statens kunstfonds beretning 1. januar - 31. december 2001 - Kunst.dk

kunst.dk

statens kunstfonds beretning 1. januar - 31. december 2001 - Kunst.dk

STATENS KUNSTFONDS BERETNING

1. JANUAR - 31. DECEMBER 2001

1


INDHOLDSFORTEGNELSE SIDE

Fondens styrelse og administration 3

Beretning fra bestyrelsen 7

4 essays David Favrholdt 9

Ole Thyssen 13

Christian Skeel og Morten Skriver 18

Michael Møller og Niels Christian Nielsen 23

Beretning fra de billedkunstneriske udvalg 29

Udsmykningsudvalget

Uddelinger 29

Indkøbs- og legatudvalget

Uddelinger 31

Indkøbte værker 36

Beretning fra litteraturudvalget 44

Uddelinger 44

Beretning fra tonekunstudvalgene 47

Fællesuddelinger 47

Udvalget for den klassiske musik 48

Uddelinger 49

Udvalget for den rytmiske musik 53

Uddelinger 54

Beretning fra kunsthåndværk- og designudvalget 58

Uddelinger 61

Indkøbte værker 63

Beretning fra arkitekturudvalget 65

Uddelinger 66

Beretning fra film- og teaterudvalget 68

Uddelinger 71

Indstillinger til livsvarige kunstnerydelser 73

Modtagere af livsvarige kunstnerydelser 73

Regnskab for finansåret 2001 75

Status pr. 31. december 2001 77

2


Fondens styrelse og administration

Repræsentantskabet til 31. oktober 2001

Områdechef Linda Damskier, formand

Udpeget af kulturministeren

Cand.jur. Kirsten Grønborg

Udpeget af Det Radikale Venstres folketingsgruppe

Fhv. minister Torben Rechendorff

Udpeget af Det Konservative Folkepartis folketingsgruppe

Folketingsmedlem Hanne Andersen

Udpeget af Socialdemokratiets folketingsgruppe

Folketingsmedlem Ester Larsen

Udpeget af Partiet Venstres folketingsgruppe

Filminstruktør Chr. Braad Thomsen

Udpeget af Socialistisk Folkepartis folketingsgruppe

Fhv. skoledirektør H. Vilhelm Jensen

Udpeget af Centrum-Demokraternes folketingsgruppe

Overlærer Erik Dissing

Udpeget af Fremskridtspartiets folketingsgruppe

Kulturpolitisk sekretær Poul-Henrik Jensen

Udpeget af Enhedslistens folketingsgruppe

Jens Th. Keiding

Udpeget af Kristelig Folkepartis folketingsgruppe

Borgmester Hans Thustrup Hansen

Udpeget af Københavns Kommune

Amtsrådsmedlem Anna M. Ikast

Udpeget af Amtsrådsforeningen i Danmark

Borgmester Birthe Juel-Jensen

Udpeget af Kommunernes Landsforening

Lektor Annelise Ballegaard Petersen

Udpeget af Odense Universitets humanistiske fakultet

Lektorvikar Ann Lumbye Sørensen

Udpeget af Københavns Universitets humanistiske fakultet

Lektor Charlotte Rørdam Larsen

Udpeget af Aarhus Universitets humanistiske fakultet

Billedkunstner Ulla Diederichsen

Udpeget af Billedkunstnernes Forbund

3


Billedkunstner Leif Kath

Udpeget af Billedkunstnernes Forbund

Billedkunstner Jo Blicher Møller

Udpeget af Billedkunstnernes Forbund

Billedvæver Nanna Hertoft

Udpeget af De tilskudsberettigede kunstnersammenslutninger

Arkitekt Karen Zahle

Udpeget af Akademiraadet

Billedhugger Hein Heinsen

Udpeget af Akademiraadet

Maler Sys Hindsbo

Udpeget af Akademiraadet

Forfatter Knud Sørensen

Udpeget af Dansk Forfatterforening

Forfatter Pernille Tønnesen

Udpeget af Danske Skønlitterære Forfattere

Dramatiker Ulla Ryum

Udpeget af Danske Dramatikeres Forbund

Forfatter Søren Ulrik Thomsen

Udpeget af Det Danske Akademi

Forfatter Solvej Balle

Udpeget af Det Danske Akademi

Komponist Birgitte Alsted

Udpeget af Dansk Komponistforening

Komponist John Frandsen

Udpeget af Dansk Komponistforening

Prorektor Per Erland Rasmussen

Udpeget af Musikkonservatoriernes Fællesråd

Komponist Svend Hvidtfelt Nielsen

Udpeget af Statens Musikråd

Komponist Pia Raug

Udpeget af Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer

Komponist Arne Würgler

Udpeget af Danske Jazz-, Beat- og Folkemusikautorer

Komponisten Hans Dal

Udpeget af Danske Populærautorer

4


Væver Charlotte Schrøder

Udpeget af Danske Kunsthåndværkeres Landssammenslutning

Indretningsarkitekt Susanne Christophersen

Udpeget af Foreningen Danske Designere

Arkitekt Carsten Hoff

Udpeget af Danske Arkitekters Landsforbund

Overbibliotekar Pernille Munch

Udpeget af Danmarks Biblioteksforening

Professor Ib Bondebjerg

Udpeget af Det Danske Filminstitut

Skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum

Udpeget af Teaterrådet

Dramatiker Gerz Feigenberg

Udpeget af Teaterrådet

Der var ved udgangen af 2001 endnu ikke udpeget nyt repræsentantskab.

Bestyrelsen

Komponist Kenneth Knudsen, formand

Arkitekt Peter Hiort-Lorenzen

Arkitekt Torben Schønherr

Forfatter Bent Vinn Nielsen

Scene- og filminstruktør Kaspar Rostrup

Arkitekt Lone Wiggers

Udvalgene

Det Billedkunstneriske Udsmykningsudvalg

Arkitekt Torben Scønherr, formand

Udpeget af repræsentantskabet

Billedkunstner Frithioff Johansen

Udpeget af repræsentantskabet

Billedhugger Mogens Møller, indtil udgangen af august

Billedkunstner Niels Winkel, fra udgangen af august

Udpeget af kulturministeren

Det Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg

Arkitekt Torben Schønherr, formand

Udpeget af repræsentantskabet

Billedkunstner Søren Elgaard

Udpeget af repræsentantskabet

Billedkunstner Karin Birgitte Lund

Udpeget af repræsentantskabet

5


Litteraturudvalget

Forfatter Bent Vinn Nielsen, formand

Udpeget af repræsentantskabet

Forfatter Bent Haller

Udpeget af kulturministeren

Forfatter Merete Torp

Udpeget af repræsentantskabet

Tonekunstudvalget for den klassiske musik

Komponist Kenneth Knudsen, formand

Udpeget af kulturministeren

Komponist Mogens Christensen

Udpeget af repræsentantskabet

Komponist Ivar Frounberg

Udpeget af repræsentantskabet

Tonekunstudvalget for den rytmiske musik

Komponist Kenneth Knudsen, formand

Udpeget af kulturministeren

Komponist Lars H.U.G.

Udpeget af repræsentantskabet

Komponist Mikkel Nordsø

Udpeget af repræsentantskabet

Kunsthåndværk- og Designudvalget

Arkitekt Peter Hiort-Lorenzen, formand

Udpeget af repræsentantskabet

Væver Anet Brusgaard

Udpeget af repræsentantskabet

Keramiker Bente Hansen

Udpeget af kulturministeren

Arkitekturudvalget

Arkitekt Lone Wiggers, formand

Udpeget af kulturministeren

Arkitekt Claus Bonderup

Udpeget af repræsentantskabet

Arkitekt Kjeld Vindum

Udpeget af repræsentantskabet

Film- og Teaterudvalget

Scene- og filminstruktør Kaspar Rostrup, formand

Udpeget af repræsentantskabet

6


Teaterinstruktør Madeleine Røn Juul

Udpeget af repræsentantskabet

Filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen

Udpeget af kulturministeren

Sekretariatet

Sekretariatschef Vibeke Jakobsen

Fuldmægtig Susanne Weihe Dam, indtil udgangen af februar

Fuldmægtig Mette Sloth Møller, fra marts til december

Fuldmægtig Kenneth Penn Tugsen, fra december

Kontorfuldmægtig Birgitte Jensen

Overassistent Kirsten Krogh

Overassistent Pia Sandstrøm, til udgangen af september

Overassistent Pia Dedenroth

Overassistent Trine Christiansen

Registrator Claus Bohne

Studerende Mads Flyvholm

Fondens adresse:

Knabrostræde 30

1210 København K

Telefon 33 11 36 01

Telefax 33 11 35 06

E-post skf@statenskunstfond.dk

Hjemmeside www.statenskunstfond.dk

BERETNING FRA BESTYRELSEN

I foråret 2001 traf bestyrelsen beslutning om at lade midlerne til den eventuelle 3-årspræsentation gå

tilbage til udvalgene - og dermed til kunstnerne.

Bestyrelsen håber at der fra nu af vil være friskere luft i overvejelserne om denne, begrænsede

formidling af Statens Kunstfonds aktiviteter. Den afgående bestyrelse har indgående diskuteret dette

emne (som man kan læse om i beretningerne fra ‘99 og ‘00), men vi fandt ikke nogen form som

efter den samlede bestyrelses opfattelse var fyldestgørende. Og sikkert er det at en dækkende

præsentation, hvis den overhovedet er mulig, er en dårlig udstilling, og tilsvarende vil en tilfredsstillende

udstilling være en ikke-dækkende præsentation.

Endvidere er det vanskeligt at indpasse såvel film/teater som musik og litteratur i en udstilling af et,

tilmed begrænset, udvalg af indkøbt eller støttet billedkunst - for ikke at tale om problemerne

forbundet med evt. at afholde seancen i provinsen.

Alle fondens områder er lige vigtige for Statens Kunstfond, selvom ikke alle udvalgenes

rådighedsbeløb er lige store. Der er således ikke noget enkelt kunstområde som med nogen ret kan

opfatte sig som ‘Kunstfonden’.

Bestyrelsen fandt det relevant til denne sin sidste årsberetning at bestille 4 essays, idet vi bl. a. vil

knytte an til den længe imødesete Billedkunstlov som blev vedtaget tidligere på året.

Det skal heller ikke her skjules at der var elementer i lovforslaget som tilsammen gjorde det

utilstrækkeligt, set her fra huset.

Et par mindre forbedringer blev det dog til i det endelige lovforslag, f. eks. lykkedes det begrebet

‘kunstnerisk kvalitet’ at snige sig ind - og nu har Danmark en billedkunstlov, klar til iværksættelse.

Bestyrelsen har bestilt essays fra:

Filosofiprofessor David Favrholdt, hvis bog ‘Æstetik og Filosofi’ bl.a. opstiller kriterier for hvad der

kan karakteriseres som kunst - og ikke-kunst, den såkaldte parameterteori,

7


økonomiprofessorerne Michael Møller og Niels Christian Nielsen som i deres bog ‘Kunst -

økonomisk set’ behandler spørgsmål om hvorvidt billedkunstnerne handler i egen interesse - og om

samme billedkunstnere har analyseret billedkunstens økonomiske situation korrekt,

filosofiprofessor Ole Thyssen som i sin bog ‘En mærkelig Lyst’ afslutter sin trilogi om det gode, det

sande - og nu det skønne, med dette bind om iagttagelsen af kunst, og endelig

billedkunstnerne Christian Skeel og Morten Skriver som i de sidste år foruden et erklæret radikalt

forhold til begrebet ophavsret/copyright, især har gjort sig bemærket med 3 installationer som

originalt og overbevisende inddrager nye sansemåder og menneskelige evner, nemlig : Duftudstillingen

‘Babylon’, ‘Split Second’ (i samarbejde med Bang & Olufsen), og ‘Trapholteksperimentet’ i

samarbejde med Pear Lab, forskningslaboratorium for parapsykologi ved Princeton University,

USA.

Alle fire essays behandler - ikke overraskende når man kender deres forfatterskaber og aktiviteter i

øvrigt - hovedsagelig billedkunsten, men såvel Thyssen som Favrholdt tager billedkunsten som

eksempel - deres analyser og konklusioner kunne lige så godt være udsprunget af mødet med et

andet kunstområde.

De to økonomiprofessorer beskæftiger sig bl. a. med værkernes endestation - eller ? - museerne, og

sætter tillige fingeren på nogle pudsige forhold vedrørende en undersøgelse af i hvor høj grad nogle

bestemte kunstnere er repræsenteret på landets museer. Og de sætter spørgsmålstegn ved det

hensigtsmæssige i den del af den danske kunstpolitik, som stadig holder procentdelen af udenlandske

værker på danske museer så lavt som 10. Og, vigtigt kunne det efter forfatternes mening være

åbent at diskutere om den faldende internationalisering, hvad angår malerier på museerne, på

længere sigt er i danskernes interesse. De paralleliserer med de danske biblioteker, hvor andelen af

udenlandske forfattere ikke holdes nede i samme grad.

Og a propos litteratur gør David Favrholdt i sit essay opmærksom på at det alene er billedkunsten

som har så store problemer med værkbegrebet - inden for litteratur er der en bred markedsføring og

‘ingen har vanskelighed med at skelne imellem litteraturens forskellige genrer.’ Og han går videre

og henviser til musikken og arkitekturen, hvor vanskelighederne i at skelne er forsvindende, stadig i

forhold til forholdene inden for billedkunsten - og han fremholder det krav at man må interessere sig

for og tilmed have forudsætninger for at bedømme, i dette tilfælde billedkunst, som det i øvrigt

gælder for al anden, vurderende beskæftigelse - f. eks. vinsmagning, fodbold og og musik. Han går

videre og hævder at 'billedkunstens verden’ (Thyssen: ‘Kunstinstitutionen’, Kunstsystemet') .. er

blevet til noget i retning af dilettanternes paradis...’ ‘Der henstår derfor den opgave at ‘..få ikkekunsten

ud af de offentlige institutioner - og desuden få kunstakademierne renset for ‘undervisning’

i konceptkunst, kontekstkunst mm..’

Skeel og Skriver sukker ligeledes efter andre tider - en tilbagevenden en livslang og stilhedskrævende

beskæftigen sig med det egentlige, nemlig ‘åndens spor i stoffet og stoffets spor i ånden’ idet

‘kunsten i dag leder efter form i en formløs kultur.’ De sætter deres lid til at kunsten (som ‘den

sidste åbne våge i isen’), selvom den er nået til en slags afslutning på sin egen historie, ‘stadig er det

sted hvorfra den kulturelle fornyelse kan tage sit udgangspunkt.’ Og sluttelig ønsker Skeel og

Skriver at kunstnerne bliver betalt af fællesskabet ‘fordi deres arbejde holder den livsvigtige

forbindelse ved lige mellem materien og den åndelige verden.’

Ole Thyssen er uden nåde i dette sidste spørgsmål, idet ’At give støtte til enhver, som det behager at

kalde sig kunstner, vil ikke løse, men forstærke problemet ‘(med billedkunstnernes indtjening, Red.)

fordi det vil betyde en stærk tilstrømning til domænet og til den forjættede titel af kunstner.’ Ikke

langt fra et af synspunkterne i de to økonomiprofessorers bog - og til Skeel /Skriver: ‘Selv når det

hævdes, at kunst åbner for adgang til det eminent menneskelige, er det i moderne samfund kun

kunsten som sådan, der er interessant, ikke det enkelte substantielle budskab i det enkelte kunstværk.’

Den afgående bestyrelses 3 år har været en rolig periode i Statens Kunstfond. Fonden er så etableret

og accepteret at de udefra kommende angreb er sjældne, tilfredsheden hos ‘kernekunderne’ høj og

klagerne få. Til gengæld har det til tider været noget vanskeligt at skaffe sig ørenlyd og råderum i

forhold til ministeriet, som vi ikke har oplevet bemandet med fortalere for os overfor ændringer og

nedskæringer. Eksempelvis har vi måttet bruge betragtelige resurser på at afvise et ministerielt

forslag som var i klar modstrid med god forvaltningsskik - hvad Økonomistyrelsen til sidst måtte

give os ret i.

8


Vi efterlader os dog 4 sager som gerne skulle finde en god løsning inden for længe:

Forhøjelsen af de livsvarige ydelser. Hertil har sekretariatet udarbejdet et udtømmende undersøgelse

af konsekvenser af mulige positive ændringer af de nuværende ydelsers størrelse.

Forøgelse af antallet af livsvarige ydelser til tonekunstområdet. Så den rytmiske musiks skabere

ligestilles med den klassiske musiks skabere i denne sammenhæng.

En nytænking af igangsætningsordningen. Hertil vil den evaluering som vi afleverede til ministeren

i foråret 2001 være god at tage afsæt i - idet den påviser de uheldige virkninger af den nugældende

struktur og anviser løsninger - som ikke mindst er i tråd med Statens Kunstfonds ydelsers virkemåde

i øvrigt. Her tænkes især på den ligestilling af de forskellige kunstområder, som er helt afgørende i

fonden, men også på det tillidsprincip som ydelserne tildeles efter: ingen kontrol, ingen betingelser -

kun en stadig evaluering af den kunstneriske kvalitet af ansøgernes arbejder. Til enhver tid.

Og endelig den beløbsmæssige ligestilling af rådighedssummerne i de to tonekunstudvalg. Det

voksende antal støtteværdige ansøgninger, ikke mindst fra nye genrer og måder at skabe musik på,

gør det tiltrængt og naturligt at udvalgets rådighedssum bringes på højde med det klassiske udvalgs.

Bestyrelsen takker varmt sekretariatet for støtte, tålmodighed og kyndig vejledning gennem de tre

år vi har bestridt hvervet - og hvervene, og vi håber vore efterfølgere bliver lige så glade for tiden i

huset her som vi har været.

Kenneth Knudsen

formand for bestyrelsen

December 2001

4 ESSAYS

DAVID FAVRHOLDT:

OM KRISEN INDEN FOR BILLEDKUNSTEN

Lige siden Charles Batteux i 1746 mente at kunne fastslå, at al kunst havde et fællestræk, nemlig

skønhed, har mange forsøgt sig med en sådan essens-definition af kunst, men uden held. De

forskellige kunstarter har i deres udvikling løbet fra definitionerne og har stillet nye krav til

kunstkritikere og filosoffer. Den sidste i række af essens-definitioner er Clive Bells afgrænsning af

kunst som værende betydningsbærende form (significant form). Denne definition, der så dagens lys

i 1915, var for uklar til at kunne bruges til noget.

Man har også forsøgt sig med såkaldte konjunktionsdefinitioner, f. eks. ved at hævde, at et værk på

én gang skal udtrykke følelser, udvise en enhed i mangfoldigheden og skønhed i almindelighed,

samt harmoni og ophøjethed for at kunne gælde som et kunstværk. Hvis blot et af disse træk

manglede, kunne der ikke være tale om kunst. Som vi skal se, er sådanne definitioner også dømt til

at lide skibbrud i historiens malstrøm. Og det samme gælder sproganalytiske definitioner à la

Morris Weitz', der fastslår, at "kunst" er et Wittgenstein'sk familiebegreb, der har sin hele mening i

den måde, det bruges på ("the meaning is the use").

Inden for billedkunsten har der siden 1890'erne været en rivende udvikling med retninger som

symbolisme, ekspressionisme, kubisme, futurisme, abstrakt kunst, non-figurativ kunst for blot at

nævne nogle. En særlig begivenhed som de fleste kunsthistorikere gang på gang vender tilbage til,

er Marcel Duchamps udstilling af en urinal (tissekumme fra et herretoilet) på et galleri i New York i

1917. Hans erklærede formål var at provokere kunstverdenen ved at udstille, hvad han selv kaldte

ikke-kunst, og foruden urinalen udstillede han en trappestige og en knagerække, men det er som

regel kun urinalen, der huskes. Inden for billedkunstens verden blev det ret hurtigt til, at urinalen

måtte være et kunstværk, eftersom Duchamp i kraft af sine tidligere værker måtte regnes for

kunstner. Hermed banedes vejen for udstilling af præfabrikerede ting, såkaldte "ready mades" og

sidenhen vandt flere nye former for kunst frem: Junk-art (sammenstilling, evt. sammensmeltning af

tilfældigt fundne ting), happenings, installationskunst, video-kunst, lysshows, konceptkunst og

kontekstkunst m.m.

9


I og med at mange kunstnere, galleriejere, museumsfolk og kunstkritikere ud fra misforstået

tolerance og angst for at dumme sig anså alle disse manifestationer for kunst, var ethvert forsøg på

definition af kunst i sædvanlig forstand dømt til at mislykkes. I stedet voksede en definition baseret

på sociale omstændigheder frem, den såkaldte institutionsteori for kunst. Dens ophavsmand var

George Dickie der i 1960'erne definerede et kunstværk som en ting, der af en kunstner er "udnævnt"

til at være et kunstværk, og som derved sædvanligvis vil blive udstillet, beskuet af et publikum,

anmeldt af kunstanmeldere og evt. solgt til kunstopkøbere. Dette indebar, at værket kunne blive til

et kunstværk alene i kraft af ydre omstændigheder, af dets placering i kunstinstitutionen: Den

særlige sociologiske dannelse som omfatter museer, gallerier, auktionshuse, museumsfolk,

kuratorer, anmeldere og publikum. Selve "udnævnelsen" skulle forstås i analogi med en dåbshandling

eller en vielse. Det blev slået fast, at det ikke kunne være noget træk eller nogen egenskab ved

værket selv, der gjorde det til et kunstværk. Institutionsteorien gav netop plads for, at hvadsomhelst

- f. eks. en ølflaske, en knagerække, en tagsten, havesakse, udstoppede hunde eller en rulle

toiletpapir - kunne udnævnes til kunstværker. Hertil kom happenings og anden iscenesættelse, og

det er i konsekvens heraf, at vi i Danmark i de senere år har været vidne til, at sammensyede

svinekroppe (Esbjerg Museum, 1994), Manzonis dåser indeholdende hans egne ekskrementer (som

findes på såvel Herning Museum som Randers Museum), happeningen med kvinden, der strippede

og drak sin egen urin (Galleri Nicolai Wallner, 1997, optaget på video og vist på danske museer),

og guldfisk i blendere (Trapholt Museum, 2000) er blevet regnet for kunst af uddannede

kunsthistorikere og anmeldt seriøst og positivt i de førende danske dagblade.

Konceptkunsten passer ind i institutionsteorien i og med, at den forudsætter, at det ikke er træk ved

værket selv, der gør det til et kunstværk, men alene intentionen bag værket. I al sin enkelhed går

konceptkunsten ud på, at der bag ethvert kunstværk ligger en idé hos kunstneren, og at man så vidt

muligt bør udstille ideen og undlade at skabe kunstværket. Joseph Kosuth introducerede denne nye

retning ved i 1965 at udstille en stol, suppleret med et fotografi af en stol og en fotokopi af

definitionen på "stol" fra et leksikon. Tanken var, at beskueren ved at se på disse ting skulle fatte

begrebet stol og dermed erkende tankens verden bag de fysiske manifestationer. Den udstillede stol

regnedes for en tilfældig eksemplificering af begrebet; fotografiet og teksten regnedes for en "kode"

hvorigennem begrebet formidledes. I værket Kunsten efter filosofien fra 1968 går Kosuth ind for

kunstværkets afskaffelse, idet kunstværket, der jo udtrykker et koncept, blot er en gentagelse af

konceptet, hvis det er vellykket, og derfor sammen med konceptet udgør en tautologi.

Det er selvsagt vanskeligt at finde eksempler på ren konceptkunst. Nævnes kan de sammensyede

svinekroppe, hvor selve svinekroppene - så vidt jeg har forstået det - ikke skal regnes for kunstværker,

men som formidling af ideen om død og forrådnelse. Tilsvarende gælder for guldfiskene i

blenderne. Ren konceptkunst er Tom Friedmans "Cursed space" (forbandet rum), der består af en

almindelig udstillingssokkel og ikke andet; men rummet over soklen er forbandet af Friedman.

"Værket" var til salg på Christies auktioner i London den 27. juni, 2001 til vurderingsprisen 18.000

- 22.000 engelske pund.

Konceptkunsten har manifesteret sig i happenings og i fluxus-bevægelsen, hvor konceptet, ideen

ikke skulle materialiseres i et værk, men udtrykkes i happenings eller performances; samt i body-art

af forskellig slags, hvor folk udstiller deres nøgne kroppe, torterer sig selv, skærer sig i deres

kønsdele, viser deres tatoverede anus frem etc. For få måneder siden var der en sådan performance i

Kanonhallen på Christiania, seriøst anmeldt i de københavnske dagblade. Nogle anser Manzonis

ekskrementer på dåse for konceptkunst.

Også kontekstkunsten regnes for kunst i kraft af institutionsteorien. Kunstværket, hævdes det, kan

ikke forstås, opleves eller vurderes isoleret fra alt andet, men skal ses og forstås i den sociale

sammenhæng, hvori det er blevet til og "spiller med", "fungerer" eller "virker". Et godt eksempel er

Claus Carstensens forstørrede fotografi "Flex-pissing /Björk er en nar" fra 1997, som forefindes på

Arken. I en stor udgivelse: Claus Carstensen: Crossover (Arken, Museum for Moderne Kunst,

1997,119 sider) forklares det, hvordan værket skal forstås. For at kunne værdsætte fotografiet skal

man ifølge denne bog vide, at Carstensen har et identitetsproblem, fordi han er født i Sønderjylland,

og at han derfor, ligesom hunde gør det, afpisser sit territorium, d.v.s. tisser på de billeder, han

producerer. "Urinstrålen erstatter penslen, og sporet erstatter penselstrøget." skriver Arkens

direktør, Christian Gether. Og videre "I 1960'erne gav Manzoni efter for sit publikums ønske om, at

kunstneren skulle vise dem sit inderste ved at konservere sin lort på dåse. Sporene efter Claus

10


Carstensens pissen på lærrederne er de smukt glimtende urinkrystaller." Denne viden skal suppleres

med en viden om, at Carstensen har en datter Zoe og en onkel Alfred. Endvidere skal man vide, at

navnet på stedet, hvor billedet er optaget, Joshua Tree ørkenen i Californien, er blevet brugt af

rockgruppen U2 som titel på en lp, at tre personer på billedet er elever af Carstensen samt en række

andre ting, 10 ialt, som udgør de tematiske crossovers, der tilsammen "akkumulerer eksplosivt og

truer med at sprænge mere end blot ideen om kunstens ophavsmand, men også om begrebet om

billedet som et stabilt og selvberoende felt." (Dorthe Aagesen i samme publikation).

For nogen tid siden udgav jeg bogen Æstetik og Filosofi. Seks Essays (Høst & Søn, 2000), i hvilken

jeg argumenterede for, at der i udviklingen fra Duchamp og fremefter med alle de nævnte tiltag var

sket en forurening af billedkunsten, en forurening på linie med den forurening, der til tider kan

forekomme af madvarer, drikkevarer etc. Jeg vil ikke nægte, at junk art, installationskunst og

videokunst kan byde på gode kunstværker, men jeg bestrider, at ready mades, happenings, konceptkunst

og kontekstkunst har noget med kunst at gøre. Min argumentation bygger på den opfattelse,

som var gængs før Duchamp og den senere institutionsteori, og som stadig er det store flertals

opfattelse, at det er træk ved selve kunstværket, der gør det til et kunstværk, og ikke de sociale

omstændigheder, som værket befinder sig i eller refererer til. Af sådanne træk ved værket kan man

opregne en hel del. Kunstværker kan udmærke sig ved en høj grad af integration, ved en

mangfoldighed, en suveræn teknik, skønhed, personpræg, renhed i stil, intellektuel appeal,

emotionel appeal, andre suggestive momenter og i særlige tilfælde et eller andet uudsigeligt

"budskab", som man tydeligt fornemmer, men altså ikke kan sætte ord på. Men da disse træk kan

forekomme i forskellige styrkegrader, er de ikke bare træk, men såkaldte parametre. Det betyder, at

et værk godt kan "stå på nul" m.h.t. en eller flere parametre, men stadig regnes for et kunstværk,

hvis blot de øvrige parametre forekommer med stor styrke. F.eks. er vi ofte nødt til at regne et værk

for et kunstværk, selv om det ikke er smukt. Det kan tværtimod være uhyggeligt, frastødende,

rystende eller hæsligt som f. eks. Goyas raderinger af krigens rædsler, Manets "Absinthdrikkeren",

Kafkas "Processen" eller Koestlers "Mørke midt på dagen".

De nævnte parametre er på færde, hver gang man har deciderede kunstoplevelser, hvadenten det er

inden for musik, ballet, litteratur, teater, film, arkitektur eller andre kunstarter. Og det er altså træk

ved selve værkerne, der fremkalder de berigende oplevelser, som kunstkendere ofte har, og ikke de

sociale parametre. Det er det grundlæggende synspunkt. Det væsentlige er her, at man ved at

operere med parametre i forskellige styrkegrader og ikke med faste invariante træk, kan graduere,

når man sammenligner kunstværker med hinanden og med værker, der ikke er kunst. Der kan på

denne måde trækkes en grænse imellem, hvad der er kunst, og hvad der ikke er. Grænsen kan

måske ikke trækkes skarpt op, men det betyder ikke, at man ikke kan skelne mellem, hvad der er

hvad. Det svarer til, at selv om man ikke kan trække en skarp grænse imellem varme og kulde eller

mellem grønne og blå farver, ved vi godt, hvad der tæller som varme og kulde eller som grønt eller

blåt.

