Download PDF

forsvaret.dk

Download PDF

BRIEF

Israel: Forholdet mellem de israelske

forsvarsstyrker (IDF) og den israelske

civilbefolkning

Af journalist Hanne Foighel

FORSVARSAKADEMIETS FORLAG


BRIEF

Israel: Forholdet mellem de israelske

forsvarsstyrker (IDF) og den israelske

civilbefolkning

Af journalist Hanne Foighel

Hanne Foighel er journalist og forfatter, og hun har været bosat i

Tel Aviv siden 1982. Hendes stemme er kendt fra P1, og hendes

skrevne analyser og reportager har gennem årene kunnet læses

i Weekendavisen, Berlingske Tidende, Politiken og diverse magasiner

og blade. Hanne Foighel har som journalist beskæftiget

sig med Mellemøsten gennem næsten 30 år.


© Forsvarsakademiet

Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografi sk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog

eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med aftaler mellem Forsvaret og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden Forsvarsakademiets skriftlige samtykke er forbudt i følge gældende lov om

ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug ved anmeldelser.

Forsvarsakademiet er Danmarks førende forskningsinstitution inden for militære studier. Vi forsker i et

bredt felt af militære kerneområder såsom militære operationer, strategi, sikkerheds- og forsvarspolitik,

militær ledelse, tværkulturel forståelse og militærhistorie. Akademiets fælles omdrejningspunkt er

anvendt forskning i fremtidens konfl ikter.

Forsvarsakademiets forskning og forskningsbaserede uddannelser skal være med til at sikre, at dansk forsvar

kan kæmpe og vinde i morgendagens konfl ikter. Men den omfattende viden på akademiet skal ikke

alene stilles til rådighed for forsvaret. Gennem publikationer bidrager akademiet også til at informere og

nuancere den offentlige debat om danske og internationale forsvars- og sikkerhedspolitiske forhold.

God fornøjelse ved læsning af Forsvarsakademiets publikationer!

København juni 2013

Forsvarsakademiet

Svanemøllens Kaserne

Postboks 2521

2100 København Ø

Tlf.: 3915 1515

Fax: 3929 6172

Redaktør: Institutchef Ole Kværnø

Layout: FAK

ISBN: 978-87-7147-032-1

Udkommer kun i elektronisk form

Forsvarsakademiets forlag


Hvert år, dagen inden årsdagen for uafhængigheden af det britiske mandatstyre i

Palæstina markeres, mindes Israel uafhængighedens pris. I år faldt mindedagen

mandag den 15. april 1 , og den dag stod der 25.578 navne på forsvarsministeriets

liste over faldne i og imellem Israels krige.

På dagen stod tallet med store typer på avisforsiderne og blev læst op igen og igen

i radio og tv. Det var også hængt op på opslagstavler i undervisningsinstitutioner

over hele landet – fra børnehaver til 12. klasse.

Israels faldne og ikke mindst deres efterladte er et fællesanliggende. Noget, det

israelske samfund samles om. Alle landsbyer, kibbutzer, bykvarterer, skoler – ja,

stort set alle familier – har deres faldne. De titusinder af efterladte familier kaldes

under et ’De sørgende Familier’.

Over hele landet afholdes der denne dag mindeceremonier. På skoler, i forsamlingshuse,

i parker og ved de mange mindesmærker og særlige mindeinstitutioner,

der samlet går under navnet ’Yad Lebanim’ – ’Mindet om Sønnerne’. De er rejst i

stort set hver by og landsby.

Sirenen, der indleder mindedagen, hyler et helt minut klokken otte om aftenen dagen

før mindedagen. På selve dagen klokken 11 hyler den igen – denne gang i to fulde

minutter. I de to minutter standser hele landet op. Uanset hvor de måtte befi nde

sig – på arbejde, på gader, på veje, selv på motorveje – standser israelerne alt de

måtte være i gang med, og stiller sig tavse for at mindes de faldne med hovedet

bøjet, indtil lyden af de hjerteskærende, hæse sirener er klinget af.

Fra barnsben

Bevidstheden om soldaterne som heltene, der har ofret livet for statens oprettelse

og eksistens, indlejres i den tidlige barndom. Helt fra børnehavealderen lærer

israelske børn, at mindet om de faldne markeres med hvide skjorter eller bluser

og med det offi cielle sørgeklistermærke, hvor der står ’at mindes’ på et billede af

en rød evighedsblomst. Og fra helt små lærer de at stå bomstille med bøjet hoved,

når sirenerne hyler.

