Onsdag 6. juli 2011 O VER TO NERNES MAEST RO ... - Politiken

More documents

Recommendations

Info

... 4 JAZZLIVE ONSDAG 6. JULI 2011 POLITIKEN Sc ring med kassettebånd Musiker møder musiker. Sød musik opstår. På disse sider fortæller fire musikerpar, hvordan de fandt hinanden. Pierre Dørge lokkede Irene Becker ud i bilen for at høre en Lone Kellermann-plade. FLEMMING CHRISTIANSEN Første gang guitaristen Pierre Dørge lagde mærke til keyboardspilleren Irene Becker var omkring 1977. Det var til et stævne på Vallekilde Højskole, hun spillede i bandet Hos Anna, Danmarks førstekvinderockorkester. Pierre Dørges bedømmelse da – og nu – er: »Hun var jo et godt skår. En dejlig sild«. Pierre Dørge var 29 år og ude af et langvarigt forhold og havde fået ny appetit på jazz efter nogle år med meget musikundervisning og familieliv. Irene Becker var 24. Netop det år var Pierre Dørge studiemusiker i Nibe på en plade med Lasse og Mathilde. En dag fik han et tilbud om at spille med i en helt anden sammenhæng: Bassisten Niels- Henning Ørsted Pedersen og saxofonisten John Tchicai var blandt andet med, og Pierre Dørge var ikke sen til at låne en bil og køre til København til en prøve. Og her kommer så den vigtigste del: »Mens jeg var i København, hu- skede jeg, at der var en pladereception for den første Hos Anna-plade, så det skulle jeg jo lige være med til, når jeg nu var der. Og der mødte jeg Irene for første gang, sådan rigtigt. Og ude i den lånte bil havde jeg det første kassettebånd med Lone Kellermanns nye plade, hvor jeg vidste, at Irene sang kor med Lis Sørensen. Og så spurgte jeg Irene ved receptionen, om hun havde hørt den, og det havde hun ikke, og så fik jeg hende jo lokket ud i bilen for at høre det. Og så blev vi kærester!«. Ud over kæresteriet gik der selvfølgelig også musik i forholdet. »Jeg var selvlært med mine egne mærkelige syrede ting, Irene kom fra et hjem med klaver og havde en klassik baggrund med kirkesang hver søndag, så det har været et meget frodigt møde også på det plan«. I Hos Anna lærte Pierre Dørge for eksempel en del om vokal velklang i kombination med fri avantgarde. Og sideløbende med det dannede de et orkester opkaldt efter en svensk mejetærsker, Thermænius, hvor den etniske musik sneg sig ind. Det blev til det senere New Jungle Orchestra. Irene og Pierre blev først gift i 1985, men nu har de haft sølvbryllup og rejst kloden rundt i søgen efter nye musikalske eventyr. »Vi er på en del måder ret forskellige, men vi har lært – også på vores rejser – hvor vigtigt det er at acceptere hinanden særheder. Jeg har for eksempel ret mange forudfattede meninger om visse ting«, griner Pierre Dørge. Parret havde et stort ønske om at få børn sammen. Men sådan skulle det ikke være. Til gengæld har Pierre Dørge et barn fra sit tidligere forhold, som Irene Becker blev bonusmor for, og nu har de børnebørn, og det er med Pierre Dørges ord »rigtig sjovt«. Sjovt er det også at skubbe til hinanden musikalsk. »Vi tænker på musik hele tiden, der er altid et nyt projekt, og ind imellem kan vi have svært ved at være sociale nok udadtil, fordi næsten alle venner er musikere. Og når vi nu ikke har børn, har vi virkelig meget tid til musikken. Men det er jo som en leg, vi tjener ikke mange penge, vi behøver heller ikke så mange. For eksempel behøver vi ikke rejse på ferie – for vi rejser jo hele tiden rundt på jorden og spiller og opdager nye sider af musikken«. flemming.christiansen@ pol.dk Det ældste scoretrick Fredrik Lundin mødte Trine Lise Væring, fordi hun bad om beskyttelse. Og