26.07.2013 Views

Download hele artiklen. - images

Download hele artiklen. - images

Download hele artiklen. - images

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

Odidiva i Bre t t Baileys bidrag til My World IMAGES festivalen - House of the Holy Afro. En cock t ail af shamanistiske ritualer, hip-hop og poesi.

INTERVIEW

Sydafrikas slemme

dreng og hans

hellige afro

Han lever livet på kanten, skyder med skarpt og bærer

måske på hemmeligheden om den hellige afro.

Kunstnerisk ansvarlig på My World IMAGES,

Nina Larissa Bassett, søger bag om

myterne, da hun møder teater-

instruktøren Brett Bailey på

hans egen festival In-

fecting the City.


Af Nina Larissa Basse t t, kunstnerisk ansvarlig på My World IMAGES

Igennem årene har IMAGES-festivalerne udfordre t overfl adiske

be tragtninger af verden ved a t pr æ sent ere de t danske publikum

for nye t alent er og v æ rker fra andre kunstneriske himmelstrøg.

Med My World IMAGES fører vi ambitionen videre og skaber møder

på mange planer: Ved a t støt t e nye samarbejdsprojekt er mellem

danske og int erna tionale kunstnere, ved a t gøre v æ rkerne tilg æ ngelige

i sammenh æ nge udover g æ ngse kanaler og ved a t udfordre

for æ ldede opfa t t elser af regional exoticisme gennem innova tive,

funky og stimulerende forestillinger, koncert er, film og udstillinger

med kunstnere fra udviklingslande.

De t gør vi blandt ande t igennem e t samarbejde med de t

int erna tionale t eater Republique, der pr æ sent erer de t eksplosive

la t e-night show House of the Holy Afro, der med rå energi, popikoner

og imponerende hårops æ tninger peger sk æ lmske fingre

af fordommene omkring afrikansk t eater. Be t age t af t anken om

en “hellig afro” beslut t er jeg a t finde ud af mere om manden bag;

t eaterinstruktør, drama tiker og kura tor for scenekunst festivalen

Infecting the City i Sydafrika, Bre t t Bailey.

I vores travle multit askende verden danner vi efterhånden of t e

de t først e indtryk af e t nyt menneske over ne t t e t. På de t virtuelle

plan bliver Bre t t Bailey beskreve t som en dynamisk, kontroversiel

og provokerende scenekunstner – sydafrikansk t eaters “slemme

dreng”. Men selv om søgningen er oplysende mangler der noge t.

Jeg vil gerne have e t mere indgående, re elt indtryk.

Tyve timer, tre flyskif t, en sovemaske, ørepropper og en overdosis

kedelig flymad forvandler en københavnsk snestorm til Cape

Towns sydende sol.

På en larmende motorvej, der er under alvorlig ombygning

på grund af de t allest edsn æ rv æ rende VM i fodbold, får jeg mit

først e indtryk af Sydafrika. Turen går forbi endeløse r æ kker af

bølgeblikskure med begr æ nse t adgang til vand og sanit e t, Crossroads

township er hjem for tusinder af mennesker og pr æ ge t af

fa t tigdom og vold. De t t e hjert esk æ rende syn erst a t t es af de t

majest æ tiske Table Mount ain omgive t af luksuriøse dovne skyer

og skaber kontrast er, der understreger, a t jeg er på vej ind i e t land

rig på fort æ llinger.

Scenen skif t er drama tisk, da Cape Towns bymidt e giver sig

til kende pr æ ge t af høje skinnende kontorbygninger, store åbne

pladser, cafe-la t t e k æ der og gågader. Alt er mege t behageligt og

imødekommende indre t t e t. De t er som a t be tr æ de kulissen til en

helt anden sydafrikansk historie end den, der ligger lige bag mig.

