Den politiske biografi - Kommunikationsforum

K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T
D E T H U M A N I S T I S K E F A K U L T E T
I n s t i t u t f o r M e d i e r , E r k e n d e l s e o g F o r m i d l i n g
A f d e l i n g f o r R e t o r i k
Kandidatspeciale i retorik
Af Morten Holmgård
Den politiske biografi
Narrativen som ethos-appel i en retorisk genrehybrid
Vejleder: Merete Onsberg
Afleveret 9. januar 2009
Normalsider: 85

Abstract
This thesis investigates the genre and the relationship between the text, the
personas, and ethos in a relatively new hybrid: political biographies on
politicians who are still active in the Danish Parliament.
15 years ago the biography was primarily a literary and historical
genre which dealt with elderly or deceased subjects. This political hybrid
genre seems to be a response to its rhetorical situation: It is argued that ethos
has become an increasingly dominant factor in political rhetoric since political
parties with similar ideological substances appeal to the same non-committed
voters. In addition to the huge focus on politicians’ personalities from the
media, but very little opportunity to investigate the whole person in
postmodern fragmentarity, biographies seem to fill up an empty space.
The genre is a success, but not only to the publishers and the authors in
a commercial manner; politicians might benefit from the narrative structures
which differ from discursive rhetoric and its’ analytic means of persuasion.
Five subgenres are identified in the rhetorical hybrid: The traditional
biography, the news story, the classic eulogy, the political address of
recommendation, and the fictional literature.
Inspired by the stylistics of new journalism, it is showed how the
authors invite the reader to take part in the narrative discourse using literary
point of view, scenes, details, and gaps. Masterplots in the narratives are
identified, and it is discussed how the common values in these masterplots
enable the reader to identify with the personas in the text. However, the genre
is not fictional, its’ referential function is concerned with real events and
people which makes the reader reevaluate the ethos of the politician
portrayed in the biography. The announced neutral role of the author gives
the narrated story a glance of truth, and dealing with good and bad luck
through the life of the subject, the reader, due to identification, might assess a
higher terminal ethos to the politician eligible for the Parliament.
It is discussed how politicians might profit from even critical narratives
because these gives the author a credibility in the positive narratives that are
the most common. Merely positive narratives can undermine the credibility of
the author and make a smaller basis for change in the perception of ethos.
2

Indhold
1. Indledning 5
Problemformulering 7
Valg og brug af analysemateriale 7
Yderligere afgrænsning 7
Kapiteloversigt 11
2. Den retoriske situation – en kamp om tillid 12
Constraint 1: Magten på midten 12
”En omvendt Tony Blair” 14
”Kampen om den blå socialdemokrat” 15
Constraint 2: Medialiseringen af politik 15
Vi zoomer ind 17
Ethos er altafgørende 18
Endimensional ethos 20
Det tredobbelte afsenderforhold 21
Nølende deltagelse som ethosmarkør 23
3. Den politiske biografi – en retorisk genrehybrid 24
Retorisk kritik i genreperspektiv 24
Conleys kritik 25
Fusion af former 26
Genremæssig topologi 28
Den traditionelle biografi 29
Biografiens metode, perspektiv og genstand 29
Denne biografi er ikke en biografi 31
Biografien som model 32
Den journalistiske historie 34
Den antikke lovtale 37
Den politiske anbefalelsestale 46
Det skønlitterære værk 47
4. Den biografiske narrativ – en implicit ethosappel 50
Story og repræsentation 50
Repræsentationens struktur 52
3

Plottet som rettesnor 52
Masterplots og biografiens værdier 53
Narrativ retorisk kritik 55
Fishers narrative paradigme 55
Rowlands kritik 56
Det narrative som en form 56
Narrativens implicitte argumentation 58
Identifikation går forud for persuasio 59
Et implicit argumenthierarki 60
5. Biografiens virkemidler – en invitation indenfor 63
Æstetisk virkningspotentiale 63
New journalism – mellem fiktion og virkelighed 64
Narrativens virkemidler 65
Narrativens tid 68
Synsvinklen sætter scenen 68
Tomme pladser som læseraktivering 70
Den sigende detalje og realismen 70
Masterplots 71
6. Diskussion og afrunding 73
Politisk reklame eller produktreklame? 73
Biografien som retorisk strategi 74
Mikrofonholderi eller kritisk ransagelse? 74
Den negativt indstillede læser 75
Biografien i mediemøllen 76
Konklusion 78
Perspektivering 80
7. Litteratur 81
Faglitteratur 81
Avisartikler, taler og internetsider 85
Biografiske værker 86
4

1. Indledning
Avisen, transmissionen fra Folketingets talerstol og vælgermødet i
forsamlingshuset er i dag langt fra de eneste steder hvor vi kan møde aktuelle
politikere og politisk retorik. Politikere ses fx også i mere afslappet form i tv-
studiets sofaer, på internettet hvor fotos fra teenageårene beredvilligt vises
frem 1 , og hos boghandleren med tillidsvækkende portrætfoto på omslaget.
Men når politikere (eller deres ægtefæller) optræder i underholdningsgenrer,
eller når deres barndom skildres i biografier, er de for seerne og læserne
næppe bare privatpersoner, adskilt fra den politiker de kender og tillægger en
ethos. I forordet til Anne Sofie Kraghs biografi om Anders Fogh Rasmussen
skriver hun om sin arbejdsproces og hensigt med bogen:
Jeg er blevet mødt af stor velvilje og interesse de steder, jeg har henvendt
mig. En del har først villet forsikre sig om, hvorvidt det var ”en positiv eller
negativ bog”, jeg ville skrive. Jeg har ikke haft ambitioner om nogen af
delene. Denne bog har ikke til formål at give Anders Fogh Rasmussen
karakter, men at forstå hans karakter (Kragh, 2006, s. 7).
En biografi der som Kraghs søger at forstå en karakter, og som en populær
tendens vil skildre ’personen bag politikeren’ 2 , vil jeg således opfatte som
politisk retorik, blot i samspil med andre genrer.
Boghandlernes hylder bugner med biografier som Kraghs. Det er populært at
læse om kendte og markante mennesker, og her har politikere og
samfundsdebattører længe været gode emner for forlagene i kommercielt
henseende. Man har typisk skelnet mellem biografier om nulevende og
afdøde. Men det er som om en særlig undergenre blandt de nulevende vinder
indpas: Biografier om politikere der stadig er på valg. 3 For bare 15 år tilbage
1 Under temaet ”De kendtes teenagefotos” på BT’s netavis ligger billeder af fremtrædende
MF’ere suppleret med deres egne annekdoter fra ungdommen (Anonym I, 2008).
2 Skellet ses fx hos Højbjerg og French der i forordet til deres biografi Ritt skriver: ”Denne bog
sætter fokus på to forskellige mennesker: politikeren og privatpersonen Ritt Bjerregaard.
Politikeren er en rolle, privatmennesket er ikke. Vi har lagt mest vægt på de historier og
vinkler, der giver nye muligheder for forståelse af begge sider af hende” (Højbjerg & French,
2007, s. 7).
3 Alene i 2007, hvor der i november måned var valg til Folketinget, udkom fire biografier om
opstillede topkandidater (Det Kongelige Bibliotek). Se evt. litteraturlisten.
5

omhandlede den politiske biografi ældre, tilbagetrukne statsmænd, og med
en vis distance til den aktuelle politiske scene kunne de – eller biografen –
anlægge en reflekteret vinkel på det skete. Eller, som nævnt, biografiens
omdrejningspunkt var en afdød hvis egen individuelle version af sagsforhold
ikke kunne forstyrre biografens historiske tilgang. Men siden midt i 1990’erne
er det altså ofte yngre politikere, fx Helle Thorning-Schmidt der, fuldt optaget
af sin nuværende politiske karriere, portrætteres. 4 Og bøgerne sælger godt. 5
Dette må anses som hovedårsagen til at forlag og biografer støvsuger
Christiansborgs gange for mulige emner. Men noget tyder på at også den
portrætterede kan få noget ud af at nå ud til landets natborde.
Kraghs biografi er på den ene side en uafhængig biografi der sine
steder udstiller et magtmenneske og en ideologisk vendekåbe. Og på den
anden side bliver der berettet om en mere afslappet person der i en årrække
dansede med sin kone og børn hver fredag. Den sidste type fortælling er
formentlig for de fleste læsere en ny og uventet side af Anders Fogh
Rasmussen som læseren må forsøge at få til at passe sammen med den ethos-
opfattelse han eller hun har af statsministeren i forvejen.
Min umiddelbare iagttagelse i mødet med biografierne var at fortællingerne,
særligt fra barndommen og ungdommen, udgjorde en grobund for en
sympati med de biograferede. En sympati læseren potentielt fastholder når
man i kronologien når frem til det aktuelle skrivetidspunkt i nutiden. Og det
er jo ikke uvæsentligt om læseren fatter sympati for hovedpersonen når
denne er siddende folkevalgt politiker, og læseren i en anden sammenhæng
er vælger.
4 Jeg er stødt på en undtagelse i Torben Kroghs Gert – en bog om Gert P. (1987) om SF’s
tidligere formand Gert Petersen. Selvom Petersen var aldrende da bogen udkom i
anlededningen af hans 60 års fødselsdag (Krogh, 1987, s. 7), var han stadig politisk aktiv
som formand for SF. Som et modstykke til dagens politiske biografier har Krogh dog kun
inddraget Petersen selv i beskrivelsen af hans ikke offentlige liv. I den nyere biografi har den
biograferede typisk også taletid angående sin nuværende position og fremtidige visioner.
5 Det bekræfter Dorthe Terrani, produktchef i boghandlerkæden Indeks Retail der står for 200
boghandlere og repræsenterer ca. 60% af det danske marked, i Berlingske Tidende, 27. nov.
2007. Her fremgår det også at Uffe Ellemann-Jensens erindringsbog Din egen dag er kort fra
1996 solgte ca. 75.000 eksemplarer og blev startskuddet til en ny bølge af journalistiske
bøger af og om aktuelle politikere (Blüdnikow, 2007). Forlaget People’s Press, der satser på
biografiske bøger, udleverer ikke salgstal, men salgschef Lone Ingemand Mikkelsen oplyser i
en mail pr. 10. nov. 2008 at Fogh. Historien om en statsminister siden 2004 er udkommet i to
udgaver; den indbundne i tre oplag og pocketudgaven i to.
6

Problemformulering
(1) Jeg vil undersøge hvordan den politiske biografi som genrehybrid kommer til
udtryk som politisk retorik i sin senmoderne kontekst. (2) Jeg vil herunder undersøge
sammenhængen mellem biografens narrativer og den biograferedes ethos. Det er min
hypotese at politikeren potentielt står med en styrket terminal ethos hos modtager
gennem den identifikation læsningen af en biografi tilbyder, og som adskiller sig fra
traditionel politisk retorik. (3) I den forlængelse spørger jeg til hvilke stilistiske
virkemidler biografen benytter til at skabe identifikationen.
Ved at se på den politiske biografis sammensatte genretræk kan perspektivet
give et billede – ikke bare af artefakterne – men af mulige politiske platforme
uden for Folketinget i senmodernitetens fragmenterede mediebillede.
Specialet er således et bidrag til forskningen om genrers skiftende
former og analysen et eksempel på hvordan politisk argumentation kan
optræde narrativt.
Valg og brug af analysemateriale
Efter at have læst Anne Sofie Kraghs bog gav jeg mig i kast med de mange
andre politiske biografier der findes på markedet for at få et overblik over
genren. Bøgerne er skrevet af en eller flere journalister der i reglen erklærer
sig politisk uafhængige, og de er ofte også kritiske over for den biograferede.
Det stod klart at der er forskel på graden af den kritiske vinkel, ofte
sammenfaldende med biografens tilgang og herunder hvor involveret den
biograferede har været i projektet. Jo mere kontrol og direkte samtaler med
den biograferede, desto mindre kritisk er vinklen typisk – og omvendt.
Mit analysemateriale indsnævrer jeg til biografiske bøger om/med
danske politikere der var på valg under arbejdet med bogen. Inden for disse
begrænsninger kan genrefeltet yderligere differentieres og præsenteres efter
biografens inddragelse af den biograferede:
1. Interview-bøgerne, hvor den biograferede repræsenteres i 1. person ental,
og biografen optræder som spørgende eller kommenterende stemme:
7

• Auken. En familiefortælling af Thomas Larsen, 1999 6
• Anders Fogh Rasmussen – i godtvejr og storm af Thomas Larsen, 2000.
Genudgivet med nye kapitler i 2003
• Lykketoft af Thomas Larsen, 2003
• Den første. En samtale med Helle Thorning-Schmidt af Noa Redington,
2007
2. Biografier der primært bygger på interviews med den biograferede, men
også i væsentligt omfang inddrager andre kilder 7 :
• Niels Helveg Petersen – manden og magten af Michael Kristiansen og
Thomas Larsen, 1996
• Erobreren [om Uffe Ellemann-Jensen] af Thomas Larsen, 1997
• Succes. Historien om Pia Kjærsgaard af Nikolaj Sommer og Sune
Aagaard, 2003
• Haarder af Mikael Børsting og Andreas Karker, 2004
• Toastmasteren. Et portræt af Klaus Bondam af Jacob Rosenkrands, 2006
• Connie Hedegaard. Ikke blot til pynt af Kurt Strand, 2005
• Jelved af Erik Hostein, 2005
• Svend [Auken] af Mikael Børsting og Andreas Karker, 2006
• A for Auken [Svend] af Paul Gazan, 2006
• Claus Hjort – Strategen bag det nye Venstre af Jette Hvidtfedt og Thomas
Buch-Andersen, 2007
• Ritt [Bjerregaard]. En biografi af Sandy French og Mette Højbjerg, 2007
• Villys Verden [om Villy Søvndal] af Gerda Kristensen, 2008
• Naser [Khader] af Tanja Parker Astrup, 2008
6 Denne bog grænser dog op til selvbiografien. Bortset fra i forordet, hvor biografen har ordet,
optræder kun de biograferede (Gunnar, Margrete, Svend og Kirsten Auken) i 1. person ental.
Der er dog stadig tale om politisk biografi, da Larsen som afsender styrer emnerne og
sammenhængen i fortællingen om Auken-familien. Man fornemmer det bagvedliggende
interview. Larsens øvrige bøger i denne kategori er opbygget på en lignede måde. I Anders
Fogh Rasmussen – i godtvejr og storm (2000 og 2003) og i Lykketoft (2003) giver Larsen en
indføring til hvert kapitel og emneområde der derefter forløber som bearbejdet tekst i 1.
person ental.
7 Biograferne bag førnævnte interviewbøger har formentlig også konsulteret mange andre
kilder for at kunne interviewe deres hovedpersoner, men i teksten møder vi kun biografen og
den biograferede.
8

3. Biografier der primært eller udelukkende bygger på andre kilder end den
biograferede selv:
• Poul Schlüter. En biografi af Michael Kristiansen, Thomas Larsen og
Michael Ulveman, 1992
• Nyrup af Henrik Qvortrup og Niels Lunde, 1997
• Ritt Bjerregaard – En biografi om kvinden og politikeren af Louise Detlefsen
og Christina Lopes, 1997
• Fyrsten – et portræt af Mogens Lykketoft af Erik Holstein, 2003
• FOGH – Historien om en statsminister af Anne Sofie Kragh, 2004
• De fantastiske fire [om Svend Auken, Lykketoft, Bjerregaard og Nyrup
Rasmussen] af Hans Mortensen, 2005 8
• Helle for magten [om Helle Thorning-Schmidt] af Jakob Nielsen 2007
De 24 biografier 9 udgør det samlede felt af relativt nye biografier om danske
politikere der var på valg ved udgivelsestidspunktet. 10 Jeg læser på tværs af
biografierne og vil løbende inddrage materiale inden for de tre undergenrer
hvor jeg finder det interessant for mit teoretiske perspektiv. I den narrative
analyse i kapitel 5 vil jeg dog koncentrere mig om Kraghs biografi om Anders
Fogh Rasmussen der i særlig grad benytter sig af fiktionens virkemidler, men
som ellers synekdokisk kan fungere som repræsentant for genrefænomenet.
Metoden for specialet vil være eksplorativ og induktiv, idet jeg
vurderer og konkluderer ud fra de forskellige biografier med inddragelse af
både klassiske og moderne retoriske teorier.
Yderligere afgrænsning
Inden for feltet af biografier om politikere der på udgivelsestidspunktet var
på valg, er der en række nært beslægtede genrer jeg er gået uden om i denne
undersøgelse, men som jeg finder det værd at nævne.
8 Denne bog er tæt på at falde uden for min afgrænsning da den primært omhandler de fire
socialdemokraters fælles politiske færd og ikke i samme grad tager udgangspunkt i ét individ
(af gangen). Det historisk, biografiske har dog stadig vægt, alle er på valg, og derfor har jeg
den med.
9 25 hvis den fornyede udgivelse af Larsens interviewbog med Fogh Rasmussen tælles med.
10 Efter gennemgang af Det Kongelige Biblioteks databaser med grundlag i Dansk
bogfortegnelse.
9

Det politiske erindringsværk har mange genretræk tilfælles med biografien.
Første del af Poul Nyrup Rasmussens selvbiografiske fortællinger, bogen
Rødder, udkom i 2003 efter han var trådt tilbage som formand for
Socialdemokraterne og året før afstemningen til Europa-Parlamentet i 2004
hvor han blev valgt ind med et rekordstort antal personlige stemmer. Men i
selvbiografien er det mere åbenlyst at der kan være personlige og politiske
motiver bag bogen. Nyrup Rasmussen viser læseren rundt som en kustode i
sit eget museum. Jeg er i biografien også interesseret i den rolle biografen får i
teksten som udenforstående bindeled mellem hovedperson og læser.
Jeg inddrager heller ikke selvbiografien i den undergenre hvor en
journalist fører pennen som ghostwriter og skriver i 1. person ental. Et
eksempel kunne være Henriette Kjær – Indtil nu (2005). Kjær står anført som
forfatter, men bogen er blevet til ”i samarbejde med Louise Raaschou” som
der står på titelbladet. Denne position, hvor endnu en stemme føjes til, er
spændende, men genren falder uden for mit perspektiv, da hovedpersonen er
’ansvarshavende’ og med sin vetoret har ejerskab til sin selvbiografi. 11
En populær afart af samtalebogen er den hvor en skrivende journalist
styrer samtalen mellem to markante personer. I denne causerende stil finder
vi interessant ethos-afsmitning fx mellem Henrik Nordbrandt og Pia
Kjærsgaard i Digteren og partiformanden (Winther, 2006). Men selvom
biografiske narrativer indgår, inddrager jeg ikke disse bøger, da
omdrejningspunktet for samtalerne i regelen ligger uden for personerne – i
det nævnte eksempel er temaet kulturmøder af forskellig art. Det er altså ikke
biografier i egentlig forstand.
I yderkanten af genrefamilien er der desuden politikere der selv
skriver biografiske værker om andre med interessant afsmittende effekt på
egen ethos i politisk sammenhæng. Per Stig Møller har fx konsolideret en
faglig ethos med sin roste biografi Munk (2001) om digterpræsten Kaj Munk.
Disse artefakter vil heller ikke indgå som analysemateriale da narrativerne
omhandler en anden end politikeren og dennes ethos som jeg har fokus på.
Foruden at skærpe undersøgelsesfeltet viser denne afgrænsning også
hvor udbredt fænomenet – politiske genrehybrider med biografisk-narrative
strukturer i bogform – er.
11 I Larsens omtalte interviewbøger er biografen ansvarshavende afsender. Se Onsberg
(2007) for et teoretisk blik på selvbiografiens ghostwriter og samspillet mellem forfatter,
hovedperson, narrativen og de jeg’er der er på spil.
10

Kapiteloversigt
Efter denne indledning følger i kapitel 2 en beskrivelse og fortolkning af den
kontekst biografierne skrives og udkommer i. Jeg bruger Lloyd F. Bitzers
begrebsapparat i kapitlet og låner desuden teori fra sociologien og
samfundslitteraturen til at beskrive politiske tendenser. Kapitlet danner
præmis for min læsning af politiske dimensioner i biografiens retorik.
I kapitel 3 behandler jeg genreperspektivet i retorisk kritik. Kathleen Hall
Jamieson og Karlyn Kohrs Campbells teorier vil være det primære teoretiske
fundament i min fortolkning af den politiske biografi som en hybrid
konstruktion. Kapitlet munder ud i en genretopik for den politiske biografi.
I kapitel 4 beskrives narrativen med H. Porter Abbotts begreber, og biografien
sættes i en dramaturgisk ramme. Med rod i diskussionen mellem Walter R.
Fisher og Robert C. Rowland vil jeg argumentere for narrativens persuasive
potentiale som implicit ethosappel i biografien. Identifikation er et
kernebegreb jeg henter fra Kenneth Burke.
Kapitel 5 stiller skarpt på biografiens virkemidler. Jeg bruger i kapitlet
Christian Kocks artikler om læserens interessemoment for at pege på
stilistikkens virkningspotentiale. Kapitlets sidste og primære del er en
tekstnær analyse hvor jeg undersøger de biografiske narrativers indholds- og
stilmæssige karakteristika bl.a. ud fra Tom Wolfes tanker om stilistikken i new
journalism.
Kapitel 6 indeholder en afsluttende diskussion af fænomenet, og til slut
opsummerer jeg mine resultater i en konklusion og perspektivering.
11

2. Den retoriske situation – en kamp om tillid
For at kunne analysere den politiske biografi som retorisk tekst kan det være
givtigt at se på hvilken retorisk situation den opstår i (Bitzer, 1968). Jeg ser to
dominerende constraints ved den politiske dagsorden der i min fortolkning
gør ethos til den måske væsentligste appelform når det drejer sig om
vælgertilslutning i senmoderniteten: (1) midtsøgende politik og (2)
massemediernes logik. Med ethos som dominerende faktor får biografien i sin
kontekst et politisk retorisk potentiale.
Constraint 1: Magten på midten
For et halvt århundrede siden kunne man med relativt stor sikkerhed fastslå
hvem der stemte på hvilket parti ud fra folks erhverv og klasse: Bønderne
stemte Venstre, arbejderne på Socialdemokratiet, borgerskabet på De
Konservative, og husmænd og lærere stemte radikalt.
I dag er denne faste samfundsstruktur brudt op, der er ikke længere
nær samme asymmetriske forhold mellem arbejdere og kapitalejere,
industrisamfundet er afløst af informationssamfundet, og vælgerne er deraf
ikke nær så bundet til samfundsklasse og nedarvede sociale koder med
tilhørende politisk parti (Friisberg, 1996).
Fra en sociologisk vinkel er denne samfundsudvikling beskrevet af
Anthony Giddens med begrebet senmodernitet (Giddens, 1996).
Senmoderniteten er kendetegnet ved en proces der aftraditionaliserer den
orden og fælles værdihorisont tidligere samfundsstrukturer opretholdt:
Praksisser og erfaringer begrebsliggøres ikke længere i lyset af ”hellig
viden” eller en viden, som indeholder og bevarer ”generationers erfaringer”,
men i lyset af ”ekspertdiskurser”, der er produceret i sociale systemer og
institutioner (Chouliaraki, 2000, s. 248).
Viden der er produceret i de nye sociale systemer, er i højere grad til
forhandling end modernitetens traditionsbårne viden. Det der anses for sandt
og godt, kan kort efter være erstattet af nye kvalificerede sandheder. Vi
oplever fx at klimadebatten i disse år har været præget af udsagn om at ”vi
12

efinder os mellem to istider”, men nu domineres af en konsensus om alvoren
i menneskeskabte klimaforandringer. I sådanne omskiftelige diskurser
forhandler individet i senmoderniteten konstant sin identitet (Beck, 1994, s.
5ff.). En vis sammenhæng mellem arv, miljø og politisk ståsted er der stadig, 12
men der er i dag er langt mere drift blandt vælgerne end tidligere. Ca. 25 % af
alle vælgere skiftede parti ved folketingsvalget i 2005 (Christiansen, 2007, s.
106).
Vælgervandringen kan begrundes i følgerne af samfundsudviklingen
og det senmoderne menneskes skepsis over for blivende sandheder for hvad
der bør kæmpes for. Et konkret udslag heraf som forstærker vandringen, er
partiernes nyere strategiske navigeren efter holdningsmæssige fællesnævnere
blandt vælgerne (ibid.).
De mange politiske biografier udgives i en kontekst hvor de større
partier søger mod midten af det politiske spektrum, og med stort set samme
politiske gods forsøger at appellere til det samme store vælgersegment. Disse
vælgere er ikke kernevælgere hos et bestemt parti med tilhørende
metanarrativer, og de er derfor modtagelige over for flere partiers diskurser.
Midtsøgende politik har været opskriften på regeringsmagt i vestlig politik de
seneste år. I The Unfinished Revolution beskriver den politiske strateg Philip
Gould hvordan New Labour med Tony Blair i spidsen vandt regeringsmagten
i Storbritannien i 1997 bl.a. ved, som en art kontrakt med vælgerne, at love at
man i det gamle arbejderparti ikke ville øge udgifterne i den offentlige sektor
hvis man vandt valget (Gould, 1999). Gould var strategisk rådgiver ved de
britiske general elections fra 1987 til 2005, og han har også arbejdet for Bill
Clinton og Gerhard Schröder og dannet skole for den midtsøgende profil med
kontraktlignende politik.
Den ideologiske inspiration i New Labour kom desuden fra Giddens
der debatterer socialdemokratismens fornyelse i bogen Den tredje vej (1999).
Begreber som globalisering, internationalt samarbejde og miljø skal have
substans i en fornyelsesproces hvor traditionelle synspunkter tages op til
overvejelse. Dette skal sikre en tidssvarende socialdemokratisme der ellers
ville uddø (Giddens, 1999). Eksemplet fra Storbritannien tegner en tendens.
12 Se fx Henrik Dahls sociologiske studier i Hvis din nabo var en bil (Dahl, 2001). Med
baggrund i bl.a. Bourdieus habitusbegreb opstiller Dahl metoder til at studere livsstil.
Herunder politisk tilhørsforhold.
13

