Spillemand på en knivsæg En beretning om musikkens betydning i ...

olechristensen.de

Spillemand på en knivsæg En beretning om musikkens betydning i ...

tilbageholdende og det strejfede mig ikke, at jeg faktisk burde synge.

Pubertetens trang til at distancere sig fra forældrene gjorde sig også gældende

her. Alt mellem himmel og jord blev endevendt ved middagsbordet - også

musik. Jeg kritiserede nu aldrig de gamle visekunstnere, som jeg stadig

syntes var gode, men min musikalske horisont blev udvidet. Jeg hørte trods

alt stadig trofast et herligt program, der hed Vers og viser fra aviser. Johannes

Wahl sang med Mette Madsen og »Ærbødigst« som flittige bidragydere. Bort

set fra det, var der ingen kære mor: Osvald Helmuth, Liva Weel, Hans Kurt,

Carl Alstrup og Schiøler Link og hvad de ellers hed alle sammen, måtte vige

pladsen for »larm« (min fars standardbetegnelse for dét, der kom ud af mine

stereohøjttalere). Heldigvis var hovedtelefonerne også opfundet. På det

tidspunkt dukkede der nye stjerner op. Min bror overspillede bånd, så jeg

havde noget musik: Det var Cornelis Vreeswijk´s nok smukkeste plade Tio

vackra visor och Personliga Person. Jeg var helt vild med den lige fra starten, selv

om jeg ikke forstod et suk svensk. Fra min onkel blev jeg gjort opmærksom

Povl Dissings Den Tossede Spillemand. Og et år til jul fik jeg fra min ældste

storebror Spring mot Ulla - spring. Cornelis sjunger Bellman. Med denne ballast

drog jeg, som vred ung mand, ud i verden for at revolutionere den. Det viste

sig dog ret hurtigt, at det var verden, der kom til at revolutionere mig.

Hvordan musikken er det stof som drømme er gjort af

Ungdomshøjskolen ved Ribe og mødet med Niels

Det var tid at komme hjemmefra. Jeg tog højskole, og blev hurtigt

tryllebundet af en fyr, der sad nede i pejsestuen. Han spillede og sang

Streets of London. Jeg komplimenterede ham for hans guitarspil og sagde,

at jeg i mange år havde drømt om at spille guitar og desuden var fantastisk

glad for at synge. Jeg fortalte også, at mine forældre ikke havde megen

tiltro til, at guitarspillet overhovedet var muligt med mine fingre. I min

familie har vi ellers hænder størrelse med handskemagerskilte og min

spasticitet var primært gået ud over benene. Niels, som han hed, sagde, at

det kunne komme an en prøve. »Uanset om man kan meget eller lidt

en guitar, kan man altid bruge det til noget, hvis man ellers øver sig og er

lidt musikalsk.«

Hamrende motiveret tog jeg fat. Niels var et meget blidt menneske og en

god pædagog, der højskolen fattede interesse for det udmærkede flygel,

Similar magazines