Dyre indkøbscentre, e t dundrende na t t eliv og den turistvenlige

trafi k til for eksempel den berygt ede Robben Island, hvor Nelson

Mandela sad f æ ngsle t, er øjensynligt tilre t t elagt for a t skubbe

kompleksit e t er i baggrunden og skabe gnidningsløse oplevelser –

for nogle. De t er afslappende a t strejfe rundt, men gaderne virker

påfaldende uigennemtr æ ngelige, n æ st en uvirkelige, som om

live t faktisk udfolder sig e t ande t st ed. Cape Town er kosmopolitisk,

g æ st fri og virksom, men konsekvenserne af overv æ ldende

ure t f æ rdighed siver ind gennem spr æ kkerne i denne imponerende

scenografi.

Rygterne vil vide

Denne mods æ tningsfyldt e by er hjemst ed for Bre t t Bailey, der fi k

sig e t navn gennem en r æ kke exceptionelle t eaterforestillinger,

som åbenlyst spot t er politisk korrekthed og n æ res af kompleksit

e t. Cape Towns s æ rpr æ gede mylder giver fornemmelsen af en

kunstner, der kan tr æ kke på sine omgivelser og inkorporere de t i

sin egen distinkt e form for urban storyt elling. Alle, der, som Bailey,

besk æ f tiger med st edsspecifi k kunst, forst år hvordan forskellige

rum gemmer på skjult e historier og strukturer, der påvirker

vores bev æ gelsesmønstre, vores identit e t og endda vores forestillingsevne.

V æ rker som Big Dada: the rise and fall of Idi Amin,

Orfeus og Macbe th viser desuden, a t han besidder en fascina tion

af magtstrukturer, forf æ ngelighed og de mørkest e sider af den

menneskelige na tur. Dog er hans iscenes æ t t elser sp æ kkede med

vidunderlige og anarkistiske blandinger af lokale Xhosa-traditioner

og balinesiske og indiske ritualer, som elegant blander sig med

samtidige sceniske udtryk, der stiller mege t re elle politiske spørgsmål.

Byen har skildre t sin version af historien, og nu begynder

jagt en på den virkelige Bre t t Bailey.

Min s æ rdeles solbr æ ndt e n æ se og utilslørede kortl æ sning

afslører mig som en kejt e t europ æ er, mens jeg udforsker Baileys

festival. De t t e er den tredje Infecting the City, og den har til formål

a t fremme udviklingen af st edsspecifi k t eaterproduktion i Sydafrika.

Festivalens fl agskib best år af to nye samarbejdsprojekt er,

der bringer sydafrikanske kunstnere sammen med st edsspecifi kke

kunstnere fra rest en af verden for a t udforske områder i Cape

Town og genfort æ lle deres historie gennem nye og innova tive

t eater- og danse-forestillinger.

Infecting the City er placere t i Cape Towns centrale bankdistrikt

og samtlige forestillinger finder st ed inden for gåafst and

fra hinanden. Forestillingerne arbejder med a t omforme o entlige

pladser og bringe t eatere t ud af eksklusive, institutionelle rammer.

Åre ts festivalt ema er “Human Rit e” (Menneskere t tighed / ritual),

og forestillingerne behandler na turligt nok byens koloniale fortid

og peger på marginaliserede grupper som gadebørn, sexarbejdere

og HIV/AIDS-smit t ede, men udforsker også de t oprindelige Khoifolks

historie. Bre t t Baileys n æ rv æ r kan m æ rkes i samtlige programmerede

v æ rker, hver forestilling emmer af lyst til a t udfordre

eksist erende t eaterformer og ruske i fundament erne ved bogst aveligt

a t iscenes æ t t e politiserede emner i de t o entlige rum.

