Den gode viljes politik

Den gode viljes politik 

Ole Fogh Kirkeby 2012

Et andet fornuftsbegreb

Logos og nous 

Logos 

og nous oversat til nóesis, 

Giver begge ratio 

Og de giver “reason” 

“Vernunft” og vores “fornuft”. 

dianoia > intellectus > intellekt 

“intellect”, “Verstand”, “forstand”

Fornuft og forstand 

dianoetiske og diskursive kapaciteter 

er det analytiske intellekts evner. 

De er skarpe, hårde, objektive, 

vs 

de noetiske og intuitive kapaciteter, 

de er visionære, utopiske, empatiske, 

“bløde”

Fornuft og intellekt 

ratio

Fornuft og forstand 

Aristoteles: den teoretiske fornuft, 

Klar viden renset for sansningen 

vs 

praktisk fornuft, rettet mod det 

mulige, kommer fra handling og er 

rettet mod handling og kaldet 

Phronesis 

(indeholder dianoia praktiké).

Phronesis 

Skabelsen og udviklingen af phronesis er 

midlet og målet for det gode liv. 

Phronesis er begivenhedssansen per 

excellence, men en normativt ledet sans. 

Phronesis betegner selvrefleksionens 

princip, den er rettet mod udviklingen af 

selvet, og leder dermed også indgangen til 

selvet, til ”ho phronema” 

”selvfornemmelsel”. Phronesis indgår i en 

spiralformet selvskabelsesproces, som 

Aristoteles i Den nikomacheiske etik 

betegner som hexis, en selvvalgt, 

handlingsrettet bevægelse, en tilstand, der 

permanent skabes af en kraft indefra. 

ole fogh kirkeby aug 2011

Phronesis 

Phronesis er ikke en færdighed i snæver 

forstand, men en species af praxis. Handlen 

(praxis) og produktion/performance, 

(poiesis) er forskellige, fordi normativ 

handlen ikke har et andet mål end normen 

selv, og altså ikke vil skabe noget ”udenfor 

sig selv”, således som poiesis. Phronesis 

indebærer etisk fantasi, en radikal 

mulighedssans, der forbinder den med 

erfaringen og erindringen. Phronesis handler 

om det, der kan være anderledes . Phronesis 

er styret af maksimen ”epimeleia heautou”, 

”at tage vare på sig selv”. 

ole fogh kirkeby aug 2011

Generøsitet 

Latin, generositas 

"ædelhed, excellence, storsind" fra 

generosus af “genus”, “klasse, art” af 

PIE rod *gen(e)- "skabe, producere, 

avle, fødes” 


At skabe 

Skabe: fra oldn. ”skapa”, 

grundbetydning: ”forme ved 

udskæring”. Fra protogermansk, 

”skabe, forordne”, PIE rod *(s)kep-. 

Kreativitet: fra latin ”creare”, relateret 

til ”crescere”, ”opstå, gro”. PIE rod 

*ker-, ”at gro” (Ceres). 


At forme 

”form”, måske af græsk ”morphe”, 

skønhed, fremtoning. Morpheus, søn 

af søvnens gud, drømmenes gud, 

skaber af form. 

At gøre drømme, visioner, utopier 

virkelige. 

Man kan forme mennesker, 

karakterer, holdninger, samfund og 

organisationer ved at skabe. At skabe 

velfærd. 


Hvad er velfærd? 

Velfærd er den tilstand i et 

fællesskab, hvor den enkelte ikke 

styres af sin oplyste egeninteresse 

med af hensynet til den Anden. 

Et sådant samfund har retfærdighed 

som en nødvendig betingelse, og 

generøsitet som den tilstrækkelige, 

og friheden er frihed til at hjælpe den 

anden (PIE-rod *prijos, ”kær, elsket”) 


Ændringen af samfundspagten 

Vi må stille spørgsmålet, om samfundet kan 

indrettes således, at det gode bliver centrum 

i samfundsmedlemmernes bevidsthed. Kan 

vi skabe en kultur baseret på sympati, 

velvilje og generøsitet og styret af den 

enkeltes phrónesis? På denne baggrund skal 

begrebet velfærd forstås. 

