RousseauEmile

sharepoint.vucsv.dk

RousseauEmile

22

JEAN-JACQUES ROUSSEAU

"Alt er godt som det udgår fra Skaberens hænder; i menneskets

hænder udarter alt," lyder den første sætning i Jean­

Jacques Rousseaus (1712-1778) hovedværk Emile eller Om

opdragelsen (1762). Kort sagt betyder det at det naturlige er

godt, mens alt der kommer af kulturen er dårligt. I Rousseaus

filosofi er gud god, og alt hvad der stammer fra gud, er godt. t

De menneskelige lidenskaber har et naturligt udspring, og

oprindeligt, i det Rousseau kalde.r naturtilstanden, har mennesket

kun meget få lidenskaber, nemlig dem der angår dets

kropslige behov, selvopholdelse, og dets reproduktion. Dette

kalder Rousseau menneskets egeninteresse, og den er i kraft

af sin oprindelse guddommelig og god. I kulturen derimod

degenererer menneskets lidenskaber så det nu stræber mod

opfyldelse af en masse kunstige behov. Dette er kulturens

egoistiske pervertering af egeninteressen.

Uligheden i kulturen

Rousseau skelner mellem sund og betændt egeninteresse. I

begge tilstande er mennesket afhængig af andre mennesker,

men på vidt forskellig måde. I den sunde egeninteresse er

mennesket mest optaget af sig selv, men det anerkender andre

menneskers ligeværdighed og bliver selv anerkendt af

dem som ligeværdig. I den betændte egeninteresse vil mennesket

anerkendes for sit mereværd i forhold til andre mennesker,

og denne anerkendelse søger det gennem berømmelse,

magt, indflydelse og rigdom. På grund af de usunde kunstige

behov opstår uligheden i samfundet: den der vinder magt og

indflydelse for at opnå anerkendelse, bliver til herre og underlægger

sig andre som slaver.

Rousseaus løsning ·på kulturens ulykkelige tilstand er at

borgerne i en direkte demokratisk statsforfatning opnår sand

frihed og ligeværdighed ved at underlægge sig det han kalder

almenvellet. Almenvellet er ikke et kompromis der opstår gennem

demokratisk forhandling, det er derimod det der er bedst

for alle borgere set som et hele, og ideelt set vil enhver borger

uegennyttigt stræbe mod dette, også selv om det ikke skulle

være til hans egen personlige fordel. Selvom man ved at under-


lægge sig almenvellet kom til at underlægge sig en lovgivning

der ikke er til ens egen fordel, vil man have frihed alligevel,

for det er at underlægge sig en lov man selv har formet, siger

Rousseau. Problemet er bare at det at forstå og handle uegennyttigt

i almenvellets interesse kræver en særlig borger, og

denne borger findes ikke i den korrumperede, egoistiske kultur

hvor alle søger at øge deres mereværd på andres bekostning.

Derfor må en sådan borger opdrages.

Opdragelsen og kærligheden i Emile

Rousseaus bog Emile er hvad man kan kalde en filosofisk

roman. I romanen beretter en jeg-fortæller, som er Emiles

opdrager, om hvordan han griber Emiles opdragelse an og

hvilke tanker han gør sig i den forbindelse. Jeg-fortælleren er

Rousseaus talerør.

I Emilep ræsenterer Rousseau en helt ny og for samtiden

chokerende måde at tænke om opdragelse og barnet. Det skal

ikke som i tidligere tider disciplineres og kontrolleres strengt

indtil det bliver voksent, men opdrages i overensstemmelse med

dets egen naturlige udvikling. På overfladen kan Rousseaus

opdragelsesidealer ligne det vi kalder fri opdragelse, men det

er det ikke. Barnet skal nemlig have en samvittighedsfuld opdrager

der leder barnet i den rigtige retning, og det er således

ikke absolut frit til at gøre hvad det vil. Alle mennesker tager

skade af at blive tvunget og at andre bestemmer over dem, og

som noget' helt nyt i historien mener Rousseau også at dette

gælder børn. Derfor må barnet aldrig opdage at det i virkeligheden

er opdrageren der leder dets vej i opvæksten. Rousseau

siger at barnet må leve i et skin af frihed.

At barnet overhovedet har brug for en opdrager der kan

vise det på rette vej, skyldes at de menneskelige lidenskaber

bestandig er i fare for at udarte hvorfor en opdrager bør styre

barnet uden om denne fare. Dette gælder især i ungdommen eller

puberteten. Det er en meget farlig periode hvor opdrageren

må gøre sit yderste for at den unges lidenskaber ikke fordærves.