Vild, lidenskabelig og bidende

St adig uden fysisk a t kunne opspore manden ender jeg i en samt

ale med en livlig britisk dame med røde dreadlocks. Hun viser sig

a t v æ re Bre t t Baileys agent. For a t stille min sult efter mere viden

om den arbejdsomme instruktør, fort æ ller hun mig om deres først e

arbejde sammen: “Bre t t og jeg l æ rt e hinanden rigtigt a t kende i

2003. Jeg havde beslut t e t mig for e t lave en musikforestilling med

kunstnere i Haiti om voodoo. Jeg ville gerne arbejde sammen med

en person, der havde en udpr æ ge t visuel æ st e tik, som ville gå til

projekt e t uden æ refrygt, men som også besad følsomhed over for

emne t. En r æ kke muligheder dukkede op, men kun Bre t t kunne

fylde opgaven helt ud. De t result erede i, a t vi brugt e mege t tid

sammen i Port-au-Prince. De t var lige omkring de t senest e kup. Vi

a oldt prøver, mens oprørerne n æ rmede sig byen. De fl est e af os

forsvandt, da de t blev rigtigt slemt, men vendt e tilbage senere, da

de t igen blev fredeligt. Bre t t, derimod, fi k ikke plads på de t sidst e

fly ud af Haiti og tilbragt e kuppe t på Olofsson Hot el i bymidt en

sammen med en samling int erna tionale journalist er. Jeg har altid

haf t indtryk af, a t han faktisk gerne ville misse de t fly, a t han ønskede

a t v æ re tilst ede og opleve tingene t æ t på. Jeg var bange på

hans vegne og fuld af respekt for hans mod og fandenivoldskhed.

Han tr æ der der, hvor andre ikke tør tr æ de, og de t fører ham

de mest utrolige st eder hen – både i live t og i kunst en. Han er vild,


lidenskabelig, bidende. Vi løb som børn gennem Port au Princes

gader, købt e voodoo-kitsch på markede t, hang ud med bandit t er

og lavede fotoopt agelser på st eder med bev æ bnede vagt er. Alle

str æ ber mod a t leve live t til fulde hver enest e dag… Bre t t er den

enest e, jeg kender, som virkelig gør de t!”

Byen, kunsten og fort ællingerne

En ung sydafrikansk kunstner forsøger a t give mig en dybere

indsigt ved a t fort æ lle, hvordan de t er a t arbejde sammen med

Bre t t Bailey. Lidt genert indrømmer han, a t han faktisk godt ville

arbejde for ham gra tis, fordi samarbejde t er så tilfredsstillende.

“Da jeg begyndt e a t arbejde med Bre t t, blev jeg virkelig imponere t

over den frihed, jeg fi k som samarbejdspartner. Han forstod og respekt

erede mit arbejde, og de t gav mig mod til a t bev æ ge mig ud i

masser af uopdagede t erritorier… En gang ankom jeg lidt før tiden

til en af Orfeus-forestillingerne, fordi jeg ville tjekke den lyd, jeg

havde lave t. Bre t t var travlt opt age t af a t introducere nogle unge

skuespillere i a t skide ved siden af stien, som publikum ville følge

sammen med Orfeus ind i underverdenen. Lugt en var en v æ sentlig

del af oplevelsen på de t t e st ed. Jeg respekt erer virkelig denne

tilgang til en produktion: At skabe hele showe ts univers og indhylle

publikum i en multisensorisk oplevelse.”

Byen, kunst en og fort æ llingerne skaber indtryk af en overmenneskelig

kunstner, der frygtløst kast er sig ud i kampzoner,

opdrager skuespillere til a t skide for kunst en, ind æ dt forsvarer

kunst i de t o entlige rum og som nødvendigvis må have e t k æ mpe

søvnunderskud. Er de t den virkelige Bre t t Bailey? T æ nksomt går

jeg hen for a t nå n æ st e forestilling, og dér ser jeg en lille mand

bag mørke briller, der tilbagel æ ne t på gr æ sse t følger aktivit e t erne

med e t ubest emmeligt smil. Han be tragt er int enst hver de t alje,

n æ st en som om han orkestrerer alt omkring sig: Forestillingen,

publikum, trafi kken, endda de hjemløse, som hviler i parken bag

os, inden na t t en falder på. De t går op for mig, a t de t her må v æ re

Bre t t Bailey.

Jeg ryst er de heftige billeder ud af hovede t og prøver a t

fokusere på manden med den lille ha t og de rastløse fødder. Uden

omsvøb spørger jeg, hvad der inspirerer ham og kompagnie t Third

World Bunfight. Han svarer prompt e:

“De t a æ nger mege t af v æ rke t. De t kan v æ re de postkoloniale

mods æ tninger i Afrika både politisk, socialt, kunstnerisk,

historisk eller mere specifi kt post apartheid-kompleksit e t erne i

Sydafrika. Sammenstød mellem verdensbilleder og ideologier. De t

irra tionelle; de t spirituelle; de t forstyrrende; min manglede tiltro

til autorit e t er. Farve; musik; kitsch; menneskelige følelser; ritualer

og ceremonier; vold. Den synlige verden og den hemmelige verden.

