Forsvarets første kvindelige kamppilot - Hovedorganisationen af ...

www.hod.dk 

01 | februar | 2006 

TEMA: Flere kvinder til Forsvaret 

Forsvarsakademiet har udviklet CACEX 

Linieofficerernes Fagblad 

Forsvarets første 

kvindelige 

kamppilot

Linieofficerernes Fagblad 

INDHOLD 

Opslagstavlen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2 

LEDER: 

Forsvaret ramt af 

landets regionale udvikling . . . . . . . . . . . 5 

DEBAT: 

• »Kommandør S. Kirkegaard- 

Sørensen, fakta frem for uvidenhed 

og fordomme, tak!«. . . . . . . . . . . . . . . . 6 

• Så kom dommen… . . . . . . . . . . . . . . . . 7 

• Den symbolske anerkendelse . . . . . . . . 9 

TEMA: FLERE KVINDER 

TIL FORSVARET 

• Forsvarets første 

kvindelige kamppilot . . . . . . . . . . . . . . 10 

• Forsvaret satser på flere kvinder . . . . . 11 

• Kvindelig officer 

på vej til Afghanistan . . . . . . . . . . . . . . 12 

Truslen ved biologiske 

våben før og nu . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 

TEMA: INTERNATIONALT 

• Den grumsede affære om 

USA’s forbud mod tortur . . . . . . . . . . . 16 

• EU’s kolossale nabo mod øst . . . . . . . . 18 

Familienetværket er 

med i Forsvarsforliget . . . . . . . . . . . . . . . 21 

Overlev som gidsel . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 

Skarpt tegnede profiler 

er klar til Forsvarets Dag . . . . . . . . . . . . . 25 

Udadvendt profil 

i tung kaptajnstilling. . . . . . . . . . . . . . . . 28 

Bjørnebanden minus en . . . . . . . . . . . . . 30 

Endelig kom de …. . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 

FORSIDEN: 

– Efter omskolingen til F16 kan der vel ikke være 

megen tvivl om, at jeg kan påregne at blive sendt 

ud på en eller anden operation, hvor Forsvaret 

har brug for mig. Det glæder jeg mig til. Det kan 

blive spændende, siger premierløjtnant Line Bonde 

(INE). Læs interview’et med Forsvarets første 

kvindelige kamppilot side 9. 

Foto: Brian K. Jacobsen FLV-FOT SYD 

Flyvevåbnets nye baret, som har afløst den historiske skråhue, 

havde premiere, da Flyvestation Skrydstrup ved nytårsparaden 

ændrede status til Fighter Wing, Skrydstrup. I midten af billedet er 

det flyverspecialist Susan Donner, der lægger hoved til det nye 

topstykke. 2006 byder iøvrigt på store opgaver for den sønderjyske 

jagerbase, som til marts er vært for 28 kampfly, missilsystemer 

og 600 soldater fra otte forskellige nationer under øvelsen Brillant 

Arrow, og 11. juni er flyvestationen vært for flyvevåbnets årlige 

»Åbent Hus«. Og Afghanistan kalder igen. – Vi forventer et bidrag 

til Kabul med fire fly og op til 100 mand, sagde chefen, oberstløjtnant 

Søren Wilhelm Andersen. (Foto: Jørgen Kølle, PF). 

Sammenbragt: Alle danske F16-fly er nu samlet på Flyvestation 

Skrydstrup. De sidste ni fløj sydpå fra den nedlagte Eskadrille 726 

på Flyvestation Aalborg 10. januar til officiel overdragelse hos 

Fighter Wing, Skrydstrup. Samtidig holdtes en chefskifte-parade i 

Fighter Squadron 730. Aalborg-jagerne blev ledet af ESK 726’s 

afgående chef, major Uffe Holstener-Jørgensen, der efter landingen 

afløste major Martin Aarestrup Friis som chef for ESK 730. 

Fede soldater 

får ingen 

lønforhøjelse 

Den canadiske forsvarschef, general Rick Hillier, har besluttet, 

at officerer og andet personel skal gennemføre den årlige fysiske 

prøve med et positivt resultat. Hvis ikke man kan bestå 

løbeprøven og andre fysiske krav, vil karrieren stoppe, og der 

bliver heller ingen lønforhøjelser. Ved den seneste prøve af de 

60.000 militært ansatte var der 15 pct., som ikke kunne gennemføre 

prøverne. Forsvarschefen har stoppet deres karriere, 

indtil de kan bestå den canadiske træningstilstandsprøve.

NetMagasinet: www.hod.dk og medlemsnettet: www.officerer.dk 

»Galathea 3« er et 

prestigeprojekt for søværnet 

Næstformand/søværnet, 

kommandørkaptajn 

Mogens Nielsen. 

(Foto: Peter Eilertsen) 

På det seneste møde i HOD’s hovedbestyrelse orienterede 

næstformand/søværnet, kommandørkaptajn 

Mogens Nielsen, om, at han på Fællessamarbejdsudvalget 

ved Søværnets Operative 

Kommandos (FÆLSU/SOK) møde den 11. januar 

2006 havde udtrykt tilfredshed med den måde, 

som SOK havde håndteret tillægsdannelsen på ultimo 

sidste år. Han meddelte også, at HOD havde 

udsendt erfaringspapir herom til lokalafdelingerne. 

Mogens Nielsen var enig i de erfaringer med 

forhandlingsforløbet, som SOK har nedskrevet. 

Stort forskningsprojekt 

Næstformand/søværnet fortalte, at søværnet 

gør alt hvad der er muligt for at sikre, at det store 

Unge til Hjemmeværnet 

Hjemmeværnet har efter 3 måneders kampagne 

firedoblet sin tiltrækningskraft på unge mellem 

25 og 29 år. 

Hjemmeværnet og bureauet CT-CPH’s sidste 

reklameskud har ramt plet hos mange danskere. 

Ikke mindst de unge. Siden september 2005 er 

antallet af 25-29-årige, der er eller overvejer at 

blive medlem af Hjemmeværnet, nemlig firedoblet, 

viser en undersøgelse, som er foretaget af 

Fradrag på 

selvangivelsen 

Indeholdt kontingent til HOD i 2005: 

• Aktive medlemmer: JAN-DEC: kr. 4.074,00 

• Kadetter: JAN-DEC: kr. 2.034,00 

• Passive medlemmer: JAN-DEC: kr. 738,00 

Efter udnævnelse til premierløjtnant: Som aktive 

HOD-medlemmer, kr. 342,00 pr. måned. 

prestigeprojekt »Galathea 3« bliver en succes. 

Der er ingen tvivl om, at det er forskerne, der 

er i centrum, men projektet kan også få stor 

PR-værdi for søværnet. Der er online-forbindelse 

ombord med henblik på, at der dagligt 

sendes nyheder hjem til Danmark. Målgruppen 

for forskningsprojekterne er de ældste 

klasser i folkeskolen samt gymnasier m.v. Altså 

den gruppe som forsvaret/søværnet rekrutterer 

fra. 

Besætningerne er i det store og hele på 

plads. Der er stor søgning fra frivillige. Der er 

tale om principielt to besætninger med hver 

ca. fire måneders togt. Besætningerne vil forinden 

udpegning blive orienteret grundigt 

om turen med henblik på at få accept af de forhold 

der vil være gældende ombord for så vidt 

angår indkvartering, tværgående opgaver m.v. 

Turen er netop blevet forlænget med ca. to 

uger henset til, at VÆDDEREN skal være på 

De vestindiske Øer på 90 års dagen (31. marts 

2007) for overdragelsen af øerne til USA. Herudover 

er der planlagt besøg i New York 

inden hjemkomst til Danmark. 

IFKA. Den viser i øvrigt, at 64 procent af danskerne 

i dag har tillid eller stor tillid til, at 

Hjemmeværnet kan løse sine opgaver. 

Årsagen er, at det fordomsramte værn på 

relativt kort kampagnetid har formået at vende 

mange forudindtagede holdninger til konkret 

viden. Dermed er kendskabet til Hjemmeværnets 

opgaver i den danske befolkning 

vokset med 40 pct. 

Mærkedage 

Følgende medlemmer af HOD fylder 50 år i februar 2006: 

1. februar: 

Kommankørkaptajn Knud Peder Leimand 

2. februar: 

Major Kai Anthon Hesselberg 

15. februar: 

Kaptajn Preben Anders Larsen 

17. februar: 

Orlogskaptajn Alex Jensen 

Skriv til Danske Officerer: Indlæg til Danske Officerer, der fremkommer under navn eller mærke, udtrykker 

forfatterens mening og kan ikke tages som udtryk for organisationens eller bladets opfattelse. Se deadlines på side 5. 

Opslagstavlen 

Mere om 

flytteriet 

Under overskriften »Store Flyttedag« 

i blad nr. 10/05 skrev vi bl.a., 

at Prinsens Livregiment (PLR) blev 

nedlagt den 31. december 2005. 

Ifølge Hærens Operative Kommando 

er dette ikke korrekt. PLR 

og Jyske Dragonregiment (JDR) 

blev sammenlagt den 1. august 

2005. 

Vi skrev også, at Kongens Artilleriregiment 

(KAR) blev nedlagt 

den 31. december 2005. Det er heller 

ikke helt korrekt. Der skulle 

have stået, at myndighederne blev 

nedbygget. KAR og Dronningens 

Artilleriregiment (DAR) blev 

sammenlagt i det nyoprettede 

Danske Artilleriregiment (DAR) allerede 

den 1. august 2005. 

Det var til gengæld korrekt, at 

Hærens Artilleriskole (HAS) blev 

nedlagt pr. 31. december 2005. 

Men til gengæld blev Hærens Ildstøtteskole 

(HILS) oprettet pr. 1. januar 

2006. 

Når det drejer sig om Forsvarets 

Forskningstjeneste (FOFT) kan vi 

oplyse (med en lettere omskrivning 

af Mark Twain), at rygtet om 

FOFT’s nylige bortgang forekommer 

at være mildt overdrevet, idet 

Forskningstjenesten vil leve i bedste 

velgående som myndighed 

frem til udgangen af 2006. 

24. februar: 

Konsulent Tonny Bender Christensen 

24. februar: 

Major Leif Johannsen 

24. februar: 

Orlogskaptajn Thue Nielsen 

29. februar: 

Major Jørgen Villy Jarsskov

GODE BILISTER 

FÅR BILLIGERE FORSIKRINGER 

Få en billigere bilforsikring med overskudsdeling - og 10% i samlerabat, 

når du tegner mindst tre andre forsikringer i Forsikringsklubben for Officerer i Forsvaret. 

Bilforsikring uden Bonustab (BUB) 

Ansvars- og kaskoforsikring for alm. personbiler. Mindst 

8 års skadefri kørsel. Selvrisiko kr. 3.547. Der er ingen 

selvrisiko ved reparation af frontruder. Gælder personbil med 

egenvægt under 1000 kg. 

Helårlig præmie 

Bygningsforsikring 

Parcelhus indtil 125 m 2 i 1 plan med/uden kælder. Bygningskaskoforsikring 

inkl. svamp/insekt og skjulte rør og 

stikledninger. Selvrisiko kr. 1.323. Helårlig præmie 

Familiens Basisforsikring 

Forsikringssum kr. 709.000. Omfatter: Indbo, 

el-skadeforsikring, privatansvar, rejsegods og 

retshjælp. Selvrisiko kr. 1.771. Helårlig præmie 

Studie-/Uddannelsesforsikring 

Omfatter: Indbo inkl. cykler, pc-udstyr, el-skadeforsikring, 

ansvarsforsikring for husstanden og ulykkesforsikring med 

kr. 648.700 ved invaliditet samt tandskader for forsikringstageren. 

Selvrisiko kr. 745. Helårlig præmie 

Familieulykkesforsikring 

Eksempel: 2 voksne (uden dækning under 

erhvervsarbejde)og 2 børn. Erstatning ved varigt mén 

på 5% eller derover. Forsikringssum ved varigt mén 

kr. 1.000.000 pr. person. Tandskader dækkes efter 

regning. Helårlig præmie 

Ring 49 17 01 94, og hør hvor billigt du kan få det 

Forsikringsklubben for 

Officerer i Forsvaret 

fra3742 kr. 

fra2721 kr. 

fra1283 kr. 

fra1163 kr. 

fra 2.020 kr. 

Guldvej 7 · 3060 Espergærde · klub194@gf-forsikring.dk · www.gf-forsikring.dk/klub194 

Guldvej 7 · 3060 Espergærde · klub194@gf-forsikring.dk · www.gf-forsikring.dk/klub194

I det nye år bliver flere tusinde familier påvirket 

af Forsvarets strukturtilpasning, og realiseringen 

af Forsvarets familiepolitik vil i den 

kommende periode stille særdeles store krav 

til arbejdsgiverne. Hvis man ikke lykkes med 

denne del af personelpolitikken, vil det hurtigt 

afspejles i bestræbelserne på at rekruttere 

folk til Forsvaret. Sandheden om, at man ansætter 

en familie, hver gang man ansætter en 

officer, får en helt konkret dimension. 

Strukturtilpasning har nu taget et kvantespring, 

og man kan næsten ikke genkende 

dagens Forsvar, sammenlignet med gårsdagens 

ditto. 

Grundlæggende ændringer omkring de 

centraliserede tjenester inden for materiel, 

etablissementer, informatik og regnskabstjeneste 

medfører helt grundlæggende ændringer 

i ledelses- og chefvirket, og grundlæggende 

ændringer i de decentrale niveauer 

rokker for alvor ved rodfæstede begreber: 

Regimenterne forsvinder, flyvestationerne 

forsvinder, flådestationerne forsvinder. 

Kun Gud ved, om sjælene kan følge 

med… 

Det er normalt anerkendt, at mere end 90 

pct. af alle vanskeligheder ved en strukturtil- 

pasning er knyttet til udførelsesdelen, hvor 

projekterne bevæger sig fra skrivebordene 

og ud i virkelighedens verden. 

Man må spørge sig selv om, hvor mange 

planer der overlever mødet med virkeligheden, 

og man må håbe på, at de mange års 

indsats ved skrivebordene vil befordre processen. 

Den vanskeligste del af processen er hægtet 

op på de mennesker, der skal sikre processens 

succésfulde implementering. 

Hvad er det så for problemer, som HOD 

ser vil forblive i en rum tid fremover? 

Overskriften for personelsiden kunne 

sagtens være: »Go West«. 

Søværnet har stort set gennemført denne 

proces, og flyvevåbnet bevarer alene en enkelt 

skole tilbage på det sjællandske. »Flyverjysk« 

er nu blevet et sprog meget tæt på virkelighedens 

verden. 

Hæren vil stadig have et par store arbejdspladser 

tilbage på det sjællandske, men vestpå 

er det gået også for denne del af Forsvaret. 

Officersgrunduddannelserne finder uden 

undtagelser sted i det storkøbenhavnske 

område. 

Den første operative tjeneste finder altovervejende 

sted i det jyske; for flyvevåbnets 

og søværnets vedkommende udelukkende 

og for hæren med ganske få undtagelser. 

Derfor finder videreuddannelserne uden 

undtagelser alle sted i det storkøbenhavnske, 

og dernæst vil vel ca. 90 pct. af alle officersstillinger 

atter være at finde i det jyske. 

Der er naturligvis gode argumenter for 

LEDER STEEN G. MARTINUSSEN 

Forsvaret ramt af landets 

regionale udvikling 

Århundredets strukturudvikling af dansk 

Forsvar kan meget vel blive udsat for et 

kompetencetab, som man ganske enkelt 

ikke kan overvinde. 

Danske Officerer – Linieofficerernes Fagblad 

Nr. 1-2006, 15. årgang 

ISSN 1399-7572 

Udgivet af Hovedorganisationen 

af Officerer i Danmark (HOD) 

Olof Palmes Gade 10 

2100 København Ø. 

Tlf. +45 3315 0233. 

Fax: +45 3314 4626. 

HOD’s website: 

http://www.hod.dk 

Redaktionens E-mailadresse: 

lahrmann@hod.dk 

Redaktion: 

• Informationschef 

Henning Lahrmann, Djfb. 