Dette forudsætter en ændring eller 

skærpelse af samfundspagten og dermed en 

korrektion af naturretten, hvad angår dens 

bærende dogme om den oplyste 

egeninteresses primære position. 



I stedet kommer denne pagts principielle 

indhold til at lyde: Overdragelsen af retten 

til absolut selvbestemmelse sker kun under 

det vilkår, at det andet menneskes velfærd 

tilgodeses optimalt, og at de naturgivne 

ressourcer for samfundenes og individernes 

eksistens beskyttes optimalt. 

Velfærd må her ikke kun bestemmes 

som det, der er livsnødvendigt for den 

anden, men som det, der er ham 

kærkomment. Det er generøsitetens princip. 



Vi må med andre ord beskæftige os 

med måden, som vi handler over for 

den anden på, for at forstå os selv. Vi 

får vores identitet gennem det, vi ser 

hos den anden. Det vi fratager ham, 

unddrager vi os selv. Etisk fantasi og 

sam-passion skaber autenticitet, 

integritet og autonomi. 



Enhver kultur er afgørende formet af de 

billeder, som vi har til rådighed til at 

forstå hinanden, og dermed af de 

værdier som denne forståelse 

udtrykker. Når disse værdier er 

hegemonisk styret af det gode og 

dermed former billederne af den anden 

og de andre uden at ekskludere, så har 

vi en radikal humanistisk, offentlig 

fornuft. Den udtrykker ideelt vor 

menneskeligheds væsen. 

Den er betingelsen for et 

velfærdssamfund 


En nyt fornuftsbegreb er nødvendigt 

John Rawls definerer sin 

grundlæggende antagelse af 

retfærdighed således: 

”Alle sociale værdier – frihed og 

muligheder, indkomst og rigdom og 

de sociale grundlag for selvrespekt – 

skal fordeles lige, medmindre en 

ulige fordeling af nogle af eller alle 

disse værdier er til enhvers fordel.” 


Et nyt fornuftsbegreb er nødvendigt 

Den universelle velfærdsmodels 

princip: De sociale ydelser er 

universelle og ikke selektive, således 

at de er ens for alle uanset indkomst 

eller præferencer … må erstattes 

med: 

Fordelingsprincippet er positiv 

selektion: De svageste skal have 

proportionelt mest. 


Et nyt fornuftsbegreb 

Vi må tilbage til grundlaget for begrebet 

”fornuft”, nemlig logos i Græsk 

tænkning og i Johannes Evangeliet: 

En fornuft, der realiseres i identifikation 

med sin genstand, i omsorg og i åben og 

varsom formningsvilje, en nænsom og 

uaggressiv fornuft uden den strategiskinstrumentelle 

ragekniv . 

Dette vil ændre forholdet til naturen og 

mennesket 


Hvad skal Danmark leve af? 

Produktbegrebet må tænkes om. 

Innovation har ikke udviklingen af varer 

som primært mål, men sociale 

organiseringsformer. Garantien for 

investeringers frugtbarhed gives af 

produktionsmiljøernes unikke, sociale 

karakter, af deres beredskab til at 

modtage ideer, initiativer, lidenskab og 

engagement. 

Vi skal også sælge verdens bedste 

offentlige organisering af velfærd. 



Udvikle nye ledelses- og 

organiseringsformer baseret på selvtænkning, 

myndighed, indbyrdes 

respekt, dyb hjælpsomhed og 

generøsitet hvad angår vidensdeling 

og kapacitetsudvikling. 

Her kan det offentlige blive 

det nye eksperimentarium 



Dette kræver et meget højt 

uddannelsesniveau, det kræver en 

potensering af de sociale kapaciteter, 

det kræver dannelse baseret på et nyt 

oplysningsprojekt, hvis basis er en 

kritisk indstilling til samfundsformen, 

teknologien, fordelingen og væksten. 

Dette forudsætter et radikalt begreb 

om velfærdsledelse 


De første skridt 

Velfærdsledelse kræver, at politikere, 

forvaltning, organisationer og borgere 

sammen afgør, hvilke goder, der gør 

velfærd mulig. Markederne for varer og 

kapital kan ikke formidle denne 

normativitet, de skaber kun et hult 

oplevelsessamfund og viden og 

teknologier, der gennem 

koncentrationen af magt og livskvalitet 

til de få perverterer muligheden for at 

erfare, hvordan mennesket bliver det, 

det har mulighed for at blive. 