”En omvendt Tony Blair”
I dansk politik har Anders Fogh Rasmussen, som det blandt andet i en leder i
Kristeligt Dagblad blev fremført, lavet ”en omvendt Tony Blair” (Bjerager,
2001). Med partiet Venstre har han på den fordelingspolitiske akse siden
årtusindskiftet søgt midten fra det traditionelle højre mod en mere
omfattende velfærdsstat end han tidligere har giver udtryk for, bl.a. i sin bog
Fra socialstat til minimalstat (1993). Med Claus Hjort Frederiksen og skiftende
rådgivere har Fogh Rasmussen modificeret Venstres liberale profil, betonet
velfærdsreformer og derigennem også appelleret til primært midtsøgende
vælgere hos Socialdemokraterne. Også udlændingepolitikken blev op til
folketingsvalget i 2001 pragmatisk strammet.
Et flertal med Det Konservative Folkeparti og støttepartiet Dansk
Folkeparti har siden regeringsskiftet sikret Venstre en stabil position, og
konstellationens magt er ofte blevet kritisk omtalt som blokpolitik. Det kunne
ligne en modsætning til den magt på midten jeg omtaler. Men den politisk
midte er ikke en fast størrelse, men knytter sig til de emner der optager de
store flytbare segmenter fordelingspolitisk og værdipolitisk. Flertallet til højre
er netop sikret gennem den mere midtsøgende kurs og baserer sig på emner,
profil og en tålt, stærk alliance.
Efter disse taktiske greb har oppositionspartiet efterfølgende lagt sig
tæt op ad en række af Venstres populære politiske udspil primært på skatte-
og udlændingeområdet, der ellers er hhv. mere liberale og konservative end
traditionel socialdemokratisk politik. Baggrunden lod til at være at Venstre
ikke skulle have de gode kort på hånden i en valgkamp. 13
Det er således en tendens at man enten matcher eller overbyder politiske
modstanderes politik, frem for at stille sig i egentlig politisk opposition. Det
giver trængsel på den politiske midte.
13 Lotte Bundsgaard (S) kritiserede i foråret 2007 beslutningen om at tilslutte sig regeringens
skattestop som dog blev fastholdt af ledelsen. Lektor og valgforsker Hans Jørgen Nielsen fra
Københavns Universitet kommenterede strategien i Ugebrevet A4: “Hvis partiet dropper sin
opbakning til skattestoppet, vil borgerlige straks kunne igangsætte en skræmmekampagne
om, at skatterne bare vil stige og stige, hvis Socialdemokraterne kommer til magten. Det kan
koste mange stemmer, og derfor ønsker den socialdemokratiske ledelse at lægge
skattediskussionen helt død” (Madsen, 2007).
14

”Kampen om den blå socialdemokrat”
Jens Christiansen har som tidligere partisekretær haft ansvaret for tre
valgkampe for Socialdemokraterne, senest i 2005. Han betegner tendensen
som ”[k]ampen om den blå socialdemokrat” (Christiansen, 2007, s. 105).
Ligesom der findes blå socialdemokrater, er der også ”røde venstremænd”
(ibid.), og det er om disse segmenter slaget står, skriver Christiansen i sin bog
Hvem vinder valget – strategi, kampagne og valgkamp. Han beskriver detaljeret
vælgerundersøgelser som et politisk arbejdsredskab bl.a. til at prioritere de
politiske områder efter.
Christiansen er i dag delvis kritisk over for den strategi han selv har
været med til at lægge: ”De midterorienterede partier i Danmark er fanget i et
selvvalgt pineri, hvor det mest af alt handler om at sige de ting, Bjarne siger,
og mene de ting, man tror, Bjarne mener” (ibid., s. 118). Bjarne er her en
abstraktion der leverer materiale til en 2. persona 14 – overordnet beskrevet som
en faglært fuldtidsansat i en privat industrivirksomhed. Det kunne tænkes at
Bjarne ud fra partiprogrammernes harmonerende fordelingspolitik, og til en
vis grad også værdipolitik, ville stemme enten på Socialdemokraterne eller
Venstre. Jeg vil tilføje at Dansk Folkeparti og senest også et midtsøgende SF
kunne være med i Bjarnes overvejelser op til et valg i dag. Selv et lille parti
som Kristendemokraterne, der pt. befinder sig under spærregrænsen på 2 %,
havde indtil for nyligt modificeret deres partiprogram så det har bredere
appel i stil med de største partier.
Når partierne i højere grad definerer sig enslydende overfor en
abstrakt 2. persona giver det en anderledes debatstruktur og kamp om
vælgernes gunst: En kamp på den stærkeste ethos.
Constraint 2: Medialiseringen af politik
De elektroniske medier og særligt tv-mediet har siden 1960’erne fået stadig
større betydning og indflydelse på den politiske kommunikation.
I Magt og Demokrati i Danmark. Hovedresultater fra Magtudredningen
(2003) påpeger forfatterne at mediernes største magtfaktor formentlig består i
at politikerne må kommunikere på mediernes præmisser, dvs. indrette sig
efter særligt de elektroniske mediers adgangs- og formkrav (Togeby et al.,
14 Begrebet er Edwin Blacks (1970): Tekstens (her altså partiets eksterne kommunikations)
billede af modtageren.
15

2003, s. 212). Specielt efter monopolets brud med lanceringen af TV 2 i 1988 og
siden konkurrencen fra kanaler over kabel og satellit er hastigheden og
klipperytmen øget på tv. Tendensen er siden magtudredningen forstærket:
Konkurrencen mellem gratisaviser, nyhedskanaler, netaviser og net-tv gør at
der leveres nyheder fra minut til minut. Politikeren tvinges til proaktivt at
medtænke journalistens nyhedskriterier hvis hun vil have taletid i de
landsdækkende medier. Hun må spørge sig selv (og sine rådgivere) hvordan
sagen vinkles, så journalisten finder den interessant og viderebringer den til
læseren/seeren/lytteren. På den baggrund forenkles, konkretiseres,
intensiveres, polariseres og personliggøres nyhederne lyder konklusionen fra
Magtudredningen (ibid., s. 224). Tilspidsede sager med markante aktører stilles
over for hinanden på bekostning af rutinepolitikken (ibid.; se også Tannen,
1998). Denne logik favoriserer en særlig politikertype: Den der kan formulere
sig kort, præcist og citerbart har en klar fordel i teleretorikken (Johannesson,
1998, s. 236ff.; Atkinson, 1984, s. 137ff.). Medierede soundbites af tilspidsede
interviews eller taleuddrag på ca. 10 sekunder kan nemlig let klippes sammen
i et kort, effektfuldt indslag, og det er let at citere for andre medier.
Kritikken lyder at journalisten og redaktøren der konsekvent tænker i
modsætningspar og polemisk tilspidsning i deres vinkling af sager, svigter en
idealistisk demokratisk rolle som formidler af politisk stof så læseren har det
bedste beslutningsgrundlag i deres egenskab af vælgere (se fx Koch &
Nielsen, 2008). Formidlingen resulterer desuden i politiker-stereotyper
(Jamieson & Waldman, 2003) til stor gene for nogle, mens den mediebevidste
politiker får lettere ved at sætte dagsordenen og kontrollere sine udsagn.
Tv-mediet devaluerer den politiske tale, skrev Kathleen Hall Jamieson
allerede i 1988; vi får ”snippets instead of speeches” (Jamieson, 1988, s. 9). De
mest påfaldende ’stumper’ citeres som synekdoke for hele talen. Der er ikke
noget nyt eller forkert i at taler huskes for enkelte sentenser, men Jamieson
problematiserer at modtageren gennem tv-mediet udelukkende stifter
bekendtskab med stumperne. ”Jeg kan slå Anders Fogh”, sagde Helle
Thorning-Schmidt ved Socialdemokraternes formandsvalg i marts 2005.
Selvom hun straks fulgte op med en kommentar om at hun ikke kunne gøre
det alene (se evt. Thorning-Schmidt, 2005), blev udtrykket i mediernes
centrifuge hendes varemærke, og politiske kommentatorer hæftede sig i
16

egyndelsen ved dynamikken og gå-på-modet i det budskab. 15 Optimisme er
ikke en uvæsentlig egenskab i politik, om end også de skrevne medier kun i
begrænset omfang gav vælgerne mulighed for at tage stilling til hvordan hun
ville slå Anders Fogh. 16 Det er følgelig aspekter ved Helle Thorning-Schmidts
ethos (at hun er kvinde, ung, repræsentant for en moderne livsstil m.m.) der
tager fokus. Men hvem er hun bag disse prædikater, og hvad er projektet? Det
er tilsyneladende svært at trænge igennem og få tid til en nuanceret
udlægning i senmodernitetens mediedagsorden.
Vi zoomer ind
Tv-mediet koncentrerer sig naturligt nok om det billedbårne, og her bliver
politikerens personlige fremtræden mere påfaldende som kameraet rykker
tættere på. Kurt Johannesson taler om tv’s intimisering af retorikken
(Johannesson, 1998, s. 247ff.). Personlige aspekter i politikerens actio som
påklædning, sikkerhed, stemmeføring, dialekt, øjenkontakt og anden gestik
udgør yderligere en constraint hvor politikere må inddrage deres
personlighed for at gøre sig godt i pressen. Intimiseringen forstærkes af
tendensen til infotainment 17 hvor nyheder blandes med interviews og feature
news der dramatisk er opbygget om enkeltsager. Programmer som DR’s
Aftenshowet og TV 2’s Go’ morgen Danmark er eksempler på infotainment hvor
interviews med politikere, på fornavn med hinanden og studieværten, finder
sted i de stiliseret hjemlige omgivelsers bløde sofa. Programmets hybrid af
politisk debat og uformel talkshow gør at politikeren må agere i skismaet
mellem politiker-persona og en persona som privat gæst (hos seeren). Med
sin behagelige person må vedkommende gøre rede for en politik der i høj
grad har ideologiske lighedspunkter med politiske modstanderes. Seeren
tilskyndes næsten til at vurdere budskabet ud fra en vurdering af om det en
person han eller hun ville have som gæst i sin egen stue. Ikke kun angående
holdning, men også attitude og fremtræden.
15 Udtrykket har i forskellige variationer i følge Infomedia optrådt 1301 gange i danske medier
i perioden marts 2005 til januar 2009. (På søgestrengen: [”slå Fogh” ”slå Anders Fogh”)
Thorning])
16 Procentmæssigt optræder ”Jeg kan slå Anders Fogh”-mantraet langt hyppigere i
mediedækningen omkring Helle Thorning-Schmidt end udvalgte politikmarkører som
”integration”, ”skole”, ”klima” m.fl. siden hun tiltrådte som formand. (Nissen, 2008)
17 En sammentrækning fra engelsk af begreberne ’information’ og ’entertainment’.
17

I det følgende vil jeg uddybe hvordan ethos kommer til udtryk som primær
appelform, og jeg vil sandsynliggøre hvordan biografien kan spille en rolle
under disse situationelle krav.
Ethos er altafgørende
Ethos-appellen er særlig vigtig, påpegede Aristoteles, i sager ”hvor der ikke
foreligger vished, men er levnet plads for tvivl” (Aristoteles, 2002, s. 34). Som
i politisk diskurs hvor vi netop rådslår om fremtidige handlinger. ”[D]et er
lige ved, at hans moralske personlighed rummer det stærkest overbevisende
moment af alle” (ibid.). I en talerrække hvor alle mener omtrent det samme,
beror modtagerens bedømmelse i endnu højere grad på ethos som bliver det
der differentierer talerne. Analyseinstitutter, men også interne analyse-
medarbejdere i partierne, kan (som beskrevet hos Christiansen, 2007) give en
temmelig præcis udlægning af hvilke temaer og holdinger der er populære at
profilere sig på. Når – sat på spidsen – alle siger det samme, bliver det altså
afgørende hvem der taler, og hvilken karakter modtageren oplever.
Ethosaspektet har af samme grund stor bevågenhed hos medier og
analytikere. Berlingske Tidendes troværdighedsanalyser i efteråret 2007 ser jeg
som den hidtidige kulmination i den vægt ethos-begrebet har fået i
dagbladenes politiske analyser. Avisen brugte begreberne ’troværdighed’ og
’karisma’ som målepunkter og placerede foruden politikere også erhvervs- og
organisationsledere i hierarkier. 18 Jeg ønsker ikke at diskutere netop disse
målepunkter, men hæfter mig ved den journalistiske prioritering og
fortolkning i den landsdækkende avis: Foruden hovedhistorien på forsiden
kunne læseren orientere sig om ”vinderne og taberne og deres reaktioner”
over to dobbeltsider i avisen hvor politikerne gik med på præmissen og lod
sig enten hylde eller tog delvis nederlaget på sig (Flores, 2007; Flores & Jessen,
2007; Aagaard, 2007).
I højere grad end hidtil set var Valgkampen op til folketingsvalget 2007 i
samme stil præget af målinger på tillid, troværdighed og personlighed i
forskellige afskygninger. Symptomatisk var gratisavisen URBAN’s forside
den 2. november 2007: Et helsidesbillede af Helle Thorning-Schmidt (S) og
18 Undersøgelsen var teoretisk funderet i en analysemodel udviklet i samarbejde med
professor Christian Kock, Københavns Universitet, og professor på CBS Flemming Hansen.
18

Anders Fogh Rasmussen i dualistisk forhold med overskriften ”Hvem ville
du helst give en krammer?”. Og manchetten lød:
Folketingsvalget handler også om egenskaber som troværdighed, omsorg,
sex-appeal, effektivitet og kontrol. URBAN har spurgt danskerne, hvilke
politikere de helst vil have som bankrådgiver, give en krammer, danse med
til en fest eller købe en brugt bil af (Prakash & Dahlsgaard, 2007).
Capacent Epinion foretog undersøgelsen blandt 1003 deltagere, og resultaterne
blev seriøst kommenteret af valgspecialister, psykologer og tilmed en
populær sexolog.
Man kan vælge at slå det hen, men bag den noget karikerede
udlægning ligger klassiske retoriske elementer som tillid og identifikation
som bliver afgørende parametre, når der er næsten dødt løb på den politisk
ideologiske indholdsside. Det drejer sig i mindre grad om velfærdsstatens
udformning, end om hvem vælgeren har mest tillid til som forvalter af
velfærdsstaten.
Målinger af troværdighed ses ikke alene op til valgkampe. De er også
udslagsgivende for politiske spekulationer omkring interne forhold i partier
og på tværs af regeringspartier. Da Lene Espersen i september 2008 overtog
formandsposten for Det Konservative Folkeparti efter Bendt Bendtsen, var
hovedhistorien i Politiken dagen efter overdragelsen en meningsmåling om
Espersens troværdighed. Den overgik både Lars Løkke Rasmussens og
Anders Fogh Rasmussens (begge V) med journalistens konklusion – uden et
ord om politisk substans – at ”dermed tegner der sig et billede af et ændret
styrkeforhold mellem Venstre og de konservative” (Børsting & Hüttemeier,
2008). En undersøgelse fra Megafon viste i kølvandet på formandsskiftet en
umiddelbar fremgang for Det Konservative Folkeparti på 4,1 procentpoint.
Særligt interessant i denne sammenhæng viste tallene også at “35 % af den
konservative fremgang alene skyldes vælgere, der ‘godt kan lide’ Lene
Espersen som person” (Anonym II, 2008).
Samlet set agerer politikere i et politisk landskab af harmoniseret politik og et
fragmenteret mediebillede hvor man må gøre noget ekstraordinært for at
komme til orde og slå igennem med en stærk ethos.
19

Tendensen skitseres her for at placere mine artefakter i en kontekst og
sandsynliggøre et exigence der gør biografien til en politisk retorisk tekst. For
nogle politikere vil senmodernitetens påvirkning af ethos-appellen være en
fordel, og skarpe kommunikationsevner og ethos-appel er vigtige faktorer i et
politisk embede. Det der her er interessant er spørgsmålet hvordan politikere
så markerer sig med de almenmenneskelige værdier der tilsyneladende er så
afgørende for at nå til tops i en politisk karriere. Selvfølgelig helst i sin
umiddelbare fremførsel i mødet med vælgerne – medieret eller ej. Men som
beskrevet tillader mediernes tempo ikke meget tid og rum til at sætte et
nuanceret menneskeligt aftryk. Her udfylder biografien tilsyneladende en
plads. Hvis biografien, som det ligger i genreforventningen, kommer rundt
om hele mennesket, kan det nyerhvervede kendskab potentielt styrke
læserens tilslutning til de deliberative budskaber den biograferede er afsender
af i andre, mere rendyrkede politiske genrer. 19 Biografien tilbyder en mere
flerstrenget personskildring end den andre former for medialisering typisk
giver. Og der er et marked for biografien, netop fordi ethos fylder meget i
udlægningen af politik. Ethos-dimensionen bliver dermed selvforstærkende.
Éndimentionel ethos
En stærk ethos definerede Aristoteles med tre kvaliteter som taleren etablerer
i diskursen. Grundtanken og terminologien finder stadig relevans ud fra et
moderne retoriksyn der dog også beskæftiger sig med ethos uden for
diskursen selv (fx McCroskey, 1993; Fafner, 2000; Lemée, 2005; Hoff-Clausen,
2008). Vi har tiltro til den politiker der besidder phronesis (viden og praktisk
dømmekraft), areté (god moral) og eunoia (velvilje over for modtageren). Det
er modtageren der alene tillægger politikeren de personlige karakteristika der
kan samles under ethos-termen. “Ethos is the attitude toward a source of
communication held at a given time by a receiver” (McCroskey, 1993, s. 78,
19 At politikere gerne vil profilere andre sider af sig selv end den rent politiske, og vel at
mærke at disse personlige sider kædes sammen med den politiske ethos, er daværende
pressechef Søren Espersens (DF) klage til Danmarks Radio i juli 2004 et eksempel på: Han
klagede over at politikere fra Dansk Folkeparti angiveligt blev forbigået når der skulle vælges
gæster til underholdningsprogrammer, og at de dermed ikke fik mulighed for at profilere sig i
samme grad som politikere fra andre partier. DR’s bestyrelse, som Espersen i øvrigt selv var
medlem af, lovede efterfølgende at være opmærksomme på en mere jævn fordeling for
fremtiden, men benægtede dog at der skulle ligge politiske prioriteringer bag den hidtidige
udvælgelse af deltagere (Anonym I, 2004).
20

fremhævelse i original). Politikeren konstruerer ikke sin egen ethos, men kan
selvfølgelig gøre noget for at påvirke opfattelsen hos modtageren.
Man har i medierne typisk hæftet sig ved Anders Fogh Rasmussens
stræbsomme karakter. En persona som en hårdtarbejdende og kalkulerende
mand der aldrig slipper tøjlerne. Men udelukkende phronesis giver ikke en
stærk ethos. ”Because rhetoric is situated and addressed, it needs ethos (and
pathos) in addition to logos [...] An ethos without arete and eunoia provides no
basis for agreement on values or for belief in the good intentions of a
rhetorical agent” (Miller, 2004, s. 207, fremhævelse i original). Carolyn R.
Miller taler her om ethos i menneskets møde med (ufejlbarlige) computere
som vi altså ikke lader os overbevise af når det gælder værdier.
Sammenligningen er relevant idet Fogh Rasmussens politiske modstandere
har forsøgt at fremstille ham som en robot uden menneskelige kvaliteter. Især
de kvindelige vælgere har ikke syntes om Fogh Rasmussens hårde stil som
den kom til udtryk bl.a. i opgøret med ’smagsdommerne’ og siden i
sympatien med præsident George W. Bush’ hårdt-mod-hårdt-retorik i
terrorbekæmpelse og væbnede konflikter.
Biografien kan nuancere disse forhold og tilbyder andre fortællinger
om statsministeren. Ligesom en biografi kan få Klaus Bondam til at fremstå
med phronesis til at beklæde sit borgmester-embede og ikke kun med den
eunoia mange muligvis forbandt ham med gennem skuespilskarrieren, og
den kan gøre Helle Thorning-Schmidt til andet og mere end en dyr håndtaske
osv. At en biografi naturligvis også kan indeholde narrativer med umiddelbar
negativ afsmitning, skal jeg senere diskutere.
Det tredobbelte afsenderforhold
På bibliotekshylden står biografien opført under den biograferedes navn. Det
er ham eller hende interessen samles om. Men selvom den biograferede
måske har indvilliget i at deltage aktivt i bogen, står der også en biograf og et
forlag bag. Ved at se på de enkelte afsender-instansers intentioner i den
retoriske situation er exigence og den kvalitative succes i form af fitting
response (Bitzer, 1968, s. 9) tre-delt:
21

• Den kommercielle afsender udgøres af forlaget. Her er exigence
rendyrket salgsorienteret, og biografier sælger erfaringsmæssigt godt.
Forlaget vil gå efter i forvejen kendte og gerne kontroversielle
politikere. Forlaget er tæt forbundet med biografen og opfordrer til
tider denne til at skrive. 20 Men denne kan jo takke nej.
• Den formidlende afsender er den skrivende biograf. Som forlaget kan
biografen have et kommercielt exigence med håbet om et godt salg.
Biografen kan endvidere have litterære, faglige eller karrieremæssige
ambitioner som exigence. 21
• Den politiske afsender er den biograferede der kan have et exigence i
senmodernitetens fragmenterede mediebillede, og deraf et behov for at
opnå en styrket ethos hos læseren/vælgeren. En biografi kan i den
forstand være persuasio i en ganske snæver forstand: Stem på mig.
I Gerda Kristensens biografi om Villy Søvndal virker exigence påfaldende:
Det fremgår af forordet at det var SF’s gruppeformand Ole Sohn der foreslog
Kristensen at skrive biografien. Den er udgivet på forlaget Sohn der ejes af
netop Ole Sohn. Selvom han optræder flere gange i bogen, fremhæver
Kristensen at hun har fået frie hænder, og at der har været “fuldstændigt
vandtætte skotter mellem forlag og redaktion” (Kristensen, 2008, s. 7).
Her indtager Ole Sohn to afsenderpositioner: Forlagets kommercielle,
men også eventuelle politiske intentioner i sin rolle som SF’s gruppeformand.
Den biograferede Søvndal medvirker også, men hans rolle i diskussioner om
bogens tilblivelse hører læseren intet til.
20 Som det eksplicit er tilfældet i Kristensens Villys verden (2008).
21 De fleste af biograferne er i dag højt profilerede politiske kommentatorer. I nogle tilfælde
kan relationen mellem biograf, forfatter og forlægger for læseren virke mere eller mindre
orkestreret og udmønte sig i politisk samarbejde. Således blev Noa Redington, forfatteren til
interviewbogen med Helle Thorning-Schmidt Den første d. 7. Januar 2008, fem måneder efter
udgivelsen, udnævnt som Thorning-Schmidts nærmeste rådgiver. Og Anne Sofie Kragh
takker i forordet til Fogh – Historien om en statsminister chefredaktør Michael Ulveman for
”særdeles konstruktive gennemlæsninger”. Ulveman blev fra 1. oktober 2005, året efter
udgivelsen, rådgiver for Fogh Rasmussen. Spekulationer af denne art er interessante, men
ud over at konstatere at det kan påvirke indtrykket af uafhængighed hos biografen, ser jeg på
tekstens persuasive potentialer, hvad enten biografien er udtryk for delvist kalkuleret politisk
PR, drevet af kommercielle hensyn eller af faglige og litterære ambitioner.
22

Nølende deltagelse som ethosmarkør
Sohn, i forlæggerens rolle, har sagt at biografien om Villy Søvndal hellere
måtte skrives for det var alligevel kun et spørgsmål om tid før et andet forlag
ville gøre det (ibid.). 22 Marianne Jelved citeres i sin biografi for en tilsvarende
overgivende position: ”Du skriver sikkert bogen alligevel, og så er det nok
bedst for os begge to, hvis jeg deltager” (Holstein, 2005, s. 8). Eller i 3. person:
”Ritt Bjerregaard havde selv helst været fri for, at vi skrev om hende, men
indvilgede i at stille op og give sin version af virkeligheden” (Højbjerg &
French, 2007, s. 8). Det skal åbenbart gemmes lidt af vejen at man deltager i
projektet. En slags beskedenhedstopos, excusatio propter infirmitatem. Mig skal
I da sørme ikke skrive om. Andre, som Poul Schlüter og senere Poul Nyrup
Rasmussen, ønsker ikke selv at deltage, men giver fri adgang til politiske
venner og familie. Med en nølende tilgang, der kan virke let fingeret, har
politikeren formelt fralagt sig en eventuel skæmmende oprindelig intention
om aktivt at ville profilere sig personligt. Tager politikeren selv pennen i
hånden, vil det let kunne ligne rent PR og intentionen ”to set the record
straight” (Smith & Watson, 2001, s. 53), dvs. at man vil afklare nogle sager og
dermed afstive sit omdømme.
Når den biograferede markerer en afstand, etablerer det også en ethos hos
biografen: Vedkommende har frie hænder og er ikke blot mikrofonholder for
politiske budskaber. Denne ethos styrkes når man som Thomas Larsen er
forfatter og medforfatter til hele seks biografier om politikere med forskelligt
tilhørsforhold (S, V, R, SF og K). Biografen, som postuleret uafhængigt
mellemled i teksten mellem læseren og den biograferede, virker umiddelbart
som stødpude på påstande om politisk PR. Men biografen bliver dermed
paradoksalt nok også (måske ufrivilligt) det stærkeste kort i eventuel
ethosopbyggelse som politikerne ellers fraskriver sig som projekt. For hvis
biografen arbejder uafhængigt, må positive fortællinger med potentiel
afsmitning på biograferedes ethos være ”sande”. Det ligger jo i genre-
forventningen at biografien kan udsættes for kildekritik. En kritik vil således
også ramme hårdt, men er sjældent drivkraften i biografien.
22 Forlaget Sohn står også bag udgivelse af den overvejende positive Claus Hjort – strategen
bag det nye Venstre (Hvidtfeldt & Buch-Andersen, 2007), så det kommercielle exigence er
tilsyneladende tungtvejende.
23

