om maden - Søren Mørch

sorenmorch.dk

om maden - Søren Mørch

En tænksom kineser, anno 2009. Overvejer han monstro fortidens og fremtidens fødevareforsyning

og -sikkerhed? Det kunne der være god grund til; næppe noget så fundamentalt har ændret sig så

meget på så kort tid, som det tog landbruget at blive moderne – dvs. knap 100 år.

(Foto, Søren Mørch).


BOG8

Maden


Bog 8 indeholder ti fortællinger, om hvordan det gik til, at landbruget

blev moderne og i stand til at forsyne jordens omkring seks en halv

milliarder mennesker med tilstrækkeligt med mad.

Paralipomenon

444

Spørg aldrig om fremtiden! Vent til den kommer!

At vide den før er at sørge på forhånd.

Den kommer så vist som den gryende morgen.

Å, måtte dog det, som uvægerlig kommer,

vorde til lykke og held for os alle.

Aischylos, Euforions søn: Agamemnon (458 fvt.)


Amerikansk gotik

Med fare for at stille sig for pædagogisk an: Kig grundigt på billedet side 442.

Man kan have glæde af at lukke det ene øje og holde fingrene tæt op til det

andet, så man beskærer sit synsfelt og udelukker andre synsindtryk. Prøv at

betragte først det ene ansigt, så det andet og derefter detaljerne. Kaméen,

mandens hånd, det spidsbuede vindue, træerne i baggrunden. Fik du lagt

mærke til potteplanterne?

Hvad forestiller billedet? Eller rettere sagt: Hvad forestiller du dig ved at

se på billedet? Hvad er det for mennesker, man ser? Hvilket forhold har de til

hinanden? Til tilværelsen? Hvordan kan det være, at kvinden står lidt bag ved

manden? Hvor ser hun hen? Hvorfor gør hun mon det?

Prøv, om du kan få en anden til også at betragte billedet og besvare disse

eller lignende spørgsmål.

Når det kan være en god idé at bære sig sådan ad, er det, fordi billedet er så

mangetydigt og har givet anledning til langt flere udlægninger og tydninger,

end man kan forestille sig. Hvad er det, det forestiller?

Billedet tilhører Friends of American Art og hænger til daglig på The Art

Institute of Chicago. Det er et oliemaleri på masonit udført af Grant Wood og

måler uden ramme 78 x 65,3 cm. Det blev udstillet den 30. oktober 1930 –

kort tid efter, at det var blevet malet – på Art Institute of Chicagos 43. årlige

udstilling af amerikanske malerier og skulpturer, hvor det opnåede en tredjepræmie

(300 dollar) og blev købt for andre 300 dollar af indkøbsgruppen Friends

of American Art. Det er et af de mest kendte – måske ligefrem det mest

kendte – amerikanske maleri, noget i retning af Mona Lisa eller van Goghs

selvportræt uden øre.

Billedets titel har været med til at forøge antallet af fortolkninger. Grant

Wood kaldte det – lige fra den første skitse, han tegnede – American Gothic.

Ordet ‘gothic’ – på dansk ‘gotik’ eller ‘gotisk’ – bruges dels som en stilbetegnelse

(‘spidsbuestil’ til forskel fra ‘rundbuestil’), dels til at betegne noget som

gammelt, nærmest i betydningen ‘fortidigt’ (‘middelalderligt’). På engelsk og

bog 8 maden 445


Grant Wood: American Gothic. (Art Institute of Chicago. © Grant Wood/Billedkunst.dk).


amerikansk har det desuden også betydningen ‘mystisk’, ‘uhyggeligt’, ‘grotesk’.

Karen Blixen kaldte sin debutbog Seven Gothic Tales. Det blev i hendes

egen danske version til Syv fantastiske Fortællinger.

Hvis man hører til dem, der tror, at en kunstner har en eller anden form for

privilegeret tilgang til en rigtig eller måske ligefrem den rigtige fortolkning af

sit værk, kommer man i store vanskeligheder med American Gothic, fordi Grant

Wood med fast stemme har leveret flere indbyrdes modstridende forklaringer

på, hvordan billedet i virkeligheden skal forstås. Det skyldes ikke kun, at han

var en forvirret sjæl (hvad han muligvis var), men nok også, at opfattelsen af

billedet har ændret sig i løbet af den tid, det har eksisteret. Det gør forestillinger

som bekendt, og udlægningen af, hvad noget forestiller, skifter derfor

også med tiden. Grant Woods forklaring på, hvad meningen i virkeligheden

var, kom derved også til at svinge med tiden og virkeligheden, og det blev

ikke bedre efter hans død. Da overtog hans søster Nan, der har stået model til

kvinden på billedet, nemlig autoriteten, og det blev udlægningerne naturligvis

ikke mere konsistente af.

De fortolkninger, der foreligger af billedet – og de er utallige – er interessante,

fordi de på en håndgribelig måde afspejler stemningerne i USA siden

1930, det vil sige i den periode, da USA opbyggede sin internationale position

som hegemonimagt og dermed som toneangivende for, hvad der gælder nu –

hvad der er moderne.

Omstændighederne omkring billedets tilblivelse er ret nøje klarlagt. Grant

Wood medvirkede i august 1930 i et kulturfremstød, der med støtte af Carnegie

Foundation skulle fremme kunstforståelsen blandt almindelige amerikanere.

Den projektansvarlige, en ung, nyuddannede kunsthistoriker Edward

Rowan, valgte at lave en udstilling i en lille midtvestlig by, der normalt var

uden kontakt med kunstlivet, men som viste interesse for at være med. De

lokale dagblade dækkede begivenheden, og Ottumwa Courier (Ottumwa – en

by med ca. 25.000 indbyggere) fortalte om, hvordan Rowan lejede lokaler i

West Elm Street i landsbyen Eldon (ca. 1.000 indbyggere) og noterede succesen.

Udstillingen tiltrak mere end 1.000 besøgende fra selve Eldon, fra den

nærliggende Ottumwa og fra hele 22 kommuner til trods for, at det var hedebølge

med augusttemperaturer på mere end 100 grader fahrenheit – svarende

til ca. 37 grader celsius.

Mens Grant Wood opholdt sig i Eldon, så han i byens udkant et hus, som

han malede en skitse af på et stykke pap. Pappet findes blandt Woods efterladenskaber,

og huset står, hvor det altid har stået, i udkanten af Eldon på en

vej, der nu hedder American Gothic. Huset er overtaget af en fond, der har sat

det fint i stand, så det ligner maleriet i endnu højere grad, end det gjorde, da

Wood malede det. Istandsættelsen af huset var et led i bestræbelserne på at

skaffe turister og dermed indtægter til landsbyen. Men selv om man kan låne

bog 8 maden 447


tøj og høtyv i et nabohus, når man skal fotografere hinanden for at dokumentere,

at man har aflagt stedet det skyldige besøg, så blev turiststrømmen ikke,

hvad man havde håbet på i Eldon. Der sker en stadig afvandring ikke alene

fra byen, men også fra Wapello County, amtet, som Eldon ligger i, og selv fra

hele staten Iowa, men det er en anden historie, som vi vil vende tilbage til.

Grant Wood boede til daglig i Cedar Rapids, en større by i Iowa med cirka

120.000 indbyggere. Ifølge turistbrochuren er den navnlig berømt for, at den,

Paris i Frankrig og Osaka i Japan er de eneste tre byer i verden, der har deres

rådhus liggende på en ø i en flod. Wood boede sammen med sin mor og sin søster

i en ombygget skurvogn bag ved et gammelt lighus, der tilhørte hans ven

David Turner, som var bedemand. Hjemkommet fra turen til Eldon tegnede

han ved morgenbordet en skitse til maleriet bag på en konvolut. Han fortalte,

at han allerede havde kig på, hvem der skulle stå model til manden. Det skulle

hans tandlæge, dr. McKeeby, men han var i tvivl om, hvem der skulle stå

model til kvinden. Hans søster Nan spurgte, om han ikke kunne bruge hende.

Grant kikkede på hende og sagde: ”Du er for fed i ansigtet.” Men efter at have

betragtet hende endnu en gang sagde han: ”Men jeg kan slanke det ind.”

Wood malede Dr. Byron McKeeby i tandlægeklinikken. Nan sad model

hjemme i skurvognen. Hun måtte rede permanentkrøllerne ud og lave midterskilning.

Zigzagborten på forklædet var umoderne og kunne ikke længere

købes. Den kom først frem igen, efter at maleriet var blevet kendt, så den

sprættede hun af en af sin mors gamle kjoler. Kaméen tilhørte deres mor. Grant

trøstede både Nan og dr. McKeeby med, at han lavede om på deres udseende,

så når folk så dem på maleriet, var der ingen, der ville kunne genkende dem.

Det skulle vise sig at være en fejltagelse.

Maleriet var ikke nogen umiddelbar succes. Det sagkyndige bedømmelsesudvalg,

der censurerede værkerne til Art Institutes årlige udstilling, kasserede

billedet. Det kom kun med på udstillingen, fordi et af Friends of American Arts

indflydelsesrige bestyrelsesmedlemmer tog det ud af den bunke billeder, der

skulle sendes retur, og personligt bar det hen til formanden for bedømmelsesudvalget.

”Nå, jeg ser, De kommer med det komiske stykke,” sagde formanden.

Bestyrelsesmedlemmet blev lidt pikeret og fortalte, hvor godt han syntes

om billedet. Han købte det, og derefter pressede han juryen til at tildele det

en tredjepræmie. Bagefter overbeviste han sin ven, formanden for Friends of

American Art, om, at museet skulle købe det af ham for det, han selv havde

givet for det, og lade det indgå i samlingen.

Hvad Grant Wood selv ville med billedet, da han malede det, er ikke godt at

vide. Han havde uddannet sig som kunsthåndværker og maler, og han havde,

som det hørte sig til for amerikanske kunstnere i 1920’erne, i et par perioder

været på studieophold i Paris. Da han fik den opgave at udføre glasmosaikvinduer

til Cedar Rapids Veterans Memorial Building, tog han i 1928 på studietur

448

vældige ting


Grant Wood foran sit maleri fra 1929 Woman with Plants, det første i hans nye stil, som man kan

læse mere om på næste side. (Foto, George Karger, Time & Life Pictures, © Time, Inc.)


til München. Her blev han optaget af den bevægelse, der kaldes Neue Sachlichkeit,

og af den sengotiske tysk-flamske maler Memling. Det førte til, at

han blev uenig med veteranorganisationen om, hvordan vinduerne skulle se

ud. Veteranerne ønskede noget mere storslået og prægtigt, end Wood tilbød

dem, og det trak meget længe ud med at få opgaven gjort færdig. Han levede

– ganske godt – af at undervise i kunst på University of Iowa og af at male

portrætter af de lokale honoratiores og deres børn. Samtidig planlagde han

sammen med sin ven bedemanden at lave en kunstskole i det gamle lighus,

der lå ved siden af den ombyggede skurvogn, som han boede i sammen med

sin mor og sin søster.

Der var indtruffet et klart brud i Grant Woods måde at male på i 1929. På

Cedar Rapids’ kunstmuseum har man to helt forskellige billeder af ham fra

det år. Det ene, Indian Creek, er udført i samme internationale, impressionistisk

prægede stil, som han hidtil havde malet i, og som man finder alle vegne

– i Frankrig eller i Danmark for den sags skyld. Det andet billede, som Wood

har kaldt Woman with plants, ser helt anderledes ud – det er malet i samme

stil som American Gothic. Billedet forestiller hans mor. Det er værd at lægge

mærke til, at moderen har samme kamé på som søsteren i American Gothic, og

at hun desuden også har den samme zigzagbort på sin kjole, som søsteren har

på forklædet – den, Nan fortalte, at hun måtte sprætte af en af sin mors gamle

kjoler, fordi den var umoderne og ikke længere var i handelen. Den plante,

han har malet sin mor med – den, man på dansk kalder ’svigermors skarpe

tunge’ – er også med på American Gothic. Den står helt ude til venstre op ad

huset bag ved kvinden.

På baggrund af Woman with plants er det nærliggende at forestille sig, at

American Gothic skal opfattes som programmatisk. Dets titel er i så fald en hilsen

og hyldest til Hans Memling, og den vrængen eller ironi, der kan aflæses

både af titlen og af billedet, og som blev opfattet af bedømmelsesudvalget og

udtrykt af dets formand, er i så fald på ingen måde tilstræbt.

Da American Gothic fik tredjepræmie, blev det gengivet sort-hvidt i mange

aviser, og den almindelige opfattelse var, at det forestillede en Iowa-landmand

og hans kone. I begyndelsen af november kom det i Des Moines Register,

Iowas førende dagblad. Selv om der naturligvis var tilfredshed med, at en

Iowa-kunstner blev berømt, var læsernes reaktion over for billedet fjendtlig.

Navnlig blev det kvindelige publikum fornærmet over at blive hængt ud som

komplet umoderne som konen på maleriet. En kvindelig læser mente, at Grant

Wood ikke kunne have været i Iowa, siden han var barn, når han kunne finde

på at fremstille en landmandshustru på den måde. Nogle var forargede over,

at kvinden, der så ud til at være omkring de 30, skulle være gift med en mand,

der så ud, som om han var 60. Andre gjorde opmærksom på, at praktisk talt

ingen landmænd i Iowa mere levede i sådan en lille, gammel rønne som den

450

vældige ting


på billedet. Den tregrenede fork var også et landbrugsredskab, som for længst

var forladt af det fremskredne landbrug i Iowa. En enkelt dame ringede Grant

Wood op på telefonen og truede ham med, at hun personlig ville komme og slå

skallen ind på ham. The Art Institute of Chicago fik så mange rasende tilkendegivelser,

at museet ved nytårstid 1930 skred til udgivelse af et nyhedsbrev,

hvor man kvitterede for den megen publicity, der naturligvis var velkommen,

men samtidig beklagede, at kunstneren blev udsat for opringninger fra indignerede

kvinder, der talte i et sprog, som ingen kvinde – hvad enten hun var

fra Iowa eller en anden stat – burde anvende.

Til pressen udtalte Grant Wood, at han aldrig havde påstået, at billedet

forestillede en landmand fra Iowa og hans kone. Han forsikrede, at han var en

loyal iowaner, der elskede sin fødestat. Alt, hvad han havde gjort, var at male

et gammeldags hus og de mennesker, han forestillede sig kunne bo i det. Deres

klædedragt skulle vise, at de var ’small town people’ snarere end landmænd.

Det var desuden unfair at lokalisere dem specielt til Iowa. De var amerikanere!

Hans søster Nan forklarede i Des Moines Registers åbne forum, at hun slet

ikke skulle forestille mandens kone, men hans datter. Det blonde hår havde

hun fra sin mors side i familien, der var af svensk afstamning, og hendes far

på billedet skulle slet ikke forestille at være landmand. Man kunne tænke sig,

at han for eksempel havde en foderstofforretning, var ansat på et postkontor

eller måske var prædikant i en lille kirke. Under alle omstændigheder skulle

han forestille en meget religiøs person. ”Når han kom hjem om aftenen, og vores

jerseyko ude i stalden gav sig til at brøle, så tog far sin hvide flip af, iførte

sig en overall og en gammel frakke og gik ud for at fodre koen. Jeg selv skal

forestille en af disse skrækkeligt flinke piger, hvis største fornøjelse i livet er

at gå til kristelige møder, og som snøfter hånligt ad de unge par på de bagerste

rækker i biografen, der fniser og hvisker.”

Edward Rowan, den unge kunsthistoriker, der havde arrangeret udstillingen

i Eldon for Carnegie Foundations penge, redegjorde i en anden artikel for,

at maleren ganske vist havde taget sig nogle kunstneriske friheder over for

sine modeller, men han havde ikke nedladt sig til ubehagelige forvrængninger

i sin fremstilling af det simple landmandspar. En anden kunsthistoriker gjorde

opmærksom på, at American Gothic snarere var en leg med de visuelle former,

end det var en fremstilling af virkelige landmænd eller småbyfolk, iowanere

eller amerikanere.

American Gothic vakte betydelig opmærksomhed også uden for Iowa og

Midtvesten. Det blev af kunstkendere i almindelighed opfattet som en satire

over eller en kritik af det miljø, billedet skildrede – deep agrarian white America

– det amerikanske bondeland. En i tiden kendt dramatiker, essayist og

kritiker, Walter Pritchard Eaton, skrev, at selv om han intet kendte til kunstneren

og hans livshistorie, så kunne han ikke lade være med at forestille sig,

bog 8 maden 451


hvordan han i sin ungdom må være blevet plaget af disse folk, som ikke forstod

glæden ved kunst, og som prøvede at knuse hans sjæl med deres selvretfærdige

frelsertro. De er ret forfærdelige typer. Jo længere man ser på dem, jo

mere indser man, at de kan komme fra mange steder i dette land – men ikke

fra noget andet, mente han.

En anden fremtrædende smagsdommer, Christopher Morley, der havde

set en gengivelse af maleriet i New York Times’ søndagstillæg, var begejstret:

”Hvis jeg var i stand til at købe malerier, var der en slags kunstner, hvis billeder

jeg ville købe. Det er Grant Wood fra Cedar Rapids, Iowa.” I de bedrøvede

og samtidig fanatiske ansigter kunne han på én gang aflæse, hvad der

var godt, og hvad der var skidt ved Amerika. Det gode er begge skikkelsernes

sejhed og integritet og selve den kunstner, der malede dem trods deres modvilje

mod kreativitet og kultur. Det, der var skidt, var netop denne modvilje

– den fanatiske og forkrampede religiøsitet. Mandens dystre øjne, de smalle

læber og den knoklede hånd på høtyven mindede ham om Oliver Cromwell.

En lignende opfattelse af billedet havde Gertrude Stein – den mærkelige

amerikanske kvinde, der levede det meste af sit liv i Paris, og hvis meninger

havde betydelig indflydelse på vurderingen af modernismen både i maleri og

litteratur. Hun fik sit store amerikanske gennembrud i 1933 med en forklædt

selvbiografi, The Autobiography of Alice B. Toklas (Alice B. Toklas var hendes

muse og livsledsagerske, der en halv snes år efter Steins død i 1946 død blev

kendt som kogebogsforfatter). På en hyldest- og foredragsturne, som Gertrude

Stein foretog i 1934, roste hun Grant Wood som den fremmeste amerikanske

maler og erklærede: ”Vi skal frygte Grant Wood. Enhver kunstner og enhver

kunstskole skal frygte ham for hans altødelæggende satire.”

Wood kvitterede for komplimenten ved sammen med kolleger fra University

of Iowa at omdøbe deres foredragsforening S.P.C.S. (Society for the Prevention

of Cruelty to Speakers) til ‘En rose er en rose-klubben’ og invitere

Gertrude Stein til at komme forbi Cedar Rapids på sin store turne. Besøget

blev ikke til noget, fordi isslag forhindrede den flyver, der den 10. december

skulle have bragt Gertrude Stein fra Wisconsin til Iowa, i at lette, så hun mødte

aldrig Wood personligt.

Hvad Wood selv mente, er ikke godt at vide. Samtidig med at han lod sig

fejre som satiriker/ironiker af den kulturelle elite, signalerede han afstandtagen

til bohemen og eliten og solidaritet med det jævne folk, med filistrene,

med dem, der ikke havde sans for kunst, men som passede deres kirke og deres

arbejde trods krise og hårde tider.

Det budskab om solidaritet med moderen, med Iowa og med hele det kompleks,

som Eaton, Morley, Gertrude Stein og alle de elitære autoriteter vrængede

ad, har han ud over i Woman with plants også leveret eksplicit i et billede

fra 1935, som han kaldte Return from Bohemia. Det er et selvportræt med pen-

452

vældige ting


sel og palet og med en mellemgrund, der viser den samme slags slidte og grå

mennesker som i Woman with plants og i American Gothic og med noget, der

tager sig ud som en landlig ladegavl endnu dybere i baggrunden.

I kunsthistorien rubricerer man undertiden Wood som amerikansk regionalist

på linje med for eksempel Thomas Hart Benton, Charles Burchfield og

Edward Hopper og sætter dem og ham i forbindelse med The Ashcan School,

en neorealistisk amerikansk kunstnergruppe fra 1920’erne. Det virker ikke

velbegrundet at anbringe Wood der. Hvis det ikke var, fordi det ville blive opfattet

som politisk angribeligt, er det nok mere dækkende at sammenligne ham

med den samtidige autoriserede kunst i Tyskland og Sovjetunionen. Det er en

opfattelse, som blev formuleret af en kunsthistoriker ved navn H.W. Janson,

som havde det at have sin opfattelse i, at han var flygtet fra netop Tyskland:

”I en tid med økonomisk og politisk krise præsenterede [Grant Wood] en vision

om stabilitet og sikkerhed, der er uberørt af depressionen eller af de ubehagelige

udenlandske begivenheder, der begyndte at kaste skygger ind over

århundredet. Det er heller ikke overraskende, at hans værk især appellerer til

bybefolkningen, hvor behovet for en ‘alternativ virkelighed’ er størst.”

En ikke meget anderledes, men måske mere elskværdigt formuleret placering

fik American Gothic af journalisten Russell Lyne, der i marts 1949 opfandt

den velkendte lommesociologiske kategorisering Highbrow, Lowbrow

og Middlebrow og placerede sig selv som ‘upper middlebrow’. Billedbladet Life

forklarede i april 1949 inddelingen for sine læsere med et billede af tre mænd

set fra ryggen, der står og kigger på hver sit billede. Highbrow-manden i sit

noble skræddersyede tøj kan godt lide et maleri af Picasso. Lowbrow-manden

i skjorteærmer og røde seler foretrækker en kalenderpige, mens Middlebrowmanden

hellere vil have American Gothic som en farvereproduktion, der er

egnet til indramning.

Siden 1949 er det skræddersyede jakkesæt blevet til noget fra Armani og

er ligesom Picasso blevet middlebrow, mens en gammelt middlebrow-sag som

American Gothic er blevet til et ikon, der bare er der hele tiden et eller andet

sted i den kollektive bevidsthed, uden at ret mange er klar over, at det er malet

af en mand, som hed Grant Wood. (Som en dansk parallel kan man for eksempel

nævne Den Lille Havfrue. Hvad var det nu, han hed, ham, der har lavet

hende?) Et sådant ikon dukker op i utallige sammenhænge som vittigheder og

reklamer og demonstrerer derved, i hvor høj grad det er et etableret ikon. Det

er jo kun morsomt at se præsident Jimmy Carter med høtyv sammen med sin

kone foran Det Hvide Hus, hvis man kender American Gothic.

Kort efter 11. september 2001 bragte bladet The New Yorker en tegning

af American Gothic, hvor parret var iført ’I ♥ NY’-T-shirts. Steven Biel, der

har skrevet en bog om American Gothic, som jeg trækker på i denne historie,

fortæller, hvordan tegningen på én gang gjorde ham både rørt og forskræk-

bog 8 maden 453


Tegning af Marisa Acocella Marchetto i The New Yorker, 15. oktober 2001.

(© New Yorker Cartoon).

ket. Rørt, fordi de to skikkelser fra maleriet på samme tid ser så medlevende,

bedrøvede og alvorlige ud. Forskrækket, fordi de to i netop den mundering

ser helt forkerte og fremmedartede ud. De tydeliggør, hvor lidt ‘Amerika’ har

brudt sig om New York og det, byen står for, forud for 11. september. Tegningen

anskueliggør, hvor vidt forskellige amerikanerne er, og hvor problematisk

det er at forene dem i et forestillet fællesskab.

Det Amerika, som Wood fremstiller i sit maleri, er den del af USA, som man

med en på sin vis gammeldags betegnelse kalder Midtvesten. Gammeldags er

betegnelsen, fordi de 12 stater, der her er tale om, nu til dags slet ikke ligger

midt i den vestlige del af USA, men derimod nærmest i den nordøstlige. Forklaringen

er historisk. Midtvesten er sammensat af to grupper af stater, nemlig


Old Northwest eller Northwest Territory og en del af det såkaldte Louisiana

Purchase.

Ved det, der blev kaldt Northwest Ordinance, som blev vedtaget af Kongressen

den 13. juli 1787 under forhandlingerne om tilblivelsen af USA’s forfatning,

blev det fastslået, at territoriet nord og vest for Ohiofloden skulle være

et område under De Forenede Stater, hvor der ikke måtte forekomme slaveri

eller religiøs diskrimination, og hvor offentlige skoler og privat ejendomsret

skulle fremmes. Det var den første del af USA, som amerikanerne selv stod for

at indrette. Den omfattede de nuværende stater Illinois, Indiana, Michigan,

den østlige del af Minnesota samt Ohio og Wisconsin.

Louisiana Purchase er betegnelsen på en handel, som USA i 1803 under megen

intern diskussion indgik med Napoleon om at købe de franske besiddelser

i Nordamerika for 60 millioner franc. Fra den handel stammer det, der blev

til staterne Iowa, Kansas, den vestlige del af Minnesota, Missouri, Nebraska

samt North og South Dakota.

