Karl Popper - paedpopper.dk
Karl Popper - paedpopper.dk
Karl Popper - paedpopper.dk
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Karl</strong> <strong>Popper</strong><br />
Torbjørn Ydegaard ©<br />
Som for så mange andre tænkere og forfattere kan det være en fordel<br />
at kende til deres baggrund og personlige historie, for at forstå det de<br />
skrev, og sætte det i relief til den samtid det bliver skrevet i. Det<br />
gælder også for <strong>Popper</strong>, der alene i kraft af sit liv fra 1902 til 1994<br />
spænder over hele det 20. århundrede med dets krige og totalitære<br />
regimer af enhver afskygning. Som en modvægt til århundredets<br />
uhyrligheder, ofte begået i påberåbelsen af de bedste hensigter,<br />
fremstår <strong>Popper</strong> som én af de helt store forsvarere af demokratiet og<br />
friheden til at tænke. Dét gør ham også til en af vigtigste tænkere at<br />
læse i det 21. århundrede, der om muligt ser ud til at blive endnu værre<br />
end det foregående.<br />
Barndommen i Wien<br />
<strong>Karl</strong> <strong>Popper</strong> bliver født den 28. juli 1902, i en velhavende og dannet<br />
jødisk familie i kejserriget Østrig-Ungarns hovedstad Wien. Wien er på<br />
den tid Europas kulturelle og intellektuelle centrum. Sigmund Freud står<br />
nær sin berømmelses tinde (familiens ferier i Alperne bliver ofte holdt<br />
sammen med Rosa Graf, Freuds søster) og har lige udgivet<br />
Drømmetydning, og stadig svæver man til tonerne af Johann Strauss’<br />
valse og opretter. Alligevel beretter <strong>Popper</strong> om meget tidlige erfaringer<br />
med udbredt fattigdom og elendighed 1 . Familiens hjem er præget af<br />
bøger – klassisk litteratur (Selma Lagerlöf bliver læst og genlæst),<br />
filosofi, historie, sociale problemer, pacifisme og også nye bøger som<br />
Freuds udgivelser (også de bliver læst!) – og af klassisk musik. Senere<br />
skulle <strong>Popper</strong> også give væsentlige bidrag til musikteorien, men det<br />
ligger uden for mine evner og disse teksters fokus.<br />
1 Hvor ikke andet er nævnt baserer denne tekst sig på autobiografien fra Schilpp<br />
1974.
<strong>Popper</strong>s far er jurist og sagfører med gode talegaver, og optaget<br />
af liberalisten John Stuart Mills tanker 2 . Han deltager aktivt både i det<br />
sociale hjælpearbejde – han er bl.a. med til at bestyre en institution for<br />
hjemløse, hvor Adolf Hitler søgte hjælp i sine unge år – og i det<br />
politiske undergrundsarbejde mod kejserriget.<br />
Allerede som otteårig begynder <strong>Popper</strong> sine filosofiske<br />
overvejelser: Er verdensrummet uendeligt eller er der en grænse? I<br />
givet fald hvad er der så på den anden side af denne grænse? Hvis livet<br />
har udviklet sig evolutionært, sådan som Darwin skriver, hvordan er det<br />
så opstået? Og hvad er liv i det hele taget – er det blot og bart kemi,<br />
eller er der noget mere, og hvad kan dette ’mere’ være? Samme<br />
overvejelser beretter Bryan Magee om fra sin barndom 3 – måske er der<br />
en sammenhæng mellem barndommens filosofiske spørgsmål og<br />
voksenlivets professionelle arbejde med filosofi? Eller også undrer alle<br />
børn sig, men kun den professionelle filosof husker barndommens<br />
undren?<br />
Den unge <strong>Popper</strong> etablerer fra 1912 et livslangt venskab med<br />
den 20 år ældre Arthur Arndt. Arndt er af tysk afstamning, født i<br />
Moskva og havde studeret i Riga under optøjerne i 1905. Han er<br />
socialist, men også en skarp kritikker af både Bolsjevikkerner, hvoraf<br />
han kender flere af lederne, og Marx. Han kalder Bolsjevikkerne for<br />
socialismens jesuitter, og mener dermed, at de vil dræbe hvem som<br />
helst for et erklæret højere mål. Hans sociale ideer og engagement<br />
finder <strong>Popper</strong> interessant i lyset af den herskende elendighed i Wien.<br />
Sammen med Arndt deltager <strong>Popper</strong> i diskussioner omkring Marx og<br />
Darwin.<br />
Første Verdenskrig vender op og ned på mange politiske<br />
forestillinger og på folks politiske observans. Tidligere pacifister bliver<br />
