Untitled - Campingferie.dk

campingferie.dk

Untitled - Campingferie.dk

1. del - Køreturen

Camperen, som den stod i Hagen i Ruhrdistriktet, hvor jeg købte den.

”At rejse er at leve”

er muligvis det mest fortærskede

citat, der findes – i det mindste

på dansk. Men det gør det jo ikke

nødvendigvis mindre rigtigt.

For mig er det at rejse først og

fremmest bevægelse. Jeg rejser ikke

for at komme til eksotiske steder,

se byer, bygninger, historiske steder

eller få specielle planlagte oplevelser:

”do the thing, and get the

T-shirt”. Nej! Det er selve rejsen,

det at bevæge sig og allermest de

mennesker man møder på den

måde, der fascinerer mig. Jeg hader

at flyve. Dels er jeg bange for det,

og dels er det helt uvirkeligt og

uden mening for mig, at gå ind i

et apparat i København for nogle

timer senere, at være et helt andet

sted på jorden uden fornemmelse

for, hvor lang jeg er væk hjemmefra,

og hvad der ligger imellem her

og der. Så næst efter at båden, og

cyklen er mit yndlingsbefordringsmiddel

bilen.

Jeg er rigtig glad for den fornemmelse

af frihed, bilen giver. Jeg

holder af, når min veninde i GPSen

siger fortsæt ligeud 380 km, men

også når hun ustandseligt pludrer

om anden til højre i næste rundkørsel.

Så da kravet om, at man som

efterlønner skal være 9 mdr. i et

EØS-land om året, gav mig en god

undskyldning for ikke at genføre

mine meget omtalte, skræmmende

planer om at sejle jorden rundt i

Aviaja, var det ret oplagt at købe en

gammel autocamper og køre ned

til det Tyrkiet, som jeg har længtes

mod i snart 20 år

Camperen

er en Fiat Ducato med en 2,5 l

turbodiesel og Bürstner opbygning.

Den er fra 1990, men har været behandlet

pænt, og er uden rust eller

andre åbenlyse fejl. Jeg har med baggrund

i de snart mange år, jeg har

boet i båd - bygget lidt om indeni

med bl.a. et bedre køkken, med en

teaktræsbordplade med udtræk og

en gasovn, boghylder og gode højtalere,

et nyt korkgulv osv. Dertil

kommer 2 x 50 w solpaneler og 150

ah ekstra batterikapacitet- Varme,

toilet og bad med varmt vand og et

køleskab var der i forvejen, så den

er blevet særdeles hensigtsmæssig

som bolig for en og med plads til en

gæst, når det kan flaske sig.

Og så afsted

Fra årene i båden i Middelhavet

ved jeg, hvor svært det er, at få sig

gjort færdig og komme af sted. Sådan

er det også denne gang. Turen,

som var planlagt til at starte i slutningen

af oktober tager sin begyndelse

med en afskedstur til familien i

Jylland et par uger før jul.

Det naturlige spørgsmål, der

melder sig, når man ruller ned ad de

første tyske motorveje er: ”Har jeg

nu husket det hele?”, men efterhånden

har jeg lært at affinde mig med,

at svaret er: ”Nej det har jeg ikke”.

Det har jeg selvfølgelig heller ikke

denne gang, men det væsentligste er

der: Pas, bilpapirer, penge og pibetobak

til et par måneder.

Stille og roligt

Når man kører camper – i al

fald sådan en gammel en som min,

må man lære, at man rejser i lastbiltempo:

Lige knap 100 km/t i den

inderste bane med en overhaling

i ny og næ op ad bakke. Når man

først har vænnet sig til det, er det

utroligt afslappende.

Jeg bruger det meste af den første

dag på købe proviant, reservedele

og klare andre ærinder i Flensburg,

så jeg når ikke længere end til ca 100

km syd for Hamburg inden fyraften.

Overnatninger, så længe man

er på motorvejene, er lige så enkelt,


Det oprindelige køkkenbord var fyldt helt op af vask og komfur-

Lidt maritimt præg må der være højtalerne er supergode Clarion.

som når man sejler. ”Havnene” er

bare ikke lige så idylliske, men der

virker.

