Når virkeligheden overgår fantasien - Jul i Tommerup

julitommerup.dk

Når virkeligheden overgår fantasien - Jul i Tommerup

»My Crazy African friend« Af Poul Petersen Mit møde med Afrika startede egentlig rent tilfœldigt. For godt 8 år siden kom nu afdøde Hans Larsen, der var hjemme på et kort visit i Tommerup, ud på Vestfyns Efterskole for at holde en fortœlletime – ja, det blev nok til 2 eller 3 timer før Hans forlod mig og vore oplevelseshungrende elever. Vi havde dengang haft folk fra flere lande på besøg i Tommerup og en del på kursus i dansk demokrati. Jeg sluttede vist nok besøget af med et : »Det kan jo vœre at du har nogle afrikanere, der har lyst til at komme til Tommerup.« – Der gik vist kun et par måneder før der kom en henvendelse fra Karagwedistriktet, hvor Hans dengang boede sammen med sin afrikanske hustru. Mit ukendskab til Afrika var meget stort – jeg betragtede nok dengang, som de fleste danskere, det store kontinent Afrika som et stort land fyldt med sorte mennesker og en masse vilde dyr. For at bøde på mit ukendskab tog jeg sammen med en god ven, der arbejder som journalist på Radio Fyn ned for at besøge Hans Larsen. Vores rejse var bestemt ikke nogen turistrejse og efter en dagsrejse ad hullede ugandiske og tanzanianske veje, kom vi frem til landsbyen, hvor Hans arbejdede med et skoleprojekt støttet af Danida. Bilen var nu proppet med sorte mennesker. Hans havde nemlig den egenskab, i modsœtning til de fleste af de hvide, vi mødte i deres projektkøretøjer, at han samlede folk op, til der bare ikke kunne stoppes flere ind i bilen. Det bedste ved at besøge Hans og vœre sammen med ham var at vi så Tanzania og Østafrika gennem hans øjne. Hans havde på davœrende tidspunkt vœret i Afrika gennem nok 25 år, så hans erfaringsmœngde var stor. Hans var ikke som de fleste. Han elskede Tanzania og tanzanianerne og var samtidig ikke faldet i den grøft som en del mennesker, der er sammen med farvede, at de enten bliver så forfœrdelig etniske og elsker alt, hvad der har med Afrika at gøre eller det modsatte, at de opfatter sig selv som overmennesker, for hvem afrikanerne fremstår som uvidende vœsner, der skal hjœlpes og ikke har forstand på noget som helst. – Hans og hans fandenivoldske vœsen havde en dyb respekt for sine medmennesker - og de elskede ham - overalt hvor vi kom frem i de små landsbyer, blev mr. Hans hilst velkommen som en god ven af familien. Som sagt, Hans lœrte os meget om Tanzania og afrikanernes tankegang, som vi kunne bruge, da vi et halvt år efter modtog den første gruppe fra Karagweprovinsen på 3 ugers Demokratikursus i Tommerup. Vi havde tidligere haft folk fra blandt andet Indien og andre fremmede lande på besøg i byen, så jeg var helt sikker på at også folkene fra Karagwe ville blive vel modtaget. Det første Tanzaniakursus blev vel overstået, ligeledes det nœste. Grupperne blev fulgt af direktøren for District Council Obed Mwasha og hans tro støtte Onesmo – de 2 skiftedes til at tolke fra lokalsprog til swahili, igen til engelsk og videre den anden vej. En juleaftensdag skete det frygtelige – Jeg modtog meddelelsen om at Hans var blevet skudt under et familiebesøg oppe i Uganda i forbindelse med et røveri... Tommerup var på det nœrmeste i chok. Dernœst fulgte nok en af de største begravelser i Tommerup Kirkes historie. Sommeren efter kom det nœste hold tanzanianere – denne gang uden Obed, der var blevet forflyttet 1500 km. vestpå til det mere kystnœre Muheza District i Tangaregionen. Så holdet blev ledet af »my cracy African friend« Onesmo Ndekobora, der nu arbejdede som undervisningsinspektør hjemme i Karagwedistriktet. Hver gang vi havde besøg fra Tanzania lå der en invitation til genbesøg og når en Afrikaner inviterer, ja, så mener han det. Skulle vi tage mod til os og tage hele skolen til Afrika. Jeg må indrømme, at efter det der var sket med Hans, havde vi meget store betœnkeligheder. Jeg brugte megen tid på at forhøre mig hos folk, der har rejst i området for en ting er at rejse et par stykker. Det at rejse med en stor gruppe unge udgør en helt anden risiko for overfald. My cracy African friend overbeviste mig om at de nok skulle tage vare på sikkerheden omkring os. Det blev en fabelagtig tur både for os som for vore elever. Modtagelsen i landsbyerne var overvœldende, den var oprigtig og œrlig – vi blev virkelig betragtet som gode venner, vi kom jo fra Hans Larsens landsby Tommerup. Sikkerheden havde de helt styr på. Hvis vi skulle ud af huset kørte vi i kolonne altid flere biler med en kort afstand imellem og var der varslet forhøjet risiko for fare på ruten, ja så havde vi en politimand med skarpladt maskinpistol på bagsœdet af den bageste firhjulstrœkker mens vi bevœgede os gennem det tanzanianske landskab. Så vi var virkelig i gode hœnder. Med på vores rejse og elevernes møde med den fremmede kultur, havde vi journalist Jørgen Andersen og efter hjemkomsten til Danmark kunne fynboerne følge vores oplevelser på TV2-Fyn i 2 påskedage. Der gik kun et halvt år, så havde vi igen besøg fra Østafrika. Denne gang var det Obed Mwasha, der kom med en gruppe fra sit nye distrikt ude ved kysten. – De er meget anderledes, sagde de oppe i Knarreborg Brugs, hvor vi traditionen tro havde et par stykker i erhvervspraktik. Og det var de, både i tankegang og i opførsel. Folkene fra Karagwe oppe i bjergene på den anden side af Viktoriasøen virker som bønder, der slet ikke er vant til at have den samme kontakt med omverdenen som Muhezafolkene. Nå, men jyder ligner jo heller ikke københavnere for slet ikke at snakke om fynboer. I februar 2001 gik den store rejse for lœrere og elever på Vestfyns Efterskole til Tangaregionen i Tanzania. 37

More magazines by this user
Similar magazines