fortalere for krigen, enten af overbevisning eller af frygt for det<br />
2 Mill argumenterer for individets frihed, der kun kan begrænses der hvor adfærden<br />
skader andre individer, og er fortaler for det repræsentative demokrati og<br />
ytringsfriheden.<br />
3 Magee 1999, s. 4.
hemmelige politi. For <strong>Popper</strong> er det en øjenåbner og en del af hans<br />
almene politiske dannelse.<br />
<strong>Popper</strong>s første egentlige filosofiske disput kommer, da han er 15<br />
år. Et sted i sin selvbiografi forsøger Strindberg at udler et ords ’sande<br />
mening’. <strong>Popper</strong>, der finder denne holdning obskur, diskuterer dette<br />
begreb med sin far, der ikke kan se problemet. De kom ikke til enighed.<br />
<strong>Popper</strong> opdager senere hen, at han er ret alene med sin holdning,<br />
selvom han finder den åbenlys rigtig. <strong>Popper</strong> drager den lærer aldrig at<br />
indlade sig på diskussioner om ords mening og betydning. Den holdning<br />
beholder han gennem hele sit forfatterskab, og den præger f.eks. også<br />
de tanker jeg gør mig omkring kritisk-rationelle projektopgaver 4 .<br />
De unge år<br />
Med afslutningen af Første Verdenskrig og opløsningen af det Østrig-<br />
ungarske Rige, med en revolutionær stemning i gaderne og et<br />
gymnasium, der keder eleverne til døde, dropper <strong>Popper</strong> ud af skolen. I<br />
stedet begynder han at læse ved universitetet, hvor de studerende frit<br />
kan komme til de forelæsninger de vil, og hvor de politiske diskussioner<br />
er heftige.<br />
På den tid er det almindeligt antaget, at videnskaben arbejder<br />
sig frem til teorier om lovmæssigheder på basis af observationer 5 .<br />
Videnskaben er empirisk funderet og dens metode er induktionen – fra<br />
observation til teori. Især tre teorier eller teorikomplekser gør sig<br />
gældende i Wien på den tid. Det er Einsteins relativitetsteorier, Marx<br />
historiske materialisme og Freud og Adlers psykologier – henholdsvis<br />
psykoanalysen og individualpsykologien. Især Marx, Freud og Adler har<br />
mange tilhængere, der ivrer for disse teoriers store forklaringskraft.<br />
Teorierne kan forklare stort set alt inden for deres respektive områder,<br />
og er af mange (som det også sker i kapitallogikkens æra mange år<br />
senere) nærmest en åbenbaring af sandhed. Uanset hvor disse<br />
4 Se teksten ’Kritisk Rationel opgaveskrivning’.<br />
5 <strong>Popper</strong> 1989 s. 33f.
tilhængere ser hen, finder de teorierne bekræftet – for verden er fuld af<br />
verifikationer af nært sagt hvilken som helst teori.<br />
En kort overgang i 1919 er <strong>Popper</strong> medlem af kommunistpartiet,<br />
der påstår at være pacifistisk. Men det varer kort. Under en<br />
demonstration skyder og dræber politiet flere medlemmer af partiet.<br />
Hvis man, for at ”afkorte eller mildne fødselsveerne” 6 for socialismen,<br />
sådan som den ’videnskabelige socialisme’ tilsiger, er med til at<br />
intensivere klassekampen, er man også medskyldig i de dødsfald det<br />
måtte medføre. Men hvordan kan man vide, at netop den kamp man<br />
står i her og nu, er en del af den overordnede, langsigtede klassekamp<br />
og ikke blot en lille lokal konflikt? Og hvordan kan man vide, at<br />
socialismen er undervejs og er det naturlige slutmål for den<br />
igangværende kamp? <strong>Popper</strong> indser, at det kan man ikke vide. Man kan<br />
håbe på en bedre verden, og man kan arbejde for en bedre verden.<br />
Men man ved ikke, om man nogen sinde vil nå det ønsker mål.<br />
Selvom <strong>Popper</strong> således allerede i sine unge år bliver glødende<br />