Et tilbagevendende problem

Dag to – tirsdag d. 16 december

slutter på en rasteplads lige nord for

den østrigske grænse. Der er nogle

ting der er anderledes i camperen i

forhold til båden. Bl.a, går det ikke

at føre afløbet fra toilettet direkte

ud gennem siden eller til en tank,

som man så tømmer ud gennem

siden på dybt vand. Her må man

finde et sted at tømme tanken. Det

kan godt være lidt besværligt. Nogle

rastepladser har faciliteter direkte

indrettet til det, men som regel må

man finde et afsidesliggende toilet

til formålet. Det lykke naturligvis

altid, men nogen gange efter noget

besvær.

”camperbums-miljø”

Jeg har haft nogen forestillinger

om, at der må findes et ”camperbums-miljø”,

som det langturssejlermiljø,

jeg kendte og holdt

af i Middelhavet. og ned gennem

Tyskland har jeg da også set en del

campere men efterhånden, som jeg

kommer længere sydpå, tynder det

drastisk ud i deme, så der har jeg

tydeligvis forregnet mig. Generelt er

autocampere noget man holder ferie

i om sommeren.

Bjerg- eller motorveje

Jeg er jo en nærig fanden, så

da det viser sig, at man skal betale

for at køre på motorvejen i Østrig,

bestemmer jeg mig for at forsøge

mig med landevejen. Nogle timer og

mange km op og ned af stejle bjerge

i heftige hårnålesving senere, er jeg

nået meget lidt nærmere mit mål, og

må bide i det sure æble, Det viser sig

da også, at det kun koster syv euro

at købe en vignet, som giver adgang

til motorvejene i en uge. Nu går det

atter raskt derudad. Næsten ligeud

det meste af tiden, og de værste af

bjergene kører man bare lige igennem.

De støjer sgu

Natten bliver tilbragt på endnu

en lastbil-rasteplads et godt stykke

inde i Ungarn. Her finder jeg ud af,

hvorfor, der er så relativt god plads

rundt om specielt kølebilerne. Dieseldrevne

kølekompressorer er ikke

lydløse, og selv i koldt vejr starter de

ret jævnligt.

Den Ungarske Pusta er flad som

en pandekage, og med en lille kuling

i ryggen er det den rene svir - fin

blød motorlyd og over 10 km på

literen. Også her køber man en vignet,

som for en rimelig sum giver en

adgang til at køre på motorvejene.


De omtalte ”tyverisikringer”. Dertil kommer en stålboks mellem forsæderne.

Det første egentlige bjergkørsel på våde og fedtede veje.

Natlig ”gæst”

Ved aftentide kører jeg ind i Serbien.

Formaliteterne er til at overse,

men vejen som fører fra grænsen er

ikke Europæisk standard. Jeg får ret

hurtigt nok og finder en rasteplads.

Hele pladsen er fuldt oplyst, og jeg

parkerer lige ved siden af tank og

restaurant. Jeg spiser i restauranten,

som hellere end gerne tager euro, og

går til køjs. Ved tretiden vågner jeg

med en fornemmelse af, at der er

nogen ved døren, men slår det hen

og falder i søvn igen. Næste morgen

er det første, jeg lægger mærke til, at

forhænget i førekabinen er trukket

fra i passagersiden. Jeg bliver hed

om ørerne og checker at computer

og fotogrej er – ikke hvor de burde

være, i min hjemmelavede boks

mellem forsæderne - men heldigvis,

hvor jeg har efterladt dem dagen

før. Min tegnebog ligger åben på

passagersædet, og jeg ser for mig

problemerne med at få nye kort osv.

Det eneste, der mangler er imidlertid

ca 50 euro i kontanter. Det er i

sandhed en gentleman-tyv, der har

været på spil. En god – og forholdsvis

billig – reminder om, at vi både

tidsmæssigt og geografisk er langt

fra Frode Fredegod. Fra nu af ryger

alting i boksen inden sengetid.

Der er ingen tegn på voldeligt

indbrud, og jeg ved, at dørene i det

mindste var låst. Det generer mig,

at nogen har kunnet komme stort

set lydløst ind i bilen. Jeg udvikler et

system med gaffatape over låsetappene

på fordørene, så det bliver

mere besværligt at få dem op med

en nøgle udefra, og hænger en kop

med et par knive i på håndtaget af

bagdøren, så det vil falde larmende

ned, hvis den bliver brudt op.

Også ved højlys dag

I løbet af dagen viser det sig, at

det ikke bliver det eneste tyveri, jeg

bliver udsat for i Serbien. De næste

er dog regeringskontrollerede. Her

er der ingen vignetter til nogle få

euro til motorvejene. Næh! Næh!

