Mangfoldighed? Mangfoldighed? - Sct. Georgs Gilderne

sct.georg.dk

Mangfoldighed? Mangfoldighed? - Sct. Georgs Gilderne

GILDERNES HØJSKOLE 2002 - 2003

Mangfoldighed?

Mangfoldighed?

Mangfoldighed


pyright yright Microsoft


Lars Hulgård,

lektor, Ph.D

Født i Skive 1958,

opvokset i Støvring,

Nordjylland,

bosat København &

Frederiksberg siden

1977

Uddannelse

1997 Pædagogisk adjunktuddannelse ved Roskilde Universitetscenter

(RUC)

1996 Kursus for universitetslærere i Kursuspædagogik

1996 Kursus for universitetslærere i Projektvejledning

1995 Ph.D. i offentlig administration, Institut for Samfundsvidenskab

og Erhvervsøkonomi, RUC

1989 Sociolog, cand.scient.soc, Københavns Universitet

Erhverv

2002- Anmelder af sociologiske fagbøger ved DR-P1

2002- Leder af MPP-uddannelsen ved Roskilde Universitetscenter

1997-98 Visiting professor, University of California, Riverside

(7 måneder)

1997- Lektor i sociologi, socialpolitik og evaluering ved

Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi,

RUC

1994-98 Konsulent for Socialministeriet, evaluering af Storbypuljen,

70-M

1992 Visiting scholar, Mannheimer Zentrum für Europäische

Sozialforschung, Universität Mannheim (6 mdr.)

1991-97 Kandidatstipendiat og adjunkt, Institut for Samfundsvidenskab

og Erhvervsøkonomi, Roskilde

Universitetscenter

1990-93 Lærer i sociologi ved Den Sociale Højskole i København

1990-92 Forskningssagkyndig og ansvarshavende redaktør af

tidsskriftet SUMma summarum - tidsskrift for social

udvikling, Socialministeriet

1986-88 Lektor i forvaltningskundskab, socialpolitik og sociologi

samt studievejleder ved Den Sociale Højskole,

Nuuk Grønland

Forskning og forskersamarbejde

2001 “Danish Contractor”, The PERSE-program, “Socioeconomic

performance of work integration social

enterprises”. Et komparativt forkningsprogram

mellem forskere i 11 europæiske lande. Finansieret af

EU’s V. Rammeprogram

2000-03 Medarbejder ved “The DEMO-network” om “Comparative

Local Democratic Governance”. Et forskningssamarbejde

mellem forskere fra USA, Holland

og Danmark. Finansieret af SSF. Bevillingshaver: professor

Peter Bogason.

1999-2000 Sparring på SFI’s forskningsprojekt om de sociale

forsøgs- og udviklingsprogrammer (Søren Juul, Inger

Koch-Nielsen)

1999 Medansøger til forskerskole i velfærdsstatsforskning,

(samarbejde mellem Aalborg Universitet, SBI, RUC

m.fl.)

1998-2000 Dansk repræsentant i “the EMES-network”, forskernetværk

omkring European Social Enterprises, finansieret

af EU-kommissionen, DG XII.

1997-99 Medarbejder ved det nordiske forskningsprojekt

“Welfare State and Civil Society in the Nordic Countries”.

Bevillingshaver: professor Thomas Boje)

1996- Medarbejder ved forskningsprojektet “Byudvikling af

velfærd” (støttet af SSF)

1996 Oplæg for SSF’s evalueringspanel om “Fornyede

sociale integrationsformer” (oplæg afgivet på vegne af

Forskningsenheden Differentieret Social Integration)

1996 Forskningskonsulent på Center for Forskning i

Socialt Arbejde

1994-95 Evaluering af Grantoften Bydelsting. Opdragsgiver:

