Acrobat-fil - Kofoeds Skole

kofoedsskole.dk

Acrobat-fil - Kofoeds Skole

April 2008

Slip kreativiteten løs!

side 3-5

Trange tider

Kofoeds Skole i 30‘erne

side 6-8

Tillykke

med de 80

side 9

Vind et flot

LAGKAGEFAD!

side 11


80 år – 80 skoler

LEDER

Kofoeds Skole fylder 80 år. På selve

fødselsdagen den 28. marts samles

nuværende og tidligere elever og medarbejdere

ved et stort arrangement i Christians Kirke på

Christianshavn for at se tilbage og lidt frem.

Christians Kirke er skolens ’vugge’ Her arbejdede

kordegn Kofoed, og i sognets menighedshus

så ”Christians Sogns Arbejdsstuer” dagens lys i

1928. Navnet var velovervejet og karakteristisk.

Det nye sociale arbejde skulle ikke hedde en

varmestu e. Senere kaldte Kofoed det

Skolen for Arbejdsledige”.

De, der søgte hjælp, blev

ikke betegnet som klien-

Kofoeds Skole

er i sit væsen først

og fremmest en idé.

En idé om, hvordan

man skal hjælpe.

Forkert givet hjælp

gør mere skade

end gavn

ter, men som elever.

Hurtigt voksede

arbejdet med værkstedsfor

men som det

bærende. Inden

længe var der også

undervisning.

Bespisning, tøjhjælp,

bad og vaskeri kom

til, ligesom rådgivning,

lægehjælp osv.

Alt skete under mottoet

”Hjælp til selvhjælp.”

”Vi hjælper ikke for at hjælpe,

men for at opbygge,” sagde Kofoed.

Han opfattede sin metode som en protest mod den

almissepræ gede nødhjælp, som var mere udbredt

på hans tid. Den ydmyger og passiverer modtageren,

og er ødelæggende for hans selvværd og

identitet.

Igennem årene har skolen haft formentlig et par

hundredtusinde elever. Ansigterne har været

mange og forskelligartede. På fødselsdagen medvirker

to af de mest prominente gamle elever: tidligere

statsminister Anker Jørgensen og sangeren og

musikeren Kim Larsen. Anker Jørgensen har gået

til undervisning på skolen, Kim Larsen ekviperede

sig på tøjdepotet.

Vores fornemmeste ’resultat’ er uden tvivl, at

man efter at have været elev på Kofoeds Skole kan

blive Danmarks statsminister. Anker Jørgensen var

i sine unge dage i en periode arbejdsløs. Så gik

han på Kofoeds Skole og lærte engelsk.

2 Kofoeds Avis | april 2008

Vi kan glæde os over, at

Kofoeds Skoles idé i disse

år spreder sig med lynets

hast. ”80 år – 80 skoler i otte

lande,” kan vi sige. 80 ’knopskydninger’ af vores

skole rundt omkring i verden. Der er oprettet

Kofoeds Skoler eller Kofoeds Skole-inspirerede

projekter i syv lande ud over Danmark: Polen,

Tjekkiet, Estland, Litauen, Rumænien, Ukraine og

Armenien. Det er de færreste, om nogen, der fungerer

præcist som skolen i København, men grundlaget

for dem alle er de kofoedske tanker. Egentlige

Kofoeds Skoler er der p.t. ca. 17-18 af i udlandet.

Jeg siger ca., fordi der hele tiden åbnes nye, og

andre er under forberedelse. Dertil kommer de såkaldte

andengenerations-skoler. Projekter og institutioner,

som oprettes uden vores direkte medvirken,

men med udtrykkelig inspiration fra vores

ideer.

Allerede omkring 1950 blev der arbejdet på at

oprette Kofoeds Skoler i en række byer i både indland

og udland. Det var formentlig kun Kofoeds

tragiske død ved en bilulykke i 1952, der stoppede

disse planer. Så meget mere er det derfor en glæde

for os, at de realiseres nu.

Hvordan har skolen kunnet overleve i så mange

år? Under skiftende samfundsvilkår og forskellige

tiders livsindstillinger? Jeg tror, det bl.a. skyldes, at

vi har en smuk og livskraftig ’urfortælling’ om kordegn

Kofoeds liv og gerning.

Vi kan altid finde næring i Kofoeds tanker om

hjælp og pædagogik til udsatte, skrøbelige mennesker.

Den kamp, han førte i 30’erne og 40’erne, er

vores ’skabelsesberetning og evangelium’. Det er

uden tvivl en vigtig del af skolens sammenhængskraft,

evne til at overleve og samtidig forny sig.

Jens Aage Bjørkøe

Forstander

KOLLEKTDAG OG FESTGUDSTJENESTE 30. MARTS

Kofoeds Skole har kollektdag i kirkerne søndag den 30 marts.

Samme dag er der festgudstjeneste i Christians Kirke på

Christianshavn kl. 10 – ved Ole Meldgaard og Jens Aage

Bjørkøe, Kofoeds Skole.

FOTO: KOFOEDS SKOLE


Musik og sang fylder en stor del af

Mettes liv og hendes skema på

Kofoeds Skole. ”Jeg tror, at

kreativitet befrir mennesker,

så vi kan lære at leve med

den, vi er,” siger hun

INTERVIEW

Af Marianne Bjørkøe og Karen Pedersen

Fotos: André Andersen

Sønnen er det allervigtigste i Mettes liv.

