Katalog – Landet ud af skabet - KONTEKST

kontekst.nu.dk

Katalog – Landet ud af skabet - KONTEKST

ISBN 978-87-91252-51-8

2 Grafisk tilrettelæggelse & layout: KONTEKST og Signe Thur • Fotos: Jesper Uglsøe, Sofus Emil Kromann-Andersen, Barbara Katzin og KONTEKST • Tryk: Godsbanen, Aarhus, januar 2013 • Tak for udlån til


Mellem kendt og ukendt

- et udvidet landskabsbegreb

Af Iben From , cand.mag., MMU

KunstCentret Silkeborg Bad

Kunstværket eller den kunstneriske praksis anvendes i dag sjældnere

som middel til provokation i klassisk forstand som i 1960erne og

70erne, og på en anden måde i 80erne, hvor den ofte sås udfoldet

som en højtråbende overskridelse af vante normer og systemer.

Kunsten er dog stadig provokerende, det er den lille ’provokation’ - der

godt kan give et ordentligt smæk! Det er den lille rørelse, der foregår mellem

kunstværk og betragter, som interesserer og optager kunstneren. Den

bevægelse og kommunikation, som sker mere subtilt. Hvor fælles antagelser

møder det private, hvor det indre møder det ydre, synlige landskab.

Hvor proportioner forskydes og sættes under lup. Kunstnere udfordrer altså

i deres værker stadig vante tankegange, fordomme og opfattelser, men

ikke med provokation som mål i sig selv.

Udstillingen Landet ud af skabet kredser om naturen og den kunstne-

riske praksis’ forhold til naturen. Det er naturen som forudsætning, evig inspirationskilde

og som en uomgængelig samtale. Den flertydige overskrift

synliggør både det krydsfelt mellem kunst og natur, hvor de udstillende

kunstnere opererer, og den synliggør den bevidste og evige brydekamp

med landskabsmaleriets tradition. Den tradition, der fastlægger bestemte

positioner for natur, værk og betragter.

Per Højholt skrev i sin tid monologen om Gitte og Preben, der kører

ud i naturen for at komme derhen eller derud i den, men alligevel vægrer

sig ved at stige ud - for det indebærer jo at man må røre ved naturen - og

han lod sine personer fornemme en fare, ubevidst vide, at stod de ud, ville

præmissen ændre sig. I konsekvens af dette bliver de i bilen med kaffen.

Lige netop dér satte forfatteren fokus på det problematiske forhold mellem

menneske og natur, eller mellem kultur og natur.

Meget generelt kan man beskrive kunstværket ved en række spændingsfelter,

først og fremmest spændingen mellem det velkendte og det

ukendte. Her drages vi som betragtere af det kendte mod det mere subtile

eller uvisse - det rum eller den virkelighed, som kunstneren er i gang med

3


4

at undersøge. Det ukendte er også et usikkert rum, det kan være et fejlskud,

vi kan være på herrens mark, men det skal undersøges, for måske er

det lige her, at nerven er. Sådan fungerer den kunstneriske grundforskning

og nødvendighed. Og så er vi måske der, hvor sproget ikke nødvendigvis

når ud. Her er noget, som er særligt for kunsten, ja det ligger i kunstens

natur, at den må søge nye veje. Og det er vel også der, trods angsten for at

gå forkert, at der er en frihed. At bevidsthedsudvidelsen sker.

Det er tydeligt i den aktuelle udstilling, at kunstnere nogle gange

bevidst eller ubevidst opererer med en form for ”skævheder” i deres værker.

Disse skævheder rummer måske en tolkning eller peger netop på at billedet

ikke er natur, men netop billede. God kunst kan også kommentere sig

selv.

Kunstnere er som andre mennesker uløseligt forbundet med naturen,

pisket til at forholde sig til den. Når den grønne natur rundt om os gøres til

motiv og mennesket dermed til betragter, indtræder en adskillelse mellem

natur og menneske, som filosofisk set er vanskelig. Uden natur var mennesket

her ikke.

At skabe et billede eller et andet kunstværk er en kulturel indgriben og

medfører uvægerlig en tolkning af det, som er natur. Billedkunstnerens forfinede

evne til at iagttage og sætte det sete i relation til en synsvinkel er her

helt central. Og kunstværkets form og udtryk kan inspirere os til nye tanker

om orden og uorden i naturen og om vores eget forhold til naturen.