Først og fremmest gælder det om at udsætte spørgsmålet

om kærligheden og seksualiteten længst mulig, og når det ikke

længere er muligt at styre den unges lidenskaber i andre retninger,

når naturen kræver sit, må opdrageren finde en kvinde

som passer til den unge mand. Her viser det sig at Rousseau,

på trods af at han på mange andre områder er en nytænker,

23


det giver den ene ægtefælle over den anden er alt for stor.

Tvang og kærlighed passer kun dårligt sammen, og lysten lader

sig ikke .kommandere. De behøver ikke at rødme, Sophie,

1oo og gå ikke Deres vej. Gud forbyde, at jeg skulle krænke Deres

ærbarhed; men det gælder her Deres fremtidsskæbne: for en

så stor sags skyld må De finde Dem i, at en ægtemand og en

fader veksler ord, som De ellers ikke ville tåle.

Det er ikke så meget besiddelsen som underkastelsen der

to5 giver overmæthed, og en mand bevarer længere hengivenheden

for en elskerinde end for en hustru. Hvordan har man

kunnet gøre de ømmeste kærtegn til en pligt og de sødeste

kærlighedsbeviser til en ret? Det er den gensidige attrå som

giver rettigheder, naturen kender ingen anden. Loven kan indl/o

skrænke denne ret, men kan ikke udvide den. Lysten er så sød

i sig selv; bør den af den kedsommelige tvang låne den kraft,

som den ikke har kunnet vinde ved sine egne tillokkelser? Nej,

mine børn, i ægteskabet er hjerterne bundne, men legemerne

er ikke i trældom. I skylder hinanden troskab, men ikke føje-

115 lighed. Enhver af jer kan kun tilhøre den anden, men ingen af

jer bør tilhøre den anden uden af egen fri vilje.

Hvis det altså er sandt, min kære Emile, at du vil være din

hustrus elsker, lad så Sophie være din elskerinde, men samtidig

herre over sit legeme. Gid du må blive en lykkelig, men

120 også en hensynsfuld elsker. Du skal opnå alt af kærlighed og

intet kræve af pligten; selv de mindste indrømmelser må du

aldrig tage som rettigheder, men som gunstbevisninger. Jeg

ved, at blufærdigheden skyr at forme sin imødekommenhed

i ord, den kræver at blive besejret; men mon en fintfølende

125 elsker, der besidder den sande kærlighed, kan tage fejl af den

uudtalte vilje? Mon han ikke forstår det, når hjertet og øjnene

indrømmer ham, hvad læberne foregiver at afslå? Enhver af

jer må altid være herre over sit legeme og sine kærtegn og

har kun ret til at gå så vidt som den anden tillader. Husk

t3o altid på, at selv i ægteskabet er lysten kun lovlig, når attråen

er gensidig. Frygt ikke for, mine kære børn, at denne lov skal

gøre jer fremmede for hinanden; den vil tværtimod bevirke,

at I begge bliver opsat på at behage hinanden og vil forebygge

overmættelse. Da I er henvist udelukkende til hinanden, vil

135 naturen og kærligheden føre jer tæt nok sammen."

27


De engang er hørt op med at være Emiles elskerinde, vil De

stadig være hans hustru og hans veninde, og De vil være hans

780 børns moder. Da må De sørge for, at den inderligste fortrolighed

afløser den forrige tilbageholdenhed fra Deres side. Ikke

hver sin seng, ingen vægring, ingen luner! Bliv i den grad hans

halve jeg, at han ikke mere kan undvære Dem, og således at

han, så snart han forlader Dem, føler sig hjælpeløs. De som så

785 glimrende forstod at fremtrylle det huslige livs charme i Deres

forældres hus, ma sørge for at den samme charme kommer til

at råde i Deres eget hjem. En mand der befinder sig vel i sit

hjem, elsker sin hustru. Og husk på, at når Deres mand er lykkelig

i sit hjem, bliver De en lykkelig hustru."

Spørgsmål

l. Hvorfra kommer de menneskelige lidenskaber?

2. Hvordan er det kønslige forhold mellem kvinden og manden?

3. Hvorfor passer pligt og tvang dårligt sammen med kærlighed?

Hvad skal man gøre i stedet for at kræve sin pligt?

4. Kvinden og manden hersker over hinanden i ægteskabet,

men de gør det på hver deres måde. Hvordan og hvorfor?

5. Forklar medjeres egne ord hvad kærlighed er hos Rousseau.

29

More magazines by this user
Similar magazines