Ud af den samlede israelske befolkning på otte millioner indbyggere besøgte over

halvanden million i år militærkirkegårdene ved de offi cielle ceremonier på mindedagen.

Alle de mange, der valgte at komme på andre tidspunkter, dagen inden el-

(1) Storbritannien havde meddelt FN, at man agtede at afslutte Palæstinamandatet ved

midnat den 14. maj 1948. Men allerede om eftermiddagen samme dag udråbte David

Ben-Gurion Israels uafhængighed. På lige fod med religiøse jødiske helligdage markeres

de nationale israelske mindedage ifølge den hebraiske månekalender og indledes ved

solnedgang dagen inden. Derfor markeres Israels uafhængighedsdag, Yom Haatzmaut, og

dermed også mindedagen for de faldne, Yom Hazikaron, på en dato, der i forhold til den

almindelige gregorianske kalender skifter fra år til år.

Forsvarsakademiet

3


4

ler dagen efter, for i ro at kunne hengive sig til deres helt private sorg og ikke blive

hvirvlet ind i de offi cielle ceremonier, er ikke med i det tal.

Et land med en hær – en hær med et land

Den amerikanske lingvist og politiske aktivist Noam Chomsky yndede i årevis at

erklære, at Israel ’ikke er et land med en hær, men en hær med et land’.

Det er selvsagt en meget polemisk måde at fremstille tingene på, og det er ikke i

overensstemmelse med virkeligheden.

For selvom børnehavebørnene og skoleeleverne i det offentlige skolesystem indprentes

den opfattelse, at IDF er en folkets hær, og at alle, drenge som piger, efter

endt 12 års skolegang skal trække i uniform og være soldater 2 , så er det i dag kun

omkring halvdelen af en årgang 18-årige, der rent faktisk aftjener værnepligt.

Tallene opgives ikke offi cielt, men siver ud af systemet, og de kan sammenholdes

med den almindelige statistik. Af vidt forskellige årsager har to meget store, forholdsvis

marginaliserede samfundsgrupper siden statens oprettelse på forhånd

været fritaget for værnepligt: de ultraortodokse jøder og de palæstinensiske israelere.

Begge grupper var i 1948 talmæssigt decideret små mindretal. Men i begge

befolkningsgrupper er der tradition for børnerige familier, og fødselsraten blandt

Israels ultraortodokse og palæstinensere overstiger langt landsgennemsnittet. I

dag udgør de to grupper hver ca. 20 procent af befolkningen.

At Israels palæstinensiske statsborgere ikke kunne eller skulle indrulleres i et

forsvar, der fra første dag kæmpede imod deres ’fætre og onkler’ i de arabiske

nabolande og siden i de besatte områder, har reelt aldrig været til debat. Hverken

i det jødiske majoritetssamfund eller i den palæstinensiske minoritet. I øvrigt var

der i statens første årtier så stor mistro til og frygt for, at de arabiske statsborgere

reelt ville være en ’femte kolonne’, at de helt frem til 1966 var underlagt et særligt

restriktivt militærstyre, der blandt andet bestod af overvågning og begrænsninger

i den enkeltes bevægelsesfrihed indenfor landets grænser.

De ultraortodokse jøder blev fritaget for værnepligten på grund af en politisk studehandel,

der blev indgået mellem Israels første statsminister, David Ben-Gurion,

og de ortodokse rabbinere endnu inden Israels selvstændighed. I 1948 var det

jødiske samfund tungt mærket af holocaust. Nazismens dødsmaskine havde stort

set udryddet hele den jødiske Talmudstudietradition 3 , og i månederne op til Israels

uafhængighed var det uklart, om den nye stat ville overleve det angreb fra de omkringliggende

arabiske stater, man formodede ville komme i det øjeblik, mandatet

blev ophævet. På det tidspunkt var der omkring 400 ortodokse Talmudstuderende

(2) Kvinder aftjener i dag 2 og mænd 3 års værnepligt, men der ligger et lovforslag på

bordet, der, hvis det vedtages, vil afkorte den mandlige værnepligt til 32 måneder.