Midtvestens 12 stater udgør ’the heartland’. Det er dér, i byer som Chicago,

Cleveland, Indianapolis, Detroit, St. Louis, Kansas City, Cincinnati, Milwaukee

og Minneapolis og ikke mindst blandt områdets hundredtusindvis af farmere,

man skal finde USA’s sjæl, i hvert fald hvis indbyggerne selv skal sige det. Det

er herfra, USA traditionelt rekrutterer kernen i sin hær. Midtvesten er ‘kornkammeret’,

‘brødkurven’ – et af verdenshandlens vigtigste produktionsområder

for majs og hvede. Det er det gamle, det gotiske Amerika! På den østlige

side af De Store Søer og ud imod New York lå ‘støberiet’, centeret for USA’s

sværindustri med stålværkerne og samlebåndene til bilerne.

Sådan var det – engang. Men sådan er det ikke mere. Nu er her problemer.

Økonomien er stagnerende, bycentrene forfalder, befolkningstallet er dalende.

Nogle steder har det været sådan i lang tid – lige siden Grant Wood malede sit

billede af det gamle, gotiske Amerika. Den historie skal vi nu se nærmere på,

for her blev en vigtig del af den moderne verden til.

bog 8 maden 455


En arketype

Nogle mennesker er så at sige født til tiden. På en eller anden måde passer de

og deres skæbne usædvanligt godt sammen med deres tid. De udtrykker tiden,

og det tager sig næsten ud, som om det var dem personligt, der ligefrem

formede tiden og fik den til at ske. Mens de lever, er den slags mennesker i

centrum, men når tiden skifter, bliver de udskiftet. De har haft deres tid og

glider ud og bliver glemt eller næsten glemt. De var på en måde for typiske,

for selvfølgelige, ligesom når man trækker vejret og kun meget sjældent lægger

mærke til, at man gør det.

Sådan en person var Henry A. Wallace. I den korte version af hans historie

bliver han betegnet som vicepræsident, og det var han også. Han var USA’s

vicepræsident i Franklin D. Roosevelts tredje præsidentperiode fra 1941 til

1945. Det var toppen af hans karriere, men embedet som vicepræsident i USA

er ikke særlig højt anset. John Nance Garner, der varetog jobbet i Franklin D.

Roosevelts to første præsidentperioder, sagde ganske bramfrit, at det var ”not

worth a bucket of warm piss”.Der er heller ikke ret mange vicepræsidenter, der

har bedrevet noget særlig bemærkelsesværdigt, medmindre de var så heldige,

at deres præsident døde eller ligefrem blev afsat.

Wallace var ikke særlig god til at være vicepræsident. Han opførte sig for

venstreorienteret, og den svækkede Roosevelt orkede ikke at kæmpe for at

fastholde ham, da han i 1944 stillede op til sin fjerde valgperiode. Det demokratiske

partiapparat fik i stedet for anbragt en falleret herreekviperingshandler

fra Missouri, der i en halv snes år havde siddet i senatet uden at gøre noget

særligt væsen af sig. Truman hed han, Harry S. Truman. Han overraskede alle

ved at være både snedig og effektiv, da han efter bare 82 dage som vicepræsident

blev præsident ved Roosevelts død – men det er en anden historie. Her

skal det handle om Wallace og om landbrug eller rettere om Henry A. Wallace

som arketype på en meget afgørende udvikling ikke alene i USA’s, men i hele

menneskehedens historie. Hans øvrige virksomhed ser vi bort fra her.

456

vældige ting


Henry A. Wallace.

(Foto, United States

Department of Agriculture).

En indskudt strøtanke: Det er usædvanligt at se bort fra heltens storpolitiske

synspunkter og bedrifter og i stedet interessere sig for, hvad han gjorde

ved noget så usexet og kedsommeligt som landbrug. Det er nemlig pr. definition

kedeligt for alle andre end landmænd og nørder i den branche. Det er

underligt, at det er sådan, men sådan er det! Landbrug – gab, gab! Landbrugshistorie

– ekstra meget gab, gab, gab!

Når det næsten er umuligt ikke at overse landbrug og alt, hvad dertil hører,

tror jeg, det er, fordi 99 pct. af alle landbrugsprodukter er bulkvarer. Byg

og ris i tonsvis. Hvede i tonsvis. Majs i tonsvis. Slagtesvin, høns og kyllinger

i millionvis – eller er det i milliarder? Mælk i stride strømme. Hvis man ikke

lige er specialist i noget af den slags, så ligner det ene ton byg det andet på en

prik, og byg i tonsvis ligner hvede eller majs i tonsvis eller ris eller hirse, på

samme måde som det ene slagtesvin ikke er til at skelne fra millioner af andre

slagtesvin. Det smitter af på de landmænd, der producerer sagerne. Er det byg,

han dyrker, eller hvede eller majs eller raps eller noget helt andet – for udenforstående

er det ligegyldigt og ens og kedeligt. Det er bare noget, der er der

hele tiden. Har landbruget problemer? Ja, hvorfor ikke? Det har landbruget jo

altid. Vi har alle sammen vores at se til. Skal vi ikke hellere snakke om noget

andet, der er mere interessant?

Nej. Det skal vi ikke.

bog 8 maden 457


(Hvis du, min læser, kan holde på en hemmelighed, så hør her: Når præsident

Roosevelt engang er glemt, og når der ikke længere er nogen, der kan

kende forskel på 1. og 2. Verdenskrig, og ingen har hørt om hverken Hitler

eller Stalin, så vil alle, der beskæftiger sig med historier om gamle dage med

garanti tale om atombomben og undre sig over de forandringer, der skete med

landbruget i det 20. århundrede. De to ting har ikke noget med hinanden at

gøre, men alle mennesker vil for altid komme til at leve med de vældig konsekvenser

af atombomben og forandringerne i landbruget, og de vil spørge sig

selv og hinanden, hvordan det dog gik til, og de vil sikkert blive enige om, at

det med landbruget – det var nok det vigtigste …

Når det helst skal forblive en hemmelighed mellem dig, min læser, og mig,

så er det, fordi jeg desværre tit har været dårlig til at spå, og der er strengt

taget ingen grund til at lægge op til endnu en forkert spådom, men hvis det

kan forblive mellem os, så tror jeg ærligt talt, det vil komme til at forholde sig

nogenlunde sådan).

Udviklingen eller omvæltningen kunne godt kaldes en revolution, hvis

det ikke var, fordi begrebet ‘revolution’ er så nedslidt. Det er blevet brugt for

meget om for mange ting, og hvis man skal tage det på ordet, passer det heller

ikke rigtigt som betegnelse på noget, der strækker sig ud over varigheden

af et menneskeliv som for eksempel Henry A. Wallaces. Han blev født i 1888,

og han var således 52 år, da hans karriere kulminerede og afblomstrede med

posten som USA’s vicepræsident. Den første del af hans liv og den historie,

der her skal fortælles, foregik i USA. I den anden del – den fra 1940, til han

døde i 1965 – flyttede sagaen sig fra USA og ud til resten af verden. Man kan

på en måde godt sige, at sagaen tog vores Wallace med sig, men det vender vi

tilbage til.

Så kan vi lige så godt springe ud i det: Henry A. Wallace blev født i Iowa,

den midtvestlige landbrugsstat, og han levede og virkede i høj grad i og for

Iowa og dens befolkning, også da han kom til Washington og blev politiker.

Iowa er en kedelig stat. Mod vest er den en del af prærielandskabet – det, amerikanerne

kalder The Great Plains – og her er fladt omtrent som en pandekage.

Den østlige del er et bølget morænelandskab. Det højeste punkt i Iowa er 509

m, det laveste 146 m. Det er såmænd da meget pænt, men her er ikke noget

at komme efter for turister. Der er ingen store eller berømte byer, der er ingen

kendte museer eller universiteter, der er ingen storslåede naturscenerier,

ingen specielt interessante dyr eller planter. Der er heller ingen kendte eller

bemærkelsesværdige industrier. Befolkningstallet er dalende. Befolkningen

er for det meste af europæisk afstamning og protestantisk, pæn og ordentlig

med tradition for et godt uddannelsesvæsen og for at stemme republikansk.

Så er det sagt.

458

vældige ting


Wallace-familien havde i flere generationer beskæftiget sig med landbrug,

landbrugsøkonomi, landbrugspolitik og landbrugsvidenskab. Familien var blevet

lidt kendt uden for landbrugskredse, fordi først Henry A.’s far, der også hed

Henry, men Henry C., og siden Henry A. selv havde været landbrugsministre.

Henry C. under Warren Harding og efter hans død et års tid under efterfølgeren

Calvin Coolidge. Henry A. i otte år i Roosevelts to første præsidentperioder

fra 1933 til 1941. Det problem, både Henry C. og Henry A. Wallace sloges med

– Henry C. uden held – var en landbrugskrise, der skyldtes overproduktion.

Allerede omkring 1920 var amerikansk landbrug i krise, men karakteristisk

nok for den måde, man ser på landbrug på, var der ingen uden for landbruget,

der tog sig af det. Krise – det var først, da krisen også ramte byerhvervene i

1929, at der var krise. Det er ganske påfaldende, at det forholder sig sådan,

for omtrent en tredjedel af hele USA’s arbejdsstyrke var beskæftiget i landbruget

og altså faktisk kriseramt helt fra 1920. Men lige indtil 1933, da Henry

A. Wallace blev landbrugsminister, måtte landbruget klare sin krise selv uden

statslige indgreb.

Sådan som landbruget strukturelt var skruet sammen med bulkvareproduktion

og hovedvægten af produktionsapparatet fordelt på mange relativt små

familiebrug, kunne det ikke lade sig gøre. Landbruget kunne ikke selv klare

en krise, der skyldtes overproduktion. Det eneste middel, den enkelte landmand

havde at gribe til, når prisen på majs eller hvede eller svin eller bomuld

faldt, var at prøve at producere mere majs eller hvede eller svin eller bomuld.

Det er klart, at det bare bevirkede, at udbuddet voksede, prisen faldt endnu

mere, og landbrugskrisen blev endnu værre. Enhver landmand kunne indse,

at det forholdt sig sådan, men hvad skulle de stille op andet end at prøve at

klare sig ved at producere mere?

Som landbrugsminister prøvede Henry C. at få oprettet en føderal organisation,

der kunne fremme eksporten af amerikanske landbrugsprodukter. Det

så ud til at skulle lykkes i 1924, men forslaget faldt i Kongressen, og Henry C.

gik af som landbrugsminister og døde kort efter. I 1927 og 1928 kom forslaget

igennem Kongressen, men begge gange faldt det til jorden, fordi det blev vetoet

af præsident Coolidge. Han var overbevist liberalist. Hvis landmændene

ikke kunne klare sig, havde de et problem – og det måtte de selv løse.

Den unge Henry A., der var blevet uddannet som agronom i 1910, fik arbejde

i familien Wallaces publikationsvirksomhed, som blandt andet udgav

Wallaces’ Farmer, et landbrugsblad, der var udbredt i hele Midtvesten. Under

sin research til skriveriet i avisen udarbejdede Henry A. tabeller over korrelationen

mellem prisen på majs, fragtrater og svin. I 1920 udgav han sin første

bog – den handlede netop om prisen på landbrugsvarer. Som sin far kom han

til at undervise på Iowa State College of Agriculture and Mechanical Arts, der

bog 8 maden 459


senere (i 1945) blev til Iowa State University. Ved at introducere økonometri

i landbrugsøkonomien skabte han sig en position som statistiker.

Samtidig med det kørte han en kampagne i Wallaces’ Farmer med slagordet

’Mindre majs, mere kløver, flere penge’. Idéen var den, at landmændene

selv kunne få styr på overproduktionen ved at opgive den ensidige satsning

på majsdyrkning og svineopdræt. Ideelt set var tankegangen rigtig nok, men

i den virkelige verden fik den landmand, der reducerede sin majsproduktion,

intet ud af det, fordi hans nabo eller en anden landmand i en anden stat øjeblikkeligt

benyttede sig af lejligheden til at øge sin produktion. Den reduktion

af produktionen, der skulle til, for at landmændene kunne få en pris, der

svarede til omkostningerne plus en rimelig indkomst til dem selv, kunne kun

gennemføres som en føderal foranstaltning. Indtil krisen ramte byerhvervene

i oktober 1929 og et par år derefter – så længe folk håbede, det gik over af sig

selv – var stemningen liberalistisk: Washington skulle ikke blande sig i erhvervslivets

forhold.

En diskussion i Wallaces’ Farmer om, hvilken majssort der gav det største

udbytte, førte til, at Henry A. kom ind på at anvende sin statistik også på

det spørgsmål. Vurderingen af majssorterne og for øvrigt også andre plantearter

havde hidtil hvilet på et skøn baseret på opgørelser over udbyttet pr.

arealenhed, men Wallace gik anderledes frem. Han optalte, hvor mange kerner

hver enkelt plante gav, og hvor mange der skulle til at give en bestemt

vægtenhed, for eksempel et pund. På den måde blev det muligt at udvælge

planter, der gav større udbytte end andre, og rendyrke dem. Ved at krydse to

rendyrkede linjer med hinanden var det muligt at opnå krydsningsfrodighed.

Det forholder sig nemlig sådan, at en krydsning – hvad enten det er en plante

eller et dyr – i første generation i reglen udvikler sig kraftigere end begge

krydsningens forældre. Ved således at rendyrke forskellige stammer af majs

med veldefinerede egenskaber og krydse dem med hinanden kunne Wallace

levere førstegenerations-såsæd (F1-frø), der gav større udbytte end noget,

man hidtil have set eller hørt om. Forskellen var både til at se og føle på. Fra

et gennemsnit på 40 bushels pr. acre steg udbyttet ved at bruge hybridmajs

til 100-120 bushels pr. acre.

Det var en indlysende fordel for landmændene, men der var en lige så indlysende

ulempe: Det kunne ikke længere betale sig at anvende hjemmeavlet

såsæd. Hvis de såede den majs, de selv havde dyrket, såede de hverken en

rendyrket stamme eller en førstegenerationskrydsning, og det var givet, at

deres udbytte ville falde. Hvis de ville have størst muligt udbytte af deres

marker og deres arbejde, måtte de købe deres udsæd. Henry A Wallace var

leveringsdygtig.

Det tog kun 14-15 år, før praktisk talt alle landmænd, der dyrkede majs,

udsåede hybridmajs. Det firma, Wallace oprettede, Pioneer Hi-Bred Interna-

460

vældige ting


tional, Inc., eksisterer endnu. Det er siden hans tid blevet en del af DuPontkoncernen,

men hovedsædet ligger stadig i Des Moines, Iowa, hvor Henry A.

Wallace boede, og det er, hvad det altid har været: En af de agroindustrielle

virksomheder i USA, der er bedst til at tjene penge. (Og det siger ikke så lidt!)

Iowa med det let bakkede morænelandskab er selve hjertet i landbrugslandet USA. De vigtigste

produkter er svin og majs, som nu igennem mange år har været hybridsorter. Billedet er fra den

nordvestlige del af staten. (Terra, © AgStock Images/Corbis).


En ny omgang

Samtidig med, at Wallace fik gang i sit firma og hybridmajsen, flyttede sagaen

fra at være noget, der mest berørte Iowa og andre landbrugsstater i Midtvesten,

til at blive noget, der handlede om USA. Efter børskrakket i Wall Street

i efteråret 1929 bredte krisen sig til hele samfundet og ramte ikke alene USA,

men også Europa og Japan og de koloniområder, der var afhængige af de kapitalistiske

imperier. Det blev kaldt en verdenskrise, og det var det også. Næsten.

For Sovjetunionen var ikke kriseramt! Det understregede, at det ikke var

verden, der var i krise, men kun kapitalismen. Krise var ikke noget naturligt.

Det var en systemfejl, og systemer kan laves om. Den indsigt blev en sten i

skoen – en truende fristelse, som prægede verdens politiske gang fra begyndelsen

af 1930’erne til 1989.

I sin tale ved nomineringen som demokraternes præsidentkandidat i juni

1932 lovede Franklin D. Roosevelt ”a new deal for the American people”. Udtrykket

‘new deal’ (det kommer fra kortspil – kortene bliver blandet og delt ud

på ny) blev etiketten på hans politik gennem de to første præsidentperioder.

Hvad New Deal i princippet gik ud på, er ikke rigtigt til at sige. Det var ikke

noget egentligt program, men en række i mange tilfælde meget dybtgående

pragmatiske tiltag for at få hold på den økonomiske krise og forhindre, at den

førte til strukturelle eller politiske forandringer. Den økonomiske baggrund

var dyster nok: Fra ‘Sorte Tirsdag’ – den 29. oktober 1929 – da kursen på aktier

begyndte at styrtdykke, og til præsidentvalgkampen i 1932 var arbejdsløsheden

steget fra tre til 25 pct. af arbejdsstyrken, og industriproduktionen

var reduceret med en tredjedel.

Roosevelt vandt en overvældende stor valgsejr og blev USA’s 32. og længst

siddende præsident (fra den 4. marts 1933 til den 12. april 1945). Da der samtidig

var et demokratisk flertal i Kongressen, havde hans administration lige fra

hans første 100 dage alle muligheder for at slå igennem. Det gjorde den også

på en masse forskellige interessante områder – som vi ikke skal høre om nu.

Her skal vi kun høre om det vigtigste (og kedeligste) – landbruget.

462

vældige ting


Henry A. Wallace, der er vores helt, blev landbrugsminister. Den pragmatiske

og løse form, som New Deal havde, gav særlige muligheder for en type

som ham, der i forvejen havde klare idéer om målet og om, hvordan det skulle

nås. I mere end ti år havde han i familieavisen forklaret, hvad der skulle til:

Mindre majs! Mere kløver! Flere penge! En new deal på landbrugsområdet betød,

at overskudsproduktionen skulle væk, og landmændene skulle have en

indtægt, de kunne leve af på lige fod med andre mennesker.

Den nye administration trådte til den 4. marts 1933. Den 12. maj var Wallaces

lovgivningskompleks, Agricultural Adjustment Act (AAA), på plads.

Hurtigere kunne sådan noget simpelthen ikke gøres. Idéen med AAA var, at

produktionen af majs, bomuld, mejeriprodukter, slagtesvin, ris, tobak og hvede

skulle begrænses. Landmændene skulle have kompensation for de afgrøder,

de lod være med at dyrke.

Målet var for så vidt ganske klart, men realiseringen viste sig som altid

vanskeligere, end man umiddelbart skulle have troet. Alene den omstændighed,

at det nye landbrugsår allerede var i fuld gang, da den nye regering trådte

til, voldte store vanskeligheder. Markplanerne var udarbejdet for længst, såsæden

var indkøbt og klar til brug. I den korte tid, der gik, inden AAA blev

vedtaget, kørte forårsarbejdet for fuld kraft. Det var ved at blive sommer, og

markerne stod grønne.

Derfor kom reduktionen af landbrugsproduktionen til at tage sig mere brutal

og hensynsløs ud, end den havde behøvet, hvis planlægningshorisonten

havde passet bedre med landbrugsåret. Landmændene fik et tilbud, meget få

af dem havde råd til at afslå: Hvis de pløjede en del af de afgrøder ned, som

de for kort tid siden havde sået, og som nu stod friske og grønne, fik de skatteyderpenge

fra forbundsregeringen i Washington. Det havde landmændene

det skidt med. Både i og uden for landbruget virkede det desuden også forargeligt

og umoralsk, at 220.000 grisesøer og 6 mio. slagtesvin uden videre

blev slået ned og destrueret samtidig med, at den værste økonomiske krise i

USA’s historie var på sit mest dystre højdepunkt, og millioner af mennesker

var uden arbejde og indtægter. Mange sultede, mens de måtte se på, at massevis

af fødevarer blev ødelagt.

Til at føre Agricultural Adjustment Act ud i livet blev der oprettet et særligt

forvaltningsorgan, der også kom til at hedde AAA – nu i betydningen

Agricultural Adjustment Administration. Begge AAA’er kom under voldsom

politisk beskydning. Fra venstre side blev kritikken rettet mod fordelingen

af den støtte, som blev uddelt for at reducere landbrugsarealet. Støtten gik til

jordens ejere, hvad der medførte voldsomme sociale problemer i sydstaterne,

hvor store dele af landbruget var baseret på sharecropping. Det var en art fæstevæsen,

der blev indført ved slaveriets afskaffelse. De forhenværende slaver

fortsatte med at dyrke jorden for dens ejere, som de hele tiden havde gjort.

bog 8 maden 463


Da de ingen penge havde, stillede ejeren såsæd til rådighed mod til gengæld

at få en del – undertiden halvdelen – af udbyttet. Når jordejeren reducerede

det dyrkede areal og modtog støtte, forøgede han sin indtægt på bekostning

af sharecropperen, der stod tilbage uden jord at dyrke og uden støtte som

kompensation.

Fra højre side blev hele New Deal bekæmpet blandt andet gennem den

konservativt dominerede Højesteret, der i en serie kendelser erklærede flere

af New Deal-tiltagene for forfatningsstridige. Det ramte AAA i januar 1936,

da Højesteret resolverede, at lovgivningen var i strid med forfatningen. Kongressen

reparerede på problemerne med sharecropperne og med AAA’s forfatningsmæssige

status ved at vedtage Soil Conservation and Domestic Allotment

Act. Dens formål var dels at hjælpe de betrængte sharecroppere og andre betrængte

grupper i Sydstaterne, dels at forhindre erosion og andre miljøskader

ved at betale landmændene for at tage marginaljord ud af omdriften og enten

sælge den til forbundsregeringen eller lade den ligge hen som permanent,

ekstensivt dyrket græsmark. I 1938 vedtog Kongressen desuden en ny AAA,

som gjorde det muligt at videreføre landbrugsstøtten uden at støde an mod

forfatningen – en opgave, der blev lettet af, at flertallet i Højesteret ikke længere

var konservativt.

AAA bevægede sig ind på et område, der på mange måder var nyt, og derfor

er det ikke så underligt, at der også inden for organisationen var nuancer i

opfattelsen af, hvordan målet bedst kunne nås. Den linje, der sejrede, var Wallaces.

Den gik ud på i hovedsagen at styre ved at påvirke markedskræfterne,

og det bevirkede, at vægten i landbrugets struktur forskød sig fra de mange

små familieejede bedrifter over mod færre, store, kapitaltunge produktionsenheder.

Man kan – måske noget firkantet – sige, at landbruget i højere grad

blev anskuet som en industri end som en livsform.

Oven i alt det andet kom, at Agricultural Adjustment Administration fik

ry for at være en kommunistrede. Det førte under kommunisthetzen i begyndelsen

af 1950’erne til anklager mod tidligere medarbejdere for spionage og

uamerikansk virksomhed og til processer og domme, der stadig er omstridte.

De forandringer, der skete med amerikansk landbrug i de sidste to tredjedele

af det 20. århundrede, var helt uoverskueligt store, og det er givet, at der

ikke var nogen, der i 1930’erne havde nogen realistiske forestillinger om, hvad

den proces, de satte i gang, ville udvikle sig til. Det er desuden også påfaldende,

at de vurderinger, de sagkyndige – landmænd, økonomer, landbrugsvidenskabelige

eksperter – har af betydningen af, hvad det er, der er sket, stritter

i alle retninger. Landbruget i resten af den industrialiserede verden oplevede

fra omkring 1960 de samme eller meget lignende forandringer som dem, der

skete i USA fra 1930’erne. Man kan sagtens forsvare det synspunkt, at forandringer

som dem, der skete med amerikansk landbrug, ser ud til at være

464

vældige ting


nødvendige forudsætninger for, at et hvilket som helst samfund kan blive en

del af den moderne verden.

De konkrete forandringer er alle stort set enige om: Mellem 1930 og 2000

blev udbyttet af amerikansk landbrug firdoblet, selv om indsatsen af produktionsfaktorer

(jord, arbejde og realkapital) tilsammen stort set var faldende

eller uforandret. Hvis man betragter hele perioden under ét, steg produktiviteten

i landbruget ca. 2 pct. om året. Det er en vækstrate, der langt overstiger

den tilsvarende for industrien, som oplevede en stagnation i sidste fjerdedel

af århundredet.

Sikeston, Missouri på The Great Plains, 12. januar 1939. En gruppe sharecroppers har slået

midlertidig lejr efter at være blevet sat ud fra deres hjem for at sikre ejerne af landbrugsjorden

støtte. Den samtidige billedtekst fortæller, at maden er ved at være sluppet op, mens den udvidede

familie overvejer fremtiden. (© Bettmann/Corbis).


Den pris, landmændene fik for deres produkter, når man justerer for inflationen,

faldt i gennemsnit med én pct. om året fra år 1900 til år 2000. Det

betød, at forbrugerne fik billigere fødevarer. Den del af den disponible indkomst,

som amerikanerne i gennemsnit anvendte til mad, faldt fra 22 pct. i

1950 til 7 pct. i 2000.

