Om Menneskesmugling - udgivet 2000 - Dansk Røde Kors

“ Det Var så forfærDeligt. i halVanDen Dag saD jeg DerinDe,
Det Var sVært at få Vejret, og jeg fik hVerken VåDt eller tørt.
sindbad, flygtning fra irak
Sindbad, tager de i stedet hans bror, der er
i værkstedet, med sig. I dag ved Sindbad
endnu ikke, hvad der er sket med broderen.
“Da vidste jeg selv, at jeg måtte væk. Hvis
jeg blev taget, ville jeg få en dødsdom,” siger
Sindbad.
Han pakker nogle ejendele og penge og
rejser til det nordlige Irak, hvor han gemmer
sig 1-2 måneder i et hus, der er under
opbygning. Han opsøger en gammel ven
og beder ham give sin kone besked om,
at Sindbad ikke kommer hjem igen. Den
samme ven bliver bedt om at arrangere en
flugt.
“Han kontaktede en menneskesmugler.
Jeg havde ikke andre muligheder, uden
politisk organisering har man ingen kontakter
til højtplacerede personer, der kan få en
ud via fly. Jeg var nødt til at satse, men jeg
kendte ikke smugleren, og jeg vidste ikke,
om han var til at stole på, eller hvor jeg
skulle hen. Jeg ville bare væk.“
For 6.000 US$ – 48.000 kroner – bliver
Sindbads flugt ud af Irak arrangeret.
to dage i en plastiktønde
I en terrængående bil krydser Sindbad
bjergene mellem Irak og Tyrkiet uden om de
officielle overgange sammen med en
menneskesmugler. Sindbad beskriver
smugleren som “en ung, overvægtig mand
med lyst hår og klædt i en typisk kurdisk
klædedragt.” Til Sindbad præsenterer han
sig med navnet Sirwan.
Inde i Tyrkiet bliver 4-hjulstrækkeren
byttet ud med en lastbil, der normalt
transporterer væsker i plastiktønder.
Sindbad skal sidde i en af tønderne på ladet
bag førerhuset.
“Det var så forfærdeligt. I halvanden dag
sad jeg derinde, og den var ikke højere end
sådan,” siger han og holder hånden cirka en
meter over gulvet.
“Det var svært at få vejret, og jeg fik
hverken vådt eller tørt.”
Lastbilen standser i Istanbul, Tyrkiets
største by, der ligger på grænsen til Europa.
Her fører smugleren Sindbad hen til en
familie.
“Det var på det tidspunkt, hvor der var
jordskælv i området, det så jeg i fjernsynet.
Men ellers vidste jeg intet om, hvad der
foregik. Jeg vidste ikke, hvad endemålet for
min flugt var, og jeg havde heller ikke fået
noget at vide om, hvornår den ville
fortsætte.”
Efter 19 dage i Istanbul bliver Sindbad
15. januar 2000 hentet tidligt om morgenen
af smugleren. De kører til en parkeringsplads
uden for Istanbul, hvor tre lastbiler
holder parkeret, så de skjuler en fjerde
imellem sig. Den fjerde lastbil har officielt
en last af brune kasser, som Sindbad ikke
kender indholdet af, men lastbilen er også
særligt indrettet til illegal transport af men-
955 Mennesker i døgnet
Foreløbige skøn viser, at EU-landene i 1999 registrerede i alt 348.600 spontane asylansøgere mod
288.757 året før. Antallet svarer til, at der i 1999 var 955 personer i døgnet, som søgte asyl i et
EU-land. De to største nationaliteter er, i lighed med tidligere år, personer fra Forbundsrepublikken
Jugoslavien og Irak. Kilde: Udlændingestyrelsen
nesker. I bunden er der skåret en cirkel løs.
Cirklen er sat fast med et hængsel, så den
kan skubbes til side og give adgang til et
hulrum.
Her skal Sindbad og fire andre personer
kravle op og skjule sig.
ni døgn kleMt inde i et hulruM
“Det første der slog mig var, hvor mørkt der
var. Jeg kunne intet se. Vi fik hver en sovepose,
og så fik vi to flasker vand, en flaske
cola, noget brød og noget ost, så vi ikke
skulle så ofte på toilettet. Og så var det af
sted. Vi fik ikke at vide hvorhen.”
Hulrummet mellem lastbilens officielle
last er så trangt, at de fem illegale passagerer
knap kan røre sig. Sindbad har stadig
mærker på venstre hofte af at ligge så
forkrampet. På grund af en gammel operation
i højre lår kunne han kun ligge på den
ene side.
Kun en time hver nat standser lastbilen,
så Sindbad og de andre kan strække ben
og tisse. Ellers skal de tisse i plastikflasker.
