EUROPAS UNGE EFTER FESTEN

jannelouisa.files.wordpress.com

EUROPAS UNGE EFTER FESTEN

EUROPAS UNGE

EFTER FESTEN

en reportageserie om reaktioner

i kølvandet på krisen

Redigeret af Charlotte Kjærholm Pedersen og Ida Meisling

Udgivet af Magasinet Kollaps med støtte fra Aktive Unge – EU’s program for ungdomsaktiviteter


INHOLD

6 KOMMENTAR: No future.2.0

Af Henrik Chulu

- Den unge generation er blevet krisens store taber. Men internettet åbner op for

nye oprørsmuligheder

8 UNGARN: Til højre for krisen: Ungarns unge mellem

rodløshed, nationalisme og skrøbeligt demokrati

Af Mathilde Grønborg Helms og Laura R. Lindegaard

- På jagt efter årsagerne til højrefløjens galoperende fremmarch i Ungarn.

18 FRANKRIG: En indigneret ungdom? Opskrifter på

oprør i franske aktivistmiljøer

Af Sigrid Bjerre Andersen og Ida Meisling

- Hvad efterlader myten om den franske oprørskultur af nye systemkritiske

strategier? Fire eksempler på alternativer til den politiske apati.

28 IRLAND: Irland: Landet, hvor ingen vil bo

Af Charlotte Kjærholm Pedersen og Lea Meilandt

- Emigranter og unge mødre: Den unge elite flygter, mens underklassen

fastholdes i irsk konservatisme.

42 SPANIEN: Indignation i klemme - Samtaler med

studerende i Spaniens privilegerede region

Af Rasmus Hovedskov

- Lokal selvorganisering eller global oprørsbevægelse? Studerende om handlings

muligheder i Catalonien.

48 ENGLAND: Et år efter oprøret - den sorte side af

sagen

Af Janne Louise Andersen

- Vidnesbyrd fra urolighederne i bagklogskabens lys – Tottenham mellem racedis

krimination og kriminalitet.

54 RUMÆNIEN: Dem de andre ikke må lege med

Af Charlotte Kjærholm Pedersen og Benita Marcussen

- Bag om romaproblematikken: Hvad flygter romaerne fra, og hvem bryder

stereotypen?

70 GRÆKENLAND: Politisk nytænkning i

Grækenland: Genopfinder venstrefløjen sig selv?

Af Hjalte Lokdam og Janne Louise Andersen

Landets nye oppositionsparti Syriza har vind i sejlene – markerer de også en

tiltrængt revitalisering af venstrefløjens politiske projekt?

Redaktion

Charlotte Kjærholm Pedersen

og Ida Meisling

Grafisk design

Danny Santaana

Skribenter

Charlotte Kjærholm Pedersen,

Henrik Chulu, Hjalte Lokdam, Ida

Meisling, Janne Louise Andersen,

Mathilde Grønborg Helms,

Rasmus Hovedskov og Sigrid

Bjerre Andersen,

Fotografer

Benita Marcussen, Laura R.

Lindegaard, Lea Meilandt

PR

Luise Jørgensen og Mathilde

Rosendahl Philipsen

Forsidefoto

Lea Meilandt

Udgivet af Magasinet Kollaps

med støtte fra Aktive Unge – EU’s

program for ungdomsaktiviteter

Logo: Kollaps // EU

Magasinet Kollaps

www.magasinetkollaps.dk


INTRODUKTION

Af Charlotte Kjærholm Pedersen og Ida Meisling

Det er den unge generation, der står

tilbage med tømmermændene, efter

Europa har holdt fest under de luftige

økonomiske opsving. Sammen med

lignende metaforer om, at de unge ofres

på eurokrisens alter, tabes på gulvet, eller

hældes ud med badevandet, får vi i medier

og analyser malet et billede af en generation,

hvis fremtid i bedste fald ser usikker

ud. Selvom det samtidig er en generation,

der udmærker sig ved en stor andel

veluddannede og ambitiøse unge, må den

affinde sig med at spænde livremmen ind

og gå en fremtid med udsigt til ringere

levevilkår end den forrige i møde.

Mens ledighedstallene stiger, og

politikerne debatterer, om løsningen

er nedskæringer eller offentlige investeringer,

vender Kollaps blikket mod en

række forskellige afkroge af Europas

ungdom. Vi har opsøgt miljøer af unge,

der på hver deres måde er berørt af

økonomiens kollaps. Målet har hverken

været at bakke op om fortvivlelsen med

dybdegående dystopiske analyser, eller

at mane til besindighed med betryggende

løsningsforslag. Snarere ønsker Kollaps

at tilføre debatten et øjebliksbillede på

konsekvenser af krisen såvel som de

unges egne reaktioner – på godt og ondt.

Kollaps har sendt skribenter og fotografer

til syv lande i EU og bedt dem om at

opspore tendenser i ungdomsmiljøer.

Resultatet er blevet en samling af report-

ager, der spænder fra Øst til Vest og fra

højre til venstre, og som kommer bredt

omkring repræsentanterne for den unge

generation – fra politisk vækkelse og nye,

opbyggende fællesskaber til diskrimination

og mindreværd. Hvor nogle artikler

går bag om identitetsskrøbeligheden, som

den viser sig hos såvel højreekstremister

som diskriminerede romaer, giver andre

plads til nye tanker og løsningsstrategier,

som kommer til udtryk hos den mere privilegerede

gruppe af unge studerende og

politisk aktive. Dermed giver udgivelsen

også et billede af diversiteten i de unges

reaktioner og de betingelser, de reagerer

for og imod.

Omdrejningspunktet for reportagerne er

baseret på et blik på de tendenser, der

umiddelbart ligger de valgte lande til last

og gavn, og som uden tvivl kommer til at

præge fremtiden:

Ungarn er berygtet for den højreradikale

fløjs eskalerende fremmarch. Men hvad

er grunden til, at ungdommen skrider til

højre? I Rumænien er den store andel af

romaer blevet udsat for årelang diskrimination:

Er det ved at ændre sig? Frankrig

er historisk kendt for sin oprørskultur,

så findes der her alternativer til den

politiske apati? Spanien kæmper for at

bevare den nationale sammenhængskraft,

hvad tænker de unge i den privilegerede,

nordøstlige region? Krisen presser

Grækenland op i en krog og til politisk

nytænkning. Måske det viser sig at være

en fordel? England skal komme sig over

sidste års skelsættende uroligheder,

men har de lært af erfaringerne? I Irland

emigrerer de veluddannede for et godt ord

fra landets noget golde marker: Efterlader

de underklassen og alle problemerne bag

sig?

Det er problemstillinger og spørgsmål

som disse, der ligger til grund for de syv

reportager, og som samlet skal male et

bredere billede af krisen fra de unges

perspektiv. Med reaktioner som omdrejningspunkt

er der opstået et naturligt fokus

på aktivisme og politisk nybrud, men

med besøg hos romaer og unge mødre

kommer udgivelsen også omkring nogle

af de indirekte sociale konsekvenser, der

kan begrænse mobiliseringen. Kollaps har

dermed også søgt at vise variationen i

krisens konsekvenser – en variation, der

måske kunne nuancere den EU-konstituerede

ide om, at vi alle er i samme båd.

Selvom reportagerne kommer omkring

forskellige problemstillinger, er forhåbningen,

at udgivelsen også rejser spørgsmål

i en dansk kontekst. Hvad kan vi lære

af erfaringerne fra vores europæiske

naboer? Kan tilslutningen til højreideologier

forklares ud fra samme rationaler som

det ungarske tilfælde? Blæser der også

nye vinde i de danske aktivistmiljøer – og

er de så pragmatiske eller radikale?


NO FUTURE 2.0

På trods af udsigterne til en lavere levestandard end

deres forældre kan nutidens unge se frem til større

politisk frihed, hvis de formår at gribe den.

På samme måde som murens fald i

1989 tog Vestens intelligentsia på

sengen, var de vestlige mellemøsteksperter

ikke intellektuelt forberedt på det

arabiske forår. Da gadekampene begyndte

i Cairos gader, forsikrede et nærmest

enstemmigt kommentariat om, at den

tunesiske revolution ikke ville gentage sig

i Egypten. Dertil var landene for forskellige,

og præsident Hosni Mubarak, der var

Vestens ven i regionen, var for magtfuld.

Men 18 dage senere væltede han, og

det arabiske forår var en realitet, hvis

konsekvenser stadig udspiller sig.

I Vesten ulmer den sociale uro kun

lige under overfladen. De britiske

studenterdemonstrationer, Occupy

Wall Street-besættelserne i New York,

fagforeningsprotesterne i Wisconsin,

indignados-bevægelsen i Spanien og

optøjerne i Grækenland er udtryk for de

samme underliggende sociale uligheder,

som antændte det arabiske forår.

Klassekamp og generationskonflikt

Efterhånden som uligheden udvider sig

mellem eliten og masserne og mellem en

generation af ældre på vej på pension

og en af unge uden udsigt til den samme

velfærd, som deres forældre kunne nyde

godt af, opstår protester, optøjer, oprør og

i yderste konsekvens revolution.

I sin bog Why It’s Kicking Off Everywhere

argumenterer Paul Mason, der til daglig

er økonomiredaktør for BBC Newsnight,

for, at man ikke kan anskue opstandene

i Nordafrika og Mellemøsten adskilt fra

folkelige protester i Vesten:

»Grækenland er det moderne skoleeksempel

på, hvad der sker, når et industrialiseret

lands politiske elite tillader sin

politiske legitimitet at gå op i flammer.

Det er en udfordring for demokratiet og

globaliseringen i sig selv.«

I Grækenland - mellem den sviende tåregas

og de flammende molotovcocktails - er

det ikke kun bankers og butikkers ruder,

der er knust, men også unge grækeres

drømme og håb om en lysere fremtid.

Den globale uro, som blandt andet

kommer udtryk i græske optøjer, er efterdønninger

af finanskrisen. Mason beskriver

krisen og dens konsekvenser gennem

en scene fra filmen Alien. I filmen forsøger

besætningen på rumskibet Nostromo at

fjerne et rumvæsen, som klynger sig til et

besætningsmedlems ansigt, ved at skære

det af. Rumvæsnets blod er imidlertid en

kraftig syre, der æder sig gennem dæk

efter dæk på vej mod skibets skrog.

I Masons billede er rumvæsnet finanssektoren,

og blodet er alle dens fejlvurderede

og giftige gældsderivater. Det

første dæk, som blodet ætser igennem,

er banksektoren, som gik i baglås. Det

andet dæk er den virkelige, produktive

samfundsøkonomi, der tog et drastisk

dyk i mangel på likviditet. Det tredje dæk,

hvor syreblodet indtil videre har stoppet

sin tæren, er staterne, der greb massivt

ind og stoppede det globale økonomiske

system fra at smelte ned.

Hvad ville der være sket i Alien, hvis

rumvæsnets blod havde ætset sig gennem

rumskibet Nostromos skrog? Hvis de

statslige indgreb for at dæmme op for

krisen viser sig ikke at virke i længden,

og nedsmeltningen får globaliseringen til

at bryde sammen, vil krisen gå ud over

forholdet mellem stater. Den geopolitiske

konkurrence vil først udmønte sig i

handelsstridigheder, efterhånden som de

enkelte stater forsøger at varetage deres

eget bedste, frem for at opretholde det

globale system. På sigt fører den slags

stridigheder til krig. Indtil videre er vi ikke

nået dertil, da der er en slags international

solidaritet om at redde globaliseringen fra

kollaps.

Til gengæld kommer krisen nu til udtryk i

eskalerende interne sociale stridigheder,

efterhånden som skatteyderne, bankpakke

efter bankpakke, betaler for, at

staterne har afbødet et globalt økonomisk

sammenbrud. De efterfølgende statslige

sparekure og velfærdsnedskæringer

bliver, når deres konsekvenser rammer

almindelige mennesker, omsat til ophedet

klassekamp, hvor sociale modsætninger

kommer op til overfladen, og her er det de

yngste generationer, der rammes hårdest

af krisen.

Kandidaten uden fremtid

»Jeg husker selv fra 1980’erne, hvordan

frygten for at fejle fik taget i vores generation.

Vi fik at vide, at vi ikke kunne noget.

At der ikke var brug for os. Vi kunne

hver aften se på TV, at ungdomsarbejdsløsheden

bare voksede og voksede, mens

vi fik at vide, at der intet var at gøre. Vi

blev kaldt no-future generationen.«

- Helle Thorning-Schmidt, 1. maj 2012.

Da Helle Thorning i sin tale 1. maj

advarede mod at skabe en ny no futuregeneration,

var det blandt andet i lyset

af en ungdomsarbejdsløshed på skæbnesvangre

13 procent. I 80’erne gav »no

future« udtryk for punkens nihilisme,

der stod som et forvrænget spejlbillede

af den spekulative nihilisme blandt Wall

Streets jakkesætklædte yuppier. Punken

gjorde oprør mod samfundet som sådan.

Punkerne ville rive det hele ned uden

nødvendigvis at have et alternativ at

bygge op i stedet for.

I slutningen af 00’erne og starten af

10’erne er no future imidlertid ikke så

meget subkulturelt credo, som det er en

økonomisk fremtidsudsigt for en overvældende

mængde af unge med længere

videregående uddannelser. Aldrig har så

mange unge uddannet sig til så få arbejdspladser.


Da denne generation af akademikere

startede på universiteterne i begyndelsen

af 00’erne, blev den lovet en lys fremtid,

væsentlig lysere end den tidligere generations.

Den kunne uddanne sig af lyst og til

et arbejdsmarked uden arbejdsløshed. Det

var imidlertid et skinbillede.

Mason betegner kandidaten uden fremtid

som »en ny sociologisk type«. I Nordafrika

er den en del af en demografisk bule i

modsætning til herhjemme, hvor den

nuværende ungdomsgenerations ringe

størrelse giver udtrykket ældrebyrden sin

betydning.

Udsigten til at skulle arbejde længere,

til lavere løn og med mindre sikkerhed

end deres forældre er den fremtid, de

fleste unge står overfor i dag. Det er det

ultimative løftebrud. Hvor generation

efter generation har kunnet stille sig på

skuldrene af den forrige og således har

fået udsigt til en lysere fremtid med mere

velstand og bedre velfærd, står denne

generation tilbage med et socialt ansvar

uden den tilsvarende frihed. For at føje

spot til skade bliver det forventet af den

selv samme generation, at den skal arbejde

for velfærd, som den sandsynligvis

ikke selv får adgang til i fremtiden. Tidens

politiske mantra er reformer; en eufemisme

for nedskæringer og besparelser, der

bliver gennemført i ansvarlighedens navn

og italesat som politiske nødvendigheder.

Der er tale om en generation, der skal

genopfinde sine kampe. Hvor den kolde

krigs sort-hvide verdensbillede gjorde det

let at orientere sig i forhold til et politisk

projekt, er den virkelighed, som nutidens

unge står overfor, anderledes kompleks.

Fordums tids doktrinære universitetsmarxisme

blev gennem 90’erne erstattet

af en post-altings-relativisme, der gør det

muligt at indtage såvel som undsige stort

set hvilken som helst politisk position. Og

sammen med et hyperkommercialiseret

kulturliv og et gennembrandet medie-

billede, fremmedgør nødvendighedens

politik en hel generation fra en sag, den

burde kæmpe for: et bedre liv for fremtidige

generationer.

Netværk underminerer hierarkier

Kandidaten uden fremtid er imidlertid ikke

kun en tragisk figur fortabt i fortidens

fallerede forlystelsespark. Nutidens

arbejdsløse akademiker har noget, som

80’ernes punkere og BZ’ere ikke havde:

internettet og mobiltelefonen.

Mason citerer den franske historiker

Hippolyte Taine for at have advaret om, at

den franske revolution ikke fandt sted på

grund af antallet af fattige, men antallet af

fattige advokater. I dag er der oven i købet

en internetforbindelse i enhver arbejdsløs

akademikers hjem og en mobiltelefon i

vedkommendes lomme.

Muligheden for nærmest omkostningsfrit

at skabe og vedligeholde

relationer i sociale netværk er en af de

klare konsekvenser af internettet og

mobiltelefoni. Der er blevet sagt meget

om sociale mediers rolle i det arabiske

forår, men essensen af diskussionen er,

at det uomgængeligt er blevet lettere for

grupper at organisere sig uden formelle

strukturer ved hjælp af internettets

sociale værktøjer. De politiske konsekvenser

af denne kendsgerning er knap nok

begyndt at blive udforsket.

Da hundredtusindvis af hovedsageligt

unge mennesker gik på gaden over hele

Europa i forsvar for et frit internet og i

protest mod handelsaftalen ACTA, med

det resultat at aftalen blev forkastet i

Europaparlamentet, var det udtryk for

netop den ovenstående kendsgerning.

På samme måde som pladebranchens

forældede distributionshierarkier i starten

af 00’erne blev undermineret af nye

netværksbaserede fildelingstjenester,

hvor brugerne omkostningsfrit kunne

udveksle musik med hinanden, bliver de

traditionelle politiske organisationer i dag

udfordret af letheden, hvormed almindelige

mennesker kan organisere sig digitalt

uden nødvendigheden af en overordnet

hierarkisk struktur.

For at perspektivere denne udvikling

peger Mason på den af venstrefløjen

udskældte marxist André Gorz, der skriver

i Farvel til proletariatet:

»At tage magten er at fjerne den fra

dem, der udøver den, ikke ved at tage

deres plads, men ved for altid at gøre det

umuligt for dem at få deres beherskelsesapparat

til at fungere. Revolutionen er

først og fremmest den uigenkaldelige

ødelæggelse af dette apparat. Den forudsætter

en kollektiv praksis, som kobler det

ud samtidig med, at den udvikler et net af

en ny slags relationer.«

Omstyrtelsen af diktatorer i Mellemøsten

er ikke den egentlige internetbaserede

revolution. Det er blot den netværkspolitiske

udviklings lavthængende

frugter. Den magt, som internettet tager

fra magthaverne, danner ikke grundlag

for en ny form for autoritet eller nye

politiske hierarkier, men udgør tværtimod

mulighedsbetingelsen for en ny form for

politisk frihed, som det er op til kommende

generationer at udvikle.

I dette perspektiv tilhører kandidaten

uden fremtid ikke en ny no future

generation. Derimod er fremtiden for

politiske organisationer og styreformer,

der baserer sig på hierarki og autoritet,

truet. No future 2.0 er ikke udsigten for en

generation af unge, der er vokset op med

internettet, men for en ældre generation

af politikere, der bilder sig ind, at den kan

styre dem oppefra og ned.


TIL HØJRE FOR

KRISEN

Ungarns unge mellem

rodløshed, nationalisme

og skrøbeligt demokrati

Af Mathilde Grønborg Helm, Foto og video af Laura Lindegaard

Jobbik – ‘Bevægelsen for et bedre Ungarn’ – er på ganske få år blevet Ungarns

tredjestørste parti med næsten 17% af stemmerne ved sidste valg og med særlig

fremgang blandt de unge. Det er et nationalistisk parti, der slår sig op på en jernhård

kurs mod romaer og ‘sigøjnerkriminalitet’, spiller på Holocaust-fornægtelse og

drømmen om et Storungarn som før Første Verdenskrig, og støtter uniformsklædte

selvtægtsgrupper med eksplicitte Nazi-referencer på deres armbind. Vi tog til

Budapest for at finde en forklaring på, hvorfor yngre generationer drages af den

radikale højrefløj.


Ungarn: Fra monarki til

republik i krise

Første Verdenskrig: Ungarn

kæmpede som en del af det

dualistiske monarki Østrig-

Ungarn og led store tab.

1920: Trianon-traktaten, en

fredsaftale pålagt Ungarn

af Første Verdenskrigs

sejrherrer, tvinger Ungarn til

at afstå 60% af sit territorie

og befolkning til nabolandene,

hvor der stadig bor

store ungarnske mindretal

den dag i dag. Trianon førte

til en stærk revanchisme i

ungarnsk udenrigspolitik -

under Anden Verdenskrig

forsøgte man at genvinde

det tabte ved at alliere sig

med tyskerne – og er stadig

et nationalt traume for

store dele af den ungarnske

befolkning.