Eksistentielle goder 

Primære goder er ikke en tilstrækkelig 

betingelse for at tænke velfærd, de må 

udvides og forvandles til eksistentielle 

goder. 

Goder er eksistentielle, såfremt de har en 

afgørende indflydelse på 

identitetsdannelsen. 

Når velfærdstanken begrundes i en teori om 

eksistentielle goder, er det nødvendigt at 

indgå i en normativ diskussion af, hvad 

goder er og dermed præcisere forholdet 

mellem lighed og frihed. 



For at afgøre hvad et gode er, skal et menneske 

være fornuftigt og ifølge utilitaristisk økonomi 

rationelt. Rationelle aktører kan således 

formulere deres primære værdier og dermed 

deres goder refleksivt; de kan vurdere, hvad der 

er godt for deres liv, og den rolle forholdet til 

andre har i det, de kan lægge planer for deres 

liv. Dermed er hensynet til den anden aldrig det 

primære perspektiv på samfundskontrakten, 

men højst en følgevirkning af varetagelsen af 

ens egne interesser. Det kan da underkendes, at 

velvilje mod og omsorg for hinanden vil styrke 

retfærdigheden, og at den andens velgang er et 

gode i egentlig forstand. 



Velfærdsperspektivet indebærer, at goder 

vurderes. At den offentlige fornuft vurderer 

goder, ødelægger ikke pluralismens grundlag, 

for en sådan vurdering er altid på spil i både 

den politiske (hvor evalueringen er tydelig) og 

den forbrugsmæssige praksis (hvor kriterierne 

er skjult i efterspørgselsmønstre). Omvendt, jo 

mere markant og åben diskussionen er om 

goders eksistentielle værdi, desto bedre kan vi 

forme og styre den sociale virkelighed og 

forholdet til naturen. Vi kan simpelthen ikke 

overlade til markedet og til valg styret af 

begrænsede særinteresser og af et tilfældigt 

niveau af kritisk refleksion at afgøre, til hvilke 

formål de samlede ressourcer skal fordeles. 



Eksempler på eksistentielle goder er: 

Selvværd, indre balance, talent og udvikling 

heraf, teoretisk, leksikal og praktisk viden, 

dygtighed, kunnen, arbejdsglæde, 

selvstændighed, selvbeherskelse, mod, 

kritisk sans og overblik, relevant 

information, begivenhedssans, personlig 

udvikling, nøgtern vished, håb, frihed for 

skyldsfølelse, omsorg, fritid, at kunne give 

sig god tid, sundhed, livsglæde, positive 

sociale erfaringer med andre, venskab, 

erotiske relationer, familie-relationer, tiltro 

til andre, skabelse, kropslig udfoldelse, 

tilfredsstillelse af begær, skønhedsoplevelse, 

kulturel dannelse og pekuniær tryghed 



Ingen eksistentielle goder kan alene 

bero på tilfredsstillelse af 

egeninteressen. Den, der realiserer et 

eksistentielt gode, er på samme tid 

subjekt og objekt for det sociale i denne 

begivenhed. Denne indsigt må 

indarbejdes i godet gennem den 

offentlige fornuft i form af en dyb 

forpligtelse på ansvarligheden for den 

anden og for fællesskabet. Intet liv kan 

lykkes gennem eksklusion af andres 

glæde. 


Agathokratiet 

En utopisk, men mulig samfundsform. 

Af ”agathos”, ”god” på græsk. 

Et fællesskab baseret på en 

værdimæssigt reflekteret, vidende og 

velinformeret offentlig fornuft styret af 

velvilje og generøsitet og båret af 

omsorgen for de unge, gamle og svage. 

Et nyt dannelsessamfund. Her gælder 

krav til velfærd ideelt uanset vækst, 

altså: vækst bør ikke legitimere ulighed. 


De tre velfærdspraksiser 

Velfærdsledelse forudsætter 

velfærdspraksis. Der er tre. 

