NÅR RET SKAL VÆRE RET – om at sikre ... - Servicestyrelsen

VFC Socialt Udsatte
Suhmsgade 3
1125 København K
Tlf. 33 17 09 00
Fax 33 17 09 01
kbh@vfcudsatte.dk
www.vfcudsatte.dk
NÅR RET SKAL VÆRE RET
– om at sikre retssikkerheden for socialt udsatte

Copyright: VFC Socialt Udsatte 2004
Teksten kan frit citeres med tydelig kildeangivelse
Ditte Ehrenreich
Når ret skal være ret: om at sikre retssikkerheden
for socialt udsatte
Redaktør: Ole Thomsen
ISBN: 87-91509-11-4
1. udgave, 1. oplag.
Layout: Aakjærs A/S, Vejle
Tryk: Grafisk Trykcenter AS
Publikationen kan bestilles ved henvendelse til:
VFC Socialt Udsatte
Suhmsgade 3
1125 København K
Tlf. 33 17 09 00
Fax 33 17 09 01
kbh@vfcudsatte.dk
CVR/SE: 2718 10 07

NÅR RET SKAL VÆRE RET
– om at sikre retssikkerheden for socialt udsatte

Indholdsfortegnelse
1 Forord .....................................................6
2 Indledning ..............................................8
3 Retssikkerhedsbegrebet......................10
3.1 Retssikkerhed i traditionel forstand ...........10
3.2 Nyere retssikkerhedsforståelse....................11
4 Forudsætninger og barrierer ..............14
4.1 Problemstillinger for socialt udsatte...........14
4.2 Organisering og samarbejde .......................15
4.3 Brugerinddragelse........................................17
5 Metoder til sikring af retssikkerhed
for socialt udsatte................................18
5.1 Organisering.................................................18
5.2 Etablering af kontakt...................................28
5.3 Afklaring af borgerens problemer..............32
5.4 Handlingsmuligheder...................................37
5.5 Afgørelsen og formidlingen af den............43
6 Hvordan kommer vi i gang? ...............46
7 Litteratur ..............................................48
8 Adresseliste ..........................................50
8.1 Kontaktpersoner i modelprojekterne.........52
8.2 Brugerorganisationer inden for
området socialt udsatte ...............................52

1 Forord
Så er den ultimative metode til at sikre retssikkerheden
for socialt udsatte endelig kommet!
Hvor ville det være befriende, hvis man kunne
introducere et metodehæfte på denne måde.
Virkelighedens verden er imidlertid altid mere
kompleks end modeller. Socialt udsatte er ikke en
evig uforanderlig målgruppe. Der er tale om mennesker
– og mennesker forandrer sig, flytter sig og
ser og oplever verden på nye måder.
Metodeudvikling handler derfor ikke om at finde
den endegyldige løsning, der for altid kan løse alle
problemer. Metodeudvikling er en måde at tænke
og arbejde på, hvor man stræber efter at flytte sig
sammen med de mennesker, man gerne vil nå, i et
forsøg på at gøre det lidt bedre.
I dette metodehæfte præsenteres og videregives
metodiske erfaringer fra kommuner og amter, der
netop har stræbt efter at flytte sig sammen med de
mennesker, det handler om. Hæftet henvender sig
6
primært til kommunale medarbejdere, som gerne
vil sætte fokus på retssikkerhed for socialt udsatte
borgere.
Metodehæftet Når ret skal være ret er udgivet af
Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte
inden for rammerne af projektet “Retssikkerhed
for de svagest stillede”, som blev afsluttet med
rapporten Lov til et bedre liv februar 2004
(Ehrenreich & Nyboe 2004). Rapporten kan downloades
på VFC Socialt Udsattes hjemmeside
www.vfcudsatte.dk.
Hæftet beskæftiger sig med socialt udsatte borgere.
Det vil i denne sammenhæng sige personer over
18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller med særlige sociale problemer, f.eks.:
• svær sindslidelse
• stof- og/eller alkoholmisbrug
• hjemløshed eller problemer med at fungere i
egen bolig
Disse borgere oplever særlige sociale problemer og
kan have behov for en indsats for at sikre, at deres
livssituation og funktionsevne ikke forværres, og
at deres udviklingsmuligheder forbedres. Det kan
være borgere med adfærdsmæssige problemer som
prostitution, kriminalitet, lettere sindslidelse eller
forskellige former for psykisk eller fysisk funktionsevnenedsættelse.
Det er karakteristisk for
målgruppen, at deres personlige og sociale problemer
ofte spænder over flere problemfelter. Der er
et stort antal mennesker med dobbeltdiagnose,
dvs. at de både har psykiske lidelser og misbrugsproblemer.
Flere hjemløse borgere har psykiske
lidelser og/eller misbrugsproblemer, og ofte består
et misbrug af både stoffer og alkohol (blandingsmisbrug).
7

2 Indledning
Den 1. juli 1998 trådte de gældende sociale love i
kraft 1 . Princippet om retssikkerhed for borgerne er
gennemgående, og flere bestemmelser tager direkte
sigte på at øge borgernes retssikkerhed, bl.a. gennem
brugerinddragelse, medbestemmelse, handleplaner,
helhedsvurderinger, synlighed i sagsbehandlingen
og begrundelser for afgørelser.
Lovgivningens intentioner er retssikkerhed for alle
borgere.
Den del af befolkningen, som vi omtaler som de
svagest stillede eller socialt udsatte, har behov for
hjælp og støtte, men det er ofte vanskeligt for de eksisterende
tilbud at komme i kontakt med dem og
tilbyde en støtte, som matcher deres ønsker og behov.
Socialministeriet iværksatte på den baggrund
projekt Retssikkerhed for de svagest stillede i 2000.
I forbindelse med dette projekt blev der iværksat
modelprojekter i Århus, Odense og Københavns
kommuner samt i Nordjyllands Amt. VFC Socialt
Udsatte har fulgt modelprojekterne gennem pro-
8
jektperioden, som blev afsluttet i sommeren 2003.
Projekt Retssikkerhed for de svagest stillede har
haft til formål at udvikle metoder, der kan bidrage
til sikring af socialt udsatte gruppers retssikkerhed,
herunder at de – på lige fod med andre borgere
– får de tilbud, som lovgivningen giver mulighed
for. Formålet har endvidere været at udvikle
metoder til, at socialt udsatte borgere bliver set og
hørt i det offentlige system og derved får mulighed
for at have indflydelse og medbestemmelse på
deres egen situation. Sigtet i de fire modelprojekter
har været at få erfaringer med en virkningsfuld
og målrettet indsats over for et udvalgt antal borgere.
Endelig har det været planen, at erfaringerne
efter projektperioden skulle udbredes til alle kommuner
og amter. Dette hæfte er et led i denne proces.
De fire modelprojekter er nærmere beskrevet
på de grå midtersider.
I hæftets afsnit 3 beskrives retssikkerhedsbegrebet,
og hvordan det kan finde anvendelse i forhold til
socialt udsatte borgere. I afsnit 4 introduceres centrale
forudsætninger og barrierer i det sociale
arbejde med målgruppen, bl.a. med henblik på
organiseringen af arbejdet.
Tyngden i hæftet ligger i afsnit 5, hvor der redegøres
nærmere for de metodiske erfaringer fra
modelprojekterne i projekt Retssikkerhed for de
svagest stillede. Modelprojektet i Århus har været
organiseret som en vidensopsamling, og har derfor
ikke i samme omfang som de tre andre modelprojekter
arbejdet med konkrete metoder. Derfor inddrages
de ikke i samme grad i dette afsnit.
Afsnittet indledes med en præsentation af de organisatoriske
erfaringer. Derefter følger en introduktion
af metodiske erfaringer, som mere foregår i
rummet mellem borger og medarbejder.
Opbygningen i afsnittet følger gangen i sagsbehandlingen,
som dog ikke skal forstås som en
lineær proces, der altid foregår på nøjagtig samme
måde. Hæftet slutter med at opsummere de meto-
diske erfaringer i forhold til beslutningskæden i
de kommunale forvaltninger. I princippet kan man
starte bagfra og kigge her, hvis man ønsker en hurtig
oversigt.
Data i hæftet baserer sig først og fremmest på erfaringerne
fra projekt Retssikkerhed for de svagest
stillede. Derudover er inddraget anbefalinger fra
HMS-undersøgelsen 2 for de områder, hvor der ikke
har været tilstrækkelige erfaringer fra projektet.
1 Lov om social service, lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område og Lov om aktiv socialpolitik.
2 HMS-undersøgelsen består af en rapportserie på fire, der
omhandler tilbuddene til mennesker med hjemløshed,
misbrug eller sindslidelse som problem. Rapporterne henvender
sig til praktikere, koordinatorer, konsulenter og
beslutningstagere inden for området.
9

3 Retssikkerhedsbegrebet
3.1 Retssikkerhed i traditionel forstand 3.2 Nyere retssikkerhedsforståelse
Retssikkerhed opdeles traditionelt i materiel og
processuel retssikkerhed.
Materiel retssikkerhed handler om indholdet i
retsreglerne. En borger skal have mulighed for at
blive gjort bekendt med sine rettigheder på et
givent område.
Forvaltningens afgørelse skal svare til indholdet i
loven og være i overensstemmelse med grundlæggende
retsprincipper. Bl.a. skal afgørelsen være
truffet på et sagligt grundlag og ud fra princippet
om lighed for loven. Afgørelsen skal også følge proportionalitetsprincippet,
der indebærer, at kommunen
er forpligtet til at vælge den mindst indgribende
foranstaltning til at opnå det ønskede resultat.
Processuel retssikkerhed handler om, hvordan en
sag skal behandles fra ansøgning til afgørelse.
Reglerne om sagsbehandling i Retssikkerhedsloven
skal ses i sammenhæng med
reglerne i Forvaltningsloven og Offentlighedsloven.
Processuel retssikkerhed skal sikres
ved faste spilleregler, som f.eks. Forvaltningslovens
regler om inhabilitet, partshøring, vejledning
og repræsentation, aktindsigt, bisidder og
begrundelsespligt 3 . Borgerens ret til at klage og
modtage klagevejledning 4 er en vigtig måde at
sikre den processuelle retssikkerhed på, ligesom
offentlighedslovens regler om notatpligt 5 . Dertil
kommer regler om samtykke til at indhente og
videregive oplysninger 6 samt reglerne om svarfrister
for det sociale område 7 .
3 Forvaltningslovens §§ 3, 19, 7, 9, 8 & 22-24.
4 Forvaltningslovens § 25.
5 Offentlighedslovens § 6.
6 Forvaltningslovens §§ 28 & 29 samt Retssikkerhedslovens § 12.
7 Retssikkerhedslovens § 3.
Den juridisk korrekte afgørelse er idealet efter et
traditionelt og teoretisk udgangspunkt. Dette
indebærer alene, at reglerne for sagsbehandling
og de formelle retsregler er fulgt. I princippet sikrer
dette, at alle borgere er lige for loven.
Den traditionelle retssikkerhedsforståelse giver
imidlertid ikke altid mulighed for at rumme det
enkelte menneskes særlige behov. Hvis forvaltningerne
udelukkende holder sig til retsreglerne
og de formelle regler for sagsbehandling, risikerer
de at handle ud fra et urealistisk billede af virkeligheden.
Det kan føre til en fordrejning af de faktiske
forhold og en forventning om, at det er virkeligheden,
der skal tilpasse sig de retlige systemer.
Hermed opstår der fare for, at forvaltningen
ikke ser det enkelte menneske som et individ
med sin helt egen historie.
Navnlig hvad angår socialt udsatte borgere, kan der
være risiko for, at forvaltningen overser særlige barrierer
i forhold til borgerens oplevelse af retssikkerhed
(for uddybelse se afsnit 4). Det betyder, at borgeren
i nogle tilfælde ikke har muligheden for at
udnytte sine formelle rettigheder. De særlige barrierer
kan resultere i, at borgeren får en oplevelse af
manglende retssikkerhed, selvom alle regler er fulgt
fuldt ud.
En klagevejledning, tilføjet som en fast formulering
i et afslag, kan f.eks. fuldt ud opfylde de formelle
retsregler for klagevejledning. Alligevel er det ikke
sikkert, at borgeren oplever formuleringen som en
10 11