Fra 1930’erne til år 2000 faldt antallet af landbrug i USA fra ca. syv millioner

til ca. to millioner, i takt med at produktionen blev koncentreret på de

største brug. I 1930, da man lavede den første statistik, var salget af landbrugsprodukter

fra de 10 pct. største brug 14 gange større end det fra de 10

pct. mindste brug. I 1992, som er det seneste år, hvor man har indsamlet oplysninger,

var salget fra de 10 pct. største landbrug 152 gange højere end fra

de 10 pct. mindste brug. De 10 pct. største landbrug producerede 70 pct. af

alle landbrugsprodukter, mens de 10 pct. mindste brug kun producerede 2 pct.

Husstandsindtægterne i landbruget lå ved afslutningen af 2. Verdenskrig på

ca. 70 pct. af indtægterne uden for landbruget. Frem til 1990’erne steg landhusholdningernes

middelindkomst til 62.000 dollar sammenlignet med 57.000

dollar i ikke-landbrugshusholdninger, men over 90 pct. af landhusholdningernes

indkomster stammede fra aktiviteter uden for landbruget. I samme periode

fandt der en udjævning sted mellem indtægterne i landhusholdningerne i

USA’s forskellige stater: I 1910 var landhusholdningernes indtægter tre gange

større i Californien end i sydstaterne. I 1997 var forskellen kun på 10 pct.

Det er karakteristisk, at landhusholdningernes indtægter fra landbruget

svinger meget fra år til år, afhængigt af dels konjunkturerne og dermed renteniveauet,

dels af vejret, dels af priserne på landbrugsprodukter.

Man kan med en vis ret påstå, at den støtte til landbruget, som AAA satte i

værk, i sin essens ikke var nogen nyhed. Landbruget og livet på landet er altid

blevet støttet af offentlige myndigheder og kasser for eksempel ved udbygning

af veje og infrastruktur, ved uddannelse og forskning og ved reguleringer

af markedet for madvarer med henblik på betryggende fødevarekvalitet

og -sikkerhed. Forandringen i 1930’erne var på disse områder i hovedsagen

kvantitativ. Det nye og dyreste – og mest omstridte – der kom ind i 1930’erne,

var den direkte regulering af markedet for landbrugsvarer. Fra 1930’erne til

omkring 1960 skete det hovedsageligt ved hjælp af regeringsopkøb, begrænsninger

i den producerede mængde, importrestriktioner og eksportstøtte. Fra

omkring 1960 har støtten i stadig højere grad fået form af direkte udbetalinger

til landmændene.

Denne og de fleste andre former for støtte til det amerikanske landbrug har

været uafbrudt stigende. Fra 1930’erne til 1950’erne beløb den sig i gennemsnit

til ca. tre milliarder dollar om året målt i 1996-dollar. I 1980’erne var den nået

op på ca. 11 milliarder 1996-dollar, og i 1998-2001 var den gennemsnitligt på

ca. 20 milliarder dollar årligt – stadigvæk omregnet til 1996-niveau.

466

vældige ting


AAA anviste fra 1933 en udvej for det betrængte landbrug, som blev normsættende

for måden at fremstille landbrugsprodukter på i alle industrialiserede

lande i det 21. århundrede. Umiddelbart skulle man tro, at det er en succeshistorie,

der skal fortælles – og det er det da også … Sådan set … På en måde …

Men på et eller andet sted i forløbet må der alligevel være smuttet en slange

ind i denne tilsyneladende så paradisiske fortælling. Det er svært at få øje på,

hvor det kan være sket, og af hvilken art bæstet er. Man kan bare konstatere,

at moderne landbrug ikke har udviklet sig til den rene idyl.

AAA skabte en af de væsentligste forudsætninger for det moderne landbrug.

Målet var at stabilisere landbrugsproduktionen ved at reducere udbuddet

af landbrugsvarer. Måden at gøre det på var, at staten – i USA de føderale

myndigheder i Washington – overtog den overordnede styring af landbrugsproduktionen,

men overlod ejendomsretten til jorden og produktionsmidlerne

til landmændene. Midlet var tilskud. Tilskuddene blev i hovedsagen givet til

de masseproducerede bulkvarer, majs, hvede, bomuld, jordnødder, soja, tobak

og mælk, mens andre produkter såsom frugt og grøntsager og kødproduktion

af forskellig slags kun blev støttet sporadisk og med forholdsmæssigt mindre

beløb. Ikke desto mindre udviklede tilskuddene sig til en jungle, hvor der var

tilskud til at lade være med at producere visse afgrøder, tilskud til destruktion

eller eksport af overskudsproduktion, tilskud til at lade være med at dyrke

noget af jorden, enten ved at give tilskud til braklægning eller ved at give tilskud

til skovplantning eller tilskud til at etablering af såkaldte naturområder.

Dermed var der blevet skabt et grundlæggende – og fremmedgørende – element

i det moderne landbrug.

Privat ejendomsret kombineret med tilskud fra offentlige kasser etablerer

en konstruktion, som alle er kede af og ingen stolte af. Den lever så at sige

sit eget liv i det dulgte, og ingen bryder sig om at se på det eller tale om det.

Når konstruktionen først er blevet etableret, har den vist sig at være umulig

at bryde ned igen, selv om alle siger, at de er kede af, at det forholder sig, som

det gør.

For landmændene bliver tilskuddene vigtigere end landbrugsprodukterne.

Som producent af bulkvarer har den enkelte landmand ikke noget valg: Enten

tager han mod gaven og accepterer de betingelser, der følger med, eller også

må han opgive at drive landbrug. Retten til tilskud bliver kapitaliseret og tillagt

ejendommens værdi. Når landbrugsejendommen stiger i værdi, kan man

låne penge og udbygge produktionsapparatet ved at mekanisere og effektivisere

og derved opnå endnu større tilskud. I det regulerede marked køber de

landmænd, der er dygtige til at forvalte tilskuddene, deres idealistiske eller

mindre duelige kolleger ud og overtager deres brug og deres tilskud om ikke

andet så ved generationsskifter.

bog 8 maden 467


I det moderne tilskudslandbrug sker der en kapitalisering af besiddelsen,

en videnskabeliggørelse, en specialisering og opdeling af produktionen, en

koncentration af bedrifterne, en udbygget mekanisering og en afvandring

af arbejdskraft. Tilsammen bliver resultatet en fuldstændig forandring af erhvervet.

Det moderne landbrug er næsten usammenligneligt forskelligt fra

det traditionelle. Produkterne er anderledes, de fremstilles på en anden måde,

påvirkningen af miljøet er anderledes, landmændenes arbejde er anderledes,

de må opføre sig anderledes, tænke anderledes, leve anderledes, både i forhold

til hinanden og til samfundet og i forhold til deres familie, kone og børn.

I det moderne tilskudslandbrug sker der en fremmedgørelse. Det er egentlig

mærkeligt, at det forholder sig sådan – men det gør det. Det viser sig meget

tydeligt som forskellen mellem på den ene side de billeder af livet på landet og

de fortællinger, der følger med landbrugsprodukterne, og på den anden side

den måde, som moderne landbrugsproduktion faktisk foregår på.

Landbrugets modernisering, eller hvad man nu skal kalde summen af de

mange enkeltstående forandringer, der er sket med erhvervet, dets udøvere og

dets placering i samfundet, udgør som helhed et epokegørende nybrud, hvad

enten man bedømmer det som et fremskridt eller en katastrofe. Begge muligheder

står åbne, og det afspejler sig selvfølgelig også i opfattelsen af vores

helt og arketype Henry A. Wallace.

Slagtemodne grise i folde på Lynch Livestock Inc. svinefarmen på firmaets hovedsæde i

Waucoma, Iowa. På farmen sørger moderne teknik med automatiske foderanlæg, temperatur-

regulering og spaltegulve for, at der kan produceres kød som bulkware, næsten uden menneskelig

indgriben. Lynch Livestock beskriver sig selv som en familieejet landbrugsforretning, grundlagt

i 1916, og førende inden for svineindustrien.

(Foto, 15. september 2002, © Macduff Everton/Encyclopedia/Corbis).


Malthus

I 1898 holdt den ansete engelske kemiker og fysiker Sir William Crookes ‘The

Presidential Address’ på det berømte British Association for the Advancement

of Sciences årsmøde i Bristol. I sin tale fremlagde han en analyse af verdens

fødevaresituation, der mundede ud i en advarsel om, at der måtte forudses en

alvorlig hungersnød omkring 1930.

Dette foruroligende resultat var han nået frem til ved at beregne den forventede

størrelse af verdens befolkning tre årtier frem, sammenholde den med

størrelsen af de vigtigste korndyrkende arealer og gå ud fra, at den tendens

til stabilt eller svagt faldende udbytte, man kunne iagttage, ville fortsætte.

Crookes’ fremskrivning af verdens befolkningstal viste sig at holde rimeligt

godt stik. Det var først efter 1930’erne, at den vækst i befolkningstallet,

der kom til at præge det 20. århundrede, for alvor satte ind. Også hans beregninger

af udbyttet af de arealer, der omkring århundredskiftet anvendtes

til korndyrkning, viste sig – med nogle variationer for de enkelte lande – at

være rimeligt korrekte. Han udgav året efter sin analyse i udbygget form i en

bog med titlen The Wheat Problem. Den indeholdt blandt andet også et bidrag

fra det amerikanske landbrugsministeriums chefstatistiker, der underbyggede

rigtigheden af Crookes’ beregninger.

Når Crookes’ og andre samtidige videnskabsmænds pessimistiske forudsigelser

ikke desto mindre viste sig at være helt ud i det blå, var det ikke, fordi

deres beregninger var forkerte. Det var bare endnu en demonstration af, hvor

forenklet og primitivt videnskabsmænds og andre profeters verdensbillede er.

I de første tre årtier af det 20. århundrede blev der – i modsætning til, hvad

eksperterne havde troet muligt – inddraget store nye arealer til korndyrkning.

Crookes og hans samtidige regnede – korrekt – med, at det ikke ville kunne

betale sig at udbygge jernbanenettet væsentligt mere, end det var i slutningen

af 1890’erne, og – også korrekt – med, at transport af bulkvarer som korn over

længere strækninger med hestekøretøjer ville blive prohibitivt dyrt. Bilen var

ganske vist opfundet, men ingen videnskabsmand kunne forestille sig, at et

bog 8 maden 469


så kostbart sportskøretøj ville kunne bruges til at fragte korn med. Der var

desuden heller ikke konstrueret hverken jernbaner eller veje i de områder af

Canada, Australien og det vestlige USA, der blev inddraget til kornproduktion

i det 20. århundrede.

Som kemiker kendte Crookes meget vel til anvendelsen af superfosfat som

kunstgødning, men han vidste også, at de lejer, man kendte til – og andet

kunne han selvfølgelig heller ikke have nogen mening om – var ved at være

udtømte. Også mængden af kvælstofgødning var stærkt begrænset. Ud over

det, der blev tilvejebragt ved mennesker og dyrs ekskrementer, var det kun

forekomsterne af salpeter i Chile, der stod til rådighed.

Hvordan skulle han eller andre kunne forudse, at den tyske kemiker Fritz

Haber i 1918 ville få Nobelprisen i kemi for at have fundet ud af, hvordan man

kunne udvinde ammoniak af luften, eller at den norske kemiker Kristian Birkeland

og industrimanden Samuel Eyde fra 1905 opbyggede Norsk Hydro, der

var i stand til at producere praktisk talt ubegrænsede mængder Norgesalpeter

til særdeles konkurrencedygtige priser?

Sir William Crookes mente, at han leverede solid videnskabelig bekræftelse

på den uundgåelige, uhyggelige og tragiske skæbne, som menneskeheden gik i

møde, og som allerede forelå teoretisk velbeskrevet af en af den liberale økonomis

store lærefædre, Thomas Robert Malthus.

Malthus var en rigtig engelsk gentleman af samme type som for eksempel

Charles Darwin. Hans forældre var økonomisk uafhængige og levede af deres

penge på landet i nærheden af Albury i Surrey. Hans far, Daniel Malthus, fulgte

opmærksomt med i sin samtid og korresponderede med såvel David Hume

som Jean-Jacques Rousseau. Bob, som Thomas Robert Malthus blev kaldt i

familien, var den femte af en søskendeflok på seks. Måske fordi han var født

med ganespalte og hareskår, blev han undervist privat, indtil han i 1784 kom

til universitetet i Cambridge. Her udmærkede han sig trods sit handikap i engelsk

deklamation samt i latin og græsk, men interesserede sig i øvrigt navnlig

for matematik. Han blev fellow på Jesus College, hvor han opholdt sig til 1797,

da han blev ordineret til præst. Det var klart, at han med sit hareskår ikke

kunne opnå nogen stor gejstelig karriere. Han talte ganske vist meget tydeligt

omend med en vis hvislen, men han ville aldrig blive i stand til at tale et større

lokale op. Han ville imidlertid gerne giftes, og så var et sognekald den bedste

mulighed for en ung mand af hans samfundsklasse, der ikke var den ældste

søn. Han blev præst ved det lille Okewood Chapel ikke ret langt fra Albury,

hvor hans forældre boede.

I 1798 udgav han under pseudonym den første udgave af An Essay on the

Principle of Population as it Affects the Future Improvement of Society, with

Remarks on the Speculations of Mr. Godwin, M. Condorcet, and other Writers.

Bogen gjorde Malthus kendt. Han udarbejdede i eget navn en ny og bedre do-

470

vældige ting


kumenteret 2. udgave i 1803 og blev i 1805 ansat som den første professor i

politisk økonomi ved det nyoprettede East India Company College, hvor han

virkede til sin død. An Essay on the Principle of Population udkom i sin sidste

og endelige version som 6. udgave i 1826.

Malthus’ teori gik kort fortalt ud på, at en befolkning – alt andet lige –

kunne vokse ‘geometrisk’: 1, 2, 4, 8, 16, 32, 64 osv., fordi et forældrepar nemt

kunne få for eksempel fire børn, der uden problemer kunne finde ægtefæller

og så igen hver få fire børn og så fremdeles. Produktionen af fornødenheder –

mad, brændsel, beklædning og bolig – havde ikke samme mulighed. Den kunne

kun vokse ‘aritmetisk’: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7 osv. Resultatet ville ganske logisk blive,

at befolkningen hurtigt ville vokse fra produktionen af det, den skulle leve af.

Malthus og hans samtidige oplevede, at Englands befolkning voksede hastigt.

De så også den fattigdom og elendighed, der fulgte med. Fænomenet

var relativt nyt, og de efterspurgte en forklaring på det, de så, og en plan for,

hvad de skulle stille op. Det var, hvad Malthus tilbød. Det var selvfølgelig tydeligt

for enhver, at befolkningstallet ikke voksede eksponentielt i det virkelige

liv. Forklaringen, siger Malthus, er, at den faktiske befolkningsudvikling

hæmmes af såvel ‘positive’ som ‘forebyggende’ begrænsninger. De positive

begrænsninger er dem, der så at sige forekommer af sig selv – for eksempel

barske naturomstændigheder, fattigdom, sult og sygdomme. Den teknologiske

og økonomiske udvikling i England – det, der ca. 100 år senere blev kaldt Den

Industrielle Revolution – havde reduceret de positive begrænsninger. Følgen

af det var forøget elendighed. Det, der kunne gøres for at afbøde de ulyksalige

virkninger af det stigende befolkningstal, var, at de forebyggende begrænsninger

kunne forøges.

De forebyggende begrænsninger er dem, som mennesker har muligheder

for at pålægge sig selv og hinanden ved anvendelse af magt og ved sociale og

moralske konventioner såsom afholdenhed fra sex, udskydelse af ægteskab,

anvendelse af prævention osv. Forudsætningen for, at den slags begrænsninger

kunne udfolde sig, var, at befolkningen blev bedre oplyst. Mennesker

– mænd – i dårlige sociale omstændigheder var nødt til at lære at tænke sig

bedre om og få styr på deres drifter, så de ventede med at gifte sig og få børn,

til de havde muligheder for at forsørge dem og give dem en ordentlig opvækst.

Velgørenhed og hjælp til de fattige var at gøre dem en bjørnetjeneste. Stik

imod den godlidende og kristelige hensigt forøgede det bare de fattiges armod

og elendighed, fordi det modvirkede såvel de positive som de forebyggende

begrænsninger. Den såkaldte hjælp, som velgørenheden gav de fattige, ville

blive omsat til befolkningsvækst og øge den i forvejen voksende usselhed.

Malthus’ bog vakte sensation i sin samtid, og dens virkning blev både stor

og langvarig. An Essay on the Principle of Population var i sine seks udgaver

fra 1798 til 1826 i høj grad tekst til tiden. Dens tanker blev udmøntet i en re-

bog 8 maden 471


vision af den engelske fattiglov, der trådte i kraft i 1834, og som var gældende

til 1929. Den bærende idé i loven var, at offentlig hjælp kun kunne ydes til

folk, der boede på fattiggården (the workhouse). Såvel bygningerne som de

forhold, de fattige blev tilbudt der, skulle være så afskrækkende, at de modvirkede

enhver tilbøjelighed til frivilligt at give sig ind under dem. Mænd,

kvinder og børn levede strengt adskilt i hver sin afdeling, iklædt anstaltens

tøj. For at de ikke skulle finde opholdet behageligt, blev de fattige sat til hårdt

og ensformigt arbejde. Maden blev tildelt i portioner, der var så små, at alle

altid var sultne, men så store, at ingen døde af sult. De officielle madrationer

i fængslerne var på 292 ounces pr. uge, mens de i the workhouses var på mellem

137 og 182 ounces pr. uge. I en af de berømteste scener i Charles Dickens’

roman Oliver Twist fra1838 bliver helten, den lille Oliver, af de andre sultne

drenge tvunget til at spørge, om han må få mere mad. (”Please, Sir, I want

some more”). Som straf for denne frækhed bliver den stakkels Oliver sat i lære

hos en bedemand, og hvordan det så videre går ham, må man selv læse sig til.

Det, som var det banebrydende ved Malthus’ tankegang, var, at han betragtede

mennesker som ting og beskrev dem som væsener med lige så lidt

værdighed som dyr. Alfred Russel Wallace, der parallelt med Charles Darwin

fremsatte udviklingsteorien, betragtede det som ‘et højst interessant sammenfald’,

at både han og Darwin uafhængigt af hinanden gennem læsning af

Malthus nåede frem til udviklingsteorien, som Darwin i Arternes oprindelse

kalder en anvendelse af Malthus på et område, der ikke kompliceres af den

menneskelige intelligens.

Den logik, som er det bærende i Malthus’ teori om, at populationen tendentielt

udvikler sig eksponentielt, mens produktionen kun kan udvikle sig

aritmetisk, har vist sig at være meget vanskelig at få hold på. Antallet af mennesker

på Jorden er steget kolossalt siden Malthus’ tid – men slet ikke eksponentielt.

Det er ikke godt at vide, om det betyder, at Malthus’ tankegang er

korrekt, eller om den bare er et uigennemskueligt forsøg på at udtrykke nogle

meget komplicerede samfundsforhold alt for simpelt.

Man antager nu til dags, at alle mennesker har en fælles stammoder, den

’mitokondriske Eva’, som levede i Afrika for 150.000 år siden. Man antager

desuden – selv om det måske nok nærmest må siges at være gætteri – at der var

ca. 150 millioner af hendes efterkommere på Jorden ved vores tidsregnings begyndelse

i det ikke-eksisterende år nul. Den første fordobling af menneskenes

antal til 300 millioner skulle i så fald have fundet sted omkring år 1350. Den

næste fordobling til 600 mio. skulle være indtruffet omkring år 1700. År 1800

skulle der være ca. 900 millioner, år 1900 ca. 1.200 millioner, år 1950 ca. 2.400

millioner, år 1985 ca. 5.000 millioner og i år 2000 ca. 6.000 millioner mennesker

på jorden – alle sammen efterkommere af hin ca. 150.000 år gamle Eva.

472

vældige ting


”Please, Sir, I want some more”. En illustration til The Adventures of Oliver Twist fra 1924. Kosten i

de britiske fattighuse i 1800-tallet bestod primært af den såkaldte Rumfordsuppe, der var udviklet

af den amerikansk-engelske videnskabsmand og filantrop Benjamin Thompson, senere adlet

Rumford. Suppen blev lavet af formalet byg kogt ind med rigeligt vand, til det var tilpas tykt-

flydende og så nærende ud. For at give suppen lidt smag blev der per 64 portioner tilsat fire røgede

sild, eddike, salt, peber og lidt kål. Rumfordsuppens absolut vigtigste kvalitet var dog at være

billig – og så var dens afskrækkende virkning måske heller ingen ulempe.

(© Lebrecht Music & Arts/Corbis).


Anskuet på den måde ser det jo meget reglementeret ud. Der er i stadig

stigende takt blevet flere og flere mennesker. Den første fordobling af befolkningstallet,

vi på denne måde registrerer, tog 1350 år, den næste 350 år, den

næste igen 200 år, den næste 50 år, og den seneste – den fra 1950 til 1985 –

tog mindre end 35 år.

Så indtil 1985 ser det hele ret malthusiansk ud. Også selv om de ca. fem

milliarder mennesker, der levede i 1985, er langt fra de ca. 256 milliarder, det

skulle være blevet til, hvis det var gået allermest malthusiansk for sig. Men fra

1985 til 2005 steg befolkningstallet, så vidt man kan skønne, ‘kun’ til ca. seks

milliarder, og der kan være grunde til at gætte på, at antallet af mennesker på

Jorden i år 2020 ikke vil nå meget op over otte milliarder. Det ser mærkelig

nok ud, som om en ret kraftig opbremsning i stigningstakten har fundet sted

inden for den seneste snes år.

Hvis man bare havde befolkningstallene og ikke vidste noget om fødevareproduktionen

eller andre ting, kunne man tro det allerværste: At naturen

faktisk havde revideret sine regnskaber med rødt blæk. At Bibelens apokalyptiske

ryttere, Krigen, Pesten, Hungeren og Døden, havde sat en stopper for

festen, sådan som Malthus og Crookes og hundredvis af andre videnskabsmænd

havde forudset.

Særlig berømt blev Paul R. Ehrlich, der i 1968 udgav bogen The Population

Bomb. Den blev en bestseller og fremlagde uomstødelige beviser for, at ragnarok

stod for døren på grund af overbefolkning, overforbrug og den deraf

følgende udtømning af Jordens ressourcer. Ehrlichs argumentation vandt stor

og bred tilslutning i videnskabelige kredse, men blev imødegået af en liberal

økonom, Julian Simon, der tværtimod hævdede, at en stigende befolkning var

en gevinst for menneskeheden og økonomien og hverken nogen trussel eller

belastning. Han tilbød Ehrlich et væddemål: Ehrlich kunne efter eget valg

udpege fem råstoffer, og Simon ville vædde på, at de alle sammen, hvert og

et, i løbet af det kommende tiår ville falde i pris, uanset hvor meget verdens

befolkning og dens påståede overforbrug steg. Ehrlich slog til og accepterede

væddemålet, før, som han sagde, andre grådige folk snuppede det. Støttet af

to ligesindede kolleger, fysikerne John Harte og John Holdren, udpegede Ehrlich

så kobber, krom, nikkel, tin, og wolfram, og begge parter ‘købte’ for 200

dollar af hvert af de fem metaller til den pris, der gjaldt den 29. september

1980. Hvis den inflationsjusterede pris den 29. september 1990 var steget,

skulle Simon betale Ehrlich differencen – og omvendt, hvis prisen var faldet.

I tiåret fra 1980 til 1990 steg verdens befolkning med 800 millioner – den

største stigning, der nogensinde var registreret i noget tiår. Men prisen på de

udvalgte råvarer faldt – endda dramatisk. Den blev mere end halveret. I oktober

1990 sendte Paul Ehrlich en check til Julian Simon på det, han havde tabt:

474

vældige ting


576,07 dollar. Måske til trøst fik Paul Ehrlich i 1990 MacArthur Foundations

Fellowship – den såkaldte ‘genius award’.

Julian Simon undrede sig ikke uden en vis bitterhed over, hvad han kaldte

Kassandra-komplekset: At de fleste mennesker tigger og beder om, at nogen

skal sige, at det hele går ad helvede til.

Det kan man på en måde godt forstå.

Der har ikke været nogen krig mellem Jordens stormagter siden 1945, selv

om der langtfra har været noget, der bare ligner verdensfred. Der har ikke

været nogen forfærdelige epidemier, selv om millioner af mennesker er døde

af malaria og tuberkulose, og selv om aids har bredt sig på det seneste. Der har

heller ikke været nogen hungersnød. Faktisk har der været overproduktion af

fødevarer, og flere er døde af at æde sig for fede end af sult. Middellevetiden

har været stejlt stigende næsten over hele Jorden. Undtagelserne er Afrika

syd for Sahara, hvor forbedringerne har været mindre, og det tidligere Sovjetunionen,

hvor sammenbruddet af den reelt eksisterende socialisme førte til

rod og røverkapitalisme.

Der er adskillige uopklarede og måske også uopklarlige omstændigheder i

denne politisk ukorrekte og ilde hørte overordentligt glædelige historie. Man

skulle tro, at det måtte være meget vanskeligt at bevare pessimismen. Det har

imidlertid på ingen måde været problemet. Man kan ganske gratis udtale sig

om fremtiden – der er meget få, der gider kontrollere gamle spådomme.

