Untitled - Campingferie.dk

campingferie.dk

Untitled - Campingferie.dk

Del 4 Hjemtur

Det gode skiv Sally On. 37 fod. Bygget i 1965 i Holland med anvendelse af

uanede mængder af glasfiber, polyester og massivt ædeltræ.

Når man sidder alene i sin

lille camper fjernt fra hjemmet,

uden TV og Internet og med De

engelske og amerikanske ”lufthavnsromaner”

fra byttereolerne på

Scorpio Bar som eneste underholdning,

er det oplagt at bruge noget

af tiden på at skrive. Vel hjemme i

Danmark er situationen en ganske

anden, men jeg har jo truet med en

del 4 af rejsebrevene, og hvis nogen

skal tage mine trusler alvorligt i

fremtiden, må jeg hellere komme i

gang.

dkøb

Den beslutning, som jeg slutter

sidste rejsebrev af med at lægge op

til, er nok i virkeligheden allerede

truffet. Jeg er klar til at købe en

båd mere, og jeg vil ikke vente meget

længere på at få noget at vide

om Antigua. Jeg forhører mig en

sidste gang på marinakontoret. Der

er ikke er noget nyt. De kan heller

ikke sætte en mere præcis dato på,

hvornår de forventer en afklaring.

Jeg cykler hjem, og udfærdiger

et tilbud til ejerne af Sally On. Jeg

mailer tilbuddet til Jack, som er den

der har kontakten til ejerne.

Jeg vil gøre en lang og til tider

nervepirrende historie, som handler

om forkerte e-mail adresser, flere

folk der skal blive enige, prutten om

prisen osv. kort og nøjes med at sige,

at onsdag d. 11. Marts får jeg besked

om, at man har accepteret mit sidste

bud på Sally On.

Men...

I mellemtiden har jeg fra min

søster fået at vide, at min mor på

90 år, får det stadig dårligere og nok

ikke har så langt igen. Det betyder,

at jeg anstændigvis må forlade min

nyanskaffelse og køre hjem til Danmark.

Min søster bliver glad for min

beslutning og det samme gør Tracey,

som i lang tid har boet på Sally On.

Nu får hun nogle måneder til at

finde sig et andet sted at bo.

Ventetid

Tiden siden Birthe tog hjem,

har naturligvis været meget præget

spændingen omkring bådhandelen.

Vejret har været meget vekslende.

Det har været rimeligt lunt, men der

er faldet utypisk megen regn. På et

tidspunkt funderer jeg over, hvornår

det gik op for Noah, at der ikke kun

var tale om en byge.

Det er ikke blevet til meget

andet end at læse nogle bøger og

cykle nogle ture for ikke helt at falde

i hak,

Nu bruger jeg de sidste dage inden

hjemturen til at lave aftaler med

marinaen og være ombord i Sally

On. Jeg skal finde ud af, hvad jeg

skal have med tilbage fra Danmark,

og hvor stor en opgave, det egentlig

er, jeg har rodet mig ind i. Der er

ingen tvivl om, at den er virkelig

stor, men ikke uoverkommelig, når

jeg ikke skal lave andet. Jeg glæder

mig meget til at komme tilbage og

komme i gang.

Rutevalg

Jeg bruger lidt tid på at kigge

på mulige ruter for hjemturen. Jeg

har jo bestemt mig for at fravælge

Serbien, så der er tre muligheder:

Jeg kan køre til Grækenland og sejle

over til Italien, en rute som mange

vælger.

Jeg kan køre via Grækenland og

op langs med vestkysten af Balkan

gennem Albanien, Kroatien og Slovenien,

eller jeg kan køre op gennem

Bulgarien og Rumænien.

Jeg beslutter mig for den sidste

løsning.


Dejlig stor salon med luft og lys. Det fine røde kunstlæder er slidt og laset, men

i Tyrkiet er nyt til at betale.

Ud med lortet! Oprydning, lak, flere skuffer og et nyt køleagregat. Så skulle

det være til at udfolde sig kulinarisk.

Afgang

Jeg snupper lige en sidste gang

irsk folkemusik på Scorpio Bar, og

søndag formiddag gøt jeg klar til

at køre. Jeg har solgt den ene af de

tyrkiske gasflasker. Den anden er

næsten fyldt, så den tager jeg med

sammen med den ene af de tyske,

som også er fuld.