Parameterteorien er selvsagt ikke noget man behøver at være bevidst om, når man har en kunstoplevelse.

Den er tværtimod noget, som vi for det meste bruger post festum. Man ser en film, som

fascinerer og medfører en vildt god oplevelse. Bagefter fortæller man om oplevelsen til andre, og

når de så spørger, hvorfor det var en god film, vurderer man. Og her begynder man så at opregne

træk, parametre, ved filmen: Den var spændende, handlingen var fængslende, skuespillet var

suverænt, lyssætningen og billedføringen var yderst professionel, klipningen var perfekt, timingen

ligeså, og alt dette bevirkede, at værket i hele sin mangfoldighed var integreret, teknisk i topklasse,

havde personpræg, intellektuel appeal, emotionel appeal etc. Jeg har aldrig været ude for en

vurdering, som ikke bestod i sådanne parameter-angivelser. Ved konkurrencer af enhver art -

Statsradiofoniens Malko-konkurrence, Carl Nielsen-konkurrencen for violinister i Odense, tildeling

af Nordisk Råds litteratur-pris, af Sonning-prisen, af Nobelprisen i litteratur, ved bedømmelser af

hvad der skal udstilles på Charlottenborg, på Den Frie o.s.v. - siger man jo ikke bare "duer", "duer

ikke", "duer", "duer ikke". Man har en række vurderingskriterier, som vejes af mod hinanden, og

som derfor udgør en parametervurdering.

Det burde være klart, at parameterteorien giver plads for en mængde "underparametre", som

kommer i spil, alt efter hvilken kunstart og hvilken genre vi har at gøre med. I skønlitteratur er

billedskabende stil, sproglig rytme, plot og persontegning sådanne parametre, i teater tæller

repliksans med. For udøvende kunstnere som f. eks. skuespillere og musikere er fortolkning og

11


personpræg væsentlige parametre. Ser vi på alle former for kunst er der alt i alt et væld af parametre;

men de ovenfor nævnte går igen i så godt som al kunst.

Konklusionen er, at vi ved nærmere eftertanke egentlig godt ved, hvad der er kunst, og hvad der

ikke er. Det er kun den manglende formuleringsevne og manglen på stringent tænkning, der har

medført, at mange inden for billedkunstens verden stillet overfor Duchamps urinal og ready mades,

konceptkunst og kontekstkunst har sagt "øh" og "æh" i stedet for at fastslå, at disse ting ikke har

noget med kunst at skaffe. Spørger man kunststuderende, magistre i kunsthistorie, museumsfolk og

kunstkritikere om glarmesterbillederne med de små børn med tårer, der løber ned ad kinderne, eller

sigøjnerpigen med de store bryster er kunst, får man et klart svar: Selvfølgelig er det ikke kunst, det

er kitsch, ren spekulation, amatørarbejde. Her er der ikke nogen tvivl. Men spørger man dem om

Manzonis dåser med lort eller Duchamps billeder af Leonardos Mona Lisa med påmalet overskæg

er kunst, får man en gang bortforklaringer til svar: Manzoni var da en stor kunstner, og - æh -

Duchamps billeder koster jo mange tusinde dollars, og - ja, hvad er egentlig kunst, hvem ved, kan

du måske definere det o.s.v. o.s.v. Uærligheden inden for billedkunstens verden er uhyggelig i al sin

vælde.

Det er værd at bemærke, at de øvrige kunstarter ikke trækkes med problemerne om værkbegrebet,

sådan som tilfældet er inden for billedkunsten. Da Duchamps urinal og andre ready mades kom på

banen, kløede man sig i nakken: Var det nu kunst, skulle man nu udstille sådan noget på statsstøttede

museer? - og det endte med, at det gjorde man så. Sådan har man ikke båret sig ad inden for

andre kunstarter. Vi ved, at der findes mange former for dans: Ballet, sportsdans, jitterbug,

folkedans, breakdance etc. Ingen har nogen sinde forlangt, at Det kongelige Teater skulle give plads

for alle disse danseformer. Ved siden af den klassiske musik findes der jazz, soul, beat, rock,

almindelig underholdningsmusik à la melodi grand prix etc. Ingen har forlangt, at Det kongelige

Kapel eller Radiosymfoniorkestret skulle spille al den musik. De forskellige genrer har fundet egne

spillesteder og væresteder og har udviklet sig helt uafhængigt af den institution, man kunne kalde

"klassisk musik", og har endda i tilfældet jazz udviklet sig til et højt kunstnerisk niveau. Indenfor

litteratur har vi en bred markedsføring: Foruden den "kanoniske" finkulturelle litteratur har vi

krimier, pornolitteratur, ugebladsnoveller, lægeromaner, lejlighedsdigtning etc. Alle har med lethed

kunnet skelne mellem disse genrer, og mig bekendt har ingen forlangt, at Nordisk Råds Litteraturpris

skulle gives til en forfatter af ugebladshistorier. Ligervis kan de fleste af os se forskel på

Sydney-operaen og Jens Hansens parcelhus i Brabrand. Vi ved så nogenlunde, hvad der er god

arkitektur, og hvad der ikke er - værkbegrebet inden for arkitektur er ikke blevet udfordret af, at en

mængde dårlige parcelhuse har set dagens lys - sådan som det er blevet det i billedkunsten på grund

af urinaler og dåser med lort.

Parameterteorien har fået en blandet modtagelse. Jeg har fået at høre, at jeg går ind for en elitær

kunstopfattelse og ser ned på folk, der ikke kan bedømme kunst. Det er ikke tilfældet. Man bør ikke

tro, at det at beskæftige sig med og interessere sig for kunst er noget særlig fint. Det er ikke finere

end at være optaget af sport, af sociale problemer, af naturvidenskab, kommunalpolitik eller andet.

Jeg har ikke noget ønske om at diktere folk, hvordan de skal forvalte deres liv og interesser. Men

det er klart, at det jo ikke er alle, der uden videre har forstand på kunst, ligeså lidt som alle har

forstand på fodbold, på sygdomme, på nationaløkonomi eller på frugtavl. Man får kun forstand på

noget ved at være levende interesseret i det og beskæftige sig med det over meget lang tid. Hvis

man i årevis beskæftiger sig med kunst, vil man - hvis man har de nødvendige forudsætninger -

efterhånden opleve ligheder og forskelle, helheder og nuancer, som andre ikke kan se. Det er ikke

mere mærkeligt end at folk, der beskæftiger sig med skovbrug, kan se en masse ting, som vi andre

ikke kan se. En ekspert på dette område kan uden videre skelne mellem alle træsorter og umiddelbart

bedømme træers alder, sundhedstilstand o.s.v. - noget, vi andre dødelige slet ikke kan se; vi ser

bare træer.

Der er noget, der hedder kunstkendere, lige så vel som der er fodboldeksperter og økonomiske

vismænd. Eksperterne kan være uenige, men deres uenighed er sjældent om det faktuelle inden for

deres emneområde. Kunstkendere vil som regel anerkende hinandens bedømmelser, men vil ofte

have forskellige præferencer. Det samme er tilfældet inden for en række andre områder. Vineksperter

kan smage op til 90 kvaliteter i rødvine og være enige i deres bedømmelser af vinenes kvalitet.

Men de er sjældent enige, når de skal sige, hvad deres yndlingsvin er. Dybt musikalske mennesker

kan være uenige om, hvorvidt Wagner er bedre end Brahms, men det er en uenighed med hensyn til

12


smag på et højt niveau.

Men hvad så med uenigheden blandt de såkaldte eksperter med hensyn til værkbegrebet inden for

billedkunst? Læg mærke til, at jeg ovenfor skrev: "Hvis man i årevis beskæftiger sig med kunst, vil

man - hvis man har de nødvendige forudsætninger - efterhånden opleve ligheder og forskelle,

helheder og nuancer, som andre ikke kan se." Ja, hvis man har de nødvendige forudsætninger!

Sagen er den, at billedkunstens verden er blevet til noget i retning af dilettanternes paradis. Der

findes alt for mange kunsthistorikere og kunstanmeldere og såkaldte kunstnere, der ikke har

forstand på kunst og som aldrig har haft en kunstnerisk oplevelse. Men de har netop kunnet slå sig

op til at ligne noget på grund af værkbegrebets krise i billedkunsten. Det er symptomatisk, at man i

de toneangivende kunstkredse i København kan høre den kunstneriske oplevelse beskrevet som "et

kick", der er ligesom det "kick", man får ved en orgasme eller ved at ryge en joint. (Se bogen

Ambassadører, En debatbog om samtidskunsten, Informations Forlag, København 2001). Folk, der

mener dette, ved ikke, hvad en kunstnerisk oplevelse er.

Hensigten med mit arbejde med at afgrænse kunst i forhold til ikke-kunst er ikke at forsvare

traditionel, gammeldags kunst overfor moderne kunst. Tværtimod! Der skabes i disse år særdeles

god billedkunst i Danmark - såvel indenfor den figurative som den non-figurative afdeling. Som

eksempler kunne man nævne værker af folk som Jan Jensen, Finn Have, Claus Rohland, Arne

Haugen Sørensen og Per Kirkeby. Det, det gælder om, er at få ikke-kunsten ud af de offentlige

institutioner og at få kunstakademierne renset for "undervisning" i konceptkunst, kontekstkunst

m.m., så der bliver plads til den ægte billedkunst. Som det er nu, skræmmer man potentielt

kunstinteresserede folk væk fra udstillinger og museer. P.t. kan man ind imellem lokke folk ind på

museerne med provokationer som f. eks. fisk i blendere, provokationer, der skaber en debat i

medierne. Men her får man fat i det forkerte publikum, et publikum, som et museum ikke kan bygge

sin fremtid på. I det lange løb er det folk med interesse for kunst, man skal satse på. Og dem skal

man ikke give stene for brød.

OLE THYSSEN:

KUNSTENS FRIE TØJLER

- dilemmaer omkring relevans og finans

Da kunsten i Romantikken krængede statens og religionens formynderi af sig, blev det fejret som en

befrielse. I stedet for Mozarts plagede servilitet som tjener hos ærkebiskoppen af Salzburg, på

livslang og forgæves jagt efter fast arbejde, får vi den tilbagelænede selvsikkerhed hos Beethoven,

som havde opgivet de personlige afhængighedsforhold og overgivet sig til markedets upersonlige

forhold mellem udbud og efterspørgsel, som i hans tilfælde var lykkeligt: "Jeg fordrer, de betaler,

en ganske behagelige situation". 1

Relevans

At kunstens autonomi ikke var ubetinget lykke blev tidligt bemærket. Hegel fremsatte den paradoksale

påstand, at når kunsten bliver moderne, bliver den forældet. Argumentet er, at en kunst, der

trækker sig tilbage til sig selv, ikke opfylder menneskets højeste behov. 2 Den begrænser sig til et

særligt domæne og hermed til et særligt hensyn til sig selv, så "tanken og refleksionen" overhaler

den skønne kunst. Den bliver en stemme i et kor, den afviser at forstå i sin iver efter at realisere sig

selv. Selv når kunsten forholder sig til natur, samfund og individ, sker det kun "som kunst" og

mangler derfor alvor, uanset hvor seriøs den er.

Hegel bemærker spydigt, at dersom man er til jammer og klage, kan man betragte det som udtryk

for de smålige interessers triumf: også de er befriet, nemlig fra kravet om at opfylde højere

fordringer, så den dobbelte befrielse munder ud i den romantiske modsætning mellem kunstneren

og filisteren. I stedet for at forherlige den ene side, har Hegel øje for ensidigheden hos dem begge.

Lige så blind en kunstner kan være over for de hensyn, som binder en erhvervsmand eller politiker,

1 Jf. Norbert Elias, Mozart, København, 1991, s. 44.

2 G.W.F. Hegel, Vorlesungen über die Ästhetik, Frankfurt am Main, 1986, bd. 1, s. 24.

13


lige så uopmærksomme kan erhvervsfolk og politikere være over for situationen i kunstsystemet, så

de ender med at dyrke en romantisk eller heroisk kunst af i går. Hvert domæne har kun sans for sin

egen dynamik, uanset at de mange slags dynamik har fælles træk og alle bidrager til samfundets

dynamik.

Hegel har en stærk sans for, at når kunst befries til kun at være kunst, udfolder den sig ikke i

samfundet som helhed, kun i "forestillingen". Den mister hermed sin "ægte sandhed og livskraft". 3

Hegel har mindre sans for, at selv når kunsten trækker sig tilbage til sit eget skyggerige, er den

stadig en del af samfundet. Den æstetiske "forestilling" får socialt fodfæste i et kunstsystem med

egne kriterier for relevans og succes, egne regler, hukommelse og magtpositioner. Blot er forholdet

mellem kunst og samfund blevet udvendigt: kunst skal ikke legitimere sig med social relevans,

politisk solidaritet, eller humant engagement. Sådanne bånd overlades til den enkelte kunstners

forgodtbefindende. I stedet kan de forskellige domæner - økonomi, politik, kunst, etc. - koldblodigt

og strategisk overveje, hvordan de bedst kan udnytte de øvrige til egen fordel.

Hegels problem var kunstens tab af relevans. Kunstnere kan forny sig af hjertens lyst, de kan befri

sig for alle bånd, undtagen kunstens egne, de kan lave revolutioner i kaskader, udfordre og

provokere - intet af alt dette anfægter samfundet som helhed, fordi det foregår i en glasklokke,

beskyttet af etiketten "kunst". Kunsten kan blive samfundets mest dynamiske domæne, fordi den

ikke griber ind i samfundet.

Når kunsten renser sit domæne for fremmede elementer, bliver også de øvrige domæner fattigere -

økonomien retter blikket stift mod bundlinjen, politikken mod vælgertallene. Kunstens ret til at

skabe sine egen mening fører til meningstab både for kunst og samfund. Det blev oplevet af de

kunstnere, som før Østblokkens sammenbrud i 1989 var systemkritikere og genstand for intens

politisk opmærksomhed. Efter Murens fald kunne de skrive som de ville. Politikerne var blevet

blinde for deres kunst, som ikke længere var et alment anliggende, men kun angik et smalt

publikum. Den voldsomt begærede frihed vendte vrangen ud og krævede sin pris: friheden var

frihed til kunst, og intet andet. Det har ført til en uformel opdeling af kunstnere op i to gruppe: dem

som nyder friheden inden for kunstens mure, og dem som beklager tabet af relevans og søger at

genvinde den.

Finans

En følge af kunstens frigørelse var, at kunstnere opgav det personlige forehold til deres købere og

ikke følte sig forpligtede til at udsmykke overklassens verdensbillede. Kunstneren blev boheme,

ofte dårligt tilpasset og regelmæssigt med økonomiske problemer. Kun de færreste kunne leve af

deres kunst.

Selv om et kunstværk er et produkt blandt andre, vægrer kunstnere sig ved at føje sig efter det

økonomiske markeds forhold mellem udbud og efterspørgsel. De betragter deres arbejde som hævet

over det blotte lønarbejde. Straks følger dog en eftersætning: når de ofrer sig for deres kunst, sætter

de samfundet i en gæld, som det bør indfri og tilbagebetale med en rimelig levestandard.

Men hvorfor skal "samfundet", hvilket konkret vil sige staten, åbne for pengepungen, blot fordi det

passer et individ at kalde sig kunstner? Svaret præsenteres i et kompliceret argument, der finder

kunstens nytte som et indbygget træk i dens mangel på nytte. Helt ude i kunstens ekstreme isolering

sker et ejendommeligt skift: at kunstens relevans består i dens befrielse for normale hensyn, som

giver den en tempofordel, når den skal skabe form til en stadig fornyelse, som både er en del af og

afspejler samfundets fornyelse. Den skal hverken tilpasse sig moral, religion eller politisk korrekthed.

Hermed kan hver enkelt kunstner følge sin egen fornemmelse og frit udforske erfaringens grænseområder,

herunder det nye, som er i færd med at vise sig. I et samfund, som er slået af en tvang til

innovation, må der være sensible mennesker, som kan give form til nye erfaringer, så samfundets

symbolske produktion kommer på højde med dets øvrige produktion.

Det skaber et lille problem: det nye, som findes spredt i samfundet og måske renest viser sig i dets

periferi, men som endnu ikke har fundet en fælles symbolsk form, får ofte et overprægnant udtryk i

kunsten. Det skyldes det hårde arbejde med at isolere det og give det ord, lyd eller billede, og

måske også en polemisk lyst til konfrontation. Det opleves derfor som konflikt og disharmoni.

3 anf. værk, s. 25.

14


Uanset om kunsten satser på skandale eller ej, udfordrer den dyrekøbte erfaringer og kan ikke

forvente, at publikum jubler. Ligesom erhvervsfolk og politikere skal kunstnere gerne være lidt på

kant med, og helst lidt forud for status quo. Er de totalt imødekommende, bekræfter de blot

fordomme.

Selv om det moderne kunstpublikum har mistet sin instinktive sikkerhed og er øvet i at hæmme sin

umiddelbare reaktion på et nyt kunstværk - fra uforståelse til væmmelse - er det svært at forvente, at

det skal reagere med begejstring, når dets erfaringer tages fra det. I stedet immuniserer publikum

sig med en høflig opmærksomhed, så kunst bliver til kultiveret underholdning, der normalt ikke får

lov at trænge ind i sjælens undergrund og skabe katastrofe.

Når kunsten følger sin indre tvang til fornyelse, opstår der konflikt. Og i hjertet af den konflikt

opstår kunstens krav til samfundet: det er en nødvendig konflikt, og de personer, som påtager sig

konflikten skal ikke straffes, hvad de uundgåeligt bliver, dersom de udleveres til markedets nåde og

barmhjertighed. Kunstens pligt til provokation ledsages af en ret til støtte, fordi den i sine mest

avancerede former ikke kan forvente opbakning fra publikum.

Selv hvis dette argument accepteres i almindelighed, løser det ikke problemet med at afgøre hvilken

kunst, som konkret skal støttes. At være på kant med gængs erfaring betyder ikke automatisk at

have fremtiden for sig. Det meste fornyelse er forringelse. At en person fremstiller et værk og

kalder det for kunst, garanterer ham hverken ret til et publikum eller en indkomst. Alle kan kalde

sig kunstner, og enhver kan hævde, at kun flade ånder ikke kan se udødelig dybde i en dåse lort.

Kriterierne på æstetisk kvalitet svæver i vinden og overlades til tidens tand, så kun værker, som kan

bevare publikums interesse, bliver til klassikere. Varighed er et surrogatmål for kvalitet

Ingen kunstner kan kontrollere sit værk eller dets reception. Intet samfund kan forudsige, hvilke

symbolske former som har fremtiden for sig. Derfor må den æstetiske sæd spredes ødselt, så der er

øget chance for at noget vil vise sig brugbart. Men det er igen en overordnet betragtning, som ikke

løser det konkrete problem med her-og-nu at afgøre, hvad der er værdigt til støtte uden om den

økonomiske markedsmekanisme. At give støtte til enhver, som det behager at kalde sig kunstner, vil

ikke løse, men forstærke problemet, fordi det vil betyde en stærk tilstrømning til domænet og til den

forjættede titel af "kunstner".

Spørgsmålet om kvalitet finder en art svar på det æstetiske marked. For selv om kunstsystemet ikke

vil vide af det, udgør det et marked parallelt med de øvrige markeder i samfundet - det økonomiske,

politiske og videnskabelige. 4 Selv når kunststøtte uddeles efter det såkaldte "arms længde princip",

hvor politikere udvælger kunstnere til at afgøre, hvilke kunstnere som skal støttes, foregår både

udvælgelsen af dommere og dømte på baggrund af en anerkendelse, som udspringer af kunstsystemet

og er udtryk for dets markedsmekanisme - dets fordeling af succes og fiasko, dets svar på

spørgsmålet om hvad der er vellykket og mislykket. Kunststøtte svæver mellem fortid, altså gamle

værker, og fremtid, altså løfte om nye værker. Den bygger på anerkendelse og er med til at fremme

den. Men præcis hvad der er kvalitet gemmer sig dybt i den ordløse sensibilitet hos afsendere og

modtagere, så der altid er mange bud på kvalitet og stor usikkerhed både om hvad der er kunst og

hvad der er god kunst. Derfor er kunststøtte uundgåeligt politisk.

Mens naturvidenskab kan legitimere sig med sin økonomiske nytte, og humanvidenskab kan

henvise til sin pædagogiske nytte, har kunstsystemet ikke noget entydigt svar på "hvorfor kunst".

Kunstnere svinger mellem at legitimere sig med indre kvalitet eller ydre nytte. Vi skal se på tre

veje, som den moderne kunst er slået ind på i forsøget på at løse det dobbelte problem omkring

relevans og finansiering. De tre veje er den rene vej, den dybe vej og den beskidte vej.

Den rene vej: æstetisk formalisme

Æstetisk autonomi betyder, at der findes et kunstsystem, som selv må afgøre hvad der er god og

dårlig kunst. Ingen kan spænde kunsten for en sag, og ingen sag kan garantere æstetisk kvalitet,

uanset hvor god den er. Om en kunstner er religiøst eller politisk engageret er uden æstetisk

betydning. Uanset ens afsky for nazismen er det svært at frakende Leni Riefenstahl kunstnerisk

storhed.

Der er hermed ikke et officielt svar på, hvad der er god og dårlig kunst. Det afgøres af kunstsystemet,

som er et hus med mange boliger, så kunsten afskyer politisk korrekthed eller, om man vil: det

4 Jf. Ole Thyssen. En mærkelig lyst. Om iagttagelse af kunst, København, 1998, kap. 8.

15


politisk korrekte er ikke at være politisk korrekt. Vidt forskellige værker fremstilles og stilles frem

til offentlig iagttagelse. Hvad der slår igennem afhænger af markedet, altså af modtagerne, som

både er et amatør-publikum og et professionelt publikum, bestående af andre kunstnere, kritikere,

kendere foruden kunstsystemets utallige beslutningstagere fra forlag, gallerier, udstillinger,

koncertsteder, museer, skoler og kunstpolitiske udvalg - foruden de allestedsnærværende massemedier.

Alle har deres særlige blik for kunst, og glæden over kunst befinder sig ikke kun i spektret fra

den intuitive sanseglæde til den refleksive og lærde glæde ved at afdække skjulte mønstre, men kan

også være en glæde over at kunsten kan fremme deres indtjening, magt og andre former for

anerkendelse.

I sine eksperimenter med nye formsprog, som tvangsmæssigt overskrider grænser, afviser moderne

kunst det almindelige publikums ønske om genkendelighed og harmoni. Kun specialister kan fanges

af værker, hvor sanseligheden går mod nul og teorien mod uendelig, og som til overflod opgiver

kravet om teknisk dygtighed. Tilbage står koncepter, som kræver dåseåbner og knap nok har

værkkarakter - selv om den æstetiske kommunikation trodser forsøget på at dekonstruere kunstner

og kunstværk, fordi den kræver både en afsender og en adresse.

Men hvordan kan man finde fodfæste i den enorme produktion af fornyelse, som lykkeligvis har sit

modstykke i en lige så hastig forældelse? Hvordan kan man kvalitetsbestemme kunst, som bryder

med alle kriterier på kvalitet? Det klassiske forsøg på at sætte kvalitet lig med kraft til at provokere

er selvopløsende og udraderer den del af den æstetiske erfaring, som handler om gentagelse. 5 At

tale om varighed er at sætte vognen foran hesten, eftersom varighed først viser sig senere, men kan

afhænge af støtte her-og-nu. Tilbage står, at kvalitet forhandles endeløst mellem kunstsystemets

mange instanser, hvor ingen er diktator, men hvor indflydelse heller ikke er jævnt og demokratisk

fordelt.

Spillets navn er anerkendelse og er uden saglige kriterier. Det giver kunsten en politisk dimension,

fordi de problemer, som ikke har en saglig løsning og alligevel skal have en løsning, uundgåeligt

antager politisk karakter. Det gælder i nutiden. Om det også gælder i evigheden kan vi lade stå

åbent.

Selv om kunsten udgør et særligt domæne, er interessen for kunst stor nok til, at der har udviklet sig

både en kunstøkonomi og en kunstpolitik. Kunstværker sælges, ofte til enorme priser, og byer og

lande konkurrerer om at tiltrække turister med kunst. Det åbner for et power play mellem kunstnere

og beslutningstagere fra erhvervsliv og politik. Selv om privat salg og offentlige opgaver ikke

beviser æstetisk kvalitet, så bruges økonomi og politik dog som støttesystemer for kunsten: de viser

hvad der er anerkendt og hvad der er gang i. Det gør det fristende for en kunstner ikke blot at

fremstille sin kunst, men også at markedsføre den, måske hjulpet af andre, så han kan få omtale,

interviews, opgaver og priser. Han skal erobre en position, som er en æstetisk kapital, der desværre

er ramt af inflation og derfor kræver spekulation og indsigt i de mekanismer, som styrer bundløse

kredsløb af kunstnere og kræmmere, politikere og massemedier. Markedsføringen åbner for

markskrigeriet og for de events, der iscenesættes omkring kunsten for at fange en belastet opmærksomhed.

Ofte er den mest effektive markedsføring dog at lade som om man er højt hævet over den

slags smagløsheder, som så kan overlades til andre.

Når kunsten fornemt trækker sig tilbage til kunstsystemet og dets renhed, opdager den, at kunstsystemet

ikke yder beskyttelse mod markedets og dets mekanismer. Tværtimod - også kunstsystemet

har markedskarakter. Hermed opsplittes kunstnerne mellem dem, som kaster sig ud i det æstetiske

magtspil og dem som viger tilbage fra det og passer deres kunst, måske med plagede sideblikke til

den politiske kamp om succes, hvor de længes efter rosen, men ikke orker at stikke sig på tornen.

Mange kunstnere, der taler blødt om den rene kunst, er også hårde strateger, fordi de har opdaget, at

kunst også er big business og high politics.

Den dybe vej: forholdet til det evige

Der er andre måder at legitimere kunsten på end den rent æstetiske. Kunstnere kan henvise til, at

når de plejer og udvikler samfundets fælles ressourcer af sprog og form, kræver det forfinet indsigt i

den måde, mennesker erfarer på. Kunstens tvang til variation tæmmes af dens forpligtelse over den

5

I sin iver efter fornyelse overser kunstsystemet regelmæssigt, at variation kun er den ene side af en forskel, hvis

anden side hedder konstans.

16


menneskelige konstans, som kan fortolkes humant, som menneskets natur, eller metafysisk, som

kosmisk eller religiøs natur.

Selv om alle gør deres erfaringer, er det ikke alle formgiver dem, så de forvandles fra private til

offentlige. Det er heller ikke alle, som er gode til æstetisk at sublimere den private erfaring. Men

selv en kunst, der legitimerer sig med menneskelig konstans, er ikke nødvendigvis tilgængelig for

alle og enhver. Når symbolske former skal bringes ajour, må der betales en pris i form af afvigelse,

så et kunstværk kan derfor beskyldes for at være outreret, disharmonisk og uforståeligt, selv om det

blot gør opmærksom på, at fælles vilkår har ændret sig.

Når kunst legitimerer sig med evighed, er der forskel mellem at være vellykket og at få succes.

Selvfølgelig er det rart med begge dele. Men den søger fodfæste i et medium uden for sig selv, så

den tester sig selv på, om den åbner for en stadig ajourført adgang til menneskets natur eller den

metafysiske natur.

Der er ingen tvingende bevislogik. Et bud på erfaringens grundlag er kun et bud. Selv når det

hævdes, at kunst åbner for adgang til det eminent menneskelige, er det i moderne samfund kun

kunsten som sådan, der er interessant, ikke det substantielle budskab i det enkelte kunstværk.

Moderne samfund har ikke forpligtet sig på en officiel sandhed, hverken æstetisk, politisk eller

religiøst. Deres problem er at finde omgangsform mellem mange sandheder, så er det op til hver

enkelt kunstfremstiller og kunstbetragter at afgøre hvad der har appel. Selv stærke budskaber om

natur fremføres af svage stemmer fra et enkelt menneske i et enkelt samfund, omgiver af andre

mennesker og samfund.

I moderne samfund er økonomi, videnskab og politik rettet mod hver deres smalle idé om fornuft.

Det betyder, at de dæmoniserer det ufornuftige og vil det til livs. I en social arbejdsdeling får

kunsten den særlige opgave at inddrage begge sider af forskellen mellem fornuft og ufornuft. Den

skal ikke afvise, men pleje og udvikle samfundets ressourcer af ufornuft, både den ufornuft, som

skyldes fortrængning og glemsel, og den ufornuft, som indgår i den diffuse totalitet af fornuft og

ufornuft forud for deres udspaltning, og som efter behag kan kaldes for natur eller Gud.

At kunst kan legitimere sig uden for kunstsystemet er selvfølgelig neutralt i forhold til, hvordan

hver enkelt kunstner engagerer sig i kunstens magtspil. Alle kombinationer er mulige, fra total

tilbagetrækning til macchiavellisk nærvær.