1944: Det ungarnske nazistparti,

Pilekors-bevægelsen,

overtager statsmagten i

Ungarn.

1956: Den Ungarnske

Opstand – et oprør mode

det kommunistiske styre i

Ungarn, opildnet af stalinismens

fald i Polen. Med

militær hjælp fra Sovjetunionen

blev oprøret dog

hurtigt kvalt.

1989: Østblokkens fald og

etablering af Ungarn som

parlamentarisk republik

2004: EU-medlemskab

2002-2010: Socialistpartiet

MSZP sidder med regeringsmagten,

da krisen for alvor

rammer Europa.

2010: Fidesz genvinder

regeringsmagten og

begynder med 2/3 af pladserne

i parlamentet at lave

omfattende forfatningsændringer.

Jobbik får 16.7% af

stemmerne og bliver Ungarns

tredjestørste parti.


100% MAGYAR:

REVOLUTION FRA HØJRE?

At være ungarer er noget, man er stolt af. Men mange føler sig klemte mellem

et Europa i krise, et utroværdigt politisk system og et stort mindretal af romaer,

som klandres for udhulning af økonomien og moralsk forfald. Nationalismen har

velmagtsdage: Ungdommen leder efter sine rødder i en mytisk fortid, og den ekstreme

højrefløj tilbyder den en revolution, hvor skarp systemkritik forenes med radikal

subkultur og genrejsning af stolte traditioner.


Den 20. august fejrer ungarerne

grundlæggelsen af deres nation

med militærparader foran parlamentet,

religiøse optog, hvor en fordums konges

balsamerede hånd bæres på en silkepude

gennem byen, og storslået fyrværkeri

over Donau-floden. Selvom ungarsk politik,

kultur og traditioner for tiden koges

sammen i en vældig heksekedel, bærer

nationaldagen præg af primært at være en

kulturel folkefest, og Jobbik er det eneste

politiske parti, som markerer den.

I en park på Margrethe-øen midt i Donau

er hundredvis af mennesker samlet i en

broget flok af skinheads, gotiske teenagere,

skjorteklædte politikertyper og

børnefamilier. På en scene spiller rockbands

og folkemusikanter foran et stort

banner med ordene: ”Forsvind herfra,

tyveknægte – det er mit land.” Den hede

luft er krydret med duften fra store, fede

ungarske paprikapølser, og boder sælger

et spraglet udvalg af parti-merchandise,

folkloresmykker, sparkedragter påtrykt

‘100% Magyar’ (100% ungarer) og t-shirts

med motiver af kors, våbenskjold og en

knejsende Turul – en mytisk fugl, som

ifølge sagnene ledte magyarerne til

Donau-flodens bredder, og som fungerer

som et guddommeligt sendebud mellem

folk og højere magter.

Hader I mig?

I udkanten af festen sidder en gruppe

unge og drikker øl. De har stemt på Jobbik,

men er ikke medlemmer. De er her mest

på grund af bandsene. De kan godt lide

Jobbik, fordi de er radikale, men tror ikke

på, at politik kan forbedre situationen for

unge i Ungarn:

» Vi hader demokrati! Det virker ikke i

Ungarn. Det har aldrig været her. Alle

politikerne er nogle røvhuller. De lyver

og holder ikke, hvad de lover!, siger en

ophidset pige med sort og pink hår.

Hun hedder Viktoria, er 26 år og arbejder

som logistikassistent i udkanten af

Budapest. Men hvis demokratiet ikke

virker i Ungarn, hvad skal så sættes i

stedet? Forklaringen hænger et sted i

luften mellem svævende og udeblivende.

De kigger på hinanden og får ved fælles

indsats sammenstykket et svar, som lyder

lidt som ‘nationalsocialisme’. Victoria leder

febrilsk efter ordene og griner usikkert.

Men så formørkes hendes ansigt, og hun

udbryder lidt påtaget, men ikke uden en

snert af oprigtighed:

» Mit engelsk er så dårligt. Hader I mig?

Viktoria tilbyder os endnu en dåseøl og

prøver at forklare os, at det område, vores

hostel ligger i, er farligt:

» Der er jo fyldt med sorte og sigøjnere!

De angriber mig, når jeg går på gaden. De

angriber mig, og tror, det er deres land.

Viktoria føler, at hun selv og hendes

generation er trængt op i en krog – af ‘de

fremmede’ og af deres egne folkevalgte:

» Mange unge flytter til Budapest for

at finde arbejde, men her er ingen jobs,

eller også er lønnen for lav. Politikerne

hader os og prøver at undertrykke os – de

foretrækker de sorte og gule frem for os,

fordi de arbejder og lever billigere.

De unge føler, at omverdenen og regeringen

ikke ser problemerne, som de virkelig

er i Ungarn:

» Sigøjnernes terrorisme er den

virkelige terrorisme! Regeringen kan

kun lide sigøjnerne og gør ikke noget

for ungarerne, siger et fortørnet ungt

Jobbik-medlem ud på aftenen til festen på

Margrethe-øen.

Højrefløjens revolution

Viktoria og hendes venner føler sig fortabte,

forladte og oversete. Jobbik tilbyder

den unge generation noget nyt og udgør

det eneste alternativ til det bestående.

Det er både tilhængere og modstandere

enige om. Jobbiks program forener den

populistiske, nationalistiske retorik med

en basal kapitalismekritik, EU skepsis

og en - selv ifølge Jobbik-modstanderne

- tiltrængt revselse af det såkaldt demokratiske

system i Ungarn.

» Jobbik tilbyder den eneste egentlige

kritik af et system, som ikke har skabt

positive forandringer de sidste tyve år.

Unge har en tilbøjelighed til at være imod

det bestående. De vil gerne ændre ting,

mener Peter Csigo, tidligere ansat som

professor i sociologi ved det polytekniske

universitet i Budapest.

Jobbiks populisme tager kærlig hånd om

de unges desillusion, og det store fokus

på traditioner tilbyder et holdepunkt til

de unge, som famlende søger efter deres

rødder i en historisk horisont af totalitære

regimers dystre ekkoer:

» Ungarn er blevet et atomiseret, individualistisk

samfund. Jobbik tilbyder en følelse

af national identitet, som også omfatter de

unge, mener Peter Kreko fra den ungarske

tænketank Political Capital.

Hvor de traditionelle partier opfattes som

dinosaurer – fortidslevn – taler Jobbik de

unges sprog og formår at forene subkultur,

ideologi og fællesskab.

» Stilen er anti-teknokratisk, klar, straight

– og barsk. Jobbik forstår de unges

problemer og deres frygt, fortsætter

Peter Kreko og fremhæver brugen af ‘viral

populisme’ og rockbands som tiltag, der

når effektivt ud til de unge.

Et eksempel er Magyar Sziget festivalen

(‘Hungarian Island’ – ikke at forveksle

med rock-festivalen Sziget), hvor op mod

20.000 unge fra den radikale højrefløj

mødes for at høre musik og diskutere

ungarsk kultur og historie. Festivalen

vakte en del furore i 2011, hvor et

medlem af the British National Party blev

grebet i at heile til en koncert med den

svenske sangerinde Saga, hvis tekster

Anders Breivik hævdede at være inspireret

af.

Mellem martyrium og storhedsvanvid

Den aktuelle højredrejning i Ungarn har

også specifikke historiske, politiske og

kulturelle rødder, mener Peter Csigo:

» Ungarn har en særlig kulturarv og

historie, som gør, at folks frustrationer

kanaliseres ud på højrefløjen, i stedet for

ud i venstrefløjs- eller Occupy-bevægelser

som andre steder i Europa.

Og den radikale nationalisme på højrefløjen

afspejler en form for identitetskrise

i Ungarn, som også indbefatter de unge,

påpeger Peter Kreko. Følelsen af at være

undertrykt af verden udenfor oversættes

til fordomme og diskrimination indadtil:

» Ungarn er en deprimeret nation med

dårlig, kollektiv selvtillid. Man har svært


ved at identificere sig selv positivt. Derfor

holder man romaer og jøder op som det

negative spejl, hvori man selv kan tage sig

bedre ud.

Peter Csigo mener, at ungarere generelt er

fordomsfulde og frygtsomme over for det

fremmede:

» Langt de fleste ville ikke lade deres barn

sidde ved siden at et roma-barn i skolen.

Men det stopper ikke der. Der blev lavet

en undersøgelse, hvor man opfandt et

fiktivt land og spurgte folk, hvordan de

ville have det med at bo på samme gade

med folk fra det land: Selvom folk aldrig

havde hørt om landet svarede 40%,, at

de ikke ville føle sig godt tilpas ved det,

forklarer han.

Kapitalismekritik

Dertil kommer, at Jobbik tilbyder en basal

kapitalismekritik, som også var relevant i

Ungarn før krisen, mener Peter Csigo.

Med Østblokkens fald kollapsede også

en stor del af Ungarns sværindustri,

som beskæftigede en stor del af landets

ufaglærte arbejdere, som man aldrig siden

har fundet en plads til. Herunder mange

romaer, som nu er en gruppe præget af

ekstrem høj arbejdsløshed, og som af

mange ungarer betragtes som parasitter

på systemet. Overgangen fra socialistisk

planøkonomi til kapitalistisk markedsøkonomi

har efterladt mange tabere,

fortæller Peter Csigo:

» En tredjedel af ungarerne lever under

fattigdomsgrænsen på ca. 350 euro om

måneden. I udenlandske og multinationale

virksomheder er fagforeninger bandlyst,

og arbejderne har ingen rettigheder. I

Ungarn betragtes kapitalismen sågar som

‘etnisk fremmed’. Den måde kapitalismen

er blevet introduceret og ‘gjort’ på i

Ungarn forbindes med tyskerne og også

med jøderne, siger Peter Csigo.

Vestens boble af løfter

Trianon-traktaten er endnu et afgørende

traume i Ungarns nationale psyke,

og giver anledning til mytificerende

fortidsdyrkelse. Nazisternes og Østblokkens

invasion af landet bliver fortalt af

befolkningen og museer med Ungarn i

en klar offerrolle, og det har skabt en

stor følsomhed for påvirkning udefra.

Mange tilslutter sig Jobbiks anklage om,

at regeringen har givet køb på nation,

tradition og kultur, blandt andet gennem

suverænitetsafgivelse til EU. Og selvom

man ikke decideret bakker op om racisme

og holocaustfornægtelse tager man det

med i købet.

En ung kvinde, som sælger gamle bøger og

emblemer til Jobbik’s fest på Margretheøen

forbinder EU-skepsissen med følelsen

af Ungarns historiske isolation i Europa:

» Intet er blevet bedre af, at Ungarn

kom med i EU. Nu rejser vores unge

til Frankrig og England med deres fine

uddannelser for at arbejde som slaver for

en mindsteløn. Det er ikke rimeligt. Vesten

siger, de vil hjælpe. Men de hjælper aldrig.

Hvad gør EU for Ungarn nu under krisen?

Hvor var Vesten i 1956, da Ungarn gjorde

oprør mod kommunismen? Ungarn er bare

en del af Vestens ønske om at udvide sit

marked. Vesten er en stor boble af tomme

løfter. Det er bullshit.”

Dinosaur-politik

Jobbik slår sig blandt andet op på en kritik

af den politiske elite og af et system, der

arbejder for sig selv. Den kritik er Peter

Csigo for så vidt enig i:

» Bag facaden af nogle få symbolske

kampe har Fidesz og MSZP været forenet

i én politisk klasse, som er medskyldige

i f.eks. at stjæle af statsinvesteringerne

og styre medierne i et kartel-lignende

system. Deres politik er i virkeligheden

også næsten den samme.

Han mener, at de klassiske politiske

koordinater med det nationalistiske højre

til den ene side og det liberale venstre

til den anden er bortfaldende, og Jobbik

fremstår som det eneste alternativ til

oligarkiet. Selvom Fidesz’ popularitet er

styrtdykket under Victor Orbáns regering

siden 2010, er det ikke socialisterne, der

får de vrede stemmer. Socialisterne stod

med regeringsmagten, dengang krisen

ramte, og trækkes derudover med et tungt

image. Kommunismen er derfor endnu

ikke en utopi på sikker afstand, som folk

kan identificere sig med.

Demokratiets afvæbning

Ungarns regering har gjort sig voldsom

upopulær i EU med rod i budgettet og

forfatningsændringer, som ifølge kritikken

truer domstolenes og bankernes uafhæn-


gighed, presser mediernes ytringsfrihed

og indskrænker demokratiet:

» Folk er ligeglade med forfatningen og

med pressefrihed. De vil bare have mad på

bordet og sende deres børn i skole, siger

Peter fra bevægelsen 1 Million For Press

Freedom, om den relative mangel på folkelig

protest, særligt i de fattige provinser,

hvor højrefløjen har særlig medvind.

Peter Csigo vurderer, at kun godt halvdelen

af den ungarske befolkning benytter

sig aktivt af internettet til at finde kritisk

information, og må nøjes med, hvad de

bliver fortalt af medierne, som med den

nye lovgivning bliver mindre kritiske og

mere kommercielle og underholdningsorienterede.

Selvom man må forholde sig afventende

til partiets politiske succes vækker det

bekymring hos kritikerne, at partiets og

højrefløjens dagsorden også påvirker den

politiske og demokratiske kultur uden

for parlamentet, hvor det bliver stadigt

sværere at udtrykke sig kritisk over for de

radikale højrefløjsideologiers indtog.

Ifølge Peter Kreko bidrager Jobbiks retorik

og slogans til en forråelse af tonen i den

politiske debat. Ungarn har love mod

racistiske udtalelser, men der bliver aldrig

lagt sag an.

» Og det farlige er, at Jobbiks ledelse har

personlige forbindelser til endnu mere

radikale grupper på højrefløjen, påpeger

Peter Csigo.

Regeringen tager heller ikke eksplicit

afstand fra militante grupper, der

opfordrer direkte til vold og selvtægt mod

‘sigøjnerbefolkningen’. I den senere tid er

den højreekstremistiske vold eskaleret:

Regeringskritiske og ‘antifascistiske’

demonstranter i Budapest oplever trusler,

chikane og vold fra højreradikale, som i

landdistrikterne smider sten ind gennem

vinduerne i romaernes huse.

Genopstanden ungarnsk garde

Politiet følger ikke op på anklager og

griber ikke ind. Men da hundredvis af

medlemmer fra Den Nye Ungarnske Garde

(Magyár Gárda) den 25. august marcherede

ind på Heroes’ Square var det tværtimod

under politibeskyttelse. Garden, som

blev dannet i 2007 som en paramilitær

gren med relationer til Jobbik, blev forbudt

ved lov i 2009, men under dække af at

være opstået som helt ny organisation, fik

den tilladelse til demonstrationen. Og det

til trods for, at 200 af gardens medlemmer

stadig var iført den ulovlige uniform med

nazistiske symboler.

Den nye ungarnske garde hævder at

beskytte et fysisk, åndeligt og intellektuelt

forsvarsløst Ungarn. Radikale ledere

messer, at Ungarn må forberede sig til

krig. Vigilantetanken om at tage sagen i

egen hånd appellerer til de unge på højrefløjen,

som føler, at deres lands problemer

ikke bliver anerkendt og taget alvorligt af

hverken deres egne ledere eller af EU:

» Der er et stort kaos i samfundet.

Regeringen kan ikke skabe sikkerhed.

Overalt er der sigøjnere med knive på

gaderne. Men regeringen og politiet siger,

at det er sigøjnerne, de skal beskytte,

siger Gábor Turner dystert om den

usikkerhed, deroute og moralsk forfald,

ham og hans kammerater på højrefløjen

oplever.


PASSER IKKE PÅ KLICHÉEN

Højrefløjen trives ganske rigtigt i Ungarn og overrasker

ved sin brede forankring i både fattige landområder

og blandt veluddannede unge på universiteterne. Men

der er også unge i midten og til venstre i det politiske

spektrum, som kæmper imod radikale ideologier. Vi

mødte to ungdomspartier, som føler sig oversete i de

vestlige mediers fokus på uniformsklædte unge med

nazislogans.


Ungarns march mod fascismen er ikke

gået den vestlige presses opmærksomhed

forbi. Ikke mindst i kølvandet på

Victor Orbáns og Fidesz-regeringens tvivlsomme

budgetfremlæggelser og omstridte

forfatningsændringer, der stillede både

EU og USA i kritisk politisk position over

for Ungarn. De unge, vi møder i Budapest,

benægter ikke højredrejningen, men det

falder dem alligevel for brystet konstant

at skulle konfronteres med stereotypen

på det negative image, Ungarn har fået i

Europa. De føler i forvejen, at unge i andre

europæiske lande har flere muligheder,

end de selv har, og synes, det kan være op

ad bakke at mobilisere en kriseramt generation

til at løfte fremtiden i et demokrati,

der stadig er vådt bag ørerne.

Førstegenerationsdemokrati

Vi møder tre unge fra regeringspartiet

Fidesz’ ungdomsparti Fidelitas på en

mondæn bar i hjertet af Budapest.

På den anden side af gaden ligger det

marmorbesøjlede økonomiske fakultet

badet i projektørlys, og med blød jazz

spillende i højtalerne snakker vi om unges

politiske deltagelse i dagens Ungarn.

» Vi er den første generation, som er

vokset op med rigtigt demokrati, siger

Nóra Rónaszéki fra Fidelitas’ bestyrelse

og understreger, at det derfor er vigtigt, at

man er aktiv og tager ansvar. Nóra er 24

år og har været medlem af Fidelitas i 8 år.

Fidelitas har 10.000 medlemmer fordelt

på 300 lokalforeninger rundt omkring i

Ungarn. Gennem ‘bløde initiativer’ som

sommerlejre og diskussionsfora arbejder

Fidelitas for at udbrede troen på demokrati

og det politiske system blandt de unge.

De forholder sig glat til den gængse kritik

af deres moderparti: Demokratiet fungerer

godt, det er stabilt, og vi afholder frie

valg. Økonomien her er anderledes, så vi

kan ikke følge helt den samme vej som

vesteuropæiske økonomier. Antisemitisme

er ikke et problem her. Ungarn er det

eneste land, hvor jøder og andre lever

så frit side om side. Og ja, romaerne bør

integreres – det er et socioøkonomisk og

ikke et racespørgsmål.

Fidelitas mærkesag er udover arbejdsløshed

kampen mod radikalisering.

Radikale ideologier kan ikke repræsentere

demokratiet, kan de blive enige om.

Demokratiet, højt besunget af lyse

ungdomsstemmer, løftes som en fakkel

højt over en mørk, totalitær fortid, som

de unge mener, de har lært af og aldrig vil

vende tilbage til.

’Jeg kan ikke lide Jobbik, men…’

Men det er en udfordring for de unge at

vide, hvad deres ansvar og rolle er, og

hvordan de skal navigere i demokratiet.

Ifølge de politisk engagerede unge er dem,

der står uden for politik, ikke helt bevidste

om, hvilke muligheder demokratiet giver

dem.

» De vil gerne have demokrati, men hvad

de virkelig har brug for, er velfærd, mener

Nóra, som beskylder otte års socialistisk

ledelse for at have gjort unge apatiske:

» Under Orbáns første regeringsperiode

[statsminister fra 1998-2002] var mange

flere engagerede i politik. Nu har folk

mistet troen på det politiske system.

Folk på gaden er ikke længere i stand til

at svare på, hvilken fremtid de egentlig

ønsker sig.

Jobbiks vælgere kendetegnes ved, at de er

unge – og partiets største fremgang findes

også blandt de unge på 18-30 år, hvor ca.

en fjerdedel stemmer på partiet. Fidelitas

bagatelliserer bevægelsens greb i de unge.

» Selvom Jobbik er populær blandt

unge, er Fidesz jo langt det største parti.

Fidesz er partiet for den almindelige,

gennemsnitlige ungarer – ikke for dem, der

foretrækker radikale subkulturer, hævder

Nóra.

Men det virker stadig som om, det

politiske spektrum generelt er godt

justeret til højre. De unge, vi snakker

med, som ikke er politisk aktive, giver alle

udtryk for den samme systemtræthed og

udbredte mistillid til medier og politikere.