Hurtigt op gennem Tyrkiet

Jeg siger pænt farvel og tak og på

snarligt gensyn til Sahin, og vender

næsen nordpå. Vejret er fint, og nu

har jeg styr på ruten. Der er gode

veje til, jeg når et godt stykke op på

den anden side af Izmir. Jeg holder

på og er med en sen færge over Dardaneller

strædet.

Jeg natparkerer på havnen og

vågner op til et helt andet billede af

den lille færgeby. Solen skinner fra

en skyfri himmel, og det bliver en

dejlig, flot tur op til den Tyrkiske

grænse. Jeg køber lidt dutyfree ved

grænsen og kører ind i Bulgarien.

Bulgarien

Samme cirkus med en USB

dims, som på nedturen. Ved en

luge køber man en vignet til vejnettet,

ved næste luge en meter derfra

sidder en bankmand, som skal skal

have en euro i kommission/gebyr

for at modtage betalingen??? Det er

næsten værre end Nordea.

Europas dårligste veje?

Jeg har bestemt mig til at køre

ud til Sortehavskysten, men først

må jeg et stykke ind i landet. Jeg

tror, at GPSen og jeg taler lidt forbi

hinanden i den sammenhæng. I al

fald ender jeg med at køre ca, 150

km på de dårligste veje, jeg har

oplevet på hele turen. Jeg tror, at

hullerne fylder mere end asfalten,

og jeg kommer gennem landsbyer,

der er så fattige og forfaldne, at jeg

endnu engang undrer mig over, at

jeg befinder mig i et EU-land.

Ladeproblemer ...igen

Min ladelampe er igen begyndt

at lyse ret konstant, og denne gang

lykkes det ikke at gøre noget ved

det. På voltmeteret kan jeg dog se,

at spændingen ligger over 13 V, så

jeg får noget strøm fra generatoren,

men situationen er uholdbar.

Heldigvis bliver vejen bedre, og

ikke så længe efter, at det er blevet

mørkt, kører jeg ind på en tankstation

for at overnatte.

På et punkt er Bulgarien foran

Tyrkiet. Den flaske rødvin, jeg køber

på tanken og betaler med mit Visakort,

er ikke så lidt bedre til prisen,

end den jeg har drukket i Tyrkiet.


Og se lige den her. Ikke dårligt i en 37 fods båd.

Den lille færgeby ved Dardanellerstrædet gør sig - som det meste andet - bedre

meed blå himmel og solskin.

Værksted i Burgas

Det er morgen og regnvejr. Jeg

kører ud ad en fin landevej, men

med en konstant lysende ladelampe.

Det går nok ikke i længden, så jeg

bestemmer mig til at forsøge at

finde et Fiat-værksted i Burgas, som

jeg er på vej til. Det er en stor by og

uden en adresse, kan det blive vanskeligt.

Heldigvis kører jeg lige forbi

på ringvejen.

Ved at pege på den lysende ladelampe

lykkes det mig at få mekanikeren

til at forstå, hvad jeg gerne

vil have ham til at gøre. Det tager

et par timer og en del panderynken

inden problemet er løst – på et tidspunkt

går lampen fra at lyse svagt

til til fuld blus og jeg bliver virkelig

bekymret, men som sagt lykkes

operationen til sidst.

En god ting ved at komme fra

Danmark er, at lige meget hvor du

ellers får løst håndværksmæssige opgaver,

bliver du glædeligt overrasket

over regningen. Således også her. Jeg

har ikke helt styr på vekselkursen,

men det ser fornuftigt ud.

Mafia?

Jeg kører en tur igennem byen.

Den er ret kaotisk, men er ikke

præget af samme fortvivlende fattigdom,

som man ser ude på landet,

og der er – som i de andre tidligere

jerntæppe lande – lidt flere nye Mer-

cedeser og BMWer end økonomien

burde give basis for. Det er svært

ikke at tænke: ”Mafia”.

’Turistområde

Turen op langs kysten ville have

været endnu finere, hvis vejret havde

været bedre – det regner, men alligevel

får man indtryk af et spændende

landskab vekslende mellem sumpede

strandenge, med masser af bassiner

til saltproduktion, og områder

hvor det højere land når helt ud til

kysten. På de sidste områder bygger

man feriebyer. Der er hundredvis af

hoteller færdige eller under bygning.

Lad os håbe, at den nuværende

økonomiske krise ikke får for

godt fat, for så er jeg bange for at

mange af disse halvfærdige hoteller

vil komme til at ligge som forladte

rodede byggepladser, som vil holde

turisterne væk fra området.