Ballerup kommune

1994-96 Bidrag til evaluering af Støtte- og Kontaktpersonordning

i København. Opdragsgiver: Socialministeriet

1993-2000 Medarbejder ved Forskningsenheden Differentieret

Social Integration. Bevillingshaver: professor Tore

Jacob Hegland, Aalborg Universitet, støttet af SSF

med en bevilling på 5.000.000 kroner

1993-97 Sammenfattende evaluering af Storbypuljen (70 millioner

pr år) sammen med lektor Janne Seemann,

professor Tore Jacob Hegland og forskningsprofessor

Birte Bech-Jørgensen, Aalborg Universitet. Opdragsgiver:

Socialministeriet

1993-97 Medlem af Storbypuljens forskernetværk

1993- Medarbejder ved Center for Lokal Institutionel Forskning

(under ledelse af professor Peter Bogason,

RUC)

1992-93 Medlem af styregruppen for forskeruddannelsen,

“Comparative Welfare Systems”, RUC

1990-92 Medlem af SUM-programmets Forskernetværk

Internationale forelæsninger, internationalt samarbejde

og korte udlandsophold

2002 Foredrag om “Videnssamfundet og erhvervsuddannelser”,

samarbejdskonference for nordiske offentlige

forbund, Göteborg, 20/03

2001 Keynote speech, Copenhagen Observatory, konference

om “Social kapital”, Eigtveds Pakhus, 28/5

2000 Keynote speech, Council of Europe, konference om

“Innovatory Social Policies in the City”, Oslo, 22/6

2000 Forelæsninger om “Civil society and the welfare state”

ved Mazaryk universitet i Brno, Tjekkiet, april

1998 Forelæsning om “Civic Entrepreneurs in Community

Building and Public Innovation”, for kolleger og studerende

ved Department of Sociology, University of

California, Riverside, 04/07

1998-2000 Dansk koordinator ved den europæiske Master

uddannelse “Master of European Social Policy Analysis”,

MESPA, samarbejde mellem universiteter i 7

europæiske lande

1997 Forelæsninger på Tempus programmet “Social Protection

in a Changing Europe”, Charles Universitetet,

Prag, Tjekkiet, april

1996 Nøglelærer i kursus om “Social conditions and policies”,

Kulturuniversitet

1994 Underviser på “Intensive Course: Evaluation of Social

Programmes” i Ljubljana, Slovenien d. 7-11 feb. for


Mangfoldighed

Jeg er ikke kunstner; men til gengæld vender to fotografier vedvarende tilbage

til min erindring. De udtrykker tydeligvis mangfoldighed. En god flaske rødvin til den gruppe

Gildernes Højskole som kan fortælle historien om sammenhængen mellem de to billeder.

Altså bortset fra, at de to personer tilsyneladende begge er inuit.

Mens I funderer over dét spørgsmål, vil jeg fortælle en lille historie om hvordan man også

kan håndtere mødet med fremmede kulturer og religioner.

Året er 1541

Året er 1541, Jean Calvin, grundlæggeren af den franske reformerte kirke, og

den væsentligste kristne reformator ved siden af Luther, er netop vendt tilbage til Genéve. En

politisk krise har bragt hans tilhængere til magten, og Calvin kan genoptage sit arbejde som

reformator med energi og rendyrket grænseløs strenghed.

Genéve bliver en ∗teokratisk republik under Calvins åndelige og kyndige

ledelse. Byen opnår status af internationalt centrum for den nye reformerte kirke, som breder

sig til Tyskland, Frankrig og England. Det centrale i Calvins lære er Guds almagt, majestæt

og ære. Bibelen er Guds lov, som giver normerne ikke blot for kirkens, men også for statens

organisation. Loven skulle ∗implementeres med strenghed, og i perioden mellem 1542 og

1546 bliver 134 personer henrettet i byen. Der skal statueres et eksempel. De kirkelige normer

anvendes på alle menneskelivets forhold: økonomiske, sociale, politiske og mellemfolkelige.

Det centrale i Calvins lære er, at nogle mennesker efter Guds plan er bestemt

til frelse, mens andre må affinde sig med evig fortabelse. ∗”Prædestinationslæren” hedder

denne grundsætning. Som mennesker er vi prædestinerede, og vished om hvorvidt vi er

1


estemt til et liv i salighed, får vi gennem vort daglige virke. Arbejdet er et kald, villet af Gud,

og behovet for at vide, hvorvidt vi er prædestinerede bliver et overordentligt væsentligt motiv

til handling.

