Om Menneskesmugling - udgivet 2000 - Dansk Røde Kors

drkvia.inforce.dk

Om Menneskesmugling - udgivet 2000 - Dansk Røde Kors

foto peter overgaard funch


en mangfoldig verden

En skjult, kriminel verden som menneskesmuglernes er ikke

befolket med officielle statistikker. Men ingen er i dag i tvivl

om, at flygtninge i stor udstrækning betaler for at blive

hjulpet til Europa og til Danmark.

I de seneste år har cirka halvdelen af alle asylansøgere i

Danmark søgt asyl ved porten til Dansk Røde Kors

modtagecenter Sandholm og ikke ved en officiel grænseovergang.

Sammen med flygtningenes egne beskrivelser af

deres rejseruter er det en indikator for, at ikke alle kommer

lovligt ind i landet.

Nogle har fortalt dem om vejen til det nordlige Sjælland.

Men nogle har også fortalt dem om Europas restriktive

indrejseregler. Disse »nogle« er ofte menneskesmuglere.

Menneskesmuglere er et mangfoldigt folkefærd. Der er

de skruppelløse, der sætter flygtninges liv på spil, som det

senest skete i sommeren 2000, da 58 kinesere blev fundet

døde i en kølevogn på havnen i den engelske grænseby

Dover. Kvalt af iltmangel under transporten. Der er det mere

stilfærdige forretningsfolk, der driver en art rejsebureau for

flygtninge. Og der er de ulønnede og frivillige menneskesmuglere,

som hjælper ud fra en humanistisk overbevisning.

I dette magasin har vi forsøgt at vise flest mulige facetter

af menneskesmuglingen, som den beskrives af de involverede

selv og ikke af observerende eksperter. Fordi menneskesmugling

er en del af den bagage, mange beboere på Dansk

Røde Kors’ asylcentre kommer med, selv udøver eller stadig

betaler af på. Og fordi det dermed er en problematik, der

har interesse for medarbejdere og frivillige på Dansk Røde

Kors’ asylcentre.

Men også fordi menneskesmugling har en almen

interesse i flygtningedebatten. Mediernes og politikernes

opmærksomhed er ofte foranlediget af aktuelle anholdelser

ved den dansk-tyske grænse, af en tragisk sag som

den i Dover eller af politiets seneste optrævling af organiseret

smugling med udgangspunkt i en lejlighed i Korsør.

Sjældnere med det formål at afdække eller nuancere emnet.

Der skal ikke herske tvivl om, at Dansk Røde Kors tager

afstand fra menneskesmugling, den neutrale og uafhængige

valget af ord

Begrebsforvirringen er ofte total, når der skal sættes ord på

de mennesker, der flygter fra deres hjemland. I dette magasin

har vi valgt at kalde dem flygtninge, selvom personerne ikke

nødvendigvis er anerkendt som sådan efter FN’s konventioner.

I citater har vi dog været tro mod det ord, den interviewede selv

bruger.

Røde Kors-bevægelse er også forpligtet til at overholde et

lands love. Og menneskesmugling er kriminelt.

Men Dansk Røde Kors har samtidig en særlig forpligtelse

til at tage sig af de mest sårbare og svage, deriblandt asylansøgere.

Til at tale deres sag eller give dem stemme, hvor

de ikke selv kan komme til orde. Også når det handler om

at fortælle, at for nogen var den illegale indrejse, de manglende

identitetspapirer og den dunkle viden om transporten

til Danmark en nødvendighed.

En nødvendighed for overhovedet at nå frem til det land,

hvor de kan få opfyldt et legitimt og berettiget behov for

beskyttelse, hvis myndighederne er enige. At krydse

grænsen illegalt skaber ikke en illegal flygtning, blot en

illegal indrejse, der ikke i sig selv siger noget om en

flygtnings behov for beskyttelse eller ej.

Det er med den nuancering i erindring, asylansøgere bør

modtages og behandles.

annette haugaard

indhold

Moses var den første I 20 år har iraneren Amir Heidari været

menneskesmugler. Han hævder at have smuglet 150.000 personer til Vesten.

Fra sin fængselscelle i Sverige fortæller han hvorfor.

ni døgns Mareridt “Vi fik hver en sovepose, to flasker vand, en cola

og noget ost. Så var det af sted, vi fik ikke at vide hvorhen.” Irakeren

Sindbad blev smuglet gennem Europa i bunden af en lastbil.

alle burde være MenneskesMuglere Danske Per lever på over-

fladen et normalt liv, men i fritiden hjælper han gratis flygtninge ind i og

ud af Danmark.

Minister til kaMp Mod MenneskesMugling Justitsminister Frank

Jensen kalder menneskesmugling en infam forbrydelse. I Folketinget er

meningerne delte.

i tyrkiet er flygtninge en forretning På hoteller, gadehjørner og

i forretninger i Istanbul kan flygtninge mod betaling hyre en menneskesmugler.

Men ikke alle når deres mål.

flugten fra frederiksberg Som 14-årig flygtede Bent Melchior og

hans famile fra nazisterne. Prisen for sejlturen til Sverige var 63 gange

højere end den månedlige husleje på Frederiksberg.

betjentens to kasketter Hans politiske holdning er rodfæstet i Dansk

Folkeparti – lønnen tjener han som grænsebetjent i Padborg. Gunner Hede

mener selv, han kan håndtere kasketterne.

alis tavse flugt Med besked om altid at tie stille tilbragte en afghansk

dreng to måneder med menneskesmuglere i Østeuropa. Uden sine

forældre. De havde ikke råd til at rejse med.

Menneskejagt ved den grønne grænse I civile biler er politiet i

grænselandet på udkig efter illegale grænseoverløbere. Og hvad

betjentene ikke ser, bliver registreret af skjulte kameraer og fotoceller.

jeg har gået Mange skridt I 19 år patruljerede Kaj Jensen den

dansk-tyske grænse til fods. En opgave han aldrig har sluppet helt.

vil i koMMe og se på det? Bag gardinerne holder nogle borgere i

Sønderjylland et vågent øje. Tip fra lokale hjælper politiet med hver anden

anholdelse af illegale grænseoverløbere.

menneskesmugling menneskesmugling

4

14

18

4

8

Magasinet er udgivet af: Dansk Røde Kors Asylafdeling, Dag Hammarskjölds Allé 28, Postbox 810, DK 2100 København Ø

Telefon: + 45 35 43 22 44, Fax: + 45 35 43 24 44, E-post: asyl@redcross.dk, Hjemmeside: www.asylum.redcross.dk

Annette Haugaard, ansvarshavende redaktør. Henrik Kastoft, redaktør

redaktion Hussein Ferdowsipour, Niels Christiansen, Annette Haugaard, Henrik Kastoft

foto Nicolai Howalt, Peter Overgaard Funch

grafisk tilrettelæggelse Mette Salomonsen

konsulent Niels Rohleder

tryk Bogtrykkeriet, Skive

oplag 6.000 eksemplarer

Redaktion afsluttet 21. juli 2000.

Meninger fremsat i dette magasin er ikke nødvendigvis sammenfaldende med Dansk Røde Kors’ holdning. Artikler fra bladet kan frit gengives, såfremt kilden tydeligt fremgår.

4

7

41

44

5

54


Moses var den første menneskesmugler

amir Heidari er blevet kaldt »kongen blandt menneskesmuglere«. fra sin fængselscelle hævder han at have smuglet 150.000 flygtninge til vesten,

at han tager fra rige og giver til fattige, og at menneskesmugling er en 3.500 år gammel profession

af hussein ferdowsipour

og henrik kastoft

I to årtier har Amir Heidari råbt op i en

branche, de færreste involverede vil indrømme

nogen forbindelse til. Amir Heidari ligefrem

praler af at være menneskesmugler.

Hans åbenmundede facon har været medvirkende

til, at næsten halvdelen af den 20

år lange karriere som aktiv menneskesmugler

er tilbragt bag tremmer. Otte års fængsel

i Tyrkiet, Tyskland, Danmark og Sverige har

Heidari foreløbig afsonet. I øjeblikket

afsoner han den seneste dom på halvandet

års fængsel i Uppsala 80 kilometer nord for

Stockholm. Dommen lød oprindelig på toet

halvt års fængsel for dokumentfalsk, men

Heidari ankede dommen, som blev nedsat.

Amir Heidaris vej til menneskesmugling

begyndte – som for de fleste smugleres

vedkommende – da han selv forlod sit land.

Amir Heidari er kurder, født og opvokset i

Iran. Med socialistiske forbilleder som

formand Mao og Che Guevara deltog han i

den væbnede revolution, som i 1979

styrtede shahen af Iran fra tronen.

Revolutionen banede vejen for ayatollah

Khomeini og præstestyret. På grund af den

urolige situation i Iran flygtede Heidari til

Sverige og fik asyl dér. Siger Heidari.

Det svenske dagblad Expressen har en

anden udgave: Heidari kom til Sverige som

udvekslingsstudent, men slog sig snart

ned som forretningsmand, der handlede

med blandt andet cigaretter, spiritus og ris.

Avisen og Heidari er dog enige om, at

menneskesmugleren kom til Sverige i

begyndelsen af 1980’erne.

“I Sverige besluttede jeg sammen med en

kammerat at hjælpe landsmænd, som havde

brug for det, ud af Iran.”

forskel på 9.000 kroner

Han forlod derfor Sverige og stiftede i

Tyrkiet organisationen »Solh«, som betyder

fred. Ud over at agitere mod krig har organisationen

nu i to årtier smuglet flygtninge

fra Den 3. Verden til Vesten. Heidari vil ikke

i detaljer oplyse, hvem der styrer Solh i dag,

eller hvor mange smuglere organisationen

har. Svenske medier mener dog at vide,

at Heidari arbejder sammen med sin bror,

søster og mor, og at Solh i perioder har rådet

over 50-100 smuglere og mellemmænd.

Den spinkle mand vil til gengæld gerne

forklare organisationens prispolitik.

“Vi besluttede, at flygtninge, der havde

penge, skulle betale udgifterne og lidt

ekstra, så vi også kunne hjælpe dem, der

ingen penge havde.”

Princippet om at tage fra de rige flygtninge

og give til de fattige gælder den dag i

dag i Solh. Heidari vurderer, at 10-15

procent af flygtningene får økonomisk hjælp

til deres flugt fra smuglerorganisationen. En

smugling fra Iran til Danmark koster i gennemsnit

37.000 kroner, men priserne kan

snildt variere fra 22.000 til 51.000 kroner

afhængig af flygtningens evne til at betale.

“I min virksomhed er der justering mellem

de fattige og de rige flygtninge. Det

er helt kendt, at jeg opkræver forskellige

beløb fra dem, som har, og dem som ikke

har,” siger Heidari om en prisforskel på hele

29.000 kroner.

lov opkaldt efter sMugleren

Amir Heidari og Solh-organisationen

smugler primært personer fra Iran, Irak og

Tyrkiet. 150.000 personer hævder

smugleren stolt og begynder at remse op:

“30.000 til Sverige, 2.500 til Danmark,

1.800 til Norge. Dertil mange tusinde

flygtninge til Canada, Tyskland, Frankrig,

England...”

I løbet af 1980’erne rundede Solh, ifølge


fra øst til vest

Hundredtusindvis af mennesker krydser grænsen til EU fra de centraleuropæiske lande.

Organisationen IOM (International Organization on Migration) vurderer, at 100.000-300.000

personer i 1998 krydsede grænsen til EU. IOM mener, at hver fjerde af disse personer betalte

menneskesmuglere til at hjælpe sig med at krydse grænserne. Kilde: IOM

4 menneskesmugling menneskesmugling 5

fotos nicolai howalt


Annoncen som lokkede flere svenskere til at hjælpe

menneskesmugleren Amir Heidari. Blandt dem en dengang

24-årig kvinde. Hun slusede 17 iranere til Sverige, inden hun

blev afsløret af Padborg Politi ved den dansk-tyske grænse.

Smuglingerne kostede kvinden fire måneders fængsel, selv

om hun over for den danske dommer forklarede, at hun ikke

smuglede mennesker for at tjene penge, men for at hjælpe.


den svenske avis Expressen en omsætning

på 600 millioner kroner. Organisationen

har siden begyndelsen haft adresse og telefonnummer

i Uppsala i Sverige, og Amir

Heidari er uden tvivl den mest offentlige

menneskesmugler i Sverige. Svenskerne har

ligefrem opkaldt en del af lovgivningen mod

menneskesmugling efter ham. I den

såkaldte »lex Heidari« lover paragrafferne

fængselsstraf til den, som »for egen vinding

planlægger eller organiserer aktiviteter, som

har til hensigt at fremme udlændinges

rejser til Sverige uden pas eller tilladelse til

indrejse.«

“Jeg er frihedskæmper. Jeg føler mig som

en mand af et rent hjerte. Vesten forstår

ikke, at for hvert våben man sender til Den

3. Verden, kommer der flygtninge retur.”

Heidari siger gang på gang, at han ikke

har tjent en øre på at smugle mennesker.

Meningerne om idealisten Amir Heidari

er dog meget delte. Både blandt flygtninge

og tidligere hjælpere er der folk, som i svenske

dagblade kalder ham en rig, magtfuld og

samvittighedsløs kyniker, som tjener penge

på andres nød. Han beskyldes også for at

hvidvaske og investere million

fortjenester fra menneskesmuglingerne i

hoteller i Spanien og Tyskland.

Også det svenske retssystem har været

delt i spørgsmålet. I to omgange frikendte

Sveriges højesteret Amir Heidari for overtrædelse

af den lov, han selv har lagt navn

til. Men tredje gang klappede fælden: Tre af

fem dommere fandt det bevist, at Heidari

også smuglede mennesker for egen vinding.

Princippet om at rige betaler mere end fattige,

ændrede ikke ved det faktum, mente

de tre dommere. De to øvrige dommere var

uenige: Heidaris udbytte var ubetydeligt og

langt mindre, end hvad et tilsvarende antal

timers almindeligt arbejde kunne indbringe.

Heidaris motiver var af idealistisk karakter,

mente mindretallet af dommerne.

sMugling er ikke blevet sværere

Europa har de seneste år optrappet kampen

mod menneskesmugling og bruger

milliarder af kroner på bevogtning af

grænserne for at stoppe personer, som

illegalt forsøger at komme til Vesten.

Europas indsats synes ikke at imponere en

menneskesmugler som Amir Heidari.

“Det er sløseri med penge, for det er

ikke blevet sværere at smugle mennesker

“ sluserne bruger Deres fritiD på at hjælpe

eller melDer sig syge for en Dag eller to,

gennemfører smuglingerne og får Deres betaling.

aMir heidari, MenneskesMugler

ind i Europa. Næsten al paskontrol mellem

de vesteuropæiske lande er forsvundet.

Statistikken viser, at flygtningestrømmen

øges år for år trods Europas panikagtige

investeringer for at hindre immigration.

Flygtninge er et faktum. Ingen magt, intet

forsvar, ingen politik kan hindre dem i at

komme.”

Og rigtigt er det, at foreløbige tal viser,

at antallet af spontane asylansøgere i EU i

1999 steg med omkring 60.000 personer til

348.600.

Selv om Heidari siger, at han respekterer

landes love og suverænitet, og at flygtninge

skal »banke pænt på døren og ikke bare

brase ind«, medgiver han dog, at han organiserer

illegale overskridelser af landegrænser

med de såkaldte »slusere«, altså personer

som hjælper flygtninge med ulovligt at

krydse en grænse.

“Jamen, det er jo den eneste måde, jeg

kan hente flygtninge ind i landet på,”

konstaterer Amir Heidari.

godt betalt weekendarbejde

“Hvordan jeg skaffede sluserne? Jeg

annoncerede i avisen.”

Heidari forklarer, at en norsk ven-

“ Den mest benytteDe form for bestikkelse er at kontakte en menig tjenestemanD på ambassaDen

og sige til ham: her er fem pas. Vi har brug for et Visum i hVer. hVor meget skal Du haVe?

inde hjalp ham med teksten, der lød:

»Weekendarbejde. Meget godt betalt. Guide,

udenlands. Vi kræver aktivitet« og så et

telefonnummer til Heidari i Uppsala.

Omkring 100 personer ringede, og jeg

gav dem adressen for en samtale. Her fortalte

jeg mit navn, og at jeg kaldes menneskesmugler

i massemedierne, og at jeg har en

opgave til dig. Opgaven består i at rejse til

Tyskland, sætte nogle personer ind i en bil,

sejle med færgen tilbage til Sverige og

slippe personerne ud igen. Du får 2.000

kroner for hver person. Jeg fik faktisk flere

med på ideen. Sluserne bruger deres fritid

på at hjælpe eller melder sig syge for en dag

eller to, gennemfører smuglingerne og får

så deres betaling,” forklarer Amir Heidari.

Atter afviser Heidari, at han eller

Solh-organisationen tjener penge på at

smugle flygtninge. Derimod kan sluserne

nemt score 10.000 skattefri kroner om

dagen.

Og netop de høje udgifter er Heidaris forklaring

på, at en menneskesmugling koster

mange penge: Foruden flybilletter, ophold

på hotel eller i lejlighed, biltransport, falske

dokumenter og aflønning af sluserne er det

ofte nødvendigt at bestikke sig til rejsedokumenter

eller gennem paskontrol.

Med 00 dollars i passet

”Den mest benyttede form for bestikkelse

er at kontakte en menig tjenestemand på

ambassaden og sige til ham: Her er fem pas.

Vi har brug for et visum i hver. Hvor meget

skal du have? Nogle tusinde US dollars siger

han så. Okay, det får du. Eller det kan være

bestikkelse af politiet i Tyrkiet. Man lægger

200 US dollars (cirka 1.600 kroner, red.) i

passet og giver det til betjenten. Det er helt

enkelt. Man behøver ikke bekymre sig om

noget, det er bare at gå frem i rækken,” forklarer

Amir Heidari.

Mennesker på flugt mod Vesteuropa og

Nordamerika samler sig i stort tal i Tyrkiet,

Rusland og Marokko. Disse lande er de tre

store bagdøre til Vesteuropa, og her venter

flygtninge – ifølge Heidari flere millioner

– på at blive smuglet hertil. Opgørelser

viser, at tallet måske er overdrevet, men det

drejer sig om ganske mange for i 1998 søgte

288.757 mennesker asyl alene i EU, et tal

som i 1999 steg til 348.600.

“I Tyrkiet havde jeg 25 lejligheder med

10-15 flygtninge i hver. Jeg havde også to

aMir heidari, MenneskesMugler

menneskesmugling menneskesmugling 7



“ flugt er et instinkt. er man i fare, flytter man sig. såDan

har Det altiD Været. moses Var Den første menneskesmugler,

Da han for 3.500 år siDen førte israeliterne uD af egypten.

hoteller i Tyskland. I 1980’erne kom tusindvis

af flygtninge fra Tyskland til Danmark

via disse hoteller. Her ventede flygtningene i

2-6 måneder, indtil den sidste del af flugten

kunne gennemføres,” siger Amir Heidari.

Mysteriet oM de forsvundne pas

Og flugten vil lykkes for langt de fleste.

Politiet fanger kun 5-10 ud af 100 illegale

grænseoverløbere, fortæller Europas måske

største menneskesmugler. Et tal som flere

politibetjente nikker genkendende til.

“Det er blevet meget lettere at smugle

folk til Europa, fordi der findes flere pas og

dokumenter nu end tidligere. I de fleste

tilfælde er det egne slægtninge i Europa,

som hjælper den flygtende med at skaffe

pas. Hvis man vil have et billede af

omfanget, kan man jo give sig til at

undersøge, hvorfor udlændinge statistisk set

mister deres pas og ID-papirer langt oftere

end danskerne. Det er i de fleste tilfælde,

fordi pas og papirer er blevet sendt til et

familiemedlem eller en bekendt i udlandet,

som derefter forfalsker dokumenterne med

et foto af den, som skal smugles. Politiet

undrer sig over, at så mange iraneres pas

havner i vaskemaskinen, bliver brændt eller

revet itu af børnene. Det er en selvfølgelig-

aMir heidari, MenneskesMugler

hed for mange at hjælpe deres søstre,

brødre og venner. Derfor er det håbløst for

politiet at stoppe det,” griner Amir Heidari.

Netop dokumentforfalskning er grunden

til, at Heidari nu sidder bag tremmer.

12. februar 1999 var han sammen med

en gruppe iranere i Göteborgs lufthavn.