anti-marxist (og derfor også yndlings-aversion for munkemarxister og<br />
kapitallogikere i 70’erne), forbliver han socialt engageret i alle årene<br />
han er i Wien. Han fortæller selv, hvordan han beundrer<br />
arbejderbevægelsen for dens humanitære indsats for bedre skolegang<br />
til børnene, for efteruddannelse af de voksne og for forbedring af<br />
boligstandarden. Men han indser også det umulige i at kombinere social<br />
lighed med frihed, og at friheden er vigtigere end ligheden. Og at<br />
ethvert forsøg på at skabe en påtvungen lighed medfører tab af frihed,<br />
og at tabet af friheden også vil medføre tab af lighed selv mellem de<br />
påtvungne lige.<br />
Læren af mødet med marxismen er først og fremmest<br />
intellektuel ærbødighed – at vi, ligesom Sokrates, kun ved, at vi intet<br />
ved – som modsætning til dogmatisme. Det er den lære, der senere<br />
kommer til udtryk i Historicismens elendighed og Det åbne samfund og<br />
6 Marx 1970 s. 94.
dets fjender. Mødet giver også anledning til tænkning i mere fallibilistisk<br />
retning – at vi ikke ved med sikkerhed og ikke kan bevise vores udsagn,<br />
men nok falsificere dem. Det er den lære, der senere kommer til udtryk<br />
i Logik der Forschung, Conjectures and Refutations, Objective<br />
Knowledge og de andre videnskabsteoretiske værker.<br />
Også andre hændelser i 1919 er med til at forme <strong>Popper</strong>s<br />
intellektuelle udvikling: Dels bekendtskabet med psykologen Alfred<br />
Adler og med Freuds psykoanalyse, dels den praktiske test af Einsteins<br />
relativitetsteorier imod Newtons klassiske fysik.<br />
Skelsættende er mødet med Adler 7 . Under en samtale fortæller<br />
<strong>Popper</strong> Adler om et tilfælde – en dreng – der tilsyneladende ikke<br />
stemmer overens med Adlers teori om inferiøre følelser 8 . Ikke desto<br />
mindre kan Adler til <strong>Popper</strong>s store forundring tolke tilfældet i lyset af sin<br />
teori. <strong>Popper</strong> spørger, hvordan Adler kan være så sikker, hvortil Adler<br />
svarede: ”På grund af min tusindfoldige erfaring.” ”Ja, så må dette<br />
tilfælde vel være den tusind-og-én-foldige erfaring”, må <strong>Popper</strong><br />
replicere. Uden selv at have set drengen bekræfter Adlers udlægning af<br />
casen hans egen teori. Men det er der sikkert også mange andre<br />
udlægninger der kan, i forhold til forskellige teorier. Og hvad er det så<br />
udlægningen verificerer? Allerhøjst at én og samme case kan forstås på<br />
lige så mange måder, som der er relevante teorier til. Desværre er<br />
megen opgaveskrivning på f.eks. seminarierne i Danmark baseret på<br />
lige netop denne metode: En case, f.eks. en praktiksituation, fortolkes<br />
og forklares ud fra en teori, som derved opfattes som verificeret. I et<br />
poppersk perspektiv er det uvidenskabeligt.<br />
I den klassiske psykoanalyse bliver problemet åbenlyst: Freuds<br />
teori taler om psykens tre niveauer – id’et, jeg’et og overjeg’et. Enhver<br />
psykisk tilstand, også de mest ekstreme, kan tolkes som en (u-)balance<br />
7 <strong>Popper</strong> 1989 s. 35.<br />
8 Barnets inferiøre følelse udvikles pga. oplevelsen af underlegenhed og afhængighed.<br />
For voksne kan den inferiøre følelse opstå pga. manglende evne eller mulighed for at<br />
indfri egne mål. Den inferiøre følelse kan bl.a. resultere i tilbagetrækning fra sociale<br />
kontakter, søgen efter opmærksomhed og anerkendelse og overdriven lydighed.
mellem disse tre størrelser, med skyldig hensyntagen til<br />
barndomsoplevelser og undertrykt libido. På den måde kan<br />
psykoanalysen forklare alt.<br />
I forhold til psykoanalysen og den historiske materialisme er<br />
Einsteins relativitetsteorier helt anderledes. De er umiddelbart<br />
krævende at forstå, men man kan udlede testbare hypoteser af dem.<br />
Hypoteser om virkelighedens fænomener, som kan efterprøves – med<br />
mulighed for at de vil falde i en sådan test.<br />
I 1919 opstår der, i forbindelse med en solformørkelse, mulighed<br />
