Hele publikationen i PDF-format - Undervisningsministeriet

grundprincipper for folkeskolen, der har haft
afgørende betydning for det danske samfund.
Steen Steensen Blicher (1782-1848)
Blicher var på mange måder en udgrænset figur i sin
samtid: Geografisk langt fra parnasset i København,
socialt på deroute, politisk og intellektuelt uden fællesskaber
med sine samtidige. Hans visionære folkelige
virke med fx landøkonomiske initiativer, kamp
for folkesundhed og Himmelbjergfester gav ham
ingen personlig succes, ligesom hans private liv var
ulykkeligt. Netop dette kunstneriske og personlige
eksil giver Blicher erfaringer, der sætter ham i stand
til om nogen i dansk litteratur at formulere menneskets
tragiske eksistentielle vilkår. I de bedste af hans
tekster ligger forgængeligheden, den pludselige forandring,
katastrofen, ophøret som en konstant trussel
i personernes liv; de bliver ofre for historiens –
den store og den lille histories – nådesløse kræfter.
Fornemmelsen for det tragiske hænger sammen med
afhængigheden af biedermeiermoralens tryghed og
på samme tid indsigten i den som illusion, men
samtidig rækker den langt ud over en bestemt samfundsform
og en bestemt moral og bliver eksistentiel.
Den fælles kanon
Med En Landsbydegns Dagbog fra 1824 og det fortsatte
novelleforfatterskab fornyer Blicher den danske
prosa på afgørende punkter. Han rendyrker novellegenren
med den tragiske begivenhed i centrum, og
han anfægter den autoritative fortæller, der dermed
for altid mister sin uskyld i dansk litteratur. I de
bedste noveller udstilles fortælleren som en person
med interesser i begivenhederne og i, at hans tolkning
af disse vinder, og udstilles derfor som utroværdig
– læseren gennemskuer fortællerens skjulte motiver.
At fortællerens autoritet falder, understreger for
læseren den virkelighedens uigennemskuelighed, som
Blichers personer på anden vis erfarer i novellerne.
Samtidig fremstår Blicher som den første store realist
i dansk prosa. Hans beskrivelser af borgere og småkårsfolk
i Jylland bliver en afgørende forløber for
realismen i slutningen af århundredet.
H.C. Andersen (1805-75)
På sine ældre dage karakteriserede H.C. Andersen
sin kunst som båret af “Tilfældets Poesie” og sig selv
som et menneske født i perpendikelens, rastløshedens,
tegn. Denne evigt søgende fortællernomade
finder sine motiver overalt i naturen og den menneskelige
verden. For en kort stund slår han sig ned og
39