så skulle hun se hans plader. FLEMMING CHRISTIANSEN Det var vel lidt held i uheld, da saxofonisten Fredrik Lundin scorede sangerinden Trinelise Væring. Eller omvendt. De to kendte hinanden en smule fra musikermiljøet i 80’ernes København, og som Frederik Lundin siger, så var der »afstandsinteresse« mellem dem. Ikke mere. Men en aften på Cafe Monten i det daværende Jazzhouse Montmartre gjorde en engelsktalende herre tilnærmelser til Trinelise Væring. Hun bad – på dansk – Frederik Lundin, der sad i nærheden, om at spille lidt kæreste med hende. For at få udlændingen til at skride. »Og meget ædelmodigt tilbød jeg jo min beskyttelse«, som Frederik Lundin fortæller. Det pinlige var, at manden, der havde været nærgående, også talte dansk og han forstod udmærket deres manøvre. Frederik Lundin var under alle omstændigheder ikke sen til at udnytte sin fordel. Han invitere sangerinden hjem. Ikke for at se hans frimærkesamling, men hans... pladesamling! »Ja, jeg sagde det jo altså med et glimt i øjet«, retter Frederik Lundin ud, akkompagneret af sin kones latter. Mere glimt i øjet var der dog ikke, end at den unge Fredrik derhjemme spillede romantiske Monica Zetterlund og Billie Holdiday for Trinelise. Og læste op af William Heinesens ’Laterna Magica’. Næste gang, Frederik Lundin besøgte Trinelise Væring, ’glemte’ han sin saxofon hos hende. »Det tog hun vist som tegn på, at den var ’hjemme’«, siger Frederik Lundin med et grin. »Nej, jeg troede da, at han kom og hentede den igen«, protesterer hun. Efter et par år giftede de sig. Og fik børn. Og som andre musikere kan Lundin og Væring snakke med om, at musikken fylder rigtig meget. »Det kan da være anstrengende, for vi er ikke sådan nogen, der kommer hjem kl. 4 og smider os på sofaen. Men man har alligevel brug for timeout med musik en gang imellem. Omvendt har vi altid én at snakke musikalske problemer med. Vi har også en masse besværlig logistik, der skal fungere med prøver med forskellige orkestre og den slags. Men til gengæld nyder vores børn godt af, at vi langt hen ad vejen kan lægge vores tid selv. Også selv om det bliver lidt rodet en gang imellem«, siger Fredrik Lundin. PARLØB. Pierre Dørge og Irene Becker supplerer hinanden musikalsk, synes Dørg Fra plade til ægteskab Kira Skov skrev sange sammen med sin bassist Nicolai Munch- Hansen. Pludselig gik det stærkt. FLEMMING CHRISTIANSEN Når sangerinden Kira Skov på fredag skal synge Billie Holiday-sange i Glassalen i Tivoli, bliver det formentlig med en del kærlighedssange på repertoiret. Og helt sikkert med hendes livs kærlighed til at lægge den musikalske bund. For på bassen vil man høre Nicolai Munch-Hansen, en mangeårig musikalsk sparringspartner, der gradvist blev kæreste. »Først var det et samarbejde om at skrive sange og spille. Men pludselig gik det stærkt«, fortæller Kira Skov, så man kan høre smilet i telefonen. De kendte hinanden perifert fra musikscenen og havde de samme venner. Da Nicolai kom med i Kiras band Kira and the Kindred Spirit, og de skulle indspille den sidste plade, blev de virkelig gode venner. »Men det tog tid, før det blev klart, at det var bedre end venskab«. De to tilbragte mere og mere tid sammen og havde meget tætte stunder, hvor de skrev sange. »I den proces opstår der tit en intim ting. Det er jo også derfor, at folk i bands ofte har en nærmest ægteskabelig relation med hinanden«. Det udviklede sig til det, Kira Skov kalder ’vild forelskelse’. »Det er helt ufornægteligt«, siger Kira Skov. For fire år siden blev hun gift med sit livs bassist.
