slogans |unge | magt - Grundtvigs Højskole

De halvgamle mænd sidder tungt 

på magten i landets kom muner. 

Kun syv ud af 98 borgmestre er 

kvinder. Mød de seje damer 

SIDE 8-11 

Kommunevalg 

Bandekrigen er nu trængt ind i de 

mindste klasser. Private vagtværn 

på Nørrebro vil beskytte de lokale, 

men det optrapper kun konflikten 

SIDE 12-15 

SEKTION 2 

11. november 2009 | 165. årgang | Nr. 263 

www.information.dk 

slogans | unge | magt 

Lokalpolitik 

under stor 

forandring

2 Onsdag 11. november 2009 Dagbladet Information 

Kommunalvalg 

Valgflæsk side 4-5 

Nye metoder sættes ind for at gafle vælgere 

Valgkampen udkæmpes stadig på plakater i lygtepælene. De 

hjemmestrikkede slogans må dog vige for professionelt udtænkte 

kampagner, mens nye platforme melder sig i slaget om vælgernes 

opmærksomhed. Vi har undersøgt sloganet som politisk våben 

Topstyring side 6-7 

Christiansborg sætter sig tungt på lokalvalget 

Den kommunale valgkamp er stadig først og fremmest en lokal affære. 

Men folketingspolitikere og partiledere blander sig mere end nogensinde 

og fylder stadig mere på gader og stræder i provinsen 

Bandekrig side 12-13 

’De leger indvandrerne efter 

rockerne i skolegården’ 

Bandekrigen er trængt ind i de 

små klasser, hvor de fascineres af 

gadekrigens hårde liv, fortæller 

både lærere og socialarbejdere. 

Kommunalpolitikerne vil have øget samarbejde og mere politi på gaden 

for at imødegå den stadig mere voldelige udvikling 

Borgmesterkandidat side 14 

Frank hvem – på udebane 

Respekt er omdrejningspunktet for overborgmesterkandidat Frank 

Jensens massive valgkampagne i København. Det er et direkte budskab 

til de unge, men rammer det mon bagerste række i Nørrebrohallens 

cafeteria? De unge vidste i al fald ikke, hvem han var 

Valgretsalder side 19 

Eksperter: 16-årige bør have stemmeret 

Hvis politikerne har nogen interesse i at forbedre det danske demokrati, 

bør de sænke valgretsalderen til 16 år, lyder eksperters råd. Det forslag 

blev fremsat af en valgretskommission tidligere på året, men regeringen 

og DF imod 

Dagbladet Information AS 

St. Kongensgade 40C, Box 188, 1006 København K 

Tel: 3369 6000 www.information.dk 

Ansv. chefredaktør Palle Weis 

Temaavis-redaktør Søren Heuseler www.ibureauet.dk 

Layout og redigering Jens-Arne Sørensen 

Redaktion Malene Fenger-Grøndahl, Søren Lerche, Louise Krage, 

Pola Rojan 

Journalister Christian Lehmann, Lise Richter Lauridsen, Bent Win ther, 

Signe Rugholt Carlsen, Camilla Stampe, Lillan Clemmensen, 

Maria Skov, Michelle Arrouas, Tim Lissauer, Tine Gilkrog, Rasmus 

Kirså, Signe Quist-Stouge, Lasse Vogt-Nielsen, Karen Breinholt, 

Jeppe Holm Gudmandsen, Jesper Danielsson, Morten Steensberg 

og Farhiya Khalid 

Tryk Dagbladet Ringsted 

Oplag 40.000 stk. 

Tillægget ’Kommunevalg ’09’ er udgivet af Dagbladet Information 

i samarbejde med Grundtvigs Højskole og med støtte fra FFD’s 

statspulje Projekt Next Stop, som Integrationsministeriet står bag 

Illustration på forsiden: 

Jenz Koudahl/Spild af Tid 

Leder 

Hurra for de lokale idealister 

PAPPLAKATER i lygtepælene med billeder af personer, 

ingen kender. Små brochurer i pangfarver 

uddelt på gågaden lørdag formiddag. Hjemmelavede 

slogans så ubehjælpsomme, at en festsangskriver 

ville nægte at have produktionen stående 

på sit CV. 

Det er nemt at gøre grin med den spraglede skare 

af kandidater, der stiller op til kommunalvalget. 

Men måske kommer vi snart til at savne og mangle 

de gammeldags lokalpolitikere, som nok er ufikse i 

fremtoningen, men som for de flestes vedkommende 

brænder for at gøre en indsats i landets 

kommuner af et godt hjerte. Ifølge en række kommunal- 

og valgforskere er de folkevalgte efterhånden 

så hårdt pressede, at det fremover kan blive 

svært at engagere og rekruttere lokalpolitikere til 

byrådene. 

Især ser det ud til, at kvinderne opgiver den 

idealistiske indsats, fordi en stor arbejdsbyrde og 

ufleksible mødetider gør det mere end svært at 

kombinere almindeligt lønarbejde, familieliv og 

politisk engagement – ikke mindst fordi de færreste 

har en privatøkonomi, der tillader at sætte 20- 

25 timer af til et hverv som lokalpolitiker, som kaster 

omkring 110.o00 kroner af sig på årsbasis. 

SAMTIDIG skal byrådsmedlemmerne forholde 

sig til større geografiske områder og flere borgere 

end nogensinde. Med strukturreformen i 2007 

blev antallet af kommuner reduceret fra 271 til 98, 

mens antallet af lokalpolitikere rundt regnet faldt 

fra 4.700 til 2.500. Antallet af A4-sider, der skal læses, 

er til gengæld ikke faldet. 

Og når politikerne ikke kan nå at sætte sig ind i 

alle sager, må de oftere og oftere forlade sig på 

embedsmandsværket, som er blevet stadigt mere 

professionelt og specialiseret. En undersøgelse, 

der blev offentliggjort af Anvendt KommunalForskning 

(AKF) i september, bekræfter billedet. 

Over 1.000 lokalpolitikere blev interviewet, 

og af dem gav over 40 procent udtryk for, at 

det er ’svært at gennemføre politiske idéer, hvis 

ledende embedsmænd er imod’. 

Oven i hatten er lokalpolitikerne underlagt en 

stigende topstyring, der nærmest giver kommunalvalgkampen 

2009 karakter af et midtvejsvalg, 

som vi kender det fra USA. Således har S-for- 

mand Helle Thorning-Schmidt stillet sig i front for 

den kommunale valgkamp med bombastiske meldinger 

om, at hun går efter socialdemokratisk dominans 

både i vælgerantal og borgmesterposter. 

SF-formand Villy Søvndal lancerede tidligt sit 

»Danmarkshold« af byrådskandidater, som han 

har bakket op med lokale besøg. 

Og Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti er frontfigur 

i en »Stem dansk – også lokalt«-kampagne i 

lokale medier over hele landet. 

DET ER DERFOR heller ikke overraskende, at det 

er de store landspolitiske emner, der dominerer 

valgkampen: velfærd, økonomisk krise, klima og 

bandekrig. De store medier følger de kendte politikere. 

Tilbage sidder dem, det hele burde handle 

om: borgerne. Det er svært at forestille sig, at de vil 

bakke lokalpolitikere op, hvis ikke de har noget reelt 

at skulle have sagt. Måske er det også derfor, at 

mange borgere oplever, at der er kommet større afstand 

til de folkevalgte. 

Information og elever fra Grundtvigs Højskole 

rykkede i en uge ud på Blågårds Plads i København 

for at dække valgkampen helt lokalt. 

Vi var til prøvevalg for de 16-17-årige på Metropolitanskolen, 

hvor de unge var engagerede og ville 

høres. Vi mødte en selvbestaltet vagtmand i bandekonflikten, 

som følte sig svigtet af politikere og 

politi, og vi talte med beboerformanden i Mjølnerparken, 

som oplevede, at afstanden til politikerne 

på rådhuset var blevet alt for stor. For dem giver 

plakater i lygtepælene og hjemmegjorte slogans 

” 

Oven i hatten er 

lokalpolitikerne 

underlagt en stigende 

topstyring, der nærmest 

giver 

kommunalvalgkampen 

2009 karakter af et 

midtvejsvalg, som vi 

kender det fra USA 

Jenz Koudahl/Spild af Tid 

stadig mening – hvis de 

følges op af reelle handlemuligheder 

for de politikere, 

der bliver valgt – 

og for de borgere, hvis 

interesserer de er sat til 

at forvalte. 

Spørgsmålet er, om 

superspecialiserede embedsmænd, 

strategisk 

tænkende landspolitikere 

og medier med kendis-mani 

vil give dem 

demokratisk spillerum. 

Søren Heuseler

* Koster kun alm. takst – og vi vil efterfølgende holde dig orienteret pr. sms – du kan til hver en tid afmelde dig. 

Halvér prisen på busbilletter 

og indfør flere busafgange 

SF VIL KNOKLE FOR 

Halv pris på busbilletter og flere busafgange 

Betalingsring i København og Århus 

Sikre cykelveje til skoler og idrætsanlæg 

Vi vil sikre en lokal indsats mod klimaforandring 

og stigende trafikforurening – det skal kunne betale 

sig at tage bussen og være trygt at cykle. 

Vi har brug for din hjælp! Sms* din mening til Villy & 

Danmarksholdet, hvis du også ønsker en ambitiøs 

klimaindsats i din by. 

SMS Århus2 

SMS Aalborg2 

SMS København2 

SMS Odense2 

SMS din by til 1231, hvis du også ønsker en ambitiøs klimaindsats


Kommunalvalg ’09 

Nye metoder 

sættes ind for 

at gafle vælgere 

Valgkampen udkæmpes stadig på plakater 

i landets lygtepæle. De hjemmestrikkede 

slogans må dog vige for professionelt udtænkte 

kampagner, mens nye platforme melder sig i 

slaget om vælgernes opmærksomhed. 

Information har undersøgt sloganet som 

politisk våben 

Det rette budskab 

af Tim Lissauer 

Kommunalvalget anno 2009 

er en kommunikationsmæssig 

svendeprøve for politi - 

kere med byrådsambitioner. 

For i striden om vælgernes 

opmærksomhed kæmper 

kandidaterne ikke blot mod 

hinanden. 

De konkurrerer også med 

den almindelige mediestrøm, 

der bombarderer 

stemmeberettigede danskere 

med alskens informa - 

tioner af ofte langt mere 

sexet karakter end kommunalpolitik. 

Internettet fylder mere i 

valgkampen end tidligere, 

bl.a. på grund af fremvæksten 

af sociale medier som Facebook, 

der slet ikke fandtes 

ved sidste kommunalvalg. 

Kampen om vælgernes 

opmærksomhed er med 

andre ord blevet betydeligt 

skærpet, og i den hårde konkurrence 

om potentielle vælgeres 

gunst er sloganet et vigtigt 

våben. 

Et godt slogan kan nemlig 

være med til at trække trafik, 

det være sig online eller ved 

lygtepælene. Men et godt slogan 

er ikke så nemt at finde 

på, som man måske skulle 

tro. At kreere et slogan, som 

virker, er noget nær en kunstart 

– eller i hvert fald et gedigent 

håndværk, som det kræver 

sin kommunikations - 

ekspert at mestre. 

»Det ideelle slogan har både 

genkendelighed, personlighed 

og holdning i sig,« forklarer 

Morten Gade, der er 

rådgiver i kommunikationsvirksomheden 

Bysted A/S. 

Han mener desuden, at 

eftersom kommunalpolitik 

hovedsageligt består af 

driftsopgaver, så skal et 

slogan, som skal virke i en 

kommunal valgkamp, slå på 

personlighed frem for på politisk 

ideologi. 

Samtidig skal et slogan 

være kort og præcist, og det 

skal ikke være for besværligt 

at forstå eller forklare. Det 

fortæller professor i retorik 

ved Københavns Universitet, 

Christian Kock: 

»Det vigtige er ikke, hvad 

man siger, men hvad folk opfatter. 

Et budskab siger måske 

ikke ret meget, men det 

tegner et billede af afsenderen, 

og det er ofte meget vigtigere, 

end det, der bliver 

sagt.« 

I år er første gang, der afholdes 

valg i de 98 nye stor- 

” 

Amatøragtige 

slogans, enten frivilligt 

eller ufrivilligt 

morsomme, kan virke 

positive, de skiller sig 

ud fra alle dem, der er 

lavet med hjælp fra 

professionelle rådgivere 

og spindoktorer. Tænk 

på Jakob Haugaard. 

Profes sionalisme kan jo 

hurtigt komme til at 

virke suspekt 

Morten Gade, 

kommunikationsrådgiver 

i Bysted A/S 

kommuner, og ifølge Chri - 

stian Kock søger nogle politikere 

at drage fordel af de konflikter, 

som kommunesammenlægningerne 

har bragt 

med sig. 

Fokus på lokale forhold 

»Særligt kommunalpolitikere 

vil gerne signalere, at de er 

tæt på vælgerne, især efter 

kommunalreformen. Hele 

den følelse, der findes i mange 

landkommuner af, at det 

nu er de store, der bestemmer 

over dem, den vil poli - 

tikerne prøve at lukrere på 

ved at kappes om, hvem der 

er tættest på ’folket’,« siger 

Christian Kock. 

Ifølge Morten Gade afhænger 

det dog i høj grad af 

de lokale forhold, om det giver 

gevinst at fokusere på 

konflikter, som har med kommunesammenlægningerne 

at gøre. 

»Det handler meget om situationen 

i den enkelte kommune, 

hvorvidt det har været 

en lykkelig fusion, eller om 

en bestemt fløj føler sig 

underrepræsenteret,« siger 

han. 

Frygt for landsbytosser 

Venstre, Konservative, Socialdemokratiet 

og Enheds - 

listen har valgt at lade de enkelte 

kommunalpolitikere 

tegne partiet lokalt. SF har 

med sloganet »Det ku’ være 

så godt« markeret sig side om 

side med Dansk Folkepartis 

»Stem dansk – også lokalt«, 

som de eneste partier, der har 

et slogan, som bliver brugt af 

kandidater over hele landet. 

Det kan have den ulempe, at 

der ikke tages højde for lokale 

forhold og problemstillinger. 

Men ifølge kommunika- 

tionsrådgiver Morten Gade 

er der gode grunde til, at 

netop de to partier er fælles 

om den centraliserede tilgang. 

»SF og Dansk Folkepartis 

strategi går ud på at tage den 

fremgang, som begge partier 

har haft på Christiansborg, 

og overføre den til kommunerne, 

hvor begge partier har 

haft begrænset succes, og 

hvor Socialdemokratiet, 

Venstre og Konservative sidder 

tungt på magten mange 

steder,« vurderer han. 

SF’s slogan er genbrug fra 

folketingsvalget i 2007, mens 

Dansk Folkepartis slogan udløber 

af parolen »Stem 

dansk«, der blev introduceret 

allerede i 1997 i forbindelse 

med en partikonference på 

Christiansborg. 

Morten Gade nævner desuden, 

at bekymringen for 

»landsbytosser« kan være en 

medvirkende årsag til, at et 

parti vælger at føre kommunal 

valgkamp under et landsdækkende 

slogan. 

»Topstyringen i SF er forholdsvis 

ny, men hos Dansk 

Folkeparti har den hersket 

længe. I partier med topstyring 

kan et slogan dikteret 

ovenfra også være udtryk for, 

at man frygter, hvad der ellers 

kunne dukke op rundt omkring 

i landet, hvis man gav 

lokalafdelinger og kandidater 

frit spil til at finde på deres 

egne slogans og styre deres 

egne kampagner,« siger Morten 

Gade. 

SF’s slogan er inspireret af 

»Sangen om Larsen«, skrevet 

i 1935 af Svend Møller Kristensen, 

der bl.a. virkede som 

litteraturkritiker ved det 

kommunistiske dagblad 

Land og folk. Morten Gade 

mener dog ikke, at referencen 

er synderlig venstre - 

orienteret. 

»’Sangen om Larsen’ er jo 

efterhånden blevet folkeeje 

på linje med »Jeg er havren«. 

Men SF’s slogan indeholder 

til gengæld en slet skjult kritik 

af dem, der sidder på magten, 

og opstiller en modsæt- 

ning mellem os og dem. Sloganet 

har glimt i øjet og fremstiller 

SF som et alternativ til 

det bestående,« siger Morten 

Gade. 

Kommunalt oprør nu 

Socialdemokraterne, Venstre, 

Konservative, Radikale 

Venstre og Enhedslisten fører 

alle valgkamp med lokalt 

producerede slogans, og kigger 

man nærmere på de mange 

slogans, som kandidater 

fra disse partier har lanceret 

sig under, bliver det tydeligt, 

at der kan være stor forskel 

på, hvordan man appellerer 

til vælgere i små og store byer. 

Eksempelvis stiller Enhedslisten 

i København op 

under sloganet »Vi vil…« efterfulgt 

af variationerne ’leve’, 

’dele’, ’skabe’ og ’forvandle’. 

Tanken bag sloganet er 

ifølge partiets Københavnssekretær, 

Morten Kabell: 

»Folk er trætte af den der 

venstrefløjsretorik, der er 

imod det hele og siger nej til

Dagbladet Information 

resten. Det københavnske 

slogan er mere positivt og 

konstruktivt, for det er sådan 

vi arbejder i København.« 

Partiets afdeling i Faxe 

stiller derimod op under sloganet 

»Kommunalt oprør 

nu!«, og lignende slogans kan 

man finde i Enhedslistens lokalforeninger 

i Svendborg, 

Esbjerg og Aalborg også 

læner sig op ad. 

– Hvordan hænger det 

sammen med den 

københavnske tilgang? 

»Man må lægge sin strategi 

efter de lokale forhold, der 

hvor man befinder sig,« forklarer 

partiets Faxe-kandidat 

Kurt Munch og forklarer, at 

sloganet sigter efter mere 

kommunalt selvstyre. 

Morten Gade er begejstret 

over Faxe-fraktionens 

kreativitet. 

»Sammenlignet med København 

er valgsloganet fra 

Faxe rimelig græsrodsagtigt, 

det minder mere om Enhedslistens 

traditionelle kampagner, 

end dét fra København, 

som er mere professionelt, 

men der er da ingen tvivl om, 

hvilket af dem man husker. 

De slogans, jeg ser, når jeg 

cykler gennem Frederiksberg, 

er så generelle, at selv 

om jeg gerne vil huske dem 

og fortælle mine kolleger om 

dem, så er de ude af hovedet, 

inden jeg når på arbejde,« 

fortæller Morten Gade. 

Også retorikprofessor Christian 

Kock fremhæver de positive 

aspekter ved slogans, 

der er vokset frem blandt 

græsrødderne og lugter lidt 

af hjemmestrikkede fest - 

sange. 

Sørg for at ingen griner 

»Amatøragtige slogans, enten 

frivilligt eller ufrivilligt 

morsomme, kan virke positive, 

de skiller sig ud fra alle 

dem, der er lavet med hjælp 

fra professionelle rådgivere 

og spindoktorer. Tænk på, da 

Jakob Haugaard blev valgt 

ind i Folketinget, nærmest 

imod sin vilje. Han var jo så 

kikset, som man næsten kan 

blive, i forhold til de polerede 

ogstylede politikere, som virker 

så glatte, at man har følelsen 

af, at de smutter mellem 

fingrene på en, hvis man forsøger 

at holde dem fast på 

noget. Professionalisme kan 

jo hurtigt komme til at virke 

suspekt,« vurderer han. 

Morten Gade mener derimod, 

at professionalisme 

glider nemmere ned end slogans 

med lokalkolorit, men 

understreger ligesom Christian 

Kock faren for, at de 

drukner i mængden. 

»Fordelen ved mere professionelle 

slogans er, at man 

ikke støder så mange fra sig, 

og man undgår, at der er nogen, 

der griner ad én. Det er 

en meget sikker strategi, lidt 

ligesom at tage sort tøj eller 

cowboybukser på: Du kan 

være helt sikker på, at ingen 

griner, men der er heller ikke 

nødvendigvis nogen, der 

lægger mærke til dig,« siger 

Morten Gade. 

Karen Baungaard stiller 

op for Venstre i Esbjerg med 

Tag en chance, sats på et 

fængende slogan. Der er ingen 

sikker opskrift på at fange 

vælgerne. De mundrette, lidt 

platte slogan forfattet ved 

køkkenbordet kan virke, mens 

de mere fortænkte fra dyre 

kom munikations bureauer kan 

floppe. 