Man må forstå KONTEKST gruppens praksis ret. De skildrer ikke landskaber

i illusionistisk forstand, men derimod skaber de med deres værker nye

refleksionsrum. Og af og til er deres værker i sig selv en slags landskaber.

Iben From


Forord

Af Jacob Wamberg, dr. phil. , professor i kunsthistorie

ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet

Kunstgenrer, der har vundet succes uden for kunstens domæne, kan

være noget af en udfordring at videreføre som kunst med mindre

de udsættes for et modificerende greb: en ironisk afstand, en formmæssig

sprængning, en stoflig injektion. Det gælder portrættet, der slap

fra guldrammen og ud i alverdens familiealbum. Og det gælder landskabet,

der i eftermiddelalderlig tid udsatte naturen for en ny sensibilitet, men

siden er blevet ufølsom kliché i alt fra rejsekataloger og naturfilm over

Monets skamredne åkander til det blik, vi bare har med os, når vi går en

tur derude i den såkaldt uspolerede natur og forvandler den til panorama,

landskab.

Landskabet havde ellers arbejdet hårdt for overhovedet at blive anerkendt

som værdigt kunstmotiv. For da det var den aristokratiske smag, der

satte dagsordenen i kunstakademiernes storhedstid i 1500-1800-tallet

blev det henvist til den laveste plads i hierarkiet af kunstgenrer, kun undergået

af det endnu mere uanselige stilleben. Kunstens mest værdifulde

motiver udgjordes dengang af idealiserede figurlige hændelser, der kunne

lede intellektet mod storladne ideer, og landskabet forledte jo blot blikket

til de omgivelser, der alene kunne opfattes med sanserne. Men det blev så

også landskabets chance sidenhen, hvor kunst kom til at omhandle kunstnerens

særlige måde at sanse sin omverden på jævnfør Zolas diktum om

kunsten som et hjørne af verden oplevet gennem et temperament.

I vores overstimulerede tider må kunsten imidlertid gribe til mere end

den blotte sansning af omverdenen par excellence landskabet for

stadig at kunne mærkes som kunst, og det mærker man i dette katalog.

Indgangene til det landskabstema, som har samlet kunstnergruppen

Kontekst, er netop ikke det rene landskab den panoramiske indfatning af

naturen men tvistninger af det. Den Verlusst der Mitte, som den østrigske

kunsthistoriker Hans Sedlmayer forbandt med moderne kunst som sådan,

5


6

ligger nok i hjertet af landskabsbegrebet, men hos Marianne Thingholm

er dette centrumstab ført ud i sin absurde centrifugale konsekvens helt

derud, hvor midten henstår som tom hvidhed og ’landskabet’ klumper

sig sammen i periferien som en montage af boligannoncers udsigter. Ved

synet af denne sprængte natur forstår man, hvorfor Ralf Mabillon føler sig

tilskyndet til at folde landskabet tilbage i det skab, der ligger i begrebets

rod og hos ham yderligere genopvækkes i et skrivebord med mindelser om

barndommens trygge tilflugtssted. Eller hvorfor Bjørn Kromann-Andersen

presser landskabet ned i urtepotter, hvor harer sejler, ryger pibe, graver sig

ned og gror frem og også griber til våben, som i beskyttelse af et truet

habitat. I disse udlægninger får landskabet gentilført en kropslig og også

humoristisk tilgængelighed, der byder figurer velkommen tilbage, hvad

enten det er urtepotternes fabelvæsner, dukker og modeltog anbragt i

skabets kunstige græsmåtter eller et bankende kartoffelhjerte indkastet

som fluktuerende lysbilledprojektion under skrivebordet.

En anden strategi til at gentilføre landskabet substans er så at sige at

angribe det indefra: tage fat om det optiske og sindslige apparat, hvorigennem

naturen bliver til panorama. Det er, hvad Ole Lindqvist gør, når han på

psykedelisk vis hælder gule pletter, skarer af kors eller riflede hvide plamager

ud over en i forvejen moderniseret Winterreise, Schuberts sangcyklus

over Wilhelm Müllers melankolske digte, der her er muteret til flygtige fotografiske

indtryk fra en vinterlig biltur i Letland. I en mindre fremmedgørende

gestus går Ina Olsen i kødet på selve den oversættelse, der omdanner

natursansning til billeder. Hendes naturvision er nok som udgangspunkt

ret abstraheret som fjerne erindringsindtryk men erindringen genkonkretiseres

i bevægelsesspor, der fremmaner stoflige naturfænomener som

kviste, græs, ild, tåge og røg.

