele af ”kinetiske”

militære operationer bestående af luftstyrker sammen med specialtropper og andre hemmelige agenter

på jorden, som assisterer et oprør mod en regering, som er kommet i vejen for Washington.

Men skønt sejren ifølge præsidenten viste “at koalitionens vilje var ubrydelig”, havde krigen ikke været

ubestridt. Kina og Rusland, begge medlemmer af Sikkerhedsrådet, afstod fra at nedlægge veto mod

Resolution 1973, men stemte heller ikke for den. Lande som BRICS-landene, Den Afrikanske Union

og ALBA landene i Latin Amerika udtrykte tvivl og bekymring. Selv Tyskland var ikke entusiastisk

over at skulle påtvinge Libyen en flyveforbudszone

Med andre ord, regeringer, der repræsenter et flertal af verdens befolkning, var imod NATO's krig i

Libyen. Som følge heraf er der opstået en grundlæggende brudflade i international politik. Ved at

acceptere flyveforbuds resolutionen og undlade at nedlægge veto, kan det forventes at de to medlemmer

af FN’s Sikkerhedsråd, Kina og Rusland vil være mere militante i deres opposition mod vestlige forsøg

på at bruge FN som et legitimerende dække over indblanding i tredjeverdenslandes indre anliggender.

Det er deres veto mod adskillige vestlige resolutioner om sanktioner mod det syriske regime et klart

udtryk for.

Samarbejdende imperialisme versus rivalisering

De vestlige kapitalistiske landes samarbejde i form af militær deltagelse i den libyske borgerkrig, bringer

i erindring den teoretiske diskussion om strukturen i det kapitalistiske interstatslige system, som fandt

sted i starten af forrige århundrede. I en artikel udgivet i 1914 havde Karl Kautsky forudsagt

fremvæksten af “ultra-imperialismen” eller “den kollektive imperialisme”! - en blok af imperialistiske

nationer, der handlede sammen i forhold til den koloniale verden. Lenin var uenig i denne tese og mente

at en sådan konstruktion kun kunne være midlertidig, da modsætninger ville opstå og føre til konflikt

mellem landene. Mens Første og Anden Verdenskrig så ud til at bekræfte Lenins forståelse af

imperialismen (da Tyskland, Japan og Italien udfordrede den hegemoniale orden) ser Kautskys tese ud

til at passe bedre på situationen efter Anden Verdenskrig, med udviklingen af det vestlige alliancesystem

bestående af både sejrende og besejrede imperialistiske magter.

Den kolde krig, der satte “den frie verden” op imod den socialistiske lejr, påvirkede afgjort de svækkede

kapitalistiske landes adfærd og deres eliters underkastelse under USA's hegemoni. Undtagelsen, der


ekræfter reglen, var Suez krisen i 1956, hvor britiske franske og israelske styrker i fællesskab besatte

Suezkanalen, efter at den var blevet nationaliseret af Gamal Nasser. Sovjetunionen truede med

gengældelse. Men det var præsident Dwight Eisenhower, der fik USA's allierede til at trække deres

tropper tilbage.

I en nutidig kontekst ville et sådant internationalt samarbejdsarrangement komme under pres, selvom

den førende trojka (USA, Europa og tidligere Japan) måtte formodes at være i stand til at samarbejde

i forhold til udviklingslandene. Grunden er, at nye spillere som de såkaldte ”emerging economies”

(Kina, Rusland, Brasilien etc.) skulle inkluderes, da deres udvikling vil kræve en andel af verdens

markeder og naturressourcer. I betragtning af disse forhold er spørgsmålet, hvordan optagelsen af nye

lande i inderkredsen af udviklede lande kan finde sted uden at true de etablerede kapitalistiske landes

interesser og samtidig skabe en win-win situation for alle?