ILLUSTRATION: JENZ KOUDAHL/SPILD AF TID 

Fakta: 

Fem originale slogans 

til den 17. november 

’I byrådet med Karen 

– hun leverer varen’ 

Karen Baungaard, 70 år, 

Venstre, Esbjerg 

’Fra ingenting 

til det dobbelte’ 

Stephan Kleinschmidt, 32 år, 

Slesvigsk Parti, Sønderborg 

’Per Jeppesen 

– en du kender’ 

Per Jeppesen, 48 år, 

Socialdemokraterne, Skive 

’Iben og Konen siger nej 

til diskriminationen’ 

Iben Wiene Rathje, 28 år, 

SF, København 

’Kommunalt oprør nu!’ 

Kurt Munch, 62 år, 

Enhedslisten, Faxe 

28 års politisk erfaring bag 

sig. Hendes kampagne består 

af en række slogans på rim – 

et lyder »Stem på Karen B. – 

midt på liste V«, mens et andet 

lover, at Karen Baungaard 

er »På borgerens side – 

parat til at slide« – slogans 

som den 70-årige politiker 

selv har forfattet hjemme ved 

køkkenbordet. 

At bruge rim i slogans var 

populært for en del år siden, 

men har været på vej ud længe, 

fortæller Christian Kock. 

Men strategien kan dog alligevel 

give pote, mener han: 

»Ved at udtrykke sig på en 

måde, der virker gammeldags, 

så siger man noget om 

sin personlighed. Det nostalgiske 

kan være et stærkt virkemiddel, 

man kan give et 

indtryk af noget autentisk, 

konservativt og ikke-professionelt.«. 

Flere professionalister 

Generelt ser det dog ud til, at 

det professionelle slogan er 

på vej frem. Morten Gade 

henviser til en undersøgelse 

foretaget i sommer af Dansk 

Kommunikationsforening 

og Danske Kommuner, hvor 

749 politikere er blevet 

spurgt om, hvordan de agter 

at kommunikere ved kommende 

valg. 

Interviewene viser at 

markant flere politikere forventer 

at bruge professionelle 

kommunikatorer, end ved 

det seneste valg for fire år siden. 

»Det kan muligvis skyldes 

en generel professionalisering 

af kommunikationen, 

især hos de yngre kandidater, 

bl.a. fordi medierne skaber 

en opfattelse af, at ’sådan gør 

man’,« siger Morten Gade 

om undersøgelsen. 

»Det er meget svært at sige 

noget præcist om, hvad 

der er brug for, og hvad der 

virker. Der kan helt sikkert 

være en idé i at designe sin 

kampagne, herunder sit slogan 

efter lokale forhold.« 

Ifølge Morten Gade er det 

dog begrænset, hvor mange 

stemmer et slogan potentielt 

kan hente hjem, selvom det 

kan sikre en oplevelse af genkendelighed 

og identifikation 

med kandidaten. 

Christian Kock medgiver, 

at det kan være svært at konkludere 

noget om, hvor godt 

et slogan virker, men han mener 

bestemt, at slogans kan 

spille en rolle for, hvem der 

får del i magten. 

»Slogans, stumper og korte 

sætninger bliver nøgleord, 

fordi de har bestemte sproglige 

og lydlige egenskaber, 

der gør, at de klæber fast til 

hukommelsen,« siger han og 

nævner blandt andet det ofte 

citerede slogan »Stauning el- 

Onsdag 11. november 2009 


5 

ler kaos«, der sikrede Socialdemokratiet 

en jordskredssejr 

ved Folketingsvalget i 

1935. Eller Dwight D. ’Ike’ Eisenhower, 

der blev amerikansk 

præsident i 1952 efter 

en kampagne under det 

mundrette slogan »I like 

Ike«. 

»Slogans har påvirket 

mange politiske valg. Det er 

svært at undersøge empirisk, 

men historiske erfaringer peger 

dog på, at det efter al 

sandsynlighed er tilfældet,« 

siger Christian Kock. 

Fakta: 

Fire klassiske slogans 

’Holger og konen siger NEJ til 

Unionen’ 

Holger K. Nielsens slogan fra 

1992, da SF endnu var modstandere 

af det daværende 

EF. 

’Lad falde, hvad ej kan stå’ 

Thomas-Madsen Mygdal, 

medlem af Venstre og dansk 

statsminister 1926-1929, hvis 

ofte citerede mundheld 

opsummerede hans liberalistiske 

synspunkt. 

’Gør din Pligt og kræv din Ret’ 

Inskriptionen på det danske 

Socialdemokratis ældste 

fane, som i 1872 var med i 

slaget på Fælleden. 

’There Is No Alternative’ 

Margaret Thacher, britisk 

premierminister 1979-1990, 

brugte dette slogan så ofte, 

at hun fik tilnavnet TINA – for 

de fire forbogstaver.



Christiansborg sætter 

sig tungt på lokalvalget 

Den kommunale valgkamp er stadig først og fremmest en lokal affære. Men 

folketingspolitikere og partiledere blander sig mere end nogensinde og fylder 

stadig mere på gader og stræder. Kommunalvalget har efterhånden karakter af et 

midtvejsvalg i bedste amerikanske stil 

Lokalt demokrati 

af Christian Lehmann 

De skal nok blive diskuteret, 

de lokale varme emner: Det 

lukkede bibliotek, madkvaliteten 

på plejehjemmet, 

normeringen i børnehaverne, 

navnet til den nye omfartsvej 

og byrådspolitikeren, 

der løb fra en aftale efter 

sidste valg. Som altid er 

den kommunale valgkamp 

fyldt af hundredvis af sådanne 

helt lokale dagsordener 

i hver af de 98 kommuner, 

hvor valgkampen nu går 

ind i den afgørende uge inden 

valget den 17. november. 

Men de lokale dagsordener 

er ved at blive trængt. 

Hvor partiformænd og andre 

’landsdækkende’ politikere 

tidligere holdt lav profil, 

når deres kommunekolleger 

udkæmpede valgkamp, 

så blander de sig nu 

mere end nogensinde. 

Landspolitikerne, ja selv 

partiformændene deltager 

aktivt i de lokale valgkampe 

med besøg og optræden ved 

vælgermøder i disse dage: 

SF-formand Villy Søvndal 

har lanceret sit »Danmarkshold« 

af lokale kandidater, 

som han vil bakke op med en 

lang række af lokale besøg. 

S-formand Helle Thorning- 

Schmidt har meldt ud med 

markante ambitioner om 

socialdemokratisk dominans 

både i vælgerantal og 

borgmesterposter. Hun vil 

ligeledes drage på turné 

som led i en landsdækkende 

kampagne, hvor socialdemokrater 

skal have ringet på 

mindst en kvart million dørklokker, 

inden valget er 

overstået. Og Pia Kjærsga- 

ard fra Dansk Folkeparti vil 

være frontfigur i en »Stem 

dansk – også lokalt«-kampagne 

i lokale medier over 

hele landet. 

Landspolitikerne stjæler 

også mediernes opmærksomhed 

ved at komme med 

kommunalpolitiske udmeldinger, 

der overdøver debatten 

i de enkelte kommuner. 

Og dét ærgrer formanden 

for Kommunernes 

Landsforening, Erik Fabrin 

(V), der er borgmester i Rudersdal 

Kommune i Nordsjælland. 

»Den debat, der skal finde 

sted, og som står til prøvelse, 

det er jo det lokale demokrati. 

Men man får ikke 

en ordentlig debat ude i 

kommunerne, fordi den bliver 

overskygget eller overtrumfet 

af den landspoliti- 

ske debat,« siger han. 

Erik Fabrin mener, at 

»der er nogen«, der er mere 

interesserede i at gøre hele 

kommunalvalget til »en 

landspolitisk affære«. 

»Man forsøger at gøre 

det til et tema, hvilket afsæt 

kommunalvalget vil give de 

forskellige partier til næste 

Folketingsvalg. Og det er 

rigtig ærgerligt. Det ville 

være vidunderligt, hvis der 

nu havde været et frirum på 

tre-fire måneder, hvor vi 

kunne have koncentreret os 

om vores lokale problemer 

og debatter.« 

Dét frirum må Fabrin og 

de andre lokalpolitikere nøjes 

med at drømme om. For 

især fra nogle partiers side 

bliver der sat meget store 

kræfter ind på at gøre kommunalvalget 

2009 til et 

spørgsmål om »blå blok 

Socialdemokraterne: 34,3% 

mod rød blok«, som vi kender 

det fra landspolitikken. 

Indblanding tager til 

Den stigende kobling mellem 

lands- og lokalpolitik er 

ikke ny. Men den er blevet 

stadigt mere tydelig, siger 

politisk kommentator Niels 

Krause-Kjær. 

»En turné som Helle 

Thorning-Schmidts ville vi 

aldrig have set for 8-12 år siden. 

Landspolitikerne ville 

ikke røre lokalpolitik med 

en ildtang – og lokalpolitikerne 

ville ikke have, at der 

kom nogen fra København 

og blandede sig,« siger han, 

og tilføjer, at tendensen til 

landspolitisk indblanding i 

kommunalpolitikken efter 

hans vurdering vil fortsætte 

og tage til. 

»Efterhånden kan kommunalvalgkampene 

få ka- 

rakter af at være et midtvejsvalg. 

Det er ikke noget, 

der sker fra den ene valgperiode 

til den næste, men det 

er en proces, jeg tror, vil 

komme til at gå meget 

stærkt de næste fire-ottetolv 

år,« vurderer Krause- 

Kjær. De temaer, der præger 

den kommunale valgkamp, 

har også en klar sammenhæng 

med de store landspolitiske 

temaer og konflikter. 

Krise, kommunalreform og 

kommunekasser, der er stadigt 

mere slunkne, har bestemt 

ikke gjort arbejdet 

nemmere for kommunalpolitikerne 

de senere år, og de 

temaer præger valgkampen 

i alle kommuner – med og 

uden landspolitikernes indblanding. 

Sure borgere 

Kommunalreformen, der 

Fordeling af vælgerne på partier – kommunalt og på landsplan 

Konservative: 10,3% 

Venstre: 27,5% 

Kommunalvalg 2005 Folketingsvalg 2005 

DF: 5,9% 

Lokallister: 6,7% 

SF: 10,3% 

Enhedslisten: 2,7% 

Radikale: 5,2% 

Konservative: 10,3% 

DF: 13,3% 

Venstre: 29,0% 

KD: 1,7% 

CD: 1,0% 

M: 0,3% 

Socialdemokraterne: 25,8% 

SF: 6,0% 

Enhedslisten: 3,4% 

Radikale: 9,2% 

smeltede 275 kommuner 

sammen til 98, er en af Danmarkshistoriens 

største reformer. 

Ved sidste kommunalvalg 

i 2004 var reformen 

endnu ikke trådt i kraft, og i 

de forløbne fire år har aviserne 

været fulde af eksempler 

på de mange praktiske 

problemer med at få ført reformen 

ud i livet – lige fra 

computersystemer, der ikke 

kunne tale sammen, til utilfredshed 

med sammenlagte 

skoler og nedlagte biblioteker. 

Den slags har gjort reformen 

upopulær hos befolkningen. 

Ifølge en undersøgelse 

som LO’s ugebrev A4 

offentliggjorde i slutningen 

af oktober, mener kun ni 

procent af danskerne, at de 

nye storkommuner har været 

en fordel for borgerne, 

og fire ud af 10 mener, at reformen 

har været en direkte 

ulempe. Utilfredsheden er 

størst i de kommuner, der er 

blevet fusioneret med andre, 

og det kan meget vel få 

fatale konsekvenser for 

borgmestrene i de nye, større 

kommuner, vurderer Roger 

Buch, der er kommunalforsker 

på Danmarks Medie- 

og Journalisthøjskole. 

»Det er jo den første mulighed, 

borgerne har for at 

evaluere reformen og vise 

deres utilfredshed i stem-


meboksen. Og når borgerne 

er sure eller utilfredse, så 

rammer det borgmestrene. 

Det er uretfærdigt, men sådan 

er politik,« siger han. 

KL-formand Erik Fabrin 

er enig. Altså i, at debatten 

om kommunalreformen er 

uretfærdig. Han mener, at 

mediernes mange negative 

historier er med til at skabe 

et forkert billede af, hvordan 

det egentlig står til ude i 

kommunerne. Og at dét billede 

bruges bevidst i de 

landsdækkende partiers 

kamp om at sætte dagsorde- 

” For 8-12 år siden 

ville landspolitikerne 

ikke røre lokalpolitik 

med en ildtang – og 

lokalpolitikerne ville 

ikke have, at der kom 

nogen fra København og 

blandede sig. Det er en 

proces, jeg tror, vil 

komme til at gå meget 

stærkt de næste fireotte 

år 

Niels Krause-Kjær 

politisk kommentator 

nen i den lokale valgkamp. 

»Der er ingen tvivl om, at 

de politiske partier har vidt 

forskellige interesser i, 

hvordan reformen fremstår, 

for det kommunale styre reflekterer 

i meget vid grad 

velfærdssamfundet. Der er 

nogen, der gerne vil sige, at 

velfærdssamfundet bruger 

alt for mange penge, mens 

andre siger, at det bliver udsultet. 

Men den generalisering 

ud i, at hele det decentrale 

demokrati er forfærdeligt, 

og at forventningerne 

til reformen ikke er blevet 

indfriet – det er et medieskabt 

billedet. Det er ikke 

et reelt billede,« siger Fabrin. 

Velfærden til debat 

Debatten om fremtiden for 

det danske velfærdssystem 

har fyldt meget på Christiansborg 

i de senere år. Oppositionen 

har igen og igen 

beskyldt regeringen for at 

»udsulte« velfærden og 

bruge pengene på skattestop 

og skattelettelser i stedet. 

Regeringen har forsvaret 

sig med, at der aldrig er 

blevet brugt så mange, også 

ekstra, penge på velfærd 

som i disse år. 

Uenighederne er kun taget 

til i takt med, at den økonomiske 

krise er vokset. 

Det er en anden vigtig 

grund til, at landspolitikerne 

blander sig i den kommunale 

valgkamp. For når man 

snakker velfærd og investeringer 

i offentlige bygninger, 

så er det i langt de fleste 

tilfælde kommunale opgaver, 

det handler om: skoler, 

ældrepleje, børnepasning, 

socialhjælp og så videre. 

Økonomien i kommunerne 

er imidlertid presset 

af stigende sociale udgifter 

på en lang række områder – 

og en stærkt stigende arbejdsløshed 

gør ikke sagen 

bedre, siger Roger Buch. 

»Skattestoppet har be- 

Antal Partiernes byråd dækning partierne af kommunerne opstiller i 

100 I alt 98 kommuner 

80 

60 

40 

20 

0 

63 

Enh 

98 98 

SF 

94 

29 

S R LA 

98 97 

95 

V K DF 



virket, at kommunerne ikke 

har kunnet gøre det, de ellers 

kunne gribe til at gøre – 

nemlig at sætte skatten lidt 

op,« siger han. 

Hvor presset, økonomien 

er, kan ifølge Roger Buch 

aflæses i et usædvanligt faktum: 

I ingen af de 98 kommuner 

har man i den forløbne 

valgperiode valgt at sætte 

kommunalskatten ned. 

Faktisk har hovedparten af 

borgmestrene udtrykt ønske 

om i stedet at sætte skatten 

i vejret. 

»Det har man aldrig set 

før i et kommunalt valgår. 

Det siger noget om, hvor 

presset økonomien ser ud. 

At hæve skatten er jo ikke 

noget, man gør for sjov,« understregerkommunalforskeren. 

Ubehagelig beslutning 

Selv når den økonomiske 

nedtur engang er overstået, 

er der udsigt til ubehagelige, 

men nødvendige beslutninger 

for kommunalbestyrelserne, 

påpeger Roger 

Buch. 

I de kommende år vil antallet 

af danskere, der er berettigede 

til folkepension, 

nemlig stige fra dagens cirka 

800.000 personer til 1,2 

millioner. 

Det betyder at kommunerne 

får stærkt stigende 

7 

Flere partiledere fra Christians - 

borg er i disse dage på turné 

rundt i landet. Det var uhørt at 

de blandede sig i lokal politik for 

bare 10 år siden. Men allerede 

ved det seneste valg i 2005 var 

Socialdemokraternes formand, 

Helle Thorning-Schmidt, på tur 

rundt i landet for at støtte 

partiets kandidater i deres 

kommunale valgkamp. Her på 

gågaden i Viborg. 

FOTO: LARS HOLM/SCANPIX 

udgifter til hjemmehjælp, 

plejehjem og andre udgifter 

til ældre. Samtidig vil antallet 

af skolebørn falde de næste 

15 år. 

»Det betyder groft sagt, 

at der skal flyttes penge fra 

børnene over til de ældre. 

Så en masse skolebørn vil 

opleve, at deres skole lukker, 

og at der vil ske indskrænkninger 

og besparelser. 

For selv om det statslige 

tilskud pr. skoleelev vil være 

uændret, så skal en lærer 

jo stadig have det samme i 

løn, uanset at der er tre elever 

færre i klassen,« siger 

Roger Buch. 

Der er altså svære og formodentligt 

upopulære beslutninger 

og omprioriteringer 

i sigte for kommunalpolitikerne 

– og der er heller 

ikke mange penge at tage af 

til at love nye tiltag. Oven i 

det skal mange af lokalpolitikerne 

endnu en gang ud i 

en kommunalvalgkamp, der 

er helt anderledes, end de 

var vant til før kommunalreformen, 

siger professor Ulrik 

Kjær, der forsker i kommunalpolitik 

på Syddansk 

Universitet. 

»Mange politikere har 

været vant til at drive valgkamp 

i små kommuner. Her 

kunne de møde vælgerne, 

når de alligevel fulgte børnene 

til skole eller var trænere 

i håndboldklubben. Nu 

skal de ud og møde vælgerne 

i et meget større område. 

Kommunalvalget i 2005 var 

den store prøve – og ved det 

her valg vil vi se, om lokalpolitikerne 

har lært af erfaringerne 

fra dengang,« siger 

han. 

CLE@INFORMATION.DK



Kirsten Jensen (S), Hillerød 

48 år, journalist, valgt i by rådet 

2005, borgmester siden 2007 

– Hvad skal der til for at få 

flere kvinder ind i 

lokalpolitik? 

»Det er tidskrævende at 

være lokalpolitiker, når man 

har job og familie ved siden 

af, og her er der nok mange 

kvinder, der vælger jobbet 

og familien. Men kvinder er 

normalt meget engagerede i 

lokale forhold, og som kommunalpolitiker 

er det muligt 

at gøre en stor og synlig forskel 

lokalt. Mange kvinder 

er i forvejen involverede 

f.eks. i forældre- eller skolebestyrelser 

og kunne godt 

tage springet til lokalpolitik. 

Men det kan være svært at 

bede om nedsat tid på sit arbejde 

for at passe møderne i 

byrådet, og statistikken viser, 

at rigtig meget arbejde i 

hjemmene stadig hænger på 

kvinderne. Mere tid må være 

svaret.« 

Marie Stærke (S), Køge 

30 år, læser historie og dansk, 

valgt ind i byrådet 2001, 

borgmester siden 2007 

– Hvilke overvejelser gjorde 

du dig, inden du gik ind i 

lokalpolitik? 

»Jeg foretog nogle skarpe 

prioriteringer, som studerende, 

prioriterede jeg altid 

mit politiske liv frem for studiet. 

Det betød, at jeg ikke 

kunne få de højeste karakterer 

på universitetet, men til 

gengæld kunne jeg være noget 

for en masse andre men- 

– Er det din erfaring, at det 

er sværere at være lokal - 

politiker, hvis man er kvinde, 

end hvis man er mand? 

»Nej, der er ingen forskel. 

Selv om det vel kan forstås 

og besvares på to måder? Ja, 

det kan vi kvinder sagtens 

finde ud af! Og ja, det er da 

stadig kvinderne, der stikker 

ud fra mængden! Jeg har været 

med i politik så længe, at 

jeg ingen tvivl har om, at 

kvinder kan fylde rollerne 

ud og finde deres egen måde 

at føre politik på.« 

nesker ved at engagere mig i 

de politiske møder.« 

Karin Søjberg Holst (S), Gladsaxe 

64 år, bibliotekar, valgt ind i byrådet 

1978, borgmester siden 

2002 

– Hvad er konsekvensen af, 

at så få kvinder er 

engagerede i lokalpolitik? 