Arkitekturen er blomstrende.

Masser af skrappe farver, tårne og

tinder, som kunne være udtænkt af

en fjerde klasse på en Rudolf Steiner

skole.

Hvad nu?

Godt hen på eftermiddagen finder

jeg endelig en lille købmandsbutik

med parkeringsmulighed foran.

Jeg køber brød og rødvin. Da jeg

skal køre, vil bilen ikke starte. Jeg

sender en ukærlig tanke til meka-


Nu skal vi jo snart have kommunevalg. Kampagnen bliver nok knap så flot

som den, man ser i Tyrkiet lige nu.

Man har taget den nye grænseterminal i brug. Det har faktisk fremmet processen

selvom, der stadig er lidt flytterod.

nikeren i Burgas og roder lidt nede

omkring starteren. Det hjælper af

en eller anden grund.

Skummel nat-plads

Jeg ankommer til havnen i

Varna kl. 1815 og holder på en slags

lastbilparkering, med en tankstation

og en restaurant. Jeg føler mig rimelig

sikker mellem lastbilerne indtil

restauratøren banker på, og siger, at

mine cykler nok vil være mere sikre

på hans lager. Der kommer de så

ind, men det får mig ikke til at føle

mig mere tryg, så jeg falder sent i

søvn. Det betyder, at jeg kommer

sent op, og først kommer af sted

1030 efter pligtskyldigt at have spist

en oste et eller andet og drukket en

espresso på restauranten.

Og videre går det

Varna er en stor by, men GPSen

lodser mig fint ud af den med kun

en enkelt fejlkørsel lige i starten. Jeg

planlægger at købe ind og købe diesel

for resten af de penge, jeg måtte

hæve for at betale værkstedet inden

grænsen, men pludselig er den der.

Så nu har jeg atter en lille bunke

ubrugelig sedler. Nåh! Jeg kommer

vel til Bulgarien igen. Så får jeg

måske også taget de billeder af den

”maleriske elendighed”, som jeg

ikke nåede at få i denne omgang.

Rumænien

Der skulle jo egentlig ikke være

grænsekontrol mellem EU lande,

men det er man ligeglad med her.

Jeg tror, at jeg køber ret til at

køre på de Rumænske veje for seks

euro i en lille kiosk ved grænsen.

Det skal senere vise sig ikke at være

tilfældet. Under alle omstændigheder

forekommer det at være ret

dyrt, da det første lange stykke vej

ser ud til mest at bestå af kæmpe

store huller. Senere kommer der

dog godt 100 km motorvej, som jeg

nyder i fulde drag.

Jeg har ikke vekslet penge, og

har heller ikke her styr på kursen.

Tankpasseren siger 0,6. hvilet gør

dieselen uhyggelig dyr. Efter motorvejen

bliver det igen bjergkørsel:

meget langsom, da der også er en

masse småbyer med 50 km/t begrænsning.

Parkeringsafgift

Lige efter, at det er blevet mørkt

kører jeg ned i en floddal, som ser

ud til at være utroligt smuk. Den vil

jeg gerne opleve i dagslys, så jeg kører

ind på den første parkeringsmulighed,

som er ved et hotel. Da jeg

ikke har fået købt ind, forsøger jeg

mig på hotellet, men de tager ikke

kort, så den står på æggekage. Lidt

senere kommer en gut og kræver


Her bygges hundredevis af hoteller. Lad os håbe, at krisen ikke varer for

længe, for så bliver dette en meget rodet og uattraktiv ruinby..

En af de småhavne ved den Bulgarske Sortehavskyst, som jeg håber en dag at

besøge med Sally On.

25 lei eller 10 euro for parkeringen,

Det har jeg ikke, men han stiller

sig tilfreds med de 6-7 euro, jeg har

i mønter. Godt nok, for jeg havde

nået at tage fat på rødvinen.

En dejlig nattesøvn uden forstyrrelser.

Der er masser tilbage af den

smukke tur i floddalen. Senere kommer

jeg op på højsletten. Det bliver

hundekoldt med snebyger ind imellem.

Vekslende veje, lidt bjergkørsel

ind imellem. Rumænien er stort,

og der er mange små byer, som gør

kørslen langsommelig.

Fup eller fakta?

På det sidste stykke inden grænsen,

bliver jeg stoppet af politiet. De

vil gerne se min vignet. Jeg har jo

betalt de 6 euro ved grænsen og fået

et stykke papir, så jeg føler mig helt

lovlydig. Jeg har dog ikke kigget på

papiret.