(administrerende) 

Privat tlf.: +45 3331 0441 

Mobil: +45 4053 1810 

E-mail: lahrmann@hod.dk 

• Oberst Steen G. Martinussen 

(ansv.h. redaktør) 

Privat tlf.: +45 3555 0984 

Mobil: +45 2087 3326 

E-mail: steen@hod.dk 

• Journalist Freddie Ottenheim 

(Freelance) 

Privat tlf.: +45 5648 4680 

Mobil: +45 4026 8666 

E-mail: 

ottenheim@mail.tele.dk 

Redaktionsudvalg: 

• Oberst Steen G. Martinussen 

• Oberstløjtnant Alan B. Richter 

Privat tlf.: +45 4914 1563 

E-mail: AlanRichter@mail.dk 

Kontrolleret oplag: 5.936 

I perioden 1. juli 2003 - 30. juni 2004 

• Kommandørkaptajn Mogens 

Nielsen 

Privat tlf.: +45 3332 9298 

E-mail: navaloff.mogens. 

nielsen@post.tele.dk 

• Major Bjarne Terkelsen 

Tj. tlf.: +45 9819 4222 

Privat tlf.: +45 9824 3486 

E-mail: terkel@newmail.dk 

• Oberstløjtnant 

Erik B.M. Andersen 

Tj. tlf.: +45 5761 0433 

Privat tlf.: +45 3535 6144 

E-mail: ebm@city.dk 

Grafisk design: WoerIGregorius 

Tryk: P.J. Schmidt Grafisk 

produktion A/S, Vojens 

NORDISK MILJØMÆRKNING 

541 006 

ISO 14001 miljøcertificeret 

Kontrolleret oplag: 5.936 

Abonnement: 756,- kr. pr. år. 

Annoncer: 

VDN A/S 

Tlf.: 3345 4600 • Fax:3345 4601 

Kontaktansvarlig: 

Kristoffer Baagøe 

E-post: kb@vdn.dk 

Annoncepriser: 

Annoncepriser: 

1/1 side: kr. 7.900 

1/2 side: kr. 4.900 

1/4 side: kr. 2.950 

1/8 side: kr. 1.950 

Priserne er inkl. 4 farver. 

05 

denne disposition, men de familiemæssige 

forhold kommer til at påkalde sig stor interesse. 

HOD har kendskab til talrige officersfamilier, 

der virkelig har fået store sociale og familiære 

problemer. Endnu flere officerer 

vælger stiltiende en pendlertilværelse med 

de omkostninger, dette måtte have, og andre 

igen vælger naturligvis en tilværelse i det 

jyske, og det kan sagtens blive et lykkeligt og 

harmonisk familieliv, men man kan ikke 

negligere det meget store behov for, at Forsvaret 

tænker langt mere progressivt og bevidst 

i familiepolitiske baner. 

Vil man fortsat rekruttere de bedst egnede, 

må man nødvendigvis gå aktivt ind i 

overvejelser, der kan kompensere ulemperne 

ved den valgte struktur, og det kræver altså 

aktiv tænkning på områder som flyttegodtgørelser, 

merudgiftsdækkende ydelser, 

hensyn til børnefamilierne og måske ikke 

mindst de skattemæssige forhold, hvor 

HOD har måttet anvende særdeles mange 

ressourcer på at bistå kolleger, der er kommet 

i klemme. 

Hverken HOD eller arbejdsgiversiden 

kan tåle at ligge i baghjulet af begivenhederne. 

Året 2005 beviste desværre, at den politiske 

støtte til at ville løse de ligningsmæssige 

urimeligheder udeblev totalt; der skulle en 

voldgiftsafgørelse til, før systemet accepterede 

at kompensere de officerer, der var blevet 

pålignet skat af ydelser, som var aftalt skattefrie, 

og villigheden til at betale i overens- 

Bladet forbeholder sig at kunne 

afvise annoncer, der strider mod 

bladets tone og ånd. 

Deadline for stof og annoncer: 

Blad 2/06: 

6. februar, som udkommer 28. februar. 

Blad 3/06: 

13. marts, som udkommer 5. april. 

Blad 4/06: 

18. april. som udkommer 10. maj. 

Blad 5/06: 

22. maj. som udkommer 13. juni. 

Blad 6/06: 

24. juli, som udkommer 16. august. 

Danske Officerer er mærket med det nordiske miljømærke, Svanen, fordi vi tænker på 

miljøet. Svanen er en garanti for, at fagbladet er produceret under miljøkontrollerede 

forhold, og at der kun er anvendt materialer, som lever op til skrappe miljøkrav. 

f fortsættes

06 LEDER & DEBAT 

stemmelse med de tilsagn, der er givet 

undervejs, er bestemt ikke konsekvent. 

HOD er således helt uforstående overfor, 

at ydelser, der igennem flere år er udbetalt 

i nøje overensstemmelse med indgåede 

aftaler og med ansvarlige personers 

positive og skriftlige accept, pludselig 

skal gøres til genstand for en auditørundersøgelse. 

Med den konsekvens, at 

en familie efterlades i stor utryghed på 

det økonomiske og sociale område. Så 

bliver man som ansat officer pludselig 

udsat for en tofrontskrig, hvor HOD 

klart har den opfattelse, at arbejdsgiveren 

har en ubetinget og helt legal interesse 

i at skabe rimelige beskatningsvilkår 

i forbindelse med forflyttelser. 

Vi taler naturligvis ikke om forsøg på 

at lave skattesnyd eller skattefusk. 

Men når man indretter sig efter givne 

anvisninger, må man have tillid til, at 

anvisningerne ikke siden hen kan blive 

brugt mod den enkelte. 

Der skal tænkes anderledes, og den 

del af familiepolitikken, der skal kompensere 

det faktum, at Forsvaret er en 

aktiv del af den regionale udvikling, må 

nødvendigvis medføre, at hele komplekset 

skal gennemtænkes og tilpasses. Det 

er først og fremmest et arbejdsgiverproblem, 

og politikerne må tage et medansvar 

som en naturlig konsekvens af deres 

ambition om, at Forsvaret skal være en 

brik i den regionale egnsudvikling. 

Problemerne er bestemt ikke isolerede 

til arbejdstagersiden. 

Det har vist sig, at problemerne kun 

kan løses politisk, og HOD har en forventning 

om, at overvejelser af denne 

art vil blive behandlet fremadrettet i 

2006. 

Ellers kan århundredets strukturudvikling 

og omkalfatringen af dansk Forsvar 

meget vel blive udsat for et kompetencetab, 

som man ganske enkelt ikke 

kan overvinde. 

Organisationsdiagrammer med 

»kasser og vandrør« har i sig selv aldrig 

kunnet løse problemer. 

Betingelsen for, at de senere års 

enormt store arbejde kommer til at 

fungere i overensstemmelse med planerne, 

er, at de mennesker, der skal 

omsætte teorien til praksis, har arbejdsvilkår, 

der gør, at glæden ved arbejdet 

er større end de sociale og familiære 

problemer, der følger af overdreven 

turbulens i privatlivet. 

»Kommandør S. 

Kirkegaard-Sørensen, 

fakta frem for uvidenhed 

og fordomme, tak!« 

Kommandør S. Kirkegaard-Sørensen (SKS) 

konstaterer i december-udgaven af »Danske 

Officerer«, at den af medierne benævnte 

»Hommel-sag« kan rejse en række 

spørgsmål vedrørende chefvirke og -ansvar. 

Dette forhold skal vi undlade at kommentere, 

hvorimod vi finder, at SKS’ kritiske 

og unuancerede fremstilling af en række 

forhold om udsendte enheder ikke bør stå 

alene. Kritikken synes indledningsvis at 

være formuleret med et bredt sigte, men 

det skinner hurtigt igennem, at kritikken 

er rettet snævert mod chefvirke og -ansvar 

ved hærens udsendte enheder. På tilsvarende 

vis kan indlægget ved en hurtig gennemlæsning 

efterlade læseren med en opfattelse 

af, at kritikken er rettet alene mod 

ét specifikt udsendelseshold, men indlægget 

rammer med sit emnevalg (eksempler: 

anvendelse af civile tolke samt udsendte 

chefer og enheders håndtering af leave) 

faktisk en langt større kreds, der reelt omfatter 

såvel tidligere som aktuelt udsendte 

chefer og enheder, generelt. 

Vi skal, som nævnt, af indlysende årsager 

ikke forholde os til den verserende »Hommel-sag«, 

men udelukkende kommentere 

en række af SKS’ konklusioner med udgangspunkt 

i egne oplevelser og erfaringer, der er 

høstet under vores seneste udsendelse som 

henholdsvis chef, stabschef og stedfortrædende 

stabschef ved DANCON/IRAK, hold 

5, i perioden fra februar til august 2005. 

Vi ser på ingen måde anvendelse af civile 

tolke ved de udsendte enheder som en nødløsning, 

men – i vores begrebsverden – som 

en simpel, militær nødvendighed. DAN- 

CON/IRAK, hold 5, havde, udover et antal 

militære tolke, fem civile tolke, der alle var 

danske statsborgere af såkaldt anden etnisk 

herkomst. Udover at løse opgaver som tolke 

på et højt sprogligt niveau, besad de alle en 

kulturel indsigt og forståelse, der med meget 

få undtagelser ikke vil kunne findes ved de 

såkaldte militære tolke. Denne høje grad af 

kulturel indsigt og forståelse er bl.a. resultatet 

af opvækst og/eller årelangt ophold i det 

pågældende land eller region. Denne ekstra 

ressource var i mange sammenhænge uundværlig 

og ville på ingen måde kunne erstattes 

af andre værktøjer/midler. Det kan desuden 

tilføjes, at den britiske brigade, hvori 

den danske bataljon indgår, organisatorisk 

råder over en såkaldt »cultural adviser« med 

baggrund i en arabisk nation – netop i erkendelse 

af, at vesteuropæere traditionelt 

hurtigt kommer til kort, når det drejer sig 

om arabisk sprog, kultur- og religionsforståelse 

samt historisk baggrund. 

Der er således ikke behov for en enten/eller-løsning, 

men derimod en model, hvor de 

militære tolke suppleres af de civile tolke, således 

som det reelt praktiseres ved mange af 

hærens udsendte enheder. 

På intet tidspunkt betvivlede vi de civile 

tolkes faglige kvalifikationer, engagement 

og loyalitet. Skulle vi udsendes i en tilsvarende 

mission igen – hvilket vel næppe er 

helt usandsynligt med hærens aktuelle 

internationale engagement og deraf følgende 

udsendelsesfrekvens in mente –, ville vi 

helt klart og uden et øjebliks tøven 

foreslå/anbefale en tilsvarende sammensætning 

af tolkeressourcerne. 

SKS’ omtale af leave-begrebet som »en kutyme, 

der tilsyneladende findes …«, afslører 

en afgrundsdyb mangel på indsigt i funktionsvilkårene 

for hærens udsendte soldater 

og enheder. Leave er faktisk en velbeskrevet 

ret, der giver hver eneste soldat, uanset grad, 

adgang til typisk tre ugers leave (under en 6 

måneders udsendelse), såfremt den operative 

situation tillader dette. Og tillad os her at 

indskyde, at der naturligvis ikke skal herske 

tvivl om, at den operative opgaveløsning 

har første prioritet til enhver tid. Derfor er

der også fastlagt éntydige bestemmelser for, 

hvor stor en procentdel af en given kapacitet, 

der kan være på leave på én og samme 

tid (d.v.s. fraværende fra missionsområdet). 

Herved tilgodeses opgaveløsningen og tilsikres, 

at enheden kan løse operative opgaver i 

hele udsendelsesperioden. 

Som ved enhver opgaveløsning drejer det 

sig om at gennemføre en simpel »troop to 

task« med henblik på at sikre, at opgaverne 

løses mest hensigtsmæssigt med de rådige 

ressourcer. Hertil kommer, at indsættelse af 

hele bataljonen eller komplette underafdelinger 

hører til undtagelsen, da hovedparten 

af de pålagte opgaver løses ved indsættelse af 

mindre enheder, der altid håndteres som 

hele enheder og derfor ikke skilles ad og kan 

disponeres, uanset om der gennemføres leave 

eller ej. 

Heldigvis tillader den operative situation 

oftest, at der gennemføres leave for alt personel. 

Ingen enheder har, os bekendt, endnu 

oplevet at være indsat i 6 måneders 

sammenhængende og intensive kamphandlinger 

uden mellemfaldende »kamppauser«. 

I modsætning til SKS skal vi afstå fra at udtale 

os om andre værns funktionsvilkår 

under indsættelse i internationale missioner, 

men vil dog gerne tilkendegive, at SKS’ 

sammenligning med søværnets internationale 

missioner, der vel i sagens natur oftest 

gennemføres ved indsættelse af sejlende enheder 

til havs i en sammenhængende periode 

– og dyb respekt herfor –, synes meningsløs 

og irrelevant. Soldater, der indsættes på 

jorden i så fjerne kroge af verden og i så ekstreme 

miljøer, som vi aktuelt oplever, har 

ganske enkelt et udpræget behov for at kunne 

»trække stikket ud« og herigennem genoplade 

de mentale og fysiske batterier. Og 

det sker blandt andet ved at tage på leave. 

Det ville man forstå, hvis man selv havde 

oplevet det! 

Baseret på egne oplevelser og erfaringer 

vil vi faktisk gå så vidt som at påstå, at det 

ville være direkte usundt/uforsvarligt at 

undlade at benytte sig af denne mulighed. 

Soldater og enheder, der udsættes for baghold, 

raketangreb, vejsidebomber og lignende 

terrorhandlinger, har i perioder behov for 

at kunne koble fra – helt fra. Og det lader sig 

ganske enkelt ikke gøre eksempelvis i en lejr, 

der jo er placeret i indsættelsesområdet og 

dermed geografisk tæt knyttet til evt. fjendtlige 

aktiviteter/handlinger. 

Hertil kommer, at hærens aktuelle internationale 

engagement samt den hertil hø- 

rende udsendelsesfrekvens for fast personel 

betyder, at også vores familier 

sætter pris på at se os, også når vi er udsendt! 

Det ville faktisk være rart at kunne 

stå sammen med sin familie og ikke 

alene, når pensionsalderen nærmer sig. 

Denne ret tilfalder naturligvis også 

enhedens chefgruppe, der som bekendt 

også er mennesker og soldater 

og derved udsættes for de samme fysiske 

og mentale påvirkninger som 

øvrigt personel (chefvirket kan som 

bekendt ikke gennemføres fra telefon 

og tastatur, men fordrer synlighed og 

tilstedeværelse, dér hvor konflikterne 

opstår, og hvor enhederne samt soldaterne 

løser opgaverne). Heldigvis hylder 

vi i hæren princippet om, at ingen 

– heller ikke chefen – er uundværlig. 

Derfor sammensættes organisationen 

også så tilpas fleksibelt og robust, at 

enheden naturligvis kan fungere 

under chefens fravær. Således indgik 

der på hold 5, udover chefen, en stabschef, 

som også var fungerende chef i 

dennes fravær, samt en stedfortrædende 

stabschef. Det giver den robusthed 

og fleksibilitet, der netop muliggør 

eksempelvis afholdelse af leave for 

chefgruppen. At placere sin leave 

under fornøden hensyntagen til den 

aktuelle situation i missionsområdet 

turde være indlysende og kræver vel 

næppe uddybende kommentarer. 

Alt dette blot for at sætte kommandør 

S. Kirkegaard-Sørensens indlæg i et 

mere nuanceret lys og dække et par af 

de mest påfaldende misforståelser. Dette 

ændrer dog ikke på, at vi sidder tilbage 

med dyb undren og forargelse over, 

at forfatteren kan udtale sig med en så 

høj grad af skråsikkerhed om et emne, 

han reelt har så beskeden indsigt i. 

Med venlig hilsen 

Henrik Lyhne 

Oberstløjtnant og tidligere chef for DAN- 

CON/IRAK. 

Kim Nielsen 

Oberstløjtnant og tidligere stabschef 

ved DANCON/IRAK. 

Søren S. Petersen 

Major og tidligere stedfortrædende 

stabschef ved DANCON/IRAK. 

DEBAT: FORSVARETS RYGEPOLITIK 

07 

Så kom 

dommen… 

Forsvarsministeren tonede dengang som 

nyudpeget frem på TV-skærmen med ansigtet 

lagt i rette, alvorlige folder og fortalte os, 

hvor vigtigt det var, at danske soldater overholder 

internationale konventioner. Hvis 

der var sket et brud på lovene, så blev det 

stoppet, og de, der evt. havde gjort sig skyldige, 

ville blive retsforfulgt. 

Nu er han der igen, fortæller med overbevisning, 

at det er klinkende klart, at Forsvarets 

personel skal vide, hvad der er rigtigt og 

forkert. Hvorfor formår ministeren så ikke at 

få dansk lovgivning overholdt inden for Forsvaret? 