Iranerne skulle smugles ud af Sverige, men

Heidari blev afsløret af politiet. I hans bil

fandt betjentene en bunke falske pas,

kørekort og ID-papirer.

flugt er et instinkt

Heidari siger, at Tyskland er det letteste

land i Europa at smugle flygtninge ind i.

Derefter kommer Holland og Frankrig. De

sværeste lande er USA, Canada og England.

Luftfartsselskaberne har ofte ekstra kontrol

ude ved indgangen til flyene, hvor det ikke

hjælper at have betalt de lokale pasmyndigheder

for at lukke øjnene. Derfor driver

Heidari sit eget kontor i Istanbul, hvor hans

folk laver perfekte forfalskninger af pas og

visa. De uægte dokumenter bliver fulgt af en

lavine af bestikkelse, men ikke alle lader sig

købe af menneskesmuglerne. Derfor er

forfalskningerne nødt til at være gode.

Heidari selv har kun foragt til overs for

Vestens behandling af flygtninge.

510 kroner og 0 øre

En gruppe af menneskesmuglere har ifølge

tjekkisk politi smuglet mindst 49.000

mennesker over grænserne til Østrig og især

Tyskland. Myndighederne mener, at smuglerne

har tjent, hvad der svarer til 25 millioner

danske kroner på de illegale aktiviteter.

“Flugt er et instinkt. Er man i fare, flytter

man sig. Sådan har det altid været. Moses

var den første menneskesmugler, da han

for 3.500 år siden førte israeliterne ud af

Egypten. Hvis et land er i krig eller mennesker

lever under diktatoriske forhold, vil der

helt naturligt dannes organisationer, som

smugler folk ud. Europa lægger skylden

på menneskesmuglere, men det er ganske

enkelt Europas egen skyld. En flygtning får

ingen gevinst af at lave revolte i sit hjemland.

Det er sket tusindvis af gange, men

folket bliver mejet ned af magthaverne og

får intet ud af deres modstand. Når politikerne

i Vesten ikke kan skabe et samfund

med plads til flygtninge, begynder politikerne

deres kamp mod menneskesmugling.

Politikerne tror, at de kan stoppe flygtninge

med love og vedtægter, men tiden vil vise,

at de tager fejl.”

fri Mand 1 . oktober

Amir Heidari indrømmer, at nogle af hans

kolleger i branchen tjener store penge på

folk i nød, men han er grundigt træt af, at

politikere og medier fremstiller al

menneskesmugling som et onde:

“Findes der for eksempel nogen organisationer

i Den 3. Verden, som flygtninge kan

Det er en fortjeneste på 510 kroner og 20 øre

pr. smuglet person.

De tjekkiske myndigheder stopper omkring

3.000 illegale grænseoverløbere om måneden.

Dansk politi afslører et lignende antal grænseoverløbere

– om året.

Kilde: Danmarks Radio, m.fl.

henvende sig til og få hjælp til at flygte til

Vesten? Nej!,” lyder det irriteret fra Heidari.

Torsdag 12. oktober 2000 kan han

forlade fængslet i Uppsala som en fri mand.

Han er tidligere blevet dømt til udvisning

for bestandig fra Sverige, men udvisningen

vil næppe blive sat i værk foreløbig. Amir

Heidari siger, at han har en dødsdom

hængende over hovedet i Iran, og Sveriges

justitsminister har besluttet at udskyde

udvisningen på ubestemt tid.

Amir Heidaris kone bor i Holland

sammen med parrets ene barn, som er

omtrent et år. Hans 15-årige søn bor i

Uppsala. Uagtet at hans børn har levet uden

en far det meste af deres liv, har Heidari

ingen planer om at lade sig pensionere.

Vil du fortsætte som menneskesmugler?

“Ja. At søge asyl er en menneskeret. Og

ret er noget, man tager – ikke noget man

tigger andre om at få. Nogle er bange for at

hjælpe mennesker på flugt, men jeg synes,

folk skal være stolte. Jeg er blevet arresteret

flere end 20 gange, og hver gang har jeg

sagt, at jeg vil fortsætte. Jeg betragter mig

selv som frihedskæmper. Jeg har ikke

begået noget kriminelt.”

en menneskesmuglers håndbog

“Lad være med at fortælle om de hårde

levevilkår i Iran. Det er ikke nogen fordel, og

udlændingemyndighederne kender bedre

end jer situationen i vores hjemland.”

Rådet er blot et af mange i en 68 sider

lang håndbog for iranske asylansøgere.

Officielt er håndbogen udgivet af fredsorganisationen

Solh. I realiteten vil det sige

en af Europas største menneskesmuglere,

iraneren Amir Heidari. Han afsoner i øjeblikket

en fængselsdom i Sverige – en dom for

dokumentforfalskning i forbindelse med

menneskesmugling.

Titlen er enkel og ligetil: “Håndbog i asylsøgning.”

I lommeformat og med dueblåt

omslag er indholdet en noget besynderlig

blanding af internationale aftaler, politi-ske

ideologier og menneskesmuglerens

personlige råd til sine kunder.

Først beskriver håndbogen FN’s definition

af en flygtning og fortæller om retten til

at søge asyl. Dernæst beskæftiger den lille

blå tryksag sig med forskellige socialistiske

forgreninger; blandt andet marxisme,

leninisme og stalinisme samt en række

økonomiske teorier.

Mod slutningen offentliggør Amir Heidari

sine personlige råd til kunden. Han advarer

gentagne gange læseren mod at søge rådgivning

hos personer, som er i besiddelse af

utilstrækkelige eller ligefrem forkerte

oplysninger om asyllovgivning i Vesten. At

læseren trygt kan stole på Heidari, skyldes,

forklarer han, at han har analyseret sig frem

til sine resultater efter nøje gennemgang af

papirerne i en række asylsager, som

advokater har hjulpet ham med at få indsigt i.

»Vestens betingelser for at give asyl bliver

skrappere og skrappere. Derfor vil jeg gerne

gøre asylansøgere opmærksomme på de

oplysninger, de skal have for at blive

anerkendt som flygtninge og undgå

deportation. Derfor, og kun derfor, var det

en pligt for mig at skrive denne håndbog.

Jeg gør det, fordi jeg tror på, at mennesker

er frie og skal kunne leve hvor de vil,« skriver

menneskesmugleren i sin indledning.

tøM loMMerne

Amir Heidari anbefaler kraftigt sine læsere

at studere FN’s definition af en flygtning for,

at »man dermed ved, hvad man skal sige for

at blive godkendt som flygtning, når man

søger asyl.«

Håndbogen nævner også, at ikke mindst

Norges, Sveriges og Danmarks myndigheder

er ivrige efter at fastlægge så mange detaljer

som muligt om en asylansøgers flugtrute.

Baggrunden er princippet om, at EU-lande

kan returnere flygtninge til første sikre asylland,

den såkaldte Dublin-konvention. Om

denne problematik skriver menneske-

smugleren:

»Derfor skal flugten officielt begynde fra

et land, det ikke er muligt at blive returneret

til – for eksempel Dubai og dets nabolande.

Husk at kontrollere lommer og baggage for

dokumenter, som kan skade din asylsag.«

Med det mener Heidari, at asylansøgeren

skal skille sig af med dokumenter, billetter,

tøjmærker og lignende, som afslører, at asylansøgeren

har opholdt sig i et sikkert land.

Om den modtagelse i Vesten, som venter

menneskesmuglerens kunder, skriver Amir

Heidari:

»I de fleste lande, bliver man i første

omgang behandlet menneskeligt. Men så

snart myndighederne opdager, at du er asylansøger,

og at du forsøger at dække over

rejseruten, bliver behandlingen voldelig.

Dette må ikke påvirke dig. Prøv med dybe

vejrtrækninger at bevare din psykiske

balance. Er du ved at miste selvsikkerheden,

kan du bede om en kort pause, indtil du

igen har kontrol over dig selv.«

du har en god chance

Heidari forbereder også asylansøgeren på, at

politiet under afhøringen vil spørge, hvorfor

asylansøgeren har valgt at komme til netop

dette land.

»Hvis du er i tvivl om, hvad du skal svare,

kan du bare fortælle, at du er kommet her,

fordi landet er demokratisk. Du skal aldrig

sige, at du har en broder eller en søster her i

landet,« råder Amir Heidari.

Ifølge menneskesmugleren vil politiets

næste spørgsmål til asylansøgeren være:

Hvad vil der ske dig, hvis du vender tilbage til

Iran? Også det spørgsmål kender Heidari

svaret på. I håndbogen står der:

»Svar: Ifølge iransk lov bliver man

langtidsfængslet eller henrettet, hvis man

har gjort noget mod landets sikkerhed.«

Håndbogen slutter med en lille test, som

asylansøgeren kan udføre inden mødet med

politiets og udlændingemyndighedernes

nærgående spørgsmål:

»Hvis du selvstændigt og uden hjælp kan

svare på følgende spørgsmål, skal du vide, at

du har en stor chance for at få asyl:

1) Hvorfor søger du asyl? 2) Af hvilken

grund er du forfulgt? 3) Hvad var dine politiske

aktiviteter? Læg mærke til at du til din

afhøring skal have forberedt en forklaring,

som i omfang svarer til to A4-sider.«

8 menneskesmugling menneskesmugling 9

af henrik kastoft

fotos peter overgaard funch


for 50.000 kr. flugt

siden 1980 er prisen steget for at blive smuglet til vesteuropa.

Årsagen er blandt andet, at vesten har strammet visum- og asylregler

Menneskesmuglere handler udelukkende

i to valutaer; amerikanske dollars og tyske

D-mark. Den nøjagtige pris for en smugling

afhænger af de konkrete forhold, smuglingen

foregår under, men helt overordnet ligger

prisen for en smugling fra flygtningens

hjemland til Danmark typisk i prislejet

40.000-56.000 kroner pr. person.

Disse ganske høje beløb dækker omkostninger

til bestikkelse, falske dokumenter,

billetter, hotelophold undervejs, mad og

drikke, leje af køretøj, hyre af en sluser og

sidst – men ikke mindst – menneske-

smuglerens fortjeneste. Ifølge dansk politi

ryger omtrent halvdelen af den samlede pris

i bagmandens lomme.

Det er ikke nyt, at smuglinger af

menne-sker koster penge. En stor del af de

danskere, som smuglede jøder fra Danmark

til Sverige i oktober 1943 tog sig mindst lige

så godt betalt for deres hjælpsomhed, som

nutidens menneskesmuglere gør.

priserne er steget

En smugling fra Iran til Danmark kostede i

1980 omkring 150 US$ (1.200 kroner, red.).

På 20 år er den gennemsnitlige pris for en

tilsvarende smugling steget til 5.000 US$

(40.000 kroner, red). Prisstigningerne skyldes

blandt andet, at stadig flere flygtninge

behøver falske visa og ID-papirer for at

kunne forlade deres hjemlande og rejse til

det land, de vil søge asyl i.

Efterhånden som menneskesmuglerne

i begyndelsen af 1980’erne fragtede

tusindvis af flygtninge til især Vesteuropa,

ændrede situationen sig. Lande som Tyrkiet

blev beskyldt for at slippe flygtninge ind i

Europa. Vesten strammede derfor sin visumpolitik

over for statsborgere fra de såkaldt

»asylproducerende lande«. Det blev med

andre ord sværere at komme til for

eksempel Danmark på lovlig vis.

Dermed blev grundlaget for menneskesmugling

cementeret. Fra 1986-87 forsøgte

Vesteuropa for alvor at dæmme op for flygtningestrømmen

– også dén omstændighed

var med til at forhøje smuglernes takster.

Prisen for en mennesketransport kan

også variere afhængig af flygtningens nationalitet.

Generelt kræver smuglerne mindre

af afrikanere end af arabere. Smuglernes

forklaring er, at afrikanerne selv opsøger

mellemmænd, skaffer sig dokumenter og i

høj grad kan klare sig selv under en flugt,

hvorimod flygtninge fra Mellemøsten

“venter på, at smugleren skal banke på

døren,” som en bagmand udtrykker det.

hek

fotos nicolai howalt

en rigtig flygtning

Man kan godt have behov for beskyttelse, selvom man kommer illegalt til

danmark uden pas og papirer

I den offentlige debat og ved private

middagsborde bliver det ofte diskuteret,

hvad »en rigtig flygtning« er. Og flere steder

i dette magasin er kilder citeret for deres

holdninger til det spørgsmål.

Men svaret er givet i juraen og internationale

konventioner. Det afhænger ikke af,

om man har penge, papirer eller rent tøj.

Ligesom det heller ikke afhænger af, om

man er flygtet på egen hånd eller med en

menneskesmugler, eller om man illegalt har

krydset en landegrænse.

kræver velbegrundet frygt

At opnå flygtninge-status kræver, at et lands

myndigheder anerkender, at en person

opfylder enten FN’s Flygtningekonvention

eller lignende paragraffer i landets egne

love. FN definerer en flygtning, som en person

der:

»...som følge af velbegrundet frygt for

forfølgelse på grund af sin race, religion,

nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig

social gruppe eller sine politiske anskuelser

befinder sig uden for det land, i hvilket han

har statsborgerret, og som ikke er i stand til

– eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker

– at søge dette lands beskyttelse...«

I Danmark kan man derudover blive

anerkendt som flygtning, hvis det af

»...lignende grunde som anført i konventionen

eller af andre tungtvejende grunde ikke

bør kræves, at udlændingen vender tilbage

til sit hjemland.«

Hvis den danske Udlændingestyrelse

eller det danske Flygtningenævn vurderer, at

man opfylder de krav, får man enten

konventions-status eller de facto-status.

Danmark giver ikke flygtninge-status

til personer, der flygter på grund af dårlige

levevilkår som sult, fattigsom eller naturkatastrofer.

I Danmark får i gennemsnit to

ud af tre asylansøgere flygtningestatus, men

tallene varierer meget fra nationalitet til

nationalitet.

For at blive anerkendt som flygtning, skal

man søge om asyl. Selvom ikke alle opnår

det, har alle ret til at søge om asyl. Det følger

af FN’s Verdenserklæring om Menneske-

rettigheder, og Danmark kan derfor ikke

fratage et menneske retten til at søge asyl.

Man kaldes asylansøger, i tiden fra man

søger asyl, indtil myndighederne afgør, om

man kan få det.

Konventionerne og paragrafferne om

flygtninge betyder altså, at man godt kan

have behov for beskyttelse og for at blive

anerkendt som flygtning, selvom man er

kommet til et land uden pas og ID-papirer

eller med en menneskesmugler. Det

væsentlige er, at udlændingemyndighederne

vurderer, at man er personligt forfulgt.

anh

10 menneskesmugling menneskesmugling 11


fotos peter overgaard funch


ni døgns mareridt i en lastbil

den 45-årige iraker kender menneskesmuglernes metoder. på flugt fra en formuende, men efterstræbt tilværelse i Bagdad har han selv prøvet dem.

i to dage lå han gemt i en plastiktønde og senere tilbragte han ni døgn i et mørkt og klaustrofobisk hulrum i bunden af en lastbil

af annette haugaard

“Du skal kalde mig Sindbad”, siger han

prompte.

“Ligesom Sindbad Søfareren fra Tusind og

En Nats Eventyr.”

Den 45-årige iraker fra Bagdad lægger

stor vægt på, at beretningen om hans flugt

til Danmark ikke afslører hans identitet.

Eller snarere at årsagen til flugten ikke gør.

Det Sindbad derimod gerne vil fortælle

er, hvor grufuld hans flugt til Danmark var.

Om de uhyrlige metoder nogle menneskesmuglere

tager i brug.

“Når du læser eventyret om Sindbad,

vil du forstå, hvorfor jeg vælger netop det

navn,” siger han.

I det gamle arabiske eventyr om kvinden,

som forhindrer sin dødsdom ved i tusind og

en nat at fortælle eventyr for den fyrste, hun

netop har giftet sig med, indledes beretningen

om Sindbad på denne måde:

»...jeg skal fortælle dig min livshistorie... og

når du har hørt prisen for min rigdom, ved jeg, at

du ikke vil misunde mig.«

på pension for at nægte

Sindbad lever indtil slutningen af 1999, som

en velhavende mand med sin kone og fire

børn i Iraks hovedstad, Bagdad. Formuen

har aldrig været et mål i sig selv. Den er

tværtimod skabt ved, at Sindbad i 1991

under Iraks krig mod Kuwait nægter at

udføre en opgave for Saddam Husseins styre

og derfor må skifte arbejde.

Sindbad er på det tidspunkt ansat som

forsker i et ministerium, et job han er meget

glad for. Han er en dygtig og ambitiøs medarbejder,

men på trods af anerkendelse og

hædrende priser gør han aldrig karriere.

Lederjob bliver tildelt andre, for Sindbad er

ikke politisk organiseret – heller ikke i det

regerende Baath-parti.

“Ved krigens begyndelse fik jeg sammen

med en gruppe den betroede opgave at tage

til Kuwait for at undersøge noget teknik,

som havde gjort landets erhvervsliv vel-

fungerende. Det viste sig dog, at vi skulle

stjæle udstyret og tage det med tilbage til

Irak. Men det er jo tyveri, og det byder mig

imod, så jeg nægtede. Mine chefer truede

mig med, at hvis ikke jeg udførte opgaven,

ville jeg blive forflyttet inden tre dage. Det

troede jeg ikke på, men tre dage senere var

jeg ansat i ministeriets arkiv. Så klagede jeg

over, at arbejdet ikke svarede til mine evner,

og tre dage efter blev jeg sendt på pension.”

“ han kontakteDe en menneskesmugler. jeg haVDe ikke anDre muligheDer, uDen politisk

organisering har man ingen kontakter til højtplacereDe personer, Der kan få en uD

Via fly. jeg Var nøDt til at satse, men jeg kenDte ikke smugleren, og jeg ViDste ikke, om

han Var til at stole på, eller hVor jeg skulle hen.

sindbad, flygtning fra irak

ny i en efterstræbt branche

Sindbad står i en forholdsvis ung alder uden

job og indtægt. Han beslutter sig derfor til

at blive handelsmand, uanende at det otte

år senere tvinger ham på flugt og i armene

på ublide menneskesmuglere.

“Jeg var ny i min branche, og der var

mange som forsøgte at snyde mig. De stjal

ganske enkelt mine varer. Men politiet

gjorde ikke noget ved det.”

Sindbad finder hurtigt ud af, at tyverierne

ikke kun overgår ham, men hele

branchen. Han forklarer detaljeret om den

ene episode efter den anden, hvor han

blandt andet har grebet tyve på fersk gerning,

men politiet alligevel har afvist enhver

form for kriminalitet.

Sindbad fletter sine fingre som symbol

på det, han oplever som et samarbejde mellem

politiet og de kriminelle. Han forklarer,

at lovbryderne slipper for straf, hvis de kan

udpege en anden person, der kan få skylden.

Og det er ofte personer fra

Sindbads branche, fordi deres varer er

værdifulde og ønskværdige i politiets

lommer.

“En politimand har engang betroet mig,

død Mand i isblok

Det kan være livsfarligt at være flygtning.

I juni 2000 døde 58 kinesere af kvælning i en

lastbil. Det makabre fund blev gjort, da

myndighederne rutinemæssigt standsede en

lastbil ved havnebyen Dover i England. Kun to

af de i alt 60 kinesiske flygtninge overlevede forsøget

på illegalt at krydse den engelske grænse.

Uden sammenligning i øvrigt har også

Danmark oplevet, at desperate personer må

betale med livet i deres forsøg på at komme

ind i landet. Et af de mere groteske tilfælde

skete i isvinteren i 1996.

En kold vinterdag fandt et dansk ægtepar

ved Køge en nøgen mand i en isblok. Politiet,

der måtte hugge liget fri af isblokken, fik to

uger senere fastslået mandens identitet. Den

marokkanske mand opholdt sig – sammen

med en landsmand – på det russiske køleskib

»Gorno Altaysk«.

Da skibet 31. januar 1996 nærmede sig Møn,

sprang de to blinde passagerer af. Kaptajnen

slog omgående alarm: Skibet befandt sig på

det tidspunkt 30 kilometer fra kysten, og de to

marokkanere kunne umuligt overleve mange

øjeblikke i det iskolde vand.

Eftersøgningen blev hurtigt indstillet, og der

var intet spor af de to mænd, før den enes lig

dukkede op i en isblok i Fakse Bugt godt tre

uger senere.

14 menneskesmugling menneskesmugling 15

foto peter overgaard funch

“ ...jeg skal fortælle Dig min liVshistorie... og når Du har

hørt prisen for min rigDom, VeD jeg, at Du ikke Vil misunDe mig.

eventyret tusind og en nats fortællinger

at vi er efterstræbte, fordi vi er som høns,

der lægger guldæg,” siger Sindbad.