Betjenten, som er meget elskværdig

og taler udmærket engelsk, gør

mig opmærksom på, at teksten er

med kyrilliske bogstaver, og dermed

ikke har noget med Rumænien at

gøre.

Jeg skulle have købt en vignet

ved grænsen. Jeg påstår hårdnakket

og i god tro, at jeg ikke har set

nogen oplysninger om dette. Senere

finder jeg ud af, at ”carta verde”,

som jeg havde oversat til grønt kort,

og som stod på flere boder ved

grænsen, også dækker vignetterne.

Bøden for at køre uden vignetten

er - siger den flinke betjent

- mellem 300 og 500 euro. Jeg har

hørt historier om det Rumænske

politi og deres metoder, og ved ikke

hvad der er fup, og hvad der er

fakta. Men jeg har jo ingen vignet.

Jeg beklager og forklarer og når frem

til det korte af det lange: Jeg har ca

2,5 euro, nogle LEV og nogle tyrkiske

LIRA.

Da det efter nogen tid går op for

betjenten, at jeg faktisk er helt flad,

lader han mig slippe, hvis bare jeg

lover at købe en vignet ved grænsen.

Det er ikke altid, at det er dyrt

at være fattig.

Næsten fremme ved grænsen

hæver jeg 100 LEI. Jeg køber lidt

ind og køber vignetter til såvel Rumænien

som Ungarn. Derefter køber

jeg diesel for resten af pengene.

Jeg har i mellemtiden fundet ud

af, at der går 4,25 LEI på en euro, så

det gør dieselen til 3,50 LEI meget

billig. Grænsepassagen ved 17 tiden

foregår helt problemfrit.

Ungarn

Det første stykke i Ungarn

er ad landeveje, og her bliver jeg

igen stoppet af politiet for kontrol.

Denne gang dog uden problemer.

Snart er jeg på motorvej. Det


er nu dejligt engang imellem efter

alle hullerne og alle småbyerne. Jeg

stopper ved 21 tiden ca. 40 km fra

Budapest.

Sure og fede

Klokken er kvart over ti inden

jeg får startet dieselen op. Lidt før

grænsen til Slovakiet forsøger jeg at

Både i forbindelse med køreturen

til Tyrkiet og her på

hjemturen har jeg fået tageet

alt for få billeder. Når det går

derudad, skal man tage sig

sammen for at stoppe og tage

billeder. Bl.a. var der - på min

mere eller mindre frivillige

omvej i Bulgarien - hundredevis

af oplagte motiver. Malerisk

fattigdom, hestevogne sammen

med nye BMWer, en vaskeægte

ledvogter og hendes utroligt

lille og forfaldne ledvogterhus

- hvem siger at DSB er bagud,

industriområder med tung

industri, som ikke lige har fået

monteret de sidste nye røgfiltre

osv. Jeg skulle også have haft

billeder fra de små butikker og

værkstederne, men det må blive

næste gang.

Hotelbyggeri i Bulgarien.

købe en vignet på visakortet. Det

bliver nok ikke nemmere af, at jeg

kommer til at sige Slovenien. Jeg

bliver rettet meget surt af en fed

dame som med munden fuld af

frokost også vrisser: ”No cards”

Bankkrise eller ej. Jeg har ikke

lyst til at holde røven oppe på Nordea

med fede gebyrer, hver gang jeg

hæver småbeløb i underlige valutaer,

så da jeg også er lige på grænsen til

Østrig, smutter jeg derind og hæver

euro til resten af turen.

Tjekisk massage

Fra den Slovakiske grænse går

det raskt ad motorvej, og snart

kører jeg ind i Tjekiet. Der er

ingen kontrol ved grænserne, så det

går nemt, men jeg må have en ny

vignet. Endnu en sur, fed dame i et

lille skur, og denne gang koster det

12 euro, men så får jeg også massage

med i prisen. Ikke af den fede dame

altså, men betonmotorvejen syd for

Pragh, slår alle de fine massagesæder

man kan købe i Biltema.

Jeg har sovet godt og i rimelig

lang tid, så jeg burde være frisk, men

de mange km og de dårlige veje er

gået i kroppen, så jeg føler jeg mig

helt smadret. Jeg benytter mig af

camperens muligheder – stopper, tager

et bad og noget rent tøj på. Det

hjælper en del. Jeg vil gerne nå så

langt, at jeg kan nå Flensburg i morgen

inden grænsebutikkerne lukker.

