Hent rapporten her……..

draabit.dk

Hent rapporten her……..

Dråby

Landskab

historie

struktur

bebyggelse

S ddjurs

KOMMUNE

Maj 2011


3

Indhold

Landskabet

Historien

Struktur og bebyggelse

side

4

12

30


L A N D S K A B E T

Plastisk ler opsamlet på

stranden ved Skødshoved. Det

plastiske ler ligger ere steder på

Djursland helt oppe i overaden

og ndes i både røde, grønne og

grå nuancer.


Geologi og landskabsdannelse

Den dybe undergrund under Djursland

består mod nord af danienkalk, og mod syd

– på Mols og omkring Kalø Vig – af eocænt

ler. Mellem disse to typer af undergrund

ligger et bælte af paleocænt ler. Den dybe

undergrund under Ebeltoft-halvøen består

overalt af paleocænt ler (plastisk ler). Det

paleocæne ler bender sig i en dybde af

over 50 meter under havets overfalde. Ved

Rugaard Klint og Jernhatten dukker det

dog stedvis op i nedskredne klinter.

Mens landskabet i den nordlige del

af Djursland er præget af nordøstisens

fremstød hen over Djursland under sidste

istid, Weichelistiden, er den sydlige del

af Djursland (herunder Ebeltoft-halvøen)

præget af et sent isfremstød fra sydøst

(det ung-baltiske isfremstød). Et af de

mest tydelige spor, som det ung-baltiske

isfremstød afsatte på landskabet, er de

parallelryggede randmorænebakker, som

man også nder omkring Dråby.

Selv om randmæræneforekomsten

omkring Dråby ikke er så dramatisk som

man kan opleve det nord for Kalø Vig

og på Molshalvøen, så er det ikke desto

mindre et meget kuperet morænelandskab,

som det ung-baltiske isfremstød efterlod

omkring Dråby, især området syd for byen.

Morænelandskabet blev dannet for16.000

- 13.500 år siden.

Danmarks nyere geologiske historie,

holocænet, der omfatter de seneste

10.- 12.000 år, er præget af sidste istids

forløb. Da isen efter tusinder af års pres

på landjorden trak sig tilbage, eller rettere

smeltede tilbage, begyndte en landhævning,

der har stået på siden, og som stadig pågår.

Landhævningen nder sted omkring en

akse mellem Køge i øst og Ringkøbing i vest.

Syd for denne akse synker landet, mens det

nord for aksen hæver sig. Landhævningen i

Danmark er derfor størst i Skagen, der hæver

sig med omkring en millimeter om året. Det

er blevet til i alt omkring 10 meter siden

sidste istids ophør.

5


Dråby

Dråby

Dråby

Den dybere undergrund,


betegnet prækvarteret, under

Ebeltoft-halvøen, består overalt

af paleocænt ler (plastisk ler).

Omkring Dråby ligger dette lag i

en dybde af ca. 50 meter.

Paleocænt ler

Dybdekurve

Det ung-baltiske isfremstøds

nordligste grænse ligger uden

for kortrammen og er derfor ikke

markeret. Hele det viste område

har således været påvirket af det

ung-baltiske isfremstød.

Smeltevandsaejringer

Moræne

Øvrige aejringer

Parallelryggede

randmorænebakker

Da havstigningen efter isens

tilbagetrækning var på sit

højeste , gik havet ind til det

sted, hvor Dråby ligger i dag.

Landoverade

Hav


Randmorænelandskab øst for

Dråby. « Moræne« betegner

en sammenhængende, men

usorteret blanding af sten, sand

og ler. Hvis der er mere end

15 % ler i blandingen, taler man

om moræneler. Er lerindholdet

mindre end 15 %, er der tale om

morænesand, og er der mange

sten i morænen, er der tale om

morænegrus. Bakkerne på bil-

ledet her er moræneler.

Længere mod syd, omkring

Karlsbjerg og Brønnekærs Høj,

ndes et par større forekomster

af morænegrus, mens moræne-

sand forekommer mere spredt

rundt om i området.

Dråby Sø set fra aøbet Råbæk

i søens nordlige ende. Råbæk

løber til Dråby og Kattegat.

Den godt 36 ha store sø har

en omkreds på omkring 3,6 km

og er målsat som en upåvirket

eller svagt påvirket sø. Søen har

ingen nævneværdige tilløb.

Geologisk set kan Dråby Sø ses

som en afsnævret ordarm, der

i holocænet stod i forbindelse

med Kattegat.

6

Ud over landhævningen k isens afsmeltning

også betydning for vandstanden i det

omkringliggende hav. Man regner således

med, at vandstanden i holocænet nåede

op på det, der svarer til kote 5; det vil sige 5

meter højere end i dag.

På trods af en beskeden udstrækning bærer

landskabet omkring Dråby spor af alle de

mest markante landskabsomformninger,

som sidste istid afstedkom. Mod nordvest,

i Skærsø Plantage, er landskabet præget

af otsletteaejringer fra den store Tirstup

Hedeslette. Landskabet vest og syd for Dråby

er desuden præget af den randmoræne, som

fremkom ved det ung-baltiske isfremstød i

slutningen af sidste istid. Her skød to istunger

sig op fra syd i det, der efterfølgende blev

henholdsvis Kalø Vig og Ebeltoft Vig, og

skubbede en bræmme af moræne foran sig.

Det er denne ophobede og sammenrodede

moræne, der i dag ligger som to store buede

randmoræner nord for henholdsvis Kalø Vig

og Ebeltoft Vig.

På Ebeltofthalvøen blev billedet yderligere

kompliceret af, at morænen blev skubbet op

fra to sider, dels fra Ebeltoft Vig-siden og dels

fra Kattegatsiden. Den langstrakte, kuperede


morænetunge fra Storhøjevej i vest til kysten

ved Dråby Strand er således et resultat af

et ispres fra sydøst (og i sig selv en mindre

randmoræne).

Langs Kattegats kyst markerer to

lavninger eller indskæringer i landskabet,

7

at havet tidligere gik længere ind. Når de

to områder ikke jævnligt oversvømmes af

havvand, skyldes det den bræmme af sand,

sten og grus som danner en beskyttende

(strand)vold langs kysten. Området byder

også på to små forekomster af yvesand.

Byområde

Flodslettesand

Moræneler

Ferskvandsgytje

Saltvandsgytje

Saltvandssand

Saltvandsgrus

Flyvesand

Området mellem Dråby Kærvej

og Dråby Strandvej er hævet

havbund/marint forland. De

lave kærområder, der normalt

græsses, er saltvandstørv (tættest

på morænen) og saltvandsgytje

(tættest på Kattegat).

Den lave, lidt sammenskredne

skrænt er gammel stenalderkystskrænt.


Dråby Strand neden for Dråby

Camping. Man aner strandvol-

den, som de to lagerbygninger

er placeret på. Umiddelbart

oven for campingpladsen ligger

det ene af de to små yvesands-

områder, som ndes ved Dråby

Strand og Boeslum Strand.

Syd for det sted, hvor banestien

krydser Dråby Kirkevej, er der

stadig landbrug, men vest

herfor tager skoven over.

Frilagt men tidligere skovtil-

plantet skråning på Storkhøje.

Skråningen udgør den stejle

dalside på en af områdets dybe

vandløbsdale.

8

Landskabet

Landskabet omkring Dråby viser med

stor tydelighed, hvordan naturgrundlaget

– terræn- og jordbundsforhold – bestemmer

arealanvendelsen, hvad angår dyrkningen af

jorden.

Vest for Dråby, i det meget urolige,

kuperede og sandede landskab, præget af

odslettesand (grovsandet jord), er arealerne

næsten overalt plantet til med skov. Vest

for banestien dominerer nåletræ, mens

skovområderne øst for banestien og nord om

Dråby Sø er domineret af løvtræ.

De sydlige områder af ejerlavet, langs

ryggen af randmorænen og omkring

Storkhøje og Karlsbjerg, er også plantet til

med skov. Jordbunden er her domineret

af morænegrus og selve Karlsbjerg af

smeltevandsgrus. Begge områder er uegnet

til dyrkning og egentlig også til moderne

skovdrift med maskiner på grund af de

meget stejle skrænter. Karlsbjerg, der udgør

et af områdets overdrevsområder, er både

et meget synligt og meget karaktergivende

landskabselement, der ses vidt omkring. Det

gælder også den nærliggende Brønnekærs

Høj, der ligger højt og frit i landskabet og

som de øvrige små overdrevsområder på

højderyggen anvendes til græsning.

Mellem de sandede jorder vest for Dråby

og områderne med hævet havbund ud

mod Kattegatkysten ligger et område med

lerblandet sandjord.

Nord for Dråby Sø repræsenterer det dyrkede

land det traditionelle herregårdslandskab.

Her ligger store markenheder afgrænset

af hegn og diger med en ældre tids meget

uregelmæssige forløb. Små vandhuller,


vådområder og ikke mindst tilstedeværelsen

af otte solitære træer peger alt sammen hen

mod et gammelt herrgårdslandskab – i dette

tilfælde hovedgården Skærsøs marker.

Den nordlige del af den højderyg, som

den tidligere omtalte randmoræne udgør,

udmærker sig ved at være mere leret

(sandblandet lerjord) end den øvrige del

af områdets landbrugsjord. Her ligger de

9

udyttede landbrug langs Dråby Strandvej,

med den højtliggende Søgård som det

største landbrug i området.

I modsætning til herregårdslandskabet er der

hverken diger eller levende hegn i det meget

intensivt udnyttede landbrugsområde syd for

Dråby Strandvej.

Den tredje (dominerende) jordbundstype i

Det godt 1700 m lange og

snoede dige/hegn, som fra

ældre tid har afgrænsert

Skærsøs jorder mod øst, er fredet

og desuden kulturhistorisk

yderst bevaringsværdigt.