Den beskidte vej: æstetiske alliancer

Kunsten kan ikke ud af sig selv forsone hvad samfundet har adskilt. Selv når den forsøger at

engagere sig socialt, kan den kun gøre det som kunst. Selv når den allierer sig med økonomi og

politik må den acceptere, at for erhvervsfolk og politikere er kunsten ikke et mål, men et middel.

Tidligere tiders intime forhold mellem kunst, købmænd, kirke og stat er definitivt brudt. Men i sin

dobbelte jagt på relevans og finans kan kunsten åbenlyst indgå i nye alliancer ud fra en påstand om,

at den i sin egenart, som kunst, har den noget at tilbyde erhvervsliv og stat. Den kan forbinde sig

med andre domæner og søge at berige alle parter.

Kunst har en lang tradition for at lade sig købe og for at udsmykke det rige og mægtige liv. Den

antikke kunst var mest af alt en statskunst. Middelalderens europæiske kunst ville være utænkelig

uden kirken. Men mens kirke og stat tidligere havde en målsætning, som en kunstner kunne

engagere sig i, er kirken i dag forsvundet, mens erhvervsliv og stat udfolder deres smalle stræben

uden hensyn til kunsten - medmindre der er penge eller stemmer i kunst. Der er ikke megen æstetisk

inspiration i at støtte jagten på profit eller på teknokratisk magt. Da også kunsten må insistere på sin

frihed, bliver dens forhold til stat og erhvervsliv til et fornuftsægteskab, hvor alle parter iagttager

hvad de selv får ud af det og er parate til skilsmisse, dersom der ikke er pay off.

Der er for tiden mange alliancer, som har kunsten som den ene part. I en alliance mellem kunst og

økonomi kan kunstnere både tilbyde at udsmykke og at være et eksempel på den kreativitet, der

betragtes som samfundets fornemste ressource. I en alliance mellem kunst og politik kan kunstnere

tilbyde nye måder at iagttage og skabe en anskuelig sammenhæng, som politikken har mistet i sin

teknokratiske satsning på magtforvaltning, så kunst kan forvandle problemer til muligheder. Og i et

amalgam, som både har økonomiske og politiske dimensioner kan kunsten bidrage til en "oplevelsesindustri",

som i ophidsede beskrivelser hævdes at rumme et enormt vækstpotentiale, så kunsten

bidrager til samfundets politiske status og økonomiske indtjening

I disse alliancer er alle parter redskaber for hinandens egoisme. For kunsten betyder en alliance, at

17


den må acceptere at tjene mere end én herre. Hermed må den opgive sin ret til at betragte fiasko

som forsinket succes og indstille sig på at være acceptabel her og nu. Det er mindre entydigt end det

lyder, eftersom "accept" også kan være accept af kunstens rolle som leverandør af vanskeligt

tilgængelige værker, så avancerede virksomheder eller statslige organer markerer sig med at

omgive sig med avanceret kunst.

Hvilken kunst som kommer ud af disse kolde ægteskaber kan ikke siges på forhånd. For kunstens

veje er allehånde, og en begrænsning kan også være en åbning. Uanset hvad man lægger i forskellen

mellem vellykket og mislykket kunst, går denne forskel ikke i takt med forskellen mellem den

rene, den dybe eller den beskidte kunst.

CHRISTIAN SKEEL OG MORTEN SKRIVER:

KUNST, ÅND OG MATERIE.

Den kunst vi taler om her, findes i alle kunstarterne, men den er tydeligst at se i billedkunsten, som

på en gang er den enkleste, den første og den mest konkrete form for kunst. Billedkunstens udspring

er den simple forening af ånden med materien, som er livets centrale mysterium. Åndens spor i

stoffet og stoffets spor i ånden. Handlingens fysiske aftryk, som var nøjagtigt der, hvor det første

menneske så sig sig selv som et agerende, skabende væsen i naturen.

Kunsten, som vi idag opfatter begrebet, blev imidlertid til som et barn af videnskaben og oplysningstiden.

Efterhånden som den rationelle tænkning trængte religionen ud af det europæiske

samfund, blev kunsten det organ i kulturen, der skulle producere irrationel betydning. Kunsten blev

det sted, hvor det nye europæiske fremskridtsmenneske kunne berøre tilværelsens uforklarlige og

uudsigelige mysterium.

Fra at have været en håndværker der leverede et produkt efter kundens ønske og specifikationer,

forvandledes kunstneren nu til en skønånd, der skulle materialisere sine egne personlige syner. Som

shamanen, der på en gang lever i samfundets udkant og i dets centrum, blev denne nye kunstner set

på, som et menneske hvis opgave var at hengive sig til irrationaliteten på fællesskabets vegne. En

figur der senere fandt sin arketype i Vincent van Gogh, den hellige galning som ofrede sit liv for

kunsten.

Overalt i Europa skød der kostbare templer op for denne nye irrationelle kult. Men selvom kulten

dyrkede det irrationelle, var den i sig selv gennemsyret af den videnskabelige, rationelle kulturs

logik. I kunstmuseet blev kunsten organiseret efter den samme systematiske orden som sten, dyr og

planter i de naturhistoriske museer og som naturalierne blev kunstens værker omgivet af stadigt

voksende teoretiske konstruktioner. Gennem det tyvende århundrede blev arbejdet med kunsten i

stigende grad set både som en slags forskning og en art teknologisk udviklingsarbejde. Kunsten

skulle ikke bare afspejle et samfund i forandring, men i sig selv være en samfunds- og kulturforandrende

kraft. Herved opstod den intense søgen efter nye virkemidler som blev drivkraften i den

moderne kunst.

Mod slutningen af århundredet blev det imidlertid klart, at alle tænkelige udtryksmåder, konstruktioner

og dekonstruktioner var afprøvet og kortlagt. Derfor kan man sige, at kunsthistorien i en vis

forstand er nået til sin afslutning. Vi befinder os nu i et flydende felt, hvor alle positioner til

stadighed afprøves, fra maleriets og skulpturens klassiske discipliner til kunst som sociale aktioner.

Kunsten idag leder efter en form i en formløs kultur.

Vi lever i et samfund, hvor den eneste kulturelle fællesnævner er, at vi alle som én kan betegnes

som forbrugere. Grundlaget for denne tilstand er først og fremmest det supermaterialistiske livssyn,

som naturvidenskaben igennem århundreder har indskrevet i den teknologiske civilisation. Vi lever

på forestillingen om, at naturen er formet af bevidstløse mekaniske kræfter og at det eneste som

derfor kan siges virkeligt at eksistere, er det som lader sig måle og veje, købes, ædes og smides

væk.

Drivkraften bag og formålet med det samfund vi har skabt, synes at være den materielle vækst i sig

selv. Drømmen om en evigt stigende produktion og omsætning af varer. Denne merkantile drift er

med årene taget til i styrke. Det er en blind og rasende vilje, hvis dybeste ønske er at omskabe

mennesket til en værgeløs forbrugsrobot. Kommercialismen dominerer idag fuldstændigt det

18


offentlige bevidsthedsrum. Der hvor symbolerne engang pegede mod evigheden og det åndelige

fællesskab, er der nu kun tegn og udsagn, hvis funktion er at stimulere og dirigere vores forbrugslyst.

Også kunsten er underlagt den kommercielle kulturs dogmatik, der dikterer at økonomisk rentabilitet

er det eneste succeskriterium, som virkelig tæller. Det ses med al ønskelig tydelighed i ud- og

ombygningen af Statens Museum for Kunst. Engang var dette museum, helt i oplysningstidens ånd,

et nøgternt og fokuseret tempel for kunsten, hvor den besøgende kunne hvile i betragtningen af

hvert enkelt billede. Nu har man ryddet den centrale del af bygningen for kunst, for i stedet at skabe

et begivenhedscenter hvis hovedingredienser er en fashionabel restauration, en mondæn festsal og

et forvirret udsalg af bøger og souvenirs.

Museet er blevet eksponent for den samme shopping- og oplevelseskultur, som man kan finde i

ethvert indkøbscenter. Bestræbelsen bliver begrundet med at den er nødvendig for at trække

publikum til museet, men man overser, at det som skulle gøre det vigtigt, at komme på dette særlige

sted, forsvinder i processen. Der er overhovedet ingen sammenhæng mellem antallet af besøgende

på kunstmuseet og kunstens betydning.

Når kunsten bliver offentligt støttet overalt i denne verdens forbrugersamfund, er det fordi den ved

sin blotte eksistens peger på, at mennesket er andet og mere end et biologisk fordøjelsesapparat, at

vi er åndelige væsner og at samfundet har højere værdier end de rent kommercielle og målbare. De

utallige kostbare museumsbyggerier der opføres overalt i den industrialiserede verden, er irrationelle

symbolske modbilleder til den herskende ordens forgrovede materialisme. Den offentlige støtte

til kunsten er en ofring til universets skabende ånd.

Kulturelt befinder vi os i en undtagelsestilstand, der er uden fortilfælde i historien. Vi har ingen

samlende autoriteter der kan vise os vejen og ingen som kan fortælle os hvad meningen med livet

er. Religionerne fylder ganske vist stadigt meget i den kollektive bevidsthed, men i virkeligheden

havde de store verdensreligioner længe været tømt for kraft og bevægelsesevne, da videnskaben i

det 19. århundrede blev den helt dominerende kulturelle faktor i europæisk kultur. Religionerne var

opstået af andre tider og andre kulturelle omstændigheder. Efter videnskabens erobring af den

kulturelle magt forstenede de definitivt som teologiske museer.

Efter to århundreders kolossal succes forekommer også videnskaben at have tabt pusten. Den

videnskabelige standardbeskrivelse af naturens beskaffenhed fremstår i stigende grad som værende

blot endnu en stivnet dogmatisk ortodoksi. Videnskaben synes ikke for alvor at have gjort os

klogere på verden eller på livets vigtige og afgørende spørgsmål. Dens stadigt mere komplicerede

og fragmenterede forklaringer ser snarere ud til at have skabt større uoverskuelighed og forvirring.

Dertil kommer, at videnskabens løfte om det endeløse fremskridt langt fra synes så overbevisende,

som det en gang gjorde. Tværtimod virker det som om den teknologiske udvikling skaber mindst

lige så mange problemer som den løser.

I dag står kunsten tilbage som det eneste offentligt tilgængelige sted, hvor mennesket fuldkommen

frit og uden fordomme kan undersøge, udtrykke og i det hele taget nærme sig den fundamentale

sammenhæng mellem ånd og materie. Selvom også kunsten er nået til en slags afslutning på sin

udviklings historie, og selvom den i stigende grad er blevet selvrefererende og dermed lukket

omkring sin egen verden, så er der ikke noget andet sted hvorfra den kulturelle fornyelse kan tage

sit udgangspunkt. Det er igennem arbejdet med kunsten, at vi kan skabe de nødvendige åndelige

forbindelser i det menneskelige fællesskab og imellem mennesket og naturen.

Vi er underlagt en række kræfter af økonomisk og teknologisk art, som på hver deres måde er med

til at sønderlemme vores sociale og kulturelle rum. Intet enkeltelement har imidlertid en mere

overvældende destruktiv indvirkning på de kulturelle fællesskaber og den kulturelle og æstetiske

mangfoldighed end muligheden for at eje, kontrollere og spekulere økonomisk i ideernes verden.

Den lovbefæstede ejendomsret til kopier af immaterielle objekter af enhver art, som for eksempel

sange, fortællinger, tegn og billeder, har gjort det muligt for stadigt færre verdensomspændende

virksomheder i stadigt højere grad, at kontrollere og dominere det offentlige bevidsthedsrum og

skabe en stadigt mere ensartet global monokultur. Denne udviklings mest alvorlige konsekvens er,

at hovedparten af de meddelelser vi modtager først og fremmest er forsøg på at styre vores behov

og begær på en måde, der er i afsenderens økonomiske interesse. Herved undergraves ikke bare det

enkelte menneskes følsomhed overfor hvad han eller hun dybest set har brug for. Det indvirker også

19


ekstremt forstyrrende på hele det menneskelige fællesskab, og gør det umuligt for os at finde ud

hvad vi egentligt er i stand til at føle sammen.

Idéer, hvad enten det er formen på en stol eller tonerne i en melodi, er gjort af ren ånd og derfor

fuldkommen flygtige. Hvis de én gang er sluppet ud, tilhører de ethvert menneske, som kommer i

berøring med dem. Det er i deres natur at spredes for alle vinde, og de ville gøre det hvis ikke politi,

domstole og voksende hære af sagførere forfølger og straffer enhver, der overtræder forbudet mod

den frie ret til kopiering. Ejendomsretten til immaterielle objekter er baseret på en lov, der strider

mod naturen selv.

Alt hvad vi er, alt hvad vi ved og kan, har vi fået forærende af utallige forudgående generationer.

Den ufatteligt højtudviklede, komplekse og omfattende æstetiske produktion vi kender fra de fleste

gamle kulturer, er blevet til gennem vedholdende gentagelse og kopiering i helt åbne kulturelle

svingningsfelter.

Ideerne har bredt sig som ekko og resonans i ånden og i stoffet. På den måde har mennesket til alle

tider gentaget de grundlæggende formdannende processer i naturen og samtidigt skabt nye mønstre

inde i de eksisterende. Vi har sunget med og udviklet sangen i intuitiv forståelse af, at gentagelse,

kopiering og reproduktion er livets bærende princip.

Lovgivningen mod den frie og almindelige kopiering er ikke meget mere end hundrede år gammel

og tiden er kommet til at afskaffe den igen. Når intet varemærke, ingen tv-serie eller popmelodi

længere er beskyttet mod kopiering, vil vi med et slag blive fri for den kommercielle fjernstyring af

vores lyster og længsler, som foregår idag. I stedet vil vi blive nødt til at genskabe et autentisk

levende kulturelt rum, simpelthen fordi afviklingen af medieindustriens verdensomspændende

monopoler vil efterlade et vakuum, der kun kan skabe en voldsom ny efterspørgsel efter større lokal

kulturproduktion. Vi vil pludseligt få muligheden for at genopdage verden som en stedsbestemt

social realitet midt i det globale elektroniske medie og kommunikationsnetværk, og nærværet i

samfundsorganismen vil vokse tusind gange.

Jo længere vi bevæger os tilbage i tiden, jo mere besjælet var den verden mennesket skabte omkring

sig. Man kan se det i de gamle kulturers efterladenskaber overalt på kloden. I deres bygninger,

redskaber og beklædningsgenstande findes der en udstråling og æstetiske kraft, som vi idag kun

kan forvente at finde i de bedste kunstværker. Det er en virkning som enhver umiddelbart kan

mærke. Den fylder os med varme og føles som kærlighed. Den får os til at længes og drømme og til

at rejse til fjerne egne af verden, hvor vi stadigt kan se rester af disse vidunderlige kulturelle

formationer.

Den voldsomme åndelige kraft der stråler fra almindelige dagligdags genstande fra selv de mest

primitive samfund, skyldes at disse kulturer hver især har udgjort en stor sammenhængende form,

der kunne løfte den enkelte ud over sig selv og forlene ham eller hende med den samlede kulturs

erfaring og egenskaber. Alle kom på denne måde til at medvirke som ubesværede kunstnere i et

altomfattende, levende og sammenhængende kunstværk, hvor det praktiske ikke var til at skelne fra

det magiske, hellige og symbolske.

Ser vi på vores egen kulturkreds fra før industrialismen tog fart, finder vi den samme slags

overførsel af åndeligt nærvær og udstråling til de menneskeskabte materielle genstande, simpelthen

fordi håndværket forudsatte en konkret stillingtagen til den mest minutiøse handling. Håndværkerens

respekt for og kærlighed til sit materiale fremgår af den måde kobbertækkeren indtil for nyligt

fremsagde et vers for metallet, mens det fandt sin rette temperatur. For mureren var ornamentet i

murværket ikke bare en tom dekoration, men en rituel indskrivning af ånd og følelse i det færdige

arbejde. Det var først med de massefremstillede bygningsdekorationer, at ornamentet blev en

forbrydelse.

I dag er den verden vi skaber omkring os afsjælet i ekstrem grad. Hovedårsagen er den eksplosive

vækst i en fuldkommen automatiseret materiel produktion. De brutale transportkorridorer der

skærer landskaberne i stykker, de gigantiske industrielle produktionszoner og de endeløse monotone

forstæder der breder sig overalt på planeten, er stumme, kolde og fuldkommen følelsesforladte.

Alligevel lykkes det os at overleve og til en hvis grad overse grimheden i dette menneskefjendske

ingenmandsland, fordi vi kan kompensere for manglen på åndelig næring gennem et konstant

stigende forbrug af materielle genstande og underholdningstilbud.

Kunsten peger i den stik modsatte retning, mod åndens nærvær i materien. Den forbinder sig på

tværs af tid og rum til hulemaleriet og shamanens magiske ritualer, til offerhandlingen og den

20


hellige besværgelse. Uanset hvilken form den tager, er den uforanderlig i sin grundlæggende

substans. Kunsten er kulturens udspring og essens. Det er den sidste åbne våge. Det sidste åndehul i

isen.

Den industrielle civilisation er præget af en rastløs desorientering, hvis ødelæggende virkning

forstærkes af de kolossale økonomiske og teknologiske kræfter, som er til vores rådighed. Der skal

hele tiden ske noget. Bare et eller andet. Derfor smadrer vi naturen med stadigt flere motorveje,

indkøbscentre og svinefarme. Men det konstante behov for materiel vækst alene for vækstens egen

skyld behersker ikke kun den merkantile sfære. Det er også blevet de kulturelle institutioners

inderste drift.

Tænk for eksempel på Det Kongelige Bibliotek der for en formue er blevet ombygget til en

glitrende science fiction kulisse, udstyret med rullende fortove, koncertsale og restauranter for at

tiltrække et publikum på jagt efter nye oplevelser. Bibliotekets eneste årsag og mening har altid

været dets samling af bøger. Omfanget og kvaliteten af denne samling er det, som giver institutionen

dens særlige værdi, uanset hvor få eller mange der kommer i dens lokaler. Alligevel valgte

ledelsen ikke at udvikle bibliotekets egenart og koncentrere ressourcerne om det væsentlige, men at

opløse institutionen og fortynde dens betydning til fordel for titusind kubikmeter opvarmet luft.

På den måde breder tomheden sig overalt i det vi kalder kulturlivet. Stadigt mere prangende ydre

former bliver konstrueret om et indhold, som stadigt færre tilsyneladende orker at interessere sig

for. I skrivende stund forsøger Statens Museum for Kunst sig for eksempel med at trække mennesker

til institutionen ved at lade tilfældige berømtheder fra medierne vise rundt i samlingerne som

såkaldte “special guides”. Man kan ikke forestille sig et klarere udtryk for den ansvarlige ledelses

mangel på kærlighed til og indsigt i det område, den er sat til at varetage.

Billedkunsten fungerer dårligt som underholdning, for den er af væsen tyst og stille. Selv det bedste

billede lader sig i princippet opfatte på nogle få sekunder, men fordi billedet er uden begyndelse

eller slutning, peger det samtidigt ud af tiden, fra et konkret sted i øjeblikket mod det evige og

universelle. Deri ligger den enestående styrke i billedkunsten, som museet målrettet burde arbejde

på at fremhæve. Hvis kunsten kan lære os noget, er det at vedholdenhed belønnes med med indsigt.

For at finde det evige i kunsten, må man finde det evige i sig selv. Det tager tid og kræver ro.

Kunstnerne ved ikke hvad de gør. De er overladt til deres intuition i et landskab som ingen tidligere

har befundet sig i. De har hverken kort eller kompas og alt omkring dem er under kontinuerlig

forvandling. Engang for snart mange hundrede år siden kunne religionens billeder stråle med

uimodståelig åndelig kraft og betydning, men det var fordi religionen gennemsyrede alt i samfundet.

Kulturen udgjorde en stor sammenhængende form, som kunsten ubesværet kunne folde sig ud i.

Nu er der hverken nogen stor eller lille form og ingen kan sige, hvordan kunsten skal eller vil

kommer til at se ud. Alt hvad kunstnerne kan gøre, er at føle sig frem som deltagere i evolutionen af

menneskets åndelige verden.

Der er ikke noget at sige til at kunsten som helhed betragtet fremstår en anelse forvirret og

usammenhængende i disse forvirrede og usammenhængende tider. Kunstnerne opererer i et

overvældende distraktionsfelt af visuel underholdning computerspil, reklamer, film og tv, men den

mest

distraherende påvirkning er utvivlsomt handlen med kunstgenstande. Ønsket om eller muligheden

for at tjene penge fører meget let kunstneren væk fra sit oprindelige ærinde. Markedet for kunst har

i sig selv intet med kunst at gøre. Markedet er der for at skabe økonomisk indtjening og derfor er de

fleste genstande på kunstmarkedet lavet til dette formål.

Kunstmarkedet frembringer dekorationsobjekter, der ligner kunst og tømmer kunsten for dens

åndelige betydning ved at reducere den til et fashionabelt vedhæng til livsstilsindustrien.

I den udstrækning markedet forudsætter, at kunstneren optræder som forretningsmand eller kvinde,

tvinger det denne til at udvikle evnen til at handle strategisk kalkulerende og uden emotionel

involvering. Arbejdet med kunsten kræver imidlertid de stik modsatte egenskaber, nemlig at

kunstneren til stadighed er i stand til at udvikle og forfine sin følsomhed, sin intuition og forbindelsen

til det ubevidste. For de fleste kunstnere er dette modsætningsforhold et kolossalt og invaliderende

problem. Den ideelle finansiering af kunsten vil derfor være, at kunstnerne bliver betalt af

fællesskabet, uanset om deres produktion er salgbar eller ej, men udelukkende fordi deres arbejde

holder den livsvigtige forbindelse ved lige mellem materien og den åndelige verden.

21


Den dynamiske, lineære bevægelse som har karakteriseret kunsten i hele dens nyere historie, er nået

til sit slutpunkt. Der er ingen synlig udvikling, kun hvirvler og krusninger på overfladen. Kunstnerne

gør deres bedste og deres værste, drevet som de altid har været af voldsom angst og begær,

jalousi og storhedsvanvid, lyst, længsel og overfølsomhed, men ingen kan med sikkerhed sige, hvad

vej vi skal gå. Derfor er de store mestres tid forbi og derfor hersker middelmådigheden, hvor vi end

vender øjet. Vi leder efter form i formløsheden og de svar vi giver, er yderst midlertidige.

Alligevel behandler vi samtidskunstens objekter som var det uerstattelige historiske artefakter.

Udvalgte eksemplarer bliver anbragt i museer og beskyttet mod den naturlige forgængelighed af

konservatorer og fugtighedsmålere, tyverialarmer og kustoder. Kunsten flyder ikke frit i samfundslegemet.

Den hober sig op i magasiner og i det offentlige rum uden at indgå i egentlige levende

kulturelle sammenhænge.

Kunsten er gemt bag den akademiske ærefrygt for værket og markedets spekulative værdisætning af

udvalgte kunstneres produktion. Vi skjuler at kunstens værdi alene eksisterer i den fortsatte

undersøgelse af forbindelsen mellem ånd og stof. Kun der udvikler vi, som individer og kollektivt,

den forfinede sansning der gør det muligt for os, at finde ud af hvad vi kan føle sammen og hvad

der føles rigtigt.

Vi må forsøge at flytte vores ærefrygt fra kunstgenstandene til det de repræsenterer. Kunstgenstandene

har ingen betydning ud over deres evne til forbinde det individuelle menneskes ånd til et større

åndeligt fællesskab. I den udstrækning et kunstværk bevæger os, er det alene et udtryk for at vi

deler følelser med værkets ophavsmand eller kvinde og at der således i virkeligheden ingen afstand

er imellem os, at vi dybest set er ét individ.

Hvis kunstens historie er slut, hvis der ikke længere er flere uprøvede formelle udviklings muligheder,

må det betyde at vi omsider er nået frem, at denne etape af rejsen er overstået og at vi nu ikke

længere skal et andet sted hen end der hvor vi er. Det er unægtelig en ny og uprøvet situation for en

kultur, der igennem århundreder har vænnet sig til at leve i en tilstand af kontinuerlig accelererende

forandring. Men det er også en befrielse og en gave, for jo hurtigere vi har bevæget os, jo tyndere

er kulturens film blevet strukket ud og jo mere overfladisk er menneskets åndelige landskab blevet.

Nu har vi muligheden for at bevæge os tilbage fra overfladen mod dybden.

På vejen til dette sted er vores kultur blevet skilt ad i tre separate rum. Et for kunsten, et for

videnskaben og et for religionen. Tre lukkede universer med hver deres sprog og hver deres

sandhed. Den næste store opgave er at forene de adskilte rum til en samlet bygning. Kun derved kan

vi håbe på at hele den splittelse i vores kollektive sjæl og psyke, som alt for længe har drænet vores

samfund for åndelig næring og energi. Ingen kan endnu sige, hvordan denne bygning skal fungere,

eller hvordan den skal se ud. Men vi ved, at verden ikke længere kan siges at være på en bestemt

måde og det må være udgangspunktet. Det er denne ubestemthed vi skal give en sammenhængende

form.

På den ene side er der de forskellige, forstenede religiøse strukturer som hver især kæmper om

retten til at frelse vores sjæle. På den anden side er der naturvidenskaben, som, stadigt mere

forblændet af sin teknologiske magt arbejder på at forvandle mennesket til en afsjælet biologisk

robot. Men i kulturens midte eksisterer kunsten stadig som et åbent flydende felt. Den forbinder sig

på en gang til menneskets irrationelle længsel efter sammensmeltning med verdensaltet og til

behovet for rationelt at analysere naturens bestanddele. Kunsten er ingenting i sig selv. Men den

formår at samle verden i et billede og i en handling. Den forbinder ånden med stoffet og er derved i

stand til at rumme og udtrykke verdens paradoksale natur.

Kunsten er kulturens inderste kerne og det er med den som centrum at museet, templet og observatoriet

skal forbindes med hinanden til en helt ny slags bygning, et nyt kulturelt svingningsfelt, et nyt

åndeligt mønster. I dette nye mønster vil religionen være præget af lige dele kunst og videnskab og

videnskaben af lige dele religion og kunst og kunsten af lige dele videnskab og religion. Denne nye

treenighed vil komme til verden, fordi mennesket mere end noget andet længes efter at synliggøre

og nærme sig den skabende bevidsthed som gennemstrømmer universet, og som vi alle er en

uadskillelig del af. De nødvendige elementer er allerede til stede. Vi mangler blot at sætte dem

sammen til et billede der med lidt større skarphed kan vise os hvem, og hvor vi er.

22


MICHAEL MØLLER OG NIELS CHRISTIAN NIELSEN:

KUNST OG ØKONOMI

• I visse kredse betragtes kunst som et investeringsobjekt. Ikke bare i den finansielle sektor,

men også i den kunstformidlende sektor og i kunstkredse. Er det på nogen måde meningsfuldt

at sammenligne investering i kunst med investering i aktier, obligationer eller fast ejendom?

• Patenter har en løbetid på 20 år, undertiden op til 25 år for medicinske patenter. I billedkunstens

verden gælder den såkaldte følgeret, der har en løbetid på ca. 100 år (70 år efter kunstnerens

død). Er en sådan regel hensigtsmæssig?

• I den administrerende del af de såkaldte kulturelle kredse gøres der meget for at eksportere

dansk kunst til udlandet. Er det meningsfuldt, eller burde vægten lægges på at importere

kunst til Danmark?

• Museer sælger aldrig fra samlingerne, selv om de herved kan få råd til at købe noget, der er

bedre eller bedre passer til museets samling. Er det meningsfuldt at afskære sig fra elementære

økonomiske transaktioner uanset udviklingen?

• Danmark nedlægger eksportforbud for visse kunstværker og skader herved andre lande, der

forhindres i at købe disse værker. Modsat gør andre lande det samme og vil herved kunne

skade Danmark og danske museer. Er det mere hensigtsmæssigt med et system med mere fri

handel for kunst?

Disse er er nogle af de mange spørgsmål, man kan stille sig, når man kigger på kunstsektoren med

økonomiske briller.

Ved hjælp af økonomisk teori kan der naturligvis ikke konkluderes om, hvorvidt det offentlige

bruger for lidt eller for meget på kunstområdet. Det er først og fremmest en politisk vurdering på

samme måde som spørgsmålet om, hvor meget der skal bruges på uddannelse, plejehjem og forsvar.

Men økonomisk teori kan bruges til at afvise en lang række af de argumenter, der fremføres i den

offentlige debat vedrørende spørgsmålet om, hvor meget eller hvor lidt det offentlige skal bruge på

kunstområdet. Debattører på kunstområdet har ofte betydelig viden om kunst og beskeden viden

om, hvordan de økonomiske sammenhænge fungerer, samtidig med at de er mere interesserede i

konklusionerne end i kvaliteten af argumenterne og analyserne. Dette kan illustreres ved et par

eksempler:

Eksempel 1: Kunst kan ikke betragtes som investeringsobjekt på linie med f.eks. værdipapirer. Det

fremføres indimellem, at det også for folk uden kunstglæde er en god idé at investere i god kunst,

fordi den giver et stort afkast i form af værdistigning. Meget kunst vil derfor havne i ”bankbokse”,

ubeset af menneskeøjne. Det kan ikke udelukkes, at der er enkelte naive sjæle, der køber kunst som

en ren investering. Men simpel økonomisk teori tilsiger, at hvis man ikke har betydelig glæde af at

eje og betragte kunstværker, så er kunst som hovedregel en elendig investering. Man får et ringere

afkast af investeringen end alle dem, der har glæde af at se på kunstværket. Kunstelskerne får

nemlig samme økonomiske gevinst som ”kunstspekulanterne”, samtidig med at de derudover har

glæde af at se på kunstværket hver dag. Så problemet med ”bankboksinvestorerne” er nok overdrevent.