Jobbiks popularitet tager de med et

gran salt: De synes, at partiets retorik

er for radikal, men anerkender dem for

at tage nogle tabuer op, f.eks. romaproblematikken.

Således startes mange

sætninger med: ”Jeg kan ikke lide Jobbik,

men...” Som om et eller andet alligevel

vækker genklang. Som om man af mangel

på bedre accepterer Jobbiks racistiske

retorik, fordi det er et parti, der trods alt

skærer igennem.

Ikke tabernes parti

Jobbiks succes bliver typisk affærdiget

af de unge midtersøgende og venstreorienterede

vælgere: De kommer fra det

fattige, uuddannede Østungarn, undviger

de, og henviser tendensen til de ekstreme

højrefløjsgrupper i resten af Europa.

Men Jobbiks vælgerprofil vidner ikke

desto mindre om, at højreradikalismens

betydning nok ikke kan forklejnes og kun

tilskrives underklasse og identitetssøgende

teenagere.

Hvis der nogensinde har eksisteret en

stereotyp på en højrefløjstilhænger,

passer den højreradikale ungdom ikke

på den. Højrefløjen domineres ikke

af højtråbende, vrede og strukturelt

underkuede skinheads, men af ambitiøse

universitetsstuderende. Det viser en

undersøgelse, som Political Capital foretog

på baggrund af en online survey blandt

2.263 af Jobbiks Facebook-fans.

Analysen konkluderer, at partiets bagland

udgøres af relativt veluddannede,

EU-skeptiske, pessimistiske, fordomsfulde

og generelt mistroiske unge.

» Her er det ikke selvindlysende, at unge

kosmopolitter stemmer venstreorienteret,

siger Peter Csigo.

Det er langtfra dem, der står tilbage

som tabere efter landets overgang fra

planøkonomi til kapitalistisk markedsøkonomi,

som drages af højrefløjen – men

snarere dem, som har noget at tabe.

I høj grad middelklassen og de mere


velbjergede og veluddannede – og så de

unge, som føler, at både deres historie

og fremtid er ved at blive smidt ud med

badevandet efter krisen i Europa.

Ingen konsekvens af krisen

Undersøgelsen påviste også, at for

Jobbikstøtter er tabet af kulturel og

national identitet gennem f.eks. EU en af

de mest presserende mærkesager, snarere

end en materielt og økonomisk funderet

samfunds-kritik. De unge i Jobbik er også

skarpere på fordomme mod for eksempel

romaer og jøder end partiets ældre

vælgere.

Ifølge Political Capital betyder det, at

den højreradikale bølge ikke kan slås i

hartkorn med den generelle højredrejning

i Østeuropa, eller endimensionelt ses som

en politisk konsekvens af krisen i Europa.

Peter Csigo mener derimod, at den

aktuelle højredrejning og dens radikale

nationalistiske udtryk har rod i borgerlige

og intellektuelle miljøer:

» Højredrejningen og nationalismen

har været latent siden 1989, men fik et

opsving i 00’erne som konsekvens af en

debat mellem dem i middelklassen og

den Budapest-baserede intelligentsia,

der var fortalere for et vestligt orienteret

samfund, og dem, der ønskede det mere

‘organisk-folkelige’”, analyserer Peter

Csigo.

De unge i Ungarn – også de veluddannede,

der har svært ved at finde jobs - føler, at

de har fået mindre del i udviklingen end

unge andre steder i Europa. Det fortæller

Peter Kiss, som er medlem af socialisternes

ungdomsparti Societas:

» De unge har ondt af sig selv. Det er

typisk ungarerne, siger han. Sammenligningen

med andre europæiske unge får

dem til at føle sig som ofre, og de længes

efter en mytisk fortid, hvor Ungarn var

stort og mægtigt.

En splittet generation

I spørgsmålet om europæisk integration

deler vandene sig mellem de unge på de

politiske fløje:

» For højrefløjen er det Trianon-traktaten,

der er omdrejningspunktet. I Societas

mener vi, at europæisk integration vil

minimere den problematik, og at medlemskabet

af EU derudover giver de unge

mange flere muligheder, siger han.

Men mobiliseringen af unge har svære kår

i en tid, hvor krisen strammer grebet om

økonomien.

» Når de står med grundlæggende

problemer som fattigdom, er det svært for

mange at finde overskud til at engagere

sig i politik, er Nóras bud på en forklaring.

Men er det ikke netop i krisetider, at

folk skulle komme på barrikaderne, for

at skabe forandring og forbedring? Her

peges igen på mistroen overfor systemet

og tvivlen på, at demokratiet i sin

nuværende form vil føre Ungarn ud af

krisen:

» Der er en meget lav stemmeprocent

blandt unge. Men jeg vil ikke kalde de

unge apatiske. Mange foretrækker at

organisere sig udenom det parlamentariske

system, siger Peter Kiss, der dog

indrømmer, at det er en udfordring at

lokke de unge aktivister til – nok fordi det

var socialisterne, der sad på magten, da

krisen ramte.

De unges generation er også langt mere

splittet end forældrenes, mener han.

» Folk bliver mere og mere lukkede og

snævertsynede. Især de unge. Forskellen

på et Jobbik-medlem og et Societasmedlem

er helt klart, at vi er mere åbne

– både overfor minoriteter, og over for

andre mennesker generelt.


Video

”Jobbik - bevægelsen for et bedre Ungarn”:

Den yderste højrefløj har tiltrukket unge, der efterspørger radikale forandringer i

et land i økonomisk, social og kulturel krise. Men hvad er baggrunden for de unges

tiltrækning af det radikale højre?”


EN INDIGNERET

UNGDOM?

Opskrifter på oprør i

franske aktivistmiljøer

Af Sigrid Bjerre Andersen og Ida Meisling

Frankrigs unge generation lider under historisk

høj arbejdsløshed. Men hvor er oprøret hos det

revolutionsromantiske folkefærd? Vi fandt fire

eksempler på bevægelser, der viser vej til alternativer til

den politiske apati.


Oprør og systemkritik er en berygtet

del af den franske nationale identitet.

Siden republikkens sejr efter revolutionen

i 1789 har beboerne på det franske

territorie udmærket sig ved viljen til at

protestere imod uretfærdighed. Især den

unge del af den franske befolkning har

brilleret igennem historien: Fra etableringen

af den revolutionære ”Pariserkommune”

i 1871 over modstandsbevægelsen

under Anden Verdenskrig, til det verdensberømte

ungdomsoprør i 1968.

Frankrig er derfor et oplagt sted at lede

efter nytænkning i en krisetid, hvor det

eksisterende system har spillet fallit.

Landet står overfor en af de højeste

arbejdsløshedsrater i årtier. 9,6% - eller

knap tre millioner franskmænd - er uden

job; en stigning på en million i løbet af

de sidste fem år med den globale finanskrise

åndende i nakken. Blandt unge er

arbejdsløsheden oppe og ramme 23,8%,

og krisens lange varighed har udmøntet

sig i reelle fattigdomsproblemer for alle

dem, der har været arbejdsløse i længere

end de to år, som den franske arbejdsløshedsunderstøttelse

dækker. De er nu

på minimumindkomst, uden udsigt til at

komme tilbage til en ordentlig løn i en

overskuelig fremtid.

Myten om den franske oprørskultur

Ideen om den franske oprørskultur

begrænser sig ikke kun til historiebøgerne,

men bliver gang på gang troligt

vakt til live i den franske offentlighed:

Bastilledagen d. 14. juli fejres hvert år

med militærparader og ødsel fyrværkeri

foran Eiffeltårnet til minde om den folke-

lige opstand mod Bastillen – området, der

under den franske enevælde fungerede

som fængsel - som varslede den franske

revolution. Den populære leder af venstrefløjspartiet

’Front Gauche’, Jean-Luc

Melenchon, påkaldte franskmændenes

revolutionære gnist fra Batille-stormen i

en tale ved en gadedemonstration forud

for præsidentvalget i 2012. Og en pamflet

skrevet af den aldrende modstandsmand

Stephane Hessel vandt uhørt popularitet

i 2010. Med udgivelsen ”Gør oprør!” ville

Hessel minde den franske ungdom om

deres stolte arv fra verdenskrigstiden

og vække idealerne fra modstandsbevægelsen

til live igen inden for rammerne af

den nuværende finanskrise.

Passive systemtilhængere

Men selvom Stephane Hessels populære

kampskrift trækker på den franske

oprørsidentitet, bærer hans opfordring

også vidnesbyrd om netop fraværet af et

praktiseret oprør. Hessels ærinde er netop

at vække en slumrende revolutionær

identitet i en tid, han mener, er præget af

en skadelig historisk konsensus mellem

det politiske system og finansverdenen,

der er på bekostning af demokratiet.

Mindre folkelig appel, men en del furore,

vakte pamfletten ”Den kommende

opstand”, udgivet i 2007 under pseudonymet

Den Usynlige Komité. Den

anonyme anarkistiske gruppe tegner

også en diagnose af franskmændene som

passive og eftergivende for republikkens

altomsluttende statssystem. En lydighed,

som er blevet indprentet i dem, siden de

startede i første klasse.

Radio

Hør en introduktion af og debat om

Den Usynlige Komités kontroversielle

udgivelse “Den kommende opstand

I Den Usynlige Komités optik er det

franske demokrati derfor en ligeså død

sild som i så mange andre vestlige lande.

Her betegner et ”magtskifte” egentlig bare

en evig ubeslutsomhed i befolkningen, der

får det politiske pendul til med nogle års

mellemrum at skifte fra højre til venstre

og tilbage igen. En påstand, der ikke blev

udfordret ved det nylige franske præsidentvalg,

hvor lidt over halvdelen satte

deres kryds ved et magtskifte til Francois

Hollande, hvis politiske råderum er godt

begrænset af EU-samarbejdet og brylluppet

mellem politikerne og finansverdenen.

Hvor er revolutionen henne?

Franskmændene, som de er flest, er altså

oprørske. Men det er et oprør inden for

systemets rammer, og med udvandede,

konservative metoder som kampskyts.

Sådan kunne en mod-myte til forestillingen

om det franske revolutionære

DNA-molekyle i hvert fald formuleres.

Vi har vendt blikket væk fra de bonede

gulve og etablerede politiske bevægelser,

og tog i foråret 2012 til Paris for at undersøge

nytænkende oprørsmetoder. Vi fandt

fire bevægelser, der hver især kæmper for

radikale alternativer til det nuværende

system med det til fælles, at den politiske

handling skal ned på hverdagsniveau. Vi

bad dem formulere såvel deres forskellige

diagnoser af systemets fallit som deres

bud på, hvordan borgerne så får magten

tilbage.


EXISTE

De nationale humanister

I krisetider må man se indad og fokusere på nationens

sammenhængskraft. Det mener l’Association Existe,

som vil tilbyde befolkningen et alternativ til det

politiske system ved at genoplive det kulturelle, franske

fællesskab.


u skal turde elske Frankrig!”, står

“Dder skrevet på et ydmygt opslag

på et vejskilt i Bastille-kvarteret. Afsenderen

er l’Association Existe - en social og

kulturel bevægelse, der blev grundlagt

i februar 2012 for at organisere kunstevents,

der skal styrke den nationale

sammenhængskraft.

» Det er ikke en finansiel, men en moralsk

krise, vi befinder os i, siger foreningens

talsmand og medstifter, Alexi, der præsenterer

sig selv som digter og kunstner.

Krisen har ødelagt den kulturelle ånd,

der ellers tidligere har været fundament

for det franske fællesskab, mener han.

Derfor handler det for Existe om at styrke

de sociale bånd mellem franskmændene.

Foreningen vil arbejde på at bygge en

slags ’humanistisk bro’ imellem befolkningen

i et samfund, der er ved at falde fra

hinanden.

» Et stærkere nationalt fællesskab er den

eneste mulighed for at løse de problemer,

som Frankrig står overfor i dag, siger

Katia, der er formand for foreningen.

Systemet har spillet fallit

Existe er en kulturel og social bevægelse,

for politik er en saga blot, mener de to

stiftere. I hvert fald den formelle form for

politik, hvor befolkningen repræsenteres

i et parlamentarisk system. Demokratiet

er reduceret til et supermarked, hvor

befolkningens støtte købes af politikerne,

og alt gøres op i pengeværdier. Derfor har

Existe valgt at arbejde uden om staten og

ambitioner om politisk indflydelse. Penge

og hele det finansielle system er heller

ikke noget, der har bevægelsens interesse.

» Det er jo tydeligt for enhver, at der er

tale om en uretfærdig fordeling af penge i

samfundet, men det her med bare at råbe

”stop tyveriet!” af de store finansfolk, det

kommer man jo ikke særlig langt med,

siger Alexi.

Man må i stedet starte med at skabe

samhørighed imellem folk. Først når den

folkelige ånd er styrket, kan man begynde

at tale om politik, mener han.

» Snarere end at være en revolutionær

bevægelse, vil vi skabe en form for

erstatningssamfund, der er baseret på at

fordele poster og goder efter behov. Vi

ønsker ikke at forbedre det nuværende

system, for det er uretfærdigt, og folk har

ikke tillid til det.

Existe placerer sig derfor hverken på

højre- eller venstrefløjen. De tager afstand

fra enhver form for repræsentation og

ønsker ikke at blive endnu et parti, som

folk kan vælge til eller fra. I stedet for at

se krisen i et politisk-økonomisk perspektiv,

diagnosticerer de den som moralsk.

Og det er først og fremmest moralen, der

er forudsætning for at skabe et fælles

samfund.

Tilbage til de kristne rødder

I stedet for politiske ideologier, definerer

Existe sig selv ud fra et ’post-kristent’

ståsted – i kulturel og ikke religiøs

forstand, understreger de to stiftere.

» Frankrig er kendt over hele verden for

sin kulturarv. Men i de forgangne, kristne

tider, spillede kulturen en langt større

rolle. ”At turde elske Frankrig” handler

derfor om at finde tilbage til en følelse,

som fandtes helt naturligt engang. Vi

kommer jo ikke fra et tomt udgangspunkt

- vi har rødder, siger Alexi.

Existe ønsker derfor at sprede kristne

kerneværdier som næstekærlighed og

ærlighed. Velgørenhed er som kristen

kerneværdi også central for Existe, men

den er ikke uden grænser. Bevægelsen

vil nemlig gerne sætte en stopper for

en tendens til at hjælpe fremmede før

franskmænd.

» Der er 13 millioner arbejdsløse i Frankrig

lige nu, og alligevel er der masser af

foreninger, der hjælper afrikanere med at

flytte ind i landet – de får alt; visa, en god

løn, ledsagelse osv. Vi er ikke racister, men

vi mener, det er absurd at hjælpe andre,

før vi hjælper os selv, siger Alexi.

Genoplivningen af den franske ånd

Metoden til den ny samfundsopbygning

finder Existe i foreningens kunstneriske

ophav: Ved at berige gadebilledet med

teater, kunstfestivaler og andre lignende

offentlige begivenheder, vil det nationale

sammenhold blive styrket .

» Vores aktiviteter er henvendt til alle, og

vi prøve med vores begivenheder at samle

folk og minde dem om den ægte, franske

ånd.

Existe spreder budskabet om aktiviteter

ved at sætte løbesedler op på gader og

stræder. En demokratisk tradition, der

har lange rødder tilbage til den franske

revolutions æra, og som skal få folk til at

få øjnene op for bevægelsens aktiviteter.

Forud for aktiviteterne har Existe gjort en

del forarbejde i form af voxpops på gaden

i Paris, der har taget temperaturen på

befolkningens behov, forklarer Katia:

» Først svarer folk som regel, at de ikke

er interesseret i politik overhovedet, og at

de ikke ønsker nogen form for ’revolution’.

Men når man spørger lidt ind, har de fleste

det sådan, at de er utilfredse med samfundet

i dag og gerne vil have forandring.

Befolkningen er altså fanget mellem apati

på den ene side og higen efter forandring

på den anden. Det er i det spændingsfelt,

Existe vil kile sig ind ved at skabe

forandring uden om - og på trods af det

politiske system.


JIU-JITSU

Den juridiske kampsportsudøver

Behøver et oprør være bundet til en stor politisk

ideologi og en konkret forestilling om et alternativt

idealsamfund? Ikke ifølge Martin, der vil indføre en

såkaldt Jiu-jitsu Politique til at gøre oprør - ikke imod

systemet, men i kraft af det.

Jiu-jitsu Politique er foreløbig

udkommet som manual i et

mindre oplag, der er distribueret

til aktivistmiljøer

og –boghandlere. De er to

redaktører og –aktivister bag

projektet.


Martin ser sig selv som venstreorienteret

– meget venstreorienteret

endda – men han er træt af venstrefløjen

i Frankrig. Godt nok er aktivisterne særdeles

aktive og visionære, men de er dårlige

til at samarbejde og realisere deres mål,

mener han. Ved siden af hans filosofi- og

jurastudier har han derfor sammen med

en medstuderende taget initiativ til den

såkaldte “jiu-jitsu politik”.

» De radikale venstrefløjsgrupperinger

er kendetegnet ved, at de udgøres af et

fåtal; at de aldrig er enige med hinanden

på grund af minimale nuanceforskelle; og

at de betragter alle uden for deres egen

cirkel som potentielle fjender, siger han

og giver som eksempel den anarkistiske

bevægelse, der synes mere optaget af at

definere sig i modsætning til noget, end

rent faktisk at udrette noget.

Med hans lille, jiu-jitsu politiske bevægelse

har han udarbejdet en slags manual til

politisk aktive, der som ham selv ikke

ønsker at være del af et større politisk

program. Med den forsøger han at hjælpe

aktivister til at opnå resultater med deres

handlinger.

» Jiu-jitsu politik handler om at hjælpe

systemets tabere til at blive aktive spillere

i juridiske og politiske beslutninger. Vi

præsenterer de sociale bevægelser for

forskellige strategier og juridiske værktøjer,

så de kan bruges som middel til at nå

deres mål på systemets egne præmisser.

Inspireret af kampsporten jiu-jitsu’s

grundprincipper handler det om ikke

at obstruere, men at benytte sig af

modstanderens kræfter med henblik på at

vende dem til egen fordel.

» Jeg vil få aktivisterne til at indse, at

i stedet for at kæmpe forgæves for en

forandring af spillets regler - lovene,

økonomien, osv. – skal de i stedet forsøge

at manipulere og udnytte reglerne.

Hverken med eller imod systemet

Tværtimod er det snarere en reaktionær

idé, at der er et system, der er ondt, og

at dem, der er udenfor det, er de gode.

Det er en meget komfortabel måde at se

verden på, fordi man nemt får placeret sig

selv som en lille brik i et stort spil, uden

individuelle handlemuligheder. Så den

skelnen holder ikke.

» Vi afviser faktisk at beskæftige os med

’systemet’ som den absolutte fjende. For

der er masser af nuancer og handlingsmetoder

at finde i de institutioner, der

repræsenterer ’systemet’ i øjeblikket. Det

er i virkeligheden en retorik, der minder

om den, folk som f.eks. George Bush

benytter: “Du er enten med eller imod

os.” Og det er en absurd, og alt for simpel

tankegang, siger Martin.

I stedet opfordrer han til at se mere

pragmatisk på mulighederne for oprør.

Hvis man stræber kompromisløst efter en

ren ideologi, forbliver man en minoritet.

Smuthuller til gavn for de svage

Jiu-jitsu handler altså om at arbejde ud fra

det system, vi alle uundgåeligt er en del af,

og finde ud af, hvordan det kan modereres

til de svages fordel.

» Jeg har ikke noget politisk princip. Jeg

prøver at se på, hvad der fungerer bedst

muligt – hvordan man indefra kan bruge

systemets egne principper. Som jurastuderende

er jeg f.eks. optaget af at finde de

smuthuller i lovgivningen, der kan være

til gavn for samfundets marginaliserede

grupper - som for eksempel migranter og

hjemløse, forklarer Martin.

Som eksempel på en jiu-jitsu-politisk

praktiker nævner Martin spanieren Enric

Duran – bedre kendt som Robin Bank – en

antikapitalistisk aktivist, der er blevet

kendt for at optage lån fra i alt 39 banker.

