diføt-nyt 98.vp - heerfordt.dk

difoet.heerfordt.dk

diføt-nyt 98.vp - heerfordt.dk

diføtnyt

Ny serie:

Lysets væsen /

Videnskab og religion

Kongres i Schweiz:

Økologi og spiritualitet

Einsteins regnefejl afsløret

Lovende energikilde:

BROWNS GAS

Focardi-Rossi:

Fusionsreaktor i produktion

Nyt til reolen

Ny udgave af

Theodor Schwenks klassiker

Das sensible Chaos

NR. 98 / FEBRUAR 2011 KR. 25,-

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK


2

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK

er en offentlig registreret forening, der har til formål: at oplyse

om og at udvikle ny teknologi i overensstemmelse med

naturen og dens metoder, at udnytte dens energier på bedst

mulig måde med mindst mulige indgreb i de økologiske systemer

og at reducere allerede forekommende indgreb i

økologiske systemer, alt på en sådan måde, at menneskets

vilkår forbedres.

Foreningens bestyrelse

Anders Heerfordt - Formand - aheerfor@csc.com

Ruskær 4, st.th., 2610 Rødovre - tel 3647 1105

Albert Hauser - Næstform., bibliotek - a.hauser@mail.dk

Aalevej 41, 7160 Tørring - tel/fax 7580 2414

Børge Frøkjær-Jensen - Kass. - mail@F-JElectronics.dk

Ellebuen 21, 2950 Vedbæk

Søren Birkelund Hansen - Revisor - sorenbh@privat.dk

Klosterengen 28, 4000 Roskilde - tel 4635 4123

Arne Christensen - arne.christensen@mail.tele.dk

Agertoften 27, 2750 Ballerup

Christian Heerup - heerup@live.dk

Triumfvej 92, 2800 Kgs. Lyngby

Jan Koed - Redaktør - jk@cadaid.dk

Clara Pontoppidans Vej 41, 2500 Valby

Poul Schriver - Mødearrangør - poul@schriver.com

Svanevænget 3, 1.th., 2100 København Ø

Bankkonto Merkur Bank - Reg.nr. 8401

Konto.nr. 1077298 - DIFØT, Ellebuen 21, 2950 Vedbæk

SWIFT-BIC: RIBADK22 - IBAN: DK0284010001077298

Medlemskab Medlemskab oprettes ved henvendelse til

kassereren eller via hjemmesiden www.difoet.dk. Årskontingent:

350,- kr.

Internet www.difoet.dk

Forsiden

Begyndelsen af det 21. århundrede

er præget af en

stadig større bevidsthed

om de massive klima- og

miljøproblemer, som vi bliver

nødt til at løse, hvis pla-

neten ikke skal lide uoprettelig

skade. Samtidig ser vi,

hvordan videnskab og

spiritualitet nærmer sig hinanden.

Økokongressen i

Schweiz er et godt eksempel,

læs side 10.

28. årgang nr. 98, feb. 2011

Redaktør: Jan Koed

Redaktionens adresse

diføt nyt

Clara Pontoppidans Vej 41

2500 Valby

tel 3322 3728

redak@difoet.dk

Udgivelse

diføt nyt udgives af Dansk

Institut for Økologisk Teknik

og udsendes til foreningens

medlemmer.

Hvor ikke andre er nævnt, er

udenlandske manuskripter

oversat af redaktøren.

Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.

Oplag: 200 eksemplarer

Tryk: Vester Kopi, København

ISSN 0900-1816

Indhold

Om lysets væsen

og betydning - I 3

Økokongres

på Schweibenalp 10

Einsteins »fejltrin« afsløret 14

Forum

Browns gas 17

Bognyt

Browns Gas 18

The Story of Water 18

Das sensible Chaos 19

Vakuumenergie 20

Kortnyt

Ny kinesisk atomkraft 21

Focardi-Rossi

fusionsreaktoren 22

Foreningsnyt 24


Lys og æter:

Af Ernst Rasmussen

Om lysets væsen og betydning

»Lyset skinner i mørket

og mørket forstod det ikke«

»Resten af mit liv vil jeg

tænke over hvad lyset er.«

En beskrivelse af det æteriske

som grundlag for videnskab og religion

Del I

(Joh. 1.5)

(Einstein)

Igennem samtaler om mine fire foregående

artikler *) (der nok kan læses enkeltvis,

men samtidig giver vigtige forudsætninger

for en dybere forståelse af den

foreliggende artikel) fornemmer jeg en

vis usikkerhed hos læserne mht. disse artiklers

opbygning og koncentration om

et enkelt isoleret tema. På grund af dette

finder jeg det her hensigtsmæssigt – inden

jeg tager fat på denne artikels hovedtema

– at orientere lidt om baggrunden

for disse artiklers særlige struktur eller,

som nogen ville sige, mangel på

struktur.

Artiklerne er bl.a. blevet karakteriseret

som »en række stikord til mange forskellige

emner som forudsættes bekendte

i forvejen«. Dette kan vel være rigtigt,

men dels anser jeg det for vigtigt, at sådanne

stikord bliver samlet et sted, og

dels eksisterer der en nøje sammenhæng

mellem disse »stikord«, som de her sættes

op. Men det forudsætter muligvis en

musisk evne (særlig sans for sammenhæng)

hos den der læser artiklerne at

kunne »se« dette. I den forbindelse kan

det følgende tilføjes:

I opbygning af artiklerne har jeg i stigende

grad ladet mig inspirere af erfaringer

fra mit arbejde med musikalske kompositioner.

Der kan her (ganske som det

nu er tilfældet med artiklerne) konstateres

en naturlig udviklingsvej fra den

ene klaversonate til den næste. Og kikker

man på den enkelte sonate så findes

der også her »et tema som jeg ønsker at

bearbejde«. De spontane indfald (»inspirationer«)

der melder sig undervejs i

arbejdet kræver en særlig harmonisk

strukturering, så de kommer ind på deres

rette plads i kompositionen.Dette

kan også sammenlignes med de mange

citater jeg anvender i artiklerne – disse citater

bruges aldrig i et forsøg på at »dokumentere«

noget af det der siges vha.

en såkaldt autoritets udtalelse. De bruges

fordi de har deres rette plads som en

særlig tankeinspiration jeg anbefaler at

man lytter til (men ikke nødvendigvis

tror på) på netop dette sted i artiklen.

Når den musikalske komposition er

tilfredsstillende tilendebragt så eksisterer

der en særlig harmonisk sammenhæng,

hvor det ikke er muligt at bytte

rundt på de forskellige afsnit. Ud fra dette

viser der sig nu en særlig »udviklingsretning«

der har sit udgangspunkt i sonatens

introduktion og sin kulmination i

sonatens finalesats.

Det er denne »retningsbestemmelse«

og musikalske helhedsoplevelse som jeg

har ladet mig inspirere af – ikke blot mht.

3


diføt nyt 98

udformningen af mine artikler, men i det

hele taget. Et par eksempler kan understrege

hvad der her tænkes på.

Universet (uni-versum = »mod et

punkt rettet«) er hierarkisk opbygget og

noget tilsvarende gælder tilsyneladende

alt andet som vi kommer til en dybere

forståelse af. Fx må alle tonerne i et givet

tonesystem forholde sig til en såkaldt

grundtone og de andre toner indgår, ifølge

deres egen indbyggede betydning, i

en hierarkisk orden i forhold til denne

grundtone. Noget tilsvarende gælder for

talsystemer. Her findes der også bestemte

talsystemer der »kommer før andre

talsystemer« eller er styrende for disse

kunne man sige.

Det moderne menneske har i sin naturlige

trang til frigørelse forsøgt at gøre

oprør mod disse hierarkiske lovmæssigheder.

I de nævnte tilfælde dels ved at

skabe den såkaldte atonale eller »grundtoneløse«

musik, og dels ved at begrænse

tallæren til rent kvantitative forhold.

Men det ser ud til at vi her (mht. det hierarkiske

princip) står overfor noget

grundlæggende som hverken kan ændres

eller negligeres.

Det har nu gennem længere tid været

min opfattelse, at også de begreber vi

bruger, må eksistere i en særlig hierarkisk

orden som vi imidlertid selv må

medvirke til at skabe (eller genskabe) inden

vi kan få kendskab til denne orden.

For at kunne benytte denne »begrebsorden«

er det dog nødvendigt at tage hensyn

til en vis historisk udvikling. Begrebernes

indhold skifter i tidens løb karakter

og i visse tilfælde taber de næsten deres

oprindelige betydning. Som et eksempel

kan vi nævne begrebet »væsen«

som jeg anvender i denne artikels overskrift.

At tale om at en ting eller et be-

4

stemt fænomens »væsen« er ikke en udtryksform

der i dag kendes indenfor videnskaben.

Men det er min overbevisning

at dette på et tidspunkt vil ændre

sig.


Det er min opfattelse at en dybere udforskning

af lysets væsen – og dermed

også af det æteriske – vil føre til en forståelse

for sammenhængen mellem videnskabelige

og religiøse ideer. At en sådan

sammenhæng må eksistere har man allerede

gennem mange år haft en anelse

om, men ikke været i stand til at give en

overbevisende forklaring på. Skal dette

lykkes, så forudsætter det, at man kan nå

til nogenlunde enighed i det indhold

som må tillægges de begreber der her må

tages i brug.