”Det vigtigste er at finde ro og overskud

til at være sammen med ham.

Vi har meget, vi skal indhente”

Kofoeds Avis | april 2008

3


”Jeg har lyst til at give noget igen. Jeg vil gerne bidrage og være en del

af samfundet, men jeg vil gerne have lov at være der som den, jeg er,”

siger Mette Lykke Kofoed

”Jeg spiller ikke trommer for at

blive dygtig, men for at blive glad –

glad for mit liv. Og jeg tror for resten

også, at hvis noget er rigtig

godt for én, så bliver man også

god til det. Det er i al fald min nyerhvervede

erfaring.”

Sådan siger Mette Lykke Kofoed,

37 år.

Da hun kom til Kofoeds Skole for

tre siden, havde hun i årevis bokset

med at finde sin identitet og føle sig

værdsat – som Mette.

”Jeg fik meget opmærksomhed

som barn, men blev mest elsket for

ting, som glædede mine forældre.

Meget mere end for det, jeg selv ønskede

at blive elsket og set for. På

den måde skabte jeg en falsk identitet,

hvor jeg kunne få den accept, jeg

ønskede. Det skabte også et smertefuldt

vakuum indeni. Det, der var

udenpå, stemte ikke med det, der var

inden i mig.”

Udadtil var den unge og voksne

Mette en succes. Hun var dygtig i

skolen, blev uddannet som skuespiller

på en velrenommeret teaterskole i

4 Kofoeds Avis | april 2008

London, havde kæreste og snart også

barn på vej. Men indeni knugede det

sig mere og mere sammen …

Depressionen kom piblende

Mette havde kæmpet for at blive

skuespiller.

”Som skuespiller kan man jo blive

set og hørt og få lov til at vise alle

sine følelser. Fortælle vigtige, inderlige

historier fra hjertet, som de ellers

ikke ville høre om i mit hjem. Men

uddannelsen var rigtig hård, for man

skal i den grad arbejde med sine følelser

hele tiden. Jeg gennemførte,

men jeg havde slet ikke en fornemmelse

af at have ’vundet’. Da jeg

kom hjem, følte jeg, at jeg skulle leve

op til at være ’hende, der kan klare

det hele’.”

”Indeni kunne jeg mærke depressionen

komme piblende. Jeg gik til

en del castings og blev også opmuntret

og lagt mærke til, men jeg havde

egentlig ikke lyst til at blive udvalgt.

Jeg følte det som et præstationsræs.

Jeg ville bare gerne gemme mig eller

nok snarere gerne ses som den,

jeg var, og ikke for det, jeg kunne

præstere.”

Boede 22 steder på tre år

I den periode var Mette mere eller

mindre hjemløs. Hun boede 22 forskellige

steder på tre år.

På et tidspunkt besluttede hun, at

hun ville uddanne sig til lærer.

”Nu skulle mit liv for alvor

komme ud i lyset blandt mennesker.

Jeg glædede mig til noget bogligt

igen efter alt det hårde arbejde med

følelser. Bøger og det faglige havde

altid været min stærke side, og jeg

tænkte, at i undervisning er man i

dialog med virkeligheden.”

Så Mette begyndte på lærerseminariet,

men følte sig ’anderledes’

som skuespiller og buddhist. Mens

hun gik på seminariet, blev hun gravid

med sin daværende kæreste.

Han havde et alkoholmisbrug, og

Mette kæmpede for at holde sammen

på sin drøm om at skabe en familie

og være ”lykkelige til vores dages

ende” med ham.

Alt var kaos i privatlivet – og indeni.

Til sidst blev presset for stort,

og Mette blev indlagt på psykiatrisk

afdeling i tre måneder, da hendes

søn var få måneder gammel. Herefter

røg kæreste, uddannelse, bolig

– og sønnen.

”Myndighederne gik ind og bestemte,

hvor meget jeg kunne se min

dreng. Han fik en aflastningsfamilie

og var også dagligt hos sin far.

Læreruddannelsen havde jeg slet

ikke kræfter eller lyst til at komme

tilbage til. Jeg følte, at alt var taget

fra mig, intet gav mening. Overhovedet,”

siger Mette.

Siden fulgte fire års kamp, hvor

Mette langsomt fik lov at se sin søn

mere og mere igen.

Hun gik til psykolog og til psykiater,

og fandt en god alternativ behandler,

som hjalp hende til at

droppe medicinen. For tre år siden

fik hun sin egen lejlighed.


Plads til forskellighed

Hos psykiateren faldt Mette tilfældigt

over Kofoeds Skoles undervisningskatalog

og besluttede sig

for at give skolen en chance. De første

fag, hun meldte sig til, var syning,

madlavning, qi-gong, sang,

bevægelse/afspænding og formning.

Senere tog musikfagene helt over.

”Musik skal man have overskud

til, i begyndelsen kunne jeg slet ikke

lytte til musik.”

På skolen fandt Mette først og

fremmest plads til forskellighed og til

at være sig selv.

