Ny regering på radikale stemmer - Fagligt Ansvar

fagligtansvar.dk

Ny regering på radikale stemmer - Fagligt Ansvar

Resume:

1

KRITISKE DISKUSSIONER

Af cand. Scient. Adm. Henrik Herløv Lund

ikke - partiorganiseret medlem af centrum - venstre

www.henrikherloevlund.dk

herloevlund@mail.dk

NY REGERING PÅ RADIKALE STEMMER

STÆRKT PROBLEMATISK.

- Arbejderflertal langt at foretrække -

Der er næppe megen tvivl om, at der bliver indgået et efterlønsforlig mellem VK,

DF og Det Radikale Venstre (DRV). Regeringen og DF er voldsomt interesseret i

at splittet oppositionen og dermed styrke chancen for at bevare magten

afgørende. For DRV s vedkommende er man ikke overvældende enig med Fair

Løsning og Forandring, men langt mere enig med de øvrige borgerlige partier.

Og først og fremmest er DRV stærkt interesseret i et efterlønsforlig som løftestang

for at få sig placeret centralt som tungen vægtskålen i forhold til VK –

regeringen.

Det trækker også i retnings ikke bare af et efterlønsforlig, men af et udstrakt

samarbejde mellem DRV og de borgerlige, at DRV ikke længere kan betragtes

som et socialt orienteret midterparti, men er i dag langt mere et økonomisk og

nyliberalistisk orienteret parti, som venstrefløjen kun vil kunne samarbejde med,

hvis man tilslutter sig en nyliberalistisk orienteret økonomisk politik.

De radikale øjner nu en historisk chance for ved at frigøre sig fra ”rød blok” igen

at blive tungen vægtskålen, hvor de i højere grad kan få gennemført både deres

økonomiske politik og deres værdipolitik ved at spille muligheden for flertal til

begge sider.

Om det bliver ved at tvinge en S+SF – regering til at acceptere deres

nyliberalistiske økonomiske politik eller om det bliver ved at tvinge en VKO –


2

regering til en mere liberal værdipolitik vil formentlig i denne forbindelse være

DRV mere underordnet, når det kommer til stykket. På grund af dette

grundlæggende ”dobbeltspil” kan DRV i realiteten næppe mere betragtes som en

del af rød blok. Indtil der er et alternativ, vil DRV formentlig angiveligt fastholde

at pege Thorning som statsminister, men kommer Løkke med et tilbud til DRV

om samarbejde med og indflydelse en VK – regering, er det ikke utænkeligt, at

DRV formelt set skifter side.

Det vil indrømmet være noget af en katastrofe, hvis Løkke kan fortsætte. Ikke

alene betyder det fortsat tilbagerulning og massiv nedskæring af velfærden, men

også yderligere privatisering af den offentlige sektor, fortsat skattestop og givet

også flere skattelettelser. Med andre ord yderligere fart den nyliberalistiske

drejning af det danske samfunds- og velfærdsmodel.

På den anden siden må imidlertid også konsekvenserne tages i betragtning af, at

basere en S+SF regering radikale stemmer, hvis der med andre ord kommer et

ikke – socialistisk flertal. Det er så givet, at DRV vil benytte de ikke socialistiske

flertal (inkl. DRV selv) som et værktøj til at gennemføre en nyliberalistisk

økonomisk politik. En ”rød regering radikale stemmer vil således med andre

ord være tvunget til at gennemføre en i hovedsagen nyliberalistisk økonomisk

politik med efterlønsindgreb og andre ”arbejdsmarkedsreformer” i lignende stil,

aflysning af velfærdsforbedringer til fordel for stram udgiftspolitik og formentlig

også yderligere skattelettelser.

En sådan økonomisk politik vil være i total modstrid med de reformer og

forbedringer, som S+SF har lovet fagbevægelsen og sine egne vælgere. Dermed

vil Thorning ikke alene svigte sin politik og sine valgløfter og dermed lide et

grundlægende tab af troværdighed. Og hvis en S+SF regering således i realiteten

fører højrefløjens politik, vil det desillusionere og demobilisere en sådan

regerings egen basis. Og en S+SF regering vil dermed være et nemt offer for de

borgerlige, som efter en periodes restitution vil øjne chancen for hurtigt valg og

snarlig tilbagekomst til regeringsmagten.

Konklusionen heraf er, at S + SF naturligvis ikke selv skal skubbe de radikale

over i de borgerliges lejr og dermed foranledige, at Løkke helt sikkert fortsætter

Formelt set må invitationen til de radikale om at støtte en ny regering og politik

opretholdes. Skifter de radikale alligevel side, skal det være eget initiativ,

således at de selv bringer sig i et modsætningsforhold til deres egen vælgerskare.


