37.342 - HovedCirklen - Hjerneskadeforeningen

hjsf.dk

37.342 - HovedCirklen - Hjerneskadeforeningen

Min brors digt.

Af René Bøgeskov

Hvor ved vi egentligt lidt om vores nærmeste,

vi tror vi kender dem godt men når

det kommer til stykket, hvad ved vi så

egentligt.

Min ældste bror Benny, som boede i

Göteborg i næsten 40 år og var svensk

statsborger, døde den 5. oktober 2002

efter en tids sygdom, i hans sidste tid fik

han en blodprop i hjernen og kunne ikke

tale men ved håndtryk gøre os klar over,

at han kunne kende os og forstod hvad vi

sagde til ham.

Benny blev begravet fra ”Den Danske

Sømandskirke” i Göteborg, hvor han havde

haft sin gang i mange år.

Ved højtideligheden fortalte præsten, at

præstefruen for nogle år siden var kommet

hjem med et digt hun havde fundet,

som hun fandt meget smukt og da hun

læste det op for Benny havde han sagt,

jamen det er jo mit digt, det har jeg skrevet

for flere år siden.

Præsten læste derefter digtet op og vi

syntes alle det var meget smukt og gav

stof til eftertanke.

Vi, min lillesøster, min svoger og jeg,

var forbavsede, vi anede ikke at vores

bror blandt meget andet også havde skrevet

et digt.

Da vi var kommet hjem til Danmark

igen havde min lillesøster gået og tænkt

over Bennys digt og hun havde søgt i

vores afdøde forældres efterladte papirer,

og der fandt hun et avisudklip, desværre

uden årstal og dato, det var vores far som

havde sat Bennys digt i Helsingør Dagblad.

Jeg har herunder gengivet hvad der stod

i avisudklippet. Benny Bøgeskov, syg og

erhvervsskadet, har skrevet dette digt til

alle mennesker, som vil give sig tid og

opmærksomhed til at læse det grundigt.

Det er et resultat af en selvransagelse

under en dyb depression. Alle mennesker

kæmper jo for at vise det ansigt, de tror,

deres medmennesker vil se.

Måske kan digtet hjælpe andre, først og

fremmest de syge og ensomme.

”Forsøg at høre, hvad jeg ikke siger”

Lad dig ikke narre af det ansigt, jeg viser,

fordi jeg har tusind masker, og ingen af dem er mig.

Bliv ikke narret, for Guds skyld bliv ikke narret.

Jeg får dig til at tro, jeg er sikker

og at selvtilliden er mit navn,

at jeg kan optræde iskoldt

og at jeg ikke behøver nogen.

Men tro mig ikke - tro mig ikke.

Inderst inde skjules mit virkelige jeg

i forvirring, i frygt og i ensomhed.

Derfor skaber jeg en maske at gemme mig bagved,

gemme mig fra de blikke, som ved.

Men lige netop et sådant blik er min redning,

det betyder, at om den følges af forståelse

følges den af kærlighed, som er det eneste,

der kan befri mig fra de fængselsmure,

jeg har bygget om mig selv.

Inderst inde er jeg bange for ikke at være noget,

at jeg ikke er noget at have, at du skal opdage det

og at du skal støde mig væk.

Så begynder rækken af maskeringer,

jeg sludrer, jeg snakker og fortæller

dig alt som ikke betyder noget.

- Hvad som råber indeni mig:

»Vær god at lytte nøje og forsøg at høre, hvad jeg ikke siger«.

Jeg vil være ægte, spontan og mig selv,

men du må hjælpe til og række ud din hånd,

hver gang du er rar, venlig og opmuntrende,

hver gang du forsøger at forstå,

fordi du bryder dig om mig, så får mit hjerte vinger.

Med din følsomhed og sympati

og din evne til at forstå,

er det bare dig, som kan befri mig

fra min skyggeverden af usikkerhed,

fra ensomheden i mit fængsel.

Det vil ikke blive let for dig,

jo nærmere du kommer mig,

desto blidere slår jeg måske tilbage.

Men jeg har hørt,

at kærlighed er stærkere end tykke mure,

og i det ligger mit håb - mit eneste håb.

Jeg beder dig, forsøg at rive murene ned

med faste og nænsomme hænder,

for et barn er meget følsomt.

Måske spørger du: Hvem er jeg?

Jeg er nogen du kender godt.

Jeg er hver mand du møder.

Jeg er hver kvinde du møder,

og jeg er også dig selv.

Benny Bøgeskov

Hoved Cirklen 1-03 5

More magazines by this user
Similar magazines