Landsbyen Nr. Bjert i 1900-tallet - Kolding Kommune

æble og gederams måtte i tørret tilstand gøre det ud
for en teerstatning.
Med hensyn til erstatning for tobak viste det sig, at
tobak kunne dyrkes i Danmark. Efter en længere
proces blev der fremstillet et nogenlunde produkt.
I stedet for sagomel blev der fremstillet kartoffelmel.
En proces, hvor man rev kartoflerne til en blød
masse, der blev udvandet, så stivelsen blev bundfældet
for så senere at blive tørret i solen.
Petroleum var mest anvendt som lyskilde, og for at
spare på petroleum havde smeden konstrueret en
billig karbidlampe. Den var meget effektiv. Da der
blev stor mangel på udenlandske foderenheder så
som solsikke- og bomuldsfrøkager, steg vore egne
kornsorter stærkt i pris på grund af efterspørgslen.
For de mange private husdyrbrug, der havde geder,
høns og grise, blev det føleligt. Vi drenge, der havde
duer og kaniner som hobby, fik lov til at samle
aks af byg og hvede fra de afhøstede marker. Det
var hvedeaks, der havde størst betydning. Efter
rensning af kornet sendte vi en del på møllen for
illegalt – med møllersvendens billigelse – at få flormel
i stedet for. Resten af det indsamlede korn blev
brugt til de mange husdyr.
Vi havde to geder, der dagligt gav ca. 7 liter mælk,
der var meget fed. Mælken blev hældt på flade lerfade
for at sætte fløde. Den var så tyk, at vi kunne
kærne smør i en lille håndkærne, som bødkeren
havde fremstillet. Resten af mælken anvendtes i
husholdningen og til opfedning af julegrisen.
De høje priser på kødvarer bevirkede, at der blev
interesse for kaninavl, så efterspørgslen af ungdyr
var stor. Jeg og nabodrengen havde i forening ikke
så få kaniner, men det varede dog ikke længe, in-
den vi ikke kunne efterkomme Strandhusedrengenes
købelyst. Vi øjnede her en chance for stor fortjeneste,
så vi cyklede derfor til Eltang og Lilballe
og købte alle de unger, vi havde behov for. Efter at
have fodret dem i en uges tid, solgte vi dem for det
dobbelte af, hvad vi havde givet for dem.
Ved i efteråret at plukke hasselnødder, som vi solgte
til torvekonen sammen med dueunger, blev det
alt i alt til en ekstra fortjeneste til opsparing i den
lokale spare- og lånekasse.
Der blev efterhånden mangel på mange metaller.
Priserne steg derfor til det uhørte. Vi drenge fik hos
10
Nr. Bjert i 1912 og under 1. verdenskrig
Esbern Mygind fotograferet i 1988 af Kim Furdal
foran sit hjem i Kolding.
Skytteforeningens formand eneret til at grave efter
blykugler i en nedlagt skydevold. Ved at sigte jorden
fra, samlede vi både dum-dum- og riffelkugler.
Hos smeden smeltede vi blykuglerne i en digel over
essen og rensede dem for slagger og urenheder. Den
smeltede bly blev derefter støbt i barrer, som vi
solgte til en produkthandler i Kolding, hvor vi opnåede
en god pris. Vi tjente så meget, at vi hver
havde råd til at købe en ny cykel.
Da lønningerne ikke helt kunne følge trit med prisudviklingen,
kunne det være mærkbart for de børnerige
familier og svært at få pengene til at slå til.
For landmændenes vedkommende kunne en større
efterspørgsel på heste fra militæret, der havde brug
for mange heste, give højere priser og dermed større
indkomst. Hvor der før havde været nogen import
af kød, amerikansk flæsk samt islandsk lammekød,
blev der nu større efterspørgsel efter de
hjemlige kødvarer.
For smedens vedkommende gav det muligheder for
øget indkomst, idet militæret med de mange heste
skulle have skoene fornyet flere gange. Man indgav
tilbud for at få arbejdet tildelt, og fik man det, blev
der en ikke ringe merindkomst.
Efter lang tids forløb var man til dels indstillet på at
få det bedst mulige ud af de daværende tilstande.
Der var dog altid den trøst at hente – vi var jo alle i
samme båd. Alle havde ønsket om en hurtig afslutning
på krigen, som dog først gik i opfyldelse efter
fire års forløb.