3. Den politiske biografi – en retorisk genrehybrid
Jeg har redegjort for den retoriske situation som biografierne skrives og
udkommer i. Jeg vil i dette kapitel vise sammenhængen mellem denne
retoriske situation og genreperspektivet for derpå at operationalisere
genrebegrebet analytisk i en topik over den politiske biografi.
Retorisk kritik i genreperspektiv
Den retoriske situation er det centrale begreb i Lloyd F. Bitzers terminologi
som udvider og nuancerer Aristoteles’ fokus på retor, emne og tilhører
(Jasinski, 2001, s. 273). Bitzer viderefører Edwin Blacks tanker om et
begrænset antal genkomne retoriske situationer der – hvis vi kender dem
godt nok – kan beskrives i typologier (Black, 1978, s. 133). I en ofte citeret
passage i Bitzers artikel genkender man Blacks tanker:
From day to day, year to year, comparable situations occur, prompting
comparable responses; hence rhetorical forms are born and a special
vocabulary, grammar, and style are established (Bitzer, 1968, s. 13).
Siden har særligt Karlyn Kohrs Campell og Kathleen Hall Jamieson forsøgt at
bruge Black og Bitzer til at trække den retoriske kritik væk fra en neo-
aristotelisk, effekt-orienteret kritik og nærmere et genreperspektiv. 23
Jamieson hævder i artiklen ”Generic constraints and the rhetorical
situation” (1973) at Aristoteles’ klassiske tredeling med forensiske,
deliberative og epideiktiske genrer ikke er nok i sig selv. Genreperspektivet
har mere at byde på: Hun tager udgangspunkt i Bitzers retoriske situation,
men argumenterer for at nye genrer ikke kun udspringer som svar på den
foreliggende retoriske situation, som Bitzer giver udtryk for, men at de også
påvirkes af traditioners foregående retoriske former (ibid., s. 163). Vi bør have
en darwinistisk tilgang til genrer, åben for udvikling og påvirkning, frem for
23 Et eksempel på en neoaristotelisk kritik der i en rekonstruktion af talesituationen vurderer
om taleren valgte de bedste (dvs. her de mest effektive) retoriske strategier over for dets
primære publikum, er Forbes Hills analyse og vurdering af præsident Nixons tale d. 3.
november 1969. Hill vurderer retorikfagligt at talen om den militære tilbagetrækning fra
Vietnam er en ”considerable succes” (Hill, 1972, s. 384) – på trods af fortielse om relevante
oplysninger.
24

en platonisk tilgang i hvilken the proper response er indlejret i situationen uden
for taleren. Hun bliver i den biologiske terminologi ved at tale om at vi i nye
retoriske genrer kan se ”genetiske fingeraftryk” fra tidligere retoriske
former. 24 Institutioner skabes og fastholdes dermed gennem genrer,
argumenterer hun, og betydningen udvider hun fra en klassifikation som fast
størrelse til former der opretholder samfundet. 25 Genrekendskabet, skriver
Campbell afslutningsvis, kan bruges til at forklare et værk, det kan afklare
hvorfor formen er som den er, afklare traditioner og ligheder og i det hele
taget kaste et værk ind i konstruktive perspektiver (ibid., s. 168). ”[...] a critic
might productively view an inaugural as a eulogy, a campaign as a comedy
or tragedy” (ibid., s. 169) – eller en biografi som en politisk anbefalelsestale.
Conleys kritik
Genreteorierne har dog også været udsat for kritik. Thomas Conley agerer i
artiklen ”The Linnaean Blues” (1986) djævlens advokat og kritiserer polemisk
og skarpt genreperspektivet ud fra en sammenligning med 1700-talsbiologen
Carl von Linnés problemer med at klassificere blishøns (Conley, 1986).
Med genretilgangen risikerer kritikeren at blive rigid i sine
klassifikationer og ende i en reduktionisme. Conley problematiser at man
bruger enkelte taler (eller forestillingen om én perfekt tale) som normativ
standard i vurderinger af lignende nye taler. Man benytter en deduktiv
metode der let kommer til at underkende det særlige, specifikke i den aktuelle
retoriske tekst. Én ting er at man overser interessante ting ved artefaktet,
noget andet – og værre – er at man i kategoriseringen ligefrem kan komme til
at forvrænge artefaktet.
Som alternativ til genreperspektivet foreslår Conley en mere
inkluderende læsning med fokus på stil: I en nærlæsning af teksten ser
kritikeren på hvordan form og indhold hænger sammen i netop dette
artefakt. 26
24 Jamieson eksemplificerer med George Washingtons indsættelsestaler der har religiøse
træk fordi situationen, der ikke har fortilfælde, trækker på en amerikansk tradition for
præstestyretaler (theocratic address). Denne form får så indflydelse på efterfølgende
indsættelsestaler (Jamieson, 1973, s. 163ff.).
25 Det danske kongehus er fx stærkt institutionaliseret med den årligt tilbagevendende
nytårstale. Kongehuset opretholder talen, og talen opretholder kongehuset.
26 Et eksempel på en sådan close reading er Michael Leffs læsning af Martin Luther Kings
”Letter from Birmingham Jail” (Leff, 2003).
25

Thomas Conleys kritik munder ud i et dilemma om hvorvidt retorisk praksis
bedst kan karakteriseres ved hjælp af systematiske modeller eller ved at
undersøge praktikken i det enkelte værk (Jasinski, 2001, s. 274). Nyere
genreskoler har bevæget sig længere væk fra den klassifikation som Conley
kritiserer og mere i retning af et tværfagligt, sociokulturelt syn på genre: En
eulogi er fx ikke bare en tale én holder når nogen dør; det er en aktivitet
hvorigennem et samfund sørger og forbereder sig på fremtiden (ibid., s.
275). 27
Fusion af former
En vis klassifikation er uundgåelig når mennesket fortolker (Jamieson, 1973, s.
167; Miller, 1984). 28 Og at der er faldgruber ved et genreperspektiv, bør ikke i
sig selv være et argument for at diskvalificere det. Campbell og Jamieson
understreger i bogen Form and Genre at genretilgangen er ét perspektiv der kan
kombineres med andre teoretiske vinkler (Campbell & Jamieson, 1989, s. 341).
De uddyber at en genre er kendetegnet ved nogle situationelle krav, nogle
særlige indholdsmæssige og stilistiske former, og som et tredje kendetegn
introducerer de begrebet internal dynamic som konstellationen af genkendelige
former i en genre holdes sammen i. De kan samlignes med arter:
[...] like individual members of species, individual rhetorical acts – although
part of a common genre – will show some individual variation. What is
significant about the concept of genre is the fusion of elements and the
critical insight the fusion provides (ibid., s. 339).
Og de følger op med endnu en metafor: Som i et stjernebillede hvor stjernerne
er individuelle størrelser i en særlig konstellation (ibid.). I biografien er
narrativen om barndommen fx en substantiel og stilistisk del af genren, men
27 Repræsentanter for en sociokulturel vinkel er fx Carolyn R. Miller med teorien om ”Genre as
social action” (1984). Ligesom Campbell og Jamieson lægger hun vægten på historiske og
sociale aspekter ved genren som bør ses som en modellerbar størrelse der skabes i en
proces mellem mennesker. En anden er George Kamberelis der hæfter sig ved at ”genres are
human activity stuctures” (Kamberelis, 1995, s. 159). Han knytter begrebet til ideologier som
genrer bærer med sig. Endelig har Norman Fairclough tilsvarende vægt på den sociale
kontekst når han definerer genrer som "different ways of (inter)acting discoursally"
(Fairclough, 2003, s. 26).
28 Conley må da også selv ty til klassifikation i sin retorikhistorie Rhetoric in the European
Tradition (1990) hvor han opererer med fire retninger, han mener kan spores igennem
traditionen.
26

den kan som selvstændig størrelse (jf. stjerne) også indgå i andre genrer (jf.
stjernebilleder), fx selvbiografien eller dokumentarfilmen.
Jeg ser i de politiske biografier en aktualisering af Jamieson & Campbells
begreber indfanget i titlen på deres artikel ”Rhetorical Hybrids: Fusion of
Generic Elements” (1982). Elementerne identificeres som substantive,
stilistiske og situationelle (Jamieson & Campbell, 1982, s. 146). Når jeg mener
der er tale om deliberativ retorik i den nyere politiske biografi, sker det i en
fusion af elementer vi kender fra andre genrer, naturligvis primært
biografien (der igen rummer andre genreformer som lovtalen). Inden jeg går
til en sådan overordnet genremæssig topologi, vil jeg uddybe fusionstanken.
De tre aristoteliske talegenrer forekommer sjældent i deres rene former. Det
pointerer Aristoteles selv når han åbner muligheden for en kobling af det
deliberative i det epideiktiske: ”Ros og rådgivning har noget til fælles, for det
man kunne ønske at lægge nogen på sinde som et godt råd, bliver, sagt i en
anden form, til en lovprisning” (Aristoteles, 2002, s. 74). På den måde kan den
epideiktiske genre opfattes ganske elastisk, og ikke affærddiges som blot en
hyldesttale som det er set i historien. 29 Den kan, som Cynthia Miecznikowski
Sheard rekonceptualiserer den, bruges som en strategi til at overbringe et
performativt budskab og skabe forandring (Sheard, 1996, s. 770ff.). Jamieson
og Campbells hybrid-metafor er et udtryk for dette. Genrer er ikke blot et
dynamisk svar på omstændigheder, de er ”a potential fusion of elements that
may be energized or actualized as a strategic response to a situation”
(Jamieson & Campbell, 1982, s. 146). Altså opstår genrehybriden som en
strategisk fusion af individuelle elementer fra forskellige genrer der i deres
dynamiske forening giver et passende svar til en retorisk situation – og som
ydermere kan sætte dagsordenen for den. 30 Retoriske constraints er, som
begrænsninger og muligheder knyttet til situationen, medbestemmende for
om kombinationen af genrer er succesfuld som strategi. Som kritiker må man
kigge på det genkommende, det varierede og det nye i en hybrid for at
vurdere i hvilket omfang genrerne er forenelige. Jamieson og Campbell
29 Heller ikke et nyere værk som Øivind Andersens I Retorikkens Hage yder helt retfærdighed
nok til epideiktikken når denne omtales som ”problembarnet blant talesjangrene” (Andersen,
2007, s. 30). Derimod ser såvel Dale A. Sullivan (1993) som Cynthia Miecznikowski Sheard
(1996) m.fl. store potentialer i genren.
30 Se evt. Bitzer (1968) og Vatz (1973).
27

nævner som eksempel eulogien hvor det deliberative som constraint må
nedtones i forhold til det epideiktiske. 31
Genremæssig topologi
Jeg vil undersøge nogle af de genreformer der ud fra Jamieson og Campbells
hybridmetaforik fusionerer i den politiske biografi. Ser man på tværs af de
nyere politiske biografier, kan man genkende genretræk og former der synes
at være fusioneret som svar på de situationelle krav. Man kunne identificere
flere, men jeg hæfter mig ved disse fem med biografien som en overordnet:
• Biografien, i traditionel forstand en skriftlig fremstilling af en persons
liv præget af en historisk tilgang til kildematerialer.
o Den journalistiske historie, motiveret ud fra nyhedskriterierne.
o Den antikke lovtales tilbageskuende og hædrende behandling af
et liv.
o Den politiske anbefalelsestale, hvor en person/politiker hylder
en anden politiker i forbindelse med et valg mellem flere.
o Det skønlitterære værk, dets dramaturgi og retoriske
virkemidler.
I det følgende gennemgår jeg disse træk som jeg mener de kommer til udtryk
i den nyere politiske biografi. Lidt flot kalder jeg det en genretopik fordi det
er træk jeg genkender på tværs af biografierne. Med Conleys genrekritik i
baghovedet har de enkelte biografier dog forskellig vægtning af trækkene. Jeg
er derfor forsigtig med at kalde de udledte træk konstituerende. En
overvejende kritisk biografi (som Fyrsten om Mogens Lykketoft af Erik
Holstein) har fx sine steder snarere karakter af smædetale end lovtale
sammenlignet med den mere positive biografi (som Naser om Naser Khader
af Tanja Parker Astrup). Tilsvarende er nogle værker mere nøgternt historisk
berettende frem for litterært fremstillende.
31 Præsident Lyndon B. Johnson skulle i sin eulogi den 27. november 1963 hædre den
myrdede og særdeles populære John F. Kennedy. Han valgte en ydmyg persona og brugte
Kennedy som belæg for den deliberative/advokerende del af talen ”Let us Continue”. Således
opstod en hybrid hvor han via eulogien etablerede sig med en ethos som værdig ny
præsident som i en tiltrædelsestale (Jamieson & Campbell, 1982).
28

En sammenligning med den traditionelle biografi fungerer som en
indledende identifikation af genren.
Den traditionelle biografi
Det ligger i ordets dele bio- og grafi at der helt overordnet er tale om en
’livsbeskrivelse’. Forfatteren er i biografien en anden end den biograferede da
der ellers havde været tale om en selvbiografi.
I Den Store Danske Encyklopædi beskrives en historik der bekræfter
fusionsteorien. Biografien har rødder i antikken hvor levnedsbeskrivelser af
berømte mænd og helte var populære – i idealiseret form som vi skal se i
afsnittet om lovtalen. I Danmark kom de første tilløb i form i ligprædikener
som adelen fra ca. 1570 lod trykke over sine afdøde medlemmer. Genren
blomstrede siden hen i oplysningstiden med tidens interesse for det enkelte
menneskes liv, udviklings- og dannelsestanker. Med victorianismen
indflydelse var 1800-talsbiografier en brydning ”mellem indgående
sjælestudium og idealiseret diskretion” (Kondrup, 1995, s. 20). Under
indflydelse af naturvidenskabens normer opstår en moderne biografi med
krav om kendsgerninger og validitet. Personlige beretninger var i sig selv
ikke et middel til gyldig kundskab (ibid.; Hellspong, 2000). 32
Biografens metode, perspektiv og genstand
Kondrup beskriver et metodisk spektrum fra den strengt dokumentaristiske
biografi med megen brug af og citater fra kildemateriale med sparsom
fortolkning, over i den anden ende af spektret hvor kildematerialet i
biografens egen fortolkning smelter sammen, og nøglesituationerne i den
biograferedes liv skildres med midler fra roman og drama (Kondrup, 1995, s.
20).
32 I Encyclopædia Britannica (14. udgave fra 1929) er man i artiklen ”Biography” ganske
tidstypisk skeptisk over for tidligere tiders biografiske ikke-videnskabelige metode: ”The true
conception of biography, therefore, as the faithful portrait of a soul in its adventures through
life, is very modern. [...] In the former case [den antikke biografi svarende til eulogien],
rhetoric inevitably clouded the definiteness of the picture; the object was to produce a
grandiose moral effect, to clothe the subject with all virtues or with all the vices [...]. The
consequence is that we have to piece together unconsidered incidents and the accidental
record of features in order to obtain an approximate estimate” (Gosse, 1929, s. 594).
29

Der opstod i 2004 voldsom debat om Joakim Garffs biografi om Søren
Kierkegaard SAK (2000). Diskussionen gik netop på kriterier for en biografis
videnskabelighed versus den litterært inspirerede, formidlede historie. 33
Kondrups spektrum over forholdet mellem kilder og fortolkning
supplerer min indledende tre-deling, side 7-9, efter biografens inddragelse af
den biograferede i arbejdet.
Kondrup ser desuden tre retninger efter bredden i det indholdmæssige
perspektiv: ”Liv og tid-biografien” samler ofte et helt århundredes
kulturhistorie omkring den biograferede, ”Den klassiske biografi”
koncentrerer sig om den biograferedes nærmeste samtid og umiddelbare
miljø og ”Den psykologisk-eksistentielle biografi” forsøger at sige noget om
den biograferedes indre liv ofte på basis af dennes litterære værker (Kondrup,
1995, s. 20).
Sidonie Smith og Julia Watson distancerer biografien fra selvbiografien
ud fra forskellen i den metodiske synsvinkel: ”In biography, scholars of other
people’s lives document and interpret those lives from a point of view external
to the subject” (Smith & Watson, 2001, s. 4, min fremhævelse). I selvbiografien
derimod finder vi dels den ydre side, men primær for selvbiografens
persuasive kraft er ”inside”-fortællingen som selvbiografen personligt
oplevede den (ibid., s. 5).
Smith og Watsons sammenligner kildetilgangen for idealtypiske
biogafier og selvbiografier: Biografer benytter sig af eksterne kilder som
beviser: historiske dokumenter, interviews, fotografier m.m. som de evaluerer
validiteten af. Selvbiografen benytter sin egen hukommelse som valid kilde
(ibid., s. 6).
Historikeren Bo Lidegaard der er forfatter til to-bindsbiografien Jens
Otto Krag (2001), reflekterer over det han let ironisk kalder historikerens
fordele over for selvbiografen: ”Han [historikeren] er ikke part i datidens
begivenheder. Hans interesse, spørgsmål og syn udspringer af nutiden [...]”,
33 Peter Tudvad, der som Garff var ansat på Søren Kierkegaard Forskningscenteret, skrev
bl.a. i Information: ”Jeg har ikke gennemgået hele SAK kritisk, men kun en mindre del, som
ikke desto mindre giver de fornødne præmisser til en dom for fusk, plagiat, sløseri, metodisk
inkonsekvens, overfortolkning og utilstrækkelig viden om datidige forhold. […] Garff bliver
nødt til at vedstå, at SAK ikke er en videnskabelig biografi, og han bliver nødt til at erkende, at
han uretmæssigt koketterer med en videnskabelighed, han ikke har underkastet sig i sit
biografiske arbejde” (Tudvad, 2004). Garff forsvarede sig ved at påpege at SAK ikke var en
videnskabelig afhandling; “’SAK’ er et forsøg på at formidle, fortælle og række den
almindelige læser en hjælpende hånd. Og den er skrevet ud fra en mangeårig kærlighed til
Kierkegaard og til materialet omkring ham” (Kassebeer & Blüdnikov, 2005).
30

og historikeren skal ikke i samme grad som selvbiografen ”tage de hensyn til
sig selv og til andre, som er en uomgængelig del af livet – og af erindringen”
(Lidegaard, 2001, s. 13).
Den traditionelle biografi er altså kendetegnet ved en grundighed i
kildematerielets validitet og har desuden en ekstern tilgang der for
historikerens vedkommende – i saglighedens tjeneste – ikke behøver at lade
sig hæmme af omgivelserne. 34
En observation der kan knyttes til historikken om biografiens kredsen om
afdøde og beretninger over hele liv, er de seneste års tendens til at biografere
stadigt yngre mennesker. Aktive sportsfolk (fx håndboldspilleren Joachim
Boldsen, f. 1978), sangere (fx Martin Hedegaard, f. 1992) 35 – og netop
politikere (fx Helle Thorning-Schmidt, f. 1966) portrætteres eller gives ordet
gennem en ghostwriter. Her ser vi et skred i forhold til den idealtypiske
biografi. Liv og tid-perspektivet er af gode grunde indskrænket, og biografien
vil typisk ukritisk lade sin hovedperson komme til orde for at få den indre
vinkel med. Men da den biograferedes fortællende jeg i citaterne tidsmæssigt
ikke er langt fra det fortalte jeg, er der grænser for hvor fortolkende og
afklarende biografierne bliver i deres tilbageblik. Et træk jeg tager op under
afsnittet om de journalistiske kriterier.
Denne biografi er ikke en biografi
Nogle biografer fremhæver at de ikke har haft til hensigt at skrive en biografi,
sandsynligvis for at slippe for den forpligtigende bagage betegnelsen bærer
med sig. Thomas Larsen skriver i forordet til Erobreren (om Uffe Ellemann-
Jensen):
Selv om Ellemann har hovedrollen, er der ikke tale om en biografi, men
snarere en politisk bog om en mand og et parti, som har gennemlevet en
34 Nyere teorier om biografier bevæger sig dog væk fra et positivistisk ideal om at kunne nå
en sandhed. En retning knytter fx biografisk aktivitet sammen med Austin og Searles
talehandlingsteori. Man er her opmærksom ikke bare på det biografien beskriver, men også
på det den gør (Haarder, 2006, s. 117).
35 Martin Hedegaard vandt som 15-årig i foråret 2008 DR’s populære tv-show X Factor.
Bogen Martin – Eventyret, Ørum og X Factor (Albana, 2008) følger primært den
biograferedes aktiviteter omkring en pladeudgivelse, men tager også afsæt i famililen,
hjemmet og det der gik forud for berømmelsen.
31

fascinerende brydningstid. Jeg har inddraget biografiske elementer i de
første kapitler for at kunne give læserne et bedre indblik i baggrunden for
hans politiske stil og reaktionsmønstre (Larsen, 1997, s. 8).
Larsen begrænser tilsyneladende her ”biografiske elementer” til at omhandle
ophav, barndom og ungdom, uagtet at senere handlingsforløb, fx omkring
Tamil-sagen i 1992-93 er biografisk stof for de implicerede og formidles
narrativt (se ibid., s. 223 ff.).
Når betegnelsen ’biografi’ undgås i andre værker, ledsages det med
betragtninger om at vi ikke her skal forvente at finde ”sandheden” (Kristensen,
2008, s. 9, fremhævelse i original), eller med synonymer som et ”politisk
portræt” (Strand, 2005, s. 8) uden dog at specificere hvori adskillelsen består.
Forlagenes kommercielle exigence gør også at processen må accellereres. En
artikel i Berlingske Tidende d. 24. september 2005 satte fokus på mængden af
politiske biografier og spørgsmålstegn ved kvaliteten. Kurt Strand, forfatter til
Connie Hedegaard. Ikke blot til pynt (2005) erkendte her:
Problemet er selvfølgelig, at jeg og andre jo ikke går systematisk og
videnskabeligt til værks. Arbejdsprocessen har præg af journalistisk
tilfældighed, og det vi lige får fat i (Blüdnikov, 2005).
Biografien som model
Det overordnede formkrav med tilbageblikket på et andet menneskes (om
end unge) liv holdes i de politiske biografier, mens det jeg sammenfatter som
en præskriptiv definitions eksterne vinkel og grundige validitetskrav, kun i
nogen grad harmonerer med biografernes metode. Validitet som et ellers
konstituerende genretræk må vige for den gode historie og hensyn til den
(stadig aktive) biograferede samt det tidspres der ligger i konteksten. Vi ser
det i længere passager hvor den biograferede citeres i 1. person ental som
biografen ikke eksplicit stiller spørgsmålstegn ved. 36 Dette er af gode grunde
udtalt i interview-biografierne med Auken, Lykketoft, Thorning-Schmidt og
36 Med enkelte undtagelser, fx Holsteins Fyrsten: ”En del steder har hans [Lykketofts]
oplysninger stridt afgørende mod andre oplysninger, jeg har fået. Nogle steder har Lykketofts
egne oplysninger ført til korrektioner af det da næsten færdige manuskript. Andre steder har
andre kilders oplysninger været mere troværdige end dem, Lykketoft har bidraget med”
(Holstein, 2003, s. 9).
32

Fogh Rasmussen, hvor fx spørgeren hos Thorning-Schmidt ikke graver
dybere i Socialdemokraternes skrantende forhold til fagbevægelsen. En
historisk, biografisk tilgang ville formentlig lade fagbevægelsen fylde mere
end halvanden side som den gør i Den første hvor Thorning-Schmidt blot
konstaterer en ”skepsis” omkring LO’s aftale med regeringen om en
kvalitetsreform (Redington, 2007, s. 291). Det er et opbrud læseren ellers har
grund til at tro må have fyldt mere på hendes dagsorden. Men håndteringen
og betydningen af bruddet er ikke godt stof i den aktuelle biografi der
præsenterer Thorning-Schmidts liv og politiske visioner ganske velsmurt. 37
Sammenholdt med den traditionelle biografi ser jeg sprækker i den objektive
vinkel i den politiske biografi. Fx en form for pseudo-videnskabelig tilgang
når Kristensen i Villys Verden lader Hans Otto Bisgaard kommentere og
fortolke Villy Søvndals musiksmag ud fra et dagbogsnotat om musikere og
favoritnumre som han skrev ned under en udlandsrejse i midthalvfjerserne.
Hans Otto Bisgaard gennemgår listen og konstaterer bl.a. om de musikere
den unge Søvndal syntes om:
Der er folk, der ikke er frelste. Folk, der vil stå frit og kunne lange ud både til højre
og venstre, og som ofte bruger humoren – det underspillede og underforståede –
som et meget stærkt våben [...] (Kristensen, 2008, s. 53).
Man fornemmer at Kristensen her er påvirket af den biografiske genre i
brugen af eksterne kilder (dagbogsnotat og (musik)ekspert). Men kilderne
benyttes til at skildre en lidt forudsigelig pointe om sammenhængen mellem
musikerne, en ung persona på dannelsesrejse og den historiske Søvndals
ethos i en biografi med en udpræget venlig tone og tilgang.
Et gennemgåede stilistisk træk hvor dramaturgien nok får mere spillerum
end den videnskabelige biografi ville tillade, er når biografen bruger direkte
tale. Også fingeret i skildringen af noget der skete for et halvt århundrede
siden og som vi kun har tilgang til gennem erindring og narrativ diskurs (fx
Højbjerg & French, 2007, s. 9).
37 Interview-biografien er retfærdigvis ikke en historisk biografi og skal ikke være det, men den
låner sine steder fra biografiens kritiske tilgang i spørgsmålene – dog uden rigtigt at fastholde
den.
33