To af gårdene langs Dråby

Strandvej. Byg og raps er pt. de

dominerende afgrøder.


Dråby Kær i forsommerfarver.

Synsvinklen er vendt 180 grader

i forhold til vinterbilledet side 7.

Tornfrøet hornblad eller

Ceratophyllum demersum

som planten hedder på latin,

dækker næsten hele bunden af

Dråby Sø. I den sydlige ende af

søen ndes en mindre bestand

af børtebladet vandaks.

10

ejerlavet de lavtliggende marine forlandsområder,

som Dråby Kær og den nordligste

del af Gungerne (nærmere bestemt

området nord for Purbæk, der udgør

ejelavsgrænsen). Jordbunden er humusjord

i den lavestliggende vestlige del af området.

Ud mod kysten er jordbunden grovsandet

jord. Den centrale og fugtigste del af Dråby

Kær har formodentlig altid ligget hen som

kærområde, mens man med grøftning og

dræning har forsøgt at gøre det øvrige

kærområde dyrkbart. Græsning er i dag

udbredt i området.

Naturområderne

Andelen af §3-natur (eng, hede, mose,

overdrev, strandeng, sø og vandhuller) i

Dråby ejerlav er beskeden. Havde det ikke

været for Dråby Sø med omkringliggende

moseområder, ville resultatet have været

særdeles pauvert.

Den godt 36 ha store Dråby Sø er ret

lavvandet, hvad der ikke er nogen selvfølge

i det meget kuperede landskab omkring

Dråby. Den aange, let krumme form og

landtangen Djævleø midt i søen gør, at man

ingen steder fra bredden kan se søen i dens

helhed.

Søen er kranset af en bræmme af ellesump,

der yderligere gør det vanskeligt at overskue

søen og desuden gør det vanskeligt

overhovedet at komme ned til den. Alle de

nævnte »forhindringer« gør at Dråby Sø

umiddelbart virker større end den faktisk er.

Dråby Sø har tidligere været kraftigt

spildevandspåvirket ikke mindst med

fosfor fra spildevand fra Dråby by. Efter

at spildevandsudledningen er standset

er fosforkoncentrationen i søen faldet

markant. Dråby Sø har senest været

genstand for en større miljøundersøgelse i

sommeren 2009 gennemført af MiljøCenter

Århus. Af rapporten fremgår det, at faldet

i forforkoncentrationen også skyldes

udbredelsen af vandplanten tornfrøet

hornblad som binder fosfor der tidligere var

opløst i søvandet. Tornfrøet hornblad dækker

i dag 93 % af bunden.


Dråby Sø er en klarvandet sø uden

nævneværdig algeforekomst. Det gør det

muligt at se bunden af søen.

Fiskebestanden består overvejende af aborre

og skalle (herunder rudskalle), men der er

også både karudse, gedde, sude, brasen og ål

i mindre mængder.

Ejerlavets næststørste sø er ret beskeden

i forhold til Dråby Sø. Den ligger højt i

landskabet ud til Storkhøjevej og har vel

ikke engang et navn. Selv med beskeden

størrelse er små søer og vandhuller vigtige

11

for dyrelivet i det åbne land, måske især

når de som her ligger i et intensivt dyrket

landbrugsområde.

Foruden søerne påkalder et par mindre

overdrevsområder sig interesse i

natursammenhæng. Det drejer sig om

overdrevene omkring Karlsbjerg og

Brønnekærs Høj. Overdrev er halvkultur og

eksisterer kun i kraft af græsning. Det er

heldigvis tilfældet for de to ovennævnte

overdrevsområder.

Eng

Hede

Mose

Overdrev

Strandeng


§3-natur i og omkring

Dråby ejerlav

Dråby Ejerlavs næststørste sø.


H I S T O R I E N


!(

!(!(

!(

!(

!(

Forhistorisk tid

!(

!(

!(!(

!(

!(

!(

!( !(

!( !(

Jægerstenalderen

De ældste vidnesbyrd om menneskers

tilstedeværelse i landskabet omkring Dråby

Sø er skaldynger, såkaldte køkkenmøddinger,

fra ældre jægerstenalder. Bortset fra, at

jægersamfundene ikke har haft noget, der

tilnærmelsesvis kan betegnes »et køkken«, er

navnet velvalgt. Køkkenmøddingerne består

helt overvejende af »husholdningsaffald«,

østers- og muslingeskaller, der år ud og år ind

er blevet henkastet på samme sted, og som

med tiden har dannet et lag, der sine steder

er metertykt. Det gælder dog ikke for den

skaldynge, der er fundet umiddelbart nord

for Råbæk, og som »kun« var op til 30 cm i

tykkelse.

Foruden skallerne fra østers og muslinger

indeholder skaldyngerne ofte en betydelig

mængde skeben og ben fra bl.a. marsvin.

Man har sågar fundet menneskeknogler i

nogle køkkenmøddinger, uden at der dog

er tale om, at køkkenmøddingerne mere

systematisk er blevet brugt til begravelse

!(

!(!(

!(

!(

!(

!(

!(

13

!(!(

!(

!(

!(!(

!(

!(

!(

!(

!(

!(

Køkkenmødding nord for Råbæk

!(

!(

!( !(!(

!(

Kort med angivelse af

af de døde. Endelig nder man ofte

også masser af intafslag og kasserede

intredskaber i køkkenmøddingerne.

Det vides ikke, om køkkenmøddingerne er

udtryk for faste bopladser eller sommerjagt-

og skepladser. Det sidste kunne meget

vel være tilfældet med lokaliteten nord for

Råbæk, der i jægerstenalderen har ligget på

sydsiden af en lille 12 m høj ø i det dengang

lave stenalderhav i Dråby Kær.

Det mest bemærkelsesværdige omkring

Dråby Kær og køkkenmøddingerne er vel

egentlig, at man ikke har fundet ere her.

Lidt længere nord på, øst for Stubbe Sø

omkring Havmølle Å, ligger der adskillige

køkkenmøddinger i et landskab, der ligner

landskabet ved Dråby Kær. Men måske har

der ikke været behov for ere pladser eller

måske har skeriet og skaldyrsbestanden

bare været bedre længere nordpå? Det vides

ikke, men vi har lov til at gisne om den del af

historien.

!(

fundsteder og fortidsminder i

henhold til Kulturarvstyrelsens

registreringer i området.

!(!(

Hovedparten af markeringerne

angiver eksisterende eller

bortgravede høje. Mønstret

er tydeligt: Højene har enten

været anlagt på kanten af en

moræneskrænt (på højdedraget

syd for Dråby Strandvej og på

morænekanten langs kysten)

eller på toppen af landskabelige

højdepunkter (Storkhøje hhv.

Karlsbjerg).

!(

!(!( !( !( !(

!(!( !(


Storkhøj på vestsiden af

Storkhøjevej er ryddet for

bevoksning. Den er ikke helt

nem at komme til, men tager

man turen op til toppen af

højen, får man til gengæld

fornøjelsen af en utrolig ot

udsigt over landskabet mod

nord.

14

Bondestenalder og bronzealder

Med bondestenalderen ca. 4.000 - ca. 2.000

f. Kr. blev befolkningen bofast. Jagt og

skeri spillede fortfarende en rolle, men

tilværelsen blev nu i stigende grad baseret på

agerbrug og husdyrhold. Store skovområder

blev inddraget til ager ved svedjebrug

– afbrænding af skov, sådan som man i dag

stadig praktiserer det ere steder i troperne.

Svedjebruget gav græsningsarealer til

dyrene og dyrkbare landomåder til agerbrug.

Svedjebrugets udbredelse og betydning kan

bl.a. aæses i den ændrede udformning af

datidens stenøkser: mens jægerstenalderens

økser var groft tilhuggede, og som sådan

tilstrækkelige til jagt, var bondestenalderens

økser anderledes nt forarbejdede og slebne

med henblik på skovfældning.

Sporene fra bondestenalderen viser sig

især ved de mange dysser, som man nder

rundt om i landet. Dysserne lå som regel lavt

i landskabet. Det gjaldt også en lille dysse

med tre bæresten og en dæksten ved Dråby

Strand. Sporene efter denne dysse er dog for

længst forsvundet.

Langs brinken oven for Dråby Strand

har der ligget fem mindre høje, som alle

er overpløjede. I en af højene fandt man,

hvad Nationalmuseets berejser betegnede

som »Hobe af brændte Ben«. I Danmark

kendes brandgrave fra hele perioden

mellem yngre stenalder og vikingetiden, så

tilstedeværelsen af brændte knogler giver

ikke i sig selv nogen indikation på gravenes

alder.

De blot re synlige høje, der er tilbage

i ejerlavet, ligger alle højt i landskabet,

hvad der kan indikere, at der er tale om

bronzealderhøje. Det gælder dog vist kun

med sikkerhed for Storkhøje, idet der »Her

ndes Oldsager af Bronce«, som det hedder i

Nationalmuseets berejsningsrapport 1877.

Middelalderen

Flere vidnesbyrd taler for, at Dråby tilbage i

middelalderen har været Ebeltoft-halvøens

betydeligste by. Så sent som i 1516 gurerer

Ebeltoft kirke (stadig) som annex til Dråby

kirke, og ældre kilder hæfter sig ved, at

»Ebletoften« ved vigen vest for Hassens

(en ældre betegnelse for Ebeltoft-halvøen)

henregnes som tilliggende til Dråby i

Valdemar den Andens Jordebog (1219-36).

Kirkens størrelse antyder også, at Dråby ikke

har været nogen almindelig lille landsby,

men mere sandsynligt områdets hovedby.


I det hele taget gurerer Dråby kirke på

forskellig vis i ældre kilder og bestyrker

derved antagelsen om Dråbys højere status i

middelalderen.

