Velkommen til fremtiden - LøS

losnet.dk

Velkommen til fremtiden - LøS

Landsforeningen for Økosamfund

Velkommen

til fremtiden

– bæredygtige

bosætninger

i Danmark

Modtryk


Isommeren 1997 indbød Landsforeningen for Økosamfund til besvarelse

af en prisopgave i samarbejde med Gaia Trust og fem ministerier –

Boligministeriet, Indenrigsministeriet, Kulturministeriet, Miljø- og

Energiministeriet og

Velkommen til fremtiden

Socialministeriet. Der efterlystes helhedsorienterede bud på »Det 21.

århundredes – bæredygtige bæredygtige bosætninger bosætning«. i

54 besvarelser Danmark kom retur med spændende og tankevækkende beskrivelser

af, hvad der går galt i forbindelse med den vestlige verdens overforbrug af

resurser. Men næsten endnu bedre: Der kom også rigtigt mange konkrete

eksempler og visionære forslag, som viser vej gennem vores presserende

miljøproblemer til en bedre fremtid så vel i byen som på landet.

Essensen fra det mangfoldige materiale har vi samlet i denne bog.

Modtryk

Landsforeningen for Økosamfund

Velkommen

til fremtiden

– bæredygtige bosætninger i Danmark


VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

– bæredygtige bosætninger i Danmark

Copyright © 1998 Forlaget Modtryk

Anholtsgade 4, DK – 8000 Århus C

Tlf. 86 12 79 12

www.modtryk.dk

Redigering: Susan Marcia Pedersen

Lay-out og omslag: Niels Erik Boesen

Sats: Optima

Tryk: Special-Trykkeriet Viborg a-s

ISBN 87 7394 539 0

1. oplag 1998

Bogen udgives med støtte fra

Den Grønne Fond.

INDHOLD

Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Det 21. århundredes bæredygtige bosætning . . . . . . . . . . . . . . . 12

Landbrug . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16

Landsbysamfund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36

Bofællesskaber på landet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50

På grænsen mellem land og by . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80

Bysamfund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94

Bofællesskaber og projekter i bysamfund . . . . . . . . . . . . . . . . . 116

Skovbrug og skovbyer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 124

Byggeri . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 134

Andre projekter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 154

Barrierer og forudsætninger for at nå målet . . . . . . . . . . . . . . . 162

Dommernes konklusion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 180

Økofællesskaber og økoprojekter i Danmark 1998 . . . . . . . . . . 184

Litteratur og hjemmesider . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 203

Emneregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 205


Af fortiden vokser nuet og det er i nuet, fremtiden sås.

Aldrig før er nuet så hastigt blevet fortid,

aldrig har det været så vigtigt at kunne se fremad

for stadig at kunne eksistere,

og aldrig har det været så vigtigt at bevare rødderne bagud

for ikke at miste sig selv.

I respekt for individet og vished om fællesskabets styrke

går vi ud i verden og ind i fremtiden.

Anne Friis, deltager i prisopgaven

Velkommen til fremtiden” siger vi med

denne bog – med sigte til dens baggrund: En

prisopgave, udskrevet af Landsforeningen

for Økosamfund i sommeren 1997 med titlen

“Det 21. århundredes bæredygtige

bosætning”.

Formålet med opgaven var at opsamle og

videreformidle viden og ideer om

bosætningsformer, der kan vise vejen til det

21. århundrede og et mere velafbalanceret

samfund som helhed. For – som

dommerkomitéen siger i sin konklusion –

»hvad nytter det at løse de økologiske

problemer, hvis velfærdsstaten falder fra

hinanden på grund af social uligevægt og

manglende solidaritet? Og hvad nytter det at

løse problemerne i Danmark, hvis resten af

verden går til i fattigdom, drivhuseffekt og

befolkningseksplosion?«

Selvfølgelig kan en dansk bosætning ikke

løse de globale problemer. Men prisopgaven

blev til i erkendelse af, at vi i den vestlige

verden må omstille os radikalt, hvis vi skal

bære vores del af ansvaret for en mere

INDLEDNING

bæredygtig global udvikling. Vores primære

opgave må være at feje for egen dør og vise,

at det kan lade sig gøre at

leve godt uden at belaste miljøet.

På den baggrund gik Gaia Trust – en

privat fond, der har til formål at fremme

bevidstheden om mennesket som en

integreret del af hele planeten – sammen

med fem ministerier om at støtte

prisopgaven. Det blev til en samlet pulje på

750.000 kroner, som blev fordelt mellem 10

vinderprojekter. Bedømmelsen foregik i et

unikt samarbejde på den måde, at hver af de

involverede parter udpegede én person til at

repræsentere sig: Gaia Trust a.m.b.a.,

Boligministeriet, Indenrigsministeriet,

Kulturministeriet, Miljø- og Energiministeriet,

Socialministeriet og Landsforeningen for

Økosamfund (LØS).

Prisoverrækkelsen, der fandt sted 12.

december 1997 i Miljøministeriets gård på

Højbro Plads i København, faldt sammen

med regerings-topmødet om verdens klima i

Kyoto i Japan. Meldingen fra

6 7


klimaeksperterne i Kyoto var stjerneklar:

“Enten nedsætter vi vores fossile

energiforbrug drastisk og omlægger til

vedvarende energikilder – eller også vælger

vi katastrofen”. Men hvor alverdens presse

rejste til Japan for at male problemerne på

væggen, dukkede ikke én journalist op til

prisoverrækkelsen i København for at sætte

lys på løsningsforslagene.

Ved forløberen til Kyoto, den store

miljøkonference i Rio i 1992, forpligtede

Danmark sig til – sammen med 180 lande

kloden rundt – en markant omstilling på

miljøområdet. Men det officielle

verdenssamfund er veget tilbage fra at tage

forpligtelsen op seriøst. Her seks år efter Rio

og vedtagelsen af en global dagsorden for

en bæredygtig udvikling af Jorden i det 21.

århundrede – Agenda 21 – er jordens

tilstand ikke blevet bedre.

Det har været opmuntrende at læse sig

igennem prisopgavens 54 besvarelser, fordi

de er et udtryk for det væld af eksperimenter

med nye livsformer, der udfolder sig i

Danmark i disse år. De udtrykker

miljømæssig bæredygtighed, social

ansvarlighed, integrering af livets åndelige

aspekter, ja, i det hele taget nye og

spændende opfattelser af livskvalitet.

»Det fuldt udbyggede økosamfund findes

endnu ikke, men økosamfundene er kommet

længere i Danmark end andre steder,«

konkluderer dommerkomitéen, der henviser

til, at vi netop i Danmark har gode traditioner

for at løfte i fællesskab – og at eksempelvis

andelsbevægelsen har tjent som forbillede

for andre lande:

»I den brede, økologiske bevægelse, som

prisopgave-besvarelserne er udtryk for,

ligger en kim til at forny disse tanker og

sprede dem til andre dele af verden. Det er i

hvert fald tydeligt, at økosamfundene med

deres lavteknologiske og mere bæredygtige

løsninger udgør bedre forbilleder for den

tredje verdens lande end de almindelige,

overforbrugende samfundsmodeller i vores

del af verden. Derfor er der et globalt

perspektiv i at styrke eksperimenterne med

bæredygtige livsformer i Danmark.«

Besvarelserne indeholder mange

tankevækkende analyser af, hvad det er, der

går galt i vores nuværende samfund. Men der

er – næsten endnu bedre – også nogle

visionære forslag til, hvordan vi kan komme

ud af problemerne.

»En udvikling i den rigtige retning

fremmes ikke ved at fokusere på og lade sig

lamme af angst for de miljøkatastrofer, der

truer kloden,« siger dommerne. Kun ved at

give konkrete eksempler på hvordan vi

skaber en bedre og bæredygtig fremtid, kan

Danmark leve op til sin forpligtelse.«

Der er mange gode, konkrete eksempler i

besvarelserne til prisopgaven, og de syv

dommere blev hurtigt enige om, at en stor

del af materialet var en udgivelse værdigt.

Med støtte fra Den Grønne Fond blev

opgaven lagt i hænderne på LØS.

i Hertha Levefællesskab.

Det har ikke været nemt at vælge fra i det mangfoldige materiale, men med de

udvalgte essenser håber vi at ramme

helheden. Indholdet baserer sig næsten

udelukkende på dét, vi modtog i forbindelse

med prisopgaven. I nogle tilfælde har vi dog

fundet det nødvendigt at indhente

supplerende oplysninger og billedmateriale,

men resurserne har ikke været til at tjekke

samtlige kilder.

Hver eneste, som interesserer sig for vor

fælles jords fremtid, bør kunne få noget ud

af at læse bogen. Men selvskrevne er de,

der allerede længe har efterspurgt dét, som

bogen kan byde på:

Køerne græsser helt op til boligerne – i Andelssamfundet i Hjortshøj. Grønsagerne køres helt til køkkendøren –

● mennesker, der søger inspiration til

bæredygtig levevis inden for egne rammer

– om det nu er i forbindelse med om- eller

tilbygning, landbrug, havebrug, sociale

eller kulturelle aspekter,

● mennesker, der søger et bæredygtigt

bofællesskab at slå sig ned i, og

● mennesker, som ønsker at starte et nyt

8 9


fællesskab fra grunden.

● Vi henvender os også til politikerne og

ejendoms- og finansmarkedet, som har stor

indflydelse på, hvorvidt de forskellige

projekter kan realiseres. Vi håber, bogen

kan give denne gruppe større indsigt i og

mod til at støtte den kreativitet og evne til

helhedstænkning, der syder og bobler rundt

omkring i landet.

Bogen er bygget op på den måde, at vi

starter med at tage et overblik i kapitlet “Det

21. århundredes bæredygtige bosætning”,

hvor vi sammenfatter elementerne i den

opgavebeskrivelse, som deltagerne blev

præsenteret for.

Så går vi ind på delområderne, alt efter

hvor de enkelte projekter placerer sig i

samfundet. Almindeligvis betragtes økologi

som noget, der foregår på landet, og der er

da også flest bud på en mere bæredygtig

levevis i den del af samfundet. Nogle handler

specifikt om landbrug, nogle ser på

landsbyen som helhed, og en hel del har

etableret eller ønsker at etablere sig i

10

Økosamfundenes fine

resultater på

miljøområdet er

begyndt at tiltrække

mediernes og

myndighedernes

bevågenhed. Her er

miljøminister Svend

Auken på besøg i

Andelssamfundet i

Hjortshøj forud for det

seneste kommunalvalg.

særskilte bofællesskaber på landet eller i en

landsby. Men i og med at de fleste

mennesker jorden over i dag er bosat i byer,

er der – heldigvis – også flere gode forslag

til, hvordan vi tager fat i byen – enten i byen

som helhed eller i bymæssige projekter.

Nogle beskæftiger sig med zonen mellem

land og by. Et par spændende og meget

utraditionelle projekter tager os med helt ud

i skoven, og de fleste detaljer omkring

byggeri er samlet i sit eget kapitel.

Det betyder, at uanset hvor – og hvordan

– i vort samfund man foretrækker at bo,

gives der bud på bæredygtige måder at gøre

det på.

I kapitlet “Barrierer og forudsætninger for

at nå målet” sætter vi først fokus på de

forhindringer, fællesskaberne løber ind i –

såvel de indre som de ydre. Dernæst ser vi

på, hvad der skal til for at overkomme dem.

Det er der mange forskellige bud på.

Flere af prisopgavens indlæg fremstiller

os selv – mennesket – som den største

hindring. Men på det ydre plan kommer vi

ikke uden om de områder af tidens

lovgivning, som er for stive i forhold til

helhedsløsninger. Naturens love er vi alle

underlagt, men de nye økosamfund, som

søger at efterleve dem, ramler ofte ind i

tunge, menneskeskabte lov-barrierer – og

den problematik belyser vi i dette kapitel.

Hvor det falder mest naturligt, beskrives

problematikkerne i de enkelte kapitler.

Bagest i bogen har vi i kort form samlet de

danske økofællesskaber og økoprojekter

1998. Det vil sige både de eksisterende og de

endnu ikke-eksisterende prisopgave-projekter,

som vi har nævnt i bogen, og – for helhedens

skyld – alle LØS’ fællesskabsmedlemmer,

Hvem er vi?

Landsforeningen for Økosamfund

(LØS) er stiftet i 1993 af

forskellige fællesskaber,

bosætninger, organisationer og

økovirksomheder fra hele

Danmark med det mål at realisere

visionen om at skabe

bæredygtige levesteder i byer

såvel som på landet.

Indgangsvinklen kan være

økologisk, social eller spirituel,

men fælles for os alle er, at vi

efter bedste evne giver hver vores

bud på en bæredygtig livsstil.

Der er nu 28 fællesskaber og

250 enkeltpersoner i LØS’

medlemsskare, og i et stadig

stærkere netværk udveksler vi

erfaringer og inspirerer hinanden.

Årsmøder og bestyrelsens

arbejde skaber kontakter og

selvom ikke alle har svaret på prisopgaven.

Ønsker man flere detaljer, kan man prøve at

henvende sig til den anførte kontaktperson

eller -adresse – vel vidende, at det er

mennesker, der ofte har meget at se til.

Fællesskaberne er også samlet og

lokaliseret på et landkort.

Vi takker hver enkelt, som har bidraget til

prisopgaven og dermed til nærværende bog,

som vi håber kan være med til at bane vejen

for flere og mere bæredygtige bosætninger –

lokalt og globalt.

personlige venskaber, som har

stor betydning for arbejdet. Vi er

også med i det globale netværk,

der hedder Global Ecovillage

netvork (GEN) – en forening af

økosamfund fra hele verden.

I efteråret har vi fået støtte fra

Den Grønne Fond til at føre LØS’

sekretariat videre, og det ligger nu

i Hertha Levefællesskab.

Sekretariatet byder al interesse

og henvendelse velkommen.

Landsforeningen for

Økosamfund

Landsbyvænget 10, Herskind,

8465 Galten

Tlf: 8754 6020

Fax: 8754 6021

E-mail: los@pip.dknet.dk

www.gaia.org/losdanish

11


12

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

DET 21. ÅRHUNDREDES

BÆREDYGTIGE BOSÆTNING

Prisopgaven kunne løses på to måder. Den

første indbød til et helhedsorienteret bud på

en bæredygtig bosætning – og den anden til

at formulere nye tanker og visioner, som kan

indgå i etableringen af den slags nye

bosætninger, i populær tale også kaldet økosamfund.

Men hvad er et økosamfund? Hvad gør en

bosætning bæredygtig? Som svar på det

spørgsmål blev deltagerne i prisopgaven

præsenteret for en internationalt vedtaget

Social struktur

Ild

1. Beslutningsproces

for 50-100 mennesker.

2. Grøn økonomi.

3. Forebyggelse og

integreret medicin.

4. Værdibaseret

undervisning.

definition, som de skulle forholde sig til, og

som vi for helhedens skyld gengiver her i en

lidt kortere form. Definitionen blev i store

træk skabt af en række økosamfund jorden

over på økosamfundskonferencen i oktober

1995 i Findhorn i Skotland.

I et fuldt udviklet økosamfund står – ifølge

denne definition – samtlige livets aspekter i

et balanceret forhold til hinanden, og man

respekterer og bevarer kredsløbene i alle

elementer. Materiel og spirituel indsigt

Kultur/Spiritualitet

Økologi

Luft

1. Kreativitet, kunst,

personlig udvikling.

2. Kulturel mangfoldighed,

ritualer, årstider.

3. Et nyt holografisk,

kredsløbsverdensbillede.

4. Proces mod fred,

kærlighed og global

bevisthed.

Jord

1. Bioregional, økologisk

fødevareforsyning 80 %.

2. Økologisk byggeri.

3. Livscyklusanalyse af

produkter. Recirkulering

af affald.

4. Naturgenopretning.

Vand

1. "Watercare" i økosamfund

og bioregion.

2. Integrerede, vedvarende

energisystemer. Markant

reduktion af forbrug i nord,

markant forøgelse i syd.

3. Reduktion af transport

4. Adgang til telefon,

fax og e-mail

Infrastruktur

DET 21. ÅRHUNDREDEDES BÆREDYGTIGE BOSÆTNING

vægtes lige højt, lige så vel som en fugl skal

have to vinger for at flyve.

De fysiske aspekter symboliseres af jord-,

infrastruktur af vand-, sociale aspekter af ild-

, og kultur og spiritualitet symboliseres af

luft-elementet.

Jord – de fysiske strukturer

At respektere jorden betyder:

1) at man må tilstræbe en bio-regional,

lokal, organisk fødeproduktion. På den

måde vil man kunne producere op til 80

procent af det lokale fødevareforbrug og

samtidig sikre det lokale stofkredsløb.

Alle regioner på planeten bør først og

fremmest producere god, sund og frisk

mad til deres egen befolkning, og

samtidig sørge for plads til vilde arter.

Eksport af fødevarer, fibre og den slags

bør først ske, når disse grundlæggende

betingelser er opfyldt.

2) at vi må bygge økologisk. Ved opførslen

eller udbygningen af vores bosætninger

bør vi bruge lokale, naturlige, ugiftige

materialer, så vidt det er muligt: Ler, træ,

sten, græs, grus, strå.

3) at vi må producere efter såkaldte livscyklusanalyser,

der inddrager alle

aspekter fra produkternes “vugge til grav”.

Alle fremtidens industrifolk må stille sig

selv følgende spørgsmål, når de bruger

naturens materialer til at producere

varer: Er produkterne nødvendige og

nyttige? Kan vi bruge lokale, naturlige

Til venstre: Økosamfund og bæredygtighed

defineres bredt som omfattende ikke blot en

økologisk (jord og vand), men også en social og

kulturel/spirituel dimension. Ovenstående model

og definition blev i store træk skabt af en række

økosamfund fra hele jorden på

økosamfundskonferencen i oktober 1995 i

Findhorn i Skotland.

ugiftige materialer? Kan varen

produceres på en måde, så materialerne

kan genbruges? Er produktet skadeligt

for mennesker eller natur? Og ideelt set:

Kan det produceres decentralt?

4) at vi må tage ansvar for genopretning af

naturen. Humuslaget er de fleste steder

stærkt reduceret, og genopretning er en

nødvendig opgave de fleste steder på

jorden.

Vand – infrastruktur

At respektere vandets kredsløb vil sige:

1) at vi må behandle alt vand med omhu.

Regnvandsopsamling, biologisk rensning

af spildevand, vandbesparelser og

beskyttelse af grundvandets kvalitet og

niveau er selvfølgelige faktorer i

økosamfund. Også på det område er

genopretning af fortidens synder en vigtig

opgave.

2) at vi må udvikle integrerede, vedvarende

energisystemer. I dag bruger en fjerdedel

af verdens befolkning mere end tre

fjerdedele af resurserne. For at opnå en

ligelig fordeling af det, vi forbruger på

verdensplan i dag, skal vi i de

industrialiserede lande halvere vort

resurseforbrug, mens udviklingslandene

står til en tredobling. Det kan kun gøres

delvist gennem besparelser. En

omstrukturering af vore bosætninger, en

forandring af vores livsstil som sådan, er

nødvendig for at nå det mål. Men

energierne fra sol, vind, vand og

biomasse er til vores disposition i rigeligt

omfang, hvis – og når – vi beslutter os for

at bruge dem ansvarligt.

3) at vi må skære ned på omfanget af

transport. Transport i bil, lastbil eller fly er

et presserende miljøproblem for

jordkloden, fordi udstødningsgasserne

skaber global opvarmning. Alternative

13


transportsystemer bør udvikles med vægt

på kollektiv transport. Behovet for

transport – til og fra arbejde (pendling), til

“flugt ud i naturen”, til fjerne rejsemål –

reduceres eller falder væk i økosamfund.

4) at kommunikationsnettet skal styrkes.

Kommunikation kan ofte erstatte fysisk

transport, for eksempel ved elektronisk

udveksling af information – via telefon,

telefax, e-mail og internettet. At forbinde

den sydlige halvkugle til global

kommunikation er en stor og vigtig

opgave.

Ild – de sociale strukturer

At respektere ilden vil sige:

1) at vi må skabe en beslutningsstruktur i

lokalområdet, som ikke må være større,

end at alle i fællesskabet har direkte

indflydelse på beslutningerne. På

økosamfundskonferencen i Findhorn var

folk fra hele verden forbavsende enige

om, at den optimale størrelse for et

samfund ligger omkring 500 personer.

Nogle foreslog op til 2-3.000 personer,

men ingen syntes, at enheder større end

det var ønskelige.

2) at vi må tilstræbe en bæredygtig økonomi,

hvor det økonomiske system i det lange

løb tilpasses, så det understøtter og

passer til det lokale samfund. Det gælder

også “bistandsprogrammer” og

Verdensbankens programmer for den

14

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

sydlige halvkugle. Økonomi er skabt af

mennesker og kan genskabes, så den

bliver vores tjener i stedet for vores herre.

Forretningsverdenen – nu den mægtigste

magt på jorden – er en uundværlig del af

den proces og må i fællesskab med

lovgivere bidrage til, at penge kan

cirkulere lokalt uden at sive ind til de store

byer.

3) at vi må yde en ihærdig indsats for

forebyggende og integreret sundhed. Vi

kan spare op til 80 procent af

sundhedsudgifterne på den nordlige

halvkugle, når vi skaber en sund livsstil og

selv tager ansvaret for et godt helbred –

uden at opgive landvindinger ved vestlig

medicin.

4) at værdibaseret undervisning og indsigt

skal udvikles. Undervisning er et væsentligt

værktøj for, at de nødvendige

forandringer kan ske. De første

økosamfund, som blev etableret,

fokuserer alle på personlig udvikling og

læren om, hvordan man etablerer

bæredygtige bosætninger. Værdibaseret

undervisning og forskning strækker sig

lige fra permakultur til Sai Baba.

Luft – kultur og spiritualitet

At respektere luftelementet vil sige:

1) at værdsætte kreativitet, kunst og

personlig udvikling. Kreativitet og den

enkeltes fulde, unikke udfoldelse fremmes

DET 21. ÅRHUNDREDEDES BÆREDYGTIGE BOSÆTNING

gennem personlig udvikling. Personlig

udvikling vil udfolde en sand

individualisme som en del af et

mangfoldigt fællesskab i modsætning til

den konformitet, vi finder overalt i

massesamfundet.

2) at skabe årtidsfester, gode traditioner,

ritualer og kulturel mangfoldighed,

hvorigennem mennesket manifesterer sin

forbundethed med medmennesket og

naturen. Følelsen af forbundethed skaber

glæde, samhørighed og kærlighed –

vederlagsfrie værdier, som de fleste

mennesker i dag forsøger at købe sig til i

service-sektoren, om end i dårlige

efterligninger.

3) at arbejde hen imod et nyt, holistisk

verdensbillede. Et skift i menneskehedens

bevidsthedsniveau, et nyt paradigme, er

allerede godt på vej. Det holografiske

princip – at de fire elementer også er

udtrykt i menneskets krop, sjæl og psyke

– er kendt fra verdens gamle

visdomskulturer, ligesom det nu

integreres i vestlig videnskabs

verdensbillede.

4) at deltage i processen til udvikling af fred,

kærlighed og global bevidsthed. Der er

mange veje at gå, når man skal fjerne

den vestlige industrikulturs blokeringer i

vore kroppe og tanker, men det er vigtigt

at starte på rejsen og acceptere

nødvendigheden heraf. Økosamfund

fremmer den proces.

En anonym deltager i prisopgaven bidrog

med en overordnet vision for det 21.

århundrede – en profeti, hvori det blandt

andet hedder:

»Helhed og samarbejde vil blive de

bærende elementer i fremtidssamfundet. Vi

må vænne os til at betragte jordkloden som

en del af den universelle helhed,

nationalstaterne som en del af

verdenssamfundet, den enkelte bosættelse

som en del af den nationale helhed, mens

det enkelte menneske udgør en del af

bosættelsens helhed.

Ved det videre arbejde med den

kommende periodes økobosættelser er det

derfor vigtigt at foretage den fornødne

koordinering med andre økobosættelser og

med samfundet som helhed. Det vil være et

vildspor at tro, den enkelte bosættelse skal

være selvforsynende i enhver henseende. I

stedet bør initiativtagerne gøre sig klart,

hvad de er gode til, og hvordan deres

bosættelse bedst kan passes ind i helheden.

På den måde flettes et stadigt tættere net

af bosættelser og virksomheder, som kan

levere en koordineret indsats til gavn for

helheden og med et mere direkte sigte på at

blive en del af det etiske og bæredygtige

samfund, som i stor grad vil være en realitet

i Danmark omkring midten af det 21.

århundrede.«

Et panorama over Andelssamfundet i Hjortshøj.

15


Mon ikke alle børn har sunget med på “Jeg

en gård mig bygge vil” – og en del af os, der

er voksne i dag, har da også oplevet en

sådan gård, hvor der som i sangen var

mange forskellige slags dyr og afgrøder.

Men datidens artsrige familiegårde er

gennem de seneste 40 år blevet afløst af den

rene landbrugsindustri, hvor gårdene har

specialiseret sig i enten kvæg, svin eller ren

planteavl. Et udtryk for udviklingen ses i, at

16

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

LANDBRUG

antallet af Danmarks landbrug er faldet fra

godt 200.000 i 1960 til godt 60.000 i dag.

Størrelsen på de enkelte bedrifter er i samme

periode tredoblet.

Landbrugslandet er blevet affolket, og de

fleste mennesker bor nu i store og

mellemstore byer, uden anden tilknytning til

landbruget end den, der går via køledisken

i supermarkedet. Også landbrugets

forarbejdningsvirksomheder er flyttet til de

større byer.

Per Clauson-Kaas fra Hertha

Levefællesskab (læs videre herom side 58)

beklager, at det moderne menneske har

fjernet sig mere og mere fra sit fysiske

livsgrundlag – naturen og landbruget:

»De fleste børn i dag vokser op uden at

vide, hvad det vil sige at grave kartofler op,

male korn til brød eller klappe en ko. Mange

børn vokser op uden at lære at lave mad og

uden at opleve familiens daglige

fællesmåltid.

Vi har som mennesker ikke længere

LANDBRUG

forståelse for, at vi hver især er afhængige af

et vist mål jordareal et eller andet sted i

verden for at kunne få sund mad og frisk

drikkevand. Vi har ikke gjort os vort lille

jordansvar bevidst – at det er nødvendigt for

at kunne give os og kommende generationer

vores fornødenheder.

Vi kan ikke dyrke hver vort lille

ansvarsområde, hver vor gulerod, hver vort

stykke skov, hver vor bomuldsmark, hver vor

kornmark. Vi specialiserer os. Nogle arbejder

som lærere, sygeplejersker og

skraldemænd, andre som gartnere og

landmænd, der som opgave har at dyrke

vore fælles fødevarer.

Men ansvaret ligger stadig hos hvert

enkelt menneske.«

Økologisk landbrug

Økologisk jordbrug er en driftsform, hvor

dyrkningen på langt sigt kan fortsætte, uden

at høstudbyttet forringes, og uden at der sker

skader på den omgivende natur, dyre- og

planteliv. Økologisk jordbrug ligner det, som

var almindeligt i starten af dette århundrede,

hvor enhver bonde så en ære i at videregive

jorden til næste generation i samme gode

stand, som han selv havde arvet den, og

hvor anvendelsen af kemiske og tekniske

hjælpemidler var begrænset. Høstudbyttet i

dag er dog øget i forhold til dengang.

Det er naturligvis positivt, at der kommer

stadig flere økologiske landbrug til, således

at sædskifte-produktion og brug af

husdyrgødning erstatter brugen af

sprøjtegifte og kunstgødning. Det er også

lovende at høre forskere sige, at potentialet

inden for økologisk jordbrug er så stort, at

mange økologiske fødevarer med tiden vil

Først skal der høstes, og så skal der festes.

Levefællesskabet Hertha varmer op til årets

høstfest.

17


komme til at koste det samme som de

konventionelt fremstillede. At de endda

mener, at det måske ligefrem kan betale sig

at arbejde sammen med naturen i stedet for

at bekrige den.

Men blandt andre gruppen bag

prisopgaven “Grønhøjgård” mener, der er

grund til at spørge, om de nye økologiske

landbrug nu også udvikler sig i bæredygtig

retning som helhed, når det gælder

energiforbrug, kultur, byggeri, landmandsliv

og social kontakt.

I dag praktiseres den økologiske

dimension stort set kun i selve dyrkningen af

jorden, og der er langt til et økologisk

landbrug, der reelt er bæredygtigt og

helhedstænkende i en overordnet

samfundsmæssig sammenhæng, siger de.

»En bosætning på landet, der ikke tager

stilling til og samarbejder med

landbrugserhvervet, bliver til en isoleret ø i det

store omkringliggende, industrielle

landbrugsland.

Derfor er en samlet løsning, hvor

økologisk landbrug indgår som en integreret

del af en ny tids bosætning, tvingende

nødvendig. Måske kan en bosætning med

tilknyttet landbrugskultur blive en katalysator

for en bæredygtig og helhedsorienteret

udvikling.«

Prisopgaveeksemplet

Grønhøjgård

Grønhøjgård er en gård på 200 hektarer,

hvor der nu er en intensiv so- og

slagtesvinproduktion. For otte år siden var

gården kun på 60 hektarer, men to

nabogårde er siden lagt til og derefter

nedlagt, således at bygningerne er solgt fra,

og hele produktionen af svin er samlet på

Grønhøjgård.

18

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

I besvarelsen forudsætter man, at

Grønhøjgård opkøbes af en fond – for 15

millioner kroner, når man har skaffet de

første fire millioner kroner. Alle svin sælges,

og en del af de grimme stalde rives ned. De

resterende indrettes senere til værksteder,

lager og fællesarealer. Alene det at

nedlægge en sådan velfungerende

svinefarm tillægges en vis symbolværdi.

Al jorden og de eksisterende bygninger

bliver fondsejet, og fire-fem landmænd

forpagter landbrugsjorden af fonden, som

også sørger for at bygge nye økologiske

stald-anlæg og drivhuse, som derefter

udlejes til landmændene. Landmændene

køber selv deres husdyr, maskiner og

materiel, mens de lejer sig ind i det

eksisterende maskinhus og en del af de

gamle stalde, der ombygges.

Endelig skal der stiftes en andelsforening

for de huse, som knyttes til gården. Og

desuden tager projektet sigte på at skabe

andre arbejdspladser i bosætningen end

landbruget – ligeledes på eget initiativ og

økonomisk ansvar.

Landmændene kan få elever og

medhjælpere. Man forestiller sig, at tre-fire

pædagoger vil stå for beskyttede værksteder

for udviklingshæmmede unge. Der kan blive

stillinger i forbindelse med de

udviklingshæmmedes bosted, som tænkes

opført i den nærmeste by. Der kan eventuelt

etableres to-tre jobs omkring

forarbejdningsvirksomhed og gårdbutik/café.

Og en eller to personer vil kunne arbejde

med formidling – tage sig af kontakten til

fondsindskydere, forbrugere, institutioner og

deltage i konferencer og oplysende arbejde

på eksempelvis skoler.

Fondsejet landbrug

Grønhøjgård-projektet har tilknytning til

foreningen Fri Økologisk Jord (FRI), der blev

stiftet i 1997 på initiativ fra elever og

uddannede landmænd fra Den Økologiske

Landbrugsskole i Aabybro. FRI arbejder for

at lette adgangen til jord for økologiske

landmænd, der ønsker at etablere sig, ved at

afkapitalisere jorden, som de kalder det.

Baggrunden er, at der uddannes

økologiske landmænd som aldrig før. Men på

trods af samfundets erklærede målsætning

om et renere miljø er det kun få af de

nyuddannede landmænd, der nogensinde

kommer til at drive et landbrug. Årsagen skal

findes i, at jordpriserne eksploderer – blandt

andet som følge af miljøregler, som kræver

at svinebonden alt efter antal af svin har en

vis mængde jord at køre sin gylle ud på. Der

bliver flere og flere af de meget store

svinefarme – det er jo god forretning – og

LANDBRUG

sælgeren vil selvfølgelig sælge dér, hvor han

får flest penge. I den dyst bliver den unge

uetablerede landmand næsten altid taberen.

Syv ud af ti landbrugsejendomme, der

sælges i dag, købes af landmænd, der har

været i drift i flere år. Ud af de 6.100

landbrugsbedrifter, der skiftede ejer i 1996,

blev de 4.300 lagt sammen med andre

landbrugsejendomme.

Derfor arbejder FRI for at etablere

fondsejede landbrug. På den måde kan

landmanden være forpagter og skal kun

forrente maskiner og dyr. FRI ser fondsejet

landbrug som den bedste metode til at

stoppe kapitaliseringen af jorden, så den

ikke længere vil være genstand for handel

og spekulation.

Grønhøjgård-projektet ser også en anden

19


fordel i fondseje. Grønhøjgård og andre

lignende projekter vil kunne tjene som

effektive eksempler på en udvikling, hvor de

store gårde kan igen udstykkes til mindre

enheder og skabe forudsætning for, at der

atter kan komme liv på landet, flere aktive

landmænd og nye bæredygtige sociale og

økologiske netværk.

Grønhøjgårdfondens vedtægter

Der stiftes en forening bag fonden, og der

vælges en bestyrelse, som varetager den

daglige drift. Alle, der har interesse i

projektet, kan blive medlemmer af

foreningen.

Forpagtningskontrakter for landmænd

kan eksempelvis være af fem års varighed,

hvorefter de vurderes og genforhandles.

Forpagterne er forpligtede til en varieret og

alsidig drift af jorden.

Der fastlægges en pris for leje af jord per

hektar og bygninger – og den må ikke være

højere end priserne i lokalområdet, men

gerne lavere. Parcelisterne – husejerne –

forpagter deres jordlod på ubestemt tid, til en

højere pris end landmændene –

eksempelvis 5.000 kroner årligt per jordlod

mod 3.000 kroner per hektar årligt for

landmændene.

Fondsindskydere må betragte deres

indskud som en slags grøn investering, der

ikke umiddelbart giver noget afkast, men de

skal kunne besøge gården, eksempelvis på

dagsbesøg, weekendferie, til

grupperundvisning, familiearrangementer og

årstidsfester.

Eventuelt overskud i fondens årlige

regnskab skal gå til forskønnelse af gården,

kontakt og informationsarbejde til

forbrugere, naturgenopretning på gården og

til opstart af andre nye fondsejede gårde.

Andelsforeningen Grønhøjgård

20

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

Bosætningen organiseres som en

demokratisk funderet andelsforening, hvor

der tages beslutninger om alle forhold, der

vedrører bosætningen. Det kan for eksempel

være emner som graden af økonomisk

fællesskab, indsats på energi- og

miljøområdet, arbejdspladser og kulturelle

arrangementer. Andelsforeningen vil i øvrigt

samarbejde med fondsforeningen om fælles

indsatsområder.

Den røde tråd for andelsforeningen er, at

det skal være muligt at bo billigt og

miljørigtigt på landet, tæt på et landbrug.

De 15 andele er lige store, hver cirka

1.000 m 2 , og landmændene skal også være

andelsejere og indgå på lige fod med de

andre beboere. Husene opføres i en samlet

gruppe – tæt på den eksisterende gård – og

der vil være gangstier til gårdens bygninger,

parkeringsplads og marker.

Husene bygges som familiehuse efter

økologiske forskrifter. Andre eksisterende

boliger og eventuelt senere nye boliger kan

danne ramme om små bofællesskaber med

unge, ældre, handicappede og enlige.

Når man køber en andel, indgår den i

fondskapitalen og kan først udbetales, når

man flytter fra fællesskabet. Andelshaverne

skal selv bekoste husbyggeriet, enten

enkeltvis eller samlet, men den samlede

investering i byggeriet må ikke overstige

eksempelvis 500.000 kroner, så huslejen

holdes på et niveau, hvor en enkelt

normalindtægt per familie skal kunne dække

de løbende udgifter.

Til højre: I levefællesskabet Hertha græsser

indtil videre fem ammekøer og kalve på

markerne. Når stalden – eller kokatedralen, som

den hedder lokalt – en dag står færdig, vil

Hertha begynde at malke køerne og måske

også lave ost.

Ved flytning kan husene aldrig sælges for

mere end den samlede omkostning ved

byggeriet, uanset senere forbedringer. Der

fastsættes en årlig nedslidningsprocent,

men hvis man holder huset ved lige eller

endog forbedrer det, kan man modsvare

nedslidningen.

Det er en grundlæggende ide, at husene

skal være nedskrevet til nul kroner efter

eksempelvis 30 år. En eventuel gevinst ved

salg, hvis huset sælges til mere end den

nedskrevne værdi, skal overgå dels til

andelsforeningens fællesprojekter, og dels til

fondskapitalen.

Der er fælles økonomi ved eksempelvis

vaskerum og fælleshus, alt efter behov.

Andelshaverne beslutter selv, hvor meget de

vil være fælles om i økonomisk henseende.

LANDBRUG

Ny kontakt mellem land og by

Ud af den samlede kapital på 15 millioner

kroner, der budgetteres med til køb af

Grønhøjgård, skal der skaffes cirka fire

millioner kroner fra fondsindskud. Og tanken

er, at indskuddene skal komme fra

landmænd, pensionskasser, fonde, industri,

institutioner og forbrugere i byerne.

»Løsningen ligger i en ny kontakt og

forbindelse mellem by og land, der medfører

en udveksling af andet og mere end

fødevarer for penge,« siger Grønhøjgårdgruppen,

der ser et stort behov for

udveksling af information, viden og

oplevelser mellem landbruget og det

resterende samfund.

»Landbruget i dag er så lukket og

uindbydende, at det ikke magter en dialog

og en udveksling med forbrugerne. Det er et


ehov, vi ønsker at dække og udbygge ved

konkret at udforme et koncept omkring en ny

by-land forbindelse.«

Grønhøjgård-projektet vil altså helt

bevidst udforme et koncept, der for alvor kan

bringe fremmed kapital til de enkelte

landbrugsbedrifter – som et input, der kun

skal gavne selve landbrugsdriften og være

med til at fremme målsætningerne for det

økologiske landbrug og forbedre vilkårene

for de enkelte økologiske landmænd.

Frikøb af dansk landbrug

Fonden vil udstede frikøbsbeviser i stil med

Nephentes’ kampagne omkring

“regnskovsbeviser” til frikøb af truet

regnskov.

»Her er det ikke regnskov, men dansk

landbrugsjord, der købes fri fra udnyttelse og

ødelæggelse. Ved køb af et frikøbsbevis

sikrer man økologisk drift og bæredygtig

udnyttelse af et stykke jord, så længe

retsvæsenet og lovgrundlaget for dette

samfund eksisterer. Et bevis kan

eksempelvis koste 500 kroner og dække

22

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

frikøb af 100 m 2 i al evighed.«

På den måde kan også byboere få at føle,

at de kan gøre noget helt konkret for at

fremme en bæredygtig udvikling på landet –

udover blot at købe økologisk mælk og

gulerødder i supermarkedet.

Formidling og engagement bygger bro

Med et frikøbsbevis i hånden får man ret til at

besøge gården, hvor jorden er frikøbt. Man får

jævnligt et nyhedsbrev, der fortæller om

aktiviteterne og udviklingen på gården. Man

får invitationer til årstidsfester,

kulturarrangementer og forskellige

arbejdsprojekter – såsom landskabspleje og

byggeri.

Det vil også være muligt at følge

aktiviteterne på gårdens hjemmeside på

internettet. Skoler og andre institutioner skal

nemt kunne indhente information om gårdens

drift, problemstillinger, det sociale fællesskab

og det bæredygtige byggeri i bosættelsen.

»Det vil også være godt, hvis der opstår

interesse for at udføre diverse opgaver med

gården som udgangspunkt, så

udenforstående kan få indblik i de

økologiske sammenhænge og praktiske

problemer ved udnyttelse af jorden, ikke

mindst via en løbende dialog med de

derboende landmænd og bosættere.«

Ved køb af eksempelvis 10 beviser á 500

kroner kan man holde en uges

“bondegårdsferie” i gårdens ferieboliger og

på den måde tage del i gårdens liv gennem

personlig oplevelse.

»Den slags oplevelser vil være med til at

knytte et tættere bånd mellem folk i

gårdfællesskabet og bevishaverne fra byen

– og kan måske igen føre til et engagement

i gårdens udvikling og vores fælles fremtid –

et engagement, der formår at slå bro mellem

land og by, så vi i fællesskab kan løse de

mange problemer.«

Lokal afsætning

Grønhøjgård-gruppen har en målsætning

om at afsætte landbrugets produkter så

lokalt som muligt – lige såvel som om selv at

handle i nærområdet. Denne lokale

samhandel er et tema, der går igen i alle

prisopgave-besvarelser, som på den ene

eller den anden vis inkluderer landbrug.

En enkelt deltager har det som et

overordnet tema for hele sit prisopgaveprojekt:

“Lokalsamfund og landmand – et

direkte forhold centreret om sunde, friske og

bæredygtige fødevarer”.

Projektet bygger på erfaringer fra USA,

Tyskland, Schweiz og Japan og fortæller, at

i USA har konceptet for landbrug med tæt

tilknytning til forbrugerne i lokalsamfundet

bredt sig som ringe i vandet, så de første 10

år gav 450 praktiske og succesfulde

eksempler på, at det sagtens kan lade sig

gøre.

Birte Holt fra Hertha Levefællesskab – et

socialøkologisk projekt i Galten kommune

(læs nærmere side 58) – har personligt

stiftet bekendtskab med den spirende

bevægelse, der har fået navnet Community

Supported Agriculture (CSA), og fortæller:

»I årene fra 1985 til 1992, hvor jeg boede

og arbejdede med biodynamisk landbrug og

gartneri i USA, fulgte jeg dette

fællesskabsstøttede landbrug. De sidste to

år af mit ophold startede jeg selv et CSA –

eller en kunde-bondegård, som vi har valgt

at kalde det på dansk. Jeg lavede en aftale

med 26 familier om, at de aftog det, de

kunne spise af min høst, mod at de betalte et

fast beløb per år. Vores kundebondefællesskab

i Hertha i dag foregår på

den måde, at vi en eller to gange om ugen

arrangerer et opsamlingsmarked, hvor

medlemmerne kan hente de afgrøder, de har

behov for.«

I Danmark har et stigende antal

LANDBRUG

forbrugere taget et andet lignende koncept til

sig inden for det seneste par år – nemlig

grønsags-abonnementsordningen, som især

er kendt via Nørregård på Fyn. Som

abonnent får man herfra hver uge en

bærepose med friske, økologiske grønsager

leveret til eget afhentningssted rundt

omkring i Danmark. Posen indeholder femseks

af årstidens forskellige grønsager,

skiftende året igennem. Derudover får man

et nyhedsbrev med oplysninger om avlere

og produkter samt en række opskrifter.

Men “Lokalsamfund og landmand” går et

skridt videre – ud fra den overbevisning, at

tiden er inde til at introducere en ny, mere

lokal og forpligtende måde at organisere

forholdet mellem landbrug og forbrugere.

Hos Hertha Levefællesskab foregår det i alt

væsentligt allerede efter den model.

Prisopgaveeksemplet

Lokalsamfund

og landmand

Prisopgave-bevarelsen “Lokalsamfund

og landmand”, der er indleveret

anonymt, beskriver ideen udførligt.

På den ene side betaler

lokalsamfundets forbrugere på forhånd

for årets høst fra en gård i nærområdet.

Forbrugerne deler således de risici –

såsom ugunstige vejrforhold eller

insektangreb – som landmanden

normalt slås med alene. På den anden

side forpligter landmanden sig til at

dyrke fødevarer på en bæredygtig måde

med henblik på at brødføde

lokalbefolkningen.

De mest entusiastiske blandt

forbrugerne danner en gruppe, der

træffer afgørelser om forholdet mellem

23


Et par grønsagsdyrkere, Henrik Kjærsgaard og

Aase Ehlert Holt, fra Andelssamfundet i

Hjortshøj studerer kvaliteten af årets grønne

sager.

lokalsamfund og landmand. De påtager

sig – ligeledes på frivillig basis – dele af

det administrative og praktiske arbejde.

Eksempelvis sørger de for, at antallet af

24

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

forbrugere tilknyttet landbruget stemmer

overens med de fødevarer, som dyrkes

og avles. Desuden kan de indsamle

betalingen fra forbrugerne, distribuere

fødevarerne, tage sig af lovmæssige

spørgsmål og arrangere

sammenkomster.

Alle forbrugere tilknyttet landbruget

får ugentligt en portion fødevarer.

Indholdet varierer alt efter, hvilke

grønsager det er sæson for. Der bliver

ikke noget med jordbær i februar måned

eller tomater til jul, fløjet hjem fra den

anden side af jordkloden. Et nyhedsbrev

med opskrifter og information om

grønsagerne er også at finde i kurvene,

så mindre kendte grønsager og

anvendelsesmåder introduceres til

forbrugerne. Den før omtalte gruppe og

landmanden kan også vælge at

LANDBRUG

vedlægge information om særlige

forhold på gården eller om forholdet

mellem bonde og kunde.

Tættere kontakt mellem

landmand og forbrugere

Varerne hentes på gården – eller et

centralt sted i lokalområdet, alt

afhængigt af afstand og

transportforhold.

“Lokalsamfund og landmand” ser den

fordel ved afhentning på gården, at det

skaber mulighed for en tættere kontakt

mellem forbrugerne og landmanden.

Landmanden kommer til at kende sine

kunder. Han vil få ansigter på, hvem der

nyder frugterne af hans arbejde. Han vil

modtage komplimenter og kritik fra

første hånd – og kunne bruge det meget

mere konstruktivt end de reaktioner, som

først skal igennem flere led og måske

ikke havner de rigtige steder. Den direkte

kontakt til forbrugerne sætter

landmanden i en mere udadvendt rolle,

fordi forbrugerne gør krav på mere

information om varerne – om

holdbarhed, anvendelsesmuligheder og

ernæringsværdi.

Forbrugerne får til gengæld øget

kendskab til, hvordan deres fødevarer

dyrkes og høstes, og hvilke grønsager

der hører til hvilken sæson. De får også

større indflydelse på og ansvar for

produktionen. Alt i alt til større tilfredshed

for begge parter.

Hvis varerne hentes et andet sted,

kan der kompenseres for den mindre

kontakt mellem forbrugere og landmand

via diverse arrangementer på gården, så

som så- og plantefest, sankt Hans fest

og høstfest. Den slags sammenkomster

har stor betydning for det sociale liv i

lokalsamfundet.

25


At opleve og forstå dyrkningsprocessen

“Lokalsamfund og landmand” forklarer,

hvordan behovet for en tættere kontakt er

opstået i takt med industrialiseringen og

indflytningen til byerne. Forbrugernes viden

om fødevarerne er i dag begrænset, fordi

råvarerne i stor udstrækning er erstattet af

halv- eller helfabrikata, primært fordi det

sparer tid. Forbrugerne sætter i dag langt

færre timer af til at skaffe sig og tilberede

deres mad end tidligere – og stiller samtidig

krav om ensartethed og leveringssikkerhed,

uden hensyn til grænserne for, hvad og hvor

meget jorden kan fremavle hvornår i en

naturlig proces.

De eksisterende erfaringer viser, at den

direkte kontakt til landmanden gradvist

genskaber kendskabet til fødevarerne.

»Nyhedsbrevet, der vil følge den jævnlige

leverance, indeholder relevant oplysning til

forbrugerne om gården og produkterne – for

eksempel om de jordbunds- og klimaforhold,

der gør at gulerødderne får en sjov facon. Og

hvis forbrugerne henter deres varer på

gården, har de endog mulighed for selv at

spørge landmanden til råds og – ikke mindst

– selv at opleve dyrkningsprocessen fra

frøene lægges i jorden, passes og plejes

efterhånden som de vokser op, til det

fuldmodne resultat kan høstes,« mener

“Lokalsamfund og landmand” og tilføjer:

»En bedre føling med kredsløbet på

gården vil også afføde en større respekt for

alt levende med relation til jorden – planter,

dyr såvel som mennesker. Man vil lære at se

sammenhængen i, hvordan jordens

nuværende frugtbarhed er betinget af

tidligere generationers eventuelle misbrug,

så som dræning, udpining og brug af

pesticider. Man vil lære at forstå, at vores

børns fremtid er betinget af, hvordan vi

behandler jorden her og nu.«

26

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

“Lokalsamfund og Landmand” viser på et

skema, hvornår de danske grønsager har deres

naturlige sæson, når de dyrkes i uopvarmede

væksthuse eller på friland – og at der er mange

at vælge mellem hele året rundt.

Friske, lokale fødevarer er sundere

Projektet opregner flere gode grunde til at

spise lokalt dyrkede grønsager – og at gøre

det, mens de er i sæson, fordi det er helt

oplagt, at grønsager og frugter har en større

næringsværdi, når de konsumeres friske og

har haft en naturlig modningsproces. Nogle

forskere siger tillige, at naturen er så viseligt

indrettet, at de grønsager, som dyrkes lokalt,

indeholder netop de næringsstoffer, der er

mest brug for i pågældende område.

»Man sparer megen kostbar energi til

nedfrysning, når grønsagerne så vidt muligt

spises, mens de er friske. Ved at få sine

varer i en kasse eller en kurv, som kan

bruges igen og igen, spares også store

mængder dyr og miljøskadelig emballage.

Restaffaldet fra grønsagerne kan returneres

– eventuelt i samme kasse – til gården, hvor

det efter kompostering kan gøde jorden. Og

så er kredsløbet mellem gården og

lokalsamfundet sluttet.«

Den globale fordel ved større lokal og

sæsonbetonet selvforsyning er også klar.

Det kræver kolossale mængder af energi at

LANDBRUG

tilfredsstille kundernes tilvænnede behov for

at kunne købe alverdens frugter og

grønsager året rundt – om det nu er den

energi, der fyres af i fragt eller i store

opvarmede og døgnbelyste drivhuse.

»Danskerne har desværre glemt, hvor

righoldig en produktion den danske jord kan

frembringe ad helt naturlig vej – og også de

gamle hævdvundne traditioner for, hvordan

den lagres godt og billigt i månedsvis og

vinteren over,« siges det i “Lokalsamfund og

Landmand.”

“Lokalsamfund og landmand”

understreger, at forbrugergruppens

tilknytning til en enkelt gård nødvendiggør, at

der dyrkes mange forskellige grønsager i de

rette mængder, hvilket stemmer fint overens

med dyrkningsprincipperne for økologisk og

biodynamisk jordbrug.

»De samme principper medfører en

forbedring af jordens frugtbarhed og

garanterer, at fremtidens fødevarer – og

grundvandsresurser – vil være uden rester

af pesticider, antibiotika og vækstfremmere.

Desuden får også det vilde dyreliv, herunder

fugle og insekter, bedre livsvilkår. Endelig vil

bevidstheden om det bæredygtige jordbrug

give alle parter en bedre smag i munden.«

Biavl

Biavl og landbrug hører nært sammen, fordi

bierne sørger for at bestøve en stor del af

afgrøderne. For eksempel er en rapsmark

ikke meget værd uden bestøvning fra bierne.

Et par af besvarelserne beklager derfor

stærkt, at biavlen i Danmark har været på

nedtur i mange år, og at en stigende del af

vores honning må importeres. Antallet af

danske bistader er mere end halveret de

seneste 50 år. Det reducerer udbyttet i

landbrug, frugtplantager og haver, idet tre

fjerdedele af alle planteavlere har brug for

bierne.

27


Biavler Einar Bernth fra Snabegaard har fået

besøg i bigården, hvor der nu bor otte bifamilier i

alt, hvoraf to sværme er kommet flyvende af sig

selv.