”Jeg fandt nogle mennesker, jeg

kunne snakke med og dele livets

små og store ting med. På Kofoeds

Skole er der fyldt med mennesker,

der har oplevet kriser tæt på og har

haft forskellige konflikter i deres liv.

Det gør dem meget menneskelige.

Det er dejligt at kunne sidde i kantinen

eller på musikværkstedet og

dele ’dagens tilstand’, opmuntre hinanden

og dele grin og sorger med de

andre, som også er lidt ’skæve’, og

for hvem livet ikke altid har formet

sig, som de havde ønsket det.”

Jubelglad på trommer

Mette kommer på skolen fire gange

om ugen til musik: rytmik, sang,

trommer, guitar og perkussion.

”Lige nu er det vigtigt for mig at

finde ud af, hvad der gør mig glad.

At spille trommer gør mig rigtig

glad! Det rammer lige ind i mit

hjerte og i min krop. Jeg vil ikke noget

med det, men jeg vil gerne lade

det komme til at fylde mere og mere

i mit liv. Og hvem ved, hvad det så

kan vokse sig til. Hjemmefra har jeg

lært, at alt helst skulle føre til noget –

og det kan være temmelig dræbende

for en kreativ proces. Nogle ting skal

lades være i fred, så de kan vokse

langsomt under gode omstændigheder.

Som en blomst. Den kan man

heller ikke tvinge eller råbe frem.”

”At jeg endelig er vendt tilbage til

trommerne, er også et bevis på, at

man ikke kan dræbe en drøm. Jeg

fik nemlig ikke lov til at spille trommer

for min far. ’For hvad skulle det

dog føre til? Det er kun dumme jubelglade

mennesker, der gør det.’ Og

nu står jeg her. Og gør det. Og bliver

super- eller jubelglad af det.”

Små skridt mod store mål

Nu er det jobcentret, der presser på.

”’Hvor skal du hen?’, spørger de.

Det er svært at svare på. Jeg har

brug for en tid endnu til bare at

være. Hele min krop gør det, den altid

har villet og følt, at den skulle –

og jeg kan mærke, at det ’rykker’ i

mit liv lige nu,” siger Mette, som i

øvrigt giver jobcentret pæne ord med

på vejen:

”De har behandlet mig godt. De

har spurgt og lyttet, men jeg er også

kommet med min ærlighed: Jeg vil

gerne, men jeg ved ikke, om jeg kan.

Og jeg er selv kommet med forslag

til noget, jeg kunne have lyst til. Det

har de vist meget forståelse for, og de

har været med til at skubbe i en konkret

retning.”

Planen er nu, at Mette skal i afklaring

eller praktik. Endnu en

chance for at komme nærmere på

at finde ud af, hvad hun er god til,

hvad hun skal arbejde mere med,

og hvad hun har at tilbyde en arbejdsplads,

siger hun.

”For jeg kan mærke, at jeg faktisk

gerne vil bruge lidt mere af

mig selv nu. Og jeg er glad for den

hjælp, jeg får til at komme derhenad.

Lige nu har jeg afklarende

samtaler med en jobkonsulent på

Kofoeds Skole; det er skønt at have

en sparringspartner i den proces.”

”Jeg ved, jeg har talenter og ressourcer,

men også, at jeg skal passe

på mig selv. Så et praktikforløb er

nok det første skridt. Måske i et stille

og roligt miljø med nemme papiropgaver

og andre overskuelige ting –

eller som hjælpelærer i dans, for at få

min fornøjelse med på arbejde og

samtidig lære noget. Små skridt ad

gangen hen mod mit store mål er vejen

frem. Jeg skal langsomt bygge

mig selv op til at blive stærk og

kunne udleve mine drømme helt.”

Jeg vil gerne dele med andre

Drømmene handler om at kunne

bruge kreativiteten aktivt til gavn for

andre:

”Til at trøste, heale, glæde, røre

og opmuntre mennesker. Skabe,

skrive og fortælle historier for børn

og voksne. Videregive dansens

glæde og fortælle om livet. Jeg vil

gerne dele min historie og mine erfaringer

og indsigter med andre. Få

det til at give mening ved at give det

videre,” siger Mette.

”Tænk at kombinere kunst, psykologi

og faglighed, så kreativiteten giver

mening for almindelige mennesker.

Det største kunne være at lave

en ny slags skole, hvor børn bliver

dannet i stedet for ’bare’ uddannet.

En skole med nye læringsformer.

Hvor man ser på børnenes ressourcer

og bruger kreativiteten til at

bygge deres selvtillid, selvværd og

hele baduljen op. Et sted, der hylder

forskelligheden.”

”Jeg tror, at kreativitet befrir mennesker,

så vi kan lære at leve med

den, vi er. Det vil jeg gerne give videre

til andre, der har brug for det.”

POLITIKERE – KOM SELV OG SE …

Politikerne kunne lære meget af Kofoeds

Skole, mener Mette Kofoed.

”Jeg hører tit politikerne tale om tværkulturelle

tiltag, integration og støttende

foranstaltninger. Jeg tænker: Gå på Kofoeds

Skole, for der er det bare. Alt det, som

samfundet har brug for.

Der er plads til mennesker og til deres

forskellighed. Der er varme og rummelighed.

Man lærer at samarbejde. På kryds og tværs

af alder, kultur, sprog, størrelse, evner og

baggrund.