Formålet med de følgende sider er et

forsøg på at skitsere et sådan fælles begrebsindhold

idet dette dog kun skal betragtes

som et forslag. Skal disse tanker

føres videre, så kræver det en åben debat,

hvor dette forslag diskuteres og revideres

i forhold til andre forslag indtil en

tilstrækkelig enighed er opnået. I betragtning

af det store perspektiv som her

rulles op, og i betragtning af de mange

misforståelser som vi overalt støder ind i

på grund af begrebsforvirringer, så formoder

jeg at flere vil være interesseret i

en sådan debat.

Nogen vil nok indvende, at jeg her

forsøger at puste til gløderne fra en gammel

debat om tro og viden. Hertil vil jeg

svare: dels har vi – når vi ser tilbage i tiden

– overset nogle vigtige argumenter i

denne debat, og dels er vi – når vi orienterer

os indenfor den nyeste forskning –

trængt frem til nye indsigter der er så væsentlige,

at de omtalte gløder sikkert vil


lusse op, hvis vi puster til dem på den

rigtige måde. Det er min opfattelse at vi

lever i en tid hvor »tro« i stigende grad vil

blive afløst af »indsigt« fordi, som det er

sagt: »Det man ikke kan forstå kan ikke i

længden danne basis for en tro.«

Når vi taler om begrebernes hierarki

må der som nævnt tages hensyn til den

historiske udvikling. Man kan dog her,

som en af mine venner engang formulerede

det, sige: »Ordene er gode nok – man

skal blot gengive dem deres oprindelige mening.«

Når det her postuleres at vi – gennem

undersøgelsen af det æteriske – vil

nå frem til at se forbindelsen mellem videnskab

og religion, så vil det være oplagt

at spørge: hvad henviste disse ord

(videnskab og religion) oprindeligt til, og

hvad henviser de til i dag?

Går vi langt tilbage i tiden så arbejdede

videnskaben og religionen (dengang

omtalt som »visdom« og »kærlighed«) i

samme retning. De forsøgte begge hver

på sin måde at give mennesker en sammenhængende

forståelse af verden (jf. fx

skabelsesberetningen) og tilførte tillige

nogle »gode råd« (jf. fx de 10 bud) som vi i

dag sikkert ville kalde indsigt i livskunst

og etik. Som et eksempel på en person

der forbandt sig med begge områder

kunne man nævne Moses, der på én

gang var religionsstifter og samtidig

(som det kan læses i Apostlenes gerninger

7.22) »Undervist i al Ægyptens videnskab

og kunst.«

I historiens løb har dette nære forhold

mellem videnskab og religion ændret sig

meget – og ikke til det bedre! vil mange sikkert

tilføje. Dog må det her fastholdes (jf.

min foregående artikel om tilfældigheder)

at sådanne ændringer aldrig kan betegnes

som »unødvendige« eller »tilfældige«

uanset hvor »uheldige« eller »for-

diføt nyt 98

kerte« de kan tage sig ud set fra en mere

overfladisk synsvinkel.

Betragtet fra denne overfladiske synsvinkel

ser det ud til at videnskaben og religionen

i dag repræsenterer to modsætninger,

der hver for sig er kommet på afveje.

Medens videnskaben – med grundlag

i det rent pragmatiske – er delt op i

adskilte discipliner, der enten fokuserer

på teknologi eller diverse hjælpemidler

der bidrager til at vi får et såkaldt »bedre

liv«, så er religionen – med basis i troen

på et evigt liv– kommet til at handle om

nogle dybest set uforståelige begreber

som »synd«, »nåde« og »frelse«.

I den nuværende udviklingsfase –

hvor vi i videnskaben klamrer os til nogle

såkaldte »naturlove« (der i virkeligheden

blot er praktiske regler konstrueret af

mennesker) og i religionen søger trøst i

nogle uforståelige dogmer – må man stille

spørgsmålet: I hvilken retning skal vi

kikke for at bringe denne skæve udvikling

ind på en anden kurs?

Det var nu på baggrund af denne problematik

at jeg begyndte at interessere

mig for udforskningen af »lysets væsen«

og her forsøger at beskrive »den betydning«

som en sådan udforskning formodentlig

kunne få.

Sammenligner vi i dag religionen (her

specielt kristendommen) med videnskaben

(her specielt lyslæren) kunne man

vel karakterisere situationen således:

»På samme måde som Jesus’ lære er blevet

til læren om Jesus« kan man sige at »det lyset

kan lære os er blevet til læren om lyset.«

Skal vi slippe ud af dette dilemma må vi

frigøre os fra mange abstrakte spekulationer

der er kommet til at dominere såvel

videnskaben som religionen (jf. her

5


diføt nyt 98

min tidligere artikel »Fremtidens videnskab«).

I arbejdet med lyset er videnskaben

nået til et punkt, hvor det materielle støder

ind i det ikke-materielle, og mange

såkaldte »alternative« står her parat med

deres påstande om hvordan dette »ikkematerielle«

skal forklares. Her gør videnskaben

klogt i at kræve, at det man her

påstår også må kunne demonstreres.

Men videnskaben begår en stor fejl når

den dogmatiserer mht. det der kan

undersøges.

I de følgende afsnit vil jeg referere til

flere interessante teorier om lysets væsen,

som jeg mener fortjener en nærmere

undersøgelse. Men jeg vil dog starte med

at citere en bemærkning fra Rudolf Steiner

som gav mig startskuddet til de følgende

overvejelser. Steiner siger et sted i

sine foredrag:

»Man kan ikke måle lysets hastighed!«

Dette er naturligvis en provokerende bemærkning

som i første omgang leder ind

til meget konkrete og anerkendte fysiske

forhold, som angår målingen af lysets

hastighed. Umiddelbart vil man sige:

Naturligvis kan lysets hastighed måles.

Dette er igennem mange år gjort på forskellige

måder, og selv for gymnasieelever

med fysik som speciale er flere af disse

metoder velkendt stof som tilsyneladende

ikke kan anfægtes.

Det interessante er imidlertid, at de

virkeligt store opdagelser netop bryder

igennem der, hvor man dykker ned i et

område som man tidligere mente »bestemt

ikke kunne anfægtes«. Lad os derfor

kikke nærmer på denne sag som Einstein

selv indrømmede at han ville »tænke

over resten af sit liv«.

6

Når man går nærmere ind på spørgsmålet

om lysets hastighed støder man

ofte ind i den danske astronom Ole

Rømer (1644-1710), der nævnes som en

af de første, der kom på sporet af det der i

dag omtales som »lysets bevægelse igennem

rummet«. Ved at iagttage en tilbagevendende

tidsforskydning for en af Jupiters

måner omkring planeten, og ud fra

sit kendskab til Keplers love, der har vist

at planeterne ikke altid befinder sig i den

samme afstand fra solen, kunne Ole

Rømer drage den slutning, at der måtte

eksistere et særligt forhold mellem tid,

rum og lysforhold. Han karakteriserede

sin opdagelse med bemærkningen: »Det

forsinkede lys.« Men her bør det bemærkes,

at han ikke talte om lysets hastighed,

som noget der kunne udtrykkes i jordiske

mål.

I de år som fulgte, blev der gjort flere

forsøg på at udforske lysets væsen og i

den forbindelse også formulere ideer om

lysets hastighed, som noget der kunne

udtrykkes i jordiske måleenheder for tid

og rum (sekund og centimeter). Men vi

skal helt frem til Einstein før der sker noget

afgørende her.

Einsteins grundpostulat var som bekendt

dette, at man ikke kunne tale om

tid og rum som absolutte størrelser. Dels

måtte de nu sammensmeltes som noget

gensidigt afhængigt i det han kaldte et

»tid-rum kontinuum«, dels kunne man

ikke finde nogen fast referenceramme

for måling af tid og rum – de måtte betragtes

som »relative« set i forhold til en

referenceramme, som man selv kunne

vælge. Sådanne valg blev styret af noget

rent praktisk, nemlig af de målinger og

eksperimenter man ønskede at foretage.

Men uanset hvilken referenceramme

der blev valgt, så måtte der dog – for at


det overhovedet kunne give mening at

tale om en »relativitetsteori« – antages

noget »fast« eller »absolut«, der kunne

bruges som sammenligningsgrundlag

for alt andet fysisk, der så måtte forholde

sig relativt til dette. Her valgte Einstein

lyshastigheden, som man nu gennem

mange år har betragtet som den absolut

højeste hastighed hvor det stadig var

muligt at overføre informationer fra et

sted til et andet.

Det er imidlertid forkert, når man omtaler

lyshastigheden som »den absolut

højeste hastighed« (jf. her fx den tyske

fysiker Hartmut Müllers undersøgelser

beskrevet i artiklen »Schneller als Licht« i

raum&zeit 105/49). Det vi må fastholde

er, at der blot er tale om den højeste

hastighed som det hidtil har været muligt

at måle. Desværre er kun de færreste

opmærksomme på denne forskel. I stedet

for hæfter man sig ved de store praktiske

resultater, der kan fremlægges med

udgangspunkt i denne såkaldte »naturkonstant«.