Der er i mit analysemateriale naturligvis tale om et spænd i forhold til
hvordan den samlende genre forholder sig til den traditionelle biografi.
Grundigheden er umiddelbart størst i de tidligere repræsentater for genren,
inden forlagene fik øje på den kortsigtede økonomiske gevinst. En mere
typisk liv-og-tid-biografi er således Qvortrup og Lundes Nyrup (1997), der
skildrer fagforeningernes hovedpersoner over 20-30 år.
Kraghs biografi om Anders Fogh Rasmussen tager som Lunde og
Qvortrup form efter den store velresearchede biografi og er grundig i sin
fremlæggelse af de politiske sagsforhold. I skildringen af barndomsoplevelser
benytter hun det Kondrup kalder den psykologisk-eksistentialistiske metode
og stil. Jeg vil analysere denne i kapitel 5.
Det er således ikke mit indtryk at nogle af disse biografier ville kunne bestå
det metodiske eftersyn Tudvad giver Joakim Garffs biografi om Søren
Kierkegaard (se note 33, side 30). Dertil er de journalistiske kriterier for
vigtige, og hovedperson og kilder har i erindringen højst sandsynligt sorteret
fra og fremhævet for netop at fortælle ’historier’. 38 For de meget positive
bøgers vedkommende trænger desuden lovtalens genretræk sig for meget på
til at skrive kompromitterende.
Samlet set udgør genrefeltet ikke et billede af en klassisk biografi. Den
politiske biografi er en undergenre af ’biografien’ og det er snarere den form
teksten tager for at nå andre mål: Både bogen og politikeren skal populært
sagt sælge. Skellet mellem selvbiografi, biografi, roman og historie nedbrydes
generelt i hybrider, 39 og det er netop hvad den politiske biografi er et
eksempel på.
Den journalistiske historie
Det er gennemgående journalister der forfatter den politiske biografi, og i
deres skoling følger måske deraf tendensen til at følge journalistiske kvalitets-
38 Vigga Bro kalder det ”[a]t lyve historien dybere og sandere” (Bro, 1996, s. 28).
39 Særligt i snitfladen mellem selvbiografi og roman, som fx: Jørgen Leths æstetiserede
selvbiografi Det uperfekte menneske (2005), og Knud Romer og Erling Jepsens
selvbiografiske romaner hhv. Den der blinker er bange for døden (2006) og Kunsten at græde
i kor (2002), se evt. Onsberg (2007). Dan Turèlls Vangede billeder (1975) skal man på
biblioteket finde under ’Biografier og erindringer’, men den kunne lige så vel optræde på
hylderne med lyrik.
34

kriterier i biografien. Her tænker jeg ikke på nyhedsartiklens klassiske form
illustreret med nyhedstrekanten hvor informationer fremlægges efter
princippet om faldende vigtighed (Kramhøft, 2000, s. 220), men snarere på
den journalistiske og redaktionelle motivation for overhovedet at skrive
historien og dermed tillægge en hændelse en egentlig nyhedsværdi.
Nordmændene Johan Galtung og Mari Holmboe Ruge diskutterede i
artiklen “The Structure of Foreign News” (1965) 12 nyhedsfaktorer der i
dagens journalistiske lærebøger typisk er kogt ned til fire begreber kendt som
nyhedskriterierne: Sensation, konflikt, identifikation og aktualitet 40 (fx Meilby,
1996, s. 55). Ud fra disse kriterier modnes den retoriske situation hurtigere
end i den historiske biografi. Kairós (Andersen, 1997) indtræder der hvor den
biograferede er aktuel og omdiskuteret (sensation og konflikt), og ikke når
vedkommende har forladt den politiske arena hvorfra et mere nuanceret
tilbageblik ellers kunne opnås. Nye vinkler på partiernes interne stridigheder
(her har biografier om socialdemokrater hentet særligt meget stof),
personopgør, bristede venskaber og lignede intrigant stof véd man sælger
aviser. Og altså også bøger.
Aktualitetskriteriet er dermed også knyttet til det kommercielle
exigence og kommer til udtryk i bøger der umiddelbart kan sælge godt, for så
derefter at have faldende interesse fordi de beskæftiger sig med et
tidsperspektiv der hurtigt forældes. Vi ser det tydeligt i Erik Holsteins
biografi om den daværende radikale leder Marianne Jelved. Fokus er på de
umiddelbare politiske udfordringer på bogens tilblivelsestidspunkt i 2005. I
forordet til Jelved hedder det:
Ud over en beskrivelse af hendes politiske karriere er målet med bogen også
at gå dybere ind i den bemærkselsesværdige udvikling, Det Radikale
Venstre har gennemlevet de sidste fire-fem år. For hvad er det egentlig, der
sker med partiet (Holstein, 2005, s. 7).
Holstein skriver det vi med Kondrups betegnelse kan kalde en klassisk
biografi om Marianne Jelved og hendes umiddelbare nærmiljø. Biografien
rummer også Kondrups liv og tid-aspekt, idet perspektivet udvides i en
diskussion af de Radikales udfordringer som et parti med rekordstort antal
40 Af og til udelades ’konflikt’ som kan ses indlejret i sensationskriteriet. Andre gange
inddrages desuden ’væsentlighed’, refererende til artiklens målgruppe.
35

mandater, men med minimal indflydelse. Forholdet til Socialdemokraterne
har stor vægt, særligt hvor partierne har været i konflikt, fx omkring
udlændingepolitikken (ibid., s. 142 ff.). Marianne Jelved beskrives som en
troværdig politiker der ikke lader sig påvirke af moderne tendenser for
politisk branding, men netop har vundet sin popularitet med sin nøgterne og
lidt kedelige stil.
Det er for så vidt interessant læsning, men tidsperioden for det liv og
den tid der beskrives her er så øjeblikspræget at det kun er en tidslomme der
kan være interessant at genopfriske, men som i dag blot åbner helt nye
spørgsmål.
Marianne Jelved og de Radikales rolle i den parlamentariske situation
der er omdrejningspunkt for næsten halvdelen af bogen, er i dag ændret
markant med dannelsen af Ny Alliance (nu Liberal Alliance), Borgerligt
Centrum som nyt skud på stammen og et styrket SF. I dag står de Radikale
med langt færre mandater og en ny leder i spidsen for partiet. Holsteins
fortælling er stadig interessant i sin tolkning på fortælletidspunktet, bl.a. med
sine spekulationer om hvem der bliver næste leder af partiet, men den
aktualitet han lader være udgangspunktet for bogen, er i dag kraftigt
reduceret, og man savner få år efter udgivelsen nye fortolkninger. Som
nyhedsartiklen skal bogen fænge nu og ikke i overmorgen, og mange af
biografierne, ikke kun Holsteins, har netop karakter af en udvidet politisk
analyseartikel.
Den journalistiske aktualitet som drivkraft er meget konkret i de tilfælde hvor
der er skrevet flere biografier om samme person. Ritt Bjerregaards første
biografi udkom i 1997, hvor hun ikke selv medvirkede – angiveligt pga.
ringeagt for den ene biografs samlever, Michael Kristiansen, der havde
skrevet negativt om hende i forbindelse med sagen om Kommissærens dagbog
(Detlefsen & Lopes, 1997, s. 10). Motivationen for biografien var i følge
biograferne at beskrive en kontroversiel politisk figur og kvinde der ikke
tidligere var biograferet, og som kun få kendte baggrunden for (ibid., 7ff.).
10 år senere i 2007 var den politiske situation en anden, og et exigence
for en ny journalistisk biografi var modnet – Ritt Bjerregaard var nu
overborgmester i København med fornyet interesse for et publikum efter
massiv presseomtale de sidste år. Biografien Ritt føjer nye kapitler til den
36

første og slutter med afsnittet ”Fremtidens København”med klare
deliberative spor:
Opgaven er altså København. Og opgaven er konkret. Den er at indrette en
by og dens funktioner, sådan at ganske almindelige, mennesker med
moderne behov har lyst til at blive og bo i den. Vesterbrobarnet har forladt
arbejderklassen, sådan som hun drømte om, og har nu magten, sådan som
hun gerne ville, til at ændre vilkårene for borgerne i den by, der formede
hende mere end et halvt århundrede tidligere. Om hun lykkes med
projektet, er det kun vælgerne, der afgør (Højbjerg & French, 2007, s. 357).
I Anders Fogh Rasmussen – i godtvejr og storm (Larsen, 2000) iscenesættes en
formand i opposition med en masterplan for at nå regeringsmagten. Året efter
blev han statsminister, og bogen genudgives i 2003, med biografens ord, som
”en ajourført fortælling” (Larsen, 2003, s. 8) med en fornyet status og
fremtidsudsigter fra Statsministeriet. Det ligger næppe i den traditionelle
biografis grundtanke at det skulle være nødvendigt at opdatere den med få
års mellemrum. Men den politiske biografi er lykkedes ud fra journalistikkens
kriterier og det kommercielle exigence. Biografen har lånt markante
genretræk fra biografien og nyhedsartiklen til at skrive en aktuel og sælgende
bog.
Den antikke lovtale
Biografien kan betragtes ud fra den aristotelisk epideiktiske genre i og med at
den behandler og (implicit) roser og/eller dadler en persons karakter, nemlig
den biograferedes levede liv. Heri ligger en social og didaktisk funktion: Man
kan læse biografier for at spejle sit eget liv i den biograferedes og hente
inspiration til sit videre liv og virke. 41 Det epideiktiske formål er i den
forstand mimesis (Hauser, 1999; Sullivan, 1993, s. 115). Ikke en imitation af
livet som sådan, men af den etik hvormed et fortalt jeg eller biografen
forholder sig til den biograferedes valg. Læseren inviteres her ind i en etisk
41 I selvbiografiske bøger ses dette helt eksplicit: B.S. Christiansens Et liv på kanten (2005),
der i øvrigt er Danmarks mest solgte bog nogensinde (knapt 300.000 eksemplarer i efteråret
2008), bliver en slags selvhjælpsbog hvor læseren kan lære af Christiansens ”livsfilosofi”.
Som en bruger, Peter, skriver på netboghandlen www.saxo.dk: "Et liv på kanten har ændret
mit liv totalt og givet mig en viljestyrke, jeg ikke anede, jeg besad." (Anonym III, 2008)
37

dimension. 42 Biografien som epideiktisk artefakt bekræfter eller diskuterer
dermed i bredere forstand de værdier vi lever efter, og som vi i andre
sammenhænge argumenterer ud fra (Hauser, 1999, s. 20; se evt. også
Perelman, 2005, s. 54ff om argumentationens præmisser).
Mere specifikt kredser den politiske biografi om den biograferede som i
en klassisk lovtale – her over det politiske virke. I lovtalen, der er det tætteste
man kommer på en rendyrket epideiktisk genre, fremstiller taleren som det
vigtigste punkt personens gode karakter og egenskaber ved at fortælle om
hans handlinger (Eriksson, 2002, s. 145). Vi finder en fremgangsmåde for
fremførelsen af lovtalen (Græsk: enkomion) i Afthonios’ progymnasmata fra 300-
tallet e.kr. 43 Dispositionen, som elever skulle følge i øvelsen, lyder:
1. Indledning (stilistisk og indholdsmæssigt tilpasset emnet)
2. Herkomsten (begyndelsen på den kronologiske del)
3. Opvæksten (hvordan gik han fra dreng til mand)
4. Gerninger personen har udført (hvad siger de fx om sindelaget)
5. Sammenligning med andre (for at vise personens overlegenhed)
6. Afslutning (ofte udformet som en bøn)
Det ligner biografernes disposition når man modificerer bønnen i
afslutningen. I den rene epideiktiske genre ekspliciterer taleren sin hyldest. I
biografien er hyldesten oftest implicit, og det er læserens opgave at knytte
den narrative diskurs til personaer der giver en formodning om ethos hos den
biograferede (se evt. Cherry, 1998). Særligt interessant finder jeg punkt 2 og 3.
Man kunne jo i en hyldest være gået direkte til punkt 4, men narrativer om
herkomst og opvækst tillægges altså persuasiv kraft. 44 Jeg vil som en heuristik
benytte lovtalens disposition til at beskrive den politiske biografis topik.
42 James Phelan identificerer indledningsvis i bogen Living to Tell about It (2005) historiers
effekt i tre tæt knyttede dimensioner. Foruden en kognitiv (hvordan vi forstår historien) og en
emotiv (hvordan vi følelsesmæssigt oplever den) undersøger han en etisk dimension: ”[W]hat
are we asked to value in these stories, how do these judgments come about, and how do we
respond to being invited to take on these values and make these judgments?” (Phelan, 2005,
forord, s. IX)
43 De retoriske øvelser – hvor eleverne som led i deres dannelse peidea i tale og skrift har
trænet særskilte discipliner og genrer for siden at kunne mestre alle talekunstens facetter og
virke som politikere, militærfolk eller advokater – har haft afgørende indflydelse på hele
skolevæsenet og dannelsesidealer i den vestlige tradition (Eriksson, 2002, s. 13ff.).
44 Retfærdigvis skal det siges at smædetalen hos Afthonios har samme disposition og den
persuasive kraft i narrativer kan i biografien teoretisk kompromittere biograferedes ethos. Jeg
38

Afthonios’ forskrifter for en indledning er et stilistisk og indholdsmæssigt
anslag tilpasset emnet. I biografien vil nogle biografier, efter et obligatorisk
forord om metode og motivation, indledningsvis bryde en ellers konsekvent
kronologi med en prolog der introducerer en tematik eller konflikt (politisk
og/eller personlig). I Nyrup er det Poul Nyrup Rasmussens kejtede facon
kontra hans indædte arbejdsiver i en narrativ om Salman Rushdie-sagen
(Qvortrup & Lunde, 1997). I Claus Hjort – Strategen bag det nye Venstre er det
’strategen’ der in medias res introduceres i en scene fra et regeringsmøde i
2003:
”Husk nu lige på, hvordan vi vandt valget.” Der blev ro i lokalet, da Claus
Hjort Frederiksen rejste sig og kaldte sine ministerkolleger til orden. [...] ”Vi
vandt, fordi vi lovede at bevare velfærdsstaten. Vi lovede at udvikle, ikke
afvikle. Chancerne for genvalg vil være minimale, hvis ikke vi holder det
løfte” (Hvidtfeldt & Buch-Andersen, 2007, s. 9).
Fra et sådant anslag går biografen, som i lovtalen, kronologisk til værks. Mest
udtalt hos Højbjerg og French (2007) der i Ritt har inddelt kapitlerne efter
årstal.
Hos Afthonios er det under herkomsten på sin plads at hylde ”folk
(ethnos), fädernesland (patria), förfäder (progonoi) och fäder (pateres)”
(Eriksson, 2002, s. 65, fremhævelse i original). Biografen tager tilsvarende
næsten per automatik sit udgangspunkt i den biograferedes forældre og nogle
gange bedsteforældrenes opvækst og livsvilkår. Slægter skal følge slægters
gang, synes at være en underliggende topos, og biograferne gør en del ud af
at etablere scene og doxa i narrativerne om slægten. For to generationer tilbage
var livet på landet hårdt og slidsomt. Om Anders Fogh Rasmussens far,
gårdmanden Knud Rasmussen hedder det fx hos Kragh:
er som tidligere nævnt ikke blind for at det også sker, fx i narrativen om Mogens Lykketofts
strategiske manøvrer i samarbejde med Svend Auken for at gøde jorden til et formandsskifte,
”mens Nyrup desperat er ude på gader og stræder for at skrabe de sidste stemmer hjem til
partiet” (Holstein, 2003, s. 15). Egentlige smædebiografier er jeg ikke stødt på blandt stadigt
aktive politikere, og Fyrsten (Holstein, 2003) som jeg citerer ovenfor er nok den der er tættest
på. Uden for mit felt er Utro, håb og kærlighed (2001) af Annette Engell en selvbiografi, men
med fokus på en meget dominerende Hans Engell der eksplicit kritiseres.
39

Gårdmanden havde ikke fået noget som helst forærende. Han var vant til at
arbejde hårdt og forventede, at andre gjorde det samme. [...] Som 14-årig lige
efter sin konfirmation var han blevet sendt ud på Djurslands gårde, hvor
han havde boet i et aflukke fra stalden og sovet med is på dynen. Om
aftenen, når den 12 timer lange arbejdsdag var overstået, sad han og skrev
opgaver, som han sendte med posten til en brevskole i København (Kragh,
2006, s. 13).
I herkomsten ligger en arv som udnyttes narrativt. Anders Fogh Rasmussen
forventer senere ekstraordinær opofrelse og disciplin fra sine embedsmænd
(ibid, s. 147ff.). I Ritt fornemmer læseren den voksne Ritt Bjerregaards
karakter gennem hendes forældrenes dækkede tale: Ritt Bjerregaard græder
som ung pige ud hos en veninde efter en dårlig karakter i historie til eksamen
i fjerde mellem. ”Da gråden var stilnet af, talte veninderne aldrig om det igen.
At gå og have ondt af sig selv brugte man ikke hjemme hos Ritt. Man måtte
tage sig sammen og gøre sig mere umage næste gang” (Højbjerg & French, 2007, s.
10, min fremhævelse). Lige herefter introduceres moderen Rita Olsen.
’Slægt skal følge slægters gang’-toposen udmønter sig i forbindelse
med etableringen af en politiker-persona på to måder: Narrativer om fx Niels
Helveg Petersens og Margrete og Svend Aukens politisk og socialt
engagerede hjem har vægt i en ”De fik det ind med modermælken”-topos. I
Thomas Larsens Auken. En Familiefortælling (1999) er slægtsbåndet en
grundlæggende underliggende topos i skildringen af tre generationer i
Auken-familien. Andre bryder denne topos med den modsatte, helt eksplicit i
Helle for magten ”Det lå aldrig i kortene, at hun [Helle Thorning-Schmidt]
skulle ende i toppen af dansk politik” (Nielsen, 2007, s. 45). Fælles for genren
er at biografen som i lovtalen med sympati knytter livsvilkår og egenskaber
fra slægten til den biograferede.
Opvæksten følger i Afthonios’ disposition naturligt efter herkomsten, og
biografien følger en kronologi fra barndom, ungdom, begyndende politisk
karriere og frem til i dag. Sammenholdt med den traditionelle biografi fylder
de aktuelle og fremtidige overvejelser kvantitativt meget, ofte over halvdelen
af bøgerne.
Det ligger som en topos i vores doxa at det er sundt at vokse op i
fattige kår, og særligt i den socialdemokratiske doxa er en vis kamp og
40

trængsler en del af selvforståelsen. Et punkt hvor Thorning-Schmidts politiske
modstandere ellers har forsøgt at stille spørgsmålstegn ved troværdigheden i
at en moderne, højtuddannet kvinde med britisk mand og karriere i Bruxelles
taler de socialt marginaliseredes sag. Øgenavnet ”Gucci-Helle” er essensen af
forsøget på karaktermord med henvisning til hendes håndtaske der er af et alt
for eksklusivt mærke i en socialdemokratisk doxa. 45 Narrativer om
forældrenes skilsmisse og den relativt beskedne opvækst med moderen i en
lejlighed i Ishøj (Redington, 2007, s. 75ff.) giver Thorning-Schmidt ethos til at
tale om social indignation som drivkraft for sit virke.
Når lovtalens retor i punkt fire er optaget af gerninger der styrker ethos, kan
man i biografiernes forløb se en tendens til at søge og følge et slags
psykologisk styrende princip: I skildringen af barnet og senere den unge
politiker søger biografen ofte et svar på det implicitte spørgsmål ”hvorfor
blev han/hun politiker?” Narrativerne opbygger personaer som vi kender fra
toposen puer senex ”Gammel (allerede) som ung” (Eide, 1999, s. 134). Det er
som om biografen har udvalgt netop de narrativer der svarer til biograferedes
nuværende kendetegn. Biografen vil gerne besvare et andet spørgsmål i
direkte forlængelse af det første: ”Hvorfor blev han/hun den politikertype?”
Anders Fogh Rasmussens nuværende stædighed og indædthed bakkes op af
en lang række narrativer, fx i indledningen om hvordan han i en meget ung
alder ville være politiker (Kragh, 2006, s. 7), hvordan en lærer var sikker på at
han ville blive landbrugsminister en dag (ibid., s. 41) og hvordan han med en
kammerat systematisk lod de andre klassekammerater låne penge, men med
10 øre i renter pr. dag, og voksede gælden, ”blev hidsige Peder Degn
Pedersen sendt i byen for at inddrive pengene” (ibid., s. 25). Barne- og
ungdomspersonaen knyttes i narrativer om gerninger til den aktuelle
politiske karakter. Et længere eksempel fra Kraghs biografi er følgende
beskrivelse der også foregriber påstanden om narrativen som implicit
ethosappel i kapitel 4:
45 Tidligere medlem af Socialdemokraterne Freddy Blak stod bag kaldenavnet. Håndtasken
som politisk attribut trækker spor tilbage til Margaret Thatcher, den britiske premierminister
med sit image som ’jernlady’, og herhjemme formåede tidligere leder for De Radikale
Marianne Jelved at gøre håndtasken til et varemærke for sin slagkraft. Thorning-Schmidt har
også forsøgt at kvæle kritikken med selvironi, bl.a. i ”Jeg kan slå Anders Fogh”-talen på
Socialdemokraternes ekstraordinære kongres d. 12. marts 2005: ”At kalde Dansk Folkeparti
for et midterparti svarer til at kalde min håndtaske for en Fjällræv” (Thorning-Schmidt, 2005).
41

Fessor Papkasse [Fogh Rasmussens øgenavn efter hans flid og firkantede
hovedform] sad ved siden af Gert Sørensen, der var den næstdygtigste i
klassen. Han kunne måske have været lige så dygtig som Anders
Rasmussen, men gad ikke lave sine ting og brugte de fleste timer på at sidde
og dissekere insekter. I frikvartererne morede Gert Sørensen sig med at
spørge Anders Rasmussen om hjælp til lektierne. Han vidste godt, at svaret
hver gang var et meget høfligt men urokkeligt nej. Anders Rasmussen
brugte gerne tid i frikvartererne på at hjælpe dem, der ikke kunne, men
gerne ville. Gert, som kunne det hele og bare ikke gad, måtte klare sig selv.
Det var noget for noget (Kragh, 2006, s. 43).
Anders Rasmussens gøren og laden i frikvarterene på Viborg Katedralskole
flettes ind i den moral Fogh Rasmussen-regeringerne i dag opererer efter,
konkret formuleret tidligere samme år som biografiens første udgivelse, i
udspillet fra 23. februar 2004, “Noget for noget”. Kragh lader læseren selv
lave denne kobling.
I Jacob Rosenkrands meget personlige Toastmasteren om og med Klaus
Bondam bliver ’toastmasteren’ omdrejningspunkt. Konkret referer titlen til
hans filmrolle og gennembrud i Thomas Vinterbergs Festen. Hans politiske
handlinger og stil knyttes til toastmaster-metaforen og den der kompetent
gerne vil sørge for at andre har det godt.
Den antikke lovtaler er under gerninger også optaget af kroppens ”skönhet,
snabbhet och styrka” (Eriksson, 2002, s. 151, fremhævelse i original). Man
kunne være hurtig og afskrive denne del af dispositionen, men den moderne
biografi er optaget af det fysiske udtryk i kraft af et ofte omfattende
billedmateriale. 46 Det er dog ikke en eksplicit skønhed, hurtighed og styrke
biografen ønsker at udtrykke, men snarere en doxa om fx en opvækst (Claus
Hjort Frederiksen som sund og rask dreng med opsmøgede bukser ved en
fiskerbåd ved Humlebæk havn (Hvidtfeldt & Buch-Andersen, 2007, s. 43));
eller som dokumentation for eller illustration af skelsættende begivenheder
(fx Lykketoft der overtager formandsposten hos Socialdemokraterne efter
Nyrup Rasmussen, (Holstein, 2003, indstik s. 256,)). Billederne bidrager som
identifikationsmidler hos læseren der kan genkalde sig lignende fotos af sig
selv, eller som kan huske de politiske begivenheder eller billederne selv da de
46 I Ritt (Højbjerg & French, 2007) fylder appendixet med billeder hele 28 sider.
42

lev bragt dengang hændelsen var helt aktuel. De kendte pressefotos
fungerer epideiktisk som en consubstantial space (Burke, 1950; Sullivan, 1993, s.
127). I lovtalen skal modtageren betages af skønheden; i biografien skal
modtageren med sin personlige erindring inddrages i det fysiske miljø som
de deler med andre.
Afthonios’ femte og næstsidste punkt er sammenligningen med andre (for at
fremhæve de overlegne egenskaber hos den man taler om).
Smith & Watson taler i forbindelse med læsning af selvbiografien om
den rolle andre end hovedpersonen spiller (Smith & Watson, 2001, s. 64ff.).
Markante ”Others” eller relationalitet i det hele taget kan have stor betydning
i biografiens narrativer og plot. Politiske samarbejdspartnere får vægt,
specielt der hvor intriger og venskaber støder sammen. Biograferne udråber
ikke direkte skurke og helte, men sympatien ligger primært hos den
biograferede i konfrontationerne. Biografierne om det socialdemokratiske
firkløver, Auken, Nyrup, Lykketoft og Bjerregaard er alle optaget af
kongemord og spillet i kulissen ved hvert formandsskifte. I Svend er et helt
kapitel viet til den ekstraordinære kongres d. 11. april 1992 i Vejle hvor Auken
væltes af Nyrup. Ved et tilfælde skal de med samme fly fra København:
”Dav, dav, daav, Svend,” siger Poul Nyrup med et anstrengt grin, da han
stiger ind i flyet til Billund. [...] Det er dagen før dagen. Poul Nyrup er iført
mørk habit og ligner allerede en nyvalgt formand. Han er omgivet af sine
sekretærer med tæt mappeføring og en hale af fotografer. Svends
påklædning er mere afslappet. Som sædvanlig har det været svært for
Bettina [Heltberg, Aukens daværende kone] at overbevise ham om, at
påklædning har betydning (Børsting & Karker, 2006, s. 246).
Auken omtales jovialt som ’Svend’, mens ’Poul Nyrup’ stiger ind i flyet. Der
er et strejf af kynisme og falskhed i beskrivelsen af Nyrup med hans
”anstrengte grin”, ”mørke habit” og ”sekretærer med tæt mappeføring”.
Auken derimod rådfører sig med sin kone og er ikke en kalkulerende natur
der tilægger det ydre en betydning.
Gennemgående beskrives han som en højt begavet politiker, men som
ikke besidder den kynisme som folk omkring ham benytter. Den manglende
situationsfornemmelse kan læses som en svaghed, men jeg ser den her som et
43