Indledning.

3

De fortsatte forhandlinger mellem VKO og Det Radikale Venstre (DRV) har bragt

udsigterne til et regeringsskifte i krise. Den åbenlyse splittelse mellem S + SF (+ Enhl.)

den ene side og de radikale den anden side svækker oppositionens troværdighed

Hertil kommer, at den åbenlyse uenighed imellem S + SF og så de radikale også rejser

tvivl om S + SF s økonomiske politik og om, hvilken politik en evt. ny regering vil

kunne føre? En tvivl, som også svækker troværdigheden af oppositionen som

regeringsalternativ og omvendt styrker den borgerlige blok.

Efter mange måneder med solidt rødt flertal er genvalg af Lars Løkke og en ny borgerlig

regering derfor pludselig igen et muligt udfald af det kommende folketingsvalg.

For venstrefløjen rejser denne situation en række spørgsmål: S+SF har længe satset ,

at de radikale ikke havde andet alternativ end at støtte dem, fordi VK hidtil af hensyn til

den tætte alliance med DF og den stramme udlændingepolitik IKKE har villet

samarbejde med de Radikale. De radikales enegang i forhandlingerne om regeringens

2020 plan er kommet som en overraskelse, men er nu en kendsgerning.

Der er den baggrund for det første behov for at overveje, hvilket udfald de gående

efterlønsforhandlinger kan ende med?

For det andet: S har historisk tidligere gået sammen med de Radikale om

regeringsdannelse, senest under Nyrup regeringen. Men et er historie: Hvilket parti er

Det Radikale Venstre i dag? Og hvad der er DRV s overordnede strategi i forhold til den

økonomiske politik og regeringsspørgsmålet?

For det tredje: Som anført kan hverken udfaldet af det kommende folketingsvalg eller af

regeringsdannelsen mere betragtes som givet. For S+SF melder der sig efter

efterlønsforløbet et nøglespørgsmål: Kan – og bør – en ny regering i givet tilfælde

baseres radikale stemmer?

Videre for det fjerde: DRV kræver af en ny regering uanset farve en ”økonomisk

ansvarlig politik”. Hvad indebærer det og hvilke konsekvenser vil det få for en S+SF

regerings politik?


1. Efterlønsforlig mellem VKO og Det Radikale Venstre.

Der er blevet gisnet om, hvorvidt de radikale vil løbe linen ud og faktisk indgå et

efterlønsforlig? Og vil DF bøje sig tilstrækkeligt meget til, at det bliver en realitet?

I politik skal man jo som bekendt aldrig sige aldrig. Og det er naturligvis muligt, at de

radikale springer fra. 1 Alligevel taler stort set alt for, at forhandlingerne faktisk ender

med et efterlønsforlig mellem VK, DF og DRV.

Regeringens interesse i næsten et hvilket som helst resultat er åbenlys. VK har meget at

vinde ved at få splittet oppositionen, først og fremmest fordi det vil diskreditere

oppositionen og i høj grad styrke chancerne for Løkkes genvalg.

DF er – taget for lydende - mindre enige i selve efterlønsindgrebet, som partiets

vælgere er det omkring. Men i forhold til efterlønsspørgsmålet er DF´s overordnede

interesse imidlertid at få genvalgt Løkke og dermed få videreført de

indflydelsesmuligheder, som kun en fortsat borgerlig regering vil give dem. Så DF vil

strække sig meget langt for at imødekomme både regeringen og de radikale.

4

Ganske vist er DF nok mere splittet i forhold den traditionelle ”arvefjende” i DRV, med

hvem man næppe ønsker at dele rollen som fast støtteparti, men den anden side er DF

godt klar over, at DRV s medvirken til et efterlønsforlig er den bedste garanti for en

fortsat borgerlig regering.

For Det Radikale Venstre burde der være en højere grad af dilemma. På den ene side vil

både regeringen og DF strække sig langt for at få DRV om bord, hvilket hvad angår

selve efterlønsspørgsmålet vil give DRV betydelig indflydelse. På den anden side vil et

sådant forlig uddybe kløften i oppositionen og dermed modvirke chancen for det

regeringsskifte DRV indtil nu har erklæret sig som tilhænger af.

Hvad er så vigtigst for DRV? I den forbindelse skal man nok hæfte sig ved, at de

radikale den ene side nok som bekendt har været uenig i med VK og navnlig DF i

værdipolitikken, navnlig udlændingepolitikken. Men den anden side i den for DRV

tungtvejende økonomiske politik, herunder arbejdsmarkeds -, udgifts – og

skattepolitikken, længe har været mere enig med VK end med S+SF og i en række

økonomisk politisk sager har stemt for regeringens politik, fx dagpengereformen.