(3) Talmud er de rabbinske fortolkninger af Gamle Testamente, der udgør grundpillen i

den jødiske religiøse fi losofi .


i Palæstina, og det lykkedes rabbinerne at overbevise Ben-Gurion om, at det var

vigtigere for den jødiske kultur og traditions fremtid, at de 400 blev siddende ved

studierne, end at også de drog ud på slagmarken som utrænede soldater.

Formelt blev de 400 unge Talmudstuderende fritaget for værnepligt, så længe de

holdt sig til de religiøse studier.

Aftalen har medført, at titusinder af ortodokse 18-årige gennem årene på den måde

har unddraget sig den almindelige værnepligt. I 2012 var der 7.800 ortodokse

18-årige, der ved sessionen erklærede sig som fuldtids Talmudstuderende. De

anslås at udgøre en femtedel af ungdomsårgangen.

For de kvindelige 18-årige gælder de samme regler. Hverken arabiske eller ultraortodokse

kvinder har værnepligt. Hertil kommer fuldstændig fritagelse for værnepligt

for kvinder, der som 18-årige er gift, og for ugifte kvinder, der kan bevise, at deres

religiøse livsførelse ikke tillader, at de sover udenfor hjemmet.

Desuden fritages hvert år omkring 10 procent af årgangens unge mænd og kvinder

af helbredsmæssige årsager, og/eller hvis de har en livshistorie, der på anden

måde gør det forudsigeligt, at de ikke kan tilpasse sig militæret. Hverken astma

eller homoseksualitet er dog årsag til fritagelse.

Modsat gør forsvaret sig i visse tilfælde umage for at fungere som en sluse for at

bringe marginaliserede og utilpassede unge tilbage ind i normalsamfundet. En

række særlige programmer indenfor værnepligtssystemet forsøger at samle unge

mennesker op, der af den ene eller anden grund er faldet ud af skolesystemet:

programmer med særlig opmærksomhed på sociale og/eller indlæringsproblemer,

programmer for immigranter, der mangler sprogfærdigheder, og programmer, der

giver mulighed for, at også selvstændige unge med særlige behov – fysiske eller

mentale – kan bære uniform og udføre beskyttede funktioner i forsvaret, der giver

selvværd og en fornemmelse af at være tilnærmelsesvis på lige fod med normale

unge mennesker i det israelske samfund.

Ingen militærnægtere

I Israel er det ikke muligt at nægte militærtjeneste af samvittighedsårsager. På trods

af at det kun er omkring halvdelen af befolkningen, der reelt er forpligtet til at deltage

i landets forsvar gennem værnepligten, tolererer hverken militæret, politikerne

eller samfundet som helhed tanken om, at der blandt de unge israelere kan fi ndes

personer, der ikke føler, at de kan eller vil deltage i opgaven. For på trods af at IDF

sandsynligvis er Mellemøstens stærkeste, mest sofi stikerede og bedst udrustede

militær, opfatter langt størstedelen af det israelske samfund det stadig som om

landet er i konstant fare. Man betragter derfor det at aftjene værnepligt og deltage

i landets forsvar som en bydende nødvendighed.

Forsvarsakademiet

5


6

Og så alligevel. Den offi cielle politik har i 65 år været og er stadig, at Israels eksistens

er truet, og at truslen med jævne mellemrum tvinger Israel til at gribe til

militære løsninger for at sikre, at fjender og potentielle fjender – stater såvel som

organisationer – aldrig glemmer, hvor stærk en modstander Israel er. Men siden

1980’erne har der i det offentlige rum ulmet en diskussion om, hvorvidt der kunne

være andre muligheder.

I 1982 overbeviste forsvarsminister Ariel Sharon sin statsminister, Menahem Begin,

om, at en militæroperation i det sydlige Libanon en gang for alle ville kunne gøre op

med den palæstinensiske guerillavirksomhed, der udsprang fra den palæstinensiske

’stat i staten’ i Sydlibanon. Begin forklarede derfor den israelske befolkning,

at der var tale om en krig, Israel havde ’valgt at føre’. Det medførte omgående en

reaktion blandt en mindre gruppe af de mange reservister 4 , der blev indkaldt for at

deltage i invasionen af Libanon. De erklærede, at de til enhver tid ville være villige

til at deltage i en krig for statens eksistens, men ikke ville deltage i en krig, der blev

ført af politiske årsager. 5

Den samme holdning er siden med jævne mellemrum blevet udtrykt af mindre

grupper af reservister, der erklærer, at de – skulle landet blive angrebet – er villige

til at deltage i en forsvarskrig, men ikke vil være med til at opretholde den fortsatte

militære besættelse af Vestbredden. Forsvaret vælger et langt stykke hen ad vejen

at undgå en konfrontation ved at efterkomme reservisternes ønsker. Hvis det er

muligt, fl yttes de pågældende til enheder, der ikke direkte deltager i øvelser eller

aktiviteter i de besatte områder. I andre tilfælde bliver de pågældende fritaget for

yderligere reservetjeneste.