Calvins lære var ren trotyl. Generationer af teologer har diskuteret, hvorvidt

prædestinationslæren er et af den reformerte kirkes væsentligste dogmer, eller blot et

udenomsværk. For den tyske jurist og sociolog ∗Max Weber, var dette imidlertid ikke det

væsentlige spørgsmål. Nej, det var prædestinationslærens og calvinismens indflydelse på

andre historiske processer, han forsøgte at åbne med sin fortolkning af langstrakte historiske

forløb. Han var ∗hermeneutiker og gik som sådan efter at forstå, hvordan ideer, kulturelle

strømninger, værdier og verdensbilleder virker som moderniseringens sporskiftere.

Calvinisternes prædestinationslære blev en afgørende byggesten til intet mindre end den

kapitalistiske verdensorden, vi lever med i dag.

Lad os høre Weber fortælle lidt om livet i omegnen af et Geneve under Calvins

indflydelse. Muntert var det ikke, dømt med nutidens vesterlandske øjne. Til gengæld havde

det den måske mest eksplosive indflydelse på hvordan de vestlige samfund udviklede sig i de

følgende århundreder.

Den ægte puritaner forkastede al magi. Magiske midler som religiøse

ceremonier ved graven, sang og spil var rod til overtro og formastelighed. Puritanismen var et

omfattende kulturelt tolkningssystem, som afviste magi og sansekultur idet hele taget, og

midler til at formilde Gud i særdeleshed:

”Forbundet med den strenge lære om al skabningens fjernhed fra Gud og

værdiløshed indeholder denne indre isolation af mennesket på den ene side grunden til

puritanismens absolut negative stilling til alle sanseligt-følelsesmæssige elementer i kulturen

og i den subjektive religiøsitet – fordi de er unyttige til frelsen og fremelsker sentimentale

illusioner og overtro, som ophøjer skabningen til Gud – og dermed også grunden til den

principielle afvisning af al sansekultur i det hele taget. Denne isolation er en af rødderne til

den illusionsløse og pessimistisk farvede individualisme, som endnu i dag kommer til udtryk i

”folkekarakter” og institutioner hos folkeslag med puritansk fortid”, (Max Weber, Den

protestantiske etik og kapitalismens ånd, 1904).

Det var ikke spor sjovt, hverken på Calvins tid, eller for de generationer som

fulgte i hans fodspor; men det virkede utrolig godt. Puritanismen opfattede teater som

forkasteligt, og efter at have udelukket erotik og nøgenhed fra kunst og litteratur, gik de

radikale blandt puritanerne endnu videre. Weber illustrerer, hvordan puritanismens stærke

interesse i uniformering af livsstilen, på hans tid i starten af det 20. århundrede, havde en

parallel i kapitalismens interesse i standardisering af produktionen. Med den ’uniformerede

livsstil’ opstod et ideelt grundlag for at afvise enhver guddommeliggørelse af skabningen.

Enhver kulturel, politisk og ideologisk mangfoldighed. Det vil sige en generel afvisning af

alle former for sansekultur, herunder erotik, dans og forlystelser.

Vel var der variationer, og puritanisterne, de grupper som spredte det

calvinistiske budskab, var ofte en verden af modsætninger. Men totalbilledet, en mægtig

inderliggørelse af personligheden, ændres ikke. Sjælesorg, kirketugt og prædiken, øvede en

indflydelse “som vi moderne mennesker simpelthen ikke længere kan gøre os nogen

forestilling om” (Weber, 1904).

Richard Baxter var en blandt mange formidlere af det puritanske budskab.