eel vejledning i, hvordan man klager, f.eks. pga. af
vejledningens sprogbrug.
Et andet eksempel: En aftale tre uger ude i fremtiden
kan af forvaltningen opfattes som “hjælp så
hurtig som muligt”, sådan som Retssikkerhedslovens
§ 3 foreskriver. Men for hjemløse borgere
med en uforudsigelig hverdag og ingen andre steder
at henvende sig, kan tre uger virke som uoverskuelig
lang tid, og det, der var tænkt som et tilbud,
kan derfor opfattes som en afvisning.
RETSSIKKERHEDSLOVENS § 1:
Formålet med Retssikkerhedsloven er, at:
• sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale
myndigheder behandler sager,
• fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge
en tidlig helhedsorienteret hjælp,
12
I forhold til det traditionelle retssikkerhedsbegreb
repræsenterer bl.a. Retssikkerhedsloven en nyere
forståelse, der udvider indholdet i retssikkerhedsbegrebet,
fra at indebære “den juridisk korrekte afgørelse”
i retning af også at inddrage “den rigtige afgørelse”.
Inden for juraen taler man om “refleksiv ret”
og en deraf følgende øget procedureorientering.
Intentionen er, at retssikkerhed ikke alene drejer sig
om det formelle retsgrundlag og beskyttelse mod
vilkårlige indgreb, men også om sikring af, at pro-
• forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder
ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til
forsørgelse, og
• fastlægge struktur og grundlæggende principper for
administration af sociale sager.
cessen i sagsbehandlingen opleves som rimelig af
borgeren. Med Retssikkerhedsloven er der desuden
sat fokus på en helhedsorienteret afgørelse med
aktiv inddragelse af borgeren i sagsbehandlingen.
De formelle rettigheder, sikret gennem Serviceloven,
Forvaltningsloven, Offentlighedsloven og
Retssikkerhedsloven, skal ses som fundamentet for
borgerens retssikkerhed. I erkendelse af, at de formelle
rettigheder ikke altid er nok til at sikre retssikkerheden
for socialt udsatte, er der imidlertid i
dette hæfte lagt mere vægt på den proces, der foregår
i sagsbehandlingen og kontakten med borgeren,
som en forudsætning for at sikre den formelle retssikkerhed.
13

4 Forudsætninger og barrierer
Hvad er det, der skal gøres anderledes i forhold til
at sikre retssikkerheden for socialt udsatte? På hvilken
måde adskiller disse borgeres vanskeligheder
sig fra problemerne for andre grupper, som har kon-
4.1 Problemstillinger for socialt udsatte
De socialt mest udsatte voksne forstås her som
borgere med betydeligt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, eksempelvis borgere der er hjemløse,
har et misbrug, og/eller en sindslidelse, og som
i større eller mindre omfang er udelukket fra samfundets
fællesskaber. Det drejer sig om mennesker,
som er berørt af store personlige og sundhedsmæssige
problemer og sociale vanskeligheder, og som
det sociale system ofte har svært ved at få kontakt
med og hjælpe. Der er stor forskel på socialt udsatte.
Nogle kan klare sig med en begrænset støtte,
mens andre har behov for længerevarende indsats,
og atter andre har behov for omsorg og pleje i varierende
grad resten af livet.
Gruppen af socialt udsatte er forholdsvis lille. Den
takt med forvaltningen? Hvordan organiseres det
sociale arbejde i forhold til socialt udsatte? Svarene
på disse spørgsmål handler alle om forudsætninger
og barrierer for borgerens oplevelse af retssikkerhed.
vurderes til at bestå af omkring 50.000 8 borgere.
Dertil kommer, at gruppen er meget ulige geografisk
fordelt i landet med en højere koncentration
omkring de større byer. Det sociale arbejde over
for disse borgere skal imødegå meget forskellige
behov i de enkelte kommuner, hvilket har store
konsekvenser for organiseringen af arbejdet. Derfor
vil det sociale arbejde være meget forskelligt organiseret
i en mindre landkommune og i en større
bykommune.
Mange socialt udsatte borgere har komplekse sociale
problemer og kan ofte karakteriseres som dobbelt
udstødte, dvs. at de både er udstødt fra personlige
sociale netværk og fra offentlige tilbud,
som af forskellige årsager ikke har kunnet imøde-
8 Danmarks nationale handlingsplan til bekæmpelse af fattigdom
og social udstødelse (NAPincl) 2001/2003 si24.
komme deres behov. De oplever at blive afvist fra
eksisterende tilbud, eller de vælger dem selv fra.
Meget af det sociale arbejde for socialt udsatte
starter dér, hvor borgerne selv helst vil undgå kontakt
med “systemet”. Erfaringerne fra projekt
Retssikkerhed for de svagest stillede understøtter
andre erfaringer med, at opsøgende og kontaktska-
4.2 Organisering og samarbejde
HMS-undersøgelsen fra 2003 har kortlagt den sociale
indsats over for gruppen af hjemløse, misbrugere
og sindslidende. Erfaringerne herfra viser, at især de
organisatoriske rammer for indsatsen og samarbejdet
imellem forskellige sektor- og faggrænser kan give
problemer.
Problematikken har flere aspekter: En del tilbud til
socialt udsatte er først og fremmest tilpasset afgrænsede
målgrupper: Sindslidende for sig, misbrugere
for sig og hjemløse for sig. Men da mange socialt
udsatte som nævnt har flere komplekse problemer –
fx både hjemløshed og misbrug – vil denne organisering
ofte være uhensigtsmæssig og gøre det svært
at etablere en sammenhængende indsats over for
borgeren.
bende arbejde er en velegnet og fleksibel metode,
der kan forme sig efter den enkelte borgers livssituation
og behov. Metoden giver desuden mulighed
for, at borgeren er medbestemmende i forhold
til hvor, hvornår og hvordan mødet mellem borgeren
og forvaltningen skal foregå (se afsnit 5.2 for
uddybelse).
Et andet aspekt af samme problematik er, at de komplekse
vanskeligheder, som karakteriserer socialt
udsatte, betyder, at de ofte har kontakt med tilbud
inden for flere forskellige sektorer, der hver især er
eksperter inden for forskellige områder. Nogle af tilbuddene
er indbyrdes forbundet, f.eks. fordi man
skal igennem et behandlingsforløb for at kunne
modtage et andet tilbud. Andre tilbud kan foregå
sideløbende, f.eks. når en borger er i metadonbehandling
og samtidig benytter sig af et værested.
Tilbuddene kan være organiseret under en kommune,
et amt eller en privat organisation. Samarbejdet
mellem de forskellige tilbud, hvor medarbejdere
skal virke sammen på tværs af både fag- og sektorgrænser,
giver ofte anledning til problemer, og det
14 15

kan være vanskeligt at få etableret en fælles dialog.
I forlængelse heraf fremhæves tre problematikker,
som kan være vanskelige at håndtere i forhold til
socialt udsatte:
1. Samtidig sindslidelse og misbrug hos borgeren
2. Samarbejde mellem sygehuspsykiatrien og de
øvrige tilbud
3. Samarbejde mellem amt, kommune og private tilbud
De eksisterende tilbud har ofte vanskeligheder med
at rumme borgere med samtidig sindslidelse og
misbrug. De afvises i psykiatrien, fordi de har et
ubehandlet misbrugsproblem, og de afvises i de
sociale misbrugstilbud, fordi deres sindslidelse gør
det vanskeligt at behandle misbruget. Problemet har
man kendt til i en længere årrække, og der er da
også iværksat forskellige initiativer til at imødegå
det. HMS-undersøgelsen fastslår imidlertid, at socialt
udsatte stadig oplever, at der mangler relevante
tilbud (Ebsen et al. 2003: 216).
Samarbejdet mellem sygehuspsykiatrien og de
øvrige tilbud er veludbygget. Alligevel er det, stadig
det område, hvor der opleves flest problemer i forhold
til samarbejdet (ibid.: 216). Efter den kommunale
strukturændring vil området efter alt at dømme
stadig være placeret inden for forskellige sektorer.
Derfor nødvendiggør forskelle imellem en sundhedsfaglig
og en socialfaglig tænkning en stadig udvikling
af samarbejdet på tværs af sektor- og faggrænser.
Som nævnt, arbejdes der ofte med sindslidende,
hjemløse og misbrugere som adskilte grupper. Da
der samtidig er en opdeling i regionale, kommunale
og private tilbud, kan det være vanskeligt at
udvikle løsninger til borgere med komplekse problemer,
der går på tværs af disse skel. Dermed bliver
manglende koordinering og samordning til en meget
markant organisatorisk problematik i forhold til
socialt udsatte (ibid.: 217).
I projekt Retssikkerhed for de svagest stillede har
man haft alle tre problemstillinger for øje og har
arbejdet med andre måder at organisere arbejdet på,
som bedre tilgodeser socialt udsattes behov (se
afsnit 5.1).
4.3 Brugerinddragelse
Hvad angår brugerinddragelse er det vigtigt, at man
også på det organisatoriske niveau er opmærksom
på problematikken, som har flere sider.
Socialt udsatte organiserer sig i stadigt større
omfang. Alligevel kniber det med dialogen mellem
de udsatte og det sociale system. HMS-undersøgelsen
fastslår, at organisationerne som helhed sjældent
har regelmæssig kontakt med forvaltningerne.
Særligt misbrugs- og hjemløseområdet er underrepræsenteret,
mens sindslidendeområdet har flere
kontaktflader med forvaltningerne (primært SIND,
men også i nogen grad LAP 9 ). Til gengæld påpeges
det, at SIND kun i ringe grad fokuserer på de svageste
grupper af sindslidende. Samlet set vurderes
det, at socialt udsatte har en ringe grad af indflydelse
på udformningen og udviklingen af det samlede
tilbud til gruppen (Ebsen 2003: 187f.).
Det er altså ikke primært fra de udsatte selv, forvaltningerne
henter deres oplysninger fra. Ifølge HMSundersøgelsen
får forvaltningerne i stedet deres
viden om udsatte grupper fra ledere af forskellige
tilbud for disse borgere. Oplysningerne har derfor
udgangspunkt i den hverdag, lederne oplever med
socialt udsatte. Borgerne selv inddrages kun i
begrænset omfang som aktive deltagere i udviklingen
af tilbuddene. Det giver en risiko for, at tilbuddene
ikke i tilstrækkelig grad kommer til at imødekomme
borgernes behov. Samtidig kan der være en
fare for, at det tager uforholdsmæssig lang tid, før
viden om nye behov og nye sammenhænge, der har
betydning for socialt udsattes livssituation, når
frem til beslutningstagernes kendskab. På den måde
kan ændringer af struktur og rammer på området
risikere at halte bagefter i forhold til borgernes
behov (ibid.: 212).
9 Landsforeningen Af nuværende og tidligere
Psykiatribrugere.
16 17