Og man får spejlet sig selv grundigt – hvis

man ellers vil ses – og lært og reflekteret

over mange ting om sig selv og sin færden.

Det har været en gave for mig. Alt dette ville

jeg gerne se noget mere af ude i samfundet.

Det er hér – alt det, politikerne taler om.

Det er nogle gange på bunden af samfundet,

man skal kigge.”


Trange ti

ERINDRINGER

Tekst: Helge Thomsen

Fotos: Kofoeds Skoles arkiv og Det Kongelige Bibliotek

Som 18-årig tog Helge Thomsen

fra Assens til København for at

opleve storbyen. Arbejdsløsheden

var stor, og det var en

kamp at klare dagen og vejen.

I det år, han tilbragte i hovedstaden,

kom han ofte på

Kofoeds Skole.

Helge Thomsen er i dag 87 år

og bor i Skagen. Her er hans

historie om sit førkrigsår i

København og på skolen

Soignering var første trin i genopbyggelsen af eleverne på Kofoeds Skole.

„Skridt for skridt vil vi forsøge at nå ind til det centrale: mandens

selvrespekt. Formår vi at vække den til live, kommer det øvrige af sig

selv,“ mente Kofoed

6 Kofoeds Avis | april 2008

Gymnastik var tidligt på skolens program.

Systematisk tilrettelagt motion bringer større

livskraft og udholdenhed, mente Kofoed

Krigsrumlen

Kofoeds Skole kunne man reparere sit tøj, forsåle

sine sko, vaske og stryge tøj, gå i bad, og der

var et snedkerværksted, hvor man kunne sætte

møbler i stand. Hver dag fik man udleveret et klippekort,

og for hver aktivitet, man deltog i, fik man

et klip. Et vist antal point gav ret til at få en kop te

og fire skiver rugbrød.

Det er klart, at et sådant opholdssted krævede

hjælpere af forskellig art, bl.a. til madlavning, undervisning

og vejledning på værkstederne. Mange af

disse hjælpere var studerende, de fleste teologistuderende,

det var herlige mennesker … Blandt de arbejdsløse

var der også faglærte, som hjalp på værkstederne.

En af hjælperne hed Arne. Han var skrædder. På

værkstedet var han god nok, men på et tidspunkt

lærte jeg en side af hans personlighed at kende, som

satte en brat stopper for vores bekendtskab.


der

I vinteren 1938-39 var der et utal af politiske partier, som

forsøgte at gøre sig gældende. De havde alle en guru; en

fører, om man vil. Forbilledet var for de fleste Adolf Hitler,

han gjorde indtryk på mange, og der blev fisket i rørte

vande. Især var man ude efter unge mennesker, som var

nemme at begejstre, dels på grund af den store arbejdsløshed,

dels på grund af krigsrumlen.

Omtalte Arne kom en dag ind i gymnastiksalen, hvor vi

var fire unge mænd, som morede os med spring og forskellige

aktiviteter. Han spurgte os, om vi ikke kunne tænke os

lidt mere avanceret gymnastik og måske lidt forsvarsteknik.

Det lød besnærende, og vi mødtes i salen en gang om ugen.

Det blev imidlertid mere og mere til jiu-jitsu, men vi havde

det sjovt og tænkte ikke så meget over det, før han begyndte

at fortælle os om et parti, som han var medlem af. Det hed

Nationalt Arbejderparti NAP – og han syntes, vi skulle

komme med til et møde.

På snedkerværkstedet

reparerede mændene møbler.

Hjælp til selvhjælp i praksis

Klippekortet blev indført i 1936. Eleverne kunne ved at soignere sig, gå til

gymnastik, vaske deres tøj osv. tjene point til forskellige goder: en skjorte,

et måltid mad, adgang til skolens læsestue og underholdning …

Daglejere

Hver dag stillede mange arbejdsløse i alle aldre op ved

skolen, hvis motto var: Hjælp til selvhjælp.

Klokken 7 åbnede skolen for en meget lille gruppe, som mødte op

for at dyrke morgengymnastik, men også for at vise, at vi stod til rådighed

for arbejdsmarkedet, hvis nogle af skolens venner skulle have

gravet have, fejet fortov, banket tæpper eller lignende. Det kunne

også være arbejde på en virksomhed, som manglede en mand i en

kort periode. Selv havde jeg med faste mellemrum arbejde med at

slæbe tæpper ned i gården, banke, børste og slæbe op igen. I en periode

var jeg i arbejde hos en distributør, hvor jeg var såkaldt trappeartist;

jeg delte plakater ud. Der skulle løbes stærkt, når betalingen

var to kroner for 1000 plakater …

Vi var som regel 12-15 unge mennesker på morgenholdet. En god

ting var, at her fik vi dagens første måltid, en kop kaffe og brød med

både margarine og syltetøj.

Da vi var ankommet, sagde han til os, at vi var udset

til at være en slags kontrollører. Flere var inviteret

fra Kofoeds Skole.

Mødet skulle til at begynde, da en af vores ældre

kammerater kom ind ad døren. Han var lettere beruset

og kom med en bemærkning om, at det nok var et

nazimøde, han var inviteret til.