»Jeg tror, det er vigtigt 

for borgerens holdning til 

og opfattelse af det lokale 

demokrati, at de kan genkende 

sig selv i det lokale 

styre. Vi skal afspejle befolkningssammensætningen. 

Så det er et demokratisk 

problem, at der er så få 

kvinder i lokalpolitik, ligesom 

det på samme måde er 

et problem, at der er få unge 

og få af anden etnisk oprindelse 

end dansk. Konsekvensen 

af det er vel en ond 

cirkel, hvor færre og færre 

interesserer sig for det lokale 

samfundsliv.« 

– Tror du, der er forskel på, 

hvordan kvindelige og 

mandlige lokalpolitikere 

arbejder? 

»Der har været en tendens 

til, at kvinder interesserede 

sig for børn og ældre, 

mens mændene tog sig 

af veje, kloakker samt øko- 

nomi. Men det er en tendens, 

der er under forandring, 

for veje betyder jo 

også, at man beskæftiger sig 

med trafiksikkerhed og 

kloakker, ja, det er en væsentlig 

del af miljøpolitikken, 

og rigtig mange kvindelige 

politikere er aktive 

inden for disse områder.« 

»Hvis jeg skulle pege på 

en forskel, er det, at nogle 

mandlige politikere er optagede 

af at positionere sig, 

hvor de kvindelige er mere 

optagede af at nå et fornuftigt 

resultat – og ikke så meget 

af positioneringen. Men 

man kan ikke generalisere 

på dette område.« 

Kommunalpolitik 

kræver sin kvinde 

De halvgamle mænd dominerer massivt i byrådene. Af i alt 98 

kommuner har kun syv en kvinde som borgmester. Kvinder og 

eksperter siger, at den skæve kønsfordeling dels skyldes et 

voskende arbejds pres, sene møder og mangel på løn for hvervet 

Kvinder i politik 

af Lillan Clemmensen 

og Camilla Stampe 

Kun syv danske kvinder har 

fundet vej til en af de i alt 98 

borgmesterposter. Og på 10 

år er antallet af danske kvinder 

i lokalpolitik kun steget 

én procent. Fra 26 procent til 

i dag 27 procent. 

Fakta: 

Århus er frontløber 

I forbindelse med 100-året 

for kvinders valgret i 2008 

blev flere initiativer søsat for 

at få flere kvinder ind i politik. 

Specielt Århus Kommune har 

under sloganet ’Flere kvinder 

i kommunalpolitik’ arbejdet 

målrettet på at øge antallet 

af kvindelige kandidater frem 

mod kommunalvalget 2009. 

Her har politiske lokalforeninger 

og ungdomsforeninger 

kunne bestille foredrag 

og temaaftener med fokus på 

køn og politik. Desuden har 

kommunen udgivet informationsmateriale 

samt oprettet 

en hjemmeside, der skal gøre 

opmærksomme på den skæve 

kønsfordeling på opstillingslisterne. 

Ved kommunalvalget 2005 

var 20 pct. af de opstillede i 

Århus kvinder, i år er det 28 

pct. 

LÆS MERE PÅ: HTTP://FLEREKVINDER - 

IPOLITIK.FO-AARHUS.DK 

Det er altså langt fra en nyhed, 

at der er langt mellem 

kvinderne i politik på kommunalt 

niveau. Men selv om 

ligestillingsministeren har 

som formuleret målsætning, 

at der skal flere kvinder i landets 

byråd og kommunal - 

bestyrelser, og selv om FN’s 

kvindekommission gentagne 

gange har opfordret den 

danske stat til at tage hånd 

om problemet, rokker kvindeandelen 

sig ikke ud af stedet. 

»Hvis vi havde en regering 

med kun syv procent 

kvinder, ville der lyde et ramaskrig 

i den offentlige debat. 

Men når det kommer til 

at få kvindelige borgmestre, 

så bliver problemet overset. 

Når man nu har et ideal om, at 

der skal være ligestilling i demokratiske 

forsamlinger, så 

er det et stort problem, at 

man har et så centralt område, 

hvor andelen er så lav og 

slet ikke flytter sig,« siger 

Ann-Dorte Christensen, der 

er professor i sociologi ved 

Center for Kønsforskning på 

Aalborg Universitet: 

Og hun har en pointe, for 

mens ligestillingen halter 

bagefter i kommunerne, udgør 

kvinderne i dag 38 procent 

af Folketingets medlemmer. 

Ifølge Ann-Dorte Christensen 

skyldes forskellen 

mellem lokal- og landspolitik, 

at der på landsplan har 

været mere fokus på at få flere 

kvinder ind i politik, mens 

ligestillingsdiskussionen 

simpelthen er druknet ved de 

seneste kommunalvalg. 

»I 2001 talte man om Folketingsvalget, 

fordi det lå 

samme dag. I 2005 diskuterede 

man især kommunal - 

reformen og kommunesammenlægningerne. 

Begge 

gange betød det, at vi ikke fik 

den nødvendige debat om ligestilling 

og kønsaspektet,« 

forklarer hun og peger især 

på, at de lokale partiforeninger 

ikke fokuserer lige så meget 

på ligestilling, som partierne 

gør på landsplan: 

»Andelen af kvinder, der 

bliver valgt ind i Folketinget, 

er større end andelen, der 

stiller op. I kommunalpolitik 

er det omvendt. Årsagen er, 

at man ikke tænker i ligestilling 

lokalt; de færreste tænker 

på at vælge en kvindelig 

kandidat fremfor en mandlig, 

” 

Der er større 

barrierer for kvinder i 

lokalpolitik end i 

Folketinget. Det lokale 

engagement bliver bare 

lagt oven i dit fuldtidsjob. 

Til gengæld kan de 

halvgamle mænd med 

et godt bagland sagtens 

få tid til at deltage i 

møderne 

Ann-Dorte Christensen, 

professor i sociologi 

hvis de skal vælge mellem to 

kandidater, som begge har 

nogle holdninger, de ønsker 

at bakke op.« 

Evig byrde for privatlivet 

Kommunalforsker Ulrik 

Kjær, der er professor ved 

Institut for Statskundskab på 

Syddansk Universitet, er 

enig i, at debatten om ligestilling 

har fyldt meget lidt under 

de seneste kommunalvalg. 

Men han mener ikke, at 

den væsentligste forklaring 

på den lave andel af kvinder i 

byråd og kommunalbestyrelser 

skal findes i valgkampens 

temaer. Den findes snarere i 

den måde, det politiske arbejde 

er skruet sammen på i 

kommunerne: 

»Når der kun er syv procent 

kvindelige borgmestre, 

må det efter min mening afspejle, 

at der er nogle strukturelle 

barrierer, der lukker 

kvinder ude af lokalpolitik. 

Kvinderne har simpelthen 

sværere ved at passe kommunalpolitik 

ind i en hverdag,« 

siger han. 

Ann-Dorthe Christensen 

er enig i, at arbejdsforholdene 

i kommunalpolitik 

skræmmer mange kvinder 

væk. 

»Der er større barrierer 

for kvinder i lokalpolitik end 

i Folketinget. For bliver du 

valgt ind i Folketinget, så er 

dét dit arbejde. Det lokale engagement 

bliver bare lagt 

oven i dit fuldtidsjob«. 

Det betyder, at møderne 

bliver lagt sidst på eftermiddagen 

eller om aftenen, og 

det kan være svært for mange 

kvinder at få til at passe ind i


hverdagens puslespil af familieliv, 

arbejde og fritidsinteresser. 

Gamle mænd kan sagtens 

»Til gengæld kan de halvgamle 

mænd med et godt 

bagland sagtens få tid til at 

deltage i møderne,« siger 

hun. 

Den forklaring passer ifølge 

Ulrik Kjær også ganske 

godt på, at det kommunal - 

politiske miljø fortsat er indrettet 

på samme måde som 

for årtier siden. Og derfor er 

der ikke noget, der tyder på, 

at det er blevet lettere at 

kombinere det politiske liv 

med privatlivet. I takt med at 

kommunerne er blevet større 

og har fået flere opgaver at 

tage sig af, er arbejdspresset 

for lokalpolitikerne tværtimod 

blevet markant større. 

En ny undersøgelse fra Anvendt 

KommunalForskning 

viser, at kommunalpolitikerne 

i gennemsnit bruger mellem 

15 og 19 timer om ugen på 

det politiske arbejde. For 15 år 

siden lå arbejdstiden på 12-15 

timer. 

»Man er ved at have nået 

en smertegrænse. Det er kun 

de færreste, der kan finde tid 

Fakta: Kvinder i politik 

Der er endnu ingen opgørelse 

over, hvor mange kvinder der 

stiller op til kommunalvalget 

2009. 

Ved valget i 2005 var cirka 30 

pct. af de opstillede kandidater 

kvinder, mens godt 27 pct. 

af de valgte politikere var 

kvinder. Ifølge Jytte Nilsen fra 

Kvinfo er der en svag tendens 

til, at flere kvinder stiller op 

ved dette års kommunalvalg. 

Tallene skal ses i forhold til, 

at kvinder udgør 51 pct. af de 

stemmeberettigede og godt 

80 pct af de ansatte i offentligt 

regi. 

I Sverige blev 42 pct. kvinder 

stemt ind i politik ved sidste 

valg til lokalrådene. I EU ligger 

Danmark på en 12. plads, 

når det kommer til antallet af 

kvinder i politik. 

til en halvtidsstilling til politisk 

arbejde,« siger han. 

Demokratisk problem 

Spørgsmålet er så, hvad konsekvensen 

af den ulige kønsfordeling 

i kommunalbe - 

styrelser og byråd er? 

Ulrik Kjær vurderer på sin 

side ikke, at det har den store 

indflydelse på den politik, 

der bliver ført, at det primært 

er mændene, der sidder på 

den politiske magt. 

»To socialdemokrater, 

hvoraf den ene er kvinde, har 

mere til fælles, end to kvinder, 

hvoraf kun den ene er socialdemokrat. 

Partierne er 

de væsentlige skillelinjer, 

når det handler om prioritering 

af skattekronerne,« siger 

han. 

Men selv om han mener, at 

det primært er partifarven, 

der afgør, hvordan den enkelte 

politiker ønsker, at pengene 

skal bruges, afviser han ikke, 

at politikernes køn også 

kan have en betydning. 

»Mænd og kvinder bringer 

ikke de samme erfaringer 

med sig ind i politik, fordi de 

stadig har forskellige roller i 

samfundet, og man kan ikke 

udelukke, at den bagage har 

en betydning for den førte 

politik,« siger han. Ann-Dorte 

Christensen er ikke i tvivl 

om, at politikernes køn – og 

de ofte køns specifikke erfaringer, 

som mænd og kvinder 

har med sig ind i politik, har 

en betydning for, hvordan 

politikerne agerer på tværs af 

politisk observans, og netop 

de to køns traditionelt forskellige 

roller er faktisk med 

til at gøre fraværet af kvindelige 

politikere mere alvorligt, 

mener hun. 

Kommunalbestyrelserne 

kommer ganske enkelt til at 

mangle politikere med bestemte 

typer af erfaringer og 

kompetencer, mener hun. 

»Kvinder har typisk haft 

ansvar for centrale velfærds - 

områder – børn, syge, ældre 

og omsorgsfunktioner generelt. 

Det er paradoksalt, at 

kvinderne så ikke er til stede 

i lokalpolitik, hvor man i stigende 

grad beskæftiger sig 

med disse områder,« siger 

hun. 

De to forskere understreger 

begge, at der ikke eksiste- 

rer forskning, der konkret 

belyser, hvad det ville betyde 

for den førte politik, hvis der 

kom flere kvinder i kommu- 



Tove Larsen (S), Aabenraa 

61 år, teknisk assistent, valgt ind 

i byrådet 1982, borgmester siden 

1994 

– Hvorfor er der så få 

kvinder, der gider engagere 

sig i lokalpolitik? 

»Det har blandt andet at gøre 

med, at kvinder ikke har et 

lige så stort behov for at manifestere 

sig i det offentlige 

rum, som mænd har. I modsætning 

til kvinder, tænker 

mænd mere på magt og deres 

egen placering. Derudover 

er der mange familier, 

hvor det stadig er kvinden, 

der sørger for børnene, og 

derfor har de masser at se til 

i deres fritid.« 

– Hvad skal der til for at få 

flere ind i lokalpolitik? 

»Det gælder om, at kommunalbestyrelserne 

skal 

9 

De syv danske kvindelige 

borgmestre set med uret øverst: 

Ritt Bjerregaard, København, 

Anny Winther, Rebild, 

Kirsten Jensen, Hillerød, 

Lis Tribler, Slagelse, 

Tove Larsen, Aabenraa, 

Marie Stærke, Køge 

Karin Søjberg Holst, Gladsaxe. 

GRAFIK: MEDIEFABRIKKEN 

nalbestyrelserne. Men uanset 

hvilken betydning køn 

har ... 

Fortsættes næste side 

være meget opmærksomme 

på, hvornår de ligger møderne, 

og hvor længe møderne 

varer. Da jeg startede, kunne 

et møde i socialudvalget tage 

syv timer. Det har vi kortet 

meget ned. En bedre aflønning 

ville også hjælpe, så 

man bedre kunne købe sig 

fri fra deres arbejde.«



Ritt Bjerregaard (S), København 

68 år, lærer, MF 1973-2006, 

borgmester siden 2005 

– Hvad afholder kvinder fra 

at gå ind i 

kommunalpolitik? 

»Der er kun få kvinder 

med hjemmeboende børn, 

som går ind i politik. Vi ved, 

at det stadig er kvinderne, 

som tager sig af hjemme - 

arbejdet og med fuldtidsarbejde 

oven i hænger det ikke 

sammen, hvis man også skal 

være fritidspolitiker på siden. 

Derfor er det også afgørende, 

at det politiske arbejde 

bliver fornuftigt aflønnet, 

så man får mulighed for 

at skære ned på fuldtidsjobbet. 

Det er den eneste måde 

at få flere kvinder ind i lokalpolitik.« 


du dig, inden du sagde ja til 

borgmesterposten? 

»Jeg har jo været professionel 

politiker hele mit liv, 

så jeg var selvfølgelig et andet 

sted, da jeg sagde ja til at 

stille op til overborgmester- 

Lis Tribler (S), Slagelse 

57 år, lærer, valgt ind i byrådet 

1990, borgmester siden 1998 

– Hvad er dit råd til kvinder, 

der gerne vil være lokal - 

politiker? 

»Kvinder skal have mod til 

at stille op, selv om de måske 

ikke føler, de har det store 

overblik på forhånd. Der 

er mange, der holder sig tilbage, 

fordi de tror, de ikke 

ved nok om byplanlægning 

eller alt muligt andet. Men 

hvis man har et værdigrundlag 

og en ideologisk 

tilgang, så vil man kunne 

Anny Winther (V), Rebild 

58 år, økonoma og ejendomsmægler, 

valgt ind i byrådet 1990, 

borgmester siden 1998-2006 i 

Støvring, Rebild 2007 

– Hvordan kan man få flere 

kvinder ind i lokalpolitik? 

»Det handler om, at man 

tager fat i kvinderne i partiforeningerne 

og husker at få 

dem skubbet frem og give 

dem troen på, at de godt kan. 

Det vigtigste er interessen. 

Grib fat i dem og fortæl dem, 

at vi har brug for dem. Men 

generelt synes jeg ikke, det 

er et problem, og på vores liste 

har vi mange potentielle 

unge kvinder.« 

»Jeg ville ønske, der var 

flere kvinder, der ville stille 

op. Det er jo et spørgsmål om 

at skabe gode vilkår for deres 

børn, så vi må ikke gøre 

det til noget med, at de bare 

står hjemme ved kødgryderne 

eller henter børn. Man 

kan godt prioritere ander - 

ledes, hvis man har bedsteforældre 

eller en mand, der 

kan tage sig af børnene.« 

posten i København. Som 

borgmester er du lønnet 

fuldtidspolitiker, og så kan 

et politikerliv godt kombineres 

med et privatliv.« 

»For mig handlede det 

om at få en post, der var tæt 

på vælgerne. Efter en karriere 

med minister- og kommissærpost 

var det noget 

helt andet at slutte af som 

overborgmester, hvor man 

kommer tæt på folk. Det har 

været en rigtig god oplevelse. 

Lige med undtagelse af 

den dårlige styreform vi har 

her i København.« 

indgå i diskussionerne lige 

fra starten.« 


du dig, inden du gik ind i 

lokalpolitik? 

»Jeg ville være med til at 

præge mine børns skole, uddannelse 

og fritid. Jeg har 

haft det privilegium, at jeg 

boede i den by, hvor rådhuset 

også var placeret. Jeg var 

tæt på det, og det var en 

hjælp. Det kræver, at man 

har et godt netværk, og så 

skal man være indstillet på, 

at man nogle gange siger nej 

til noget, som man også gerne 

vil. Det kræver en benhård 

prioritering.« 

Et valg, hvor alle vinder 

– hvis man spørger dem selv 

En sejr ved kommunal - 

valget afhænger af, 

hvordan man har 

defineret succesen – en 

øvelse, som Venstre og 

Socialdemokraterne har 

været i gang med i et 

stykke tid. Den 17. 

november vil alle kunne 

række armene i vejret 

Analyse 

af Bent Winther 

Hvilke landspolitiske konsekvenser 

får kommunalvalget? 

Umiddelbart ikke nogen, 

kan man hævde. Der er 

jo netop tale om valg til byog 

regionsråd, som er en del 

af det lokale demokrati, som 

ligger uden for Folketingets 

område. Men når Villy Søvndal 

bliver fotograferet med 

lokale kandidater i kommune 

efter kommune, når Helle 

Thorning-Schmidt rejser 

landet rundt og stemmer 

dørklokker og når social - 

minister Karen Ellemann 

tager til Furesø Kommune 

med løftet om at se på 

Fortsat fra forrige side 

– og poten tielt kan have – 

mener Ann-Dorte Christiansen, 

at man skal gøre noget 

ved den skæve kønslige 

fordeling. 

»I Danmark har vi formelt 

ligestilling, og vi har 

ikke mindst en forventning 

om, at danske kvinder er ligestillede. 

Men i virkeligheden 

er der stor ulighed på 

dette område. Det er et 

stort demokratisk problem, 

at vi ikke kan leve op til vores 

egne idealer, når det 

gælder lokalpolitik,« siger 

hun. 

Ingen indblanding 

Beskæftigelses- og ligestillingsminister 

Inger Støjberg 

(V) synes, at det ærgerligt, 

at der er så få kvinder 

i kommunalpolitik. 

Men hun er ikke enig i Ann- 

Dorte Christensens karakteristik 

af problematikken. 

»Jeg synes ikke, man kan 

sige, at det er et demokratisk 

problem. Det er nu en 

gang sådan, at alle kandidaterne 

er valgt blandt dem, 

der stiller op og derefter af 

vælgerne,« siger hun og tilføjer, 

at i den bedste af alle 

verdener ville både Folke- 

Farum-byrden igen, så er det 

ikke kun for at støtte de kommunale 

partifæller, det er 

også, fordi det har en betydning 

for stemningen – baggrundsmusikken 

– på Christiansborg. 

Hvem kan hævde 

at ride på et popularitetsmæssigt 

momentum frem til 

næste valg. og hvem er på taberholdet?Socialdemokraterne 

og SF ser ligefrem 

kommunalvalget som andet 

trin i et tre-trinsraket; 

Først fik man tilsammen 

et godt valg til Europa-Parlamentet 

i sommer, en sejr ved 

kommunalvalget vil i oppositionens 

optik være et næste 

skridt frem mod Stats - 

ministeriet. Andre, forsøger 

at afmontere sammenhængen 

mellem landspolitik og 

kommunalpolitik. 

Flere røde byer i vente 

Valget vil altså først og fremmest 

få en psykologisk effekt 

for Folketinget og internt i 

de politiske partier. Derfor 

er især de to store borgmesterpartier,Socialdemokraterne 

og Venstre, optaget af 

at definere, hvad der er en 

sejr, og hvad der er et nederlag. 