Der anføres flere årsager til

tilbagegangen. Dels bliver bierne dræbt eller

skadet af et stigende antal sprøjtemidler til

bekæmpelse af ukrudt og skadedyr (som

varoamiden). Dels synes biavl ikke at være

28

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

særlig interessant for den yngre generation.

Og dels er prisen på honning faldet meget

som konsekvens af, at der i dag er så mange

nye sødestoffer til rådighed – hvor der for

100 år siden stort set kun var honning.

Biavlere har længe advaret om

nødvendigheden af at bremse tilbagegangen

på grund af faren for, at udbyttet på

markerne vil falde voldsomt. Biavl hører med

til en bæredygtig udvikling i landbruget, og

derfor indgår biavl i stort set alle de

prisopgaver, som omhandler landbrug.

Biavler Einar Bernth fra Snabegaardfællesskabet

i Them kommune (læs videre

side 54) fortæller også om de oplevelser, der

er forbundet med hans lille bierhverv: »Vi gik

hen og åbnede låget på bistadet – det var

tæt af bier, fyldt til det yderste, så klaser af

dem snart hang ud over kanten. Der er vel

50.000 individer i sådan et stade, og kun

LANDBRUG

måske 20 bier gik på vingerne og susede lidt

rundt om hovederne på os for at undersøge,

hvad der foregik. Det blev de ved med, men

generede os ikke, mens tavlerne blev

undersøgt.

Det var min første oplevelse med bier, og

det overraskede mig: Vi forstyrrer bierne,

men kun nogle få vagtbier går på vingerne.

De mange tusinde andre bier arbejder bare

videre i kuben.

Siden har jeg lært, at der er mange gode

oplevelser ved at have bier. Bisamfundet er

meget specialiseret i arbejdsopgaver, men

også fleksibelt.

I bigården er der en helt speciel

atmosfære, hvad enhver kan overbevise sig

om ved et besøg. De fleste finder det meget

fascinerende at iagttage bierne arbejde.

Sommetider føles det også som om, bierne

helt præcist ved, at man passer dem, og

ved, at de selv har en fordel af, at vi bygger

stader til dem og fodrer dem til vinteren.

For mig gør besøget i bigården, at

forbindelsen indad bevidstgøres igen, og

dagens jag forsvinder. Det er også altid en

glæde at have børn med i bigården, fordi de

oplever mere intenst end voksne. Derfor

glæder jeg mig til i fremtiden at have bedre

faciliteter til og muligheder for at modtage

besøgende.«

Hjerteblod

Fra Snabegaard fortælles endvidere:

»At drive et økologisk landbrug på

fritidsplan, når man bare er en flok amatører

fra storbyen, er noget man ikke kommer

sovende til. Det kræver både hjerteblod,

sved og tårer.

Til gengæld er det netop i arbejdet, at de

store gevinster ligger. Stor var jubelen og

livets under, da vores første lille kalv blev

født. Og vi var ikke til at skyde igennem, da

vi først havde fået lært at malke på

29


gammeldags vis – under kyndig vejledning

af en af vore naboer, Gert, en meget

hjælpsom, pensioneret landmand. Inden vi

nåede så langt, var vi oppe på at være fire til

at forestå den to gange daglige malketørn…

Men så er der heller ikke noget som

at drikke mælken, skumme fløden eller

spise den hjemmelavede ost bagefter.

Intet brød smager så godt, som dét man

ikke blot selv har bagt, men også sået,

høstet og malet. Og den honning, som

flyder fra bier, man har passet, plejet og

summet med, smager sødere end noget

andet.

Egentlig var det jo også en dejlig

oplevelse, da vi endelig havde fået os alle

samlet sammen til en hård og svedig

operation i marken for at hive de for

kreaturer så giftige vårbrandbægere op af

jorden, da der midt på sommeren og i alle

vore mange andre gøremål blev blæst alarm

over hele landet. Det fælles arbejde bringer

os kort sagt nærmere hinanden.«

De værdifulde oplevelser

Oplevelserne ved nærkontakten med natur

og tilvejebringelsen af vores fødevarer er

noget, der fokuseres på i alle besvarelser.

Gruppen bag Grønhøjgård-projektet siger

det således: »Grundlæggende er mange

menneskers personlige oplevelse af de

økologiske sammenhænge på gården kimen

til en større bevidsthed og ansvar for

naturgrundlaget. Det vil medføre større

forståelse for, at landbrugsproduktion og

bosætning må gøres mere bæredygtig.«

Hos Hertha hedder det: »Menneskets

kulturskabende kræfter må igen befrugtes af

jordbruget, så man som nuværende og

fremtidig borger og jordbeskytter, om man

bor på landet eller i byen, har oplevet og

mærket livet på en gård – har ligget i en

blomstereng, kender kornsorterne og har

30

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

malket en ko.«

Sonnerup-projektet, der har adresse på

Arrenæs, nær Frederiksværk (læs nærmere

side 72) lægger ligeledes vægt på, at

»arealanvendelsen skal gøre det til en

oplevelse for beboere, gæster og dyr at

færdes på jordene. Via et omfattende system

af stier og græsgange, der fører rundt på

jordene, kommer man forbi smukke udsigter,

kæmpehøje, vandhuller og små lunde, går

langs lægivende hegn og passerer store

græsarealer med mange forskellige dyr.

Afgrøderne, der dyrkes på markerne i

omdrift, er meget varierede og dyrkes i små

parceller og indtrykket bliver derfor meget

rigt og broget.«

Gamle dyreracer og kornsorter

Sonnerup-projektet ønsker at vende tilbage

til andre af landbrugets oprindelige dyder –

så som gamle husdyrracer og kornarter:

»Et gennemgående træk i

landbrugsproduktion er, at højtydende og

meget produktive racer og sorter giver

produkter af ringere kvalitet og smag. Derfor

skal husdyrholdet bestå af gamle, helst

danske racer, som ikke er så produktive,

men som giver velsmagende fødevarer, og

som egner sig godt til ekstensiv produktion.

Samtidig er de gamle husdyr smukke at se

på og kan være en ekstra attraktion for de

besøgende i Sonnerup. De gamle racer

udmærker sig også ved, at de gerne søger

Til højre: I starten var det svært – hverken koen

eller malkerne havde prøvet det før – men i dag

har malkegruppen på Snabegaard luret

læremesteren på skamlen kunsten af, og når

jerseykoen Rosa yder sit bedste, leverer hun op

til 10-12 liter økologisk mælk om dagen.

menneskelig kontakt, hvilket er en fordel, når

børn og voksne fra byen skal lære værdien

af kontakt med og respekt for dyrene

omkring os. Og da flere af racerne er truede

af udryddelse, kan husdyrholdet også være

med til at fungere som “genbank”, når de

nuværende produktive racer trænger til at få

frisk blod og nye avlsmål.«

Til Sonnerup-projektets husdyrhold af

gamle racer regnes arbejdsheste af Den

Jyske Race, Frederiksborg rideheste, klitfår

og hvidhovede marskfår, gråbrogede danske

gæs, sort-hvidbrystede danske ænder samt

grise af sortbroget dansk landrace. Alle

disse racer er sat på den såkaldte World

Watch List over truede husdyrracer.

Derudover planlægges en besætning af

RDM-køer og dansk landrace-høns.

LANDBRUG

Sonnerup-projektet ønsker også at dyrke

gamle kornsorter som spelt, emmer og polsk

hvede, der trækker tråde tilbage til

menneskets start som agerbruger for cirka

7.000 år siden, men som i løbet af de

seneste årtier er gået bag af jagten på det

maksimale udbytte. De gamle sorter giver et

lavere udbytte og tåler ikke sprøjtning og

kraftig gødskning, men de egner sig til

gengæld godt til økologisk landbrug. Brød

bagt af disse typer har nu fået deres

genfødsel på det danske marked og findes i

de fleste helsekostforretninger, fordi de tåles

bedre af det stigende antal mennesker, som

er allergiske over for moderne hvedearter.

Biodynamisk landbrug

I den ydre dyrkningspraksis – omkring


32

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

LANDBRUG

jordbehandling, sædskifte, valg af afgrøder,

dyrehold og så videre – ligner biodynamisk

og økologisk jordbrug hinanden til

forveksling. Også mere overordnede

målsætninger så som at holde hus med

naturens resurser og sikre artsrigdommen er

fælles for de to jordbrugstyper.

Men hvor det økologiske jordbrug er et

barn af 60’ernes og 70’ernes voksende

miljøbevidsthed, ligger oprindelsen til det

biodynamiske jordbrug tilbage i 20’erne. Og

mens natursynet i det økologiske jordbrug

bygger på naturvidenskaben, baserer det

biodynamiske jordbrug sig på den

antroposofiske åndsvidenskab. Søren

Hansen fra Hertha Levefællesskab, der

dyrker jorden biodynamisk, fortæller herom:

»I 1924 holdt tysk-østrigeren Rudolf

Steiner en række foredrag med den

overordnede titel: “Det åndsvidenskabelige

grundlag for landbrugets trivsel”. Han var

blevet opfordret af en række landmænd og

naturforskere til at svare på, hvorfor

landbrugsprodukterne syntes at blive af

stadig ringere kvalitet, til trods for

umiddelbart forbedrede dyrkningsmetoder

og udbytter, især som følge af indførslen af

den mineralske kunstgødning. Og ikke

mindst blev han opfordret til at anvise veje

ud af de voksende misforhold. I alt otte

foredrag blev impulsen til det, der senere

blev kaldt det biodynamiske jordbrug.«

Udgangspunktet for antroposofien,

Steiners åndsvidenskab, er at det er muligt

I biodynamisk landbrug spiller kvæget en vigtig

rolle, fordi det ifølge antroposofien giver liv til

jorden på en helt anderledes måde end andre

dyr. Blandt andet indeholder kvægets gødning

vitale næringsstoffer, og koens horn og indre

organer indgår i fremstillingen af de specielle

biodynamiske præparater.

33


for mennesket at udvikle en reel indsigt i

åndelige kræfter og sammenhænge med

den fornødne skoling af de latente åndelige

erkendelsesevner, der bor i enhver.

»Hermed menes ikke romantiske og

sværmeriske anelser, men netop en reel

åndelig sansning og erkendelse. Det drejer

sig om at udelukke de umiddelbare

sanseindtryk, der stammer fra den fysiske,

jordiske virkelighed, vi normalt er

sansemæssigt bundet til og begrænset af.

Åndsvidenskaben anvendes i dag, foruden i

jordbruget, i den antroposofisk inspirerede

pædagogik, lægevidenskab, ernæringslære,

arkitektur med videre.«

Det centrale i det biodynamiske jordbrug

er, at den enkelte bedrift hviler i sig selv med

et minimum af tilførsel udefra. Dyrkningen

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

afstemmes nøje mellem dyrehold og

jordareal, mellem foderafgrøder og

salgsafgrøder. Dyreholdets kerne er kvæget,

og gødningen behandles med omhu for at

tage vare på indholdet af næringsstoffer. Den

faste gødning tilføjes under komposteringen

seks præparater fremstillet af lægeurter, der

aktiverer omsætningsprocesserne og

efterfølgende fremmer en optimal

næringsoptagelse og -udnyttelse i

planterne. Desuden anvendes to

såkaldte hornpræparater, der på anden

måde indvirker på afgrødernes vækst,

udvikling og modning.

Den biodynamiske bonde bruger

præparaterne til at regulere og intensivere

de naturkræfter, som kommer fra solen,

månen, planeterne og fiksstjernerne – i

Biokrystallisationsmetoden er en vigtig del af det forskningsprojekt, som Hertha er engageret i

med det mål at udvikle metoder til at undersøge fødevarers komplekse helhed. Det er kendt, at

“helheden er mere end summen af delene”, og at stoffers virkninger ændrer sig, når de isoleres til

enkeltdele – sådan som det erfares blandt andet i produktionen af lægemidler.

Hidtidig forskning viser, at krystalbilleders grad af koordination, “orden” og helhedspræg hænger

sammen med dyrkningsforholdene. Det fineste krystallisationsbillede fås fra eksempelvis gulerødder

dyrket i jord, der egner sig til gulerodsavl, med en moderat mængde velomsat organisk gødning, og

med et passende antal regn- og soltimer, der giver både god vækst og en velmodnet afgrøde.

Ved krystallisation af en ren vandig opløsning af

kobberklorid fremkommer et krystalbillede med

krystallerne lejret i billedets randzone.

34

Ved at tilsætte et vandigt gulerodsekstrakt

fremkommer en helhed, hvor krystallerne

koordineres til “stammer” og “grene” om et centrum.

tilgangen til jorden, komposten og

afgrøderne. Målet er i sidste ende en optimal

ernæringsværdi, der bygger på afgrødernes

rette indhold og aktivitet af diverse stoffer.

»Kun på basis af sådanne levnedsmidler

kan mennesket udvikle sig rigtigt, som et

legemligt, sjæleligt og åndeligt væsen.

Ernæringskvalitet er i den sammenhæng

ikke alene mængden af isolerede

næringsstoffer, som vi kender dem fra

varedeklarationerne, men også et udtryk for

et “bagvedliggende” samvirke af formende

kræfter,« siger Søren Hansen fra Hertha.

Ny landbrugsforskning

Hertha Levefællesskab modtog i foråret ’98

240.000 støttekroner fra Strukturdirektoratet

til biodynamisk forskning i et samarbejde

med Nørregård på Fyn og Landbohøjskolen.

Jens Otto Andersen, som er primus motor i

forskningsprojektet, skriver i Herthas

prisopgave om det nødvendige i en ny

landbrugsforskning:

»En afgørende forudsætning for

realisationen af et fremtidens kulturlandbrug

er fremkomsten af en ny forskning.

Det handler ikke alene om økonomisk

Her ses så et krystallisationsbillede

af en gulerod, dyrket på optimale

betingelser...

LANDBRUG

krævende forsøg og eksperimenter, men

snarere om en stadig skærpelse af vor

iagttagelse, om udviklingen af en fordybet

koncentration og eftertanke, om en meditativ

holdning over for de naturfænomener, vi

møder i hverdagen i landbruget, men som vi

oftest passerer upåagtet. I et videre

perspektiv er det en uomgængelig

forudsætning for at udvikle den nødvendige

spirituelle indsigt.

Opgaven for vores forskning er at udvide

naturvidenskabens indsigt i de kemiske og

atomare lovmæssigheder med en indsigt i

den levende naturs skabende kræfter. Og

det skal ske under iagttagelse af de

strengeste videnskabelige krav, med

stringens i metode og beskrivelse.

Tilsvarende er opgaven at opbygge en

praktisk indsigt i den levende naturs

sammenhæng med det verdensalt, der

omgiver os. Opgaven er at medvirke til det

paradigmeskift i videnskaben, der tales så

meget om i disse år – ved at udvikle de

begreber og metoder, der behøves for

samfund, der lever af landbrugets

produkter.«

...og her af en anden, dyrket på

næringsfattig jord eller med

overdreven gødskning, og i en våd

og solfattig sæson.

35


VELKOMMEN TIL FREMTIDEN LANDSBYSAMFUND

LANDSBYSAMFUND

I løbet af dette århundrede er den danske

befolkning – som i den øvrige verden –

vandret fra land til by, i takt med at industrien

har overtaget dominansen på

arbejdsmarkedet fra tidligere tiders

landbrug.

Projektgruppen “Nyt Liv i Landsbyen”, der

hører hjemme i Sorø, mener imidlertid, at

udviklingen på flere områder tegner til, at en

ny vandring kommer til at finde sted i

fremtiden, blot den modsatte vej: fra by til

land. Gruppen henviser blandt andet til en

undersøgelse fra Indenrigsministeriet, der

viser, at hvis de nødvendige faciliteter er til

stede, ønsker især børnefamilierne at flytte

på landet, også selv om det kan betyde

færre penge mellem hænderne.

»Danskerne prioriterer i dag andre

værdier højere end velstand – så som

familie- og børnevenlige bomuligheder,

økologiske og miljømæssigt bæredygtige

idealer, social omgang med andre

mennesker, mere livskvalitet i hverdagen og

større sammenhæng mellem arbejde, familie

og fritid,« siges det i besvarelsen “Nyt Liv i

Landsbyen”, der ønsker at omsætte disse

tendenser i konkret praksis – til en model,

der kan bruges i alle lokalsamfund med vilje

til forandring. Projektet er støttet af

Indenrigsministeriet, og moralsk har man

fået opbakning af blandt andre

ejendomsmægleren Anni Kümler fra EDC

Mæglerne i Sorø Ejendomshandel, der som

svar på en henvendelse fra gruppen skriftligt

har bekræftet projektets egne

forudsætninger:

»Som ejendomsmægler mærker vi klart

en stigende interesse for at bo på landet.

Problemet er, at der ikke er smålandbrug

nok til alle de henvendelser, der så godt som

dagligt løber ind på faxen.

Jeg tror, der er to hovedårsager til, at man

vil bo på landet. Dels for at få mere ud af

fritiden, og dels fravælger man storbyerne,

fordi priserne er for høje. Der er også

muligheden for at dyrke sine egne

grønsager. Mange vil gerne vide, hvordan

madvarerne er produceret, og derfor har den

økologiske bølge betydet en stor interesse

for boliger på landet.

De, der flytter til landsbyerne, er for en

stor dels vedkommende yngre familier med

børn. Derfor er sådan noget som en lokal

skole, daginstitutioner og indkøbsmuligheder

væsentlige kriterier i beslutningsfasen. De

fleste arbejder stadig i byerne og skal have

råd til en ekstra bil. På lidt længere sigt er

der for en del mennesker også muligheder i

hjemmearbejde.

Børnefamilier ser også meget på, at

deres børn bliver opdraget tæt på naturen.

De ser på, at man bare kan lade børn gå ud

af døren, uden at være bange. Man behøver

ikke bekymre sig om vold og småkriminalitet.

Ingen nabostridigheder eller restriktioner

om, at hækken er for høj. Der er meget mere

frit.

Det er de resursestærke familier, der

flytter på landet. Det hænger sammen med

flere ting. Det har altid været sådan, at det,

der er knaphed på, er det, der er mest

Til venstre: Projektgruppen ”Nyt Liv i Landsbyen”

har til formål at udvikle en model for bæredygtig

bosættelse i landdistrikterne generelt, men sigter

også konkret på at styrke landsbyen Bjernede i

Sorø kommune.

attråværdigt og prestigefyldt. I øjeblikket er

frisk luft, natur og rene råvarer en

mangelvare i byerne. Derfor er det noget,

man efterspørger og gerne vil betale ekstra

for. Der er sandsynligvis en del romantik i at

flytte på landet. Men vi tror, tendensen

holder, også fordi de tiltag der p.t. gøres i

miljømæssig henseende, ved for eksempel

at føre skove tilbage til “naturskov” og rette

vandløb, gør at vi tror, priserne stort set vil

holde.«

I dag bor hver fjerde dansker i en landsby

eller et landdistrikt. Det svarer til cirka 1,2

millioner mennesker, og gennem de seneste

10 år har tallet været konstant. Men “Nyt Liv

i Landsbyen” understreger, at samme

periode har været præget af et spirende

udviklingshåb – efter en periode med alvorlig

og markant tilbagegang, hvor forretningsdød

og skolelukninger satte sine spor og hang

som sorte skyer over gamle

landsbysamfund. Projektgruppen sigter selv

konkret på at bidrage til udviklingen af

landsbyen Bjernede i Sorø kommune, men

generelt ses i dag mange spirende frø, der er

spredt ud over hele Danmark og alle er med

til at øge trivslen for beboerne på landet.

Havredal er et af disse frø.

Prisopgaveeksemplet

Havredal gl. Skole

Havredal, der ligger i Karup kommune, blev

grundlagt for cirka 250 år siden, som et

centrum for den midtjyske hedes

opdyrkning. Havredal blev også områdets

kulturelle kraftcenter, fordi det var her, skolen

blev placeret, og handelsvejene mødtes.

For 40 år siden vendte udviklingen, og da

først skolen blev nedlagt i 1966 og Brugsen

siden måtte dreje nøglen om i 1980, var

37


Havredal gl. Skole blev stiftet som en selvejende institution, et bo-, virke- og værecenter for sent

udviklede unge – men er efterhånden blevet en krumtap for udvikling af hele landsbyen Havredal.

dødsstødet givet. Fra at være en

landsbyperle sygnede Havredal nu hen til at

være en soveby med et trist udseende, en

enkelt døgnkiosk samt få

specialforretninger, og tillige tynget af meget

tung trafik på den gennemgående amtsvej.

Et vendepunkt kom den 1. december

1993, da den selvejende institution

“Havredal gamle Skole” blev stiftet med det

formål at skabe bomulighed kombineret

med et aktivt uddannelses/arbejds- og

fritidsliv for sent udviklede unge. Det fulde

navn blev Bo-, virke- og værecenter

Havredal gl. Skole, og det er personer

herfra, som har bidraget med en besvarelse

til prisopgaven.

38

Efter stiftelsen nedsatte man en meget

aktiv bestyrelse, der har formået dels at

skabe forståelse og interesse for projektet,

dels erhverve den nødvendige ekspertise,

så der på frivillig basis siden er drevet

værested med café, kursus og bofællesskab

til tre sent udviklede unge. Desuden har

man etableret to uddannelsesgrene.

Uddannelsesinstitutionen har medført

nye beskæftigelsesmuligheder for beboerne

i landsbyen og omegnen, og der er skabt et

bredt netværk til erhvervslivets parter,

blandt andet vedrørende udvikling af

praktikpladser til sent udviklede unge.

Nøgleordene i processen har været en

lille gruppe ildsjæles initiativ, og dertil en

bred, lokal opbakning med engagerede

samarbejdspartnere blandt lokale

institutioner, foreninger og virksomheder,

økonomisk støtte fra statslige og kommunale

instanser, og en lang række

kulturelle/sociale aktiviteter. Med Havredal

gl. Skole som katalysator har landsbyen fået

gang i hjulene igen.

Grønt landsbyråd

Miljø og økologi er emner, der ligger

beboerne i Havredal og omegn meget på

sinde. Derfor indbød Havredal gl. Skole i

marts 1997 til et “Grønt-møde” på tværs af

alle grupperinger i området. Muligheder,

idéer og behov blev drøftet – med det

resultat, at man stiftede et “Grønt

Landsbyråd for Havredal og omegn.”

Målet med landsbyrådet er at opbygge et

lokalt netværk for dialog og formidling om

grønne temaer, at øge miljøansvarligheden

og gøre Havredal og omegn til “grønt

område” til glæde for både krop og sjæl.

Blandt andet vil man inddrage kunst, hvor

miljø og økologi er temaet, således at

kunsten kan medvirke til at øge beboernes

forståelse for miljømæssige forhold.

Hovedindsatsen ligger indtil videre på:

Biler er store

miljøsyndere:

De bruger store

mængder af

råstoffer og

brændsel – og står

for halvdelen af al

luftforurening. De

støjer. De dikterer

byernes udformning

og påvirker trivslen i

gaderne. Endelig

dræber eller

lemlæster de

20.000 danskere

hvert år.

LANDSBYSAMFUND

Grøn livsstilkampagne, byøkologisk projekt,

trafiksanering, affald og alternativ energi.

Dernæst på byggeri af Grønt College, Grøn

Pedelmedhjælperuddannelse og Grøn

Hjemmeservice.

»Vi har valgt temaerne ud fra den

overbevisning, at det er væsentligt at give

borgere, virksomheder, landbrug og

forretningsliv mulighed for selv at definere

interesser og behov for miljøtiltag og komme

med egne løsningsforslag.«

Havredal gl. Skole og landsbyrådet

ønsker tilsammen at give udviklingen i

Havredal en bredde og realiseringseffekt,

der kan overføres til lignende landsbyer og

landdistrikter. Resultaterne noteres løbende,

dels for at kunne evaluere udviklingen for

egen skyld, dels for at kunne formidle

erfaringer og idéer til hele kommunen, til

Viborg Amt – ja til hele landet, blandt andet

via dagspressen og internettet. Med jævne

mellemrum vil man afholde konferencer og

seminarer for interesserede fra andre

landkommuner.

I år 2000 forventer Det Grønne

Landsbyråd i Havredal at kunne udgive en

rapport, der indeholder en model for,

hvorledes en landsby kan vækkes af sin

39


VELKOMMEN TIL FREMTIDEN LANDSBYSAMFUND

“tornerose-søvn” og blive til et lokomotiv for

udviklingen af de øvrige landsbyer og

landdistrikter i kommunen.

Grøn landsbyguide og andre

grønne arbejdspladser

Som forbruger i et landdistrikt har man ofte

meget langt til information om miljøet. Det

kan være svært at finde svar på spørgsmål

som: Hvilke varer er de “rigtige”? Hvordan er

sammenhængen mellem den livsstil vi har i

dag og det miljø, vi har om eksempelvis 20

år? Hvad kan vi selv helt konkret gøre for at

forbedre miljøet og vores sundhed? Hvilket

affald er skadeligt? Hvordan virker de

sprøjtemidler, vi bruger i haven? Kan vi

genanvende regnvand?

For at gøre svarene lettere tilgængelige

og for i det hele taget at styrke det grønne

projekt i Havredal søgte Havredal gl. Skole i

1997 Den Grønne Fond om ansættelse af en

Grøn Landsbyguide, der kan være tovholder

på udviklingen. Stillingen blev bevilget og

besat per 1. januar 1998.

Til venstre: Den grønne

guide i Havredal, Pia B.

Jacobsen, fungerer som

borgernes lokale

miljørådgiver og har siden

ansættelsens start i januar

1998 gjort sit for at få

landsbylivet til at blomstre

op.

Den Grønne Fond har indtil videre givet

støtte til omkring ét hundrede grønne guider

over hele landet.

I fællesskab med den grønne guide

arbejder man nu på at starte “Grøn

Hjemmeservice” med base på Havredal gl.

Skole, på at starte en “grøn” dagligvarebutik

med udbringning – især til gavn for

pensionister i landområderne – og man

overvejer at etablere en skovbørnehave.

Desuden forsøger man at tiltrække en

afdeling af virksomheden Grundfos, der har

markeret sig netop ved at placere sig i et

landdistrikt og udvise miljøvenlig tankegang

og socialt engagement. Havredal gl. Skole

ønsker også, at andre

uddannelsesinstitutioner vil placere sig i

området, så de unge kan forblive i

lokalsamfundet på længere sigt.

Frivillig, lokal arbejdskraft

Selvom det er et eftertragtet mål at få flere

arbejdspladser til landsbyen, er det grønne

Et af initiativerne i

Havredal går på at

etablere en

skovbørnehave, hvor

en stor del af

aktiviteterne vil foregå

udendørs i skov og på

marker – foruden på

eget areal, hvor

børnene vil få ansvar

for smådyr og

småbede, efterhånden

som de bliver modne

til det.

41


projekt i Havredal i høj grad baseret på

borgernes frivillige indsats. I besvarelsen

siges det, at:

»I en tid, hvor den danske regering

opprioriterer frivilligt socialt arbejde i

løsningen af sociale problemer, må

befolkningen være rede til at påtage sig

dette ansvar,« og man citerer fra

socialminister Karen Jespersens

bemærkninger til forslaget til den nye

servicelov §115, der trådte i kraft den 1. juli

1998:

»Det frivillige sociale arbejde er en

væsentlig aktør i fornyelsen af

velfærdssamfundet, fordi det rummer et

socialt engagement, en evne til at opbygge

fællesskaber og en anderledes ageren end

Via internettet og e-mail kan man i dag klare

meget arbejde hjemmefra, eller man kan oprette

mindre kontorfællesskaber i lokalområderne for

ikke at sidde alene. Det er en form for arbejde,

som forventes at udvikle sig stærkt i de

kommende år.

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN LANDSBYSAMFUND

det offentlige. Det er vigtigt, at kommunerne

og amtskommunerne fremmer samarbejdet

med de frivillige organisationer og medvirker

til et øget kendskab til de frivillige

organisationers aktiviteter og tilbud. Et øget

samspil med de frivillige kræfter skal ske

med respekt for det frivilliges egenart og

styrke. Det frivillige sociale arbejde er ikke

bare et supplement til den offentlige indsats,

men har en selvstændig betydning i

velfærdssamfundet.

Der er således lagt op til at styrke og

udbygge dialogen mellem den enkelte

kommune/amt og den lokale frivillige

aktivitet. Det sociale arbejde står over for

store strukturændringer, hvor den frivillige

organisation vil spille en væsentlig og synlig

rolle. Det kræver, at de frivillige

organisationer er parate til at påtage sig

denne rolle.«

Hjemmearbejdspladser

Nye arbejdsbegreber dukker op i disse år,

såsom fjernarbejde og

hjemmearbejdspladser. En overskrift i et

erhvervsblad i 1996 fastslog, at “over en halv

million danskere kunne arbejde hjemme.”

Den rivende udvikling i det elektroniske

netværk, som gør det muligt at arbejde

uafhængigt af såvel by- som landegrænser,

fremmer muligheden for bosætning på

landet.

En del prisopgave-bidrag foreslår at

etablere mindre kontorfællesskaber i

nærområderne efter økologiske principper. En

enkelt besvarelse – “Lokale, økologiske

kontorfællesskaber” – handler kun om det, og

uddyber de mange fordele:

● Socialt vil det forhindre folk i at isolere sig

med deres arbejde i hjemmet.

● Lokalt vil det skabe arbejdspladser og

mere liv.

Danskerne – børn og voksne – bruger i dag meget tid på at komme til og fra institution, skole og

arbejde. Og det er ikke kun tiden, der “koster”. Det er dyrt i benzin, biler, billetter, og også socialt og

miljømæssigt har det store omkostninger.

● Det vil reducere kørselsomkostninger og

belastninger af miljøet med udledning af

udstødningsgasser.

● Den enkelte bruger vil få adgang til et bredt

spektrum af kommunikationsmidler og

hjælpemidler – såsom telefon, telefax,

pc’ere og internet, kopimaskine og

scanner. Hun/han vil få mulighed for at

udveksle erfaringer med de øvrige, og er

man nok, kan man være fælles om

sekretærbistand.

● Kontorfællesskabet kan drives på lejebasis

efter den enkeltes behov, eventuelt uden

faste arbejdspladser, men med et

rullemøbel per bruger med private ejendele

til at køre under skrivebordet.

● Hus- og brugerleje kan tænkes betalt af

flere parter: Dels af brugerens

arbejdsgiver, der sparer dyr huslejeplads i

byen og undgår problemer med den

elektroniske kommunikation, som

varetages af kontorfællesskabet. Dels af

brugerne, der sparer transport og tid. Og

dels af kommunen, der får et bedre

skattegrundlag.

Pendlingens pris

I et andet prisopgave-indlæg, “Bæredygtige

43


I Havredal ønsker man et bygge en gangbro over den stærkt trafikerede og gennemgående amtsvej –

hovedsageligt for at børnene kan komme sikkert over til legekammeraterne på den anden side af

trafikken.

Landsbysamfund”, der beskæftiger sig

overordnet med landsbyemnet, pointeres det,

at »skal de fleste fortsat bruge mange timer

på transport hver dag og brænde tusindvis af

liter benzin af om året for at komme på

arbejde i byernes industri- og kontorområder,

er der langt til et bæredygtigt liv.

Privatbilismen er en af samfundets største

miljøsyndere, og alligevel investerer vi

milliarder på at udbygge vejnettet.

Den indkomst, man opnår ved at have sin

44

arbejdsplads i en større by er måske højere

end i økolandsbyerne, men den skal

sammenholdes med de mange

omkostninger, der følger med: For ikke at

skulle bruge måske 1.000 timer om året i bus

og tog og ventesale, må en familie op til 450

gange om året køre 25-50 kilometer eller

mere, bruge måske 600 timer årligt bag rattet

og have to biler. Man betaler rask væk 80.000

kroner per vuggestuebarn og 40.000 kroner

per børnehavebarn hvert år, mens måske

25.000 kroner ryger til transport.

De sociale omkostninger, der er ved at

børn og unge må være borte fra forældrene

det meste af dagen, i institutioner, skole,

fritidsordninger, fra måske kl. 6.30 til 16-17

tiden, er sværere at sætte tal på.

De menneskelige omkostninger – at der

hvert år i trafikken kvæstes tusinder, heraf

mange livsvarigt, at cirka 600 dør – kan slet

ikke gøres op i kroner og ører.«

Trafikgener – og løsningsmuligheder

De danske landsbyer er næsten alle fælles

om én stor gene: Trafikken. De offentlige

transportmuligheder er ofte meget dårlige

eller ikke eksisterende. Det betyder, at de

fleste er afhængige af biler. Men de mange

biler ind igennem landsbyen støjer og

forurener, og de udgør en fare for især børn,

ældre og svagelige.

I Havredal er man stærkt generet af

trafikken. Landsbyen gennemskæres af

amtslandevejen, hvor der i døgnet kører 6.200

biler, busser og lastvognstog igennem byen.

Hastighedsreglerne overholdes sjældent –

80-100 km/t er ikke usædvanligt. For 15 år

siden blev vejen udvidet med det resultat, at

haver blev inddraget, så vejen mange steder

løber tæt op ad husene, og en meterbred

afstribet vejzone udgør fortov og cykelsti. På

den baggrund har Det Grønne Landsbyråd i

Havredal lavet en handlingsplan.

● For at nedsætte hastigheden ønsker man

at “slå et sving på landevejen” ved til- og

frakørsel.

● To byporte skal få bilisterne til at stoppe op

og tænke: “Hvad er det her mon for en by?”

● Cykelstier vil fremme lysten til og

muligheden for at bruge cyklen frem for

bilen.

● Der skal bygges en flot gangbro over vejen

midt i byen – især af hensyn til børnenes

LANDSBYSAMFUND

behov for at kunne komme sikkert over til

legekammerater på den anden side.

● Der skal etableres et “opsamlingssted” for

at styrke “kør-sammen-kulturen”.

● Den offentlige trafik skal ændres, så den

bliver mere rentabel og fleksibel og

samtidig tilpasses individuelle behov.

Trafiksaneringen søges gennemført i tæt

samarbejde med kommunen, med støtte fra

fonde og sponsorer, og – ikke mindst – ved

hjælp af lokale kræfter.

Delebilsordninger

Andre steder har man lavet en “delebilsordning”,

blandt andet i landsbyfællesskabet

Hesbjerg på Fyn. Og en sådan ordning er

også med i planen for førsteprisvinderen

Munkesøgård (læs nærmere side 86), der

desuden har lagt vægt på at finde en

placering af projektet med adgang til

togstation og busforbindelser, for således at

gøre det muligt at eksistere uden bil.

»Da vi nu er så mange mennesker, som

gerne vil være til gavn for hinanden, er ideen

om delebiler spiret frem. Vi vil have en del

elbiler, og desuden vil vi undersøge

muligheden for at anskaffe hybridbiler samt

biler, der kører på biobrændsler. Systemet er

endnu ikke endeligt udformet, men vi

forestiller os, at ordningen vil indeholde et

antal biler af forskellig størrelse samt en

enkelt minibus. De mennesker, som indgår i

ordningen, betaler så et engangsbeløb til

opstart af projektet, et løbende abonnement

samt et beløb baseret på tidsforbrug og

kilometerantal.

Med den ordning får vi mulighed for at

have færre biler til det samme antal

mennesker, ligesom vi kan have biler til

forskellige behov: At køre ind til byen og

handle stort ind eller tage på skovtur med

alle ungerne.«

45


Prisopgaveeksemplet

Bæredygtige

Landsbysamfund

Besvarelsen “Bæredygtige

Landsbysamfund” sætter følgende

perspektiv på forholdet mellem de lokale og

de globale initiativer: »Når danskerne kun

En igloo, støbt i plantefibermasse, er et både

spændende, funktionelt og billigt alternativ til

traditionelt landsbybyggeri, fortæller arkitekten

og forfatteren til “Bæredygtige

Landsbysamfund”.

udgør en tusindedel af verdens

befolkning, og højst en tusindedel af de

danske familier vil leve rigtigt økologisk,

hjælper det jo umiddelbart næsten intet

på hverken Danmarks eller verdens

miljømæssige tilstand.

Kun hvis det kan lykkes at lave en række

velfungerende samfund, der kan opfylde de

almindelige borgeres inderste ønsker om

hjem og liv, kan vi bidrage til, at en stor del

af Danmarks, Europas og helst hele verdens

familier vil være med til at leve et

46

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN LANDSBYSAMFUND

anderledes, mere varmt, menneskeligt og

økologisk liv.

Når indenrigsministeren i Kenya lover sit

folk 10 millioner vandklosetter inden for 10

år, forstår hverken han eller befolkningen, at

den slags toiletter vil bruge alt landets

drikkevand og forurene landets floder, søer

og havet. Det nytter ikke, at Mellemfolkeligt

Samvirke prøver at få folk til at lave

komposttoiletter og bygge huse af ler og

halm i u-landene, med mindre vi selv går

foran og skaber levende eksempler på nye

bæredygtige samfund, der kan give

inspiration til alverdens folk, ligesom

højskolerne og andelsbevægelserne har

gjort.

Skal vi nordboere have en chance for et

rimeligt liv i fremtiden, og skal hundreder af

millioner af fattige landboere i u-landene

gives muligheder for at blive på landet og

ikke fristes til at vælte ind til skidtet og et

ringe liv i super-byer med 10-20 millioner

indbyggere, så skal der sættes ind med

gode løsningsmodeller nu.

Vi må udvikle nye energibesparende

produkter og metoder, for eksempel

dyrkningsmetoder, der kræver mindre vand

og mindre sprøjtning, nye, sunde

byggematerialer, spændende og billige

byggeformer. Og – ikke mindst – vi må

vende tilbage til de gode med-menneskelige

værdier.«

“Gør-det-selv”

“Bæredygtige Landsbysamfund” fortæller

historien om, hvordan der tidligere var en

række håndværkere i enhver landsby – som

smeden, tømreren, snedkeren, slagteren,

bageren og kromanden.

»Det var let at få ordnet alt i sit hus.

Mange fik vasket deres snavsetøj ude, og

fik det hjem rullet og strøget lige til skabet.

Nu gør næsten alle langt det meste arbejde

Som i al god snedkerkunst må man som økopionerer gå frem med finfølelse, når man bosætter sig i

en eksisterende landsby. For hurtige og grove hug kan anrette svære skader på forholdet.

selv. De fleste i eget hus har investeret i

træbearbejdningsmaskiner, metalværktøj,

malerudstyr, svejseanlæg, symaskiner,

strikkemaskiner, vaskemaskiner,

højtryksspulere, havetraktor, motorsav og

meget mere.«

Besvarelsen anslår, at hver familie bruger

25.000 kroner årligt på “Gør-det-selv”

samtidig med, at samfundet betaler 75.000

kroner årligt til én, der ikke kan finde arbejde.

»En moderne løsning kunne være, at 10

familier hver fik hjælp af lokale håndværkere

for 20.000 kroner årligt, så vedkommende

kunne få dækket halvdelen af sin indkomst

og omkostninger. Øvrige indtægter kunne

komme fra diverse produktioner – og

eventuelt produktudvikling.«

Små værkstedscentre med

fælles administration

“Bæredygtige Landsbysamfund” foreslår, at

man i de forskellige lokalsamfund etablerer

et lille værkstedscenter med plads til

udvidelse, helst med en placering, der gør,

47


at man kan arbejde når som helst uden at

genere landsbyens øvrige beboere.

»Sådan et multiværksted giver

håndværkere og iværksættere mulighed for

at drive virksomhed uden at skulle investere

så meget. Administration, salg og

markedsføring kan være fælles, hvorved den

enkelte spares for en masse arbejde og

etablerings-omkostninger og kan

koncentrere sig mere om det egentlige

arbejde.

Desuden kan en del af værkstederne

være fælles for håndværkere og beboere. På

den måde behøver hver enkelt familie kun

have en lille værktøjskasse og kan spare

mange tusinde kroner. For at undgå

problemer mellem de professionelle og

amatørerne – særligt med hensyn til værktøj

og maskiner – skal der blot udarbejdes et

nøje gennemtænkt standard regelsæt. Alle

brugerne skal have et medansvar, så

fællesværkstederne for eksempel bliver

andelsværksteder.

De sociale fordele ved en sådan ordning

taler for sig selv. Værkstederne kan også

beskæftige nogle af samfundets svagere

mennesker.«

Indkøbsforening omkring den lokale

købmand

En bidragyder til prisopgaven fortæller

beretningen om tre små eksisterende

landsbyer (hvoraf hun bor i den ene) og

deres nære landsbynaboskab – og hun giver

et bud på, hvordan lokalsamfundet vil kunne

vokse sig mere bæredygtigt i det hun kalder

“en konkret utopi om et fællesskab.”

I et afsnit om den lokale

fødevareforsyning, siger hun:

»Utopiens realisering må begynde i de

ansatser, der er, og gå på kattepoter i forhold

til det eksisterende. For eksempel skal de

økologiske produkter være et tilbud uden

48

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN LANDSBYSAMFUND

løftede pegefingre. Vi har en købmand, som

på opfordring af især børnefamilier har sat en

del økovarer på hylderne. Han skilter ikke

særskilt med dem, men han udvider gerne

med hvad som helst, der kan sælges.«

For at fremme handlen med flere øko-varer

har forfatteren sammen med flere i området

fået den ide at etablere en ny form for

indkøbsforening – beslægtet med de

abonnementsordninger, nogle økobønder nu

indfører – omkring den lokale købmand.

»På den måde får vi de varer, vi vil have,

samtidig med at de på en upåtrængende

måde gøres synlige i forretningen som en

mulighed for den øvrige lokalbefolkning.«

Der skal tages kontakt til mulige

leverandører, lokale og regionale

producenter såvel som importører af

økologiske produkter. På baggrund af en

første vareliste kan beboerne i landsbyerne

og oplandet høres om deres behov og

inviteres til stiftelse af indkøbsforeningen,

ligesom købmanden kan involveres. Endelig

skal et nyhedsbrev, tilgængeligt i

købmandsforretningen, være med til at

informere alle om blandt andet vareudbud.

Indkøbsforeningen skal hverken være lukket

eller statisk. Nye kunder og nye leverandører

skal til stadighed kunne komme med.

Integrationen med den eksisterende

landsby

De fleste indlæg til prisopgaven kommer fra

bofællesskaber – eksisterende eller endnu

kun på visionsplanet – placeret i forbindelse

med landsbysamfund. Det er også denne

gruppe, der tæller de fleste prisvindere – lige

såvel som de fleste medlemmer i

Landsforeningen for Økosamfund.

Sammenhængen er sandsynligvis, at

bæredygtighed rimer bedst med livet på

landet, og at det nemmest praktiseres inden

for et mindre fællesskab.

Men når et forholdsvist lille område som

Havredal får bevilling fra Miljøministeriets

Grønne Fond til en landsbyguide, hænger

det også sammen med, at myndighederne

gerne ser, at den bæredygtige udvikling

integreres i de eksisterende landsbyer.

Det er ikke nogen nem opgave – på den

ene side kræves stor balanceakt af de

mennesker eller grupperinger, som ønsker

at skubbe til udviklingen – og på den anden

side fordres åbenhed fra de mennesker, der

har boet i byen i generationer.

Omtalte beretning om de tre små

landsbyer er anonym, fordi, som forfatteren

siger:

»I de gamle landsbysamfunds

sammensatte befolkningsgrupper findes

skepsis over for nye strømninger og tanker.

Der er endnu langt mellem traditionelle

danske landsbyer og de økologiske

landsbyer, som nok de færreste

landsbybeboere endog har hørt om.«

I “Bæredygtige Landsbysamfund” hedder

det: »Man skal tage sig god tid til at inddrage

byens borgere gennem de eksisterende

kanaler, såsom borger- &

grundejerforeningen. Vi skal kunne leve

sammen i harmoni, måske resten af vores

liv. Det kræver finfølelse og tid til tilvænning.

Der er også meget lærdom at hente ved at

lytte til dem, der kender området og har

generationers erfaringer.«

Det forhold er for eksempel Hertha

Levefællesskab, som ligger i udkanten af

landsbyen Herskind i Galten kommune,

meget bevidst om:

»Et projekt som vores må vedvarende

formidle erfaringer og synspunkter til

omverdenen, ligesom vi må sikre os

information og erfaringsformidling til

levefællesskabet udefra. Formidlingen

udadtil er særdeles vigtig ud fra ideen om, at

det er muligt at etablere små kredsløb eller

systemer, som kan synliggøre større

kredsløb i såvel sociale som biologiske

økosystemer. Små

kredsløb kan vise vej, kan påvirke, kan

vokse sig større og kan i den sidste ende

blive normen.«

49


50

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

BOFÆLLESSKABER PÅ LANDET

Da Mahatma Gandhi, den indiske

borgerrettighedsforkæmper, engang blev

spurgt af en journalist fra Vesten, hvad han

mente om den vestlige civilisation, svarede

han i fuld alvor, men ikke uden humor: “Jo,

det ville da være en god ide!”

I Hundested kommune i landsbyen Torup

ligger Økosamfundet Dyssekilde (tidligere

kaldet Økologisk Landsbysamfund K/S), der

er et af de mest kendte økofællesskaber i

Danmark. En gruppe herfra har bidraget med

et indlæg, der synes at dele Gandhis

opfattelse med denne betragtning:

En af visionerne for Økosamfundet Dyssekilde er at skabe

»en civiliseret kultur, som kan indgå i en frugtbar dialog med

det omkringliggende samfund.«

»Livet i storbyer har vist sig ofte at

medføre menneskelig isolation, ensomhed

og manglende ansvarlighed. Faktisk i en

sådan grad, at kulturen og civilisationen i sin

uhæmmede vækst og opsplitning af

tilværelsen i usammenhængende enkeltdele

medfører ganske uciviliserede tilstande

blandt og for mennesker.

Vores vision blev derfor at lave en

bosætning for op mod 200 mennesker i alle

aldre. En bebyggelse, som ikke kun er i

harmoni og balance med sit fysiske miljø,

men også giver sine indbyggere naturlige,

sociale netværk, sammenhæng mellem

bolig, arbejde, familie og omsorg, mulighed

for kreativ og personlig udfoldelse og for

udvikling af fælles spiritualitet.

Med andre ord en civiliseret kultur, som

kan indgå i en frugtbar dialog og

vekselvirkning med det omkringliggende

samfund.«

Prisopgaveeksemplet

Økosamfundet

Dyssekilde

Pionergruppen bag Økosamfundet

Dyssekilde overtog i 1988 Dyssekildegård,

der ligger i udkanten af Torup, men i

prisopgavebesvarelsen fortælles om forløbet

lige fra starten i 1982:

»For 15 år siden sad en håndfuld yngre

intellektuelle og fantaserede over, hvordan

man burde bygge og bo i fremtiden. Gruppen

bestod af mennesker med meget forskellige

faglige forudsætninger, men samtidig med

fælles erfaringer fra et velfungerende

spirituelt fællesskab, som de var enten første

eller anden generations deltagere i. De unge

løver havde altså personligt oplevet, at

fællesskaber kan magte selv store opgaver.

Så de gav sig til at nedskrive og

videreudvikle deres første strøtanker. Og de

gik i gang med at udbrede deres budskab og

med at skaffe flere deltagere til deres

projekt.«

Lokal modstand og andre blokeringer

Gruppens idéer fængede. Der blev dannet en

forening, og mange interesserede meldte sig

ind. Man begyndte at se sig om efter et sted,

hvor planerne kunne føres ud i livet, fandt en

grund i Stenløse – og røg ind i den første

Økosamfundet Dyssekilde rummer fem boliggrupper med hver deres særpræg. Men alle bliver bygget

efter bæredygtige principper.

nedtur:

»Den lokale modstand mod projektet var

så massiv, at man måtte lade handelen gå

tilbage. I midten af firserne var øko-freaks så

åbenbart et yderst uønsket folkefærd at få

som nabo!

Belært af den negative erfaring valgte

man en ny strategi: en kort og seriøs

beskrivelse af projektet og dets grundidéer

blev sendt til samtlige kommunalbestyrelser

i hele hovedstads-området med

spørgsmålet: “Vil I ha’ os?” Seks kommuner

svarede ja, deriblandt også Hundested,

som svarede “JA, MEGET GERNE.”« Og så

blev det Hundested.

»Nu fulgte nogle hektiske år med

udarbejdelse af lokalplan for byzonejorden,

projektering af fællesanlæg og

byggemodning, forprojekter på husene,

forhandlinger med boligselskaber og

finansieringsinstitutter.

Den anden nedtur kom i sommeren ‘89.

Lokalplanen var på plads, og der skulle

sælges grunde til de planlagte boliggrupper.

51


Men nu var boligmarkedet gået i baglås og

rente-niveauet tårnhøjt. Mange fandt ud af,

at den ejerbolig, som de havde troet skulle

give dem den kontante egenfinansiering til

det nye hus, nu kun kunne sælges med stort

tab. Samtidig var kreditforeningerne helt

utroligt langsommelige i deres

sagsbehandling og urimeligt skrappe i deres

vurdering af kreditværdighed.

Resultat: Medlemmerne faldt fra i stort tal,

og konkursen truede.«

Redningsplanen blev en beslutning om

underskudsdækning med 8.000 kroner per

person, en moratorieordning med

8 m 2 solceller 12 v

Energiglas

52

Trappetårn, brændt tegl

Skillevægge, 20 cm. cob/

lervægge

Ydermure 25 cm cob/lervæg

20 cm stråmåtter (ISO)

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

kreditorerne (henstand med tilbagebetaling)

og en total ændring af startgrundlaget.

Nyt udgangspunkt

»I stedet for byggemodning og etablering af

fællesanlæg, beregnet på det fuldt

udbyggede projekt med 100 boliger, tog vi

nu udgangspunkt i de femten (15!)

husstande, som var parate til at bygge.

Planerne om fælles varmeforsyning måtte

skrottes – men vi kom i gang…

Januar ‘90 blev der skrevet slutsedler på

byggegrunde, sommeren ‘90 startede de

første byggerier, og fra ‘91 kom der gang i

indflytningen i de nye huse. Så snart vores

35 cm. stråtag

Halm blandet med ler

(brandsikring + isolering)

kælder/

Spær, afbarket rundtømmer

ca. ø 20 cm.

Loft, høvlet/kantskåret

barkskaller

“Hjertebarnet” i Økosamfundet Dyssekilde er WIN-WIN-projektet, et fælleshus for unge til at støtte

integrationen af den yngre generation i fællesskabet. Her skal være bad, komposttoiletter og

køkkenfaciliteter som udgangspunkt for en bebyggelse bestående af fem-otte mindre hytter.

træspån

selvbyggerhåndværkere havde fået skaffet

sig selv og deres familie tag over hovedet,

gik vi i gang med at bygge lejligheder til de

medlemmer, som ikke selv kunne

overkomme eller finansiere byggeri.

November ‘93 stod de første seks

udlejningsboliger færdige, og i juli ‘95 de

næste otte.

I den periode gik det yderst trægt med at

sælge grunde til ejerboliger. Så i ‘96 gjorde vi

et forsøg med at lade fællesskabet

finansiere og bygge et dobbelthus med

henblik på salg. Begge halvdele fandt købere

i god tid før indflytningsdato, så nu er vi gået

i gang med endnu et dobbelthus.

De fleste selv- og medbyggerhuse er

efterhånden blevet færdige, og vi er nu i

gang med at rydde op i alle de efterladte

bunker af byggematerialer. Græsset bliver

slået, træer og læhegn plantet og plejet, og

nybyggerpræget forsvinder mere og mere.

