Diskurser i debatten om indvandrere - Ming Ou Lü

Diskurser
i debatten om
indvandrere
3. semesterprojekt
Morten Find Andersen, Jes Carlskov, Ulrik Høgsbro, Ming Ou Lu & Nedim Mehdic
Roskilde Universitetscenter, Samfundsvidenskabelig Basisuddannelse, efterår 2004
Vejleder: Torben Dyrberg

1 Indledning .............................................................................................................................. 4
1.1 Problemfelt ...................................................................................................................... 4
1.2 Problemformulering ........................................................................................................ 6
1.3 Eksplicitering .................................................................................................................. 7
1.4 Grafisk fremstilling af projektet ...................................................................................... 8
2 Teori og metode ..................................................................................................................... 9
2.1 Normativitet, afgrænsning og begrebsdannelse .............................................................. 9
2.2 Diskursteori ................................................................................................................... 11
2.3 Politiske orienteringsmetaforer ..................................................................................... 13
2.3.1 Højre/venstre ......................................................................................................... 13
2.3.2 Fra materielle til postmaterielle værdier ............................................................... 15
2.3.3 De fire orienteringsmetaforer ................................................................................ 18
2.3.4 Diskussion ............................................................................................................. 20
2.4 Delkonklusion ................................................................................................................ 21
3 Tre diskurser ....................................................................................................................... 23
3.1 Valg af empiri ................................................................................................................ 23
3.2 Den humanistiske diskurs .............................................................................................. 25
3.3 Den nationalkonservative diskurs ................................................................................. 32
3.4 Mellemdiskursen ............................................................................................................ 39
3.5 Delkonklusion ................................................................................................................ 48
4 Diskursiv kamp .................................................................................................................... 50
4.1 Den aktuelle debat ......................................................................................................... 50
4.1.1 Theo van Gogh og ytringsfrihed ........................................................................... 50
4.1.2 Solidaritet .............................................................................................................. 58
4.1.3 Det udanske ........................................................................................................... 61
4.2 Fogh Rasmussens tale på Venstres landsmøde ............................................................. 63
4.3 Nationalt og globalt perspektiv ..................................................................................... 71
2

4.4 Delkonklusion ................................................................................................................ 72
5 Konklusion ........................................................................................................................... 73
5.1 Besvarelse af problemformulering ................................................................................ 73
5.2 Perspektivering .............................................................................................................. 75
6 Litteratur .............................................................................................................................. 77
3

1 Indledning
1.1 Problemfelt
I Danmark har der igennem de sidste år været en stigende fokus på indvandrere og en polarisering
af indvandrerdebatten. Ved indvandrerdebatten forstår vi den aktuelle offentlige debat i Danmark
om temaer som indvandring, flygtninge og danskhed, som den kommer til udtryk i debatbøger,
læserbreve og indlæg i pressen samt udtalelser fra politikere 1 . Der sker ofte en betydningsglidning,
så debatten kommer til at handle om islam. I praksis er indvandrerdebatten og islamdebatten derfor
mere eller mindre overlappende. Polariseringen i debatten kan spores i hvert fald en halv snes år
tilbage, men især folketingsvalget i 2001 satte indvandrerdebatten højt på den politiske dagsorden 2 .
Dette forstærkede fokus afspejles bl.a. i, at VK-regeringen efter overtagelsen af regeringsmagten
oprettede et helt nyt ministerium, Integrationsministeriet, der har til opgave at varetage det politiske
område indvandrere og integration.
Stramninger i udlændinge- og asylpolitikken har medvirket til at intensivere indvandrerdebatten i
offentligheden – særligt omkring 24-årsreglen 3 , der fra regeringens side begrundes med ønsket om
at forhindre tvangsægteskaber – og ligeledes udløst en tiltagende kritik fra internationalt hold 4 .
Den borgerlige regerings integrations- og asylpolitik, som har bred opbakning i befolkningen 5 ,
kritiseres på mange punkter af oppositionen og de ledende debattører. Denne kritik tilbagevises af
regeringspartierne i samarbejde med Dansk Folkeparti med henvisning til, at indvandreres
manglende forståelse af de danske værdier truer det danske samfund, og at man er nødt til at stille
strenge krav til indvandrerne.
1 Vi har valgt at bruge betegnelsen indvandrerdebatten fremfor indvandringsdebatten ud fra en betragtning om at
debatten om indvandring (den aktive handling) må ses som afledt af debatten om (forholdet mellem danskere og)
indvandrere, som er det primære genstandsfelt.
2 Goul Andersen (2003) s. 327f
3 Der bl.a. indebærer, at man skal være mindst 24 år for at blive familiesammenført med ægtefælle til Danmark. Se
f.eks. Politiken, 5. oktober 2004, ”24-års regel løsnes op efter kritik”
4 Se f.eks. Politiken, 20. juni 2004, ”Portræt: Manden med stålmasken”
5 Iflg. Jørgen Goul Andersen mener 37% af befolkningen i oktober 2004 at indvandringen udgør en ”alvorlig trussel”.
(Politiken, 12. okt. 2004, ”Ingen stemmer i nye stramninger af udlændingeloven”)

Den ovenfor skitserede situation har medført, at indvandrerdebatten i Danmark anno 2004 er blevet
et minefelt fyldt med skarpt optrukne synspunkter, som dæmoniserer modparten.
Gruppens interesse for debatten bunder i en nysgerrighed efter at undersøge, hvordan forskellige
diskurser 6 i indvandrerdebatten kæmper om retten til at definere ”virkeligheden” om, hvorvidt – og
i givet fald hvilke – problemer indvandrere skaber i det danske samfund, samt hvordan disse
problemer skal løses. Vi har bl.a. hæftet os ved, at kampen mellem diskurserne er kendetegnet ved,
at anerkendelsen af modpartens synspunkter er svær at finde. Dansk Folkeparti vil næppe anerkende
en udtalelse fra en kritiker som Carsten Jensen, når han påstår, at problemet i indvandrerdebatten er
en misforstået og racistisk danskhed. Vi er altså vidne til en diskursiv kamp, hvor repræsentanter for
forskellige diskurser kæmper om herredømmet, det vil sige retten til at fungere som dominerende
diskurs – hegemoni – i samfundet indenfor det domæne, indvandrerdebatten udgør. Vores ønske er
altså at opnå en forståelse af debatten samt at afdække og analysere de grænsedragninger, der synes
at være afgørende for debattens polarisering. Det er på denne baggrund, vi finder det relevant med
en analyse af de forskellige diskurser i indvandrerdebatten, for at forsøge at belyse hvorledes
meningsdannende aktører artikulerer begreber som integration, danskhed og tolerance.
De meningsdannere, vi vil beskæftige os med, er i et vist omfang tilknyttet politiske partier. I
forbindelse med vores analyse af de politiske grænsedragninger, bliver det dog hurtigt klart, at den
traditionelle højre/venstre-skala, som typisk identificerer højre med hierarki, konservatisme og
autoritet og venstre med solidaritet og progressivitet, ikke er tilstrækkelig. Dette skyldes, at de
værdier, der italesættes af de forskellige diskurser i indvandrerdebatten, ikke nødvendigvis kan
knyttes til de værdier, der kendetegner højre/venstre-skalaen. Man taler om et skift af fokus væk fra
den traditionelle økonomiske omfordeling til såkaldt postmaterielle værdier. Som eksempel placeres
Det Radikale Venstre typisk til højre for Socialdemokratiet på højre/venstre-skalaen, hvorfor man
ved brug af den traditionelle skala kunne forvente, at dette parti var præget af værdier som hierarki
og autoritet i højere grad end Socialdemokratiet, hvad imidlertid ikke er tilfældet. Udbredelsen af
denne højre/venstre-forvirring fremgår af følgende eksempel. I anledning af en diskussion om 24-
års reglen i sommer formulerede en af indvandrerdebattens centrale aktører, Politikens chefredaktør
Tøger Seidenfaden, sig således i et svar til en anden central aktører, skribent på Jyllands-Posten
Ralf Pittelkow:
6 Dette og andre begreber forklares senere.
5

”Ralf Pittelkow forsøgte [sig med] et ræsonnement om, at de radikale ikke længere befinder
sig på midten i dansk politik. Jeg tabte tråden, da det gik op for mig, at det hverken betød, at
de radikale er flyttet ud på den yderste højre eller på den yderste venstre fløj. Midten må
altså her ligge et andet sted end mellem fløjene (oppe, nede?), mens den rigtige midte vist
nok nærmest er der, Dansk Folkeparti befinder sig.” 7
Dette udsagn bekræfter det oplagte i, at vi inddrager højre/venstre-skalaens krise og hvilke
orienteringsmetaforer, den kan erstattes eller udvides med, i en undersøgelse af diskurserne i
indvandrerdebatten.
Efter den mere overordnede kategorisering af diskurserne i debatten, vil vi foretage en analyse af
den aktuelle debat, og blandt andet forsøge at belyse eventuelle skred i forståelsen af
kernebegreberne. Diskursernes kamp om retten til at definere virkeligheden er præget af at være
foranderlig og principper, der tidligere har været gældende for en diskurs, kan ændre sig over tid 8 .
Her tænkes på diskussionen om et begreb som tolerance, som typisk er blevet set som udtryk for en
positiv holdning til indvandrere og som tilsyneladende er ved at få tilført en ny betydning, idet en
del af meningsdannerne er begyndt at italesætte tolerance som et sekulært, vestligt og moderne
fænomen. Vi har ønsket at gøre vores analyse så aktuel som muligt. Vi undersøger derfor eksempler
fra indvandrerdebatten i 2004, med særligt fokus på oktober og november måned.
Ovenstående fører os frem til nedenstående problemformulering.
1.2 Problemformulering
Hvordan er indvandrerdebatten med til at nødvendiggøre nye politiske orienteringsmetaforer,
hvilke diskursive forståelser præger indvandrerdebatten, og hvorledes manifesteres
grænsedragningerne aktuelt i debattens diskursive kamp?
7 Politiken, 15. aug. 2004, ”Da strammer-præsteskabet gik amok”
8 Hansen (2004) s. 395
6

1.3 Eksplicitering
Problemformuleringens tre led vil vi her eksplicitere.
(1) Hvordan er indvandrerdebatten med til at nødvendiggøre nye politiske orienteringsmetaforer?
Med skiftet fra materielle til postmaterielle værdier slår højre/venstre-skalaen ikke længere til som
politisk orienteringsmodel. Overordnet kan man tale om et skift fra en økonomisk/materiel
værdiorientering til en kulturel værdiorientering. Det medfører et behov for en ny model, som gør
det muligt at orientere sig i det politiske rum i forhold til postmaterielle værdier, der udover
økonomiske parametre også rummer andre parametre. Formålet med denne erkendelsesopgave er
altså at tilvejebringe et redskab, som kan hjælpe os i forbindelse med de næste erkendelsesopgaver.
(2) Hvilke diskursive forståelser præger indvandrerdebatten?
Efter at have tilegnet os en mere velegnet politisk orienteringsmodel, har vi bedre forudsætninger
for at undersøge, hvilke diskursive grænsedragninger man finder i indvandrerdebatten.
Problemformuleringens andet led leder altså hen til, at vi vil bruge den forståelse, vi har opnået
gennem besvarelsen af problemformuleringens første led, som et værktøj til at analysere de
diskursive grænsedragninger, vi finder i indvandrerdebatten, og dermed identificere de væsentligste
diskurser.
(3) Hvorledes manifesterer den diskursive kamp sig i den aktuelle debat?
Gennem den erkendelse, vi har skabt gennem besvarelsen af problemformuleringens første og andet
led, vil vi undersøge, hvordan de grænsedragninger, vi har fundet, konkret kan eksemplificeres i den
aktuelle indvandrerdebat i Danmark i slutningen af 2004. Vi vil undersøge, hvordan der
forekommer diskursive kampe i denne debat og hvordan hegemoniseringsbestræbelserne udfolder
sig.
Problemformuleringens tre erkendelsesopgaver er altså henholdsvis (1) forståelsen af, hvordan vi
kan orientere os i det politiske rum, der skabes med den stærke fokusering på
indvandrerproblematikker, som udvikles i kapitlet Metode og teori, (2) identificeringen af de
væsentligste diskurser i indvandrerdebatten, som udvikles i kapitlet Tre diskurser, og (3) analysen
af, hvorledes den aktuelle diskursive kamp udspiller sig, som udvikles i kapitlet Diskursiv kamp.
7

Forholdet mellem de tre dele er, at Metode og teori danner grundlag for analysen i såvel Tre
diskurser som i Diskursiv kamp (se fig. 1). Tanken er, at vi i Tre diskurser billedligt talt stiller
skakbrikkerne op og i Diskursiv kamp beskriver selve spillet. I praksis er en absolut sondring dog
ikke mulig. Hegemoniseringsforsøg er en iboende del af enhver diskurs, hvorfor man ikke kan
beskrive diskursen isoleret fra den diskursive kamp.
1.4 Grafisk fremstilling af projektet
Problemformulering
Teori og metode
Tre diskurser
Diskursiv kamp
Konklusion
Figur 1
8

2 Teori og metode
Da principielle overvejelser vedrørende begrebsdannelse hænger uløseligt sammen med en
redegørelse for normativitet og projektets afgrænsning, har vi valgt at præsentere disse overvejelser
i et samlet afsnit i dette kapitel. Efterfølgende vil vi gennemgå de vigtigste diskursteoretiske
begreber. Denne gennemgang er forholdsvis summarisk, da der i store træk er tale om en
veletableret metode. Afsnittet udgøres derfor hovedsageligt af begrebsforklaringer.
I afsnittet Politiske orienteringsmetaforer vil vi dernæst gennem en redegørelse for tilblivelsen og
udviklingen af disse metaforer argumentere for den traditionelle højre/venstre-skalas
utilstrækkelighed og dermed nødvendigheden af nye orienteringsmetaforer. Herigennem vil vi
forsøge at besvare problemformuleringens første led, hvordan er indvandrerdebatten med til at
nødvendiggøre nye politiske orienteringsmetaforer?
Egentlige metodemæssige overvejelser indgår som en løbende refleksion i såvel dette kapitel som i
hele projektet.
2.1 Normativitet, afgrænsning og begrebsdannelse
Ud fra en antagelse om, at man med valg af problemformulering impliciterer metodevalg og også
impliciterer et normativt sigte, finder vi det hensigtsmæssigt at eksplicitere denne normativitet. Med
grundantagelsen om en diskursteoretisk og derfor socialkonstruktivistisk virkelighedsforståelse
lægger vi afstand til enhver absolut virkelighedsforståelse. Det gælder Dansk Folkepartis udsigelse
af danskheden som et uomgængeligt grundvilkår for alle etniske danskere – og ikke andre. Det
gælder i princippet enhver religiøs fundamentalisme, også den islamiske, som vi dog ikke udsætter
for samme kritiske opmærksomhed, idet vi primært interesserer os for det billede af islam, der
konstrueres i den hjemlige debat. Dette valg – at rette blikket mod den hjemlige debat snarere end
f.eks. Huntingtons Clash of Civilisations 9 eller for den sags skyld anskue sagen fra den globale
9 Begrebet Clash of Civilisations er udmøntet af mellemøstforskeren Bernard Lewis, men især kendt som titlen på
Samuel Huntingtons bog fra 1996, som forudser en konflikt mellem Vesten på den ene side og islam og Kina på den
anden.
9

flygtningestrøms perspektiv – bliver således heller ikke værdifrit. Hermed har vi også redegjort for
projektets afgrænsning.
Normativitet er også knyttet til selve begrebsdannelsen på indvandrerdebattens domæne, som vi
derfor her vil diskutere. Man kan sige, at indvandrerdebatten er kendetegnet ved at rumme en
metadebat: Selve debatten er også genstand for debat. Én holdning (vi vil senere redegøre for, at
den knytter sig til, hvad vi vil kalde den humanistiske diskurs) lyder, at debatten slet ikke bør finde
sted, ud fra en opfattelse af, at selve italesættelsen af en udlændingeproblematik er med til at
stemple og marginalisere indvandrergrupper. Denne modstand mod selve debatten har i væsentligt
omfang medvirket til, at tilhængere af det, vi betegner som den nationalkonservative diskurs, har
udviklet en underdog-status som dem, der har svært ved at komme til orde.
Hvor det er et gængs fænomen, at de begreber, der benyttes i faglige diskussioner, er genstand for
diskussion, både hvad angår relevans og definition, er det karakteristisk for meta-niveauet i
udlændingedebatten, at denne diskussion problematiseres i særlig grad: Bør begreberne overhovedet
anvendes? Blot ved at anvende kategorierne danskere og indvandrere som en antagonisme, kan
man havne i en situation, hvor man er nødt til at acceptere en begrebsafgrænsning, der bringer
mindelser om racedefinitioner fra nazismen og apartheid (”er du indenfor eller udenfor kategorien
af ”rigtige” danskere med fødselsret til landet? Hvor mange generationer har din familie boet
her?”). Det at anvende kategorierne kan kritiseres, fordi man herved medvirker til at skabe
yderligere opmærksomhed om antagonismen og derved skabe eksklusion. Det kan således hævdes,
at der ligger et normativt sigte alene i brugen af termerne.
Vores holdning er dels, at termerne er nødvendige for at kunne orientere sig i debatten, hvor de på
godt og ondt anvendes. Dels finder vi, at termerne især kan opleves som problematiske pga. den
uudtalte implikation, at samfundet tilhører danskerne (de etniske af slagsen). Ved at benytte
begreberne mere neutralt, kan vi medvirke til at frakoble dem fra denne implikation 10 .
En tilsvarende diskussion kan føres om begreber som udlændinge, indvandrere, 2.
generationsindvandrere, nydanskere osv. Problematikken dokumenterer klart, hvor normativ
enhver begrebsdannelse indenfor dette domæne er.
10 Den politologiske litteratur vrimler i øvrigt med termer, der i daglig tale er ladede, men som fagtermer er helt
neutrale. Tænk blot på et begreb som regime, der som fagterm beskriver en magtstruktur som summen af formel og
uformel magt, men som i hverdagssproget har en stærkt negativ klang.
10

2.2 Diskursteori
Vores ønske om at undersøge indvandrerdebatten med henblik på at klarlægge, hvilke diskursive
forståelser, der præger debatten, tager udgangspunkt i en ontologisk opfattelse af, at eftersom vi er
henvist til at forholde os til, hvordan verden fremtræder for os i tanken og sproget, får
beskaffenheden af de diskurser, der tilbyder meningsfulde forståelsesrammer, ganske særlig
betydning. Mere praktisk kan man fremhæve, at den offentlige debat og meningsdannelse er med til
at forme den diskursive bevidsthed, som danner baggrund for politisk hegemonisering. Vi benytter
os altså af en diskursteoretisk metode. Det indebærer anvendelsen af en række termer, som vi her vil
uddybe.
Diskurs
En diskurs forstås som ”en fastlæggelse af betydning inden for et bestemt domæne” 11 . Diskursen
består af en struktur af tegn, der tillægges en særlig betydning, såkaldte momenter, struktureret
omkring centrale nodalpunkter (se nedenfor). Momenter, der ikke er endeligt fikserede i en bestemt
betydning eller i en bestemt diskurs, kaldes elementer. Teorien er, at virkeligheden ”für uns” altid
forstås fortolket gennem en diskurs. Vores erkendelse af virkeligheden er altså diskursivt medieret.
Vi udlægger diskursanalysens formål som at analysere diskurserne indenfor et domæne, for på den
måde at lade diskursernes sandhedsbegreber spejle sig i hinanden.
Nodalpunkter
Nodalpunkter, egentlig knudepunkter, skal forstås som symbolske fortætningspunkter 12 . Disse
punkter skal opfattes som særlige steder, hvorom en given diskurs drejer. Et eksempel på et
nodalpunkt for den nationalkonservative diskurs, vil således være danskhed eller folket. For en
indvandrertolerant diskurs, vil et nodalpunkt være solidaritet og tolerance over for andre kulturer.
11 Jørgensen & Phillips (1999) s. 36
12 Thomsen, (1996, 2002) s. 184
11

Artikulation
Artikulation kan i en diskursanalytisk ramme forstås som en handling eller proces, der over tid
skaber en betydningsindlejring i bestemte størrelser. Mere konkret kan dette f.eks. dreje sig om
indlejring af (skiftende) referencer og betydninger i et ord 13 . I forbindelse med artikulation dannes
der ækvivalenskæder (se nedenfor). Som et eksempel kan nævnes begrebet tolerance i
indvandrerdebatten, som kan hævdes at have ændret betydning eller karakter fra at være positivt
ladet over for indvandrere og multikultur, til at have fået indlejret en ny betydning, hvor tolerance
fremhæves som et dansk karaktertræk, der står i modsætning til islam. Man taler her om, at begrebet
modificeres, idet der også sker en ændring af betydningsindholdet (her: begrebet artikuleres med
større vægt på at sige fra overfor den intolerance, som tillægges islam). Begrebet italesættelse
benyttes synonymt med artikulation.
Ækvivalenskæder
Når betydninger gennem artikulation indlejres i ord eller begreber dannes ækvivalenskæder, som
kan forstås som et sæt af indbyrdes differente tegn eller symboler, der indlejres i en given diskurs.
Man søger at artikulere en gruppe som ensartet ved at tilsidesætte den variation, der måtte herske
indenfor gruppen 14 . Et eksempel kan være ækvivalenskæden danskhed – fred og fordragelighed –
sekularisering – oplysning – demokrati. En tilsvarende ækvivalenskæde i forhold til islam ville
typisk (i en indvandrerkritisk diskurs) være islam – totalitær lovreligiøsitet – tilbagestående levevis
– patriarkalitet.
Antagonisme
Antagonisme kan i en diskursanalytisk forståelse, opfattes som en interessekonflikt mellem to
modsatrettede størrelser (”alliancedannelser [der] aktivt søger at blokere hinandens
identitetsmæssige fuldbyrdelse”) 15 . Antagonisme kan i vores forståelse således opfattes som den
eller de modsatrettede interesser, som er mellem to diskurser. Vi kan altså eksempelvis se, at der er
en antagonisme mellem den humanistiske diskurs og den nationalkonservative diskurs, i kraft af de
indbyrdes uforenelige holdninger til indvandrere.
13 Thomsen (1996, 2002) s. 184
14 Thomsen (1996, 2002) s. 189f
15 Thomsen (1996, 2002) s. 188
12

