Om Menneskesmugling - udgivet 2000 - Dansk Røde Kors

foto peter overgaard funch

en mangfoldig verden 

En skjult, kriminel verden som menneskesmuglernes er ikke 

befolket med officielle statistikker. Men ingen er i dag i tvivl 

om, at flygtninge i stor udstrækning betaler for at blive 

hjulpet til Europa og til Danmark. 

I de seneste år har cirka halvdelen af alle asylansøgere i 

Danmark søgt asyl ved porten til Dansk Røde Kors’ 

modtagecenter Sandholm og ikke ved en officiel grænseovergang. 

Sammen med flygtningenes egne beskrivelser af 

deres rejseruter er det en indikator for, at ikke alle kommer 

lovligt ind i landet. 

Nogle har fortalt dem om vejen til det nordlige Sjælland. 

Men nogle har også fortalt dem om Europas restriktive 

indrejseregler. Disse »nogle« er ofte menneskesmuglere. 

Menneskesmuglere er et mangfoldigt folkefærd. Der er 

de skruppelløse, der sætter flygtninges liv på spil, som det 

senest skete i sommeren 2000, da 58 kinesere blev fundet 

døde i en kølevogn på havnen i den engelske grænseby 

Dover. Kvalt af iltmangel under transporten. Der er det mere 

stilfærdige forretningsfolk, der driver en art rejsebureau for 

flygtninge. Og der er de ulønnede og frivillige menneskesmuglere, 

som hjælper ud fra en humanistisk overbevisning. 

I dette magasin har vi forsøgt at vise flest mulige facetter 

af menneskesmuglingen, som den beskrives af de involverede 

selv og ikke af observerende eksperter. Fordi menneskesmugling 

er en del af den bagage, mange beboere på Dansk 

Røde Kors’ asylcentre kommer med, selv udøver eller stadig 

betaler af på. Og fordi det dermed er en problematik, der 

har interesse for medarbejdere og frivillige på Dansk Røde 

Kors’ asylcentre. 

Men også fordi menneskesmugling har en almen 

interesse i flygtningedebatten. Mediernes og politikernes 

opmærksomhed er ofte foranlediget af aktuelle anholdelser 

ved den dansk-tyske grænse, af en tragisk sag som 

den i Dover eller af politiets seneste optrævling af organiseret 

smugling med udgangspunkt i en lejlighed i Korsør. 

Sjældnere med det formål at afdække eller nuancere emnet. 

Der skal ikke herske tvivl om, at Dansk Røde Kors tager 

afstand fra menneskesmugling, den neutrale og uafhængige 

valget af ord 

Begrebsforvirringen er ofte total, når der skal sættes ord på 

de mennesker, der flygter fra deres hjemland. I dette magasin 

har vi valgt at kalde dem flygtninge, selvom personerne ikke 

nødvendigvis er anerkendt som sådan efter FN’s konventioner. 

I citater har vi dog været tro mod det ord, den interviewede selv 

bruger. 

Røde Kors-bevægelse er også forpligtet til at overholde et 

lands love. Og menneskesmugling er kriminelt. 

Men Dansk Røde Kors har samtidig en særlig forpligtelse 

til at tage sig af de mest sårbare og svage, deriblandt asylansøgere. 

Til at tale deres sag eller give dem stemme, hvor 

de ikke selv kan komme til orde. Også når det handler om 

at fortælle, at for nogen var den illegale indrejse, de manglende 

identitetspapirer og den dunkle viden om transporten 

til Danmark en nødvendighed. 

En nødvendighed for overhovedet at nå frem til det land, 

hvor de kan få opfyldt et legitimt og berettiget behov for 

beskyttelse, hvis myndighederne er enige. At krydse 

grænsen illegalt skaber ikke en illegal flygtning, blot en 

illegal indrejse, der ikke i sig selv siger noget om en 

flygtnings behov for beskyttelse eller ej. 

Det er med den nuancering i erindring, asylansøgere bør 

modtages og behandles. 

annette haugaard 

indhold 

Moses var den første I 20 år har iraneren Amir Heidari været 

menneskesmugler. Han hævder at have smuglet 150.000 personer til Vesten. 

Fra sin fængselscelle i Sverige fortæller han hvorfor. 

ni døgns Mareridt “Vi fik hver en sovepose, to flasker vand, en cola 

og noget ost. Så var det af sted, vi fik ikke at vide hvorhen.” Irakeren 

Sindbad blev smuglet gennem Europa i bunden af en lastbil. 

alle burde være MenneskesMuglere Danske Per lever på over- 

fladen et normalt liv, men i fritiden hjælper han gratis flygtninge ind i og 

ud af Danmark. 

Minister til kaMp Mod MenneskesMugling Justitsminister Frank 

Jensen kalder menneskesmugling en infam forbrydelse. I Folketinget er 

meningerne delte. 

i tyrkiet er flygtninge en forretning På hoteller, gadehjørner og 

i forretninger i Istanbul kan flygtninge mod betaling hyre en menneskesmugler. 

Men ikke alle når deres mål. 

flugten fra frederiksberg Som 14-årig flygtede Bent Melchior og 

hans famile fra nazisterne. Prisen for sejlturen til Sverige var 63 gange 

højere end den månedlige husleje på Frederiksberg. 

betjentens to kasketter Hans politiske holdning er rodfæstet i Dansk 

Folkeparti – lønnen tjener han som grænsebetjent i Padborg. Gunner Hede 

mener selv, han kan håndtere kasketterne. 

alis tavse flugt Med besked om altid at tie stille tilbragte en afghansk 

dreng to måneder med menneskesmuglere i Østeuropa. Uden sine 

forældre. De havde ikke råd til at rejse med. 

Menneskejagt ved den grønne grænse I civile biler er politiet i 

grænselandet på udkig efter illegale grænseoverløbere. Og hvad 

betjentene ikke ser, bliver registreret af skjulte kameraer og fotoceller. 

jeg har gået Mange skridt I 19 år patruljerede Kaj Jensen den 

dansk-tyske grænse til fods. En opgave han aldrig har sluppet helt. 

vil i koMMe og se på det? Bag gardinerne holder nogle borgere i 

Sønderjylland et vågent øje. Tip fra lokale hjælper politiet med hver anden 

anholdelse af illegale grænseoverløbere. 

menneskesmugling menneskesmugling 

4 

14 

18 

4 

8 

Magasinet er udgivet af: Dansk Røde Kors Asylafdeling, Dag Hammarskjölds Allé 28, Postbox 810, DK 2100 København Ø 

Telefon: + 45 35 43 22 44, Fax: + 45 35 43 24 44, E-post: asyl@redcross.dk, Hjemmeside: www.asylum.redcross.dk 

Annette Haugaard, ansvarshavende redaktør. Henrik Kastoft, redaktør 

redaktion Hussein Ferdowsipour, Niels Christiansen, Annette Haugaard, Henrik Kastoft 

foto Nicolai Howalt, Peter Overgaard Funch 

grafisk tilrettelæggelse Mette Salomonsen 

konsulent Niels Rohleder 

tryk Bogtrykkeriet, Skive 

oplag 6.000 eksemplarer 

Redaktion afsluttet 21. juli 2000. 

Meninger fremsat i dette magasin er ikke nødvendigvis sammenfaldende med Dansk Røde Kors’ holdning. Artikler fra bladet kan frit gengives, såfremt kilden tydeligt fremgår. 

4 

7 

41 

44 

5 

54

Moses var den første menneskesmugler 

amir Heidari er blevet kaldt »kongen blandt menneskesmuglere«. fra sin fængselscelle hævder han at have smuglet 150.000 flygtninge til vesten, 

at han tager fra rige og giver til fattige, og at menneskesmugling er en 3.500 år gammel profession 

af hussein ferdowsipour 

og henrik kastoft 

I to årtier har Amir Heidari råbt op i en 

branche, de færreste involverede vil indrømme 

nogen forbindelse til. Amir Heidari ligefrem 

praler af at være menneskesmugler. 

Hans åbenmundede facon har været medvirkende 

til, at næsten halvdelen af den 20 

år lange karriere som aktiv menneskesmugler 

er tilbragt bag tremmer. Otte års fængsel 

i Tyrkiet, Tyskland, Danmark og Sverige har 

Heidari foreløbig afsonet. I øjeblikket 

afsoner han den seneste dom på halvandet 

års fængsel i Uppsala 80 kilometer nord for 

Stockholm. Dommen lød oprindelig på toet 

halvt års fængsel for dokumentfalsk, men 

Heidari ankede dommen, som blev nedsat. 

Amir Heidaris vej til menneskesmugling 

begyndte – som for de fleste smugleres 

vedkommende – da han selv forlod sit land. 

Amir Heidari er kurder, født og opvokset i 

Iran. Med socialistiske forbilleder som 

formand Mao og Che Guevara deltog han i 

den væbnede revolution, som i 1979 

styrtede shahen af Iran fra tronen. 

Revolutionen banede vejen for ayatollah 

Khomeini og præstestyret. På grund af den 

urolige situation i Iran flygtede Heidari til 

Sverige og fik asyl dér. Siger Heidari. 

Det svenske dagblad Expressen har en 

anden udgave: Heidari kom til Sverige som 

udvekslingsstudent, men slog sig snart 

ned som forretningsmand, der handlede 

med blandt andet cigaretter, spiritus og ris. 

Avisen og Heidari er dog enige om, at 

menneskesmugleren kom til Sverige i 

begyndelsen af 1980’erne. 

“I Sverige besluttede jeg sammen med en 

kammerat at hjælpe landsmænd, som havde 

brug for det, ud af Iran.” 

forskel på 9.000 kroner 

Han forlod derfor Sverige og stiftede i 

Tyrkiet organisationen »Solh«, som betyder 

fred. Ud over at agitere mod krig har organisationen 

nu i to årtier smuglet flygtninge 

fra Den 3. Verden til Vesten. Heidari vil ikke 

i detaljer oplyse, hvem der styrer Solh i dag, 

eller hvor mange smuglere organisationen 

har. Svenske medier mener dog at vide, 

at Heidari arbejder sammen med sin bror, 

søster og mor, og at Solh i perioder har rådet 

over 50-100 smuglere og mellemmænd. 

Den spinkle mand vil til gengæld gerne 

forklare organisationens prispolitik. 

“Vi besluttede, at flygtninge, der havde 

penge, skulle betale udgifterne og lidt 

ekstra, så vi også kunne hjælpe dem, der 

ingen penge havde.” 

Princippet om at tage fra de rige flygtninge 

og give til de fattige gælder den dag i 

dag i Solh. Heidari vurderer, at 10-15 

procent af flygtningene får økonomisk hjælp 

til deres flugt fra smuglerorganisationen. En 

smugling fra Iran til Danmark koster i gennemsnit 

37.000 kroner, men priserne kan 

snildt variere fra 22.000 til 51.000 kroner 

afhængig af flygtningens evne til at betale. 

“I min virksomhed er der justering mellem 

de fattige og de rige flygtninge. Det 

er helt kendt, at jeg opkræver forskellige 

beløb fra dem, som har, og dem som ikke 

har,” siger Heidari om en prisforskel på hele 

29.000 kroner. 

lov opkaldt efter sMugleren 

Amir Heidari og Solh-organisationen 

smugler primært personer fra Iran, Irak og 

Tyrkiet. 150.000 personer hævder 

smugleren stolt og begynder at remse op: 

“30.000 til Sverige, 2.500 til Danmark, 

1.800 til Norge. Dertil mange tusinde 

flygtninge til Canada, Tyskland, Frankrig, 

England...” 

I løbet af 1980’erne rundede Solh, ifølge 

› 

fra øst til vest 

Hundredtusindvis af mennesker krydser grænsen til EU fra de centraleuropæiske lande. 

Organisationen IOM (International Organization on Migration) vurderer, at 100.000-300.000 

personer i 1998 krydsede grænsen til EU. IOM mener, at hver fjerde af disse personer betalte 

menneskesmuglere til at hjælpe sig med at krydse grænserne. Kilde: IOM 

4 menneskesmugling menneskesmugling 5 

fotos nicolai howalt

Annoncen som lokkede flere svenskere til at hjælpe 

menneskesmugleren Amir Heidari. Blandt dem en dengang 

24-årig kvinde. Hun slusede 17 iranere til Sverige, inden hun 

blev afsløret af Padborg Politi ved den dansk-tyske grænse. 

Smuglingerne kostede kvinden fire måneders fængsel, selv 

om hun over for den danske dommer forklarede, at hun ikke 

smuglede mennesker for at tjene penge, men for at hjælpe. 

› 

den svenske avis Expressen en omsætning 

på 600 millioner kroner. Organisationen 

har siden begyndelsen haft adresse og telefonnummer 

i Uppsala i Sverige, og Amir 

Heidari er uden tvivl den mest offentlige 

menneskesmugler i Sverige. Svenskerne har 

ligefrem opkaldt en del af lovgivningen mod 

menneskesmugling efter ham. I den 

såkaldte »lex Heidari« lover paragrafferne 

fængselsstraf til den, som »for egen vinding 

planlægger eller organiserer aktiviteter, som 

har til hensigt at fremme udlændinges 

rejser til Sverige uden pas eller tilladelse til 

indrejse.« 

“Jeg er frihedskæmper. Jeg føler mig som 

en mand af et rent hjerte. Vesten forstår 

ikke, at for hvert våben man sender til Den 

3. Verden, kommer der flygtninge retur.” 

Heidari siger gang på gang, at han ikke 

har tjent en øre på at smugle mennesker. 

Meningerne om idealisten Amir Heidari 

er dog meget delte. Både blandt flygtninge 

og tidligere hjælpere er der folk, som i svenske 

dagblade kalder ham en rig, magtfuld og 

samvittighedsløs kyniker, som tjener penge 

på andres nød. Han beskyldes også for at 

hvidvaske og investere million 

fortjenester fra menneskesmuglingerne i 

hoteller i Spanien og Tyskland. 

Også det svenske retssystem har været 

delt i spørgsmålet. I to omgange frikendte 

Sveriges højesteret Amir Heidari for overtrædelse 

af den lov, han selv har lagt navn 

til. Men tredje gang klappede fælden: Tre af 

fem dommere fandt det bevist, at Heidari 

også smuglede mennesker for egen vinding. 

Princippet om at rige betaler mere end fattige, 

ændrede ikke ved det faktum, mente 

de tre dommere. De to øvrige dommere var 

uenige: Heidaris udbytte var ubetydeligt og 

langt mindre, end hvad et tilsvarende antal 

timers almindeligt arbejde kunne indbringe. 

Heidaris motiver var af idealistisk karakter, 

mente mindretallet af dommerne. 

sMugling er ikke blevet sværere 

Europa har de seneste år optrappet kampen 

mod menneskesmugling og bruger 

milliarder af kroner på bevogtning af 

grænserne for at stoppe personer, som 

illegalt forsøger at komme til Vesten. 

Europas indsats synes ikke at imponere en 

menneskesmugler som Amir Heidari. 

“Det er sløseri med penge, for det er 

ikke blevet sværere at smugle mennesker 

“ sluserne bruger Deres fritiD på at hjælpe 

eller melDer sig syge for en Dag eller to, 

gennemfører smuglingerne og får Deres betaling. 

aMir heidari, MenneskesMugler 

ind i Europa. Næsten al paskontrol mellem 

de vesteuropæiske lande er forsvundet. 

Statistikken viser, at flygtningestrømmen 

øges år for år trods Europas panikagtige 

investeringer for at hindre immigration. 

Flygtninge er et faktum. Ingen magt, intet 

forsvar, ingen politik kan hindre dem i at 

komme.” 

Og rigtigt er det, at foreløbige tal viser, 

at antallet af spontane asylansøgere i EU i 

1999 steg med omkring 60.000 personer til 

348.600. 

Selv om Heidari siger, at han respekterer 

landes love og suverænitet, og at flygtninge 

skal »banke pænt på døren og ikke bare 

brase ind«, medgiver han dog, at han organiserer 

illegale overskridelser af landegrænser 

med de såkaldte »slusere«, altså personer 

som hjælper flygtninge med ulovligt at 

krydse en grænse. 

“Jamen, det er jo den eneste måde, jeg 

kan hente flygtninge ind i landet på,” 

konstaterer Amir Heidari. 

godt betalt weekendarbejde 

“Hvordan jeg skaffede sluserne? Jeg 

annoncerede i avisen.” 

Heidari forklarer, at en norsk ven- 

“ Den mest benytteDe form for bestikkelse er at kontakte en menig tjenestemanD på ambassaDen 

og sige til ham: her er fem pas. Vi har brug for et Visum i hVer. hVor meget skal Du haVe? 

inde hjalp ham med teksten, der lød: 

»Weekendarbejde. Meget godt betalt. Guide, 

udenlands. Vi kræver aktivitet« og så et 

telefonnummer til Heidari i Uppsala. 

“Omkring 100 personer ringede, og jeg 

gav dem adressen for en samtale. Her fortalte 

jeg mit navn, og at jeg kaldes menneskesmugler 

i massemedierne, og at jeg har en 

opgave til dig. Opgaven består i at rejse til 

Tyskland, sætte nogle personer ind i en bil, 

sejle med færgen tilbage til Sverige og 

slippe personerne ud igen. Du får 2.000 

kroner for hver person. Jeg fik faktisk flere 

med på ideen. Sluserne bruger deres fritid 

på at hjælpe eller melder sig syge for en dag 

eller to, gennemfører smuglingerne og får 

så deres betaling,” forklarer Amir Heidari. 

Atter afviser Heidari, at han eller 

Solh-organisationen tjener penge på at 

smugle flygtninge. Derimod kan sluserne 

nemt score 10.000 skattefri kroner om 

dagen. 

Og netop de høje udgifter er Heidaris forklaring 

på, at en menneskesmugling koster 

mange penge: Foruden flybilletter, ophold 

på hotel eller i lejlighed, biltransport, falske 

dokumenter og aflønning af sluserne er det 

ofte nødvendigt at bestikke sig til rejsedokumenter 

eller gennem paskontrol. 

Med 00 dollars i passet 

”Den mest benyttede form for bestikkelse 

er at kontakte en menig tjenestemand på 

ambassaden og sige til ham: Her er fem pas. 

Vi har brug for et visum i hver. Hvor meget 

skal du have? Nogle tusinde US dollars siger 

han så. Okay, det får du. Eller det kan være 

bestikkelse af politiet i Tyrkiet. Man lægger 

200 US dollars (cirka 1.600 kroner, red.) i 

passet og giver det til betjenten. Det er helt 

enkelt. Man behøver ikke bekymre sig om 

noget, det er bare at gå frem i rækken,” forklarer 

Amir Heidari. 

Mennesker på flugt mod Vesteuropa og 

Nordamerika samler sig i stort tal i Tyrkiet, 

Rusland og Marokko. Disse lande er de tre 

store bagdøre til Vesteuropa, og her venter 

flygtninge – ifølge Heidari flere millioner 

– på at blive smuglet hertil. Opgørelser 

viser, at tallet måske er overdrevet, men det 

drejer sig om ganske mange for i 1998 søgte 

288.757 mennesker asyl alene i EU, et tal 

som i 1999 steg til 348.600. 

“I Tyrkiet havde jeg 25 lejligheder med 

10-15 flygtninge i hver. Jeg havde også to 


menneskesmugling menneskesmugling 7

› 

“ flugt er et instinkt. er man i fare, flytter man sig. såDan 

har Det altiD Været. moses Var Den første menneskesmugler, 

Da han for 3.500 år siDen førte israeliterne uD af egypten. 

hoteller i Tyskland. I 1980’erne kom tusindvis 

af flygtninge fra Tyskland til Danmark 

via disse hoteller. Her ventede flygtningene i 

2-6 måneder, indtil den sidste del af flugten 

kunne gennemføres,” siger Amir Heidari. 

Mysteriet oM de forsvundne pas 

Og flugten vil lykkes for langt de fleste. 

Politiet fanger kun 5-10 ud af 100 illegale 

grænseoverløbere, fortæller Europas måske 

største menneskesmugler. Et tal som flere 

politibetjente nikker genkendende til. 

“Det er blevet meget lettere at smugle 

folk til Europa, fordi der findes flere pas og 

dokumenter nu end tidligere. I de fleste 

tilfælde er det egne slægtninge i Europa, 

som hjælper den flygtende med at skaffe 

pas. Hvis man vil have et billede af 

omfanget, kan man jo give sig til at 

undersøge, hvorfor udlændinge statistisk set 

mister deres pas og ID-papirer langt oftere 

end danskerne. Det er i de fleste tilfælde, 

fordi pas og papirer er blevet sendt til et 

familiemedlem eller en bekendt i udlandet, 

som derefter forfalsker dokumenterne med 

et foto af den, som skal smugles. Politiet 

undrer sig over, at så mange iraneres pas 

havner i vaskemaskinen, bliver brændt eller 

revet itu af børnene. Det er en selvfølgelig- 


hed for mange at hjælpe deres søstre, 

brødre og venner. Derfor er det håbløst for 

politiet at stoppe det,” griner Amir Heidari. 

Netop dokumentforfalskning er grunden 

til, at Heidari nu sidder bag tremmer. 

12. februar 1999 var han sammen med 

en gruppe iranere i Göteborgs lufthavn. 

Iranerne skulle smugles ud af Sverige, men 

Heidari blev afsløret af politiet. I hans bil 

fandt betjentene en bunke falske pas, 

kørekort og ID-papirer. 

flugt er et instinkt 

Heidari siger, at Tyskland er det letteste 

land i Europa at smugle flygtninge ind i. 