Men vi vil mange år endnu være et

fællesskab i stadig udvikling og udbygning –

også hvad angår de fysiske rammer.«

Hjertebarnet WIN-WIN

Økosamfundet Dyssekilde i Torup vandt en

pris på det, de kalder WIN-WIN projektet – et

fælleshus med bad, komposttoiletter,

køkkenfaciliteter og fire udlejningsværelser

som samlingspunkt for en bebyggelse på

fem-otte mindre hytter til unge.

»Det er et hjertebarn, vi har planlagt og

ønsket os i et par år. Projektet vil kunne være

med til at “gøre os hele” på nogle af de

områder, hvor vi i dag oplever stadig at

mangle væsentlige dele af vores egen

målsætning. Et af hovedformålene med

projektet er at skabe rum og mulighed for

aldersgruppen af 20-30-årige.

Unge under uddannelse har ikke råd til at

leje sig ind i vores lejligheder, og det er

uoverkommeligt for de fleste yngre par selv

BOFÆLLESSKABER PÅ LANDET

at gå i gang med en byggeproces, mens de

bor uden for fællesskabet. Med WIN-WIN får

vores egne unge mulighed for at “flytte

hjemmefra” uden samtidig at skulle forlade

fællesskabet. Unge udefra får mulighed for

at leje sig ind i en periode, før de eventuelt

beslutter sig for at slå sig permanent ned.

Når vi i dag mangler en hel generation i

fællesskabet, risikerer vi at udvikle os ret

skævt i fremtiden. De “unge” 30-40-årige

bliver ved med at være “de unge” i

helhedens sammenhæng, samtidig med at

vi alt i alt risikerer en hurtig “forgubning” af

hele fællesskabet. Vi har derfor brug for den

vitalisering og komplementering, som de 20-

30-årige kan tilføre os.

Ellers risikerer vi som fællesskab at lulle

os ind i en magelig, frelst og selvtilstrækkelig

tilstand, hvor ideer og visioner passende kan

overlades til vores børnebørn.

Og det var dog en skrækkelig tanke.«

Visionerne

Økosamfundet Dyssekilde er godt på vej

mod realiseringen af de flotte visioner, man

stillede op i startfasen: “Vi bygger en ny

landsby, som skal tage de gamle landsbyers

positive sider med sig – fællesskabet,

nærheden, den menneskelige ansvarlighed

og muligheden for at leve “hele liv”.

Samtidig skal vi med den nye landsby

bevise, at det er muligt at bevare en

moderne livsstil, selv om man flytter på

landet.

Frem for alt skal vi dokumentere, at det

kan lade sig gøre at bygge og bo på en

økologisk forsvarlig måde (begrebet

økologisk bæredygtighed var endnu ikke

opfundet): vi skal selv rense vores

spildevand, tage hånd om vores affald. Vi

skal nedsætte vores forbrug af vand og

energi. Vi skal producere vores egne

økologiske fødevarer, og vi skal skabe vores

53


egne lokale arbejdspladser.

Alt dette skal ske i forståelse og samspil

med det omkringliggende samfund, og vores

landsby skal tjene som et åbent og levende

eksempel til inspiration for andre”.

Økosamfundet Dyssekilde besøges årligt

af mere end 10.000 mennesker.

Prisopgaveeksemplet

Snabegaard

Ligesom Økosamfundet Dyssekilde har

Snabegaard, der ligger i udkanten af

landsbyen Vrads i Them kommune i

Midtjylland, sit udgangspunkt i et spirituelt

fællesskab. Inden Snabegaard-projektet tog

sin start i 1993, kendte deltagerne allerede

hinanden, fordi alle i gruppen mediterer efter

en metode ved navn Sahaj Marg.

»I Sahaj Marg, som har rod i det

ældgamle Raja Yoga-system, men er

tilpasset det moderne menneske, følger vi

en indre, spirituel vej, hvor vi stræber mod at

forenkle vores liv og fjerne det, som hindrer

os i at se og mærke forbindelsen til en højere

eksistens. Metoden lover ikke magt, held i

pengesager eller bedre helbred, men sigter

udelukkende mod spirituel udvikling. “Vær

enkel og ligetil for at være i harmoni med

naturen”, hedder en af de grundlæggende

leveregler. Snabegaards fælles proces mod

en mere økologisk og balanceret livsform

har sit udgangspunkt heri.«

Snabegaard ligger i en kilometers

afstand fra det internationale

meditationscenter Vrads Sande Ashram,

som blev købt og indviet af den

almennyttige forening SRCM i august 1992.

Alt arbejde i foreningen foregår på frivillig

basis, og derfor blev ideen om Snabegaard

først og fremmest til på baggrund af et stort

behov for arbejdskraft til at istandsætte,

54

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

vedligeholde og drive ashram’en. Vrads

Sande har en lang fortid som udflugts- og

feriecenter, og er et omfattende foretagende

med mange gamle renoveringsmodne

bygninger, vildtvoksende grønne arealer og

parkanlæg, og dertil et stigende antal

besøgende fra ind- og udland året rundt.

Året efter købet af Vrads Sande blev

foreningen tilbudt at overtage Snabegaard af

de daværende ejere, der så sig nødsaget til

at opgive et ambitiøst gruppeprojekt med

økologisk permakultur og færdig lokalplan

for en bebyggelse til 12 familier på gårdens

jord. SRCM havde imidlertid fået rigeligt at

tage sig af med Vrads Sande, men lod

tilbuddet gå videre inden for foreningen i

privat regi – var der mon 12 familier eller

enkeltpersoner, der havde lyst og vilje til at

rykke teltpælene op, flytte til Vrads og bygge

nye huse omkring et projekt, der ikke havde

nogen rammer – ud over Sahaj Marg?

Det var der. Fra starten meldte ti

familier/enkeltpersoner sig fra Danmark –

fortrinsvis fra Københavnsområdet – og to

familier fra Tyskland. Frem til i dag, hvor syv

af husene er kommet op at stå, har der

været enkelte personændringer i gruppen.

Procesorienteret udvikling

Ligesom landbruget på gården drives

økologisk, søger man også at gøre

husbyggeriet så bæredygtigt, som de

enkelte familier formår. Det er en udvikling,

der har sin helt egen proces.

»Da vores indgang er det spirituelle

fællesskab, er vores overordnede formål

med Snabegaard at leve i og med den ydre

og den indre natur, at lære ved at lytte til,

betragte og arbejde med den, og på den

måde styrke vores egen udvikling.

Snabegaard giver os en enestående

mulighed for at forene det spirituelle med det

materielle.«

Foto: Niels Junggreen Have

Den levende mester er en helt essentiel

figur i Sahaj Marg, og for nuværende er det

inderen Parthasarathi Rajagopalachari, der

ved indvielsen af Snabegaard i sommeren

1993 forudså, at projektet ville tiltrække

opmærksomhed udefra – og blive et “show

piece”, som han kaldte det.

»Det forstår vi på den måde, at dels er det

vores mål rent praktisk at finde gode

løsninger, såvel for husene som for gården

og dens drift, til inspiration for andre

mennesker. Dels – og i lige så høj grad – at

vi trives sammen og udvikler os i trit med

gårdens udvikling.

Derfor bliver arbejdet omkring Snabegaard

meget procesorienteret. Vi må arbejde med

BOFÆLLESSKABER PÅ LANDET

os selv, kunne tilgive os selv og andre

eventuelle fejl, kunne værdsætte

forskellighed, udvikle tolerance, have tillid til

og tålmodighed med os selv og hinanden. Et

vigtigt trin på den vej er at bevæge sig fra

hjernens rationelle dominans til hjertets

intuitive og kærlige ledelse – at bruge

intellektet med hjertet som udgangspunkt og

ikke omvendt. Derfor øver vi os til stadighed

i kunsten at se, lytte, og kommunikere med

hjertet.«

Fællesskabet med Vrads

Snabegaard-fællesskabet ønsker ikke at

fremstå som en isoleret gruppe, og betegner

sig selv som »utroligt heldige ved at komme

I Vrads Købmandshandel fås ikke bare alskens daglige fornødenheder – med et stigende udbud af

økologiske varer – en god biblioteksbog eller et stykke lokalt husflidsarbejde. Her kan man også få en

vigtig sludder med naboerne og et tiltrængt lille pusterum over en kop kaffe. De oprindelige tolv

initiativtagere er i dag vokset til en stab på godt en snes frivillige medarbejdere fra hele landsbyen.

55


til at bo i en landsby som Vrads, hvor jorden

så at sige allerede var gødet i social

sammenhæng. Det er et lille samfund med

cirka 150 indbyggere – men hvor der efter

antallet af deltagere i byens mange

aktiviteter at dømme tilsyneladende burde

bo mange gange flere, end der gør.

Sammenhold er en fællesnævner for stort

set alt, der foregår i Vrads.«

Midt i landsbyen ligger Vrads

Købmandshandel, der startede i 1992 på

andelsbasis og initiativ af tolv

landsbybeboere, som satte sig for, at de

bare ville have deres egen lokalbutik – om

de så selv skulle betale og knokle for det.

Butikken, der har et stigende udbud af

økologiske varer, lever stadig i bedste

velgående – vel at mærke fordi den stadig

fungerer ved frivillig landsby-arbejdskraft.

Vrads har en meget aktiv borgerforening,

som tager initiativ til aktiviteter året rundt.

Det meste finder sted i forsamlingshuset,

som er en anden central bygning i byen. For

eksempel er der en månedlig fællesspisning

i vinterhalvåret for alle landsbybeboere, der

har lyst. Det er der mange, der har, og der er

efterhånden gået sport i at kreere de

skønneste retter med så mange lokalt

dyrkede råvarer som muligt.

Til de forskellige arrangementer nyder

deltagerne godt af, at Vrads også tæller

både byorkester, spillemandslaug, kor og

lejlighedsvise bossa nova-, jazz- og rock’n

roll bands.

Det gode forhold i landsbyen kom også til

udtryk, da SRCM Danmark – i forbindelse

med foreningens 50-års jubilæum i 1995 –

stod for sit hidtil største internationale

seminar med godt 2.000 deltagere. Det fandt

sted på Snabegaard, men i stedet for at blive

sure over de mange gæster oprettede en lille

gruppe fra byen en café i forsamlingshuset.

Det blev en stor succes, som de gentog året

56

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

efter, og det samlede overskud har nu

materialiseret sig i en otte-kantet træpavillon

i forsamlingshusets have til fælles fornøjelse

i sommerhalvåret.

Nyt fællesprojekt

Det sidste nye fællesprojekt i Vrads, som

blandt sine foreløbige ti deltagere tæller to

Snabegaard-medlemmer, fem andre, som

mediterer efter Sahaj Marg metoden, og tre

øvrige landsbybeboere, drejer sig om den

gamle smedje-ejendom. Den fælles

erhvervelse er rent juridisk formet som et

interessentskab.

Foreløbig er ejendommens store

beboelsesenhed blevet til tre mindre, og to

“snaber”, som ernærer sig ved økologisk

træhusbyggeri, har indrettet sig i en stor

værkstedshal og startet et økologisk

byggemarked i det ene hjørne.

I en lidt mindre hal planlægger gruppen et

“multi-værksted” for hvem, der har lyst og

behov. Eksempelvis er to af deltagerne i

projektet keramikere og vil få et hjørne her.

En anden har brug for et andet hjørne til

noget af arbejdet omkring sit

masseovnsbyggeri (foruden alle på

Snabegaard har mange andre

landsbybeboere fået installeret masseovn

via denne ovnbygger. Vrads har dermed

landets relativt højeste antal af masseovne).

Og en mand fra landsbyen, som kan li’ at

rode med gamle volvoer, har lejet sig ind på

et mindre areal.

Desuden rummer ejendommen et stort

kontorlokale, som kan blive et fremtidigt

fælleskontor for “hjemmearbejdere”, og –

ikke mindst – den ældste værkstedshal, som

gruppen vil indrette som “værested” for alle

landsbyens borgere. Man forestiller sig

eventuelt en slags skolefritidsordning for

byens børn, café, “onsdagsbif” og meget

gerne en slags “grøn guide-kontor” til

BOFÆLLESSKABER PÅ LANDET

Nye bygninger skyder op ved Hertha i udkanten af Herskind og forandrer landskabet.

Kompost spredes ud på jorden og vil på længere sigt gøre den mere frugtbar.

57


koordinering af diverse initiativer og

aktiviteter i Vrads.

Visionerne for stedet er, at det vil kunne

være med til at styrke sammenholdet og et

integreret liv i landsbyen.

Prisopgaveeksemplet

Hertha Levefællesskab

Som omtalt i det foregående kapitel gør

Hertha Levefællesskab, som vandt

prisopgavens 2. præmie, også meget ud af

forholdet til omverdenen. Helt fra starten i

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

Det er skønt at få og gå mellem blomster, synes Heino Karlson fra Hertha.

august 1987, hvor 30-40 mennesker mødtes

ud fra et ønske om at skabe noget nyt, var

man bevidste om, at der »måtte opstå en

klar dialog med verden omkring os. Der

måtte fra første færd opstå et åndedræt

imellem os og omgivelserne. Vi måtte ikke

blive en “økosekt”, en “steinersekt” eller en

hvilket som helst anden aflukket bevægelse.

Men bringe samfundet og os selv i en

vedvarende gensidig dialog.«

Grundlaget for initiativet lå i gruppens

erfaringer med ungdomsoprørstiden,

kollektivbevægelsen, arbejde med

udviklingshæmmede, spirende økologisk

bevidsthed, og samlede sig omkring

forskellige Rudolf Steiner initiativer.

Levefællesskabet baserer sit virke på to

hovedprincipper. Det første er, at Rudolf

Steiners antroposofi (se side 33) udgør det

filosofiske grundlag, og mennesker, der

ønsker en tilknytning, må acceptere denne

base.

»Det betyder ikke, at man behøver vide

noget særligt om eller studere antroposofi,

men at man er indforstået med, at mange

beslutninger træffes ud fra denne særlige

baggrund. Eksempler herpå er:

● at landbruget frikøbes,

● at hæmmede menneskers vigtighed for

samfundet er uden for diskussion,

● at ledelsesstrukturen søges gjort så “flad”

som mulig,

● at der er en særlig æstetik, som præger

bygninger og landskaber,

● at der er et økologisk aspekt i det hele,

● og at fællesskabet er forpligtet til at

arbejde hen mod en bæredygtig

bosætning for cirka 200-250 mennesker.«

Det andet hovedprincip er, at hverdagen er

præget af “den omvendte integration”, hvor

de udviklingshæmmede beboere udgør en

væsentlig del af det lille samfund. Igen

behøver man ikke have et særligt forhold til

de hæmmede for at være med i

fællesskabet, men man må acceptere dem

som ligeværdige mennesker.

Et ligeværdigt fællesskab

Søren Hansen, én af de fastboende

pædagoger i Hertha, fortæller om tidens

sociale problemer, der fra starten har været

et udgangspunkt for fællesskabet:

»Mange lever i dag af såkaldte

overførselsindkomster uden at føle sig som

en del af samfundet. Samtidig er der svage

BOFÆLLESSKABER PÅ LANDET

grupper i samfundet, eksempelvis ældre,

svagelige, psykisk hæmmede og psykisk

syge, der af mere indlysende grunde ikke

kan være samfundsaktive.

Familiestrukturen har ændret sig, og

kravene til aktive samfundsborgere er store.

Derfor er det samfundet, der må tage sig af

de svageste, men det projekt er ikke helt

vellykket: De ældre sidder ensomme og

venter på hjemmehjælperen, den psykisk

udviklingshæmmede er “integreret” ud i en

lejlighed med naboer, der ikke interesserer

sig for ham, og den psykisk syge er sluppet

ud af institutionen til opsyn under

distriktspsykiatrien, og er måske alene og

overladt til sig selv og sin sygdom, når den

er værst.

Det, der mangler i vores ellers så

velmente socialforsorg, er måske almindelig

medmenneskelig omsorg, ikke blot énvejs,

hvor den ene får løn for at drage omsorg for

den anden, men en omsorg, hvor også

plejerens livssituation beriges af det sociale

møde. Således opstår en følelse af et

ligeværdigt fællesskab.

Hvor tidligere tiders private omsorg blev

erstattet af offentlig forsorg, kan en fremtidig

løsning måske være en offentlig omsorg

udgået fra private initiativer.«

De udviklingshæmmede i Hertha ved

godt selv, de er hæmmede. Men i Hertha

bliver de benævnt som “de unge

mennesker”, for på den måde at skabe et

gensidigt forhold, hvor de “unge mennesker”

føler sig lige så værdige og accepterede som

andre – og hvor de “normale mennesker”

ikke holder dem fast i et afgrænset billede.

Vejen til Herskind

Inden Hertha kunne realisere sit sociale

eksperiment og nå til den første indflytning i

1996, måtte man – ligesom Økosamfundet

Dyssekilde – nogle nedture igennem. Efter

59


henvendelse til seks-syv kommuner i Århus

Amt valgte man én, som sprang fra efter

halvandet års forhandlinger.

»Her begik vi to fejl. 1) Vi forhandlede

med mennesker, der ikke så det vi gjorde –

“vores idé” – ikke brændte for den. 2) Vi

valgte et område, hvor der bare var lækkert

at bo. Nartursværmeren i os havde taget

over. Var det lykkedes, var vi måske endt

som et afsondret initiativ, en sekt. Vi lærte

meget af den modstand, vi mødte. Vort

billede af, hvad vi ville, og hvilke evner, vi

havde som gruppe, stod mere tydeligt frem.«

Der lå på det tidspunkt fem-seks års

arbejde forud. Nogle var kommet, andre

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

gået, men “Landsbykredsen” bestod stadig

af en kernegruppe på 25-30 personer. Man

var begyndt at lave såkaldte mandatgrupper,

mødeaktiviteterne blev mere og mere

omfattende og hyppigere, og Hertha som

forening havde fået 250 medlemmer.

Da så afslaget fra “deres” kommune kom,

stod de der og vidste ikke, hvad de skulle

gøre. Men ad andre kanaler havde de hørt,

at Galten kommune siden den første kontakt

havde været interesseret i projektet. Det

pudsige var, at Galten gav Hertha sit ja!

samme dag og i samme avis, som man fik

officiel meddelelse om, at den anden

kommune sagde nej.

Fællesstuen i de unge menneskers bofællesskabshus i Hertha er et varmt, lyst og smukt

samlingspunkt for ikke blot de 13 beboere – men ofte også for levefællesskabets 22 såkaldt ”normale”

indbyggere, der indtil videre ikke selv har noget fælleshus. Derfor er andenpræmien fra prisopgaven

øremærket til netop det formål. Så kan de unge mennesker også få lidt fred...

Nu mødte Hertha en medarbejdende

kommune, der havde set og forstået, hvad

gruppen ville. “Find jord omkring Herskind –

det er en by, der kan bære jer kulturelt og

socialt”, var beskeden fra Galtens

borgmester.

»Ud at lede efter jord. Fyrre tønder land

var til salg uden bygninger, men lige op til

Herskind. En by med 500 beboere, skole,

kirke, brugsforening og et righoldigt

blomstrende foreningsliv. Her fandt vi det

grundlag, vi søgte: Et samfund vi kunne

vokse sammen med. Jorden til det jordbrug,

der skulle være grundlag for vor

kulturimpuls.«

Siden Hertha fik sit “ja” fra Galten

kommune i juni 1995, er det gået stærkt for

levefællesskabet, der nu ligger som et flot og

velvoksende sideskud til landsbyen

Herskind. Foruden de 35 beboere er der 10

naboer, som reelt er med i levefællesskabet,

og 11 medarbejdere som bor længere væk.

Der er ti fuldtidsstillinger på stedet, fordelt på

i alt 14 medarbejdere.

Organisk arkitektur

I udformningen af husene har man den

målsætning, at der skal »gives mulighed for

at udligne indre ubalance gennem

harmoniske omgivelser. Den mulighed kan

man skabe ved i arkitekturen med udstrakt

omtanke at tage hensyn til former, farver og

lysvirkninger.«

Steiners indflydelse, de karakteristiske

farver og former, kommer til udtryk hele

vejen gennem byggeriet. Blandt andet

fremstår alle husene med facader i

naturmalet træ.

»Organisk arkitektur tager sit

udgangspunkt i menneskets fysiske behov

for at have et sted at bo, endvidere i at

bygningernes udformning, rummenes form,

lysindfald og -intensitet har indvirkning på

BOFÆLLESSKABER PÅ LANDET

den menneskelige sundhed, samt at valg af

byggematerialer har indflydelse på

indeklimaet og dermed også på

menneskelig velvære. En bygnings arkitektur

må ikke give beboerne en følelse af at være

lukket inde, men skal tværtimod give dem en

følelse af at være en del af verdensaltet.«

Omvendt integration

Hver morgen samles Herthas “unge

mennesker” i bofællesskabets flotte sal for at

synge morgensang, recitere vers eller bare

lytte til et lille musikstykke. Hertha har sin

kerne i Bofællesskabet, der er en integreret

del af levefællesskabet. For tiden huser det

13 “unge mennesker” i alderen 18-45 år,

hvoraf to bor i egen ejer-/lejebolig. Omkring

dem bor nu 22 såkaldt normale mennesker i

alderen 5-74 år i egen bolig, hvoraf nogle er

medarbejdere og nogle har valgt at bo der

for at leve i en landsby med det, Hertha

kalder omvendt integration. En af

pædagogerne, Marianne Lodberg, skriver

herom:

»Når man vælger at bo sammen med

hæmmede, at bo side om side og være tætte

naboer, er man umiddelbart medvirkende til,

at de hæmmede menneskers liv bliver

meningsfyldt. Man ønsker bevidst en

samhørighed, giver af sin overskudskraft og

styrker dem gennem det sociale liv og de

kunstneriske arrangementer, man sammen

deltager i.

Omvendt bliver man selv som beboer i

landsbyen beriget af det tætte forhold til de

hæmmede. Man bliver opmærksom på

andre livskvaliteter, og de

udviklingshæmmede bevirker, at den

umiddelbare overskudskraft alle mennesker

er i besiddelse af, bliver udadrettet – i stedet

for indadrettet.

Det ligger i vores tid, at

individualiseringen bliver stærkere og

stærkere, egoismen forstærkes, og man er

61


optaget af, hvad man selv har brug for. Når

hæmmede mennesker lever i et sådant

samfund, udsættes de for stærk isolering.

Kommer de derimod ind i en social

sammenhæng som i Hertha, integreres de i

normale medbeboeres liv og udfoldelse.«

Herthas “unge mennesker” er ligeledes

integreret i Herskind. De deltager i de mange

arrangementer, der foregår i landsbyen,

kommer jævnligt på biblioteket og har deres

daglige indkøb i Brugsen. I Hertha fungerer

rammen om de hæmmede beboeres liv som

et spejl af et almindeligt virksomt liv med alt,

hvad det indebærer: Et arbejdsliv, et fritidsliv

med forskelllige aktiviteter, et liv med

fornøjelser og social udadvendthed.

Eksempelvis er de hæmmede alle med i

arbejdet i levefællesskabet, som indtil videre

består af væveri, biodynamisk gartneri,

bageri, bygning af stald, vaskeri, bygning af

læhus til gartnerfolkene, samt madlavning –

hvor 98 procent af alle råvarer er

biodynamiske eller økologiske.

Alle beboere deltager på skift i

køkkenarbejdet, som ligeledes varetages af

forskellige medarbejdere i ugens løb. Man

har valgt ikke at have fast køkkenpersonale

for at få en afvekslende ernæring, foruden

den fleksibilitet og bevægelighed det giver at

varetage flere arbejdsområder – blandt såvel

medarbejdere som beboere.

»Vi ønsker en bevidst balance mellem

udviklingshæmmede og “normale” i forholdet

én til tre-fire mennesker. Derfor er det vigtigt,

at vi får skabt mulighed for indflytning af flere

“normale” mennesker.«

Udgangspunkt i socialøkologien

Hertha mener, at et sundt, socialt,

menneskeligt fællesskab er det eneste

bæredygtige grundlag for videreudvikling af

et menneskevenligt samfund, der arbejder

for at sikre den samlede naturs overlevelse.

62

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

»Vi tror også, at vi ved at danne en

samfundsmodel i det små kan være med til

at vise vejen i det store, og at vi dermed som

enkeltindivider får mulighed for aktivt at

deltage i en påvirkning af

verdensudviklingen. Vi ønsker at skabe et

samfund, hvor såvel det fysiske som det

sociale miljø plejes og tilgodeses. Vi tror, at

selv nok så teoretisk korrekte økosystemer

ikke kan holdes bæredygtige uden at tage

udgangspunkt i mennesket, ikke blot som en

del af naturen, men først og fremmest som

et socialt væsen.

Vort primære udgangspunkt har derfor

været det sociales økologi, og vi har hurtigt

kunnet inddrage det økologisk/biodynamiske

jordbrug og landskabspleje som noget

naturligt, idet der iblandt os fandtes mange

erfaringer på det område. Vi har ønsket – og

forsøgt – at inddrage byggeøkologiske og i

det hele taget miljørigtige løsninger på alle

områder, men på nogle områder er vi

uerfarne og under udvikling.«

Stor interesse fra omverdenen

Selvom Hertha endnu er under udvikling, er

levefællesskabet et godt bud på bæredygtig

levevis, hvilket også ses af, at stedet har

modtaget en række priser og officielle

anerkendelser – og at man hver måned

modtager 4-500 gæster.

»Det er mennesker fra både ind- og

udland, og de kommer af mange forskellige

grunde. For at se på arkitektur, huse,

formsætning, økologiske tiltag,

bofællesskab, landskabspleje, pædagogik

og så videre. I fremtiden med et laboratorium

Til højre: Andelssamfundet i Hjortshøj startede i

1992 byggeriet af Bogruppe 1 – fem toetages

dobbelthuse med hver deres særpræg, omend

med de samme grundlæggende økologiske

byggeprincipper.

for biodynamisk forskning, et udbygget

bageri, en biodynamisk landbrugspark og

gartneri, tegnestue for organisk og økologisk

byggeri med videre vil denne strøm af

mennesker givetvis tage til.

Med et ønske fra vor side om

kontaktflader på alle planer med det

omgivende samfund må denne situation

gribes og forvaltes, så vi ikke bliver rendt

over ende i vort daglige virke af de mange

henvendelser udefra.«

Hertha har derfor øremærket

prisopgavepræmien til et fælleshus, hvor der

blandt andet planlægges et undervisningsog

demonstrationslokale med

informationsmateriale om fællesskabets

forskellige aktiviteter og projekter.

Formidlingstanken retter sig bredt mod det

omgivende samfund, mod andre øko-

BOFÆLLESSKABER PÅ LANDET

samfund, mod pressen og politikerne.

»Vi har indtil videre foretaget en

principbeslutning om, at vi – i modsætning til

de fleste andre lignende steder – ikke vil

modtage direkte betaling for rundvisning,

fremvisning og introduktion til stedet for

besøgende. Vi er dog meget snart nødt til at

ansætte en person til denne del, der tager

meget af vores tid. Det er vort store håb, at

vi vil kunne få fondsstøtte til det, fordi

ideformidling er en væsentlig del af hele

vores grundlag, og fordi vi i det sociale møde

med nye, interesserede mennesker finder

det højst malplaceret at forlange penge for

bekendtskabet.«

Prisopgaveeksemplet


Andelssamfundet i

Hjortshøj

Et efterhånden meget kendt – og meget

velbesøgt – økosamfund er

Andelssamfundet i Hjortshøj (AiH), der ligger

15 km nordvest for Århus med udsigt over

Århusbugten, i nær tilknytning til landsbyen

Hjortshøj. Som i Hertha oplever man et stort

og stigende antal besøgende og savner

faciliteter til de udadvendte aktiviteter.

Andelssamfundet blev etableret i 1986 på

baggrund af en fælles målsætning for

opbygning af et økologisk lokalsamfund. I

1991 overtog man den første storparcel, og i

1992 begyndte de første ejerboliger at tage

form. De er nu blevet til ti, består af fem to-

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

etages dobbelthuse og kaldes samlet

Bogruppe 1.

Andelssamfundet er organiseret i

bogrupper på den måde, at en bogruppe

skal bestå af mindst otte voksne og dannes

ud fra sammenfaldende interesse for,

hvornår og hvordan der skal bygges.

Deltagerne finder eventuelt sammen via

Andelssamfundets månedsavis

“AndelsRøsten”.

Siden er Bogruppe 2 med 20

almennyttige lejeboliger kommet til, og på

vej til realisering er Bogruppe 3, der blev

dannet i 1995 og satte sit første spadestik i

september 1997. Dermed er beboerantallet

kommet op på cirka 100, hvoraf 45 er børn.

Bogruppe 4, der startede i 1996, har holdt

sine første mange forberedende møder og

planlægger i samarbejde med en

boligforening at bygge 25 ny lejeboliger, og

søger stadig nye medlemmer.

Men der er endnu et godt stykke vej til

målsætningen om cirka 500 beboere.

Pladsen er imidlertid til rådighed i og med, at

kommunen har blåstemplet en lokalplan,

hvor 100 hektar jord er reserveret til

projektet.

Vision, målsætning og værdigrundlag

Med dette mål som baggrund har

Andelssamfundet opstillet en række delmål:

● at opbygge et lokalsamfund over en

årrække, som når det er fuldt udbygget

omfatter 500 personer og har et areal, der

muliggør selvforsyning.

● at produktion og forbrug på alle områder

(metode, redskaber, konsum og affald)

tilpasses en økologisk ligevægt i og uden

for Andelssamfundet.

● at skabe betingelser for, at et fællesskab

mellem mennesker i alle aldre og med

forskellig baggrund kan udvikle sig.

Til venstre:

Beboerantallet i

Andelssamfundet i

Hjortshøj er i dag vokset til

cirka 100, hvoraf 45 er

børn. Målet er et

indbyggertal på

omkring 500 beboere.

BOFÆLLESSKABER PÅ LANDET

● at tilstræbe en balance mellem den

personlige frihed og den gensidige

ansvarlighed.

● at integrere mange arbejdsopgaver og

forvalte flest mulige samfundsfunktioner

selv.

● at udvikle sig i vekselvirkning med det

øvrige samfund.

● at bygge for et omkostningsniveau, der gør

det muligt at leve for fire timers dagligt

lønarbejde.

● at praktisere delvis økonomisk solidaritet

som et skridt i retning af at gøre alt arbejde

ligeværdigt.

● at gøre Andelssamfundets virksomheder

medarbejderejede og/eller

medarbejderstyrede.

● at Andelssamfundet og dets enkelte

medlemmer deler ansvaret for, at alle kan

få arbejde i eller uden for

Andelssamfundet.

● at en eventuel samfundsskabt gevinst ved

salg af privat fast ejendom tilfalder

Andelssamfundet, og et eventuelt

Det kan være svært at

finde ud af, hvad man

skal gøre – hvis ingen har

gjort det før...

Idemageren til AiHfællesskabets

kulturhusprojekt, Mikael

Hermanson, gør sit til at

muntre op i

arbejdsprocessen.

65


underskud dækkes af Andelssamfundet

efter nærmere fastsatte regler.

● at videreudvikle demokratiets og

andelsbevægelsens ideer og principper.

● at Andelssamfundets organisation er

baseret på beboerdemokrati og fælles

andelsråd.

● at alle skal have mulighed for at deltage i

de beslutningsprocesser, der berører dem.

● at Andelssamfundet hvert fjerde år tager

sit værdigrundlag og sin målsætning samt

den praksis, det har udviklet, op til fælles

debat med henblik på en eventuel

revision.

»Vores målsætning og værdigrundlag

fortæller i sig selv om mange gode

intentioner og er et vigtigt holdepunkt, når

hverdagen melder sig. Men det skal ikke

forstås som et endegyldigt mål. Det er

hensigten bagved, som er vigtig.

For eksempel vil vi gerne forsøge at bryde

den rytme, mange danskere er havnet i med

at knokle deruda’ for at få råd til hus, bil, dyre

fritidsaktiviteter og alle mulige andre ting.

Med målsætningen “at bygge for et

omkostningsniveau, der gør det muligt at

leve for fire timers dagligt lønarbejde,”

signalerer vi et ønske om at skabe mulighed

for at leve for et lavere omkostningsniveau

end ellers i samfundet. Men det betyder ikke,

at vi så smider os ned i sofaen og ser

fjernsyn resten af dagen. Trods alle vore

bestræbelser har vi stadig en ret stor

husleje, så hvis vi skal kunne leve af færre

lønarbejdstimer, betyder det en ændret

livsstil. For eksempel giver arbejdet i

grønsagsmarken ikke bare glæde over dét,

man selv har dyrket, det giver også billigere

grønsager.«

Pionerer og sværdslag

De særegne økologiske huse, som er dét,

66

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

AiH er blevet mest kendt på, er ikke kommet

op at stå uden sværdslag.

»Da vi er en slags pionerer, har vi måttet

gå forrest og dermed også fået en del

besværligheder. Men vi tror, det vil gå med

økologisk byggeri som med økologiske

madprodukter – efterhånden bliver det en

del af dagligdagen, og på et tidspunkt vil

man fra offentlig side kræve en række

økologiske krav opfyldt, før der gives

tilladelse til nyt byggeri eller renovering.

Det er svært at holde omkostningerne

BOFÆLLESSKABER PÅ LANDET

nede, fordi vi er på ukendt territorium og først

må gøre vore egne bekostelige opfindelser.

Vi investerer i solvarme og

regnvandsopsamling, der først giver

økonomisk gevinst på sigt. Husene står i 4-

5.500 bruttokroner om måneden. Derfor er

vort mål om højst fire timers lønarbejde om

dagen lidt af en utopi, medmindre man har et

arbejde med meget høj timeløn.

Men hvis udgifterne ikke holdes nede,

ryger ideen med projektet, og vi vil heller

ikke have råd til at bo her. Vi kunne godt have

valgt mere økologiske løsninger på flere

områder, men har undladt det af økonomiske

årsager. Vores håb er, at de, som kommer

efter os, kan trække på vores erfaringer,

spare nogle penge, og så måske gå et skridt

videre i den økologiske retning.«

På trods af diverse forbehold er

Andelssamfundet i Hjortshøj ifølge en

undersøgelse, foretaget af Dansk Center for

Byøkologi i Århus, det økobyggeri i Norden,

som har det laveste energiforbrug.

Byggeprincipperne beskrives nærmere i

kapitlet om byggeri side 147.

Vi låner af jorden…

»Med vores bud på bæredygtige boliger og

økologisk dyrkning af jorden er det klart i

jordens element, at Andelssamfundet vejer

67


mest. Vores jord forsyner os med grønsager

til eget brug, energipilen bruges til flisfyret,

græs, korn og hø til vore dyr. Vi komposterer

køkkenaffald og menneskeaffald som vender

tilbage til jorden som gødning. Vi bruger

også jorden til at bygge af, lerjorden

bearbejdes og produceres til ubrændte

lersten på stedet. Når husene engang skal

rives ned, kan en stor procentdel af

materialet vende tilbage, hvorfra det er taget.

Produkterne får på den måde den korteste

vej fra vugge til grav.

Vi sorterer desuden vores affald i flere

kategorier med brug af kommunens tilbud

om genbrug af glas, pap og papir og en

genbrugsfabrik til konserves, flamingo,

kasserede møbler og inventar.«

Selvforsyning af fødevarer har høj prioritet

i Andelssamfundet. En grønsagsgruppe

udbyder andele på 1.000 kroner per

andelshaver med tilhørende pligt til at luge,

samle kartofler og skabe opbevaringsplads

til grønsagerne efter gruppens anvisninger.

Gruppen står selv for planlægningen og en

stor del af arbejdet, som med tiden forventes

at blive lønnet.

Hjortshøjs beboere kan også købe

andele.

Det sociale liv

Det sociale samvær i Andelssamfundet, der

også kalder sig et socialøkologisk projekt, er

af stor betydning, selvom man ikke – som i

Hertha – har defineret det nærmere.

»Hos os opstår en stor del af det sociale

liv i arbejdssituationer. Fælles arbejdsdage,

der starter med morgenmad og brydes op

med kage og kaffe-pauser er en hyggelig og

tilfredsstillende måde at være sammen på.«

Som en fast tradition spiser de, der vil,

sammen i fælleshuset tre dage om ugen,

hvor der også udveksles beskeder eller

afslappet sludder om aktuelle emner. Fester

68

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

og caféaftener opstår, når nogen tager

initiativ til det, og spænder fra de mere

velorganiserede arrangementer med

underholdning til de mere spontane

hyggeaftener med spil og leg.

»Hvor mennesker bor, arbejder og fester

sammen findes også et socialt og kulturelt

liv. Spiritualiteten er den styrke, vi har bragt

med os og som har banet vejen fra vision til

virkelighed, bygget vore huse, dyrket vor jord

og bragt os godt ud af svære situationer. Ikke

desto mindre er det klart, at

Andelssamfundet godt kunne bruge et

åndeligt og kulturelt “løft op af jorden”.«

Kultur, sundhed og natur

Én af fire projektideer, der nævnes i

besvarelsen, er et kulturhus i

Andelssamfundet til at danne ramme om

musikarrangementer, teaterhøjskole,

børnecirkus, revy- og teatergrupper –

eventuelt med start i et cirkustelt.

Initiativtageren ønsker at fremme

nærkulturen i Hjortshøj og give folk i

Andelssamfundet adgang til mere levende

kultur frem for såkaldte forbrugsgoder, ud fra

den holdning, at bæredygtig livsstil på ingen

måde betyder forringet livsstil.

En anden ide er Økocafeen, som vil

kunne tilbyde kvalitetsmad i forbindelse med

de mange rundvisninger, interne

arrangementer, eventuelle kurser eller ud af

huset. Den sociale kontakt kan fremmes ved

at inddrage besøgende eller

kursusdeltagere i forberedelserne, for

eksempel ved høst af grønsager, ved at

bage brød eller deltage i madlavningen.

Den tredje projektide er et sundhedshus,

inspireret af “Sundhedshuset” på Christiania.

Det vil opfordre folk til at komme, når de er

småsyge og har kvaler som den vestlige

lægevidenskab giver op over for, såsom

gentagne forkølelser, ondt i ryggen, træthed,

migræne/hovedpine og allergier. I forbindelse

med Sundhedshuset ønsker man at placere

en lille butik med salg af “sundt slik”,

hjemmelavet shampoo og creme, tørrede

krydder- og lægeurter, kaffebord og en infoholder.

Endelig drømmer man om “Naturhaven” –

et område af Andelssamfundet med dyr,

naturlegeplads, braklagt natur og

udendørsscene omgivet af en urtehave. En

slags naturskole kan for eksempel tage imod

besøg fra børnehaver og skoler, der kan få

lov at studere eksempelvis hvor spildevandet

kommer fra og løber hen, eller hvordan man

passer husdyrene, og hvad man bruger dem

til. Naturhaven kan også udbyde

voksenkurser i økologisk dyrehold, jordbrug

eller børn og etik. Scenen vil være fin til

diverse optræden, så som akustisk musik.

Prisopgaveeksemplet

Økosamfund med Tegn

At alting starter med en drøm, en tanke, er

projektet “Økosamfund med Tegn” (ØT) et

godt eksempel på. ØT er netop startet som

en drøm hos en ung, hørehæmmet kvinde,

som er uddannet økologisk landmand.

»Jeg har længe haft den tanke, at på en

rigtig bondegård kan man udnytte mange

fag inden for erhvervsbrancherne. Der er

maskiner, dyr, jord, mennesker som bor og

arbejder samme sted, bygninger samt

naturen og årstidernes rytme. Bondegården

kan danne rammen om et projekt, der vil

gøre den mere “multi”, end man ellers ser i

landbruget.«

Idekvinden til projektet, Line Lerche

Nielsen, har sammen med en

miljøplanlægger udarbejdet en meget

systematisk og gennemarbejdet plan for et

BOFÆLLESSKABER PÅ LANDET

økosamfund, som kan realiseres flere

steder, men som i første omgang tager sigte

på et pilotprojekt på Sjælland, i forbindelse

med et lokalsamfund, der godt kan bruge

noget nyt liv og i øvrigt indgå i

økosamfundet.

»Formålet er at skabe et unikt sted, hvor

udgangspunktet er den grønne livsstil og de

hørehandicappede. Det er målet at gøre det

uvedkommende, at man har et hørehandicap,

for alt vil være tilrettelagt, så hørehæmmede

kan bo og arbejde der. Børn, voksne og gamle

skal kunne lide at være der, sammen og hver

især. Der skal være plads til hørende og til folk

med andre handicaps.

Kommunikationsformen skal være bred, så

man kan forstå hinanden – altså

totalkommunikation.«

Totalkommunikation og omvendt

integration

Ligesom Hertha Levefællesskab baserer ØT

sig på omvendt integration.

»Det vil sige, at det i bosætningen ikke er

mennesker med hørehandicap og

funktionsnedsættelse, der skal integreres i

det normale samfund, men omvendt de

hørendes behov for tolkebistand og

undervisning, der skal tilgodeses.«

Begrebet totalkommunikation er et

koncept, der er udviklet af den amerikanske

antropolog Margaret Mead på grundlag af

hendes forskning i fremmede folkeslag.

Hendes filosofi om at forbedre en

tilsyneladende håbløs kommunikation

mellem to eller flere personer tager

udgangspunkt i de sprog, som parterne kan.

»I et kommunikationsproblem ligger der

et fælles handicap. Ved to umage sprog kan

totalkommunikation udgøre broen til at

forene dem. Det gøres med forskellige

værktøjer, der i sig selv er en sprogform, og

parterne vælger selv de værktøjer, der i en

69


kombination kan overvinde sprogbarrieren,«

hedder det i ØT-projektet, der via

totalkommunikation og omvendt integration

ønsker at slå bro mellem de hørehæmmede

70

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

Kom... ...vi skal spise... ...nu!

...Lige om lidt...

og de hørende.

Positivt handicapsyn

ȯT tager udgangspunkt i et positivt

handicapsyn. Hvis det handicappede

menneske er en byrde for sine omgivelser,

så er det fordi omgivelserne er indrettet

forkert. Den fysiske indretning kan være

uhensigtsmæssig. Eller den kulturelle evne

til at omgås handicappede kan være

underudviklet. I ØT vil handicappet ikke

længere være klistret som en uafrystelig del

til den handicappede, men vendes til et

gode.

Mennesker kan være nærsynede,

lammede, døve eller evnesvage. De kan

have funktionshæmninger i større eller

mindre grad. Men jeg er ikke handicappet.

Jeg måler min grad af handicap, så jeg kan

reducere det ved at indrette mig anderledes.

Et menneske med fysiske, intellektuelle

eller sansemæssige funktionshæmninger vil

være meget handicappet i omgivelser, der

ikke er indrettet hensigtsmæssigt, mens

graden af handicap kan reduceres eller

fjernes, hvis omgivelserne designes med

henblik på det funktionshæmmede

menneskes særlige behov. En nærsynet

person, der på en sejltur taber sine briller i

havet, har pludselig et stort handicap. Når de

nye briller kommer fra optikeren, reduceres

handicappet til de sædvanlige problemer

med dug og fedtede glas. På samme måde

vil et visuelt gesturalt menneskes

kommunikationshandicap reduceres eller

forsvinde i et miljø, hvor Totalkommunikation

og gesturalt sprog indgår som et naturligt

sprog hos miljøets medlemmer.

Et menneske kan også være handicappet

af sine medmenneskers uvidenhed og frygt.

Oplysning til de uvidende vil i det tilfælde

gøre handicappet mindre.«

Kommunikationsværkstedet

»Kommunikationsværkstedet bliver i

fællesskabets natur knudepunktet i ØT. Her

vil to eller flere sprog mødes. Her vil kulturen

BOFÆLLESSKABER PÅ LANDET

udvikles, så alle sprogformer forstås og

accepteres. Det gælder beboerne indbyrdes,

såvel som forholdet til udefra kommende

gæster, og det gælder forholdet mellem

producenter og forbrugere i og omkring ØT.«

I besvarelsen fortælles der om

Kommunikationsværkstedet i ØT, at det skal

være arbejdsplads for døvetolke og

skrivetolke og for unge hørehæmmede med

særlig flair for at passe de

computerprogrammer, som har det med at

gøre knuder.

»Kommunikationsværkstedet, der tænkes

forbundet med en “Info-café” med PC-ere på

internettet, økologiske kager og drikkevarer,

skal være et “tingsted”, hvor der holdes

fællesmøder og møder med lokale

myndigheder, kunder, interessegrupper og

så videre. Kommunikationsværkstedet skal

sikre, at informationer samles og spredes.

Det skal sikre visuelt gesturale menneskers

mulighed for en produktiv tilværelse på

arbejdspladser, der kan konkurrere med “det

hørende arbejdsmarked”. Og det skal sikre

en harmonisk udvikling af kontakten mellem

hørende og hørehæmmede.«

Hørehæmmede er ofte godt hjulpet på det

teknologiske område, men ikke så godt

hjulpet i større

k ommunikationssammenhænge.

Arbejdspladserne fungerer ofte ved

selvstyrende arbejdsgrupper,

produktionsplanlægningsgrupper og diverse

møder, for at tilgodese medarbejdertrivslen.

»Allerede i de sammenhænge findes der

mange konflikter i samarbejdet mellem

hørende på grund af psykologiske forskelle.

Og derfor kan overskuddet til at integrere

hørehæmmede på lige vilkår godt være

meget ringe. Selv godt uddannede

mennesker i denne gruppe avancerer derfor

sjældent, og i hvert fald ikke i samme hast

som hørende,« hedder det i ØT-projektet.

71


»ØT vil arbejde for selv at sætte målene

for den teknologiske udvikling, i stedet for at

den enkelte skal afvente markedsudbuddet.

Det kan gøres i samarbejde med de

hørehæmmedes interesseorganisationer

eller andre interesserede.«

Tekniske hjælpemidler

ØT-projektet opregner de tekniske

hjælpemidler, der skal være i de fleste hjem

i den nye bosætning:

● Lysblinke-anlæg, vibrations-udstyr eller

begge dele, som indikatorer for telefon og

dørklokke.

● Babyalarm og brandalarm er ekstraudstyr.

● Teksttelefon og/eller en fax.

● TV og stereoanlæg installeres til et

teleslyngeanlæg (system til

lydforstærkning). Derudover skal alle TVprogrammer

være enten/både teksttolket

eller/og tegntolket. Der lyttes yderst

sjældent til radio.

● Uden teleslynge kan høreapparatsbrugere

benytte den almindelige mikrofon i

høreapparatet, der er indstillet til normalt

stemmeleje inden for halvanden meters

radius. Nogle kan få ekstra mikrofonanlæg,

der kan udvide stemmeleje-radius op til 30

meter – det er praktisk til private

sammenkomster, officielle ærinder eller i

sammenhæng med uddannelse.

● Hjemmene hos de hørehæmmede

beboere kan undvære en del tekniske

hjælpemidler, fordi

kommunikationsværkstedet har et godt

udbud af teknologi og danner ramme om

en jævnlig, personlig kontakt til andre.

Multiplan

Hvor kommunikationsværkstedet udgør

ØT’s naturlige knudepunkt, er bondegården

det naturlige udgangspunkt. Gården vil blive

drevet efter gamle dages artsrige og

72

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

selvforsynende principper, og der skal være

et åbent forhold til lokalsamfundet. Desuden

kan gården blive springbræt til mange

andre forskellige faciliteter.

»En harmonisk cyklus fra jord til bord

giver plads til en gårdbutik og et spisested.

Der kan være en slags slagtervirksomhed

som mellemled mellem gård og gårdbutik.

Der kan oprettes en selvejende

børneinstitution. En selvstændig

håndværker kunne få mange opgaver og

have sit værksted på gården. Der kan gøres

noget for øko-turismen med

værelsesudlejning og lignende. Måske bliver

der behov for noget omkring transport, enten

af varer eller af beboere og gæster.

Og det hele vil foregå i et miljø, der er

indrettet til dårligt hørende, fordi de fleste af

iværksætterne selv tilhører den gruppe.

Derfor er der også plads til at tilbyde andre

med et hørehandicap en læreplads,

praktikplads eller egentlig ansættelse.«

ØT-projektet ønsker ikke at lukke sig om

sig selv og udstøde hørende, og derfor vil

man gøre meget ud af at gøre det trygt for

såkaldt “ikke-gesturale” beboere og gæster

at være i et miljø, hvor der er langt mere

tegnsprog, end hørende mennesker normalt

kommer ud for.

Prisopgaveeksemplet

Sonnerup-projektet

Det sidste bofællesskabsprojekt på landet –

som stort set også kun findes på

visionsplanet endnu – der kommer med i

denne omgang, er Sonnerup-projektet på

Arrenæs ud for Frederiksværk. Her

fokuserer forfatterne på et samarbejde i et

»verdensomspændende netværk af

mennesker og grupper fra alle strømninger,

BOFÆLLESSKABER PÅ LANDET

Sonnerup-projektet er en plan for en rig variation af huse, lunde og haver, hvor der er gjort meget ud

af landskabsarkitekturen og stisystemer. Landsbyen Sonnerup består i dag af kun to gårde –

Sonnegård og Dragebjerggård. Birkemosegård ligger 300 meter nord for Sonnerup, men forbindes i

projektet via en sti med Toftegård-tomten, hvor der efter planen skal oprettes et undervisningscenter

til formidling af nye ideer og visioner for et større publikum. Stien til Toftegård passerer gennem den

ovale have med dels nytteplanter, dels lægeurter og blomster.

73


»Sonnehaven – til at se på, til at

lugte til, til at smage på, til at lære

af.«

74

”Ukrudtshaven”.

Der findes

omkring 70 arter i

Danmark, som er

almindelige i

haver og på

marker.

Herudover findes

der sjældnere

arter. I

Sonnehaven skal

de alle samles og

bruges til

forskning og

undervisning.

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

»Cerealiehaven« –

eller Brød- og

grødhaven – er et

sortiment af gamle

og nye kornsorter og

andre græsser, der

kan bruges i brød.

”Lægeurtehaven” er delt op

efter de områder i kroppen,

som urterne styrker og lindrer.

Urterne bruges både som

medicin og til undervisning.

BOFÆLLESSKABER PÅ LANDET

religioner, kulturer, lande og folk, som har

det fælles helhedssyn og mål at arbejde

opbyggende for hele jorden, naturrigerne

og den samlede menneskehed.«

Birkemosegård, der ligger i den nordlige

udkant af landsbyen Sonnerup, er et

bofællesskab med 10 beboere, og ejes af en

forening ved navn Det Gyldne Netværk.

Gården danner ramme om et »nordisk

uddannelsescenter for spirituelt orienterede

mennesker, som søger at omsætte deres

livsindstilling på en måde, der er gavnlig for

en større helhed. Dens mest kendte aktivitet

er et akademi, som tilbyder efteruddannelser

til mennesker, der i forvejen er healere,

terapeuter, undervisere eller som på anden

måde har en særlig baggrund inden for

bevidsthedsudvikling og holistisk

livsforståelse. Undervisningscentret er

uafhængigt af religiøse og spirituelle

interesser og tilstræber at repræsentere en

universel og åben åndelig forståelse med

rødder til både østens og vestens esoteriske

traditioner.«

Birkemosegård stiller sine marker til

rådighed for Sonnerup-projektets særlige

vision og interesse.

Sonnerup er én af tre landsbyer på

Arrenæs og består i dag af kun to gårde,

Sonnegård og Dragebjerggård. Toftegård

nedbrændte i 1994. Sonnerup-projektet

foreslår, at der bygges på tomten, og at der

dannes en helhed, som består af de tre

gårde i Sonnerup samt Birkemosegård, 300

meter nord for Sonnerup.