Mine fant asier…”

Teater afslører det, som findes

“Third World Bunfight” er e t brandnavn, som jeg bruger til mine

v æ rker. Jeg kan ikke rigtigt sige, a t de t findes en overordne t

mission for de t. Jeg er en kunstner, som laver forestillinger som

reaktion på en fort æ lling eller en situa tion, der opt ager mig – som

regel findes baggrunden i de ovenn æ vnt e element er, som jeg også

gerne leger med. Jeg behandler e t emne på lignende måde som en

dybdeborende journalist og bruger mange måneder på research.

Derefter former jeg mine opdagelser om til billeder, sange, fort

æ llinger, sekvenser og mods æ tninger. Jeg er bevågen overfor

samtidens politiske spil i verdenen, som omgiver os. Jeg ser på

magtfulde mennesker, virksomheder og fraktioner, der bek æ mper

hinanden for a t opnå magt, og i samme åndedrag knuser folk

med deres kampe. De kontrollerer medierne, historien, religionen,

forbrugerismen, re tssagerne og så videre for a t fremme deres

sag. Jeg be tragt er verden og prøver a t få øje på de t, som er under

overfl aden. Min kunst afspejler de t, jeg ser. Er de t min “mission”?

Måske er de t bare min overbevisning?”

Politisk engagement i t eatere t kan be tragt es som instrument

elt eller dogma tisk, men til trods for de t, lader de t til, a t fl ere og

fl ere kunstnere engagerer sig i samfundsm æ ssige spørgsmål.

Hvorfor tror du, de t er vigtigt a t v æ re politisk inden for kunst?

“Som sagt er jeg en mege t politisk person. Jeg anskuer verden

politisk så vel som mytisk, voyeuristisk mm. Der er så mege t

ulighed i Sydafrika, der er grådighed, kriminalit e t og smert e… Jeg

m æ rker de t hele. Jeg kan ikke dist ancere mig selv eller mit arbejde

fra de ting. Jeg spørger ind til de t, jeg undersøger og udforsker og

opdager de hemmeligheder, som er bleve t feje t ind under gulvt æ ppe

t, de forstummende, og skønheden og de ting der funkler. For

mig er de t politisk a t prøve a t forst å og artikulere de t jeg finder,

og derefter a t vise de t til folk – uden kompromisser. Som kurator

på Infecting the City er dagsordenen den samme: Jeg beder

kunstnere om a t undersøge vores samfund og pr æ sent ere deres

opdagelser – på o entlige st eder i byen, hvor alle har mulighed

for a t engagere sig. Jeg ikke sikker på, a t kunst / t eater aktivt kan

forandre samfunde t, men de t kan afsløre dé t som findes, de t som

vi ellers overser, i e t sprog, der giver os mulighed for a t få nye og

dybere perspektiver på vores virkelighed.”

Når vi t aler om dybere perspektiver: House of the Holy Afro

kommer til a t spille på Republique i København under My World

IMAGES. Men hvad er en “hellig afro”?

“En afro er en frisure, som is æ r var popul æ r blandt sort e

mennesker i 70erne – “Stort Hår”. Der findes ikke nogen “hellig

afro” – de t er bare en tit el. Musikken er house musik. Vi benyt t er

også gospelmusik, vilde udtryk og stikker til krist endommens

overdrevne synkre tisme i Afrika. Der er int e t dybere i showe ts tit el.

De t er bare pop.”

Hmmm. Fast beslut t e t på, a t der må findes skjult e lag i forestillingen,

forts æ t t er jeg: Okay, The Holy Afro er pop, og showe t er

også bleve t beskreve t som “afro kitsch”. Hvad be tyder de t?

“Overflod. Ekstravagance. Camp. Langt ude. Overdreve t… Jeg

formoder, a t “afro kitsch” be tyder alt dé t på afrikansk manér.