Så skal man tro disse fem ret forskelligartede bud, findes landskabet

skam stadig i kunsten. Blot ikke betingelsesløst.

Jacob Wamberg


Ina Olsen

7


8

Landskabet lever, og vi lever i det

Vi gør det igen og igen. Begiver os ud på skovstierne en bidende søndag

i februar for at mærke det løfte om forår, der gemmer sig bag frosten.

Hvad er det, der får os til det? Mennesket består selv udelukkende af natur,

så måske er det os selv, vi dybest set opsøger?

I naturen oplever jeg ubetinget at kunne være den, jeg er. Og at

netop det er den største og eneste værdi. Naturen taler til mig gennem

vindens susen i trætoppene, gennem landskabet i barken og gennem

skovbundens lugt af forgængelighed, der blander sig med friskheden fra

en nyudsprunget, livskraftig bøg.

Naturen taler til min egen natur, den jeg er født som, lever som og skal

dø som.

Den får mig til at huske, hvad jeg er og hvem jeg er.

Naturen har ikke de ambitioner om at blive større end, bedre end,

der bringer os mennesker så langt væk fra vores egentlige væsen, vores

egentlige væren, og væk fra det virkeligt interessante. Naturen ved, at det

egentlig bare handler om at gro.

Sådan er det også med kunsten. Når vi vover at droppe al vores stræben

efter at komme i stadig større mål, er det, at det egentlige opstår. Det

autentiske, det vi sanser og oplever bagved alle de krav vi stiller til os selv

og som samfundet stiller til os.


Ina Olsen:

Vinterlandskab

Acryl og blyant

på masonit

120 x 100 cm.

9


10

Ina Olsen: Papir. Tusch på papir


Ina Olsen:

Fra scenografiopgave, forestillingen

”Mens vi venter på Godot”,

Århus Teater 2011

Kridt på væg

300 x 400 cm.

Foto: Jesper Uglsøe

11


12

Ina Olsen:

Træ. skitse

Kul på papir

110 x 250 cm.


Bjørn Kromann-Andersen

13


14

Civilisationskritik

Af Mary-Ann Kromann-Andersen, Cand. mag i religioshistorie og

køn, kommunikation og kultur

Bjørn Kromann-Andersens landskabelige univers rummer diverse

civilisationskritiske artefakter og referencer.

”Killer kaniner” kalder Klaus Højbjerg installationen Skyder haren er jeg

dødi ”Kunsten-nu”, 17. sept. 2012 og siger, at Bjørns ”urtepotter i bronze

kan, bevogtede af bevæbnede kaniner som de ofte er, fremstå som små

Fort Knox. Titlen Skyder haren er jeg død antyder på humoristisk vis, at den

tæmmede natur, der er begrænset til urtepotten måske alligevel ikke er

helt ufarlig.

Måske er det naturen, der indskrænket til dette rudimentære landskab

påbegynder en guerillakrig eller måske er kaninen os selv, en lille

ligusterfascist, der forsvarer det private landskab.”

En lille ligusterfascist eller bevogter af ”the last frontier”. Vi er de sidste

dages vilde kaniner med meget lange våben. I øvrigt er der vist tale om

harer og ikke kaniner. Der er dog forskel.

Klaus Højbjerg skriver videre: ”Kromann-Andersen har også installeret

en kæmpeurtepotte. Det er fristende at kravle op ad stigen (obs. det er

den ikke lavet til!) for at udforske det landskab, man kan forestille sig potten

gemmer: Poesien i et diminutivt landskab er dragende, måske for nogen så

dragende, at man føler sig fristet til at trække stigen op og bevæbne sig for

at forsvare sit habitat.