Derefter kommer Holland og Frankrig. De 

sværeste lande er USA, Canada og England. 

Luftfartsselskaberne har ofte ekstra kontrol 

ude ved indgangen til flyene, hvor det ikke 

hjælper at have betalt de lokale pasmyndigheder 

for at lukke øjnene. Derfor driver 

Heidari sit eget kontor i Istanbul, hvor hans 

folk laver perfekte forfalskninger af pas og 

visa. De uægte dokumenter bliver fulgt af en 

lavine af bestikkelse, men ikke alle lader sig 

købe af menneskesmuglerne. Derfor er 

forfalskningerne nødt til at være gode. 

Heidari selv har kun foragt til overs for 

Vestens behandling af flygtninge. 

510 kroner og 0 øre 

En gruppe af menneskesmuglere har ifølge 

tjekkisk politi smuglet mindst 49.000 

mennesker over grænserne til Østrig og især 

Tyskland. Myndighederne mener, at smuglerne 

har tjent, hvad der svarer til 25 millioner 

danske kroner på de illegale aktiviteter. 

“Flugt er et instinkt. Er man i fare, flytter 

man sig. Sådan har det altid været. Moses 

var den første menneskesmugler, da han 

for 3.500 år siden førte israeliterne ud af 

Egypten. Hvis et land er i krig eller mennesker 

lever under diktatoriske forhold, vil der 

helt naturligt dannes organisationer, som 

smugler folk ud. Europa lægger skylden 

på menneskesmuglere, men det er ganske 

enkelt Europas egen skyld. En flygtning får 

ingen gevinst af at lave revolte i sit hjemland. 

Det er sket tusindvis af gange, men 

folket bliver mejet ned af magthaverne og 

får intet ud af deres modstand. Når politikerne 

i Vesten ikke kan skabe et samfund 

med plads til flygtninge, begynder politikerne 

deres kamp mod menneskesmugling. 

Politikerne tror, at de kan stoppe flygtninge 

med love og vedtægter, men tiden vil vise, 

at de tager fejl.” 

fri Mand 1 . oktober 

Amir Heidari indrømmer, at nogle af hans 

kolleger i branchen tjener store penge på 

folk i nød, men han er grundigt træt af, at 

politikere og medier fremstiller al 

menneskesmugling som et onde: 

“Findes der for eksempel nogen organisationer 

i Den 3. Verden, som flygtninge kan 

Det er en fortjeneste på 510 kroner og 20 øre 

pr. smuglet person. 

De tjekkiske myndigheder stopper omkring 

3.000 illegale grænseoverløbere om måneden. 

Dansk politi afslører et lignende antal grænseoverløbere 

– om året. 

Kilde: Danmarks Radio, m.fl. 

henvende sig til og få hjælp til at flygte til 

Vesten? Nej!,” lyder det irriteret fra Heidari. 

Torsdag 12. oktober 2000 kan han 

forlade fængslet i Uppsala som en fri mand. 

Han er tidligere blevet dømt til udvisning 

for bestandig fra Sverige, men udvisningen 

vil næppe blive sat i værk foreløbig. Amir 

Heidari siger, at han har en dødsdom 

hængende over hovedet i Iran, og Sveriges 

justitsminister har besluttet at udskyde 

udvisningen på ubestemt tid. 

Amir Heidaris kone bor i Holland 

sammen med parrets ene barn, som er 

omtrent et år. Hans 15-årige søn bor i 

Uppsala. Uagtet at hans børn har levet uden 

en far det meste af deres liv, har Heidari 

ingen planer om at lade sig pensionere. 

Vil du fortsætte som menneskesmugler? 

“Ja. At søge asyl er en menneskeret. Og 

ret er noget, man tager – ikke noget man 

tigger andre om at få. Nogle er bange for at 

hjælpe mennesker på flugt, men jeg synes, 

folk skal være stolte. Jeg er blevet arresteret 

flere end 20 gange, og hver gang har jeg 

sagt, at jeg vil fortsætte. Jeg betragter mig 

selv som frihedskæmper. Jeg har ikke 

begået noget kriminelt.” 

en menneskesmuglers håndbog 

“Lad være med at fortælle om de hårde 

levevilkår i Iran. Det er ikke nogen fordel, og 

udlændingemyndighederne kender bedre 

end jer situationen i vores hjemland.” 

Rådet er blot et af mange i en 68 sider 

lang håndbog for iranske asylansøgere. 

Officielt er håndbogen udgivet af fredsorganisationen 

Solh. I realiteten vil det sige 

en af Europas største menneskesmuglere, 

iraneren Amir Heidari. Han afsoner i øjeblikket 

en fængselsdom i Sverige – en dom for 

dokumentforfalskning i forbindelse med 

menneskesmugling. 

Titlen er enkel og ligetil: “Håndbog i asylsøgning.” 

I lommeformat og med dueblåt 

omslag er indholdet en noget besynderlig 

blanding af internationale aftaler, politi-ske 

ideologier og menneskesmuglerens 

personlige råd til sine kunder. 

Først beskriver håndbogen FN’s definition 

af en flygtning og fortæller om retten til 

at søge asyl. Dernæst beskæftiger den lille 

blå tryksag sig med forskellige socialistiske 

forgreninger; blandt andet marxisme, 

leninisme og stalinisme samt en række 

økonomiske teorier. 

Mod slutningen offentliggør Amir Heidari 

sine personlige råd til kunden. Han advarer 

gentagne gange læseren mod at søge rådgivning 

hos personer, som er i besiddelse af 

utilstrækkelige eller ligefrem forkerte 

oplysninger om asyllovgivning i Vesten. At 

læseren trygt kan stole på Heidari, skyldes, 

forklarer han, at han har analyseret sig frem 

til sine resultater efter nøje gennemgang af 

papirerne i en række asylsager, som 

advokater har hjulpet ham med at få indsigt i. 

»Vestens betingelser for at give asyl bliver 

skrappere og skrappere. Derfor vil jeg gerne 

gøre asylansøgere opmærksomme på de 

oplysninger, de skal have for at blive 

anerkendt som flygtninge og undgå 

deportation. Derfor, og kun derfor, var det 

en pligt for mig at skrive denne håndbog. 

Jeg gør det, fordi jeg tror på, at mennesker 

er frie og skal kunne leve hvor de vil,« skriver 

menneskesmugleren i sin indledning. 

tøM loMMerne 

Amir Heidari anbefaler kraftigt sine læsere 

at studere FN’s definition af en flygtning for, 

at »man dermed ved, hvad man skal sige for 

at blive godkendt som flygtning, når man 

søger asyl.« 

Håndbogen nævner også, at ikke mindst 

Norges, Sveriges og Danmarks myndigheder 

er ivrige efter at fastlægge så mange detaljer 

som muligt om en asylansøgers flugtrute. 

Baggrunden er princippet om, at EU-lande 

kan returnere flygtninge til første sikre asylland, 

den såkaldte Dublin-konvention. Om 

denne problematik skriver menneske- 

smugleren: 

»Derfor skal flugten officielt begynde fra 

et land, det ikke er muligt at blive returneret 

til – for eksempel Dubai og dets nabolande. 

Husk at kontrollere lommer og baggage for 

dokumenter, som kan skade din asylsag.« 

Med det mener Heidari, at asylansøgeren 

skal skille sig af med dokumenter, billetter, 

tøjmærker og lignende, som afslører, at asylansøgeren 

har opholdt sig i et sikkert land. 

Om den modtagelse i Vesten, som venter 

menneskesmuglerens kunder, skriver Amir 

Heidari: 

»I de fleste lande, bliver man i første 

omgang behandlet menneskeligt. Men så 

snart myndighederne opdager, at du er asylansøger, 

og at du forsøger at dække over 

rejseruten, bliver behandlingen voldelig. 

Dette må ikke påvirke dig. Prøv med dybe 

vejrtrækninger at bevare din psykiske 

balance. Er du ved at miste selvsikkerheden, 

kan du bede om en kort pause, indtil du 

igen har kontrol over dig selv.« 

du har en god chance 

Heidari forbereder også asylansøgeren på, at 

politiet under afhøringen vil spørge, hvorfor 

asylansøgeren har valgt at komme til netop 

dette land. 

»Hvis du er i tvivl om, hvad du skal svare, 

kan du bare fortælle, at du er kommet her, 

fordi landet er demokratisk. Du skal aldrig 

sige, at du har en broder eller en søster her i 

landet,« råder Amir Heidari. 

Ifølge menneskesmugleren vil politiets 

næste spørgsmål til asylansøgeren være: 

Hvad vil der ske dig, hvis du vender tilbage til 

Iran? Også det spørgsmål kender Heidari 

svaret på. I håndbogen står der: 

»Svar: Ifølge iransk lov bliver man 

langtidsfængslet eller henrettet, hvis man 

har gjort noget mod landets sikkerhed.« 

Håndbogen slutter med en lille test, som 

asylansøgeren kan udføre inden mødet med 

politiets og udlændingemyndighedernes 

nærgående spørgsmål: 

»Hvis du selvstændigt og uden hjælp kan 

svare på følgende spørgsmål, skal du vide, at 

du har en stor chance for at få asyl: 

1) Hvorfor søger du asyl? 2) Af hvilken 

grund er du forfulgt? 3) Hvad var dine politiske 

aktiviteter? Læg mærke til at du til din 

afhøring skal have forberedt en forklaring, 

som i omfang svarer til to A4-sider.« 


af henrik kastoft 

fotos peter overgaard funch

for 50.000 kr. flugt 

siden 1980 er prisen steget for at blive smuglet til vesteuropa. 

Årsagen er blandt andet, at vesten har strammet visum- og asylregler 

Menneskesmuglere handler udelukkende 

i to valutaer; amerikanske dollars og tyske 

D-mark. Den nøjagtige pris for en smugling 

afhænger af de konkrete forhold, smuglingen 

foregår under, men helt overordnet ligger 

prisen for en smugling fra flygtningens 

hjemland til Danmark typisk i prislejet 

40.000-56.000 kroner pr. person. 

Disse ganske høje beløb dækker omkostninger 

til bestikkelse, falske dokumenter, 

billetter, hotelophold undervejs, mad og 

drikke, leje af køretøj, hyre af en sluser og 

sidst – men ikke mindst – menneske- 

smuglerens fortjeneste. Ifølge dansk politi 

ryger omtrent halvdelen af den samlede pris 

i bagmandens lomme. 

Det er ikke nyt, at smuglinger af 

menne-sker koster penge. En stor del af de 

danskere, som smuglede jøder fra Danmark 

til Sverige i oktober 1943 tog sig mindst lige 

så godt betalt for deres hjælpsomhed, som 

nutidens menneskesmuglere gør. 

priserne er steget 

En smugling fra Iran til Danmark kostede i 

1980 omkring 150 US$ (1.200 kroner, red.). 

På 20 år er den gennemsnitlige pris for en 

tilsvarende smugling steget til 5.000 US$ 

(40.000 kroner, red). Prisstigningerne skyldes 

blandt andet, at stadig flere flygtninge 

behøver falske visa og ID-papirer for at 

kunne forlade deres hjemlande og rejse til 

det land, de vil søge asyl i. 

Efterhånden som menneskesmuglerne 

i begyndelsen af 1980’erne fragtede 

tusindvis af flygtninge til især Vesteuropa, 

ændrede situationen sig. Lande som Tyrkiet 

blev beskyldt for at slippe flygtninge ind i 

Europa. Vesten strammede derfor sin visumpolitik 

over for statsborgere fra de såkaldt 

»asylproducerende lande«. Det blev med 

andre ord sværere at komme til for 

eksempel Danmark på lovlig vis. 

Dermed blev grundlaget for menneskesmugling 

cementeret. Fra 1986-87 forsøgte 

Vesteuropa for alvor at dæmme op for flygtningestrømmen 

– også dén omstændighed 

var med til at forhøje smuglernes takster. 

Prisen for en mennesketransport kan 

også variere afhængig af flygtningens nationalitet. 

Generelt kræver smuglerne mindre 

af afrikanere end af arabere. Smuglernes 

forklaring er, at afrikanerne selv opsøger 

mellemmænd, skaffer sig dokumenter og i 

høj grad kan klare sig selv under en flugt, 

hvorimod flygtninge fra Mellemøsten 

“venter på, at smugleren skal banke på 

døren,” som en bagmand udtrykker det. 

hek 

fotos nicolai howalt 

en rigtig flygtning 

Man kan godt have behov for beskyttelse, selvom man kommer illegalt til 

danmark uden pas og papirer 

I den offentlige debat og ved private 

middagsborde bliver det ofte diskuteret, 

hvad »en rigtig flygtning« er. Og flere steder 

i dette magasin er kilder citeret for deres 

holdninger til det spørgsmål. 

Men svaret er givet i juraen og internationale 

konventioner. Det afhænger ikke af, 

om man har penge, papirer eller rent tøj. 

Ligesom det heller ikke afhænger af, om 

man er flygtet på egen hånd eller med en 

menneskesmugler, eller om man illegalt har 

krydset en landegrænse. 

kræver velbegrundet frygt 

At opnå flygtninge-status kræver, at et lands 

myndigheder anerkender, at en person 

opfylder enten FN’s Flygtningekonvention 

eller lignende paragraffer i landets egne 

love. FN definerer en flygtning, som en person 

der: 

»...som følge af velbegrundet frygt for 

forfølgelse på grund af sin race, religion, 

nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig 

social gruppe eller sine politiske anskuelser 

befinder sig uden for det land, i hvilket han 

har statsborgerret, og som ikke er i stand til 

– eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker 

– at søge dette lands beskyttelse...« 

I Danmark kan man derudover blive 

anerkendt som flygtning, hvis det af 

»...lignende grunde som anført i konventionen 

eller af andre tungtvejende grunde ikke 

bør kræves, at udlændingen vender tilbage 

til sit hjemland.« 

Hvis den danske Udlændingestyrelse 

eller det danske Flygtningenævn vurderer, at 

man opfylder de krav, får man enten 

konventions-status eller de facto-status. 

Danmark giver ikke flygtninge-status 

til personer, der flygter på grund af dårlige 

levevilkår som sult, fattigsom eller naturkatastrofer. 

I Danmark får i gennemsnit to 

ud af tre asylansøgere flygtningestatus, men 

tallene varierer meget fra nationalitet til 

nationalitet. 

For at blive anerkendt som flygtning, skal 

man søge om asyl. Selvom ikke alle opnår 

det, har alle ret til at søge om asyl. Det følger 

af FN’s Verdenserklæring om Menneske- 

rettigheder, og Danmark kan derfor ikke 

fratage et menneske retten til at søge asyl. 

Man kaldes asylansøger, i tiden fra man 

søger asyl, indtil myndighederne afgør, om 

man kan få det. 

Konventionerne og paragrafferne om 

flygtninge betyder altså, at man godt kan 

have behov for beskyttelse og for at blive 

anerkendt som flygtning, selvom man er 

kommet til et land uden pas og ID-papirer 

eller med en menneskesmugler. Det 

væsentlige er, at udlændingemyndighederne 

vurderer, at man er personligt forfulgt. 

anh 

10 menneskesmugling menneskesmugling 11


ni døgns mareridt i en lastbil 

den 45-årige iraker kender menneskesmuglernes metoder. på flugt fra en formuende, men efterstræbt tilværelse i Bagdad har han selv prøvet dem. 

i to dage lå han gemt i en plastiktønde og senere tilbragte han ni døgn i et mørkt og klaustrofobisk hulrum i bunden af en lastbil 

af annette haugaard 

“Du skal kalde mig Sindbad”, siger han 

prompte. 

“Ligesom Sindbad Søfareren fra Tusind og 

En Nats Eventyr.” 

Den 45-årige iraker fra Bagdad lægger 

stor vægt på, at beretningen om hans flugt 

til Danmark ikke afslører hans identitet. 

Eller snarere at årsagen til flugten ikke gør. 

Det Sindbad derimod gerne vil fortælle 

er, hvor grufuld hans flugt til Danmark var. 

Om de uhyrlige metoder nogle menneskesmuglere 

tager i brug. 

“Når du læser eventyret om Sindbad, 

vil du forstå, hvorfor jeg vælger netop det 

navn,” siger han. 

I det gamle arabiske eventyr om kvinden, 

som forhindrer sin dødsdom ved i tusind og 

en nat at fortælle eventyr for den fyrste, hun 

netop har giftet sig med, indledes beretningen 

om Sindbad på denne måde: 

»...jeg skal fortælle dig min livshistorie... og 

når du har hørt prisen for min rigdom, ved jeg, at 

du ikke vil misunde mig.« 

på pension for at nægte 

Sindbad lever indtil slutningen af 1999, som 

en velhavende mand med sin kone og fire 

børn i Iraks hovedstad, Bagdad. Formuen 

har aldrig været et mål i sig selv. Den er 

tværtimod skabt ved, at Sindbad i 1991 

under Iraks krig mod Kuwait nægter at 

udføre en opgave for Saddam Husseins styre 

og derfor må skifte arbejde. 

Sindbad er på det tidspunkt ansat som 

forsker i et ministerium, et job han er meget 

glad for. Han er en dygtig og ambitiøs medarbejder, 

men på trods af anerkendelse og 

hædrende priser gør han aldrig karriere. 

Lederjob bliver tildelt andre, for Sindbad er 

ikke politisk organiseret – heller ikke i det 

regerende Baath-parti. 

“Ved krigens begyndelse fik jeg sammen 

med en gruppe den betroede opgave at tage 

til Kuwait for at undersøge noget teknik, 

som havde gjort landets erhvervsliv vel- 

fungerende. Det viste sig dog, at vi skulle 

stjæle udstyret og tage det med tilbage til 

Irak. Men det er jo tyveri, og det byder mig 

imod, så jeg nægtede. Mine chefer truede 

mig med, at hvis ikke jeg udførte opgaven, 

ville jeg blive forflyttet inden tre dage. Det 

troede jeg ikke på, men tre dage senere var 

jeg ansat i ministeriets arkiv. Så klagede jeg 

over, at arbejdet ikke svarede til mine evner, 

og tre dage efter blev jeg sendt på pension.” 

“ han kontakteDe en menneskesmugler. jeg haVDe ikke anDre muligheDer, uDen politisk 

organisering har man ingen kontakter til højtplacereDe personer, Der kan få en uD 

Via fly. jeg Var nøDt til at satse, men jeg kenDte ikke smugleren, og jeg ViDste ikke, om 

han Var til at stole på, eller hVor jeg skulle hen. 

sindbad, flygtning fra irak 

ny i en efterstræbt branche 

Sindbad står i en forholdsvis ung alder uden 

job og indtægt. Han beslutter sig derfor til 

at blive handelsmand, uanende at det otte 

år senere tvinger ham på flugt og i armene 

på ublide menneskesmuglere. 

“Jeg var ny i min branche, og der var 

mange som forsøgte at snyde mig. De stjal 

ganske enkelt mine varer. Men politiet 

gjorde ikke noget ved det.” 

Sindbad finder hurtigt ud af, at tyverierne 

ikke kun overgår ham, men hele 

branchen. Han forklarer detaljeret om den 

ene episode efter den anden, hvor han 

blandt andet har grebet tyve på fersk gerning, 

men politiet alligevel har afvist enhver 

form for kriminalitet. 

Sindbad fletter sine fingre som symbol 

på det, han oplever som et samarbejde mellem 

politiet og de kriminelle. Han forklarer, 

at lovbryderne slipper for straf, hvis de kan 

udpege en anden person, der kan få skylden. 

Og det er ofte personer fra 

Sindbads branche, fordi deres varer er 

værdifulde og ønskværdige i politiets 

lommer. 

“En politimand har engang betroet mig, 

død Mand i isblok 

Det kan være livsfarligt at være flygtning. 

I juni 2000 døde 58 kinesere af kvælning i en 

lastbil. Det makabre fund blev gjort, da 

myndighederne rutinemæssigt standsede en 

lastbil ved havnebyen Dover i England. Kun to 

af de i alt 60 kinesiske flygtninge overlevede forsøget 

på illegalt at krydse den engelske grænse. 

Uden sammenligning i øvrigt har også 

Danmark oplevet, at desperate personer må 

betale med livet i deres forsøg på at komme 

ind i landet. Et af de mere groteske tilfælde 

skete i isvinteren i 1996. 

En kold vinterdag fandt et dansk ægtepar 

ved Køge en nøgen mand i en isblok. Politiet, 

der måtte hugge liget fri af isblokken, fik to 

uger senere fastslået mandens identitet. Den 

marokkanske mand opholdt sig – sammen 

med en landsmand – på det russiske køleskib 

»Gorno Altaysk«. 

Da skibet 31. januar 1996 nærmede sig Møn, 

sprang de to blinde passagerer af. Kaptajnen 

slog omgående alarm: Skibet befandt sig på 

det tidspunkt 30 kilometer fra kysten, og de to 

marokkanere kunne umuligt overleve mange 

øjeblikke i det iskolde vand. 

Eftersøgningen blev hurtigt indstillet, og der 

var intet spor af de to mænd, før den enes lig 

dukkede op i en isblok i Fakse Bugt godt tre 

uger senere. 


foto peter overgaard funch 

“ ...jeg skal fortælle Dig min liVshistorie... og når Du har 

hørt prisen for min rigDom, VeD jeg, at Du ikke Vil misunDe mig. 

eventyret tusind og en nats fortællinger 

at vi er efterstræbte, fordi vi er som høns, 

der lægger guldæg,” siger Sindbad. 

