Untitled - Campingferie.dk

1. del - Køreturen
Camperen, som den stod i Hagen i Ruhrdistriktet, hvor jeg købte den.
”At rejse er at leve”
er muligvis det mest fortærskede
citat, der findes – i det mindste
på dansk. Men det gør det jo ikke
nødvendigvis mindre rigtigt.
For mig er det at rejse først og
fremmest bevægelse. Jeg rejser ikke
for at komme til eksotiske steder,
se byer, bygninger, historiske steder
eller få specielle planlagte oplevelser:
”do the thing, and get the
T-shirt”. Nej! Det er selve rejsen,
det at bevæge sig og allermest de
mennesker man møder på den
måde, der fascinerer mig. Jeg hader
at flyve. Dels er jeg bange for det,
og dels er det helt uvirkeligt og
uden mening for mig, at gå ind i
et apparat i København for nogle
timer senere, at være et helt andet
sted på jorden uden fornemmelse
for, hvor lang jeg er væk hjemmefra,
og hvad der ligger imellem her
og der. Så næst efter at båden, og
cyklen er mit yndlingsbefordringsmiddel
bilen.
Jeg er rigtig glad for den fornemmelse
af frihed, bilen giver. Jeg
holder af, når min veninde i GPSen
siger fortsæt ligeud 380 km, men
også når hun ustandseligt pludrer
om anden til højre i næste rundkørsel.
Så da kravet om, at man som
efterlønner skal være 9 mdr. i et
EØS-land om året, gav mig en god
undskyldning for ikke at genføre
mine meget omtalte, skræmmende
planer om at sejle jorden rundt i
Aviaja, var det ret oplagt at købe en
gammel autocamper og køre ned
til det Tyrkiet, som jeg har længtes
mod i snart 20 år
Camperen
er en Fiat Ducato med en 2,5 l
turbodiesel og Bürstner opbygning.
Den er fra 1990, men har været behandlet
pænt, og er uden rust eller
andre åbenlyse fejl. Jeg har med baggrund
i de snart mange år, jeg har
boet i båd - bygget lidt om indeni
med bl.a. et bedre køkken, med en
teaktræsbordplade med udtræk og
en gasovn, boghylder og gode højtalere,
et nyt korkgulv osv. Dertil
kommer 2 x 50 w solpaneler og 150
ah ekstra batterikapacitet- Varme,
toilet og bad med varmt vand og et
køleskab var der i forvejen, så den
er blevet særdeles hensigtsmæssig
som bolig for en og med plads til en
gæst, når det kan flaske sig.
Og så afsted
Fra årene i båden i Middelhavet
ved jeg, hvor svært det er, at få sig
gjort færdig og komme af sted. Sådan
er det også denne gang. Turen,
som var planlagt til at starte i slutningen
af oktober tager sin begyndelse
med en afskedstur til familien i
Jylland et par uger før jul.
Det naturlige spørgsmål, der
melder sig, når man ruller ned ad de
første tyske motorveje er: ”Har jeg
nu husket det hele?”, men efterhånden
har jeg lært at affinde mig med,
at svaret er: ”Nej det har jeg ikke”.
Det har jeg selvfølgelig heller ikke
denne gang, men det væsentligste er
der: Pas, bilpapirer, penge og pibetobak
til et par måneder.
Stille og roligt
Når man kører camper – i al
fald sådan en gammel en som min,
må man lære, at man rejser i lastbiltempo:
Lige knap 100 km/t i den
inderste bane med en overhaling
i ny og næ op ad bakke. Når man
først har vænnet sig til det, er det
utroligt afslappende.
Jeg bruger det meste af den første
dag på købe proviant, reservedele
og klare andre ærinder i Flensburg,
så jeg når ikke længere end til ca 100
km syd for Hamburg inden fyraften.
Overnatninger, så længe man
er på motorvejene, er lige så enkelt,

Det oprindelige køkkenbord var fyldt helt op af vask og komfur-
Lidt maritimt præg må der være højtalerne er supergode Clarion.
som når man sejler. ”Havnene” er
bare ikke lige så idylliske, men der
virker.