Jeg har oplevet, når ublide auditørfuldmægtige 

tog sig af småkriminelle værnepligtige, 

jeg har været gennem Forsvarets afhøringsøvelser, 

da det var temmelig barske oplevelser, 

jeg har været tilbageholdt af Saddam 

Husseins sikkerhedspoliti, og jeg lider 

dagligt under manglende overholdelse af 

dansk lovgivning i Forsvaret. 

Den danske lov, som ikke bliver overholdt, 

er den mere end ti år gamle lov om 

røgfrie miljøer inden for staten (Lov om røgfri 

miljøer i offentlige lokaler, transportmidler 

og lignende; lov nr. 436 af 14. juni 1995). 

Det har været en tragikomisk oplevelse at 

forsøge at få loven overholdt, og utroligt 

hvad chefer har sagt og gjort i den forbindelse. 

Som personalerepræsentanter forsøgte 

vi for nogle år siden på Vordingborg Kaserne 

at få rygning begrænset til eget kontor 

bag lukket dør. Da sagde chefen: ”Hvis disse 

regler bliver indført, kan min kone ikke 

komme på kasernen. »Hende havde vi åbenbart 

glemt – hun var jo heller ikke medlem 

hos nogen af os. Senere sagde samme om 

den rygepolitik, som samarbejdsudvalget 

vedtog: »I kan skrive, hvad I vil, jeg forvalter 

alligevel ikke efter det.« Og da vi bad om at 

få det ført til referat, fortsatte han: »Jeg bestemmer, 

hvad der skal stå i referatet!« Gæt, 

om det stod der. Den næste chef mistede besindelsen 

på spørgsmålene om, hvorfor rygere 

skal bestemme den røgmængde, som 

ikke-rygere skal kunne tåle. Det er almindeligt 

kendt, at mange rygere ikke rejser i rygerkupéer, 

fordi de her finder røgen for koncentreret. 

Var det ikke logisk at antage, at når en vis

08 

DEBAT: FORSVARETS RYGEPOLITIK 

røgkoncentration generer rygere, så kan en 

lavere koncentration genere ikke-rygere? Og 

var det ikke rimeligt, at det var ikke-rygerne, 

der definerede den tålelige røgmængde? Og 

hvorfor skal ikke-rygere overhovedet kæmpe 

for at få dansk lovgivning overholdt på kaserner? 

Deres stabschefer var om muligt endnu 

mere interessante at studere. De var formænd 

for »Sund kaserne«-udvalget. De forstod 

til fulde at optræde i chefens ånd. Den 

første kunne, når loven blev ordret citeret, 

sige: »Det er din opfattelse af loven.« »Nej, 

det står der!« »Det er din opfattelse.« 

Så kommer man ikke så langt med at få loven 

håndhævet. Den næste stabschef blev 

konfronteret med, at chefens piberøg osede 

på hele etagen, og at chefen også burde ryge 

bag dør. Det problem ville stabschefen løse 

ved at forbyde andre at færdes på den trappe 

og den etage, hvor chefen gik og røg. Og så 

ville han vide, om nogle af de syv, der havde 

arbejdspladser i chef-røgen, havde klaget 

over røgen. Hans eget nærmest konstant 

åbne vindue var vel et signal om, at han selv 

var generet af røgen, men heller intet turde 

sige. Og flere af de andre havde hørt chefen 

råbe, at han troede den sag var uddebatteret, 

da ovennævnte røgkoncentrations-debat 

fandt sted. 

I Forsvaret kan problemer løses på mange 

måder. F.eks. kan man give personalerepræsentanten 

et nyt job et andet sted. I den forbindelse 

kom sidstomtalte chef ned på mit 

kontor og spurgte, hvilket job jeg var befalet 

til at bestride, og efter at have hørt svaret udbrød 

han forbavset foran mig og en premierløjtnant: 

»Jamen det er jo et godt job. »Mon 

hans afhængighed af en konstant rygende 

pibe gjorde, at jeg skulle »straffes væk«? 

Mit nye tjenestested har den rygepolitik, 

som vi så forgæves kæmpede for det tidligere 

sted: Man skal ryge bag lukket dør – det gøres 

blot ikke. For rygere kan jo ikke holde 

den tætte koncentration ud – så er det bedre, 

at røgen hurtigt breder sig til de fællesområder, 

hvor andre færdes, for de er jo bare »sarte 

fanatikere«. Så forsøg på at få rygepolitikken 

overholdt er ejheller lykkedes dér. Og 

deltager man i møder i store dele af Forsvaret, 

er det umuligt at holde strække-ben-pauser 

uden for mødelokalerne, for dér oses hele 

fællesområdet til. Nogle steder kan man end 

ikke spise i et røgfrit miljø. 

Om grimme oplevelser: 

Den 8. juni 1989 landede jeg i Bagdad for 

første gang. Min rejsekammerat, som jeg 

havde mødt ved mellemlandingen i Athen, 

havde læst i en bog, hvis titel jeg husker 

som: »Den muslimske Krig«. Tilbageholdt 

blev han, da vi passerede ankomst-sikkerhedstjekket 

i lufthavnen. 

Trods løfter om det modsatte var der ingen 

til at afhente mig, så mit eneste holdepunkt 

var en person, der nu var i forhør. Det 

var knap så morsomt! Efter en til to timer 

blev jeg nogenlunde samtidigt kontaktet 

dels af en ungarsk oberstløjtnant i civilt tøj, 

der kunne hidkalde den østrigske chauffør, 

der for længst burde have afhentet mig. Og 

dels af en sikkerhedsofficer, der kunne fortælle, 

at »min ven« nok snart blev løsladt. 

»Han er ikke »min ven««. Der var intet hanegal, 

men associationer til Matthæus 26:34. 

(Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I 

nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre 

gange.«) 

Værre blev det et par dage senere. Jeg gik 

en tur i Bagdad og tog et antal turistfotos. 

På et tidspunkt gik jeg i et grønt område 

langs med Tigris. Der var masser af studerende, 

der læste under de skyggefulde palmer. 

Lige stedet for et godt foto af Tigris. 

Det tog jeg, og straks viste et af de unge 

mennesker sig at være fra sikkerhedspolitiet 

og ikke reelt eksamenslæsende. Han 

tilbageholdt mig p.gr.a. fotoet, forstod jeg. 

En engelsktalende studerende kom til og 

oversatte. Det viste sig så, at på den anden 

bred af Tigris lå et præsidentpalads, og det 

var en alvorlig sag at fotografere et præsidentpalads. 

Jeg forsøgte at blive frigivet 

ved at udlevere filmen, derefter kameraet. 

Intet lykkedes, og jeg har åbenbart ikke 

kunnet skjule min nervøsitet, for den studerende 

trøstede mig med, at så slemt var 

det nok heller ikke. Efter al for lang tids 

venten ankom en politibil med en forholdsvis 

højtstående politiofficer. Han 

blev sat ind i sagen, og aldrig har jeg været 

så glad for at se en beslutningstagers overbærende 

smil – og jeg kunne atter gå! 

Forsvarets afhøringsøvelser skulle i begyndelsen 

af 80’erne sætte os i stand til at 

modstå Warszawa-pagtens mulige forhør, 

hvis det kom så vidt. De var vel slemme - afhøringsøvelserne. 

Ikke alle stod dem igennem. 

Nogle brød sammen fysisk. Andre fortalte 

alt det, de ikke måtte. Og hvad blev vi 

udsat for? Det var i hvert fald strabadserende, 

koldt, vådt m.v. Og under selve forhørene 

blev vi også udsat for forsøg på at få os til 

at bryde sammen på forskellig vis. De var 

ubehageligt godt uddannet – afhøringsofficererne. 

Når vi i min underafdeling ransagede efter 

hash, rekvirerede vi støtte fra bl.a. Forsva- 

rets Auditørkorps. Auditørfuldmægtigen 

lånte så kontoret ved siden af mit. Det var 

politimæssige forhør, jeg lyttede til – godt, at 

jeg sad med en lukket dør imellem auditørfuldmægtigen 

og mig og ikke sad overfor 

ham. Det samme har de nok også tænkt i 

bygningen ved siden af – for de har formodentlig 

også kunnet høre afhøringen af soldaterne! 

Det er interessant, at hvis man slår sig selv 

og andre ihjel med sprængstof, fordømmer 

vi med rette gerningsmanden, og nogle steder 

hjælper Forsvaret med at bekæmpe de 

forbrydelser. Slår man sig selv og andre ihjel 

med tobaksrøg, skal vi tigge og bede om, at 

rygeren vil overholde loven. I Forsvaret er 

der langt igen! 

Skal jeg rangere ovennævnte mere eller 

mindre grimme oplevelser, var det tankevækkende 

at følge, når en auditørfuldmægtig 

råbte og skreg til en værnepligtig soldat, 

der havde røget hash. Det var interessant at 

prøve tilfangetagelses- og afhøringsøvelser. 

Det var ubehageligt at være tilbageholdt i 

Bagdad af Saddam Husseins sikkerhedspoliti. 

Men det er ulideligt dagligt ufrivilligt at 

være udsat for andres røg. 

Var det en stol, en tilbageholdt ikke måtte 

få af kaptajn Hommel? 


Major Sven V. Andersen 

Totalforsvarsregion Sjælland 

Dokumentation: 

Lov nr. 436 af 

14. juni 1995, Kap. 3: 

»§ 3. På statslige arbejdspladser er tobaksrygning 

ikke tilladt i lokaler, 

som udgør arbejdsstedet for mere 

end én ansat, samt i fælles opholdslokaler 

og lignende for de ansatte. 

Stk. 2. Tobaksrygning er dog tilladt i 

lokaler omfattet af stk. 1, såfremt de 

ansatte, der har arbejdssted i sådanne 

lokaler, erklærer sig indforstået 

hermed, eller såfremt der træffes foranstaltninger, 

der sikrer, at ingen af 

de andre ansatte ufrivilligt generes 

af tobaksrygningen.«

DEBAT 

Den symbolske anerkendelse 

Det er muligvis en gammel traver, men da 

jeg ikke har set noget ændret adfærdsmønster, 

tager jeg nu hul på den igen. 

I anledning af sit 40-års jubilæum som 

fængselsbetjent er min bror netop blevet tildelt 

Dronningens fortjenstmedalje i sølv, og 

familien spurgte derfor ganske naturligt, 

hvad jeg fik til mit 40-års jubilæum. Jeg kastede 

mig ud i en lang forklaring om, at majorer 

får ridderkors, men at det dog kun gælder 

for majorer, der sidder i M331-stillinger, 

mens majorer i M322-stillinger ikke får noget 

som helst. Det undrede både dem og 

mig, at reglerne er skruet sådan sammen, og 

at de øjensynligt vedblivende skal være det. 

Jeg har ikke kløe i knaphullet og lever fint 

videre uden denne anerkendelse, men det 

kan dog undre, at en majors (uagtet han 

»kun« er M322-major) eller for den sags skyld 

en kaptajns livslange indsats ikke kan sidestilles 

med en kasernearbejders eller en rengøringsassistents 

og dermed gøre ham fortjent 

til den symbolske anerkendelse, der ligger i 

tildeling af enten en fortjenstmedalje eller et 

ridderkors, specielt når man erindrer sig, 

at mange M331-majorer har den samme 

formelle baggrund som deres M322-kolleger 

og ofte er placeret i M331-tillingerne 

ved rene tilfældigheder. Det kan meget 

vel være, at M322-gruppen ikke er 

særlig stor, men det er trods alt en personelkategori, 

der vil vedblive at eksistere i 

en udefineret årrække fremover. 

Adskillelsen af majorer i M331 og 

M322 har efterhånden fundet sted igennem 

så mange år, at der har været gode 

muligheder for at finde en løsning, såfremt 

det måtte anses for ønskværdigt. 

Jeg mener at erindre, at emnet har været 

debatteret i bladet for længe siden, men 

debatten er stille døet ud. Er dette et 

emne, HOD har under behandling, eller 

har man valgt at ignorere det? Såfremt 

det bliver behandlet, hvad er da dets nuværende 

status? 

V.E. Aremark 

Tidl. M322-major med over 40 års tjeneste 

09 

SVAR: Ja, det er en gammel traver, men frustrationerne 

har af gode grunde ikke skiftet karakter. 

HOD har ingen lod i sagen. Dekoreringer 

m.m. er helt uden for såvel aftale- som forhandlingsområdet. 

Det er dog ikke det samme som at sige, at sagen 

ikke interesserer os, og vi argumenterer skam for 

vore medlemmers interesser, når lejlighed gives. 

Vi er orienterede om, at der arbejdes intenst 

med sagen, og at der – med ret stor sandsynlighed 

– kan forventes en fremtidig forbedring af 

forholdene. Vi tør hverken sætte dato eller løsningsforslag 

på tryk. 

Jeg må dog rette den misforståelse, at der i denne 

henseende skelnes mellem M331’ere og M322’ere. 

Dette har i denne sammenhæng ingen relevans. 

Der skelnes – HOD bekendt – alene mellem officerer, 

som kan dekoreres med ridderkors m.v., 

og så dem, der ikke kan benådes med ordener af 

denne kategori. Og fordi officerer kan komme i 

betragtning til ridderkors m.v., kan de ikke komme 

i betragtning til øvrige dekoreringer! 


Steen G. Martinussen, Formand for HOD

10 TEMA: FLERE KVINDER TIL FORSVARET 

Forsvarets første 

kvindelige kamppilot 

Hun siger, at kønsforskellen aldrig har fået hende til at føle sig alene. 

I USA følte hun en ligestilling med de kammerater, hun fløj sammen med 

Af journalist Steen Cadan Fotos: Brian K. Jacobsen FLV-FOT SYD 

B 

Blandt de mange, der gerne vil 

vide, hvorfor premierløjtnant 

Line Bonde (INE) ville tage en 

uddannelse for at blive kamppilot, 

er også Danske Officerer. 

Og det skinner klart igennem i 

hele samtalen på Fighter Wing, Skrydstrup, 

at her er der tale om en kompetent person, 

som ved, hvad hun vil – lige fra den dag hvor 

hun og en veninde blev hooked på en militær-uddannelse. 

Om sit hidtidige karriereog 

udviklingsforløb siger INE: 

– At jeg i dag er blevet kamppilot startede 

egentlig med, at en veninde og jeg tog til et 

flyvevåben-arrangement i Værløse, hvor vi 

et par dage oplevede alt muligt sjovt, fik lov 

at flyve i et Hercules-fly, hørte en masse om 

officersuddannelsen indenfor flyvevåbnet 

samt meget andet. Derefter var vi begge hooked 

på en sådan uddannelse. Min veninde 

ville gerne være helikopterpilot, men faldt 

desværre fra på optagelsestesten. 

– Selv bestod jeg først testen året efter - 

endda med accept fra min familie, der i starten 

mente, at jeg havde fået en eller anden 

grille. For jeg kommer fra en familie, der 

som så mange andre civilpersoner i Danmark 

ikke kender ret meget til Forsvaret som 

sådan. 

– Sergent-skole i sommeren 2001, derefter 

et halvt år på Flyveskolen i Karup, bagefter 

Officersskolen i Jonstrup, så igen lidt flyvning 

med T17, hvorefter turen i august 2004 

gik til en uddannelse i USA. Den 23. september 

2005 fik jeg »vingerne«, og fra januar 

2006 har jeg haft base ved Fighter Wing 

Skrydstrup, hvor jeg det næste år skal omskoles 

til at flyve F16-fly. Herefter skulle jeg 

være god nok til at komme i en af eskadrillerne, 

men stadig vil der gå et stykke tid, førend 

jeg er god nok til at være operationel. 

– Bagefter kan der vel ikke være megen tvivl 

om, at jeg kan påregne at blive sendt ud på 

en eller anden operation, hvor Forsvaret har 

brug for mig. Det glæder jeg mig til. Det kan 

blive spændende. 

Flere kvindelige kolleger, ja tak! 

– Jeg har i øvrigt ikke noget problem med at 

være den eneste danske kvindelige kamppilot. 

På den anden side har jeg bestemt ikke 

noget imod, at vi var flere – tværtimod! Som 

piger kan vi bidrage med ligeså meget som 

mænd. I alle tilfælde har jeg indtil nu ikke 

oplevet nogen forskel. Kønsforskellen har aldrig 

fået mig til at føle mig alene. I USA følte 

jeg bestemt en ligestilling med de kammerater, 

jeg fløj sammen med. 