udtryk for en persona der er nede på jorden og synes man skal dømme folk
på hvad de kan og ikke på hvordan de ser ud. Auken har da heller ikke ”en
hale af fotografer.”
I Qvortrup og Lundes Nyrup er rollerne anderledes, ligeligt fordelt da
samme situation beskrives.
”Dav, dav, dav, Svend,” hilser Nyrup tilsyneladende hjerteligt på Svend
Auken, da han kommer op i flyveren og møder Auken, der vanen tro har
bemægtiget sig et sæde på forreste række med ekstra plads til benene.
De nære rådgivere for henholdsvis Nyrup og Auken, Mogens Lykketoft og
Jacob Buksti, går ved siden af hinanden på vej op i flyet (Qvortrup & Lunde,
1997, s. 151).
Her er opbudet af ledsagere lige, og Auken er også et menneske der markerer
sin egen person og har ”bemægtiget” sig en god plads forrest. Dog af
praktiske årsager.
Formandsopgøret fortolkes i Nyrup som en politisk nødvendighed, og
Marianne Jelved citeres for at melde rent ud, at med Nyrup som formand er
en socialdemokratisk ledet regering rykket tættere på (ibid., s. 153).
Nyrup handler altså i samspil med andre for et fælles bedste for
partiet. Når Nyrups lederevner ganske hyppigt kritiseres (fx ibid., s. 66, s. 69.,
s. 291 og s. 357) er det med en underliggende præmis om at han er et godt
menneske der blot mangler politisk præcision og forståelse. Hans karakter er
rundet og positivt beskrevet, og hans empati rækker ud over partiskel som da
han ”som en af de første er på pletten med et varmt og personligt brev, da
Hans Engell efter at have kørt spritkørsel i februar 1997 må forlade
lederposten hos de Konservative” (ibid., s. 305). Nyrups kone, den radikale
Lone Dybkjær får derimod en usædvanlig hård medfart (ibid., s. 340), og når
en så markant person tæt på den biograferede kritiseres, kan det smitte af på
den biograferede og stille spørgsmålstegn ved hans dømmekraft.
Generelt for alle de politiske biografier i deres sammenligning og inddragelse
af andre personer, er billedet af éneren. Denne særlige person der træder ud
fra mængden med sin drivkraft og væremåde. I barndommen også i
offerrollen, som det ses i narrativen om Anders Fogh Rasmussen (der
uddybes i kapitel 5). Genren lægger naturligt op til at fremhæve det særlige
44

hos ét individ, og de biograferede har (foreløbigt) gennemlevet spektakulære
karrierer. Når den biograferede således er i centrum for fortællingen, bliver
læseren deres følgesvend. Fortællingen opfordrer læseren til at interessere sig
for hovedpersonen, og derfra er der ikke langt til at anlægge en sympati for
protagonisten eller ’helten’. Dette udbybes i afsnittet om skønlitterære træk.
I den klassiske lovtale var man nu nået så høj en stil at det var passende i
afslutningen (epilogos) at påberåbe de højere magter med en bøn om velgang
for den man priser (Eriksson, 2002, s. 152). 47 Vi ser en afsmitning af bønnen
når vi i hyldesttalen i dag udråber et leve for fødselaren som en formaliseret
patos-appel. Og af og til stemmes der i med et ”Og gid at det må gå ham godt
og gå ham godt...” etc. Funktionen, at ramme en passende høj stil der
tilfredsstiller modtageren og i fællesskab at ønske den lovpriste alt godt,
synes også at optage den moderne biograf.
Jeg har omtalt at den nyere politiske biografi har et særkende ved også
at opholde sig ved fremtidige perspektiver. Biografen skifter mod slutningen
gear i fortællingen og peger på tendenser og umiddelbare udfordringer for
den biograferede i det politiske virke. Her bliver det deliberative element
tydeligt i forhold til lovtalen og en traditionel biografis primære tilbageblik på
afdøde eller aldrende hovedpersoner.
Det er ikke en direkte bøn eller et udtrykt ønske om lykkelig fremtid,
men en underliggende fordi funktionen er at se ud i fremtiden og spå om
prøvelserne i den videre færd i en karriere, der jo som noget specielt for
genren, er i fuld gang.
I Connie Hedegaard. Ikke blot til pynt (2005) kan man afslutningsvis
næsten høre Kurt Strand ønske Hedegaard en fremtid som formand hos de
Konservative og måske som den første (eller anden) kvindelige statsminister
(Strand, 2005, s. 323). ”En anstændig borgerlig har talt” (ibid., s. 326) slutter
han af, og markerer dermed en holdning der bringer mig over til et andet
genretræk.
47 Afslutningen ses også mere nøgternt udformet, som Afthonios eksemplificerer med en
lovtale over tiden der afsluttes kort med at ”det är svårt att säga allt” (Eriksson, 2002, s. 157).
45

Den politiske anbefalelsestale
I selvbiografien indgår læser og forfatter en pagt 48 om at det man læser
forholder sig til sandheden. I biografien ligeså, og læseren har en forventning
om at få en sandfærdig fortælling om den biograferede.
Jeg har berørt det tre-dobbelte afsenderforhold i beskrivelsen og
fortolkningen af den retoriske situation. I den politiske anbefalelsestale holder
en person en tale der skal anbefale en anden politiker. Hvem der taler er ikke
ligegyldigt for den afsmittende ethos-effekt. Empiriske studier har påvist det
McCroskey kalder sponsorship effect:
One may expect to have substantially higher ethos if introduced by a person
respected by the audience than one would have without such an
introduction (McCroskey, 1993, s. 84).
Et eksempel fra dansk politik kunne være det allerede omtalte
formandsopgør i Socialdemokratiet i 1992 mellem Poul Nyrup Rasmussen og
den dengang siddende formand Svend Auken. Aukens anbefalelsestale blev
holdt af en ganske ung Frank Jensen. Taleren var i sig selv et performativt
retorisk valg da argumentet om at Auken ikke var en mulighed i fremtidens
Socialdemokrati med et tættere samarbejde over midterpartierne, syntes
vaccineret i kraft af den unge fremtidens mand.
Nyrup, som med sin fortid i LO blev anklaget for at være en tør
teknokrat uden føling for mennesker, havde en ung, kvindelig Marianne
Bruun som anbefaler. Hun var desuden medlem af hovedbestyrelsen der
ellers støttede Auken. Havde Nyrup valgt folk der lignede sig selv for meget,
ville talens mange adjektiver, ”helstøbt”, ”tænksom”, ”favnende”,
”imødekommende”, ”uhøjtidlig”, ”dejlig uimponeret”, ”super-loyal”
”visionær” m.fl. (Bruun, 1992), virke mere forudsigelige og mindre
persuasive.
Hvis man for en stund betragter biografen som en anbefaler, bliver det
påfaldende den biograferedes styrke at biografen er erklæret uafhængig. For
den uafhængige er ikke i lommen på den biograferede som beskrevet under
afsenderforholdene. Genreforventningen til biografien er at vi her kommer
48 Den selvbiografiske pagt er et begreb der introduceres af franskmanden Philippe Lejeune i
værket med samme titel, Le pacte autobiographique (1975).
46

nærmere en sandhed om et liv. Og sikkert mere nuanceret og troværdigt end
den biografede selv ville gøre det i en erindringsbog.
Biografien kan i denne tolkning få karakter af et partsindlæg, men med
en stærk anbefaler der ikke er forudsigelig. Kurt Strand, der som før
beskrevet tydeligt markerede en sympati mod slutningen, skriver i sit forord
til Connie Hedegaard. Ikke blot til pynt at bogen er ”et forsøg på at tegne et
dækkende politisk portræt af et spændende menneske, som i sine første 45 år
har sat sig mange spor både i og uden for politik. Og som formentlig – hvis
hun selv vil – kan få stor betydning og indflydelse i dansk politik i mange,
mange år frem” (Strand, 2005, s. 8). Det bliver et langt, velresearchet portræt
hvor Hedegaard også selv får ordet mens Strand holder mikrofonen.
Undertitlen Ikke blot til pynt peger frem mod de Konservatives fremtidige
magtfordeling.
Med Connie Hedegaards tilbagevenden til aktiv politik er Lene Espersens og
Brian Mikkelsens chancer for at efterfølge Bendt Bendtsen som partiformand
formentlig reduceret betragteligt (ibid., s. 322, billedtekst).
Om end chancerne var reduceret, blev Lene Espersen ny formand, og bogens
retoriske situation og publikum er ændret. Den politiske anbefalelsestale er
tilsvarende knyttet til sin konkrete kontekst.
Det skønlitterære værk
Selvom biografen ikke kan indfange den endegyldige sandhed om et
menneske, forholder fortællingen sig til virkeligheden. Den er ikke fiktiv. På
et tekstnært plan genkender man dog den fiktive fortællings stilistiske valg af
fortælleposition og andre litterære greb til at fange og fastholde sin læser. Jeg
har på side 33 nævnt brugen af fingeret direkte tale. En scene sættes, og
læseren inviteres inden for og tæt på personerne: ”’Det er ikke rimeligt, og
hvis jeg kunne, ville jeg bytte med dig’, sagde Heidi” (Højbjerg & French,
2007, s. 9) til veninden Ritt Bjerregaard efter denne havde dumpet en
eksamen.
I den psykologisk-eksistentielle biografi, eller i sådanne passager, er
dette et særkende. Biografen skildrer med evidentia kernehændelser som de
meget vel kunne have taget sig ud på baggrund af grundig research. De
47

litterære greb som de kommer til udtryk i narrativen er genstand for nærmere
analyse i kapitel 5.
Også overordnet følger biografien ofte en skønlitterær dramaturgi. Meget
tydeligt er det i Naser (Astrup, 2008), der har den klassiske tragedies forløb:
Det går godt for helten der karakterfast vokser op i Syrien, kommer til
Danmark og stikker ud i forhold til andre. Handlekraftigt nægter han at indgå
et arrangeret ægteskab med sin kusine. Khaders opstigning (sammen med
Kamel Qureshi den første MF’er med indvandrerbaggrund) og Khaders
storhed (under Muhammedkrisen og med stiftelsen af Ny Alliance) er
overvældende, men så meget desto mere er hans uundgåelige fald (med
vælger- og medlemsflugt fra partiet og latterliggørelse i pressen) det også.
Som i tragedien placeres ansvaret uden for hovedpersonen. Det er ikke
ligefrem skæbnens ansvar, men arbejdet og succeen i Ny Alliance ”afhang af
en masse andre mennesker end ham selv” (Astrup, 2008, s. 284). For første
gang kan han ikke bare stole på sin egen stålsatte vilje og evner. Han
genrejses i biografien efter sit fald ligesom andre kulturpersonligheder i vores
(danske) dyrkelsesmønter med indlejret Jantelov er blevet. 49 Om læseren
oplever denne indholdsmæssige og strukturelle rutschetur med Khader som
en aristotelisk katharsis, er måske over målet, men dramaturgien i Khaders liv,
som det skildres, er medrivende, og biografien kan dermed for læseren have
en psykodynamisk funktion, som litteraturen (Kock, 2003).
Tragedien, eller en anden skønlitterær tekst, er som hovedregel ikke skrevet
til én bestemt kontekst og herunder henvendt til et særligt publikum som en
retorisk tekst (ibid., s. 57) fx anbefalelsestalen. Man kunne hævde at en
biografi antog samme tidsløse form idet dens tilbageskuende behandling af et
interessant liv bør kunne læses af flere forskellige modtagere, til flere tider og
steder (ibid.). Men under afsnittet om journalistiske kriterier har jeg fastslået
at den politiske biografi har et kairós – nemlig når hovedpersonen er mest
eksponeret, og dens kontekst har betydning når dens læsere kan handle ved
49 Jørgen Leth er igen en feteret filminstruktør der for nyligt har fået sit samlede filmiske værk
restaureret og udgivet på DVD efter en stormombrust tid i kølvandet på hans selvbiografiske
bog Det uperfekte menneske. Også vinderen af TV 2’s talentshow Popstars i 2002, sangeren
Jon Nørgaard, cykelrytteren Bjarne Riis og skuespilleren Robert Hansen er eksempler på
karakterer der i en mediemæssig fortælling blev hyldet, dadlet og derpå genrejst på ny.
48

at stemme på den biograferede ved næste valg. I dette skisma befinder den
politiske biografi sig. Med klare lån fra skønlitteraturen som virkemiddel,
men forankret i en konkret retorisk situation. Hvordan plot og
underlæggende masterplots fungerer i biografien, og hvordan ikke bare
midlerne, men også funktionen kan siges at have æstetisk karakter i
biografien, skal jeg vende tilbage til. Her først en opsummering:
Jeg har i dette kapitel betragtet genren som en hybrid af foregående og
velkendte genrer og et passende svar til de omstændigheder der omgiver
biografierne. Genkalder vi os Jamieson og Campbells tre genreelementer og
deres indbyrdes påvirkning, kan man kort opsummere kapitlet og genren,
den politiske biografi.
• Substantive elementer: En siddende politikers liv skildres af en biograf
der påvirkes af den biografiske traditions formkrav, men afviger
særligt på validitetskravet. Nutiden og fremtiden har tillige høj
prioritet. Hensynet til den stadig politisk aktive hovedperson og
dennes (direkte eller indirekte) medvirken giver teksten et præg af
sympati med den biograferede som i anbefalelsestalen og som den
også kan spores i lovtalen og dennes topik. Den journalistiske tilgang
vægter aktualitet og konfliktfyldt stof højt.
• Stilistiske elementer: Det journalistiske krav om identifikation kommer
til udtryk i lån fra skønlitteraturens stilistiske træk (fortælleposition,
plot, dialog, scene m.m.).
• Situationelle elementer: Et kommercielt exigence styrer valget af emner
og med aktualitetskravet en stram tidsplan. Midtsøgende politik og et
fragmenteret mediebillede sætter ethos i centrum som gør biografien til
godt salgsmateriale, men som også stiller krav til politikerens
ethosappel ang. vælgeropbakning. Både bøgerne og politikerne skal
”sælge”.
49

4. Den biografiske narrativ – en implicit ethosappel
I dette kapitel vil jeg knytte det narrative til ethos-begrebet i en argumentativ
sammenhæng. Jeg vil derfor begynde med at definere nogle centrale begreber
fra narrativ teori i relation til den politiske biografi.
Story og repræsentation
James Jasinki har i et vue over litteraturvidenskaben og retorikkens
definitioner hæftet sig ved at narrativen “[is] ordering events or experiences
in a time sequence” (Jasinski, 2001, s. 390). H. Porter Abbott har i bogen The
Cambridge Introduction to Narrative en tilsvarende definition som han uddyber:
“The difference between events and their representation is the difference
between story (the event or sequence of events) and narrative discourse (how
the story is conveyed)” (Abbott, 2002, s. 13, fremhævelse i original). Uden
repræsentationen er der ingenting vi kan forholde os til, når vi delagtiggør
hinanden i begivenheder over tid. 50 Jeg bruger i det følgende Abbotts
begreber story om hændelserne og den danske oversættelse repræsentation om
den fortalte version. Sidstnævte anvender jeg, som Abbott, synonymt med
narrativ diskurs. 51
En biografi er, som det kort blev defineret i foregåede kapitel, en nedskrevet
fortælling om et andet menneskes liv. Med Abbots begreber altså en medieret
repræsentation af story. Forud for værket ligger en kompleks handling af
udvælgelse og strukturering af hændelserne for den interviewede der
“genoplever i erindringen”. 52 I biografien, der bygger på samtaler med
biograferede og/eller betydningsfulde kilder omkring vedkommende, får den
biograferedes repræsentation endnu et lag af fortolkning i kraft af en biograf
der sjældent har taget aktiv del i livet der formidles: Biografen udvælger og
50 Der findes dog også non-narrative tekst-genrer, skriver Abbott, hvor det tidslige aspekt ikke
spiller nogen rolle. I et essay fx vil det tidslige kun være til stede i den tid det tager at læse
essayet (Abbott, 2002, s. 14). Der kan i essayet dog godt være narrative passager, fx en
erindring, der kræver at læseren forholder sig til en narrativ tid og et hændelsesforløb.
51 I litteraturvidenskaben møder man også distinktionen mellem de tidslige forløb som fabula
(story) og sjuzet (repræsentationens rækkefølge af begivenheder) fra den russiske
formalisme.
52 Titlen på Johanne Louise Heibergs selvbiografi, som her alluderes til, gør opmærksom på
forholdet mellem faktisk historie og erindring – story og repræsentation.
50

strukturerer i de narrativer hun møder – og hun har forinden foretaget valg
og fravalg i forhold til hvem hun taler med, og er måske begrænset i sit
kildemateriale af situationelle årsager som forbeholden medvirken eller
tidspres for at bogen kan nå julesalget. Biografen kan tilmed støde på
kontrasterende udsagn, og kan have svært ved at afgøre hvad der er (mest)
sandt. 53 Biografien præges altså både af den biograferedes og af biografens
perspektiver. Den er, med historikeren Bo Lidegaards ord, “subjektiv i
dobbelt potens” (Lidegaard, 2001, s. 17). Forlagenes og boghandlernes
påstande om at nu får vi “for første gang hele historien” 54 og lignende, er altså
en sandhed med modifikationer; læseren møder derimod en repræsentation
af faktiske begivenheder der i sin natur er selektiv.
Nedenstående pile illustrerer sammenhængen mellem kontekst og de tekstlige
konstruktioner (til højre) med eksempel i Kraghs biografi om Fogh Rasmussen.
Kontekst Tekst
Story Repræsentation
Anders Fogh Rasmussen, Anders Rasmussen der
opvokset i Hvidding der skiller sig ud fra de andre
i dag er statsminister børn på gårdene.
Ethos Persona
På det tekstlige niveau møder læseren den narrative diskurs i repræsentationen
som en række personaer, fx som barn i relation til de andre børn, som gymnasiast
med den første brandert, som ung, hårdfør skatteminister etc. Disse forholder sig til
hhv. den historiske Anders Fogh Rasmussen og den ethos han har i læserens
opfattelse. Det er op til læseren at adaptere personaerne i den narrative diskurs til
ethos (her er bevægelsen fra tekst til kontekst). Men med biografien som genre
ligger ’story’, dvs. faktiske hændelser om faktiske personer, som underlæggende
præmis for læsningen. Der opstår derfor i teksten en klar formodning om ethos.
53 Vi ser det i Fyrsten hvor biografen i forordet beskylder Mogens Lykketoft for at fordreje
kendsgerningerne i arbejdet med bogen (Holstein, 2003, s. 7ff.). I de fleste andre biografier
ser det ud til at den biograferedes udsagn ikke efterprøves.
54 Fra et reklamespot om Fogh. Historien om en statsminister (Anonym II, 2004). Jeg vender
tilbage til dette spot under diskussionen i kapitel 6.
51

Repræsentationens struktur
Plottet som rettesnor
I forlængelse af distinktionen mellem story og repræsentation er det oplagt at
spørge til hvordan narrativen så ‘ordner’ hændelser over tid. I Aristoteles’
Poetik defineres fortællingen kortfattet som en afsluttet, velkomponeret enhed
med begyndelse, midte og slutning (Aristoteles, 1997, s. 23). 55 Plottet styrer en
vis kausalitet eller struktur i begivenhederne. 56 Hayden White pointerer:
Events must be not only registrered within the chronological framework of
their original occurrence but narrated as well, that is to say, revealed as
possessing a structure, an order of meaning, which they do not possess as
mere sequence (White, 1981, s. 5).
Aristoteles’ tidlige struktur har fundet udvidelse i dramaturgiske modeler, fx
Freytags pyramide 57 på baggrund af hans værk, Die Technik des Dramas (2003)
der første gang udkom i 1886. Freytag analyserede græsk drama og
Shakespeare-stykker og udledte konstituerende handlinger for et plots
dramatiske struktur. Modellen kombinerer en tidslig akse med en
konfliktakse således at en stigende instensitet når et klimaks og derpå følger
en faldende spændingskurve i forløsningen.
Forløbet kan i en udvidet struktur tage form som: et anslag, en
igangsættende begivenhed, introduktion af konflikt (græsk agon), point of no
return, klimaks og endelig en løsning eller udvej af konflikten. 58
Konflikten er også central i Algirdas Julien Greimas’ aktantmodel med
udspring fra Vladimir Propps analyser af myter og folkeeventyr. Modellen
med dens personer eller abstrakte aktanter er ligeledes en populær
strukturalistisk måde at anskue dynamikken i en fortælling på.
55
Aristoteles’ udgangspunkt er den samtidige tragedie, men hans begrebsdannelser har
generel karakter.
56
’Plot’ er et begreb der har flere betydninger (se fx Abbott, 2002, s. 43 og s. 194). På ”dansk”
refererer plot i hverdagssproget ofte blot til handlingen, dvs. rækkefølgen af begivenhederne i
narrativen. Plot benyttes også dramaturgisk om en narrativs spændingsopbyggende struktur
med en række vendepunkter (Larsen, 2004, s. 177).
57
I engelsksproget litteratur også kendt som Freytag’s Triangle.
58
Se evt. Larsen (2004) angående disse og flere plotpunkter.
52

Aktantmodellen, fra Knudsen (2005), efter Greimas (1974)
Masterplots og biografiens værdier
Når det er muligt at opstille sådanne tværgående modeller, er det selvfølgelig
fordi noget strukturelt eller substantielt går igen fra de populære historier vi
fortæller i forskellige former. Masterplots er underliggende, bærende historier
i narrativerne der har indlejret grundlæggende værdier i sig (Abbott, 2002, s.
42). Det leder tankerne hen på epideiktikkens funktion når Abbott omtaler
disse masterplots som “a kind of cultural glue that holds societies together”
(ibid., s. 44). Man kan derfor også omtale masterplots som en art topoi; fx kan
masterplottet i Lars Larsens husstandsomdelte selvbiografi, Go’daw jeg hedder
Lars Larsen fra 2004 betegnes med den almene, docerende sandhed i
udtrykket: ‘Enhver er sin egen lykkes smed’. Eller med temaet: The self-made
man. Sådanne topoi indeholder sprogligt og dermed folkeligt forankrede
sandheder gældende for et samfund (se fx Eide, 1999, s. 133), og narrativer
der indeholder disse, opretholder værdierne i denne doxa. Der ligger således i
dette masterplot en holdning om at det er bedre selv at have oparbejdet en
formue end at være født ind i den. Enhver kan gøre det: ‘Lykken står den
kække bi’. Om hjørnet lurer dog et andet masterplot der kan formuleres med
toposen ‘Penge er ikke alt’ eller med narrativen Citizen Kane efter filmen af
Orson Welles om stenrige Charles Foster Kanes fortabte barndom.
Masterplot-begrebet er ikke helt stramt defineret når man undertiden
benytter eksisterende narrativer til at beskrive et masterplot. Man nævner fx
Askepot-masterplottet på samme begrebslige niveau som abstrakte
masterplots eller temaer fx ‘kærligheden overvinder alt’ eller endnu mere
abstrakt ‘det gode mod det onde’-masterplottet. Jeg vil heller ikke skelne når
jeg i analysen omtaler masterplots.
53

I den politiske biografi møder vi ofte klare plotstrukturer. Som vi har set i
Naser der følger tragediens struktur, og Toastmasteren hvor titlen som begreb
styrer fortællingen om Klaus Bondam.
Konflikten er generelt central i biografien i form af intrigen med
politiske modstandere, interne stridigheder i partiet eller også af mere
personlig, psykologisk karakter (som Toastmasteren er det mest udtalte
eksempel på med sin søgen efter Bondams personlige drivkraft og indre
dæmoner). Jeg vil give et lidt mere uddybet eksempel på plot og masterplots i
biografien med udgangspunkt i Succes. Historien om Pia Kjærsgaard (Sommer
& Aagaard, 2003) hvor konflikten er et gennemgående element i fortællingen.
Fra det afsluttende kapitel:
Hendes politiske rejse begyndte foran fjernsynet, i et miljø, som var uden
interesse for politik. Hun kom i Folketinget som blikfang, nikkedukke og
stedfortræder. Hun tabte den afgørende magtkamp i sit parti, og landets
statsminister fortalte hende fra Folketingets talerstol at hun ikke var stueren.
Hun blev kaldt Mørkets Dronning, men hun formåede, hvad mange danske
politikere glemte, nemlig at tale med danskerne på deres eget sprog. Uden
distance, uden bedreviden. Hun lånte danskerne øre og gav dem stemme
[…] (ibid., s. 319).
Sommer og Aagaard bruger selv rejsen som metafor for Kjærsgaards politiske
karriere. I citatet koger de biografien ned til et genkendeligt plot, og vi kan
udlede i hvert fald tre underliggende masterplots: ‘Den grimme ælling’,
‘Klodshans’ (mod de lærde brødre) og ‘den der ler sidst ler bedst’. Også i
stilen ledes tanken hen på eventyret, fx med fortællerens distancerende
“landets statsminister”.
Man kunne også illustrere biografien i aktantmodellen med
Kjærsgaard i helterollen og ‘danskerne’ som modtagere. Modstandere er der
også nok af, og heraf opstår den dramatiske konflikt som drivværk i
fortællingen. Sympatien i en sådan fortælling ligger hos Kjærsgaard, uden at
biograferne ekspliciterer den.
Foruden et overordnet dramatisk plot følger vi generelt i den politiske
biografi livet gennem en række enkeltstående narrativer om centrale
personlige og politiske begivendheder. Disse understøttes af informativ
54

eretning. I masterplots tilbydes en forståelsesnøgle der samtidig bygger på et
værdisæt. Den biograferede er således ikke fri for at blive kædet sammen med
værdier, også selvom biografen ikke som udgangspunkt ønsker at “give
karakter” (Kragh, 2006, s. 7) eller definerer sit værk som en “uafhængig
biografi” (Holstein, 2003, s. 8, m.fl.).
Narrativ retorisk kritik
For at se på hvordan biografien fungerer retorisk i sin repræsentation af et
faktisk liv og levned vil jeg vende mig mod den narrative retoriske kritik, der
har været genstand for en del teoridannelse, særligt over de sidste to årtier.
Den kan belyse den persuasive kraft der ligger i udtryksformen som
biografierne potentielt profiterer fra.
Fishers narrative paradigme
”Humans are essentially storytellers”, fastslår Walter R. Fisher i 1984, og
møder kritik for at ville udbrede dette karakteristikum til et paradigme
gældende for alle former for kommunikation, et narrativt paradigme.
’Paradigme’ som begreb refererer til det sæt af praktikker som definerer en
videnskabelig disciplin i en given tidsperiode. 59 At tale om et decideret
paradigme syntes bl.a. Robert C. Rowland, som jeg skal vende tilbage til, var
en overdrivelse, men at fremhæve narrativitet som noget af universel
betydning for den menneskelige erkendelse, er Fisher dog ikke ene om.
Abbott lægger vægt på det allestedsnærværende i narrativen og citerer i den
forbindelse Roland Barthes’ essay fra 1966:
The narratives of the world are numberless. [...] narrative is present in every
age, in every place, in every society; it begins with the very history of
mankind and there nowhere is nor has been a people without narrative
(Abbott, 2002, s. 1-2).
Fisher genererer med artiklen ”Narration as a Human Communication
Paradigm: The Case of Public Moral argument” (2000) en del diskussion. I
postmodernistisk ånd ønskede Fisher at udfordre det som han så som et
herskende rationelt paradigme i den vestlige verdens tilgang til diskurser.
59 Denne betydning benytter Thomas Kuhn i sit værk om paradigmer (og paradigmeskift),
The Structure of Scientific Revolutions (1962).
55