Han beslutter efter noget tid at lukke sin 

butik og i stedet begynde en serieproduktion, 

som han afsætter fra andres forretninger 

over hele Irak. Men i slutningen af 1990’erne 

indfører Iraks præsident Saddam Hussein 

dødsdom over personer, der tjener penge i 

amerikansk valuta. Og det gør Sindbad. Hans 

varer er i kommission rundt om i landet og 

for ikke at miste penge på inflationen, bliver 

Sindbad betalt i dollars efterhånden, som 

varerne bliver solgt. 

frygter dødsdoM for dollars 

I efteråret 1999 bliver en af Sindbads 

forhandlere udsat for en grundig politiundersøgelse, 

efter at modstandsbevægelsen 

under et angreb har ødelagt forhandlerens 

butik. Politiet finder papirer, der peger på 

Sindbad som leverandør og dermed bevis 

for, at han tjener sine penge i dollars. 

Efterretningstjenesten opsøger derfor 

Sindbads værksted i Bagdad, men den dag 

er han ikke selv tilstede. Han drikker te i en 

butik på den anden side af gaden og ser 

episoden gennem et vindue. 

Da Efterretningstjenesten ikke kan finde 

Kilde: Ritzaus Bureau

“ Det Var så forfærDeligt. i halVanDen Dag saD jeg DerinDe, 

Det Var sVært at få Vejret, og jeg fik hVerken VåDt eller tørt. 


Sindbad, tager de i stedet hans bror, der er 

i værkstedet, med sig. I dag ved Sindbad 

endnu ikke, hvad der er sket med broderen. 

“Da vidste jeg selv, at jeg måtte væk. Hvis 

jeg blev taget, ville jeg få en dødsdom,” siger 

Sindbad. 

Han pakker nogle ejendele og penge og 

rejser til det nordlige Irak, hvor han gemmer 

sig 1-2 måneder i et hus, der er under 

opbygning. Han opsøger en gammel ven 

og beder ham give sin kone besked om, 

at Sindbad ikke kommer hjem igen. Den 

samme ven bliver bedt om at arrangere en 

flugt. 

“Han kontaktede en menneskesmugler. 

Jeg havde ikke andre muligheder, uden 

politisk organisering har man ingen kontakter 

til højtplacerede personer, der kan få en 

ud via fly. Jeg var nødt til at satse, men jeg 

kendte ikke smugleren, og jeg vidste ikke, 

om han var til at stole på, eller hvor jeg 

skulle hen. Jeg ville bare væk.“ 

For 6.000 US$ – 48.000 kroner – bliver 

Sindbads flugt ud af Irak arrangeret. 

to dage i en plastiktønde 

I en terrængående bil krydser Sindbad 

bjergene mellem Irak og Tyrkiet uden om de 

officielle overgange sammen med en 

menneskesmugler. Sindbad beskriver 

smugleren som “en ung, overvægtig mand 

med lyst hår og klædt i en typisk kurdisk 

klædedragt.” Til Sindbad præsenterer han 

sig med navnet Sirwan. 

Inde i Tyrkiet bliver 4-hjulstrækkeren 

byttet ud med en lastbil, der normalt 

transporterer væsker i plastiktønder. 

Sindbad skal sidde i en af tønderne på ladet 

bag førerhuset. 

“Det var så forfærdeligt. I halvanden dag 

sad jeg derinde, og den var ikke højere end 

sådan,” siger han og holder hånden cirka en 

meter over gulvet. 

“Det var svært at få vejret, og jeg fik 

hverken vådt eller tørt.” 

Lastbilen standser i Istanbul, Tyrkiets 

største by, der ligger på grænsen til Europa. 

Her fører smugleren Sindbad hen til en 

familie. 

“Det var på det tidspunkt, hvor der var 

jordskælv i området, det så jeg i fjernsynet. 

Men ellers vidste jeg intet om, hvad der 

foregik. Jeg vidste ikke, hvad endemålet for 

min flugt var, og jeg havde heller ikke fået 

noget at vide om, hvornår den ville 

fortsætte.” 

Efter 19 dage i Istanbul bliver Sindbad 

15. januar 2000 hentet tidligt om morgenen 

af smugleren. De kører til en parkeringsplads 

uden for Istanbul, hvor tre lastbiler 

holder parkeret, så de skjuler en fjerde 

imellem sig. Den fjerde lastbil har officielt 

en last af brune kasser, som Sindbad ikke 

kender indholdet af, men lastbilen er også 

særligt indrettet til illegal transport af men- 

955 Mennesker i døgnet 

Foreløbige skøn viser, at EU-landene i 1999 registrerede i alt 348.600 spontane asylansøgere mod 

288.757 året før. Antallet svarer til, at der i 1999 var 955 personer i døgnet, som søgte asyl i et 

EU-land. De to største nationaliteter er, i lighed med tidligere år, personer fra Forbundsrepublikken 

Jugoslavien og Irak. Kilde: Udlændingestyrelsen 

nesker. I bunden er der skåret en cirkel løs. 

Cirklen er sat fast med et hængsel, så den 

kan skubbes til side og give adgang til et 

hulrum. 

Her skal Sindbad og fire andre personer 

kravle op og skjule sig. 

ni døgn kleMt inde i et hulruM 

“Det første der slog mig var, hvor mørkt der 

var. Jeg kunne intet se. Vi fik hver en sovepose, 

og så fik vi to flasker vand, en flaske 

cola, noget brød og noget ost, så vi ikke 

skulle så ofte på toilettet. Og så var det af 

sted. Vi fik ikke at vide hvorhen.” 

Hulrummet mellem lastbilens officielle 

last er så trangt, at de fem illegale passagerer 

knap kan røre sig. Sindbad har stadig 

mærker på venstre hofte af at ligge så 

forkrampet. På grund af en gammel operation 

i højre lår kunne han kun ligge på den 

ene side. 

Kun en time hver nat standser lastbilen, 

så Sindbad og de andre kan strække ben 

og tisse. Ellers skal de tisse i plastikflasker. 

Sindbad kan ikke gøre rede for, hvor lastbilen 

holder. 

“Vi gjorde holdt på øde steder uden huse 

og byer i nærheden, samtidig var det helt 

mørkt. Jeg hørte ingen tale og kunne derfor 

ikke identificere nogen sprog. Alt hvad jeg 

kunne høre var lyde fra fugle og frøer. Jeg 

går ud fra, at vi stoppede sådanne steder for 

ikke at blive opdaget.” 

I ni døgn kører lastbilen gennem Europa. 

Sindbad kan heller ikke fortælle i hvilke 

lande, eller hvorfor transporten tager så 

lang tid. Han ved det ikke. 

“Du må undskylde, men jeg græd hele 

vejen. Det var et mareridt, vi så ikke lys, og 

vi anede ikke, hvor vi var, eller hvad der 

skete. Det værste var uvidenheden. Det er 

ligesom at flyve i faldskærm. Du ved, at det 

hele tiden kan gå galt, men du ved bare ikke 

hvornår og hvordan, og du har ikke selv 

kontrol over faldskærmen. Det var 

smugleren, der bestemte,” siger han og 

bøjer hovedet. 

Sindbad kan ikke sætte flere ord på de 

tanker, der fyldte ham undervejs. For- 

trængninger hindrer en genkaldelse. Han 

presser tommelfingrene ind i hver øjenkrog 

for at forhindre sine tårer i at løbe. Men 

uden held. 

Efter ni dage standser lastbilen pludselig 

i dagslys på en motorvejs-rasteplads, og 

Sindbad og de andre får mulighed for at 

barbere sig. De skal være præsentable, for 

det er sidste stop. Lastbilen passerer kort tid 

efter den dansk-tyske grænse. 

“Pludselig råbte chaufføren højt på 

engelsk »run, run, police«. Jeg løb alt, hvad 

jeg kunne på mine stive ben og lod min 

bagage tilbage i lastbilen, der kørte hurtigt 

væk. Men der var ikke noget politi. Vi var 

ude midt i en mørk skov,” siger Sindbad. 

en evig angst og uvidenhed 

Efter to timer bliver Sindbad standset af 

det danske politi, der fortæller, at han er i 

Danmark og tager ham med til arresten. 

“Det var fint, jeg ledte jo efter politiet. 

Betjentene talte ganske almindeligt til mig, 

det beroligede, for det sagde mig noget om 

forholdene i Danmark,” siger han. 

I tre dage opholder han sig i en sønderjysk 

arrest og bliver kørt frem og tilbage for 

at få taget fingeraftryk på politistationen. På 

køreturene læser han skilte med navne som 

Kolding og Padborg. 

“De dage i arresten bød igen på uvidenhed. 

Jeg havde en frygt indeni hovedet, en 

evig angst for, at hver gang nogen åbnede 

døren, så ville de hente mig og sende mig 

tilbage til Irak. Jeg kendte jo ikke loven, jeg 

vidste ikke, om jeg havde brudt den ved at 

krydse grænsen ulovligt, og hvad det betød,” 

forklarer Sindbad. 

I slutningen af januar 2000 bliver han 

registreret som asylansøger i Danmark. 

Kort tid efter bliver han indlagt på Hillerød 

Sygehus, hans hjerte slår urytmisk på grund 

af anstrengelserne under flugten. 

Sindbad har siden da fået kontakt med 

sin familie. Også de er sluppet ud af Bagdad 

med hjælp fra menneskesmuglere. For 

10.000 US$ (cirka 80.000 kroner, red.) fik 

hans kone lavet et falsk pas, så det så ud 

som om, hun er gift med sin bror. Kvinder 

må kun udrejse af Irak ifølge med en mand. 

Passet bragte familien ombord på et fly, og 

i dag befinder de sig et sted i Mellemøsten. 

Under Sindbads madras ligger der luftpostkuverter 

med breve og fotos af konen og de 

fire børn. 

“Jeg håber, vi snart bliver samlet igen. 

I min alder trænger man ikke til at være 

alene på et asylcenter, man trænger til at 

være sammen med sin familie.” 

Efter at have fortalt om sin flugt kommer 

Sindbad i tvivl om, hvorvidt den var det hele 

værd. 

“Hvis jeg kunne vælge om, ville jeg 

måske næsten foretrække Saddam Husseins 

dødsdom. Jeg ved det ikke. Den tur var så 

grufuld. Jeg kom fra undertrykkelse, men 

jeg vidste da, hvad den bestod i. Det gjorde 

jeg ikke om dagene i lastbilen.” 

Sindbad har selv ønsket at få sløret sin 

identitet af hensyn til sin sikkerhed. 

Redaktionen 

“ Du må unDskylDe, men jeg græD hele Vejen. Det Var et mareriDt, Vi så ikke lys, 

og Vi aneDe ikke, hVor Vi Var, eller hVaD Der skete. Det Var smugleren, Der bestemte. 




alle burde være menneskesmuglere 

Han har smuglet 40-50 flygtninge ind i og ud af danmark, men har aldrig tjent en krone på sin kriminalitet. 

tværtimod koster det lyssky arbejde ham tid, kræfter og penge. Belønningen er en renere samvittighed 



Per arbejder til daglig på kontor. Han er 

dansker, midt i 30’erne og far. På overfladen 

en ganske almindelig mand. Og så alligevel 

ikke. Forskellen er det, Per omtaler som 

netværket. 

Netværket er en gruppe mennesker, som 

af idealistiske eller humanitære grunde 

smugler flygtninge til og fra Danmark. Mod 

løfte om fuld anonymitet har Per indvilget i 

at linde forsigtigt på døren til en flok 

mennesker, som opererer illegalt i hele 

Danmark. 

“Den danske asylbehandling er så 

lemfældig, at jeg føler mig forpligtet til at 

gribe ind. Jeg viser min modstand på flere 

måder; på traditionel vis gennem politiske 

organisationer og i læserbreve, men derudover 

går jeg altså et skridt videre... og 

smugler flygtninge. Det begyndte for omkring 

to år siden med mit politiske engagement 

i antiracistisk arbejde. Hen ad vejen 

kom jeg i kontakt med mennesker, som 

havde brug for hjælp. På det seneste har jeg 

arbejdet målrettet med at skabe kontakt til 

folk, som vil hjælpe os, tilrettelægge flugtruter 

og den slags. Menneskesmugling er for 

mig en tavs protest.” 

Netværket hjælper primært asylansøgere, 

som har fået afslag på asyl i Danmark. 

Mennesker som skal smugles ud af landet, 

inden myndighederne iværksætter tvangsmæssig 

udsendelse. 

har sMuglet flere hundreder 

Per har været involveret i smugling af 40-50 

personer, men netværket har hjulpet 

hundredvis på flugt. 

“Vi råder flygtningene til at søge asyl i de 

lande, vi ved, de har størst chance for at få 

opholdstilladelse i. Det er forkert at tro, at 

der er ens asylregler i Europa og Nord- 

amerika. For eksempel får iranere og østslavonere 

lettere asyl i England end i andre 

lande. Og Canada har mindre restriktive 

asylregler end Danmark. Men i sidste ende 

er det naturligvis op til flygtningene selv, 

hvor de vil hen. Hvis en flygtning har 

familie i Sverige og ønsker at komme dertil, 

ja så hjælper vi gerne ham eller hende.” 

Per kalder sig selv »forbindelsesofficer.« 

Han har med tiden knyttet kontakter til 

mange: Læger, sygeplejersker, journalister, 

lastbilchauffører, politikere og selvstændigt 

erhvervsdrivende er blot nogle få titler på 

de mange personer, som efter mødet med 

Per tilbyder deres gratis hjælp til 

menneskesmuglerne i netværket. En smugling 

kan involvere fra en til 10 personer. 

Indtil videre har han og netværket haft succes. 

Ikke én af aktionerne er blevet afsløret 

af politiet, men arbejdet er risikabelt. Faren 

for afsløring lurer konstant om hjørnet. 

ligger altid i baghovedet 

“Det handler om at gøre en dyd ud af nødvendigheden. 

Jeg vurderer folk meget nøje, 

inden jeg spørger, om de vil hjælpe os. 

Forsigtigt bringer jeg emnet på bane. Lige 

for tiden er det nemt på grund af Lyngbypræsten 

Leif Bork Hansen. Ham kan man 

sagtens tale om hen over middagsbordet, 

uden at det vækker mistanke. Hvis en 

person siger: »Bork Hansen er sindsyg, han 

skal smides i fængsel,« er det klart, at jeg 

ikke spørger den person, om han eller hun 

vil være med.” 

Trangen til at hjælpe er stærk, det 

illegale arbejde slipper aldrig sit tag i Per. 

“Arbejdet ligger altid i baghovedet, når 

jeg møder nye mennesker. Det er det nødt 

“ jeg VurDerer folk meget nøje, inDen jeg spørger, om De Vil hjælpe os.lige for tiDen er Det nemt på 

grunD af lyngby-præsten leif bork hansen. ham kan man sagtens tale om hen oVer miDDagsborDet, 

uDen at Det Vækker mistanke. 

til, for situationen ændrer sig hele tiden for 

netværket, og vi skal være et skridt foran. 

Hvis en læge pludselig er nødt til at springe 

fra, nytter det ikke noget, at vi ikke har 

etableret kontakt til en anden. Nogle gange 

tager jeg en chance. Der er en risiko for, at 

jeg fejlbedømmer mennesker, men det er 

ikke sket endnu. Der er nogle, som har sagt, 

at de ikke vil hjælpe. Fordi de ikke har tid, 

overskud eller mod. Men der er ikke nogen, 

som har sagt nej, fordi de principielt er 

imod at hjælpe flygtninge. Der er forbavsende 

mange, som gerne vil give en hånd.” 

klædt på til flugt 

Hjælpernes opgaver er mange: En huser 

flygtninge, som lever under jorden indtil 

smuglingen. En anden stiller sin bil til 

rådighed. En tredje forærer tøj væk. En 

fjerde samler penge ind, så flygtningene har 

en smule lommepenge. En femte deltager 

under selve smuglingen. 

Per afviser at beskrive, hvordan smuglingerne 

foregår, for netværket skal kunne 

benytte metoderne, uden at politiet kender 

detaljerne. En enkelt fremgangsmåde kan 

han dog afsløre, fordi han og de andre 

18 menneskesmugling 

menneskesmugling 19 

per, MenneskesMugler

“ jo flere Der arbejDer 

på min måDe, jo beDre for 

flygtningene.” 

per, MenneskesMugler 

menneskesmuglere ikke benytter den længere. 

Metoden blev brugt ved smugling 

af unge kvinder: Flygtningen klædte sig i 

moderne festtøj og tog makeup og solbriller 

på. Smuglingen foregik i en bil sammen 

med 3-4 unge og smarte danske piger. Alle i 

bilen oste langt væk af at have været til fest 

hele natten. Når bilen nåede til grænsen, 

lod den unge flygtning, som om hun sov og 

bilen krydsede grænseovergangen uden at 

vække betjentenes opmærksomhed. 

“Smuglingerne er i reglen ikke så mystiske. 

Flygtningene ligger i bunden af en bil, 

eller jeg spørger nogle bekendte, om de kan 

have en ekstra passager med over grænsen, 

når de skal på ferie. Andre gange er 

det mere organiseret med hensyn til ruten, 

fremgangsmåden og tidspunktet, men det 

kan jeg ikke fortælle mere om,” siger Per. 

sMuglere Med ondt i økonoMien 

Menneskesmuglerne i netværket er amatører, 

som forsager økonomisk vinding, men 

selv om netværket med Pers ord har “udviklet 

en kultur, hvori mange ting kan lade sig 

gøre uden penge,” er netop økonomien 

blevet netværkets achilleshæl. At skjule og 

smugle flygtninge koster uundgåeligt penge. 

Derfor har netværket opgivet sit princip om 

4 5 sigtet i fjor 

Den Centrale Politiafdeling (det tidligere 

Fremmedpoliti) samler oplysninger om alle 

landets menneskesmuglersager. 

Kontoret oplyser, at i 1999 blev 400 personer 

sigtet for at overtræde udlændingelovens 

at dække alle udgifter inden for rimelighedens 

grænser. 

“Jeg har aldrig mødt en flygtning, der 

havde penge nok til selv at betale. Indtil for 

nylig betalte de ikke noget, men i løbet af 

sommeren 1999 er det begyndt at koste lidt. 

Det er udelukkende for at få dækket nogle 

af omkostningerne. Ingen af os smuglere 

tjener så meget som en 25-øre, tværtimod 

ofrer vi både tid, kræfter og penge på at 

hjælpe flygtninge. Vi samler penge ind hos 

familie, venner og organisationer, som er 

kendt for ikke at stille alt for skrappe krav 

til anvendelsen af de midler, de donerer. 

En smugling til Canada er dyr, men hvis 80 

mennesker hver donerer 100 kroner, har vi 

de 8.000 kroner, vi skal bruge.” 

Netop penge er en af forskellene på 

netværket og de mange professionelle 

menneskesmuglere, som tjener penge på 

mennesker i nød. Men det er ikke den 

eneste forskel, mener Per. 

vi er venlige Mennesker 

“For det første tror jeg, at vi er lidt sødere. 

Klimaet omkring os er mere behageligt. Vi 

er venlige mennesker, og vi gør arbejdet, 

fordi vi tror på det. De historier jeg har hørt 

fra flygtninge og dagspresse fortæller mig, 

at det professionelle miljø er benhårdt. Der 

er ikke så meget snak: Betal pengene og 

hvis noget går galt, forsvinder smuglerne og 

lader flygtningene i stikken. For det andet er 

vi amatører, som ikke råder over så mange 

ressourcer. Jeg kan ikke bare knipse med 

fingrene, og så står der en bil. Jeg er nødt til 

at vente, til tingene falder på plads. Det er 

utilfredsstillende, og jeg får dårlig 

samvittighed.” 

Ligesom tiggere på gaden i København 

kan forvente at få nogle småpenge, når Per 

går forbi, kan også flygtninge regne med 

§ 59, stk. 3 – altså menneskesmugling. 25 

personer blev sigtet for at overtræde straffelovens 

§ 125a – menneskesmugling under skærpende 

omstændigheder. Skærpende omstændigheder 

kan for eksempel være, at smuglingerne 

er professionelle og organiserede. 

hans hjælp. Men arbejdet volder ham indimellem 

kvaler. 

“Jeg ved, at flugt er noget af det hårdeste 

et menneske kan være udsat for. Jo længere 

de skal vente på, at vi får sat smuglingen i 

stand, jo værre er det for dem. En del 

flygtninge er psykisk handicappede, var jeg 

lige ved at sige... de er under et enormt pres 

og har været det gennem lang tid. Ventetiden 

er hård. De ved ikke, om de er købt 

eller solgt. Jeg ville ønske, jeg kunne sige til 

dem, at vi kører om en halv time, men de 

ting er uden for min kontrol. Jeg kan kun 

vente på klarsignal. Det er meget frustrerende 

at vide, at flygtningene venter på mig, 

men det er spillets regler. Mine frustrationer 

er ingenting ved siden af deres.” 

jo flere af os jo bedre 

Per bryder sig ikke om professionelle 

menneskersmuglere, men nogle gange må 

principperne vige. 

“Hvis det overhovedet kan lade sig gøre, 

bruger vi vores egne ressourcer og netværk, 

men står vi med et menneske, som er i 

knibe, og det eneste, der kan hjælpe ham 

eller hende er et falsk pas, skaffer vi penge 

til at købe det hos professionelle i Danmark. 