5 Metoder til sikring af retssikkerhed
Som nævnt i hæftets indledning blev der i forbindelse
med projekt Retssikkerhed for de svagest
stillede iværksat fire modelprojekter. Gennem tre
år har man i modelprojekterne haft kontakt med
borgere, der kan karakteriseres som socialt udsatte
med komplekse sociale problemstillinger – misbrug,
sindslidelse og hjemløshed i forskellige kombinationer.
De fleste har sporadisk eller ingen kontakt
med offentlige tilbud. Målet med at etablere
en kontakt til disse borgere har været at sikre, at
5.1 Organisering
At inddrage borgerne på det politiskadministrative
niveau
I Retssikkerhedsloven præciseres det, at formålet
bl.a. er at sikre borgernes rettigheder og indflydelse,
når de sociale myndigheder behandler sager.
Inddragelse foregår på forskellige niveauer. For
politikerne drejer det sig om prioritering af forskel-
18
deres retssikkerhed tilgodeses i samme grad som
andre borgeres.
Medarbejderne i projekterne har lært meget. Dette
afsnit giver et indblik i et udvalg af deres metodiske
erfaringer. Som i de tidligere afsnit inddrages
også data fra HMS-undersøgelsen.
En opfølgning og forankring af erfaringerne vil i
nogle tilfælde være ressourcekrævende og vil derfor
skulle indgå i prioriteringsmæssige og økonomiske
overvejelser hos beslutningstagere.
lige områder. Socialt udsatte har som før nævnt kun
beskeden indflydelse på udformningen og udviklingen
af det samlede tilbud. Derfor påhviler der
politikere et særligt ansvar for at varetage gruppens
interesser og i højere grad inddrage deres synspunkter.
Dette kan foregå på flere niveauer og med
anvendelse af forskellige metoder (se boks).
I projekt Retssikkerhed for de svagest stillede er
udviklingen af metoder til brugerinddragelse først
og fremmest sket på tilbuds- og enkeltsagsniveau.
• At vedtage en egentlig brugerpolitik med målsætninger
og konkrete handlingsplaner for brugerinddragelse og
brugerindflydelse.
• At øge deltagelsen i dialogfora, koordinationsudvalg og
regionale samarbejdsudvalg med amts- og kommunalpolitikere.
• At inddrage brugerne i samarbejdsorganer og –fora, hvor
brugere, pårørende og brugerorganisationer samarbejder
med social- og sundhedssektoren om at tilrettelægge indsatsen
for den enkelte målgruppe og for den samlede
gruppe af socialt udsatte.
Inddragelsen er enten sket løbende eller i forbindelse
med iværksættelse af nye tilbud. På tilbudsniveau
har man gode erfaringer med at tilknytte eks-
I HMS-UNDERSØGELSEN ANBEFALES BL.A. FØLGENDE FOR DET POLITISK-ADMINISTRATIVE NIVEAU:
• At brugernes indflydelseskompetence gøres tydelig og
eksplicit i brugerpaneler, brugerbestyrelser og brugerråd.
• At brugerindflydelse også finder sted på områder, der har
reel betydning for tilrettelæggelse og drift af tilbuddene
inden for social- og sundhedsområdet.
• At indhente systematisk viden om brugernes interesser
og ønsker via brugerundersøgelser eller via direkte kontakt
med brugerne.
• At brugerne inddrages i udvikling og monitorering af
kvalitet i de enkelte tilbud.
(Thomsen 2003: 119f.).
19

terne/interne medarbejdere som løbende evaluerer
processen, bl.a. via interview med borgerne. På den
måde får de involverede borgere indflydelse på
udviklingen af de konkrete tilbud og er samtidig
med til at dokumentere metodeudviklingens
virkninger. Inddragelsen kan også ske før implementeringen
af nye metoder, f.eks. gennem interview
med borgerne med henblik på at kvalificere
arbejdet i forhold til socialt udsatte i kommunen 10 .
Samarbejde på tværs af sektorer
Systemerne har ofte svært ved at tale sammen og
koordinere indsatsen for socialt udsatte borgere.
Erfaringer viser, at man ved at etablere et velfungerende
samarbejde mellem fagpersoner inden for de
forskellige sektorer kan opnå en fælles tværfaglig
viden, som kan danne grundlag for en helhedsforståelse
for den enkelte borgers livssituation og problemstillinger.
Det forbedrer mulighederne for at
yde en helhedsorienteret indsats, hvor borgerens
forståelse af egne problemer samt ønsker til indsats
indgår. I dette samarbejde må man være indstillet
10 I hæftet Brugerinddragelse for udsatte grupper (Thomsen 2002)
finder man en gennemgang af forskellige metoder til brugerinddragelse,
også i forhold til det politisk-administrative niveau.
ET HELHEDSORIENTERET TILBUD (ODENSE)
Udgangspunktet for Vista Balboa er at imødekomme
behovet for tilbud til sindslidende
med samtidigt misbrug, der integrerer såvel
den sociale som den behandlingsmæssige del.
Tilbuddet omfatter et opsøgende team, der
yder såvel socialt opsøgende og udgående
arbejde, psykiatrisk behandling og misbrugsbehandling
samt et værested og et pensionat.
Viden og kompetencer vedrørende psykiatrisk
behandling, social støtte og omsorg samt misbrugsbehandling
er integreret i teamet, enten
direkte ved ansættelse eller i form af aftale
om tilknyttet konsulentbistand. Den formelle
kompetence til at afgøre, hvad der skal ske
vedrørende den enkelte bruger, ligger i
teamet (Olsen 2003: 4).
på dels at dele viden på tværs af faggrænser, dels at
overdrage sin fagspecifikke beslutnings- og handlekompetence
til den institution, der udpeges til at
være tovholder i samarbejdet.
For at imødekomme de særlige retssikkerhedsmæssige
problemer, som socialt udsatte oplever med
samarbejdet på tværs af sektor- og faggrænser, er det
vigtigt, at man forholder sig til, hvordan organiseringen
af tilbuddene fungerer. Dernæst skal der
tages stilling til eventuelle tilpasninger. I projekt
Retssikkerhed for de svagest stillede er der arbejdet
med to typer af organisatoriske tilpasninger:
1. Helhedsorienterede specialtilbud til målgruppen
2. Borgeren har kun én kontaktperson, som har en
koordinerende rolle i forhold til de forskellige
fagpersoner og institutioner.
Helhedsorienterede specialtilbud sigter mod at tilbyde
socialt udsatte borgere hele spektret af den
hjælp, de har behov for. Det kan dreje sig om botilbud,
værested, kontaktpersonordning og behandling
for misbrug og/eller sindslidelse. Dette indebæ-
rer ofte, at der skal foregå kompetenceoverdragelse i
forhold til behandling og udlevering af medicin.
Det er nødvendigt at have formelle aftaler på ledelsesniveau
om samarbejdet, mens ansvaret for samarbejdet
om den enkelte borger er placeret på det
udførende niveau. Aftalerne på ledelsesniveau
baner vejen for samarbejdet mellem medarbejdere
og giver samtidig medarbejderne mulighed for at
kunne gå tilbage til ledelsen med eventuelle samarbejdsproblemer.
Helhedsorienterede tilbud er imidlertid blevet kritiseret
for blot at være endnu en særforanstaltning,
som vil passe til nogle socialt udsatte, men samtidig
udstøde en restgruppe, som heller ikke her kan
finde sig tilrette. Derfor sigter man i et af modelprojekterne
ikke på nye tiltag, men arbejder i stedet på
at implementere projektresultaterne i den eksisterende
organisering i kommunen. Forventningen er,
at organisationen med de rette faglige input fra retssikkerhedsprojektet
vil blive i stand til bedre at
håndtere de problemer, der indtil nu har kendetegnet
praksis. (Jensen 2003: 21).
20 21

Når man arbejder med én kontaktperson til borgeren
laver man ikke grundlæggende om på organiseringen
i kommunen, men man kompenserer for de
særlige problemer, som organiseringen skaber for
socialt udsatte. Man tilbyder hjælp til de borgere,
som på grund af deres komplekse problemstillinger
er dårligt stillede i forhold til kommunens måde at
organisere arbejdet på.
Ofte skyldes de brud, der er i borgerens kontakt til
systemet, et gab mellem de sociale tilbud og
behandlingen i sundhedssektoren. Det er ikke entydigt,
om det er psykiatriens opgave at følge patienten
ud i det sociale system efter en indlæggelse,
eller om det er det sociale system, der skal hente
borgeren i psykiatrien ved afslutningen af en indlæggelse.
Dette gab kan søges lukket via en kontaktpersonordning.
Det opleves som en ekstra tryghed for både borgeren,
pårørende og fagpersoner, at man ved, at der
altid er én person, som tager ansvaret for at koordinere
samarbejdet. For borgeren betyder det, at han
får kontakt til en person, som sætter sig ind i hele
hans situation og tager ansvaret for at følge ham
22
gennem de forskellige tilbud og sikre en koordineret
indsats. For de pårørende skaber det tryghed, at
der er én person, de kan henvende sig til. Samtidig
kan kontaktpersonen fungere som mediator mellem
borgeren og de pårørende i de tilfælde, hvor kontakten
er belastet. De involverede fagpersoner oplever
en lettelse ved, at de er klar over, hvem der
tager ansvaret for koordineringen.
Der er dog også nogle dilemmaer at forholde sig til,
bl.a. i forhold til borgerens indflydelse på valget af
kontaktperson. I nogle tilfælde er der kun én projektmedarbejder,
der varetager kontaktfunktionen
over for borgerne. Her er borgernes eneste mulighed
for at vælge at fravælge kontakten. I kommuner,
hvor gruppen af socialt udsatte er lille, vil dette ofte
være tilfældet.
For medarbejderne kan det opleves som svært, når
en borger gerne vil have en anden kontaktperson.
Det kan opleves som om, der bliver sat spørgsmålstegn
ved ens faglighed. I mindre enheder, hvor alle
mere eller mindre kender alle, vil en anden kontaktperson
måske være forudindtaget i forhold til
borgeren. Det kan også være vanskeligt for borgerne
EN KONTAKTPERSON DER KOORDINERER INDSATSEN
Kontaktpersonens rolle i projekt Kontakt og Støtte er bl.a.
at sørge for, at alle de nødvendige tilbud tilvejebringes. Der
tages ansvar for om eksterne tilbud fungerer tilfredsstillende.
Udgangspunktet er, at borgeren har ret til at deltage i
normalsamfundets tilbud og er en medborger, der kan have
brug for støtte for at kunne håndhæve sine rettigheder.
Samarbejdet med andre faggrupper er centralt i projekt
Kontakt og Støtte. Borgerens kontaktperson søger råd
på det tidspunkt, hvor kontakten etableres, at tage
en beslutning om, hvilken medarbejder de gerne vil
have som kontaktperson. Erfaringerne i modelprojekterne
har været, at det fungerer bedre, hvis det i
stedet er forvaltningen, der matcher borger og kontaktperson
ud fra deres viden om både borgeren og
de enkelte medarbejderes kvalifikationer. I realiteten
sker matchningen dog ofte ud fra, hvem der har
tid på det givne tidspunkt. Hvis borgeren ønsker en
anden kontaktperson end den, vedkommende har
og vejledning samt koordinerer indsatsen. Projektets borgere
giver udtryk for, at de til tider har følt sig som kastebold
mellem psykiatrisk sygehus og hjemkommunen. I
projektet søger kontaktpersonen via sin tovholderfunktion
at mindske denne følelse. Ved evt. genindlæggelse
på psykiatrisk sygehus bibeholder kontaktpersonen og
borger kontakten (Psykiatrien i Nordjyllands Amt 2003: 4
& 22).
fået tildelt, vurderer medarbejderne, at det af hensyn
til personalet selv er vigtigt, at det begrundes
fagligt (Ehrenreich & Nyboe 2004: 51).
Med kontaktpersonordninger kan medarbejderne
også havne i et etisk dilemma mellem behovet for
omsorg og risikoen for overgreb. Er det rigtigt at
blive ved med at opsøge en borger, som tydeligt
afviser kontakten? Kan man lade være med at blive
ved med at prøve, når man som fagperson kan se, at
borgeren har brug for hjælp?
23