Hvis historien kan bruges som guide, kan der logisk argumenteres for, at den stigende deltagelse af

disse ”emerging economies” vil resultere i spændinger, der i sidste instans kan forhindre dannelsen af

en velsmurt “supra-imperialisme”. I den aktuelle situation er der også tegn på interimperialistiske

modsætninger og rivalisering. Da Nicholas Sarkozy overtog præsidentembedet i Frankrig i januar 2007

udtalte han, “Amerika og Kina allerede har påbegyndt erobringen af Afrika. Hvor længe vil Europa

vente med at bygge morgendagens Afrika. Mens Europa tøver, rykker de andre frem…”

Skønt både Kina og USA er aktive på det afrikanske kontinent, ser USA ikke med venlige øjne på

Beijings aktiviteter. Under et besøg i Zambia i juni 2011 omtalte USA's udenrigsminister, Hillary

Clinton disse aktiviteter som en form for ”nykolonialisme”, mens hun implicit hvidvaskede USA's egne

motiver. Her er det værd at huske Monroe Doktrinen, som foregav at beskytte Latin Amerika mod

europæisk imperialisme i det nittende århundrede. Det er først nu, at de latinamerikanske lande er ved

at løsrive sig fra USA-imperialismens dominans!

Essensen af Imperialisme

Spørgsmålet er hvad Nord-Syd forholdet i dag betyder set i sammenhæng med den vestlige (og især

USA's) strategi overfor den tredje verdens regimer og regeringer? Her er historien en instruktiv lærer.

For få generationer siden var verden meget anderledes sammenlignet med det, den blev efter Anden

Verdenskrig. Før midten af forrige århundrede havde mange europæiske lande koloni-imperier særligt

i Afrika, men også i Asien. I Latinamerika havde USA og Storbritannien påtvunget formelt uafhængige

lande neokoloniale bånd.

I løbet af fire århundreder lagde europæiske magters oversøiske ekspansion grunden til en asymmetrisk

international økonomisk og politisk arkitektur. Politisk startede processen med Den Westfalske Fred

i 1648, som afsluttede 30-årskrigen. Krigen, der begyndte med det katolske Spaniens forsøg på

at undertvinge det protestantiske Nederlandene, fik indvirkning på det meste af Europa og førte

til den fredstraktat, der institutionaliserede det vestlige system af interstatslige relationer baseret

på princippet om national suverænitet. Med andre ord en anerkendelse af nationalstaten som politisk

enhed på basis af territorium og uafhængighed, dvs. frihed fra udenlandsk indblanding. Skønt denne

praksis lod meget tilbage at ønske, blev fredstraktaten i Westfalen accepteret som norm for internationale

relationer. Princippet omfattede imidlertid ikke områder uden for Europa, hvor sociale arrangementer

og politisk suverænitet blev tilsidesat af kolonimagterne.

Skønt det europæiske interstatslige system ikke afskaffede krig på kontinentet, så overførte fremvæksten

af den industrielle kapitalisme en del af rivaliseringen til Afrika og andre steder. Ifølge marxistisk

international politisk økonomi blev både Første og Anden Verdenskrig mellem first-comers og

late-comers udkæmpet for at omfordele kolonier. Den fundamentale årsag til denne konkurrence var

relateret til den måde, disse socioøkonomiske formationer fungerede på. Den europæiske nationale

kapitalismes ekspansion var tidligt blevet afhængig af akkumulationen af rigdomme fra andre regioner

i verden. Det begyndte allerede under den spanske feudalismes merkantilisme og doktrinen om frihandel


formuleret af britisk politisk økonomi.

Den efterfølgende kamp om ressourcer og markeder førte til den klassiske imperialisme. På den ene

side blev det et udtryk for rivaliseringen mellem udviklede kapitalistiske lande om kontrol med

ekstra-territoriale besiddelser og på den anden side udbytningen af kolonierne for at fremme de

imperialistiske metropolers såkaldte nationale interesser. Dette ulige forhold, som opstod mellem

kolonimagterne og deres kolonier, lettede presset fra de interne sociale omkostninger og spændinger i

forbindelse med udviklingen af den industrielle kapitalisme i de vestlige lande. Den britiske fortaler

for kolonialismen, Cecil Rhodes, havde med Lenins ord anerkendt “den økonomisk og politisk-sociale

rod til moderne imperialisme”. Ifølge Rhodes var briterne tvunget til at blive imperialister for at undgå

borgerkrig og revolution i deres eget land!