Hvis en investor for ca. 500 år siden havde købt ”Mona Lisa” af Leonardo da Vinci så billigt

som for 1.000 kr., skulle det i dag være 2.6 mia. kr. værd for at få en realrente på 3% og 330 mia.

kr. værd for at få en realrente på 4%. Og det er jo svært at forestille sig en bedre langsigtet

investering i kunst, hvis Mona Lisa kunne være erhvervet til denne pris.

Eksempel 2: Det har mangfoldige gange været fremført som et argument for at øge statens støtte til

kunsten på forskellige måder, at det vil mindske det sociale problem, at mange kunstnere har meget

lave indkomster at leve af.

Det er et svagt argument, fordi det implicit går ud fra, at mængden af aktive kunstnere er fuldstændig

uafhængig af indkomstmulighederne for kunstnere. Det er indlysende, at med et givet antal

kunstnere, så vil en bred forøgelse af kunstefterspørgslen skabe højere indkomster for alle grupper

af kunstnere, også for kunstnerne med lavest indkomster. Men der er ingen grund til at tro, at

antallet af kunstnere på sigt er uafhængigt af indkomstmulighederne. Der er i dag folk med

kunstnerisk evne, der har valgt et andet erhverv, fordi de ikke kunne tjene til blot et eksistensminimum

som kunstnere. Personer med kunstneriske tilbøjeligheder adskiller sig imidlertid næppe

23


væsentligt fra andre mennesker i deres adfærd. Bedre indkomstmuligheder vil få flere af disse til at

blive heltidskunstnere, således at der med stor sandsynlighed vil bliver flere og ikke færre fattige

kunstnere som følge af en øget kunstefterspørgsel.

Dette er naturligvis ikke et argument for at mindske på de offentlige bevillinger til kunst. Pointen er

udelukkende, at et givet argument ikke er holdbart som argument for øget kunststøtte. Personer med

en vis egeninteresse i konklusionen vil imidlertid let være tilbøjelige til at foretage en ufuldstændig

analyse.

Eksempel 3: Følgeafgift. Følgeafgift er i virkeligheden en afgift, der betales af kunstnerne selv,

nemlig af de nulevende (og producerende) kunstnere til deres arvinger generationer frem i tiden.

Den opnåede pris for deres kunst bliver tilsvarende mindre. De nuværende kunstnere får altså et

fattigere liv, og deres børnebørn og oldebørn får et økonomisk rigere liv. Desuden tilfalder en

meget stor del af den del af følgeafgiften, der ikke spises op af de meget betydelige administrationsomkostninger,

de efterladte efter ganske få meget omsatte kunstnere. Følgeafgiften hæmmer

desuden uhensigtsmæssigt omsætningen af kunst. Det er samlet set vanskeligt at se, at følgeafgiften

er i kunstnernes egen interesse, og endnu vanskeligere at se, at den skulle være i samfundets

interesse. Det mest sikre udkomme er til dem, der lever af at administrere den.

Økonomi

Hvad beskæftiger økonomi sig med? Hvis det skal siges meget kort, så er det ”optimal udnyttelse

af knappe ressourcer”. Hvordan indretter man samfundet, således at ressourcerne bliver brugt

bedst, dvs. således at vi får de bedst mulige resultater? ”Ressourcer” er mange ting: det kan være et

stykke jord, det kan være en persons tid, eller det kan være et kunstværk. Et naturskønt stykke jord

kan ligge hen som naturområde. Det kan også bruges til at bygge et museum på. En person kan

holde fri, eller han kan arbejde – og han kan arbejde enten som kontorchef, forfatter eller kunstner.

En Michael Ancher kan hænge på Skagen Museum, Glyptoteket, i Statens Musens for Kunsts

magasiner eller et helt fjerde sted. Hvordan sikrer vi os, at jorden, tiden og billedet bliver brugt

bedst muligt?

Der tages ikke stilling til disse ting enkeltvis. Det afgørende er, hvordan samfundets ”spilleregler”

indrettes bedst muligt. I denne artikel ses på to udvalgte problemstillinger, nemlig:

• danske museers mulighed for og anvendelse af salg af billeder fra samlingerne

• dansk kunstpolitik og internationalisering

For så vidt angår den første problemstilling fremkommer en klar konklusion. For så vidt angår den

anden problemstilling er der ikke noget klart svar. Derimod rejses der et klart spørgsmål, nemlig

hvorfor problemstillingen ikke diskuteres i højere grad end tilfældet er, ligesom der påpeges nogle

interessekonflikter, det er nødvendigt at være opmærksomme på, og som negligeres i dansk

kunstdebat.

Samfundsudvikling og fleksibilitet: salg fra samlinger

Samfundet ændrer sig, og det gør, at det er nødvendigt for institutioner at tilpasse sig de ændrede

forhold. Man skal derfor være meget forsigtig med at opstille meget rigide strukturer, der fastlægger

den fremtidige udvikling hundreder af år ud i fremtiden.

Både for nationer, virksomheder og museer gælder, at de har et behov for at kunne tilpasse sig

ændrede forhold. Grundloven er som bekendt en ”konservativ garanti”. Men ikke alene er det

forholdsvis simpelt at ændre grundloven ved en folkeafstemning, den ændres også løbende gennem

en ganske kraftig ”fortolkning”.

Grundlæggeren af Carlsberg-fonden havde en betydelig tro på sin evne til at fastlægge ud i al

fremtid, hvordan tingene skulle være. Han fastlagde derfor, at Carlsberg-fonden i al fremtid skulle

eje Carlsberg-bryggeriet 100%. Men det var måske ikke optimalt i en verden, der ændrer sig, og

hvor bryggerier skal være stadig større for at klare sig optimalt. Bestyrelsen i Carlsberg-fonden har

derfor godkendt først fusion med Tuborg og senere med Orkla, på trods af grundlæggerens

præferencer. Det er en beslutning, disse personer fortjener ros for, på trods af, at de går mod

grundlæggerens klart udtalte ønsker. Fleksibilitet er vigtig.

Museer er tiltænkt evigt liv. Men det er klart, at evigheden er lang og at forholdene ændrer sig.

Hvem kan være sikker på, at der om 200 år stadig er behov for Carl-Henning Pedersens og Else

Alfelts Museum?

24


Fremvæksten af nye museer, for slet ikke at tale om forbedrede rejsemuligheder, kan ændre, hvad

der er den optimale museumsstruktur.

Museumslovgivningen lægger formelt skrappe begrænsninger på museers ret til at sælge af

samlingerne. Det kræver i hvert enkelt tilfælde ministerens tilladelse. Men begrænsningen er dog

nok mere formel end reel. Hvis museerne søgte salgstilladelser i betydeligt omfang, ville der nok

udvikle sig en et fleksibel praksis på området. Når museerne os bekendt ikke har solgt af samlingerne

på denne side af 2. Verdenskrig er årsagen, at de ikke har ønsket det.

Vi har tidligere stillet forslag om, at museer skal have udvidet adgang til at sælge af deres samlinger,

og at de skal gøre brug af en sådan adgang. Dette forslag hviler – hvad der måske ikke fremgår

klart nok – på respekt for museernes ledelser. Museer kan i dag i praksis kun ændre deres samlinger

gennem køb og modtagelse af gaver. Men bevillingerne giver ikke mulighed for de helt store køb,

dvs. muligheden for at tilpasse samlingerne er begrænsede.

Der findes i denne verden en stor mængde malerier (i det følgende behandles for enkeltheds skyld

kun malerier, men argumenterne gælder selvfølgelig også for andre kunstværker). De hænger på

forskellige museer eller i deres magasiner, de hænger i privatsamlinger, de findes fordelt på

forskellige lande. Hvilken mekanisme sikrer, at vi får fordelt disse billeder bedst muligt?

For de private ejede malerier er der ikke tvivl. Her regerer markedsmekanismen. Hvis en person har

et billede, så kan vedkommende overveje hvad, han kan sælge billedet for, og om han hellere vil

have billedet end pengene. Det er selvfølgelig ikke pengene i sig selv, der er målet, men de ting

(herunder andre malerier), der kan købes for penge.

Museerne er helt klart med i denne markedsmekanisme på den ene side, nemlig som købere.

Museer får bevillinger fra det offentlige og de får i visse tilfælde donationer fra fonde eller private.

Staten, fondene og de private donorer vælger hvilke museer, der skal have mulighed for at erhverve

flere malerier. Så når Glyptoteket bliver overbudt, når det vil købe en Gauguin, så er det fordi den

danske stat og de danske donorer ikke er villige til at yde så stor støtte, at Glyptoteket kan få

billedet. Det kan blive overbudt af private rigmænd eller af andre museer.

Når vi ser på de billeder, som eksisterende museer allerede har, så er situationen meget varierende.

Ikke alle museer opfører sig som de danske. Amerikanske museer har betydelige muligheder for at

sælge ud af deres samlinger for at forfine samlingerne, og adskillige benytter sig af disse muligheder.

Det kan være gennem opgradering (sælge flere middelmådige malerier for at erhverve ét

førsteklasses billede), eller det kan være som led i en specialisering.

Danske museer har en principiel modvilje mod at sælge af samlingen. Der fremføres i debatten

mange argumenter, hvoraf specielt tre har en tendens til at gå igen:

• Der er en fare for, at muligheden for salg vil medføre, at museerne får mindre bevillinger,

hvis man ved, at de selv kan skaffe penge ved at sælge af samlingen.

• Der er en fare for at lave fejl og sælge værker, som senere bliver vurderet højere end i dag.

• Der er en frygt for, at donorer ikke vil give, hvis de kan risikere, at deres donationer senere

bliver solgt.

De to første argumenter er forståelige, men næppe overbevisende. Det første argument hviler først

og fremmest på en skepsis mht. det demokratiske systems virkemåde. Det andet argument er udtryk

for, at museernes ledelser varetager egne interesse i stedet for samfundets; de vil beskytte sig selv

mod, at de bliver afsløret i at tage fejl. Heri ligger en betydelig ”konservativ garanti”.

Faren for, at museumsledelser sætter store dele af samlingen på auktion, er beskeden, selv om de i

højere grad end i dag opmuntredes til at tilpasse deres samling løbende.

Hvor stor er desuden ulykken, hvis et museum skulle foretage nogle i bagklogskabens klare lys

uheldige handler? Billederne bliver jo ikke ødelagt, fordi de bliver solgt. Og der er næppe grund til

at tro, at museer kollektivt betragtet vil være så dårlige beslutningstagere, at de konsekvent sælger

de oversete genier og køber blålysene. For sektoren som helhed må man tro, at heldige og uheldige

handler opvejer hinanden. Bl.a. også af den grund, at de formentlig handler fortrinsvis med

hinanden.

Formålet med salg er ikke at tjene på ”spekulation”. Hussælgere sælger heller ikke for at spekulere i

huspriserne, men først og fremmest for at kunne købe et andet hus, der bedre passer til deres behov.

Der er i al fald al mulig grund til at advare museumsledelser mod at tro, at de kan forudse, hvilke

billeder der vil falde og hvilke billeder, der vil stige i pris. Formålet med salg er at sikre en bedre

anvendelse af billederne og mere afrundede samlinger. Uanset eventuelle fejlsalg vil der være en

25


nettogevinst blot ved, at billeder kommer til at hænge, hvor de gør mest gavn. Det er samfundsmæssigt

spild, hvis et kunstværk, der kunne give folk glæde, blot opbevares i et museums magasiner,

fordi det ikke er udstillingsværdigt for det pågældende museum.

Det tredje argument – donorargumentet - er sandsynligvis først og fremmest en dårlig undskyldning

i den forstand, at det ikke er museernes egentlige begrundelse. Argumentet har formelt en vis, men

forholdsvis begrænset bærekraft. Argumentet kan kun anvendes på donerede billeder, og kun på de

billeder, hvor donorerne har stillet som betingelse, at billederne ikke sælges. For de dele af

samlingerne, som museerne selv har købt, eller hvor donor ikke stiller sådanne krav, gælder

argumentet selvfølgelig ikke. Og når man ser museernes modvilje mod at bruge salgsmuligheden

for så vidt angår de sidstnævnte billeder, føler man lidt, at donorargumentet bruges som en

undskyldning. I den forbindelse skal nævnes, at danske museer ifølge Knud W. Jensen indimellem

har brudt løfter til donorer, f.eks. mht. at samlinger altid skal udstilles og altid udgøre et sammenhængende

hele. Så i et vist omfang har museer en pragmatisk holdning til, i hvilket omfang løfter

skal holdes. De amerikanske erfaringer tilsiger i øvrigt, at langt fra alle donorer har et sådant ønske

om, at billeder aldrig må sælges, ellers ville museerne næppe sælge. Herhjemme har en af de største

donorer – Lousianas grundlægger Knud W. Jensen – eksplicit gjort sig til talsmand for, at museer

skal kunne sælge ud af deres samlinger.

Museer løser i dag delvis tilpasningsproblemet gennem ”langvarige udlån” til hinanden. Men det er

en meget primitiv løsning - en form for tuskhandel. Det kræver enten, at museerne har billeder, der

”matcher hinanden” i værdi, eller også at museerne er velvilligt indstillede over for hinanden. Og

den løsning bruges derfor kun i meget beskedent omfang over grænserne.

Problemerne med manglende tilpasningsmuligheder er størst for museer for samtidskunst. Det er

ikke let at være museum for samtidskunst, hvis man ikke kan skille sig af med værker. På ét eller

andet tidspunkt ophører et billede jo med at være samtidskunst. Det er ikke helt klart, hvordan

eksempelvis Lousiana vil klare dette problem, som vokser hvert år. Louisana er et museum for

samtidskunst. Hvor stor en del af Louisianas samling om 200 år skal den nuværende samling

udgøre – og hvor stor en del af den skal udstilles? Enten må Louisiana vokse og vokse eller også

må en stadig stigende del af samlingerne opholde sig på lagrene, ubeset af menneskeligt øje –

bortset fra restauratorer, naturligvis. For den logiske mulighed, nemlig at sælge billeder, der ikke

længere naturligt hører hjemme i samlingen, er tilsyneladende ikke et realistisk alternativ.

Internationalisering, kultureksport og kulturimport

I organisationer, det være sig selskaber, velgørende foreninger eller offentlige institutioner, kan der

være et problem med, at de ansatte ikke er loyale over for deres opdragsgiver. Et selskabs ledelse er

ansat til at varetager aktionærernes interesser. Men han kan i stedet vælge at forfølge sine egne mål.

En landbrugsminister fra landbrugets egen kreds kan vælge at forfølge landbrugets interesser i

stedet for samfundets interesser osv. Denne type problemstillinger, er også relevante i kunstverdenen.

For et par år siden kørte Ekstrabladet en langvarig aviskampagne mod landets museer. Hovedbudskabet

i denne kampagne var, at der fandtes en ”kunstmafia”, der specielt købte ganske få kunstnere,

der var groft overrepræsenteret på landets museer. Avisdebatten blev fulgt op i Folketinget, der

vedtog en dagsorden, hvis hovedpunkter var:

Regeringen opfordres til –

• I videst muligt omfang at tilsikre, at den statslige støtte til dansk kultur og danske kunstnere

tilgodeser et mangfoldigt kunstnerisk udtryk inden for det kvalitetsbegreb, der er en forudsætning

for statsstøtte

• At anmode Statens museumsnævn om at udarbejde en redegørelse for de statsstøttede

museers kunstindkøb med henblik på at sikre kvalitet og fornyelse.

• Til stadighed sikre, at de relevante regler er udformet således, at der er en tilstrækkelig

uafhængighed og fornyelse ved udpegningen af de personer, der vælges til at indkøbe kunst

for statslige midler

Kulturministeren anmodede derefter Statens Museumsnævn om at udarbejde en redegørelse for de

statsstøttede museers kunstindkøb de sidste 10 år med henblik på at sikre kvalitet og fornyelse.

Resultatet af denne undersøgelse blev en ret forunderlig rapport med et tekstafsnit på 20 sider og

omkring 140 sider bilag. I rapporten blev for samtlige repræsenterede kunstnere optalt med hvor

26


mange værker de var repræsenteret på landets museer, hvilke kunstnere der var repræsenteret på 15

museer, hvilke der var præsenteret på 14 museer osv.

Der var flere ting i undersøgelsen, der virkede overraskende. De vedrørte ikke så meget resultaterne,

men snarere den måde hvorpå undersøgelsen blev anlagt. De forhold, som blev undersøgt,

forekom ikke at være de mest naturlige at undersøge. Undersøgelsen var ekstremt personfikseret.

Det var kunstnerne, der blev målt og talt. Der var intet forsøg på en generel analyse af, om der var

”systemfejl”. Eksempelvis blev spørgsmålet om national kunst ctr. international kunst ikke nævnt

med ét ord.

I rapporten redegøres for de danske kunstmuseers vedtægtsmæssige opgaver. En af forudsætningerne

for at blive godkendt som tilskudsberettiget museum er, at museet skal påtage sig ansvaret for en

nærmere beskrevet del af Danmarks kulturarv, jf. i øvrigt Bekendtgørelse af 30. maj 1991 om

Museer (Bekendtgørelse Nr. 332). Men som der beroligende skrives i rapporten (p 9):

”Det udelukker ikke, at museerne kan erhverve værker af internationale kunstnere i det

omfang, museerne finder det relevant at belyse internationale strømninger, der relaterer

til dansk kunst, eller internationale strømninger, der bedømmes at have haft eller

ville få betydning for kunsten globalt i det omfang, det skønnes at relatere sig til ansvarsområdet.”

Det er nok på dette område, forholdet mellem det nationale og det internationale, at vi er mest

overrasket over den manglende debat. Hvis man er bange for indspisthed mellem museer og

kunstnere, så er det interessante ikke så meget om bestemte danske kunstnere bliver forfordelte.

Det er nok så interessant, om danske museer generelt køber mere dansk kunst end hvad der

kunstpolitisk er ønskeligt. Den yngre brygger Jacobsen var i parentes bemærket meget opmærksom

på faren for, at hans midler blev brugt til at begunstige middelmådig dansk kunst frem for at skaffe

verdenskunst til Danmark.

På dette område er der behov for en principiel stillingtagen ”oppefra”, hvis man vil mindske

risikoen for misbrug. Det forekommer at være et væsentligt spørgsmål, i hvilket omfang museerne

skal vise dansk kunst og i hvilket omfang, de skal vise international kunst. Vore biblio-teker

begrænser sig jo ikke til danske bøger eller til bøger, der relaterer sig til dansk litteratur.

Spørgsmålet om dansk kunst contra udenlandsk kunst på danske museer er et ganske centralt

problem. Det er også et område, hvor der er en oplagt risiko for en ”bred indspisthed”. Pressen har

været optaget af den laveste og tarveligste form for indspisthed, nemlig spørgsmålet om at være

”vennernes ven”. Vores gæt ville være, at frygten for denne indspisthed er overdreven, dels på

grund af folks hæderlighed, dels på grund af hensynet til eget navn og rygte; det spredes hurtigt i et

snævert miljø, hvis man varetager vennernes interesser. Men det er klart, at det kan være et

problem, at de gældende statutter kan være uhensigtsmæssige og i for høj grad begunstige national

kunst.

Tilsvarende er det klart, at det også kan være et problem, at beslutningstagerne, selv om statutterne

ikke tvinger dem til det, kan have for ”nationale briller på”. Her er ikke nødvendigvis tale om, at

man varetager vennernes interesser, men mere undskyldeligt, at man af gode grunde har mest blik

for de danske kunstnere.

En tilsvarende situation opstår i forbindelse med danske bevillinger til kunstformidling. I dansk

kunstpolitik har det være kutyme, at kunstnerkredse på flere områder har haft en vis indflydelse.

Men det kan være meget problematisk, hvis danske kunstnere skal have væsentlig indflydelse på, i

hvilket omfang danske skattekroner skal bruges til at bringe udenlandske udstillinger til Danmark

eller til at vise danske kunstneres værker i udlandet. Der kan være en interessekonflikt mellem

kunstnerne og den danske befolkning.

Indtil for få år siden blev hovedvægten i dansk kulturpolitik lagt på arbejde med dansk kultureksport,

altså støtte til at danske kunstnere skulle gøres kendte i udlandet. I 1987 udgav Kulturministeriet

eksempelvis Betænkning Nr. 1106, ”Betænkning om kultureksport”. Der findes ikke nogen

tilsvarende betænkning om kulturimport. Interessen for at skaffe udenlandsk kunst til Danmark var

beskeden, selv om det for den danske befolkning vel var nok så væsentligt som at få danske

kunstnere gjort kendte i udlandet. Her er nemlig et område, hvor markedsmekanismen måske virker

mindre optimalt.

Markedet tilbyder af gode grunde først og fremmest national kunst til det danske publikum. Det er

nationale kunstnere, der udstiller på gallerier, restauranter osv. Det er i høj grad nationale (og i ikke

27


ubetydeligt omfang regionale kunstnere), det offentlige bruger, når der skal købes udsmykninger af

offentlige bygninger og pladser.

Den danske kunstdebat har ikke været præget af stor interesse for spørgsmålet om nationalisering

ctr. internationalisering, selv om der de senere år er sket (beskedne) fremskridt.

I 1993 udgav Kulturministeriet ”Rapport fra Arbejdsgruppen vedrørende etablering af et sekretariat

for billedkunst”. Her havde arbejdsgruppen nemlig et kommissorium, der omfattede kunstformidling

begge veje:

”Det er arbejdsgruppens opgave at udarbejde forslag til Kulturministeren vedrørende

oprettelse af et sekretariat for billedkunst med henblik på en styrkelse af formidlingen af

især nutidig dansk og udenlandsk billedkunst.”

De gode tanker til trods viste det sig, at vægten blev lagt på forhold, der gavnede danske kunstnere.

Der blev ikke brugt store midler til at skaffe udenlandsk kunst til Danmark.

Kulturministeriets hjemmeside giver udtryk for, at der er sket en fortsat ændring i retning af nye

prioriteringer. Der står bl.a.:

”Vi har ændret fokus og prioriteringer. Vi er i gang med en gradvis omstilling til ny

prioriteringer.

Fra eksport til udveksling.

Tidligere var behovet for at optræde internationalt styret af et ønske om at markere

Danmark og dansk kultur. Vi talte dengang om ”kultureksport”. Vi har med stor omhu

ændret dette ord til ”kulturudveksling”. Vores kulturudveksling skal fortsat have rod i

det danske; med kulturudveksling er en overbygning på de nationale udgaver, som allerede

udføres. Vi ser derfor primært kulturudveksling som en positiv udvikling af dansk

kulturliv.”

Kulturministeriets hjemmeside, 1998.

På den baggrund kan det undre, at når der bliver foretaget en undersøgelse af danske museers

indkøb de sidste 10 år, hvilket har krævet en ikke ubetydelig dataindsamling og arbejdsindsats, så

bruges dette datamateriale udelukkende til en forholdsvis ligegyldig diskussion af, hvilke danske

kunstnere der er repræsenteret på hvilke museer. Der bruges ikke én linie på at diskutere, om

indkøbspolitikken har været mere eller mindre national, end man kunne ønske sig ud fra en

kulturudvekslingssynsvinkel. Der bruges heller ikke én linie på mere principielle overvejelser mht.

hvordan indkøbspolitik mest hensigtsmæssigt fastlægges.

En stikprøveoptælling omfattende over 80% af alle værker viser, at hvad enten man ser på grafik,

tegninger eller fotos, så er den udenlandske andel omkring 12%.

Det falder godt i tråd med hvad, der gælder for malerier. Kunst Indeks Danmark giver gode

muligheder for at lave statistik for malerier. For så vidt angår oliemalerier kan vi for samtlige

billeder på danske museer for forskellige perioder beregne, hvor stor en andel af billederne på

danske museer, der er malet af udlændinge. For så vidt billeder malet før 1700 er situationen, at

90% er malet af udlændinge. Det afspejler selvfølgelig, at vi på dette tidspunkt ikke havde en

national malerskole. For så vidt angår perioden 1800-1850 lå procentsatsen af udenlandske malere

på 20%. Efter 1850 har andelen af udenlandske billeder stabiliseret sig på godt 10%. Sagt med

andre ord; vi ser en stadig faldende internationalisering for så vidt angår malerierne på danske

museer.

Der er naturligvis ikke noget objektivt svar på, hvordan der skal prioriteres, men det kan undre, at

spørgsmålet overhovedet ikke stilles, og at der ikke tilvejebringes et datamateriale som grundlag for

en sådan diskussion.

Afslutning

Hvorvidt der bruges for lidt eller for meget på kulturen kan der ikke konkluderes meget om ud fra

økonomisk analyse. Derimod eksisterer der en masse viden om, hvordan markeder og organisationer

fungerer og om, hvordan man mest hensigtsmæssigt kan indrette sådanne institutioner for at

sikre, at enkeltpersoner eller grupper ikke varetager andre interesser end dem, de er sat til at

varetage. Der kan også konkluderes ganske meget om, hvordan man bedst kan sikre optimal

udnyttelse af knappe ressourcer. Og kunstens verden er i høj grad karakteriseret ved knappe

ressourcer.

28


Der synes al mulig grund til at have en sådan tiltro til danske museumsbestyrelser og dansk

museumsdirektører, at man kan overlade dem mere magt end de har nu, hvor deres handlingsfrihed

de facto er ekstremt begrænset. De ”arver” en given samling og har bevillinger til nyanskaffelser,

der – målt i værdier – formodentlig ikke muliggør en forøgelse af den eksisterende samling på 1%

om året, dvs. at de praktisk talt ikke kan ændre museets profil i takt med nye tider, bygningen af nye

og konkurrerende museer, ændrede kunsthistoriske vurderinger osv.

Der er en utilstrækkelig diskussion af spørgsmålet om internationaliseringsgraden på danske museer

og i dansk kunstpolitik overhovedet, selvom der faktisk er et talmateriale til belysning heraf.

Disse konklusioner og spørgsmål burde ikke være særligt kontroversielle. Men debatten om disse

konklusioner og andre tilsvarende konklusioner, som økonomiske overvejelser leder frem til, synes

at vise noget andet, jf. debatten i dele af pressen i tilknytning til publiceringen af bogen Kunst

økonomisk set.

Litteratur:

Jensen, Knud W.: De glade givere. Gyldendal, Kbh. 1996.

Møller, Michael og Niels Chr. Nielsen: Kunst – økonomisk set. Gyldendal 1999.

DE BILLEDKUNSTNERISKE UDVALG

Beretningen fra det tredje år i et udvalgs arbejde vil meget naturligt også være et overblik over tre

års virke i Statens Kunstfond. Nåede vi vore mål, fik vi gjort det godt nok, kan stafetten afleveres

som den blev modtaget.

Svaret kunne være – så nogenlunde – ikke alt lykkedes, som vi gerne ville det – men næsten. Om

resultaterne kan andre dømme.

Indkøbs og legatudvalget har det sidste år fulgt forrige års linie. Hvilket vil sige at se så mange

udstillinger det har været os muligt, dækkende et så stort geografisk område som muligt. Udvalget

har efter bedste evne søgt at støtte bredt og varieret, både hvad angår indkøb, præmieringer, legater

og stipendier. Som i de forrige år har udvalget følt store frustrationer over at skulle administrere den

håbløse ordning for igangsætningsstipendierne. Statens Kunstfonds enkle kriterier om krav om

kunstnerisk kvalitet har i denne som i alle andre sammenhænge været rettesnor for udvalgets

arbejde.

Udsmykningsudvalget har i det sidste år søgt at skabe mulighed for, at store udsmykningsopgaver i

arkitektoniske rum af høj kvalitet, kunne komme til udførelse. Med få undtagelser er disse

bestræbelser lykkedes og er resulteret i, at gode opgaver er under udførelse på en musikskole i

Viborg, et seminarium i Esbjerg, en teknisk skole i Århus, to opgaver på Københavns universitet

Amager, et gymnasium på Frederiksberg, og som kontrast sandelig også en bogbus, der tøffer rundt

i det flade vestjyske landskab.

En stilfærdig glæde over at kunne agere og skabe muligheder har præget udvalgenes arbejde.

I Indkøbs- og legatudvalget glæden over at se så megen god kunst og at kunne støtte den.

I udsmykningsudvalget har glæden over, at det gennem en konkurrence om udsmykningen på Store

Torv i Århus, lykkedes at bryde et trist mistillidsforhold mellem Århus og Statens Kunstfond, været

mere end stilfærdig. Arbejdet er nu i gang og en udsmykning står færdig om 2 år.

Vi afleverer med glæde og en smule vemod stafetten til de næste udvalg.

For de billedkunstneriske udvalg

Torben Schønherr

UDDELINGER UDSMYKNINGSUDVALGET

Det billedkunstneriske udsmykningsudvalg har i 2001 modtaget 54 ansøgninger, hvoraf 5 er

imødekommet.