Tag nu Social demokra - 

terne som eksempel. Partiet 

er i dag partiet med flest 

borgmesterposter i Danmark 

og fik for fire år siden 

tinget,kommunalbestyrelserne og regionsrådene afspejle 

samfundets sammensætning, 

både hvad angår 

køn og andre parametre 

som uddannelse og alder. 

»Men det gør de nu en 

gang bare ikke.« 

Ministeren er helt enig i, 

at de sene møder i kommunalbestyrelserne 

gør det 

svært for især kvinder at 

passe de politiske aktiviteter 

ind i kalenderen, fordi 

de fleste gerne vil bruge de 

sene eftermiddag og aftener 

sammen med deres 

børn. Men hun mener hverken, 

det er Folketingets eller 

en ministers opgave at 

blande sig i, hvordan en 

kommunalbestyrelse planlægger 

sine møder. 

Slå i bordet 

»Jeg har mange gange sagt, 

at jeg synes, at kommunalbestyrelserne 

skal overveje 

at tilrettelægge arbejdet, så 

det bliver nemmere at få familieliv 

til at passe sammen 

med det at være politiker og 

have et arbejde ved siden 

af,« siger hun, men understreger, 

at det bør være noget, 

som kommunalbestyrelserne 

selv tager stilling 

til. 

et bemærkelsesværdigt godt 

valg i lyset af, hvor svagt man 

stod landspolitisk. I 2005 var 

der valg til Folketinget samme 

år som til kommuner og 

amter, og mens Socialdemokraterne 

kun fik godt 25 procent 

til Folketingsvalget, så 

fik partiet omkring 34 procent 

af de kommunale stemmer. 

Det tror man i partiet al - 

ligevel ikke, at man kan overgå 

denne gang. Derfor er det 

heller ikke en del af det socialdemokratiskesucceskriterium, 

at man procentvis skal 

gå frem. I stedet taler S-formand 

Helle Thorning- 

Schmidt om, at Socialdemokraterne 

skal vinde de fire 

største byer – København, 

Odense, Århus og Aalborg – 

det kræver kun, at partiet 

vinder Odense, hvilket ser 

ud til at være inden for rækkevidde. 

Desuden vil Socialdemokraterne 

være partiet 

med flest borgmesterposter 

– det er man såmænd også i 

dag, og med en forventet 

pæn fremgang til SF, tegner 

det oven i købet til endnu flere 

gyldne kæder. 

Venstres næstformand, 

skatteminister Kristian Jensen, 

kom helt galt af sted, da 

han i sensommeren ønskede 

at afstemme forventningerne 

og definere sejr og neder- 

I Frankrig behøver lokal - 

politikerne umiddelbart 

slet ikke at tage stilling til 

fordelingen af kvinder og 

mænd, for i den franske forfatning 

står det direkte, at 

der skal være lige mange af 

hvert køn i lokal politik. Det 

betyder, at der altid stiller 

lige mange mænd og kvinder 

op til lokalvalgene. Men 

den model afviser Inger 

Støjberg at overføre til 

lag. Han slog i Jyllands- 

Posten fast, at han ikke regnede 

med, at Venstre kunne 

vinde borgmesterposterne i 

de fire store byer – i Odense 

er det den konservative Jan 

Boye, som er tættest på af de 

borgerlige kandidater. 

Udtalelserne fik de lokale 

politikere i de store byer op 

af stolene. Hvordan skal man 

kunne mobilisere til en valgkamp, 

når end ikke partiets 

øverste ledelse tror på, at det 

vil lykkes. Kritikken væltede 

ned over Kristian Jensen, 

som måske har opnået det 

som han ville, nemlig at forberede 

både Venstre-folk og 

andre på, at Venstre fortsat 

ikke er blevet det store byparti, 

som man for år tilbage 

forudså. Det var daværende 

Venstreformand Uffe Ellemann-Jensen, 

der bevægede 

partiet ind i byerne. Men den 

udvikling er gået i stå. Venstre 

mistede ved sidste valg 

Århus, og Søren Pind kom 

aldrig i nærheden af at blive 

overborgmester i København. 

Og alt tyder på, at Venstres 

march mod byerne er 

standset, men hvis Venstre 

procentvis går frem, vil Kristian 

Jensen alligevel – med 

alle de andre – kunne udråbe 

sig selv som sejrherre. 

Kommunalpolitik kræver sin ... 

” 

Jeg skal ikke 

bestemme, hvem der 

stiller op. Det er de 

enkelte partiers ansvar 

at opfordre og tilskynde 

flere kvinder til at stille 

op, og vi må have tiltro 

til de lokale 

partiforeninger, hvad 

det angår 

Inger Støjberg, 

beskæftigelses- og 

ligestillingsminister 

BEW@INFORAMTION.DK 

Danmark. »Jeg skal ikke bestemme, 

hvem der stiller 

op. Det er en forpligtelse, 

som partierne må påtage 

sig. Det er de enkelte partiers 

ansvar at opfordre og 

tilskynde flere kvinder til at 

stille op, og vi må have tiltro 

til de lokale partiforeninger, 

hvad det angår,« siger 

hun og tilføjer: 

»Det må være dem, der 

har mest lyst til at stille op, 

som stiller op. Politikere 

skal være nogle, der brænder 

for det. Det skal ikke 

være nogen, der er udpeget 

for at opfylde en kønskvote«. 

Ulrik Kjær understreger, 

at der er en udbredt modvilje 

og skepsis over for kønskvoter 

i en dansk sammenhæng, 

og han vurderer, at 

det hænger sammen med, 

at debatten i Danmark generelt 

har været præget af 

en tro på, at problemet 

langsomt er ved at løse sig 

af sig selv. 

»Først og fremmest 

trænger debatten til et rusk. 

Der mangler nogle sure, 

velformulerede kvinder, 

som stiller sig op, råber højt 

og slår i bordet.« 

Se mere: www.kvindersvalgret.dk

Arrangementet er blevet til i et samarbejde med 

DEN FEMTE SALON


Fokus Valget set fra Nørrebro 

Sådan gjorde vi 

Kommunalvalget i år er domineret af landspolitiske temaer 

som bandekrig og økonomisk krise. Lokalpolitikken er under 

pres og mange borgere føler sig oversete. 

De problemstillinger finder man i koncentreret grad på Nørrebro, 

og derfor flyttede Information og elever fra Grundtvigs 

Højskole en uge ind på Blågårds Plads. 

Vi kom blandt andet med til prisudeling i Nørrebrohallen med 

Frank Jensen, prøvevalg for de 16-17-årige på Metropolitanskolen, 

mødte en selvbestaltet vagtmand og oplevede, hvad 

bandekonflikten betyder for de helt små i skolegården. 

Læs mere på: www.information/kommunalvalg.dk 

’De leger 

indvandrerne 

efter rockerne 

i skolegården’ 

Bandekrigen er trængt ind i de små klasser, hvor 

de fascineres af gadekrigens hårde liv, fortæller 

både lærere og social arbejdere. Kommunal - 

politikerne vil have øget samarbejde mellem 

forvaltningerne og mere politi på gaden for at 

imødegå den stadig voldeligere udvikling 

Forbilleder 

af Tine Gilkrog, Rasmus Kirså, 

Farhiya Khalid og Signe Quist- 

Stouge 

Bandekonflikten kommer 

stadig tættere på almindelige 

borgeres hverdag, og 

skyderierne giver nu ekko 

helt ind i skolegården, hvor 

elever i folkeskolens yngste 

klasser er tydeligt fascineret 

af det kriminelle miljø, 

de hører om i medierne og 

ser glimt af i deres hverdag 

på Nørrebro. Det fortæller 

flere gadeplans med ar bej - 

dere og lærere i bydelen. 

»Mens andre børn leger 

cowboy og indianere, leger 

børnene på vores skole indvandrerne 

efter rockerne i 

frikvarteret. De skriver tags 

med bande-initialer på deres 

mapper. De forstår selvfølgelig 

ikke præcis, hvad 

det betyder, men de er fascinerede 

af koderne og har en 

fornemmelse af, at det er 

sejt. Derfor kopierer de 

det,« fortæller en lærer fra 

en af bydelens skoler. 

I Mjølnerparken genkender 

beboerformand og frivillig 

i gadeplansprojektet 

Natte ravnene, Mohammed 

Aslam, billedet af de helt 

små skolebørn, der ikke 

blot er fascinerede af det 

kriminelle miljø, men også i 

visse tilfælde bliver inddraget 

direkte i det, når de færdes 

på gaden uden forældrenes 

opsyn: 

»Det er chokerende, når 

jeg i mit arbejde som Natte- 


” Det er chokerende, 

er sket dagen før, men en af og deres kriminelle adfærd. deres møder med politi og sprogede forældre. Her over 150 pct. faktisk – de se- samle de relevante kommu- 

når jeg i mit arbejde ravn ofte ser børn helt ned i drengene ikke kan tale med, »Lærerne skal blive bed- borgere fra 2007. Rapporten drejer det sig specifikt om neste år – fra 207 anmeldelnale forvaltningers ban- Vi bruger rigtig 

som Natteravn ofte ser 

børn helt ned i 11-12 års 

alderen ude på gaderne 

på hverdagsaftener. De 

løber typisk ærinder for 

de ældre kriminelle, 

fordi deres forældre 

ikke har råd til at give 

dem lommepenge 

Mohammed Aslam, 

frivillig i gadeplansprojektet 

Natte ravnene 

11-12 års alderen ude på gaderne 

på hverdagsaftener. 

De løber typisk ærinder for 

de ældre kriminelle, fordi 

deres forældre ikke har råd 

til at give dem lommepenge,« 

siger han. 

En medarbejder, der ønsker 

at være anonym, på et 

socialt gadeplans projekt et 

andet sted på Nørrebro tegner 

samme billede, og tilføjer, 

at det ikke kun er de ældre 

kriminelle, der trækker 

folkeskolens yngste elever 

ind i bandemiljøet. Det 

handler også om gruppepres 

blandt de mindste. 

»Hvis en gruppe venner 

snakker om et skyderi, der 

vil han føle sig udenfor og 

måske endda ryge ud af 

vennekredsen. Derfor gælder 

det for de unge om, at 

være ude og se mest muligt 

for at blive accepteret som 

smart og sej,« siger han. 

Lærere skal gribe ind 

Socialarbejder ved Ressourcecenter 

Ydre Nørrebro 

Anoir Hassouni er vokset 

op på Blågårds Plads, 

hvor en af bandekonfliktens 

mest markante kriminelle 

grupperinger holder til. 

Han mener, at lærerne 

skal blive bedre til at gribe 

ind, når eleverne fascineres 

og tiltrækkes af banderne 

re til at spotte de utilpassede 

børn i en tidlig alder, allerede 

i børnehaveklassen, 

så de ikke får en kriminel løbebane. 

Men der er desværre 

en be røringsangst, når 

det gælder dette problem. 

For hvad skal der gøres, skal 

man fjerne disse børn fra 

hjemmet eller skal man 

hjælpe forældrene med opdragelsen? 

Det er et svært 

dilemma,« siger Anoir 

Housseini. 

Rie Wellendorf er tidligere 

medarbejder på Center 

for Ungdomsforskning 

og medforfatter til rapporten 

Gadedrenge yngre etniske 

drenge i gadebilledet og 

handler om grupper af 10- 

17-årige etniske minoritetsdrenge, 

der lever en stor del 

af deres liv på gaden og ofte 

kommer i konflikt med politi 

og andre myndigheder. 

Ifølge Rie Wellendorf har 

folkeskolerne, som det ser 

ud nu, ikke ressourcer til at 

holde styr på børnene uden 

for skoletid, og en del af løsningen 

er derfor ifølge forskeren 

at styrke dialogen 

mellem skole og hjem for 

den måde i højere grad at 

engagere forældrene. 

»Der er skoler, som har 

benyttet sig af integrationskonsulenter, 

som sørger for 

ordentlig dialog med de to- 

at afklare de gensidige forventninger 

og forklare forældrene, 

at man forventer 

en aktiv deltagelse fra deres 

side,« siger hun. 

Langt flere anmeldelser 

Justitsministeriets rapport 

om ungdomskriminalitet 

fra september 2009 indikerer, 

at de yngste elever i folkeskolen 

ikke kun leger kriminelle, 

men faktisk også i 

højere grad end tidligere 

udfører egentlige kriminelle 

handlinger. Antallet af 

anmeldte voldsforbrydelser, 

hvor gerningsmanden 

er mellem 10 og 14 år, er således 

steget betydeligt – 

ser i 2000 til 546 anmeldelser 

i 2007. 

Spørgsmålet er blot, 

hvor ansvaret for den stigende 

kriminalitet blandt 

de helt unge skal placeres. 

Statsminister Lars Løkke 

Rasmussen (V) beskyldte 

den 21. oktober i år de kommunale 

politikere for ikke 

at tage ansvar for bekæmpelsen 

af bandekriminalitet, 

men i stedet overbelaste 

socialrådgiverne med 

opgaver. Og ifølge overborgmesterkandidat 

og tidligere 

justitsminister, Frank 

Jensen (S), skal den kommunale 

indsats også styrkes. 

Han mener, at man skal 

deindsats under én central 

chef, som rapporterer direkte 

tilbage til overborgmesteren 

om indsatsen og 

udviklingen på området. 

På den måde kan man, 

ifølge Frank Jensen, effektivisere 

indsatsen: 

»Problemet i dag er, at 

der er fire forvaltninger, 

der arbejder med det her, 

og de forskellige medarbejdere 

ved ikke, hvad de andre 

laver. Vi får ikke det optimale 

ud af ressourcerne,« 

siger han. 

Nuværende sundhedsog 

omsorgsborgmester og 

overborgmesterkandidat 

Mogens Lønborg (K) er 

” mange penge på at 

forsøge at løse det her 

problem, men vi bruger 

dem bare forkert. Det er 

blevet en projektmager - 

industri, og vi er gået 

udenom kilden til en 

bedre opdragelse af 

børnene. Det er foræl - 

drene og deres familier, 

vi skal have fat i 

Mogens Lønborg, 

sundhedsog 

omsorgsborgmester 

enig i, at kommunens ressourcer 

skal prioriteres anderledes: 

»I Københavns Kommune 

bruger vi rigtig mange 

penge på at forsøge at løse 

det her problem, men vi 

bruger dem bare forkert. 

Det er blevet en projektmager 

industri, og vi er gået 

udenom kilden til en bedre 

opdragelse af børnene. Det 

er forældrene og deres familier, 

vi skal have fat i,« siger 

han. 

SF’s spidskandidat, nuværende 

børne- og ungdomsborgmester, 

Bo Asmus 

Kjeldgaard mener derimod, 

at der skal flere socialarbejdere 

til, og at der 

skal tilknyttes faste kon- 


Fokus 

13 

11-årige drenge er på gaden til 

langt ud på aftenen og følger 

nøje med i bandekrigen. Det 

gælder for selv små drenge om 

at være sent ude og se mest 

muligt for at blive accepteret 

som smart og sej i skolen næste 

dag, tilkendegiver flere 

gadearbejdere. 

FOTOCOLLAGE: PETER A. B. NIELSEN 

taktpersoner fra socialforvaltningen 

til udsatte daginstitutioner, 

hvis problemet 

skal løses: 

»Man kan lave en ordning, 

hvor børnefamilieteam 

til byder coaching til 

dagsinstitutionerne. Og så 

skal der være netværksmøder 

i forhold til det enkelte 

barn,« siger han og henviser 

til et vellykket projekt i 

Valby, hvor man samler 

børn med problemer i en 

klasse for sig og giver dem 

speciel støtte. 

Læs mere: Rapporten 

’Gadedrenge – yngre etniske 

drenge i gadebilledet og deres 

møder med politi og borgere’, 

Center for Ungdomsforskning, 

2007. Kan downloades fra: 

http://www.cefu.dk/media/1144 

41/gadedrenge2b.pdf 

Artiklen er blevet til i sam - 

arbejde med elever fra 

Grundtvigs Højskole



Frank hvem – på udebane 

Respekt er omdrejningspunktet for overborgmesterkandidat Frank Jensens massive 

valgkampagne i København. Det er et direkte budskab til de unge, men rammer det mon bageste 

række i Nørrebrohallens cafeteria? De unge vidste i al fald ikke, hvem han er 

Valgmøde 

af Maria Skov 

»Vi giver lige Frank 10 minutter,« 

siger Niels Rytter, 

der er formand for foreningen 

Nørrebros børne- og 

ungdomskomité (NØBU). 

I aften skal Niels Rytter 

uddele en pris til personer, 

som har gjort en ekstra indsats 

for børn og unge på Nørrebro, 

og derfor har han inviteretoverborgmesterkandidat 

Frank Jensen ned i Nørrebrohallens 

cafeteria. 

Han regner nemlig med, 

at socialdemokraten bliver 

Københavns nye overborgmester, 

og Niels Rytter håber 

på et bedre samarbejde 

med Københavns Rådhus 

efter valget. 

Men Frank er forsinket. Et 

par nysgerrige små gutter 

kommer ind fra hallen og 

spørger, hvad der skal ske. 

»Hvorfor? Hvem? Og hvor 

mange penge får vinderen?« 

Niels Rytter bøjer sig ned 

mod en lille fyr med mørke 

øjne og en hvid hue trukket 

ned over sit sorte hår og 

spørger ham, hvor han da 

kommer fra. 

»Danmark,« svarer drengen 

med høj klar stemme. 

»Ja, ja. Det ved jeg da 

godt,« siger Niels Rytter: 

»Jeg mente, hvilken 

klub?« 

Og så kommer det på 

plads, imens folk begynder 

at indtage bordene i cafeteriet. 

Selv om denne artikel 

handler om overborgmesterkandidat 

Frank Jensen, 

vil det være ham, der fylder 

mindst. For denne dag i en 

regnvåd Nørrebrohal, hvor 

det drypper ind, og Niels 

Rytter uddeler en pris til Gadeteamet 

Ydre Nørrebro for 

deres utrættelige og vedholdende 

indsats på gadeplan 

for børn og unge i Mjølnerparken, 

der fylder Frank Jensen 

ikke ret meget. 

To verdener 

Det institutionsbemalede 

cafeteria bliver hurtigt delt 

op i to: De voksne indtager 

den ene halvdel og de unge 

den anden – den bageste. 

Det er som to forskellige 

verdener: De voksne smiler, 

småsludrer og netværker, 

imens de venter på Frank. 

De unge fyre bagest i 

rummet, i store sorte vinterjakker 

med pelskant på hæt- 

terne, sidder stille, indtil fire 

unge piger træder ind. Det 

” 

Jeg har respekt for 

København. København 

er min by, fordi jeg godt 

kan lide folk i store sko 

med store hjerter. Jeg vil 

gerne have de unge til 

at se, at lokalpolitik 

handler om deres liv. 

Jeg har trevlet det hele 

igennem; fra Blågårds 

Plads til Rådmandsgade 

Skole 

Frank Jensen, 

overborgmesterkandidat (S) 

får dem til at klappe højt – og 

de voksne afbrydes et øjeblik 

for hurtigt at vende tilbage 

til samtalen med deres 

sidemand. 

Spørgsmålet er, hvor tit 

de to verdener egentlig mødes? 

Ifølge de unge selv, sker 

det i hvert fald, når voksenver 

denen hedder Gadeteam 

Ydre Nørrebro. 

»Der er brug for dem her 

på Nørrebro,« fortæller 

Hacer Sibel Bag, en af de unge 

piger, der har samlet sig 

om et rundt gult bord. Ved 

bordet sidder også Yonca 

Ceran og Nisrin El-Khatib, 

og de er alle enige om, at Gade 

teamet fortjener at få NØ- 

BU-prisen. 

»De gør en forskel. De får 

drengene til at gå over i klubberne 

i stedet for at stå på gaden,« 

uddyber Hacer Sibel 

Bag. Men hvad når det kommer 

til politikernes voksen - 

verden? Hvor tit mødes den 

med de unge? 

Yonca Ceran, der går på 

Rådmandsgades Skole på 

Nørrebro, mener, at hendes 

lærer måske har nævnt 

Frank Jensens navn i undervisningen, 

men hun er ikke 

sikker. Hun kender ikke Socialdemokraternes 

kandidat 

til overborgmesterposten. 

Til gengæld ved hun, at 

skolen har haft besøg af Anders 

Fogh Rasmussen, Ritt 

Bjerregaard og også kronprinsesse 

Mary. 

