slogans |unge | magt - Grundtvigs Højskole

Dagbladet Information
’Det vigtigste, vi har i København, er vores børn
og unge. Jeg har været meget på Nørrebro, og
jeg har fået et godt indblik i, hvor mange
ildsjæle der gør et utroligt stykke arbejde’,
begyndte Frank Jensen under sit besøg i
Nørrebrohallen forleden.
FOTO: KRISTNE KIILLERICH
ind i lokalet. Han sætter sig
oppe foran, og Niels Rytter
går hen til mikrofonen for at
byde velkommen. Kort efter
giver han mikrofonen videre
til Frank Jensen.
Som en dårlig film
»Det vigtigste, vi har i København,
er vores børn og
unge. Jeg har været meget på
Nørrebro, og jeg har fået et
godt indblik i, hvor mange
ildsjæle der gør et utroligt
stykke arbejde. Selv er jeg
glad for, at børn og unge er
blevet hovedtemaet i valgkampen,«
siger han og fortsætter:
»Bandekrigen har sat sit
præg i medierne og i vores
hoveder, og den har skabt
utryghed og billeder fra noget,
der ligner en dårlig amerikansk
gangsterfilm. Jeg vil
gerne stå i spidsen for en
bandeenhed på rådhuset, og
det vil I kunne mærke ude i
marken.«
De voksne klapper, og
Frank Jensen stiller sig ned
ved siden af en mintgrøn
stolpe. Da der ikke er nogen
spørgsmål fra salen – der er
helt stille – sætter han sig
ned og tjekker sin mobil.
Forhenværende minister,
socialdemokraten Jytte
Andersen, skal nu uddele
NØBU-prisen og benytter
sig af lejligheden til at rose
sin partifælle:
»Synes I ikke, at Frank er
en dejlig mand? Lige så rolig
og åben, som han virker her,
sådan er han altid. Stem på
Frank!,« siger hun.
Da Gadeteamet rejser sig
for at modtage prisen på
25.000 kroner, indsamlet
ved bingoarrangementer og
blandt butiksindehavere på
Nørrebro, lyder der »Wuuuhuu«
og pift fra de bageste
rækker.
11 personer stiller sig op
til en mikrofon, der ikke rigtig
virker, og projektleder
Henning C. Hansen indleder
med at henvende sig direkte
til bageste række:
»Kan I høre mig bagved?«
Henning C. Hansen begynder
med at remse de ting
op, som Gadeteamet ikke vil
holdes ansvarlig for, som for
eksempel: boligpolitikken,
der har skabt ghettoer, unge
der sættes i voksenfængsel,
ungdomsklubber, der kun
har åbent 25 timer om ugen,
mediernes evige jagt på en
forsidehistorie, politiets til
tider voldsomme magt -
udøvelse – og meget mere.
Og understreger derefter
det, som Gadeteamet gerne
vil tage ansvar for:
»At gå i dialog med gadens
børn og unge. Lytte,
hjælpe og forsøge at forstå
deres frustrationer – og ikke
mindst deres håb og drømme.
Det handler om at blive
mødt med respekt,« siger
han. ’Respekt’ – det er slagordet
i Frank Jensens valgkamp.
Efter prisuddelingen fortæller
Frank Jensen, hvorfor
han valgte netop dette ord
som det centrale i sin valgkampagne:
»Jeg har respekt for København.
København er min
by, fordi jeg godt kan lide
folk i store sko med store
hjerter. Alt skal ikke være så
velfriseret. Jeg håber, at køben
havnerne også vil få
grund til at have respekt for
rådhuset. Der er for meget
internt fnidder politikerne
imellem, og jeg synes i stedet,
vi skal bruge vores kræfter
på løsninger.«
Onkel politimand
Trøstepræmien på 5.000
kroner går til politiassistent
Flemming Gulløv, og det bliver
fremhævet, at han er den
eneste politimand i Danmark,
som børn og unge i
Mjølnerparken kalder for
onkel.