Skitseforslag til udsmykningsopgaver

29


Esbjerg, CVU Vest, Seminariet i Esbjerg

Billedkunstner Erik Hagens

Hasle, Danske Gymnastik & Idræts Foreninger

Billedkunstner Peter Bonnén

Landskabsarkitekt Steen Høyer

København, Assistens Kirkegård

Billedkunstner Morten Stræde

Landskabsarkitekt Stig Lennart Andersson

Københavns Universitet Amager

Billedkunstner Merete Barker

Billedkunstner Jes Fomsgaard

Nærum Gymnasium

Billedkunstner Henning Damgaard-Sørensen

Varde, Biblioteket for Blåbjerg, Blåvandshuk og Varde kommuner

Billedkunstner Seppo Mattinen

Viborg Musiksal

Billedkunstner Hjördis Haack

Aalborg, Told og Skat

Billedkunstner Olafur Eliasson

Århus Tekniske Skole, Midtbyskolen

Billedkunstner Doris Bloom

Udsmykningsopgaver igangsat i 2001

Esbjerg, CVU Vest, Seminariet i Esbjerg 600.000

Billedkunstner Erik Hagens

Hasle, Danske Gymnastik & Idræts Foreninger 2.135.000

Billedkunstner Peter Bonnén

Landskabsarkitekt Steen Høyer

København, Assistens Kirkegård 1.060.000

Billedhugger Morten Stræde

Landskabsarkitekt Stig Lennart Andersson

København, Handelshøjskolen 646.250

Billedkunstner Steffen Jørgensen

København, Ørestad 9.500.000

Billedhugger Hein Heinsen

Billedhugger Per Kirkeby

Billedhugger Bjørn Nørgaard

Nærum Gymnasium 750.000

Billedkunstner Henning Damgaard-Sørensen

Varde, Biblioteket for Blåbjerg, Blåvandshuk og

30


Varde kommuner 359.000

Billedkunstner Seppo Mattinen

Aabybro Kommune 750.000

Billedkunstner Kurt Tegtmeier

Århus, Store Torv 3.020.000

Billedkunstner Elisabeth Toubro

Udsmykningsopgaver afsluttet i 2001

Esbjerg, Landskabsskulptur i Østre Kjersing

Billedkunstner Eva Koch

Landskabsarkitekt Steen Høyer

Støtte til projekter

Glostrup Rådhushaven

Billedkunstneren Søren Jensen

Grenå, Dronningens Ferieby

Billedkunstner Per Arnoldi

Grindsted Gymnasium og HF-Kursus

Billedkunstneren Michael Kvium

Hobro Havn

Billedhugger Bent Sørensen

Landskabsarkitekt Uffe Wainø

København, Den Sociale Ankestyrelse

Billedkunstner Kehnet Nielsen

København, Det Kongelige Bibliotek

Billedkunstner Kirsten Lockenwitz

Roskilde Universitetscenter

Billedkunstneren Erik A. Frandsen

Tårnby Retsbygning

Billedkunstner Carl Magnus

Århus, Arkitektskolen i Århus

Billedhugger Hein Heinsen

Århus, Danmarks Journalisthøjskole

Billedkunstner Henning Christiansen

Internetprojekt stedet3.dk

Roskilde Kommune, Trekroner bydel 300.000

Billedkunstneren Kerstin Bergendahl

Landskabsarkitekten Jeppe Aagard Andersen

UDDELINGER INDKØBS- OG LEGATUDVALGET

31


Det billedkunstneriske indkøbs- og legatudvalg har i 2001 modtaget 861 ansøgninger, hvoraf 128 er

imødekommet. Endvidere er der uddelt 26 præmieringer, 17 legater til ældre fortjente kunstnere og

26 legater til efterladte efter billedkunstnere.

3-årigt stipendium á 240.000 kr. pr. år

Søren Ankarfeldt

Jesper Fabricius

Fie Johansen

Sophia Kalkau

Joachim Koester

Finn Manford

Cai Ulrich von Platen

Bjørn Poulsen

Ian Schjals

Carsten von Würden

Arbejdslegat

Margrethe Agger 100.000

Poul Agger 60.000

Malene Bach 60.000

Martin Bigum 60.000

Maj-Britt Boa 100.000

Bodil Brems 100.000

Lars Buchardt 100.000

Eva Steen Christensen 100.000

Kirsten Christensen 25.000

Ursula Reuter Christiansen 100.000

Henning Damgaard-Sørensen 100.000

Torben Ebbesen 55.000

Rasmus Eckhardt 60.000

Alba S. Enstrøm 60.000

Helle-Vibeke Erichsen 100.000

Egon Fischer 100.000

Henrik Flagstad 60.000

Johanne Foss 200.000

Mette Gitz-Johansen 60.000

Vibeke Glarbo 60.000

Marianne Grøndahl 100.000

Signe Guttormsen 60.000

Charlotte Hanmann 50.000

Jørgen Teik Hansen 100.000

Peer Strande Hansen 60.000

Kjeld Heltoft 100.000

Peter Holst Henckel 200.000

Nanna Gro Henningsen 60.000

Anne-Birthe Hove 200.000

Signe Jais 60.000

Claus H. Jensen 100.000

Ole Tersløse Jensen 100.000

Anne Mette Jobim S. Jochimsen 100.000

Birgit Johnsen 60.000

Oda Knudsen 100.000

Flemming Koefoed 60.000

Jan Krogsgård 100.000

Tove Kurtzweil 200.000

32


Smike Käszner 100.000

Malene Landgreen 200.000

Lotte Tauber Lassen 100.000

Poul Lee 60.000

Karen Gabel Madsen 60.000

Rolf Martens 100.000

Finn Mickelborg 60.000

Anders Moseholm 60.000

Ulrik Møller 100.000

Hanne Nielsen 60.000

Ina Olsen 50.000

Linda Orloff 60.000

Max Parylewicz 100.000

Anne-Marie Pedersen 60.000

Lars Pedersen 50.000

Anne Marie Ploug 100.000

Inger Lise Rasmussen 60.000

Kurt Rasmussen 100.000

Steen Møller Rasmussen 100.000

Nikolaj S. von der Recke 100.000

Robert Risager 100.000

Tal Rosenzweig 100.000

Hans Christian Rylander 100.000

Henrik Saxgren 100.000

Jes Schrøder 100.000

Karen Serena 60.000

Rikard Silwärn 200.000

Morten Skovmand 30.000

Vicky Vera Steptoe 60.000

Tommy Støckel 60.000

Bjarke Regn Svendsen 100.000

Bent Hedeby Sørensen 60.000

Bjarne Werner Sørensen 100.000

Steffen Tast 60.000

Kurt Tegtmeier 100.000

Mikael Thejll 50.000

Lisbeth Thingholm 100.000

Erik Thommesen 100.000

Anne Thorseth 60.000

Erik Varming 100.000

Agneta Werner 10.000

Karin Westerlund 50.000

Karin Nathorst Westfelt 100.000

Lone Wyke 100.000

Legat til efterladte efter bildende kunstnere

Asta Backhausen 16.000

Grete Balle 16.000

Ruth Bischoff 16.000

Thea Borregaard 16.000

Dagny Johanne Christensen 16.000

Ellen Tangai Christoffersen 16.000

Elisabeth Clausen 16.000

Kirsten Laub Eberlein 16.000

Birte Find 16.000

33


Else-Marie Funch 16.000

Grethe Grathwol 16.000

Marit Lie Gregersen 16.000

Hanne Gervig Hansen 16.000

Minna Gyrithe Holmskov 16.000

Inger Kingo Jensen 16.000

Merete Agergaard Jensen 16.000

Birthe Jørgensen 16.000

Ebba Koch 16.000

Aase Tut Køpcke 16.000

Nelly Lohmann 16.000

Ellen Mathiesen 16.000

Lone Mertz 16.000

Ursula Nielsen 16.000

Evelyn Oldenburg 16.000

Else Schwalbe 16.000

Bodil Leon Aalykke 16.000

Legat til ældre fortjente kunstnere

Grete Balle 7.000

Albert Bertelsen 7.000

Erik Enevold 7.000

Knud Erik Færgemann 7.000

Hjørdis Hammeleff 7.000

Arne L. Hansen 7.000

Maria Lüders Hansen 7.000

Arne Heuser 7.000

Kirsten Høm 7.000

Aksel Rugberg Jensen 7.000

Poul Lillesøe 7.000

Gerda Bertelsen Lobedanz 7.000

Hans Jørgen Nicolaisen 7.000

Morten Nielsen 7.000

Erik Ortvad 7.000

Jytte Thompson 7.000

Ejgil Vedel 7.000

2-årigt igangsætningsstipendium á 77.740 kr. pr. år

Jes Wind Andersen

Vibe Bredahl

Jesper Dalgaard

Rasmus Danø

Christina Bredahl Duelund

Steen Kirkegaard Erichsen

Morten Buch Jørgensen

Lærke Lauta

Ulla Lehrskov

Lasse Sejr Nielsen

Karl Stampes Petersen

Thomas Poulsen/FOS

Stine Barr Prebensen

Lars Christian Rank

Tanja Rau

Kirstine Roepstorff

Katya Sander

34


Præmiering

Julie Sass

Morten Medegaard Schelde

Rene Schmidt

Søren Taaning

Henrik Bjørn Andersen 60.000

for værk Uden Titel / Den Frie Udstilling

Martin Erik Andersen 60.000

for udstillingen Aus de Externsteine. The Gospel Truth”,

Galleri Susanne Ottesen, København

Eli Benveniste 60.000

for udstillingen Glas, Koloristerne

Stig Brøgger 60.000

for "The Wall" / Grønningen

Viera Collaro 60.000

for ophængning / Grønningen

Jesper Dalgaard 50.000

for udstillingen "56 år senere", galleri Hallo, København

Ingar Dragset 30.000

for installation i samarbejde med Michael Elmgreen,

Galleri Nicolai Wallner, København

Michael Elmgreen 30.000

for installation i samarbejde med Ingar Dragset,

Galleri Nicolai Wallner, København

Kim Grønborg 60.000

for ophængning på Den Gyldne, Charlottenborgs Udstillingsbygning

Niels Guttormsen 60.000

for "Rammer om ukendt sted" / Den Frie Udstilling

Per Henriksen 60.000

for ophængning i Galleri Asbæk, København

Bertil Skov Jørgensen 50.000

for ophængning på Zebra, Den Frie Udstillings Bygning

Malene Landgreen 60.000

for udstilling på udstillingsstedet Overgaden

Carin Larsen 50.000

for udstillingen "Jeg gik mig over sø og land..", Danske Grafikeres

Hus, København

Freddie A. Lerche 60.000

for ophængning / Den Frie Udstilling

Christina Malbek 40.000

for "Mirakler II", Efterårsudstillingen, Charlottenborgs Udstillingsbygning

Anders Gammelgaard Nielsen 60.000

for Experiment VI, Experiment VIII, Experiment X, Forårsudstillingen,

Charlottenborg

Frode Gundorf Nielsen 60.000

for ophængning på Den Gyldne, Charlottenborgs Udstillingsbygning

Lone Bank Nielsen 40.000

for "Mirakler 2", 2001, Efterårsudstillingen, Charlottenborg

Cai Ulrich von Platen 60.000

for udstilling i udstillingsbygningen Kastelsvej 18, København

Jesper Rasmussen 50.000

for Skulpturinstallation, Udstillingen 1:1, Udstillingsstedet Overgaden

35


Rejselegat

Tanja Rau 40.000

for "Mirakler II", Efterårsudstillingen, Charlottenborg

Peter Nansen Scherfig 60.000

for ophængning Galleri Specta

Teddy Sørensen 60.000

for ophængning på Decembristerne

Klavs Weiss 50.000

for udstillingen Fra min Samling og andre Udtryk/ Danske Grefikeres

Hus, København

Niels Winkel 60.000

for Modeltegninger, Den Gyldne, Charlottenborgs Udstillingsbygning

Jette Debois 13.321

Mogens Gissel 10.000

Peter Holck 10.000

Per Bak Jensen 55.000

John Krogh 12.261

Kristina Kudsk 31.500

Bodil Nielsen 25.000

Vibeke Mencke Nielsen 30.000

Lis Nogel 14.000

Tal R. 20.000

Bjarne Werner Sørensen 58.000

Evren Tekinoktay 20.000

Hanne Lise Thomsen 10.000

Frede Troelsen 10.000

Ewa Werber 10.000

INDKØBTE VÆRKER

MALERI

Niels Andersen

"Marklandskab efter græsbrand" 2001, olie på lærred

"Landskab med mange figurer" 2001, olie på lærred

"Høstlandskab" 2001, olie på lærred

Den Frie Udstillings Bygning, København

Bodil Andersen

"E 192 - E 319" , olie på lærred

Den Frie Udstillings Bygning, København

Søren Ankarfeldt

"Kiming" 2000, olie på lærred

"Blå time" 2000, olie på lærred

Den Frie Udstillings Bygning, København

Poul Anker Bech

"Sene tider" 2000, olie på lærred

Charlottenborg Udstillingsbygning, København

Doris Bloom

"Blue eyed Blue-tooth Blue-printed chip" , olie på lærred

Den Frie Udstillings Bygning, København

Bodil Brems

36


"Papaver variabilus 27" 2001, acryl på lærred

"Papaver variabilus 28" 2001, acryl på lærred

Galerie Dahl, København

Jesper Christiansen

"Vase maleri" 2001, akryl på lærred

Galerie Mikael Andersen, København

Bodil Damgård

"Søpindsvin" 2001, kul og pastel på papir

"En tegning af en tegning" 2001, kul og blyant

Den Frie Udstillings Bygning, København

Inger Lut Debois

"Monte Gordo søgning" 1998, akvarel

"Monte Gordo fund" 1999, akvarel

Galerie Dahl, København

Andrew Dupont

"Hermaphrodite" 2001, olie og emalje på papir

"Target" 2001, olie og emalje på papir

"Carving a New Skull" 2001, olie og emalje på papir

"Frame" 2001, olie og emalje på papir

"Trace" 2001, olie og emalje på papir

Forårsudstillingen, Charlottenborgs Udstillingsbygning

Claus Egemose

"Colourteam" , maling på metalplade

”Den Gyldne” Charlottenborgs Udstillingsbygning

Mogens Gissel

Uden titel 2000, olie på plade

Charlottenborg Udstillingsbygning, København

Mette Gitz-Johansen

"City light" 2001, olie på lærred

”Den Gyldne” Charlottenborgs Udstillingsbygning

Lars Folke Grenaae

"Big bull" 2001, silketryk på lærred med acryl

Uden titel 2001, 3 stk. silketryk på lærred med acryl

Galleri Carsten Frøkjær, København

Jens Peter Groth-Jensen

"Foran Troya" 2000, olie på lærred

Den Frie Udstillings Bygning, København

Erik Hagens

"Moderne natur" 1998, olie på lærred

Charlottenborg Udstillingsbygning, København

Henrik Have

"Brønden i No" 2000, akryl på masonit

Den Frie Udstillings Bygning, København

37


Kresten Havgaard

"(Flag over)" 2001, olie på lærred

Galleri Weinberger, København

Ingvald Holmefjord

"Vinmarker" 2000, olie på lærred

Den Frie Udstillings Bygning, København

Ingvald Holmefjord

"Corbieres" 2000, olie på lærred

Galleri Profilen, Århus

Bent Karl Jacobsen

"Maleri" 2000, acryl på lærred

Charlottenborg Udstillingsbygning, København

Signe Jais

"Transportcomstar/satelitesystem I" 2001, olie på lærred

"Transportcomstar/satelitesystem II" 2001, olie på lærred

Galerie Møller Witt, Århus

Regnar Jensen

"Ude og inde" 2000, olie

"En maler" 2000, olie

Charlottenborg Udstillingsbygning, København

Jacob Brostrup Jensen

"Dé paysé grønt spisebord" , olie på lærred

"Dé paysé gul entre" , olie på lærred

Den Frie Udstillings Bygning, København

Hasse Juul

"Forårsmorgen" , olie på plade

"Hønsehuset" , olie på plade

Vrå Udstillingen

Erling Jørgensen

"Amsterdam cirkler og rødt" 2000, olie på lærred

"Indisk gul" 2000, olie på lærred

"Videt Amsterdam" 2000, olie på lærred

Den Frie Udstillings Bygning, København

Erling Jørgensen

"Stor Hollandsk Gul" , olie på lærred (værket i to dele a 200 x 150)

J. M. Mørksgade 13, Århus

Morten Buch Jørgensen

"Female with apples and pears" , olie på lærred

Galleri Susanne Ottesen, København

Leif Kath

"Snowmanswalk" 1997, olie på lærred

Uden titel 1998, 4 stk. acryl på lærred

Uden titel 2000, acryl på lærred

Kulturministeriets Udstillingshus Overgaden, København

38


Per Kirkeby

Uden titel 2000, 2 stk. guache

Galleri Bo Bjerregaard, København

Thomas Kluge

"Selvportræt 1" 2001, akryl på lærred

Holstebro Kunstmuseum

Oda Knudsen

"Kastanietræet" 2001, olie på lærred

Clausens Kunsthandel, København

Eske Knudstrup

"Solopgang" 2000, 2 stk. blyant og pastel på papir

Clausens Kunsthandel, København

Flemming Koefoed

"Vandret blå over sort" 1991, acryl, olie på lærred

"Rødt V på sort" 1993, acryl, olie på lærred

"9 felter ved kanten" 1998, acryl, olie på lærred

Den Frie Udstillings Bygning, København

Helle Kaaris

"Fænomener i tågelandskab" , olie på lærred

Den Frie Udstillings Bygning, København

Malene Landgreen

"www.hole" 2000, 2 stk. akryl på lærred

Charlottenborg Udstillingsbygning, København

Uno Löfqvist

Uden titel, 3 stk. litografi og kridt

Kunstcentret Silkeborg Bad

Seppo Mattinen

"Rulletrappen" 2000, olie på lærred

Charlottenborg Udstillingsbygning, København

Anders Moseholm

"Black reflection" 2001, olie på lærred

Galleri Franz Pedersen, Horsens

Ulrik Møller

Uden titel 2000, olie på lærred

Charlottenborg Udstillingsbygning, København

Dick Nyhuus

"Spor" , akryl på lærred

Charlottenborg Udstillingsbygning, København

Lars Nørgård

"Salat skaber ikke venner" 2001, akryl og oile på lærred

Galerie Asbæk, København

Ole Olesen

39


uden titel 2000, 3 stk. tempera og blyant

Kunstcentret Silkeborg Bad

Annette Olesen

"Napoli" 2001, olie på lærred

"Vinternat" 2001, olie på lærred

"Farvekomposition III" 2001, olie på lærred

Galleri Trap, København

Ina Olsen

Uden titel , 2 stk. olie på masonit

Århus Kunstbygning

Kurt Rasmussen

"Frø - naturhistorie" 2000, acryl på lærred

"Fra Østre Anlæg I" 1999, acryl på lærred

Galerie Dahl, København

Inge Reusch

"Landskab med bjergkæde II" 2000, olie på lærred

"Landskab med grønne pletter" 2000, olie på lærred

"Afrikanske kratformer" 2000, 2 stk. guache, kul og kridt

Galleri Carsten Frøkjær, København

Robert Risager

"1C" 2000, olie på lærred

"0H" 2000, olie på lærred

"0E" 2000, olie på lærred

"1i" 2001, olie på lærred

"1g" 2001, olie på lærred

Uden titel 1998, olie på lærred

Den Frie Udstillings Bygning, København

Christian Schmidt-Rasmussen

"She is a whip" 2001, akryl på lærred

"Bliss" 2001, akryl på lærred

Galleri Nicolai Wallner, København

Morten Skovmand

"Indgang til skoven" 2000, olie på lærred

Charlottenborg Udstillingsbygning, København

Bjarke Regn Svendsen

"Abu Simbel" , 2 stk. olie på lærred

Politikens Galleri, København

Bent Stubbe Teglbjærg

"Athen 18/2 2000" 2000, akvarel

"Athen 18/2 2000" 2000, akvarel

"Athen 20/2 2000" 2000, akvarel

"Athen 20/2 2000" 2000, akvarel

"Athen 22/2 2000" 2000, akvarel

"Athen 29/9 98" 2000, akvarel

Den Frie Udstillings Bygning, København

40


Kurt Tegtmeier

"Port VI" 1998, guache

J. M. Mørksgade 13, Århus

Inge Lise Westman

"Vinter III" 2000, olie på lærred

Den Frie Udstillings Bygning, København

SKULPTUR

Erik Heide

"Figur - stående" 2001, jern og sten

Charlottenborg Udstillingsbygning, København

Erik Heide

"På vej" 2001, støbejern

Vrå Udstillingen

Hein Heinsen

"Skulptur III" 1994, bronze

Den Frie Udstillings Bygning, København

Kirsten Lockenwitz

"Mandala II" 2001, diabas og nero Africa granit

Veksølund, Veksø

Erland Knudssøn Madsen

"Ungt Sind" , træ, bemalet lyserød

J. M. Mørksgade 13, Århus

Øivind Nygård

"Søvsjø" 2001, nysølv med træsokkel

Galerie Mikael Andersen, København

Bjørn Nørgaard

"Eva" 2001, bronze, 1 af 6

Galleri Susanne Ottesen, København

Bjørn Poulsen

"Gargoyle 1" 2001, træ, beton og stål

"Gargoyle 2" 2001, træ, akryl og stål

Charlottenborg Udstillingsbygning, København

Morten Stræde

"Mudflow" 2000, bronce

Galerie Mikael Andersen, København

Jørgen Haugen Sørensen

"En erfaring mindre" 1992, portugisisk granit

Veksølund, Veksø

Jette Vohlert

"Diana med hunde" 2000, bronce

Den Frie Udstillings Bygning, København

TEGNING

Tage Stentoft

41


"Tegning" , blyant på papir

"Tegning" , farvekridt på papir

Den Frie Udstillings Bygning, København

Lisbeth Thingholm

Uden titel 2001, 2 stk. kuglepen på papir

”Forårsudstillingen”, Charlottenborgs Udstillingsbygning

GRAFIK

Johanne Foss

"Palaiochora II, Ægina" 2001, ætsning / akvatinte / farveradering

"Umbrien I" 2000, ætsning / akvatinte / farveradering

"Umbrien, Højslette I" 2000, ætsning / akvatinte / farveradering

"Umbrien, Højslette II" 2000, ætsning / akvatinte / farveradering

"Palaiochora I, Ægina" 2001, ætsning / akvatinte / farveradering

Galerie Dahl, København

Helle Frøsig

Uden titel 2001, 3 stk. linoleumssnit

Clausens Kunsthandel, København

Lars Holbroe

"Restskat" , 4 stk. gravure / linoleumssnit

”Den Nordiske” Den Frie Udstillings Bygning

Fie Johansen

"Rotunden" 2000, 2 stk. fotogravure

"Samson" 2001, piezography

"Søndre Strømfjord" 2001, piezography

Kunstneren

Anders Kirkegaard

"Variationer over et tema fra forrige århundrede, Phønix og Ikarus" 2001, 4 stk. modificeret

litografisk prøvetryk

Den Frie Udstillings Bygning, København

Bettina Kofmann

"Love & flames" 2001, grafik

"Air" 2001, grafik

"Juice in my religion" 2001, grafik

Den Frie Udstillings Bygning, København

Kehnet Nielsen

Uden titel 2000, 10 stk. træsnit

Galleri Susanne Ottesen, København

Elsa Nielsen

"Pernille" 2000, 2 stk. radering

Charlottenborg Udstillingsbygning, København

Vibeke Mencke Nielsen

"August serie" 1999, 16 stk. koldnålsradering

Clausens Kunsthandel, København

Lis Nogel

42


"Scene fra Folegandros" 2000, fotoprint på lærred

"Turister" 2000, fotoprint på lærred

Den Frie Udstillings Bygning, København

Linda Orloff

"stooper" 1999, fotogravure I/III

"to cirkler" 1999, fotogravure I/III

Galleri Bie & Vadstrup, København

Finn Naur Petersen

"Kissing the Island" , 3 stk. fotogravure

Århus Kunstbygning

Ole Sporring

Uden titel 2001, 15 stk. dybtryk sort

Clausens Kunsthandel, København

Søren Hillerup Vaag

Uden titel 2001, 4 stk. koldnål unika

Kunstcentret Silkeborg Bad

Mette Winckelmann

"Transport af fyld" 2001, 5 stk. grafisk tryk på japanpapir

Efterårsudstillingen, Charlottenborgs Udstillingsbygning

FOTO

Jørgen Borg

Uden titel , 10 stk. fotografi

Århus Kunstbygning

Mads Gamdrup

"Morgen" 1997, separeret farvenegativ

Niels Stærk, København

Janne Klerk

"Seigenji V" 2000, fotopolymer gravure

"Fujimi Inari" 2000, fotopolymer gravure

"Ine-Cho I" 2000, fotopolymer gravure

Øksnehallen, København

Smike Käszner

"20th century over and out" 1997, 3 stk. fotopolymer

Kunstneren

Henrik Saxgren

"Skilteskov" 2001, foto

"Basketkurv" 2001, foto

"Rosenhave" 2001, foto

Fotografisk Center

Erik Steffensen

"Arizona" 2001, 4 stk. farvefotografi C-print 2/6

Galleri Susanne Ottesen, København

ANDET

Annette Holdensen

43


"Plankeværk" , bemalet træ

”Den Gyldne” Charlottenborgs Udstillingsbygning

BERETNING FRA LITTERATURUDVALGET

Det litterære udvalg har afsluttet sin periode i god ro og orden, synes vi da selv. Vi har uddelt

treårige stipendier, arbejds- og rejselegater efter samme principper som i de to forudgående år.

Dertil har vi præmieret udgivelser som efter vores opfattelse dels udgør højdepunkter i de pågældende

forfatteres produktion, dels har været højdepunkter i bogsæsonerne, hhv. forår og efterår.

Vi har, i vores sidste år, kunnet anbefale en alment kulturel og to skønlitterære forfattere til

livsvarig ydelse, men har dog ikke denne gang fået fuld opbakning af Repræsentantskabet, der

valgte at forkaste den ene af vore skønlitterære forfattere til fordel for et forslag fra et medlem af

Repræsentantskabet. Udvalget er noget forbavset over Repræsentantskabets afgørelse, men kan

naturligvis kun tage den til efterretning.

Vi har i år indstillet syv forfattere til igangsætningsstipendier og fået mulighed for, efter bestyrelsens

fordeling af midlerne, at uddele fem. Vi er fortsat af den opfattelse, at de særlige igangsætningsstipendier

burde uddeles på samme måde, og på samme vilkår, som fondens almindelige

arbejdslegater.

Ministeriet ønskede ikke at benytte sig af vores tilbud om også at læse efterårets (2001) bøger, med

henblik på præmiering. Vi fremsatte i sin tid tilbuddet for at gøre det lettere for vores efterfølgere at

komme i gang med arbejdet, der altså nu starter med at de skal tage stilling til ca. fem flyttekasser

med bøger, udgivet fra og med juli 2001. Med den forsinkelse, der er opstået med hensyn til at

udnævne et nyt udvalg, på grund af regeringsskifte mv., vil det nye udvalgs overgang fra aktive

forfattere til opmærksomme læsere af andres værker endda blive endnu mere brat. Det beklager vi.

Det har været tre spændende år i litteraturens tjeneste. Dog føler vi alle tre samtidig lettelse over at

vende tilbage til de ”civile” forfatteres rækker. Tre år er hverken for lidt eller for meget, men netop

passende. Vi bukker, takker og går ud, som en af vores store digtere skriver, og ønsker vores

efterfølgere al mulig held og lykke.

Bent Vinn Nielsen (formand), Merete Torp og Bent Haller

UDDELINGER LITTERATURUDVALGET

Litteraturudvalget har i 2001 modtaget 360 ansøgninger, hvoraf 101 er imødekommet. Endvidere er

der uddelt 5 præmieringer og 8 legater til efterladte efter forfattere.

