Nr. 5 forår 2006 TEMA - Baptistkirken i Danmark

baptistkirken.dk

Nr. 5 forår 2006 TEMA - Baptistkirken i Danmark

tema

1


tema2

ISSN 1603–1954

Abonnement

Temabladet er en del af det gældende

abonnement for hhv. baptist.dk for

BaptistKirken og Magasinet for DDM.

Særskilt abonnement koster kr. 125,- pr. år.

Henvendelse til BaptistKirkens sekretariat

(se oplysninger nedenfor)

Ekspedition og adresseændringer

Det Danske Missionsforbund

John Thomsen, Helledievej 13

Nr. Lyngby, 9480 Løkken

Tlf. 98 99 66 68

eksp.magasinet@mail.dk

Ekspedition og adresseændringer

BaptistKirken

BaptistKirkens Sekretariat

Lærdalsgade 7, st.tv.

2300 København S

Tlf. 32 59 07 08 | fax 32 59 01 33

sekretariat@baptistkirken.dk

www.baptistkirken.dk

Giro 902-6045

Telefontid: Mandag-fredag 10-15

Sekretær Gitte Elleby Jørgensen,

Tlf. direkte 32 34 05 33

Generalsekretær Jan Kornholt,

Tlf. direkte 32 34 05 30 | 21 49 44 12

jan@kornholt.dk

Missionsforbundets sekretariat

Rosenlunden 17, 5000 Odense C

Tlf.: 66 14 83 31. Fax: 66 14 83 00

Nordea: Regnr.2374 kontonr. 0370 110700

ddm@email.dk

Missionsforstander Peter Götz

Hyacintvej 6, 3060 Espergærde

Tlf. 49 17 04 16

missionsforstander@missionsforbundet.dk

Formand Bent Fodgaard

Møllevej 67, 7700 Thisted

Tlf.: 97 93 30 57

formand@missionsforbundet.dk

Grafisk design

Giraffe | mail@giraffe.dk

Oplag og tryk

2.500 hos HANDY PRINT, Skive

baptist.dk

MAGASINET/tema

Dette temablad udgives i samarbejde mellem

Baptistkirken i Danmark og Det Danske Missionsforbund.

Temabladet udkommer fire gange om året. Artikler og

indlæg udtrykker ikke nødvendigvis BaptistKirkens eller

DDMs teologiske grundlag.

Ansvarshavende

DDMs Forbundsråd

v/ Bent Fodgaard, Møllevej 67, 7700 Thisted

Tlf. 97 93 30 57 / formand@missionsforbundet.dk

BaptistKirkens kommunikationsudvalg

v/ Lone Møller-Hansen, Østergade 48, 3700 Rønne,

Tlf. 56 95 10 15

Redaktion

Stine Larsen,

Enghavevej 3, 3200 Helsinge

Tlf. 48 79 39 48 / 26 16 06 72

ane_christine@larsen.mail.dk

Lone Møller-Hansen

Jeanette Munksbøl

Thomas Willer

Anders Hyldgaard

Per Hansen

E–mail

redaktion@ddm-magasinet.dk

Faste medarbejdere

Peter Götz

Gunni Bjørsted

Ruben Mortensen

Tomas Lindholm

Fotos: Rune Hansen (8, 10, 13, 17, 20 og 24)


Det er lettere at tage afstand ...

Leder af Per Hansen, grafisk designer og med i TEMA-redaktionen

JEG HAR EN TING MED DAME-

SKO.

JEG FORSTÅR IKKE DAMESKO.

HVERKEN SANDALER, PUMPS,

STILLETTER ELLER STØVLER.

Det er mig krop-umuligt at komme

med en kvalificeret kritik af det

ene efter det andet sorte produkt

med remme, pynt og huller hos

skohandleren.

Det eneste, jeg med sikkerhed

kan sige, er, om jeg synes skoene er

grimme eller ej. Men her kan man jo

komme grueligt galt af sted. Derfor har

jeg opgivet at have en officiel mening

om damefodbeklædning.

Man kan på en måde sige, at jeg

definerer min holdning til damefodtøj

ud fra, hvad jeg ikke bryder mig om.

Jeg har det lidt på samme måde med

amerikansk baseball. Jeg forstår ikke

at voksne mænd kan få livsindhold af

at spille avanceret rundbold. Disse gigantiske

stadiums med bedagede sangere

der med overdreven vibrato

afsynger nationalhymnen, mens millioner

af amerikanere kigger på. Jeg forstår

det ikke, og synes, det er latterligt.

Men fælles for begge ovennævnte kategorier

er at jeg ikke har noget som

helst kendskab til dem. Kender ikke

baggrund eller spilleregler. Har aldrig

prøvet hverken at gå i damesko eller

spille baseball.

Min pointe er, at det er svært at have

en nuanceret mening om det, vi ikke

forstår eller kender til! Og det ukendte bliver

farligt og udfordrende. Det er derfor

langt lettere at tage afstand end tage stilling.

Usikkerheden er enorm i det post- eller

senmoderne danske samfund. Vi aner ikke

hvordan vi skal reagere på presset fra

moderniseringen og globaliseringen. På

den ene side er valgmulighederne uendelige,

og på den anden side er vi pressede

økonomisk, følelsesmæssigt og socialt.

Resultatet er, at vi oftere definerer os selv

ud fra hvem vi ikke er, end hvem vi er. På

det politiske plan gav det os danskere en

del selvfølelse at være det lille land, der

sagde NEJ til Maastrichtaftalen. Vi definerede

os så at sige ud fra negationen. Kristeligt

Folkeparti kom sammen med to

andre ”protest”-partier i Folketinget i 1973

ved at være IMOD fri abort og aktiv dødshjælp.

I de kirkelige kredse er alting også til debat.

De moralske spilleregler der kendetegnede

det forrige århundrede og udgjorde

Kirkens særkende og til en vis grad

også Kirkens berettigelse, er udfordret af

pluralisme og markedsføringstænkning,

som på mange måder lader os usikre tilbage.

Hvad er det egentlig vi tror på, og hvad er

sandt, holdbart og varigt?

Der er efter terrorangrebet i USA i 2001

opstået et forstærket behov blandt mennesker,

også her i Danmark, for at etablere

en identitet i opposition til de andre.

Der foregår en konstant debat om, hvor-

end tage stilling

dan vi skal forsvare og forstærke vores

identitet. Men det er i høj grad en negativ

identitet, hvor vi forsøger at definere

os selv som anderledes end de andre.

Måske kendte Jesus til disse menneskelige

karakteristika, da han vendte alting

på hovedet og præciserede:

”I har hørt, at der er sagt: ”Du skal elske

din næste og hade din fjende.” Men jeg

siger jer: Elsk jeres fjender og bed for

dem, der forfølger jer, for at I må være

jeres himmelske faders børn; for han lader

sin sol stå op over onde og gode og

lader det regne over retfærdige og uretfærdige.

Hvis I kun elsker dem, der elsker

jer, hvad løn kan I så vente? Det gør

tolderne også. Og hvis I kun hilser på

jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det

gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne,

som jeres himmelske fader er

fuldkommen!”

Mattæusevangeliet kapitel 5 vers 43- 48.

På de følgende sider lader vi en række

helt almindelige danskere komme til

orde. TEMA-bladets udgangspunkt var

egentlig et nummer der skulle handle om

de fremmede, de mindste, de udstødte.

Og så viser det sig at det måske i virkeligheden

handler mere om os selv... Har

du og jeg forstået hvad kristendommen

som kulturbærer må betyde for vores forhold

til vores medmennesker, og tør vi

tage debatten om vores identitet og selvforståelse,

før vi melder ud om andre?

Vi håber, de næste 21 sider vil udfordre

dig, som de har udfordret os.

/tema

3


Bange for de bange

Niels Hausgaaard synes, der er for meget præstekrave

og for lidt næstekærlighed i vores kristendom i

Danmark, hvis man da kan kalde det kristendom... Den

bramfrie entertainer i et interview med temabladets

Lone Møller-Hansen.

Interview ved Lone Møller-Hansen. Fotos tp productions

Niels Hausgaard anser ikke sig selv

for at være en samfundsrevser: ”Det

har jeg intet mandat til. Jeg er demokrat,”

siger han og fortsætter:

”Vi snakker så meget om ytringsfrihed.

Jeg synes, vi har ytringspligt. Jeg har

pligt til at blande mig. Det har vi i et demokrati.

Vi skal sige, hvad vi mener, når noget

er forkert. Demokratiet bliver aldrig

større end vores engagement,” siger Niels

Hausgaard, som ringer fra endnu en lufthavn,

syg af lungebetændelse, mens han

pisker rundt i Danmark på en krævende

turné.

Selvom han ikke er oplagt, er han

ikke til at misforstå, når man fraregner hans

nordjyske stand-up sarkasme.

SÅ DU KAN ELSKE DIN NÆSTE

”Jeg anser mig selv for at være kristen.

Jeg synes, vi skulle indføre kristendommen

i Danmark,” har han udtalt til Kristeligt Dagblad.

Den bemærkning får han lov til at

uddybe:

”Kristendommen i Danmark er blevet

for meget juristeri og præstekrave.

Kernen i kristendommen er meget mere

enkel. Det største bud er, at vi skal elske

Gud. Det er der ikke nogen, der kan. Det

er for abstrakt. Derfor har vi fået et andet

bud, som er lige så stort, og helt genialt:

Vi skal elske næsten, som vi elsker os selv.

