februar 07 - Bjert Stenderup Net-Avis

More documents

Recommendations

Info

18 En redegørelse og lidt til Tekst og tegning, Jens Bach Andersen Trods det at vores hus kun fylder de her ungefær hundrede kvadratmeter, har vi mange logerende, Fruen og jeg, og ingen af dem hjælper til med noget som helst, som for eksempel at vaske op. Eller gøre rent på toilettet. Eller støvsuge. Beskæftigelser, jeg personligt finder meget lidt underholdende, men sidstnævnte beskæftigelse tog jeg alligevel på mig her den anden formiddag, idet Fruen så sådan på tingene. Og derved blev der så også tyndet lidt ud blandt vores logerende. Der blev mindre trængsel. Lad mig gøre rede. Det er vores biller, jeg tænker på, og ingen ved, hvor de kommer fra. Plus lidt edderkopper og sølvkræ. Måske en enkelt bænkebider, vi er som sagt en hel del, men billerne er i overtal, så det følgende handler mest om dem. En pæn flok er det gerne, som med jævne mellemrum dukker op ude på vores toilet og det lille rum før det, hvor blandt andet støvsugeren står, og hvor de så fordriver tiden med at fise rundt og lede efter udgangen. Vil jeg tro. De vil jo nok gerne ud i lidt frisk luft - hvem vil ikke det. Jeg ved så ikke, om det er de samme biller, der dukker op hver gang, men de kan stadig ikke finde ud. I frisk luft. Til daglig kan jeg ellers godt være en smule barmhjertig og nænsomt sætte et par stykker, om ikke på gaden, så på græs, ude i haven, men den her formiddag, hvor jeg alligevel var rundt med støvsugeren, lod jeg dem simpelthen gå i bugen på maskineriet. Og det tog sin tid, idet de vægrede sig noget ved det sugende mundstykke og forsøgte at skjule sig vanskeligt tilgængelige steder. Flere smuttede helt om bagved selve toilettet, hvor de åbenbart troede sig sikre. Men jeg fik dem, gjorde jeg. Jeg var nede på knæ med røret. Uden mundstykke. Det var også liiidt sjovt. Og liiidt ondt selvfølgelig, men - hånden på hjertet - hvem kan sige sig fri. Det er i øvrigt nogen pæne basser, der bor her, størrelsesmæssigt, altså billerne. To-tre centimeter, de største, fra kindbakker til bagende, og sorte og blanke. Kindbakker, det er deres mundtøj. Hvad arten hedder, aner jeg ikke, selvom jeg har bladret i bøger. Der er så mange, der ligner hinanden. Det nærmeste jeg kan komme det, er, at det er en art løbebiller, selvom de nu ikke render særlig stærkt. Ja, de fiser som sagt noget rundt, men jeg vil nu nærmere kalde det rask gang. Jeg ved heller ikke, hvad de egentlig lever af ude på det lille rum. Lidt nullermænd er der altid derude, lige meget hvor meget vi støvsuger, men spørgsmålet er, om der er der nok til, at de kan blive ordentlig mætte. Hvis det altså overhovedet er den slags, de lever af. Der er så heller ikke noget med at de rører vores tandbørster eller bygger huler i håndklæderne, det hører med. De bliver pænt ved gulvet, fordi de, så vidt jeg kan forstå, ikke kan andet. Hvileløst krydser de gulvet den ene gang efter den anden. Jeg har tit siddet og fulgt dem, og måske ser de det lille rum som et stort, koldt og tillukket kvarter af bindingsværkshuse i tolv etager, idet vi jo har hvide fliser med mørke fuger på væggene. Og med håndvasken som en aparte balkon på sjette, skønt jeg nu ikke rigtig tror, biller har brikker til den slags. Men man ved aldrig. Op og ned ad gulvet går det som små batteridrevne legetøjsbiler, man til hver en tid kan dirigere i en anden retning med et lille puf med pegefingeren. Jeg har oven i købet forsøgsvis drejet dem hundrede og firs grader rundt, når jeg alligevel har siddet derude, med både pege- og tommelfinger, og de mosler bare videre i den nye retning i deres små ansigters sved. Helt ukritisk, selvom de lige har været der. Uden mål og da slet ikke med med. Og udgangen finder de, om ikke aldrig, så sjældent. Alt i alt er det lidt ligesom, hvis jeg en sjælden gang forvilder mig ind i et større butikscenter for at indhandle et eller andet, som jeg vel ankommet i lokalerne har glemt alt om, hvad var. Så kommer jeg også nemt til at søge lidt hvileløst rundt. I rask gang. Langs hylderne. Ja, jeg vil selvfølgelig ikke påstå, at ekspedienterne så render og hygger sig med at puffe mig i forskellige retninger, ikke korporligt i hvert fald, som jeg så bare ukritisk følger, endsige hjælpes ad med at dreje mig hundrede og firs grader rundt. De ansatte er såmænd flinke nok sådan et sted, og til gengæld giver jeg dem da også lidt penge en