I udlændingepolitikken ligger DRV måske nok nærmere S+SF, men disse er den

anden side rykket nærmere VK og DF. Og i den økonomiske politik er DRV ikke

1 ) Jf. Winther, Bent: Vestagers scenarier. Berlingske Tiden 9. Maj.2011.


overvældende enig med Fair Løsning og Forandring, men som anført langt mere enig

med de øvrige borgerlige partier. Derfor er spørgsmålet, om DRV skal gå indgå

efterlønsforlig og dermed cementere den borgerlige regering i realiteten forholdsvist

åbent for DRV – betydeligt mere åbent end man officielt siger.

5

Hvis DRV derfor kan bruge et efterlønforlig som løftestang for at få sig placeret centralt

som tungen vægtskålen i forhold til VK - regeringen og herigennem få åbnet mere

vedvarende indflydelseskanaler til den, også sigt til værdipolitikken, kan man

kynisk trække skulderen over, hvis den borgerlige regering fortsætter efter valget. Og

det er vel det, som man har besluttet sig for at satse ¨.

Så da både VK, DF og DRV er stærkt interesseret i et efterlønsforlig, er der næppe

megen tvivl om, at det bliver til noget.

2. Det Radikale Venstre: Socialliberalt centrumsparti eller yderliggående

(ny)liberalistisk parti?

Det som har delt oppositionen og omvendt ført de radikale og regeringen sammen er et

betydeligt sammenfald af synspunkter den økonomiske politik. At det bliver

afgørende for Det Radikale Venstre er ikke nogen tilfældighed.

Som anført har DRV historisk navnlig i første halvdel af 1900 – tallet haft tradition for

samarbejde med socialdemokratiet og har sammen med dette parti en væsentlig del i

opbygningen af social – og velfærdsstaten (eksempelvis Steinkes socialreform). Det

kunne lade sig gøre, bl.a. fordi DRV dette tidspunkt med rødder i

husmandsbevægelsen så sig selv som et socialliberalt parti, der placeret i centrum kunne

bygge bro mellem arbejderbevægelsen og den borgerlige lejr.

Men DRV har i de sidste årtier af 1900 tallet under Niels Helweg Petersen og Marianne

Jelved flyttet sig. Partiet er i dag i højere grad et parti for byernes intellektuelle - den

såkaldt ”kreative klasse” - og et i stigende grad blevet mere rendyrket (ny)líberalistisk.

Og partiet kan dermed ikke længere betragtes som et midterparti, men er både i


henseende til den økonomiske politik og værdipolitikken tværtimod et yderliggående

parti. 2

6

Paradoksalt nok kan både partiets værdipolitik og økonomiske politik ses som aspekter

heraf. Uenigheden i forhold til regeringen i fx udlændingepolitikken kan ses som udtryk

for, at DRV står mere fast de grundlæggende liberale ideer om personlig frihed mv.,

som V og K dette område har lagt til side for at vinde magten.

Men til gengæld deler RV den (ny)liberalistiske tilgang til den økonomiske politik med

V og K (og Liberal Alliance), ja partiet må nærmest siges her at ligge til højre for VK og

repræsentere en endnu mere ideologisk, hardcore (ny)liberalisme dette område.

Det var udtryk for denne stigende borgerlige og liberale orientering, at DRV deltog i den

borgerlige Schlüterregering 1988 til 1990. Og at DRV fra 1993 til 2001 alligevel kunne

deltage i den socialdemokratiske ledede Nyrup – regering var i høj grad grundlag af,

at S selv havde flyttet sig og inspireret af New Labour i England selv slog ind en i

betydelig grad nyliberalistisk inspireret økonomisk politik. 3

Betingelserne for den historiske alliance mellem DRV og Socialdemokratiet om sociale

reformer og opbygning af velfærdsstaten er således ikke længere til stede. DRV er ikke

længere et socialt orienteret midterparti, men er i dag langt mere et økonomisk og

nyliberalistisk orienteret parti, som venstrefløjen kun vil kunne samarbejde med, hvis

man tilslutter sig en nyliberalistisk orienteret økonomisk politik.