Arne stod et stykke derfra og gav os ordre til at

smide ham ud, hvilket vi nægtede. Arne udbrød: ”I er

nogle kønne udsmidere”, hvorefter han slog ham i ansigtet,

tog ham og slyngede ham ned ad trappen. Han

var voldsomt forslået, da vi kom ned for at hjælpe

ham. Vi råbte ”nazisvin” til Arne, og dermed var dét

venskab forbi. Vi fortalte Kofoed om episoden og så

aldrig Arne på skolen mere.

Kofoeds Avis | april 2008

7


Subsistensløs

Vinteren 1938 og 39 slæbte sig af sted, det blev en tid jeg aldrig

vil glemme …

At være subsistensløs var på den tid i strid med love og

regler. Var man hjemløs, stod man som lovbryder og kunne

anholdes og stilles for en dommer. Dommen var som regel

deportation til ens føde- eller hjemby, tidligere opholdssted

eller lignende. Det drejede sig om at have så få ’undermennesker’

i kommunen som muligt. Måske var ideen rigtig god,

for det bevirkede, at man for alt i verden skulle undgå at

komme i klammeri med politiet eller andre myndigheder.

Alt dette gjorde, at det var nødvendigt at kontakte andre

subsistensløse for at finde ud af, hvordan de klarede dagen

og vejen, hvordan de kunne undgå at betle, hvilket også var

forbudt, hvordan de kunne få stillet deres sult og få et par timers

søvn om natten.

Når Kofoeds Skole var lukket, var det værst, men om middagen

kunne man begive sig til Tvedes bryggeri, som lå i en

baggård på Vesterbro. Her blev der serveret en portion byggrød

og et glas hvidtøl. Det var en god måde at få stillet sulten

på. Man blev ikke betragtet som undermenneske eller

tigger.

Et andet sted var Nimbs kælder. I restaurantens kælderhals

var der uddeling af madpakker.

En aften kom jeg lidt sent til Nimb, det var bidende koldt,

og der stod nok 12-15 mennesker og ventede på, at klokken

skulle blive 02. Det var næsten på klokkeslæt, at lemmen på

døren gik op, og en dame sagde: ”Vær så god” og stak de

madpakker, der var, ud til os.

Mødet med Fyrtårnet

Hitler havde overtaget magten i Tyskland, og frygten for en

kommende krig medførte også et behov for forsvarsforanstaltninger.

En sådan foranstaltning var oprettelsen af KLFP,

Københavns Luftværnsforenings Pulterkammerrydning.

I etageejendomme havde lejligheder hvert sit pulterkammer

enten på loftsetagen eller i kælderen. Nogle af dem var rene

brandfælder i tilfælde af et luftbombardement.

Hvordan Kofoed fik kendskab til KLFP’s planer, ved jeg

ikke, men jeg og min bror Bruno fik sammen med flere andre

arbejde med at rydde pulterkamre. Tænk efter lang tid uden

arbejde at få en ugeløn udbetalt! Vi fik udleveret et armbind

med KLFP’s initialer. Alt blev båret ud på en lastbil, der når

den var fuldt læsset blev kørt ud på Bådsmandsstrædes kaserne,

en forladt bygning, som forsvaret ejede (det nuværende

Christiania, red.).

Visse effekter blev sorteret fra som sælgelige, resten blev

tilintetgjort på et bål. Der var mange mennesker involveret i

projektet. En enkelt vil jeg gerne fortælle om.

Han stod med et langskaftet redskab og smed papir og

8 Kofoeds Avis | april 2008

Da jeg denne aften kom ned i kælderhalsen, var der fyldt

op, og jeg måtte tage til takke med at stå på det nederste trin

og undvære varmen fra de andre. Men pludselig sagde en af

de tilstedeværende, en stor københavner: ”Ta’ og la’ den lille

lort komme inderst, han fryser sgu ihjel.” Der blev gjort plads

allerinderst, og jeg nød varmen, så godt jeg kunne.

Det var imidlertid ikke forbi med gode oplevelser denne

nat. Lidt før madpakkeuddelingen gik døren op, en velklædt

herre kom ud og skulle op ad trappen. Vi gjorde pligtskyldigt

plads og gengældte hans ”god morgen.” Han gik et par trin

op, drejede hovedet og sagde: ”Det er koldt gutter.” Et lyst

hoved i flokken svarede ”tak for oplysningen.” Den velklædte

herre tog endnu et trin op og udbrød: ”Da var jeg dum.” Han

knappede sin frakke op og tog sin tegnebog, stak en tier til

den, der stod nærmest, med ordene: ”Her er lidt til morgenkaffen.”

Og tro mig, jeg husker morgenen efter på Jacobs

Kaffebar. Jeg tror, at en kop kaffe og et rundstykke kostede 35

øre, så alle fik et godt morgenmåltid.

Den velklædte herre var i øvrigt

kapelmester Teddy Petersen, som

i mange år berigede os med sine

musikalske evner.

Faren for krig var overhængende. Mange

pulterkamre i København var de rene

brandfælder i tilfælde af bombardement.

Derfor skulle de ryddes

andet på bålet. En gruppe af dem, der sorterede, talte lidt ophidset

sammen, mens de gestikulerede og pegede på manden.

