Breve og optegnelser

Indtil sin sidste Stund! -
Derfor maa du ei vige,
Før Du har løftet ham op,
At han til Himmerige
Gaaer fra din skumhvide Top!
Hurtigt, at Krandsen Du binder
Ham om det lokkede Haar,
At han som Seiervinder
Fra Døden til Livet gaaer!!
Og dog haaber jeg endnu med min Sjæls hele Kraft, at han kommer tilbage til os igjen! Skjøndt jeg
nedskrev disse Tanker i et fortvivlet Øieblik, saa troer jeg dog, han lever, - o, min herlige kjække
Sømand, - kom, kom igjen! -
Rosenvold, Marts [> maj] 1863, da Brevet var kommen, at Skibet var gaaet under med min elskede
Broder Sophus. Alvilda.
Dit løb er endt, din kjække Flugt,
Som gik henover Bølgens Bugt,
Blev standset Brat.
Og Bølgen, som Du var saa tro,
Den tog Dig til sin naade Bo
Den sidste Nat. -
Men Bølgen tager ikke haardt, -
Den drager blødt og blidt Dig bort
Og gi’er Dig Freed!
Den tager Dig saa huldt i Favn
Og hvisker dine Kjæres Navn
Og stiller hvert et Længsels-Savn
I Evighed. -
Som Din Moder mangen Gang
Dig vugged ved sin stille Sang
I spæde Aar, -
Saa luller den og for dit Sind,
Til Du er slumret trofast ind,
Saa kysser den din blege Kind
Og fra dig gaaer. -
Og naar Du vaagner op, o see!
Da har Du glemt al Jordens Vee
Og al dens Sorg.
Da er Du hist i Himmerig,
Hvor Jesus vil velsigne Dig,
Hvor Du er evig, evig rig i Herrens Borg. -
Thi Du var tro, og Du var mild,
Og Du var stærk i Kampens Ild