Antallet af værnepligtige, der gennem årene har valgt åbenlyst at erklære, at de

ikke vil aftjene værnepligt overhovedet, eller af samvittighedsgrunde ikke som værnepligtige

vil deltage i at sikre den fortsatte besættelse af Vestbredden, kan dog

tælles på ganske få hænder. Nægterne dømmes ved militærdomstole oftest til en

række fortløbende kortere fængselsdomme (almindeligvis 15 dage gangen). De,

der har siddet fængslet længst, har sammenlagt afsonet omkring to år. Det kræver

en særlig karakterstyrke hos en 18-årig israeler at stå fast imod den stigmatisering,

der følger af åbent at nægte at aftjene sin værnepligt.

En sådan 19 årig samvittighedsnægter er netop blevet offi cielt kasseret efter at

have afsonet mere end ti fortløbende domme – i alt 179 dage. Han havde ytret

(4) Efter endt værnepligt bliver alle automatisk del af reserven. Der er vide variationer

i, hvor meget reservetjeneste man udfører, men i gennemsnit indkaldes mandlige reservister

i op til 36 dage om året, indtil de fylder 40 år. For offi cerer er det noget mere. For

kvindernes vedkommende er det de færreste, der udfører reservetjeneste, og slet ikke,

hvis de indgår ægteskab og får børn. Reelt er det kun en fjerdedel, eller omkring 100.000

af de potentielle godt 400.000 reservister, der indkaldes.

(5) De reservister, der nægtede at deltage i krigen i Libanon i 1982-2000, dannede organisationen

’Yesh Gvul’ - ’Der er en grænse’. Organisationen eksisterer stadig og støtter

og rådgiver reservister, der er imod besættelsen.


ønske om, at han gerne ville aftjene sin værnepligt og bære uniform, men han ville

af samvittighedsårsager ikke bære våben.

Et naturligt skridt på livets vej

Generelt er motivationen blandt de israelske værnepligtige så høj, at søgningen

til eliteenheder, specialstyrker og andre kampenheder ved hver halvårssession

overstiger 100 procent. Det giver indirekte de værnepligtige, der ikke er motiveret

til at blive kampsoldater, alternative muligheder.

Blandt de unge israelere, der opfatter det at aftjene deres værnepligt som et naturligt

og nødvendigt stadie i livet, er det i dag almindeligt at forsøge at vende militærtiden

til som et nyttigt skridt på vejen til en uddannelse eller karriere.

Sociologiske undersøgelser viser, at de unge israelere i dag langt mindre end tidligere

er motiveret til tjenesten af spørgsmålet: ’Hvad kan jeg gøre for mit land?’. De

forventer snarere gennem værnepligten et svar på: ’Hvad kan min militærtjeneste

gøre for mig?’. De forskellige værn og enheder afholder ’åbne dage’ for de unge,

så de kan stifte bekendtskab med de muligheder, de har. Og i forbindelse med de

første stadier af sessionen, der begynder allerede i det tiende skoleår, udfylder hver

enkelt en ’ønskeseddel’. Hvis der er sammenfald mellem ønskerne og de fysiske og

intellektuelle evner, som opgaven kræver, imødekommer IDF rekrutternes ønsker.

I de senere år er der iblandt de 18-årige, der ikke ønsker at befi nde sig i åben konfrontation,

hverken med en eventuel fjende blandt civilbefolkningen i Gaza eller på

Vestbredden eller med den deres egen samvittighed, især stor søgning til de mange

forskellige sprog-, efterretnings- og IT-enheder. Helt ubekræftet og uoffi cielt aftjener

omkring en tredjedel af de værnepligtige deres militærtid i sådanne enheder.

