artikel GaLskabens fascination Har vi ikke fået nok af meningens tyranni i vores samtid, hvor alt skal kunne tolkes og gives betydning? Af René Rasmussen Ofte falder jeg for digte af forfattere, der har en særlig snert af galskab, også i deres digte. Det er ikke her stedet at definere, hvad galskab er, men i mit ordforråd er det ikke en negativ kategori, men en måde at differentiere på (i offentlige sammenhænge betegnes den ofte som en psykisk sygdom, som dog ikke er en betegnelse jeg bryder mig om, eller som en psykose). Og det er ikke en kategori, der som alternativ har en form for normalitet, da jeg ikke kender til en rimelig definition af en sådan. Kontrollerede forløb Lad mig imidlertid starte med et modeksempel, nemlig Søren Ulrik Thomsen, hvis biografiske levned jeg i øvrigt stort set er uvidende om, men som vist ikke lider af nogen form for galskab. Hans digte er originale, velskrevne, men også præget af en sproglig kontrol og afrundethed, der gør, at hvert enkelt vers normalt må læses i relation til alle andre vers i et sådant digt. Sådanne vers kan sjældent læses enkeltstående, men fordrer en læsning, der først stopper, når sidste ord i sidste vers (eller strofe) er læst og fordøjet. De udgør derfor ikke små sproglige eksplosioner, men sirlige sproglige forløb, som sikkert fascinerer mange, og som af den grund ofte kan læses i henhold til en bestemt betydning, men som måske af samme grund mangler den slagkraft, som jeg sporer i ”gale” digte. Gale digte Simon Grotrian, der er elsket eller 6 FOR<strong>FA</strong><strong>TTER</strong><strong>EN</strong>·1·2013 hadet af anmeldere og digtere, udgør en modpol hertil. Han har selv fortalt om sine ophold på psykiatrisk afdeling i offentligheden. Hans digte er desuden ofte svært tilgængelige, udgør ikke afrundede forløb, men sproglige chok. Der eksisterer dog litterater, der mener, at hans digte kan læses i helhed, dvs. at alle ord, vers og strofer hænger nøje sammen og kan tolkes under et. Det er muligt, at der kan findes en rød tråd i sådanne digte, men problemet er, at der fortsat vil stikke en masse andre tråde ud i alle mulige retninger, hvis vi skal fastholde metaforen. Jeg mener derfor, at de oftest kun kan læses fragmentarisk, og vil heller ikke gøre andet med følgende digt: RusskåR Dette hospital forlades heste trækker åndedrættet ud af solens vaterpas med sneen, når den repeterer selvet i en bro der excelleres i fald fra vid og sans (Selvbinderhjertet, s. 12) Vi kan dog konstatere, at der ikke optræder et jeg i digtet, men det udelukker ikke, at det handler om en særlig subjektivitet eller et subjekt (jf. ”selvet”), der tilsyneladende forlader et hospital, men hvad det har at gøre med heste er ikke klart. Måske befinder disse sig uden for hospitalet, og ”solens vaterpas” kunne være et billede på en blå himmel, ligesom ”sneen” kunne være et billede på deres ånde. Men som disse bemærkninger anskueliggør, er dette kun en mulig fortolkning, og hvad ”bro” står for i sætningen ”når den repeterer selvet i en bro”, er mere eller mindre umuligt at afgøre. Men måske forlader selvet hospitalet med sneen, der kan være et billede på døden, der gentager selvet eller lader selvet genopstå i (på?) en bro, der fører til himlen, som spiller en stor rolle i Grotrians i øvrigt meget religiøse univers. Derimod kan sidste vers ses som et billede på selve digtet, der netop excellerer ”… i fald fra vid og sans”. Det er vanviddets sprog, der udløser sig i fragmenter eller metaforer, som ikke kan tolkes under et. Uden for kategori De læsere, som overvejende ønsker at læse digte, der skal kunne afgive mening, vil gå forgæves til en forfatter som Grotrain eller Peter Laugesen og Lars Skinnebach, uden jeg dog ved noget om de to sidstnævntes mentale tilstand. Deres digte er imidlertid begge karakteriseret ved ofte at sprænge sproget i mindre stykker eller i fragmenter, der ikke nødvendigvis hænger sammen. Og meningen? Har vi ikke fået nok af meningens tyranni i vores samtid, hvor alt skal kunne tolkes og gives betydning? Hvor alt skal kalkuleres og måles i kvantiteter, som er blevet den egentlige målestok for meninger og betydninger? Ved netop ikke (blot) at være meningsbærende rummer sådanne digte en overskridelse af vores