Hvad man her mener at vide

er i virkeligheden blot en tro på en af de

store autoriteters udsagn, som man ikke

engang har forstået helt præcist. Einstein

var utvivlsomt selv klar over denne fare,

da han engang udtalte:

»Hele mit liv har jeg kæmpet mod troen på

autoriteter, og skæbnen har straffet mig ved

at gøre mig selv til en autoritet.«

Einstein er især blevet opfattet som den

store autoritet gennem sin udformning

af den omtalte konstant (c = ca. 300.000

km/s). Om dette sagde den tyske kemiker

og talteoretiker Peter Plichta:

»Videnskaben skelner ofte imellem ’matematiske

konstanter’ og ’naturkonstanter’ idet

diføt nyt 98

de første er resultatet af beregninger som fx

cirkeltallet Pi = 3,141… eller Eulertallet

e = 2,718. Men på disse såkaldte ’konstruerede’

tal hviler mærkværdigvis hele fysikkens

bygning. I virkeligheden er de såkaldte

naturkonstanter, som man ikke stiller

spørgsmål til, også matematiske konstanter.

Men her kan man godt høre spørgsmål som

fx: ’Hvad ville det betyde hvis gravitationskonstanten

eller lyskonstanten havde en anden

værdi. Ville det ændre noget i fysikkens

væsen eller i relativitetsteorien hvis lysets

hastighed fx var 500.000 km/s og ikke

300.000 km/s?’ Hertil må man svare: nej,

det vil intet ændre. Lyshastigheden må ganske

vist være bestemt af et særligt tal, men i

virkeligheden er der ingen der ved hvorfor

lyset udbreder sig med en ganske bestemt

hastighed. Og man tilslører blot dette ved at

bruge bogstavet c for denne hastighed.«

Plichta understreger her at det ikke nødvendigvis

er tallet 300.000 som er et særligt

magisk tal, men måske et helt andet

idet en såkaldt naturkonstant baseres på

et enkelt tal og ikke på en beregning som

det er karakteristisk for de matematiske

konstanter. Fra dette sted går Plichta nu

videre i sine forsøg på at finde en forbindelse

mellem det rent talteoretiske og

virkelighedens verden. Et tema som jeg

selv tidligere (jf. mine mange artikler om

chronomatikken) har været meget interesseret

i. Her er det imidlertid noget ganske

andet – nemlig selve lysets væsen og

betydning – som er temaet vi vil forfølge.

Den omtalte konstant (c) – der oprindeligt

mødte megen modstand – er i dag

så dominerende, at det næsten synes

umuligt at komme udenom den. Dette

hænger sammen med at vores grundlæggende

måleenheder for tid og rum

(sekundet og centimeteren) i dag er

7


diføt nyt 98

underlagt denne såkaldte konstant! Et

eksempel kan illustrere dette. En anonym

spørger (OA) skriver til Niels Bohrs

Institut følgende:

»Jeg har læst at tyske forskere påstår, de har

sat hastigheden på lyset op – er det rigtigt?«

Svaret fra instituttet lyder:

»I dag er lyshastigheden defineret til c = 2,

997924 * 10 8 m/s i vakuum. Sammen med

sekundet som er defineret ved en atomar

svingning, er meteren så fastlagt. Hvis man

måler lyshastigheden og får en værdi der er

ændret i forhold til tidligere, er det altså meteren,

man må revidere. Lyshastigheden er

hastigheden af elektromagnetiske bølger,

som også er fotoner.«

For det første kan man her indvende, at

der er tale om en cirkelslutning, idet man

ved måling af lyshastigheden benytter

sig af en måleenhed (meteren) som i sig

selv er underlagt det der skal måles. For

det andet er det problematisk at sætte

lighedstegn mellem elektromagnetiske

bølger og fotoner, blot fordi dette kan

føres tilbage til Maxwells ligninger for

elektromagnetiske felter, der beskriver

elektricitet, magnetisme og lys under ét i

et ensartet system. Dette er også senere

blevet kritiseret ud fra den baggrund at

der eksisterer andre former for bølger

end dem vi definerer som elektromagnetiske.

Et spørgsmål vi senere vender tilbage

til.

Skal vi nu komme tættere på en forståelse

af lysets væsen (som det jo også

var Einsteins egen ambition), så må vi

først se nærmere på det som Einstein selv

har sagt (og ment) om relativitetsprincippet.

Dette princip hænger nemlig nøje

8

sammen med ideen om den såkaldte

»æter«. Det er her den almindelige opfattelse

at Einstein simpelthen har afskaffet

æterbegrebet. Dette er imidlertid ikke

rigtigt. I Einstein og Ingfelds bog »Det

moderne verdensbillede« kan man læse

følgende:

»Vi må opgive håbet om at et bestemt koordinatsystem

ville blive fremhævet gennem

æterhavets nærværelse og føre til anerkendelsen

af en absolut bevægelse. Vore forsøg

på at opdage æterens egenskaber førte til

vanskeligheder og modsigelser. Efter sådanne

dårlige erfaringer er det nu øjeblikket til

at glemme æteren fuldstændigt og prøve aldrig

mere at nævne dens navn.«

Men denne opfordring til at »glemme«

æteren fordi man her støder ind i »vanskeligheder«

er jo ikke ensbetydende

med at »afskaffe« æteren. Dette har Einstein

heller ikke ment – tværtimod siger

han i en festtale (1920) følgende:

»Efter den almindelige relativitetsteori er

rummet udstyret med fysiske kvaliteter. I

den forstand eksisterer der altså en æter, og

relativitetsteorien står og falder med om det

er muligt at måle en hastighed i forhold til

æteren.«

Når Einstein her taler om at »rummet er

udstyret med fysiske egenskaber« så må

man spørge: hvordan skal dette forstås!?

Her har vi igen forladt virkeligheden og

er bragt på afveje i de rene spekulationer.

Fra en af spørgerne til Niels Bohrs Institut

(Kim Sahi) kommer der her en interessant

bemærkning der lyder:

»Rummet er aldrig blevet undersøgt med

effektive metoder, men altid blevet tillagt


egenskaber der måtte passe til og bekræfte

en aktuel teori.«

Det samme kunne man også hævde mht.

tidsbegrebet, og i den forbindelse skriver

Jan-Kyrre Berg Olsen i sin artikel: »Tidserfaring

og tidsbegreb« følgende:

»Einstein betragter fysikkens tid som den

egentlige tid medens menneskers erfaring af

tiden regnes som en illusion. … Videnskabelige

begreber om tiden er abstrakte og abstrakte

begreber er fuldstændigt tømt for

den livfuldhed som kendetegner individuelle

erfaringer … og mit argument er, at selv

indenfor fysikken er den erfarbare tid en

ufravigelig forudsætning.«

Her findes dog en person der forsøger at

holde fast i virkelighedens verden og advarer

mod de abstraktioner der ikke

hænger sammen med denne virkelighed.

NB. Abstraktioner er naturligvis

nødvendige! Steiner har endog udtalt

det særdeles tydeligt med sætningen:

»Abstraktionsevnen er forudsætningen for

menneskets frihed.« Uden abstraktionsevnen

ville mennesket være i samme situation

som dyret – dvs. ikke i stand til at

frigøre sig fra naturen. »Mennesket er ikke

menneske på grund af naturen, men på trods

af naturen« siger en antroposofisk grundsætning.

Men denne »frigørelse« betyder

jo ikke at enhver forbindelse til naturen

er skåret over. De fleste vil nok

kunne følge denne tanke, men taber tråden

når der tales om »åndsforskning«. I

den forbindelse er de følgende bemærkninger

interessante.

Einstein skulle engang have omtalt

sig selv som »åndsforsker« – fordi han

forskede i lyset – der hvor materien hører

op og det åndelige begynder. Om udta-

lelsen er autentisk kan jeg ikke pt. dokumentere,

men den er i det mindste interessant,

fordi man i den såkaldte åndsvidenskab

(som den er formuleret af Steiner)

netop taler om, at der altid eksisterer

en åndelig baggrund for alt det vi sanser i

den fysiske verden. Og i Steiners foredrag

om lysets væsen understreges det

netop at vi her står overfor et helt afgørende

overgangsfænomen mellem

det vi normalt adskiller skarpt som »det

fysiske« og »det åndelige«.

I studiet af lyset nærmer vi os den

grænse som Rudolf Steiner forudså da

han sagde:

»Videnskaben må fortsætte sine studier af

den materielle verden indtil den når frem til

det absurde – der hvor man så at sige har

malet sig selv op i et hjørne, hvor kun åndsforskningen

viser sig som den eneste mulighed.