Militær bæres af samfundet og familien

Når en ung mand eller kvinde hverves til militærtjeneste, hverves hele familien. Det

forventes – og der bakkes op på alle niveauer. For det er stort set umuligt at gennemføre

de mange år i uniform uden fuldstændig opbakning fra hjemmet. Endnu

inden rekrutteringsdagen går horder af forældre på indkøb med deres vordende

soldat for at sørge for ekstra undertøj, uldne sokker, toiletsager, natlæselamper,

hængelåse til de personlige ejendele m.m. ud fra lister udsendt på forhånd, fordi

den udrustning, der udleveres, ofte er for lidt og for ringe.

Når en soldat begynder tjeneste, lægges hele familiens livscyklus generelt om og

tilpasses soldatens træningsskema. I almindelighed kommer soldater hjem hver

tredje weekend, og de uger, de ikke kommer, er det helt almindeligt, at forældre

og søskende bruger deres weekend til at besøge ’deres soldat’ på basen med en

madkurv. I familier, hvor fl ere børn aftjener værnepligt samtidig, kræver det ikke så

lidt logistik. Desuden forventer soldaterne på basen, at de, der har været hjemme,

Forsvarsakademiet

7


8

bringer pakker med hjemmebag og snacks til dem, der har måttet udføre opgaver

på basen i weekenden.

Der er også en selvfølgelig forventning om, at forældrene vasker for deres soldat(er),

når han/hun er hjemme, og stiller familiens eventuelle bil til rådighed, så den unge

kan nå at ’gå i byen’ og se så mange venner som muligt. Ofte indebærer en soldats

hjemmeweekend – der nogle gange blot varer 24 timer – også, at en af forældrene

kører soldaten tilbage til et centralt opsamlingspunkt eller helt til basen tidlig søndag

morgen 6 for muligvis at spare soldaten for at stå endnu tidligere op og være

henvist til overfyldte offentlige transportmidler.

Til gengæld blander forældrene sig uden blusel i soldaterforholdene. På samme

måde som forældre i dag søger indsigt i og indfl ydelse på deres børns skolegang,

føler de israelske forældre sig i stadigt højere grad berettiget til at have indsigt i

og indfl ydelse på, hvordan deres børn behandles, når de er i uniform. I langt de

fl este enheder er det i dag almindeligt, at forældrene har den ansvarlige offi cers

mobiltelefonnummer og kan ringe direkte til ham/hende, hvis de gennem deres

børn bliver opmærksomme på situationer, oplevelser eller rutiner, som de mener

kræver indblanding.

Der kan selvfølgelig i enkelte tilfælde være tale om overdrivelser og småting. Man

hører ofte israelske offi cerer klage over al for megen utidig forældreindblanding.

Men der er tale om en balancegang.

I de seneste år har chokerede og bekymrede forældre gentagne gange klaget over

og henledt offentlighedens opmærksomhed på de mange forskellige, ofte nedværdigende,

ydmygende og smertefulde optagelsesritualer, som ældre soldater i

visse enheder har tradition for at tvinge rekrutterne igennem. Forældreklager har

også sat fokus på, hvordan militærets læger i en række fatale tilfælde har undladt

at tage soldaters klager over kroniske smerter og utilpashed alvorligt. Forhold som

forsvarsledelsen er blevet tvunget til at forholde sig alvorligt til.

Pagten

Grundpillen i det israelske forsvars forhold til civilsamfundet er den såkaldte pagt

med forældrene: et løfte fra forsvaret om at passe ordentligt på børnene, og uanset

situationen altid at gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt, for at bringe dem

hjem – levende eller døde.

I det israelske forsvars moralkodeks hedder det, at man aldrig efterlader en soldat

i felten, og i kampsituationer har israelske soldater utallige gange udsat sig selv for

livsfare netop for at bringe en såret eller dræbt kammerat med sig tilbage.

(6) I Israel begynder den almindelige arbejdsuge søndag morgen.


Pagten/løftet om at ’bringe sønnerne hjem’ er i årenes løb blevet bragt til ekstremerne.

Målet helliger midlet, og Israel har fl ere gange brudt alle øvrige moralske

principper, f.eks. princippet om ikke at forhandle med terrorister, for at bringe

soldaterne eller deres jordiske rester hjem.

Adskillige gange har Israel forhandlet og udvekslet hundreder af palæstinensiske og

andre arabiske fanger med organisationer som Ahmad Jibrils organisation, PFLP-GC,

og Hizbollah 7 til gengæld for at få ligene af savnede soldater tilbage fra Libanon.