Vi skal være glad for at være den, vi er.

Det er helt centralt, at vi skal elske os selv,

ellers kan vi ikke elske andre. Det kan ikke

lade sig gøre, hvis vi ikke kan lide os selv.”

BANEGÅRDSKRISTENDOM

Niels indrømmer, at han næsten aldrig selv

/tema4

går i kirke, selvom han er medlem af folkekirken.

”For mig er det helt rigtigt, at kirken

holder gudstjenester hver søndag, hvad

enten der er mange eller få. Det er vigtigt,

men jeg har ikke brug for at komme der.

Min holdning ville ikke ændre sig af det”,

Det største bud er, at vi skal

elske Gud. Det er der ikke

nogen, der kan. Det er for

abstrakt. Derfor har vi fået

et andet bud, som er lige så

stort, og helt genialt: Vi skal

elske næsten, som vi elsker

os selv.

siger han, mens han strør om sig med bibelcitater,

som viser, at han i hvert fald kender

sit nye testamente. Han indrømmer, at

han ikke ved nok om frikirker til at betegne

dem som loger ”men det er nemt faren, at

det er svært at komme ind. Jeg er selv

opvokset i Indre Mission. Det havde ikke

meget med kristendom at gøre... Jeg kan

bedre lide en banegårdskristendom, hvor

alle har ret til at være, og hvor ingen hører

til og kan føle, at de ejer stedet,” siger han

og forklarer:

”Vi kan kun forsøge at være kristne.

Mennesker, som kommer og siger: ”Jeg

er frelst, og det er du ikke” – det holder jo

ikke en meter. For mig er en rigtig kristen

én, der forsøger,” uddyber han med endnu

et bibelcitat: ”Det, I gør imod disse mine

mindste, gør I mod mig”, siger Jesus. Det

skal være vores tilbedelse. i det daglige.

Vi er forpligtede på at hjælpe mennesker,

som har brug for vores hjælp, i det omfang

vi kan give den.”

VI SKAL MØDE VORES ANGST

Niels uddyber sine holdninger omkring de

fremmede – jævnfør hans sang om de lyserøde

danskere, der skal have samme

farve som grise (se her ved siden af):

”Vi har ikke patent på dette land. Vi

bliver flere mennesker og jorden bliver ikke

større, altså må vi rykke sammen. Det kan

vi ikke ændre ved, og så må vi hellere gøre

det ordentligt. De mennesker, der er bange

for de fremmede, har jo aldrig mødt én.

Der er grund til at være bange for

de bange. De er nemlig uforudsigelige. Jeg

er ked af Dansk Folkeparti, for det er dér,

de bange samles. Partiet bygger på en

følelse, og det er for letkøbt. Jeg er utryg

ved dem, der siger, at ”der er så mange

sort’. De vælter ind over grænsen.” Det

passer jo ikke. Det kan kun betyde, at vi

skal fordele de fremmede noget bedre. De

skal ud på landet dér, hvor jeg bor, og bo i

nogle af de mange tomme huse. Så møder

vi dem. Vi kan kun bekæmpe angsten

ved at møde det, vi er bange for. Vi skal

give folk mod gennem oplysning. Og så

må vi jo stemme på nogle partier, som vil

gennemføre en sådan politik.”

Politiker bliver Niels Hausgaard al-


Niels Hausgaard foreslår, at man skal indrette kirker, moskeer og synagoger

i religiøse områder – ligesom man har industriområder. Og så skal vi have et

fælles menighedshus, hvor vi skal samles og drikke te og kaffe og spise sandkage.

/tema

5


tema6

Niels Hausgaard: ”Som grise”

A-e egnlig tolerant, å a-e heller intj racist

Det ka dæem dar tjejer mæ bevidne

Men dar er kommen månner syfrå her te laent på de siest,

Å det-e bløvven te intj så hielt fo mæ tijn.

Men vi er –e demokratisk laej, å dar ska vær plads te åel.

Å så er vi jo skabt å saem gu.

A ka båer intj ta farven på djær hu.

A vil ha lysserøe meesker omkring mæ.

Å siel-om a væ, det håer en pris,

Så vil a slåes for, at danske mænd og kvinder

Også fortsat ska ha saem kulør som gries.

Ja, a vil slåes for, at danske mænd og kvinder

Også fortsat ska ha saem kulør som gries.

De kommer, som de er frå vidt forskellig laej,

Mæ hvaer djær kulturelle egenart.

Og det er jo så berigende å sandelig intj så vaegt,

Å det jør, vi sier hinaen mæ mier klårt.

Vi er-e høvt uvikle folk, klogedre end de flæst,

Å så er vi jo skabt å saem gu.

De-e båer så træls det der mæ farven på djær du.

A vil ha lysserøe meesker omrking mæ...

For meesker ska vær hielt lysserøe.

De ska vær hudfarve ligesom gries.

Kaski lidt hen i retningen å aspages.

Å i øvrigt, vor herre bevares

Å i øvrigt, vor herre bevares.

drig, og så er vi tilbage ved demokratens

pligt til at blande sig i debatten:

”De der tegninger af Muhammed, jeg

fatter ikke, at de nogensinde blev bragt.

Men det har da gjort forskellen på vores

kulturer synlig! Der findes ikke nogen nem

løsning på det problem. Det er trist, at det

er kommet dertil. Men sket er sket, og jeg

synes ikke, vi skal snakke mere eller bringe

flere undskyldninger. Jeg kan ikke se, at

jeg skal sige undskyld til et fireårigt

børnehavebarn i Gaza. Det er for langt ude.”

ET FÆLLES MENIGHEDSHUS

”Jeg vil vise min dybeste respekt for religiøse

menneskers religiøsitet, men jeg vil

ikke bøje nakken for andres religion. Det

er jeg ikke forpligtet til. Men jeg synes,

det er mærkeligt at gøre noget, som man

ved vil være et slag i ansigtet på andre

mennesker. Jeg kan ikke finde noget argument

for det.” Så kommer et andet

Hausgaard-citat: ”Ytringsfrihed er også friheden

til at holde mund.”

Han understreger, at det ikke er at

give køb på ytringsfriheden – ”en ufri presse

vil være at sparke til demokratiet”, – men

vi skal øve os i at vise respekt og give plads

for hinanden.

”Lige som man har industriområder,

synes jeg vi skal have religiøse områder.

Her skal alle kirker, moskeer og synagoger

ligge. Så skal vi have et fælles

menighedshus, hvor vi alle samles til te,

kaffe og sandkage, når vi ikke lige er ude i

vores templer. Det vil være integration.”

Om han så selv ville komme dér?

”Det kan da sikkert blive et meget

hyggeligt fællesskab. Men måske vil jeg kun

komme i menighedshuset.”


Hva’ gør vi?

Troen sætter aftryk som politisk udtryk

Af Jeanette Munksbøl

MAHATMA GANDHI GJORDE DET

PÅ SIN MÅDE. DEN KRISTNE

SYSTEMKRITIKER SOLSCHENIZYN

GJORDE DET PÅ EN ANDEN MÅDE.

Martin Luther King døde af det, og

Nelson Mandela sad fængslet i

årevis for at gøre det.

Også Kaj Munk måtte bøde med sit liv for

at gøre det, og den kendte tyske præst

Boenhoeffer blev ved med at gøre det.

Dalai Lama anklages for at gøre det,

og i Polen indførtes demokratiet, fordi Lech

Walenza gjorde det. Tjekkoslovakiet blev

et demokrati fordi Vaclav Havel og hans

tilhængere gjorde det.

Her hos os har vi også gjort det.

I mange år har troen, vores dybeste

overbevisning, ikke bare været blandet ind

i, men selve udgangspunktet for vores politiske

tænkning. Noget, vi kan kalde kristent

sindelag, har ligget bag vores holdninger

til, hvordan vores samfund skulle se

ud (det, vi kalder politik), hvordan vi skulle

lovgive, og hvordan det var i orden at behandle

hinanden. Religion og politik har i

høj grad været to sider af den samme sag.

”Des flere ord, des større bliver tomheden

– og hvad gavner det mennesket? ”

Sådan står der i Prædikerens bog i

Det Gamle Testamente.

Den tanke kan nok have strejfet en

del af os den senere tid.

Der kan siges så meget.

Rigtig meget!

Der kan menes, og synes og overvejes

og spekuleres og diskuteres, frem

og tilbage, op ad døre og ned ad stolper;

og det har vi gjort.

Alle synspunkter har været luftet og,

for endnu engang at citere prædikeren, så

er der vist intet nyt under solen.

Alt har været sagt mindst én gang.

Det er nemlig noget af det, vi kan her i

landet. Vi kan vende og dreje og debattere

og signalere (og kværulere), reflektere, sige

for og sige imod og postulere og ytre os.

Vi ka lide det – og vi er rigtig gode

til det.

Vi er simpelthen blevet så gode til

det, fordi vi har gjort det længere end nogen

af os kan huske.

Det har vi kunnet gøre, fordi vi lever

i et godt gammelt DEMOKRATI.

Det vil simpelthen sige, at ingen, med

hverken vold eller magt eller trusler kan

tvinge nogen til at tale eller holde mund, til

at tro eller lade være, til at synes eller ikke

at synes.

Det vil i princippet sige, at tanken er

fri og at alle skal behandles lige, uanset

køn, tro, overbevisning eller hudfarve.

Det har vi altid været stolte af!