for at teste hypoteser om lysets bevægelse udledt på baggrund af<br />
henholdsvis Newtons og Einsteins teorier. For Newton vil lyset altid<br />
bevæge sig i rette linjer, mens det for Einsteins vil afbøjes omkring<br />
tunge legemer som f.eks. Solen. Ved en solformørkelse kan man se<br />
stjerner, hvis lys bevæger sig tæt forbi Solen på vej ned til Jorden.<br />
Newtons hypotese bliver falsificeret, men ikke Einsteins.<br />
For <strong>Popper</strong> er dette en vigtig begivenhed, for den viser ham det<br />
væsentlige i, at teorier kan falde – falsificeres – frem for drøftelser om<br />
hvordan de bekræftes – verificeres. Mulighed for falsifikation bliver<br />
senere <strong>Popper</strong>s kriterium for demarkation mellem videnskab og ikke-<br />
videnskab. Videnskab kommer på den måde til at handle om metode,<br />
ikke om sandhed – selvom den videnskabelige metode på en<br />
systematisk måde gerne skulle bringe os nærmere sandheden.<br />
På universitetet følger <strong>Popper</strong> forelæsninger i matematik og<br />
teoretisk fysik, samtidig med at han udfører socialt arbejde. Udsigterne<br />
for unge mennesker i efterkrigstidens Østrig, der er præget af indre<br />
spændinger, arbejdskampe og ulmende borgerkrig, er dårlige. Det er<br />
derfor ikke en akademisk karriere, der ligger lige for for <strong>Popper</strong>, men<br />
derimod samtidens reformpædagogiske tanker, der angiver hans<br />
ønskede retning:<br />
If I thought of a future, I dreamt of one day founding a school in<br />
which young people could learn without boredom, and would be<br />
stimulated to pose problems and discuss them; a school in which
no unwanted answers to unasked questions would have to be<br />
listened to; in which one did not study for the sake of passing<br />
examinations. 9<br />
Samtidig med universitetsstudier og socialt arbejde står <strong>Popper</strong> også i<br />
lære som møbelsne<strong>dk</strong>er – og han tager en lærereksamen, der<br />
kvalificerer ham som lærer i grundskolen.<br />
De første egentlige år som universitetsstuderende arbejder<br />
<strong>Popper</strong> i det psykologiske felt, især med læringsteorier. Et væsentligt<br />
spørgsmål er ’kritisk tænkning’ og hvad der skal til for at man lærer at<br />
tænke kritisk. <strong>Popper</strong>s idé er, at arbejde med kombinationen af et<br />
problem og vidtrækkende løsningsforslag og en kritik af selvsamme<br />
løsningsforslag 10 . Historisk set består mange af menneskehedens store<br />
tanker, ideer og opfindelser af allerede eksisterende tanker, ideer eller<br />
opfindelser plus kritik. Disse ideer bliver senere til grundholdningen i<br />
den kritiske rationalisme og i den læringsteori jeg forsøger at fremme i<br />
teksterne i del 4.<br />
I 1925 åbner et Pædagogisk Institut med tilknytning til<br />
universitetet. <strong>Popper</strong> bliver studerende ved instituttet og begynder<br />
snart også at afholde seminarer og eksamensforberedende<br />
undervisning. Ofte bliver seminarerne arrangeret som friluftsture i<br />
Alperne, både sommer og vinter. Det er også her <strong>Popper</strong> møder sin<br />
kone, Hennie.<br />
Nogle af de teoretikere <strong>Popper</strong> og de andre studerende<br />
præsenteres for er bl.a. John Dewey 11 og Georg Kerschensteiner 12 .<br />
På instituttet og ved forelæsninger på universitetet stifter <strong>Popper</strong><br />
de følgende år bekendtskab med <strong>Karl</strong> Bühler og Heinrich Gomperz.<br />
Bühlers sprogteori – om den ekspressive, den udløsende og den<br />
9 <strong>Popper</strong> i Schilpp 1974, s. 31<br />
10 Det er allerede her tydeligt, at det <strong>Popper</strong> kalder ’kritisk tænkning’ er noget helt<br />
andet end den marxistiske kritik, der har så fremtrædende en plads i meget<br />
akademisk arbejde.<br />
11 Se teksten ’<strong>Popper</strong> og Dewey’.<br />
12 For en introduktion til Kerschensteiner se Andreas Striib 1996: Undervisning.<br />
Århus: Klim.