Jeg kan ikke lide det. Det er i orden at kræve 

penge, så længe de dækker smuglerens 

ud-gifter til billetter, benzin og papirer, men 

jeg tager afstand fra smuglere, som profiterer 

af at hjælpe flygtninge. Jeg er overbevist 

om, at mange af de flygtninge, jeg kommer i 

kontakt med, har været i adskillige 

menneskesmugleres hænder for at nå til 

Nordeuropa. Jeg kan bare håbe på, at 

flygtningene bliver glade for at møde nogen, 

der ikke plyndrer dem. Jo flere der arbejder 

på min måde, jo bedre for flygtningene.” 

En anden af Pers roller i netværket er at 

holde flygtningene ajour med, hvor langt 

Politiet fører ikke offentlige statistikker over, 

hvor mange af disse sigtelser, der førte til dom. 

Kilde: Den Centrale Politiafdeling 

forberedelserne til deres smugling er nået. 

“Vedkommende skal ikke føle sig isoleret 

og forladt. Jeg gør meget ud af at holde mellemmændene 

orienteret, også hvis der ikke 

er noget nyt. Tavshed er det værste.” 

Netværket er flettet ind i andre lignende 

netværk i Danmark såvel som i udlandet, og 

er kendt blandt mange flygtninge og asylansøgere. 

Det er da i reglen også 

flygtningene selv – eller organisationer 

– som kontakter netværket, når nogen har 

brug for hjælp til at smugle en person ind i 

eller ud af Danmark. 

alle kan få hjælp 

Per kender sjældent mange detaljer i de 

sager, han arbejder med. Som regel får han 

blot oplysninger om antal personer, alder, 

nationalitet, om der er børn med og hvilken 

form for transport, der skal arrangeres. 

Ifølge Per udvælger netværket ikke, hvem 

det vil smugle. Der sker højst en prioritering. 

En ung rask mand må vige for en 

familie med børn. Per erkender, at han med 

så få oplysninger ikke kan være sikker på, at 

de personer, han smugler, er forfulgte. 

“Det er da rigtigt. Jeg har ikke lyst til at 

hjælpe en serbisk krigsforbryder eller en 

nazist fra Anden Verdenskrig, men bortset 

fra disse meget grelle eksempler går jeg 

ikke ind og tager moralsk stilling til, om det 

er den ene eller den anden, der skal have 

hjælp. Der skal meget til, før jeg siger fra, og 

det er ikke sket endnu.” 

Selv om Per er meget aktiv i en branche, 

hvor risikoen for afsløring er overhængende, 

er han overbevist om, at han ikke bliver 

opdaget af politiet. 

“Flygtningene får aldrig oplysninger om 

mig. Dels for min sikkerheds skyld, dels for 

deres. Hvis de bliver arresteret, skal de ikke 

frygte for, at de kommer til at sige noget, 

der skader mig eller andre. Flygtningene 

kan højst fortælle, hvordan jeg ser ud, hvis 

de overhovedet har set mig. Jeg tager 

sikkerheden meget alvorligt, men selvfølgelig 

kan det gå galt en dag. Måske lyder det 

lidt heroisk: Det ville da være frygteligt at 

komme i fængsel, men det er intet i 

sammenligning med de lidelser, jeg har 

sparet flygtningene for. Jeg ved, at jeg har 

reddet menneskeliv. Fængsel vil være billigt 

i forhold til, at mennesker er sluppet med 

livet i behold,” siger Per med overbevisning 

i stemmen. 

dejligt at være sMugler 

Sikkerheden taget i betragtning kan det 

virke paradoksalt, at Per vil stille op til dette 

interview. 

“Det burde jeg heller ikke gøre, men jeg 

vil gerne fortælle folk en anden side af 

virkeligheden. Altså at menneskesmuglere 

ikke blot er onde profitmagere, der er grove 

mod flygtninge. Under Anden Verdenskrig 

stod danskerne skulder ved skulder og 

smuglede jøderne til Sverige. Der skal nok 

være mange, som gjorde det gratis og på en 

god måde, og andre tog sig godt betalt. Der 

er altid større forståelse for den, der bryder 

loven, jo længere tilbage i tiden det skete. 

Men jeg tror faktisk, at der i Danmark er en 

del mennesker, som har forståelse for det 

arbejde, vi gør. Nogle vil selvfølgelig opfatte 

menneskesmuglere som de griske sataner, 

medierne fremstiller os som, men alligevel 

støtter mange vores del af arbejdet. Jeg 

“ jeg bruger selV orDet menneskesmugler, forDi jeg Vil 

tage orDet fra De meDier og politikere, som ikke aner, hVaD 

menneskesmugling hanDler om. jeg Vil gerne sige, at Det er 

Dejligt at Være menneskesmugler – Det burDe alle Være. 

har kontakt til mange fra hele det politiske 

spektrum fra den yderste venstrefløj til den 

yderste højrefløj.” 

Medier, politikere og politi sammen- 

ligner ofte menneskesmugling med narkotikasmugling. 

Det er en sammenligning, som 

Per tager kraftigt afstand fra. 

“Narkotika er en handelsvare, men vi 

handler ikke med mennesker. Narkotika 

bliver ikke smuglet for at hjælpe nogle mennesker, 

det har kun med profit at gøre. Jeg 

ved godt, at mange – heriblandt den amerikanske 

efterretningstjeneste – påstår, at der 

på verdensplan er mere profit i 

menneskesmugling end i narkotika- 

smugling. Den påstand tror jeg ikke et 

sekund på. Jeg bruger selv ordet 

menneskesmugler, fordi jeg vil tage ordet 

fra de medier og politikere, som ikke aner, 

hvad menneskesmugling handler om. Jeg vil 

gerne sige, at det er dejligt at være 

menneskesmugler – det burde alle være.” 

For at beskytte sig selv og andre ønsker den 

interviewede i artikelen at være anonym. 

Navnet Per er opdigtet. 

Redaktionen 


› 

fotos peter overgaard funch 

per, MenneskesMugler


straffen for menneskesmugling 

To dommere, byretsdommer Lilian Hindborg 

fra Gråsten og forhenværende konstitueret 

landsdommer i Vestre Landsret, Preben 

Thomassen, har samlet en mængde 

oplysninger fra en række sager om 

menneskesmugling. Sagerne tegner et 

tydeligt billede af, hvor hårdt menneskesmugling 

straffes. 

To væsentlige forhold ved straf- 

udmålingen er, om smuglingen er sket for 

egen vinding, og hvor mange personer 

den hårdeste dom 

I efteråret 1999 faldt den foreløbig hårdeste 

dom for menneskesmugling i Danmark: 

fængsel i treethalvt år og efterfølgende 

udvisning for bestandig. 

En 36-årig somalier blev kendt skyldig i 

at have stået bag smuglingen af 44 

somaliere og to indere i løbet af et år. Den 

somaliske menneskesmugler fik desuden 

konfiskeret 170.000 kroner. 

Med denne dom nåede retten i Haderslev 

tæt på den maksimale straf for menneske- 

smugleren har hjulpet over grænsen. 

Når dommeren udmåler straffens 

længde, svarer indsmugling af børn under 

18 år til en halv voksen person. 

Der gives oftest en bøde på 2.500-4.000 

kroner for at have hjulpet familiemedlemmer 

eller meget nære bekendte illegalt ind 

i Danmark. Bøder på 4.000 kroner gives, 

når sluseren udlåner pas og/eller visum til 

grænseoverløberen. 

smugling. Nemlig fire års fængsel til en 

person, som gentagne gange og for egen 

vinding smugler mennesker ind i eller ud af 

Danmark. 

Transporten af de mange personer stod 

en dansk langturschauffør og hans kone 

for. Chaufføren fik betaling for at køre de 

44 personer illegalt ind i Danmark, og det 

måtte chaufføren bøde for med 1 år og 6 

måneders fængsel. 

Kilde: Politiets Årsberetning 1999 

tre år for 1 tilfælde 

En herboende sri-lankansk statsborger blev i 

september 1999 idømt 3 års fængsel for 

menneskesmugling. Han blev fundet skyldig 

i 16 tilfælde af menneskesmugling – de 13 

tilfælde var under skærpende 

omstændigheder. Sri-lankaneren fik 

konfiskeret 134.000 kroner og blev dømt til 

udvisning for bestandig efter endt afsoning. 

Kilde: Politiets Årsberetning 1999 


uden vinding 

ANTAl PERSONER FæNGSEl 

1 måske 2 personer 30 dage 

2-3 personer 40 dage 



7-10 personer 3 mdr. 

Med vinding 

ANTAl PERSONER FæNGSEl 

1 person 40 dage 



4-6 måske op 

til 8 personer 3 mdr. 

Kilde: Kompendium udarbejdet af Lilian Hindborg og Preben Thomassen

Minister til kamp mod menneskesmugling 

Justitsminister frank Jensen kalder menneskesmugling »en infam forbrydelse.« i folketinget er meningerne mere delte 

af niels christiansen 


Justitsminister Frank Jensen (S) gør brug af 

en usædvanlig skarp tone, når han taler om 

menneskesmugling. 

I et svar til Folketingets retsudvalg i 1998 

omtalte han det som en »infam form for 

kriminalitet.« Menneskesmuglerne blev ved 

samme lejlighed karakteriseret som personer, 

der »groft og kynisk udnytter personer 

i nød, giver dem falske forhåbninger og ikke 

sjældent bringer dem (flygtningene, red.) i 

livsfarlige situationer.« 

Det har ikke været muligt at få et 

interview med justitsminister Frank Jensen 

om den danske indsats mod menneskesmugling 

til dette magasin. Han har i stedet 

udtalt følgende på skrift: 

»Fra dansk side lægger vi vægt på, at 

menneskesmugling mødes med effektive 

og afskrækkende sanktioner. Vi lægger også 

vægt på, at politi og anklagemyndighed kan 

gøre brug af de nødvendige foranstaltninger 

for at optrævle de kriminelle netværk, der 

med profit for øje og uden hensyntagen til 

de store menneskelige omkostninger, står 

bag de organiserede menneskesmuglinger.« 

et selvskabt probleM 

I Folketinget er meningerne delte. De fleste 

politiske ordførere på området mener, at 

menneskesmugling er andet end blot en 

gemen forbrydelse. 

Enhedslistens Søren Søndergaard mener, 

at Vesten i høj grad selv har skabt grundlaget 

for menneskesmugling: 

“Prisen for at smugle mennesker er jo 

proportional med den fare, der ligger i det. 

Jo sværere det er at komme hertil, jo dyrere 

er det. På den måde kan man godt sige, 

at problemet med menneskesmugling er 

noget, EU selv har skabt. Menneskesmugling 

siger noget om, hvor høje vores grænser 

er – altså hvor svært det er for folk udefra at 

komme ind i »Fort Europa«.” 

Også Centrum Demokraterne mener, der 

er flere sider af sagen. Arne Melchior siger: 

“Menneskesmugling – der hjælper folk, 

som er i nød – har jeg fuld respekt for. Men 

foregår det i selvberigelsens tjeneste, synes 

jeg, det er modbydeligt. Det er skrækkeligt, 

hvis man misbruger mennesker, der er 

nødstedte.” 

Nogenlunde samme holdning giver 

Kristeligt Folkepartis formand, Jann Sjursen, 

udtryk for: 

“Menneskesmugling kan jo være mange 

ting. Der er ingen tvivl om, at der findes 

dem, der forsøger at udnytte, at mennesker 

er i nød. Det er klart, at Kristeligt Folkeparti 

tager afstand fra den slags plattenslagere. 

Men vi skal ikke glemme, at der også er 

menneskesmuglere, der hjælper mennesker, 

som virkelig har brug for det. Vi behøver 

bare at tænke på Anden Verdenskrig, da de 

danske jøder blev hjulpet af danske 

menneskesmuglere. Det er jo noget, vi er 

stolte af i dag,” siger Jann Sjursen. 

en ulækker aktivitet 

I Socialistisk Folkeparti deler man holdningen 

fra de tre andre partier. SF’s ordfører 

på udlændingeområdet, Knud Erik Hansen, 

siger: 

“Når vi i dag har menneskesmugling 

skyldes det i høj grad, at vi har så lukkede 

grænser, som vi har. På den måde kan man 

godt sige, at vi selv er med til at fremme 

den hårde menneskesmugling.” 

Knud Erik Jensen og SF bryder sig ikke 

om den slags menneskesmugling, som 

tjener penge på folk i nød – han kalder det 

for “en ulækker aktivitet.” Men Knud Erik 

Jensen mener ikke, der er noget, som tyder 

på, at menneskesmuglerne forsvinder. 

“I øjeblikket er der meget uro i verden, 

krige og diktaturstater. Derfor er der mange 

mennesker, som er tvunget til at være i 

bevægelse. Tvunget til at søge andre steder 

hen end der, hvor de er forfulgt.” 

Venstres flygtningeordfører, Birthe Rønn- 

Hornbech, er enig i, at menneskesmugling i 

dag er en følge af flygtningestrømme. Men 

hun mener, man kan komme det til livs 

ved at forhindre flygtninge i at søge asyl i 

Europa. 

“EU skal gå sammen og afskaffe spontane 

asylansøgere ved, at EU opretter og driver 

forsvarlige lejre i flygtningenes nærområder. 

Derfra skal de kunne søge asyl. På den måde 

vil der ikke være nogen forretning for 

menneskesmuglerne, og flygtninge- 

politikken vil få den humanitære karakter, 

der fuldstændig mangler i dag, hvor det er 

menneske-smuglerne, der styrer 

tilstrømningen til Danmark.” 

“ fra Dansk siDe lægger Vi Vægt på, at menneskesmugling 

møDes meD effektiVe og afskrækkenDe sanktioner. 

frank jensen, justitsMinister 

frihed, sikkerhed og retfærdighed 

I efteråret 1999 trådte stats- og regeringscheferne 

i EU-medlemslandene sammen i 

Tammerfors i Finland. Formålet med mødet 

var at oprette »et område med frihed, 

sikkerhed og retfærdighed i Den Europæiske 

Union.« 

EU-topmødet blev enig om at »sætte 

dette mål øverst på den politiske dagsorden 

og bevare det der,« som det hedder i konklusionen 

fra mødet. 

Hvad kom først: Den professionelle 

menneskesmugling eller indvandringsstop 

og skærpet grænsekontrol? 

Tidligere indenrigsminister Thorkild 

Simonsen kom med sit bud i et svar til 

Folketinget i 1998: 

"Menneskesmugling foregår på det 

marked for illegale tjenesteydelser, der 

uundgåeligt er opstået som følge af den 

hvad er organiseret kriMinalitet? 

International Criminal Police Organization 

– nok bedre kendt som INTERPOl – har defineret 

organiseret kriminalitet som: 

»Et foretagende eller en gruppe personer, 

som vedvarende beskæftiger sig med ulovlige 

aktiviteter, hvis primære mål er at frembringe 

Stats- og regeringscheferne drøftede 

også, hvad EU skal gøre for at hindre 

menneskesmugling. Herom hedder det i 

konklusionen: 

»Det Europæiske Råd er fast besluttet 

på at takle ulovlig indvandring ved ondets 

rod, navnlig ved at bekæmpe personer, 

som er involveret i menneskehandel og 

økonomisk udnyttelse af migranter. Rådet 

opfordrer kraftigt til, at der vedtages lovgiv- 

Hønen eller ægget? 

skærpede grænsekontrol, hvorfor 

fænomenet ikke kan bringes til ophør alene 

ved strafskærpelse som den foreslåede eller 

ved andre kriminaliseringstiltag. 

Det kan næppe udelukkes, at den 

generelt skærpede kriminalpolitiske indsats 

mod menneskesmugling tværtimod gør 

denne mere professionelt organiseret og 

samtidig derfor mere kynisk i forhold til 

profit på tværs af de respektive landegrænser.« 

Om menneskesmugling hedder det fra politiorganisationen, 

at migranterne i reglen selv 

opsøger en agent eller en gruppe af 

menneskesmuglere. Disse grupper står for det 

meste bag hele »operationen«. 

Det vil i praksis sige, at smuglerne sørger 

ning, som fastsætter strenge sanktioner for 

denne grove forbrydelse. Rådet opfordres 

til inden udgangen af 2000 at vedtage lovgivning 

herom på grundlag af et forslag fra 

Kommissionen. Medlemsstaterne bør 

sammen med Europol (EUs politienhed i 

Haag, red.) rette deres indsats mod at 

afsløre og uskadeliggøre de involverede 

kriminelle organisationer. Rettighederne for 

ofrene for sådanne aktiviteter skal sikres, 

ofrene, end det allerede i dag er tilfældet." 

Ved samme lejlighed udtrykte den 

tidligere indenrigsminister bekymring over 

den almindelige offentlige bevidsthed om 

Danmarks pligt til at beskytte flygtninge, 

herunder den sprogbrug som er ved at være 

gældende på området: 

"Strafskærpelse og lignende foranstaltninger 

bliver almindeligvis beskrevet som 

for visum og ID-papirer, billetter, rejseplan og 

transport. Endeligt følger en eller flere 

hjælpere i de fleste tilfælde med migranterne, 

der oftest rejser i små grupper. 

På sin hjemmeside fastslår INTERPOl, at 

følgende europæiske lande er hårdest ramt af 

illegal indvandring: Østrig, Frankrig, Tyskland, 

idet der lægges særlig vægt på kvinders og 

børns problemer.« 

Det Europæiske Råd fremhævede ved 

samme lejlighed en aftale mellem Italien og 

Grækenland om øget samarbejde i kampen 

mod menneskesmugling som eksempel til 

efterlevelse. 

Kilde: Det Europæiske Råd 

led i en generel kriminalisering, der ikke 

alene rammer menneskesmuglere, men 

ligeledes kaster et kriminelt skær over flygtninge 

og asylansøgere, uanset deres i og for 

sig uomtvistede beskyttelsesbehov." 

Italien, Storbritannien, Spanien og Holland. 

Forklaringen er ifølge INTERPOl disse landes 

visum-politik, historiske bånd til tidligere 

kolonier, geografiske placering og etniske 

minoriteter. 


Kilde: Folketinget 

Kilde: INTERPOL


flygtninge som forretning 

istanbul er et slaraffenland for menneskesmuglere. i tyrkiets største by udnytter et virvar af hoteller, rejsebureauer og 

driftige agenter byens strategiske placering ved strædet mellem asien og europa 



Han vinker ivrigt og afværgende med hænderne. 

Et venligt, men bestemt smil breder 

sig hen over hans ansigt. 

“Nej, jeg er ikke med i det længere.” 

Den midaldrende og halvskaldede mand 

fra Iran tripper uroligt. Han forvisser sig om, 

at der ikke er nogen inden for hørevidde. 

“Menneskesmugling er blevet for farligt,” 

fastslår han. 

En af hans bekendte – en kvindelig menneskesmugler, 

som i årevis har drevet sin 

forretning i samme kvarter – blev arresteret 

for tre måneder siden. Efter to måneders 

fængsel i Tyrkiet blev hun udvist til Iran, 

hvor hun oprindelig kom fra. I Iran risikerer 

menneskesmuglere både fængsel og det, der 

er værre, for præstestyret ser med strenge 

øjne på folk, der hjælper kritikere med at 

undslippe. Den midaldrende mand har i 10 

år været kendt som menneskesmugler, men 

nu gør han sig i turistbranchen. 

Siger han. 

flygtninge og forretningsfolk 

Stedet er receptionen i Hotel Hakan i 

Gentürk Caddesi nummer 9. Bygningen ligger 

i Laleli, Istanbuls gamle kvarter. Det 

tyrkisk-ejede Hakan er et såkaldt “iransk 

hotel.” Det betyder i praksis, at ud over 

fem-seks prostituerede fra Rusland bor her 

udelukkende iranere: Nogle er forretningsfolk. 

De kommer til den tyrkiske millionby 

for at sælge krydderier, sandaler og andre 

varer, der giver en beskeden indtægt, som 

de handlende kan bringe med sig tilbage til 

Iran. 

Andre er flygtninge. De kommer for at 

hyre en menneskesmugler til at fragte sig ud 

af Tyrkiet og illegalt ind i Vesteuropa eller 

Nordamerika. Hakan er blot ét af mange 

hoteller, hvor der er hjælp at hente mod 

behørig betaling. 

Den midaldrende mand ryster stadig 

afværgende på hovedet, da han fortæller, 

at han er ansat i et rejsebureau i nabolaget. 

Alligevel er han hver dag at finde i og 

omkring sofaen i receptionen på Hakan. Her 

taler han dagen lang med hotellets gæster, 

som strømmer ind ad hotellets fedtede glasdøre. 

I dag har han travlt med at arrangere 

aftenens store fest: Det iranske nytår og 

overgangen til år 1379. 

Og der er nok at se til. Dagligt standser 

flere busser fra Irans hovedstad, Teheran, ud 

for hotellets trappe. Trætte og stivbenede 

stiger passagererne ud, mens bunken af 

kufferter, tasker og pakker vokser på fortovet. 

Uden beklagelse forlanger receptionisten 

bag den mørkbejdsede skranke 800 kroner 

eller gæsternes pas i depositum. Selv for en 

enkelt overnatning. 