Det efterfølgende er med vilje skrevet med nogle andre bogstaver som for at

markere et dilemma:

Almindelig sund fornuft og jævn forstand (det, Søren Kierkegaard kalder

middelmådigheden) tilsiger enhver, at det ikke kan blive ved at gå. Jordens

ressourcer er endelige, og de må på et eller andet tidspunkt blive udtømt. Der

er på en eller anden måde noget vulgært og derfor utiltalende og ildevarslende

ved det sanseløse overforbrug, som ingen nøgtern iagttager kan undgå at

lægge mærke til, fordi dets omfang er så kolossalt og så skamløst.

Nøgternt iagttagende må jeg konstatere, at det hidtil har kunnet gå, men et

eller andet sted på bunden af min sorte sjæl ligger måske ligefrem et ønske

om, at det ikke kan blive ved.

bog 8 maden 475


The Dust Bowl – Støvskålen

Når det i så høj grad lykkedes at omstille (for nu ikke at sige revolutionere)

landbruget i USA og resten af verden, kan det godt tage sig ud, som om det

var Wallace og folkene omkring AAA i særdeleshed og New Deal i almindelighed,

der var dygtige og heldige. Det var det nok også, men det var ikke hele

forklaringen. Tiden var med dem. Mekaniseringen af landbruget var i gang

i USA. Afvandringen fra landbruget var begyndt og blev fremskyndet af et

bemærkelsesværdigt fænomen, der kom til at indgå som ikon i USA’s historie

på linje med fortællingerne om cowboys og indianere og om Fordvognene og

samlebåndet. Fænomenet kaldes The Dust Bowl.

The Dust Bowl – Støvskålen – er på én gang betegnelsen for et naturfænomen,

en bestemt egn og nogle bestemte år, nemlig den sydlige del af Midtvesten,

dvs. de store, flade sletter i staterne Texas, New Mexico, Oklahoma,

Colorado, Kansas og Nebraska i årene fra 1931 til 1940. Men det er også – og

navnlig – betegnelsen for en epoke, der har fået stærke kunstneriske udtryk i

litteratur, film, musik og fotografi, og det er derigennem blevet til et skræmmebillede

og en formaning, som ligger og rumsterer i den fælles samfundsmæssige

bevidsthed.

Naturfænomenet bestod i, at hele den midterste del af det nordamerikanske

kontinent fra Den Mexicanske Bugt til et stykke ind i Canada, det, man kalder

the Great Plains eller prærierne, blev ramt af tørke, nogle steder ligefrem så

voldsomt, at der hele år ad gangen overhovedet ikke faldt nogen regn. Vinden

rejste kolossale skyer af støv, der bestod af det findelte organiske materiale fra

de øverste ca. 10 cm af jordoverfladen. Støvskyerne blev af vinden ført mod

øst og nåede af og til helt ud til Atlanterhavskysten. Samtidig føg de tungere

sandpartikler på de værst ramte steder sammen som undertiden meterhøje

driver eller klitter.

Tørken faldt i tid sammen med den store depression og kom oven i den

landbrugskrise, der havde været i gang siden 1920, og som havde presset landbruget

til en fortvivlet overproduktion. Historikeren Geoff Cunfer illustrerer

476

vældige ting


Dust Bowl fik sit navn efter Black Sunday, den 14. april 1935, da den værste af de talrige støvstorme

hærgede, og kolossale støvskyer tårnede sig op og formørkede himlen.

bog 8 maden 477


det med prisen på bomuld: I 1919 var den på 36 cent pr. pound. Den faldt i løbet

af 1920’erne til 18 cent pr. pound i 1928, for at ende på håbløse 6 cent pr.

pound i 1931. De foranstaltninger, som New Deal satte i værk med AAA, ramte

som nævnt skævt i Sydstaterne, fordi tilbuddet om landbrugsstøtte mod, at

afgrøder blev pløjet ned, og jord blev taget ud af omdriften, gik til ejerne af

jorden, mens de fæstere og sharecroppers, der faktisk dyrkede jorden, ingen

penge fik. I staterne Texas, Arkansas og Oklahoma blev noget over 60 pct. af

gårdene drevet af fæstere og sharecroppers, og deres antal var i 1940 reduceret

til 24 pct. af brugene.

Historien om The Dust Bowl er en fast størrelse, et billede med baggrund,

et ikon. Det forestiller USA i 1930’erne under den store krise. Den består af

fire grundelementer: Et fotografi, en roman, en film og nogle sange.

Fotografiet er en optagelse af Dorothea Lange. Det går – afhængigt af beskriverens

sentimentalitet – under navnet Migrant Mother eller Migrant Madonna.

Romanen er skrevet af John Steinbeck og hedder The Grapes of Wrath

– Vredens druer på dansk. Filmen, der er instrueret af John Ford, hedder det

samme som romanen og har Henry Fonda i hovedrollen. Sangene blev sunget

af Woody Guthrie. Han grundlagde den moderne samfundskritiske amerikanske

folkesang med Dust Bowl Ballads. De fire grundelementer er store kunstværker

i deres egen ret med hver sin egen historie. De lever udmærket hver

for sig og kan sagtens klare sig i verden uden hinanden, men tilsammen udgør

de ikonet. Der er ingen vej udenom: Sådan er Historien!

Det kan godt være, at Historien kun har en beskeden eller slet ikke nogen

sammenhæng med ‘de historiske kilder’, det vil sige den dokumentation, der

foreligger om 1930’erne i USA. Hvis det er tilfældet, er det slemt – for kilderne

og for historikerne. For Historien er så godt fortalt, så sammenhængende,

så fuld af mening og betydning ikke alene om krisen i 30’erne og om USA i

almindelighed, men om mennesket og dets kamp for tilværelsen, at historikere,

kilder og undersøgelser i og for sig er helt overflødige. Men fordi en af

historiefagets opgaver – til forskel fra Historiens – er at demonstrere, at alle

ting er mere komplicerede, end de umiddelbart tager sig ud, så skal vi alligevel

studere Støvskålen lidt. Vi kan begynde med fotografiet.

Billedet er optaget af Dorothea Lange. Hun var fra New Jersey og startede

som fotograf i New York, men flyttede siden til San Francisco, hvor hun i 1918

åbnede et ganske fashionabelt atelier for portrætfotografi. Under depressionen,

hvor det heller ikke var nemt at klare sig som fotograf, blev hun ansat i

Resettlement Administration (RA) under landbrugsministeriet. RA’s opgave

var at tage sig af de mange tusinde fattige landmænd og landarbejdere, der

flakkede omkring for at lede efter beskæftigelse og levemuligheder, men oven

i det indrettede organisationen i 1935 også en fotografisk sektion med det for-

478

vældige ting


Migrant Madonna. (Foto, Dorothea Lange, Library of Congress).


mål at dokumentere, hvad det var, der foregik, og samtidig skabe beskæftigelse

for kriseramte fotografer.

Den fotografiske sektion var til at begynde med ret uofficiel. Dorothea

Lange var således ansat som kontorstenograf, og hendes film og kørselsudgifter

blev faktureret som kontorartikler. Ikke desto mindre fulgte sektionen

med RA over i the Farm Security Administration (FSA), da den blev oprettet

i 1937, og den overgik – da krisen holdt op, fordi 2. Verdenskrig kom i gang

– til Office of War Information (OWI) i 1942. Dette initiativ, som man i vore

dage vrænger på næsen ad, og kalder en statslig propagandaorganisation, aflejrede

ikke desto mindre en samling på ca. 164.000 sort-hvide negativer og

1.600 farvediapositiver, der nu befinder sig i Library of Congress, og hvoraf

mere end 160.000 er tilgængelige på nettet.

På et af dem kan man se Dorothea Lange siddende på taget af sin bil, en

Ford V-8, i 1936 med en kæmpemæssig sort kasse mellem hænderne. Det er

hendes fotografiapparat, et Graflex SpeedGraphic, et spejlreflekskamera, der

arbejder med negativer på 9 x 12 cm. Med det optog hun blandt andet en serie

på seks billeder – et af dem det siden så berømte Migrant Madonna. Notaterne

til negativerne er forskellige. Til det berømte af dem har Lange anført: ”Subsistensløse

ærteplukkere i Californien; en 32 år gammel mor til 7 børn. Februar

1936.” Til et af de andre skriver hun: ”Nipomo, Californien. Marts 1936.

Omvandrende landarbejderfamilie. Syv sultne børn. Moderen 32 år gammel,

faderen fra Californien. Subsistensløse i en ærteplukkerlejr, fordi den tidlige

ærtehøst har slået fejl. Disse mennesker har lige solgt deres telt for at kunne

købe mad. De fleste af de 2.500 mennesker i denne lejr var subsistensløse.”

Der er ingen tvivl om, at billederne er optaget samme dag og samme sted og

heller ikke om, at Lange fortalte om sagen til avisen San Francisco News, der

den 10. marts 1936 bragte en artikel om landarbejderne i nærheden af Nipomo

under overskriften: ”Ragged, hungry, broke, harvest workers live in squalor”

og dagen efter en anden artikel, ”What does the ‘New Deal’ mean to this mother

and her child”, der var illustreret med Langes senere så berømte billede

af kvinden med børnene. Historien blev taget op af UPI, og nogle dage senere

forsynede New Deal-programmet lejren i Nipomo med 20.000 pund fødevarer.

Det blev samtidig begyndelsen på Dorothea Langes berømmelse som en af den

realistiske fotokunsts hovedskikkelser.

Så vidt, så godt.

Figuren på billedet Migrant Madonna var jo også en faktisk eksisterende

person og ikke bare en genstand. Hvad med hende? I 1960, da Dorothea Lange

fortalte sine erindringer om optagelsen, huskede hun ikke, hvordan hun havde

forklaret, hvorfor hun var i lejren, eller hvorfor hun fotograferede hende.

Kvinden stillede ikke nogen spørgsmål. Hun fortalte, at hun var 32, at hun

havde syv børn, og at de levede af frosne grøntsager fra de omkringliggende

480

vældige ting


Dorothea Lange i Californien i februar 1936. (Foto, Rondale Partridge, Library of Congress).

marker og af fugle, som børnene fik fat i. Hun havde lige solgt dækkene fra

sin bil for at kunne købe mad. (Ikke sit telt, som der står i notaterne til negativerne).

”Der sad hun så i sit vakkelvorne telt med børnene vrimlende rundt

om sig. Det virkede, som om hun vidste, at mine billeder kunne hjælpe hende,

så hun hjalp mig. Der var en form for gensidighed i det.”

Det mente Dorothea Lange sikkert, men det mente kvinden på billedet faktisk

ikke. Hun hed Florence Owens Thompson, og i 1975 boede hun i Modesto

i nærheden af San Francisco. Hendes børn havde købt hende et lille hus, men

hun ville hellere bo i sin trailer. ”Jeg har det bedst med hjul under,” som hun

sagde. Hun var godt træt af det billede. Hun havde ikke fået en eneste cent

ud af det, og hun havde ikke engang fået et billede selv, som fotografen ellers

havde lovet hende. Det fortalte hun nemlig til den lokale avis, Modesto Bee.

bog 8 maden 481


Af den grund blev hun ‘opdaget’ af Bill Ganzel, der var fotograf og tv-producer

i Nebraska. Han var i gang med at lave noget om, hvordan det var gået de

mennesker, der var blevet fotograferet af RA under depressionen, og på den

måde gik det til, at Florence Thompson blev forvandlet fra at være en ukendt

model til at være en person med sin egen historie.

Hun var født den 1. september 1903 og var af ‘the Cherokee Nation’, for

begge hendes forældre var 100 pct. Native Americans – indianere, som de

på politisk ukorrekt dansk bliver kaldt. Hendes far havde været i fængsel og

havde forladt hendes mor, før hun blev født. Moderen giftede sig igen i 1905

med mand, der hed Charles Akman, og familien slog sig ned på en lille gård

uden for Tahlequah i Oklahoma. 17 år gammel blev hun på valentinsdag gift

med den 23-årige Cleo Owens fra Stone County i Mississippi næsten nede ved

Den Mexicanske Bugt. I 1926 flyttede hun med hele sin familie, der på det

tidspunkt bestod af Cleo, døtrene Violet og Viola og sønnen Leroy, sammen

med andre medlemmer af Owen-klanen til Oroville i Californien. Der fik de arbejde

på et savværk, men i foråret 1931, da Florence havde fået børnene Troy

og Ruby og var gravid med datteren Katherine, døde Cleo Owen af tuberkulose.

For at forsørge børnene og sig selv arbejdede Florence med markarbejde

om dagen og i en restaurant om aftenen. Her traf hun en rig forretningsmand

fra Oroville og blev i 1933 gravid med ham. Det blev resten af Owen-klanen

rasende over, og da hun også blev bange for at miste barnet til forretningsmandens

indflydelsesrige familie, flyttede hun med børnene tilbage til sin mor

og stedfaderen på den lille gård i Oklahoma.

I 1934 tog Florence, hendes syv børn, hendes forældre og forskellige andre

af Akman-familien fra Oklahoma til Shafter lige nord for Bakersfield i den sydlige

del af San Joaquin Valley i Californien. Her traf hun en flot bartender og

slagter, James R. Hill fra Los Angeles, og blev gravid med datteren Norma Lee,

der blev født i marts 1935. Jim Hill var en flink fyr fra en respektabel familie,

men han kunne ikke passe et arbejde, og Florence måtte forsørge familien.

Mens hun holdt ud med ham, flyttede hele familien ustandselig rundt i Californien

og af og til i Arizona. Florence fik tre børn med Hill, men et af dem,

Leana, døde, før hun blev to år gammel. Det var en hård tid indtil slutningen

af 2. Verdenskrig, da Florence traf en hospitalsforvalter, George Thompson,

og blev gift med ham.

Sønnen Troy Owens huskede i 1975 udmærket den dag, da hans mor blev

fotograferet. De var nemlig efter at have plukket bladbeder i Imperial Valley

på vej ad Highway 101 nordpå til Watsonville i Pajaro Valley, hvor de regnede

med at kunne få arbejde med at plukke salat. Så sprang knastakselkæden på

deres Hudson, da de var ud for ærteplukkerlejren uden for Nipomo, og derfor

trak de derind for at reparere bilen. Troy og hans bror Leroy slog hul på

køleren, da de arbejdede med den knækkede knastakselkæde, og derfor tog

482

vældige ting


de køleren ud og lånte en trækvogn for at køre ind til Nipomo og få den lappet.

På vejen derind var der en bakke, og Leroy satte sig op på trækvognen

og kørte ned ad bakken, indtil han ramlede ind i cementkantstenen, og både

han og køleren fik en ordentlig lufttur. Da de kom tilbage med køleren efter

at have fået den repareret, fortalte deres mor, at der havde været en fotograf,

men det var ikke noget, nogen af dem havde gået så højt op i. De fortsatte

bare nordpå til Watsonville. Det med, at deres mor havde solgt dækkene, var

det rene sludder. De havde ingen andre dæk end dem, der sad på Hudson’en,

og dem kunne de jo ikke sælge.

Troy kunne også huske, hvordan de første gang havde set billedet af deres

mor. Han og Leroy tjente en ekstra skilling ved at samle aviser ind i Watsonville

og tage ud og sælge dem på landet. Der havde han set billedet i en åben

avis og var blevet helt forskrækket: ”Mor er blevet skudt! Mor er blevet skudt!

” råbte han. Der var nemlig kommet en blækklat lige midt i panden på moren,

og det så ud, som om hun var blevet skudt, så de var styrtet hjem i lejren, men

hun var selvfølgelig helt o.k. ”Vi viste hende billedet. Hun så bare på det og

sagde ingenting.”

I foråret 1983 fik den 79-årige Florence Owens Thompson kræft og kunne

ikke længere bo i traileren. Hun flyttede hjem til sønnen Troy, men ud på sommeren

skulle hun passes af en døgnsygeplejerske, og det kostede mere end

1.400 dollar om ugen. Det havde børnene ikke råd til at betale, og de henvendte

sig til Jack Foley, der var journalist ved San Jose Mercury News. Hans historie

om deres mor vakte national opmærksomhed. Børnene fik næsten 2.000 breve

fra læsere over hele landet, og der kom mere end 35.000 dollar ind til en særlig

Migrant Mother Fund, som blev administreret af Hospice Caring Project i

Santa Cruz County. Selv om deres mor fik det lidt bedre, da hun blev indlagt,

døde hun alligevel få uger efter sin 80-års fødselsdag den 16. september 1983.

Hun blev begravet på kirkegården i Empire, Californien, et par miles uden

for Modesto. På hendes gravsten står: ”Migrant Mother – A Legend of the

Strength of American Motherhood.”

“Mor var en kvinde, der elskede at nyde livet, og som elskede sine børn,”

fortalte hendes datter Norma Lee (gift Rydlewski),”hun elskede musik, og hun

elskede at danse. Når jeg ser på det billede, gør det mig trist. Det er ikke sådan,

jeg kan lide at mindes hende.”

Tiden under depressionen havde været hård for familien, men det var ikke

alt sammen lidelse. “Mor og far tog os tit med i biografen. Vi kom til karneval,

når det var i byen, og den slags små ting. Vi hørte radio. Hvis de havde nogle

penge, gav de os is. I Shafter havde vi venner og familie, som vi besøgte. Vi

havde også vores fornøjelser.” Hendes bror Troy er enig: “Det var hårde, hårde

tider, men det var den bedste tid, vi overhovedet har haft.”

bog 8 maden 483


Vredens Druer

Vredens Druer (The Grapes of Wrath, 1939) er navnet på en roman af John

Steinbeck og et centralt element i det ikon, der kaldes Støvskålen, og som

forestiller USA under krisen i 1930’erne.

Selve bogens titel er interessant. ‘Vredens druer’ er ikke nogen faktisk forekommende

frugtsort. For almindelige amerikanere refererer ‘Vredens druer’

til ‘Republikkens slagsang’, The Battle Hymn of the Republic, fra 1862. Den går

på melodien til John Brown’s Body og var de sejrende nordstaters kendingsmelodi

under den amerikanske borgerkrig. Første vers, hvor ‘vredens druer’

forekommer, lyder således:

484

Mine eyes have seen the glory of the coming of the Lord:

He is trampling out the vintage where the grapes of wrath are stored;

He hath loosed the fateful lightning of His terrible swift sword:

His truth is marching on.

Glory, glory, hallelujah!

Glory, glory, hallelujah!

Glory, glory, hallelujah!

His truth is marching on

(Mine øjne har set Herrens komme i stråleglans:

Han tramper vinen ud, hvor vredens druer opbevares;

Han har løsnet skæbnesvangre lyn med sit frygtindgydende, raske sværd;

Hans sandhed marcherer frem).

Sangen er blevet og bliver spillet ved højtidelige officielle lejligheder som for

eksempel ved Ronald Reagans, Robert Kennedys og Winston Churchills begravelser

og er (eller var) så velkendt, at amerikanske skolebørn har/havde

deres egen version (her i dansk prosaoversættelse):

vældige ting


Mine øjne har set skolen brænde i stråleglans,

vi har tortureret alle lærerne – vi har brudt alle regler.

I morgen eftermiddag hænger vi skoleinspektøren.

Vores skole marcherer frem.

Glory, glory, hallelujah,

lærerinden slog mig med en lineal,

jeg mødte hende i døren med min ladte kaliber 44,

og hun er ikke min lærerinde mere.

Udtrykket stammer fra Johannes’ Åbenbaring, hvor der i kapitel 14, vers 14

optræder “en som lignede en menneskesøn med en gylden krans på sit hoved

og en skarp segl i sin hånd”. Han får besked af en engel, og han “svang sin segl

over jorden, og jorden blev høstet”. I vers 17 dukker der en anden engel op,

som også har en skarp segl. Nu bliver det lidt indviklet, for i vers 18 ff. står der:

Derefter kom der fra alteret en engel, som havde magt over ilden; og han

råbte med høj røst til ham, som havde den skarpe segl, og sagde: “Tag din

skarpe segl og skær klaserne af jordens vintræ; thi dets druer er modne.”

Og englen svang sin segl over jorden og afskar frugten på jordens vintræ og

kastede den i Guds harmes store persekar. Og persekarret blev trådt uden

for byen, og der strømmede blod ud af persekarret, helt op til hestenes bidsler,

på en strækning af tusinde og seks hundrede stadier.

At Steinbeck på denne måde overtager både bibelhistorien og patriotismen

i titlen på sin bog, forlener den for et publikum, der er opvokset i en amerikansk

tradition, med en bekendthedskvalitet, som er af uvurderlig betydning

for dens udbredelse. Det er heller ikke vanskeligt at fornemme bibeltonen i

sproget og den truende stemning fra Johannes’ Åbenbaring af dommedag, der

rykker nær. Forforståelsen smitter samtidig af på bogens budskab og hjælper

med til at gøre det selvfølgeligt og dermed uomgængeligt og sandt. Dette forhold

kan være med til at forklare, hvordan det kan være, at romanen Vredens

Druer, lige fra den udkom og til den dag i dag, i højere grad er blevet opfattet

som virkelighedsskildring eller ligefrem reportage end som litteratur – det vil

sige løgn og forbandet digt.

I et komprimeret referat, der på ingen måde yder romanen nogen form for

retfærdighed, handler den om en mand, Tom Joad, der vender tilbage til et

landbrugsdistrikt i Oklahoma efter at være løsladt fra fængslet, hvor han har

afsonet en straf for mord. Da han kommer hjem, opdager han, at hans familie,

der har levet som sharecroppers, har måttet forlade den jord, de har dyrket

gennem generationer. Jorden er blevet overtaget af sin formelle ejer og store

bog 8 maden 485


anker, og familien er i færd med at begive sig af sted til Californien, hvor der

efter de annoncer, som har cirkuleret, er nye muligheder.

På vejen opdager familien, at de langtfra er alene om det håb. I tusindvis af

fattige landmandsfamilier – sharecroppers som den selv – er på vej for at gribe,

hvad de er blevet foregøglet skulle være en ny chance. Under den besværlige

færd til det forjættede land dør bedsteforældrene, og da resten af familien

når frem, viser det sig, at der er alt for mange om buddet til det arbejde, der

er. Det udnytter jordejerne til at presse lønningerne. Familien skilles, og dens

tilbageblevne medlemmer engagerer sig i fagligt arbejde og strejker, der ender

i voldsomheder, og som fører til, at Tom Joad endnu en gang dræber en mand.

Som fredløs vil han for fremtiden kæmpe for jævne menneskers rettigheder.

Henry Fonda i sit livs rolle som Tom Joad i Vredens druer. (© John Springer Collection/Corbis).


Som man måske kan ane selv i det ovenstående pauvre referat, læner handlingen

i romanen sig op ad Bibelens historie om jødernes uddrivelse fra Egypten

og vandringen i ørkenen. Kombineret med budskabet fra titlen indstiller

det læseren på noget, han eller hun aner som velkendt – på én gang storslået

og truende. Da Steinbeck formår at udtrykke sig med stor sproglig styrke, bliver

læseren engageret i at være med til at udforme og nuancere historien og

dens personer. Bogens indledende skildring af tørken og støvstormen sætter

scenen og angiver historiens stemning. Som baggrundsstemning er dommedag

eller dommens dag, hvor de retfærdige skal skilles fra de uretfærdige, ved

at være nær. Menneskene er underlagt skæbnens luner eller måske naturens

truende kræfter. Det må de tage på sig og finde ud af at leve med ved at støtte

sig til hinanden. Jeg tror også godt, det kan anes i den danske oversættelse

af bogens indledning:

Forårets sidste regn faldt blidt i det røde land og også i en del af det grå

land i Oklahoma. Den skyllede ikke flænger i den sprukne jord. Plovene skar

igennem jordens ujævnheder gang efter gang. Den sidste forårsregn satte

hurtigt vækst i majsen og strøede kolonier af ukrudt og græs langs vejsiderne,

så det grå land og det mørkerøde land begyndte at forsvinde under et

grønt tæppe. I slutningen af maj blev himlen bleg, og skybjergene, der havde

været optårnet på den så lang tid af foråret, forsvandt.

Solen brændte ned på den voksende majs dag ud og dag ind, indtil en

brun bræmme groede frem langs randen af hver grøn bajonet. Skyerne kom

tilbage og forsvandt igen, og da der var gået en tid, opgav de at vise sig

mere. Ukrudtet blev mere mørkegrønt for at skærme sig mod solen, og det

holdt op med at sprede sig. Jorden trak en skorpe over sig, en tynd hård

skorpe, og da himlen blev bleg, blev jorden også bleg, lyserød i det røde

land og hvid i det grå land.

I regnvandsrenderne smuldrede jorden til små tørre støvbække, og myreløverne

satte små jordskred i gang. Og for hver dag den svidende sol

brændte, blev bladene på den unge majs mindre stive og knejsende, først

bøjede de sig i kurver, og da så midterribbernes styrke gav sig, bøjede hver

blad sig mod jorden. Så var det juni, og solen skinnede endnu stærkere. De

brune rande på majsbladene blev bredere og åd sig ind mod midten. Ukrudtet

blev frynset og slidt og smuldrede tilbage mod sine rødder. Luften var

tynd og himlen mere bleg, og hver eneste dag blegnede jorden endnu en

kende.