samtids stigende krav (diskurser) om kalkuler og instrumentaliserede sprog. En anden digter, som deler præmisser hermed, er Paul Celan, der skrev på tysk, bl.a. fordi han mistede sine forældre i en arbejdslejr under 2. verdenskrig, selvom han stammede fra Rumænien. Han forsøgte i det tyske sprog at skrive sig op mod de aspekter af selvsamme sprog, der rummede særlige diskurser, fx om jøderne og deres snyltende, undergravende adfærd. Dette aspekt – Auschwitz som det også kaldes – står helt centralt i hans digte, der desuden ofte kredser om tabet af hans moder eller som rummer elementer, der peger på Celans særlige tilknytning til hende og den uforløste sorg over hendes død i arbejdslejren. Mange af hans digte fremstår som de sværeste digte, der nogen sinde er skrevet, og store kendte filosofer har skrevet afhandlinger om enkelte digte eller sætninger herfra (fx har den franske filosof Jacques Derrida viet en hel artikel til en enkelt sætning). Celan kom sig aldrig over Auschwitz og sin moders død og kastede sig mange år senere i Seinen, hvor han druknede. Uforståelighed Dette er den kendte og gentagne historie om Celan, hvis digte står som et særligt mindesmærke over en misere, der indbefatter hele vesten, og som ofte drager med en særlig fascination, selvom de er svært tilgængelige. Det er tillige den historie, der henvises til, når Celans selvmord skal forklares. En mindre kendt eller mindre udbredt historie drejer sig imidlertid om hans til tider meget voldelige adfærd over for kone og søn samt hans mange indlæggelser på psykiatriske hospitaler i Paris, hvor han levede det meste af tiden efter 2. verdenskrig. Selvmordet kan næppe adskilles fra denne side af hans liv eller hans manglende psykiske adskillelse fra sin moder og udelukkede anerkendelse af sin fader. Disse aspekter ligger formentlig også til grund for hans digtes hermetiske præg, men selvom dette er årsagen til dette præg, ligger digtenes virkning i selve læsningen. Og ligesom med Grotrian opgiver jeg som regel at forstå digtene i en helhed, men læser dem fragmentarisk eller lader dem glide gennem min bevidsthed som sproglige begivenheder, der kan udgøre en kilde til inspiration eller lade vores samtids krav om kalkuler forsvinde som sneens heste over Grotrians ordblinde solbro. Galskab ikke et krav Den franske filosof Michel Foucault sagde engang, at værket udelukker galskaben. Et litterært værk kræver en orden og en sammenhæng, der udelukkes af galskaben. Jeg er ikke sikker på, at han har ret. Der findes naturligvis ’gale’ personer, hvis sprog og adfærd udelukker det arbejde, som det kræver at skrive fx digte. Men enhver galskab indbefatter ikke nødvendigvis et tab af bevidsthed eller genkendelse. Det findes mange ”ordinære” gale personer, som kan skrive digte, der sætter læserens sprog i brand. Sådanne digte helbreder ikke den gale, men giver denne mulighed for at udtrykke sig og arbejde med de aspekter af livet, som er særlig problematiske i en social sammenhæng, i en sproglig form, der ikke er plads til i vores samfund (el- artikel ler for den sags skyld i vores samtids psykiatri). For at sige det omvendte af Foucault, så udelukker galskaben ikke værket. Det helbreder ikke galskaben, men gør heller ikke den gale mere gal. Tværtimod kan selve skriveprocessen være en kilde til et stabilt liv. Så det drejer sig ikke om et simpelt valg mellem galskab eller værk. Der er i den forstand ikke tale om værker uden galskab eller om værker, der ikke har en ressource i galskaben. Det omvendte er dog ikke tilfældet: Et valg af galskab kan være en afvisning af værket. Men hvor efterlader det den digter eller læser, som ikke har galskaben inden for huden? Selvom jeg har brugt Thomsen som modeksempel, eksisterer der helt klart forfattere, som ikke har den rem af huden, men som skriver forrygende digte (det gør Thomsen i øvrigt også). T.S. Eliot, Naja Marie Aidt eller Viggo Madsen for blot at nævne nogle (uden sammenligning i øvrigt). · René Rasmussen er lic. phil. i litteraturvidenskab, lektor i dansk litteratur på Københavns universitet og bl.a. forfatter til ’psykoanalyse - et videnskabsteoretisk perspektiv’ (2010) og ’lettet’ (digte, 2009). FOR<strong>FA</strong><strong>TTER</strong><strong>EN</strong>·1·2013 7