deskriptive funktion – udbygger <strong>Popper</strong> med den argumentative<br />
funktion som grundlag for kritisk tænkning. Gennem drøftelser med<br />
Gomperz formulerer <strong>Popper</strong> sig stadig mere konsekvent som realist –<br />
altså med den holdning, at der findes en konkret verden. Problemet er,<br />
hvordan vi erkender den. Gomperz leder <strong>Popper</strong> videre til Otto Selz, der<br />
hævder, at vi ikke tænker i billeder som mange antager, men i<br />
problemer og deres mulige løsning. Dette får betydning for hvordan vi<br />
lærer:<br />
Learning does not […] consist of the passive accumulation of<br />
facts, something like filling a bucket, but in an active process,<br />
like a searchlight, as <strong>Popper</strong> later described these alternatives. 13<br />
<strong>Popper</strong>s tanker om kritiske tænkning ligger i forlængelse af Selz. Det<br />
går op for ham at …<br />
Thought was directed by problems, that learning was active and,<br />
therefore, that pedagogy should encourage students to engage<br />
in independent attempts to solve problems. 14<br />
Efterhånden opgiver <strong>Popper</strong> dog psykologien for i stedet at hellige sig<br />
logikken. Alligevel afleverer han, uden større entusiasme, sin Ph.D.-<br />
afhandling i 1928 omhandlende de metodiske problemer i tænkningens<br />
psykologi. Han består med udmærkelse.<br />
Wienerkredsen og Forskningens Logik<br />
Efter Ph.D.-en begynder ideerne at falde på plads for <strong>Popper</strong>. Han<br />
indser, at videnskaben ikke arbejder induktivt, dvs. gennem gentagne<br />
observationer og eksperimenter, men hypotetisk-deduktivt, dvs.<br />
gennem test af deduktivt udledte hypoteser. At skelne forskning fra<br />
ikke-forskning handler således ikke om Sandheds-begrebet, men om<br />
den anvendte metode. Den videnskabelige udvikling handler heller ikke<br />
om Sandheden, men om at finde (på) teorier, der uden at kunne<br />
13 Wettersten i Zecha 1999 s. 95.<br />
14 Wettersten i Zecha 1999 s. 97
falsificeres fortæller os mere og mere om virkeligheden. Den ikke-<br />
falsificerede teori, der fortæller mest om virkeligheden er den teori, der<br />
i øjeblikket er den mest brugbare – indtil den overgås af en ny teori.<br />
Gradvist begynder <strong>Popper</strong> også at debattere sine ideer med<br />
nogle af personerne i den såkaldte Wienerkreds, der tæller så<br />
prominente personligheder som Moritz Schlick, Rudolf Carnap og Otto<br />
Neurath. Wienerkredsen arbejder med logik og søger sætningers<br />
mening 15 . Påstande om verden forkastes som meningsløse, mens de<br />
meningsfulde sætninger falder i to grupper: De analytiske sætninger<br />
inden for matematik og logik er bundet til fagenes konventioner og<br />
derfor heller ikke udsagn om verden. Basissætninger derimod, er<br />
udsagn om verden på basis af sanseerfaringer. Det betyder, at man<br />
gennem sansningen kan afgøre – verificere – en påstand<br />
sandhedsværdi.<br />
Den norske professor Arne Næss, der ankommer til Wien i 1934<br />
og bliver en del af Wienerkredsens diskussionsforum, fortæller i en<br />
samtalebog:<br />
De trodde på ting jeg ikke trodde på. De trodde at de fleste<br />
filosofiske problemer var skinn-problemer som kunne analyseres<br />
og løses ved å undersøke språkets struktur. […] Når de kritiserte<br />
Martin Heidegger, påpekte de grammatiske umuligheter – som<br />
om det hadde noen betydning i filosofi! 16<br />
Omvendt var kredsens diskussioner også med til at skærpe Arne Næss’<br />
sproglige og logiske formuleringsevne – noget <strong>Popper</strong> i øvrigt fandt<br />
inderligt overflødigt! 17<br />
Det er et medlem af Wienerkredsen, Herbert Feigl, der i 1930<br />
foreslår <strong>Popper</strong> at samle sine tanker i en bog. <strong>Popper</strong> har på det<br />
tidspunkt skrevet en del kommentarer og papers, men kun meget lidt<br />
er publiceret eller forsøgt publiceret. Efter års arbejde og flere forsøg på<br />
15 Lübcke 1983, s. 277<br />
16 Rothenberg 1992, s. 42.<br />
17 <strong>Popper</strong> 1989, s. 18f.
udgivelse af dele af teksten u<strong>dk</strong>ommer Logik der Forschung i 1934 som<br />
bind 9 i en skriftserie udgivet af Frank og Schlick fra Wienerkredsen.<br />
Bogens indhold redegøres der for i et eget kapitel i denne bog. Her er<br />
det dens virkningshistorie, der er interessant at dvæle ved.<br />
For med Forskningens Logik cementerer <strong>Popper</strong> Wienerkredsens<br />
død. Den logiske positivisme, som Wienerkredsen stod for, fortsatte sit<br />
virke mange år efter Anden Verdenskrig, men mere og mere som en<br />
skolastisk eksercits – nærmest som en høne med afhugget hoved kan<br />
løbe omkring. Allerede inden bogen u<strong>dk</strong>ommer, har Carnap ve<strong>dk</strong>endt<br />
sig den hypotetisk-deduktive metode som den bedst mulige til opnåelse<br />
og udvidelse af vores kundskaber om verden. Men da bogen udgives i<br />
Wienerkredsens skriftserie opfatter mange <strong>Popper</strong> som et medlem af<br />
kredsen, eller i hvert fald som logisk positivist, blot med en anden<br />
vinkling end de fleste andre logiske positivister. Den samme skæbne<br />
kommer i øvrigt Arne Næss til dels, der under opholdet i Wien skriver et<br />
manuskript, der er tænkt som en kritik af centrale dele af kredsens<br />
tankesæt, men som af Neurath opfattes som en støtte til kredsens<br />
arbejde.<br />
Forskningens Logik redder <strong>Popper</strong>s liv ved at åbne en akademisk<br />
verden, der rækker langt ud over Wien og Østrig – og nazisterne. Det<br />
bliver til to lange ophold i England, hvor mange kontakter knyttes, bl.a.<br />
til økonomen von Hayek fra London School of Economics og fysikeren<br />
Erwin Schrödinger. Og et ophold i Købehavn, hvor der drøftes<br />
kvantemekanik med Niels Bohr, der påpeger en væsentlig misforståelse<br />
i Forskningens Logik (i paragraf 77).<br />
New Zealand<br />
I det politiske og økonomiske kaos efter Første Verdenskrig blev det<br />
stedse vanskeligere at være jøde eller af jødisk afstamning i Østrig. Og<br />
efter Hitlers magtovertagelse i 1933 bliver det åbenlyst for de fleste, at<br />
’det jødiske problem’ vil finde en voldelig løsning.