“Mange løber fra regningen,” forklarer 

han med et ligegyldigt skuldertræk og lader 

forstå, at praksis ikke er til diskussion. 

sMugler ikke... og dog 

Hotel Hakans seks etager rummer 98 værelser. 

De lyse gulvtæpper på gangene er slidte. 

Her spankulerer buttede russiske ludere 

hjemmevant rundt i deres stramtsiddende 

nederdele og glitrende bluser. På evig jagt 

efter kunder og kontanter søger ludernes 

erfarne blikke uafladeligt øjenkontakt med 

de mange enlige iranske mænd, som har 

“ hej, Du iranske passager. 

kom inDenfor og hør om 

Vore priser, inDen Du rejser 

ViDere. 

skilt i tyrkisk hotel 

skrevet sig ind i hotellets gæstebog. 

Værelserne er simple uden at være 

snuskede. Væggene og de tynde finérdøre 

isolerer dårligt. Døgnet rundt fyldes Hotel 

Hakan med en mosaik af lyde. En kvinde 

hulker hjerteskærende. En mand råber med 

mørk og truende stemme. En luder arbejder. 

Manden i receptionen lader hånden hvile 

på sin halvskaldede isse. Efter et par 

minutters snak er han mere fortrolig end 

afvisende. Jo, han har da stadig lidt med 

menneskesmugling at gøre. 

“Men vi hjælper ikke folk til Danmark, 

Norge og Sverige længere. Vi bruger nogle 

andre ruter i dag. Tyskland, Holland, 

Østrig og Italien, kan vi klare, men ikke 

Skandinavien. Vi kan køre folk til grænsen 

mellem Tyskland og Danmark, men resten 

må de selv sørge for,” siger smugleren. 

Som andre i samme branche er det hans 

lod altid at være et skridt foran politiet. 

Derfor ændres rejseruter, destinationer og 

kutymer konstant for at sløre smuglingerne 

mest muligt over for politiet. 

neMt at krydse grænser 

Han forklarer, at flygtningene bliver fløjet 

fra Istanbul til Sarajevo, fordi der ikke kræves 

visum dertil. Herfra smugles 

flygtningene videre til Italien, hvor nogle 

søger asyl. Andre bliver i bil kørt længere op 

i Europa, for som han tørt konstaterer: 

“Det er jo nemt at krydse EU-grænserne 

på grund af Schengen-samarbejdet.” 

Atter fyldes receptionen af mennesker. 

Han har ikke tid til mere snak – nytårsfesten 

nærmer sig. 

Lugten af glødende kul og stegt lammetarm 

bølger gennem de snævre gader 

i gamle Istanbul. I et støvet vindue står et 

gulnet skilt. Med håndskrift står der skrevet: 

»Hej, du iranske passager. Kom indenfor og 

hør om vore priser, inden du rejser videre.« 

Et par gader derfra ligger en restaurant. 

Mellem bordene går der rygter om en 

tyrkisk menneskesmugler, som opererer fra 

Istanbuls internationale lufthavn. Hos denne 

agent er priserne for en smugling ikke til 

forhandling. Til gengæld er agenten uhyre 

effektiv. 

“Kontakt hans lillebror. Han har en 

mobiltelefon-forretning i nærheden,” lyder 

et råd på restauranten. 

agent i lufthavnen 

“Vi skal vente på min storebror,” siger 

manden stolt og peger på sin ene skulder, der 

hvor stjerner og striber sidder på magtfulde 

personer. Storebror er en af disse 

magtfulde personer. Sammen med to andre 

menneskesmuglere arbejder han i lufthavnens 

transithal. Officielt som ansat i paspolitiet. 

Knap så officielt som menneskesmugler. 

Lillebror er 30-35 år og ejer mobil- 

telefon-forretningen. Stedet lugter af penge. 

Hans øjne omkranses af moderne firkantede 

briller med tykt sort stel. Han er tydeligvis 

godt tilfreds med sig selv, sit store mahogniskrivebord 

og de dyre læderstole. Han lover, 

at han vil forsøge at lave en aftale med sin 

storebror. To dage i træk aflyser storebror 

aftalen, men tredje dag lykkes det at møde 

ham i forretningen. 

Storebror taler næsten uafbrudt i mobil- 


fotos henrik kastoft

sMuglerskib bordet 

En række journalister i Tyrkiets største by, 

Istanbul, har igennem tiden infiltreret byens 

meget omfattende menneskesmugler-miljø. 

I en artikel om menneskesmuglingerne fra 

havnen i Istanbul til Italien og Grækenland, skrev 

en af journalisterne, »at der er tale om smugling 

af flere hundrede flygtninge hver nat.« 

I 1998 blev skibet »Ararat« bordet ved 

Catanazzaro i Italien. I lastrummet fandt den 

italienske kystvagt 825 flygtninge udskibet fra 

Istanbul. 

foto henrik kastoft 

telefon. Samtalerne handler om dollars og 

D-mark, falske pas og flyafgange. Han tager 

ikke notits af kunderne i lillebrorens forretning. 

Kunder, som er kommet for at se på 

Nokias eller Ericssons nyeste model, men 

nu kan overhøre en række instruktioner 

om praktiske forhold ved smuglinger ud af 

byens lufthavn. 

Storebror er selvsikker, ja nærmest 

arrogant. Han er omkring 40 år. Stemmen er 

udtryksløs. Han er kortklippet. Ansigtet er 

lagt i alvorlige folder, og han fortrækker ikke 

en mine. Telefonsamtalen er slut, men han 

undgår bevidst øjenkontakt. Han er fjern 

og holder afstand, han involverer sig ikke 

i mennesker – deres skæbner er penge for 

ham og intet andet. 

sMugling Med garanti 

“Prisen er 46.000 kroner til Europa. 68.000 

til Canada,” siger han, mens han ser et andet 

sted hen. Halvdelen af beløbet dækker 

“ garantio. smuglingerne er 100 procent sikre. 

Det er mig, Der står og stempler. 

udgifter til pas, eventuelt visum og flybillet. 

Resten er hans fortjeneste. Pengene betales 

kontant hos lillebroren i mobiltelefon- 

forretningen. Bestillingerne foretages 

samme sted. 

Lufthavns-agenten forklarer, at de falske 

pas og visa laves i Istanbul. Derfor kan 

smuglingerne ud af Istanbuls lufthavn 

arrangeres i løbet af få dage. De tårnhøje 

priser forklarer han med en indbygget 

garantiordning. Hvis forsøget mislykkes, 

finder han en anden flyafgang uden ekstra 

salær. 

“Garantio,” lyder det brysk. 

“Hvis der er ekstrakontrol i lufthavnen, 

tager vi et andet fly. Smuglingerne er 100 

procent sikre. Det er mig, der står og 

stempler. Flygtningene bliver fulgt gennem 

lufthavnen fra check in og helt ud til flyet. 

Vi benytter kun direkte flyvninger, det er 

for risikabelt at mellemlande. Hvilket flysel- 

agent i istanbul lufthavn 

skab vi vælger, afhænger af situationen og 

bestemmelsesstedet.” 

På spørgsmålet om de flygtninge, som 

alligevel bliver afsløret i lufthavnen, 

risikerer at komme i fængsel, siger han 

utålmodigt: 

“Nej, nej, nej. De kommer ikke i fængsel.” 

Han vender sig og gør mine til at gå. Der 

er ingen grund til at spilde mere tid på nysgerrige 

spørgsmål. 

kropsvisiteret af freMMedpoliti 

Et par gader fra mobiltelefon-forretningen 

bremser en politibil hårdt op foran 5-6 

udlændinge, som slentrer hen ad fortovet. 

To betjente fra fremmedpolitiet springer ud 

af deres bil og genner en efter en - 

udlændingene op mod en mur. Med 

hænderne op mod muren bliver udlændingene 

kropsvisiteret. Betjentene kommanderer 

to af udlændingene ind på bagsædet af 

politibilen og kører et øjeblik senere fra 

stedet. På gadehjørnet står en prostitueret 

og betragter optrinnet med ligegyldighed. 

Den slags er hverdag i Istanbul. 

Tilbage på Hotel Hakan står en af de 

udlændinge, som flere gange er gået i 

fremmedpolitiets finmaskede og 

korrumperede net. 

Ali Reza er 28 år og desperat. Han er 

flygtet fra Iran, men fortæller ikke hvorfor. 

Nu sidder han hjælpeløst fast i Istanbul. 

Uden penge. Uden job. Uden fremtid. 

ludernes by 

Ali Reza driver rastløst rundt i Hotel Hakans 

reception. 

Koranen hviler tung og mægtig på et 

lille bord i hjørnet af lokalet. En kurv med 

frugt og en lille messing-tallerken med en 

håndfuld mønter i omkranser islams hellige 

skrift. Samtidig banker hårdtpumpede 

diskorytmer ud fra hotellets baglokale, som 

rummer en veludrustet bar og et menne- 

0 menneskesmugling 

menneskesmugling 1

sketomt dansegulv. Fem iranske mænd spiller 

billard. I en hjørnesofa sidder en ældre 

mand flankeret af en ung og letpåklædt 

kvinde. 

“Istanbul er ludernes by! Tyrkerne er 

grove, de mangler respekt. Alle er efter dine 

lommer. Man kan ikke uddanne sig, man 

kan ikke arbejde sig igennem til et ordentlig 

liv her. Jeg er træt af at gå rundt og være 

nytteløs,” udbryder Ali Reza. 

Han er bleg og mager. Hans øjne gløder 

kun af raseri og desperation, livsglæden 

har han mistet for længe siden. Ali Reza har 

ikke råd til at bo på Hotel Hakan, han er her 

kun for at tale med bekendte. Han bor på et 

værelse i udkanten af Istanbul sammen med 

to andre flygtninge. Den ene har for nylig 

tabt 57.000 kroner på en mislykket flugt til 

Vesteuropa. 

sygner hen i storbyen 

For ham selv er tiden – eller rettere pengene 

– også ved at rinde ud. Han har betalt 5.700 

kroner for et pas. En investering han nok 

ikke får udbytte af. 

“Passet udløber snart. Jeg kan ikke 

forny det på ambassaden, for passet er falsk. 

søger asyl på fn-kontor 

Tyrkiet har underskrevet FN’s flygtninge- 

konvention fra 1951, men ikke den opdaterede 

protokol fra 1969. Det betyder, at Tyrkiet ikke 

giver asyl til flygtninge fra lande uden for 

Europa. 

Jeg er nødt til at skaffe et nyt.” 

For halvandet år siden flygtede han fra den 

kurdiske del af Iran. Med sig havde han penge 

fra familien, og i Istanbul kom han sammen 

med tre andre i kontakt med en menneskesmugler, 

som sejlede dem til Grækenland. 

“Jeg ville til Holland, for der sender man 

ikke folk tilbage til Iran. Men vi blev afsløret 

af det græske politi og smidt over på den 

tyrkiske side af grænsen.” 

Nu er han atter i Istanbul. I en periode 

arbejdede han i Laleli-kvarteret, hvor han 

blev hyret til at lokke russere og bulgarer, 

iranere og irakere ind i en tøjbutik. Hyren 

var 1.300 kroner om måneden. Efter et 

alvorligt mavesår er han nu ude af stand til 

at arbejde, og sygner langsomt hen i storbyens 

jungle. 

“Jeg tabte 9.000 kroner på den Grækenlandtur. 

Jeg er flov over at have brugt 

familiens penge uden at opnå noget. I 

begyndelsen vidste jeg ikke, hvordan man 

skulle klare sig i Istanbul,” fortæller Ali 

Reza og nævner priserne på et hotelværelse 

som et eksempel. Den officielle pris på et 

almindeligt værelse er ofte 800 kroner. Med 

Det betyder i praksis, at flygtninge fra 

Mellemøsten og Afrika skal henvende sig på 

FNs Flygtningehøjkommissariatets kontor i 

hovedstaden Ankara. Her driver FN en lejr, hvor 

flygtningene kan opholde sig indtil FN fordeler 

flygtningene til tredjelande. 

lidt øvelse kan prisen dog forhandles ned i 

80-100 kroner. Og på de hoteller, hvor der 

bor mange flygtninge er prisen normalt 20- 

25 kroner pr. overnatning. Altså op mod 40 

gange mindre end udgangspunktet. 

Griske hotelejere er en ting. Langt værre 

er ifølge Ali Reza det korrupte og voldelige 

fremmedpoliti i Istanbuls mørke gader. 

bank af freMMedpolitiet 

“Jeg er blevet stoppet to gange. Første gang 

måtte jeg betale 10 millioner tyrkiske lira 

(190 kroner, red.) for at få lov at gå. Anden 

gang tømte betjentene mine lommer... da 

var det 8,5 millioner lira (155 kroner, red.).” 

Og ve den flygtning, som ikke har penge 

på sig til at bestikke politiet med. Ifølge 

Ali Reza og flere tyrkiske journalister kan 

det uden videre føre til bank, fængsling og 

udvisning til hjemlandet. Myndighederne i 

Tyrkiet gør sig ikke den ulejlighed at undersøge, 

om en flygtning udsættes for fare ved 

at blive sendt tilbage til sit hjemland. 

Tyrkiet giver kun asyl til flygtninge fra 

Europa. Flygtninge fra Afrika, Mellemøsten 

eller Asien kan ikke søge asyl i Tyrkiet. For 

disse mennesker er Tyrkiet pr. definiton et 

FN-kontoret i Ankara modtog i fjor 6.605 

asylansøgere. Alle undtagen 166 personer kom 

fra Mellemøsten. 

Kilde: UNHCRs kontor i Ankara 

transitland. FNs Flygtningehøjkommissariat 

(UNHCR) driver flygtningelejre ved Ankara, 

men der har Ali Reza ikke tænkt sig at blive 

registreret. 

“Det er forgæves. FN-systemet er for 

langsomt, og kun få af de flygtninge, som 

melder sig til UNHCR, får beskyttelse i et 

andet land.” 

Ali Reza kender kun én løsning på sine 

mange problemer. Holland – koste hvad det 

vil. 

“Jeg kender mange smuglere. Jeg ved 

ikke, hvem der er bedst, det afhænger af 

tidspunktet,” siger Ali Reza. Derfor vil han 

vente med at vælge den smugler, som skal 

hjælpe ham ud af Istanbul til tiden er inde. 

Men. Det kommer til at vare længe, før tiden 

er inde for Ali Reza. For virkeligheden er, at 

han ingen valgmuligheder har. En smugling 

til det Holland, han så inderligt drømmer 

om, vil koste 30.000-60.000 kroner. Mange 

penge, især når man ingen har. 

“Man skal passe på med menneske- 

smuglere. Man skal ikke stole på, hvad de 

siger,” lyder det opgivende fra Ali Reza. 

“ jeg tabte 9.000 kroner på Den grækenlanDstur. jeg er floV 

oVer at haVe brugt familiens penge uDen at opnå noget. 

ali reza, strandet flygtning i istanbul 


foto henrik kastoft

Med livet til følge 

Bent Melchior har selv været på flugt. derfor har han sympati for visse former for humanitær menneskesmugling, 

men han er også skeptisk over for flygtninge, som illegalt krydser den dansk-tyske grænse 

af henrik kastoft 

Tavst ser han op. Cerutten oser kraftigt et 

øjeblik, og blikket følger eftertænksomt 

røgen gennem rummet. Bent Melchiors øjne 

lyser. Han har et svar. 

“Mit syn på det at smugle mennesker er 

i høj grad afhængig af smuglerens motiv,” 

begynder han. 

“Hvis smugleren handler for egen 

vinding, finder jeg det aldeles frastødende. 

Fordi det er frygtelig farligt for flygtningen, 

hvis penge driver smugleren. Smuglerne 

bliver mindre hensynsfulde over for de 

mennesker, de redder. Gør smugleren det 

derimod for at hjælpe mennesker i nød, 

stiller sagen sig ganske anderledes. Dem har 

jeg sympati for,” siger Bent Melchior. Han 

er medlem af forretningsudvalget i Dansk 

Flygtningehjælp og formand for organisationens 

asyludvalg. 

Atter sænker stilheden sig i dagligstuen. 

Nede fra gaden høres svagt formiddagens 

trafik gennem Frederiksborggade i København. 

Cerutten knitrer påny og en grå sky 

rejser sig i den højloftede stue. Tankerne 

glider næsten seks årtier tilbage. Til 

dengang Melchior, hans forældre og 

søskende selv var på flugt og fik hjælp af en 

menneskesmugler. Det var i oktober 1943. 

Som flere tusinde jøder og modstandsfolk, 

flygtede familien Melchior til Sverige, bort 

fra nazisternes forfølgelse i Danmark. 

Melchior-familiens menneskesmugler var 

en af dem, som blev drevet af lysten til at 

tjene mange og hurtige penge. Han betegnede 

sig selv som fisker, men Bent Melchior 

kalder det i dag “et mirakel”, at kutteren 

nåede Sveriges kyst efter 17 timers sejlads 

på må og få. 

gange husleje 

Den ærgerrige og talentløse fisker tjente 

en formue ved at smugle familien Melchior 

over Østersøen til Sverige. 

“Prisen pr. person var normalt 2.000 

kroner. Min far må have fået rabat, for han 

betalte 9.500 kroner for seks personer. Det 

var ikke normalt at være i besiddelse af så 

enorme summer, som der skulle til, for at 

flygte til Sverige. Min far måtte låne 

pengene,” husker Bent Melchior. 

Beløbet til trods er han ikke det fjerneste 

forarget over, at jøderne ofte måtte betale 

de danske menneskesmuglere for at komme 

i sikkerhed. 

“Jeg mener bestemt, det var rimeligt at 

betale fiskerne. Husk på at de udsatte både 

deres liv og levebrød for en betydelig 

risiko.” 

Var risikoen stor, var beløbene det også. 

Hvor store pengesummer det handlede om, 

illustreres måske bedst ved, at Melchiorfamilien 

betalte 150 kroner om måneden 

i husleje for en 6-værelses lejlighed på 

Frederiksberg. Prisen for smuglingen til 

Sverige var med andre ord 63 gange højere 

end den månedlige husleje. 

de brodne kar 

I diskussioner om menneskesmugling høres 

ofte det argument, at flygtninge som får 

hjælp af menneskesmuglere – og måske 

krydser grænser illegalt – »nok ikke har rent 

mel i posen«. Bent Melchior er lodret uenig. 

“Jeg accepterer slet ikke det synspunkt. 

Jeg accepterer heller ikke, at de skulle være 

såkaldte bekvemmeligheds-flygtninge. 

Naturligvis er der brodne kar i alle lejre, 

også i flygtningelejre. Men det helt overvældende 

flertal af flygtninge er reelle flygtninge. 

Jeg tror ikke, folk er sig bevidste, hvor 

meget det betyder at lukke sin dør, forlade 

sin familie, sit sprog, sit land, sin kultur 

og sit klima. Der er nogen, som siger, at de 

sociale forhold i Danmark er tillokkende, 

men jeg nægter simpelthen at tro, at flygtningene 

har nogen anelse om det. De har 

vel knap nogen anelse om, hvor Danmark 

ligger på verdenskortet. Alt hvad de ved om 

Danmark er, at vi har nogle humane principper, 

som de kan nyde godt af, men at de 

skulle have et indgående kendskab til den 

danske sociallovgivning... nej.” 

sMuglere under Mistanke 

Han vil ikke afvise, at de professionelle 

menneskesmuglere informerer, ja måske 

ligefrem lokker, deres kunder med løfter 

om demokrati og velfærd i Vesten, herunder 

Danmark. 

“Ja, det er klart, at menneskesmugleren 

er under mistanke. Jeg har aldrig mødt 

sådan en person, og derfor kender jeg ikke 

hans motiv. Men hvis menneskesmugleren 

skaffer personer væk fra umenneskelige forhold 

til Danmark, kan jeg da kun glæde mig 

over, at Danmark har et sådant ry blandt 

menneskesmuglere. Tænk hvis det var 

anderledes,” siger Melchior. 

Han husker tydeligt, hvad han følte, da 

han som 14-årig pludselig blev flygtning og 

skulle forlade sit hjem. 

“Jeg klyngede mig til et håb, da vi 

lukkede døren. Det var traumatisk at forlade 

sit hjem. Jeg medbragte stort set kun, hvad 

der kunne være i en skoletaske; et sæt 

skiftetøj, en trøje, undertøj og en bog. Men 

håbet om snart at kunne vende tilbage var 

det halmstrå, som gjorde øjeblikket mindre 

dramatisk.” 

Timerne ude på Østersøen brugte den 

unge Bent på at tænke: “Hvad er det, jeg har 

gjort? Hvorfor er jeg et jaget dyr?” 

Melchior begynder at grine ved erindringen 

om sine skyldfølelser under flugten. 

“Dengang havde jeg en tilpas ren samvittighed, 

så...” Sætningen går i stå og smilet 

fortrækker. 

ikke et spørgsMål oM liv og død 

Melchior er slet ikke i tvivl: Smuglere og 

flygtninge under Anden Verdenskrig satte 

deres liv på spil. Sådan er det ikke nødven- 

“ Det Var ikke normalt at Være i besiDDelse af så enorme summer, som Der skulle til, 

for at flygte til sVerige. min far måtte låne pengene, men Det Var rimeligt at 

betale fiskerne. husk på at De uDsatte båDe Deres liV og leVebrøD for en betyDelig risiko. 

bent Melchior 

digvis i dag, og da slet ikke ved den dansktyske 

grænse. 

“I dag er det at krydse den dansk-tyske 

grænse ikke et spørgsmål om liv og død. 