Hans lære var en moderat udgave af calvinismen, og han fungerede selv som prædikant og

religiøs forfatter i det syttende århundredes England. Men vedrørende arbejde og rigdom var

2


han strengere end Calvin selv, det ∗asketiske budskab var renere. Det moralsk virkeligt

forkastelige var for Baxter knyttet til det at hvile på sine besiddelser. Det var knyttet til

konsekvenserne af at nyde dén rigdom, som opstår af det utrættelige daglige arbejde:

Leddiggang og kødets lyst, afslapning og nydelse opstår som konsekvenser af at hvile på sine

besiddelser. Problemet er, at kun den evige handlen tjener til forøgelse af Guds ære,

“tidsspilde er altså den første og principielt den alvorligste af alle synder”. Arbejdet, det evige

rastløse arbejde, bliver op gennem historien det middel, som fastholder os på den åndelige

askeses dydige vej. Men fremfor alt bliver det tolket som et af Gud foreskrevet mål i sig selv:

“Den ∗paulinske sætning: “Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden!” gælder

betingelsesløst og for enhver. Ulyst til arbejdet er et symptom på, at nådestanden ikke

foreligger”.

Lad os skrue tiden lidt frem, og spørge hvilken betydning de gamle

grundsætninger har haft på dannelsen af den moderne vestlige verden. Ufattelig stor, hævder

Weber. Den puritanske livsførelse med rod i calvinismens prædestinationslære ”stod ved det

moderne økonomiske menneskes vugge”. De religiøse sekter i kølvandet på reformationen

spillede en afgørende rolle for udbredelsen af moderne kapitalistisk kultur. Men det var rent

religiøse træk, som spillede en rolle og ikke de enkelte individers eller sekternes dennesidige

interesser. Det var de religiøse budbringeres ideer, værdier, og senere verdensbilleder, som

rationaliserede livsførelsen. I starten var livsførelsen koblet til kaldstanken og ønsket om

prædestination til det hinsidige. Senere, da moderniseringen havde skiftet spor, havde den

sejrende vesterlandske livsform ikke brug for at støtte sig til de oprindelige ideer, ånden.

Den daglige kamp om materielle interesser udgjorde igen grundkonflikten

mellem mennesker. Historiens trivielle spor var på plads igen.

Weber skrev sin afhandling i 1903 efter flere års dyb personlig depression.

Måske leves noget af denne depression ud i afhandlingen, måske skyldes depressionen

snarere den ulidelige kynisme og klarhed, hvormed han betragter den moderne civilisations

udviklingsproces. I 1903 fremstod udviklingen af den moderne vestlige verden som fuldbragt.

Måske fornemmer og frygter han endda civilisationens fald med sin diagnose

om frihedstab og meningstab. Frihedstabet knytter sig til en konstant tiltagende

bureaukratisering indenfor økonomi og administration, som forudbestemmer og indskrænker

menneskets handlerum: ”Puritaneren ville være kaldsmenneske – vi er nødt til at være det.”

Vi har for evigt fraskrevet os retten til at nyde mangfoldighed. Mens calvinismen tilbød et

verdensbillede, som muliggjorde og understøttede udviklingen af en metodisk økonomisk og

politisk kultur, er der i dag tale om et meningstab. Meningstabet har rod i den samme såkaldte

rationaliseringsproces, som medførte frihedstabet; men vedrører den identitets- og rodløshed,

som præger det moderne menneske. Weber afslutter sin undersøgelse med det tætteste en

empirisk arbejdende sociolog kan komme en profetisk erklæring om det moderne menneskes

meningstab. En erklæring som siden er blevet gransket og diskuteret til hudløshed. En

erklæring som fortjener en plads i verdenslitteraturen alene på grund af den poetiske tone:

”Puritaneren ville være kaldsmenneske – vi er nødt til at være det. For idet

askesen fra munkecellerne blev ført ud i erhvervslivet og begyndte at beherske den verdslige

moral, var den medvirkende til at opbygge det vældige moderne økonomiske system, der er

bundet til den mekanisk-maskinelle produktions tekniske og økonomiske forudsætninger – det

system, der i dag med overvældende tvang bestemmer livsstilen hos hver enkelt, som er født

ind i dette drivværk – ikke blot dem, som direkte er aktive i den økonomiske indtjening - ,

indtil det sidste ton fossilt brændstof er gennemglødet..(..)..Ingen ved endnu, hvem der i

fremtiden skal bo i buret, og om der ved slutningen af denne enorme udviklingslinje vil stå

3


helt nye profetier eller en vældig genfødelse af gamle tanker og idealer – eller i stedet derfor

en mekaniseret forstening, pyntet op med en krampagtig tagen-sig-selv-højtideligt. Så kunne

ganske vist denne kulturudviklings ”sidste mennesker” få lejlighed til at sande det ord:

”Fagmennesker uden ånd, nydelsesmennesker uden hjerte: dette intet indbilder sig at være

steget op til et aldrig før nået stade i menneskehedens udvikling”.