Hvordan er det så lige, vi har fået al

den parlamentariske frihed, ytringsfriheden,

trosfriheden og alt det andet?

I virkeligheden skal vi vel nærmest

helt tilbage til Gorm Den Gamles tid. Da

Kong Haarik besluttede at lade munken

Ansgar, kristne danerne, gik det godt nok

noget trægt i starten; dåben kunne vi tvinges

til, men hjertet skulle jo også med.

Det kom det så med tiden.

Ganske vist var vi stadig lidt vilde i

det – tog på vikingetogter, røvede lidt her

og voldtog lidt der, men efterhånden bredte

civilisationen sig, og vi lagde vore våben

for en tid.

Dermed ikke sagt, at vi ikke senere

har været delagtige i andre ulykker – korstog,

slaveri og grønlandsk kolonialisering,

for nu at nævne nogle af dem.

Men med tiden er vi kommet i besiddelse

af noget, vi ynder at kalde vor kristne

kulturarv.

Den arv vi har med os, det som vort

demokrati, vor lovgivning og vor selvforståelse

er forankret i, er den evangeliske

fordring til os.

Kerneværdierne vil nogen kalde

det.

Det er evangeliets tanke, at det enkelte

menneske er ukrænkeligt. Andre

kerneværdier er frihed under ansvar og den

stærkes ansvar for den svage. Selv tanken

om, at den som har skal dele med den,

som ikke har, er evangelisk – også selv

om socialisterne senere har taget patent

på den.

Det vi har, har man ikke alle

vegne.

Og det vi har, har vi i høj grad fordi

kerneværdierne – troen om man vil – er

den dagsorden som Kristus skriver i enhver

discipels hjerte. Den har fået lov at

præge også den politiske dagsorden og

debat, og fordi den har ligget som en naturlig

klangbund i vort danske samfund.

Respekten for ikke bare os selv, men for

med-mennesket.

Problemet med med-mennesket er,

at det somme tider rykker betænkeligt tæt

på. Somme tider så tæt på, at vi bliver bedt

om at dele dét, vi altid har betragtet som

vores, med vort med-menneske.

/tema

7


tema8

I mange år har troen, vores dybeste overbevisning,

ikke bare været blandet ind i, men selve udgangspunktet

for vores politiske tænkning. Noget, vi

kan kalde kristent sindelag, har ligget bag vores

holdninger til, hvordan vores samfund skulle se ud

(det, vi kalder politik), hvordan vi skulle lovgive,

og hvordan det var i orden at behandle hinanden.

Dansk politiker foran Københavns Rådhus


Kan det virkelig være MIN næste,

som ser sådan ud..? tænker vi, mens vi

ansigt til ansigt med næsten spejder forgæves

efter en næste, som ligner os selv

lidt mere.

Så kan det være svært at bevare

perspektivet.

Den sidste tid har mere end noget

andet vist, at det ikke er nu vi skal miste

overblikket og forledes til at tro, at politik

og tro kan eller bør skilles ad!

Det er heller ikke nu, vi skal overlade

politik til kølige strateger eller følelsesfulde

retorikere.

Lige nu har vi derimod mere end

nogensinde brug for at tænke troens principper

og perspektiver ind i politiske beslutninger.

Det er nu, vi må besinde os på vor

kristne tro og beslutte, om vi ER et kristent

land, som bygger på Jesu lære om næstekærlighed,

tilgivelse og forsoning – eller

om vi vil skyde os selv i foden og demokratiet

i hjertet, mens vi raser mod anderledes

tænkende.

Om vi, i frygt for det fremmede, og

alt hvad vi ikke forstår, vil flå kipaér, tørklæder,

kors og turbaner af hinanden i en

ny slags samfund, hvor den stærkeste har

ret, enhver er sig selv nærmest, og hvor

mistro og mistillid vil være de hyppigste

blomster i den engang så smukke danske

grøftekant.

Om vi vil lukke os om os selv i frygt

og såret stolthed , eller vi vil møde verden,

som Kristus altid har gjort det; i kærlighed

og med et åbent hjerte.

Hvilket valg vi træffer, vil altid afspejles

i vore regulativer, direktiver og politiske

handlinger.

Romerbrevet kapitel 12 vers 14, 17-18

/tema

9


Hvem er de fremmede?

Vi har det med at putte ”de andre” i en kasse, så vi kan holde dem ude fra ”os”. De

fremmede er bare svære at få ned i én kasse, for de er kristne, muslimer, buddhister,

hinduer, politiske flygtninge, asylansøgere, andengenerations-indvandrere,

familiesammenførte, amerikanere, tyrkere, kinesere, belgiere... osv. tal fra statistikken

kan understrege, hvor forskellige ”de” er.

Af Inger og Bent Dahl Jensen. Inger Dahl Jensen er freelance journalist. Bent Dahl Jensen er freelance journalist

og ophavsmand til hjemmesiden www.multisamfund.dk

Under krisen i kølvandet på

Muhammed-tegningerne blev der

vist en tv-reportage fra en demonstration

i Gjellerup ved Århus, hvor der bor

mange indvandrere. En talsmand med et

fremmedklingende navn sagde på velformuleret

dansk:

- Vi bliver også kede af det, når Dannebrog

brændes af, for det er et flag, vi

holder af. Vi er blevet modtaget godt i Danmark

og sætter pris på demokratiet og friheden

i dette land. (Citeret efter hukommelsen).

Det var så velgørende at høre en

stemme, der mindede os om, at de fremmede

er en meget sammensat gruppe, og

at nogle faktisk er glade for at være her.

Når tv viser billeder af vrede mennesker,

der råber ”Død over Danmark”, rejser

det følelser af frygt, vrede, forundring

og magtesløshed. Både hos os, der har

lange rødder i Danmark, og hos dem, der

er ved at slå rod.

DANSKE MUSLIMER

OG KRISTNE INDVANDRERE

Tit tales der om ”danskere og muslimer”,

/tema10

som om det var to forskellige størrelser,

men gruppen ”danskere” omfatter også

muslimer. Tallene i det følgende skal illustrere,

at gruppen ”indvandrere” også omfatter

omkring en tredjedel kristne, og at

muslimer udgør under halvdelen.

Beregningerne er baseret på tal fra

2004, men tallene har ikke ændret sig

væsentligt siden, idet der stort set er lukket

for indvandring, og der kun kommer få

asylansøgere til Danmark.

HVER TREDJE INDVANDRER ER KRISTEN

Der findes ingen officiel registrering af

menneskers religiøse tilhørsforhold i Danmark.

Derfor kan man ikke sige noget præcist

om, hvordan den religiøse fordeling er

blandt indvandrere og deres efterkommere.

Men man kan regne sig frem til et

nogenlunde dækkende billede. Fremgangsmåden

er den enkle, at man går ud fra, at

den religiøse tilslutning blandt indvandrerne

fra et land svarer til den religiøse fordeling

i deres hjemland. Et eksempel: På Filippinerne

er 93 procent af befolkningen kristne

og fem procent muslimer. Hvis vi antager,

at fordelingen er den samme blandt filippinere

i Danmark, betyder det, at der blandt

de 4721 filippinske indvandrere er 4399

kristne og 236 muslimer.

På tilsvarende måde kan man, land

for land, beregne, hvordan den religiøse

tilslutning er i hele indvandrergruppen.

Metoden er forbundet med en vis usikkerhed,

da man ikke ved, om sammensætningen

af indvandrergrupperne svarer til sammensætningen

i deres respektive hjemlande.

Men det er nærliggende at antage,

at hovedparten af indvandrerne fra et mus-

limsk land, hvor tilslutningen til islam ligger

på op til 95-98 procent, er muslimer.

Ligeledes må man formode, at hovedparten

af indvandrerne fra et sydamerikansk

land, hvor tilslutningen til en kristen kirke

ofte ligger på 90-95 procent, er kristne.

Ud fra denne beregningsmetode er

den religiøse fordeling blandt indvandrere

og efterkommere i Danmark som vist i den

følgende tabel:

INDVANDRERES TRO

Kristne 34,1 pct.

Muslimer 44,0 pct.

Buddhister 3,7 pct.

Hinduer 2,6 pct.

Jøder 0,4 pct.

Andre 2,1 pct.

Ikke religiøse 2,6 pct.

Uoplyst 10,5 pct.

Tallene skal tages med den usikkerhed, der

er forbundet med beregningsmetoden. Men

de giver et fingerpeg om, hvordan den religiøse

fordeling er blandt de 442.036 indvandrere

og efterkommere, der var i Danmark

pr. 1. januar 2004.

Kilder:

Beregningerne er foretaget på grundlag af

oplysninger fra Danmarks Statistik, Tværkulturelt

Center og håndbogen ”Operation

World”.

DANSKERE, INDVANDRERE,

EFTERKOMMERE

Pr. 1. januar 2004 lever der i Danmark

442.036 mennesker med en anden etnisk


aggrund end dansk, hvilket svarer til 8,2

procent af befolkningen. Heraf er 337.802

indvandrere, mens de resterende 104.234

er efterkommere.

Danmarks Statistik skelner mellem

tre betegnelser: dansker, indvandrer og

efterkommer.

En person er dansker, hvis mindst

en af forældrene er både dansk statsborger

og født i Danmark.