Den første velfærdspraksis: 

Udvikling af statens normative 

beslutningspraksis og autonomi 

gennem decentralisering 

Den anden velfærdspraksis: At 

styrke det offentliges indflydelse 

Den tredje velfærdspraksis: Omsorg 


At styrke det offentliges autonomi 

Den offentlige sektors genvindelse af en 

normativ indflydelse er presserende. Det må 

simpelthen ikke være muligt at kunne presse 

departementer og styrelser til hvad som 

helst, de må derimod stå fast på de basale, 

demokratiske værdier og fastholde 

respekten for deres historik. Denne historik 

og dens basale værdier er først og 

fremmest, at velfærd er baseret på 

rettigheder, ikke almisser (derfor også 

folkepension til de rige) og ikke mindst på 

sikringen af frihed til at forfordele de svage 

positivt. 


At styrke det offentliges indflydelse 

Det offentlige skal have mere indflydelse, fordi de 

ansatte i det offentlige har mulighed for et fagligt 

motiveret syn på velfærdsstatens problemer, der kan 

være en modvægt til de artikulationer af den oplyste 

egeninteresse, som hidtil har været politikernes 

begrænsning. De mennesker, der har udviklet og 

arbejdet i institutionerne eller tjent etaten, har en 

viden, der er grundlaget for sikringen af 

retssamfundet. Alene deres viden og faglige OG 

normative integritet kan sikre den konsistens, som et 

velfærdssamfund forudsætter. Politikerne er allerede i 

dag fuldkomment afhængige af embedsværkets 

ekspertise. Dette stiller meget store krav til dette 

embedsværks normative integritet og uselviskhed. Det 

er altafgørende, at embedsmændene er afklarede om 

deres normer, og at de har mod til at følge dem. 


Styrk institutionernes autonomi 

Tiltroen til institutionsniveauet skal øges 

markant, til skoler, behandlingshjem, 

plejehjem og hospitaler, en tiltro til 

personalets normative motivering, og til at 

den høje faglige standard vil sætte 

godheden over retfærdighedens 

formalistiske sider. Inden for al opdragelses-, 

uddannelses- og omsorgsarbejde vil 

fagligheden kun kunne optimeres gennem 

forventningen om normativ refleksion og 

normativ praksis. Det er jo klart, da 

faglighedens mål er den enkeltes udvikling, 

dannelse, myndighed, og evne til at udholde 

en belastet eksistens. 


Ikke et centralistisk bureaukrati 

Politikerne er en nødvendig modvægt til 

bureaukratiet og den måde, hvorpå staten 

og civilsamfundet bringes i en forpligtende 

kontakt, men enhver politisk beslutning 

afhænger i dag af så meget viden, at 

mangelen på samme frister politikerne til at 

manipulere med information og bruge viden 

partisk. Her bør det offentliges faglighed 

kunne fungere som et filter og en bremse, 

således at det politiske beslutningsgrundlag 

bliver langt mere differentieret og objektivt. 

Det offentlige er et sikkerhedsnet under 

bevarelsen af vore basale værdier. 

. 


Forøget respekt for forvaltningen 

For det første skal lederne af de offentlige 

institutioner hverken gå enegang eller være 

stråmænd for politikerne. Medarbejderne skal i 

langt højere grad medinddrages. For det andet 

bør regeringens ret til at udstede utidige og 

urimelige forordninger og regulativer for 

forvaltninger og institutioner begrænses. Og for 

det tredje bør al udlicitering af omsorgsarbejde 

og sundhedsydelser standses. 

Dette følger af det faktum, at normativ 

baseret handlen ikke varetages optimalt af 

privatøkonomiske interesser, og at lokale 

forvaltninger er bedst kendt med lokale 

kontekster på grund af deres ledelsesformer og 

historik. 


Offentlig organisering 

• Højt udviklet selvstyre baseret på normativ autonomi. 

• Retten til at blive anerkendt for sine grundværdier og 

dermed for sin faglighed. 

• Retten til at blive anerkendt for sin historik. 

• Retten til at blive anerkendt for sine erfaringer, dvs. 

kunnen. 

• Retten til at definere kriterierne for lokal vækst i 

samarbejde med borgerne. 

• Retten til at forme fællesskabet og afgøre, hvem der 

tilhører det ud fra saglige motiver; dog må rekruttering, 

uddannelse og ledelse, underkastes kriterier og en styring, 

der modvirker bureaukratiske konstruktioner. 