Derimod store flotte betalingsanlæg

ved til- og frakørsel til fine nye

motorveje, som får trafikken på de

nordjyske til at ligne myldretid. Ind

imellem kommer der en Merzedes

eller en BMW blæsende forbi – oftest

med udenlandske plader - ikke

engang lastbiler er der ret mange

af. Forklaringen får jeg ved betalingen

for det første stykke. Det er så

forbandet dyrt, at lokale folk ikke

har råd til at være med. Til gengæld

slipper ejerne af de dyre tyske biler

jo så for at se på de vrag, som de

almindelige landeveje er fyldt af.

Turen ad Serbiens motorveje koster

mig den nette sum af 67 euro. Det

er mere end jeg har brændt diesel for

på det samme stræk.


Der er ikke megen plads, hverken til siderne eller opad.

Det er nu lidt underligt, at det land er med i EU.

Jeg kører sgu uden om det land,

når jeg skal hjem.

Bjerge igen

Det sidste stykke inden den

Bulgarske grænse er almindelig

landevej gennem voldsomme bjerge.

Bortset fra eksperimentet i Østrig

er det turens første bjergetape. Hele

turen indtil nu er foregået i gråvejr

med byger ind imellem – for det

meste regn, men en gang imellem

tøsne. Sådan er det også nu. Jeg har

erfaring for at Ducatoens vejgreb

på våde og fedtede veje ikke er det

bedste, så de første km på de smalle

hårnålesnoede veje med brat fald til

den ene side og stejl klippevæg til

den anden foregår i et - for bagvedkørende

- irriterende langsomt

tempo- Når det er muligt, kører jeg

ind på en vigeplads for at lade en

utålmodig kø passere.

Tilbage i EU

Ved tretiden når jeg den Bulgarske

grænse. Jeg husker denne grænse

fra for 20 år siden. Formaliteterne

var uendelige, og man skulle tvangsveksle

et beløb til en den lokale

valuta. Jeg tror, at jeg stadig har et

bundt ubrugelige sedler fra dengang

et eller andet sted. Nu er Bulgarien

kommet ind i EU, så jeg er spændt

på, hvor meget anderledes det foregår

i dag.

Det er anderledes. For det første

er der køer for EU-borgere og for

ikke EU-borgere. Jeg kører ind i

EU-køen, og håber at smutte hurtigt

igennem. Men ak! Old habbits die

hard. Man kører fra den ene lille

drive-in luge til den næste. Ved den

første bliver alle data for fører og bil

tastet ind på en computer og gemt

på en USB-dims. Den tager man så

med sig fra luge til luge – fire i alt.

Der jo tale om en Shengengrænse,

så kontrollen må i det

mindste fremstå som effektiv. Det

ser også flot ud, og tager alt i alt en

times tid, men på intet tidspunkt

i forløbet har nogen så meget som

kigget ind i min ”lejlighed”, så jeg

kunne uden problemer have bragt ti

illegale flygtninge ind i EU.

Et lille teknisk problem

Det første stykke efter grænsen

er fortsat på bjergveje. Bilen har

på hele turen fungeret perfekt. Det

eneste problem, som jeg også havde

oplevet som en periodisk fejl inden,

jeg kørte hjemmefra, har været en

- af og til - lysende ladelampe. Jeg

har rokket med ledningerne bag

på generatoren, og det har hjulpet

et stykke tid, men nu lyser lampen

stort set konstant, og jeg bliver nødt

til at lave en ordentlig reparation.

Det viser sig, at det en kabelsko på

ledningen fra ladregulatoren, der er


Sofia by night. Tålmodighed og stærke nerver er en fordel.

Nu venter vi bare på, at nogen får snoet de ledninger sammen, som maskinen

gravede over.

blevet slidt og slap. Jeg har nye kabelsko

og en tang til at montere dem

i værktøjskassen, men generatoren er

anbragt dybt nede bagved motoren

bag en meget varm udstødningsmanifold,

så operationen er lidt tricky.

Efter nogle forsøg og kun en enkelt

førstegradsforbrænding på armen

lykkes det. Herligt.