STYRKELSE AF RETSSIKKERHEDEN FOR DE SVAGEST STILLEDE
– modelprojekt i Århus Kommune
FORMÅLET MED MODELPROJEKTET I ÅRHUS er at give
borgerne en oplevelse af at være omfattet af den almene
retssikkerhed på en sådan måde, at de bliver i stand
til at udnytte de støttemuligheder, der tilbydes fra forvaltningen.
Retssikkerhedsprojektets aktiviteter har
været rettet mod en vidensopsamling i forhold til de
følgende primære målsætninger, som hver især retter
sig mod de tre tværgående temaer: kontaktskabende
og opsøgende arbejde, sociale handleplaner og inddragelse
af borgere og pårørende:
• At styrke målgruppens kompetencer i mødet med forvaltningen
igennem projektmedarbejders kontaktskabende
og opsøgende arbejde i miljøet og ved at forsøge
at inddrage pårørende, venner, familie eller
andre personer i målgruppens netværk, som målgruppen
ville kunne anvende som bisiddere i mødet med
forvaltningen.
• At kvalitetsudvikle sagsbehandlingen, og sagsbehandlerne,
med speciel fokus på at identificere de menneskelige
eller organisatoriske barrierer fra forvaltningens,
såvel som fra målgruppens side, der står i vejen
for skabelsen af ”det gode møde”.
• At opkvalificere anvendelsen af § 111 handleplaner,
som modelprojektet anser for et væsentligt redskab i
sagsbehandlingen til at sikre borgernes aktive
medinddragelse i behandlingen af egen sag.
Projektet er organisatorisk forankret i socialchefens
sekretariat og den juridiske konsulent er projektleder.
Der er ansat to antropologer som henholdsvis projektmedarbejder
og sparringspartner og evaluator.
Problemidentificering – som grundlag for læring
Retssikkerhedsprojektet i Århus adskiller sig fra de tre
søsterprojekter ved ikke umiddelbart at handle om selvstændigt
at udføre og afprøve nye metoder.
Den vidensopsamling og metodeudvikling, som projektet
har foretaget, retter sig mod at kunne anvendes
bredt i hele den eksisterende organisation.
Modelprojektet fremhæver, at fordelen ved dette kan
være, at metoderne vil finde bredere anvendelse.
Samtidig peges der på, at ulempen kan være, at projektet
ikke i samme grad kan styre processen, som hvis det
selv udførte aktiviteterne. Det skyldes, at den konkrete
implementering af metoderne kræver koordination
med et betydeligt antal samarbejdspartnere indenfor
forvaltningen.
KOM BRUGERNE I MØDE
– modelprojekt i københavns Kommune
FORMÅLET MED PROJEKT “KOM BRUGERNE I MØDE”
har været at udvikle metoder og strategier, hvorved
marginaliserede grupper kan anvende det sociale system
på de vilkår, der er beskrevet i den sociale lovgivning.
Den relevante lovgivning er ”Lov om retssikkerhed
og administration på det sociale område”, hvis formål
udover forudsigelighed og gennemskuelighed,
omfatter borgerinddragelse og medbestemmelse, samt
tilrettelæggelse af sagsbehandlingen, således at den
enkelte kan udnytte disse rettigheder.
Projektets målgruppe omfatter de såkaldt dobbelt
udstødte. Medarbejderne, der har deltaget i projektet,
har eksperimenteret med den opsøgende metode, primært
i forhold til hjemløse og andre personer, som
opholder sig en stor del af deres tid på gaden. Målet er
at få kontakt til mennesker, der ikke selv henvender sig
for at få hjælp.
Projektet er organisatorisk forankret i Lokalcenter Indre
by og er iværksat i de lokalområder, der dækkes af
lokalcentrene Indre By, Sundby Nord, Bispebjerg,
Vesterbro og Christianshavn.
Fremskudt sagsbehandling – som afsæt for dialog
I modelprojektet i København har de afprøvet en anden
måde at udføre sagsbehandling – fremskudt sagsbehandling.
Sagsbehandlerne opsøger de hjemløse borge-
re, der hvor de befinder sig på gader og stræder.
I projektet har der været rettet en særlig opmærksomhed
mod en gruppe af borgere, der ofte nedprioriteres
i den lokale socialforvaltning. Metodisk har det særlige
fokus impliceret:
• En opsøgende metode, hvor projektmedarbejderne på
jævnlige ture på gaden i lokalområdet har talt med
en del af borgerne i målgruppen udenfor lokalkontorets
rammer.
• At projektmedarbejderne i samarbejde med projektkoordinator,
generelt har tilstræbt at bevare en særlig
opmærksomhed overfor de enkelte borgere, de har
været i kontakt med som led i projektet, ved på regelmæssige
møder at overveje indsatsen i forhold til de
enkelte.
• En ændring af den administrative forvaltning af tid
og kontaktmuligheder, således at borgere i projektregi
som regel har fået mulighed for samtale med en
projektmedarbejder umiddelbart efter henvendelse.
Disse former for indsatser har resulteret i, at en del af
borgerne har oplevet en øget grad af tilgængelighed
og relevans i socialforvaltningen gennem en mere fleksibel
adgang til kontakt og samtale med en sagsbehandler.
I forhold til ordinær praksis har muligheden
for akutte samtaler også resulteret i en øget kommunikation
mellem en del af borgerne og sagsbehandleren.
24 25

VISTA BALBOA
– modelprojekt i Odense Kommune
FORMÅLET MED VISTA BALBOA er at give et sammenhængende
tilbud til borgere i Odense Kommune, der har
en sindslidelse og et misbrug – en ”dobbelt diagnose” –
samt en kompleks problemstilling med lav social funktionsevne
og stor social sårbarhed. Sigtet er, at disse borgere
bliver mere selvhjulpne og får et bedre hverdagsliv.
Målgruppen for projektet er kendt i de eksisterende tilbud,
men bliver ikke hjulpet tilstrækkeligt og har derfor
behov for en særlig social støtte og omsorg samt psykiatrisk
behandling og misbrugsbehandling.
Projektet sigter mod at sikre borgerne løbende relevant
behandling af både misbrug og sindslidelse samt støtte
gennem kontakt, omsorg og ved at finde relevante
bomuligheder. En forudsætning for at borgerne kan
magte den personlige pleje og sociale udvikling er en
tryg og stabil hverdag. Projektet indeholder både strategier
om pædagogisk udvikling og harm reduction, da
afholdenhed ikke er en forudsætning for at modtage
hjælp.
Projektet er et kommunalt tilbud organiseret under
Handicap- og Psykiatriafdelingen i Odense Kommune.
Den daglige ledelse af projektet varetages af leder af
Støtte- og kontaktpersonordningen til sindslidende, som
også omfatter opsøgende arbejde.
Helhedsorienteret indsats – det integrerede hverdagsliv
Principperne i Vista Balboa er, at indsatsen skal foregå på
borgerens præmisser, og at man ikke kan blive smidt ud
af tilbuddet, selv om man har et aktivt misbrug af såvel
alkohol som hårde stoffer. Det betyder ikke, at projektet
accepterer misbrug eller handel med stoffer, men ud fra
en erkendelse af, at en accept af borgernes misbrugsadfærd
er en forudsætning for at få kontakt med dem
og igangsætte en indsats.
Vista Balboa er et helhedsorienteret tilbud, hvor
udgangspunktet er et integreret hverdagslivsperspektiv –
det vil sige, at projektet tager udgangspunkt i borgernes
manglende evne til at håndtere deres hverdagsliv, og på
den baggrund vurderer medarbejderne den enkeltes
behov for kontakt, støtte og behandling. Vista Balboa
har den formelle kompetence til at afgøre, hvad der skal
ske vedrørende den enkelte borger. Der er lavet en aftale
om principperne for overdragelse af behandlingskompetence
fra relevante samarbejdspartnere, f.eks. vedrørende
misbrugsbehandling og psykiatrisk behandling.
I Vista Balboa har medarbejderne fået kontakt med målgruppen
– mennesker med alvorlige sindslidelser, misbrug
og lav selvhjulpenhed. Brugerne er typisk sociale
pensionister med et forbrug af hash eller alkohol. De bor
alene, har mange indlæggelser på psykiatrisk afdeling
bag sig, og flere har forsøgt selvmord. Erfaringen har
vist, at det tager tid og fordrer fleksibilitet og professionel
selvindsigt at etablere og opretholde kontakten. For
at opnå en tillidsfuld relation til borgerne er medarbejderne
på samme tid vedholdende og tilbageholdende i
kontakten, og medarbejderne påtager sig de opgaver,
der er nødvendige, bl.a. støttende samtaler, kontakt med
pårørende, rengøring, medicinering mv.
KONTAKT OG STØTTE
– modelprojekt i Nordjyllands Amt
Formålet med projekt ”Kontakt og støtte” er at tilgodese
en gruppe af svagt fungerende mennesker med sindslidelser,
som dels har behov for socialpsykiatrisk støtte
efter behandling på psykiatrisk sygehus, dels ikke tidligere
har modtaget den fornødne hjælp og støtte.
Projektet er målrettet mennesker med sindslidelser, der
ifølge psykiatriloven skal have udarbejdet en udskrivningsaftale
eller koordinationsplan i forbindelse med
udskrivning fra psykiatrisk sygehus.
Projektet er organiseret under psykiatrien i Nordjyllands
Amt og er fysisk placeret på psykiatrisk afdeling på
Aalborg Sygehus.
Kontakt og støtte – fra psykiatrisk afdeling til eget hjem
Der tages udgangspunkt i udarbejdelsen af udskrivningsaftaler
og koordinationsplaner som forudsætning for at
indgå i projektet og som indfaldsvinkel til kontakten med
de enkelte sindslidende. Der var ved starten af projektet
en forventning om, at flere af brugerne ikke ville være
interesseret i at samarbejde om udskrivningsplanen og derfor
skulle have udarbejdet en koordinationsplan. Alle de
tilknyttede borgere har dog fået en udskrivningsplan.
I modelprojektet benytter man sig af casemanager
modellen, hvor én kontaktperson er ansvarlig for at
etablere og fastholde kontakten med brugerne, mens de
er indlagt på psykiatrisk afdeling og følge dem efter
udskrivning, så længe de har behov for det.
Kontaktpersonen skal være tovholder i samarbejdet med
lægen på psykiatrisk afdeling, praktiserende læge, den
kommunale socialpsykiatri mv.
Der tages udgangspunkt i en helhedstænkning, hvor
målet er at hjælpe den enkelte bruger til størst mulig
opretholdelse af det fysiske, psykiske og sociale miljø ved
at intervenere i forhold til brugerens fysiske behov, personlige
vækst og udvikling samt fællesskabs- og samfundsdeltagelse.
Der er foretaget en systematisering af udskrivningsaftaler
og koordinationsplaner, så disse bliver et mere anvendeligt
redskab. Systematiseringen består i udarbejdelsen
af en procedure og en manual, som beskriver, hvilke personer
der er ansvarlige for udarbejdelsen af planerne.
Manualen beskriver punkt for punkt, hvilke indholdsmæssige
krav der er hertil. Der er fortsat behov for at
arbejde videre med en bedre kommunikation og koordinering
mellem de forskellige aktører.
Ses der på det gennemsnitlige antal sengedage pr. år for
de seks borgere i projektet, før og efter deres indgåelse i
projektet er der tale om et fald fra 129 til 63 dage. Nogle
af brugerne er løbende blevet genindlagt flere gange
indenfor projektperioden, men brugerne føler, at forløbene
har været bedre end tidligere. De indlægges sandsynligvis
tidligere i sygdomsforløbet end før, hvilket medfører
flere kortvarige indlæggelser. Ifølge brugerne er
det bedre med kortere indlæggelsesforløb, idet det kan
være særdeles vanskeligt at “rejse sig igen” efter lange
sygehusophold.
26 25 27