Har Weber ret? Har Kvium? Såfremt Webers analyser står til troende, ved vi lidt om,

hvad der skal til før værdier, vi tror på faktisk også får betydning. Er mangfoldighed en værdi

vi vil forsvare?

Lad os tage et udsagn af forfatteren Salman Rushdie som eksempel. Konteksten er, at

Rushdie i et dagblad funderer over hvilke værdier, det er værd at forsvare : ”Vi må blive enige

om hvad der er virkelig vigtigt: Kys i fuld offentlighed, baconsandwich, demokratisk debat og

skænderi, avantgardemode, litteratur, generøsitet, rent vand, en mere ligelig fordeling af

verdens goder, film, musik, tankefrihed, skønhed, kærlighed. Det skal være vores våben.”

Tæl gerne mig som medkriger kære Rushdie, du mangfoldighedens store bannerfører.

Jeg finder, at ovenstående liste er et glorværdigt eksempel på værdier, det er værd at forsvare.

Lad så ligge, at vi på et historisk øjeblik (mindre end 500 år) har bevæget os ganske langt væk

fra det kulturelle grundlag, som gjorde sin entré i Genéve i år 1541. Måske nogle vil hævde, at

godt nok er de værdier, du formulerer, udtryk for kulturel mangfoldighed; men de er

formuleret af et nydelsesmenneske uden hjerte og en manifestation af, at vi er pyntet op med

en krampagtig tagen-os-selv-højtideligt. At det er os, som skænker vinen på Kviums billede.

Men lad også dét ligge.

Jeg er villig til at stå sammen i forsvaret for ovenstående mangfoldige værdier mod

enhver form for fundamentalisme, som hævder, at ”Der er kun én civilisation, og det er

vores”; men spørgsmålet er vel egentlig om ikke, netop dén værdi er bedre i

overensstemmelse med det oprindelige kulturelle grundlag?

Kære deltagere i Højskolen

Nu behøver I virkelig ikke at trækkes længere med disse gamle historier. Det spørgsmål

som udløser rødvinen, var jo knyttet til de to fotografier. På den anden side går vi julen og

den tiltrængte ro i møde, så måske er der lejlighed til en ekstra tanke. I får derfor også lige

historien om, hvordan de gode grundtvigianere taklede mødet med den amerikanske

mangfoldighed.

Året er 1887

Året er 1887 og grundtvigianere i USA har dannet Dansk Folkesamfund (DFS). Blandt

stifterne var Frederik Lange Grundtvig, søn af N.F.S. Grundtvig og præst ved the Danish Lutheran

Congregation i Clinton, Iowa. Dansk Folkesamfund havde som væsentligt formål at oprette danske

grundtvigsk orienterede kolonier i USA, og F.L. Grundtvig var bevægelsens vigtigste stemme, vel

egentlig også en slags missionær. Danskere af to typer religiøst og kulturelt sindelag udvandrede.

En mere bibelsk ortodoks ofte indremissionsk orienteret, som understreger biblen som Guds talte

ord og påbud, og en grundtvigsk orienteret. De indremissionske organiserede sig i Den forenede

Kirke og grundtvigianerne i Den danske Kirke og i DFS.

DFS opererede med fem formål. Af disse er fire anlagt på, at fastholde deltagerne i en dansk

kulturel ∗kontekst. Første formål lyder, at man som deltager ønsker at opleve den enhed som udgår

4


fra et fællesskab af dansk-amerikanere med det helt klare formål ikke blot at bevare, men også

forstærke den danske spirituelle arv.

