(1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 1,1

aarhus.domkirke.dk

(1805-75): Kun en Spillemand. Original Roman i tre Deele (1837), 1,1

»Nu, jeg vil ikke gjøre mig bedre, end jeg er, men det er Sandhed, da jeg i fremmed Land første

Gang slog min Arm om en Piges Liv og fik et Kys igjen, kom jeg til at tænke paa Maria og det paa

en ganske egen Maade! det var ligesom om hun saae paa det, og Blodet gik mig op i Ansigtet!

Aldrig følte jeg mig fremmed ude. Tidt, naar jeg havde været nogle Uger i en By, var det mig, som

havde jeg altid levet der, som havde jeg altid kjendt Kammeraterne og fløitet med dem deres tydske

Viser. Kun naar jeg saae noget, der ret forbausede mig, som den gamle Stephans Kirke i Wien, eller

de høie Bjerge, med Skyer paa Siden og nede ved Foden en Frugtbarhed, som i den rigeste

Kjøkkenhauge, saa stod Faaborg for mig, med alle gamle Bekjendter, og mens jeg var nær ved at

faae Vand i Øinene over den Verdens Pragt, tænkte jeg ufrivilligt paa Taarnet i Faaborg med den

afmalede Vægtergang og de afskildrede Vægtere, som havde seet Maria kysse mig, og saa syntes

jeg, her kunde endnu være kjønnere for mig, stod kun det gamle Taarn her, og Maria der

nedenunder med den Stoffes Bul og det grønne Skjørt. Jeg fløitede da en Vise, og Lystigheden var

der igjen! Heisa! saa vandrede jeg med Kammeraterne længer ud i Verden

»Men her hjemme er dog kjønt!« udbrød Commandeersergeanten.

»Ja, her er smukt, naar Frugttræerne staae i Blomster, naar Kløvermarken lugter som en

Potpourikrukke! men, der skulde I see, naar man først er over de høie, blaae Bjerge: Alperne, som

de kaldes, det er som en stor Hauge; den stikker den ud paa Glorup, den overgaaer [s14] hvert

kongeligt Anlæg i de nordlige Lande! Marmor, hvidt, som Sukker, hugge de ud af Bjergene, og

Druerne hænge der, store og faste i Kjødet, som Blommer hos os. Jeg var der i tre Aar; saa kom der

engang Brev fra mit Sødskendebarn i Horne, og nede i Kanten stod: »Maria hilser og beder ikke at

blive glemt!« Det var skrevet med hendes egen Haand. Jeg blev blød om Hjertet derved, jeg kunde

da mærke, at det var Kjærlighed hos mig, da havde jeg ingen Ro; jeg fik en Længsel, jeg maatte

hjem, og jeg vilde hjem! mangen Nat gik jeg paa den eensomme Vei, forbi store Klostre, gjennem

snevre Byer, over Bjerge og gjennem Dale; saa hørte jeg igjen det danske Sprog, saae Spiret paa

Hornekirke, Lyngbakkerne ved Faaborg - og da jeg friede til Maria, fik jeg ja. Nu reiser jeg ikke

mere! nu seer jeg paa Storkene, hvor de reise ud og komme hjem. Imellem er jeg heller ikke i godt

Humeur, men saa har Maria sin egen Maade at sætte det paa; engang om Sommeren seile vi ogsaa

over til Thorseng og gaae lidt omkring derovre. Det er jo ogsaa at reise! De lange Toure, ja dem kan

Drengen gjøre, naar han voxer til. Der er Liv i ham, Commandeersergeant!«

»Og derfor skal han ogsaa have af det Klare!« svarede denne og rakte ham det halvfyldte Glas.

Drengen greb derom med begge Hænder og drak, saa Vandet løb ham ud af Øinene.

»Der have vi vor Madam!« udbrød Commandeersergeanten, idet Drengens Moder traadte ind.

Den yppige Figur, de store brune Øine kunde nok kalde et Hjerte tilbage fra Syden. Et temmeligt

strængt Blik mødte Manden, en kort, men dog venlig Hilsen tilfaldt Commandeersergeanten, der

klappede hende paa Skulderen. »Hele Kjærlighedshistorien har jeg hørt!« sagde han, »været i Øster

og Vester med Mester.«

»Ja, man har ikke andet at bestille!« svarede hun kort, og lagde sit Halstørklæde ned i

Dragkisteskuffen. »Der skulde han have blevet, siden der var saa rart! vor Herre veed, hvad han

vilde her! Snart er her for koldt, snart regner det for meget! jeg siger ogsaa: reis! der er Ingen, som

holder paa Dig! jeg kan tage ud at tjene, og Drengen faaer jeg vel Brød til!«

»Maria,« sagde Manden, »det mener Du ikke! var jeg ikke kommet tilbage, saa havde Du

maaskee ikke været gift endnu!«

[s15] »Ti for Een kunde jeg have faaet! Gaardmandens Søn i Ørebæk friede før Du, men da var

More magazines by this user
Similar magazines