Hegemoni
Hegemoni-begrebet henviser til det forhold, at der eksisterer uligevægtig dominans eller
overherredømme fra en bestemt gruppe eller aktør i forhold til resten af aktørerne eller grupperne
indenfor et bestemt domæne, eksempelvis indvandrerdebatten 16 . En diskurs er altid ekspansiv i sin
karakter og vil forsøge at opnå hegemoni gennem diskursiv kamp 17 . Dette søges opnået dels gennem
at artikulere nodalpunkter fra én diskurs i en anden ækvivalenskæde. Dels søger man elementer,
dvs. tegn, der endnu ikke er blevet momenter, og forsøger at fiksere dem som momenter.
2.3 Politiske orienteringsmetaforer
I dette afsnit vil vi redegøre for, at den traditionelle højre/venstre-akse ikke længere kan betragtes
som fyldestgørende som organiserende metafor for politiske standpunkter. Vi vil derfor gennem en
diskussion af højre/venstre-aksen argumentere for at supplere højre/venstre med andre akser eller
metaforer til at beskrive politiske positioner og diskurser. Centralt for brugen af
orienteringsmetaforer er forståelsen af, at man orienterer sig i forhold til en opfattelse af værdier,
relateret til politiske, religiøse og familiære sfærer 18 . Man kan tale om et bredt spektrum af
kulturelle diskurser, der har skabt organisation og orden for de forskellige grupper 19 . Værdibegrebet
skaber forbindelsesleddet til den diskursteoretiske metode, idet diskurser også er bygget op omkring
værdier.
2.3.1 Højre/venstre
Højre/venstre-aksen som politisk metafor har rod i placeringen af politiske grupper i det franske
Estates-General efter revolutionen i 1789 20 og har sidenhen vist sig hensigtsmæssig som
organiserende metafor for de fleste aspekter af det politiske liv. Venstrediskursen er ifølge
politologen Andrew Heywood ”committed to equality” mens ”[r]ight-wingers typically reject
16 Thomsen (1996, 2002) s. 190ff
17 Absolut hegemoni opnås dog aldrig, se Jørgensen & Phillips (1999) s. 39
18 Gundelach (2002) s. 15
19 Dyrberg (upubliceret)
20 Heywood (1997, 2002) s. 252
13

equality as either undesirable or impossible to achieve” 21 . Heywood beskriver højre/venstre som et
forløb, der dækker (fra venstre) ideologierne kommunisme – socialisme – liberalisme –
konservatisme – fascisme.
Men højre/venstre er ikke blot ideologier. Heywood angiver en række værdier, som man har kunnet
adskille højre og venstre på:
Venstre: Frihed, lighed, broderskab, rettigheder, fremskridt, reformering, internationalisme.
Højre: Autoritet, hierarki, orden, pligter, tradition, reaktion, nationalisme. 22
Denne inddeling af det politiske system i højre/venstre har ifølge Heywood givet mening i en
bredere forstand, da mange af værdierne, som henholdsvis højre og venstre har stået for, korrelerer.
Dvs. at har man været ”højre”-orienteret, har man typisk kunnet tilslutte sig alle de værdier, der er
tilknyttet højre.
Den italienske professor i politisk filosofi Noberto Bobbio, som har beskæftiget sig med
betydningen af højre og venstre, skærper dette synspunkt ved at beskrive højre og venstre som
antitetiske begreber, dvs. begreber, som gensidigt udelukker hinanden. Selvom begreberne
eksisterer i det samme univers, er der ingen måde, hvorpå man kan være begge dele 23 .
Vore dages ”højre” og ”venstre” mener vi imidlertid må artikuleres i lidt andre diskurser, idet den
klassiske venstre-værdi frihed i højere grad har fået karakter af værdi for den af økonomisk
liberalisme prægede højre-diskurs. Det tilsvarende nodalpunkt for venstre-diskursen vil vi beskrive
som lighed. Man kan således sige, at begge værdier kan forstås som materielle værdier, idet deres
betydning dog udstrækkes til en langt bredere symbolik. Frihed optræder stadig som en værdi i
venstrediskursen, men her modificeret, så frihed er underordnet lighed. Der er altså tale om en
frihed til, som skal opnås gennem statens tilvejebringelse af (økonomisk) lighed, i modsætning til
højrediskursens frihed fra statslig indblanding.
21 Heywood (1992, 2003) s. 17
22 Heywood (1997, 2002) s. 252
23 Bobbio (1995) s. 13
14

Lipset og Rokkan 24 højre/venstre-systematikken ved at påpege, at tidligere tiders metoder til
orientering indenfor de politiske partier omfattede to vigtige dimensioner: dels en opdeling af
partierne efter kulturelle modsætninger, dels økonomisk fordeling imellem på den ene side land og
by, på den anden side arbejdere og arbejdsgivere 25 . Opdelingen var kendetegnet ved, at man
forklarede, hvorledes forskellige positioner italesatte forskellige problemstillinger i debatten ved
hjælp af de etablerede værdier. Man kunne så at sige altid forklare, hvorfor et parti handlede som
det gjorde, da det altid ville handle rationelt i forhold til eksempelvis en idé om økonomisk
fordeling. Venstrefløjen ville i en debat prioritere fordelingen imellem rig og fattig og forsøge at
indarbejde en kritik af den liberale markedsøkonomi. De materielle værdier knyttede sig dermed til
de forskellige partiers ideer om økonomisk fordeling, der samtidig relaterede sig til grundlæggende
ideologiske principper såsom frihed, lighed og broderskab.
Det danske politiske system organiseret efter den traditionelle højre/venstre-akse fremstilles som
regel således:
Enhedslisten-SF-Socialdemokratiet-RV-KD-Konservative-Venstre-DF 26
Men som vi tidligere har været inde på kan partiernes indvandrerpolitik ikke aflæses i et
positiv/negativ- eller stramning/åbenhed-forløb, der direkte korresponderer med aksen. Det
Radikale Venstre opfattes almindeligvis som mere indvandrerpositivt end både Socialdemokratiet
og Konservative. Også på andre politikområder ses opløsningen af højre/venstre-aksen. Således har
Dansk Folkeparti styrkelse af det offentlige sundhedsvæsen – næppe et traditionelt højre-projekt 27 –
som en mærkesag.
2.3.2 Fra materielle til postmaterielle værdier
Indvandrerdebatten er således en illustration af det, der kaldes skiftet fra materielle til postmaterielle
værdier. Dette skift bunder ikke nødvendigvis i en afvisning af de traditionelle værdier, men er et
udtryk for, at den økonomiske omfordelingsdimension ikke længere er den primære, den, som de
andre værdisæt underordnes og artikuleres igennem.
24 Se Goul Andersen & Borre (2003) s. 16
25 Goul Andersen & Borre (2003) s. 16f
26 Se f.eks. Larsen (2002) s. 8
27 Larsen (2002) s. 12
15

Politologen Hans Eysenecks gjorde i 1964 et forsøg på at supplere højre/venstre med en
autoritær/liberal-skala 28 . Ved at tilføje denne dimension på den politiske akse, får vi et bredere felt
at kategorisere de politiske partier indenfor. Autoritær/liberal-skalaen skal forstås bredt
værdipolitisk, hvor ”gamle” værdier som gudfrygtighed, fædrelandskærlighed og traditionalisme
repræsenteres på den autoritære side, mens kosmopolitisme, progressivitet og modernitet
repræsenteres på den liberale side.
Venstre
Ø
SF
Figur 2
Der er gjort flere forsøg på at indplacere de danske politiske partier i et koordinatsystem med disse
to værdiakser 29 . Figur 2 repræsenterer politologen Jørgen Goul Andersens bud, hvor
28 Citeret i Heywood (1997, 2002) s. 252
29 Se f.eks. Larsen (2002) s. 9, Carlsen (1996) s. 30
Værdipolitisk højre
A
Værdipolitisk højre
16
RV
Q
DF
C
V
Højre

autoritær/liberal-skalaen dog er skiftet ud med værdipolitisk højre/værdipolitisk venstre 30 . Hvis vi
accepterer påstanden om Dansk Folkeparti som det mest indvandrerkritiske parti fulgt af Venstre,
Konservative og Socialdemokratiet, viser modellen, at indvandrerkritisk holdning korresponderer
med graden af tilknytning til værdipolitisk højre.
Men selvom denne figur altså umiddelbart er bedre end den traditionelle højre/venstre-akse til at
kategorisere politiske afstande i den danske indvandrerdebat, finder vi den alligevel utilstrækkelig
til at indfange debattens diskurser. Dansk Folkepartis stærke forestilling om at repræsentere et
folkeligt anti-establishment kan ikke aflæses på de to akser. Ligeledes finder vi det relevant at
kunne skelne mellem en holdning, der udtrykker en grundlæggende solidaritet med indvandrerne og
en holdning, der principielt udtrykker samme solidaritet, men som i højere grad fokuserer på
praktiske integrationsproblemer. Denne skelnen skal snarere beskrives med en os/dem-metafor.
Konklusionen er, at der er opstået nye konfliktdimensioner på baggrund af globaliseringen omkring
værdier som nationalisme, kosmopolitisme, etnicitet og multikulturalisme 31 , der er kendetegnet ved
at være svære at indfange i den materielle højre/venstre-skala.
Denne udvikling er kendetegnet ved, at de tidligere fællesskaber, der bundede i et sammenhold med
ens sociale klasse, udvikler sig til et sammenhold på baggrund af livsstil. Fællesskaberne bliver
mere flydende. Individers mulighed for uddannelse samt muligheder indenfor erhvervslivet gør
tilhørsforhold til grupper mere midlertidige 32 .
Endvidere er det værd at bemærke, at det nye venstre med rødder i 1960ernes ungdomsoprør og det
nye højre, den europæiske højrepopulisme fra 1980erne – der, som vi skal se, spiller en væsentlig
rolle i den danske indvandrerdebat – ikke som det traditionelle højre og venstre nødvendigvis må
ses som hinandens modsætninger. Det nye venstre har en anden historisk kontekst og kan ses som et
anti-autoritært oprør, hvilket blandt andet medførte, at de traditionelle organisationsformer ændrede
sig. Det er en udvikling, Inglehart forklarer med, at stigningen i informations- og
uddannelsesniveau, der er karakteristisk for det postmaterielle samfund, samtidig har medført, at
den enkelte borger er blevet sig selv mere bevidst, mere autonom og skeptisk overfor autoriteter 33 .
30 Goul Andersen og Borre (2003) s. 181
31 Goul Andersen & Borre (2003) s. 17
32 Gundelach (2002) s. 45
33 Inglehart (1977), Norris (1998), her fra http://www.socsci.auc.dk/institut2/nopsa/arbejdsgruppe3/levinsen.pdf
17

Det nye højre er derimod kendetegnet ved et ønske om at bevare nationalstatens homogenitet i en
globaliseret verden, men rummer som sagt også antiautoritære træk 34 .
2.3.3 De fire orienteringsmetaforer
Vi vil derfor erstatte de tidligere modeller med en model udviklet af Torben Dyrberg, der supplerer
højre/venstre-aksen med tre andre orienteringsmetaforer, nemlig oppe/nede, fremme/tilbage og
inde/ude 35 . Vi har altså følgende akser:
Højre/venstre. Organiserer interesse og identitet og balancerer konflikter mellem to parter med
ligeværdig politisk status.
Oppe/nede. Kulturel og politisk elite, establishment, ekspertise, autoritet contra
masse/folk/pøbel, det almene, populære, ”nede på jorden”. Høj/lav status og position i et
hierarki. (Oppe/nede må således ikke forveksles med Eysenecks autoritær/liberal-skala.)
Fremme/tilbage. Progressivitet, rationalisme, fremskridtstro contra reaktionaritet, emotionelt
tilhørsforhold, ”ægthed”.
Inde/ude. Definition af referencegruppe, inklusion/eksklusion, medlemmer/ikke-medlemmer,
nær/fjern, os/dem.
Alle metaforerne har en kropslig reference: de er grundlæggende udtryk for den måde, vi som børn
socialiseres til at orientere os i forhold til vores omverden. Dyrberg pointerer, at de forskellige
metaforer ikke tjener som neutrale måder for forholden-sig-til. Hvor højre/venstre således
implicerer et ønske om balance (der refererer til den kropslige fornemmelse af balance: Hvis man
kommer for langt ”ud” til højre, kommer man ”ud af balance”), spiller ind/ud på en helt anden og
dybereliggende emotionalitet. Dette hænger bl.a. sammen med, at evnen til at orientere sig i forhold
til ind/ud udvikles tidligt hos barnet. Evnen til at orientere sig kropsligt i forhold til højre/venstre
udvikles derimod typisk i 6-8 års alderen, hvor intellektet formodes at spille en større rolle.
34 Goul Andersen & Borre (2003) s. 19
35 Dyrberg (2003) s. 339
18

Som vi har set, introduceredes højre/venstre som politisk metafor efter den franske revolution i
1789. Tidligere havde den hegemoniske begrebssammenkædning været oppe – rigtigt – fremme –
inde (med reference til absolutismens politiske magt) og nede – forkert – tilbage – ude (det brede
folk sås som tilbagestående og havde ingen indflydelse). Med udviklingen af pluralistiske
demokratier sker forskydningen til, at højre kommer til at artikulere oppe (samfundets magtelite) –
tilbage (konservativ/reaktionær samfundsopfattelse, følelsesmæssig tilknytning til ”Gud konge og
fædreland”) og venstre kommer til at artikulere nede (solidaritet med folket, ønsket om økonomisk
lighed) – fremme (rationalistisk/modernistisk samfundsforståelse). Et særligt aspekt ved disse
orienteringsmetaforer er, at hvor de positive værdier oppe, fremme og inde står i modsætning til de
negativt ladede værdier nede, tilbage og ude, tilsiger højre/venstre-aksen med dens underforståede
ideal om ligevægt ligeværdighed for begge parter 36 . Det forhold, at de øvrige orienteringsmetaforer
artikuleres igennem den dominerende højre/venstre-metafor, medfører, at det bliver højre/venstre-
metaforens implicitte tilsigelse af ”balance” og hermed en underforstået accept af modparten i det
politiske spektrum, som bliver strukturerende for det politiske og parlamentariske billede i de
vestlige, pluralistiske demokratier. Dyrberg ser en fare for, at højre/venstre ikke længere er i stand
til at organisere de politiske synspunkter, så koblingen i stedet bliver højre – nede – tilbage – inde,
som det skete i 1930ernes fascisme, hvis selvbillede var folkeligt (nede), antimodernistisk (tilbage)
og ekskluderende ”undermenneskene” (som derfor ikke var inde som en del af den politiske base).
En lignende situation kan spores i dag, hvor højre/venstre, som vi har set, heller ikke er i stand til at
organisere det politiske liv og hvor Dansk Folkeparti indtager en tilsvarende position højre – nede –
tilbage – inde 37 :
Oppe bliver associeret med etablissementet, den kulturelle og politiske elite. Disse
”eksperter” bliver set som en trussel for ”folket” (nede), som de ved magt undertvinger.
Nede bliver associeret med alt, hvad der er ordinært, populært og alment. Man er nede på
jorden.
Fremme bliver associeret med den politiske korrekthed, arrogance, manipulation og
rationalitet, som ”systemet” har overfor ”folket”. Tilbage bliver kategoriseret som autentisk
og ægte, modsat det falske moderne fremme, der ses som manglende rødder og identitet.
36 Dyrberg (2003), s. 341
37 Dyrberg (2003), s. 357
19

Ude forbliver negativt, men det er blot noget ”andet”, der nu er ude. Det, man selv står for,
er stadig inde. Ude er især indvandrere, der artikuleres som ikke-medlemmer af den danske
ethnos 38 .
2.3.4 Diskussion
Orienteringsmetaforerne stammer delvis fra endnu upubliceret materiale, og vi kan derfor ikke
henvise til nogen akademisk diskussion af deres anvendelighed. En kritik kunne gå på, om
fremstillingen af højre/venstre-aksen som særlig rummelig, fordi man i denne forståelse implicit
respekterer modparten, er en idyllisering. Den danske parlamentariske historie kan i hvert fald i en
afgrænset periode beskrives som en kamp for nye, sociale grupper om at vinde indpas på den
parlamentariske scene fra venstre, først bønderne i partiet Venstre og senere arbejderne i
Socialdemokratiet 39 . Et tilbageblik på denne historiske proces tegner ikke umiddelbart et billede af
accept. Viggo Hørup, folketingsmedlem for Det Forenede Venstre fra 1876 (og senere medstifter af
dagbladet Politiken) beskriver i et notat fra 1880erne den foragt, venstrefolkene, der blev set som
forarmede og ukultiverede, mødtes med fra de nationalliberale, der repræsenterede det kulturelle
hegemoni:
”Når al politik går ud på at trykke modparten ned med den ene hånd og løfte sine egne med
den anden, så bliver dette så meget mere iøjnefaldende, fordi Venstre var så langt nede, ikke
blot i modpartens omdømme, men i sit eget. Det var en lavere race, der skulle op mod den
højere, en uafhængighedskrig, hvor fordringen om ligeberettigelse stredes med følelsen af
mangel på jævnbyrdighed.” 40
Dette møde, der unægtelig finder sted mellem to parter i en højre/venstre-opposition, synes præget
af foragt snarere end respekt. Og tænker man på Socialdemokratiets indtog på den politiske scene
med Slaget på Fælleden og Louis Pio, der blev betalt af politiet for at udvandre til USA, tegner
billedet sig ikke lysere. Disse betragtninger vil vi bruge til at skærpe opmærksomheden på at en
politisk kamp kan rumme nok så voldsomme følelser selv i en højre/venstre-kontekst.
38 Vi refererer her til de to forskellige opfattelser af nationalstatens ”folk”, demos forstået som politisk fællesskab,
ethnos forstået som folk i kraft af tilknytning til ”folkegruppen”.
39 Og senere andre grupper, f.eks. kvinderne.
40 Citeret i Mørch (2004) s. 14f
20

En anden diskussion kunne gå på det diskurs/virkeligheds-forhold, som er centralt for hele den
diskursteoretiske (og i videre forstand den socialkonstruktivistiske) tradition og dermed også for
Dyrbergs politikforståelse. I et vist omfang anser vi det for en forståelig reaktion, at indvandring
kan bringe ind/ud-metaforen i front, fordi indvandring netop problematiserer selvforståelsen i det
”folk”, som er legitimerende for det danske, repræsentative demokrati. Dyrbergs normativitet kan
derfor problematiseres med det klassiske spørgsmål: Er det virkeligheden (indvandringen), der
skaber diskursen (den indvandrerkritiske), eller diskursen (italesættelsen af virkeligheden), der
skaber virkeligheden (virkeligheden ”für uns”)?
Denne diskussion vil vi imidlertid lade ligge, idet vi primært benytter teorien instrumentelt, altså
som et redskab i organiseringen af debattens diskurser.
2.4 Delkonklusion
Som vi har set, er det blevet mere nødvendigt at beskrive den danske indvandrerdebat ud fra andre
grænser end den traditionelle økonomiske højre/venstre-skala. Eysenecks autoritær/liberal-skala er
heller ikke tilstrækkelig til at rumme værdikonflikterne i indvandrerdebatten, da eksempelvis det
nye højre også kan beskrives som antiautoritært. Ved at supplere orienteringsmetaforen
højre/venstre med oppe/nede, fremme/tilbage og inde/ude, får vi et bedre apparat til at beskrive de
forskellige diskurser.
21

3 Tre diskurser
I dette kapitel vil vi tage fat på problemformuleringens andet led, Hvilke diskursive forståelser
præger indvandrerdebatten? Det vil vi gøre ved at underkaste debattens positioner en
diskursanalyse og ved at inddrage det orienteringsmetaforiske redskab, vi præsenterede i forrige
kapitel. Ved at vise, at debattører med nærtliggende synspunkter placerer sig forskelligt i forhold til
de fire orienteringsmetaforer, vil vi vise, at man meningsfuldt kan inddele debattens positioner i tre
hoveddiskurser: En humanistisk diskurs, der kort kan karakteriseres med værdien tolerance. Den
humanistiske diskurs med en kulturradikal forståelseshorisont ser manglende oplysning og
forståelse for indvandrere blandt danskerne som problemet. En nationalkonservativ diskurs, der kort
kan karakteriseres med værdien danskhed. Vores fælles nationalitet ses som det absolutte, der skal
bevares, og EU, FN, indvandrere osv. bliver fjendebilleder. Endelig en mellemdiskurs, der kort kan
karakteriseres med værdien demokrati. Mellemdiskursen er mindre konkret, men har dog har det
fællespunkt, at man ofte knytter praktiske problemer (samfundsøkonomiske, sproglige osv.)
sammen med indvandrerspørgsmål og mener at manglende indsigt i demokrati fra indvandrernes
side er en stor del af problemet.
3.1 Valg af empiri
Ønsket om at identificere de væsentligste af de diskursive forståelser, som meningsdannerne i
udlændingedebatten identificerer sig med, afføder overvejelser om, hvordan vi identificerer
aktørernes diskursive forståelse. Ifølge Laclau & Mouffe er der ingen præcise retningslinier for
dette, men fokus bør være på artikulation og nodalpunkter 41 .
Vi vil gruppere debattørerne efter hvilken diskurs, vi mener at kunne vise, de repræsenterer (eller er
indlejret i). Vi er bevidste om de konsekvenser en sådan inddeling kan medføre, i form af bl.a.
inkonsistens mellem visse debattørers holdninger eller at bestemte opfattelser, som hos en given
debattør har en central plads, træder i baggrunden eller går helt tabt pga. fremhævelsen af
holdninger, som kendetegner flertallet i den pågældende diskurs. Til trods for dette mener vi, at en
gruppering er måden, hvorpå vi bedst tydeliggør de essentielle holdninger fra hver ”lejr” og den
diskursive kamp.
41 Thomsen (1996, 2000) s. 184
23