Det er jo ved at være weekend. Det

betyder, at jeg skal nå på den anden

side af Dresden inden fyraften.

Fra et stykke før Pragh, begynder

det at sne. Hele landskabet er dækket,

men der ligger heldigvis ikke

noget på vejen. Man kører gennem

Pragh, og endnu engang er jeg tak-

nemmelig for GPSen, som leder mig

igennem uden fejltagelser. Trafikken

omkring byen er ret tæt, men til at

håndtere.

Nul frække damer

Nord for byen, er motorvejen

ny, så ikke mere massage. Der er

heller ikke noget at hente på stykket

før grænsen til Tyskland, som før var

Europas længste ”red light kvarter”.

Nu er der motorvej med nogle kolossalt

lange tunneller, som må have

kostet utallige EU-millioner. Lige

i dag forsager jeg gerne de lange,

flotte, blåfrosne lår til fordel for en

hurtig rejse.

Klokken ca. ti holder jeg ind

på en rasteplads NV for Dresden

og bruger nogle af mine euro på en

portion udmærket gullashsuppe og

en meget lille flaske rødvin. Nu skal

jeg til køjs og tidligt op.

Weekend-tomme motorveje

Kommer op i nogenlunde ordentlig

tid til fint solskinsvejr. Kører

nordpå ad motorvejen. Det er den

rene svir – næsten ingen trafik her

på en lørdag formiddag. GPSen

siger, at jeg vil kunne være i Åbenrå

ca. 1530. Jg ved ikke, hvor længe

grænsebutikkerne har åbent.

Midt på dagen bliver jeg vist væk

fra motorvejen og over på motortrafikveje.

Der er stadig ikke så megen


Inden jeg tager af sted igen, vil jeg montere både still- og videokamera i

forruden, så man bare skal trykke på knappen for at få billeder og film. Når

man gør det på fri hånd kommer det til at se sådanher ud.

Tilbage i Nordhavnen til blæst og kulde og sikkert til irritation for en del af

mine klubkammerater, som ikke synes, at sådan et apparat pynter her. Det er

jeg sådan set enig i, og vil forsøge at gøre pinen så kort som mulig.

trafik, så det er fint nok. Fylder

diesel på til lige omkring en euro

– billigt.

Selvom turen i dag ikke er meget

over 600 km bliver jeg øm i røven

og i nakken. Kører ind til Citti

Markt i Flensburg og køber ind til

mad – en svinekotelet - efter at have

været i muslimsk område så længe.

Køber også en flaske whisky og en

dunk rødvin for en sikkerheds skyld,

hvis grænsebutikken har lukket. Det

har den ikke, så jeg køber vildt ind 6

kasser øl og 2 l Teachers. Det bliver

lige de 116 euro, jeg har tilbage.

P1, DR og TV2

Kører til camper-pladsen på havnen

i Åbenrå, hvor jeg også overnattede

inden jeg kørte ind i Tyskland.

Det er ret fedt at kunne høre P1

igen. Det er også fedt, at det ser ud

til, at vi langt om længe slipper af

med Anders Fogh Rasmussen - jeg

tilgiver aldrig mine tyrkiske venner,

hvis de forhindrer hans udnævnelse

til Nato-boss.

Laver svinekotelet med champignonsovs

og rosenkål. Senere snakker

jeg - for første gang på turen - lidt

med med en anden camper-kører

- så meget for campermiljø. Jeg ser

lidt dansk fjernsyn. Det er ikke blevet

bedre siden, jeg tog hjemmefra.

Ringen sluttet

Søndag er jeg tilbage hos familien

i Jylland. godt tre måneder

efter, at jeg sagde farvel til dem. Det

betyder nok også i det store hele et

farvel til min karriere som camperkører.

Det har været spændende og

det hele værd, Men jeg er og bliver

sejler, så her i løbet af foråret bliver

camperen sat til salg og erstattet

med en stationcar – en Citroen

Xantia selvfølgelig, som kan bringe

mig tilbage til Tyrkiet og min ”nye”

båd lidt hurtigere og -kørselsmæssigt-

lidt mere komfortabelt.

Time out

Det betyder også, at det er slut

med rejsebrevene i denne omgang,

men glæd jer ikke for tidligt. Jeg

agter fortsætte med at forurene jeres

indbakker med flere, så snart jeg

kommer af sted igen.

Veludstyret

Velfungerende

Velafprøvet

Autocamper

sælges

More magazines by this user
Similar magazines