Man forestiller sig en balance mellem de

fælles og individuelle ejerforhold, fordi »hvis

for meget ejes i fællesskab, forflygtiges

ansvaret og beslutningsprocesserne bliver

meget komplicerede og langvarige. Hvis for

meget ejes af enkeltpersoner, vil mennesker

med stærk økonomi kunne dominere det lille

samfund, og individuelle økonomiske

75


interesser kan komme til i praksis at få en

højere prioritet end fællesinteressen.«

Effektive mikroorganismer

På Dragebjerggård driver man allerede

økologisk landbrug og forsker i nye metoder

til dyrkning og behandling af jord og vand.

Man beskæftiger sig især med det, der

kaldes Effektive Mikroorganismer (EM).

EM er en kombination af 80 forskellige

mikroorganismer sammensat i en flydende

opløsning. Alle organismerne er naturlige og

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

livsopbyggende, og blev først sammensat af

en japansk professor i begyndelsen af

firserne med henblik på at styrke og

optimere det naturlige landbrug ved at tilføre

jorden, hvad der skal til for at regulere den

efter mange års udpining og kemisk

forurening.

Mikroorganismerne siges også at kunne

holde husdyr i god sundhedstilstand som

fodertilsætning, udrydde sprøjterester hurtigt

og effektivt i undergrund og grundvand, og

endvidere bruges de i forbindelse med

”Krystalhuset” – et lille hus til en eller to personer. Figurens grundelement er en rombe – og alle

elementer er en variation over den samme rombe, nogle med vinduer, andre lukkede. Elementerne

fremstilles på værksted med isolering og ind- og udvendig beklædning. De samles let på pladsen.

Husene placeres nænsomt på jorden med en beskyttende vold omkring fundamentet.

76

spildevandsrensning.

»EM er gennemprøvet i mange lande

verden over, og ser ud til at kunne blive en

vigtig faktor i arbejdet med at genoprette et

sundt miljø,« hedder det i prisopgavebesvarelsen.

På Dragebjerggård dyrker man landbrug

med EM-teknologi for at styrke den

økologiske dyrkningsmetode med henblik på

større udbytte og forbedret kvalitet af

afgrøderne. Drikkevandet, som stammer fra

egen brøndboring, behandles med EM –

foruden med et vandbelivningsapparat.

Spildevandet behandles med EM, så alt

spildevand kan genanvendes og slam

komposteres. Søer og damme i området

behandles med EM samt Bioreco, som er

udviklet på gården. Kloakslam behandles

med EM i et forsøgsprojekt med tre

forskellige kommuner, som har stillet slam til

rådighed for forsøgene, og som afventer

resultaterne med henblik på at indføre EMteknologien

i stor skala.

»Gården er desuden 100 procent

selvforsynende med varme. Der anvendes

solenergi og fyres med træ. Også med

hensyn til el-forbrug planlægger vi fuld

selvforsyning ved hjælp af 50 kvadratmeter

solceller samt en dieselmotor, der drives af

planteolie fra egen avl.«

Arkitekturen afhænger af drømme og vilje

Der er endnu ikke bygget noget nyt i

Sonnerup, men projektet glimrer ikke mindst

ved sin høje arkitektoniske kvalitet, og siger

selv herom:

»Arkitektur er de rammer, som

mennesker skaber om sig selv – det sted,

hvor den menneskelige bevidsthed

samarbejder med stoffet. Det er nødvendigt

for os at udtrykke os – at bygge. Ikke kun,

fordi vi skal beskytte os mod naturen, men

også fordi vi trives bedst i omgivelser, som

BOFÆLLESSKABER PÅ LANDET

passer til tiden og til os. Fremtidens

arkitektur afhænger af vore tanker, drømme

og vilje.

I Sonnerup-projektet er vi optaget af

naturens yndefulde bevægelser, som vi

finder dem i landskab og planter. Vi er også

optaget af geometriens enkle skønhed.

Vores huseksempler er bygget op over en

klar geometri, fordi vi mener, klarheden i

formen virker tilbage på sindet hos

beboerne. Økologi omfatter både det

fysiske liv og den helhed, hvori alt liv kan

trives i ydre mangfoldighed og i indre

sammenhæng. Sonnerupbebyggelsen skal

indeholde en eventyrstemning, der

appelerer til det poetiske i mennesket. Her

kan hjertets indre liv føle sig hjemme og få

lov til at udtrykke sig i en balance mellem på

den ene side de konkrete former, strukturer

og den konkrete viden, som er skabt af

forstanden, og på den anden side de

kunstneriske, æstetiske og harmoniske

værdier, som lægger vægt på skønhed.«

I lokalplanen er Arrenæs udlagt til

rekreative formål. Området er fredet, så for

at realisere visionen om et større

økosamfund er det nødvendigt med politisk

opbakning.

I evig forvandling

En væsentlig overskrift for det tidligere

omtalte Snabegaard-fællesskab er

forvandling, »hvor der aldrig vil være nogen

færdige løsninger, og hvor alt og alle vil

udvikle sig hele tiden. Hvor det eneste

uforanderlige er forandringen selv,« som

filosofien bag Sahaj Marg siger.

»Det mærker vi på den måde, at tingene

måske ikke altid bliver, ligesom vi først havde

tænkt eller planlagt og vedtaget. Til gengæld

bliver det – og ofte på en lidt overraskende

måde – altid bedre i sidste ende. Det handler

om at give plads og være åben over for

77


hinanden og alt nyt. Ligesom i et orkester,

hvor der er brug for alle stemmer og

instrumenter, og der er solo, duetter og tutti.

Sommetider er alle på, sommetider er det

nogle enkelte, der træder frem. Men alle er

lige vigtige.«

På samme måde kan man betragte

forholdet mellem fællesskaberne, der hver

især har sin styrke at bidrage til helheden

med – hver især sit særlige instrument at

spille på.

Hvor et fællesskab som Snabegaard har

sin væsentligste styrke i sit spirituelle

fundament og ikke betragter sig som noget

egentligt økosamfund, er Andelssamfundet i

Hjortshøj blevet kendt på sine

bemærkelsesværdige økologiske

husbyggerier. Hertha Levefællesskab er på

sin side blevet berømmet for sit sociale

engagement og fundament.

Snabegaard afslutter sit indlæg til

prisopgaven med at sige, at »vi ser ikke

»Det handler om at give plads og være åben

over for hinanden og alt nyt. Ligesom i et

orkester, hvor der er brug for alle stemmer og

instrumenter, og der er solo, duetter og tutti.

Sommetider er alle på, sommetider er det nogle

enkelte, der træder frem. Men alle er lige

vigtige,« hedder det i besvarelsen fra

Snabegaard, der her spiller op til folkedans ved

høstfesten i 1997.

78

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

prisopgaven som et konkurrenceprojekt,

men som en udfordring til mennesker om at

give hånd til hinanden ved at dele ideer og

erfaringer.

Inden for vores egen lille gruppe er det

netop sådan, vi har oplevet udarbejdelsen af

besvarelsen – som en meget lærerig proces

og en spændende udfordring til os selv om

at yde en indsats til fælles bedste.

Vi håber med resultatet af vores

anstrengelser at bidrage til en begyndelse

på en Danmark-rundt, en Verden-rundtkommunikation

med det mål, som John

Holten-Andersen har formuleret:

Vi må generobre tiden, stoltheden i

arbejdet, omsorgen for hinanden og

glæden ved fællesskabet.

Vi må genopdage stumheden ved

mødet med skønheden, ærefrygten

ved mødet med det ukrænkelige og

ydmygheden over for livets gåder.

BOFÆLLESSKABER PÅ LANDET

Vi må besinde os på, at livet med alle

dets grænser og alle dets facetter er en

storslået gave og ikke noget fængsel,

som vi bestandigt skal frigøre os fra.

Vi må lære at leve livet i mindre

cirkler, i et lavere tempo og omgivet af

færre ting.«

79


Miljøproblemer kender ikke til grænser.

Prisopgave-projektet “Bæredygtig færden i

verden”, som omtales nærmere sidst i

kapitlet, betragter det derfor som essentielt

at etablere en symbiotisk sameksistens, der

sikrer en harmonisk udveksling af energi,

fødevarer, næringsstoffer og andre resurser

land og by imellem.

»Byen har brug for forsyninger fra landet,

og landet har brug for afsætning i byen. Det

nødvendiggør en overordnet status over

energistrømmene i og omkring byen samt en

fremsynet bioregional udviklingsplan. Som

levende væsner har vi behov for både social

omgang og rolige omgivelser, og det er i det

samspil at berigende inspiration skabes,«

siger gruppen bag projektet.

Dommerkomitéen har i sin konklusion på

prisopgaven fremhævet den eksisterende

zonelovgivning som en af de værste

forhindringer for udviklingen af bæredygtige

bosætninger – som en nærmest

uoverkommelig barriere for en fremsynet

bioregional udviklingsplan (se side 180).

Prisopgavebesvarelsen “Naturhusene i

Svanninge”, der sigter konkret til en vision

for en bosætning i Svanninge i Faaborg

kommune på Sydfyn (se side 143), beskriver

problemerne således:

»Siden zonelovgivningens indførelse har

der været forsvindende få eksempler på,

hvordan den generelle flytning fra landet til

byerne har kunnet modvirkes. Selvom

landsbykulturen langsomt er ved at uddø – på

grund af stordrift og industrialisering – har der

så vidt vides ikke været nogen politikere eller

planlæggere, der har givet udtryk for nogen

nytænkning med hensyn til ændring af

zonelovgivningen.«

Projektet fremhæver det positive i, at

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN PÅ GRÆNSEN MELLEM LAND OG BY

PÅ GRÆNSEN MELLEM LAND OG BY

80

loven har dæmmet op for spekulation i

privat ejendom og uhæmmet tilplastring

med liebhaverboliger og grimme,

miljøbelastende industrivirksomheder i det

åbne land. Men derudover er der ikke meget

at råbe hurra for, mener forfatteren:

»Vi har overset, at stordriften gradvist har

ændret landskabet til “foder-ørkener” –

ekstreme monokulturer, der generelt

forskyder stofkredsløbet i en global ubalance.

Hvor længe endnu skal cirka 80 procent af

landområderne forbeholdes den animalske

landbrugsproduktion – især til eksport – når

sandheden er, at den danske jord på længere

sigt kan brødføde mindst fire-fem gange så

mange mennesker, hvis der gradvist

omlægges til en mere balanceret fordeling af

vegetabilsk og animalsk produktion?

Inden for branchen vil man naturligvis

hævde, at så længe hjulene kører rundt, og

der er overskud, er landbruget bæredygtigt.

Men her er det, at begrebet fratages den

globale sammenhæng. Det resursemæssige

og det økonomiske kredsløb, som Danmark

indgår i, må have indbygget en

balancefaktor. Der skal gives mulighed for

omprioritering af landskabet, hvordan vi

bruger det og bor i det.«

Boligmassen i by- og landzonen

Blandt andet på grund af zoneloven, siger

“Naturhusene i Svanninge”, ligger en meget

stor del af boligmassen i dag

uhensigtsmæssigt placeret, både hvad

angår udsigt, solindfald, læ, trafikstøj,

højspændingsledninger og ikke mindst

disharmoni med landskab og omgivelser.

»Mange små ældre huse ser måske

nydelige og velholdte ud, men er i

virkeligheden store, uisolerede,

”Naturhusene i Svanninge” er en

plan, der arbejder med en anden form

end den gængse rektangulære

udmatrikulering af jorden. Projektet

foreslår en ”vækstzone” med en

sekskantet struktur, der på tegningen

ses som en antydning i

udstykningsplanen.


ukomfortable energislugere, og endog ofte

kun for personer under cirka 1,75 meters

højde! Til tider behøver man blot gå 50 skridt

fra huset, og her åbner der sig så en

formidabel udsigt eller en velsignende

støjfrihed. Men nu er vi pludselig kommet ind

i landzone, og her er kun adgang for store

maskiner fem-seks gange årligt! Sådan

ligger landet – stort set. Der er noget, som er

rivende galt – og det er forståeligt, at

landsbyer uddør.«

Vækstzonen

Forfatteren til projektet foreslår ud fra disse

betragtninger en ny zonebetegnelse –

vækstzonen – der kan rumme de mål, vi

sætter for bæredygtig vækst og bosætning i

bredere forstand.

»Vi kan forestille os vækstzonen som en

form for fredet område, men med den

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN PÅ GRÆNSEN MELLEM LAND OG BY

forskel, at det netop er meningen, at

mennesker, der på forskellig vis ønsker at

samarbejde med naturen og/eller arbejde

med sig selv i en kortere eller længere

periode, skal kunne bosætte sig der.

Vækstzonen skal således være et

eksperimentelt område for skabelse af nye

eksempler på bæredygtig livsform.

Vækstzonen kan også opfattes som

fremtidens landskabelige cellestruktur”, idet

man kan forestille sig, at den eksisterende

rektangulære udmatrikulering med tiden

omlægges til en mere optimal sekskantet

struktur, hvor åbne områder med enge,

marker og husklynger omkranses af læhegn

og skovbevoksning, der er plantet ud i dette

mønster. Mønsteret vil dog først være muligt,

når større områder kan komme i statslig eller

anden fælles eje.

Set fra luften – og på landkortet – vil en

sådan landskabsstruktur udgøre et meget

fysisk/biologisk udtryk for en “naturens

makrovækst”, der signalerer, at mennesket

har fundet og erkendt sin globale

samarbejdsrolle.«

Vækst og vækst er to ting

Forfatteren savner en definition på hele

vækstbegrebet med den begrundelse, at

vækst har forskellige, ja ligefrem

modsatrettede resultater, både livgivende og

dræbende, alt efter vækstens art. Hvis man

undlader at skelne, mener han, vi har at gøre

med en form for blindvækst.

Projektet “Bæredygtig færden i verden”

støtter hans betragtning på denne måde: »I

dag er alle, der ønsker det, blevet klar over

verdens kritiske tilstand. Vi kan ikke blindt

vedblive at snakke om vækst, når det er

åbenlyst for alle tænkende mennesker, at

det mindst af alt er det, vi har behov for.

Undskyldningen om, at det er for dyrt og

besværligt er forkert. Økonomisk er

økologisk produktion langt billigst, når blot vi

medregner de skjulte omkostninger, der

medfølger ved ansvarsløs omgang med

jorden. I takt med, at vi underminerer

livsgrundlaget, besværliggør vi vort eget

eksistensgrundlag ved at skabe mangel på

livsnødvendige resurser som luft, vand, mad

og varme.«

Til venstre: Der er ingen grænser for, hvad man

kan ønske sig – når man står over for en

ønskebrønd som her på Vrads Sande Ashram i

Vrads. Når man ønsker sig en ny vækstzone i

grænselandet mellem land og by, ja så må man i

første omgang ønske sig et bedre samarbejde

mellem de berørte myndigheder.

Ifølge “Naturhusene i Svanninge” er

vækst og vækst altså to ting: »Bæredygtig

vækst er som træets balancerede, kvalitative

kredsløbsvækst – og ikke som bakteriernes

eksponentielle og meget kvantitative form for

vækst. Denne skelnen har så vidt vides

aldrig været på nogen dagsorden, på trods

af at den økonomiske vækst er kvælende for

os, og især for den 3. verden. Vi må huske,

at den tilsyneladende lineære økonomi – der

er mest markant i den multinationale

renteudbytning – kun har én endelig

naturlovmæssig grænse, nemlig

sammenbrud.«

Det er derfor et helt bevidst valg at foreslå

betegnelsen “vækstzonen” om det

eksperimentelle område i byernes udkant,

fordi det som modspil til industrizonernes

vækstbegreb forventes at fremtvinge en

nødvendig skelnen og definition.

Projekter i vækstzonerne

“Naturhusene i Svanninge” forestiller sig

flere forskellige projekter, som vil kunne

udfolde sig i vækstzonerne:

● Naturgenopretning – med blandt andet

plantning af læhegn og skov,

● mere intensive dyrkningsmetoder,

eksempelvis med inspiration fra

permakultur,

● sociale projekter, hvor det at lære at bygge

sit eget hus af naturmaterialer vil være det

primære,

● byggeri af offentlige “væresteder”, hvor

ansatte kunstnere og kunsthåndværkere

en del af tiden underviser elever,

● flotte udsigtssteder, hvor offentligt

tilgængelige bygninger fremstår som

organiske landskabsskulpturer,

● udvekslings- og demonstrationsprojekter

med 3. verdens byggekultur,

● refugier og ashram’er i naturen, hvor blandt

83


andet stilhed og enkelhed (i fravær af

forstyrrende medier og

kommunikationsmidler) vil være i

højsædet.

Ministerielt samarbejdsudvalg

Forfatteren foreslår, at der nedsættes et

samarbejdsudvalg af de fem ministerier, som

står bag prisopgaven. Sammen med andre

relevante foreninger og instanser kan sådan

et udvalg arbejde for at følge op på en mulig

indførelse af vækstzonebetegnelsen og/eller

andre egnede forslag med baggrund i

prisopgaven.

»Det tværministerielle samarbejde, som

ligger bag udskrivelsen af prisopgaven, er

en positiv nyskabelse, der må udfordres til et

videre handlingsforløb.

Jeg synes, det vil være meget interessant

at se, hvordan de forskellige instanser

tilsammen vil kunne strukturere de fornødne

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN PÅ GRÆNSEN MELLEM LAND OG BY

muligheder for bæredygtige bosætninger,

indtil man ad åre ville kunne udlede en

fællesnævner.«

Ansvaret for vækstzonerne

Svanninge-projektets forfatter mener også,

at det ejendomsmæssige ansvar for

vækstzonerne primært bør ligge hos staten,

almennyttige fonde og selskaber.

»En statslig instans kunne godt tænkes at

administrere vækstzonerne. Typisk vil det

være Miljø- og Energiministeriet, der

allerede råder over en del områder, ligesom

Landbrugsministeriet.

Andre ministerier som Boligministeriet,

Socialministeriet og måske Kulturministeriet

vil med nogle grundkøb også kunne komme

i betragtning. Endelig kunne det være store

foreninger – som eksempelvis Danmarks

Naturfredningsforening, der med sin kvarte

million medlemmer på en måde er en større

demokratisk faktor end samtlige politiske

partiers medlemmer, og som også allerede

administrerer store arealer på flot

pædagogisk vis.«

Projektet ønsker at skære igennem »den

private ejendomsrets illusion om, at jord kan

ejes af personer. At vi har love, skatteregler

og så videre, der underbygger illusionen, gør

den ikke mindre. Det er tankevækkende, at

ordet “privat” kommer af det latinske

“privare”, som betyder “berøve”.

En vækstzone må derfor have til formål

“at bringe det berøvede tilbage” – at

genåbne dele af landskabet, så alle har lige

adgang.«

Forfatteren forudser, at fremtidens

spirituelt funderede fællesskaber vil bosætte

sig med størst mulig ikke-tilknytning – hvor

mennesket så vidt muligt afholder sig fra at

knytte sig til noget materielt – »sådan som

det eksempelvis inden for buddhisme og

indiansk filosofi er noget helt fundamentalt.«

Brugsretten til jorden

Som et skridt på vejen foreslår forfatteren, at

brugsretten til at anvende jord og boliger i

vækstzoner primært bør ligge hos de

enkeltpersoner, familier og fællesskaber, der

ønsker at bosætte sig der – selvom de ikke

kan eje noget af det. Juridisk set skal det

kunne foregå på kontraktlig basis på linie

med for eksempel lejekontrakter.

I modsætning til et lejemål betyder

brugsretten, at brugerne selv må investere

delvist i byggeri og jordbrug og andet – alt

efter de regler, der gælder for området.

Til venstre: Projektet “Naturhusene i Svaninge”

opfordrer de fem ministerier, som har været

involveret i prisopgaven, til at gå på tværs af

skellene i et samarbejdsudvalg – med andre

relevante instanser – for at udvikle blandt andet

vækstzonebegrebet.

»Brugsretten vil være både mere

hensigtsmæssig og også give tryghed og

lyst til at folde sig ud. Financiering kan for

eksempel fordeles sådan, at ejeren betaler

visse minimumsudgifter til materialer og

autoriserede installationer, og brugeren så

selv står inde for arbejdet.«

Svanninge-projektet anser den

selvejende institution for at være den

selskabsform, hvorunder brugsretten

formodentlig bedst kan fungere, idet fonden

for institutionen i givet fald kunne være ejer

og juridisk person i forhold til samfundets

regler.

Agenda 21 ønskeseddel

»Der skal politisk vilje til for at turde prøve

nye veje. Men forudsætningen er

selvfølgelig, at der forinden registreres, hvor

stor interesse, der vil være for nyskabelser

som vækstzonen, eksempelvis inden for de

første to, fem eller ti år.«

Forfatteren foreslår derfor, at der laves

opinionsanalyser – eventuelt gennem et

årligt spørgeskema, der første gang

husstandsomdeles og herefter udsendes til

alle interesserede. Det vil være en slags

“Agenda 21-ønskeseddel” til belysning af,

hvor mange der ønsker nye ideer indført.

»Det ville være noget af det første

praktiske tilløb til direkte demokrati, og

bygger på en antagelse om, at et

befolkningsflertal vil være positivt indstillet

over for at afprøve den slags

særlovgivninger, som skal til for at realisere

eksempelvis en vækstzone.

Et folketingsflertal, derimod, kan sagtens

vise sig negativt – afstemninger om

eksempelvis trafikken i København har

tydeligt vist, at politikerne er ude af trit med

befolkningens ønsker.«

Hvis frøene sås nu og visionen

fastholdes, anslår projekt “Naturhusene

85


i Svanninge”, at man vil kunne realisere

de nævnte forslag i løbet af de kommende

ti-tyve år.

Prisopgaveeksemplet

Munkesøgård –

Økologisk bofællesskab

Projektet Munkesøgård, som vandt

førsteprisen i prisopgaven, er endnu ikke

realiseret, men godt på vej til at blive det –

og netop i zonen mellem land og by.

Dommerne lagde i deres afgørelse vægt

på, at det økologiske bofællesskab med sin

etablering midt i hovedstadsområdet, tæt på

Roskilde by, kommer til at fremstå som et

realistisk alternativ til de mange traditionelle

parcelhuskvarterer og tæt-lave

boligbebyggelser, som også er under

opførelse i området – uden de store tanker

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN PÅ GRÆNSEN MELLEM LAND OG BY

“Vi elsker vort land,” synger Munkesøgård-fællesskabet ved sankt Hans-festen 1998 på den jord, de

glæder sig til at flytte ind på. Gården i baggrunden skal være centrum for bebyggelsen.

86

om resursekredsløb og socialt samvær.

Foreningen bag projektet, som indtil sit

konkrete fund kaldte sig ØKOBO, henvendte

sig i 1996 til Roskilde kommune, fordi man

der havde udtrykt ideer om byøkologi med

mulighed for en placering på grænsen

mellem by og land. Reaktionen var positiv.

Så ØKOBO fokuserede opmærksomheden

på Marbjerg mark, halvanden kilometer nord

for Trekroner Station, hvor gården

Munkesøgård ligger. Foreningen købte

grunden i oktober 1997, og nu er købet af

Til højre: “Pas godt på dig selv – og på hinanden,”

siger Kaj Thingstrup og knipser et billede af de

andre fra Munkesøgårds seniorgruppe under

blommeplukningen. Bofællesskabet tilstræber en

jævn fordeling af alle aldre, der kan høste stort

udbytte af at være mere sammen.

87


selve gården også ved at være på plads

med den hidtidige ejer, Roskilde

Universitetscenter (RUC).

Munkesøgård ligger i den yderste kant af

det nye byudviklingsområde mellem

Roskilde Øst og RUC. Stationsnærheden og

transportafstanden til København er med til

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN PÅ GRÆNSEN MELLEM LAND OG BY

Munkesøgård-bebyggelsen kommer til at rumme fem bogrupper – 20 andelsboliger, 20 ejerboliger, 20

almene lejeboliger, og to gange 20 almene lejeboliger til henholdsvis ældre og unge mennesker. Hver

bogruppe får et fælleshus og placerer sig ind mod det fælles område og den fælles gård.

88

at gøre det til en ideel lokalisering for

projektet. Når de nuværende

kommuneplaner bliver realiseret, kommer

bofællesskabet til at ligge med åbent

landbrugsland mod øst og måske nord, og

med boliger, institutioner og eventuelt

småerhverv på de resterende sider. Men de

Tegning: Arkitekter M.M.A.Thure Nielsen & Rubow A/S.

første år vil der nok være et stykke vej til de

nærmeste naboer.

På arealerne omkring gården planlægger

foreningen et stort bofællesskab, der

kommer til at indeholde fem bogrupper

bestående af henholdsvis 20 andelsboliger,

20 ejerboliger, 20 almene lejeboliger, 20

almene lejeboliger til seniorer og 20 almene

lejeboliger til unge. Hver bogruppe bygges

op som længer, samlet om bogruppens

fælleshus, og husene er desuden placeret

sådan, at bogrupperne åbner ind mod det

fælles område og den fælles gård.

Fra start til status quo

Projektet startede med et stormøde i marts

1995 på initiativ af »folk, som er trætte af at

smide mad ud i skraldespanden og skylle

toiletterne ud med vand, når vi nu godt ved,

at det skader miljøet,« og resulterede i

etableringen af foreningen ØKOBO med

målsætning om at skabe et økologisk

bofællesskab, der kan rumme mennesker i

alle aldre og fra alle sociale lag.

Målsætningen kom til at lyde:

»Vi vil gerne bo i et bredt sammensat

bofællesskab med unge og gamle, stærke

og svage, rige og fattige, håndværkere og

åndværkere. Munkesøgård er vores bud på

en overskuelig enhed, hvor det er muligt at

tage hånd om såvel mennesker som

resurser. Et sted, der er så lidt belastende for

det omgivende miljø som muligt. Og et sted,

hvor mennesker møder hinanden hver dag

og lever i et fællesskab.«

Efter arbejdet med blandt andet at

konkretisere ideerne indgik man i løbet af

efteråret 1996 et samarbejde med

arkitektfirmaet Thure Nielsen og Rubow

samt senere også med ingeniørfirmaerne

Cenergia og Wissenberg. Ved starten af

1997 resulterede det i et skitseprojekt af det

kommende byggeri.

Forinden havde medlemmerne fået lov til

at vælge boligform, hvorefter man stod med

ventelister på lejeboliger, en mindre

venteliste til andelsboliger samt behov for

flere medlemmer til en ejerbolig. Roskilde

Boligselskab indgår i et samarbejde om

byggeri af alternative lejeboliger.

Kommunen har stået for at indarbejde

tiltagene i lokalplan, spildevandsplan,

varmeplan med videre, og i samarbejde med

amtet sørget for, at regionplanen blev rettet

ind herefter. Blandt andet inddrages amtet i

ændringen af den vestlige del af arealet fra

land- til byzone.

Selvom det går imod regionplanens

retningslinier, har tilbagemeldingen været

positiv, da det pågældende areal er relativt

lille.

De bedste erfaringer integreres

Munkesøgård-projektet er meget

gennemarbejdet med lige stor vægt på det

sociale og det tekniske.

Gruppen har besøgt andre økosamfund,

set på diverse byggeøkologiske eksempler,

hørt om og forsøgt at lære af andres besvær

med myndighedstilladelser og andre

barrierer (læs nærmere side 178), og forenet

det hele med de bedste erfaringer fra

bofællesskabsbevægelsen.

Projektets forskellige delelementer, som

fællesspisning, delebiler, børnehus,

komposttoiletter, affaldsminimering og brug

af vedvarende energi, forudsætter

engagement fra beboernes side, og

understøtter på den anden side

fællesskabet i en socialt blandet gruppe.

Som noget væsentligt vil man insistere

på, at alle aldersgrupper hele tiden er jævnt

repræsenteret i bofællesskabet.

Drømmen om Munkesøgård indbefatter

hjemmearbejdspladser, grønsagsdyrkning,

fælles indkøb og børnepasning i et moderne

89


kommunikationssamfund, med behov for

transport, tele- og internetforbindelser.

Derfor placerer man sig stationsnært og

etablerer fælles telefon- og edb-net.

Tilsvarende er man opmærksom på den

rolle, som det æstetiske formudtryk spiller.

Der har man allieret sig med professionelle

arkitekter uden af den grund at give køb på

Tegning: Arkitekter M.A.A. Thure Nielsen & Rubow A/S.

90

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN PÅ GRÆNSEN MELLEM LAND OG BY

brug af alternative byggekomponenter som

jordsten, papirisolering, selvimprægneret

træ, solvarmeanlæg og separationstoiletter.

Større netværk i Roskilde-området

Munkesøgård ønsker en vekselvirkning med

det omgivende samfund, hvor fællesskabet

frem for at blive til en økologisk plet på kortet

over Roskilde fremstår som »et levende og

åndende kraftcenter for hele lokalområdet.«

Eventuelt kunne Munkesøgård i den

En tegning af en fremtidig og frodig

Munkesøgård-bebyggelse.

forbindelse indgå i et samarbejde med et

andet prisopgave-projekt “Noter til Netværk”,

der ligeledes opererer i Roskildeområdet og

har den ide at oprette et større netværk til

skabelse af »det socialt betydningsfulde

arbejde i spændingsfeltet mellem by og

land.«

“Noter til Netværks” pionerprojekt – en

ny, økologisk by ved RUC – tænkes

lokaliseret i området mellem “Frederikssundfingeren

og Roskilde-fingeren” med den

begrundelse, at »Roskilde har et universitet,

der ligger ganske kort fra station og

motorvej, men med et stykke ind til byen,

hvorimellem det ville være rart for alle parter

med noget bebyggelse. Området er planlagt

specielt med sigte på at fremme det

økologiske og få et samspil i gang mellem

boliger, erhverv og universitet.«

Forfatteren stiller blandt andet forslag om

naturpleje af vandløb i hele

afvandingsområdet Hove Å/Gundsømagle

og genopretning af Roskildefjords

fiskebestand – med salg af friskfangede fisk

via internettet. I forslaget indgår også en

abonnementsordning på økologiske

grønsager for hele Københavnsområdet.

Prisopgaveeksemplet

Bæredygtig færden

i verden

Det før omtalte projekt “Bæredygtig færden i

verden” ønsker ligesom Munkesøgård at

etablere et bæredygtigt bofællesskab i

naturlige, grønne omgivelser, og gerne i

tilknytning til økologisk landbrug eller andre

grønne initiativer, i en omkreds af maksimalt

én times offentlig transport fra København.

91


Tegning: Arkitekter M.A.A. Thure Nielsen & Rubow A/S.

En Munkesøgård-bogruppe – med Fælleshuset øverst.

Gruppen bag projektet er alle medlemmer

af Landsforeningen for Økologisk Byggeri og

har endvidere gennem hidtidige

engagementer etableret et bredt kontaktnet

inden for undervisning, mediearbejde,

92

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN PÅ GRÆNSEN MELLEM LAND OG BY

skovvæsen, projektledelse samt

fagbevægelse og gjort forskellige erfaringer

med personlig udvikling, alternative

helbredelsesmetoder og naturmedicin.

»Det ses tydeligere og tydeligere, at der

er nogle alvorlige mangler i vores moderne

bosætningsform. Den emotionelle og

menneskelige isolation, hvori det moderne

menneske færdes til hverdag, skaber

tomrum og ensomhed i forhold til os selv og

vores medmennesker. Det er ofte som

produkt af dette vakuum, at vi overgiver os til

et meningsløst overforbrug og dyrkelsen af

statussymboler. Hvilket truer med at

ødelægge os.

Vores eneste mulighed for at ændre den

udvikling for alvor er at opfylde vore inderste

og virkelige behov som kærlighed, harmoni,

visdom og mangfoldighed. Gennem dette

nødvendige paradigmeskift vil udformningen

af vores bosætning blive ændret, så fælles

aktiviteter og spiritualitet bliver dagligdags

oplevelser, og bæredygtige livs- og

arbejdsenheder skabes.«

Fra vugge til grav

Det er ideen at skabe et helhedsorienteret

lokalsamfund, der rummer livet “fra vugge til

grav,” startende med naturbørnehave og

fritidshjem, hvor børnene fra barnsben lærer,

hvorledes verden fungerer, blandt andet ved

at deltage i stedets daglige drift. De vil være

med til at fodre dyrene, plante, luge og

høste, og de vil lege sig til viden i

værkstederne og på “energilegepladsen.”

For at de unge ikke skal se sig nødsaget

til at flytte fra lokalområdet for at møde

ligesindede og udvikle sig, anses det for

meget vigtigt med et mangfoldigt

aktivitetsudbud. Det kan blandt andet være i

form af klubber, workshops, øvelokaler og

idrætsmuligheder, samt en naturlig plads i

lokalsamfundet gennem fritidsjob på

rotationsbasis.

For den arbejdsdygtige del af beboerne

skal tilbud som studierejser,

videreuddannelse og selvstyrende

arbejdsenheder være naturlige muligheder.

Det vil man sikre gennem forsøg med nedsat

arbejdstid og rotationsordninger. For at

minimere resurseforbruget og beboernes

spildtid tilstræbes det, at flest muligt

beskæftiges lokalt, hvilket også muliggør en

højere grad af mangfoldig selvforsyning end

i det nuværende samfund.

For børnefamilier vil den nære boligform

give større mulighed for fælles aktiviteter og

pasning, en højere grad af inspiration og

muligheder i dagligdagen. En interaktion

med flere generationer sammen vil give

daglig kontakt med andre aldersgrupper end

blot sin egen.

Handicappede integreres i bosætningen

og deltager så vidt muligt på lige vilkår, lige

såvel som den ældre generation, for hvem

bosætningen vil give en ofte kærkommen

mulighed for at fungere og være længst

muligt i eget hjem.

»For de flestes vedkommende giver

følelsen af stadig at kunne bidrage og være

til nytte og gavn fornyet livsmod og energi,«

siges det i besvarelsen.

»Tankerne om bosætningen “Bæredygtig

færden i verden” udspringer naturligt af

vores aktuelle situation. Vi ønsker at dele

hverdag og fest med andre mennesker, der

også føler sig modne til at prøve kræfter med

tidens store udfordringer. I fællesskab vil vi

skabe en både indre og ydre bæredygtig

bosætning.«

Gruppen, der satser på at kunne indvie

den nye bosætning i foråret år 2000, vil med

sin placering på grænsen mellem land og by

og via kursuscenter, kommunikationscenter

og personlig udveksling bidrage til et større

samarbejde.

»Både land og by har brug for nye

inspirationer, sunde arbejdspladser og bedre

livsvilkår.«

93


Det 20. århundrede har fået betegnelsen

“Det grænseløse Århundrede” – en periode,

hvor overvindelsen af alle grænser for

menneskelig udfoldelse har været målet.

Den udvikling ses ikke mindst i

vokseværket blandt verdens bysamfund, der

har accelereret voldsomt i de seneste årtier.

I 1950 var New York og London de to eneste

byer med mere end otte millioner

indbyggere. I 1995 var listen 22 storbyer lang

– med Tokio og 26.8 millioner indbyggere i

toppen.

Den halvdel af menneskeheden, der i dag

bor i storbyer, tegner til at vokse til to

trediedele om 30 år. Vi vil da være otte

milliarder mennesker på kloden – med

mindre eksempelvis en storkrig eller et

større miljøsammenbrud reducerer

befolkningstallet inden da, som nogle få af

prisopgavens besvarelser forudser som en

uafvendelig følge, hvis udviklingen fortsætter

som hidtil.

»Med de mange milliarder mennesker,

der vil være på kloden i fremtiden, vil der i de

kommende år være brug for al den

kreativitet, der overhovedet findes på vor

94

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

BYSAMFUND

jord, til at etablere meget anderledes måder

at leve på. Og lad os slå fast, at romantiske

drømme om at alle skal bo på landet og leve

i naturlige habitater er blåøjet drømmeri.«

Sådan indledes prisopgave-bidraget

“Odin” om en bæredygtig bosætning på 20-

30.000 indbyggere – en vidtrækkende vision

for en ny eksperimenterende bystruktur i

Danmark.

Prisopgaveeksemplet

Odin – en bæredygtig

bosætning i det

21. århundrede

Projektmagerne satser på at etablere en

forsøgsby på et landområde, eventuelt et

sted, som er ødelagt af forurening, en

grusgrav eller lignende – for at tage

nødvendigheden af naturgenopretning

alvorligt. Man tager udgangspunkt i en helt

ny by, men er også åbne for at realisere

visionen i et eksisterende byområde. Helt

konkret peges på et større

grusgravningsanlæg ved Stevns, der med

forfatternes ord vil passe perfekt til

forsøgsprojektet.

»Store bosætninger eller helt nye byer er

uundgåelige i fremtiden, hvis jordens

befolkningstilvækst fortsætter i samme

tempo som nu. Der er ingen grund til panik,

Til højre: ”Odin” er en vision for en by i det 21.

århundrede – en vision, der vover at tænke

radikalt anderledes, en drøm om en mikrometropol,

der lever døgnet rundt, og hvor

mennesker bor tæt og højt med masser af luft og

grønt omkring sig.

for der er plads til alle milliarderne, hvis bare

vi tænker radikalt anderledes, hvis vi bliver

mere globalt ansvarsbevidste og fordeler

goderne bedre – eller bare holder op med at

misbruge hinandens resurser, som i dag.«

“Odin” er en vision specielt for vores del af

verden, fordi »vi må feje foran egen gadedør

først.« Det er en drøm om en by, der lever

døgnet rundt, hvor mennesker bor tæt og

højt, med masser af luft omkring sig. Den er

tænkt som en meget grøn by – en slags

haveby á la Aztekernes gamle “flydende”

byer. De høje bygninger har indvendige og

udvendige veje og haver, terrasser, drivhuse,

vindmøller, solceller, lysskakter og så videre.

»De høje bo-strukturer skabes for at

spare land. Der er ingen grund til at bebygge

Vindmøllepark med

overdækket areal

nedenunder til koncerter,

sport eller lignende

Marina

Algeproduktion

Luftskibsterminal

Udsigtsmeditation

Vindturbine til naturlig

ventilation

Vandhus

Transparente

solcelle-drivgas-anlæg

(passiv sol)

Markedspladser

Strand,vindskibsværft + vindskibsterminal

Strand

BYSAMFUND

frodig jord, hvis det kan undgås, specielt når

teknologien til at bygge i højden findes og er

økonomisk og økologisk forsvarlig. Det at bo

i højden har ligeledes de store fordele på

disse breddegrader, at opvarmning og

afkøling kan foretages rimeligt enkelt, samt

at energiforbruget kan reduceres kraftigt,

fordi der som følge af den kompakte måde at

bygge på bliver mindre varmeudslip.«

Projektmagerne bag “Odin” har et

foregangseksempel i det succesfulde Frei

Ottos “ØkoHaus” i Berlin, en åben

planbebyggelse – bygget efter samme

principper, dog kun med fire etager – hvor

beboerne selv opfører deres huse på de

tomme etager. På samme måde vil husene

på platformene i “Odin” i høj grad blive

Vandelevatortårn

Natklub

Hotel + boliger m/private haver

Vandhus + vandlegeplads

Kulturhus

Rodzone

Rådhus

Odin-institut for helhedstænkning

Hotel

Landbrug/rekreative

Fabrik områder og

bioraffinaderi

Thehus

Cykelveje

lokalferie

Ride-pladser

95


designet af de skiftende beboere – med

genanvendelse af byggematerialer, så

længe det er muligt.

Ud over de høje huse i “Odin” skal der

også være andre typer, såsom underjordiske

huse, pælehuse eller flydende huse, som

enten er totalt integreret i naturen eller som

ikke umiddelbart skader jorden. I det hele

taget planlægges byen som et

96

Tørretårn – med vindmølle

og naturlig ventilation

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

Dampbad

eksperimentarium udi nye boligtyper.

De små cirkler

Byøkologiske principper indebærer, at »alle

miljøproblemer søges løst på det samme

sted«, og at det enkelte områdes muligheder

i samarbejde med beboere og virksomheder

står i centrum. Der etableres små cirkler for

materialers transport, og cirklerne for

”Vandhus” i “Odin”-planen – et delvist underjordisk og

selvforsynende hus med stor åben sydfacade. ”Vandhuset”

sammenlignes med gamle dages badeanstalter – et sted,

man kan »bade sig selv, sine drømme og sit tøj« – og

indeholder alle former for aktiviteter med relation til vand.

På den måde kan man bedre styre energitilførsel, rense

vandet, udnytte varmeoverskuddet med mere. “Tørretårnet”

– en »gigantisk naturligt varmet tørremaskine« – er en del

af “Vandhuset”.

Terrasser og haver

oven på hus

Vaskeri med tørretårn, hvor tøj tørres ved

naturlig ventilation

Rodzoneanlæg hvor vandet renses

og sendes tilbage til solfangere.

Sandlager (varme)

energiforsyning og spildevandsrensning

lukkes. En fordel ved “de små cirkler” er, at

»de skaber kæder, hvor affaldsstof fra én

produktion kan indgå som råmateriale i en

anden.«

Alle affaldsstoffer i det hele taget – fra

produktion, opvarmning, energi og transport

– vil blive anset som råstof for en anden

aktivitet, helst inden for samme område.

Solfangere – kombineret med solceller integreret

i bygningen som skulpturel del. Er overdækket for

udendørs legeplads.

Svømmebassin.

Alt varmt vand kommer

fra solfangere – også til

dampbad.

BYSAMFUND

For eksempel vil det være “Odins” egne

borgere, som leverer råvarer (urin og

fækalier samt andet komposterbart affald) til

at gøde landbruget, så der heller ikke

længere bliver brug for kloakering. I en del

tilfælde formodes det at være mest

formålstjenligt at anvende fælles

komposteringsanlæg – men det skal

sammenholdes med, hvad der er mest

økonomisk og komfortabelt for forbrugerne.

Selvforsynende med næsten alt

Visionen er, at “Odin” skal blive næsten

selvforsynende inden for 30-40 år – såvel

inden for landbrugs- som industrivarer.

For at opfylde det mål, skal der uden for

byen og de steder i byen, hvor det kan lade

sig gøre, dyrkes fødevarer.

Grønsager, frugt og andre dagligvarer

dyrkes så tæt på byen som muligt. Ikkespiselige

afgrøder som eksempelvis hør og

hamp og andre “agroindustrielle” planter

dyrkes længere væk.

Industrien vil frembringe dels helt nye,

dels kendte produktioner, der har

gennemgået en proces for miljøstyring og

renere teknologi. “Odin” forudser, at

»fremtidens virksomheder vil være sig selv

meget bevidste og slet ikke ligne det, vi

kender til i dag.

De, der tør vedkende sig deres ansvar og

ikke for eksempel flygter i skattely og

samtidig vover at gå gennem radikale

ændringer, vil blive dem, der overlever.«

Det forudses, at industrien i stigende grad

vil – og må – gøre sit produktvalg ud fra,

hvad der tjener helheden. Det første

spørgsmål ved valg af produkt vil være, om

der er et naturligt – i modsætning til et

reklameskabt – behov for det pågældende

produkt.

Kun vedvarende energi

“Odin” mener, at verdens største

97


oprydningsarbejde venter os inden for de

kommende årtier.

»Plastfolien, der holder skidtet på plads

på lossepladserne, holder måske 30-40 år –

og hvad så? Ved det radioaktive affald, som

vi har deponeret rundt om på kloden,

forsøger vi at designe skilte, der skal kunne

forstås om 10.000 år. Hvorfor ikke i stedet

bruge vores kreativitet på at løse det

oprindelige problem – nemlig hvordan vi

producerer energi på en mere bæredygtig

og fantasifuld måde, der ikke efterlader

farligt levn til vores efterkommere de næste

mange tusinde år?«

“Odin” skal fungere udelukkende ved

hjælp af vedvarende energikilder. I et særligt

område uden for byen, midt på markerne og

i nærheden af industrianlæg etableres

vindmølle- og solcelle-park og energiværk,

der distribuerer strømmen til “Odins” borgere

og erhverv.

Desuden vil »de meget store

overdækkede glasarealer i “Odin” fungere

ikke kun som drivhuse – de vil også kunne

dækkes med transparente solceller, der vil

kunne producere strøm til byen. Den slags

solceller er opfundet, men ikke for alvor

kommet på markedet endnu.«

Transport

En af ambitionerne er, at der skal være så få

køretøjer som muligt i området.

»“Odins” tårnstruktur vil i sig selv gøre det

let at komme rundt. Den nødvendige

transport skal foregå så lidt miljøbelastende

som muligt – altså uden brug af fossile og

nukleare energikilder. Alle biler vil helt

igennem være lavet af fornybare resurser og

køre udelukkende på vedvarende energi –

så som solel, planteolie, brint og biogas.«

Hvor det er muligt, oprettes

“fjernarbejdspladser”. Der skal organiseres

samkørsel, bedre ruteplanlægning i

98

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

samarbejde med det offentlige, og man vil

befordre brugen af cykler og heste.

Hvis virksomhedens produkter ikke

anvendes lokalt, bør transportopgavens

løsning indgå centralt i beslutningen.

Visionen omfatter vinddrevne containersejlskibe,

som bygges på “Odins” eget

skibsværft, der via et globalt netværk

udvikler nye teknologier omkring anvendelse

af vind og el som fremdrift på vandet.

Desuden vil man give luftskibene, luftfartens

pionerer, en renæssance, og beskriver,

hvordan de med moderne forbedringer »let

og elegant transporterer store mængder af

varer på store afstande væsentligt hurtigere

end al anden ikke flybåren transport.«

“Odin-instituttet”

I forbindelse med projektet oprettes “Odininstituttet”,

som projektets bagmænd

planlægger at etablere snarest for at

udfærdige en økonomisk handlingsplan.

»Formodentlig vil projektet ved rette

markedsføring kunne sælges på en blanding

af folkeaktier, investeringer fra firmaer, der

ønsker at etablere sig i området, andelseller

aktiekøb fra kommende borgere, og der

kan være bankmæssige eller andre former

for investering.«

Arbejdet hen mod realiseringen er så

småt i gang. “Odin-instituttet” har allerede

i dag to fysiske faciliteter, og vil blandt

meget andet få til opgave at lave

redegørelser, politisk lobbyarbejde,

fundraising og kurser for kommende

borgere i “Odin”.

Til højre: Miljø- og EnergiCentret i Høje-Taastrup

ser gerne, at der kommer grønsagsbede ind

imellem fliser og betonelementer i kommunens

boligblokke, så beboerne kan dyrke til egen

forsyning.

Projektet erkender at være meget

ambitiøst, »men vi er nogle mennesker,

som har sat os for, at det skal realiseres. Det

vigtigste for øjeblikket er ikke, om dette eller

hint er teknisk eller økonomisk realistisk – vi

kan altid løse den slags udfordringer. Det er

straks værre, når det gælder stærke

visioner for fremtiden. Dem er der ikke

mange af. Med alvorlig interesse og

samarbejde fra den etablerede industri, fra

den finansielle og den politiske verden, vil

projektet formodentlig kunne påbegynde sin

realisering i årene lige efter år 2000,«

forudser “Odins” forfattere.

BYSAMFUND

Prisopgaveeksemplet

Større selvforsyning i

Høje-Taastrup

Prisopgave-projektet “Større selvforsyning i

Høje-Taastrup” har også en stærk vision,

men tager udgangspunkt i ét enkelt hjørne

og arbejder sig derfra ind mod helheden.

Man kalder det “en realistisk vision

omkring lokal, økologisk fødevareforsyning i

et eksisterende byområde,” og projektet

anfører flere årsager til, at man tager

udgangspunkt i netop den lokale

selvforsyning:


»En øget lokal selvforsyning griber ind på tværs af alt – vores sociale liv, vores omgang med

naturen, og unge og ældre vil gensidigt kunne trække på hinanden,« siger Miljø- og

EnergiCentret.

● Jo kortere afstand mellem producenten

og forbrugeren, jo mindre transport, og

dermed mindre CO2-udslip og

transportslid.

● Fødevarekvaliteten vil kunne hæves, hvis

forbrugeren har den direkte indsigt/kontrol

med de fødevarer, som han/hun skal

aftage.

● Der vil – på længere sigt – være en større

fødevaresikkerhed, når en stadig mindre

del af fødevarerne er baseret på

fødevareforsyning fra fjerntliggende egne.

● Sidst, men måske vigtigst: Den lokale

selvforsyning vil være med til at sikre en

større sammenhæng i lokalsamfundet. En

stigende grad af selvforsyning vil styrke de

sociale bånd, og lokalsamfundet vil blive

100

meget mere end bare det sted, hvor

familierne sover.

Miljø- og EnergiCentret i Høje-Taastrup

Projektet er udarbejdet af Miljø- og

EnergiCentret i Høje-Taastrup – en

selvstændig forening med 70 medlemmer og

245 m 2 butiks- og kælderareal ved byens

jernbanestation. Foreningen får støtte fra

kommunen, Miljø- og Energiministeriet og

fra enkelte fonde. Der er ansat en grøn guide

og en energivejleder.

Miljø- og EnergiCentret har længe været

optaget af spørgsmålet om den lokale

fødevareforsyning, og projektet for hele

kommunen er derfor baseret på indhøstede

erfaringer i løbet af den fireårige periode,

centret hidtil har eksisteret.

»En selvforsyningsplan for Høje-Taastrups

borgere har et fælles sigtepunkt, hvor alle i en

eller anden forstand kan få en rolle –

naturligvis afhængigt af, hvor meget borgerne

gør idéen til deres egen. Vi søger at

dokumentere, at alle vil kunne være med –

og at dét, der starter som et lille frø, kan

udvikle sig til en blomstrende vildmark.«

At tænke i helheder

»Vi bliver nødt til at tænke i helheder, og en

øget lokal selvforsyning griber ind på tværs

af alt – vores sociale liv, vores omgang med

naturen, og unge og ældre vil gensidigt

kunne trække på hinanden, indvandrernes

særlige mad- og dyrkningsviden vil

konstruktivt kunne bruges, og så videre.

Udgangspunktet er ikke at dyrke vore

forskelligheder, men at finde frem til,

hvordan vi hver især med vores særlige

kvaliteter vil kunne bidrage til helheden.«

Høje-Taastrup kommune har 45.565

indbyggere og strækker sig over 78 km 2 –

arealmæssigt den største kommune i

Københavns Amt, og indbyggermæssigt én

af de største. Den omfatter de to store

bysamfund Taastrup med cirka 28.000

indbyggere og Hedehusene-Fløng med cirka

14.000. Sengeløse med omkring 2.800

indbyggere er den største af kommunens

landsbyer. Cirka 60 procent af kommunens

areal er i landzone, fortrinsvis udlagt til

landbrugs- eller gartneridrift.

Projektet vil udnytte og koordinere

diverse lokale enheder i kommunen som

helhed, så som grundejerforeninger,

haveforeninger og boligforeninger, og mener

at Høje-Taastrup »med sin arealfordeling og

sin nærhed til storbyen er et udmærket sted

at starte på at høste erfaringer med den

nødvendige omlægning til øget

selvforsyning.«

At tænke på tværs

Agenda 21, FNs globale handlingsprogram

BYSAMFUND

for større bæredygtighed, understreger

behovet for at tænke på tværs – og retter

ønsket primært mod den offentlige

forvaltning, hvor fagafgrænsningen giver

problemer, når noget skal realiseres. Høje-

Taastrup-projektet belyser netop den

problematik:

»Alt for ofte kastes man som borger fra

den ene forvaltning til den anden og står

med en oplevelse af, at ingen har overblikket

og forståelsen for at tingene hænger

sammen.