I over fem år, fra 2006 til 2011, lagde offentligheden voldsomt pres på den israelske

regering for at overholde pagten og gøre alt for at få soldaten Gilad Shalit 8 tilbage

fra fangenskab i Gaza. På trods af at holdningen blandt politikerne var stik imod at

forhandle med Hamas, og især imod at give efter for Hamas’ krav, gav statsminister

Benjamin Netanyahu til sidst efter for det folkelige pres. Israel forhandlede med

Hamas via Egypten, og Hamas fi k 1.027 palæstinensiske fanger løsladt til gengæld

for Galid Shalit. Blandt dem var et stort antal fanger ’med blod på hænderne’, dømt

for at have deltaget i planlægning eller udførelse af terrorangreb mod civile israelere.

Den oktoberdag i 2011 transmitterede samtlige israelske tv- og radiostationer

direkte fra de tidlige morgentimer, indtil en tavs og fortumlet Galid Shalit forsvandt

ind ad døren til forældrenes hjem sent om aftenen. Den israelske befolkning sad

i timevis rødøjede foran tv-skærmene og fulgte bevæget, hvordan ’vores alle sammens

søn’ kom hjem.

Militær og politik

Af en række grunde har Israel ingen grundlov, men en række såkaldte basale love,

der sikrer landets politiske system og borgernes frihedsrettigheder. Men selvom

der ikke er en grundlov, der sikrer et civilt styre, har der i Israel aldrig på noget

tidspunkt været tvivl om, at militæret er underlagt statsministerens, regeringens

og parlamentet, Knessets, beslutninger og kontrol.

(7) Eksempler på tidligere fangeudvekslinger med terrororganisationer: I 1985 udvekslede

Israel 1.150 fanger med den palæstinensiske organisation PFLP-GC til gengæld for 3

tilfangetagne israelske soldater, og i 2008 frigav Israel en højtprofi leret libanesisk fange

og ligene af 199 palæstinensiske, libanesiske og andre arabiske soldater og guerillakæmpere

for at få ligene af to soldater hjem.

(8) Soldaten Gilad Shalit blev taget til fange i juni 2006, da en gruppe væbnede palæstinensere,

der havde gravet sig ud under grænsehegnet fra Gaza til Israel, angreb en israelsk

militær grænsepost. I ildkamp blev tre israelske soldater dræbt, mens det lykkedes

angriberne at fl ygte og tage Gilad Shalit med sig tilbage til Gaza. Den gruppe, der på eget

initiativ havde foretaget angrebet, overdrog efter nogen tid deres fange til Den Islamiske

Modstandsbevægelse, Hamas, der kontrollerer Gazastriben. Det lykkedes aldrig det israelske

forsvars efterretningstjeneste at lokalisere, hvor Gilad Shalit blev holdt fanget, og man

måtte skrinlægge alle planer om en eventuel militær redningsaktion.

Forsvarsakademiet

9


10

På den anden side har der altid været – og er stadig – nære personlige bånd mellem

forsvarets ledelse og den politiske elite. Der er tradition for, at generaler ser det som

en naturlig karriereudvikling, at de efter endt militærtjeneste fortsætter deres offi

cielle kald som politikere. Adskillige tidligere forsvarschefer er blevet statsministre.

Yitzhak Rabin og Ehud Barak er nok de to, der huskes bedst. Ariel Sharon var krigshelt

og general, inden han blev statsminister. Og selvom han aldrig blev general,

minder statsminister Benjamin Netanyahu ofte om, at han var offi cer i en eliteenhed,

og at han mistede sin bror under en højt profi leret militæroperation. Det giver ham

særlig status i offentligheden at tilhøre ’De sørgende Familier’.

Der er ingen tvivl om, at de mange nære personlige forhold mellem den militære

og den politiske elite har betydning for den politik, der føres i Israel. Politikerne har

netop på det helt personlige plan stor tillid til forsvarets vurderinger, og de vejer

derfor ulige tungt, når der skal træffes beslutninger. Der er utallige eksempler på,

at en israelsk regerings beslutninger i sikkerhedsspørgsmål udelukkende tages på

basis af for eksempel tre forskellige militære vurderinger af en problemstilling, og

at politikerne betragter det som en fyldestgørende gennemgang af det pågældende

problem.

Forsvaret er på den måde aktiv medspiller i israelsk politik, og forsvarsledelsen er

sig denne rolle meget bevidst.