To politibetjente i uniform 

går rundt og giver hånd 

til alle de unge. En af dem, 

Flemming Gulløv, er også 

indstillet til prisen for sit arbejde 

i bydelens nærpoliti. 

Så kommer Frank Jensen


’Det vigtigste, vi har i København, er vores børn 

og unge. Jeg har været meget på Nørrebro, og 

jeg har fået et godt indblik i, hvor mange 

ildsjæle der gør et utroligt stykke arbejde’, 

begyndte Frank Jensen under sit besøg i 

Nørrebrohallen forleden. 

FOTO: KRISTNE KIILLERICH 

ind i lokalet. Han sætter sig 

oppe foran, og Niels Rytter 

går hen til mikrofonen for at 

byde velkommen. Kort efter 

giver han mikrofonen videre 

til Frank Jensen. 

Som en dårlig film 

»Det vigtigste, vi har i København, 

er vores børn og 

unge. Jeg har været meget på 

Nørrebro, og jeg har fået et 

godt indblik i, hvor mange 

ildsjæle der gør et utroligt 

stykke arbejde. Selv er jeg 

glad for, at børn og unge er 

blevet hovedtemaet i valgkampen,« 

siger han og fortsætter: 

»Bandekrigen har sat sit 

præg i medierne og i vores 

hoveder, og den har skabt 

utryghed og billeder fra noget, 

der ligner en dårlig amerikansk 

gangsterfilm. Jeg vil 

gerne stå i spidsen for en 

bandeenhed på rådhuset, og 

det vil I kunne mærke ude i 

marken.« 

De voksne klapper, og 

Frank Jensen stiller sig ned 

ved siden af en mintgrøn 

stolpe. Da der ikke er nogen 

spørgsmål fra salen – der er 

helt stille – sætter han sig 

ned og tjekker sin mobil. 

Forhenværende minister, 

socialdemokraten Jytte 

Andersen, skal nu uddele 

NØBU-prisen og benytter 

sig af lejligheden til at rose 

sin partifælle: 

»Synes I ikke, at Frank er 

en dejlig mand? Lige så rolig 

og åben, som han virker her, 

sådan er han altid. Stem på 

Frank!,« siger hun. 

Da Gadeteamet rejser sig 

for at modtage prisen på 

25.000 kroner, indsamlet 

ved bingoarrangementer og 

blandt butiksindehavere på 

Nørrebro, lyder der »Wuuuhuu« 

og pift fra de bageste 

rækker. 

11 personer stiller sig op 

til en mikrofon, der ikke rigtig 

virker, og projektleder 

Henning C. Hansen indleder 

med at henvende sig direkte 

til bageste række: 

»Kan I høre mig bagved?« 

Henning C. Hansen begynder 

med at remse de ting 

op, som Gadeteamet ikke vil 

holdes ansvarlig for, som for 

eksempel: boligpolitikken, 

der har skabt ghettoer, unge 

der sættes i voksenfængsel, 

ungdomsklubber, der kun 

har åbent 25 timer om ugen, 

mediernes evige jagt på en 

forsidehistorie, politiets til 

tider voldsomme magt - 

udøvelse – og meget mere. 

Og understreger derefter 

det, som Gadeteamet gerne 

vil tage ansvar for: 

»At gå i dialog med gadens 

børn og unge. Lytte, 

hjælpe og forsøge at forstå 

deres frustrationer – og ikke 

mindst deres håb og drømme. 

Det handler om at blive 

mødt med respekt,« siger 

han. ’Respekt’ – det er slagordet 

i Frank Jensens valgkamp. 

Efter prisuddelingen fortæller 

Frank Jensen, hvorfor 

han valgte netop dette ord 

som det centrale i sin valgkampagne: 

»Jeg har respekt for København. 

København er min 

by, fordi jeg godt kan lide 

folk i store sko med store 

hjerter. Alt skal ikke være så 

velfriseret. Jeg håber, at køben 

havnerne også vil få 

grund til at have respekt for 

rådhuset. Der er for meget 

internt fnidder politikerne 

imellem, og jeg synes i stedet, 

vi skal bruge vores kræfter 

på løsninger.« 

Onkel politimand 

Trøstepræmien på 5.000 

kroner går til politiassistent 

Flemming Gulløv, og det bliver 

fremhævet, at han er den 

eneste politimand i Danmark, 

som børn og unge i 

Mjølnerparken kalder for 

onkel. 

Frank Jensen kigger på sit 

ur. Derefter bliver årets 

sportspris uddelt til to unge 

lovende boksere: Khalid 

Khattab og Rashid Kassem. 

Og på de bagerste rækker er 

Frank Jensen allerede glemt. 

»Jeg hørte ikke efter,« siger 

Ali Abdullah. 

»Var det ham nummer to 

af talerne? Jeg hørte heller 

ikke efter,« siger hans sidemand, 

der med et skævt smil 

tilføjer, at han hedder Muhammed 

Heich. 

De to unge fyre er ikke 

helt enige om, hvor stor en 

forskel Gadeteamet gør. 

»Henning har gjort en 

stor forskel! Der er brug for 

dem – de stopper volden,« 

siger Muhammed Heich. 

Men Ali Abdullah mener 

ikke, at Gadeteamet gør me- 

Udsnit af Frank Jensens 

valgplakat, som kører på 

respekt – for byen, 

hinanden, miljøet etc. 

FOTO: FRANK-JENSEN.DK 

get andet end at snakke. 

»Det, vi virkelig har brug 

for, er nogle flere klubber, 

hvor vi kan være sammen,« 

siger han. 

Foran i salen sidder Frank 

Jensen og sludrer med en 

politimand, med hånden på 

stoleryggen, parat til at rejse 

sig. Han tager jakke på og 

bliver et kort øjeblik fanget 

af skoleleder fra Rådmandsgade 

skole, Lise Engholm, 

inden han bevæger sig mod 

udgangen. 

Inden han går, svarer han 

på, hvordan han vil nå ud til 

de unge på Nørrebro: 

»Jeg har besøgt mange 

uddannelsesinstitutioner, 

senest Niels Brock, og jeg 

har talt med mange unge på 

Nørrebro. Blandt andet nede 

i en taekwondo-klub. Jeg 

vil gerne have de unge til at 

se, at lokalpolitik handler 

om deres liv. Jeg har trevlet 

det hele igennem; fra Blågårds 

Plads til Rådmandsgade 

Skole,« siger han. 

Men den socialdemokratiske 

politiker har tilsyneladende 

ikke gjort så stort et 

indtryk på eleverne på Rådmandsgade 

Skole som Ritt, 

Anders og Mary, da de besøgte 

skolen. 

I hvert fald ikke, hvis man 

lytter til pigerne ved det gule 

bord. Den ende af rummet 

har Frank Jensen ikke bevæget 

sig ned i. 

Han hilser på et par personer 

fra Gadeteamet, siger 

tillykke til politimand Flemming 

Gulløv og smutter med 

lange hurtige skridt ud af 

bagdøren. 

I foråret besluttede en 

gruppe unge fra Blågårds 

Plads at oprette deres 

eget vagtværn, der skal 

spotte og visitere 

bandemedlemmer fra 

rockermiljøet. Politi og 

politikere kalder det en 

optrapning af bande - 

konflikten og inviterer til 

dialog 

Sikkerhed 

af Farhiya Khalid 

Han er 23 år, uddannet tømmer 

og bor på Indre Nørrebro. 

Han er i gang med at læse 

flere adgangsgivende fag for 

at komme ind på Ingeniørhøjskolen. 

På mange måder 

er han en almindelig, ung 

mand – men hans fritidsaktiviteter 

er noget anderledes 

end hans jævnaldrendes: 

»Når jeg ikke er på skolen, 

bruger jeg en stor del af min 

tid på at fungere som vagt på 

Nørrebro,« siger han, der ønsker 

at være anonym. 

»Så jeg har ikke tid til at arbejde 

ved siden af, for jeg 

bruger min fritid som frivillig 

i vagtværnet.« . 

Vagtværnets består primært 

af unge mænd, der er 

vokset op i området omkring 

Blågårds Plads. Deres opgave 

er at få øje på rockerlignende 

typer og visitere dem for våben. 

Når vagterne patruljerer 

er de iført skudsikker vest, og 

ifølge politiet er de bevæbnede. 

Til at begynde med var 

vagtværnet ikke så organiseret, 

men med tiden er de blevet 

flere og har systematiseret 

indsatsen, fortæller vagten. 

Han vil dog ikke oplyse 

om, hvad deres specifikke arbejdsmetoder 

er, og hvor de 

mere præcist opererer. Han 

vurderer, at det er for risika- 

belt at afsløre den slags detaljer 

af frygt for, at bandemedlemmer 

fra rockermiljøet vil 

bruge oplysningerne til at angribe 

vagtværnet 

Fire venner skudt 

Den unge vagts engagement i 

vagtværnet startede, da der 

blev skudt efter flere af hans 

venner, der opholdt sig på 

Nørrebro. 

»Fire af mine venner, der 

intet har med bandemiljøet 

at gøre, er blevet skudt på 

henholdsvis Rantzausgade, 

Korsgade og Baggesensgade. 

Min familie og venner er i fare 

på den her måde. Jeg kan 

ikke se passivt til,« siger han. 

Vagten understreger, at 

han ikke opfatter sig selv som 

kriminel og påpeger, at vagtværnet 

ikke får løn for at patruljere 

i området. Alligevel 

er han godt klar over, at han 

balancerer på grænsen af det 

lovlige, og han ved, at hans arbejde 

i vagtværnet kan få 

konsekvenser. 

»Hver dag, når jeg arbejder 

som vagt, risikerer jeg at 

blive taget af politiet og få en 

alvorlig plet på straffe at - 

testen. Så det er ikke for sjov, 

jeg gør det. Men jeg har besluttet 

at prioritere det her, 

fordi det handler om min 

egen og mine venners sikkerhed,« 

tilføjer han. 

Det er ikke kun pletter på 

straffeattesten, den unge 

mand frygter. Ved at placere 

sig i krydsilden mellem de 

kriminelle grupperinger på 

Blågårds Plads og rockerbanderne 

sætter han rent faktisk 

dagligt sit liv på spil. 

Skød ikke på tilfældige 

»Selvfølgelig er jeg hver dag 

bange for at blive skudt, men 

jeg tror, jeg ville være mere 

angst, hvis der ikke stod nogen 

vagter på Nørrebro,« siger 

han. 


Fokus 

I kølvandet på kriminelle banders rivalisering er opstået to typer private vagtværn: Den ene type 

vagtværn ser sig selv som beskyttere af lokalsamfundet. Det andet vagtværn er på gaden for at holde 

øje med politiet, så banderne kan gennemføre deres kriminelle aktiviteter. MODELFOTO: ERIK REFNER/SCANPIX 

Selvbestaltet vagtværn: 

’Vi er ikke kriminelle’ 

15 

Vagtværnet er i medierne 

ofte blevet betegnet som bandernes 

vagter, og senest har 

der været påstande fremme 

om, at gadevagterne har 

skudt på tilfældige mennesker 

og på politiet, fordi de 

har forvekslede dem med 

rockere. Det afviser vagten 

imidlertid. 

»De fleste af os er studerende 

i 20’erne og uden en 

kriminel fortid. Ingen af vagterne 

er mindreårige, og vi 

skyder ikke på tilfældige, sådan 

som mange politikere og 

medier blæser det op til,« siger 

han. 

Stoler ikke på politiet 

Han fastholder, at han ser 

vagtværnets aktiviteter som 

en form for nødværge, der er 

opstået som en konsekvens 

af de utrygge forhold på Nørrebro, 

og det er et voldsomt 

svigt fra politiets side, mener 

han. Han ville gerne være fri 

for sit tidskrævende ’fritidsjob’ 

og ønsker sig derfor et 

mere synligt og dialogskabende 

politi, 

»Det ville være dejligt ikke 

at skulle agere vagt og gøre 

politiets arbejde. Men når 

politiet er herude, visiterer 

og chikanerer de os. Når de 

har vendt vores lommer, kører 

de igen, og så kommer den 

anden part herind og skyder,« 

siger han. 

Han har helt konkrete ønsker 

for politiets arbejde på 

Nørrebro: 

»Det ville være godt, hvis 

der var synligt politi på gaden 

de steder, der bliver skudt 

mest, for eksempel ved netcafeen 

på Rantzausgade og i 

Korsgade, i stedet for som nu, 

hvor politiet spilder tid og 

ressourcer på at visitere unge, 

der intet har med bandemiljøet 

at gøre,« siger han. 

Fortsættes næste side



Borgerne føler sig overset, 

og politikerne er klemt af regler 

Kommunalpolitikerne lytter ikke længere til borgerne. Det indtryk er udbredt, også blandt 

beboerne på Nørrebro. Måske er problemet snarere, at de lokale politikere i dag er lammet 

af topstyring og følgerne af strukturreformen 

Ansvarlighed 

af Karen Breinholt, Lasse Vogt- 

Nielsen og Malene Fenger- 

Grøndahl 

»Politikerne kører deres eget 

show. De lytter ikke til input 

fra borgerne i lokalområdet, 

og hvis ikke de lytter til borgerne 

i lokalområdet, hvem 

lytter de så til,« spørger Mohammed 

Aslam. 

Som beboerformand i 

Mjølnerparken oplever han, 

at der er en dyb kløft mellem 

borgere og politikere. Politikerne 

hører simpelthen ikke 

efter, når borgerne henvender 

sig til dem, mener han. 

Som det seneste i en lang 

række af eksempler nævner 

han, at en gruppe borgere i 

Mjølnerparken for nyligt 

sendte flere breve af sted til 

forvaltningen på Københavns 

Rådhus for at gøre opmærksom 

på, at der mang - 

lede gadebelysning i deres 

boligområde. Efter mørkets 

frembrud henligger store dele 

af området mellem boligblokkene 

i mørke, og det gør 

beboerne utrygge. Derfor 

skrev beboerbestyrelsen til 

de ansvarlige politikere og 

bad dem om at gøre noget ved 

sagen. 

Resultatet var paradoksalt: 

Kort efter bevilgede politikerne 

fem millioner kroner 

til bedre belysning rundt omkring 

i København – bare ikke 

i Mjølnerparken. 

For Mohammed Aslam er 

konklusionen klokkeklar: Politikerne 

tager ikke borgerne 

alvorligt, ikke engang når 

borgerne gør sig den umage 

at kontakte politikerne direkte 

og gør opmærksom på deres 

ønsker og behov. 

Uenighed – så lytter ingen 

Den oplevelse er beboerne i 

Mjølnerparken næppe alene 

om, vurderer Roger Buch, 

kommunalforsker og lektor 

ved Danmarks Medie- og 

Journalisthøjskole: 

»Hvis borgerne grund- 

læggende er uenige i det, som 

politikerne og forvaltningen 

vil, jamen så bliver der ikke 

lyttet til borgerne. København 

er en stor by, så selv om 

der er flere politikere end i 

andre byer, så er der stadig 

mange flere borgere pr. politiker 

end i andre danske byer. 

Så det er klart, at der ikke er 

kontakt mellem borgere og 

lokalpolitikere,« siger han. 

At politikerne reelt vil noget 

andet end mange af borgerne, 

er altså én mulig forklaring 

på, at nogle borgere 

føler sig ignoreret og overhørt. 

En anden forklaring er Københavns 

særlige styreform 

med en række forvaltninger, 

som ledes af hvert sit store 

embedsværk med en borgmester 

i spidsen. Det påpeger 

Peter Kragh Jespersen, der er 

professor i offentlig organisation 

og forvaltning ved Institut 

for Økonomi, Politik og 

Forvaltning på Aalborg Universitet: 

»Københavns Kommune 

er karakteristisk ved, at det er 

besværligt at få en egentlig 

politisk diskussion i gang i 

Borgerrepræsentationen, 

fordi så stor en del af det kommunale 

styre foregår i de en- 

” 

Mange lokal - 

politikere har svært ved 

at følge med i, hvad der 

foregår i 

forvaltningerne. De er 

ved at drukne i papirer 

og komplicerede 

problemstillinger, så 

selv om de faktisk gerne 

vil forholde sig til 

borgernes ønsker, kan 

det være svært for dem 

Peter Kragh Jespersen, 

professor i offentlig 

forvaltning på Aalborg 

Universitet 

kelte forvaltninger. Der sidder 

et stort embedsapparat i 

hver forvaltning, som til en 

vis grad er forlovet med deres 

borgmester, og på den måde 

kan borgerne opleve, at der er 

et meget centraliseret styre, 

og at det er svært at trænge 

igennem til de reelle magthavere,« 

siger han. 

Den problematik er ikke 

ny i København, og den kendes 

også fra de tre øvrige største 

byer i landet, Århus, 

Odense og Aalborg, som også 

har magistratstyre. Desuden 

vil den formodentlig dukke 

op flere og flere steder i landet 

i de kommende år, fordi 

mange af de nye kommuner 

efter strukturreformen er 

blevet betydeligt større, samtidig 

med at antallet af lokalpolitikere 

er faldet. 

I forbindelse med strukturreformen 

blev antallet af 

kommunalbestyrelser/byråd 

reduceret fra 271 til 98, mens 

antallet af lokalpolitikere 

faldt fra 4.647 til 2.520. 

Det betyder, at de enkelte 

lokalpolitikere gennemsnitligt 

skal forholde sig til flere 

borgere, flere problemstillinger 

og større geografiske områder, 

ligesom mange borgere 

oplever, at de befinder sig 

længere fra det kommunale 

centrum – og både i konkret 

og overført betydning er i periferien 

af det lokale demokrati. 

»Mange steder er der sket 

en stor forandring, fordi borgerne 

ikke længere kender de 

politikere, som sidder i kommunalbestyrelsen. 

Når de 

ønsker indflydelse på enkeltsager 

eller på den generelle 

politiske udvikling, skal de 

derfor ikke længere forholde 

sig til personer, de kender 

godt, og som de møder på gågaden, 

men til politikere og 

partiorganisationer. På den 

måde er de landsdækkende 

partier kommet til at spille en 

større rolle, og vi kan da også 

se, at partier som Dansk Folkeparti, 

SF og Enhedslisten 

ved dette valg stiller op i stort 

set alle kommuner,« siger Pe-


Lokalpolitikerne lover i øst og 

vest i en valgkamp, men de vil 

ofte noget andet end mange af 

borgerne. Det er én mulig 

forklaring på, at nogle borgere 

føler sig ignoreret og overhørt. 

Men ofte er borgerne kun 

snævert interesseret i lokale 

emner, der berører dem 

personligt. Alt fra parkering, 

skolen og hjemmehjælp. 

ILLUSTRATION: IB KJELDSMARK 

ter Kragh Jespersen.Sammen 

med fire forsker kolleger fra 

Aalborg Universitet offentliggjorde 

han sidste år en undersøgelse 

af processen omkring 

struktur reformen. 

Embedsmænd har magten 

Undersøgelsen viste, at reformen 

generelt har betydet, 

at lokalpolitikerne har fået 

mindre magt, og at flere og 

flere ting overlades til embedsmændene. 

Politikerne 

er simpelthen kommet længere 

væk fra den daglige forvaltning, 

som ofte overlades 

til en direktion, der mange 

steder ikke har nogen direkte 

forbindelse til forvaltningerne. 

En undersøgelse, der blev 

offentliggjort af Anvendt 

KommunalForskning (AKF) 

i september i år, bekræfter 

billedet. Over 1.000 lokalpolitikere 

blev interviewet til undersøgelsen, 

og af dem gav 

over 40 pct. udtryk for, at det 

er »svært at gennemføre politiske 

ideer, hvis ledende embedsmænd 

er imod«. 

Det er en klar stigning i 

embedsmændenes indflydelse 

i forhold til 2003, hvor 

kun 25 pct. af de adspurgte var 

enige i det udsagn. 

Desuden synes hver tredje 

lokalpolitiker, at det er »vanskeligt 

at få indblik i forvaltningen, 

som ikke præges af 

stor gennemsigtighed og 

åbenhed«. 

Så når Mohammed Aslam 

eller andre borgere oplever, 

at politikernes beslutninger 

ikke afspejler deres ønsker og 

behov, er det med andre ord 

ikke sikkert, at det skyldes 

manglende vilje – eller for 

den sags skyld politisk uenighed 

mellem de enkelte borgere 

og flertallet af politikerne. 