I ældre kilder møder man også et »Drouby

birek« (Dråby birk) og et »Haszenæs Byrek»

(Hassens birk), dvs. særlige retskredse udskilt

fra herredet. Den sidste, Hassens birk, sættes

i forbindelse med Skærsø. En vis Niels Glad

nævnes som birkefoged i Hassens birk i 1544.

I en anden kilde hedder det, at »Droby Sogn

betjenes af en Birkefoged navnlig Søren

Hansen i Skoufgaard som tvivles paa haver

nogen kongl. Bestalling...«.

Den tidligste forekomst af navnet på en

landsby er en anden indikator for landsbyens

alder, eller rettere: en indikator for, at

landsbyen i hvert fald fandtes på daværende

tidspunkt. Den kan udmærket være ældre.

Dråby optræder i en afskrift fra 1231

som Draghby. Navnet indeholder ifølge

navneforskeren Kristian Hald forledet »Drag«

om et sted, »hvor skibe drages over«. Det

samme forled kendes fra Draget, den smalle

landtange mellem Helgenæs og Mols. Dér

gav det mening at trække skibe over. Det kan

det også have gjort ved Dråby, der tidligere,

med højere vandstand end i dag, lå ved

hvad man godt kan betegne som en smal

landtange. I givet fald må de skibe, der er tale

om, være vikingeskibe, og Dråby en landsby

fra vikingetiden.

Dråby kirke er i sig selv et vidnesbyrd

om landsbyens alder, idet de ældste dele

af kirken menes opført i 1300-tallet. Et

kalkmaleri af en helgen i bispeornat stammer

fra o. 1400 og i 1897 fandt man i et sengotisk

skab et træsnit, der forestiller Jomfru Maria

i templet. Kornaksene på Marias kjole var i

middelalderen et symbol på jomfrufødslen.

Mens kirken med sikkerhed er den eneste

bevarede middelalderlige bygning i Dråby,

kan byens vejforløb meget vel gå tilbage til

15

middelalderen. De meget slyngede vejforløb

og de landskabelige forhold omkring byen

gør det i hvert fald rimeligt at antage, at

byens veje er gamle og formodentlig lige så

gamle som kirken.

Senmiddelalderligt træsnit

fundet i Dråby kirke i 1897. Med

sine 75,6 x 41,5 cm er det et af

de største bevarede træsnit i

Europa fra tiden o. 1475.


Tidligere skole

16

Privatbolig

N

Parkeringsområde


Dråby kirke

Med en samlet længde på 35 meter er Dråby

kirke en ganske stor landsbykirke og mere

end rigeligt stor til en landsby af Dråbys

størrelse. Selve sognet er ganske vist uden

sammenligning det største i det gamle Mols

Herred, men det har også været et tyndt

befolket sogn, så her kan næppe heller

ndes en forklaringen på kirkens størrelse.

Flere har forsøgt at forklare kirkens størrelse

med formodningen om, at Dråby tidligere

har været en betydelig havneby. Det har

dog næppe været tilfældet og kan under

alle omstændigheder vanskeligt forklare

kirkens størrelse. Svaret på spørgsmålet

om kirkens størrelse er måske det enkle, at

kirken har fået sin størrelse, fordi bygherren

eller bygherrerne havde midler og vilje til at

opføre en stor kirke i Dråby?

Hele Dråby kirke med skib, kor, apsis, tårn og

våbenhus er opført i munkesten over en ere

hundrede år lang periode. Det oprindelige

skib, koret og absis er opført i 1300-tallet,

mens man i 1400-tallet forlængede skibet

mod vest og tilføjede et våbenhus. Senere

i århundredet påbegyndte man opførelsen

af et kraftigt tårn der dog senere blev brudt

ned og i 1739 erstattet af det nuværende

styltetårn. Selv om man har tilstæbt en

harmoni mellem tårnet og den øvrige del

af kirken, bl.a. ved at bevare bomhullerne i

tårnet på samme måde, som de er bevaret

i skibet, kan man vanskeligt komme uden

om, at det klejne styltetårn ikke rigtig

matcher den øvrige del af kirken. Det er ikke

mindst tydeligt, når man ser kirken fra det

omgivende land.

Flere bygningsmæssige træk understreger

gotikkens indydelse på kirkens udseende.

Det gælder således krydshvælvene i både

skib og kor samt de udvendige stræbepiller

og spidsbuede vinduer.

17

Skibets indre er ikke overraskende præget af

relationerne til den nærliggende herregård

Skærsø i form af et ganske monstrøst

indgangsparti til et gravkapel for Christian

Benzon til Skærsø.

Dråby kirke rummer også ere kalkmalerier,

bl.a. den hellige Polycarp af Smyrna (år 69

-155), hvis martyrium skyldes forfølgelse og

henrettelse (ved dolkning, da han mirakuløst

modstod bålet).

Kirkegården

For Dråby kirkes vedkommende udgør

kirken, kirkegården, parkeringsområdet, den

gamle skole og villaen syd for kirken det

samlede kirkeområde, der er velafgrænset

som området mellem Bysvinget og Dråby

Søvej. Den centrale del af kirkeområdet, der

omfatter selve kirken og kirkegården, ligger

på den højeste del af en kileformede brink,

der falder mod syd.

Kirkegården, der tilnærmelsesvis er

regtangulær, er afgrænset af et stendige, som

formodentlig er sat om i nyere tid, da ældre

stendiger som oftest er anderledes bastante

end det nuværende stendige.

Nord for Dråby er der anlagt en annexgravplads.

Polycarp af Smyrna

Kalkmaleri med ræv og gås:

»Ræven var i middelalderen

et symbol på falskhed og svig

– altså på det onde eller selve

Djævelen, medens gåsen blev

betragtet som et uintelligent

dyr. Fortællinger om den listige

ræv, alias Djævelen, og den

dumme gås, mennesket,

ndes i talrige versioner i mid-

delalderen – og de har altid en

moraliserende funktion.

De er især hyppige i senmid-

delalderen.« (Kalkmalerier i

Østjylland, s. 26)


Lyngsbækgårds imponerende

ladegårdsbygninger er opført

i 1776. Hovedbygningen blev

opført otte år senere i 1784.

18

Storlandbruget

Det vidtstrakte og tyndt befolkede Dråby

sogn har to større hovedgårde eller

herregårde, som de også populært kaldes:

Mod vest hovedgården Lyngsbækgård

og mod øst, umiddelbart nord for Dråby,

hovedgården Skærsø.

Hovedgårdenes position fra middelalderens

afslutning til landboreformerne i slutningen

af 1700-tallet, kan vanskeligt overvurderes.

Mens kirken i katolsk tid på alle måder var

den dominerende faktor i samfundet – og

på et tidspunkt ejede omkring 1/3 af landets

jorder – så blev det i de efterfølgende

århundreder godsejere og herremænd, der

samlede landets rigdomme og skabte sig en

magtfuld position.

Lyngsbækgård

Hovedgården Lyngsbækgård har kun haft en

mindre betydning for Dråby, og så vidt vides

ingen nærmere tilknytning til landsbyen og

dens gårde i tiden før udskiftningen.

Lyngsbækgård har i en periode været i

fælleseje med gården Frederikkesminde, der

blev udstykket fra Skærsø.

Skærsø

I modsætning til de store renaissanceanlæg

længere oppe på Djursland – Ruggård,

Katholm, Sostrup og Mejlgård – fremstår

Skærsø som et beskedent anlæg, nærmere

som en stor gård end en gammel herregård.

Den eksisterende hovedbygning er fra

1853, i én etage med to små vinkeløje.

Avlsbygningerne er af nyere dato (1970’erne

og fremefter).

De ældste oplysninger om Skærsø dateres

til 1343, hvor Skærsø ejes af Jens Mogensen.

Skærsø skiftede i de efterfølgende århundreder

ejerskab mellem ere af de fremtrædende

adelsslægter (Gøye, Rosenkrantz,

Høg, Rathlou, Hemmer, Benzon, Glud, Moth,

la Cour m.). Hemmer, Benzon, Glud og

Moths våbenskjold ses på herskabsstolene i

Dråby kirke.

I forbindelse med ældre tids ejerskifter

får man ofte oplysninger om godsernes

størrelse og ejendom. Således ved man fra

Ellin Gøjes Jordebog (1552), at Sture fra

Gammelgård i Sønderjylland arvede Sømølle

i Sønderherred, der malede alt korn for

Skærsø. Det fremgår også af jordebogen,


at samme Sture arvede 11 fæstere i Dråby

(foruden fæstere i Strands, Poskjær, Andrup,

Egens m..). I betragtning af, at Dråby i

1682 – o. 130 år senere – bestod af 10 gårde

(og nogle få huse), tyder det på, at Skærsø

formodentlig har ejet hele landsbyen i 1552.

Dog fremgår det af en liste over Kronens

køb og salg i midten af 1500-tallet, at Falk

Falksen Gøye på Skærsø i 1563 købte en gård

i Dråby by af kongen.

I Christian V’s Matrikel fra 1688 angives

Sk(j)ærsøs tilliggende til 72,17 Hrth.Tdr.

(mod Lyngsbækgårds 15,80). Det dyrkede

areal udgjorde 597,5 Tdr.Ld. (mod

Lyngbækgårds 272,5 Tdr.Ld.). Selv om Skærsø

altså var omkring fem gange så stor som

Lyngbækgård, så var Skærsøs dyrkede areal

kun godt dobbelt så stort.

I 1717 købte Junker Christian Skærsø, sammen

med, som det hedder, »det meste af

Draaby Sogn« (Æbeltoft og Omegn, 1893).

I 1726 betænkte Skærsøs daværende ejer,

Christian Benzon, Dråby skole (som han selv

havde opført) med 20 rigsdaler og 30 læs

tørv til opvarmning (foruden vedligeholdelse

af skolen). Endnu et udtryk for det nære

19

forhold mellem Skærsø og Dråby.