Hvis personen ikke er dansker, er

vedkommende indvandrer, hvis han/hun

er født i udlandet – og efterkommer, hvis

han/hun er født i Danmark. (Disse betegnelser

siger ikke noget om vedkommendes

statsborgerskab. Både blandt indvandrere

og efterkommerne er der mennesker,

der har fået dansk statsborgerskab.)

Indvandrere omfatter dem, der for

mange år siden kom hertil som gæstearbejdere,

og flygtninge, der har fået opholdstilladelse.

Indvandrere og efterkommere er

altså en stor gruppe mennesker, der kommer

fra alle dele af verden. Opgjort efter

politiske regioner og verdensdele ser fordelingen

sådan ud:

HER KOMMER INDVANDRERNE FRA

EU-lande 75.278 17,0 pct.

Øvrige Europa 154.454 34,9 pct.

Afrika 42.836 9,7 pct.

Nordamerika 8.245 1,9 pct.

Mellem- og Sydamerika 7.695 1,7 pct.

Asien 149.155 33,8 pct.

Oceanien 1.582 0,4 pct.

Statsløse og uoplyst 2.791 0,6 pct.

Kilder:

Danmarks Statistik: Statistisk Årbog 2004.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration: Årbog om udlændinge i Danmark

2003.

Læs mere på www.multisamfund.dk

HER KOMMER DE FLESTE

INDVANDRERE OG EFTERKOMMERE FRA

Tyrkiet 54.257 12,3 pct.

Irak 25.671 5,8 pct.

Tyskland 25.250 5,7 pct.

Libanon 21.790 4,9 pct.

Bosnien-Hercegovina 20.973 4,8 pct.

Pakistan 19.250 4,4 pct.

Tidl. Jugoslavien 17.748 4,0 pct.

Somalia 17.363 3,9 pct.

Norge 15.488 3,5 pct.

Sverige 14.222 3,2 pct.

Iran 14.213 3,2 pct.

Polen 13.025 2,9 pct.

Vietnam 12.455 2,8 pct.

Storbritannien 11.925 2,7 pct.

Sri Lanka 10.324 2,3 pct.

Afghanistan 10.233 2,3 pct.

Marokko 8.799 2,0 pct.

Island 7.293 1,7 pct.

Kina 6.677 1,5 pct.

Thailand 6.668 1,5 pct.

Øvrige lande 108.412 24,6 pct.

Alle lande 442.036

Kilde:

Danmarks Statistik: Statistisk Årbog 2004.

Asylansøgere er ikke med i statistikken

over indvandrere. Det er mennesker, der

er flygtet, fordi de er utrygge i deres hjemland

på grund af politisk eller religiøs forfølgelse.

De søger om og får i nogle tilfælde

opholdstilladelse. Det kan også være

mennesker, som flygter fra fattigdom, men

de får ikke opholdstilladelse. I 2004 søgte

3.235 om asyl. 1592 fik opholdstilladelse.

/tema

11


Hvis jeg skulle starte en virksomhed.....!

Da man i fortiden så lyn og hørte torden, troede man guderne

var vrede, og ventede at himlen ville falde ned over hovedet.

I dag nyder vi en vejrudsigt i radioen, og tager en paraply frem fra skabet.

Af Erik Christiansen. Erik er ansat i Dansk Røde Kors Asylafdeling som centermedarbejder i Sandholmlejren.

Ængstelsen for dét vi ikke ved noget

om, er i princippet den

samme. Vi handler usikkert på dét

vi oplever som det ukendte..

Mødet med en anden kultur og andre

mennesker med en anden hudfarve

bærer de samme elementer af usikkerhed

i sig. Når de andre ikke passer ind i vores

samfundsbillede eller er nogen som vi ikke

forstår, er det svært at placere dem

MENNESKER ER FANTASTISKE

Mennesker er fantastiske. De kæmper og

kæmper på de betingelser der nu engang

er. Hvad enten jeg skændes med en forurettet

algier eller samler en barneseng for

en nybagt bekymret mor fra Burundi, eller

ringer til en advokat på vegne af en mand

fra Kosovo, så kan jeg identificere mig med

deres motiver. Fordi jeg ville nok have gjort

det samme i deres situation, for mennesker

er grundliggende ens. Ensomhed,

kærlighed, forkastelse, accept og andre

grundliggende følelser er de samme uanset

hudfarve, religion, eller kultur.

Hvis jeg skulle starte en eller anden

slags virksomhed i Danmark på f.eks. 200

mand, ville jeg ikke have noget problem i

at bruge 100 % indvandrere. De er som

danskere i det rette blandings forhold. De

fleste vil det rigtige og nogle få vil det urigtige,

og så er der en gråzone indimellem.

HVIS JEG VAR CHEF

Hvis jeg var chef, skulle min souschef f.eks.

være fra Kina. Stillingerne som mine 4

afdelingsledere ville jeg snildt kunne tildele

udvalgte mennesker fra Irak, Rusland, Montenegro

og Uganda.

/tema12

Mine reklamefolk kunne komme fra

Iran og Afghanistan, og mine sælgere fra

Pakistan og Indien.

Børnehaven, der er tilknyttet virksomheden,

skulle ledes af en somali, og somalikvinderne

skulle ansættes som pædagoger.

Rengøring kunne varetages af folk fra

Sudan og Ghana.

Jeg nævner disse nationaliteter, fordi

jeg har ansigter på dem alle sammen. Jeg

har modtaget, indlogeret og været i daglig

kontakt med tusindvis af mennesker fra

andre himmelstrøg end de danske gennem

mit arbejde på et asylcenter. Det er et

modtage- og udrejsecenter, hvorfor vi i

sagens natur modtager og hjemsender

mange mennesker. En stor del af beboerne

bor dog i centeret i lang tid.

På asylcenteret lander også de mennesker

af anden etnisk herkomst, som kommer

fra livets skyggeside. Bankrøvere, tidligere

menige og generaler fra alverdens

hære, mere eller mindre kriminelle, psykisk

ustabile og personer med en voldelig fortid

og mange syge. Disse mennesker omgås

jeg også dagligt i mit arbejde. Ingen

skal derfor tro, at jeg romantiserer mit billede

af de fremmede. Fik jeg i øvrigt nævnt

plattenslagerne? Hele spekteret er repræsenteret.

Men sagen er, at man kunne skifte

alle beboere ud med danskere tildelt de

samme oplevelser og levevilkår, og nogenlunde

det samme blandingsforhold ville

opstå.

SKABT I GUDS BILLEDE

Hvis jeg ser andre mennesker som værende

ulige mig selv er jeg på afveje. Hvis

vi tror på, at mennesket er skabt i Guds

billede, så ER vi alle lige. Det betyder langt

fra at vi er ens, heldigvis. Men at være lige

er det samme som, at den værdi jeg har

også gælder for min næste. Uanset hudfarve,

religion eller kultur. Den grundliggende

respekt jeg har for min nabo i

Danmark, må også gælde serberen jeg

møder på gaden. I øvrigt også selv om de

ikke viser mig den respekt, som jeg har

krav på. Vi kan ikke elske vores næste, og

dernæst ringeagte ham fordi han ikke opfører

sig som os selv.

”Hvordan kan man sende sin 16-årige

datter alene til et andet land”, var der én

der sagde forleden.

Det handlede om en irakisk pige som

efter mange strabadser blev sat på en flyver

af sin mor til Danmark.

Jeg er bare så træt af at høre mennesker

som aldrig har været rigtig sultne,

og som lever i social tryghed, have en

mening om hvad andre mennesker skal

gøre på den anden side af kloden. Den

snigende tanke om, at vi er de rigtige mennesker,

og at de ”andre” er dårligere mennesker,

er udbredt. Også hos mennesker

som bekender sig til den kristne tro.

Når vores viden og holdning baserer

sig på indtryk fra omgivelser og medier,

bestyrker det vores egen usikkerhed om,

hvorvidt det er himmelen, der falder ned,

når vi hører buldren af torden.


Hvis vi tror på, at mennesket er skabt

i Guds billede, så ER vi alle lige.

Dansk dreng spiller bordfodbold

/tema

13


Verden er en tillidssag

Lad være med at tro det værste om mennesker.

Så går det galt, siger Niels Thure Krarup.

Henrik Sejerkilde har mødt den kirkeligt engagerede journalist,

der lige nu er dybt bekymret over danskernes mistro til muslimerne.

Af journalist Henrik Sejerkilde.

Fra De Bergske Blades weekendmagasin FRI lørdag den 25. februar 2006. Gengivet med venlig tilladelse.

Hvad er det egentlig, der sker med

os danskere lige nu?

Stemmen dirrer let af oprigtig bekymring.

Det gør ondt at se Dannebrog brænde.

Men det smerter også at mærke mistroen

gnave mærker i vores omdømme.

Den tidligere tv-journalist Niels Thure

Krarup er optaget af at finde ud af, hvordan

den seneste måneds internationa1e

krise, forårsaget af en håndfuld karikaturtegninger

af profeten Muhammed har påvirket

os;

For ham er der meget mere end

gradbøjninger af ordet undskyld og dyrebare

eksportordrer på spil.

For Niels Thure Krarup handler konflikten

i lige så høj grad om, hvordan vi

opfører os.

Og budskabet fra køkkenbordet i

parcelhuset i Snejbjerg er klart nok: Vi har

gjort i nælderne, og det vil præge os - og

omverdenens syn på os - i mange år fremover.