Men hvad er så nærmere bestemt forholdet mellem den enkelte aktør og den diskurs, han eller hun
formidler? Hos Laclau & Mouffe er der en tilbøjelighed til at se den enkelte aktør som styret af den
diskurs, vedkommende er indlejret i 42 . Faircloughs diskursanalyse fokuserer i højere grad mod
forandring, hvordan aktører gennem konkret sprogbrug trækker videre på allerede etablerede
betydninger og hermed forandrer diskursen 43 . Dette er relevant for os, fordi vi interesserer os for
den diskursive kamp og for, hvordan en diskurs gøres ekspansiv gennem begrebsudvidelser.
Hermed bringes fokus tilbage på de enkelte aktører og deres bevidste, semi-bevidste eller ubevidste
sprogbrug. Vi har ikke ønsket at lægge os endeligt fast på en af ”skolerne” 44 . Denne dobbelthed
spiller også ind på udvalget af empiri. Interesserer man sig udelukkende for de ”underliggende”
diskurser (som aktørerne er indlejret i), kan man hævde, at den enkelte aktør – og dermed
udvælgelsen af empiri – spiller en mindre rolle. Når vi imidlertid (på faircloughsk vis) også er
interesserede i, hvordan særlige aktører artikulerer diskursen i den diskursive kamp, medfører det,
at udvalget af aktører i højere grad må begrundes. Relevanskriterierne er (1) Repræsentativitet.
Vurderer vi, at debattøren er repræsentativ for en bredere diskurs i debatten? og (2)
Gennemslagskraft. Lægges der mærke til debattørens udsagn, afføder de reaktioner og påvirker de
debattens dagsorden? Bevæger debattøren sig i et spændingsfelt, dvs. er der stærke emotioner
tilknyttet til debattørens udsagn, skaber de stærke sym- og antipatier? Dette har relevans, fordi det
kan være et fingerpeg om, at debattøren udtrykker en antagonisme, som har betydning for
diskursens grænsedragninger.
Organisering og præsentation af materialet
At organisere og strukturere det empiriske materiale i en gruppering er naturligvis ikke
kontroversielt i sig selv, men fører alligevel visse metodemæssige overvejelser med sig. En
gruppering er ikke et neutralt redskab; kriterierne for inddeling vil (diskursivt) reflektere et
normsæt, der også vedrører de benævnelser, man giver grupperne. Her støder vi igen på
terminologi-overvejelser. Skal f.eks. den mindst indvandringskritiske gruppe i indvandrerdebatten
kaldes humanister eller halal-hippier? Bortset fra benævnelsen vil de fleste sikkert medgive, at man
i udgangspunktet kan tale om i hvert fald to diskurser, som vi foreløbig kan kalde en
indvandrerkritisk og en indvandrerpositiv diskurs. Det selvindlysende ved denne påstand kan i et
vist omfang føres tilbage til vor metodiske tilgang: Ved at italesætte indvandrerdebatten diskursivt
42 Jørgensen & Phillips (1999) s. 16
43 Jørgensen & Phillips (1999) s. 15
44 En sådan eklektisk brug af teorien finder vi støtte til hos bl.a. Jørgensen & Phillips (1999).
24

implikerer vi divergens, og divergens indebærer som bekendt tilstedeværelsen af mindst to mulige
fortolkninger, hvorfor fremhævelsen af tilstedeværelsen af mere end én diskurs altså i poppersk
forstand er et analytisk og dermed uvidenskabeligt udsagn. Imidlertid vil vi supplere disse to
selvindlysende diskurser med en tredje diskurs, som vi kan kalde en mellemdiskurs. Dette greb, der
måske umiddelbart kan fremstå som lige så selvindlysende som det forrige, er på ingen måde
værdifrit. De to andre diskurser accepterer nemlig ikke uden videre, at der skulle være tale om en
selvstændig tredje diskurs. Set fra den (indvandrervenlige) humanistiske diskurs kan
mellemdiskursen (som vi foreløbig kan karakterisere som indvandrerpositiv ”med forbehold”)
således affærdiges som blot en stueren og dermed legitimerende udgave af den (indvandrerkritiske)
nationalkonservative diskurs’ underliggende racisme. Normativt kan man ved at operere med en
mellemdiskurs altså kritiseres for at legitimere af denne diskurs og dermed skævvride det samlede
billede af indvandrerdebatten. Denne risiko er vi altså opmærksomme på, og som det vil fremgå af
kapitlet Diskursiv kamp er vi i høj grad kritiske overfor diskrepansen mellem mellemdiskursens
selvforståelse og det, der i praksis viser sig at være store sammenfald med den nationalkonservative
diskurs.
Hvor især de politiske værdier spiller en vigtig rolle for vores systematisering, bliver den historiske
baggrund for dannelsen af de forskellige diskurser også relevant. Ganske vist er en sådan
redegørelse næppe a priori nødvendig for en diskursanalyse, der snarere orienterer sig mod den
aktuelle artikulering af historiske begreber. Men sagen er den, at de grænsedragninger, som opstod i
den diskursive kamp mellem grundtvigianerne og brandesianere/kulturradikale i 1800-tallet er
spillevende i dagens debat, repræsenteret af henholdsvis den nationalkonservative og den
humanistiske diskurs. Beskrivelserne af den humanistiske diskurs og den nationalkonservative
diskurs indledes derfor med en kort historisk redegørelse for diskursernes centrale værdier. Også
mellemdiskursen bringes i historisk kontekst gennem en diskussion af den historisk og diskursivt
medierede forestilling om midten.
3.2 Den humanistiske diskurs
Med valget af betegnelsen humanisme sigter vi til det aspekt af begrebet, der ”søger at overvinde
kulturkløften [mellem] folkene og inden for det enkelte folk” 45 . Som vi håber at vise, kan der trækkes
en tråd fra den humanistiske diskurs tilbage til kulturradikalismen. Som indgang til at beskrive
45 Brüel & Nielsen (1960, 1983)
25

denne diskurs har vi valgt journalist, forfatter og debattør Carsten Jensen og Tøger Seidenfaden,
chefredaktør for dagbladet Politiken. Jensen har en markant position i mediebilledet og har
vedholdende og konsistent forfægtet sine synspunkter. Vi vil argumentere for, at Jensen skriver i
forlængelse af en kulturradikal tradition (uagtet at han eksplicit ”frabeder sig prædikatet
'kulturradikal'. Kulturradikalismen har udspillet sin rolle. Den kulturradikale kamp var for
frisindet. Og frisindet sejrede i 60'erne” 46 ). Tøger Seidenfaden, skriver jævnligt kommentarer i den
humanistiske diskurs’ ånd. Seidenfadens eksplicitte forhold til kulturradikalismen er ikke uden
forbehold, men, siger han, ”der ligger i kulturradikalismen … nogle positive værdier frihed,
frisind, lighed i samfundet” 47 .
Historisk baggrund
Kulturradikalismen udspringer fra den internationalt orienterede danske kritiker Georg Brandes
(1842-1927), der vendte sig imod grundtvigianernes ”danske snæversyn” 48 , og fra arkitekten og
samfundsrevseren Poul Henningsen (1894-1967). Den var et oprør mod konservative politiske
værdier og promoverede værdier som frisind, der igen rummede værdier som tolerance,
antiautoritet, seksuel frigørelse, ofte samlet under betegnelsen naturlighed, og også antiracisme,
f.eks. gennem fremhævelsen af den sorte, amerikanske danser Josephine Baker, bl.a. for hendes
naturlighed. Selvom kulturradikalismen altså havde naturlighed som en værdi og også gennem
tilknytning til arkitekturens modernistiske bevægelse værdier som enkelhed og gennem prisbillig
masseproduktion almen tilgængelighed, forblev den alligevel et borgerligt, elitært projekt, hvilket
bl.a. ses af, at modernisering og intellektualisering af arbejderklassen gennem opdragelse var et
kulturradikalt projekt 49 . Partipolitisk var der i 1930erne og i efterkrigstiden et vist overlap mellem
kulturradikalismen og den sovjettro kommunisme, men generelt var den et elitært, kulturelt
fænomen snarere end et i dagligdags forstand politisk projekt. Hvor man hos andre
venstreorienterede bevægelser, først og fremmest socialdemokratismen, i højere grad finder en
orientering mod det brede folk og dets værdier, hvorfor de må positioneres nede, er positionen for
46 Politiken, 25. sep. 2004, ”Vi styrer mod et kultursammenstød”
47 Jyllands-Posten, 26. nov. 2004, ”Er De kulturradikal, ja eller nej?”
48 Viggo Hørup, som nævntes i forrige kapitel, var aktør i denne konflikt mellem grundtvigianismen og ”storby-
radikalismen”, og var sammen med Edvard Brandes grundlægger af dagbladet Politiken som radikalt talerør. (Nielsen
(2004) s. 53)
49 http://www.pladstilosalle.dk/lysoverland/komkul5/
26

kulturradikalismen derfor oppe. Menneskesynet er inkluderende, antiracistisk, rettighedsorienteret,
internationalistisk, demos snarere end ethnos. Positionen er altså oppe – fremme – venstre.
Danskhed og homogenitet
I bogen Livet i Camp Eden, der består af essays bragt i dagbladet Politiken 2001-2004, hudfletter
Carsten Jensen den aktuelle, hegemoniske opfattelse af danskheden. Titlen sigter til navnet på den
lejr, de danske besættelsesstyrker i Sydirak har etableret. Jensen bruger denne lejr som billede på en
danskhed, der er perverteret. Vores opfattelse af, hvad danskhed er, siger Jensen, er rundet af en
række ”heldigt tabte krige” 50 , tabet af Norge, Skåneland, hertugdømmerne osv., der betød, at
”helstatens multietniske rod var overstået, nu kunne vi ånde lettet ud og koncentrere os om at
være danske” 51 . Nederlagene bevirkede altså sammenfald mellem statsgrænser og etnicitet. Efter
nederlaget til Preussen 1864 voksede isolationen i det københavnske åndsliv, styrket af
grundtvigianernes mytologisering af det nordiske. Grundtvigs frihedsbegreb ”frihed for Loke såvel
som for Thor” havde nemlig den væsentlige tilføjelse ”men ikke for Fenrisulven, der for altid måtte
være bundet”, og denne Fenrisulv blev identificeret som det tyske, hvorfor ”vort demokrati havde
den vigtige, men uudtalte forudsætning, at det onde var udansk” 52 . Fordi det danske demokrati
opstod i denne tid og dette rum er det aldrig (før nu) blevet ”prøvet” på sin evne til at rumme andet
end en etnisk homogen befolkning 53 . Med denne kritik positionerer Jensen indvandrere som inde,
fordi han solidariserer sig med de udgrænsede, der i kraft af danskhedens ekskluderende karakter
dæmoniseres og udstødes, og fremme, fordi han lægger afstand til danskhedens etnisk baserede
fællesskab. Begrebet udansk vil vi vende tilbage til og diskutere i kapitlet Diskursiv kamp.
Carsten Jensens position kan yderligere belyses gennem flg. uddrag fra et interview:
”Vi har et politisk flertal, der hvad angår retorik og beslutninger i forhold til indvandrere,
opfører sig som pyromaner i en høstak. Jeg har megen forståelse for, at mennesker i det
danske samfund kan være så forslåede, marginaliserede og uden livsperspektiver, at de ser
sig om efter en syndebuk og finder dem i indvandrerne. Men er det politikeres opgave at tale
disse mennesker kritikløst efter munden? Nej, de skal da opdrage på befolkningen … Vi
50 Jensen (2004) s. 11
51 Jensen (2004) s. 11
52 Jensen (2004) s. 11
53 Jensen (2004) s. 12
27

har nu en regering, der udtrykker sig, som var den pøbelen. Regeringen leger hele tiden
med ilden, og gnisterne fra deres måder at udtrykke sig på har nu bredt sig langt ind i
socialdemokraternes rækker.” 54
Gennem udtrykkene ”opdrage på befolkningen” og ”pøbelen” positionerer Jensen sig selv i en
elitær position. Værdien tolerance må ligeledes ses som et nodalpunkt i den humanistiske diskurs,
som det fremgår af flg. citat fra en artikel af Carsten Jensen:
”På den anden side er der grupper, der ikke ser tolerance som et fælles princip. De mener
ikke tolerance står over loven eller religionen. Som resultat heraf kan de mene at de har lov
til at henrette anderledes tænkende.” 55
At tolerance fremstår som nodalpunkt, fremkommer ved, at der henvises til grupper, der netop ikke
mener at tolerance er at opfatte som et fælles princip. Det er altså underforstået, at i den diskurs,
Jensen taler fra, er det en naturlighed netop at opfatte tolerance som et fælles princip.
I kraft af Carsten Jensens artikulerede opposition til regeringen og hans underforståelse af værdien
solidaritet, må vi placere ham til venstre. Der tegner sig nu et billede af den humanistiske diskurs,
han er repræsentant for, med positionen venstre – oppe – fremme, altså helt på linie med den
kulturradikale tradition.
Venstre – oppe – fremme som den humanistiske diskurs’ position bekræftes ved at se på andre
aktører. Tøger Seidenfaden er medredaktør på antologien Når du strammer garnet – et opgør med
mobning af mindretal og ansvarsløs asylpolitik, hvor det i forordet efter en kritik af ”den tiltagende
hadefulde retorik om flygtninge og indvandrere” 56 og en påpegning af Danmarks stramme asyl- og
indvandringspolitik hedder:
”Der er brug for en markant kursændring, hvis vi igen skal kunne være stolte over at være
danske. Og vi mener, at ansvarlige medier, kulturpersonligheder, samfundsforskere og
54 Politiken, 25. sep. 2004, ”Vi styrer mod et kultursammenstød”, vor fremhævelse
55 Carsten Jensens artikel er oprindelig trykt i Information efteråret 1995, her gengivet efter
http://www.diskurs.dk/litteratur/pdf/artikler/Hansen,%20Allan%20Dreyer%20m.fl._Debat_Modernisme%20kontra%20
postmodernisme_Information%201995.pdf
56 Fenger-Grøn; Qureshi & Seidenfaden (2003) s. 9
28

politikere bør gå forrest. Det er et af de politisk neo-korrekte synspunkter, at eliten har
svigtet befolkningen ved gennem mange år ikke at tage dens bekymringer over
indvandringen alvorligt. Vi vil hævde, at en lille gruppe mennesker med viden, magt og
adgang til medierne tværtimod har svigtet fatalt ved at så og dyrke en angst og bekymring,
der i vid udstrækning savner en rationel begrundelse, og at resten af 'eliten' har svigtet ved
ikke tilstrækkeligt konsekvent at sætte en anden dagsorden.” 57
Seidenfaden indtager altså positionen som progressiv elite og blver også selv opfattet sådan, som
det fremgår af følgende eksempel. Efter at have forsvaret Marianne Jelveds (R) kritik af 24-års
reglen, bliver Seidenfaden i et læserbrev i sin egen avis kritiseret således:
”Egentlig er det ikke svært at forklare, hvorfor man ser anderledes på sagen, når man
hedder Tøger Seidenfaden, end hvis man er skolebestyrelsesformand på Nørrebro. Den
radikale og Politikenske kritik formuleres af veluddannede mennesker, som betragter
problemerne med kølig intellektuel distance.” 58
Igen tager kritikken af den humanistiske diskurs udgangspunkt i forestillingen om dens elitære
position, her karakteriseret som ”kølig”. Denne kritik må ses som en stemme fra den
nationalkonservative diskurs. Vi vil komme nærmere ind på den nationalkonservative diskurs’
betydning for hvorledes andre ser på humanisterne under afsnittet om nationalkonservatisme.
Inde/ude
Socialdemokratiet er gennem indflydelse fra efterkrigstidens ”cand.polit.er” – en tradition, der
indledtes med Jens Otto Krag – i et vist omfang blevet præget af kulturradikal værdipolitik, måske
stærkest indenfor kultur- og uddannelsespolitikken. Ritt Bjerregaard kan ses som en repræsentant
herfor. I en anmeldelse af bogen Opbrud på midten. Pejlemærker for det nye århundrede giver hun
udtryk for denne danskhedsforståelse:
”Det var åndslivets forankring i præstegårdene og den hermed forbundne fordomsfuldhed
og provinsialisme, Brandes ville til livs. Det er efter valget helt åbenbart stadig en opgave,
som er blevet mere påtrængende efter at både præsterne Søren Krarup og Jesper
57 Fenger-Grøn; Qureshi & Seidenfaden (2003) s. 12
58 Politiken, 24. aug. 2004, Astrid Søborg: ”24-års reglen: Redaktørens kyniske svar”
29

Langballe er blevet medlemmer af folketinget for Dansk Folkeparti. Under flere af
folketingsdebatterne har den fungerende formand måttet præcisere, at Folketingets talerstol
ikke er en prædikestol. Denne afkobling mellem danskhed og kristendom, ja mellem politik
og kristendom er det helt afgørende at fastholde i dagens multietniske samfund. Og derfor er
det nødvendigt aktivt at gå op imod den sammenkædning mellem det kristne og det danske
som Søren Krarup så ivrigt argumenterer for.” 59
Kritikken af danskheden som noget naturligt forankret i en kultur, man er en del af, og
sammenkoblingen af danskhed med demokrati og fornuft, kritiseres altså af den humanistiske
diskurs. Her ser vi, hvordan den historiske skillelinie mellem den grundtvigsk prægede kristne
ethnos-opfattelse og by-radikalismens sekulariserede demos-nationsopfattelse aktualiseres som
udtryk for henholdsvis nationalkonservatismen og humanismen.
Hvor Carsten Jensen beskriver danskhedsforståelsen (præget af nationalkonservatismens værdier)
som et eksistentielt grundvilkår, hvori alle (etniske) danskere er indlejret, holder han selv så at sige
danskheden ud i strakt arm og kritiserer den for at være lukket, indadvendt og intolerant. Jensens
standpunkt er moralsk og moraliserende 60 . Den humanistiske diskurs vil derfor forsøge at skabe
ækvivalens imellem danskhed, som den italesættes af de nationalkonservative, og xenofobi. I en
artikel fra tidsskriftet Faklen, der redigeres af Rune Engelbreth Larsen, formand for
Minoritetspartiet, ser vi et eksempel på dette:
”Således har den evige leflen for den laveste 'folkelige' fællesnævner længe holdt
taburetklæberne i et ensretningens nu selvsvingende jerngreb, der i sig selv er en skændsel
for Danmark … og de højreintellektuelle afhoppere til vores tilsyneladende nationalt
nedarvede jantelovsforkærlighed for at kue det fremragende eller afvigende så dygtigt
tilsætter den kollektive, medieoppiskede xenofobi-psykose mod alt fremmed, der kan true
den pæne danskhed.” 61
59 Politiken, 9. nov. 2002: ”Debatbog: Lidenskaben for at tænke”
60 En ikke helt tilsvarende antagonisme beskriver politologerne Jørgen Goul Andersen og Ole Borre som modsætningen
mellem den bløde diskurs (svarende til humanisternes position) og den kontante diskurs, der er mere økonomisk
orienteret og fokuserer på, hvad vi som samfund har råd til. (Goul Andersen & Borre (2003) s. 328)
61 Steensgaard, Jakob: ”Kæmp for friheden til forskellighed”
http://www.faklen.dk/dk/debat/20020802.shtml 10-12-04
30

Endvidere er sådanne udsagn meget sigende for hvorledes den humanistiske diskurs forsøger at
italesætte de nationalkonservative. Der spilles her på at deres forståelse af inde/ude hvor danskerne,
der har rod i den danske kultur er inde, bunder i en manglende tolerance overfor andre mennesker.
Igen er pointen at tolerancen er nodalpunkt for den humanistiske diskurs, og at den
nationalkonservative diskurs skal opfattes som tilbage, hvorfor der italesættes en klar antagonisme.
Den humanistiske diskurs vil aldrig kunne acceptere en diskurs der prioriterer nationalitet – her i
form af danskhed – over tolerance.
Den manglende tolerance bunder i nogle gamle traditionelle tolkninger af virkeligheden, hvorfor
den humanistiske diskurs kommer til at fremstå som fremme, og ønsker at positionere de
nationalkonservative som tilbage, hvor fremme betyder moderne og tilbage traditionsbundne til
gamle nationale værdier, her i en negativ betydning.
På den måde ser vi at den humanistiske diskurs kan beskrives som venstre – oppe – fremme.
Kritikken går på at sammenbinde danske værdier, der bygger på nationalisme og kan tilbageføres til
Grundtvig som både racistiske og med nazistiske tendenser, der fører til mangel på tolerance og
forståelse for andre kulturer end den danske. Hans Jørgen Nielsen beskriver dette i Danskernes
særpræg med et citat af forfatteren Suzanne Brøgger (fra en svensk avis):
”Grundtvig kom och sade, att danskarna var ett utvalt folk och att den Helliga Ande
planerade att inkarnera sig i Danmark som det nye Palestina. Detta skedda inte men
danskerna tror det än.” 62
Dette kræver selvfølgelig et opgør med de klassiske danske værdier. Argumentet er derfor ofte
støttet af, at den danske nationalisme er fordomsfuld og ikke har plads til fremmede kulturer. På
denne måde bliver det simpelthen en nødvendighed at fralægge sig den, hvorfor at man ved hjælp af
orienteringsmetaforerne kan sige, at fremme sættes sammen med en diskurs der prædiker rationel
logik. Til sidst kunne man tilføje at en af grundene til det tilsyneladende er svært for den
humanistiske diskurs at fremstå som nede – fremme men i stedet ofte fremstår som oppe – fremme
er at de værdier, man kritiserer så meget, opfattes som vigtige af de fleste danskere. Dette ses bl.a.
ved at 77% af den danske befolkning mener, indvandrere bør fralægge sig deres vaner og
62 Nielsen (2004) s. 294
31

traditioner, hvis de skal integreres i det danske samfund 63 . Altså en holdning, der strider mod den
humanistiske diskurs’ kritik ikke af indvandrernes men af danskernes vaner og traditioner.
3.3 Den nationalkonservative diskurs
I det følgende vil vi fokusere på den diskurs i den danske udlændingedebat, som vi har valgt at
kalde den nationalkonservative. Diskursens vigtigste aktører har tilknytning til Dansk Folkeparti og
kan ses som repræsentanter for en bevægelse på europæisk plan, der går under betegnelser som det
nye højre, højrepopulismen eller Radical Right-Wing Populist Parties 64 . Betegnelsen
nationalkonservativ er et forsøg på at være neutral i forhold til diskursens nodalpunkter: det
nationale og det konservative.
Den nationalkonservative diskurs repræsenteres af personer, som i debatten ytrer sig negativt og
pessimistisk om muligheden for integration af mennesker med anden etnisk baggrund i det danske
samfund, og som udtrykker ønsket om et monokulturelt Danmark. Diskursen repræsenteres
hovedsageligt af personer som i det traditionelle højre/venstre-kontinuum befinder sig til højre for
den politiske midte.
I analysen af diskursen vil vi tage udgangspunkt i Søren Krarups og Søren Espersens syn på
udlændingespørgsmålet. De er begge medlemmer af Dansk Folkeparti, Espersen som
pressesekretær, Krarup som MF. Valget af Espersen og Krarup skal ses i lyset af deres (navnlig
Krarups) store skriftlige produktivitet samt deres høje aktivitetsniveau i relation til
udlændingedebatten. Der er dog andre fremtrædende debattører, som man vil kunne placere i
samme kategori/diskurs som Søren Krarup og Søren Espersen, men som vi ikke eksplicit har
beskæftiget os med. Jesper Langballe, Mogens Glistrup og Mogens Camre er alle debattører, hvis
holdninger i høj grad er identiske med Krarups og Espersens og som man derfor kunne se som
repræsentanter for den nationalkonservative diskurs.
63 Gundelach (2004) s. 161
64 Rydgren (2004)
32

Historisk baggrund
Ole Borre og Jørgen Goul Andersen 65 beskriver fremkomsten af ”det nye højre” som en reaktion
mod internationaliseringen og globaliseringen og som et udtryk for, at man oplever nationalstaten
som truet. Imidlertid hævder Borre, at diskursen ikke er entydig, og at de værdier, der præger den, i
et vist omfang er arbitrære. Som eksempel nævner han, at anti-EU holdningen og den
højtprioriterede miljøpolitik er eksempler på værdier, der mere eller mindre tilfældigt er indlejret i
diskursen. Den svenske sociolog Jens Rydgren har beskrevet fremkomsten af Radical Right-Wing
Populist Parties på europæisk plan som resultatet af fremkomsten af en række omstændigheder,
blandt andet at det franske Front National i 1980erne udviklede en ideologisk master frame, der
kombinerede etno-nationalistisk xenofobi med anti-politisk establishment populisme. Imidlertid vil
vi i beskrivelsen af den historiske forudsætning for den nationalkonservative diskurs i højere grad
lægge vægt på, at diskursen må ses som en videreførelse af N.F.S. Grundtvigs (1783-1872) tanker
om en etnisk folkelig, kristen danskhed (der igen var inspireret af den tyske romantiker J.G. von
Herder 66 ). Primært vil vi hævde, at den nationalkonservative diskurs’ danskhedsforståelse på
afgørende vis er en artikulation af Grundtvigs folkelighedsbegreb.
Som en forklaring på, hvorfor det ethnos-baserede folkelighedsbegreb hegemoniseredes i Danmark
men ikke i f.eks. Sverige, fremhæver idéhistorikeren Ola Fransson, at hvor det svenske
Socialdemokrati i 1930erne tilkæmpede sig privilegiet på at definere det svenske begreb om
”folket”, var det
”i Danmark ... en generation tidigare, grundtvigianerne som ur den väldiga källa på
”folke”-temat som Grundtvigs texter utgör vaskade fram definitionen. I Danmark började
kampen om det danska folkbegreppet under 1840-tallet och det var Grundtvig og
grundtvigianerne som kom at gå segrande ur striden.” 67
Det kapitalistiske gennembrud i Danmark foregik ikke som i andre lande via industrialisering, men
ved omlægningen af landbruget til animalsk produktion efter nederlaget til Preussen 1864. På denne
baggrund, hævder Fransson, findes der i den danske historieskrivning en hegemonisk opfattelse af,
at ”... demokratin infördes av män med jord på fingrarna och Grundtvigs psalmbok mellan dem” 68 .
65 Borre & Andersen (2003), s. 19
66 Vind (2003) s. 16
67 Fransson (2003) s. 143
68 Fransson (2003) s. 142
33