Et tilbagevendende problem
Dag to – tirsdag d. 16 december
slutter på en rasteplads lige nord for
den østrigske grænse. Der er nogle
ting der er anderledes i camperen i
forhold til båden. Bl.a, går det ikke
at føre afløbet fra toilettet direkte
ud gennem siden eller til en tank,
som man så tømmer ud gennem
siden på dybt vand. Her må man
finde et sted at tømme tanken. Det
kan godt være lidt besværligt. Nogle
rastepladser har faciliteter direkte
indrettet til det, men som regel må
man finde et afsidesliggende toilet
til formålet. Det lykke naturligvis
altid, men nogen gange efter noget
besvær.
”camperbums-miljø”
Jeg har haft nogen forestillinger
om, at der må findes et ”camperbums-miljø”,
som det langturssejlermiljø,
jeg kendte og holdt
af i Middelhavet. og ned gennem
Tyskland har jeg da også set en del
campere men efterhånden, som jeg
kommer længere sydpå, tynder det
drastisk ud i deme, så der har jeg
tydeligvis forregnet mig. Generelt er
autocampere noget man holder ferie
i om sommeren.
Bjerg- eller motorveje
Jeg er jo en nærig fanden, så
da det viser sig, at man skal betale
for at køre på motorvejen i Østrig,
bestemmer jeg mig for at forsøge
mig med landevejen. Nogle timer og
mange km op og ned af stejle bjerge
i heftige hårnålesving senere, er jeg
nået meget lidt nærmere mit mål, og
må bide i det sure æble, Det viser sig
da også, at det kun koster syv euro
at købe en vignet, som giver adgang
til motorvejene i en uge. Nu går det
atter raskt derudad. Næsten ligeud
det meste af tiden, og de værste af
bjergene kører man bare lige igennem.
De støjer sgu
Natten bliver tilbragt på endnu
en lastbil-rasteplads et godt stykke
inde i Ungarn. Her finder jeg ud af,
hvorfor, der er så relativt god plads
rundt om specielt kølebilerne. Dieseldrevne
kølekompressorer er ikke
lydløse, og selv i koldt vejr starter de
ret jævnligt.
Den Ungarske Pusta er flad som
en pandekage, og med en lille kuling
i ryggen er det den rene svir - fin
blød motorlyd og over 10 km på
literen. Også her køber man en vignet,
som for en rimelig sum giver en
adgang til at køre på motorvejene.

De omtalte ”tyverisikringer”. Dertil kommer en stålboks mellem forsæderne.
Det første egentlige bjergkørsel på våde og fedtede veje.
Natlig ”gæst”
Ved aftentide kører jeg ind i Serbien.
Formaliteterne er til at overse,
men vejen som fører fra grænsen er
ikke Europæisk standard. Jeg får ret
hurtigt nok og finder en rasteplads.
Hele pladsen er fuldt oplyst, og jeg
parkerer lige ved siden af tank og
restaurant. Jeg spiser i restauranten,
som hellere end gerne tager euro, og
går til køjs. Ved tretiden vågner jeg
med en fornemmelse af, at der er
nogen ved døren, men slår det hen
og falder i søvn igen. Næste morgen
er det første, jeg lægger mærke til, at
forhænget i førekabinen er trukket
fra i passagersiden. Jeg bliver hed
om ørerne og checker at computer
og fotogrej er – ikke hvor de burde
være, i min hjemmelavede boks
mellem forsæderne - men heldigvis,
hvor jeg har efterladt dem dagen
før. Min tegnebog ligger åben på
passagersædet, og jeg ser for mig
problemerne med at få nye kort osv.
Det eneste, der mangler er imidlertid
ca 50 euro i kontanter. Det er i
sandhed en gentleman-tyv, der har
været på spil. En god – og forholdsvis
billig – reminder om, at vi både
tidsmæssigt og geografisk er langt
fra Frode Fredegod. Fra nu af ryger
alting i boksen inden sengetid.
Der er ingen tegn på voldeligt
indbrud, og jeg ved, at dørene i det
mindste var låst. Det generer mig,
at nogen har kunnet komme stort
set lydløst ind i bilen. Jeg udvikler et
system med gaffatape over låsetappene
på fordørene, så det bliver
mere besværligt at få dem op med
en nøgle udefra, og hænger en kop
med et par knive i på håndtaget af
bagdøren, så det vil falde larmende
ned, hvis den bliver brudt op.
Også ved højlys dag
I løbet af dagen viser det sig, at
det ikke bliver det eneste tyveri, jeg
bliver udsat for i Serbien. De næste
er dog regeringskontrollerede. Her
er der ingen vignetter til nogle få
euro til motorvejene. Næh! Næh!