Foreningen formulerede endvidere en række retningslinjer, som skulle tages i anvendelse for

at nå målet. Første punkt lyder, at DSF skal fremme en forsamling af danskere i et fællesskab med

henblik på at fostre en stærk dansk livskraft. Således skal der etableres dansk talende skoler og en

ekspanderet model af de danske folkehøjskoler, som skal udbyde alsidige ”all around”

uddannelser.

Der var flere danske DFS kolonier i Nebraska, og mønstret var ofte det samme: ”Når

farmerne først havde etableret sig med land, var det væsentligste at få etableret centrale offentlige

steder i de danske ”communities” (Hammack, 2001). En af disse danske landsbyer hed

Dannevirke, og John Andersen var første leder af den lokale ”community hall”, som blev rejst i

1901 til brug for dans og offentlige møder. Andersens vision var ”et nyt Danmark indenfor USA’s

grænser”. På trods af at presset på danskerne til at lade sig amerikanisere tog til i de første årtier af

det tyvende århundrede, holdt de danske immigranter fast ved deres traditioner. I kirken i

Dannevirke var alle præster gennem flere generationer fra Danmark, og de var fast besluttede på at

holde det danske sprog og de danske traditioner i live. Mange steder blev man ved med at holde

gudstjenester på dansk og synge efter den danske salmebog og højskolesangbogen til op i

1950’erne (Faarvang, 1999).

Grundtvigianerne var i modsætning til de indremissionske determinerede på ikke blot at

fastholde en bevidsthed om deres kulturelle rod i Danmark. Nej, der var tale om en livsførelse sat i

system og styret af tilhængernes kollektive verdensanskuelse med rod i grundtvigianismen. Ikke

blot havde de Den danske Kirke til at stå for det kirkelige, de havde endvidere DFS til at

5


gennemføre livsanskuelsen i praksis. Der var tale om et kulturelt fæstningsanlæg, som befordrede

integritet mellem overbevisning, handlingsmønstre og ∗implementering.

Måske netop derfor var det væsentligt for F. L. Grundtvig under en foredragsrejse til

Danmark at fremsætte en erklæring, hvori han fralægger sig ansvaret for at være den egentlige

initiativtager og leder i Dansk Folkesamfund. I en erklæring fremsat i bevægelsens danske blad

Kors og Stjærne beklager han, at han ofte fremhæves som den, her har stiftet "Dansk

Folkesamfund" i Amerika:

”Dette er ganske urigtigt. Der var, saa vidt jeg mindes, omkring 30 Stiftere fra de

forskelligste Egne af Amerika. Blandt disse var der en halv Snes Præster, og naar jeg to Gange har

været valgt til Formand, er det sikkert nærmest fordi jeg har en vis Evne til hurtigt at kunne udføre

de med denne Stilling forbundne Forretninger. Det saa i Sandhed daarligt ud for »Dansk

Folkesamfund« i Amerika, om det ikke blandt sine Medlemmer talte ganske anderledes erfarne,

indflydelsesrige og aandeligt udviklede Mænd end undertegnede. Jeg haaber i Fremtiden ikke at

skulle se eller høre mig nævnt som andet end Medstifter af "Dansk Folkesamfund”. (Kors &

Stjærne, 1890)

Sådan taler en sand åndelig leder, især når han står i spidsen for et præsteskab, eller i det

mindste en kreds af initiativtagere som domineres af præster, selvom organisationen netop skal

tage sig af alt andet end religiøse og kirkelige anliggender. Jeg er ikke leder!

Sognepræst Sven Faarvang fra Tommerup på Fyn var i 1999 på et tre måneders studiebesøg i

USA. Det resulterede i rejsedagbogen ”Danske kirker i Nordamerika” (kan læses på nettet). Et

gennemgående tema i bogen er konflikten mellem de indre missionske og grundtvigianske

indvandrere. Sven Faarvang fortæller glimrende kultur- og socialhistorie. Han beretter hvordan

amerikaniseringen havde tre typiske forløb. Flertallet af indvandrere spredte sig ud og blev mere

eller mindre individuelt assimileret og opslugt af den nye amerikanske virkelighed. Mindretallet på

omkring 15 procent valgte at tilknytte sig grundtvigianerne i Den danske Kirke og DFS eller de

indre missionske i Den forenede Kirke.