Socialt og politisk skete legitimeringen ved en kobling af nationalisme og liberalisme i et religiøst
verdensbillede formuleret af Grundtvig. Grundtvigs appel til bønderne som bærere af den danske
nation betød, at denne gruppes folkelighedsforståelse og danskhedsforståelse hegemoniseredes
gennem udgrænsning af især Georg Brandes’ politiske nationalisme (demos- og ikke ethnos-
baseret) og Harald Høffding. Historikeren Håkan Arvidsson trækker linien fra Grundtvig til Dansk
Folkeparti endnu klarere op:
”Dansk folkepartis främlingsfientlighet, dess dröm om ett rent danskt Danmark, dess avsky
för alla eliter utom den egna partieliten ... är helt enkelt den grundtvigianska
särartsnationalismen som övergått från en godartad till en malign dvs. ondartet form.” 69
Monokulturel danskhed
Vi vil lægge ud med at sætte Søren Krarups og Søren Espersens syn på sammensætningen af det
danske samfund under lup. De to debattører opererer med en ækvivalenskæde, hvori ”det danske”
skildres som tæt forbundet med kristendom (navnlig den luthersk-evangeliske retning), den fælles
danske historie og traditioner i almindelighed. Forbindelsen mellem det at være dansk og det at
være kristen sker med henvisning til Grundtvig 70 . Dog understreges det, at den danske lovgivning er
sekulær 71 .
I skarp kontrast til de førnævnte værdier ses ”masseindvandring”, som hævdes at ødelægge og
undergrave det danske. Krarup, som mener at Danmark er forbeholdt det danske folk, ser
indvandringen som den største trussel mod Danmarks eksistens og at man undgå national
undergang skal gøre alt for at forhindre den 72 . Krarups danskhedsopfattelse er tæt forbundet med
bevarelsen af den nationale identitet og med etniske danskeres dominans indenfor Danmarks
grænser:
”Det nationale er troskab mod det historisk givne. Og nationalstaten er den stat der er
opbygget over denne historiske troskab, og hvor borgerne derfor er trygge ved hinanden
69 Sydsvenska Dagbladet, 9. sep. 2003, ”Håkan Arvidsson läser Grundtvig – Nyckeln till det danska”
70 Krarup (1993) s. 40f, Espersen (2001) s. 190
71 Jyllands-Posten, 23. nov. 2004, Søren Krarup: ”Med udsigt til borgerkrigen”
72 Krarup & Pind (2003) s. 61f
34

som børn af samme fællesskab. Er det ikke indlysende, at en sådan stat er helt anderledes
stabil og tolerant og sammenhængende end en multietnisk stat, opbygget på en idé.” 73
Denne holdning deles også af Espersen der hævder, at Danmark aldrig har været et indvandrerland
og at det er uacceptabelt at lade Danmark udvikle sig til et multietnisk samfund 74 . Bevarelsen af det
nationale danske er hovedprioriteten, hvorfor danskhed kan karakteriseres som nodalpunkt for den
nationalkonservative diskurs.
Den nationalkonservative diskurs er ikke særlig fortrøstningsfuld, hvad angår integrationen af folk
med anden etnisk baggrund i det danske samfund. Søren Krarups holdning til integrationen af,
navnlig muslimske, indvandrere er mildt sagt pessimistisk. Naser Khader, MF(R), fremhæves som
et eksempel på en integreret muslim, men der er gennemgående ikke tiltro til at mennesker, der
bekender sig til islam kan leve fredeligt i det danske samfund. Hvor islam er i billedet vil
”lovreligiøsitetens fanatisme og selvgodhed ende med at herske, hvilket vil sige hadet til det
Danmark, vi kender og vil hævde” 75 .
Skepsisen mod muslimer og integrationen af denne gruppe i det danske samfund er også at spore
hos Espersen, som fremhæver antallet af muslimer som hovedproblemet. Ifølge ham er eksempelvis
40 muslimer i København ikke et problem, mens 40.000 muslimer i København er, eftersom
islamisk inspireret levevis er uforenelig med den dansk kristne tankegang 76 .
Den nationalkonservative diskurs artikulerer altså et antagonistisk konfliktforhold mellem det
danske og islam. De taler for det monokulturelle samfund, da det, i deres øjne, er en garant for
Danmarks videre eksistens som danskernes hjem. Deres nationalkonservative opfattelse af det
danske som noget, der udspringer af den fælles historie, traditionerne samt religionen og som skal
bevares i sin oprindelige form, kombineret med den megen skepsis til integrationen af mennesker
med anden etnisk baggrund, resulterer i at det etnisk danske ses som værende inde og enerådende i
det danske samfund. Det anderledes, som i dette tilfælde er mennesker af anden oprindelse end
dansk, og navnlig mennesker der bekender sig til islam, problematiseres grundet manglende
tilknytning til det oprindeligt danske.
73 Krarup & Pind (2003) s. 86
74 Espersen (2001) s. 172
75 Krarup & Pind (2003) s.114
76 Espersen (2001) s. 172, 190
35

Gud oppe – danskeren nede
Søren Krarup er en stærk modstander af kulturradikalismen og humanismen som ifølge ham
udspringer af 68-generationen, og som han anser for hovedskyldige for ”danskhedens forfald”. Han
forkaster kulturradikalismen som værende en ideologi, og vælger at tage udgangspunkt i det
konkrete – det virkelige - og gudsgivne. Gud ses som det primære for livet på Jorden. Gud har givet
os livet. Og i forlængelse af det er danskerne af Gud blevet tildelt Danmark, som de har pligt til at
værne om 77 . Artikulationen af Gud som forudsætningen for menneskets eksistens indebærer at
menneskets ses som underordnet denne kraft. Mennesket må således ses som nede, da Gud er hævet
oppe over os. Vi har måske her den mest udtalte kontrast til (og kritik af) den humanistiske diskurs,
der er grundlæggende sekulariseret og ser eliten/systemet som ansvarlige for opdragelsen af den
jævne befolkning.
De kulturradikales dominans i det politiske liv over de sidste årtier, har ifølge Krarup resulteret i
skabelsen af et velfærdssamfund, som i virkeligheden er et idealistisk behandlersamfund, hvis
hovedformål er at opdrage den jævne befolkning startende allerede i folkeskolerne, udøve
hjælpeforanstaltninger uden samtykke (bistandsloven) og dermed gøre folk afhængige af staten,
samt at udstøde og uskadeliggøre de politisk ukorrekte gennem forskellige juridiske tiltag 78 .
Humanisterne har hermed skabt et system, hvormed de har kunnet opdrage og kontrollere den
danske befolkning og sørge for, at samfundsudviklingen forløb i henhold til deres ideologiske
ståsted, uden en egentlig stillingtagen til den jævne befolknings interesser. Masseindvandringen til
Danmark kan derfor siges at være et resultat af systemets ideologiserede samfundsform, hvor den
jævne danskers holdning dog er blevet tilsidesat. Systemet har åbnet dørene til Danmark for alle og
enhver, på baggrund af ideen om lighedsprincippet og menneskerettighederne, uden at tage den
almindelige danskers skepsis til efterretning, parallelt med at man har ignoreret tanken om Danmark
som værende danskernes land 79 . Dette har ydermere haft den konsekvens at det danske folk er
havnet i en situation, hvor det diskrimineres af systemet i sit eget land. Som et eksempel nævnes det
store antal boligløse danskere, der må finde sig i deres skæbne, mens flygtninge har retskrav på en
77 Krarup & Pind (2003) s. 154
78 Krarup & Pind (2003) s. 35f
79 Krarup & Pind (2003) s. 81
36

olig tre måneder efter tildeling af asyl. Sådan et retskrav eksisterer ikke for den almene dansker,
hvilket viser den uretfærdighed som den jævne dansker møder og som er blevet skabt af systemet 80 .
Som det fremgår, artikulerer den nationalkonservative diskurs sig som modstander til den
magthavende elite, der regerer Danmark uden hensyntagen til det danske folks ønsker. Systemet
med dets omspændende ideologi kritiseres, hvorimod det jordnære, det konkrete og det almindelige
hyldes som elementer, der giver den almindelige borger frihed og udviklingsmuligheder. Dette
udtrykker den kritik af eliten og systemet, som har mistet forbindelsen til den almindelige dansker
der befinder sig længere nede. Ovenstående giver et godt billede af det politiske højres (i det
omfang man kan betragte Dansk Folkeparti som repræsentant for højre) bevægelse fra at være
repræsentant for de dominerende klasser til at være repræsentant for den brede befolkning, og
samtidig som kritiker af humanismen, som af mange forbindes med venstrediskursen, der af den
nationalkonservative diskurs italesættes som den dominerende klasse med systemet i ryggen.
Danskheden fremme – islam tilbage
På Dansk Folkepartis hjemmeside artikuleres en antagonisme mellem det vesterlandske, som
Danmark er indlejret i og det, der er udenfor:
”Det er kun i den kristne, vesterlandske kulturkreds, at det er lykkedes at gøre op med
middelalderens verdenssyn. Det er kun i den kristne kulturkreds, det er lykkedes at skabe
den frihed og tolerance, som er grundlaget for demokratiet, og det er kun her respekten for
menneskets rettigheder er grundfæstet.” 81
Som det ses, italesættes det kristne, vesterlandske her som fremme i kraft af ”frihed”, ”tolerance” og
”menneskets rettigheder”, selvom FN’s menneskerettigheder eksplicit afvises af Krarup som ”en
totalitær trussel imod lov og ret” 82 . På den anden side er der, som vi har set, en stærk tilknytning til
Danmark fra den nationalkonservative diskurs. Det multietniske samfund anses som en trussel, fordi
danskerne risikerer ”at blive et mindretal i deres eget land, at blive fremmedgjorte og undertrykte i
Danmark” 83 . Ifølge Espersen er denne undertrykkelsesproces allerede påbegyndt, da der bl.a. i
80 Espersen (2001) s. 175
81 http://www.danskfolkeparti.dk politik / kristendommen, folket og etikken
82 Krarup & Pind (2003) s. 33
83 Krarup & Pind (2003) s. 62
37

storbyerne findes visse områder, hvor ”almindelige danskere” nødigt færdes. Antallet af grove
forbrydelser begået af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk er stigende, hvilket er med
til at skabe frygt og utryghed i ”vort tidligere så fredelige og ordentlige Danmark” 84 . Krarup og
Espersen ønsker at forhindre denne udvikling for enhver pris. Visionen er et samfund baseret på
traditionelle, danske værdier. Krarup siger ganske vist, at man ikke skal idyllisere eller
sentimentalisere, men udtrykker alligevel et ønske om at ændre Danmark til ”et Danmark i retning
af det, vi var nogle stykker, der oplevede i 1950’erne” 85 . Denne skuen tilbage mod det danske
samfund i det første årti efter 2. Verdenskrig udtrykker det traditionelle og konservative i diskursen,
og dette aspekt af den nationalkonservative diskurs må positioneres tilbage. Fremme/tilbage-
dimensionen af den nationalkonservative diskurs er således ikke entydig. Det, der italesættes som
fremme (opgøret med middelalderens verdenssyn) skal imidlertid opnås gennem det, der må ses
som tilbage (det traditionelt danske). Fremme artikuleres således som afledt af tilbage, hvorfor
tilbage-positionen i vores analyse bliver den dominerende.
Højre/venstre
At positionere den nationalkonservative diskurs efter den traditionelle højre/venstre-skala (med
reference til økonomisk fordeling) er en forholdsvis svær opgave, da hverken Krarup eller Espersen
eksplicit beskæftiger sig med denne problemstilling. Dog findes der nogle få referencer til dette
emne hos Krarup. Krarups afvisning af behandlersamfundet som en totalitær institution, der
reducerer mennesker til viljeløse ofre, må forstås som kritik af den økonomiske omfordeling, der
præger den universalistiske velfærdsstat. Han forkaster ikke ideen om velfærdsstaten helt, men
omdefinerer den til kun at burde hjælpe syge, svage og gamle 86 . Et andet sted opfordrer han til at
”støtte de svage og bede de andre om at klare sig selv” 87 . Dette er helt i tråd med en traditionel,
konservativ tankegang (Hobbes’ protection and obedience) og i forhold til højre/venstre-skalaens
økonomiske omfordelingsdimension placerer det den nationalkonservative diskurs til højre.
Ser man på det sæt af værdier, som Heywood angiver som karakteristiske for det traditionelle højre,
bliver billedet klarere. Tradition og nationalisme giver sig selv. Reaktion kan siges at være
konsekvensen af idealbilledet af Danmark i 1950erne. Og hvis man accepterer fremstillingen af
84 Espersen (2001) s. 17
85 Krarup & Pind (2003) s. 36
86 Krarup & Pind (2003) s. 35
87 Krarup & Pind (2003) s. 37
38

protection and obedience som det underliggende værdibegreb i Krarups velfærdsstatskritik,
kommer også de resterende af Heywoods værdisæt autoritet, hierarki, orden og pligter ind. Heraf
følger, at den nationalkonservative diskurs må placeres til højre. Dagligdagens parlamentariske
virkelighed ser dog lidt anderledes ud. Her støtter Dansk Folkeparti ofte traditionelle
velfærdsstatsprogrammer, karakteristisk nok ofte med fokus på ældre – en kernevælgergruppe.
Forklaringen er vel snarest, at der ikke er fuldt sammenfald mellem den nationalkonservative
diskurs og Dansk Folkeparti. Partiet må ses som indlejret i diskursen i den forstand, at diskursen er
styrende for dens selvforståelse, men altså med en vis inkonsistens.
Sammenfattende kan vi pege på den orienteringsmetaforiske position for den nationalkonservative
diskurs højre – nede – tilbage – inde. Højre betegner det nationalkonservative ståsted på den
omfordelingsmæssige højre/venstre-skala, karakteriseret ved, at staten tager hånd om de
allersvageste mens resten tager vare på sig selv, samt en bred værdipolitisk orientering. Nede
kendetegner den nationalkonservative diskurs’ italesættelse af sig selv som repræsentant af den
brede (danske) befolkning, som er blevet overset og underlagt den politiske elites reglement og
humanisme. Tilbage refererer til ønsket om tilbagevenden til monokulturalitet samt bevare de
traditionelle danske værdier. Inde repræsenterer ønsket om at bevare danskheden og det danske
samfund i dens oprindelige monokulturelle form og forhindre udviklingen af et multietnisk
Danmark.
3.4 Mellemdiskursen
Mellemdiskursen repræsenteres i vores forståelse af folk som Erik Meier Carlsen (politisk redaktør
på BT), Karen Jespersen (S, tidligere indenrigsminister), Ralf Pittelkow (politisk kommentator og
skribent for Jyllands-Posten) og bygge- og teknikborgmester i Københavns kommune, Søren Pind
(V).
Historisk baggrund
I modsætning til den humanistiske diskurs og den nationalkonservative diskurs kan man næppe for
mellemdiskursens vedkommende trække en artikuleret, idehistorisk tråd. Derfor vil dette historiske
afsnit i højere grad fokusere på at beskrive forestillingen om en politisk midte.
39

I indledningen var vi inde på, at ideen om en midter- eller mellemdiskurs er noget, der forekommer
umiddelbart selvindlysende på samme måde, som man umiddelbart må acceptere tilstedeværelsen af
(mindst) to diskurser indenfor et domæne. Vi var ligeledes inde på, at forestillingen om en sådan
mellemdiskurs kan problematiseres. I dette afsnit vil vi derfor nøjere undersøge forestillingen om en
mellemdiskurs, ved at anskue forestillingen som en diskursivt medieret opfattelse af virkeligheden.
Hvorfra stammer forestillingen om, at en mellemdiskurs er ”naturlig”? Som vi så i kapitlet Teori er
den traditionelle fremstilling af det politiske spektrum, som knytter sig til et repræsentativt
demokrati som det danske, først og fremmest præget af forestillingen om en højre/venstre-akse, der
refererer til en række værdier og til graden af ønsket om økonomisk omfordeling i samfundet.
Forestillingen om en mellemdiskurs kan ses som en direkte konsekvens af forestillingen om
højre/venstre-aksen som dominerende figur i det parlamentariske billede. Ved at italesætte
modsætninger gennem metaforerne højre og venstre impliciterer man så at sige muligheden eller
endog ønsket om en ”balanceret” mellemposition.
Går vi herfra til det konkrete, danske parlamentariske billede, ser vi, at ønsket om at indtage en
”balanceret” mellem- eller mellemposition er udtalt i dansk politik. Det kan forklares på flere
måder. Dels har forestillingen om at befinde sig ”i midten” i høj grad givet små partier – særligt Det
Radikale Venstre – mulighed for at indgå i regeringsdannelser og forlig både med
Socialdemokratiet og med partierne til højre. Det har medført en politisk indflydelse langt større
end mandattallet tilsiger. For det andet spiller Tony Blairs (Anthony Giddens-inspirerede) såkaldte
tredje vej mellem socialisme og liberalisme i høj grad en rolle som et (strategisk eller taktisk) mål
for såvel Venstre som for Socialdemokratiet. At kunne indfange midtervælgerne ses som vejen til
regeringsmagten. At være et midterparti er derfor det erklærede mål for ikke blot den traditionelle
midte som Det radikale Venstre, Kristendemokraterne og Centrumdemokraterne, men altså også for
Venstre og selv for Dansk Folkeparti 88 . Dette kan til en vis grad ses som en opløsning af den
traditionelle højre/venstre-akse som forklaring på dels partiernes positionering og dels hvilke
vælgergrupper, partierne tiltrækker (Dansk Folkeparti tiltrækker tilsyneladende flere unge
arbejdervælgere end Socialdemokratiet, hvilket ud fra en klassisk indkomstomfordelings-synsvinkel
forekommer paradoksalt 89 ). Konstateringen af højre/venstre-aksens utilstrækkelighed til at beskrive
variationen i holdningerne til indvandrere (samt andre aktualiserede problemstillinger) skal her blot
tjene til at problematisere den (diskursivt medierede) antagelse om, at med en (indvandrerkritisk)
højre-diskurs og en (indvandrervenlig) venstre-diskurs følger ”naturligt” en mellem-diskurs. Fordi
88 Politiken, 20. september 2004, ”Dansk Folkeparti - et midterparti med undtagelser”
89 Politiken, 19. oktober 2002, ” Politik: Socialdemokrater i tænkeboks”
40

det kan forstås som et taktisk mål at artikulere sin politik som en midterpolitik kan vi ikke uden
videre overtage aktørernes selvpositionering som en ”mellemdiskurs” eller en ”tredje vej”.
Forestillingen om det attraktive ved denne position kan bevidst eller ubevidst have stærk indflydelse
på ønsket om at indtage en sådan position. Omvendt kan netop forestillingen om mellemdiskursens
attraktion spille refleksivt ind på udviklingen og formuleringen af en mellemdiskurs. Vi kan altså
ikke a priori afvise tilstedeværelsen af en mellemdiskurs. Disse overvejelser ligger bag valget af
termen mellemdiskurs frem for midterdiskurs, idet vi med dette begreb forsøger at forholde os
neutralt til diskursens selvpositionering som midten.
Kontante krav til integration
Kendetegnende for mellemdiskursen er kravet om indvandreres assimilation og modstanden mod
ghettodannelser og kulturel og demografisk segregation. Hertil lægger Ralf Pittelkow vægt på
systemet og autoriteterne, som vigtige faktorer til at skabe et fornuftigt fundament for en løsning på
”udlændingeproblematikken”. Søren Pind er primært optaget af at bruge økonomien som middel til
at ændre på indvandrersituationen i Danmark. For Karen Jespersen og Erik Meier Carlsen
italesættes konflikten delvist som en konflikt mellem befolkningen (og dens værdier – altså det
folkelige), og på den anden side den politiske elite, som øjensynligt har afkoblet sig fra
befolkningens værdier. Karen Jespersen er desuden fortaler for at samfundet må tvinge herboende
udlændinge/indvandrere til at leve efter moderne vestlige værdier som ligestilling, personlig
individuel frihed og demokratisk tankegang. Dermed sker der altså en italesættelse af
fremmed/muslimsk kultur, som stående i modsætningsforhold til den danske eller europæiske
moderne kultur. Vi har at gøre med den ”kontante diskurs” 90 , som stiller krav til den praktiske
integration af indvandrere fra f.eks. muslimske lande og som problematiserer (muslimsk)
indvandring i forhold til et samfundsøkonomisk perspektiv, for så vidt at det medfører udgifter for
samfundet og som endvidere mener at de integrationsproblemer, som vi oplever, i høj grad skyldes
indvandrernes manglende indsigt i (og forståelse for) dansk demokrati.
I det følgende vil vi redegøre for positionens generelle syn på følgende modsætningspar:
homogenitet/multikultur, rationalitet/følelser, oppe/nede og den fordelingspolitiske højre/venstre-
skala.
90 Goul Andersen & Borre (2003) s. 328
41