I 2008 erklærede Enric offentligt, at

han ikke havde nogen intention om at

tilbagebetale de i alt halv million euro.

Det offentlige ”røveri” var nemlig en del

af en politisk aktion, der skal afsløre det

kapitalistiske system i al sin aggressivitet.

Optimismen i behold

Martin erkender, at den jiu-jitsu-politiske

tilgang ikke stemmer helt overens med

handlingsforskrifterne hos de store ideologier,

han engang lænede sig visionært op

ad. Men han anser langt fra sig selv som

resigneret pessimist, understreger han.

» Jiu-jitsu-tilgangen er faktisk en langt

mere optimistisk og opløftende måde at se

verden på, fordi den peger mod forandringer,

der rent faktisk er mulige. Det

kan godt være, at vi er langt fra de store,

systemiske forandringer, som de traditionelle

venstrefløjsideologier prædiker,

men til gengæld virker det.


GADEKUNSTNEREN

Liv til ruinerne

Politik og oprør handler om at indtage og overtage rum,

mener gadekunstneren Geoffroy, der besætter tomme

huse – i både fysisk og kunstnerisk forstand.


For den filosofi-studerende gadekunstner

Geoffroy startede oprøret i

den franske ’squat’-bevægelse. Sammen

med andre squattere var han med til at

besætte tomme huse for at tilbyde tag

over hovedet til de grupper i samfundet,

der akut mangler det. Efter nogle år i

Latinamerika blev han inspireret til at

lave gadekunst, og i Frankrig har den

udtryksform gået hånd i hånd med hans

squat-aktiviteter.

» Street-art et rigtig godt værktøj til at

indtage de tomme områder i det offentlige

rum. Med mine motiver forsøger jeg at

gøre opmærksom på byrummets uudnyttede

potentialer, eller på den fortid, der

knytter sig til de døde områder.

Folk skaber byen – byen skaber folk

Geoffroy har f.eks. dekoreret ruiner

med figurer af mennesker i hverdagssituationer,

der kunne have fundet sted i

de nu forladte bygninger: En kvinde tager

brusebad på ydermuren af et forhenværende

badeværelse, og en familie spiser

aftensmad uden på et tomt hus. Figurerne

skal minde de forbipasserende om, at en

bygning har potentialer – og at de selv kan

være med til at bestemme, hvordan de

bruger byrummet.

» Alle har noget at sige, og med min kunst

forsøger jeg også at give folk et talerør.

Jeg prøver at gøre folk opmærksom på, at

de selv har ret til at præge facaderne der,

hvor de bor eller går forbi, siger han.

For Geoffroy ligger den politiske dimension

ved gadekunsten altså i at indtage

det offentlige rum og præge det i en

retning, der ikke dikterer ensretning og

apati. Han vil have folk til at tænke over,

hvad man kan anvende byens tomme

steder til.

» En gade er ikke kun til som et instrument,

der forbinder hjemmet og arbejdet.

Det er også et rum, som folk kan være

med til at påvirke og skabe i deres

hverdagspraksis.

Svær balance

» Som metode til politisk opvågnen er

street art ikke i sig selv en sikker måde at

engagere folk på, erkender Geoffroy.

» Mange gadekunstnere laver kunst, der

primært har æstetiske ærinder. Selvom

det også er en måde at præge byrummet,

er det politisk harmløst og ineffektivt.

For Geoffroy er det derfor vigtigt, at hans

kunst er gennemsyret af tankevækkende

politiske og satiriske budskaber. Men

det åbner op for andre begrænsninger.

Kunsten skal nemlig nødig blive patroniserende

og kategorisk; den er ikke til

som et manifest, der fortæller beskueren,

hvad der er rigtigt eller forkert. En svær

balancegang mellem ligegyldighed og

utilnærmelighed, mener han.

» Jeg synes, der ligger et dilemma mellem

det satiriske og det politiske. Skal man

kommunikere et klart politisk budskab

på en pædagogisk måde, som henvender

sig til alle –”Sarkozy er dum, leve revolutionen”

– bliver det nemt en form for

propaganda. Eller skal man holde fast ved

mere uforståelige nuancer i sit budskab og

lave noget, som færre vil kunne forstå?

Mere handlefrihed

Dybest set handler det da heller ikke om,

at alle skal tage del i gadekunstens revolution

og indtage det offentlige rum med

spraydåser, erkender Geoffroy. Ærindet

med hans kunst er ikke at hive folk i en

bestemt retning, men snarere at give bud

på oversete handlingsmuligheder, som de

så kan følge eller lade være.

» Jeg mener, at vi i dagens samfund i

høj grad mangler handlefrihed – vi er

handlingslammede som borgere. Men

jeg ønsker ikke at prædike en livsform,

som skal gælde for alle. Der er nogle, der

har det fint med et simpelt, rutinepræget

liv. Man kan selvfølgelig godt komme

med analyser, der siger, at ”det er, fordi

systemet har udvandet kapaciteten til at

tænke - og hvis man gjorde dem bevidst

om deres undertrykkelse, ville deres liv

ændre sig”. Men jeg tror, det er farligt at

psykologisere på andres vegne på den

måde.


ATTAC

Fra revolution til tænketank

ATTAC-bevægelsen var engang en hjørnesten i den

globale kamp mod finansverdens dominans. I dag er

ATTAC en vidt forgrenet organisation, som arbejder

lokalt gennem folkeoplysning. Har bevægelsen

opgivet kampen og mistet sin relevans – eller er den i

virkeligheden mere ambitiøs end nogensinde?

ATTAC blev grundlagt i

Frankrig i 1998. I dag er det

en international organisation

med lokale foreninger i over

40 lande.

www.attac.org/


Da ATTAC-bevægelsen blev formet

i Frankrig i slutningen af 90’erne,

tiltrak den sig stor opmærksomhed både

indenfor og udenfor landets grænser.

Bevægelsen var unik, fordi den formåede

at skabe en hidtil uset konsensus blandt

en masse fraktioner på venstrefløjen om

en helt konkret løsning på globaliseringens

problemer, nemlig en beskatning på 1

procent på alle globale finansielle transaktioner.

Men i dag, 15 år senere, lader

ATTAC til at have mistet politisk såvel som

symbolsk betydning.

» Helt konkret har ATTAC jo ikke formået

at påvirke det politiske system og få

gennemført nogen af sine reformer,

erkender Frederic Lemaire, som vi opsøger

i organisationens baggårdslokaler i et af

Paris’ mere anonyme residentkvarterer.

Frederic sluttede sig til bevægelsen i

2007 og er i dag medlem af den nationale

komité i ATTAC Paris.

» Men på den anden side er det på et mere

ideologisk niveau lykkedes at forandre

debatten fuldstændig siden dengang. I

1998 hørte man toneangivende politikere

sige, at beskatningen var en rigtig dårlig

idé. Men i den offentlige debat i dag

forsvarer folk rent faktisk muligheden af

en global skat.

ATTAC har altså formået at påvirke debatten,

og i dag kæmper de mere generelt

for at nedtone de finansielle markeders

indflydelse i samfundet. En ny rolle, som

i virkeligheden er mere ambitiøs end

tidligere, mener han.

» I dag er ATTAC en bred social

bevægelse, der arbejder ud fra sloganet

’en anden verden er mulig’. ATTAC har

politiske interesser, men laver ikke

politik som et traditionelt parti, forklarer

Frederic, som selv gik ind i bevægelsen,

fordi den udgjorde et alternativ til de

politiske partier, hvor man er forpligtet til

at underlægge sig en bestemt politisk linje.

Indefra eller udefra?

Til trods for at ATTAC har forsøgt at

gentænke det globale økonomiske system,

er bevægelsen fra andre dele af venstrefløjen

blevet kritiseret for ikke at være

radikal nok. De støtter og vedligeholder

i virkeligheden bare det økonomiske

system, lyder kritikken: En skat på 1

procent vil muligvis bidrage til en mere

retfærdig fordeling af midler, men vi vil

stadig være afhængige af finansverden, og

et opgør med systemets grundlæggende

uretfærdige struktur er derfor svær at få

øje på.

» Det er jo er et klassisk dilemma for

politiske bevægelser, om man skal ændre

systemet indefra eller forsøge at vælte

det. Vi har både folk, der mener, at der

skal en revolution til for at ændre det

eksisterende system, og andre, der mener,

Radio

Hør Frederic Lemaire fra ATTAC Paris

forklare Attacs rolle i dag.

at man skal forsøge at skabe ændringer

inden for systemets rammer .

Men mens ATTAC-bevægelsen med årene

muligvis kan beskyldes for at være blevet

mindre oprørsk og mere etableret, er det

også en bevægelse, der rent faktisk har

formået at påvirke venstrefløjens politiske

programmer, understreger Frederic:

» ATTAC er en organisation, der i dag

baserer sig meget på forskning og i vid

udstrækning bakkes op og holdes kørende

af bl.a. økonomer og sociologer.

Så selvom det ikke var målsætningen, da

ATTAC startede op som en handlingsparat

bevægelse, spiller de en tænketanksagtig

rolle for venstrefløjen i dag.

» ATTAC’s idéer har især påvirket den

store franske venstrefløjskoalition Front

Gauche, som opnåede 12% af stemmerne

ved præsidentvalget. Deres program har

adopteret mange af ATTAC’s holdninger

vedrørende finansielle reformer. ATTAC

spiller altså en vigtig rolle. Både i forhold

til at udarbejde analyser, der kan vise et

alternativ til det eksisterende politiske

system. Men også ved at bygge bro imellem

bevægelser og skabe koalitioner, der

kan medføre reel politisk forandring.


IRLAND

Landet hvor ingen vil bo

Af Charlotte Kjærholm Pedersen. Fotos af Lea Meilandt

Hver uge flygter ca. 1.000 unge fra Irland. Men det

er ikke noget nyt: Emigration er nærmest blevet en

tradition for irerne. Det har været strategien i trange

perioder i fortiden, og det er også blevet løsningen på

håndteringen af den nuværende økonomiske krise. Men

ikke alle har ressourcer til at stikke af fra recessionen og

søge grønnere græsgange på andre kontinenter. Irland

har også et af de højeste antal af teenagemødre. De

unge og enlige mødre kæmper med at få hverdagen til

at hænge sammen i landet, der forbyder abort og først

for nylig har indført seksualundervisning i skolerne.


“MAN FRYGTER, AT FOLK

ALDRIG KOMMER TILBAGE”

Irland er hårdt ramt af den globale finansielle krise.

Irerne klarer den på samme måde, som de altid har

gjort. De udvandrer. Jeg mødte tre unge irere, hvis

fremtid højst sandsynligt ikke ligger i hjemlandet.

At søge nye græsgange på andre

kontinenter er sådan mange irere

forsøger at håndtere krisen. Rigtig mange

endda. Cirka 1000 om ugen forlader Irland

til fordel for Canada, USA og Australien.

Katastrofalt, tænker mange sikkert, men

det er langt fra første gang, at Irland

oplever økonomisk krise, og det er langt

fra første gang, de oplever udvandring.

Det er nærmest en tradition, fortæller

Owen, Emma og Jack, da jeg møder dem

på Trinity College i Dublin, hvor de alle

læser.

» Vi kender alle sammen nogen, som er

udvandret. Både familie og venner. Og

det er noget, man overvejer og ved bliver

nødvendigt på et tidspunkt, siger Emma.

Hun læser udviklingsstudier og vil gerne

ud i verden og arbejde. Således forholder

det sig ikke med alle. Jack har ikke noget

ønske om at læse andetsteds. Han læser

kunsthistorie og vil gerne arbejde med

PR inden for landets grænser i fremtiden.

Owen er mere uafklaret:

» Jeg synes, det kunne være meget spændende

at tage ud, men ikke mere end 3-4

år, så vil jeg gerne tilbage. I mange år har

det været en tradition at tage væk for at

arbejde. I starten var det godt. Folk gjorde

noget, men holdningen til emigration er

vendt. Man frygter, at folk aldrig kommer

tilbage, siger Owen.

Udvandring – Irlands speciale

Og udvandring er nærmest en tradition,

medgiver Irlandsekspert Michael Bøss fra

Aarhus Universitet:

» Den udvandring, vi ser nu, er langt fra

enestående. De første udvandringer så

man allerede i slutningen af 1700-tallet,

hvor især nordirlandske protestanter

udvandrede, siger han.

Siden da har Irlands historie igen og

igen været præget af udvandring. Under

hungersnøden i midten af 1800-tallet

døde en million mennesker af sult, mens

et endnu højere tal udvandrede. Denne

udvandring fortsatte – dog i et knap så

eksplosivt tempo op til 20’erne, hvor

Irland blev en selvstændig nation. Her

regnede man i høj grad med, at udvandringen

ville stoppe, men økonomisk trange

kår gjorde, at der ikke blev sat en stopper

for emigrationen. Faktisk eksploderede

udvandringen endnu engang efter 2.

verdenskrig:

» Efter 2. verdenskrig oplevede Irland

en meget stor recession, mens de andre

europæiske lande var i vækst. Faktisk

var det så meget, at man frygtede, at

befolkningsgrundlaget for Irland ville

forsvinde, og det ikke længere ville kunne

være et selvstændigt land, forklarer

Michael Bøss.

» Det fortsatte ind i 50’erne, hvor man så

lagde økonomien om. Før det havde Irland

en økonomi, som viste sig ikke at kunne

skabe den nødvendige vækst og arbejdspladser.

Fra begyndelsen af 60’erne

begyndte man at åbne op og tilpasse

økonomien til de andre europæiske lande.

Det medførte, at Irland modtog investeringer

– især fra USA – der betød, at

udvandringen ophørte i 70’erne for første

gang i Irlands historie.

I 70’erne så man i Irland derfor

generationer, der blev boende i landet – en

tendens, der beskrives som mirakuløs af

folk på den tid, forklarer Michael Bøss.

Men i 80’erne vendte billedet endnu

engang:

» I 80’erne kom de store gældskriser.

Mange veluddannede udvandrede i

høj grad til USA, og en stor del af dem

ankom som illegale i en sort økonomi. I

90’erne oplevede landet til gengæld den

samme udvikling som mange af de andre

europæiske lande: Liberaliseringen af

økonomien førte til vækst. Og for Irland

førte det til noget ganske enestående;

der blev mangel på arbejdskraft, og man

begyndte at se indvandring. Ikke bare af

dem, der havde forladt landet i 80’erne,

men også fra nye kanter, f.eks. Østeuropa,

forklarer Michael Bøss.


Nytækningen flygter

Men i 2008 gik det galt igen i Irland. Fra

den ene dag til den anden stoppede al

boligbyggeri, og kører man ud til Dublins

forstæder ser man tomme, nybyggede

boliger, som aldrig har været beboet. Ved

siden af ligger der marker, som er gjort i

stand til at anlægge de næste nye boligkomplekser.

Irland er præget af stor gæld,

og arbejdsløsheden blandt unge er lige nu

23,7%.

Og blandt de tusind, der hver uge forlader

landet og søger lykken andetsteds, finder

man ofte de mest velkvalificerede, mener

Micheal Bøss.

Det er Owen enig i. Han har ikke noget

tilhørsforhold til Irland som nation, og

det mener han er generelt for den unge

generation. De unge optræder nemlig ikke

i politikernes tanker, når der diskuteres

fremtid:

» Unge, ungdomsarbejdsløshed og unges

fremtid er slet ikke emner, der bliver

diskuteret. Man taler om lavere pension

og sådan nogle ting, men ingen tager sig af

dem på bunden; de studerende, den yngre

generation og underklassen, siger han.

Michael Bøss sætter da også spørgsmålstegn

ved, om man kan regne med, at

veluddannede unge, der emigrerer lige nu,

rent faktisk vender tilbage:

» Det har typisk været sådan, at dem, der

udvandrede, vendte tilbage igen. Men man

skal også tænke på, at der med det høje

antal udvandrede irere også er opstået

miljøer overalt, som nyudvandrede kan

blive integreret i. Mange tænker, at det

bare er indtil, at konjunkturerne vender,

men så ender de alligevel med at blive,

mener han.

Magten for de få

Irere er lidt indelukkede. Det er svært at

komme i kontakt med dem. De er ikke

uvenlige, bare reserverede. Måske er det

sådan, udlændinge opfatter danskere. I

hvert fald er vejret i Irland endnu mere

gråt og blæsende end det danske, på trods

af at det er højsommer, mens jeg er der.

Man får ikke ligefrem lyst til at bevæge

sig ud på en fortovscafe for at sludre.

Oplevelsen af, at irere er et reserveret

folkefærd, bekræfter Owen, Emma og

Jack.

» Sådan er irere, siger Owen.

» Men det er fordi, det er sådan et

lille samfund. Vi kender alle sammen

hinanden. Selv her i Dublin. Det betyder,

at vi bare ikke er så gode til at tale med

andre.

Min samtale med de tre studerende

handler især om den fremtid, de går i

møde, når de har afsluttet deres universitetsuddannelser.

For Irland har mildt

sagt været hårdt ramt af krisen. Og

faktisk har det faktum, at det er et lille

indelukket samfund, meget at sige, mener

de:

» Irske toppolitikere har været meget

tæt involveret i det byggekrak, som

Irland blev ramt af i 2008. Der er tale om

korrupte politikere, som havde mange

andre interesser end den irske befolknings

velbefindende, siger Owen.

Den analyse bekræfter Michael Bøss.

Han karakteriserer dog Irlands demokrati

som et af de mest stabile i verden. Men

til gengæld er samfundets størrelse ikke

altid god for den måde, der føres politik

på. Det er ikke demokratiet som sådan,

der er noget galt med. Det er snarere den

politiske kultur, mener han:

» Den politiske kultur er anderledes i

Irland. Man har et slags klientsystem,

som gør, at politikerne har et meget nært

forhold til deres vælgere. Det kan være i

de lokalområder, de er opstillet. Der indgår

de aftaler og skal tjene området. Sådan

har det altid været i irsk politik. Korruptionen

kom ind i 80’erne og 90’erne, hvor

der var brug for flere og flere penge til at

lave valgkampagner for, forklarer han.

Med den økonomiske vækst begyndte

mange af politikerne at indgå aftaler med

forretningsmænd i forbindelse med planer

om udvidelse og tiltag til opførelser af nye

boligområder:

» De ønsker at sikre sig jord, hvor staten

eksproprierer. Det er der mange politikere,

der tager sig personligt betalt for. Det

har kommissioner gang på gang vist. Så

man kan godt forstå skepsissen over

for politikere. Det giver fuld mening, at

man bebrejder politikerne, at der ikke

blev gjort noget ved boligboblen i tide,

for der var et alt for nært forhold mellem

byggeherrer, banker og det politiske liv,

forklarer Michael Bøss.

Klientelismen kan man også se spor af på

andre områder, fortæller Owen, Emma og

Jack. Den gør sig nemlig også i høj grad

gældende, når man gerne vil have et job:

» Det er svært at få et job, hvis du ikke

kender nogen de rigtige steder. Der er

masser af nepotisme i Irland på grund af

landets begrænsede størrelse. Hvis du er

i familie med advokater, så kan du godt

få et job som advokat. Det er selvfølgelig

blevet sværere med krisens udvikling,

men det er stadig en fordel at have gode

forbindelser, er de enige om.


OG SÅ ER DER NOGLE,

DER IKKE UDVANDRER

Unge mødre i Dublins udkant

Fotoserie af Lea Meilandt

TVILLINGESØSTRE

17-årige Danielle og Denise Mc. Namara er enæggede tvillingesøstre og har boet i Jobstown hele

deres liv. De blev begge mødre i en tidlig alder - Danielle fik den nu 1-årige Katie som 15-årig og

Denise den nu 4-måneder gamle Jordan som 16-årig. Jordan bliver passet af en tante længere nede

af vejen i dagstimerne, så Denise kan få lidt fred. Og det kan der være brug for: Tvillingerne bor i

et lille rækkehus med deres mor og syv søskende. Med hver deres lille barn bliver det til i alt tolv

mennesker fordelt på tre værelser. De to søstre er enige om, at det er alt for mange mennesker på alt

for lidt plads.