Forskningen kan ikke længere gå videre

gennem iagttagelser i naturen.«

Det som Steiner her hentyder til som

»den eneste mulighed« er det han andetsteds

kalder:

»Indre sjælelige iagttagelser ifølge den naturvidenskabelige

metode. Skal vi kæmpe os

igennem den åndelige verden og komme til

en forståelse af den, så er et grundigt kendskab

til videnskabens metode den korde man

må benytte hvis dette skal lykkes.«

(fortsættes)

Note *)

diføt nyt 98

1. Fremtidens videnskab. diføt · nyt 95, s. 3-11.

2. Fra naturvidenskab til åndsvidenskab.

http://fvn-rs.net Nordiske Tekster

3. Logik og kærlighed.

http://fvn-rs.net Nordiske Tekster

4. Kan der eksistere tilfældigheder? Udsendt

som manus. med diføt · nyt 97, okt. 2010.

9


Økologi:

Økokongres på Schweibenalp

Det regnfulde vejr og andre forhindringer

syntes ikke at påvirke de øko-entusiaster,

der deltog i kongressen Green

Phoenix Rising 24.-26. september 2010 på

Schweibenalp ved Brienzersøen i

Berner Oberland. Den ene af tidsskriftet

NET-Journals to aktive redaktører,

Adolf og Inge Schneider, beretter her

om sine indtryk fra kongressen.

Af Inge Schneider

Selv om regnen i kongresdagene skyllede

ned over Schweibenalp og byens

mange huse, syntes det ikke at påvirke

entusiasmen hos de over hundrede deltagere

i den første økokongres Green Phoenix

Rising, der fandt sted i den nye forsamlingsbygnings

mødesal. Det virkede

næsten, som om folk var i gang med at

diskutere, hvordan man skaber en ny

planet, når den gamle lige er forsvundet i

syndfloden. 30 erfarne og nogle få vordende

forskere, eksperimentatorer, opfindere,

rådgivere og forretningsfolk fra

fire kontinenter havde takket ja til indbydelsen

fra Robert Dreyfus. På programmet

stod emner som jorden, vand og klima,

energi, sundhed, økonomi og bevidsthed.

Af tidsmæssige årsager kunne redaktørerne

kun være til stede en halv dag ud

af de 3 dage, kongressen varede. Denne

dags program handlede om miljø- og

energispørgsmål, og selv om vi kun deltog

i en mindre del af kongressen, var det

helt tydeligt, at der blev gået seriøst til

værks. De nøgterne redaktører syntes

dog, at meget forekom temmelig esote-

10

risk, og at flere af deltagerne så mærkelige

ud (barfodsgængere, bølgende gevandter,

shamanistiske ritualer osv.).

Men det hører jo alt sammen med til »alternativscenen«,

der også og måske især

opfanger økologiske impulser.

Blandt foredragsholderne var fra

USA dr. J. J. Hurtak med frue, sociolog,

futurist og forfatter til 15 bøger på 10

sprog (bl.a. »Enoks nøgler«). Han er præsident

for den internationale organisation

The Academy for Future Science og

medstifter af The Mars Society i USA. Han

holdt tale ved FN’s Plenary Session, Dialogue

of Civilizations i jan. 2001 og World

Summit for Sustainable Development

(WSSD, aug. 2002) i Johannesburg. Dr.

Hurtak og hans kolleger var de første videnskabsmænd,

der indførte fremtidsorienterede

teknologier i Ægypten,

Mexiko, Japan og Kina. Han og fruen går

som FN-rådgivere ind for praktiske løsninger

på udfordringerne inden for miljø

og energi.

På kongressen demonstrerede de i en

powerpoint-præsentation det presserende

problem med det globale fald i

dyre- og plantearternes mangfoldighed

og redegjorde for, hvordan man i de fattige

lande gør en indsats for at fremme de

økoteknologiske fremskridt.

Gamle bekendte

For redaktøren af NET-Journal er dr. Hurtak

et gammelt bekendtskab, da vi for årtier

siden begge var optaget af UFO-sagen.

Som bekendt er der en form for broderskabsfølelse

mellem UFO-forskere.

Dog har redaktøren af NET-Journal alle-


ede for flere år siden flyttet sit fokus til

praktiske miljøspørgsmål.

Dr. Hurtak og hustruen Desiree er

nært knyttet til Zentrum der Einheit

Schweibenalp. De udgør i fællesskab med

dr. Dreyfus centrets sjæl.

En anden gammel bekendt var Jürgen

Kleinwächter, der på kongressen fortalte

om sit stirlingmotor-koncept. Allerede

tilbage i 1995 var han taler ved kongressen

Neue Horizonte in Technik und Bewusstsein,

der fandt sted 15.-17. september

i Gwatt-Zentrum og var arrangeret af

Jupiter-Verlag. Man skulle ikke tro, der var

gået 15 år, da han tog tråden op fra sit

gamle indlæg »Solenergi dag og nat«.

Nu som før talte han om, at de fossile

diføt nyt 98

'Zentrum der Einheit Schweibenalp' blev grundlagt i 1982 af lægen og psykoterapeuten dr. Robert

Dreyfus, Fredy Aly og Silvia Bollag. Formålet er at forbinde de traditionelle religioner og kulturer med

nye spirituelle strømninger. Her mødes unge og gamle af alle slags, her afholdes spirituelle seminarer

med en bred vifte af emner, og i nyere tid er der afholdt flere miljøkongresser.

energikilder, som vi i dag udnytter, er

dannet over et tidsrum på omkring en

milliard år af »kraftværker« – de solarkemiske

kraftværker – der fungerer på

basis af de reversible energilagre træ og

biomasse. Hele klimadebatten – men

også indførelsen af frienergi-teknologier

– ville ifølge Jürgen Kleinwächter være

overflødig, hvis man var bevidst om, at vi

befinder os 150 mia. km fra en kæmpemæssig

energireaktor, solen. Denne tilfører

os en enorm mængde energi, der

kan udnyttes i stirlingmotorer.

Efter at hans ideer ikke har mødt megen

forståelse i den vestlige verden, har

han kastet sin opmærksomhed mod den

tredje verden. Hans koncept The Solar

11


diføt nyt 98

Power Village, som bliver afprøvet i fredsforskningscentret

Tamera i Portugal, demonstrerer

mulighederne for energiuafhængighed

i afrikanske landsbyer og

andre underudviklede, solrige områder.

Hans energivæksthuse kombinerer

effektiviteten i fotosyntesen med stirlingmotorens

teknik og leverer varme til

madlavning, energi der i form af opvarmet

olie også kan oplagres. Anlægget i

Portugal blev næsten udelukkende konstrueret

af lokale værksteder og skal i

fremtiden bruges som uddannelsessted.

Se også www.tamera.org.

Adam Trombly

Redaktørerne var meget glade for at mødes

og tale med Adam Trombly, amerikansk

fysiker og lidt af et koryfæ inden

for fri energi. Som medstifter af Institute

for Advanced Studies at Aspen er han af den

opfattelse, at energispørgsmålet er det

helt centrale i løsningen af den globale

krise. Problemerne kan ifølge Trombly

kun løses ved at indføre fri energi.

»Vi befinder os ikke i en mangelsituation,

men i en overflod af energi«, betoner

han. »Hvis det lykkes for os at udnytte

den i kvanteteorien beskrevne nulpunktenergi,

universets baggrundsenergi,

er alt muligt: Vi kan gøre ørkener

grønne, afsalte havvand i stor skala og

sikre menneskets overlevelse og jordens

eksistens.«

Tom Valone har i sin The Homopolar

Handbook skrevet, at han allerede på konferencen

i 1980, arrangeret af den daværende

Deutsche Vereinigung für Schwerkraft-Feld-Energie

(DVS nu DVR) under

dr. Hans Niepers lederskab, lærte Adam

Trombly at kende.

Han skrev: »Mine indtryk fra denne

konference har jeg berettet om i en arti-

12

kel til tidsskriftet Energy Unlimited … Det

var afgjort en spændende oplevelse, og

som en stor tillægsgevinst fik jeg også lejlighed

til at tale med Adam Trombly, der

var i gang med at konstruere en meget

kostbar model af en unipolar-generator

med kontinuerlige natrium-kalium-børster.

Vi havde meget at tale om, fordi

Adam var en nær bekendt af Bruce De-

Palma (en anden frienergi-pionér – red.).

Adam havde fundet investorer til sit firma

(ACME Energy Research), som var

parat til at stille et beløb på flere hundredtusinde

dollar til rådighed.«

Adam Tromblys foredrag handlede

faktisk om hans unipolar-forskning (Nmaskinen),

som dengang stødte på modstand

i USA. Men nu som før arbejder

Trombly sammen med mange andre forskere

på at realisere den åndelige arv efter

Nikola Tesla.

Trombly siger: »Fri energi er ikke esoterisk

fantasteri, men en videnskabeligt

funderet kendsgerning, som dog i årtier

er blevet undertrykt og hemmeligstemplet.

At maskinerne endnu ikke er

kommet på markedet, har ikke alene tekniske

årsager.«

Dr. Trombly introducerede derefter

Adolf Schneider som »verdens største arrangør

af frienergi-kongresser«. Det var

godt nok ment som en kompliment, men

var noget overdrevet. Adolf Schneiders

foredrag Ausblick zu elektrostatischen und

elektromagnetischen Feld-Konvertern føjede

sig naturligt til Tromblys indlæg.