Sofia by night

Da jeg sidst kørte igennem Bulgarien,

tror jeg ikke, der fandtes en

eneste motorvej. Det gør der nu. De

er af skiftende kvalitet, men alle fint

farbare og rimeligt billige at køre på

– en vignet til 6 euro. Der er bare

ingen motorvej udenom Sofia, som

jeg når til først på aftenen. Turen

igennem den by i aftenmyldretiden

bliver et mareridt. En del af den

foregår i udkanten af byen. Selv her

er trafikken tæt, og belysningen er

næsten ikke-eksisterende. Da jeg

har været inde på en tank og skiftet

en forlygtepære, som er gået ud

og fået vasket mine lygter, går det

bedre med at se, hvad jeg laver, men

så viser det sig, at jeg er nødt til at

køre igennem centrum af byen. Her

bevæger trafikken sig i skridtgang.

Der kommer biler fra alle sider, og

man kører tilsyneladende efter andre

regler end i resten af Europa. Til

gengæld er alle venlige og giver plads

for hinanden, når det er muligt. Et

par gange undervejs oplever jeg ambulancer

under udrykning, der forsøger

at hyle og mase sig igennem.

Det går langsomt, så Sofias indre by

er ikke et godt sted at få hjertestop

mellem kl. 16 og kl 18. Hvis jeg

ikke havde haft GPSen havde jeg

sikkert kørt rundt der endnu.

Tyrkiet - først imorgen

Jeg har stadig en forestilling om

at kunne nå den tyrkiske grænse

inden fyraften, men stopper alligevel

på en rasteplads ca. 100 km derfra.

Det har været et heftigt døgn og jeg

er godt træt. Spiser den sidste dåse

bagte bønner fra Netto sammen

med det sidste af den røgede bacon.

Der er stadig rødvin i dunken og

også whisky til en godnatdrink eller

to.

Konsekvenserne af oplevelsen

af tyveriet i Serbien er positivt set,

at jeg er blevet mere forsigtig, og

negativ set, at min ellers så naivt

store tillid til mine omgivelser er

blevet rokket lidt. Jeg stuver alle

værdier i boksen, og etablerer min

”tyverisikring” inden jeg tørner ind

til en heldigvis lang og uforstyrret

nattesøvn.

Trejde verden i EU

Motorvejen slipper op og afløses

af lidt bjergkørsel for så at dukke op

igen de sidste 20 km før grænsen til


Dardanellerstrædet i regnvejr.

Og det første kig på Adriaterhavet i ditto. Det sku’ vær’ så godt....

Tyrkiet. Stykket ad landevejen giver

et helt andet indtryk af Bulgarien:

Hestevogne med to til tre arbejdsduelige

yngre mænd, skurbyer og en

åbenlys fattigdom, som man forventer

at se i den tredje verden, men

ikke i et EU-land.

Tyrkisk bureaukrati

Jeg er spændt på, hvordan det

tyrkiske bureaukrati har udviklet sig

siden sidst. Det finder jeg hurtigt

ud af. Det er vokset. Man er ved

at bygge en helt ny superpompøs

grænsestation, men i øjeblikket klarer

man sig med små glasfiberskure.

Det hele er en stor byggeplads, og

lige som jeg når frem til det første

skur, graver en gravemaskine computerkablet

over, så der ryger lige en

time mere på den konto. Jeg finder

ingen bank ved grænsen, og da det

er lørdag – det havde jeg glemt

– heller ikke nogen på min videre

tur. Heldigvis kan jeg købe diesel

på Visakortet, og der er rugbrød og

tysk pølse i køleskabet og lidt rødvin

og whisky tilbage, så hvor jeg holder

nu - på en tankstation - lider jeg

ingen nød.

Og så til vejret

En væsentlig del af ideen med at

køre til Tyrkiet var at komme væk

fra den grå, våde og kolde danske

vinter. Jeg vågner op til en totalt

grå dag med regnen silende ned, og

sådan har det stort set været fra jeg

startede hjemmefra. Jeg har stadig

ikke fundet en åben bank eller

en pengeautomat, så den står på

”Regnvejr og ingen penge” Men jeg

må jo videre. Jeg har besluttet ikke

at køre til Istanbul. Det er en omvej,

og selvom der er motorvej det meste

af vejen, tror jeg, at det er hurtigere

at køre til Kalesi og tage færgen over

Dardaneller Strædet. Vejen til Kalesi

er smal og hullet, og de tyrkiske lastbilchauffører

kører, som jeg husker

det fra gamle dage – som død og

helvede med deres og andres liv lagt

i hænderne på Allah. Byen selv er

en lille turistby, som jeg husker som

charmerende – men det var også maj

og solskin dengang. Nu er den bare

trist og vintertom. Jeg skal bruge lira

for at komme med færgen. Finder

en automat, som ikke virker, og endelig

nede ved færgen en der duer.