Nogles habitat er den vilde natur, andres habitat er parcelhuset, der

forsvarer sig mod indtrængende blikke ved at lade lyset blinke klart,

men koldt og pudse facaden. Installationen Bomb dem ind i helvede! Er

dedikeret til de børn, hvis tarv er blevet forvaltet ondt bag lukkede og låste

døre. Selv hvis man bryder ud af parcelhuset, mødes man ikke af friheden,

men tvinges til at vandre rundt i en lukket labyrint, der giver sig ud for at

være en have. Der udefra ser ud som en have.

Lykkes det én at bryde ud, befinder man sig i Mirakelskoven et

stinkende helvede af forlorenhed. Bilens beklumrede atmosfære er

sprunget ud af bilen og har udskiftet det egentlige landskab. Det rigtige

træ er udskiftet med det falske, som dog er en gengivelse af et træ. Hvis vi

skulle være i tvivl om, hvad skoven dufter af, så er den frisk: ”Skogfrisk”. Det

står der selv.

Slipper man ud af huset og haven, så ender man altså i Mirakelskoven.

Her vil vi imidlertid slet ikke kunne se skoven for bare træer.

Måske går vejen til friheden igennem en urtepotte.


Foto: Henrik Groth

17


Marianne Thingholm

19


20

Kalejdoskopisk landskabspoesi et blik ind i tilstandenes indviklede dialektik

Thingholms værker tager afsæt i udvidelsen, der bevæger det kendte i nye

retninger, men især gør de opmærksom på den spænding, der opstår i

overgangen fra en tilstand til en anden hvordan den ene tilstand påvirker og

er medskaber af den anden.

Af Trine Rytter Andersen

Vi klipper og beskærer, planter og sår i vores haver, her skaber vi

vores helt egne små æstetiske virkeligheder, fyldt med alle de planter

vi elsker p.g.a. deres farver, duft, smag eller udseende. Vi arbejder med

overgangene, med rummene og skaber afveksling og overraskelser, der

kæler for sanserne.

Haven er et refugium for sjælen og et revitaliseringssted for kroppen,

og som en udvidelse af vores hjem, fungerer den på samme måde som

huset, som et spejl for vores identitet og som et udtryk for vores livsappetit,

fantasi og kreativitet. En overdådig og velanlagt have repræsenterer

en betydelig merværdi for en ejendom og bidrager positivt til stedets

herlighedsværdi. Det ses tydeligt i ejendomsannoncerne, hvor en boligs

tilknytning til en attraktiv have spiller en central rolle i profileringen og det

kommer i særlig grad til udtryk i billedmaterialet.

Netop dette redigerede og skarpt tilskårne billedmateriale er

udgangspunktet for Marianne Thingholms værkkreds ’Verlust der Mitte’,

der undersøger og leger med begrebet ‚landskab‘.

Nærmest for sjov begyndte hun i udgangspunktet at fraklippe husene

i boligannoncer, hvorefter hun sammenflettede de små overdådigt grønne

havebidder i kalejdoskopiske collager. Dette greb, skal det vise sig, gør

værket i stand til både at kommenterer den aktuelle danske havekultur

og samtidig på overraskende vis, at løfte selve billedet op i dets egen helt

særegne kategori.

Brugen af vidvinkel skaber en stærk perspektivisk effekt i de originale

fotografier og det er også synligt i collagerne, hvor det er et styrende

princip. Således breder de nyetablerede landskaber i Thingholms

billeder sig fra billedrammen og ind imod billedets midte. Hvert billede

består på den måde af fire fra rammen udspringende og ind i hinanden


gribende landskaber, der alle orienterer sig mod billedes centrum. Dette

udgangspunkt skaber fire forskellige horisontlinier, der fungerer som

afslutninger, når landskaberne pludselig ophører på baggrund af det hvide

papirs tomme ‚afgrund‘.

Dette hvide tomrum tilføjer billedet dets visuelle og dialektiske

særegenhed.

Dels fungerer det som et selvstændigt abstrakt element, et ‚hul‘, der er

blevet til gennem billedskabelsen og som nu fremstår som en amorf figur

midt i billedet.

Desuden er det hvide rums udbredelse og afgrænsning fuldkomment

afhængigt af det omgivende grønne og derfor etableres en dialektisk

dialog mellem de to områder, som åbner sindet på en usædvanlig subtil og

poetisk facon.