Han beslutter efter noget tid at lukke sin

butik og i stedet begynde en serieproduktion,

som han afsætter fra andres forretninger

over hele Irak. Men i slutningen af 1990’erne

indfører Iraks præsident Saddam Hussein

dødsdom over personer, der tjener penge i

amerikansk valuta. Og det gør Sindbad. Hans

varer er i kommission rundt om i landet og

for ikke at miste penge på inflationen, bliver

Sindbad betalt i dollars efterhånden, som

varerne bliver solgt.

frygter dødsdoM for dollars

I efteråret 1999 bliver en af Sindbads

forhandlere udsat for en grundig politiundersøgelse,

efter at modstandsbevægelsen

under et angreb har ødelagt forhandlerens

butik. Politiet finder papirer, der peger på

Sindbad som leverandør og dermed bevis

for, at han tjener sine penge i dollars.

Efterretningstjenesten opsøger derfor

Sindbads værksted i Bagdad, men den dag

er han ikke selv tilstede. Han drikker te i en

butik på den anden side af gaden og ser

episoden gennem et vindue.

Da Efterretningstjenesten ikke kan finde

Kilde: Ritzaus Bureau


“ Det Var så forfærDeligt. i halVanDen Dag saD jeg DerinDe,

Det Var sVært at få Vejret, og jeg fik hVerken VåDt eller tørt.

sindbad, flygtning fra irak

Sindbad, tager de i stedet hans bror, der er

i værkstedet, med sig. I dag ved Sindbad

endnu ikke, hvad der er sket med broderen.

“Da vidste jeg selv, at jeg måtte væk. Hvis

jeg blev taget, ville jeg få en dødsdom,” siger

Sindbad.

Han pakker nogle ejendele og penge og

rejser til det nordlige Irak, hvor han gemmer

sig 1-2 måneder i et hus, der er under

opbygning. Han opsøger en gammel ven

og beder ham give sin kone besked om,

at Sindbad ikke kommer hjem igen. Den

samme ven bliver bedt om at arrangere en

flugt.

“Han kontaktede en menneskesmugler.

Jeg havde ikke andre muligheder, uden

politisk organisering har man ingen kontakter

til højtplacerede personer, der kan få en

ud via fly. Jeg var nødt til at satse, men jeg

kendte ikke smugleren, og jeg vidste ikke,

om han var til at stole på, eller hvor jeg

skulle hen. Jeg ville bare væk.“

For 6.000 US$ – 48.000 kroner – bliver

Sindbads flugt ud af Irak arrangeret.

to dage i en plastiktønde

I en terrængående bil krydser Sindbad

bjergene mellem Irak og Tyrkiet uden om de

officielle overgange sammen med en

menneskesmugler. Sindbad beskriver

smugleren som “en ung, overvægtig mand

med lyst hår og klædt i en typisk kurdisk

klædedragt.” Til Sindbad præsenterer han

sig med navnet Sirwan.

Inde i Tyrkiet bliver 4-hjulstrækkeren

byttet ud med en lastbil, der normalt

transporterer væsker i plastiktønder.

Sindbad skal sidde i en af tønderne på ladet

bag førerhuset.

“Det var så forfærdeligt. I halvanden dag

sad jeg derinde, og den var ikke højere end

sådan,” siger han og holder hånden cirka en

meter over gulvet.

“Det var svært at få vejret, og jeg fik

hverken vådt eller tørt.”

Lastbilen standser i Istanbul, Tyrkiets

største by, der ligger på grænsen til Europa.

Her fører smugleren Sindbad hen til en

familie.

“Det var på det tidspunkt, hvor der var

jordskælv i området, det så jeg i fjernsynet.

Men ellers vidste jeg intet om, hvad der

foregik. Jeg vidste ikke, hvad endemålet for

min flugt var, og jeg havde heller ikke fået

noget at vide om, hvornår den ville

fortsætte.”

Efter 19 dage i Istanbul bliver Sindbad

15. januar 2000 hentet tidligt om morgenen

af smugleren. De kører til en parkeringsplads

uden for Istanbul, hvor tre lastbiler

holder parkeret, så de skjuler en fjerde

imellem sig. Den fjerde lastbil har officielt

en last af brune kasser, som Sindbad ikke

kender indholdet af, men lastbilen er også

særligt indrettet til illegal transport af men-

955 Mennesker i døgnet

Foreløbige skøn viser, at EU-landene i 1999 registrerede i alt 348.600 spontane asylansøgere mod

288.757 året før. Antallet svarer til, at der i 1999 var 955 personer i døgnet, som søgte asyl i et

EU-land. De to største nationaliteter er, i lighed med tidligere år, personer fra Forbundsrepublikken

Jugoslavien og Irak. Kilde: Udlændingestyrelsen

nesker. I bunden er der skåret en cirkel løs.

Cirklen er sat fast med et hængsel, så den

kan skubbes til side og give adgang til et

hulrum.

Her skal Sindbad og fire andre personer

kravle op og skjule sig.

ni døgn kleMt inde i et hulruM

“Det første der slog mig var, hvor mørkt der

var. Jeg kunne intet se. Vi fik hver en sovepose,

og så fik vi to flasker vand, en flaske

cola, noget brød og noget ost, så vi ikke

skulle så ofte på toilettet. Og så var det af

sted. Vi fik ikke at vide hvorhen.”

Hulrummet mellem lastbilens officielle

last er så trangt, at de fem illegale passagerer

knap kan røre sig. Sindbad har stadig

mærker på venstre hofte af at ligge så

forkrampet. På grund af en gammel operation

i højre lår kunne han kun ligge på den

ene side.

Kun en time hver nat standser lastbilen,

så Sindbad og de andre kan strække ben

og tisse. Ellers skal de tisse i plastikflasker.

Sindbad kan ikke gøre rede for, hvor lastbilen

holder.

“Vi gjorde holdt på øde steder uden huse

og byer i nærheden, samtidig var det helt

mørkt. Jeg hørte ingen tale og kunne derfor

ikke identificere nogen sprog. Alt hvad jeg

kunne høre var lyde fra fugle og frøer. Jeg

går ud fra, at vi stoppede sådanne steder for

ikke at blive opdaget.”

I ni døgn kører lastbilen gennem Europa.

Sindbad kan heller ikke fortælle i hvilke

lande, eller hvorfor transporten tager så

lang tid. Han ved det ikke.

“Du må undskylde, men jeg græd hele

vejen. Det var et mareridt, vi så ikke lys, og

vi anede ikke, hvor vi var, eller hvad der

skete. Det værste var uvidenheden. Det er

ligesom at flyve i faldskærm. Du ved, at det

hele tiden kan gå galt, men du ved bare ikke

hvornår og hvordan, og du har ikke selv

kontrol over faldskærmen. Det var

smugleren, der bestemte,” siger han og

bøjer hovedet.

Sindbad kan ikke sætte flere ord på de

tanker, der fyldte ham undervejs. For-

trængninger hindrer en genkaldelse. Han

presser tommelfingrene ind i hver øjenkrog

for at forhindre sine tårer i at løbe. Men

uden held.

Efter ni dage standser lastbilen pludselig

i dagslys på en motorvejs-rasteplads, og

Sindbad og de andre får mulighed for at

barbere sig. De skal være præsentable, for

det er sidste stop. Lastbilen passerer kort tid

efter den dansk-tyske grænse.

“Pludselig råbte chaufføren højt på

engelsk »run, run, police«. Jeg løb alt, hvad

jeg kunne på mine stive ben og lod min

bagage tilbage i lastbilen, der kørte hurtigt

væk. Men der var ikke noget politi. Vi var

ude midt i en mørk skov,” siger Sindbad.

en evig angst og uvidenhed

Efter to timer bliver Sindbad standset af

det danske politi, der fortæller, at han er i

Danmark og tager ham med til arresten.

“Det var fint, jeg ledte jo efter politiet.

Betjentene talte ganske almindeligt til mig,

det beroligede, for det sagde mig noget om

forholdene i Danmark,” siger han.

I tre dage opholder han sig i en sønderjysk

arrest og bliver kørt frem og tilbage for

at få taget fingeraftryk på politistationen. På

køreturene læser han skilte med navne som

Kolding og Padborg.

“De dage i arresten bød igen på uvidenhed.

Jeg havde en frygt indeni hovedet, en

evig angst for, at hver gang nogen åbnede

døren, så ville de hente mig og sende mig

tilbage til Irak. Jeg kendte jo ikke loven, jeg

vidste ikke, om jeg havde brudt den ved at

krydse grænsen ulovligt, og hvad det betød,”

forklarer Sindbad.

I slutningen af januar 2000 bliver han

registreret som asylansøger i Danmark.

Kort tid efter bliver han indlagt på Hillerød

Sygehus, hans hjerte slår urytmisk på grund

af anstrengelserne under flugten.

Sindbad har siden da fået kontakt med

sin familie. Også de er sluppet ud af Bagdad

med hjælp fra menneskesmuglere. For

10.000 US$ (cirka 80.000 kroner, red.) fik

hans kone lavet et falsk pas, så det så ud

som om, hun er gift med sin bror. Kvinder

må kun udrejse af Irak ifølge med en mand.

Passet bragte familien ombord på et fly, og

i dag befinder de sig et sted i Mellemøsten.

Under Sindbads madras ligger der luftpostkuverter

med breve og fotos af konen og de

fire børn.

“Jeg håber, vi snart bliver samlet igen.

I min alder trænger man ikke til at være

alene på et asylcenter, man trænger til at

være sammen med sin familie.”

Efter at have fortalt om sin flugt kommer

Sindbad i tvivl om, hvorvidt den var det hele

værd.

“Hvis jeg kunne vælge om, ville jeg

måske næsten foretrække Saddam Husseins

dødsdom. Jeg ved det ikke. Den tur var så

grufuld. Jeg kom fra undertrykkelse, men

jeg vidste da, hvad den bestod i. Det gjorde

jeg ikke om dagene i lastbilen.”

Sindbad har selv ønsket at få sløret sin

identitet af hensyn til sin sikkerhed.

Redaktionen

“ Du må unDskylDe, men jeg græD hele Vejen. Det Var et mareriDt, Vi så ikke lys,

og Vi aneDe ikke, hVor Vi Var, eller hVaD Der skete. Det Var smugleren, Der bestemte.

sindbad, flygtning fra irak

1 menneskesmugling menneskesmugling 17


foto peter overgaard funch

alle burde være menneskesmuglere

Han har smuglet 40-50 flygtninge ind i og ud af danmark, men har aldrig tjent en krone på sin kriminalitet.

tværtimod koster det lyssky arbejde ham tid, kræfter og penge. Belønningen er en renere samvittighed

af hussein ferdowsipour

og henrik kastoft

Per arbejder til daglig på kontor. Han er

dansker, midt i 30’erne og far. På overfladen

en ganske almindelig mand. Og så alligevel

ikke. Forskellen er det, Per omtaler som

netværket.

Netværket er en gruppe mennesker, som

af idealistiske eller humanitære grunde

smugler flygtninge til og fra Danmark. Mod

løfte om fuld anonymitet har Per indvilget i

at linde forsigtigt på døren til en flok

mennesker, som opererer illegalt i hele

Danmark.

“Den danske asylbehandling er så

lemfældig, at jeg føler mig forpligtet til at

gribe ind. Jeg viser min modstand på flere

måder; på traditionel vis gennem politiske

organisationer og i læserbreve, men derudover

går jeg altså et skridt videre... og

smugler flygtninge. Det begyndte for omkring

to år siden med mit politiske engagement

i antiracistisk arbejde. Hen ad vejen

kom jeg i kontakt med mennesker, som

havde brug for hjælp. På det seneste har jeg

arbejdet målrettet med at skabe kontakt til

folk, som vil hjælpe os, tilrettelægge flugtruter

og den slags. Menneskesmugling er for

mig en tavs protest.”

Netværket hjælper primært asylansøgere,

som har fået afslag på asyl i Danmark.

Mennesker som skal smugles ud af landet,

inden myndighederne iværksætter tvangsmæssig

udsendelse.

har sMuglet flere hundreder

Per har været involveret i smugling af 40-50

personer, men netværket har hjulpet

hundredvis på flugt.

“Vi råder flygtningene til at søge asyl i de

lande, vi ved, de har størst chance for at få

opholdstilladelse i. Det er forkert at tro, at

der er ens asylregler i Europa og Nord-

amerika. For eksempel får iranere og østslavonere

lettere asyl i England end i andre

lande. Og Canada har mindre restriktive

asylregler end Danmark. Men i sidste ende

er det naturligvis op til flygtningene selv,

hvor de vil hen. Hvis en flygtning har

familie i Sverige og ønsker at komme dertil,

ja så hjælper vi gerne ham eller hende.”

Per kalder sig selv »forbindelsesofficer.«

Han har med tiden knyttet kontakter til

mange: Læger, sygeplejersker, journalister,

lastbilchauffører, politikere og selvstændigt

erhvervsdrivende er blot nogle få titler på

de mange personer, som efter mødet med

Per tilbyder deres gratis hjælp til

menneskesmuglerne i netværket. En smugling

kan involvere fra en til 10 personer.

Indtil videre har han og netværket haft succes.

Ikke én af aktionerne er blevet afsløret

af politiet, men arbejdet er risikabelt. Faren

for afsløring lurer konstant om hjørnet.

ligger altid i baghovedet

“Det handler om at gøre en dyd ud af nødvendigheden.

Jeg vurderer folk meget nøje,

inden jeg spørger, om de vil hjælpe os.

Forsigtigt bringer jeg emnet på bane. Lige

for tiden er det nemt på grund af Lyngbypræsten

Leif Bork Hansen. Ham kan man

sagtens tale om hen over middagsbordet,

uden at det vækker mistanke. Hvis en

person siger: »Bork Hansen er sindsyg, han

skal smides i fængsel,« er det klart, at jeg

ikke spørger den person, om han eller hun

vil være med.”

Trangen til at hjælpe er stærk, det

illegale arbejde slipper aldrig sit tag i Per.

“Arbejdet ligger altid i baghovedet, når

jeg møder nye mennesker. Det er det nødt

“ jeg VurDerer folk meget nøje, inDen jeg spørger, om De Vil hjælpe os.lige for tiDen er Det nemt på

grunD af lyngby-præsten leif bork hansen. ham kan man sagtens tale om hen oVer miDDagsborDet,

uDen at Det Vækker mistanke.

til, for situationen ændrer sig hele tiden for

netværket, og vi skal være et skridt foran.

Hvis en læge pludselig er nødt til at springe

fra, nytter det ikke noget, at vi ikke har

etableret kontakt til en anden. Nogle gange

tager jeg en chance. Der er en risiko for, at

jeg fejlbedømmer mennesker, men det er

ikke sket endnu. Der er nogle, som har sagt,

at de ikke vil hjælpe. Fordi de ikke har tid,

overskud eller mod. Men der er ikke nogen,

som har sagt nej, fordi de principielt er

imod at hjælpe flygtninge. Der er forbavsende

mange, som gerne vil give en hånd.”

klædt på til flugt

Hjælpernes opgaver er mange: En huser

flygtninge, som lever under jorden indtil

smuglingen. En anden stiller sin bil til

rådighed. En tredje forærer tøj væk. En

fjerde samler penge ind, så flygtningene har

en smule lommepenge. En femte deltager

under selve smuglingen.

Per afviser at beskrive, hvordan smuglingerne

foregår, for netværket skal kunne

benytte metoderne, uden at politiet kender

detaljerne. En enkelt fremgangsmåde kan

han dog afsløre, fordi han og de andre

18 menneskesmugling

menneskesmugling 19

per, MenneskesMugler


“ jo flere Der arbejDer

på min måDe, jo beDre for

flygtningene.”

per, MenneskesMugler

menneskesmuglere ikke benytter den længere.

Metoden blev brugt ved smugling

af unge kvinder: Flygtningen klædte sig i

moderne festtøj og tog makeup og solbriller

på. Smuglingen foregik i en bil sammen

med 3-4 unge og smarte danske piger. Alle i

bilen oste langt væk af at have været til fest

hele natten. Når bilen nåede til grænsen,

lod den unge flygtning, som om hun sov og

bilen krydsede grænseovergangen uden at

vække betjentenes opmærksomhed.

“Smuglingerne er i reglen ikke så mystiske.

Flygtningene ligger i bunden af en bil,

eller jeg spørger nogle bekendte, om de kan

have en ekstra passager med over grænsen,

når de skal på ferie. Andre gange er

det mere organiseret med hensyn til ruten,

fremgangsmåden og tidspunktet, men det

kan jeg ikke fortælle mere om,” siger Per.

sMuglere Med ondt i økonoMien

Menneskesmuglerne i netværket er amatører,

som forsager økonomisk vinding, men

selv om netværket med Pers ord har “udviklet

en kultur, hvori mange ting kan lade sig

gøre uden penge,” er netop økonomien

blevet netværkets achilleshæl. At skjule og

smugle flygtninge koster uundgåeligt penge.

Derfor har netværket opgivet sit princip om

4 5 sigtet i fjor

Den Centrale Politiafdeling (det tidligere

Fremmedpoliti) samler oplysninger om alle

landets menneskesmuglersager.

Kontoret oplyser, at i 1999 blev 400 personer

sigtet for at overtræde udlændingelovens

at dække alle udgifter inden for rimelighedens

grænser.

“Jeg har aldrig mødt en flygtning, der

havde penge nok til selv at betale. Indtil for

nylig betalte de ikke noget, men i løbet af

sommeren 1999 er det begyndt at koste lidt.

Det er udelukkende for at få dækket nogle

af omkostningerne. Ingen af os smuglere

tjener så meget som en 25-øre, tværtimod

ofrer vi både tid, kræfter og penge på at

hjælpe flygtninge. Vi samler penge ind hos

familie, venner og organisationer, som er

kendt for ikke at stille alt for skrappe krav

til anvendelsen af de midler, de donerer.

En smugling til Canada er dyr, men hvis 80

mennesker hver donerer 100 kroner, har vi

de 8.000 kroner, vi skal bruge.”

Netop penge er en af forskellene på

netværket og de mange professionelle

menneskesmuglere, som tjener penge på

mennesker i nød. Men det er ikke den

eneste forskel, mener Per.

vi er venlige Mennesker

“For det første tror jeg, at vi er lidt sødere.

Klimaet omkring os er mere behageligt. Vi

er venlige mennesker, og vi gør arbejdet,

fordi vi tror på det. De historier jeg har hørt

fra flygtninge og dagspresse fortæller mig,

at det professionelle miljø er benhårdt. Der

er ikke så meget snak: Betal pengene og

hvis noget går galt, forsvinder smuglerne og

lader flygtningene i stikken. For det andet er

vi amatører, som ikke råder over så mange

ressourcer. Jeg kan ikke bare knipse med

fingrene, og så står der en bil. Jeg er nødt til

at vente, til tingene falder på plads. Det er

utilfredsstillende, og jeg får dårlig

samvittighed.”

Ligesom tiggere på gaden i København

kan forvente at få nogle småpenge, når Per

går forbi, kan også flygtninge regne med

§ 59, stk. 3 – altså menneskesmugling. 25

personer blev sigtet for at overtræde straffelovens

§ 125a – menneskesmugling under skærpende

omstændigheder. Skærpende omstændigheder

kan for eksempel være, at smuglingerne

er professionelle og organiserede.

hans hjælp. Men arbejdet volder ham indimellem

kvaler.

“Jeg ved, at flugt er noget af det hårdeste

et menneske kan være udsat for. Jo længere

de skal vente på, at vi får sat smuglingen i

stand, jo værre er det for dem. En del

flygtninge er psykisk handicappede, var jeg

lige ved at sige... de er under et enormt pres

og har været det gennem lang tid. Ventetiden

er hård. De ved ikke, om de er købt

eller solgt. Jeg ville ønske, jeg kunne sige til

dem, at vi kører om en halv time, men de

ting er uden for min kontrol. Jeg kan kun

vente på klarsignal. Det er meget frustrerende

at vide, at flygtningene venter på mig,

men det er spillets regler. Mine frustrationer

er ingenting ved siden af deres.”

jo flere af os jo bedre

Per bryder sig ikke om professionelle

menneskersmuglere, men nogle gange må

principperne vige.

“Hvis det overhovedet kan lade sig gøre,

bruger vi vores egne ressourcer og netværk,

men står vi med et menneske, som er i

knibe, og det eneste, der kan hjælpe ham

eller hende er et falsk pas, skaffer vi penge

til at købe det hos professionelle i Danmark.