Homogenitet/multikultur
Netop i forbindelse med kravet om assimilation, synes der at være en enslydende
holdningsfremførelse, idet både Karen Jespersen og Ralf Pittelkow opfatter det multikulturelle
samfund, hvori både oprindelige danskere og f.eks. muslimske indvandrere lever, som en
umiddelbar umulig vision, fordi der er behov for at befolkningen har fælles grundværdier som de
bygger på – værdier som f.eks. menneskerettigheder, personlig frihed, demokrati, tolerance, kritisk
tænkning og borgerpligter (som f.eks. at betale skat, bidrage til samfundet økonomisk, m.v.) 91 .
Dette synspunkt referer igen til de praktiske krav, som er en del af den kontante diskurs. De fælles
grundværdier kan være svære at definere entydigt, da de kan skifte efter hvilke parti og ideologisk
holdning en debattør repræsenterer, men generelt kan man sig at sige at menneskerettigheder (i
Pinds udgave frihedsrettigheder) og ytringsfrihed er nodalpunkter for denne position, om end der
også finder enkelte debattører der afviger fra disse 92 .
Kravet om assimilation medfører tilsyneladende et krav om homogenitet. Meier Carlsen har ofte
givet udtryk for en tese om den danske homogenitet, som værende fundamentet for de sidste
hundrede års høje grad af brede alliancer og selvorganisering i det danske samfund 93 .
I lederen Trussel mod folkeskolen 94 diskuterer Meier Carlsen racistisk mobning i folkeskolen, hvor
en dansk dreng angiveligt er blevet mobbet fordi han har lyst hår og spiser svinekød. Der skabes et
billede af en dansk folkeskole, der har været medvirkende til at sikre den danske homogenitet og
ligeværdighed, som nu trues, fordi tendensen angiveligt vil være at ”etniske danskere” med
økonomiske ressourcer vil flytte deres børn over i private friskoler:
”De heldigvis mange danske forældre, der har ressourcer til det, vælger i stigende omfang
at beskytte deres børn mod nogle af de mest problematiske kultursammenstød, der følger på
en alt for letsindigt reguleret indvandring gennem mange år.
Tilbage kan vi stå med en folkeskole, der i store dele af landet ikke er attraktiv for
almindelige danske børn og deres forældre. Konsekvensen kan i løbet af få år blive den, at
91 Jyllands-Posten, 18. jan. 2004, ”Pittelkow om ghettoer”
92 Søren Pind er erklæret modstander af menneskerettighederne og mener at man bør fokusere på frihedsrettigheder
(Krarup & Pind(2003) s. 69)
93 Carlsen (2000) s. 116ff
94 BT, 12. jun. 2004, ”Trussel mod folkeskolen”
42

folkeskolerne bliver underklasseskoler for indvandrerbørn og børn af særlig ressourcesvage
forældre i øvrigt.
Udmarves folkeskolen, udmarves det danske velfærdssamfund og folkelige fællesskab.
Danmark er det mest lige land i verden, når det gælder fordeling af indkomst. Det er vi kun,
fordi folkeskolen har skabt et fællesskab og en lighedstænkning, som er enestående.” 95
Hvis man sammenholder ovenstående med den fremlæggelse af den danske kultur, som han
kommer med i De overflødiges oprør, kan man berettiget betragte ham som forsvarer for ”den
danske homogenitet”. I bogen fremsætter han påstanden om, at Danmark i mere end 100 år har
håndteret samfundsmæssige udfordringer gennem brede alliancer, via selvorganisering og
konsensus 96 .
Meier Carlsens pointe er at Danmark gennem disse alliancer er blevet et tæt, men også delvist
lukket samfund, hvis samfundsformer og kulturelle værdier efter hans mening let bliver ødelagt,
hvis der kommer ”fremmede [hertil] som ikke forstår og respekterer historien og de danske
værdier” 97 .
Hos Karen Jespersen finder vi et tilsvarende synspunkt omkring samfundsformer og kulturelle
værdier, idet hun giver udtryk for at ”...det [er] en vigtig del af skolens formålsbestemmelse, at
børnene skal lære dansk kultur, medbestemmelse, medansvar, pligter og rettigheder” 98 . Videre
siges det:
”Antidemokratiske holdninger må ikke få lov at brede sig i det danske samfund og skabe
dybe holdningsmæssige skel i befolkningen. Kampen for de demokratiske principper er af
afgørende betydning, hvis indvandrernes omstilling fra et førmoderne til et moderne
kulturmønster skal lykkedes.” 99
95 BT, 12. jun. 2004, ”Trussel mod folkeskolen”
96 Carlsen (2000) s. 118
97 Carlsen (2000) s. 118
98 Jespersen (2003) s. 74
99 Jespersen (2003) s. 160
43

Vi ser altså ud fra ovenstående, hvorledes det særegne danske og homogeniteten kædes sammen
med demokrati. Fra sammenhængen mellem danske værdier og demokrati skabes ækvivalens til en
række andre begreber.
Meier Carlsens forståelse af homogenitet og multikultur, orienterer sig efter homogenitetens
præmis, der tilsyneladende ikke har plads til fremmede kulturer – derfor bliver indvandrere nødt til
at assimilere sig for at kunne integrere sig i det danske samfund.
Søren Pind er af den opfattelse at man skal bruge bl.a. arbejdsmarkedet til at integrere indvandrere i
det danske samfund. Gennem indvandrernes indlemmelse på arbejdsmarkedet skal de lære de
socialiseres til at lære at orientere sig efter de værdier, normer og den kultur som eksisterer i
Danmark. Han mener, at ”arbejdspladsen kan spille en central rolle i forhold til at lære sig de
sociale normer og den kultur, der gælder i Danmark” 100 .
Her vil vi fremhæve, at Pind i høj grad kan identificeres med den kontante diskurs, på grund af hans
fokus på borgerpligter. Indvandrere skal være selvforsørgende, og bidrage til det danske samfund.
Atter ser vi også hvorledes der skabes ækvivalens mellem danske værdier, demokrati og
ytringsfrihed. Når Pind siger, at indvandrere skal socialiseres, menes der at de skal optage og
respekterer demokratiets spilleregler, herunder ytringsfrihed osv.
Han deler derfor de andre repræsentanter for mellemdiskursens syn på at indvandrere – som det
danske samfund – skal blive moderne, respektere kønnenes rettigheder, og at religion er adskilt fra
staten. Han erklærer sin modstand mod det multikulturelle samfund, fordi det sidestiller dansk
kultur (majoriteten) med de kulturer som bliver bragt ind af indvandrere (minoriteten). Heri ligger
ikke en absolut afvisning af fremmede impulser, men et opgør med f.eks. islamisk
fundamentalisme, som sammenkædes med tvangsægteskaber, omskæring af kvinder, patriarkalsk
dominans og undertrykkelse af kvinders rettigheder 101 .
Rationalitet/følelser
Det ovennævnte krav om en moderne humanistisk grundkultur hænger sammen med en rationel
tænkning, som man kan argumentere for står i modsætning til den nationalkonservative diskurs.
100 Krarup & Pind (2003) s. 145
101 Krarup & Pind (2003) s. 126
44

Både Ralf Pittelkow og Karen Jespersen fremhæver således oplysningstiden som et gode for
Danmark og for kristendommen. En central pointe hos begge er, at islam ikke har gennemgået en
tilsvarende oplysningstid. Pittelkow distancerer sig fra følelsesmæssige udbrud (som man typisk vil
se fra den nationalkonservative diskurs) om at islam er en barbarisk religion, idet han mener at
islam godt kan undergå en modernisering, men dog ikke er optimistisk for den nære fremtid. Islams
manglende moderne fundament ses altså overordnet som en modsætning til demokrati,
menneskerettigheder og individets frihed, som beskrives som moderne vestlige grundværdier, der
kendetegner det danske samfund. Karen Jespersen betragter ligeledes kvinders rettigheder som et
centralt konfliktområde i forhold til islam, som hun ser som en kvindeundertrykkende
mandsdomineret religion 102 . Og Søren Pind stiller sig ligeledes i modsætning til, hvad han beskriver
som før-moderne islamisk fundamentalisme. Med andre ord bør rationaliteten være dominerende,
men samtidig anerkendes de indvandrere, som lever i Danmark og på tilfredsstillende vis lever op
til de praktiske og kontante krav, som bør stilles i forhold til integration 103 .
Hermed skabes to ækvivalenskæder, hvor Danmark kædes sammen med Vesten, modernitet,
religionsfrihed, ligestilling og demokrati. Hertil kædes indvandrere sammen med islam, patriarki,
teokrati og undertrykkelse af blandt andet kvinder.
Ud fra dels opfattelsen af homogenitet/multikultur og rationalitet/følelser får vi derfor en position
som ligger fremme på fremme/tilbage-aksen. Her adskiller mellemdiskursen sig fra den
nationalkonservative diskurs, som netop er positioneret tilbage.
Oppe/nede (og inde/ude)
Netop ovenstående konflikt mellem kvinders rettigheder og islam som kvindedominerende religion
mener Karen Jespersen skal løses ved at samfundet må tvinge disse familier til at leve efter et
vestligt og moderne familiebillede. Dette synspunkt kan henføres til inde/ude-
orienteringsmetaforerne, i kraft af at der dannes modsætningsforhold til det udefrakommende, ikke-
vestlige, non-sekulære, mandsdominerede (frem for ligestillede), osv. Man kan derfor fremsætte
den tese at Karen Jespersen mener at institutionaliserede universelle rettigheder skal have forrang
over en religions ret til at begrænse visse gruppers rettigheder. Hun mener ydermere at man må høre
efter befolkningens krav om en stram udlændingepolitik, således at man er i stand til at styre
102 Jespersen (2003) s. 20
103 Krarup & Pind (2003) s. 100, s. 126f
45

integrationen succesfuldt. Man kan henføre dette til Hans Jørgen Nielsens begreb om to forskellige
demokratimodeller, der relaterer til hvordan debatten bør udformes 104 . Når Karen Jespersen siger, at
man bør høre på befolkningen, står det i modsætning til den anden demokratimodel der lægger vægt
på, at politikerne godt nok hører på befolkningen men samtidig forsøger at påvirke den 105 , jvf.
Carsten Jensens krav om at regeringen skal ”opdrage på befolkningen” 106 .
Karen Jespersen positionerer sig i delvist modsætning til den politiske elite, som hun ikke mener
lytter til befolkningens krav, hvilket blandt andet fremgår af følgende citat:
” Nøglespørgsmålet for mig er: Hvordan sikrer vi, at der er så meget styr på indvandringen,
at integrationen kan fungere? Det er forudsætningen for, at vi kan sikre det, som altid har
været målet for et folkeligt socialdemokrati, nemlig at det danske samfund hænger ordentligt
sammen. Vi ved jo, at det specielt er de mindre velstillede grupper, som bærer
omkostningerne, hvis indvandringen løber ud af kontrol og fællesskabet smuldrer. For mig
er fornuftig udlændingepolitik og socialt engagement to sider af samme sag.” 107
Ralf Pittelkow mener at man igennem systemet og autoriteterne skal løse problemer på
udlændingeområdet. Pittelkow mener at man skal satse på ulands-bistand, fordi man ved at hjælpe i
nærområderne tilsyneladende kan afhjælpe presset på grænserne. På dette område positionerer de
sig nede på oppe/nede-aksen.
Hertil kommer Erik Meier Carlsen som mener at der er en mangel på kontakt mellem det politiske
establishment og befolkningen:
”Afkobles befolkningens værdier fra lederskabets strategier, mistes det forspring, som
måske er Danmarks største aktiv. Følgen kan blive, at store dele af befolkningen gør oprør
mod lederskabet. Det er som nævnt allerede sket flere gange i Europapolitikken – og delvist
i udlændingepolitikken.” 108
104 Jørgen Nielsen (2004) s. 22
105 I denne sammenhæng er det dog værd at bemærke, at vi ikke mener, at den demokratimodel, hvor debatten bliver
styret af befolkningen, nødvendigvis er karakteriserende for mellemdiskursen.
106 Politiken, 25. sep. 2004, ”Vi styrer mod et kultursammenstød”
107 Berlingske Tidende, 9. okt. 2004, ”Karen J: Ingen plads til debat i Socialdemokratiet”
108 Carlsen (2000) s. 119
46

Ovenstående citat kan med god mening tages til indtægt for, at der ifølge Meier Carlsen er en
voksende kløft mellem befolkningen og eliten/systemet. Konflikten omhandler spørgsmålene om
Europapolitik og indvandrerpolitik. En konflikt som ovenstående citat illustrerer, er en konflikt
mellem befolkningens værdier og systemets normer, en konflikt mellem befolkningens
virkelighed/erfaring og værdier, og på den anden side systemets strategi. Meier Carlsens
problematisering af at den politiske elite i Danmark forsøger at udelukke højrepopulisterne fra
debatten, henviser til et synspunkt som kan placeres i den nedre region af vores vertikale akse – det
vil sige, stående i delvis modsætning til det elitære establishment, som tilsyneladende ikke vil tale
om bestemte problemer og som kategoriserer højrepopulisterne som mennesker domineret af deres
indre svinehund.
”Når man i processen frem mod regeringsdeltagelse og ministrenes civiliserede tale
bagefter kan registrere en betydelig moderation i sprogbrugen og en klar distanceren sig fra
ekstremister i ind- og udland, ja så opfatter den del af den herskende kulturelite det som et
’skalkeskjul’ hos mennesker, hvor den såkaldte ’indre svinehund’ åbenbart én gang for alle
har vundet magten, selv om den optræder forklædt som et fromt lam” 109
Til ovenstående skal det dog bemærkes, at standpunktet må antages ikke at ligge langt fra
grænsefladen mellem den nedre region og mellemregionen, i det han kritiserer den herskende
kulturelite, men på samme tid kan man ikke skyde ham i skoene at identificere sig ethundrede
procent med den gruppe som han så at sige forsvarer, nemlig” de indvandringsfjendtlige
populister”.
Hos Søren Pind, finder vi en stærk libertær fokusering på frihedsrettigheder, som skal sikre mod
velfærdsstatens omklamrende nedbrydning af individets initiativ 110 . Dette fører igen hen til
positioneringen nede på oppe/nede-aksen.
Højre/venstre
Angående spørgsmålet om en økonomisk omfordeling er der blandt repræsentanterne for
mellemdiskursen i indvandringsdebatten en svag divergens. Fælles er dog at de alle, jvf. det
tidligere afsnit om homogenitet, er fortalere for en vis økonomisk lighed. Undtaget herfra er Søren
109 Carlsen (2000) s. 116
110 Krarup & Pind (2003) s. 100
47

Pind, som positionerer sig til højre på skalaen, idet han er stærkt fortaler for en gennemgribende
liberalisering af velfærdsstaten, herunder en afskaffelse af velfærdsydelser til indvandrere som ikke
er danske statsborgere, eller har optjent en ret til sådanne ydelser.
3.5 Delkonklusion
Vi har i dette kapitel skitseret, hvad vi anser for de væsentligste grænsedragninger i
indvandrerdebatten. Ved anvendelse af de fire orienteringsmetaforer har vi identificeret tre
diskurser, der hver har sin egen tilgang til og forståelse af den aktuelle debat.
Vi har vist, at den humanistiske diskurs, der har rødder i kulturradikalismen, og hvis nodalpunkt er
tolerance, kritiserer ideen om det danske som et etnisk baseret fællesskab, da danskhedens
ekskluderende karakter udstøder indvandrergrupper fra det øvrige samfund. Oplysning ses som
midlet til at overkomme den ethnos-prægede danskhedsopfattelse, og denne del skal regeringen
samt ledende samfundsdebattører sørge for. Man artikulerer sig solidarisk med indvandrergrupperne
og understreger, at opfattelsen af det danske som et etnisk fællesskab er forældet. Endvidere
orienterer humanismen sig til venstre på den økonomiske omfordelingsakse, idet solidaritet er et
moment for diskursen og der herved impliceres vilje til at hjælpe økonomisk svagt stillede
indvandrere og flygtninge. Derfor er positionen venstre – oppe – fremme og med indvandrerne som
inde.
Som en diametral modsætning til den humanistiske diskurs, har vi identificeret den
nationalkonservative diskurs, der netop fremhæver det etniske fællesskab som et uomgængeligt og
bevaringsværdigt aspekt ved det danske. Denne opfattelse, som kan føres tilbage til Grundtvigs
folkelighedsopfattelse, har danskheden som nodalpunkt. Vi har vist, hvordan denne diskurs
artikulerer sig antagonistisk overfor eliten, der ses som ansvarlig for danskhedens forfald.
Danskheden artikuleres antagonistisk overfor navnlig muslimske indvandrere, som i kraft af deres
religiøse baggrund menes at udgøre en trussel mod den danske kultur. Endelig har vi påvist, at
diskursen taler for hjælp til de svageste i samfundet, mens andre skal klare sig selv. Dette gør, at
diskursen placeres til højre for midten på den omfordelingsmæssige højre/venstre-skala, dog med
den tilføjelse at dette ikke er hovedtemaet i diskursen, hvorfor inkonsistens kan forekomme. Det
viser sig bl.a. i Dansk Folkepartis støtte til at implementere omfordelingsmæssige tiltag, der søger at
udjævne skellene i samfundet, som f.eks. ældrechecken. Derfor er positionen højre – nede – tilbage
og med danskere som inde.
48

Den tredje og sidste diskurs har vi valgt at kalde mellemdiskursen. Mellemdiskursen har
demokratiet som nodalpunkt, hvorfor holdninger i denne diskurs tager sit udgangspunkt i de
demokratiske grundværdier, der anses som grundlæggende for det danske samfund. Diskursen
forholder sig til konkrete problemstillinger der opstår som følge af indvandringen. Gennemgående
er diskursen kendetegnet ved et ønske om, at det danske samfund skal bygge på frihed til
forskellighed, men denne forskellighed må ikke gå ud over de samfundets fastsatte demokratiske
rammer. Der er divergerende holdning til den økonomiske omfordeling, men fælles er den kontante
holdning til indvandrere, som ifølge diskursen skal integrere sig og bidrage økonomisk til
samfundet. Mellemdiskursen kan derfor ikke fastlægges på højre/venstre-skalaen, men har
positionen nede – tilbage og med danskere samt assimilerede indvandrere som inde
49

4 Diskursiv kamp
I de forrige kapitler har vi set, hvordan inddragelse af andre politiske orienteringsmetaforer end den
klassiske højre/venstre-skala er nødvendige for at kunne orientere sig i det politiske felt præget af
postmaterielle værdier, ligesom vi har set, at der kan identificeres tre væsentlige diskurser i
indvandrerdebatten, den humanistiske diskurs, den nationalkonservative diskurs og
mellemdiskursen.
I dette kapitel vil vi med udgangspunkt i disse erkendelser se nærmere på problemformuleringens
tredje led, Hvorledes manifesteres grænsedragningerne aktuelt i debattens diskursive kamp?
Gennem nedslag i debatten i 2004, primært fra oktober november måned, vil vi forsøge at tegne et
aktuelt billede af det, man kan betegne som frontlinien mellem de forskellige diskurser.
På baggrund af dette aktuelle billede vil vi dernæst analysere statsminister Anders Fogh
Rasmussens (V) tale på Venstres landsmøde i november måned med særligt henblik på
hegemoniseringsbestræbelser.
Til sidst vil vi billedlig talt træde et skridt tilbage for at forsøge at få øje på vor egen diskursive
forankring.
4.1 Den aktuelle debat
I dette afsnit ser vi på, hvorledes diskurserne gennem diskursiv kamp ekspanderer ved at artikulere
begreber fra andre diskurser i nye ækvivalenskæder.
4.1.1 Theo van Gogh og ytringsfrihed
I det følgende er intentionen at undersøge, hvordan de tre diskurser forholder sig til den aktuelle
debat om demokratiets og navnlig ytringsfrihedens ukrænkelighed, som er blevet udløst af mordet
på den islamkritiske filminstruktør Theo van Gogh i Holland d. 2. nov. 2004. Mordet, udført af en
muslimsk ekstremist af marokkansk afstamning, har i mange europæiske lande igangsat en debat,
hvis omdrejningspunkter er integration af minoritetsgrupper, navnlig muslimer, i det øvrige
50

samfund samt det multikulturelle samfunds fremtid i det hele taget. Danmark er ikke blevet
forskånet for denne debat. Den er i skrivende stund højaktuel, med daglige indlæg fra alle spektrer
af det politiske liv. Debattens aktualitet giver os en enestående mulighed for at undersøge de tre
diskursers holdninger til bl.a. det multikulturelle samfund med den implicitte inde/ude-problematik,
samt islam vs. demokrati med de fremme/tilbage-betragtninger, som rejses i denne forbindelse.
Vores analyse vil tage udgangspunkt i debatten fra november 2004 og nogle af de debattører, vi
tidligere har karakteriseret som centrale aktører i de tre diskurser. Det drejer sig om Søren
Krarup 111 , Ralf Pittelkow 112 samt Tøger Seidenfaden 113 . Alle har i debatindlæg beskæftiget sig med
problemstillinger, som er blevet rejst efter mordet.
Debattørerne er enige om, at se mordet som et angreb på nogle af demokratiets essentielle
grundelementer, bl.a. ytringsfriheden, og om at det fordømme det på det kraftigste. Der hører
enigheden imidlertid op. Søren Krarups holdning fremgår af det følgende:
”I dag, hvor ytringsfriheden rent bogstaveligt er ved at blive myrdet med pistolskud og
knivstik af fanatiske muslimer, i dag, hvor hele kvarterer i europæiske byer er afspærret for
landets egne borgere af hærgende bander af anden- og tredjegenerationsindvandrere, i dag,
hvor danske retssager må foregå under intens politibeskyttelse, og hvor de unge mordere
spytter på deres offers moder og råber rasende skældsord mod dommer og samfund, hvis det
da ikke er lykkedes deres medsammensvorne at skræmme vidnerne fra at turde vidne [ved
retssagen tidligere i år mod to indvandrerdrenge, der blev kendt skyldige i mordet på en
italiensk turist] – i dag er det fristende at kaste et blik tilbage over de seneste tiår.”
Krarup italesætter her muslimerne som en gruppe der adskiller sig fra den almindelige danske
befolkning. Gennem en symbolsk konstruktion 114 , hvor muslimer betegnes som fanatikere og
dermed tillægges anti-demokratiske værdier, kommer de til at fremstå som en destabiliserende
faktor og en trussel mod demokratiet. Der artikuleres altså et modsætningsforhold mellem ”dem”
(muslimerne), som grundet deres fanatisme ikke tolererer ytringsfriheden, og ”os” (alle danskere),
111 Jyllands-Posten, 23. nov. 2004, Søren Krarup: ”Med udsigt til borgerkrigen”
112 Jyllands-Posten, 14. nov. 2004, Ralf Pittelkow: ”Pittelkow om ytringsfrihed”
113 Politiken, 14. nov. 2004, ”Tolerancen under angreb”, og Jyllands-Posten, 26. nov. 2004, ”Er De kulturradikal, ja
eller nej?”, et interview ved Henrik Gade Jensen
114 Thomsen (1996, 2002) s. 188
51

som baserer vores demokratiske samfund på bl.a. ytringsfriheden, hvorfor denne egenskab
artikuleres som en grundværdi for os. I denne antagonisme er det ”os” som er inde takket være
vores demokratiske sans, medens ”de” tillægges ude-metaforen, da de modarbejder de demokratiske
grundværdier som det danske samfund bygger på. Antagonismen belyser Krarup således:
”[I]ndvandringen udgør en frygtelig trussel mod Danmarks fremtid […] fordi de allerfleste
indvandrere er muslimer, og fordi forskellen på kristendom og islam er afgrundsdyb og i
realiteten umulig at overskride.”
Krarup artikulerer altså ækvivalenskæden muslimer – islamisk fanatisme og drager en grænse til
ækvivalenskæden danskere – kristen levevis og værdier – demokrati – ytringsfrihed. Disse
ækvivalenser kan kun konstrueres gennem at tilsidesætte muslimernes indbyrdes forskellighed og
forenklet og generaliserende betegne dem som fanatiske. Ligeledes overser Krarup sociale
økonomiske og geografiske forskelle blandt danskerne, som artikuleres som én stor enhed, hvis
samfundsværdier er truet fra muslimernes side.
Den nationalkonservative diskurs’ italesættelse af ytringsfrihed som grundværdi kan sættes i
perpektiv med følgende citat fra en aktuel kampagne fra Centrumdemokraterne vendt imod Dansk
Folkeparti:
”Der skal ikke herske tvivl om at Dansk Folkeparti har lige så meget ret, som ethvert andet
parti, til at bruge de mandater de er valgt ind med … Men i takt med DF’s stigende
indflydelse på dansk politik, ser vi oftere og oftere angreb på den ytringsfrihed vi troede var
ukrænkelige. Seneste har vi set forslaget om at skære i bevillingerne til de
nødhjælpsorganisationer der tillader sig at have en selvstændig holdning til f.eks. den
Israelske mur.” 115
Her kritiserer CD – der må ses som repræsentanter for den humanistiske diskurs – altså Dansk
Folkeparti for at forulempe den ytringsfrihed ”vi troede var ukrænkelige”. Dette understreger, i hvor
høj grad den nationalkonservative fremstiling af ytringsfrihed som en absolut værdi er en
artikulation vendt mod islam mere end noget andet.
115 http://www.centrumdemokraterne.dk/01075/01329/default.asp 26-11-04
52