Sindbad kan ikke gøre rede for, hvor lastbilen
holder.
“Vi gjorde holdt på øde steder uden huse
og byer i nærheden, samtidig var det helt
mørkt. Jeg hørte ingen tale og kunne derfor
ikke identificere nogen sprog. Alt hvad jeg
kunne høre var lyde fra fugle og frøer. Jeg
går ud fra, at vi stoppede sådanne steder for
ikke at blive opdaget.”
I ni døgn kører lastbilen gennem Europa.
Sindbad kan heller ikke fortælle i hvilke
lande, eller hvorfor transporten tager så
lang tid. Han ved det ikke.
“Du må undskylde, men jeg græd hele
vejen. Det var et mareridt, vi så ikke lys, og
vi anede ikke, hvor vi var, eller hvad der
skete. Det værste var uvidenheden. Det er
ligesom at flyve i faldskærm. Du ved, at det
hele tiden kan gå galt, men du ved bare ikke
hvornår og hvordan, og du har ikke selv
kontrol over faldskærmen. Det var
smugleren, der bestemte,” siger han og
bøjer hovedet.
Sindbad kan ikke sætte flere ord på de
tanker, der fyldte ham undervejs. For-
trængninger hindrer en genkaldelse. Han
presser tommelfingrene ind i hver øjenkrog
for at forhindre sine tårer i at løbe. Men
uden held.
Efter ni dage standser lastbilen pludselig
i dagslys på en motorvejs-rasteplads, og
Sindbad og de andre får mulighed for at
barbere sig. De skal være præsentable, for
det er sidste stop. Lastbilen passerer kort tid
efter den dansk-tyske grænse.
“Pludselig råbte chaufføren højt på
engelsk »run, run, police«. Jeg løb alt, hvad
jeg kunne på mine stive ben og lod min
bagage tilbage i lastbilen, der kørte hurtigt
væk. Men der var ikke noget politi. Vi var
ude midt i en mørk skov,” siger Sindbad.
en evig angst og uvidenhed
Efter to timer bliver Sindbad standset af
det danske politi, der fortæller, at han er i
Danmark og tager ham med til arresten.
“Det var fint, jeg ledte jo efter politiet.
Betjentene talte ganske almindeligt til mig,
det beroligede, for det sagde mig noget om
forholdene i Danmark,” siger han.
I tre dage opholder han sig i en sønderjysk
arrest og bliver kørt frem og tilbage for
at få taget fingeraftryk på politistationen. På
køreturene læser han skilte med navne som
Kolding og Padborg.
“De dage i arresten bød igen på uvidenhed.
Jeg havde en frygt indeni hovedet, en
evig angst for, at hver gang nogen åbnede
døren, så ville de hente mig og sende mig
tilbage til Irak. Jeg kendte jo ikke loven, jeg
vidste ikke, om jeg havde brudt den ved at
krydse grænsen ulovligt, og hvad det betød,”
forklarer Sindbad.
I slutningen af januar 2000 bliver han
registreret som asylansøger i Danmark.
Kort tid efter bliver han indlagt på Hillerød
Sygehus, hans hjerte slår urytmisk på grund
af anstrengelserne under flugten.
Sindbad har siden da fået kontakt med
sin familie. Også de er sluppet ud af Bagdad
med hjælp fra menneskesmuglere. For
10.000 US$ (cirka 80.000 kroner, red.) fik
hans kone lavet et falsk pas, så det så ud
som om, hun er gift med sin bror. Kvinder
må kun udrejse af Irak ifølge med en mand.
Passet bragte familien ombord på et fly, og
i dag befinder de sig et sted i Mellemøsten.
Under Sindbads madras ligger der luftpostkuverter
med breve og fotos af konen og de
fire børn.
“Jeg håber, vi snart bliver samlet igen.
I min alder trænger man ikke til at være
alene på et asylcenter, man trænger til at
være sammen med sin familie.”
Efter at have fortalt om sin flugt kommer
Sindbad i tvivl om, hvorvidt den var det hele
værd.
“Hvis jeg kunne vælge om, ville jeg
måske næsten foretrække Saddam Husseins
dødsdom. Jeg ved det ikke. Den tur var så
grufuld. Jeg kom fra undertrykkelse, men
jeg vidste da, hvad den bestod i. Det gjorde
jeg ikke om dagene i lastbilen.”
Sindbad har selv ønsket at få sløret sin
identitet af hensyn til sin sikkerhed.
Redaktionen
“ Du må unDskylDe, men jeg græD hele Vejen. Det Var et mareriDt, Vi så ikke lys,
og Vi aneDe ikke, hVor Vi Var, eller hVaD Der skete. Det Var smugleren, Der bestemte.
sindbad, flygtning fra irak
1 menneskesmugling menneskesmugling 17