Jobstown er et af Dublins mest udsatte kvarterer, og her er bestanddelen af unge

mødre væsentlig højere end i byens mere velstående områder. Frem til 1990’erne

betragtede irerne det som en synd, hvis teenagere havde sex, og det at blive mor i

en ung alder er fortsat forbundet med tabu og stor skam. De unge og enlige mødre i

Jobstown kæmper ikke kun for at få hverdagen og det praktiske til at hænge sammen

- de kæmper også imod omgivelsernes fordomme og lavt selvværd.

- Det var ganske almindeligt at sende unge, ugifte mødre på institutioner helt op i 1970’erne, dels for at gemme dem af vejen og dels for at

opdrage på dem. De blev betragtet som syndere. Først i 1996 lukkede det sidste ”Magdalene Asyl”, som institutionerne blev kaldt.

- Indtil 1981 var prævention forbudt i Irland. Kun gifte kvinder med recept fra lægen kunne købe prævention på apoteket.

- Fra 1981 til 1989 blev det lovligt for unge kvinder at købe prævention, hvis de altså fik deres forældres accept i form af en underskrift og

derefter en recept fra lægen. Først fra 1989 kunne alle købe prævention.

- Abort er forbudt i Irland, og meningsmålingerne viser, at blev der afholdt folkeafstemning i dag, ville 2/3 dele af befolkningen stadig være

imod abort.

- Skilsmisse blev først legalt i 1995. Irland havde simpelthen ikke lovgivning for, hvordan man skulle tage sig af fraskilte mødre før da, og

kunne derfor heller ikke legalisere skilsmisse.

KILLTERLOWN VIEW

Det yderste Jobstown.


SHAUNA MORRIS

- er 18 år og mor til tvillingedrenge på 9 måneder. I begyndelsen turde hun ikke fortælle hendes mor,

at hun var gravid. Men da hun endelig fik det gjort, blev hun positivt overrasket. Både moderen og

resten af familien har støttet og hjulpet meget mere, end Shauna først havde forventet.


COUNCIL HOUSES

Jobstowns indbyggere er stort set

alle på overførselsindkomst - et

direkte resultat af det høje antal

af de såkaldte Council Houses

i området. Council Houses er

lejligheder eller huse, som det lokale

byråd forvalter, og som udlejes billigt

til mennesker, der ikke har penge

nok til at leje privat eller købe deres

eget sted.

DANIELLE MC.NAMARA

17 år og mor til Katie på 1 år.

Danielle gik ud af skolen efter 9.

klasse. Siden hun blev gravid med

Katie har hun fulgt et par kurser på

det lokale beskæftigelsescenter,

men hun tror ikke selv på, at det vil

lykkes hende at få en uddannelse.


SARAH CONNOR

23-årige Sarah har 5 børn. De tre ældste måtte hun aflevere ved kommunen for halvandet år siden.

Hendes daværende kæreste var voldelig, og hun røg ud i et stofmisbrug, som hurtigt fik hende til

at indse, at hun ikke kunne klare at tage sig af børnene. Nu har hun fået 1-årige Robert og Leon på

3 måneder lige i rap med en ny mand, og selvom hun gerne vil have de tre ældste børn igen, er det

svært at få overbevist myndighederne.


JOBSTOWN ROAD

Om formiddagen er gaderne næsten mennesketomme i Jobstown centrum.


PAMELA FOWLER

18-årige Pamela har to piger med to forskellige fædre. Ingen af fædrene spiller længere en rolle i

hende og døtrenes liv. I dag er Pamela alene hjemme med sin yngste datter Jessie. Storesøster Chloe

skal ikke hentes fra børnehaven før om eftermiddagen.


MILLISSA GILBERT

- blev gravid som 19-årig med

kæresten David. Hun har altid elsket

børn og i modsætning til mange

andre unge piger i Jobstown var

hendes graviditet planlagt.

INGEN CAPTION


PRODUKT AF IRSK

KONSERVATISME

I Irland findes der mange teenagemødre. Langt færre

end for 10 år siden, men til gengæld langt flere end i de

fleste andre europæiske lande. Oplysning til unge om

prævention er relativt nyt i Irland, men det har hjulpet

på statistikken.

Når man går rundt i Dublin lægger

man ikke umiddelbart mærke til

dem, men pludselig – hvis man får kigget

på nogle af de mødre, der triller rundt med

en klapvogn – så kan man se det. De er

unge. Meget unge endda. Irland har et højt

antal af teenagemødre, som dog er blevet

reduceret de seneste 10 år med 44 %.

- I starten var det meget enkelt. Vi hjalp

dem med nogle meget praktiske ting. De

teenagere, vi møder i dag, har generelt

meget store problemer at slås med. Det

kan være alkohol, stofmisbrug og vold i

hjemmet, fortæller Margot Doherty fra

Treoir, da jeg møder hende på et lille, rodet

kontor i den del af Dublin, som blev bygget

i 90’erne.

Treoir er en organisation, der hjælper

enlige forældre, herunder også teenagemødre.

Men det positive er, at antallet

af unge mødre er faldet meget, siden de

begyndte deres arbejde for ti år siden,

fortæller hun.

“Sådan får man børn”

Irland er kendt for sin abortlovgivning,

for det er ulovligt at få foretaget abort

i landet. I den lovgivning kan man også

finde en af årsagerne til, at antallet af

teenagemødre er så højt. Samtidig er det

en relativ ny ting at få seksualundervisning

i skolen. Den blev først indført sidst

i 90’erne, fortæller Maeve O’Brien, der

arbejder i Crisis Pregnancy. En organisation,

der beskæftiger sig med graviditet,

som på den ene eller anden måde er

uønsket – også for andre end teenagere.

Men organisationen arbejder også med at

forebygge graviditet. Hun forklarer, at der

ikke har været tradition for at snakke om

sex i Irland, og oplysning om prævention

har derfor været stort set fraværende.

- Jeg tror, det er kulturen i Irland. Det

har bare ikke været en del af det at blive

voksen at tale med sine forældre eller

læreren i skolen om sex og prævention.

Det har været lidt tabubelagt. Men det er

blevet meget bedre, siger Maeve O’Brien.

Det bakker Michael Bøss, Irlands-ekspert

fra Aarhus Universitet, op om. Irland har

historisk set været kendt for en meget

konservativ tilgang til sociale spørgsmål. I

kombination med den massive udvandring

har det betydet, at lovgivningen aldrig er

blevet liberaliseret:

- Dem, der ønskede mere frihed, havde

gå-på-mod og ville gerne skabe sig en

bedre tilværelse, så de udvandrede. Det

gælder især kvinder, som i det gamle

Irland var meget undertrykte. I starten

af 1900-tallet var langt størstedelen af

de, der udvandrede, derfor kvinder. De så

deres chance i Nordamerika og England.

Men hvem ved, hvad der ville være sket,

hvis de var blevet?, spørger han.

Det har haft den betydning, at irsk

lovgivning stadig er meget konservativ.

Mange irske kvinder – både teenagere

eller voksne – vælger at rejse til England

eller Holland for at få foretaget en abort,

hvis de bliver gravide og ikke ønsker at

få barnet. Men tal viser, at også aborter i

udlandet foretaget på irske kvinder falder.

Både Treoir og Crisis Pregnancy mener, at

det hænger sammen med, at man er blevet

bedre til at oplyse om beskyttelse.

Social segmentering

Margot Doherty fra Treoir, der startede et

hjælpeprogram for enlige mødre for ti år

siden, er meget positiv over for faldet af

graviditeter. Til gengæld er hun bekymret

over den sociale segmentering, der er

udbredt i gruppen af unge mødre:

- Man kan se, at mange af dem, der bliver

gravide, kommer fra socialt belastede kår.

At antallet er reduceret, understreger bare


det faktum. Mange graviditeter skyldtes

før i tiden sløset brug af prævention. Det

bliver undgået i dag, fordi der er oplysning

for dem, der vil have en uddannelse, og

som har taget et bevidst valg om, at de vil

bruge denne oplysning til noget, siger hun.

Margot Doherty understreger, at det jo

ikke er verdens undergang at få et barn så

tidligt, men at det gør alting sværere. Hos

organisationen har de lavet undersøgelser,

der tilmed viser, at det er langt bedre for

barnet med forældre, der har en uddannelse,

hvilket ofte kniber hos meget unge

mødre:

- Jo mere uddannelse man har, jo bedre har

ens børn det, viste den undersøgelse, vi

foretog.

Vi har et godt uddannelsessystem med en

god grundskole. Vi er en ret veluddannet

nation, og det er godt for vores børn.

Men man kan se en forskel på opvæksten

hos dem uden uddannelse og dem med,

forklarer hun.

Derfor opfordrer de hos Treoir alle unge

mødre til at færdiggøre deres uddannelser.

Men ofte har de mødt så meget modgang

i deres skolegang, at de ikke har lyst til at

vende tilbage:

- Der er en del, som bare ønsker at være

mødre og derfor får flere børn. Det bakker

vi også op om. Nogle af dem finder en

glæde i at få børn, fordi de er gode til at

være forældre. Det er typisk dem, der har

haft mange nederlag i skolen, siger Margot

Doherty.

Den uvante situation

Hos Treoir arbejder de også med at gøre

de unges hverdag lettere. Det kan være

at løse en konflikt mellem den unge mor

og hendes forældre. Eller det kan være at

hjælpe dem med at få passet deres barn,

mens de går i skole. Men desværre kan de

ikke hjælpe dem med at begå sig socialt.

Ofte oplever de unge mødre en kløft

mellem dem selv og deres venner:

- Isolation er et stort problem. Deres

venner vil lave en masse andre ting, og

de unge mødre kan ikke få en babysitter.

Måske har de heller ikke lyst. De har

pludselig andre behov, fordi de ønsker det

bedste for deres børn. Men mange af dem

bliver meget ensomme, forklarer Margot

Doherty.

Crisis Pregnancy arbejder videre med

seksualoplysningen målrettet teenagere.

På trods af at det ikke er mere end 15 år

siden, der blev indført seksualundervisning

i skolerne, kan man allerede se, at man

mange steder har taget den til sig. Men

der er stadig et stykke vej:

- Der er stadig skoler, som prioriterer

anderledes og ikke underviser i seksualundervisning.

Størstedelen af skolerne

implementerer dog undervisningen

virkelig godt eller moderat godt, viser

undersøgelser. Men på ca. 25% af skolerne

går det dårligt, mens 10% helt har

ignoreret kravet om seksualundervisning,

forklarer Maeve O´Brien.


INDIGNATION

I KLEMME

Samtaler med studerende i

Spaniens privilegerede region

Af Rasmus Hovedskov

Spaniens unge er midtpunkt i en hvirvelvind af arbejdsløshed

og nedskæringer på uddannelse. Uddannelsespolitikken har

spillet fallit, mens indignationen drukner i popkultur, lyder

vurderingen fra to unge antropologistuderende i Barcelona.


Cataloniens unge vokser op i en

modsætningsfyldt verden. De tilhører

Spaniens rigeste og mest berømmede

region, men må alligevel trækkes med den

nationale recession. Spanien er landet, de

færreste cataloniere vil vide af, men er

samtidig fællesnævneren for de indignerede

unge, som inspirerede en global

Occupy-bevægelse. Los Indignados (de

indignerede), eller 15-M, som bevægelsen

kaldes efter dens grundlæggelse 15. maj

2011, har haft sit epicenter på og omkring

Plaza del Sol i Madrid, men har også

stærke grene til almindelige unge i det

traditionelt oprørske Catalonien.

For få år siden vedtog Cataloniens

regering en ny grundlov, der understregede

regionens selvstændighed.

Grundloven, der hurtigt blev underkendt

af den spanske højesteret for at være

forfatningsstridig med tanken om en

spansk enhedsstat, er et skriftligt martyrium

for Cataloniens gentagne forsøg

på selvstændighed. Kritikere mener, at

kampen for catalanske rettigheder og

selvstændighed har skygget for de andre

problemstillinger, regionen oplever med

blandt andet ulighed og en turismeafhængig

økonomi. Fortalere peger derimod på

de økonomiske værktøjer, som yderligere

selvstændighed vil frigive, som måden at

løse regionens sociale udfordringer. Men

måske skal man lede helt andre steder,

hvis man vil se de forandringer, der sker i

Catalonien?

Jeg er taget turen til Barcelona, den

absolutte metropol i et uofficielt grænseland

mellem Europa og Spanien, for at

tale med unge antropologistuderende om

nedskæringer, indignation og studenteroprør

i regionen, der blev klemt.

Catalonien er et land

Antropologer har traditionelt interesseret

sig for fjerne kulturer og identiteter, men

Mark Hau er taget turen til et af euroens

og dens krises centrale områder. Mark

læser antropologi på Københavns Universitet,

men da jeg møder ham, har han

været i Barcelona i et år. Det første halve

år læste han antropologi på Universitat de

Barcelona, og derefter begyndte han sit

feltarbejde til specialet i Cataloniens separatistiske

miljø, mere præcist i Esquerra

Republicana de Catalunya, et catalansk,

separatistisk centrumvenstreparti.

I den catalanske selvforståelse er den

høje produktivitet og gode arbejdsmoral

et særkende ved cataloniere, der adskiller

dem fra resten af Spanien. Spanien er en

såkaldt stat af selvstyrer (Estado de las

Autonomías), der dog opererer med en

stor, økonomisk omfordeling.

» Der hersker en forståelse af Catalonien

som en nation og ikke som en region

blandt en del af den catalanske befolkning,

siger Mark.

Separatisterne, der har selvstændighed

som det altafgørende politiske tema,

udgør det fjerdestørste parti i det catalanske

parlament. Det største parti er et

moderat, nationalistisk parti, der arbejder

for at fastholde og udbygge den catalanske

selvstændighed.

» Blandt den separatistiske af befolkningen

trives ideen om, at de betaler meget

mere til Spanien, end de får igen. En af

mine informanter [i separatistpartiet

ERC, red.] fortalte mig, at det med denne

økonomiske krise var klart, at Catalonien

ikke kunne redde Spanien op alene, som

de ellers havde gjort de sidste 35 år. Der

hersker simpelthen en forståelse af, at

Spanien lukrerer på Catalonien.

Sløj arbejdsløshedsstatistik

Catalonien kæmper imidlertid også med

en arbejdsløshedsstatistik, der ikke

lader Spanien meget tilbage: Mere end

hver femte er arbejdsløs, og for de unge

gælder det halvdelen af arbejdsstyrken.

Det meste af den politiske vrede rettes

mod centralregeringen, selv om det ikke

længere er Madrid, men de regionale og

lokale selvstyreregeringer, der varetager

størstedelen af de offentlige budgetter.

Men enten er de regionale regeringer

ikke gode nok til at varetage den store

opgave at lede økonomien, eller også er

det politiske system skruet sammen på en

måde, hvor det er de regionale regeringer,

der først lider smerte, når indtægterne

halter i en krisetid. I hvert fald har de

tre naboregioner Valencia, Murcia og

Catalonien alle en gæld i de offentlige

budgetter, der har tvunget dem til at bede

centralregeringen om hjælp. Det er lige

så svært at finde årsagen til regionernes

nuværende økonomisk-politiske fallit, som

det er at vurdere, hvorvidt Catalonien

vitterligt er blevet malket økonomisk af

den spanske stat.

» Om Spanien rent faktisk har lukreret på

Catalonien er et meget holdningsbaseret

spørgsmål. Det afhænger meget af den

grad af legitimitet, man tillægger den

spanske stat. Og i visse dele af Catalonien

er denne legitimitet meget lav, siger Mark.

Grundlæggende handler det om øjnene,

der ser: Set fra separatisternes side er

Catalonien et selvstændigt land, og landet

Spanien er en uretfærdig konstruktion.

Dermed er enhver euro, der omfordeles fra

Catalonien til resten af Spanien uretfærdig.

Det svarer fra deres synsvinkel

til, at Danmark betalte penge direkte til

Tyskland.

» Pt. er Spanien en stat, og så er det

svært at vurdere, om der er tale om at

lukrere. Giver det for eksempel mening at

sige, at Danmark lukrerer på Gentofte?

Den spanske syge

Spaniens problemer er velkendte og

udpenslede i medier over alt - men for

en god ordens skyld kan de opsummeres

som følgende: Arbejdsløsheden steg i juni

2012 til 24,8 procent, mens statistikken

for ungdomsarbejdsløshed fortæller,

at hver anden spanier i arbejdsstyrken

under 25 er arbejdsløs. Det store flertal

(55 procent) af unge spaniere er under

uddannelse og altså uden for arbejdsstyrken,

men de studerende frygter, at

igangværende forringelser på uddannelsesområdet

vil betyde stigende frafald

blandt elever og studerende. Catalonien

har en umiddelbar sundere økonomi.

Mens Spaniens samlede industrielle

produktion i juni lå 6,9 % lavere end et

år tidligere, var det tilsvarende tal for

Catalonien 2,1 %; først og fremmest holdt

oppe af et stigende hjemligt forbrug.

Spaniens økonomi holdes kun i live

ved hjælp fra omverdenen. Foruden

hjælpe-pakken til de spanske banker,

er eksporten afgørende: i de første 6

måneder af 2012 steg eksporten med

7,5 % i Spanien, mens den kun steg 3 %

i Catalonien, viser tal fra Generalitat de

Catalunya, Cataloniens selvstyre.

Kilder:

Eurostats

Institut d’Estadística de Catalunya

Barcelona Center for International Affairs


UDDANNELSESPOLITIKKENS

FALLIT

Anna Vadell Moll må formentligt droppe ud af

sit antropologistudie. Hun skyder skylden på den

centrale regering i Madrid, som ifølge hende har

beordret nedskæringerne i uddannelse. Men hendes

reaktion er ikke at engagere sig i den catalanske

løsrivelsesbevægelse. Snarere kalder tiden på lokale

løsninger, hvor problemerne takles på mikroniveau.


Jeg møder Anna Vadell Moll på en varm

dag i juni, hvor det blokerede universitet

ligger næsten øde hen. Her hviler den

slags ro, som både kan betyde stilhed før

stormen og en snigende resignation. Anna

har det seneste år været aktivt medlem

af studenterbevægelsen, der tog initiativ

til at nedlægge undervisningen i foråret

som det første institut på Universitat de

Barcelona. Det er en vigtig dag for studenterbevægelsen,

da universitetsledelsen

netop har fremlagt deres forventninger

til udviklingen i studieafgifterne. For de

studerende er det klart, at der er store

ting på spil. Hvis regeringens bebudede

nedskæringer på uddannelse gennemføres,

vil det betyde for Anna, at hun ikke

længere kan læse på universitetet.

» Det virker til, at regeringen har valgt

at skære i budgetterne for uddannelse,

sundhed og socialhjælp, siger Anna.

Anna er taget fra Barcelona fra Mallorca,

der i lighed med Catalonien har catalansk

som officielt sprog. Da Anna tog til Barcelona

var det for at genoptage studierne

i antropologi, som hun tidligere havde

været nødsaget til at droppe, for at tage

hjem til Mallorca, hvor hun er opvokset og

hendes familie bor.

Urimelige besparelser

Anna deltog selv i mødet med universitetets

ledelse, hvor spareplanerne

blev vedtaget, og så ledelsen fremlægge

stigninger i de årlige studieafgifter på

50-200%. For en kandidatstuderende

betyder det, at et års uddannelse ikke som

tidligere vil koste 1885 euros (ca. 14.100

kroner), men op til 6100 euros (ca. 45.750

kroner). Anna fremhæver, at de kommende

forandringer ikke er gået ubemærket hen,

særligt ikke på det antropologiske institut,

hvor hun studerer.

» Der har været protester og demonstrationer

mod Bologna-processen de seneste

3 år her på universitetet. Men i år har

den centrale regering lagt sig fast på at

skære i budgetterne til uddannelse. Så vi

studerende på antropologi startede en

strejke i juni måned i år. Vi bliver nødt til

at manifestere vores manglende selvstændighed.

Hos universitets ansatte hersker der også

stor utilfredshed, fortæller Anna.

» På mødet i dag gav ledelsen udtryk for

at være modstandere af stigningerne i

studieafgifter. De frygter, at det vil betyde

færre studerende, siger hun og fortæller,

at hun højst sandsynligt selv bliver en del

af denne statistik.