I Begtrups Beskrivelse over Agerdyrkningens

Tilstand i Danmark (1812) k Stamhuset

Skiersøe denne omtale: »Hovedgaardens

Areal er 160 Td. god Agerjord, 472 Td. skarp

sandig Rugmark, 138 Td. Engbund, endvidere

Mose og hede. Hoveri gjøres af 60 Bønder.

Gaardens Rugavl er fortrinlig, dens Rug

søges til Sæderug, og giver det hvideste og

bedste Sigterug. Til Gaarden noget Skov.«. Af

opgørelsen over Skærsøs ejendom fremgår

det i øvrigt, at gården har ca. 4 1/2 gange så

meget bønderjord som herregårdsjord.

I 1808 nedlægges Skærsø som stamhus

på grund af dårlig økonomi, og ved den

lejlighed sælges »en Mængde Bøndergods«

(Æbeltoft og Omegn, 1893) foruden Dråby

sogns konge- og kirketidende og i 1812

bortsælges yderligere »Kirken (Dråby) »med

dens Ornamenter«, 13 Huse med Jord og 40

jordløse Huse i Draaby« (Æbeltoft og Omegn,

1893). Ikke mindst den sidste oplysning

– antallet af jordløse huse – er interessant,

ikke mindst i lyset af, at der i 1688 slet ikke

gurerer huse uden jord, og blot to huse

med jord.

Vest for Skærsø ligger et stykke

usædvanlig n stenbrolægning,

hvis alder vanskeligt kan fastslås

med større sikkerhed. Det er dog

rimelig sikkert, at stenbrolæg-

ningen er fra før midten af 1800-

tallet. Indtil da gik den gamle

Ebeltoft-Grenaa hovedlandevej

nemlig vest for Skærsø. Den

stenbrolagte strækning af

Skærsø Skovvej, som vejen

hedder i dag, er med andre ord

den gamle hovedindkørsel til

Skærsø.

Et stamhus var et gods

der udelt skulle arves af

familiens ældste søn.

Stamhuse var fritaget

for skat, men kunne til

gengæld ikke sælges

hverken helt eller delt.

Det første danske

stamhus blev oprettet

i 1568. Stamhus-

institutionen blev

nedlagt i forbindelse

med lensaøsningen i

1919.


Hovedgården Skærsøs jorder

(fremhævet med en fed rød

streg) som de fremgår af

det minorerede. sognekort

fra 1836. De minorerede, i

betydningen formindskede

sognekort, blev optegnet efter

udskiftningskortene og viser

derfor situationen omkring

udskiftningen.

Snørklede og kantede dige- og

hegnsforløb indikerer ofte

stor alder. Digeforløbet her (se

også side 9) er indiskutabelt

et gammelt herregårdsdige,

hvis forløb kan følges på det

minorerede sognekort.

20

Af ovenstående kort fremgår det, at Skærsøs

jorder gik helt ned til Dråby by. Det fremgår

også, at der i den vestlige ende af godset

var et ikke ubetydeligt område, som var

lagt øde af sandugt, formodentlig engang

i 1600-tallet. Endelig er det her tydeligt, at

den gamle Ebeltoft-Grenaa landevej løb vest

for Skærsø. Dele af den gamle vejstrækning

ndes stadig i skoven som mere eller mindre

tilgroede skovveje.


1600 -1700-tallet

1600-tallet startede fredeligt, også i Dråby,

men det gik hurtigt over. Allerede i 1602

blev landet ramt af pest, der vendte tilbage

igen i 1619-20, og da med en heftighed, der

gav den tilnavnet »den lille sorte død« (den

første og store sorte død var som bekendt

middelalderens pest).

Foruden pest blev landet også jævnligt

hjemsøgt at misvækst. Klimatisk befandt

perioden sig i det, der senere er blevet kaldt

»den lille istid«, med kølige og regnfulde

somre, der gav ringe udbytte både i mængde

og kvalitet.

Oven i sygdom og naturskabte katastrofer

blev 1600- og 1700-tallet præget af en

række krige med besættelse, udplyndring

og brandskatning til følge. Besættelsen

stod svenskerne for mens udplyndringen i

lige så høj grad kunne tilskrives de danske

hjælpetropper fra Polen og Brandenborg.

Kvæg og andre husdyr blev slået ned eller

for hestenes vedkommende taget med, og

kornet inddraget i et omfang, så det mange

steder kun rakte til at tilså en del af markerne.

»I Hassens Birk...er ikun 7 Gårde og 1 Bol i

det hele Birk, som haver haft højst det halve

af deres sædvanlige Sæd; de Andre haver

ei saaet uden somme tredje, somme erde

part; er dog Trende blandt dem, som ikkun

haver saaet uden Sjetteparten« (Æbeltoft og

Omegn, 1893). Landbrugets ringe udbytte

smittede også af på kongen, præsten og

degnen, hvis fortæring i bredere forstand var

delvis afhængig af tiende-ordningens 10 % af

bøndernes udbytte.

Krigene gik også i høj grad ud over skovene,

der allerede var en del forhuggede . Således

fremhæves Ebeltoft og Helgenæs som

områder, det gik særlig hårdt ud over, og

man ved, at der på et tidspunkt omkring

midten af 1600-tallet blev fældet 643 bøg og

30 eg i Dråby Skov.

1700-tallet var heller ikke forskånet for krig

21

og elendighed. Foruden krigen med

svenskerne i årene 1709-20 blev århundredet

hjemsøgt af ere voldsomme

epidemier af kvægpest og lejlighedsvis

misvækst, enten som følge af somre med

kulde og regn eller somre med tørke.

I anden halvdel af 1700-tallet har der været

god brug for initiativer, der kunne øge

landbrugets produktivitet og give bønderne

troen tilbage på, at det kunne nytte at

producere. Det kom med landboreformerne,

hvor ikke mindst udskiftningen satte sig

markante spor i landskabet.

Udskiftningen

Udskiftningen er ofte blevet betegnet

som et brud med det århundredegamle

landbyfællesskab, hvor hver bonde

dyrkede sin (retfærdigt tildelte) andel

af landsbyjorden, men efter regler og

retningslinjer, som var opstillet af bønderne i

fællesskab.

Hver landsby havde sin jord eller bymark

liggende omkring sig. Den var inddelt i

vange, for Dråbys vedkommende re, hvor

man skiftede mellem forskellige afgrøder og

brak. Hver vang var desuden inddelt i et antal

åse, for at sikre ensartet ydeevne på jorden.

Hver ås var desuden inddelt i agre med en

ager til hver gård i landsbyen. Alt i alt en

fremgangsmåde, der sikrede, at alle k lige

meget god og dårlig jord.

Med udskiftningen k hver bonde (i

princippet) sin jord samlet på ét stykke, der

fremover var hans, og som han kunne dyrke

som han ville og med de afgrøder, han måtte

vælge.

Dråby blev udskiftet i 1796 af landinspektør

Knud Krøy.

Dråby Sø, landskabet, vejforløbene samt

landsbyens beliggenhed i forhold til landsbyjorden,

gjorde det vanskeligt, for ikke at sige

umuligt, at benytte samtidens mest popu-


Billedet til højre viser et udsnit

af Original-1 kortet over

Dråby. De mange rettelser og

overtegninger gør det noget

vanskeligt at tyde. Kortet

vender i øvrigt »på hovedet«

efter moderne begreber, idet

nordpilen peger nedad.

Det minorerede sognekort, som

formodentlig er optegnet efter

Original-1 kortet, er nemmere

at tyde, selv om det stadig

kan være vanskeligt at læse

oplysningerne på de små lodder

og i selve Dråby by.

22

lære udskiftningsform, stjerneudskiftningen, i

Dråby. Selv ikke en delvis stjerneudskiftning,

som man ofte ser anvendt, kunne komme på

tale her.

Udskiftningen af Dråby blev gennemført

som en blokudskiftning, hvor hver gård k

tre agerlodder og 3 englodder. Af Original-

1 kortet, tegnet eller rettere kopieret 1803,

fremgår det, at der var 13 gårdmænd som

alle k tildelt 3 + 3 lodder. Lodderne lå ret

spredt, hvad der kan undre, da princippet om

et samlet jordtilliggende til den enkelte gård

normalt blev vægtet meget højt i forbindelse

med udskiftningen.

Foruden de 13 gårdmænd k en del af de

jordløse husmænd små lodder i området

vest for Dråby by og øst for Dråby Sø.

I det nordøstlige område af ejerlavet, syd for

Råbæk, k gårdene tildelt små lodder mose

til tørvegravning. På Original-1 kortet er hvert

enkelt lod omhyggeligt forsynet med signaturen

for tørvegrav.


Som i andre landsbyer blev udskiftningen

fulgt op af en vis udytning af landsbyens

gårde. Noget tyder dog på, at det er sket

ret sent for Dråbys vedkommende. Det kan

udmærket være et resultat af den specielle

jordfordeling i Dråby, hvor marklodderne lå

rundt omkring med stor afstand imellem, for

hvad skulle man opnå ved at ytte ud, når

ens jord lå spredt over ejerlavet?

Matrikelkortene er ikke til megen hjælp i

spørgsmålet om udytning, da man langt

hen genbruger de gamle kort (med de gamle

bygningsangivelser) og blot tegner oven på

det eksisterende. Lidt mere hjælp er der at

hente i bygningsregistret.

Ifølge OIS er den ældste gård i Dråby

ejerlav (uden for selve Dråby by) gården

Karlsbjergvej 6 som angiveligt er opført

i 1830. Nabogården på Karlsbjergvej 8 er

oprindeligt fra 1865, og hører således også til

blandt de ældste gårde uden for landsbyen.

Dråby Strandvej 7 er opført1856. Resten af

gårdene langs Dråby Strandvej er kommet til

efter 1880.

For gårdene langs Dråby Kærvej gælder, at

de næsten alle uden undtagelse er opført

23

i perioden mellem 1865 og 1900 med

overvægt på tiåret mellem 1867 og 1877.