Derfor er jeg ikke uden skepsis over for det, 

som foregår dernede. Danmark behandler 

principielt set ikke flygtninge anderledes, 

end Tyskland gør. Derfor undrer det mig, 

at flygtningene skal krydse grænsen til 

Danmark. Jeg sætter spørgsmålstegn ved 

menneskesmuglingen over den dansk-tyske 

grænse, for vi kan jo ikke påstå, at der er 

mere sikkert for en flygtning på den danske 

side af grænsen. Det gør igen spørgsmålet 

om motivet til at smugle mennesker 

aktuelt. Hvad er motivet til at smugle folk 

over den dansk-tyske grænse? Det 

spørgsmål volder mig vanskeligheder.” 

drikker vores kaffe 

Menneskesmugling slås ofte i hartkorn med 

organiseret international kriminalitet som 

våben- og narkotikasmugling. En urimelig 

sammenligning, mener Melchior: 

“Med narkotika lægger smugleren op til 

noget, der er til ubodelig skade for andre. 

Menneskesmugling sker – som regel – med 

en klar målsætning om at ville redde liv. 

Hvor det første har døden til følge, har det 

andet livet til følge. Det er en væsentlig 

forskel.” 

Det var Bent Melchior for eksempel 

vidne til, da han i fjor besøgte Albanien. 

“Jeg talte med en del flygtninge og kunne 

forstå, at der havde været mennesker, som 

beskæftigede sig med at skaffe flygtningene 

ud af farezonen. Hvor er redningen for disse 

mennesker, hvis ikke hos menneske- 

smugleren?” 

Bent Melchior er overbevist om, at der i 

dag er mange danskere, som hjælper flygtninge. 

“I modsætning til andre har de bare ikke 

behov for at gå i medierne og sige: »Ha-ha, 

se! Jeg tør godt gøre noget ulovligt, jeg har 

smuglet mennesker.« På den anden side er 

mange danskere sig ikke bevidst om, hvor 

rædselsfuldt flygtningene har det. Vi 

forventer, at flygtningene skal være 

taknemmelige.” 

Bent Melchior smager på cerutten og 

lader igen øjnene følge den blå-grå røg, som 

stiger til vejrs. 

“Sådan var det også i Sverige: Danskerne 

kommer her og drikker vores kaffe, sagde 

nogle svenskere om os. Jeg tror, det er en 

umiddelbar menneskelig reaktion.” 


fotos peter overgaard funch 

“ naturligVis er Der broDne kar i alle lejre, også i 

flygtningelejre. men Det helt oVerVælDenDe flertal af 

flygtninge er reelle flygtninge. 

bent Melchior



Betjentens to kasketter 

gunner Hede er betjent i grænsepolitiet og politisk aktiv. Men selv mener han 

at kunne håndtere sine forskellige kasketter i kampen mod menneskesmugling 

Den aften i 1987 kan det være svært for uden- 

forstående at se, at Gunner Hede skelner 

mellem sit politiske ståsted og sit arbejde 

som betjent i grænsepolitiet. 

Han er på nattepatrulje med sin tjenestehund 

Banjo for at anholde illegale grænseoverløbere. 

Men han er ikke alene. Den 

da-værende politiske leder af Fremskridts- 

partiet, Pia Kjærsgaard, er med på tjeneste. 

Hun vil med egne øjne se det grænseland, 

hvor flygtninge ifølge medierne kommer illegalt 

ind i Danmark. Ved landsbyen Vilmkær 

sydvest for Padborg støder en fotograf til, 

som Pia Kjærsgaard har bestilt, og Gunner 

Hede bliver fotograferet med sin partileder. 

“Det var en almindelig tur. Vi sad sgu 

ikke og talte partipolitik, det har vi så 

mange andre sammenhænge til,” siger 

Gunner Hede, der har været i parti med Pia 

Kjærsgaard siden 1980. Fornylig har han dog 

meldt sig ud, han er utilfreds med 

topstyringen af Dansk Folkeparti. 

Gunner Hede skal på arbejde om tre 

timer, men han sidder i civilt tøj på Bov 

Kro. Vindjakke, polo t-shirt og lange bukser. 

Uniformen hænger hjemme i parcelhuset på 

Skovglimt. 

For Gunner Hede er kasketter derfor et 

fiktivt begreb, han jonglerer med, når han 

skal forklare om sin partibog og sit job. 

“Alle har en politisk opfattelse, uanset 

om de er politimænd eller læger, men det er 

vigtigt, at man ved, hvilken kasket man har 

på. Jeg synes ikke, det er svært at håndtere 

kasketterne i praksis. Det kan måske snarere 

være svært at forklare, hvordan jeg gør det.” 

kør så ned og fang nogen 

“Jeg er ikke stolt af kombinationen af mit 

arbejde og mit partimedlemskab, men jeg 

skammer mig heller ikke over det,” siger 

Gunner Hede og afviser, at det giver status 

i Dansk Folkeparti at tjene sine penge på at 

forhindre udlændinge i at krydse grænsen 

til Danmark illegalt. 

“I partiet er det ikke et plus at arbejde 

i grænsepolitiet. Det kan da godt være, at 

nogen tænker, at jeg gør et godt stykke 

arbejde ved at bevogte den danske grænse, 

men så siger de det ikke højt. Ikke andet end 

hvis jeg skal på arbejde lige efter et møde. 

Så kan de da godt sige, »Nå, kør så ned og 

fang nogen«. Det er jo det samme, som når 

man siger til folk »giv dem nu nogen tæv«, 

før de skal spille en fodboldkamp. Du må 

“ alle har en politisk opfattelse, uanset om De er politimænD eller læger, men Det er Vigtigt, 

at man VeD, hVilken kasket man har på. jeg synes ikke, Det er sVært at hånDtere kasketterne i praksis. 

Det kan måske snarere Være sVært at forklare, hVorDan jeg gør Det. 

gunner hede, betjent i grænsepolitiet 

ikke tro, at mit politiske 

engagement betyder, at jeg er mere nidkær 

eller effektiv end andre betjente.” 

På en og samme tid er de to verdener 

adskilte og sammenhængende. Oplevelserne 

på jobbet bekræfter Gunner Hede i politikken, 

og de politiske holdninger legitimerer 

jobbet. Han kan ikke tale om det ene uden 

det andet. Og tilsammen skaber de ham 

som privatperson. 

“De mennesker vi får fat i hernede, er 

for en stor dels vedkommende ikke reelle 

flygtninge. De har ikke papirer på sig, det 

har de reelle flygtninge. Det er så tydeligt. 

Menne-skesmuglerne har fortalt dem, at de 

skal skaffe sig af med alt personligt, og de 

har fået hele køreplanen at vide, før de blev 

hjulpet over grænsen. Når vi anholder dem, 

spørger de aldrig, hvor de skal hen, og hvad 

der skal ske. Det ved de godt. Den ægte, 

spontane flygtning vi ser, er ofte træt og 

møgbeskidt, fordi han har vadet over 

marken,” siger Gunner Hede. 

Vil du udelukke, at en person uden papirer 

eller uden mudder på bukserne kan være reel 

flygtning? 

“Jeg kan selvfølgelig ikke hundrede 

menneskesmugling 7

“ i partiet er Det ikke noget 

plus at arbejDe i grænsepolitiet. 


foto nicolai howalt 

› 

procent sige, at det er sådan, men langt hen 

ad vejen er det,” svarer Gunner Hede efter 

en slurk danskvand. 

det er etnisk kontrol, vi laver 

Gunner Hede lægger ikke skjul på, at hans 

evne til at se forskel på folk er vigtig for 

hans arbejde. 

“Vi kan lige så godt være ærlige og sige, 

at det er på hudfarven, vi finder folk i dag. 

Russerne og polakkerne kan være svære 

at spotte, for de er lyse i huden, og de har 

efterhånden fået vestlig standard for tøj og 

hygiejne. Om man kan lide det eller ej, så er 

det en etnisk kontrol, vi laver. Det kan ikke 

være anderledes. Når en dansk familie kører 

over grænsen, fordi den har været sydpå 

for at handle, ser det jo pænt ud. Så er der 

ingen grund til at gøre noget. De der ligner 

alt andet end pæne familier er dem, vi tager 

i dag,” siger han. 

Gunner Hede taler ikke med stolthed 

om den etniske kontrol, han konstaterer det 

bare nøgternt. Og så laver han en af sine 

mange, uundgåelige afstikkere fra arbejde 

til politik. 

“Schengen-aftalen er noget skidt. Næste 

år bliver grænseovergangene ubemandede, 

og så mister vi den visuelle kontakt. De få 

sekunders øjenkontakt, når folk kører 

gennem paskontrollen, betyder meget. 

Uden den kontakt bliver vores arbejdsvilkår 

ganske meget vanskeligere. Og jeg siger det 

ikke, fordi politiet vil komme til at miste 

arbejdspladser. Vi har tværtimod fået at 

vide, at vi bliver flere i grænsepolitiet.” 

Han bytter sin danskvand ud med kaffe 

og bevæger sig for et øjeblik ind i privatpersonen 

Gunner Hede. 

“De illegale har forladt det land, de er 

født i. Jeg synes, det er menneskeligt forståeligt, 

at de prøver alt. Jeg ville gøre det 

samme, hvis jeg var i deres situation. Jeg 

ville da søge til USA eller Canada, hvor jeg 

vidste, at min familie og jeg kunne klare os 

godt. Men med min politikasket på er det 

min opgave at forhindre det,” siger han. 

ingen syMpati for sMuglere 

Den menneskelige forståelse har dog sine 

grænser. Gunner Hede vil også som privat 

borger forhindre illegale grænseoverløbere. 

“Jeg kunne aldrig finde på at hjælpe 

nogen over grænsen eller skjule dem. Jeg 

ringer da helt klart også og anmelder i 

fritiden, hvis jeg ser noget. Det er det, jeg 

bliver betalt for i de otte timer om dagen. Så 

går der ikke noget af mig for at hjælpe mine 

kolleger uden for arbejdstid. Men jeg ville 

aldrig skride til civil anholdelse, jeg er ikke 

politimand 24 timer i døgnet. Jeg gør det, 

som min lærer på politiskolen lærte mig, at 

skride ind, hvis jeg forventer, at andre borgere 

gør det samme,” siger han. 

Gunner Hede har derfor ingen sympati 

for de danskere, der er menneskesmuglere. 

“Det er ligeså modbydeligt som narkobagmænd. 

Jeg tror sjældent, det er næstekærlighed, 

der driver værket. Og vi må ikke 

lukke øjnene for ulovligheder, blot fordi de 

sker af næstekærlighed. Vi har godt nok 

næsten aldrig kontakt med de økonomiske 

bagmænd, men for mig er der ingen tvivl 

om, at de findes. At det ikke er ham, der 

kører flygtningene over grænsen, der står 

bag smuglingerne.” 

Nu er det selv for Gunner Hede svært at 

skelne mellem kasketterne. Den private, den 

politiske og betjentens. 

“Jeg synes ikke, at Danmark bekæmper 

menneskesmugling særlig effektivt. Kystlinien 

er for eksempel ikke bevogtet en skid. 

Jeg har da mange gange undret mig over, at 

der pludselig dukker fremmede op i lystbådehavnene. 

Er de måske kommet svømmende 

eller med helikopter? Næh, de er da 

sejlet over i nattens mulm og mørke, men vi 

kan ikke bevise det,” siger han og tilføjer, at 

end ikke 70.000 tyske soldater under Anden 

Verdenskrig var i stand til at bevogte de 

danske kyster. 

“Og det mener jeg med alle mine kasketter 

på.” 

En betjent, en politiker og politihunden 

Banjo blev en sen aften i 1987 fanget af 

fotograf Jørgen Kølles kameralinse ved den 

dansk-tyske grænse. Fotografen var bestilt 

af Pia Kjærsgaard, daværende leder af 

Fremskridspartiet, for at dokumentere 

hendes besøg hos Baglandspatruljen. 

Senere er fotografiet af hende og hendes 

parti-kollega, politiassistent Gunner Hede, 

trykt på forsiden af Dansk Folkepartis 

medlemsblad “Danskeren”. 

“ Vi kan lige så goDt Være ærlige og sige, at Det er på huDfarVen, Vi finDer folk i Dag. 

Det kan ikke Være anDerleDes. når en Dansk familie kører oVer grænsen, forDi Den har Været syDpå 

for at hanDle, ser Det jo pænt uD. så er Der ingen grunD til at gøre noget. De Der ligner alt anDet 

enD pæne familier er Dem, Vi tager i Dag. 




alis tavse flugt 

ni ud af ti uledsagede flygtningebørn kommer til danmark med en agent. “Hvordan ville du ellers gøre?”, spørger 14-årige ali fra afghanistan. 

i to måneder var han på flugt gennem Østeuropa. i biler med fremmede chauffører, i ukendte lejligheder og med en konstant ordre om at tie stille 


Det larmer ikke, når man piller sig nervøst i 

læben. Eller når man stirrer tomt ned på et 

parketgulv. Og afghanske Ali har lært sig at 

være stille. 

Først fordi han skjulte sig for Talibanmilitsen 

i Afghanistan; siden fordi han 

ikke måtte vække opsigt på sin flugt gennem 

Østeuropa; og nu fordi han ikke taler 

samme sprog som de voksne, der omgiver 

ham i Danmark, hvor han netop har fået 

asyl. 

Hvert år søger flere hundrede børn asyl 

i Danmark uden deres forældre. Ni ud af ti 

kommer hertil med hjælp fra menneskesmuglere, 

vurderer Dansk Røde Kors’ 

bisiddere, der er med som observatører ved 

politiets afhøringer af børn. Menneske- 

smuglerne arrangerer børnenes flugt og 

følger dem på turen. 

Det var dem, der lærte Ali at være tavs. 

“På vej op i flyet hvisker agenten til mig, 

at hvis jeg ikke er stille, vil politiet opdage, 

at jeg er på flugt og arrestere mig.” 

en barndoM præget af krig 

Alis afghanske familie med mor, far og to 

brødre boede oprindeligt i en lille by i 

bjerg-ene i det område, der hedder Parvan. 

Hans far arbejdede med biler, hans mor passede 

hjemmet. Selv gik Ali i skole, men kun 

i tre år. En lang række krige satte en stopper 

for undervisningen. 

Da Sovjetunionen i juledagene 1979 

invaderer Afghanistan, lyder startskuddet 

til en lang guerillakrig. Selvom de sovjetiske 

soldater trækker sig tilbage ti år senere, 

bliver der ikke fred i Afghanistan. Nu kæmper 

en række partisangrupper internt om 

magten. Den magtkamp kulminerer i 1996, 

da den muslimske Taliban-bevægelse i løbet 

af kort tid erobrer store dele af Afghanistan. 

“Da Taliban besatte vores område, 

flygtede vi til Kabul. Vi gik gennem bjergene 

til fods i 20 dage, men så blev vi arresteret. 

Nogen havde sladret til Taliban. Jeg sad i 

fængsel i en uge. Jeg blev slået under fødderne, 

for de ville have mig til at fortælle, 

om vi havde nogen våben.” 

Efter en uge bliver Ali løsladt, fordi han 

afslører, hvor familiens våben er gemt. Han 

når med resten af sin familie til hoved- 

staden Kabul, hvor de flytter ind i et hus. 

“En dag banker det på døren. Det er 

Taliban. Min mor åbner og soldaterne beder 

hende kalde på min far, mine brødre og 

mig. Vi har været i krig mod Taliban, siger 

de. Min mor forklarer dem, at min far er 

på arbejde, og at hun kun har små børn, så 

det kan ikke passe. Min far og jeg sad inde 

i huset, men det opdagede Taliban ikke. De 

gik igen. Men vi var bange for, at de ville 

fængsle os og slå os ihjel, for det så vi, de 

gjorde med andre sunnimuslimer.” 

Senere konfiskerer Taliban familiens hus, 

og familien er nødt til at flygte til et andet 

sted. 

“Dér opsøger soldaterne os også. Til sidst 

tør min far og jeg ikke længere gå uden for 

en dør. Efter nogle måneder beslutter vi, at 

jeg skal flygte. Det er noget, vi bliver enige 

om, mine forældre og jeg.” 

Ali knuger sin højre hånd, så knoerne 

bliver hvide. 

“Vi havde ikke penge nok til, at alle 

kunne tage af sted, og hvis min far rejste 

med mig, var der ingen til at passe på min 

mor.” 

Mødet Med agenten 

Alis far kontakter en agent i Pakistan efter 

råd fra en bekendt. Faderen betaler agenten. 

Ali ved ikke hvor meget, eller hvad der 

bliver aftalt om flugten. 

“ jeg bleV slået unDer 

føDDerne, for De Ville haVe 

mig til at fortælle, om Vi 

haVDe nogen Våben. 


ali, 14-årig flygtning

“ jeg skulle se neD i jorDen for ikke at Virke mistænkelig, 

Da Vi gik gennem kontrollen. han sagDe, at ellers bleV 

Vi arresteret i flere måneDer. 

ali, 14-årig flygtning 

“Min mor fulgte mig til en stor by i 

Pakistan, hvor vi overnattede...” 

Alis mobiltelefon ringer. Han finder den 

i lommen og trykker på knappen med det 

røde rør. Han vil ikke afbrydes. Mobilen ringer 

med det samme igen, han lægger atter 

røret på. Det gentager sig et par gange. Ali 

kryber ind i en tidslomme, hvor han 

ordløst endnu engang tager afsked med sin 

mor. 

“...så tog hun tilbage.” 

Samme dag møder Ali agenten på en 

busstation, hvor han får udleveret et falsk 

pas. Ali overtager en anden drengs identitet. 

Han flyver med agenten til en anden by i 

Pakistan og møder her de 20-25 andre, der 

“ jeg Var helt alene, alle De anDre Var familier. tankerne om min far og mor, 

om mine brøDre og om taliban VenDte tilbage til mig hele tiDen. 

men jeg sagDe Det ikke. man skal ikke fortælle sin hemmeligheD til anDre. 

ali, 14-årig flygtning 

også skal afsted. Agenten fortæller, at de 

skal med et russisk fly til Moskva, derudover 

fortæller han ikke noget om ruten eller om 

endemålet. 

Det er i lufthavnen, at agenten første 

gang gør opmærksom på, at Ali skal være 

helt stille. 

“Vi måtte ikke tale sammen, sagde 

agenten, og vi skulle sidde hver for sig i 

flyet. Det var ham, der bestemte. I luft- 

havnen i Moskva sagde han, at jeg ikke 

måtte kigge mig over skulderen eller på de 

andre flygtninge. Jeg skulle se ned i jorden 

for ikke at virke mistænkelig, da vi gik 

gennem kontrollen. Han sagde, at ellers blev 

vi arresteret i flere måneder.” 

Hele gruppen bliver kørt til en boligblok 

med lejligheder, hvor de får at vide, at de 

skal opholde sig i 3-4 dage. 

“Agenten sagde igen, at vi ikke måtte 

snakke sammen. Hvis vi larmede, blev vi 

opdaget. Så forsvandt han.” 

De får udleveret penge til mad. Ali og de 

andre skiftes til at købe ind i en afghansk 

butik i nærheden, men altid til hele 

gruppen. For at begrænse deres offentlige 

færden. 

“Ellers lavede vi ikke noget. Så tv. Vi 

snakkede ikke sammen. Jeg var helt alene, 

alle de andre var familier. Tankerne om min 

far og mor, om mine brødre og om Taliban 

vendte tilbage til mig hele tiden. Jeg var 

bange og urolig for, om jeg nogensinde kom 

fra lejligheden, men jeg sagde det ikke til de 

andre. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige 

til dem.” 

Ali piller sig i læben. 

“Man skal ikke fortælle sin hemmelighed 

til andre.” 

i bil genneM østeuropa 

Efter 18-19 dage dukker agenten op igen en 

tidlig morgen. Hele gruppen bliver kørt ud 

til en skov, hvor de går i lang tid. En anden 

bil, en kassevogn, samler dem op. De 

klemmer sig sammen bagi. 

“Jeg havde ikke ur på, så jeg ved ikke, 

hvor længe vi kørte. Jeg kunne ikke se vejen, 

så jeg ved heller ikke, hvor vi var. Det var 

meget forvirrende.” 

Kassevognen standser foran døren til et 

hus, og Ali og de andre bliver lukket ud. De 

får at vide, at de skal være i huset i nogle 

dage. Agenten forsvinder igen. 

“Der var en afghansk mand hos os hele 

tiden. Hver gang vi sagde noget til 

hinanden, kom han løbende og råbte 

»ti stille«. Vi var ret bange for ham.” 

Mønstret gentager sig nogle gange. De 

kører, går i en skov, bliver sat af i et hus. 

Men en dag bliver de kørt videre i to biler. 

Ali er alene i den ene. 

“Jeg ved ikke, hvorfor de skilte os ad. 

Chaufføren sagde til mig, at jeg skulle ligge 

på gulvet bag forsæderne, så politiet ikke 

kunne se mig. Sådan kørte vi længe. Vi talte 

ikke sammen, jeg kunne kun høre motoren.” 

På et tidspunkt stopper bilen og chaufføren 

siger, at Ali skal kravle om i bagagerummet. 

Få minutter senere – efter en kort 

køretur – får han lov at komme ud igen. 

“ jeg kan ikke sige, om han Var en goD eller en Dårlig agent. han Var ikke flink, 

men han Var heller ikke brutal. 