5.2 Etablering af kontakt
En del af de socialt udsatte borgere er ikke i kontakt
med forvaltningen. De kan have dårlige erfaringer
med kontakten og have oplevet, at de ikke kunne
leve op til de krav, der blev stillet om aktivering,
motivation, forandringsparathed m.v. Erfaringer som
i sidste ende betyder, at kontakten helt er blevet fravalgt.
Eller de har måske karantæne fra forvaltningen,
fordi de har ageret truende eller voldeligt. Eller
de kan have oplevet at blive smidt ud af andre sociale
tilbud, fordi deres adfærd ikke kunne rummes.
For andre kan der være tale om en sporadisk kontakt
med forvaltningen, som f.eks. indebærer regelmæssige,
men rutineprægede møder, hvor der aldrig
RETSSIKKERHEDSLOVENS § 6
Hvis en borger har brug for hjælp i en længere tid, skal
kommunen og amtskommunen tidligt i forløbet tilstræbe
at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af
pågældendes situation og behov på længere sigt.
28
bliver igangsat en egentlig tilbundsgående afklaring
af problemer, barrierer, ressourcer og muligheder.
Der kan eksempelvis være tale om, at man hver
tredje måned skal underskrive en erklæring om, at
ens situation ikke har ændret sig.
Den manglende eller sporadiske kontakt er et særligt
problem i forhold til gruppen af socialt udsatte,
som gør det vanskeligt at yde borgerne den hjælp og
støtte, som de er berettiget til efter lovgivningen. På
den måde kan karakteren af kontakten komme til at
udgøre en barriere for borgernes materielle retssikkerhed.
I projekt Retssikkerhed for de svagest stillede har
der været arbejdet med forskellige metoder til at
skabe et bedre fundament og udgangspunkt for kontakten
med borgerne. Det gode møde sikrer ikke
retssikkerheden alene, men er en nødvendig forudsætning
for inddragelse af borgeren i egen sagsbehandling
og for at kunne foretage helhedsorienterede
vurderinger, som det kræves i Retssikkerhedslovens
§§ 4-6. I projekt Retssikkerhed for de svagest
DEN OPSØGENDE METODE
De fleste borgere i projekt Kom brugerne i møde synes
det er en god idé, at sagsbehandlerne fra lokalforvaltningen
er opsøgende. Mange er udtalt positive over, at
de er opsøgende, at de kommer ud og “ser hvordan vi
lever”. Nogle borgere giver udtryk for, at det er en tryg-
stillede har man særligt interesseret sig for to opsøgende
metoder til at få kontakt med de borgere, som
normalt fravælger kontakten:
• I den ene metode er kontakten etableret på gaden
• I den anden metode er kontakten etableret under
indlæggelse på psykiatrisk afdeling
Etablering af kontakt på gaden
Det er karakteristisk for denne metode, at sagsbehandlerne
i varierende omfang går rundt i lokalom-
hed at vide, at man kan finde og komme igennem til
medarbejderne. Indsatsen har således bidraget til en
oplevelse af tilgængelighed og relevans blandt borgere,
der ofte ellers ikke har haft de erfaringer (Feldman 2003:
57).
rådet. Formålet er at have kig på og eventuelt kontakte
borgere, de vurderer er hjemløse, eller som
opholder sig meget på gaden. Borgere som kunne
tænkes at have behov for hjælp fra socialforvaltningen
(Feldman 2003: 19). Omfang og regelmæssighed
vil variere i forhold til områdets målgrupper,
hvis sammensætning godt kan ændre sig løbende.
Nogle steder vil det opsøgende arbejde være regelmæssigt
og fastsat til en eller flere bestemte ugedage,
mens det andre steder vil foregå mere sporadisk.
29

Når der iværksættes opsøgende arbejde, vil der ofte
gå mange ressourcer til selve kontaktetableringen,
og man må regne med, at der sommetider skal
mange forsøg til, før det lykkes. Det er godt at være
klar over, når man i en kommune skal til at skabe
kontakt til en gruppe borgere, som normalt har
ringe kontakt til forvaltningen og en afvisende holdning
til kontakt. Tillids- og kontaktetablering må i
første omgang ofte gå forud for andre aspekter af
retssikkerhed.
I projekt Retssikkerhed for de svagest stillede har
man da også oplevet, at der ikke var så meget fokus
på borgerens sociale problemer og potentielle handlemuligheder
i den fase, hvor kontakten skulle skabes.
Senere er der så kommet tiltagende opmærksomhed
mod mere langsigtede perspektiver og
handlemuligheder (Feldman 2003: 61). Det kontaktskabende
arbejde i forhold til denne gruppe af borgere
vil m.a.o. fylde mest i starten, hvorefter man
med tiden får skabt mere plads til det egentlige sociale
arbejde.
30
Etablering af kontakt på psykiatrisk afdeling
I etableringen af kontakt på psykiatrisk afdeling er
relationsarbejdet særdeles vigtigt for at kunne skabe
en god og varig kontakt mellem kontaktpersonen og
borgeren. Der er positive erfaringer med, at det er
medarbejderne i kontaktpersonordningen, der afgør,
om den enkelte borger skal tilknyttes ordningen. Da
det har været centralt, at det er de dårligst stillede
patienter, der skal tilknyttes ordningen, er det afgørende,
at medarbejderne kan sørge for, at der altid
vil være plads til denne målgruppe i ordningen. Det
vurderes, at en kontaktperson af denne karakter
kun kan have kontakt med 6-8 borgere. Det skyldes
dels, at der skal være ordentlig tid til kontakten i
sig selv, dels at der er grænser for, hvor tæt kontaktpersonens
kalender kan bookes, hvis hun skal have
mulighed for at improvisere og være fleksibel.
Det kontaktskabende arbejde begynder, mens borgerne
er indlagt på psykiatrisk afdeling. Det er forskelligt,
hvor motiverede borgerne er for at indgå i
kontakten. En længerevarende kontakt, før borgeren
bliver udskrevet, kan være givtig i forhold til den
relation, der bliver opbygget og videreudviklet efter
udskrivning. Imidlertid er virkeligheden på psykiatrisk
afdeling ofte uforudsigelig, borgeren kan
eksempelvis udskrive sig selv. Derfor er det forskelligt,
hvor meget kontakt der er inden udskrivning.
Metoden til at skabe kontakt er at sætte borgeren i
centrum og finde noget, der interesserer den pågældende,
hvorfra relationen mellem kontaktperson og
borger kan udvikles.
Der er positive erfaringer med at følge borgerne både,
når de i perioder er indlagt på psykiatrisk afdeling,
OM FLEKSIBILITET
“I min rolle (som kontaktperson, red.) repræsenterer jeg
psykiatrien, og det kan være nok til at vække mistillid.
En bruger er jeg kommet til uanmeldt til trods for, at
hun har “fyret” mig et par gange. Hun har ikke telefon,
og post kan man ikke regne med, at hun læser. Jeg kørte
og når de er udskrevet. Når borgerne er udskrevet,
kan kontaktpersonen besøge dem cirka en gang om
ugen, men kan også have telefonisk kontakt med den
enkelte. Det er ikke altid, at et enkelt ugentligt besøg
er nok; det vil afhænge af den konkrete borger og
dennes situation. Ved kriser kan det f.eks. være nødvendigt
at mødes hyppigere og eventuelt sammen
med andre samarbejdsparter.
Det er vigtigt, at kontaktpersonen kan møde borgerne,
hvor de er – både fysisk og mentalt. De kan mødes
hjemme, på værestedet, på en café eller i sengeafsnittet.
(Psykiatrien i Nordjyllands Amt 2003: 25 ff.).
forbi på vejen, da jeg kommer fra NN, og så overvejede
jeg, om det var ok, at jeg stak indenom? Nu er det jo så
vigtigt at have god tid og være til disposition, hvis der
skulle opstå et spontant behov for at gøre noget sammen”
(Psykiatrien i Nordjyllands Amt 2003: 28).
31