Ejerlavets to mest afsidesliggende

bebyggelser, henholdsvis »Bækkelund« på

Hogsborgvej 1 og husmandsstedet på Dråby

Kærvej 2 er opført 1890 henholdsvis 1870.

Det tidligere husmandssted

Dråby Kærvej 2 er opført i 1870.

Huset er i dag sommerhus.

Dråby Strandvej 2, hvis stuehus

angives til at være opført 1867.

Gårdens avlsbygninger, som

man kan se på billedet her, er

opført i 1927.


24

Dråby by omkring udskiftningen

Landsbrugshistorikere taler ofte om at

landboreformerne i slutningen af 1700-tallet

var nødvendige for at få et udmarvet, udpint

og brandbeskattet landbrug på fode igen.

Fæstevæsnet med dets hoveri og landgilde

anses for en af de store synder. Det samme

gør landsbyfællesskabet med dets urationelle

dyrkningssystemer. Endelig har det

selvfølgelig også betydet meget, at landet i

slutningen af 1700-tallet havde gennemlevet

to århundreder med krig, pest og generel

misvækst.

Den første landsdækkende folketælling i

Danmark blev afholdt i 1769 og allerede

18 år senere, i 1787, afholdt man den næste

folketælling med registering af indbyggernes

adresse, navn, alder, ægteskabelig stilling,

stilling i husstanden samt erhverv.

Det billede, folketællingen i 1787 giver af

befolkningen i Dråby, bekræfter i høj grad

det generelle billede af en udmarvet, udpint

og brandbeskattet befolkning.

Dråby havde i 1787 en befolkning på blot 90

individer fordelt på 33 husstande. I gennemsnit

giver det meget små husstande og selv

de bedst stillede gårdmandsfamilier i byen

havde ikke mere end højst 2-3 børn. På en

tid, hvor børn – og gerne mange børn – var

nødvendig for familiens overlevelse har det

nærmest været et katastofalt lavt fødselstal.

De relativt få børn blev yderligere sat i relief

af en gennemgående høj alder hos den

voksne befolkning. Ganske mange har været

50 år eller derover, og især blandt småkårsfolkene

var der mange ældre ægtepar og ere,

der som Mette Jensdatter på 70 år »Nyder

Almisse af Sognet«. Her ligger vel også en

del af forklaringen på, at der er relativt få

børn i landbyen; nemlig at de i husmands- og

landarbejderfamilierne for længst er yttet

hjemmefra. Flere har på trods af høj alder

måttet arbejde som daglejere, hvad fx Jens

Koch (70 år) og Anders Jørgensen (64 år) har

måttet, og det skete vel at mærke i en tid,

hvor gennemsnitslevealderen lå omkring 35

år, og hvor ringe kost, hårdt arbejde og dårlige

boligforhold har slidt hårdt på folk.

Folketællingen i 1787 – se skema side 26

– omfattede også status eller erhverv. 11

»Hosbonde« betegner sig selv som »Bonde

og Gaardbeboer« mens 2 blot betegner sig

som »Gaardbeboer«. Det svarer godt til de

13 gårde, som få år senere får tildelt hovedparten

af landsbyens jord i forbindelse med

udskiftningen.

En ganske stor gruppe på omkring 12

»Hosbonde« betegner sig selv som enten

»Huus Mand« eller »Huus Mand og Daglejer«.

I tiden før udskiftningen var det en meget

stor andel af Dråbys befolkning, der således

havde husmandsstatus.

De resterende 7 husstande i Dråby er enker,

enkemænd, aftægtsfolk og fattiglemmer »på

sognet«. De este har formodentlig i deres

yngre dage været husmænd/daglejere.

Der er ingen umiddelbar og entydig forklaring

på, at Dråby i slutningen af 1700-tallet

havde en stor befolkningsgruppe bestående

af husmænd og daglejere. Hovedgården

Skærsøs nærhed har utvivlsomt spillet en

rolle, her skulle der bruges mange folk, men

det kan også have spillet ind, at Dråbys gårde

var forholdsvis små og folkefattige. Her har

man også været afhængig af husmænd og

daglejere »udefra« til at klare arbejdet i det

daglige, når der tilsyneladende ikke har

været råd til at have karle og piger i større stil.

Mens de este landsbyer i tiden før udskiftningen

var domineret af byens gårde, så

har den meget store andel af husmands-

og landarbejderboliger i Dråby sat sit helt

specielle præg på byen: hele østsiden af

bebyggelsen langs den nordlige del af Dråby

Bygade fremstår som en lang, sammenhængende

bebyggelse af små uensartede byhuse.

Af de ældre udskiftningskort fremgår det,


25

Kort over Dråby by i tiden om-

kring udskiftningen.


Folketællingen 1787.

Dråby by

Tjenestefolk er angivet som

m = karl og k = pige.

Et enkelt navn er ulæseligt.

Kilder: Arkivalieronline og

Dansk Demogrask Database.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

26

27

28

29

30

26

at denne struktur allerede var etableret før

udskiftningen. Sammenbyggede længehuse

var ikke usædvanligt i de gamle landsbyer,

men det er usædvanligt, at så mange og så

små huse ligger side om side. Det bidrager

også til særpræget, at husene ikke har forhaver

og vel knap nok baghaver som følge af de

landskabelige forhold på stedet.

Erhverv Ægtefælle Børn Tjenestefolk

Bonde og gårdbeboer ægtefælle 1 1 m

Bonde og gårdbeboer ægtefælle 2 1 m

Bonde og gårdbeboer ægtefælle 3 1 k

Bonde og gårdbeboer enkemand 1 2 k

Bonde og gårdbeboer ægtefælle 3 1 m

Bonde og gårdbeboer ægtefælle 1 1 k

Bonde og gårdbeboer ægtefælle 2

Bonde og gårdbeboer ægtefælle 1 1 m

Bonde og gårdbeboer ægtefælle 2 2 m

Bonde og gårdbeboer ægtefælle 1 1 m

Bonde og gårdbeboer ægtefælle 1 k

Bonde og gårdbeboer ægtefælle 2

Bonde og gårdbeboer ægtefælle 2 1 m

Husmand og daglejer ægtefælle

Husmand og daglejer ægtefælle

Husmand og daglejer ægtefælle

Husmand enkemand 1

Huuskone enke

Husmand ægtefælle

Husmand og daglejer enkemand

Husmand ugift

Husmand og daglejer ægtefælle

Husmand og daglejer enkemand

Husmand og smed ægtefælle 2

Husmand og daglejer enkemand

Husmand og daglejer ægtefælle

? ?

Almisse af sognet enkemand

Almisse af sognet enkemand

Almisse af sognet enke

1800-tallet

Allerede ved folketællingerne i begyndelsen

af 1800-tallet sporer man vækst og fremgang

i landsbysamfundet Dråby. Perioden omkring

og efter englandskrigene og statsbankerotten

i 1813 regnes ellers for en fattig tid, men i

forhold til årene før udskiftningen er der tale

om fremgang og vækst i Dråby. Det kommer

ikke mindst til udtryk i et stigende børnetal

og en lavere gennemsnitsalder i landsbyen.

Op gennem 1800-tallet steg befolkningstallet

på landet betragteligt. Det var ikke mindst

husmænd, daglejere og andre småkårsfolk,

der blev ere af, de havde i stigende grad

svært ved at nde arbejde ved landbruget,

hvilket var den ejendomsløse landbefolknings

mulighed, hvis man ikke skulle ende

som fattig og »nyde almisse« fra sognet.

Ved århundredets slutning begyndte

vandringen fra landet mod de større byer,

ikke mindst København, hvor den gryende

industrialisering skabte behov for »hænder«.

Alternativt kunne man søge endnu længere

væk og emigrere, hvad ganske mange gjorde

i de år. Man regner således med, at omkring

130.000 danskere emigrerede fra Danmark til

USA i anden havldel af 1800-tallet.

I de kystnære områder åbnede der sig muligheder

i skeri, der i slutningen af 1800-tallet

blev et egentligt erhverv. Dråby, by var i 1880

hjemsted for tre skere og en skegarnsfabri-

Om skeriet i Dråby sogn:

»I Draaby S. var der i 1923 12 Fiskere

(deraf 7 Erhvervsf.), der ejede 15

Fartøjer (heraf 2 Motorf., det ene over 5

Tons) til Værdi 10,400 Kr. og Redskaber

for 16,700 Kr.; Værdien af Fangsten

(derunder 5 Tons Rødspætter, 1 T.

Skrubber, 4 T. Ising, 40 T. Torsk, 1 T.

Hornsk, 8 T. Makrel, 6 T. Sild, samt en

større Mængde Aal) udgjorde

37.500 Kr.« (TRAP: Danmark, 1925)


kant, mens der var 46, som angav skeri som

hovederhverv i hele Dråby sogn.

Ophævelsen af næringsfrihedsloven i 1857

gav mulighed for, at håndværkere og handlende

kunne etablere sig i landsbyer med en

vis afstand til nærmeste købstad. Før 1857

var smeden den eneste håndværker, som

kunne etablere sig i landsbyerne.

Ser man på folketællingen i 1880 fremgår

det, at en lang række almindelige håndværk

er repræsenteret i Dråby. Det gælder

bl.a. tømrer, væver, karetmager (2), syerske,

træskomand (3), murer og skrædder (2).

Listen omfatter også 2 stenhuggere, som

der var god brug for ved de mange vejbyggerier

og vejrenoveringer i anden halvdel af

1800-tallet. Som nævnt gurerer der også

en skegarnsfabrikant. Kilderne oplyser

ikke noget om fabrikationens omfang eller

nærmere karakter, men man kan dog notere

sig, at begrebet »fabrikant« har fundet vej til

landsbyen og i en vis forstand indvarsler de

nye tider.