Politik og økonomi

Foruden energi var temaerne økonomi,

politik og erhvervsliv andre store emner

på kongressen. Brian Ames, der har påtaget

sig opgaven med fattigdomsbekæmpelse

for den internationale valutafond i


Afrika, talte om de økonomiske og politiske

forudsætninger for at indføre fremtidsteknologier

i udviklingslandene.

Catherine Austin Fitts, der var viceminister

for boligbyggeri under George

Bush senior, fortalte om årsagerne til, at

det ikke går så let. Ifølge hende er forretningsverdenen

et »kriminelt krigssystem«,

der skal afskaffes: »Det bestående,

verdensomspændende organiserede

penge-krigs-system har udviklet sig gennem

500 år. Men nu er vi vidne til dets

sammenbrud. Mit vigtigste spørgsmål

er: Hvem har magt til at standse dette system?

Hvor er den røde knap, som vi alle

må trykke på?«

Hun beskrev de dramatiske konsekvenser

af et endnu mere industrialiseret

landbrug: »Vi står over for en masse-exodus

af 2 mia. mennesker. Bønder og landarbejdere

er tvunget til at vandre til byerne.

Det er værre end krig. Koncernerne

arbejder på en fuldstændig privatisering

af levnedsmiddelforsyningen og opdele

markedet på ganske få hænder.«

Synteser og løsninger

At perspektiverne ikke nødvendigvis er

negative, og at alle har mulighed for selv

at gøre noget, demonstrerede fx Charly

Rainer Ehrenpreis, der er medstifter af

fredsforskningscentret Tamera, hvor

også Jürgen Kleinwächter er aktiv.

Han fortalte om gaveøkonomien:

»Ligesom planter og dyr ikke spørger

om, hvad de får til gengæld for at gøre en

indsats, således kan også menneskene

lære at forære alt det væk, som de ikke

mere har brug for. I et samfund, der bygger

på tillid, er dette muligt.« At afgive

materielle goder er ensbetydende med at

modtage åndelige.

Det var nogle få eksempler fra en kon-

diføt nyt 98

gres med mange temaer. Tilhørerne til de

mange indlæg på kongressen er måske

stødt på flere kontroversielle udmeldinger

som fx, har vi overhovedet brug for

frienergi-teknologier eller er det ikke

nok med stirlingmotorer og omdannelse

af solenergi? – Men i stedet for at dyrke

uenigheder og føre endeløse diskussioner

var det tydeligt, at man søgte henimod

syntese og synergi.

Slutspørgsmålet

Det spørgsmål, som alle – hvad enten

man er foredragsholder eller deltager –

bør stille efter en krongres som denne, er:

»Og hvad nu? Hvad stiller vi op med

vores nye viden? Hvad kan vi gøre?«

Man får alt for ofte det indtryk, at lige

præcis dem, som virkelig kan gøre en forskel,

ikke er tilstede!

Dr. Robert Dreyfus fra Zentrum der

Einheit Schweibenalp ser det som et udviklingssted

for en fredskultur. Her er han

på linje med medstifteren af fredsforskningscentret

Tamera, Sabine Lichtenfels:

»Forandringerne i verden sker gennem

modeller – steder hvor løsninger bliver

afprøvet og erfaringer indhøstet. Hvis vi

er med til at etablere de første steder i

verden, hvor udviklingen af en fredskultur

kan foregå, så kan det foregå mange

andre steder. I denne ånd indbyder jeg

alle videnskabspionerer til et samarbejde

om at opbygge sådanne modeller.«

Økokongressen Green Phoenix Rising

har i hvert fald bidraget til at knytte

internationale kontakter til opfyldelsen

af denne målsætning.

Artiklen er gengivet fra NET-Journal 11/12,

nov./dec. 2010, s. 14-16.

Se også www.schweibenalp.ch

13


Relativitet:

Einsteins »fejltrin« afsløret

Af Horst Eckhardt, AIAS

Den store fysiker Albert Einstein lancerede

i årene 1905 og 1915 sine skelsættende

relativitetsteorier. De blev – for at sige det

mildt – i første omgang modtaget af eksperterne

med blandede følelser. Gennembruddet

kom, da resultaterne af at

anvende hans teori på beregning af solens

afbøjning af lys blev bekræftet af Eddingtons

observationer i 1919. I dag ved

vi, at disse eksperimenter var ekstremt

usikre. Teorien er dog senere bekræftet af

NASA’s rumsonde Cassini. Einsteins beregninger

er særdeles uigennemskuelige,

og det fremgår ikke helt tydeligt,

hvordan han nåede frem til det (eksperimentelt)

korrekte resultat. Einstein præsterede

det kunststykke at beregne afvigelsen

af en lille masse (en foton, lys) i

forhold til en stor masse (solen), skønt fotonens

masse ikke indgik i beregningen.

Desværre har beregningen vist sig at

være forkert.

Som led i en fornyet gennemgang af

Einsteins teorier har AIAS Institute (Alpha

Institute for Advanced Study 1) ) taget emnet

op ved at undersøge spørgsmål omkring

rum-metrik. Som man ved, kan det

krumme rum i Einsteins almene relativitetsteori

beskrives ved hjælp af en såkaldt

metrik. For en rumtid med kugleformet

massefordeling antager denne en

forholdsvis simpel form. Også ECE-teorien

(Einstein-Cartan-Evans-teorien 1) )–

en udvidelse af Einsteins teori – giver

denne form. Heraf følger, at resultaterne,

der baserer sig på undersøgelsen af

metrik med ECE-teorien som grundlag,

14

også gælder for den klassiske relativitetsteori,

som anvendes i »standardfysikken«.

Et eksempel på anvendelse af rummetrikken

er beregningen af lysafbøjningen

ved massive stjerner. Kort tid efter

færdiggørelsen af den almene relativitetsteori

anvendte Einstein den til at

beregne lysafbøjningen ved solen 2) .Under

en solformørkelse i 1919 forsøgte

Eddington at måle denne afbøjning eksperimentelt.

Imidlertid er denne afbøjning

overordentlig lille (kun en brøkdel

af et buesekund). Derfor er der i eftertiden

sat mange spørgsmålstegn ved denne

måling, og det er meget sandsynligt,

at målingerne var for usikre og ikke havde

tilstrækkelig beviskraft. I mellemtiden

er den af Einstein-teorien forudsete

afbøjning blevet bekræftet af Cassinisonden,

så at det eksperimentelle bevis

for afbøjningen som sådan ikke længere

drages i tvivl.

Så meget desto større var overraskelsen,

da Myron Evans prøvede at forstå

Einsteins beregningsmetode, som dengang

den blev offentliggjort var utilstrækkeligt

dokumenteret. I en bog af

Wald 2) redegøres der for denne beregning

i generelle vendinger, men med

mellemresultater, der ikke kan være korrekte.

Således fremlægger Wald en løsning

på en tredjegradsligning, som moderne

computeralgebra-programmer

beregner en helt anden værdi for. Det er

dog kun en mindre detalje. Det faktum,

at lys afbøjes af gravitation fører til den

antagelse, at fotoner ikke er masseløse,

men har en – meget lille – hvilemasse.


Einstein formåede at acceptere dette,

hvorefter han elimerede massen fra beregningen

for at gøre den mere simpel

(man bør huske på, at der hverken fandtes

computer- eller matematik-programmer

i begyndelsen af 1900-tallet). Derfor

hænger regnestykket ikke sammen. Ser

man nærmere efter, fremgår det, at Einstein

tilnærmede lysstrålens bane nær

solen til at være cirkelformet. Det medførte,

at hans beregninger kom til at indeholde

et matematisk udtryk med et skjult

0 i nævneren, hvilket giver hele brøken

en uendelig værdi. Endvidere opdager

man, at ved at indføre den cirkelformede

bane falder fotonmassen ud af regnestykket,

og der fremkommer en divergens

i integraludregningen. Denne tilnærmelse

kan altså ikke bruges til noget.

Det er da også, hvad Evans undgår i

sin alternative beregning. Den nye beregningsmetode

beholder fotonmassen,

og den nævnte divergens forekommer

ikke. Under visse yderligere antagelser

(som Einstein også gjorde) opnås den

korrekte eksperimentelle værdi for afbøjningsvinklen.

Desuden er det muligt

at estimere, at lyspartiklers hvilemasse er

ca. 10 -41 kg. Det er det første pålidelige

estimat af fotonmassen.

Men lad os gå videre med Einsteins

løsning. Som nævnt ovenfor fører den

fremsatte formel til et forkert integraludtryk

for beregningen af afbøjningsvinklen.