Jeg kan ikke lide det. Det er i orden at kræve

penge, så længe de dækker smuglerens

ud-gifter til billetter, benzin og papirer, men

jeg tager afstand fra smuglere, som profiterer

af at hjælpe flygtninge. Jeg er overbevist

om, at mange af de flygtninge, jeg kommer i

kontakt med, har været i adskillige

menneskesmugleres hænder for at nå til

Nordeuropa. Jeg kan bare håbe på, at

flygtningene bliver glade for at møde nogen,

der ikke plyndrer dem. Jo flere der arbejder

på min måde, jo bedre for flygtningene.”

En anden af Pers roller i netværket er at

holde flygtningene ajour med, hvor langt

Politiet fører ikke offentlige statistikker over,

hvor mange af disse sigtelser, der førte til dom.

Kilde: Den Centrale Politiafdeling

forberedelserne til deres smugling er nået.

“Vedkommende skal ikke føle sig isoleret

og forladt. Jeg gør meget ud af at holde mellemmændene

orienteret, også hvis der ikke

er noget nyt. Tavshed er det værste.”

Netværket er flettet ind i andre lignende

netværk i Danmark såvel som i udlandet, og

er kendt blandt mange flygtninge og asylansøgere.

Det er da i reglen også

flygtningene selv – eller organisationer

– som kontakter netværket, når nogen har

brug for hjælp til at smugle en person ind i

eller ud af Danmark.

alle kan få hjælp

Per kender sjældent mange detaljer i de

sager, han arbejder med. Som regel får han

blot oplysninger om antal personer, alder,

nationalitet, om der er børn med og hvilken

form for transport, der skal arrangeres.

Ifølge Per udvælger netværket ikke, hvem

det vil smugle. Der sker højst en prioritering.

En ung rask mand må vige for en

familie med børn. Per erkender, at han med

så få oplysninger ikke kan være sikker på, at

de personer, han smugler, er forfulgte.

“Det er da rigtigt. Jeg har ikke lyst til at

hjælpe en serbisk krigsforbryder eller en

nazist fra Anden Verdenskrig, men bortset

fra disse meget grelle eksempler går jeg

ikke ind og tager moralsk stilling til, om det

er den ene eller den anden, der skal have

hjælp. Der skal meget til, før jeg siger fra, og

det er ikke sket endnu.”

Selv om Per er meget aktiv i en branche,

hvor risikoen for afsløring er overhængende,

er han overbevist om, at han ikke bliver

opdaget af politiet.

“Flygtningene får aldrig oplysninger om

mig. Dels for min sikkerheds skyld, dels for

deres. Hvis de bliver arresteret, skal de ikke

frygte for, at de kommer til at sige noget,

der skader mig eller andre. Flygtningene

kan højst fortælle, hvordan jeg ser ud, hvis

de overhovedet har set mig. Jeg tager

sikkerheden meget alvorligt, men selvfølgelig

kan det gå galt en dag. Måske lyder det

lidt heroisk: Det ville da være frygteligt at

komme i fængsel, men det er intet i

sammenligning med de lidelser, jeg har

sparet flygtningene for. Jeg ved, at jeg har

reddet menneskeliv. Fængsel vil være billigt

i forhold til, at mennesker er sluppet med

livet i behold,” siger Per med overbevisning

i stemmen.

dejligt at være sMugler

Sikkerheden taget i betragtning kan det

virke paradoksalt, at Per vil stille op til dette

interview.

“Det burde jeg heller ikke gøre, men jeg

vil gerne fortælle folk en anden side af

virkeligheden. Altså at menneskesmuglere

ikke blot er onde profitmagere, der er grove

mod flygtninge. Under Anden Verdenskrig

stod danskerne skulder ved skulder og

smuglede jøderne til Sverige. Der skal nok

være mange, som gjorde det gratis og på en

god måde, og andre tog sig godt betalt. Der

er altid større forståelse for den, der bryder

loven, jo længere tilbage i tiden det skete.

Men jeg tror faktisk, at der i Danmark er en

del mennesker, som har forståelse for det

arbejde, vi gør. Nogle vil selvfølgelig opfatte

menneskesmuglere som de griske sataner,

medierne fremstiller os som, men alligevel

støtter mange vores del af arbejdet. Jeg

“ jeg bruger selV orDet menneskesmugler, forDi jeg Vil

tage orDet fra De meDier og politikere, som ikke aner, hVaD

menneskesmugling hanDler om. jeg Vil gerne sige, at Det er

Dejligt at Være menneskesmugler – Det burDe alle Være.

har kontakt til mange fra hele det politiske

spektrum fra den yderste venstrefløj til den

yderste højrefløj.”

Medier, politikere og politi sammen-

ligner ofte menneskesmugling med narkotikasmugling.

Det er en sammenligning, som

Per tager kraftigt afstand fra.

“Narkotika er en handelsvare, men vi

handler ikke med mennesker. Narkotika

bliver ikke smuglet for at hjælpe nogle mennesker,

det har kun med profit at gøre. Jeg

ved godt, at mange – heriblandt den amerikanske

efterretningstjeneste – påstår, at der

på verdensplan er mere profit i

menneskesmugling end i narkotika-

smugling. Den påstand tror jeg ikke et

sekund på. Jeg bruger selv ordet

menneskesmugler, fordi jeg vil tage ordet

fra de medier og politikere, som ikke aner,

hvad menneskesmugling handler om. Jeg vil

gerne sige, at det er dejligt at være

menneskesmugler – det burde alle være.”

For at beskytte sig selv og andre ønsker den

interviewede i artikelen at være anonym.

Navnet Per er opdigtet.

Redaktionen

0 menneskesmugling menneskesmugling 1


fotos peter overgaard funch

per, MenneskesMugler


foto peter overgaard funch

straffen for menneskesmugling

To dommere, byretsdommer Lilian Hindborg

fra Gråsten og forhenværende konstitueret

landsdommer i Vestre Landsret, Preben

Thomassen, har samlet en mængde

oplysninger fra en række sager om

menneskesmugling. Sagerne tegner et

tydeligt billede af, hvor hårdt menneskesmugling

straffes.

To væsentlige forhold ved straf-

udmålingen er, om smuglingen er sket for

egen vinding, og hvor mange personer

den hårdeste dom

I efteråret 1999 faldt den foreløbig hårdeste

dom for menneskesmugling i Danmark:

fængsel i treethalvt år og efterfølgende

udvisning for bestandig.

En 36-årig somalier blev kendt skyldig i

at have stået bag smuglingen af 44

somaliere og to indere i løbet af et år. Den

somaliske menneskesmugler fik desuden

konfiskeret 170.000 kroner.

Med denne dom nåede retten i Haderslev

tæt på den maksimale straf for menneske-

smugleren har hjulpet over grænsen.

Når dommeren udmåler straffens

længde, svarer indsmugling af børn under

18 år til en halv voksen person.

Der gives oftest en bøde på 2.500-4.000

kroner for at have hjulpet familiemedlemmer

eller meget nære bekendte illegalt ind

i Danmark. Bøder på 4.000 kroner gives,

når sluseren udlåner pas og/eller visum til

grænseoverløberen.

smugling. Nemlig fire års fængsel til en

person, som gentagne gange og for egen

vinding smugler mennesker ind i eller ud af

Danmark.

Transporten af de mange personer stod

en dansk langturschauffør og hans kone

for. Chaufføren fik betaling for at køre de

44 personer illegalt ind i Danmark, og det

måtte chaufføren bøde for med 1 år og 6

måneders fængsel.

Kilde: Politiets Årsberetning 1999

tre år for 1 tilfælde

En herboende sri-lankansk statsborger blev i

september 1999 idømt 3 års fængsel for

menneskesmugling. Han blev fundet skyldig

i 16 tilfælde af menneskesmugling – de 13

tilfælde var under skærpende

omstændigheder. Sri-lankaneren fik

konfiskeret 134.000 kroner og blev dømt til

udvisning for bestandig efter endt afsoning.

Kilde: Politiets Årsberetning 1999

menneskesmugling menneskesmugling

uden vinding

ANTAl PERSONER FæNGSEl

1 måske 2 personer 30 dage

2-3 personer 40 dage

4-5 personer 50 dage

5-6 personer 60 dage

7-10 personer 3 mdr.

Med vinding

ANTAl PERSONER FæNGSEl

1 person 40 dage

2-3 personer 50 dage

3-4 personer 60 dage

4-6 måske op

til 8 personer 3 mdr.

Kilde: Kompendium udarbejdet af Lilian Hindborg og Preben Thomassen


Minister til kamp mod menneskesmugling

Justitsminister frank Jensen kalder menneskesmugling »en infam forbrydelse.« i folketinget er meningerne mere delte

af niels christiansen

og henrik kastoft

Justitsminister Frank Jensen (S) gør brug af

en usædvanlig skarp tone, når han taler om

menneskesmugling.

I et svar til Folketingets retsudvalg i 1998

omtalte han det som en »infam form for

kriminalitet.« Menneskesmuglerne blev ved

samme lejlighed karakteriseret som personer,

der »groft og kynisk udnytter personer

i nød, giver dem falske forhåbninger og ikke

sjældent bringer dem (flygtningene, red.) i

livsfarlige situationer.«

Det har ikke været muligt at få et

interview med justitsminister Frank Jensen

om den danske indsats mod menneskesmugling

til dette magasin. Han har i stedet

udtalt følgende på skrift:

»Fra dansk side lægger vi vægt på, at

menneskesmugling mødes med effektive

og afskrækkende sanktioner. Vi lægger også

vægt på, at politi og anklagemyndighed kan

gøre brug af de nødvendige foranstaltninger

for at optrævle de kriminelle netværk, der

med profit for øje og uden hensyntagen til

de store menneskelige omkostninger, står

bag de organiserede menneskesmuglinger.«

et selvskabt probleM

I Folketinget er meningerne delte. De fleste

politiske ordførere på området mener, at

menneskesmugling er andet end blot en

gemen forbrydelse.

Enhedslistens Søren Søndergaard mener,

at Vesten i høj grad selv har skabt grundlaget

for menneskesmugling:

“Prisen for at smugle mennesker er jo

proportional med den fare, der ligger i det.

Jo sværere det er at komme hertil, jo dyrere

er det. På den måde kan man godt sige,

at problemet med menneskesmugling er

noget, EU selv har skabt. Menneskesmugling

siger noget om, hvor høje vores grænser

er – altså hvor svært det er for folk udefra at

komme ind i »Fort Europa«.”

Også Centrum Demokraterne mener, der

er flere sider af sagen. Arne Melchior siger:

Menneskesmugling – der hjælper folk,

som er i nød – har jeg fuld respekt for. Men

foregår det i selvberigelsens tjeneste, synes

jeg, det er modbydeligt. Det er skrækkeligt,

hvis man misbruger mennesker, der er

nødstedte.”

Nogenlunde samme holdning giver

Kristeligt Folkepartis formand, Jann Sjursen,

udtryk for:

Menneskesmugling kan jo være mange

ting. Der er ingen tvivl om, at der findes

dem, der forsøger at udnytte, at mennesker

er i nød. Det er klart, at Kristeligt Folkeparti

tager afstand fra den slags plattenslagere.

Men vi skal ikke glemme, at der også er

menneskesmuglere, der hjælper mennesker,

som virkelig har brug for det. Vi behøver

bare at tænke på Anden Verdenskrig, da de

danske jøder blev hjulpet af danske

menneskesmuglere. Det er jo noget, vi er

stolte af i dag,” siger Jann Sjursen.

en ulækker aktivitet

I Socialistisk Folkeparti deler man holdningen

fra de tre andre partier. SF’s ordfører

på udlændingeområdet, Knud Erik Hansen,

siger:

“Når vi i dag har menneskesmugling

skyldes det i høj grad, at vi har så lukkede

grænser, som vi har. På den måde kan man

godt sige, at vi selv er med til at fremme

den hårde menneskesmugling.”

Knud Erik Jensen og SF bryder sig ikke

om den slags menneskesmugling, som

tjener penge på folk i nød – han kalder det

for “en ulækker aktivitet.” Men Knud Erik

Jensen mener ikke, der er noget, som tyder

på, at menneskesmuglerne forsvinder.

“I øjeblikket er der meget uro i verden,

krige og diktaturstater. Derfor er der mange

mennesker, som er tvunget til at være i

bevægelse. Tvunget til at søge andre steder

hen end der, hvor de er forfulgt.”

Venstres flygtningeordfører, Birthe Rønn-

Hornbech, er enig i, at menneskesmugling i

dag er en følge af flygtningestrømme. Men

hun mener, man kan komme det til livs

ved at forhindre flygtninge i at søge asyl i

Europa.

“EU skal gå sammen og afskaffe spontane

asylansøgere ved, at EU opretter og driver

forsvarlige lejre i flygtningenes nærområder.

Derfra skal de kunne søge asyl. På den måde

vil der ikke være nogen forretning for

menneskesmuglerne, og flygtninge-

politikken vil få den humanitære karakter,

der fuldstændig mangler i dag, hvor det er

menneske-smuglerne, der styrer

tilstrømningen til Danmark.”

“ fra Dansk siDe lægger Vi Vægt på, at menneskesmugling

møDes meD effektiVe og afskrækkenDe sanktioner.

frank jensen, justitsMinister

frihed, sikkerhed og retfærdighed

I efteråret 1999 trådte stats- og regeringscheferne

i EU-medlemslandene sammen i

Tammerfors i Finland. Formålet med mødet

var at oprette »et område med frihed,

sikkerhed og retfærdighed i Den Europæiske

Union.«

EU-topmødet blev enig om at »sætte

dette mål øverst på den politiske dagsorden

og bevare det der,« som det hedder i konklusionen

fra mødet.

Hvad kom først: Den professionelle

menneskesmugling eller indvandringsstop

og skærpet grænsekontrol?

Tidligere indenrigsminister Thorkild

Simonsen kom med sit bud i et svar til

Folketinget i 1998:

"Menneskesmugling foregår på det

marked for illegale tjenesteydelser, der

uundgåeligt er opstået som følge af den

hvad er organiseret kriMinalitet?

International Criminal Police Organization

– nok bedre kendt som INTERPOl – har defineret

organiseret kriminalitet som:

»Et foretagende eller en gruppe personer,

som vedvarende beskæftiger sig med ulovlige

aktiviteter, hvis primære mål er at frembringe

Stats- og regeringscheferne drøftede

også, hvad EU skal gøre for at hindre

menneskesmugling. Herom hedder det i

konklusionen:

»Det Europæiske Råd er fast besluttet

på at takle ulovlig indvandring ved ondets

rod, navnlig ved at bekæmpe personer,

som er involveret i menneskehandel og

økonomisk udnyttelse af migranter. Rådet

opfordrer kraftigt til, at der vedtages lovgiv-

Hønen eller ægget?

skærpede grænsekontrol, hvorfor

fænomenet ikke kan bringes til ophør alene

ved strafskærpelse som den foreslåede eller

ved andre kriminaliseringstiltag.

Det kan næppe udelukkes, at den

generelt skærpede kriminalpolitiske indsats

mod menneskesmugling tværtimod gør

denne mere professionelt organiseret og

samtidig derfor mere kynisk i forhold til

profit på tværs af de respektive landegrænser.«

Om menneskesmugling hedder det fra politiorganisationen,

at migranterne i reglen selv

opsøger en agent eller en gruppe af

menneskesmuglere. Disse grupper står for det

meste bag hele »operationen«.

Det vil i praksis sige, at smuglerne sørger

ning, som fastsætter strenge sanktioner for

denne grove forbrydelse. Rådet opfordres

til inden udgangen af 2000 at vedtage lovgivning

herom på grundlag af et forslag fra

Kommissionen. Medlemsstaterne bør

sammen med Europol (EUs politienhed i

Haag, red.) rette deres indsats mod at

afsløre og uskadeliggøre de involverede

kriminelle organisationer. Rettighederne for

ofrene for sådanne aktiviteter skal sikres,

ofrene, end det allerede i dag er tilfældet."

Ved samme lejlighed udtrykte den

tidligere indenrigsminister bekymring over

den almindelige offentlige bevidsthed om

Danmarks pligt til at beskytte flygtninge,

herunder den sprogbrug som er ved at være

gældende på området:

"Strafskærpelse og lignende foranstaltninger

bliver almindeligvis beskrevet som

for visum og ID-papirer, billetter, rejseplan og

transport. Endeligt følger en eller flere

hjælpere i de fleste tilfælde med migranterne,

der oftest rejser i små grupper.

På sin hjemmeside fastslår INTERPOl, at

følgende europæiske lande er hårdest ramt af

illegal indvandring: Østrig, Frankrig, Tyskland,

idet der lægges særlig vægt på kvinders og

børns problemer.«

Det Europæiske Råd fremhævede ved

samme lejlighed en aftale mellem Italien og

Grækenland om øget samarbejde i kampen

mod menneskesmugling som eksempel til

efterlevelse.

Kilde: Det Europæiske Råd

led i en generel kriminalisering, der ikke

alene rammer menneskesmuglere, men

ligeledes kaster et kriminelt skær over flygtninge

og asylansøgere, uanset deres i og for

sig uomtvistede beskyttelsesbehov."

Italien, Storbritannien, Spanien og Holland.

Forklaringen er ifølge INTERPOl disse landes

visum-politik, historiske bånd til tidligere

kolonier, geografiske placering og etniske

minoriteter.

4 menneskesmugling menneskesmugling 5

Kilde: Folketinget

Kilde: INTERPOL


fotos peter overgaard funch


flygtninge som forretning

istanbul er et slaraffenland for menneskesmuglere. i tyrkiets største by udnytter et virvar af hoteller, rejsebureauer og

driftige agenter byens strategiske placering ved strædet mellem asien og europa

af hussein ferdowsipour

og henrik kastoft

Han vinker ivrigt og afværgende med hænderne.

Et venligt, men bestemt smil breder

sig hen over hans ansigt.

“Nej, jeg er ikke med i det længere.”

Den midaldrende og halvskaldede mand

fra Iran tripper uroligt. Han forvisser sig om,

at der ikke er nogen inden for hørevidde.

Menneskesmugling er blevet for farligt,”

fastslår han.

En af hans bekendte – en kvindelig menneskesmugler,

som i årevis har drevet sin

forretning i samme kvarter – blev arresteret

for tre måneder siden. Efter to måneders

fængsel i Tyrkiet blev hun udvist til Iran,

hvor hun oprindelig kom fra. I Iran risikerer

menneskesmuglere både fængsel og det, der

er værre, for præstestyret ser med strenge

øjne på folk, der hjælper kritikere med at

undslippe. Den midaldrende mand har i 10

år været kendt som menneskesmugler, men

nu gør han sig i turistbranchen.

Siger han.

flygtninge og forretningsfolk

Stedet er receptionen i Hotel Hakan i

Gentürk Caddesi nummer 9. Bygningen ligger

i Laleli, Istanbuls gamle kvarter. Det

tyrkisk-ejede Hakan er et såkaldt “iransk

hotel.” Det betyder i praksis, at ud over

fem-seks prostituerede fra Rusland bor her

udelukkende iranere: Nogle er forretningsfolk.

De kommer til den tyrkiske millionby

for at sælge krydderier, sandaler og andre

varer, der giver en beskeden indtægt, som

de handlende kan bringe med sig tilbage til

Iran.

Andre er flygtninge. De kommer for at

hyre en menneskesmugler til at fragte sig ud

af Tyrkiet og illegalt ind i Vesteuropa eller

Nordamerika. Hakan er blot ét af mange

hoteller, hvor der er hjælp at hente mod

behørig betaling.

Den midaldrende mand ryster stadig

afværgende på hovedet, da han fortæller,

at han er ansat i et rejsebureau i nabolaget.

Alligevel er han hver dag at finde i og

omkring sofaen i receptionen på Hakan. Her

taler han dagen lang med hotellets gæster,

som strømmer ind ad hotellets fedtede glasdøre.

I dag har han travlt med at arrangere

aftenens store fest: Det iranske nytår og

overgangen til år 1379.

Og der er nok at se til. Dagligt standser

flere busser fra Irans hovedstad, Teheran, ud

for hotellets trappe. Trætte og stivbenede

stiger passagererne ud, mens bunken af

kufferter, tasker og pakker vokser på fortovet.

Uden beklagelse forlanger receptionisten

bag den mørkbejdsede skranke 800 kroner

eller gæsternes pas i depositum. Selv for en

enkelt overnatning.

