INDLEDENDE MANØVRER

Momenter af en moderne erfaring
pålidelige forankringspunkt i det subjekt, der erfarer (i) tiden. 32 Når tiden manifesterer sig i
det ydre, er det alene, som det afslutningsvist træder frem i historien om Nikolaj Kusmitsch,
som en uhåndgribelig blæst eller som mærkeligt-i-hinanden-gyngende bevægelser.
Som modbillede på Nikolaj Kusmitsch og den mekaniske tidsopfattelse fortæller Malte i
romanens første barndomserindring om den gamle Grev Brahe på Ulsgaard:
Tidsfølgen spillede aldeles ingen rolle for ham; døden var et lille mellemspil, han
fuldkommen ignorerede; personer, han engang havde optaget i sin erindring, eksisterede, og
heri forandrede den omstændighed, at de døde, ikke det bitterste. Flere år senere, efter den
gamle herres død, fortalte de, hvordan han med samme egensindighed havde betragtet det
fremtidige som nærværende. (p. 25/32)
For Grev Brahe er der tale om en inderliggjort tid, der er karakteriseret ved en ekstrem samtidighed,
som ved første øjekast synes at være sammenlignelig med den tidsopfattelse, som
bl.a. artikuleres i Maltes narrative spring mellem myte, erindring og nutid. Men hvor de
forskellige tider netop korresponderer og væver sig sammen som snore i Maltes bevidsthed, er
det i forlængelse af Grev Brahes tidsopfattelse slet ikke muligt at tale om tiden i flertal. Den
stadige vekslen mellem de forskellige tider hos Malte er netop, som tidligere nævnt, udtryk
for et synæstetisk princip, en sam-sansning, ikke en singulær tid eller en stringent gennemført
sam-tidighed på linje med Grev Brahes, som bl.a. Steffen Steffensen gør sig til talsmand for i
sin 1967-læsning af Malte Laurids Brigges Optegnelser. 33 Aldeles og fuldstændig uanfægtet
af tiden spiller døden og endeligheden ingen rolle i Grev Brahes bevidsthed, selvom
ovenstående citat samtidig viser, at han dog med sin egen død naturligvis også er underlagt
tidens gang. For Malte er døden derimod en evigt nærværende anstødssten, som ikke blot
skaber afsæt for nye optegnelser, men endvidere ligger som en gennemgående klangbund
under Maltes erfaringsdannelser.
32 Ved at operere med en inderliggjort tid trækker Rilkes værk på en moderne tidsopfattelse, som vi bl.a. ser hos
Martin Heidegger. Den inderliggjorte tid finder dog allerede sit første spæde udtryk hos Augustin, der i det ene
af sine to hovedværker, Confessiones (397-401 e.kr.), netop omsætter tidsbegrebet til mentale størrelser således,
at nutiden med henblik på fortiden betegnes som erindring, nutiden med henblik på nutiden som betragtning og
nutiden med henblik på fremtiden som forventning (Augustin, 1998).
33 Steffensen, 1967, p. 492
16
Slettet: ,
Slettet: abonnerer