- I 1967 faldt en jævnaldrende ung

mand mig om halsen i New York, hvor vi

stod i kø for at komme ind og overvære et

møde i FN’s sikkerhedsråd. Da var Danmark

- som nu - formand, og ambassadør Hans

Tabor skulle forsøge at stoppe seksdageskrigen

i Mellemøsten. Den unge mand

havde opdaget, at jeg var dansk, og som

israeler ville han takke mig ”...fordi I gjorde

så meget for mit folk, da de var forfulgt,”

svarede han.

- Jeg svarede, at jeg intet har gjort

... jeg blev født mens det skete, men jøder

har flere gange siden takket mig for det,

som et meget lille antal danskere gjorde

den gang. Derfor ved jeg, hvordan det er

/tema14

at blive behandlet som ”en af dem” - positivt

- på samme måde som vi alt for ofte

behandler vores medmennesker som ”en

af dem” - negativt.

Før Niels Thure Krarup som 23-årig

rejste til USA syede hans mor et silke-dannebrog

på hans nye blazers brystlomme.

Det ville være uklogt i dag.

FERNIS ER KRAKELERET

Der er formiddagsstille på villavejen. Men

dramaet lurer lige bag den vintertynde hæk.

Niels Thure Krarups nabo er muslim, og

han er godt træt af at høre om Muhammedsagen

- og alt det, den fører med sig.

Og den 62-årige journalists barber

er iraker, og ”han er belagt med et lag fornuftigt

teflon, som gør, at han glider totalt

af, når jeg prøver at diskutere det her med

ham“, siger han.

Niels Thure Krarup vil ellers gerne i

dialog og høre, hvad ”den anden side” mener.

Derfor beklager han, at barberen vælger

at klappe i som en form for selvcensur;

den burde ikke forekomme i et land,

der normalt bryster sig af at være fordomsfrit

og åbent, synes han.

Fernissen på det traditionelle skønmaleri

af danskerne som en nation af imødekommende

mennesker er krakeleret på

det seneste.

Ifølge Niels Thure Krarup er det imidlertid

spørgsmålet, om ikke det billede

længe har stået skarpere i vores egen bevidsthed

end i omverdenens kikkert.

I hvert fald er han dybt skeptisk over

for, hvor tolerante vi egentlig har været over

for andre i de senere år.

Han har det selv helt tæt inde på krop-

pen. Hans datter er gift med en mand fra

New Zealand, som ikke kunne få opholdstilladelse

i Danmark, så familien derfor

måtte vælge at bo på den anden side af

kloden.

Hans anden svigersøn, der bor i København,

har følt den snigende racisme på

sin egen krop.

- Han kan meget nøje fortælle, hvordan

”perkerne´ bliver behandlet. Selv om

han er brasilianer og alt andet end muslim.

Han er præst i pinsekirken, men alligevel

... fordi han er lidt mørk i huden ...

MANDFOLK I THY

Den slags gør ondt og svier langt ind i sjælen

hos Niels Thure Krarup. Når han hele

sit liv har forsøgt at møde verden med et

åbent sind, er det ikke mindst thyboernes

skyld.

- Det er mit livs lykke, at jeg som

dreng blev eksporteret fra Frederiksberg

til Stagstrup i Thy, hvor min far blev præst.

Jeg kom ud til mennesker, der talte et helt

andet sprog end i præstegården. Men i

søndagsskolen og til spejder mødte jeg

folk, der kunne mere end deres Fadervor.

De har lært mig meget mere om kristendom

end alverdens teologer, siger

Niels Thure Krarup og slår over i et tonefald,

der minder om thybomål med lidt for

glatte kanter.

Han blev den første student i sognet,

og den lærdom brugte han i første

omgang til at uddanne sig til folkeskolelærer

i Herning. Men det kirkelige arbejde -

og lysten til at møde andre mennesker -

rykkede rundt på hans tilværelse.

I 1970 blev han og hustruen Lilly


sendt til Nigeria af Sudanmissionen. Mødet

med Afrika var voldsomt, men de fik

hurtigt gode venner på tværs af religion

og hudfarve. Og de oplevede, at danskere

var velkomne og respekterede.

- Danske missionærer har det internationale

ry, at vi ikke tromler selvglade

frem, men viser sensibilitet over for andre

kulturer. Det handler i bund og grund om,

om vi tror det værste

eller det bedste

om andre mennesker.

Siden gik familiens

veje blandt

andet til Etiopien

og Minnesota, før

Niels Thure Krarup

blev journalist på

TV Midt/Vest i Holstebro

og siden redaktør

på Kristeligt

Pressebureau.

Sideløbende

har det kirkelige organisationsarbejde

fyldt meget, senest

er han som

lægmand netop

blevet genvalgt til det Mellemkirkelige Stiftsudvalg

med det største antal personlige

stemmer.

LUKKET KIRKE

Folkekirkens statsmonopol på tro har gjort,

at danskerne er uvante med andre trosretninger

- og uvillige til at optage dem i samfundet,

mener Niels Thure Krarup.

Den lidt tunge institution har svært

ved mødet med den kontante islamiske

trosverden. I stedet for åbenhed lukker kirken

sig om sig selv, mener han:

- Jeg kan ikke forstå, at missionskredsene

ikke åbner dørene for de fremmede.

I mere end 100 år er missionærer

rejst ud for at omvende verden. Nu er verden

så kommet til os - og så vil vi ikke høre

på dem, men reagerer i stedet med frygt

og fjendtlighed.

Han peger

også på de kirkelige

kræfter på

den politiske højrefløj,

som har travlt

med at nedgøre

og fordømme religiøsemodstandere.

Det fremmer

ikke ligefrem muligheden

for at tale

ordentligt sammen,

hvis tonen er

så skinger.

- Et ordsprog

siger, at når

elefanterne slås,

er det græsset,

det går ud over.

Og det går ud over alle fredelige mennesker,

når andre spreder frygtens og mistænksomhedens

gift.

- Verden er ikke befolket af onde

mennesker. Det finder vi ud af, hvis vi ellers

møder andre med tillid, mens mistro

og konfrontation får positionerne til at

stivne. Mistilliden splitter. Og efter at det

hele har kørt på de høje nagler, vil jeg håbe,

at begge sider åbner op og erkender høj-

Et ordsprog siger, at når elefanterne

slås, er det græsset, det går ud over.

Og det går ud over alle fredelige

mennesker, når andre spreder

frygtens og mistænksomhedens gift.

lydt, at det, der er sket, er noget lort, som

kun er blevet kørt op i en spids på grund af

frygt.

VEND DEN ANDEN KIND TIL

Hvordan kommer vi videre?

- Vi danskere har længe levet i et racerent

reservat. Og vi har tænkt for meget

med pengepungen og overset, at

muslimerne er blevet trådt på. Af deres

egne diktaturer, af Vesten, af USA. De er

hudløse over at blive behandlet så dårligt,

mener Niels Thure Krarup, som håber, at

vi lærer noget af hele affæren.

Tiden er måske til at ransage folkesjælen

og anerkende, at håneretten ikke

gælder ubegrænset. At nogle emner bare

er fredet mod dumsmarte bemærkninger.

- Det her morads, vi er havnet i, må

få os til at spørge, hvad det er, vi vil holde

helligt. Helligt er for mig noget, der er

ukrænkeligt, og offentliggørelsen af de tegninger

handler for mig at se ikke om ytringsfrihed,

men om retten til at håne andre.

Selvom ordet ”undskyld´ har været

svært ved at finde vej til manges læber,

mener Niels Thure Krarup ikke, der er nogen

vej udenom:

- Den Kristus, jeg kender, kæmper

ikke. Han blev henrettet og ydmyget på

groveste vis, men sagde alligevel, at vi

skulle vende den anden kind til. Det har jeg

godt nok stadigvæk svært ved at få lært.

Men det gør det ikke mindre rigtigt. Selvfølgelig

kan vi ikke respektere, at mennesker

proklamerer, at tyveknægte skal have

hugget hænderne af. Men mennesket skal

vi altid have respekt for.

henh@bergske.dk

/tema

15


Jeg var fremmed og I tog jer af mig

Der tales meget om, at det danske

samfund er bygget på et kristent fundament.

Hvor ser du det i dag?

Det ser jeg faktisk ikke – måske pri

mært fordi jeg ikke ønsker at se det!

Jeg er glad og lettet over,at EU udelod

referencer til kristendommen i sin forfatning,

og jeg ville ønske at man i Danmark

ville gøre det samme og slette referencerne

til kristendom i Grundloven. For

mig er idealet et helt igennem sekulært og

religionsneutralt samfund, hvor ingen religion

nyder nogen form for særstatus.

Hvorfor dog det?

Fordi den cocktail, der hedder nationalisme

og religion er fandens yndlingsdrink. Som

jeg ser det, er en af de store forskelle på

kristendom og islam netop evangeliets forkyndelse

af, at den kristne Gud vil frelse

og reformere individet (og dermed indirekte

det fællesskab, individet indgår i), hvorimod

islam i høj grad tager direkte sigte på at

reformere samfundet gennem indførelse af

sharia. Der findes ingen kristen parallel til

sharia. Jesus fortæller mig ikke, hvordan

samfundet skal indrettes; han fortæller mig,

hvordan mit liv skal indrettes!