“Jeg ved ikke hvorfor, jeg skulle gøre 

sådan.” 

Godt to måneders tavs flugt har vænnet 

ham til ikke at bede om svar. Han siger, han 

hverken har sejlet eller fløjet siden 

ankomsten til Moskva. Præsenteret for et 

atlas kan hans fregnede fingre ikke udpege 

en rute. Med bare tre års skolegang ved han 

end ikke, hvor Afghanistan ligger. 

“Flere timer senere stoppede bilen. Vi var 

ved en togstation. Chaufføren sagde til mig, 

at det var Danmark, han lukkede mig ud 

af bilen og kørte. Så stod jeg der alene, jeg 

var virkelig bange. Der gik et par timer, der 

kørte mange politibiler forbi. Efterhånden 

blev det mørkt, så jeg var nødt til at bede 

om hjælp. Jeg stoppede en mand fra Afrika, 

og han viste mig politistationen på Hovedbanegården. 

Hvad skulle jeg ellers gøre?” 

Det er i november 1999. Politiet kører 

Ali til Dansk Røde Kors’ børnecenter på 

Frederiksberg i København, hvor han bliver 

registreret som en asylansøger på 14 år. På 

centret taler han i telefon med en tolk. Han 

smiler ved tanken. 

“Han fortalte mig, at det var rigtigt, jeg 

var i Danmark. Og da jeg også kom til at 

snakke med to andre fra Afghanistan, blev 

jeg rolig. De sagde, det var okay.” 

hverken flink eller brutal 

Ali bor på børnecentret i fem måneder, før 

han får svar på sin asylansøgning. Svaret er 

positivt. I maj 2000 flytter han til et bofællesskab, 

hvor der bor ni andre uledsagede 

mindreårige fra hele verden, som også har 

fået opholdstilladelse i Danmark. 

Hans nye værelse er stadig bart. En seng, 

et natbord, et skab og to kurvestole omkring 

et bord. Væggene er hvide. På gulvet ligger 

et enormt tæppe med en slags blomster i 

rosa, mintgrøn og lilla. Det har han lige købt. 

“Jeg ved ikke, hvad der skal ske nu. Jeg 

har ikke rigtig snakket med nogen, for jeg 

kan ikke tale engelsk eller dansk. Kun farsi. 

Der var en medarbejder på centret, som 

kunne mit sprog, ham talte jeg tit med. Og 

så var der to andre børn fra Afghanistan, det 

var godt. Men man bliver jo ikke venner, 

bare fordi man kommer fra det samme land. 

Jeg tænker mest på min mor og på min far 

og mine brødre. Jeg er bange for, hvad der 

sker med dem.” 

Ali kan ikke sætte flere ord på sine tanker. 

Det er, som om selv tankerne og krops- 

sproget er blevet tavst. Selv forbinder han 

ikke tavsheden med sine knap to måneder 

på flugt med en menneskesmugler. 

“Jeg kan ikke sige, om han var en god 

eller en dårlig agent. Han var ikke flink, men 

han var heller ikke brutal.” 

Hvad er en god agent? 

“Det er en, som kommer på besøg og ser, 

hvordan man har det, når man gemmer sig 

et sted. Det gjorde han ikke.“ 

Ali har ikke spekuleret på, at det er 

ulovligt at være menneskesmugler. Faktisk 

ved han slet ikke, hvad ordet ulovlig 

betyder, ordet skal forklares. 

“Men jeg ville have været bange, hvis jeg 

havde vidst det.” 

Han piller sig igen i læben med sine 

tynde fingre. 

“Jeg var bange alligevel. Jeg ved ikke, 

hvordan man opfatter agenter i Afghanistan, 

jeg kom jo næsten aldrig ud af huset. Men 

sådan er det vist bare. Hvis man vil flygte, 

skal man bruge en agent. Hvordan ville du 

ellers gøre?” 

Ali har selv ønsket at få sløret sin identitet. 

Redaktionen 


ali, 14-årig flygtning

44 

menneskesmugling 


Menneskejagt ved den grønne grænse 

døgnet rundt bliver der holdt øje. skjulte kameraer, tv-skærme og fotoceller venter 

tålmodigt på de illegale grænseoverløbere og menneskesmuglere 

af niels christiansen, 

annette haugaard 


»HALT BUNDESGRENZE – KEIN GRENZ 

ÜBERGANG.« 

Budskabet er kontant: Her går grænsen 

– STOP. Skiltet markerer overgangen fra 

Forbundsrepublikken Tyskland til Kongeriget 

Danmark. På den danske side står en 

rød- og hvidmalet bom på tværs af grusvejen. 

Alligevel snor en lille gangsti sig 

undvigende hen over broen, uden om bommen, 

ind i Danmark. At dømme ud fra den 

slidte vegetation er der dagligt mennesker, 

som trodser myndighedernes påbud. 

Det øde sted hedder Bejers Kro. En lille 

ubemandet grænseovergang i Sønderjylland. 

Omgivet af marskens flade landskab med 

saftigt grønt korn og læhegn af skæve nåletræer. 

Broen og grusvejen krydser den 

næsten usynlige grænse mellem Danmark 

og Tyskland – kaldet »den grønne grænse.« 

Dagligt forsøger mennesker fra alverdens 

brændpunkter at komme fra Tyskland 

til Danmark. På flugt fra krig, forfølgelse, 

naturkatastrofer, fattigdom eller afslag på 

asyl i et andet land. 

Hvad de ikke ved, når de nærmer sig 

grænseovergangen i Bejers Kro, er, at 30-40 

kilometer herfra sidder to betjente. Med 

øjnene rettet mod en tv-skærm parate til 

at sende politifolk i hælene på de »illegale 

grænseoverløbere« eller slet og ret »illegale,« 

som de kaldes på disse kanter. 

Stort set hver dag og nat går illegale i 

politiets fælde. Dette døgn er ingen 

undtagelse. 

jagten går ind 

Klokken er 23.00. Der er vagtskifte hos 

Grænsepolitienheden i Padborg. Vagthavende 

gør status. Klokken 10.48 pågreb 

kolleger fem illegale grænseoverløbere fra 

Mongoliet. Klokken 19.25 anholdt politiet, 

hvad det umiddelbart betragter som to 

herboende menneskesmuglere og en illegal 

fra Rusland. 

“Ja, det er sjældent, vi ikke fanger nogen 

på en vagt,” siger Tim Wulff. Han er i nat 

operativ koordinator for politiets indsats 

mod de illegale og deres menneske- 

smuglere. Sammen med kommunikationsassistent 

Jørgen Larsen leder Tim Wulff 

indsatsen. 

De to uniformerede politifolk sætter sig 

til rette i deres komfortable kontorstole. 

Bevæbnet med kaffe, cigaretter og mange 

års erfaring er de parate til otte timers vagt. 

De to er næsten skjulte bag en høj 

skranke. Fra deres pladser bag skranken 

styrer Tim Wulff og Jørgen Larsen kameraer, 

tv-skærme og fotoceller. Teknisk udstyr, som 

skal hjælpe politiet til at afsløre menneskesmugling. 

Klokken nærmer sig midnat. En efter en 

melder betjente sig ved skranken. I løbet af 

en time er de civile patruljevogne på vejene. 

Endnu en nats jagt på menneskesmuglere 

er i gang. 

risikabelt at køre over grænsen 

Når jagten lykkes, fanger politiet en eller 

flere af de menneskesmuglere, som hjælper 

flygtninge med illegalt at krydse lande- 

grænsen. 

I »Det Gule Palæ« i Gråsten sidder forsvarsadvokat 

Philip Jensen ved et elipseformet 

bord. På reolerne står læderindbundne 

menneskesmugling 45

“ langt De fleste slusere er tyskere, men Der er også en Del 

Danskere. i reglen er Det alminDelige mennesker, som Du og jeg, 

Der har brug for penge. 

en tilfældig uge i bov 

»Fra mandag til søndag er der blevet anholdt 

84 personer for illegal indrejse i Danmark.« 

I ugeavisen Bov Bladet – der kalder sig selv 

grænseegnens blad – er menneskesmuglinger 

og illegale grænseoverskridelser langt fra en 

› 

niels erik nielsen, forsvarsadvokat 

eksemplarer af Ugeskrift For Retsvæsen. 

Philip Jensen har været forsvarer for mange 

menneskesmuglere. 

“Det seneste halve år har der været et 

mærkbart fald i sager om menneske- 

smugling. Det er muligvis på grund af et 

ændret mønster. Smuglerne kører de illegale 

til et sted syd for grænsen, og så går de illegale 

selv over. Det er nok fordi, smuglerne 

har fundet ud af, at det er for risikabelt 

at køre over grænsen med den illegale. 

Samarbejdet mellem politiet i Danmark og 

Tyskland er blevet intensiveret, og tyskerne 

har afdækket nogle smuglerorganisationer, 

som formodentlig ligger underdrejet i en 

periode,” forklarer advokaten. 

Hans kollega, Niels Erik Nielsen, har også 

været forsvarer for mange menneske- 

smuglere i retten i Gråsten. Han forklarer 

om forholdet mellem menneskesmuglerne 

og de såkaldte »slusere«, som smuglerne 

hyrer til den praktiske del af transporten. 

Advokaterne er enige om, at en sluser får 

omkring 1.500 kroner for hver voksne 

person, de hjælper illegalt ind i Danmark. 

Om slusernes nationalitet siger Niels Erik 

Nielsen: 

sensation. Aktiviteter hen over grænsen har 

tværtimod deres egen faste plads i ugeavisen 

sammen med hærværk, indbrud og andre 

uddrag fra politiets døgnrapport. 

Kilde: Bov Bladet uge 14 

“Langt de fleste slusere er tyskere, men 

der er også en del danskere. Endelig er 

der en lille gruppe udlændinge, som bor i 

Tyskland og Danmark. I reglen er det almindelige 

mennesker, som du og jeg, der har 

brug for nogle penge. Der er også folk, som 

smugler mennesker af humanitære grunde, 

men der er nok flest af dem, som gør det for 

pengenes skyld.” 

ser alt i Mørket 

Dampen fra en kop kaffe blander sig med 

cigaretrøg. Tim Wulff har sat sig til rette 

foran de tv-skærme, som viser billeder fra 

en række ubemandede grænseovergange. 

Klokken er et om natten, og der er 

buldrende mørkt udenfor. Men de infrarøde 

kameraer ser alt i mørket. Træer, veje, 

grænsebomme. Af og til melder de civile 

patruljevogne tilbage til kommando- 

centralen med besked om, hvor i grænselandet 

de befinder sig. 

“Hvis en vogn observerer noget mystisk, 

bliver det meldt over radioen, og så sender 

vi endnu en vogn, før vi standser køretøjet,” 

forklarer Tim Wulff. Hans kollega i stolen 

ved siden af, Jørgen Larsen, supplerer: 

“Hvis betjentene ser en bil, som opfører 

sig underligt, spørger de altid til den over 

radioen. Vi tjekker registreringsnummeret. 

Der er ikke mange biler, som får lov til at 

køre rundt, uden at vi tjekker dem. Hvis der 

er tale om en lokal borger, gør vi ikke mere. 

Men hvis føreren har adresse nordpå, så er 

det mistænkeligt.” 

en Mistænkelig varevogn 

Tor Brink er en af de seks betjente, som er 

sendt ud i grænselandet i jagten på 

menneskesmuglere og illegale grænse- 

overløbere. Han er kørt ned til Kruså 

grænseovergang for at hilse på en kollega. 

Da en rusten varevogn nærmer sig fra 

den tyske side, går kollegaen ud af sit lille 

bur og rækker armen i vejret. Varevognen 

ser mistænkelig ud, mener betjenten, og 

beder den tyske chauffør slukke motoren, 

stige ud og åbne bagdøren. Betjenten stikker 

hovedet ind og konstaterer, at lastrummet 

er tomt. 

Tor Brink løber over til sin civile patruljevogn, 

for der er meldinger om et køretøj, 

som har vakt politiets interesse: En tysk bil 

indregistreret i Hamborg er observeret ved 

en rasteplads og er nu vendt om og kører 

tilbage mod Padborg. 

Motoren snerrer, mens Tor Brink i høj 

fart sætter kurs mod den position, der bliver 

meldt via radioen. Speedometernålen runder 

150 kilometer i timen uden for Kruså og 

fortsætter med at kravle opad. 

fire skygger objektet 

I kommandocentralen er der pludselig 

travlt. Tim Wulff har sat fire vogne på sagen. 

“Der kan være tale om en rystetur,” siger 

han. En rystetur betyder, at chaufføren 

forsøger at få bilen til at se mistænksom ud 

for at fjerne politiets opmærksomhed fra et 

andet sted. 

“Det er da en mistænkelig færden, men 

det kan jo handle om alt muligt. En der er 

faret vild, narko eller et kærestepar, der leder 

efter et hemmeligt sted,” siger Tim Wulff. 

Vogn 126 skygger den mistænkte eller 

»objektet«, som det kaldes over radioen. 

Vogn 122 støder til, og Tor Brink i vogn 136 

jager med 180 kilometer i timen frem mod 

stedet. 

“Det kan godt være, at jeg trækker to af 

vognene ud og sætter nogle andre på, så vi 

skifter biler undervejs og ikke bliver opdaget,” 

siger Tim Wulff, netop som han får melding 

om, at Tor Brink i vogn 136 er fremme. 

par på vej i soMMerhus 

Længere fremme på vejen ser Tor Brink to 

biler. Den forreste er »objektet,« den 

nærmeste er en patruljevogn. Han sætter 

hastigheden ned, for ikke at komme for tæt 

på. Patruljevognen foran melder over radioen, 

at han vil afslutte skygningen og drejer 

kort efter fra. 

Nu er det Tor Brink, som skygger den 

tyske bil. Han melder tilbage til centralen, 

at »objektet« fortsætter mod nord ad Hærvejen. 

Klokken 01.16 bliver det besluttet at 

standse bilen. Tor Brink sætter sit blå blink 

op i frontruden. To blink fra den civile 

politibil markerer til chaufføren i bilen 

foran, at han skal holde ind til siden. 

Et øjeblik senere stiger Tor Brink ud af 

sin patruljevogn, hilser pænt på det lidt 

forskrækkede unge par i bilen. De er tyskere 

på vej i sommerhus, forklarer de. Tor Brink 

spørger, om han kan få lov til at se bagagerummet. 

Det er fyldt med tøj, dyner og 

madvarer. Ingen illegale grænseoverløbere 

dér. Betjenten hilser høfligt og ønsker parret 

en god ferie i Danmark. 

”Han var regulær. Det var en tysker, som 

havde taget en forkert afkørsel fra motor- 

vejen,” lyder det over radioen tilbage til 

kommandocentralen. 

koster Mange penge 

Advokat Philip Jensen er ikke i tvivl om, at 

de fleste menneskesmuglinger er organiserede. 

Synspunktet bygger han på de mange 

politiforhør, han har været vidne til i retten 

i Gråsten. 

“Flygtningene er blevet hjulpet hertil og 

har betalt for det. Mit indtryk er, at 

personer i hjemlande som Iran og Irak 

organiserer transporten. Typisk med lastbil 

til Tyrkiet. Flugten foregår mere eller mindre 

i ét stræk uden lange ophold. De bryder 

dog turen op og har forskellige chauffører. 

Alt andet ville være for risikabelt. Det er 

typisk lokale personer og biler, der bliver 

benyttet undervejs, fordi de er mest 

anonyme på vejene,” forklarer advokaten. 

Han har ikke noget indtryk af den samlede 

pris for at blive smuglet, for flygtningene 

betaler til det første led i smuglerkæden, 

som så sørger for betalingen undervejs. 

“Det er forholdsvis små beløb, politiet 

finder på transportørerne. Det totale beløb 

er langt større, og der er tale om mange 

penge. Det ved jeg fra flygtningenes egne 

“ Der er ikke mange biler, som får loV til at køre runDt, uDen at Vi tjekker Dem. hVis Der er tale 

om en lokal borger, gør Vi ikke mere. men hVis føreren har aDresse norDpå, så er Det mistænkeligt. 

jørgen larsen, koMMunikations-assistent i grænsepolitiet 

beretninger,” siger Philip Jensen. Han er dog 

uenig med de, som hævder, at der er flere 

penge i at smugle mennesker end at smugle 

narko. 

“Med få undtagelser er straffen væsentlig 

mere alvorlig for narkotikasmugling end for 

menneskesmugling. Udfra det vil jeg sige, at 

der er flere penge i narkotika.” 

Tim Wulff er uenig med advokaten. Som 

de fleste andre politifolk, mener han, at 

fortjenesten ved at smugle mennesker langt 

overgår fortjenesten ved at smugle 

narkotika. 

de stirrende øjne 

Klokken er to om natten og stilheden har 

sænket sig over kommandocentralen. Jørgen 

Larsen lægger 7-kabale på computeren. 

“Det må vi godt ind i mellem.” 

Da kabalen går op for anden gang, retter 

han blikket op mod overvågnings- 

skærmene. Alt er roligt. Kameraerne er 

som øjne, der stirrer ud i nattens mulm og 

mørke uden at blinke. 

Alarmen i Bejers Kro går i gang og 

kamera 7 fastfryser tre billeder med få 

sekunders mellemrum. Tim Wulff studerer 

billederne, men da der ikke viser sig nogen 


“ en typisk sluser er hViD. 

De har større chance for 

at slippe oVer grænsen 

uDen problemer. 

phillip jensen, forsvarsadvokat 

eller noget på dem, trykker han på en knap 

og nulstiller kameraet. 

“Det var nok et dyr,” konstaterer Tim 

Wulff. Han finder i stedet noget statistik på 

sin computer. 

I løbet af de første fire måneder i 2000 

har Grænsepolitiet pågrebet 944 personer, 

som på illegal vis forsøgte at komme ind i 

Danmark. Alene i april er det blevet til 213. 

Op imod halvdelen af anholdelserne er sket 

efter tip fra lokalbefolkningen. Disse tal må 

offentligheden gerne kende. Tim Wulff og 

kollegerne er mere hemmelighedsfulde, når 

det kommer til antallet af overvågningskameraer, 

fotoceller og patruljevogne på 

vagt. Politiet er godt klar over, at menneskesmuglerne 

kigger betjentene over skuldrene 

for bedre at kunne tilrettelægge kommende 

smuglinger. Derfor holder politiet den slags 

oplysninger tæt ind til kroppen. 

Hverken politiet eller de lokale lægger 

derimod skjul på, at det er mennesker med 

mørk hud, man holder mest øje med. 

de fleste slusere er hvide 

Smuglerne ved godt, at politiet har et godt 

øje til mørklødede personer. De to forsvarsadvokater 

i Gråsten har med tiden fået et 

ganske godt kendskab til smugler- 

organisationernes valg af slusere. Philip 

Jensen siger: 

“En typisk sluser er hvid. De har større 

chance for at slippe over grænsen uden 

problemer. Det er også meget normalt, at 

der er både en mand og en kvinde i bilen 

– det virker mindre mistænkeligt. De andres 

risiko for at blive standset er større. Der har 

været en del mænd fra tyske storbyer, for 

eksempel Hamborg. Deres bevæggrund er 

ofte pengene, men forbavsende mange af 

dem er i arbejde. At de bliver afsløret 

skyldes mange gange, at de ikke kan stå for 

presset, når de kommer til grænsen og 

bliver bedt om at åbne bagagerummet. De 

ryster på hånden eller blikket flakker. Det er 

ikke et godt tegn,” siger forsvarsadvokaten. 

For politiet er det derimod et godt tegn. 

Det er ofte detaljerne, der afslører en sluser. 

Hvis bagagerummet bliver åbnet med en 

nøgle, vil dommeren som regel forkaste en 

forklaring om, at flygtningen selv er kravlet 

ned i bagagerummet på en rasteplads, og at 

chaufføren var uvidende om, at han havde 

en blind passager med i sin bil. Springer 

bilisten derimod tilbage med et gisp, når 

“ Det er Da en mistænkelig færDen, men Det kan jo hanDle om 

alt muligt. en Der er faret VilD, narko eller et kærestepar, Der 

leDer efter et hemmeligt steD. 

tiM wulff, operativ koordinator, grænsepolitiet 

bagagerummet åbnes, er det en detalje, som 

kan tale til mistænktes fordel. 

Advokat Niels Erik Nielsen siger om 

dommene i langt de fleste retssager mod de 

slusere, som transporterer personer illegalt 

over grænsen: 

“De får typisk en dom på 30-40 dages 

fængsel. Det svarer til dommen for at stikke 

en anden en lussing på et værtshus.” 

De fleste menneskesmuglere skal dog 

ikke i fængsel efter dommen i byretten. 

Smuglerne er i reglen varetægtsfængslet 

30-40 dage under politiets efterforskning og 

har dermed allerede afsonet deres straf. 

lyser hele Marken op 

Tor Brink har standset sin patruljevogn ved 

en mark lige nord for grænsen. Han skal 

afprøve et nyt apparat til afsløring af illegale 

grænseoverløbere; en infrarød lampe. 

Lampen er en lommelygte i jumbo- 

format. Ved at skrue et infrarødt filter foran 

den kraftige pære bliver den stærke lysstråle 

pludselig usynlig for det blotte øje. Med 

natkikkerten for øjnene og med lampen i 

en rem over skulderen stiller han sig ud på 

marken og tænder for lampen. 