... POLITIKEN ONSDAG 6. JULI 2011 e: »Irene er enormt god til at fatte, hvad der sker. Jeg har så nogen skæve vinkler, hun har gavn af«. Foto: Per Folkver En mageløs jamsession Marilyn Mazur og Klavs Hovman fik øje for hinanden – ved at lytte til hinanden. Nu har de været sammen i 27 år FLEMMING CHRISTIANSEN Trommer og bas. Nogle musikere kalder de to instrumenter for ’mor og far’ i et band. De bærende. Bassisten Klavs Hovman nævner det for at fortælle, at når han nu har levet sammen med percussionisten Marilyn Mazur i så mange år, skyldes det muligvis, at de to ikke bare som mennesker passer så godt sammen. Men også at deres respektive instrumenter stemmer overens med den måde, de i øvrigt lever deres liv på som mand og kone. I 1981 hilste de flygtigt på hinanden. Ved et stævne på Brandbjerg Højskole. Så var de nogen tid efter på Vallekilde Højskole og skulle jamme. Dér skete noget magisk: »Der var da en connection mellem os, men ikke romantisk. Vi skulle spille sammen med Bob Rockwell (saxofonist, red.) og Lars Jansson (pianist, red.). Det skulle foregå i en havestue. Og det blev bare helt fantastisk fra første færd. Der var en helt unik telepatisk kontakt, det var som at flyve. Jeg ved ikke, hvad vi spillede, sådan nogle mærkelige ostinater, som Marilyn er så skidegod til«. siger Klavs Hovman. Efter nogle måneder, hvor de to ikke så noget til hinanden, skete det så, at Klavs Hovman i orkestret Ocean Fables skulle bruge en trommeslager. Og hvem kunne han lige komme i tanker om? Nå, jo, der var jo hende Marilyn Mazur fra Vallekilde-jammen. Og så udviklede det sig fra venskab til kæresteri. I de år turnerede Marilyn Mazur blandt andet med jazzmusikkens konge Miles Davis, så også af den grund var det svært at etablere et mere fast forhold. »Hemmeligheden bag, at vi to har udviklet os til så stærkt et par gennem nu 27 år, er nok, at vi den- gang gav så meget frihed til hinanden«, funderer Klavs Hovmand. Først da de fik sønnen Fabian for tyve år siden, flyttede de sammen. Man er nødt til at være egoist for at være en god musiker, fastslår Klavs Hovman. Derfor må man også hele tiden give plads til hinanden. »Skal Marilyn spille til en pissevigtig koncert, så ved jeg godt, at jeg liiiige skal holde lidt afstand«. Så er det jo heldigt, at ægteparret Mazur og Hovmand har et musikhus ude i haven, proppet med instrumenter. »I vores musikhus er det musikernes verden. I vores bolig er det familielivet, der har fortrin. Vi prøver at holde tingene skilt ad. Selv om det er svært«. Jazz vækker hans følelser Bloggeren Niels Overgaard skriver om jazz som en fan mere end som en kritiker. JEANETTE MAYLAND OLSEN Der er jazz i ørerne, når han cykler og i højtaleren, når han står i køkkenet, hvilket han gør ofte og gerne. Navnet er Niels Overgaard, og hans kærlighed til jazz har gjort ham til en velrenommeret blogger i jazzmiljøet. Så velrenommeret, at både danske og udenlandske jazzmusikere sender deres plader til ham og beder om en anmeldelse. Det bliver til cirka 200 anmeldelser om året. »Jeg forsøger at nå alle de plader, jeg modtager, men det er helt klart dansk jazz, jeg prioriterer højest«, siger han. Passionen for jazz udspringer af en generel kærlighed til musik, og han kan også godt finde på at sætte en rockplade på. Men det er musikken, snarere end ordene, han lytter til, og derfor har det været jazzen, han har fokuseret