De spurgte, om han var arbejdsløs, hvilket han svarede

nej til. En mand fra gruppen sagde: ”Vi mener at kunne

kende Dem og regner ikke med, at De mangler penge, så vi

synes ikke det er pænt af Dem at tage arbejdet fra dem, der

trænger.”

Manden trak sig omgående væk fra bålet, lod os forstå, at

han var blevet tilbudt arbejdet, som lød spændende og var

noget helt nyt for ham. ”Men jeg trækker mig omgående og

ønsker ikke at modtage betaling for mit arbejde. De penge, jeg

har tjent, må I få. Jeg har haft det rart og stiftet bekendtskab

med mennesker, jeg aldrig havde drømt om at møde.”

Kofoed fik kendskab til episoden og lavede en aftale med

manden om at komme ud på skolen og holde foredrag om sit

liv. Det blev en uforglemmelig aften med et menneske, som

trods sit liv som komiker havde dybt alvorlige ting at fortælle

os om. Mandens navn var Carl Schenstrøm, Fyrtårnet (den

ene halvdel af makkerparret Fyrtårnet og Bivognen, red.).

Redigeret af Karen Pedersen


Medmenneskelighed

– en evig nødvendighed

TILLYKKE!

Af Willy R. Eliasen

Kofoeds Skole! Kendt af fleste

landet over, ja, endda nogle steder

uden for Danmarks grænser.

Først da jeg flyttede til

København og i 1965 blev elev

på Statens Politiskole, fik jeg

kendskab til skolen og dens sociale

engagement.

Måske tænker man ikke på, at

politiet faktisk er en del af det

sociale system og har berøring

med alle sider af det danske

samfund, især dem, vi kalder ’de

udstødte’.

Det sociale system var ganske

anderledes dengang for godt 40

år siden. Inden for politiet havde

man Politiets Sociale Hjælpetjeneste.

Den havde til huse i baghuset

på Nørrebrogade 9. Her

sad nogle ældre overbetjente,

som kendte byen som deres egne

bukselommer. Hver morgen indbragte

transportvognene fra byens

ni politistationer nattens

’fangst’ af detentionsgæster. De

fik en snak, en cigaret og en tår

kaffe.

Der fandt også en slags visitation

sted til herbergerne, herunder

Kofoeds Skole. Men tit var

det en umulig opgave, da de pågældende

ofte ikke var i stand til

at tage imod nogen form for rådgivning.

De var alt for sølle.

Anderledes socialt engagement

Det nærmere kendskab til

Kofoeds Skole fik jeg, da jeg

kom på uddannelse i Udryk-

ningstjenesten, som hedder

Beredskabsafdelingen i dag.

Derfra patruljerede vi over hele

byen, også på Christianshavn,

hvor skolen lå på det tidspunkt.

Jeg så allerede dengang, at

skolens sociale engagement var

anderledes end de andre steder,

jeg havde berøring med. Her

kunne vi ’aflevere’ dem, som vi

ikke anede, hvad vi skulle stille

op med; meget tit var det grønlandske

borgere. På skolen tog

man sig af dem. De kunne få et

sted at sove, mad, pleje, og en

start på en ny tilværelse, hvis de

selv ville. Det var tydeligt, at vores

’indbragte’ havde respekt for

dem, der tog imod på skolen. Det

kneb ofte over for os uniformerede.

Værn om den spinkle flamme

Når jeg tænker tilbage på min

tid i Københavns og senere

i Glostrup Politi og ser på de

muligheder, vi havde dengang,

er meget blevet bedre i dag.

Men der er stadig udstødte, som

har behov for at blive opsøgt på

gader og stræder. Mennesker,

som har brug for en snak og sikkert

også en smøg – hvad de

nok ikke får, men så en kop kaffe

og ikke mindst muligheden for

et bad og rent tøj.

Her er Kofoeds Kælder det

rette tilbud – ikke pågående,

men hjælpsom.

Jeg nærer fortsat stor respekt

for det arbejde, der foregår på

skolen. Måske mener nogle, at

der ikke længere er brug for den

slags arbejde. De tager fejl! Det

er der netop. Ikke mindst i store

byer som København er der

hårdt brug for Kofoeds Skoles

måde at engagere sig på.

Kofoeds Skole er unik. Den

har forstået dygtigt at følge med

udviklingen i samfundet, ja, man

kan ligefrem sige, at skolen på

sine områder har vist vejen, samtidig

med, at man har set nye

mål. Men stadig er man tro mod

skolens fundament: medmenneskelighed,

eller at være ”de skærmende

hænder for den spinkle

flamme,” som det så smukt er

tegnet i skolens symbol.

Hjertelig tillykke med jubilæet,

Kofoeds Skole!

Årsmærket viser skolens

selvopfattelse først i 60‘erne

Willy R. Eliasen er tidligere kriminalinspektør

i Glostrup Politi, nu 2. viceborgmester

(V) i Egedal Kommune.

Medlem af Kofoeds Skoles repræsentantskab.

Kofoeds Avis | april 2008

9


FOTOS: JØRL

10

Kim Clemen byder velkommen

Kofoeds Karavane

– nu ruller vi

Kofoeds Karavane er et rullende informationskontor

i form af en campingvogn.