‚Hullet‘ kan forstås på flere planer: I psykologisk forstand kan det, som

titlen også antyder, være et billede på det tab af centrum og orientering,

som ifølge psykologien og sociologien kendetegner eksistensen i

senmoderniteten. I vores del af verden danner individ og selvrealisering

et uadskilleligt par, og da mulighederne for at udleve sine drømme er

mangedoblede over de sidste 50 år, kræver det først og fremmest en stærk

psyke og en lige så stærk indre kerne at finde vej gennem den jungle

af muligheder, livet byder en at rejse igennem. Vi kan meget let miste

orienteringen i denne jungle og begive os ud af vildspor, og da bliver

skoven til en ubegribelig labyrint, der truer vores eksistens. Uden kerne

eller centrum mister vi orientering og fodfæste i os selv og i verden. At

pege på dette i denne sammenhæng giver mening af flere grunde: For

det første fordi haven, som værkerne udspringer af, for mange netop skal

fungere som værn mod tabet af retning og kerne. I arbejdet med haven

følger vi vores hjerters lyst og styrker derved indre og ydre sjælefred og

harmoni.

For det andet fordi Thingholm ved at løsrive havepartierne fra deres

oprindelige sammenhænge, skaber illusionistiske og surrealistiske

landskabelige universer, som øjet kan gå på opdagelse i - og fare vild i:

Billederne ligner således mere fantasier om landskaber og derfor knytter de

helt naturligt også an til det psykologiske og til underbevidstheden.

Set i dette perspektiv kan den hvide tomhed midt i billedet være et

symbol for det ubevidste på individniveau, såvel som for den til enhver tid

eksisterende, tomme mængde, som svarer til alt det, vi kollektivt endnu

ikke kan erkende, og som vi derfor ikke kan hverken beskrive eller opdyrke.

Et kendt ordsprog udtrykker dette således: ’Du kan ikke se længere, end du

kan tænke’. Ordsproget beskriver også sammenhængen mellem det ydre

og det indre og hvordan vores bevidsthed styrer og begrænser det, vi rent

faktisk oplever og erkender.

Den hvide plet i billedet, bliver på den måde både et tegn på fravær af

noget og et tegn på noget, som vi endnu ikke har fået øje på.

Dette fører os videre til oplevelsen af Thingholms billeder som

fikspunkter og katalysatorer for en mental og visuel rejse gennem

tilsyneladende kendte - men dog aldeles ukendte landskaber. Øjet og

sindet fornøjes ved at springe rundt i alt det uforudsigelige grønne, men

det drages samtidigt ubønhørligt hen imod det hvide tomme felt som på

den sidste rejse: ’det hvide lys for enden af tunnelen’.

Voksenlivet er på mange måder præget at kalkuleret risikoadfærd.

Alle kender vi den pirrende fornemmelse af spænding og intensitet, som

denne adfærd afstedkommer. Thingholms landskabsunivers kan på en

meget særlig og underspillet facon pirre sanser og sind, så denne lækre

fornemmelse af at være åben og tilstede opstår. Billedernes uforudsigelige

forløb og deres kaleidoskopiske karakter, inviterer øjet og tanken på en

behændig springtur rundt i en verden, der balancerer på kanten af alt og

intet.

Det interessante er så at den hvide tomme form på mange måder er

lige så visuelt tiltrækkende, som den grønne er det, og at denne spænding

opstår netop lige der, hvor de to former mødes og i den kringlede men

usynlige linie, der på en gang er den ene forms afslutning og den andens

begyndelse.

Tomheden får sin form fra figurationen og på den måde knyttes de to

elementer til hinanden i et afhængighedsforhold, som på mange måder

ligner det forhold, der gør sig gældende mellem kroppen og sindet og

igen mellem liv og død: Det ene smitter af på det andet i en dialektisk

udveksling.

21


22

Verlusst der Mitte, 70 x 70 cm


Verlusst der Mitte, 70 x 70 cm

23


24

Verlusst der Mitte, 120 x 55 cm


Ole Lindqvist

25


26

WINTERREISE

Rejsen som kunstnerisk koncept er velkendt. Fra vores tid kender vi

roadmovien: En ydre rejse og et indre udviklingsforløb udspiller sig

samtidigt. Det gælder også for Schuberts Winterreise, hvis hovedperson

ved tabet af sin elskede påbegynder en hvileløs rejse gennem et

vinterfrossent landskab og her gennemlever en kaskade af følelser i

kølvandet på tabet. Digtenes billeder: landskaberne, snestormen, de

gøende hunde, den barske opvågnen fra en drøm etc. bliver metaforer for

den rejsendes indre tilstande.