5.3 Afklaring af borgerens problemer
Etableringen af borgerkontakten er en forudsætning
for, at medarbejderen og borgeren i fællesskab
kan nå frem til en afklaring af borgerens problemer.
Kontakten skal danne grundlag for helhedsorienterede
vurderinger, og borgeren skal
være inddraget i disse. I Retssikkerhedsloven § 4
pointeres det, at det er et myndighedsansvar at tilrettelægge
sagsbehandlingen på en måde, så borgeren
har mulighed for denne inddragelse. Når problemstillinger
skal afklares, handler det derfor om
at anvende den gode kontakt som et redskab i processen.
Vi vil i dette afsnit præsentere værdier,
som er vigtige i kontakten med borgeren.
Tilgængelighed
Ydre omstændigheder har stor indflydelse på,
hvordan borgeren føler sig mødt i forvaltningen.
Borgeren har ofte ringe eller ingen indflydelse på,
hvor mødet foregår, hvordan rummet er indrettet,
hvor lang tid der går, inden mødet finder sted, og
hvor lang tid, der er afsat. Dette er ofte fastsat gen-
32
nem interne retningslinier, hvor der kan være
ringe mulighed for at tilgodese socialt udsattes
særlige behov. Det kan skabe utryghed og nervøsitet
hos borgeren, og der skal derfor ikke meget til
at fremprovokere en aggressiv adfærd.
Tilgængelighed er et velkendt begreb i forhold til
borgere med fysiske handicap. Men tilgængelighed
er lige så vigtigt i forhold til at sikre de socialt
udsatte borgeres rettigheder (Ehrenreich & Nyboe
2004: 54). Man kan sige, at ligesom kørestolsbrugeren
har brug for en rampe for at kunne komme
på forvaltningen, kan socialt udsatte borgere have
brug for særlige tiltag eller en anden metodisk tilgang
for, at forvaltningen opleves som mere tilgængelig
for dem. I modelprojekterne har man
arbejdet med forskellige metoder i forhold til tilgængelighed.
Det handler om:
• at gøre det lettere at komme i kontakt med forvaltningen
• at der afsættes mere tid til borgerne
• at borgerne mødes med respekt og tillid
• at der skabes faglige refleksionsrum for medarbejderne
At komme i kontakt med forvaltningen
Vigtigheden af at stå til rådighed, når borgerne
beder om hjælp, har været en væsentlig erfaring i
modelprojekterne. Som før nævnt er socialt udsattes
hverdag ofte præget af uforudsigelighed, og
aftaler flere uger ude i fremtiden er sjældent en
realistisk mulighed. Samtidig mangler socialt
udsatte borgere ofte andre støttemuligheder, f.eks.
i form af personligt netværk, hvor de kan henvende
sig for at få hjælp.
I projekt Kom brugerne i møde har man derfor
opprioriteret, at disse borgere kan få en aftale med
sagsbehandler med det samme eller alternativt
inden for få dage. I Vista Balboa og Kontakt og
støtte har man gode erfaringer med, at borgerne
har kunnet få fat i medarbejderne på en mobiltelefon.
Det opleves som vigtigt, at man på den måde
kan komme til at handle med det samme både på
borgerens akutte behov for hjælp og på borgerens
umiddelbare motivation for eksempelvis misbrugsbehandling.
Skal man vente i flere uger, kan øjeblikket
være forpasset – udstødelsen kan være forværret,
og motivationen forsvundet.
Tid
Som omtalt tidligere er tid et nøgleord i indsatsen
for socialt udsatte. I alle fire modelprojekter har
det således været en helt central erfaring, at tid er
en af de væsentligste ressourcer i arbejdet. Det
skyldes mange faktorer. Det tager tid – ofte rigtig
lang tid – at skabe den gensidige tillid, som skal
RETSSIKKERHEDSLOVENS § 4
Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved
behandlingen af sin sag. Kommunen og amtskommunen
tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan
måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.
33

danne grundlag for at sikre borgerens rettigheder
og indflydelse i sagsbehandlingen. Man må regne
med, at det tager længere tid at opbygge denne
kontakt end det gør i forhold til andre borgere. Det
skyldes blandt andet, at socialt udsatte borgere
ofte har mange negative erfaringer i bagagen i forhold
til forvaltningen. Der skal være “løs” tid til
rådighed, så medarbejderne har mulighed for at
DET PROFESSIONELLE ENGAGEMENT
De gode resultater, der bl.a. er set i projekt Kom brugerne
i møde, kan ikke alene tilskrives den opsøgende
metode. Medarbejdernes grad af indlevelse, engagement
og ydmyg åbenhed er central. Afgørende er
også den særligt skærpede opmærksomhed, som projektets
rammer har bibragt over for en persongruppe,
der ofte nedprioriteres. Udfordringen vil være at bibeholde
disse faktorer i en permanent struktur (Feldman
2003: 59).
34
improvisere og reelt være tilgængelige. Dertil kommer
de komplekse problemstillinger, som borgerne
har. Det tager tid at afdække, om f.eks. en hjemløs
blot mangler en bolig, eller om der også er andre
problemer som misbrug eller sindslidelse, der
kræver særlige støtteforanstaltninger.
Eftersom arbejdet i forhold til socialt udsatte er så
tidskrævende, er det er vigtigt, at den enkelte
medarbejder er tilknyttet et begrænset antal borgere,
så der er tid nok til hver enkelt. Når man arbejder
med metoder til at få kontakt til borgere, som
man ikke tidligere har haft kontakt med, så er kontakten
til disse “nye” borgere i sig selv med til at
øge arbejdspresset på medarbejderne. Tiden er
således en af de organisatoriske rammer, som skal
være på plads, før man kan tale om, at metoderne
beskrevet i dette hæfte virker i forhold til socialt
udsatte. At oprette og bibeholde en bæredygtig
kontakt med socialt udsatte borgere er derfor ikke
alene et spørgsmål om at tilegne sig nye metoder
og arbejdsgange, men handler i høj grad også om
prioritering af økonomiske ressourcer. (Ehrenreich
& Nyboe 2004: 53).
Respekt og tillid
Erfaringerne viser, at der for en del af borgernes
vedkommende skal relativt lidt til for at få et samarbejde
i stand: Lydhørhed, åbenhed og interesse
er ofte tilstrækkeligt til, at borgerne begynder at
henvende sig og komme på lokalcentret for at søge
hjælp og rådgivning. I den forbindelse skaber den
opsøgende arbejdsform gode vilkår for kontakten.
Faktisk i en sådan grad, at man i konkrete projekter
overskred ressourcerne og måtte omprioritere
opgaverne for at nå både de projektrelaterede og
ordinære arbejdsopgaver.
Den kontakt, der skabes til borgerne, viser sig ofte
værdifuld i sagsbehandlingen. For det første bliver
der skabt et fundament for indflydelse og borgerinddragelse,
som er vigtigt i dialogen og forhandlingen
mellem sagsbehandler og borger. For det
andet har kontakten stor betydning for sagsbehandlerens
viden om borgerens livssituation og
dermed for at foretage helhedsorienterede vurderinger,
der muliggør, at relevante hjælpeforanstaltninger
tages i betragtning. Den gensidige tillid har
desuden givet medarbejderne flere muligheder for
at neddæmpe konflikter på lokalcentret i forbindelse
med, at borgere, som de har kontakt til, er
mødt op vrede og ophidsede (Feldman 2003: 59).
I modelprojekterne har målet ikke været at opnå
markante resultater på kort sigt, men i første
omgang at opnå en gensidig tillidsfuld relation
mellem borgeren og medarbejderen. Erfaringen er,
at dette tager tid og fordrer fleksibilitet og professionel
selvindsigt. Fleksibilitet handler også om, at
indsatsen er tilpasset borgerens liv og døgnrytme.
Det vil sige, at der er mulighed for, at borgeren kan
ringe uanset tidspunktet på døgnet, hvis der er
behov for det. Dette aspekt indebærer en afgørende
forskel i forhold til, om borgeren føler sig taget
alvorligt.
Kontaktens bæredygtighed bør basere sig på medarbejdernes
evne til at bruge deres personlighed
på en tillidsvækkende måde i en professionel relation.
Ofte er det en god ide, hvis medarbejderen
på én gang er vedholdende og tilbageholdende:
Det gælder om hverken at give op eller mase på,
hvis borgeren i starten forholder sig tøvende eller
afvisende. I stedet må medarbejderen udvise flek-
35

sibilitet, tålmodighed og tiltro til egen professionalisme
ved i første omgang at “sætte sig på hænderne”.
Den ene uge bliver medarbejderen afvist, men
så handler det om at komme igen i næste uge og
efterhånden opnå en tillidsfuld kontakt. Derved er
der mulighed for, at borgeren på lidt længere sigt
åbner sig og føler sig tryg nok til at fortælle om de
personlige “lig i lasten” (Olsen 2003: 5).
Faglige refleksionsrum
I modelprojekterne har man erfaret, hvordan faglige
refleksionsrum kan sikre og udvikle kvaliteten
af indsatsen. Viden om sociale problemstillinger
ligger i medarbejderteamet, og de kan selv finde
løsningsforslag på de vanskeligheder, der er.
NYTTEN AF FAGLIG REFLEKSION
I Vista Balboa, hvor man har arbejdet systematisk med kvalitetsudvikling
i medarbejdergruppen, blev man opmærksom
på, at registrering af borgerne i projektet og oprettelsen af
en journal efter Servicelovens § 73 først kan finde sted, når
de har givet deres samtykke. Medarbejderne blev opmærksomme
på, at de i starten indvisiterede borgere uden at
gøre sig klart, om disse borgere ønskede at blive indvisiteret.
Kontakten til de pågældende blev imidlertid ikke opgi-
36
Udviklingen af kvaliteten i indsatsen bør foregå
som en kontinuerlig proces blandt medarbejderne
sideløbende med arbejdet med borgerne.
I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at
den faglige refleksion bør sættes på dagsordenen
af ledelsen, men foregå i dialog med medarbejderne.
Eventuelle forandringer er afhængige af medarbejdernes
opbakning og støtte, og det er derfor
centralt, at de er udførende i den løbende kvalitetsudvikling.
Sagsbehandlere og andre medarbejdere,
der er beskæftiget med socialt arbejde, er
vant til at reflektere over egen praksis. Men uden
et egentligt fælles rum til refleksion forbliver
viden usystematisk og bliver dermed sjældent kvalitetsudviklende.
vet, da vurderingen var, at de havde et behov for støtte og
behandling. Arbejdet med de potentielle brugere blev herefter
defineret som værende i en afklaringsfase i henhold til
Servicelovens § 80. På et senere tidspunkt kunne de acceptere
at gå ind i tilbuddet efter § 73 og blive registreret med
samtykkeerklæring. På den måde har det faglige refleksionsrum
bidraget til at afklare det formelle grundlag for arbejdet
i forhold til borgerne (Olsen 2003: 46).
5.4 Handlingsmuligheder
Det kan tage lang tid at skabe kontakten til socialt
udsatte borgere og nå frem til en fælles afklaring
af, hvilke problemstillinger man bør tage fat på at
løse. Der er imidlertid vigtig, at man tager skridtet
videre og går i gang med indkredsningen af de realistiske
muligheder. Det er ofte denne del af processen,
hvor socialt udsatte borgere har oplevet, at
forvaltningen har givet slip. Der skal velovervejede
løsninger med mange facetter til for at løse komplekse
problemer. Hvis tiden er knap, kan det
blive i denne fase, at forvaltningen giver op.
I projekt Retssikkerhed for de svagest stillede har
modelprojekterne arbejdet ud fra målsætninger om
at holde fast i kontakten til borgerne og følge op
med handling. For nogle borgere kan resultatet
være, at de faktisk godt kan rummes i eksisterende
tilbud, blot de får den støtte, der i det enkelte tilfælde
er relevant.
I andre tilfælde skal der mere skræddersyede tilbud
til for at imødekomme borgerens særlige
behov. Sådan et tilbud har man afprøvet i modelprojektet
Vista Balboa, som er et helhedsorienteret
INDIVIDUELLE STØTTE GIVER POTE
I projekt Kontakt og Støtte var målgruppen psykiatriske
patienter, som man ved udskrivning forventede ville
afvise en udskrivningsaftale. Man ville derfor være nødt
til at udarbejde en koordinationsplan i stedet . Efter at
borgerne blev tilknyttet projektet og en kontaktpersonordning,
viste det sig, at de alle fik lavet en udskrivningsaftale.
I projekt Kom brugerne i møde var målgruppen en gruppe
borgere som ikke havde kontakt med forvaltningen.
Det viste sig, at der for mange af borgernes vedkommende
skulle relativt lidt til, for at de henvendte sig til
socialcentret og til medarbejderne (Feldman 2003: 11).
tilbud, der er målrettet borgere med skizofreni og
et samtidigt misbrug. Det er bemærkelsesværdigt,
at opgangsfællesskabet i Vista Balboa, der er uden
døgnbemanding, kan rumme borgere, som ikke
37