“Mange løber fra regningen,” forklarer

han med et ligegyldigt skuldertræk og lader

forstå, at praksis ikke er til diskussion.

sMugler ikke... og dog

Hotel Hakans seks etager rummer 98 værelser.

De lyse gulvtæpper på gangene er slidte.

Her spankulerer buttede russiske ludere

hjemmevant rundt i deres stramtsiddende

nederdele og glitrende bluser. På evig jagt

efter kunder og kontanter søger ludernes

erfarne blikke uafladeligt øjenkontakt med

de mange enlige iranske mænd, som har

“ hej, Du iranske passager.

kom inDenfor og hør om

Vore priser, inDen Du rejser

ViDere.

skilt i tyrkisk hotel

skrevet sig ind i hotellets gæstebog.

Værelserne er simple uden at være

snuskede. Væggene og de tynde finérdøre

isolerer dårligt. Døgnet rundt fyldes Hotel

Hakan med en mosaik af lyde. En kvinde

hulker hjerteskærende. En mand råber med

mørk og truende stemme. En luder arbejder.

Manden i receptionen lader hånden hvile

på sin halvskaldede isse. Efter et par

minutters snak er han mere fortrolig end

afvisende. Jo, han har da stadig lidt med

menneskesmugling at gøre.

“Men vi hjælper ikke folk til Danmark,

Norge og Sverige længere. Vi bruger nogle

andre ruter i dag. Tyskland, Holland,

Østrig og Italien, kan vi klare, men ikke

Skandinavien. Vi kan køre folk til grænsen

mellem Tyskland og Danmark, men resten

må de selv sørge for,” siger smugleren.

Som andre i samme branche er det hans

lod altid at være et skridt foran politiet.

Derfor ændres rejseruter, destinationer og

kutymer konstant for at sløre smuglingerne

mest muligt over for politiet.

neMt at krydse grænser

Han forklarer, at flygtningene bliver fløjet

fra Istanbul til Sarajevo, fordi der ikke kræves

visum dertil. Herfra smugles

flygtningene videre til Italien, hvor nogle

søger asyl. Andre bliver i bil kørt længere op

i Europa, for som han tørt konstaterer:

“Det er jo nemt at krydse EU-grænserne

på grund af Schengen-samarbejdet.”

Atter fyldes receptionen af mennesker.

Han har ikke tid til mere snak – nytårsfesten

nærmer sig.

Lugten af glødende kul og stegt lammetarm

bølger gennem de snævre gader

i gamle Istanbul. I et støvet vindue står et

gulnet skilt. Med håndskrift står der skrevet:

»Hej, du iranske passager. Kom indenfor og

hør om vore priser, inden du rejser videre.«

Et par gader derfra ligger en restaurant.

Mellem bordene går der rygter om en

tyrkisk menneskesmugler, som opererer fra

Istanbuls internationale lufthavn. Hos denne

agent er priserne for en smugling ikke til

forhandling. Til gengæld er agenten uhyre

effektiv.

“Kontakt hans lillebror. Han har en

mobiltelefon-forretning i nærheden,” lyder

et råd på restauranten.

agent i lufthavnen

“Vi skal vente på min storebror,” siger

manden stolt og peger på sin ene skulder, der

hvor stjerner og striber sidder på magtfulde

personer. Storebror er en af disse

magtfulde personer. Sammen med to andre

menneskesmuglere arbejder han i lufthavnens

transithal. Officielt som ansat i paspolitiet.

Knap så officielt som menneskesmugler.

Lillebror er 30-35 år og ejer mobil-

telefon-forretningen. Stedet lugter af penge.

Hans øjne omkranses af moderne firkantede

briller med tykt sort stel. Han er tydeligvis

godt tilfreds med sig selv, sit store mahogniskrivebord

og de dyre læderstole. Han lover,

at han vil forsøge at lave en aftale med sin

storebror. To dage i træk aflyser storebror

aftalen, men tredje dag lykkes det at møde

ham i forretningen.

Storebror taler næsten uafbrudt i mobil-

8 menneskesmugling menneskesmugling 9

fotos henrik kastoft


sMuglerskib bordet

En række journalister i Tyrkiets største by,

Istanbul, har igennem tiden infiltreret byens

meget omfattende menneskesmugler-miljø.

I en artikel om menneskesmuglingerne fra

havnen i Istanbul til Italien og Grækenland, skrev

en af journalisterne, »at der er tale om smugling

af flere hundrede flygtninge hver nat.«

I 1998 blev skibet »Ararat« bordet ved

Catanazzaro i Italien. I lastrummet fandt den

italienske kystvagt 825 flygtninge udskibet fra

Istanbul.

foto henrik kastoft

telefon. Samtalerne handler om dollars og

D-mark, falske pas og flyafgange. Han tager

ikke notits af kunderne i lillebrorens forretning.

Kunder, som er kommet for at se på

Nokias eller Ericssons nyeste model, men

nu kan overhøre en række instruktioner

om praktiske forhold ved smuglinger ud af

byens lufthavn.

Storebror er selvsikker, ja nærmest

arrogant. Han er omkring 40 år. Stemmen er

udtryksløs. Han er kortklippet. Ansigtet er

lagt i alvorlige folder, og han fortrækker ikke

en mine. Telefonsamtalen er slut, men han

undgår bevidst øjenkontakt. Han er fjern

og holder afstand, han involverer sig ikke

i mennesker – deres skæbner er penge for

ham og intet andet.

sMugling Med garanti

“Prisen er 46.000 kroner til Europa. 68.000

til Canada,” siger han, mens han ser et andet

sted hen. Halvdelen af beløbet dækker

“ garantio. smuglingerne er 100 procent sikre.

Det er mig, Der står og stempler.

udgifter til pas, eventuelt visum og flybillet.

Resten er hans fortjeneste. Pengene betales

kontant hos lillebroren i mobiltelefon-

forretningen. Bestillingerne foretages

samme sted.

Lufthavns-agenten forklarer, at de falske

pas og visa laves i Istanbul. Derfor kan

smuglingerne ud af Istanbuls lufthavn

arrangeres i løbet af få dage. De tårnhøje

priser forklarer han med en indbygget

garantiordning. Hvis forsøget mislykkes,

finder han en anden flyafgang uden ekstra

salær.

“Garantio,” lyder det brysk.

“Hvis der er ekstrakontrol i lufthavnen,

tager vi et andet fly. Smuglingerne er 100

procent sikre. Det er mig, der står og

stempler. Flygtningene bliver fulgt gennem

lufthavnen fra check in og helt ud til flyet.

Vi benytter kun direkte flyvninger, det er

for risikabelt at mellemlande. Hvilket flysel-

agent i istanbul lufthavn

skab vi vælger, afhænger af situationen og

bestemmelsesstedet.”

På spørgsmålet om de flygtninge, som

alligevel bliver afsløret i lufthavnen,

risikerer at komme i fængsel, siger han

utålmodigt:

“Nej, nej, nej. De kommer ikke i fængsel.”

Han vender sig og gør mine til at gå. Der

er ingen grund til at spilde mere tid på nysgerrige

spørgsmål.

kropsvisiteret af freMMedpoliti

Et par gader fra mobiltelefon-forretningen

bremser en politibil hårdt op foran 5-6

udlændinge, som slentrer hen ad fortovet.

To betjente fra fremmedpolitiet springer ud

af deres bil og genner en efter en -

udlændingene op mod en mur. Med

hænderne op mod muren bliver udlændingene

kropsvisiteret. Betjentene kommanderer

to af udlændingene ind på bagsædet af

politibilen og kører et øjeblik senere fra

stedet. På gadehjørnet står en prostitueret

og betragter optrinnet med ligegyldighed.

Den slags er hverdag i Istanbul.

Tilbage på Hotel Hakan står en af de

udlændinge, som flere gange er gået i

fremmedpolitiets finmaskede og

korrumperede net.

Ali Reza er 28 år og desperat. Han er

flygtet fra Iran, men fortæller ikke hvorfor.

Nu sidder han hjælpeløst fast i Istanbul.

Uden penge. Uden job. Uden fremtid.

ludernes by

Ali Reza driver rastløst rundt i Hotel Hakans

reception.

Koranen hviler tung og mægtig på et

lille bord i hjørnet af lokalet. En kurv med

frugt og en lille messing-tallerken med en

håndfuld mønter i omkranser islams hellige

skrift. Samtidig banker hårdtpumpede

diskorytmer ud fra hotellets baglokale, som

rummer en veludrustet bar og et menne-

0 menneskesmugling

menneskesmugling 1


sketomt dansegulv. Fem iranske mænd spiller

billard. I en hjørnesofa sidder en ældre

mand flankeret af en ung og letpåklædt

kvinde.

“Istanbul er ludernes by! Tyrkerne er

grove, de mangler respekt. Alle er efter dine

lommer. Man kan ikke uddanne sig, man

kan ikke arbejde sig igennem til et ordentlig

liv her. Jeg er træt af at gå rundt og være

nytteløs,” udbryder Ali Reza.

Han er bleg og mager. Hans øjne gløder

kun af raseri og desperation, livsglæden

har han mistet for længe siden. Ali Reza har

ikke råd til at bo på Hotel Hakan, han er her

kun for at tale med bekendte. Han bor på et

værelse i udkanten af Istanbul sammen med

to andre flygtninge. Den ene har for nylig

tabt 57.000 kroner på en mislykket flugt til

Vesteuropa.

sygner hen i storbyen

For ham selv er tiden – eller rettere pengene

– også ved at rinde ud. Han har betalt 5.700

kroner for et pas. En investering han nok

ikke får udbytte af.

“Passet udløber snart. Jeg kan ikke

forny det på ambassaden, for passet er falsk.

søger asyl på fn-kontor

Tyrkiet har underskrevet FN’s flygtninge-

konvention fra 1951, men ikke den opdaterede

protokol fra 1969. Det betyder, at Tyrkiet ikke

giver asyl til flygtninge fra lande uden for

Europa.

Jeg er nødt til at skaffe et nyt.”

For halvandet år siden flygtede han fra den

kurdiske del af Iran. Med sig havde han penge

fra familien, og i Istanbul kom han sammen

med tre andre i kontakt med en menneskesmugler,

som sejlede dem til Grækenland.

“Jeg ville til Holland, for der sender man

ikke folk tilbage til Iran. Men vi blev afsløret

af det græske politi og smidt over på den

tyrkiske side af grænsen.”

Nu er han atter i Istanbul. I en periode

arbejdede han i Laleli-kvarteret, hvor han

blev hyret til at lokke russere og bulgarer,

iranere og irakere ind i en tøjbutik. Hyren

var 1.300 kroner om måneden. Efter et

alvorligt mavesår er han nu ude af stand til

at arbejde, og sygner langsomt hen i storbyens

jungle.

“Jeg tabte 9.000 kroner på den Grækenlandtur.

Jeg er flov over at have brugt

familiens penge uden at opnå noget. I

begyndelsen vidste jeg ikke, hvordan man

skulle klare sig i Istanbul,” fortæller Ali

Reza og nævner priserne på et hotelværelse

som et eksempel. Den officielle pris på et

almindeligt værelse er ofte 800 kroner. Med

Det betyder i praksis, at flygtninge fra

Mellemøsten og Afrika skal henvende sig på

FNs Flygtningehøjkommissariatets kontor i

hovedstaden Ankara. Her driver FN en lejr, hvor

flygtningene kan opholde sig indtil FN fordeler

flygtningene til tredjelande.

lidt øvelse kan prisen dog forhandles ned i

80-100 kroner. Og på de hoteller, hvor der

bor mange flygtninge er prisen normalt 20-

25 kroner pr. overnatning. Altså op mod 40

gange mindre end udgangspunktet.

Griske hotelejere er en ting. Langt værre

er ifølge Ali Reza det korrupte og voldelige

fremmedpoliti i Istanbuls mørke gader.

bank af freMMedpolitiet

“Jeg er blevet stoppet to gange. Første gang

måtte jeg betale 10 millioner tyrkiske lira

(190 kroner, red.) for at få lov at gå. Anden

gang tømte betjentene mine lommer... da

var det 8,5 millioner lira (155 kroner, red.).”

Og ve den flygtning, som ikke har penge

på sig til at bestikke politiet med. Ifølge

Ali Reza og flere tyrkiske journalister kan

det uden videre føre til bank, fængsling og

udvisning til hjemlandet. Myndighederne i

Tyrkiet gør sig ikke den ulejlighed at undersøge,

om en flygtning udsættes for fare ved

at blive sendt tilbage til sit hjemland.

Tyrkiet giver kun asyl til flygtninge fra

Europa. Flygtninge fra Afrika, Mellemøsten

eller Asien kan ikke søge asyl i Tyrkiet. For

disse mennesker er Tyrkiet pr. definiton et

FN-kontoret i Ankara modtog i fjor 6.605

asylansøgere. Alle undtagen 166 personer kom

fra Mellemøsten.

Kilde: UNHCRs kontor i Ankara

transitland. FNs Flygtningehøjkommissariat

(UNHCR) driver flygtningelejre ved Ankara,

men der har Ali Reza ikke tænkt sig at blive

registreret.

“Det er forgæves. FN-systemet er for

langsomt, og kun få af de flygtninge, som

melder sig til UNHCR, får beskyttelse i et

andet land.”

Ali Reza kender kun én løsning på sine

mange problemer. Holland – koste hvad det

vil.

“Jeg kender mange smuglere. Jeg ved

ikke, hvem der er bedst, det afhænger af

tidspunktet,” siger Ali Reza. Derfor vil han

vente med at vælge den smugler, som skal

hjælpe ham ud af Istanbul til tiden er inde.

Men. Det kommer til at vare længe, før tiden

er inde for Ali Reza. For virkeligheden er, at

han ingen valgmuligheder har. En smugling

til det Holland, han så inderligt drømmer

om, vil koste 30.000-60.000 kroner. Mange

penge, især når man ingen har.

“Man skal passe på med menneske-

smuglere. Man skal ikke stole på, hvad de

siger,” lyder det opgivende fra Ali Reza.

“ jeg tabte 9.000 kroner på Den grækenlanDstur. jeg er floV

oVer at haVe brugt familiens penge uDen at opnå noget.

ali reza, strandet flygtning i istanbul

menneskesmugling menneskesmugling

foto henrik kastoft


Med livet til følge

Bent Melchior har selv været på flugt. derfor har han sympati for visse former for humanitær menneskesmugling,

men han er også skeptisk over for flygtninge, som illegalt krydser den dansk-tyske grænse

af henrik kastoft

Tavst ser han op. Cerutten oser kraftigt et

øjeblik, og blikket følger eftertænksomt

røgen gennem rummet. Bent Melchiors øjne

lyser. Han har et svar.

“Mit syn på det at smugle mennesker er

i høj grad afhængig af smuglerens motiv,”

begynder han.

“Hvis smugleren handler for egen

vinding, finder jeg det aldeles frastødende.

Fordi det er frygtelig farligt for flygtningen,

hvis penge driver smugleren. Smuglerne

bliver mindre hensynsfulde over for de

mennesker, de redder. Gør smugleren det

derimod for at hjælpe mennesker i nød,

stiller sagen sig ganske anderledes. Dem har

jeg sympati for,” siger Bent Melchior. Han

er medlem af forretningsudvalget i Dansk

Flygtningehjælp og formand for organisationens

asyludvalg.

Atter sænker stilheden sig i dagligstuen.

Nede fra gaden høres svagt formiddagens

trafik gennem Frederiksborggade i København.

Cerutten knitrer påny og en grå sky

rejser sig i den højloftede stue. Tankerne

glider næsten seks årtier tilbage. Til

dengang Melchior, hans forældre og

søskende selv var på flugt og fik hjælp af en

menneskesmugler. Det var i oktober 1943.

Som flere tusinde jøder og modstandsfolk,

flygtede familien Melchior til Sverige, bort

fra nazisternes forfølgelse i Danmark.

Melchior-familiens menneskesmugler var

en af dem, som blev drevet af lysten til at

tjene mange og hurtige penge. Han betegnede

sig selv som fisker, men Bent Melchior

kalder det i dag “et mirakel”, at kutteren

nåede Sveriges kyst efter 17 timers sejlads

på må og få.

gange husleje

Den ærgerrige og talentløse fisker tjente

en formue ved at smugle familien Melchior

over Østersøen til Sverige.

“Prisen pr. person var normalt 2.000

kroner. Min far må have fået rabat, for han

betalte 9.500 kroner for seks personer. Det

var ikke normalt at være i besiddelse af så

enorme summer, som der skulle til, for at

flygte til Sverige. Min far måtte låne

pengene,” husker Bent Melchior.

Beløbet til trods er han ikke det fjerneste

forarget over, at jøderne ofte måtte betale

de danske menneskesmuglere for at komme

i sikkerhed.

“Jeg mener bestemt, det var rimeligt at

betale fiskerne. Husk på at de udsatte både

deres liv og levebrød for en betydelig

risiko.”

Var risikoen stor, var beløbene det også.

Hvor store pengesummer det handlede om,

illustreres måske bedst ved, at Melchiorfamilien

betalte 150 kroner om måneden

i husleje for en 6-værelses lejlighed på

Frederiksberg. Prisen for smuglingen til

Sverige var med andre ord 63 gange højere

end den månedlige husleje.

de brodne kar

I diskussioner om menneskesmugling høres

ofte det argument, at flygtninge som får

hjælp af menneskesmuglere – og måske

krydser grænser illegalt – »nok ikke har rent

mel i posen«. Bent Melchior er lodret uenig.

“Jeg accepterer slet ikke det synspunkt.

Jeg accepterer heller ikke, at de skulle være

såkaldte bekvemmeligheds-flygtninge.

Naturligvis er der brodne kar i alle lejre,

også i flygtningelejre. Men det helt overvældende

flertal af flygtninge er reelle flygtninge.

Jeg tror ikke, folk er sig bevidste, hvor

meget det betyder at lukke sin dør, forlade

sin familie, sit sprog, sit land, sin kultur

og sit klima. Der er nogen, som siger, at de

sociale forhold i Danmark er tillokkende,

men jeg nægter simpelthen at tro, at flygtningene

har nogen anelse om det. De har

vel knap nogen anelse om, hvor Danmark

ligger på verdenskortet. Alt hvad de ved om

Danmark er, at vi har nogle humane principper,

som de kan nyde godt af, men at de

skulle have et indgående kendskab til den

danske sociallovgivning... nej.”

sMuglere under Mistanke

Han vil ikke afvise, at de professionelle

menneskesmuglere informerer, ja måske

ligefrem lokker, deres kunder med løfter

om demokrati og velfærd i Vesten, herunder

Danmark.

“Ja, det er klart, at menneskesmugleren

er under mistanke. Jeg har aldrig mødt

sådan en person, og derfor kender jeg ikke

hans motiv. Men hvis menneskesmugleren

skaffer personer væk fra umenneskelige forhold

til Danmark, kan jeg da kun glæde mig

over, at Danmark har et sådant ry blandt

menneskesmuglere. Tænk hvis det var

anderledes,” siger Melchior.

Han husker tydeligt, hvad han følte, da

han som 14-årig pludselig blev flygtning og

skulle forlade sit hjem.

“Jeg klyngede mig til et håb, da vi

lukkede døren. Det var traumatisk at forlade

sit hjem. Jeg medbragte stort set kun, hvad

der kunne være i en skoletaske; et sæt

skiftetøj, en trøje, undertøj og en bog. Men

håbet om snart at kunne vende tilbage var

det halmstrå, som gjorde øjeblikket mindre

dramatisk.”

Timerne ude på Østersøen brugte den

unge Bent på at tænke: “Hvad er det, jeg har

gjort? Hvorfor er jeg et jaget dyr?”

Melchior begynder at grine ved erindringen

om sine skyldfølelser under flugten.

“Dengang havde jeg en tilpas ren samvittighed,

så...” Sætningen går i stå og smilet

fortrækker.

ikke et spørgsMål oM liv og død

Melchior er slet ikke i tvivl: Smuglere og

flygtninge under Anden Verdenskrig satte

deres liv på spil. Sådan er det ikke nødven-

“ Det Var ikke normalt at Være i besiDDelse af så enorme summer, som Der skulle til,

for at flygte til sVerige. min far måtte låne pengene, men Det Var rimeligt at

betale fiskerne. husk på at De uDsatte båDe Deres liV og leVebrøD for en betyDelig risiko.

bent Melchior

digvis i dag, og da slet ikke ved den dansktyske

grænse.

“I dag er det at krydse den dansk-tyske

grænse ikke et spørgsmål om liv og død.