V æ rke t er mege t forskelligt fra de andre ting, jeg laver, de t er ikke

rigtig politisk, selvom de t uden omsvøb giver fingeren til de t arvelige,

kvalmende ’Real African’-underholdningsshows, der turnerer

rundt i verden som “Afrika Afrika” og “African Footprint”.”

Afrika som underholdning

“Jeg tror, a t mange i vest en holder af a t se en rense t, tryg, ’ren’

version af Afrika fremstille t i t eatre t og som underholdning. Et billede

som er i samklang med de postkort folk køber, når de tr æ der

ud af deres airconditionhot eller på deres “Great African Holiday”.

De oplever to versioner af Afrika: Den skinnende, høflige turistver-


sion, og den version der hedder krig / fa t tigdom /AIDS / sult udpensle

t af medierne. House of the Holy Afro er hverken int eressere t i

den ene eller den anden version. Afrika er en stor sydende smelt

edigel, hvor udviklingslandenes levninger – religioner, ideologier,

forbrugsvarer, kulturelt spild – smelt er sammen med Afrikas kolonialt

opbrudt e fragment eringer og mut erer til fosforescerende nye

former, faconer og lyde. Alt de t tr æ kker Afro på. Kompromisløst.”

Du re fl ekterer tydeligvis over rela tioner mellem “udviklingslande”

og “udviklede lande” og har desuden arbejde t mange st eder

i hele verden. Er de t din opfa t t else, a t europ æ ere har s æ rlige

forventninger til kunst fra Afrika?

“Jeg bryder mig ikke om a t generalisere om europ æ ere: Lande

er forskellige fra hinanden, og inden for landene er der mange

forskellige subkulturer og markeder.

Der er en udpr æ ge t smag for de t simple, eksotiske afrikanske

st ads – men måske er smagen efter de t eksotiske n æ rmere

be t egne t e t menneskeligt tr æ k. Jeg oplever of t e, a t der findes

formanende måder a t reagere på afrikansk kunst på, for eksempel

a t dårlige v æ rker udelukkende bliver rost, fordi de er afrikanske. Og

fordi der eksist erer e t europ æ isk marked, der dyrker de t overfl adiske,

fod-trampende bras, så findes der afrikanske kunstnere,

som laver produkt e t for a t tjene penge og få omtale. Jeg kan ikke

forestille mig, a t der findes e t stort marked for afrikanske v æ rker,

der stiller sig voldsomt kritisk over for europ æ iske v æ rdier, neokolonialisme

med mere. Min nye forestilling Exhibit A kommer til

a t afsøge de t t e område. Der findes v æ rker, jeg laver herhjemme,

som jeg aldrig ville pr æ sent ere i Europa. Kont ekst en er for forskellig.

Europ æ erne har ingen chance for a t a fl æ se koderne, og uden

for kont ekst bliver ting mistolkede. Når jeg laver e t v æ rk specifi kt

til e t lokalt publikum, handler de t mege t om den indre helligdom i

den verden, vi deler som sydafrikanere. Exhibit A laver jeg specielt

til e t europ æ isk publikum for a t give dem indsigt i, hvordan vi som

sydafrikanere ser på jer. Andre v æ rker – Orfeus, House of the Holy

Afro – er mere universelle og kan vises begge st eder.”

Politisk korrekthed rager mig en er

Hvad er de t så Third World Bunfight kan fort æ lle europ æ erne om

samtidens Afrika?

“Jeg oplever ikke, a t vi hverken har ansvar for eller til opgave a t

fort æ lle europ æ erne om de t samtidige Afrika. Måske er de t en af

de forventninger, europ æ ere har til de afrikanske v æ rker, vi t alt e

om tidligere, som om t eater fra Afrika er e t slags Na tional Geographic-studie,

der skal give kulturel indsigt i den mystiske, afrikanske

verden. Når e t europ æ isk t eaterkompagni kommer til Sydafrika, så

kommer de ikke for a t fort æ lle os om samtidens Europa. De kommer

som individuelle kunstnere, der tumler med den menneskelige

tilst and i best emt e omgivelser. Så muligvis kunne europ æ ere l æ re

de t af os, hvis de er i st and til de t, a t afrikanere også er mennesker,

der tumler med den menneskelige tilst and under best emt e

sociale / historiske / miljøm æ ssige omst æ ndigheder…”

Er der mange kunstnere i Sydafrika, der deler dine holdninger?