I april måned slår karavanen lejr med gule

parasoller, borde, stole og blomsterkummer i

boligområder og på centrale torve og pladser i

Københavnsområdet for at oplyse arbejdsledige

og socialt udsatte om deres muligheder på

Kofoeds Skole.

Der vil være informationsmateriale om skolens

værksteder, undervisning, rådgivning osv.,

billeder fra skolen og lidt at spise og drikke.

Startskuddet lyder d. 31. marts. Karavanen

kører i to uger med ti stop undervejs.

Kontakt: Nanna Mølbak Hansen, tlf. 32 68 02 17

nannah@kofoedsskole.dk

Kofoeds Skoles mangeårige forstander,

Jens Aage Bjørkøe, er ved

at lægge sidste hånd på en meget

omfattende bog om skolen. Om vores

metode, dennes resultater på

mange forskellige niveauer. Om

skolens historie, om dens placering

Nytårskur i Kofoeds Kælder

Årets nytårskur er et af højdepunkterne i Kofoeds Kælder, som er … ja, en kælder

på Kultorvet i København. Her kan byens hjemløse bl.a. kan få lidt varme,

en kop kaffe, bad, tøj, en sovepose og nogle at drøfte deres hverdag med.

Formanden for Kofoeds Skoles bestyrelse, fhv. socialminister Aase Olesen (R),

løftede i sin bordtale for brugerne sløret for, hvordan det er at være til en ’rigtig’

nytårskur hos Dronning Margrethe. De fleste frokostsultne fremmødte, ca.

en snes, var grønlændere, så der blev spontant oversat.

Efter spisning, ledsaget af appetitvækkende toner fra Harmonika-Jørgen,

overrakte Claus Børlum Petersen fra firmaet Shoppit milde gaver.

En medarbejder derfra så i TV2, at årets ’høst’ af efterladte soveposer fra

Roskilde Festivalen var rådnet op pga. regn. Soveposerne plejer at blive

foræret til byens hjemløs. Shoppit besluttede straks at forære

Kælderen 100 soveposer og oven i hatten 10.000 kr. Dem har lederen

Kim Clemen og co. investeret i godt kogegrej til brugerne –

og en dåse konserves til det første måltid. Det hele blev modtaget

med klapsalver, kindkys og knus af brugerne.

Således blev det atter nytår i Kofoeds Kælder. - jørl

i samfundet og socialpædagogikken

over fire-fem årtier. Om elevgrupper,

medarbejdere og meget,

meget mere. Vi håber, at det bliver

bogen om Kofoeds Skole set indefra

– i hvert fald en god del år frem.

Og at den vil kunne være en hjælp

Få besøg af

Kofoeds Korps

Bogen om Kofoeds Skole på vej

Kofoeds Korps er en gruppe socialfaglige medarbejdere

fra Kofoeds Skole. Korpset tager blandt andet ud

til samarbejdspartnere og fortæller om skolens mange

tilbud, helhedsorienterede metoder og resultater, specielt

når det gælder om at få elever i job.

I foråret har korpset planlagt en større besøgsrunde

til jobcentre i København og omegn.

På længere sigt er det hensigten, at korpset udvides

med flere specialister inden for skolens kerneområder,

f.eks. grønlænderes vilkår og misbrugsbehandling.

Korpset vil fremover stå til rådighed med foredrag,

præsentationer for samarbejdspartnere,

gæsteundervisning, konferenceindlæg o.l.

Kontakt: Malene Alexandersson, tlf. 32 68 02 16

malenea@kofoedsskole.dk

til f.eks. studerende på vores felt.

Det er tanken, at bogen senere

også skal udgives på engelsk, da

interessen udefra for vores principper

er stadigt voksende.

- jørl


Fødselsdagskonkurrence:

Vind en lagkage på fad

Lagkagen på forsiden har vi

spist! Men du kan vinde et

gavekort på en lagkage fra en

bager nær dig. Og et smukt

lagkagefad (billedet) fra Kofoeds

Skoles glasværksted.

For at deltage i konkurrencen

skal du svare rigtigt på spørgsmålet

herunder (svaret findes i

bladet):

Grundlæggeren af Kofoeds

Skole, Hans Christian

Kofoed, døde i 1952 – hvor

gammel blev han

?

Støt Kofoeds Skole

BLIV STØTTEMEDLEM

Læs mere på girokortet på midtersiderne

om, hvordan du kan blive støttemedlem

og ellers kan støtte skolen.

Besøg Kofoeds

Skole

Foreninger og lign. kan

besøge Kofoeds Skole og få

en rundvisning.

Kontakt:

Karin Larsen

karinl@kofoedsskole.dk

www.kofoedsskole.dk

Send dit svar på mail til

hj@kofoedsskole.dk – skriv

”konkurrence” i emnefeltet.

Eller skriv svaret på et brevkort

og send det til

Kofoeds Skole

Nyrnberggade 1

2300 København S

att. Helle Jørler

Senest den 1. maj.

Vi trækker lod blandt

de rigtige svar.

NY BOG:

Noget på hjerte

I forbindelse med Kofoeds Skoles

80 års fødselsdag udkommer bogen

Noget på hjerte – en antologi

med 19 artikler skrevet af medarbejdere,

elever, og medlemmer af

skolens bestyrelse og repræsentantskab.