Integraludtrykket forekommer ikke i

nogen matematisk standardtabel, så der

er sandsynligvis ikke nogen analystisk

løsningsmulighed. Einstein beregner –

hvordan han så end er nået frem til det –

den eksperimentelt korrekte værdi efter

formlen:

diføt nyt 98

hvor M er solens masse, G er gravitationskonstanten,

R 0 er solens radius og c

er lyshastigheden. Heldigvis kan integraler

i computerteknologiens tidsalder

udtrykkes i tal. Evans og hans medarbejdere

har gjort sig denne anstrengelse og

fundet en værdi for Einsteins integrale

(interessant nok næsten præcis tallet ),

hvilket er omkring 6 gange større end

den eksperimentelle værdi. Det viser absurditeten

i Einsteins beregning. Evans

og kolleger udtrykte derefter integralet

med den alternative formel, de havde

udviklet, og voila, de fik den korrekte

eksperimentelle værdi! 3)

Vi må dog medgive Einstein, at han

ikke havde nogen computer til rådighed,

og at hans forestilling om fotonmassen

var temmelig mangelfuld. Det er ikke

desto mindre overraskende, at hans forkerte

beregning er forblevet skjult i næsten

100 år. Det er ikke nogen succeshistorie

for videnskaben. Man anså det

åbenbart ikke for nødvendigt i den internationale,

etablerede naturvidenskab at

revurdere teorien. Man skal aldrig ukritisk

acceptere andres opdagelser.

15


diføt nyt 98

Lysstrålens form omkring en tung

masse har endog konsekvenser for kosmologien.

Man antager, at ekstremt tunge

stjerner, såkaldt sorte huller, indfanger

lyset inden for en vis radius, således

at lyset bevæger sig i et cirkelformet

kredsløb – som en satellit – omkring det

sorte hul. Ifølge AIAS-instituttet er lyskredsløb

slet ikke mulige. Der gives en

maksimal afbøjningsvinkel på omkring

trefjerdedel af en hel cirkel. Når lyset

nærmer sig den tunge masse, vil det blive

absorberet. Nærfeltet ved et sort hul

(hvis det overhovedet findes) opfører sig

sandsynligvis anderledes, end hvad

man hidtil har antaget.

Evans’ lysafbøjningsteori kan efterprøves

af alle. Den taler for sig selv.

Evans har skrevet følgende på sin Internet-blog:

4)

»Som det ser ud nu, er det almindeligt

kendt og videnskabeligt accepteret, at

der er mindst to fatale fejl i den einsteinske

almene relativitetsteori. Den første er

ignoreringen af rumtid-torsion, den anden

er en kæmpefejl i teorien om lysafbøjning

forårsaget af gravitation, netop

den teori der gjorde Einstein berømt i begyndelsen

af 20’erne. ECE-teorien er blevet

fremsat for at korrigere og udvikle almen

relativitet. Andre kritikpunkter i

forbindelse med Einsteins teorier er samlet

i den kommende bog, Criticisms of the

Einstein Field Equation (Abramis 2010) af

M. W. Evans, S. Crothers, H. Eckardt og

K. Pendergast. Jeg har selv diskuteret

konsekvenserne af denne katastrofe for

standardfysikken i et essay på www.aias.

us, som er blevet bragt i Mikrobit 5) . Jeg har

også indtalt artiklen på www.aias.us, og

jeg kan se, at både artikel og det indtalte

bliver der læst og lyttet til. UFT 150 artik-

16

len var den mest læste på www.aias.us i

juni 2010. I en tid med skattebesparelser

burde man over hele verden skære ned

på spildet af skatteydernes penge til forældet

fysik. I stedet bør man sadle om til

ny forskning i energi og anti-gravitation.

På begge områder har ECE skabt et videnskabeligt

fundament.«

Til sidst kommer her et budskab til kritiske

læsere, der helt afviser Einstein, og

som foretrækker at tilskrive årsagen til

gravitationskraften et æterflow i stedet

for en krumt rum: fra en matematisk

synsvinkel er begge koncepter ligeværdige.

Sporene efter en testmasse i æteren

eller i det krumme rum er identiske og

beskrives af den samme matematik. Men

til at beskrive æterens fluktuationer er

einsteinsk teori ikke længere tilstrækkelig.

Derfor er det nødvendigt at gå over

til ECE-teorien. Her korresponderer

æterfluktuationer med en variation i

baggrundspotentialet. Rum er ikke tomt,

som i Einstein-teori, men opfyldt af et

potentiale af højenergitæthed, som kendes

eksperimentelt fra kvantemekanikken.

Det hele kan beskrives med relativ

simpel matematik.

Noter

1) http://www.aias.us

2) R. M. Wald: General Relativity (University of

Chicago Press, 1984), lign. (6.4.41), s. 145

3) UFT Article No. 150, http://aias.us/

documents/uft/Paper150.pdf

4) http://drmyronevans.wordpress.com

5) Personal Computer Group Siemens

München e.V., http://www.pcag.de

Artiklens oprindelige, amerikanske titel er Nobody

is perfect: Einstein’s »faux pas« discovered.

Den engelske originaltekst kan ses på webadressen

note 3).


Forum

Browns gas

Jeg har nu set Claus Thomsens anlæg til

at lave Browns gas monteret i en bil. Den

mekaniske del er aldeles nydelig og forberedt

på serieproduktion. Der er et

elektrolysekammer, som er aldeles nydeligt.

Elektrolysen bruger typisk omkring

10 A 12 V og leverer store mængder gas,

som ledes ind i dieselmotoren, der kører

upåklageligt på 75% diesel og 25% vand/

gas. Forbrændingen er meget ren.

Den elektriske del, hvor der dannes

strømpulser, som sendes gennem elektrolysekammeret,

trænger til en produktudvikling.

Det er ikke indtrykket, at

der pt. er en OU-effekt (OU = Over Unity

– red.). Snarere forårsager gassen en renere

forbrænding, hvorved en større

procentdel af brændværdien i dieselolien

omdannes til mekanisk energi. Produktudviklingen

kan dels gå i en retning

af at gøre elektronikdelen egnet til serieproduktion

og gøre den så robust, at den

kan tåle at blive brugt og misbrugt af almindelige

mennesker, uden at det fører

til reklamationer. Produktudviklingen

kan dels gå i retning af at producere OUeffekter.

Vi ved, at det er muligt at få

OU-effekter frem, det er demonstreret

flere steder.

Hvorledes får man OU-effekt frem

ved elektrolyse? (Vi ser her bort fra kold

fusion). En forfatter skriver, at det i hvert

fald ikke kommer frem, hvis man bruger

jævnstrøm. Man får det vistnok heller

ikke frem med sinusformet vekselstrøm.

Der er en chance, hvis man bruger firkantede

pulser.

diføt nyt 98

Hvis vi husker på, at symmetri dræber

OU-effekter, så vil man indse, at firkantpulser

af den type, man normalt ser, er

ganske symmetriske og derfor uegnede.

Men man kan sammensætte flere forskellige

firkantpulser til noget, der bliver

asymmetrisk. Man kan så tale om, at man

sammensætter flere frekvenser. Man

kunne også tale om, at man laver en musisk

rytme, eller at man laver en slags

morsesignal. Så hvis man bruger den

indledende rytme fra Beethovens 5.

symfoni, eller hvis man morser en række

V’er eller A’er, så har man et asymmetrisk

signal, og så skulle man i det mindste

have en chance for at se OU-effekter. Måske

det kunne være en vej frem…

Anders Heerfordt

2610 Rødovre

Claus Thomsen vil demonstrere teknologien på

medlemsmødet den 15. februar, læs mere på

bagsiden.

Links

Beskrivelsen af Bob Boyces udgave af en

OU-elektrolysecelle er en af de mest praktiske

byggevejledninger til en OU-enhed,

som jeg har set:

http://peswiki.com/index.php/

OS:Bob_Boyce_Electrolyzer_Plans

Jeg har detailkendskab til meget af det der

beskrives, og de dele af teknologien, som

jeg kender, er korrekt beskrevet på en

måde, der er meget venlig for selvbyggere.

Her er en endnu en mulighed for at

bygge en maskine – en mulighed man vist

ikke bør lade gå fra sig… AH

Selvkørende HHO- hhv. magnetmotor:

www.youtube.com/

watch?v=cMlciNOyo_U

www.youtube.com/

watch?v=bssBAb6EzM4

17


diføt nyt 98

Bognyt

Ulrich F. Sackstedt: Browns

Gas. Die unerschöpfliche

Energiequelle. Gelnhausen-

Roth 2010, J. K. Fischer-Verlag.

255 s. ISBN 3941956051

Browns gas er en speciel udgave af vandmolekylet

(H 2 O), der ofte noteres som

HHO. Mange forskere anser denne gas

for at være løsningen på alle vores energiproblemer:

basisstoffet er vand og dermed

praktisk talt ubegrænset. Affaldsproduktet

er også vand og dermed absolut

miljøneutralt. Alligevel forbigås teknologien

stort set af den etablerede

forskning.

Den i medierne kendte filippinske ingeniør

Daniel Dingel driver sin bil med

vand – praktisk anvendelse af brownsgas-teknologi.

Også Stan Meyer (som

døde under mystiske omstændigheder)

frembragte via resonansfrekvenser

Browns gas. Den bredere offentlighed er

indtil nu blevet forholdt viden om teknologien

i populærlitteraturen. Det har

Ulrich F. Sackstedt nu rådet bod på.