På kørevejene, hvor hjulene malede og hestehovene trampede den op,

brast dens skorpe og blev til støv. Hver ting, der bevægede sig, hvirvlede

støvet i vejret; en gående mand hvirvlede et tyndt lang op i bæltestedshøj-

bog 8 maden 487


488

de, og et køretøj hvirvlede støvet op i højde med hegnspælene, og en bil lod

en sky koge op efter sig. Støvet var længe om at falde i leje bagefter.

Da juni var halvt omme, kom der sejlende store skyer fra Texas og Golfen,

højtsejlende tynge skyer, varsler om regn. Menneskene ude på markerne

så op på skyerne, snusede luften ind og holdt våde fingre i vejret for

at fornemme vinden. Og hestene blev nervøse, mens skyerne var på himlen.

Regnbebuderne lod falde et par stænk, så skyndte de sig at sejle videre til

et andet land. Så blev himlen bleg igen, og solen brændte. I støvet var der

kratermunde efter regndråberne, og der var renvaskede pletter på majsen.

Det var det hele.

En sagte vind fulgte med regnskyerne og drev dem mod nord, en vind,

der raslede blindt i majsens tørre blade. En dag gik, og vinden blev stærkere,

kom i stive, hårde kast. Støvet fra vejene hvirvledes i vejret, spredtes og

faldt på ukrudtet ved siden af markerne, faldt lidt ind på markerne. Nu blev

vinden stærk og stiv og rev i majsmarkernes jordskorpe. Lidt efter lidt blev

himlen mørknet af luftens støvpartikler, og vinden strøg hen over jorden,

løsnede støvet og førte det bort. Vinden blev stærkere, jordskorpen smuldrede,

og støvet hvirvledes op fra markerne som grå fjerduskskyer fra en

træg røg. Majsen tærskedes frem og tilbage i vinden med en tør raslen. Det

fineste støv søgte ikke længere tilbage til jorden nu, men forsvandt op i den

mørknende himmel.

Vinden blev stærkere, strøg ind under sten, løftede strå og gamle blade,

ja selv små jordklumper med sig på sin vej over markerne. Luften og himlen

blev mørkere, solens skær blev rødt, og der kom en skarp stikker i luften.

En nat igennem for vinden hastigere hen over landet, gravede listigt mellem

majsens rødder, og majsen kæmpede mod vinden med sine udmattede blade,

indtil dens rødder blev befriet af den voldske vind, og hver stængel træt

lagde sig sidelæns mod jorden og pegede i vindens retning.

Daggryet kom, men ingen dag. På den grå himmel viste der sig en rød

sol, en tåget rød skive, der gav lidt lys ligesom tusmørket, og mens dagen

skred, gled tusmørket over i natten og vinden hylede og klagede over den

faldne majs.

Mænd og kvinder krøb sammen i deres huse, og de bandt tørklæder over

deres næser, når de gik ud, og havde støvbriller på for at beskytte deres

øjne.

Da natten kom, var det bælgmørkt, for stjernerne kunne ikke trænge

gennem støvet, og skæret fra de oplyste vinduer kunne ikke nå over gårdspladsen.

Nu var støvet jævnt blandet med luften, var en emulsion af støv

og luft. Husene var stængte og døre og vinduer var tættede med tøj, men

støvet kom ind så fint, at det ikke kunne ses i luften, og det lejrede sig som

vældige ting


lomsterstøv på stole og borde, på tallerknerne. Folk børstede det af deres

skuldre. Små støvrande lå ved dørtærsklerne.

Midt om natten drog vinden videre og lod landet i fred. Den støvfyldte

luft dæmpede lyden mere fuldstændigt end tågen gør. Menneskerne, der lå

i deres senge, hørte vinden gå i stå. De vågnede, da den susende vind var

væk. De lå stille og lyttede ind i den dybe stilhed. Så galede hanerne, og deres

galen lød dæmpet, og menneskene rørte uroligt på sig i deres senge og

længtes efter morgenen. De vidste, det ville vare længe, før støvet kom af

luften. Om morgenen hang støvet som en tåge, og solen var rød som stærkt

og rindende blod. Hele dagen sivede støvet ned fra himlen, og den næste

dag sivede det ned. Et jævnt tæppe dækkede jorden. Det lagde sig over majsen,

over hegnspæle og hegnstråd, det lagde sig på tagene, hyllede ukrudt

og træer ind.

Menneskene kom ud af deres huse og indsnusede den hede, stikkende

luft og dækkede deres næser til for den. Og børnene kom ud af husene, men

løb ikke og råbte, som de ville have gjort efter regn. Mænd stod ved hegnene

og så på den ødelagte majs, der nu visnede hurtigt, kun en smule grønt

skimtedes igennem støvhinden. Mændene var tavse, og de rørte næsten

ikke på sig. Og kvinderne kom ud af husene for at stå ved siden af mændene

– for at mærke, om mændene ville bryde sammen denne gang. Kvinderne

undersøgte i smug mændenes ansigter, for for deres skyld fik majsen så gå

til grunde, når blot der blev noget andet tilbage. Børnene stod i nærheden

og tegnede i støvet med deres bare tæer, og børnene pejlede med deres

sanser ud i rummet for at mærke, om mænd og kvinder ville bryde sammen.

Børnene kiggede på mændenes og kvindernes ansigter, så tegnede de akkurate

streger i støvet med deres tæer.

Hestene kom til vandingstrugene og prustede hen over vandet for at få

støvet væk fra overfladen. Da der var gået en stund, mistede mændenes ansigter

deres grublende udtryk af rådvildhed, de blev hårde og vrede og trodsige.

Så vidste kvinderne, at de kunne være trygge, og at der intet sammenbrud

kom. Så spurgte de: ”Hvad skal vi gøre?” Og mændene svarede: ”Det

ved vi ikke.” Men det hele var i orden. Det vidste kvinderne, og det vidste

børnene. Kvinderne og børnene vidste dybt inde i sig, at ingen ulykke var så

stor, at den ikke kunne bæres, hvis bare mændene ikke gik i stykker. Kvinderne

gik ind i husene til deres arbejde, og børnene begyndte at lege, men

først forsigtigt. Som dagen skred blev solen mindre rød. Den brændte ned

over det støvdækkede land. Mændene sad i husdørene, deres hænder havde

travlt med pinde og småsten. Mændene sad stille – de tænkte – de regnede.

bog 8 maden 489


Når man ved det i forvejen, kan man genkende tonen fra Johannes’ Åbenbaring

i romanens sprog og fornemme den i dens inspiration. Med stor konsekvens

lige fra begyndelsen og helt ned i de enkelte sætninger bygger teksten

tvetydigheden og dermed den truende og samtidig forventningsfulde stemning

op. Det ‘røde land’ står over for det ‘grå land’. Den ‘blide’ regn har noget

i baghånden, men den holder det tilbage – den ‘skyller ikke flænger’ i jorden,

selv om den er sprukken. Hvorfor skulle den blide regn dog hitte på at lave

flænger, og hvorfor er jorden ‘den sprukne’? Hvad er det, der her er på spil?

Plovene ‘skærer’ gennem ‘ujævnheder’, majsen vokser, men det gør ukrudt og

(u)græs også… Bliv selv ved.

Med indledningen tackler og løser Steinbeck et uhyre vanskeligt fortælleteknisk

problem: Hvordan kan man bære sig ad med at berette om et så kompliceret

fænomen som for eksempel en krig eller en tørke? De faktiske forhold,

som jeg meget kort har beskrevet i begyndelsen af historien om Støvskålen –

om, hvilket område tørken ramte, om, hvor lidt nedbør der faldt, og om sammenfaldet

i tid mellem tørken og den økonomiske depression – alt det og meget

mere til, som jeg vil fortælle mere om her nedenfor, siger ingenting om, hvad

de mennesker, der blev ramt, oplevede. Landkortene, nedbørsfordelingen, afvejningen

af de mulige årsager til katastrofen kan i al deres vidtløftighed slet

ikke hamle op med en sætning som Steinbecks: ”Og kvinderne kom ud af husene

for at stå ved siden af mændene – for at mærke, om mændene ville bryde

sammen denne gang.” Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan man kortere

og mere præcist og usentimentalt kan fortælle om en naturkatastrofe, og om,

hvordan den opleves af dem, den går ud over. Det er samtidig så visuelt anskueligt

fortalt, at det næsten kan fungere som drejebog til en film.

På den baggrund synes jeg ikke, det er svært at forstå, at Vredens Druer

blev filmatiseret allerede året efter, at bogen udkom. Filmen blev instrueret

af John Ford, og den blev født som filmklassiker og blev overøst med priser

og belønninger. En af amerikansk films største skuespillere, Henry Fonda, leverede,

hvad der undertiden beskrives som hans største præstation, som hovedpersonen

Tom Joad.

Filmen gjorde stort indtryk på digteren og sangeren Woody Guthrie, der

i 1930’erne lagde grunden til det, man kan kalde den klassiske amerikanske

populærmusik, der sidenhen udviklede sig under indtryk af ungdomsoprøret

og protesten mod Vietnam-krigen i 1960’erne og 70’erne. Samme aften, han

havde set filmen, gik han hjem og skrev The Ballad of Tom Joad, og dermed fik

ikonet ’Støvskålen’ også en dimension i sang- og musiktraditionen ved siden

af dem, den allerede havde i fotokunsten, litteraturen og filmkunsten.

Sangeren Bob Dylan betegnede Guthrie som ”my last hero”, og han indledte

i 1961 sin karriere med at besøge Guthrie, der på tiende år lå hjælpeløs

hen på et nervehospital i New York med Huntingtons chorea, en uhyggelig og

490

vældige ting


Woody Guthrie, fotograferet 8. marts 1943. På guitaren sloganet ”This machine kills fascists”, der

stod skrevet på en række af hans instrumenter. I løbet af 1930’erne rejste han to gange på kryds og

tværs af USA i migrantarbejdernes spor, oplevelser, der har bundfældet sig i hans berømteste sang,

USA’s folkelige nationalhymne, This Land is Your Land …, som han ligeledes skrev i 1940, men det

var filmatiseringen af Vredens druer, der inspirerede ham til Dust Bowl Ballads. (Foto Al Aumuller,

The New York World-Telegram and the Sun Newspaper Photograph Collection, Library of Congress).

dødbringende, arveligt betinget sygdom. Bruce Springsteen byggede videre

på ikonet ved i 1995 at udsende albummet The Ghost of Tom Joad, opkaldt

efter titelsangen.

Det kan ikke skjules, at Vredens Druer fra det øjeblik, da bogen udkom,

til den dag i dag har været a pain in the ass på den højreorienterede del af

USA. I samme åndedrag, som man får at vide, hvor kommerciel og dermed uidealistisk

John Steinbeck var og stadig er – forlaget Penguin anslog i 2002 i

anledning af hundredåret for Steinbecks fødsel, at hans bøger hvert år sælger

omkring to millioner eksemplarer – kan man få påvist, at bøgerne faktisk ikke

bog 8 maden 491


er ret vellykkede, og at sproget i dem er så obskønt, at det har været nødvendigt

at fjerne nogle af dem fra børnebibliotekerne og forbyde, at de indgår i

skolernes litteraturpensum. Selv om Steinbeck fik Nobelprisen i litteratur, var

han ikke troende kristen, men nærmest en slags kommunist, der støttede Kennedy

og Lyndon B. Johnson, og han var desuden fordrukken og en dårlig far,

der ikke tog sig kærligt af sine børn, selv om de var sønner.

Som en af de højreorienterede kritikere skriver: ”Uheldigvis for bedømmelsen

af [Steinbeck] er der imidlertid nu samlet tilstrækkelige historiske, demografiske

og klimatiske data om 1930’erne til at vise, at næsten alt i romanens

omhyggeligt udarbejdede billede enten er ligefrem falsk eller overdrevet ud

over enhver forstand.”

Det er fuldstændig rigtigt, at ingen i 1930’erne havde overblik over, hvad

det var, der foregik i det amerikanske landbrug, og hvad der skete med de

amerikanske farmere, og at ingen dermed blev opmærksomme på den grundlæggende

ændring af hele samfundet, der var i fuld gang. Man regnede som

en selvfølge med, at bønder var bofaste, og at det var derfor, de hed bønder.

Men sådan var det ikke i de sydvestlige stater – hverken i 1930’erne eller før

og siden. Ved folketællingen i 1930 oplyste 44 pct. af farmerne i Oklahoma

og 47 pct. af dem i Arkansas, at de havde boet på deres farme i mindre end to

år. Fra 1910 til 1930 afvandrede 1,3 millioner. mennesker fra de sydvestlige

stater til andre dele af USA. I 1920’erne drog ca. 250.000 til Californien, og i

1930’erne steg tallet til 315.000. Den rigtig store afvandring fandt først sted i

1940’erne, da ca. 630.000 tog til vestkysten – ikke for at arbejde i landbruget,

og ikke fordi der var krise. Flertallet af migranterne var byboere, og vandringen

skyldtes den højkonjunktur, som 2. Verdenskrig havde skabt. Heller ikke

det var i og for sig noget nyt: Ca. 100,000 af ’okierne’ (udvandrerne fra Oklahoma)

havde mellem 1935 og 1940 slået sig ned i Los Angeles. Det nuværende

moderne samfunds udspring blev derved forskudt i tid fra omkring 1930 til

omkring 1950. Forandringerne i landbruget blev skudt til side som forklaring

til fordel for verdenskrigen, hvor der var helte og skurke, og hvor der skete

noget rigtig historisk.

Om Steinbecks skildring af vandringen fra Oklahoma til Californien, som

om den svarede til jødernes ophold i ørkenen efter uddrivelsen fra Egypten,

må man give de højreorienterede kritikere ret: Hier irrt sich Goethe! Turen ad

den dengang relativt nye highway Route 66 tog i 1930’erne tre dage, og den

kostede ikke mere end et par tankfulde benzin. Som det var tilfældet med ‘the

migrant mother’, Florence Owens (som endnu ikke var kommet til at hedde

Thompson), var det ikke nogen stor sag at tage turen frem og tilbage mellem

Oklahoma og Californien. Det var heller ikke sådan, at løntrykkeriet i Californien

var overvældende. Faktisk steg akkorden for for eksempel bomuldsplukkere

i San Joaquin Valley fra 44 cent pr. 100 pound i 1932 til 90 cent i 1934

492

vældige ting


og 1 dollar i 1936. Akkorden faldt ganske vist under det økonomiske tilbageslag

i 1937-38 til 75 cent pr. 100 pound, men timelønnen for ukvalificeret

arbejdskraft var gennem 1930’erne fra 20 til 50 pct. højere i Californien end

i de sydvestlige stater. Okierne, der tog turen fra sydvest til vest, opførte sig

rationelt, og de blev ikke snydt.

Heller ikke de forklaringer, man gav på tørken og støvstormene i 1930’erne,

har vist sig at være holdbare. Man antog, at årsagen eller i al fald en vigtig

faktor til forklaring af katastrofen var, at farmerne i prærieområderne presset

af den langvarige landbrugskrise havde ødelagt områdets naturlige balance

ved at inddrage for tørre og derfor økologisk følsomme arealer i omdriften og

derved fjerne den naturlige plantevækst. Det var denne miljøargumentation,

Wallace og landbrugsministeriet brugte, da Højesteret havde erklæret det oprindelige

AAA for forfatningsstridigt, og som bevirkede, at landbrugsstøtten

trods højesteretsdommen kunne videreføres af et nyt AAA bemandet med de

samme folk som det gamle.

Der kan måske have været det rigtige i den datidige forklaring, at en betydelig

del af farmerne på grund af landbefolkningens omfattende vandringer

var nytilkomne i prærielandskabet og ikke vidste noget om, hvordan man drev

landbrug i områder med ringe nedbør. Men tørken havde intet at gøre med en

menneskeskabt forstyrrelse af ‘den naturlige balance’. Tørke er et tilbagevendende

fænomen i de sydlige prærieområder. Den er forekommet i 1879-80, i

1890’erne og i 1911, men den i 1930’erne var mere langvarig end de tidligere

kendte. NASA har ved at sammenholde de foreliggende data med computermodeller

kunnet påvise, at årsagen til forekomsten af tørkeperioder er temperaturforskelle

på nogle få grader mellem overfladevandet i de tropiske dele

af Stillehavet og Atlanterhavet. Det bevirker, at vindsystemerne og dermed

nedbøren forskyder sig.

Den naturlige plantevækst i de sydlige prærieområder dækker typisk mindre

end 60 pct. af jordoverfladen. I tørkeperioder reduceres dette plantedække

endda til mindre end 20 pct. af jordoverfladen og efterlader således 80 pct.

eller mere af overfladen udsat for vinderosion. I det helt flade og vidtstrakte

landskab er mindre lokale støvstorme derfor et normalt forekommende og årligt

tilbagevendende naturfænomen specielt i marts måned. Større støvstorme

med regional udbredelse er ikke så hyppige. De kan flytte materiale over

mange kilometer, før det falder til ro som driver. De helt store såkaldte ‘black

blizzards’ er sjældne. De løfter støvet højt op i luften og kan transportere det

mange hundrede kilometer væk. Under den værste støvstorm i 1930’erne (11.

maj 1934) nåede støvet i løbet af nogle dage helt til ud til New York og Washington

DC ved Atlanterhavskysten. I Chicago, som støvskyerne passerede,

beregnede man, at der faldt fire pund støv for hver indbygger i byen.

bog 8 maden 493


Det ikon, som Lange, Steinbeck, Ford og Guthrie byggede op i fotografier,

roman, film og sange, var i detaljerne forkert. The migrant mother var ikke

en fattig hvid farmerkone, men en fuldblods indianer. Hun var rejst fra Oklahoma

i 1920’erne helt uafhængigt af tørke, støvstorm og depression. Steinbecks,

Fords og Guthries ‘okies’ var ikke vådestedte bønder, der var vandret

ud fra deres odel, fortrængt af storbanker og kapitalistisk overudnyttelse af

naturen, men almindelige amerikanere i færd med at realisere ‘the american

dream’ om enhver amerikaners mulighed for at skabe sig rigdom og gode kår.

Det var heller ikke New Deal og dens mange agenturer og administrationer,

der overvandt depressionen, men oprustningen og 2. Verdenskrig.

Alt det er rigtigt nok, men ikonet om 30’erne, som de store amerikanske

kunstnere skabte, er ikke desto mindre også rigtigt. Det, de skildrede, var noget,

der i høj grad var reelt, og deres kunstværker satte form og begreber på

den virkelighed, som amerikanerne oplevede, nemlig at en gammel kultur, en

levemåde, som var langt ældre end USA, faldt fra hinanden og blev afløst af

noget andet, som dengang ikke havde noget navn, men som vi kan kalde ‘det

moderne’ – det, der gælder nu.

Den historiske korrektion, der finder den rigtige, levende, faktisk forekommende

fru Florence Owens Thompson frem, som påviser, at tørken skyldtes

nogle små variationer i det tropiske overfladevand i henholdsvis Stille- og

Atlanterhavet, som godtgør, at ‘the okies’ fik det godt i Californien og blev

konservative republikanere over en bred kam – alt det er også rigtigt, når det

hele anskues i nutidens klare bakspejl. Men det var ikke sådan, det blev oplevet,

da det stod på.

Florens Owens havde det skidt, da hun sad i ærteplukkernes camp uden for

Nipomo og ventede på at få repareret knastakselkæden og køleren på familiens

Hudson, så de kunne komme videre. De subsistensløse okier kunne ikke, da

de sad og frøs i deres lejre, vide, at en verdenskrig med en højkonjunktur ville

dukke op fem år efter, at de havde draget fra sted til sted for at finde arbejde.

En så stor samfundsforandring som et af det modernes afgørende gennembrud

kan lige så gyldigt begribes med det indiske billede af Shiva, der danser

sin ødelæggende dans på det bestående, som med det vesterlandske af den

nye dags morgengry.

494

vældige ting


Grøn Revolution

Den første opgave, Henry A. Wallace fik i december 1940, efter at han var

blevet valgt som vicepræsident, men endnu inden han var trådt til, var at

tage til Mexico for at kaste glans over indsættelsen af den nyvalgte præsident

Manuel Ávila Camacho. Da det var overstået, benyttede han lejligheden til at

rejse rundt i landet i en måneds tid sammen med den nyudpegede, men heller

ikke endnu tiltrådte mexicanske landbrugsminister Marte Gomes. Det, han så,

gjorde et dybt indtryk på ham: Fattige bønder, der høstede et lavt udbytte af

ussel kvalitet til trods for en opslidende arbejdsindsats med gammeldags og

ineffektive redskaber. Et land, hvor langt hovedparten af arbejdsstyrken var

beskæftiget med landbrug, men som var ude af stand til at brødføde sin egen

befolkning. Wallace var idealist. Han mente, at USA (med ham – sagt i al beskedenhed

– som landbrugsminister) havde set lyset og fundet ud af, hvordan

moderne landbrug skulle tilrettelægges. Hans besøg i Mexico blev indledningen

til et livslangt engagement i mellem- og sydamerikansk landbrug.

Tilstandene i det mexicanske landbrug mindede ham om de problemer, han

havde beskæftiget sig med det meste af sit liv, inden han blev vicepræsident.

Da han kom hjem til USA, kontaktede han Rockefeller Foundation for at få

gjort noget ved det. Fonden lod sig presse af den nyvalgte vicepræsident til

at bevillige penge til, at tre af USA’s førende agronomer kunne rejse til Mexico

for at undersøge mulighederne for at ændre på forholdene. De tre kom

med et forslag om at støtte de mexicanske landbrugsvidenskabelige institutioner

i arbejdet med blandt andet at udvikle bedre sorter af hvede, majs og

kartofler. Det blev – på godt og ondt – begyndelsen til ulandshjælp, endnu før

begrebet var opfundet. Til at løse den opgave fandt de berømte ældre agronomer

tre dygtige, nyuddannede fagfæller, der på den måde fik tilbudt, hvad

der givetvis kunne være en vanskelig sag, men som, hvis de kunne få det til

at fungere, også kunne blive begyndelsen på en stor karriere. En af dem var

Norman Borlaug.

bog 8 maden 495


Nærbillede af hvede(stængel)rust. Fordi svampesporerne kan føres med de vinde, der konstant

blæser fra syd op gennem hele det store amerikanske midtvestlige landbrugsland, og fordi svampen

kan overvintre i det sydlige USA, har bekæmpelsen af den frygtede plantesygdom, og det vil i vore

dage sige genmodificering, meget høj prioritet. Heller ikke det er dog nogen snuptagsløsning. I 1999

blev der i Uganda opdaget en ny variant, ug99, der siden har spredt sig østover helt til Iran og

frygtes også at kunne ramme USA. Det særlige ved ug99 og endnu en ondsindet variant, fundet i

Kenya i 2005, er, at den uden problemer har vist sig at bide på de genmodificerede hvedesorter, der

hidtil er udviklet. I juni 2009 spår en dyster prognose, at op til 80 pct. af verdens hvedeproduktion

er i fare. (Foto, Santiago.freedomlab.org).

Han var fra Iowa, hvor han voksede op under depressionen. Han uddannede

sig i forstvidenskab på University of Minnesota, og her hørte han i 1938

tilfældigvis en forelæsning, som en af tidens mest fremtrædende plantepatologer,

professor E.C. Stakeman, holdt om rust i hvede. Rust er en svampesygdom,

som Stakeman karakteriserede som ”a shifty, changing, constantly evolving

enemy”. Hvis – eller måske skulle man hellere sige når – den brød ud i en

hvedemark, kunne den reducere udbyttet og i værste tilfælde helt ødelægge

kulturen. Problemet med rust i hvede havde man kendt altid, men med de moderne,

kapitalintensive, mekaniserede dyrkningsmetoder, der er forudsætningen

for at få det fulde udbytte af de landbrugsvidenskabelige landvindinger,

kunne plantesygdomme som rust i hvede udvikle sig katastrofalt. Borlaug siger

selv, at den forelæsning åbnede hans øjne og blev afgørende for hans valg af

livsopgave. Stakeman ledede den undersøgelseskommission bestående af ‘tre

berømte, ældre agronomer’, som Rockefeller Foundation sendte til Mexico –

og på den måde blev det gamle ord endnu en gang bekræftet: Det er lige meget,

hvad man skriver ph.d. om, men afgørende, hvem man har som vejleder.

Forudsætningen for moderne landbrug var – og er – brug af maskiner og

dykning af store sammenhængende flader af så vidt muligt helt ensartede monokulturer.

Her kan man bekæmpe rust med sprøjtemidler, og det gjorde man

496

vældige ting


også, men midlerne blev uhyggeligt hurtigt ineffektive, fordi rusten udviklede

resistens lige så hurtigt, som man fandt på sprøjtemidler. Hvis det moderne

landbrug skulle fungere effektivt, måtte nogen sørge for hele tiden at udvikle

nye sorter eller modificere de allerede kendte gennem planteforædling på den

samme måde, som Wallace med så stort held havde gjort med hybridmajsen.