Paradigmet forudsætter et samfund der tillader eller decideret kræver
deltagelsen af særligt kvalificerede personer i den offentlige
beslutningsproces. At være rationel i dette paradigmes forstand er noget der
skal læres, og som ikke alle har lige adgang til. Et sådan udemokratisk
paradigme der favoriserer samfundets mest skolede individer, bør, foreslår
Fisher, erstattes af et narrativt paradigme hvor alle, med almenmenneskelige
vurderingskriterier, kan deltage og forholde sig til den offentlige
beslutningsproces.
Fisher ser i det narrative paradigme en dialektisk syntese mellem det
argumentative, persuasive og det litterære, æstetiske. Han pointerer at han
dermed ikke fornægter rationalitet, men ser en gendannelse af rationalitet på
en måde så den kan ses i sammenhæng med al menneskelig kommunikation
frem for at udskille visse former for kommunikation som irrationelle (Fisher,
2000).
Rowlands kritik
De kritiske røster hæftede sig i og for sig ikke ved selve præmissen for
narrativitet som noget grundlæggende og evident for mennesket. Robert C.
Rowland hilser teorier om narrativitet velkomne, men ser problemer i (1)
Fishers meget brede definition, (2) den narrativ rationalitet som målestok i
vurderingen af offentlige diskurser og (3) ekspertrollen som måske blot
erstattes af en storyteller-ekspert (Rowland, 1987).
Jeg vil uddybe den første indvending fordi Rowlands kritik og
afgrænsning er interessant i forhold til mine påstande om biografiens
persuasive potentiale.
Det narrative som en form
Fisher definerer, med inspiration fra Kenneth Burke, det narrative således:
”[B]y ’narration’, I refer to a theory of symbolic actions – words and/or deeds
– that have sequence and meaning for those who live, create, or interpret
them” (Fisher, 2000, s. 291). Det narrative kommer således til at dække over
næsten al diskurs. Det finder Rowland problematisk fordi en så bred
definition udvander begrebet. Vi risikerer at overse det narratives særlige
funktion og styrke, og kritikeren mister muligheden for at bruge det narrative
til at forklare og evaluere en retorisk tekst.
56

Hos Rowland er narrativer kun ét af flere erkendelsesredskaber og
forklaringsformer på linje med fx teorier om metaforer. Det er kun én af flere
måder at organisere, fortolke og forholde sig til en tekst på. Vi bør i stedet se
på narrativen som en ”mode of discourse” (Rowland, 1987). Om forskellen
mellem en diskursiv diskurs og en narrativ diskurs skriver han bl.a.:
The discursive speech relies primarily on the capacity of the audience to
evaluate the evidence and reasoning favoring increased support for mass
transit rationally. The story, by contrast, relies on audience interest in the
development of the plot and the capacity of the audience to identify with the
characters to produce persuasion. While both works might support the same
position, their form would differ markedly and they would appeal to the
audience in different ways (ibid., s. 266).
Der er altså tale om grundlæggende forskelle i form og strategi. Det der
kendetegner og forklarer det narratives kraft er altså dets formmæssige
karakteristika, og vi må anerkende disse særtræk, denne forskel mellem
narrativ og diskursiv retorik, hvis vi skal forstå og vurdere en retorisk tekst.
”A theory that obscures those differences is of questionable value” (ibid., s.
267).
Fisher tager til genmæle med artiklen ”Clarifying the Narrative
Paradigm” (1989) hvori han beklager at Rowland har læst ham på et forkert
grundlag: Det var aldrig hensigten at vise hvordan retoriske kritikere skulle
handle. Sigtet var på et andet niveau. Hvordan får vi en mere inkluderende
retorik og et samfund der ikke favoriserer en særlig elitær gruppe? (Fisher,
1987).
Om end Rowland måske går fejl af Fishers ærinde er det vitterligt
vanskeligt at operere med Fishers narrative paradigme på et konkret plan. Jeg
er som Rowland tilhænger af en skelnen og anser det narrative som en
”mode” frem for et paradigme (i Kuhns forstand). Ellers ville det næppe give
mening overhovedet at tale om narrativer i biografien. Fishers værk vil i det
følgende ligge som resonansbund for en mere konkret tilgang til narrativen,
nemlig ved at adskille dens persuasive påvirkning af modtager fra en
diskursiv retoriks.
57

Narrativens implicitte argumentation
Som Rowland sætter Sonja Foss og senere Lennart Hellspong m.fl. narrativitet
i en mere pragmatisk ramme. Foss viser med en art topologisk spørgeliste
hvordan kritikeren kan analysere og forstå narrativ diskurs (Foss, 1989), mens
Hellspong peger på narrativens argumentative styrker set fra retors
synsvinkel (Hellspong, 2000). Hellspong hæfter sig ved at hvor ”det typiska
argumentet är konstaterande, är en berättelse gestaltande” (ibid., s. 27,
fremhævelse i original). Man kunne også sige at narrativen viser frem for, som
det propositionelle argument, at ville bevise. Den åbenlyse argumentations
konjunktioner som ”derfor”eller ”altså” er i narrativen implicitte. Det er
således ikke nær så oplagt at komme med indvendinger imod en narrativ der
ikke fremhæver en kausalitet. 60
Narrativer kan altså bedre opfattes som en personlig, enthymemisk,
induktiv form for argumentation og en alternativ måde at opnå tilslutning på
end gennem en klassisk, diskursiv retorik med en mere direkte
argumentation (Rowland, 1987; Foss, 1989; Hellspong, 2000).
Biografiens langsommere fortællerytme, som låner fra den litterære genre
bl.a. i fortællerposition, giver ro og mulighed for identifikation med
hovedpersonen. Som Rowland fremhæver, er det interessen for plottets
udvikling der fastholder modtageren i narrativ diskurs, og i biografien bliver
modtageren således medskaber af hovedkarakteren og dennes konflikter.
Særligt i biografiens første kapitler om barndom og ungdom kan teksten
skabe tillidsvækkende personaer som læseren kan identificere sig med.
Hellspong skriver at narrativen, som noget enestående for sin form, kan få
modtageren til at ackomodere (Hellspong, 2000, s. 28ff.): Dvs. at narrativen kan
stille noget til skue der gør at modtageren følelsesmæssigt rammes på
grundlæggende standpunkter. Narrativen kan ”förskjuta själva den position,
den erfarenhetsbetingade utsiktspunkt, från vilken vi betraktar en fråga”
(ibid.). 61 Narrativerne i biografien giver tilsvarende læseren mulighed for at
sætte sig i den biograferedes sted og derved ubevidst forskyde værdisæt og
60 Naturligvis kan det lade sig gøre at komme med indvendinger mod narrativen. Fx ved at
påpege fortællingens inkohærens, fremhæve dens konstruktion eller komme med en
alternativ narrativ der understøtter et andet synspunkt (Hellspong, 2000, s. 30).
61 Hellspong refererer desuden til Farber & Sherry (1990), der ud fra studier af storry-telling i
juridisk sammenhæng mener at vores grundlæggende forestillinger (mind-set) i højere grad
påvirkes af irrationelle processer end gennem rationel argumentation.
58

forudindtagede holdninger i ethosopfattelsen. Læseren kan blive fanget af
den gode historie på et helt andet plan end af det gode arguments rationelle
påvirkning. Som et Stockholm-syndrom kan det tænkes at læseren (på et
ubevidst plan) begynder at tage sin hovedperson i forsvar i senere kapitler
hvor informationer umiddelbart kunne have en negativ inflydelse på
ethosopfattelsen. Om ikke andet giver den narrative form mulighed for en
nuancering af personlige forhold der ikke er oplagte i den klassiske
deliberative retoriks form og fora. Og som den biograferede selv ikke er den
rette til at formidle direkte.
Fogh Rasmussen ville aldrig selv med troværdighed kunne give udtryk
for det den neutrale biograf Kragh skriver om ham mod slutningen hvor vi
som læsere ”kender” ham helt fra barnsben. Vi følger Fogh i en narrativ om
en politisk rundtur med bus i landet op til folketingsvalget i 2001:
Det var lige ham. Der, ude blandt vælgerne, blev hans stereotype image som
umenneskelig og robotagtig pludselig hans fordel. For når folk mødte den lidt
blufærdige mand, der i øvrigt var meget mindre end han så ud på tv, fandt de ud af,
at ”sådan var han jo slet ikke i virkeligheden”. Og inden længe var robotmennesket
blevet noget nær det varmeste, de havde mødt længe (Kragh, 2006, s. 222-223).
Kragh giver her med sin uafhængige position Fogh Rasmussen en
sponsorship effect på ethos som er klart stærkere end hvis en partifælde
havde skrevet det. Kragh er jo ideelt set læserens garant for en objektivitet. I
citatet bevæger Kragh sig dog nok på grænsen for hvad en negativt indstillet
læser vil opfatte som overbevisende. I en anmeldelse i Berlingske Tidende
påpeger Olav Hergel at Kragh måske er kommet til at holde for meget af sin
hovedperson (Hergel, 2004). Men hendes stærke kritik tidligere i bogen har
alligevel givet hendes fortællestemme troværdighed.
Identifikation går forud for persuasio
Anne Sofie Kragh fremhæver som nævnt i sit forord at hun ikke har haft til
hensigt at give Fogh karakter. Hun vil ”forstå hans karakter” i biografien.
Men at forstå en karakter er et vældigt skridt på vejen mod overbevisning i
andre sammenhænge. For Kenneth Burke er identifikationsprocessen ligefrem
den eneste:
59

You persuade a man only insofar as you can talk his language by speech,
gesture, tonality, order, image, attitude, idea, identifying your ways with his
(Burke, 1950, s. 55, fremhævelse i original).
Burke har afsender i tankerne. Logisk følger modtagers synsvinkel: Du lader
dig kun overbevise af en person hvis du kan identificere dig med
vedkommende. Biografiens narrativer fra opvæksten gør identifikationen
mulig i form af det menneskeligt genkendelige i narrativerne. Biografiens
biografiske narrativer går derfor umiddelbart i interaktion med læserens egne
narrativt lagrede oplevelser og værdier. Med Burkes begreber transcenderer
vi altså os selv og mødes i biografien i et consubstantial space. 62
Psykologien bag Burkes standpunkt er at i identifikationen indikerer
man et tilhørsforhold. Man krydser sin individuelle grænse ved at indtage en
anden persons eller gruppes perspektiv gennem fælles egenskaber,
oplevelser, ting og holdning (Foss, Foss & Trapp, 2002, s. 192). Burke bruger
begrebet consubstantiality synonymt med identification: ”To identify A with B
is to make A ’consubstantial’ with B” (Burke, 1950, s. 21). Hos Burke bliver
retorik kunsten at finde det fælles fodslag der gør persuasio mulig.
Læseren af biografien vil tilsvarende finde en lang række
identifikationspunkter med den biograferede i narrativerne. Værdier
vedkommende kan relatere til – uden at læseren som udgangspunkt behøver
at kæde dem sammen med alle den biograferedes synspunkter. Lad mig
illustrere hvordan den fælles oplevelse knytter an til den politiske kontekst.
Biografiens implicitte argumenthierarki
Selvom den argumentative styrke i narrativerne netop adskiller sig fra det
analytiske arguments klarhed, vil jeg vise mit ræsonnement i Stephen
Toulmins argumentmodel (Toulmin, 1958).
Hierarkiet viser den bekræftelse eller positive forskydning af
modtagers erfaring og ethos-opfattelse hos den biograferede de biografiske
narrativer kan afstedkomme.
62 Dale A. Sullivan fremhæver i artiklen ”The Ethos of Epideictic Encounter” vigtigheden af
retorisk at kunne skabe dette consubstantial space når den epideiktiske rhetor skal begå sig
med sit publikum (Sullivan, 1993, s. 127).
60

B P
(Han/hun er et (Jeg vil stemme på
godt menneske) den biograferede)
B P H
(Jeg kan identificere (Vi vil stemme på
mig med ham/ et godt menneske)
hende)
B1 P H
(Vi har nogle (Man tillægger dem man
erfaringer identificerer sig med,
til fælles) gode egenskaber)
B2
(Vi synes godt
om nogle af de
samme ting)
B3
(Vi tager afstand
fra nogle af de
samme ting)
H
(Vi identificerer os med
andre gennem fælles erfaringer,
værdier og aversioner)
R
Helle Thorning-Schmidt
er skilsmissebarn
Poul Nyrup Rasmussen
måtte kæmpe sig frem
fra en opvækst i trange kår
Naser Khader blev selv udsat
for et arrangeret ægteskab
...
Biografiens
narrativer
Narrativerne danner som det eneste eksplicitte element rygdækning for en
aldrig udtalt deliberativ ethos-argumentation. Alle obligatoriske dele af
argumentet, dvs. påstand, belæg og hjemmel, er her implicitte (Jørgensen &
Onsberg, 1999, s. 12). Heri består paradoksalt nok styrken. Læseren motiveres
af fortællingens plot og identifikationsmuligheder og ikke af en
argumentation.
Der følger i ovenstående retoriske argumentation ikke som i
demonstratio en tvingende formel logik som man nødvendigvis må tilslutte sig.
Argumentationen angår teser som forskellige modtagere vil tilslutte sig med
vekslende intensitet (Perelman, 2005, s. 85). Chaïm Perelman og Lucie
61

Olbrechts-Tyteca anvender begrebet adherence for denne variable tilslutning
der er argumentationens mål (Perelman & Olbrechts-Tyteca, 2003, s. 104).
For at sammenkæde de skildrede personaer i narrativer med en styrket ethos,
må der være en vis kohærens i personaerne. Overraskelser er positive, men
harmonerer de slet ikke, begynder vi at tvivle på troværdigheden i de enkelte
personaer og se biografien som konstruktion.
Man kan fx savne modspil i personaerne hos Villy Søvndal. Selvom
offentlig selvfremstilling ikke kan sidestilles med privat selvanalyse, fremstår
han næsten helt uden fjender og skyggesider. Og man kan opleve lidt for
modsætningsfyldte personaer og fx undre sig over om Anders Fogh
Rasmussen og hans ven Marek Stawowy virkelig jævnligt sidder på gulvet og
drikker øl og spiser pizza (Kragh, 2006, s. 190).
Jeg har peget på den narrative form som en særlig implicit måde at
argumentere på med styrke i sin dramaturgi og enthymemiske interaktion
med modtagerens erindring og følelsesliv. I den politiske biografi er
narrativerne bærere af værdier som læseren spiller op mod sine egne værdier
og ethosopfattelse hos den biograferede politiker. Jeg vil i næste kapitel se
nærmere på biografiens virkemidler.
62

5. Biografiens virkemidler – en invitation indenfor
Når biografier sælger godt – som oplagene viser, og forlag derfor bliver ved
med at satse på genren – som antallet af udgivelser dokumenterer, er det
oplagt at spørge til hvad det er læseren vil med teksten, og hvad teksten gør?
Jeg har her fokus på de retoriske tekstlige størrelser der på flere
niveauer tilsyneladende påvirker læseren. Jeg undersøger på det grundlag
sidst i dette kapitel en narrativ fra Kraghs biografi om Fogh Rasmussen.
Æstetisk virkningspotentiale
Christian Kock argumenterer i artiklen ”Retorisk kritik af litterære tekster”
(2003) for at litterære tekster er artskarakteristiske ved at udøve en æstetisk
virkning, og at en retorisk kritik derfor må leveres på dette grundlag (Kock,
2003, s. 55). Ved at se på hvad teksten gør på et tekstnært niveau, og pege på
generelle træk der også findes i andre tekster, og som erfaringsmæssigt har
sandsynliggjort en virkning, kan man sige noget om tekstens virknings-
potentiale (ibid., s. 58).
Kock har i et tidligere empirisk studie tilskrevet litteraturens
interessemoment, dvs. det der udgør udbyttet af læsningen, en
psykodynamisk karakter frem for en semantisk (Kock, 1994). Dvs. at læseren
snarere stimuleres af tekstens æstetiske, følelsesinvolverende elementer, som
fx sproglig økonomi og antitetiske elementer, frem for en jagt på betydning
(ibid.; Kock, 2003, s. 57). 63 Litteraters udgangspunkt for kritik har ellers typisk
været et forsøg på at fortolke denne betydning. 64
En vis semantisk fortolkende aktivitet kan man næppe helt fraskrive
sig, som Kock ellers næsten gør sig til talsmand for. Men hans analyser
opponerer imod en litterær tilgang der hævder at finde en helt anden tekst
bag den tekst læseren umiddelbart præsenteres for.
De tekster som Kocks informanter nævner som nogle der har givet stærke
oplevelser, er typisk fra lyrikken der er kendetegnet ved sin æstetiske
63 Se evt. også Miall & Kuiken (1994) og Kuiken, Miall & Sikora (2004) for lignende studier.
64 Stanley Fish har formuleret det i en ofte citeret sætning: ”[L]ike it or not, interpretation is the
only game in town” (Fish, 1980, s. 355).
63

funktion. Passager i biografien vil sjældent fremkalde helt samme stærke
oplevelse. Jeg mener alligevel det kan være givtigt at se på det Kock kalder
korrelationen mellem tekst og virkning, og se på hvad artefaktet er og hvad det
gør (ibid., s. 56).
Biografiens topik og dens udformning trækker kraftigt på den
skønlitterære teksts virkemidler, og formålet hermed synes at være at sætte
læseren i en stemning, ikke kun at overbringe et budskab. Heri ser jeg en
æstetisk funktion og ikke blot en referentiel. Læseren tilbydes ikke en
faktaliste over politikerens liv, men en litterær oplevelse af faktisk stof der
primært er kendetegnende for de indledende kapitler.
Når fx en biografi om Ritt Bjerregaard begynder in medias res med:
”Ritt græd” (Højbjerg & French, 2007, s. 9) og derpå et iøjnefaldende linjeskift
som markør for en suspense, præsupponerer teksten en læser der gerne vil
inviteres ind i en narrativ og medvirke til at udfylde de tomme pladser i et
dramatisk forløb. Hvorfor græd hun? Er hun barn, eller er det
’krokodilletårerne’ fra fyringen som undervisningsminister i 1978?
Her bliver hybrid-konstruktionen interessant. For hvis de æstetiske
virkemidler og den lystbetonede holdning sætter læseren i en særlig
stemning, får de underliggende deliberative elementer et anderledes
spillerum. Når biografien læses af lyst i retning af litteraturens præmisser,
sænkes paraderne i højere grad end i klassiske deliberative genrer.
Biografiens litterære greb inviterer måske ikke ligefrem til en fuldstændig
suspension of disbelief (T.S. Eliot), men dog til en æstetisk og følelsesmæssig
oplevelse i modsætning til en kognitivt analyserende tilgang. Dette er min
begrundelse for at hæfte mig ved stilistikken.
New journalism – mellem fiktion og virkelighed
I krydsfeltet mellem litteratur og historie, fiktion og virkelighed finder jeg det
relevant at lade mig inspirere af stilistiske karakteristika ved new journalism
som udgangspunkt for en analyse af en biografisk narrativ der forholder sig
til faktiske hændelser.
New journalism var en retning der tog sin begyndelse i USA i
1960’erne som blandede stilelementer fra litteraturen ind i journalistikken,
særligt i reportagegenren. Skribenten skrottede nyhedstrekanten, skrev in-
medias-res, i scener og fiktiv dialog, og investerede sig selv i artiklerne med
64

en tydelig markering af 1. person ental, stik imod almindelig god
’gennemsigtig’ stil i den journalistiske genre (Klit, 1983).
Men hvad er fiktion, og hvad er virkelighed i denne type reportager? I
new journalism bliver spørgsmålet en tand skarpere optrukket end i
biografien og min skelnen mellem story og repræsentation.
Det er interessant for dette speciales hypotese angående narrativens
argumentative styrker i samspillet med læserens følelsesliv når én af de mest
markante skikkelser fra retningen, Tom Wolfe, skriver:
The most gifted writers are those who manipulate the memory sets of the
reader in such a rich fashion that they create within the mind of the reader
an entire world that resonates with the readers’s own real emotions (Wolfe,
1975, s. 64).
Denne interaktion med modtagerens hukommelse og følelsesliv er
sammenfaldende med den Kock undersøger som interessemoment, og som vi
kender fra hverdagssproget når vi siger at vi var ”grebet af bogen” eller
ligefrem ”helt væk” i den. Måden at frembringe denne effekt og realisme,
illustrerer Wolfe i indledningen til antologien The New Journalism (1975), er
brugen af:
• Dialog
• Synsvinkel
• Brug af sceniske beskrivelser (frem for historiske fakta)
• Brug af sigende detaljer omkring personernes status
Narrativens virkemidler
I biografierne er jeg kun stødt på egentlig dialog ét sted hvor Connie
Hedegaard som debutterende studievært på DR2’s Før Deadline småsnakker
med korrespondent Torsten Jansen før sit første indslag (Strand, 2005, s. 185).
Ellers er dialogen begrænset til enkeltstående, af og til rekonstruerede,
udtalelser i citationstegn som undersøtter evidentia. Fx går Pia Kjærsgaard og
Kristian Thulesen Dahl i februar 2003 rundt blandt deltagerne til et
vælgermøde i Medborgerhuset i Herlev og giver hånd til alle. ”Dav. Dav.
Goddag. Hej. Dejligt at se så mange. Godt I kunne komme. Dav” (Sommer &
65

Aagaard, 2003, s. 9). Citatet tjener ikke som dokumentation; det bidrager til et
stemningsbillede læseren genkender og drages ind i.
Brugen af skiftende synsvinkler er et ofte benyttet virkemiddel i biografierne.
Kragh veksler ofte mellem nøgtern beretning og skiftende synsvinkler hos
biografiens implicerede. I et interview med Fogh Rasmussens far skriver hun:
”Inde i stuen finder han hele samlingen af familiebilleder frem fra en af
skufferne i reolsystemet” (Kragh, 2006, s. 31). Her er synsvinklen Kraghs egen
i sin reelle rolle som biografen der samler stof til sin bog. Rasmussen finder
billederne ”inde i stuen”, og læseren fornemmer at Kragh sidder alene tilbage
i et andet rum (køkkenet?) og betragter ryggen af den ældre mand. Den
bestemte form ’reolsystemet’ forstærker det autentiske i det Kragh ser. Man
hører næsten lyden af skufferne der trækkes ud og skubbes i og får selv
fornemmelsen af at være på besøg.
Kort efter er billederne fundet frem. Der er bl.a. en del fra konen
Marthas begravelse og de mange buketter og blomsterkranse. Der er tæt ved
60, får vi oplyst. Her skifter synsvinklen: ”Knud Rasmussen ved det, for han
talte dem selv dengang. Kranse så store som baderinge i lyserøde nuancer.
Hvide buketter med liljer og nelliker [...]” (ibid., s. 32). Det er Rasmussens
erindring fra ’dengang’. ’Dengang’ er som tidsangivelse ukonkret, men ordet
bibringer en melankolsk stemning omkring den efterladte der husker tilbage.
Opremsningen af hvordan buketterne så ud, som jeg ovenfor ikke har
gengivet i sin fulde længde, kunne synes ligegyldig hvis ikke det netop var
noget der havde gjort indtryk på Knud Rasmussen.
De to sidste karakteristika, sceneopbygning og brugen af detaljer, er
helt centrale virkemidler for det læseraktiverende i evidentia. De er
eksemplificeret i det følgende hvor jeg ud fra Wolfes (og enkelte andre
stilistiske begreber) vil analysere en længere narrativ passage hos Krag der
beskriver en episode fra Anders Fogh Rasmussens barndom og opvækst i
Hvidding i Midtjylland. Formålet er at give et mere fyldestgørende billede af
stilistikken og samspillet mellem tekst, persona og ethos:
1 I byens udkant lå der endnu en dam, og derfor blev dammen midt i byen
også kaldt Store Dammen. Især når børnene skulle advares mod at nærme
sig den. Om vinteren, når der var is på, måtte de gerne løbe på skøjter, men
først, når ham fra maskinstationen på næsten to meter havde været ude at gå
5 på den. På alle andre tidspunkter turde ingen af Hviddings børn nærme sig
66