3-årigt stipendium á 240.000 kr. pr. år

Sven Assels

Daniel Dencik

Hans Henning Harmer

Grete Roulund

Peer Sibast

Arbejdslegat

Peter Adolphsen 150.000

Naja Marie Aidt 100.000

Solvej Balle 200.000

Nina Belling 100.000

Kristen Bjørnkjær 50.000

Jens Blendstrup 150.000

Thomas Boberg 150.000

Boris Boll-Johansen 50.000

Lars Bonnevie 50.000

Jørgen Gustava Brandt 30.000

Camilla Christensen 150.000

44


Karen Marie Edelfeldt 150.000

Jakob Ejersbo 50.000

Jens-Martin Eriksen 100.000

Birgit Filskov 50.000

Simon Fruelund 50.000

Thomas Ahrensbøll Hansen 50.000

Thomas Harder 100.000

Merete Pryds Helle 100.000

Vibeke Henningsen 100.000

Christina Hesselholdt 50.000

Sulaima Lea Hind 50.000

Henriette Houth 50.000

T. S. Høeg 100.000

Flemming Palle Jacobsen (F.P. Jac) 50.000

Bo Green Jensen 100.000

Henrik Juul Jensen 50.000

John Bang Jensen 150.000

Louis Jensen 100.000

Ida Jessen 100.000

Søren Jessen 100.000

Anders Johansen 200.000

Claes Johansen 50.000

Mikael Josephsen 50.000

Pia Juul 100.000

Hans Otto Jørgensen 100.000

Janina Katz 50.000

Thomas Hvid Kromann 50.000

Torben Lange 100.000

Martin Larsen 100.000

Ole Henrik Laub 50.000

Jørgen Leth 50.000

Pablo Henrik Lønskov Llambías 100.000

Vagn Lundbye 100.000

Peter Madsen 60.000

Henning Mortensen 100.000

Asger Stig Møller 100.000

Dea Trier Mørch 50.000

Peter Legård Nielsen 50.000

Helle Nyberg 150.000

Mads Nygaard 50.000

Erik Trigger Olesen 50.000

Inge Pedersen 50.000

Sidsel Falsig Pedersen 200.000

Niels-Oluf Petersen 50.000

Peter Poulsen 150.000

Juliane Preisler 100.000

Gorm Frederik Rasmussen 200.000

Peter Rønnov-Jessen 50.000

Asger Schnack 100.000

Rolf Sindø 50.000

Lars Skinnebach 100.000

Jan Sonnergaard 150.000

Nicolaj Stochholm 100.000

Camilla Stockmarr 150.000

45


Kristina Hagen Stoltz 50.000

Jannick Storm 50.000

Birgit Strandbygaard 200.000

Jens Smærup Sørensen 150.000

Janne Teller 50.000

Søren Ulrik Thomsen 100.000

Mikkel Thykier 50.000

Vibeke Vasbo 50.000

Morti Vizki 50.000

Jess Ørnsbo 100.000

Tore Ørnsbo 100.000

Legat til efterladte efter forfattere

Helle Kastberg Bjerregaard 16.000

Inga Klitgaard 16.000

Ruth Malinowski 16.000

Lise Ring 16.000

Else Schaldemose 16.000

Chili Turéll 16.000

Katrine Ussing 16.000

Inger M. Woel 16.000

2-årigt igangsætningsstipendium á 77.740 kr. pr. år

Jesper Brygger

Carsten Patrick Kok-Hansen

Jon Monrad Møller

Leyla Tamer

Thomas Bo Thomsen

Projektstøtte

Sammenslutningen Assununu 45.000

til fem arrangementer

Præmiering à 65.000 kr.

Jens-Martin Eriksen

for "Jonatan Svidts forbrydelse"

Klaus Høeck

for "IN NOMINE"

Per Højholt

for "Auricula"

Ole Korneliussen

for "Saltstøtten"

Estrid Nielsen

for "Syv år i ingenmandsland"

Rejselegat

Klavs Bondebjerg 20.000

Peter Christensen 23.100

Jette Drewsen 118.000

Peter H. Fogtdal 35.000

Rolf Gjedsted 27.000

Gynther Hansen 40.000

Mark Hebsgaard 20.000

Lene Henningsen 30.000

Henrik S. Holck 28.000

46


Lars Kjædegaard 20.000

Arthur Krasilnikoff 24.500

Peter Laugesen 50.000

Toni Liversage 28.700

Erik Stinus 40.000

Pia Tafdrup 30.000

BERETNING FRA TONEKUNSTUDVALGENE

Også i 2001 udskrev de to tonekunstudvalg en konkurrence, denne gang med overskriften ‘Yderligheder

- hvis man ikke går til yderligheder er der ingen grund til at gå..’

Og der kom yderlige værker - hele 128 i alt - mod 76 sidste år. Det var i år hensigten at opfordre til

afdækning af de ekstreme udtryk baseret på de - ligeledes ekstreme – følelseskvaliteter, idet de er

helt nærværende i al god musik - eller hvad?

Vel vidende at temaet er banalt, ønskede udvalgene at søge at fastholde de skabendes bevidsthed på

netop dette enkle forhold i frembringelsesfasen - foruden holdningen til CDmediet som selvstændigt

kunstnerisk medie.

Dommerkomiteen bestod i år af Mette Greiffenberg , repræsenterende Danmarks Radio, Mogens

Christensen fra det klassiske tonekunstudvalg samt Kenneth Knudsen, i denne sammenhæng

repræsentant for det rytmiske udvalg.

Det indsendte materiale repræsenterede alle afskygninger af ’Yderligheder’ fra den rene støj til det

kvalmende sødmefulde.

De afgående udvalg er meget tilfredse med at det lykkedes at gennemføre de tre års konkurrencer

og at interessen har været så stor. Ideen videregives hermed.

Det klassiske udvalg afsatte midler til de ansøgninger som har befundet sig i ‘fællesfeltet’ mellem

de to udvalg - hovedsagelig efter formandens skøn. Situationen er jo den, at det er en formandsopgave

at sørge for at disse ansøgninger bliver behandlet i begge udvalg, eller hvor de i øvrigt hører

hjemme - og gerne, evt. i ulige grad, imødekommet i begge. Det kan der gå nogen mødetid med,

men resultatet er så også, at ansøgerne kan være sikre på at deres materiale ikke ’forsvinder’ i det

forkerte udvalg.

I det klassiske udvalg har der været stor åbenhed overfor det materiale som har været behandlet

under vores selvopfundne Kla/ryt-ordning og selvom den kompositoriske bevidsthed og metode her

adskiller sig markant fra den klassiske, har behandlingen af materialet været fair og fordomsfri. Det

vil dog være ønskeligt hvis der over tid bliver mulighed for at mere radikale udtryk end de, som

egner sig til egnsspil og musical, optræder i de bestillingsopgaver de rytmiske komponister er

potentielle modtagere af.

På udvalgenes vegne

Kenneth Knudsen

FÆLLESUDDELINGER TONEKUNSTUDVALGENE

3-årigt stipendium á 240.000 kr. pr. år

Hasse Emil Poulsen

Arbejdslegat

Lotte Anker 40.000

Ole Hansen 20.000

Jakob Draminsky Højmark 40.000

Ture Larsen 40.000

Thomas Lester 40.000

Fredrik Lundin 50.000

Rasmus Bruuse Lunding 40.000

Olga Magieres 40.000

47


Marilyn Mazur 60.000

Peter Rønn-Poulsen 40.000

Hans Sydow 40.000

Line Tjørnhøj-Thomsen 40.000

Bestillingshonorar (først er nævnt ansøger, dernæst komponist)

Organist Karsten Blond

Michael Bojesen 20.000

Cantabile 2

Marco Spallanzani 35.000

Solopercussionist Pedro Carneiro

Michael Mantler 22.000

Cumulus Teatret

Fredrik Lundin 10.000

De 3 Fløjter

Pierre Dørge 9.000

Ensemblet 5 x SLAATTO

Anders Koppel 14.000

Foreningen Up Stage

Kim Sørensen 50.000

Grindsted Gymnasium og HF-Kursus

Hans Sydow 10.000

Tubaist Mattias Johansson

Anders Koppel 26.000

Konkurrence – Yderligheder

Præmieringer á 30.000 kr.

Rex Casswell

Mikkel Engel Gemzøe

Gruppen Machinery

Hans Hansen

Lars L. Hansen

Jacob Madsen

UDVALGET FOR DEN KLASSISKE MUSIK

At vove kontrapunktet - refleksioner ved en afsked.

Musikkens udtryk.

Det er det afgående tremandsudvalgs oplevelse at samtidsmusikkens æstetik ikke er så mangfoldig,

som vi gerne vil bilde os ind. Som helhed har vi set/hørt et prisværdigt højt håndværk - men med

smukt polerede overflader - overflader som ikke får et publikum til at vende sig bort! Alligevel er

der publikumskrise. Overalt satses derfor på den sikre succes. Ensembler og arrangører søger

pænhed - alt nyt er som bekendt forkert.

Hvis vi skal være ærlige overfor os selv, er det da ikke sandt at der i dag eksisterer en dogmatik

som fastholder bestemte æstetiske standpunkter som succeskriterier, og som ikke umiddelbart åbner

sig mod andre, evt. nye æstetikker? Den unge generations komponister, får de ikke kun lov til at

slippe igennem institutionerne hvis de underkaster sig disse kriterier? Vi spørger derfor os selv om

vi mangler komponister som er unge, eller yngre - og ikke bare født i det 20. århundrede.

Og nu til Statens Kunstfonds opgave: at kunne give økonomi til at bære de flops som er en sikker

følge af at præsentere den nye musik. Statens Kunstfond må støtte den kompromisløshed som

igennem sin personlige æstetik viser os et ultimativt smukt og smerteligt engagerende udsagn.

Musikkens rum.

Vi oplevede gennem de tre år vi sad en uforfærdet tro på muligheden af forlængelsen af den

borgerlige musikkultur og koncertformen som vi også kendte den i går. En forbløffende manglende

refleksion over at ritualet "at gå til koncert" kan dræbe evnen til at opleve indholdet som vedkommende.

Energien bundet til ritualet forekommer større end den, der er bundet til det fremførte.

48


Indhold og ritual passer nemlig ikke altid sammen.

Hvor er den ny musiks rum? Skriver komponisterne for de nytilkomne rum der står til rådighed i

stedet for at skrive for nogle rum, som ikke længere er tilgængelige for oplevelse? Hvor får det vildt

sanselige lov at udfolde sig? Og tør vi stå ved, at de gamle ritualer, de gamle rum ikke længere kan

energiseres? Tør vi se i øjnene at dansk musikliv vender ryggen til verden - i en selvforståelse som

blev opbygget for knapt 40 år siden? - og at vi søger at beskytte os selv mod udefra kommende

perspektiver?

Eller tager vi helt fejl? Ser vi et sprudlende "ny musik"-liv, fuldt af energi og trang og lyst til at

eksperimentere, i dialog med omverdenen; et liv hvor den dundrende fiasko og kæmpesucces’en så

at sige skærer sig op af samme jord?

På udvalgets vegne

Kenneth Knudsen

UDDELINGER UDVALGET FOR DEN KLASSISKE MUSIK

Fonden har i 2001 inde for den klassiske musiks område modtaget 193 ansøgninger, hvoraf 131 er

imødekommet. Ansøgninger om bestillingshonorarer indeholder ofte ansøgning om tilskud til flere

komponister. Der er uddelt 1 legat til efterladte efter komponister.

3-årigt stipendium á 240.000 kr. pr. år

Juliana Hodkinson

Jens Voigt Lund

Arbejdslegat

Birgitte Alsted 40.000

Bo Andersen 40.000

Peter Bruun 150.000

Anders Brødsgaard 150.000

Ole Buck 60.000

Karsten Fundal 150.000

Edina Hadziselimovic 40.000

Lars Hegaard 60.000

Kim Helweg 40.000

Jesper Hendze 40.000

Jens Hørsving 40.000

Klaus Ib Jørgensen 60.000

Ejnar Kanding 40.000

Lars Klit 40.000

Jesper Koch 150.000

Eva Noer Kondrup 150.000

Anders Koppel 40.000

Lasse Laursen 40.000

Martin Lohse 40.000

Dan Marmorstein 40.000

Niels Marthinsen 60.000

Jørgen Messerschmidt 40.000

Svend Hvidtfelt Nielsen 150.000

Erik Norby 60.000

Anders Nordentoft 100.000

Hans-Henrik Nordstrøm 40.000

Thomas Agerfeldt Olesen 150.000

Østen Mikal Ore 40.000

Andy Pape 60.000

Hans-Erik Philip 10.000

Niels Chr. Rasmussen 40.000

49


Sunleif Rasmussen 60.000

Niels Rosing-Schow 60.000

Pauli í Sandagerøi 40.000

Finn Savery 80.000

Klaus Schønning 20.000

Anker Fjeld Simonsen 80.000

Bent Sørensen 100.000

Svend Erik Tanggaard 40.000

Hans Peter Stubbe Teglbjærg 80.000

Hanne Ørvad 40.000

Legat til efterladte efter komponister

Helga Bjerre 16.000

Fremførelse

Esbjerg Ensemble 10.000

til workshop

Århus Sinfonietta 10.000

til gennemførelse af projektet "Stjernekoncert"

Summatonar 30.000

til festival 2001

DIEM 45.000

til elektronisk musikfestival

Numus Festival 60.000

til festival 2001

Ny Musik i Odense 60.000

til Musikhøst 2001

Ny Musik i Suså 60.000

til festival 2001

2-årigt igangsætningsstipendium á 77.740 kr. pr. år

Søren Nils Eichberg

Peter Rønn-Poulsen

Præmiering

Rejselegat

Pelle Gudmundsen-Holmgreen 100.000

for et livsværk

Anders Nordentoft 9.006

Hans-Henrik Nordstrøm 20.000

Amir Mahjar Tafreshipour 20.000

Bestillingshonorar (først er nævnt ansøger, dernæst komponist)

Amadeusensemblet

Svend E. Nielsen 18.000

Hans-Henrik Nordstrøm 10.000

Athelas Sinfonietta Copenhagen

Jens Hørsving 12.000

Basunist Jesper Juul Sørensen

Flemming Friis 10.000

Besirk

Ejnar Kanding 8.000

Organist Jens E. Christensen

Karsten Fundal 16.000

50


Contemporánea I/S

Svend Hvidtfelt Nielsen 13.000

Wayne Siegel 13.000

Copenhagen Choir Festival

Bodil Heister 20.000

Corona Guitar Kvartet

Hans-Henrik Nordstrøm 15.000

Akkordeonist James Crabb

Lars Graugaard 8.000

Svend Hvidtfelt Nielsen 8.000

Hans-Henrik Nordstrøm 8.000

Andy Pape 8.000

Dansk Musik Informations Center

Ib Nørholm 25.000

Danske Harmonikaspilleres Landsforbund

Bent Lorentzen 6.000

Den Anden Opera

Peter Bruun 35.000

Den Fynske Opera

Lars Graugaard 35.000

Svend Hvidtfelt Nielsen 40.000

Den Ny Blæserkvartet

Michael Bønsdorf 10.000

Den ny Opera

Jørgen Mortensen 15.000

Det Jyske Ensemble

Fredrik Lundin 10.000

Sunleif Rasmussen 10.000

Det Jyske Musikkonservatorium

Jens Hørsving 10.000

DIEM

Erik Mikael Karlsson 18.000

Duo Danica

Ole Schmidt 12.000

Duo Paganini

Østen Mikal Ore 10.000

Duo Takemitsu

Hans-Henrik Nordstrøm 10.000

Duo Denum

Karsten Fundal 15.000

Duoen Musica Mirabilis

Carsten Bo Eriksen 10.000

Organist Birgitte Ebert

Bo Gunge 8.000

Ensemble 2000

Lars Hegaard 15.000

Ensemble Bartok

Lars Graugaard 15.000

Esbjerg Ensemble

Edina Hadziselimovic 14.000

Wayne Siegel 14.000

Euterpe Ensemble

Edina Hadziselimovic 20.000

Ib Nørholm 20.000

Figura

51


Peter Bruun 10.000

Fuzzy Jens Wilhelm Pedersen 10.000

James Price 10.000

Fløjtenist Lars Frederiksen

Niels Marthinsen 8.000

Holland House

Kim Helweg 20.000

Húsakórid

Tróndur Bogason 8.000

Kammerkoret Hymnia

Hanne Ørvad 15.000

Kgl. Kapelmusicus Gert Mortensen

Bo Holten 25.000

Organist Grethe Krogh

Fuzzy Jens Wilhelm Pedersen 10.000

Kulturforum - lys over Lolland

Gunner Møller Pedersen 38.000

Solofløjtenist Claus Ettrup Larsen

Bo Andersen 15.000

Guitarist Frederik Munk Larsen

Simon Steen-Andersen 7.000

Letmark Project

Indra Rise 15.000

Percussionist Allan Linder

Svend Hvidtfelt Nielsen 9.000

Lyngby-Taarbæk Harmoniorkester

Erik Norby 26.000

Marsyas Kammerorkester

Lars Klit 26.000

Percussionist Martin Grubinger

Anders Koppel 25.000

Måløv Kirke

Niels Rosing-Schow 10.000

Operasanger Lise-Lotte Nielsen

Andy Pape 11.000

Nordisk Postsangerforbund

Bo Holten 12.000

Nordjysk Ensemble

Birgitte Alsted 12.000

Guitarist Michael Norman

Svend Hvidtfelt Nielsen 12.000

Ny Musik i Birkerød

Hanne Ørvad 23.000

Odense Symfoniorkester

Bo Holten 10.000

Performance Festival Odense

Lars Graugaard 10.000

Ravnsbjergkirken

Erik Haumann 8.000

Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik

Jens Hørsving 10.000

Svend Hvidtfelt Nielsen 25.000

Sunleif Rasmussen 10.000

Hans Peter Stubbe Teglbjærg 12.000

Sven Erik Werner 25.000

52


Percussionist Thomas Sandberg

Karsten Fundal 10.000

Jens Hørsving 15.000

Andy Pape 20.000

Wayne Siegel 10.000

Musiker Rikke Simonsen

Martin Stig Andersen 10.000

Sjællands Symfoniorkester

Nils Vinding 5.000

Storstrøms Kammerensemble

Gunner Møller Pedersen 22.000

The Juilliard School

Karl Aage Rasmussen 25.000

Uno Duo

Svend Hedegaard 10.000

Hinge Denmark

Svend Hvidtfelt Nielsen 12.000

Aalborg Korfestival

Flemming Christian Hansen 8.000

Aarhus Sommeropera

Erik Bach 25.000

Aarhus Unge Tonekunstnere

Jexper Holmen 8.000

Lasse Laursen 8.000

Niels Rønsholdt 8.000

UDVALGET FOR DEN RYTMISKE MUSIK

Ansøgningsmængden i det rytmiske udvalg steg med 10 % fra 2000 til 2001. Og der var et stort

antal ansøgninger fra yngre komponister/musikskabere – og fra nyere genrer. Vi kunne fristes til at

tro at de udskrevne konkurrencer havde været medvirkende til denne ny bevågenhed. Det er

nødvendigt at dirigere støtte til nye sider af kunstnerisk interessant musikalsk skaben - men det må

nødvendigvis medføre at en del, i øvrigt støtteværdige ansøgninger fra personer som i forvejen er

kendte i Statens Kunstfond, må nedprioriteres.

I år har udvalget præmieret to værker - begge fra en noget speciel og overset sammenhæng nemlig

signaturmusikken, i dette tilfælde i Danmarks Radio. Begge værker høres dagligt på P1 og er fine

eksempler på løsninger af en stillet opgave.

Det nu afgående udvalg har i alle 3 år været opmærksom på at støtte fra Statens Kunstfond tjener

flere formål end det rent økonomiske - som kan give den eftertragtede arbejdsro. For mange, selv

anerkendte komponister, har det stor personlig betydning at modtage selv mindre arbejdslegater.

Udvalget har derfor, i højere grad end det foregående, ikke sjældent tildelt forholdsvis mindre

beløb.

Antallet af ansøgninger om bestillingsstøtte steg også i 2001, og forhåbentlig bliver det stadig mere

kendt at Statens Kunstfond i et vist omfang kan yde denne støtte. Det er betydningsfuldt at rytmiske

komponister påtager sig stillede kompositionsopgaver - selvom det må konstateres at de skabende

kunstnere kan fristes til at slutte sig sammen i foreninger, hvis formål alene er at søge om støtte

(arbejdslegater, skulle man vel nærmest sige) til foreningens medlemmer. Med andre ord: komponisterne

(som ikke sjældent tillige er udøverne) søger til sig selv.

Dette udvalg har forsøgt at balancere mellem ønsket om at komponister skriver/skaber til lejligheder

og begivenheder – og ønsket om at undgå den situation hvor en komponist, eller for den sags

skyld, en gruppe, søger om midler – til sig selv. Og hvor den kompositoriske indsats tilmed kan

ligge på et noget begrænset sted.

Det rytmiske udvalg indstillede med samtykke fra det klassiske bassisten/komponisten Peter Friis

Nielsen til en livsvarig ydelse, en indstilling repræsentantskabet fulgte. Det var glædeligt at

repræsentantskabet vægtede Nielsens kompromisløse, internationalt anerkendte arbejde gennem

mange år højere end lokal kendthed.

53


Den ‘foruroligende splint’ har det ikke nemt. Og sikkert er det da også at ‘alt nyt er forkert’.

Danmarks Radio spiller gamle travere og nygamle sange - den nye musik, og ikke bare den

‘skæve’, har det - også derfor – ægte vanskeligt. For slet ikke at nævne den rene instrumentalmusik

- hvor vi ikke engang behøver at tænke på den også i koncertsammenhæng ignorerede, såkaldt

intuitive, eller avantgardistiske, niche. Det er vort indtryk at situationen desværre er dårligere her

end i såvel Sverige som Norge - og i større lande er nicher af enhver slags naturligt nok også større.

Statens Kunstfond er særligt forpligtet overfor denne musik, ikke mindst fordi dens afsøgning af

sammenhæng mellem klang, musikalsk udvikling, sted og tid er af stor betydning for udviklingen af

former og holdninger i andre, tillige bredere musikalske genrer og sammenhænge.

Og så det sidste suk: vi håber at der i vore efterfølgeres tid i huset vil blive skabt den naturlige

ligestilling af de to tonekunstudvalgs rådighedssummer.

På udvalgets vegne

Kenneth Knudsen

UDDELINGER UDVALGET FOR DEN RYTMISKE MUSIK

Fonden har inden for den rytmiske musiks område modtaget 424 ansøgninger, hvoraf 119 er

imødekommet. Ansøgninger om bestillingshonorarer indeholder ofte ansøgning om tilskud til flere

komponister.

3-årigt stipendium á 240.000 kr. pr. år

Aske Bentzon

Stig Møller

Arbejdslegat

Gruppen Amstrong 20.000

Al Agami 50.000

Thomas Agergaard 20.000

Maya Albana 20.000

Jacob Andersen 20.000

Henrik Balling 40.000

Paul Banks 40.000

Irene Becker 40.000

Pernille Bévort 20.000

Annette Bjergfeldt 18.000

Sanne Brüel 20.000

Alex Choub 20.000

Thomas Hass Christensen 40.000

Tim Christensen 75.000

Carsten Dahl 40.000

Jens Danielsen 20.000

Jakob Bo Davidsen 20.000

Gruppen Once Around The Park 75.000

Sture Ericson 50.000

Michael Ehlert Falch 40.000

Michael Friis 40.000

Henning Frimann 50.000

Martin Gerup 20.000

Lennart Ginman 40.000

Tommy Gregersen 40.000

Frank Ejvind Hasselstrøm 40.000

Hilmer Hassig 40.000

Claus Hempler 40.000

Caroline Henderson 40.000

Josephine Akvama Hoffmeyer 20.000

54


Peter Ingemann 20.000

Anders Jacobsen 12.000

Jimmy Jørgensen 40.000

Gruppen Kashmir 75.000

Gregers Kirkegaard 50.000

Thomas Knak 50.000

Billie Koppel 20.000

Kim Kristensen 50.000

Povl Kristian 20.000

Erling Kroner 40.000

Steen Kyed 20.000

Butch Lacy 40.000

Randi Laubek 75.000

Eva Linnet 20.000

Tom Lundén 20.000

Tor Martin Mandrup-Møller 6.000

Jesper Mattsson 40.000

Vibe Mejlhede 20.000

Kim Menzer 40.000

Christina Nielsen 40.000

Halfdan E. Nielsen 20.000

Cæcilie Norby 50.000

Bjørn Palmqvist 20.000

Jesper Reginal Petersen 20.000

Nikolaj Peyk 20.000

Pia Raug 40.000

Anders Remmer 40.000

Jakob Riis 40.000

Jesper Riis 40.000

Vibe Robinson 20.000

Martin Ilja Ryum 40.000

Jan Rørdam 20.000

Christian Sievert 75.000

Niels Skousen 20.000

Simon Spang-Hanssen 40.000

Hugh Steinmetz 30.000

Bo Stief 40.000

Peter Svarre 20.000

Robin Taylor 30.000

Jens Unmack 40.000

Nils Vinding 20.000

Peter Vuust 20.000

Trine-Lise Væring 40.000

Tobias Wilner 20.000

Jens Winther 75.000

2-årigt igangsætningsstipendium á 77.740 kr. pr. år

Kim Bock

Jakob Bro

Rex Casswell

Johan Schiødt Christensen

Anders Jacobsen

Laust Sonne

Anders Trentemøller

Mads Tunebjerg

55


Præmiering

Rejselegat

Per Nielsen 40.000

for signal- og underlægningsmusik til programmet ”Orientering”

Fuzzy Jens Wilhelm Pedersen 40.000

for lyddesign til P1

Søren Høg 10.000

Rasmus Bruuse Lunding 13.076

Kirstine Stubbe Teglbjærg 20.000

Jørgen Teller 20.000

Signe Høirup Wille-Jørgensen 20.000

Bestillingshonorar (først er nævnt ansøger, dernæst komponist)

21st GUITARS

Per Buhl Acs 7.000

Sebastian Büttrich 2.700

Natalia Feinberg 2.700

Peter Kyed Larsen 2.700

Nikolaj Nørlund 2.700

Jørgen Teller 7.000

Beijbom Kroner Big Band

Niels Gerhardt 15.000

Erling Kroner 15.000

Niels Jørgen Steen 15.000

Lars Togeby 15.000

Copenhagen Art Ensemble

Lotte Anker 16.000

Ture Larsen 16.000

Copenhagen Jazzhouse

Thomas Blachman 6.000

Carsten Dahl 6.000

Lennart Ginman 6.000

Fredrik Lundin 6.000

Marilyn Mazur 6.000

Palle Mikkelborg 6.000

Lars Møller 6.000

Lars Vissing Pedersen 6.000

Jesper Riis 6.000

Jens Winther 6.000

Den 3. Vej

Lotte Anker 9.000

Henrik Frisk 9.000

Ole Hansen 9.000

Ture Larsen 9.000

Jakob Riis 9.000

Mikael Tosti 9.000

Ensemble New

Benjamin Koppel 20.000

Esbjerg Ensemble

Maj-Britt Kramer 18.000

Foreningen Karneval i København

Bo Holten 9.000

Pianist Katrine Gislinge

56


Thomas Blachman 25.000

Grønnegårds Teatret

Ian Brodersen 30.000

G-strings

Susi Hyldgaard 25.000

Von Heiduk

Peter Kyed Larsen 10.000

Peter Peter Schneidermann 10.000

Koreograf Malene Hertz

Thomas Agergaard 30.000

Klüvers Big Band

Butch Lacy 27.000

KoncertKaravanen

Pierre Dørge 9.000

Pelle Gudmundsen-Holmgreen 9.000

Anders Nordentoft 9.000

Henrik Sundh 9.000

Koreograf Helle Pagter Kristensen

Johan Segerberg 25.000

Kulturgruppen 2001

Paul Banks 12.500

Charlotte Halberg 12.500

Jens Nielsen 20.000

Letmark Project

Mads Christian Strandgaard 9.000

Next Zone

Rex Casswell 20.000

Forfatter Henrik Nordbrandt

Olga Magieres 10.000

Norden i Fokus

Morten Carlsen 7.500

Jonas Müller 7.500

SKRÆP

T. S. Høeg 5.000

Pere Oliver Jørgens 15.000

Martin Klapper 7.000

Vagn E. Olsson 5.000

Percussionist Raymond Strid

Sture Ericson 20.000

Forfatter Pia Tafdrup

Olga Magieres 10.000

Teaterforeningen Borderlines

Povl Kristian 12.500

Peter Peter Schneidermann 12.500

Teaterforeningen The Public Eye

Martin Vognsen 10.000

Teatergruppen Retur

Tobias Trier 40.000

Teatret Comedievognen

Jens Tolsgaard 28.000

ToneArt

Anders Thor Andersen 5.000

Emil Hess 5.000

Morten Kargaard 5.000

Kim Kristensen 5.000

57


Erling Kroner 5.000

Niels Præstholm 5.000

Instruktør Kassandra Wellendorf

Jens Danielsen 8.000

Yggdrasil Dance Production

Niels Lan Doky 30.000

Åben Dans Productions

Peter Bastian 26.000

Århus Brass Band

Benjamin Koppel 18.000

BERETNING FRA KUNSTHÅNDVÆRK- OG DESIGNUDVALGET

De tre år i kunstfonden har været interessante og erfaringsrige. Det har været interessant fordi de

kunsthåndværkere og designere, som søger arbejdsstipendier i fonden, repræsenterer et bredt udsnit

af de kunstnere, som skaber en del af vores materielle kultur. Det er vigtigt at kunsthåndværkere og

designere arbejder eksperimentelt skabende med den materielle kultur og forsøger at påvirke den i

en ny kvalitativ retning. Det har relevans fordi alle mennesker, på en eller anden måde, har et

forhold til ting de bruger dagligt eller nyder tilstedeværelsen af. Kvalitet er det velanvendelige

redskab hvis tilstedeværelse og brug, har et element af selvfølgelighed, men samtidig stimulerer os

med en særlig glæde.