Derimod store flotte betalingsanlæg
ved til- og frakørsel til fine nye
motorveje, som får trafikken på de
nordjyske til at ligne myldretid. Ind
imellem kommer der en Merzedes
eller en BMW blæsende forbi – oftest
med udenlandske plader - ikke
engang lastbiler er der ret mange
af. Forklaringen får jeg ved betalingen
for det første stykke. Det er så
forbandet dyrt, at lokale folk ikke
har råd til at være med. Til gengæld
slipper ejerne af de dyre tyske biler
jo så for at se på de vrag, som de
almindelige landeveje er fyldt af.
Turen ad Serbiens motorveje koster
mig den nette sum af 67 euro. Det
er mere end jeg har brændt diesel for
på det samme stræk.

Der er ikke megen plads, hverken til siderne eller opad.
Det er nu lidt underligt, at det land er med i EU.
Jeg kører sgu uden om det land,
når jeg skal hjem.
Bjerge igen
Det sidste stykke inden den
Bulgarske grænse er almindelig
landevej gennem voldsomme bjerge.
Bortset fra eksperimentet i Østrig
er det turens første bjergetape. Hele
turen indtil nu er foregået i gråvejr
med byger ind imellem – for det
meste regn, men en gang imellem
tøsne. Sådan er det også nu. Jeg har
erfaring for at Ducatoens vejgreb
på våde og fedtede veje ikke er det
bedste, så de første km på de smalle
hårnålesnoede veje med brat fald til
den ene side og stejl klippevæg til
den anden foregår i et - for bagvedkørende
- irriterende langsomt
tempo- Når det er muligt, kører jeg
ind på en vigeplads for at lade en
utålmodig kø passere.
Tilbage i EU
Ved tretiden når jeg den Bulgarske
grænse. Jeg husker denne grænse
fra for 20 år siden. Formaliteterne
var uendelige, og man skulle tvangsveksle
et beløb til en den lokale
valuta. Jeg tror, at jeg stadig har et
bundt ubrugelige sedler fra dengang
et eller andet sted. Nu er Bulgarien
kommet ind i EU, så jeg er spændt
på, hvor meget anderledes det foregår
i dag.
Det er anderledes. For det første
er der køer for EU-borgere og for
ikke EU-borgere. Jeg kører ind i
EU-køen, og håber at smutte hurtigt
igennem. Men ak! Old habbits die
hard. Man kører fra den ene lille
drive-in luge til den næste. Ved den
første bliver alle data for fører og bil
tastet ind på en computer og gemt
på en USB-dims. Den tager man så
med sig fra luge til luge – fire i alt.
Der jo tale om en Shengengrænse,
så kontrollen må i det
mindste fremstå som effektiv. Det
ser også flot ud, og tager alt i alt en
times tid, men på intet tidspunkt
i forløbet har nogen så meget som
kigget ind i min ”lejlighed”, så jeg
kunne uden problemer have bragt ti
illegale flygtninge ind i EU.
Et lille teknisk problem
Det første stykke efter grænsen
er fortsat på bjergveje. Bilen har
på hele turen fungeret perfekt. Det
eneste problem, som jeg også havde
oplevet som en periodisk fejl inden,
jeg kørte hjemmefra, har været en
- af og til - lysende ladelampe. Jeg
har rokket med ledningerne bag
på generatoren, og det har hjulpet
et stykke tid, men nu lyser lampen
stort set konstant, og jeg bliver nødt
til at lave en ordentlig reparation.
Det viser sig, at det en kabelsko på
ledningen fra ladregulatoren, der er

Sofia by night. Tålmodighed og stærke nerver er en fordel.
Nu venter vi bare på, at nogen får snoet de ledninger sammen, som maskinen
gravede over.
blevet slidt og slap. Jeg har nye kabelsko
og en tang til at montere dem
i værktøjskassen, men generatoren er
anbragt dybt nede bagved motoren
bag en meget varm udstødningsmanifold,
så operationen er lidt tricky.
Efter nogle forsøg og kun en enkelt
førstegradsforbrænding på armen
lykkes det. Herligt.
