DR Radiokoret 75 år Torsdagskoncert og Fredagskoncert Torsdag ...

downol.dr.dk

DR Radiokoret 75 år Torsdagskoncert og Fredagskoncert Torsdag ...

Werner Güra, tenor

Den tyske tenor Werner Güra er en af tidens mest

roste fortolkere af lieder og wienerklassisk vokalmusik.

Werner Güra siger selv, at han har sunget hele livet,

og som dreng var han medlem af Tysklands berømte

drengekor Regensburger Domspatzen. Han er født

1964, er fra München og uddannet på Mozarteum

i Salzburg. Senere studerede han tidlig musik ved

Schola Cantorum i Basel, og han har også studeret

privat hos den store tyske Wagner-bas Theo Adam.

I midten af 1990’erne blev Werner Güra ansat på

Semper Operaen i Dresden, hvor han især sang

partier af Mozart og Rossini. Her fik flere af verdens

største dirigenter ørerne op for hans særlige kvaliteter,

og han har siden optrådt med dirigenter som

Daniel Barenboim, Claudio Abbado og med specialister

inden for den tidlige musik som Nikolaus

Harnoncourt, René Jacobs og Philippe Herreweghe.

Werner Güra synger især musik fra Bach til

Schubert. Han synger både opera, lieder og oratorier

og vil nødigt puttes i en kasse, men er nok

allerbedst kendt som liedsanger. Med en række

indspilninger for plademærket Harmonia Mundi har

han markeret sig som en af de mest stilfulde og

begavede tyske lied-tenorer siden Fritz Wunderlich

og Peter Schreier. Hans cd’er med Schuberts Die

schöne Müllerin og Schumanns Dichterliebe og

Hugo Wolffs Mörike-lieder er højt roste af den internationale

presse. Werner Güras seneste cd er en

fremragende indspilning af Schuberts sidste sange,

Schwanengesang.

More magazines by this user
Similar magazines