Det kan også, understreger 

Peter Kragh Jespersen, skyldes, 

at politikerne ikke har 

overblik og overskud til at 

sætte sig igennem over for de 

embedsmænd, som ofte har 

både højere uddannelse, 

større faglig viden og bedre 

tid end ’fritidspolitikerne’. 

»Mange lokalpolitikere 

har svært ved at følge med i, 

hvad der foregår i forvaltningerne. 

De er ved at drukne i 

papirer og komplicerede problemstillinger, 

så selv om de 

faktisk gerne vil forholde sig 

til borgernes ønsker, kan det 

være svært for dem at overføre 

borgernes ønsker til politisk 

handling.« 

Stærkere styring ovenfra 

Handlingslammelsen blandt 

lokalpolitikere skyldes imidlertid 

ikke kun de mange 

komplekse sager og et ofte 

mere eller mindre selvkørende 

embedsapparat. En lige så 

væsentlig faktor er den tiltagende 

detailstyring fra landspolitisk 

hold, mener Peter 

Kragh Jespersen: 

»På mange områder er lokalpolitikerne 

underlagt en 

meget voldsom detailstyring 

ovenfra, som betyder, at deres 

handlemuligheder er meget 

begrænsede.« 

Borgerne er ikke nemme 

»Hvis lokalpolitikerne f.eks. 

ønsker at skabe nye tiltag for 

borgere, som er på sygedagpenge, 

er det næsten umuligt 

at integrere nye tiltag inden 

for det sundheds mæssige 

område med en indsats for at 

få den syge tilbage på arbejdsmarkedet 

igen, fordi stort set 

alt i en sygedagpengesag er 

reguleret ned til mindste detalje 

ovenfra,« siger han og 

tilføjer, at detailreguleringen 

har været tiltagende siden 

1990’erne og for alvor er accelereret 

de seneste cirka 10 år. 

»De mange enkeltsager, 

hvor der for eksempel afsløres 

kritisable forhold på en 

kommunal institution et eller 

andet sted, ender ofte med, at 

ministeren, der er ansvarlig 

for det pågældende område, 

udfærdiger flere og mere detaljerede 

regler eller foreslår 

ny lovgivning. På den måde 

signalerer ministeren handlekraft, 

men samtidig bliver 

det sværere og sværere for lokalpolitikerne 

at indrette tingene 

efter særlige lokale forhold,« 

siger han. 

»Det, der undrer mig 

mest, er, at lokalpolitikerne 

tilsyneladende affinder sig 

med situationen. Det ville 

være naturligt, at flere lokalpolitikere 

gik til deres partifæller 

på Christiansborg og 

krævede større råderum på 

lokalt plan. I stedet er de tavse, 

og så står borgerne nok ofte 

tilbage med det indtryk, at 

lokalpolitikerne ikke vil lytte 

” 

Hvis man spørger, 

om der skal bruges flere 

penge til de ældre, så 

siger borgerne ja. Hvis 

man spørger, om der 

skal bruges flere penge 

på børn og 

daginstitutioner, siger 

de også ja. Men de vil 

ikke betale mere i skat 

Roger Buch, 

kommunalforsker og lektor 

ved Danmarks Medie- og 

Journalisthøjskole 

til deres ønsker,« tilføjer Peter 

Kragh Jespersen. 

Lokale eksperimenter 

Enkelte steder i landet er der 

tiltag i gang for at råde bod på 

borgernes oplevelse af fjerne, 

uvillige lokalpolitikere. Det 

gælder f.eks. i Holbæk, hvor 

man har lagt dele af beslutningsprocessen 

ud i 16 lokalområder, 

og i den gamle 

Græsted Kommune, som nu 

er indlemmet i Gribskov 

Kommune, har kommunalbestyrelsen 

i et par år eksperimenteret 

med at invitere 

borgergrupper til at deltage i 

drøftelser om et bestemt tema. 

Den slags kan muligvis medvirke 

til, at borgere og lokalpolitikere 

kan danne fælles 

front, mener kommunalforsker 

Roger Buch. 

Men borgerne bør også lære 

at forholde sig til andet end 

enkeltsager og udvalgte temaer, 

mener han. Borgerne 

har nemlig en tendens til kun 

at ville diskutere politik, når 

et emne angår dem selv meget 

direkte, og derfor er det 

svært for politikerne at forpligte 

borgerne på en dialog 

om prioriteringer og økonomi, 

påpeger kommunalforskeren: 

»Hvis man spørger, om 

der skal bruges flere penge til 

de ældre, så siger borgerne ja. 

Hvis man spørger, om der 

skal bruges flere penge på 

børn og daginstitutioner, siger 

de også ja. Men de vil ikke 

betale mere i skat.« 

Det billede kan Peter 

Kragh Jespersen godt genkende: 

»De fleste borgere engagerer 

sig i debatten om dag - 

institutioner, når de har et 

barn, der går i børnehave, og 

så går de måske ind i skole - 

bestyrelsen, når deres barn 

begynder i skole. Men de mere 

generelle debatter har de 

sværere ved at forholde sig til, 

og det er måske det, der er 

nødvendigt, hvis truslerne 

mod nærdemokratiet skal afværges: 

at borgere og lokalpolitikere 

sammen finder nye 

former for lokalt demokrati 

og kæmper imod den tendens 

til detailstyring, der 

kommer oppefra og samtidig 

forpligter hinanden på at 

tænke i langsigtede løsninger,« 

siger han. 

Tilbage på Nørrebro står 

Mohammed Aslam fra Mjølnerparken 

ikke alene med oplevelsen 

af at blive svigtet af 

lokalpolitikerne. Også næstformanden 

for Nørrebro 

Handelsforening, Johnny 

Beyer, er gentagne gange blevet 

skuffet over samarbejdet 

med lokalpolitikerne. Han er 

enig med Peter Kragh Jespersen 

i, at lokalpolitikere og 

borgere skal tænke lidt længere 

frem, når de arbejder 

sammen: »De kigger kun på 

avisoverskrifter og tænker ikke 

langsigtet,« siger han. 

Artiklen er blevet til i sam arbejde 

med elever fra Grundtvigs 

Højskole 

Fakta: Politikerne siger 

Leslie Arentoft, Venstre: 

’Der er nogle borgere, som 

har et ønske om, at man på 

meget lavt niveau kan gå ind 

og forklare, hvorfor man har 

valgt at male en given bygning 

i en bestemt farve eller 

den slags. Dér står jeg af. Der 

skal være en nedre grænse 

for, hvad man skal forholde 

sig til. Folk kan finde på at 

komme og klage over deres 

havelåge. Det er altså ikke 

rigtig noget, vi gider tage os 

af’. 

Camilla Burgwald, SF: 

’København er en stor by, så 

politikerne repræsenterer 

mange borgere. Derfor kan vi 

ikke på samme måde tage 

specifikke og konkrete sager 

op, hver gang vi får en henvendelse, 

og vi kan ikke gøre 

alle tilfreds, fordi vi skal repræsentere 

så mange forskellige 

mennesker. Ved enhver 

forandring, der sker i byen, 

vil nogle være tilfredse, 

mens andre vil finde forandringen 

problematisk. De 

mennesker, hvis ønsker ikke 

bliver imødekommet, vil føle, 

at de ikke bliver hørt. Men jeg 

synes nu nok, at vi drager 

omsorg for rigtigt mange 

specifikke sager rundt omkring 

i byen alligevel’. 

Jan Andreasen, 

Socialdemokraterne: 

’Jeg skulle have været til et 

vælgermøde forleden, som 

måtte aflyses, fordi der ikke 

kom nogen mennesker. Det 

var faktisk et møde, der var 

annonceret ganske pænt 

både af Københavns Lærerforening 

og Skole & Samfund. 

Så jeg synes, at der bliver 

gjort rigtig meget for at inddrage 

borgerne, men det er 

ikke altid, at de griber chancen’. 

Fortsat fra side 15 

Ifølge vagten er der rigtig 

mange unge på Nørrebro, 

som føler sig utrygge og ikke 

mener, at politiet værner om 

deres sikkerhed. 

Politi vil genskabe tillid 

Den operative chef for Københavns 

Politis bande - 

enhed, Jakob Vilner, erkender, 

at tilliden mellem politiet 

og de unge på Nørrebro er 

brudt. Politiets mange visitationer 

på gadeplan har været 

med til at give de unge et negativt 

og fejlagtigt billede af 

politiet, indrømmer han. 

»Før visiterede vi i flæng 

på Nørrebro, men vi ved nu, 

at det ikke har den rette effekt. 

Det har medvirket til, at 

de unge i området nærer mistillid 

til os, og det er beklageligt. 

Der skal genskabes en 

tillid, så de unge ikke føler sig 

nødsaget til at fungere som 

gadevagter,« siger Jakob Vilner. 

Han er dog ikke enig med 

vagten i, at løsningen er mere 

synligt politi på Nørrebro. 

Der skal i stedet være et bedre 

samarbejde mellem politiet 

og lokalbefolkningen, så 

borgerne føler sig trygge ved 

at bruge politiets hotline, 

mener han. Hotlinen er en aflyttet 

automatisk telefonsvarer 

hos politiet, hvor borgerne 

kan lægge anonyme 

beskeder, hvis de oplever noget, 

som de mener, har en relation 

til bandeurolighederne. 

»Hotlinen er ikke blevet 

brugt så meget, som vi havde 

håbet, men det er både på 

grund af manglende kendskab 

og frygt for, at vi ikke 

kan garantere borgeres anonymitet, 

men det kan vi,« 

fastslår chefen for politiets 

bandeenhed. 

Farligt ansvar for private 

Overborgmesterkandidat og 

tidligere justitsminister 

Frank Jensen (S) går til valg 

på større tryghed i København. 

Han mener, at politiet 

gør deres arbejde tilfredsstillende, 

og at man skal lade betjentene 

passe deres arbejde i 

stedet for at tage sagen i egen 

hånd. 

»Politiet har firedoblet 

deres indsats på Nørrebro og 

er begyndt at fodpatruljere i 

området. Jeg fraråder stærkt 

disse unge at påtage sig det 

ansvar,« siger Frank Jensen. 

Han forstår godt, at de unge 

kan føle sig utrygge i deres 

nærmiljø. Men det er ifølge 

overborgmesterkandidaten 

blot endnu en god grund til, 

at de unge skal samarbejde 

med politiet i stedet for at gå 

dem i bedene. 

»Det er godt, at de unge 

holder et vågent øje i området, 

men de skal give de informationer, 

som de får, til politiet 

og ikke begynde at tage 

loven i egen hånd. Det optrapper 

kun konflikten yderligere,« 

siger han. 

Overborgmesterkandidat 

og nuværende kultur- og fri- 


Fokus 

Selvbestaltet vagt ... 

17 

tidsborgmester i Københavns 

Kommune Pia Allerslev 

(V) er uenig med Frank 

Jensen og chefen for politiets 

bandeenhed Jakob Vilner. 

Hun mener, at den unge vagt 

har fat i den lange ende, når 

han efterlyser mere synligt 

politi i gaderne. 

»Jeg synes, at den tilstand, 

der hersker på Nørrebro, er 

uhyggelig, og vi skal have meget 

mere synligt uniformeret 

politi i området,« siger hun. 

Pia Allerslev påpeger vigtigheden 

af, at de unge på 

Nørrebro mærker, at der er 

opsyn og tryghed i området: 

»Det forebyggende arbejde 

er også vigtigt for, at man 

kan få de unge væk fra gaden, 

men først og fremmest skal 

der mere synligt og dialogskabende 

politi på gaden.« 

Amerikanske tilstande 

Sociolog Michael Hviid Jacobsen 

har beskæftiget sig 

med bandekriminalitet i 

Danmark og USA. Ligesom 

politiet mener han, at den 

mest effektive vej frem er at 

satse mere på dialog mellem 

borgere og politi. Efter Michael 

Hviids opfattelse er 

etablering af private borgervagtværn, 

der udfører politiets 

opgaver, en farlig blind - 

gyde. Sociologen henviser til 

erfaringer fra USA, hvor der i 

kølvandet på kriminelle banders 

rivalisering er opstået to 

typer vagtværn i bandernes 

kvarterer: På den ene side 

finder man den type vagtværn, 

der ser sig selv som beskyttere 

af lokalsamfundet 

og forsøger at forhindre banderne 

i at operere. På den anden 

de vagtværn, der er på 

gaden for at holde øje med 

politiet, så banderne kan gennemføre 

deres kriminelle aktiviteter 

uden indblanding 

fra ordensmagten. 

Det er ofte svært for de 

vagtværn, der vil sikre tryghed 

i deres kvarterer, at holde 

sig ude af de kriminelle konflikter, 

og derfor bliver mange 

indlemmet i bandemiljøet 

når de agere vagtværn, fortæller 

Michael Hviid Jacobsen. 

Han er ikke overrasket 

over eksistensen af et privat 

vagtværn på Nørrebro, men 

bekymret for, at de unge vil 

blive en del af bandekrigen 

ved at engagere sig i vagtværnet. 

Derfor opfordrer han de 

unge til at forsøge sig med andre 

midler – ikke mindst for 

deres egen sikkerheds skyld: 

»Når der har været et skyderi 

på Nørrebro, kan det i en 

kort periode være med til at 

inspirere de unge til at blive 

gadevagter. Derfor må både 

politiet og de unge række 

hinanden hånden, inden de 

unge kommer ind i bandemiljøet 

ad bagvejen,« siger 

han. 

Vagten optræder anonymt af 

sikkerhedsmæssige grunde, men 

hans navn er redaktionen 

bekendt



Unge fik 

stemmeret 

for en dag 

Gymnasieeleverne på Metro - 

politanskolen trådte ind i de 

myndiges rækker for en dag og 

fik lov at stemme til kommune - 

valget. Deres stemmer vendte 

op og ned på mandat forde - 

lingen. Prøvevalget på den 

nørrebroske skole gav måske 

ikke overraskende rødt flertal 

Reportage 

af Karen Breinholt 

»Med disciplin skærpes 

ånden«, står der hen over 

indgangen til den 800 år gamle 

Metropolitanskole, hvis lyserøde 

bygninger den 20. oktober 

dannede rammen om 

et unikt prøvevalg. Men måske 

trænger ånden til lidt 

skærpelse – flokken af gymnasieelever 

slentrer kun ganske 

langsomt af sted, da en 

rusten stemme i højttaleren 

kalder eleverne til samling. 

Kort efter ringer en høj klokke. 

Det er sidste udkald. Samlingen 

kan begynde. I den 

højloftede sal går rektor på 

talerstolen. 

Eleverne sidder på række 

under de gamle rispapirslamper. 

De sidste sniger sig 

ind og stiller sig diskret bagest 

i lokalet. Eleverne bliver 

informeret om dagens prøvevalg, 

og det er der brug for: 

»Jeg har slet ikke hørt om 

det kommunalvalg,« siger en 

Fakta: Prøvevalg på 

Metropolitanskolen 

Kun 44,5 pct. af eleverne udnyttede 

deres midlertidige 

demokratiske mulighed og 

stemte til prøvevalget. Dermed 

lå stemmeprocenten et 

godt stykke under de stemmeberettigedes. 

Den var ved 

kommunalvalget i 2005 69,5 

pct. 

SF 43 pct. 

Enhedslisten 28 pct. 

Socialdemokratiet 14 pct. 

Det Radikale Venstre 9 pct. 

Venstre 4 pct. 

De Konservative 1 pct. 

Dansk Folkeparti 1 pct. 

overrasket pige fra 3. g. Eleverne 

kan afgive deres stemme 

frem til kl. 15, og helt som 

ved det ’rigtige’ valg har de 

mulighed for at stemme på de 

samme partier, som stiller op 

til Borgerrepræsenta tionen i 

København. 

Det er kun de 16-17-årige, 

der må stemme på skolen i 

dag. Men valget er ligesom i 

de 31 forsøgskommuner kun 

et prøvevalg, så deres stemmer 

indgår ikke i selve kommunalvalget 

den 17. november. 

Til gengæld skulle arrangementet 

gerne give de unge 

en forsmag på, hvordan det 

ville være at deltage i en valghandling, 

hvis der engang i 

fremtiden bliver indført en 

valgretsalder på 16 år. Det taler 

blandt andet Dansk Ungdoms 

Fællesråd varmt for. 

Stemmeafgivningen ved 

prøvevalget foregår i Metropolitanskolen 

garderobe; et 

mørkt lokale med lilla vægge. 

Opslagstavler fungerer som 

skillevægge og blåt velourstof 

er sat op som forhæng 

ind til hver af stemmeboksene. 

I venterummet foran boksene 

er der en kort, men konstant 

kø på omkring fem personer 

de første 10 minutter, 

stemmeafgivningen er i 

gang. 

Uenighed om sænkning 

»Hvis jeg siger propaganda, 

hvad siger du så?« spørger en 

pige grinende sin veninde, da 

hun ser et bord med flyers fra 

de forskellige partier. Ventetiden 

giver lejlighed til at diskutere 

det store dilemma, 

som mange oplever at stå i, 

når de skal beslutte sig for, 

hvor de skal sætte deres 

kryds. Spørgsmålet »Hvad 

stemmer du?» runger flere 

gange i venterummet. Omkring 

halvdelen af gangene 

lyder svaret: »Enhedslisten«. 

De unge på Metropolitanskolen 

er uenige om, hvorvidt 

valgretsalderen skal 

sænkes til 16 år. 

” Man har større 

viden som 18-årig, det 

gælder i hvert fald de 

fleste, og når det 

handler om valgrets - 

alder, kan man jo ikke 

lave forskellige regler 

for forskellige 

mennesker afhængig af, 

hvor meget de ved om 

politik 

Dana Zolof 

Liv Winkelmann, der selv 

er 16, synes ikke, at de unge 

er modne nok til at afgive deres 

stemme allerede som 16eller 

17-årige. Hun mener, at 

mange i stedet for selv at tage 

stilling, blot vil vælge at 

stemme på samme parti som 

deres forældre. 

Andre er imidlertid uenige: 

»Vi skal være en del af det 

hele, vi skal ikke bare se godt 

ud,« siger Shillan Saifouri, 

der også er 16 år. Hun mener, 

at det er en passende grænse 

for, hvornår man er parat til at 

deltage i valghandlinger ved 

kommunal- og folketingsvalg. 

Man skal være færdig 

med folkeskolen, før man kan 

afgive en stemme, for så er 

man blevet lidt mere moden, 

mener hun. 

Diskussionen om valg- 

retsalder og politiske profiler 

engagerer dog langt fra alle 

eleverne. Nogle vælger ikke 

at stemme; andre er stadig 

for unge til at få lov at deltage, 

selv i et prøvevalg. I alt når 

godt halvdelen af eleverne en 

tur forbi i stemmeboksen inden 

kl. 15. Blandt de resterende 

elever er 15-årige Dana Zolof. 

Hun er ikke specielt interesseret 

i politik, men mener, 

at det vil ændre sig, når 

hun får stemmeret. 

Hun er dog ikke specielt 

utålmodig efter at få lov at 

sætte sit kryds, og hun føler 

sig stadig for ung og uvidende 

til at tage en kvalificeret 

beslutning om, hvilket politiske 

parti, der fortjener hendes 

støtte. Derfor ser hun ikke 

nogen grund til at sænke 

valgretsalderen. 

»Man har større viden 

Eleverne på Metroplitanskolen 

på Nørrebro stod i kø for at 

afgive deres stemme til 

prøvevalget. Deres stemme 

talte ikke, men de fik en større 

diskussion om, hvad man rent 

faktisk skulle stemme. 

FOTO: TORKIL ADSERSEN 

som 18-årig, det gælder i 

hvert fald de fleste, og når det 

handler om valgretsalder, 

kan man jo ikke lave forskellige 

regler for forskellige mennesker 

afhængig af, hvor meget 

de ved om politik. Der bliver 

man nødt til generalisere 

og lave en fælles aldersgrænse,» 

siger hun. 

Prøvevalget var arrangeret af 

Grundtvigs Højskole, og artiklen 

er blevet til i sam arbejde med 

elever fra højskolen


Fakta: Fire stemmer 

Elever fra Metropolitan skolen 

om prøvevalget: 

Emma Lund Rasmussen, 

17 år, Østerbro 

Stemmer på Enhedslisten 

pga. deres gode integrationspolitik, 

miljøpolitik og uddannelsespolitik. 