Det var den opgave, den unge Norman Borlaug skulle se, om han kunne være

med til at løse i Mexico.

Umiddelbart anskuet lå sagen på den flade hånd, men sådan var det ikke i

virkeligheden. Mexicanerne var til at begynde med meget skeptiske over for

hele idéen. Hvad kunne meningen mon være? Endnu et forsøg på amerikansk

kolonisering? Eller var det en politisk missionsvirksomhed, endnu et ideologisk

korstog for at gøre dem til amerikanere? Wallace og Rockefeller Foundation

har sikkert været helt oprigtige. De havde givetvis den bedste vilje til at

hjælpe mexicanerne uden nogen bagtanker, men djævelen giver som bekendt

kun gode gaver – det er just det, der er fandens ved ham. Hvis mexicanerne

ville forbedre deres landbrug – og det havde de alle mulige tungtvejende økonomiske

og politiske grunde til at ønske sig – så måtte de sige ja tak til gaven

fra Rockefeller Foundation. 2. Verdenskrig betød højere priser på landbrugsvarer,

og Mexico var nødt til at importere for at kunne brødføde befolkningen.

Tre unge landbrugskandidater og en forskningsleder fra Rockefeller Foundation

kunne vel for pokker ikke gøre fanden til forskel, skulle man tro. Men

det kunne de!

Borlaug kom til at arbejde i Mexico fra 1944 til 1960. Opgaven gik ud på at

hjælpe landet til selv at kunne klare sine problemer, først og fremmest ved at

gennemføre forskning i det mexicanske landbrugs problemer, men også ved at

uddanne landets egne agronomer – det sidste var måske, når det kom til stykket,

det vigtigste. Borlaug fortæller om, hvordan en af hans mexicanske kolleger

i hans unge dage ville belære ham: ”Dr. Borlaug, sådan bærer vi os ikke

ad i Mexico. Den slags ting har vi bønder til. Alt, hvad De behøver at gøre, er

at ridse planerne op og give dem til formanden, så skal han nok få det ordnet.”

Temperamentet løb af med Borlaug: ”Det er lige præcis derfor, bønderne ingen

respekt har for jer! Hvis I ikke selv ved, hvordan tingene skal gøres, hvordan

skulle I så kunne rådgive dem? Hvis bønderne giver jer forkerte oplysninger,

vil I ikke opdage det. Nej! Dette her skal laves om. Før vi selv kan gøre det, vi

vil have fremmet, kommer vi ingen vegne med dette projekt!” (Ordvekslingen

er gengivet af Borlaug i hans erindringer, og den er interessant, fordi han lægger

så stor vægt på den mange år efter, at den angiveligt skulle have fundet

sted. Lad os vende tilbage til den på det sted i Borlaugs historie, da han som

kendt og anerkendt international aktør skrev erindringerne).

I 1944 var hvede Mexicos næstvigtigste fødevareafgrøde efter majs, men

den årlige import beløb sig til 21 mio. dollar. Udbyttet pr. arealenhed var det

bog 8 maden 497


En storsmilende Norman Borlaug fotograferet midt i ’sin’ hvedemark på forsøgsstationen i Toluca

de Lerdo den 21. oktober 1970, ikke længe efter meddelelsen om, at han var blevet tildelt Nobels

fredspris. Borlaug anslår i dag, at verdens nuværende landbrugsareal kun vil være i stand til at

brødføde omkring 4 mia. mennesker, hvis man forestillede sig, at det hele skulle dyrkes økologisk.

(© Bettmann/Corbis).


halve af USA’s og enormt svingende på grund af udbrud af rust. Borlaug og

hans hold begyndte det år at lave krydsninger mellem fem mexicanske landsorter

og en halv snes importerede. De var så heldige, at de allerede i slutningen

af 1940’erne kunne lancere fire stammer.

Resultaterne var opnået på en forsøgsstation i Toluca ikke ret langt fra Mexico

City, et sted, der ikke var særlig velegnet til hvededyrkning. Det kunne

derimod tænkes, at Sonora-sletten ville være bedre egnet. Det er et stort fladt

område i Yaqui-dalen ca. 1.800 km længere mod nord, en højtliggende halvørken

med høje sommertemperaturer, lav luftfugtighed og hyppige og kraftige

vinde, men den kan kunstvandes med vand fra bjergene. Borlaug fik trods

modstand både fra mexicanerne og fra Rockefeller Foundation presset igennem,

at forsøgsarbejdet skulle foregå samtidig i både Toluca og Sonora. Fordelen

ved det var, at avlsarbejdet kunne accelereres: Forsøgssorterne kunne

sås i maj i Toluca, høstes og sås igen samme år i oktober i Sonora for så igen at

være klar til at blive udsået næste forår i Toluca. Når der var modstand mod

planen, var grunden, at det stred mod al traditionel planteforædlingsteori.

Man havde hidtil ment, at det var nødvendigt, at avlsarbejdet blev udført i

den klimazone, hvor planterne skulle dyrkes, og forskellene mellem Toluca og

Sonora var alt for store. Borlaug derimod mente, at det var en fordel at forcere

avlsarbejdet dels ved at have mange tusinde krydsningsforsøg i gang samtidig

og dels ved at selektere de krydsninger, der kom ud af det, ved at afprøve dem

i områder, hvor de blev udsat for forskellige sygdomme, forskellige klimaer,

forskellig jordbund og forskelligt dagslys – sommer i Toluca og vinter i Sonora.

De varieteter, der kunne klare sig under så hårde betingelser, kunne tilpasse

sig til et bredt spekter af dyrkningsforhold.

Borlaug mente selv, at hans største læremester var hveden selv. Den blev

en person for ham, og de forskellige sorter forekom ham som forskellige personligheder.

Han kunne genkende dem i et blik eller ”bare ved vindens raslen

gennem deres modnende aks”.

I 1959 havde Norman Borlaug arbejdet 15 år i Mexico, og Rockefeller Foundation

mente, at deres program havde bidraget så meget til landets fødevareproduktion,

at hans assistance ikke længere var nødvendig. Som fritstillet

fik Borlaug arbejde i FAO, hvor han blev konsulent – sammen med et hold

rådgivere, der skulle hjælpe med at udvikle hvededyrkning i Nordafrika og

Sydvest- og Sydasien. I den forbindelse fik han etableret et uddannelsesprogram

for agronomer under FAO, og på hans tilskyndelse blev der etableret et

internationalt afprøvningsprogram for hvedesorter, som i løbet af et par år

nåede op på at udsende 125 sorter til 150 forskellige afprøvningslokaliteter

over hele verden.

Da den mexicanske præsident Adolfo López Mateos i 1963 besøgte Filippinerne

og beså IRRI (International Rice Research Institute), spurgte han direk-

bog 8 maden 499


tøren, Bob Chandler, hvorfra den glimrende ide stammede, og han blev meget

begejstret, da han fik at vide, at den stammede fra Rockefeller Foundations

program i Mexico. Da han kom hjem igen, grundlagde han sammen med Ford

og Rockefeller Foundation det internationale majs- og hvedeforbedringscenter

CIMMYT, der på samme måde som IRRI skulle tage sig af udviklingen af

majs- og hvedesorter. Ed Wellhausen blev leder af virksomheden, og Borlaug

blev direktør for hvedeprogrammet.

CIMMYT’s hvedeprogram blev meget hurtigt en kæmpesucces. Ved at krydse

mexicanske halvdværgsorter med en japansk Norin 10-hvede lykkedes det

at frembringe højtydende sorter, der førte til dramatisk stigende udbytte. Fra

1961-65 til 1986-90 blev verdens hvedeproduktion forøget fra 251 millioner

ton til 531 millioner tons. Væksten var særligt stor i Indien-Pakistan og Kina,

henholdsvis fra 15,5 millioner ton til 63,5 millioner ton, og for Kinas vedkommende

fra 19,1 millioner ton til 90,1 millioner ton. Udbyttet pr. hektar steg

med 240 pct. fra 825 kg pr. hektar til 2.000 kg pr. hektar i Indien-Pakistan og

med 390 pct. fra 775 kg pr. hektar til 3.025 kg pr. hektar i Kina.

Væksten i risproduktionen var knap så stor, men også imponerende, mens

majs, der ikke betød så meget i Asien, ‘kun’ steg fra fire til ti millioner ton i

Sydasien og fra 20 til 80 millioner ton i Kina.

Det var introduktionen af nye sorter, der leverede den ene af komponenterne

i det, man kalder første fase af Den Grønne Revolution fra 1965 til 1990.

Det karakteristiske ved den moderne hvede og ris var, at det i begge tilfælde

var varieteter af halvdværgsorter, der stod for den store stigning i produktion

og produktivitet. Det er desuden tankevækkende, interessant og overset, at

det var kineserne, der først var fremme med disse varieteter. Det, man kalder

‘de internationale centre’ – i realiteten amerikanske institutioner – fulgte efter

lidt senere. Fra midten af 1960’erne til 1982 havde de moderne varieteter

overtaget 80 pct. af hvedearealet i Sydasien og 50 pct. af risarealet, mens kineserne

allerede var i gang med at introducere nye sorter baseret på hybrider

af halvdværgarterne.

Den anden komponent i Den Grønne Revolutions første fase var en forøgelse

af de kunstvandede arealer, mens den tredje var introduktionen af

kunstgødning. Den forøgede anvendelse af kunstgødning i Asien var meget

massiv. I Sydasien steg forbruget 13 gange (fra 5 kg pr. hektar i 1961-65 til 65

kg pr. hektar i 1986-90), mens det i Kina blev 20-doblet (fra 12 kg pr. hektar

til 240 kg pr. hektar) i samme periode.

Det har været diskuteret, om den kolossale vækst i producerede mængder

først og fremmest skyldtes den voldsomt forøgede anvendelse af kunstgødning

eller de nye varieteter, men de fleste hælder til den antagelse, at varieteterne

betød mere end kunstgødningen. Det var antagelsen af varieteternes

betydning, der førte til, at Norman Borlaug i 1970 fik Nobels fredspris med den

500

vældige ting


egrundelse, at han ”mere end nogen anden nutidig enkeltperson har hjulpet

med at forsyne den sultende verden med brød”. Sådan opfattede han det også

selv. Tildelingen af fredsprisen til Norman Borlaug repræsenterede samtidig

et højdepunkt i anerkendelsen af Den Grønne Revolution.

I takt med den overvældende vækst i produktionen og i forbruget af kunstgødning

og pesticider og navnlig med overgangen fra den første til den anden

fase af Den Grønne Revolution i 1980-90’erne blev Borlaug og hele den tankegang,

som han stod som eksponent for, ramt af den økologiske bølge i form

af en voldsom kritik, der blev rettet mod de miljømæssige omkostninger ved

det industrialiserede landbrug specielt i Indien og Pakistan. Verdensbanken,

Rockefeller Foundation og Ford Foundation ville ikke længere støtte den form

for programmer, som han stod for, og i 1979 blev han – 65 år gammel – pensioneret

fra CIMMYT-programmet. Det anfægtede ham tilsyneladende ikke.

Han fortsatte med at undervise som adjungeret professor ved forskellige amerikanske

universiteter.

I 1984 indledte han ikke desto mindre en ny fase i sit liv – den fjerde. Anledningen

var en opringning fra den japanske mangemilliardær Ryoichi Sasakawa,

der samarbejdede med den tidligere amerikanske præsident Jimmy

Carter om forskellige former for velgørenhed, i blandt andet Afrika. Sydsudan

og Etiopien var ramt af en sultkatastrofe, og Sasakawa foreslog Borlaug, at han

skulle lave højtydende afgrøder til Afrika, ligesom han havde gjort i Mexico,

Indien og Pakistan. Borlaug orkede det ikke. Som han sagde: ”Jeg er 71, og jeg

er for gammel til at begynde igen.” Sasakawa svarede: ”Jeg er 15 år ældre end

Dem, så vi skulle have startet i går.” Han tilbød at finansiere Borlaugs arbejde

i Afrika i fem år. Det kunne Borlaug ikke stå for, og sammen med Carter og

Sasakawa tog han på en rundrejse i Afrika. ”Jeg antog, vi skulle lave et par års

forskning først,” sagde Borlaug, ”men da jeg så de forfærdelige forhold, sagde

jeg: ‘Lad og komme i gang med dyrkningen’.” Sasakawa-Global 2000 indledte

derpå projekter i Benin, Etiopien, Ghana, Nigeria, Sudan, Tanzania og Togo.

Bortset fra Norge, der gav kunstgødning til projekterne, lagde alle andre

landes bistandsorganisationer afstand til Borlaug og Sasakawa-Global 2000.

Presset fra miljøorganisationerne i Europa og USA var simpelthen for stort.

Det industrialiserede landbrugs dyremishandlinger, forureninger og miljøødelæggelser

faldt alt for meget i øjnene i den vestlige verden. Det, man har kaldt

‘Den Grønne Revolutions anden fase’ baseret på bioteknologi og globalisering

– eller, som man sagde, genmanipulation, kemi og gift – lettede absolut ikke

situationen. Det ændrede sig først omkring årtusindskiftet i takt med, at det

gik op for folk, hvor slemt det stod til i Afrika, og hvilke resultater der faktisk

blev opnået med … genmanipulation, kemi og gift.

bog 8 maden 501


Min bondegård

Det moderne landbrug har afskaffet hungersnøden. Det kan skaffe tilstrækkeligt

med mad til 6,5 milliarder mennesker og til mange flere, hvis det skal

være. Når der stadig er mennesker, der sulter, og endnu flere, der bliver fejlernærede,

skyldes det svindel eller korruption eller grådighed eller en kombination

af det alt sammen plus antagelig også andre slemme ting, men det

skyldes ikke, at der mangler tilstrækkelig og god mad.

Det er en enestående bedrift af overvældende dimensioner. For hundrede

år siden ville muligheden have været utænkelig. Sult blev som sygdom og død

anset for at være menneskelivets uundgåelige tilskikkelser. Aldrig har der levet

så mange, så velnærede og så sunde mennesker på Jorden, som der gør nu!

Og der er plads til og muligheder for mange flere endnu. Det er en udsigt, som

utallige generationer har drømt og fablet om: At det er muligt at skaffe mad

nok til alle. Menneskeheden er havnet i den absurde situation, at der er flere,

der bliver syge og dør af at spise for meget, end der dør af at sulte.

Sådan forholder det sig.

Men der er selvfølgelig et regnskab, der skal gøres op, og en pris, der skal

betales. Og der er ingen vej tilbage – man kan ikke fortryde et spejlæg.

Det kan være oplysende at se, om man kan opgøre omkostningerne ved

den omvæltning, som etableringen af det moderne landbrug har ført med sig,

i to forskellige grupper. I den ene gruppe kan man anbringe det, der gik til,

og som måtte forsvinde for at gøre plads til det moderne. I den anden gruppe

kan man anbringe overgrebene og misbrugene – alt det, der kunne være undgået,

eller som man skulle tro kunne være styret bedre – plus selvfølgelig al

den fup og alle de numre, som skyldes grådighed og de mangfoldige former

for udnyttelse af det store og uregulerede felt, der åbnede sig, fordi det hele

er gået så hurtigt, så utroligt hurtigt.

Lad os først betragte det, som stod i vejen, og som måtte forsvinde for at

gøre plads til det moderne landbrug. Det kan bedst beskrives som en veletableret

livsform med dybe historiske rødder i en udbygget og nuanceret både

502

vældige ting


Denne anskuelsestavle, forestillende en ”Teutonsk bondegård omkring Kristi fødsel”, rummer

stort set alle de forestillinger om det oprindelige, idylliske, mangefacetterede og stærkt køns-

opdelte, gode liv på landet. Når man ved, at det er trykt i Leipzig i 1936, kan man fristes til (kun)

at se ”Blut und Boden” og ”Kinder und Küche” i det, men den farlige drøm om ”de gode gamle dage”

er naturligvis langt mere almindeligt udbredt end en kortvarig fase i tysk historie.

(Westfälisches Schulmuseum, Dortmund).

folkelig og elitær kultur. Kernen i dette kompleks er subsistenslandbruget

eller selvforsyningslandbruget, det vil sige den form for landbrug, der først

og fremmest drives for at skaffe dem, der driver det, mad i munden, tøj på

kroppen, tag over hovedet og varme i kroppen. Det er den urgamle basis, som

landbruget som sådan formentlig er opstået af, og som igen og igen er dukket

op som den sidste reserve, når ulykker og anarki, krig, pest eller naturkatastrofer

har slået alle de andre samfundsstrukturer i stykker. Det selvforsynende

landbrug er i moderne forestillinger omgivet af en aura af naturlighed

tenderende mod idyl:

bog 8 maden 503


504

Jeg en gård mig bygge vil.

Der skal være have til,

store marker, grønne enge

og med lam et lille vænge.

Heste, grise, kø’r og får

hører til min bondegård.

Der er hestestald og lo.

På mit tag skal storken bo.

Gæs og ænder, høns og duer

vil jeg ha’ og mange stuer.

Huset hvidt og tæk’t med strå,

Dør og vinduer malet blå.

Op af brøndens klare vand

trækker jeg min lille spand,

vander koen, vander hesten,

medens sol går ned i vesten,

følger koen i sin bås,

lukker port og dør i lås.

Sangen hedder Min bondegård. I Arvesølv – den sangbog, hvis 15. oplag jeg har

citeret fra (”Trykt i alt i 284.000 ekspl.”) – står der, at melodien er af Alice Tegnér.

Der er ikke anført nogen forfatter – det oplyses kun, at sangen er svensk.

Jeg vil tro, at nutidige børn og unge vil have brug for en del forklaringer

for helt at kunne følge tankegangen i sangen. Hvad er ”et lille vænge”? En lo?

Hvad vil det sige, at bondegården er ”tækt med strå”? Hvordan skal det forstås,

at jeg ”trækker […] min lille spand” ”op af brøndens klare vand”? Hvad

foretager sangens jegperson sig, når han/hun ”følger koen i sin bås”?

Det nutidige behov for forklaringer er ikke specielt for Min bondegård. Det

gælder for størstedelen af den såkaldte danske salme- og sangskat, arvesølvet.

Alle kulturer har i deres sange og salmer, filosofi og litteratur en tilsvarende

reference til subsistenslandbruget. Det var nogenlunde som i sangen ovenfor,

man i sentimentale stunder fortolkede og besang landlivet. Sådan har udenforstående

i øvrigt altid fortolket det, siden byerne opstod i den grå oldtid.

Sådan gjorde de antikke grækere og romere, sådan gjorde formand Maos kommunistiske

og kinesiske kulturrevolution, og sådan får man EU’s absurde landbrugsstøtte

til at glide ned hos nutidens europæiske skatteydere.

Det er ikke så mærkeligt, at det kan gå sådan, for landbruget er dybt forankret

i alle de store civilisationer – den mellemøstlige, den kinesiske, den

indiske, den europæiske og de oprindelige amerikanske for nu at nævne dem

vældige ting


i nogenlunde kronologisk rækkefølge. De store religioner – hinduismen, buddhismen,

jødedommen, kristendommen og islam – er alle intimt knyttet til

landbruget. Deres guddommelige forestillinger, deres hellige skrifter, deres

profeter og hellige mænd og kvinder kan næsten uden undtagelse kun begribes

i sammenhæng med landbruget og dets afgrøder. Det er landbruget, der

inddeler årets ‘naturlige’ gang. Det er også landbruget, der i tidernes morgen

har formgivet den patriarkalske familie. Men landbrug er slet ikke mere, hvad

landbrug var engang. Der er i løbet af anden halvdel af det 20. århundrede

opstået en vældig distance mellem den verden, mennesker lever i, og de ideologier

og kulturformer, der står til rådighed for at gøre verden begribelig og

meningsfuld. Kulturernes og religionernes verdensbilleder er blevet usamtidige.

De passer som fod i handske til de moderne samfund, som langt de fleste

mennesker på Jorden lever i i den sidste halvdel af det 20. århundrede.

I landbrugssamfundet gav det god mening, at mændene tog sig af sagerne

uden for huset, mens kvinderne passede reproduktionen – børn og beklædning,

husførelse og madlavning. Mændene tog sig af kvæget, kvinderne af

fjerkræet. Piger og drenge blev hos deres mor, til de blev 6-7 år og kunne være

til nytte. Så kom drengene ud at ‘bestille noget’ og ‘gøre gavn for føden’, mens

pigerne blev sat til at knokle med alt det, som kvinder tog sig af, men som ikke

blev betragtet med den samme alvor som det, der foregik i offentligheden – i

mændenes verden.

I ideologiernes og religionernes forestillingsverden har det altid været – og

er den dag i dag stadig sådan – at det er på landet, det sunde og uskyldige liv

udfolder sig. Der formoder profeter af alle slags til alle tider lige til kinesernes

formand Mao, at dovne og dekadente byboer kan lære ‘det virkelige liv’

at kende gennem hårdt arbejde og enkle vaner. I denne fantasiverden er der

ingen stress, for landbruget følger den ‘naturlige’ tidsrytme: Såtid, væksttid

og høsttid.

Hvad der foregik om vinteren eller om sommeren, var ikke det samme i

tempererede og tropiske landbrug som i de subtropiske, hvor de store monoteistiske

religioner blev til. Det gav nogle fortolkningsvanskeligheder med

udlægningen af de hellige skrifter – dog ikke større, end teologer med lethed

kunne klare dem. Det udviklede sig langt mere problematisk med foranderlige

forhold som for eksempel kønsroller, så derfor er der stadig kristne præster,

der mener, at kvinden skal tie i forsamlinger, og muslimske, der juridisk og

arveretligt regner to kvinder som en mand.

På baggrund af den enstemmige religiøse jubel over det selvforsynende

landbrug som livsmetafor er det underligt, at det faktisk forekommende subsistenslandbrug

altid har været og stadig er – for så vidt det overhovedet endnu

forekommer – uløseligt forbundet med hungersnød og sult. Denne forbindelse

er ikke udslag af sort uheld eller ulyksalige tilfældigheder. Den er tværtimod

bog 8 maden 505


506

Kinesisk subsistenslandbrug anno 2009. Kvinderne er i gang med at bearbejde jorden

for at så jordnødder. (Foto, Søren Mørch).

systematisk forekommende og logisk uundgåelig – om end næppe nogen naturlov.

Forklaringerne på, hvordan dette tilsyneladende paradoks hænger sammen,

er leveret af en hollandsk økonom Egbert de Vries.

Det selvforsynende landbrug gør sig umage for at undgå specialisering. Læg

mærke til, hvor omfattende og forskelligartet et husdyrhold der opregnes i

Min bondegård. Variationsrigdommen, der i mindst lige så høj grad omfattede

planteavlen som husdyrholdet, var en sikkerhedsforanstaltning. Hvis det gik

galt med en slags dyr eller planter, så gjaldt det om ikke at have ‘alle æggene i

én kurv’. Hvis der kom sygdom i kvæget, kunne man håbe at kunne klare sig

med fjerkræet eller svinene. Mennesker kan som bekendt sagtens overleve

som vegetarer. Husdyrene fortærer omkring ti gange så meget mad, som de

leverer, så madvarer, der stammede fra husdyr, var luksus. Planterne var de

vigtigste. Først og fremmest de dyrkede, men også de vilde.

Hvis der blev misvækst på grund af tørke og hede eller for meget regn og

kulde, så ville alle muligheder ikke blive ramt lige hårdt, hvis man havde sørget

for at have en tilstrækkelig stor variation både inden for den enkelte planteart

og gennem dyrkning af et bredt spektrum af forskellige plantearter. Så

vældige ting


kunne man håbe på at kunne få rødder eller frø eller blade fra i det mindste

en af afgrøderne. Og blande melet op med bark fra træer, når det gik helt galt.

Tilsvarende kunne det hele kun meget sjældent gå godt. Noget gik i reglen

galt, Kun kunne man håbe, at det ikke var det hele, der gik galt, og navnlig

kunne man bede til, at det ikke gik galt mere end et enkelt år. To eller flere år

i træk var en katastrofe, som man kan høre om blandt andet i Bibelens fortælling

om de syv magre år, der ramte Egyptens land. I hungerårene døde børn og

gamle mennesker først, bagefter fulgte fattige folk. Det var en erkendelse, der

afspejlede sig i talemåder som den om, at ’vi er alle Vor Herre et år skyldige’.

Ingen kunne leve til høj alder uden at komme til at møde de apokalyptiske

ryttere – Krigen, Pesten, Sulten og Døden.

Det er ikke bare gamle koners talemåde, at det forholdt sig sådan. Det har

også en solid økonomisk forklaring. Sikkerhed koster, selv om den kun er relativ.