– OK, så er der det med mandehørm. Jo, 

lige siden jeg startede på min uddannelse 

har jeg oplevet den, hvilket jeg dog har vænnet 

mig til. Men det gælder også om at være 

hurtig i replikken. Jeg tror, at mine kammerater, 

der har en fælles uddannelse med mig 

samt et fælles mål, respekterer mig, fordi jeg 

har været det samme igennem, som de også 

har. 

– Lige nu glæder jeg mig enormt meget til 

at blive omskolet til F16 og så komme op at 

flyve igen, hvilket jeg ikke har været siden 

december på ENJJPT (Euro NATO Joint Jet 

Pilot Training) i Texas. 

– For øvrigt var det en hård, spændende 

og udfordrende uddannelse med en arbejdsdag 

på 12 timer og så studielæsning, 

når man kom hjem. Det hårde lå i, at uddannelsen 

strakte sig over halvandet år

med en stor stress-påvirkning under 

hele forløbet, men efter et stykke tid 

lærte jeg også at klare den situation. 

Det hele drejede sig om flyvning, og 

der var bestemt ikke plads til meget 

privatliv ved siden af. 

– Skønt svær har USA-uddannelsen 

været det allerbedste i mit liv, for med 

det sure kommer det søde. Vi havde et 

kanon-sammenhold. Vi var tæt på 

hinanden, kendte hinandens stærke 

og svage sider, kunne bakke en kammerat 

op, hvis han skulle have behov 

for det. Vi kunne feste og juble, uanset 

hvilken NATO-nationalitet vi så end 

repræsenterede. 

Opslutning fra familien 

– Og festet blev der en gang imellem om 

lørdagen. Flere af amerikanerne på holdet 

var gift, og flere af konerne havde 

ikke job i hverdagen, men ved samværet 

med mændene og deres kolleger fik de et 

bedre indtryk af den uddannelse, deres 

ægtefæller var midt i, ligesom de fik veninder 

blandt de andre koner. – Det var 

vel en idé, der kunne overføres til danske 

forhold. Jeg tror, at mange koner føler 

sig enormt fremmede ved det, at ægtefællen 

er ansat i Forsvaret, fordi de simpelthen 

ikke forstår, hvad der sker. – Og 

hvordan skulle de det, hvis de ikke har 

samværet med andre i eskadrillen eller 

med andre koner. 

Inddrager man konerne samt alle ansatte 

i eskadrillen, så ville alle få en langt 

større fællesskabsfølelse samt et netværk, 

slutter INE fra Fighter Wing Skrydstrup. 

Forsvaret satser 

på flere kvinder 

I år satses der med »Forsvarets Dag« på, at kvinder skal 

blive interesseret i et arbejde indenfor Forsvaret 

Af journalist Steen Cadan Foto: Bo Jarner, DJ 

A 

– Andelen af militært ansatte 

kvinder er stagneret over 

de sidste par år. Det er ikke 

godt, navnlig ikke hvis Forsvaret 

skal have adgang til 

de bedste menneskelige ressourcer 

– uanset om de er mænd eller 

kvinder, siger specialkonsulent, cand. mag. 

Berit Christensen fra Forsvarets Personeltjeneste. 

– Kun på chefniveau er der sket en fremgang 

på 100 procent, men det er jo enkelt, 

når procenttallet for kvindelige chefer i juli 

2003 var 0,7 procent og i september 2005 

1,5 procent. Procenttallet for kvindelige ledere 

steg i samme periode kun svagt fra 5,0 

til 5,3 i 2005. 

– Med det nye forsvarsforlig er sessionen 

sat ind i en ny ramme: »Forsvarets Dag«. 

(Læs også artiklen side 25) 

Drengene vil, som det også var praksis 

med den gamle ordning, blive indkaldt til 

denne dag, men med det nye koncept er der 

også fra politisk hold åbnet mulighed for at 

invitere 17-18 årige piger. Konceptet giver 

mulighed for at give de unge øget information 

og individuel rådgivning. 

Første kvindelige kamppilot 

– »Forsvarets Dag« vil blive gennemført fem 

forskellige steder i landet på fem rekrutteringscentre. 

Dagen vil blive gennemført 

mange gange henover året og hver gang 

med omkring 50 deltagere. 

Denne mulighed for at invitere pigerne 

og informere dem om uddannelsesmulighederne 

i Forsvaret har man ikke tidligere haft, 

derfor forventer man sig meget af initiativet. 

– Fra at have været et mande-erhverv er 

der i de senere år arbejdet målrettet på at 

synliggøre, at Forsvaret også ønsker at have 

kvinder ansat. Der satses blandt andet med 

»Forsvarets Dag« på at få de unge kvinder til 

først og fremmest at tænke sig en fremtid i 

Forsvaret. 

– Det var blandt andet ved et lignende arrangement, 

at Danmarks første kvindelige 

kamppilot blev »hooked« på en uddannelse 

indenfor flyvevåbnet. 

11

12 TEMA: FLERE KVINDER TIL FORSVARET 

Kvindelig officer på 

vej til Afghanistan 

Af journalist Morten Fredslund Foto: Karsten Weirup 

Major Susanne Bjørcklund er den første kvindelige officer, 

som skal indgå i den danske del af ISAF-styrken i Afghanistan 

D 

Den 9. januar rejste major 

Susanne Bjørcklund til Afghanistan 

for at bestride 

posten som næstkommanderende 

ved den danske 

enhed i Feyzabad. Men 

selv om Afghanistan generelt må betegnes 

som et yderst mandsdomineret samfund, 

frygter Susanne Bjørcklund ikke, at hendes 

køn vil give anledning til problemer. 

– Jeg er overbevist om, at afghanerne forstår, 

at ISAF-styrkerne kommer fra en anden 

kultur, hvor der altså også er kvindelige soldater 

– også blandt officererne. Jeg har i 

hvert fald tænkt mig blot at være mig selv. 

Men da jeg var på »chef-recce« i november 

var det også min oplevelse, at det ikke havde 

den store betydning, hvilket køn der gemte 

sig under uniformen. Én af befalingsmændene 

i Feyzabad er også kvinde, og hun er 

blandt andet tit på patrulje og med til møder, 

uden at det giver anledning til problemer, 

siger Susanne Bjørcklund. 

I Afghanistan skal hun være næstkommanderende 

ved den danske enhed i Feyzabad. 

Styrken består af 41 danske soldater, der 

er underlagt det tyske Provincial Reconstruction 

Team (PRT) i Feyzabad i det nordøstlige 

Afghanistan. Danskerne bidrager 

med fire militære observations-teams 

(MOT). 

Problemknuser 

– Patruljerne skal ud i landsbyerne og kortlægge, 

hvem der er kontaktpersoner på de 

forskellige områder, så man kan identificere 

eventuelle problemer, der skal gøres noget 

ved. Det kan være manglende vandforsyning, 

manglende elektricitet eller behov for 

en lokal sundhedsklinik. De projekter, som 

de danske teams på Hold 8 har haft flest af, 

er etablering af rørledninger til forsyning af

ent vand, siger Susanne Bjørcklund og tilføjer: 

– Men som næstkommanderende skal jeg 

primært løse administrative opgaver og 

knuse eventuelle problemer i relation til løn, 

materiel eller det interne samarbejde. Jeg 

indgår også i den tyske stab, men hvad min 

opgave helt præcis bliver i den sammenhæng, 

er jeg faktisk ikke klar over endnu. 

Første udsendelse 

Det er første gang, Susanne Bjørcklund skal 

udstationeres, og hun ser frem til de kommende 

seks måneder. 

– Det er efterhånden blevet sådan, at man 

er en smule yt, hvis man ikke har været udstationeret. 

Når man mødes med andre officerer 

på kurser og lignende, kender mange 

hinanden fra diverse internationale missioner, 

og snakken går om, hvordan det nu var 

på hold ditten og datten. Og så hjælper det 

ikke meget, at min mand har været udstationeret 

to gange, smiler Susanne Bjørcklund, 

hvis mand også er major. 

– Men det er jo kun positivt, at stemningen 

er blevet sådan, og at det i dag er en helt 

naturlig del af tjenesten, at man bliver udstationeret. 

For det handler jo også om, at vi 

i dag kan se, at det nytter noget. De konkrete 

befolkningsgrupper har vitterlig gavn af, at 

vi er til stede i deres land, siger den 42-årige 

major. 

Et godt tidspunkt 

For Susanne Bjørcklund kommer udstationeringen 

på et godt tidspunkt. Inden hun 

gik i gang med forberedelserne til posten i 

Afghanistan, var hun chef for Servicesektionen 

på Forvaltningsskolen i Høvelte. 

Når hun vender hjem, venter en stilling 

hos Forsvarets Personeltjeneste (FPT) på 

Holmen. 

– Løn- og aftaleforhold har min store 

interesse, og efter VUT II i 1999 var jeg tre et 

halvt år i Forsvarsministeriets 6. kontor. Så 

det passer mig glimrende, at jeg lige når at 

komme ud, inden jeg starter i stillingen ved 

FPT. Det er jo ligesom min tur til at blive udsendt 

nu. Så da jeg hørte, at der var en god 

stilling, hvor der var brug for mine tyskkundskaber, 

og jeg samtidig kunne få jul og 

nytår overstået sammen med familien, ja så 

slog jeg til. Afghanistan er jo også et smukt 

land og tilpas eksotisk, siger Susanne Bjørcklund, 

der i Feyzabad skal dele FAB (Red.: 

Prefab) med enhedens anden danske 

kvinde, der er forsyningshjælper og overkonstabel. 

– Der er simpelthen ikke plads til, at jeg får 

min egen FAB, som jeg jo egentlig er berettiget 

til som officer. Men det overlever jeg 

snildt, og det er jo også hyggeligt at have én 

at sludre med, siger Susanne Bjørcklund. 

ISAF er velset 

Den danske FPT-enhed i Feyzabad holder til 

i Badakhshan-provinsen i Afghanistans 

nordøstlige hjørne. Her er man stolt af, at 

man ikke kom under fode af Taleban, og den 

internationale ISAF-styrke er generelt velset 

blandt de lokale. 

– Der har været et par raketangreb mod 

lejren, og et æsel der sprang i luften på en 

bro. Men generelt er de lokale i området 

meget venlige, åbne og nysgerrige. Og det 

gør det jo kun nemt for os. Og selv om 

man ser en del kvinder med de altdækkende, 

lyseblå burkaer, ja så er der altså også 

kvinder, som kun går i halve eller trekvarte 

burkaer. Og chefreccen gav mig et indtryk 

af, at det langtfra er alle kvinder, som er superkonservative, 

når det gælder kvindernes 

klædedragt, siger Susanne Bjørcklund, 

der ud over sin mand må undvære sine to 

døtre på henholdsvis ni og fem år, mens 

hun er udstationeret. 

Kan være en fordel 

Susanne Bjørcklund understreger, at hun på 

ingen måde regner med at løbe ind i problemer 

i Afghanistan, blot fordi hun er kvinde. 

– Det kan da godt være, at folk bliver 

lidt overrasket og – især børnene – lidt 

ekstra nysgerrige, når de ser, at det er en 

kvinde, der gemmer sig inde under fragmentationsvest 

og hjelm. Men ud over at 

overholde de gængse normer har jeg ikke 

i sinde at lave om på mig selv. Jeg vil først 

og fremmest optræde som officer – høfligt 

og imødekommende. Og vil afghanerne 

så snakke, ja så snakker vi. Vil de 

ikke, ja så må de gå. Længere er den potte 

egentlig ikke, siger Susanne Bjørcklund 

og tilføjer: 

– Men det kan jo vise sig, at det faktisk er 

en fordel at være kvinde i et land, hvor 

mine mandlige kolleger ikke har en chance 

for at få oplysninger fra den kvindelige 

del af befolkningen. Mænd taler simpelthen 

ikke til de lokale kvinder. Eksempelvis 

ved jeg, at kollegerne på Hold 8 har været 

inviteret med til bryllup, hvor gæsterne 

er skarpt adskilt i en kvindelig og en 

mandlig halvdel. Hvis jeg som officer 

eventuelt får mulighed for noget socialt 

sammen med de lokale kvinder, kan det jo 

13 

ske, at vi får kendskab til nogle behov, som 

ellers ikke var kommet frem i lyset. 

Kulturel knowhow 

Susanne Bjørcklund mener desuden, at det 

ikke er nogen skade til, at man rundt i verden 

får kendskab til, at der faktisk er kulturer, 

hvor kvinder arbejder og respekteres på 

lige fod med mændene. 

– Jeg har ingen intentioner om at lave afghanernes 

kultur om – slet ikke. Men jeg 

mener ikke, at det er nogen skade til, at vi får 

vist den del af vores kultur, som handler om 

ligestilling, siger Susanne Bjørcklund. 

Men hun tilføjer, at der efter hendes mening 

også er en grænse for, hvornår man 

skal gå ind og kønssortere personellet til en 

konkret mission. 

– Hvis der skulle opstå en situation, hvor 

man ved at have kvinder i en given international 

mission ligefrem puster til ilden frem 

for at bidrage til en positiv udvikling, ja så 

mener jeg, at man skal lade kvinderne blive 

hjemme. Også selv om den bedste mand på 

posten ville være en kvinde. Det primære 

må være, at vi er med til at forbedre forholdene 

de steder, hvor vi bidrager med soldater. 

Og så nytter det ikke, at udviklingen går 

i baglås, hvis man i et givent land simpelthen 

nægter at have med kvindelige soldater 

at gøre. Da må vi som kvinder ikke stå 

fast på de rettigheder og normer, vi har her i 

landet, men i stedet overlade jobbet til vores 

mandlige kolleger. Men det må overvejes 

nøje fra mission til mission, siger Susanne 

Bjørcklund, der rejste til Afghanistan den 9. 

januar.

14 BIOLOGISKE VÅBEN 

Borgens Forlag har netop udgivet Dan Hilfling Petersens bog »Den Koldblodige Krig – Østblokken 

og Vesten 1945-1989«, 223 sider. Bogen bygger på informationer indsamlet fra de tidligere østtyske 

arkiver samt relevant litteratur, interviews med tidligere DDR-officerer og andre højtplacerede 

samt research i datidens aviser fra både Danmark og Tyskland. 

Dan Hilfling Petersen (f. 1945), som er 

uddannet civilingeniør, har tidligere skrevet 

om sit personlige forhold til Østtyskland 

og den dramatiske bortførelse af 

hans hustru fra STASI’s kløer i bogen »Jazz 

og blå briller«, 2001. 

II slaget ved Ypres i Belgien den 22. 

april 1915 blev der for første gang 

anvendt klorgas. Øjenvidner fortæller, 

at soldaterne løb rundt som 

blinde i den grønlige gassky. Med 

svidende opkastninger måtte de 

lide en langtrukken død med ubeskrivelige 

smerter. 

Senere brugte man sennepsgas, hvor 

de ikke mærkede noget, før der var gået 

nogle timer. Herefter bulede øjnene ud 

og huden gik i opløsning. Smerterne var 

så voldsomme, at man ofte måtte binde 

ofrene til deres senge. 

Efter freden i 1918 havde et meget 

stort antal soldater mistet livet. Selv om 

det var en mindre del, der blev dræbt af 

gasser, havde deltagerne i krigen den 

indstilling, at kemiske våben burde forbydes. 

Dette førte til protokollen om 

giftgas i 1925. 

Alligevel var der lande, der arbejdede 

videre. I al hemmelighed blev der nu 

også udviklet biologiske våben. Et forbud 

fik derfor større og større politisk bevågenhed. 

I 1972 underskrev de fleste 

lande FN-konventionen, der forbød disse 

grusomme våben. 

Sovjetunionen havde allerede en stor

Truslen ved 

biologiske våben 

før og nu 

Artiklens forfatter efterlyser de ansvarlige myndigheders opmærksomhed på faren for biologiske 

våben, og at der tages de nødvendige skridt til opbygningen af et solidt beredskab 

Af Dan Hilfling Petersen, forfatter og foredragsholder 

produktion, men valgte at underskrive. I stedet 

for at ophøre med fremstillingen af de 

ulovliggjorte våben blev det hemmeligt vedtaget, 

at produktionen skulle mangedobles. 

Hemmelige giftfabrikker 

Under Sovjethærens 15. afdeling stiftede 

man i stor hemmelighed organisationen 

Biopreparat. Så hurtigt det kunne lade sig 

gøre, blev der ansat flere tusinde biologer, 

læger og ingeniører. Man havde allerede 

stammerne til en række stoffer såsom miltbrand, 

lungepest, harepest, kopper, blødningsfeber 

og mange flere. 