Sofia by night
Da jeg sidst kørte igennem Bulgarien,
tror jeg ikke, der fandtes en
eneste motorvej. Det gør der nu. De
er af skiftende kvalitet, men alle fint
farbare og rimeligt billige at køre på
– en vignet til 6 euro. Der er bare
ingen motorvej udenom Sofia, som
jeg når til først på aftenen. Turen
igennem den by i aftenmyldretiden
bliver et mareridt. En del af den
foregår i udkanten af byen. Selv her
er trafikken tæt, og belysningen er
næsten ikke-eksisterende. Da jeg
har været inde på en tank og skiftet
en forlygtepære, som er gået ud
og fået vasket mine lygter, går det
bedre med at se, hvad jeg laver, men
så viser det sig, at jeg er nødt til at
køre igennem centrum af byen. Her
bevæger trafikken sig i skridtgang.
Der kommer biler fra alle sider, og
man kører tilsyneladende efter andre
regler end i resten af Europa. Til
gengæld er alle venlige og giver plads
for hinanden, når det er muligt. Et
par gange undervejs oplever jeg ambulancer
under udrykning, der forsøger
at hyle og mase sig igennem.
Det går langsomt, så Sofias indre by
er ikke et godt sted at få hjertestop
mellem kl. 16 og kl 18. Hvis jeg
ikke havde haft GPSen havde jeg
sikkert kørt rundt der endnu.
Tyrkiet - først imorgen
Jeg har stadig en forestilling om
at kunne nå den tyrkiske grænse
inden fyraften, men stopper alligevel
på en rasteplads ca. 100 km derfra.
Det har været et heftigt døgn og jeg
er godt træt. Spiser den sidste dåse
bagte bønner fra Netto sammen
med det sidste af den røgede bacon.
Der er stadig rødvin i dunken og
også whisky til en godnatdrink eller
to.
Konsekvenserne af oplevelsen
af tyveriet i Serbien er positivt set,
at jeg er blevet mere forsigtig, og
negativ set, at min ellers så naivt
store tillid til mine omgivelser er
blevet rokket lidt. Jeg stuver alle
værdier i boksen, og etablerer min
”tyverisikring” inden jeg tørner ind
til en heldigvis lang og uforstyrret
nattesøvn.
Trejde verden i EU
Motorvejen slipper op og afløses
af lidt bjergkørsel for så at dukke op
igen de sidste 20 km før grænsen til

Dardanellerstrædet i regnvejr.
Og det første kig på Adriaterhavet i ditto. Det sku’ vær’ så godt....
Tyrkiet. Stykket ad landevejen giver
et helt andet indtryk af Bulgarien:
Hestevogne med to til tre arbejdsduelige
yngre mænd, skurbyer og en
åbenlys fattigdom, som man forventer
at se i den tredje verden, men
ikke i et EU-land.
Tyrkisk bureaukrati
Jeg er spændt på, hvordan det
tyrkiske bureaukrati har udviklet sig
siden sidst. Det finder jeg hurtigt
ud af. Det er vokset. Man er ved
at bygge en helt ny superpompøs
grænsestation, men i øjeblikket klarer
man sig med små glasfiberskure.
Det hele er en stor byggeplads, og
lige som jeg når frem til det første
skur, graver en gravemaskine computerkablet
over, så der ryger lige en
time mere på den konto. Jeg finder
ingen bank ved grænsen, og da det
er lørdag – det havde jeg glemt
– heller ikke nogen på min videre
tur. Heldigvis kan jeg købe diesel
på Visakortet, og der er rugbrød og
tysk pølse i køleskabet og lidt rødvin
og whisky tilbage, så hvor jeg holder
nu - på en tankstation - lider jeg
ingen nød.
Og så til vejret
En væsentlig del af ideen med at
køre til Tyrkiet var at komme væk
fra den grå, våde og kolde danske
vinter. Jeg vågner op til en totalt
grå dag med regnen silende ned, og
sådan har det stort set været fra jeg
startede hjemmefra. Jeg har stadig
ikke fundet en åben bank eller
en pengeautomat, så den står på
”Regnvejr og ingen penge” Men jeg
må jo videre. Jeg har besluttet ikke
at køre til Istanbul. Det er en omvej,
og selvom der er motorvej det meste
af vejen, tror jeg, at det er hurtigere
at køre til Kalesi og tage færgen over
Dardaneller Strædet. Vejen til Kalesi
er smal og hullet, og de tyrkiske lastbilchauffører
kører, som jeg husker
det fra gamle dage – som død og
helvede med deres og andres liv lagt
i hænderne på Allah. Byen selv er
en lille turistby, som jeg husker som
charmerende – men det var også maj
og solskin dengang. Nu er den bare
trist og vintertom. Jeg skal bruge lira
for at komme med færgen. Finder
en automat, som ikke virker, og endelig
nede ved færgen en der duer.