Hans velskrevne og lettilgængelige

bog guider den energiteknisk interesserede

læser rundt i bogens tema. Sackstedt

formulerer sig vidende og humoristisk,

fremstillingen er på én gang lærerig

og spændende. Han lægger især vægt

på moderne tekniske anvendelser af

Browns gas og dermed beslægtede gasformer.

Det drejer sig fx om benzinbesparende

apparater, i svejseteknikken og

endog inden for nedbrydning af radioaktive

stoffer.

18

Desuden venter der læseren en kritisk

gennemgang af bilernes katalysatorteknik,

brændstofceller og de såkaldt vedvarende

teknologier, der ifølge Sackstedt

er langt underlegne i forhold til Browns

gas.

raum&zeit 168

nov./dec. 2010

Alick Bartholomew: The

Story of Water. Edinburgh

2010, Floris Books. 256 s.

ISBN 0863157386

Vand er ikke alene livets kilde, det er et

medium for kommunikation mellem alle

levende organismer. Sådan siger Alick

Bartholomew, som har gjort det til sin

livsopgave at forene den naturvidenskabelige

metode med et spirituelt verdenssyn.

(Han er forfatter til Hidden Nature:

The Startling Insights of Viktor Schauberger).

I denne fantastiske, vidtspændende

bog med flere fine farveplancher gennemgår

Bartholomew vandets betydning

og egenskaber, dets formål i kosmos

og vores solsystem, dets atmosfæriske og

jordiske cykler og dets rolle i opretholdelsen

af dyre- og plantelivet og den evolutionære

udvikling. Han behandler


også Schaubergers dybe indsigt i det levende

vands natur.

Som livskilde opfører vandet sig som

en organisme, siger Bartholomew. Det

har kvante-kvaliteter, evne til selvorganisering

og til at opbevare og overføre information.

Her nævner han pionererne

Jacques Benveniste og Masaru Emoto

blandt flere andre.

Bartholomew leverer en holistisk helhedsanalyse

af vores globale vandkrise,

symptomerne på klimaforandringer, befolknings-

og fødevareproblemerne.

Han ansporer os til at deltage i et kreativt

partnerskab med vandet, fordi det har så

meget at lære os.

NEXUS 1

dec./jan. 2010/11

Theodor Schwenk: Das sensible

Chaos. Ny udg. Stuttgart

2010, Verlag Freies

Geistesleben. 216 s.

ISBN 3772514006

Vi ved, at uden vand er intet liv muligt.

Men det omvendte er også sandt: Hvis

der ikke var liv, var der heller intet vand. I

sin bog får Theodor Schwenk os til at forstå

denne vidunderlige sammenhæng

mellem vand og liv. Han skriver så bevæ-

diføt nyt 98

gende og godt, at man først lægger bogen

fra sig, når den er læst til ende.

(James Lovelock)

Allerede længe før kaosteorien blev

fremsat og opnåede anerkendelse havde

Theodor Schwenk erhvervet en dyb indsigt

i vekselvirkningen mellem kaos,

formdannelse og udgangssbetingelserne

i det sensible samspil i de kaotiske tilstande

såvel i naturen som i teorien.

Hans arbejde betragtes den dag i dag

som enestående (Ralph Abraham, matematikprof.

University of California).

Forlaget

Theodor Schwenk

1910 – 1986

Theodor Schwenk viede hele sit liv til

forskning i vandets strømning. Efter sit

studium, konstruktion af vandkraftmaskiner,

arbejdede han bl.a. hos Weleda AG

og opbyggede Institut für Strömungswissenschaften

in Herrischried.

Hans hovedværk, Das sensible Chaos

(1962), vakte opmærksomhed over hele

verdenen og er blevet oversat til engelsk,

fransk, italiensk, spansk, japansk og

græsk.

19


diføt nyt 98

Claus Wilhelm Turtur:

Wandlung von Vakuumenergie

elektromagnetischer Nullpunktoszillationen

in klassische

mechanische Energie.

Bremen 2009, Europäischer

Hochschulverlag. 144 s.

ISBN 9783941482548 (ty.)

ISBN 9783941482609 (eng.)

På trods af sit beskedne omfang er dette

værk fra Hochschulverlag en absolut sensation.

Prof. Turtur har nemlig udført det

kunststykke, både at bringe sin forskning

i en form, der kan accepteres af naturvidenskaben,

og få arbejdet udgivet

på Europäischer Hochschulverlag!

I indledningen beskriver forfatteren

vakuumet som et rum, man ikke kan

hente noget ud af med de hidtil kendte

metoder. Men rummet er ikke tomt. Som

dets benævnelse »kosmologisk konstant«

antyder, fører store mængder tomt

rum til målbare effekter som fx påvirkning

af universets udvidelseshastighed.

Spørgsmålet er kun, »om man kan udvikle

nye metoder, som kan bruges til at

fravriste vakuumet noget, som man tidligere

ikke var i stand til«. At det kan lade

sig gøre, har forfatteren og anmelderen

set mange eksempler på. Den i hans bog

beskrevne konversion af vakuumenergi

til en klassisk anvendelig energiform ser

lovende ud, fordi der kan trækkes enorme

energimængder ud af vakuumet.

Forfatteren kommer herefter ind på

den filosofiske baggrund, de statiske felter

over for relativitetsteori og det elektrostatiske

felts energikredsløb. Videre til

det magnetostatiske energikredsløb,

som han beskriver som mere interessant

for energiudnyttelsen på grund af den

20

højere energitæthed. I andre kapitler går

han i detaljer med det teoretiske grundlag

for de strømmende energier, eksperimenter

til omdannelse af vakuumenergi

til klassisk mekanisk energi og kommer

til sidst ind på fremtidsperspektiverne.

I konklusionen skriver han: »Grundlaget

for den praktiske omsætning i den

særlige vakuumenergi-rotor finder man

i elektrodynamikken«, og han skriver så:

»Princippet blev i virkeligheden eftervist

ved en effektmåling! Perspektiverne for

en miljøvenlig energiøkonomi ligger lige

for: Lykkes vi med at omsætte vakuumenergien

i stor skala, så bliver det ikke

længere nødvendigt at omsætte stof for

at forsyne verden med energi!«

Bevismængden med de mange henvisninger

til naturvidenskaben, de instruktive

formler og ikke mindst eksperimenterne

er overvældende og kan ikke

længere ignoreres af videnskaben. Interessant

er også bogens flaptekst: »En perpetuum

mobile – den findes ikke. Men

hidtil oversete energikilder – de findes –

energikilder der er så lidt udforsket, at

menneskeheden endnu ikke har lært at

udnytte dem.«

Inge Schneider

NET-Journal 9/10

sep./okt. 2010


Kortnyt

Ny kinesisk atomkraft

Kinas ambitioner om at blive verdens

førende nation inden for atomkraft fik i

dag et skub fremad, da det blev meddelt,

at kinesiske videnskabsfolk har udviklet

en banebrydende teknik til oparbejdning

af forbrugt uran. De statsejede

medier hævdede, at teknologien vil fjerne

en flaskehals og sikre, at Kina vil have

tilstrækkeligt med atombrændsel til

mindst 3000 år.

Gennembruddet vil blive en kæmpe

fordel for den indenlandske industri,

som er i de indledende faser af, hvad der

synes at skulle blive verdenshistoriens

mest spektakulære spring fremad i reaktorbygning.

På grund af det enorme behov for

energi og den stigende bekymring for

forurening regner man med, at Kinas

atomkraft-kapacitet vil vokse med en

faktor 10 i løbet af de næste 10 år. Omkring

2030 skulle Kina være klar til at

overhale USA som verdens førende

atomkraftnation.

Teknologien, som er udviklet og testet

på fabrik nr. 404 i China National Nuclear

Corporation, beliggende i Gobi-ørkenen,

muliggør ifølge China Central Television

genbrug af bestrålet brændsel. Hvordan

denne proces afviger fra eksisterende

genbrugsmetoder i andre lande er

uklart, men nyhedsstationen sagde, at

med denne teknik kan et kilo uran producere

næsten 60 gange mere energi i

forhold til det hidtil mulige i Kina.

Hvis metoden holder vand, vil den

kunne forlænge »livet« af det 171.400 ton

diføt nyt 98

kendte uranmateriale i landet, som tidligere

var estimeret til at kunne række i

mindre end 70 år. Genbrugsprocessen

kan også levere fissilt materiale til våben,

men man har endnu ikke frigivet oplysninger

om de potentielle muligheder for

Kinas atomarsenal.

Kina testede sin første atombombe i

1964, men var længe om at indføre atomkraft

på grund af de store forekomster af

billigt indenlandsk kul. Endvidere var

regeringen tilbageholdende med at gøre

sig afhængig af dyr udenlandsk teknologi

og import af uran. Men i de senere år

har den voksende velstand og nye miljødagsordener

fremtvunget et holdningsskift.

Ifølge det Det internationale Atomenergiagentur

har Kina nu 13 reaktorer i

drift og 26 yderligere anlæg under konstruktion.

China National Nuclear Corporation

sagde sidste år, at man planlagde at

investere 800 mia. yuan (£78 mia.) i atomkraftindustrien

indtil 2020. Kina anvender

allerede kendt teknologi fra sine

udenlandske leverandører og vil nu begynde

at udvikle sine egne reaktorer og

oparbejdningsanlæg.