Derfor er jeg ikke uden skepsis over for det,

som foregår dernede. Danmark behandler

principielt set ikke flygtninge anderledes,

end Tyskland gør. Derfor undrer det mig,

at flygtningene skal krydse grænsen til

Danmark. Jeg sætter spørgsmålstegn ved

menneskesmuglingen over den dansk-tyske

grænse, for vi kan jo ikke påstå, at der er

mere sikkert for en flygtning på den danske

side af grænsen. Det gør igen spørgsmålet

om motivet til at smugle mennesker

aktuelt. Hvad er motivet til at smugle folk

over den dansk-tyske grænse? Det

spørgsmål volder mig vanskeligheder.”

drikker vores kaffe

Menneskesmugling slås ofte i hartkorn med

organiseret international kriminalitet som

våben- og narkotikasmugling. En urimelig

sammenligning, mener Melchior:

“Med narkotika lægger smugleren op til

noget, der er til ubodelig skade for andre.

Menneskesmugling sker – som regel – med

en klar målsætning om at ville redde liv.

Hvor det første har døden til følge, har det

andet livet til følge. Det er en væsentlig

forskel.”

Det var Bent Melchior for eksempel

vidne til, da han i fjor besøgte Albanien.

“Jeg talte med en del flygtninge og kunne

forstå, at der havde været mennesker, som

beskæftigede sig med at skaffe flygtningene

ud af farezonen. Hvor er redningen for disse

mennesker, hvis ikke hos menneske-

smugleren?”

Bent Melchior er overbevist om, at der i

dag er mange danskere, som hjælper flygtninge.

“I modsætning til andre har de bare ikke

behov for at gå i medierne og sige: »Ha-ha,

se! Jeg tør godt gøre noget ulovligt, jeg har

smuglet mennesker.« På den anden side er

mange danskere sig ikke bevidst om, hvor

rædselsfuldt flygtningene har det. Vi

forventer, at flygtningene skal være

taknemmelige.”

Bent Melchior smager på cerutten og

lader igen øjnene følge den blå-grå røg, som

stiger til vejrs.

“Sådan var det også i Sverige: Danskerne

kommer her og drikker vores kaffe, sagde

nogle svenskere om os. Jeg tror, det er en

umiddelbar menneskelig reaktion.”

4 menneskesmugling menneskesmugling 5

fotos peter overgaard funch

“ naturligVis er Der broDne kar i alle lejre, også i

flygtningelejre. men Det helt oVerVælDenDe flertal af

flygtninge er reelle flygtninge.

bent Melchior


foto peter overgaard funch

af annette haugaard

Betjentens to kasketter

gunner Hede er betjent i grænsepolitiet og politisk aktiv. Men selv mener han

at kunne håndtere sine forskellige kasketter i kampen mod menneskesmugling

Den aften i 1987 kan det være svært for uden-

forstående at se, at Gunner Hede skelner

mellem sit politiske ståsted og sit arbejde

som betjent i grænsepolitiet.

Han er på nattepatrulje med sin tjenestehund

Banjo for at anholde illegale grænseoverløbere.

Men han er ikke alene. Den

da-værende politiske leder af Fremskridts-

partiet, Pia Kjærsgaard, er med på tjeneste.

Hun vil med egne øjne se det grænseland,

hvor flygtninge ifølge medierne kommer illegalt

ind i Danmark. Ved landsbyen Vilmkær

sydvest for Padborg støder en fotograf til,

som Pia Kjærsgaard har bestilt, og Gunner

Hede bliver fotograferet med sin partileder.

“Det var en almindelig tur. Vi sad sgu

ikke og talte partipolitik, det har vi så

mange andre sammenhænge til,” siger

Gunner Hede, der har været i parti med Pia

Kjærsgaard siden 1980. Fornylig har han dog

meldt sig ud, han er utilfreds med

topstyringen af Dansk Folkeparti.

Gunner Hede skal på arbejde om tre

timer, men han sidder i civilt tøj på Bov

Kro. Vindjakke, polo t-shirt og lange bukser.

Uniformen hænger hjemme i parcelhuset på

Skovglimt.

For Gunner Hede er kasketter derfor et

fiktivt begreb, han jonglerer med, når han

skal forklare om sin partibog og sit job.

“Alle har en politisk opfattelse, uanset

om de er politimænd eller læger, men det er

vigtigt, at man ved, hvilken kasket man har

på. Jeg synes ikke, det er svært at håndtere

kasketterne i praksis. Det kan måske snarere

være svært at forklare, hvordan jeg gør det.”

kør så ned og fang nogen

“Jeg er ikke stolt af kombinationen af mit

arbejde og mit partimedlemskab, men jeg

skammer mig heller ikke over det,” siger

Gunner Hede og afviser, at det giver status

i Dansk Folkeparti at tjene sine penge på at

forhindre udlændinge i at krydse grænsen

til Danmark illegalt.

“I partiet er det ikke et plus at arbejde

i grænsepolitiet. Det kan da godt være, at

nogen tænker, at jeg gør et godt stykke

arbejde ved at bevogte den danske grænse,

men så siger de det ikke højt. Ikke andet end

hvis jeg skal på arbejde lige efter et møde.

Så kan de da godt sige, »Nå, kør så ned og

fang nogen«. Det er jo det samme, som når

man siger til folk »giv dem nu nogen tæv«,

før de skal spille en fodboldkamp. Du må

“ alle har en politisk opfattelse, uanset om De er politimænD eller læger, men Det er Vigtigt,

at man VeD, hVilken kasket man har på. jeg synes ikke, Det er sVært at hånDtere kasketterne i praksis.

Det kan måske snarere Være sVært at forklare, hVorDan jeg gør Det.

gunner hede, betjent i grænsepolitiet

ikke tro, at mit politiske

engagement betyder, at jeg er mere nidkær

eller effektiv end andre betjente.”

På en og samme tid er de to verdener

adskilte og sammenhængende. Oplevelserne

på jobbet bekræfter Gunner Hede i politikken,

og de politiske holdninger legitimerer

jobbet. Han kan ikke tale om det ene uden

det andet. Og tilsammen skaber de ham

som privatperson.

“De mennesker vi får fat i hernede, er

for en stor dels vedkommende ikke reelle

flygtninge. De har ikke papirer på sig, det

har de reelle flygtninge. Det er så tydeligt.

Menne-skesmuglerne har fortalt dem, at de

skal skaffe sig af med alt personligt, og de

har fået hele køreplanen at vide, før de blev

hjulpet over grænsen. Når vi anholder dem,

spørger de aldrig, hvor de skal hen, og hvad

der skal ske. Det ved de godt. Den ægte,

spontane flygtning vi ser, er ofte træt og

møgbeskidt, fordi han har vadet over

marken,” siger Gunner Hede.

Vil du udelukke, at en person uden papirer

eller uden mudder på bukserne kan være reel

flygtning?

“Jeg kan selvfølgelig ikke hundrede

menneskesmugling 7


“ i partiet er Det ikke noget

plus at arbejDe i grænsepolitiet.

gunner hede, betjent i grænsepolitiet

foto nicolai howalt


procent sige, at det er sådan, men langt hen

ad vejen er det,” svarer Gunner Hede efter

en slurk danskvand.

det er etnisk kontrol, vi laver

Gunner Hede lægger ikke skjul på, at hans

evne til at se forskel på folk er vigtig for

hans arbejde.

“Vi kan lige så godt være ærlige og sige,

at det er på hudfarven, vi finder folk i dag.

Russerne og polakkerne kan være svære

at spotte, for de er lyse i huden, og de har

efterhånden fået vestlig standard for tøj og

hygiejne. Om man kan lide det eller ej, så er

det en etnisk kontrol, vi laver. Det kan ikke

være anderledes. Når en dansk familie kører

over grænsen, fordi den har været sydpå

for at handle, ser det jo pænt ud. Så er der

ingen grund til at gøre noget. De der ligner

alt andet end pæne familier er dem, vi tager

i dag,” siger han.

Gunner Hede taler ikke med stolthed

om den etniske kontrol, han konstaterer det

bare nøgternt. Og så laver han en af sine

mange, uundgåelige afstikkere fra arbejde

til politik.

“Schengen-aftalen er noget skidt. Næste

år bliver grænseovergangene ubemandede,

og så mister vi den visuelle kontakt. De få

sekunders øjenkontakt, når folk kører

gennem paskontrollen, betyder meget.

Uden den kontakt bliver vores arbejdsvilkår

ganske meget vanskeligere. Og jeg siger det

ikke, fordi politiet vil komme til at miste

arbejdspladser. Vi har tværtimod fået at

vide, at vi bliver flere i grænsepolitiet.”

Han bytter sin danskvand ud med kaffe

og bevæger sig for et øjeblik ind i privatpersonen

Gunner Hede.

“De illegale har forladt det land, de er

født i. Jeg synes, det er menneskeligt forståeligt,

at de prøver alt. Jeg ville gøre det

samme, hvis jeg var i deres situation. Jeg

ville da søge til USA eller Canada, hvor jeg

vidste, at min familie og jeg kunne klare os

godt. Men med min politikasket på er det

min opgave at forhindre det,” siger han.

ingen syMpati for sMuglere

Den menneskelige forståelse har dog sine

grænser. Gunner Hede vil også som privat

borger forhindre illegale grænseoverløbere.

“Jeg kunne aldrig finde på at hjælpe

nogen over grænsen eller skjule dem. Jeg

ringer da helt klart også og anmelder i

fritiden, hvis jeg ser noget. Det er det, jeg

bliver betalt for i de otte timer om dagen. Så

går der ikke noget af mig for at hjælpe mine

kolleger uden for arbejdstid. Men jeg ville

aldrig skride til civil anholdelse, jeg er ikke

politimand 24 timer i døgnet. Jeg gør det,

som min lærer på politiskolen lærte mig, at

skride ind, hvis jeg forventer, at andre borgere

gør det samme,” siger han.

Gunner Hede har derfor ingen sympati

for de danskere, der er menneskesmuglere.

“Det er ligeså modbydeligt som narkobagmænd.

Jeg tror sjældent, det er næstekærlighed,

der driver værket. Og vi må ikke

lukke øjnene for ulovligheder, blot fordi de

sker af næstekærlighed. Vi har godt nok

næsten aldrig kontakt med de økonomiske

bagmænd, men for mig er der ingen tvivl

om, at de findes. At det ikke er ham, der

kører flygtningene over grænsen, der står

bag smuglingerne.”

Nu er det selv for Gunner Hede svært at

skelne mellem kasketterne. Den private, den

politiske og betjentens.

“Jeg synes ikke, at Danmark bekæmper

menneskesmugling særlig effektivt. Kystlinien

er for eksempel ikke bevogtet en skid.

Jeg har da mange gange undret mig over, at

der pludselig dukker fremmede op i lystbådehavnene.

Er de måske kommet svømmende

eller med helikopter? Næh, de er da

sejlet over i nattens mulm og mørke, men vi

kan ikke bevise det,” siger han og tilføjer, at

end ikke 70.000 tyske soldater under Anden

Verdenskrig var i stand til at bevogte de

danske kyster.

“Og det mener jeg med alle mine kasketter

på.”

En betjent, en politiker og politihunden

Banjo blev en sen aften i 1987 fanget af

fotograf Jørgen Kølles kameralinse ved den

dansk-tyske grænse. Fotografen var bestilt

af Pia Kjærsgaard, daværende leder af

Fremskridspartiet, for at dokumentere

hendes besøg hos Baglandspatruljen.

Senere er fotografiet af hende og hendes

parti-kollega, politiassistent Gunner Hede,

trykt på forsiden af Dansk Folkepartis

medlemsblad “Danskeren”.

“ Vi kan lige så goDt Være ærlige og sige, at Det er på huDfarVen, Vi finDer folk i Dag.

Det kan ikke Være anDerleDes. når en Dansk familie kører oVer grænsen, forDi Den har Været syDpå

for at hanDle, ser Det jo pænt uD. så er Der ingen grunD til at gøre noget. De Der ligner alt anDet

enD pæne familier er Dem, Vi tager i Dag.

gunner hede, betjent i grænsepolitiet

8 menneskesmugling menneskesmugling 9


foto nicolai howalt

alis tavse flugt

ni ud af ti uledsagede flygtningebørn kommer til danmark med en agent. “Hvordan ville du ellers gøre?”, spørger 14-årige ali fra afghanistan.

i to måneder var han på flugt gennem Østeuropa. i biler med fremmede chauffører, i ukendte lejligheder og med en konstant ordre om at tie stille

af annette haugaard

Det larmer ikke, når man piller sig nervøst i

læben. Eller når man stirrer tomt ned på et

parketgulv. Og afghanske Ali har lært sig at

være stille.

Først fordi han skjulte sig for Talibanmilitsen

i Afghanistan; siden fordi han

ikke måtte vække opsigt på sin flugt gennem

Østeuropa; og nu fordi han ikke taler

samme sprog som de voksne, der omgiver

ham i Danmark, hvor han netop har fået

asyl.

Hvert år søger flere hundrede børn asyl

i Danmark uden deres forældre. Ni ud af ti

kommer hertil med hjælp fra menneskesmuglere,

vurderer Dansk Røde Kors

bisiddere, der er med som observatører ved

politiets afhøringer af børn. Menneske-

smuglerne arrangerer børnenes flugt og

følger dem på turen.

Det var dem, der lærte Ali at være tavs.

“På vej op i flyet hvisker agenten til mig,

at hvis jeg ikke er stille, vil politiet opdage,

at jeg er på flugt og arrestere mig.”

en barndoM præget af krig

Alis afghanske familie med mor, far og to

brødre boede oprindeligt i en lille by i

bjerg-ene i det område, der hedder Parvan.

Hans far arbejdede med biler, hans mor passede

hjemmet. Selv gik Ali i skole, men kun

i tre år. En lang række krige satte en stopper

for undervisningen.

Da Sovjetunionen i juledagene 1979

invaderer Afghanistan, lyder startskuddet

til en lang guerillakrig. Selvom de sovjetiske

soldater trækker sig tilbage ti år senere,

bliver der ikke fred i Afghanistan. Nu kæmper

en række partisangrupper internt om

magten. Den magtkamp kulminerer i 1996,

da den muslimske Taliban-bevægelse i løbet

af kort tid erobrer store dele af Afghanistan.

“Da Taliban besatte vores område,

flygtede vi til Kabul. Vi gik gennem bjergene

til fods i 20 dage, men så blev vi arresteret.

Nogen havde sladret til Taliban. Jeg sad i

fængsel i en uge. Jeg blev slået under fødderne,

for de ville have mig til at fortælle,

om vi havde nogen våben.”

Efter en uge bliver Ali løsladt, fordi han

afslører, hvor familiens våben er gemt. Han

når med resten af sin familie til hoved-

staden Kabul, hvor de flytter ind i et hus.

“En dag banker det på døren. Det er

Taliban. Min mor åbner og soldaterne beder

hende kalde på min far, mine brødre og

mig. Vi har været i krig mod Taliban, siger

de. Min mor forklarer dem, at min far er

på arbejde, og at hun kun har små børn, så

det kan ikke passe. Min far og jeg sad inde

i huset, men det opdagede Taliban ikke. De

gik igen. Men vi var bange for, at de ville

fængsle os og slå os ihjel, for det så vi, de

gjorde med andre sunnimuslimer.”

Senere konfiskerer Taliban familiens hus,

og familien er nødt til at flygte til et andet

sted.

“Dér opsøger soldaterne os også. Til sidst

tør min far og jeg ikke længere gå uden for

en dør. Efter nogle måneder beslutter vi, at

jeg skal flygte. Det er noget, vi bliver enige

om, mine forældre og jeg.”

Ali knuger sin højre hånd, så knoerne

bliver hvide.

“Vi havde ikke penge nok til, at alle

kunne tage af sted, og hvis min far rejste

med mig, var der ingen til at passe på min

mor.”

Mødet Med agenten

Alis far kontakter en agent i Pakistan efter

råd fra en bekendt. Faderen betaler agenten.

Ali ved ikke hvor meget, eller hvad der

bliver aftalt om flugten.

“ jeg bleV slået unDer

føDDerne, for De Ville haVe

mig til at fortælle, om Vi

haVDe nogen Våben.

40 menneskesmugling menneskesmugling 41

ali, 14-årig flygtning


“ jeg skulle se neD i jorDen for ikke at Virke mistænkelig,

Da Vi gik gennem kontrollen. han sagDe, at ellers bleV

Vi arresteret i flere måneDer.

ali, 14-årig flygtning

“Min mor fulgte mig til en stor by i

Pakistan, hvor vi overnattede...”

Alis mobiltelefon ringer. Han finder den

i lommen og trykker på knappen med det

røde rør. Han vil ikke afbrydes. Mobilen ringer

med det samme igen, han lægger atter

røret på. Det gentager sig et par gange. Ali

kryber ind i en tidslomme, hvor han

ordløst endnu engang tager afsked med sin

mor.

“...så tog hun tilbage.”

Samme dag møder Ali agenten på en

busstation, hvor han får udleveret et falsk

pas. Ali overtager en anden drengs identitet.

Han flyver med agenten til en anden by i

Pakistan og møder her de 20-25 andre, der

“ jeg Var helt alene, alle De anDre Var familier. tankerne om min far og mor,

om mine brøDre og om taliban VenDte tilbage til mig hele tiDen.

men jeg sagDe Det ikke. man skal ikke fortælle sin hemmeligheD til anDre.

ali, 14-årig flygtning

også skal afsted. Agenten fortæller, at de

skal med et russisk fly til Moskva, derudover

fortæller han ikke noget om ruten eller om

endemålet.

Det er i lufthavnen, at agenten første

gang gør opmærksom på, at Ali skal være

helt stille.

“Vi måtte ikke tale sammen, sagde

agenten, og vi skulle sidde hver for sig i

flyet. Det var ham, der bestemte. I luft-

havnen i Moskva sagde han, at jeg ikke

måtte kigge mig over skulderen eller på de

andre flygtninge. Jeg skulle se ned i jorden

for ikke at virke mistænkelig, da vi gik

gennem kontrollen. Han sagde, at ellers blev

vi arresteret i flere måneder.”

Hele gruppen bliver kørt til en boligblok

med lejligheder, hvor de får at vide, at de

skal opholde sig i 3-4 dage.

“Agenten sagde igen, at vi ikke måtte

snakke sammen. Hvis vi larmede, blev vi

opdaget. Så forsvandt han.”

De får udleveret penge til mad. Ali og de

andre skiftes til at købe ind i en afghansk

butik i nærheden, men altid til hele

gruppen. For at begrænse deres offentlige

færden.

“Ellers lavede vi ikke noget. Så tv. Vi

snakkede ikke sammen. Jeg var helt alene,

alle de andre var familier. Tankerne om min

far og mor, om mine brødre og om Taliban

vendte tilbage til mig hele tiden. Jeg var

bange og urolig for, om jeg nogensinde kom

fra lejligheden, men jeg sagde det ikke til de

andre. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige

til dem.”

Ali piller sig i læben.

“Man skal ikke fortælle sin hemmelighed

til andre.”

i bil genneM østeuropa

Efter 18-19 dage dukker agenten op igen en

tidlig morgen. Hele gruppen bliver kørt ud

til en skov, hvor de går i lang tid. En anden

bil, en kassevogn, samler dem op. De

klemmer sig sammen bagi.

“Jeg havde ikke ur på, så jeg ved ikke,

hvor længe vi kørte. Jeg kunne ikke se vejen,

så jeg ved heller ikke, hvor vi var. Det var

meget forvirrende.”

Kassevognen standser foran døren til et

hus, og Ali og de andre bliver lukket ud. De

får at vide, at de skal være i huset i nogle

dage. Agenten forsvinder igen.

“Der var en afghansk mand hos os hele

tiden. Hver gang vi sagde noget til

hinanden, kom han løbende og råbte

»ti stille«. Vi var ret bange for ham.”

Mønstret gentager sig nogle gange. De

kører, går i en skov, bliver sat af i et hus.

Men en dag bliver de kørt videre i to biler.

Ali er alene i den ene.

“Jeg ved ikke, hvorfor de skilte os ad.

Chaufføren sagde til mig, at jeg skulle ligge

på gulvet bag forsæderne, så politiet ikke

kunne se mig. Sådan kørte vi længe. Vi talte

ikke sammen, jeg kunne kun høre motoren.”

På et tidspunkt stopper bilen og chaufføren

siger, at Ali skal kravle om i bagagerummet.

Få minutter senere – efter en kort

køretur – får han lov at komme ud igen.