<strong>Popper</strong>s forældre var begge fødte jøder, men havde konverteret<br />
til protestantismen længe før <strong>Popper</strong> blev født. Alligevel er han af<br />
’jødisk afstamning’ og derfor uønsket i den stadig mere nazificerede<br />
tysktalende verden.<br />
I slutningen af 1936 tilbydes <strong>Popper</strong> et flygtninge-ophold ved<br />
universitetet i Oxford og en egentlig stilling ved universitetet i<br />
Christchurch på den New Zealandske Sydø. <strong>Popper</strong> og konen vælger<br />
stillingen i New Zealand, idet tilbuddet om ophold i Oxford så kan gå til<br />
en anden trængende person (og for et ægtepar, der elsker bjergene<br />
sommer og vinter, som både klatrer og går på ski, er New Zealand jo<br />
også noget mere tillokkende end det sydøstlige England!).<br />
Opholdet i New Zealand bliver en blandet oplevelse.<br />
Undervisning og seminarer fylder og er en udfordring. Men <strong>Popper</strong>s<br />
stilling ved universitetet er en ren undervisningsstilling, og tid brugt på<br />
forskning opfattes af ledelsen som tyveri.<br />
Tyveri eller ej med Nazi-Tysklands invasion af Østrig 12. marts<br />
1938 – noget senere end <strong>Popper</strong> havde forudset flere år forinden –<br />
tages beslutningen om at skrive de politiske bøger Historicismens<br />
elendighed og Det åbne samfund og dets fjender. Bl.a. bøgernes kritik<br />
af marxismens havde holdt <strong>Popper</strong> tilbage fra at skrive dem, for de<br />
socialdemokratiske partier i Europa, der jo byggede på Marx’ ideer,<br />
havde været de sidste bastioner imod tyranniet. De to bøger bliver<br />
<strong>Popper</strong>s bidrag til Andens Verdenskrig og bekæmpelsen af<br />
totalitarismen, uanset dens form. Som han selv skriver i forordet til<br />
anden udgave af Det åbne samfund…:<br />
Skønt en stor del af denne bogs indhold fik form tidligere, så<br />
blev den endelige beslutning om at skrive den truffet i marts<br />
1938, den dag jeg modtog nyheden om invasionen af Østrig.<br />
Skriveprocessen fortsatte indtil 1943; og den kendsgerning, at<br />
størsteparten af bogen blev skrevet i løbet af de dystre år, da<br />
krigens udgang var usikker, kan hjælpe til at forklare, hvorfor en
del af dens kritik i dag slår mig som mere følelsesladet og<br />
hårdere i tonen end jeg kunne ønske. 18<br />
Egentlig er kun én bog planlagt – om historicismen. Men kapitlet om<br />
essentialisme vokser, eller snarere eksploderer, til en helt ny bog – om<br />
det åbne samfund contra Platons, Aristoles’, Hegels og Marx’ lukkede<br />
ditto. Bøgerne er færdigskrevet i 1943 men udgives først i 1944 og<br />
1945. Især Det åbne samfund… er længe undervejs, idet kontakter og<br />
previews i USA holdt det tilbage fra forlæggeren. Igen var det Hayek i<br />
London, der hjælper <strong>Popper</strong> ud af problemet og får bogen udgivet i<br />
England.<br />
Det er også Hayek, der udfrier <strong>Popper</strong> af opholdet i New Zealand<br />
og får ham tilbage til England i januar 1946 – til en stilling som<br />
forelæser (fra 1949 et professorat) ved London School of Economics.<br />
England<br />
Opholdet i England varer mere end det halve liv, ind til 1994 hvor<br />
<strong>Popper</strong> dør. Han betegner det selv som en lykkelig tid, hvor det<br />
filosofiske arbejde optager ham fuldt og helt, især efter at ægteparret i<br />
1950 flytter til Buckinghamshire lidt nordvest for London.<br />
Fra <strong>Popper</strong>s hånd kommer i disse år en række betydningsfulde<br />
bøger, hvoraf følgende vil blive behandlet i senere kapitler: Conjectures<br />
and Refutations i 1963, Objective Knowledge i 1972 samt den posthumt<br />
udgivne All life is problem solving fra 1999. Disse bøger er alle<br />
antologier eller artikelsamlinger og dækker arbejder fra krigens tid til<br />
1992.<br />
Et par historier viser den personlige forandring i <strong>Popper</strong>s liv og<br />
adfærd. Mens han i årene i Wien var udadvendt og dybt engageret i<br />
andre menneskers ve og vel og i socialt arbejde i det hele taget, og ikke<br />
drømte om det ensomme forfatterliv, bliver han i England gradvist mere<br />
afsondret fra omverdenen og fordyber sig tilsvarende i filosofiske<br />
18 <strong>Popper</strong> 2002, s. 11.