Næste trin er konstruktion og salg til

udlandet.

Jonathan Watts

guardian.co.uk

03.01.2011

Før havde Kina uran nok til at dække energibehovet

i 70 år. Nu kan man dække energibehovet i

3000 år. Kina fortæller ikke, hvad det er for en

teknologi. Det er næppe nogen almindelig kendt

teknologi. Det lyder eksotisk, næsten som fri

energi. Det er ret specielt, at sådan en annoncering

kommer fra statslige kilder. AH

21


diføt nyt 98

Focardi-Rossi

fusionsreaktoren

På et pressemøde i Bologna den 14. januar

2011 blev det meddelt, at der om kort

tid vil blive markedsført et apparat på basis

af »kold fusion«. Udgangseffekt 10-12

kW, indgangseffekt 600-700 W.

Allerede i 1998 var den nu afdøde fysiker

Giuliano Preparata opsat på at bringe

en vandvarmer på 10 kW på markedet,

men teknologien var på daværende tidspunkt

endnu ikke tilstrækkeligt udviklet.

I mellemtiden synes italienske forskere

at være kommet så meget længere

med teknologien og gjort den så driftsikker,

at de nu kan starte en serieproduktion.

Vand kan så ikke kun bruges til

vask, drikke og brandslukning, men inden

så længe også til opvarmning. Dermed

slutter oliens og naturgassens tidsalder,

og en ny cyklus kan begynde.

De nye kold-fusion-eksperimenter i

Bologna er udført i et samarbejde mellem

opfinderen Andrea A. Rossi fra Journal

of Nuclear Physics og prof. Sergio

Focardi fra Bolognas universitet. Energikilden

er en kold-fusion-proces mellem

nikkel og brint.

Af Andrea Rossis internationale patent

fremgår det, at der under processen

sker det, at den stabile nikkel-isotop

62Ni28, hvoraf der findes 3,634% i almindelig

nikkel, under fusionen med brint

(proton) omdannes til den stabile kobber-isotop

62Cu29. Nikkel er for øvrigt

det hyppigst forekommende metal i

jordskorpen.

Man beregner energioverskuddet

som forskellen mellem energien i det oprindelige

nikkelatom, der fusionerer

22

med et brintatom (proton), og det opståede

kobberatom. Det er således ikke

svært at beregne, at der ved en fuldstændig

fusion af 58 g nikkel (1 mol) med brint

opstår en energiækvivalent på 30.000 ton

råolie, hvilket svarer til, at 1 g nikkel kan

udvikle en energi på 517 ton olieækvivalenter.

Antager man, at »kun« 0,1 promille af

den årlige nikkelproduktion på 1 mio.

ton anvendes i sådanne fusionsreaktorer,

og det kun vedrører den 3,634% stabile

isotop, vil der fremkomme en »disponibel«

energi på 0,03634 · 51,7 = 1,88

mia. ton råolieækvivalenter. Det er ca. 1,5

gang verdens årlige energiforbrug.

Som det fremgår af patentet, har et sådant

fusionsanlæg kørt 24 timer i døgnet

siden 16. oktober 2007. Det har leveret tilstrækkelig

energi til at forsyne firmaet

Eon Srl i Bondeno i Ferrara-provinsen

med varme. Adressen er: Via Carlo Ragazzi

18, IT-44012 Bondeno.

Vi taler altså ikke om en videnskabelig

prototype, men om et apparat, som skal

leveres inden for de næste 3 måneder, og

som skal masseproduceres i slutningen

af 2011!

For de industrielt fremstillede reaktorer

bliver forholdet mellem den leverede

termiske ydelse og den elektriske indgangsydelse

af sikkerhedsmæssige årsager

begrænset til 8:1 (altså 800%), selv om

mere var muligt.

Desuden er de ved at lægge planer for

et kraftværk på 1 MW, der skal sættes

sammen af 125 moduler. Hver sjette måned

skal reaktorerne opfyldes med nyt

materiale (nikkelpulver). Denne service

foretages af de involverede forhandlere.

Rossi understregede, at de er langt

forbi laboratoriefasen, hvor det handler

om at overbevise folk. Det afgørende bli-


Dr. Andrea Rossi fra ’Leonardo Corporation’ (tv)

og David Bianchini, atomfysiker ved Bolognas

universitet, demonstrerer forsøgsopstillingen i

Bologna, 14.01.2011. Foto: Daniele Passerini

ver, hvordan markedet reagerer. Hvis deres

apparat slår an på markedet og fungerer

tilfredsstillende hos kunderne,

træder teoretiske diskussioner, hypoteser

og indvendinger i baggrunden.

I øvrigt skal det noteres, at Focardi og

Rossi aldrig taler om kold fusion, men

om begrebet energy catalyzer. Det drejer

sig »kun« om en »svag« nuklear energireaktion,

for hvilken det teoretiske grundlag

for processen først skal udarbejdes.

Ganske vist opstår i det indre af reaktoren

en stråling, hvad der tyder på en

nuklear proces. Men strålingen er skærmet

af, og der opstår ingen radioaktive

restprodukter.

Adolf Schneider

diføt nyt 98

Links

http://pesn.com/2011/01/17/9501746_Focardi-

Rossi_10_kW_cold_fusion_prepping_for_

market

http://en.wikipedia.org/wiki/Giuliano_Preparata

http://www.examiner.com/breakthroughenergy-in-national/cold-fusion-gettinghot-with-10kw-heater-prepping-for-market

http:/newenergyandfuel/com/2011/01/17/

cold-fusion-from-italy-nearly-commercial-ready

http://www.lenr-canr.org/News.htm

http://coldfusionnow.wordpress.com/

2011/01/17/12-kw-cold-fusion-reactordemonstrated-ramping-up-to-take-your-order

http://www.journal-of-nuclear-physics.com

http://www.physorg.com/news/2011-01-italian-scientists-cold-fusion-video.html

http://blog.newenergytimes.com/2011/01/19/

rossi-and-focardi-lenr-device-probablyreal-with-credit-to-piantelli

23


diføt nyt 98

Foreningsnyt

KOMMENDE MØDER

Browns gasanlæg

TIRSDAG DEN 15. FEBRUAR vil Claus

Thomsen fra firmaet CompacTree ApS fortælle

om sit arbejde med at udvikle et

Browns gasanlæg til serieproduktion.

Claus Thomsen har som skovfoged

været bevidst om de fossile brændstoffers

skadelige virkning på klimaet siden

først i 80’erne. I 2007 annoncerede han

efter ligesindede i en landsdækkende

avis og erfarede under besøg i udlandet,

at man i Frankrig og Tyskland var langt

fremme med brændstofbesparelser på

konventionelle motorer. Som fabrikant

af maskiner så han en mulighed for at

udruste motorer i al almindelighed med

brændstofbesparende systemer.

Claus Thomsen vil under demonstration

af et anlæg forklare om princippet

for dets drift og om de forbedringer, han

har foretaget for at gøre anlægget mere

driftssikkert. Han vurderer, at en løbende

fremstilling af knaldgas teknisk vil

give den hurtigste, billigste og bedste (reneste)

forbrænding i både benzin- og

dieselmotorer. Den største hindring for

en besparelse på 15% og en ren udstødningsgas

beror på det faktum, at moderne

bilers udstødning kontrolleres af sensorer,

der automatisk tildeler mere (forurenende)

brændstof, når motoren

brænder rent.

I øvrigt agiterer Claus Thomsen for, at

vi ændrer vores opfattelse af værdibegreber,

opgiver gæld og renter og fremstiller

langtidsholdbare produkter i en

kortere arbejdstid.

24

Anlæg i drift demonstreres både i og

udenfor Claus Thomsens egen bil. Foredraget

vil blive ledsaget af film og billeder.

Medlemsaften

TIRSDAG DEN 15. MARTS

Formanden vil berette om sin deltagelse

i en frienergi-kongres i Tyskland.

Albert Hauser vil berette om status for

sin magnetmotor.

Lars Kroll vil demonstrere et LCRkredsløb,

replika af sin Steorn-Orbomotor,

en Berdini-ventilator/oplader

og en »vinduesmotor« samt en antigravitationskugle,

og der vil blive givet

en status for Steorn-Orbo-projektet.


Mødested: Valby Kulturhus

Valgårdsvej 4-8, 2500 Valby

(P på Toftegårds Plads – 600 m fra Valby

st. – buslinjerne 1A og 4A lige til døren)

Mødetid: 19.00

Entré: medl. 30 kr., gæster 50 kr.


Møder i efteråret

Der er planlagt møder i efteråret på følgende

tirsdage: 13. september (generalforsamling),

4. oktober og 8. november.

Emnerne vil blive annonceret senere i

bladet og på www.difoet.dk.

Interne meddelelser

diføt intern 41 med referat af generalforsamlingen

den 7. september 2010

og foreningens regnskab er vedlagt dette

nummer af bladet (kun til medlemmer af

DIFØT). -red.

More magazines by this user
Similar magazines