Udbyttet af dette forhold nåede aldrig de ikke-europæiske samfund. Allerede i “The Wealth of Nations”

udtrykker Adam Smith empati for de ikke-europæiske befolkninger, som kom i kontakt med europæerne

efter “opdagelsen” af den nye verden. Det er et faktum, at millioner af oprindelige folk i Nord- og

Sydamerika blev udryddet af europæiske indvandrere. Det antages desuden, at mere end elleve millioner

afrikanske slaver blev solgt i Amerika, mens antallet af døde fra slavehandelen løb op i yderligere

mange millioner. På den anden side bidrog den selvsamme atlantiske trekantshandel umådeligt til den

vestlige kapitalismes akkumulationsproces og den industrielle revolution.

Mens der blandt de imperialistiske lande var konkurrence om erhvervelsen af kolonier, var der også

forsøg på at regulere kampen om kolonierne. Ved Berlinerkonferencen (1884-85) indkaldt af Tyskland,

delte tretten europæiske nationer (inklusive Danmark) det afrikanske kontinent mellem sig. Enige om

at afskaffe slaveriet, var de fuldt bevidste om imperialismens strategiske og økonomiske mål, såsom

at forsvare gamle markeder og skaffe sig adgang til nye. Som følge heraf fortsatte den skamløse jagt

på kolonier. Da USA trådte ind på scenen i Asien, blev de europæiske imperialistiske magter påtvunget

”Den åbne dørs politik”. Resultatet var opdelingen og etableringen af imperialistiske indflydelsessfærer

og ekstra-territoriale rettigheder i Kina, hvilket også omfattede den sidstankomne imperialistiske magt,

Japan. Efter den spansk-amerikanske krig overtog USA Filippinerne og nedkæmpede derefter den

filippinske kamp for uafhængighed, hvilket kostede hundredetusinder af menneskeliv.

Kan vi lære noget af fortiden?

Når den klassiske politiske økonomi bringes ind i den aktuelle diskussion om humanitær

interventionisme, er det fordi dens støtter har en tendens til at se bort fra historien og konteksten. Under

den koloniale æra var den dominerende ideologiske diskurs, forestillingen om den vestlige overlegenhed

og missionære kald explicit eurocentrisk. Budskabet var og er stadig, at ”Resten” skulle acceptere

Vestens dominans og for sin egen skyld respektere vestlige værdier og regler.

Ifølge den engelske missionær og opdagelsesrejsende, David Livingstone, lå den eneste mulige

frigørelse af Afrika i introduktionen af de tre C-er, Commerce, Christianity og Civilization (handel,

kristendom og civilisation). I den moderne version er dette blevet en del af den diskurs, der udtrykkes

i den såkaldte Washington Consensus, blot med Christianity erstattet af demokrati. Sagen er, at kun

europæisk settler-kolonialisme i Nordamerika og Australien/New Zealand med succes har bygget

kapitalistiske samfund. I USA's tilfælde skete det ved at afbryde båndene til det britiske imperium.

I den århundredelange udøvelse af ”Right to Plunder” har imperialismen benyttet både ”blød” og ”hård”

magt til at vinde hjerter og hjerner for på den måde at få koloniserede folk til at acceptere de europæiske

metropolers udbytning. Kolonimagterne var dygtige til at dele og herske med det strategiske mål at

finde lokale allierede i kolonierne, der kunne fremme deres mål.