Store Dammen.
Derfor ville det høje plask, der lød nede fra dammen en dag i det
tidlige forår have vakt både opsigt og bestyrtelse, hvis der ellers var nogen,
der havde hørt det.
10 Marken, der lå op til, var oversvømmet, og bonden havde fjernet
sine kreaturer. Tilbage stod den oversavede varmtvandsbeholder, der blev
brugt som trug og nu også som sejlskib for tre drenge, der var stævnet ud
med kurs mod den farlige Store Dammen.
I skibets agterende stod Ole Sørensen. Han var en spinkelt bygget
15 knægt med lyst hår, der sjældent sad lige, og et smil, der var tilsvarende
skævt. Ole Sørensen var søn af en murerarbejdsmand og god til
hjemmelavede skydevåben, især de store slangebøsser, som han lavede af
gamle slanger fra traktordæk. Maskinstationen var leveringsdygtig i alt
krigsmateriel, og Ole Sørensen vidste præcis, hvor man skulle lede.
20 I midten stod Peder Degn Pedersen, søn af landsbyens lærer, Birger
Pedersen, som altid kun hed hr. Pedersen. Peder Degn Pedersen måtte selv
lægge kind til nogle af de mange lussinger, hans far delte ud til byens børn,
når de havde været uartige.
Forrest i trugets stævn stod Anders Rasmussen – i Hvidding brugte
25 man ikke mellemnavnet Fogh – søn af den nye gårdejer på Hviddinglund.
Han var hurtig blevet kendt som den gammelkloge duksedreng.
De tre drenge i truget var jævnaldrende, gik i samme klasse, og det
var stort set, hvad de havde til fælles. Men i Hvidding var der ikke så mange
børn, at man kunne tillade sig at være kræsen. Ole Sørensen kom jævnligt
30 hjemme på Hviddinglund, men Anders Rasmussen var trods alt for meget
en duks til, at Peder Degn syntes, det var sjovt at besøge ham.
Mellem Store Dammen og marken stod en række hegnspæle, og
dem var de tre drenge nu nået ud til. Det var Ole Sørensen og Peder Degn,
der styrede truget med deres lange kæppe. Det var noget af det eneste, de
35 kunne bedre end Anders Rasmussen, og nu skulle de vise ham, hvor godt.
De fik truget til at vippe voldsommere og voldsommere, samtidig med at
Store Dammen nærmede sig hurtigere, end duksedrengen syntes om. Han
tog fat i en hegnspæl og klamrede sig til den.
Ole Sørensen og Peder Degn kiggede kort på hinanden. De sagde
40 ingenting, men smilede indforstået og satte fra med deres kæppe, så truget
bakkede. De vidste, at Anders Rasmussen ville være for stædig til at slippe
sin hegnspæl. Afstanden mellem pælen og Anders Rasmussen blev da også
længere og længere, og til sidst faldt han i vandet. Helt efter planen.
Sådan var det, når man altid skulle være den bedste til alting i
45 Hvidding i begyndelsen af 60’erne (Kragh, 2006, s. 10-12).
67

Narrativens tid
Uddraget er en narrativ, blandet med beretning, der med Abbott og Jasinskis
definitioner sætter en række hændelser i en tidslig ramme. Narrativen
beskriver tilmed en spændingskurve med klimaks hvor Anders Rasmussen
falder i vandet og en forløsning i en pointe. Lad os se hvordan hændelserne er
gengivet:
Narrativ tid Hændelsernes tidslige kronologi
Et højt plask lyder Tre drenge sejler mod Store Dammen
Tre drenge sejler mod Store Dammen Én griber fat om en hegnspæl
Én griber fat om en hegnspæl De to andre skubber båden væk
De to andre skubber båden væk Drengen falder i vandet
Drengen falder i vandet Et højt plask lyder
Narrativen følger hændelserne kronologisk som de indtræffer, med
undtagelse af det plask der er rykket frem som læseraktiverende varsel på
dramaet og konflikten. Fortælleren forholder sig som bindeled til den
regulære tid i linje 32: ”Mellem Store Dammen og marken stod en række
hegnspæle, og dem var de tre drenge nu nået ud til” (min fremhævelse). I
linje 12 er drengene både i handlingens tid og fortælletid på vej mod
dammen. Derefter tager fortælleren sig tid til en række personbeskrivelser,
der ikke er tidslige i sig selv ud over den tid de tager at læse; men som om
drengene havde sejlet videre samtidig med karakterbeskrivelserne er de altså
’nu’ nået ud til hegnspælene. Underforstået: Var fortælleren fortsat med sine
beskrivelser var vi gået glip af det videre hændelsesforløb. Det er ægte, vi må
følge med.
Synsvinklen sætter scenen
Læseren får beskrevet en scene i en by, hvor Store Dammen er omgærdet af
respekt og frygt fra børnene. De voksne står i baggrunden som dem der
advarer (linje 2) eller ligefrem deler lussinger ud (linje 22). Synsvinklen i den
sceniske beskrivelse er børnenes når fortælleren benytter en form for dækning
om ”ham fra maskinstationen” (linje 4). Det gør ham ægte for læseren, fordi
han er det for børnene der netop omtaler ham sådan. Det er ikke afgørende
hvem han er i mere historisk forstand; børnene hæfter sig mest ved hans
fysiske fremtoning ”på næsten to meter” (linje 4). En lignede synsvinkel og
68

ug af dækning ses i linje 11 hvor ”den oversavede varmtvandsbeholder”
netop er nævnt med bestemt artikel, fordi børnene kender den, og i deres
verden har den sikkert stået der en rum tid. Et mere konformt stilistisk valg
(Fafner, 2000, s. 108) havde været at bruge den ubestemte artikel en med en
mere neutralt referentiel udtryksside. Men vi er ikke interesserede i den
faktuelle konstatering; det er børnenes verden, som fortælleren inddrager
læseren i. Anderledes referentiel er fortællerstemmen der oplyser læseren om
at man i Hvidding ikke brugte mellemnavnet ”Fogh” (linje 25), men
konstateringen er til for at vi kan kalde ham ved hans rette navn for
fortællingens implicerede.
Scenen rummer foruden respekten og frygten også en vis dramatik. Læseren
bliver tidligt ansporet og advaret om et ”plask” der ville ”have vakt både
opsigt og bestyrtelse, hvis der ellers var nogen, der havde hørt det” (linje 7).
Et dragende greb: Fortælleren har på sin vis hørt plasket, men det er uvist om
andre i byen har. Denne tomme plads giver læseren rum til at forestille sig de
voksne optaget af arbejde og børnene uden opsyn. Fraværet af andre
fokuserer læseren på de tre i båden, og at lyden ville vække ”bestyrtelse”
bidrager til forestillingen om den farefulde og forbudte færd drengene
begiver sig ud på. Den fortæller om en kulturel doxa om strenghed og
autoritet vi også får i andre narrativer om Anders Fogh Rasmussens
barndom. Anders Rasmussen er derfor ikke meget for den tydeligvis forbudte
sejltur. Og læseren har jo allerede fået et hint om at det vil ende galt, så man
deler hans bekymring.
På sejlturen ud mod Store Dammen bliver narrativen lidt uklar:
Hvorfor tager truget fart ud mod Store Dammen? Stager drangene så
voldsomt til, eller er det masterplottet om det primitive fartøj på vej mod det
brusende vandfald der spiller ind og bidrager til den beklemte stemning? I
hvert fald ser Anders Rasmussen ingen anden udvej end at klamre sig til en
hegnspæl. Synsvinklen er igen påfaldende: Hvordan kan Anne Sofie Kragh
vide at ”Ole Sørensen og Peder Degn kiggede kort på hinanden. De sagde
ingenting, men smilede indforstået og satte fra med deres kæppe, så truget
bakkede” (linje 39)? Fortælleren er med i båden og ser det hele. Anders Fogh
Rasmussen kan på et tekstligt niveau ikke have været ophavsmand til den del
af narrativen; hans fortalte jeg havde med ryggen til travlt med at holde fast i
69

en hegnspæl. Alligevel kan han godt have fortalt eller bekræftet historien med
sit historiske jeg. Under alle omstændigheder er fortællepositionen med til at
levendegøre hændelserne i båden.
Tomme pladser som læseraktivering
Narrativer er fulde af huller som læseren må udfylde for at forstå den.
Wolfgang Iser kalder disse snitflader ’tomme pladser’ (Lehrstelle) hvor læseren
som medskabende aktør må udfylde spillerummet i narrativen (Iser, 1996, s.
110; Abbott kalder dem gaps, Abbott, 2002 s. 83). Hvem er ham fra
maskinstationen? Hvordan var de blevet enige om at sejle af sted? Hvor er de
voksne? Tomme pladser skaber rum for flere læsninger, noget der ikke i en
referentiel genre som biografien umiddelbart vil synes oplagt. I en historisk
tilgang vil man med et positivistisk sprogsyn søge at minimere rum for
fortolkning, i litteraturen kan tomme pladser derimod udnyttes som stilistik
middel, og det uvisse i læseoplevelsen kan være selve funktionen (jf. Kock,
2003, s. 64). ’Det høje plask’ er sådan en aktiverende tom plads. Hvad er det
for et plask? Hvem falder i? Hvorfor? Vi får først svaret til slut i narrativen.
Inden da trækkes læseren ind i historien ved selv at måtte lukke hullerne.
Læsningen bliver med Fafners ord ”en reversibel proces” mellem afsender,
tekst og modtager (Fafner, 2000, s. 43).
Den sigende detalje og realismen
Tom Wolfe fremhævede den sigende detalje som et middel til at levendegøre
karakterer og sige noget om deres sociale status. Georg Brandes fremhæver
Shakespeares brug af bevidst ligegyldige detaljer i replikker. Om disse
sigende detaljers funktion for realismen, skiver Brandes:
Netop fordi man ikke strax indseer en Grund, hvorfor der [af fortælleren]
nævnes saa ringe, saa ligegyldig og tillige saa nøiagtigt bestemt en
Enkelthed [’Spermacet’, en olie], synes den umuligt at kunne være opdigtet,
men i dette usle Ord hænge alle de andre Forestillinger som i en Kjæde. Er
dette virkeligt, saa er ogsaa alt det andet virkeligt [...] (Brandes, 1963, s. 35).
Det er ikke afgørende at Kraghs detaljearbejde måske er mindre velvalgt i sin
ligegyldighed end Shakespeares (som er baggrund for Brandes fascination),
men det er samme effekt det har på læseren: At én af de andre børn i den
70

hjemmelavede båd laver slangebøsser af gamle slanger fra traktordæk, er ikke
afgørende for plottet – det er med Abbotts begreber et supplerende og ikke et
konstituerende træk (Abbott, 2002, s. 20) – men det gør ham virkelig for det
indre blik og med ham også den unge Anders og hele narrativen omkring
hans stædige karakter.
Detaljen er ideel til at understrege realismen og til at vise et
karaktertræk frem for at skulle fortælle om det. Et forhold der er blevet kendt
under parolen ”Show, don’t tell” 65 så læseren oplever gennem karakterernes
handlinger, ord, tanker og væsen frem for at blive informeret af
fortællerstemmen. Vi får dog pointen fortalt: ”Sådan var det, når man altid
skulle være den bedste til alting i Hvidding i begyndelsen af 60’erne” (Linje
44). Man fornemmer dog at pointen godt kunne være draget af
ophavsmanden til narrativen. Måske er det en efterrationalisering fra den
voksne Anders Fogh Rasmussen der dog kun har medvirket perifært når
Kragh ved enkelte lejligheder har efterprøvet teorier og påstande (Kragh,
2006, s. 8). Man fornemmer en snert af (selv)ironi i den generaliserende
pointe.
Masterplots
Jeg har tidligere beskrevet masterplots hos Sommer og Aagaards biografi om
Pia Kjærsgaard. Jeg vil på samme måde her identificere masterplots i
narrativen med Anders Rasmussen og de to andre drenge i båden.
• Uden opsyn-masterplottet som det kendes fra Fluernes herre-narrativen.
Børnene er alene uden opsyn fra autoriteter.
• Survival of the fittest der også genkendes i Fluernes herre.
• Drengebogstema. Sejlturen i et primitivt fartøj som topos. Det ligger i
masterplottet at sejlturen vil byde på farer og forhindringer.
• Alene på åbent hav. Båden på det åbne hav trækker også spor til
temaer over mytteri og (drukne)død.
• Rejsen som metafor og dramaturgi.
• To-mod-én.
65 Ophavet til udtrykket et uvist, men tilskrives af og til forfatteren Henry James (1843-1916).
Udtrykket omtales også ofte som et journalistisk grundprincip.
71

• Eneren, geniet (der ikke har det let som barn fordi de andre er for
dumme til at forstå hans fortrin. Fx Einsteins angiveligt dårlige
karakterer i skolen).
Fra den historiske hændelse til læserens oplevelse af teksten kan man se en
proces med stigende abstraktion:
Konkret Abstrakt
Den faktiske Hændelsen som Tekstens stemning, Læserens
hændelse den fortælles tematikken oplevelse
(Story) (Repræsentation) (Masterplots) (Følelse)
Læseren har kun adgang til hændelserne fra Hvidding gennem
repræsentationen. Og repræsentationens virkemidler er dem som, med
Wolfes ord, kan få historien til at resonere med læserens egne følelser. I
narrativen er det særligt synsvinkel, tomme pladser, sceneopbygning og
detaljer der er Kraghs måde at invitere læseren med ind i det biografiske stof
på.
Ingen bryder sig om at blive holdt udenfor – og slet ikke af
legekammater man ikke selv har valgt (linje 29). Det ydmygende i at måtte
komme gennemblødt hjem kan man sætte sig ind i, og uretfærdigheden
vækker sympati for den der bliver trynet. Læseren tager narrativens stemning
med sig i læsningen hvor personaerne efterhånden kommer tættere på den
siddende statsminister. Her nærmer vi os et historisk jeg og en politisk ethos.
Den læser der med virkemidlerne har levet sig ind i den fortløbende historie
og som ikke har følt anledning til at diskvalificere fortællerstemmens
troværdighed og hændelsernes fakticitet, kan næppe undgå at genforhandle
den biograferedes ethos. Læserens indlevelse og sympati som virkemidlerne
tilvejebringer, giver dermed anledning til en højere terminal ethos hos den
biograferede politiker som er den læseren forholder sig til efter endt læsning.
72

6. Diskussion og afrunding
Politisk reklame eller produktreklame?
Da Artpeople A/S op til julen 2004 reklamerede på TV 2 for Kraghs biografi,
fik det DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom) ved daværende
forbundsformand Jacob Bjerregaard til at indgive en klage til Radio- og tv-
nævnet. Han mente at der var tale om reklame for en folkevalgt politiker og
dermed et brud på loven i reklamebekendtgørelsen (Anonym, 2005).
Reklamen viste fem fotografier af Anders Fogh Rasmussen som barn
og ung (fotografier som også indgår i biografiens førsteudgave).
Afslutningsvis tonede den nyudkomne bog frem med oplysninger om at
Berlingske Tidende og JydskeVestkysten havde givet bogen fem stjerner i deres
anmeldelser. Billedsiden var ledsaget af følgende speak:
Du kender ham udmærket. Hans navn er Anders Fogh Rasmussen. Men ved
du i virkeligheden hvem han er? Nu får du for første gang hele historien.
Fogh er årets store anmelderroste biografi. Gå ikke glip af bogen om manden
bag magten (Anonym II, 2004).
DSU fik ikke medhold i klagen. Juridisk er der ikke noget at komme efter
fordi reklamen søger at øge salget af et kommercielt produkt, en biografi.
Sagen illustrerer det skisma biografien befinder sig i mellem den den
situationelle politiske retorik og en litterære genre der ikke i ligeså høj grad er
knyttet til en kontekst. Bjerregaard hæfter sig ved det han kalder “en utrolig
positiv tone” (Anonym, 2005). Men er der en sympati hos Fogh Rasmussen,
ligger den implicit. Den pathos-appel speaket er fremført med, minder om
den dragende stemme der som topos optræder i biografens forfilm. Vi får
stillet et episk drama i skue – med Fogh Rasmussen i helterollen. I det korte
billedstærke spot kædes avisens stjerner muligvis også let sammen med
“virkelighedens” Fogh Rasmussen.
Det er faktisk de samme virkemidler biografien selv har. En politikers
liv dramatiseres narrativt, og læserens interesse og sympati vækkes af det på
én gang spektakulære og almenmenneskelige i fortællingen. Bjerregaard ville
derfor næppe heller være begejstret for store dele af biografien.
73

En meget negativt indstillet læser er ét af de forbehold jeg må tage i forhold til
min indlende hypotese om den positive ethos-afsmitning på den aktuelle
politikers ethos. I det følgende afsnit vil jeg nuancere denne påvirkning.
Biografien som retorisk strategi
Jeg har på side 21-22 behandlet biografiens afsenderforhold som tre-delt, og at
tale om strategi forstået som en politikers intentioner med bogen bliver derfor
vanskeligere. Det lader sig ikke gøre at lave en neo-aristotelisk analyse og
vurdere om det var god retorik eller ej ud fra en vurdering af effekt. Med
genreperspektivet og narrativens potentiale i ethosopbygning og litterære
kvalitetskriterier vil jeg alligevel komme med bud på hvornår biografien –
betragtet som politisk strategi – fremstår med et stærkt persuasivt potentiale i
ethosopbygning, og hvor der er faldgruber.
Mikrofonholderi eller kritisk ransagelse?
I Thomas Larsens interviewbog med Anders Fogh Rasmussen fra 2000 får
Fogh Rasmussen substans og nuancer til at opstille som Venstres
statsministerkandidat. I 2003 får han, med de tilføjede kapitler, mulighed for
temmelig uforstyret at udlægge sit projekt. Larsen spørger til beslutningen
om at støtte Bush-administrationen og føre krig uden klart mandat fra FN. En
kritisk diskussion er det ikke. Larsen lader kritikken være andres: ”I debatten
om USA’s rolle i verden spørger mange [...] Hvad siger du til den kritik?”
(Larsen, 2003, s. 366), og Fogh Rasmussen forklarer og får hver gang det sidste
og afgørende ord. Det er så op til læseren at tage stilling til svaret, som af og
til synes at kunne være fulgt op af biografen.
Noa Redingtons interviewbog med Helle Thorning-Schmidt tager
samme form og mulige strategiske sigte for den biograferede: At nuancere sin
person og sit politiske projekt. Jeg har berørt at fagbevægelsen kun fylder en
brøkdel, og andre kritiske spørgsmål fx om hvorfor Socialdemokraternes
inderkreds blev som den blev, er udeladt, og det kan sløre indtrykket af en
troværdig, kritisk samtale. Dette bliver interviewbogens svaghed.
Man kan selvfølgelig i et større perspektiv spørge om en kritisk
stemme altid er et ideal. Næppe, og en positiv, velskrevet fortælling som
Redingtons har sin ret, men den vil i politisk retorisk sammenhæng da typisk
fungere stemmesamlende og ikke stemmeflyttende (Jørgensen & Kock, 1995).
74

Den kritiske biografi som Fyrsten, hvor Holstein indledningsvis og afgørende
sår tvivl om Lykketofts troværdighed, vil formentlig heller ikke have det store
stemmeflyttende potentiale. Her er årsagen blot det omvendte: Den som i
forvejen er negativt indstillet vil bekræftes, mens den positive vil lægge bogen
fra sig. Jeg skal snart vende tilbage til den negativt indstillede læser, men først
kigge på potentialet i de biografier der indtager en både kritisk og
sympatiserende holdning.
Kraghs biografi forsøger ikke at ændre på de hårde sider af Fogh Rasmussens
ledelsesstil. Et helt kapitel omhandler hans tid som skatteminister. I kapitlet
citeres fem embedsmænd anonymt om det de nogenlunde samstemmede
kalder et “rædselsregime” (Kragh, 2006, s. 147ff.). Fogh Rasmussen betragtede
dem som idioter, og ministeriet som sådant som en socialdemokratisk
institution. Han var så voldsom i sine reaktioner på ubehagelige og
overraskende nyheder at sagen om den kreative bogføring fældede ham fordi
embedsmændene simpelthen ikke turde fortælle deres minister at budgettet
var skredet.
Men læseren har været med hele vejen. Læseren husker det nøjsomme,
lidt knugede hjem hvor man sidder rank ved bordet og får en finger i ryggen
hvis man falder lidt sammen. Her må man kun tale hvis man ved noget om
det man gør sig klog på. Læseren drager parallellen, og de tidligere narrativer
forklarer i den sammenhæng den voksne Fogh Rasmussens værdier og
grundlag for sine handlinger. Narrativerne tager ham så at sige i forsvar.
Kapitlet om “rædselsregimet” er så kritisk at læseren kan regne med at
Kragh nok skal være på vagt over for Fogh Rasmussens skavanker. Og
tilsvarende må hun have ret når hun beskriver positive sider af hans karakter
og handlinger. I modsætning til den meget positive biograf, som er udtalt i
interviewbøgerne, giver denne blanding af kritik og sympati en troværdighed
der i sidste instans kommer den biograferede til gode fordi den ikke så let
lader sig afskrive som bestilt PR.
Den negativt indstillede læser
Den positive ethosafsmitning som en hypotese for min undersøgelse må
modificeres af en række forbehold der er knyttet til det situationelle omkring
teksten.
75

Hvis en læser på ingen måde kan udstå den biograferede og lukker al
sympatidannelse ude, opfyldes min hypotese selv sagt ikke. Her er den
biograferedes initial ethos så stadfæstet hos modtager at et positivt udfald af
derived ethos i en højere terminal ethos (McCroskey, 1993, s. 79) ikke medføres.
Man kan påpege at genrens potentiale som ethosopbyggende tekster
indskrænkes af at læsere muligvis primært læser om dem de i forvejen synes
om og er politisk enige med. En deliberativ retorik vil i så fald som nævnt
ovenfor være stemmesamlende. Dog, som fremhævet i kapitel 4 med
Perelmans adherence-begreb, behøver overbevisning ikke at være
fuldstændig; persuasiv succes kan også være at modtager forskyder sin
holdning en smule.
Biografien i mediemøllen
Når jeg har læst en politisk kontekst ind i biografien, må denne retfærdigvis
også medtænkes i det liv biografien får i medierne.
Et andet forbehold for min hypotese er således at biografien også
inddrages i den hurtige mediemølle som jeg ellers i kapitel 2 beskriver den
som et alternativ til. Biografier anmeldes i trykte aviser og på internettet, og
her får vi af gode grunde også kun ”snippets” (Jamieson, 1988, s. 9) af
biografien der – igen fra mediernes principper – fremhæver mest polemisk
eller sensationelt stof som bliver det de fleste modtagere præsenteres for. Det
der tog fokus i omtalen af Bondams biografi, var hans personlige liste over
forhold med mænd. Ekstra Bladets anmeldelse af bogen bar titlen ”110 mænd i
Bondams sex-karakterbog” (Sjørvad, 2006), og samme ni linier ud af 235 sider
som Sjørvad hæftede sig ved blev refereret hyppigt i andre nyhedsmedier og
blogs. Hans endimensionelle ethos er det der formidles, ligesom anmeldere
over en bred kam hæftede sig ved Fogh Rasmussens maniske kontrol og
gengav disse passager frem for almenmenneskelige, ethosopbyggende
nuancer.
Dette gør biografien til et mindre oplagt strategisk værktøj set fra en
spindokters perspektiv. Det er i hvert fald vanskeligt at styre modtagelsen og
den efterfølgende diskurs om en biografi. Til gengæld kan omtalen generere
flere læsere der stifter bekendtskab med ”hele” historien.
76

For den der læser biografien, skal det også medtænkes at det der er den
lystbaserede læsnings interessemoment, det psykodynamiske, er kendetegnet
ved en lyst der er ”bundet til oplevelsen og [som] forsvinder hurtigt igen når
oplevelsen er forbi” (Kock, 2003, s. 61). Skal mødet med den biograferede og
en positiv effekt på ethosopfattelsen vare ved frem mod næste valg, må en
blivende erkendelse også etableres. En modificering af dette forbehold er at vi
også husker film og historier der ellers havde det psykodynamiske som
(del)funktion.
Forbeholdene angående hvem der overhovedet læser politiske biografier, den
negativt indstillede læser, biografiens medierede omtale og den kortvarige
oplevelse er væsentlige, men som jeg ser det ikke et argument mod tekstens
ethosopbyggende potentiale i den interesserede læsers hænder.
77