spørgsmål og skriverier ved siden af en omfattende<br />
forelæsningsvirksomhed verden rundt.<br />
Historien om ’Wittgensteins ildrager’ er klassisk og samtidig<br />
kendetegnende for <strong>Popper</strong>s gemyt. Han er i 1946 inviteret til Cambridge<br />
for at tale over ’filosofiske puslespil’ – et udtryk formuleret af<br />
Wittgenstein, der jo hævder, at der ikke findes filosofiske problemer<br />
kun sproglige puslespil. <strong>Popper</strong> indleder med en morsom bemærkning<br />
om at filosofiske puslespil da må være et reelt filosofisk problem,<br />
hvorefter Wittgenstein, der er tilhører, farer op og afviser<br />
morsomheden. <strong>Popper</strong> fortsætter sit oplæg, men bliver igen afbrudt af<br />
Wittgenstein, der giver en længere redegørelse for puslespillets<br />
eksistens og de filosofiske problemers ikke-eksistens. Efter en<br />
ordveksling mellem <strong>Popper</strong> og Wittgenstein udfordrer Wittgenstein med<br />
en ildrager fra pejsen med ordene: ”Giv mig blot ét eksempel på en<br />
moralsk lov!”, hvortil <strong>Popper</strong> svarer: ”Man må ikke true<br />
gæsteforelæsere med ildragere”. I en sky af vrede stormer Wittgenstein<br />
ud og smækker døren efter sig.<br />
Selvom det ikke var <strong>Popper</strong>s hensigt at fremprovokere et<br />
raserianfald hos Wittgenstein, havde han håbet at få ham til at forsvare<br />
sit standpunkt i en diskussion. For, som han selv skriver:<br />
… whenever I am invited to speak in some place, [I try] to<br />
develop some consequences of my views which I expect to be<br />
unacceptable to the particular audience. For I believe there is<br />
only one excuse for a lecture: to challenge. It is the only way in<br />
which a speech can be better than print. 19<br />
Bryan Magee, som jeg allerede har omtalt i ’Mig og <strong>Popper</strong>’, indleder i<br />
1959 en langt og meget frugtbart venskab med <strong>Karl</strong> <strong>Popper</strong>. Og han<br />
indleder det med en kritik af <strong>Popper</strong>s metode, både i forelæsninger og<br />
bøgerne 20 . Magee første møde med <strong>Popper</strong> er som tilhører ved en<br />