Videre mod Izmir
Sejlturen over strædet, som er
et af de mest trafikerede i verden, er
ganske kort, og snart er jeg på vej
mod Izmir ad de samme smalle hullede
veje og med nogle heftige ture
op og ned af stejle bjergsider. En del
af turen går langs Adriaterhavet. Det
har jeg glædet mig til, men med det
vejr, er det ikke særligt festligt. Ved
aftenstide når jeg frem til Izmir. Den

Bodrums bymidte. Hvorfor tog planlæggerne ikke en tur til Mallorca for at
lære af de fejl, som man nu kæmper for at rette der?
er så vidt jeg husker noget større
end Sofia, og utroligt svær at finde
rundt i. Min GPS har givet op af
mangel på kort, så det er med bange
anelser, jeg kører ind i byen. Der
går da heller ikke mange minutter
inden, jeg må erkende, at jeg er
faret totalt vild. Jeg kører ind på
en tankstation, og er heldig at løbe
ind i en elskværdig, velorienteret og
nydeligt engelsktalende mand, som
giver mig anvisninger om, hvordan
jeg finder en motorvej ud af byen.
Herefter går det som fod i hose.
Flot ingeniørarbejde
Motorvejen er tydeligvis ret nybygget
og et fantastisk stykke inge-
niørarbejde. Den går over et meget
langt stykke i en tunnel under byen
og derefter over et endnu længere
stykke på broer over byen. Der er
ikke megen traffik på motorvejen,
men her kan det ikke være prisen
der afskrækker. Det er ganske vist
en betalingsvej med betalingsanlæg
ved til- og frakørsler,. Man trækker
en bon ved tilkørslen og betaler så
et beskedent beløb for det stykke,
man har kørt, når man kører af
igen.
Men alt har jo en ende, og
snart er jeg igen på smalle snoede
bjergveje. Jeg er inde på en tankstation
for at få diesel på, og beder
tankpasseren - sådan nogen har
man stadig her - om at få min vandtank
fyldt op. Det får jeg og samtidig
vasker han vinduer og lygter.
Han vil hellere have et håndtryk og
mange tak, end de drikkepenge, jeg
tilbyder. Det er alligevel rart at være
i Tyrkiet igen.
Jeg havde håbet at nå turens
første egentlige mål - Bodrum, men
beslutter at tage en overnatning
inden, jeg kører det sidste stykke.
Jeg spørger om lov til at holde ved
en tank: ”Ja selvfølgelig”. ”Vi skal
nok holde øje med dig, men husk at
låse”
Nej! Ellers tak
På vej mod Bodrum næste dag
– stadig i regnvejr- kører jeg ind på
en vigeplads for at se om jeg diskret
kan tømme min toilettank et eller
andet sted. Jeg lægger mærke til et
par piger, som jeg tror venter på
bussen. Jeg bliver klogere, da den
ene kommer hen og på tydeligt
internationalt tegnsprog tilbyder
verdens ældste service. På det punkt
er tiderne anderledes. I gamle dage
blev prostitution i Tyrkiet kun drevet
på regulære, lovlige bordeller i de
større byer.
Ak! Så forandret
Efterhånden som jeg nærmer
mig Bodrum, kan jeg se, at her er
der i sandhed også sket forandrin-
ger. Brede firesporede veje fører ned
til den forholdsvis lille kystslette,
som byen ligger på. Hele sletten,
som allerede for 20 år siden var
ret tæt bebygget, er nu fuldstændigt
tætpakket med hoteller, store
sommerresidenser og områder med
feriehuse. Trafikken i byen er helt
vild, og selv her om vinteren er det
umuligt at finde en parkeringsplads
ved havnen. Jeg får reddet mig ind
på en plads i den høje ende af byen
og sidder i regnvejret og kigger ud
på noget der ligner Costa del Sol
på speed, bare lige nu uden del Sol.
Det er bare for meget. Jeg spiser
lidt frokost, starter bilen og vender
næsen ud af virvaret igen.
Ikke godt – en regulær skuffelse.
Jeg har naturligvis været forberedt
på forandringer – men det her!
•
•
•
Kommer solen frem?
Er resten af stederne lige så
fæle som bodrum?
Er der et (social)liv før døden?
Få svaret i næste afsnit.