Konklusion
Jeg er fristet til at parafrasere én af biograferne idet mit formål med specialet
om den nyere politiske biografi ikke var at give biografien karakter, men at
forstå dens karakter. Jeg hæftede mig ved det særlige genretræk at de
biografede stadig er på valg, og stillede som udgangspunkt for undersøgelsen
spørgsmålene: Hvordan fungerer artefakterne som retorisk genrehybrid for
en politisk retorik? Hvordan har den narrative form potentiel positiv
indvirkning på den biograferedes ethos? Hvordan fungerer biografien på et
tekstnært plan?
De mange biografier udgives i en politisk kontekst hvor de store partier søger
at appelere til samme medianvælger. Da bliver det i endnu højere grad
afgørende hvem der siger hvad og hvordan. Et mediebillede præget af øget
konkurrence og journalistiske kriterier vil ofte tilspidse og personliggøre
politiske temaer og bidrager som en yderligere constraint til en retorisk
situation hvor politikerens ethos er vigtig for succes.
Biografierne, der er optaget af karaktertegning, er derfor populært stof,
og forlagene har fået øjnene op for en kommerciel gevinst i personfikseringen
og udgiver biografier om højaktuelle politikere. Politikerne bidrager, i de
fleste tilfælde, med interviews til biografierne. Hvad enten en politiker
deltager med et underliggende PR-motiv eller ej, eller måske slet ikke
deltager aktivt, vil biografien i sin kontekst have politiske undertoner: Dette
forhold at læseren i sin egenskab af vælger kan sætte sit stemmekryds ud for
den biograferede ved et kommende valg, lægger sig som en deliberativ
dimension omkring den traditionelle biografis historiske metode og
epideiktiske retorik. Hvor den traditionelle biografi har et tilbageskuende syn
på det levede liv, er den nye genre foruden fortiden også optaget af det
igangværende og af de kommende politiske beslutninger. Den biograferedes
historiske jeg synes ikke langt fra det fortalte, og læseren kender og
sammenkæder derfor lettere tekstens personaer med den ethos de tillægger
den biograferede gennem andre diskurser.
Genren har genetisk aftryk fra den traditionelle biografi, og læseren
kan derfor tænkes at være tilbøjelig til at læse en historisk metode ind i
værket. Det styrker troen på sandfærdigheden, men skuffer hvis der opleves
for stor inkohærens mellem tekstens personaer. Lovtalen med sin topik,
78

anbefalelsestalen med sin sponsorship effect, den journalistiske historie med
særligt aktualitet som nyhedskriterium og det skønlitterere værks stilistik
udgør tilsammen genretræk der kan ses forenet i det politiske biografi, som
en situationel reaktion og en traditionsbåret formgivning.
Jeg har argumenteret for at narrativer som persuasivt middel kan opfattes
som en mere personlig, underforstået, induktiv form for argumentation og en
alternativ måde at opbygge ethos og dermed tilslutning på end gennem en
klassisk diskursiv retorik. En erklæret uafhængig biograf styrker potentielt
troværdigheden som mellemmand mellem narrativens ophavsmand og
læseren.
Når narrativerne gennemstrømmes af værdibærende masterplots om
medmenneskelighed, venskaber, trods, taknemmelighed osv., skaber det
potentielt en sympati hos læseren der følger hovedpersonen som i en fiktiv,
dramatisk fortælling. Teksten præsupponerer med sin stilitik, bl.a. i brugen af
tomme pladser, sceneopbygning, synsvinkelskift og detaljerigdom en læser
der gerne vil træde ind i den narrative diskurs. Virkemidlerne skaber
identifikationen med den biograferede der forudsætter den højere terminale
ethos. Diskursens basis i faktisk stof inviterer til spejling og pejling i læserens
eget liv. Det fælles værdigrundlag som narrativerne bygger på og bærer med
sig er enthymemisk medvirkende til at fremførte politiske budskaber kan
vinde genklang i andre sammenhænge, eller blot at en positiv grundholdning
kan etableres over for den biograferede.
Jeg mener således der er belæg for min hypotese om en potentielt
styrket ethos-opfattelse i biografierne. Undtagelser ligger i den kontekst hvor
en i forvejen meget kritisk læser næppe lader sig påvirke, og man kan også
stille spørgsmåltegn ved i hvor høj grad en kritisk læser overhovedet sætter
sig for at læse en sådan biografi. Men teksten tilbyder en ændret opfattelse af
ethos.
En overraskende pointe som jeg kom frem til igennem undersøgelsen
var at mange positive ethos-opbyggende narrativer kunne give bagslag ved at
bringe biografens kritiske metode i tvivl og dermed underminere
genreforventningen om biografiens objektive tilgang. Kritiske udsagn og
vinkler kan i den forlængelse ligefrem virke ethos-opbyggende i en samlet
vurdering fordi de øger indtrykket af troværdighed i andre centrale passager.
79

Interessant er det også at karaktertræk i det man må betegne som negative
narrativer, fx om overdrevet kontrol og mistænksomhed i relation til andre
mennesker, implicit forklares gennem fortællinger om fx streng opvækst,
autoritetssamfund, mobning og målrettethed. Den afbalencerede biografi
tilbyder en flerstrenget fortælling så en endimentionel ethos bliver sværere at
opretholde for den negativt indstillede læser. Den neutralt indstillede læser
vil formentlig forskyde sin ethos-opfattelse, mens den positivt indstillede
læser vil få bekræftet eller styrket sin opfattelse.
Perspektivering
Jeg har i specialet identificeret, beskrevet og diskuteret en genrehybrid.
Pointerne tager afsæt i teorier om narrativitet og genrer i forandring. Flere
tekstnære analyser som den jeg foretager i kapitel 5, vil kunne bidrage til
yderligere at belyse krydsfeltet af litterær og deliberativ retorik. Persona-
konstruktioner i enkelte biografier kunne også være et undersøgelsesfelt i sig
selv, eller en sammenligning af hhv. biografiens og selvbiografiens oplevelse
af den samme begivenhed (fx Socialdemokraternes ekstraordinære kongres i
1992) ville eksemplificere narrativitet og biografisk metode. Empiriske
studier, som bl.a. Kock og Mialls foretager med skønlitterære værker, kunne
supplere argumentet om identifikation og det menneskeligt genkendelige i
narrativer som implicit ethos-appel i politisk biografisk stof.
I et større perspektiv ser jeg i den politiske biografiske interesse en
opblødning af grænsen mellem privatsfære og offentlighed der ellers har
hersket omkring politisk diskurs. Som jeg sandsynliggør, giver den personlige
beretning via persona-begrebet en formodning om ethos med persuasive
fordele i deliberative forstand. En konsekvens der allerede kan spores, og som
også kunne være en undersøgelse værdig, er at sammensmeltningen
tilsyneladende tvinger politikere til at opføre sig mere moralsk end den
øvrige befolkning. Er areté ved at få overtaget? Ethos kompromitteres i hvert
fald hvis det modsatte skulle vise sig at komme frem: Ministersager om privat
luksus på det offentliges regning, som naturligvis er kritisabelt, får i markant
højere grad taburetten til at vakle end dårligt udført politisk arbejde. Den
politiske substans i debatten lider muligvis nederlag. Det er en vej politikeren
selv er gået med ind på med den megen fokus på den personlige og til tider
private side af politiker-personaen. Det er ikke sikkert at vejen er velvalgt.
80

Litteratur
Faglitteratur
Abbott, H. Porter (2002): The Cambridge Introduction to Narrative, Cambridge University Press
Andersen, Øivind (1997): ”Rette ord i rette tid. Kairos i klassisk retorik”, i Rhetorica
Scandinavica, nr. 4, side 21-27.
Andersen, Øivind (2007 [1995]): I Retorikkens Hage, Universitetsforlaget Oslo
Aristoteles (1997): Poetik. Oversat af Poul Helnis, Hans Reitzels Forlag
Aristoteles (2002 [1983]): Retorik. Oversat af Thure Hastrup, Platonselskabets
Skriftserie, Museum Tusculanum Forlag
Atkinson, Max (1984): Our Masters’ Voices. The language and body language of politics,
Routledge
Beck, Ulrich (1994): “The Reinvention of Politics: Towards a Theory of Reflexive
Modernization”, i Ulrich Beck, Anthony Giddens & Scott Lash Reflexive Modernization,
Cambridge: Polity Press
Bitzer, Lloyd F. (1968): "The Rhetorical Situation", i Philosophy and Rhetoric, vol. 1, nr. 1,
side 1-14.
Black, Edwin (1978 [1965]): Rhetorical Criticism. A Stydy in Method, Madison, University of
Wisconsin Press
Black, Edwin (1970): “The Second Persona”, i The Quarterly Journal of Speech, vol. 56, side
109-119.
Brandes, Georg (1963 [1870]): “’Det uendeligt Smaa’ og ‘det uendeligt Store’ i poesien”, i
Werner Svendsen (red.) Essays, Gyldendal, side 32-42.
Bro, Vigga (1996): Orkanens øje – en bog om folkelig historiefortælling og dens sceniske
fremstilling, Forlaget Drama
Burke, Kenneth (1950): A Rhetoric of Motives, Prentice-Hall
Campbell, Karlyn Kohrs & Kathleen Hall Jamieson (1989 [1978]): “Introduction to Form and
Genre”, i Bernard L. Brock, Robert L. Scott, James W. Chesebro (red.) Methods of Rhetorical
Criticism. A Twentieth-Century Perspective, Detroit: Wayne State, side 331-342.
Cherry, Roger D. (1998 [1988]): “Ethos Versus Persona”, i Written Communication, vol. 15, nr.
3, side 384-410.
Chouliaraki, Lilie (2000): “Reflexivitet og senmoderne identitet”, i Diskursteorien på
arbejde, Roskilde Universitetsforlag
Christiansen, Jens (2007): Hvem vinder valget? – Strategi, kampagne og valgkamp, Gyldendal
Conley, Thomas (1986): “The Linnaean Blues: Thoughts on the Genre Approach”, i Form,
Genre and the Study of Political Discourse, South Carolina UP
Conley, Thomas (1990): Rhetoric in the European Tradition, University of Chicago Press
81

Dahl, Henrik (2001): Hvis din nabo var en bil, Akademisk Forlag
Eide, Tormod (1999 [1990]): Retorisk lektikon, Spartacus Forlag
Eriksson, Anders (2002): Retoriska Övningar. Afthonios’ progymnasmata, Nya Doxa
Fafner, Jørgen (2000 [1977]): Retorik - Klassisk & moderne, Akademisk Forlag
Fairclough, Norman (2003): Analysing Discourse: Textual Analysis for Social Research, Routledge
Farber, Daniel A. & Suzanne Sherry (1996): “Legal story-telling and Constitutional Law”, i
Brooks & Gerwitz (red.) Law’s Stories. Narrative and Rhetoric in the Law, Yale University
Press, New Haven, s. 37-53.
Fish, Stanley E. (1980): Is There a Text in This Class?, Harvard University Press, MA
Fisher, Walter R. (2000 [1984]): “Narration as Human Communication Paradigm: The Case of
Public Moral Argument”, i Carl R. Burgchardt (red.) Readings in Rhetorical Criticism. State
College, Pennsylvania: Strata, side 290-312.
Foss, Sonja K. (1989): “Narrative Criticism” i Rhetorical Criticism. Exploration and Practice,
Prospect Heights, Il. Waveland Press, side 229-241.
Foss, Sonja K., Karen A. Foss & Robert Trapp (2002): Contemporary Perspectives on Rhetoric,
Waveland Press, Inc.
Freytag, Gustav (2003 [1886]): Die Technik des Dramas, Autorenhaus Verlag
Friisberg, Gregers (1996): Politik – dansk politik i en EU-ramme, Columbus
Galtung, Johan & Mari Holmboe Ruge (1965): “The Structure of Foreign News”, i Journal of
Peace Research, Vol. 2, No. 1, side 64-91.
Giddens, Anthony (1996 [1991]): Modernitet og selvidentitet, Hans Reitzels Forlag
Giddens, Anthony (1999 [1998]): Den tredje vej. Socialdemokratismens fornyelse, Hans Reitzels
Forlag
Gould, Philip (1999): The Unfinished Revolution. How the Modernisers Saved the Labour Party,
Abacus
Gosse, Sir Edmund (1929): “Biography”, i Encyclopædia Britannica, bind 3, 14. udgave,
London, The Encyclopædia Britannica Company, LTD, side 593-598.
Greimas, Algirdas Julien (1974 [1966]): Strukturel Semantik, Borgen
Haarder, Jon Helt (2006): “Lugtede der hjemme hos Villy Sørensen? Om biografiske
sproghandlinger og retten til det private”, i Selvskreven – om litterær selvfremstilling, Aarhus
Universitetsforlag, side 105-122.
Hauser, Gerard A. (1999): "Aristotle on Epideictic: The Formation of Public Morality", i
Rhetoric Society Quarterly, 29, 1, side 5-23.
Hellspong, Lennart (2000): “Berättelser i argumentation”, i Rhetorica Skandinavica, nr. 16,
side 26-33.
Hill, Forbes (1972): “Conventional Wisdom – Traditional Form – The President’s Message of
November 3, 1969”, i The Quarterly Journal of Speech, vol. 58, side 373-386.
82

Hoff-Clausen, Elisabeth (2008): Online ethos. Webretorik i politiske kampagner, blogs og wikis,
Forlaget Samfundslitteratur
Iser, Wolfgang (1996): “Tekstens appelstrukturer”, i Michael Olsen & Gunver Kelstrup
(red.) Værk og læser. En antologi om receptionsforskning, Borgen, side 102-133.
Jamieson, Kathleen Hall (1973): “Genreric constrains and the rhetorical situation”, i
Philosophy and Rhetoric, vol. 6, nr. 3, side 162-170.
Jamieson, Kathleen Hall & Karlyn Kohrs Campbell (1982): “Rhetorical hybrids: Fusions of
generic elements“, i The Quarterly Journal of Speech, vol. 68, side 146-157.
Jamieson, Kathleen Hall (1988): Eloquence in an Electronic Age. The Transformation of Political
Speechmaking, Oxford University Press
Jamieson, Kathleen Hall & Paul Waldman (2003): The Press Effect. Politicians, Journalists, and
the Stories that Shape the Political World, Oxford University Press
Jasinski, James (2001): Sourcebook on Rhetoric. Key Concepts in Contemporary Rhetoric Studies,
Sage Publications
Johannesson, Kurt (1998 [1990]): Retorik eller konsten at övertyga, Norstedts
Jørgensen, Charlotte & Christian Kock (1995): “Debattørens forrådskammer. Elementer i
politisk tema-argumentation”, i Retoriske Studier, nr. 10, side 44-76.
Jørgensen, Charlotte & Merete Onsberg (1999 [1987]): Praktisk argumentation, Ingeniøren|bøger
Kamberelis, George (1995): “Genre as institutionally informed social practice”, i Journal of
Comtemporary Legal Issues, vol. 6, side 117-171.
Klit, Jesper (1983): Journalistik og fiktion, Levende Billeder
Knudsen, Jørn Ingemann (2005): Eventyranalyse.dk, Højers Forlag
Kock, Christian (1994): “Hvad læser vi for? Er litteraturens interessemoment semantisk
eller psykodynamisk?”, i Edda – Nordisk tidsskrift for litteraturforskning, nr. 4, side 319-335.
Kock, Christian (2003): “Retorisk kritik af skønlitterære tekster”, i Rherotica Scandinavica,
nr. 26/Juni, side 55-68.
Kock, Christian & Mie Femø Nielsen (2008): “Politisk kommunikation”, ikke publiceret.
Kondrup, Johnny (1995): “Biografi”, i Jørn Lund (red.) Den Store Danske Encyklopædi, bind 3,
Gyldendal, side 20.
Kramhøft, Peter (2000): Journalistik med omtanke. Arbejdsmetoder i udredende og analytisk
journalistik, Forlaget Ajour
Kuhn, Thomas (1962): The Structure of Scientific Revolutions, University of Chicago Press
Kuiken, Don, David S Miall & Shelley Sikora (2004): “Forms of Self-Implication in
Literary Reading”, i Poetics Today, nr. 25 (2), side 171-203.
Larsen, Peter Harms (2004): ”Når plottet driver værket. Om plottets betydning og funktion i
gode historier, gode film og gode tv-programmer”, i Susanne Kjærbeck (red.)
Historiefortælling i praktisk kommunikation, Roskilde Universitetsforlag
Leff, Michael (2003): “Fortolkende retorisk kritik. Et casestudie af Martin Luther Kings’ Letter
from Birmingham Jail’”, i Rhetorica Scandinavica, nr. 26/juni, side 6-20.
83

Lejeune, Philippe (1975): Le pacte autobiographique, Seuil
Lemée, Pernille Steensbech (2005): Med andres ord – Ghostwriting i praksis, Handelshøjskolens
forlag
McCroskey, James C. (1993 [1968]): An introduction to Rhetorical Communication, Prentice-Hall.
Meilby, Mogens (1996): Journalistikkens grundtrin. Fra ide til artikel, Forlaget Ajour
Miall, David, S. & Don Kuiken (1994): “Foregrounding, Defamiliarization, and Affect.
Response to Literary Stories”, i Poetics 22, side 389-407.
Miller, Carolyn R. (1984): “Genre as social action” i Quarterly Journal of Speech, vol. 70, side
151-167.
Miller, Carolyn R. (2004): “Expertise and Agency. Transformations of Ethos in Human-Computer
Interactions”, I Michael J. Hyde (red.) The Ethos of Rhetoric, University of South Carolina Press
Onsberg, Merete (2007): “Hvem ved bedst? – om selvbiografiens pennefører”, i
RetorikMagisinet, nr. 66, 16. årgang, side 26-27.
Perelman, Chaïm & Lucie Olbrechts-Tyteca (2003 [1958]): The New Rhetoric. A Treatise on
Argumentation, University of Notre Dame Press
Perelman, Chaïm (2005): Retorikkens Rige, Hans Reitzels Forlag
Phelan, James (2005): Living to Tell about It. A Rhetoric and Ethics of Character Narration,
Cornell University Press
Rasmussen, Anders Fogh (1993): Fra socialstat til minimalstat. En liberal strategi, Samleren
Rowland, Robert C. (1987): “Narrative: Mode of Discourse or Paradigm?”, i National Speech
Association: Communication Monographs, 54, side 264-274.
Sheard, Cynthia Miecznikowski (1996): “The Public Value of Epideictic Rhetoric”, i College
English, vol. 58, nr. 7, side 765-792.
Smith, Sidonie & Julia Watson (2001): Reading Autobiographie. A Guide for Interpreting Life
Narratives, University of Minnesota Press
Sullivan, Dale A. (1993): “The Ethos of Epideictic Encounter”, i Philosophy & Rhetoric, vol.
26, nr. 2, side 113-133.
Tannen, Deborah (1998): The Argument Culture. Stopping America's War of Words, Virago
Togeby, Lise, Jørgen Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Torben Beck Jørgensen &
Signild Vallgårda (2003): Magt og demokrati I Danmark. Hovedresultater fra magtudredningen,
Aarhus Universitetsforlag
Toulmin, Stephen (1958): The Uses of Argument, Cambridge University Press
Vatz, Richard E. (1973): “The Myth of the Rhetorical Situation”, i Philosophy & Rhetoric,
vol. 6, nr. 3, side 154-161.
White, H. (1981): “The value of narrativity in the representation of reality”, i W. J. T.
Mitchell (red.) On narrative, University of Chicago Press
Wolfe, Tom (1975 [1973]): The New Journalism. With an anthology edited by Tom Wolfe and E. W.
Johnson, Picador
84

Avisartikler, taler og internetsider
Anonym I (2004): ”DR-direktions-redegørelse på vej..” på www.danskfolkeparti.dk, 4. juli,
http://www.danskfolkeparti.dk/DR-direktions-redegørelse_på_vej...asp (set 22. dec. 2008)
Anonym II (2004): [Tv-reklame for Fogh. Historien om en statsminister]. Kan ses på
http://www.artpeople.dk/Fogh_-_Historien_om_en_statsmi.448.0.html (set 30. okt. 2008)
Anonym (2005): ”Klage over tv-reklame for Artpeople A/S – ’Fogh. Historien om en
statsminister’”, på www.update.dk, 28. jan.,
http://www.update.dk/cfje/lovbasen.nsf/(LBfritekstsingle4AFG)/B07E33E1B40803B5C125
6F9700435CB8?OpenDocument (set 22. dec. 2008)
Anonym I (2008): ”De kendtes teenagesfotos”, på www.bt.dk,
http://www.bt.dk/apps/pbcs.dll/article?template=temaovr&AID=/99999999/UNDERHOL
DNING/81103036/0/underholdning&temanr=2053 (set 11. nov. 2008)
Anonym II (2008): ”K går frem med syv mandater”, på www.politiken.dk, 12. sep.,
http://politiken.dk/politik/article566449.ece (set 22. dec. 2008)
Anonym III (2008): [Brugeren Peter], på www.saxo.dk, http://www.saxo.com/dk/item/b-schristiansen-et-liv-paa-kanten-indbundet-2.aspx
(set 6. nov. 2008)
Bjerager, Erik (2001): “Vælgerskredet”, på www.kristeligt-dagblad.dk, 21. nov.,
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/201329:Leder--Vaelgerskredet (set 6. jan 2009)
Blüdnikov, Bent (2005): “Den politiske biografi i høj kurs – og lav kvalitet?”, på
www.berlingske.dk, 24. sep., http://www.berlingske.dk/article/20050924/kultur/109240708/
(set 22. dec. 2008)
Blüdnikov, Bent (2007): “Vælger på vejen der, hvem er bedst i landet her?”, i Berlingske
Tidende, 27. okt., Kultur, side 8-9.
Bruun, Marianne (1992): [Anbefalelsestale til Nyrup Rasmussen, Socialdemokratiets
ekstraordinære kongres, 11. april], på www.dansketaler.dk,
http://www.dansketaler.dk/tale.lasso?tekst_id=354 (set 6. jan. 2009)
Børsting, Mikael & Christian Hüttemeier (2008): “Ny formand vinder i troværdighed”, i
Politiken, 11. sep., 1. sektion, side 2.
Flores, Egea Philip (2007): “Vi stoler mest på Vestager og mindst på Kjærsgaard”, i Berlingske
Tidende, 21. sep., Indland, side 10-11.
Flores, Egea Philip & Chris Kjær Jessen (2007): “Magten svækker troværdigheden”, i
Berlingske Tidende, 21. sep., Indland, side 10-11.
Hergel, Olav (2004): “Men nogen festabe – det er han ikke”, i Berlingske Tidende, 5. nov.,
MAGASIN, side 6.
Kassebeer, Søren & Bent Blüdnikov (2005): “Kritiker forlader Søren Kierkegaard-center”, på
www.berlingske.dk, 24. aug., http://www.berlingske.dk/article/20050824/kultur/108240017/
(set 22. dec. 2008)
Madsen, Peter G. H. (2007): “Socialdemokraterne på kant med egne vælgere”, i Ugebrevet A4,
2. april, nr. 13., side 3.
Nissen, Nis Peter (2008): “Jeg kan slå Fogh”, på www.K-forum.dk,
http://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=13041 (set 15. dec. 2008)
Prakash, Thomas & Charlotte Dahlsgaard (2007): ”Danskerne vil helst kramme med Helle”, i
URBAN, 2. nov., TEMA, side 6-7.
85

Sjørvad, Rune Melchior (2006): ”110 mænd i Bondams sex-karakterbog”, på Ekstrabladet.dk,
30. nov. http://ekstrabladet.dk/flash/dkkendte/article194839.ece (set 15. dec. 2008)
Thorning-Schmidt, Helle (2005): “Jeg kan slå Fogh!”, på www.a-slagelse.dk, http://www.aslagelse.dk/Docs/Debat200503310001.php
(set 22. dec. 2008)
Tudvad, Peter (2004): “SAK - En uvidenskabelig biografi om Søren Kierkegaard”, på www.
faklen.dk, http://www.faklen.dk/artikler/tudvad04-01.php, (set 15. nov. 2008), desuden
bragt forkortet i Information, 24. juli.
Aagaard, Lars Henrik (2007): “Man kan måle star quality”, i Berlingske Tidende, 21. sep.,
Indland, side 12.
Biografiske værker 66
Albana, Maya (2008): Martin – Eventyret, Ørum og X Factor, People’s Press
Astrup, Tanja Parker (2008): Naser, Ekstra Bladets Forlag
Boldsen, Joachim (2007): Ærligt talt. Historier fra mit håndboldliv, Gyldendal
Børsting, Mikael & Andreas Karker (2004): Haarder, Lindhardt og Ringhof
Børsting, Mikael & Andreas Karker (2006): Svend, Lindhardt og Ringhof
Christiansen, Bjarne Slot (2005): Et liv på kanten, Aschehoug
Detlefsen, Louise & Christina Lopes (1997): Ritt Bjerregaard. En biografi om kvinden og
politikeren, Borgen
Engell, Annette (2001): Utro, håb og kærlighed, Høst
French, Sandy & Mette Højbjerg (2007): Ritt. En biografi, Lindhardt & Ringhof
Garff, Joakim (2000): SAK – Søren Aabye Kierkegaard. En biografi, Gads Forlag
Gazan, Paul (2006): A for Auken, Aschehoug
Holstein, Erik (2003): Fyrsten – et portræt af Mogens Lykketoft, Aschehoug
Holstein, Erik (2005): Jelved, People’s Press
Hvidtfeldt, Jette & Thomas Buch-Andersen (2007): Claus Hjort – Strategen bag det nye Venstre,
Forlaget Sohn
Jepsen, Erling (2002): Kunsten at græde i kor, Borgen
Kjær, Henriette (med Louise Raaschou) (2005): Henriette Kjær – Indtil nu, Ekstra Bladet
Kragh, Anne Sofie (2006 [2004]): FOGH - Historien om en statsminister, People’s Press
Krogh, Torben (1987): Gert – en bog om Gert P., Tiderne Skifter
Kristensen, Gerda (2008): Villys Verden, Forlaget Sohn
Kristiansen, Michael, Thomas Larsen & Michael Ulveman (1992): Poul Schlüter. En biografi,
Spektrum
66 Alle citater fra biografierne er fra 1. udgave – med undtagelse af Kragh hvor jeg citerer fra
2. udgave (2006).
86

Kristiansen, Michael & Thomas Larsen (1996): Niels Helveg Petersen. Manden og magten, Børsen
Larsen, Lars (2004): Go’daw jeg hedder Lars Larsen – Jeg har et godt tilbud, Forlaget Hansen
Mejlgade
Larsen, Thomas (1997): Erobreren, Børsen
Larsen, Thomas (1999): Auken. En familiefortælling, Møntergården
Larsen, Thomas (2000): Anders Fogh Rasmussen – i godtvejr og storm, Gyldendal
Larsen, Thomas (2003): Anders Fogh Rasmussen – i godtvejr og storm [med tilføjede kapitler],
Gyldendal
Larsen, Thomas (2003): Lykketoft, Børsen
Leth, Jørgen (2005): Det uperfekte menneske, Gyldendal
Lidegaard, Bo (2001): Jens Otto Krag. 1914-1961, Gyldendal
Mortensen, Hans (2005): De fantastiske fire, Gyldendal
Møller, Per Stig (2001): Munk, Gyldendal
Nielsen, Jakob (2007): Helle for magten, Politikens Forlag
Qvortrup, Henrik & Niels Lunde (1997): Nyrup, Aschehoug
Rasmussen, Poul Nyrup (2003): Rødder, Lindhardt & Ringhof
Redington, Noa (2007): Den første – En samtale med Helle Thorning-Schmidt, People’s Press
Romer, Knud (2006): Den som blinker er bange for døden, Athene
Rosenkrands, Jacob (2006): Toastmasteren – et portræt af Klaus Bondam, Schultz Forlag
Sommer, Nikolaj & Sune Aagaard (2003): Succes. Historien om Pia Kjærsgaard, Lindhardt &
Ringhof
Strand, Kurt (2005): Connie Hedegaard - Ikke blot til pynt, Høst & Søn
Turèll, Dan (1975): Vangede billeder, Gyldendal
Winther, Jens (2006): Digteren og partiformanden, Gyldendal
87