“ jeg kan ikke sige, om han Var en goD eller en Dårlig agent. han Var ikke flink,

men han Var heller ikke brutal.

“Jeg ved ikke hvorfor, jeg skulle gøre

sådan.”

Godt to måneders tavs flugt har vænnet

ham til ikke at bede om svar. Han siger, han

hverken har sejlet eller fløjet siden

ankomsten til Moskva. Præsenteret for et

atlas kan hans fregnede fingre ikke udpege

en rute. Med bare tre års skolegang ved han

end ikke, hvor Afghanistan ligger.

“Flere timer senere stoppede bilen. Vi var

ved en togstation. Chaufføren sagde til mig,

at det var Danmark, han lukkede mig ud

af bilen og kørte. Så stod jeg der alene, jeg

var virkelig bange. Der gik et par timer, der

kørte mange politibiler forbi. Efterhånden

blev det mørkt, så jeg var nødt til at bede

om hjælp. Jeg stoppede en mand fra Afrika,

og han viste mig politistationen på Hovedbanegården.

Hvad skulle jeg ellers gøre?”

Det er i november 1999. Politiet kører

Ali til Dansk Røde Kors’ børnecenter på

Frederiksberg i København, hvor han bliver

registreret som en asylansøger på 14 år. På

centret taler han i telefon med en tolk. Han

smiler ved tanken.

“Han fortalte mig, at det var rigtigt, jeg

var i Danmark. Og da jeg også kom til at

snakke med to andre fra Afghanistan, blev

jeg rolig. De sagde, det var okay.”

hverken flink eller brutal

Ali bor på børnecentret i fem måneder, før

han får svar på sin asylansøgning. Svaret er

positivt. I maj 2000 flytter han til et bofællesskab,

hvor der bor ni andre uledsagede

mindreårige fra hele verden, som også har

fået opholdstilladelse i Danmark.

Hans nye værelse er stadig bart. En seng,

et natbord, et skab og to kurvestole omkring

et bord. Væggene er hvide. På gulvet ligger

et enormt tæppe med en slags blomster i

rosa, mintgrøn og lilla. Det har han lige købt.

“Jeg ved ikke, hvad der skal ske nu. Jeg

har ikke rigtig snakket med nogen, for jeg

kan ikke tale engelsk eller dansk. Kun farsi.

Der var en medarbejder på centret, som

kunne mit sprog, ham talte jeg tit med. Og

så var der to andre børn fra Afghanistan, det

var godt. Men man bliver jo ikke venner,

bare fordi man kommer fra det samme land.

Jeg tænker mest på min mor og på min far

og mine brødre. Jeg er bange for, hvad der

sker med dem.”

Ali kan ikke sætte flere ord på sine tanker.

Det er, som om selv tankerne og krops-

sproget er blevet tavst. Selv forbinder han

ikke tavsheden med sine knap to måneder

på flugt med en menneskesmugler.

“Jeg kan ikke sige, om han var en god

eller en dårlig agent. Han var ikke flink, men

han var heller ikke brutal.”

Hvad er en god agent?

“Det er en, som kommer på besøg og ser,

hvordan man har det, når man gemmer sig

et sted. Det gjorde han ikke.“

Ali har ikke spekuleret på, at det er

ulovligt at være menneskesmugler. Faktisk

ved han slet ikke, hvad ordet ulovlig

betyder, ordet skal forklares.

“Men jeg ville have været bange, hvis jeg

havde vidst det.”

Han piller sig igen i læben med sine

tynde fingre.

“Jeg var bange alligevel. Jeg ved ikke,

hvordan man opfatter agenter i Afghanistan,

jeg kom jo næsten aldrig ud af huset. Men

sådan er det vist bare. Hvis man vil flygte,

skal man bruge en agent. Hvordan ville du

ellers gøre?”

Ali har selv ønsket at få sløret sin identitet.

Redaktionen

4 menneskesmugling menneskesmugling 4

ali, 14-årig flygtning


44

menneskesmugling

foto nicolai howalt

Menneskejagt ved den grønne grænse

døgnet rundt bliver der holdt øje. skjulte kameraer, tv-skærme og fotoceller venter

tålmodigt på de illegale grænseoverløbere og menneskesmuglere

af niels christiansen,

annette haugaard

og henrik kastoft

»HALT BUNDESGRENZE – KEIN GRENZ

ÜBERGANG.«

Budskabet er kontant: Her går grænsen

– STOP. Skiltet markerer overgangen fra

Forbundsrepublikken Tyskland til Kongeriget

Danmark. På den danske side står en

rød- og hvidmalet bom på tværs af grusvejen.

Alligevel snor en lille gangsti sig

undvigende hen over broen, uden om bommen,

ind i Danmark. At dømme ud fra den

slidte vegetation er der dagligt mennesker,

som trodser myndighedernes påbud.

Det øde sted hedder Bejers Kro. En lille

ubemandet grænseovergang i Sønderjylland.

Omgivet af marskens flade landskab med

saftigt grønt korn og læhegn af skæve nåletræer.

Broen og grusvejen krydser den

næsten usynlige grænse mellem Danmark

og Tyskland – kaldet »den grønne grænse.«

Dagligt forsøger mennesker fra alverdens

brændpunkter at komme fra Tyskland

til Danmark. På flugt fra krig, forfølgelse,

naturkatastrofer, fattigdom eller afslag på

asyl i et andet land.

Hvad de ikke ved, når de nærmer sig

grænseovergangen i Bejers Kro, er, at 30-40

kilometer herfra sidder to betjente. Med

øjnene rettet mod en tv-skærm parate til

at sende politifolk i hælene på de »illegale

grænseoverløbere« eller slet og ret »illegale,«

som de kaldes på disse kanter.

Stort set hver dag og nat går illegale i

politiets fælde. Dette døgn er ingen

undtagelse.

jagten går ind

Klokken er 23.00. Der er vagtskifte hos

Grænsepolitienheden i Padborg. Vagthavende

gør status. Klokken 10.48 pågreb

kolleger fem illegale grænseoverløbere fra

Mongoliet. Klokken 19.25 anholdt politiet,

hvad det umiddelbart betragter som to

herboende menneskesmuglere og en illegal

fra Rusland.

“Ja, det er sjældent, vi ikke fanger nogen

på en vagt,” siger Tim Wulff. Han er i nat

operativ koordinator for politiets indsats

mod de illegale og deres menneske-

smuglere. Sammen med kommunikationsassistent

Jørgen Larsen leder Tim Wulff

indsatsen.

De to uniformerede politifolk sætter sig

til rette i deres komfortable kontorstole.

Bevæbnet med kaffe, cigaretter og mange

års erfaring er de parate til otte timers vagt.

De to er næsten skjulte bag en høj

skranke. Fra deres pladser bag skranken

styrer Tim Wulff og Jørgen Larsen kameraer,

tv-skærme og fotoceller. Teknisk udstyr, som

skal hjælpe politiet til at afsløre menneskesmugling.

Klokken nærmer sig midnat. En efter en

melder betjente sig ved skranken. I løbet af

en time er de civile patruljevogne på vejene.

Endnu en nats jagt på menneskesmuglere

er i gang.

risikabelt at køre over grænsen

Når jagten lykkes, fanger politiet en eller

flere af de menneskesmuglere, som hjælper

flygtninge med illegalt at krydse lande-

grænsen.

I »Det Gule Palæ« i Gråsten sidder forsvarsadvokat

Philip Jensen ved et elipseformet

bord. På reolerne står læderindbundne

menneskesmugling 45


“ langt De fleste slusere er tyskere, men Der er også en Del

Danskere. i reglen er Det alminDelige mennesker, som Du og jeg,

Der har brug for penge.

en tilfældig uge i bov

»Fra mandag til søndag er der blevet anholdt

84 personer for illegal indrejse i Danmark.«

I ugeavisen Bov Bladet – der kalder sig selv

grænseegnens blad – er menneskesmuglinger

og illegale grænseoverskridelser langt fra en


niels erik nielsen, forsvarsadvokat

eksemplarer af Ugeskrift For Retsvæsen.

Philip Jensen har været forsvarer for mange

menneskesmuglere.

“Det seneste halve år har der været et

mærkbart fald i sager om menneske-

smugling. Det er muligvis på grund af et

ændret mønster. Smuglerne kører de illegale

til et sted syd for grænsen, og så går de illegale

selv over. Det er nok fordi, smuglerne

har fundet ud af, at det er for risikabelt

at køre over grænsen med den illegale.

Samarbejdet mellem politiet i Danmark og

Tyskland er blevet intensiveret, og tyskerne

har afdækket nogle smuglerorganisationer,

som formodentlig ligger underdrejet i en

periode,” forklarer advokaten.

Hans kollega, Niels Erik Nielsen, har også

været forsvarer for mange menneske-

smuglere i retten i Gråsten. Han forklarer

om forholdet mellem menneskesmuglerne

og de såkaldte »slusere«, som smuglerne

hyrer til den praktiske del af transporten.

Advokaterne er enige om, at en sluser får

omkring 1.500 kroner for hver voksne

person, de hjælper illegalt ind i Danmark.

Om slusernes nationalitet siger Niels Erik

Nielsen:

sensation. Aktiviteter hen over grænsen har

tværtimod deres egen faste plads i ugeavisen

sammen med hærværk, indbrud og andre

uddrag fra politiets døgnrapport.

Kilde: Bov Bladet uge 14

“Langt de fleste slusere er tyskere, men

der er også en del danskere. Endelig er

der en lille gruppe udlændinge, som bor i

Tyskland og Danmark. I reglen er det almindelige

mennesker, som du og jeg, der har

brug for nogle penge. Der er også folk, som

smugler mennesker af humanitære grunde,

men der er nok flest af dem, som gør det for

pengenes skyld.”

ser alt i Mørket

Dampen fra en kop kaffe blander sig med

cigaretrøg. Tim Wulff har sat sig til rette

foran de tv-skærme, som viser billeder fra

en række ubemandede grænseovergange.

Klokken er et om natten, og der er

buldrende mørkt udenfor. Men de infrarøde

kameraer ser alt i mørket. Træer, veje,

grænsebomme. Af og til melder de civile

patruljevogne tilbage til kommando-

centralen med besked om, hvor i grænselandet

de befinder sig.

“Hvis en vogn observerer noget mystisk,

bliver det meldt over radioen, og så sender

vi endnu en vogn, før vi standser køretøjet,”

forklarer Tim Wulff. Hans kollega i stolen

ved siden af, Jørgen Larsen, supplerer:

“Hvis betjentene ser en bil, som opfører

sig underligt, spørger de altid til den over

radioen. Vi tjekker registreringsnummeret.

Der er ikke mange biler, som får lov til at

køre rundt, uden at vi tjekker dem. Hvis der

er tale om en lokal borger, gør vi ikke mere.

Men hvis føreren har adresse nordpå, så er

det mistænkeligt.”

en Mistænkelig varevogn

Tor Brink er en af de seks betjente, som er

sendt ud i grænselandet i jagten på

menneskesmuglere og illegale grænse-

overløbere. Han er kørt ned til Kruså

grænseovergang for at hilse på en kollega.

Da en rusten varevogn nærmer sig fra

den tyske side, går kollegaen ud af sit lille

bur og rækker armen i vejret. Varevognen

ser mistænkelig ud, mener betjenten, og

beder den tyske chauffør slukke motoren,

stige ud og åbne bagdøren. Betjenten stikker

hovedet ind og konstaterer, at lastrummet

er tomt.

Tor Brink løber over til sin civile patruljevogn,

for der er meldinger om et køretøj,

som har vakt politiets interesse: En tysk bil

indregistreret i Hamborg er observeret ved

en rasteplads og er nu vendt om og kører

tilbage mod Padborg.

Motoren snerrer, mens Tor Brink i høj

fart sætter kurs mod den position, der bliver

meldt via radioen. Speedometernålen runder

150 kilometer i timen uden for Kruså og

fortsætter med at kravle opad.

fire skygger objektet

I kommandocentralen er der pludselig

travlt. Tim Wulff har sat fire vogne på sagen.

“Der kan være tale om en rystetur,” siger

han. En rystetur betyder, at chaufføren

forsøger at få bilen til at se mistænksom ud

for at fjerne politiets opmærksomhed fra et

andet sted.

“Det er da en mistænkelig færden, men

det kan jo handle om alt muligt. En der er

faret vild, narko eller et kærestepar, der leder

efter et hemmeligt sted,” siger Tim Wulff.

Vogn 126 skygger den mistænkte eller

»objektet«, som det kaldes over radioen.

Vogn 122 støder til, og Tor Brink i vogn 136

jager med 180 kilometer i timen frem mod

stedet.

“Det kan godt være, at jeg trækker to af

vognene ud og sætter nogle andre på, så vi

skifter biler undervejs og ikke bliver opdaget,”

siger Tim Wulff, netop som han får melding

om, at Tor Brink i vogn 136 er fremme.

par på vej i soMMerhus

Længere fremme på vejen ser Tor Brink to

biler. Den forreste er »objektet,« den

nærmeste er en patruljevogn. Han sætter

hastigheden ned, for ikke at komme for tæt

på. Patruljevognen foran melder over radioen,

at han vil afslutte skygningen og drejer

kort efter fra.

Nu er det Tor Brink, som skygger den

tyske bil. Han melder tilbage til centralen,

at »objektet« fortsætter mod nord ad Hærvejen.

Klokken 01.16 bliver det besluttet at

standse bilen. Tor Brink sætter sit blå blink

op i frontruden. To blink fra den civile

politibil markerer til chaufføren i bilen

foran, at han skal holde ind til siden.

Et øjeblik senere stiger Tor Brink ud af

sin patruljevogn, hilser pænt på det lidt

forskrækkede unge par i bilen. De er tyskere

på vej i sommerhus, forklarer de. Tor Brink

spørger, om han kan få lov til at se bagagerummet.

Det er fyldt med tøj, dyner og

madvarer. Ingen illegale grænseoverløbere

dér. Betjenten hilser høfligt og ønsker parret

en god ferie i Danmark.

”Han var regulær. Det var en tysker, som

havde taget en forkert afkørsel fra motor-

vejen,” lyder det over radioen tilbage til

kommandocentralen.

koster Mange penge

Advokat Philip Jensen er ikke i tvivl om, at

de fleste menneskesmuglinger er organiserede.

Synspunktet bygger han på de mange

politiforhør, han har været vidne til i retten

i Gråsten.

“Flygtningene er blevet hjulpet hertil og

har betalt for det. Mit indtryk er, at

personer i hjemlande som Iran og Irak

organiserer transporten. Typisk med lastbil

til Tyrkiet. Flugten foregår mere eller mindre

i ét stræk uden lange ophold. De bryder

dog turen op og har forskellige chauffører.

Alt andet ville være for risikabelt. Det er

typisk lokale personer og biler, der bliver

benyttet undervejs, fordi de er mest

anonyme på vejene,” forklarer advokaten.

Han har ikke noget indtryk af den samlede

pris for at blive smuglet, for flygtningene

betaler til det første led i smuglerkæden,

som så sørger for betalingen undervejs.

“Det er forholdsvis små beløb, politiet

finder på transportørerne. Det totale beløb

er langt større, og der er tale om mange

penge. Det ved jeg fra flygtningenes egne

“ Der er ikke mange biler, som får loV til at køre runDt, uDen at Vi tjekker Dem. hVis Der er tale

om en lokal borger, gør Vi ikke mere. men hVis føreren har aDresse norDpå, så er Det mistænkeligt.

jørgen larsen, koMMunikations-assistent i grænsepolitiet

beretninger,” siger Philip Jensen. Han er dog

uenig med de, som hævder, at der er flere

penge i at smugle mennesker end at smugle

narko.

“Med få undtagelser er straffen væsentlig

mere alvorlig for narkotikasmugling end for

menneskesmugling. Udfra det vil jeg sige, at

der er flere penge i narkotika.”

Tim Wulff er uenig med advokaten. Som

de fleste andre politifolk, mener han, at

fortjenesten ved at smugle mennesker langt

overgår fortjenesten ved at smugle

narkotika.

de stirrende øjne

Klokken er to om natten og stilheden har

sænket sig over kommandocentralen. Jørgen

Larsen lægger 7-kabale på computeren.

“Det må vi godt ind i mellem.”

Da kabalen går op for anden gang, retter

han blikket op mod overvågnings-

skærmene. Alt er roligt. Kameraerne er

som øjne, der stirrer ud i nattens mulm og

mørke uden at blinke.

Alarmen i Bejers Kro går i gang og

kamera 7 fastfryser tre billeder med få

sekunders mellemrum. Tim Wulff studerer

billederne, men da der ikke viser sig nogen

4 menneskesmugling menneskesmugling 47


“ en typisk sluser er hViD.

De har større chance for

at slippe oVer grænsen

uDen problemer.

phillip jensen, forsvarsadvokat

eller noget på dem, trykker han på en knap

og nulstiller kameraet.

“Det var nok et dyr,” konstaterer Tim

Wulff. Han finder i stedet noget statistik på

sin computer.

I løbet af de første fire måneder i 2000

har Grænsepolitiet pågrebet 944 personer,

som på illegal vis forsøgte at komme ind i

Danmark. Alene i april er det blevet til 213.

Op imod halvdelen af anholdelserne er sket

efter tip fra lokalbefolkningen. Disse tal må

offentligheden gerne kende. Tim Wulff og

kollegerne er mere hemmelighedsfulde, når

det kommer til antallet af overvågningskameraer,

fotoceller og patruljevogne på

vagt. Politiet er godt klar over, at menneskesmuglerne

kigger betjentene over skuldrene

for bedre at kunne tilrettelægge kommende

smuglinger. Derfor holder politiet den slags

oplysninger tæt ind til kroppen.

Hverken politiet eller de lokale lægger

derimod skjul på, at det er mennesker med

mørk hud, man holder mest øje med.

de fleste slusere er hvide

Smuglerne ved godt, at politiet har et godt

øje til mørklødede personer. De to forsvarsadvokater

i Gråsten har med tiden fået et

ganske godt kendskab til smugler-

organisationernes valg af slusere. Philip

Jensen siger:

“En typisk sluser er hvid. De har større

chance for at slippe over grænsen uden

problemer. Det er også meget normalt, at

der er både en mand og en kvinde i bilen

– det virker mindre mistænkeligt. De andres

risiko for at blive standset er større. Der har

været en del mænd fra tyske storbyer, for

eksempel Hamborg. Deres bevæggrund er

ofte pengene, men forbavsende mange af

dem er i arbejde. At de bliver afsløret

skyldes mange gange, at de ikke kan stå for

presset, når de kommer til grænsen og

bliver bedt om at åbne bagagerummet. De

ryster på hånden eller blikket flakker. Det er

ikke et godt tegn,” siger forsvarsadvokaten.

For politiet er det derimod et godt tegn.

Det er ofte detaljerne, der afslører en sluser.

Hvis bagagerummet bliver åbnet med en

nøgle, vil dommeren som regel forkaste en

forklaring om, at flygtningen selv er kravlet

ned i bagagerummet på en rasteplads, og at

chaufføren var uvidende om, at han havde

en blind passager med i sin bil. Springer

bilisten derimod tilbage med et gisp, når

“ Det er Da en mistænkelig færDen, men Det kan jo hanDle om

alt muligt. en Der er faret VilD, narko eller et kærestepar, Der

leDer efter et hemmeligt steD.

tiM wulff, operativ koordinator, grænsepolitiet

bagagerummet åbnes, er det en detalje, som

kan tale til mistænktes fordel.

Advokat Niels Erik Nielsen siger om

dommene i langt de fleste retssager mod de

slusere, som transporterer personer illegalt

over grænsen:

“De får typisk en dom på 30-40 dages

fængsel. Det svarer til dommen for at stikke

en anden en lussing på et værtshus.”

De fleste menneskesmuglere skal dog

ikke i fængsel efter dommen i byretten.

Smuglerne er i reglen varetægtsfængslet

30-40 dage under politiets efterforskning og

har dermed allerede afsonet deres straf.

lyser hele Marken op

Tor Brink har standset sin patruljevogn ved

en mark lige nord for grænsen. Han skal

afprøve et nyt apparat til afsløring af illegale

grænseoverløbere; en infrarød lampe.

Lampen er en lommelygte i jumbo-

format. Ved at skrue et infrarødt filter foran

den kraftige pære bliver den stærke lysstråle

pludselig usynlig for det blotte øje. Med

natkikkerten for øjnene og med lampen i

en rem over skulderen stiller han sig ud på

marken og tænder for lampen.