Øget selvforsyning kan ikke placeres i en

bestemt kommunal forvaltning. Det går helt

på tværs, alle forvaltninger har berøring med

emnet, da vores mad og drikke er så central

en del af vores liv:

● Teknisk forvaltning skal stille krav til

pesticidfrit grundvand, de skal lave grønne

regnskaber og sikre at kommunen går i

spidsen. De skal udfærdige

affaldsregulativer, der understøtter lokale

initiativer (eksempelvis at komposten kan

bruges i lokale boligområder).

● Kulturforvaltningen skal opmuntre

foreningslivet og understøtte kulturelle

manifestationer til gavn for

selvforsyningen.

● Socialforvaltningen skal støtte den

kriminalpræventive effekt, som en øget

inddragelse af marginalgrupper vil kunne

få, og de skal sikre at bistandsklienter ikke

kommer i klemme, fordi de tjener lidt penge

ved siden af.

● Børne- og Ungdomsforvaltningen skal gå i

spidsen for at sikre, at skolerne i en større

grad benyttes som lokale kulturcentre, hvor

man kan mødes og i fællesskab nyde den

delvist lokalt producerede mad. Skoler og

institutioner skal gå i spidsen og – med de

begrænsede midler de råder over – levere

lokale fødevarer.«

101


Mennesker har det bedst med planter og dyr omkring sig – også bymennesker. Og har man en have,

er det oplagt at holde høns. Så kan børnene også hygge sig med at fodre dem – og få æg med ind til

morgenmaden, måske.

Prisopgave-projektet påpeger, at øget lokal

selvforsyning også har en gavnlig effekt i

forholdet til overordnede myndigheder.

»Gør man en stor og god indsats, hvor

unge – via engagement i fødevareproduktion

– holdes fri af kriminalitet, får staten glæde

af det, da forebyggelse af kriminalitet er et

statsligt forehavende. Og forbedres

sundhedstilstanden – blandt andet i kraft af

bedre lokale fødevarer – er det amtet, som

styrer sygehusvæsenet, der høster den

økonomiske gevinst.«

Det globale perspektiv

Selvforsyningsplanen for Høje-Taastrup

trækker også globale perspektiver.

»Vi behøver ikke købe kartofler fra

Marokko i februar, der skal flyves færre

tomater til Danmark, og dyrene får mere

lokalt produceret mad og undgår gensplejset

soja fra USA. Med lokal selvforsyning i

Danmark vil vi opmuntre primært 3. verdens

lande til at gøre det samme: Dyrke og

udnytte egne fødevarer fremfor at producere

til købedygtige, men fjerntliggende

forbrugere på den anden side af kloden.«

Projektet understreger, at lokal

selvforsyning ikke er ensbetydende med

handelsmæssig selvtilstrækkelighed, fordi

der er en række fødevarer, som kun varmere

himmelstrøg kan frembringe på naturlig vis –

for eksempel kaffe, te, bananer og citroner.

For disse varer mener forfatteren, at vi til

gengæld må sikre en bæredygtig og

ligeværdig handel – jævnfør konceptet i Max

Havelaar-mærkningen.

Dette internationale mærke garanterer, at

bønderne i den 3. verden sikres en bedre

pris for deres råvarer og ordentlige

arbejdsforhold mod at bonden til gengæld

arbejder hen mod en økologisk bæredygtig

produktion.

BYSAMFUND

Havehold og hønsehold

Den lokale selvforsyning i Danmark er ikke

noget at råbe hurra for: »Situationen i dag er

sådan, at travle børnefamilier med to

udearbejdende forældre ikke orker at gøre

meget ved deres have. Det bliver typisk til en

prydhave med stor plæne – kun enkelte

familier prioriterer også at have

køkkenhave,« hedder det i besvarelsen, der

skønner at tre-fire procent af den

erhvervsaktive del af borgerne i kommunen

producerer fødevarer til sig selv.

Miljø- og EnergiCentret ønsker, at det

gøres mere attraktivt at kompostere eget

køkken- og haveaffald, og vil i begyndelsen

af planperioden – der løber fra 1998 til 2005

– lave aftale om lokale økologiske

demonstrationshaver.

Man vil opmuntre grundejerforeninger til

at påtage sig en større

fællesskabsfremmende opgave –

eksempelvis omkring fælles indkøb af teknik

til at styrke den lokale produktion.

Ud over havedyrkning opererer Miljø- og

EnergiCentret med hønsehold. »Specielt i

familier med børn kan høns i baghaven være

et fint aktiv. Høns giver børn større nærhed til

naturen og lærer dem at give omsorg. Og ud

over at egne høns kan forsyne familien og

naboen med gode, sunde æg, forsyner de

også kompostbunken med attraktivt

kompostmateriale, der kan forbedre jordens

kvalitet.«

Centret ønsker at ansætte en egentlig

hønse-, have- og kompostvejleder, der per

telefon og ude i haverne hjælper folk, når

komposten brænder sammen, utøjet i

gulerødderne tager over, eller når

hønsehuset rammes af sygdom.

At have tid, men ikke muligheder nok

I den ikke-erhvervsaktive del af

103


efolkningen findes masser af mennesker,

der har tiden, men sjældent de samme

arealmæssige eller økonomiske muligheder

som de erhvervsaktive. Miljø- og

EnergiCentret ser her et stort potentiale,

der kan udnyttes i langt større omfang end i

dag.

»Pensionister og andre med egen have

bør opmuntres til i langt større omfang at

producere med henblik på lokalt salg,«

mener centrets medarbejdere, som i 1998 vil

starte en kampagne for at pensionister, der

dyrker uden brug af sprøjtemidler og

kunstgødning, gratis vil kunne benytte

torvepladsen ved Høje-Taastrup Torv – som

centret allerede råder over i vidt omfang.

»Kommunen bør bakke initiativet op med

informationsmateriale, hvor blandt andet

skattereglerne gøres klare, så

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

Tænk at kunne række hånden ud af vinduet – og få den fuld af saftige bær...

104

pensionisterne ved, hvor meget de må tjene

ved siden af pensionen, før skattefar slår til.

På langt sigt må ambitionen dog være, at

staten ved ændrede skatteregler

begunstiger den lokale fødevareproduktion.«

At have tid, men ingen have

Størsteparten af de mennesker, der står

uden for arbejdsmarkedet, bor i etageboliger

eller tæt-lavt boligbyggeri og har ikke

adgang til egen have. Men flere af de store

boligbebyggelser har i deres nærhed

arealer, som ligger mere eller mindre

ubenyttede hen. Det potentiale bør også

udnyttes, siges det i besvarelsen, så

beboerne får bedre mulighed for at dyrke til

eget forbrug.

I tilknytning til bebyggelserne Torstorp og

Blåkilde er initiativer i gang for at skaffe

nærtliggende nyttehavejord, og Miljø- og

...eller smukke blomster.

EnergiCentret tror på, at gode vellykkede

nyttehaveeksempler vil inspirere andre.

»Nyttehaven er ikke bare en rekreativ

beskæftigelse, men vil også være en

økonomisk gevinst for folk, der ikke i forvejen

har for mange penge at rutte med,« siges

det fra centret, der i samarbejde med de

lokale boligafdelinger, grønne familier og

kommunen vil afdække mulighederne for at

inddrage ubenyttet fællesjord til nyttehaver.

Centret vil desuden bistå de bebyggelser,

der har vist interesse for at etablere

hønsehuse mellem blokkene, så man i

fællesskab får fjernet de barrierer, der ligger

i vejen.

Lokal produktion af næringsstoffer

I løbet af planperioden skal der gøres

erfaringer med egen produktion af

næringsstoffer til jorden – primært i

kommunes landzonedel, hvor der ikke er

fælleskloakering.

Fra centrets side vil man gå aktivt ind for

at fremme overgangen til seperations- eller

BYSAMFUND

komposttoiletter hos de familier, der nu

pålægges krav om rensning af eget

spildevand. Det langsigtede perspektiv er at

gennemføre overgangen i takt med at

kloaksystemet i byerne alligevel forventes at

bryde sammen. En så omfattende

renovering kræver så mange erfaringer som

muligt.

Miljø- og EnergiCentret ser det som en

vigtig udvikling, vel vidende »at en sådan

vision går imod såvel kommunernes som

statens nuværende planer. Men vi er også

vidende om, at bevidstheden om hvilke

ernæringsmæssige resurser, der via

kloaksystemet går tabt, er stærkt stigende.«

For nuværende har ingen, så vidt vides,

installeret separations- eller komposttoiletter

i kommunen, men det forventes, at 50

familier i planperioden vil få en af delene, og

for at nå dertil vil Miljø- og EnergiCentret

blandt andet afholde informationsmøder.

Fisk i byen

I Høje-Taastrup blev åerne rørlagt som i

andre byer i 50’erne, fordi man på den måde

mente at kunne eliminere lugtgener og

samtidig nyttiggøre arealer til bebyggelse.

»I dag vil en fritlagt å ikke give lugtgener,

og der er omkring de nu gemte åer foretaget

den dengang ønskede beboelse. Men der er

andre gode grunde til at fritlægge åerne: Det

rekreative nærmiljø i byerne styrkes og vil

kunne give os noget af den nærhed til

naturen, som vi savner. Vi vil bedre kunne

følge, hvordan livet i naturen udvikler sig. Og

vi vil igen kunne fange fisk i byerne!«

Foreløbig er 20 meter rørlagt å blevet

blotlagt i HøjeTaastrup. Det skete i 1997. I

planperioden er målsætningen at få åbnet

yderligere omkring 500 meter.

Arbejdet, der vil koste mange penge og

strække sig over mange år, skal foretages i

samarbejde mellem lokalsamfundet og

105


amtet, der har det overordnede ansvar for

åerne.

Miljø- og EnergiCentret har fået god

respons på en plan om at få kommunens

borgere til at avle fisk i havebassiner. Da

centret i 1995 inviterede til et åbent

fiskehavearrangement og blandt andet

præsenterede et biologisk selvrensende

anlæg, mødte mellem 120 og 130

mennesker op.

»De fleste har kun prydfisk i deres

havedamme. Men fisketyper som

spejlkarper, skælkarper, suder og

regnbueørreder er meget egnede til

selvforsyning fra haven. Således forsynes

lærerne på skolen i Vester Skjerninge på

Fyn med regnbueørreder fra skolens eget

væksthusbassin.«

Frugtbørsen

Miljø- og EnergiCentret beklager de senere

års udvikling på æble- og pærefronten: »Vi

importerer stadig flere frugter, som er mere

sprøjtede end de hjemlige, og som har været

igennem en lang transport, før de når frem til

supermarkedernes montrer. I kølvandet på

den udvikling udskilles gode gamle sorter,

der måske nok har kort holdbarhed, er

påvirkelige for stød og ikke egner sig til

eftermodning. Men dels er disse egenskaber

ikke så nødvendige, når produktionen

afsættes lokalt. Dels har de gamle sorter fine

næringsmæssige værdier.«

Miljø- og EnergiCentret mener, at vi i

stedet skal dyrke vores frugter og bær lokalt

og på den måde gøre det muligt at bringe

gamle, danske æblesorter tilbage til ære og

værdighed.

For at styrke den lokale frugtavl vil centret

blandt andet ved et årligt møde informere

om, hvilke frugttræer der bedst egner sig til

økologisk avl. Desuden vil man påtage sig

rollen som en slags lokal frugtbørs og forud

106

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

for sæsonen indsamle viden om, hvem der

har hvilke æbler til salg hvornår – enten til

selvpluk eller færdigplukkede. I midten af

august uddeles så “Frugtbørsbladet”

sammen med lokalavisen, til dels finansieret

af haveejernes annoncer.

»Frugtsæsonen er gerne så kort, at

haveejeren og hans familie ikke selv kan

aftage de mange æbler. Måske halvdelen af

alle æbler og pærer går tabt, fordi de falder

ned. Derfor er det en god idé at sælge dem,

eller – hvis ikke det lykkes – at tilbyde folk at

afhente æblerne som nedfaldsfrugt. Man

kan også presse frugterne til most. En

frugtpresse er oplagt som fællesinvestering i

en grundejerforening.«

Bytte bytte frø og stiklinger

I en række tilfælde, mener forfatteren, vil

man kunne få et måske større udbytte af at

benytte egne frø og stiklinger frem for at

købe centralt bejsede og avlede frø og

planter: »Lokale – der har tiden og

entusiasmen – vil kunne stille sig i spidsen

for at sikre, at der tages frø fra til næste

sæson, og at overskydende

udplantningsplanter formidles videre til de,

der har brug for dem.«

Miljø- og EnergiCentret har – i begrænset

omfang – forsøgt at koble de forskellige

haveejere med hinanden, men endnu uden

held.

»Folk har ikke ment, at fem tomatplanter

eller tyve rødbedefrø var værd at køre efter –

så hellere købe, når man alligevel var i

Brugsen. Til gengæld har vi haft meget

positive erfaringer med arrangementer, hvor

folk har kunnet bytte stauder.

Byttetankegangen ligger ikke danskerne så

fjernt,« siger forfatteren og tror, at der på

længere sigt vil være basis for en lokal

bytteaktivitet også for frøene, fordi han

forudser, at de kommercielle frø bliver dyrere

Daginstitutionerne kan

ofte i høj grad inddrage

økologi og selvforsyning i

den daglige drift. Nogle få

i Høje-Taastrup har

taget springet – men ikke

alle er nået lige langt.

og problemerne med bejsningen tydeligere.

Lokal honningproduktion

Biavl er – som omtalt i kapitlet om landbrug

– en vital del i produktionen af grønsager,

frugter og anden planteavl. Derfor satser

Miljø- og EnergiCentret også på bierne og

har i tæt samarbejde med den lokale

formand for biavlerforeningen etableret

demonstrationsbistader på fire af

kommunens skoler og afholdt

gæstelærerbesøg de samme steder.

For nuværende er der i Høje-Taastrup

BYSAMFUND

kun to steder biavl med salg for øje.

I den syv år lange planperiode skal

bibranchen styrkes, så der bliver fire-fem

avlere, og antallet af skoler med

demonstrationsstader skal forøges til otte,

og hvert demonstrationsstade skal have

gæstelærerundervisning.

I et samarbejde med lokale sociale

institutioner – som Blå Kors og Gartneri Offside

– vil man etablere en lokal uddannelse

til bihold.

Daginstitutioner

107


I enkelte tilfælde kan daginstitutioner have

eget hønsehold eller nyttehaver, selvom de

fleste fødevareforsyninger må skaffes udefra.

Ti institutioner i Høje-Taastrup kommune

er gået i gang med en bevidst og gradvis

omlægning til økologiske fødevarer samtidig

med at kommunen – via grøn jobpulje – søger

at etablere en grøn efteruddannelse af

køkkenpersonalet i 45 institutioner.

Miljø- og EnergiCentret indgår i et

samarbejde med den lokale naturvejleder

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

Skoler er et godt udgangspunkt for at styrke den lokale selvforsyning, mener Miljø- og EnergiCentret i

Høje-Taastrup, der har etableret en netværksgruppe af grønne kontaktlærere fra de enkelte skoler i

kommunen. Eksemplet er afgørende ved indlæring af økologisk levevis, og børnene kan omvendt

trække gode vaner med hjem og flette dem ind i hele familiens dagligdag.

108

om projekt “Grønt Flag i daginstitutioner”,

hvor det blandt andet formidles, hvordan

institutionerne kan øge deres

egenproduktion af grønsager, frugter og æg.

Målet er at øge antallet af institutioner med

hønsehold i planperioden fra fem til tyve.

Derudover planlægges mængden af

arealer, der opdyrkes med grønsager,

krydderurter, frugttræer og bærbuske,

forøget til det tredobbelte fra nu, hvor 10

institutioner har krydderurtebede.

Skoler

Skoler indgår som et vigtigt led i den lokale

selvforsyningsplan, fordi de i større eller

mindre omfang kan fungere som lokale

kulturcentre. Den primære kontaktgruppe er

områdets børnefamilier, men skolens

værksteder og øvrige faciliteter tænkes også

at danne ramme om en række folkelige

sammenkomster. For eksempel kan

skolekøkkenet bruges til fællesspisning.

»Med en engageret undervisning kan

børnene trække gode vaner med hjem. Det

gælder emner som dyrkning i skolehave og

gode madvaner lært i husgerningstimerne,

og børnene vil også kunne sælge

overskydende grønsager til forældre og

andre. Ved at knytte en pensionistgruppe til

skoleklassen vil den tid og viden, som

pensionister besidder, kunne omsættes i

praktisk handling.«

Miljø- og EnergiCentret slår på en

velfungerende skolehaves tværfaglige

muligheder: »I matematik planlægges

indretning af haven og arrangeres salgsbod

for produkterne. I natur/teknik og biologi

undersøges konkret, hvad økologi er, og der

undervises i læren om de mange forskellige

planter. I dansk kan initiativerne beskrives til

skolebladet, og der kan udfærdiges

rapporter samt information til potentielle

kunder.«

Der er 13 skoler i kommunen. Ingen har

egentlige skolehaver, men to har høns og et

par stykker forsøger sig med

krydderurtebede. En enkelt har sø med fisk.

Som den hidtil eneste fungerer Fløng Skole

som et lokalt kulturcenter, selvom ønsket har

været oppe i flere andre skoler.

Miljø- og EnergiCentret har etableret en

netværksgruppe bestående af “grønne”

kontaktlærere fra de enkelte skoler. Formålet

er at opmuntre og inspirere hinanden til

BYSAMFUND

mere og bedre miljøundervisning – og

eventuelt fælles arrangementer.

“Dem de andre ikke vil lege med”

Høje-Taastrup har, som alle andre

kommuner, en række institutioner med

brugere, som “de andre ikke vil lege med”:

Produktionsskolen i Fløng (for ikke bogligt

rettede unge), Grennessminde (for sent

udviklede) og Gartneri Offside (for folk med

psykiske vanskeligheder) har alle gartnerier.

Blå Kors, Fountain House – Regnbuehuset

(for folk med psykiske problemer) og projekt

“Tøserne” (for uddannelse af kvinder uden

for arbejdsmarkedet) rummer også mange

mennesker, som gerne vil lave noget

meningsfuldt og konkret.

Visionen er at give folk på institutionerne

mulighed for at forsyne deres opland med

basale livsfornødenheder.

De kan sælge varerne fra deres

institutioner eller torvet, eller etablere en

direkte kontakt til eksempelvis vuggestuer

og plejehjem om forsyninger med aftalte

grønsager, frugter eller bær.

Miljø- og EnergiCentret foreslår, at

institutionerne i fællesskab uddanner et

korps til at undervise haveejere i, hvordan

man passer bier, beskærer træer og buske

og passer en kompost. Hjælpekorpset kan

også rykke ud, når mange frugter eller bær

skal plukkes.

Det foreslås også at lave ordninger, så

arbejderne selv scorer måske halvdelen af

overskuddet af dét, de får solgt – i stedet for

at lade hele gevinsten havne hos

institutionerne:

»Det vigtigste her er ikke pengene i sig

selv, men den anerkendelse som ligger i at

modtage betaling for sit arbejde.«

Miljø- og EnergiCentret vil tage kontakt til

institutionerne og være behjælpelig med at

skaffe gæstelærere og fondsmidler med

109


videre.

Klode-butikken

Det findes allerede flere steder i landet, men

det gør ikke ideen dårligere: I samarbejde

med den lokale Frivillighedscentral vil

centret etablere en såkaldt “Klodebutik”, som

primært skal drives af frivillige – så som

pensionister og andre med tid i dagtimerne.

Butikken vil få mange ansigter – ét vil

være, at overskuddet fra salg af genbrugstøj

skal gå til u-lande, hvorfra man udbyder

andre produkter.

Et andet formål vil være at holde god

kontakt til de baltiske lande – som Letland,

hvortil der allerede er knyttet mellemlokale

forbindelser.

Baltere tilbydes gratis ferie i høstsæsonen

med privat indkvartering mod at de til

gengæld hjælper for eksempel med at

plukke bær.

Supermarkederne og de lokale handlende

»Næsten al vores mad kommer i dag via

supermarkederne, som igen får varerne fra

en lang række forskellige producenter –

såvel indenlandske som udenlandske.

Supermarkedskæderne har udviklet et

effektivt distributionssystem, som det vil

blive yderst vanskeligt at ændre på,« hedder

det i projektet, der da heller ikke har ambition

om at nedlægge supermarkederne.

»Tværtimod ønsker vi at inddrage dem i

en strategi, hvorefter også de forsyner

forbrugerne med stadig flere lokalt

forarbejdede varer. Deres motivation vil

naturligt øges, i takt med at stadig flere

fødevarer finder vej fra producent til

forbruger uden om deres hylder. I dag

efterspørger forbrugerne økologiske

fødevarer, men hvis der også stilles skarpt

på den lokale forsyning, vil nærheden og

kendskabet til producenten komme til at

110

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

spille en større rolle.«

Det lokale erhvervsliv forventes at bakke

op omkring projektet, for eksempel formodes

restauranter, pizzariaer, hoteller og så videre

at kunne se fordelen ved at skilte med, at

lokalt producerede økologiske fødevarer

indgår i deres udbud.

Samspillet med amt, kommune og øvrige

myndigheder

For at kunne gennemføre en så omfattende

plan, som Miljø- og EnergiCentret i Høje-

Taastrup lægger op til, må myndighederne

spille med, og i den anledning nævnes en

række forudsætninger.

Kommunen på sin side forventes dels at

etablere en afgiftsstruktur til fremme og

støtte for hjemmekompostering, dels at

udfærdige en kompostvejlederordning.

Den forventes at tage initiativ til, at

pensionister i større omfang kan tjene lidt

ved siden af pensionen ved salg af

hjemmedyrkede varer.

Den forventes at opmuntre til, at skolerne

kan fungere som lokale kulturcentre. Endelig

forventes det, at kommunen gør det muligt at

udnytte reserve-jordarealer til

dyrkningsformål.

Amtet må blandt andet – i samarbejde

med kommunen – opfordres til at bruge en

større del af naturgenopretningsmidlerne på

at åbne rørlagte åer.

»Hvis planen skal lykkes, må

hindringerne, der står i vejen for

motivationen, fjernes. Folk skal opleve, at

der skønnes på, at de forsyner lokalområdet

med fødevarer – og derfor skal de have

betaling for det, også selvom de får pension,

arbejdsløshedsunderstøttelse eller lignende

ved siden af«, siger besvarelsens forfatter og

slutter med denne kommentar:

»Når vi skal vælge mellem et

overvågningssamfund, hvor alle kontrollerer

alle og sikrer at alt går rigtigt til, eller et

samfund, hvor mange små dele af

økonomien går direkte mellem mennesker

uden om skattesystemet, da er det vores

klare overbevisning, at vi skal prioritere det

sidste.

Overvågning og mistænksomhed dræber

glæden i lokalsamfundet. Hjælpsomhed og

smidighed giver liv til lokalsamfundet.«

Prisopgaveeksemplet

Lodrette Sandheder

Et andet spændende bidrag til prisopgaven,

som vandt hædrende omtale, giver et bud

på, hvordan man nærmer sig en bæredygtig

BYSAMFUND

bosætning i ét af Danmarks tætteste storbykvarterer,

Vesterbro i København. Der bor

omkring 30.000 mennesker i bydelen, som

strækker sig over 500 hektar.

Forfatterne til projektet, der bærer titlen

“Lodrette Sandheder”, refererer til en af de

første danske byplanlæggeres

inspirationskilder, Ebenezer Howards

“Gardencities of Tomorrow”, som udkom i

starten af det 20. århundrede. Howard anså

selvstændige byenheder på cirka 30.000

beboere for nok til et varieret, socialt liv. Når

de 30.000 var nået, skulle byudviklingen

stoppes, og man kunne begynde på en ny

“haveby”. Omkring byen skulle der være et

grønt bælte, hvis landbrug skulle forsyne

»Vi elskede de bilfrie søndage,« siger Vestergror med henvisning til oliekrisen i starten af 70’erne og

foreslår, at vi nu frivilligt lader bilerne stå i byerne. Foreningen forestiller sig fremtidens gade på

Vesterbro fri for dominerende farlig trafik, med langt flere cykler og fuld af træer og planter.

111


yen, mens byen til gengæld skulle forsyne

landbrugene med gødning (sådan som det

også planlægges for “Odin”-projektet). Al

jord skulle være i offentlig eje eller

kontrollleret af kommunen. Så disse tanker

er slet ikke nye.

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

Vestergror vil eksemplificere deres tanker ved at anvende dem på en karré på Ydre Vesterbro.

Køkkentrappen erstattes af en præfabrikeret brandtrappe, som vil forme en slags ”økostreng” med

lodrette løsninger: Kompostnedfaldsskakt, så man slipper for bananfluer i køkkenet, fordi man er for

længe om at gå ned med kompostspanden fra 4. sal; talerør til børnene i gården – som fra skibets bro

til maskinrummet; lodret rodzoneanlæg til rensning af det grå spildevand, etagemultlokummer og

hejseværk. Den udvendige og lodrette placering af ”økostrengen” gør det nemt at komme til i

forbindelse med vedligeholdelse. Samtidig med brandtrappen bliver der etableret altaner for hver

opgang. Altanerne giver lejerne mulighed for at stikke fingrene i jorden.

112

»Men byen kan aldrig blive helt

selvforsynende – på den måde er byen

et problem,« siger repræsentanter for

foreningen Vestergror, som står bag

projektet.

Et af idealerne for foreningen er

permakultur, der som grundlæggende tanke

har, at man skal arbejde med – og ikke mod

– naturen, at alting hænger sammen, og at

man selv må tage et ansvar. Med det ideal

som sigtepunkt og en karré på Vesterbro

som udgangspunkt har en gruppe fra

foreningen prøvet at regne ud, hvor meget af

ens egen mad, man kan fremavle i en tæt

karréstruktur – og nåede frem til, at man

allerhøjst, ved maksimal udnyttelse af alle

muligheder, vil kunne dyrke 10-12 procent af

sine egne fødevarer på Vesterbro.

»Det er dog formodentlig muligt at forbedre

situationen, hvis man bruger flere

forskningsmidler på at forædle frugtbærende

træer og buske frem for markafgrøder i

monokulturer. En skov bestående

udelukkende af spiselige planter vil kunne

yde meget mere end en hvedemark. Hvis

man kunne skabe økosystemer lig skoven,

kunne man spare masser af energi og

arbejde. Svaret på problemet er to ting. For

det første: Så mange lodrette løsninger som

muligt i byen. For det andet: Tilknytning til en

bioregion.«

Eksempel-karré

Vestergror vil afprøve sin ide på en bestemt

boligkarré på Ydre Vesterbro, som står for tur

i byfornyelsen. Den lodrette løsning går på,

at al ny rørføring føres i forbindelse med den

gamle køkkentrappe, som udgør en

“økostreng”. Herved etableres en

kompostnedfaldsskakt, et lodret

rodzoneanlæg til spildevandsrensning, et

etagemultlokum, et hejseværk, og et talerør

til børn i gården. En sådan “økostreng” giver

let adgang til vedligeholdelse og justeringer.

Altanerne skal udnyttes til at give

byboerne mulighed for selv at stikke fingrene

i jorden. Der kan dyrkes tomater, pluksalat,

krydderurter og meget andet. Og i karréens

gårdrum er der plads til frugttræer, høns,

BYSAMFUND

fiskebassin og lignende.

Boliggader

Folk på Vesterbro har ikke selv mange biler

– og Vestergror ser derfor en mulighed for at

bruge kvarterets gader til noget mere

fornuftigt. De almindelige veje er 12,5 meter

brede fra husfacade til husfacade, men en

bredde på 4,5 meter beregnes som

tilstrækkeligt for de nødvendige køretøjer til

udrykning, handicappede og taxakørsel. Og

så bliver der plads til træer, klatreplanter,

regnvandsopsamling, overdækket

cykelparkering og passiv solvarme på

facaderne.

»I Venedig har man gjort en dyd ud af

nødvendigheden, fordi byens fysiske

beskaffenhed ikke tillader biler. Vi må gøre

dyden til en nødvendighed: at lade være

med at bruge bilen i byen.«

B-holdet står for Bæredygtighed

Vestergror er kede af den udvikling i

Danmark, hvor al produktion forsvinder fra

byerne, så de ender som rene bolig- og

serviceområder.

»Vi må prøve at vende udviklingen mod

en by, hvor man producerer så meget som

muligt af det, man selv forbruger, og hvor

man skaber så lidt affald som muligt ved at

afsætte plads i byen til fødevareproduktion,

vandrensning, genbrug og så videre. Det vil

sige, vi må skabe meningsfyldte

arbejdspladser i bydelen – for eksempel ved

at oprette lokale økocentre, hvor der

eksperimenteres med byegnede grønne

metoder.

Vi identificerer arbejdsløsheden – “der er

ikke brug for dig” – som det største problem

på Vesterbro. Men som bekendt er problemet

løsningen: Den menneskelige resurse er

byens største aktiv. Eller med andre ord: Hos

os er B-holdet lig med

113


Børnene i et storbykvarter som Vesterbro har

brug for bedre kontakt til naturen, mener

Vestergror. Ved at knytte kvarteret til en

bioregion og et samarbejde med landbrug i de

nærmestliggende landområder kan

institutionerne lade børnene følge livet på en

bestemt gård. Den model findes allerede på

Vesterbro – men ønskes udbygget.

Bæredygtighedsholdet.«

Økolokalcenter

Vestergror ønsker at etablere et lokalt

økocenter i en ejendom, som tidligere har

dannet ramme om “Arbejdshjemmet Nain”,

hvor arbejdsløse og hjemløse til gengæld for

hårdt arbejde kunne få mad og husly.

»Vi kunne godt tænke os, med et

permakulturelt udgangspunkt, at finde det

nutidige svar på et selvforvaltende sted, som

hverken er socialkontor eller arbejdsanstalt, i

disse stort set ubenyttede bygninger.«

114

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

Ejendommen, som ligger i forbindelse

med det eksisterende, meget benyttede

kulturhus, bliver i Vestergrors vision et sted,

hvor ikke mindst “B-holdet” vil stå for

eksempelvis ciderproduktion af ubrugte

nedfaldsæbler fra Frederiksberghaverne

samt produktion af udekøleskabe. Man

ønsker at etablere en plantefarve-have, et

værksted og reparationsrum samt

opbevaringsplads for byggemateriale-rester

fra byfornyelsen til genbrug.

Bioregion i Reerslev

Vesterbro har allerede erfaring med samarbejde

mellem by og land. Ved Reerslev, 20

kilometer fra Vesterbro, ligger tre godser –

Gjeddesdal, Barfredshøj og Benzonsdal –

tilsammen 2.000 hektar, hvor folk fra

Vesterbro har dyrket grønsager til

selvforsyning i 10 år, i et permakulturelt

dyrkningsfællesskab på et jordstykke på tre

hektar.

Her udnyttes hurtigtvoksende træers

biomasse og ekskrementerne fra en fiskedam

som næring for planterne, mens blade og

andre rester fra det dyrkede bruges til foder

for karperne i fiskedammen.Vindenergi sikrer,

at vandet føres hen, hvor det skal bruges.

I besvarelsen “Større Selvforsyning i

Høje-Taastrup” siges det om projektet i

Reerslev, at det langt fra er optimalt, men

har en række spændende perspektiver.

Miljø- og EnergiCentret i Høje-Taastrup

forestiller sig, at permakulturcenteret i

Reerslev i sammenhæng med en

selvforsyningsplan kan fungere til inspiration

for andre, der har lyst til at lave noget

tilsvarende.

På basis af Reerslev-projektet ønsker

Vestergror først og fremmest en mere lokal

fødevareforsyning til Vesterbros befolkning.

Videre skal der skabes muligheder for, at

nogle af råvarerne sendes til byen for videre

bearbejdning – for eksempel hamp til

tøjproduktion.

»Både for at styrke kontakten mellem

forbrugeren og producenten og for at give

mulighed for billigere fødevarer skal

betalingssystemet være en mulig

kombination mellem kontant betaling og

deltagelse i produktionen. Ingen deltagelse

vil udløse en høj pris, megen deltagelse

betyder billigere eller helt gratis fødevarer.«

Permakultur er en dyrkningsmåde

hvorefter naturen tilføres en større mængde

næring – via solenergien – end man fjerner

ved høsten. Samtidig systematiserer man en

polykultur, hvorefter affaldsprodukter et sted

udnyttes andetsteds.

Samarbejde med institutioner

Bioregionen skal også benyttes af

Vesterbros institutioner til at give børnene

BYSAMFUND

bedre forståelse for naturens

sammenhænge. Behandlingsbørnehaven

Asmundsminde, som ligger over for det

ønskede økocenter, har 20 børn fra

Vesterbro og otte henvist fra hele

København, og kører ofte til Nordsjælland,

hvor man har får, høns, grise og

køkkenhaver. Børnene synger afskedssang,

når grisen skal slagtes, og forældrene køber

spegepølser fra en gris, de har set vokse op.

»De steder, hvor folk har en meget direkte

indflydelse på deres egne omgivelser – tit

lidt på kant med loven – er også de steder,

som virker varme og rare, og som fungerer

mest resursebevidste.

Det 21. århundredes byplanlægning skal

derfor udspringe nedefra, gennem praktiske

beboerstyrede forsøg i lille skala – og ikke

drukne i fremmedgørende procedurer og

800 tons tørre skrivelser.

Det eksisterende magtapparet skal ud i

en supertanker-vendingsmanøvre, og vi, de

lokale beboere, bliver muligvis pionererne. Vi

ved ikke præcist, hvilke tiltag der vil virke

bedst her, hvor vi bor – men vi vil forsøge os

frem. “Det kan ikke lade sig gøre”, er et

meget anvendt argument mod gode grønne

forslag – derfor skal vi vise, at jo, det kan det.

Vi skal vise, at det kan lade sig gøre at passe

godt på denne fantastiske kugle i

verdensrummet, som vi bor på,« siger

Vestergror.

Vesterbro-foreningen har hentet

inspiration hos bl.a. Friedensreich

Hundertwasser, den østrigske

miljøforkæmper og kunstner, som er blevet

berømt for sit store økobolighus i Wien.

Vestergror citerer ham med disse ord:

Når man drømmer alene,

er det kun en drøm.

Når man drømmer i fællesskab,

er det begyndelsen til en ny virkelighed.

115


116

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

BOFÆLLESSKABER OG

PROJEKTER I BYSAMFUND

Der er ingen tvivl om, at det er meget svært

at gøre en traditionel dansk by bæredygtig,

men landet over er der opmuntrende mange

mindre byøkologiske projekter i gang. På

Dansk Center for Byøkologi i Århus er der

registeret så meget som 500 økologiske

initiativer – nye projekter såvel som

renoveringer, der enten er realiserede eller

på vej til at blive det. Fra alle den slags

initiativer breder økologien sig internt i og

mellem de enkelte byer.

”Det økologiske Teaterværksted” er et projekt

for Jytte Abildstrøms teater Riddersalen, hvor

det eksisterende kulisse- og dukkeværksted

skal ombygges til et inspirations- og

demonstrationshus for økologiske løsninger.

Prisopgaveeksemplet

Økologisk

Teaterværksted

En af prisopgavevinderne – projektet

“Økologisk Teaterværksted”, som har Jytte

Abildstrøm og hendes teater Riddersalen i

ryggen – mener, at hovedparten af fremtidens

bosætning fortsat vil foregå i byen, og at

ændringer og nytænkning i forhold til tidens

økologiske og kulturelle krav vil og må ske

ikke mindst i forbindelse med sanering.

Jytte Abildstrøm har i løbet af den sidste

halve snes år benyttet sit kolonihavehus til at

demonstrere konkrete miljøløsninger for alle

BOFÆLLESSKABER OG PROJEKTER I BYSAMFUND

hverdagens gøremål. Det har været yderst

populært og givet god inspiration til folk, der

selv ville handle. Men som tiden har udviklet

sig, har det lille kolonihavehus med

solfanger, solceller, kildesortering,

regnvandsopsamling og -rensning,

komposttoilet, kompostbeholder og finsk

masseovn ikke kunnet dække behovet for at

komme tæt på byøkologiske løsninger i

storbyen.

Derfor er hun nu i samarbejde med flere

i gang med at etablere et konkret eksempel,

et økoværksted inden for rammerne af

Riddersalen, som i de sidste 20 år har

arbejdet scenisk over temaet økologi og

miljørigtig levevis. Et virkeligt økoværksted

på teatret vil levendegøre og eksemplificere

de ideer, som har været teatrets kendetegn

og succesgrundlag gennem alle årene. En

af ideerne bag økoværkstedet går på at

kombinere den praktiske økologi med

kunsten og det fornøjelige.

Jytte Abildstrøm fortæller om baggrunden

for projektet i prisopgave-besvarelsen: »Det

undrede os, hvordan det i starten kom bag

på mange, at en flok teaterfolk begyndte at

tage forbrug og levevis alvorligt. Nu undrer

det vores omgivelser, at ikke alle teaterfolk

og skabende mennesker tager det med i det

daglige arbejde. Vi saver, maler, syr og

sætter lys på vores forestillinger for at

komme ud med vort budskab – og forbruger

jo en del, må man sige. Vi er fælles om vores

fremtid, der kræves noget af os alle, og det

Værkstedsbygningen, der tidligere var

hestestald, skal udvides med en førstesal – med

mødelokale og væksthus for grønsager og bær.

Og samtidig med at økologien trækkes ind i

teatret med komposttoiletter og økologisk satire,

søges kunsten integreret, således at

rodzonebed, vandtrapper og masseovn

udformes med

skulpturelle udtryk.

117


er sundt. Vi har fået sat fokus på vor egen

dobbeltmoral og troværdighed over for

publikum, og hvis man ikke starter med at

rive i egen barm, nytter det jo ikke at rive i

andres. Det inspirationssted vi har slået op til

på vores strikkepinde, tror vi på indeholder

så mange gode dele, at andre vil gå i gang

med at lave det samme. Ting skal ses,

opleves, siddes i – og det vil komme alle

samfundslag til gode.

Vi vil gerne tage skridtet, for vi kan se

nødvendigheden, og vi kan måske være

med til at ændre de stivnede love, som

forhindrer os i at få nogle nye fornuftige ting

indført i vore byggerier. Når noget stivner,

må vi være mange flere til at løsne op for

stivheden. Mange fonde, vi søger, roser og

Jytte Abildstrøm byder alle indenfor i sit

økologiske teaterværksted.

118

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

roser – men når det kommer til stykket, giver

de ikke penge. Undskyldningerne er mange

– ikke mindst loven.«

Byøkologisk demonstrationsmodel

Projektet går ud på at lave en smuk og

alsidig økologisk demonstrationsmodel med

mange byggeøkologiske tiltag, som hver for

sig eller i sammenhæng kan relateres til en

familiebolig.

Værkstedet bliver isoleret, får bedre

dagslys, mindre varmeforbrug, og frem for

forbrug af fossile brændstoffer vil der blive

anvendt CO2-neutral energi – ved hjælp af

solfangerpanel, passiv solvarme og

masseovn. Der bliver biologisk

vandrensning, genbrug af renset spildevand,

og fækalier og køkkenaffald bliver

komposteret.

På den nye førstesal over

teaterværkstedet er planen at etablere dels

et væksthus, dels et stort grønt rum, som vil

være meget velegnet som mødesal,

undervisnings- og inspirationssted.

Ovenfor: ”Det Økologiske Teaterværksted” vil

tilbyde et centralt og inspirerende mødested til

eksempelvis små virksomheder og

organisationer i lokalerne på førstesalen. Man

forestiller sig eventuelt en ”10 gode vennerordning”,

hvorefter 10 virksomheder eller

organisationer forlods binder sig til at betale et

fast årligt beløb for at benytte faciliteterne.

119


Et tiltrængt tilskud af

dagslys til værkstedet

skaffes gennem

glasskydedøre mod øst

og gennem ovenlys fra

fire lyskasser, placeret i

væksthusrummet og

mødesalen på

førstesalen. Som

”hængende have” ved

østfacaden er placeret et

tre kvadratmeter stort

jordbed, som er med til

at rense det grå

spildevand fra hånd- og

køkkenvask på

førstesalen. I

væksthuset dyrkes bær

og grønsager som

tilskud til eget forbrug,

og affaldet fra

teatret og værkstedet

samles i fire containere

og en kompostbeholder.

Alle fra børnehavebørn over skolebørn til

studerende ved højere læreanstalter og alle

slags bygningsfolk og tilskuere generelt

forventes at bruge stedet. Teatret forestiller

sig samarbejde med de uddannelses- og

forskningsinstitutioner, som har interesse for

emnet, idet økoværkstedet vil give gode

muligheder for praktisk forskning.

Tilstrømningen forventes at blive stor og af

lige så bredt et spektrum som til

forestillingerne og Jytte Abildstrøms utallige

miljøforedrag og rundvisninger i egen

kolonihave.

»En ting er at blive informeret om, at vi

120

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

må gå nye veje og høre om, hvad der er

muligt – noget andet og nok så vigtigt er at

kunne se det, røre ved det, at opleve det i

virkeligheden. Ikke mindst i forhold til børn

og unge synes vi, at det er højst påkrævet, at

de kan se, at der rent faktisk er nogen, som

har gjort noget.«

Prisopgaveeksemplet

Regnbuen – Fredericia

Nogen, som faktisk har gjort noget, er det

almennyttige bofællesskab Regnbuen i

BOFÆLLESSKABER OG PROJEKTER I BYSAMFUND

Fredericia. Det har eksisteret i 10 år og består

af 20 almennyttige lejligheder som en

selvstændig afdeling under boligselskabet

Landsforeningen for Arbejdsløshedens

Bekæmpelse (LAB). Det ligger i byzonen, i

udkanten af Erritsø, med et typisk

forstadsvilla-kvarter på tre sider og med eng

og skov på den fjerde.

Regnbuen har siden sin start haft fælles

køkkenhave og indkøbsforening. Senere er

der kommet hønsegård til, man har haft et

par køer og grise til kødproduktion, og

boligerne er bygget med et vist hensyn til

naturlige materialer. De bærende

konstruktioner og gulvene er af træ, og

mellem husene ligger en glasoverdækket

gade.

Men inden LØS’ prisopgave har man

aldrig haft en vedtaget målsætning om at

være eller blive et økosamfund. Besvarelsen

var derfor også ment som et

diskussionsoplæg internt i Regnbuen – et

forsøg fra forfatternes side på at vise nogle

veje, der peger mod større bæredygtighed.

Samarbejde med “Annexgården”

Ligesom mange andre byøkologiske

projekter ønsker man at etablere et

samarbejde med en gård i nærheden –

“Annexgården”, som de kalder den – om at

producere de fødevarer, der sammen med

bofællesskabets egen hjemmeproduktion vil

gøre det stort set selvforsynende. Beboerne

i Regnbuen vil deltage i arbejdet på gården,

nogle på fast deltid og de fleste som frivillig

arbejdskraft i spidsbelastningerne omkring

høst og slagtning.

Folk fra bofællesskabet er allerede

sammen om at sylte og bage, og eventuelt

vil man selv kunne viderebehandle nogle af

produkterne fra “Annexgården” –

eksempelvis via et gårdmejeri.

Man vil tage initiativ til at danne et større

netværk af grønne familier ud over

Regnbuens egne beboere for at give

projektet et bedre fundament. Og

efterhånden som “Annexgården” integreres

mere i fællesskabet, vil beboere i Regnbuen

kunne engagere sig mere økonomisk i

forbindelse med et generationsskifte.

Når planen om et børnehus også er

realiseret, vil børnene kunne benytte sig af

gården til en del af deres aktiviteter.

Andre visioner

Jorden ønskes udskiftet de steder, hvor man

vil have træer til at vokse – dels med

muldjord udefra, dels med kompost fra

fællesskabets organiske affald. Et nu rørlagt

vandløb fra Erritsø befries, så det igen får lov

at løbe naturligt – og et tidligere vandhul

genetableres til glæde for mennesker, fisk,

fugle og andre vandglade væsener.

Når bygningernes eternitbelagte facader

er ved at være modne til renovering, går

overvejelserne på at skifte beklædningen ud

med træ, men også at isolere bygningerne

bedre ved at gøre væggene tungere, så man

lettere kan holde en behagelig og stabil

indendørstemperatur.

Affaldssortering har altid været i fokus i

Regnbuen. Genbrugelige ting er sat på

hylder i kælderen, hvor andre beboere kan

tage, hvad de kan bruge. Organisk affald

bruges som hønsefoder eller komposteres.

Glas, jern og papir sorteres og afleveres til

den kommunale genbrugsplads. De videre

planer går på at reducere mængderne af

affald – blandt andet via egenproduktionen

på “Annexgården”, men også ved at gå efter

de varer, som er genbrugsvenlige og lavet af

komposterbare materialer.

Glasgaden

Bofællesskabet Regnbuens 20 lejligheder

ligger over for hinanden med 10 på hver side

121


af en glasoverbygget fællesgade, som ender

i et fælleshus. Man opsamler allerede

regnvand fra det store tagareal, men ideen

er at udbygge systemet ved at lade

regnvandet løbe ned i udvendige beholdere i

passende højde, hvorfra vandet ved hjælp af

tyngdekraften kan løbe videre ind i

glasgaden i cylindriske, gennemsigtige

glasbeholdere, så vandet kan ses og skabe

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

Bofællesskabet Regnbuen består af 2 gange 10 lejligheder på hver sin side af ”Glasgaden” – en

overbygning af glas. Regnvandet opsamles allerede i dag, men man ønsker at udbygge systemet, så

vandet løber ind i Glasgaden i gennemsigtige cylindriske beholdere. Tanken er at dele gaden op i tre

forskudte plateauer med et åbent stykke vand, eventuelt med fisk og vandplanter, så man kan høre, se

og føle vandet. Regnvandet føres så videre ind i hver lejlighed og ned til fælleshuset, hvor det bruges i

toiletter og vaskemaskiner, og det brugte vand løber via kloakken ud til et rodzoneanlæg.

122

et inspirerende miljø i glasgaden.

Regnvandet bliver ført ind i hver enkelt

lejlighed og fælleshuset, hvor det bruges i

toiletter, vaskemaskiner og til badevand, inden

det via kloakken løber ud til et selvgjort

rodzoneanlæg. Her renses spildevandet, så

det kan genanvendes eller ledes ud i Erritsø

Bæk.

BOFÆLLESSKABER OG PROJEKTER I BYSAMFUND

Net-butikken

Som et fremtidigt knudepunkt forestiller man

sig et kommunikationscenter, der også

leverer bæredygtige produkter til

lokalsamfundet. Områdets egne produkter –

såsom kød, fjerkræ, mælk, garn og

melprodukter fra “Annexgården” – går alle

gennem butikken.

Nerven i forsyningsnetværket er det

elektroniske net, hvorved hele lokalområdet

er koblet op til butikkens server via “inter-tv”

med adgang til “den virtuelle butik”. I “Netbutikken”,

som projektideen kaldes, vil man

kunne lægge sine produkter ud til salg, og

som forbruger kan man på sin pc-skærm se,

hvad der for tiden er i udbud, bestille sine

varer på en bestillingsseddel, og enten selv

hente dem eller få dem bragt ud.

I starten vil der være én person ansat til

at få gang i hjulene, men efterhånden

formodes der at blive brug for to

fuldtidsansatte til at ekspedere ordrerne,

lave det computer-netværks-magasin, der er

navngivet som “Digi-sinet”, udsende

regninger, føre regnskab og eventuelt bage

eller sylte ved siden af.

“Digi-sinets” netsider vil generelt

indeholde information om bæredygtige

artikler og produkter, der er fremme på

markedet. Og der kalkuleres med en “Digisin”-opslagstavle,

hvor man kan udveksle

diverse nyheder.

Oven på net-butikken planlægges et

“cheffrit område” med fire arbejdspladser til

udleje for folk fra lokalområdet, som gerne vil

arbejde hjemme, men stadig have et forhold

til “arbejdskolleger”.

Ritualer

Om de immaterielle værdiers betydning for

et bæredygtigt fællesskab siger Regnbuen:

»Som vi alle er en del af en

slægtshistorie, er vores samfund en del af

lokalsamfundets historie, og det er vigtigt at

kunne fornemme tiden, der gjorde os mulige.

Forskellige ritualer til hverdag og diverse

årstidsfester skal minde os om og fremkalde

glæde og taknemmelighed over, at vi kan

høste i pagt med naturen, og minde os om,

at sundhed og rigdom fra høstens gaver ikke

er en selvfølge. De symbolske glæder er

vigtige i forståelsen for, at naturens og

verdens mangfoldighed er nødvendig, hvis vi

skal leve og overleve som kultur og folk.

Et festligt ritual kan være at fejre nye

beboere i fællesskabet. Et dagligt ritual

omkring eksempelvis fællesspisning skaber

tryghed og rammer om en måske ellers

kaotisk hverdag. Udefra kan den slags virke

ligegyldigt, men i det daglige liv mellem

mange mennesker skaber det ro og

harmoni. En sådan lille rituel ting kan være

at ringe til spisning fem-ti minutter før maden

er klar, så alle kan finde sig selv og hinanden

samt eventuelt synge en sang, inden man

begynder at spise.

Vi er små led i en lang, lang kæde. Det

føles allerstærkest, når man bærer et lille

barn i sin mave. At tænke på den lange

kæde, der forud har båret barn efter barn,

føles lige så stort og uendeligt som at kigge

ud på universets stjerner. Man føler sig lille,

det er svimlende og smukt og med til at

binde en til jorden og livet og det nære,«

siges det i besvarelsen, der sluttes af med et

citat fra en svensk visesanger:

I en grotte i min drømmeverden

bor en gammel visdomsmand.

Mange gange har jeg spurgt

hvordan man skaber en verden

i balance.

Men for hver gang jeg undrer

giver han altid samme råd:

Man skal grave, man skal bygge

der hvor man står

Bjørn Afzelius

123


VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

SKOVBRUG OG SKOVBYER

Danmark var oprindeligt dækket af skov,

ligesom mange andre lande jorden over.

Men da mennesket blev agerbruger,

begyndte man at rydde skovene for at skabe

plads til landbrug.

»Gennem de seneste 6-7.000 år har vi

vænnet os til tanken om, at uden

skovrydning kan vi ikke spise os mætte.

Derfor bygger selv den økologiske

miljøbevidsthed stadigvæk på landbrug, og

skoven er i vid udstrækning blevet frakoblet

samfundsbevidstheden. Skoven betragtes

som et udflugtsmål, ikke et levested. Skoven

ses som en beskæftigelsesmæssig niche,

der kun fungerer som arbejdsplads for

ganske få. Og i det økonomiske kredsløb er

skoven en dværg sammenlignet med

giganten landbruget.«

Sådan indledes prisopgaveprojektet

“Skoven som levested og levevej”, der

ønsker at påvise, at en bosætning i et

skovområde kan opnå selvforsyning gennem

et minimum af landbrug kombineret med en

effektiv udnyttelse af de naturligt

forekommende resurser i skoven. Ja, at det

faktisk kan blive den mest bæredygtige form

for bosætning overhovedet.

Skovbrug kontra landbrug

»Normalt forbindes den økologiske tanke

med landbruget, og økologisk landbrug

repræsenterer naturligvis et stort fremskridt i

forhold til det konventionelle landbrug, men

man gør også brug af store maskiner, og

mange ting transporteres over store

afstande, så hele processen “fra jord til bord”

stadig forbruger mere energi end det

producerer,« citerer “Skoven som levested

og levevej” fra Patrick Whitefields

“Permakultur i en nøddeskal”, og fortsætter:

»Selv en permakultur kan ikke ændre det

forhold, at enhver form for landbrug gør vold

på naturen. Store skovområder ryddes for alt

andet end lige præcis den plantesort, man

ønsker at dyrke. Alle andre planter betegnes

som ukrudt, og alle dyr, der forsyner sig med

markens afgrøder, betragtes som skadedyr.