Idealer i klemme

Anna er oprindeligt uddannet socialrådgiver,

men forlod faget i modstand mod

arbejdsvilkårene. Hun har ikke længere

lyst til at vende tilbage til arbejdet i den

sociale sektor. I stedet har krisen betydet

for Anna, at hun nu vil arbejde socialt

uden for det politiske felt. Mens Annas

hidtidige politiske virke har været integreret

i det særlige forhold mellem region og

stat, ønsker hun nu at arbejde på et lokalt

mikroniveau. Hun er derfor engageret i en

sammenslutning, der dyrker grøntsager i

en forladt baggård i Barcelona.

For Anna har svaret på krisen været ikke

længere at solidarisere med unge spaniere

i resten af landet eller med de catalanske

separatister; hun vil nu hjælpe med

opbygningen af et ultra-lokalt fællesskab,

hvor fokus er på selvforsyning og bæredygtighed.

» Maden, vi gror i baggården, spises af de

aktive dyrkere, men der deles også mad

ud til hjemløse i området. Jeg er meget

interesseret i forsøg med selvforsynende

måder at leve på – jeg tror, det er fremtiden.

På et personligt plan har krisen

betydet, at vi alle må se vores levevis i

øjnene.


MELLEM INDIGNATION

OG POPKULTUR

Patricia Creuss betragter krisens virkninger fra

en privilegeret position. Med en ressourcestærk

advokatfamilie i ryggen studerer hun antropologi af

lyst, men bliver ikke mindre frustreret over det politiske

systems fallit. Hun dulmer utilfredsheden ved at deltage

i Los Indignados-bevægelsen, men engagementet er

ambivalent.


Los Indignados er navnet på en

bevægelse, som på sin egen uortodokse

måde har været billedet på en

ungdom, der ikke anerkender en økonomisk

politik af nedskæringer og finansiel

deregulering. Bevægelsen blev grundlagt

den 15. maj 2011, og Patricia Creuss

kalder i lighed med de fleste catalanere

og spaniere bevægelsen for 15-M (quinceeme).

Jeg møder Patricia lidt over et år

efter bevægelsens grundlæggelse, og

hendes syn på bevægelsen er positivt.

» Vi ser på den ene side, at bevægelsen

har spredt sig fra indignerede unge til

også at involvere bl.a. bedsteforældre,

siger Patricia.

Til gengæld mener hun, bevægelsens

indflydelse bliver begrænset af den

spanske kultur. En kultur, hvor der ikke

sker noget, så længe solen skinner, der er

øl, og fodbolden ruller.

» Det er et fodboldland, et land af strande.

Men der mangler noget.

Privilegeret aktivisme

Patricia Creuss lægger ikke skjul på, at

hendes baggrund er privilegeret: ved

siden af sine studier har hun arbejde

på et advokatkontor, der tager sig af

arbejdstagerrettigheder. Flere i hendes

nære familie er advokater, og hun har selv

fravalgt muligheden for at læse jura, fordi

hun følte, det spærrede hende inde. Efter

et års tid på jurastudiet og en længere

rejse, begyndte hun at læse antropologi

af lyst.

Selv om det ude fra set er klart, at Patricia

ikke kan mærke krisen personligt, kan

man fornemme, at hendes harme over

såvel spansk populærkultur som det

politiske system er personligt rodfæstet.

Hun ser ikke sig selv som særligt politisk

aktiv, på trods af at hun har deltaget i

flere kreative happenings, der skulle sætte

fokus på Spaniens problemer. Blandt

andet på de meget turistede strande og

populære attraktioner nær Barcelona.

Men ofte har Patricia og hendes aktivistnetværk

talt en aktion igennem, kun for

at opdage, at størstedelen af aktivisterne

ikke dukker op. Patricia lader sig dog ikke

så nemt på, for som hun siger, så har hun

”en fri sjæl.”

Mere end fest og farver

Netop samtidig med 1 års dagen for

bevægelsens grundlæggelse, blev

Spaniens såkaldt anden recession en

erklæret realitet. Den 17. maj blev 16

store banker nedjusteret af den store

amerikanske kreditvurderingsinstitut

Moody’s Investors Services, hvilket har

stor betydning for den pris, bankerne kan

låne penge for. Nedjusteringen banede

vejen for det indgreb i Spaniens fremtidige

økonomi, som i juni kom med EU’s lånepakke

på 100 milliarder euros – svarende til

tæt på en tiendedel af Spaniens bruttonationalprodukt.

Med denne nye gæld til

de europæiske lande blev kombinationen

af offentlige spareplaner og privat vækst

den nødvendige og i hvert fald latent

påtvungne politik.

15-M forsøger som bevægelse af

undslippe sig faste ideologier og politiske

målsætninger og næres snarere ved dens

indignation over det politiske systems

falliterklæring. Dog er den først og

fremmest en aktion mod de konstante

nedskæringer i den offentlige sektor,

kombineret med politikernes insisterende

hjælp til den bankindustri, der i

manges øjne var skyld i bankkrisen. Men

bevægelsen har også mødt kritik for at

være en festlig forsamling unge uden mål

og middel.

» Kulturen i skolen og på arbejdspladsen

er meget individualistisk, og det sætter sit

aftryk. Men det er for nemt at sige, at de

unge i bevægelsen ikke kæmper, men bare

vil ryge hash og feste.

Oprør mod kapitalistisk diktatur

For Patricia er bevægelsen ikke kun en

pæn opfordring til politikerne om at skabe

resultater, men et oprør mod det, hun

kalder for ”det kapitalistiske diktatur”:

» 15-M er en kæmpe bevægelse i mine

øjne. Men samfundet mangler styrke og

sammenhold. Det er et samfund fyldt

med frygt: Frygt for at miste sit job, frygt

for at bryde spillets regler. Hvis du ikke

accepterer nedskæringer i job og uddannelse,

mister du dine muligheder og er

endnu værre stillet. Desværre tror jeg,

at folk skal sulte, før de afgørende skridt

bliver taget, siger hun.

Da jeg spørger hende, om hun kan mærke

forskel i sit eget liv før og efter den

finansielle krise, svarer hun:

» Jeg kan ikke tænke i før og efter krisen.

Det er en kontinuerlig krise, der stadig

foregår.


ET ÅR EFTER OPRØRET

den sorte side af sagenn

Tekst og foto af Janne Louise Andersen

Vi husker alle, hvordan London sidste år stod i optøjer til knæene: Plyndringer,

overfald og nedbrændinger hærgede storbyen i august 2011. Men hvad antændte

oprøret? I december 2011 udgav et hold af undersøgende journalister fra the

Guardian og forskere fra London School of Economics en rapport baseret på tre

måneders interview med folk, der deltog i oprøret. De konkluderede, at årsagerne

til opstanden kan opsummeres med faktorerne “fattigdom, uretfærdighed og had

til politiet.” Sidstnævnte klage henviste især til en dyb frustration over den måde,

oprørerne i deres lokalsamfund blev stoppet og kropsvisiteret af politiet med de

såkaldte ‘Stop and Search’.

Men hvad lærte briterne af oprøret, og hvordan ser de på det et år efter? Jeg tog til

Tottenham for at tale med dem, der oplevede begivenhederne på nærmeste hold.


Roden til uroen: Klasse, race eller begge dele?

Der er langt fra enighed om, hvorvidt optøjerne var antændt af økonomiske,

sociale eller racemæssige forskelle. Et uafhængigt panel nedsat af regeringen

i kølvandet på urolighederne konkluderede, at der ikke var nogen enkelt årsag

til urolighederne, men identificerede også politiets såkaldte ‘Stop and Searchmetode’

som en mulig katalysator blandt de sorte og asiatiske urostiftere og

opfordrede politiet til at forbedre proceduren.

Dertil fandt undersøgelsen, at mange uromagere indrømmede, at deres

deltagelse i plyndringer kun handlede om, at de pludselig havde mulighed for at

få fingrene i de luksusvarer, som de ikke normalt havde råd til.

Endelig identificerede man blandt uromagerne en række politiske klagepunkter,

hvor det mest gennemgående var en gennemtrængende følelse af uretfærdighed.

For nogle var det økonomisk: Manglen på penge, job eller lejlighed og

stigningen i de studerendes studieafgifter. For andre var det en mere generel

social indignation over følelsen af at blive behandlet dårligere end andre.


INGEN FLAMMER UDEN GNIST

Med dokumentarfilmen Riot from Wrong deler unge fra

udsatte områder i London deres oplevelse af, hvad der

antændte oprøret. Sammen med andre initiativer åbner

filmen op for debat, refleksion og handling, så de berørte

parter kan drage lærdom af hændelserne.

På urolighedernes fjerde dage mødtes

14 unge fra oprørsramte bydele i

London. Mens brande, tyveri og vold

spredte sig langt ud over arnestedet

Tottenham, var gruppen samlet for at

diskutere, hvordan de kunne skride til

handling. De var chokerede over de journalister

og politikere, som prompte havde

reageret ved at stemple uromagerne som

”vilde rotter”, ”dyr” og ”tomhjernede,

forkælede unge”. Gruppens unge medlemmer

kommer fra socialt belastede boligområder

og har caribisk eller afrikansk

baggrund, og da de på TV blev vidne til, at

historikeren David Starkey skød skylden

på ”sort kultur”, selvom næsten halvdelen

af oprørerne var hvide, følte de sig provokeret

til handling.

Hvid er det nye sort

» Hvide er blevet sorte. En særlig slags

voldelig, destruktiv, nihilistisk gangsterkultur

er blevet mode, og den sorte og

hvide, dreng og pige, opererer sammen

på dette sprog. Det er den jamaicanske

patwa [jamaicansk kreole, red.], som er

trængt ind i England. Det er grunden til, at

så mange af os har denne fornemmelse af,

at vi bogstaveligt talt lever i et fremmed

land, udtalte Starkey på BBC2 Newsnight.

Sammen med organisationen Fully

Focused Productions væbnede de 14 unge

sig med kameraer og tog byen rundt og

interviewede rebeller, beboere, politi og

lokale lederskikkelser for at levere deres

bud på, hvad der antændte det anarki,

som resulterede i fem omkomne, 186

sårede politibetjente og for 200 millioner

pund ødelæggelser.

Et år efter sidder de samlet igen i et panel

på Portobello Film Festival i Notting

Hill-området til en fremvisning af deres

dokumentarfilm Riot From Wrong. Det er

en synligt stolt producer og projektleder

Teddy Nygh, som præsenterer holdet bag

filmen. Ingen af de unge var for et år siden

i nogen form for uddannelse eller beskæftigelse.

Nu har de produceret en film, og 10

af dem er enten på universitet, i college

eller har fuldtidsarbejde.

» Urolighederne sidste sommer viste, at

mange unge mennesker er uengagerede,

men går rundt med en følelse af

håbløshed, frustration og vrede. De

indikerede også, at de ikke føler sig

som en del af samfundet. De seneste

nedskæringer betyder, at mange tjenester

- ungdomsklubber, ungdomsorganisationer

og kunstforeninger - er lukket. Det fører

til unge, der ikke aner, hvor de skal gå hen

eller har noget positivt at engagere sig i,

siger Teddy Nygh.

Han mener, at organisationen Fully

Focused via medietræning kan skabe en

platform for unge til at udtrykke deres

behov og visioner.

» Vi ønsker at skabe et netværk af unge

i hele landet, som kan udgøre én stærk

stemme og udøve indflydelse gennem

medierne. Man kan sige, at vi er en kritisk

version af CCTV, siger Teddy Nygh med

reference til Englands overvågningssystem.

Publikum griner.

Der er slet ikke stole nok til alle de

fremmødte, så folk må stå eller sidde på

betonjorden i pop-up biografen. Det er et

blandet publikum af hvide og sorte, gamle

Video

og unge, men de fleste lader til at have rod

i et politisk miljø på venstrefløjen.

Had til politiet

Filmen tager sit udgangspunkt i Tottenham

og i drabet på Mark Duggan, en

29-årig sort mand, som den 4. august

2011 blev skudt og dræbt under en politirazzia.

Politiet meddelte efter hans død, at

Duggan var mistænkt for at planlægge et

hævndrab på et bandemedlem, som havde

dræbt hans fætter. Desuden mente de,

at Duggan var pusher og havde beskudt

politiet, da han blev stoppet.

Familien afslog med det samme, at

Duggan skulle være bandemedlem

eller handle med stoffer. En uafhængig

klagekommission i politiet har sidenhen

fundet, at den kugle, der blev affyret, kom

fra et politigevær og ikke fra Duggan. Der

er stadig ikke klarhed over de præcise

omstændigheder, da betjentene har afvist

at aflægge vidnesbyrd.

Duggans pårørende og venner fortæller i

filmen, at de oplevede, at al fakta omkring

Duggans død blev skjult af politiet. Da

deres krav om en undersøgelse ikke

blev imødekommet, organiserede de en

protestdemonstration fra boligområdet

Broadwater Farm til politistationen – et

område, der i 1985 dannede ramme om

et lignende voldeligt oprør, efter en sort

kvinde ved navn Cynthia Jarrett døde

under en politirazzia i sit hjem.

Hvad filmen fortæller om oprøret er i

overensstemmelse med, hvad de unge i

Tottenham fortæller, og hvad avisen The

Guardian og London School of Economics

fandt i en omfattende undersøgelse:

Oprøret drejede sig om ”fattigdom, social


uretfærdighed og had til politiet” – men de

unge går med filmen et skridt videre ved

at insinuere, at det også drejer sig om en

uforløst racekonflikt, som England måske

stadig Ikke er helt klar til at sætte ord på.

Jeg underviser i Shakespeare,

alligevel bliver jeg stoppet af politiet

Da filmen er færdig, er der debat mellem

publikum og holdet bag filmen. Den

indledes af filmens med-producer Kingslee

Daley, bedre kendt som Akala, en af

Englands mest populære samfundskritiske

rappere og debattører.

» Når det afrikansk-caribiske lokalsamfund

udviser fjendtlighed overfor politiet,

så er det ikke uden grund. Vi har brug for

en dialog om de systemiske årsager til det,

der foregår her, siger den 28-årige rapper,

som har stiftet The Hip-Hop Shakespeare

Company, hvor han med hip hop underviser

socialt udsatte unge i Shakespeare.

» Jeg har en fed bil, jeg underviser i

Shakespeare, og alligevel bliver jeg

stoppet af politiet hele tiden, siger han og

fortsætter:

» Dette land er forvandlet på grund af

vores forfædres indsats. De fleste af os

har familie, der er blevet dræbt i politiets

varetægt. Det er forskellen på, hvorfor

afrikaner-caribiere er så vrede sammenlignet

alle andre. Vi taler ikke om det

længere, for så får du at vide, at du bare

er en vred sort person. Politiet dræbte én

person for meget, og vi sagde ’fuck det, vi

har fået nok.’ De fleste ser ikke race som

et problem, men jeg kan ikke gå på gaden

i to timer i London uden at nogen råber

nigger ud af vinduet.

- That’s right, råber en ældre sort kvinde,

og der klappes.

Million Dollar Movement

Ava Vidal, en kendt sort stand-up komiker,

er også tilstede blandt publikum denne

aften. Hun ønsker at benytte lejligheden

til at oplyse publikum om initiativet

’Demystifying the Law’.

» Mange ved ikke, hvad deres rettigheder

er i tilfælde af, at de bliver stoppet under

de såkaldte ’Stop and Search’-rutiner.

Noget af det, jeg besluttede at gøre som

svar på oprøret, var at oprette en forening

af advokater, som tager rundt til unge og

oplyser dem om disse rettigheder, siger

hun og giver sine kontaktoplysninger.

» Jeres generation er den sidste, der kan

skabe den nødvendige radikale ændring

af samfundet, så hvad skal der til for, at

unge kan gå sammen og handle med en

stemme? spørger en ældre mand.

Det har Teddy Nygh et svar på:

» Hvad siger vores t-shirt?

’Million Youth Movement’, råber det unge

hold bag filmen. De skal efterfølgende på

turné rundt i England med filmen, og det

hele kulminerer i en stor konference, der

med titlen ’Million Youth Movement’ skal

sørge for at sætte ord på den unge generations

behov og visioner.

Brænd politistationerne – ikke

butikkerne

En mand fra publikum annoncerer en

massedemonstration den 20. oktober

imod flere nedskæringer under sloganet ’A

Future That Works’.

» 1808 år sammenlagt i straffe til

rebellerne og de unge. 0 år, 0 timer og 0

minutter til MF’ere, bankfolk og politiet,

råber en ung hvid mand og fortsætter:

» Næste gang skal I ikke gå efter butikkerne

- brænd politistationerne ned!

Nogle hujer, andre rynker på næsen.

» Da jeg begyndte at arbejde på filmen,

følte jeg det samme, men nu er jeg ikke

enig, siger Kyle til pyromanaktivisten.

» Jeg tror, det handler om folkemagt,

græsrodsbevægelser og ’Million Youth

Movement’. Hvis politiet ikke vil lytte til os

som individer, bliver de nødt til at lytte til

en million stemmer.

Der syntes at være en klar enighed

blandt de fremmødte om, at oprøret

afspejlede en gryende utilfredshed med

de sløje udsigter til jobs og de varslede

nedskæringer hos den voksende britiske

underklasse. Og der er også en fælles

oplevelse af, at politiet er en instans, hvis

formål er at holde underklassen i skak. De

fleste er også enige om, at der bliver oprør

på ny, hvis ikke race og klassekritikken

bliver imødekommet.

» Urolighederne vil ske igen, for der er

ingen tvivl om, at systemet ikke forandrer

sig. Så spørgsmålet er, hvor langt kommer


TOTTENHAM:

HVAD ANTÆNDTE FLAMMERNE?

Steven og Andrew er begge opvokset i Tottenham -

bydelen, hvor optøjerne startede. Mens de begge forstår

vreden bag volden, ser de forskelligt på baggrunden

for urolighederne. Niche fik plyndret sin bar i samme

område og fordømmer oprøret, men i endnu højere grad

de strukturelle årsager bag. Hvad de alle er enige om er,

at det kan ske igen.

Jeg møder Steven Jeffreys foran

Carpetright, den nedbrændte

hjørnebygning på hovedgaden i Tottenham,

som blev et symbol på oprøret i

medierne. Han er 24 år og en god ven

af Mark Duggan – den unge mand, der

blev dræbt af politiet, og hvis død blev

startskuddet til urolighederne. Steven

er uddannet i International Business

and Politics og arbejdsløs. Han bor i en

toværelseslejlighed med sin familie på

seks i det tilstødende lejlighedskompleks

til den nedbrændte bygning.

Steven var med i den store demonstration

foran politistationen og fortæller, at

de stod der i fem-seks timer, indtil en af

Duggans slægtninge gik hen for at tale

med en politimand, som skubbede hende.

» Folk råbte: ’hvad laver I?’, og så

begyndte børn at kaste sten mod politiet,

som ikke rørte sig. Og så gik det ud af

kontrol, fortæller Steven. Med ét væltede

det til med folk, to politibiler blev sat i

brand, og sagen om Duggan blev afledt af

et kaotisk inferno.

» Politiet flyttede sig ikke fra politistationen.

De ville kun beskytte den. Da folk

så det, begyndte de at drage fordel af

situationen. Det var dér, butiksindbruddene

startede. Det var alt fra børn på 10

år til mænd på 45 år, der deltog. Det var

som taget ud af en film, siger Steven, som

hævder, at han ikke deltog i den del.

For ham er årsagen til oprøret folks vrede

over politiet.

» Jeg ved ikke med de andre områder, men

i Tottenham var alle vrede over den simple

kendsgerning, at politiet skød ham og ikke

fik noget svar på hvorfor, mener Steven,

som har set vreden over politiet akkumuleret

i årevis, især på grund af deres

’Stop and Search’ praksis, som tillader

politiet at stoppe og visitere enhver, som

skønnes mistænkelig. Han selv siger, han

bliver chikaneret af politiet hver dag.

» Jeg bliver stoppet, men er det fordi, jeg

har en taske, eller fordi jeg er sort? Er

det fordi, der har været en forbrydelse i

området – og hvad har det i så fald med

mig at gøre?, spørger Steven retorisk.