Værket tager sit udgangspunkt i en digtcyklus skrevet i 1827 af

Wilhelm Muller og sat i musik af F. Schubert nogle få år senere. Schubert

har fastholdt de 24 digte i et værk med stor og koncentreret sammenhæng

og værket betragtes i dag som et højdepunkt i den vestlige musikhistorie.

I Ole Lindqvists billedserie er værket blevet til en nutidig rejse,

fotografisk fastholdt og malerisk bearbejdet. En rejse gennem gaderne i

byen og på vejene mellem byerne (de fleste i øvrigt fra en rejse til Letland

dec. 2010 jan. 2011) Udviklingen har for længst elimineret det landskab

hvori den oprindelige Winterreise foregår og idag findes landet praktisk talt

ikke mere som andet end en slags fravær. Der færdes ingen vandrer mere

som ramt af ulykkelig kærlighed vandrer på vejene og menneskers følelse

af isolation har i dag andre årsager. Digtenes patos er væk, årsagerne til

denne barske rejse er ikke mere konkrete som i den oprindelige tekst.

Følelserne af udstødthed og savn, af vrede og trods og de indimellem

hallucinatoriske billeder som den rejsende gennemlever blander sig med

den fotografiske nøgternhed, overlejrer den eller filtres ind i den.

Billedserien er på Silkeborg Bad blevet udvidet med et parallelt lydunivers.

Her kommenteres, udvides og skærpes værket i et samplet lydbillede det

tilføjer Winterreise en ny og sanselig materialitet. Denne del er udført af

lyddesigner og komponist Asger Lindqvist.

Lyd-delen opererer ligesom billedserien med en sammenblanding

af ydre og indre landskaber. Genkendelige og indsamlede reallyde

som hjertebanken, vind, åndedræt og sneskraben filtres sammen med

ubestemmelige lydflader.

De mange lydkilder er placeret de forskelligste steder i

udstillingsrummene og det er den besøgendes egen vandring gennem

Winterreise der former hans oplevelse: Vinterrejse-sporet fører ham

gennem skyggerne i den menneskelige oplevelsessfære.


28

Ole Lindqvist: WINTERREISE - revisited. Bemalet foto, 42 x 29,7 cm.

42 x 29,7 cm.

Lustig in die Welt hinein / Gegen Wind und Wetter!


29,7 x 21 cm.

29,7 x 21 cm. 42 x 29,7 cm.

/ Will kein Gott auf Erden sein, / Sind wir selber Götter!

42 x 29,7 cm.

29


Ralf Mabillon

31


32

Murbrokker

Bag værkstedet i min baghave findes en dynge sten med byggeaffald af

ukendt herkomst. Den er på størrelse med et velvoksent hus og minder

mig om min barndom mellem murbrokker i det sønderbombede Berlin.

Ruinerne som min nærmeste legeplads - endnu nærværende. Rester

af vilde haveanlæg med deres biotoper som et lille paradis. Horisonten, en

savklinge.

Alle disse billeder kom jeg til at mindes ved mødet med den grønlandske

ødemark, hvor havisen strålede med skarpe kanter, lignendede glasskår,

der værnede murene ved min skolevej.

Det golde landskab og genkendelsens tryghed.

Jeg hører stadig kvindernes syngende stenhamre med deres lyse rytmiske

klang, deres søgende blikke under tørklæderne, der spejdede efter de

savnede mænd.

Senere ”Apollo” - biografen på hjørnet, hvor gyset og skammen over mit

fædreland for altid blev fastbrændt ved synet af tvangsarbejdernes lig.

Skabet er som en del af mit barndoms landskab, der rager op af en

dynge murbrokker. I en serie monoprints er skabet blevet til en metafor for

de indtryk, som altid følger med mig. Ikke alene som prosaisk erindringsbillede,

men også som et billede på nutiden: drømme og idealer, der falder i

grus som eksempelvis nedtagelsen af Engels statue.