De mange forskellige slags dyr og planter, som det selvforsynende landbrug

drev på med, gav kun et lille udbytte. Det hele kunne ikke blive passet lige

godt og med lige stor kyndighed. Udvælgelsen af dyr til avl og plantevarieteter

til udsæd satsede i højere grad på robusthed og modstandsdygtighed over for

livets og klimaets tilskikkelser end på stort udbytte og hurtig tilvækst. Det

viste sig meget bastant: Kornsorter, der kun gav 3-5 fold selv i gode år. Husdyr

med meget lille tilvækst sammenlignet med moderne racer. Det danske nationaldyr,

svinet, er et godt eksempel. Før moderniseringen var en gris tre år om

at nå slagtevægten – dengang på omkring 70 kg. I det 21. århundrede ligger

opvæksten til slagtevægten på 90-100 kg på fem måneder. Foderforbruget for

at få et kg flæsk blev derved reduceret til en brøkdel af, hvad det var engang,

men den sammenligning er ikke uden videre holdbar, for det førmoderne svin

var ingen kostforagter. Det levede i høj grad af, hvad det selv kunne finde

rundt omkring, mens dens moderne efterkommer ernærer sig ved en omhyggeligt

beregnet og udmålt forplejning, som bliver serveret til nøje afpassede

tidspunkter. Men selv om moderne svinefoder er dyrt sammenlignet med,

hvad gammeldags svin kunne nøjes med, bliver resultatet alligevel, at prisen

på kød – af hvilken art, man end kan komme i tanke om – er dramatisk lavere

end i traditionelle økonomier. Moderne mennesker – hvad enten det er danskere

eller kinesere – har derfor et kødforbrug, der er meget større, end det

nogensinde før har været. Ressourcebelastningen bliver derefter.

Det siger sig selv, at overskuddet i det traditionelle landbrug er meget, meget

mindre, end det er i det moderne – uanset klimatiske og geografiske omstændigheder.

Deltagelsen i markedsøkonomien er – det ligger ligefrem i betegnelsen

– meget mindre i det selvforsynende landbrug. Der er kun få penge til

rådighed, og derfor er forbrugsmulighederne såvel individuelt som kollektivt

væsentligt mindre i det traditionelle landbrug end i det moderne. Det betyder

selvfølgelig en hel del i den daglige husholdning, men det er ikke det, der får

bog 8 maden 507


den største betydning. Det gør derimod de indskrænkede forbrugsmuligheder

i samfundshusholdningen. Det er værre, at der heller ikke er overskud til

investeringer.

Det viser sig i infrastrukturen. Der er kun meget begrænsede muligheder

for eksempel for udbygning af transportsystemerne. Vejene bliver få, og der

er kun råd til den nødtørftigste vedligeholdelse. Der er ingen brug for nogen

særligt udbygget finansiel sektor, for der er meget få, der har noget særligt

overskud og færre, der er særligt kreditværdige. Behovet for investeringer

er selvfølgelig også minimalt. Der er ikke særligt store værdier at forsikre,

men det gør ikke så meget, for der er alligevel kun ganske få, der har råd til

at tegne forsikringer. Forsørgelsen af børn, syge og gamle tager familierne sig

af – eller også er der ingen, der tager sig af det, med de konsekvenser, der så

ikke er til at undgå.

Den beskedent udbyggede infrastruktur får direkte indflydelse på landbruget.

I gode år, hvor høsten bliver stor, og hvor det hele lykkes, kan overskuddet

ikke transporteres væk. Der har heller ikke været råd til særligt udbygget

opbevaringskapacitet, Hvis udbyttet har været så stort, at det ikke har kunnet

bruges på stedet og med det samme, går det til – rådner op. Omvendt i dårlige

høstår. Hvis vejret er for koldt eller for varmt, for vådt eller for tørt, går det

ud over høstudbyttet. Der opstår knaphed på mad. Selv hvis kalamiteterne

har været relativt lokale, går det galt, for der er ikke muligheder for at transportere

bulkvarer, som basisfødevarer er, over ret lange afstande, når vejene

er dårlige og vognene små og primitive.

Derfor kan man i alle traditionelle landbrugssamfund se kummerformer.

En kummerform er et menneske, et dyr eller en plante, der er vokset op under

kummerlige livsbetingelser. Menneskelige kummerformer er lette at kende.

Det er små og lavtvoksede folk, fordi de har været fejl- eller underernærede i

kortere eller længere perioder af deres liv.

En af årsagerne til fejlernæring kan være mangel på de fedtopløselige vitaminer

A, D og E. De forekommer i friske grøntsager og dyre madvarer som

æg, mælkeprodukter, vegetabilsk fedtstof og kød – navnlig indvolde som for

eksempel lever. Fattigmandskost mangler ofte netop den slags fødevarer, og

konsekvenserne er betydelige. A-vitaminmangel kan få alvorlige følger. WHO

regner med, at mellem en kvart og en halv million børn hvert år bliver blinde

netop af den grund. Derudover medfører det en svækkelse af immunforsvaret,

som bevirker, at infektionssygdomme som mæslinger og forskellige luftvejslidelser

fører til langt flere dødsfald end hos velernærede. D-vitaminmangel

bidrager til lav vækst og mangelfuld udvikling af knoglerne. Kummerformer

er ikke så sjældent hjulbenede og spidsbrystede (’kyllingebryst’) med uregelmæssigt

formede kranier. Skelettet bliver misdannet med bækkenforsnævring

og ribbensfortykkelser på grund af rakitis. Rakitis, der skyldes mangel på D-

508

vældige ting


vitamin under opvæksten, blev i gamle dage kaldt ‘engelsk syge’, fordi det først

blev bemærket som en unormalitet i slumkvarterer i den tidlige industrialiserings

engelske storbyer. Folk på ensidig plantekost – i vore dage veganere

og fattige mennesker i ulandene – får undertiden for lidt fedtstof i kosten. De

kommer til at mangle D-vitamin og kan derfor ikke optage tilstrækkeligt med

calcium og fosfor til en normal knogledannelse.

I gamle dage var konger og adelige, der fik god og rigelig mad under hele

opvæksten, ‘fra skuldrene og opefter højere end folk omkring dem’. Det blev

tilskrevet deres afstamning – de var af adelig byrd! Og adelige er som bekendt

mere ædle end almindelige dødelige. Man mente også indtil 1940’erne,

at ‘racer’ som for eksempel kinesere, japanere og andes-indianere var arveligt

disponeret for at blive mindre end hvide, men sådan hænger det ikke sammen.

Det blev først konstateret hos anden- og tredjegenerations japanske og

kinesiske immigranter i Californien. De blev lige så høje som alle mulige andre

mennesker. Der skal statistiske undersøgelser til at afgøre, hvad der skyldes

arv, og hvad der skyldes livets tilskikkelser. Indsamling og udnyttelse af pålidelige

statistiske oplysninger forudsætter – ligesom udvikling af moderne

naturvidenskab – økonomisk overskud, politisk stabilitet, ordnede og derfor

nødvendigvis komplicerede samfundsforhold. Statistiske undersøgelser af biologiske

forhold optræder først for alvor i vestlige naturvidenskaber i anden

halvdel af det 20. århundrede, og resultaterne betragtes skiftevis med overordentlig

stor folkelig skepsis og overvældende naiv tillid, der oven i købet

ikke så sjældent bliver udnyttet kommercielt.

Zimbabweanske skolebørn står i kø for at få uddelt en kop ”ernæringsdrik”. Flere af dem har de

krogede ben, der afslører de indledende stadier af rakitis. (Foto, 2002, © Gideon Mendel, Corbis).


Enola eller

The times they are a-Changin’

I 1994 var Larry M. Proctor og hans kone Enola på vinterferie i Mexico. Her

købte de en pose ganske almindelige tørre bønner af den slags, som man lægger

i blød og koger. Posen med bønner tog de med hjem til nr. 269 på State

Highway 348 i Delta, Montrose County, Colorado, USA, men da Enola skulle

til at lave chili con carne af de mexicanske bønner, lagde hun mærke til farven

på bønnerne. Den var som farverne på den slags bønner er – blandet. Nogle af

bønnerne var brune, andre var sorte eller blakkede, og nogle få stykker var

gule. De gule bønner samlede hun fra, og dem såede de.

Bønnerne spirede, og de planter, der kom ud af det, blev ret forskellige.

Nogle af planterne havde store blade, og nogle havde små blade. Da der ikke

var andre bønneplanter i nærheden, bestøvede de sig selv. På nogle af planterne

hang de bælge, der kom ud af det, ikke ordentligt fast, eller også åbnede

de sig, så bønnerne faldet ud. Larry lugede de planter, der enten havde store

blade, eller som havde tilbøjelighed til at tabe bælgene, eller hvis bælge åbnede

sig, væk. Bønnerne fra de planter, der blev tilbage, sorterede han. De gule

samlede han fra, og dem lagde han for sig selv. De andre røg i chili con carne.

I 1995 såede Larry de gule bønner, og igen blev planterne forskellige, men

ikke lige så forskellige som i ’94. Igen bestøvede de sig selv, og igen sorterede

han planterne – lugede dem op, der tabte bælgene eller bønnerne og dem med

få bønner i bælgene. Kun de gule bønner fra de planter, der gav stort udbytte,

samlede han fra, og dem lagde han i en bunke for sig selv – de andre kogte

Enola.

I 1996 gentog hele proceduren sig, men nu var der langt færre til chilien.

Igen samlede han de ensartede gule bønner fra de bedste planter sammen, og

disse bønner døbte han ’Enola’ efter sin kone. Han fik firmaet Rockey, Milnamow

& Katz, Ltd. til at hjælpe sig med at beskrive bønnerne i en patentansøgning,

der den 15. november 1996 blev afleveret som ansøgning nr. 749449

510

vældige ting


Sække med mexicanske bønner på en markedsplads i San Cristobal de las Casas i Chiapas-

provinsen i Mexico. (Foto, Gina Martin, National Geographic).


til United States Patent and Trademark Office (USTPO), en organisation under

USA’s handelsministerium. Den har siden 1790 søgt at sikre intellektuel

ejendomsret og kæmpet mod identitetstyveri ved at beskytte patenter, varemærker

og copyright. I USTPO undersøgte Douglas W. Robinson assisteret af

Melissa L. Kimball ansøgningen, som den 13. april 1999 blev godkendt som

United States Patent 5.894.079.

Samtidig blev ‘Enola’ optaget i ATCC (American Type Culture Collection)

som nummer 209549. ATCC blev oprettet i 1925 som et fællesforetagende mellem

nogle universiteter for at kunne hjælpe forskere med biologisk materiale

af alle mulige slags. Da den bioteknologiske forskning eksploderede i løbet af

1990’erne, blev det en vældig forretning, selv om ATCC er et nonprofitforetagende.

Det betyder, at man til videnskabelig brug let og hurtigt – hvis man

underkaster sig de betingelser, der gælder i dette register og for dette specifikke

produkt – for 142 dollar kan skaffe sig en prøve bestående af 25 frø af

‘Enola’. I Europa samarbejder ATCC med LGC (Laboratory of the Government

Chemist), en oprindeligt britisk videnskabelig institution, som i 1996 blev lavet

om til et privat firma, der samarbejder med en masse offentlige og private

europæiske virksomheder om at kontrollere, standardisere og levere biologiske

produkter af enhver art lige fra bønnefrø til gærsorter og alle mulige bakterier.

LGC står også til rådighed med alle slags kemiske, biokemiske og retsmedicinske

analyser og undersøgelser.

Det var derfor med solid baggrund, Larry M. Proctor gav sig til at håndhæve

sit patent ved blandt andet at stævne 16 forskellige mindre firmaer, der havde

solgt eller dyrket gule bønner. Desuden forlangte han en afgift på seks cent

pr. pound gule bønner, der blev importeret fra Mexico, hvor hans krav vakte

en del bestyrtelse. 22.000 landmænd i det nordlige Mexico havde dyrket den

slags bønner i flere år, og de blev hårdt ramt, fordi deres eksport til USA faldt

med 90 pct., og de forsøgte at få omstødt patentet.

Det lykkedes ikke, selv om INIFAP – det mexicanske nationale institut for

land- og skovbrug samt husdyrhold – kunne påvise, at ‘Enola’ genetisk var

identisk med den mexicanske Azufrado-bønne.

Historien om ‘Enola’ er blevet berømt, fordi den så tydeligt illustrerer det

problematiske ved en tendens i moderne landbrug, der har udviklet sig siden

1980. Det år godkendte USA’s Højesteret, at det var i orden at udtage patent

på en genmodificeret bakterie, Pseudomonas bacterium, der var i stand til at

nedbryde råolie. Dommen faldt sammen med en enorm udvikling i molekylærbiologien.

Ved at anerkende privat ejendomsret til levende organismer åbnede

Højesteret en helt uoverskuelig proces, der endnu langtfra er afsluttet.

Indtil 1970’erne blev nytteplanter og husdyr betragtet som selvfølgeligt

fællesgods for alle og enhver. Den uhindrede udbredelse af de ‘amerikanske

afgrøder’ som majs, kartofler, tomater, bønner, chili, chokolade og kassava har

512

vældige ting


siden 1492 været afgørende for menneskehedens ernæring. Med nogle ganske

få undtagelser som for eksempel kinesernes forsøg på at forhindre, at silkeorme

slap ud fra Riget i Midten, eller hollændernes monopolisering af muskat

har der været en fri og åben udveksling ikke alene af dyr og planter, men også

af dyrkningsmetoder og redskaber. En tilsvarende indstilling har siden renæssancen

været den almindelige ved behandlingen af videnskabelige opdagelser

og nye erkendelser. Grundprincippet var gensidighed uanset landegrænser og

politiske og økonomiske forskelligheder. Det er dette grundprincip, der er under

hastig nedbrydning, uden at nogen i og for sig har villet det, og uden at

nogen er i stand til at overskue konsekvenserne.

Drivkraften i processen er amerikansk. Den udgør en vigtig del af ‘the american

way of life’ eller – om man vil – af amerikansk økonomisk og kulturel

imperialisme. Amerikansk jura og patentlovgivning har spillet en betydelig

rolle i denne udvikling. Det ældste af den slags patenter, der blev anerkendt i

USA, er fra 1912 og drejer sig om renfremstilling af adrenalin. Begrundelsen

for at tildele patentet var, at stoffet adrenalin ikke forekommer i ren form i

naturen. Det kunne dermed siges at være en nyhed, der ikke var indlysende

for sagkyndige, og resultatet af processen havde en klar nytteværdi og dermed

en økonomisk betydning. Det er disse kriterier, der siden blev udstrakt

til også at gælde for gener og gensekvenser. Gener er naturligt forekommende

biologisk materiale, men de lader sig efter amerikansk opfattelse patentere,

fordi det med molekylærbiologiske metoder er blevet muligt at beskrive deres

forekomst eksakt. Grundlaget for at gøre det er, at det siden 1930’erne har

været muligt at patentere levende planter i form af særlige sorter, der er fremkommet

ved ukønnet formering af for eksempel blomster og kartofler. Det er

en udvikling, der siden 1980 har taget et voldsomt omfang. Det år blev der

udtaget 16 patenter for gensekvenser. I 1990 var antallet mere end 6.000, og

i år 2000 var det kommet op på mere end 355.000.

Ved siden af den egentlige patentering eksisterer der en international konvention

for beskyttelse af nye varieteter af planter (UPOV), som udsteder

PVP- (Plant Variety Protection) certifikater for dyrkede planteformer, der

er tydeligt afgrænsede, ensartede og stabile, og som ikke i det væsentlige er

fremdrevet af allerede eksisterende former. PVP-certifikater giver ikke samme

rettigheder som patenter. Brugerne har for eksempel ret til selv at høste frø til

eget forbrug, men ikke til salg, og andre planteforædlere har lov til at benytte

den beskyttede art i deres forædlingsarbejde. Denne ret har spillet en stor rolle

i den fremstilig af F1- hybrider af majs, som vores helt Henry A. Wallace med

så stort økonomisk udbytte gav sig af med.

Betingelsen for at gøre krav gældende uden for den stat, der har udstedt

patentet eller PVP-certifikatet, er, at det pågældende land har en lovgivning

om beskyttelse af intellektuelle rettigheder. Det har de fleste industrialisere

bog 8 maden 513


stater, men kun få udviklingslande. Multinationale selskaber og deres regeringer

lægger derfor betydeligt pres på udviklingslandene for at få dem til

at gennemføre og håndhæve Trade-Related Aspects of Intellectual Property

Right (TRIPS) – noget, som siden 1995 har været en del af WTO-aftalerne. I

forskellige traktater – senest International Treaty on Plant Genetic Resources

for Food and Agriculture (ITPGRFA), der i 2001 blev underskrevet af 140 stater,

men som endnu ikke er trådt i kraft – har blandt andet FN-systemet gennem

FAO forsøgt at få kompensationsordninger i stand, så udviklingslandene

kan få en andel i fortjenesten, når deres landbrugsprodukter anvendes som

basis for fremstilling af patenterede eller varietetsbeskyttede produkter. Man

kan sige, at det er et kompromis: Som kompensation for afskaffelsen af den

åbne og uhindrede adgang til menneskehedens fælles ressourcer får ulandene

– måske – en økonomisk kompensation.

Der er ingen grund til at tro, at det – selv hvis det lykkes – skulle kunne

udvikle sig til noget godt bytte for ulandene. Forholdet mellem ulande (syd)

og ilande (nord) er skævt. Den genetiske diversitet er ulige fordelt på jordkloden.Langt

den største del findes i tropiske og subtropiske områder, og de er

næsten over en kam ulande, mens omvendt langt den største del af biologisk

knowhow og teknologi findes i de tempererede zoner.

Næsten alle landbrugsafgrøder stammer fra de steder, hvor landbrugskulturen

opstod i forhistorisk tid, det vil sige mellem 30 grader nordlig og 30 grader

sydlig bredde: Fra Sydvestasien (Mellemøsten og dele af Indien), fra Sydøstasien,

fra det nordøstlige Afrika og Etiopien og fra Mellemamerika og Andesområdet

i Sydamerika. Det er i disse områder, der er de største muligheder

for at finde kulturplanternes vilde stamformer og dermed genetisk materiale

til udvikling af nye varieteter.

80 pct. af alle ’nordens’ plantebaserede medikamenter stammer fra ’syden’,

og mellem en fjerde- og en tredjedel af den medicin, der bruges i den rige verden,

er stadig plantebaseret. Morfin og dets derivater samt kinin er oplagte

eksempler.

Det er klart, at alle dele af verden har deltaget i den frie og åbne udveksling

af afgrøder og dyrkningsmetoder, som var gældende forud for 1970’erne og

1980’erne, men hvis man ser på, hvor de nutidige landbrugscentre har hentet

deres genmateriale, er tendensen tydelig.

Det samme – bare omvendt – er endnu tydeligere, hvis man ser på, hvor

de ti største medicinalfirmaer stammer fra – nemlig USA, Storbritannien,

Schweiz, Sverige, Frankrig og Tyskland. Tilsvarende med de 10 største frøfirmaer.

De stammer fra USA, Schweiz, Storbritannien, Frankrig, Mexico, Japan

og Tyskland. Ud over klassisk planteforædling er det også blandt dem, man

finder de virksomheder, der udvikler transgene (‘genmanipulerede’) varieteter.

Det er en hastigt voksende sektor, der i USA navnlig har haft succes med

514

vældige ting


sojabønner (81 pct. af arealet tilsået med genmanipulerede frø), bomuld (73

pct. af arealet tilsået med genmanipulerede frø) og majs (40 pct. af arealet tilsået

med genmanipulerede frø).

Det er de store kemikoncerner, som har haft finansielle muligheder for at

opkøbe og udvikle de små bioteknologiske virksomheder, der som oftest er

startet fra bar bund med en enkelt god ide. Samtidig er det dem, der har den

merkantile kapacitet til at markedsføre resultaterne både nationalt og internationalt,

og det er også de store koncerner, der har juridisk kapacitet til at

sikre deres ophavsmæssige rettigheder. Resultatet af disse tendenser er blevet,

at der kun er fem store koncerner (Monsanto, DuPont/Pioneer, Aventis,

Syngenta og Dow), der står for en fjerdedel af salget af al såsæd, som udvikler

Majsavler Fred Grieder i Carlock, Illinois, holder en håndfuld genmodificerede majsfrø fra firmaet

Monsanto frem. Majsene er farvet røde for at angive, at de er imprægneret og klargjort til såning.

Indfarvningen letter dog også arbejdet for de privatdetektiver, Monsanto har hyret til at finde og slå

ned på bønder, der avler Monsanto-majs uden den fornødne licens. (Foto, 30. april 2008, © Ørjan F.

Ellingvåg/Dagens Næringsliv/Corbis News).


genetisk manipulerede varieteter, og som samtidig producerer herbicider og

insektgifte. Monsanto og Pioneer-HiBred (Henry A. Wallaces gamle firma) står

alene for henholdsvis 15 og 39 pct. af al majs-såsæd i USA og 24 henholdsvis

17 pct. af udsæden af sojabønner. 61 pct. af bomuldsarealet i USA er tilplantet

med et lille antal tæt beslægtede varieteter. Det vil være yderst betænkeligt,

hvis disse forhold udbredes til de steder, hvor afgrøderne stammer fra, og hvor

der stadig findes en betydelig varieret genpulje.

Patentering, kommercialisering og monopolisering af gensekvenser har i

realiteten ført til, at forskning i og udvikling af landbrugsafgrøder og dyrkningsprocesser

er gået fra at være et offentligt og åbent anliggende til at være

en privat, lukket og hemmelighedsfuld affære. Det har skabt en betydelig

usikkerhed over for fødevarer i den industrialiserede verden, fordi det ikke

længere er muligt at gennemskue, hvad det er for mad, man bliver præsenteret

for på markedet. I ulandene, hvor landbruget spiller en forholdsmæssigt langt

større rolle i samfundet end i ilandene, har konsekvenserne på godt og ondt

været endnu mere omfattende.

Her skal indskydes et suk:

516

Jeg er ikke i tvivl om, at karaktergivning og bedømmelser i kategorier som

godt og skidt (eller ligefrem ondt) er indskrænkende og derfor skadeligt for

den historiske erkendelse. Det slører udsigten til de historiske fænomener at

forholde sig ureflekteret æstetisk eller moralsk vurderende til dem, hvad enten

talen er om nazistiske koncentrationslejre, anvendelsen af atombomber

med levende mål eller om noget så prosaisk og hverdagsagtigt som moderne

landbrug og dets konsekvenser. Alligevel kan jeg ikke lade være, og det ærgrer

og bek ymrer mig.

vældige ting


Et eksperiment

Den 14. januar 2000 indeholdt det højt ansete naturvidenskabelige tidsskrift

Science en artikel: Engineering the Provitamin A (Beta-Carotene) Biosynthetic

Pathway into (Carotenoid-Free) Rice Endosperm. Som forfattere var opført Xudong

Ye, Salim Al-Babili, Andreas Kloti, Jing Zhang, Paola Lucca, Peter Beyer

og Ingo Potrykus. Som adresse på forfatterne var angivet Institute for Plant

Sciences, Swiss Federal Institute of Technology, CH-8092 Zurich, Switzerland

og University of Freiburg, Center for Applied Biosciences, D-79104 Freiburg,

Germany.

Når man læser forfatterlisten, virker rækkefølgen tilfældig – den er i al fald

ikke alfabetisk, som man måske kunne forvente. Den er heller ikke tilfældig,

men derimod omvendt hierarkisk: Den skal læses bagfra – den fineste står til

sidst, så kommer den næstfineste, mens resten er navnene på dem, der fulgte

og bar. Det er yngre forskere, som på denne måde får lagt en solid grundsten

i fundamentet til en videnskabelig karriere, for det at have fået sit navn med

på en artikel i et så prestigefuldt ‘internationalt’ (dvs. amerikansk) tidsskrift

som Science er mere værd end guld.

Adresserne på de institutter, hvor forskningen er udført, er oversat til

engelsk/amerikansk, for det er den moderne videnskabs internationale fællessprog,

som latin var det indtil midten af det 20. århundrede. Her skal rækkefølgen

læses forfra: Det vigtigste sted er angivet først. Oversat til de indfødtes

betegnelser drejer det sig om Institut für Pflanzenwissenschaften, ETH

Zürich (Eidgenössische Technische Hochschule Zürich) i Schweiz og Zentrum

für Angewandte Biowissenschaften, Albert-Ludwigs-Universität, Freiburg im

Breisgau i Tyskland.

Oversat til dansk lyder artiklens titel nogenlunde således: Tilvejebringelsen

af en biosyntetisk vej for provitamin A (betakaroten) ind i (den karotenoidfrie)

ris-frøhvide. Det, artiklen redegør for, er, hvorledes det har kunnet lade sig

gøre ad biokemisk vej at skaffe betakaroten ind i den hvide del af riskornet,

hvor der ellers ikke forekommer noget karotenoid.

bog 8 maden 517


Den plante, det drejer sig om, er ris (Oryza sativa L.). Navnet er toleddet.