“Hold da kæft mand... det er helt vildt,”

Med på en lytter

28. maj 1997 vedtog Folketinget en række

ændringer af retsplejeloven. ændringerne

betyder, at politiet i dag kan aflytte telefoner

og rum i forbindelse med efterforskning af

sager om menneskesmugling. Politiet må også

bryde brevhemmeligheden samt tilbageholde

breve og indhente teleoplysninger. Blandt

betingelserne for disse meget vidtgående

indgreb er, at der er tale om en forbrydelse,

som har medført eller kan medføre fare for

menneskers liv eller velfærd eller for

betydelige samfundsværdier

. Kilde: Folketinget

48 menneskesmugling menneskesmugling 49

foto nicolai howalt


udbryder Tor Brink begejstret. Og synet er

ganske imponerende. Lampen lyser hele

marken op, næsten som var det dagslys.

Ingen grænseoverløber vil have en chance

for at opdage betjenten, som han står der i

buldrende mørke, mens Tor Brink til

gengæld kan følge hver eneste bevægelse på

flere hundrede meters afstand. Efter afprøvningen

sætter han sig ind i patruljevognen

igen. Tor Brink er glad for sine mange nattevagter

langs grænsen og ville meget nødigt

bytte med dagvagter.

Han starter bilen og fortsætter sin

patrulje.

bange for sMuglerne

Politiet sigter kun slusere og menneskesmuglere,

ikke illegale grænseoverløbere,

som søger asyl. Baggrunden er blandt andet,

at en sigtet person ikke kan vidne mod en

anden i samme sag. Altså at grænse-

overløberen ikke kan vidne mod smugleren.

Og ofte er grænseoverløberen politiets

eneste vidne mod menneskesmugleren.

Derfor bliver forsvarsadvokat Philip

Jensen kun indblandet i sager, hvor politiet

har pågrebet menneskesmuglere.

“Hvis smugleren tilstår, bliver flygtningene

ikke ført som vidner. Hvis smugleren

nægter, kan det ske. Jeg har haft sager, hvor

flygtningene siger, at de ikke kender noget

til ham og hans bil. De illegale er typisk

ikke begejstrede for at fortælle noget. Nogle

flygtninge er bange for smuglerne, især hvis

det er en person af samme nationalitet, som

måske skal hjælpe landsmænd eller familiemedlemmer

over grænsen senere. Så tør de

ikke sige noget,” fortæller Philip Jensen.

Han tror, at Danmarks bekæmpelse af

menneskesmugling er “meget effektiv,” som

han siger.

“Jeg tror ikke, antallet af illegale er faldet,

måske snarere steget, men antallet af

menneskesmuglere er faldet. Dels på grund

af grænsepolitiet, dels på grund af stor

opbakning fra lokalsamfundet. Der skal ikke

meget til, før man tipper politiet. Hvis folk

ser en person, der ser udenlandsk ud, så

tipper man,” forklarer forsvarsadvokat

Philip Jensen.

trætte af at se på tv

Klokken er fem om morgenen, og himlen er

ved at lysne i øst.

Tim Wulff og Jørgen Larsen gaber om

kap. Deres øjne er rødsprængte og trætte af

at stirre ind i tv-skærme, hvor der ingenting

sker. Heller ikke fotocellerne har givet

resultat i nat. Fotocellerne er placeret

strategiske steder i grænselandet og

fungerer i princippet som to følere i døren

ind til et supermarked. Fotocellerne er

placeret med et par meters mellemrum, så

Tim Wulff på sit panel kan registrere, om

det, der har aktiveret alarmen, bevæger sig i

nord- eller sydgående retning.

Pludselig går alarmen ved Skomagerhus.

En ung mand i mørk jakke træder ind i

billedet, og bevæger sig ud på en gangbro.

På midten af broen skræver han hen over

en kæde, som markerer grænsen mellem

Danmark og Tyskland. Derefter standser

han. Læner sig op ad rækværket og

betragter en svane, som glider under broen

og ud på den spejlblanke Flensborg Fjord.

“Her er utroligt smukt,” siger den unge

mand og vender blikket mod øst, hvor solen

er ved at stå op. Han retter sig op, vinker

til overvågningskameraet og går ind på den

danske side.

Alarmen og den unge mand ved

Skomagerhus skaber ingen panik i

kommandocentralen. Højst lidt forventningsfuld

glæde. For den unge mand er Tor

Brink, og sammen med de andre betjente er

han nu på vej tilbage til politistationen.

“ meD få unDtagelser er straffen Væsentlig mere alVorlig

for narkotikasmugling enD for menneskesmugling. uDfra

Det Vil jeg sige, at Der er flere penge i narkotika.

philip jensen, forsvarsadvokat

I personalestuen på stationen damper

kaffen på kanden, og der står nybagt brød

på bordet. Betjentene slutter vagten med

løs hyggesnak. Inde ved kommandocentralen

ændrer billederne på tv-skærmene sig.

Efterhånden som solen står op, forvandler

de grynede sort-hvide billeder sig til skarpe

farvekopier af »den grønne grænse.«

efterskrift:

Godt en time senere giver Grænsepolitiets

menneskejagt resultat. Klokken 08.12

begynder politiet skygningen af en svensk

bil, som kører i området ved Rudbøl nær

Tønder. På vejen mellem Rudbøl og Højer

samler den svenske bil en jugoslavisk familie

på to voksne og to børn op. Politiet

anholder dem. Familien er i besiddelse af

falske tjekkiske pas og har tidligere søgt asyl

i Tyskland. Familien bliver udvist til Tyskland

tre dage senere. Føreren af den svenske

bil – en jugoslav fra Sverige – får en bøde

på 2.500 kroner og bliver udvist af Danmark

med indrejseforbud i et år.

ikke et super-politi

Tysklands tidligere forbundskansler Helmuth

Kohl opfordrede i 1991 EU-landenes stats- og

regeringschefer til at opbygge et fælles

euro-pæisk politisamarbejde, det såkaldte

Europol. Som en forløber for Europol blev det

ved en ministerbeslutning i 1993 vedtaget at

oprette EDU (Europols narkotikaenhed). EDUs

formål er at fremme udveksling af oplysninger

om narkotika og hvidvaskning af penge. I 1994

og 1996 blev det vedtaget at udvide EDU’s

kompetence til også at omfatte:

- ulovlig handel med nukleare og radioaktive

substanser

- organiseret ulovlig indvandring

- handel med stjålne køretøjer

- menneskehandel (seksuel udnyttelse af

mennesker)

Europol er ikke et »super-politi«, der kan

anholde kriminelle overalt i medlemslandene.

Samarbejdet er snarere en »oplysnings-central«

for de nationale politikorps.

Kilde: Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet

50 menneskesmugling menneskesmugling 51

fotos nicolai howalt

regler når en illegal pågribes

Når Grænsepolitiafdelingens betjente

pågriber en illegal grænseoverløber ved den

dansk-tyske grænse, sker der følgende:

1) Hvis fingeraftrykket viser, at personen

tidligere har søgt asyl i Tyskland, sendes

grænseoverløberen umiddelbart efter

tilbage til Tyskland i henhold til den

særaftale, de to lande har indgået.

2) Hvis grænseoverløberens fingeraftryk

ikke kendes i Tyskland, og personen søger

asyl, går vedkommende i såkaldt normalprocedure.

Det betyder, at vedkommende

hurtigst muligt transporteres til center

Sandholm i Nordsjælland. Her afhøres

vedkommende af politiet. Udlændinge-styrelsen

behandler herefter asylansøgningen.

Under sagen undersøger myndighederne,

om asylansøgeren har søgt asyl i et andet

EU-land. Har vedkommende det, vil

personen i henhold til Dublin-konventionen

blive returneret til det land.

Inden transporten til Sandholm bor

familier med børn på et vandrerhjem i Store

Jyndevad nær den dansk-tyske grænse. Alle

andre indkvarteres i arresten i Aabenraa.

3) Hvis grænseoverløberen pågribes

af betjente fra andre politikredse end

Sønderborg, Gråsten eller Tønder bliver de

altid kørt til Sandholm. Herefter begynder

sagsbehandleren at undersøge, om vedkommende

har søgt asyl i et andet EU-land.

4) Hvis Grænsepolitiafdelingen skygger et

køretøj helt til Fyn eller Sjælland, før de

pågriber bilen, vil 1 eller 2 træde i kraft

afhængigt af den konkrete situation.


hjælp til gendarMerne

Baglandspatruljen i Sønderjylland har eksisteret

i 31 år. Patruljen blev dannet i Gråsten

politikreds i 1969 som støtte til de daværende

grænsegendarmer. Dengang som nu er bag-

landspatruljens opgave at opklare og hindre

illegal indvandring i Danmark.

Baglandspatruljen har i mellemtiden skiftet

navn til Grænsepolitiafdelingen. Navneskiftet

skete i forbindelse med sammenlægningen af

baglandspatruljen og paskontrollen i Tønder

og Gråsten politikredse.

Grænsepolitiafdelingen har opereret siden 1.

maj 1999.

Kilde: Dansk Politi, juli 1998

foto nicolai howalt

Jeg har gået mange skridt

i dag er gendarmstien et turistmål i sønderjylland, men i 40 år var den kaj Jensens arbejdsplads. til fods patruljerede han langs

den tyske grænse for at stoppe illegale grænseoverløbere. i dag er han pensionist, men han har ikke helt sluppet sin tjeneste

af annette haugaard

Den ligger få hundrede meter fra den hvide

plastik-havestol, han sidder i. Grænsen til

Tyskland. Markeret med en bom, der hvor

Sofiedalvej slår et knæk. Hele livet har

adskillelsen af de to nationer haft betydning

for ham, både privat og som ansat i statens

tjeneste.

69-årige Kaj Jensen er tidligere gendarm.

I 40 år patruljerede han langs den dansktyske

grænse, først til fods, siden på cykel

og i bil. Hver eneste dag. Med det formål at

stoppe illegale grænseoverløbere.

“Hver som en blev meldt. Jeg har altid

stået for, at hvis noget ikke var rigtigt, skulle

man stå til regnskab for det. Jeg kunne da

godt tænke: Det er ærlig talt synd for den

mand, hvis jeg anholder ham. Men vi måtte

jo følge reglerne.”

Da det nuværende Sønderjylland i 1920

blev stemt tilbage til Danmark, efter 56 år

under den tyske ørns vinger, flyttede

datidens grænsebetjente, gendarmerne,

deres arbejde sydpå for at bevogte den nye

streg på kortet. Blandt de allerførste var Kaj

Jensens far. Og i mere end én forstand fulgte

sønnen i faderens fodspor.

“Fra 1952 til 1973 gik jeg som gendarm

lige hernede. Vi kaldte det »gæ langsestien«,”

siger han og peger mod syd på den

jordvej parallelt med grænsen, som han på

sønderjysk betegner som at »gå langs.«

“Så jeg har gået mange skridt i mit liv.”

Fra grænseovergangen i Sofiedal og cirka

10 kilometer mod vest til bommen i Lille

Jyndevad patruljerede Kaj Jensen og 15

andre mænd døgnet rundt. Deres vagtskema

var i mange år en evig gentagelse af fire

timers tjeneste og otte timers frihed.

0 kroner for en illegal

“Vi skulle anholde dem, der ikke kunne

legitimere et lovligt ophold i Danmark.

Dengang var det personer, som havde

forbrudt sig i Tyskland – folk som havde

en skidt samvittighed og for eksempel var

stukket af fra et fængsel. Vi fulgte dem til

vagtmesterens hus, hvor politiet overtog

ansvaret.”

For gendarmerne betød en anholdelse

ikke blot fuldført tjeneste, men også en

fordobling af dagslønnen. Gendarmerne fik

en kontant bonus på 20 kroner, hver gang

de anholdt en illegal, som Kaj Jensen kalder

dem. Han mener, bonussystemet fungerede

helt indtil slutningen af 1960’erne.

“Så vi havde et usandsynligt godt forhold

til landmændene i området. Hvis de

så noget mystisk, sagde de det til os, for vi

havde en aftale om at dele lige over i

porten,” griner han og tager en slurk kaffe af

sin meget danske kop, en kopi af det

muselmalede porcelæn.

“Men det var sgu ikke hver dag, vi

fangede nogen. Det kunne ske, at vi tog

2-3 stykker på en dag, og så kunne der gå

flere måneder uden. Men en ting var

sikkert: Vores grænse var bevogtet.”

For Kaj Jensen var det dengang som nu

det vigtigste.

det sidder i blodet

I dag er den tidligere gendarm pensioneret.

Det har han været siden 1992. I sin blå

Kansas-kedeldragt får han tiden til at gå

med reparationer af huset og med at passe

den hest, han tager til ringridning med hver

sommer. Men han er ikke mere pensionist,

end at han stadig holder øje med illegale

grænseoverløbere.

“Jeg går ikke længere ud og stopper dem

på vejen. Det har jeg ikke gjort, siden min

tjenestehund døde. Og jeg kan heller ikke

få mig selv til at gå ud for decideret at lede

efter dem, men hvis jeg ser noget fra huset,

så ringer jeg til politiet. Jeg kan ikke lade

være. Det sidder i blodet.”

Han tager sin kasket af og stryger hånden

gennem sit sparsomme hår.

“De kommer gående til fods på den lille

vej hernede. Jeg kan med det samme se, at

der er noget galt, når de kommer daskende.

Nogle danskere siger, de er sølle og stakkels

flygtninge. Det er de slet ikke, for de har

penge til at betale for at komme her. Det

er kun de pengestærke, og de har slet ikke

noget med flygtninge at gøre.”

Kaj Jensen er ikke meget for at sætte tal

på, hvor tit han anmelder nogen. Hans hvide

undertrøjer og blåternede lommetørklæder

får lov at blafre et par gange på tørresnoren

bag ham, før han præciserer.

“I lang tid var der jævnligt et par stykker

om ugen, men siden politiet er begyndt at

sætte kameraer op, er det, som om de ikke

tør gå over her. Men det er vel en 15-20

stykker i alt, jeg har anmeldt. De seneste var

for 3-4 måneder siden.”

“ Vi haVDe et usanDsynligt goDt forholD til lanDmænDene i områDet.

hVis De så noget mystisk, sagDe De Det til os, for Vi haVDe en aftale om at Dele lige oVer i porten.

kaj jensen, tidligere grænsegendarM

5 menneskesmugling menneskesmugling 5


vil i komme og se på det?

Halvdelen af de gange politiet anholder en grænseoverløber ved den dansk-tyske grænse, skyldes det tip fra lokale borgere

af niels christiansen

Sort hår, mørk hud og et forvirret udtryk i

øjnene. Ved den dansk-tyske grænse er disse

karakteristika rigeligt til, at lokale borgere

kontakter politiet.

Ifølge Analyse & Planlægningsafdelingen

hos Padborg Politi sker 49 procent af anholdelserne

af illegale grænseoverløbere, fordi

sønderjyder løfter telefonrøret og ringer til

politiet.

“Anmeldelserne er som oftest navngivne.

De lyder typisk på, at der går to mørklødede

mænd på en græsmark: Vil I komme og se

på det?” fortæller politiassistent Gunner

Hede fra Grænsepolitiafdelingen i Padborg.

Den sønderjyske entusiasme vækker

vidt forskellige reaktioner hos politikerne

på Christiansborg. Centrum Demokraternes

Arne Melchior tager kraftigt afstand fra det,

han kalder “angiveri”.

“Jeg misbilliger på det kraftigste angiveri

af grænseoverløbere. Jeg kunne aldrig selv

gøre det. Som barn blev jeg 1 1943 smuglet

ud af Danmark i nattens mulm og mørke,”

fortæller Arne Melchior.

“Jeg kunne aldrig drømme om at angive

den slags. Man aner jo ikke, hvad det er for

et menneske, man angiver. Man kan heller

ikke vide, hvad der vil ske med den person,

man angiver.”

Kristian Thulesen Dahl fra Dansk

Folkeparti er lodret uenig. Han mener ikke,

at anholdte grænseoverløbere bliver sendt

tilbage til en uvis skæbne. Og om de sønderjyske

anmeldere har han kun godt at sige.

“Det er fint, at de anmelder ulovlig

grænseoverløberi. Det er en indsats for

Dan-mark,” siger Kristian Thulesen Dahl.

alle ringer – og dog

En sønderjysk taxichauffør, der ønsker at

være anonym af hensyn til sin arbejdsplads,

fortæller, at han flere gange har standset sin

taxi, når han har set mørklødede personer

gå langs de små landeveje i grænselandet.

“Så spørger jeg dem, om de vil med op at

køre – det koster ikke noget. Mindst én gang

“ engang spurgte nogle illegale, som jeg haVDe taget op, om De måtte låne min mobiltelefon. Det

gaV jeg Dem selVfølgelig loV til, for så kunne jeg bagefter aflæse nummeret, Der Var ringet til, og

giVe Det ViDere til politiet, som kunne snuppe nogle af Deres kumpaner.

sønderjysk taxichauffør

har jeg kørt de illegale direkte til politi-

stationen. Ellers ringer jeg til politiet straks

efter, at jeg har sat dem af. Så er betjentene

der med det samme og vupti, så er flygtningene

anholdt,” fortæller taxichaufføren.

“Engang spurgte nogle illegale, som

jeg havde taget op, om de måtte låne min

mobiltelefon. Det gav jeg dem selvfølgelig

lov til, for så kunne jeg bagefter aflæse

nummeret, der var ringet til, og give det

videre til politiet, som kunne snuppe nogle

af deres kumpaner.”

Men politiet får hjælp fra andre end

områdets taxichauffører.

“Alle ringer. Det er noget, man snakker

med sine naboer om. Jeg tror, at alle

beboere i Sofiedal ville anmelde en illegal.

Hvis der var en på vejen, der ikke gjorde det,

så ville det være mærkeligt,” fortæller Kaj

Jensen,-der er pensioneret grænsegendarm

og bor få hundrede meter fra Tyskland.

Langs grænsen er der dog mennesker,

som vælger at lukke øjnene. På Bov Kro sid-

54 menneskesmugling menneskesmugling 55

foto nicolai howalt


5

der en midaldrende mand i rød termovest

og ternet skjorte med opsmøgede ærmer.

“Jeg tipper ikke politiet. Det ville jeg have

en dårlig smag i munden over. Jeg skal ikke

spille tolder eller politi. Jeg ville føle mig

som en stikker. Men der er mange, som ikke

har de hæmninger,“ siger krogæsten, der

ønsker at være anonym.

øMtåleligt eMne

Bortset fra Arne Melchior og Kristian

Thulesen Dahl er det på Christiansborg

svært at spore en klar holdning til angiveriet

i Sønderjylland.

Emnet er ømtåleligt. Selv garvede,

medievante politikere har svært ved at finde

menneskesmugling

et ben at stå på i spørgsmålet om anmeldelse

af personer, som illegalt krydser den

dansk-tyske grænse.

“At 49 procent af de anholdte grænseoverløbere

er angivet af den sønderjyske

lokalbefolkning overrasker mig – det

er mange,” siger Knud Erik Hansen fra

Socialistisk Folkeparti. Og tilføjer:

“Men jeg har svært ved at forholde mig

til det. Jeg ville nok ønske, at det var færre,

men det behøver ikke være på grund af

racisme eller anden form for intolerance,

at lokalbefolkningen gør det. Det kan også

være udtryk for retskaffenhed, at folk

vælger at ringe til politiet.”

Formand for Kristeligt Folkeparti, Jann

Sjursen, synes, det er ulykkeligt, at en del af

befolkningen mener, at de personer, der

illegalt krydser grænsen, ikke er »rigtige«

flygtninge.

Omvendt kan jeg på mange måder godt

forstå reaktionen hos folk i grænseområdet.

De bor jo lige der, hvor grænseoverløberne

passerer. Problemet er meget konkret for de

lokale,” siger Jann Sjursen.

orker ikke at blive ved

Ifølge politibetjent Gunner Hede fra

Grænsepolitiafdelingen i Padborg er antallet

af anmeldelser fra lokalbefolkningen faldet

en smule i de senere år.

foto nicolai howalt

“Tidligere blev der ringet, straks en

mørklødet person bevægede sig rundt i

Padborg. Men det sker ikke i samme omfang

længere,” siger han.

Den anonyme taxichauffør er enig og

tilføjer:

“Vi er nok ikke så flittige til det, som vi

har været. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er

det fordi, vi nu har prøvet det så tit. Vi orker

ikke at blive ved. Jeg vil nok stadig tippe

politiet, men der er ikke så meget spænding

i det længere.”

More magazines by this user
Similar magazines