For mig at se er det nødvendigt, at

vi som kristne frasiger os nationalromantisk

patriotisme. Danmark er på mange måder

et udmærket sted at bo, men Paulus og

jeg er enige om, at vort borgerskab er i

himlene. 1 Paulus var romersk statsborger;

det gav ham nogle praktiske fordele. Jeg

har et rødbedefarvet, dansk pas; det giver

mig nogle praktiske fordele, som jeg sæt-

/tema16

ter stor pris på og værner om. Men jeg er

ikke først og fremmest dansk; jeg er først

og fremmest en kristen, der bor i Guds globaliserede

verden. I Danmark er jeg født,

men jeg har ikke hjemme her. Jeg er fremmed

og tilflytter hos Gud. 2

Kirken trives bedst i en position udenfor

direkte politisk indflydelse. De fleste

gange kristne har fået magt som de havde

agt, er det gået galt. Det gik galt for det

hellige, romerske imperium. Det gik galt

for de schweiziske reformatorer. Det går

til stadighed galt for George Bush. I Danmark

fastholdes størstedelen af befolkningen

i en illusion om, at ”vi er alle sammen

kristne” – godt hjulpet på vej af en statsfinansieret

kirke. To af dens præster sidder

for øvrigt i folketinget som eksponenter

for reaktionær apartheid af værste

skuffe. Hvordan synes vi selv det går?

Derfor ønsker jeg mig et 100 % sekulært

samfund, hvor hverken katolikker,

baptister eller muslimer kan pive over forskelsbehandling

– fordi der ikke gøres nogen

forskel! Hvor kristendom (eller andre

religioner) ikke blandes ind i samfunds-debatten.

Hvor skønne, kristne resurser ikke

spildes på ligegyldige diskussioner om forholdet

mellem stat og kirke, og hvor befolkningen

derfor ikke gives indtryk af, at

baptister, katolikker og lutheranere repræsenterer

forskellige religioner. Så kunne vi

koncentrere vores tid og kræfter om det,

vi er her for: at være og at gøre mennesker

(individer) til efterfølgere af Jesus.

Mener du dermed at kristne sandheder

er irrelevante for den måde vores

samfund bør skrues sammen på?

Jesus fortæller mig ikke, hvordan

samfundet skal indrettes;

han fortæller mig, hvordan

mit liv skal indrettes!

Fem spørgsmål til Tomas Baldur, præst i Bethelkirken siden efteråret 2003, 33 år og bor med sin familie på Amager.

Bestemt ikke! Der har ligget en kristen overbevisning

til grund for nogen af verdenshistoriens

vigtigste, sociale omvæltninger.

Afskaffelsen af slaveriet i USA begyndte ved

at nogle kvækere fandt det uforeneligt med

deres kristne livs- og menneskesyn at holde

andre mennesker som slaver. Det blev snebolden,

der startede lavinen.

Det er en gennemgående erkendelse

i det Nye Testamente, at Gud ikke gør forskel

på mennesker. 3 Alligevel formaner

Paulus igen og igen f.eks. slaver til at være

lydige mod deres herrer. 4 Hvis Gud ikke gør

forskel og det ikke kommer an på, om man

er mand eller kvinde, træl eller fri, hvorfor

gør Paulus sig så ikke til talsmand for fuld

ligestilling mellem kønnene samt afskaffelse

af slaveriet? Fordi et sådant forsøg

på en kulturel samfundsomvæltning ville

kompromittere hans primære opgave; at

formidle evangeliet! Og fordi evangeliet ikke

drejer sig om at indføre en sharia-lignende

forskrift for, hvordan samfundet skal indrettes;

det drejer sig om at frelse og reformere

enkeltpersoner. Det kan så indirekte

få betydning for samfundet. Kunne Filemon,

efter at have læst det brev Paulus skrev til

ham, forsvare at fastholde Onesimos som

slave? Næppe.

Jeg mener det er vores opgave vedholdende

at gøre mennesker, både i og

udenfor kirken, opmærksomme på uretfærdighed

i samfundet. Læs Amos’ Bog eller

nogle af de øvrige profetiske skrifter. De

emmer af social indignation og bugner af

opgør med kulturel selvretfærdighed. Det

er for mig at se også kirkens opgave i dag

at være en sådan profetisk røst, der

undsiger ondskab og uretfærdighed og selv


Dansk mor underholder sin baby

/tema

17


Tolerance er for tøsedrenge!

Respekt og tolerance er

middelmådige begreber, som

mennesker klamrer sig til

i mangel af bedre. Jesus

lader ikke sin kirke slippe så

billigt. Han har ikke kaldet

os til at respektere og

tolerere. Han insisterer på

noget meget større, nemlig

at vi elsker og velsigner

mennesker – selv dem,

der evt. måtte hade eller

forbande os

gør en holistisk indsats for at gøre verden

til et bedre sted.

Betyder det også at vi, som kristne,

bør gøre os til talsmænd for en øget

tolerance i vores samfund i dag? Eller

er det et udtryk for en glidebane bort

fra nogen gudgivne sandheder?

Tolerance er for tøsedrenge! Respekt og

tolerance er middelmådige begreber, som

mennesker klamrer sig til i mangel af bedre.

Jesus lader ikke sin kirke slippe så billigt.

Han har ikke kaldet os til at respektere og

tolerere. Han insisterer på noget meget

større, nemlig at vi elsker og velsigner

mennesker – selv dem, der evt. måtte hade

eller forbande os. 5

Det udgangspunkt, Jesus har givet

os, er det tofoldige kærlighedsbud; du skal

elske Gud og din næste. 6 Det er derfor forkert,

når folk betegner næstekærlighed

som en kristen værdi. Det er kun halvdelen

af en kristen værdi – men en meget vigtig

halvdel! Den hele kristne værdi er at elske

Gud og medmennesket. Det er den gud-

/tema18

givne sandhed.

Vi kommer ud på en glidebane hvis

vi forsøger at praktisere respekt og tolerance

uden at den kærligheden til Gud og

til næsten opererer i baggrunden. Så kommer

tolerance til at lugte af kultur- og værdirelativisme

og respekt af, at alt og alle er

OK. Der er en tid til hellig intolerance og

hellig respektløshed, men hvis det ikke er

gennemsyret af oprigtig kærlighed til Gud

og mit medmenneske, kommer det til at

stinke fælt.

Så hvor går din grænse? Ville det være

OK, at nabogrunden til din kirke blev

anvendt til bygning af en moske?

Ja, hvis ikke det var fordi, der lå en børnehave

i forvejen, så fint med mig! For min

skyld kunne man også gerne afhænde

tomme kirkebygninger til muslimer. Så ville

de i det mindste fortsat blive anvendt til en

dybt respektfuld gudsdyrkelse, om end jeg

personligt ikke er enig i den form for gudsdyrkelse.

Men hellere det, end som i England,

at de bliver indrettet til ejendomsmæglerfirmaer

eller discountsupermarkeder.

Muslimer og moskeer er ikke større

modsætninger til kristendom end den perverterede

materialisme og dens templer

(indkøbscentrene) er. Tværtimod!

Muslimer har, som alle mennesker,

en Gudskabt længsel efter Gud, som de

har reageret på! Islam er, efter min opfattelse,

ikke målet, men det er det stoppested

1,3 milliarder mennesker for tiden står

ved. Mange af dem bliver ved det stoppested

resten af livet. Deres evige skæbne

ligger (lykkeligvis!) i Guds hænder, ikke i

mine, og jeg vil være meget forsigtig med

at komme med alt for skråsikre bud på

Hans afgørelse.

Men hvis jeg nu synes at mit stoppested

(og mit mål) er bedre, og hvis jeg

gerne vil se nogle muslimer komme hertil

og slå følge med Jesus (og mig), så er det

bedste udgangspunkt ikke at gøre mig selv

til en modstander i deres øjne. Vores opgave

som kristne er at lægge krop til Jesus;

at udleve Hans Ånd og væsen over for alle

mennesker, uden at gøre forskel – og med

det mål af hellig respektløshed og guddommelig

kærlighed, Han udruster os med.

Noter

1 Filipperbrevet kap. 3 vers 20 2 3. Mosebog kap. 25vers 23 og 1. Krønikebog kap. 29 vers.15 3 Galaterbrevet kap. 3 vers 27-28. Se også Jakobs

brev kap. 2 vers 1 & 9, Apostlenes Gerninger kap. 10 vers 34, Romerbrevet kap. 2 vers 11, kap.3 vers 22, kap. 10 vers 12, Galaterbrevet kap. 2 vers

6, Efeserbrevet kap. 6 vers 9, Kolossenserbrevet kap. 3 vers25, og 1. Petersbrev kap. 1vers 17. 4 1 Timoteus kap. 6 vers1. Se også Efeserbrevet

kap. 6 vers5, Kolosenserbrevet kap. 3 vers22, Titusbrev kap. 2 vers 9 5 Lukasevangeliet kap. 6 vers 27-28 6 Matæusevangeliet kap. 22vers 34-40


Fundament(alisme), ja tak

”Det er ikke de inderligt troende der skaber modsætningerne og

puster til ilden, men de kulturreligiøse!” Nogenlunde sådan faldt

ordene i en radioudsendelse i begyndelsen af februar i år. Og den

talende fortsatte: ”Den kristne der har forstået kristendommens

væsen og muslimen der har læst og forstået koranen véd at

udgangspunktet begge steder er tilgivelse og kærlighed.”

Af Per Hansen

Tankevækkende ord fra Jørgen Bæk

Simonsen, forfatter til et utal af bøger

om Mellemøsten og islam. Seneste

bog er ”Hvad er islam” udgivet i år.