Så kan man indvende, at landbruget

producerer “den rigtige” biomasse. Men

biokemikerne fortæller os, at træ, grene,

blade og græs faktisk består af sukkerstoffer,

især cellulose. Vi kan bare ikke fordøje det.

Men dyr som køer, giraffer og elefanter

demonstrerer for os, at der er masser af

næring i den slags, og at det kan

omsættes.«

95% af jordens biomasse er indkapslet i

cellulose – stoffet som udgør cellevæggene i

langt de fleste planter. Projektet mener, vi

bør forske mere i, hvordan det enorme

SKOVBRUG OG SKOVBYER

potentiale i praksis kan forvandles til foder

eller føde også for mennesker.

Skove har den største mængde biomasse

En stor og varieret biomasse lægger

fundamentet for det globale økosystem,

men – som det beskrives i et indlæg med

titlen “Det 21. århundredes bæredygtige

bosætning” – klodens biomasse reduceres

hastigt som følge af vores ubæredygtige

forbrug:

»Hver dag hugges 55.000 hektar

tropeskov ned – det svarer på årsplan til et

areal på Frankrigs størrelse – hver dag

breder ørkenerne sig med 20.000 hektar,

hver dag uddør 100 dyre- og plantearter.

Samtidig blæses der – hver dag – 100

millioner tons drivhusgasser ud i

atmosfæren, hvor de skaber en global

opvarmning, som anses for jordens mest

presserende miljøproblem. Koncentrationen

af kultveilte (CO2) i atmosfæren, primært fra


afbrænding af fossilt brændsel, er steget

med 25 procent over de seneste 250 år.«

Men træer og planter opsuger kultveilte

og konverterer det ved fotosyntese til

plantevækst. Et større skovareal kan derfor

bidrage til at stabilisere koncentrationen af

kultveilte. Et stadigt mindre areal øger

problemet.

»Vor viden om, hvorledes omsætning af

biomasse foregår i naturen, er støt

voksende, men endnu gør vi alt for lidt brug

af denne viden. En vigtig grund til den

træghed er måske, at vi simpelthen har et alt

for perifert forhold til skoven,« mener

forfatterne til “Skoven som levested og

levevej.”

»Man kender omsætningsprocesserne

temmelig indgående fra laboratorieforsøg,

men økonomiske årsager holder investorer

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

væk fra området. Den første lange

forskningsperiode vil koste dyrt i

arbejdslønninger, samtidig med at

afsætningsforholdene for biomassen er

usikre – så derfor er der ikke gjort mange

forsøg på at omsætte teori til praksis. Men

hvis arbejdskraften er frivillig og personligt

engageret, samtidig med at der sammesteds

er afsætning for produkterne, kan man

komme bag om problemet,« mener

forfatterne, der vil integrere forsøg med at

udnytte biomassen i en skovbosætning.

Prisopgaveeksemplet

Skoven som levested og

levevej

Projektets første formål er at etablere en

Hvordan vil det påvirke moderne menneskers livskvalitet at flytte ud i skoven? Hvordan vil børn og

voksne trives, hvordan vil man indrette sig, når både bolig, omgivelser og arbejdsplads i den grad

skifter karakter? Det er spørgsmål, som to prisopgavebesvarelser gerne vil prøve at gå dybere ind i.

126

permanent beboelse, “Skovbo”, i et

skovområde, hvor skovboerne i starten vil få

fuldt op at gøre med dels at holde sig

selvforsynende og afprøve, hvor stor en del af

fødebehovet, der kan dækkes gennem jagt,

samling og fiskeri, dels eksperimentere med

at omsætte biomasse til foder eller føde.

»Kan skovboerne få lejlighed til at

koncentrere sig om opgaver som disse, er

der grund til at forvente sig interessante

forskningsresultater inden for nye,

miljøvenlige grene af teknologien.«

Som supplement vil udflytterne få

køkkenhave og et lille husdyrhold, og kan

desuden dyrke spisesvampe på træ.

Detaljerne i projektet er endnu ikke

afklarede, men der gives mange forslag –

blandt andet til indtægtsmuligheder for

bosætningen: Salg af rapporter,

forskningsresultater og opfindelser, kunst,

digtning, spisesvampe, honning, teer,

naturmedicin, overskudsvildt, tømmer,

kunsthåndværk og skindtøj. “Skovbo” kan

oprette sit eget forlag og udgive et

nyhedsblad. Man forestiller sig, at der kan

komme indtægter fra skovbørnehave,

skovskole, plejebørnspasning,

kursusarrangementer, undervisning,

naturvejledning og turisme.

SKOVBRUG OG SKOVBYER

Desuden vil “Skovbo” kunne optræde

som et refugium for stressede byboere, der

trænger til at komme til hægterne, eller for

forfattere og kunstnere, der higer efter ro og

fordybelse. Blandt skovboerne vil der sikkert

være folk med særlig interesse for

meditation, yoga, zoneterapi, massage og

den slags, som også vil kunne give nogle

indtægter. Hytter eller teltpladser kan

tiltrække turister, hvoraf nogle vil finde det

inspirerende at deltage i bosætningens liv

igennem et stykke tid.

»Den billigste løsning for at realisere

“Skovbo” vil være, at det offentlige stiller et

passende område til disposition. Til gengæld

giver skovboerne deres samfund et

interessant tilbud ved at stille sig selv og

deres arbejdskraft til rådighed for et forsøg,

der peger frem mod en bæredygtig

bosætningsform. Muligvis vil udflytterne selv

kunne bidrage med nogle af

etableringsomkostningerne. Så at sige alle

udgiftsposter på privatbudgetterne

forsvinder jo ud i den blå luft: Hus og bil kan

udlejes eller sælges, og der bliver ingen

udgifter til benzin, el, varme, mad, drikke, tøj,

legetøj, børneinstitutioner, licens, møbler,

impulskøb og så videre. Hvad der er sparet

er tjent.«

Prisopgaveeksemplet

Projekt Skovting

“Skoven som levested og levevej” har ikke

noget særligt bud på skovbosætningens

byggeri. Det har til gengæld “Projekt

Skovting”, der vandt hædrende omtale i

prisopgaven, ikke mindst for sit talentfulde

design af skovbyggeri.

“Projekt Skovtings” forfatter mener, at

»udviklingen af et bæredygtigt samfund med

127


● Skovhuset graves ned i jorden, og

skovbunden fortsætter over huset.

Formen er tegnet til mildt skrånende og let

skovklædte landskaber.

● Skovbunden løftes op over skovhuset for

at udforme et naturtag. Formen er tegnet

til åbninger i skoven og let skovklædte

landskaber.

● Skovhuset løftes op over skovbunden og

står oppe i skovkronen som et træhus.

Skovbunden fortsætter under huset, mens

huset selv er en del af skovkronen.

Formen er tegnet til tæt skovklædte

landskaber.

bæredygtige bosætninger skal ske i tæt

sammenhæng med den største forandring i

det danske landskab over det kommende

århundrede – Danmarks skovrejsning.« Her

refereres til Skov- og Naturstyrelsens planer

om, at skovarealet inden for det kommende

århundrede vil vokse til det dobbelte af i dag,

hvor lidt mere end en tiendedel af Danmarks

areal er dækket af skov.

»Med sin store biodiversitet og biomasse

er skoven et af de mest bæredygtige og

stabile økosystemer. En fordobling af

skovarealet og indførelsen af naturnær

skovdrift grundlægger derfor Danmarks

kapacitet til at leve og udvikle sig inden for

rammerne af landets miljømæssige

råderum.«

Begrebet “det miljømæssige råderum”

sigter til, hvor meget vi kan tillade os at

bruge løs af de resurser, som ikke

gendannes i løbet af få menneske-

128

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

generationer – for eksempel olie, kul, uran

og metaller – hvis vi skal opnå en ligelig

fordeling verden over, og der oven i købet

skal være noget til de kommende

generationer. For at holde rammerne må

Danmark sammen med de øvrige vestlige

lande nedsætte energiforbruget med i hvert

fald halvdelen, som Brundtlandkommissionen

konstaterede tilbage i 1987

med rapporten “Vor Fælles Fremtid”.

“Projekt Skovting” placeres et sted, hvor

eksisterende skov kan udvides, så

Til højre: Et skovhus egnet til at stå i

skovkanten. Alle skovhuse har en fast kerne

med trappe, køkken, badeværelse og alle

installationer, og kernen udgør samtidig den

bærende del af konstruktionen. Det er en

byggeform, som forenkler byggeprocessen,

vedligeholdelsen og eventuelle

funktionsændringer.

SKOVBRUG OG SKOVBYER

129


osætningen bliver en del af den nye skov,

men ikke belaster de eksisterende skove, og

bosætningen skal ligge inden for en radius af

én times rejsetid fra Danmarks større byer

med gode transportforbindelser som lokalog

privatbanerne, fordi tætheden til

byområder på den ene side kan forbedre

byboernes muligheder for rekreative

aktiviteter og på den anden side vil sikre

vekselvirkningen mellem skoven og det

øvrige samfund. Et mål med “Projekt

Skovting” er således at skabe en forbindelse

mellem naturnære skovbrug, økologiske

landbrug og de lokale og regionale

industrier:

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

»De danske skove er en økonomisk

resurse med store muligheder – en righoldig

kilde til produktion af naturlige materialer,

som kan erstatte de mange farlige ting, som

i dag fremstilles ved hjælp af kunstige og

ikke-vedvarende resurser.«

Bosætningen planlægges i Danmark,

men projektets grundlæggende principper

betyder, at det også kan anvendes i andre

lande – også u-lande.

Hustyper, skovting og byplanlægning

»De fleste bosætninger, inklusive mange

“økologiske” bosætninger, ødelægger og

erstatter biomasse dels i produktionen af

På den åbne sydfacade har skovhuset vinger med solceller til at producere el.

130

En model af ”Projekt Skovtings” skovhus til tætte

skovområder.

materialer – mursten, beton og grus – til

bosætningen og dens bygninger, dels i

opførelsen af bosætningen,« siger

forfatterne.

“Projekt Skovtings” såkaldte skovhuse

integreres i skovens økosystemer og sikrer

derved, at skovens plante- og dyreliv ikke

belastes, »samtidig med at beboerne får et

SKOVBRUG OG SKOVBYER

aktivt og spændende forhold til skovens

natur.«

Skovhusene placeres, så de alle vender

mod Tinget, bebyggelsens center, som

udgør et åbent og demokratisk fokus for

beboerne – med rødder i dansk kulturarv, fra

tiden hvor en stencirkel var befolkningens

forsamlingspunkt ved offentlig rådslagning

og afgørelse af retssager.

»Ved at bruge tinget som centrum skaber

vi en kontinuitet og forståelse mellem vores

fortid, nutid og fremtid. Desuden er den

runde form anerkendt som den mest

demokratiske, fordi en fri og uhæmmet strøm

af informationer lettest skabes i cirkler,«

siges det i “Projekt Skovting”.

»Vort passive forbrugersamfunds bykerner

er i dag fyldt med glasoverdækkede private

indkøbscentre, og de offentlige gader, som er

tilbage, er ofte fyldt med biler. Det manglende

offentlige rum er tæt forbundet med vores

fornemmelse for manglende demokrati,«

mener forfatterne til “Projekt Skovting”.

For at skabe et bedre og mere livligt

nærmiljø anvender projektet principperne fra

integreret byplanlægning, hvor de forskellige

byfunktioner flettes ind i samme bykvarter og

skaber mulighed for samvær, kreativitet og

forståelse for forskellige livsmønstre.

»Modsætningen er den zoneinddeling,

som har været brugt i konventionel

byplanlægning gennem de seneste 50 år

med adskillelse af boliger, industri, kontorer

og butikker – oprindeligt for at forbedre

befolkningens sundhed ved at flytte

arbejdspladser væk fra tæt befolkede

bykerner. De negative resultater med

sovebyer, døde bycentre og øget bilisme er

velkendte.«

Fremtidens fleksible bolig

Mange boliger bygget ved århundredskiftet

har kunnet anvendes på trods af de

131


ændringer, som er sket i livsmønstret

gennem årene, mens mange boliger, bygget

siden 50’erne, ikke er så fleksible.

»Størstedelen af nutidens boligbyggeri er

designet til det stereotype familiemønster,

som i virkeligheden ikke er så udbredt. En

mere tidssvarende bolig er egnet til en aktiv

og hurtig ændring af dagligdagen og kan

forandres alt efter skift i familiemønstre og

livsformer over længere tid,« siges det i

“Projekt Skovting”, der på den baggrund har

designet et anderledes “typehus”.

Skovhusenes kerne, leverum og

klimaskærm

Skovhusene har en fast kerne, som

indeholder trappe, køkken, badeværelse og

alle installationer – de faste elementer, som

huset altid har brug for. Ved at samle alle

132

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

Træbeklædning

Solceller

Solvæg

installationer her sparer man

anlægsomkostninger, og kernen udgør den

bærende del af konstruktionen, fordi

byggeproces, vedligeholdelse og renovering

forenkles ved en sådan udformning.

Leverummet – skovhusets beboede zone,

som omringer kernen – er ikke belastet af

bærende konstruktioner og kan derfor let

ændres efter beboernes behov i årenes løb.

Klimaskærmen, der baseres på træ, er

skovhusets beskyttelse mod det eksterne

klima. Opbygningen er lagdelt med bærende

elementer, isolering og regnskærm. Den

regulerer ventilation, dagslys, solvarme og

varmetab, og er afgørende for skovhusets

indeklima og miljøpåvirkning.

Byggematerialet – træ – er der masser af

lige ved hånden, og derudover gøres brug af

diverse energibesparende foranstaltninger,

Bærende træskelet

Isolering

Regnskærm

Skovhuset er beskyttet mod vind og vejr af klimaskærmen, der regulerer ventilation, dagslys,

solvarme og varmetab. Klimaskærmen, der hovedsagelig er bygget af træ, er lagdelt med bærende

elementer, isolering og regnskærm.

så som CO2-neutral brændeovn,

superlavenergi vinduessystemer med store

glasarealer, aktiv og passiv solvarme og

lavenergibelysning.

“Projekt Skovting” anvender en

livscyklusvurderingsmodel – ved navn

BærByg – udviklet af en forskningskonsulent

i projektgruppen. Modellen er skabt i

forbindelse med designet af bæredygtigt

boligbyggeri i Nordeuropa og har været

anvendt med danske databaser for klima,

energistatistikker, konstruktionsmaterialer

og vand- og spildevandssystemer.

En beregning med BærByg-modellen

viser, at Skovtingets skovhuse har et

energiforbrug, der er 76 procent lavere end

den typiske bolig.

Alle bygninger i “Projekt Skovting” er

SKOVBRUG OG SKOVBYER

designet, så der er mulighed for at oprette

tele-arbejdspladser. Som så mange andre

prisopgavebesvarelser inddrager projektet

de elektroniske fremtidsperspektiver i sin

bosætningsplan, fordi skovboerne via

internettet kan klare meget arbejde og

desuden holde sig lige så velinformerede om

verdens gang som byboerne.

Såvel “Projekt Skovting” som “Skoven

som levested og levevej” regner med en

levende kommunikation med omverdenen,

der forventes at blive tiltrukket af, hvad en

skovbosætning kan byde på.

Nedenfor: Alle ”Projekt Skovtings” skovhuse er udformet ved

anvendelsen af BærByg, en edb-baseret

livscyklusvurderingsmodel, og bruger derved 76 procent mind

energi end den typiske bolig. Byggeriet omfatter højt

isoleringsniveau, passiv skorstenseffekt, forvarmning af

ventilationsluft i glasudestuer, nye superlavenergi vinduer på

glasarealer, CO2-neutral brændeovn, lavenergibelysning og

husholdningsapparater. Til skovhusets el-forsyning bliver der

integreret et nettilsluttet solcelleanlæg.

133


Byggebranchen står i dag over for et

voksende krav om at indføre nye økologiske

byggeskikke. Det er en omfattende omstilling,

som på mange måder kan sammenlignes

med 60’ernes opgør med det

industrialiserede etage-boligbyggeri, hedder

det i prisopgave-projektet “Bastian”, der

ønsker at renovere en gammel fabrik i

Ovnsætteren fra Vrads, Agner

Thulesens egen masseovn, der er

udbygget med et stenkomfur.

Masseovnen og komfuret virker på

den måde, at man fyrer op med et

hurtigt bål af grantræ, hvorved

stenene opsuger varmen og derefter

langsomt afgiver den til huset – i op

til to døgn. Alle stoffer i træet bliver

brændt af i en meget ren forbrænding

og omdannet til vand, kultveilte og

andre gasser, som alt sammen indgår

igen i naturens kredsløb. Asken skal

man selv sprede i naturen.

Masseovnen kan som regel fint

indpasses i gamle huse, men da den

vejer omkring tre tons, kan det være

nødvendigt at forstærke fundamentet.

Hele installationen koster cirka

40.000 kroner, men den tjener sig

hurtigt hjem igen. Udgifterne til

brændsel begrænser sig til cirka

1.000 kroner eller tre til fem

rummeter brænde – om året.

134

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

BYGGERI

Horsens midtby til et byøkologisk

demonstrationshus.

Projekt “Bastian” mener – som flere andre

besvarelser, der omhandler byggeri – »at

tiden nu er inde til et nyt opgør på

byggefronten.« Men hvor alternativet for en

generation siden var tæt/lavt boligbyggeri, er

det i dag »et spørgsmål om at bringe

byggeriet i økologisk balance med sine

omgivelser, om at bedre sundheden og

mindske resurseforbruget ved såvel

anlægsarbejdet som driften af huset i årene

derefter.«

Kredsløb – eller gennemstrømning

Dansk byggeri – opførsel, drift og nedrivning

– står for cirka halvdelen af vort

energiforbrug, og en trediedel af Danmarks

CO2-udslip kommer fra vores boliger. Men

faktisk er det muligt at bygge boliger, som er

selvforsynende med energi til i hvert fald

opvarmning ved at anvende eksempelvis

solenergi og masseovn, og som samtidig er

CO2-neutrale.

CO2-neutral energi får man fra

biobrændsel som træ eller flis, og det

neutrale ligger i, at træer og andre

plantevækster i deres levetid optager

samme mængde CO2, som de afgiver ved

afbrænding eller forrådnelse. Men når vi

bruger løs af jordens fossile energiresurser

som kul, olie, gas og tørv, der er dannet af

fortidens vegetation, skabes der mere

kultveilte, end klodens nuværende

plantevækster kan opsuge, og så får vi den

meget omtalte drivhus-effekt, hvor de

overskydende gasser lægger sig som en

opvarmende dyne rundt om jordkloden.

Vesterbro-projektet “Lodrette

Sandheder”, der omtales på side 111, sætter

problemet med de fossile resurser ind i

følgende perspektiv: »Det har taget

vegetationen millioner af år at dække

giftstoffer til med humus, et frisk

vegetationslag og et iltlag, så mennesker

kan leve på jorden. Og vi utaknemmelige

mennesker henter netop de med

møjsommeligt kosmisk besvær tildækkede

giftstoffer op til overfladen igen.«

Det traditionelle hus kaldes populært et

“gennemstrømshus”, fordi man på den ene

BYGGERI

side henter en masse energi og resurser ind

i huset og på den anden side leder en masse

affald ud igen.

Det økologiske hus kan kaldes for et

“kredsløbshus” – fordi det så vidt muligt

holder sig energi- og resurseneutralt og så at

sige hviler i sig selv. Elforsyningen i

“kredsløbshuset” kan et langt stykke hen ad

vejen klares ved hjælp af solceller og

vindmøllekraft.

Komposttoilet – eller slam

Projekt “Bastian” skriver, at vort lands

centrale rensningsanlæg står over for

uløselige slamproblemer med den

traditionelle spildevandshåndtering:

»Når spildevandet blandes sammen,

bliver slammet forgiftet og uanvendeligt på

markerne. Samtidig har det økologiske landog

havebrug et stort behov for de

næringsstoffer, der i dag går til spilde.

Men kompost- og separationstoiletter,

lokal grøn rensning af det grå spildevand og

faskiner (underjordiske “stenkister” til

nedsivning) til det rene vand gør det muligt at

få de værdifulde næringsstoffer tilbage til

jorden, hvor de hører hjemme. Den nye

bebyggelse kan så spare sig selv og

samfundet for tilslutning til offentligt

kloaknet.«

Desværre synes netop komposttoilettet at

være dét, som selv økologisk indstillede

nybyggere først vælger fra i budgettet.

Nærkontakten med vores mest personlige

affaldsstoffer er for de fleste åbenbart en

meget svær barriere. Men der angives i

prisopgave-materialet mange gode grunde

til at overkomme sine fordomme i den

retning.

Ifølge projektet for et “Økologisk

Teaterværksted” i Jytte Abildstrøms

Riddersalen bruger én dansker hvert år

15.000 liter vand blot til toiletskyl – og

135


producerer hermed samme mængde sort

spildevand, som fortsætter til rensning i de

offentlige spildevandsanlæg, inden resten

lander i sø og hav og belaster vandmiljøet.

»Komposttoilettet tilbageholder urinen og

fækalierne – og dermed næsten alt kvælstof

og kalium, foruden halvdelen af fosforen –

fra den samlede mængde af

husspildevand,« siges det i besvarelsen, der

derpå fortæller, at én person lader 500 liter

kvælstofholdigt vand om året. I

komposttoilettet separeres det fra afføringen

og opsamles i en container. I løbet af

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

Økobyggeren Flemming Abrahamsens modeltegning over, hvordan et komposttoilet indgår i et

naturligt kredsløb.

136

sommerhalvåret, hvor fotosyntesen er bedst,

udspredes det i en blanding med (regn)vand

i naturen og tilfører planterne vital næring.

Lorten, som med et fint ord kaldes

fækalier, bliver til 50 liter om året per person

– og opsamles i en beholder under toilettet.

Her komposteres det sammen med andet

organisk materiale, for eksempel savsmuld –

ikke grønt køkkenaffald, som vil tiltrække

fluer – og et kanalsystem i beholderen

tilfører ilt til processen. Beholderen ventileres

over taget, hvorved der skabes et vacuum,

som ventilerer toiletrummet gennem

toiletstolen og gør det lugtfrit – i modsætning

til et almindeligt vandkloset. Komposten

bevares i beholderen i ét år, og efter endnu

et års hvile i naturen bliver den til en lille

portion formuldet gødning, som eksempelvis

kan gøre gavn under frugttræerne.

Dét, som en person slipper ud i toilettet i

løbet af et år, indeholder næringssalte nok til

at dyrke de grønsager og andre afgrøder,

samme person har brug for på årsbasis,

siges det i en af besvarelserne – med den

lille anmærkning, at

sundhedsmyndighederne på grund af

frygten for smittefare forbyder brugen af

menneskets egen “gødning” til spiselige

afgrøder.

Installeringen af et komposttoilet kan

være relativt dyr, men der findes også – som

omtalt længere fremme i kapitlet – billige

løsningsmodeller. Det sværeste kan være at

få den nødvendige tilladelse fra

embedslægen og de kommunale

myndigheder.

Vandforsyning

Ferskvand gendannes meget langsomt, og i

dag er dansk grundvand alvorligt truet af

forurening som følge af fire-fem årtiers

accelerende brug af pesticider og

kunstgødning. Danske boliger tapper over

halvdelen af de kostbare dråber fra landets

almene vandforsyning.

For at afhjælpe problemet kan den

enkelte husejer investere i vandbesparende

armaturer og – på god pædagogisk vis –

sætte vandmåleren op i øjenhøjde, så man

hele tiden kan følge sit forbrug til

eksempelvis bad og opvask. Dog batter det

mest at opsamle regnvand, som på vore

regnfulde breddegrader sagtens leverer

forsyningerne til det forbrug, der ligger ud

over, hvad der skal bruges til mad og drikke.

Fra et 200 m 2 stort tag kan man således

BYGGERI

forsyne sig med cirka 110 kubikmeter

regnvand om året. Til gengæld vil en typisk

familie kunne nøjes med tre kubikmeter

grundvand til madlavning – om året.

Til tak kan man føde grundvandet på

længere sigt ved efter brug at sende det grå

spildevand – fra køkken- og håndvask, bad

og vaskemaskine – ud i sit eget, enkelt

konstruerede biologiske rensningsanlæg og

herfra lade det sive ned i jorden. Projekt

“Bastian” finder det beklageligt, at vi i dag

»snyder grundvandet for den nødvendige

nydannelse, fordi vi sender regnvandet i

kloakkerne – med oversvømmelse af kældre

til følge ved skybrud.«

Husholdninger og fællesskaber – som for

eksempel Økosamfundet Dyssekilde – der

opsamler regnvand, genbruger badevandet

og får lov at etablere egen vandrensning,

opnår besparelser på op til 60 procent af

landsgennemsnittet.

En anden gevinst ved at bruge regnvand

kender den, som har badet i det bløde,

naturligt duftende vand fra himmelen og

erfaret, at det tillige begrænser behovet for

sæbe, som kan være skrap kost for både

hud og natur.

Prisopgaveeksemplet

Naturhusene

i Svanninge

Ifølge projektet “Naturhusene i Svanninge”,

der som nævnt i kapitlet “På grænsen

mellem land og by” har taget navn efter en

plan om en forsøgsbosætning i landsbyen

Svanninge i Faaborg kommune, er økologisk

byggeri ikke bare et spørgsmål om

regnvandsopsamling og naturlige materialer.

Det handler også om “det organiske

formsprog”:

137


»Hvis “kvindelig arkitektur” kan

identificeres som organisk formsprog – så er

det i højeste grad dét, vi savner at udtrykke i

landskabet,« siges det med en tilføjelse om,

at det kasseformede rum, vi omgiver os med

alle vegne, ikke findes fra naturens side –

det er udelukkende menneskeskabt.

»Modernismens firkantethed er en ide,

der stammer helt fra de gamle grækeres tid,

og det er efterhånden blevet fasttømret, at

bosætning per definition skal være

retvinklet, geometrisk og rationel.«

Med hensyn til “det organiske formsprog”

ser forfatteren en parallel til vores

hjernehalvdele. Den venstre halvdel – som

virker matematisk analyserende og rationel –

defineres også som vores maskuline styrke.

Den højre halvdel står for vores rumlige og

intuitive egenskaber, altså de mere kvindelige

aspekter.

»For eksempel har de australske

aboriginals tilsyneladende bevaret en meget

højere udviklet højre hjernehalvdel end vi

vesterlændinge, der lader os dominere af

den venstre. De betragter nærmest de

firkantede huse, myndighederne bygger til

dem, som en slags fængsler – ikke som

deres hjem.«

Projektet anbefaler ethvert byggeri at

indlede med en designfase, der først

afklarer, hvilke funktions- og pladsbehov

man har, hvad man laver hvor og på hvilke

tider af døgnet, fordi det vil give en god ide

om, hvor store rummene bør være, og

hvordan de bedst ligger i forhold til

hinanden:

»Nogle af rummene vil smelte lidt

sammen, mens andre måske må

etageadskilles. På den måde minimeres

rumfang og overflade til det nødvendige, så

der ikke bliver nogen overflødige kroge eller

gange. Som i naturen dannes formen efter et

“funktions-minimalistisk” princip. I tilgift er

138

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

der mindre rum at varme op, og mindre

overflade med varmetab.«

Naturmaterialer

Projekt “Bæredygtig Færden i Verden”, der

ligesom “Bastian” har rod i Landsforeningen

for Økologisk Byggeri, fortæller, at der i dag

findes mere end 50.000 forskellige

byggematerialer, hvoraf mange indeholder

skadelige og unedbrydelige komponenter.

Derfor er indeklimaet i traditionelt byggeri

ofte usundt, og arbejderne lider under

byggeprocessen.

»De naturlige, giftfri materialer løser

begge problemer. For eksempel kan man til

isolering erstatte det stærkt belastede

mineraluld med det mindre belastede

papiruld. Arbejderne undgår de meget

ubehagelige effekter på huden og i lungerne,

og affaldsproblemet reduceres ved at

genbruge papir. Samtidig kan papirulden

produceres lokalt.«

Der kommer flere og flere økologiske

byggematerialer på markedet, men

forfatteren til projekt “Naturhusene i

Svanninge” er ikke i tvivl om, hvad der er

billigst, bedst og mest bæredygtigt:

»De enkleste byggematerialer er træ,

halm, ler (jord), sand samt i øvrigt sten,

græstørv og strå – hovedkomponenter, som

vil kunne kombineres og varieres i det

uendelige, uden at vi eller vores

efterkommere vil få et resurse- eller

bortskaffelsesproblem. Det er også de

materialer, som er mest formbare og dermed

ideelle til at udtrykke det organiske

formsprog.«

Med hensyn til spørgsmålet om

materialernes bæreevne henviser

Svanninge-projektet til andre eksempler

jorden over. I Nordafrika har man bygget et

hus i fem etager i lerjord. I Tyskland er man

ved at få normer for lerbyggeri ind i

reglementet. I Arizona, USA, har man efter

flere års forsøg og forhandlinger fået

byggetilladelse til et hus med halmballer

som bærende konstruktion.

Halmballebyggeri

De mange fordele ved at bygge i halmballer

er ifølge “Naturhusene i Svanninge” begyndt

at gå op for bygherrer i både Norge, Sverige,

Frankrig, Canada og især USA, hvor de

første halmballehuse blev bygget i Nebraska

allerede i slutningen af 1800-tallet.

Foreningen Nordisk Organisation for

Lerbyggeri kan også fremvise mange

byggerier, især i Norge og Sverige, hvor

isolering med halmballer kombineres med et

lag af lerpuds.

Oprindeligt var det mangel på tømmer,

som gjorde at man midlertidigt måtte tage til

takke med halmballer. Men så fandt man ud

BYGGERI

af, at halmballehuse både økonomisk og

komfortmæssigt var traditionelle boliger

overlegne, og indrettede dem som

permanente boliger.

Nebraska-stilen, som varede frem til

1936, siges at være kendt som den mest

enkle teknik med halmballer som bærende

konstruktion og uden brug af tømmer.

»Nebraska-style huse har stået i over

hundrede år uden problemer. Det mest

udbredte i dag er imidlertid ikke-bærende

baller, bygget ind i en form for træskelet,«

hedder det i besvarelsen fra Svanninge, der

udtrykker ærgrelse over, at halmballehuse

ikke er mere udbredte, end de er.

»Nogle af barriererne for

halmballebyggeri er frygten for brand og

skadedyr. Men når halm er presset tæt

sammen i baller, er det praktisk talt ikke til at

få ild i, og en halmballevæg pudset på hver

Workshop for byggeri af et halmhus på Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi sommeren

1998. Foto: Jane Kruse.


side med kalk- eller lermørtel er faktisk en

udmærket brandisolering. Og erfaringen

viser, at når ballerne er pudsede, er det

umuligt for skadedyr at trives der.«

Set ud fra en livscyklusvurdering tror

forfatteren ikke, man kan finde et bedre

byggemateriale med så mange gode

egenskaber. Han opremser følgende fordele:

● Halm kan bruges både til isolering og til

bærende konstruktion.

● Det kræver mindre energi ved fremstilling,

byggeri og bortskaffelse, og det har færre

gener ved fremstilling, byggeri og

indeklima end de gængse materialer.

● Man kan få en balle for mellem to og fem

kroner i Danmark, hvilket for et helt hus

kun bliver til mellem 1.500 og 4.000 kroner.

Konventionelle materialer koster det

mangedobbelte.

● På grund af den gode isoleringsevne anslås

en varmebesparelse på mindst 50.000

kroner i husets levetid.

● Endelig kræver halmbyggeri ikke

specialiseret arbejdskraft eller maskiner.

Arbejdet vil typisk kunne udføres på en

weekend som en halmbyg-komsammen.

Cob

En meget gammel byggeopskrift, kaldet

“cob”, er ved at blive genopdaget i Danmark.

Man tager to til tre dele groft, skarpt sand,

en til to dele ler, hælder ingredienserne ud

på en presenning, tilsætter lidt vand og går

så i gang med at ælte. Der jogges godt rundt

i blandingen, helst med bare fødder, hvis

temperaturen tillader det. Når blandingen er

jævnet til en homogen masse, blandes en

smule halm i, og der æltes indtil også den er

fordelt.

Blandingen formes som en slags brød, og

som regel dannes en kæde, hvor brødene

smides fremad til den eller de, som arbejder

på at bygge væggen op.

140

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

Ælteprocessen kan inddrage mange

mennesker og er en »sjov blanding af

muskeltræning, dans, socialt samvær og

gedigent arbejde, som er uafhængigt af

mekanik og industrielle produkter.«

Metoden er derfor også ideel i den 3.

verden, hvor man ikke har maskinkraft til

rådighed. Hvis man arbejder alene eller kun

er meget få, kan man også vælge at blande

cob’en i en mørtelmaskine.

»Det interessante ved cob er, at den er

halmarmeret, så man frit kan forme en

krummende og tyndere selvbærende væg.

Ved konstruktive forstærkninger med pil,

hassel, bambus eller eventuelt jern er der

uanede skulpturelle muligheder, så rummet

Selv børnene kan være med, når der bygges

hus med cob.

danner en helt individuel og organisk helhed.

Kun fantasien sætter grænser,« siger

forfatteren til “Naturhusene i Svanninge”.

Herhjemme er cob-metoden anvendt på

en hel del registrerede bygninger på Lolland.

I Wales findes der helt tilbage fra 1600-tallet

cob-bygninger, som stadig er intakte.

Heltømmer og andre materialer

“Naturhusene i Svanninge” foreslår

afbarkede træstammer til bærende

konstruktion – indtil bygningsreglementet vil

godkende materialer som for eksempel

halm. »Det er smukt, stærkt – og kan gøres

meget billigt,« siges det med henvisning til

”Kredsløbshuset” i Sdr. Felding ved Herning.

Huset er bygget af Steen Møller, som købte

»godt hundrede grantræer på rod for under

BYGGERI

Steen Møllers ”Kredsløbshus” i Sdr. Felding ved Herning. Han har selv bygget huset og har brugt

afbarket heltømmer i den bærende konstruktion – en meget solid og flot løsning, som samtidig har

sparet ham for mange tusinde kroner.

4.000 kroner. Med fire-fem ugers

arbejdskraft til skovning og afbarkning

sparede han indkøb af savværkstømmer for

60-80.000 kroner.«

Kan man skaffe kampesten eller

marksten, anbefales det som en smuk

løsning på en opmuret sokkel, og det tilrådes

– som sikring mod fugt – at tjære stenene og

desuden gøre tagudhænget stort.

Til tagbeklædning ved svage hældninger

foreslår Svanninge-projektet græstørv, »fordi

græs de fleste steder falder bedst ind i

landskabet.« Ved stejlere hældninger

foreslås strå og rughalm, »der er noget af

det mest smidige materiale til organiske

former.« Rughalm har den fordel, at vi selv

kan dyrke det i Danmark, hvor megen strå til

141


142

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

“Græstotten” – en bolig på

cirka 48 kvadratmeter, der

er velegnet til én, eventuelt

to mennesker. Der er også

plads til et par

overnattende gæster på

hemsen. Varmen kommer

fra en meget effektiv cobbrændeovn,

som blot kan

bestå af en stor og en lille

olietønde, omstøbt med

cob.

“Villa Organis” – et større familie- eller fælleshus på cirka 175-200 kvadratmeter, set fra sydfacaden.

Grundplanen for “Villa Organis”. I husets midte

bærer en egestamme både loft og øverste

tagkonstruktion.

tagdækning ellers importeres fra lande som

Polen og Ungarn.

»Glas er i sidste ende nok det eneste

industrielle materiale, vi i vores del af verden

er helt afhængige af for at kunne få dagslys

og solvarme. Men også her findes der

masser af resurser, hvis vi tænker i genbrug

og atter slår ind på at lave gode holdbare

dobbeltvinduesløsninger – til erstatning for

termoglas, som kun har en forventet levetid

på 15-25 år. Bygger man med halm eller cob,

er der pludselig stor frihed til at forme sine

vinduer, som man vil – runde, ovale,

kantede, asymmetriske. Man kan bruge hele

termoruder – billige i fejlmål, enkeltglas og

sågar glasstumper, som bygges ind uden

problemer.«

Den bløde byggeplads

»Hvis ingen mere får lyst eller lov til selv at

bygge et spændende, smukt og billigt hus af

vores mest naturlige materialer – sten,

tømmer, ler og halmballer – må det være et

tegn på, at vi har overladt den totale magt til

industrikulturen,« siger forfatteren, der

samtidig mener, at jo flere der har mulighed

for at deltage i byggeriet, jo bedre – familie,

venner, bekendte og andre interesserede.

Ud over det med at ælte cob med bare

fødder kan de fleste være med ved samling

og rejsning af tømmer, opsætning af

halmballer, ved opmuring og lerpudsning.

»På de industrielle byggepladser med

støjende, farlige og energikrævende

BYGGERI

maskiner er det som regel kun mænd, der

arbejder i et specialiseret område. “Den

bløde byggeplads” er nærmest en

byggelegeplads for både mænd og kvinder,

børn og ældre. De oplevelser, man får i løbet

af nogle dage eller et par uger i enkelt og

billigt selvbyggeri, er noget, der kan forandre

folk så meget, at det endog ses i deres

kropsholdning.

Bygge-workshops vil ikke bare være for

økologisk interesserede håndværkere. Også

mennesker, der normalt er henvist til

skånejobs og overførselsindkomster, kan

være med – og også få at føle, at der virkelig

er brug for dem.«

I øvrigt er det sådan, at dels benytter

økologisk boligbyggeri sig oftere af lokale

arbejdskræfter, dels går en langt større del

af hver investeret krone til arbejdskraft

generelt, end i den traditionelle del af

branchen, fortælles det i projektet “Bastian”

“Naturhuset” – et 120 kvadratmeter stort enfamiliehus, set fra syd. Huset er tænkt som et smukt

prototypebyggeri til en af bogrupperne i “Naturhusene i Svanninge”, og er skabt ud fra den ide, at en

rund masseovn med en vindeltrappe omkring danner et naturligt centrum i boligen. Det er senere

vokset videre til et tårn.

143


fra Horsens.

Økologisk forsøgsbyggeri i Faaborg

Da planen om en forsøgsbosætning i

landsbyen Svanninge på Sydfyn blev

præsenteret for Faaborg kommune, pegede

kommunen på otte mulige områder.

Foreløbig vinder blev en tre hektar stor plet

jord i Svanninge, lidt uden for Faaborg by.

Bebyggelsesplanen omfatter 12-16 huse,

som kan være meget forskellige, omend

med et fælles formsprog og udsmykning.

Der fortælles om tre forskellige hustyper:

“Villa Organis” – et fælles- eller stort

familiehus, “Naturhuset” – et mindre

prototype enfamiliehus, og “Græstotten” – en

enkel boligløsning for tidens mange enlige.

Husene bygges efter de omtalte principper.

Blandt elementerne i de planlagte huse

skal nævnes et selvbygger-komposttoilet,

som består af to brøndringe og et sæde

monteret på en rund dækplade. Det er enkelt

og billigt – kun 2-3.000 kroner med

urinbeholder og ventilationsrør – i forhold til

de gængse komposttoiletter.

En nyskabelse i klasse A er et køleskab,

som mures op som et skab indbygget i

væggens halmisolering. Kompressor og

varmeribber placeres i bryggerset – under

en tørresnor, så varmen samtidig udnyttes.

Skabet beklædes med fliser indvendigt, og

køleskabsdøren får en enkel beklædning af

genbrugsbrædder, isoleres med uld og

tætnes godt. Resultatet siges at være et

lydløst, strømbesparende og smukt

køleskab.

Bag en anden og mindre dør i halmvæggen

er der naturligvis en halmkasse, hvor de

varme retter simrer sig færdige eller holder

sig varme.

Der er også lagt planer for et sol- og

vindbaseret 12 volts energianlæg, helt

uafhængigt af elnettet. Anlægget siges at

144

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

have stort set samme kapacitet som

almindelig strømforsyning ved 220 volt, når

man blot vælger de rigtige komponenter fra

starten – om det nu er TV, musikanlæg,

computer eller lamper – beregnet til 12 volt.

Visse maskiner, lavet til 220 volt, kan

angiveligt også anvendes via en omformer.

»Anlægget kan demonstrere en reduktion

af vores normale strømforbrug på helt ned til

en tiendedel af gennemsnittet. Oven i købet

slipper forbrugeren for store omkostninger

ved installation af elstik, måler og tavler og

abonnement på elnettet, og samfundet

spares for bekostelig nedgravning af kabler.

Teknikken er især velegnet til mere øde

lokaliteter og desuden til brug i 3. verdens

lande,« siger forfatteren.

Prisopgaveeksemplet

Et samfund i harmoni

med naturens love

Som hos “Naturhusene i Svanninge” lægges

der i prisopgave-besvarelsen “Et samfund i

harmoni med naturens love” stor vægt på

æstetik og udformningen af boliger, om end

formsproget er anderledes. Bag besvarelsen

står Foreningen for Maharishi Sthapatya

Veda, og visionen er forsøgsbyen “Solby” –

en ny og åben bosætning for op til 500

beboere med den ene forudsætning, at alt

byggeri skal være i overensstemmelse med

særlige principper for at sikre idégrundlaget.

Projektet tager sit udgangspunkt i

Maharishis Vediske Videnskab – også kaldet

Maharishi Sthapatya Veda:

»Den vediske videnstradition har sin

oprindelse i det gamle Indien, men er

universel i sin natur og lige så gammel som

mennesket selv. Den oprindelige form har

stort set været glemt i århundreder, men er i

løbet af de seneste 40 år blevet konstrueret i

sin helhed af Maharishi Mahesh Yogi – der er

kendt for udbredelsen af Trancendental

Meditation (TM),« siges det om Maharishis

Vediske Videnskab, der foruden metoder til

udvikling af den menneskelige bevidsthed

også omfatter viden om specifikke områder

som eksempelvis arkitektur.

Forsøgsbyen vil gøre brug af den mest

moderne teknologi, kombineret dels med

viden og erfaring opnået gennem mange

hundrede år i vores egen kultur, dels med en

flere tusind år gammel viden om ideelle

bosætningsformer. Ved at bygge efter den

vediske videnskabs principper tilstræbes det

at forbinde det enkelte menneskes liv med

kosmisk liv – og den individuelle intelligens

med kosmisk intelligens.

Byggemetoden tager højde for

bygningens placering i forhold til helheden,

herunder den kosmiske indflydelse fra

planeterne og solen og månen på livet på

jorden samt indflydelsen fra Nord- og

Sydpolen og Ækvator.

Sunde hjem og arbejdspladser

»I dag er man almindeligvis ikke klar over, at

problemer, uheld og ulykker, ja endog

sygdomme kan opstå, når de bygninger, vi

bor og arbejder i, er placeret forkert i forhold

til omgivelserne og med deres design

overtræder grundlæggende naturlove.

Indflydelsen fra naturens love er altid til

stede, og de negative virkninger af en

ugunstig placering af bygninger og hele

samfund ophobes i millioner af menneskers

liv. Det skaber stress og problemer og har en

uheldig indflydelse på hele byers og landes

udvikling og fremgang.«

Foreningen for Maharishi Sthapatya Veda

anslår, at 30-70 millioner arbejdere i USA

risikerer at blive syge på grund af de

bygninger, de arbejder i – med

BYGGERI

milliardomkostninger for tabt arbejdstid og

lægeregninger til følge.

»I Danmark har vi heldigvis en sundere

byggetradition og en voksende interesse for

økologiske byggemetoder. Det er imidlertid

også nødvendigt, at byplanlægningen,

landskabsdesignet og de enkelte huses

arkitektur er i harmoni med naturens love.«

Prisopgavebesvarelsen vurderer, at

mellem 50 og 70 procent af verdens

problemer vil forsvinde ved at bruge gode og

sunde byggematerialer og følge

anvisningerne fra Maharishi Sthapatya

Veda.

Maharishi Sthapatya Vedas

byggeprincipper

Projektet opfordrer enhver bygherre til at

tage følgende hensyn med i sin planlægning:

● Omgivelser: De geografiske og

topografiske forhold. Grundens hældning.

Placering af vandløb, søer og andet vand.

● Vastu: Helheden af grundens og

bygningens design kaldes vastu og

vedrører alle store som små

byggeprojekter. I en korrekt vastu forenes

tre grundlæggende principper: At

bygningens facade og indgang vender i

den rigtige retning. At huset og de

forskellige rum er placeret rigtigt. Og at

huset er designet med de rigtige

proportioner. Vastuer kan være

kvadratiske, runde, aflange og

halvcirkelformede, og der findes 32

diagrammer, som vælges alt efter

projektets størrelse og formål.

● Bosætningens retning: Da solen er den

stærkeste kosmiske indflydelse på jorden,

og solens stråler mest livgivende ved

solopgang, anbefales stik øst som den

primære retning for ethvert projekt. En

bosætning skal derfor orienteres med

145


VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

Projektet ”Et samfund i harmoni med naturens love” vil efter principperne i Maharishi Sthapatya Veda

skabe en ideel bebyggelse – med veje i øst/vest og nord/syd retning og fire hustyper, der alle har

facade mod øst.

Bebyggelsen omfatter 12 huse på 4.000 kvadratmeter grunde, 80 huse på 2.000 kvadratmeter

grunde, 96 huse på 1.200 kvadratmeter grunde og 160 huse på 1.000 kvadratmeter grunde. I centrum

skal medborgerhuset ligge, og i hjørnerne sundhedscenter, drengeskole og pigeskole.

Den østlige visdom – i form af Maharishi Sthapatya Vedas byggeprincipper – bliver nu afprøvet i den

lille landsby Mausing mellem Silkeborg og Kjellerup. Her opføres i alt tre klyngehuse til

adfærdsvanskelige børn og unge, som skal bo i det nye kompleks med en forventet bedre trivsel end i

normale bygninger. På tegningen ses byggeriets facade mod den opgående sol i øst, sådan som det

foreskrives i vedisk arkitektur. Det midterste af husene kommer til at ligge cirka 18 meter bag de to

andre. Projektet er det første af sin art i Danmark, og omfatter også et organisk rensningsanlæg – et

kombineret rodzoneanlæg med piletræer og nedsivning.

146

byens hovedindgang mod øst. Som man

før i tiden havde byporte, kan man

eventuelt markere bebyggelsens indkørsel

med en portal. Da retning er vigtig for hele

bebyggelsen, starter man med at anlægge

vejnettet i forhold til verdenshjørnerne stik

nord-syd og øst-vest. På baggrund af et

vastu-diagram kan bygninger, pladser,

damme, butiksområde, restaurationer,

institutioner, parker, sportsanlæg og så

videre placeres på det mest optimale sted

i forhold til helheden.

● Et stille centrum: I midten af bosætningen

bør være et stille centrum, der

symboliserer den rene bevidstheds eller

det forenede felts livgivende kraft, på

samme måde som solen er centrum og

største livgivende kraft i vores solsystem.

● Bygningens placering: En placering af

bygningens facade og indgang i en hvilken

som helst anden retning end stik øst – eller

stik nord, hvis ikke øst er muligt – påvirker

ejeren og beboerne negativt, lige såvel

som en forkert hældning eller form på

grunden, eller en ugunstig placering i

forhold til damme, åer og søer, samt andre

faktorer.

● Rummenes placering: Den ideelle placering

af bygningens forskellige rum sikrer

maksimal udnyttelse af de varierende

energier, som solen skaber på sin daglige

bane fra øst til vest, og som svarer til

bestemte aktiviteter, vi hver dag udfører. Det

svarer også til, at alt i menneskets krop er

placeret rigtigt i forhold til hinanden.

Eksempelvis vil forkert placering af

køkkenet føre til ubalancer i

fordøjelsessystemet, mens forkert

placering af soveværelset kan føre til

søvnproblemer eller kronisk træthed. Et

overordnet princip er, at de aktive rum

placeres mod syd, hvor solens energi

understøtter aktivitet, mens de stille rum

BYGGERI

placeres mod nord. Det harmonerer med

principperne for brugen af passiv

solvarme, hvor man lader solen opvarme

de rum, der bruges mest, og soveværelser

og andre rum, der ikke bruges om dagen,

anbringes mod nord.

Disse principper har før i tiden været

almindelig byggeskik i Danmark og andre

steder i verden.

● Design og proportioner: I naturen er alt

proportioneret i forhold til dets funktion. For

eksempel er ikke blot hver eneste del af

vores krop placeret rigtigt, men også

præcist proportioneret. Selv en lille

afvigelse kan medføre ubalance i sind og

krop. Tilsvarende er der ideelle

proportioner for en bygning og dens

forskellige rum. Maharishi Sthapatya Veda

benytter universelle proportioner, der

afspejler den menneskelige fysiologis

individuelle proportioner, udregnet efter

bestemte matematiske formler. På den

måde får hver enkelt del den rette størrelse

i forhold til helheden – og skønhed og

harmoni vil naturligt præge bygningen.

● Byggematerialer: Maharishi Sthapatya

Veda støtter alle bestræbelser på at bruge

sunde, naturlige og giftfrie

byggematerialer, foruden vedvarende og

resursebesparende energiformer.

Projektet refererer til en artikel i

Jyllandsposten i sommeren 1991 under

overskriften “Nu er det bevist: Arkitekturen

kan ændre menneskers hjerner,” hvori der

står:

“Forskningsresultater har vist, at alle

oplevelser faktisk præger vores hjerne og er

bestemmende for dens måde at fungere på,

og for hvordan vi opfatter livet og vores

omgivelser. Påvisningen af, at det visuelle

miljø har indflydelse på hjernens udvikling er

væsentlig for arkitekter, og det bekræfter

147


148

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

den ganske almene fornemmelse af, at der

kan være livskvalitet på spil, alt efter om man

bor i betonslum eller i det lille hus på landet.”

Byggeprincipper for Andelssamfundet i

Hjortshøj

Andelssamfundet i Hjortshøj (AiH), der i

helhed omtales i kapitlet om

“Bofællesskaber på landet”, er blevet meget

kendt på ikke mindst sine økologiske huse.

Alt byggeri i projektet sker efter følgende

principper:

● Materialerne er udvundet så lokalt som

muligt.

● Fundamenterne er støbt i beton, og

soklerne består af lecasten.

● Væggene er af ubrændt ler eller bygget op

som et træskelet, dækket af gipsplader.

● Der er brugt granuleret genbrugspapir til

isolering.

● Ydervæggene er beklædt med ubehandlet

thuja/lærk eller gran.

● Ude som inde er der malet med

naturmalinger baseret på vand eller linolie

med farvepigmenter. Nogle malinger er

hjemmelavede.

Resursestrømmene i husene løber på den

måde, at:

● To af bogrupperne er sydvendte og

udnytter den passive solvarme. I Bogruppe

2 har husene en såkaldt social placering i

en trekant med fælleshus i midten, og alle

huse har en solstue til optagelse af passiv

solvarme.

● Varmeforbruget dækkes via sol og flisfyr. I

Bogruppe 1 dækker et solvarmeanlæg

Til venstre: Lerstensbyggeri i Andelssamfundet i

Hjortshøj.

BYGGERI

forbruget med 65 procent, og der

suppleres med varme fra flisfyret, som

også dækker varmeforbruget i Bogruppe 2.

Her er der ingen solfangere endnu, men

realiseringen af et energiselskab i AiH,

som skal købe varme fra flisfyret og

forsyne foreløbig tre bogrupper, giver

Bogruppe 2 mulighed for at investere i et

solvarmeanlæg.

