Skejby Sygehus

skejby.dk

Skejby Sygehus

At arbejde om natten slider på

kroppen, på sjælen og på familien.

Alligevel er der også gode ting ved

de sene vagter, mener sygeplejerske

Karina Sams og social­ og sundhedsassistent

Anette W. Jensen, der begge

arbejder over 300 timer om natten

hvert år. Tag med dem på nattevagt

på afsnit C1 – hvor den ene nat

aldrig ligner den anden.

23.00

Der er mørkt og stille udenfor Skejby

Sygehus‘ hovedindgang denne mandag aften,

da sygeplejerske Karina Sams møder

til sin nattevagt klokken 23.15. Forhallen,

der tidligere på dagen summede af

aktivitet, ligger øde hen, mens Karina glad

og veloplagt skridter afsted mod afsnit

C1, hvor hun sammen med social­ og

sundhedsassistent Anette W. Jensen skal

sørge for, at de indlagte patienter – og

de akutte, der måtte støde til – kommer

bedst muligt igennem natten.

Afdeling C tager sig blandt andre af kroniske

dialysepatienter og er disse patienters

stamafdeling. Så selv om patienterne fejler

noget, der ikke har noget med dialyse

at gøre, og de vanligvis skulle behandles

andetsteds, så er det her, de bliver

indlagt. Det betyder, at der er en enorm

bredde i patientgruppen.

Lyset er dæmpet på hele afsnit C1. Der

er til gengæld tændt fyrfadslys rundt

omkring, så man kan se, hvor man går,

samtidig med at det bløde lys skaber

hygge og stilfærdig aftenstemning.

„Det er ikke godt med for meget kunstigt

lys, især ikke om natten. Så det gør vi meget

ud af at undgå. Vi kan jo ligeså godt

tænke forebyggende“ siger Karina med

en hentydning til formodningen om, at

kvinder med natarbejde har større risiko

for at udvikle brystkræft på grund af nedsat

melatonin produktion, når kroppen

udsættes for kunstigt lys om natten.

Hun og Anette sidder i frokoststuen sammen

med personalet fra aftenvagten og er

i fuld gang med rapporten. Sammen gennemgår

de patienterne. Anette og Karina

noterer og stiller spørgsmål.

23.45

Denne nat tyder umiddelbart på at

blive stille. Der er plads til 20 patienter

på afsnittet, men i aften er der kun 13

indlagte. Men man skal aldrig gå ud fra, at

der bliver stille på C1:

„Vagterne er aldrig ens, og der er altid

noget, man bliver overrasket over. Der

kommer som regel akutte patienter. Og et

lavt antal patienter er ikke ensbetydende

med en stille vagt; det kommer helt an på

patienternes sygeplejemæssige problemstilling,

og om der er døende og pårørende,“

forklarer Karina.

Langt størstedelen af PD­patienterne

anvender natdialysemaskine, der lukker

p­dialysevæske ind og ud af bughulen på

patienten, mens vedkommende sover, via

et p­dialysekateter, der er opereret ind

i bughulen. Nu bimler klokkerne rundt

omkring, og Karina og Anette går ud på

den første af nattens tre faste runder. De

tjekker om droppene løber, og dialysemaskinerne

kører tilfredsstillende. Flere

steder skal der også snakkes lidt.

Karina blev uddannet sygeplejerske i 1999

og har været på Afdeling C i forskellige

funktioner siden da. Hun er glad for afdelingen

og for arbejdet, men hun er ikke

begejstret for nattevagterne:

„Dem tager man med, men det er da ikke

dem, der fik mig til at blive sygeplejerske.

Man kan godt mærke ens krop stritter lidt

imod. Der er en søvntrang, som påvirker

én mentalt. Det er jo nogle fysiologiske

ting, som man ikke kan undgå – nogle

reaktioner, der kommer, når man vender

op og ned på døgnet. Kroppen kommer

ligesom i uorden, og det er vel en naturlig

reaktion,“ siger hun.

På afdelingen er det tilladt at tage en

powernap på nattevagten, men det gør

hverken Anette eller Karina:

„Det virker for nogen, men mig gør det

bare kuldskær og irritabel, så det duer

ikke“, siger Karina.

01.00

Den første runde er afsluttet. De fleste

patienter er faldet til ro. Karina går ind på

kontoret for at lave journalarbejde, mens

Anette går ud i skyllerummet for at gøre

urinprøver klar.

Rundt om hende står et hav af kander

med urin i alle mulige farver. Hun tager

fem ml fra hver og hælder det op i to

prøveglas, som hun sætter væk, så de

er klar til at blive afhentet af portøren i

morgen tidlig.

„Jeg har haft nattevagter i 16 år. De første

år var jeg sygehjælper på plejehjem, men

så tog jeg uddannelsen til social­og sundhedsassistent,

og nu har jeg været her i

to år. Jeg holder meget af arbejdet – også

af nattevagterne. Men ens familie skal

være indstillet på, at man godt kan svinge

humørmæssigt,“ siger hun.

Telefonen ringer inde på kontoret hos Karina.

Der er måske en akut patient på vej.

Men det er ikke sikkert, patienten kommer

straks. Hvis vedkommende har det

meget dårligt, vil Falck sandsynligvis først

køre ham til Silkeborg Centralsygehus, der

er tættere på. Karina drøfter situationen

med forvagten, så han også er klar.

Hun er ved at være færdig med kontorarbejdet

og rejser sig fra skrivebordet. Også

her arbejder nattefolket med mindst mu­ >

More magazines by this user
Similar magazines