Engels som ironisk nok havde forudsagt værdiernes opløsning: ”Alt

hvad der består, fordamper, alt helligt bliver vanhelliget!”

Jeg husker nogle ruiner som kæmpe dukkehuse dem, der blev raseret

af en trykluftsbombe. På tværs af etagerne kunne man se lige ind i kvarte

eller halve lejligheder, mens plakatsøjlerne råbte NIE WIEDER KRIG! i Käthe

Kollwitz´ ekspressive streg.

Den kolde krig: muren i et ingenmandsland langs dødsstriben, hvor

efterladte møbler og tilmurede husfacader udsendte signaler om navnløse

skæbner i en fremmedgjort verden.

Både mine malerier og fotocollager kan ikke tænkes uden dem: det

velkendte mødes med det ukendte.


Ralf Mabillon:

Barndommens LandSkab

33


34

Ralf Mabillon: Barndommens LandSkab


Morten Barker

37


38

Kronhjorten, kampvognen og lærken

Kronhjorten, kampvognen og lærken fortolker Danmarks militære

skydeterræners glemte og anonymiserede landskaber og

skildrer paradokset, at landskabet konstant balancerer imellem

guldalderlandskabets uskyldsrenhed og krigslandskabets brutalitet.

Her blomstrer lyngen imellem Leopardkampvognens tunge bæltespor, her

blander soldatens støvleaftryk sig med dyresporene fra grævling, odder og

krondyr, og her deler granaten luftrummet med havørn og sanglærke.

Kronhjorten, kampvognen og lærken bygger på et spørgsmål, jeg blev

stillet under et af mine første besøg til Oksbøl Skydeterræn for snart tre år

siden.

Her spurgte en konstabel mig: “Nu er du for fanden ikke kommet for at

fotografere de skide krondyr? Hør her, det her er ikke noget pusse nusse

landskab! Her lærer vi folk at slå ihjel”. Som projektet har udviklet sig, er

hans spørgsmål og svar blevet essensen af mit projekt om dét at opdage

landskabet imellem guldalderlandskabet repræsenteret ved kronhjorten -

og krigslandskabet repræsenteret ved kampvognen.


Karen Gabel Madsen

41


42

Landet ud af skabet

maleriet er der en forskydning mellem det oplevede og det gengivne

I landskab.

Landskabet og det byskabte eksponeres, forskydes, forvrænges og efterladenskaberne

projiceres op.

Mennesket er i skyggen, mens de store konstruktioner er i fokus. Arkitekturen

og de abstrakte strukturer blander sig med træer, skove og søer.

Landskaberne bliver gennemsigtige, enkle konstruktioner, der afslører

maleriets strukturer, dets penselstrøg, dens transparens og det rå lærred.


Der, 200 x 280 cm, 2012

43


44

I det, 120 x 180 cm, 2012


46

Ralf Mabillon

Kildehøjen 100,

8240 Risskov

Tlf. 8621 5161 / 2227 9927

ralf@ralfmabillon.dk

www.ralfmabillon.dk

Ole Lindqvist

Karetmagertoften 130,

8270 Højbjerg

Tlf. 2927 5603 / 8627 4411

olelindqvist1@gmail.com

www.olecreates.com

Marianne Thingholm

”Den Blå Hest”

Oddervej 80 A

8270 Højbjerg

Tlf. 2484 3487

ma_thing@hotmail.com

www.mariannethingholm.dk

Bjørn Kromann-Andersen

Holme Byvej 28

8270 Højbjerg

Tlf. 5049 4175

bjkaster@gmail.com

www.artvark.dk

Ina Olsen

”Den Blå Hest”

Oddervej 80 A

8270 Højbjerg

Tlf. 2081 7836

inaolsen@hotmail.com

www.inaolsen.dk

Morten Barker

Reginehøj 41, 3.mf.

8200 Aarhus N

Tlf. 2840 0056

info@mortenbarker.com

www.mortenbarker.com

Karen Gabel Madsen

Baunehøjvej 115B

3050 Humlebæk

Tlf. 2625 3990

karen@karengabelmadsen.dk

www.karengabelmadsen.dk

More magazines by this user
Similar magazines