Bogen tegner nogle skitser til

forståelse af nutidens sociale udfordringer

og giver nogle bud på,

hvad der bør gøres for at hjælpe

socialt udsatte mennesker til at

kunne leve et integreret liv i samfundet

på et værdigt grundlag.

Det er en bog med mange indfaldsvinkler

til det sociale arbejde:

bl.a. socialpolitik, sociale metoder

og indsatser, refleksioner over

konkrete erfaringer med skolens

arbejde, etik og kristendom, personlige

oplevelser, forskning, frivilligt

socialt arbejde, social økonomi

og folkeoplysning. Dermed

afspejler bogen, at socialt arbejde

handler om det hele – det hele

menneske i samfundet.

Bogen kan bestilles på

ks@kofoedsskole.dk

Den koster 125 kr. inkl. moms

og forsendelse.

OPRET ET TESTAMENTE

Du kan støtte Kofoeds Skoles arbejde ved at oprette et testamente,

enten til fordel for skolens generelle arbejde eller særlige

projekter og indsatsområder. På den måde er du med til at

sikre en indsats for arbejdsledige og udsatte også i fremtiden.

Vi har stor erfaring med behandling af arvesager og stiller gratis

advokatbistand til din rådighed. Som humanitær organisation

er Kofoeds Skole desuden fritaget for at betale arveafgift.

Kontakt:

Kofoeds Skole

Tlf. 32 68 02 00

ks@kofoedsskole.dk

FOTO: HOLT & MADSENS EFTFLG.

11


FESTSANG

KOFOEDS SKOLE – 80 ÅR!

Tekst: Henrik Juhl Melodi: Den evigglade kobbersmed

Der var engang en Kofoed, som gik rundt på Christianshavn

Han kom selvfølg’lig fra Bornholm – Hans Christian var hans navn

Der har de mange Kofødder, og også røget sild

men ham her var en særlig slags, for han var gjort af ild:

”Vi kan hjælpe dig, hvis du også hjælper med

Har du ondt i sjælen, så får vi den på gled

Er du træt af livet, så tag og vask dit tøj

og befri dine sko for alverdens skidt og møg!”

Og tænk engang, det virkede – han fik dem bragt i kog

De fik så dejligt travlt, de glemte helt at gå i stå

Han started’ i en kælder, men han var som sagt af ild

så hurtigt kendte alle hans energiske appeal

Det var: ”Bøj og stræk!” – Det var: ”Børst din sko og smil!

Tag dit gode tøj på, og hold en venlig stil

Gå så ud i verden og find dit bedste held

Har vi hjulpet dig rigtigt, så hjælper du dig selv!”

Desværre blev han ikke mer’ end firehalvtreds år

men frugten af ham virker her på skolen, hvor vi står

Med tiden har vi ændret os, men ellers tror vi nok

at vi har fattet hans essens, og at vi gi’r den krop

Så når dansen går rundt om skolens juletræ

står han stadig dér som en majestætisk bræ

og hvis drivhusgassen den tror, den kan få held

til at smelte ham væk, skal den passe på sig selv!

Vi lever i en nutid med en ganske barsk profil

og kører mod en fremtid uden sikkerhedsventil

For mange men’sker lever nu mentalt på vand og brød

men næres deres drømme ku’ det være at de skød

tusind blomster her, hvor vi fejrer vores dag

Vi er 80 år gamle og tror på samme sag

Er du sur på livet, så kom og bliv lidt mild

Der er sovs og kartofler, og også stegte sild

Så ta’r vi den for sidste gang – pointen den er sund

Vi hjælper for at bygge op – Vi hjælper ikke kun

Hvert enkelt men’ske har sit eget særlige talent

Vi hjælper med at finde det – Det er såmænd lidt nemt

Det er: ”Bøj og stræk!” – Det er: ”Børst din sko og smil!

Tag dit gode tøj på, og hold en venlig stil

Gå så ud i verden og find dit bedste held

Har vi hjulpet dig rigtigt, så hjælper du dig selv!”

SKRIV TIL REDAKTIONEN: hellej@kofoedsskole.dk

FÅ KOFOEDS AVIS TILSENDT: Kontakt Kofoeds Skole 32 68 02 80 eller ks@kofoedsskole.dk

Maskinel magasinpost

ID nr.: 42416

Afsender:

Kofoeds Skole

Nyrnberggade 1

2330 København S.

REDAKTION: Helle Jørler (ansvar), Karen Pedersen,

Marianne Bjørkøe og Henrik Juhl

LAYOUT: Henriette Mørk

FORSIDEFOTO: André Andersen

TRYK: Kailow Graphics. Oplag: 18.500

Eftertryk tilladt med kildeangivelse

ISSN: 1604-2654

Red. sluttet d. 4. marts 2008

Kofoeds Skole er en selvejende institution,

der yder hjælp til selvhjælp til mennesker i sociale

vanskeligheder. Skolen arbejder på et kristent

og folkeligt grundlag.

KONTAKT

Nyrnberggade 1, 2300 København S

Tlf.: 32 68 02 00 – Fax: 32 95 62 17

ks@kofoedsskole.dk – www.kofoedsskole.dk

Postgiro: 9 11 88 45

Næste blad

udkommer

1. juni

2008

More magazines by this user
Similar magazines