Jørgen Bæk Simonsen var i en årrække

direktør for Det danske Institut i

Damaskus og efter eget udsagn ikke-troende.

Hans udtalelser slog flik-flak i min

hjerne. Er det ikke netop den nidkære og

rettroende kristne der rejser sig op og står

værn om sandheden og holder evangeliets

fane højt når vantro, humanister og

andre hedninge kommer imod de kristne

og de kristenbaserede samfund? Og på den

anden side i den nærværende konflikt; er

det ikke netop de ”såkaldt” fundamentalistiske

muslimer der udsteder fatwaher og

brænder flag og papmache-dukker af?

Krumspringene i min hjernebark

ramte på et tidspunkt en skuffe hvor en

gammel bog der omkring 1980 var en øjenåbner

for mig lå og havde gemt sig. Selve

bogen hedder ”The Upside-Down Kingdom”

og er skrevet af Donald B. Kraybill. Bogen

er et sammenlignende studie af Gudsriget

i de synoptiske evangelier, og er spændende

læsning. Men for mig var forordet,

skrevet af John F. Alexander, det der for

alvor fik mig til at tænke. Herunder bringes

i uddrag og lettere redigeret form dette

forord:

JESUS ER UTROLIG POPULÆR!

Langt de fleste mennesker mener at han

er er af alle tiders største moralske lærer.

Det er helt i orden at kritisere Karl Marx,

Anders Fogh eller Paulus, men der er stort

set ingen der kritiserer Jesus.........eller

adlyder ham!

Vi går til hellere til kanten af det tilladelige

for at forklare, at han ikke sagde

det han rent faktisk sagde. At indrømme,

at han faktisk sagde det, han gjorde ville

kræve at vi enten omvender os eller kritiserer

ham.

Og ingen af de to alternativer er

umiddelbart acceptable. Så vi vælger at

være ligeglade.

Problemet er at Jesus i virkeligheden

var ekstremist mens vi er moderate. Hans

vurdering af den måde mennesker i datiden

havde valgt at leve på var, at de havde

vendt det hele på hovedet. Ifølge Jesus har

vi ikke brug for en ansigtsløftning; det vi

har brug for er at blive brudt fuldstændig

ned og genopbygget. Født på ny - kalder

han det. Han vil gerne vende det hele

rundt...

Vi opfatter det derimod anderledes.

Vi har kun brug en moderat forandring. Ja,

ja, vi er ikke perfekte. Vi har alle vore fejl,

og nogle af dem er sikkert alvorlige. Men

dybest set er vores liv bare drejet lidt til

den ene eller anden side. En lettere justering

ville gøre det perfekt. F. eks at være

lidt mere venlig og rar overfor de nærmeste,

at give 500 kr. til Røde Kors så indvandrerne

kan blive integreret i nabokvarteret.

MERE END VENLIGHED

Det er slet ikke gået op for os, at Jesus

har bedt os om at være mere end bare

venlige. Han har kaldet os til at være tjenere

eller slaver, at pudse skoene og vaske

fødderne på mennesker omkring os.

At give 500 kr. mere i nødhjælp er jo en

del, men Jesus beder nogle af os, måske

os alle, om at give

alting. Måske

skulle du i stedet

for at støtte integreringen

i nabokvarteret,

selv flytte ind i en indvandrerghetto?

Men det er for ekstremt. Så foretrækker

vi godt nok Aristoteles. Uha, det siger

vi ikke, men det er det vi lever. ”Den gyldne

middelvej” er langt mere praktisk end den

gyldne regel. Jesus lærte os at behandle

andre, som vi selv ønsker at blive behandlet.

Men det er belastende.

DEN GYLDNE MIDDELVEJ

Så vi foretrækker Aristoteles: Vær moderat

i alting, dyden ligger imellem

ekstremerne. Ikke al den snak om omvendelse

og genfødsel, om at få det hele vendt

rundt.

Vi tjener Jesus med vore læber. En

af måderne vi gør det på er ved at fokusere

på de generelle linier i Jesu lære og

ignorere detaljerne. Hjertet i hans forkyndelse

er kærlighed. For de fleste af os betyder

det at vi skal opleve en varm, blød

fornemmelse overfor andre. Og det er en

god start men slet ikke ekstremt nok for

Jesus.

Han gik i detaljer og fortalte hvad han

mente med kærlighed. Jesus kaldte os faktisk

til at hjælpe vore fjender. Være venner

med bumser og prostituerede, at udskifte

vores stræben efter luksus med tjenersind

og ændre hele vores forhold til penge.

Men den pris vil vi ikke betale. Så vi

er nødt til at finde smutveje i fortællingen.

Standardsvaret er, at Jesus ikke mente det

/tema

19


tema20

Dansk far med sit barn på legepladsen


han sagde. Hans undervisning skal forstås

i overført betydning og er billedtale. At

fortolke det bogstaveligt er et nummer for

naivt.

AT VENDE DEN ANDEN KIND TIL

Tag nu f.eks. Jesu lære om at vende den

anden kind til. En kendt amerikansk teolog

siger om dette: “At kunne finde sig i en

tilfældig ørefigen, er naturligvis ikke det

samme som at blive udsat for et voldeligt

overfald. I sidste tilfælde ville selvforsvar

være sund fornuft... Et slag på kinden er

blot et billede på en personlig fornærmelse,

og i dette tilfælde vil det sige, at man nægter

at gøre gengæld.“ (citat slut)

Eller tag nu disse vers: „Hvis nogen

slæber dig for retten og tager din skjorte

fra dig, så lad ham også få frakken. Og

hvis nogen tvinger dig til at følge sig een

kilometer, så følg ham to. Giv dem der

beder dig om hjælp. Afvis ikke dem, der vil

låne af dig“. (Mattæusevangeliet kapitel 5

vers 40-42)

Dette er svære udsagn, og de øver

vold på alle mine instinkter. Mener Jesus

virkelig at jeg, når jeg går en tur over Vesterbro,

skal give penge til alle de tiggere der

beder om det? Ville de ikke bare købe sprut

for pengene? Ville jeg ikke være personlig

konkurs i løbet af få dage? 0g er jeg forpligtet

til at låne min yndlings-cd ud, når

jeg sikkert får den ridset og fedtet tilbage?

Eller hvad med mine malerpensler. Jeg er

ret god til det der med at male, så jeg har

nogle dyre pensler.

Som tidligere omtalte teolog siger

det: “Vi kan se.... at Jesus ikke ønsker at

hans tilhørere skal tage ham bogstaveligt.

For hvis et menneske giver sit ur, sin frakke

og alt muligt andet bort, så ville det efterlade

ham uden en trævl. Og med hensyn til

at låne til andre: at adlyde dette bogstaveligt,

ville opmuntre nasserne og de nærige,

på bekostning af dem der arbejder for at

kunne leve. Jesus opmuntrer naturligvis

ikke til umådeholden ødselhed, det fremmer

ikke moralen. Alt hvad Jesus prøver

på at sige er at vi skal være gavmilde og

gengælde uvenlighed med venlighed.”

Så vidt den amerikanske teolog William

Neil.

DET ER JO DUMT!

Jeg må indrømme at dette synspunkt tiltaler

mig. Det Jesus siger er for dumt hvis

jeg tager det bogstaveligt, og det Neil siger

er fornuftigt.

0g dog....

Neil gør mig nervøs. Han gentagne

brug af ordet naturligvis, og hans appel til

den sunde fornuft får mig til at tænke. Sådanne

ord er som regel et tegn på at de

der bruger dem, ikke har en helt stærk sag,

og derfor henfalder til at appellere til... den

sunde fornuft.

Med risiko for at blive lidt for forenklet:

Jeg vil mene, at vi er nødt til at vælge

imellem den sunde fornuft og Jesus. Hvad

er sund fornuft, hvis ikke netop denne verdens

visdom? Har vi nogen grund til at tro

at denne verden har en løsning til os? Når

vi ser omkring os på verdens tilstand, må

vi have vores tvivl.

Det Jesus siger er for

dumt hvis jeg tager

det bogstaveligt...

Desuden ser det i den grad ud til, at

Jesus ikke var i besiddelse af sund fornuft,

og at han stort set hele tiden gjorde ting,

som han ikke burde have gjort. Og dog taler

Jesu liv så direkte og dybt til os, at millioner

af mennesker har følt at han måtte være

Gud selv.

Er det ikke netop dette som teologen

Neil prøver at bortforklare? Hvis det

eneste vi har brug for er sund fornuft, hvad

skal vi så med Jesus? I så fald kunne vi

læse os til alle løsninger i Emma Gads ”Takt

og tone” eller i vores daglige avis!

Jeg tror, at Jesus kom for fortælle

os om ting der ikke var indlysende og at

han tilbød en verdensanskuelse som er fuldstændig

modsat vores kultur. Han kaldte

os til omvendelse (at vende fuldstændig

rundt) og blive født på ny.

DEN SUNDE FORNUFT

Det vil sige - Han kaldte os til et helt nyt liv

- et liv så radikalt anderledes, at vi kun kan

ane konturerne af det. At bevæge sig ind i

denne spændende verden der er vendt på

hovedet, kræver en stadig åbenhed overfor

grundlæggende forandring, som nu

Guds Ånd og Guds ord leder os. Men hvis

vi måler alt ud fra den sunde fornuft, så er

vi fanget i den gamle skabning.

Måske siger jeg i virkeligheden bare

at jeg er uenig med sådan nogle som teologen

Neil. Måske er han bare moderat og

jeg ekstremist. Men jeg tror, at der er mere

i det end bare det.