I deres søgen efter et moralsk mandat med henblik på at legitimere kolonialismen på hjemmefronten,

blev ideologiske slogans som ”Den hvide Mands byrde” brugt af britisk og amerikansk imperialisme

eller ”Mission Civilisatrice” af det franske imperium. Faktisk havde det politiske establishment

temmelig stor succes med at mobilisere støtte for imperiet i deres samfund. Selv tilsyneladende


antikapitalistiske kræfter som kommunistpartierne i Vesteuropa støttede til tider deres respektive

nationers kolonialisme i det tyvende århundrede

Der var forskelle i implementeringen af koloni-administration og politikker, men resultatet var generelt

det samme. Omfanget af de katastrofale resultater af europæiske kolonialisme blev synlige ved

afkoloniseringen og uafhængigheden i perioden efter Anden Verdenskrig. Det var i denne kontekst, at

Frantz Fanon i The Wretched of the Earth sarkastisk bemærkede: ”Dette Europa som aldrig hører op

med at tale om mennesket, aldrig stopper med at proklamere, at mennesket er alt, hvad det bekymrer

sig om. Om dette Europa ved vi i dag at menneskehedens lidelser eksisterer i ethvert land, hvor denne

europæiske ånd regerer”. 1

Ser man historisk på forholdet mellem de udviklede vestlige kapitalistiske nationer og deres

ikke-europæiske kolonier, er der tilstrækkelige grunde til at forholde sig kritisk over for den ideologi

og politik, som udgår fra de centrale kapitalistiske lande. Dette gælder især, når diskursen drejer sig

om at legitimere åben eller skjult indblanding i tredjeverdens nationer.

En skeptisk holdning over for rationalet i ”Humanitær Interventionisme” eller ”Responsibility to

Protect” behøver imidlertid ikke at være baseret udelukkende på den historiske udvikling af det

internationale system og det asymmetriske Nord-Syd forhold. Selv hvis princippet om ”beskyttelse”

tages bogstaveligt, lader dets implementering meget tilbage at ønske. Dette hænger sammen med

selektiviteten og inkonsistensen i den måde, triumviratet, USA, Den Europæiske Union og NATO,

(dvs. ”den vestlige alliances Fremmedlegion”) – gør brug af begrebet. Desuden: Hvor henter de

bemyndigelsen til at udføre disse krænkelser af andre landes nationale suverænitet?

I en lille bog fra 1996 skriver Robert Cooper, diplomat og Tony Blairs rådgiver, om anvendelse af

dobbeltstandard i internationale forhold. Cooper opdeler verden mellem på den ene side de postmoderne

europæiske stater, som har monopol på værdier og våben, og på den anden side de samfundsformationer,

som lever i det nittende århundredes verden af magtsøgende stater uden hensyn til moderne værdier.

Som følge heraf, siger Cooper: ”Indbyrdes opererer vi på basis af lov og åben kooperativ sikkerhed.

Men i forhold til mere gammeldags statstyper er vi nødt til at vende tilbage til tidligere tiders mere rå

metoder: Magt, forebyggende angreb, bedrag, alt som er nødvendigt…” 2 . Med andre ord: Læg skylden

på ofret!

Logikken bag bedrag og løgn blev eksemplificeret i den libyske sag om Humanitær Interventionisme.

Skønt det ofte overses, tillod FN’s Sikkerhedsråds resolution 1973 - efter at anti-Qaddafi oprøret var

startet - kun NATO at gennemføre en flyveforbudszone i Libyen. Ikke desto udviklede missionen sig

straks til at blive en omfattende angrebskrig krig i strid med selveste FN’s charter. Resultatet var, at et

regime, der havde samarbejdet imod Al-Qaeda, havde opgivet sine bestræbelser på at bygge en

atombombe, havde samarbejdet om at styre den afrikanske flygtningestrøm mod Europa, bevæget sig

i retning af en neoliberal økonomisk politik, og havde opdyrket gode personlige relationer med vestlige

statsmænd – pludselig blev dæmoniseret som tyrannisk, hvilket meget vel kan være sandt!