(Men ligesom den humanistiske diskurs føler sin ytringsfrihed beskåret, kan den også selv anklages
for at begrænse ytringsfriheden. Politologen Hans Jørgen Nielsen hævder således, at der er skabt en
politisk korrekt ramme for, hvad der må tales om, hvor det er i orden at tale om problemer hos ”den
modtagende befolkning” eller ”danskerne” men ikke hos indvandrerne 116 .)
Ralf Pittelkow ytrer sig knapt så skarpt med hensyn til islam og muslimer i Danmark. Med
henvisning til en udtalelse af integrationsminister Bertel Haarder (V), understreger Pittelkow, at
”det store flertal af muslimer i Danmark ikke er fundamentalister og ekstremister.”
Alligevel mener han, at man er nødsaget til at tage en nøgtern og ærlig debat om muslimske
værdier, som han mener adskiller sig fra de danske, bl.a. når det drejer sig om religion og
ytringsfrihed. Med henvisning til en række udtalelser i forbindelse med mordet på Theo van Gogh
fra ”moderate muslimske samfundsdebattører” som Fatih Alev og Omar Shah, som kan tolkes som
et ønske om indskrænkning af ytringsfriheden, siger Pittelkow:
”Det er på tide, at man erkender, at der bag det svømmende begreb "moderate" gemmer sig
muslimer med vidt forskellige værdier og holdninger til de store samfundsspørgsmål […]
For at sige det lige ud: Er sandheden ikke, at muslimske indvandreres modstand mod vores
form for ytringsfrihed rækker langt ud over ekstremisternes rækker?”
Til trods for, at han indleder med at afvise forestillingen om alle muslimer som ekstremister, ender
Ralf Pittelkow altså med at antyde, at modstand mod den danske ytringsfrihed der faktisk eksisterer,
er noget som præger en stor del af muslimerne. Pittelkow artikulerer ytringsfriheden som et
nodalpunkt, knudepunktet ved det danske samfund og demokratiet. Grundet muslimernes
manglende tilslutning til denne grundværdi rejses spørgsmålet om ”kultur- og værdiforskelle, som
enhver nøgtern og ærlig debat om indvandring og integration må forholde sig til.” På trods af et
mere moderat sprogbrug artikulerer Pittelkow altså en antagonisme mellem muslimer og danskere,
baseret på de forskellige holdninger til ytringsfriheden, der er helt parallel til Krarups. Der
artikuleres et tilsvarende ”os”, danskerne, som er inde og har de ”rigtige” holdninger, og ”dem”,
(størstedelen af) muslimerne, som er ude, da de ikke forholder sig ”rigtigt” til nodalpunktet
ytringsfrihed.
116 Nielsen (2004) s. 37
53

Et af de områder, hvor Pittelkow adskiller sig fra Krarup, er, at Pittelkow ikke artikulerer islams
principielle uforenelighed med kristendommen som grunden til antagonismen mellem danskere og
muslimer (og at muslimer artikuleres som ”dem”), men i højere grad muslimernes konkrete forhold
til de demokratiske værdier. Kristne værdier tildeles således ikke en central rolle i forhold til det
danske demokrati, og ytringsfrihed betragtes som en størrelse som også muslimer kan tilslutte sig.
Pittelkow fremhæver samfundsdebattøren Mohammad Rafiq som et eksempel på dette. Til trods
herfor er der altså klare lighedspunkter mellem Pittelkow og Krarup. De artikulerer begge en
antagonisme mellem muslimer og danskere, hvor muslimerne italesættes som en minoritetsgruppe
der står i skarp kontrast til majoritetsgruppens værdier.
Tøger Seidenfaden har et noget anderledes syn på problemstillingen. Ifølge ham udspiller der sig
noget nær en hetz mod den muslimske befolkning i Danmark. Han mener at visse debattører,
herunder Ralf Pittelkow, er med til at opildne debatten, ved at ”de arbejder med et begreb om
kollektiv skyld. Dermed er de med til at holde gang i den frygtelige skabelon, vi ser i Holland i disse
dage.” Dette er en kritik af den ækvivalenskæde som både Krarup og Pittelkow anvender i deres
skitsering af problemstillingen, hvor islamisk fanatisme ses som noget determinerende for samtlige
muslimers handlemåde og verdensanskuelse. Han er således kritisk over for den symbolske
konstruktion af ”dem”, i dette tilfælde muslimerne, der italesættes som en potentiel trussel mod de
grundlæggende danske værdier og den danske identitet. Seidenfaden mener at den islamiske
fanatismes styrke er stærkt overvurderet, for ”[h]vor chokerende og skræmmende den islamistiske
terrorisme end er, har den hverken kraft eller tyngde til at forandre vores samfund.” I stedet siger
Seidenfaden:
”Det drejer sig ikke om at samle sig om såkaldt hollandske – eller danske – værdier, så et
mindretal af unge muslimer yderligere kan føle sig presset til at opfinde deres egne og
fjendtlige værdier. Det drejer sig derimod om at fastholde en fælles værdi, tolerancen.”
Vi ser her forbindelsen med den humanistiske diskurs’ nodalpunkt tolerance. Tolerance artikuleres
som den egenskab, der binder alle mennesker sammen på tværs af etnicitet, klasse og køn.
Ækvivalensen er, at tolerance er en universel værdi. Således kan vi hos Seidenfaden identificere et
stort ”os” og et lille ”dem”, hvor sidstnævnte hentyder til radikale bevægelser, som f.eks. den
islamistiske terrorisme, hvis betydning altså ifølge Seidenfaden, ikke skal overvurderes. Der
artikuleres således en antagonisme mellem det tolerante flertal, og de små ekstremistiske
bevægelser. Den antagonisme mellem muslimer og danskere som vi har kunnet identificere hos
Krarup og Pittelkow erstattes hos Seidenfaden af en antagonisme mellem det brede tolerante flertal,
54

hvor de fleste mennesker er repræsenteret, og mindre ekstremistiske grupper, som i dette tilfælde
kunne være muslimer, men vel at mærke lige så vel ekstremistiske ”danskere”.
Den ovenstående gennemgang af diskursernes holdninger til muslimer i Danmark efter mordet på
Theo van Gogh, leder os frem til at konkludere, at der såvel hos den nationalkonservative diskurs,
som hos mellemdiskursen artikuleres en dyb antagonisme mellem muslimer og danskere. I begge
lejre italesættes muslimer som en gruppe hvis værdier adskiller sig radikalt fra de demokratiske
grundværdier, som det danske samfund bygger på. Disse to diskurser kan siges samlet at udgøre en
konfrontations-diskurs, der ønsker et opgør med muslimernes værdier. Den humanistiske diskurs
stiller sig i skarp kontrast hertil, og Seidenfaden kritiserer eksplicit Pittelkow (som vi ser som
repræsentant for mellemdiskursen) for at arbejde med begrebet kollektiv skyld. Den humanistiske
diskurs kan derfor karakteriseres som en harmoni-diskurs, der artikulerer tolerancen som en
universel værdi, afviser stigmatisering af visse befolkningsgrupper og dybest set ser konflikten
mellem muslimer og danskere som en italesættelse af en konflikt.
I det følgende vil vi uddybe påstanden om, at den nationalkonservative diskurs og mellemdiskursen
i vid udstrækning italesætter modsætningsforholdet mellem muslimer og danskere ens. Nøglen til at
forståelse af den ensartede artikulation ser vi i nodalpunkterne hos de to diskurser. Krarups
artikulation af den nationalkonservative diskurs’ nodalpunkt danskheden fremgår af følgende citat:
”[H]er i landet skal dansk kultur skrive dagsordenen i den forstand, at al dansk lovgivning
er verdslig og skal være det, og at ingen hellighed skal have ret til at ændre på dette og
kræve sin sharia eller sine lovreligiøse normer indført[…]. I Danmark skal dansk kultur,
dansk tradition, dansk identitet sætte betingelserne.”
Ovenstående viser igen, at det danske ses som inde. Samtidig ser vi, hvordan, dette inde artikuleres
som fremme i forhold til islam. Det danske beskrives som verdsligt, mens islam med sine
lovreligiøse normer defineres som tilbagestående. Dette fører samtidigt til en opfattelse af danskere
som demokratiske mennesker der bl.a. hylder ytringsfriheden, mens muslimer grundet deres
religion ikke kan tilslutte sig denne værdi. Eftersom de ikke kan tilslutte sig nodalpunktet danskhed,
italesættes de som både ude og tilbage, og derfor ude af stand til at fungere i det danske samfund.
Således kan disse udtalelser også tydes som en kritik af det multikulturelle samfund.
55

Nodalpunktet hos mellemdiskursen og Pittelkow er som sagt ytringsfriheden og de demokratiske
værdier, som kædes sammen med det danske samfund. Som før omtalt anser han udtalelser af såvel
Alev som Shah for værende:
”Mere eller mindre klart formulerede ønsker om en indskrænkning i ytringsfriheden, som
den hidtil har været praktiseret herhjemme.” Dette karakteriseres af Pittelkow som et
”forsøg på at bringe os tilbage til fortidens blasfemi-lovgivning, blot i en langt mere
vidtgående form. Mere vidtgående, fordi islam som bekendt også udstikker retningslinjer for
samfundets indretning”
Pittelkow italesætter således muslimernes ønsker som et angreb på den danske ytringsfrihed.
Samtidig sammenkæder han dette angreb med islam, som derfor bliver noget, der ligger tilbage,
hvormed vi får artikulationen af det danske som noget der ligger fremme. Islam bliver dermed en
trussel mod det danske, da det truer med at undergrave det danske demokrati. Dermed får vi også
hos mellemdiskursen en artikulation af muslimer som en gruppe der skal ses ”ude” i forhold til
danskerne. Således kan også hans udtalelser ses som en kritik af det multietniske samfund, der ikke
vil kunne fungere eftersom muslimerne grundet deres religion ikke vil kunne fungere i et
demokratisk samfund der bygger på verdslige værdier.
Selvom de to diskurser tager udgangspunkt i to forskellige nodalpunkter, ender de med stort set den
samme konklusion. Grunden til det er, som vist, at begge kæder det danske sammen med
ytringsfrihed. Ækvivalenskæden i den nationalkonservative diskurs bliver således danskhed –
kristendom – ytringsfrihed – demokrati, hos mellemdiskursens danskhed – ytringsfrihed –
demokrati. Hos begge diskurser beskriver ækvivalenskæderne et ”os” der er inde og fremme,
antagonistisk med islam, som er et ”dem”, der er ude og tilbage. I kapitlet Tre diskurser beskrev vi
den nationalkonservative diskurs som tilbage i kraft af den emotionelle, antirationalistiske
tilknytning til Danmark. Derfor er det markant, at vi kan iagttage, at både den nationalkonservative
diskurs og mellemdiskursen begge artikulerer ”os” som fremme i kraft af sammenkædningen med
værdier som ytringsfrihed og demokrati.
Heri ligger også afvisningen af den humanistiske diskurs’ artikulation af nodalpunktet tolerance.
For ifølge den nationalkonservative diskurs og mellemdiskursen indebærer antagonismen mellem
islam og det danske, at man ikke kan være tolerant over for islam, som med sin verdensanskuelse
og sine værdier ikke tolererer de demokratiske grundværdier, det danske samfund bygger på.
56

Men den nationalkonservative diskurs og mellemdiskursen forkaster ikke ideen om tolerance. De
reartikulerer blot begrebets betydning og indhold. Diskursteorien opererer med begrebet
dislokation, hvilket betyder at et begreb på intet tidspunkt kan færdigartikuleres. Der vil altid være
et vist meningsoverskud som ikke er fikseret, hvilket muliggør reartikulation af begrebet 117 . De to
diskursers forsøg på reartikulation af begrebet tolerance er et godt eksempel på dette fænomen, som
man også kan kalde den diskursive kamp. Tolerancebegrebet, nodalpunktet for den humanistiske
diskurs, søges indarbejdet i de to andre diskurser gennem en reartikulation af begrebet. Tolerancen
som et universalistisk begreb, som vi kender det fra den humanistiske diskurs, artikuleres i de to
diskurser som værende tæt forbundet med det danske ethnos. Dette gøres gennem formuleringen af
et antagonistisk forhold mellem det danske og islam, hvilket, som allerede nævnt, bevirker at det
danske præsenteres som værende tolerant gennem en vedvarende henvisning til islam som det
intolerante modstykke. Resultatet bliver, at tolerance i den nationalkonservative diskurs og
mellemdiskursen ikke præsenteres som universalistisk, men tværtimod som tæt knyttet til det
demokratisk danske. Dette betyder, at tolerancen artikuleres som et moment i disse diskurser, og
dermed bliver en del af den ækvivalenskæde, der kendetegner det danske. Ækvivalenskæderne skal
altså tilføjes endnu et led. Den nationalkonservative diskurs får således danskhed – kristendom –
ytringsfrihed – tolerance – demokrati, og mellemdiskursens danskhed – ytringsfrihed – tolerance –
demokrati. Humanisterne frarøves altså monopolet på tolerance. Gennem diskursiv kamp søges
andre diskursers kernebegreber fikseret som momenter i éns egen diskurs.
Eksempler på, hvordan den diskursive kamp om tolerance udspiller sig, ser vi i det følgende. I
anledning af mordet på Theo van Gogh skriver journalisten og forfatteren Helle Merete Brix
(tidligere medlem af RV, nu af V):
”De kvindelige kunstnere, der i dag bruger tid på at harcelere over kvinders manglende
synlighed i kunstverdenen, over nedladende mandlige anmeldere m.m., vil indse, at de
spildte tiden på småting. Den virkelige fjende af kvinders ret til at ytre sig, male og skrive
bøger, formulere egne tanker og reflektere, opruster i Europas moskeer, og de skyer ingen
midler.” 118
Kristeligt Dagblads tv-anmelder Henrik Wigh-Poulsen skriver samme dag:
117 Hansen (2003) s. 394f
118 Berlingske Tidende, 9. nov. 2004, ”Larmende tavshed fra danske kunstnere”
57

”Og i Holland måtte en filminstruktør lade livet, fordi han også havde været slem og vantro
og utidigt provokerende - sådan på den gammeldags kulturradikalt europæiske facon.” 119
Brix artikulerer her værdien kvinders ret til at ytre sig som truet af muslimsk intolerance. Wigh-
Poulsen skaber ækvivalenskæden Theo van Gogh – vantro – provokerende – kulturradikal og
artikulerer dermed en antagonisme mellem den kulturradikale traditions tolerante værdier og islam i
almindelighed. Disse kampe er vigtige, for hvis det lykkes at artikulere feminismen og
kulturradikalismen ind i konfrontationsdiskursen gennem fiksering af værdien tolerance, er der ikke
megen opposition tilbage på vejen mod hegemonisering.
4.1.2 Solidaritet
Vi har i det ovenstående været inde på, at der udfolder sig en diskursiv kamp om, hvem der er inde.
I konfrontationsdiskurserne artikuleres ”danskerne” som inde, fordi de er fremme, og indvandrerne
som ude, fordi de er tilbage. Men kampen føres også gennem artikulering af værdien solidaritet:
Hvem er det ”rigtigt” at solidarisere sig med, indvandrere eller svage danskere. Den diskurs, hvis
begreb om inde hegemoniseres, vinder retten til at definere, hvem værdien solidaritet skal tilfalde.
Men inde/ude artikuleres ikke her i forhold til værdier som demokrati, ytringsfrihed og danskhed,
men i forhold til hvilken gruppe, der artikuleres som svag, og som derfor gør sig fortjent til
solidaritet.
Som vi har set er den humanistiske position oppe (elitær) – fremme (rationalisme, fornuft) – venstre
(lighedsorienteret) og med indvandrerne som inde. Ude er hermed de grupper, der ikke vil acceptere
at give indvandrerne denne inde-position. Carsten Jensen viser ganske vist forståelse for ”at
mennesker i det danske samfund kan være så forslåede, marginaliserede og uden livsperspektiver,
at de ser sig om efter en syndebuk og finder dem i indvandrerne” 120 , men forståelsen artikuleres
primært som en kritik (de skal ”ikke tales efter munden”). Filosoffen Kai Sørlander kritiserer denne
artikulering og hævder med udgangspunkt i Jensens bog Livet i Camp Eden, at
”Pia Kjærsgaard og Karen Jespersen hører protesten fra de svage danskere, som bor i de
udsatte områder …. Den stemme hører Jensen derimod ikke. Eller han forstår ikke, at den
119 Kristeligt Dagblad, 9. nov. 2004, ”Et mandfolk”
120 Politiken, 25. sep. 2004, ”Vi styrer mod et kultursammenstød”, vor fremhævelse
58

demokratisk set er ligeværdig med hans egen. For han har forpuppet sig i en falsk tro på sin
egen høje moral.” 121
Sørlanders forsøger altså her at tildele de protesterende, svage danskere, som er tvunget til at bo i
”udsatte” (dvs. indvandrertætte) områder inde-positionen og dermed indvandrerne ude-positionen.
Jensens tildeling af inde-positionen til indvandrere problematiseres med henvisning til hans ”høje
moral”, en beskrivelse som får yderligere ladning pga. den implicitte henvisning til Jensens oppe-
position som elitær, en position der, som vi har set, anerkendes både af den humanistiske diskurs
selv og af dens kritikere. Men hvordan kommer Sørlander så ud over det faktum, at Pia Kjærsgaard
og Karen Jespersen er bosat i henholdsvis Gentofte og Dragør – vel ikke ligefrem ”udsatte
områder” – og derfor vel er lige så langt fra ”de udsatte danskere”? Det gør han ved at hævde, at de
”hører” protesten i modsætning til Jensen, der har ”forpuppet” sig. Vi ser her det diskursivt
medierede i Sørlanders virkelighedsbillede. Og Sørlanders selvpositionering som talerør for de
svage danskere kan naturligvis problematiseres, som det gøres i et debatindlæg af Steen Grønlund,
der (angiveligt) bor i det indvandrertætte Gellerup og ikke føler sig repræsenteret af Sørlander:
”Sørlanders argumentation hviler på den forudsætning, at Danmarks indvandrerpolitik er
baseret på folks virkelige problemer med det multikulturelle samfund. Dette er imidlertid
ikke tilfældet. Fire femtedele af danskerne kender ikke en eneste indvandrer og taler kun
med en, når de køber grøntsager.” 122
Også denne kritik har som forudsætning en problematisering af modpartens oppe-position, der
gøres til uforenelig med det at udtale sig om indvandrerproblemer. Det gælder altså om at ”besidde”
nede-positionen for at kunne fremstille sig selv som troværdig i at tiltage sig retten til at definere
inde og ude. Den humanistiske diskurs er svækket netop fordi dens oppe-position forlener den med
utroværdighed i denne kamp. Den kan beskyldes for et verdensfjernt, idylliseret virkelighedsbillede.
Er nede-positionens troværdighed i den politiske debat noget, der i særlig grad gør sig gældende for
Danmark? Det kan der i hvert fald argumenteres for. I en artikel, der beskriver Danmark såvel som
Sverige som konsensus-samfund – altså samfund, hvor hegemoniseringer slår særlig stærkt
igennem – gør den svenske journalist Thomas Lunderquist følgende iagttagelse: "Nog har Sverige
och Danmark var sin sorts drift til konsensus: Danmark den populistiske, Sverige den politiskt
121 Politiken, 3. okt. 2004, ”Jensens moralske blindhed”
122 Politiken, 6. okt. 2004, ”Mediefantasier om indvandring”
59

korrekta?" 123 . Som vi beskrev det i den historiske baggrund for den nationalkonservative diskurs er
der i Danmark hegemoniseret en af Grundtvig defineret særartsnationalistisk, ethnos-baseret
danskheds- og folkelighedsforståelse, der artikulerer sig i opposition til ”eliten”. Det er i dette lys,
vi skal forstå den særlige vægt af som diskurs at kunne tilkæmpe sig retten til nede-positionen. Og
vi ser heri en årsag til, at den humanistiske diskurs aktuelt taber terræn.
Der er andre årsager til, at den humanistiske diskurs står svagt overfor de andre diskursers forsøg på
at påberåbe sig retten til den folkelige nede-position. Som nævnt er den humanistiske diskurs en
venstre-position. Men den danske venstrefløj har faktisk i vidt omfang været præget af den
grundtvigianske folkelighedsforståelse 124 . Det var især tilfældet i 1970ernes EF-modstand, der gav
udtryk for, hvad der nærmest kan beskrives som en (i habermask forstand) livsverdens-kritik af,
hvad der blev fremstillet som et af kapitalismens kolde formålsrationalitet præget EF. Denne anti-
system holdning blev senere i vidt omfang blev reproduceret gentaget af Dansk Folkeparti (”Det er
os, der repræsenterer folket, ikke de kolde bureaukrater på Christiansborg og i Bruxelles”). Denne
holdning blev af venstrediskursen i 1970erne udtrykt på utallige måder, her vil vi nøjes med at
gengive nogle strofer fra den venstreorienterede protestsanger Sebastian:
”Danmark
Du er en dum og dejlig tøs
Fristende at tage dig mens du sover.
Danmark
Når du vågner af din døs
Er du bollet op med deutsche dollar.” 125
Her italesætter et fremtrædende symbol for 1970ernes venstrefløj Danmark som det uskyldige, rene
og sårbare overfor internationaliseringens voldtægt, der får yderligere intensitet ved at spille på et
traditionelt had til Tyskland. Anerkendes dette udsagn som et udtryk for 1970ernes danske
venstrefløjs selvforståelse, får vi yderligere en historisk forklaring på den humanistiske diskurs’
svækkelse og mangel på gennemslagskraft i indvandringsdebatten. Der er splittelse på
venstrefløjen. Vil den være internationalistisk eller hylde den danske særartsnationalisme?
123 Svenska Dagbladet, 3. nov. 2004, ”Populismen som vår tids idiot”
124 Dette er beskrevet hos f.eks. Antorini, Dahl & Goldscmidt (2001) og Hauge (2003)
125 Her gengivet efter Sebastian (1982)
60