3. Det Radikale Venstres overordnede strategi for ”tungen vægtskålen”.

Ved Thorning Schmidts overtagelse af ledelsen i Socialdemokratiet i 2004 i spidsen for

partiets gamle højrefløj – Nyrup fløjen - forsøgte S – ledelsen at videreføre den

nyliberalistisk orienterede politik. Men da man ikke kunne slå den ægte vare i form af

Fogh og ikke mindst af hensyn til ikke at miste for meget tilslutning til SF valgte

Socialdemokraterne imidlertid efter valget i 2007 at gå til venstre og gå om bord i en

mere progressiv vækst og velfærdspolitik.

2

) Jf. Andersen, Jørgen Goul: Nypolitik. KR til overklassen. V til folket. Og Pia til arbejderne.

Politiken 3. Februar 2005.

3

) Jf. Lund, Henrik Herløv: Helle Thorning Schmidt – New Labour i Danmark. Okt. 2005 og Lund, Henrik Herløv:

Nyliberalisme i Socialdemokratiet – er S vej væk herfra. Okt. 2008. www.henrikherloevlund.dk/artikler.htm


7

Den tidligere tætte alliance mellem DRV og S under Nyrup omkring en nyliberalistisk

økonomisk politik er hermed blevet undermineret. DRV s accept af en alliance med

S+SF har da også mere været et (nødtvungent) fravalg af VK end et helhjertet tilvalg af

S+SF. DRV har indtil nu været nødt til at fravælge VK, fordi disse partier foretrak den

faste alliance med Dansk Folkeparti, som ikke ville give de radikale indflydelse hverken

i værdipolitikken eller i den økonomiske politik.

For ikke at stå helt isoleret har DRV så valgt den røde blok, men som anført langtfra

helhjertet, men i konstant kritik heraf og under vedvarende krav om en markeds – og

udbudsøkonomisk politik med skattelettelser, arbejdsmarkedspolitiske stramninger og

stram udgiftspolitik.

DRV har da også netop disse områder i en lang række tilfælde stemt for VK s

reformer og politik, fx i forbindelse med Genopretningspakken for halvering af

dagpengeperioden.

DRV ´s tilslutning til ”rød blok” har således konstant været halvhjertet og nok så meget

af nød som af politisk fællesskab med S+SF. Margrethe Vestager har da også gentagne

gange forsvaret tilslutningen til ”rød blok” med henvisning til, at DRV satsede at en

Thorning Schmidt regering efter en indledende ”kick-startpolitik” ville ændre kurs til en

”ansvarlig økonomisk politik” efter DRV s opskrift.

Man var altså med andre ord IKKE enig i S+SF s faktisk fremlagte politik i ”Fair

Løsning”, men byggede alliancen en forventning om ”rødt vælgerbedrag” dvs. om at

S når det kom til stykket ville falde tilbage til den gamle nyliberalistiske politik.

Dette skete som bekendt imidlertid ikke, formentlig bl.a. fordi S herved ville have blødt

for meget til SF. Men det er denne baggrund ikke noget tilfælde eller kiks, at DRV

som det i dag grundlæggende set økonomisk og nyliberalistisk orienterede parti det er,

griber chancen for at gennemføre en sådan politik med højrefløjen, da VK og DF n u af

angst for at tabe valget tvinges til at droppe den hidtidige boycut af de radikale.

De radikale øjner nu en historisk chance for ved at frigøre sig fra ”rød blok” igen at

blive tungen vægtskålen, hvor de i højere grad kan få gennemført både deres

økonomiske politik og deres værdipolitik ved at spille muligheden for flertal til begge

sider.

Om det bliver ved at tvinge en S+SF – regering til at acceptere deres nyliberalistiske

økonomiske politik eller om det bliver ved at tvinge en VKO – regering til en mere

liberal værdipolitik vil formentlig i denne forbindelse være DRV mere underordnet, når


det kommer til stykket. På grund af dette grundlæggende ”dobbeltspil” kan DRV i

realiteten næppe mere betragtes som en del af rød blok. Indtil der er et alternativ, vil

DRV formentlig angiveligt fastholde at pege Thorning som statsminister, men

kommer Løkke med et tilbud til DRV om samarbejde med og indflydelse en VK –

regering, er det ikke utænkeligt, at DRV formelt set skifter side.

8

Men vil nogen indvende: Kan det tænkes, at Løkke vil det? Det kommer formentlig

ganske an mandatfordelingen efter valget. Har Løkke et flertal med alene DF, vil VK

formentlig videreføre VKO samarbejdet med DF som fast støtte parti. Men har VK ikke

flertal med DF alene, kan det tænkes, at DF så kompenseres med ministerposter og at de

radikale til gengæld bliver støtteparti for i stedet en borgerlig regering.