Stofferne skulle udvikles videre, så de var 

modstandsdygtige overfor kendte medicinske 

behandlingsmetoder. Samtidig skulle 

det være muligt at vaccinere egne soldater, 

så de ubesværet kunne operere i inficerede 

områder. Snart efter blev der etableret et 

stort antal hemmelige laboratorier og fabrikker 

rundt omkring i Rusland. 

Der blev også fremstillet fremføringsmidler, 

så kampmidlerne kunne håndteres 

på en sikker måde. Der blev bygget SS18missiler, 

der kunne medbringe og sprede 

400 kilo miltbrandsporer. Bombletter 

(red.: klyngebomber), der indeholdt 20 

kilo, kunne nedkastes fra fly. I en forud bestemt 

højde åbnede de sig og spredte 

kampstoffet. Var der tale om flydende 

kampstoffer, f.eks. koppevirus, kunne 

bombletten spraye indholdet ud i luften. 

Der blev uddannet et stort antal specielle 

elitesoldater, som før en eventuel invasion 

af Vesteuropa skulle opholde sig hemmeligt 

på fjendens område. De var forberedt på at 

skulle forgifte drikkevand, fødevarer og sprede 

dødelige sygdomme nogle dage før invasionsdagen. 

Til det formål blev der fremstillet 

en stor og varieret menu af kampmidler, 

som kunne anvendes i både stor og lille målestok. 

I firserne var der mere end 40.000 ansatte 

i Biopreparat. Alle havde tavshedspligt, og 

KGB holdt projektet i et jerngreb. Det ville 

være katastrofalt, hvis det blev opdaget, at 

Sovjet groft overtrådte den underskrevne 

konvention. Så mistede de den militære fordel, 

det indebar at have nogle specielle våben, 

som en modstander ikke var forberedt 

på. I min nye bog »Den Koldblodige Krig« 

(Borgens Forlag) bliver det påvist, hvordan 

magtbalancen drastisk ændrede sig, uden at 

NATO var klar over det. 

De farlige kampstoffer destrueres 

Efter Sovjetunionens sammenbrud blev Biopreparat 

nedlagt. Fabrikker og lagre blev anmeldt 

til FN, som beordrede det hele destrueret. 

En meget stor opgave, hvori internationale 

firmaer og organisationer, heriblandt 

danske, deltager. Der skal bl.a. afbrændes 

70.000 ton kampmidler. Oprydningen forventes 

afsluttet i år 2008. 

De mange tusinde ansatte i Biopreparat 

blev arbejdsløse. Man kan spekulere over, 

hvor de befinder sig i dag. Der er naturligvis en 

frygt for, at nogle ansættes af såkaldte slyngelstater 

eller måske af terrororganisationer. 

Vi så, hvordan et mindre antal breve med 

miltbrandsporer skabte panik i USA i 2001. 

Ønsker man en større effekt, svarende til 

brug af atomvåben, kan man sprede kampmidler 

i luften eller i drikkevandet. Der kan 

anvendes virus, hvor ofrene smitter hinanden. 

I dag er det muligt at fremstille kampmidler 

ved hjælp af genteknologi, så selv et 

vel forberedt sundhedsvæsen har meget 

svært ved at finde modgift. For relativt små 

omkostninger er det muligt at slå millioner 

af mennesker ihjel. 

15 

Vi er ikke godt nok forberedt 

Under Den Kolde Krig var vi af gode grunde 

ikke forberedt på russernes hemmelige, biologiske 

våben. I dag er truslen anderledes, 

men den er der stadig. Med vores nuværende 

beredskab står vi meget svagt. De tiltag og 

forberedelser, der foreløbig er sat i gang, virker 

utilstrækkelige og uden den fornødne respekt 

for faren ved de biologiske våben. I bogen 

»Den Koldblodige Krig« er der en række 

forslag til, hvad der burde foretages til minimering 

af faren. 

Fjendebilledet er diffust, og vi kan pludselig 

angribes af fjender, vi ikke kender. Vi kan 

kun gætte på, hvilke våben der kommer i anvendelse. 

Den aktuelle fare er sandsynligvis 

meget lille, men tingene kan jo som bekendt 

hurtigt ændre sig, og så bør vi være ordentligt 

forberedt. Forhåbentlig bliver de ansvarlige 

opmærksomme på faren ved de biologiske 

våben og tager de nødvendige skridt til 

opbygningen af et solidt beredskab.

16 TEMA: INTERNATIONALT 

Den grumsede 

affære om USA’s 

forbud mod tortur 

Sagen syntes egentlig klar: Det amerikanske Forsvar strammede reglerne for tilladelig forhørsteknik. 

Kongressen vedtog en lov mod tortur. Trods det sætter Bush-regeringen sig udover loven 

Af journalist Martin Burcharth, Boston 

HHvis amerikansk presse og 

iagttagere i udlandet endnu 

ikke fuldt ud har kaperet 

Bush-regeringens holdning 

til anvendelse af tortur 

og/eller »grusomme, umenneskelige 

og fornedrende« metoder mod 

fanger i amerikansk varetægt udenfor USA, 

er de godt undskyldt. 

Som mange andre aspekter ved amerikansk 

politik er det nemlig en grumset sag, 

der ikke nødvendigvis lader sig fortolke på 

en enkelt og retlinet måde. Når det gælder 

kontroversielle emner, spiller mange interessegrupper 

i landets politiske institutioner 

med i beslutningsprocessen. Resultatet kan 

derfor let blive »en blandet landhandel«, 

hvilket er tilfældet i denne sag. 

Historien begynder i Bagdads Abu 

Ghraib-fængsel. Efter afsløringerne af de 

højst kritiske metoder brugt af militærpolitiet 

mod irakiske krigsfanger, som er formelt 

beskyttet af artikel 3 i Genève-konventionerne 

fra 1949, gik det op for Pentagon, at hærens 

instruktionsbog i opnåelse af oplysninger 

gennem forhør af krigsfanger fra 

1992 (Army’s Field Manual; kendt internt 

som FM 34-92 Intelligence Interrogation) 

måtte ájourføres. 

Det 177 sider lange dokument beskrev 

ikke i tilstrækkelig detaljeret form, hvad der 

er tilladt og forbudt under forhør af krigsfanger 

i en væbnet konflikt udkæmpet på en 

anden stats territorium – i dette tilfælde Afghanistan 

og Irak. Det nævnes f.eks. ikke, 

om fingeret drukning, brug af bidske hunde, 

søvnberøvelse, afklædning til skindet, 

tvangsstillinger og indførelse af en streng 

diæt som midler til at nedbryde en fanges 

psykiske modstandskraft er i overensstemmelse 

med amerikansk lov og internationale 

konventioner. 

Indberetning til sin overordnede 

En række interne og eksterne undersøgelser 

af overgrebene i Abu Ghraib-fængslet og andre 

steder – der førte til 12 rapporter – lagde 

grunden til en revision af manualen, som lå 

klar til at blive godkendt på højeste politiske 

plan i Pentagon sidste forår. Eftersom uddrag 

af dokumentet endnu ikke er blevet offentliggjort, 

vides det ikke med sikkerhed, 

hvor det drager skellet mellem lovlig og 

ulovlig forhørsteknik. 

I generelle termer følger den nye Field 

Manual artikel 3 i Genève-konventionerne 

ved at forbyde fysisk og psykisk tortur (to 

meget omfattende begreber) samt personlig 

ydmygelse og korporlige tæv. Herudover 

skulle den ifølge flere amerikanske aviser, 

med anonyme officerer som kilder, nedlægge 

forbud mod førnævnte forhørsmetoder, 

altså fingeret drukning etc. 

Dokumentet går så langt, at det endda 

specificerer, at en forhørsleder ikke må kaste 

en stol i rummet mod en fange, omend stolen 

gerne må ramme en væg for at skræmme 

ham. Militærpolitiet må ikke deltage i forhør 

for at undgå en uprofessionel tilgang. 

Man må gerne prøve at narre fangen med 

falske løfter om frihed, men forhørsledere 

må ikke fingere at være andre personer, end 

de er – eksempelvis journalister, læger eller 

præster –, for at vride oplysninger ud af den 

tilbageholdte. 

Soldater, der observerer krænkelser af 

international krigsret eller »sædvanlig human 

behandling«, er forpligtet at indberette 

det iagttagede til overordnede. 

Vicepræsident Richard Cheneys 

modstand 

Godkendelsen af hærens nye 200 sider lange 

dokument »Human Intelligence Collector 

Operations« skulle imidlertid vise sig at blive 

lidt af et forhindringsløb. Tilsyneladende 

har der været stærk opbakning fra Udenrigsministeriet. 

Justitsministeriets holdning er 

ikke kendt, men den egentlige stopklods har 

været Det Hvide Hus. Vicepræsident Richard 

Cheneys kontor har heftigt argumenteret, 

at artikel 3 indeholder for uklare definitioner 

af tortur, som binder USA på hænder 

og fødder i situationer, hvor det gælder 

beskyttelse af nationens sikkerhed. 

Det afgørende træk i dette bureaukratiske 

magtspil synes at være blevet taget af den republikanske 

senator John McCain, der blev 

frygteligt torteret som krigsfange i Nordvietnam 

og derfor nyder en absolut moralsk autoritet 

i USA, som end ikke præsident Bush 

kan rokke ved. I en tillægslov, fremsat af 

McCain til forsvarsbevillingen, vedtog et 

stort flertal i Kongressens to kamre i starten 

af december, at forhør af fanger i hærens va-

Den republikanske senator 

John McCain (t.v.), som 

her ses sammen med den 

amerikanske forsvarsstabschef, 

general John Philip 

Abizaid, blev chokeret over 

nyheden om Bush-regeringens 

hemmelige torturregler. 

(Foto: Polfoto/AP 

Photo/Dennis Cook). 

retægt og i hærens faciliteter verden rundt 

nøje skal følge retningslinierne i den nye instruktionsbog. 

Det burde jo egentlig være indlysende. 

Men McCains initiativ skal dels ses som et 

pres på Det Hvide Hus og dels som en sikring 

af, at CIA ophører med at bruge hærens 

faciliteter til at tortere terrormistænkte 

fanger. 

Det andet afsnit af loven er specielt rettet 

mod CIA. Heri hedder det, at ingen person 

i amerikansk varetægt eller fysisk kontrolleret 

af USA’s myndigheder, uagtet nationalitet 

og geografisk opholdssted, må udsættes 

for »grusom, umenneskelig og fornedrende 

behandling«. Det omfatter altså 

ikke alene det amerikanske Forsvar, men 

Army Field Manual fra 1992 kan findes på: 

www.fas.org/irp/doddir/army/fm34 52.pdf 

også de paramilitære efterretningstjenester 

så som CIA. 

Henviser til FN’s torturkonvention 

Indtil McCains lov havde Bush-regeringen 

fastholdt, at fingeret drukning og andre forhørsmetoder 

ikke faldt under denne definition. 

Nu syntes Bush at have tabt slaget, fordi 

McCains lov henviser til definitioner i 

USA’s forfatning og i FN’s torturkonvention 

fra 1984. Da Bush underskrev forsvarsbevillingen 

og tillægsloven mod tortur lige før 

jul, var eksperter enige om, at forbuddet var 

så vandtæt, som det kan blive. 

Men så kom det frem, at der er blevet udarbejdet 

et hemmeligt anneks på 10 sider til 

hærens manual, hvori tilladelige forhørsme- 

17 

toder defineres mere præcist. Skeptikere har 

krævet, at dokumentet offentliggøres for at 

forsikre verden om, at tortur ikke genindføres 

ad bagdøren. Det afviser Pentagon. Nyheden 

kom som et chok for McCain. 

Samtidig hævder Det Hvide Hus, at præsidenten 

har myndighed til at suspendere forbuddet 

mod »grusom, umenneskelig og fornedrende« 

behandling af tilbageholdte i 

McCain-loven, hvis han anser det for nødvendigt. 

McCain og flere prominente republikanske 

senatorer har protesteret over, at 

Bush herved vil sætte sig udover loven, men 

foreløbig til ingen nytte. 

Martin Burcharth er Informations USA-korrespondent. 

John McCains tillægslov ligger på: 

www.phrusa.org/research/torture/mccain_text.html


Lars Poulsen-Hansen er slavisk filolog, har undervist i Ruslands historie på Forsvarsakademiet og var indtil for nylig 

seniorforsker med speciale i russiske forhold på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Afdelingen for europæiske 

studier, der i 2004 udgav hans bog »Ingen har fred længere end hans nabo vil – EU’s nye naboer mod øst«. 

V 

– Vi er afhængige af dem. Og 

de er afhængige af os, konstaterer 

Lars Poulsen-Hansen, 

der er tidligere seniorforsker 

ved DIIS, Dansk Institut 

for Internationale Studier, 

og specialist i Rusland. 

Han tilføjer, at selv om Rusland ikke længere 

er en supermagt, er der masser af grunde 

til at interessere sig for landet. 

– Det er trods alt en stor nabo lige på den 

anden side af Østersøen, tilføjer han. 

Den gensidige afhængighed mellem Rusland 

og EU drejer sig om samhandel – især 

olie og naturgas, som er Ruslands største eksportartikler. 

Cirka en tredjedel af EU’s behov 

for olie og naturgas dækkes af Rusland, så 

her mødes interesserne. Rusland har brug 

for en stabil afsætning, og vi har brug for stabile 

leverancer. 

– EU er Ruslands største handelspartner 

og den største investor i russiske virksomheder, 

siger Lars Poulsen-Hansen, men frem- 

hæver, at samarbejdet mellem Europa og 

Rusland på en række andre områder mildt 

sagt ikke går særlig godt. 

Eksempelvis har Rusland et anstrengt forhold 

til Europarådet, som det har været 

medlem af siden 1996, og som det overtager 

formandskabet for i sommeren 2006. 

I forbindelse med medlemskabet af 

Europarådet påtog landet sig en række forpligtelser 

på menneskerettighedsområdet, 

og de er endnu ikke blevet opfyldt alle 

sammen. I en 120 sider lang rapport påpeger 

menneskerettighedskommissær Alvaro 

Gil-Robles bl.a. 

• menneskerettighedskrænkelser i Tjetjenien, 

• opretholdelse af dødsstraf (der dog ikke 

har været eksekveret i ti år), 

• den nye partilov, der begrænser den politiske 

konkurrence, 

• forslag om at den udøvende magt skal begrænse 

den dømmende magt, 

• statens faktiske kontrol over massemedi- 

erne og manglen på neutral dækning af 

præsident- og parlamentsvalg, 

• Putins reformpakke fra efteråret 2004, der 

styrker centralmagten efter Beslan-tragedien. 

– Så det bliver spændende at se, hvordan formandsperioden 

forløber, konstaterer Lars 

Poulsen-Hansen. 

Atommagt og Sikkerhedsråd 

I forbindelse med et af DIIS’ kurser »En ny 

verdensorden« på Grundtvigs Højskole i 

efteråret talte Lars Poulsen-Hansen om 

»Rusland – supermagt på retur?« 

– Og Rusland er bestemt ikke den supermagt, 

det var engang. Det eneste, der er tilbage, 

er, at landet stadig er en atommagt, at 

det har en permanent plads i FN’s Sikkerhedsråd 

og er med i G8 – og her er de ikke 

engang helt med, og deltagelsen skyldes 

kun, at Rusland er en vigtig råstofleverandør, 

siger Lars Poulsen-Hansen.

EU’s kolossale 

nabo mod øst 

På en række områder går samarbejdet mellem Europa og Rusland mildt sagt ikke 

særlig godt, siger tidligere seniorforsker Lars Poulsen-Hansen, som mener, at EU’s 

interesse for Rusland derfor bør være meget større 

Af journalist Ingrid Pedersen Fotos: Karsten Weirup 

Samtidig fremhæver han, at der er en større 

forståelse mellem USA og Rusland end 

mellem Europa og Rusland, selv om Rusland 

– ligesom Frankrig og Tyskland – valgte ikke 

at være med i koalitionen mod Irak. 

– Putin var også den første, der ringede til 

Bush og kondolerede efter angrebet 11. september, 

nævner han. 

En anden grund til, at landet ikke er den 

supermagt, det var engang, er, at landet er 

meget splittet. Ikke alene på grund af krigen 

i Tjetjenien, men også på grund af 

konflikter i andre nordkaukasiske republikker, 

som medierne ikke fokuserer så 

meget på. (Læs også »Danske Officerer«, 

nr. 1/2005, side 16). 