For det første: Jesu liv var ekstremt.

Det var upraktisk og dumt. F.eks. havde

han ikke noget sted at lægge sit hoved,

læser vi. Han gav alt bort, bortset fra det

21/tema /tema

21


Så alarmklokken burde lyde hver gang vi hører os selv sige:

Sådan mente Jesus det ikke, det er alt for upraktisk og

omkostningskrævende...

tøj han gik og stod i. For det andet: Han

udfordrede i den grad den accepterede

visdom (den sunde fornuft) i sin samtid, at

man slog ham ihjel. Der er ikke mange der

bliver henrettet for at sige at du skal være

venlig mod de venlige og gavmild. Og endelig:

Hvis Jesus virkelig bogstaveligt

mente det han sagde, kunne han så have

levet sit liv på nogen anden måde. Kunne

han have levet mere ekstremt og yderligt

end han gjorde? Kunne han have udtrykt

sig anderledes, så vi ikke ville kunne misforstå

hvad han sagde? Nej, vel?

EN RETNINGSANGIVELSE

Dette være ikke sagt fordi jeg vil hævde,

at jeg ved hvad Jesus mente. Det er slet

ikke så indlysende for mig, at jeg skal låne

min originalindspilning af mit yndlingsmusik

Ordsprogenes Bog kapitel 25 vers 21-22

/tema22

eller mine malerpensler ud, men jeg kan

se at Jesus ønsker at forvandle vore liv på

en dramatisk måde. Det er en

retningsangivelse og ikke en konklusion. Og

retningen er, at vi skal række efter målet,

at blive som Jesus, og ikke sætte os til

rette indenfor rammerne af den nuværende

verdensorden. Så alarmklokken burde lyde

hver gang vi hører os selv sige: Sådan

mente Jesus det ikke, det er alt for upraktisk

og omkostningskrævende.

Men hvad nu med alle dem der tigger

mønter på Hovedbanegården? Et af

hovedargumenterne for ikke at give dem

noget, er, at hvis vi gjorde, var vi snart blanket

af. Men er det egentlig ikke en underlig

påstand? Måske er det netop hvad Jesus

ønsker for os? At være på spanden, rent

økonomisk er utænkeligt for os, fordi vo-

res kultur finder det utænkeligt, ikke fordi

det er ukristeligt! Faktisk var Jesus stort

set bankerot, og bad også den rige unge

mand om at give alt væk.

HAN MENTE HVAD HAN SAGDE

Måske er vores egentlige problem at vi er

alt for tilpassede til denne verden, til at

kunne tro at Jesus mente hvad han sagde.

Min pointe er: de utænkelige, upraktiske

ting som Jesus har bedt os om, er

ikke halvt så utænkelige som vi måske tror.

Vi må bare vælge hvorfra vi vælger vores

standard - fra Jesus eller fra vores omverden.

Hvis det er fra Jesus, må vi være villige

til at blive forvandlede og det kan koste

alt.

DET OMVENDTE RIGE

Og dog, med min begrænsede erfaring af

disse ting, kan jeg sige, at hvis du først

har valgt, vil du opleve en utrolig frigørelse.

Hvad du og jeg har brug for er at bryde ud

fra den såkaldt sunde fornuft, og begynde

at leve vores liv i det Omvendte Rige. Først

lyder det måske som et dårligt råd men

sammen med Guds tilgivelse for vore endeløse

fejltagelser er det gode nyheder.

Hvis vi bevæger os ind i det liv vil vi blive

overraskede over hvor godt der er. Vi vil

blive „som et træ plantet ved bækken, der

bærer sin frugt til rette tid, og bladene visner

ikke.“


Flygtningen

Dansk udlændingepolitik spiddet i debutroman.

”Hvis en flygtning banker på min dør og

beder om hjælp – så vil jeg da hjælpe, så

er denne flygtning ikke et abstrakt begreb,

som dækker millioner af mennesker. Så

er det et konkret menneske, der står over

for mig, og så har jeg pligt til at hjælpe

dette medmenneske”, sådan siger præsten

og toppolitikeren Vilhelm Agger alias Søren

Krarup til journalisten Rikke Lyngdahl i

et interview – og det husker hun senere i

denne roman om flere konkrete flygtninge.

Den danske journalist, Rikke

Lyngdahl, ved Morgenavisen bliver kidnappet

af lokale terrorister, truet på livet og

har fået yderste led af en finger skåret af

for åbent TV-camera rundsendt via al-

Jazeera og CNN. En af terroristerne, den

17 årige Nazir i Irak, er blevet presset til at

være med efter at hans far er blevet såret

af amerikanske soldater og danske soldater

forhindrede, at han kom hurtigt under

lægebehandling.

Nazir slipper Rikke Lyngdahl fri på

betingelse af, at hun lyver for verdenspressen

og siger, hun slog ham ned og

befriede sig selv. Gør hun ikke det, vil Nazir

blive likvideret. Sagen gør Rikke Lyngdahl

verdensberømt og får oplaget på Morgenavisen

til at stige.

Nazir flygter til Danmark og Rikke

Lyngdahl hjælper ham videre til Sverige,

da jorden begynder at brænde under ham

– og også under hende.

Vi kommer ind under huden på Nazir

og Rikke Lyngdahl, oplever en ung mand,

der uforvarent er blevet ”terrorist” og har

brug for hjælp og en socialindigneret journalist,

der forsøger at gå bag om de mange

flygtningehistorier, det ikke længere er

politisk korrekt at skrive om.

Det er blot en af mange grufulde

flygtningehistorier i romanen, hvor vi også

møder 17 årige, forældreløse Roya fra Afghanistan,

der skal udvises, fordi en onkel,

der vil bortgifte hende som 2. kone til

en rigmand på 45 år, giver hende større

tilknytning til Afghanistan end til Danmark.

Vi møder børnehjemsbarnet fra Rumænien,

der fandt et fristed hos en idealistisk tidligere

venstre-kommunalpolitiker og hans

kone. Drengen udvises og

kommunalpolitikeren bliver forhenværende

venstre-medlem og nægter at hejse Dannebrog,

så længe den unge mand befinder

sig i Rumænien, hvor han ender på en lukket

afdeling på et sindssygehospital på

grund af en række traumer, som han var

på vej ud af i Danmark. Mange flere episoder,

der vidner om en udlændingepolitik,

der ikke kan og vil tage individuelle hensyn,

vidner også om et Danmark, der har

glemt, at man har et verdensry som nationen,

der hjalp masser af jøder til Sverige

under 2. verdenskrig.

En tidligere socialdemokratisk toppolitiker

citeres for at sige: ”I Danmark er

Historien er vedkommende,

velfortalt og foregår i en journalistisk

og politisk verden af i dag.

– Jyllands-Posten

Flygtningen er en hudflettet parodi

på danskernes fremmedfrygt og

sensationslystne mediers og

populistiske politikeres styrkelse

heraf … plottet er underholdende og

overraskende.

– Berlingske Tidende

Læs selv bogen og gys over Danmark

anno 2006.

– Politiken

Boganmeldelse af

Bjarne Nederby Jessen

udlændingepolitik et spil, hvor alle partier

kæmper mod hinanden og til sidst vinder

Dansk Folkeparti” – og det er i hvert fald

den udvikling, vi har set indtil nu.

Det er en satirisk, socialrealistisk

samfundsroman med en skarp kritik af

dagens politikere og mediefolk. Blot synd

den undervejs får for meget kriminalromanpræg

over sig og at der skal svælges så

meget i sex. Romanen er et opgør med

dansk udlændingepolitik, som den har udviklet

sig de sidste 15 år, godt hjulpet på

vej af pressen. Den er en karikatur af

Berlingske Tidende, Anders Fogh Rasmussen,

Pia Kjærsgaard, Søren Krarup, Bertel

Haarder, Rikke Hvilshøj og Helle Thorning-

Schmidt – også selv om nogle af dem har

skiftet køn i romanen. Man genkender dem.

Det er på én gang romanens styrke og

svaghed.

Det er ikke nogen fremragende roman,

men den er alligevel værd at læse,

fordi den er en bidende kritik af en offentlighed

i fordommenes og overfladiskhedens

vold og en kraftig opfordring til at tage

ansvaret for det enkelte menneskes

skæbne på os.

Flygtningen

Af Olav Hergel

395 sider, 299,- kr.

Lindhardt og Ringhof.

/tema

23


Afsender

Baptistkirken i Danmark

Lærdalsgade 7, st.tv.

DK-2300 København S

RETURNERES VED VARIG ADRESSEÆNDRING

MAGASINPOST

46476

Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed

og alle englene med ham, da skal han tage

sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene

skal samles foran ham, og han skal

skille dem, som en hyrde skiller fårene fra

bukkene; fårene skal han stille ved sin højre

side og bukkene ved sin venstre. Da skal

kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I

som er min faders velsignede, og tag det rige

i arv, som er bestemt for jer, siden verden

blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav

mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav

mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I

tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig

tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i

fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige

sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og

gav dig noget at spise, eller tørstig og gav

dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som

en fremmed og tog imod dig eller så dig

nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg

eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil

svare dem: Sandelig siger jeg jer:

Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine

mindste brødre, det har I gjort mod mig.

/tema24

Mattæusevangeliet kapitel 25 vers 31-40

More magazines by this user
Similar magazines