Listen omfatter en uldtøjshandler, hvilket

kan være en lille forretningsdrivende i byen

eller en opkøber, men næppe en omrejsende

handelsmand (en såkaldt bissekræmmer) da

den gesjæft blev forbudt de este steder i

landet i forbindelse med næringsfrihedsloven

i 1857.

Mest bemærkelsesværdigt er det i virkeligheden,

at der ikke var en købmand i en landsby

af Dråbys størrelse i 1880!

Mens antallet af gårdmænd forbliver stabilt,

var antallet af husmænd vokset betragteligt

i 1880. Gruppen omfatter 12 personer eller

husstande, de este med børn. Det har dog

formodentlig været sådan, at de alle i større

og mindre omfang har måttet arbejde for

Skærsø eller landsbyens bønder for at få det

til at løbe rundt.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

26

27

28

29

30

27

28

29

30

27

28

29

30

27

Erhverv Ægtefælle Børn Tjenestefolk

gårdmand ægtefælle 7

gårdmand ægtefælle 2 2 k

gårdmand + lærerinde ægtefælle 3 1 k + 1 m

gårdmand + 1 aftægt ægtefælle 6 2 k

gårdmand + 1 aftægt ægtefælle 5 2 m + 2 k

gårdmand ægtefælle 1 m

gårdmand ægtefælle 5

gårdmand + 1 aftægt ægtefælle 4

gårdmand ægtefælle 4 1 k

gårdmandsenke + bror enke 2 m

gårdmand ægtefælle 2

gårdmandsenke enke 2 1 m

gårdmand ægtefælle 2 1 k

gårdmand ægtefælle 7 1 m + 1 k

Husmand - jordbruger ægtefælle 1

Husmoder - jordbruger enke? 3

Husmand - jordbruger ægtefælle 1

Husmand - jordbruger enkemand 1 + 1

Husmand - jordbruger ægtefælle 5

Husmoder - jordbruger enke?

Husmand - jordbruger ægtefælle 2 1 aftægt

Husmand - jordbruger ægtefælle 4 1 aftægt

Husmand - jordbruger ægtefælle

Husmand - jordbruger ægtefælle 3

Husmand og daglejer ægtefælle

Husmoder - jordbruger enke

Bager ægtefælle 6 1 m + 1 k

Stenhugger ægtefælle

Stenhugger ægtefælle

Væver enkemand

Lærer ægtefælle

Uldtøjshandler ægtefælle

Karetmager ægtefælle

Væver ægtefælle

Smed og husmand ægtefælle

Fiskegarnsfabrikant ægtefælle

Tømrer ægtefælle

Væverske enke

5

3

3

2

5

2

1


31

32

33

34

35

36

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

54

55

56

57

58

59

50

57

58

59

60

61

62

63

28

Erhverv Ægtefælle Børn Tjenestefolk

Møllerenke enke 4 2 m

Fisker og arbejdsmand ægtefælle 4

Syerske enke 2

Smed ægtefælle 2

Træskomand ægtefælle 3

Bysmed ægtefælle 4

Murer ægtefælle 2

Smed ægtefælle 4

Karetmager ægtefælle 7 1 aftægt

Smed ægtefælle 4

Træskomand ægtefælle 3

Skrædder ægtefælle 3

Fisker ægtefælle 1

Træskomand ægtefælle 4 4

Tømrer ægtefælle 1 1 m

Fisker ægtefælle 3

Tømrer ægtefælle 1 1 aftægt

Skrædder ægtefælle 2

Matros ægtefælle 2

Arbejdsmand ægtefælle

Tjenestekarl ægtefælle 1

Arbejdsmand i agerbrug enkemand

Gartner enkemand

Arbejdsmand ægtefælle 5

Arbejdsmand husholderske

Arbejdsmand ægtefælle 5 1 aftægt

Arbejdsmand ægtefælle

Husfæster ægtefælle

Husmoder enke

Arbejdsmand ægtefælle

Arbejdsmand ægtefælle

Arbejdsmand ægtefælle

Almisse af sognet enke

Almisse af sognet enkemand

Almisse af sognet enke

Almisse af sognet ægtefælle

Almisse af sognet enke

1

4

2

3

4

2

søster

1 aftægt

Det sidste kan man med sikkerhed sige om

de 14 familiefædre, der opgiver at være arbejdsmand

el.lign. (en enkelt er dog angiveligt

matros).

Den sidste gruppe af indbyggere i Dråby i

1880 er de 5, der angiver at leve af Almisser.

De re af dem er enker eller enkemænd,

mens den femte har en ægtefælle. Det forholdsvis

beskedne tal på offentligt forsørgede

i Dråby by skal ses i lyset af, at en del både

gårdmands- og husmændsfamilier har ældre

slægtninge på aftægt, i sig selv et udtryk for

bedre forhold og ere midler, end landsbyen

kunne opbyde i slutningen af det foregående

århundrede.

1900-tallet

Årene omkring 1900 bød på store forandringer,

der ikke mindst skabte opbrud

på landet. Andelsbevægelsen var tidens

dominerende bevægelse.

Andelstanken, der for alvor brød igennem i

de sidste årtier af 1800-tallet, var bl.a. udtryk

for en økonomisk og praktisk organisering

af indkøb og afsætning. Andelsmejeriet og

brugsforeningen var i mange landsbyer det

synlige resultat heraf.

På det politiske plan markerede Venstre sig

som en væsentlig politisk faktor, godt bakket

op af en engageret venstrepresse.

Den politiske vækkelse i tiden kom også

til udtryk i et udbredt og mangesidet

foreningsarbejde, der typisk udfoldede

sig i de forsamlingshuse, der blev bygget

selv i små landsbyer. Mange steder k

foreningsarbejdet i forsamlingshuset

modspil fra missionsarbejdet i missionshuset

med rod i Indre Mission. Det er ganske

enkelt imponerende, hvor mange små

landsbysamfund, der over en ganske kort

årrække havde både vilje og midler til

at bygge såvel brugs som andelsmejeri,

forsamlingshus og missionshus. Det kan

i den forbindelse godt undre, at Dråby


ikke får nogle af de nævnte institutioner,

bortset fra forsamlingshuset, der dog

blev opført ret sent (i 1935 og ombygget

1988) I 1925 angiver TRAP dog at byen på

det tidspunkt havde en forsamlingssal.

Forklaringen på andelsbevægelsens fravær

i Dråby skal måske søges i det forhold,

at byen, i modsætning til mange andre

landsbyer af tilsvarende størrelse, ikke var

domineret af velbjærgede (og selvbevidste)

gårdmænd, men nok så meget af husmænd,

arbejdsmænd og andre småkårsfolk.

Ved folketællingen i 1925 var antallet

af gårdmænd og husmænd stort set

uforandret i forhold til 1880-folketællingen.

Sammenligningen vanskeliggøres dog

af, at begreberne gårdmand og husmand

er erstattet af gårdejer, landmand eller

landbruger, udtryk, der ikke på samme måde

som gårdejer og husmand siger noget om

bedriftens størrelse.

Titlen »daglejer« er forsvundet fra

statistikken. Nu er man enten forpagter

(1 familie), fodermester (3 familier),

arbejdsmand (15 familier) eller landarbejder

(1 familie). Landarbejderen arbejder ved

landbruget uden selv at eje jord.

29

Dertil kommer et betydeligt antal karle

og piger, der er opført under gårdenes

folkehold. Det drejer sig om knap 25 karle og

knap 15 piger eller husassistenter, som de

oftest registreres.

Antallet af håndværk og håndværkere var

gået stærkt tilbage. I 1925 var der en gartner,

en smedemester med svend, en skrædder,

en skomager og en møller. Til gengæld

bragte Ebeltoft-Trustrup Jernbane nye

stillingsbetegnelser til, bl.a. baneformand og

pensioneret lokomotivfører.

Antallet af aldersrentenydere var vokset lidt,

mens færre skriver sig som aftægtsfolk. I 1891

blev aldersrenten skilt ud fra fattigforsorgen,

og i 1922 blev der indført faste takster

for aldersrenten. Foruden et økonomisk

fundament tildelte ordningen også de gamle

en større værdighed i egne og andres øjne.

Der skulle ikke længere spises nådsensbrød

fra det offentlige. Nu var aldersrenten blevet

er rettighed.

Ebeltoft-Trustrup Jernbanes hol-

deplads (eller trinbræt) vest for

Dråby by. Selv om holdepladsen

gjorde Dråby til »stationsby«,

som det fremgår af navneskiltet

på billedet, k banen aldrig

rigtig betydning for Dråbys

udvikling. I landsbyen Hyllested

længere mod nord voksede by

og station derimod sammen

i de første årtier efter banens

åbning i 1901.


Der har tidligere været tradition for, at selv små landsbyer k fremstillet eget postkort med motiv fra landsbyen. Motivvalget siger ofte en del om den lokale

selvforståelse. Man kan dog heller ikke helt afvise , at omverdenens forestillinger om landsbyidyl kan have spillet en rolle i valget af et motiv, der som her

leder tanken hen på H.C.Andersens »hist hvor vejen slår en bugt« fra 1829.

S T R U K T U R O G B E B Y G G E L S E


Landsbyen

Ifølge landsbyhistorikeren Fritz Hastrup

er Dråby en uregelmæssig vejforteby. Den

bestemmelse er knyttet til landsbyens

udseende og struktur ved udskiftningen

omkring år 1800. Fra den tid stammer de

første pålidelige og detaljerede kort over

danske landsbyer. Hastrup forholder sig altså

ikke til landsbyens udseende og struktur i

tiden før udskiftningen, og heller ikke til de

ændringer, en senere udvikling (eller mangel

på samme) har ført med sig, fx jernbanens

udbredelse eller hovedlandevejene og

motorvejenes betydning for byvækst og

udvikling. For Dråbys vedkommende er det

dog interessant at se på Dråbys tidligste

historie og byens formodede status af

søstad og på betydningen af jernbanens

31

tilstedeværelse i første halvdel af det 20.