“Jeg har altid bare gåe t mine egne veje. Jeg kan producere

min egne ting i Sydafrika, selvom de t ikke er le t a t ska e penge

til a t finansieringen. Hvad be tyder de t a t gå mine egne veje? De t

be tyder, a t jeg er ligeglad med a t tr æ kke fulde huse, for jeg vil ikke

gå på kompromis med, hvad jeg siger, eller forsøge a t sige de t med

en kommerciel vinkel. Jeg kritiserer dem, jeg mener er forkert på

den – og fordi jeg gør de t, bliver mit arbejde kaldt for “antihvidt” og

“antisort” på samme tid?! Politisk korrekthed rager mig… Jeg havde

engang en l æ rer, som rådede mig til aldrig a t censurere mig selv

som kunstner, og til altid a t følge mit instinkt. De t prøver jeg a t holde

fast i. Hvis jeg føler behov for a t udtrykke noge t som kunstner,

så gør jeg de t. Jeg tror på mig selv. Jeg tror, a t vi kan l æ re mere om

vores verden gennem former for kunstnerisk arbejde, end fra dem

der forsøger a t indordne sig under akademikerne eller politikerne.”

Sådan slut t er vores samtale. Bre t t Bailey skynder sig videre for

a t nå den n æ st e forestilling, håndt ere en krise eller skabe noge t

helt ny t. Jeg slipper ham og l æ ner mig tilbage på en b æ nk, mens

jeg be tragt er nogle dansere, der rituelt renser e t krigsmindesm

æ rke, som har undladt a t h æ dre nogle af de sort e eller brune

folk, som døde i de koloniale krige. Ne top i de t t e øjeblik lander jeg

i Cape Town for alvor, uden følgeskab af harpeklang eller hellige

afroer, men med en stille, le t t e t oplevelse af, a t de t aut entiske

er lige foran mig og sikkert altid har v æ re t der. At de t eksist erer

i oprigtige kunstneriske oplevelser, i kunstnere der konst ant

re fl ekt erer over deres omgivelser, i t alent e t for a t inkorporere nye

indtryk og evnen til a t droppe for æ ldede ide er uden a t klamre sig

til na tional nost algi. De t findes i evnen til a t spørge og til a t ly t t e.

Med samme gl æ de genkender jeg ne top disse kvalit e t er hos

rigtig mange af de kunstnere, der for tiden arbejder hårdt for a t

gøre My World IMAGES til mege t mere end en festival.

“Sydafrikas skarpeste instruktør”, “Wunderkind”, “Sydafrikansk

teaters slemme dreng”. Det er bare nogle af de

etiketter, der er blevet hæfter på instruktør-dramatikeren

Brett Bailey. Manden bag Third World Bunfight skiftevis

anklages for at besudle kulturens hellige køer og hyldes

som en banebrydende visionær kunstner, der baner vejen

for et nyt sydafrikansk teater - et teater, der kan imødekomme

de komplekse sammenstød mellem tro, tradition,

forhåbninger og fantasi, der præger landet. Forestillingen

Zombia fra 1996 var en eksplosion på den sydafrikanske

teaterscene med sin flygtige, dramatiske blanding af

ritual og skuespil. Siden har Third World Bunfight og Bailey

opbygget et ry, der forbinder tilsyneladende lethed og

selvtillid med kunstnerisk risikovillighed. Third World Bunfight

er globalt ekstrem-teater og adrenalin-pumpende

provokation, der ud over hjemlandet har udspillet sig i

Indien, Bali, Europa, Uganda, Zimbabwe og Haiti.

Bebe Lue ki (Orfeus) & Ndumi Zweni (Eurodike) i Bre t t Baileys ops æ tning af klassikeren. Pressefoto

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!