Opsummerende kan DRV således ikke betragtes som et sikkert og lideligt medlem af

”rød blok”, men må formentlig vurderes at arbejde for og sigte at placere sig frit

imellem blokkene med henblik at gennemtvinge sin nyliberalistiske økonomiske

politik og sin liberale værdipolitik overfor hvilken regering der nu måtte komme.

4. S + SF regering radikale stemmer?

For S + SF indebærer denne situation et dilemma og kræver nogle ikke nemme og enkle

valg.

På den ene side er der for oppositionen en betydelig risiko for den ene side, at de

radikale efter valget i sidste ende deserterer fra rød blok og skifter side og sikrer Løkkes

fortsættelse som statsminister. Det vil dog ikke være helt enkelt for DRV at gøre dette,

da partiet jo i flere år udtrykkeligt har ønsket et regeringsskifte og da de fleste af DRV s

vælgere ønsker et sådant og at DRV peger Thorning. Vælgerskaren skal derfor

modnes hertil gennem et længere forløb.

Det vil indrømmet være noget af en katastrofe, hvis Løkke kan fortsætte. Ikke alene

betyder det fortsat tilbagerulning og massiv nedskæring af velfærden, men også

yderligere privatisering af den offentlige sektor, fortsat skattestop og givet også flere

skattelettelser. Med andre ord yderligere fart den nyliberalistiske drejning af det

danske samfunds- og velfærdsmodel. 4

4 ) Jf. Lund, Henrik Herløv: Mod det todelte samfund.. Nyt fra Samfundsvidenskaberne.


9

Samtidig tvinges Thorning Schmidt formentlig til at trække sig som partileder efter et

nederlag. Det kan man efter behag græde mere eller mindre tørre tårer over, men det vil

under alle omstændigheder tvinge oppositionen til den langsommelige opgave at bygge

en ny statsministerkandidat op.

På den anden siden må imidlertid også konsekvenserne tages i betragtning af, at basere

en S+SF regering radikale stemmer, hvis der med andre ord kommer et ikke –

socialistisk flertal. Det er så givet, at DRV vil benytte de ikke socialistiske flertal (inkl.

DRV selv) som et værktøj til at gennemføre en nyliberalistisk økonomisk politik. Enten

ved at det bliver skrevet ind i regeringsgrundlaget for Thorning – Schmidt regeringen, i

hvilket tilfælde de radikale selv kan indtræde i denne som vagthunde for den

økonomiske ”ansvarlige politik”. Eller ved udenfor en S+SF regeringen at true med at gå

sammen med højrefløjen og bringe Thorning regeringen i mindretal den økonomiske

politik.

En ”rød regering radikale stemmer vil således med andre ord være tvunget til at

gennemføre en i hovedsagen nyliberalistisk økonomisk politik med efterlønsindgreb og

andre ”arbejdsmarkedsreformer” i lignende stil, aflysning af velfærdsforbedringer til

fordel for stram udgiftspolitik og formentlig også yderligere skattelettelser.

En sådan økonomisk politik vil være i total modstrid med de reformer og forbedringer,

som S+SF har lovet fagbevægelsen og sine egne vælgere. Dermed vil Thorning ikke

alene svigte sin politik og sine valgløfter og dermed lide et grundlægende tab af

troværdighed. 5

Men hvis en S+SF regering således i realiteten fører højrefløjens politik, vil det

desillusioner og demobilisere en sådan regerings egen basis. Og en S+SF regering vil

dermed være et nemt offer for de borgerlige, som efter en periodes restitution vil øjne

chancen for hurtigt valg og snarlig tilbagekomst til regeringsmagten.

Konklusionen heraf er, at S + SF naturligvis ikke selv skal skubbe de radikale over i de

borgerliges lejr og dermed foranledige, at Løkke helt sikkert fortsætter Formelt set må

invitationen til de radikale om at støtte en ny regering og politik opretholdes. Skifter de

radikale alligevel side, skal det være eget initiativ, således at de selv bringer sig i et

modsætningsforhold til deres egen vælgerskare.

5 ) Jf. Cordua, Jarl: Det ikke – socialistiske flertal vender tilbage. Information 3. maj 2011.


Men reelt vil en S+SF regering baseret radikale stemmer være næsten lige så slemt

som at Løkke fortsætter, fordi det vil tvinge en Thorning Schmidt regering til ”rødt

forræderi” mod sin egen fremlagte politik og mod egne vælgere og eget bagland.

10

I en ikke helt nem balanceakt må S+SF derfor først og fremmest må satse at et flertal

med Enhedslisten udenom de radikale et arbejderflertal - fx ved at opfordre til at

stemme et parti, der IKKE vil forringe efterlønnen.

More magazines by this user
Similar magazines