Ja – Men i modsætning til denne dæmonisering blev Qaddafi af mange opfattet som en nationalist og

en pan-afrikansk leder, der havde gjort meget for at modernisere Libyen og hjælpe afrikanske lande i

deres bestræbelser på at frigøre sig fra den vestlige dominans.

Spørgsmålet om “Interventionism of Choice” er vigtig for kritikken af doktrinen om Responsibility to

Protect. Hvorfor gennemføres der såkaldt vestlig humanitær intervention og regimeskift i visse lande,

mens de samme vestlige demokratier opretholder fremragende relationer til andre tyranniske regimer

som i Saudi Arabien, Bahrain, Yemen eller afstår fra militær intervention i lande, som anklages for at

1 The Fanon translation follows Mireille Fanon Mendès’s version in “Frantz Fanon and the Current

Multiple Crises,” Al-Akhbar, December 7, 2011, http://english.al-akhbar.com. See also Frantz Fanon,

Wretched of the Earth (New York: Grove Press, 1963), 311.

2 Robert Cooper, The Post-Modern State and the World Order (London: Demos, 1996), 42.


yde menneskerettigheder og for at være udemokratiske, eller Congo, hvor der foregår et veritabelt

folkemord på grund af Uganda og Rwandas militære intervention ?

I forbindelse med denne selektive argumentation opstår andre fundamentale spørgsmål: Hvorfor

accepterer den vestlige alliance under ledelse af USA den israelske besættelse af palæstinensisk

territorium og undertrykkelsen af dette folks nationale forhåbninger? Israel, der betragtes som det eneste

demokrati i Mellemøsten, får økonomisk og militær støtte fra USA og EU uden at dets undertrykkende

politik og besættelse i strid med international lov tages i betragtning. Denne dobbeltmoral råber højt

for dem, der er villige til at lytte.

Uden hensyn til spørgsmålet om suverænitet og international lov bliver en hel liste af regimer i den

tredje verden potentielle mål for omvæltning sponseret af Vesten. Den ”synd” disse regimer har begået,

er deres uvilje mod at følge det hegemoniske diktat fra Washington. Skjult og åben intervention har i

lang tid været en bestanddel af USA’s udenrigspolitik; set i denne sammenhæng er regimeskift ikke

noget nyt. Under Den Kolde Krig iscenesatte USA direkte eller indirekte omvæltninger i demokratiske

socialistiske eller nationalistiske stater og væltede statsledere som Lumumba i Congo, Mossadeq i Iran,

Arbenz i Guatemala, Sukarno i Indonesien og Allende i Chile. Disse regeringer blev betragtet som en

trussel mod amerikansk dominans og måtte derfor fjernes.

Selvom olie kan have spillet en rolle i Libyens tilfælde, må andre motiver for beslutningen om at støtte

oprørerne også tages i betragtning. Det drejer sig om den geopolitiske og geoøkonomiske rivalisering

med Kina om adgang til og kontrol med energikilder og råstoffer ikke kun i Libyen, men i hele Afrika.

Som situationen nu er, vil Libyen med stor sandsynlighed blive hovedkvarter for USA’s militære projekt

i Afrika (AFRICOM). En udvikling, som Qaddafi havde afvist.

Internationalisme ved en korsvej

Den ideologiske opfattelse, som legitimerer vestlig indblanding og intervention i ikke-europæiske

landes forhold, går ud på, at vestlige værdier er og bør accepteres som universelle. Dette blev et mantra

efter nedsmeltningen af Sovjet-imperiet og de tidligere østeuropæiske landes overgang til den nyliberale

kapitalisme. Den amerikanske historiker og politolog, Francis Fukuyama, udbredte i den anledning det

gamle liberale begreb om ”historiens afslutning”, som indebar, at menneskeheden havde nået

endestationen for sin samfundsmæssige udvikling. Hvad vi imidlertid har været vidne til siden

statssocialismens nederlag, er den måske mest turbulente periode i menneskehedens historie. Vi ved

ikke hvordan det ender. Der er ikke mange fremtidsforskere, der tør male et rosenrødt billede af det,

der kommer!