Parodi på demokrati 

– Efter tragedien på skolen i Beslan har Putin 

fremsat et forslag til nye terrorlove, der skulle 

give Rusland ret til at jage terrorister overalt 

i verden. Det er et rent paradeforslag – 

især i betragtning af, at Rusland ikke engang 

er i stand til at fange terrorister derhjemme, 

konstaterer han. 

Lars Poulsen-Hansen nævner, at et par af 

de ting, der svækker Rusland, er, at landet 

er gennemkorrupt, og at der dybest set ikke 

er noget ønske om en demokratisering af 

landet. 

Rusland består af 89 regioner, der er meget, 

meget forskellige – men de har dog russisk 

som fælles sprog. 

– De regionale ledere vælges ikke. De udpeges, 

og der er tilsyneladende en holdning 

om, at valg er en alt for alvorlig sag at overlade 

til folket, siger han. 

Det samme synes folket muligvis, for da 

det første frie valg fandt sted i Rusland i 

1993, stemte kun halvdelen af russerne – og 

de stemte ikke på de demokratiske reformpartier. 

Gorbatjovs tidligere medarbejder, Aleksandr 

Jakovlev, der netop er død, har kaldt 

det demokrati, der er skabt i Rusland, for en 

parodi på et demokrati. Der er i realiteten 

19 

ingen opposition, og han siger, at Rusland er 

på vej tilbage til et étpartisystem og dermed 

til et autoritært styre. 

Jakovlev, som var arkitekten bag glasnost, 

betegnede situationen som værre end under 

sovjettiden og har sagt: 

»Vi løj under sovjetmagten, men troede, vi 

sagde sandheden. Nu lyver hele samfundet 

og ved, det er løgn«. 

– Der findes kritiske og uafhængige aviser, 

understreger Lars Poulsen-Hansen. Men de 

er få og små, og uafhængige TV-stationer 

findes stort set ikke. TV-kanalerne er fordelt 

til private firmaer, og det er svært at få gang i 

en politisk debat. Det har folk simpelt hen 

ikke været vant til, siger han. 

En ny valglov indskrænker demokratiet 

yderligere, så man igen er på vej til et étpartisystem. 

– Putins hensigt er at styre demokratiet. 

Han taler helt åbent om et manøvrérbart demokrati, 

og det er jo i sig selv en selvmodsigelse, 

erklærer Lars Poulsen-Hansen. 

f fortsættes


På samme måde er det selvmodsigende, at man har forsøgt at stable 

et civilt samfund på benene oppefra. 

Systemet forstår det ikke 

– NGO’er (Red.: Non-governmental organizations) kan i sagens 

natur ikke skabes oppefra. Samtidig arbejdes der med et 

lovforslag, der forbyder NGO’er at modtage støtte udefra, og 

man kan forbyde dem, hvis de skader det russiske styre. Det 

forslag har naturligvis mødt masser af kritik fra vesteuropæiske 

regeringer og menneskerettighedsorganisationer. 

– Det russiske system forstår simpelt hen ikke, at støtte til 

kritiske NGO’er er et forsøg på at hjælpe dem. Den enkelte russer 

forstår godt, at vi ønsker at hjælpe dem. Men systemet forstår 

det ikke, vurderer Lars Poulsen-Hansen. 

Han tilføjer, at der desuden mangler regler for lokalt selvstyre. 

– Russerne har ikke været vant til at tage ansvar for deres 

egen skæbne. De har ventet, til noget blev besluttet for dem, 

og det er svært at ændre på, siger han. 

Hans egen kritik af udviklingen i Rusland skal da også forstås 

som en venskabelig gestus. 

– Jeg kritiserer russerne, fordi jeg kan lide dem og prøver at 

formidle viden om landet. Derfor ærgrer det mig, at der er så 

lidt interesse for Rusland, der ligger så tæt på og er så spændende 

og nemt at besøge, siger han og tilføjer, at hans egen 

stilling på DIIS er nedlagt, selv om interessen for Rusland burde 

være større end nogensinde før på grund af udvidelsen af 

EU, der har gjort otte lande, der er tæt forbundne med Rusland, 

til EU-lande. 

Druk stadig et problem 

Lars Poulsen Hansen mener, at for den almindelige russer er 

hverdagen blevet bedre end i sovjettiden. 

– Folk lever, går på arbejde og følger med i TV-serier. De dør 

ikke af sult. Der er måske nok tale om fejlernæring og underernæring, 

men generelt er folk tilfredse. Men der sker selvfølgelig 

også en idyllisering af fortiden, selv om de færreste ønsker 

den tid tilbage, siger han. 

Et andet alvorligt problem, der optager ruserne meget, er 

det voldsomt faldende befolkningstal. 

– Der sker en negativ befolkningstilvækst på 800.000 personer 

om året. Det skyldes bl.a., at mændenes middellevetid er 

meget lav, der sker mange arbejdsulykker, børnedødeligheden 

er høj – på niveau med ulandenes -, og den ædruelighedskampagne, 

Gorbatjov satte i gang, virker vist ikke rigtig mere. 

Der offentliggøres ikke statistikker, men druk er stadig et 

stort samfundsproblem, siger han. 

Det er nærliggende at spørge, om der kan komme en 

»orange« revolution i Rusland, som det skete i Ukraine, da den 

vestligt orienterede Viktor Justjenko vandt valget dér. 

Lars Poulsen-Hansen mener ikke, det vil ske. Men han er 

ikke i tvivl om, at magthaverne frygter det. 

Vladimir Putin kan kun sidde på magten til 2008, men Lars 

Poulsen-Hansen tvivler på, at han vil forlade magten frivilligt. 

– Jeg tror, han finder én eller anden måde at blive på – uden 

at gøre noget ulovligt. Jeg ved ikke hvordan, men jeg tror ikke, 

han går frivilligt, vurderer han. 

– Jeg kritiserer russerne, fordi jeg kan lide dem 

og prøver at formidle viden om landet. 

Forandringerne i Sovjetunionen startede som bekendt, da 

Mikhail Gorbatjov kom til magten som kommunistpartiets 

generalsekretær i marts 1985. 

Han mening var at forbedre det sovjetiske system ved at få 

folk til at arbejde mere og drikke mindre. Men før han vidste 

af det, var han i gang med at undergrave systemet og gøre en 

ende på Sovjetunionen. 

Aleksandr Jakovlev, arkitekten bag glasnost og én af Gorbatjovs 

tidligere medarbejdere: 

»Vi løj under sovjetmagten, men troede, vi sagde sandheden. 

Nu lyver hele samfundet og ved, det er løgn«.

Familienetværket er 

med i Forsvarsforliget 

Familienetværket for familie og venner til udstationerede soldater – en del 

af Kammeratstøtteordningen, som assisteres af Forsvarets Personeltjeneste 

Af redaktør Henning Lahrmann 

A 

Antallet af danske soldater, 

der er eller har været i international 

tjeneste, udgør 

mere end 60.000, og tallet 

er stadig stigende. Det betyder, 

at der i fremtiden vil 

være flere og flere familier og pårørende, der 

berøres af den internationale tjeneste, og 

udviklingen har vist, at Forsvarets operationer 

også i fremtiden bliver i den skarpe ende 

med deraf følgende større belastning for det 

udsendte personel og deres pårørende samt 

problemer efter hjemsendelsen. 

Det er baggrunden for etableringen og 

opretholdelsen af Familienetværket. 

I forbindelse med Forsvarsforliget 2005- 

2009 er der afsat ressourcer til Kammeratstøttearbejdet 

(KSO), hvor Forsvarets Personeltjeneste 

er en aktiv medspiller. Familienetværket 

er blevet en del af ordningen, og 

det har givet en god platform for det videre 

arbejde. 

Tilpasset den aktuelle situation 

Det er vigtigt at påpege, at netværket ikke 

består af psykologer, socialrådgivere eller andre 

officielle behandlere, men af andre pårørende, 

der »taler samme sprog«. 

Hvad et netværk ellers er, lader sig ikke besvare 

éntydigt. For netværket vil altid være 

tilpasset den aktuelle situation og de aktuelle 

behov. Men først og fremmest kan et netværk 

skabe mulighed for at tale med nogen, 

som selv er - eller har prøvet at være - tæt på 

én, der er eller har været udstationeret. Muligheden 

for kontakt med andre mennesker 

i et netværk kan vise sig både at være igangsættende 

og at gøre hverdagen lettere. Kort 

sagt kan man i en netværksgruppe udveksle 

erfaringer og tale med mennesker, der forstår 

én, fordi de har befundet/befinder sig i 

den samme situation. 

Det er måske vanskeligt at gøre andre 

mennesker klart, hvad det er for problemer, 

der rammer de familier/pårørende, der »am- 

puteres« for en periode. Udefra kan problemerne 

synes små, men for de »involverede« 

er sagen en anden. Her kan selv tilsyneladende 

små problemer synes uovervindelige. 

Mange vil langt hen ad vejen kunne få 

støtte og hjælp fra familie og venner. Men 

de fleste kender sikkert til følelsen af at være 

til »besvær« og til at »belemre« andre med 

sine spekulationer og problemer. På et tidspunkt 

bliver det ofte et spørgsmål om, hvem 

der først mister interessen. Omgivelserne - 

der skal høre om de samme problemer igen 

og igen – eller den pårørende – som skal lægge 

øre til de samme mere eller mindre engagerede 

svar. 

Det er her, Familienetværket viser sin kvalitet 

– her behøver man ikke at føle sig til besvær 

eller føle, at man er til ulejlighed for andre. 

Familienetværkets kontaktpersoner 

Alle Familienetværkets kontaktpersoner 

rundt i landet står til rådighed – se hjemmesiden: 

http://forsvaret.dk/HOK/Forum/ 

Alle er velkomne til at ringe eller skrive. 

Nedenstående kontaktpersoner er tilknyttet 

de hold, der i øjeblikket er i Irak: 

Annette Lings, tlf.: 3038 1981, 

mail: lings@privat.dk 

Britta Lange, tlf.: 3038 1985, 

mail: lange-co@mail1.stofanet.dk 

Gitte Falck, tlf.: 3038 1986, 

mail: gittehfalck@gmail.com 

FAMILIE 

Efter en længere debat den 19. januar gav et flertal i Folketinget sit samtykke til, at danske militære 

styrker fortsat stilles til rådighed for en multinational sikringsstyrke i Irak. Det indebærer 

bl.a., at de danske militære styrker frem til 1. juli 2006 vil blive stillet til rådighed for beskyttelsen 

af civilt dansk personel og ejendom i landet, og at de danske soldater fortsat vil bidrage til 

NATO's træningsindsats i Irak. (Foto: HOK) 

Grete Illum, tlf. 3038 1983, 

mail: Grete.Illum@gmail.com 

Kirsten Leuenhagen, tlf.: 3038 1984, 

mail: fam.leuenhagen@gmail.com 

Ann-Pia Wielsøe, tlf.: 2075 5299, 

mail: wielsoe@stofanet.dk 

Karin Pedersen, tlf.: 3038 1991, 

mail: kjp@vejrumstad.dk og 

Lone Brantner, tlf.: 3038 1988, 

mail: brantner@city.dk 

Charlotte Hagensten tlf.: 3038 1993, 

mail: kelo@get2net.dk 

21

22 CACEX 

Det er ikke tilladt CAC-instruktørerne at deltage i fysisk tilbageholdelse af personer i skarpe missioner. 

Overlev 

som gidsel 

Af journalist Steen Cadan Fotos: Bo Jarner, DJ 

Danske Officerer kan nu afsløre, hvad CAC-uddannelsen går ud på, idet vi har 

talt med oberstløjtnant Steen Bornholdt Andersen, der sammen med nogle 

officerer fra Forsvarsakademiet har udviklet denne meget aktuelle uddannelse

F 

– Forsvaret har siden midten af 

2005 arbejdet intensivt på et nyt 

koncept til uddannelse og beskyttelse 

af Forsvarets personel, 

såfremt disse måtte havne i en 

tilbageholdelsessituation. Konceptet 

omfatter såvel uddannelse af personellet, 

hvor CACEX (Conduct After Capture 

Exercise) er betegnelsen for den praktiske del 

af CAC-uddannelsen, som en række policyog 

støtteområder, der fortsat er under sagsbehandling 

ved Forsvarskommandoen. CA- 

CEX er hermed blot en enkelt del af et samlet 

hele – omend en vigtig del. 

– Uddannelsen er beregnet for alle, som 

står i en risiko for at blive tilbageholdt i en situation, 

hvor Genèvekonventionens regler 

om krigsfanger ikke gælder eller ikke bliver 

respekteret. Jeg mener, at POWEX har mistet 

sin værdi, for sandsynligheden for, at vi 

kommer i en konventionel krig, er meget lil- 

– På længere sigt kan 

jeg godt forestille mig, 

at også andre vil 

kunne komme i 

betragtning til selve 

uddannelsen, siger 

oberstløjtnant Steen 

Bornholdt Andersen. 

le, så det er ikke det, vi skal fokusere på. Derimod 

er der et behov for en uddannelse i at 

overleve som gidsel. 

– CAC-uddannelsen består af en teoretisk 

uddannelse og en senere praktisk del. Den 

teoretiske del, der varer op til tre dage, består 

af en gidselbriefing, som er en orientering 

om, hvad gidseltagning er for noget, og hvilke 

midler man har for at komme så uskadt 

som muligt igennem denne situation. Her 

skal man være opmærksom på, at uddannelsen 

ikke går på, hvordan man undgår en 

gidseltagning, men alene på, hvordan man 

helskindet kan komme igennem den. 

Parametre i uddannelsen 

– Uddannelsen, der bygger på vore internationale 

partneres erfaringer fra gidseltagninger, 

indeholder også elementer om, 

hvordan personlig hygiejne er en medvirkende 

faktor til at bevare ens selvrespekt. Er 

23 

man bundet eller på anden måde forhindret 

i at bevæge sig frit, hvordan kan man så fysisk 

holde sig i form? Ligesom man undervises 

i, hvordan man kan forsøge at holde fast 

i sine menneskelige værdier for mentalt at 

overleve. Ud over det gives der en hel masse 

redskaber til at lære at aflæse situationer, så 

man bedre kan reagere på dem, for i sidste 

ende er det jo gidseltagerne, der har den fysiske 

kontrol. Ligesom det er dem, der bestemmer, 

om man skal overleve; men man 

kan lære at vurdere trusler og træffe forholdsregler, 

så man muligvis kan overleve 

gidseltagningen. 

– Der gives ikke en facitliste over adfærd 

og situationsfornemmelser, for ingen ved jo, 

hvordan gidseltagere reagerer. Derfor opstiller 

vi en bred vifte af situationer omfattende 

forståelse for forskellige former for magtudøvelse, 

fysiske og psykiske krænkelser, som 

skal få deltagerne til at tænke i forholdsregler 

og anvendelse af de redskaber, vi giver 

dem. 

– Hvor POWEX var rettet mod den enkelte 

krigsfange, er det karakteristisk for de fleste 

gidseltagningssituationer, at gidsler en 

gang imellem ser andre gidsler samt måske 

maskerede gidseltagere. Derfor arbejder vi 

mere med medmenneskelige relationer i 

gruppen end med indadrettede reaktioner 

for den enkelte. – Dette er den virkelig store 

forskel på CACEX og POWEX, og så fordi vi 

tror, at risikoen for gidseltagning er langt 

større i det globale samfund. 

Afprøvning af teorien i praksis 

– Når den teoretiske del er overstået, kan 

man komme videre til en praktisk uddannelse, 

men det er ikke alle, der kommer igennem 

den praktiske uddannelse. Dels er den 

langvarig og dels meget krævende. Endelig 

har formentlig ikke alle behov for den del af 

uddannelsen. 

– Den praktiske uddannelse er effektbaseret, 

så har en deltager bevist, at vedkommende 

mestrer de redskaber, vi har ønsket at 

videregive, standser uddannelsen, for så har 

vi ikke behov for at gå videre. Det drejer sig 

om at sætte deltagerne i nogle situationer, 

hvor de skal træffe nogle beslutninger og 

bringe dem til udførelse. Det er det, den 

praktiske del af uddannelsen går ud på. 

– I selve den praktiske uddannelse opstår 

der en lang kæde af hændelser, som er realistiske 

og sandsynlige ud fra det, vi har fået at 

vide om, hvordan gidseltagninger gennem- 

f fortsættes

24 CACEX 

føres. Disse praktiske situationer skal vore 

deltagere så forholde sig til. Hvis de forholder 

sig rigtigt til dem, er vi glade. Og jo flere 

ting, de forholder sig rigtigt til, jo kortere bliver 

uddannelsen, hvis jeg må sige det på den 

måde. I det øjeblik, en deltager anvender et 

forkert redskab eller anvender et redskab forkert, 

har vi nogle pædagogiske hjælpemidler 

til at forklare, at den pågældende er på galt 

spor. Da det er en uddannelse, hjælper vi 

vedkommende ind på det rigtige spor igen, 

så de forstår, hvad det er, de har gjort forkert, 

og hvordan de kan bedre situationen. 