Videre mod Izmir

Sejlturen over strædet, som er

et af de mest trafikerede i verden, er

ganske kort, og snart er jeg på vej

mod Izmir ad de samme smalle hullede

veje og med nogle heftige ture

op og ned af stejle bjergsider. En del

af turen går langs Adriaterhavet. Det

har jeg glædet mig til, men med det

vejr, er det ikke særligt festligt. Ved

aftenstide når jeg frem til Izmir. Den


Bodrums bymidte. Hvorfor tog planlæggerne ikke en tur til Mallorca for at

lære af de fejl, som man nu kæmper for at rette der?

er så vidt jeg husker noget større

end Sofia, og utroligt svær at finde

rundt i. Min GPS har givet op af

mangel på kort, så det er med bange

anelser, jeg kører ind i byen. Der

går da heller ikke mange minutter

inden, jeg må erkende, at jeg er

faret totalt vild. Jeg kører ind på

en tankstation, og er heldig at løbe

ind i en elskværdig, velorienteret og

nydeligt engelsktalende mand, som

giver mig anvisninger om, hvordan

jeg finder en motorvej ud af byen.

Herefter går det som fod i hose.

Flot ingeniørarbejde

Motorvejen er tydeligvis ret nybygget

og et fantastisk stykke inge-

niørarbejde. Den går over et meget

langt stykke i en tunnel under byen

og derefter over et endnu længere

stykke på broer over byen. Der er

ikke megen traffik på motorvejen,

men her kan det ikke være prisen

der afskrækker. Det er ganske vist

en betalingsvej med betalingsanlæg

ved til- og frakørsler,. Man trækker

en bon ved tilkørslen og betaler så

et beskedent beløb for det stykke,

man har kørt, når man kører af

igen.

Men alt har jo en ende, og

snart er jeg igen på smalle snoede

bjergveje. Jeg er inde på en tankstation

for at få diesel på, og beder

tankpasseren - sådan nogen har

man stadig her - om at få min vandtank

fyldt op. Det får jeg og samtidig

vasker han vinduer og lygter.

Han vil hellere have et håndtryk og

mange tak, end de drikkepenge, jeg

tilbyder. Det er alligevel rart at være

i Tyrkiet igen.

Jeg havde håbet at nå turens

første egentlige mål - Bodrum, men

beslutter at tage en overnatning

inden, jeg kører det sidste stykke.

Jeg spørger om lov til at holde ved

en tank: ”Ja selvfølgelig”. ”Vi skal

nok holde øje med dig, men husk at

låse”

Nej! Ellers tak

På vej mod Bodrum næste dag

– stadig i regnvejr- kører jeg ind på

en vigeplads for at se om jeg diskret

kan tømme min toilettank et eller

andet sted. Jeg lægger mærke til et

par piger, som jeg tror venter på

bussen. Jeg bliver klogere, da den

ene kommer hen og på tydeligt

internationalt tegnsprog tilbyder

verdens ældste service. På det punkt

er tiderne anderledes. I gamle dage

blev prostitution i Tyrkiet kun drevet

på regulære, lovlige bordeller i de

større byer.

Ak! Så forandret

Efterhånden som jeg nærmer

mig Bodrum, kan jeg se, at her er

der i sandhed også sket forandrin-

ger. Brede firesporede veje fører ned

til den forholdsvis lille kystslette,

som byen ligger på. Hele sletten,

som allerede for 20 år siden var

ret tæt bebygget, er nu fuldstændigt

tætpakket med hoteller, store

sommerresidenser og områder med

feriehuse. Trafikken i byen er helt

vild, og selv her om vinteren er det

umuligt at finde en parkeringsplads

ved havnen. Jeg får reddet mig ind

på en plads i den høje ende af byen

og sidder i regnvejret og kigger ud

på noget der ligner Costa del Sol

på speed, bare lige nu uden del Sol.

Det er bare for meget. Jeg spiser

lidt frokost, starter bilen og vender

næsen ud af virvaret igen.

Ikke godt – en regulær skuffelse.

Jeg har naturligvis været forberedt

på forandringer – men det her!




Kommer solen frem?

Er resten af stederne lige så

fæle som bodrum?

Er der et (social)liv før døden?

Få svaret i næste afsnit.

More magazines by this user
Similar magazines