Op gennem 1990’erne og begyndelsen af 2000-tallet analyserede en israelsk samfundsforsker,

Yoram Peri, skiftende israelske regeringers beslutninger i en række

sikkerhedsspørgsmål. 9 Han sammenholdt regeringens politik med anbefalinger

fra og holdninger i forsvaret og forsvarets efterretningstjeneste. Sag for sag fører

Yoram Peri bevis for, at ingen politiske beslutninger angående Israels sikkerhed i

de år blev taget imod anbefalinger, der kom fra IDF.

Ifølge Yoram Peri hænger dette meget nøje sammen med den langtrukne Low Intensity

Confl ict, LIC, mellem Israel og palæstinenserne, der har afl øst fredsprocessen,

(9) ‘Generals in the Cabinet Room, How the Military shapes Israeli Policy’ af professor

Yoram Peri, er udgivet af the Endowment of the United States Institute of Peace i 2006.


da den smuldrede og endeligt blev lagt på is, efter at Camp David-forhandlingerne

brød sammen i sommeren 2000 10 .

Uden direkte kontakt mellem de israelske og palæstinensiske ledere eller deres

repræsentanter, hverken i direkte eller i såkaldte second track forhandlinger, bliver

de israelske politikere automatisk henvist til at søge deres informationer om

palæstinensernes politiske intentioner hos den militære efterretningstjeneste.

Yoram Peri følger blandt andet, hvordan den israelske regerings holdning til den

palæstinensiske præsident Yassir Arafat efter 2000 ændres, i takt med at militærets

efterretningstjenestes vurdering af den palæstinensiske leders intentioner svinger.

Op til Camp David 2000 mente man i forsvaret såvel som blandt politikerne, at

Yassir Arafats overvejende ønske var at opnå palæstinensisk selvstændighed igennem

en fredsaftale. Efter Camp David, og efter at den væbnede intifada brød ud i

efteråret 2000, var det efterretningstjenestens vurdering, at Yassir Arafat, selv da

han forhandlede om fred, aldrig havde opgivet den væbnede kamp for Palæstina.

Regeringen gjorde langsomt efterretningstjenestens vurdering til sin.

I de senere år er det især i spørgsmålet om, hvorvidt Israel skal/kan/bør agere

militært overfor Irans ekspanderende atomprogram, der har været på dagsordenen

i dialogen mellem forsvaret, efterretningstjenesterne og de politiske beslutningstagere.

Og netop fordi der er tradition for, at politikerne følger forsvarets anbefalinger,

kan det være nødvendigt at foretage personudskiftninger for at få regnskabet til

at passe.

Da statsminister Benjamin Netanyahu forrige år skiftede både forsvarschefen og

chefen for efterretningstjenesten Mossad ud, vurderede de fl este israelske analytikere,

at statsministeren sørgede for at få indsat personer med betragtninger og

holdninger, der ligger tæt på hans egne, på disse to centrale poster.

(10) I et forsøg på at få den fastkørte fredsproces gearet op, inviterede USA’s præsident

Bill Clinton i sommeren 2000 den palæstinensiske præsident Yassir Arafat og Israels

statsminister Ehud Barak til sommerresidensen i Camp David i håb om dér at kunne få de

to til at blive enige om en permanent løsning på konfl ikten. Forbilledet var Jimmy Carters

Camp David-konference i 1978, hvor Egyptens Anwar Sadat og Israels Menahem Begin

indgik en historisk fredsaftale. Men i 2000 var afstanden mellem parterne for stor, topmødet

var ikke forberedt grundigt nok, og ingen havde tænkt over, hvad der skulle ske,

hvis man ikke nåede til enighed. Ehud Barak nægtede under hele topmødet at mødes

’face to face’ med Arafat, og tidligere israelske forhandlere siger i dag, at Ehud Barak

bar størstdelen af ansvaret for at forhandlingerne endte uden resultat. Men den israelske

statsminister beskyldte Yassir Arafat for at have været årsag til sammenbruddet, og Bill

Clinton støttede Ehud Barak. I slutningen af september 2000 brød den anden intifada ud.

I januar 2001 forsøgte USA endnu engang at få palæstinensere og israelere til at forhandle

sig til enighed i Taba i Egypten, men de israelske forhandlere blev trukket hjem, da en

selvmordsterrorist midt under forhandlingerne sprængte sig selv i luften i Israel. Siden har

fredsprocessen ligget i ruiner.