Søgningen til udvalget for kunsthåndværk og design er den næststørste i fonden, og legatansøgerne

er fra et stort område – fra de klassiske kunsthåndværk til grafisk illustration og produktdesign. De

største enkeltgrupper er tekstil og keramik, men også glas, møbel, grafik, beklædning, produktdesign

og smykker er relativt store grupper. De mindste grupper er boghåndværk og fotografi. I

ansøgningsmaterialet ved stipendieuddelingerne har vi søgt efter kunstnerisk udvikling, kvalitet,

originalitet og faglig dygtighed hos den enkelte ansøger. En væsentlig erfaring er, at billedmaterialet

ofte har været af en ringe kvalitet og heller ikke altid har været ordnet i forhold til beskrivelserne.

Et godt råd til ansøgerne må derfor være, at ansøgningen støttes af tydeligt og klart billedmateriale,

gerne A4 papirbilleder eller dias, som er ordnet i forhold til ansøgningens tekst. Når udvalget skal

behandle i hundredvis af ansøgninger, er det også vigtigt at de væsentligste formål med stipendieansøgningen

står kortfattet i begyndelsen af teksten, således at udvalget hurtigt kan orientere sig i

kernen af indholdet.

Efter tre års arbejde i fonden vil vi gerne videregive en markant erfaring omkring udsmykninger til

ministerium og det fremtidige udvalg.

I udvalgets sidste 15 årige periode er 6 udsmykningsopgaver realiseret, hvoraf 2 i 1990 og 1994 er

finansieret i samarbejde med det billedkunstneriske udsmykningsudvalg.

I vores treårige periode har vi behandlet 6 udsmykningsopgaver, hvoraf 3 bliver realiseret. Et gulv

og et vægtæppe til rådssalen på Køge Rådhus, udført af Torill Ruud Galsøe og Nina Hart. En

keramisk udsmykning til vandrehallen på Hillerød Bibliotek som skal udføres af Morten Løbner

Espersen, samt et indkøb til udsmykning af Århus Universitet udført af Hanne Foss Brink.

Vores erfaring er, at hver opgave er tidskrævende. Forbindelsen mellem opgavestiller og valg af

den rette kunstner er vigtig og tidskrævende, og med det stigende antal ansøgninger udvalget har, er

der ikke ressourcer til det arbejde. Det har været frustrerende, fordi der dels er mange flere opgaver

og dels fordi det er arbejdsopgaver der er hårdt brug for blandt kunsthåndværkerne.

Vort forslag er derfor, at bevilge et større honorar til udvalget, således at der er mere tid til dette

arbejde. Problematikken stod hurtigt klart for os i udvalget, og allerede det første år i 3-årsperioden,

drøftede vi forholdene med ministeriet. Ministeriet afslog større honorar til udvalgsarbejdet, men

lovede at se på forholdene i øvrigt. Ministeriet var dog ikke i stand til at fortsætte dialogen før

efteråret 2001.

I oktober havde vi et meget konstruktivt møde med Lokale- og Anlægsfonden i Kulturministeriet.

Lokale- og Anlægsfonden, som udskriver konkurrencer og medfinansierer forskellige byggerier og

anlæg, vil meget gerne integrere udsmykning i byggerierne. Desværre må vi konstatere at vi, som

58


udvalg, kom for sent i gang med dette arbejde, og det er derfor vores håb, at det næste udvalg dels

vil fortsætte dialogen med ministeriet, og dels generere nye udsmykningsopgaver; bl.a. fra Lokale-

og Anlægsfonden.

Indkøb og montrer til udlån:

Montrerne til udlån af keramik, glas og smykker er færdige, og en del af de 18? montrer er allerede

udlånt til institutionerne. Det har været vigtigt for os, at fonden kan udlåne indkøbt kunsthåndværk,

som er nødvendigt at beskytte i montrerne, til institutionerne.

Picnic-konkurrencen:

Ideen bag kunstfondens picnic-konkurrence 2001, var at udforme en konkurrence omkring helheden

af det særlige måltid som en picnic er. I konkurrencen skulle deltagerne arbejde med alle aspekterne

af måltidet, fra maden til redskaberne. Derfor inviterede vi kokke, designere og kunsthåndværkere

til at deltage. 54 grupper deltog i konkurrencens første fase, herudaf blev 5 grupper valgt til at

udarbejde projekter. Alle 5 picnic-projekter blev udstillet på Trapholt kunstmuseum i oktober, hvor

vinderprojektet var realiseret, således at publikum fik serveret et picnic-måltid.

Peter Hiort-Lorenzen

I de forløbne 3 år i Statens Kunstfond, er det i høj grad keramikken der har været dominerende.

Tankevækkende og glædeligt, at så mange stadig udfordres af dette ur-materiale og evner at give

det nye personlige indtryk.

Skarpt forfulgt er keramikerne dog af glaskunstnerne. Her har vi set nye generationer godt på vej,

de bliver stadig dygtigere, både hvad teknik og kunstnerisk udtryk angår.

Konkurrencen kan i høj grad mærkes fra de mange nye glaskunstnere.

Dette fører mig videre til det dybt foruroligende: I forhold til de mange udøvere, de meget talentfulde

kunsthåndværkere og den særdeles gode kvalitet unika der bliver skabt, er der alt for lille

opbakning blandt publikum, de potentielle købere. Dette er bekymrende, for ikke blot er det dyrt at

producere både keramik og glas, men omsætning må og skal der til, ellers er der ikke noget ved det.

Her kommer Statens Kunstfond så ind, ikke at det er indkøbene der spiser den største del af vores

budget, men et indkøb af fonden er en blåstempling af kvaliteten , og det burde have en positiv

effekt overfor publikum. At det altid er en særlig opmuntring og glæde for den enkelte kunsthåndværker

når Statens Kunstfond køber ind, vi jeg gerne bemærke her, for det er en anerkendelse fra en

kollega, den hårdeste kritiker man kan møde, det er ikke en kunstforening der skal tænke på sine

medlemmer, eller et museum der tænker på sin samling, men 3 kolleger der vurderer efter deres

bedste overbevisning om hvad kvalitet er.

Imidlertid har denne indkøbspolitik bragt et andet problem med sig: I nogen tilfælde er de ting vi

har købt ind, eller snarere haft lyst til at købe, været af en størrelsesorden, der gør dem ”uanbringelige”

i et offentligt miljø på grund af værkernes ringe størrelse eller skrøbelighed. Og dette er jo

formålet med indkøbene, de skal ud til publikum og ikke stå i en kælder.

Derfor har vi bedt en designer om at tegne et antal glasmontrer til det sartere kunsthåndværk.

Statens Kunsthåndværk har udformet en lille folder der oplyser om dette projekt. Vi ønsker at

kunsthåndværk og design, med dette initiativ må blive til glæde for flere og mere forskelligartede

institutioner.

Planen er at Statens Kunstfond kan levere ”færdigmøblerede” montrer i tre størrelser, aflåste,

støvtætte og med færdigmonteret lys.

Arbejdslegaterne har som sædvanlig været den største post på vores budget. Også her er keramikerne

den store modtagergruppe, umiddelbart fulgt af tekstilkunstnerne. Men behovet for etableringsstøtte

og fred til at kunne fordybe sig og dermed udvikle sig, kort sagt få arbejdsro, har været

enormt og er stadig voksende. Vi har med stor tilfredsstillelse set, hvor stor betydning et 3-årigt

legat eller et stort arbejdslegat har haft for den kunstneriske udvikling for den enkelte kunsthåndværker.

Vi har flere gange måtte afslå ansøgninger om udstillingsprojekter, men Statens Kunstfond støtter

nu engang ikke formidling, dvs. publikationer og udstillingsvirksomhed. Derimod støtter vi med

glæde, fred til at kunne koncentrere sig om at udføre værkerne til udstillingerne. Viser udstillingen

sig at være af fremragende kvalitet, har vi mulighed for præmiering. Dette har vi da også fundet det

helt berettiget i flere tilfælde.

I de forløbne 3 år har det været en utrolig glæde at se hvor keramikken har blomstret, og at der er så

59


mange unge der markerer sig rigtig stærkt og flot i dette materiale.

Men at det er hårdt og svært at overleve som kunsthåndværker ved vi alle, og dette gælder ikke blot

de unge men hele branchen, alt for ofte er det kun de unge der fokuseres på.

Jeg vil håbe, at man også i fremtiden vil se på området som en helhed. For det er min overbevisning

at det er de stærke og originale kunsthåndværkere, der virker som løftestang. De bliver set op til

som et parameter at måle sig med, de er med til at højne hele den kunstneriske standard. Derfor er

det vigtigt også at støtte dem der tilsyneladende ”klarer” sig, deres betydning og indflydelse må

ikke undervurderes eller stækkes.

Selv tilsyneladende succesfulde kunstnere kan få brug for mere tid til eftertanke i en periode. Derfor

fik blandt mange andre, en etableret ”ældre” kunstner, Per Arnoldi, det 3-årige arbejdsstipendium

som en anerkendelse af hans energiske virksomhed, og fordi han viser nye veje indenfor keramikken,

hvor han, i sin ekvilibristiske given sig i kast med krukkens traditionelle dekorationsteknikker,

har demonstreret en lethed og opfindsomhed, der kan være til megen inspiration.

Denne anerkendelse vakte mere røre i medierne om Statens Kunstfond, end vi har oplevet længe.

Dette fortalte en del om danskernes holdning til kunstnerne og statsstøtten, og meget lidt om

kunstfondens arbejde og betydning for vores rige og blomstrende kunstliv.

Det har været tre lærerige år i Statens Kunstfond, interessant at se hvor forskelligt vi opfatter

tingene, og dog når det drejer sig om den i værkets iboende kærne og kvalitet, har vi været enige.

Bente Hansen

Set med tekstile øjne…

Det er vel ikke for meget sagt at tekstilkunsten i dagens Danmark befinder sig i en marginaliseret

position, hvor den næsten er usynlig på den danske kunstscene.

Set i forhold til det store antal ansøgninger udvalget i de forløbne 3 år har modtaget, har udvalget

haft mulighed for at danne sig et billede af den store bredde og udvikling tekstilkunsten i disse år

befinder sig i.

Et potentiale der kommer stærkt til udtryk i ansøgninger og mindre gennem udstillinger, især inden

for den industrielle tekstildesign såvel som den mere frie tekstilkunst.

Grænserne mellem den mere klassiske og traditionelle tekstilkunst og de industrielle frembringelser

er i disse år flydende, og det er opmuntrende at se den nye generation af tekstilkunstnere og

designere lade sig udfordre og inspirere af de nye natur- og kunstmaterialer samt nye teknologiske

produktionsformer.

Det fremgår tydeligt, at den nye generation af tekstilkunstnere ikke finder deres inspiration i den

klassiske billedvævning, men bryder med den traditionelle opfattelse af tekstilkunst, trykt som

vævet, og lader sig udfordre af tidens nye teknologiske udvikling i en søgen efter nye udtryk der

tilpasses tidens rum- og livsform.

Tekstilkunsten befinder sig i en brydningstid, derfor er arbejdslegater en uvurderlig støtte til det

kunstneriske udviklingsarbejde der dels retter sig mod udvikling af produkter til tekstilindustrien og

dels retter sig mod unikke tiltag.

Det er udvalgets opfattelse at udstillinger og andre offentlige præsentationer ikke i tilstrækkeligt

omfang afspejler den store aktivitet som ansøgermængden har givet udtryk for.

Vi anser udstillingsvirksomhed som en væsentlig faktor til at synliggøre tekstilkunsten så den ikke

sygner hen, men genvinder sin betydende stilling som et kunsthåndværk der bygger på en rig

håndværksmæssig tradition, der let går tabt hvis den kunstneriske bearbejdning ikke holdes i hævd

og gøres synlig.

For de fleste tekstilkunstnere, som udvalget har støttet, med enten et tre-årigt arbejdsstipendium

eller et arbejdslegat, har det betydet at de har fået økonomisk arbejdsro til at fortsætte deres

kunstneriske eksperimenter, og udvikle nye designs og tekstilformer. For nogle har dette endog

betydet et samarbejde med tekstilindustrien og derved fået realiseret deres ideer i en produktion og

andre har arbejdet med værker til større separatudstillinger.

I udvalgsperioden har vi ligeledes støttet og medvirket til at tre udsmykninger blev gennemført,

hvoraf de to er tekstile udsmykninger. Den ene til Køge Kommunes byrådssal, bestående af et

billedtæppe og et gulvtæppe. Den anden en rumudsmykning, bestående af 18 frithængende tæpper,

til forhallen i et nyt IT-center ved Århus Universitet.

60


Anet Brusgaard

UDDELINGER KUNSTHÅNDVÆRK- OG DESIGNUDVALGET

Kunsthåndværk- og designudvalget har i 2001 modtaget 543 ansøgninger, hvoraf 118 er imødekommet.

Endvidere er der uddelt 1 præmiering og 4 legater til efterladte efter kunsthåndværkere og designere.

3-årigt stipendium á 240.000 kr. pr. år

Per Arnoldi

Jenny Hansen

Aleksej Iskos

Bente Skjøttgaard

Grethe Wittrock

Arbejdslegat

Helle Hestehave og Rikke Baumgarten 75.000

Peter Mogensen 50.000

Ole Akhøj 100.000

Beate Andersen 125.000

Anne Bannick 75.000

Hanne Bartholin 75.000

Helle Baslund 50.000

Carsten Nikolaj Becker 75.000

Karen Bennicke 100.000

Birgit Birkkjær 75.000

Helle Bjerrum 75.000

Claus Bohm 15.000

Hanne Foss Brink 75.000

Birgitte og Hans Börjeson 50.000

Louise Campbell 75.000

Karin Carlander 75.000

Hans Amos Christensen 75.000

Kirsten Clausager 100.000

Anne Damgaard 125.000

Lis Ehrenreich 50.000

Morten Rahbek Ernst 75.000

Berthe Forchhammer 50.000

Lisbet Friis 75.000

Kasia Gasparski 100.000

Rikke Hagen 75.000

Leif Hagerup 75.000

Castello Christian Hansen 25.000

Torben Hardenberg 100.000

Jette Hartvig 30.000

Bitten Hegelund 125.000

Steen Higham 75.000

Nina Hole 75.000

Kim Holm 75.000

Lisbeth Holst-Jensen 50.000

Charlotte Houman 75.000

Signe Højmark 125.000

Steen Ipsen 100.000

Else Kallesøe 34.000

Dorte Karrebæk 75.000

61


Karen Kjældgård-Larsen og Tine Broksø 100.000

Karen Kjærgaard 20.000

Inge Krogsgaard-Nielsen 30.000

Merete Larsen 25.000

Jan Lohmann 75.000

Better Lübbert 75.000

Lone Skov Madsen 75.000

Bodil Manz 50.000

Henriette Melchiorsen 75.000

Annette Meyer 100.000

Peder Musse 75.000

Malene Müllertz 100.000

Anne Fabricius Møller 75.000

Jette Nevers 125.000

Lisbeth Nordskov 75.000

Gudrun Pagter 50.000

Anders Brix Pedersen 100.000

Anne Pedersen 75.000

Esther Elisabeth Pedersen 75.000

Turi Heisselberg Pedersen 125.000

Ernst Rasmussen 75.000

Kasper Salto 100.000

Louise Sass 125.000

Charlotte Schrøder 75.000

Bo Seedorff 75.000

Torben Skov 50.000

Per Suntum 75.000

Peter Svarrer 75.000

Thomas Harrit og Nicolaj Sørensen 64.000

Mette Saabye 100.000

Søren Thygesen 75.000

Anne Tophøj 100.000

Carolina Vallejo 25.000

Jette Vogt 75.000

Per Weiss 75.000

Mette Marie Ørsted 75.000

Legat til efterladte efter kunsthåndværkere og kunstneriske formgivere

Grete Aagaard Andersen 16.000

Karin Gammelgaard 16.000

Vibeke Lassen Nielsen 16.000

Inge Bent Petersen 16.000

2-årigt igangsætningsstipendium á 77.740 kr. pr. år

Jane Holmberg Andersen

Tusnelda Isabel Berglund

Grethe Bruun

Anette Dreyer

Rikke Elgaard

Irina Grodzinskaja

Dögg Gudmundsdottir

Ditte Hammerstrøm

Camilla Handberg

Iben Høj

Cathrine Josephine W Kahrs

62


Projektstøtte

Præmiering

Rejselegat

Lone Knudsen

Mette Louise Kragh

Andreas Lund

Heidi Lund

Kristine Tillge Lund

Anne C. Manna

Karin Blach Nielsen

Henrik Vibskov

Lene Bødker 25.000

til glasovn

Hanne Kjærholm 20.000

til billed- og videoshow

Tidsskriftet Dansk Kunsthåndværk 25.000

til udgivelse i 2001

Hanne Foss Brink 30.000

for udstilling

Maria-Louise Grau 20.000

Annette Graae 15.000

Anne Birgitte Hansen 15.000

Anne Mette Hjortshøj 10.000

Steen Larsen 50.000

Bjørli Lundin 20.000

Finn Nygaard 25.000

André Skriver 25.000

Randi Studsgarth 20.000

Grethe Sørensen 20.000

Picnic Konkurrence 575.000

Præmieringer

Lene Vad Jensen

Philip Bro Ludvigsen

Søren Ulrik Petersen

Thomas Harrit og Nicolaj Sørensen

Udsmykning

Hillerød Viden og Kulturpark 300.000

Keramiker Morten Løbner Espersen

INDKØBTE VÆRKER KUNSTHÅNDVÆRK- OG DESIGNUDVALGET

Margrethe Agger

"Myrenes sti" 2001, billedtæppe, spelsau uld

Nordjyllands Kunstmuseum, Ålborg

Helle Baslund

"Blomstertæppe I" 2001, hamp, hør og silke

"Blomstertæppe II" 2001, hamp, hør og silke

Nordjyllands Kunstmuseum, Ålborg

Karen Bennicke

63


"Form i form" 2001, stentøj

Galleri Nørby, København

Claus Bjerring

"Kogle" 2000, sølv, indvendigt forgyldt

Kunstneren

Margaret Bridgwater

"Light" 2000, silkechiffon, nylon, sølv og akryl

Kunstneren

Hanne Foss Brink

"In -ex" 2001, tekstilbaner 20 stk. + 3 røde puder

Rundetårn, København

Kim Buck

Ring 2001, guld

Ring 2001, guld

Ring 2001, guld

Ring 2001, guld

“Diamonds are forever” 2001, guld

"Decembristerne" Den Frie udstilling, København

Morten Løbner Espersen

"Fad" 2001, keramik

Galleri Nørby, København

Hans E. Frederik Friederichsen

"Hvid figur" 2000, glasskulptur på sokkel

Borreby Galleri, Skælskør

Rikke Hagen

"Fossil sten" , glas

Galleri Grønlund, København

Jenny Hansen

"Skovranke I" 2000, gobelin uld / bomuld

"Skovranke II" 2000, gobelin uld / bomuld

Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring

Berit Hjelholt

"Jeg så ham som barn" 2001, uld, hør og hestehaler

Nordjyllands Kunstmuseum, Ålborg

Micha Maria Karlslund

"Glas fra månen og andre badedyr" 2001, glas sort

"Glas fra månen og andre badedyr" 2001, glas hvidt

"Glas fra månen og andre badedyr" 2001, glas sort

Forårsudstillingen, Charlottenborgs Udstillingsbygning

Lone Skov Madsen

Fad 2001, keramik

Galleri Nørby, København

Peder Musse

64


Øresmykker , finguld og sølv

Det Danske Kunstindustrimuseum, København

Malene Müllertz

"Oval olivengrøn skål" 1999, stentøj

Borreby Galleri, Skælskør

BERETNING FRA ARKITEKTURUDVALGET

Arkitekturudvalget 1999-2001 erstattes her ved årsskiftet af et nyt udvalg. Et udvalg, der endnu

ikke kender sin endelige sammensætning, da det ministerielle formandsvalg lader vente på sig. Går

det nye udvalg ind i en 3-årig periode med nedskæringer på kunstfondens bevillinger, bliver der

brug for endnu hårdere prioritering end det afgående udvalg har måttet foretage.

Arkitektudvalget adskiller sig fra de øvrige udvalg ved at skulle foretage kunststøtte til en kunstart,

der gestaltes i 3 dimensioner og dermed udgør symbiosen af rum, form, program og funktion. Der

er tale om byggeri og mange millioner kroner.

Ansøgningerne deler sig i flere typiske grupper: rejselegater, arbejdslegater og projektstøtte. Det er

som bekendt ikke tilladt at tildele midler til anlægsprojekter, det vil sige til byggeri eller til

produktion af byggeri – ej heller til almindelig arkitektprojektering, men derimod kun de idémæssige

dispositioner – altså skitseprojekter eller skitsemæssige undersøgelser, det skabende værk.

Idéerne bør dog omvendt dokumenteres for udvalget, for at vi kan føle os sikre på den kunstneriske

kvalitet – og dermed er vi ved udvalgets kerneproblematik. Vi ser altid skitserne, som vi kan føle

tillid til, men må ikke støtte murstenene – projekternes forløsning.

Sammenfattende er det altså en reduceret andel af arkitekternes virke, der kan bevilges penge til, da

langt det meste af den arkitektoniske produktion i samfundet falder uden for udvalgets tildelingsområde,

og ansøgerfeltet der rammer lige i plet, minoriseres til en meget lille gruppe. På denne

måde lykkes det arkitekturudvalget at bevilge penge til de ugængse projekter, de afsøgende

eksperimenter, der så at sige ligger ude i kanten af faget, og det er godt, da de stærkeste af disse

overlever til byggede projekter.

For nogle år siden blev det gennem særlige forhandlinger med kulturministeriet gjort muligt for

udvalget at give pengestøtte til andre formål.

Ud over at sende begavede arkitekter ud på studierejser og lade dem vende hjem og bringe andre og

sig selv gennem en kunstneriske bearbejdning eller formidling af de erhvervede erfaringer – ud over

de arbejdslegater, der gør ikke-formuende arkitekter i stand til at få arbejdsrum til at udvikle

arkitektonisk praksis eller idémæssig teori – ud over at kunne præmiere særligt interessante

bygværkers arkitekter, så blev det nu muligt at udskrive arkitektkonkurrencer.

Med konkurrencerne fik arkitekturudvalget mulighed for bredt i arkitektstanden at afsøge/undersøge

særligt påtrængende problemstillinger, der i kraft af sin kunstneriske prestige kunne

medvirke til at debattere faglige emner, rum, form, program og funktioner. Udvalget kunne således

nå meget bredere ud end til den enkelte kunstners skaberværk og gennem konkurrencerne medvirke

til at bane vejen for nye kunstneriske veje for den samlede arkitektstand. Konkurrencernes

fornemste mål

er naturligvis at afprøve de vindende projekter i bygget form – den ultimative test når det drejer sig

om arkitektur. I bygget form kan værkerne være med til at afprøve nye veje for standen og sætte

nye standarder.

Vi har i vores 3-årige periode – ud over at udpege legatmodtagere – forestået det faglige indhold af

Danmarks bidrag til den 7. arkitekturbiennale i Venedig. Vi har udskrevet og gennemført en 2-trins

arkitektkonkurrence om bedre billigere boliger og endelig har udvalget kommissioneret og udgivet

en bog om arkitekturkritik.

I biennalens tilfælde var der tale om rent kunstnerisk udviklingsarbejde ligesom konkurrencen om

billige bygbare boliger med udgangspunkt i et ønske om at finde udtryk, charter og idéer.

I 2000 tildelte udvalget kr. 500.000 til udgivelse af en stor samlet biografi om arkitekten Jørn

Utzon. I repræsentantskabet mødte denne bevilling nogen kritik under henvisning til, at udvalget

kun i beskedent omfang bør støtte formidling. Udvalget var imidlertid meget glade for at have fået

65


mulighed for at støtte den længe ønskede bog om Jørn Utzon, da vi følte os overbeviste om, at den

vil medvirke til at udvikle arkitektstanden generelt. Med bogen om arkitekturkritik bevæger vi os

igen ud på formidlingens område. Denne gang i form af en kritisk holdning til niveauer af den

hjemlige arkitekturkritik. Udvalget har opstillet en række formler, hvorefter udvalgte arkitekturværker

kritisk kan beskrives, og disse er endvidere ønsket fortolket fotografisk. 16 arkitekturskribenter

og 4 arkitekturfotografer har kritisk omtalt og kunstnerisk fotograferet 16 udvalgte byggerier

i sommeren og efteråret 2001, og med bogens udgivelse i foråret 2002 er det vores håb, at vi kan

medvirke til en mere nuanceret og kunstnerisk fagligt langt bedre funderet kritik/debat af vores

byggede virkelighed. Vi skal tale om arkitektur ud fra de kunstneriske faglige forudsætninger –

noget Statens Kunstfond med stor ret kunne bidrage til at sætte en orden for.

Det har været et fantastisk spændende arbejde og et stort privilegeret ansvar at kunne udøve sit fag

så rendyrket som i udvalgsarbejdet for Statens Kunstfond.

Mange penge er brugt til legater og stipendier og støtte, men vort udvalg har haft særlig gavn af

penge, der har været anvendt til iværksættende projekter.

Vi har nogle ønsker for det kommende udvalg. Vi ønsker at ministeriet i god tid vil iværksætte

samarbejdet om den forventede kommende 8. arkitekturbiennale. Der er erfaringsmæssigt brug for

meget god tid for at have et værdigt bidrag klar til udstilling til at repræsenterer Danmark på

verdens arkitekturkort.

Vi kunne ønske, at igangsætningsstipendieordningen i fremtiden vil blive omorganiseret i sin

nuværende form, således at den bliver indkomstuafhængig og i øvrigt suppleret i selve beløbets

størrelse.

Vi ønsker, at den samlede Kunstfond i form af udvalg og bestyrelse vil stå fagligt og kunstpolitisk

godt rustet til den fremstormende internationalisering og den tværfaglige kunstneriske udvikling

ved at sætte dagsordenen for bl.a. de danske arkitekters fremtid i verdenssamfundet.

Der skal udvikles ny selvforståelse og nye kompetencer for arkitekterne. Nye faglige nicher, men

der skal frem for alt udvises mod og tillid til at støtte det helt særlige, aparte, det stærkt

eksperimenterende, det overraskende sammenblandede på kanten af de nuværende faggrænser, og

alt dette må følges op af en stærk loyalitet i ord og tale, for at hilse den næste arkitektoniske fremtid

velkommen med åbenhed.

Vi hilser det nye udvalg velkommen og held og lykke – og god fornøjelse. Det er et stort arbejde,

som man undervejs blive bedre og bedre til. Til sidst så god, at det er passende at gå – så det gør vi

så.

Tak for os!

Lone Wiggers

formand

UDDELINGER ARKITEKTURUDVALG

Arkitekturudvalget har 2001 modtaget 98 ansøgninger, hvoraf 53 er imødekommet. Herudover har

udvalget initieret Bogprojekt Dansk Arkitektur omkring år 2000 og Low-Cost konkurrence Bedre,

billigere boliger. Endvidere er der uddelt 6 legater til efterladte efter arkitekter.

3-årigt stipendium á 240.000 kr. pr. år

Anders Philip Abraham

Merete Ahnfeldt-Mollerup

Gilbert Hansen

Arbejdslegat

Ellen Braae 240.000

Torben Eskerod 240.000

Sara Ettrup 30.000

Leif Høgfeldt Hansen 240.000

Mette Lyng Hansen 49.000

Christoffer Harlang 240.000

Carsten E. Holgaard 120.000

66


Nils Holscher 120.000

Henrik Hansted Jensen 240.000

Tanja Marie Jordan 240.000

Erik Juul 120.000

Leif G. Jørgensen 60.000

Agnete Fabricius Kjær 30.000

Holger Koch-Nielsen 150.000

Peter Thule Kristensen 50.000

Lene Dammand Lund 240.000

Dafir Mann 50.000

Helene Høyer Mikkelsen 50.000

Henrik Ingemann Nielsen 60.000

Claus Pedersen 120.000

Steen Estvad Petersen 240.000

Plot i/s / Julien Desmedt & Bjarke Ingels 240.000

Mio A. F. Schrøder 180.000

TRANSFORM 120.000

Legat til efterladte efter arkitekter

Birgit Fabricius 16.000

Lillemor Gunnløgsson 16.000

Inge Hagen 16.000

Grete Holst 16.000

Karen von Spreckelsen 16.000

Iben Tøgern 16.000

2-årigt igangsætningsstipendium á 77.740 kr. pr. år

Mie Olise Kjærgaard

Camilla Hedegaard Møller

Nikolaj Frølund Thomsen

Projektstøtte

Bogprojekt

Thomas Birket-Smith 80.000

til udstillingsprojekt Fabrik

Ole Dreyer 45.000

til byfornyelsesprojekt

GYS arkitektur I/S 11.974

til projekt Et Ildsted

Majbrit Hirche 50.000

til udvikling af prototype af gravsten og urne

Arne Kvorning 50.000

til ”Rum i den spredte by", Nordjyllands Kunstmuseum

Morten Meldgaard 90.000

til arkitekturfilmen Atlantik

Mette Folkmann & Nana Ejlers 11.500

til projekt "Plan/snit i rødt", Charlottenborgs Forårsudstilling

Torben Nielsen 50.000

til udstillingsprojekt, Charlottenborgs Efterårsudstilling

Mette Tony 48.895

til udstillingsprojekt, Charlottenborgs Forårsudstilling

www.ArkitekturNet.dk 75.000

til årsskrift internettidsskriftet www.ArkitekturNet.dk

Dansk arkitektur omkring år 2000 500.000

67


Low-Cost konkurrence

Bedre, billigere boliger 2.500.000

Rejselegat

Jens Thomas Arnfred 100.000

Rebecca L.G. Arthy 11.400

Birgitte Bülow 80.000

Lars Brorson Fich 24.610

Hanne Birk & Lene Brix 28.000

Peter Mandal Hansen 40.000

Jeanette Hendeliowitz 25.000

Jens Hvass 48.000

Boris Brorman Jensen 21.400

Anne Kappel 30.000

Mogens Krustrup 25.000

Knud Fladeland Nielsen 31.770

Gustavo Ribeiro 39.000

Søren Øllgaard 17.000

BERETNING FRA FILM- OG TEATERUDVALGET

Dette er nødvendigt – her er arbejdet,

”Hoc opus, hic labor”

således skriver Vergil i ”Æneiden”, 6, 129.