Oryza er ‘efternavnet’. Det omfatter en slægt af græsser, der er hjemmehørende

i den tropiske og subtropiske del af Sydøstasien. ‘Sativa’ er artsnavnet,

det betyder ‘dyrket’ i modsætning til ‘vildtvoksende’. L. efter navnet viser,

at det er givet planten af den svenske naturforsker Carl von Linné, der i 1735

grundlagde den videnskabelige systematik (binomialnomenklaturen), som

stadig anvendes til at holde rede på planter og dyr. Den er stadig på latin som

et minde om gamle dage før 1950-60’erne.

Karotenoiderne er organiske pigmenter, hvis farver kan falde ud som lyst

gule over skinnende orange til dybt røde. Karoten, der har givet navn til denne

gruppe af stoffer, er det pigment, der giver gulerødder deres farve. Karotenoiderne

forekommer naturligt i planter og i nogle arter af alger og bakterier,

hvor de har mange forskellige vigtige fysiologiske funktioner, blandt andet

er de centrale i fotosyntesen (den proces, der sætter planterne i stand til at

opbygge organisk stof og producere ilt ved hjælp af lysenergi og kuldioxid).

Hvirveldyr som for eksempel mennesker er ikke i stand til selv at danne

karotenoider, som er basis for dannelsen af A-vitamin. De skal tilføres gennem

kosten, for eksempel ved at spise grøntsager med stærke farver som gulerødder,

spinat, salat, tomater og broccoli. Stoffet er, som berettet i fortællingen

Min bondegård, livsvigtigt. Kan man få betakarotenet ind i risen, vil det – i

hvert fald teoretisk – være muligt at afhjælpe den fatale A-vitaminmangel i

udviklingslandene.

I risplanten forekommer karotenoiderne i bladene. Den bedrift, artiklen

beskriver, går ud på at vise, hvordan det er muligt at føre en karotenoid-dannende

gensekvens fra påskeliljen (Narcissus pseudonarcissus) ind i den del af

riskornet, frøhviden, som mennesker spiser. For at få en succesfuld produktion

af karoteinoid i frøhviden indførtes også gener fra en jordbakterie (Erwinia

uredovora), der fungerede som katalysator for en række trin i syntesevejen for

dannelsen af karotenoiderne. Det karotenoid, lycopen, hvis gensekvens blev

overført fra påskeliljen, er det klart røde pigment, som findes i for eksempel

tomater, og derfor skulle man tro, at risen ville være blevet rød, men den blev

gul. Senere undersøgelser har vist, at ændringen fra den røde lycopen til den

gule beta-karoten skyldes enzymatiske processer i selve riskornets frøhvide.

Når Potrykus og Beyer, der ledede forskerholdet, netop valgte risplanten,

da de startede på deres projekt i 1992, var det, fordi ris er den af de tre hovedkornarter,

der har det simplest opbyggede genom. Risen har 430 millioner

nucleotider, der er ansvarlige for forekomsten af de ca. 120.000 varieteter af

ris, som IRRI (International Rice Research Institute) har registreret. Det lyder

af mange, men majs har 2.500.000.000 og hvede 6.000.000.000 nucleotider,

så risen er et godt sted at begynde, når man vil prøve at fremstille en genmanipuleret

risfrøhvide som den, der omtales i vores artikel i Science.

518

vældige ting


Aresas direktør Simon Østergaard (tv.) og chefforsker Carsten Meyer holder deres gåsemad frem for

fotografen i 2004. Red Detect lød næsten for godt til at være sandt, og den viste sig desværre heller

ikke at fungere i virkelighedens verden. Dette i forbindelse med faldende priser på minerydning

med maskiner lukkede i 2008 reelt det lille, danske biotekfirma. (Foto, Jens Dresling, Polfoto).

Undersøgelsen af ris-genomet var blevet indledt i 1980’erne med deltagelse

af kinesiske, japanske og amerikanske grupper, men i oktober 1991 satte det

japanske landbrugsministerium sig på projektet. Grunden var den indlysende,

at ris er japanernes basisfødevare, og udviklingen af ris betragtes derfor som

et vitalt nationalt anliggende for japanerne. De indlemmede RGP (The Rice

Genome Research Program) som en integreret del af den japanske regerings

genomresearchprojekt og anlagde et velbemandet institut i Tsukuba ca. 50 km

nordøst for Tokyo.

Da japanerne bidrog med mange penge til projektet, blev overtagelsen uformelt

godkendt i 1997 på et møde i Singapore sponsoreret af Rockefeller Foundation.

I mødet deltog eksperter fra Japan, Kina, EU, USA og Sydkorea, og

deltagerne blev enige om målet – en fuldstændig kortlægning af ris-genomet

– og om metoderne, nemlig de samme som dem, der anvendtes til kortlægningen

af de andre genetiske modelorganismers genomer (dvs. menneskets, musens,

bananfluens og Almindelig Gåsemads (Arabidopsis thaliana L.) genomer).

Som et kuriosum, der godt kan få lov at smutte med, skal det lige nævnes, at

et dansk firma, Aresa biodetection, har taget patent på en genmodificeret udgave

af Almindelig Gåsemad. Den er blevet døbt ’Red Detect’, og det specielle

og bemærkelsesværdige ved den er, at den er i stand til at påvise tilstedeværelsen

af nedgravede landminer.

bog 8 maden 519


I februar 1998 blev der dannet et internationalt konsortium, The International

Rice Genome Sequencing Project (IRGSP) med det formål at få kortlagt

hele ris-genomet, og de forskellige lande påtog sig hver sin del af opgaven. Men

inden opgaven var løst, gjorde vores artikel det klart, hvilke enorme muligheder

der lå lige for hånden, eftersom Ingo Potrykus og Peter Beyer med et i

denne sammenhæng utroligt lille budget på 2,6 mio. dollar kunne fremlægge

opskriften på de ‘gyldne ris’. Pengene havde de skrabet sammen gennem bidrag

fra ETH Zürich, Rockefeller Foundation, EU’s biotech-program og den

schweiziske nationalfond.

Potrykus og Beyer er idealister, der ikke ville tage patent på deres opdagelse

– de stillede den kvit og frit til rådighed for Det Internationale Risforskningsinstitut

(IRRI). Det var ikke så ligetil, som det lyder, for under deres arbejde

med projektet havde de benyttet sig af 70 forskellige procedurer, som

forskellige måder var ophavsretsligt klausulerede, og som tilhørte 32 forskellige

firmaer og universiteter. Opdagelsen skulle udløse en større eller mindre

afgift til rettighedshaverne, hvis produktet indbragte penge. Den almennyttig

institution IRRI kunne kun få glæde af de to forskeres gave, hvis det kunne

lykkes at få rettighedshaverne til også at afstå fra deres krav. Ingo Potrykus,

der var blevet pensioneret fra ETH Zürich i 1999, brugte sin pensionisttilværelse

til at løse denne opgave.

Det gennembrud, som den gyldne ris udgjorde, tvang de store multinationale

kemi- og frøkoncerner ud af busken af skræk for at blive overhalet. Risen

er ikke kun genetisk interessant – der er også rigtig mange penge i den. Planten

leverer basisnæringsmidlet til mere end halvdelen af menneskeheden. Ca. 30

pct. af verdens samlede kornproduktion kommer fra ris. På grund af Den Grønne

Revolution er den producerede mængde af ris fordoblet siden 1970’erne, og

da den del af verdens befolkning, der er risspisere, stadig vokser, regner man

med, at ca. 4,6 milliarder mennesker i 2025 helst skal kunne forsynes med ris.

Bare en lille brøkdel af de ukrudtsmidler, insektgifte og kunstgødning, der

skal anvendes til en så kolossal produktion, vil være en guldgrube for producenter

af kemikalier og udsæd.

Allerede i april 2000 – tre måneder efter artiklen om de gyldne ris i Science

– bekendtgjorde den store amerikanske kemi- og frøkoncern Monsanto, at den

havde engageret Laroy Hood’s laboratorium ved University of Washington i

Seattle til at foretage deres egen undersøgelse af ris-genomet parallelt med

IRGSP’s. Derved havde de tilvejebragt en kortlægning i store træk af genomet,

tilstrækkelig til, at den kunne varetage firmaets økonomiske interesser.

Monsanto tilbød andre forskere adgang til deres kortlægning under forudsætning

af, at Monsanto fik mulighed for at få en licens på det, der kom ud af

forskningen. Det føltes som en trussel for IRGSP-forskerne, fordi de – formentlig

med rette – var bange for, at deres bevillinger til en fuldstændig kortlæg-

520

vældige ting


I IRRI’s gen-bank på Filippinerne opbevares verdens 120.000 kendte varianter af ris, heriblandt

sorter, der ikke længere dyrkes. Man sørger for at genplante de eksisterende sorter hvert femte år

for at sikre, at mangfoldigheden regenereres. (Foto, 2005, © Dung Vo Trung/Corbis News).

ning af genomet ville bortfalde, hvis man til praktisk brug kunne nøjes med

Monsantos mere overfladiske.

Det bragte verdens største agrokemiske koncern, den schweizisk-baserede

Syngenta, på banen. Syngenta overhalede Monsanto indenom ved i januar

2001 at bekendtgøre, at den i samarbejde med Myria Genetics i Salt Lake City

havde fremstillet en fuldstændig skitse af japonica-variantens genom.

Som svar på Monsantos og Syngentas bekendtgørelser besluttede IRGSP

allerede i februar 2001 at omlægge deres program for at udnytte de to private

koncerners resultater til en fuldstændig kortlægning af japonica-variantens

genom, men igen blev de om ikke overhalet så omgået – denne gang af kineserne.

I oktober 2001 bekendtgjorde det kinesiske Beijing Genomics Institute

(BGI), at de havde fremstillet en oversigt over indica-variantens genom med de

samme metoder, som Syngenta og Myria Genetics havde anvendt til oversigtskortlægningen

af japonica-varianten. De to typer af ris, som kineserne havde

anvendt i deres undersøgelser, var afledt af en højproduktiv ‘super-hybrid’,

som er meget dyrket i Kina. Indica-varianten er den traditionelle sumpris, som

er den mest dyrkede over hele verden, men selv om kineserne gav adgang til

deres sekvenser på en offentligt tilgængelig database, var deres resultater

bog 8 maden 521


ikke af særlig betydning hverken for IRGSP-forskerne eller for Syngenta eller

Monsanto, fordi deres data stammede fra japonica-varianten.

Den 18. december 2002 kunne de stolte IRGSP-forskere ved en ceremoni i

Tokyo bekendtgøre, at det var lykkedes at kortlægge 99,99 pct. af japonicarisens

genom. For denne indsats modtog de samme dag lykønskninger fra såvel

den amerikanske som den franske præsident og den japanske premierminister.

Hyldesten var velfortjent, for en måned i forvejen havde en gruppe kinesiske

og japanske forskere, der havde gennemført en fuldstændig kortlægning

af risens kromosom 1 kunnet påvise, at Syngentas oversigtskortlægning kun

havde fastlagt 4.467 af kromosomets 6.756 gener, og for halvdelen af de gener,

oversigtskortlægningen havde fået fat i, var der anført ufuldstændige

kodesekvenser. Der er derfor ingen vej uden om en fuldstændig kortlægning

af hele genomet.

Imens alt det stod på, levede Potrykus’ og Beyers ‘gyldne ris’ sit eget liv.

Hvis de to forskere havde regnet med, at deres opdagelse ville blive modtaget

med begejstring, blev de skuffede. Den gyldne ris var ganske vist den første

genmodificerede plante, der indiskutabelt var til nytte for forbrugerne. De

øvrige genmodificerede og patenterede organismer havde alle sammen haft

til formål at give større fortjeneste til landmændene og derigennem til frøfirmaerne

for eksempel ved at øge udbyttet pr. arealenhed eller spare penge

på kemikalier til bekæmpelse af ukrudt eller insekter, mens forbrugerne blev

gjort til ufrivillige forsøgskaniner, og landbrugsjorden, grundvandet og hele

den omgivende natur blev udsat for påvirkninger, ingen kunne overskue, og

ingen ville tage noget ansvar for.

Alene af den grund blev hele bioteknologien betragtet med dyb skepsis.

Det var ikke blevet bedre af, at de store kemikoncerner, der havde udviklet

og patenteret de genmodificerede planter, hårdhændet forfulgte enhver, som

prøvede at omgå deres patenter for eksempel ved at benytte hjemmeavlet såsæd.

Den gyldne ris blev ramt hårdt af at optræde i så dårligt et selskab.

Da første generation af planten blev præsenteret, blev ophavsmændene

mødt med latterliggørelse: For at afhjælpe A -vitaminmangel skulle man spise

1,52 kg gylden ris pr. dag. Velbekomme! Ha, ha, ha. I 2005 præsenterede et

forskerhold fra Syngenta en videreudviklet type, som de kaldte ’Gylden ris 2’.

Dens indhold af beta-karoten var 23 gange højere end den oprindelige models,

og af den behøvede man kun at spise 72 gram for at få dækket A-vitaminbehovet.

Syngenta tilbød, at landmænd, der producerede for mindre end 10.000

dollar ris om året, kunne slippe for at betale licensafgifter, hvis de dyrkede

risen – når den engang blev markedsført.

Hvis der skulle være nogen, der troede, at det ville hjælpe på stemningen,

tog de fuldstændig fejl. Modstanden blev ikke mindre, den skiftede bare argumenter.

Nu forklarede for eksempel Greenpeace, at man ikke kunne vide, om

522

vældige ting


Foto dateret den 1. november 2008 af moden, gylden ris, dyrket af IRRI på Filippinerne. I januar

2009 udtalte en forskergruppe på stedet, at de er klar til at øge verdens risproduktion med 50 pct.

og samtidig mindske forbruget af vand og gødning i forhold til i dag – hvis de altså kan ’få lov til’ at

pille ved plantens molekyler, så den bliver bedre til at udnytte solens energi. Om de fagre fremtidsperspektiver

så blot bliver et nyt teknisk fix for den store agro-business eller til reel gavn for

verdens fattigste, vides ikke i skrivende stund. Fortsættelse følger, sommansir …

(Foto, Romeo Gacad/AFP).


den beta-karoten, der forekom i den genmanipulerede ris, var af en art, der

var optagelig, nemlig som pro-A-vitamin. Det var desuden risikabelt at udså

den genmanipulerede ris, for man kunne ikke vide, om den ville krydse med

andre vilde eller dyrkede former af risplanter, og det var helt uoverskueligt,

hvad der ville ske ved det. Endelig var der strengt taget slet ikke behov for ris

til at afhjælpe A-vitaminmangel. Det ville hjælpe de fattige mere, hvis de spiste

upoleret ris, for der var visse former for ris, der indeholdt en vis mængde

karotenoider i de dele af kornet, der blev fjernet ved poleringen. En anden

NGO-organisation, Institute of Science in Society (ISIS), argumenterede i en

artikel, The ‘Golden Rice’ – An Exercise in How Not to Do Science, for, at udviklingen

af den gyldne ris havde været det rene pengespild. Det ville have

været meget bedre, hvis de midler, der blev smidt ud til genforskning, var

blevet brugt til at dele gratis mad ud til de fattige.

Et lignende synspunkt har den indiske globaliserings- og genmanipuleringsmodstander

Vandana Shiva gjort sig til talskvinde for. Hun opregner alle

de A-vitaminrige planter (plus æg, gede- og fårelever samt torskelevertran),

der bruges i almindelig indisk mad, med deres navne i hindi og med angivelse

af mikrogram A-vitamin (eller vel snarere karotenoider?), de indeholder pr.

100 gram. Hun mener, at grunden til, at der forekommer A-vitaminmangel i

Indien, er, at Den Grønne Revolutions teknologiske løsninger med herbicider

og monokulturer af hvede og ris har udslettet den variation af oprindelige

planter, der var før i tiden. Når regeringen og universiteterne i Indien er hoppet

på det svindelnummer med den gyldne ris, skyldes det, at de har ladet sig

løbe over ende af smarte firmaer. ”Den komplicerede teknologioverførsel, der

skal til for at dyrke gylden ris, vil ikke afhjælpe A-vitaminproblemet i India,

men det er en meget effektiv strategi for private virksomheders overtagelse af

risproduktionen med anvendelse af den offentlige sektor som trojansk hest,”

skriver hun.

Der er ingen dialog mellem tilhængere og modstandere af det moderne

landbrug. De står i hver sit hjørne, og beskyldningerne fyger tæt, navnlig om

forholdene i udviklingslandene, der ikke har særligt stor praktisk betydning,

men desto større symbolsk, som det kan fremgå af fordelingen af forsknings-

og udviklingsmidler: Der anvende hvert år omkring to milliarder dollar på den

forskning og udvikling, som vedrører de rige landes landbrug, mens tallet for

den tilsvarende indsats i ulandsrelateret landbrugsforskning anslås til ca. 75

millioner dollar. Til gengæld falder alle ulemperne ved det moderne landbrug

med deres fulde vægt på ulandene, fordi deres politiske strukturer er så svage,

at mulighederne for at gribe ind over for uhensigtsmæssige tiltag og kortsigtede

fiduser er ikke-eksisterende.

Det moderne landbrugs tidshorisont er – også i de rige lande – meget kort.

De moderne kornsorter skal have tilført store mængder af kunstgødning og

524

vældige ting


mange steder også vand, for at de kan præstere deres maksimale. Det fører

til, at landbrugsjordens kvalitet forringes på grund af faldende indhold af organisk

materiale. Problemet er meget omfattende også i den rige del af verden.

En EU-finansieret undersøgelse viser, at 75 pct. af jorden i Sydeuropa er

ramt, men det er ikke kun der og i de nye medlemslande, det står skidt til – i

Storbritannien gælder det 42 pct. af landbrugsarealet. Årsagerne til miseren

er – ud over det, man kalder ‘ændret arealanvendelse’ – sammenpakning af

jorden på grund af for store og for tunge maskiner og overforbrug af gødning

og pesticider. Konsekvensen er voksende problemer med jorderosion, jordskred

og oversvømmelser. Det selv samme landbrugstidsskrift, der fortæller

om ødelæggelsen af jorden, bragte nogle måneder senere en serie artikler om,

at danske hvedeavlere mister 300 millioner kr. årligt, fordi de danske regler

for anvendelse af kvælstofgødning og sprøjtemidler forhindrer landmændene

i at bruge de samme avancerede dyrkningsmetoder som deres kolleger i andre

EU-lande.

Det er ikke, fordi der er brug for hveden til føde for mennesker eller dyr.

Den subsidierede hvede, dyrket med kunstgødning og sprøjtemidler, bliver

med fordel anvendt som brændsel i dertil indrettede stokerfyr. Nemt, billigt

og bekvemt. Det danske landbrug modtager ca. 10 milliarder kr. i EU-støtte om

året, så man forstår godt, at unge landmænd beder om statsstøtte til at gennemføre

generationsskiftet, fordi priserne på landsbrugsejendomme er blevet

så høj. EU-tilskuddene bliver kapitaliseret i ejendomspriserne.

Moderne landbrug er et storslået og spændende eksperiment, der handler

om, hvordan jorden kan ernære de ca. 8 milliarder mennesker, man så frejdigt

regner med vil komme til at drage deres vejr over mulde om 20 år. Landbrugets

udøvere ryster ikke på hånden. De satser stort. Dansk Landbrugs Mediers

Visionspris på 10.000 kr. gik i 2005 til den 28-årige Steffen Elmer, der drømte

om en besætning på 1.000 køer.

Ugebladet The Economist kunne samtidig fortælle om de problemer, amerikansk

landbrug er løbet ind i, fordi der er mistanke om, at kosygdommen

Johnes på samme måde som kogalskaben kan smitte mennesker. Johnes

sygdom skyldes bakterien Mycobacterium aviums underart paratuberculosis

(MAP), der i 1996 blev fundet i hver femte malkekvægsbesætning i USA,

men hyppigheden er antagelig steget siden, fordi forekomsten var dobbelt

så høj i besætninger med 300 eller flere køer, og besætningsstørrelserne har

været støt stigende siden 1996. Størst er udbredelsen antagelig i Californien,

hvor den gennemsnitlige besætningsstørrelse i 2003 lå på 806 køer, og hvor

nogle landbrug har flere tusinde dyr, der ofte går meget tæt sammen. Mejeriindustrien

og de veterinære myndigheder hævder, at MAP bliver dræbt ved

pasteurisering, men undersøgelser har ikke desto mindre påvist bakterierne

i 2,8 pct. af prøverne.

bog 8 maden 525


Den menneskesygdom, som mistænkes for at stamme fra den inficerede

mælk, kaldes Cronhs sygdom. Det er en form for mave-tarm-betændelse, der

viser sig som kronisk, undertiden invaliderende diarré, og som antages at

ramme personer med en særlig genetisk betinget modtagelighed for smitten

fra mælken. Den amerikanske regering iværksatte for tre år siden et kontrolprogram

for sygdommen, men på grund af besværet med kogalskaben og de

voksende udgifter til terrorbekæmpelse er bevillingerne på næste års finanslov

skåret ned fra 19 millioner dollar til tre millioner dollar. Af hensyn til mejeriindustrien

er landbruget ikke meget for at protestere mod nedskæringen.

Men når det store regnestykke engang kan gøres op, er det nok hverken

genmanipulationerne, sygdommene, overforbruget eller alle de andre forandringer,

der vil stå tilbage som det for alvor afgørende. Det vil nok snarere

være de konsekvenser, landbrugets afvikling – og med den afviklingen af den

biologisk betingede arbejdsdeling – har fået på menneskers liv og deres forståelse

af deres identitet. De mellemmenneskelige relationer er blevet forandret.

Kvinderne er kommet ud på det lønnede arbejdsmarked og stiller sig selv og

deres tid til rådighed som varer på markedet. Med p-pille- og pornofrigivelse

blev seksualiteten frigjort fra reproduktionen og blev i stedet en vigtig faktor

i markedsføringen af mennesker og ting. Aldrig nogensinde før i menneskehedens

historie har mænd vidst så meget om kvinders liv og kvinder om mænds

som i det samfund, man kan kalde det moderne – eller, hvis man synes bedre

om det, det postagrare. En stor del af de reproduktive opgaver – børnepasningen

og omsorgsarbejdet – er blevet overdraget fra privatsfæren til det offentlige,

og meningen med mandighed og kvindelighed er blevet helt omkalfatret.

Det er alt sammen gået så hurtigt, at de meningsproducerende institutioner,

kultur, religion, kunst og politik, slet ikke har kunnet følge med. De er kommet

endnu længere bagud for livsverdenen, end de nogensinde før har været,

og dermed har der åbnet sig nogle nye, helt uoverskuelige perspektiver.

526

vældige ting


Efterord

Dette bind forholder sig til Store Forandringer som en efterfølger – et bind to,

kan man sige – og de bemærkninger om måden at fortælle historier på, der

er redegjort for i afsnittet Varedeklaration i ’bind 1’ gælder også for ’bind 2’.

Begge bind søger at besvare samme spørgsmål, nemlig hvordan opfattelsen af

verden, den, der gælder nu, verden, som den er, er blevet til i den skikkelse,

som den foreligger for os i begyndelsen af det 21. århundrede. Bindet handler

om, hvordan industrialiseringen – det, som er blevet kaldt ’emancipationen

fra den organiske naturs skranker’ – indgår i opfattelsen af, hvordan verden

er, og af, hvordan magten vokser ud af menneskers hænder.

Indholdet af dette bind er som Store Forandringer blevet skrevet forskellige

steder, og min afhængighed af nettet er om muligt blevet endnu større end før.

Det, der svarer til, hvad der i gamle dage hed litteraturhenvisninger, er derfor

ikke trykt med, men lagt ind på nettet på www.sørenmørch.dk.

Det siger næsten sig selv ud fra bindets anliggende og metode, at dets grundlag

er noget, andre har tænkt over og skrevet om. Indholdet af alle fortællingerne

beror på andres arbejde og flid, og jeg burde i hvert enkelt tilfælde have noteret

mig, hvis ideer og tanker jeg har tilegnet mig. Det har jeg imidlertid ikke

fået gjort, så derfor er jeg ikke i stand til med navns nævnelse at takke hver

enkelt af alle de mange, der i mange år har fulgt og båret.

Ud over hvad læseren selv kan regne ud ved at se på den ovennævnte hjemmeside,

er de direkte og uomgængelige hjælpere, der har gjort dette bind muligt,

’the usual suspects’: Lars Ringhof og min kone Ritt Bjerregaard, Majbrit

Hansen på Politikens Forlag, Grethe Jensen, der har stået for at finde billeder

frem, Hans Larsen, der med akribi, tålmodighed, venlighed, stor energi usædvanlig

professionalisme har redigeret manuskriptet og sørget for at få oversat

og verificeret de mange citater, og ikke mindst dr. phil. Thorkild Kjærgaard,

der grundigt og kyndigt har læst og kommenteret manuskriptet, og som ud

over at rette massevis af små og store fejl har glædet og opbygget mig med

tankevækkende bemærkninger, der har gjort mig klogere, og som har hjulpet

på hele bindet.

Og siden har jeg intet at tilføje, ud over et ment ”Lev vel” til dem, der læser

bindet såvel som til dem, der har nok af efterordet.

Søren Mørch

bog 8 maden 527

More magazines by this user
Similar magazines