4.1.3 Det udanske
I det forrige har vi set, hvordan det i overensstemmelse med en hegemonisk danskheds- og
folkelighedsforståelse spiller en særlig rolle at kunne påberåbe sig en anti-elite position. Siden
1930ernes og 40ernes fascistiske nationalismer har en alt for åbenlys påberåbelse af egen national
fortræffelighed ikke været god tone i Europa. Kampen om at repræsentere det danske foregår derfor
ikke så eksplicit som f.eks. kampen om solidaritet. Alligevel kan den spores, bl.a. gennem kampen
om at definere begrebet det udanske, altså danskhedens negation. Det kan endda hævdes, at kampen
om begrebet udansk spiller en særlig rolle, fordi begrebet udover at angive en skelnen mellem dansk
og udenlandsk åbenlyst også spiller på en stærkt ladet henvisning til, hvilke værdier der
”retmæssigt” kan identificeres som danske og dermed om gældende for ”os”. Det er som sagt ikke
en kamp, der foregår åbenlyst, men begrebet benyttes i talesproget, ofte med en humoristisk
undertone, og det sniger sig også af og til ind i politikeres sprog.
Men hvad begrebet udover den åbenlyse henvisning til noget udenlandsk egentlig henviser til, er
ikke ganske åbenlyst. En hurtig søgning i artikeldatabasen Infomedia afslører, at udansk bruges til
at karakterisere så forskellige ting som et togdesign (der kaldes koldt og sterilt) 126 , tanken om at
indføre rygeforbud på restauranter (”udansk at lovgive om den slags”) 127 , en fodboldtræners facon
(”’udansk’ og ’autoritær’”) 128 , brugen af en militærparade i anledning af kronprinsebrylluppet (”Vi
danskere elsker at gå ude af takt”) 129 samt om regeringens ønske om at lukke Christiania, der
fremstilles som intolerant 130 . Hvis vi herefter skal sammenfatte betydningsindholdet, bliver det
altså, at udansk er det kolde og sterile, det kontrollerende, det autoritære, det militaristiske og det
intolerante.
En nærmere undersøgelse af, hvordan de ovennævnte værdier er kommet til at repræsentere det
udanske kunne være ønskelig. Vi vil her nøjes med at fremsætte hypotesen, at det udanske er
artikuleret som en antagonisme til det tyske (preussiske) i forbindelse med krigen 1848-50 og med
nederlaget i 1864. Som vi tidligere har set, var det netop i 1840erne, det grundtvigske danskheds-
og folkelighedsbegreb udvikledes. Derfor er udansk også ligesom folkelighedsbegrebet artikuleret i
opposition til eliten. Denne opposition kan så tænkes overført på det militaristiske Preussen. Vi vil
126 Ringkjøbing Amts Dagblad, 14. jul. 2004, ”Skidt start for nye tog”
127 Fyens Stiftstidende, 20. jun. 2004, ”Ryge-forbud rykker tættere på”
128 Ekstra Bladet, 16. jul. 2004, ”Nein über alles”
129 Politiken, 14. mar. 2004, ”Udansk parade”
130 Politiken, 22. maj 2004, ”Lavt loft over Dannevang”
61

videreudvikle hypotesen med påstanden om, at den kulturradikale tradition forsømte at tage et
tilbundsgående opgør med dette danskheds- og udanskheds-begreb, på trods af, at dens værdier
eksplicit var antinationalistiske. Grunden kan være, at kulturradikalismens fjendebillede i lige så høj
grad var Tyskland – denne gang tysk fascisme i 1930erne – og at kulturradikalismen også vendte
sig mod det kontrollerende, det autoritære, det militaristiske og det intolerante. Kan det derfor
tænkes, at det har været nærliggende at opfatte kulturradikalismens tolerante ideal som en slags
overbygning på det allerede etablerede danskhedsbegreb? Måske har vi her en forklaring på, at der i
den humanistiske og venstreorienterede tradition ligger en mere eller mindre ubevidst tilbøjelighed
til stadig at identificere det udanske med det onde – sådan som vi har set Carsten Jensen
karakterisere det grundtvigske frihedsbegreb, og sådan som vi har set, at Sebastian i 1970erne
beskrev Danmark som en dum og dejlig, sovende tøs, der vågner bollet op med deutsche dollar.
Vi vil på denne baggrund hævde, at betydningen af udansk er mere eller mindre hegemoniseret,
ligesom det grundtvigske folkelighedsbegreb. Men begrebet søges aktuelt modificeret i forskellige
diskurser ved at blive artikuleret i nye ækvivalenskæder, som følgende eksempel viser.
Til dronningens nytårstaffel i marts 2004 optrådte MF’eren Kamal Qureshi (SF) i en traditionel,
pakistansk klædedragt. Efterfølgende blev han af Sørens Espersen i Dansk Folkepartis medlemsblad
kritiseret for sin udanske påklædning, som ses som et udtryk for, at Qureshi har ”tørret næse i det
land, der har givet ham indfødsret og gjort ham til dansk folketingsmand” 131 . Espersen trækker på
den alment accepterede brug af udansk, idet han hævder, at Qureshi ”tørrer næse” i Danmark, altså
udviser foragt eller nedladenhed. Men han foretager så en moderation af begrebet, idet
bibetydningen udenlandsk fremhæves. At sætte lighedstegn mellem udansk og udenlandsk er i for
sig helt neutralt. Men naturligvis kan begrebets dybe, emotionelle lag ikke have været ukendte for
Espersen. Disse dybe emotioner hænger netop sammen med, at udansk spiller på ind/ud-metaforen.
Hvis noget karakteriseres som udansk, indebærer det jo også, at dette noget er ude, det hører ret
beset slet ikke til ”her” i Danmark.
Espersens angreb vakte kraftige reaktioner, bl.a. fra Pia Christmas Møller (K), der vendte begrebet
mod Jespersen selv og sagde: ”Magen til udansk angreb skal man lede længe efter. Det er udtryk
for en for en intolerance og en nedladenhed over for andre, som vi ikke kender til” 132 . Christmas
131 Her citeret fra Berlingske Tidende, 3. mar. 2004, ”V og K håner Dansk Folkepartis menneskesyn”.
132 Information, 13. apr. 2004, ”Foghs tre problemer” og Berlingske Tidende, 3. mar. 2004, ”V og K håner Dansk
Folkepartis menneskesyn”
62

Møller kæder udansk sammen med værdierne intolerance og nedladenhed, hvilket, som vi har
fastslået, er helt i overensstemmelse med den gængse brug af begrebet.
Vi ser altså, at udansk optræder som et element, et flertydigt tegn. Hvor Espersen artikulerer
begrebet med vægt på det udenlandske, artikulerer Christmas Møller det med vægt på tolerance.
Dette bringer os tilbage til den diskursive kamp, der udspilles omkring værdien tolerance, der, som
vi har set, står mellem på den ene side den humanistiske diskurs, på den anden side
mellemdiskursen og den nationalkonservative diskurs. Vigtigheden af at kunne fiksere tolerance i
ens egen diskurs, understreges af, at tolerance er kædet tæt sammen med det hegemoniske
danskhedsbegreb (ved at værdien intolerant er kædet sammen med udansk) og fordi tolerance er
nodalpunkt i den humanistiske diskurs.
Vi kommer nærmere ind på denne kamp i næste afsnit.
4.2 Fogh Rasmussens tale på Venstres landsmøde
I dette afsnit vil vi underkaste statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) tale på Venstres
landsmøde 20. november 2004 en analyse 133 . I talen knytter Fogh Rasmussen an til mordet på Theo
van Gogh Talen bliver således relevant i kraft af sin tematiske sammenhæng med det allerede
beskrevne, men er det især fordi, vil vi hævde, Fogh Rasmussens position i det aktuelle politiske
billede er sådan, at netop hans artikulation har særlig stor betydning for, hvilken diskurs om
danskhed og indvandrere, der hegemoniseres. Bl.a. fordi det forventes, at der snart udskrives
folketingsvalg, har talen fået stor medieopmærksomhed. Ikke mindst har man hæftet sig ved, at
Fogh Rasmussen talte i firs minutter i skjorteærmer og uden manuskript. Fogh Rasmussens
gennemslagskraft fremgår f.eks. af, at dagbladet Information – normalt en oppositionsavis – om
talen begejstret skrev, at ”... Foghs plan vedr. uddannelsesområdet er her mere sammenhængende,
mere moderne, mere nytænkende, end noget, som det politiske alternativ har præsenteret”, og mht.
indvandrere, at ”... sandsynligheden er, at Foghs værdier deles af de fleste danskere” 134 .
133 Talen er hentet fra Venstres hjemmeside:
http://www.venstre.dk/fileadmin/venstre.dk/main/files/AFR_landsmoede_soendag_2004.pdf
134 Information, 22. nov. 2004, ”Hulemandens forvandling”
63

I det foregående har vi set, at der aktuelt udfoldes to dominerende diskurser i udlændingedebatten.
Den nationalkonservative diskurs og mellemdiskursen kan siges tilsammen at repræsentere en
konfrontationsdiskurs, der positionerer sig som nede – fremme med et ”os”, der refererer til en
ethnos-forestilling om danskhed, og som artikulerer en antagonisme overfor indvandrernes
(muslimernes) værdier, der anses for uforenelige med de danske grundværdier. Den humanistiske
diskurs kan siges at være udtryk for en harmonidiskurs, der med udgangspunkt i en universalistisk
toleranceopfattelse afviser et ekskluderende, ethnos-”os”.
Det er i lyset af dette politiske klima, vi skal forstå Fogh Rasmussens tale. Vi har i det foregående
set, at der udfoldes stærke hegemoniseringsbestræbelser fra konfrontationsdiskursen gennem forsøg
på at tilegne sig værdier som tolerance, danskhed og gennem forsøg på at tilkæmpe sig retten til at
værdien solidaritet, som nøglen til at definere, hvilken gruppe, der er inde. I dette afsnit skal vi se,
hvordan Fogh Rasmussen forsøger at fiksere værdien ytringsfrihed og det liberale friheds-begreb i
denne ækvivalenskæde.
Vi vil undersøge, hvorledes Fogh Rasmussen positionerer talen i forhold til de tre diskurser. Her vil
vi igen benytte os af orienteringsmetaforerne. Herigennem ønsker vi at belyse talens betydning for
debatten, og herunder være opmærksomme på, hvilke begreber, der bliver brugt – det er
eksempelvis næppe et tilfælde, at ordet ”fri” indgår 43 gange i løbet af talen. Imidlertid vil vi af
indlysende grunde fokusere vores opmærksomhed på den del af talen, der har med
indvandrerdebatten at gøre. Det drejer sig om 15-20 % af den samlede tale, begyndende ca. 1/3
henne. Efter et par korte sætninger, nærmest indskud, om at vi godt kan få flere flygtninge og
indvandrere i arbejde, siger Fogh Rasmussen:
”Danmark er et frisindet samfund, og det vil sige, at hos os er der frihed til forskellighed. Vi
blander os ikke i, hvad folk tror på, hvordan de klæder sig, hvad de spiser, eller hvordan de
tilrettelægger deres liv i det hele taget. Det er en privatsag. Vi har et frisindet samfund.
Frihed til forskellighed, for sådan skal det være. Et samfund skal hvile på et fælles
fundament af grundværdier for at kunne hænge sammen. Ytringsfrihed. Ligeret for kvinder
og mænd. Adskillelse af politik og religion. Det er grundværdier, som vores samfund bygger
på og også skal bygge på i fremtiden.”
Begrebet ”fri” indgår her i hele tre forskellige orddannelser, frisind, frihed og ytringsfrihed. Som vi
har set, er frisind en værdi, der især knytter sig til den kulturradikale tradition. Ligeret for kvinder
64

og mænd er en værdi, der i bredere forstand knytter sig til en venstreorienteret ligheds-tradition.
Disse værdier kædes nu sammen med ytringsfrihed og frihed. Frihed er alment accepteret værdi i
den forstand, at det er de færreste der går ind for dens negation, ufrihed, men især er det nodalpunkt
i den liberalistiske samfundsopfattelse, ofte gennem fremhævelsen af det fri (det fri marked, den fri
verden). Gennem den udbredte anvendelse af fri og frihed indlemmer Fogh Rasmussen således det
kulturradikale frisind og det venstreorienterede ligeret for kvinder og mænd i en overordnet
liberalistisk diskurs. De indbyrdes uenigheder (f.eks. i synet på kvinders rettigheder) underspilles.
Hensigten er at artikulere en antagonisme:
”Når jeg nævner det, så er det fordi, at jeg indtil nu mest har talt om presset udefra på det
danske samfund. Men jeg oplever også et pres indefra. Et pres fra grupper, der er kommet
ind i det danske samfund, som ikke anerkender og ikke respekterer de grundværdier, det
danske folkestyre bygger på.”
Her kædes frisind / frihed / ytringsfrihed sammen med grundværdier og det danske samfund i en
ækvivalenskæde, der artikuleres i en antagonisme med ”grupper, der er kommet ind i samfundet”
som ”ikke respekterer” disse værdier. Selvom ”grupperne” altså er ”kommet ind” i samfundet
artikuleres de alligevel som ude i kraft af manglende respekt for vores ”grundværdier”. Her har vi
altså defineret inde og ude uden nogen nærmere definition af dem, der er ”ude”, bortset fra at de
artikuleres som en trussel. Fogh Rasmussens nærmere definition af grundværdier kommer lidt
senere:
”I går uddelte vi frihedsprisen til Ayaan Hirsi Ali fra Holland manuskriptforfatteren på den
islamkritiske film, der udløste mordet på Theo van Gogh. I aftes blev jeg i TV konfronteret
med en af imamerne, som sagde, at det var en provokation. Tænk at vi er kommet dertil,
hvor det at give en frihedspris til et menneske, der bekæmper kvindeundertrykkelse, er en
provokation ....Ytringsfrihed i vores land er, at man åbent og frit kan kritisere hvad som
helst og hvem som helst”.
Her italesættes ytringsfrihed som en ”fælles værdi”, der er ”absolut inden for de rammer, som
loven sætter”. Denne opblødning af det absolutte – den er kun absolut inden for lovens rammer –
modsiges efterfølgende:
65

”De, der siger, at det er en provokation, har ikke forstået kernen i den danske
ytringsfrihed…”
Hvis man lader sig provokere, er man altså ude, understreget ved at ytringsfriheden – i sig selv et
universalistisk værdi – artikuleres som den danske ytringsfrihed (i vores land). Ytringsfriheden er
det absolutte, der binder ”os” sammen på tværs af holdninger og ideologier i modsætning til ”dem”.
Endvidere er det interessant at ”os” især bindes sammen med et politisk symbol som ytringsfrihed,
hvor ytringsfriheden foregår i det offentlige rum. Ingen steder i Fogh Rasmussens tale påpeges det,
at denne ytringsfrihed, som er en del af det danske værdigrundlag skal sammenkædes med noget
andet kulturelt end selve ordet ”værdigrundlag”. På denne måde kan man sige at der spilles på
forholdet fremme/tilbage, hvor det er vigtigt for Fogh Rasmussen at pointere betydningen af, at
vores værdigrundlag er fremme, hvilket i øvrigt understreges i de afsnit af talen, som ikke
omhandler indvandrere.
I hvor høj grad, der er tale om, at Fogh Rasmussen artikulerer en antagonisme, fremgår af, at man
ikke skal mere end godt tre år tilbage for at finde et eksempel på, at han artikulerede helt andre
ækvivalenskæder og grænsedragninger. I anledning af, at nogle herboende palæstinensere havde
jublet over terrorangrebet på USA 11. sep. 2001 udtalte han:
”Det har krænket mig stærkt at se palæstinensere danse af glæde over drabene på tusinder
af amerikanere. Palæstinensernes reaktion er udansk og udtryk for en uhyggelig mangel på
respekt for mennesker, frihed og demokrati.” 135
Hvis vi fortolker palæstinensernes adfærd som et udtryk for ytringsfrihed ”inden for de rammer,
som loven sætter”, får vi altså her ækvivalenskæden ytringsfrihed – udansk – mangel på respekt for
mennesker, frihed og demokrati artikuleret i en antagonisme med at lade sig provokere (”krænke”),
der jo så må ses som et udtryk for danskhed og respekt for mennesker, frihed og demokrati. Her er
det altså ikke indvandrernes manglende forståelse for ytringsfrihed, der er problemet. Tværtimod,
kan man sige.
Når vi fremdrager dette tre år gamle eksempel, er det ikke for at ”afsløre” Fogh Rasmussens
tilsyneladende selvmodsigelser. Hensigten er at vise, at de grænsedragninger, Fogh Rasmussen
artikulerer, ikke er endegyldige og uforanderlige, men under konstant forandring. Dette
135 Politiken, 13. sep. 2001, ”Terrorangreb på USA: Politikere fordømmer palæstinensere”
66

understreger, i hvor høj grad enhver diskurs, der i øjeblikket fremstår som et sandt og objektivt
udsagn, er konstrueret. Ikke nødvendigvis bevidst konstrueret, men konstrueret i overensstemmelse
med diskursteoriens socialkonstruktivistiske ontologi: verden, som den fremtræder for os, er
diskursivt medieret. Ytringsfrihed er for Fogh Rasmussen, viser det sig, ikke en så absolut værdi,
som han fremstiller det i talen.
Senere i talen foretager Fogh Rasmussen en modifikation af os/dem-antagonismen ved at pointere,
at de mennesker, der ikke respekterer ytringsfriheden også angriber andre flygtninge – som
eksempel nævner han en pakistansk kvinde samt det somaliske netværk i København. Dette greb
tjener til at forstærke antagonismen med ”dem”, fordi ”de” nu truer ikke blot ”danskere” men også
andre indvandrere:
”Jeg har haft indvandrere på mit kontor, som deltager ivrigt i den danske debat. De
fortæller mig, at de bliver forsøgt stoppet. At de føler sig truet og må kigge sig over
skulderen en ekstra gang. Tænk på at mange af dem, som er kommet her til landet, er
kommet, fordi de eller deres forældre flygtede fra undertrykkelse og ufrihed…”
Ved at indlemme disse truede indvandrere i ”os” kan vi bekræfte os selv i, at vores modvilje mod
”dem” ikke er racistisk begrundet, hvorfor os/dem-antagonismen paradoksalt nok skærpes. De
eventuelle rester af vores sympati med indvandrere kan nemlig nu overføres på disse ofre, der bliver
noget, der skal hjælpes, og ligesom ”os” artikuleres antagonistisk med ufrihed, negationen af
nodalpunktet frihed. I den klassisk liberalistiske forstand artikuleres frihed som det bedre alternativ
til undertrykkelse og ufrihed. Endvidere bør også bemærkes, hvorledes inde artikuleres som
fremme, og ude som tilbage.
”Vi forlanger ikke, at alle skal være som os, eller tænke det samme som os. Men vi
forlanger, at hvis man vil bo i det danske samfund, så må man respektere og anerkende
grundværdierne. Ytringsfrihed, ligeret for kvinder og mænd. Adskillelsen af politik og
religion.”
Her udvides ækvivalenskæden med endnu et led, adskillelsen af politik og religion, altså
sekularisering, der således er endnu en værdi, man må tilslutte sig for at komme ind.
Fogh Rasmussens bud på at ”løse” den antagonisme, han har artikuleret er følgende:
67

”Det er først og sidst et holdningsspørgsmål. Det er et ansvar, som hviler på os alle. Til at
sige fra. Til at sætte en grænse. Det er vores ansvar som politikere. Men der er mange
andre, der har et ansvar. Kulturpersoner, der hyppigt ytrer sig i den offentlige debat, har et
ansvar for at sige fra...”
I det foregående har vi set, hvordan den nationalkonservative diskurs og mellemdiskursen
artikulerer sig i den diskursive kamp med antagonismer, der er så éns, at de kan betragtes under ét
som en konfrontationsdiskurs. Vi har set, hvordan denne diskurs har artikuleret sig som fremme (i
modsætning til islams tilbage) og nede, som et udtryk for folkets vilje og i opposition til ”eliten”.
Fogh Rasmussen har tidligere artikuleret en tilsvarende nede-position, f.eks. i det herostratisk
berømte udsagn fra nytårstalen 2002: ”Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme
på vore vegne” 136 . Dengang trak han på den troværdighed, der, som vi tidligere har set, er knyttet til
nede-positionen i kraft af det hegemoniserede, grundtvigske folkelighedsbegreb. Derfor er det så
meget desto mere bemærkelsesværdigt, at han nu forsøger at inddrage den elitære oppe-position.
Det kan ses som et direkte angreb på den humanistiske diskurs, der, som vi har set, lige præcis
positionerer sig som ”kulturpersoner, der hyppigt ytrer sig i den offentlige debat”.
At Fogh Rasmussen formår at kæde sin egen position (som politiker) og disse kulturpersoner
sammen med sin nu etablerede ækvivalenskæde frisind – grundværdier – det danske samfund –
ytringsfrihed – frihed i en antagonisme mod de indtrængende undertrykkere (indvandrerne), kan ses
som et meget stærkt hegemoniseringsforsøg og som et udtryk for, hvor alvorligt svækket den
humanistiske diskurs er. At angrebet formuleres som en appel til kulturpersonerne og ikke som en
direkte kritik, kan yderligere ses som et udtryk for, hvor tæt på en hegemonisering, Fogh
Rasmussens diskurs er.
Ovenstående er det tætteste Fogh Rasmussen kommer på et direkte angreb på den humanistiske
diskurs. Værd at bemærke er det, at der undervejs overhovedet ikke forekommer nogen kritik af den
nationalkonservative diskurs.
Vi opfatter manglen på angreb på den humanistiske diskurs som et udtryk for styrke. Konfrontation
er slet ikke nødvendig. Han kan nøjes med signalere, at der er plads til ”kulturpersonerne” i hans
diskurs, hvis de er sig deres ”ansvar” bevidst (hvor den humanistiske diskurs ville hævde, at vores
ansvar ligger i ikke at medvirke til stigmatisering af indvandrere). Fraværet af kritik af den
136 http://www.statsministeriet.dk/Index/dokumenter.asp?o=2&n=0&h=2&t=14&d=79&s=1
68

nationalkonservative diskurs opfatter vi derimod som en bekræftelse af vores tidligere iagttagelse:
Mellemdiskursen og den nationalkonservative diskurs artikulerer sig i praksis så éns, at man kan
tale om en og samme konfrontationsdiskurs, som Fogh Rasmussen altså også befinder sig indenfor.
Efterfølgende vender Fogh Rasmussen tilbage til, hvad ”vi” kan gøre. Her italesættes indvandrere
atter engang som ”dem”, der skal hjælpes af ”os”, og der spilles dermed endnu engang på forholdet
imellem inde og ude:
”Vi har en forpligtigelse til at hjælpe alle dem, som til daglig gør en positiv indsats for at
blive integreret i det danske samfund. Det er i høj grad dem, der bliver ramt af, at al
opmærksomhed går til imamer og religiøse fundamentalister med mærkelige udtalelser og
underlige handlinger.”
Her udvides inde-gruppen altså endnu en gang til at omfatte ikke blot ”ofrene” blandt indvandrerne,
men også alle dem, der gør en ”positiv indsats”, altså tilslutter sig de værdier, der i Fogh
Rasmussens artikulation knyttet til inde. Ligesom den tidligere udvidelse af inde-gruppen tjener
også denne til at forstærke antagonismen. Vi udelukker skam ikke nogen, der anerkender vore
værdier. Billedet af ude-gruppen forstærkes også. Dens udtalelser (værdier) er slet og ret
”mærkelige” (irrationelle), og derfor ikke værd at hæfte sig yderligere ved.
Det ”vi” Fogh Rasmussen samlet set artikulerer, kommer til at fremstå som en konsensus imellem
befolkning og elite. Dermed artikuleres alle interne modsætninger i det danske samfund, oppe/nede
og højre/venstre, som opløst. Alle i inde-gruppen er simpelthen et ”vi”. Og ”vi” er fremme, det er
”de andre”, der er tilbage.
Det ”vi”, der nu er etableret, går Fogh Rasmussen hurtigt videre med – måske for ikke at risikere, at
de interne modsætninger skal begynde at vise sig:
”Men vi kan også gøre noget, når det gælder politiske initiativer. Det vil være nærliggende
at kigge på om, man i skolerne kunne gøre mere for at undervise i frihed, frisind og
folkestyre.”
Her genintroduceres begrebet folkestyre – nu kædet sammen med frihed og frisind – som Fogh
Rasmussen også indledte temaet med:
69