Han er klædt i jakkesæt og har for nyligt

indgivet en klage til politiet på baggrund

af alle de gange, han er blevet stoppet

uberettiget.

En kriger på udkig

28-årige Andrew Smith bor lige overfor

politistationen og ser anderledes på konflikten.

Han mener, at de sorte unge til dels

selv er skyld i politiets opmærksomhed.

» Når du bærer en træningsdragt, og

du går rundt med din hætte trukket ned

over øjnene og din hånd i dine bukser, er

det næsten som en kriger på udkig efter

ballade. Jeg mener ikke, de hjælper sig selv

på den måde, siger han.

Andrew har selv haft dreadlocks, men

klippede dem af, fordi han konstant blev

stoppet af politiet. Det hjalp. Eller måske

skyldes det bare, at han bare er blevet

ældre, mener han.

» De unge oplever, at verden er imod dem,

men jeg køber ikke den undskyldning. Jeg

må indrømme, at vi er genstand for nogle

tunge fordomme, men vi kan overvinde

dem. Det betyder bare, at vi er nødt til at

arbejde meget hårdere.

Siden oprøret har politiet også vedkendt

sig, at metoden med at visitere ikke i alle

henseender er god. ”’Stop and Search’

kan være et særdeles effektivt og vigtigt

redskab, og metoden har medført en

betydelig fremgang i bekæmpelsen af

knivoverfald, men MPS [The Metropolitan

Police Service] skal være mere påpasselige

med, hvordan metoden tages i brug”,

meddelte Tottenham politi i november

2011. De annoncerede desuden, at der var

undervisningspakker på vej til officerer,

som bliver stillet til ansvar for, hvordan de

administrerer ‘Stop and Search’ lokalt.

Et skidt kvarter

Andrew mener, at Tottenham også er

med til selv at producere de vrede unge.

Han ved godt, hvad der skaber de unges

barske kropssprog og attitude:

» Hvis jeg var 16-17 år, ville jeg sandsynligvis

have været involveret for at være

ærlig. Jeg ved, hvordan det er at vokse op


i det område, siger Andrew, som selv er

blevet berøvet og stukket ned flere gange.

» Hvis du bor her omkring og bliver røvet,

bliver det ved, indtil du sætter foden

ned. Det hærder dig, og det påvirker din

opførsel, siger han.

Han tilføjer, at unge i Tottenham er

kendetegnet ved et påfaldende fravær af

ambitioner.

» Før jeg begyndte på universitet, havde

jeg intet liv uden for Tottenham. Folk går i

fængsel, som om det ikke er noget særligt.

Når du går igennem det, er det ligesom,

du bliver lidt slidt, og så kan intet chokere

dig. Folk heromkring var derfor ikke så

chokeret over oprøret, som resten af

samfundet. De har set meget værre.

Andrew er uddannet økonom, men blev

afskediget, da hans bank lukkede som

følge af bankkrisen. Han har siden ikke

kunne finde arbejde. Nu arbejder han som

bartender i byen og bor hos sin familie.

Hans ene nabo er narkoman, og den anden

slår sin kone, siger han, men han ville

aldrig selv gå til politiet.

» Kun hvis det var et spørgsmål om liv

eller død, ville jeg ringe til politiet. Jeg ikke

har tillid til dem.

Han mener, at der ikke skulle meget til for

politiet at forbedre situationen.

» De bør indlede en dialog i skolerne for at

vise de unge, at politiet er til for at hjælpe.

For mig og mine jævnaldrende er det for

sent, konstaterer han.

På flugt fra plyndring

58- årige Niche Mpala fra Sydafrika er

indehaver af baren Tottenham Pride, som

blev fuldstændig raseret af en gruppe

af mennesker under oprøret. Han måtte

flygte for livet, efter han forsøgte at smide

en kvinde ud, som tømte indholdet af

hans bar ned i sine tasker, men blev mødt

af en gruppe af folk med knive. Han er

helt sikker på, at han kunne være blevet

dræbt, hvis ikke han var klatret op på

taget, havde kuret ned af afløbsrøret og

nåede at smutte væk.

» Da vi kom igen, var der intet tilbage.

Kun en beruset mand fra Østeuropa, som

blev anholdt. Alle de indvendige døre og

interiøret var helt smadrede, forklarer

han.

» På det tidspunkt følte jeg en vrede

over at se, at det, jeg har opbygget, blev

smadret af folk. Bagefter har jeg tænkt

over, at det måske var en måde for

samfundet at udtrykke sig på – det var

dog en meget forkert måde, siger han.

Han mener også, at det var politiets

‘Stop and Search’-metode, der skubbede

balancen, men peger også på, at den

strukturelle arbejdsløshed, kvarteret slås

med, bærer en stor del af skylden.

Niche Mpala Mufwankola ejer baren

Pride of Tottenham, som blev total

skadet under oprøret.

» Når folk ikke arbejder, og deres børn

ikke får en uddannelse, ender de på gaden

med knive og pistoler. Her er ikke engang

en legeplads. Børn er mennesker, der skal

blive voksne. Regeringen har et ansvar,

mener han.

Ingen flamme i Tottenham

Tottenhams byråd har siden oprøret gjort

flere tiltag for at forbedre livskvaliteten i

byen. Blandt andet er der lagt en ambitiøs

2025-udviklingsplan.

Det er nu ikke noget, Niche har meget

tiltro til. Foruden et besøg fra Prins

Charles og Camilla, har han ikke har

mærket til bedre kår for bydelen.

» Jeg er ked af at sige det, men jeg har

ikke set nogle tiltag blive realiseret det

sidste år, siger han.

Han er stadig ikke blevet kompenseret for

sin ejendomsskader.

Ikke engang under sommerens OL, hvor

flammen blev båret rundt i så godt som

alle dele af London, faldt der opmærksomhed

af til Tottemham:

» Tottenham lever stadig, men bydelen

er blevet opgivet. Det var som at befinde

sig i et andet land at se, OL-flammen blive

båret gennem London på TV. Det var det

østlige og sydlige Londons OL 2012. Ikke

Tottenhams.


ROMAER I RUMÆNIEN

Dem de andre ikke må lege med

Af Charlotte Kjærholm Pedersen. Fotos af Benita Marcussen

Romaer – det er dem, der samler flasker, tigger eller stjæler. På Roskilde Festival

bliver de mødt af teltlejre, hvor der står ’Gypsies – skydes UDEN ansvar’, når de

vandrer rundt for at samle tomme øldåser. På gågaden i alle større byer oplever man

dem sidde og tigge, mens lokalaviser under overskrifter som ’Har du oplysninger

om sigøjneren?’ hjælper politiet med at lede dem på sporet af de mistænkeliggjorte

romaers formodede kriminelle gerninger.

Da Rumænien i 2007 blev optaget i EU, blev det muligt for romaer at bosætte sig i

andre EU-lande. Men når levevilkårene i de andre europæiske lande, lader til at være

baseret på pantindsamling og tiggeri, synes det relevant at spørge: Hvilke forhold er

det, de forlader?

En af betingelserne for Rumæniens optagelse i EU var, at de skulle leve op til en

række forhold, som skulle stille romaer bedre. Vi besøgte Rumænien for at undersøge,

hvilke problemer romaer slås med i det nye EU-medlemsland, og for at tale med de

romaer, for hvem det er lykkes at bryde den onde cirkel, der opstår ud af manglen på

uddannelse.


INGEN INTERESSERER

SIG FOR ROMAER

Mediebilledet af romaer i Danmark handler om

mennesker, der tigger, stjæler, bor umenneskeligt og i

det hele taget har en anden moral end resten af Vesten.

Diskussionen om romaer er ophedet, og der bliver stillet

spørgsmålstegn ved, om Danmarks grænser bør være

åbne for dem. Men hvad er det, romaerne flygter fra?

Når man er i Bukarest, ser man dem

på gaden. Her og der sidder og står de.

Alene eller måske med et barn på armen.

De er tiggere. Og så er de romaer. Eller

sigøjnere. Alle man møder, advarer mod

dem. De stjæler, siger folk. Faktisk synes

de færreste rumænere, at det er sikkert at

færdes alene i Bukarest. Indstillingen til

romaer minder meget om den, man finder

i Danmark. Det bemærkelsesværdige er,

at i modsætning til Danmark, så bor der

mange romaer. Omkring 2,5 millioner

indbyggere af Rumæniens befolkning på

22 millioner mennesker er romaer, men de

er ikke vellidte.

Der findes landsbyer, hvor der kun bor

romaer, men langt de fleste bor i enklaver

i andre byer. Det er langt de færreste,

der bor på gaden og tigger, men det er

dem, der er synligst. De fleste rumænere,

man møder, ved uendelig lidt om romaer

– udover at det er bedst at holde sig fra

dem.

Det kan måske lyde absurd, at et EU-land

har NGO’er, som arbejder for en bosiddende

befolkning, men ikke desto mindre

er det, hvad Romani CRISS laver. De arbejder

for romaers rettigheder i Rumænien.

Faktisk har Rumæniens optagelse i EU

forværret vilkårene for romaer, forklarer

Oana Mihalache, der er jurist i organisationen:

- Det er på mange måder problematisk,

at Rumænien er kommet med i EU, hvis

man ser på det fra et menneskerettighedssynspunkt.

Før 2007 var der langt

større fokus på, at Rumænien skulle løse

romaproblematikken. Det var en adgangsbillet

til EU. Derfor lovede man, at der ville

ske en masse ting, og bl.a. fik vi lovgivning

om diskrimination, siger hun.

Adskilte skoleklasser

Og der er da også blevet lavet lovgivning

mod diskriminationen af romaer. Det

betyder, at man ikke længere må separere

romabørn fra rumænske børn, så de går i

adskilte klasser i skolen:

Det var tydeligt, at der fandt diskrimination

sted. Vi forsøgte at dokumentere

adskillelsen fra romaer fra andre børn i

skolen. Nogle skoler satte dem i forskellige

klasser fra 1. klasse uden grund.

Resultatet var, at romabørnene ikke lærer

lige så meget som de rumænske børn.

Ofte fik de vikarer, som ikke gik op i, at

de skulle lære noget. I sidste ende betød

det, at romaer ikke havde samme adgang

til uddannelsessystemet, fordi de ikke

havde muligheden for at kvalificere sig til

universitetet. Det var et stort problem i

hele Rumænien, forklarer hun.

Men på trods af lovgivningen fra 2007,

der anerkendte romaer og forbød diskriminationen

af dem, så er der stadig store

problemer, fortæller hun:

- Desværre bliver den lovgivning ikke

overholdt, efter at Rumænien er kommet

med i EU, og ingen synes tilsyneladende,

at det er et problem. På papiret er der

lovgivet mod diskrimination, men 65%

af skolerne separerer stadig romaer og

rumænske børn, siger hun og tilføjer:

» Retssystemet i Rumænien er korrumperet,

men hvis sagerne bliver afvist der, så

går de videre til EU-menneskerettighedsdomstolen,

siger Oana Mihalache.

» Det er et kæmpe problem, at vi har en

lovgivning, men der er ingen, der går op

i, om den bliver overholdt. Folk virker

ligeglade, for ingen interesserer sig for

romaer, mener hun.

Især skoler og uddannelse er en

mærkesag, fordi det er grundlaget for

lige muligheder. Mange romaer oplever

det ikke som positivt at gå i skole. Det

kan diskrimination være medvirkende til,

ligesom fattigdom kan gøre, at de er nødt

til at arbejde i stedet for at gå i skole.

Politisk kasteskyts

Romaer er ikke kun bosiddende i

Rumænien, men det er landet, hvor

koncentrationen er højest. Også

Balkanlandene og resten af Central- og

Østeuropa er befolket af romaer. Eftersom

de færreste lande må registrere etnicitet,

er det ikke til at sige præcist, hvor mange

romaer der findes, men man anslår, at


tallet er oppe på omkring 10 millioner på

verdensplan.

» Under Ceauşescus styre fra 1965 til

1989 havde befolkningen det generelt

ikke særligt godt, men romaerne var ikke

en udsat gruppe, som de er i dag, fortæller

Oana Mihalache.

Ceauşescu forbød nationalisme, hvorfor

det udadtil ikke var et problem at en

etnisk minoritet. Reelt forholdt det være

sig dog anderledes, for i praksis var

romaer en udstødt gruppe. Romani CRISS

startede deres arbejde i 1993 oven på en

række konflikter forbundet med romaer

i Rumænien i starten af 90’erne. Diskussionen

gik på, om de var ungarere eller

rumænere. Romaerne var meget upopulære

og blev udsat for mange voldelige

overgreb, hvor også deres huse blev

brændt, hvilket i sidste ende medførte

flere drab.

Men problematikken om romaer har ikke

løst sig. Tværtimod. Flere gange er romaer

blevet brugt som politisk kasteskyts i

form af løfter om tiltag til at fjerne romaer.

Både i Rumænien og resten af EU. Oana

Mihalache forklarer, at diskrimination

finder sted i både ind- og udland. F.eks.

forsøgte Frankrig og Italien for nogle år

tilbage at lovgive mod romaer:

» Man forsøgte at lovgive med særligt

henblik på romaer, og derved diskrimi-

nerede man dem i høj grad. F.eks. ville

man afkræve fingeraftryk af mindreårige

romaer og romaer uden kriminel baggrund.

Det var en klar overtrædelse af

menneskerettigheder, fordi der er tale om

diskrimination, siger hun.

Antiroma-kampagner

At Frankrig og Italien forsøgte at

iværksætte sådanne tiltag kom ikke

som nogen overraskelse for organisationen.

I Rumænien oplever man også,

at retorikken rettet mod romaer

skærpes i forbindelse med eksempelvis

borgmestrevalgkampe:

» Det sker gerne op til et valg, hvor en

stram politik overfor romaer bliver en del

af en politisk kampagne. Vi har set det

til borgmestervalg, hvor kandidater f.eks.

afholder anti-roma-taler, der indeholder

løfter om at forværre forholdene for

romaer, hvis de bliver valgt. F.eks. i

Baia Mare, hvor man lovede at udvise

alle romaer i byen. Mange romaer bor

i forladte huse. Efter en årrække uden

indgriben må man ikke fjerne folk fra

husene, selvom de er forladte. Men i Baia

Mare havde de ikke boet der lang tid nok.

Borgmesterkandidaten fik ikke mindre

end 87% af alle stemmer i byen, og han gik

efterfølgende også i gang med at tvangsforflytte

romaer:

» Han flyttede romaer ud i en bygning,

som var fyldt med giftgasser, og omkring

20 mennesker kom på sygehuset. Forskellige

NGO’er gik ind i sagen, men den dag

i dag bor der stadig mennesker i den

bygning, fordi deres gamle huse er blevet

jævnet med jorden, og politiet ikke tillader

genopbygning, fortæller Oana Mihalache.

Der er mange, der arbejder på at holde

politikerne fast på den lovgivning, de selv

har vedtaget. Men den politiske situation

i Rumænien er usikker og infiltreret af

korruption, som nogen gange forhindrer

tiltag i at blive realiteter, forklarer Oana

Mihalache:

» Vi er en slags vagthund for romaers

rettigheder, og vi vil forsøge at fortsætte

med at stramme lovgivningen. Men den

usikre politiske situation gør det svært at

navigere rent politisk, fordi vi hele tiden

skal forholde os til nye ministre.


RAHOVA – ET ROMAKVARTER

I BUKAREST

I det centrale Bukarest møder man en stor del romaer, der bor på gaden. De tigger,

og man bliver advaret om, at de også stjæler. Men den største koncentration af

romaer bor i bydelen Rahova. Vi besøgte bydelen og mødte stor variation. Kontrasten

mellem faldefærdige bygninger og dyre, nye biler blev nærværende, ligesom det blev

klart, at Rahova var en by i byen. Selvom bydelen var beboet udelukkende af romaer,

var der tydelige klasseforskelle at spore. Der var de faldefærdige bygninger, hvor

lejlighederne bestod af et enkelt værelse, men der var også farverige og afskærmede

huse, som var i langt bedre stand.


DE MÅSKE EGNEDE

Veluddannede romaer

mellem diskrimination og

anerkendelse i Rumænien

Af Charlotte Kjærholm Pedersen. Fotos af Benita Marcussen

Romaer er den største etniske minoritet i Europa. Mange lever i fattigdom og har

ingen eller meget lidt uddannelse. Men nogle bryder stereotyperne. Vi mødte tre af

succeshistorierne: Unge romaer, som har taget en lang videregående uddannelse.

De fik muligheden via Rumæniens afsatte særpladser til romaer. Man ved ikke, hvor

mange romaer der kommer igennem uddannelsessystemet på den måde, da man

ifølge EU’s lovgivning ikke må registrere etnicitet. Men dem, vi mødte, var opvokset

med forældre uden uddannelse. De fortæller om deres oplevelse med at være en

udstødt minoritet i Rumænien, og om den skjulte diskrimination, der fortsætter, selv

efter de er startet på universitet.


PÅ ULIGE VILKÅR

Tudorel blev hjulpet på vej til en plads i

uddannelsessystemet. Nu arbejder han for lige

uddannelsesmuligheder for alle romaer.


Dengang Tudorel var yngre og gik i

folkeskole, begyndte han på et af

Romani CRISS’ uddannelsesprogrammer.

Det fik kæmpe stor betydning for ham:

» Jeg var på sommerskole, og det åbnede

muligheden for, at jeg blev interesseret i

skolen. Jeg blev hjulpet med at finde en vej

til at læse videre, siger han.

Ligesom mange andre romaer havde hans

forældre ikke råd til at betale for, at han

kunne komme på universitetet. Men det

lykkedes ham at få en af de frie pladser,

der er afsat til romaer. Oplevelsen af at

komme videre i skolesammenhæng har

betydet så meget for ham, at han i dag

selv er med til at arrangere sommerskoler

for unge romaer.

For ham er det vigtigt at holde fast i de

unge, så de får muligheden for at komme

videre i uddannelsessystemet ligesom

ham selv. Han er selv gået hele vejen.

Han har læst på universitetet og startede

allerede der med at arbejde frivilligt for

Romani CRISS. Efter han afsluttede sin

uddannelse, er han endt med at arbejde

det selvsamme sted, som gav ham

muligheden for at gøre noget andet end de

fleste romaer - og end hans forældre:

» Vores håb er, at de elever, vi underviser,

bliver i skolen, for der er problemer med,

at de forlader skolen tidligt. Nogle har

problemer i familien og bliver tvunget til

at forlade landet for at arbejde, og derfor

tager de børnene med. Andre forlader ikke

skolen af god vilje, men fordi de er for

fattige til at blive. De har ikke ressourcer

til at gå i skolen, forklarer han.

Tudorels egne forældre fik aldrig en

uddannelse selv. De har til gengæld været

glade for, at han kunne få en, og de er

meget stolte af ham. Sådan har de fleste

forældre til romaer det, forklarer Tudorel.

De ønsker et bedre liv for deres børn.

Hierarkier blandt romaer

Men selvom romaer er en minoritet, findes

der også forskellige hierarkier blandt

romaer. Generelt er de fattige, men underklassen

er dem, der bor på gaden. Det

piner Tudorel at se de mange gadebørn i

Bukarest, men der er ikke nok resurser til

at hjælpe dem, forklarer han. De kræver

en indsats, der rækker langt ud over det

sommerskoleophold, han selv blev tilbudt.

Han har svært ved at se, hvordan en

sådan indsats skal realiseres i praksis:

» Selvom det er gadebørnene, som udgør

et stort problem, er det ikke noget, vi

arbejder med aktivt. Vi har ikke ressourcer

til det, for det kræver rigtig meget. De

stoler ikke på nogen – heller ikke os. Så

vi kan ikke lave aftaler om, at de f.eks.

skal komme i skole, for de kommer ikke,

forklarer han.

Skjult diskrimination

Det er netop de ulige muligheder, der gør,

at Tudorel arbejder med uddannelse af

romaer. Og selvom han selv er kommet

lang vej, kan han også fortælle om oplevelser,

der ikke har været rare. Det er ikke

blot i skolen, at man kan se, at romaer

ikke kommer i samme klasse som andre

rumænske børn:

» Diskriminationen er tydelig overalt,

hvor man bevæger sig i Rumænien. F.eks.

når man er ude og gerne vil på diskotek.