gang imellem, når jeg trods alt kommer i tanke om, hvad det var, jeg var kommet efter. Og til dato er det da også altid lykkedes mig at finde udgangen igen. Men alligevel. Og nu kom jeg lige til at tænke på, at ligegyldig hvad det er, billerne lever af ude vores toilet, så kan det jo højst svare til de knappe smagsprøver ude i centret. Nå. Det var støvsugningen, jeg kom fra. Jeg lod som sagt støvsugeren få noget i skrutten, idet vi skulle have gæster samme aften, til spisning, og så plejer vi jo lige at tage det værste i krogene inden. Man ved jo aldrig, om en enkelt gæst vil finde det en anelse utiltalende med al den leben ude på det lille rum, hvis hun skal tisse. Det er nu ikke så slemt, må jeg retfærdigvis tilføje. Vi, der bor her til daglig, lærer at omgås hinanden. Og at se sig for. Specielt i bare tæer. Jeg fik støvsuget, og nu ved jeg det ikke, men hvis biller opererer med begreber som ‘ragnarok’ og ’verdens undergang’, så tror jeg nok, jeg kender en lille støvet flok, der endte med at sidde med en fornemmelse af, at himlen var faldet ned om ørerne på dem. - Du Miele! mumlede de måske, i kor, mens de desillusionerede stirrede op i støvsugerposens trøstesløse, grå hvælving. En lille nedtrykt skare, der indbyrdes drøftede, hvorvidt de nu også nåede at få nok ud af livet. Eller – jeg skiftede ikke posen, den var ikke fyldt: Vil billerne, kan de i det hele taget, i støvsugerposens buldermørke og nullermænd til skuldrene, finde tilbage til posens åbning? Posens udgang. Og kan de så siden finde rundt inde i selve støvsugermaskineriets interne tarmsystem? For derefter at finde vej tilbage til slangen. Og senere til selve røret? Og vil de så i samlet flok, måske i sang, søge mod lyset for enden af tunnelen? I rask gang. Egentlig en smuk tanke; det ville også forklare, hvorfor de altid dukker op igen med jævne mellemrum. Jeg ved det ikke. Rose fra Tanzania var 15, da hun i bushen mødte en ung mand fra landsbyen, som tvang hende til sex. Bagefter turde hun ikke sige det til nogen, men var heldig at komme i kontakt med en lokal ungdomsgruppe. Her fik hun konstateret, at hun heldigvis ikke var hiv-smittet. - I dag ved jeg, hvordan jeg skal sige fra. Og jeg kender mine rettigheder og ville gå til myndighederne, hvis det alligevel skete, siger Rose, der bor hos en tante, fordi begge forældre er døde. Sogneindsamling søndag den 4. marts: Hjælp unge i kampen mod aids Søndag den 4. marts kan man give unge i en række afrikanske land, Rusland og Cambodja en håndsrækning i kampen mod aids. Da finder Folkekirkens Nødhjælps årlige Sogneindsamling sted, og som sædvanlig er Sdr. <strong>Bjert</strong> Sogn med - og mangler indsamlere. - Vi skal have dækket 23 ruter for at komme rundt i alle hjørner af sognet, så alle interesserede er meget velkomne, fortæller indsamlingslederne John Hansen og Helle Juhl, der er i gang med at tilrettelægge indsamlingsdagen. Indsamlingen foregår ved, at man får udleveret en indsamlingsbøsse i Kirkecaféen efter kirketid. Når ruten er klaret, afleverer man bøssen igen sammesteds, hvor menighedsrådet som vanligt kvitterer med kaffe og kage. Retten over egen krop Som nævnt går pengene i år til aidsbekæmpelse rundt om i verden. Folkekirkens Nødhjælp har i de senere år - i samarbejde med lokale partnere - satset på at nå de unge i de mest aids-hærgede områder. Det sker ved at opbygge 19 ungdomsgrupper, hvor unge kan få hjælp, hvis de er smittede eller frygter at være det, men nok så vigtigt lære om sygdommen, hvordan de kan undgå at blive hiv-smittede samt om deres rettigheder. Det sidste er især afgørende for de unge piger, som ofte ikke ved, at de har ret til at sige fra over for mændene. I Afrika syd for Sahara er tre ud af fire hiv-smittede unge kvinder, og halvdelen af alle ny-smittede mellem 15 og 24 år. Derfor bruger ungdomsgrupperne mange kræfter på at informere unge piger om retten over deres egen krop. Desuden underviser ungdomsgrupperne i pleje af aids-syge, der er et stort problem de fleste steder som følge af et ikke-eksistereden sundhedsvæsen, samt giver mikrokreditter til at skabe nye leveveje med. Hvis du vil deltage i indsamlingen, kan du kontakte John Hansen på 7557 2126 (johansen@stofanet.dk) eller Helle Juhl på 7557 7725 (helle.juhl@tdcadsl.dk). Gerne så hurtigt som muligt. - kilde til lokale nyheder
Page 1 and 2: Nummer 2, 13. årgang, februar, 200
Page 3 and 4: Bjert Vandland En usædvanlig varm
Page 5 and 6: 2 millioner så Olau’s debut som
Page 7 and 8: Konfirmander på lejr Onsdag den 24
Page 9 and 10: Josefine i studiet ’I januar mån
Page 11 and 12: En aften med masser nostalgi Ikke e
Page 13: Ny instruktør tilknyttet Bjert Hal
Page 20 and 21: 20 NørgaardMulti Skrænten 22 6091
Page 22 and 23: 22 Kent Haysen Gl. Bjert 49 6091 Bj
Page 24 and 25: 24 Stokerbrændsel Til folk med sto
Page 26 and 27: 26 Microsoft certificeret system in

februar 07 - Bjert Stenderup Net-Avis

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?