Untitled

Entwicklunglinien
-> Entwicklungslinien
60
D i e E n t w i c k l u n g s l i n i e n d e r K a k t e e n til en klar, naturlig
Oversigt over de enkelte Slægters sandsynlige Udvikling og indbyrdes
Slægtskabsforhold. Der var dog stadig enkelte Punkter, hvor den op-
naaede Klarlæggelse syntes utilfredsstillende; det gjaldt i ganske sær-
lig Grad eet bestemt Punkt: Indordningen af Kugleformerne, som ved-
varende syntes kunstig, set paa Baggrund af de to parallelle, adskilte
Udviklingsrækker Nord og Syd for Troperne. Mest ufyldestgørende var
de saakaldte „Echinocactanæ“’s Opbygning over een Grundlinje; det
maa betragtes som uomstødeligt fastslaaet, at de nordlige og sydlige
Kuglekaktus intet direkte Slægtskab har indbyrdes. Naar bortses fra
to ganske tynde Udløbere, som mødes i Syd-Colombia (Mamillaria
nordfra, Frailea og Malacocarpus sydfra) er de to Kuglekaktusomraader
jo aldeles adskilt ved et bredt mellemliggende Bælte.
B a c k e b e r g’s systematiske Inddeling 1 ), som vi her følger (med
enkelte Forbedringer), bygger derfor paa en ganske adskilt Opbygning
af en nordlig og en sydlig Udviklingsgruppe. Det er indlysende, at
dette i Forholdet til tidligere Forfatteres Opstilling maatte medføre
væsentlige Ændringer i Opbygningen; men det viste sig, at Adskillelsen
lod sig gennemføre paa en klar Maade inden for alle Stammens Grene.
Hermed være dog ikke sagt, at ikke visse Overgangsformer muligvis
maa tildeles en noget ændret Plads, naar man i en kommende Tid
faar dybere Indsigt i Udviklingens Linje og med fuld Sikkerhed kan
fastslaa Teorien om de to adskilte Udviklingscentrer.
Alle Slægterne er indføjet i fortløbende G r e n e, som alle bygger
paa et naturligt Samhørighedsforhold. Nordlige og sydlige Kuglefor-
mer er i al Enkelhed blevet indordnet i egne Grene; selv om vi ikke
kender disse Arters Oprindelse, saa ved vi dog, at de Slægter, som
findes sammenstillet i een Gren, har indbyrdes Tilknytning, hvorimod
der intet som helst Slægtskabsforhold kan paavises mellem Grenene
indbyrdes.
Det har endvidere været nødvendigt at opstille ganske nye Grene:
de sydamerikanske Loxanthocerei, alle med rødlige, noget skæve Blomster;
Arterne med flere Blomster i hver Areol: Polyanthocerei; de cereoide
og kaktoide Arter med Tendens til Sammenhobning af Blom-
sterne, d. v. s. med Ansats til Cephalium, med Pseudocephalium eller
med virkeligt Cephalium: Cephalocerei. Derved har klart afgrænsede
Slægtskabsgrupper faaet en overordentlig tiltalende og logisk Place-
ring i Systemet; paa samme Maade er der opstillet andre naturlige
Grene, hvoraf flere er usædvanligt homogene. Vi kommer saaledes
til følgende
Oversigt:
Sectio australis, S y d l i g e: Arter, hvis Forekomst og eller Oprindelse
ligger Syd for Tropebæltet; som Følge af klimatiske Forandringer
grænser nogle af Arternes Hjemsteder til nordlige Arters Hjem-
steder.
1 ) Curt Backeberg: Blätter für Kakteenforschung, 1934: 3