Forsvarsakademiet

11


12

Den fælles byrde – illusion og virkelighed

Da man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden. Og da den

ortodokse jødiske befolkningsgruppe vokser langt hurtigere i antal end de øvrige

samfundsgrupper 11 , er det blevet stadigt sværere at opretholde illusionen om, at

alle israelere yder til samfundet og til landets forsvar.

Desuden er det i takt med den økonomiske krise blevet stadig sværere for de unge

israelere, der aftjener deres værnepligt og er forpligtet til reservetjeneste langt ind i

studie- og familielivet, stiltiende at acceptere uligheden i forhold til de jævnaldrende,

der ikke giver år af deres ungdom til livsfare og symbolsk løn, men i stedet studerer

bibeltekster, stifter familie og hovedsageligt lever af overførselsindkomster.

I løbet af det seneste årti er kravet om ’ligelig fordeling af byrden’ med jævne mellemrum

blevet rejst med stadig større kraft af reservister, studenter og debattører

i al almindelighed.

Forud for Knessetvalget i begyndelsen af 2013 opstod dette krav som et valgløfte

fra adskillige af de politiske partier, som nu udgør den israelske regeringskoalition.

Der skulle ryddes op i de gamle tabuer, de unge Talmudstuderende skulle ikke mere

over en kam være fritaget for militærtjeneste, lovede politikerne. Det var blandt

andet årsagen til, at en række umage partier under koalitionsforhandlingerne gik

sammen om at stille krav til Benjamin Netanyahu om denne gang at danne regeringskoalition

uden de ortodokse partier.

Men i skrivende stund tyder meget på, at de nye politikere har givet op – endnu

inden de er begyndt.

Som optakt til det lovforslag, der skulle ændre den historiske såkaldte ’status

quo-aftale’ mellem politikerne og de ortodokse ledere, har titusinder af sortklædte

ultraortodokse unge mænd demonstreret imod værnepligten i Jerusalems gader.

Politikernes forestilling om, at man ville kunne tvinge de ortodokse unge i uniform,

er blevet gjort til skamme.

For det blev klart, at en trussel om fængselsstraf til tusinder af ortodokse nægtere

og desertører hurtigt ville blive til en trussel om det militære retssystems og fængselsvæsens

sammenbrud. De religiøse ledere har desuden gjort politikerne klart,

at økonomiske sanktioner imod den enkelte eller imod de religiøse institutioner, der

ikke ville opfordre deres unge Talmudstuderende til at møde op på session, vil føre

til omfattende sociale problemer i en i forvejen socioøkonomisk svag gruppe – men

ikke få de ortodokse til at blive soldater.

(11) Den ultraortodokse befolkningsgruppe vokser hurtigere end nogen anden gruppe i

det israelske samfund. Selvom det anslås, at den i dag numerisk udgør 20 procent af befolkningen,

var hvert tredje barn i de israelske førsteklasser sidste år indskrevet i halvprivate

ultraortodokse skoler, hvor børnene lærer bibeltekster, men ikke at stå med hovedet

bøjet til minde om landets faldne soldater.


Blandt politikerne er der også dem, der mener, at hvis de ortodokse skal aftjene

værnepligt, er tiden også kommet til at tvinge de palæstinensiske israelere til at

yde om ikke militærtjeneste, så en form for obligatorisk civiltjeneste. Men palæstinenserne

vil ikke umiddelbart acceptere at påtage sig pligter i et samfund, de ikke

føler betragter dem som lige borgere. Og da det samtidig rejser spørgsmålet om,

hvorvidt andre israelske unge burde have lov til at skifte militærtjenesten ud med

civiltjeneste, synes problemerne blot at hobe sig op for lovgiverne.

Regeringen i Jerusalem forsøger nu at fi nde en grimasse, der kan passe, samtidig

med at den lægger et lovforslag på bordet, der decideret ikke fører til en ’ligelig

fordeling af byrden’. Man opstiller som foreløbigt mål, at omkring 1.800 ultraortodokse

18-årige hvert år skal aftjene enten værnepligt eller en eller anden form for

civilpligt, for eksempel i politi, brandvæsen eller på hospitalerne.

Såvel civile som militære forskere er enige om, at forholdet mellem forsvaret og

civilsamfundet i Israel i fremtiden hænger nøje sammen med forholdet mellem

forsvaret og de ortodokse.

Men løsningen lader vente på sig.

Forsvarsakademiet

13

More magazines by this user
Similar magazines