Integrationsforløbene blandt henholdsvis de indre missionske og grundtvigianerne fulgte

radikalt forskellige spor. Mens de indre missionske gerne lod sig integrere i det amerikanske

samfund, vægrede grundtvigianerne sig. Sven Faarvang beretter, hvordan en af initiativtagerne i

forbindelse med dannelsen af Dansk Folkesamfund sagde, at

"den Dag turde komme og vil, saafremt danske Folk herovre rigtigt forstaar at slutte sig sammen,

ingenlunde være fjern, da det engelske Sprog er os fuldkommen overflødigt. Hvad skulle hindre de

herværende Danske i at settle og bebygge saadanne Territorier, at de der kunne have deres egne

Skoler, Kirker og Retsbetjente, saa de helt og holdent kunne leve deres eget Liv."

De indre missionske stod der imod for en positiv og hurtig omstilling til det amerikanske

samfund, blandt andet ved at der i Den forenede Kirke udelukkende skulle bruges engelsk i kirken:

”Fordi evangeliet skulle forkyndes ikke bare for danske, men for alle, - fordi det var de unges

og fremtidens sprog, - og fordi ikke-danske ægtefæller jo også gerne skulle kunne forstå, hvad der

foregik i kirken”. Baggrunden for de indre missionskes positive indstilling til integration skal

findes i deres syn på den personlige tros store betydning. Udbredelse og forkyndelse af evangeliet

med omvendelse til personlig kristen tro havde fortrinsret. Derfor skulle man hurtigst muligt lære

sproget og idet hele taget lade sig assimilere. Kun på den måde kunne man som god kristen bidrage

til at sprede evangeliet ud til alle uanset etnisk oprindelse. Men ved siden af denne rent religiøse

årsag til hurtigt at lade sig integrere påpegede P. S. Vig, en af lederne i Den forenede Kirke, en

6


anden grund: ”at holde børnene, som er født i dette land, fra at komme i kontakt med dets sprog og

liv er en krænkelse af naturen, som vil hævne sig i det lange løb." (Faarvang, 1999).

Hensigten med disse beretninger har ikke været at skyde fundamentalistiske indslag i den

historiske proces ned. Absolut ikke. Tvært imod viser beretningerne, at en vis grad af

fundamentalisme er en af de stærkeste drivkræfter til modernisering. Den gjorde sig gældende i

selve dannelsen, men også i den videre konstruktion, af det moderne samfund. Et forhold politisk

korrekte vesterlændinge måske ikke bryder sig om at vie megen opmærksomhed i den daglige

debat. Måske fordi fundamentalismeprædikatet i dag er den væsentligste kulturskiller mellem ”os”

i de vestlige liberale demokratier, som hylder mangfoldighed, og ”dem” i - ja så at sige, resten af

verden.

Året er 2003

Året er 2003, og vi står i en valgsituation. På højskolen til april fortæller jeg min historie om

det valg. Måske kan I fortælle jeres.

På gensyn i april

Med venlig hilsen

Lars Hulgård, lektor

7


ORDLISTE

s.1 teokratisk = præstestyret

implementeres = gennemføres

prædestination = troen på at menneskers skæbne er forudbestemt af Gud; visse

mennesker er af Gud valgt til saligheden, resten er bestemt til evig fortabelse

s.2 Max Weber ( 1864 – 1920 )

hermeneutik = læren om den rette fortolkning specielt af Bibelen

s.3 asketisk, af askese = underkuelse af de naturlige drifter af religiøse årsager

paulinsk = Paulus`

s.4 kontekst = sammenhæng

LITTERATURLISTE

Grimbergs Verdenshistorie bind 8

På internettet: www.faarvang,com/dagbog

Ugebrev 2

Svend Faarvang Danske Kirker i Nordamerika

8

More magazines by this user
Similar magazines