århundrede. Herom senere.

Betegnelsen uregelmæssig henviser til

fortens form, mens vejforteby henviser til,

at landsbyens veje indgik i fortesystemet.

Kun i den vestlige del af byen var der tale

om en større pladsdannelse, som er den

oprindelige betydning af ordet forte (»den

aabne plads midt i landsbyen (i fællesskabets

tid), der var fælleseje og benyttedes som

byens samlingssted, som gaardsplads for de

omliggende gaarde olgn«, citeret fra Ordbog

over det danske Sprog).

De uregelmæssige vejfortebyers form

synes i særlig grad at være et resultat af

terrænmæssige forhold. Det gælder også

for Dråby, der som by er blevet »klemt inde«

mellem søen mod øst og moræneskrænterne

mod vest. Det indeklemte gælder i udtalt

grad for bebyggelsen langs Dråby Bygade,

især den nordlige del. Det gælder også i lidt

mindre grad for bebyggelsen langs Dråby

Søvej, der ligger tilbagetrukket i forhold til de

lave og sumpede områder langs søens bred.

Forten var fællesområde, og det er derfor

logisk, at kirken og kirkeladen (der senere

blev skolebygning) er de eneste bygninger,

der ligger inde på forten. Forten mistede sin

egentlige funktion ved landsbyfællesskabets

opløsning, og mange steder blev fællesområdet

bebygget, oftest med småhuse til

det voksende landproletariat. For Dråbys

vedkommende skete det i løbet at 1800tallet,

men forløbet, Dråby Bygade, blev

bevaret.

Fritz Hastrups landsbytypologi

omfatter syv typer: rektangulær

reguleret vej- og vejforteby,

skovrækkeby, polygonal for-

teby, slynget vejby, vejklyngeby,

uregelmæssig vejforteby og

forteklyngeby. På Djursland

udgør de slyngede vejbyer og

de uregelmæssige vejfortebyer

langt hovedparten af landsby-

erne. I Dråby sogn er kun disse

to typer repræsenteret, idet

Handrup, Egsmark, Elsegårde,

Stubbe og Dråby er uregel-

mæssige vejfortebyer, mens

Lyngsbæk, Boeslum og Holme er

slyngede vejbyer.

På illustrationen til venstre ses

Dråbys forte, som den har set ud

i tiden omkring udskiftningen.

De tre led i henholdsvis nord,

vest og (syd)øst, som gjorde

det muligt at lukke forten af for

natten, er markeret med en gul

streg. Der var ikke noget gade-

kær i Dråby, men til gengæld

god adgang til Dråby Sø, hvor

kvæget kunne drikke.

Forlængelsen af forten i den

sydøstlige »arm« har tjent som

fædrift til græsarealerne øst for

byen. På udskiftningskortene

kan man se, at fædriften har

været afgrænset fra agerjorden

mod syd af et stendige.


Selv med status af hovedlan-

devej forblev Dråby Bygade

langt op i historien en jord- og

grusvej, som næppe har været

nogen fornøjelse i våde og regn-

fulde perioder.

Foto:: Ebeltoft Byhistoriske Arkiv.

Mindesten over Lauritz Ulrik la

Cour og hustru Ellen Kirstine

født Poulsen, der i 1825 erhver-

vede et noget forfaldent Skærsø.

I årene efter 1825 lykkedes det

la Cour og hustru at »op-

bygge Gaarden, tilvejebringe

Besætning, opdyrke Marken og

Kæret og opelske skoven« som

det hedder på stenen. Den er

i øvrigt rejst af »efterkommere

i 3. slægtsled« og står tæt på

bygrænsen til Dråby ud mod

Hovdigevej. En hilsen til Dråbys

bønder? I hvert fald næppe en

tilfældig placering.

32

Vejene

I store træk var der sammenfald mellem

vejforløb og forte i Dråby. Det gælder også i

dag, hvor hovedforløbene Dråby Bygade og

Dråby Søvej følger de gamle spor fra tiden

før udskiftningen. Vejen vest om Dråby kirke,

der en periode var lukket, er endda i nyere tid

blevet genåbnet.

Den eneste egentlige vejudviddelse, der er

kommet til i tiden efter udskiftningen, er

den lille sidevej Møllemarken, der oprindelig

var en gennemgående vej »ovenom« med

forbindelse til Dråby Byvej. Her er der stadig

en lille stump oprindelig vej tilbage, men

ellers er gennemkørslen afskåret.

Hvad vejene til og fra Dråby angår, var og er

den vigtigste vej den gamle Dråbyvej med

forbindelse til Ebeltoft. Andre vigtige veje er

Dråby Søvej, oprindelig landsbyens fædrift,

der senere blev til ere egentlige veje (Dråby

Kærvej og Dråby Søvej) ved udytningen

og etableringen af sommerhusområdet

ved Dråby Strand. Endelig Storkhøjevej, der

muligvis også er anlagt i forbindelse med

udytningen.

I forbindelse med vejforløbene omkring

Dråby er det interessant, at en gammel

kirkevej, Dråby Kirkevej, er bevaret som

en knap 3 km lang grusvej gennem skov.

Eftersom Dråby sogn var ganske stort

og omfattede ere landsbyer foruden to

herregårde, har andre af sognets veje også

tjent som kirkeveje uden at have fået navn

deraf.

Et andet vejnavn med en vis historisk klang

er Hovdigevej nordpå ud af Dråby. Fra

gammel tid har det været vejen til Skærsø.

Hovvej eller Hovdigevej er velkendte

vejnavne for veje og stier mellem godserne

og de landsbyer, hvor fæstebønderne

udførte deres hoveriarbejde. Det kan sagtens


tænkes, at vejen fra gammel tid i folkemunde

har heddet hovvej eller hovdigevej, men

det kan også udmærket være en »tak for

sidst« til herremanden fra politisk bevidste

venstrebønder omkring provisoriekampen i

slutningen af 1800-tallet.

I midten af 1800-tallet blev Hovdigevej

udlagt som hovedlandevej mellem

Ebeltoft og Grenå. Hovedlandevejen havde

tidligere gået mere vestligt (se side 19).

Af de nye hovedlandeveje fra midten af

1800-tallet (Århus-Grenå, Randers-Grenå,

Randers-Ebeltoft og Ebeltoft-Grenå) var

Ebeltoft-Grenå den »mindste«, i hvert fald

den mindst trakerede, og der er ikke

meget, der tyder på, at Dråby oplevede

en opblomstring som følge af byens nye

status som hovedlandevejsby. Måske var det

med hovedlandevejen og Dråby som med

jernbanen og Ebeltoft: Den kom for sent til at

løfte udviklingen.

Bygningerne

Kirken

Kirken var og er landsbyens vigtigste

bygning. Her markeres en række af livets

højdepunkter fra fødsel til død og for de

troende har kirken udstukket pejlemærker

for samfundet og den enkeltes liv.

Kirken er i langt de este tilfælde landsbyens

ældste bygning, og i den forstand bevidner

den også landsbyens historie i det omfang, vi

kender den.

33

Almindeligvis er kirken også landsbyens

højest beliggende bygning og dermed også

den mest synlige bygning i landsbyen. Det

princip har man i nyere tid håndhævet med

retningslinjer for højden af bebyggelse nær

kirken og med beskyttelse af kirkeindsigten

fra det åbne land.

I Dråby, der ligger på en smal »hylde« mellem

kote 5 og kote 10 , er kirken opført på en

mindre bakkeknold i den sydøstlige ende af

byen. På trods af bakkeknoldens beskedne

højde fremtræder kirken som ophøjet

og hævet over den øvrige bebyggelse.

Dråby kirke er i sjælden grad synlig overalt

i landsbyen og også i en meget stor del

af det omgivende åbne land. Det skyldes

selvfølgelig også kirkens størrelse samt de

hvide mure og det røde tag, der står tydeligt

frem i de grønne omgivelser. Endelig betyder

det også noget, at kirkeområdet er friholdt

for skærmende beplantning. At dømme ud

fra de ældste fotograer af Dråby, har det

traditionelt været sådan.

Skolen

I en årrække var byens vindmøl-

le faktisk byens højst beliggende

bygning. Den blev dog næppe

opfattet som en værdig konkur-

rent til kirken i de år den lå der. I

folketællingen fra1925 optræder

der en møller – formodentlig

mølleren på Dråbys mølle.

Dråby kirke set fra det åbne land

syd for landsbyen.


Dråby gamle skole med kirken

i baggrunden. Både bygningen

og omgivelserne fremstår i dag

i neste stand og giver en god

oplevelse af helheden, der dog

skæmmes noget af den stedlige

skiltning.

Dråby Brugsforening i butikkens

sidste år. Butikken forhandlede

brugsens eget mærke

OK Benzin, der er et andels-

selskab i brugsbevægelsens

ånd. Benzinsalget skæppede i

kassen nogle år, men bilismen

underminerede samtidig de

små landbutikkers eksistens-

grundlag.

34

Dråbys gamle skole, der ligger på samme

bakkeknold som kirken, er opført i 1722

på foranledning af Christian Benzon. Flere

steder i landet tog godsejerne i slutningen

af 1700-tallet initiativ til oprettelse af

skoler for almuens børn. Almueskolerne

var formodentlig inspireret af Frederik den

IV, som på samme lod opføre 240 såkaldte

rytterskoler i de kongelige rytterdistrikter.

Dråby skole var i brug som skole frem til

1967, hvor kirkens menighedsråd købte

bygningen og indrettede den til bl.a.

konformationsstue og kapel.

Med de seneste restaureringer fremstår

bygningen i dag gennemført velholdt.

Brugsen

Den røde vinkelbygning på hjørnet af

Dråby Bygade og Bysvinget husede en

årrække Dråby Brugsforening. Brugsen blev

etableret i en tidligere købmandsbutik og

åbnede den 1. maj 1931. I dag er der boliger

i den tidligere brugsbygning.