Den tyske sociolog og filosof, Jürgen Habermas rejste et spørgsmål møntet på dem, der hylder den

humanitære interventionisme. Det kræver grundig refleksion: ”Er det sådan”, spurgte han, ”at kravet

om universalitet, som vi forbinder med menneskerettigheder, i virkeligheden skjuler et særlig subtilt

og bedragerisk instrument for vestlig dominans?” Svaret er, at kampen for menneskerettigheder

nødvendigvis bør løsrives fra overtrædelsen af princippet om national suverænitet begået af de førende

magter i verdenssystemet. I denne sammenhæng er det værd at minde om den opstandelse det vakte,

da Brezhnev proklamerede doktrinen om ”begrænset suverænitet” for socialistiske lande, og brugte det

som legitimation for Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet i 1968.

I betragtning af verdens aktuelle tilstand er det et spørgsmål om blandingen af idealisme og magtpolitik

er vejen til udvikling af et mere anstændigt internationalt samfund. Den amerikanske politolog, Samuel

Huntington, som i begyndelsen af 90-erne fremførte tesen om civilisationernes sammenstød, udtrykte

en kritik af vestlig utopisme og praksis baseret på gendrivelsen af den politiske brug af universalisme.

Som en modgift til den ”feel-good” atmosfære, som herskede efter NATO’s sejr i Libyen, er det særlig

relevant nu at huske Huntington: ”Vestens tro på den vestlige kulturs universalitet lider under tre

problemer: Den er falsk, den er amoralsk, og den er farlig. Imperialisme er en uomgængelig


konsekvens af universalisme.” 1

Den kapitalistiske imperialismes historie viser naturligvis, at undertrykkelsen af folk og nationer ikke

er drevet af humanitære overvejelser. Det er i den kontekst, at venstreorienteret støtte til humanitær

interventionisme bør diskuteres. Kan den blive andet end en ideologisk konstruktion til at legitimere

imperialisme?

Processen med at genopbygge en politisk kultur, der tager internationalisme alvorligt, konfronteres

med den opgave at begribe modsætningen mellem humane værdier og imperialisme. I sin værdsatte

bog, Humanitarian Imperialism skelner Jean Bricmont mellem to holdninger, som har dannet ramme

om den aktuelle venstrefløjs respons på vestlige interventioner. Den ene er baseret på ideen om

”universelle værdiers” forrang, som giver vestlige magter ret - ja endog pligt til militær intervention.

Som følge af denne måde at forstå international politik, bliver modstanden mod imperialistiske krige

enten reduceret eller den forsvinder helt. Det andet synspunkt, kulturel relativisme, opponerer mod

ideen om, at en bestemt moralsk position har universel værdi, som kan bruges til objektivt at bedømme

andre samfund og kulturer.

En tredje position fremført af Jean Bricmont, afviser imidlertid både “humanitær imperialisme” og

“kulturrelativisme” Dette synspunkt anerkender, at der er en objektiv universel standard, som tillader

os at kritisere samfund og regimer, der optræder barbarisk, uden dog at give vestlige regeringer ret til

indblanding og til at krænke disse landes suverænitet.

Udfordringen for progressive består med andre ord i at undgå at blive imperialismens “nyttige idioter”

og lære at navigere mellem støtte til menneskers demokratiske stræben i alle nationer og samtidig

modsætte sig imperialistiske magters indblanding i suveræne staters anliggender. Dette indebærer en

grad af refleksiv skepticisme over for ”mainstream medier”, vestligt sponserede NGO’er og fonde i

tredjeverdenslande.

1 Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order (New York:

Simon and Schuster, 1996), 310.

Similar magazines