• Retten til personlig trivsel i arbejdet, dvs. afgørende 

indflydelse på ydelsernes karakter, omfang og tidsøkonomi. 


Offentlig organisering 

Medarbejderne må vide, hvorfor de gør det, de gør, og 

kunne respektere det normative grundlag for det, de 

skal gøre. Et ”hvorfor” kan aldrig indløses ”teknisk”, 

det kræver henvisning til højere formål, der primært er 

pligten over for borgeren – der altid er ”hin enkelte” – 

og dermed pligten over for samfundet, dvs. over for 

velfærden. Løbende dialoger medarbejderne imellem 

om betydningen af det, de gør, er uvurderlig. Retten til 

at udtrykke sine egne motiveringer i form af 

basisværdier og retten til at afgøre, om man kan 

samstemme dem med organisationens er lige så vigtig. 

Offentlige værdier som tillid og solidaritet 

medarbejderne imellem og i forhold til brugeren, 

åbenhed, ordentlighed, omsorg og generøsitet er 

uafvendelige temaer for den offentlige styrkelse af 

velfærd. 

Lederen må være rede til at sætte disse dialogiske 

processer i værk. 


Resultatmåling 

Borgeren skal mødes med solidaritet, men 

en solidaritet, der allerede er foregrebet af 

solidariteten mellem dem, der møder ham. I 

denne forbindelse er det af uhyre vigtighed, 

at resultater opfattes kvalitativt, og ikke som 

”resultater” i den forfladigede, 

manipulerende betydning, som ordet bruges 

i den politiske ideologi i dag. At måle 

resultater kan kun ske forsvarligt gennem 

interaktiv dialog med de personer, der er 

objekter for resultaterne. Dermed er det en 

afgørende opgave, at det offentlige finder 

nye måder at registrere konsekvenserne af 

sin egen praksis på. 


Velfærd som omsorg 

Det tredje kriterium for velfærdsledelse 

er omsorgen for, at enhver har mulighed 

for at realisere de eksistentielle goder 

og for at skabe den optimale 

konstellation ved realiseringen af de 

eksistentielle goder. Statens rolle er her 

vejledende og støttende, ikke 

foreskrivende endsige regulerende eller 

indgribende, medmindre det sidste 

beskytter individet mod andres 

overgreb 


Omsorgsmaksimer 

i. Vilje og evne til at lære af borgernes reaktioner. 

j. Respekt for borgernes viden og erfaringer. 

k. Respekt for borgernes evne til at diagnosticere deres 

egne behov. 

l. Kritisk omtanke, anerkendelse og omhu ved journalføring. 

m. Kritisk forbehold over for en sprogbrug, der legitimerer 

sig gennem såkaldt og i forvejen dubiøs og skrøbelig 

”ekspertviden”. 

n. Så megen direkte kontakt med borgeren som muligt. 

o. Så lidt formel og så hurtig kommunikation, der er mulig i 

praksis. 

p. Tid til borgeren 

q. Enhver borger bør have én person fast tilknyttet til sig. 

Det offentlige skal have ”et ansigt”. 

r. Selvværd som mål. 


Om de holdninger, der gør 

bæredygtighed mulig 

Fællesskabsfølelse 

Generøsitet

Det nye holdningssæt 

Omsorg, 

Omtanke (herunder uegennyttig 

Forudseenhed), 

Mådehold 

Opmærksomhed 

Idérigdom. 

Kritisk sans

Basis-kapaciteter 

”Intelligent instinkt”, 

Emotionel skarpsindighed, 

Serendipitet (at tro på, og formå at 

Udnytte, de muligheder, man får 

indsigt i ved et tilfælde), 

Medmenneskelig entreprenørånd, 

Teknisk og økonomisk ”literacy”

Basis-kapaciteter 

Solidaritet med alt det, der ikke kan tale 

og forsvare sin egen sag 

Loyalitet med fremtidens generationer 

Phrónesis (praktisk visdom) 

Paradigmatisk åbenhed 

At bryde båndet mellem viden og magt 

(at stille sig til rådighed for en viden, der 

ikke kun styrker ens egen position og 

gavner én selv).

Den gode viljes politik

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?