Forsamlingshuset

Dråby Forsamlingshus blev opført i 1935,

og hører i den forstand til blandt de nyere

af landets forsamlingshuse. Før 1935 foregik

de typiske forsamlingshusaktiviteter i et

forsamlingslokale i byen. Forsamlingshuset

er stadig i høj grad i brug ved lokale

arrangementer i Dråby.

Gårdene

Dråbys ældste bevarede gårdbygning

ligger i den nordlige ende af byen tæt op til

Dråby Bygade. Gården er angiveligt opført

i 1720 og er, ud over kirken og skolen, den

eneste bygning i Dråby der er registreret

som en bygning med høj bevaringsværdi.

Den stråtægte bindingsværksbygning

er da også et sjældent nt eksempel på


ældre dansk gårdbyggeri på det, man

må formode er gårdens oprindelige

placering. På godt og ondt er den også et

eksempel på, at bevaringen af den ældre

danske kulturarv i privat eje altid stiller

store krav til ejerens pietetsfølelse – og

økonomi. Det er bekosteligt at vedligeholde

upraktiske og forfaldstruede stråtækte

bindingsværksbygninger.

Overordnet set er der kun beskedne rester

tilbage i selve Dråby af byens gamle gårde.

Den nævnte gård på Dråby Bygade 28 fra

1720 udgør en undtagelse. Det samme

gælder til en vis grad for Borggård, der stadig

bærer præg af at have været en af byens

gamle relængede gårde, og som ligger på

det sted i landsbyen, hvor den formodentlig

altid har ligget. I haven er der bevaret et

gammel skeldige, der må være sat om nogle

gange i tidens løb.

Husene

Som nævnt i det historiske afsnit var Dråby

allerede før udskiftningen kendetegnet ved

usædvanligt mange små huse. Hele vestsiden

af bebyggelsen langs den nordlige del af

Dråby Bygade fremstod og fremstår endnu i

dag som en lang, næsten sammenhængende

bebyggelse. Det er et velkendt mønster for

gårdenes vedkommende i tiden før udskiftningen

og udytningen men ses sjældnere

for husbebyggelser, alene af den grund, at

det var usædvanligt med så mange husmænd

og daglejere i landsbyerne, som man

så det i Dråby.

De ældste husbebyggelser i Dråby lå dels

langs sydsiden af Dråby Bygade mellem den

nuværende Dråby Kirkevej og Dråby Søvej

og dels som nævnt langs vestssiden af Dråby

Bygade nord for Dråby Søvej. Desuden lå

enkelte huse oven for kirken langs Dråby

Søvej. Et par af disse hører i dag til de ældste

bevarede huse i byen.

Der synes ikke at have været nogen nævneværdig

byvækst i Dråby op gennem det

35

Charmerende ser det ud

– og meget vedligeholdelses-

krævende.

Kommuneatlas Ebeltofts (1999)

vurdering af de enkelte bygninger

i Dråby by. Udhuse og tilbygninger

er sjældent højt vurderet.

Sten- og jorddiger hører også til

de bevaringsværdige kultur-

historiske spor i landsbyen.

Stendiget på billedet markerer

et gammelt tofteskel, som kan

genndes på de ældste udskift-

ningskort, men som udmærket

kan være væsentligt ældre end

udskiftningen.


Det lidt kantede forløb af Dråby

Søvej nord for kirken afspejler

det gamle gadeforløb fra tiden

før udskiftningen. Den stensatte

banke i billedets venstre side

er af nyere dato. Oprindelig

har der været tale om en lille,

uregelmæssig pladsdannelse,

der nu mere fremstår som en

regulær vej.

To sammenbyggede småhuse

(Dråby Søvej 3) med iøjnefal-

dende knæk på tagryggen. De

to huse har en noget forskellig

alder. Det røde hus til venstre er

opført i 1877, mens det hvide

hus til højre angiveligt skulle

være opført i 1777 (ombygget

1948).

Til højre Dråby Søvej 5, hvis

proportioner antyder en høj

alder. Huset angives at være

opført i 1750.

36

19. århundrede. Et hjørne af det store forteområde

omkring Dråby Byvej (matrikel 52)

og to »inddæmmede« områder sydøst for

kirken (matriklerne 49c og 49d) synes at være

de eneste egentlige udstykninger i byen i

perioden 1889-1921.

Fra 1920 og fremefter sker der til gengæld

en del. Området mellem Dråby Søvej/Dråby

Strandvej og søen bebygges med villaer.

Hertil kommer bebyggelse på begge sider af

Dråbyvej ind mod Ebeltoft. Endelig forsvinder

gården umiddelbart syd for kirken.

Matriklen er senere blevet bebygget med et

moderne parcelhus.

Den seneste tilvækst af huse i Dråby er sket

omkring Møllemarken.

Det mest markante hus- og gadeforløb

i Dråby er indiskutabelt de mange

tætliggende, små huse langs vestsiden af

Dråby Bygade. Som tidligere nævnt er det

kulturhistorisk lidt af en sjældenhed for en

landsby af Dråbys størrelse. Husrækken har

være etableret allerede før udskiftningen,

hvilket peger på Skærsø gods, den

daværende ejer af landsbyens huse og gårde,

som initiator. Man har formodentlig valgt

at samle godsets daglejere m.. i Dråby by

i stedet for at opføre landarbejderboliger i

nærheden af godset, som man kan se andre


steder. Et nærliggende eksempel er godset

Ruggård længere nordpå.

Husene i husrækken langs Dråby Bygade er

af meget forskellig beskaffenhed. Nogle huse

er bevaret med stråtag og bindingsværk,

mens andre er skalmuret og forsynet med

eternittag. Nogle af husene er traditionelle

længehuse, mens andre er bittesmå

byhuse, som man normalt ikke nder i en

traditionel landsbybebyggelse. Ved nogle

af husene er de diminutive forhaver med

stensætning bevaret, mens de andre steder

er ernet for at etablere parkeringsmulighed

foran huset. Forskelligheden er både

charmen og udfordringen her, for man kan

vanskeligt insistere på en linje i et byggeri

som formodentlig altid har været meget

forskelligartet, og som desuden skal fungere

som moderne boliger, med alt hvad det

indebærer.

37

Dråbys »skæve« gadeforløb og tidstypiske

småhusbebyggelser, kirkens markante og

synlige beliggenhed i landsbyen samt de

historiske relationer mellem landsby og sø er

de karakteristika der bestemmer det samlede

indtrykket af Dråby.

Udsnit af det meget forskellig-

artede byggeri langs vestsiden

af Dråby Bygade nord for Dråby

Søvej.

Smuk række af meget velholdte

murermestervillaer langs østsi-

den af Dråby Bygade. På trods

af forskellig udformning frem-

står forløbet ganske harmonisk

og repræsenterer en senere

mere velstående tid end den

øvre del af Dråby Bygade.


Kilder:

38

www.dkconline.dk – Fund og fortidsminder

www.OIS.dk – ejendomsdata

www.ddd.dda.dk – Dansk Demogrask Database

www.arkivalieronline.dk

Stig Pedersen og Kaj Petersen: Djurslands Geologi, 2002

TRAP Danmark

G. Begtrup: Agerdyrkningens tilstand i Danmark, 1812

Henrik Pedersen: De danske landbrug, Kbh. 1975

Frits Hastrup: Danske landsbytyper, Århus 1964

L.J. Bøttiger: Æbeltoft og Omegn, Aarhus 1893

Den biologiske tilstand i Dråby Sø, 2009

Ældre udskiftningskort og ældre matrikelkort

Avisudklipsamling om Dråby

Plancheudstilling om Dråby af Thorkild Hansen

Dråby

Landskab, historie, struktur og bebyggelse

er udarbejdet af

Kulturhistorie & Landskab

for Syddjurs Kommune

maj 2011


Kilder:

38

www.dkconline.dk – Fund og fortidsminder

www.OIS.dk – ejendomsdata

www.ddd.dda.dk – Dansk Demogrask Database

www.arkivalieronline.dk

Stig Pedersen og Kaj Petersen: Djurslands Geologi, 2002

TRAP Danmark

G. Begtrup: Agerdyrkningens tilstand i Danmark, 1812

Henrik Pedersen: De danske landbrug, Kbh. 1975

Frits Hastrup: Danske landsbytyper, Århus 1964

L.J. Bøttiger: Æbeltoft og Omegn, Aarhus 1893

Den biologiske tilstand i Dråby Sø, 2009

Ældre udskiftningskort og ældre matrikelkort

Avisudklipsamling om Dråby

Plancheudstilling om Dråby af Thorkild Hansen

Dråby

Landskab, historie, struktur og bebyggelse

er udarbejdet af

Kulturhistorie & Landskab

for Syddjurs Kommune

maj 2011


Kilder:

38

www.dkconline.dk – Fund og fortidsminder

www.OIS.dk – ejendomsdata

www.ddd.dda.dk – Dansk Demogrask Database

www.arkivalieronline.dk

Stig Pedersen og Kaj Petersen: Djurslands Geologi, 2002

TRAP Danmark

G. Begtrup: Agerdyrkningens tilstand i Danmark, 1812

Henrik Pedersen: De danske landbrug, Kbh. 1975

Frits Hastrup: Danske landsbytyper, Århus 1964

L.J. Bøttiger: Æbeltoft og Omegn, Aarhus 1893

Den biologiske tilstand i Dråby Sø, 2009

Ældre udskiftningskort og ældre matrikelkort

Avisudklipsamling om Dråby

Plancheudstilling om Dråby af Thorkild Hansen

Dråby

Landskab, historie, struktur og bebyggelse

er udarbejdet af

Kulturhistorie & Landskab

for Syddjurs Kommune

maj 2011

Similar magazines