“Hold da kæft mand... det er helt vildt,” 

Med på en lytter 

28. maj 1997 vedtog Folketinget en række 

ændringer af retsplejeloven. ændringerne 

betyder, at politiet i dag kan aflytte telefoner 

og rum i forbindelse med efterforskning af 

sager om menneskesmugling. Politiet må også 

bryde brevhemmeligheden samt tilbageholde 

breve og indhente teleoplysninger. Blandt 

betingelserne for disse meget vidtgående 

indgreb er, at der er tale om en forbrydelse, 

som har medført eller kan medføre fare for 

menneskers liv eller velfærd eller for 

betydelige samfundsværdier 

. Kilde: Folketinget 


foto nicolai howalt

udbryder Tor Brink begejstret. Og synet er 

ganske imponerende. Lampen lyser hele 

marken op, næsten som var det dagslys. 

Ingen grænseoverløber vil have en chance 

for at opdage betjenten, som han står der i 

buldrende mørke, mens Tor Brink til 

gengæld kan følge hver eneste bevægelse på 

flere hundrede meters afstand. Efter afprøvningen 

sætter han sig ind i patruljevognen 

igen. Tor Brink er glad for sine mange nattevagter 

langs grænsen og ville meget nødigt 

bytte med dagvagter. 

Han starter bilen og fortsætter sin 

patrulje. 

bange for sMuglerne 

Politiet sigter kun slusere og menneskesmuglere, 

ikke illegale grænseoverløbere, 

som søger asyl. Baggrunden er blandt andet, 

at en sigtet person ikke kan vidne mod en 

anden i samme sag. Altså at grænse- 

overløberen ikke kan vidne mod smugleren. 

Og ofte er grænseoverløberen politiets 

eneste vidne mod menneskesmugleren. 

Derfor bliver forsvarsadvokat Philip 

Jensen kun indblandet i sager, hvor politiet 

har pågrebet menneskesmuglere. 

“Hvis smugleren tilstår, bliver flygtningene 

ikke ført som vidner. Hvis smugleren 

nægter, kan det ske. Jeg har haft sager, hvor 

flygtningene siger, at de ikke kender noget 

til ham og hans bil. De illegale er typisk 

ikke begejstrede for at fortælle noget. Nogle 

flygtninge er bange for smuglerne, især hvis 

det er en person af samme nationalitet, som 

måske skal hjælpe landsmænd eller familiemedlemmer 

over grænsen senere. Så tør de 

ikke sige noget,” fortæller Philip Jensen. 

Han tror, at Danmarks bekæmpelse af 

menneskesmugling er “meget effektiv,” som 

han siger. 

“Jeg tror ikke, antallet af illegale er faldet, 

måske snarere steget, men antallet af 

menneskesmuglere er faldet. Dels på grund 

af grænsepolitiet, dels på grund af stor 

opbakning fra lokalsamfundet. Der skal ikke 

meget til, før man tipper politiet. Hvis folk 

ser en person, der ser udenlandsk ud, så 

tipper man,” forklarer forsvarsadvokat 

Philip Jensen. 

trætte af at se på tv 

Klokken er fem om morgenen, og himlen er 

ved at lysne i øst. 

Tim Wulff og Jørgen Larsen gaber om 

kap. Deres øjne er rødsprængte og trætte af 

at stirre ind i tv-skærme, hvor der ingenting 

sker. Heller ikke fotocellerne har givet 

resultat i nat. Fotocellerne er placeret 

strategiske steder i grænselandet og 

fungerer i princippet som to følere i døren 

ind til et supermarked. Fotocellerne er 

placeret med et par meters mellemrum, så 

Tim Wulff på sit panel kan registrere, om 

det, der har aktiveret alarmen, bevæger sig i 

nord- eller sydgående retning. 

Pludselig går alarmen ved Skomagerhus. 

En ung mand i mørk jakke træder ind i 

billedet, og bevæger sig ud på en gangbro. 

På midten af broen skræver han hen over 

en kæde, som markerer grænsen mellem 

Danmark og Tyskland. Derefter standser 

han. Læner sig op ad rækværket og 

betragter en svane, som glider under broen 

og ud på den spejlblanke Flensborg Fjord. 

“Her er utroligt smukt,” siger den unge 

mand og vender blikket mod øst, hvor solen 

er ved at stå op. Han retter sig op, vinker 

til overvågningskameraet og går ind på den 

danske side. 

Alarmen og den unge mand ved 

Skomagerhus skaber ingen panik i 

kommandocentralen. Højst lidt forventningsfuld 

glæde. For den unge mand er Tor 

Brink, og sammen med de andre betjente er 

han nu på vej tilbage til politistationen. 

“ meD få unDtagelser er straffen Væsentlig mere alVorlig 

for narkotikasmugling enD for menneskesmugling. uDfra 

Det Vil jeg sige, at Der er flere penge i narkotika. 

philip jensen, forsvarsadvokat 

I personalestuen på stationen damper 

kaffen på kanden, og der står nybagt brød 

på bordet. Betjentene slutter vagten med 

løs hyggesnak. Inde ved kommandocentralen 

ændrer billederne på tv-skærmene sig. 

Efterhånden som solen står op, forvandler 

de grynede sort-hvide billeder sig til skarpe 

farvekopier af »den grønne grænse.« 

efterskrift: 

Godt en time senere giver Grænsepolitiets 

menneskejagt resultat. Klokken 08.12 

begynder politiet skygningen af en svensk 

bil, som kører i området ved Rudbøl nær 

Tønder. På vejen mellem Rudbøl og Højer 

samler den svenske bil en jugoslavisk familie 

på to voksne og to børn op. Politiet 

anholder dem. Familien er i besiddelse af 

falske tjekkiske pas og har tidligere søgt asyl 

i Tyskland. Familien bliver udvist til Tyskland 

tre dage senere. Føreren af den svenske 

bil – en jugoslav fra Sverige – får en bøde 

på 2.500 kroner og bliver udvist af Danmark 

med indrejseforbud i et år. 

ikke et super-politi 

Tysklands tidligere forbundskansler Helmuth 

Kohl opfordrede i 1991 EU-landenes stats- og 

regeringschefer til at opbygge et fælles 

euro-pæisk politisamarbejde, det såkaldte 

Europol. Som en forløber for Europol blev det 

ved en ministerbeslutning i 1993 vedtaget at 

oprette EDU (Europols narkotikaenhed). EDUs 

formål er at fremme udveksling af oplysninger 

om narkotika og hvidvaskning af penge. I 1994 

og 1996 blev det vedtaget at udvide EDU’s 

kompetence til også at omfatte: 

- ulovlig handel med nukleare og radioaktive 

substanser 

- organiseret ulovlig indvandring 

- handel med stjålne køretøjer 

- menneskehandel (seksuel udnyttelse af 

mennesker) 

Europol er ikke et »super-politi«, der kan 

anholde kriminelle overalt i medlemslandene. 

Samarbejdet er snarere en »oplysnings-central« 

for de nationale politikorps. 

Kilde: Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet 


fotos nicolai howalt 

regler når en illegal pågribes 

Når Grænsepolitiafdelingens betjente 

pågriber en illegal grænseoverløber ved den 

dansk-tyske grænse, sker der følgende: 

1) Hvis fingeraftrykket viser, at personen 

tidligere har søgt asyl i Tyskland, sendes 

grænseoverløberen umiddelbart efter 

tilbage til Tyskland i henhold til den 

særaftale, de to lande har indgået. 

2) Hvis grænseoverløberens fingeraftryk 

ikke kendes i Tyskland, og personen søger 

asyl, går vedkommende i såkaldt normalprocedure. 

Det betyder, at vedkommende 

hurtigst muligt transporteres til center 

Sandholm i Nordsjælland. Her afhøres 

vedkommende af politiet. Udlændinge-styrelsen 

behandler herefter asylansøgningen. 

Under sagen undersøger myndighederne, 

om asylansøgeren har søgt asyl i et andet 

EU-land. Har vedkommende det, vil 

personen i henhold til Dublin-konventionen 

blive returneret til det land. 

Inden transporten til Sandholm bor 

familier med børn på et vandrerhjem i Store 

Jyndevad nær den dansk-tyske grænse. Alle 

andre indkvarteres i arresten i Aabenraa. 

3) Hvis grænseoverløberen pågribes 

af betjente fra andre politikredse end 

Sønderborg, Gråsten eller Tønder bliver de 

altid kørt til Sandholm. Herefter begynder 

sagsbehandleren at undersøge, om vedkommende 

har søgt asyl i et andet EU-land. 

4) Hvis Grænsepolitiafdelingen skygger et 

køretøj helt til Fyn eller Sjælland, før de 

pågriber bilen, vil 1 eller 2 træde i kraft 

afhængigt af den konkrete situation.

hjælp til gendarMerne 

Baglandspatruljen i Sønderjylland har eksisteret 

i 31 år. Patruljen blev dannet i Gråsten 

politikreds i 1969 som støtte til de daværende 

grænsegendarmer. Dengang som nu er bag- 

landspatruljens opgave at opklare og hindre 

illegal indvandring i Danmark. 

Baglandspatruljen har i mellemtiden skiftet 

navn til Grænsepolitiafdelingen. Navneskiftet 

skete i forbindelse med sammenlægningen af 

baglandspatruljen og paskontrollen i Tønder 

og Gråsten politikredse. 

Grænsepolitiafdelingen har opereret siden 1. 

maj 1999. 

Kilde: Dansk Politi, juli 1998 


Jeg har gået mange skridt 

i dag er gendarmstien et turistmål i sønderjylland, men i 40 år var den kaj Jensens arbejdsplads. til fods patruljerede han langs 

den tyske grænse for at stoppe illegale grænseoverløbere. i dag er han pensionist, men han har ikke helt sluppet sin tjeneste 


Den ligger få hundrede meter fra den hvide 

plastik-havestol, han sidder i. Grænsen til 

Tyskland. Markeret med en bom, der hvor 

Sofiedalvej slår et knæk. Hele livet har 

adskillelsen af de to nationer haft betydning 

for ham, både privat og som ansat i statens 

tjeneste. 

69-årige Kaj Jensen er tidligere gendarm. 

I 40 år patruljerede han langs den dansktyske 

grænse, først til fods, siden på cykel 

og i bil. Hver eneste dag. Med det formål at 

stoppe illegale grænseoverløbere. 

“Hver som en blev meldt. Jeg har altid 

stået for, at hvis noget ikke var rigtigt, skulle 

man stå til regnskab for det. Jeg kunne da 

godt tænke: Det er ærlig talt synd for den 

mand, hvis jeg anholder ham. Men vi måtte 

jo følge reglerne.” 

Da det nuværende Sønderjylland i 1920 

blev stemt tilbage til Danmark, efter 56 år 

under den tyske ørns vinger, flyttede 

datidens grænsebetjente, gendarmerne, 

deres arbejde sydpå for at bevogte den nye 

streg på kortet. Blandt de allerførste var Kaj 

Jensens far. Og i mere end én forstand fulgte 

sønnen i faderens fodspor. 

“Fra 1952 til 1973 gik jeg som gendarm 

lige hernede. Vi kaldte det »gæ langsestien«,” 

siger han og peger mod syd på den 

jordvej parallelt med grænsen, som han på 

sønderjysk betegner som at »gå langs.« 

“Så jeg har gået mange skridt i mit liv.” 

Fra grænseovergangen i Sofiedal og cirka 

10 kilometer mod vest til bommen i Lille 

Jyndevad patruljerede Kaj Jensen og 15 

andre mænd døgnet rundt. Deres vagtskema 

var i mange år en evig gentagelse af fire 

timers tjeneste og otte timers frihed. 

0 kroner for en illegal 

“Vi skulle anholde dem, der ikke kunne 

legitimere et lovligt ophold i Danmark. 

Dengang var det personer, som havde 

forbrudt sig i Tyskland – folk som havde 

en skidt samvittighed og for eksempel var 

stukket af fra et fængsel. Vi fulgte dem til 

vagtmesterens hus, hvor politiet overtog 

ansvaret.” 

For gendarmerne betød en anholdelse 

ikke blot fuldført tjeneste, men også en 

fordobling af dagslønnen. Gendarmerne fik 

en kontant bonus på 20 kroner, hver gang 

de anholdt en illegal, som Kaj Jensen kalder 

dem. Han mener, bonussystemet fungerede 

helt indtil slutningen af 1960’erne. 

“Så vi havde et usandsynligt godt forhold 

til landmændene i området. Hvis de 

så noget mystisk, sagde de det til os, for vi 

havde en aftale om at dele lige over i 

porten,” griner han og tager en slurk kaffe af 

sin meget danske kop, en kopi af det 

muselmalede porcelæn. 

“Men det var sgu ikke hver dag, vi 

fangede nogen. Det kunne ske, at vi tog 

2-3 stykker på en dag, og så kunne der gå 

flere måneder uden. Men en ting var 

sikkert: Vores grænse var bevogtet.” 

For Kaj Jensen var det dengang som nu 

det vigtigste. 

det sidder i blodet 

I dag er den tidligere gendarm pensioneret. 

Det har han været siden 1992. I sin blå 

Kansas-kedeldragt får han tiden til at gå 

med reparationer af huset og med at passe 

den hest, han tager til ringridning med hver 

sommer. Men han er ikke mere pensionist, 

end at han stadig holder øje med illegale 

grænseoverløbere. 

“Jeg går ikke længere ud og stopper dem 

på vejen. Det har jeg ikke gjort, siden min 

tjenestehund døde. Og jeg kan heller ikke 

få mig selv til at gå ud for decideret at lede 

efter dem, men hvis jeg ser noget fra huset, 

så ringer jeg til politiet. Jeg kan ikke lade 

være. Det sidder i blodet.” 

Han tager sin kasket af og stryger hånden 

gennem sit sparsomme hår. 

“De kommer gående til fods på den lille 

vej hernede. Jeg kan med det samme se, at 

der er noget galt, når de kommer daskende. 

Nogle danskere siger, de er sølle og stakkels 

flygtninge. Det er de slet ikke, for de har 

penge til at betale for at komme her. Det 

er kun de pengestærke, og de har slet ikke 

noget med flygtninge at gøre.” 

Kaj Jensen er ikke meget for at sætte tal 

på, hvor tit han anmelder nogen. Hans hvide 

undertrøjer og blåternede lommetørklæder 

får lov at blafre et par gange på tørresnoren 

bag ham, før han præciserer. 

“I lang tid var der jævnligt et par stykker 

om ugen, men siden politiet er begyndt at 

sætte kameraer op, er det, som om de ikke 

tør gå over her. Men det er vel en 15-20 

stykker i alt, jeg har anmeldt. De seneste var 

for 3-4 måneder siden.” 

“ Vi haVDe et usanDsynligt goDt forholD til lanDmænDene i områDet. 

hVis De så noget mystisk, sagDe De Det til os, for Vi haVDe en aftale om at Dele lige oVer i porten. 

kaj jensen, tidligere grænsegendarM 


vil i komme og se på det? 

Halvdelen af de gange politiet anholder en grænseoverløber ved den dansk-tyske grænse, skyldes det tip fra lokale borgere 

af niels christiansen 

Sort hår, mørk hud og et forvirret udtryk i 

øjnene. Ved den dansk-tyske grænse er disse 

karakteristika rigeligt til, at lokale borgere 

kontakter politiet. 

Ifølge Analyse & Planlægningsafdelingen 

hos Padborg Politi sker 49 procent af anholdelserne 

af illegale grænseoverløbere, fordi 

sønderjyder løfter telefonrøret og ringer til 

politiet. 

“Anmeldelserne er som oftest navngivne. 

De lyder typisk på, at der går to mørklødede 

mænd på en græsmark: Vil I komme og se 

på det?” fortæller politiassistent Gunner 

Hede fra Grænsepolitiafdelingen i Padborg. 

Den sønderjyske entusiasme vækker 

vidt forskellige reaktioner hos politikerne 

på Christiansborg. Centrum Demokraternes 

Arne Melchior tager kraftigt afstand fra det, 

han kalder “angiveri”. 

“Jeg misbilliger på det kraftigste angiveri 

af grænseoverløbere. Jeg kunne aldrig selv 

gøre det. Som barn blev jeg 1 1943 smuglet 

ud af Danmark i nattens mulm og mørke,” 

fortæller Arne Melchior. 

“Jeg kunne aldrig drømme om at angive 

den slags. Man aner jo ikke, hvad det er for 

et menneske, man angiver. Man kan heller 

ikke vide, hvad der vil ske med den person, 

man angiver.” 

Kristian Thulesen Dahl fra Dansk 

Folkeparti er lodret uenig. Han mener ikke, 

at anholdte grænseoverløbere bliver sendt 

tilbage til en uvis skæbne. Og om de sønderjyske 

anmeldere har han kun godt at sige. 

“Det er fint, at de anmelder ulovlig 

grænseoverløberi. Det er en indsats for 

Dan-mark,” siger Kristian Thulesen Dahl. 

alle ringer – og dog 

En sønderjysk taxichauffør, der ønsker at 

være anonym af hensyn til sin arbejdsplads, 

fortæller, at han flere gange har standset sin 

taxi, når han har set mørklødede personer 

gå langs de små landeveje i grænselandet. 

“Så spørger jeg dem, om de vil med op at 

køre – det koster ikke noget. Mindst én gang 

“ engang spurgte nogle illegale, som jeg haVDe taget op, om De måtte låne min mobiltelefon. Det 

gaV jeg Dem selVfølgelig loV til, for så kunne jeg bagefter aflæse nummeret, Der Var ringet til, og 

giVe Det ViDere til politiet, som kunne snuppe nogle af Deres kumpaner. 

sønderjysk taxichauffør 

har jeg kørt de illegale direkte til politi- 

stationen. Ellers ringer jeg til politiet straks 

efter, at jeg har sat dem af. Så er betjentene 

der med det samme og vupti, så er flygtningene 

anholdt,” fortæller taxichaufføren. 

“Engang spurgte nogle illegale, som 

jeg havde taget op, om de måtte låne min 

mobiltelefon. Det gav jeg dem selvfølgelig 

lov til, for så kunne jeg bagefter aflæse 

nummeret, der var ringet til, og give det 

videre til politiet, som kunne snuppe nogle 

af deres kumpaner.” 

Men politiet får hjælp fra andre end 

områdets taxichauffører. 

“Alle ringer. Det er noget, man snakker 

med sine naboer om. Jeg tror, at alle 

beboere i Sofiedal ville anmelde en illegal. 

Hvis der var en på vejen, der ikke gjorde det, 

så ville det være mærkeligt,” fortæller Kaj 

Jensen,-der er pensioneret grænsegendarm 

og bor få hundrede meter fra Tyskland. 

Langs grænsen er der dog mennesker, 

som vælger at lukke øjnene. På Bov Kro sid- 


foto nicolai howalt

5 

der en midaldrende mand i rød termovest 

og ternet skjorte med opsmøgede ærmer. 

“Jeg tipper ikke politiet. Det ville jeg have 

en dårlig smag i munden over. Jeg skal ikke 

spille tolder eller politi. Jeg ville føle mig 

som en stikker. Men der er mange, som ikke 

har de hæmninger,“ siger krogæsten, der 

ønsker at være anonym. 

øMtåleligt eMne 

Bortset fra Arne Melchior og Kristian 

Thulesen Dahl er det på Christiansborg 

svært at spore en klar holdning til angiveriet 

i Sønderjylland. 

Emnet er ømtåleligt. Selv garvede, 

medievante politikere har svært ved at finde 

menneskesmugling 

et ben at stå på i spørgsmålet om anmeldelse 

af personer, som illegalt krydser den 

dansk-tyske grænse. 

“At 49 procent af de anholdte grænseoverløbere 

er angivet af den sønderjyske 

lokalbefolkning overrasker mig – det 

er mange,” siger Knud Erik Hansen fra 

Socialistisk Folkeparti. Og tilføjer: 

“Men jeg har svært ved at forholde mig 

til det. Jeg ville nok ønske, at det var færre, 

men det behøver ikke være på grund af 

racisme eller anden form for intolerance, 

at lokalbefolkningen gør det. Det kan også 

være udtryk for retskaffenhed, at folk 

vælger at ringe til politiet.” 

Formand for Kristeligt Folkeparti, Jann 

Sjursen, synes, det er ulykkeligt, at en del af 

befolkningen mener, at de personer, der 

illegalt krydser grænsen, ikke er »rigtige« 

flygtninge. 

“Omvendt kan jeg på mange måder godt 

forstå reaktionen hos folk i grænseområdet. 

De bor jo lige der, hvor grænseoverløberne 

passerer. Problemet er meget konkret for de 

lokale,” siger Jann Sjursen. 

orker ikke at blive ved 

Ifølge politibetjent Gunner Hede fra 

Grænsepolitiafdelingen i Padborg er antallet 

af anmeldelser fra lokalbefolkningen faldet 

en smule i de senere år. 


“Tidligere blev der ringet, straks en 

mørklødet person bevægede sig rundt i 

Padborg. Men det sker ikke i samme omfang 

længere,” siger han. 

Den anonyme taxichauffør er enig og 

tilføjer: 

“Vi er nok ikke så flittige til det, som vi 

har været. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er 

det fordi, vi nu har prøvet det så tit. Vi orker 

ikke at blive ved. Jeg vil nok stadig tippe 

politiet, men der er ikke så meget spænding 

i det længere.”

Om Menneskesmugling - udgivet 2000 - Dansk Røde Kors

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template ?