● Alle boliger er forsynet med

komposttoiletter, og komposten bruges til

at gøde “energipilen”, som høstes hvert

fjerde år og bruges som brændsel i

flisfyret.

● Regnvandet opsamles og bruges til

tøjvask. Brug af regnvand,

vandbesparende armaturer og

komposttoiletter reducerer

grundvandsforbruget med cirka 100 liter

om dagen per person. En “normaldansker”

bruger 160 liter vand om dagen.

● Bogruppe 3 er gået videre i håndteringen

af spildevand ved at anlægge et pileanlæg

til fordampning af gråt spildevand.

Prisopgaveeksemplet

Økohabitat – De 4

elementers hus

Prisopgavebesvarelsen “Økohabitat – De 4

elementers hus” er et

demonstrationsprojekt, indleveret af Habitat

konsortiet i Ballerup.

Gruppen ønsker at påvise, at bæredygtig

bosætning ikke kun er for særligt

engagerede befolkningsgrupper,

græsrødder og ildsjæle med initiativ og vilje

til at gennemføre et økoprojekt fra grunden –

men en realistisk mulighed for alle

boligbyggerier i det næste årtusinde.

Der er derfor ved materialevalg,

149


150

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

”Økohabitat Ishøj – de 4

elementers hus” er en konkret

byggeplan – primært

ældreboliger – for et tæt-lavt

boligbyggeri i udkanten af

Ishøj Landsby med maksimalt

136 boliger. Der skal også

være et fælleshus med

værksteder, mindre

husdyrhold og andre

aktiviteter.

BYGGERI

konstruktioner og tekniske løsninger ikke

bare lagt vægt på kriterier for

bæredygtighed. Man vil også benytte sig af

teknologi, der er kendt og afprøvet, og hvis

drift ikke er unødigt kompliceret eller

tidskrævende, så den nemt kan forestås af

beboerne i fællesskab og/eller af en tilknyttet

vicevært.

Habitat konsortiet mener, at en

tydeliggørelse af de tekniske, økologiske

tiltag i sig selv vil medvirke til en

holdningsændring blandt de kommende

beboere i retning af social samhørighed og

større kollektiv ansvarlighed.

»Vi ønsker at opføre et

g e n n e m d o k u m e n t e r e t

demonstrationsprojekt med stor

gennemslagskraft over for boligselskaber og

nye andelsboligforeninger og derved fjerne

de betænkeligheder, der i øjeblikket

forhindrer disse i at engagere sig i

bæredygtige bosætninger i stedet for

traditionelt byggeri,« siger forfatterne.

Byggeopgaven

Udgangspunktet for projektet er en konkret

byggeopgave i Ishøj Kommune, primært

ældreboliger, i udkanten af Ishøj Landsby.

Projektet »afventer udarbejdelse af

kommuneplantillæg vedrørende overførsel af

område fra landzone til byzone.«

Kommuneplanen forventes at ligge klar i

1999.

Området – på cirka 4,5 hektar – indgår

som en del af de grønne kiler, der omgiver

Ishøj.

Derfor er det kommunens ønske, at

byggeriet skal være tæt/lavt med et stærkt

grønt islæt, hvilket betyder en udbygning

med højst 136 boliger.

Byggeriet skal udføres efter de principper,

som ligger til grund for Habitat-konceptet,

der som én ud af fire vandt en konkurrence,

151


udskrevet af Erhvervsfremmestyrelsen og

Boligministeriet, om proces- og

produktudvikling i byggeriet.

Habitat-konceptet kan kort beskrives som

rationelt og økonomisk økobyggeri, der

udformes i en dialog mellem de i byggeriet

involverede parter.

»Den almene boligsektor og det offentlige

byggeri modtager store offentlige tilskud og

er forpligtet til at løse en række opgaver

både af social og miljømæssig karakter.

Derfor må den almene boligsektor sammen

med det offentlige byggeri også være med til

at vise vej til en bæredygtig bosætning,«

siger Habitat konsortiet.

De fire elementer i byggeriet

Projekt “Økohabitat – De 4 elementers hus”

er udformet med udgangspunkt i de fire

elementer, der udgør grundstammen i den

definition af økosamfund/bæredygtighed,

der blev vedtaget på

Økosamfundskonferencen i oktober 1995 i

Findhorn-fællesskabet i Skotland. Samme

definition og forståelsesramme blev brugt i

forbindelse med prisopgaven – nemlig 1)

Luft – kultur og spiritualitet, 2) Ild – social

struktur, 3) Jord – økologi, og 4) Vand –

Infrastruktur.

På jord- og vandsiden vil byggeriet blandt

andet integrere elementer som vedvarende

energiforsyning, lokal produktion af

fødevarer fra haver og drivhuse,

viktualiekælder, biologisk vandrensning,

komposttoiletter og regnvandsopsamling.

Ild- og luftelementerne vil komme til

udtryk i den konkrete bebyggelsesplan og

placering af boligerne, samt i fælleshuset,

der vil understøtte etableringen af sociale

netværk mellem beboerne og føre til større

livskvalitet.

Konstruktionen

Råhuset vil blive opført ved brug af »sand,

152

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

sten og nåletræer, alle danske materialer

som findes i rigelige mængder, ikke mindst

takket være den sidste istid. Hertil er der

indført lidt jern og cement til at holde

sammen på enhederne. Installationskernen

bygges med et minimum af beton eller

letklinkerelementer med et væsentligt tilslag

af knuste genbrugsmaterialer. Og såvel

bærende som ikke bærende vægge bygges

op som et træ- eller stålskelet, behængt med

gipsplader,« fortæller forfatterne.

»Livscyklusberegningerne viser kun en

meget lille forskel i energiforbrug og CO2udslip

mellem stål- og

træskeletkonstruktioner, primært på grund af

den ringe mængde stål, der indgår.

Gipspladerne er lavet af genbrugskridt fra

røggasfiltre til større kedelanlæg, primært fra

elsektoren. Tagkonstruktionen udføres af

tagkassetter, som spænder fra lejlighedsskel

til lejlighedsskel.«

Derudover benytter konceptet sig af stort

set alle kendte teknikker inden for økologisk

byggeri.

Synliggørelse af resurseforbrug

Habitat konsortiet mener, at det “kloge” hus i

dag er en realitet: »Blandt andre har de

danske firmaer LK og Semco udviklet og

markedsfører nu lavvolts

installationssystemer, der kan

programmeres af en almindelig PC og

eksempelvis anvendes til lys- og

varmestyring, overvågning, tarifstyring,

sikkerhed og fjernstyring. Oven i købet

koster det ikke stort mere end en traditionel

installation.«

Systemet giver oplagte muligheder for at

opnå energibesparelser. Som i

“Naturhusene i Svanninge” opsættes for

eksempel tællere for henholdsvis el- og

varmeforbrug på væggen ved siden af

installationskernen. Tællerne er

programmeret til at vise den til enhver tid

trukne effekt, og ved et enkelt tryk på en

knap får man det akkumulerede forbrug at

se.

I Miljø- og Energiministeriets projekt

“Muligheder for elbesparelser” har praktiske

forsøg vist, at man kan nedbringe elforbruget

i boliger med en tiendedel ved den slags

foranstaltninger. Habitat konsortiet mener,

der går sport i at opnå bedre resultater –

altså lavere tal og omkostninger – når man

konfronteres så direkte med sit forbrug.

»Ved udvikling af boligbyggeri på vej

mod det 21. århundrede opfattes “kloge”

huse ikke blot som en floskel, men som en

meget konkret del af konceptet, som

specielt kan benyttes til synliggørelse af

resurseforbruget.«

Enkelhed giver tryghed

“Økohabitat – de 4 elementers hus” slår til

lyd for, at holdninger kan ændres gennem

den frie tanke og det frie initiativ, og at

boligen og bebyggelsen er en fysisk ramme,

der kan virke befordrende i den

BYGGERI

sammenhæng.

»Den økologiske bolig er ikke blot en

række tekniske elementer, men rummet hvor

forståelsen og trivselen prioriteres. Fornuft,

enkelhed, de bedste af traditioner og

langtidsholdbare løsninger bør afspejles i

byggeriet, så boligen relaterer sig til jorden

og himlen og ikke står som et isoleret lag

mellem disse elementer.«

Som kapitlets to førstomtalte projekter,

foruden mange andre fra prisopgaven,

mener Habitat konsortiet, at de gode rum og

den gode bebyggelse kan øge livskvaliteten

og sætte en økologisk, så vel som en social

og spirituel proces i gang.

Men hvis de økologiske tiltag skal få den

fornødne gennemslagskraft, er det

nødvendigt at erkende, forstå og udvikle

løsninger til at overvinde de barrierer, som

står i vejen for økologisk byggeri. Det

kommer vi rundt ved i kapitlet: “Barrierer og

forudsætninger for at nå målet.”

To af Snabegaards medlemmer, begge snedker/tømrere, har specialiseret sig i at bygge økohuse i

træ. De har indtil videre nok at se til med byggeriet af de fleste af fællesskabets huse, og her er de

ved at lægge sidste hånd på en af de første boliger.

153


Nogle af prisopgavebesvarelserne fokuserer

på en mindre del af et bæredygtigt samfund

uden at relatere sig til et særligt geografisk

område. Heraf har vi valgt at referere to

projekter – ét om en bil, der kører på

solenergi og planteolie, og ét om en meget

naturvenlig legeplads.

Prisopgaveeksemplet

Dansk solhybridbil

154

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

ANDRE PROJEKTER

Allerede i en halv snes år er der blevet

forsket i en dansk bil, der kører på solenergi

– og alligevel kan konkurrere med

traditionelle biler.

Det lille Ebeltoft-firma Toria, som har

bidraget med en besvarelse til prisopgaven,

indledte i 1994 et samarbejde med

Ingeniørhøjskolen Sønderborg Teknikum om

at udvikle en let, sikker og økonomisk tre+tre

personers hybridbil, der er drevet dels af

solenergi og akkumulatorer og dels af energi

fra en lille planteoliemotor. Projektet er

senere blevet hjulpet på vej af delprojekter

udført ved Ingeniørhøjskolen Århus

Teknikum og Ålborg Universitet – og har

modtaget støtte fra Miljøstyrelsen,

Energistyrelsen, Erhvervsfremmestyrelsen

og andre sponsorer. I dag kan Toria

præsentere den første prototype – og skriver

i besvarelsen om baggrunden:

»Menneskets behov for transport er

fokuseret omkring bilen. Få andre

opfindelser har haft så stor indflydelse på vor

kulturelle og tekniske udvikling. Behovet for

biler er stort og stigende, og hvis alle jordens

næsten seks milliarder indbyggere skal have

bil og køre som vi, vil forureningen stige

kolossalt. Fremtidens decentrale

økosamfund vil have behov for en lavt

forurenende bil.«

Toria mener, at biler med lav eller ingen

forurening vil blive et krav fra mange steder

inden årtusindskiftet, og refererer til

Worldwatch Instituttets prognose om, at

vandstanden i havene formodes at ville stige

med næsten 60 centimeter de næste

hundrede år som følge af CO2-udledningen,

beregnet alene på den nuværende tendens.

»Hvis vi skal gøre noget alvorligt ved

bilernes forurening, er det ikke nok at gå

over til elektriske biler, idet energien hertil jo

i reglen skal genereres ved almindelige

kraftværker. Vi kunne i stedet interessere os

for decentrale løsninger, hvor energien

kommer fra CO2-neutrale kilder – som sol,

vind, bølger og planteolie. Det er den enkle

logik, der ligger bag ved Dansk solhybridbil

projektet.«

Energiforsyning

Solhybridbilen kører på energi fra solceller,

suppleret med en lille planteoliemotor.

Solcellerne forsyner 12 batterier med el, og

kræver i sig selv en del plads. Det betinger,

at bilen har en vis størrelse, hvilket til

gengæld har den fordel, at sikkerhed og

komfort højnes. Kørsel under 50 kilometer i

timen foregår med solenergi, som er

tilstrækkelig til cirka 50 kilometers kørsel

hver dag i den bedste solmåned og fem

kilometer hver dag i den dårligste.

Uden for byområder starter

forbrændingsmotoren, der kan få bilen op på

en hastighed af 120 kilometer i timen.

Solhybridbilen er derfor konkurrencedygtig

med den konventionelle bil både på

rækkevidde og hastighed.

»En bilindustri er af stor betydning for et

lands udvikling, idet den avancerer

teknologien over et bredt område og også

indirekte påvirker forskning og uddannelse i

gunstig retning. Den miljømæssige effekt af

en udstrakt anvendelse af solhybridbiler –

som projektet her lægger grunden til – vil

være en stærk nedsættelse af

transportforureningen, specielt i urbane

områder,« siger Toria, der videre fortæller, at

der flere steder i verden har været gjort

spredte forsøg på at bygge soldrevne

hybridbiler.

»Men vores projekt er nyt, fordi det på én

gang søger at kombinere de sidste nye

teknologier inden for solceller, batterier og

materialer. Projektet har også den

nyhedsværdi, at man ved en særlig

konstruktion i de nye materialer kan bygge en

ØVRIGE PROJEKTER

hverdagsbil, som er mere sikker end de

eksisterende.«

Sikkerhed, design og pris

Solhybridbilen har et fint, aerodynamisk

udseende, som giver den lavest mulige

luftmodstand med de begrænsninger,

solpanelerne sætter. Alligevel sidder

sæderne højt i bilen, ligesom dørene er

placeret så højt, at passagererne i tilfælde af

kollision fra siden ikke risikerer at blive

trykket af dørene. Desuden er bilen

konstrueret således, at ved en eventuel

kollision forfra vil motorblokken blive presset

ind under karosseriet frem for ind i

førerkabinen.

Prototypens karosseri er lavet af

plastmaterialer, så bilen kun vejer cirka 600

kilo. Efter bilens beregnede levetid på godt

20 år – som de anvendte solceller mindst

Verdens første solhybridbil, Connector 2001, er dansk, opfundet af den 65-årige pensionerede

ingeniør Børge Christensen fra Ebeltoft. Den kører på solenergi eller planteolie – alt efter solstyrken.

155


kan klare – kan materialerne genbruges

enten til nye biler eller i andre

sammenhænge. Almindelig vedligeholdelse

skal i størst muligt omfang kunne foretages

af ejeren selv ved komponentudskiftning, og

der er indbygget et fejldiagnosesystem.

Toria har ikke foretaget nogen egentlig

markedsanalyse, men interessen anses på

forhånd for at være meget stor – men

naturligvis i høj grad afhængig af, hvad bilen

kommer til at koste.

»Den kritiske kostfaktor er solcellerne,

der i dag per watt koster cirka 50 kroner,

som dog forventes at falde til cirka 15 kroner

omkring 2005.«

På gaden lige efter årtusindskiftet

Med prisfald på solcelleenergi, prisstigninger

på konventionelt energiforbrug samt et

voksende ønske om mindre forurening

regner Toria med, at produktionen af en

dansk solhybridbil på almindelige

kommercielle vilkår vil blive mulig meget

snart. Efter de nuværende planer vil fem

nulserieeksemplarer stå model til fortsatte

testkørsler og godkendelser hos

myndighederne i 1999. Omkring

årtusindskiftet planlægger man

forberedelsen af en egentlig serieproduktion

i Danmark – og forventer i fremtiden at

kunne producere 200-400 solhybridbiler om

året. Endelig ønsker man at forberede

licensproduktion i andre lande, så

solhybridbilen kan fremstilles så tæt på

forbrugerne som muligt.

»Bilproduktion i Danmark har lidt en

krank skæbne i nyere tid og kan efter vor

opfattelse kun lykkes, hvis vi foretager et

teknologisk spring til nye materialer og

teknikker. De store bilfabrikker har svært

ved at gennemføre et sådant projekt, fordi

de har investeret store summer i

konventionel teknik. Projektet kan kun

156

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

realiseres, hvis det hjælpes på vej af tilskud

og entusiastisk indsats fra personer og

organisationer, der ikke altid ser på, hvor

meget de kan få ud af sagen – og dem har

der heldigvis været en del af indtil nu.«

Prisopgaveeksemplet

Jorda

“Jorda” er et charmerende eksempel på “en

legeplads med stort naturindhold og

naturudfordringer” – et landskab, en

jordskulptur formet som en kvinde – Moder

Jord – “Jorda”. Ideen er at give børnene

både konkrete og symbolske

oplevelsesmuligheder i forhold til naturen.

Mange prisopgave-besvarelser fokuserer

på vigtigheden af, at børn møder naturen,

oplever dens forskellige elementer, dyr og

planters liv, følger dens processer og årets

cyklus. På den ene side vil børnene i mødet

med naturen få forståelse for dens værdier

og lære at respektere dem. På den anden

side giver naturens rum dem plads til at

udfolde sig. “Jorda” rummer mulighederne

for det hele:

»Ved hjælp af skulpturen kan man over

for børnene synliggøre kroppen, vores

forhold til jorden, kredsløb med videre.

Børnene kan selv udforske eller voksne kan

introducere dem til iagttagelser eller

opgaver. En jordskulptur vil være med til at

bryde de typiske flade arealer, som tit

udlægges til legepladser. Selv små højder er

i sig selv spændende og inspirerende for

børn – at bestige, at gemme sig bag, rulle sig

fra og løbe op og ned ad.«

Tanken med Jorda er at give den enkelte

legeplads en basiside med uanede

muligheder. Fantasi, økonomi, arbejdskraft

og brugere vil være bestemmende for valg af

den Jorda, der passer til det enkelte sted.

ØVRIGE PROJEKTER

En reliefmodel af Jorda... ...en model i naturen...

...og så er selve skabelsen i gang.

157


Ved at tage forældre og børn med i idefasen

og udførelsen opnås en større glæde og

ansvarlighed for legepladsen senere hen.

Glæden ved at bygge en Jorda vil for de

fleste være langt større end ved at lave et

almindeligt legeredskab. Det skaber billeder

og stimulerer fantasien – ligesom det i legen

vil føles anderledes at sidde på en “næse”,

bo i et “ben” eller så gulerødder i “håret”,«

hedder det i besvarelsen.

Den ekstensive Jorda er en jordskulptur

med vildtvoksende blomsterplanter og med

meget lidt vedligeholdelse.

Den intensive Jorda er en omfattende

anlagt legeplads med stier, vandanlæg,

huler, bålplads og så videre – en komplet

legeplads.

Basismaterialerne er sten, grus, ler,

muldjord, træstammer og planter.

Fremgangsmåden er enkel:

Først skal der etableres en grundform i

råler. For hver 30 centimeters pålægning af

ler stampes der efterfølgende med en

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

Alle børn er vilde med huler...

...og små stier ind imellem

bakker og bevoksninger.

vibrator.

Huler og stier

Til at bygge en hule opsættes en stabel

tykke stammer, og der lægges jord ovenpå,

eller der bygges en tagkonstruktion beklædt

med græstørv. Under taget stables stammer

ind, og der udformes en hule. Grundformen

dækkes med et lag muldjord og finformes,

hvorefter der etableres et plantedække og

diverse stier. Stierne kan laves af grus, sten,

træ eller træflis.

Som et eksempel kan der være to huler

ved henholdsvis hovedet og venstre arm,

begge omsluttet af jordsider. For at

stabilisere stejle sider kan der nedbankes et

palisadehegn af træstolper, eller der kan

laves en natur- eller plantestensmur.

Som indgang til en hule ved højre arm

kan der laves et armbånd som en trappe, der

fører over håndleddet ind i hulen.

Løvtag over hulen kan laves ved at plante

træer og buske på siderne.

ØVRIGE PROJEKTER

Beplantning

En mulighed er at beklæde hele modellen

med rullegræs og holde det lavt ved at klippe

det jævnligt. Større eller mindre partier kan

vokse mere vildt.

Man kan også så flerårige urter eller

stauder, som forår og efterår giver mulighed

for aktiviteter som opgravning, flytning,

deling, tørring med videre.

Der kan være arealer med græs og

arealer med blomsterblandinger. Der kan

plantes lavtvoksende buske, som ikke

kræver så meget pleje efter de første år, eller

der kan laves hække, som ikke skal klippes

eller nogle, som skal.

Endelig er der et bredt spekter af

nytteplanter fra grønsager, krydderurter

og bærbuske til frugttræer.

Beplantningen kan vælges til at

understrege former på modellen, til at

spærre for gennemgang, eller som

nytteplanter i andre sammenhænge.


Med hensyn til slitage vil det være en god

ide at vælge belægninger med sten,

stammer og grus. Hvor der er mest færdsel

og størst mulighed for belastning, kan

vælges vækster, som medvirker til at dirigere

færdslen.

Rutsjebane, sandkasse, vandanlæg og

solur

En rutsjebane kan indbygges på modellens

ben og kan ende i en sandkasse.

Sandkassen anbefales lavet sådan, at den

Lykken er at rutsje

ned ad Moder Jords

solide skinneben og

havne mellem

hendes tæer...

160

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

kan beklædes med en presenning. Derved

er der mulighed for at børnene om

sommeren kan bade og i den resterende del

af året beskæftige sig med vand, is og

eventuelt fisk og smådyr.

I eller på skulpturen kan bygges mindre

vandkanaler, springvand eller fuglebassiner.

Derved kan insekter og dyr få både drikkeog

bademuligheder, og børnene kan bygge

skibskanaler og dæmninger.

Et solur til aktiviteter om årstidernes

skiften, dagslængder, lys og skygge hører

også til.

Pileflet og labyrint

Et pilekrat kan etableres som en del af

skulpturen eller i nærheden. Piletræer er

gode til børn, fordi de er nemme at formere

og selv på kort tid – to til fire år – opnår en

anseelig størrelse. Et nyt barn i gruppen kan

derfor nemt plante et træ og se det blive

større. Pilekrattet kan herefter anvendes

som materialedepot til vindharper, fløjter,

løvhytter, hegn, kurveflet og meget andet.

En sanselabyrint af krydderurter eller

planter, der føles mærkeligt – eller en

labyrint af sten eller træstammer sat tæt og

på højkant – kan flettes ind i Jordas hår.

Nytteplanter, grønsager, kompost og

kaniner

Nytteplanter i mange eller få farver og

forskellige farver år for år. Spiselige planter,

planter til farvning af papir, uld eller stoftryk

eller andet. Planter, der kan spises direkte

eller syltes eller blot beundres. Alle disse

muligheder kan benyttes til at give Jorda en

ny frisure, et armbånd eller skiftende

klædedragt hvert år.

ØVRIGE PROJEKTER

Hvor underskønt

Sig naturen ter!

Hvor stråler solen!

Hvor engen ler!

Der bryder blomster

Fra hver en kvist,

Og tusinde stemmer

Fra krattet hist,

Og fryd og jubel

Af hvert et bryst!

O jord, o solskin,

O fest, o lyst!

En kompostbunke til alt grønt affald lige

fra afklip på skulpturen til rester fra

madpakkerne og frugt fra

eftermiddagshyggen. Så kan man desuden

studere regnorme, insekter og svampe.

En bestemt del af skulpturen kan laves til

et kaninbjerg, hegnes ind til høns – eller

hvilke dyr den enkelte legeplads vælger og

har lov at have. Ved valg af planter kan og

bør man vælge planter, der tiltrækker fugle

og sommerfugle især.

Konsulentvejledning

»Legepladsen Jorda er en færdigudarbejdet

ide. Både rent kreativt og rent teknisk har

selve figuren et helhedskoncept indbygget.

Hver del af processen er lige vigtig. Det

legende element er en integreret del af hele

det praktiske og opbyggende forløb.

For at resultaterne kan blive så

tilfredsstillende som muligt – for deltagerne i

den primære opbygningsfase såvel som for

brugerne af legepladsen bagefter – er det en

fordel at inddrage en konsulent til vejledning

i byggefasen,« siger forfatteren, der i samme

bidrag citerer et vers af Goethe fra 1770:

161


162

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

BARRIERER OG FORUDSÆTNINGER

FOR AT NÅ MÅLET

Det er nærmest en naturlov, at der forud for

ethvert mål foreligger en række barrierer.

Det gælder i høj grad også for Agenda 21 –

FNs handlingsprogram for en bæredygtig

udvikling af jorden i det 21. århundrede. Men

selvom barriererne kan synes

uoverkommelige og meget store, er de

mange velfungerende bo-, leve- og

virkefællesskaber, der alle er nået et godt

stykke af vejen, levende beviser på, at det

kan lade sig gøre – og at der er al mulig

grund til at fortsætte. Målet ligger ret forude.

Og for hver en barriere, der passeres, står

man stærkere til den næste.

»Stærke visioner for fremtiden er vigtige.

Dem er der ikke for mange af,« som “Odin”projektet

siger. Men det er en tvingende

nødvendighed at nå fra vision til virkelighed.

Barriererne kan være tekniske,

arkitektoniske, økonomiske,

lovgivningsmæssige, sociale, psykologiske

eller spirituelle. De kan være ydre eller indre.

Men flere af besvarelserne understreger, at

løsningen altid må komme indefra – fra

mennesket selv.

Indre barrierer og

forudsætninger

Snabegaard-fællesskabet, der tager

udgangspunkt i den spirituelle dimension,

citerer et gammelt ordsprog, der siger, at

“menneskets helbredelse ligger i ham selv,

tingenes helbredelse ligger i tingene selv,

verdens helbredelse i verden selv.”

Med andre ord: For at kunne ændre på

verdens tilstand, må vi starte med os selv.

Det nytter ikke at skælde ud over larmende

naboer, kortsynede kommuner, påholdende

kreditforeninger, korrupte politikere, nedslidte

østeuropæiske atomkraftværker eller en

milliard kinesere, der lige pludselig også vil

have el-køleskabe, PC’ere, videomaskiner og

hele dynen – med mindre man først har fejet

for døren i eget glashus.

Modstanden mod forandringer

Fra Kina stammer et ordsprog, der siger, at

når forandringens vinde blæser, vil nogen

rejse vindmøller, mens andre vil bygge

læhegn. Prisopgave-projektet “Det økologisk

tænkende fællesskab”, der indtager en

overordnet, teoretisk og generel synsvinkel,

refererer til et interview med 25 familier, som

skulle prøve at leve grønt, men viste sig at

have megen indre modstand mod

forandringen:

»Det var grimt, dårligt, farligt, forkert,

pinligt, bluff, uforståeligt, umuligt, besværligt,

forbudt, dyrt, frelst, tidskrævende og

problematisk, syntes deltagerne i

eksperimentet.

Den modstand er vigtig at arbejde med,

for det er den, der dukker op, når projekterne

for alvor går i gang – ja, måske dukker den

allerede op inden, fordi deltagerne i forvejen

har dannet sig meninger, som de ikke lige

ønsker at flytte.«

Et andet projekt, “Perspektiver og

fundament for en bæredygtig udvikling”,

siger det på denne måde: »Ethvert

menneske har muligheden for på ethvert

tidspunkt at træffe det rigtige eller forkerte

valg. At gøre den rigtige eller den forkerte

BARRIERER OG FORUDSÆTNINGER FOR AT NÅ MÅLET

»I Sahaj Marg starter udviklingen allerinderst i det enkelte menneskes hjerte, dér hvor den virkelige

forandring må finde sted. Vores sind, sanser og hele liv reguleres derved på en naturlig måde,« siger

Shri Parthasarathi Rajagopalachari – den nuværende mester i meditationssystemet Sahaj Marg, som

er omdrejningspunktet for Snabegaard-fællesskabet.

handling. Det rigtige er det, der tjener

helheden. Det forkerte er det, der derimod

skader den.

Vi har meget at rette op på i den vestlige

verden, derfor er passivitet og manglende

vilje til forandring i allerhøjeste grad skadelig.

Det kræver et vist mod at indse, hvad det

var, der bragte os så langt væk fra det

naturlige, lykkelige liv. Men det er umagen

værd – og desuden, hvad er væsentligere

end at indse vore fejltagelser for derefter at

gå videre på mere sikker grund?

Den ydre verden er en afspejling af den

indre. Forandring tager derfor altid sit

udgangspunkt i det enkelte menneske – og

vi behøver forandring. Det fundament, vi

baserer vore handlinger på, er ikke holdbart,

og vi har brug for at lade det vige for et andet

og rigtigere.

Vi har i dag en fascinerende viden helt

163


ned på cellulært, molekylært og atomart

plan. Vi mangler blot at opdage de

dimensioner i os selv, der inspirerer os til at

bruge vores viden på en livgivende måde. I

stedet for at være slaver af de vidundere,

vores intellekt har frembragt, må vi gøre

intellektet til et redskab for en viisere

intelligens. Intellektet har åbenlyst svært ved

at stå på egne ben, og vi har brug for at være

i kontakt med dybere lag i os selv for at

kunne forvalte vores viden ansvarligt.«

Meditation som middel

Som flere af prisopgavens øvrige

besvarelser peger “Perspektiver og

fundament for en bæredygtig udvikling” på

meditation som det bedst egnede redskab til

at bringe os i ro og opøve vores

opmærksomhed.

»Den videnskab, der er brug for nu,

kræver ingen lærde forudsætninger, ej heller

moderne teknologi. Den er forskning på et

indre plan, og eneste forudsætning er den

enkeltes opmærksomhed. Ved hjælp af

meditation kan vi netop træde tilbage fra de

tanker, følelser og impulser, der af vane

automatisk styrer os, og iagttage, hvad der

foregår i os. Meditation er at åbne sig for

muligheden for, at de løsninger og svar, vi

søger, kommer fra en del af os selv, som vi

har glemt eksisterer.

I stilheden overskrider sindet sin egen

forestillingsevne. Men i den hektiske verden,

vi lever i, har vi glemt betydningen af indre

stilhed, betydningen af bare at være, uden at

være på vej et eller andet sted hen.

Dybest set stammer vores problemer fra,

at vi – særligt i Vesten – er kommet langt

væk fra os selv. Vi kender ikke os selv, som vi

er, men identificerer os med det

tilsyneladende, det overfladiske. Det er et

velkendt menneskeligt fænomen, at vi

forsøger at fastholde vores billede af

164

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

virkeligheden, som det er, af angst for det

ukendte. Det er bare umuligt, for alt er i

konstant bevægelse, og når vi prøver at

fastholde noget, skaber vi forvrængninger af

virkeligheden, disharmoni og uheldige

konsekvenser – for livet elsker at leve i en

evigt foranderlig strøm og kan ikke holdes

tilbage.«

Der findes mange måder at meditere på.

Sahaj Marg metoden, som praktiseres i

Snabegaard-fællesskabet, omfatter

desuden et aspekt, som er interessant netop

i sammenhæng med den menneskelige

bevidstheds barrierer og modstand mod

forandring – et aspekt, som anses for mindst

lige så vigtigt som meditationen i sig selv.

Renselsesprocessen

»En helt essentiel del ved metoden er den

proces, vi kalder for ”cleaning”, hvor den

individuelle personligheds fortærskede

mønstre og blokeringer frigøres. Ved en

kontinuerlig praksis sker der en voksende

forfinelse af sindet – menneskets drivkraft,

der frembringer tankerne. Renselsen fjerner

alle de forhindringer, der står i vejen for

udviklingen mod en bedre balance.

Meditationen og renselsesprocessen

supplerer og understøtter hinanden, men

den ene er ikke meget værd uden den

anden. Vores nulevende mester har udtrykt

det således: “Meditation alene og uden

renselse er efter min mening nytteløs. Det

ville være det samme som at have en bil

med stor motorkraft, der er kørt fast i mudder

og dynd. Og renselse alene er som at

befinde sig på en glimrende vej med en bil,

der ingen motor har.”«

Som så mange andre fællesskaber

fungerer Snabegaard stort set kun efter

frivillighedsprincippet. Men det er ikke bare

fællesskabets forudsætning. Det er også

dets akilleshæl.

BARRIERER OG FORUDSÆTNINGER FOR AT NÅ MÅLET

Hos Andelssamfundet i Hjortshøj, der ligesom alle andre fællesskaber må gennemleve mange

møder, tilstræbes det at opnå enighed hele vejen rundt, »men hvis vi kører fast og føler, at folk blot

begynder at gentage sig selv, så har vi til tider taget en afstemning.«

»Princippet er svært at forvalte rent

praktisk, fordi vi alle har mange jern i ilden –

så som erhvervsarbejde, uddannelse,

familiemæssige forpligtelser og diverse

tillidshverv. Og helt almenmenneskeligt, fordi

konflikter nemt opstår, når man selv føler sig

overbebyrdet af arbejde, samtidig med at

andre i gruppen måske ikke synes at leve

helt op til deres “frivillige forpligtelser.”

Vores erfaring viser, at lysten til stadighed

er det vigtigste drivværk, og derfor gør vi

meget ud af kommunikationen. Hvad er det,

der går galt, når lysten og engagementet

falder – og når arbejdet ikke bliver udført?

I den sammenhæng er vores tilknytning til

Sahaj Marg uvurderlig, fordi det er via vores

daglige meditationspraksis, at vi får “renset

ud”, åbnet ind til sagens kerne og tilført ny

inspiration.

En af levereglerne i Sahaj Marg – “Tag

imod lidelser som guddommelige

velsignelser for dit eget bedste og vær

taknemmelig” – hjælper os til at se de

konflikter, der uundgåeligt dukker op

undervejs, som naturens egen finurlige

måde at gøre os opmærksomme på, hvad vi

kan ændre i os selv i den pågældende

situation.«

Den interne kommunikation

Noget, der lægges stor vægt på i de fleste

besvarelser, er en løbende kommunikation

mellem alle parter i fællesskabet, at

orienteringsniveauet er højt, at

beslutningsprocesserne er åbne, at der er

klarhed om, hvem der har

beslutningskompetence, og at alle er

inddraget i vigtige beslutninger, som

165


vedrører hele fællesskabet.

Bogruppe 5 i Økosamfundet Dyssekilde

siger i deres besvarelse, at »hvis man lever i

et fællesskab, så må fællesskabet være

vigtigere end den enkelte. Ellers kunne man

lige så godt leve alene. Derfor er det vigtigt,

at alle er enige i beslutningerne, inden man

går videre. Konsensus medfører, at man

føler sig mere forpligtet af sit fællesskab,

fordi vægten lægges på ansvar og pligter

snarere end på rettigheder. Når man står til

ansvar for fejl og succes, når der stilles krav

til én, vokser man som menneske, og

tingene bliver ikke ligegyldige.«

Men hvad det vil sige at være – eller blive

– enige, det er så spørgsmålet.

Andelssamfundet i Hjortshøj har – som

sikkert alle andre fællesskaber – erfaret, at

det er umuligt altid at opnå enighed:

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

»Konsensus medfører et meget stort

ansvar hos den enkelte, nemlig at man er i

stand til at tilsidesætte sit eget ego og til tider

bare leve med en given situation. Der vil altid

opstå situationer, hvor man ikke er helt

enige. Uanset om metoden er konsensus

eller en almindelig demokratisk afstemning,

er det vigtigt, at alle dels forsøger at sætte

sig ind i andres synspunkter, dels selv føler

sig lyttet til. Hos os bestræber vi os på at

opnå konsensus, men hvis vi kører fast og

føler, at folk blot begynder at gentage sig

selv, så har vi til tider taget en afstemning.«

Balance mellem tradition og fornyelse

Bofællesskabet Regnbuen i Fredericia

oplever en barriere for

beslutningsprocesserne i vanskeligheden

ved at fastholde og udvikle traditioner,

BARRIERER OG FORUDSÆTNINGER FOR AT NÅ MÅLET

samtidig med at fællesskabet til stadighed

fornys og skal afspejle de forskellige

mennesker, der bor i fællesskabet.

»I de frie fællesskaber, som

bofællesskaberne jo er, findes der ingen

“facitliste”, som vi kan slå op i for at se, hvad

der er rigtigt. Når vi skal finde frem til det

fælles balancepunkt og tage en beslutning,

bliver laveste fællesnævner måske

kompromiset. Eller man afstår fra at tage

beslutninger, der kræver, at de store

spørgsmål diskuteres, og de store

uenigheder afdækkes. Derfor kan

fællesskabet stoppe i sin udvikling. Det bliver

for konfliktfyldt at tage de principielle

spørgsmål op i det fælles forum.«

Regnbuen har efter store diskussioner og

skænderier oplevet, at nogen forlod

fællesskabet.

»Det er vores erfaring, at det er sværere

at komme med forslag til fornyelse af

fællesskabet, jo længere tid man har boet i

fællesskabet. Samtidig er der ofte en

tendens til, at nye mennesker mødes med

enten “det har vi prøvet før” eller “det kan

ikke lade sig gøre, og det er bedst præcis,

som vi altid har gjort.”«

På baggrund af den erfaring har

bofællesskabet diskuteret værdien af nye

beboere, og er blevet enige om i stedet at se

nytilkommere som en resurse og en

mulighed for fornyelse af fællesskabet.»Det

er væsentligt, at de får plads og mulighed for

at ytre sig, og derfor har vi afsat en særlig tid

på fællesmødet, hvor “de nye” formulerer sig

om, hvordan de oplever fællesskabet.«

Til venstre: Det kan være svært at flytte ind i et

eksisterende fællesskab, men Bogruppe 3 i

Andelssamfundet i Hjortshøj gjorde en

utraditionel og meget charmerende entré, som

“de gamle” havde svært ved at stå for.

Frøet

I en periode havde Regnbuen mange

konflikter på fællesmøderne – og altid, når

nye mere eller mindre radikale forslag blev

stillet.

»Vi fandt frem til, at nogle af konflikterne

var af en meget fortænkt karakter. Når nogen

kom med et nyt forslag, blev alliancer fundet

frem og gamle skyttegrave gravet på ny. Vi

spurgte os selv, hvordan vi kunne komme

om ved den barriere, at det betød noget,

hvem der stillede forslaget, at nogen per

automatik frygtede nye tiltag og havde

lettere ved at se begrænsninger frem for

muligheder.«

Svaret blev “Frøet”: Et fast punkt på

fællesmødets dagsorden, hvor nye ideer kan

sås, hvor man kan præsentere sine ideer og

nye forslag uden at nogen kommer med

indsigelser eller forbehold. Til gengæld er

det tilladt at understøtte og udvikle på de nye

forslag, men først på næste fællesmøde må

man komme med sine forbehold.

»Det har betydet, at en masse af de lidt

tankeløse og ligegyldige forbehold, der ofte

dræber ideerne i opstarten, ikke får plads.

De holder ikke til flere ugers eftertanke. Det

har betydet, at smukke ideer og visionære

tanker får lov at ligge i luften en tid, og

selvom nogle ideer er for urealistiske og

højtflyvende, nærer de vores fantasier og

drømme og giver os en følelse af at få luft

under vingerne.«

Stormøder

Stormøderne er ofte øverste myndighed,

hvor der tages stilling til budgetønsker,

uddelegering af kompetence, kritik og så

videre. Stormødebeslutninger er vigtige,

men ofte langsommelige.

“Det økologisk tænkende fællesskab”

fortæller om en dansk politiker, der i

begyndelsen af 70’erne udtalte, at “hvis

167


Christiania bliver nedlagt, vil sneglen atter

blive det langsomste væsen i kongeriget.”

»På den anden side kunne Christiania

inden for ganske få timer mobilisere

titusindvis af mennesker, hvis de skulle

lukkes. Det er altså et spørgsmål om

nødvendighed – eller prioritering.«

I et fællesskab er der almindeligvis

mange forskellige ad hoc-grupper,

mandatgrupper, undergrupper, eller hvad de

nu kaldes. Grupper, som ordner bestemte

områder inden for fællesskabet.

»Stormøderne er som oftest vigtige i

starten, men de fleste steder ser det ud til, at

ad hoc grupperne efterhånden overtager

indsatsen.«

Modstanden mod gode møder

Børn leger og...

“Det økologisk tænkende fællesskab”, der

ikke mindst omhandler teknikker for gode

møder, betragter mødernes forløb som noget

af det vigtigste på nuværende tidspunkt i

processen mod mere bæredygtige

bosætninger, fordi den rette teknik angiveligt

vil fremme andelsøkologien såvel her i

landet som i andre lande. Selv om

168

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

danskerne holder mange møder med fine

intentioner, mener prisopgave-besvarelsens

forfatter, at resultaterne alligevel halter langt

bagefter, fordi:

● Mødernes formål er sjældent definerede.

● Det er svært at blive enige (alle sammen).

● Indlæggene er tit subjektivt funderet i

deltagernes ubevidste sympatier og

antipatier.

● Der stilles sjældent spørgsmål – og

egentlig positiv nysgerrighed er en mangel.

● Nogle taler for meget, andre for lidt.

● Det er svært at fastholde og forfølge

indholdet.

● Billeddannelsen er individuel og ikke

kollektiv (hver har sit billede af visionen).

● Beslutningsprocesserne er ofte for

tilfældige.

● ”Ligegyldige” punkter får symbolsk

betydning og tager alt for lang tid.

● Deltagerne er efterfølgende meget uenige i

opfattelsen af mødet og beslutningerne.

● Deltagerne er sjældent solidariske med

beslutninger, de ikke har stemt for.

● Møderne kan opleves som direkte

ubehagelige og ondskabsfulde.

● Mange kan ikke overkomme at udfolde sig

på et møde, og andre bliver helt væk.

»Alt det her – og mere til – kan undgås ved

at møderne accepteres som et væsen med

sin egen sjæl, og ved at de styres af en

dirigent, som ikke beskæftiger sig med

indholdet som sådan, men altovervejende

med formen.

Der er ikke tid og overskud til, at møderne

kan nå at udvikle sig i en bedre og mere

effektiv retning uden styring, slet ikke i dag,

hvor vi er så individuelt optagede og

personorienterede. Det drejer sig simpelthen

om i en fart at få gode og konstruktive møder

– ellers står folk for hurtigt af.«

BARRIERER OG FORUDSÆTNINGER FOR AT NÅ MÅLET

...de voksne holder møde. Her er det Munkesøgård-gruppens bestyrelse, der bruger noget af

sommerferien 1997 på at lægge planer – denne gang på Roskilde Lille Skole.

Forfatteren mener, at gode møder hæver

sig op over deltagerne, så det er

resultaterne, der tæller – og ikke

deltagernes selvrealisering eller emotionelle

udfoldelser.

»Modstanden mod gode møder er

personlig, ubevidst og i allerhøjeste grad

subjektiv. Der er deltagere, som ønsker at

vise deres magt ved med stor autoritet at

fremføre det ene eller det andet synspunkt.

Der er deltagere, der ønsker at udtrykke

deres følelser, selv om følelserne ikke

knytter sig til indholdet, men til personen, der

taler og derfor til deres egen fortid. Der er

sågar deltagere, som hverken lytter efter

eller spørger til de talende, fordi de er så

169


optagede af det, de selv mener eller føler,«

siger “Det økologisk tænkende fællesskab”.

Systemisk Mødeteknik

Projektet ser en løsning i “Systemisk

Mødeteknik” – en grundlæggende ny

mødeform, som netop er udviklet i foreninger

og fællesskaber med henblik på at få bedre

møder.

»Møderne struktureres i forhold til de

overordnede formål – for foreningen, for

mødet og for punktet – og deltagerne må

finde sig i at blive til redskaber for disse

formål. Til gengæld bliver møderne langt

livligere med kortere indlæg, flere dialoger

og grundigere analyser.«

De teknikker, som kan anvendes, er:

1) Tidsstyringer: Hvert punkt får sin tid

fastlagt på forhånd, så de emotionelle

punkter ikke optager tiden. På samme

måde har mødet et præcist

begyndelsestidspunkt og sluttidspunkt for

at forhindre den ventende opstart eller

den yderst demoraliserende udvandring

hen imod slutningen.

2) Lukkede talerunder med dialog: Når et

punkt er til debat, åbnes talerlisten for

alle, der er interesserede. Der er god tid til

at melde sig, så nogle af de lidt mere

usikre også kommer med. Derefter lukkes

den, indtil alle har talt færdig.

Forsamlingen kan altså ikke gøre andet

end at lytte og spørge. Det er nemlig tilladt

at spørge til alle indlæg direkte og få svar

tilbage i en dialogform. Derved afklares en

hel masse ting øjeblikkeligt. Misforståelser

rettes, dårlige argumenter falder sammen,

og de der taler, bliver virkelig hørt. Når

første talerunde er slut, spørges

forsamlingen, om de har brug for en ny

runde. Der er næsten altid brug for to

runder, sjældent for tre og stort set aldrig

170

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

for flere.

Resultatet af styringen er, at de der

traditionelt taler meget og ofte, ikke får

ordet flere gange end antallet af

talerrunder. Til gengæld kommer flere

forskellige på, og debatten bliver mere

repræsentativ for hele forsamlingen.

Endelig holdes debatten langt bedre fast

omkring det aktuelle tema, fordi der

opstår dialoger, som samtidig virker

afklarende og forklarende for alle i

forsamlingen. Der er således større

mulighed for at deltagerne får det samme

billede af problematikken.

3) Beslutningsstøttesystemer: Endelig findes

der en teknik til at træffe bedre

beslutninger: Den går i al sin enkelhed ud

på at opløse beslutningen i forhold til

eksempelvis a) de nære målsætninger, b)

realiseringsmulighederne, og c) det

personlige udbytte. Tit kolliderer

målsætningerne med hinanden, og så er

det, at de må prioriteres, og det hele kan

ende med, at beslutningen tages ved, at

deltagerne udfylder et skema, hvor de

først prioriterer de vigtigste nære

målsætninger, og derefter vurderer

forslaget efter i hvor høj grad det opfylder

BARRIERER OG FORUDSÆTNINGER FOR AT NÅ MÅLET

målsætningerne. På baggrund af

vurderingerne vil det ofte være muligt at

udfærdige et eller flere bedre forslag, som

så næsten umiddelbart kan besluttes.

Forfatteren til “Det økologisk tænkende

fællesskab” fortæller historien om et stort

computerfirma, der som noget nyt holdt

møder over det lokale netværk. Deltagerne

var de samme, som normalt samledes i et

mødelokale, men nu foregik det på nettet, og

her fremgik det ikke, hvem der udtalte hvad.

Herved forsvandt de karismatiske

personligheder ud af mødet, og deltagerne

blev tvunget til at vurdere på indholdet alene.

»Det resulterede i, at de til de traditionelle

møder ellers stille personer viste sig at få

langt større indflydelse på beslutningerne,

mens det var omvendt for de dominerende

personer.

Dominans og viden følges altså ikke ad.

Måske ved de stille og dermed lyttende

faktisk mere end de talende, som i for høj

grad kun hører sig selv.«

Når der går skår i fællesskabet

Personlige problemer, som skydes ud i

omgivelserne i form af projektioner, er

snarere reglen end undtagelsen i unge

bosætningsfællesskaber. Skilsmisser,

utroskab, uvenskab og andre interne

konflikter kan i mindre eller unge bosætninger

give store skår i fællesskabet.

Den type konflikt var årsag til, at Tovstrup

Mark vest for Århus i en årrække var delt i to

dele, en med fællesøkonomi og en uden, og

de havde det dårligt med hinanden. I

sommeren 1998 var det Kirstinelund ved

Skanderborg, der på grund af personlige

uenigheder blev splittet op. Det var en sand

sørgedag, da man afholdt intern auktion, og

ejendommen måtte gå for højeste bud.

Uheldige personlige svagheder kan blive

til store barrierer, som trækker skarpe skel

hele vejen gennem fællesskabet. Så er det

ekstra belastende, når de ydre barrierer

også tårner op.

Ydre barrierer og

forudsætninger

Realiseringen af de deltagerstyrede økolandsbyer

– som Andelsssamfundet i

Hjortshøj, Torup-fællesskabet og Svanholm –

har vist, at det trods alt er muligt at komme

ret langt inden for rammerne af dansk

lovgivning. Men pionerånd, civil

udholdenhed og modstandsdygtige

fællesskaber på græsrodsplan gør det ikke

alene. Hvis Agenda 21 skal blive til mere end

et stykke håbefuldt papir, må toppen også

folde sig ud. Der kræves ikke bare statslig,

men også kommunal og ikke mindst

alternativ finansiel velvilje.

»Der er tusinder af mennesker, der

synes, det ville være en rigtig god ide at bo i

lignende fællesskaber. Men de fokuserer

sandsynligvis mere på de årelange

besværligheder end på den omstændighed,

171


at et fællesskab kan bane vej for direkte

indflydelse og ansvar. Det gælder bolig,

energiforbrug, institutioner, erhverv, socialt

og spirituelt fællesskab med videre,«

påpeger projektet “Naturhusene i

Svanninge” – og efterlyser en mere

overkommelig model.

Projektet beklager den politiske tendens

til kortsigtet planlægning med en

tidshorisont, der kan synes at begrænse sig

til perioden mellem kommunalvalg:

»Agenda 21 har et globalt fokus – ud fra

parolen om at tænke globalt og handle lokalt

– og hvis man ellers vil tage forpligtelsen

alvorligt, må de kortsigtede strategier vige.

Agenda 21 giver håb om mulighed for

folkelig indflydelse gennem langsigtet

planlægning.«

Krav til husbyggeri ved køb og salg

Nogle besvarelser – som eksempelvis

“Økologisk Teaterværksted” – vil have

ændringer og nytænkning i økologisk og

kulturel henseende gjort til et krav i

forbindelse med al sanering. Forfatteren til

Svanninge-projektet mener, som flere af de

øvrige indlæg til prisopgaven, at tiden er inde

til at stille miljøkrav til alt husbyggeri og i

forbindelse med al handel af eksisterende

huse.

»Der er ved køb og salg en oplagt

mulighed for at gribe ind i den mest

miljøbelastende del af boligerne og

erhvervsejendommene, og det må være et

minimumskrav, at alle huse, der forhandles,

skal reducere miljøbelastningen per

boligarealenhed med gradvis stigende

effekt.

Som sagerne står nu, er det helt forrykt,

at kreditforeninger kan give 30-årige lån til

gamle uisolerede huse uden at stille nogen

som helst minimumskrav til reduktion af

miljøbelastning, samtidig med at finansiering

172

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

af økologisk byggeri – især i fællesskaber –

afvises.«

Grøn kreditforening

Tiden er derfor også kommet, hvor staten –

som et modspil til de kommercielle

kreditforeninger – forventes at tage initiativ til

en grøn kreditforening. Det er et krav, der

klinger højt gennem prisopgavens

besvarelser.

Den primære opgave skal være at gøre

det lige så muligt og troværdigt at investere i

økologisk byggeri – også i fællesskaber –

som i den mere konventionelle slags.

BARRIERER OG FORUDSÆTNINGER FOR AT NÅ MÅLET

»Kreditforeningen skal kunne gøre

låntagning så favorabelt, at det økonomisk

kan betale sig at handle bæredygtigt. For

eksempel skal den kunne tilbyde en

låneordning, hvor nedbringelse af

driftsudgifter fra starten bevirker, at det er

mest rentabelt at investere i vedvarende

energi og miljøvenlig isolering.

Det er ikke nok at tale om

statsgaranterede låneordninger to år frem.

Det er signalværdien i at kunne skilte med

finansiering af de mest bæredygtige

boligløsninger, det kommer an på, hvis en

bredere del af befolkningen skal være med.

Hvad ville for eksempel effekten af én

helsides annonce for finansiering af

bæredygtigt byggeri være i stedet for de

vildledende drømmebilleder, som kredit- og

pengeinstitutter reklamerer med?« spørger

forfatteren til “Naturhusene i Svanninge.”

Landsforeningen for Økosamfund (LØS)

har siden starten i 1993 arbejdet med

problematikken omkring kreditforeninger.