Frank Jensen kigger på sit
ur. Derefter bliver årets
sportspris uddelt til to unge
lovende boksere: Khalid
Khattab og Rashid Kassem.
Og på de bagerste rækker er
Frank Jensen allerede glemt.
»Jeg hørte ikke efter,« siger
Ali Abdullah.
»Var det ham nummer to
af talerne? Jeg hørte heller
ikke efter,« siger hans sidemand,
der med et skævt smil
tilføjer, at han hedder Muhammed
Heich.
De to unge fyre er ikke
helt enige om, hvor stor en
forskel Gadeteamet gør.
»Henning har gjort en
stor forskel! Der er brug for
dem – de stopper volden,«
siger Muhammed Heich.
Men Ali Abdullah mener
ikke, at Gadeteamet gør me-
Udsnit af Frank Jensens
valgplakat, som kører på
respekt – for byen,
hinanden, miljøet etc.
FOTO: FRANK-JENSEN.DK
get andet end at snakke.
»Det, vi virkelig har brug
for, er nogle flere klubber,
hvor vi kan være sammen,«
siger han.
Foran i salen sidder Frank
Jensen og sludrer med en
politimand, med hånden på
stoleryggen, parat til at rejse
sig. Han tager jakke på og
bliver et kort øjeblik fanget
af skoleleder fra Rådmandsgade
skole, Lise Engholm,
inden han bevæger sig mod
udgangen.
Inden han går, svarer han
på, hvordan han vil nå ud til
de unge på Nørrebro:
»Jeg har besøgt mange
uddannelsesinstitutioner,
senest Niels Brock, og jeg
har talt med mange unge på
Nørrebro. Blandt andet nede
i en taekwondo-klub. Jeg
vil gerne have de unge til at
se, at lokalpolitik handler
om deres liv. Jeg har trevlet
det hele igennem; fra Blågårds
Plads til Rådmandsgade
Skole,« siger han.
Men den socialdemokratiske
politiker har tilsyneladende
ikke gjort så stort et
indtryk på eleverne på Rådmandsgade
Skole som Ritt,
Anders og Mary, da de besøgte
skolen.
I hvert fald ikke, hvis man
lytter til pigerne ved det gule
bord. Den ende af rummet
har Frank Jensen ikke bevæget
sig ned i.
Han hilser på et par personer
fra Gadeteamet, siger
tillykke til politimand Flemming
Gulløv og smutter med
lange hurtige skridt ud af
bagdøren.
I foråret besluttede en
gruppe unge fra Blågårds
Plads at oprette deres
eget vagtværn, der skal
spotte og visitere
bandemedlemmer fra
rockermiljøet. Politi og
politikere kalder det en
optrapning af bande -
konflikten og inviterer til
dialog
Sikkerhed
af Farhiya Khalid
Han er 23 år, uddannet tømmer
og bor på Indre Nørrebro.
Han er i gang med at læse
flere adgangsgivende fag for
at komme ind på Ingeniørhøjskolen.
På mange måder
er han en almindelig, ung
mand – men hans fritidsaktiviteter
er noget anderledes
end hans jævnaldrendes:
»Når jeg ikke er på skolen,
bruger jeg en stor del af min
tid på at fungere som vagt på
Nørrebro,« siger han, der ønsker
at være anonym.
»Så jeg har ikke tid til at arbejde
ved siden af, for jeg
bruger min fritid som frivillig
i vagtværnet.« .
Vagtværnets består primært
af unge mænd, der er
vokset op i området omkring
Blågårds Plads. Deres opgave
er at få øje på rockerlignende
typer og visitere dem for våben.
Når vagterne patruljerer
er de iført skudsikker vest, og
ifølge politiet er de bevæbnede.
Til at begynde med var
vagtværnet ikke så organiseret,
men med tiden er de blevet
flere og har systematiseret
indsatsen, fortæller vagten.