’Det vigtigste er 

at tro på det bedste i folk,’ siger 

Emma Lund Rasmussen, 

der var aktiv i sagen om flygtningene 

i Brorsons Kirken. 

Hun var frivillig og holdt vagt 

foran kirken. 

Shillan Saifouri, 16 år, 

Islands Brygge 

’Jeg stemmer på Dansk Folkeparti. 

Nej, det er måske ikke så 

godt, når jeg selv er perker...,’ 

siger 16-årige Shillan Saifouri. 

Rundt om bordet flækker de af 

grin, og Shillan tilføjer med alvorlig 

mine, at hun vil stemme 

på SF. Shillan er stor tilhænger 

af, at unge på 16-17 år skal have 

stemmeret og indflydelse 

på det samfund, de er en del 

af. ’Men unge under 16 år er 

for umodne til at stemme, 

man skal som minimum have 

afsluttet folkeskolen – men så 

skal man også have stemmeret,’ 

siger hun, der været med i 

ungdomsorganisationen 

Socialistisk Ungdomsfront. 

Frederik Bock, 17 år, 

Nørrebro 

’Som udgangspunkt er det et 

godt forslag at sætte valgretsalderen 

ned, men det kommer 

an på personen. Det er vigtigt 

at følge med i nyhederne og i 

samfundsudviklingen, og det 

er det ikke alle unge, der gør i 

tilstrækkelig grad.’ En fordel 

ved at sænke aldersgrænsen 

til 16 år kunne være, at det ville 

få politikerne til at opprioritere 

uddannelsesområdet: ’Vi 

er 33 i klassen, og der er kun lige 

stole nok til, at alle kan sidde 

ned. Det er en meget kortsigtet 

løsning at spare på uddannelse, 

for de unge er jo 

Danmarks fremtid,’ siger han. 

Mohammed Wehbe, 18 år, 

Bellahøj 

’Det vigtigste, vi har i Danmark, 

er de unge, derfor skal 

pengene bruges på os,’ mener 

Mohammed Wehbe, der vil 

stemme på SF til kommunalvalget, 

og som en af de få elever 

på Metropolitanskolen 

kan han reelt stemme ved det 

’rigtige’ valg. På spørgsmålet 

om, hvorvidt valgretsalderen 

bør sættes ned, svarer Mohammed: 

’18 år er en god 

grænse. Det, at man bliver 

myndig og får stemmeret som 

18-årig, passer godt sammen,’ 

siger han og synes det er ulogisk, 

at den kriminelle lavalder 

er 15 år. ’Når man kan 

straffes som 15-årig, men 

først kan få indflydelse og 

stemme som 18-årig, er der 

tre år, hvor man ikke rigtigt er 

medlem af samfundet,’ reflekterer 

han. 

AF JEPPE HOLM GUDMANSEN 

Eksperter: 16-årige 

bør have stemmeret 

Hvis politikerne har 

nogen interesse i at 

forbedre det danske 

demokrati, bør de sænke 

valgretsalderen til 16 år, 

lyder eksperters råd. Det 

forslag blev fremsat af en 

valgretskommission 

tidligere på året, men VK 

og DF stemte imod 

Myndighedsalder 

af Signe Rugholt Carlsen 

Hvorfor skal danske unge 

stilles demokratisk ringere 

end andre europæiske unge? 

Det spørgsmål rejser forsker 

i europæiske politik og 

professor ved Københavns 

Universitet, Peter Neder - 

gaard. Han undrer sig over, at 

Danmark holder fast i, at man 

skal være fyldt 18 år for at 

have ret til at stemme til valg, 

når man for eksempel i 

Østrig og flere delstater i 

Tyskland kun skal være 16 år. 

»Det er en klar tendens i 

flere europæiske lande at 

sænke valgretsalderen. Det 

bør også gælde danske unge,« 

siger Peter Nedergaard 

og forklarer, at en ændring vil 

være med til at afbalancere 

indflydelsen fra det stigende 

antal ældre: 

»Efterhånden går flere og 

flere op i ældrecheck, hjemmehjælp 

og andre emner, 

som alene har med de ældre 

at gøre. En nedsættelse af 

valgretsalderen ville rode 

bod på det og forbedre demokratiet,« 

fastslår professoren. 

Han bakkes op af lektor på 

Aalborg Universitet Johannes 

Andersen, der også mener, 

at Danmark bør sænke 

valgretten: 

»Det vil være en forbedring 

af vores demokrati, alene 

ved den kendsgerning, at 

flere ville blive en del af det,« 

siger han. 

Mægtiggjorte unge 

Når flere bliver inddraget i 

demokratiet, bliver de mere 

ansvarlige og involverede, 

fastslår Johannes Andersen. 

Han er ikke nervøs for, at man 

blot får flere til at stemme, 

der ikke aner noget om politik: 

»Det holder næppe. Jo 

mere involveret man bliver, 

jo mere sætter man sig ind i 

tingene. Derfor vil videns - 

niveauet stige, hvis man får 

valgret tidligere.« 

Desuden har unge en anden 

viden om samfundet, 

som den ældre generation ikke 

har, siger Johannes Andersen: 

»De kender muligvis færre 

politikere, men til gengæld 

følger de mere med i, hvad 

der sker på gaden. Viden er 

forskellig, og man stemmer 

altid efter sin egen overbevisning.« 

De 16-18-årige har en række 

medborgeropgaver og forpligtelser 

f.eks. i forhold til 

skat. Derfor bør de også have 

rettigheder, når det gælder 

politik, mener Johannes Andersen: 

»Deres forpligtelser 

bør suppleres af rettigheder.« 

Uddannelseskløft 

Også valgforsker på Syddansk 

Universitet Klaus 

Hüls Levinsen mener, at en 

udvidelse af demokratiet er 

det væsentligste argument 

for at nedsætte valgretsalderen. 

I dag er der en stor uddannelseskløft 

mellem de 

unge, der vælger en ungdomsuddannelse, 

og de, som 

vælger en praktisk uddannelse. 

Sænker man valgretsalderen, 

får unge i højere grad den 

samme forudsætning for at 

stemme, fordi alle har lært 

nogenlunde det samme i folkeskolen. 

»Men det indebærer, at 

samfundsfag og historie opprioriteres. 

Sker det, bliver 

det lettere at lave en kobling 

fra forberedelse af valg til 

faktisk deltagelse,« siger 

Klaus Hüls Levinsen. At unge 

stemmer mere radikalt eller 

mangler viden om at stemme 

holder ikke en meter, mener 

han: 

»Det er ikke velbegrundet, 

og selv om det var tilfældet, 

at de unge stemmer mere 

radikalt, er det ikke noget demokratisk 

argument for at sige, 

at de ikke skal have valgret. 

Det svarer til, at ældres 

stemmer på Dansk Folkeparti 

ikke er lige så sobre som andres 

stemmer.« 

Ligeledes er der, ifølge Levinsen, 

lige så mange ældre, 

der ikke ved nok om politik. 

Men de unge har bedre forudsætninger 

for at søge information, 

fordi meget politik 

formidles via medierne, 

hvor unge er de ivrigste brugere, 

fastslår han. 

’Slemt skuffende’ 

Sidste år var det 30 år siden, at 

Danmark fulgte en 

europæisk bølge og nedsatte 

valgretsalderen til 18 år. 

Nu er Europa atter begyndt 

at sænke valgretten. 

Det fik sidste år oppositionen 

i Folketinget til at fremsætte 

et forslag om at nedsætte 

en valgretskommission, 

der skulle se på fordele 

og ulemper ved at nedsætte 

valgretten til 16 år. Men i maj 

måned blev forslaget nedstemt 

af regeringen og Dansk 

Folkeparti efter anden behandling 

i folketingssalen, 

hvor 52 var for og 60 imod. 

Et »slemt skuffende resultat«, 

mener Socialdemokraternes 

ordfører på området, 

Rasmus Prehn: »Det virkede 

meget mærkeligt, at regeringen 

frabad sig ny viden. Den 

har simpelthen berørings- 


Fokus 

19 

angst.« Venstre ser ikke noget 

mærkeligt i, at regeringen 

stemte imod en valgrets - 

kommission: 

»Der er ikke grund til at 

bruge skattekroner på noget, 

der ikke vil tilføre nye oplysninger. 

Vi er fuldt oplyst,« siger 

Venstres kommunalordfører, 

Erling Bonnesen. 

Socialdemokraterne går 

blandt andet ind for 16-års 

valgret, fordi vores europæiske 

naboer begynder at gøre 

det, forklarer Rasmus Prehn: 

»Mens Østrigs unge kunne 

gå ned og stemme i sommer, 

kunne danske unge stå 

og trykke næsen mod ruden, 

sat uden for indflydelse. 

Spørgsmålet er, om det også 

skal være sådan næste 

gang?« 

Ret grotesk 

Det skal det, siger Venstres 

Erling Bonnesen: 

»Grænsen hedder 18 år, og 

det bliver den ved med. Flertallet 

af de unge selv ønsker 

ikke at få stemmeret tidligere,« 

siger Erling Bonnesen, 

og han har tilsyneladende 

ret. 

I hvert fald viser en Gallup-undersøgelse, 

foretaget 

af DUF – Dansk Ungdoms 

Fællesråd i 2008, at kun 14 

procent af unge mellem 16-25 

år ønsker at sætte valgretten 

ned til 16 år. Et tal, DUF dog 

mener er steget, fordi der er 

kommet mere fokus på emnet. 

I en lang række danske 

kommuner, i alt i 31, f.eks. Århus, 

Køge og Frederikshavn 

afholder man for eksempel 

prøvevalg for 16-18-årige ved 

kommunalvalget i næste uge. 

Både regeringen og DF 

overvejer at nedsætte den 

kriminelle lavalder, som i dag 

er 15 år, men heller ikke det 

har betydning for valgretten. 

Det er to forskellige ting, mener 

DF's Peter Skaarup: 

»Man er ikke tilstrækkelig 

moden til at bedømme politiske 

partier, når man er under 

18 år. Men derfor kan man stadig 

være kriminel og ude af 

kontrol, og så skal vi gribe 

ind.« Valgforsker og lektor 

på Danmarks Journalisthøjskole 

Roger Buch mener, det 

er et politisk og personligt 

spørgsmål, om valgretten 

bør sænkes eller ej – der findes 

ingen facitliste. Han understreger 

dog, at myndighedsalder 

og valgret altid bør 

følges ad: 

»Der bør være sammenhæng 

mellem at bestemme 

over ens eget liv og samfundet. 

Det virker paradoksalt 

og fuldstændig grotesk, hvis 

unge skal være med til at bestemme, 

hvilke politikere der 

skal regere, når de ikke selv 

kan bestemme, hvor de vil bo, 

og hvordan de vil bruge deres 

penge.« 

si 

Udda Ud U 

dd ddda 

Tæt på praksis 

Tæt på lederne 

Tæt på jeres organisation 

DOL eller Diplom i Ledelse? 

Som den eneste udbyder i landet er 

vi certificeret i hele 19 DOL-moduler 

og kan derfor skræddersy en komplet 

DOL-uddannelse helt efter jeres behov. 

Da vi tillige er en af landets mest 

progressive og erfarne udbydere af 

Diplomuddannelsen i Ledelse, kan vi 

levere den fulde palet af lederuddannelser 

til ledere i det offentlige. 

Det handler om at sikre optimal effekt 

for borgerne gennem lederuddannelse 

forankret i organisationens strategiske 

fokus. Det er derfor, vi kalder det lederuddannelse 

tæt på jeres organisation, 

tæt på lederne og tæt på praksis. 

Kontakt os for en snak om jeres 

muligheder. 

Professionsinstitut KLEO 

Ledelse og 

organisationsudvikling 

T 4189 8178 

kleo@ucc.dk 

www.kleo.ucc.dk



Prøvevalg 

for unge har en 

skjult dagsorden 

31 kommuner holder pro forma-valg for de 16-17-årige. 

For første gang får så mange danske unge lov at stemme ved et 

kommunalvalg. Men bag ønsket om at lade de unge deltage i 

valghandlingen ligger skjulte ønsker om sænkelse af 

valgretsalderen og at få elektronisk valg via computeren 

Unge til urnerne 

af Michelle Arrouas 

En stemmeprocent langt under 

landsgennemsnittet, meningsmålinger, 

der viser ringe 

interesse for lokalpolitik 

og udbredt ukendskab til det 

forestående kommunalvalg. 

Kommunalpolitik er ikke 

de unges livret. Men nu vil en 

række af landets kommuner 

og ungdomsorganisationer 

lære de 16-17-årige at spise 

op, når der står lokalpolitik 

på menuen. 

Næsten en tredjedel af 

landets kommuner lader de 

unge prøvestemme ved kommunalvalget. 

Det er i høj grad 

resultatet af intensivt lobbyarbejde 

fra paraplyorganisationen 

Ungvalg ’09, som er 

dannet af 13 danske børne- og 

ungdomsorganisationer. 

De har gennem længere 

tid kæmpet for at få kommunerne 

til at give de unge lov til 

at teste sig selv i stemme - 

boksene; nu arbejder de for at 

sikre en høj stemmeprocent 

ved de i alt 31 kommuners 

prøvevalg for de 16-17-årige. 

Både kommunerne og 

Ungvalg ’09 fortæller, at det 

primære formål med prøvevalget 

er at få de unge til at interessere 

sig for politik på 

lokalplan og lære dem vigtigheden 

af at stemme. Men her 

hører enigheden også op; både 

kommuner og ungdomsorganisationer 

under Ung- 

valg ’09 har flere andre motiver 

til at engagere sig i prøvevalget. 

Skyts til alderdebatten 

Bag organisationen Ungvalg 

’09, der har kæmpet for prøve 

valg i landets kommuner, 

står blandt andre oppositionspartiernes 

ungdoms - 

afdelinger, Danmarks Socialdemokratiske 

Ungdom 

(DSU), Socialistisk Folkepartis 

Ungdom (SFU) og 

Radikal Ungdom. 

De tre ungdomspartier 

har alle været engageret i debatten 

om valgretsalderen, 

og både DSU og SFU går ind 

for, at den generelle valgretsalder 

skal sættes ned til 16 år. 

Derfor håber de to ungdomsorganisationer 

på, at stemmeprocenten 

ved kommunal-prøvevalgene 

bliver så 

høj, at det kan virke som bevisførelse 

for, at også unge 

under 18 år interesserer sig 

for og engagerer sig i politik. 

»Det, vi helt konkret 

håber på at opnå, er, at stemmeprocenten 

bliver så høj, at 

folketingspolitikerne får øjnene 

op for, at unge under 18 

år er modne nok til at deltage 

i demokratiet,«, fortæller 

Pelle Dam, der er landsformand 

for Socialistisk Folkepartis 

Ungdom. 

Også de socialdemokra - 

tiske unge håber at kunne udnytte 

prøvevalgene politisk. 

»Vi håber på, at prøve - 

valgene kan være med til at 

flytte holdningen til 16-års 

stemmeret. Vi mener, at de 

16-årige skal have lov til at 

stemme, og med prøveval - 

gene håber vi på at kunne få 

kickstartet debatten og rykket 

holdningerne hos dem, 

som er imod stemmeret til de 

unge«, lyder det fra DSU’s 

forbundsformand, Peter 

Hummelgaard Thomsen. 

De 31 grønne kommuner holder 

eller har holdt prøvevalg for de 

16-17-årige op til kommunal - 

valget på tirsdag. 

GRAFIK: DANSK UNGDOMS FÆLLESRÅD 

Radikal Ungdom er imod 

at sætte valgretsalderen ned, 

men organisationen vil gerne 

have gang i debatten. Det er 

derfor, at partiet har lagt arbejdskræfter 

i prøvevalgene, 

fortæller landsformand 

Simon Dyhr: 

»Vi er med til at organisere 

prøvevalgene, fordi vi ønsker 

en demokratisk diskussion 

af, hvorvidt det er en god 

idé med 16-års stemmeret.« 

Ungvalg ’09 er uenige 

Udmeldingerne fra de politiske 

ungdomsorganisationer 

går stik imod meldingen fra 

paraplyorganisationen Ungvalg 

’09. Organisationen har 

arbejdet hårdt for at få organiseret 

prøvevalgene og mener 

ikke, at de skal bruges 

som afsæt for endnu en runde 

af debatten om valgretsalderen. 

»Det er slet ikke formålet 

med prøvevalgene. Prøvevalgene 

er udelukkende et 

forsøg på at bakke op om det 

initiativ, der er taget ude i de 

kommuner, der vil give unge 

mulighed for at deltage aktivt 

i demokratiet,« siger talsmanden 

for Ungvalg ’09, Jens 

Nielsen, der er KFUM-spejdernes 

repræsentant i Ungvalgs 

kampagnegruppe. Han 

mener, at ungdomspartierne 

har misforstået formålet med 

prøvevalgene: 

»Det er så deres bevæggrunde 

for at være med i det 

her. Men selve prøvevalgene 

har altså ingenting at gøre 

med valgretsalderdebatten,« 

understreger han. 

Ifølge flere politikere skal 

ungdomspartierne da heller 

ikke skrue forventningerne 

for højt op, når det gælder 

effekten af prøvevalgene; 

uanset stemmeprocenten vil 

regeringspartierne tilsyne - 

ladende ikke ændre deres 

holdning i debatten om en 

eventuel nedsættelse af valgretsalderen. 

Afviser debatten 

I maj i år stemte regeringspartierne 

imod et forslag om 

at nedsætte en valgretskommission, 

og det vil en høj 

stemmeprocent ved prøvevalgene 

ikke ændre på. 

»Jeg vil slet ikke gå ind og 

kigge på de unges stemmeprocent 

eller resultatet af 

prøvevalgene. For mig at se 

er det positivt, at de unge bliver 

politisk bevidste i en tidligere 

alder, men derfra er der 

langt til at lade dem bestemme, 

hvem der skal lede landet. 

Jeg mener, at man skal 

holde fast i, at myndigheds - 

alderen og valgretsalderen 

følges ad, og når myndighedsalderen 

i Danmark nu er 

18 år, så skal man også først 

have stemmeret der«, lyder 

det fra skatteminister Kri s - 

tian Jensen fra Venstre. 

Han er positiv over for 

prøvevalgene, men vil fortsat 

ikke være med til at sætte 

valgretsalderen ned. 

»De unge kan være nok så 

modne og politisk engagere-


de, men for mig er det ikke 

det, det handler om,« siger 

han. 

Frederiksberg er en af de 

kommuner, der afholder prøvevalg 

for de unge, og her 

håber den konservative 

borgmester Jørgen Glenthøj 

på en høj stemmeprocent. 

Men selv hvis stemmeprocenten 

blandt de unge på Frederiksberg 

bliver tårnhøj, vil 

det alene ikke få ham til at 

foreslå at sætte valgretsalderen 

ned, understreger han: 

»Det er fint, hvis de unge 

engagerer sig og møder op i 

stort tal på valgdagen. Men 

derfra og så til at foreslå, at 

man adskiller valgrets- og 

myndighedsalder, det hænger 

ikke sammen«, siger han. 

Digitale prøvekaniner 

Også kommunerne har mere 

end en grund til at afholde 

prøvevalgene, vurderer 

Roger Buch, der er kommunalvalgsforsker 

og lektor i 

statskundskab ved Danmarks 

Medie- og Journalisthøjskole. 

Han mener, at der 

er lige så mange begrundelser, 

som der er kommuner – 

og de handler ikke udelukkende 

om at gøre de unge 

interesserede i politik: 

»Selvfølgelig har kommunalpolitikerne 

en interesse i 

at få de unge til at engagere 

sig i lokalpolitik, men der er 

flere andre grunde til, at de 

vælger at afholde prøvevalg 

for de unge, vurderer han. 

»Nogle gør det for at få 

afprøvet de digitale valghandlinger, 

nogle gør det for 

at være med på noderne, 

nogle gør det for at slå et slag 

for, at valgretsalderen skal 

nedsættes, og nogle gør det 

for at demokratisere de 

unge«, siger valgforskeren. 

Roger Buch hæfter sig 

ved, at 26 ud af de 31 prøvevalg 

bliver afholdt elektronisk. 