19 <strong>Popper</strong> i Schilpp 1974, s. 99.<br />
20 Magee 1999, s. 180f.
forelæsning kaldet Back to the Pre-Socratics 21 . Magees kritiserer<br />
efterfølgende, i et brev til <strong>Popper</strong>, at denne går omvejen omkring de<br />
præ-sokratiske filosoffer, når hans ærinde ikke handler om filosofferne,<br />
men om at forholde sig kritisk også til kanoniserede lærermestre for på<br />
den måde at udvide vores kundskaber. For metoden betød, at den<br />
efterfølgende diskussion kom til at handle om <strong>Popper</strong>s forståelse af og<br />
reference til filosofferne, i stedet for en drøftelse af hans egentlige<br />
ærinde.<br />
Kritikken giver anledning til nogle møder mellem de to. Men det<br />
er ikke uden problemer, bl.a. fordi <strong>Popper</strong> på dette tidspunkt er meget<br />
aggressiv og vedholdende i sin diskussionsteknik, nærmende sig det<br />
undertrykkende. Derfor gik <strong>Popper</strong> da også under øgenavnet ’Den<br />
totalitære liberale’ på London School of Economics. Magee lader <strong>Popper</strong><br />
rase ud, og giver igen med samme intellektuelle styrke men uden<br />
aggressionen. Og efterhånden falder <strong>Popper</strong> til ro og forholdet mellem<br />
de to mænd bliver udvikler sig til et gensidigt venskab. Venskabet og<br />
samtalerne strækker sig over flere årtier, men er altid på <strong>Popper</strong>s<br />
præmisser. Hvis ikke det drøftede emner relaterer sig direkte til de<br />
problemer <strong>Popper</strong> er involveret i for tiden, afslutter han samtalen.<br />
Magees beretning om <strong>Popper</strong> 22 , er beretningen om en mand, der<br />
bevidst afsondrer sig fra omverdenen, der arbejder fra tidlig morgen til<br />
sen aften, en mand der ikke ser fjernsyn, lytter til musik eller læser en<br />
avis af frygt for at spilde tiden. Det er beretningen om en mand, der fra<br />
at være et aktivt og engageret samfundsmedlem, korsanger, frivillig i<br />
det sociale arbejde og åben for kontakter og venskaber, udvikler sig til<br />
det nærmest patologisk afsondrede. Hvad han på den måde vinder i<br />
fordybelse, mister han – der også er en stor samfundsfilosof – i<br />
samtidsforståelse.<br />
På yderligere ét punkt fremfører Magee en væsentlig kritik af<br />
<strong>Popper</strong>, nemlig når han kritiserer ham for ikke at behandle…<br />
21 Teksten indgår i <strong>Popper</strong> 1989, og behandles i kapitlet ’Episteme contra doxa’<br />
22 Magee 1999, s. 199f.
… The most important experiments we human beings have in life<br />
– which I take to be first and foremost our awareness of our own<br />
existence, followed by our relationships with one another,<br />
especially those including sex and its consequences, and then<br />
our experiences of the arts. 23<br />
Magee fortæller her noget om mennesket <strong>Popper</strong>, om ‘noget’ der<br />
tilsyneladende er fraværende i hans liv og som stort set også mangler i<br />
hans tekster. Ét sted 24 refererer han dog matematikeren Ramsey for at<br />
sige: The stars may be large but they cannot think or love; and these<br />
are qualities which impress me far more than size does. Og han<br />
fortsætter:<br />
I believe that it would be worth trying to learn something about<br />
the world even if in trying to do so we should merely learn that<br />
we do not know much. This state of learned ignorance might be<br />
a help in many of our troubles. It might be well for all of us to<br />
remember that, while differing widely in the various little bits we<br />
know, in our infinite ignorance we are all equal.<br />
Derfor mangler disse referencer til den menneskelige eksistens også,<br />
når <strong>Popper</strong> bruges meget direkte i pædagogisk sammenhæng, som det<br />
vil fremgå af min kritik i ’Undervisning som hypotesetestning’. Med<br />
introduktionen af <strong>Popper</strong>s Matrix forsøger jeg at nærme mig en løsning<br />
af dette problem, et bud der benytter <strong>Popper</strong>s egne tekster – uden at<br />
jeg når den dybde i forhold til ’det hele menneske’, som Magee<br />
efterlyser.<br />
<strong>Karl</strong> <strong>Popper</strong> dør søndag den 17. september 1994.<br />
23 Magee 1999: 191<br />
24 <strong>Popper</strong> 1989, s. 29.
Litteratur<br />
• Lübcke, Poul (red.) (1983): Politikens Filosofi Leksikon. Poltikens<br />
Forlag, København.<br />
• Magee, Bryan (1999): Confessions of a Philosopher. New York:<br />
The modern Library.<br />
• <strong>Popper</strong>, <strong>Karl</strong> R. (1989): Conjectures and refutations. London/New<br />
York: Routledge.<br />
• <strong>Popper</strong>, <strong>Karl</strong> R. (2002): Det åbne samfund og dets fjender. Bind I<br />
og II. København: Spektrum.<br />
• Rothenberg, David 1992: Arne Næss – gjør det vondt å tenke?<br />
Oslo: Grøndahl og Dreyers Forlag.<br />
• Schilpp, P. A. (ed.) (1974): The Philosophy of <strong>Karl</strong> <strong>Popper</strong>. La<br />
Salle, Illinois: Open Court.<br />
• Striib, Andreas (1996): Undervisning. Klim, Århus.<br />
• Zecha, Gerhard (ed.) (1999): Critical Rationalism and Educational<br />
Discourse. Schriftenreihe zur Philosophie <strong>Karl</strong> R. <strong>Popper</strong>s und des<br />
Kritischen Rationalismus. Band XI. Atlanta, GA: Rapodi.