”Et pres fra grupper, der er kommet ind i det danske samfund, som ikke anerkender og ikke
respekterer de grundværdier, det danske folkestyre bygger på.”
Folkestyre, vil vi hævde, opfattes som et stort set entydigt positivt begreb, noget enhver kan tilslutte
sig. Men folkestyre henviser også til det grundtvigianske folkelighedsbegreb med dets implikationer
i retning af anti-elite og populisme. Med henvisningen til dette hegemoniserede folkelighedsbegreb
lukker Fogh Rasmussen sin argumentation og får så at sige indlejret alle (gammel-)danskere i sin
argumentation, i sit ”vi”.
Endelig kan bemærkes, at Fogh Rasmussen benytter sin artikulation af islam – et ord der vel at
mærke overhovedet ikke optræder i talen – som antagonistisk med alle ”vores” værdier, til at ytre
sig kritisk overfor Palæstina, Irak og de arabiske lande generelt. Denne kritik går på opfattelsen af
den muslimske verden som en aggressiv faktor i verdenssamfundet:
Og endvidere:
”Palæstinenserne og de andre arabiske lande må garantere Israel ret til at eksistere inden
for sikre grænser. Terroren må stoppe.”
”Jeg har bemærket, at medierne taler om ”oprørere” i Falluja og andre steder. Man skal
passe på, hvilke ord man bruger. Jeg mener, at det er typisk, at man bruger ordet
”oprørere”, fordi det giver et skær af frihedskæmpere. De er aldeles ikke frihedskæmpere.
De ønsker ikke frihed. De ønsker ikke demokrati. De ønsker diktatur og de vil bombe sig til
magten.”
En nærmere analyse af dette tema ligger uden for vores rammer, men vi vil fremhæve, at Fogh
Rasmussen her overfører sin artikulation af islam som ”dem” og tilbage, der er udviklet på
baggrund af, hvad man kan kalde indenlandske erfaringer, og overfører den på internationale
forhold.
Igen ser vi, hvordan Fogh Rasmussen bruger nodalpunktet frihed. Oprørerne i Falluja må ikke
forbindes med frihed, men italesættes som dem, der ønsker diktatur. Der er altså atter en klar
sondring imellem inde (os) og ude (dem) i kraft af religiøsitet.
70

4.3 Nationalt og globalt perspektiv
I foregående afsnit har vi set, hvordan Fogh Rasmussen på baggrund af indenlandske forhold
etablerer en diskurs om indvandrere, der artikuleres som tilbage, og dernæst overfører denne
diskurs på internationale forhold. Det leder os hen til at prøve at sætte den (næsten) hegemoniserede
danske diskurs om indvandrere i et større perspektiv. Vi lader os her inspirere af Jørgensen &
Phillips ord:
”Diskursanalytikeren er ofte selv forankret i netop de diskurser, han eller hun vil analysere.
Og under alle omstændigheder er diskursanalytikeren altid forankret i en eller anden
diskursiv strukturering.” 137
Vi vil derfor forsøge billedlig talt at træde et skridt tilbage for at forsøge at få øje på vores egen
forankring.
Læseren vil have bemærket, at vi igennem projektet har gjort flittig brug af svenske kilder. Dette er
ikke så meget udtryk for svekomani 138 , som det er et ønske om at drage nytte af det forhold, at den
danske indvandrerdebat er underkastet kritisk opmærksomhed fra et land, hvor der eksisterer en
anden hegemoni – nærmest svarende til den humanistiske diskurs. Derfor vil vi endnu en gang
vende os til Sverige og en ledende artikel fra en lokalavis, Gefle Dagblad:
”Den danska regeringen upphör aldrig att förvåna. De senaste åren har vi sett ett ökat
inflytande för landets främlingsfientliga. [...] Istället för att ta fighten med mörkerkrafterna
har de stora partierna anpassat sig. Den socialdemokratiska oppositionen och
högerregeringen tävlar om att föreslå den ena åtstramningen efter den andra.
Danmark räknas också till ett av världens mest flyktingfientliga länder.
Det senaste påhittet från regeringskansliet visar hur långt den här utvecklingen har
drivit politiken. Den danske integrationsministern menar att flyktingar inte ska tas emot på
grundval av deras skyddsbehov utan istället på deras "integrationspotential".[...]
danskar vara.
Humanismen omfattar bara infödda. Gammal, sjuk och svag får bara "riktiga"
137 Jørgensen & Phillips (1999) s. 62
138 Iflg. Gyldendals Fremmedordbog ”svenskhedssværmer”. (Brüel & Nielsen (1960, 1983))
71

Inställningen är oerhört stötande. Hur kan politiker och partier som påstår sig vara
demokratiska ens komma på tanken att driva en sådan linje. Inser de inte att de devalverar
människovärdet? [...]” 139
Selv med vores kritiske indstilling til indvandrerdebatten virker en tekst som ovenstående
overraskende barsk. Hvorfor? Tilsyneladende fordi vi selv er forankret i en diskursiv forståelse, der
prioriterer integrationsproblemer over alt andet på indvandrerområdet. Men denne prioritering giver
kun mening i et indenlandsk perspektiv. Gefle Dagblads anonyme lederskribent har tydeligvis et
globalt perspektiv. Dette perspektiv er på linje med den humanistiske diskurs’ internationalisme.
Alligevel er det ikke vores indtryk, at regeringens beslutning om at prioritere flygtninge med
”integrationspotentiale” tilnærmelsesvis har affødt så skarpe kommentarer i Danmark – det kan dog
have undgået vores opmærksomhed.
Vi vil derfor hævde, at den danske indvandrerdebat gennem fokusering på integrationsproblemer
har formået at indlejre den danske offentlighed i en national diskurs, indenfor hvilken alle andre
diskurser artikuleres.
Det er uundgåeligt, at denne erkendelse må afføde selvreflektion. Det er nemlig, jvf. afgrænsningen,
indenfor denne nationale diskurs, vi har formuleret projektets erkendelsesinteresser.
4.4 Delkonklusion
Kapitlets delkonklusion indgår i den samlede konklusion, næste kapitel.
139 Gefle Dagblad 5. nov. 2004, ”Devalverer människovärdet”
72

5 Konklusion
5.1 Besvarelse af problemformulering
Dette afsnit rummer en sammenskrivning og uddybning af projektets delkonklusioner, der hver især
refererer til et af problemformuleringens led. Dog præsenteres delkonklusionen for forrige kapitel
(Diskursiv kamp) for første gang her.
Hvordan er indvandrerdebatten med til at nødvendiggøre nye politiske orienteringsmetaforer?
Vi har set, at der i indvandrerdebatten sker en italesættelse af postmaterielle værdier, som ikke lader
sig repræsentere på den traditionelle højre/venstre-skala. Værdiakser, som elite/folk orienteres ikke
længere med tilknytningen højre/venstre. Dansk Folkepartis forsøg på at positionere sig som et
midterparti illustrerer dette. Den nationalkonservative diskurs viser desuden dette igennem dens
identifikation med folket (nede) samtidig med dens kamp for at bevare den danske homogenitet
I forhold til højre/venstre-skalaen ville dette konservative træk positionere diskursen til højre, men
på grund af diskursens identifikation med nede-positionen (som står i modsætning til den
traditionelle højre – oppe) viser højre/venstre-skalaen igen sin utilstrækkelighed.
Vi endvidere set, at det er inadækvat at udbygge skalaen med en autoritær/liberal dimension, da den
nationalkonservative diskurs’ orientering mod værdier som gudsfrygt, fædrelandskærlighed og
traditionalisme (danske traditioner) ville være at identificere med den autoritære ende af denne
akse, samtidig med at venstrefløjens identifikation med progressivitet, rationalisme og
kosmopolitisme ville positionere den i den liberale ende. Disse to antitetiske positioner kan
imidlertid ikke indfange diskurserne i indvandrerdebatten, fordi den nationalkonservative diskurs
netop positionerer sig antiautoritært, samtidig med at den argumenterer for gudsfrygt,
fædrelandskærlighed og danske traditioner.
På denne baggrund finder vi det mere passende at supplere højre/venstre-metaforen med oppe/nede,
fremme/tilbage og inde/ude i forsøget på at orientere os i indvandrerdebatten. Hermed bliver vi i
stand til at foretage sondring mellem flere aktører, der positionerer sig nede, samtidig med at de
73

differentierer sig på andre skalaer, ligesom vi bliver i stand til at sondre mellem forskellige
artikulationer af inde og ude (”os” og ”dem”).
Hvilke diskursive forståelser præger indvandrerdebatten?
Vi har ligeledes vist, hvorledes der i debatten kan identificeres tre diskurser: Den humanistiske
diskurs (som orienterer sig omkring nodalpunktet tolerance), den nationalkonservative diskurs (med
nodalpunktet danskhed) og mellemdiskursen (med nodalpunktet demokrati).
Den humanistiske diskurs er funderet i kulturradikalismen. Vi ser en markant kritik af idéen om det
danske folk som et etnisk baseret fællesskab, der udstøder indvandrergrupper. Den humanistiske
diskurs ser det grundtvigiansk definerede danskhedsbegreb som tilbage og uforeneligt med
nodalpunktet tolerance. Vejen væk fra den danske særartsnationalisme er oplysning og opdragelse
af befolkningen. Dette positionerer den humanistiske diskurs som elitær, altså oppe, og som sådan
kritiseres den også af de to andre diskurser. Med sit lighedsideal er positionen også venstre. Altså
venstre – oppe – fremme og med et inkluderende inde.
Den nationalkonservative diskurs fremhæver netop det etniske fællesskab som et uomgængeligt og
bevaringsværdigt aspekt ved det danske. Denne opfattelse, som kan føres tilbage til Grundtvigs
danskhedsopfattelse, har derfor det danske folk som nodalpunkt. Bevarelsen af det etnisk homogene
danske er central, og derfor italesættes en ”os”-”dem” konflikt vendt mod islam og muslimske
indvandrere, der ses som uforeneligt med ”det danske folk”. På denne baggrund italesættes også en
stærk antagonisme vendt mod den humanistiske diskurs, der artikuleres som ude af kontakt med
folket og ansvarlig for danskhedens forfald.
Mellemdiskursen tager sit udgangspunkt i demokratiske grundværdier som ytringsfrihed. Diskursen
fokuserer især på konkrete integrationsproblemer, der forklares med indvandrernes manglende
forståelse for demokrati. Holdningerne er mange, men gennemgående er diskursen kendetegnet ved
et ønske om, at det danske samfund skal bygge på demokratiske grundprincipper, herunder plads til
forskellighed. Samtidig er debattørerne ofte kritiske vedrørende islam – ifølge mellemdiskursen er
det tvivlsomt, om islam kan forenes med disse værdier.
Hvorledes manifesteres grænsedragningerne aktuelt i debattens diskursive kamp?
74

Gennem analysen af den diskursive kamp, som den udspiller sig i den aktuelle debat, kan vi se, at
kampen aktuelt står om begreber som tolerance og det udanske. Begge begreber forsøges fikseret
som momenter i de forske llige diskurser (med forskellig betydning). Den aktuelle indvandrerdebat
er præget af på den ene side en trængt humanistisk diskurs og på den anden side mellemdiskursen
og den nationalkonservative diskurs, der artikulerer sig så enslydende, at man under et kan omtale
dem som en konfrontationsdiskurs, der artikulerer en antagonisme med islam, der italesættes som
ude og tilbage, og det danske, der italesættes som inde og fremme. Fogh Rasmussens tale på
Venstres landsmøde, der har mødt bred offentlig anerkendelse, repræsenterer en artikulation af
konfrontationsdiskursen i et meget stærkt hegemoniseringsforsøg. Fogh Rasmussen formår at
sammenkæde kulturradikalismens frisind, kvinders ligeberettigelse og det liberalistiske frihed i et
”os”, der både trækker på humanismens elitære, kulturradikale position (oppe) og den
nationalkonservative grundtvigianske folkelighedsforståelse (nede). I dette ”os” indlemmes kun de
indvandrere, der er ”ofre for intolerance” og dem der ”forsøger at tilegne sig vores værdier”.
Herigennem forstærkes antagonismen imod islam – uden at nævne dens navn. Denne antagonisme
overføres senere til internationale forhold.
Hele denne artikulation bunder i et hegemoniseret nationalt perspektiv, hvor hele
flygtninge/indvandrerproblematikken udelukkende italesættes i lyset af indenlandske
integrationsproblemer. Denne hegemonisering er sket i kraft af en udgrænsning af den humanistiske
diskurs’ internationale perspektiv, der i højere grad anskuer flygtninge/indvandrerproblematikken
ud fra en forestilling om en moralsk forpligtigelse i forhold til verdens flygtninge.
5.2 Perspektivering
I lyset af de erkendelser, vi har gjort os igennem projektet, bliver det klart, at det ville være
interessant med en yderligere undersøgelse af, hvordan man ved hjælp af orienteringsmetaforerne
kan spore en udvikling af nodalpunkter og ækvivalens i mellemdiskursen. Igennem projektet er vi
kommet til den erkendelse, at mellemdiskursen og den nationalkonservative diskurs har mange
lighedspunkter og i praksis konvergerer i en konfliktdiskurs vendt mod islam.
En fremtidig undersøgelse bør derfor måske i højere grad tage udgangspunkt i to diskurser,
harmonidiskursen og konfrontationsdiskursen. Dette er dog ikke en erkendelse, vi kunne have gjort
75

uden at gennemføre den analyse, vi har foretaget i dette projekt, hvorfor en sådan opdeling ligger
udenfor projektets muligheder i forhold til den tidsperiode, der er afsat.
Endvidere er der på baggrund af de konklusioner, vi er nået frem til igennem projektet, dukket nye
problemstillinger op, som kunne være interessante at undersøge i fremtiden. Et af disse spørgsmål
kunne være en nærmere undersøgelse af, hvordan den diskursive kamp om at være nede, udmønter
sig. Dette kunne gøres ved at fokusere på, hvordan befolkningen forholder sig til debatten om
indvandrere, og trække linjer tilbage til de erkendelser vi har gjort os undervejs i projektet omkring
den kamp, der udspilles for at artikulere sig nede. På den måde kunne man undersøge, hvorvidt
konfrontationsdiskursens italesættelse af indvandrerproblematikken er lige så tæt på
hegemonisering blandt befolkningen, som den er det i debatten. En sådan undersøgelse ville
endvidere også kunne vise, hvorledes den hegemoniske diskurs’ nede bliver fastholdt og hvilke
sproglige redskaber der instrumentaliseres til dette. I forlængelse af dette ville et øget fokus på,
hvordan orienteringsmetaforernes indbyrdes hierarki opfattes – er værdierne tilknyttet nede faktisk
mere vigtige end fremme/tilbage, og hvad betyder det for debatten og de emner, debatten består af?
76

6 Litteratur
Bøger
Antorini, Christine; Dahl, Henrik & Goldschmidt, Lars (2001): Det ny systemskifte.
København: Gyldendal.
Bobbio, Noberto (1995): Højre og Venstre. København: Hans Reitzels Forlag.
Brüel, Sven & Nielsen, Niels Åge (1960, 1983): Gyldendals fremmedordbog. København:
Gyldendal.
Carlsen, Erik Meier (1994): Konger uden land. København: Aschehoug.
Carlsen, Erik Meier (2002): De overflødiges oprør – en trussel mod demokratiet. København:
Centrum.
Dyrberg, Torben Bech (2003): ”Right/left in the context of new political frontiers” i Journal of
Language and Politics, 2:2, s. 333-360.
Dyrberg, Torben Bech (upubliceret): ”Radical and plural democracy: in defence of right/left and
public reason”.
Espersen, Søren (red.) (2001): Danmarks fremtid – dit land – dit valg. København: Dansk
Folkepartis Folketingsgruppe.
Fenger-Grøn; Qureshi & Seidenfaden (red.) (2003): Når du strammer garnet – et opgør med
mobning af mindretal og ansvarsløs asylpolitik. Århus: Aarhus Universitetsforlag.
Fransson, Ola (2003): ” I skuggan av Grundtvig” i Sanders, Hanne & Vind, Ole (red.): Grundtvig –
nyckeln till det danska? Göteborg, Stockholm: Makadam Förlag.
Goul Andersen, Jørgen & Borre, Ole (red.) (2003): Politisk forandring – værdipolitik og nye
skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Århus: Systime Academic.
Gundelach, Peter (red.) (2002): Danskernes værdier 1981-1999. København: Hans Reitzels Forlag.
Gundelach, Peter (red.) (2004): Danskernes særpræg. København: Hans Reitzels Forlag.
Hansen, Allan Dreyer (2004): ”Diskursteori i et videnskabsteoretisk perspektiv” i Fuglsang, Lars &
Bitsch Olsen, Poul (red.): Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. Frederiksberg: Roskilde
Universitetsforlag.
77

Hauge, Hans (2003): ”Nynationalismen og markedets metafysik. Søren Krarup og Ebbe Kløvedal
Reich som moderne grundtvigianere” i Sanders, Hanne & Vind, Ole (red.): Grundtvig – nyckeln till
det danska? Göteborg, Stockholm: Makadam Förlag.
Heywood, Andrew (1997, 2002): Politics. Hampshire, New York: Palgrave Foundations.
Heywood, Andrew (1992, 2003): Political Ideologies. Hampshire, New York: Palgrave
Foundations.
Jensen, Carsten (2004): Livet i Camp Eden. København: People’s Press.
Jespersen, Karen (2003): Til støtte for Fatima. København: People’s Press.
Jørgensen, Marianne Winther & Phillips, Louise (1999): Diskursteori som teori og metode.
Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
Krarup, Søren (1993): Dansk Kultur. Viborg: Spektrum.
Krarup, Søren & Pind, Søren (2003): Kære Søren. København: Aschehoug.
Larsen, Bjarke & Ytzen, Flemming (red.) (2002): Opbrud på midten. Sønderborg: Pressto.
Larsen, Rune Engelbreth (2002): ”Farvel til socialismen og liberalismen” i Fenger-Grøn,
Carsten(red): Højre eller Venstre? København: Tiderne Skifter.
Mørch, Søren (2004): Hørup er med. København: Ekstra Bladets Forlag.
Nielsen, Hans Jørgen (2004): Er danskerne fremmedfjendske? Århus: Aarhus Universitetsforlag.
Pittelkow, Ralf (2002): Efter 11. September – Vesten og Islam. København: Lindthardt og Ringhof.
Rydgren, Jens (2004): ”Right-Wing Populist Parties in Denmark” i West European Politics, vol. 27
no. 3, s. 474-502.
Thomsen, Jens Peter Frølund (1996,2000): ”Diskursanalyse” i Andersen, Heine & Kaspersen, Lars
Bo (red.): Klassisk og moderne samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag.
Vind, Ole (2003): ”Grundtvig og det danske – med sideblik til Sverige” i Sanders, Hanne & Vind,
Ole (red.): Grundtvig – nyckeln till det danska? Göteborg, Stockholm: Makadam Förlag.
Artikler
Arvidsson, Håkan: Håkan Arvidsson läser Grundtvig – Nyckeln till det danska, Sydsvenska
Dagbladet 9. september 2003
Bjerregaard, Ritt: Lidenskaben for at tænke, Politiken 9. november 2002, bøger, side 32
78

Brix, Helle Merete: Larmende tavshed fra danske kunstnere, Berlingske Tidende 9. november 2004,
2 sektion, magasin, side 13
Carlsen, Erik Meier: Trussel mod folkeskolen, B.T. 12. juli 2004, 1. sektion, side 2
Cordsen, Christine: Terrorangreb på USA: Politikere fordømmer palæstinensere, Politiken 13.
september 2001, 1. sektion, side 12
DT: Foghs tre problemer, Information 13. april 2004, side 1
Grønlund, Steen: Mediefantasier om indvandring, Politiken 6. oktober 2004, 2. sektion, side 7
Jespersen, Per Michael: Socialdemokrater i tænkeboks, Politiken 19. oktober 2002, bøger, side 12
Jespersen, Per Michael & Holm, Adam: Vi styrer mod et kultursammenstød, Politiken 25.
september 2004, 3. sektion, side 5
Josefsen, Knud: Lavt loft over Dannevang, Politiken 22. maj 2004, 3. sektion, side 3
Kaufholz, Henrik: Ingen stemmer i nye stramninger af udlændingeloven, Politiken 12. oktober
2004, 1. sektion, side 4
Krarup, Søren: Med udsigt til borgerkrigen, Jyllands-Posten 23. november 2004, 1. sektion, side 11
Laursen, Thomas: Ryge-forbud rykker tættere på, Fyens Stiftstidende 20. juni 2004
Lillelund, Niels: Er De kulturradikal, ja eller nej?, Jyllands-Posten 26. november 2004, 4. sektion,
side 1
Lunderquist, Thomas: Populismen som vår tids idiot, Svenska Dagbladet 3. november 2004
Nielsen, Hanne Fall: Dansk Folkeparti - et midterparti med undtagelser, Politiken 20. september
2004, 1. sektion, side 7
Petersen, Carsten: Skidt start for nye tog, Ringkjøbing Amts Dagblad 14. juli 2004, 1. sektion, side
1
Pittelkow, Ralf: Pittelkow om ghettoer, Jyllands-Posten 18. januar 2004, 2. sektion, side 7
Pittelkow, Ralf: Pittelkow om ytringsfrihed, Jyllands-Posten 14. november 2004, indblik, side 6
Schmidt, Poul: Læserne mener: Udansk parade, Politiken 14. marts 2004, 3. sektion, side 13
Seidenfaden, Tøger: Da strammer-præsteskabet gik amok, Politiken 15. august 2004, 3. sektion,
side 16
Seidenfaden, Tøger: Tolerancen under angreb, Politiken 14. november 2004, 4. sektion, side 1
79

Sloth, Peter: Nein über alles, Ekstra Bladet 16. juli 2004, 2. sektion, side 2
Søborg, Astrid: 24-års reglen: Redaktørens kyniske svar, Politiken 24. august 2004, 2. sektion, side
5
Sørlander, Kai: Jensens moralske blindhed, Politiken 3. oktober 2004, 4. sektion, side 6
Termansen, Jesper: Karen J: Ingen plads til debat i Socialdemokratiet, Berlingske
Tidende 10. oktober 2004, 1. sektion, side 5
Thobo-Carlsen, Jesper: V og K håner Dansk Folkepartis menneskesyn, Berlingske Tidende 3. marts
2004, 1. sektion, side 3
Thomsen, Claus Blok & Nielsen, Jakob: Portræt: Manden med stålmasken, Politiken 20. juni 2004,
3. sektion, side 1
Thomsen, Claus Blok: 24-års regel løsnes op, Politiken 6. oktober 2004, 1. sektion, side 5
Unavngiven journalist: Devalverer människovärdet, Gefle Dagblad 5. nov. 2004
Wigh-Poulsen, Henrik: Et mandfolk, Kristeligt Dagblad 9. november 2004, side 9
Hjemmesider
http://www.pladstilosalle.dk
http://www.diskurs.dk
http://www.faklen.dk
http://www.centrumdemokraterne.dk
http://www.danskfolkeparti.dk
http://www.socsci.auc.dk
http://www.statsministeriet.dk
http://www.venstre.dk
LP
Sebastian (1982): Her er en sang og tyve andre. CBS Records ApS. CBS 88603
80