– I virkeligheden eksisterer CAC-uddannelsen 

slet ikke endnu, idet der blot er afholdt 

et troppeforsøg på en bestemt årgang 

på alle tre værns officersskoler, hvor alle har 

været igennem såvel en teoretisk som en 

praktisk uddannelse. De erfaringer, vi har 

indhøstet, er netop sammen med de positive 

idéforslag fra kadetterne blevet indarbejdet 

i selve uddannelsen, der er fremsendt til 

godkendelse i Forsvarskommandoen. 

De helt rigtige instruktører 

– For at uddannelsen skal blive så god som 

muligt, er det nødvendigt med gode instruktører. 

Derfor har vi brugt mange kræfter på 

at finde frem til de rette personer. De skal 

kunne viderebringe et indlæringsstof pædagogisk 

og kontrollere, at indlæringen har 

fundet sted. Og derudover skal vi have instruktører 

til den praktiske del af uddannelsen, 

hvor de skal spille gidseltagere. Her 

har vi anvendt teknikker fra skuespilverdenen, 

så de ved, hvornår de er gidseltagere, og 

hvornår de er sig selv. 

– For at undgå risiko for, at uønskede elementer 

af uddannelsen og en mere generel 

forråelse breder sig til andre dele af Forsvaret, 

er der indført stramme etiske og formelle 

regler for, hvordan instruktørerne må anvende 

deres viden. Derfor tillades CAC-instruktørerne 

blandt andet ikke at deltage i 

fysisk tilbageholdelse af personer i skarpe 

missioner. 

– Men udover at have brugt mange kræfter 

på at vælge de rette instruktører har vi 

brugt endnu flere på at uddanne dem, så vi 

ved, hvordan de arbejder med uddannelsen. 

For vi beskæftiger os med nogle områder, 

som forekommer ubehagelige og uetiske for 

langt de fleste, og derfor er det et krav, at 

man skal være bevidst om, hvad det er, man 

gør. Derfor vægter vi vedkommendes personlige 

egenskaber, når vi vælger instruktører, 

fordi det skal være mennesker, som skal 

være i fuldstændig balance med sig selv. De 

skal have nogle ganske grundfæstede etiske 

betragtninger på deres liv og tilværelse, og 

de skal have et realistisk syn på, hvad det er, 

de skal deltage i. 

– Under selve den praktiske uddannelse 

bruger vi en instruktør for hver halvanden 

kursusdeltager. Når det er så mange, skyldes 

det, at gruppen af instruktører, der fungerer 

som gidseltagere, er sammen med gruppen 

hele tiden, så de er til stede ligeså lang tid, 

som den praktiske uddannelse varer – op til 

to døgn. Døgnet før, at instruktørerne starter 

deres arbejde, benyttes til at indlære den 

rolle, der skal spilles, og indøve teknikker. 

Og når det hele så er færdigt, bruges der en 

arbejdsdag til at komme ud af rollen, så når 

instruktørerne tager hjem, er de bevidste 

om, at nu er de sig selv og skal hjem til deres 

familier. 

En salgsmulighed 

– Foreløbig skal vi kun uddanne Forsvarets 

egne folk. Men på længere sigt kan jeg godt 

forestille mig, at også andre vil kunne komme 

i betragtning til selve uddannelsen. Således 

kunne det vel engang i fremtiden godt 

komme på tale at »sælge« uddannelsen til 

andre her i landet. 

Forsvarschef Jesper Helsø 

udtalte i en pressemed- 

delelse den 12. januar 

2006, at Forsvaret har 

pensioneret krigs- 

fangeøvelsen POWEX 

(Prisoner of War 

Exercise) og erstattet den 

med gidseløvelsen 

CACEX. 

CAC-uddannelsen er beregnet for alle, som står i en risiko for at blive tilbageholdt som gidsel, siger Steen Bornholdt Andersen.

Kaptajn Poul Secher ved rekrutteringscentrets internetcafé, hvor de unge kan søge information om Forsvarets uddannelser. 

Fra slutningen af januar slår Forsvaret dørene op for et helt nyt sessionskoncept. 

Forsvarets Dag afvikles på fem rekrutteringscentre 120 dage om 

året. Centrene bliver ledet af kaptajner i nyoprettede stillinger 

Tekst og foto af Morten Fredslund 

D 

– Du får mig ikke til at give 

et bud, der kommer tættere 

på end »slutningen af januar«. 

Men jeg kan love 

dig, at alle, der har blot en 

lille finger med i spillet 

vedrørende Forsvarets Dag, er begyndt at 

have sommerfugle i maven, siger kaptajn 

Poul Secher, da han kort efter nytår bliver 

bedt om at give en status vedrørende Forsvarets 

Dag. 

Poul Secher er udpeget som leder af rekrutteringscentret 

i Fredericia, hvor man fra 

»slutningen af januar« forventer, at 6.000 

unge hvert år møder op for at blive sessionsbedømt. 

– Vi forventer, at cirka 50 unge møder op på 

hver af de 120 dage, vi gennemfører Forsvarets 

Dag. Men da man jo inviterer alle 18-årige 

piger med, ved vi af gode grunde ikke 

præcist, hvor mange der møder op, fortæller 

Poul Secher fra de nyopførte træbarakker på 

den tidligere gæsteparkeringsplads på Bülows 

Kaserne i Fredericia. 

Fladskærm og netcafé 

Indenfor er der stadig lidt bart, og de nye 

møbler afgiver stadig den karakteristiske 

lugt af lak. 

– Lige nu mangler vi at få sat den 50 tommer 

store fladskærm op i venterummet, 

hvor der også mangler en stor plancheud- 

FORSVARETS DAG 

Skarpt tegnede profiler 

er klar til Forsvarets Dag 

25 

stilling, som skal informere de unge om Forsvarets 

mange uddannelsesmuligheder, siger 

Poul Secher, der ikke holder sig tilbage 

med at fortælle om centrets mange andre faciliteter, 

som samlet skal bidrage til, at de 

unge føler sig godt modtaget, når de møder 

op til Forsvarets Dag. 

– Det er os, der rykker os for at møde de 

unge – ikke omvendt. Jeg har blandt andet 

fået et nyt navneskilt, som blot fortæller, at 

jeg hedder Poul og ikke P. Secher, tilføjer den 

unge kaptajn med et grin. 

I rekrutteringscentret er der indrettet en 

netcafé, hvor de unge kan søge oplysninger 

om Forsvarets uddannelser og karrieremuligheder. 

Og på storskærmen vil der blive 

f fortsættes

26 

FORSVARETS DAG 

vist relevante film eller information. Der bliver 

også opstillet rekvisitter som uniformsgenstande 

og temaudstillinger, som vil køre 

på skift mellem de fem rekrutteringscentre, 

der er bygget op efter samme princip: Her 

skal være rart at være. 

Forventer myndighed 

Ud over Bülows Kaserne i Fredericia bliver 

der etableret rekrutteringscentre på kasernerne 

i Antvorskov og Høvelte, på Flyvestation 

Ålborg samt på Beredskabscentret i Herning, 

hvor centerlederen er fra Beredskabskorpset. 

Det er op til de fem centerchefer selv 

at bestemme, hvordan Forsvarets Dag skal afvikles 

på deres center, men i store træk vil 

Forsvarets Dag indeholde de samme elementer: 

En velkomst og orientering, 45 minutters 

informationsvideo om Forsvaret, Beredskabskorpset 

og Hjemmeværnet efterfulgt af 

en times skriftlig sessionsprøve. Derefter individuelt 

sundhedstjek – vægt, højde, syn og 

hørelse – en lægeundersøgelse samt selve 

trækningen af nummer i tromlen. 

– Hvordan selve velkomsten kommer til at 

spænde af, ved jeg endnu ikke præcist. Men 

centrets civilt ansatte har peget på, at jeg 

ikke må glemme, at de unge forventer en 

myndig tone, når de møder Forsvaret for første 

gang. Og den bemærkning er et glimrende 

eksempel på fordelene ved, at centrets 

Poul Secher ved indgangen til rekrutteringscentret 

på Bülows Kaserne i 

Fredericia, hvor parkeringspladserne til 

kasernens gæster måtte lade livet for at 

skabe plads til de nye barakker. 

De ansatte ved rekrutteringscentret repræsenterer alle niveauer i det militære 

system. Centrets kvindelige overkonstabel fra søværnet mangler på billedet. 

personale kommer fra forskellige kulturer. 

Det samme gælder i relation til de unge. For 

når den unge kommer ud fra lægen med et 

stykke papir i hånden, er det meningen, at vi 

skal tage hånd om vedkommende og svare 

på alle de spørgsmål, der presser sig på. Og så 

er det jo fint, at så godt som alle værn er repræsenteret. 

For selv om jeg ved en hel masse 

om uddannelserne i søværnet, ja så kan 

jeg jo ikke konkret svare dig på, hvordan det 

er at sejle rundt om bord på et inspektionsskib. 

Men det kender min kollega fra søværnet 

alt til, siger Poul Secher. 

En værnsfælles enhed 

Som leder af rekrutteringscentret i Fredericia 

er Poul Secher chef for tre militære og fire civilt 

ansatte samt en mellemleder fra Beredskabskorpset. 

Konkret er der tale om en beredskabsmester, 

der svarer til seniorsergent, 

en oversergent fra hæren og to overkonstabler 

fra henholdsvis hæren og søværnet. På 

den civile side er der knyttet to læger, en 

kontorfuldmægtig og en kontorassistent til 

centret. 

– For mig er det jo helt nyt, at jeg er leder 

af en værnsfælles enhed. Men det er også 

noget af det, der tiltaler mig meget ved jobbet, 

som jeg føler giver mig en større horisont. 

Som centerleder er du tvunget til at 

sætte dig ind i alle job- og uddannelsesmuligheder 

i alle hjørner og afkroge af Forsvaret. 

Og da jeg trives bedre, jo mere overblik 

jeg har, passer det mig glimrende, siger Poul 

Secher, der er tilknyttet Telegrafregimentet, 

hvor han senest har fungeret som kompagnichef 

i et hovedkvarterskompagni. 

Som sine kolleger på de øvrige rekrutteringscentre 

blev han udpeget til jobbet som 

centerleder. 

– Min udstikker spurgte, om det var noget 

for mig. Og selv om jeg kun fik en meget 

kort præsentation af jobbet – meget få vidste 

jo fra starten ret meget om, hvordan konceptet 

skulle ende med at tage sig ud –, sagde 

jeg ja tak. Jobbet har rigtig mange spændende 

facetter. Det giver mig også det omtalte 

generelle overblik og den brede horisont. I 

det her job skal jeg konstant have snablen 

nede i Forsvarets udvikling, samtidig med at 

det giver mig mulighed for at arbejde sammen 

med andre virksomhedskulturer – såvel 

i som udenfor Forsvaret, siger Poul Secher, 

der blandt andet skal deltage i uddannelsesmesser 

og gennemføre andre eksterne rekrutteringsaktiviteter 

i de cirka 100 resterende 

arbejdsdage, hvor der ikke gennemføres 

Forsvarets Dag. 

Profiler til jobsamtale 

Han matchede en nøje profil, som Forsvarets 

Personeltjeneste, FPT, har tegnet af centerlederne. 

Blandt andet skal lederen – og 

det øvrige personale – være god til at kommunikere 

med mange forskellige typer af 

mennesker. Lederen skal desuden have været 

udstationeret, ligesom han skal have bestridt 

en stilling som kompagnichef eller tilsvarende. 

– Jeg har været udsendt til såvel Bosnien

som Irak. Men jeg tror, det er mest afgørende, 

at du er i stand til at snakke med mennesker 

på alle niveauer. Det er vigtigt, at vi møder 

de unge på de unges præmisser. Og derfor 

gennemførte vi også jobsamtaler, da vi 

skulle have besat de øvrige militære stillinger 

på centret, siger Poul Secher og tilføjer: 

– Det er meget vigtigt, at alle unge går 

herfra med et positivt indtryk af Forsvaret 

– uanset om man trækker frinummer, 

melder sig som nægter eller melder sig til 

basisuddannelsen eller én af de andre uddannelser 

i Forsvaret. Derfor skal alt personale 

også være gode til at sælge varen. 

Men selv om du er verdens bedste kommandobefalingsmand, 

er det jo ikke sikkert, 

at du lige er den rette til at snakke 

med en 18-årig fyr, der dukker op med hanekam 

og ring i næsen. Derfor er vi nødt 

til at se det potentielle personales menneskelige 

kvaliteter mere efter i sømmene, 

end hvad der ellers er sædvane i Forsvaret. 

Og derfor er vi også nødt til at tale med de 

mennesker, som udstikkerne har udpeget, 

siger Poul Secher, der selv deltog i jobsamtalerne 

sammen med en FPT-udstikker og 

projektlederen på Forsvarets Dag fra Forsvarets 

Rekruttering. 

Ukendt længde og merit 

Stillingerne som leder af rekrutteringscentrene 

er endnu så nye, at der ikke ligger konkrete 

retningslinier for, hvor længe kaptajnen 

skal sidde i stillingen. 

– Jeg er ret overbevist om, at stillingen 

ikke bliver ret meget længere end to- eller 

treårig. Lederen skal have en god fornemmelse 

af udviklingen og stemningen ude i 

yderste led af Forsvarets rækker, og derfor er 

det forholdsvis hyppigt nødvendigt med 

friske kræfter i lederstillingen, siger Poul Secher. 

For den 34-årige kaptajn er det også uvist, 

hvordan stillinger tæller i forhold til merit i 

karriereforløbet. 

– Jeg gennemførte Videreuddannelsestrin 

I, VUT I, i 2003, og normalt siger man, at der 

skal gå omkring seks år, inden man kan prøve 

at søge VUT II. I den periode skal du bestride 

en række forskellige stillinger, hvoraf 

én skal være en såkaldt ekstern stabsstilling. 

Umiddelbart håber jeg, at jobbet her kan sidestilles 

med jobbet i en ekstern stab, så jobbet 

tæller med, hvis jeg senere søger VUT II, 

siger Poul Secher og tilføjer: 

– Men i første omgang er det jo ikke for 

karrierens skyld, at jeg har sagt ja til jobbet, 

selv om jeg mener, at funktionen giver mig 

en række kompetencer, der ikke ligefrem bør 

sætte min karriere i stå. Og selv om jeg håber, 

at jobbet er en potentiel trædesten i relation 

til VUT II, ved vi jo godt, at der er 

mange om buddet. Tendensen har jo også 

været, at det er den operative karriere-linie, 

som har produceret flest VUT II’ere. Så skulle 

VUT II glippe, ja så giver jobbet her mig en 

masse erfaring i at arbejde med forskellige 

kulturer og Human Ressource, HR. Og i så 

fald vil det være i en HR-funktion, jeg ser 

mig selv i fremtiden, siger Poul Secher, der 

slår dørene op for Forsvarets Dag »i slutningen 

af januar«. 

Fakta om Forsvarets Dag 

– Blandt dem, der får tilbud om at 

møde op til Forsvarets Dag, er alle 

18-årige kvinder, som dog inviteres, 

mens deres mandlige jævnaldrende 

indkaldes. 

– På hvert af de fem rekrutteringscentre 

forventes der 50 deltagere på 

hver Forsvarets Dag, der gennemføres 

120 dage om året. 

– De resterende 100 arbejdsdage 

gennemfører centrenes ansatte andre 

hverve- og informationsaktiviteter. 

Blandt andet Forsvarets Dag på 

Bornholm. 

– De ansatte på centrene repræsenterer 

tilsammen alle personelkategorier 

blandt Forsvaret personel: Menige, 

befalingsmænd og officerer. 

– Det tilstræbes, at der på hvert 

rekrutteringscenter er en kvinde samt 

en person af anden etnisk herkomst 

blandt de ansatte i uniform. 

– Alle deltagere får fri fra skole 

for at deltage i Forsvarets Dag, 

ligesom eventuelle transportudgifter 

refunderes. 

– Forsvarets Dag forventes maksimalt 

at vare seks timer. 

Rekrutteringscentrets 

uniformerede 

ansatte i lokalet, 

der fra slutningen 

af januar skal danne 

rammerne for sessionsprøven 

under 

Forsvarets Dag. 