Det betyder, at de unge 

kommer til at stemme via internettet, 

på sms og på elektroniske 

valgbokse – som de 

første i Danmark. Og det er 

en afgørende grund til, at 

kommunerne har valgt at afsætte 

ressourcer til prøvevalgene, 

mener han: 

” Vi mener, at de 

16-årige skal have lov til 

at stemme, og med 

prøvevalgene håber vi 

på at kunne få 

kickstartet debatten og 

rykket holdningerne hos 

dem, som er imod 

stemmeret til de unge 

Peter Hummelgaard 

Thomsen, 

DSU’s forbundsformand 

»Prøvevalget for de unge 

er en oplagt mulighed for 

kommunerne til at afprøve 

de digitale valghandlinger,« 

siger han. 

I Frederiksberg Kommune 

afholdes prøvevalget 

elektronisk og dermed får 

kommunen mulighed for at 

afprøve en metode, som den 

gerne så indført ved det 

egentlige kommunalvalg. 

Trodser ministerium 

To gange har kommunen 

søgt Indenrigsministeriet 

om lov til at afholde kom - 

munalvalg digitalt, men begge 

gange har svaret været nej. 

Nu tager kommunen så revanche 

ved at lade de unge 

stemme via sms og på internettet. 

På den måde slår kommunen 

to fluer med ét smæk: 

Kommunen kan afprøve de 

digitale valghandlinger, og 

samtidig kan det muligvis 

lykkes at få flere unge til at 

stemme, når valghandlingen 

foregår på de unges ’hjemmebane’, 

forklarer borg - 

mester Jørgen Glenthøj: 

»Min personlige opfattelse 

er, at unge er fantastisk 

dygtige til det tekniske, så jeg 


21 


Få unge fik allerede ved kommunalvalget i 2005 lov at stemme – for 

sjov. I år har 31 kommuner valgt at gøre det. Her er det elever i 2005 

på Sct. Annæ Gymnasium, der sidder med stemmelister i kantinen 

som led i at lade de unge deltage i demokratiet. 

ARKIVFOTO: CLAUS BECH ANDERSEN/SCANPIX 

tror, det vil gøre en forskel for 

stemmeprocenten«, siger 

han. Borgmesteren afviser 

dog, at kommunen afholder 

valget udelukkende for at 

afprøve de digitale valghandlinger, 

men samtidig ærgrer 

han sig over, at de valgberettigede 

ikke får samme mulighed 

for at stemme elektronisk. 

»Vi vil meget gerne gennemføre 

fulde digitale valg, 

men vi har desværre igen fået 

nej fra Indenrigsministeriet. 

Det vil helt sikkert medvirke 

til at holde demokratiet levende 

at gøre det lettere for 

borgerne at afgive deres 

stemme. Så jeg tror på sigt vi 

kommer til at digitalisere 

valghandlingen«, siger Frederiksberg-borgmesteren. 

Frederiksberg Kommune 

håber således, at det elektroniske 

valg forløber smertefrit, 

så man kan arbejde videre 

med de digitale valghandlinger 

– også ved det rigtige 

valg. 

Læs mere om Ungvalg ’09: 

http://www.ungvalg09.dk/ 

SAGLIG OG ENGAGERET 

JOURNALISTIK 

Bandekrig, EU-debat, klimaforandringer, 

mobning, terrorbekæmpelse, skoleskyderier, 

tempelridderne og de syv dødssynder 

iBureauet producerer: 

· Baggrundsartikler om historiske 

og aktuelle emner 

· Temaaviser som klassesæt 

· Tværfagligt undervisningsmateriale 

www.ibureauet.dk 

iBureauet leverer journalistik og undervisningsmaterialer 

NY UDGAVE UDDGAV 

VE 

"fremragende indspark i debatten debattten 

om velfærdssamfundet" 

Thorkild Thejsen, Folkeskolen 

”... stiller 

skarpt 

på nogle le af det dett 

moderne på nog samfunds store pro 

- 

blemer ... 

Som formidling 

er 

bogen 

nærmest uovertruffen 

... 

komplicerede problemstillinger problemstillingerr 

forklares 

gennem eksempler 

taget fra dagligdagen og den offentlige offfentlige 

debat.” ***** 

Lennart Kiil, forsker. forsker.net .net 

"... beskriver levende 

og overbevisende, overbbevisende, 

hvordan 

de 

nye 

re 

- 

former bidrager 

til il at t skabe skabea 

t et 

t styringsmæssigt 

monster, ter, 

et 

mo 

vrangbillede vrangbillede af rationalitet og fornuft fornuft ... forbilledligt forbilledligt klart og 

letlæst” 

Paul Hegedahl, DKnyt 

"Sjældent har 

jeg læst en så 

relevant reelevant 

og 

provokerende bog 

... 

Pligtlæsning Pligtlæsning for alle der deltager 

i samfundsdebatten!" 

samfundsdebatten!" 

Lars Kolind, kolindkuren.dk 

"Ikke bare 

ledere og 

ansatte 

i 

det ddet 

offentlige, 

men alle 

der 

in 

- 

teresserer teresserer sig 

for 

velfærdsstat 

velfærdsstatens tens udvikling 

vil finde denne 

ramsaltede kritik af af tidens målemani måleemani 

interessant." 

Bibliotekernes Lektørudtalelse 

NYT EFTERSKRIFT 

230 SIDER KR. 149,- 

INFORMATIONSFORLAG.DK 

INFORMATTIONSFORLAG.DK



De mange krav om bedre 

kvalitet svækker folkeskolen 

Nationale test, elevplaner og kvalitetsrapporter. Folkeskolen skal leve op til et øget antal krav, og 

det kommer til at koste. De høje ambitioner betyder, at kommunerne i de kommende år står over 

for at lukke et stort antal skoler, skære ned på timetallet og samtidig nytænke folkeskolen 

Folkeskolen 

af Lise Richter Lauridsen 

Skolelukninger og for få undervisningstimer 

er en tabersag, 

som de fleste politikere, 

der er opstillet til kommunalvalget 

i år gerne ville 

være foruden. 

Men som kommunernes 

økonomi ser ud lige nu, tages 

de upopulære midler i brug i 

de kommende år. Samtidig 

må kommunerne finde ud af, 

hvad de vil med folkeskolen, 

for der er hårdt brug for nytænkning, 

mener en række 

eksperter. 

Ifølge formanden for de 

kommunale børne- og kulturchefer, 

Per B. Christensen, 

så kan det blive nødvendigt 

at lukke mellem 100-200 

ud af Danmarks godt 1.500 

folkeskoler i løbet af de næste 

par år. 

»Man kan ikke få det hele. 

Vi kan ikke både levere mere 

viden om trafiksikkerhed, 

seksualoplysning, bedre læseevner 

og modvirke fedme i 

folkeskolen, for kommunerne 

får ikke flere ressourcer. 

Hvis vi samtidig skal øge fagligheden 

og efteruddanne 

lærerne, så står vi over for et 

stort antal sammenlægninger 

og nedlæggelser af skoler,« 

siger Per B. Christensen. 

138 skoler er blevet lukket 

de sidste otte år. Det har ofte 

medført voldsomme protester 

fra forældre og lokalbefolkning, 

og derfor er lukningerne 

et spørgsmål som 

kommunalpolitikere rundt 

om i landet er meget sårbare 

overfor. På den ene side skal 

de tage hensyn til et politisk 

krav om at højne niveauet i 

folkeskolen. På den anden side 

er der et folkeligt krav om 

at bevare skoler, fordi de ofte 

fungerer som vigtige kulturinstitutioner, 

der skaber 

sammenhæng i lokalsamfundet. 

Det er den vanskelige 

af vejning, som mange 

kommunalpolitikere bliver 

nødt til at tage i den kommende 

valg periode, mener 

kommunalforsker Ulrik 

Kjær fra Syddansk Universitet: 

»En af de allerhotteste 

diskussioner lige nu burde 

være kommunernes skolestruktur. 

Hvor mange skal 

der være, og hvor store skal 

de være? Kommunalreformen 

har mange steder gjort, 

at man har udsat beslutningen, 

men nu står mange kommuner 

med et efterslæb på 

vedligeholdelse af skolerne 

og et væsentligt økonomisk 

underskud, der gør det 

oplagt at diskutere antallet af 

skoler.« 

Diskussionen om, hvad 

man vil prioritere i folkeskolen, 

er imidlertid farlig for 

politikerne, når den kommer 

i gang så langt henne i valgkampen, 

mener Ulrik Kjær. 

»Når et emne som skolelukninger 

først kommer op 

14 dage før valget, som det 

sker nu, så er det klart, man 

taber vælgere på det. Havde 

man taget hul på den store og 

svære diskussion langt tidligere 

om, hvordan vi gerne vil 

indrette skolesystemet, hvilke 

bygninger, hvilken faglighed, 

hvor mange skoler og 

hvor store, ja så ville de politikere, 

der foreslår skolelukninger, 

ikke nødvendigvis 

blive opfattet som dumme og 

onde, for det kan give god 

mening af lukke en skole,« siger 

Ulrik Kjær. 

Steen Hildebrandt er professor 

i ledelse og organisation 

på Handelshøjskolen, 

Aarhus Universitet, og medforfatter 

til en ny debatbog 

om folkeskolen. Efter Hildebrandts 

mening har den øgede 

statslige indblanding i 

form af elevplaner og kvalitetsrapporter 

ført til, at folkeskolen 

har mistet legitimitet 

i mange kommuner. 

Ledelsesansvar 

Derfor kommer debatten 

ifølge Steen Hildebrandt ofte 

til at handle om håndgribelige 

økonomiske størrelser 

som minimumtimetal og 

skolelukninger: 

»Folkeskolen er et godt


Folkeskolen kan få alle op på tæerne. 138 skoler er 

blevet lukket de sidste otte år. Det har ofte 

medført voldsomme protester fra forældre og 

lokalbefolkning, og derfor er lukningerne et 

spørgsmål som kommunalpolitikere rundt om i 

landet er meget sårbare overfor. 

ARKIVFOTO: MICHAEL KOCH/SCANPIX 

eksempel på kampen mellem 

det lokale selvstyre og 

regeringens detailstyring. 

Men hvis kommunerne forsømmer 

en seriøs drøftelse 

af skolens fremtid, så risikerer 

de endnu mere kontrol, 

derfor er kommunalpolitikernes 

store udfordring 

fremover at tage et ledelsesansvar 

for folkeskolens udvikling.« 

Steen Hildebrandt mener 

dog samtidig, at der må drosles 

ned på den statslige styring, 

så skolerne kan tilpasse 

sig lokale behov. 

»Lærere, ledere og skoler 

vånder sig under det bureaukrati, 

der er lagt ned over 

skolerne de seneste 10 år. Og 

det medvirker til, at folkeskolen 

stadig er præget af en 

tænkning, der hører til i det 

gamle industrisamfund. Detail 

styringen fra Folketingets 

side har dog kun givet 

udslag i marginale ændringer. 

En omfattende reformtænkning 

magter regeringen 

ikke at tage, men hvis den politik 

fortsætter, så har folkeskolen 

en svær fremtid,« siger 

Steen Hildebrandt. 

Professor Niels Egelund 

fra Danmarks Pædagogiske 

Universitetsskole, Aarhus 

Universitet, mener omvendt, 

at der er masser af eksempler 

på reformer og nytænkning 

i folkeskolen. 

»Vi har aldrig før set så 

mange ændringer og initiativer, 

hvor man prøver at nytænke 

folkeskolen. Det er 

mørkemænd, der siger andet. 

Og når der er indført flere 

test, er det jo ikke for at gøre 

børnene ondt, det er for at 

undgå, at elever i 6.–7. klasse 

ikke kan læse,« siger Niels 

Egelund. 

At regeringen i det kommende 

år vil lave et ’360 graders 

eftersyn af folkeskolen’, 

mener Steen Hildebrandt ikke 

er noget tegn på, at der 

mere nytænkning på vej, 

men snarere flere uheldige 

lappeløsninger. 

Maskintænkning 

At mængden af krav til skolerne 

vokser, er en naturlig 

udvikling i et videnssamfund, 

mener Niels Egelund: 

»Vi kan ikke skrue tiden 

tilbage til Morten Korchs tid, 

for børnene skal ikke ud og 

tjene, når de fylder 14 år 

længere. Det øgede antal administrative 

og pædagogiske 

krav i folkeskolen hænger 

sammen med samfundets 

behov for, at langt flere 

får en uddannelse. Men det 

er klart, at det især for små 

folkeskoler kan være svært 

at administrere de mange 

krav.« 

Steen Hildebrandt ønsker 

heller ikke at rulle elev - 

planer, kvalitetsrapporter 

eller nationale test tilbage. 

»En test eller en elevplan 

kan jo sagtens ses som et led 

i sund pædagogisk evaluering. 

Problemet med dem er, 

at vi ofte ender med at fokusere 

på tallene og ikke det 

enkelte barn. Og det er en 

maskintænkning, hvor vi 

glemmer, at børn er ligeså 

forskellige som alle os andre,« 

siger Steen Hildebrandt. 

Forskel = uretfærdighed 

Kommunalforsker Ulrik 

Kjær mener også, at debatten 

omkring folkeskolen er 

præget af manglende accept 

af forskellighed både blandt 

børn, skoler og kommuner: 

»Hvis lille Per får to timer 

mindre, så er det synd for lille 

Per. Sådan lyder det hver 

gang, der er forskelle mellem 

skolerne. Men det er et problem, 

hvis vi hver gang, der 

er den mindste forskel, hidser 

os op over, at det er dårlig 

service, fordi det kalder på 

flere penge fra staten og flere 

statslige minimumstandarder,« 

forklarer Ulrik Kjær. 

Forskellighed er i for høj 

grad blevet lig uretfærdighed, 

mener han: 

»Politikerne er kommet 

ind i ond spiral, hvor de presser 

hinanden til at skabe lappeløsninger 

på baggrund af 

de her forskelle, i stedet for 

at stå ved, at der er forskel på 

kommunerne.« 

Hele ideen bag forskellighed 

i folkeskolen handler 

ifølge Ulrik Kjær om at ud- 

” Folketinget er 

flyttet med ind 

klasselokalerne, fordi 

det giver stemmer at 

beskæftige sig med 

ting, der vedrører 

almindelige mennesker, 

og det gør folkeskolen. 

Men den øgede 

statslige indblanding er 

et problem, fordi det 

skaber nogle 

forventninger hos 

forældrene, som 

kommunerne ikke kan 

leve op til 

Jørn Sørensen, formand for 

Børne- og Fritidsudvalget i 

Kommunernes Landsforening 

vikle den bedst tænkelige 

skole. 

»Forskellige skoler øger 

chancen for, at skolerne finder 

de bedste løsninger. Hvis 

alle skoler valgte at køre efter 

den samme model, så ville 

de jo ikke finde frem til nye 

måder at gøre tingene på. I 

takt med, at folkeskolen bliver 

mere statsstyret, så ødelægges 

den her innovation, 

som er så nødvendig for folkeskolens 

fremtid,« mener 

Ulrik Kjær. 

Jørn Sørensen, formand 

for Børne- og Fritidsudvalget 

i Kommunernes Landsforening, 

er enig i det synspunkt: 

»Folketinget er flyttet 

med ind klasselokalerne, 

fordi det giver stemmer at 

beskæftige sig med ting, der 

vedrører almindelige mennesker, 

og det gør folkeskolen. 

Men den øgede statslige 

indblanding er et problem, 

fordi det skaber nogle forventninger 

hos forældrene, 

som kommunerne ikke kan 

leve op til.« 

Bedre ledelse 

Steen Hildebrandt ser en bevægelse 

i kommunerne og 

blandt lokale borgere mod et 

større engagement i, hvordan 

folkeskolen skal se ud i 

fremtiden. Men hvordan 

hænger det sammen med historien 

om en skrantende 

folkeskole med lavere timetal, 

skolelukninger og dårlige 

lokaleforhold? 

»Det er ikke en naturlov, 

at enhver ændring til det 

bedre koster penge, og det er 

et af problemerne i den måde 

kommunerne tænker skole 

på. Men jeg tror, der er 

mange i kommunerne og 

ude på skolerne, der er parat 

til et gøre rigtig meget, for at 

komme videre end den bureaukratiske 

sniksnak om timetal 

og karakterer,« mener 

Hildebrandt. 

Jørn Sørensen mener dog, 

at de fleste kommuner er 

meget engagerede i folkeskolen, 

men han er enig i, at 

det er for primitivt, når debatten 

kommer til at handle 

om skolelukninger, timetal 

eller flere penge: 

»Der er behov for, at man i 

kommunerne afklarer, hvad 

man vil med skolen. Samtidig 

skal der satses på bedre 

ledelse i folkeskolen, for det 

er et problem, at mange skole 

ledere bruger alt for meget 

tid på administrere. Det må 

man ansætte en skrap administrator 

til, så skolelederen 

kan koncentrere sig om at 

udvikle det pædagogiske arbejde, 

for det er det, skolen 

er bedst til.« 

LILA@INFORMATION.DK 


23 


FREMTIDENS KLIMAUNDERVISNING 

TIL GYMNASIALE UNGDOMSUDDANNELSER (stx/hf/htx/hhx) 

Den 6/10 udkom Information 

i en fremtidsudgave. 

Avisen foregår i år 2059, og 

den har to halvdele: 

· Den ene avis, splittelsesavisen, 

er skrevet i en 

verden, hvor topmødet i 

København blev en fiasko. 

· Den anden avis, sam - 

arbejdsavisen, i en ver- 

den, hvor topmødet blev 

en succes. 

Videnskab eller politik? Aktivisme eller hærværk? Debatkampagner 

eller propaganda? 

Du kan købe avisen i klassesæt á 30 eksemplarer til 400 kr. 

på www.information.dk/undervisning. 

Her kan du også oprette dig gratis som bruger og få adgang 

til stort webbaseret læringsrum med AT-ressourcer 

og meget mere. 

UNDERVISNING 

www.information.dk 

Netop kåret som 

Årets internetavis ’09 

Information.dk er blev kåret til årets internetavis. 

Det er vi naturligvis glade for. Især 

er vi glade for begrundelsen. 

’Information.dk er ikke en netavis for alle om 

alt: Den er Internetavisen for politik 

og kultur, som den enkelt og effektivt 

kommunikerer lige over sit velkendte logo.’ 

Og videre: ’Forsiden er som ingen anden 

dansk netavis, og her får man nyhedsbilledet 

stillet op på sin helt egen 

måde, som formentlig vil dele brugerne.’ 

Det er lige præcis pointen. Information.dk er 

ikke internetavis for alle. Det er en internetavis 

for alle jer, som interesserer jer for 

politik og kultur og som ikke kan lade være 

med at debattere den måde, vi har indrettet 

vores samfund på. 

På information.dk får du baggrund, 

analyse og perspektiv på nyhedsstrømmen. 

Du får fotobloggen og nyhedsbloggen, 

hvor Informations skribenter 

anbefaler det vigtigste på nettet. 

Podcast. Temaer. En væsentlig 

debat mellem læserne. 

information.dk – internetavis 

for politik og kultur 

PS: Følg @informeren på Twitter

Mikkel Warming, København 

I København har vi lavet en fattigdomsundersøgelse og derefter 

en økonomisk skadestue og hjælp til medicin og tandlæge. Jeg 

glæder mig også over, at vi har været med til at skaffe boliger til 

psykiske udsatte og mennesker med handicap. 

Jette Jensen, Århus 

Vi skal have bedre kollektiv trafik i Århus. Vi har været med 

til at sikre at moderne sporvognene kører i gaderne fra 2015. 

Enhedslisten har siden 1991 arbejdet for genindførelse af sporvogne 

i Århus, og nu er det lykkedes. 

Anna Rytter, Odense 

Vi arbejder for at ældre får bedre forhold. Samtidig med at de 

ansatte skal have bedre tid til plejen og omsorgen. I Odense har 

vi sikret hjælpen til de ældre med flere vikarer for byens hjemmehjælpere. 

Jesper Kiel, Svendborg 

I alle sager er Enhedslisten i Svendborg miljøets fortaler. Vi har 

stillet forslag om CO 2 reduktioner i kommunen på 40% inden 

2020. Så kan vi imødekomme de fattige landes krav til klimatopmødet 

i København og forhindre den globale klimakrise. 

Stem på enhedslisten den 17. november 

Find din lokale kandidat på: enhedslisten.dk/kommunalvalg09

slogans |unge | magt - Grundtvigs Højskole

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?