på, siden han opdagede Niels Lan Doky i starten af 1980’erne. »Det blev nok jazz på grund af friheden i det. Alt er tilladt«, forklarer han. Oprindeligt var det fusionsjazzen, han bedst kunne lide, og den leverede blandt andre Miles Davis. I dag foretrækker Niels Overgaard dansk jazz, men egentlig lytter han gerne til lidt af det hele – ikke mindst på grund af de mange anmeldelser. Dybest set er det dog humøret, der bestemmer. Og han kan godt blive fascineret af noget, der umiddelbart føles ubehageligt. »Jeg altid har været meget fascineret af historien bag og hvad det er, der gør, at de når frem til lige netop dén melodi«. At skrive om jazz Niels Overgaard begyndte at blogge i 2004, fordi han savnede nogen at dele sin hobby med. I starten blev læserne fodret med aktuelle jazznyheder – nogle gange lidt for aktuelle. »Jeg opdagede hurtigt, at jeg kunne finde ud af, hvem der skulle optræde på Copenhagen Jazz Festival, før de blev offentliggjort. Fordi det stod på kunstnernes hjemmesider«, mindes han. »Og det blev de ikke så glade for«. I dag holdes kortene tættere til kroppen, og Niels har i stedet flyttet fokus over på de mange anmeldelser. Til Niels Overgaards store tilfredshed: Han samler på pladerne og får dem nu tilsendt gratis mod at han anmelder dem på sin blog. Men han er ingen almindelig anmelder: »Jeg kan ikke anmelde musik- JAZZLIVE 5 ILDSJÆL. Følelserne er det vigtige når Niels anmelder musik – ikke de tekniske kvaliteter. Foto: Per Folkver kens tekniske kvalitet. Den er som regel meget høj, og mange af musikerne har gået på konservatoriet. Jeg kigger derfor mere på, hvilke følelser musikken sætter i gang, når man lytter til den«, forklarer han. Og sammenligner sig selv med en entusiast, der står i pladeforretning, hvor han selv bestemmer, hvad der skal være på hylderne. Han skriver nemlig som hovedregel ikke om det, han ikke kan lide. Med undtagelser – og det er ikke altid faldet populært ud: »Jeg skrev en anmeldelse af en plade, der var så eklatant dårlig, at det var utroligt, at den kunne blive udgivet. Efter nogle dage bad musikeren mig om, at jeg fjernede anmeldelsen, og det gjorde jeg så. Jeg har ingen interesse i at træde på nogen«. I stedet forsøger han at promovere sin egen yndlingsmusik og guide jazzlyttere i retning af de gode plader og de spændende koncerter. Jazzet weekend Jazzfestivalen er selvsagt et slaraffenland for jazzbloggeren, der hurtigt nævner en håndfuld navne, han skal høre. Håbet er at komme omkring så mange forskellige spillesteder som muligt og opleve noget forskelligt – også gerne noget, han ikke kender i forvejen. Blandt de højst prioriterede er Sture Ericson, der spiller avantgarde-jazz. Og så vil han høre jazz i Kødbyen. Men Niels Overgaard glæder sig også bare til at møde nogle af alle de musikere, han skriver om på bloggen. Men han går glip af mange, for på mandag kalder hverdagen hjemme i Herning. Den udgøres dels af arbejdet som distriktssygeplejerske i ungdomspsykatrien og af familien, der består af kone og to børn på 8 og 13 år. Og hans yndlingsmusiker: Danske Jan Harbeck, såmænd. jeanette.olsen@pol.dk
Page 1 and 2: MUSIK SOM MATCH- MAKER SIDE 4-5 OM
Page 3: ... POLITIKEN ONSDAG 6. JULI 2011 D
Page 7 and 8: ... POLITIKEN ONSDAG 6. JULI 2011 O

Onsdag 6. juli 2011 O VER TO NERNES MAEST RO ... - Politiken

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?