Man bliver afvist, hvis man er roma.

Dørmanden kunne aldrig finde på at sige,

at det var derfor, men kommer med en

eller anden søforklaring. Sammen med

nogle venner prøvede vi at dele os op i en

gruppe med romaer og en med rumænere,

og så se, om vi kunne komme ind. Os

romaer kunne ikke komme ind, fortæller

han.


JEG FORTÆLLER IKKE,

JEG ER ROMA

Opdragelse og oplysning. Sådan mener Ramona, at man

kan løse romaproblematikken i Rumænien. Selv har hun

være udsat for mobning, fordi hun er roma.


Ramona ligner en roma. Hun har knaldsort

hår, der er tykt og bølget, og

hendes øjne er mørke. Måske det er årsagen

til, at hun blev mobbet i gymnasiet,

for det blev hun. Hun blev drillet med, at

hun var roma. Hendes klassekammerater

talte ikke til hende, men lavede jokes bag

hendes ryg om hendes baggrund.

På trods af sine oplevelser i uddannelsessystemet

er hun i gang med

jurastudiet på universitetet. Hun læser på

3. år i Bukarest, hvor hun har levet hele sit

liv sammen med sine forældre, to brødre

og to søstre. Hendes uddannelse bliver

finansieret gennem de særlige fripladser

for romaer.

Hun fortæller, at diskriminationen har

været en stor del af hendes liv:

» Det er svært at forklare, men jeg selv

og mange af de romaer, jeg kender, har

alle prøvet at blive fravalgt til et job, fordi

arbejdsgiveren har fundet ud af, at vi er

romaer. Det vil de aldrig indrømme, men

det er sådan det er. Det spiller en stor

rolle, forklarer hun og fortæller, at mange

generaliserer:

» Der er en masse fordomme om, at

romaer lugter og stjæler. Selvfølgelig er

der nogen romaer, der stjæler, men der er

også rumænere, der stjæler. Problemet

er, at det bliver italesat enormt meget,

når det drejer sig om en roma. Og derfra

generaliserer man; hvis én roma stjæler, så

stjæler alle romaer.

Hun tror, det vil ændre mange ting, hvis

romaer uddannede sig i lige så høj grad

som rumænere, men det kan ikke lade sig

gøre rent økonomisk:

» Det er svært for mange at gennemføre

en uddannelse. Selvom de fleste romaer er

bevidste om, hvor vigtigt det er, så har de

simpelthen ikke muligheden for uddannelse,

forklarer hun.

Som hun ser det, skal der ske en del, før

man kan blive fri for den slags fordomme,

og hun er ikke optimist, hvad angår

fordomsfrihed i Rumænien:

» Jeg tror i høj grad, at det handler om

opdragelse og oplysning. Man er nødt til

at lære det fra barnsben. Problemet er, at

det gør man ikke lige nu, og man kan ikke

se forbedringer i forhold til diskrimination.

Det er svært at måle, og jeg tror ikke på,

at det vil ændre sig.

Utilpasheden

Hun forklarer, at det har betydet meget

for hende, at hun var roma. Mange steder

har hun ikke følt sig tilpas og velkommen:

» I dag har jeg både venner, der er romaer,

og venner, der ikke er romaer. Men de

fleste rumænere er diskriminerende over

for romaer. Der er selvfølgelig nogen, der

godt ved, at alle de ting, der bliver sagt

om romaer, ikke passer, men det er stadig

svært at begå sig i Rumænien, siger hun.

Og mange romaer – især dem som er

lysere –fortæller ikke, at de er romaer, hvis

de kan undgå det, fortsætter Ramona:

» Det er for svært for dem at fortælle, at

de er romaer, så nogen gange, hvis man

kommer på universitetet, fortæller man

det ikke til sin nye venner. Ofte så ved folk

det jo godt, men så er det bare ikke noget,

man taler om.


DET ER RUMÆNIEN, DER

BEGRÆNSER MIG

Anca har fået en eliteuddannelse trods hendes status

som roma. Faktisk har det været en fordel for hende.


Anca er velbegavet. Hun taler

flydende engelsk og hjælper andre,

hvis de har svært ved at formulere en

sætning på engelsk. Det blev der lagt

mærke til tidligt. Hun er roma, og hun har

både på gymnasiet og universitet gået

på dyre private skoler. Hun er en af dem,

der har fået en af de særlige pladser på

universitet. De pladser, der er forbeholdt

romaer. Men selvom hun er blevet hjulpet

økonomisk, så har hendes skolegang båret

præg af, at hun ikke har været ligesom de

andre elever i klassen.

» At jeg var roma har egentlig hjulpet mig.

Jeg har gået på et af de bedste gymnasier i

landet. Det var som sådan ikke et problem,

at jeg var roma. Snarere at jeg ikke

kommer fra en rig familie. Det gjorde de

andre i høj grad. Det kom meget til udtryk.

Altså når de andre havde været i Miami

med deres familie, havde jeg været på

landet i Rumænien, forklarer hun.

Anca kommer fra udkanten af Bukarest

og er næsten færdig på universitet. Lige

nu er hun i gang med at skrive sit speciale

færdigt og tage de sidste eksamener på

jurastudiet. Hun fortæller, at det aldrig

er blevet betragtet som et problem, at

hun var roma, men at det har skabt en

distance:

» Jeg ved, at der var nogle, der ikke havde

det godt med mig, fordi jeg er roma, men

jeg er aldrig blevet mobbet. Aldrig. De

andre synes bare, jeg var anderledes end

dem. Til gengæld har jeg været udsat for,

at lærere har behandlet mig anderledes.

Fx gav en lærer mig dårligere karakterer

end de andre. Det kunne være i standertests,

hvor det var åbenlyst for alle – også

de andre elever – at jeg fik dårligere

karakterer af læren. Nogle af eleverne

sagde det til mig, men de turde ikke gøre

noget ved det, for så ville læreren også

give dem dårligere karakter.

Der har også været en vis usikkerhed

forbundet med at være roma, understreger

Anca. Især i de yngre år:

» Det har været ok at gå på universitet.

Jeg er blevet ældre og mere selvsikker.

Det betyder, at hvis nogen siger noget

nedsættende om romaer – og det sker tit –

så siger jeg, ’hey, hvad siger I om romaer?

Jeg er roma’, fortæller hun.

Bliver i Rumænien

Anca har masser af venner. Både romaer

og ikke-romaer. Blandt dem, der er ikke

er romaer, kan de af og til godt diskutere

romaproblematikken:

» Mine venner har ikke et problem med,

at jeg er roma, men kan godt sige noget

grimt om romaer generelt. F.eks. hvis vi

går på gaden og ser små romabørn, der er

beskidte og laver ballade, så siger de ’det

er derfor, jeg ikke kan lide romaer’, men

det er jo et problem at generalisere. Altså

alle romaer er jo ikke ens, mener hun.

Anca har sin familie og venner tæt på. De

betyder meget, og hun kunne aldrig finde

på at flytte fra Rumænien, selvom hendes

kæreste gerne vil.

» Min kæreste siger nærmest hver dag,

at vi burde flytte til et andet land. Jeg er

ligeglad, hvor han vil hen, jeg vil ikke med.

Unge mennesker drømmer om at arbejde

et andet sted – i Belgien eller Norden, men

jeg har ikke lyst til at forlade min familie

og mine venner. Hvis jeg kunne tage dem

med, så ville jeg overveje det. Jeg ville

savne at være i Rumænien, høre sproget

og ’være hjemme’, siger hun.


POLITISK

NYTÆNKNING I

GRÆKENLAND:

Genopfinder

venstrefløjen sig selv?

Af Janne Louise Andersen og Hjalte Lokdam

Grækenland har været på nedbruddets rand i flere

år, og de unge forlader landet som aldrig før. Men

det nye oppositionsparti, Syriza, vidner om helt nye

måder at anskue den politiske magt på. Væk med den

teknokratiske ideologi og ind med befolkningsbaseret

idegenerering.


Magda og Lukazs fra squattet ’Nosotros’

i Athen tilhører en af de grupper, som

oppositionspartiet Syriza sætter sin lid til.

De er lige blevet færdige med gymnasiet,

skal til at i gang med en uddannelse og har

andre drømme for fremtiden end fortsat

at være borgere i det teknokratiske land,

som Grækenland er blevet til. Men de har

ikke mange forhåbninger for fremtiden.

» Folk tror, at tage det at en universitetsuddannelse

er den mest sikre vej til at

få et arbejde bagefter, men det er faktisk

ligegyldigt. Der er alligevel ikke noget

arbejde at få. Og hvis man er heldig, er det

til en løn på €300-500. Derfor er der også

mange, der rejser til Nordeuropa, hvor

man måske kan få en startløn på €3000,

fortæller Lukazs.

Men står det til 28-årige Giorgios Karatsiousbanis,

er der grund til at blive og

kæmpe mod recessionen. Han arbejder

til dagligt i Bruxelles for The Party of the

European Left, en sammenslutning af

demokratiske, socialistiske og kommunistiske

partier i EU, og er også medlem af

bestyrelsen for Syriza.

» Syriza er ikke er noget klassisk parti,

forklarer han.

For Syriza er det derfor vigtigt at holde

liv i de bevægelser, der har samlet sig i

partiet. Derfor har partiet etableret en

lokalafdeling i samtlige byer i Grækenland,

og partiets medlemmer er med til at løfte

sociale opgaver i belastede lokalsamfund

gennem de såkaldte solidaritetsnetværk.

» Siden sidste sommer har vi lagt

alle kræfter i at organisere solidaritetsnetværkene.

Vi forsøger at være

tilstede i alle rum for at skabe et sikkerhedsnet

mod de økonomiske stramninger.

Kreative løsninger

Netværkene startede, fordi mange varer

simpelthen var blevet for dyre at købe.

Derfor begyndte man på at organisere

handel uden mellemled, så indbyggere

kollektivt kan købe varer direkte fra

landmændene. Det blev kaldt kartoffelbevægelsen.

Men netværkene støtter også udsatte

borgere på andre fronter: Kollektiver

af lærere underviser frivilligt børn af

forældre, der ikke har råd til at sende

deres børn i institution efter skole. Og

sociale centre udvikler sig til at blive

sundhedsklinikker, hvor frivillige læger

giver folk behandling, som ikke har råd til

at gå på hospitalet.

Giorgios Karatsiousbanis, bestyrelsesmedlem for Syriza.

Grækenlands politiske situation

Grækenland fik d. 20. juni en koalitionsregering,

der består af de tre græske

politiske partier, New Democracy (ND),

Panhellenic Socialist Movement (PASOK)

og Democratic Left (DIMAR) – med

premierminister Antonis Samaras fra

New Democracy i spidsen. Sammen med

finansministeren, Vassilis Rapanos, er

han kørt i stilling til at rette op på den

græske økonomi. Rapanos blev dog syg

kort efter ministerudnævnelsen og afstod

ministerposten. Før den ny regering var

Grækenland ledet af Lucas Papademos,

som ikke var folkevalgt, men som overtog

posten fra Georgios A. Papandreou,

der forlod den efter voldsomt pres fra

befolkningen.

I oppositionen står Syriza – en samling

af 13 forskellige venstrefløjspartier, som

fik et jordskredsvalg med 27 procent af

stemmerne, der sendte dem fra 9 til 71

mandater. Syriza vil sætte en stopper

for økonomiske smalkur fra Trojkaen -

Kommissionen, IMF og den Europæiske

Centralbank. Til forskel fra koalitionsregeringen

som forpligtede sig i juni til

at holde landet i eurozonen og forsætte


» Alt det, som burde virke, virker ikke

rigtigt. Så folk må være kreative, siger

Giorgios.

Og det er netop sådan en tankegang,

som Magda efterlyser. Hun mener, krisen

i det græske samfund har rødder i en

mentalitetsændring, der har spoleret

fællesskabsfølelsen.

» Det lokale sammenhold, som tidligere

var så stærkt i Grækenland, er smuldret.

Før i tiden låste folk ikke engang deres

døre her i Athen! Så det er en krise, der

går langt ud over økonomi og politik.

Det handler om hele samfundet og dets

sammenhængs-kraft.

Både hende og Lukazs overvejer at

stemme Syriza ved næste valg. De tilhører

den store gruppe, som er aktive i de

sociale bevægelser og protesterne, og som

deler Syrizas verdenssyn uden at være

partisoldater.

» Hvis Syriza fik magten, tror jeg, vi

ville se markante forandringer til det

bedre. Men ikke engang det er nok. Vi må

som borgere også selv tage vores tørn

og arbejde i det lokale for at forbedre

vilkårene for de svageste: For de mødre,

der må sende deres børn på børnehjem,

fordi de ikke har råd til at have dem; for de

mennesker, der bliver sat på gaden, fordi

de ikke har råd til at betale huslejen; og

for de indvandrere, der bliver behandlet

så dårligt, at kriminalitet er deres eneste

udvej.

Men kampen er også brolagt med mange

forhindringer. Selvom det er lykkedes

Syriza at samle de små stumper på

venstrefløjen, er de ikke sikre på, de ville

kunne komme til enighed:

» Syriza, anarkisterne og kommunisterne

har desværre en tendens til at bekæmpe

hinanden i stedet for at arbejde sammen.

De fokuserer på de små forskelle i stedet

for de store ligheder. Alle er frustrerede

over den politiske og økonomiske situation

i landet, og alle er enige om, at løsningen

skal bygge på mere lighed og social

retfærdighed. Vi kan bare ikke enes om

vejen derhen, siger Magda.

“Syriza synes at være svaret”

Men den store opbakning, Syriza fik ved

sidste valg, giver dog også grund til optimisme.

Syriza sikrede de overvældende

27% af den græske befolknings stemmer

gennem en nytænkning af politisk

tænkning, mener Michalis Spourdalakis.

Han er professor i statskundskab ved

Universitetet i Athen og har forsket i den

græske krises sociologiske betydning, og

alternative former for politisk tænkning.

Spourdalakis mener, at selvom partiet

består af partier, der har eksisteret i

årevis, repræsenterer det samlet set en

ny måde at tænke politik og samfund

på. Syriza ønsker grundlæggende ikke at

lappe det eksisterende system, men at

transformere det til noget helt nyt.

» Der er ikke manøvrerum inden for kapitalismen

for reformer. Men samtidig ved

vi, at vi ikke kan gentage de socialistiske

eksperimenter fra fortiden. De har været

en katastrofe for demokrati, mennesker

og det oprindelige socialistiske ideal. Vi

bliver nødt til at gentænke ideerne og lære

af fortiden, siger Spourdalakis.

» Venstrefløjen især her i Grækenland

har længe haft det problem, at den er

meget fragmenteret, og der er ikke nogen

overordnet organisatorisk enhed, der

forsøger at samle den. Det nye skal bygge

på de erfaringer og ideer, som alle disse

bevægelser - de gamle kommunister, det

nye venstre, de grønne, feministerne - står

for. Syriza synes at være svaret.

Venstrefløjen rykker

Og det er ikke kun i Grækenland, krisen

banet vejen for nye tendenser inden

for politiske valg. Også med valget af

Francois Hollande til præsident i Frankrig

er der kommet en modreaktion til den

nedskæringspolitik, som Angela Merkel og

David Cameron er forkæmpere for.

Men det er nok for sent, frygter David

Harvey - professor i antropologi ved City

University of New York og forfatter til

adskillige (marxistiske) bøger om finanskrisen

og urbane sociale bevægelser. Han

befinder sig i Athen for at holde en række

foredrag om krisen og dens årsager og

konsekvenser.

» Som jeg ser det, er der tre faktorer, der

bidrager til den systemkrise, vi befinder

os i. Den første er den stigende ulighed,

vi ser i dag både globalt og nationalt. Den

anden er ødelæggelsen af miljøet. Den

tredje – og mest interessante faktor - er, at

der mangler investeringsmuligheder i en

verden, der bygger på kapitalakkumulation

og forventningen og nødvendigheden

af konstant og stigende vækst. Der bliver


simpelthen færre og færre muligheder for

at udvide økonomien, siger Harvey.

Han henviser til, at der med udvidelsen

af den kapitalistiske markedsøkonomi til

Kina og Sovjet, er opstået en mangel på

investeringsmuligheder, som faktisk har

været til stede siden 1970’erne.

» Det har ført til, at investeringer blev

flyttet over til noget mere eller mindre

fiktivt, som vi så det op til finanskrisen,

siger han og understreger, at alle tre

problemer skal løses, hvis man vil ud af

krisen.

Den mest oplagte måde at komme ud af

krisen ville umiddelbart være at vende

tilbage til en form for Keynesianisme,

hvor den offentlige sektor sætter gang

i pengepolitiske tiltag, forklarer han og

henviser til Kina og Tyrkiet som eksempler

på lande, der har brugt den model.

- De har klaret sig relativt godt sammenlignet

med de fleste andre lande i verden.

Man kunne have stabiliseret situationen,

og den høje arbejdsløshed i Europa og

USA kunne have været undgået.

Men det havde alligevel ikke været nogen

permanent løsning, erkender David

Harvey.

» Kapitalismen er inde i en permanent

krise, som har varet siden 1970’erne, og

som bare bliver flyttet rundt og rundt.

Så den keynesianistiske tilgang ville nok

også have ført til problemer på lang sigt.

Både Kina og Tyrkiet døjer f.eks. med høj

inflation og et investeringsboom, som på

sigt kan give store problemer.

Fingeren på samfundets puls

Håbet er dog trods alt ikke ude for de

kriseramte samfund, understreger David

Harvey fortrøstende. Men problemerne

kan hverken løses udelukkende på det

parlamentariske niveau eller på græsrodsniveau.

- Det bliver nødt til at ske i en kombination.

Og det er netop dét, som Syriza står

for. Mange af partiets unge medlemmer

og tilhængere stammer fra de sociale

bevægelser, som ikke vil styres af et

politisk parti, men som på den anden

side gerne vil have et politisk parti, der

repræsenterer dem på nationalt niveau.

Så der er en interessant uformel alliance

mellem de sociale bevægelser og

Syriza som politisk parti. Det betyder, at

mange af de nye og interessante ideer til,

hvordan vi skal organisere os i fremtiden,

strømmer uhindret fra græsrodsniveauet

til partitoppen.

Og det er netop det særlige ved Syriza,

forklarer Michalis Spourdalakis. Han ser

partiet som en af hjørnestene i venstrefløjens

nye politiske projekt:

» Det er ikke nok at have en masse

forskellige sociale bevægelser, der hver

især forsøger at skabe forandringer lokalt

Venstre til Højre:

- Venstre-regering

- Syriza: Kampen fortsætter ikke et skridt tilbage

- ND (New Democracy) og PASOK (socialdemokraterne)

synker - skal vi lade dem styre

samfundet til bunds?

eller inden for et bestemt felt. Man bliver

også nødt til at have en partipolitisk

gren, der er aktiv i den større bevægelse,

og som repræsenterer bevægelsen i de

etablerede politiske institutioner, i parlamentet

og på den mainstream politiske

scene.

Han ser Syriza som udtryk for en

udvikling hen imod en ny måde at tænke

politik og ideologi på. En udvikling, som

er drevet af de unge mennesker, der

går på gaden og arrangerer forskellige

protester lokalt og nationalt. I stedet

for at formulere konkrete ideologiske

projekter, handler og tænker man ud fra et

bestemt verdenssyn, og det er nyt inden

for politisk tænkning.

» Vi bliver nødt til hele tiden at have

fingeren på samfundets puls og være til

stede i samfundet, så de politiske partier

ikke bliver fuldstændig løsrevet fra befolkningens

behov og ønsker, siger Michalis

Spourdalakis. Han mener, at venstrefløjen

traditionelt har været alt for arrogante og

bedrevidende og ikke har taget befolkningens

problemer seriøst. Det bliver man

nødt til.

» Der er masser af ting, som vi kan og

skal lære af samfundet og befolkningen.

De sociale bevægelser kan bringe den

viden ind på den politiske arena, og derfra

skal venstrefløjen skabe et regeringsprogram,

som kan redde Grækenland.

Similar magazines