RETSSIKKERHEDSLOVENS § 5
Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og
spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes
for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også
magter en almindelig, selvstændig bolig, og som
heller ikke kan rummes i eksisterende permanente
boformer for voksne (“døgninstitutioner”) (Olsen
2003: 6).
Inddragelse af borgerens ønsker
Alle mennesker har drømme og forestillinger om,
hvordan de ønsker at leve og indrette deres liv.
Når borgeren og medarbejderen skal indkredse
realistiske muligheder er det vigtigt, at dialogen
er præget af respekt for borgerens oplevelse af sin
egen livssituation. Det kan godt være, at hele det
professionelle netværk om en borger er enige om,
38
rådgivning og vejledning. Kommunen og amtskommunen skal
desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp
hos en anden myndighed eller efter en anden lovgivning.
hvad der er den bedste løsning for borgeren. Men
hvis borgeren ikke deler den opfattelse, viser erfaringer
fra modelprojekterne, at løsningen har
meget ringe vilkår for at blive en succes.
Det betyder ikke, at man aldrig skal arbejde med
løsninger, som borgeren ikke umiddelbart synes
om. Men det understreger vigtigheden af, at
han/hun skal være en del af den proces, hvor man
finder frem til løsningsmuligheder.
Først og fremmest drejer det sig om, at der i den
kontaktskabende fase er skabt et fundament af
respekt og tillid. Det er vigtigt, at borgeren grundlæggende
oplever sin måde at leve på respekteret,
også selvom den afviger fra samfundets normer.
Dernæst er det centralt, at man som fagperson er
ærlig i sine faglige vurderinger over for borgeren.
En proces, der indebærer store forandringer for
borgeren, f.eks. indlogering på et botilbud, kan
kræve tid til overvejelser for borgeren. I den proces
kan det være godt at spørge ind til konkrete
bekymringer i forhold til forandringerne. I nogle
tilfælde kan man så finde en rummelig løsning,
der fjerner årsagen til bekymringerne. Det kan
være ved at give borgeren mulighed for at fortryde
beslutninger undervejs (f.eks. at beholde sin lejlighed
i en periode mens man afprøver et botilbud)
eller ved at finde tilbud, der imødekommer
borgerens særlige ønsker (f.eks. at kunne tage sin
hund med).
Rummelighed
Mange socialt udsatte borgere har oplevet at blive
afvist fra tilbud, hvor de ikke passer ind, at blive
smidt ud fra tilbud, hvor de ikke kan rummes,
eller at få fremmødeforbud på forvaltninger, fordi
deres adfærd var truende eller voldelig over for
personalet. Når en kommune vil imødekomme
gruppens særlige behov med målrettede tilbud, er
det vigtigt at have en målsætning om, at disse tilbud
skal man ikke kunne diskvalificere sig fra,
med mindre der er et andet tilbud, der passer
bedre til borgeren. Det er centralt, at borgeren ikke
igen lider nederlag ved ikke at høre hjemme noget
sted.
I de kommunale indsatser kan der være en tendens
til at interessere sig mest for de borgere, hvor
det lykkes at forandre noget og gøre en forskel.
Disse perspektiver er der ikke altid for socialt
udsatte borgere. I hvert fald kræves der ofte mere
af indsatsen, og forandringen er måske knap så
synlig. I projekt Retssikkerhed for de svagest stillede
har fokus været rettet mod dem, der ofte falder
igennem i eksisterende tilbud, og det har været
målsætningen at skabe tilbud, som kan rumme
disse borgere.
39

ET VELLYKKET FORLØB
Borger A, der har en sindslidelse og et misbrug, har i to
perioder boet i botilbud målrettet mennesker med dobbeltdiagnoser.
Begge gange er han blevet smidt ud på grund
af vold mod medarbejdere og beboere, og han bor nu i
egen lejlighed, en løsning der ikke er holdbar.
Borger A bliver tilknyttet Vista Balboa. Her får en medarbejder
opbygget en tillidsfuld relation til borgeren, hvor
medarbejderens grundlæggende forståelse for hans måde
at håndtere livet på er fundamentet for samarbejdet. Der
bliver etableret et tværfagligt samarbejde, hvor medarbejderen
fra Vista Balboa er tovholder. Al snak om forandring
foregår i fuld åbenhed med inddragelse af borger A, og i
Der skal følges op med handling
Som nævnt i indledningen til dette afsnit er det –
selvfølgelig – nødvendigt at følge den gode kon-
40
et tempo han kan overskue og med vægt på frivillighed.
Teamet bliver enige om at arbejde hen imod, at borger A
flytter ind i et nyoprettet botilbud til mennesker med dobbeltdiagnoser
og afvigende adfærd. Borgeren er i tvivl,
men accepterer at flytte ind på prøve, fordi han kan beholde
sin lejlighed i prøveperioden og dermed ser en reel
mulighed for at forkaste det nye og vende tilbage til sin
lejlighed med den støtte, der er bygget op. Borger A
beholder desuden sin støtteperson fra Vista Balboa, indtil
han har opbygget nye relationer til medarbejderne i botilbuddet.
Borger A har nu boet i botilbuddet i et års tid
(Olsen 2003: 69ff.).
takt op med handling. Handling har naturligvis
først og fremmest betydning i forhold til de konkrete
sociale problemstillinger, som borgeren står
med. Dernæst har handling også indflydelse på
det samtidige samarbejde med borgeren. Går man i
stå, når der skal følges op med handling, kan alt
det forberedende og kontaktskabende arbejde falde
på jorden, og tillid forvandles til mistillid.
I projekt Retssikkerhed for de svagest stillede har
RUMMELIGHED I TILBUD
Vista Balboa arbejder bevidst på at opbygge en indsats på
borgernes præmisser og med udgangspunkt i deres hverdagsliv.
Det betyder, at ambitionsniveauet i indsatsen tilpasses
borgerens behov og krav, og tilbuddet er rummeligt
i den forstand, at borgeren ikke kan diskvalificere sig uanset
misbrug eller afvigende adfærd.
Det betyder også, at det er nødvendigt, at borgerne accepteres,
uanset om de er misbrugere og i enkelte tilfælde
selv handler med stoffer. Det betyder ikke, at man accepte-
man erfaret, at nogle sagsbehandlere er tøvende
med at lave handleplaner, fordi tidspresset gør det
svært at følge op på planerne. Forsøg i forhold til
psykiatriske patienter med at afsætte mere tid til
den enkelte borger, har til gengæld givet gode erfaringer
med at gøre handlingsplaner til et aktivt
rer misbrug og handel med stoffer, men at tilbuddet bygger
på den erkendelse, at en effektiv indsats over for
denne målgruppe kun kan gennemføres, hvis man ikke forsøger
at gennemtrumfe en ændring af deres misbrugsadfærd
som forudsætning for at modtage tilbuddet.
Tilbuddet er præget af en humanistisk grundholdning frem
for en konsekvenspædagogisk, som erfaringen viser ikke
virker i forhold til denne målgruppe (Olsen 2003: 15).
41

edskab. Som sindslidende kan man opleve lange
indlæggelser og ikke mindst tvangsindlæggelser
som særligt indgribende. Derfor kan det være godt
at få sat ord på de symptomer, som borgeren oplever
som tegn på, at vedkommende er ved at blive
syg. Dernæst kan borgeren få indflydelse på, hvad
der skal ske, og hvordan fagpersoner skal reagere
på signalerne. En skriftlig oversigt over advarselssignaler
og deres hyppighed kan være med til at
forebygge tilbagefald og øge opmærksomheden på,
hvordan den enkelte kan mestre sit eget liv.
11 For patienter, der ikke selv søger den nødvendige behandling
eller de sociale tilbud efter udskrivning, skal der ifølge
Psykiatrilovens § 3, stk. 4 og 5 udarbejdes udskrivningsaftaler
eller koordinationsplaner vedrørende behandlingsmæssige og
sociale tilbud til den sindslidende efter udskrivning. Forskellen
42
SKRIFTLIGE PLANER
Når brugerens advarselssignaler og deres hyppighed
er defineret, er det vigtigt, at brugeren
selv kommer med løsningsforslag mht.,
hvordan hun selv eller folk omkring hende
handler, når det første advarselssignal melder
sig. Dette nedskrives sammen med advarselssignalerne
i en handleplan eller kontrakt. Når
papirerne er gennemarbejdet, tages de med
på det førstkommende møde med det eventuelle
netværk (Psykiatrien i Nordjyllands Amt
2003: 49).
mellem en udskrivningsaftale og en koordinationsplan er, at
udskrivningsaftalen er frivillig – patienten indvilliger i at få denne
udarbejdet, og er medinddraget i de beslutninger, der tages i
denne forbindelse. Hvis ikke patienten indvilliger i at udarbejde
en udskrivningsaftale skal der laves en koordinationsplan.
5.5 Afgørelsen og formidlingen af den
I forhold til afgørelsen og formidlingen heraf, skal
det understreges, at myndighedsansvaret er et
grundvilkår, som indebærer forpligtelser for sagsbehandlerne.
Det er sagsbehandlerens ansvar at tilvejebringe
det bedst mulige grundlag for afgørelsen.
Sagsbehandlerne har også ansvar for at formidle
afgørelsen og ikke mindst for at følge op på
beslutningerne.
Grundlaget
Sagsbehandlere står i et modsætningsforhold
mellem på den ene side at yde omsorg og fungere
som en ”professionel ven”, og på den anden side
at have magt til at tage beslutninger, der vedrører
borgerens liv og ydermere kontrollere, at disse
beslutninger føres ud i livet. Gennem relationsarbejdet
får medarbejderen viden om borgeren, som
kan medvirke til, at en afgørelse bliver mindre
“ambitiøs”. Her må åbenhed og ærlighed om
begrundelser prioriteres. Medarbejderen skal lytte
til borgerens historie og tilrettelægge den sociale
indsats på en måde, som gør det muligt for borgeren
at leve mere i overensstemmelse med egne
ønsker. Socialarbejderen skal ikke overtage ansvaret
for borgerens liv, men gennem dialogen støtte
borgeren i dennes ønsker.
Brugerinvolvering har været på den socialpolitiske
dagsorden i en årrække, og alligevel viser blandt
andet HMS-undersøgelsen, at det stadig kniber
med at gennemføre det i praksis. På grund af
arbejdspres sker det ofte, at der udvikles metoder
til at overkomme involvering af borgerne i stedet
for metoder til at involvere dem.
Formidlingen
Den Sociale Ankestyrelse har i pjecen At skrive en
afgørelse (2004) beskrevet kort og præcist, hvordan
den korrekte afgørelse kan formuleres. Det
præciseres, at det ikke er nok, at kommunens afgørelse
er korrekt og lovlig, men at kommunen også
har ansvar for, at borgeren forstår afgørelsen og
begrundelsen for den. Pjecen giver en definition
43