Dette, år 2001-beretningen, bliver beretningen om stor lykke, om store oplevelser og om deraf

udsprunget sjældent venskab, som jo er en styrke og kraft i alle livets aspekter.

Og det har vi haft brug for, styrke og kraft, i denne svære, ansvarsfulde opgave, der er blevet os

stillet.

Kraft til at være hudløst ærlige og kritiske, ikke mindst mod os selv. Styrke til at forkaste gamle,

indgroede meninger og modtage muserne i overraskende klæder - men også styrke til at få øje på

Kejserens nye.

Vi har set ind i en verden af grøde, idérigdom og inspiration, vi har anet nye vækstlag på vej op, og

vi har våndet os over ikke at have været i stand til at give støtte til alle de, der burde have haft.

”Aldrig arbejdsløs, men ofte indtægtsløs”, siger man om det skabende individ.

Vi har, efter bedste evne, holdt os til loven og administreret ”… de fondsmidler, der er til rådighed

til ydelse til skabende kunstnere inden for filmen og teatret og til foranstaltninger, der tager sigte på

at opretholde og fremme kunstnernes produktion”. Bortset fra ordene ”film og teater” er ovennævnte

den samme lovbundne tekst for alle kunstfondens udvalg, og lad os i den forbindelse nævne, at vi

mere og mere har mærket tendenser til, at grænserne mellem udvalgenes områder bliver udviskede,

og at man får sværere ved, skråsikkert, at sige, det er det, og det er det; altså en tendens til det

hybride, alles uundværlighed i forhold til hinanden, som det engang var grundtanken bag totalteatret.

Det er også interessant at iagttage, at en stor del af Ny Dans ikke selvklart hører ind under begrebet

”Teater”, idet det at kunne viderebringe en historie, et drama, ikke er det essentielle, og at Dans i

mange lande henføres under ”Musik”.

Dette er et vigtigt element til forståelse af Ny Dans, hvor megen fornyelse buldrer løs, og hvor det

ser ud til at dansebegrebet mere og mere kommer til at ligge i et spændingsfelt mellem musik,

billedkunst, optræden og filosofi. Ny Dans er et brud med århundreders teatertradition, også i

Danmark, og dog er Danmark vel et af de lande, hvor Dansen er mindst anset.

Det er til gengæld filmen. Og med rette, da dogmebegrebet har skabt store dønninger verden over i

sit forsøg på at vriste sig løs for utåleligt tyngende økonomiske sammenhænge og derved frigive

vældige ressourcer til kunstnerisk kvalitet.

Teatret er bundet af seklers tradition, dyder og laster. Viden om baggrunde skal støttes og afpudses,

68


for uden fortid, ingen udvikling. Med mellemrum tager teatret så nogle vældige spjæt og river sig i

tøjret, men ofte og hurtigt falder teaterarbejdet tilbage til, hvor det var, - og bliver ”straffet” med

manglende publikumstilgang, som ikke bliver mindre af de enorme konkurrenter omkring sig.

At formidle den oldgamle fortælling om os selv til cirkel efter cirkel af stammens medlemmer er

teatrets opgave, stående øje til øje. Er der andre måder at fortælle på? Er der snærende bånd, som

skal fravristes?

Også i Teatrets verden er den økonomiske spændetrøje hård og ubarmhjertig, så nytænkning kan

kvæles i starten. Men vi fornemmer, at voldsomme kræfter og tanker er i gære. Her skal støttes og

opmuntres, så det forslår!

Vi har bestræbt os på at bedømme, ikke dømme eller fordømme. Vi har igen og igen forsøgt at

skærpe vores evne til at forstå, hvad den kunst, vi skulle bedømme, egentlig var – eller ikke var - til

at forstå hvilke kriterier, vi skulle bedømme ud fra:

Meddelelsen! Et sprog, der udtales, modtages og sanses! Følelser, der skabes, og som ringe i vandet

når til den anden bred og sætter noget i gang i modtagerens instrument.

Ethvert menneske er i besiddelse af en sådan følelsesharpe med et utal af strenge. Men mange får

igennem deres liv kun spillet på to-tre stykker. Kunstneren er kunster, fordi hun/han er i stand til at

sanse og have adgang til flere og derved skabe ny erkendelse. Og erkendelsen er kunstens dyrebareste

frugt.

En afsender! Og en modtager, der i første omgang uden hjernens forsinkelse, skal forstå og

genkende sig selv. At udtrykke, ikke undertrykke, svingninger, intuition, fantasi eller ”opfindingshøjde”.

At kunne sine redskaber, i hvert fald til den grad, at man er i stand til at få sine

meddelelser overleveret og sine svingninger sendt videre og have bevidsthed herom.

Vi har haft et vågent øje til ”spirerne”, til de steder, hvor vi kunne ane begyndende toner, til de

”ufattelig kantede”, som alligevel giver et usynligt skub fremad, en opvågnen fra ”det normale”, de

skæve ting, de fremadbringende.

I det vi i årets uddeling er gået ud fra mottoet: ”Færre, men større”, har vi således ud af et rådighedsbeløb

på godt 7.600.000 kr. uddelt:

49 arbejdslegater

2 uopfordrede arbejdslegater

3 bestillingshonorarer

14 rejselegater

2 tre-årige arbejdsstipendier

2 præmieringer

Som andre udvalg er vi af den mening, at fondens penge, afsat til uddeling, alle skal gå til kunstnere,

der har brug for dem, idet fondens virke ikke er hverken præsenterende eller formidlende. Derfor

har også vi, om end med vemod, frasagt os en afsluttende tre-årspræsentation.

I et tilbageblik på årene, der er gået, må vi sande, at vi står tilbage med to uløste problemer, som vi

overlader til vores efterfølgere:

Fondens fælles problembarn, de to-årige igangsætningsstipendier!

Igangsætningsstipendierne, var et forsøg, der skulle evalueres i 2001, hvilket også er gjort af

bestyrelsen i samarbejde med udvalgene. Også vi, udvalget for film og teater, er enige i, at

ordningen ikke fungerer optimalt efter hensigten, og at konstruktionen er forkert.

Stipendierne er imidlertid vigtige og rigtigt tænkte, og vi håber at ministeriet lytter til bestyrelsens

bud på, hvordan disse specielle ”startskud” kan få de bedst mulige betingelser til at støtte kunstnere

i begyndelsen af deres løbebane.

Det andet problem, der står tilbage, er for så vidt hverken løst eller uløst, da det slet ikke regnes for

noget problem. Men vi stiller stadig, som vores forgængere, spørgsmålet: Hvornår kan man med

sikkerhed sige, at en kunstner er en ikke-skabende kunstner? Og er f.eks. en skuespiller slet ikke

skabende overhovedet? Vi, som står i arbejdet hver dag, vil ud fra utallige erfaringer mene, at hvis

kunstnere, der deltager i et fælles værk, som alt på en scene, et lærred, eller skærm er, så skulle man

se kvaliteten forringes til nul. De kunstarter, som vores udvalg dækker over, har jo det særpræg, at

fællesskabet og samarbejdet er den største kunst. Det er altså det gamle spørgsmål om ”skabende

eller blot udøvende”, der stadig spøger!

Det er en hård, ja, måske endda umulig nød at knække. Vi har derfor haft et godt samarbejde med

vores to kolleger fra repræsentantskabet, hvor dette forslag er blevet fremført: Fremover at udvide

69


epræsentantskabet med et medlem fra Dansk Skuespilforbund (som også repræsenterer koreograferne)

og et medlem fra Sammenslutningen af Scenografer.

Få ydelser er fordelt mellem så mange faggrupper, som vi er, og det er vigtigt at grupperne er

repræsenteret med så stor faglig indsigt, som muligt. Ydermere må man, som anført, tage ad notam,

at faggrupperne i stigende grad udvikler sig til en symbiose, ikke alene sig imellem, men også

sammen med andre kunstarter.

Denne vigtige udvikling, altså hen imod mere flydende grænser og flere nye kunstgenrer, må

repræsentantskabet være klædt på til - som vi skrev i vores fælles forslag: ”Statens Kunstfonds

repræsentantskab skal meget gerne repræsentere kunsten, som den er og ikke som den var”.

Men – at få flyttet skillelinien mellem skabende og udøvende vil kræve en lovændring. Imidlertid er

der en anden mulighed til i første omgang at imødekomme denne problematik (et forslag vi har

overtaget fra det første udvalg), nemlig at Statens Kunstfonds udvalg for film og teater kunne få

mandat til at præmiere skuespilpræstationer, som måtte betragtes som skabende ud over det

sædvanlige.

Vores områder, film og teater (skuespil, dans, scenografi, lysdesign og opera) er i stærk kreativ

vækst. En ny tid er opstået, hvor enhver vanetænkning står for fald. Dette afspejler sig, som altid, i

kunsten næsten før det er blevet begribeligt.

Vi har været stærkt optagede af – og har fokuseret voldsomt på – denne tilstand, som på én gang er

bekendt og nær, for det er sket før i historien, men på samme tid uhyggelig fremmed og uvirkelig.

Vi har følt at tiden var en malstrøm, og at vi var i dens midte. Alle afspejlingerne har vi mærket og

gjort os umage for at tage stilling dertil.

Her ligger den største udfordring for udvalgsmedlemmerne: Ikke alene at gribe dagen, men også

intuitivt at fornemme fremtiden. Den hybride tendens, den flerkulturelle, netværkssamfundet,

globaliseringen, medialiseringen, videokunst, levende installation, kontekstkunst osv., strømme, der

finder deres vej i sandet.

Vi har dagligt måttet stille os det spørgsmål: Hvad nytte er det til? Er kunsten dog nødvendig?

Og dagligt har vi svaret: Ja! Man kunne tænke: Om ikke nødvendig så uomgængelig. Vi har at gøre

med en kraft, en strøm, så stærk, at vi ikke kan gå uden om den, selvom vi ikke kan se den, - driften

som skaber kunstværker! En livsdrift, der indbefatter det uudsigelige, som driver os til at tænke

irrationelt, skabe former, der ikke eksisterer, som flytter os fra det materielle og får ånd til at gøre

materien bevægelig og vægtløs.

Der er strømme af flydende lava, og der er strømme af rent kildevand, men vi må ikke stoppe for

disses udspring, for denne dynamiske kraft, med propper af fornuft eller nytte, for det er disse

strømme, der adskiller os fra dyrene.

Det er derfor, kunstfonden er til, for at styrke bevægeligheden, ikke stagnationen, for at kæmpe for

udvidelse, modsat indskrænkning. For at vove, ikke sove!

Og det er rigtigt, at det er nationens ansvar, Statens Kunstfond!

For et land sover i timen, hvis det ikke vover at holde kilderne åbne. De uforudsigelige, de

overraskende, de chokerende og frydefulde, der fører til nytænkning, bjergflytning og mønsterbrydning.

Men drejer det sig da ikke om det mest materielle af alt: Penge?

Nej, det drejer sig om frihed! Frihed til ”at modvirke kommercialismens negative virkning”, som

det så rigtigt er beskrevet i svenskernes målsætning vedr. Statens Kulturråd i Stockholm. Frihed til

koncentration og fordybelse, til netop at turde vove, at sige fra og stå ved uden at bukke under og

blive skabende tilintetgjort.

Trangen til at skabe er almenmenneskelig, men evnerne er vidt forskellige. En lige så almenmenneskelig

trang, som fungerer sideløbende, og som oftest er den dominerende, er trangen til at beskytte

sig, at vende sig mod alt nyt og anderledes. Dette at bygge en mur op omkring sig af forsvarsredskaber.

Det er her, kunsten har evnen til, ubemærket, at strømme ind gennem denne falanks og, bag dette

væld af lanser og skolde, at spille på de mange ubenyttede, måske aldrig brugte, strenge, og udvikle

vore evner, så vi ikke kun er i stand til at spille ”Prinsesse to-ben ”med et par fingre”.

Dette er nødvendigt!

Nødvendig kommer af ”Notwendig”. I fald man nu ser nærmere på bestanddelene i dette, fremmanes

ordene ”Not” og ”wenden”, altså nød og vende i en anden retning.

70


Hvis vi regner kunst for lykke, i kraft af de mange positive begreber, der er omkring dette ord, så er

modsætningen lig med ikke-kunst, forstået som ulykke eller nød, som igen er lig med åndeligt

armod.

Dette skulle man næppe kaste et land ud i, selv om det er set før. Tværtimod bør vi være stolte af en

stat, der har indsigt til at ”… gøre foranstaltninger, der tager sigte på at opretholde og fremme

kunstnernes produktion”.

Vi takker nu af som Statens Kunstfonds andet udvalg og takker således for tre dejlige, begivenhedsrige

år, hvor vi er blevet så meget klogere.

En kærlig tanke og tak til det første udvalg, som havde lagt så god en grund for os, til vores kolleger

i repræsentantskabet, som har støttet og hjulpet, til vores fælles bestyrelsesformand, for et imponerende

stort og uegennyttigt arbejde, og ikke mindst en tak til hele sekretariatet med chefen i toppen,

der som en klippe af viden og ekspertise har stået som en stor styrke, og…

… aller – aller – ikke mindst (og dette vil af os blive husket mange år fremover) et stort, taknemmeligt

knus til vores to vidunderlige udvalgssekretærer for samarbejde, venskab, humor, flid, - og

tålmodighed med os.

Kaspar Rostrup, Madeleine Røn Juul og Søren Kragh Jacobsen

UDDELINGER FILM- OG TEATERUDVALGET

Film- og teaterudvalget har i 2001 modtaget 346 ansøgninger, hvoraf 76 er imødekommet.

3-årigt stipendium á 240.000 kr. pr. år

Anne Marie Helger

Emil Korf-Hansen

Arbejdslegat

Natasha Arthy 100.000

Ole Askman 50.000

Peter Asmussen 100.000

Finn Erik Bendixen 100.000

Jens Bjerregaard 200.000

Jens Blendstrup 100.000

Kamilla Wargo Brekling 100.000

Nikolaj Cederholm 200.000

Thomas Eisenhardt 200.000

Peter Engberg 200.000

Nullo Facchini 200.000

Christian Friedländer 50.000

Palle Granhøj 200.000

Marianne Hesselbjerg 40.000

Laila Hodell 50.000

Eva Holten 40.000

Peter Hugge 50.000

Kitt Johnson 200.000

Gitte Kath 50.000

Mette L. Knudsen 100.000

Pelle Koppel 100.000

Lars Kaaber 15.000

Marie Lalander 20.000

Farrokh Majidi 50.000

Ib Makwarth 50.000

Nina Malinovski 40.000

Flemming Quist Møller 100.000

Liller Møller 200.000

Peter de Neergaard 150.000

71


Marianne Nilsson 150.000

Katrin Ottarsdóttir 50.000

Dorte Persson 50.000

Nikolaj Peyk 50.000

Cathrine Poher 50.000

Erik Pold 50.000

Maja Ravn 150.000

Martin Reipuurt 50.000

Jokum Rohde 200.000

Ole Roos 100.000

Anders Rønnow-Klarlund 100.000

Jacob F. Schokking 150.000

Warren Spears 50.000

Rolf Søborg Hansen 50.000

Karin Søndergård 50.000

Anders Sørensen 200.000

Alexa Ther 150.000

John von Daler 50.000

Katrine Wiedemann 150.000

Vibeke Winding 50.000

Kim Witzel 150.000

Anne Regitze Wivel 100.000

2-årigt igangsætningsstipendium á 77.740 kr. pr. år

Bo Dalum

Kasper H. Hoff

Sisse Jørgensen

Stine Krage

Thor Bjørn Krebs

Julie Thor Fryd Nielsen

Anette Rolnæs

Anders Schlanbusch

Parminder Singh

Anders A. Worm

Præmiering

Rejselegat

Ole Christian Madsen 50.000

for "En Kærlighedshistorie"

Alexa Ther 50.000

for "Fruentimmerskolen"

Christoffer Berdal 100.000

Lene Boel 50.000

Charlotte Boye-Christensen 10.000

Jonas Elmer 30.000

Åsa Frankenberg 15.000

Thomas Hejlesen 42.000

Dorte Holbek 15.000

Erling Jepsen 20.000

Fanny Knight 50.000

Kristiane Korf 15.000

Emil Korf-Hansen 15.000

Svend-E Kristensen 20.000

Günther Rossen 20.000

72


Mia Stensgaard 15.000

Bestillingshonorarar

Everland Productions

Aslak Moe 25.000

Nyt Dansk Danseteater

Signe Krogh 80.000

Project D2

Rolf Heim 20.000

INDSTILLINGER TIL LIVSVARIGE YDELSER

Nedenstående kunstnere er i 2001 af repræsentantskabet indstillet til Kulturministeriet til en

livsvarig kunstnerydelse, efter forslag fra udvalgene eller repræsentantskabet:

SKØNLITTERÆRE FORFATTERE

Thomas Boberg

Asger Schnack

FORFATTERE MED ALMENT KULTURELT FORFATTERSKAB

Erik Skyum-Nielsen

KOMPONISTER

Peter Friis Nielsen

Erik Norby

SKABENDE KUNSTNERE INDEN FOR FILM OG TEATER

Erik Balling

MODTAGERE AF LIVSVARIGE KUNSTNERYDELSER, februar 2002

HÆDERSGAVER

Thorkild Bjørnvig, Halfdan Rasmussen

LIVSVARIGE YDELSER

Bildende kunstnere

Eric Andersen, Mogens Andersen, Jane Balsgaard, Thomas Bang, Merete Barker, Poul Anker Bech,

Ejler Bille, Jens Birkemose, Agnete Bjerre, Jørgen Boberg, Peter Bonnén, Ib Braase, Stig Brøgger,

Hugo Arne Buch, Johannes Carstensen, Kirsten Christensen, Ursula Reuter Christiansen, Krass

Clement, Ingvar Cronhammar, Torben Ebbesen, Svend Engelund, Egon Fischer, Ib Geertsen,

Mogens Gissel, Niels Guttormsen, Erik Hagens, Ingrid Hansen, Lone Høyer Hansen, Henrik Have,

Ole Heerup, Erik Heide, Hein Heinsen, Sys Hindsbo, Holger Jacobsen, Per Bak Jensen, Kirsten

Justesen, Erling Jørgensen, Steffen Jørgensen, Per Kirkeby, Anders Kirkegaard, Søren Kjærsgaard,

Kirsten Klein, Oda Knudsen, Michael Kvium, Leif Lage, Jørn Larsen, Thorbjørn Lausten, Freddie

A. Lerche, Jan Leth, Kirsten Lockenwitz, Sigrid Lütken, Erland Knudssøn Madsen, Seppo

Mattinen, Jane Muus, Mogens Møller, Per Neble, Rasmus Nellemann, Elsa Nielsen, Kehnet

Nielsen, Vibeke Mencke Nielsen, Lis Nogel, Øivind Nygaard, Bjørn Nørgaard, John Olsen, Kirsten

Ortwed, Carl-Henning Pedersen, Poul Pedersen, Tonning Rasmussen, Finn Reinbothe, Jytte Rex,

Ingalvur av Reyni, Viggo Rivad, Hans Christian Rylander, Jørgen Rømer, Ole Sporring, Tage

Stentoft, Niels Strøbek, Arne Haugen Sørensen, Bent Sørensen, Eva Sørensen, Jørgen Haugen

Sørensen, Margrethe Sørensen, Poul Skov Sørensen, Anna Thommesen, Erik Thommesen, Hanne

Varming, Inge Lise Westman, Poul Winther, Richard Winther, Troels Wörsel.

Forfattere med skønlitterær produktion

Benny Andersen, Vita Andersen, Anders Bodelsen, Jytte Borberg, Jørgen Gustava Brandt, Suzanne

Brøgger, Cecil Bødtker, Inger Christensen, Regin Dahl, Jette Drewsen, Anne Marie Ejrnæs, Inge

Eriksen, Jens-Martin Eriksen, Maria Giacobbe, Vibeke Grønfeldt, Gynther Hansen, Uffe Harder,

Sven Holm, Knud Holten, Peer Hultberg, Klaus Høeck, Per Højholt, F.P. Jac, Pia Juul, Erik

73


Knudsen, Arthur Krasilnikoff, Sten Kaalø, Marianne Larsen, Peter Laugesen, Kelvin Lindemann,

Vagn Lundbye, Anne Marie Løn, Svend Åge Madsen, Finn Methling, Ib Michael, Henning

Mortensen, Jørgen Nash, Bent Vinn Nielsen, Peter Nielsen, Henrik Nordbrandt, Ernst Bruun Olsen,

Knud Erik Pedersen, Peter Poulsen, Bent William Rasmussen, Ebbe Kløvedal Reich, Bjarne Reuter,

Klaus Rifbjerg, Ulla Ryum, Astrid Saalbach, Asger Schnack, Niels Simonsen, Tage Skou-Hansen,

Christian Skov, Jørgen Sonne, Erik Stinus, Hanne Marie Svendsen, Jens Smærup Sørensen, Knud

Sørensen, Preben Major Sørensen, Pia Tafdrup, Grethe Risbjerg Thomsen, Søren Ulrik Thomsen,

Kirsten Thorup, Poul Vad, Dorrit Willumsen, Ole Wivel, Jess Ørnsbo.

Forfattere med alment kulturelt forfatterskab

Elias Bredsdorff, Torben Brostrøm, Viggo Clausen, Aage Henriksen, Johan Fjord Jensen, Jørgen

Knudsen, Jens Rosing, Erik Skyum-Nielsen, Lise Sørensen, Christian Braad Thomsen, Ole

Thyssen.

Oversættere

Anne Marie Bjerg, Niels Brunse, Karsten Sand Iversen, Ole Husted Jensen.

Klassiske og rytmiske komponister

Hans Abrahamsen, Axel Borup-Jørgensen, Ole Buck, Bernhard Christensen, Knud Christensen

(Sebastian), Henning Christiansen, Povl Dissing, Pierre Dørge, Pelle Gudmundsen-Holmgreen,

C.V. Jørgensen, Jørgen Jersild, Erik Jørgensen, Jan Kaspersen, Kenneth Knudsen, Anders Koppel,

Thomas Koppel, Bernhard Lewkovitch, Anne Linnet, Bent Lorentzen, Rasmus Lyberth, Marilyn

Mazur, Palle Mikkelborg, Peter Friis Nielsen, Svend Nielsen, Tage Nielsen, Erik Norby, Per

Nørgaard, Ib Nørholm, Gunner Møller Pedersen, Jens Wilhelm Pedersen (Fuzzy), Karl Aage

Rasmussen, Poul Ruders, Finn Savery, John Tchicai, Sven Erik Werner.

Kunsthåndværkere og kunstneriske formgivere

Grete Balle, Mogens Bjørn-Andersen, Nanna Ditzel, Gutte Eriksen, Bent Exner, Austin Grandjean,

Karl Gustav Hansen, Niels Jørgen Haugesen, Berit Hjelholt, Grete Jalk, Annette Juel, Vibeke Klint,

Finn Lynggaard, Ruth Malinowski, Bodil Manz, Grethe Meyer, Ursula Munch-Petersen, Kim

Naver, Peder Rasmussen, Rud Thygesen, Jan Trägårdh, Gertrud Vasegaard, Myre Vasegaard,

Kristian Solmer Vedel, Hans Wegner, Gunhild Aaberg.

Arkitekter

Sven-Ingvar Andersson, Tyge Arnfred, Theo Bjerg, Gehrdt Bornebusch, Johannes Exner, Hanne

Kjærholm, Erik Korshagen, Henning Larsen, Viggo Møller-Jensen, Jan Søndergaard, Erik Christian

Sørensen, Jørn Utzon, Otto Weiteling, Vilhelm Wohlert.

Film- og teaterskabere

Jytte Abildstrøm, Erik Balling, Henning Carlsen, Kirsten Dehlholm, Klaus Hoffmeyer, Eske Holm,

Jesper Jensen, Eyun Johannessen, Lars Juhl, Palle Kjærulff-Schmidt, Jørgen Leth, Niels Malmros,

Kaspar Rostrup.

74


REGNSKAB FOR FINANSÅRET 2001 Udgifter Indtægter

Finanslovsbevilling 85.400.000,00

Finanslovsbevilling - Igangsætningsstipendier 10.572.640,00

Tillægsbevilling - overført til driftsbevilling - 300.000,00

Renteindtægter 325.239,55

Udvalgenes restrådighed fra 2000 82.963,94

Udsmykningsopgaver:

Bevilling til udsmykningsopgaver 12.066.124,50

Skilte, fotografering m.m. (henlæggelse) 50.000,00

Tilbageførte bevillinger - 2.542.675,30

Bildende kunstnere:

3-årige stipendier 7.200.000,00

Igangsætningsstipendier 3.265.080,00

Engangsydelser 7.479.082,00

Ældre fortjente kunstnere 119.000,00

Efterladte efter kunstnere 416.000,00

Indkøb af værker 4.012.700,00

Præmieringer 1.390.000,00

Deponering (henlæggelse) 100.000,00

Konservering (henlæggelse) 162.000,00

Fotografering (henlæggelse) 50.000,00

Skilte, rammer m.m. (henlæggelse) 50.000,00

Andre foranstaltninger 5.917,50

Tilbageførte bevillinger - 291.333,33

Forfattere:

3-årige stipendier 3.600.000,00

Igangsætningsstipendier 777.400,00

Engangsydelser 7.556.300,00

Efterladte efter kunstnere 128.000,00

Præmieringer 325.000,00

Tilbageførte bevillinger - 160.666,67

Klassiske komponister:

3-årige stipendier 1.840.000,00

Igangsætningsstipendier 310.960,00

Engangsydelser 1.759.006,00

Efterladte efter kunstnere 16.000,00

Bestillingshonorarer 1.833.000,00

Fremførelse af kompositioner 275.000,00

Præmieringer 100.000,00

Konkurrence 230.880,63

Orkesterordning 1.050.000,00

Tilbageførte bestillingshonorarer - 287.497,59

Rytmiske komponister:

3-årige stipendier 1.760.000,00

Igangsætningsstipendier 1.243.840,00

Engangsydelser 2.679.076,00

Bestillingshonorarer 937.800,00

Præmieringer 80.000,00

Tilbageførte bestillingshonorarer - 183.048,81

75


Kunsthåndværk og design:

3-årige stipendier 3.600.000,00

Igangsætningsstipendier 2.954.120,00

Engangsydelser 6.628.000,00

Efterladte efter kunstnere 64.000,00

Indkøb af værker 737.000,00

Præmieringer 30.000,00

Fotografering 10.000,00

Konkurrencer 875.000,00

Tilbageførte bevillinger - 422.832,88

Arkitektur:

3-årige stipendier 2.160.000,00

Igangsætningsstipendier 466.440,00

Engangsydelser 5.102.549,00

Efterladte efter kunstnere 96.000,00

Andre foranstaltninger 810,00

Konkurrencer 2.500.000,00

Tilbageført bevilling - 801.853,24

Film- og teater:

3-årige stipendier 1.440.000,00

Igangsætningsstipendier 1.554.800,00

Engangsydelser 5.622.000,00

Præmieringer 100.000,00

Bestillingshonorarer 125.000,00

Tilbageførte bevillinger - 122.000,00

Diverse

Udgifter 70.156,00

Deponering

Henlæggelse til deponering - 100.000,00

Udgifter vedr. deponering 18.428,75

Rest overført til status 81.571,25

Konservering

Henlæggelse til konservering - 162.000,00

Udgifter vedr. konservering 162.000,00

Overskud på regnskabet 3.888.709,68

______________________________

96.080.843,49 96.080.843,49

===========================

76


STATUS PR. 31.DECEMBER 2001 Aktiver Passiver

Beholdning i mellemregning med Kulturministeriet 85.874.818,64

Danske Bank 5.124.543,91

Tilgodehavender vedr. udsmykningsopgaver 625.000,00

Bev. ikke udbetalt til udsmykningsopgaver 35.317.556,16

Bev. ikke udbetalt til kunstnere m.fl. 50.441.267,38

Henlæggelser til diverse formål 620.041,13

Til rådighed til nye bevillinger:

Saldo pr. 1/1-01 1.356.788,19

Overskud på regnskab 3.888.709,69 5.245.497,88

Kenneth Knudsen

91.624.362,55 91.624.362,55

=============================

/

Vibeke Jakobsen

77

More magazines by this user
Similar magazines