27

28 FORSVARETS DAG 

Udadvendt profil i 

tung kaptajnstilling 

De fire nyoprettede stillinger som ledere af rekrutteringscenterne betegnes 

som tunge kaptajnstillinger, der tæller godt i det videre karriereforløb 

Af journalist Morten Fredslund 

– Forsvarets Dag er et nyt koncept, så det er 

vigtigt, at vi har de rigtige mennesker til at 

drive den forretning, siger oberst Carsten 

Vejre, chef for Personaleforvaltningssektionen 

ved FPT. 

L 

Lederne af de fire nye rekrutteringscentre, 

der hører under 

Forsvaret, er alle udvalgt efter 

en nøje profil sammensat af 

Forsvarets Personeltjeneste. Og 

den fremgangsmåde vil formentlig 

blive gentaget, når de nuværende 

centerledere skal afløses. 

– Det skal ikke være en hemmelighed, at 

vi har været på udkig efter en særlig profil. 

Det gælder både lederen og de øvrige medarbejdere 

i rekrutteringscentrene, hvor personalet 

i høj grad skal være udadvendt og i 

stand til at sælge varen. 

Det siger oberst Carsten Vejre, der er chef for 

Personaleforvaltningssektionen ved Forsvarets 

Personeltjeneste. 

– Det er jo et nyt koncept, og så er det vigtigt, 

at vi har de rigtige mennesker til at drive 

den forretning, siger Carsten Vejre. 

Stor grad af handlefrihed 

Han pointerer, at centerlederen skal have en 

stor idérigdom og fantasi. Især i startfasen, 

hvor procedurer i relation til centrenes drift 

skal finde et naturligt leje. 

– Der er selvfølgelig udstukket nogle retningslinier 

for, hvordan Forsvarets Dag konkret 

skal køre. Men det er kun en ramme, og 

hver enkelt centerleder har en stor grad af 

handlefrihed til at få centrene op at køre efter 

de lokale koncepter, der passer bedst. Så 

det anser jeg faktisk for en stor opgave for en 

ung kaptajn, siger Carsten Vejre. 

Han betegner stillingen som leder af de 

nye rekrutteringscentre som tunge kaptajnstillinger, 

der kan komme den unge officer til 

gavn i karrieren, uanset om man søger ind på 

VUT II eller fortsætter i 322-strukturen. 

– Stillingen er en god, selvstændig og innovativ 

officersstilling, som kræver en stor 

indsigt i Forsvaret i bred forstand, fantasi og 

menneskekendskab. Samtidig er centerlederen 

jo chef for en række medarbejdere, der 

kommer fra alle tre værn, Beredskabskorpset 

og det civile. Så selvom vi fortsat har planer 

om at – ja, kald det blot headhunte – kommende 

centerledere, indebærer stillingen så 

høj grad af selvstændighed og ledelsesmæssige 

udfordringer, at det bliver en stilling, 

som mange kaptajner vil sætte på deres ønskeseddel. 

Det er jeg overbevist om, siger 

Carsten Vejre. 

Et godt afsæt 

Han ser også stillingen som et godt afsæt, 

hvis man har ønsker om VUT II eller en senere 

stilling ved PF 7 – Forsvarets Rekruttering. 

I centerlederens profil indgår det 

blandt andet, at han skal have arbejdet 

med unge mennesker før. Oftest vil det 

være i forbindelse med jobbet som delingsfører, 

næstkommanderende i eller chef for 

et kompagni. 

– Medarbejderen i rekrutteringscentrene 

kommer i kontakt med en stor kreds af unge, 

som både omfatter dem, der søger ind i Forsvaret, 

og dem, der ikke gør. Især kontakten 

med den sidste gruppe er vigtig, da man ikke 

kan afvise, at kendskabet til dem, der ikke 

ønsker at komme i Forsvaret, kan bruges i 

strategisk sammenhæng i centerlederens senere 

karriere. Som udgangspunkt har det 

dog ikke været centerlederens karriere, vi 

har vægtet ved udvælgelsen, men derimod 

er det officerens profil, der har betydet mest, 

siger Carsten Vejre. 

Han forventer ikke, at centerlederne kommer 

til at sidde i stillingerne i mange år. To, 

tre måske fire år som det maksimale. 

– Vi har ikke lagt os 100 procent fast på, 

hvor længe centerlederen skal sidde i stillingen, 

men det bliver ikke mange, mange 

år i træk. Dels er det vigtigt, at det er unge, 

friske prototyper på Forsvarets ansatte, 

som de unge møder, når de første gang stifter 

bekendtskab med Forsvaret. Så – uden 

at det skal misforstås – det bliver aldrig en 

53-årig major, der kommer til at sidde i 

stillingen. Det er nemlig vigtigt, at officeren 

har føling med, hvad der rører sig ude i 

geleddet, og det betyder igen, at der forholdsvis 

hyppigt skal ske en rotation, siger 

Carsten Vejre og tilføjer: 

– Men ét er helt sikkert. Det er en stilling, 

som vi aldrig vil befale en officer til at bestride 

mod hans vilje. Det er et job, man skal 

brænde for.

06-006 

KLIP HER 

Forsvarets Sundhedssikring: 

Operation GOD BEHANDLING 

Hvis man endelig SKAL opereres, til 

en speciallæge eller på anden måde 

under lægelig behandling, så vil man 

da nødig vente. Vil du? 

Det skal du heller ikke – med 

Forsvarets Sundhedssikring. 

✓ 

❑ Ja tak, jeg vil gerne have tilsendt mere information 

om Forsvarets Sundhedsikring 

Navn: 

Adresse: 

Postnr.: 

By: 

Dato/underskrift: 

Som hovedregel dækker vi efter 

aftale al behandling, der hjælper: 

● Krise- og psykologhjælp 

● Speciallægebehandling 

● Operationer 

● Genoptræning 

● osv. 

Brug kuponen - eller få mere at vide her: 

www.cs.dk / www.fce.dk / www.hod.dk / csfonde@csfonde.dk / 33 85 41 41 

En nøjagtig beskrivelse af hvad forsikringen dækker, finder du i forsikringsbetingelserne, 

som du kan bestille ved at ringe til Topdanmark på 44 77 70 04. 

Kun 67 kr. om måneden 

Du skal bare være 18-62 år og 

medlem af HOD, FCE eller CS. 

Ægtefælle/samlever: samme pris. 

Hjemmeboende børn under 18 år har 

evt. mulighed for at være gratis medforsikret. 

CS-Fonde/CS-Forsikring 

Trommesalen 3, 1. sal 

+++ 1861 +++ 

1782 København V

30 HISTORIE 

Der var engang: Isvinter i Danmark og 

Elbjørn i sit rette element… 

Bjørnebanden minus en 

Af Leif O. Nørgaard, DJ Foto: Lars Horn, PF & Søfartsstyrelsen 

I 

Indfaldsvinklen kunne ikke være meget 

bedre denne sene efterårsdag med 

blæst og regn. En »matrostallerken« 

med to slags sild og pil-selv-rejer, en 

lille skål med lun skipperlabskovs, en 

dusk frisk salat og smør og brød til 69 

kroner og en stor fadøl serveret i hyggelige, 

maritime omgivelser. 

– Hvis vægge kunne tale! siger man som 

bekendt. Og det kan de her. Stolpe op og 

stolpe ned – som alt andet ombord på dette 

fartøj, der for snart mange år siden opgav 

ævred i de indenlandske farvande for at lægge 

til kaj efter en lang og glorværdig karriere. 

Først hjemme hos de store brødre Danbjørn, 

Isbjørn og Thorbjørn i Frederikshavn, og nu 

i Aalborg nær Limfjordsbroen. 

Ombord på den gamle Elbjørn fra 1953, 

den mindste statsisbryder i nyere tid, er isen 

fortid, med mindre den da brydes til sjussen 

eller whiskyen. Bjørnen er blevet sådan en 

slags museums- og restaurationsskib med 

verdens eneste flydende glaspusteri. 

Dens skæbne blev beseglet under sidste isvinter, 

men herom senere. 

Søværnets Materielkommando havde syv 

tilbud at tage stilling til, da skibet blev solgt 

for netop to år siden, og valgte det højeste på 

700.000 kroner, som meget passende faldt 

helt i tråd med søværnets ønske om at bevare 

isbryderen til et almennyttigt, offentligt 

tilgængeligt formål. 

En håndfuld millioner kroner senere kunne 

køberne, glaspusteren Rikke Precht og kæresten, 

restauratør Lars Jeppesen, som satsede 

det hele og lånte resten i banken, sætte 

landgang og byde velkommen ombord til en 

ganske usædvanlig oplevelse på flere områder. 

De er stadig ombord med deres kreative 

evner og idéer, men investorer har taget over, 

efter at bjørnen løb på nogle alvorlige økonomiske 

skær, som fik pengene til ukontrollabelt 

at fosse ud af skibsprojektet. 

”Out of business” 

Vi skruer lige tiden tilbage til sidste isvinter 

og sidste gang, Elbjørn var på arbejde med 

fuld besætning på 24 mand. Januar 1996, 

havisen er 30-40 centimer tyk og volder alvorlige 

problemer. 

– Jeg var den, der røg af sted, da det gik 

stærkt med isvinteren, fortæller komman- 

dørkaptajn Lars Henrik Hansen, som dengang 

var skibschef på en torpedobåd og i dag 

er chef for operationsafdelingen hos Søværnets 

Operative Kommando i Aarhus. Vi skulle 

operere i Køge Bugt, og vi var lige et smut 

inde i Køge, hvor jeg boede, for at hente rene 

skjorter. Så hurtigt var det gået med at komme 

fra Frederikshavn. Derefter brød vi isen 

ud for Falsters kyst, hvor blandt andre nogle 

store russiske handelsskibe uden den store 

maskinkraft sad fast i isen som perler på snor. 

Det gik efter bogen, indtil vi fik problemer 

med is i søfilterkasserne og andre problemer, 

som vi arbejdede med hele natten i 10-12 timer, 

mens skibet lå stille. Da vi næste dag ville 

starte op, skete der en kortslutning i agterste 

elektromotor, hvorfra vi normalt fik to 

tredjedele af maskinkraften. En sådan kortslutning 

med flere hundrede tusinde volt 

smeltede kobbertrådene, og der opstod en 

elektrisk brand med røg til følge i hele skibet. 

Det gik utrolig stærkt, og det var nogle dramatiske 

sekunder, indtil vagthavende maskinmester 

tog det store håndtag, hovedafbryderen, 

så al strøm ombord forsvandt. 

En motorkyndig blev rekvireret og ankom

Nu bryder Elbjørn isen mellem 

mennesker i Aalborg – og selv 

skibsklokken fik køberne med 

som gave fra Søværnets 

Materielkommando. 

Sådan lød meldingen, da Elbjørn opgav ævred under den seneste 

isvinter for 10 år siden og lagde kursen om til noget helt andet..! 

med helikopter og konstaterede, at det var 

mere, end han kunne klare. 

– Så vi var out of business, som Lars Henrik 

Hansen tørt bemærker. Vi sendte et signal 

hjem »Bjørnebanden minus en«, og lagde os 

til at vente på hjælp. Men det lykkedes af få 

motoren, der trak forskruen, i gang. Og efter 

at være kørt for fuld knald i 10 minutter begyndte 

skibet at bevæge sig, og vi kunne manøvrere 

ud af den kompakte is. Med meget 

dårlige manøvreevner kom vi op gennem 

sundet og retur til Frederikshavn i løbet af cirka 

halvandet døgn. Det var dobbelt så lang 

tid, som en sådan distance ellers ville tage. 

Havarirapporten 

Efterfølgende blev der lavet en havarirapport, 

som konkluderede, at der var tale om 

et hændeligt uheld. Man overvejede at lade 

Elbjørn reparere, men det ville kræve, at der 

blev skåret hul i skibet, for at den store elektromotor 

kunne håndvikles med kobbertråde 

på ny. En meget dyr løsning – og der blev 

rejst tvivl om, hvorvidt der var brug for Elbjørns 

kapacitet. Så den fik lov at ligge i fred 

og ro for enden af kajen i godt selskab i Fre- 

Indenfor er der dækket op – men historien er ikke 

glemt i de hyggelige omgivelser overalt på skibet. 

derikshavn. Indtil den blev udfaset – og slutteligen 

solgt. 

Og kom til Aalborg og genopstod med liv ombord 

og så absolut er en visit værd, hvad enten 

man er sulten eller blot vil opleve en isbryderbjørn 

fra næsten gamle dage eller se på glaskunst, 

mens det bliver til. Eller det hele på en 

gang! 

Historien i behold overalt ombord 

Elbjørn var gråmalet, da den var på prøvesejlads 

i januar 1953. Bygget på Frederikshavn Værft efter 

de krav, det daværende skibstilsyn satte. Bygget 

som étrumsskib med vandtæt inddeling 

som tillader, at det største rum vandfyldes, uden 

at flydeevnen mistes. Udstyret, udrustet og bemandet 

til indenrigs fart mellem danske havne. 

24 besætningsmedlemmer boede på enkeltværelser. 

Desuden var der et reservekammer plus 

lodskammer. Største bredde 12 meter, længde 

48 meter, maksimale højde over vandet 23 meter. 

Deplacement 1450 ton bruttotonnage. Tre 

dieselelektriske Frichs-motorer; hovedmotoreffekt 

2700 heste. 

I dag restaurationsskib med glaspusteri og 

med historien i behold overalt ombord! 

Isbryderne 

ligger klar 

Og med hensyn til risikoen/chancen 

for isvinter 

i »indeværende 

sæson« har isbryderne 

været klar til tjeneste lige 

siden 15. december. 

Beslutningen om at 

indsætte isbryderne bliver 

truffet i Isbrydningsrådet(forretningsudvalget), 

når isen begynder 

at volde problemer for 

skibsfarten. Intet tyder 

foreløbig på, at det bliver 

aktuelt i år. 

31

Fra vestre ses kaptajn L.H. Thorngreen (SUN), som har været testpilot på projektet, sammen 

med den besætning, der fløj turen fra fabrikken til Karup: Flyverspecialist C.K. Jørgensen (FVK), 

FSPG. M.L. Vind (FVK), sergent L.Hansen (ESK722), ingeniør.J. Nielsen (FMK) og leverandøren 

AugustaWestlands Helicopters testpilot Andy Strachan samt instruktøren M. Goddard. 

Sådan ser kabinen ud. Alt efter formålet kan EH-101’ren udstyres som redningshelikopter, 

troppe- eller godstransporthelikopter. Kabinen er 2,80 m. bred og den kan rumme 30 personer. 

Endelig kom de … 

Af redaktør Henning Lahrmann Fotos: Jørgen Kølle 

En diset, kold eftermiddag i begyndelsen af januar 

landede den første af Forsvarets nye helikoptere, 

kaldet »EH-101 Merlin Joint Supporter«, 

fra den britiske fabrik AugustaWestlands 

Helicopters på flyvestation Karup. 

Der er bestilt i alt 14 helikoptere, som skal 

afløse den 40 år gamle Sikorsky redningshelikopter. 

EH-101 skal flyve SAR-missioner, dvs. de 

kendte eftersøgnings- og redningsopgaver. Hertil 

kommer, at den også skal kunne bruges til 

troppetransporter. 

Det første års tid er den nye helikopter ikke 

klar til at overtage S-61’s opgaver. Forsvarets Materieltjeneste 

forventer, at alle 14 EH-101 helikoptere 

er indfaset i begyndelsen af 2008. Men i 

første omgang skal besætningerne gennem 

et omfattende omskolingsprogram. 

Programmet kommer til at forløbe i fire 

faser. I løbet af februar og marts skal teknikere 

og besætning have genopfrisket deres uddannelse 

på helikopterne. Derefter skal piloterne 

lære at flyve dem. 

Når de første piloter er klar, skal flyvevåbnet 

finde de optimale procedurer for at 

flyve SAR-missioner med EH-101’erne. 

Samtidig skal piloterne oparbejde flyvetimer 

og lære de nye procedurer at kende, 

før de er klar til at flyve redningsmissioner 

med helikopteren. Piloterne uddannes af 

instruktører fra leverandøren Augusta- 

Westlands Helicopters. 

MASKINEL MAGASINPOST 

RETURNERES VED VARIG ADRESSEÆNDRING 

Bladets ID-nr.: 42280 

Afsender: 

HOD’s sekretariat 

Olof Palmes Gade 10, 

2100 København Ø

Forsvarets første kvindelige kamppilot - Hovedorganisationen af ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?