af, hvad en afgørelse er og desuden forklares centrale
begreber i forhold til den processuelle retssikkerhed,
dvs. regler for hvordan en sag skal
behandles fra ansøgning til afgørelse. Derudover
gives en opskrift på at skrive en afgørelse.
Pjecen er god som en huskeseddel til sagsbehandlere
og andre myndighedsudøvere. I forhold til
socialt udsatte kan der imidlertid være andre
opmærksomhedspunkter i forhold til den del af
processen, hvor man skal formidle en afgørelse til
en borger. Det drejer sig dels om praktiske barrierer,
dels om at supplere den skriftlige formidling
med mundtlig kommunikation:
Erfaringerne fra modelprojekterne peger på flere
forhold, der har indflydelse på borgerens oplevelse
af at have fået en retfærdig sagsbehandling.
Det kan f.eks. være borgerens mulighed for at
kunne gennemskue og forstå baggrunden for en
afgørelse, borgerens kendskab til forvaltningens
praksis på området og klarhed om, hvad man som
borger kan forvente. Erfaringerne fra modelprojek-
44
terne viser, at medarbejderens åbenhed og ærlighed
om indhentning og vurderinger af oplysninger
er vigtige for, at socialt udsatte borgere oplever sig
inddraget i sagsbehandlingen. For borgeren kan
der af og til være tvivl om, hvornår der er tale om
en afgørelse, og hvornår der udelukkende er tale
om procesbeslutninger. Selv om der ikke gælder
de samme regler for procesbeslutninger som for
afgørelser, kan det være væsentligt for samarbejdet,
at præmisserne for begge dele fremlægges
klart og ærligt.
En væsentlig værdi i retssikkerhed er gennemskuelighed
i den proces, som sagsbehandlingen udgør.
Borgeren skal oplyses om sine rettigheder, så det
bliver klart, hvad borgeren kan forvente. Det er
centralt, at borgeren kender og har forstået grundlaget
for afgørelsen, der er truffet, at han/hun ved,
hvad vedkommende har krav på, og ved hvad
institutionens praksis er på området.
I forhold til socialt udsatte borgere opnås denne
forståelse ikke alene ved et korrekt formuleret
skriftligt afslag. Specielt når det gælder klagevejledning,
vil en skriftlig forklaring på, hvordan
man bærer sig ad, ofte være utilstrækkelig. Det kan
f.eks. skyldes, at borgeren står fremmed over for
vejledningens sprogbrug eller måske i det hele
taget ”står af” over for skriftlig kommunikation.
Her er det tit en god ide at supplere med en
mundtlig redegørelse, hvor man er omhyggelig
med både at forklare indholdet af afgørelsen og
dens præmisser, og samtidig sikrer sig, at borgeren
har en reel og fyldestgørende indsigt i, hvordan
han/hun kan klage over afgørelsen. Det vil i den
forbindelse være hensigtsmæssigt, at den opnåede
kontakt anvendes som et aktivt redskab til at
involvere borgeren i processen helt frem til afgørelsen.
Det vil være med til at lette formidlingen af
resultatet.
Sidst, men ikke mindst er det vigtigt, at der følges
op på afgørelser inden for en rimelig tid og med
en tydelig ansvarsplacering.
45

6 Hvordan kommer vi i gang?
Ét er at læse om andres gode erfaringer, noget andet
er hvordan disse spredes og – lige så vigtigt – hvordan
man i kommunerne bliver inspireret til at tage
fat om opgaven? Socialt arbejde og øget retssikkerhed
målrettet socialt udsatte er en vandring gennem
det, man kan kalde vilde problemer uden lette løsninger.
Problemer, der vanskeligt lader sig definere
endsige adskille fra andre problemer, problemer hvor
der ikke er klare succeskriterier for, hvornår den
optimale løsning er fundet, problemer hvor det er
vanskeligt at fortælle andre, hvordan de skal løses.
Når en kommune eller en anden offentlig myndighed
beslutter sig for at sætte fokus på retssikkerhed
for socialt udsatte, er det vigtigt, udover at sikre at
der er lighed for loven, at gøre sig klart, at alle
niveauer i beslutningskæden må inddrages og tages
i ed på prioriteringen.
På det politisk-administrative niveau kan man gøre
meget for at øge fokus på retssikkerhed for socialt
udsatte. Socialt udsatte har ofte en ringe grad af
organisering og har derfor kun beskeden indflydelse
på udformningen og udviklingen af det samlede tilbud.
Af samme grund påhviler der politikere et særligt
ansvar for at varetage gruppens interesser og
46
inddrage deres synspunkter, det kan de bl.a. gøre
ved:
• At vedtage en brugerpolitik
• At øge inddragelsen af borgerne i dialogfora, koordinationsudvalg,
regionale samarbejdsudvalg samt
i samarbejdsorganer, hvor brugere, pårørende og
brugerorganisationer samarbejder med social- og
sundhedssektoren om at tilrettelægge indsatsen
for den enkelte målgruppe og for den samlede
gruppe af socialt udsatte.
• At indhente systematisk viden om brugernes
interesser og ønsker via brugerundersøgelser eller
via direkte kontakt med brugerne.
På det ledelsesmæssige niveau er det vigtigt, at
prioriteringen af retssikkerhed for socialt udsatte
kommunikeres ud til medarbejderne, og at den også
kommer til udtryk i organiseringen omkring arbejdet.
Som leder er der en række faktorer, som det er
vigtigt at have med i overvejelserne:
• At organisere arbejdet og samarbejdet i forhold til
socialt udsatte, så der tages højde for de særlige
vanskeligheder, de ofte støder på i forhold til sektor-
og faggrænser.
• At der afsættes de nødvendige medarbejdertimer
til opgaven, så det er tydeligt for medarbejderne, at
ledelsen bakker op om prioriteringen?
• At der skabes rum til faglig refleksion over den
daglige praksis og at ledelsen er med til at sørge
for de organisatoriske rammer. Rammerne er nødvendige
for, at den faglige refleksion bliver til mere
end faglig udveksling, og kan munde ud i en
egentlig kvalitetsudvikling.
• At socialt udsatte borgere generelt har brug for, at
forvaltningen fysisk og organisatorisk ændres på
en måde, så den opleves som mere tilgængelig.
På medarbejderniveau er der først og fremmest tale
om, at medarbejderne skal bruge deres personlighed
på en professionel måde. For at få kontakt til socialt
udsatte borgere kræves der engagement og vilje. Det
handler om:
• At være opsøgende, vedholdende og varsom i skabelsen
af en kontakt til borgerne.
• At vise respekt, tillid og engagement, som opleves
som troværdigt af borgeren.
• At inddrage borgeren i at finde løsninger samtidig
med, at man som fagperson er ærlig i sine vurde-
ringer over for borgeren.
• At være ekstra omhyggelig i formidlingen af afgørelser.
• At vise mod til at arbejde på en anden måde, end
man plejer. I den forbindelse er det afgørende, at
medarbejderne er med til at beskrive rammerne for
hvordan arbejdet udføres.
Til sidst må det endnu en gang understreges at tid –
og navnlig mangel på tid – er en væsentlig faktor i
forhold til at sikre retssikkerhed for socialt udsatte.
Det tager ofte lang tid at få skabt en ordentlig kontakt
til borgeren og endnu længere tid, før man kan se, at
indsatsen betyder noget for borgerens livssituation.
Erfaringen fra projekt Retssikkerhed for de svagest
stillede peger på, at der i højere grad bliver arbejdet
med handlingsplaner for borgeren, når der er afsat
mere tid til kontakten. Prioriteringen af både den
indledende og den opfølgende kontakt med borgeren
kan altså ”betale sig” i den lidt paradoksale forstand,
at der kommer større retssikkerhed, mere konkret
socialt arbejde og flere ”resultater” ud af det i sidste
instans, hvis man i første omgang vælger at fokusere
på processen og samarbejdet frem for slutmålet.
47

7 Litteratur
Brandt, Preben et al.
2003 Billeder fra hverdagen, HMS-undersøgelsen, AKF
Forlaget.
2001 Danmarks nationale handleplan til bekæmpelse af
fattigdom og social udstødelse (NAPincl).
Ebsen, Frank et al.
2003 Hænger det sammen?, HMS-undersøgelsen, AKF
Forlaget.
Ehrenreich, Ditte & Nyboe, Jette
2004 Lov til et bedre liv. Retssikkerhed for socialt udsatte,
Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte
48
Feldman, Maia
2003 Retssikkerhed for de svagest stillede: Projekt ”Kom
brugerne i møde” – Afsluttende evaluering,
Københavns Kommune.
Høgsbro, Kjeld et al.
2003a Skjulte livsverdener, HMS-undersøgelsen, AKF
Forlaget.
2003b Brugerne, de professionelle og forvaltningen, HMSundersøgelsen,
AKF Forlaget.
Jensen, Martin Flensted
2003 Afsluttende rapport for projekt ”Retssikkerhed for
de svagest stillede” i Århus Kommunes
Familieafdeling, Århus Kommune.
2004 Lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område, 10. udgave, 1. oplag, Forlaget
Jurainformation.
Olsen, Claus B.
2003 Projekt Vista Balboa – Opbygningen af en helhedsorienteret
indsats for sindslidende med misbrug.
Afsluttende rapport til Socialministeriets projekt
“Retssikkerhed for de svagest stillede”, CASA.
Psykiatrien i Nordjyllands Amt, Ledelsessekretariatet
og Socialpsykiatrisk afdeling
2003 Slutevaluering: Kontakt og Støtte – et projekt i og
efter sygehusopholdet, psykiatrien i Nordjyllands
Amt.
Den Sociale Ankestyrelse
2004 At skrive en afgørelse, j.nr. 281-03
Thomsen, Ole
2003 ”Brugerindflydelsens og brugerinddragelsens former
og muligheder”, s. 99-120 i Brugerne, de professionelle
og forvaltningen, (Høgsbro et al.) HMS-undersøgelsen,
AKF Forlaget.
2002 Brugerindflydelse for udsatte grupper, Følgegruppen
om socialpsykiatri og socialt udstødte,
Formidlingscentret Storkøbenhavn.
Tilia, Gitte
2003 Dilemmaer. Om brugerindflydelse og retssikkerhed
på § 94-boformer for hjemløse, VFC Socialt Udsatte.
49

8 Adresseliste
8.1 Kontaktpersoner i
modelprojekterne
Kom brugerne i møde
Tune Møller
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen,
7. kontor
Bernstorffsgade 17, 1577 København V
tune.moeller@faf.kk.dk
Vista Balboa
Erik Holm
Vista Balboa, Absalonsgade 17, 5000 Odense C
eho@odense.dk
Styrkelse af retssikkerheden
for de svagest stillede
Palle Eli Jensen
Værkmestergade 15, 8000 Århus C
pej@fa.aarhus.dk
Kontakt og støtte
Birte Kloch Frederiksen
Mølleparkvej 10, 9000 Aalborg
bkf@psyk.nja.dk
50
8.2 Brugerorganisationer inden
for området socialt udsatte
LAP
– Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere
Klingenberg 15, 2.th., 5000 Odence C, tlf. 6619 4511
www.lap.dk
BrugerForeningen – for aktive stofbrugere
Indgang via Kulturhus Blågård
– fra Blågårds Plads 5. – ad trappen til 3 etage.
Korsgade 30, 3, 2200 København N, tlf. 35 36 01 50
www.brugerforeningen.dk
LVS – Landsforeningen af væresteder
Jyllandsgade 10, 1, 7000 Fredericia, tlf. 7592 4000
www.vaeresteder.dk
Landsforeningen Bedre Psykiatri
Livjægergade 20, st.
2100 København Ø, tlf. 3525 4600
www.bedrepsykiatri.dk
SAND – Sammenslutningen af Nærudvalg i Danmark
Hjemløsehuset
Falkevej 2-4, 2400 København NV, tlf. 3832 2322
www.sand.naerudvalg.dk
Landsforeningen SIND
Jernbane Alle 45, 3, 2720 Vanløse, tlf. 3524 0750
www.sind.dk