Det har blandt andet medvirket til tilblivelsen

af loven om statsgaranti til økologisk byggeri

fra 1993 – en garanti, der blev hævet fra 10

til 15 procent i 1995 – som stadig ikke er

meget, men dog noget.

Bæredygtige

løsninger starter

helt i det små – som

hvordan

Munkesøgårds

seniorgruppe får

blommerne sikkert

ned fra træet. Men

når det gælder

bæredygtige

boligløsninger i bred

forstand, må

myndighederne og

kreditforeningerne

være med til at

holde stigen.

173


Statsgarantien betyder, at staten

garanterer for de sidste 15 procent af lånet

fra 65 procent til 80 procent – som er

kreditforeningernes maksimumindskud.

»På baggrund af garantiordningen afsatte

Realkredit Danmark en pulje på 10 millioner

kroner til lån til økologisk byggeri. Puljen var

endnu ikke kommet i funktion cirka et år efter

vedtagelsen, fordi kreditforeningen “ikke

belåner livsformer”, hvilket bare betyder, at

Realkredit Danmark kun belåner de gængse

livsformer, som eksempelvis

parcelhusbyggeri,« fortæller Kaj Hansen fra

LØS.

Velvillige hjælpere

En del projekter er kommet godt i gang eller

er blevet videreudviklet, takket være Gaia

Trust, Den Almennyttige Andelskasse

Merkur, Socialpædagogernes og

Socialrådgivernes Projektselskab og

Magistrenes Pensionskasse, der er gået ind

i belåning til økosamfund.

»I 1996 lykkedes det at finde finansiering

til en bogruppe i Andelssamfundet i

Hjortshøj og en gruppe i Hertha

Levefællesskab. Finansieringen for de to

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

grupper er sammensat af lån på følgende

måde: Magistrenes Pensionskasse,

Socialpædagogernes og Socialrådgivernes

Projektselskab – 65 procent,

statsgaranterede lån gennem Merkur – 15

procent, og de resterende 20 procent fra de

kommende ejere.

Der er en aftale mellem de to

pensionskasser og Merkur om, at det er

Merkur, der foretager vurderingerne af

husene og desuden deler risiko med

pensionskasserne,« siger Kaj Hansen og

fortsætter:

»Vi sætter selvfølgelig stor pris på den

slags ordninger, men må konstatere, at der

ikke er tale om generelle lånemuligheder, og

så længe de ikke findes, så har både vi og

politikerne et problem – for vi er jo enige om,

at det er vigtigt at finde realistiske bud på

bæredygtig udvikling.«

Bygningsreglementet

En af barriererne er som sagt det

eksisterende bygningsreglement, der med

Svanninge-projektets ord i for høj grad er

blevet dikteret af industrielle normsæt og

monopoler, i stedet for at bevæge sig mere

BARRIERER OG FORUDSÆTNINGER FOR AT NÅ MÅLET

ind i problematikken omkring

livscyklusvurderinger:

»Det er på høje tid at supplere

reglementet med kommende krav for

bæredygtigt byggeri. Det grundlæggende

udgangspunkt skal være, hvilke materialer

og til dels konstruktioner der vil være de

mindst skadelige set ud fra en såkaldt

“vugge-til-grav-analyse”.

Der kan endvidere opstilles eventuelle

minimumsnormer og -krav for de materialer

og konstruktioner, som vanskeligt lader sig

typegodkende, men som miljømæssigt og

styrkemæssigt viser sig at være særdeles,

om ikke mest, hensigtsmæssige. Det gælder

materialer som ler, strå, halm og træ, og

konstruktioner som hvælvinger og kupler,«

siger forfatteren, der samtidig erkender

vanskeligheden i at kunne få typegodkendt

materialer som halm og lerjord, da kvalitet,

styrke, holdbarhed og fugtindhold kan være

svingende.

Dengang som nu

Folkene bag Økosamfundet Dyssekilde, der

var nogle af de første i Danmark til at kaste

sig ud i økologisk byggeri, fortæller om,

hvordan de i midten af firserne skulle

forsøge at konkretisere nogle målsætninger

for deres kommende huse.

»Begreber som “livscyklusanalyser” og

“fra vugge til grav” var endnu ret ukendte

uden for en snæver kreds af “fanatiske øko

–freaks”. Bygningsreglementerne var fra før

den sidste energikrise og stærkt forældede.

Visionerne på området blev derfor af gode

grunde udformet noget vagt: “Det skulle

tilstræbes, at de enkelte huse blev opført af

naturlige (genbrugs)materialer, og at

energiforbruget højst skulle være det halve

(og helst kun en fjerdedel) af forbruget i et

almindeligt hus i samme størrelse.”

Om vi med alle vores yderst forskellige

huse har nået den målsætning er umuligt at

afgøre. Bygningsreglementerne er i

mellemtiden lavet om, men der er fortsat

ingen officielle standarder for

byggematerialers økologiske

Urtehaven ved Munach-fællesskabet i

Gedved er bygget op helt fra bunden af

Solveig Hanghøj – og består af et væld af

alskens læge- og krydderurter.

Urtehaven er åben for besøgende.


æredygtighed.«

Grønt skattesystem

Flere besvarelser peger på det økonomiske

system som en af de væsentligste barrierer.

For eksempel tror “Odin”-projektet ikke på, vi

kommer nogen vegne, med mindre vi i det

mindste får ændret vores skattesystem og

lægger tilskudspolitikken helt om.

»I dag betaler vi i fællesskab for vores

uhensigtsmæssige brug af resurser. Der

bliver bygget motorveje,

affaldsforbrændinger, store rensningsanlæg

og deslige for offentlige penge – fra vores

fælles pengetank – og de fleste produkter

gemmer derfor enorme, skjulte offentlige

tilskud.«

Hvis vi var konsekvente, mener “Odin”, så

burde mælk produceret i Nordjylland

nødvendigvis være dyrere at drikke for en

københavner end for en nordjyde. Ikke desto

mindre er prisen stort set den samme.

»Det, det koster at transportere mælken

176

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

fra Ålborg til København, betragtes som en

menneskeret, og udgifter i den forbindelse

trækkes fra på skattebilletten, samtidig med

at en offentligt betalt infrastruktur fremmer

transporten af varen. Problemet er blot, at

uanset hvordan vi vender og drejer tingene,

så er det resursemæssigt set væsentligt

dyrere for københavnere at drikke mælk fra

Nordjylland end det ville være at drikke

mælk fra gårde lige uden for København.«

Hvis priser var baseret på de reelle

omkostninger, ville vi som mennesker

sandsynligvis bedre kunne forstå de

komplekse sammenhænge, vi lever under,

mener “Odin”.

»I dag ved alle, at miljømæssige aspekter

skal implementeres i moderne produkter,

men vi står stadig over for det ikke

uvæsentlige problem, at uanset hvor

miljøvenligt vi producerer vores produkter, så

må vort forbrug i den vestlige verden i sidste

ende reduceres. Vi må nødvendigvis lære at

leve anderledes og bedre – med mindre.«

Hertha Levefællesskab

bygger ikke bare

alternativt – eksempelvis

af store trækævler, der

direkte fra skoven saves

op af en transportabel

sav. Det er også et af de

økosamfund, der har

strikket en alternativ

betalingsordning

sammen ved hjælp af

Magistrenes

Pensionskasse,

Socialpædagogernes og

Socialrådgivernes

Projektselskab og Den

Almennyttige

Andelskasse Merkur.

Regeringers ansvar

I et af de anonyme indlæg til prisopgaven

harmes forfatteren over, at han må sidde i

efteråret 1997 og komme med forslag til,

hvordan vi som enkeltindivider skal forholde

os i et rigt og gennemorganiseret samfund,

når den danske regering har forpligtet sig

internationalt gennem FN til at iværksætte

dét, alle ved er nødvendigt – Agenda 21.

Han citerer fra den internationale miljø

–dagsordens indledning:

»Agenda 21 går i kast med dagens

presserende problemer og stræber også

efter at forberede verden på det næste

århundredes udfordringer. Den afspejler en

global enighed og politisk forpligtelse på

højeste niveau vedrørende udvikling og

miljømæssigt samarbejde. Dens succesfulde

iværksættelse er først og fremmest

regeringernes ansvar.

Nationale strategier, planer, politik og

processer er afgørende for at opnå det.

Internationalt arbejde skal understøtte og

supplere sådanne nationale anstrengelser. I

den sammenhæng har FN en nøgleposition.

Andre internationale, regionale og

underregionale organisationer er der også

bud efter for bidrag til denne bestræbelse.

Den bredeste, offentlige deltagelse og

NGO’ers (Non Governmental Organisations

– altså græsrodsforeninger) og andre

gruppers aktive indblanden skal også

opmuntres.«

Og forfatteren fortsætter: »Selv når der

ikke vedtages en lang række love til

imødegåelse af de menneskeskabte trusler,

som hober sig op, lever vi stadig i en

virkelighed, hvor vi gennem den politiske

meningsdannelse må prøve at få en

bæredygtig livspraksis på benene.«

Lovgivning for det levende liv

BARRIERER OG FORUDSÆTNINGER FOR AT NÅ MÅLET

I “Perspektiver og fundament for en

bæredygtig udvikling” karakteriseres det

nuværende århundredes forskning som

utilstrækkelig i forhold til at skabe gode

livsbetingelser.

»Tværtimod ligner den viden, vi har i dag,

en trussel for verdenssundheden, når den

bruges forkert. Vort tilsyneladende overlegne

intellekt har gjort os ufølsomme og

hovmodige over for den natur, vi er så

afhængige af.

Udviklingen af den globale bevidsthed for

det 21. århundrede kan ikke standses, og

der er i allerhøjeste grad brug for at realisere

en forskning, der eksperimenterer med alle

lag af den menneskelige bevidsthed,

intuition, kreativitet og intellekt, samarbejde

med naturen og en ikke-skadelig brug og

videreudvikling af den teknologiske viden.

Det er derfor nødvendigt at lave en

lovgivning, der tjener det levende liv – det

levende menneske.

Lovgivningen skal målrettet fremme

arbejdsløses muligheder for at bruge deres

resurser i bæredygtige, meningsfyldte og

tiltrængte projekter. Og lovgivningen skal –

både med hensyn til økonomi og byggeri –

opmuntre til at skabe en livsform, hvor

mennesker kan praktisere en

helhedsorienteret bevidshed og en livsform,

der i alle livets daglige handlinger

værdsætter alt liv som del af et hele, og hvor

intet derfor skades.«

Forfatteren til besvarelsen slutter med

disse ord:

Livet – som det er –

rummer en uendelig skønhed.

Når vi ser denne skønhed,

falder jagten på fremtiden bort,

og alt gives i nuet.

177


Jette Hagensen fra Munkesøgård har i to år

siddet i bestyrelsen for foreningen bag

projektet, har taget en ekstra tørn i

fællesskabets teknikgruppe og desuden

deltaget i mange og lange

kommuneforhandlinger. Hun beskriver

processen på vej mod en bæredygtig

bosætning således:

»Det er en spændende, men også

tålmodighedskrævende proces. Jeg – og de

fleste andre, tror jeg – svinger personligt

meget i troen på, hvordan og hvornår

projektet bliver gennemført. Det er svært at

være indstillet på at flytte flere år i træk.

Når udefrakommende stopklodser som

byggestoppet udsætter vores tidsplaner,

bliver jeg irriteret på “systemet” og forsøger

at overskue eventuelle politiske smutveje.

Det er sværere, når stopklodserne kommer

fra os selv.

For eksempel når nogle medlemmer af

foreningen er uvillige til at skyde penge ind til

de omkostninger, der uundgåeligt følger

med. Eller når beslutninger om

byggekonceptet – om eksempelvis

komposttoiletter, som jeg selv har brugt

megen tid på at få godkendelse til – bliver

sat til diskussion igen. Så begynder jeg at

overveje, om jeg hellere skulle flytte i et lille

kollektiv på landet og bygge mit lokum selv.

Men jeg vil faktisk gerne det her lidt større

fællesskab.

Kunsten at færdes mellem mennesker

med vores evindelige evne til at stille

spørgsmålstegn også til dét, der synes helt

indlysende for andre, er en udfordring, som

jeg fortsat prøver at gøre til en udviklende

proces – selvom jeg sommetider bliver træt.

Samarbejdet med rådgivere og

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

Et konkret og personligt eksempel fra Munkesøgård

– om processen på vej mod en bæredygtig

bosætning:

178

myndigheder har været meget lærerigt. I de

skarpe forhandlinger, der har været

undervejs, har jeg set, hvor meget det

betyder, om man menneskeligt er på

bølgelængde. Distancerede forhandlinger til

for eksempel ministerier er typisk sværere

end til lokale myndigheder, hvor man mødes

ansigt til ansigt. Og den direkte kontakt til

den arkitekt, der tegner boligerne, er guld

værd for alle parter. Åbenhed og tillid kan

skabe en frugtbar proces. Man skal dog

passe på ikke at tage fejl af, hvilken side af

bordet samarbejdspartnerne sidder på.

Vi lærer også at passe på hinanden. Hvis

der er uenigheder, er det ikke altid, vi får

udtrykt, hvad det handler om i situationen.

Så er det vigtigt at få samlet op siden hen, så

ingen føler sig forurettet.

Min overbevisning er, at den største risiko

for at projektet mislykkes, er at vi indbyrdes i

foreningen bliver uenige om mål eller midler

og i stedet løber skrigende hver sin vej.

Og vi bliver trætte på skift. I perioder er

der nogle, der ikke orker flere møder,

diskussioner, oplæg og forhandlinger. Så er

det vigtigt, at andre kan tage over med ny

energi. Derfor er det også vigtigt, at flere er

inde i de forskellige opgaver.

Jeg overvejer ofte, om de økologiske

hensyn er gode nok. Har vi fundet de bedste

løsninger inden for de økonomiske rammer,

vi har valgt at underlægge os? Kunne vi

have konstrueret husene, så vi kunne

reducere eller undgå varmeforsyningen fra

et flisfyr? Skulle alle husene have været

orienteret mod syd af hensyn til sollyset frem

for den mere sociale placering omkring

gårdspladser? Hvilket tagmateriale og

hvilken isolering ender vi med at få? Hvad

BARRIERER OG FORUDSÆTNINGER FOR AT NÅ MÅLET

med diskussionen for og imod

dampspærre? Bliver der råd til fliser i

badeværelset og massivt træ i køkkenet?

Vi har truffet nogle valg – og vi skal træffe

mange endnu. En kombination af tekniske

og intuitive argumenter og også en del

tilfældigheder afgør disse valg. Jeg kan kun

håbe, det bliver nogle gode huse – og at vi

igennem processen opbygger nogle

relationer, der kan bære videre frem, så det

også bliver et godt sted at bo.«

At skabe – og leve i – et økosamfund er en spændende, men tålmodighedskrævende proces.

Der bliver slebet kanter, og der skrælles lag af, når mange mennesker skal blive enige om

hvad, hvor, hvordan, hvorfor og hvornår. Til gengæld får man et meget mere nuanceret og

tættere forhold til hinanden, og i samarbejdet med andre lærer man også sig selv – og sine

grænser – bedre at kende.

179


180

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

DOMMERNES KONKLUSION

Prisopgavens dommerpanel skrev i

betænkningen om mulighederne for at støtte

bæredygtige bosætninger, øko-samfundene

i Danmark:

»Et af formålene med prisopgaven har

været at synliggøre

økosamfundsbevægelsen og dermed skabe

forståelse for, at den kunne udvikle sig

hurtigere og smukkere, hvis de værste

forhindringer blev ryddet af vejen.

● Zonelovningen har haft betydning ved at

dæmme op for uhensigtsmæssig

byspredning båret af privatbilismen, men er

samtidig en hemsko for realisering af

bæredygtige bosætninger. Loven har sit

udgangspunkt i industrikulturen og er

knyttet til en opdeling i by og land, som

netop overskrides i økosamfundet. I

økosamfundet integreres bolig, produktion

og fritidsliv.

I en besvarelse foreslås det at lave en

eksperimentel zone. Det kunne for

eksempel være en kvote på 100

bæredygtige bosætninger. Der er her et

klart behov for politisk indgreb og

Ane Bodil Søgaard fra prisopgavens dommerkomité holder tale ved prisoverrækkelsen i

Miljøministeriets gård 12. december 1997.

DOMMERNES KONKLUSION

bæredygtig planlægning bakket op af

embedsmandsværket – en lille naturnær

bebyggelse i et levende landskab med stor

diversitet kan ikke være værre end

monokultur, industrilandbrug og kæmpe

grisefarme.

● Et projekt peger på behovet for ministerielt

samarbejde, herunder en tværministeriel

opfølgningsgruppe, der kan støtte projekter,

der sidder fast i lovjunglen eller er fanget i

finansieringsfælden.

Hidtil har økosamfundene ikke fået del i de

offentlige midler (bortset fra blandt andet den

Grønne Fond og Indenrigsministeriets

Landdistriktspulje), selv om der her ligger

store potentialer for udveksling af viden om

Dommerne

Lic.Scient Ane Bodil Søgaard, udpeget af Gaia Trust a.m.b.a.

bæredygtighed. Processen kunne

fremskyndes med støtte til fællesanlæg og

arbejdspladser. Den grønne jobpulje er måske

svaret på dette.

● De forskellige ministerier har sat store midler

af til eksperimenter i erkendelse af

nødvendigheden heraf. Det gælder blandt

andet Socialministeriet, Indenrigsministeriets

Landdistriktspulje, Boligministeriet,

Kulturministeriet, for slet ikke at tale om

Danida og Danced. Det er ønskeligt, om disse

ministerier i højere grad koordinerede denne

indsats og kanaliserede flere midler til

økologisk bosætning og helhedspræget

bæredygtig udvikling, måske i en fælles pulje

med baggrund i Agenda 21 forpligtelsen.«

Fuldmægtig Tove Jensen, udpeget af Miljø- og Energiministeriet.

Arkitekt M.A.A. Anna Galster, udpeget af Socialministeriet.

Seniorforsker Phil.dr. Ole Michael Jensen, udpeget af Boligministeriet.

Arkitekt M.A.A. Karen Zahle, udpeget af Kulturministeriet.

Konsulent Jane Kruse, udpeget af Indenrigsministeriet.

Jurist Hildur Jackson, udpeget af Landsforeningen for Økosamfund.

181


VELKOMMEN TIL FREMTIDEN

VINDERNE

Navn Præmie Støtte I alt

Munkesøgård – økologisk bofællesskab 250.000 kr. 250.000 kr.

Hertha Levefællesskab 25.000 kr. 125.000 kr. 150.000 kr.

Sonnerup-projektet 25.000 kr. 25.000 kr. 50.000 kr.

WIN WIN – fælleshus for unge 25.000 kr. 25.000 kr. 50.000 kr.

Snabegaard 25.000 kr. 25.000 kr. 50.000 kr.

Grønhøjgård 25.000 kr. 25.000 kr. 50.000 kr.

Naturhusene i Svanninge 25.000 kr. 25.000 kr. 50.000 kr.

Økosamfund med Tegn (ØT) 25.000 kr. 25.000 kr. 50.000 kr.

Større selvforsyning i Høje Taastrup 25.000 kr. 25.000 kr. 50.000 kr.

Økologisk Teaterværksted 25.000 kr. 25.000 kr. 50.000 kr.

Gruppen bag Munkesøgårds besvarelse til prisopgaven måtte nive sig en ekstra gang i armen, da de

blev kåret som vindere af førstepræmien på 250.000 kroner. Det er fra venstre Inger Foldager med

checken, Helle Humlum, Mikkel Strange, Rikke Nærå med lille Matilde, Kaj Thingstrup og Jette

Hagensen med rosen. Bag rosen står LØS’ daværende formand, Hanne Nordahl Wegge.

182

Scener fra en glad dag i Miljøministeriets

gård – fællessang, projekt- og planchekiggeri,

og en glødende miljøfortaler, inderen Rashmi

Mayur.

DOMMERNES KONKLUSION

183


A70/ TOVSTRUP MARK

Sted: Bofællesskab i landsbyen Toustrup Mark

mellem Århus og Silkeborg.

Størrelse: 6 tønder land.

Nuværende beboerantal: 38 voksne, 29 børn.

Start: 1970-71.

Grundlag: Thylejren – demokratisk, anarkistisk

tradition inden for vedtagne regler.

Organisation: Andelsforening. Fællesmøde hver 14.

dag. Arbejdsudvalg vælges for ét år ad gangen.

Faciliteter: 26 boliger (gammelt industribyggeri),

børnehave, værksteder, fællesrum, træpillefyr +

solvarme, vindmølle.

Fælles aktiviteter: Fællesspisning fra mandag til

fredag, månedlig arbejdsdag.

Husdyr: Grise, får og høns.

Adresse: Lykkegårdsvej 390, 8472 Sporup,

tlf: 8696 8057, fax: 8696 8133.

Kontaktperson: Hanne Jensen, Lykkegårdsvej 356.

ANDELSBOLIGFORENINGEN

BAUNGAARD

Sted: Bofællesskab 4 km. fra Vejles bykerne.

Størrelse: 1 1/2 tønde land.

Nuværende beboerantal: 7 voksne, 4 børn.

Start: 1985.

Grundlag: Miljø og økologisk bevidsthed er det

184

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN ØKOFÆLLESKABER OG ØKOPROJEKTER DANMARK 1998

ØKOFÆLLESSKABER OG

ØKOPROJEKTER

I DANMARK 1998

En liste over alle prisopgavebidrag, som er omtalt i bogen, og alle nuværende fællesskabs-medlemmer af

Landsforeningen for Økosamfund

Eksisterende økofællesskaber

* Titel på den prisopgavebesvarelse, fællesskabet eventuelt har bidraget med, angives med

stjerne under fællesskabets navn

samlende udgangspunkt for beboerne.

Organisation: Andelsboligforening (startede som

kollektiv med fælles økonomi).

Faciliteter: Firlænget gård, brændefyr, solvarme,

tilkobling til 2 vindmøller.

Arbejdspladser: Firmaerne Vejle VVS og Økobyg,

der bl.a laver solfangere og regnvandsanlæg,

tømrerarbejde og økologiske huse i samarbejde

med murer.

Fælles aktiviteter: Månedligt fællesmøde. Fælles

aftensmad. Månedlig arbejdsweekend.

Jordbrug: Økologisk køkkenhave.

Fremtidsønsker: Udvidelse af beboelsesareal til det

tredobbelte. Konkrete planer om regnvandsanlæg,

komposttoiletter, solvarme, naturlig ventilation,

rodzoneanlæg, masseovn, sauna. Flere

interesserede beboere er velkomne.

Adresse: Hover Kirkevej 49, 7100 Vejle,

tlf: 7585 3591.

Kontaktperson: Britta Edelberg.

ANDELSSAMFUNDET I HJORTSHØJ

* “Det 21. århundredes bæredygtige bosætning”

Sted: Lokalsamfund i landsbyen Hjortshøj, 15 km.

nordvest for Århus.

Størrelse: 23 hektar jordbrug, ca. 2.000 m2 bebyggelse.

Nuværende beboerantal: Cirka 100, heraf 45 børn.

Start: 1986 – første byggeri i 1991.

Målsætning: At opbygge et bæredygtigt

lokalsamfund på cirka 500 personer.

Organisation: Almennyttig forening.

Beboerdemokrati baseret på andelstanken.

Opdeling i bogrupper.

Faciliteter: Lavenergiboliger fordelt på 3 bogrupper

med ejerboliger og lejerboliger, en fjerde bogruppe

er på vej. Fælleshus. Solfangere. Flisfyr.

Regnvandsopsamling. Lokal håndtering af gråt

spildevand. Køkkenkompostering. Multtoiletter.

Arbejdspladser: Byggefirmaet Økotech, landbrug,

grøn guide, den europæiske afdeling af OVE

(Organisationen for Vedvarende Energi).

Fælles aktiviteter: Månedligt fællesmøde og

bogruppemøde. Fælles arbejdsdage.

Fællesspisning 3 gange om ugen. Månedsavis.

Årstidsfester. Caféaftener.

Jordbrug og husdyr: Økologisk landbrug med korn,

grønsager, energipil og dyrehold.

Fremtidsønsker: Øko-café. Sundhedshus. Butik.

Kulturhus. Naturhave. Reetablering af rekreativt

område med 2 søer. Større selvforsyning og flere

lokale arbejdspladser.

Adresse: Gl. Kirkevej 56, 8530 Hjortshøj,

tlf: 8622 7484.

Hjemmeside: www.gaia.org/los/hjortshoj.

Kontaktperson: Ulla Trædmark Jensen,

e-mail: ulla.t.jensen@grundtvig.dk.

FRISTADEN CHRISTIANIA

Sted: Fristad på Christianshavn, 10 minutter fra

Københavns Rådhusplads.

Størrelse: 34 hektar bilfri by.

Nuværende beboerantal: Omkring 650 voksne og

250 børn.

Start: 1971

Målsætning: “Christianias målsætning er at

opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt

individ frit kan udfolde sig under ansvar over for

fællesskabet. Dette samfund skal økonomisk hvile i

sig selv, og den fælles stræben må til stadighed gå

ud på at vise, at den psykiske og fysiske forurening

kan afværges”. Grundlagt 13.11.1971.

Organisation: Christiania har gennem en

rammeaftale brugsretten til området. Beboerne har

brugsretten til husene. Fællesmødet, øverste

myndighed, indkaldes efter behov. Selvforvaltning

inden for 15 områder med månedlige møder om

eksempelvis økonomi og virksomheder.

Faciliteter: Nedlagt militærkaserne med tilhørende

bygninger og voldanlæg.

Arbejdspladser på stedet: 13 institutioner og 40

virksomheder.

Fælles aktiviteter: Fester, møder, kampagner og

aktionsdage. Ugeavis, radiostation og fælles mønt

(Christiania-møntenheden “Løn”).

Forbud: Ingen hårde stoffer. Ingen rygmærker.

Ingen vold. Ingen våben. Ingen handel med

bygninger og boliger.

Fremtidsønsker: At visionerne om den

selvforvaltende grønne fristad – en økologisk

orienteret by med lavøkonomi og udstrakt folkestyre

– kan realiseres

inden for lovliggørelsens udviklingsrammer.

Afkriminalisering/lovliggørelse af hampedyrkning og

hash.

Adresse: Bådsmandsstræde 43, 1407 København

K.

Hjemmeside: www.christiania.org.

Kontakt: Nyt Forum, Operaen, Bådsmandsstræde

43, 1407 Christiania, tlf/fax: 3295 6507,

e-mail: nyt forum@Christiania.org.

FÆLLESSKAB PÅ TVÆRS

Sted: Integreret i landsbyerne Tørslev og

Skovsgaard, i Brovst kommune i Nordjylland.

Start: 1984.

Grundlag: Socialpædagogisk kollektiv for

udviklingshæmmede. PHIL-projektet: Produktion,

Handicappede, Integration og Lokalsamfund.

Målsætning: At arbejde for udvikling af arbejds- og

185


aktivitetsmuligheder for “B-holdet”.

Organisation: Hver medarbejder har sit

ansvarsområde.

Faciliteter: Stiftelsen Købmandsgården.

Bofællesskabet Poststrædet. Skovsgård Hotel. Rådog

Dåd-butik. Friskole for voksne. Musik- og

teaterhus. Keramikværksted.

Arbejdspladser på stedet: Pædagogstillinger (9-10

på almindelige lønvilkår, 3 på projektløn).

Jordbrug og husdyr: Mindre dyrehold. Økologiske

grønsager.

Adresse: Bofællesskabet Poststrædet,

Købmandsgården, Aggersundvej 42, 9460 Brovst,

tlf: 9823 3131 / 9823 3520, fax: 9823 3438

GRÆSRODSGÅRDEN

Sted: Nedlagt skole fra 1907 i Bregninge ved

Jyderup/Kalundborg.

Størrelse: Stedet kan huse 50 overnattende

personer.

Nuværende ejerantal: Andelsforening bestående af

15 kollektivister.

Start: 1976.

Grundlag: Tidligere ø-lejraktivisters ønske om at

lave en ø-lejr til vinterhalvåret.

Målsætning: Et billigt, rart, smukt, non-profit

udlejningssted/fritidskollektiv for

græsrodsbevægelser og alternativt tænkende

mennesker – og at tænke så grønt som muligt i alt,

hvad der laves.

Organisation: Stedet ejes af foreningens

kollektivister.

Faciliteter: Hovedhus, skolebygning,

værkstedsbygning – det meste til udleje, en mindre

del til fritidskollektivet. To store haver, en del til

køkkenhave.

Solfanger.

Fælles aktiviteter: Månedligt fællesmøde. Fælles

sommerferie på gården, kulturelle udflugter til

København. Græsrodsgård Nyt.

Adresse: Bregningevej 6, Bregninge, 4593

Eskebjerg.

186

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN ØKOFÆLLESKABER OG ØKOPROJEKTER DANMARK 1998

Kontaktperson: Eina Berg, Georginehaven 35,

2765 Smørum, tlf/fax: 4468 2078.

HAVREDAL GL. SKOLE

* “Havredal – på vej mod menneskelig og

økonomisk vækst”

Sted: Landsbyen Havredal i Karup kommune.

Indbyggerantal: 175

Start: 1. december 1993 stiftedes “Havredal gamle

Skole.”

Grundlag: Det frivillige sociale arbejde i landsbyen.

Målsætning: Oprindeligt: At etablere et bo-, væreog

virkecenter i den gamle skole for sent udviklede

unge. Nu: At iværksætte rammer for, at landbyens

beboere kommer i dialog om den fremtidige

udvikling, samt at skabe en kultuel og spirituel

mangfoldighed med kunstudstillinger, caféaftener,

foredrag, udflugter, ferieture, debataftener osv.

Organisation: Selvejende institution.

Faciliteter: Bofællesskab. Værested for hele

landsbyen. 2 uddannelsesgrene for sent udviklede

unge:

1) Havredal, Den praktiske Landbrugsskole og

2) Grøn Pedelmedhjælperuddannelse.

Arbejdspladser opstået på baggrund af projektet:

Etableringen af uddannelsesinstitutionen for sent

udviklede unge har medført nye

beskæftigelsesmuligheder for landsbybeboerne.

Grøn landsbyguide.

Fremtidsønsker: 6 nye boliger på skolen.

Værksteder. Renovering af Havredal gl. Skole. Grøn

Hjemmeservice med base på Havredal gl. Skole.

“Grøn” dagligvarebutik med udbringning.

Skovbørnehave. “Grøn” Grundfos-afdeling i

Havredal. Uddannelsesinstitutioner i området.

Adresse: Ulvedalsvej 32, Havredal, 7470 Karup,

tlf: 8666 2268, fax: 8666 2568, e-mail:

hgs@post8.tele.dk.

Hjemmeside: http://home8.inet.tele.dk/hgs.

Kontaktperson: Ole Schmidt, Skivevej 114,

7470 Karup, tlf: 8666 1494, fax: 8666 1799.

HERTHA LEVEFÆLLESSKAB

* “Hertha Levefællesskab – et eksempel på Det 21.

århundredes bæredygtige bosætning”

Sted: Landsbygruppe/bofællesskab i landsbyen

Herskind, 20 km. vest for Århus.

Størrelse: 40 tønder land jord.

Nuværende beboerantal: 35 beboere (22 “normale”

– børn og voksne – og 13 voksne

udviklingshæmmede), 10 naboer med tilknytning og

11 medarbejdere.

Start: Foreningen Hertha blev stiftet 1981. Jorden i

Herskind blev købt i 1993. Første byggeri: 1996.

Grundlag: Rudolf Steiners antroposofi.

Socialøkologi.

Målsætning: Et bo- og arbejdssted for “normale” og

“udviklingshæmmede” mennesker – i “omvendt

integration”. Over 10-15 år at blive 150-200

mennesker (heraf op til 40 udviklingshæmmede).

Organisation: Landsbyfonden ejer de fleste fælles

faciliteter. Støtteforeningen Hertha (cirka 250

medlemmer). Mandatgrupper.

Faciliteter: Hjem/bofællesskab for de pt. 13 unge

udviklingshæmmede. Boliger. Masseovne.

Solfangeranlæg. Forberedelse til behandling af gråt

spildevand.

Arbejdspladser på stedet: For de

udviklingshæmmede: Væveværksted, gartneri,

håndværk/byggeri, madlavning, bageri. For de

“normale”: Pædagogstillinger. Forskning

(biodynamisk dyrkning). Puljejob (formidling).

Sekretariat for Landsforeningen for Økosamfund.

Fælles aktiviteter: Arbejds- og ansvarsgrupper.

Årstidsfester.

Jordbrug og husdyr: Landbrug (kløver, lucerne),

grønsager, gartneri, malkekøer, grise.

Fremtidsønsker: Fælles-/formidlingsbygning.

Kostald (kokatedral). Udlejningsbyggeri.

Prisopgavevinder (2.præmie): »Med præmien

håber dommerkomitéen at kunne være med til at

fremskynde fælleshuset, så Hertha får mulighed for

at realisere den smukke og meget

medmenneskelige grundtanke om ikke blot at være

et bofællesskab, hvor man integrerer de

udviklingshæmmede, men et reelt levefællesskab

for både “normale” og udviklingshæmmede voksne

mennesker i den proces Hertha kalder omvendt

integration.«

Adresse: Landsbyvænget 14 A, Herskind,

8464 Galten, tlf: 8695 4520.

Kontaktperson: Irene Rasmussen.

HESBJERG

Sted: Landsbyfællesskab 13 km. vest for Odense.

Størrelse: 19 små selvbyggerhuse, omgivet af cirka

70 tønder land.

Nuværende beboerantal: 31 voksne, 12 børn.

Start: Fra 1972 tog området form som landbrugsog

kunstnerkollektiv.

Grundlag: Jørgen Laursen Vig, der ejer Hesbjerg

Slot, kørte i årene 1957-1972 en alternativ højskole

på stedet. I 1964 grundlagde han det som

internationalt fredsforskningscenter.

Målsætning: At opbygge og bevare Hesbjerg i

Jørgen Laursen Vigs ånd som et kulturelt og

økologisk fredscenter med landsbyfællesskab.

Organisation: Jord og bygninger ejes af Jørgen

Laursen Vig, der lejer ud til beboerforeningen. Den

enkelte ejer kun sit hus.

Faciliteter: Beboerforeningen administrerer 2

fælleshuse, landbrugsbygninger, 3 fællesbiler,

fælles landbrugsredskaber og materiel.

Fælles aktiviteter: Beboerforening. Fællesspisning

efter initiativ. Månedligt fællesmøde. Årligt

gøglertræf.

Jordbrug: Æble- og nøddetræer. Grønsager.

Landbruget er bortforpagtet.

Fremtidsønsker: At en almennyttig fond vil stå som

ejer af Hesbjerg – med skole, kloster og

landsbyfællesskab.

Adresse: Hesbjergvej 50, 5491 Blommenslyst,

tlf: 6596 7505, fax: 6596 7490, e-mail:

hesbjerg@post5.tele.dk.

Kontaktperson: André Nordlys Thomsen,

tlf: 6596 7495.

187


188

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN ØKOFÆLLESKABER OG ØKOPROJEKTER DANMARK 1998

En del af Landsforeningen for Økosamfunds (LØS) fællesskabsmedlemmer har ikke deltaget i prisopgaven

– af forskellige årsager. Et af de ældste økosamfund – Svanholm ved Skibby på Sjælland – kunne ikke

være med, fordi den daværende formand for LØS, Hanne Wegge, er bosiddende i Svanholm.

Svanholm har 20 øko-år på bagen – og fejrer det her på fødselsdagen den 31. maj 1998.

189


KIRSTINELUND

Sted: Firlænget gård, beliggende i landsbyen

Bjedstrup mellem Ry og Skanderborg.

Størrelse: 13 tønder land, heraf 3 tdr.

lokalplansområde.

Nuværende beboerantal: 9 voksne, 2 børn.

Start: Stedet købt af 6 personer i 1992. I 1998 er

det overtaget af 5 personer.

Målsætning: At oprette et økologisk og musisk

landsbyfællesskab.

Organisation: Kommanditselskab/grundejerforening.

Faciliteter: Solfangeranlæg og naturligt

spildevandsrensningsanlæg på stuehuset. 3 længer

til opmagasinering af byggematerialer og andet.

Åben hestestald og fårehus. Mange skurvogne og

et enkelt

selvbyggerhus.

Fremtidsønsker: Orden på ejerforhold og vedtaget

lokalplan.

Adresse: Bjedstrupvej 21, Bjedstrup,

8660 Skanderborg, tlf: 8657 7397.

Kontaktperson: Lars Bo Hansen.

MUNACH

Sted: Center for meditation og undervisning i

selvudvikling, beliggende i Gedved i Midtjylland.

Nuværende tilknytning: Cirka 80 voksne er

bosiddende i Gedved, 40 børn.

Start: 1988.

Grundlag: Centeret er opstået på basis af drømme

og meditative inspirationer fra ejerne Anne Sophie

Jørgensen og Jørgen Høher Ovesen.

Målsætning: At bringe fællesbevidsthed og

spiritualitet ind i hverdagen.

Organisation: Ejerne bærer det fulde økonomiske

ansvar. Kunstskolen har selvstændig økonomi.

Markforeningen og urtehaven har delt økonomi.

Faciliteter: Nikantet, to-etagers kursuscenter.

Kunstskole med 1 1/2 års kunstuddannelse for 9

personer. 1 1/2 tønde land, bl.a. med 3.000 m2 stor

190

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN ØKOFÆLLESKABER OG ØKOPROJEKTER DANMARK 1998

urtehave med alverdens krydderurter.

Fælles aktiviteter: Daglig meditation. 2 månedlige

møder for indergruppen, et husmøde og et

meditationsmøde. Markforeningen ved MUNACH

(frugttræer, bærbuske, bålplads, læbælte, pil mv.)

Musik- og

børnearrangementer.

Adresse: Vestervej 4A, 8751 Gedved, tlf: 7566

5401 (man-torsdag 16.30-18.00).

Kontaktperson: Thomas Steen Seiersen,

Egebjergvej 46, 8751 Gedved, tlf: 7566 5687.

NORDVESTJYSK FOLKECENTER

FOR VEDVARENDE ENERGI

Sted: Sdr. Ydby, mellem Thisted og Struer.

Størrelse: 8 hektar naturområde.

Start: 1983.

Målsætning: At fremme oplysning og

udviklingsopgaver omkring vedvarende energi med

særligt henblik på produktion og beskæftigelse i

håndværk og mindre industri.

Organisation: Selvejende institution. Støtte fra

staten og lokale myndigheder. De 11 medlemmer af

bestyrelsen har det overordnede ansvar for stedet.

Faciliteter: Kontorer. Mødelokaler. Beboelse.

Værksteder. Skibsted Fjord – Nordisk centrum for

debat og udvikling. Forsøgsanlæg: Prøvemark med

10 små møller. 10 forskellige solvarmeanlæg. Ni

solcelleanlæg. Gårdbiogasanlæg. Grøn

spildevandsrensning. Landsbyen for Grøn

Forskning (prototype Agenda 21 samfund), der nu

har 14 beboere, skal udbygges til 30 beboere.

Arbejdspladser: 20 arbejdspladser. Personale og

lærere har baggrunde som biologer, arkitekter,

ingeniører, økonomer, teknikere og kunstnere.

Aktiviteter: Forsøg med vedvarende energi. Kursus

og formidling. Sekretariatet for Bølgekraftforeningen

og Halmballehuse, Europa.

Fremtidsønsker: Der udvikles konstant nye tiltag.

Adresse: Kammersgårdsvej 16, Sdr. Ydby, 7760

Hurup Thy, tlf: 9795 6600, fax: 9795 6565,

e-mail: energy@folkecenter.dk

REGNBUEN

* “Regnbuen – Fredericia, det 21. århundredes

bæredygtige bosætning”

Sted: Almennyttigt bofællesskab i udkanten af

Erritsø ved Fredericia, med udsigt over eng og

skov.

Størrelse: 20 lejligheder.

Beboerantal: 20 familier – 50 voksne og børn.

Start: 1987.

Grundlag: Bofællesskabet.

Faciliteter: Glasoverdækket gade mellem husene.

Affaldssortering. Regnvandsopsamling.

Organisation: Selvstændig afdeling under

boligselskabet LAB i Fredericia.

Fælles aktiviteter: Indkøbsforening. Fælles

madlavning. Vedligeholdelse og kulturelle

aktiviteter. Månedlig arbejdsdag. Med i grøn-guide

projekt for 7.000 almennyttige lejligheder i

Fredericia.

Jordbrug og husdyr: Fælles køkkenhave med

frugttræer og bærbuske. Hønsehold.

Fremtidsønsker: (På kort sigt:) Tilkobling til

vindmølle og solcelleanlæg. Større dyrehold: får og

kreaturer. Flere hjemmearbejdspladser (nu to-tre

stykker).

Adresse: Regnbuen, afd. 14 LAB, Toftegårdsvej 1-

41, 7000 Fredericia, tlf: 7594 5707

Kontaktperson: Søren Varming, Toftegårdsvej 33,

7000 Fredericia, tlf: 7594 4126,

e-mail: varming@post3.tele.dk.

SNABEGAARD

* “Snabegaard – et bidrag til Det 21. århundredes

bæredygtige bosætning”

Sted: Spirituelt, økologisk landbrugs-/bofællesskab i

landsbyen Vrads, mellem Silkeborg og Nr. Snede.

Størrelse: 20,6 hektar jord, heraf cirka 3,5 hektar

skov.

Nuværende beboerantal: 17 voksne, 12 børn.

Start: Købt i august 1993. Første hus bygget i 1995.

Grundlag: Fællesskab om meditation (efter Sahaj

Marg-metoden, se hjemmesiden: www.srcm.org) og

bæredygtig levevis. Samarbejde med det

nærtliggende internationale meditationscenter

Vrads Sande og med landsbyfællesskabet i Vrads.

Målsætning: Udvikling af en dagligdag, hvor det

spirituelle og det materielle integreres i ligevægt.

Faciliteter: Fælleseje: Gården: Stuehus, lade-

/staldbygninger og redskaber. Gårdens jord.

Individuel eje: Indtil videre syv nybyggede træfamiliehuse

– der er planlagt 12. Solvarmeanlæg.

Masseovne. Legeplads.

Organisation: Anpartsselskab omkring de fælles

faciliteter. Grundejerforening omkring de private

huse.

Fælles aktiviteter: Ugentlige møder. Fordeling af

ansvarsområder og arbejdsopgaver.

Fællesmeditation og jævnlig fællesspisning på

Vrads Sande. Høstfest.

Jordbrug og husdyr: Landbrug i sædskifte. Biavl.

Grønsager. Frugttræer. En malkeko, en kalv og en

kvie. 2 heste og en pony. 2 geder.

Fremtidsønsker: Øget selvforsyning med grønsager

og frugt. Fælleshus. Vindmølle. Opførsel af 240 m2 stort drivhus. Flere lokale arbejdspladser og

børnepasning i Vrads. Lufttørring af fødevarer.

Fælles biler.

Prisopgavevinder: »Smukt projekt, der vil kunne få

en endog meget stor spredningseffekt i kraft af en

meget stor international berøringsflade.«

Adresse: Lystrupmindevej 23, Vrads, 8654 Bryrup

Kontaktperson: Michael Hjernø, tlf: 7575 7012,

fax: 7575 7013, e-mail: hjerno@post8.tele.dk.

SVANHOLM

Sted: Storkollektiv, tre km. fra Skibby på Sjælland.

Størrelse: 415 hektar jord – landbrug, skov, eng,

sø.

Nuværende beboerantal: 70 voksne, 40 børn, 15

elever/gæster.

Start: 1978, ved købet af Svanholm Gods.

Grundlag: Fællesskab omkring økologi, økonomi,

191


192

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN ØKOFÆLLESKABER OG ØKOPROJEKTER DANMARK 1998

Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi har flere forsøgsbyggerier og projekter i gang på centret i

Sdr. Ydby. Den store væksthus-dome i to etager danner ramme om bl.a. vandrensning og blomsteravl.

Foto: Jane Kruse

fælles levevis og selvforvaltning.

Målsætning: At drive virksomhederne på en

økologisk og økonomisk forsvarlig måde og arbejde

henimod bæredygtig levevis og et liv med kvalitet.

Organisation: Fælles økonomi. Kollektiv ledelse

med et ugentligt fællesmøde.

Faciliteter: Svanholm Gods med tilhørende

bygninger. Bogrupper på 2-10 personer samt

familieboliger. Vindmøller og flisfyr.

Arbejdspladser på stedet: Landbrugsgruppen.

Kvæggruppen. Bygningsgruppen. Køkkenet.

Regnskabskontoret. Emballagefabrikken.

Gårdbutikken. Grønsags- og frugtpakkerierne.

Frugtplantagen. Saftproduktionen. Skoven. 2

børnehuse. Forlag. Alternativ

behandling. Undervisning. Auto- og smedeværksted.

Fælles aktiviteter: Fællesspisning 2 gange dagligt.

Mødeaktiviteter. Foredrag. Fester.

Husdyr: Heste. Høns. Får. Katte.

Fremtidsønsker: Ostemejeri. Økologiske

byggeelementer.

Adresse: Gæstegruppen, Svanholm Gods,

Svanholm Allé 2, 4050 Skibby, tlf: 4756 6670, fax:

4756 6607.

UDGÅRDEN

Sted: Bofællesskab i landsbyen Lading, 15 km. vest

for Århus.

Størrelse: Landbrug på 35 tønder land.

Nuværende beboerantal: Cirka 60 voksne og børn

Start: Første initiativer i 1985. Indflytning juli 1992.

Organisation: Andelsboligforening.

Kommanditselskab, der driver landbruget.

Månedlige fællesmøder.

Målsætning: At leve og bo så økologisk, socialt og

fremtidsrettet som muligt.

Faciliteter: 15 lavenergiboliger. Fælleshus.

Firlænget gård. Nyopbygget økologisk cyprestræstald

og -lade. Fælles CO2-neutral varmecentral:

Solfangere og træpillefyr. Regnvandsopsamling.

Solfangere.

Fælles aktiviteter: Fælles aftensmad alle fem

hverdage.

Jordbrug og husdyr: Kornavl fortrinsvis til salg og

dyrefoder. Selvforsyning med grønsager. 20

kreaturer.

6 grise. 12 får. Hønsehold.

Fremtidsønsker: Nuværende samarbejde med

landsbyen om etablering af fælles kontorhus med

fælles sekretær. Indretning af lade til gårdbutik,

indkøbsforening og fælles aktiviteter. Træ-, metalog

bilværksted. Keramik- og væveværksted.

Vindmølle. Frugtplantage. Reelt fællesskabsejet

landbrug (ikke muligt formelt i dagens Danmark).

Adresse: Lading Andelsboligforening, Udgården 24,

Lading, 8471 Sabro. E-mail: udgården@ecoweb.dk.

Kontaktperson: Erik Olsen, Udgården 18, 8471

Sabro, tlf: 8694 9618.

VAARST VESTERVANG

Sted: Bofællesskab i landsbyen Vaarst, 20 km. syd

for Aalborg.

Størrelse: Cirka 14 tønder land.

Nuværende beboerantal: 31 voksne, 28 børn.

Start: Indvielse 1991.

Målsætning: At tilstræbe et godt miljø med

vedvarende energiforsyning og et godt fællesskab.

Organisation: Andelsboligforening. Miljøregnskab.

Fællesmøder. Ansvarspersoner.

Faciliteter: 16 enfamiliehuse. Fælleshus.

Solvarmeanlæg. Regnvandsopsamling. Vis grad af

selvforsyning med grønsager og kød.

Affaldssortering.

Vandbesparende faciliteter.

Fælles aktiviteter: Fællesspisning tre gange

ugentligt. Fælles arbejdsdage, fester.

Adresse: Stærhøj 11, Vaarst, 9260 Gistrup,

tlf: 9833 3751.

Kontaktperson: Kamma Raunkjær.

ØKOSAMFUNDET DYSSEKILDE

* “WIN WIN – fælleshus for unge”

Sted: Landsbyen Torup i Hundested Kommune.

193


194

VELKOMMEN TIL FREMTIDEN ØKOFÆLLESKABER OG ØKOPROJEKTER DANMARK 1998

Alle kan være med i grønsagsrækkerne – her i Andelssamfundet i Hjortshøj.

Størrelse: 13 hektar

Nuværende beboerantal: 61 voksne, 30 børn.

Start: Dyssekildegård blev købt i 1987.

Målsætning: At leve ud fra et fællesmål om

udvikling af en ansvarlig, kærlig grundholdning over

for mennesker, dyr, planter, miljø og resurser som

et udtryk for et globalt helhedssyn.

Organisation: Forening med medlemsmøder 5-6

gange årligt.

Faciliteter: Fem bogrupper med hvert deres

særpræg. På Dyssekildegård-fælleshuset:

Spisestue, alrum med bibliotek, kontor mv.

Udlejningsværelser til interesserede besøgende.

Gammel have med grillplads og

klatrehuse til børnene. Biologisk

spildevandsrensningsanlæg. Grøn teltplads.

Vindmølle.

Fælles aktiviteter: Vegetarisk fællesspisning de

fleste aftener. Sang- og musikaftener. Kreative

sysler. Meditation. Foredrag. Film. Fester. Møder. 3-

4 ugentlige arbejdstimer til fællesopgaver. Bil og

tandem til udlejning. Rundvisning hver lørdag kl. 15

fra 1.4-1.10. og hveranden lørdag fra 1.10 til 1.4.

eller efter aftale.

Jordbrug og husdyr: 5 hektar jord bruges til fælles

grønsagsdyrkning. Får. Geder. Høns.

Prisvinder: Om en projekteret ungdomsbolig – set

ud fra behovet for at tiltrække de unge til

fællesskaberne. »Med præmien håber

dommerkomitéen på, at ideen med et fælleshus for

unge i Torup kan bære frugt og være den del, som

gør fællesskabet “helt”, også hvad angår en jævn

aldersfordeling.«

Adresse: Hågendrupvej 6, Torup, 3390 Hundested,

tlf/fax: 4798 7026, e-mail: moondome@centrum.dk.

Fællesskaber

og projekter fra

prisopgaven

som endnu ikke er realiserede

eller som kun forholder sig teoretisk til emnet

BASTIAN

Indhold: Bastian er en gammel 8.500 m2 stor fabrik

i Horsens, som trænger til renovering. Projektet

ønsker ved en økologisk renovering af bygningen at

omdanne den til et aktivt hus for socialt og kulturelt

arbejde i byen.

Planlagte faciliteter: Produktionsskole. Mødelokaler.

Atelier. Værksteder. Selvhjælpsgrupper. Caféer.

Målsætning: At skabe et levende eksempel på

byøkologi i Horsens.

Kontaktperson: Bente Dam, Falstersgade 13 e,

8700 Horsens.

BÆREDYGTIGE LANDSBYSAMFUND

Indhold: Et omfattende teoretisk eksempel på et

bæredygtigt landsbysamfund

Idegrundlag: Kun hvis vi selv går foran og skaber

en række bæredygtige lokalsamfund, vil en stor del

af Danmarks/Europas/Verdens befolkning også

lægge kursen om.

Kontaktperson: Arktitekt Tommy von Pein, Kresten

Smedsstræde 5, Søsum, 3670 Veksø, tlf: 4717

1190, fax: 4717 3081.

BÆREDYGTIG FÆRDEN I VERDEN

Sted: Bofællesskab inden for en omkreds af max.

1 times offentlig transport fra København.

Størrelse: Min. 4 hektar jord.

Nuværende deltagerantal: Tre personer, alle

medlemmer af Landsforeningen for Økologisk

Byggeri.

Start: Forventet indvielse af bosætningen i