Han vil dog ikke oplyse
om, hvad deres specifikke arbejdsmetoder
er, og hvor de
mere præcist opererer. Han
vurderer, at det er for risika-
belt at afsløre den slags detaljer
af frygt for, at bandemedlemmer
fra rockermiljøet vil
bruge oplysningerne til at angribe
vagtværnet
Fire venner skudt
Den unge vagts engagement i
vagtværnet startede, da der
blev skudt efter flere af hans
venner, der opholdt sig på
Nørrebro.
»Fire af mine venner, der
intet har med bandemiljøet
at gøre, er blevet skudt på
henholdsvis Rantzausgade,
Korsgade og Baggesensgade.
Min familie og venner er i fare
på den her måde. Jeg kan
ikke se passivt til,« siger han.
Vagten understreger, at
han ikke opfatter sig selv som
kriminel og påpeger, at vagtværnet
ikke får løn for at patruljere
i området. Alligevel
er han godt klar over, at han
balancerer på grænsen af det
lovlige, og han ved, at hans arbejde
i vagtværnet kan få
konsekvenser.
»Hver dag, når jeg arbejder
som vagt, risikerer jeg at
blive taget af politiet og få en
alvorlig plet på straffe at -
testen. Så det er ikke for sjov,
jeg gør det. Men jeg har besluttet
at prioritere det her,
fordi det handler om min
egen og mine venners sikkerhed,«
tilføjer han.
Det er ikke kun pletter på
straffeattesten, den unge
mand frygter. Ved at placere
sig i krydsilden mellem de
kriminelle grupperinger på
Blågårds Plads og rockerbanderne
sætter han rent faktisk
dagligt sit liv på spil.
Skød ikke på tilfældige
»Selvfølgelig er jeg hver dag
bange for at blive skudt, men
jeg tror, jeg ville være mere
angst, hvis der ikke stod nogen
vagter på Nørrebro,« siger
han.
Onsdag 11. november 2009
Fokus
I kølvandet på kriminelle banders rivalisering er opstået to typer private vagtværn: Den ene type
vagtværn ser sig selv som beskyttere af lokalsamfundet. Det andet vagtværn er på gaden for at holde
øje med politiet, så banderne kan gennemføre deres kriminelle aktiviteter. MODELFOTO: ERIK REFNER/SCANPIX
Selvbestaltet vagtværn:
’Vi er ikke kriminelle’
15
Vagtværnet er i medierne
ofte blevet betegnet som bandernes
vagter, og senest har
der været påstande fremme
om, at gadevagterne har
skudt på tilfældige mennesker
og på politiet, fordi de
har forvekslede dem med
rockere. Det afviser vagten
imidlertid.
»De fleste af os er studerende
i 20’erne og uden en
kriminel fortid. Ingen af vagterne
er mindreårige, og vi
skyder ikke på tilfældige, sådan
som mange politikere og
medier blæser det op til,« siger
han.
Stoler ikke på politiet
Han fastholder, at han ser
vagtværnets aktiviteter som
en form for nødværge, der er
opstået som en konsekvens
af de utrygge forhold på Nørrebro,
og det er et voldsomt
svigt fra politiets side, mener
han. Han ville gerne være fri
for sit tidskrævende ’fritidsjob’
og ønsker sig derfor et
mere synligt og dialogskabende
politi,
»Det ville være dejligt ikke
at skulle agere vagt og gøre
politiets arbejde. Men når
politiet er herude, visiterer
og chikanerer de os. Når de
har vendt vores lommer, kører
de igen, og så kommer den
anden part herind og skyder,«
siger han.
Han har helt konkrete ønsker
for politiets arbejde på
Nørrebro:
»Det ville være godt, hvis
der var synligt politi på gaden
de steder, der bliver skudt
mest, for eksempel ved netcafeen
på Rantzausgade og i
Korsgade, i stedet for som nu,
hvor politiet spilder tid og
ressourcer på at visitere unge,
der intet har med bandemiljøet
at gøre,« siger han.
Fortsættes næste side